Der er offentliggjort en evaluering af evaluering af evalueringen. Jeg tænker her på evaluering af de nationale tests, som jo evaluerer den nationale “læring”, der selv er defineret ved “evaluering”. Det er VIVE og det undervisningsministerielle ”Styrelsen for IT og Læring” – skrækkeligt navn – som står for den tredobbelte evaluering, som jeg nu selv har tænkt mig at evaluere. Der er en række digre delrapporter og en række analyser og anbefalinger. Det hele må være på ca. 1000 sider.

Evalueringens baggrundsgruppe består mestendels af en blanding af James Heckman-humankapital-fans, nogle OECD-ideologer og nogle statistikere. Der er også nogle lærings- og dataideologer fra nogle af lærings- og Hattie-kommunerne. (der er links i bunden).

For blot en uge siden kom den endelige evaluering af selve skolereformen, som VIVE også stod for. Det gik ikke så godt, lærte vi. Og det står åbenbart ikke bedre til med de nationale tests. Testene måler ikke præcist nok, får vi at vide, og der er alt muligt teknisk i vejen. Der bliver nok en lille pause, så måleværktøjerne kan forfines, så styringen kan blive mere altomfattende og effektiv.

Men jeg vil nu sige: Tak for at det går så dårligt. Det er trods alt bedst, at testene er upræcise. Hvis de var præcise, ville KL for alvor at blande sig i læreprocesserne med alle denne organisations forskrækkeligheder. Men som sagt vil det nok ske om lidt alligevel, og så er ondt værre. Men det egentlige problem ligger slet ikke der. Det ligger i ideologien. Lad os se på den.

 

1.

Baggrundsgruppen foreslår, at testene skal handle mere om skolens formål. Men der er ingen i gruppen, der har skrevet noget om skolens formål, tværtimod. Man vil gerne have Pisatests og 21st century-skills ind i testene. Gruppen må mene, at skolens formål handler om disse vidensøkonomiske kompetencer, hvilket stemmer godt overens med EVA og Skolerådets forestillinger.

Gruppen taler også for at knytte testene mere til Fælles Mål, som Jeppe Bundsgaard har været med til at lave, og som helt klart er kompetenceorienterede i MODSÆTNING til dannelsesorienteret. Bundsgaard mener, at OECD handler om dannelse, selvom det absolut modsatte er tilfældet. Det er DPU-ideologi, når det er værst. Og Bundsgaard sidder selv med i baggrundsgruppen, ligesom han også sad i baggrundsgruppen for EVAs famøse evalueringsrapport fra 2012 om Fælles Mål, hvor lærernes udtalelser blev omdannet til EVA-sprog. Det var den rapport, som efterfølgende fik ekstrem høj impact på skolereformprocesserne. Det var Keld Skovmand, der fortalte os om det, og han blev understøttet af sociologen Hans Dorf.

Der er faktisk en hel underrapport om dette fag-emne. Her tager evalueringsgruppen helt entydigt udgangspunkt i den meget problematiske Fælles Mål-struktur, som blev etableret med folkeskoleloven. Dengang i 2006, da de nationale tests blev indført, var fagstrukturen en helt anden, nemlig mere åben og indholdsmæssig, så forholdet mellem fag og test ville have være bedre dengang. Men dag indgår Nationale Tests, styring og læringsideologien en meget uheldig symbiose, også når det kommer til forståelsen af fagene. Underrapporten har ingen referencer til kritiske behandlinger af emnet.

Det er i øvrigt tankevækkende, at henvisningen til skolens formål kun optræder i hovedrapporten. Den er ikke nævnt i resume-rapporten, hvor der kun tales om fagenes formål. Det siger noget om ånden, synes jeg. Det er som om, at skolens formål og fagenes formål er det samme? Og selv fagenes formål marginaliseres i al kompetencesystematikken, som altså er knyttet til OECD og 21. century.

På den baggrund skal man ikke lægge noget i anbefaling nr. 1, som ellers lyder sådan her, formodentlig efter indstilling fra evalueringsforskeren Peter Dahler-Larsen, som også sidder i rådgivningsgruppen:

“Det anbefales, at folkeskolens formålsparagraf og fagenes formål i bred forstand bringes i erindring, når der tages beslutninger om nationale test, når testene i givet fald udformes, og når man fortolker og anvender testresultater. Af samme grund er det et fælles ansvar at udvise varsomhed i betoningen af de nationale test i forhold til skolens samlede styring og udvikling.”

