Et fotografi af skolens dybdestruktur

Her er et fotografi af Ny Nordisk Skole og dermed af skolereformens ånd, som den ser ud, hvis man læser kapitlet ”Ny Nordisk Skole” – som er skrevet af Christine Antorini og Nana Westerby i Lars Olsens bog ”Uddannelse for de mange: opskriften på en kulturrevolution” – samt en række tekster i omegnen. Man finder følgende logik:

1. Et opgør med/glemsel af både folkelige og oplysningsbaserede traditioner, herunder både reformpædagogikken og en række brede nationale idestrømninger. Med andre ord: Et opgør med Humaniora, hvilket er ensbetydende med et opgør med pædagogik som sådan.

2. I stedet sættes to nye formål, nemlig hensynet til ”konkurrenceevne” og til ”lighed”. Altså I STEDET FOR. Derpå kobles det første formål, ”konkurrenceevnen”, på konkurrencestatsideologien, der nednormerer humanitet, solidaritet og dannelse. Dernæst kobles det andet formål, ”ligheden”, som især Olsen forstår det, til en kritik af dannelsesbegrebet, fordi dannelsen opfattes som et klasseprivilegium, der faktisk forstærker uligheden. Vi får dermed et dobbeltopgør med den pædagogiske tradition og faglighed, som efter forfatternes opfattelse truer konkurrenceevnen og samfundets lighed. Man vil lave skole på et opgør med skolen. Det er en kæmpe nej-hat.

3. Resultatet af lighedshensynet bliver derfor ikke “solidaritet”, men ”masseuddannelser”. Resultatet af konkurrencestaten bliver ikke kundskaber, men en ranglistekoncipereret ”verdens bedste skole”, der kan slå kineserne i et dobbeltopgør med dannelsestænkning. Det samlede ideal bliver massens produktivitet. Lars Olsen kalder lige frem sin bog for en “kulturrevolution”. Det er en dobbelt-kineser.

3a. Skolereformens version af ”konkurrenceevnen” er at slå kineserne ved at ”udfordre eleverne, så de bliver så dygtige de kan” med de dertil hørende operative måltal i læsning og regning. Kundskabernes indhold og struktur struktureres altså af konkurrencestatens krav til “dannelse”. Dannelsen kommer fra konkurrencestaten. Dannelsen kommer fra opgøret med dannelsen. Selvstændighed og tænkning pines ud af skolen.

3b. Skolereformens version af ”lighed” er, at de dårligste testresultater for den nederste gruppe hele tiden skal løftes og måske også “trivsel”, der også kan måles. Men hvad er lighed og trivsel uden dannelse? Det er desværre “massen”, og det er også derfor, at man taler om “masseuniversiteter ” og “masseuddannelser” som om det var noget godt. Men med “massen” stopper al uddannelse. Prøv med noget andet, “folket” måske? Nå nej, det er jo udelukket i grunden.

Derfra siver det hele ned i kommunerne, videre ud på skolerne og helt ind i ”dialogen mellem leder og skolens medarbejder om udvikling af kvaliteten og resultatopfølgning”, som det hedder i skoleudspillet. Og videre: ”hvert år skal der hvert år følges op på kvaliteten og realiseringen af måltallene”.

Sådan ser ånden, altså filosofien, ud: Ud med dannelse og ind med konkurrenceevne og massen. Resten er drys fra begrebernes arbejde.

Og det hele er skam baseret på ”udfordringer”, der er udpeget af alt fra ”regeringens vækstforum til økonomisk råd”, som det hedder. “Lige fra og til”? Det lyder bredt, men det er det jo ikke. Både vækstforum og økonomisk råd har et ekstremt instrumentalistisk syn på uddannelse og pædagogik. Det er den rene og skære finanskrisepædagogik.

Sådan ser der hele ud. Et fotografi af skolens pædagogiske og filosofiske dybdestruktur.

Skriv en kommentar