Facebook-drys 12: September – oktober 2014

Her er 75 facebook-opdateringer fra perioden september-oktober 2014. Man kan enten klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå fb-opslag med diverse kommentarer, eller man kan læse opdateringen på herværende blogindlæg, hvor den har været en lille tur i sproghjørnet. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart efter teksten.

  1. Underskriftsindsamling
  2. Hygge-prognoser fra 2013
  3. Ove Korsgaards kritik af Stefan Hermann
  4. Hvor er aviserne?
  5. Stå fast!
  6. Stefan Hermanns læserbrev og Agedrup-sagen
  7. Opdateringer om Agedrup-sagen
  8. Gymnasielærere går ind i Agedrup-sagen
  9. Hvad er ytringsfrihed og åndsfrihed?
  10. Et rystende interview
  11. Dansk Kirketidende om Agedrup-sagen
  12. Dansk Kirketidende om Agedrup-sagen 2
  13. Flere indlæg om Agedrup-sagen
  14. Hvad vil det sige at være glad for skolereformen?
  15. Erik Schmidt og Henning Fonsmark
  16. Uddannelsesdebatten i Nr. Nissum
  17. De norske lærere støtter Erik Schmidt
  18. Hvad er en lærer?
  19. Undgå krav!
  20. Hvem er Mohammed Bibi
  21. Enighed om pædagogik
  22. Hvem er Ina Ahrensberg?
  23. Behandling er bedre end forebyggelse
  24. Skolereformen fører til mindre læring
  25. Hvem er Susanne Crawley Larsen
  26. Tvang og frihed
  27. Agedrup-sagen på youtube
  28. Danmarks gavmildhed
  29. Facebook-drys 11
  30. Politiken = Konkurrencestatstidende
  31. Skolefest i Agedrup
  32. Bjørn Bredal og Adam Holm
  33. Er der pædagogik i de nye fagmål?
  34. Magisterblog om Koldaus bog
  35. Agedrup-sagen for en dommer
  36. Danmarks pædagogik
  37. Erik Schmidt og Susanne Crawley Larsen i Lærerbladet i Odense
  38. Hvor er arbejdsmarkedet?
  39. Rørende og kritisk kronik
  40. Hvad er dimensionering?
  41. Undgå krav 2
  42. Liberalismens problem
  43. Liberalisme bliver til kommunisme 1
  44. Et forsvar for velfærdsstaten
  45. Liberalisme bliver til kommunisme 2
  46. Er historien tidslig eller rumlig?
  47. Otte upraktiske pædagogiske råd
  48. Hvad er dygtighed?
  49. Ove Kaj Pedersens ”statsraison”
  50. Ny Nordisk Skoles dybdestruktur
  51. SF er intet!
  52. Danmark er en finanskrise
  53. Pædagogikken forskellighed
  54. Hvad er kundskaber?
  55. P1 Apropos
  56. Asfaltballet i 1987 og 2014
  57. Citat
  58. Kronik af Hanne Birgitte Jørgensen
  59. Danmarks pædagogiske synteser
  60. Fremtidens skole i Aalborg 1
  61. Fremtidens skole i Aalborg 2
  62. Fremtidens skole i Aalborg 3
  63. Alexander von Oettingen i P1 Eksistens
  64. Kvalitet = ikke-kvalitet
  65. 1864?
  66. Ind med mavefornemmelser og synsninger
  67. Hvad er et faktum?
  68. Fra Grundvig-bashin til åndsvidenskabelig ”onani”
  69. Det Radikale Venstre
  70. Konkurrencestat og masseuniversitet
  71. Grundtvig roterer i sin grav
  72. Tre slyngninger
  73. Opdateringer i Agedrup-sagen
  74. Hvad er det modsatte af ”ja”?
  75. Susanne Crawley Larsen i Odense byråd

 

1. d. 1. september: Underskriftsindsamling

Der er startet en underskriftsindsamling, som opfordrer til, at Odense Kommunes advarsel til Erik Schmidt trækkes tilbage. Man kan læse mere om sagen på min hjemmeside. Jeg håber, at så mange som muligt vil skrive under. Indsamlingen løber til starten af oktober.

http://www.skrivunder.net/traek_erik_schmidts_advarsel_tilbage

 

2. d. 2. september: Hygge-prognoser fra 2013

Lidt hygge-prognoser fra efteråret 2013.

http://www.thomasaastruproemer.dk/jorn-lund-og-kl-balle-i-soro.html

 

3. d. 3. september: Ove Korsgaards kritik af Stefan Hermann

Glimrende replik af Korsgaard, hvor han, så vidt jeg ved, for første gang går i direkte rette med systemteorien og dens tilknytning til samtidsdiagnosen (som Stefan Hermann er rundet af). Jeg hørte også Korsgaard på Liselund i forrige uge, hvor han, med udgangspunkt i en flot personlig fortælling, opfordrede til, at vi pudsede nogle pædagogiske dyder af fra før verden gik i systemteori.

Jeg er helt enig, men før Korsgaard kan få fuldt udbytte af sine ideer, kræver det et opgør med den historieforståelse, som har ført ham tæt hen til Ove Kaj Pedersens stats- og pædagogikforståelse; en historieforståelse, hvor alting puttes i store hegelianske kasser som nationalstat, velfærdsstat og konkurrencestat, som herefter determinerer ALT andet. Historien skal underdetermineres, så vi kan se på begreber, bøger og ting og sager mere frit, og det er faktisk også mit indtryk at meget moderne historieforskning er langt mindre strukturalistisk end Korsgaards og Ove Kajs.

Jeg mener med andre ord, at der er en modsætning mellem konsekvenserne af Korsgaards historiesyn og hans pædagogiske værdier, og jeg tror, med mindre jeg ser en grundlæggende refleksion om emnet, at det er historiesynet, der får den bestemmende ret.

Men måske tager jeg fejl. Måske er det den mere personlige tilgang til historien, som han bruger i sin nyeste bog, der har sat ham på kritikkens kurs? Og som måske også vil puffe lidt til den historiske strukturalisme?

http://hojskolebladet.dk/debat/kommentarer/2014/august/laerere-paa-herrens-mark

 

4. d. 4. september: Hvor er aviserne?

