1. Hvad er en skole? En skole er en suspension af tiden, en udsættelse af samfundet. En skole er stedet for den frie tid; dvs. den tid, der ikke går til produktion og reproduktion, den tid der ikke er bundet af kausalitet og funktioner. En skole kan altså ikke udledes af samfundets behov, og den står heller ikke i behovenes tjeneste. Den er i nærheden af samfundet, men er noget andet, fordi det er en afbrydelse af samfundet. En skole står selv. En lærer lytter opmærksomt til og samarbejder venligt med alle, men ingen samfundsmæssig funktion kan bestemme over hende. Derfor er en lærer omgivet af både beundring og jalousi. Tvinges hun ind under samfundsmæssige ”udfordringer”, så bliver der jobs til arbejdsmiljøpsykologerne.
2. Hvad skal der ske i skolen? Hvad skal der ske i denne afbrydelse, i denne suspension? Der er to aspekter. Det ene forhold vedrører tingene, altså materien, og det andet vedrører opmærksomheden, altså eleven. Inde i tidens suspension, inde i den frie tid, tages kulturens ting ud af deres normale kausale og funktionelle sammenhænge, så de kan studeres uafhængigt af deres brug. Her bringes ting frem i lyset, som andre måske tager for givet. Det er i skolen, at tingene kan vise sig selv frem og vendes og drejes. Man må, ja man skal, altså røre ved tingene og eksperimentere med dem, for at se, hvordan de reagerer. Man skal altså ikke lære at bruge tingene på bestemte måder, i så fald gøres tingene samfundsmæssige, og skolens karakter af suspension forsvinder.
Selvom dette tingenes spil og tilsynekomst er et afgørende træk ved skolelivet, så er det meget svært at beskytte, fordi der er så mange, der har travlt med at tæmme skolen, at gøre den samfundsmæssig og i det hele taget at underordne skolen alle mulige indre og ydre krav.. Store dele af den kritiske teori var f.eks. skolekritisk, og det hele er endt i, at vi i dag vil underordne skolen kompetencebegreber og policy-måltal. Men med sådanne tæmninger fra forskelligt hold, dirigeres tingene til bestemte brug, og så kan tingenes ikke vise sig og snurres rundt i en tidslig suspension. Jeg foreslår derfor en genindsættelse af skolen og læreren, som en fri institution og et frit kald, der ikke kan dirigeres rundt i kommunale maneger.
Den anden ting, der sker, er, at tingene bringes i tiltagende kontakt med elevens opmærksomhed, ja det er faktisk ved denne opmærksomhed, at eleven overhovedet bliver til en elev, og at tingen bliver til en ting i egen ret, dvs. træder ud af samfundet. Skolen er oprettet med dette ene formål at bringe tingslighed og opmærksomhed sammen i tiltagende sitrende spændstighed. Det er det modsatte af innovation – det er kreativitet, det er ren og skær skolastisk essens.
Man kan faktisk godt sige, at skolen er et nøgent sted. Eftersom samfundet er suspenderet, er det en form for tingenes og opmærksomhedens nøgenhed, der mødes. Det er ikke en fysisk nøgenhed eller en slags naturalisme, som begge er bundet af sociale og fysiske koder. Det er snarere en tingenes og opmærksomhedens u-påklædthed. Skolen bliver dermed et poetisk sted, som er fuldstændig uerstatteligt.
3. Hvem er læreren? Læreren er hende, der bringer verden og eleven sammen, der bringer tingen og opmærksomheden i kontakt med hinanden inde i den suspenderede tid. Alt, hvad der hedder pædagogisk metode, vedrører denne ”bringen hen til hinanden”. Metode har altså ikke noget at gøre med at score højere på et kompetencemål. En pædagogisk metode omgiver og vokser ud af tingens visen sig for en opmærksomheds tilsynekomst i en suspenderet tid.
