Facebook-drys 11: Juli-august 2014

Her er 64 facebook-opdateringer fra perioden juli-august 2014. Man kan enten klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå fb-opslag med diverse kommentarer, eller man kan læse opdateringen på herværende blogindlæg, hvor den har været en lille tur i sproghjørnet. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart efter teksten.

Perioden er præget af Agedrup-sagen og af udgivelsen af bogen Uren Pædagogik 2

  1. Svar på indlæg af Stina Vrang Elias i Politiken om ungdomsuddannelser
  2. Mohammed Bibis pædagogik
  3. To indlæg om Agerdrup-sagen af Rasmus Grauenkjær og Karen Ringsmose
  4. Blogindlæg om Mohammed Bibis pædagogik
  5. To indlæg om Agedrup-sagen – afskedsreception og ”superfantastisk”
  6. Hvad er pædagogik?
  7. Dannelse, Goebbels og DEA
  8. Læserbrev om Agedrup-sagen fra Enhedslisten
  9. Tankestrøm om dannelse
  10. Konkurrence-stat og masse-universitet
  11. Anmeldelse af Uren Pædagogik 2 i Højskolebladet
  12. NÅ-generationen
  13. Hvad er en skole?
  14. Læserbrev om Agedrup-sagen fra Dansk Folkeparti
  15. God sommerferie
  16. Dumbledore eller Nidkjær?
  17. Folkemøde om dannelse og kompetencer
  18. Inklusion = eksklusion
  19. Handling og anvendelse
  20. Godt indlæg af Steen Hildebrandt
  21. Evidens og pædagogik er modsætninger
  22. Jeppe Bruus og Rune Heiberg Hansens forskningssyn
  23. Videnskab og teologi
  24. Truslen mod Demokratiet
  25. Om Konkurrencestatstidende (tidligere Politiken)
  26. Antorinis svar til Rosa Lund om Agedrup-sagen
  27. Læserbrev om Agedrup-sagen af Birger Munter
  28. Susanne Crawley Larsens postmoderne løgn
  29. Gymnasiets endeligt
  30. Det borgerlige Danmark
  31. Bondos herlige tweet
  32. Radioindslag om Agedrup-sagen
  33. Folkeskolen.dk om Agedrup-sagen
  34. Henrik Gade Jensen om Agedrup-sagen
  35. Lone Nørgaard anmelder Uren pædagogik i JP.
  36. Godt indlæg af Casper Sand
  37. Indlæg om Agedrup-sagen af Brian Degn Mårtensson
  38. Skoleleder Morten May forlader folkeskolen
  39. Proletarisering
  40. Erik Schmidt og bladet Opinion
  41. Alexander von Oettingen og Camilla Wang
  42. Alexander von Oettingen og Andreas Rasch-Christensen
  43. Sammenfatning af Agedrup-sagen
  44. Forholdet mellem det monologiske og det dialogiske
  45. Jens Rasmussens bur
  46. Dansk Magisterforening skriver indlæg i Agedrup-sagen
  47. Dansk Magisterforeningen på Folkeskolen.dk
  48. Link til et bur
  49. 19 intellektuelle går ind i Agedrup-sagen
  50. Forholdet mellem skoler og verdensklasser
  51. Mohammed Bibis spalte
  52. Lærerstandens proletarisering
  53. Drømmeskolen
  54. Hvad er barnets natur?
  55. Jubilæumsfest på Agedrup Skole
  56. Agedrup-sagen på magisterbladet.dk
  57. Kronik af seminarielærere i Information om Agedrup-sagen
  58. Stridbar nationalisme
  59. Godt indlæg af Brian Degn Mårtensson
  60. Flere eksaminer og færre tests
  61. Hvor er åndsfriheden?
  62. Her er åndsfriheden
  63. Europas ånd og Agedrup
  64. Opdateret hjemmeside om Agedrup-sagen

 

1. d. 1. juli: Svar på indlæg af Stina Vrang Elias i Politiken om ungdomsuddannelser

Jeg har sendt nedenstående kommentar til Politiken som svar på et indlæg, som Stina Vrang Elias fra DEA skrev i forgårs. Vrang Elias’ indlæg kan læses i bunden.

MIT INDLÆG:

Stina Vrang Elias argumenterer d.29/6 – med udgangspunkt i en rapport fra tænketanken DEA’s ungdomsuddannelsesgruppe – for, at alle ungdomsuddannelserne skal have et ”fælles” og ”moderne dannelsesbegreb”.

Hun siger, at DEA ikke har noget imod ”klassisk dannelse”, men deri tager hun fejl. Den eneste gymnasiemand i kommissionen er rektor Allan Kjær Andersen, og han har sagt: ”Når jeg hører ordet almen dannelse, så tænker jeg på Goebbels”. Niels Egelund, som også er med i gruppen, har sagt, at der ikke er forskel på en uddannelsesforsker og en økonom, og han klør på med sin PISA-gymnastik helt uden tanke for europæiske og nationale traditioner. Endelig er Lars Goldschmidt, som også er med i gruppen, fan af den såkaldte konkurrencestat, som vil gøre dannelsen til et middel til optimering af økonomisk vækst og statslig styrke. I sådan en tænkning bliver uddannelsesidealerne ”soldaten i konkurrencestaten”, ”medarbejderborgeren” og ”opportunisten”, som det hedder i jargonen. Gøres dannelse til et middel til vækst på denne måde, ophører den med at være dannelse. Dannelse er simpelthen defineret ved de formål, indhold og processer, der har værdi i sig selv – uanset det økonomiske liv. Men det er ikke det samme som at sige, at dannelsen er ”virkelighedsfjern”, som det hedder hos Elias – tværtimod.

Læser man kommissionens rapport, er der da heller ikke det mindste tegn på den ”helhedsopfattelse”, Elias taler om. Tværtimod er al systematik og alle referencer renset for dannelse, videnskab og omtanke. Det er totalt teknisk det hele. Kommissionen foreslår ultrakort tre ene-og-alene ord, nemlig demokrati, værdi og det globale, men det er helt uden indhold og bestemmelse, og de opsluges – helt efter anti-dannelsens principper – fuldstændig af den ekstreme fokusering på ”arbejdsmarkedet”.
Elias mener, at andre dannelsesbegreber end hendes eget er elitære. Men det passer ikke. Der er en rig dannelsestradition knyttet til demokratiet, og desuden glemmer hun også, at selv de klassiske dannelsestænkere skrev om mange ting, der sagtens kan appliceres i et samfund præget af lighed, fordi de fleste af deres overvejelser handler om, hvad det vil sige at være menneske overhovedet.

Endelig er det lidt trist at læse, at Elias åbenbart tror, at ”dannelse” i gymnasiet bare er noget bogligt, som om det har noget med at få 12 at gøre, noget for de 5%. Dannelse på et gymnasium kan ikke reduceres til bøger og heller ikke til ”teori”. Det handler om indvielsen til europæiske oplysningsværdier som frihed, myndighed, kritik og videnskab, og skulle det ikke være et prisværdigt formål for ca. 40% af vores unge? Det er også trist, at den erhvervsmæssige dannelse reduceres til at ”problemløse” på ”arbejdsmarkedet”, fordi diskussioner af arbejdet, håndværket og tingene er over det hele i europæisk tænkning.

Et moderne dannelsesbegreb for ungdomsuddannelse bør ikke være ”fælles”, men snarere tage udgangspunkt i uddannelsernes forskellighed. Gymnasiet er oplysningens sted og erhvervsuddannelserne er håndværkets og tingenes sted. Med denne forskellighed vil de faktisk kunne mødes frit i stedet for at være tæmmet af et bedrevidende og teknisk konciperet, dvs. udannet, ”arbejdsmarked”, der vil tæmme både oplysningen og tingene, altså dannelsen, på forhånd.

Elias’ bemærkning om, at dannelse skulle være at ”afskærme sig fra samfundet” og at ”skue tilbage i tiden i håb om, at status quo varer ved” er også forkert. Man må tænke på, at det er ud af den frie dannelse, at alle leve- og bæredygtige institutioner i samfundet er skabt, f.eks. universiteterne, gymnasierne, højskolerne, folketinget og børnehaverne. Det dannede menneske er derfor ekstremt fremtidsorienteret, men han er totalt ligeglad med ”arbejdsmarkedet” – det er klart. Derimod er han glad for ”arbejdet”.

Elias mener, at DEA har underkastet dannelsen et ”kritisk eftersyn”. Det har hun ikke. Hun har afviklet den.

——————————————————————-

“HVEM SKIFTER VANDLÅSEN?
af Stina Vrang Elias, direktør for tænketanken DEA
Indlæg i Politiken, d.29. juni 2014

JAGTEN PÅ definitionen af dannelse er gået ind. Er man dannet, når man har pløjet sig igennem idéhistoriens samlede værker? Eller er man dannet, når man kan skifte vandlåsen i køkkenet? Dea’s Ungdomsuddannelseskommission kom for nylig med sit bud på, hvad dannelse kan være, i et forsøg på at gentænke vores ungdomsuddannelser, så de bliver mere attraktive for de unge og i bedre overensstemmelse med arbejdsmarkedets fremtidige kompetencebehov.

Kommissionen er fortaler for en helhedsopfattelse, hvor elever klædes på til at løse problemstillinger i den verden, de skal ud og møde. Dermed ikke sagt, at fi-losofi, kunst og historie ikke er en del af dannelsen. Udfordringen består snarere i at finde en balance mellem boglig kunnen og evnen til at kunne anvende sin viden og handle på baggrund af den. I dag får man let indtryk af, at kun det boglige dannelsesideal værdsættes, hvilket reelt betyder, at kun fem procent af den voksne befolkning – dem med en universitetsgrad – er berettiget til at kalde sig dannede borgere i samfundet.

I Dea er vi ikke ude på at opløse det klassiske, historisk funderede dannelsesideal – vi vil blot en mere tidssvarende dannelsesforståelse. Vores pointe er, at dannelse bør udvikle sig i takt med verden udenfor – hvad enten det så er elfenbenstårnet eller elektronikværkstedet, man kigger ud fra.

En dannelsesforståelse uden relation til arbejdsmarkedet er en virkelighedsfjern forståelse. Dannelse må også handle om at kunne navigere i verden, forstå det, der er anderledes end en selv, og at omsætte sin viden, så den får værdi for en selv og for samfundet. Dannelse er ikke at afskærme sig fra samfundet, kigge sig over skulderen og skue tilbage i tiden i håb om, at status quo varer ved. For hvor var vi som civilisation, hvis vi ikke kunne sætte spørgsmålstegn ved herskende forestillinger og den måde, hvorpå vi opfatter den viden, vi står på skuldrene af? Sat på spidsen mister vi velfærd, hvis vi ikke giver vores dannelse et reality check i ny og næ. I den realpolitiske verden er det faktum, at vi kommer til at mangle faglærte om få år, hvis ikke vi ændrer de unges syn på det at vælge uddannelse og på, hvad der er meningsfuldt og prestigiøst.

Det bør være motivation for at underkaste dannelsesforståelsen et kritisk eftersyn, som samtidig kan bidrage til at nuancere den akademiske dannelsesforståelse, så flere anerkender værdien af håndens arbejde.

Fint skal det være. Men ikke så fint, at det bliver elitært.”

 

2. d. 1. juli: Mohammed Bibis pædagogik

Mohammed Bibi – der som helt nyansat skoleleder giver advarsler til dygtige, erfarne og engagerede lærere for at slå en prut – blev d. 11. februar 2014 interviewet til hjemmesiden vollsmose.dk i forbindelse med, at han skulle tiltræde sin nye stilling som skoleleder for Agedrup Skole.

1.
I interviewet udstikker han, i yderst kort form, sit pædagogiske program, der lyder sådan her:

”Børn skal blive så dygtige, som de kan. Det er den mest hellige og fundamentale mening med folkeskolen. Vi skal være talentspejdere og spotte talenter ud over dansk og matematik. Vi skal have børnene til at stå på tæer og nå deres mål.”

Med disse formuleringer støtter Bibi en særlig form for radikalisering af den i forvejen meget mekaniske filosofi fra Ny Nordisk Skole (“så dygtige de kan”). Ny Nordisk Skole-folkene plejer blot at mene, at vi skal indrette skoletænkningen efter ”læring”, forstået som scoring på tekniske færdigheder og trivselsindikatorer. De plejer at ”glemme” det væsentlige, nemlig skolens formål, i en form for naivitet, der kammer over i et simpel metodeinferno.

Men Bibi forbliver ikke i nogen naivitet. Hos ham bliver disse mekaniske simpelheder ligefrem ophøjet til en ”hellig og fundamental mening med folkeskolen”. Med udgangspunkt i denne pseudo-religiøse besværgelse er det ikke svært at forstå Bibis totalitære hastværk i Agedrup. Nu er Ny Nordisk Skole og den hermed forbundne skolereform og ledsagende normaliserings/proletarisering af lærerne ligefrem ”hellig” og ”fundamental”.

(jeg minder om, at det netop var “læringsmaksimering”, organisationstænkning og spørgsmålet om forberedelsestid, der var emnerne for de tre møder på Agedrups skole, der førte frem til Schmidts kritik.)

2.
Derpå fortæller Bibi, hvordan han vil behandle sine medarbejdere:

”Mohammed Bibi vil holde sit personale ved ilden. Det gør han ved at skabe et godt arbejdsklima med mulighed for, at personalet kan udvikle sig fagligt. Han pointerer, at Danmarks bedste skole også er en god arbejdsplads. Det er den ikke uden trivsel. Og så er lokalsamfundet altafgørende.”

Bibi har altså en mærkelig måde at praktisere sine ideer på efter min opfattelse. Han vil gerne have folk, der udvikler sig fagligt og bidrager til trivsel og lokalsamfund, samtidig med at han vil AF MED folk, der praktiserer netop dette.

Måske kan man kun udvikle sig fagligt på Bibis skole, hvis man beder til den nye ”helligdom” – nemlig ”læring”. Det er nok det, han mener med at ”holde sit personale ved ilden” – den ”hellige ild”.

Interview med Mohammed Bibi: http://www.vollsmose.dk/BoernOgForaeldre/Nyheder/2014/2/Mohammed-Bibi-vil-uddanne-boern-til-fremtiden.aspx

 

 3. d. 3. juli: To indlæg om Agerdrup-sagen af Rasmus Grauenkjær og Karen Ringsmose

To indlæg om Agedrup-skandalen:

1. ”Jeg græmmes”, af tidligere lærer på Agedrup skole, Rasmus Kirk Grauenkjær, i Fyens Stiftstidende, d. 2. juli, 2014.
2. ”Skolerne og ytringsfriheden” af cand. pæd. phil, Karen Vinther Ringsmose, i Kristeligt Dagblad, d. 3. juli, 2014.