Fyens Stiftstidende skriver i dag, at Odenses lærere er utilfredse med advarslen til Erik Schmidt, og det er jo så sandt, som det er sagt. Avisen skal have stor ros for løbende at dække sagen, herunder den aktuelle underskriftsindsamling, som nu har indsamlet 800 signaturer.

Politiken er derimod demonstrativt uinteresseret, og JP og Berlingeren kan jeg heller ikke råbe op. Vi har heller ikke hørt noget fra en eneste person fra Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) eller folk i den omegn – simpelthen ingen. Sagen viser, hvor opdelt pædagogik er blevet.

Jeg vil dog minde om, at modstanden er bredere endnu. F.eks. har centralt placerede folk fra Dansk Magisterforening protesteret, og i linket kan man læse det læserbrev, som 19 intellektuelle havde i Fyens Stiftstidende d. 21. august.

Odense Kommunes handling er et angreb på skolens åndsfrihed – men Danmarks Pædagogiske Oligarki og Politiken – undskyld Konkurrencestatstidende – er fuldstændig ligeglade, for de kender ikke til ordene “ånd” og “frihed”, til trods for at ordene indgår i skolens formålsparagraf.

 

5. d. 4. september: Stå fast!

Kunne man ikke få nogen flere Svend Brinkmann’er i dansk pædagogisk psykologi?

http://www.gyldendal.dk/staa-fast-id21526?utm_source=Facebook&utm_medium=Open%2BGraph&utm_campaign=Like

 

6. d. 5. september: Stefan Hermanns læserbrev og Agedrup-sagen

Stefan Hermann, der tilhører Danmarks Pædagogiske Oligarki, som ellers har været totalt tavs om Agedrup-sagen, har vendt sig i sengen i dagens Information. Det skal han have TAK for. Oven i købet har han forstået den filosofiske side af sagen helt rigtig, når han i nedenstående læserbrev taler om “åndsfrihed”, som jo i skolemæssig forstand er en meget mere alvorlig sag end “ytringsfrihed”.

Erik Schmidt var faktisk i 2009 med til at give Hermann den såkaldte Holger-pris, som Hermann reklamerer med på sin fine Metropol-hjemmeside, og alle de andre prismodtagere fra 2007-10, men altså ikke Hermann, var medunderskrivere på et læserbrev i Fyens Stiftstidende om sagen. Jeg ved dog også, at Hermann har stor respekt for Schmidts arbejde. Stefan har også skrevet en god bog med titlen “Magt og oplysning”, så han er faktisk en af dem fra landet 2Q14, som vil kunne besættes af en fri ånd, selvom herværende indlæg er første besættelse i mange år. Det ene med det andet: Hermann har nok været lidt ambivalent, og det er derfor, at jeg skriver, at “han har vendt sig i sengen”. Jeg håber, at han med sit pludselige men behagelige pust fra dynen kan forvirre nogle af sine underordnede og de mange skoleledere mm, som ser op til ham. Her er læserbrevet:

“FRI DEBAT OM SKOLEREFORM
af Stefan Hermann, rektor ved professionshøjskolen Metropol

Folkeskolereformen og en ny organisering af skolelærernes arbejdstid har ikke alene skabt livlig og engageret debat, som det hør og bør sig, men også fejder, kamp svøbt i krigerisk retorik og hyppige personlige intimideringer.

Fra Niels Egelunds »stop med jeres pis og kom i arbejdstøjet« til sammenligninger af regeringen med nazityskland. Jahatte og nej-hatte. Det går særlig lystigt for sig på de sociale medier.

Løgstrup skrev engang, at demokrati er en skikkelig måde at være uenig på. Det er ikke alene smukt skrevet, men det er også et bud på, hvordan ytringsfriheden forvaltes klogt – uden at blive til pænhedens politisk korrekte regime – og hvordan åndsfriheden gives liv.

Begge dele bør være en fordring til og for lærerne, og det har heldigvis været en traditionsrig del af dansk pædagogik og uddannelseskultur.

Ethvert tilløb til at hæmme den frie og åbne samtale må derfor imødegås. Både når den kommer fra social kontrol i de professionelles kredse, og ikke mindst når den kommer fra ledelseslag.

Personalesager er af gode grunde tåget terræn, men den såkaldte Agedrupsag, hvor skolelæreren Erik Schmidt fik en tjenestelig advarsel – øjensynlig for på et personalemøde at protestere over skolereformen og den lokale forvaltning af den – synes at være en vigtig påmindelse for os alle.”

 

7. d. 5. september: Opdateringer om Agedrup-sagen

Jeg har opdateret min hjemmeside med følgende indlæg om Agedrup-sagen:

  1. Stefan Hermanns indlæg i Information i dag. Jeg har desuden fået tilsendt en uforkortet version af indlægget, som man også kan læse, og som efter min opfattelse står endnu mere kritisk end den publicerede tekst.
  2. Link til dagens grundige dækning på folkeskolen.dk, hvor både underskriftsindsamlingen, læserbrevet fra de 19 intellektuelle og Hermanns indlæg omtales grundigt, og hvor der er link til underskriftsindsamlingen.
  3. Journalistisk omtale af sagen i Fyens Stiftstidende i dag.
  4. Link til Odense Lærerforenings facebook-side, hvor Anne-Mette Kæseler Jensen officielt opfordrer til at støtte underskriftsindsamlingen. Anders Bondo bakker op, men kun mundtligt. DLF’s hjemmeside/FB-side har ingen omtale af sagen.
  5. Link til DR-Fyns omtale af sagen i går.

http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

 

8. d. 6. september: Gymnasielærerne går ind i Agedrup-sagen

Annette Nordstrøm Hansen, som er formand for Gymnasielærernes fagforening GL, udtaler sig i nedenstående blog-indlæg på foreningens vegne om Agedrup-sagen: “GL tilslutter sig en lang række af protester – og opfordrer Odense Kommune til at trække advarslen tilbage”.

