Facebook-drys 10: Maj – juni 2014

Her er 68 facebook-opdateringer fra perioden maj-juni 2014. Man kan enten klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå fb-opslag med diverse kommentarer, eller man kan læse opdateringen på herværende blogindlæg, hvor det har været en lille tur i sproghjørnet. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart efter teksten.

Maj måned var uden særlig fokus, mens juni har været præget af sagen om Odense Kommunes skandaløse advarsel til lærer Erik Schmidt, af en diskussion jeg har haft om dannelse i ungdomsuddannelser med folk fra tænketanken DEA og af mine indtryk fra årets Folkemøde i Allinge.

Indholdsfortegnelse:

  1. Statsministerens 1. maj tale
  2. Et repræsentativt oligarki?
  3. Det repræsentative oligarki – blogindlæg
  4. Konstruer intet!
  5. Om ja- og nejhatte 1
  6. Facebook-drys 9 – blogindlæg
  7. Dannelsesstafet i Magisterbladet
  8. Godt indlæg af Ib Hansen
  9. Nyliberalisterne
  10. Anmeldelse af Uren pædagogik 2
  11. Fødsel og pædagogik
  12. En svag leder
  13. DEA’s rapport om ungdomsuddannelser – blogindlæg
  14. Hvad er en fagforening – blogindlæg
  15. Hvem skal jeg stemme på – 1
  16. Hvem skal jeg stemme på – 2
  17. Godt indlæg af Bjørn Bredal
  18. Skal uddannelse forberede til arbejdsmarkedet?
  19. Om ja- og nejhatte 2
  20. PISA, Power and Policy
  21. Odense Lærerforenings blad
  22. Om ja- og nejhatte i Odense – blogindlæg
  23. Hans Hauge og de ungradikale
  24. Skal man tage udgangspunkt i studerendes behov?
  25. Hvad bygger dansk pædagogik på? – blogindlæg
  26. At tro på Gud?
  27. Konkurrencestatens kilder
  28. Kritik af DEA’s dannelsesbegreb
  29. Godt indlæg af Lone Nørgaard
  30. Godt indlæg af Lillian Munk Rösing
  31. FM 2014: ”Må vi få ro? – debatmøde om inklusion”
  32. FM 2014: ”Læreruddannelse på kandidatniveau – hvorfor skal vi vente?”
  33. FM 2014: ”Er folkeskolen folkets skole?”
  34. Debatmøde i Allinge om inklusion – blogindlæg
  35. Hvad er uddannelse?
  36. Debatmøde i Allinge om læreruddannelsen – blogindlæg
  37. DEA’s svar på indlæg om dannelse i ungdomsuddannelser
  38. Debatmøde i Allinge om folkeskolen – blogindlæg
  39. Svar på DEA’s svar til min kritik af DEA’s dannelsesidealer
  40. Mohammed Bibi og Erik Schmidt
  41. Godt indlæg af Niels Christian Sauer
  42. God leder i bladet Folkeskolen
  43. Flere problemer i Agedrup – blogindlæg
  44. Godt indlæg af Brian Degn Mårtensson
  45. Godt indlæg af Merete Riisager (LA)
  46. Indignation i Agedrup
  47. Tale til Erik Schmidt – blogindlæg
  48. Dorte Lange om Agedrup-skandalen
  49. Disput med Dorte Lange og Anders Bondo
  50. Allan Kjær Andersen og Goebbels
  51. Agedrup-skandalen på DR-Fyn
  52. Afskedsreception i Agedrup – blogindlæg
  53. En rådkvindes selvmodsigelser
  54. I Deadline med Stina Vrang Elias fra DEA
  55. Agedrup-skandalen på min hjemmeside
  56. Lektørvurdering af Uren pædagogik 2
  57. Henrik Gade Jensen om Agedrup-skandalen
  58. Eksamensopgaver
  59. Moderne=ikke
  60. Alex Arendtsen (DF) om Agedrup-skandalen
  61. Debatmøder i Allinge om konkurrencestaten
  62. Kommentar af Erik Schmidt i Fyens Stiftstidende
  63. Alex Ahrendtsen (DF) om Agedrup-sagen i DR-Fyn
  64. Postmoderne ondskab
  65. Frihed og tvang
  66. Rosa Lund (EL) om Agedrup-sagen i Fyens Stiftstidende
  67. Rosa Lund (EL) om Agedrup-sagen i DR-Fyn
  68. Skoledirektør Ina Ahrensbergs sommerhilsen til Odenses lærere – blogindlæg

 

1. d. 3. maj: Statsministerens 1. maj tale

Nogle af mine FB-venner tror vist, at demokrati kan reduceres til parlamentarisme, men det kan det ikke. Demokrati er ikke lig med folkets ”repræsentation” og dets procedurer. Demokrati er også og mere grundlæggende folkets tilsynekomst i politisk handling. Ja, hvis der ikke er folkelig politisk handling i et samfund, så bliver politik reduceret til parlamentets handlinger, og sker det, har man blot oligarki, dvs. fåmandsvælde, hvilket er noget helt andet end et demokrati. At buuhe og fløjte på arbejdernes kampdag er helt klart inden for rammerne af sådanne handlinger. Helt klart endda. Det er nyttigt på alle måder. Det eneste problem var, at ikke mange flere gjorde det.

En anden ting, som et demokrati ikke kan undvære, er fri dannelse, altså et uddannelsessystem, hvis idealer beror på en fri kultur, og som altså er det modsatte af arbejdsmarked og økonomi. Findes der ikke sådant et frit kulturelt område, som enhver borger kan besøge i sin omtanke og i sin ”skole”-tid, så bliver demokratiet til flertalsdiktatur, dvs. at politiske afgørelser tages af ren og skær hensyn til, hvem folk kan manipuleres til at stemme på af diverse spindoktorer og konsulentbureauer.

Demokrati er altså meget mere end repræsentativt demokrati. Det er også politisk handling og fri dannelse. Det er en befolkning, der ikke lader sig kyse af manipulation. Folk der tænker selv, og som står selv, selv-stænd-igt.

Statsministerens 1. maj tale var simpel, udannet, usocialistisk, uliberalistisk, ukonservativ, atomistisk, usammenhængende, arrogant, lalleglad, økonomistisk, usolidarisk og banal. Enhver god arbejder bør føle sig nedværdiget af sådan en gang spindoktoreret pladder. Enhver god arbejder bør buuhe. Statsministerens uskønne sætninger hører slet ikke hjemme d. 1. maj, for der er intet forsøg på at forstå, hvad ARBEJDE er for tiden. I stedet hører vi kun om vækst og vækst – og så folkeskolereformen, der også handler om vækst. Det er den rene gang neoliberalisme – endda af den simpleste slags – midt på solidaritetens græsplæne.

Hvorfor i alverden dog lade nogen “leder” udfører sådan en grim handling. Talen hører hjemme hos konsulenthuse og spindoktorer – og slet ikke i den frie luft – og slet slet slet ikke d. 1. maj under en rød fane. Det er helt klart ved at være tid til, at ”parlamentarismen” suppleres af politisk handling og noget kulturel tænksomhed. Ellers ender vi i højst udemokratiske tilstande.

http://www.socialdemokraterne.dk/default.aspx?func=article.view&id=744526&menuID=700835&menuAction=select&topmenuID=700835

 

2. d. 7. maj: Et repræsentativt oligarki?

Er følgende tankerække hen i vejret? Konklusionen er, at et repræsentativt demokrati har tendens til at blive til et repræsentativt oligarki; altså en situation, hvor “parlamentet” ikke repræsenterer folket, men hvor “folket” i stedet repræsenterer parlamentet.

Udtrykket ”repræsentativt demokrati” indeholder en indre modsætning, som det er væsentlig at reflektere over. Demokrati betyder jo ”folkestyre”; altså at et folk træder frem i sin helhed og regerer sig selv. Det har Rousseau bedst af alle gjort rede for. Men Rousseau var imod det ”repræsentative demokrati”. Hvorfor? Jo, fordi et repræsenteret folk svarer til at dele folket i to. Som han siger (noget i retning af): ”Det går som englænderne. De er frie hvert fjerde år, altså i stemmeboksen, resten af tiden er de slaver”. Demos var altså på en måde udeleligt, men et “repræsentativt demokrati” er jo en deling af folket i to.

For Rousseau kunne et demokrati kun eksistere på baggrund af fri dannelse og politisk handling. Noget lignende har vi faktisk på forskellige måder hos Grundtvig og Hannah Arendt og i græsk filosofi. Hvis en ”repræsentation” skal være demokratisk, skal politisk handling og dens filosofi strømme gennem samfundet sætninger, hvorved repræsentationen hele tiden forbliver en del af folket. Er det ikke tilfældet bliver ”repræsentationen” oligarkisk.

Et repræsentativt demokrati bliver derfor let en form for oligarki snarere end et demokrati. Et repræsentativt demokrati er en fordobling af folkeviljen, og det giver magten til den ene side, nemlig til “repræsentationen”.

Nu behøver det strengt taget ikke at være et stort problem, men det kan det let blive alligevel. Hvordan? På to måder:

For det første ved at det repræsentative niveau stikker af i sit eget sprogbrug og i sine egne cirkler, en sprogende cirkularitet, der arbejder langt fra befolkningens og kulturens følelser, diskussioner og sunde fornuft. Det nye sprog inkluderer forskellige teknikker til at få ”folket” til at stemme på ”repræsentationen” hvert fjerde år. Så er der kamp om ”vælgerne” – denne fjerne og forenklede konstruktion – hvis mund sidder i to krydsende streger. Dermed rekonstrueres folket som “vælgere”. For det andet kan delingen af folket være et problem ved, at det repræsentative niveau forestiller sig og gætter på, hvad ”vælgerne vil stemme på” og retter sig efter meningsmålinger etc. Så bliver repræsentationen populistisk. Den indretter sig ikke efter folkets fornuft, men efter hvad den tror folket ”synes”. Dermed rekonstrueres folket som noget ufornuftigt.

Begge dele er lige galt og et udtryk for, at ”det repræsentative” overtager det folkelige, som repræsentationen derefter konstruerer i dens eget billede, enten som ”vælgere” eller som ”meninger”. I begge tilfælde bliver folkestyret strategisk på en uredelig måde, der faktisk lukker munden og tankevirksomheden på det folk, som ellers skulle repræsenteres. Folket ender med at repræsentere parlamentet frem for det omvendte, som det jo egentlig var meningen. Folket fratages sin stemme, sin folkelighed, og står tilbage med et ordløst ubehag.

Men hvis det repræsentative, altså parlamentet, stikker af på denne måde, så har man ikke et demokrati, men kun et oligarki. Så konstrueres og bestemmes alt af magthavere, der efterfølgende konstruerer dem, de burde repræsenterer. Så har vi et ”repræsentativt oligarki”. Et mindretal, der bestemmer med procedurer for dets udskiftning – indeholdende en lejlighedsvis anonymiseret valghandling, der er orkesteret af kommunikationsspecialister. Dette nye oligarki omgiver sig med folk, der ikke vælges – konsulenter og embedsmænd – der definerer tingene i deres helt eget sprog og helt egen rækkefølge. ”folket” bliver dermed en repræsentativ konstruktion.

Statsministerens tale i Fælledparken d.1. maj er et særligt grelt eksempel på sådan en oligarkisk handling.

Oligarkiet sætter sig i de forskellige sektorer. Inden for uddannelsesverdenen får vi f.eks. et ”pædagogisk oligarki”, der arbejder i et sprog, hvor det folkelige og de pædagogiske traditioner slet ikke kan finde plads, men hvor samfundets pædagogiske liv skal reproduceres i oligarkiets størknede finansministerielle billede, som gerne vil omdanne skolerne til små finansministerier, og som på den måde fratager vores lærere deres forbundenhed til folkelig og demokratisk genskabelse og udvikling.

Hvis et repræsentativt demokrati skal fungere, bør et dannet folk kunne vise sig i strid som en form for støjende stemme, der kommer til syne i sociale og politiske rifter, når den repræsentative diskurs sætter af i ingenmandsland og arrogant konstruerer dem, de ellers skulle repræsenterer, i mekaniske billeder uden poesi.

Derfor er det en demokratisk pligt at buuhe, hvis man støder ind i en repræsentativ oligark. Et ”buuh” og en god gammeldags nej-hat er starten på en demokratisk stemme i et samfund, der er ved at blive et repræsentativt oligarki.

(dette opslag blev til et blogindlæg, se drys nr. 3)

 

3. d. 8. maj: Det repræsentative oligarki – blogindlæg

Det repræsentative oligarki:

http://www.thomasaastruproemer.dk/det-repraesentative-oligarki.html

 

4. d. 9. maj: Konstruer intet!

Nogle siger, at læring handler om, at en elev eller en studerende ”konstruerer viden”; at læring altså er en aktivitet, som ligefrem skulle være en slags handling. Men det passer ikke. Læring handler tværtimod om svaghed, om at lade sig overvinde, om at være passiv, om at lade sig undervise. En uddannelses kvalitet afhænger af dens evne til at gøre svaghed og passivitet til en dyd, af om uddannelsen kan få svaghed til at ske.

Men, indvender du måske, begynder den studerende så ikke at konstruere, efter at han er blevet overvundet, altså: først undervisning, så læring? Nej, for det er ikke den samme ”han”, der agerer før og efter svaghedens hændelse. Den belærte ”han” er en ny ”han”. Pædagogik er at få strintet vand i hovedet, så man bliver den samme på en forskudt måde, så man kan indgå i et erindrende forhold til sig selv. Denne “læring”, denne forskel i eksistensen, kan kun forsones i handling.