1. JEG GRÆMMES
af Rasmus Kirk Grauenkjær, Fyens Stiftstidende, d. 2. juli, 2014

I mine otte år på Agedrup Skole var jeg stolt af vores tradition for ærlige og faglige diskussioner på lærermøderne, hvor de retoriske bølger gik højt.

Her var en kultur med plads til debatter, hvor bladet blev taget fra munden, og hvor alles holdninger og meninger blev lagt på bordet. Jeg var bestemt ikke enig med Erik Schmidt i alt, men det er heller ikke pointen.

Pointen er, at der var plads og rum til forskellighed, argumenter tørnede sammen og blev slebet til. Overflødig varm luft og tom retorik holdt ikke, værdier blev italesat og skulle argumenteres ind over målstregen.

Og det er sådan set også en af de kerneværdier, vi arbejder på at videregive til vores elever.

Har man hverken sine argumenter i orden eller en grundholdning, hvor man anerkender, at pædagogik og dannelse ikke er en entydig størrelse, kommer man som leder naturligvis let på tynd is i en sådan kultur.

Man kan måske ligefrem forfalde til at udstede tjenstlige påtaler, hvis man retorisk maler sig op i et hjørne, man ikke kan argumentere sig ud af. Hvilket måske også er vel meget forlangt i det konkrete tilfæde med Erik Schmidt – med så tyndbenet og fornuftsstridig en sag på hånden.

Hvis en ledelse ikke formår at anerkende værdien af en flok engagerede lærere og en livlig og sober debatkultur, er konsekvenserne i min optik fatale.

Det vil man som professionel lærer ikke stå model til og vil lede andetsteds for at udfolde sit virke.
Som Erik har gjort. Øv.

—————————————————-

2. SKOLERNE OG YTRINGSFRIHEDEN
Af cand pæd.phil., Karen Vinther Ringsmose, Kristeligt Dagblad, d. 3. juli, 2014

Skolen har snart 200-årsjubilæum. Danmark har en spændende skolehistorie og en skoletradition, som mange andre lande har ladet sig fascinere og inspirere af. Det bliver fejret landet over med alverdens arrangementer. Og der er sandt at sige sket meget på de 200 år, hvor skolen har udviklet sig fra at være forkyndende til oplysende, dannende og senest til forberedelse til arbejdsmarkedet – altså en fabrik.

Nu skal alle børnene yde det absolut optimale og videre i systemet hurtigst muligt, så de kan komme ud og konkurrere mod Kina og alle de andre store drenge, som sparker hårdt.
Er der så meget at juble over og fejre, når skolens mål er blevet et statsligt, økonomisk anliggende snarere end de glade børns? De glade børn er blevet til små hamstre, der drøner rundt i statens trædehjul, til de falder om og går på pension.

Alt dette siger jeg, da det er kommet mig for øre, at det kan være farligt at ytre sig kritisk i den retning. Jeg tænker her på sagen om lærer Erik Schmidt i Odense, som fik en tjenstlig advarsel for at udtale sig kritisk om strukturelle ændringer på skolen.

Når ytringsfriheden krænkes på en skole, som bygger på demokrati og åndsfrihed, så må alle røde lamper blinke, og vi må alle stoppe op og råbe højt!.

 

4. d. 3. juli: Blogindlæg om Mohammed Bibis pædagogik

Kort analyse af skoleleder, Mohammed Bibis, pædagogik:

http://www.thomasaastruproemer.dk/mohammed-bibi-ny-nordisk-skole-og-den-hellige-ild.html

 

5. d. 4. juli: To indlæg om Agedrup-sagen – afskedsreception og ”superfantastisk”

Dagens indlæg om Agedrup-sagen:
1. Kort reportage fra Erik Schmidts afskedsreception i Fyens Stiftstidende i dagens ”navne”.
2. ”Superfantastisk”, SYNSPUNKT i Fyens Stiftstidende af Thomas Aastrup Rømer

1. Navnligt – i dag med bøger, skeptiske lærere og en akademisk hoftekender

Lærer Erik Schmidt, Agedrup, sagde farvel til folkeskolen og Agedrup Skole med en strøm af receptionsgæster.

Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, dukkede op og talte om Agedrup-lærerens kvaliteter i skolen og som debattør på landsplan. Formand Anne-Mette Kæseler Jensen, Odense Lærerforening, var også mødt op i Agedruphallen.

Revydirktør Lars Arvad har lært af Erik Schmidt i barndommen og dukkede op med et bamsekram og billetter til næste revy. Ejendomsmægler Søren Lilienhoffog Helge Pasfall, mangeårig formand for Fjordager IF, har begge haft børn i Schmidts klasser.

Helge Pasfall talte muntert om den skepsis, der var i starten over for Tvind-læreren. Stor respekt fulgte siden hen, takkede Pasfall.

Erik Schmidt har været Agedrup-lærer, men i lige så høj grad en samarbejdspartner i lokalområdet.

Sognepræst Lene Bischoff-Mikkelsen, Palle Vennekilde, Ole Christiansen, Ib Holdt og Tove Dyrvig talte varmt om Erik Schmidts enorme indsats, betydning og samarbejde

Erik Rønn, tidligere kollega, foreslog, at Agedruphallen blev omdøbt til Erik Schmidt Hallen. Så stor var Schmidts indflydelse, da hallen var på tegnebrættet og kampen stod, om områdets hal to skulle ligge i Seden eller i Agedrup.

————————————————————–
2. “Superfantastisk”
Fyens Stiftstidende, d. 4. juli 2014
af Thomas Aastrup Rømer

Hvem har sagt følgende?: “Jeg forsøger for alt i verden ikke at udvikle en lønmodtagerkultur hos vore lærere; en kultur hvor man mest går på arbejde for at tjene penge til at holde ferie for”. Det har Susanne Crawley Larsen, som er skolerådmand i Odense Kommune. Hvor har hun sagt det? Det har hun sagt i en grundlovstale her i 2014.

Men hvem har så sagt det her? “Der er ytringsfrihed i Odense Kommune. Det er en universel rettighed, så selvfølgelig må man sige, hvad man vil. Man må have de holdninger, man vil, og man må sige, hvad man vil”.
Det har Susanne Crawley Larsen også – på DR Fyn.

Hun har sagt begge dele.

Hun forsøger at tale om de rettigheder, der har grundlagt vores fællesskab – på grundlovsdag og i den frie offentlighed.

Hendes ord emmer af vores mest grundlæggende rettigheder samt vores glæde ved at lave et godt stykke arbejde og diskutere det på kryds og tværs.

Vi burde være lykkelige.

Men i virkeligheden er det løgn det hele. En løgn, der skal dække over en tumultarisk og støjende virkelighed, som hun forsøger at skjule. Det er løgn, fordi Crawley Larsen i praksis støtter det stik modsatte af det, som hun bruger vores fælles etiske ord til at begrunde. Tag hver eneste sætning i de to citater og sammenlign med den praksis, der udspiller sig i disse uger på hendes skole i Agedrup.

I Agedrup detailreguleres lærerne efter alle de konkurrencestatslige principper.

Der skal man ikke engagere sig efter grundlovens ånd, og man har bare at makke ret på alle leder og kanter, når en ung og splinterny leder som Mohammed Bibi – bakket op af en ligeså splinterny skoledirektør, Ina Ahrensberg – udfolder sin magtbrynde, så en af landets mest respekterede lærere må sige op, og så resten af lærerstaben formodentlig snart ikke tænker på andet end at “tjene penge” og “holde ferie”, som Crawley Larsen jo ellers var imod i sin grundlovstale.

Og glem ikke, at Ahrensberg i et sommerbrev til lærerne i en etisk nedsmeltning taler om, at alting går “superfantastisk”, og at vi jo bare har en “blomstrende debat”.

Ærligt talt, så hellere en ren teknokrat, der ikke, som rådmanden, pynter sin instrumentalisme med ord fra den moderne friheds og lærers fødsel eller som Ahrensberg med løgnagtige X-faktor-gloser.

Hvordan skifter man hest? Man beder alle ansvarlige – dvs. rådmanden, Bibi og Ahrensberg – om at beklage dybt, både privat til Schmidt og offentligt til hele landet. Derudover skifter man skolelederen ud, sætter skoledirektøren under en form for pædagogisk og etisk administration og lover bod og bedring, som man overholder. Man bør også sende 12 flasker god rødvin til Erik Schmidt for nedbrydende og ond behandling sammen med et brev, hvori kommunen officielt roser ham for hans store arbejde for skolen, lokalsamfundet og landet, og hvori man opfordrer alle lærere i Odense til at gøre som Schmidt i alle henseender.

Det hele lægges på hjemmesiden og sendes ud til kommunens skoler med overskriften “superfantastisk”.

 

6. d. 4. juli: Hvad er pædagogik?

Hvad er pædagogik? Er det videnskaben om forholdet mellem hemmelige steder og deres offentlighed?,
dvs.
forholdet mellem “punktum” og “studium”?
mellem “tilsynekomst” og “skærm”?
mellem “tilstedekomst” og “tilstedeværelse”?
mellem “fotografi” og “film”?

(inspireret af Lars Løvlie: “Løftet i Bildung”, i “Udfordringer i pædagogisk filosofi”, DPU’s forlag, 2005)

 

7. d. 5. juli: Dannelse, Goebbels og DEA

“Når jeg hører begrebet “almen dannelse”, kan jeg ikke lade være med at tænke på Goebbels.” (Politiken d. 20. november 2009)

Udtalt af Allan Kjær Andersen, rektor for Ørestaden Gymnasium og eneste repræsentant for gymnasierne i DEA’s ungdomsuddannelseskommission,

Så forstår man alt.

 

8. d. 5. juli: Læserbrev om Agedrup-sagen fra Enhedslisten

Læserbrev om Erik Schmidt-sagen fra lokale fynske Enhedslistefolk. Det er noget tamt i argumentationen: En lærer må kun “stille spørgsmål”, og kun én gang må han “tale højt”. Læserbrevet emmer også af en grundlæggende accept af skolelovens grundtænkning, f.eks. i “skal processen ende godt”, hvorved vores yderste venstrefløj accepterer en pædagogik, der baseres på en “konkurrencestat”. Derudover skal man passe på med altid at sidestille “offentligt ansatte” og “lærere”, fordi der er forskel på en skole og et skattekontor. Endelig går der også lidt valgflæsk i sagen, men nu er læserbrevet i al fald noteret på min liste. Husk at skrive til mig, hvis jeg mangler at notere indlæg/udsendelser om sagen. Her kommer læserbrevet:

“YTRINGSFRIHEDEN ER VITAL

Fyens Stiftstidende, d. 5. juli 2014.
af Per Berga Rasmussen, Ulla G. Chambless & Brian Skov Nielsen -rådmand og byrådsmedlemmer for Enhedslisten i Odense

For Enhedslisten er de kommunalt ansattes ytringsfrihed vital.

Det er dem, der er den kommunale velfærds frontmedarbejdere.

De leverer den kommunale service. De finder på nye og innovative løsninger, der virker. Og de ved hvor skoen trykker. Derfor vil vi heller ikke gå på kompromis med kommunalt ansattes ytringsfrihed i Odense kommune. Og vi er ekstremt betænkelige ved, at lærer Erik Schmidt kan modtage en tjenstlig advarsel for – tilsyneladende – bare at stille spørgsmål på et lærermøde.

Hvis vores ansatte ikke længere må stille spørgsmål til lederes eller politikeres prioriteringer og beslutninger, så er der virkelig noget galt. Og hvis den kæmpe transformationsproces, som folkeskolen er på vej igennem, ikke skal ske gennem dialog og i gensidig respekt, så går det galt.

Skal processen omkring folkeskolereformen, den sammenhængende skoledag og lærernes nye arbejdstidsregler ende godt, kræver det dialog. Og det kræver ansatte, som ikke er bange for at tale højt og stille spørgsmål. Kun herigennem får vi den inkluderende og gode folkeskole, vi gerne vil have.

Derfor vil vi i Enhedslisten Odense også arbejde for at sikre, at der ikke gås på kompromis med de offentligt ansattes ytringsfrihed. For vores ansatte skal selvfølgelig kunne stille spørgsmål og fremkomme med oplysninger uden frygt for sanktioner og problemer. Det, mener vi, er den bedste måde at sikker et udviklende og fagligt godt stykke kommunalt arbejde.”

 

9. d. 5. juli: Tankestrøm om dannelse

Professor Per Fibæk Laursen fra DPU har sagt følgende:

“Jeg er naturligvis udmærket klar over, at mange kritiske hoveder siden 1970’erne har forsøgt at lægge et helt andet indhold end det krarup’ske i dannelsesbegrebet. Men jeg anbefaler en anden strategi: Lad Marie Krarup og meningsfæller have dette begreb i fred.” (Per Fibæk Laursen, Folkeskolen.dk, 4. november, 2012)

Tankestrøm:

Allan Kjær Andersen fra Ørestaden syntes, i al fald i 2009, at dannelse minder ham om nazismen (se opslag fra i morges). Per Fibæk mener, at begrebet tilhører Dansk Folkeparti. Nå, men hvad vil de så have i stedet? Fibæk vil have Ny Nordisk Skole og en skolereform, der er en dannelsesfri teknokratisk skole, hvor der skal “læringsmaksimeres”, så OECD bliver våde rundt omkring, og så splinternye skoleledere kan uddele advarsler i Agedrup, og så vi glemmer alt om, at en skole også har et folkeligt og samfundsmæssigt formål (så er man åbenbart DF’er???). Allan Kjær Andersen er i dag fortaler for DEA’s “brede dannelsesbegreb”, der reducerer alt til arbejdsmarkedet.

Hvem er med i DEA sammen med Kjær Andersen? Det er Lars Goldschmidt. Hvem er formand for kredsen omkring Ny Nordisk Skole? Det er Lars Goldschmidt også. Hvad mener Goldschmidt er forudsætning for dannelse? Han mener, at konkurrencestaten er forudsætningen for dannelse. Men konkurrencestaten vil gøre dannelse til et middel til statslig og økonomisk vækst. Men så er det jo ikke dannelse?