Man må i den forbindelse ikke glemme, at gymnasielærerne også er “normaliserede”, og ej heller at Gymnasiet, denne fine oplysningsinstitution som vi på alle måder burde værne om, i disse måneder trues med at blive reduceret til en del af et samlet ungdomsuddannelsescampus totalt uden indholdsmæssig struktur og formål. Det hele sker naturligvis under Niels Egelunds og DEA’s masse-uddannelsesfanfarer og med Antorinis, Goldschmidts og Ny Nordisk Skoles eksplicitte opbakning.

http://gymnasieskolen.dk/ytringsfrihed-2

 

9. d. 7. september: Hvad er ytringsfrihed og åndsfrihed?

a.

Ytringsfrihed vedrører enhvers ret til at sige alle mulige slags sætninger i hvilken som helst kombination inden for en meget bred lovgivningsmæssig ramme.

Hurra for den ret!

b.

Åndsfrihed vedrører den Andens mulighed for at eksistere, dvs. gøre sin pligt i et fællesskab, som dermed også kaldes til eksistens i-gen og i-gen.

I åndsfriheden er det aldrig ”enhver” der taler, og det er ikke ”alle slags sætninger” i ”hvilken som helst kombination” – og den formelle lov er faktisk ligegyldig.

Åndsfriheden er en kalden på ”dig”, på ”disse sætninger” og i ”denne kombination”.

Åndsfrihed er at træde i individuel eksistens sammen med en kultur, der dermed på sin side tvinges til at træde i fælles eksistens i tænkning, dømmekraft og handling i uafbrudt samtidighed.

Åndsfriheden er et indre anliggende, der sætter det ydre, som igen må sætte sig selv som indre. Den er en fødsel af og i fællesskab, en fødsel der hele tiden genskaber sig selv. Den er usynlig læring i den virkeligste verden – en kaldende finden.

Hurra for den pligt!

(“Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati”, skolelovens §1)

 

10. d. 7. september: Et rystende Interview

Er rystende interview:

http://denkorteavis.dk/2014/talsmand-for-dansk-moske-giver-nu-aben-stotte-til-islamisk-stat/

 

11. d. 8. september: Dansk Kirketidende om Agedrup-sagen 1

Birgitte Stoklund Larsen, leder af Grundtvig-akademiet på Vartov og redaktør for Dansk Kirketidende, varmer med lidt grundtvigsk lue vedrørende Agedrup-sagen i det seneste nummer af sit blad:

“ET SKOLEEKSEMPEL

Af Birgitte Stoklund Larsen, redaktør for Dansk Kirketidende og leder af Grundtvig-akademiet, Dansk Kirketidende, d. 8. september

I maj sagde en fynsk skolelærer op. Han havde været lærer i 34 år og sagde sit job op efter et par visionsmøder på skolen og en tjenstlig samtale med en nyansat skoleleder, som havde indkaldt læreren p.g.a. hans ” negative adfærd og negative attitude”.

En uges tid efter han selv havde sagt op, fik han – noget nidkært – tilsendt en skriftlig advarsel fra Odense Kommune. Hans afskedsreception var et tilløbsstykke, folk kom fra nær og fjern, han blev hyldet som en mere end almindeligt engageret lærer og lokal ildsjæl.

En trist historie om en træls udgang på et langt og engageret arbejdsliv – men også mere end det.

Læreren hedder Erik Schmidt, medstifter af den pædagogiske tænketank Sophia og en aktiv deltager i den pædagogiske debat. Et fyrtårn blandt lærere, ikke umiddelbart prototypen på en lærer fra det ” brune hjørne”, lærerværelsets forandringsresistente sofagruppe. I foråret vandt han med sin 4. klasse DM i skole-rap, og blot 14 dage før han sagde op havde han et indlæg i den lokale avis om Agedrup Læsefond, som han har stiftet for at få drenge til at læse.

Jeg kender ikke Erik Schmidt, men han lyder som den lærer, man ville ønske for sine børn. En levende personlighed, en lærer af den slags, som folkeskolen ikke kan klare sig uden.

Skolelæreren fra Agedrup blev offer for et kultursammenstød, pædagogik og lærerfaglighed overfor administration og ledelse, det første repræsenteret ved en erfaren lærer, det sidste ved en skoleleder og en skoledirektør med hver mindre end én måneds anciennitet. Ledelsen tillige med behov for at demonstrere nye tider, folkeskolereform og arbejdstidsaftale – og med et blindt punkt for ordene fra folkeskolens formålsparagraf om, at skolens dagligdag skal være præget af “åndsfrihed, ligeværd og demokrati”. Her skal rettes ind.

Bortset fra lærernes fagblad med tilhørende website og enkelte artikler i den lokale avis, har der været stille i offentligheden om sagen fra Agedrup. Hvis man ikke er lærer eller bosiddende på Fyn, har man sandsynligvis ikke hørt om sagen. Ingen landsdækkende dagblade har skrevet om sagen, ikke én linje.

Det kan muligvis forklares ved, at det er en personsag – og sådanne er altid delikate i journalistisk sammenhæng. Men set herfra er det også dybt problematisk.

Sagen fra Agedrup er et skoleeksempel på det, sociologen Rasmus Willig har kaldt ” kritikkens u-vending”, kritikken vender sig fra ydre forhold til selvkritik, fra det fælles til den enkelte, stærkt hjulpet på vej af et moderne ledelsessprog med yppersteord som omstillingsparathed og fleksibilitet.

Kritikere neutraliseres her per automatik som bagstræberiske, ronkedorer, den gamle garde. Kritik bliver til brok og klynk, og pædagogiske ildsjæle bliver ikke til at skelne fra lærerværelsets brune hjørne.

Det er et problem, som medierne burde være med til at afdække – fremfor blot at gå med strømmen.

Det gælder ikke alene om tonen og tavsheden på lærerværelset; det handler også om en diskuterende og åben offentlighed, om demokrati og dannelse.

Det nye ledelsessprog gør kritik til brok og klynk, de pædagogiske ildsjæle bliver ikke til at skelne fra lærerværelsets brune hjørne.”