Pædagogik er en form for dåb, en indvielse; et lille barn, som tager imod og som bliver til, men som også ”var”. Det er svaghedens subjektivitet, der er langt langt stærkere end konstruktivismens.

Uden svaghed ingen uddannelse.

Svagheden er genskabelsens sted.

Samfundets dyd viser sig i dets svaghed, i dets gen-fødsel (til forskel fra ”reproduktion”) – dette sted er uddannelsens og læringens farverige og stille sted.

Gør dig svag! Først da kan du lære – og handle.

Konstruer intet!

 

5. d. 11. maj: Om ja- og nejhatte 1

Vi hører fra politikere, skoleledere og mange andre, at lærerne skal tage ”ja-hatten” på. Men hvad bliver vores lærere ”bedt om” at sige ja til?

Svaret er: De skal sige ja til en skole- og en læreruddannelsesreform, som hviler på et opgør med solidariske, nationale og oplysningsfilosofiske traditioner, og som implementeres med begreber, hvis essens hører hjemme i en gold og handlingsfjendsk systemtænkning. En skolereform, der altså hviler på en afvisning af pædagogik.

Landets lærere bliver altså bedt om at sige ja til et kæmpeopgør deres eget fag. De skal sige ja til et kæmpe-nej.

Men er et ja til et kæmpe-nej overhovedet et ja? Nej, det er det jo ikke. Det er tværtimod en forstærkning af nej’et. Det vil sige, at lærerne i realiteten bliver bedt om at tage en ”nej-hat” på, som bare i dagens anledning kaldes for en ”ja-hat”.

Der er kun en måde at få sig en virkelig ja-hat på – og det er ved at sige ”nej”, så ”kæmpe-nejhattene” kan komme til at sige ja til det, de siger nej til, og så vi kan få lidt fred og ro til at lære den næste generation noget, så de små og store pus ikke ender med samme dumme nej-hat som vores politikere og ledere.

Men ubehageligt, det er det. Det må man sige. Fra et rationelt synspunkt er det ligefrem klamt.

 

6. d. 12. maj: Facebook-drys 9 – blogindlæg

Facebook-drys 9: april 2014:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-9-april-2014.html

 

7. d. 14. maj: Dannelsesstafet i Magisterbladet

Dannelsesstafet i Magisterbladet:

http://magisterbladet.dk/blogogdebat/dannelseerdoedogbegravetidanskuddannelsespolitik

 

8. d. 14. maj: Godt indlæg af Ib Hansen

Godt indlæg af Ib Hansen:

http://www.ih18.blogspot.dk/2014/05/almendannelse-som-demokratisk-dannelse.html

 

9. d. 16. maj: Nyliberalisterne

Problemet med ny-liberalisterne er ikke det, de siger. Problemet er snarere det, de ikke siger. Men det problem er ikke engang det største. Nej, det største problem er, at det, de ikke siger, overtages og kontrolleres af det, de siger.

Dermed bliver det også et problem, hvad de siger. Så bliver dét, som i en afgrænset sammenhæng var fornuftigt, pudselig til et problem i enhver sammenhæng.

Nu er ny-liberalisterne ikke enige om det problem. Det er faktisk et problem for alle religiøse bevægelser, som ikke er religiøse.

 

10. d. 19. maj: Anmeldelse af Uren pædagogik 2

Per Vafal-Blom har givet Uren Pædagogik 2 en fin anmeldelse i Ungdomsskoleforeningens blad på s.12. Bladet bringer også et glimrende interview med Lene Tanggaard, hvor man kan lære lidt om, hvad nytænkning og kreativitet er:

http://www.ungdomsskoleforeningen.dk/fileadmin/groups/1107/Bladet_Ungdomskolen_-_artikler_og_billeder/Bladet_Ungdomsskole_hele_blade/blad-4-2014.pdf

 

11. d. 19. maj: Fødsel og pædagogik

En betingelse for pædagogik er, at barnet først er født af en moder; at fødes er at blive til i en form, som selv bliver til.

Spørgsmålet er herpå, om pædagogik handler om at drage omsorg for denne fødtheds fortsatte rumsteren inde i menneskehedens kultivering og politiske og etiske udvikling; processer som kan gøre mennesket uerstatteligt og udødeligt, men ikke evigt (som jo er gudens gebet)?

Eller om pædagogik handler om at slukke fødtheden – dvs. at forberede barnet på døden? på pensionen? på en låst form?

Tilblivelse i en form, som ikke selv bliver til, er jo ikke en fødsel.

 

12. d. 20. maj: En svag leder

Skoler og uddannelsesinstitutioner har mere end nogensinde brug for svag ledelse, det vil sige en passiv helhedsorienteret opmærksomhed på, hvad der allerede er, og hvad der kan komme til syne blandt dem, der handler i skolens materie og indhold.

Hvis en lærer eller en ansat beder om et “klart mål”, så skal lederen nægte ham svar og tvinge læreren til at finde målene selv, i sit fag, hos sine elever og i sin kultur.

Og hvis lederen ligefrem selv spiller ud med et “klart mål” eller endda en “vision”, som en eller anden halvstuderet KL-konsulent har udtænkt, så skal både leder og konsulent buuhes ud. Helt ud. For hvorfor skal en halvstuderet vision bestemme over en helstuderet tradition?

En god leder har ingen forklaringer. Han skal være svag. Klare mål er et stærkt svaghedstegn, den halvstuderede forklaring. Så hellere en svag svaghed. Dvæl i svagheden. Lad bølgerne overmande dig. Stå stille. Se hvad der dukker op: En krage, lidt mudder og en træsko, lidt opmærksomhed… så får du prinsessen.

Der er kun en ting, der er værre end dovenskab, der er lad; nemlig den dovenskab, der er aktiv. Det bedste og det sværeste er derimod svaghed. Deraf udspringer handling.

 

13. d. 21. maj: DEA’s rapport om ungdomsuddannelser – blogindlæg

Kommentar til DEA’s rapport om ungdomsuddannelserne:

http://www.thomasaastruproemer.dk/dea-frontalangreb-paa-gymnasier-og-erhvervsuddannelser.html

 

14. d. 23. maj: Hvad er en fagforening? – blogindlæg

Hvad er en fagforening?

http://www.thomasaastruproemer.dk/hvad-er-en-fagforening.html

 

15. d. 23. maj: Hvem skal jeg stemme på – 1?

Hvem skal jeg stemme på, hvis jeg gerne vil gøre noget for Grækenland, Bulgarien og England?

 

16. d. 25. maj: hvem skal jeg stemme på – 2?

Jeg har lige taget en test på DR. Testen viser, at den kandidat, jeg er MEST enig med, er en kandidat fra liste N. Men der står også, at den kandidat, jeg er MINDST enig med, også er en kandidat fra liste N? Man kan da snart heller ikke stole på elektroniske valgrådgivningssystemer mere.

Nå, men så går jeg jo i gang med at klikke videre til de forskellige kandidater, og så står der kun noget om boliglån og danske jobs og dit og dat. Der står slet ikke noget om Bulgarien, som er et skønt land, der blot trænger til lidt penge og lidt lutheransk hjælp i retssystemet, eller om at vi bør lære om både landets nutid og dets religiøse og politiske traditioner. Og Portugal og England står der heller ikke noget om – og heller ikke Cypern faktisk.

Der står heller ikke noget om EU’s skrækkelige Lissabon-strategi, der omdanner Europa til en “vidensøkonomi”; en policy, der på en eller anden meget uheldig måde er kommet i forbindelse med uddannelsessystemerne, og som desværre er i gang med at ødelægge det hele og derved omdanne vores smukke verdensdel til en kineserforskrækket zone, der ender med at ligne Kina.

Der står heller ikke noget om den vigtige frihandelsaftale med USA, der ellers lyder som en god ide, og mindst af alt står der noget om, at vi bør ekskludere bølle-Putin fra alle fælles selskaber, og at vi bør se at blive uafhængig af hans dumme gas hurtigst muligt.

Jeg ville faktisk ønske, at jeg kunne stemme på en kandidat fra et andet land. Når vi stemmer til MGP, må vi ikke stemme på eget land. Hvorfor må vi det til EUP? Det burde være sådan, at man kun kunne stemme på udenlandske kandidater. Så ville jeg stemme på en bulgarsk kandidat, der vil noget godt for Sverige.

 

17. d. 26. maj: Godt indlæg af Bjørn Bredal

Jeg er enig med hvert et ord, Bjørn Bredal skriver. Ja, faktisk med hvert bogstav og alle mellemrummene. Desværre har Århus Universitet samme bestyrelsesformand som DR.

http://politiken.dk/debat/profiler/bredal/ECE2299505/den-er-gruelig-gal-i-danmarks-radio/

 

18. d. 27. maj: Skal uddannelse forberede til arbejdsmarkedet?

Skal uddannelse forberede til arbejdsmarkedet? Nej, det skal det ikke. Hvorfor ikke? Fordi på et arbejds-”marked” arbejder man ikke. Hvad gør man så? Man køber og sælger arbejdskraft, og det vil jo sige, at arbejds-markedet er knyttet til processer, der finder sted før selve arbejdet går i gang. Hvis uddannelse skulle forberede til arbejdsmarkedet, skulle uddannelse bestå i at lære at gøre sig lækker og at kunne handle som en købmand. I så fald kan vi nedlægge al uddannelse i landet.

Ok, men kan man så i stedet sige, at uddannelse skal forberede til ”arbejdet”, altså de processer, der finder sted, efter at arbejdet er købt eller solgt? Mjoo… men hvad er ”arbejde”? Nogle tror, at ”arbejde” er det, som en eller anden kommunal mellemleder, en industriorganisation, et konsulentbureau eller en nyansat nynordiskskole-skoleleder vil definere som arbejde. De mener at vide, hvad vi har ”behov for”, og så ender de måske endda med slips og titler i et akkrediteringsråd, og finder måske ligefrem nogle ”performativitetsindikatorer” og nogle ja-hatte, som skal ”tvinge nogle postulerede behov ind i nogle ligeså postulerede behov”. Men har man nogen sinde hørt noget vigtigt eller interessant fra den kant, altså fra mellemledersegmentet? Nej, det har vi jo ikke. Simpelthen aldrig. Følger man deres logik, er arbejdet det mest fordummende, tekniske og kedelige i verden. Og skulle man – og kan man overhovedet – “uddanne” til fordummelse, instrumentalisme og kedsommelighed?

Men hvorfor går det så galt for vores mellemledersegment? Jo, det er jo fordi, de har ”interesser”, og disse interesser er tæmmet og bundet og bastet af økonomiske, administrative og politiske betingelser, der er støbt i beton. Mellemlederens ”behov” er altså ikke frit, men knyttet til andre og højere mellemlederes behov og så fremdeles. Det er nødvendighedens politik, det er “normalisering”. En mellemleder er, for så vidt han er mellemleder og ikke andet, altid uuddannet.

Men virkeligt arbejde er jo slet ikke sådan. Virkeligt arbejde er fordybelse, flid, strid, formning og i det hele taget et virke med at skabe og producere ting og sager i samfundet, herunder en genskabelse af arbejdets betingelser og forudsætninger. Forudsætningerne forudsættes ikke blot, for nu at sige det på den måde – de genskabes.

Men hvor lærer man så om tingenes produktion og forudsætninger? Det gør man to steder fra: Af sit fags mestre og på dygtige skoler. Men lærer man ikke noget af mellemledere, KL’s rapporter og diverse konsulenter? Nej intet. Man fordummes blot.

Men vil det sige, at ”arbejde” bestemmes af fagets mestre og ypperste skoler? At arbejdet bestemmes af ”uddannelsen” i sig selv i stedet for omvendt, som alle mulige tror? Ja, det vil det. Og vil det endda sige, at arbejdet skal tilpasse sig uddannelser i stedet for omvendt? Ja, det vil det sige.

Men i så fald skal uddannelse ikke tage udgangspunkt i hverken arbejde eller arbejdsmarked, men derimod i uddannelse selv. En god uddannelse skal tage udgangspunkt i uddannelse. Deraf følger arbejdet, arbejdet inde-holdes. Og til aller aller sidst, langt nede i rækkerne, kommer “arbejdsmarkedet”; der skal jo også være noget at lave til mellemlederne, men nu skal de tjene arbejdet frem for at styre det.

Uddannelse tager udgangspunkt i uddannelse og skal forberede til uddannelse. Derfra strømmer arbejdet.

Det er logik.

 

19. d. 28. maj: Om ja- og nejhatte 2

Først tager ministeren og Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) nej-hatten på: Nej til pædagogik og ind med ”læringsmaksimering” og ”paradigmeskifte” hedder det hos KL, hos skolelederne etc.

Så siger de dygtige lærere nej tak til nej-hatten. De vil nok gerne lave pædagogik; lave Ja-hatte til pædagogik, men det kan de jo ikke komme til pga. DPO’s nej-hat, som jo netop var et nej til pædagogik.

Så lærerne siger ja til deres fag, men nej til destruktionen af deres fag.

Ja-hatten er en nej-hat, og nej-hatten er en ja-hat.