Hvem har fundet på “konkurrencestaten”? Det har Ove Kaj Pedersen. Hvem var hans ungdomsidol? Det var Althusser. En fransk kommunist, der ville af med filosofi og politisk handling. Hvem var også vilde med Althusser? Det var de danske postmodernister og de senere systemteoretikere. Hvorfor er det relevant? Jo, fordi de alle sammen støtter op om DEA’s og Ny Nordisk Skoles pointer helt og aldeles uden reservationer, og fordi de i dag udgør grundstammen i Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO). Men har Ove Kaj ikke gjort op med Althusser? Nej, det har han ikke, for Althusser arbejder i konkurrencestatsteoriens dybdestruktur.

Er DEA liberalistisk? Den er jo etableret ud af industrielle interesser. Nej, for direktør for DEA, Stina Vrang Elias, taler for “masseuniversitetet” og skriver kronikker med Thor Møger, som er ex-sf’er og fortaler for, at SF skulle forblive i regering. Nu er Møger socialdemokrat, og moderne socialdemokrater som “Corydon og Antorini” rejser jo rundt med konkurrencestaten som pædagogisk og politisk ideal, og Antorini er forresten også gammel ven med Lars Goldschmidt, som jeg lige har skrevet om Og jeg har også hørt, at Corydon holder hygge-møder med Ove Kaj Pedersen. Mon det passer?
Ok, men er DEA så konservativ? Nej, det er den helt sikkert ikke, for konservatismen elsker jo almendannelse; i teorien altså – ikke på tinge. Men er DEA socialistisk så? Nej, slet ikke, fordi DEA slet ikke taler om sociale klasser, fremmedgørelse eller solidaritet og sådan noget. DEA er en konkurrencestatstænketank, som vil have “masse” frem for “kollektivitet” eller “tradition”. DEA er ingenting. Den er en slags Althusser’sk restordre koblet med noget neoliberal styring.

Kan man tænke uddannelse med det udgangspunkt? Nej, det kan man ikke.

Hvem støtter DEA? Det gør DGS, de danske gymnasieelever. Hvem er de? De er SF’ere og vil af med Oldtidskundskab og den slags (måske noget med “Goebbels”?). Men er SF ikke socialister? Nej da, de er som fluer i neo-Althussers og neo-liberalismens net, altså konkurrencestatens net. Derfor stemmer de også for både DEA og for skolereformen. Anette Wilhelmsen rejser rundt og taler de frie skolers sag, og måske har hun et bankende hjerte, men hun kan intet gøre ved det, fordi hendes parti har solgt alle de andre organer til en politisk bevægelse, som vil af med folkelighed. Hvis SF var socialister, ville partiet have en masse “oldtidskundskab”, fordi store dele af socialismen er dybt præget af græsk filosofi. Men nå nej, så går det jo galt med Althussers kommunisme. Den hader grækerne, så vidt jeg har forstået. Den reducerer alt til strukturer – en rigtig betonteori.

bla bla bla…

 

10. d. 6. juli: Konkurrence-stat og masse-universitet

Der er en tilbøjelighed til at lave sammensatte ord, hvis dele består af indre begrebsmæssige modsætninger, og som derved forringer livskvaliteten. Her er to eksempler:

1. “Konkurrence-stat”: I samme øjeblik, jeg kontakter staten, går jeg ud fra, at der ikke konkurreres. Hvis f.eks. nogle studerende får højere karakterer end de burde, fordi en statslig institution skal konkurrere om taxameterbevillinger ud fra et operativt måltal, så ophører den pågældende institution med at være en “statslig” institution, og overgår til at være en “skattefinansieret organiserende organisme”. Og i samme øjeblik det sker, så udslettes pædagogik fra samfundet (den kan så genopstå som “læringsmaksimering”)

2. “Masse-universitet”. I samme øjeblik, et universitet behandler sine studerende som en “masse”, ophører det med at være et universitet. En masse er en gruppe, der ikke tænker, eller som tænker ens. Et universitet er et sted for individuel og kritisk tænkning. Et universitet er det modsatte af en “masse”. Det betyder ikke, at det har noget med “eliter” at gøre – tværtimod. Et universitet er hverken for eliter eller masser. Et universitet er simpelthen et sted, hvor interesserede rører lidt frit ved ting, som selv er frie – og det sted er for alle, undtagen “massen”, for massen er jo ved sit begreb bundet til at tænke ENS.

 

11. d. 7. juli: Anmeldelse af Uren Pædagogik 2 i Højskolebladet

Der er en virkelig god anmeldelse af “Uren pædagogik 2” af Jonas Møller i seneste nummer af Højskolebladet:

http://www.hojskolebladet.dk/debat/boeger/2014/juli/hvad-goer-jeg-i-dette-klassevaerelse

 

12. d. 8. juli: NÅ-generationen

Jeg tilhører NÅ-generationen. Det var sjovt. Det var sjovt at sige NÅ til de hellige betonmarxister, som ville gøre alt til politisk økonomi og forbyde hitlister, studenterhuer og De Fem-bøger, og som ville reducere kritik til at være enige med dem selv. Det var faktisk også sjovt at gå i en skole, hvor vi tvang os selv til at være en ”nå-generation”. Det var simpelthen så sjovt at gøre grin med de gamle 68’ere. Tænk, man skulle bare sige, at man var vild med Melodi Grand Prix, så flippede de helt ud. Vi lærte faktisk utroligt meget af det. Vi lærte i al fald, hvad der var forkert. Vi lærte dog ikke, hvad der var rigtigt. Derfor blev vi en NÅ-generation. Sikken en fest.

Nu er vi blevet voksne. Nu skal vi selv lave skole. Vi skal lave NÅ-generationens skole til vores børn og unge. Kan vi det? Nej det kan ”vi” ikke, fordi det kan MAN ikke. Man kan ikke lave skole på et ”nå”. Det er sådan en slags logik. Men hvad gør vi så? Hvad er NÅ’ets pædagogik? Det er teknik, pensionsordninger, metode, arbejdsmarked, pisalister og evidens. NÅ’ets pædagogik hedder “læring”. Alle der er omkring 50 må kæmpe med det.

Er det sjovt at gå i sådan en skole? Nej, det er det ikke. Det er grumt. Det er nihilismens skole, hvilket i sit begreb er det modsatte af en ”skole”. Der er ingen, der lærer noget, og det er heller ikke sjovt at være der. Det er ikke engang et ”nå nå”.

Nå-generationen fratager den næste generation muligheden for at blive en generation. NÅ’et er blevet teknik, hvor det oprindeligt var en herlig kamp til stregen.

 

13. d. 10. juli: Hvad er en skole?

Hvad er en skole? En skole er en suspension af tiden, en udsættelse af samfundets økonomiske trummerum. En skole er stedet for den frie tid, den tid, der ikke går til produktion og reproduktion, den tid der ikke er bundet af kausalitet og funktioner. En skole kan altså ikke udledes af samfundets behov, og den står heller ikke i behovenes tjeneste. Den er i nærheden af samfundet, men er noget andet, fordi den er en afbrydelse og udsættelse af samfundet. En skole står selv. En lærer lytter opmærksomt til og samarbejder venligt med alle, men ingen samfundsmæssig funktion kan bestemme over hende. Derfor er en lærer omgivet af både beundring og jalousi. Tvinges hun ind under samfundsmæssige ”udfordringer” eller en fagforenings interesser, så bliver der jobs til arbejdsmiljøpsykologerne.

 

14. d. 11. juli: Læserbrev om Agedrup-sagen fra Dansk Folkeparti

Nedenstående lille læserbrev er føjet til min liste over indlæg i Agedrup-sagen:

ERIK SCHMIDT HAR RET

Læserbrev i Fyens Stiftstidende, d. 9. juli 2014, af Niels Erik Søndergaard (byrådssuppleant, DF i Odense)

Erik Schmidt, der i mange år har været lærer på Agedrup Skole, er af den socialdemokratiske og administrative ledelse, der i Odense Kommune mere eller mindre er vokset sammen, blevet tildelt en tjenstlig advarsel, fordi han har kritiseret den nye skolereform.

Erik Schmidt har ret i sin kritik af den nye såkaldte skolereform, og kritikken har været velunderbygget, men Odense Kommune har ikke plads til kritikken.

Erik Schmidt er – i modsætning til det venstreorienterede lærerflertal – tolerant og åben over for folk uden for kredsen. Det har for mig som lærervikar været en positiv oplevelse at møde ham.
Hvis ikke vælgerne på Abildgårdskolen i sidste øjeblik ved kommunalvalget i november sidste år havde flyttet et mandat fra DF til SF, havde Susanne Ursula Larsen i dag ikke været skolerådmand.

 

15. d. 12. juli: God sommerferie

Kære alle FB-venner

Tusind tak for mange spændende indlæg, likes og diskussioner i forår/sommer 2014. – og god sommerferie!

Længe leve dansk pædagogik, moderne filosofi, Grundtvig, europæisk oplysning og oldtidskundskab – og ud med KL Danmark!

Mange hilsner
Thomas

 

16. d. 25. juli: Dumbledore eller Nidkjær?

1. Dumbledore eller Nidkjær?

Hvilken skoleleder ønsker I?

Professor Dumbledore eller professor Nidkjær?
(jvf “Harry Potter og fønixordenen”)

Med andre ord: Ønsker I…

en skoleleder, der – fri af staten men dog statsansat – beskytter sit samfunds tradition? En skoleleder, som udvikler en fri skole under offentlige og fælles formål, som dermed medvirker til at opdrage og danne staten – hvorved man får en stærk og passiv stat i en ægte socialt orienteret liberalisme? Altså Dumbledores skole…

eller…

en skoleleder, der blindt underlægger sig detaljerede statslige regulativer? En leder, som ødelægger skolens og dannelsens tradition i et råbende og skrigende reforminferno af læringsmaksimering efter finansministerielle og systemteoretiske regulativer? Og som deler advarsler ud til højre og venstre – hvorved man får en svag og aktiv stat i en neo-liberal neo-socialisme? Altså Nidkjærs skole.

2. Dumbledore eller Nidkjær i Odense og i Danmark?

I Odense og Agedrup går man ind for den sidste mulighed – her hersker skoleleder Mohammed Bibi, skoledirektør Ina Ahrensberg og rådmand Susanne Larsen – og de hedder alle ”Nidkjær” til mellemhavn.

Men findes der andre Nidkjær-ledere i landet? KL’s skolesyn og skolereformen, som bygger på et opgør med den dannelse, som enhver virkelig skolepraksis må hvile på, giver i al fald alle Nidkjær-lederne strålende muligheder for at regere nidkært.

Men hvad så med den leder, der var nidkær i forvejen? Ja, han bliver så til en ”nidkær professor nidkjær”. Spændende sted at være lærer!

Så nu kan man vælge imellem at være en ”professor Nidkjær” eller en ”nidkær professor Nidkjær”. Bibi fra Agedrup er nok det sidste, men hvem ved – måske bliver en almindelig ”professor Nidkjær” i fremtiden omtalt som en rummelig og dygtig leder? ”Frit valg”!

Professor Dumbledore er helt ude af systemet – og det er Potter, Weasly og Granger nok også, fordi de inkarnerer den forskelligartede forening af karakterdannelse, kundskaber og selvstændighed, der er professor Dumbledores skole, og som også burde være Danmarks, fordi det står i §1 i vores skolelov.

Dumbledore, på Danmarks egne måder, er ikke en mere en ”valgmulighed”. Han er en tavs erindring.

 

17. d. 26. juli: Folkemøde om dannelse og kompetencer

Folkemøde 2014: ”Om dannelse og kompetencer” – arrangeret af professionshøjskolen UCC

1.
Hvem er Agi Csonka? Hun er med i kredsen bag Ny Nordisk Skole, direktør for Evalueringsinstituttet og for SFI, med i det nye ”råd for børns læring”, som er en del af skolereformen, og endelig er hun tidligere chefkonsulent i Rambøll-institut. Hun er kort sagt centralt placeret i Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO).

På Folkemødet diskuterede hun dannelse med Jørgen Carlsen, som er forstander for Testrup Højskole. Det kan man læse om i nedenstående
link, hvor man også kan se hele seancen fra Allinge.

Csonka mener ikke, at det er nødvendigt at tegne konflikten så skarpt op mellem dannelse på den ene side og tests/kompetencer på den anden, som hun mener, at nogen gør. Hun peger på behovet for både at fokusere på at forbedre elevernes kompetencer og dannelse. Hun siger f.eks.:

”Jeg er ked af, at diskussionen kommer til at handle om enten-eller. Vi scorer lavt i Pisa-tests og har et dyrt skolesystem, hvor mange lærere oplever vores børn som dovne. Det, synes jeg, vi må anerkende og så oppe os lidt ved at gøre børnene lidt mere målrettede og fokuserede. Samtidigt med at vi arbejder med alt det andet – herunder dannelse”.

Altså ”både-og”… Men det er, undskyld mig, latterligt, al den stund, at dannelse, formål, humaniora eller ordentlig videnskab slet ikke er nævnt i en eneste af de mange publikationer, som Csonka står bag. Der er ikke noget ”både-og” overhovedet nogen som helst steder. Dannelsen er simpelthen slet ikke nævnt. Og hvordan kan noget være ”både-og”, hvis kun den ene side er nævnt? Det er umuligt! Sådan er det, og derfor gør det ondt at høre Csonkas besværgelser hærge alle ting på den måde, som de gør.

2.
Men lyver hun? Nej, det tror jeg ikke. Hun ved blot ikke bedre. Hun ved ikke noget om emnet, om dannelse, pædagogik og alt det andet. Der erklærer hun også åbenhjertigt på mødet. Hun havde godt nok lige sat en praktikant til at undersøge sagen, men de tekster, som praktikanten fandt, synes Csonka ikke så godt om. Så googlede hun lidt selv, og fandt så noget som Wolfgagng Klafki havde skrevet engang, som hun så snakkede lidt om. Csonka, som har meget magt og som sidder i alle mulige råd, ved intet om det, hun udtaler sig om. Carlsen var desværre alt for høflig lige deromkring, men han er nok mere dannet end jeg.

Der ikke er noget ”både-og” hos Csonka. Hvorfor ikke? Det er fordi, at dem, der står på ”kompetence-siden”, ikke ved noget om det, de bestemmer over, selvom man påstår, de ved det eller tror, at man ved noget, når man har googlet lidt en formiddag.

3.
Conka fortæller på mødet, at hun er datter af ungarske flygtninge, formodentlig efter 1956-opstanden. Hun er, hvis jeg har forstået dette ret, skudt ud af Europas formålsdiskussioner. Hun er skudt ud af dannelsen – af opgøret med kommunismens mangel på humanistisk dannelse. Men alligevel er hun ligeglad med dannelsen i alle de dokumenter, hun er med til at forfatte, samtidig med at hun tror, at dannelse og pædagogik er noget man kan ordne med en kommando til en praktikant.