 

12. d. 8. september: Dansk Kirketidende om Agedrup-sagen 2

Her er Birgitte Stoklund Larsens fine kommentar i Dansk Kirketidende i en ordentlig opsætning (jeg delte en infomedia-version i morges).

Larsens ledsagertekst til opdateringen er: “Har skrevet om et skoleeksempel – sagen fra Agedrup: “Det nye ledelsessprog gør kritik til brok og klynk, de pædagogiske ildsjæle bliver ikke til at skelne fra lærerværelsets brune hjørne””:

http://www.grundtvig.dk/files/manager/dansk-kirketidende/2014-nr-8-set-herfra.pdf

 

13. d. 9. september: Flere indlæg om Agedrup-sagen

Min hjemmesidemenu om Agedrup-sagen er nu opdateret med følgende:

  1. Marie Hjortdal har skrevet en kort journalistisk notits om sagen i dagens Politiken: “Fynsk lærer får støtte”.
  2. Redaktør for Dansk Kirketidende og leder af Grundtvig-akademiet, Birgitte Stoklund Larsens klumme i Dansk Kirketidende fra i går: “Et skoleeksempel”
  3. Brian Degn Mårtenssons blogindlæg på folkeskolen.dk i går: “Om at tage ansvar og udvise loyalitet”.
  4. Chefredaktør for bladet Folkeskolen, Hanne Birgitte Jørgensens, opfordring til at støtte de fynske lærere underskriftsindsamling (den tidligere redaktør, Thorkild Theisen, har også opfordret til at skrive under).

http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

 

14. d. 9. september: Hvad vil det sige at være glad for skolereformen?

En refleksion over en episode på en skolereformvenlig facebook-gruppe.

http://www.thomasaastruproemer.dk/hvad-vil-det-sige-ikke-at-vaere-imod-skolereformen.html

 

15. d. 9. september: Erik Schmidt og Henning Fonsmark

Om sammenhængen mellem lærer Erik Schmidt og chefredaktør for Weekendavisen, Henning Fonsmark:

http://www.thomasaastruproemer.dk/laerer-erik-schmidt-og-chefredaktoer-for-weekendavisen-henning-fonsmark.html

 

16. d. 10. september: Uddannelsesdebatten i Nr. Nissum

Jeg skal diskutere skolepolitik og dannelse med en hel masse kloge folk i Nr. Nissum på anden dagen af et stort offentligt uddannelsesmøde d. 3-4. oktober. Det, jeg er mest nervøs for, er, at Clemens Kjærsgaard skal styre en de debatter. jeg skal deltage i, for han lyder tit noget skrap. Jeg håber, at nogle af mine uddannelsesinteresserede fb-venner vil deltage. Det hele er gratis. Der er vist også en masse sjov i gaden i pauserne og om aftenen. Sådan en slags uddannelsesfolkemøde? Læs mere på linket.

http://www.uddannelsesdebatten.dk/

 

17. d. 10. september: De norske lærere støtter Agedrup-sagen

Hundredvis af norske lærere har skrevet under på underskriftsindsamlingen i løbet af i dag. Det er jo helt og aldeles herligt, men er der nogen der ved, hvordan aktionen har krydset Skagerak?

http://www.skrivunder.net/traek_erik_schmidts_advarsel_tilbage

 

18. d. 10. september: Hvad er en lærer?

Lidt noter:

a.

Et godt samfund spørger sine lærere, som svarer. Det er ”responsibility”.

Læreren svarer ved at vise tingenes roteren frem for alle, der spørger opmærksomt. Det er pædagogikkens filosofi.

Et dårligt samfund kontrollerer sine lærere, som makker ret. Det er ”accountability”.

Et dårligt samfund tæmmer tingene. Det er skolereformens filosofi.

Læreren og filosoffen er samfundets garant for tingenes fri roteren.

Revisor-læreren og evidensen er samfundets garant for tingenes visnen.

Pædagogik danner staten.

Staten danner læring.

 

b.

Skolen er kundskabernes fælles værn; et fællesskab af dem, der ikke har noget tilfælles. Husk det: En skole er stedet for kundskaber, der ikke skal “anvendes”.

En lærer beskytter kundskaber mod kommunale, statslige, metodiske og forældremæssige overgreb.

En lærer inviterer, initierer, indvier, opfordrer. En lærer finder en elev.

En elev søger, prøver, græder, smiler. En elev finder en lærer.

En lærer finder en elev, som finder en lærer. Lighed og kærlighed springer over i den Anden. Befrugtning.

Læring er indvielse.

Læring er kærlighed.

 

19. d. 11. september: Undgå krav!

Pædagogik handler ikke om at “stille krav”, men om at ungå det. Det handler om at gøre kravet tavst og fælles. Om at undersøge kravets tavse fordring på alle. Deklarerer man kravet som et krav, falder pædagogikken til jorden. Så mister kravet sin forbindelse til friheden.

 

20. d. 12. september: Hvem er Mohammed Bibi?

Hvorfor uddeler Mohammed Bibi advarsler til flittige og engagerede skolelærere for “ikke at ville forstå ændringen” og for “negative synspunkter”? (fra juni).

http://www.thomasaastruproemer.dk/mohammed-bibi-ny-nordisk-skole-og-den-hellige-ild.html

 

21. d. 13. september: Enighed om pædagogik

Folk er meget uenige om ”pædagogik”, altså hvordan man skal gøre folk cirka ens, indtil de begynder at tale om PÆDAGOGIK. Herefter bliver de uenige om alt muligt andet. De myldrer! Hovsa! Se, der kommer ham der. Det var lige godt …..

 

22. d. 13. september: Hvem er Ina Ahrensberg?

I går skrev jeg om, hvordan den spritnye skoleleder Mohammed Bibi tænker, og hvorfor han giver advarsler til flittige lærere for at have en holdning. Her kommer et indlæg om, hvorfor Bibis egen chef, den lige så spritnye skoledirektør Ina Ahrensberg, støtter Mohammed Bibis aktion i Agedrup:

http://www.thomasaastruproemer.dk/boern-og-ungechef-ina-ahrensbergs-sommerhilsen-til-laererne-i-odense-kommune.html

 

23. d. 13. september: Behandling er bedre en forebyggelse

Jeg er imod forebyggelse. Ok, Jeg har ikke noget imod et teknisk stik med en spids kanyle, som forebygger en eller anden farlig sygdom. Men jeg er imod det inden for pædagogik og også mere bredt. Hvorfor? Fordi man i samme øjeblik, man taler om forebyggelse, har accepteret sygdommen som et vilkår. Man er blevet syg. Det, man ville undgå skulle ske, er sket.