Denne sætning kan slet ikke fungere sammen med rapportens og hele skolereformens ånd, hvor Nationale Tests spiller en central rolle som kvalitetsmarkør.

Og Anbefaling 1 undermineres da også straks af Anbefaling 2, som lyder sådan her:

“Det anbefales, at arbejdet med de nationale test følger disse principper:
• Test skal underbygge en udfoldet og nuanceret evalueringskultur.

• Test skal måle forhold, der fremmer realiseringen af folkeskolens formålsparagraf.

• Beslutningstagere skal være opmærksomme på, hvilke problemer testen skaber.

• Test skal være transparente i forhold til, hvad de måler, hvordan de måler, og hvordan det er intenderet at de bruges.”

Med denne vægt på en “udfoldet evalueringskultur” og på “at måle forhold, der fremmer realiseringen” af formålsparagraffen, har formålet ikke en chance. Der skal med andre ord måles på OECD’s tvær-curriculære kompetencer, hvilket vil medfører en total reduktion af skolens formål.

Formålet spises op af evaluerings- og læringskulturen. Det er der ingen tvivl om. Det er 2006 og 2013, som forgriber sig på pædagogikken og overtager den. Dette angrebsforsøg skal afvises ved første skanse.

 

2.

Den magtfulde Simon Calmar Andersen sidder også i baggrundsgruppen. Han sad også i det indflydelsesrige formandskab for Skolerådet frem til 2013, og uvist af hvilken grund også i evalueringsgruppen for læreruddannelsen osv.. Han er vild med nationale tests og har skrevet en stor kronik sammen med Lars Qvortrup og en masse økonomer om emnet. Han skal bruge testene til at køre sit skrækkelige Heckmann-data-raid, som undervisningsministeren og regeringen elsker, og som vil køre enhver seriøs skole itu. Calmar Andersen er også glad for positiv psykologi, som han har samlet op et sted. Derudover er han glad for systemteori,en tilgang som har haft særdeles negative konsekvenser for dansk pædagogik siden omkring 2002. Der er ingen pædagogisk substans, selvom han fører sig frem som ekspert. Disse forskere har gjort karriere på eksistensen af de nationale tests. De er nærmest inhabile i den aktuelle sammenhæng efter min mening. Og ministeren og hendes regering er overvågningsideologer, som ikke helmer, før den mindste statistiske forskel i verden er væk.

 

3.

Udvalget foreslår desuden, at de frie skoler også skal tvangsnationaltestes. Den danske skoletradition er totalt i glemmebogen i disse socialdemokratiske heckman-pisa-kredse. Beklager sarkasmen, men der er ingen anden vej.

 

4.

Udvalget foreslår, som allerede antydet, en masse ”evalueringskultur”. Sagen er, at “evalueringskultur” og de “nationale tests” er en integreret del af 2006-skolereformens opgør med dannelse, faglighed og pædagogisk frihed. Ordet ”evalueringskultur” har været kode for dette forfald i hele perioden lige siden en OECD-rapport fra 2005. Hver gang ordet “evalueringskultur” bruges, kan man derfor være sikker på, at pædagogikken er væk. Og fra 2012 blev ”evaluering” koblet direkte på skolereformens konkurrencestatsstyring og læringsrevolution. Bundsgaard var som sagt rådgiver på den centrale EVA-rapport, som i forlængelse af Calmar Andersens Skoleråd lagde direkte op til skolereformen.

Rådgivningsgruppen har hele 50 tyndt begrundede forslag og et utal af delrapporter. Det er ren magt.

 

5.

I en af delrapporterne – den som handler om testenes anvendelse – angiver næsten 90% af lærerne, at de “slet ikke” eller kun i “mindre grad” kan bruge testene, og i et fremhævet interview kalder en lærer testene for “lort”. Men evalueringsgruppen konkluderer alligevel, at “det er vanskeligt at tegne et entydigt billede af lærernes vurdering” (s. 42). De resterende 10% er godt repræsenteret i konklusionen, må man sige.

Derimod kan man læse, at de kommunale forvaltninger i høj grad – og langt mere end i 2013 – bruger testresultaterne i styrings- og kvalitetsøjemed. Centralforvaltningen er også flittig bruger. Det hele er helt i skolereformens ånd.