Denne samling af ting og opmærksomhed kan kun finde sted, hvis læreren elsker både tingen og eleven. Læreren elsker tingene i sig selv som de er, når de ikke bruges til noget bestemt, men som kan bruges til meget forskelligt, og hun elsker også den elev, der kommer til syne iblandt de nøgne ting, og som undersøger, hvad en tings værdifuldhed består i. Det er denne dobbelte kærlighed, der gør læreren til en lærer. En god lærer er altså en amatør, en der elsker (jvf. “amo”). En elsker af den fælles verden og eleverne tilblivelse heri. En lærer er ikke fleksibel, professionel og målstyret. En lærer er vedholdende, kærlig, opmærksom og lidt fjern. Hun dvæler i skolen. Hun er skolen, hun er suspenderet, hun er uproduktiv. En lærer kan ikke skifte skole eller klasse. Så splittes hun. Så gør hun karriere, så bliver hun samfundsmæssig, så træder hun ud af suspensionen. En lærer har derfor heller ingen kompetencer. Kompetencebegrebet kan ikke forenes med suspensionsfilosofien. En lærer er i den forstand ”kompetencefri”, hun er inkompetent, hun er uprofessionel.
4. Hvem er skolelederen? En pædagogisk leder er passiv. Han skal intet gøre. Han skal beskytte skolen mod samfundsmæssighed som en slags garder. At han er passiv betyder ikke, at han ikke er aktiv. Hans aktivitet består i at være passiv; at lade skolen i skolen komme til i et myldrende syne; at lade ting og sager rumstere og en udisciplineret disciplin herske, at lade skolen skole. Denne autoritetsform er i dyb samklang med det forhold mellem konge og folk, som allerede Grundtvig skildrede.
5. Den skolastiske ro: Efter frikvarteret mødes eleverne uden for klassen. De stiller sig i to rækker, snakkende og svajende. Kroppene tør lidt op. Eleverne går ind og stiller sig bag stolene. De kaster øjne og små ord til hinanden, før stilheden og den kropslige ro indfinder sig helt. Lærerinden siger venligt og myndigt ”værsgo og sid ned”. Børnene sætter sig. Læreren sætter en globus på bordet, og drejer kloden fire gange, mens hun tæller. Elevernes øjne drejer med. Uden for er alt pludselig stille. Alle og Enhver er samlet. Læreren sætter fingeren på globussen: “I dag skal vi tale om Portugal”. Kort tid efter myldrer det med opdagelsesrejsende, portvinsmarker og fado-musik, og en lokal portugiser kigger forbi og fortæller om sit land og liv. Eleverne summer rundt i tingslig opmærksomhed. Lærerinden iagttager det hele med et fjernt smil, før hun kaster sig ud i tingenes dyb. Pludselig ringer klokken.
Er dette et industrisamfunds disciplinering, som sociologerne sagde i gamle dage, og som de faktisk stadigvæk går og siger? Nej, det er en suspensionsteknik. Det er en metode til at lade det skolastiske, suspensionen, bryde frem. En passage, hvorefter læreren kan lægge en ting, her en globus, på bordet; en ting, der kan vendes og drejes af den fælles opmærksomhed. Bringes ting og opmærksomhed i kontakt? Ja. Hvordan kan det ske? Ved den skolastiske metode, ved skolens egen form, ved en udisciplineret disciplin. Ved at alle synker ned i det skolastiske. Ved at skolen trænger sig på og samler og opsluger alle mennesker og ting, så der ”pudseligt er stille udenfor, og Alle og Enhver er samlet”.
6. Hvad er Lighed?: Skolen er et sted, hvor ting og opmærksomhed mødes i suspenderet tid under overværelse af en lærer, der elsker den fælles verden og elevens tilsynekomst heri. I skolen er lighed ikke et ydre mål – det vil gøre den samfundsmæssig, ja ligefrem indstifte en anden form for ulighed, der vil ødelægge skolens indre, fordi et sådant mål fra start vil stille nogle elever tættere på lighedens ideal end andre. Ligheden er derimod en forudsætning, der hele tiden bekræftes. Når lærerinden hjælper en elev, er eleven lige blandt andre elever og ikke en indvandrer, et overklasseløg eller noget tredje. Han er en elev, altså en opmærksomhed, der søger tingens væsen og kalden. Han er indskrevet under lighedens forudsætning i skolens essens. Nogle mener, at skolen fremmer og forstærker ulighed. Det gør den ikke ved sit begreb; den forudsætter lighed.