Når en hel kommune så satser på forebyggelse, hvilket er meget almindeligt, så bliver alle syge. Hele børnehaven og hele skolen bliver syg. Syg, syg og atter syg. Så kan det jo godt være, at forebyggelsen virker, at altså færre bliver ”syge”, men i mellemtiden er alle blevet syge i begrebsmæssig forstand, altså i ånden, hvilket pædagogisk set er meget, altså rigtig meget, værre.

At gå i skole handler tværtom om at være rask, at være i maksimal interesse, opmærksomhed og livlighed. Sygdomsbegreber er absolut forbudte, med mindre nogle rent faktisk bliver rigtig syge og skal BEHANDLES, hvilket er langt bedre end forebyggelse.

Ina Ahrensberg, Odenses nyansatte skoledirektør, som ikke kan lide ”negative synspunkter” hos sine medarbejdere i Agedrup, kommer fra en sundhedsfaglig baggrund. Derfor vil hun have mere ”forebyggelse” i Odenses skoler. Det skriver hun i sin ”sommerhilsen” til sine lærere.

Det er altså ikke nok, at skolerne skal bo i skolereformens bur, hvor man må underlægge sig ”læringens” nye magt. Nu skal de også bo i sygdommens bur. Fyns børn kommer skal åbenbart så langt væk fra livet som muligt.

Og hvis der kommer kritik, så er det på med mundkurvene – samtidig med at rådmanden rejser rundt og fortæller om, at alle må sige, hvad de vil. Sikken en væmmelig og SYG kultur. Kan man ikke BEHANDLE den?

Forslag til to alternative mottoer, når det kommer til pædagogik:
1. Tal og spis isvafler – og helst med flødeskum både i bunden og på toppen, som de gør i Kertemindes isbutik – på Fyn!! (anbefales hermed)
2. Behandling er bedre end forebyggelse.

 

24. d. 13. september: Skolereformen fører til mindre læring

Jeg vil nu bevise, at skolereformen fører til, at ingen lærer noget, til trods for at den hævder, at læring er det eneste saliggørende:

  1. Filosofien bag reformen er, at det ikke handler om at lære eleverne ”noget”, men om at lære dem at lære. Det har man brug for i det moderne samfund og så videre på den galej.
  2. Men er det ikke sådan, at et barn er født med evnen til at lære? Jo, det er det jo. Det er ganske vist ikke født med evnen til at lære ”noget”, hvorfor man skulle tro, at det var ”noget”, skolen ville interesserer sig for, men det er da født med evnen til at lære – sådan i al bred almindelighed? Ellers kunne det jo ikke lære at gå eller at tale eller mange andre ting.
  3. Min pointe er nu, at hvis man vil lære nogen noget, som de kan i forvejen, så umyndiggør man dem, man gør dem dummere end de er, man taler ned til dem. Man påstår jo, at den evne som alle har, altså evnen til at lære, slet ikke findes hos lige præcis denne generation alligevel. Det, du kunne i forvejen, skal du nu lære, hvormed man siger, at du ikke kunne det i forvejen, som du altså kunne.

Ergo: Skolereformens filosofi ender i et resultat, der går stik modsat det intenderede. Den ender i aflæring. Vi får en generation, som ikke kan lære, fordi de skulle lære at lære.

Det er logik.

I stedet for bør man gå efter at lære nogen NOGET, men gør man det, så vælter hele reformen omkuld for alle pengene. Så får man ikke “logik” – så får man uddannelse.

Sådan! Så er det bevist.

(beviset er inspireret af nogle betragtninger i Iben Benedikte Valentin Jensens glimrende nye bog “Den didaktiske fantasi – historien om Ea”, Nyt Askov, 2014, s.129)

 

25. d. 14. september: Hvem er Susanne Crawley Larsen?

I forgårs fortalte jeg om Mohammed Bibi, den splinternye skoleleder, som vil læringsmaksimere de danske skolelærere hjem til kødgryderne med sin “hellige ild”. I går skrev jeg om den ligeså splinternye skoledirektør Ina Ahrensberg, som gerne vil “forebygge” i “blomstrende debatter”, så alting bliver “superfantastisk”. I dag kan man i nedenstående link læse om den ligeså nye rådkvinde, Susanne Crawley Larsen, som taler om vores frihedsrettigheder både på grundlovsmøder og for alle Odenses lærere, mens hun maltrakterer åndsfriheden på det groveste i virkeligheden i det, jeg kalder for “postmoderne ondskab”. Sikken et triumvirat at være underlagt:

http://www.thomasaastruproemer.dk/lykke-loegn-og-postmoderne-ondskab-hos-odenses-skole-raadmand.html

 

26. d. 14. september: Tvang og frihed

I samme øjeblik ”tvangen” røg ud af skolen, forsvandt også ”friheden”. De to ord er et slags logisk makkerpar, som befinder sig i en altid magnetisk stridbar relation, og som holder skolen i live. Det har vi lært af den europæiske oplysning. Det er der ikke noget at gøre ved.

Reformpædagogerne troede, at man med tvangens afvikling fik 100% frihed i stedet for 50%. Men det fik man ikke, fordi tvang jo hører til frihed i en indre logisk sammenhæng. Hvis man fjerner det ene, fjerner man også det andet fuldstændigt. I stedet får vi altså 0% frihed. Hovsa!

Både kundskabstilegnelsen og demokratiet, som er afhængig af både tvang og frihed, kan derved ikke genskabes på den lange bane.

Med fravær af både tvang og frihed, kan alternative ideer tager over.

Hvilke ideer? Svaret er: Styring og læring. Styring erstatter tvang, og læring erstatter frihed.

