Et par uger i dannelsens tumult

Dette indlæg er en sammenfatning af de sidste to ugers arbejde med og indtryk fra diskussioner vedrørende dannelse i Danmarks uddannelser. Der er en kritisk omtale af Pernille Vigsø Bagges synspunkter og af Lars Goldschmidts uddannelsespolitiske virke. Der er også referat fra anden-dagen af biskoppernes dannelseskonference i Nyborg, en omtale af de konservatives dannelsesseminar i Herlev samt en kort bemærkning til et par nyere udgivelser, jeg har modtaget med posten. Det hele hænger lidt sammen, så derfor dette samlede indlæg. Afsnit 1.a. bygger på et indlæg, der også har været bragt i Kristeligt Dagblad d. 29. maj. 

1.a. Pernille Vigsø Bagges og Lars Goldschmidt indlæg.

For nyligt har vi set to centralt placerede folk omkring vores skolepolitik svarer på den kritik, der har været af skolereformen og af Ny Nordisk Skole for at glemme og endda ofte udelukke dannelse og formålsbetragtninger fra landets pædagogiske liv.

I Kristeligt Dagblad d.22/5 fortæller Pernille Vigsø Bagge (SF) om hendes oplevelser fra biskoppernes nyligt afholdte dannelseskonference i Nyborg. Hun skriver, at dannelse er så kompleks, at man ikke kan blive enige om noget som helst alligevel, og biskopperne får endda kritik for at monopolisere dannelsesbegrebet med deres blotte spørgsmål. Så fortæller hun, at for nogen har dannelse noget at gøre med globalisering, for andre med det nationale eller med demokratiet og for nogen ligefrem med landbrugsteknologi eller traktortræf. Antikken, lyrikken, verdenskrigene og meget mere får også en henkastet bemærkning, og det hele foregår fuldstændigt usammenhængende. Hun tager slet ikke stilling til, hverken her eller andre steder, om der skulle være en eller anden form for sammenhæng i de spredte ord. Hun postulerer så, at skolereformen bygger på formålsparagraffen, men det er et rent postulat uden rod i virkeligheden, for formålet nævnes slet ikke i reformudspillet. Her tales primært om kvantitative og klare ”operative måltal” for testresultater i læsning og regning, som så skal rulles ud over hele vores stakkels land. Bagges indlæg er derfor et sørgeligt eksempel på et politisk niveau, der har løsrevet sig fuldstændigt fra sit lands åndelige traditioner for i stedet blot at lave politik efter det forhåndenværende søms princip. Konsekvensen heraf er med nærmest logisk nødvendighed, at værdier, holdninger og historie tilsidesættes, og at man i stedet iværksætter en tankeløs pædagogisk instrumentalisme, hvilket præcist også er tilfældet. Hvis der endelig dukker et pædagogisk ord op, som f.eks. demokrati, kundskab, praksis, leg eller frihed så er det blot som metoder til at score på et ”operativt måltal”, og det er altså antidannelse. Jeg plejer at kalde det ”en kæntret pædagogik”.