Ny Nordisk Skoles filosofi på arbejde: Ny = ikke. Alle tings kæntren.

http://www.folkeskolen.dk/516850/ny–ikke

 

20. d. 2. juni: PISA, Power and Policy

Jeg har lige læst en bog, der hedder ”PISA, Power, and Policy”. Den tager udgangspunkt i fire ”paradokser”, hvoraf især de to første er tankevækkende. De lyder således:

1. Hvorfor kommer Finland i toppen af Pisa, når netop Finland, af alle lande, allermindst følger OECD’s policy-forslag med accountability-strukturer og standardiserede tests, der kobles op på globale modeller?

2. Hvorfor støttes PISA og dets styringsregime af landenes regeringer, når selvsamme styringsregime afmægtiggør selvsamme regeringer?

Jeg er ikke helt sikker på, hvor grundigt paradokserne egentlig behandles i bogen, men spørgsmålene er gode.

Kilde: Meyer, Heinz-Dieter & Benavot, Aaron (2013). PISA, Power, and Policy: The emergence of global educational governance, Oxford: Symposium.

http://www.symposium-books.co.uk/books/bookdetails.asp?bid=85

 

21. d. 2. juni: Odense Lærerforenings blad

Det seneste nummer af Odense Lærerforenings blad er virkelig godt. Det er kritisk journalistik på højt niveau, hvis perspektiver angår alle med interesse for konsekvenserne af skolereformen og for pædagogik i det hele taget. Det er Erik Schmidt, som endda selv er lærer på en Odense-skole, der modigt svinger den redaktionelle taktstok. Schmidt redigerede også det glimrende “Opinion” tilbage i 00’erne (hvornår bliver det lagt på nettet?). Måske bliver DLF-Odenses blad et nyt “Opinion”, et kritisk korrektiv til “Folkeskolens” mere kulørte stil? Et fynsk blad fyldt med dejlige og utilnærmelige bogstaver, der tvinger virkeligheden til at vise sig.

http://www.odenselaererforening.dk/files/Kredsfiler/Kreds82/Tekster/Forside/L%C3%A6rerBLADET%200414%20lav.pdf

 

22. d.4. juni: Om ja- og nejhatte i Odense – blogindlæg

Kommentar til Odenses skolepolitik, lærerflugt, skolereform og ja-hatte.

http://www.thomasaastruproemer.dk/odense-kommune-agedrup-skole-og-nejja.html

 

23. d.6. juni: Hans Hauge og de ungradikale

Den ungradikale Christopher Røhl Andersen vil både afskaffe helligdage og eksaminer i stort set alle dele af uddannelsessystemet. I stedet er dannelsesidealet en fritsvævende og aldrig hvilende “nysgerrighed”, der skal fremme Danmarks evne til “at konkurrere med resten af verden”.

Men med med denne kombination af “konkurrence og nysgerrighed” samt den fuldstændige udeladelse af en drøftelse af faglighedens nærmere karakter, afskaffer Røhl Andersen faktisk dannelsen og dermed grundlaget for “uddannelse”, helt på samme måde som den eksisterende uddannelsespolitik gør det. Vi får Ny Nordisk Skole uden eksaminer.

Hans Hauge, som jeg næsten aldrig er helt enig med – men alligevel ofte lidt og nogle få vigtige gange helt – kritiserer heldigvis Andersens synpunkter i nedenstående “groft sagt”, hvor han, altså Hauge, dog fokuserer mest på Andersens “helligdags-forslag”, som da også er utroligt irriterende. Men ok, de ungradikale er jo blot unge. Det værste er de voksenradikale, hvis uddannelsespolitik i disse år ikke er meget bedre.Og kan man kritisere børnene, når deres forældre roder rundt?

PS Røhl Andersens kronik i Politiken er fra d.27. maj.

http://www.b.dk/groft-sagt/de-radikales-afskaffelse

 

24. d. 7. juni: Skal man tage udgangspunkt i studerendes behov?

Mange siger, at uddannelser skal tage udgangspunkt i studerendes behov. Men det kan ikke lade sig gøre. Hvorfor ikke? Fordi uddannelse ved sit begreb handler om at finde sit behov. Behov er dermed ikke en start men en ende, ”behov” er det finale, det er formålet, som – lidt paradoksalt – ikke kan beskrives i et formål, fordi det er helt forskelligt fra studerende til studerende.

Men hvis man tager udgangspunkt i uddannelsens ende, i dens finalitet, så er uddannelse jo ikke nødvendig – så er man jo uddannet fra start. Det vil sige, at hvis vi tager udgangspunkt i de studerendes behov, så nedlægger vi faktisk uddannelse. Det synes jeg er en tankevækkende konklusion, må jeg indrømme.

Det, som den studerende starter med, er højst en ”præference” eller sådan noget, som ingen uddannelsesmæssig værdi har, tværtimod. De studerende skal derfor heller ikke kunne vælge ret meget.
Det kan godt være, at man skal tage udgangspunkt i et eller andet, men det er altså ikke et ”behov”.

Men hvad skal man så tage udgangspunkt i? Man skal tage udgangspunkt i uddannelsen selv. Hvad er det? Det er den fælles tradition, som oplyste og virkelige behov skabes i. Uddannelsen skal vælge det hele. Ellers får vi ingen behov.

Tror man, at man tager udgangspunkt i den studerendes “behov”, får vi ingen behov, fordi behovet er ukendt og skal findes i selve uddannelsesprocessen. Har vi ingen behov, har vi blot præferencer og tilskyndelser, hvilket vil sige, at alt bliver styrbart, hvilket vil sige, at befolkningen mister sin uddannelse.

Jo mere vi tager udgangspunkt i den studerendes “behov”, desto mindre uddannelse får vi.

 

25. d. 8. juni: Hvad bygger dansk pædagogik på? – blogindlæg

Hvad bygger dansk pædagogik på?

http://www.thomasaastruproemer.dk/hvad-bygger-dansk-paedagogik-paa.html

 

26. d. 9. juni: At tro på Gud?

a. At tro på Gud er at tro på, at alle ting er skabt. Hvad vil det sige, at tingene er skabt? Det ved vi ikke. At tro på Gud er altså at tro på, at alle ting er skabt og at vi ikke ved, hvad det vil sige.Hvorfor ved vi det ikke? Fordi viden forudsætter navne, og navne forudsætter, at tingene allerede er skabt.

b. Ikke alt har navne, men noget har. Det ikke-navn-lige strømmer ind og ud af navne. Et navn er en slags havn i begivenhedernes urhav, en kort pause.

Dét er skabelsens område: Navnene i urhavet.

Sådan er kreationen – mon ikke det i forskellige afledte former har noget at gøre med ”kreativitet” og med ”pædagogik”?

Har kreativitet og pædagogik noget at gøre med at bevæge sig hen til uvidenheden? At åbne navnet uden et ord, at gå hen til molens kant, hvorfra man kan fornemme urhavet? Hvad sker der, hvis man står ved molens kant? Befrugtning?

(Inspireret af John Caputo: ”The Weakness of God” og Gert Biesta: ”The Beautiful Risk of Education”. Sidstnævnte er netop oversat til dansk på forlaget KLIM)

 

27. d. 9. juni: Konkurrencestatens kilder

Jeg vil fortælle om en tankevækkende iagttagelse (synes jeg selv):

I 2011 udgav Ove Kaj Pedersen bogen ”Konkurrencestaten”. Deri skrev han, at børn bør være ”soldater i konkurrencestaten”. Nogle siger at han ikke skrev noget om ”bør” – at han kun beskrev en empirisk tilstand, som han måske ligefrem selv er imod, men det passer ikke. Det er et af den slags ”er”, som har et indbygget ”bør”. Spørgsmålet for Pedersen bliver derfor også, hvilke ”krav konkurrencestaten stiller til dannelsen”, og sådan et “krav” er jo et bør – slet og ret. Og “kravet” er så ”soldaten”.

I 1977 skrev Løgstrup en kronik i Politiken, som hed ”Børnesoldater i klassekampen”. Den skrev han, fordi en række stadig fremtrædende børnelitteraturforskere mente, at man skulle skrive børnebøger, som burde beskrive kapitalister som ”lede skiderikker”. Børnene skulle være ”soldater i klassekampen”. Man kan blandt andet læse herom i den helt nye udgivelse på KLIM, ”Løgstrup og skolen”, i et længere essay af teologen David Bugge.

Er disse to tilfælde ikke fuldstændigt parallelle? Jo, det er de jo, og det er da også pudsigt, at mange af dem, der med særlig ildhu fremfører den nyeste soldaterhypotese, i sin tid også var en del af den gamle soldaterhypotese – ikke bare indenfor børnelitteratur, men indenfor pædagogik og kulturstudier i bred forstand.

En af de helt store tilhængere af konkurrencestaten, Claus Holm, mener, at Løgstrups tænkning hører til i velfærdsstaten, og da velfærdsstaten nu er afløst af konkurrencestaten, må vi jo forlade Løgstrups filosofi. Holms lærermestre, som har deres rod i 1970’erne, ville også uddanne soldater i klassekampen. I dag vil Holm uddanne soldater i konkurrencestaten.

Soldaterpædagogik i 1977 og i 2014! That’s a fact!

 

28. d. 10. juni: Kritik af DEA’s dannelsesbegreb

Debatindlæg i Berlingeren om gymnasier og erhvervsuddannelser:

http://www.b.dk/kommentarer/ingen-refleksion-om-uddannelse

 

29. d. 10. juni: Godt indlæg af Lone Nørgaard

Fint indlæg af Lone Nørgaard, hvor hun argumenterer for, at med digitaliseringen af samfundslivet bør man have endnu mere dannelse end nogensinde, hvilket hun viser, at gymnasiernes rektorforkvinde ikke er enig i.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/2014-06-10/digital-dannelse.-eller-bare-digital-uden-dannelse

 

30. d. 11. juni: Godt indlæg af Lillian Munk Rösing

Fin refleksion at stå op til:

http://politiken.dk/debat/profiler/ECE2312113/der-er-braendstof-til-tanken-i-kristendom/

 

31. d. 13. juni: FM2014: “Må vi få ro? – debatmøde om inklusion”

Mødet var arrangeret af “Rådet for børns læring” – det tidligere “Skoleråd” fra dengang økonomen Jørgen Søndergaard regerede. Men nu er “skole” altså erstattet af “læring”. Derfor fik vi også udleveret en glittet tryksag med titlen: “Inkluderende læringsfællesskaber for børn” – en titel der peger på begge rådets begrebsmæssige problemer, hvilket jeg vil skrive om, når jeg kommer hjem men dog også kort omtale nederst.

“Læringsrådet” er en integreret del af skolereformen, nærmest et implementeringsorgan, så jeg frygtede det værste. Deltagerne var rådets formand, Agi Csonka, rådsmedlem, Stefan Hermann, og den nye skolelederformand Claus Hjortdal. Derudover deltog KLs børneforkvinde Anna Mee (Rv) og to handicappede, der skulle understrege pointen. Kort sagt: Ny Nordisk Skole. Alle var fans af børnelæringsinklusion. Der var ingen kritikere eller blot skeptikere i panelet. Der var ganske vist masser af kritik ude i salen, men altså ingen i panelet. Ordstyrer var forkvinden selv, Agi Csonka, og den rolle brugte hun på at overhøre og omskrive enhver kritik fra salen. Der var ikke noget folkemøde fra den kant. Niels Christian Sauer, som er med i Danmarks Lærerforenings hovedbestyrelse, forsøgte, sammen med repræsentanter for autismeforeningen, at sparke lidt liv i debatten, men intet trængte igennem læringsrådets skjold – en arbejdsdag i det pædagogiske oligarki (DPO).

Hvad er problemet? Problemet er, at den “læring” og det fællesskab, der tænkes på, blot er et “børne”- og “lærings”-fællesskab. Dermed individualiserederes undervisningen, og de “voksne” ekskluderes fra pædagogikken. Børnene ekskluderes dermed fra både hinanden og fra de voksne, dvs både fra det sociale og det kulturelle. Børnene bliver helt alene. Inklusion bliver eksklusion. Vi har et råd for ensomhed; et råd, der med sine underforståede begreber producerer de selvsamme problemer, som det påstår at løse.

Disse tendenser bekræftes entydigt, hvis man kigger på brochurens litteraturliste, der er et rent Hattie-, Egelund-, Qvortrup-, Rasmussen- og Rambølinferno.

En arbejdsdag i det pædagogiske oligarki, i Ny Nordisk Skole, i ny=ikke. Et ufolkeligt element, der vil afvikle pædagogiske fællesskaber og skolefællesskaber – og så på et Folkemøde.

(dette opslag blev til et blogindlæg, se drys nr. 34)

 

32. d. 14. juni: FM2014: “Læreruddannelse på kandidatniveau – hvorfor skal vi vente”

Man samler en række strategiske aktører og sætter dem til at diskutere, om læreruddannelsen skal være en kandidatuddannelse. Og hvad diskutere strategiske aktører? Ja, rigtigt gættet… De diskuterer med udgangspunkt i deres strategiske interesse, hvilket er det samme som at sige, at de ikke diskutere “noget”.

Sådan var det også på et møde, hvor Danmarks Lærerforening og Dansk Industri sammen inviterede til en debat om med ovenstående overskrift på Folkemødet. Selv har jeg ingen mening om emnet, hælder nok mest til et nej, for på mødet fik jeg kun et eneste argument for noget som helst, og det kom fra Bob Bohlbro, en lærerstudende, og han var imod. Argumentet kommer jeg tilbage til.