Med friheden og tvangen parkeret i rendestenen, kan læring nu styres, og hele døgnet og livet, ja selv frikvarteret, kan gøres til en læringsarena. Staten kan tage over i et detailreguleringslæringsinferno, og en dygtig lærer, som jo er oplært i oplysningens princip, bliver mere et problem end en løsning på noget som helst. Læreren må derfor afvikles. Han må i stedet styre læring. Han bliver en læringsdesigner/undervisningsekspert, under et nyt læringsteknokratisk herredømme.

Hermed er vi havnet i skolereformen.

Hvis det er “folkeskolen”, så siger jeg ud med folkeskolen! Hvorfor? Fordi det er en afvikling af “folket”, og kan man tænke sig et værre mål?

 

27. d. 16. september: Agedrup-sagen på youtube

Agedrup-sagen er nu på you-tube under fanen: “Odense – min by”:

https://www.youtube.com/watch?v=nRFFp_DZ5qE

 

28. d. 18. september: Danmarks gavmildhed

Danmark – og måske også andre lande, men altså især Danmark – er kendetegnet ved en dobbelt gavestruktur, som Grundtvig redegør for i sin tekst: ”Det danske fiirkløver – partisk betragtet”.

Imellem 1660 og 1849-tallet så gaven sådan her ud: Folket giver kongen magten, og kongen giver folket sin stemme.

Indtil for nyligt så gaverne sådan her ud: Et fællesskab tilskyder autoritet, og autoriteten giver fællesskabet åndsfrihed. Det er en reciprok og gensidigt forstærkende gav-mild-hed. Det er milde-gaver

Altså: Danmark er en dobbelt gave.

Faktisk er denne gavestruktur Danmarks forslag til en løsning på den europæiske oplysnings pædagogiske paradoks: “Hvordan tvinge til frihed?” – et paradoks som i dag er degeneret til det næsten uigenkendelige forhold mellem “styring og læring”, som præger vores uddannelsesreformer.

Det er også pga gaverne, at danskerne ifølge alle undersøgelser både er det mest TILLIDSFULDE og det LYKKELIGSTE folk i verden. Tilliden kommer direkte af den dobbelte gavmildhed, og kan man tænke sig noget smukkere og bedre end, at vores eksistens er sat af en dobbelt gave? Det er simpelthen den nationale pædagogiks hjerte efter min mening. Et hjerte, der har både reformpædagogik og kundskabsfokus i dets kamre.

Folket giver stadig gaver, man tror på sin leder og sin “konge”, men kongen, dvs. staten, er ophørt med at give virkelige gaver tilbage. Måske giver den lidt pension, men det er ikke den slags gaver, jeg taler om.

Staten og statslige autoriteter er nu tværtimod begyndt at fratage folket dets stemme. Folket skal give gaver til staten, som skal styre folket. Gavestrukturens dobbelthed er dermed ødelagt. Derfor vil tilliden i samfundet også degenerer. Vi lever på en arv, som vi ikke beskytter.

Lykken vil for sin del fortsat være der, men efterhånden vil den være medicineret. For det lykkeligste menneske er også det mest følelsesmæssigt sårbare, og når vedkommende svigtes, når man aldrig mere får en gave tilbage, bliver han eller hun syg, og til sidst kan vi ikke mere give en gave selv, og så skal man styres endnu mere.

En forbunden dobbelt gav-mildhed er i så fald blevet til et land uden gaver.

Pædagogik er at pleje og beskytte gav-mildheden, evnen til at give hinanden gaver, der gør alting mildt.

 

29. d. 19. september: Facebook-drys 11

64 facebook-opdateringer fra juli-august 2014, som er præget af Agedrup-sagen, men også en del andre ting – blandt andet udgivelsen af Uren Pædagogik 2:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-11-juli-august-2014.html

 

30. d. 20. september: Politiken = konkurrencestatstidende

Jeg er træt af Politiken, som vi ellers har abonneret på i 15 år. Problemet er især uddannelses- og debatredaktionen, som er underlagt ideologiske ideer, der støttes af chefredaktionen – og hvem har brug for en ideologisk avis?

http://www.thomasaastruproemer.dk/politiken-dagblad-for-laeringspropoganda-konkurrencestatstidende.html

 

31. d. 21. september: Skolefest i Agedrup

Erik Schmidt har været den ledende kraft med hensyn til at organisere og rejse finansiering til gårsdagens jubilæumsfest på Agedrups Skole, hvor han selv har været en af landets flittigste lærere i 34 år. Det har han gjort selvom han i sommers fik en tjenstlig advarsel af sin skoleleder og af Odense Kommune for “negative holdninger”, og selvom ikke en eneste sjæl fra kommunen eller skoleledelsen deltog i hans afskedsreception i juni. Det må man vist kalde en ja-hat fra det ydre rum. En ja-hat fra en nej-hat, som er en ja-hat?

https://www.facebook.com/agedrupskolefest?pnref=story

 

32. d. 22. september: Bjørn Bredal og Adam Holm

Jeg er ikke enig med Adam Holm, men jeg er fuldstændig enig med Bjørn Bredal i hans fine kommentar herunder.

En dygtig journalist engagerer sig frit i den offentlige debat og gør derpå sit arbejde. Det er intet problem. Ellers kan vi hurtigt lukke hinanden ind i diverse bure. Hvad med videnskabsmanden? Kan hans resultater drages i tvivl, hvis han har en holdning til sit undersøgelsesområde? Hvad med skolelæreren? Kan hun varetage sin undervisning, hvis hun er politisk aktiv?

Det forholder sig helt omvendt. Når engagerede professionelle deltager i det politiske liv og i åndslivet inden for lovens rammer er det en BERIGELSE. TAK til Holm, TAK til Malene Wind og TAK til alle andre som blander sig i stort og småt. Desuden får vi andre også mulighed for bedre at bedømme det professionelle arbejde.

Jeg synes ikke, at religion er en “narresut”, men jeg er rigtig glad for, at Holm siger det og begrunder det, hvis han mener det. Og han må også godt bande lidt, hvis han slet ikke kan lade være.