En del af forklaringen på tristessen finder man måske i et andet indlæg, jeg fandt på Infomedia. I Dagbladet Køge/Ringsted/Roskilde d. 16/5 tager direktør i Dansk Industri, Lars Goldschmidt også emnet, altså beskyldningerne om den manglende dannelse, op. Goldschmidt er vigtig i denne sammenhæng, fordi han, i egenskab af direktør i Dansk Industri og gammel ven med Antorini, er formand for kredsen omkring ministerens eksperiment, Ny Nordisk Skole, der ligger eksplicit til grund for den skolereform, som Bagge forsvarer. Ja, skolereformens ”operative måltal” er faktisk direkte udledt af Ny Nordisk Skoles ”manifest”. Goldschmidt er, må man derfor formode, en af Ny Nordisk Skoles og skolereformens fremmeste eksperter, og han taler da også selvsikkert om uddannelse i alle mulige sammenhænge, f.eks. på Sorømødet i 2010, hvor han kritiserede gymnasiet for at undervise i fag for fagenes egen skønheds skyld (!) i stedet for at bidrage til økonomisk vækst. Det er også Goldschmidt, der på Ny Nordisk Skoles hjemmeside skriver, at vores lærere skal være som “Duracellkaniner”. I sit indlæg undrer Goldschmidt sig over, at jeg har sat Ny Nordisk Skole i sammenhæng med den såkaldte ”metodiske antihumanisme”, en teoretisk retning inspireret af sociologen Niklas Luhmann, som har domineret mange nyere uddannelsesreformer, og som oversætter alle værdier til metoder. Han opfatter det som et personligt angreb og tror så, at det svarer til, at man er ”konsekvent kold i r…”. Sikken et plat svar på et grundigt forsøg på at forstå pædagogikkens placering i vores samfunds udvikling! Man skulle tro, at Ny Nordisk Skole var forfattet på et værtshus. Derefter fortsætter han i Bagges linje. Dannelse er skam vigtigt, men det er fuldstændigt tilfældigt, hvad der remses op. Han er helt ude af stand til at diskutere uddannelse på blot et minimalt niveau. Det er simpelthen pinligt, især fordi han er formand for en kreds, der tegner landets uddannelsespolitik. Han tager heller ikke stilling til det forhold, at den eneste professor i NNS-kredsen, nemlig Per Fibæk Laursen, har sagt, at dannelse er noget, der er parkeret hos Dansk Folkeparti, og at ingen andre i kredsen overhovedet har taget stilling til dannelsesspørgsmål eller noget, der ligner.

1.b. Lars Goldschmidt og den nye ungdomsuddannelseskommission.

For nu at blive ved Goldschmidt som altså mener, at dannelse er at være ”kold i røven”, så er al hans kølige kødelighed nu kommet med i en ny kommission om ungdomsuddannelser. Det er tænketanken DEA, der har nedsat den. Hvad er DEA? Ifølge hjemmesiden er hovedformålet at ”fremme viden om sammenhængen mellem samfundets investeringer i uddannelse, forskning og innovation og vækst- og produktivitetsevner”. Ikke just et dannelsesformål vel? DEA er “stiftet og delvist finansieret af Danish Society for Education and Business”, hvilket åbenbart i Danmark er kommet til at være synonymt med en vækstdagsorden. Men ok, denne kobling af økonomi og uddannelse er fuldstændig det samme, som Goldschmidt uddybede på det omtalte Sorømøde, og som så for ham altså betød, at det værste, man kunne forestille sig, var, at en lærer skulle undervise for fagenes skønheds skyld. Det er det, den metodiske antihumanisme gør. Den handler ikke om, at nogen er ”kold i røven”. Den udrydder værdier og fællesskab i samfundet. Nå, men udover Goldschmidt finder man også i den nye tænketank journalisten Lars Olsen, chefideologen bag Ny Nordisk Skole. Olsen sagde i foråret 2012, i forbindelse med et møde i NNS’s dialoggruppe, at gymnasiet kun skal undervise i viden, der kan anvendes til innovation. Den rene og skære antidannelse. Ud med det som ikke kan anvendes, hvilket er hele den klassiske tradition. I stedet skal vi have små produktionsinnovationsrobotter. Hvad det grundsyn fører til, kan man se i de nyeste pædagogiske forsøg på nogle københavnske gymnasier. Her er dogmet, at man kun må undervise 7 minutter af gangen, og kun i emner, der kan anvendes efterfølgende. I oplægget til forsøgene står der også en masse om innovation og intet om dannelse, og forsøgene er da også blevet modtaget med store smil af Antorini og derfor formodentlig også af Goldschmidt. Først sad Goldschmidt og Olsen altså og formulerede Ny Nordisk Skole, en forbitret skolefilosofi, som nu har sat sig i skolereformen, hvilket jeg har beskrevet andetsteds. Dernæst skal de nu til at udsætte gymnasierne for det samme. Kronen på værket er, at formanden for den nye kommission er Niels Egelund, den mest kineserforskrækkede person i landet, som også i en såkaldt task-force arbejder med det formål at gøre vores børnehaver Pisaparate. Heldigvis er DEA’s kommission ikke nedsat af regeringen, men jeg ved ikke, om det gør nogen forskel i dette tilfælde.

