Der er to aktuelle priser på spil i den pædagogiske verden: Politikens undervisningspris og Årets sveske. Lad os se lidt på dem:

A. Politikens Undervisningspris

Politiken uddeler en såkaldt undervisningspris for henholdsvis grundskole, ungdomsuddannelser (og erhvervsuddannelser). Prisen er udførligt omtalt i dagens avis (d. 3. marts 2020). Hvem svinger den ideologiske taktstok i de “paneler”, som tildeler de to første priser? Nogle fra den kritiske eller pædagogiske tradition? Bare sådan bredt forstået? Nej, ingen. Men hvem så? Jo, det gør læringsdiskursens folk og ikke mindst folk fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), som har spillet en hovedrolle i opløsningen af landets pædagogik. I avisen kan man læse et pænt udførligt CV for dem alle sammen:

A1: Panelet bag undervisningspris for grundskolen:

Panelet bag undervisningsprisen for grundskolen består, udover tre lærere og en elev, af følgende personer, som især markerer ”ånden”:

Louise Tingleff Nielsen, chef for skoleområdet i EVA.

Louise Klinge: Relationsforsker med reformaffirmativ tendens. Klinge har ingen interesse for den pædagogiske kritik.

Helle Plauborg: Forsker på DPU med et såkaldt posthumanistisk udgangspunkt, som er det stik modsatte af dannelse og pædagogisk kritik.

Der er ingen fra den kritisk-faglige tradition. Det er – i parentes bemærket – ikke i orden at involvere en 14 årig elev i en så ideologisk dagsorden efter min mening.

A2: Panelet bag undervisningspris for ungdomsuddannelserne:

Her gentager billedet sig. Udover en lærer og en elev fra gymnasieverdenen sidder der følgende personer:

Katja Munch Thorsen fra Københavns Erhvervsakademi og tidligere direktør i EVA.

Camilla Hutters: Leder ved nationalt center for erhvervspædagogik, tidligere chef i EVA

Noemi Katznelson: Har rod i de gamle RUC-læringsmiljøer, men overvejende reformaffirmativ. Sad i dialogrådet for Antorinis Ny Nordisk Skole. Katznelson ville være ok i bedre selskab.

Igen: Der er ingen fra den kritisk-faglige tradition eller fra folk med indsigt i gymnasiets historie og funktion.

A3: EVA-prisen

Politikens uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, sidder med i begge paneler, som han formodentlig selv har sammensat. Fuglsang er tæt knyttet til de reformaffirmative miljøer og har med stor systematik undgået at inddrage den omfattende reformkritik i Politikens journalistiske dækning af pædagogiske emner. Og når kritikken endelig yderst sporadisk har været omtalt, er det altid som om, den befinder sig på en anden planet. Hermed understøtter han Politikens begejstring for Konkurrencestatsideologien og avisens aktuelle videreførelse heraf i identitetspolitik og holdningspræget klimajournalistik. Vi får følgende ligning: Politiken = læringsrevolution, Jonas Eika og Greta Thunberg. I forskerkredse kaldes den slags for “dark pedagogy”.

Jeg kalder hele prissystemet for ”EVA-prisen”. Det er et godt udtryk, både fordi der sidder tre folk med EVA-baggrund i panelerne, og fordi EVA har stået centralt i cementeringen af læringsdiskursen siden 2006, endda i forstærket form fra 2013. At sætte EVA-folk så centralt i begge udvalg siger alt om horisonten.

EVA-prisen støttes af Lundbeckfonden, som sammen med AP Møller-fonden og Tryg-fonden understøtter den læringsideologi, som sammen med EVA, DPU og Politiken udgør en enorm videnspolitisk magt og blindhed i samfundet. Blindheden så vi senest udfoldet i socialdemokraten Kristian Madsens enøjede anmeldelse af Mikael Busch’ fortrinlige bog om den tidligere socialdemokrat Bjarne Corydons katastrofale indflydelse på dansk pædagogik og politik.