7. Hvad er skolens samfundsmæssige opgave?: Læreren har et frit erhverv. Han er i den frie tid. Han har suspenderet sit liv fra produktionen. Han kan bringe ting til opmærksomhed. Han kan gøre skole – alle steder. Han kan få ”skole” til at ske. Han kan gøre skolen til en ”lysning”.
Skolen er på den måde et frit sted, og læreren er en fri person. Skolen er altså det sted i samfundet, der ikke skal eller bør tæmmes. Skolen er det sted, hvoraf alting udspringer, og som danner vores politiske autoritet og holder den i skak, dvs. i passivitet, dvs. i en skolet autoritet. En stat uden en skole, som er uafhængig af og på en måde overordnet staten, er også en stat, hvor der ikke findes steder, hvor ting og opmærksomhed mødes i suspenderet tid. Sådan en stat bliver en autoritær, måske endda en demokratisk autoritær stat, hvor alle er lige endimensionale og aldrig har været uden for den gemene intimitet og lukkethed, som vi kan kalde “samfundet uden en skole”, og som derfor kan styres af simple inhumane målsætninger. Det er ikke staten, der skal danne skolen, men skolen der skal danne staten. Først da får vi et virkeligt samfund og en virkelig stat.
(Inspireret af Jan Masschelein og Maarten Simons: In defence of the school – a public issue, Leuven: E-ducation, Culture & Society Publishers, 2013. Jeg har den i en e-copy, som kan distribueres frit. Skriv til thomas-r@hotmail.dk, hvis du er interesseret)
(Denne tekst vil løbende blive redigeret)
Gid dette var gældende lov for området. Lige nu er det kun på vej fra sørgeligt til endnu mere sørgeligt.
Den skolatiske ro, som du beskriver, arbejdes der hver dag benhårdt for at opnå på langt de fleste skoler. I forreste geled er det den enkelte lærer og lærerteamet omkring eleverne, men med mulighed for understøttelse af ressourcelærere, faglige vejledere, skoleledelse og kommunens ressourcepersoner. Målet er netop at holde skole, anført af den antiautoritære autoritet, læreren. Rygterne om den form for skoles snarlige død er stærkt overdrevne, for mødet mellem mennesker og det gyldne øjeblik, hvor stilheden indfinder sig, føles så intuitivt rigtigt, at det altid vil være en tilstand, man som lærer stræber efter. Det kan og skal skolen også med rette gøre, al den stund at formålsparagraffen fordre det.
Men der er en systemfejl et sted. Kæden hopper af. Idyllen bryder sammen. Noget skal der gøres. I “Den gode lærer“, interview til P1-Eksistens, d. 22. april 2013 nævner du selv, at der er nogle faglige kundskaber og færdigheder, som skal være i orden, men at de ikke skal været målet i sig selv med at holde skole. Det er set med de briller, at skolen står med et problem, for vi formår ikke at give eleverne (eller fremme elevernes) kompetencer og færdigheder i tilstrækkelig grad. Det viser sig tydeligt de steder vi faktisk kan teste helt systematisk: retstavning og matematik, med en formodning om, at denne tendens også kunne findes steder, der ikke lader sig teste så let.
Det er denne komplekse, men også meget lavpraktiske, udfordring vi står med lige nu og her: Hvordan holder vi skole på en måde, som styrker både elevernes dannelse og deres kundskaber og færdigheder? Det mener jeg skolereformen og arbejdstidsreglerne er politiske og lovgivningsmæssige gode bud på, for grundlæggende tror jeg på, at de humanistiske værdier vil leve videre i den danske folkeskole, og at de strukturelle ændringer som nu skal gennemføres, eksempelvis flere fagfaglige timer og mere tid med skolemæssigt indhold sammen med gode, ansvarlige, autoritative lærere og pædagoger, som også er mere tilstede på skolen, vil give mange flere tidspunkter, hvor Alle og Enhver er samlet.
Jeg glæder mig til at skulle indtage rollen som aktiv passiv, men pt. vurderer jeg mere et behov for at være aktiv aktiv 🙂
Hilsen
Martin Bredthauer, skoleleder, Kolding Kommune