Det er niveauet i Danmark. Først glemmer man alt om formål og dannelse. Let presset remser man en række tilfældigheder op, samtidig med at man demonstrerer en mangel på dannelse, forståelse og indsigt uden lige. Anders Fogh ville af med eksperterne. Det ønske er sandelig blevet realiseret.

Vores skoler regeres af mangel på skoling. Det er forstemmende.

2. Biskoppernes dannelseskonference.

Faktisk deltog jeg selv i den konference, som Pernille Vigsø Bagge bidrog til, altså biskoppernes dannelseskonference i Nyborg (jeg var kun med på andendagen). Selv talte jeg om, hvordan dannelse, altså diskussioner af formål og indhold, er forsvundet fra en række nyere skoleinitiativer og erstattet af ”operative måltal”, som så kan styre skoleudviklingen, i form af en slags pædagogisk teknokrati. Nedsmeltningen af §1 til fordel for §2, for nu at sige det på den måde. Esben Lunde Larsen fra Venstre holdt derefter et udmærket indlæg, hvor han i god dansk tradition koblede dannelse og frihed, og han kritiserede regeringens skolereform for det samme, som jeg gjorde. Han var heller ikke bleg for at påtale, at Lars Løkkes skolepolitik ikke var meget bedre. Han svarede også ordentligt og konsistent på diverse spørgsmål. Jeg troede faktisk et øjeblik, at Lunde ikke var ”kineserforskrækket”, men blev desværre revet ud af min vildfarelse få dage senere, hvor han på sin fb-profil forklarede, hvordan vi skulle indrette os efter den kinesiske trussel. Her i forgårs havde han så også et indlæg i Jyllandsposten, hvor han kritiserede uddannelsesminister Morten Østergaard for at glemme dannelsesaspektet af universiteterne. Den kritik har Lunde Larsen jo helt ret i, men han følger så op med at sige stort set det samme som Østergaard siger, blot på et lidt højere niveau, nemlig at universiteterne skal definere deres rolle og funktion i samfundet efter erhvervslivet. Så Lunde Larsen har, som jeg ser det, ikke rigtigt aktiveret sine udmærkede dannelsesidealer. De putter sig stadigvæk i hans nye ph.d.-afhandling, der handler om Grundtvigs frihedsbegreb. Måske kunne vi få afhandlingen åbnet lidt? Nå, men tilbage til Nyborg, Herefter kom der også to indlæg fra regeringspartierne. Der var en kort kommentar fra socialdemokraten Troels Ravn, som slet ikke mente, at Ny Nordisk Skole indeholdt et dannelsestab, for skolerne kunne jo nu slå sig sammen om alle mulige ideer. Øhh.. og suk og suk!. Hvad skal man stille op med sådan noget? Og Ravn sidder netop i disse dage som socialdemokratisk skoleordfører og bestemmer over mit lands skolepolitik! Og så er han endda gammel skoleleder… det er vist på KL Balle-måden. Derpå havde Pernille Vigsø Bagge fra SF et indlæg, som mindede meget om det læserbrev i Kristeligt Dagblad, jeg netop har omtalt. Hun startede med at sige, at der ikke var nævnt noget om skolens formål i reformudspillet, fordi noget sådant kunne man jo ikke blive enige om. Derpå sagde hun, at hun gik ind for Peter Kemps dannelsesbegreb, men hun vidste vist ikke, at Kemp er mega-kritiker af skolereformen. Hun sagde også, at man aldrig ville kunne få højrefløjen med på at tale om Kemps verdensborgerskab. Men Kemp er ikke imod det nationale, han vil blot også gerne have det internationale. Ikke forstået som pisalister, men som globalt interesserede og ansvarlige medborgere. Og det synspunkt har jeg ikke hørt de seriøse konservative eller DF’er være imod. De er blot nervøse for, at det nationale ryger helt ud. Så Kemp vil faktisk kunne få både højre og venstre til at tale sammen. Ikke om ”operative måltal”, men om skolens formål. Til sidst begyndte Vigsø Bagge at sige, at skolereformen var fuld af dannelse, fordi den nævnte trivsel, og fordi den gjorde det muligt at tage børn fra Hellerup med ud for at se en virkelig ko. Og hvad skulle man egentlig med dansk lyrik på en nordjysk efterskole, hvor eleverne var mest optaget af det næste traktortræf!