Nå, men hvem var ellers med? Det var Anders Bondo, Charlotte Rønhof fra DI, en repræsentant fra Evalueringsinstittet, politikerne Esben Lunde(V), Charlotte Dyremose(C) en socialdemokrat, der hed Jeppe og Frans Ørsted, som ved en masse om det finske læreruddannelsessystem.

Bondo lagde ud. Vi skal mindske frafaldet, mener han. Men hvordan det har det mindste at gøre med en kandidatuddannelse, forstår jeg ikke. Det er et af den slags argumenter, der skal understøtte et strategisk synspunkt, man har i forvejen. Han sagde også, at indholdet i uddannelsen skal understøtte DLF’s professionsideal, hvilket er en skrækkelig tanke al den stund, at professionsidealet er problematisk på en række centrale punkter. At en kriseramt fagforenings “professionsideal” skal udnævnes til grundlag for en videnskabelig uddannelse duer ikke. Det ender blot med, at forskningen tæmmes i ren og skær fagforeningsinteresse. En problemstilling, der skærpes, med foreningens tilslutning til Ny Nordisk Skole.

Stort set alle aktørerne ville skabe en tættere “kobling”, som de kalder det, mellem teori og praksis, for det har diverse evalueringer “vist”, at de lærerstuderende efterspørger, som Eva-repræsentanten udtrykker det.. MEN HVORFOR SKAL MAN GØRE DET, SOM TILFÆLDIGE STUDERENDE EFTERSPØRGER? Det er da en pædagogisk ansvarsfraskrivelse uden lige. Man skal derimod gøre det, som studerende har behov for, men eftersom uddannelse går ud på at finde sit behov, kan man jo ikke lave uddannelse i henhold til noget så banalt som en “efterspørgsel”. Det vil være at se ned på vores ungdom.

Hvad teori og praksis egentlig er, var der ingen, der reflekterede over. Jeg lavede engang et skema, hvorefter det kunne betyde 20 ting, så jeg er altid i tvivl, når folk bruger ordene lidt for selvfølgeligt, og det gjorde de alle sammen. Den herskende diskurs taget i betragtning betyder det nok bare en masse mekanik. Sagen er, at der ikke findes en praksis uden tænkning. Tages tænkningen ud, så bliver praksis til adfærd, og tænkningen selv bliver til afsondret teori. Hele den måde, spørgsmålet om “teori og praksis” stilles på, er derfor et tegn på et lærerfag i problemer, et lærerfag der vil styre adfærd efter evidens og “klare mål”. DLF vil desuden kalde kandidaten for “cand. didaktik”, men med tilslutningen til Ny Nordisk Skole vil det jo gå helt galt. Lærerbegrebet vil i så fald formodentlig blive erstattet af “undervisningseksperten”, altså evidensmekanikeren. Hellere fastholde “lærer”, men så siver vi hen mod seminarietænkningen igen.

Bondo mente, at en kandidatuddannelse skulle være dannende. Men hvad er dannelse for en lærer, og hvad er akademisk dannelse? “Ansvar for eget liv”, sagde han i en underlig kort formulering. Nå ja, man må endelig ikke tage ansvar for andre end sig selv, og hvad med kundskaberne? Det er ligesom, da Ove Kaj Pedersen i højskolernes telt i forgårs sagde, at den grundvigske essens er “selvforsørgelse i arbejdsfællesskaber”.

Var der slet ikke noget godt på mødet? Jo, to ting. For det første er det en fornøjelse at følge de lærerstuderendes formand, Bob Bohlbro. Grunden til hans modstand mod kandidaten er, siger han, at forskningen skal forske for sin egen skyld, mens læreruddannelsen bør arbejde for skolens og undervisningens skyld. Sikken en læreruddannelse vi kunne få, hvis alle tænkte sådan. Faktisk, og også paradoksalt, ville læreruddannelsen i så fald blive meget mere akademisk, end den form for systemteoretisk fagforeningsakademia, der ligger til grund for cand.didaktikken. Al selvstændighed kommer åbenbart fra de studerende for tiden. Jacob Fuglsang fra Politiken, som var mødets moderator og ivrig skolereformstilhænger, gjorde sig desværre straks morsom på Bobs og fornuftens bekostning og fortalte, at “han da skulle hilse og sige, at på universiteterne var man holdt op med at forske for forskningens skyld” (citat efter hukommelse).

Et andet lille klimaks var, da Esben Lunde fik sagt til Harald Mikkelsen, rektor for professionshøjskole VIA, som var blandt publikum, at han – altså Lunde – nok skulle holde øje med professionshøjskolernes håndtering af faget KLM, der står for Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab. Desværre sagde Lunde det med et smil på læben. Heldigvis gav Dyremose ham ret. Hun vågnede lige lidt op der.

Mangler jeg at skrive noget om socialdemokraten? En rigtig Ny Nordisk Skole-mand. For mange dygtige piger og for mange vilde drenge, som vi skal tilpasse det hele efter, og for meget teori, man ikke kan bruge til noget. Total tomgang og uden sans for materie og pligt.

Og hvad med DI-repræsentanten. Hun refererede blot til produktivitetskommissionen og noget med højere karakterer. Totalt off the point.

Konklusionen? Hvis vi skal have en kandidat, skal det ikke være en kandidat, men en kandidat.

(dette opslag blev senere til et blogindlæg, se drys nr. 36)

 

33. d. 15. juni:  “FM 2014: Er folkeskolen folkets skole?”

I Grundvigs Forums telt kunne man lørdag eftermiddag høre en af Folkemødets mest interessante debatter. Der var simpelthen inviteret til – for åben nethinde og trommehinde – at erfare, hvordan alting er vendt på hovedet i dansk skolepolitik.

Arrangørerne havde stillet et godt spørgsmål: Har vi en folkets skole? I panelet var der to forsknings- og udviklingschefer på danske professionshøjskoler: Alexander von Oettingen fra UC-syd og Andreas Rasch-Christensen fra Professionshøjskole VIA. Der var også en skolelærer fra Danmarks Lærerforenings hovedbestyrelse, men hans indlæg vil jeg ikke omtale.

1. Alexander von Oettingens indlæg
Von Oettingen er ikke en almindelige mellemleder. Han har skrevet en række vigtige bidrag til dansk pædagogik, herunder bogen ”Det pædagogiske paradoks” samt en doktorafhandling, der genfortolker professor Knud Grue Sørensens pædagogiske ideer, som von Oettingen sætter i forbindelse med nyere tysk dannelsestænkning. Endelig har han også udgivet bogen ”Almen pædagogik” for et par år siden.

Så vidt jeg, ved har al den aktivitet ikke afstedkommet nogen magt i samfundet. Von Oettingen sidder, på trods af sin vigtige teoretiske indsats, ikke på nogen poster i de mange uddannelsespolitiske udvalg og kommissioner, der findes for tiden. Men måske har han betakket sig?

Jeg var faktisk, på trods af de mange gode bøger, lidt spændt på, hvad Oettingen ville fortælle, for i foråret 2013 holdt han et forskrækkeligt forsvar for læreruddannelsesreformen på biskoppernes dannelsesmøde. Men måske var von Oettingens indlæg farvet af hans organisatoriske interesser som professionshøjskolemellemleder?

Men jeg havde ingen grund til ængstelse. Von Oettingen holdt et blændende oplæg, hvor han argumenterede for, at folkets skole er død, og at det skyldes PISA-tyranniet, et fuldstændigt mekaniseret læringsbegreb og de primitive accountability-systemer, der udrydder formåls- og indholdsdiskussioner fra vores skolepolitik. Og han var, som en god filosof, ikke bange for at sige, at han begræd denne udvikling. Han nævnte ikke systemteoriens skadelige indflydelse, som jeg synes han burde, men man kan jo heller ikke nå det hele, og måske er han – af forskellige grunde, som det fører for vidt at nævne her – ikke helt så kritisk som jeg i dette spørgsmål.

Derpå trak han på en rig og stadig levende europæisk skoletænkning og argumenterede for, at skolen er et fællesskab om kulturel indvielse, altså om undervisning – en lysende og oplysende indvielse, der viser verden frem for barnet; en indvielse som altså nu umuliggøres, fordi det er barnets læring, der kommer i centrum, og fordi undervisning dermed reduceres til en metode, til teknik. Han skældte ud på den manglende tillid til skolen med formuleringen: ”Den meget fokus på styring er et tegn på, at vi ikke har en folkeskole. Det er en falliterklæring for en kultur”.

Skolen skal være ”uaktuel og langsommelig” hed det i nogle vidunderlig prægnante og ekstremt velbegrundede formuleringer, og von Oettingen understregede vigtigheden af at holde fast i ordet ”skole” frem for det Ny Nordiske ”læringscenter”.

Der var naturligvis meget, man kunne diskutere, men hvor var det dog befriende og beroligende at høre et menneske, en humanist og filosof tale om pædagogik.

2. Rasch-Christensens indlæg
Så var det Andreas Rasch-Christensens tur. Rasch-Christensen har aldrig skrevet noget interessant og hans offentlige indlæg er mekaniske og underdanige og desuden helt og aldeles uden sans for den pædagogiske tradition – uanset hvordan man måtte definere den. Alligevel er han ekstremt centralt placeret i Det Pædagogiske Oligarki (DPO). Han har med andre ord magten.

Rasch-Christensen startede med at indrømme, at han ikke var så klog som von Oettingen, og at han foretrak at skrive kronikker om fodbold frem for om pædagogik. Han mente det nok i sjov, men det var det slet ikke. For det passer, og det er et bevis på, at magten i dansk pædagogik er en fodboldkronik, mens afmagten er en vidende og reflekteret filosofi.

Rasch-Christensen svarede overhovedet ikke på det spørgsmål, som Grundtvigs Forum havde rejst. Han lirede bare de sædvanlige almindeligheder af sig, om at skolen skal give læring, der kan forberede til arbejdsmarked, uddannelse og livsduelighed (der i oligarkiets koncept er det modsatte af grundtvigianisme).

Han var nok lidt presset, for han begyndte at snakke om, at de nye fagmål, som er formuleret efter læringsbegrebets principper, blot er en lille teknisk og praktisk ændring. Men i andre sammenhænge har han og hans åndsfæller talt om både “paradigmeskifte og revolutioner”. I Undervisningsministeriets debatmøder på Pilekroen i Allinge i fredags og lørdags, kunne man sørme også forvisse sig om, at det er en revolution vi har gang i. Vi skal gå ”fra undervisning til læring” hed det igen og igen fra ministeriets mænd og kvinder, og der var ingen – absolut ingen – reservationer af nogen art.

3. Konklusion
Rasch-Christensens synspunkt er lige præcist det modsatte af von Oettingens. Rasch-Christensen vil altså i realiteten afvikle ”folkets skole”, men det kunne han ikke finde ud af at sige, fordi han ikke tænker sig ordentligt om. Han ved ikke, at tingene hænger sammen. Han tror, han kan undgå at afvikle skolebegrebet, samtidig med at han rent faktisk gør det. Det er totalt uden omtanke.

Min overordnede pointe er, at von Oettingen var den klogeste, men ingen magt har, mens Rasch-Christensen har al magten, men intet ved. Magten ligger hos uvidenheden. Skolereformen er et opgør med viden, den er en destruktiv glemsomhed. Skolereformen er en NEJ-HAT. Alle, der derfor siger nej til denne nej-hat, har i virkeligheden en ja-hat på. Alle, der siger “nej”, tilhører folkets skole.

 (dette opslag blev til et blogindlæg, de drys nr. 38)

 

34. d. 16. juni: Debatmøde i Allinge om inklusion – blogindlæg

Let revideret mødereferat fra Allinge i, her i blogform:

http://www.thomasaastruproemer.dk/folkemoede-2014-maa-vi-faa-ro-debatmoede-om-inklusion.html

 

35. d. 17. juni: Hvad er uddannelse?

Nogle siger, at uddannelse handler om at udvikle kompetence, men det er ikke rigtigt. Det handler tværtimod om at opbygge inkompetence – viden der gerne vil bruges, men ikke kan pga. alle de såkaldte ”kompetentes” modstand og evalueringer. Inkompetencen skal komme til udtryk i kamp, handling og tænkning. Inkompetencen må komme til udtryk. Den trænger til det. Inkompetencen må forsones med sit objekt, inkompetencen savner sit objekt. Men der er ingen forsoning, kun evig spænding. Hvis inkompetencen rører ved sit objekt, kan det kun ske i glimt, og sker det, dannes nye pædagogiske ideer, nye institutioner, nye ting.

Kompetence er lig mangel på uddannelse, mens inkompetence er tegn på den frieste og grundigste uddannelse, man kan tænke sig.

Hvordan opbygger man inkompetence? Det kan man kun gøre, hvis man adskiller uddannelsessystemet helt og aldeles fra enhver form for økonomistisk tænkning. Ord som ”produktivitet” og ”økonomi” er simpelthen fy-ord. Sådanne ord er tegn på kompetence, og de tvinger til kompetence, hvilket jo vil sige, at det er tegn på manglende uddannelse.

Uddannelse er en form for suspenderet tid, hvor opmærksomhed og ting mødes uden tanke på konsekvenser og pekuniær nytte.