Jeg havde ellers håbet, at en datter af flygtninge fra en sovjetisk besættelse ville være langt mere kritisk overfor 2020-planer, pisalister og al den golde teknokratisering af vores pædagogiske liv, som foregår for tiden, og som heller ikke er uden forbindelse til europæisk kommunisme på det idemæssige plan.

Man kan simpelthen ikke tage noget som helst seriøst fra disse kanter. Det er helt klart. ”Både X og Y” betyder ”kun X og ikke Y”. Det er ”ny=ikke”.

Der er altså IKKE noget “både-og” fra dem, der ellers hævder forbindelsen. Dermed får vi en slags “luk-munden-teknik”, hvis konsekvens er en destruktion af “og’et” Det er en lukning af dialog og af kritik, der ofte følges op af en anklage om, at modstanderen, dvs. dem der kærer sig om et virkeligt både-og, ikke er “dialogorienteret”.

DPO er en “nej-hat”, der ikke kan deklarere sig selv”. En “nej-hat” der vil tvinge folk med “ja-hatte” til at tage “nej-hatte” på, som DPO derefter kalder for en ja-hat.

Alt betyder det modsatte af, hvad vi tror.

Link til omtale/video af mødet:

https://ucc.dk/aktuelt/nyheder/reformer-presser-almen-dannelse-i-skolen

 

18. d. 27. juli: Inklusion = eksklusion

Nogle siger, at inklusion er godt, men at lærerne blot mangler lidt uddannelse og lidt metoder. Men det tror jeg ikke er rigtigt. Jeg tror faktisk, at inklusion er dårligt, så jeg er glad for, at lærerne er dårligt uddannede i emnet. Hvorfor det? Jo, fordi det inklusionsbegreb, som arbejder inde i skolereformens filosofi, faktisk er en dobbelt-EKSKLUSION.

Inklusion betyder faktisk eksklusion.
Men hvordan det?

Af to grunde:

1. Der tales kun om ”børnefællesskaber”. Dermed udelukkes læreren og den voksne fra det pædagogiske fællesskab. Børnene lever altså i en verden, hvor de voksne er reduceret til metoder; en verden hvor de voksne ikke er med i fællesskabet. Hvor der med andre ord ikke er et skolefællesskab og et pædagogisk fællesskab.

2. Der tales kun om ”læringsfællesskaber”. Eftersom skolereformens læringsbegreb er ekstremt individualistisk og kognitivt orienteret, isoleres børnene faktisk hermed fra hinanden. Det bliver den enes og den andens læring. Man er ikke sammen. Man er højest ”ressourcer” for hinanden. Man er hinandens metode til individuel læringsmaksimering.

Så først udelukkes læreren, og derefter isoleres børnene fra hinanden. Inklusion betyder derfor en dobbelt-EKSKLUSION.

Det er derfor, jeg er imod inklusion. Inklusion gør børn ensomme og alene, så de må kæmpe mod hinanden og mod de voksne. Skolen bliver tvangsmæssigt konstruerede individers kamp om opmærksomhed.

I stedet bør man starte med det, der er udelukket – nemlig et pædagogisk fællesskab; et fællesskab af børn og voksne, der er samlet om indvielse i det, som er værdifuldt i sig selv, nemlig et folkeligt, nationalt, videnskabelig, oplyst, europæisk og humant fællesskab; et fællesskab som føder og føder.

 

19. d. 28. juli: Handling og anvendelse

Måske møder du en eller anden fra Danmarks Pædagogiske Oligarki – eller Danmarks Uddannelsesindustrielle Kompleks (DUK), som Mikael Busch kalder det i gårsdagens JP. Det kan også være, at du er uheldig at støde ind i en læringsmaksimerende skoleleder under KL’s regimente. Uanset hvad siger de måske, at nu skal du bruge en teori, der virker med evidens og alt det andet sildesalat.

Gør du det, altså møder de pågældende, kan du imidlertid være sikker – altså bombesikker – på én ting. Hvad kan du være sikker på? Jo, du kan være sikker på, at den teori, som du bliver bedt om at bruge, ikke er en pædagogisk teori. Hovsa!

Hvad er en pædagogisk teori så? Det er en handlingsteori. Men er handling ikke det samme som anvendelse? Nej, Handling er det MODSATTE af anvendelse.

Men er det ikke ”passivitet”, der er det modsatte af handling? Nej, tværtimod er al god pædagogisk handling faktisk passiv. Det er det, man kalder ”opmærksomhed”. Det var det, som højskoleforstander Jørgen Carlsen gerne ville have læringsformand, Agi Csonka, til at tale om i Allinge, men den godbid vare helt fremmed for hende, fordi hun kun havde studeret “dannelse” i sådan cirka en formiddag (se opdatering fra i forgårs).

Hvad er da ”anvendelse”? Det er at ”virke på” noget, hvilket forudsætter at ”noget” allerede er til. Men hvis ”noget” allerede er etableret, så er pædagogik overflødig, for pædagogik handler jo om at komme til syne. DPO/DUK vil da også hellere tale om ”læring” i stedet for om ”pædagogik”. Taler man om pædagogik får DPO den helt store nej-hat på. Så falder der advarsler – Agedrup you know!

Hvad er opmærksomhed? Det er at ”virke i” noget, der selv er bevægeligt. Opmærksomhed er den vanskelige, sitrende og følsomme kunst at træde ind og være inde i verdens rumsterende tingslighed; at lade noget virke på dig, altså at være passiv. Bliv væk i det, som er, selvom det er skjult. En fattig nøgenhed uden magt får verden til at vise sig. Så virker man ”i” frem for ”på”.

Her er ”anvendelse” et tegn på manglende faglighed – en form for overspringshandling, der skal tæmme pædagogikken, fordi det er for hårdt at være opmærksom, for hårdt at være passiv. Passivitet er derfor det modsatte af dovenskab.

Eleven er også passiv. Han skal jo lytte og fordybe sig i sagen. Han skal lade sagen overmande sig, ligesom læreren skal. De bliver begge to væk i noget uden for dem selv. De er i et pædagogisk fællesskab.

Det er langt mere vanskeligt at være passiv end at være aktiv. Hvad er det at være aktiv? Det er at konstruere. Tidens pædagogik er konstruktivismens. ”Spændende og varierende aktiviteter”, som er det ministerielle udtryk.

Læreren konstruerer og eleven konstruerer og kommunen konstruerer. Det er infamt. Der er ingen passivitet, ingen opmærksomhed, ingen handling – der er kort sagt ingen pædagogik.

Men kan man ikke forene læringsbegrebet med et passivitetsbegreb? Jo, det kan man godt. Det har f.eks. amerikaneren John Dewey gjort i 1916, men det spiller absolut ingen rolle hos DPO/DUK eller de andre nej-hatte.

 

20. d. 29. juli: Godt indlæg af Steen Hildebrandt

Glimrende indlæg af Steen Hildebrandt:
Det er lidt pudsigt, at Hildebrandt i sin tid skrev en hel bog sammen med professor Per Fibæk Laursen. Det er pudsigt, fordi Fibæk har en fagligt set central placering i kredsen omkring Ny Nordisk Skole, som er ledsaget af netop det KPI-helvede, som Hildebrandt kritiserer. Jeg savner derfor, selvom teksten i sig selv naturligvis er fin nok, et lidt grundigere opgør med det pædagogiske KPI.

Link til Hildebrandts indlæg: http://www.steenhildebrandt.dk/2014/07/at-leve-i-et-kpi-helvede/

 

21. d. 29. juli: Evidens og pædagogik er modsætninger

Evidensens hærgen:

Problemet med skolereformen er ikke, at der er for lidt evidens, som nogen kritikere tror. Problemet er derimod, at der er for meget evidens. Man skal altså ikke kræve “mere evidens”, men derimod sparke evidensen i det hele taget af H til. Jo mere evidens desto mindre pædagogik og dermed færre kundskaber i samfundet. Det er sådan en slags naturlov.

Evidens splitter “mål” fra “metode” og fra “læring” og omdanner alle tre til kvantificerbare afgrænsede elementer, som så efterfølgende kan sættes sammen kausalt, dvs. metode A fører til læring B på mål C. Sådan er “evidensens” arbejde. Jo større rolle evidensen spiller, desto mere splittes et samfunds pædagogiske liv i atomer. Herefter kan KL styrer foretagendet som en slags fabrik, der producerer normalisering over hele linjen, som man så dækker over med nysprog som “innovation”, “talent”, “mangfoldighed” etc..

Men pædagogik er defineret ved det modsatte af evidensens logik, nemlig af vekselvirkning og transaktion mellem mål, læring og metode i en kulturel syntese, i en enhed som søges, og som selv søger. Derfor kræver pædagogik kulturel og situationsbaseret opmærksomhed, dvs. lærere med kundskaber, folkelig rod og selvstændig tænkning.

Derfor: Hvis en KL-jahat, som måske endda hopper som en duracell-kanin, som man siger i Ny Nordisk Skole, vil have en lærer eller en pædagog til at arbejde “evidensbaseret”, så rul ham i fjer og send ham ud i cyber-space, så vi kan koncentrere os om det samfund, vi er midt i, og som vi overtager og giver videre.

Men skal vi så ikke begrunde pædagogisk praksis? Jo, netop! Evidensen har smidt “begrundelses”-begrebet ud. Vi skal finde begrundelserne igen, så pædagogik kan blive an-svarlig, dvs. svare selv.

 

22. d. 30. juli: Jeppe Bruus og Rune Heiberg Hansens forskningssyn

Jeg har diskuteret forskningspolitik med den socialdemokratiske forskningsordfører, Jeppe Bruus, og sekretariatchef i Akkrediteringsrådet og radikal folketingskandidat, Rune Heiberg Hansen, på nedenstående link. De er helt enige om at reducere samfundets videnskabelige liv til et vidensøkonomisk maskineri af værste skuffe. Det lyder nærmest som Sovjet efter min mening. Hvis det er kammertonen på de bonede gulve, står det skidt til i landet.

Her er et fint citat fra Michael Polanyi fra 1966:
“I remember a conversation I had with Bukharin in Moscow 1935. Though he was heading for his fall and execution three years later, he was still a leading theoretician of the Communist party. When I asked him about the pursuit of pure science in Sovjet Russia, he said that pure science was a morbid symptom of a class society; under socialism the conception of science pursued for its own sake would disappear, for the interest of scientists would spontaneously turn to problems of the current Five Year Plan.” (Polanyi: “The Tacit Dimension”, Peter Smith, 1966, s.3)

Link til facebook-tråd: https://www.facebook.com/jeppe.bruus/posts/10154430537475531

 

23. d. 31. juli: Videnskab og teologi

Brainstorm om forholdet mellem videnskab/pædagogik og teologi:

Hvad er forholdet mellem videnskab og teologi? Er det enten-eller? Nej nej! Er det et og det samme? Nej, endnu mindre. Men hvad så?
Forholdet er en forskel: Altså to momenter i sitrende egenart og total spænding. Gør man tingene ens, altså udrydder egenart og spænding, kan det ske på to måder:

1. Skal viden underlægge sig troen? Det går ikke. Helt ærligt! Vores gymnasier styres da ikke af Katedralen mere. Det ender jo i givet fald som i Iran. En af den vestlige verdens allerstørste goder er, at vi har en videnskab, som aldrig behøver at spørge Biblen eller Koranen om noget som helst.

2. Ok, men kan der også ske det, at troen må underordne sig viden? Som f.eks. i visse former for Darwinisme eller Marxisme? Ja, det kan godt ske, men hver gang det sker, så ender vi som abekatte. Man kan sagtens være darwinist eller marxist og tro eller ikke tro på Gud (Walter Benjamin?); så får man spændende kritik. Alle virkelig store videnskabsmænd tror da også på Gud – eller også gør de en dyd ud af ikke at tro på ham. Tro eller ikke tro – han er der lige godt i den begrebslige horisont. Og som regel ledsages betydningsfuld videnskabelig aktivitet af en følelse af forundring, der ikke er ulig noget religiøst. Men man kan ikke bare overse ham. Det er der nogen der gør, altså overser både tro og ikke-tro. Så får man den form for forskning, der baserer sig på ikke troende ikke-tro. En forskning, der kun ”svarer”, på spørgsmål, som andre stiller. You know: Blablabla om vidensøkonomi og læringsmaksimering osv. Her er der ingen forundring. Gud eksisterer ikke engang i fornægtelsens horisont. Her gælder det om at udrydde forundring. Så får vi glemsomhed og ender hos abekattene.

De store videnskabsmænd, både dem der tror, og dem der ikke tror, bruger ikke Gud til en pind, for gør de det bliver videnskaben dårlig. De kan faktisk kun lave god videnskab uden Gud. Men de kan ikke blive store videnskabsmænd, hvis Gud ikke er en ledsagende forskel, som aldrig bruges. Forskellen arbejder for fulde hørm i stor videnskab. Videnskaben er skabt af både et opgør med Gud og en form for verdslig anvendelse af ham. Det sidste havde f.eks. sociologen Max Weber sans for, da han skrev om forholdet mellem protestantisme og kapitalisme. ”Kultur-kristendom” taler man så om, og så er vi jo tilbage i forskellen, selvom egenarten og spændingen nok har taget lidt skade undervejs.

Det er nok også derfor, man kun går i kirke om søndagen. Resten af tiden skal man ikke belemrer Gud. Teologen Torben Bramming skrev engang noget i retning af, at gudstjenesten er et lejrbål. Man mødes om bålet, synger og lytter, og derefter går man ud i verden og rumsterer. Ugen efter mødes man så igen. Det er på en måde en teologisk begrundelse for, at man har lejrskoler og lejrbål i skolen. En slags verdslig opdragelse til lidt lutheransk rytmik. Men på den anden side – hvis man ikke kommer hen til lejrbålet i ny og næ og møder forskellen, så bliver man bare arbejdssoldat – altså abekat, en læringsmaskine.