Det står virkelig sløjt til med vores socialisme og dens skolesyn her i landet, og alle min fordomme blev bekræftet til fulde. Også den fordom, som også viste sig at være rigtig, nemlig at Esben Lunde er en af de velinformerede på dette punkt, selvom han glemmer det hele igen, når han begynder at tale om vores institutioner.

Konferencen bød også på et kontroversielt oplæg af udviklingschef fra professionshøjskolen i Sønderjylland, Alexander von Oettingen, der forsvarede (tror jeg nok) principperne i den nye læreruddannelse. Han mener vist, at den nye læreruddannelse giver mulighed for at bedrive skole med stort S i modsætning til en skole, der skal indløse for mange komplekse samfundskrav. Han har bestemt en pointe i, at en skole på en måde er noget selvstændigt, men med hensyn til vurderingen af den aktuelle læreruddannelsesreform tager han fejl, men det har jeg skrevet om mange andre steder. Jeg var ind imellem også lidt i tvivl om, hvorvidt Oettingen talte som pædagogisk filosof, altså som frit tænkende, eller som repræsentant for professionshøjskolernes ledelse, altså som bundet på hænder og fødder i præcist den form for globaliseringstænkning, der har udskiftet skolens formål med skolens bureaukrati, altså §1 med §2.

I diskussionen af mit eget oplæg var der tre kritiske indlæg, der alle sammen gik ud på at indrømme kompetencebegrebet en vis plads, og en del mente at jeg var for hård mod Lars Qvortrup og systemteorien. En deltager læste ligefrem op af Luhmanns hovedværk ”Sociale systemer” (tror jeg nok det var). Kritikken kom også af, at tre biskopper havde haft et læserbrev i Politiken dagen forinden, hvor man forsvarede dannelse med udgangspunkt i et 10 linjer langt citat af netop Lars Qvortrup, hvor der står, at man både skal have kompetence og dannelse. Citatet var fra en tandløs kronik i Politiken fra ugen før, hvor Qvortrup opfordrede til at glemme den netop overståede lærerkonflikt og komme videre. Typisk systemteoretisk glemsel.