Gør man det, altså adskiller uddannelse fra samfundets økonomiske liv, vil uddannelsessystemet med tiden udvikle sig i sin egen åndelige retning, der ikke er kompatibel med samfundets reproduktionssystem. Dermed opbygger man inkompetence uden at vide det. Dermed er grunden lagt til et frit og spændstigt folkestyre, hvor befolkningen ved mere end de kompetente. Dermed er skolens formål indfriet.

Til dette grundsyn kan man så udvikle diverse pædagogiske teknikker, og hele skolens organisation, under skolelovens §2, vil se totalt anderledes ud. Fx vil alle mål være uklare og ledelsen svag. Al undervisning vil være en fælles og fri aktivitet, og læreren vil være både fjern og midt i alle ting.

 

36. d. 17. juni: Debatmøde i Allinge om læreruddannelsen – blogindlæg

Blogindlæg om læreruddannelsesdiskussion på Folkemødet:

http://www.thomasaastruproemer.dk/folkemoede-2014-laereruddannelse-paa-kandidatniveau-hvorfor-skal-vi-vente.html

 

37. d.18. juni: DEA’s svar på indlæg om dannelse i ungdomsuddannelser

DEAs tænketank for ungdomsuddannelser, repræsenteret af Lars Goldschmidt og Stina Vrang Elias og med Egelund som den tavse formandsbagmand, har svaret på et indlæg, jeg skrev i forrige uge i Berlingeren om dannelse i gymnasiet og erhvervsuddannelser. De skriver, at jeg tager fejl, men jeg kan ikke se andet end at alt, hvad de skriver, bekræfter det, jeg siger. De skriver, at de vil have dannelse, men er der et eneste dannelseselement i deres forslag?

Først skriver de, at de ikke kan genkende min udlægning af kommissionens overvejelser, men medgiver derpå flere gange på forskellige måder, at ”arbejdsmarkedet har været et vigtigt omdrejningspunkt”. Men så har jeg jo ret i det, de kritiserer mig for at have misforstået?

Dernæst kritiserer dig mig for at lave en falsk modsætning mellem at være oplyst og at kunne begå sig på arbejdsmarkedet. Men efterfølgende skriver de, at ”vores bidrag til dannelsesdiskussionen” handler om at ”skabe værdi for andre mennesker”. Men hvad har det med dannelse at gøre? Og hvad betyder ”værdi”? Ja, med DEAs selverklærede og maniske fokus på arbejdsmarkedet, så betyder det nok bare at lave nogle produkter, der kan sælges. Der er intet, altså INTET, ”bidrag” til dannelse her, og det er der heller ikke i resten af rapporten. Men dermed har jeg jo fuldstændig ret i, at der er en modsætning mellem ”oplysning” og ”arbejdsmarked” – vel at mærke en modsætning i DEAs egen konception.

I øvrigt: Jeg taler faktisk ikke for nogen ”modsætning”. Jeg taler for at udelukke arbejdsmarkedet fra uddannelsernes systematik – og det er jo langt mere radikalt, men til gengæld betyder det, at der ingen ”modsætning” er, hvorved uddannelsernes resultater kan flyde energisk og utæmmet ind i arbejdslivet igen og forårsage en masse kommers og ravage, som slet ikke kan styres af Egelunds tropper.

Derudover kritiseres jeg for “silo-tækning”. Det er bare et af de begreber man bliver så træt af. For hvad er der inde i DEAs silo? Det lyder jo som et lufttomt rum, men det er det stik modsatte. I gymnasiets “silo” bor hele vores oplysningstradition i bredest mulige forstand; alle de diskussioner, der har rørt sig i 2500 års europæiske udvekslinger, og årsagen til at jeg overhovedet kan side her og skrive frit om noget som helst – en stor del af dannelsens råstof. Men næ-nej, det er skam en bare en lufttom silo. Væk med det:-(.

Til sidst i deres indlæg ødelægger DEA vores ungdomsuddannelsers tradition og specificitet ved at gøre det hele til et stort sammensurium, hvor der skal arbejdes tværdisciplinært, løses ”udfordringer og trækkes på ”en bred vifte af kompetencer” og det kalder de så dannelse. Man skulle tro de var økonomer eller sådan noget. Det lyder også fuldstændigt som filosofien bag Ny Nordisk Skole, som jo er grundlaget for vores skolereform, og hvor Goldschmidt da også er formand. Det var ham, der engang sagde, at danske skolelærere bør være ”duracell-kaniner” – ”Jeg producerer værdi – hoppehoppehop, se mig, jeg er dannet!” – er det et “moderne dannelsesbegreb”?

http://www.b.dk/kommentarer/behov-for-moderne-dannelsesbegreb

 

38. d. 18. juni: Debatmøde i Allinge om folkeskolen – blogindlæg

Jeg har omarbejdet en opdatering fra Allinge til et blogindlæg:

http://www.thomasaastruproemer.dk/folkemoede-2014-er-folkeskolen-folkets-skole.html

 

39. d.19. juni: Svar på DEA’s svar til min kritik af DEA’s dannelsesideer

Mit svar til DEA, som desværre måtte forkortes noget, er allerede i Berlingeren i dag, med en overskrift, jeg godt kan lide. Det fulde svar står på min fb-profil fra i går (se indlæg nr. 37).

http://www.b.dk/din-mening/duracelkaninernes-dans

 

40. d. 19. juni: Mohammed Bibi og Erik Schmidt

En ung oh smart skoleleder, Mohammed Bibi, der aldrig har skrevet en pind, vil efter få ugers ansættelse ændre en ældre og traditionsbevidst skoles faglige profil til “læringsmaksimering”, og han vil også reorganisere hele skolen og holde de nye arbejdstidsprincipper hemmelige. Så rejser en af landets førende lærere – Erik Schmidt, der har 34 år på lærerbagen – sig op og stiller et par kritiske spørgsmål, fordi han jo kærer sig om pædagogik og undervisning. Derpå får han en advarsel af en tøsefornærmet Bibi og af Odense Kommune. Sådan går det, når skolereformens nej-hat er på arbejde. Det er skolereformens filosofi. Den er en nej-hat. Dens udøvere er fuldstændig ligeglade med erfaring og pædagogik. Jeg håber, at kommunen, hr. Bibi og den nye formand for skolelederne, Claus Hjortdal, får de helt store beklagelsesgloser frem. Men Hjortdal har sagt, at han er mere embedsmand end lærer, hvilket for tiden åbenbart er det samme som at sige, at man har deponeret sin sunde fornuft.

http://www.folkeskolen.dk/546439/med-jobbet-som-indsats-erik-schmidt-fik-en-tjenstlig-advarsel-for-negative-holdninger

 

41. d. 19. juni: Godt indlæg af Niels Crhistian Sauer

Sauer i et strålende indlæg. Kan man ikke tage denne sag op politisk? Ligesom Koldausagen var grundlag for en forespørgsel i sin tid; en forespørgsel, der i det mindste har holdt universitetsledelserne nogenlunde på måtten siden.

http://www.folkeskolen.dk/546563/her-slutter-samtalen

 

42. d. 19. juni: God leder i bladet Folkeskolen

Folkeskolens redaktør i en dejlig klar leder. Og hun er endda Ny Nordisk Skole-kvinde og derfor også glad for skolereformens indhold, så vidt jeg har forstået det. Måske kunne hendes fine indlæg inspirere folk fra det pædagogiske oligarkis kreds? Eller er de gået helt i stå? Hele dagen har de været tavse. De synes nok, det er herligt med lidt ungdommelig læringsmaksimering og så videre på den galej.

http://www.folkeskolen.dk/546446/hold-ferie–men-hold-ikke-mund

 

43. d. 19. juni: Flere problemer i Agedrup

Erik Schmidt er ikke den eneste dygtige og erfarne lærer, hvis afgang, den helt nyansatte skolelederi i Agedrup, Mohammed Bibi, og i videre forstand Odense Kommune og skolereformen som sådan, efter alt at dømme har på samvittigheden. Her er en omtale af en anden lærer, Mette Amstrup, der har forladt sit job på samme skole for nylig af grunde, der indholdsmæssigt minder om Schmidts.

http://www.thomasaastruproemer.dk/odense-kommune-agedrup-skole-og-nejja.html

 

44. d. 20. juni: Godt indlæg af Brian Degn Mårtensson

Professionshøjskolelærer, Cand. Pæd. Brian Degn Mårtensson, diskuterer i dette indlæg ytringsfrihed i den pædagogiske sektor og fortæller til sidst rammende om Odense Kommunes og Mohammed Bibis aktion mod Erik Schmidt i Agedrup:

http://www.folkeskolen.dk/546657/de-forbudte-ord

 

45. d. 20. juni: Godt indlæg af Merete Riisager

Merete Riisager er den eneste skolepolitiker i landet med holdning, intelligens og vedholdenhed. Hun arbejder utrætteligt og nærmest helt alene mod skolereformen. Det er virkelig imponerende. Mange lærere tror nok, at deres venner er Marianne Jelved/de radikale eller Anette Vilhelmsen/SF. Men selvom jeg ikke selv er LA’er – især pga al den skrækkelige Ayn Rand-påvirkning, der underminerer vores sociale rettigheder – så skal man huske på følgende: Både Vilhelmsen og Jelved taler sødt om friskoler, folkelighed og venstresnoet grundtvigianisme, men de og deres partier arbejder også ekstremt aktivt for folkeskoleloven, der er en ren og skær konkurrencestatskonstruktion, der vil udrydde dannelse og folkelighed. Jelved og Vilhelmsen spræller i deres eget net, hvilket medfører den ene halve og ubevidste fortielse efter den anden i den skolepolitiske kommers. Riisager er derimod konsekvent og pålidelig, og hun har også kritiseret konkurrencestaten. I nedenstående link reagerer hun på advarslen til Erik Schmidt i Agedrup, og hun sætter advarslen direkte ind i den skolepolitiske sammenhæng, hvor den hører til.

http://www.folkeskolen.dk/546670/merete-riisager-advarer-mod-en-folkeskole-med-sindelagskontrol

 

46. d. 20.juni: Indignation i Agedrup

Jeg stryger min skjorte og printer et lille skriv ud, for i dag skal jeg til afskedsreception i Agedrup på Fyn. Det er Erik Schmidt, en af Danmarks dygtigste og mest aktive og erfarne lærere, der er blevet indstillet til en advarsel af skoleleder, Mohammed Bibi. Bibi er helt ung, har kun været ansat i få uger og har aldrig skrevet eller skabt noget nyttigt. Nu vil han så læringsmaksimere og revolutionere en gammel og helt almindelig og velfungerende østfynsk skole.

Advarslen blev effektueret af kommunens børn- og ungechef, Ina Ahrensberg, der kun har været ansat siden 1. maj 2014, så hun er lige så ny som Bibi. Hun har, så vidt jeg ved, heller aldrig skabt noget nyttigt, men måske har hun læst sidste nummer af Odense Lærerforenings blad, hvor Schmidt skriver åbenhjertigt og præcist om skolepolitikken i hendes egen forvaltning.

Hvorfor har han fået en advarsel? jo, det er fordi, han har kritiseret Mohammed Bibis vanvidsreformer INTERNT på nogle lærermøder.

Lars Goldschmidt fra Ny Nordisk Skole vil have, at lærerne skal være duracell-kaniner – så vi får altså læringsmaksimerende duracellkaniner. Måske skulle vores lærere begynde at kritisere deres uduelige ledelser både INTERNT og EKSTERNT, så det kan strømme ind med advarsler fra alle landets Bibi’er og Ina’er. Så kan de, altså lærerne, hænge advarslen op på væggen, og de kan berette med stolthed om dengang, de fulgte deres fag og hjerte, mens de tjener til føden som ekspedienter i – lad os sige – Netto. Så kan alle danske børn mødes i Netto og få ordentlig undervisning, mens Bibis og Goldschmidts mekanikere hopper rundt og støjer. Måske kan de gamle kassemedarbejdere fra Netto blive læringsmaksimeringskaniner i stedet for lærerne? De er nok bedre uddannet end lærerne, der vil være alt for inkompetente til at være kompetente til det. Og hvad med børnene? Ja, børnene skal jo blot have lidt tekniske kundskaber og nogle adfærdsregulativer, så de er “rustede” til arbejdsmarkedet. Børnene skal med andre ord altså blot udlæres til at blive skolebureaukrater i Odense kommune, som jo ødelægger al kulturel materie, og vi ved jo godt fra Bibi og Ina, hvilke kompetencer det kræver.

Men så alligevel – det vil da også være synd for de gamle kassemedarbejdere at skulle stå model til al den Ny Nordiske larm og støj, der jo er meget dårligt for arbejdsmiljøet. Jeg synes, vi alle sammen skal mødes i Netto. Så kan Bibi og Ina have deres “arbejdsmarked” og deres “læringsmaksimering” helt for sig selv.

 

47. d. 20. juni: Tale til Erik Schmidt – blogindlæg

Tale til Erik Schmidt ved dagens arrangement i Agedrup. Jeg skriver en decideret reportage fra receptionen i løbet af weekenden.

http://www.thomasaastruproemer.dk/tale-til-erik-schmidt-i-forbindelse-med-hans-afskedsreception-d-20-juni-ved-agedrup-skole.html

 

48. d. 20. juni: Dorte Lange om Agedrup-skandalen

Så sagde DLF’s næstformand noget om Schmidt sagen, dog uden at nævne den, men er jeg den eneste, der har det lidt ambivalent? Lyder Lange ikke mere som en HR-ansat i en kommune end en fagforeningskvinde? Ikke helt, det er jeg med på, men alligevel? Jeg havde håbet på både navns nævnelse og langt mere krasbørstig kritik. Lange taler sig slet ikke ind i det momentum, der er. Det ville jeg helt sikkert forvente af min egen fagforening.