Nu skal man ikke tro, at jeg med ”forskel” mener en lille anorektisk systemteoretisk binær forskel, a la tro/ikke-tro, hvilket vil fører os direkte ned i en banal modernitet og organisatorisk ny-sprog. Nej, der er tale om en forskel af gennemgribende momenter i fuld egenart. Jo mere Gud uden videnskab desto mere videnskab uden Gud og visa versa. Men samtidig skal forskellen opretholdes fuldt, så man både kan være ateist i god ro og orden og religiøs uden at missionere hele tiden. Faktisk tror jeg, at det er sådan, at jo mere egenart, desto mere forskel. Begynder man at ”bruge” religionen, er det et tegn på menneskelig dovenskab. Lidt ligesom, når man vil bruge en ”evidensbaseret metode” i pædagogikken.

Så i løbet af ugen er man videnskabsmand og pædagog. Det har Gud slet ikke lyst til at blande sig i, selvom han er der hele tiden, selv for den ikke troende (men ikke for den ikke-ikke troende, men så kommer abekattene). Han har simpelthen ikke lyst. En gang i kirken spurgte jeg ham, fordi jeg havde et par problemer: Kan du ikke kigge forbi på onsdag? Så kan jeg bruge dig til et eller andet i undervisningen eller i forskningen? Han kiggede forbavset på mig: ”På onsdag må du klare dig selv”, sagde han blot, ”ligesom alle de andre dage. Du må simpelthen klare dig selv. Jeg vil slet ikke blandes ind i alt det der”. Men kig forbi en af de kommende søndage og bliv dig selv, for ellers kan du jo ikke klare dig selv. I løbet af ugen er jeg til stede på en anden måde, som du kan læse om i naturens digte”.

Måske er det også en af grundene til, at Danmarks pædagogik er bygget op af teologer, som gerne undgik at nævne Gud i forbindelse med det pædagogiske: Grundtvig, Løgstrup, Knudsen osv. Nu er der næsten ingen teologer tilbage i dansk pædagogik. Teologerne er bange for at blive beskyldt for at være en slags koranskole, selvom man netop i netop dansk kulturel tradition har alle muligheder for, at teologer kan blande sig uden at blande sig. Det kan vi blandt andet takke Tidehverv for, hvis der er nogen, der kan huske dengang, da tidehverv var en bred kulturel bevægelse, som dækkede hele det politiske spektrum, og som havde den simple pointe, at Gud og menneske var noget forskelligt. Forskellen blev dog noget radikaliseret, fordi Søren Kierkegaard skulle læses på en helt bestemt måde, og fordi bevægelsens rod var et opgør med Indre Mission – et opgør der ridsede tidehverv selv, så den blev lige så missionsk, blot på en anden måde. Det var vist også derfor, at bevægelsen blev splittet, men nu må jeg hellere stoppe…. jeg snakker jo bare, totalt uden forstand. Som en brainstorm.

 

24. d. 3. august: Truslen mod Demokratiet

Problemet for dansk demokrati er ikke nogle skøre imamer eller et par kronragede nynazister. Begge grupper styrker på en måde demokratiet ved, at de bekræfter alle os andre i demokratiets nødvendighed.

Nej, problemet for dansk demokrati er en stor gruppe danske demokrater. Hvordan det? Jo, for de vil gøre demokrati til et middel for økonomisk vækst. På den måde får de konstrueret et “massesamfund”. Derved har man konstrueret den begrundelse, der gør det muligt at forlade demokratiet i samme øjeblik, der findes mere effektive midler til økonomisk udvikling. Så får vi en vidensøkonomisk-teknologisk totalitarisme. En masse frem for et folk.

Under samme ords havn, skrider rækkefølgen af sætninger umærkeligt, indtil man pludselig en eller anden dag kan mærke det.

Vil man undgå dette skred – vil man gøre demokratiet til den politiske friheds sted, altså til værdi i sig selv – så bliver man nødt til at drage omsorg for eksistensen af et frit dannelsesområde i overalt samfundet. I virkeligheden svarer sådan en omsorg blot til definitionen på demokrati slet og ret: Man kan ikke styre ved folket uden politisk og åndelig frihed – og man kan ikke have frihed, hvis politisk frihed er et middel.

 

25. d. 4. august: Om Konkurrencestatstidende (tidligere Politiken)

Politiken har efter min opfattelse efterhånden udviklet sig til et slags propaganda-organ for tænkningen bag Ny Nordisk Skole.

Uddannelsesredaktøren, Jakob Fuglsang, og hans redaktion er stor-fans og dækker kun kritiske røster på de allermest lav-praktiske niveauer.

Så er der debatredaktøren Poul Aarøe Pedersen. Hans ja-hat roterer som en propel på en militærhelikopter. Det var ham, der i 2011, modsat hele Danmarks fagpersonale, erklærede, at “Uren Pædagogik”, var årets værste fagbog, hvorefter han gav Niels Egelunds “Folkeskolens Udfordringer” 5 hjerter – og han kan slet ikke få nok af at sige, at nu må skoleledere og lærere altså tage sig sammen.

I går fik vi så et nyt lavpunkt. Journalist Jakob Sheikh interviewede Anders Bondo. Interviewet gik helt op i ja-hatte og barnlige beskyldninger. Jeg tror ikke, at interviewet havde bestået eksamen på journalisthøjskolen. Det håber jeg i al fald ikke. Det var fuldstændigt blottet for interesse, viden og sans for sagen. Der er simpelthen ingen på Politiken, der forholder sig seriøst til dansk skolepolitik og da slet ikke til kritikken af den. Det er derfor, at det ikke er journalistik, men derimod propaganda.

I sidste måned sendte jeg en kronik om Schmidt-sagen ind, som i sagens natur også var skolereform-kritisk. Kronikredaktøren, normalt en af de fornuftige, skulle lige tale med uddannelsesredaktøren, altså Fuglsang, hvorefter jeg fik et afslag. Der er helt lukket på propoganda-redaktionen.

Formanden for tænketanken DEA havde også i juni en længere kommentar i avisen om masseuniversiteter og “moderne dannelsesbegreber”. Det svarede jeg også på, men heller ikke det indlæg havde interesse i Propagandaministeriet. Det havde det så på Berlingeren i stedet for.

Hvorfor er det blevet sådan? Jo, det er jo fordi, at chefredaktøren, Bo Lidegaard, er fan af konkurrencestaten, som Corydon, Ove Kaj og de andre formulerer den. Lidegaard er på den måde tilhænger af det teknokratiske projekt, som centrum-venstre er vilde med for tiden. Desuden er han ud af Hal Koch-traditionen, hvilket i dag betyder, at man går ind for en stille og pæn dansk velfærdsstat, der underlægger sig alt muligt, som man så opfatter som økonomiske “vilkår”; ligesom Kochs egen strategi under besættelsen – en form for økonomisk Scavenius. Lidegaard, og dermed hele Politiken, bygger dermed pt på en blanding af Konkurrencestat og Hal Koch, og det er derfor, at uddannelses- og debat/analyse-redaktionen er så indelukket og kritikfjendsk som den er. Al kritik oversættes til “nej-hatte”. Det er latterligt efter min opfattelse.

Heldigvis er der også Peter Wivel og Bjørn Bredal. Kronikredaktøren er faktisk normalt også udmærket, men det ser ud til, at han er fanget ind af propagandaens fangarme.

Men hovedsporet er klart. Politiken er en Ny Nordisk Skole.

 

26. d. 4. august: Antorinis svar til Rosa Lund om Agedrup-sagen

Antorini har svaret på spørgsmål i Folketinget fra Rosa Lund fra Enhedslisten angående Schmidt-sagen. Ministeren er tavs som en pandekage og mener på få sætninger, at advarslen til Schmidt er en “personale-sag i Odense Kommune”, men det passer ikke. Advarslen er derimod en direkte konsekvens af hendes egen skolereform:

Schmidt måtte gå, fordi han ønskede at diskutere en splinterny skoleleders+skoledirektørs+rådmands ide om læringsmaksimering, og fordi skolens lærere slet ikke blev taget med på råd vedrørende skolens organisering og lærernes arbejdstid. Kort sagt: Han ville diskutere implemteringen af Antorinis egen politik – men det er forbudt i danske skoler åbenbart.

Schmidt gjorde sin pligt i modsætning til Bibi, Ahrensberg, Larsen og Antorini, som alle sammen burde søge en stilling i Netto eller sådan noget.

Det er en utrolig dårlig vane at alle faglige afskedigelser skal pakkes i “personalesags”-kassen, selvom de pågældende, som skal fyres, slet ikke er interesseret i det. Det samme skete for Linda Koldau og for de tre filosoffer, der skulle fyres af Lars Qvotrup på DPU i 2010.

http://www.folkeskolen.dk/547338/antorini-gaar-ikke-ind-i-erik-schmidt-sagen

 

27. d. 5. august: Læserbrev om Agedrup-sagen af Birger Munter

Jeg holder stadig øje med Agedrup-sagen på min hjemmeside. Her med et læserbrev fra Fyens Stiftstidende:
————————————————————–
HVAD SKETE PÅ AGEDRUP SKOLE?

Læserbrev i Fyens Stiftstidende, 31. juli 2014, af erhvervschef Birger Munter

For en del år siden stod en yngre far og drøftede en uoverensstemmelse mellem sine døtre på 12 og 14 år, der lige var i gang med en større uenighed.

Meget lyttende og afventende valgte han klogelig at lade temperamenterne koge af for derefter at løse konflikten. Rigtig lederadfærd, lært i jobbet som lærer gennem mange år.

I år var han så selv hovedperson i en uoverensstemmelse på Agedrup Skole, der ikke kunne løses af ham og ledelsen. Han valgte derfor at sige sit job op.

Jeg har med interesse fulgt Erik Schmidt, som sagen drejer sig om, i snart mange år på Stiftstidendes debatsider om folkeskolen.

Indlæg med en positiv og kritisk tilgang til folkeskolens udfordringer og aktuelle politiske løsninger på vores børns uddannelse. Danmark og ordet ytringsfrihed er verdenskendt. Her er der højt til loftet, plads til satire og mennesker behandles med respekt.

Mange danske ledere har i den danske kultur fået store internationale karrierer. Danske virksomheder har succes med den ledelse at lytte for dermed at frigøre det store potentiale, der ligger i den enkelte medarbejders gode ideer.

Ytringsfrihed og en ledelse hænger således sammen i Danmark og vækker beundring i mange lande.

Her kan man sagtens være uenige med sin leder, mens der holdes fast i målet, som her er en god folkeskole for vores børn besat med dygtige og engagerede lærere.

Kan nogen forklare, hvad der skete på Agedrup skole?

 

28. d. 6. august: Susanne Crawley Larsens postmoderne løgn

Om lykke, løgn og postmoderne ondskab hos Odenses skolerådmand:

http://www.thomasaastruproemer.dk/lykke-loegn-og-postmoderne-ondskab-hos-odenses-skole-raadmand.html

 

29. d. 7. august: Gymnasiets endeligt

Ny Nordisk Skole er i Sorø, hvor de snakker om ungdomsuddannelser. Via nedenstående link kan man både finde program og deltagerliste. Alle Nej-hattene, som tror de er ja-hatte, er samlet, dvs. DPO med ledsagere.

Der er ikke en eneste person med sans for PÆDAGOGIK, så vidt jeg kan se. Det er også tankevækkende, at der slet ikke er oplægsholdere fra det Almene Gymnasium. Der er ganske vist et par gymnasie-rektorer på deltagerlisten, men de er Ny Nordisk Skole-rektorer, så de vil gerne blande det hele sammen i et nysprogs-campus, som det er mødets formål at forberede. Anders Bondo er også med, men man må huske på, at DLF var med i Ny Nordisk Skole, hvilket vil sige, at foreningens evt. kritik kun kan gå på det fagforeningsmæssige og sådan noget, hvilket også sker.

Dette møde er gymnasiets endelig. Det er der ingen tvivl om.

http://www.uvm.dk/Aktuelt/~/UVM-DK/Content/News/Udd/Gym/2014/Aug/140804-Soroe-moede-om-fremtidens-ungdomsuddannelser

 

30. d. 7. august: Det borgerlige Danmark

Det borgerlige Danmark vokser ved sin åndelige kraft i disse dage. Pludselig er et årtis pædagogiske mekanik tilsyneladende glemt?

Opgøret med 1980’ernes kundskabsproblemer førte til Ny Nordisk Skoles økonomisk begrundede uddannelsestænkning, som ellers støttes bredt i folketinget og dermed også af det borgerlige Danmark.
Men måske har man fundet ud af, at de folk, der dominerer dagens pædagogiske diskurs, er de samme som dominerede i 1980’erne, at hovedmottoet stadig er ”man skal lære at lære, frem for at lære noget”, og at Hennings Fonsmarks kritik af dansk pædagogik gælder mere nu end nogensinde? Måske tog PISA-begejstringen lidt overhånd? Måske var PISA-ideologien en forstærkning af det, man ikke kunne lide?

1. Henrik Gade Jensen
I dagens Politiken har en af de centrale borgerlige debattører, præsten Henrik Gade Jensen, en række præcise betragtninger, f.eks.:

”I dag er borgeren truet af proletarisering. Skat, afgifter, klientgørelse og djøficering er med til at gøre ham besiddelsesløs, som er definitionen på en proletar, og sparke borgeren ned ad den kulturelle rangstige og funktionærgøre hans arbejde. Skolelæreren er det aktuelle eksempel. Væk med ansvar og naturlig autoritet og ind med fabriksfløjter og ridefogeder”.

Og Gade Jensen var også i juni 2014 en af de første på aftrækkeren i sagen om Erik Schmidt i Agedrup med et fremragende forsvarsskrift, som man kan læse på hans JP-blog. Gade Jensen har et stort ansvar at løfte i den liberale kreds efter min mening, og det er dejligt at se, at han faktisk også gør det.

2. Henrik Dahl
Den anden dag var det så LA’s nye folketingskandidat Henrik Dahl – der ellers har store aktier i den nye venstrefløjs opgør med kundskab og dannelse i 00’erne – som i sin Groft Sagt i Berlingeren d. 6. august satirisk skrev:

”De 37 ugentlige timer vil hurtigt vise sig at være opbrugt om tordsagen – for alle gode lærere har altid arbejdet langt mere. Hvad der så skal ske torsdag eftermiddag og hele fredagen, må kommunen selv ligge og rode med. Nu, hvor den ensidigt har opsagt loyaliteten mellem sig selv og sine lærere”.

Hurra til Dahl fordi han ved hvad en lærer ER. Og man må jo heller ikke glemme hans jætteindsats for at forsvare Linda Marie Koldau i sin tid.