Jeg tror nok, at mit svar var i den diplomatiske ende, men det fortryder jeg faktisk, for den er jo helt gal, hvis biskopperne går rundt og tror, at systemteorien i Danmark forsvarer dannelsen. Måske var man ikke klar over, at det kompetencebegreb, der omtales af Qvortrup er totalt indholdstomt, hvis det da ikke ligefrem blot henviser til pisalisteplacering, og måske ved de heller ikke, at forslaget om at nedlægge KLM-faget på læreruddannelsen – altså den faglige markering af en nordisk skoletradition i teologiens omegn – blev fremført at den systemteoretiske professor Jens Rasmussen og forsvaret af hans ven i ånden, netop Lars Qvortrup. Altså at en af årsagerne til overhovedet at indkalde konferencen, nemlig nedlæggelsen af KLM, er en direkte konsekvens af de folks arbejde, som man pludselig stod og forsvarede, og endda brugte aktivt, og dertil kan man roligt lægge de to herrers opgør med Grundtvig, Løgstrup og stort set alle Heideggers fine elever, hvilket man f.eks. kan læse om i Qvortrups splinternye bog “Den myndige lærer”, hvor den slags kategoriseres som “fundamentalistisk fænemonologi”! Jeg var lidt paf over, at sådanne holdninger blev ført til forsvar af landets fremmeste teologer, må jeg indrømme. Makkerparrets Rasmussens og Qvortrups øvrige synderegister lader jeg ligge her, men jeg har skrevet meget om det, blandt andet i bogen ”Krisen i dansk pædagogik”, hvor jeg argumenterer grundigt for, at den pædagogiske systemteori har beredt vejen for, at instrumentalismen fuldstændig har kunnet erstatte en af Europas rigeste pædagogiske traditioner. Alt sammen fordi Qvortrup og Rasmussen efter deres ungdommelige marxisme og murens fald kedede sig så meget, at de måtte kaste sig over Luhmannismen, altså den metodiske antihumamisne, som om det var en bibel. Som om der ikke skulle findes bedre bibler. Faktisk findes der jo kun en, hvilket blandt andet er med til at sikre en pligt til pluralisme og åbenhed på det pædagogiske område. Når pædagogik tager udgangspunkt i en guldkalv, så går det altid skidt; jeg kan f.eks. huske hvordan det var i visse kredse i 1970’erne ift. marxismen. Egentlig havde jeg lovet mig selv ikke mere at beskæftige mig med Qvortrup, som nu heldigvis ikke mere er dekan for DPU, men mere passende blot er en slags forskningsleder for den halvkommercielle LP-metode, der går som varmt brød blandt kommunale skoleadministratorer. Derfor forstyrrer han ikke de mere principielle diskussioner så meget mere. Men det er selvfølgelig synd for skolerne og lærerne, som nu med LP-metoden tvinges ind under en ”tænkemetode”, hvilket også kaldes for ”refleksion”, hvorefter de jo ikke må tænke selv. Dermed misforstår man helt hvad skolekultur og skoleudvikling er. Rasmussen er endnu mere et kapitel for sig. Også han bruger Luhmann som en bibel. Det er åbenbart sådan, at hvis man kan kalde sig for ”professor i pædagogik” så betyder det det modsatte, altså ”professor i en guldkalv”. Hvordan det er kommet så vidt, har jeg beskrevet i artiklen ”dansk pædagogik i fald og bund”, som er et bidrag til antologien Uren Pædagogik.

Men uanset dette er det virkelig godt, at teologer og religiøst interesserede er på vej ind i pædagogikken igen. Det har vi savnet i mange år. Men teologerne er på trods af det udmærkede konferenceinitiativ alt for tilbageholdende efter min mening. Der var flere deltagere, der fortalte mig, at man holdt sig tilbage i angst for at blive beskyldt for at ”forkynde”. Men hvorfor er de bange? For det første skal man aldrig være bange. Hvis man har noget på hjerte, så er det blot ud over stepperne. Og for det andet har danske teologer aldrig haft tradition for at forkynde, når det kommer til pædagogiske emner. Tværtimod har de blot beriget. Tænk på Grundtvig, Løstrup etc. Fyldt med spændende ideer. Det er faktisk Tidehvervs fortjeneste, at det i almindelighed er blevet sådan. At man kan være teolog og udtale sig uteologisk om pædagogik, hvilket jo så selvfølgelig ikke bliver uteologisk på dèn måde, men blot åndeligt, og det er kun godt. Men hvis det er Qvortrup man hylder, så kan man slet ikke komme til det, for han mener ikke, at man bør udtale sig om andet end det, man er ”ekspert” i, som det hedder. Det så vi i sagen om EU-forskeren Marlene Wind, der på TV brød lidt ud af hendes systemteoretiske kasse, så Qvortrup ligefrem måtte gå i pressen for at proppe hende ned i den metodiske antihumanisme igen.