Så siger nogen måske: “Men det er jo bare strategi”, men det tror jeg ikke på, for Lange har jo indtil for nylig været formand for Ny Nordisk Skole, hvor hele det “filosofiske” grundlag for skolereformen og for advarslen til Erik Schmidt blev lagt. Hendes underlige kancelliagtige vokabular er nok snarere et tegn på en fagforening, der mangler retning. Nu har hun så, under mystiske omstændigheder forladt sit NNS-formandsskab, og overladt det til den nye formand for skolelederne, Claus Hjortdal, som er endnu mere KL-mand end den gamle skolelederformand, Anders Balle, var, som ellers også var så meget KL-mand, at jeg ligefrem kaldte ham for KL Balle.

Så man skulle tro, at Lange kunne tale frit? Måske er hun bundet af DLF’s nye kampagne, der taler ned til sine egne medlemmer? Hvad ved jeg? Eller måske tager hun hensyn til, at Agedrups skoleleder, Mohammed Bibi, også er DLF’er? Under alle omstændigheder er hun ikke skarp nok ift. det overgreb, der har fundet sted i Agedrup.

Men ok, nu har Sauer og Lange åbnet munden. Nu mangler vi bare resten, så vi kan finde ud af, om DLF er til ren eller uren pædagogik.

http://www.folkeskolen.dk/546668/dlf-laererne-skal-turde-kritisere-tiltag-i-skolen

 

49. d. 21. juni: Disput med Dorte Lange og Anders Bondo

Anders Bondo og Dorte Lange havde sørme tid til at svare mig på et par indlæg i går. Det var virkelig pænt af dem, synes jeg, for det er ikke så tit, jeg har den ære.

1.
Det startede med, at Bondo kommenterede et indlæg, jeg havde skrevet på min blog d. 17. juni. Indlægget handlede om et møde i Allinge, hvor Bondo forsvarede det synspunkt, at læreruddannelsen skulle være en kandidatuddannelse. Min behandling af hans synspunkt affødte følgende kommentar på twitter, hvor man kun må skrive 140 tegn af gangen: ”Thomas Aastrup Rømer – ind imellem lytter du, som når fanden læser biblen – det er ikke fremmende for en ordentlig debat”.

Nu kan folk jo selv læse indlægget, men jeg vil dog sige, at mit formål med dette og andre indlæg slet ikke er at ”fremme” nogen debat. Tværtimod er det at ødelægge ”debatter”. For hvad er en debat? Debatter er steder, hvor folk udveksler holdninger, og hvor der skabes en form social betinget forskellighed, der er bundet til en social fleksibilitet og et sprogligt netværk, der deler en begrebsmæssig dybestruktur. Men det er slet ikke mit ærinde at komme ind i dette netværk. Jeg er derimod interesseret i at undersøge, kritisere og diskriminere betingelserne for dette netværks eksistens. Jeg forstyrrer og ødelægger, så verdenen, altså den virkelige – den der ikke deler ”netværk” – kan vise sig og svare nøgent – så alle kan se, hvad verdenen er, når alle de frosne ord og organisatoriske strategier ryster, og så debatter kan gå i stå og alting kan ændre atmosfære.

Dét er den praktiske filosofis rolle – at sætte alt i stå, dvs. at være upraktisk og irriterende. Filosofi skal fremme inkompetence. Inkompetence er en dyd. Det sagde allerede Sokrates, der måtte lade sit liv for det synspunkt, der i dag er blevet en form for motto for hele det dejlige Europa.

En anden ting er det der med ”fanden”, som Bondo skriver. Fanden er jeg ikke, for jeg vil altid mine medmennesker det bedste, men der er en pointe i, at filosofi og tænkning ligesom ”fanden” ikke helt er af denne verden. Når Sokrates filosoferede talte han med sin ”daimon” – en blanding af en halvgud og hans eget reneste selv – og denne ”befrugtning”, som han kaldte samtalen, var ikke debatterende, men en ren undersøgende fornuft, der havde sat sig i Sokrates, der måtte snakke med daimonen helt alene og afsondret fra verden. Filosofien har mange andre gange i idehistorien været knyttet til mere eller mindre halvgudelige tilstande. Senest hos den italienske filosof Georgio Agamben, hvor mennesket ledsages af både djævle og engle, som man kan snakke lidt med. Grundtvig mente også, at Danmark var Europas engel, og det var ikke Pisa-listerne, han tænkte på.

Så man bør gå efter en ikke-debatterende samtale med en engel, der skaber sætninger, der efterfølgende ødelægger debatten, så virkeligheden kan vise sig – nå ja, poetisk. Det er det, jeg prøver på – og det er det modsatte af ”debat”. Derfor svarede jeg også Bondo med: ”Jeg lytter som en engel – altid åben og opmærksom og i fuld bevægelse”.

2.
Dorte Lange skrev i går et indlæg på folkeskolen.dk, hvor hun ridsede reglerne om ytringsfrihed op og understregede, at skolelederne skulle være mere åbne overfor lærernes spørgsmål og kritik. Jeg synes – situationen omkring advarslen til Erik Schmidt taget i betragtningen – at hendes indlæg var for generelt og vagt formuleret, hvilket jeg så skrev på Facebook i går (se indlæg nr. 46). Det fik Lange helt op i det røde felt. Hun skrev, at jeg kom med en ”skidtspand”, og at min ”facon var frastødende”, og at hun ”ikke gad spilde sin tid på at diskutere med mig”, og at ”her stopper samtalen”, men hvilken samtale hun lige mente, der var gang i, var jeg noget i tvivl om, og jeg har heller ingen forståelse for, at hun er så glad for bandeord, når hun skriver til mig, samtidig med at hun er så høflig overfor Odense Kommunes embedsapparat og Agerups skoleleder, der jo er årsag til hele miseren. Lange lyder fuldstændig, ligesom Henrik Dahl gjorde en gang, hvor jeg kritiserede Liberal Alliances kontakt med filosoffen Ayn Rands ekstremistiske filosofi. Kort efter stillede Dahl op for LA.

Nå, men Lange fik da i sit svar til mig præciseret, at hun synes, at behandlingen af Schmidt er ”uhyrlig”, og det burde hun da være glad for at få lov til at sige, for der var mange ligesom jeg, der var utilfredse med hendes første udmelding. Men naturligvis skal dette udmærkede ord, altså ”uhyrlighed”, helt op på forsiden af det hele. Det er kun NC Sauer, der har gjort det i DLF. Bondo sagde pæne ord i Agedrup, og også lidt på Twitter, men det er bare slet ikke godt nok efter min opfattelse.

Ok, men det var så et eksempel på, hvordan verden viser sig, når man forstyrrer en ”debat”. Men, spørger læseren, hvad er det for en filosofi, jeg har besøgt, og som jeg bruger til at forstyrre og ødelægge ”debatten”? Det kan jeg godt sige, for det er den analyse af forholdet mellem læring og pædagogik, der drøftes i brede kredse på forskellige måder i pædagogisk filosofi i hele verden. Resultatet heraf er – når man så at sige vender tilbage til ”debatten” – at Erik Schmidts advarsel er en direkte konsekvens af at gå fra undervisning til læring – af ”læringsmaksimering”, som Mohammed Bibi udtrykte det på sit første møde som nyansat skoleleder i Agedrup. Og min pointe er, at DLF både med deres tilslutning til Ny Nordisk Skole og med deres forslag til kandidatuddannelse faktisk i “debattens” dybdestruktur knytter an til netop læringsfilosofien. Dermed støtter foreningen på det filosofiske plan betingelserne for den advarsel, som Erik fik på grund af – ja netop – en strid om forholdet mellem netop læring og pædagogik. Derfor kan DLF heller ikke kritisere kraftfuldt nok, men må nøjes med twitter og anonymiserede indlæg. Det er den analyse, der forstyrrer og ødelægger den pæne ”debat”, som DLF ønsker om stort og småt, men som altså også accepterer læringsbegrebets overhøjhed og dybdestruktur – selvsamme læringsbegreb, der har givet Erik Schmidt en skandaløs advarsel for at sige ja til sig fag.

 

50. d. 22. juni: Allan Kjær Andersen og Goebbels

I tænketanken DEA’s ungdomsuddannelseskommission – som i en ny rapport vil lave et “moderne dannelsesbegreb” – sidder en og kun en repræsentant for gymnasierne. Det er Allan Kjær Andersen, som er rektor for Ørestad Gymnasium.

Kjær Andersen har naturligvis sørget for, at hans “ungdomsuddannelsessted” – som han nok helst vil kalde det – er med i Ny Nordisk Skole, og så er han kendt for følgende udtalelse: “Når jeg hører begrebet ‘almen dannelse’, så kan jeg ikke lade være med at tænke på Goebbels”. (Politiken, d. 20. november 2009).

I samme kommission sidder også Lars Goldschmidt, som er formand for Ny Nordisk Skole og gammel SF’er og ven med Christine Antorini. Goldschmidt vil – ligesom resten af Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) – have, at vores lærere skal være “duracellkaniner”, der skal fremme “læring”, og han siger også, at gymnasierne – undskyld ungdomsuddannelserne – må holde op med at undervise for fagenes skønheds skyld.

Fuldstændig ligesom Mohammed Bibi i Agedrup, der vil “læringsmaksimere” hele den stakkels skole. Bibi, Goldschmidt og Andersen opfatter på en måde allesammen almendannelse som noget nazistisk, hvis man skal tage udgangspunkt i Kjær Andersens udmelding.

Erik Schmidt har fået en advarsel af dem, der siger “nej” til dannelse. Han har fået en advarsel af en åndelig strømning, der mener, at dannelse hører til nazismen. Bør han – og alle danske lærere og medborgere i det hele taget – ikke sige “nej” til det?

http://ungdomsuddannelseskommissionen.org/kommissionens-medlemmer/

 

51. d. 22. juni: Agedrup-skandalen på DR-Fyn

I formiddags dækkede DR -Fyn den skandaløse tjenstlige advarsel til Erik Schmidt, skolelærer ved Agedrup Skole; den advarsel, der blev omtalt på folkeskolen.dk i torsdags, og som blev iværksat af den splinternye skoleleder, Mohammed Bibi, og hans ligeså splinternye skoledirektør, Ina Ahrensberg.

Først siger Schmidt, hvad enhver, der arbejder med pædagogik, og sikkert også alle andre, må give ham ret i: ”Jeg kan jo ikke være på en arbejdsplads, hvor jeg ikke kan sige, hvad jeg synes er vigtigt at sige”.

Derpå støtter den lokale tillidskvinde, Juliane Ludvigsen, op på en måde, som Danmarks Lærerforening nok kunne lære noget af: ”Vi kan ikke leve med ikke at kunne diskutere, debattere og kritisere på en skole. Det er livsvigtigt for vores arbejde” – hvilket jo er så sandt, som det er sagt.

Endelig siger den ansvarlige rådkvinde i Odense, Susanne Crawley Larsen (RV) noget, der i sin åbenhjertighed kom bag på mig. Hun siger: ”Der er ytringsfrihed i Odense Kommune. Det er en universel rettighed, så selvfølgelig må man sige, hvad man vil. Man må have de holdninger, man vil og man må sige hvad man vil”.

Med dette fuldstændigt korrekte synspunkt bliver Crawley Larsen nødt til at ændre hendes forvaltnings afgørelse, trække advarslen tilbage og give Schmidt en offentlig undskyldning og 12 flasker god rødvin på kommunens – eller helst egne – vegne. Gør hun ikke det, er hun en løgnhals, der på samme tid både påberåber sig og underminerer borgernes rettigheder.

Hr. Bibi kan passende få silkesnoren ved samme lejlighed. Måske kan han blive pedel? Hvis han vel at mærke er flittig, hjælpsom og har hænderne ordentligt skruet på? Skoleleder må han aldrig mere blive.

http://www.dr.dk/p4fyn/regionale-nyheder-od4/regionale-nyheder-27467

 

52. d. 22. juni: Afskedsreception i Agedrup – blogindlæg

Reportage fra afskedsreception i Agedrup:

http://www.thomasaastruproemer.dk/reportage-fra-erik-schmidts-reception-paa-agedrup-skole-fredag-d-20-juni-2014.html

 

53. d. 24. juni: En rådkvindes selvmodsigelser

I går hørte vi rådkvinden, Susanne Crawley Larsen, sige i radioen, at i Odense må lærerne sige, hvad de vil, og i nedenstående link siger hun eftertrykkeligt det samme til Folkeskolen.dk. Samtidig lyder det som om, at hun næsten ikke har talt om den konkrete sag med sine underordnede, dvs Børn- og Ungedirektøren Ina Ahrenkilde og skoleleder Mohammed Bibi, der jo ellers har sagt til Erik Schmidt, at han da overhovedet ikke må sige, hvad han vil, og hvis han skulle finde på at gøre det alligevel, så kan han få sig en tjenstlig advarsel og så videre.

Så nu har vi udemokrati både i livsformen og i beslutningsmetoden, altså uanset demokratibegrebet. Vi har bare udemokrati over det hele – i Odense.