3. Martin Ågerup
Endelig kom selveste direktøren for tænketanken CEPOS – som jo ellers er sponsoreret af Ayn Rand-filosofi – Martin Ågerup på banen i JP med følgende fine formulering:

”I skoledebatten har vi vænnet os til, at politikerne bevæger sig helt ind i klasseværelset for at anvise, hvordan undervisningen skal finde sted… Det er sådan, politikere har vænnet sig til at tænke – både de røde og hovedparten af de blå. De må nu på afvænning og i stedet koncentrere sig om at lægge rammerne for folkeskolens organisering med en klar og logisk ansvarsplacering. Her er der noget at tage fat på. Så kan skoleledelsen bedrive ledelse, og lærerne kan undervise. Vi skal med andre ord have smidt politikerne (også lokalpolitikerne) ud af klasseværelset – gerne med hovedet forrest”.

Ågerup støttede ellers KL’s ledelsestænkning i forbindelse med lærerkonflikten i 2013, men det er så heldigvis slut nu. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt forbavset – glædeligt forbavset!

Endelig skal man huske, at LA’s Merete Riisager, assisteret af Rosa Lund fra Enhedslisten, fungerer som en ren enmandshær i Folketinget overfor alle de andres pladder, og at der i underskoven er en lang række borgerlige og stærkt kritiske folk som tidligere Askov-forstander, Morten Qvist, og forstander på Rønshoved Højskole, Thue Kjærhus. Folk der lægger vægt på dannelse, frihed og folkelighed, men som desværre – er mit indtryk – blev lidt ridset af 00’ernes generelle fokusering på Islam. Nedtoner man sidstnævnte er der ren fornuft i horisonten.

Der er selvfølgelig også nogle gode folk i centrum-venstre, men de er altså ikke så årvågne, som de burde efter min opfattelse. Ud over et par gamle radikale, som f.eks. Baunsbak Jensen, der i dagens Politiken yderst fornuftigt taler for private seminarier og for at rive læreruddannelsen ud af professionshøjskolernes mekaniske klør, skal vi meget langt ud på venstrefløjen for at finde en selvstændig tanke. SF er virkelig storeslem i disse år. De går ind for en blanding af neoliberalisme og neosocialisme uden at vide det selv, og så bliver det vist ikke meget værre. Der er ikke meget Tito-decentralisering i den omegn mere – tværtimod. Så vær på vagt, når Anette Vilhelmsen taler sødt om de “frie skoler”. Det ord kan man ikke bruge samtidig med, at man går ind for den nye skolereform.

Lige nu er det dansk liberalisme, der vågner – virkelige individer og ikke kun markedsatomer. Jeg hepper! Men ok, man må foretage en mere grundlæggende refleksion over forholdet mellem amerikansk nyliberalisme og de europæiske traditioner. Det bliver man simpelthen nødt til, hvis man ikke skal havne i SF’s suppedas.

 

31. d. 8. august: Bondos herlige tweet

Jeg synes, det er en rigtig sjov tweet, Bondo har lavet om Skanderborgfestivallen. Mere af det tak!

Heldigvis er jeg ikke normaliseret, så jeg kunne arbejde det meste af aftenen i går. Til gengæld vil jeg gå en tur i skoven i dag, eftersom jeg ikke synes programmet på Skanderborg er så godt i år. Fordelen ved spadsereturen er, at jeg kommer forbi en lækker isbutik på Trøjborg. Der kan også ske det, at jeg får et par gode ideer mens jeg nyder isen. Sidst jeg spiste is i arbejdstiden, fik jeg faktisk ideen til en hel bog. Men så igen: Jeg er ikke normaliseret. Jeg følger bare arbejdets egen rytme. Ellers vil jeg jo kun kunne gøre det, som en eller anden mellemleder tror, han har forstand på. I så fald ville jeg jo nok bestille noget, hvilket jeg da også gør i ny og næ, men jeg ville jo ikke arbejde – og en lærers gerning er det sidste.

Link til omtale af sagen i JP: http://jyllands-posten.dk/indland/ECE6921105/anders-bondo-ramt-af-twitter-storm/

Link til Anders Bondos twit: https://twitter.com/ANDERSBONDO/status/497362663257956353

 

32. d. 8. august: Radioindslag om Agedrup-sagen

Indslag på Radio Fyn (minut 1:05 til 2:05), hvor formanden for Odenses Lærerforening, den dygtige Anne Mette Kæseler Jensen, foreslår, at advarslen til Erik Schmidt trækkes tilbage. Der er også et kort interview med rådmand, Susanne Crawley Larsen, som dækker sig under ”personalesags”-kostumet. Skoledirektør Ina Ahrensberg ønsker ikke at udtale sig. Indslaget er også noteret på min blog under menu-punktet ”Agedrup-skandalen”.

Link til radioindslag: http://www.dr.dk/radio/ondemand/p4fyn/regionale-nyheder-29282#!/00:01

 

33. d. 8. august: Folkeskolen.dk om Agedrup-sagen

Der lægges pres på Odense Kommune i Agedrup-sagen, men hvad det nærmere betyder, kan jeg ikke gennemskue.

Under alle omstændigheder går det jo ikke, at en rådmand siger, at man må sige hvad man vil, når man altså ikke må alligevel. Den slags kan jeg slet ikke have.

Hvad er konsekvensen af den slags? Den er så, at 53% af lærerne mener deres ytringshed begrænset og at 37% siger, at de ikke kan ytre sig frit til sin ledelse. Det er ganske vist ikke helt friske tal, men de er næppe blevet bedre hen over sommeren. Her fra dagens Folkeskolen.dk:

Link til artikel på folkeskolen.dk: http://www.folkeskolen.dk/547623/kommune-og-laererkreds-i-faelles-front-for-ytringsfriheden

 

34. d. 10. august: Henrik Gade Jensen om Agedrup-sagen

Mens jeg – helt unormaliseret – sad og arbejdede en halv-sen søndags-aftentime med kapitel 42a i min bog ”Pædagogikkens to verdener”, der udkommer i 2015, kom jeg i tanke om Henrik Gade Jensens glimrende indlæg fra før ferien om Agedrup-sagen.

Jeg håber, der kommer flere initiativer i sagen, for ellers bliver landets skoler da helt døde og tavse.

Link til Gade Jensens blogindlæg: http://jyllands-posten.dk/blogs/henrikjensen/ECE6828758/skal-vore-boern-undervises-af-eftersnakkere-klakoerer-og-konformister/

 

35. d. 11. august: Lone Nørgaard anmelder Uren pædagogik i JP

Lone Nørgaard har givet Uren Pædagogik 2 en rigtig fin anmeldelse i Jyllandsposten:

UREN PÆDAGOGIK 2, Red. Af Lene Tanggaard, Thomas Aastrup Rømer & Svend Brinkmann, 270 sider, 289 kr., Forlaget Klim.
af Lone Nørgaard

Efter i årevis at have slidt mig igennem afhandlinger, hvor de pædagogiske forskere tydeligvis var uden egne undervisningserfaringer og tillige formidlede deres abstraktioner på mandarinsprog, var jeg tæt på at opgive uddannelsesforskningen.

Men så kommer der pludselig en antologi ned fra Himmelbjerget helt ned på gulvet i klasseværelset, der i hvert fald på det indholdsmæssige plan gør mine ord til skamme.” Uren pædagogik 2” er en opfølger til en 1’ er, der leverede et modspil til tidens mantra om evidens og målbarhed inden for uddannelsesverdenen.

I 2’ eren har redaktørerne inviteret nogle af deres kritikere til at debattere med om det store spørgsmål: Hvilken rolle skal pædagogikken spille i en globaliseringstid med stadig øget konkurrence og økonomisk smalhals?

Begrebet »uren pædagogik« forstås måske bedst som negationen til »ren pædagogik« alias den pædagogik, der forsøger at abstrahere pædagogisk teori og praksis fra den kultur, hvori pædagogikken udfolder sig. Nøgleord i den urene pædagogiks sprog er: Mål, tradition, praksis, mening, kritik og (kulturel) kontekst. Den urene pædagogik har fokus på, hvad der er, frem for hvad der virker.

Ud over de tre redaktører har 10 andre forfattere leveret bidrag. Alle er læseværdige, men jeg var især fornøjet over Jørgen Carlsens, hvori han bl. A.citerer fra et interview med irsk-amerikaneren Frank McCourt, forfatter til bogen ”Hr. Lærer”: »Jeg har altid haft en naiv tro på, at undervisning bør være en stræben efter lærdom.«

Ja, ikke?

Når det alligevel ”kun” bliver til fire stjerner – til trods for at flere af artiklerne indholdsmæssigt er til fuldt hus i stjernedrys – skyldes det sprogdragten. Forskere må og skal lære, at de har en pligt til at formidle forståeligt. Et enkelt eksempel på unoderne må række her: »Det betyder, at læring ikke kun forankres i individet, men også ses som det, der ændrer sociale praksisser, ligesom processen begrebsliggøres som andet og mere end mental, subjektiv informationsprocessering.« Tal dansk!

Link til Lone Nørgaards anmeldelse: http://www.jyllands-posten.dk/protected/premium/anmeldelser/litteratur/ECE6927096/et-begavet-modspil/

 

36. d. 12. august: Godt indlæg af Casper Sand

Fint indlæg af lærer Casper Sand. Sand kombinerer en kærlig omtale af sin gamle skole i Herning med en kritik af læringsbegrebet, et forsvar for almenpædagogikkens betydning samt en stillingtagen i Agedrup-sagen:

“Når der arbejdes med et læringsbegreb, der ikke er knyttet til en almen pædagogik, bliver det til tom retorik. I princippet kunne læringen så foregå med autoritære styreformer så som nazismen.

Derfor kan man ikke blot forkaste den pædagogiske tradition, vi har opbygget på et fundament fra de store oplysningsfilosoffer.

At lærerne ikke må stille kritiske spørgsmål, som vi har set det i Agedrup ved Odense, hører ikke hjemme i en demokratisk tradition. Men den kritiske stillingtagen risikerer at gå fløjten, når pædagogikken også gør det.”

http://www.folkeskolen.dk/547787/maa-vi-bede-om-lidt-paedagogik-tak

 

37. d. 12. august: Indlæg om Agedrup-sagen af Brian Degn Mårtensson

Glimrende indlæg om Agedrup-sagen af lærer ved UC-sjælland, Brian Degn Mårtensson. Han beskriver den såkaldte “Agedrup-effekt”. Det er, når folkeskolen “imploderer”:

http://www.folkeskolen.dk/547905/en-laerers-foerste-pligt

 

38. d. 13. august: Skoleleder Morten May forlader folkeskolen

Efter ni år som kommunal skoleleder bliver Morten May nu friskoleleder i København:

“Det er jo paradoksalt – og det gælder ikke kun mig, men også min gode ven Erik Schmidt fra Agedrup Skole – at for at kunne diskutere folkeskolen er man nødt til at træde ud af den. Sådan har det aldrig været før – før kunne vi diskutere i folkeskolen. Det er en pædagogisk katastrofe!”

Agedrup-effekten!

Sagen er dækket på folkeskolen.dk: http://www.folkeskolen.dk/547887/skoleleder-vil-ikke-uddanne-soldater-til-konkurrencestaten

 

39: d. 14. august: Proletarisering

Er den danske lærerstand blevet proletariseret? Svaret er ja – i dobbelt forstand:

  1. Først den ene forstand. Her henviser proletarisering til det forhold, at man er blevet frataget sin professionelle frihed. Arbejdet er reduceret til at være et rent middel til at nå mål, som ikke er knyttet til arbejdet selv, og målene er statslig konkurrenceevne og økonomisk vækst.

Det med målet har jeg skrevet om mange gange – det er et objektivt faktum. Og det med at være reduceret til et middel, fremgår af følgende:

a. Den pædagogiske frihed er reduceret til valg af evidensbaserede metoder til scoring på smalle kompetencemål, der reducerer skolens og fagenes kundskabsbegreb til ukendelighed, men som sikrer ekstern kontrol med skolens ”ydelser”.

b. Der er ingen ordentlige arbejdspladser, hvor man kan læse en bog i fred og ro og slå en selvstændig tanke.

c. Man er tvunget til at befinde sig på skolen fra 8 til 16, hvorefter man er ligeså tvunget til at holde fri. Begge former for tvang er gift for en seriøs pædagogik.

d. Forberedelsestiden er reduceret til at være et redskab til kompetencescoringer og er også tidsmæssigt decimeret til ukendelighed. Læreren bliver derfor tvunget til at bruge Undervisningsministeriets digitale fagportal, hvor metoder, undervisningssystemer og evalueringssystemer ligger klappet og klart, helt tilpasset kompetencemålssystematikken, hvilket blot proletariserer hende yderligere. Vi får det, jeg kalder for ”klikke-læreren” eller ”læreren i bur”.

e. Man får tjeneste-sager på halsen, hvis man diskuterer frit.

f. Man er fuldstændigt underlagt alle mulige populistiske forestillinger om, at lærerarbejdet er ”lige som resten af arbejdsmarkedet”, hvormed man efterhånden vist nok mener et eller andet gartneri på Falster, der lever af fattige østeuropæere uden overenskomst.

  1. Det var proletarisering i den ene forstand. Hvad så med den anden? Jo, det drejer sig om, at proletariseringen ledsages af et ny-sprog, der hævder, at lærerens myndighed og frihed tværtimod er blevet forøget, og som taler om ”fremtidens skole” på glittet kommunalt papir. Dermed fratages læreren også det sprog, hun skal bruge til at forlade proletariseringen. Og siger hun alligevel noget, så bliver hun hånet med platte udtryk som en ”nej-hat” eller bliver bedt om at gå. Og hvis hun går selv, siger Mia Allerslev fra KL, at det jo også er godt med lidt ”frisk blod” på skolerne.

Læreren bliver altså ikke blot til en proletar som under punkt 1, men en umælende, tavs og undertrykt proletar, der nægtes et sprog til at formulere den umyndiggørelse og proletarisering, hun er udsat for, i. Efterhånden som årene går, vil det nye sprog formodentlig overtage det virkelige sprog. Det var vist det, som marxisterne i gamle dage kaldte for ”falsk bevidsthed”. Så er læreren et rent middel uden eget sprog. Sker det, har vi et proletariseret samfund. Så er der kun støjen tilbage.

 

40. d. 15. august: Erik Schmidt og bladet Opinion

I 00’erne gjorde Erik Schmidt et stort arbejde i forbindelse med udviklingen af tidsskriftet Opinion, hvori en lang række af tidens pædagogiske navne blev interviewet og vigtige pædagogiske emner blev grundigt omtalt og diskuteret. Schmidt skrev også selv nogle virkelig gode ledere. Her er en fra 2002, der er forbavsende aktuel på alle måder, og som taler direkte ud af dansk skoletradition. Men siger man den slags ting, som Schmidt skriver om, på et lærerværelse i dagens Danmark, så får man en nej-hat på og en advarsel af splinter-unge skolebureaukrater.