De allerlykkeligste er dog forskerne, som mener, at de med Nationale Tests kan “undersøge sammenhængen mellem indsatser og elevernes faglige resultater” (88%)  og at testene er “værdifulde” for respondentens forskning (90%). Forskerne siger, at deres forskning får “gennemslagskraft” (72%) (s.112). Men forskerne er åbenbart ikke “ambivalente”, som lærerne angives at være, selvom procentsatserne er cirka de samme.

 

6.

Disse tests skal bare væk, helt væk fra det danske land. Og det samme skal Timms, Pirls og Pisa. Og Rådet for Børns Læring og EVA i dets nuværende form kan ryge samme vej. Også det moderne DPU er skabt ved samme proces som de Nationale tests, nemlig ved Fogh Rasmussens globaliseringsideologi med “evaluering” og “relevans” og joboptimering all over the place. Derfor sidder læringsideologien solidt plantet i DPUs inderste organer, hvor de gamle kritiske traditioner er tavse, hvis de da ikke ligefrem gør honnør. Det såkaldte ph.d.-råd har styr på tilstrømningen. Her er Jeppe Bundsgaard formand. Og dette råds ideologi stammer fra Globaliseringsrådet, som også står bag Skolerådet, hvor Calmar Andersen jo sad.

Når alt dette evaluerings-læringsideologi måske engang er væk, kan læreren få autoriteten tilbage i en virkelig og levende skole, og videnskabsmanden kan finde sin plads på universitetet i stedet for at fedte fingrene ned i alle mulige dataregistre uden at sætte sig ind i substansen. Disse centralistiske datastrukturer jager dygtige pædagoger rundt i korrelationsmanegen, mens forholdet mellem stat, kommune og Google minder mig om Titanic.

 

7.

Af rapporten fremgår det, at der har været en del diskussion i udvalget. Det er på sin vis ikke overraskende, eftersom der sidste år var et vældigt drama i forbindelse med en kronik-polemik mellem rådgivningsgruppens medlemmer. Der blev endda arrangeret en DPU-konsensuskonference i bedste katolske stil, som dog måtte aflyses i al hast.

Der er så et mindretal, som i rapporten anbefaler, at testene afskaffes i 2. klasse, hvilket partierne bag regeringens forståelsespapir jo også mener. Et mindretal vil også lade det være op til de enkelte lærere at afgøre, om man vil tage testene. Der er allerede evalueringer nok, står der. Men det er altså bare et mindretal, og det vil næppe få effekt.

Men de fleste, f.eks. Simon Calmar og den ligeså indflydelsesrige Lotte Bøgh Andersen som også er i baggrundsgruppen, sluger det hele råt. Det fremmer ”læringssamtalerne” at arbejde ”datainfomeret”, får vi at vide. Der refereres her direkte til de læringskommuner, som også er repræsenteret i udvalget. Det er helt i 2006- og ikke mindst i 2013-lovens ånd.

 

Links:

Link til rapporter: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2020/feb/200206-borne-og-undervisningsministeriet-offentliggor-evaluering-af-de-nationale-test

Ministerens reaktion: https://www.folkeskolen.dk/1590005/minister-bekymret-over-maaleusikkerheden-i-de-nationale-test

Ordførernes reaktioner (Altinget.dk)

Tilføjet historik:

Få uger senere, også i 2020, blev der indgået en politisk aftale på baggrund af evalueringsrapporten: http://www.thomasaastruproemer.dk/politisk-aftale-om-de-nationale-tests-fastholdelse-og-udvidelse.html

I oktober 2021 blev der lavet et decideret forslag til nye evalueringssystem: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159494494244481&id=837549480

 

PS Her er en facebook-tekst, jeg skrev i tilbage i april 2019 om de nationale tests med links til 2013-evalueringen:

De nationale tests er til debat. Man kan ikke stole på deres målinger, og de kan ikke bruges til ”pædagogiske formål”, siger forskerne. Fint nok. Ud af pædagogikken med det hele, mange tak. Børn skal testes af deres lærer og ikke af en eller anden statsstatistiker. Ingen anden seriøs profession vil finde sig i sådanne banaliteter. Men politikerne elsker det hele. Selv når det er ubrugeligt, kan man forstå? De føler, de er i kontrol eller sådan noget?