Sådan er det åbenbart at være skolelærer i dag. Engang var lærergerningen et frit og myndigt erhverv til beskyttelse af de fælles kundskabers liv – i delvis uafhængighed fra staten. Nu er selvsamme gerning underlagt detailregulering, tavshedstvang og dårlig embedsførelse fra selvsamme stat. Før skulle lærerne bidrage til at holde staten i etisk kontrol. Nu kontrollerer staten blot lærerne – men når den så går i gang med det, så kommer den, altså staten/kommunen, alligevel i tvivl, og nu er der kaos i den parlamentariske styringskæde, hvor man både skal tale og tie på samme tid.

Det er godt, at folkeskolen.dk’s journalister er vågne, men hvor er DLF selv? Man skulle tro foreningen var en del af Børn- og ungeforaltningen i Odense med al den inaktivitet og tavshed, man ikke kan høre eller se.

Crawley? Hun er ok, hvis hun handler efter sine og samfundets idealer. Hvis hun derimod ikke handler, er hun derimod en løgnhals, hvis udtalelser vil bidrage til at lamme samfundet, fordi hun udtaler værdier, som ingen betydning har, hvilket netop medvirker til at tømme samfundet for værdier.

http://www.folkeskolen.dk/546849/odense-raadmand-efter-advarsel-man-maa-have-de-holdninger-man-vil

 

54. d. 24. juni: I Deadline med Stina Vrang Elias fra DEA

Jeg har diskuteret dannelse med Stina Vrang Elias fra tænketanken DEA – under kompetent og venlig ledelse af Anja Bo – i deadline fra minut 19.30 i nedenstående link. Det var min TV-debut, så måske er det derfor, at jeg mumler i forbindelse med en vigtig skelnen mellem to måder at forstå “det moderne” på, at jeg ser alt for alvorlig ud, og at jeg glemmer at nævne naturvidenskaberne og meget andet. Vrang, derimod, snakker uden at tøve eller mumle og har styr på det hele. Desværre gider hun ikke tale om dagens emne, nemlig dannelse – faktisk gentager hun ikke engang de par stikord, der står i hendes rapport, hvilket jo blot bekræfter at de, altså ordene, intet betyder.

Efter at have deltaget i udsendelsen er jeg endnu mere sikker på, at en grundlæggende uddannelseslogisk lov er følgende: Jo mere uddannelser beskæftiger sig med arbejdsmarkedet, desto mindre “uddannelse” bliver de. Og eftersom DEA’s ungdomsuddannelsesforslag ikke handler om andet end arbejdsmarkedet, er den uddannelseslogiske konklusion derfor, at disse ungdomsuddannelser slet ikke er uddannelser overhovedet. Man kan simpelthen ikke knytte uddannelse og arbejdsmarked sammen, når det kommer til det begrebslige.

http://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-657

 

55. 24. juni: Agedrup-skandalen på min hjemmeside

På min hjemmeside har jeg indsat et menupunkt, der hedder “Agedrup-skandalen”.

Her registrerer jeg løbende alle omtaler af og kommentarer til sagen om Odense Kommunes skandaløse behandling af skolelærer, Erik Schmidt, så journalister og andre interesserede altid har et sted at søge information.

Får I kendskab til indlæg, artikler mm, så skriv endelig, så jeg kan få dem registreret.

http://www.thomasaastruproemer.dk/

 

56. d. 24. juni: Lektørvurdering af “Uren pædagogik 2”

Vores bog, Uren pædagogik 2, har fået en fin lektørudtalelse. Her er udtalelsen i sin helhed:

Lektørudtalelse til Uren pædagogik 2, redaktører Lene Tanggaard, Thomas Aastrup Rømer og Svend Brinkmann, 267 sider, DK 37.01.

Anvendelse/målgruppe/niveau:
Denne bog henvender sig til alle med interesse i den pædagogiske debat og skoleverdenens udvikling. Ikke bare lærere, pædagoger, studerende og skoleledere, men også de politiske beslutningstagere på skoleområdet.

Beskrivelse:
Som tallet 2 i bogens titel antyder, fortsætter denne udgivelse, hvor bogen Uren pædagogik, 2011, stoppede. Bogen diskuterer den pædagogiske tendens, hvor økonomien strammes, samtidig med at beslutningsprocesserne centraliseres, og pædagogik reduceres til metoder. Bogens artikler sætter fingeren på pulsen af den pædagogiske debat og giver bud på, hvordan den urene pædagogik kan medvirke til at præge udviklingen. Der er stof til megen debat både skolepolitisk, på skolerne og på lærer- og pædagoguddannelserne.

Sammenligning:
Bogen er en opfølgning på Uren pædagogik, 2011, som det vil være oplagt også at læse.

Samlet konklusion:
Denne artikelsamling rammer godt ned i den pædagogiske debat, som er på sit kogepunkt i disse år, hvor grundskolen står overfor den nok største omvæltning nogensinde. Det er interessant og tankevækkende læsning for både de pædagogiske udøvere og de skolepolitiske beslutningstagere. Der er stof til megen overvejelse og debat.

Henrik Munch Jørgensen

 

57. d. 25. juni: Henrik Gade Jensen om Agedrup-skandalen

En af landets fremtrædende debattører, sognepræst Henrik Gade Jensen, har forfattet et på alle måder fremragende indlæg om Agedrup-skandalen. Jeg deler alle hans vurderinger – helt ned i den detaljerede detalje.

Og vokabularet er herligt. Læs f.eks.: “Udefra ligner det en kinesisk kulturrevolution, hvor unge og nye ledere som rødgardister ikke nøler med at eksekvere advarsler og udgrænse erfarne medarbejdere for deres ”negative adfærd og negative attitude”.

En maoistisk kulturrevolution i konkurrencestatens tjeneste?

http://jyllands-posten.dk/blogs/henrikjensen/ECE6828758/skal-vore-boern-undervises-af-eftersnakkere-klakoerer-og-konformister/

 

58. d. 25. juni: Eksamensopgaver

Dejligt at læse eksamensopgaver. Fx gjorde en studerende mig opmærksom på nedenstående initiativ, “Vores skole” fra 2009, som er et forstudium til Ny Nordisk Skole. Der blev også i forbindelse med “Vores skole” i 2010 skrevet en kronik i Information, hvor man underlagde sig den daværende regerings 360 graders eftersyn af skolen; et eftersyn, der forstærkede en instrumentaliseringsproces, der allerede var i gang, og som nu er altdominerende – og med et stærkt overlappende persongalleri ved fabrikkens operationspanel.

Måske er det også i “Vores skole”-initiativet, at Danmarks Lærerforening sælger en del af sin sjæl? Måske er det blandt andet her, at de tager skredet sammen med professor Jens Rasmussen, der medvirker i videoerne, fra 1980ernes pædagogik med rødder i kommunistisk strukturalisme. Derfra bevæger man sig sammen via en “operativ konstruktivisme” til den neoliberale reformpædagogik, der nu sænker alt og giver flittige folk “advarsler”, som DLF ikke rigtigt vil sige noget om?

Hele dette fælles skred finder sted i et tiltagende opgør med filosofi og dannelse, og det ender med de synspunkter, som pt fremstilles af tænketanken DEAs ungdomsuddannelseskommission, hvor Goldschmidt jo deltager, og Goldschmidt var jo også med i Ny Nordisk Skole – og i “Vores Skole” – og han var naturligvis medforfatter på en række af Antorinis bøger mm.

Nå ja, det er bare lidt løse fornemmelser – den slags, der plejer at være rigtige.

http://www.folkeskolen.dk/547025/alex-arendtsen-ytringsfriheden-er-klemt-i-odense

 

59. d. 25. juni: Moderne = ikke

Niels Jakob Pasgaard (NJP), som er lærer ved professionshøjskolen VIA, har været på twitter sammen med tænketankens DEA’s direktør, Stina Vrang Elias (SVE).

Det var jo DEA’s såkaldte ungdsomsuddannelseskommission, der i forrige uge fremlagde intet mindre end et ”moderne dannelsesbegreb” for den undrende offentlighed. Det blev ordnet på ganske få linjer med helt-alene ord som ”demokrati”, ”værdi” og ”det globale”, og det hele foregik uden en eneste reference til noget, der blot kunne mindre om en pædagogisk, filosofisk eller videnskabelig litteratur. Jeg skrev meget kritisk om det i Berlingeren, for det blev jeg nødt til, hvis jeg fortsat skal føle mig berettiget til at kunne undervise i pædagogik.

I mandags mødtes jeg med SVE i Deadline, hvor vi skulle have diskuteret dannelse, men her nævnte hun ikke engang “helt-alene ordene”, så det var lidt op af bakke, synes jeg.

Men nu har NJP været i stand til at trække nogle flere synspunkter ud af SVE. Det fik han lige ordnet på det driftige medie, twitter, og det skal han have tak for, for så kan alle jo se, hvilken forskrækkelighed, der er gang i.

Lad os se på et fire eksempler. Husk, at på twitter er der tegn-begrænsninger, så formen er lidt kort og abrupt:

1. NJP skriver: ”Fint med fokus på arbejde, håndværk etc., men det må være på arbejdets og fagenes præmisser, ikke arbejdsmarkedets”. Dermed trækker han på et par helt almindelige dannelsesteoretiske distinktioner. Men så svarer Vrang Elias: ”Hvad er forskellen?”. Hovsa! Der var vist lige et dybt hul. Arbejdsmarkedet er simpelthen det samme som et ”fag” og et ”håndværk”. Det synspunkt vil da helt sikkert ødelægge hele uddannelsessystemet, altså hele landets pædagogiske aktiviteter. Jeg siger det bare.

2. På et tidspunkt siger NJP: ”Lav ungdomsarbejdsløshed er ikke det primære formål med uddannelse – det er positivt men ikke primært”. Så svarer SVE: ”Det tror jeg så ikke, at vi bliver enige om”. Men mener SVE, at lav ungdomsarbejdsløshed ligefrem skulle være det primære formål med vores ungdomsuddannelser? Altså det primære? Jeg er målløs? Er det ikke bare så trist? Jeg græder lidt over sådan nogle små lukkede ord. Snøft.

3. Men måske er det heller ikke rigtigt, det der med ”ungdsomsarbejdsløsheden”, for lidt senere siger SVE lige pludselig: ”Det moderne dannelsesbegreb, som vi har lagt frem, handler både om hånd og ånd”. Men det passer helt sikkert ikke, for disse to ord, altså ”hånd og ånd”, er kun nævnt en eneste gang i ungdsomskommissionens rapport, og det er slet ikke i forbindelse med ”dannelse”. Jammen, er det ikke mageløst. Nu handler ”det moderne dannelsesbegreb” pludselig om noget, som det slet ikke handler om, og som var noget helt andet end i den forrige sætning.

4. Så skriver SVE lige så “lige pludselig” som under punkt 3: ”Kunne det være aktive samfundsborgere, der kan agere i en global verden i et demokratisk samfund?”. Denne udmelding er bestemt et (meget lille) fremskridt i forhold til argumentationsniveuaet, for netop disse ord indgår – i modsætning til hånd, ånd og ungdomsarbejdsløshed – rent faktisk i den yderst kortfattede tekst om dannelse, man kan læse i kommissionsrapporten. Men hvad disse ord, altså “samfundsborger” og det “globale”, betyder, er der ingen tegn på refleksion over. Selv er jeg overbevist om, ud af lang erfaring, at hvis SVE blev gået lidt på klingen, ville hun havne i den nye kategori ”medarbejderborgeren”, der er beskrevet af idehistorikeren Jens Erik Kristensen, og hendes ”global verden” vil ende med at være ”det globale arbejdsmarked” eller en Pisa-liste. Der er ingen tegn på andet. Men, spørger læseren, hun siger jo også helt-aleneordet “demokrati”. Det er rigtigt, men jeg har alt for mange mulige betydninger af det ord i hovedet, til at jeg rigtigt kan svare hende. Hun må simpelthen sige noget mere.

Dermed er vi tilbage i udgangspunktet: moderne=ikke. Og ved I, hvad jeg synes er allermest ærgerligt? – og det kunne jeg også se på twitter – blot i en anden tråd. Det er, at en af DEAs store fans åbenbart er en Phillip Dimsits, ,som er formand for DGS, gymnasieelevernes organisation. Det er nok det, DEA mener, når de i rapporten skriver, at de vil møde eleverne i “øjenhøjde”. Måske skulle man lade være med det. Måske skulle man gøre, som Hannah Arendt siger: ”Education is the point at which we decide whether we love the world enough to assume responsibility for it”. Måske skulle vi i stedet møde den fælles “verden” i øjenhøjde; så kunne “elevernes øjne” få noget at se op til, at undre sig over og at gøre noget ved. For det er jo ikke let som en ung mand eller kvinde at engagere sig i en verden, som en magtfuld tænketank ikke engang mener eksisterer, har glemt, er ligeglad med, eller hvordan det nu måtte hænge sammen.

Se tweets: http://www.conweets.com/edidaktik/stinavrangelias/

 

60. d. 26. juni: Alex Arendtsen (DF) om Agedrup-skandalen

Dansk Folkepartis skoleordfører, Alex Arendtsen, går ind i Agedrup-sagen, og det skal han have tak for – ligesom dengang han også ene mand tog Koldau-sagen op i Folketinget. Men man skal huske på, at Arendtsen var med i skolereformens forligskreds, og at han derfor ikke har kraft til at kritisere Odense kommune ordentligt.