 

41. d. 15. august: Alexander von Oettingen og Camilla Wang

Hørte I Alexander von Oettingen tale med Camilla Wang om skolens formål, fra minut 18 i gårsdagens Deadline? Det er anskuelsesundervisning i forskellen mellem pædagogik og teknokrati, mellem skole og skolereform. Jeg er enig med Oettingen i alt. Simpelthen det hele – dejlig fornemmelse. Jeg tror ikke, at Wang forstod, hvad han talte om, men ok, hun er også dekan hos Stefan Hermann på professionshøjskolen Metropol – et af epicentrene for det pædagogiske sammenbrud her i landet.

 

42. d. 16. august: Alexander von Oettingen og Andreas Rasch-Christensen

Jeg vil blot gøre opmærksom på, at von Oettingens kloge men magtesløse forsøg på at belære Camilla Wang om, hvad en skole er i gårsdagens Deadline, blot var en reprise af en diskussion, han førte på Folkemødet med Andreas Rasch-Chrinstensen, der er endnu mere centralt placeret i Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO), end Wang er. Her er en omtale fra juni:

http://www.thomasaastruproemer.dk/folkemoede-2014-er-folkeskolen-folkets-skole.html

 

43. d. 17. august: Sammenfatning af Agedrup-sagen

Her er en sammenfatning af Agedrup-skandalens elementer; en sag der efter min opfattelse, ud over den personlige uretfærdighed, udstiller hele problemet med skolereformens filosofi.

Det er da også tankevækkende, at ikke en eneste person – der tilhører enten Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) eller som er knyttet til de partier, der står bag skolereformens partier – har udtalt sig om sagen.

Schmidt-sagen er derfor et tegn på, hvordan landets pædagogiske fremtid kommer til at se ud.

http://www.thomasaastruproemer.dk/agedrup-danmarks-paedagogiske-epicenter.html

 

44. d. 18. august: Forholdet mellem det monologiske og det dialogiske

En god faglig tekst, og altså også en god undervisning, bygger på tænkning, en two-in-one dialog, dvs. den er DIALOGISK – den er forbundet frit men også tvingende til en tradition.

Men en tekst, en forelæsning, er som regel MONOLOGISK. Den fortæller og forklarer og begrunder.

Dialogen grunder monologen – ikke “begrunder”, men grunder. Dvs. at dialogen ikke kan ses eller læses. Den er usynlig. Undervisningens grund er usynlig.

Derfor kan ordentlig læring ikke være ”synlig”. Har man blot ”lært” noget synligt, har man lært mindre end man vidste i forvejen. Man har slet ikke lært. Man har lært en monolog, som ikke er grundet.

At skrive og at undervise er at lade dialogen komme til udtryk – så bliver teksten livlig, let hakkende, spørgende og eksperimenterende og ”pludselig bliver der stille over det hele” – alle glemmer hinanden.

Teksten og undervisningen bliver i stedet for til et åndeligt fællesskab af en pulserende vekselvirkning mellem spørgsmål og tradition. Vi får et fællesskab af dem, som ikke har noget til fælles. Undervisningen bliver til et fællesskab for stammende søgere i en tradition.

For at blive undervisning, for at forbinde dialog og monolog, må undervisningen have et poetisk moment i bred forstand.

Der er også den slags monolog, der blot bygger på monolog. Det er synlig læring. Den er ikke noget problem – men den er heller ikke pædagogik.

Den nye skolereforms læringssyn bygger ikke på tænkning. Den bygger på et opgør med tænkning, som den tror er noget subjektivt. I STEDET FOR vil den have evidensbaserede metoder. Det kan man se af følgende citat fra en af reformens teoretikere (hvor tænkning kaldes for ”syntese”):

”Syntesen mellem teori og praksis får lov til at foregå i den enkelte lærerstuderendes eget hoved. Det er ikke godt nok, når vi faktisk har veldokumenteret viden om og metoder, der kan vejlede lærerstuderende og lærere i differentiering af undervisningen på kyndig vis. Det er det, vi ser i Canada og Singapore” (Jens Rasmussen 2010 i Asterisk nr. 53)

På den måde hviler skolereformen på et opgør med tænkning og tradition.
Men er Rasmussens forklaring, altså hans monolog, selv grundet i en dialog? Hviler den på tænkning? Hvis ja, så har jeg ret, hvis nej, så findes ingen ret, for så findes der jo ingen strid.

 

45. d. 19. august: Jens Rasmussens bur og Lene Tanggaards kreativitet

Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen står for landets officielle pædagogik. Det er en pædagogik, der i sine inderste organer bygger på en afvisning af al pædagogisk selvstændighed og frihed, hvilket man tydeligt kan læse ud af nedenstående interview med Jens Rasmussen fra dagens folkeskolen.dk.

Hvis det ikke var fordi, at Rasmussens/Rasch-Christensens pædagogik nærmest er mere virkelig end virkeligheden selv, så ville den være helt ude i hampen. Det er klikkelæreren i bur – en revisor.

Heldigvis sagde Lene Tanggaard det stik modsatte på samme website: nemlig at Rasmussens/Rasch-Christensens ”mål” dræber kreativitet. Men Tanggaard har ingen magt.

Så egentlig er der ikke noget “heldigvis”… Egentlig er det bare hårdt.

http://www.folkeskolen.dk/548309/professor-faelles-maal-giver-laererne-nyt-ansvar

 

46. d. 20. august: Dansk Magisterforening skriver indlæg i Agedrup-sagen

Bestyrelsen for Dansk Magisterforenings professionshøjskole-undervisere går ind i Agedrup-sagen. De har sendt nedenstående brev til rådmanden, skoleleeren m.fl.. Bestyrelsen anser advarslen til Schmidt for at være et “alvorligt angreb på offentlige ansattes ytringsfrihed”. Dette og andre indlæg er også noteret på min hjemmeside under menu-punktet “Agedrup-skandalen”.
————————-
Aarhus, d. 18/8 2014

Til Børne- og ungeudvalget og Rådmand Susanne Crawley Larsen, skoleleder på Agedrup Skole Mohammed Bibi, tillidsrepræsentant på Agedrup Skole Juliane Ludvigsen samt lærerne på Agedrup skole og Odense Lærerforening.

OFFENTLIGT ANSATTES YTRINGSFRIHED

Undertegnede, medlemmer af bestyrelsen i Dansk Magisterforenings afdeling for undervisere på Professionshøjskoler i Danmark, udtaler i forlængelse af bestyrelsesmøde d. 15. august 2014:

Vi ser med stor forundring og misbilligelse på den tjenstlige advarsel, som Odense Kommune har tildelt lærer Erik Schmidt.

Erik Schmidt har på personalemøder på Agerup Skole benyttet sig af sin demokratiske ret til at forholde sig kritisk til ledelsens visioner for udmøntningen af den nye lov om arbejdstid. Dette medførte såvel en tjenstlig samtale som en skriftlig tjenstlig advarsel.

Vi anser det for et alvorligt angreb på offentligt ansattes ytringsfrihed.

Steen Simonsen, bestyrelsesmedlem DMP
Hanne Schneider, bestyrelsesmedlem DMP
Susanne Bang- Larsen: bestyrelsesmedlem DMP
Helle Kristine Waagner: bestyrelsesmedlem DMP
Tommy Dalegaard Madsen: bestyrelsesmedlem DMP
Dorrit Gaarskjær Thomsen: bestyrelsesmedlem DMP
Anders Henning Simonsen: bestyrelsesmedlem DMP
Kristian Horslund: bestyrelsesmedlem DMP
Hans Beksgaard: formand for bestyrelsen i DMP
Mette Bruun: bestyrelsesmedlem DMP
Mikkel Høgsbro: bestyrelsesmedlem DMP

http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

 

47. d. 20. august: Dansk Magisterforeningen på Folkeskolen.dk

…og nu er brevet fra DM til Odense også omtalt på Folkeskolen.dk

http://www.folkeskolen.dk/548422/erik-schmidt-faar-stoette-fra-undervisere-paa-professionshoejskolerne

 

48. d. 21. august: Link til et bur

Jeg har fundet et link til et BUR: Det er et link til de nye fælles mål for folkeskolen. Alt er pakket og klart i rene målstyrede og detail-systematiserede kompetencetermer, og der er også en rigid didaktisk systematik, som du kan indordne dig under. Alt sammen er et direkte resultat af det opgør med kultur, humanitet og folkelighed, som systemets arkitekter bærer i sig.

Skolens og fagenes formål står som afpillede skeleter, næsten uden organisk kontakt til fagenes kød. Man kan sige det sådan her: Formålene er blevet midler til midlerne.

Du er tvunget til at klikke og klikke videre mellem kl.8-16, og du kan finde alt i dit lille system. Tænk ikke selv, og vær “accountable” som en revisor.

Sæt dig ind i systemet, bliv væk i det og afhængig af det – og hold derefter fri som en industriarbejder. Vil du diskutere præmissen får du en tjenstlig advarsel, mens politikerne synger om ytringsfrihed og grundloven.

Det er essensen.

Link til de fælles mål: http://ffm.emu.dk/

 

49. d. 21. august: 19 intellektuelle går ind i Agedrup-sagen

Fyens Stiftstidende bringer i dag følgende opfordring fra 19 intellektuelle:

“Vi opfordrer hermed Susanne Crawley Larsen til at foranledige, at Odense Kommune tilbagekalder advarslen til Erik Schmidt, at Schmidt får en uforbeholden undskyldning, samt til at lærerne i Odense får sikkerhed for, at de kan tænke og tale frit, både når de er på arbejde, og når de ikke er.”

Den fulde tekst kan man læse nederst i herværende opslag og via linket neden for. De 19 personer er:

Dorthe Jørgensen, professor ph.d., dr.phil., dr.theol.
Peter Kemp, Professor emeritus i filosofi, dr. theol. & phil.
Lene Tanggaard, professor
Henrik Gade Jensen, sognepræst
Alexander von Oettingen, dr.pæd., udviklingsdirektør
Jørgen Carlsen, højskoleforstander
Jens Raahauge, formand for Dansklærerforeningen
Steen Nepper Larsen, lektor
John Rydahl, fmd. Religionslærerforeningen
Per Kjeldsen, cand. pæd. psyk., chefkonsulent
Kirsten Krogh-Jespersen, pens. lektor, ph.d.
Ib Hansen, konsulent, forh. skoledirektør
Leo Komischke-Konnerup, redaktør for Forlaget Nyt Askov
Iben Benedikte Valentin Jensen, redaktør for Forlaget Nyt Askov
Morten May, skoleleder
Sten Larsen, lektor
Brian Degn Mårtensson, cand. pæd., adjunkt
Stig Skov Mortensen, cand. pæd. phil.
Thomas Aastrup Rømer, lektor ph.d.
Opfordringens fulde ordlyd:

TILBAGEKALD ADVARSEL TIL LÆRER

Lærer Erik Schmidt har været ansat i 34 år på Agedrup Skole. Her har han udøvet sin gerning, ikke blot til alles fulde tilfredshed, men også til hele samfundets anerkendelse, og han har bidraget flittigt til sit samfunds, sit fags og sin skoles udvikling med alt fra lokale udviklingsarbejder til brede kulturelle initiativer i lokalområdet og i forbindelse med nationalt rettet forlags- og skribentvirksomhed.

Hans virke støttes ifølge pressen af folk helt fra Dansk Folkeparti og til Enhedslisten. Det støttes også af skolen tidligere skoleledere, af lærere og elever og af hele hans lokalsamfund. Schmidt har aldrig i sit lange og rige virke modtaget så meget som en uformel henstilling, han har arbejdet med stort engagement, og han har i gennemsnit blot haft 1-2 sygedage om året. Kort sagt: en pryd for Odense Kommune – skulle man tro.

Men kommunen er ikke glad for Schmidt. Nu har han fået en advarsel for ”negative holdninger”, fordi han på interne lærermøder har kritiseret ledelsen og ønsket at diskutere nogle af den helt nye skoleleders dispositioner. Sådan en demokratisk diskussionslyst er åbenbart ikke noget for kommunens hierarki:

Skolelederen er 34 år og har kun har været ansat på Agedrup skole i få måneder. Han har ingen offentlige meritter, men har fra dag ét ønsket at ændre hele skolens organisation, pædagogik og arbejdstilrettelæggelse – helt uden at drøfte det med sit lærerkorps.

Skolelederens chef, kommunens børne- og ungeregionschef, har også kun været ansat i et par måneder og har ikke nogen indsigt i skoleverdenen.

Børne- og ungeregionschefens chef, børne- og kulturdirektøren Jimmi Streit, blev for nylig fyret, og det kan tænkes, at de for tiden omtumlede forhold i skoleafdelingen har medvirket til, at den unge skoleleder ikke har fået en ordentlig rådgivning.

Deres alle sammens politiske chef, rådmand Susanne Crawley Larsen, er også helt ny på sin post. Hun har sagt, at hun ønsker at genskabe tilliden til lærerne i Odense, og at lærerne i Odense Kommune må sige, hvad de har lyst til, men sidstnævnte er jo objektivt set usandt.

Fagbladet ”Folkeskolen” har fortalt om, hvordan halvdelen af lærerne i Odense oplever, at deres ytringsfrihed bliver intimideret. Mon ikke denne sag har gjort ondt værre?

Skolen har ikke mindst i denne tid brug for erfarne lærere, der kan se, hvordan skolens dagligdag kan virke bedst muligt. Den kan ikke løse sin opgave, med mindre åndsfriheden og ytringsfriheden beskyttes fra oven.

Vi opfordrer hermed Susanne Crawley Larsen til at foranledige, at Odense Kommune tilbagekalder advarslen til Erik Schmidt, at Schmidt får en uforbeholden undskyldning, samt til at lærerne i Odense får sikkerhed for, at de kan tænke og tale frit, både når de er på arbejde, og når de ikke er.

 

50. d. 22. august: Forholdet mellem skoler og verdensklasser

En skole i verdensklasse er en verden uden skole.

 

51. d.23. august: Mohammed Bibis spalte

Skoleleder på Agedrup skole, Mohammed Bibi, har en “spalte” på sin skoles hjemmeside. Det bliver vel nok spændende at følge med i den.