3. Dannelsesseminar hos De Konservative.

Endelig har jeg også været til en konference/seminar, som var arrangeret af endnu en tænketank, nemlig den konservative uddannelsestænketank, som ledes af Casper Strunge, der er folketingskandidat i Gentofte. Selv gentog jeg i forkortet form mine pointer fra Biskoppernes konference, og disse pointer var der, så vidt jeg kunne bedømme det, meget lydhørhed for. Ikke så underligt, fordi påmindelsen om, at et samfunds overordnede og langsigtede formål skal spille en rolle i den konkrete skolepolitik jo egentlig er en konservativ grundbetragtning. En grundbetragtning, der desværre ikke spiller nogen rolle i de konservatives skolepolitik, hvor det meste handler om Pisa-lister, kineserier og resultatkontrakter. Rasmus Jarlov sammenligner ligefrem skolerne med en hær og siger, at arbejdsgiverne altid har ret, selv når ødelægger dansk skoletradition, som f.eks. KL gør, og Søren Hviid skriver i en kommentar i Berlingeren, at skoler og oplysningstid er modsætninger. Det er ikke så godt.

De øvrige oplægsholdere var meget spændende. Først var Mogens Hansen, gymnasierektor og en af arkitekterne bag gymnasiereformen og dermed det omdiskuterede AT-fag, på banen. Hans indlæg var efter min opfattelse et eksempel på noget, der kun er lidt bedre end Ny Nordisk Skole. Hansen havde stadig nogle dannelsestanker, fordi hans ideer om tværfaglighed etc. ikke var knyttet direkte til erhvervs- og produktionsliv, som f.eks. Goldschmidt og Lars Olsen og dermed Ny Nordisk Skole gør – men Hansens ideer hviler alligevel på en form for opgør med den nationale og nyhumanistiske tradition, hvorefter man så at sige glemmer gymnasiets egenart og gør klar til Ny Nordisk Skoles totale traditionsglemsel. Den næste taler, gymnasielærer Bill Woods, kritiserede netop AT-faget og den manglende forskning i fagets effekter og konsekvenser, så der udspandt sig en god lille disputs med Mogens Hansen efterfølgende. To engagerede mennesker i deres samfunds turbulens. Ikke noget med ”forskningen viser…” her. Ægte diskussion. Derudover var der oplæg af Peter Kemp, som fortalte om, som jeg allerede har nævnt, at man både skulle have national og verdensborgerlig dannelse. Han beskrev desuden hvordan folkeskolens formålsparagraf var blevet ændret i retning hen imod konkurrencestatens krav, men han sagde også, at det måske blot var et spørgsmål om tid, før den, altså formålsparagraffen, var helt væk. Det har han ret i efter min mening, og Ny Nordisk Skoles manifest kan derefter overtage formålserklæringen.Peter Kemp fortalte også om sin opfattelse af Rasmussens og Qvortrups virke, der minder meget om min egen, hvilket man kunne læse om i en kronik i Politiken sidste år om “ekstremistiske forskere”, som redaktøren kaldte det i overskriften. Endelig talte Thue Kjærhus, forstanderen for Rønshoved Højskole og medstifter af Rønshovedgruppen, en dannelsesgruppe, hvor også Sørine Gotfredsen og Hans Hauge er tilknyttet. Jeg havde aldrig hørt Kjærhus tale før, blot læst hans udmærkede kronikker, hvor Grundtvig og filosoffen Hannah Arendt er på arbejde. Talen var et festfyrværkeri af både personlige, sønderjyske, nationale og videnskabelige refleksioner. Et herligt og tankevækkende højskoleforedrag. Kjærhus betonede stærkt den nationale forankring, men med et åbent grundtvigiansk udsyn, og han var meget kritisk overfor tendenserne til teknokrati og økonomitænkning rundt omkring. Publikum var meget spørgelystent og engagerede, hvilket giver mig håb på de konservatives vegne. Men man kan som sagt ikke høre dette engagement i partiets skolepolitik, hvilket også blev påpeget flere gange. Nogle af deltagerne i seminaret udtrykte frygt for ”socialisterne”, men det forstår jeg ikke. Det har alle dage været sådan, at gode konservative og gode socialister har meget tilfælles. Det er ikke socialismen, der er konservatismens modstander. Det er teknokratiet, der er både konservatismens og socialismens modstander, også når man finder teknokratiet internt i de to bevægelser. Jeg tror, det er sådan i dag, at i forhold til dannelse og samfundsmæssigt formål, så går skellet slet ikke mellem højre og venstre, men derimod mellem kultur og ikke kultur på tværs af alle partier. Det så man sidst, da KLM-faget blev reddet, ikke kun af af K,V og DF, men også af Enhedslisten, og jeg kan love for at mange af mine kolleger, studerende og bekendte, som stemmer på partier på venstrefløjen, er meget kede af det dannelsestab, vi ser i disse år. Måske vil nogen, f.eks. Vigsø Bagge, så sige: Jammen, de har helt forskellige dannelsesidealer, så det kommer man ingen vegne med, men det passer ikke. Gode folk til højre og venstre har næsten de samme dannelsesidealer. De vil have forankring, livlig tilblivelse og globalt udsyn i et demokrati alle sammen. De vil have Danmark til at rumstere i en rumsterende verden. Det er faktisk det, der er utroligt.