Det er i det hele taget fint at tale om ytringsfrihed mm, men det er som om, at rigtig mange tror, at en skole bare er et kommunalt organ med ret til lidt kritiske ytringer på kanten, som man så lige må acceptere. De glemmer, at en skole simpelthen er lavet, defineret og konstitueret af kritik, diskussion og iderigdom vedrørende både mål, midler og metoder og disses placering, nytte og tingslighed i kulturen. Men en sådan ægte skolepraksis kan ikke etableres med skolereformen, fordi alle målene er detailreguleret. Det er også derfor, at Arendtsen er lidt sløv i mæglet, selvom vi naturligvis skal være lykkelige for, at han siger noget overhovedet.

Måske ved han ikke, at reformen er konciperet af folk, der har et horn i siden på national dannelse, som man jo ellers skulle tro, at Arendtsen ville værne om.

http://www.folkeskolen.dk/547025/alex-arendtsen-ytringsfriheden-er-klemt-i-odense

 

61. d. 27. juni: Konkurrencestaten på Folkemødet (blogindlæg)

Konkurrencestaten regerer på Folkemødet:

http://www.thomasaastruproemer.dk/folkemoede-2014-statsideologen-ove-kaj-pedersen-i-hoejskolernes-telt-og-paa-allinge-bibliotek-2.html

 

62. d.28.juni: Kommentar af Erik Schmidt i Fyens Stiftstidende

Kommentar af Erik Schmidt i dagens Fyens Stiftstidende, hvor han gentager sagens fakta, så de nærmest blænder:

Åndsfrihed i skolen
af Erik Schmidt, Fyens Stiftstidende, d. 28. juni 2014

Børn-og ungerådmand Susanne Crawley Larsen siger til Fyens Stiftstidende, at man som medarbejder i Odense Kommune må mene det, man vil, og man må også gøre rede for det.

Det er jeg glad for, at hun siger. Så er jeg sikker på, at jeg ikke har gjort noget forkert, selv om Odense Kommune har givet mig en advarsel for ” negative holdninger og synspunkter”.

Videre siger hun, at man som medarbejder ikke må undlade at følge lederens anvisninger. Man skal gøre, hvad lederen har besluttet. Man skal passe sit arbejde. Også denne udtalelse er jeg glad for. Jeg har nemlig ikke nægtet at følge min leders anvisninger eller nægtet at udføre en ordre. Aldrig.

Hvad har jeg da gjort? Jeg har kritiseret den nye, unge leder, der nu har været på min skole i tre måneder, for tre forhold:

1: Han har fremlagt en vision for skolen uden at inddrage lærerne og i øvrigt uden at forholde sig til folkeskolens gode og brede formålsparagraf.
2: Han har indført en ny struktur på skolen uden først at fremlægge den for medarbejderne.
3: Han har forbeholdt sig ret til at give lærerne forskellig, individuel forberedelsestid uden at ville offentliggøre kriterierne for tildelingen. Det har jeg kaldt ” lukket ledelse”.

Jeg har ikke i min nye leders korte embedstid på møder på skolen kritiseret folkeskolereformen generelt. Kun forholdt mig til de punkter, der er kommet op på vores møder.

Er jeg kritisk over for folkeskolereformen? Ja! Kan man være det, og alligevel arbejde loyalt under det nye regime? Ja! Bare spørg alle de politibetjente, der kritiserede eller stadig er kritisk over for politireformen. Medarbejdernes kritik kan og skal forbedre skrivebordsfødte reformer.

Jeg har også ifølge advarselsteksten ” pisket en negativ stemning op i lærerkollegiet”. Har jeg det? Nej, det har jeg ikke. Lærerne har fem dage efter indkaldelsen af mig til tjenstlig samtale haft et fagligt møde, hvor de giver udtryk for bekymring for fremtiden og utilfredshed med, at lærerne ikke bliver hørt om væsentlige spørgsmål, der vedrører deres arbejde, manglende ejerskabsfølelse til alle forandringerne, der hidrører fra skolereformen, loven, der skal regulere tjenestetiden og den nye ledelse. Desuden finder lærerne det “chokerende”, at en kollega er indkaldt til tjenstlig samtale og bliver sanktioneret for at være kritisk og følelsesmæssigt påvirket på et personalemøde. Mine kolleger deler altså mine bekymringer og min kritik. Jeg har bare protesteret og sagt kritikken højt.

Med hensyn til at passe sit arbejde kan jeg yderligere berolige min arbejdsgiver med, at jeg i mine 37 år som lærer aldrig har fået så meget som en uformel henstilling for at have ” negativ attitude” og nok hen over alle årene kun har haft omkring 14 sygedage.

På trods af at der findes kræfter, der ønsker at gøre skolen til en læreanstalt, er skolen vel stadig en kulturinstitution. Måske den vigtigste vi har med henblik på, at vi som folk kan lære at forstå hinanden og leve skikkeligt sammen.
Vi skal lære at være et folk. Det er derfor, det hedder en folkeskole. Og det er derfor, der i folkeskolens formålsparagraf står, at skolens dagligdag skal være præget af demokrati og åndsfrihed. Ja, det står der faktisk.

Må vi så ikke bede om det? Altså åndsfrihed i skolen!

 

63. d. 28. juni: Alex Ahrendtsen (DF) om Agedrup-sagen i DR-Fyn

Alex Ahrendtsen, skolepolitisk ordfører for DF og valgt til Odense byråd, kritiserer i nedenstående udsendelse børn- og ungerådmand, Susanne Crawley Larsen, for passivitet i sagen om knægtelsen af lærer Erik Schmidts ytringsfrihed og pædagogiske frihed. (indslaget indleder udsendelsen)

http://www.dr.dk/p4fyn/regionale-nyheder-od4/regionale-nyheder-27711

 

64. d. 28. juni: Postmoderne ondskab

Hvem har sagt følgende?

”Vi kommer kun i mål, hvis lærerne også synes, at det er deres skole og deres projekt. Jeg forsøger for alt i verden ikke at udvikle en lønmodtagerkultur hos vore lærere; En kultur hvor man mest går på arbejde for at tjene penge til at holde ferie for. Den folkeskole, jeg ønsker mig, bliver nemlig kun virkelighed, hvis lærerne også gør det, de ikke får besked på – hvis de yder en særlig indsats over for lige præcis det barn, der behøver det”

Det har Susanne Crawley Larsen. Hvem er hun? Hun er skolerådmand i Odense Kommune. Hvor har hun sagt det? Det har hun sagt i en grundlovstale her i 2014.

Ok, men hvem har så sagt det her?

”Der er ytringsfrihed i Odense Kommune. Det er en universel rettighed, så selvfølgelig må man sige, hvad man vil. Man må have de holdninger, man vil og man må sige hvad man vil”.

Ved I hvad? Det har Susanne Crawley Larsen også – i radioen på DR-Fyn den anden dag. Hun har sagt både det ene og det andet. Hun forsøger at tale om de rettigheder og om den filosofi, der har grundlagt vores fællesskab. Hun vil gerne tale om os, om mig, om dig – på grundlovsdag og i den frie offentlighed.

Hendes ord emmer af vores mest grundlæggende rettigheder og vores glæde ved at lave et godt stykke arbejde og diskutere det på kryds og tværs. Vi burde være lykkelige.

Men i virkeligheden er det løgn det hele; en løgn, der skal dække over virkelighedens virkelighed; en virkelighed, der tumler kaotisk, støjende og smertefuldt rundt i bygningerne på Fyn.

Det er en nedrig, undergravende, forstemmende og ond løgn. Det er løgn, fordi Crawley Larsen i praksis støtter det stik modsatte, end det hun bruger vores fælles etiske ord til at begrunde. Tag hver eneste sætning i de to citater og sammenlign med den praksis, der udspiller sig i disse uger på hendes skole i Agedrup, Realiteterne, som hun forsvarer, er de stik modsatte af de smukke ord, som vi troede, vi forstod: I Agedrup detailreguleres lærerne efter alle de konkurrencestatslige principper. Der skal man ikke engagere sig efter grundlovens ånd, og man har bare at makke ret på alle leder og kanter, når en ung og splinterny leder som Mohammed Bibi – bakket op af en ligeså splinterny skoledirektør, Ina Ahrensberg – udfolder sin magtbrynde, så lærerne formodentlig snart ikke tænker på andet end at ”tjene penge” og ”holde ferie”, som Crawley Larsen jo ellers var imod i sin tale.

Med denne alvorlige modsætning misbruger Susanne Crawly Larsen vort politiske og faglige sprog. Hun ødelægger vores mulighed for at beskrive vores arbejdsliv med etiske ord. Hun stjæler vores åndelighed. Hun ødelægger os og mig og dig. Derfor er det nedrigt og ondt, og det skærer i indvoldene, for nu kan jeg ikke mere bruge de ord, som jeg er lavet af. Derfor skal hun holde op. Så hellere en ren teknokrat, der ikke pynter sin instrumentalisme med ord fra den moderne friheds og lærers fødsel.

Med mindre vi kan få landets lærere – altså alle der har et pædagogisk ansvar i samfundet – til at regulere staten lidt i stedet for omvendt. Så det er grundloven der holder staten i ave – også i realiteten. Så kan det være, at Crawley Larsen skifter hest helt og aldeles og begynder at handle, som hun taler.

Hvordan skifter man hest? Man beder alle ansvarlige – dvs. hende selv, Bibi og Ahrensberg, om at beklage dybt -, man skifter skolelederen ud, sætter skoledirektøren under en form for pædagogisk og etisk administration, lover bod og bedring, som man OVERHOLDER. Man må endelig heller ikke glemme at sende 12 flasker god rødvin til Erik Schmidt for nedbrydende og ond behandling sammen med et brev, hvori kommunen officielt roser ham for hans store arbejde for skolen, lokalsamfundet og landet, og hvori kommunen også opfordrer alle lærere i Odense til at gøre som han. Det hele lægges på hjemmesiden og sendes ud til kommunens skoler – undtagen de 12 flasker naturligvis, for dem kan hr. Schmidt jo selv drikke.

Gør man det, så er der slet ingen postmoderne ondskab mere – så er der kun tilgivelse. Så er alt som det bør.

 

65. d.29. juni: Frihed og tvang

1.

Det modsatte af frihed er ikke tvang. Det modsatte af frihed er dressur.

Det modsatte af tvang er ikke frihed. Det modsatte af tvang er kontingens
(= alting kan altid være anderledes).

2.

Tvang og frihed hører sammen i pædagogikkens og politikkens kunst.

Dressur og kontingens hører sammen i læringens og styringens metode.

 

66. d. 29. juni: Rosa Lund (EL) om Agedrup-sagen i Fyens Stiftstidende

Så vågnede den yderste venstrefløj, altså Enhedslisten – tak for det! SF mm. kan ikke sige noget særligt, for de er fans af skoleforliget og Ny Nordisk Skole, som er den filosofi, der har givet Schmidt en advarsel:

HAMRENDE URIMELIGT
Fyens Stiftstidende, d. 29. juni 2014
af Rosa Lund MF (EL), uddannelsesordfører

Socialdemokraterne, De Radikale, SF, Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative fratog sidste år lærernes deres kollektive arbejdstidsaftale og indgik samtidig en folkeskolereform, der på nul komma fem skyllede en tsunami af nye krav og strukturændringer ind over folkeskolen. Det skal alt sammen implementeres nu – og det medfører selvfølgelig et hav af spørgsmål og undren ude på lærerværelserne.

Men på Agedrup Skole har lærer Erik Schmidt fået en advarsel for undrende spørgsmål – først fra skolelederen, siden af børn-og ungedirektøren i Odense Kommune.

Det er hamrende urimeligt og fuldstændig ude at proportioner, og det er en alvorlig sag, der kan føre til, at ytringsfriheden blandt offentligt ansatte i praksis vil blive mindre.

Det rejser to centrale spørgsmål: 1. Hvad er det for en ytringsfrihed, vi har i Danmark, hvis lærerne ikke må ytre sig om deres arbejde? 2. Hvorfor er der ikke en minister, der står op for lærernes rettigheder?
For mig at se er der tale om en krænkelse af ytringsfriheden, advarslen bør trækkes tilbage – og ministeren bør gå ind i sagen og sikre, at lærere og andre offentligt ansattes reelt har frihed til at ytre deres holdning. Brug din ytringsfrihed, Antorini – stå op for lærerne.

 

67. d. 29. juni: Rosa Lund (EL) om Agedrup-sagen i DR-Fyn

I denne DR-Fyn-udsendelse fra i dag (første indslag) kritiserer skoleordfører, Rosa Lund (EL), Odense Kommune for kommunens behandling af lærer Erik Schmidt. Lund vil tage sagen op i et §20 spørgsmål til undervisningsministeren, hvilket hun skal have stor ros for. Jeg håber, at LA og DF vil bakke op om Lunds initiativ, da også disse partier har udtalt sig kritisk om sagen. Jeg håber naturligvis også at resten af partierne vil spørge, men jeg tror det desværre ikke.

http://www.dr.dk/radio/ondemand/p4fyn/regionale-nyheder-27738#!/00:01

 

68. d. 30. juni: Skoledirektør Ina Ahrensbergs sommerhilsen til Odenses lærere – blogindlæg

Skoledirektøren i Odense Kommune har sendt en sommerhilsen til lærerne. Det er nedrig og pinlig læsning:

http://www.thomasaastruproemer.dk/boern-og-ungechef-ina-ahrensbergs-sommerhilsen-til-laererne-i-odense-kommune.html

Skriv en kommentar