Det mest pinlige er, at ombudsmanden har givet op. Det gjorde han også i sin tid i forbindelse med Koldau-sagen. Det er som om, han mangler sans for sin pligt. Men ok, DR og AU har jo også samme bestyrelsesformand, der åbenbart giver sine ledelser lov til at knægte alt fra forskningsfriheden til Grundloven.

http://politiken.dk/debat/profiler/bredal/ECE2402625/danmarks-radio-har-indfoert-egentlig-censur-for-alle-i-dr/

 

33. d. 23. september: Er der pædagogik i de nye fagmål?

Er der pædagogik at spore i de nye Fælles Mål. Nogen mener Ja. Jeg argumenterer for et Nej.

http://www.thomasaastruproemer.dk/er-er-paedagogik-i-de-nye-faelles-maal.html

 

34. d. 23. september: Magisterblog om Koldaus bog

Jeg er blevet blogger på magisterbladet.dk og har i den forbindelse benyttet lejligheden til at genskrive en anmeldelse af Linda Maria Koldaus fremragende trebindsværk “Jante-universitetet”, som totalt forties på AU, Til sidst er der også en vurdering af den nye universitetsledelses utilbøjelighed til at tage sagen op på ny.

http://magisterbladet.dk/blogogdebat/janteuniversitetet

 

35. d. 24. september: Agedrup sagen for en dommer

Erik Schmidt og DLF bringer Agedrup-sagen for en dommer i en såkaldt “tjenstlig undersøgelse”. Jeg ved ikke, om jeg er så meget for det, for sagen vedrører efter min opfattelse først og fremmest vores fælles pædagogiske liv og ikke specielt noget “retligt”. Men når Odense Kommune taler om “blomstrende debatter” og “grundlovsrettigheder”, samtidig med at man er tavs som en østers og decideret effektivt lukker munden på folk, så er der nok ikke andet at gøre.

En god ting ved initiativet er i al fald, at det endelig og langt om længe er lykkes Anders Bondo at ytre sig klart og offentligt om sagen. Han siger: “Vi gør det af hensyn til Erik Schmidt, fordi det efter min bedste vurdering er helt urimeligt, at han har fået en tjenstlig advarsel. Og vi gør det for os alle sammen. Hvis vi som lærere ikke kan få lov til at udtrykke vores mening og risikerer at få en tjenstlig sanktion, som en advarsel jo er, så er det til stor skade for den danske folkeskole”. Dermed er sagens perspektiv i det mindste klart: Hvis DLF taber denne sag, så har “den danske folkeskole” et problem.

http://www.folkeskolen.dk/550366/agedrup-sagen-dommer-skal-undersoege-advarsel

 

36. d. 24. september: Danmarks pædagogik

1. Hvordan ER Danmarks pædagogik i dag? På tronen har vi de operative læringsmål. De starter i august 2015, og herefter vil alle skolereformens vederstyggeligheder mangedobles. Under tronen har vi en lydig og mekanisk lærer, der ikke må tænke selvstændigt eller sige noget fornuftigt, for der skal jo “læringsmaksimeres”, og så står han til regnskab for en ukvalificeret kommunal bureaukrat uden navn, der har skrevet et læringspapir, som alle i kommunen skal følge. Det hele styres af Kommunernes Landsforeningen og finansministeriet og dén flok og så en eller anden mellemmand, som man kalder en skoleleder.

2. Hvordan BØR Danmarks pædagogik se ud? På tronen har vi SKOLEN i hel og aldeles frihed under et meget generelt og mildt kvalitetstilsyn. Omkring skolen og inden i den kredser lærere, som har fundet elever, som har fundet lærere. Sammen danner de et fællesskab, der efterfølgende kan bærer en frugt ind i næste generation samt gøre modstand, når Kommunernes Landsforening og Finansministeriet og dén flok opfører sig udannet, som de f.eks. gør nu.

3. Forvirring? Hvor har jeg lært det? Det har jeg lært, fordi vi skal på efterskolernes dag på søndag. Så surfer man jo lidt rundt på efterskolernes hjemmesider. Står der noget om ”læring”? Nej intet. Ok, så ved man da, at tingene er i orden. Er efterskolerne i almindelighed et tilbud af verdenspædagogisk kvalitet? Ja, det er de jo. Scorer de højt på læringsmålene? Hahahaha

Men hov, man skal ikke le. Hvorfor ikke? Nej, fordi de frie skoler jo skal følge læringsmålene. Dvs. de SKAL ikke, men det er svært at lade være af forskellige grunde. Men var det ikke fagmålene, som var styret af de ”operative læringsmål”? Jo, det var det jo. Men så er det jo slut med efterskolernes kvalitet? Er friheden reduceret til “aftenerne”?

Nu blev jeg helt forvirret.

Er det sidste BØR ved at blive til et ER? Bliver friskolerne til en statsdirigeret læringsanstalt med lidt personlig udvikling på kanten? Variation inden for en meget smal statsstyret ramme?

Er der ikke mere forskel på det statstyrede og det pædagogiske?

Men så er det nok derfor, at der ikke er brug for så mange humanister?

 

37. d. 25. september: Erik Schmidt og Susanne Crawley Larsen i Lærerbladet i Odense

Erik Schmidt har redigeret det nyeste nummer af Odense Lærerforenings blad, Lærerbladet.

På s.7-8 sker der noget – med et moderne udtryk opfundet til lejligheden – “rimeligt paradoksprovokerende” for min lille hjerne. Schmidt interviewer nemlig Susanne Crawley Larsen om Odense Kommunes budget og dets konsekvenser for byens skoler. Larsen er den rådkvinde, som gav en advarsel til Schmidt for at sige det, han mener, selvom hun siger, at det må alle lærere i kommunen, hvilket de altså ikke må alligevel. Men her har vi et kritisk interview på hendes eget kontor – som blot ikke nævner den sag, som begge to, altså både Schmidt og Larsen, har siddet og tænkt på hele tiden, og som vedrører, at Schmidt ikke må have “negative holdninger”.

Alt det har jeg slet ikke høj nok uddannelse til at forstå fornuften i, må jeg indrømme.