Jeg har besøgt EVA’s hjemmeside. Jeg har i en hurtig registrering optalt hele 93 konsulenter af forskellig art. 74 af disse er kvinder, mens kun 19 er mænd. Det er kønspolitisk set tankevækkende, at en så stor overvægt af kvinder konsekvent kan producere en så forfaldsmaskuliniseret forskning, som det er tilfældet. Måske bidrager det til de læringsmaskinelle løjer, at direktøren for det hele er en mand, nemlig Mikkel Haarder, som er søn af Bertel Haarder, der jo som undervisningsminister stod bag skolereformen i 2006.Denne reform sammensmeltede den symbiose mellem EVA, Skolerådet og statsapparatet, som efterfølgende kom til at materialisere skolereformens begrebsapparatet i 2013; den såkaldte læringsrevolution. Det var faktisk også Bertel, der i 1992 grundlagde EVA’s forløber, nemlig Evalueringscentret, som i 2000 under Vestager blev til det nuværende EVA. Senere røg Vestager i tårnet i 2011. Her gennemtrumfede hun, at den nye S-SF-R-regering videreførte VK-regerigens økonomiske politik i “videste forstand”, som det hed i bedste konkurrencestatsstil. Det hele er nok det, man kalder for “social arv”. Skal den ikke snart brydes?

B. Årets Sveske

For godt en uge siden blev der uddelt endnu en pris, Årets Sveske, som er en slags ytringsfrihedspris, der hvert år uddeles af forskellige folk fra skoleverdenen. De nominerede og diverse ledsagende begrundelser har været offentligt kendte i lang tid, og prisuddelingen blev dækket ret grundigt på Folkeskolen.dk og omtalt i diverse medier.

Politiken har derimod været tavs som graven om det hele. Men pludselig, samme dag som avisens totaldækning af egen EVA-pris og en hel uge efter uddelingen af sveske-prisen, bringer uddannelsesredaktøren øverst i højre hjørne et ultrakort notat om, at sveske-prisen er gået til ”professor Lene Tanggaard”, som der kortfattet står. Der står ikke et ord om, hvad Tanggaard er professor i, om at hun er nyudnævnt rektor for Designskolen i Kolding, at hun har spillet en vigtig rolle i Merete Riisagers såkaldte ”justering” af folkeskolereformen, som brede kredse i den pædagogiske verden har været meget glade for, og at hun har udgivet den ene bog efter den anden om pædagogiske emner, som mig bekendt ikke har været omtalt i Politiken. En undtagelse fra sidstnævnte regel er bogen “Uren pædagogik” fra 2011, som Tanggaard redigerede sammen med Svend Brinkmann og undertegnede. Den blev anmeldt til to hjerter i Politiken af signaturen PAP under overskriften “De reaktionære slår til”, selvom bogen indeholdt indlæg fra alle mulige politiske og faglige holdninger. Forfatterne efterspurgte blot på kryds og tværs noget pædagogik. Men den slags er “reaktionært” i Politiken. Samme forår i 2011 fik Anders Fogh Rasmussens og VK-regeringens yndlingspædagog, Niels Egelund, fem hjerter i Politiken, men det var nok ikke “reaktionært”? Det var nok mere sådan EVA-agtigt? Og Egelund sad da også i VK-regeringens Skoleråd sammen med to økonomer. Og Skolerådet havde magten over EVA i de år.

Politiken fortæller – igen på denne underinformerede måde -, at sveske-prisen uddeles af en generaliseret og anonymiseret “gruppe lærere”, selvom de enkelte medlemmerne af avisens egen EVA-pris-paneler præsenteres grundigt. Men en af dem, der er med i gruppen bag Årets Sveske, er lærerinden Jeanette Sjøberg, som sammen med landets førende undervisningsteoretiker Alexander von Oettingen har stået bag udarbejdelsen af Danmarks Lærerforeningens nye skoleideal, som Politiken også konsekvent har overset, selvom det jo ellers er “undervisning”, der er emnet for EVA-prisen.

Von Oettingen holder i næste måned en stor konference med førende europæiske uddannelsesforskere, herunder Lene Tanggaard, men også den slags er fremmedord for EVA-prisens styringskomite og dens avis.