Andre, inklusiv en del af kritikerne, vil faktisk bare forbedre instrumentet. Det vil gøre ondt værre, hvilket jeg nu vil argumentere for:

Men hvad er egentlig problemerne? Der er to, og de hænger dybt sammen:

1.
For det første er de nationale tests udviklet med udgangspunkt i OECD’s legendariske 2004-rapport, hvor OECD efterspørger mere evaluering, samt to ledsagende EVA-rapporter, hvoraf Skovmand i al fald omtaler den ene, som en del af hans “paradigme-skifte”-teori. Dette tekst-system, som er ren anti-pædagogik, er en central del af hele skolereformens baggrund.

2.
For det andet: I 2013 kommer der så en Rambøll-evaluering af de nationale tests samt en efterfølgende redegørelse fra Undervisningsministeriet.

I ”redegørelsen” er det klart, at NT fra 2013 ikke mere primært er en pædagogisk test, men at de nu først og fremmest indgår i den nye skolereforms omfattende styringsapparat. Testene er nu en integreret del af ”kvalitetsdialoger” i stat, kommune, skoleledelse, lærere, forældre og elever, vel at mærke i fuld koncert med alle skolereformens markører som f.eks. Fælles Mål, operative måltal, datavarehuse, elevplaner, læringskonsulenter, målstyring osv.. Man vil også knytte NT til PISA-målingerne.

Skolens formål og pædagogiske emner er ikke nævnt en eneste gang.

Med dette kæmpestore high-stake reformapparat sætter de nationale tests sig nu helt ned i samtalen med eleverne, som skal lære skolereform-dansk i stedet for dansk. Hele ånden i både Rambøll-rapport og ministeriets redegørelse lægger op til, at dette tryk lægges ned over ”den enkelte elev”, som det hedder. Der måles ikke mere på ”faglighed”, men på ”reform-faglighed”.

Lille Hanne! Kan du evaluere dig selv? Hvad er dit mål? Hvad er dit næste skridt? Dag ud og dag ind, i store tests, i samtaler med mor og far og lærere, og mellem lærere og mellem lærere og ledere, og mellem leder og kommuner osv..

Dermed er der faktisk ikke blot tale om banal ”styring” af pædagogikken. Der er – i overensstemmelse med skolereformens grundlæggende filosofi – snarere tale om, at pædagogikken nu defineres ved styring som sådan.

Små børn er fra 2013 ikke mere ”elever”, men selvstyrende styringssubjekter i en selvkonstrueret evalueringsstat – eller ”konkurrencestat” eller ”supervisionsstat” – som det hedder blandt skolereformens ideologer. Og lærerne omdannes til evaluerings- og dataagenter. Det er skolereformens dannelsesideal og konsekvens.

Herfra springer diagnoser og ubehag i lind strøm, med mindre man da altså selv bliver et selvstyrende styringssubjekt i ”godt humør”, som de positive psykologer kalder det.

Konklusion: Testene skal absolut ikke forbedres eller forfines, så længe de indgår i skolereformens filosofi. De skal ud. Helt ud. I stedet kan børnene flokkes om deres lærer.

PS: Jeg tror faktisk, at mange reformtilhængerne ved nærmere eftertanke er glade for den nye undersøgelse. For det går jo faktisk nærmest tilbage på de nationale tests, dvs. niveauet er faldende. Det har f.eks. Claus Holm ganske vist indtil nu forsøgt at omskrive til en fremgang, men det går jo ikke i længden. Nu kan man nøjes med at forklare faldet med “fejl i målemetoden”. På en måde kan man mærke et lettelsens suk brede sig i visse kredse. Skolens kundskabsproblemer kan nu forklares med fejl i metoden.

Links:
Ministeriets redegørelse, hvor de nationale tests kobles til skolereformen, december 2013:
https://www.ft.dk/samli…/20131/almdel/…/bilag/71/1312728.pdf

Rambøll bagvedliggende evaluering:
”Evaluering af de nationale tests i folkeskolen”, 2013. https://dk.ramboll.com/…/Rappor…/Nationale%20test%202013.pdf

Link til den aktuelle kritiske rapport om NTs manglende præcision: http://edu.au.dk/…/Ebog_-_Nationale_tests_maaleegenskaber.p…

tilføjet d. 10/6-2022: Lovforslag om sagen: https://www.folkeskolen.dk/nationale-test-skolepolitik-christiansborg-test/test-og-uddannelsesparathed-stryger-igennem-i-folketingssalen-alle-er-parat-til-noget/4632436