I spalten kan man læse, at Bibi nu ikke blot vil “læringsmakismere”, som han sagde i sit oprindelige oplæg til skolens lærere på sit allerførste lærermøde. Nu vil han også “dannelses-makismere” – en ren og skær kontradiktion, to ord, der ikke kan forbindes med en bindestreg.

I resten af sin spalte taler han da også kun om læring, og om hvordan hele skolen skal indrettes efter det. Og den får selvfølgelig heller ikke for lidt med namedropping om “læringsstile” etc.. Der er absolut INGEN ordentlig pædagogik i miles omkreds, og det hele er ubehjælpsomt og dårligt skrevet.

Og hvad er så “læring” i Bibis system? Jo, det er skolereformens operative måltal og den nye målstyrede undervisning, som er udformet i et OPGØR med dannelse, og som sikrer en kæntret stat den totale detailregulerende magt i vores pædagogiske liv.

Der er ingen dannelse i Bibis brokker. Derimod er der “læringsmaksimering” over det hele. Han er overdetermineret af andres brokker, han bader i uvidenhed.

Læringsmaksimeringen er Bibis hellige ild, som jeg har beskrevet det tidligere. Det er ren og skær pædagogisk nyreligiøsitet af værste skuffe. (se mit blogindlæg: “Mohammed Bibi – Ny Nordisk Skole og den hellige ild”)

Det sejler rundt, men alligevel har Bibi magt til, efter blot få måneders ansættelse, at uddele tjenstlige advarsler til flittige medarbejdere.

Det er uretfærdigt!!

Link til Bibis spalte: http://agedrupskole.skoleporten.dk/sp/117532/text/Skolelederens%20spalte

 

52. d. 23. august: Lærerstandens proletarisering

Om lærerfagets proletarisering:

http://www.thomasaastruproemer.dk/bliver-laererstanden-proletariseret.html

 

53. d. 24. august: Drømmeskolen

En dag i “drømmeskolen” på de Frie Skolers hjemmeside. Indlæg af Lars-Henrik Schmidt, Uffe Elbæk, Vincent F. Hendricks, Howard Gardner og undertegnede: http://www.fsl.dk/aktuelt/droemmeskolen/2014/8/en-skoledag-i-droemmeskolen/

 

54. d. 24. august: Hvad er barnets natur?

Det tager mange generationer at op-bygge ”barnets natur”,

Man må dog endelig ikke tro, at barnets natur er noget, der er “konstrueret”. Barnets natur er bygget af det, som ikke blev brugt. Den er derfor det modsatte af en konstruktion. Naturen er det, som blev ladt tilbage under bygningen af en bestemt bygning, og derfor er naturen også noget, der er bygget.

Se efter bygningens efterladenskaber – her finder man “barnets natur”. Brokkerne kan muligvis have et navn eller to, men det meste er uden navn, og sammenhængene er få og tilfældige.

Det er denne spænding mellem navnløse efterladenskaber og en officiel bygning, som det tager mange generationer at opbygge, og som man bør passe på – i betydningen “værne om” og “drage omsorg for”.

 

55. d.25. august: Jubilæumsfest på Agedrup Skole

Jeg iler med at viderebringe en invitation til Agedrup Skoles 50 års jubliæumsfest, hvor der blandt andet vil være 600 balloner og fri kakao.

Jeg kan tilføje, at Erik Schmidt, som har fået en tjenstlig advarsel af selvsamme skoles ledelse for “negativ attitude”, har været med til at skaffe pengene til festen, og han har såmænd også sagt ja til at hjælpe med at arrangere den – vel at mærke efter han fik sin advarsel!

Kan man ikke kalde det for en ja-hat fra det ydre rum? Måske får han en “brunsviger” af sin læringsmaksimerende skoleleder, Mohammed Bibi?
————-

AGEDRUP SKOLE FYLDER RUNDT
af Camilla Ahlmann-Jensen caje@fyens.dk

I et år, hvor folkeskolen fylder 200 år, har Agedrup Skole i det nordøstlige Odense også deres egen, runde fødselsdag at fejre.

Agedrup Skole bliver 50 år og markerer dagen med en jubilæumsfest for hele skolen fredag den 22. august.

500 balloner slippes løs i luften, der bliver fødselsdagssang, kakao og brunsviger.

Lørdag den 20. september fortsætter fejringen, når tidligere elever og ansatte og også nuværende medarbejdere mødes til fest i Agedruphallen med mad, fællessang og band.

Der er plads til 600 festende deltagere.

 

56. d. 26. august: Agedrup-sagen på magisterbladet.dk

Journalistisk omtale af Agedrup-sagen på magisterbladet.dk:

http://magisterbladet.dk/news/2014/august/stoettefradmtilkritiskskolelaerer

 

57. d. 26. august: Kronik af seminarielærere i Information om Agedrup-sagen

Dagens kronik i Information: Fire undervisere fra læreruddannelsen på hhv. professionshøjskole VIA og UCC diskuterer Agedrup-sagen med udgangspunkt i en generel kritik af folkeskolens ledelsesformer.

http://www.information.dk/comment/910480

 

58. d. 26. august: Stridbar nationalisme

Lidt stridbar nationalisme:

Problemet med Dansk Folkeparti og hele deres indflydelsessfære er, at de reducerer Danmark til et spørgsmål om “identitet”. Dermed gør de alt ens, abstrakt og målbart, hvorefter partiet kan stemme for den ene efter den anden teknokratiske lov på det pædagogiske område; love der paradoksalt nok hviler på et opgør med selvsamme nationale traditioner, som partiet falskt hævder at beskytte. Dermed reduceres Danmarks sjæl og folkelighed til øllebrød og kolonihaver eller stivner i integrationssystemer og centralt fastsatte operative måltal. Både “Danmark” og “det folkelige” fryser. Dansk Folkeparti er det modsatte af dets navn. Partiet er en identitetspolitisk dybfryser.

Danmark er en sjæl. Danmark er mere dansk end Danmark. Danmark er så dansk, at det er europæisk, altså så europæisk som det Europa, der er mere europæisk end EU’s Europa, altså det Europa som også er en sjæl, der er sammensat af andre sjæle.

Danmark er sjæleligt forbundet med Europas sjæle, men kun dybt nede i landets sjælelige egenart.

Danmark er en forudsætning, en kærlighed til verden, en fordybelse, en gæring, en invitation.

(inspireret af Johan Christian Nords artikel “De er dog den betydeligste og modigste mand, jeg har kendt”, i Dansk Kirketidende, nr. 7, 2014. Artiklen drøfter forholdet mellem Jakob Knudsen og Georg Brandes ud fra en kronik, som Knudsen skrev i Politiken i 1912)

 

59. d. 27. august: Godt indlæg af Brian Degn Mårtensson

Brian Degn Mårtensson har holdt øje med skolepolitikkens hårdhed, nysprog og instrumentalisme i ugen, der er gået – både i Agedrup, i coach-branchen og i skolereformens maskinrum:

http://www.folkeskolen.dk/548698/nysprog-underdanighed-og-indbildning—tendenser-i-moderne-skoledrift

 

60. d. 28. august: Flere eksaminer og færre tests

Vi bør have færre tests, men flere eksaminer.

Hvorfor?

Fordi tests er elevernes møde med en anonym og digitaliseret standard, hvilket vil sige, at det er uden pædagogisk værdi.

Eksamen er derimod en lejlighed til at mødes med sin lærer alene og drøfte sin kulturs, sit fags eller sin videnskabs indhold. Muligvis er der også en censor, men han bør være tavs som graven, med mindre han kan iagttage noget uretfærdigt.

Ved en eksamen bryder lyset frem i ansvar, flid og sved, og tvinger læreren hen til sin elev og eleven hen til sin lærer. De må se hinanden i øjnene, kalde hinanden ved navn, og stå til ansvar, som i ”responsibility”.

Tests er en nattens mareridt. Her står man til regnskab, som i ”accountability” – hvem står man til regnskab for? En digitaliseret standard uden øjne og navn.

Desuden: Eksamen er god, fordi det tvinger eleven til at forberede sig. Hvad er eksamensforberedelse? Det er elevens frie omgang med fagets fænomener. Det er en disciplineret og fri tid.

Eleven kan derimod ikke forberede sig til en test. Forberedelse til tests er noget læreren gør – for at stå til regnskab.

 

61. d. 28. august: Hvor er åndsfriheden?

Hvem taler om åndsfrihed? Det gør de gamle skolefolk og nogle af teologerne. Åndsfriheden er dansk skoletradition, og den er også eksplicit nævnt i skolens formål. Ikke så længe tror jeg – men dog endnu.

Så er der dem, der taler om ytringsfrihed. Det er næsten det samme, men ikke helt. Det er mere teknisk. Det er retten til sige pubæ til bedstemor, Det kommer man ikke i fængsel for – men det er ikke i orden. Ytringsfriheden er selvfølgelig også retten til at sige en dorsk leder imod og alt det andet, som er godt, og som minder om åndsfriheden.

Hvem taler om ytringsfrihed? Det gør nogle af liberalisterne og socialisterne. Enhedslisten er f.eks. blandt de mest effektive forsvarere af ytringsfriheden i den offentlige sektor – og det er også godt. Men de taler aldrig om åndsfrihed, hvilket skyldes at de har problemer med kulturen og filosofien. Nogle liberalister taler også om “åndsfrihed”, men så er det fordi, de er skolefolk eller teologer.

Åndsfriheden forlener ytringsfriheden med et moralsk og politisk momentum. Åndsfriheden gør ytringsfrihed til ytringspligt – udover denne vigtige forskel er de to begreber det samme. Åndsfrihed udspringer fra en kulturel syntese, der gør det muligt at vurdere ytringerne i deres sammenhæng.

Så er der alle teknikerne. Hele centrum-venstre. Det er makke-ret, og det er magten. Det er ja-hat og åndsFORLADTHED. Det er derfor, at ”åndsfriheden” er truet.

Hurra for skolefolkene, præsterne, Enhedslisten og nogle af liberalisterne!

 

62. d. 29. august: Her er åndsfriheden

Pligten er vigtigere end retten. Men pligten kan ikke virke uden ret.

Er der kun er ret og ingen pligt – er livet skrækkeligt. Er der kun pligt og ingen ret – er livet hårdt.

Når en fri pligt virker på en ret, der allerede er der, hæves retten op til en egentlig ret. Så er der åndsfrihed.

Hvad er pligt? Det er eksistensens kalden. Svaret på spørgsmålet: ”Hvem er du?” Svaret er: Jeg er i ret.

Åndsfrihed er pligtens område. Den er ytringsfrihed ophøjet til en egentlig ret.

Åndsfrihed er dansk ret.

 

63. d. 31. august: Europas ånd og Agedrup

Engang var Danmarks ånd knyttet til Europas ånd i en fri bevægelse. Det er nemt at konstatere. Man kan bare læse en eller anden bog fra mellem 1750 og 1980, hvor der altid er referencer til den ene eller den anden filosof, teolog eller digter fra vores eget eller et andet land. Om det er socialistisk, liberalistisk eller konservativt betyder intet. Take any book!

Kredsen omkring Ny Nordisk Skole og konkurrencestatsteorierne er bygget på en afvisning af hele denne åndelige tradition. Det er med andre ord en afvisning af Danmark og landets filosofiske forbundethed til Europa. Det er også let at konstatere. Om det er socialistisk, liberalistisk eller konservativt betyder intet. Ud med solidaritet, ud med humanisme og ud med kultur. Ud med alt fra Grundtvig og Kierkegaard til Kant og Rousseau. Take any book!

Men er det ikke ligeså slemt i andre lande? Ikke nær så slemt. Tyskland hylder stadig deres filosoffer og digtere. Det samme gør franskmændene, og i USA er forfatningen yderst levende. I Danmark bruger man ikke sin egenart til noget som helst. Antorini og hendes folk vil af med dansk filosofisk og pædagogisk tradition. Det er noget, som hører til i klassesamfundet eller hos Dansk Folkeparti, får man at vide.

Men er der ikke undtagelser. Jo jo, men det er hovedvejen, jeg beskriver.

Nå, men således befriet for rod og perspektiv må man forbinde sig med sine europæiske omgivelser på ny. Hvordan gør man så det, når man intet har tilbage, og når man heller ikke kan bruge noget europæisk filosofi? Det gør man ved at etablere en teknisk og metodisk forbindelse. Man forbinder sig teknisk til de tekniske sider af Europa. Teknificeringen fordobles. Skolepolitikken bliver et forhold mellem et teknisk Danmark og et teknisk Europa. Men hvad så med os andre? Ja, vi får ”forklaringer”, og hvis vi ikke synes om dem, så ”har vi ikke forstået” eller har “negative attituder”,

Det er denne dobbelte teknificering, der bygger på et opgør med den frie ånd, altså åndsfriheden – og så har vi pludselig en skolereform. Hovsa! Og reformens tekniske fordobling tvinger og tvinger sig ned gennem rækkerne. Og pludselig kommer der sætninger i mærkelige rækkefølger ud af munden på en nyansat skoleleder i Agedrup, og der kommer andre sætninger ud af munden på en erfaren skolelærer, der har noget på hjerte – og pludselig er der en, der ”ikke har forstået” den dobbelte teknifikation. Pludselig rammer opgøret med åndsfriheden en landsby på Fyn. Hovsa igen!

 

64. d. 31. august: Opdateret hjemmeside om Agedrup-sagen

Nedenfor er en opdateret side med alle indlæg om overgrebet på åndsfriheden i Agedrup: Blandt andet er der et link til en omtale af, at Enhedslistens Rosa Lund har stillet to spørgsmål om lærernes ytringsfrihed til undervisningsministeren. Desuden er der et link til et interview med den fremtrædende sociolog fra RUC, Rasmus Willig, der sætter Agedrup-sagen ind i en mere almen sammenhæng vedrørende kritikkens vilkår i samfundet. Dejligt at der stadig findes vågne folk på venstrefløjen, selvom det er ærgerligt, at S/SF er så tavs, bare fordi de har stemt for reformen. Anette Wilhelmsen rejser samtidig rundt og taler den pædagogiske friheds sag med grundtvigske stemninger i sætningerne. Munden siger “ja”, men handlingerne siger “nej” til pædagogisk frihed. Det er totalt upålideligt efter min opfattelse. S og SF er helt uden for rækkevidde. De har forladt åndsfrihedens tradition hele banden, som jeg ser det. Ja, faktisk ser det også ud som om, de har forladt ytringsfrihedens ret. De vil have makke-ret i stedet for.

http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

Skriv en kommentar