4. Dagens post

Og så har jeg fået to bøger med posten: Først fik jeg Frederik Pios nye bog ”Introduktion af Martin Heidegger til de pædagogiske fag – om ontologi og nihilisme i uddannelse og undervisning”. Den er virkelig god, og jeg glæder mig til at omtale den mere grundigt. Pio deler fuldstændig vurderingen af Qvortrups og Rasmussens arbejde, som jeg har omtalt ovenfor, og forsøger at skrive sig hen i nærheden af en dansk pædagogisk tradition med hyppige referencer til Løgstrup og Grundtvig. Desuden fik jeg netop i går en bog ”Pædagogisk Protest – 12 glemte pædagogiske artikler af Knud Hansen”, som er redigeret af Iben Benedikte Valentin Jensen og Leo Komischke-Konnerup fra gruppen Nyt Askov, der arbejder med at genoplive en dansk/tysk pædagogisk tradition. Gruppen udgiver det fine lille net-tidsskrift ”Nyt dansk udsyn”, der er en genoplivning af det nu hedengangne Askov-baserede ”Dansk udsyn”, der holdt inde i 1995 efter 74 år. Knud Hansen, som bogen handler om, var selv forstander for Askov Højskole i sin tid. Man kan finde mere om det hele på hjemmesiden: http://nyt-askov.dk/.

Så der er grøde i det heles tumult – håber jeg.

3 tanker om "Et par uger i dannelsens tumult"

  1. Meget interessant, et vældigt godt indlæg! Jeg mener dog, det er en fejl at tillægge Niklas Luhmann de fejltagelser, som Qvortrup og Rasmussen begår. Luhmanns socialkonstruktivisme er langt fra så logrende overfor de etablerede samfundsvilkår, som det til tider forekommer i de to herrers skriblerier.

  2. Jeg blev så hjertensglad over din vudering om LP-modellen, det der med styret tænkning, det er da det sørgeligste skolestyringsredskab man længe har set – og ja, det var synd for de lærere i min kommune der fik i høje doser af den medicin. Herfra stor tak for overleveringen til både skræk og glæde for skolefolk.

Skriv en kommentar