Schmidt undgår høfligt at komme ind på sin egen sag, men hvordan Crawley Larsen kan undgå at nævne den, forstår jeg ikke.

http://www.odenselaererforening.dk/files/Kredsfiler/Kreds82/Tekster/Forside/L%C3%A6rerBLADET%200514%20LAV.pdf

 

38. d. 25. september: Hvor er arbejdsmarkedet?

Det slog mig, at da jeg læste på universitetet, Statskundskab og Filosofi, fra 1986 til 1993 var der aldrig nogen, der talte om ”jobs” eller ”arbejdsmarkedet”. Vi studerende gjorde ikke, lærerne gjorde ikke, og jeg erindrer heller ikke, at andre gjorde det. Ingen interesserede sig for det. Det var ikke et ”issue”, som man siger.

Hvad talte vi så om? Vi talte om studiet, lærerne, opgaverne, faget og verden omkring os i almindelighed. Og så hyggede vi os jo også. Det var dejligt. Et rigtigt studenterliv.

Mange vil nok sige, at vi og alle de andre burde have talt om jobs, fordi arbejdsløsheden var tårnhøj dengang. Meget højere end nu. En arbejdsløshed på 10% ville have været det rene paradis. Måske var det derfor, ingen talte om ”arbejdsmarkedet”. Det fandtes ikke. Vi ville hellere ligne en eller anden professor end at have et job. Vi anede faktisk ikke, hvad et job var, udover at det måske var noget med at gøre lidt rent eller passe lidt børn, som vi gik og gjorde i fritiden.

Hvordan gik det folk? Det er gået dem rigtigt godt. De fleste har gode jobs – og vigtigst af alt: Mange har også evnen til at lade job være job, til at kritisere sit job og måske endda forlade et job, hvis det ikke passer med folks videnskabelige og kulturelle værdier. Mange har nærmest skabt deres job.

Hvorfra har folk den evne? Den har de fra det forhold, at de aldrig har diskuteret jobs.

Men ok, måske har det noget at gøre med mine to fag? Måske er det fordi, at ”statskundskab” uddanner embedsmænd, og det er jo helt afgørende, at landets embedsmænd ikke fokuserer på jobs, men på almene samfundsværdier, der skal virke i et statsapparat, der skal virke i et samfund. Og for ”filosofien” er al arbejdsmarkedstænkning virkelig en killer.

Ved aldrig at interessere sig for ”arbejdsmarkedet”, lærer man at arbejde.

 

39. d. 26. september: Rørende og kritisk kronik

Fremragende, kritisk og rørende kronik, der også forsøger at opmuntre de unge i lærerfaget.

Men sådan en realitetsbåren humanisme bliver ikke værdsat i Odense, hvor sprogbruget og fremgangsmåden er ligeså skinger som professor Nidkjærs på Hogwarts.

http://www.folkeskolen.dk/550292/nogen-skal-ville-noget-med-nogen

 

40. d. 26. september: Hvad er dimensionering?

Hvad er problemet med, at regeringen nu vil ”dimensionere” universitetsuddannelserne? For det er jo ikke et problem, at en regering holder lidt øje med, om der sådan nogenlunde er arbejde til folk vel?

Men hvad er så problemet? Problemet er, at det slet ikke har noget med ”arbejde til folk” at gøre. Men hvad er det så? Problemet er, at det er en del af en ideologi, dvs. en helt overordnet og gennemtrængende tankemæssig skævvridning, der vender vores samfund på hovedet, tømmer alle institutioner for deres indre liv og spytter dem ud igen som ukendelige teknokratier med lidt humanistiske one-liners beregnet til det højre hjørne af hjemmesiden eller til en reklame-streamer på bussen.

Men skriver skiftende ministre ikke om ”dannelse”, når de skriver kronikker i Politiken? Jo, men det betyder ikke noget. Det er rent staffage.
Hvordan kan jeg være så sikker på det? Her er nogle argumenter fra realismens bane:

1. Alle relevante kommissioner og udvalg er sammensat uden seriøs humanistisk eller samfundsvidenskabelig repræsentation.

2. Ingen regeringspapirer nævner noget som helst om, hvad et universitets normative og videnskabelige pligter er i et moderne samfund.

3. Jobs knyttes altid til det tekniske ”arbejdsmarked” og aldrig til det kulturelle ”arbejdet”.

4. Argumentationen for andre reformer, f.eks ”fremdriftsreformen”, er helt den samme, altså kun ”arbejdsmarkedet”.

5. De dominerende tænketanke, især DEA, har helt samme perspektiv.

6. Samme ensidighed i perspektiv præger skolereformen og allerede nu de indledende overvejelser ifm. den kommende gymnasiereform.

Konsekvensen bliver ikke et ”bedre arbejdsmarked”, men at ”arbejdsmarkedslogikker” fortrænger de pædagogiske og videnskabelige logikker inde i de systemer, som var sat til at varetage den pædagogisk og videnskabelig genskabelse.

Alting defineres som ”arbejdsmarked”, og det kan da umuligt være godt for arbejdsmarkedet eller samfundslivet.

Hvad hedder ideologien? Ja, den hedder ”konkurrencestaten”. Konkurrencestaten er betegnelsen for regeringens officielle ideologi, herunder Thornings, Corydons, Østergaards og alle de andre, som blot er kommet i forkert selskab, og som nu spræller i det nye sprogspils dybdestruktur.

De nye politiske profeter tror, at konkurrencestaten blot er en forbedret velfærdsstat, men det har de helt misforstået. Så snart konkurrencestatsbegrebet breder sig fra sine afgrænsede forskningscirkler ind over de videnskabelige og pædagogiske forhold, så omdannes det hele til statslig styring og alting reduceres til ”arbejdsmarkedet” og ”jobs”. Det ligger i selve teorien, hvor humanitet, dannelse og solidaritet omdannes til metoder for økonomisk vækst. Derved får teorien to modstridende ”dannelsesidealer”, hvis man kan kaldet det sådan, nemlig ”opportunisten” og ”soldaten”, som simpelthen udgør den officielle konkurrencestats-pædagogik. Sådan arbejder begreberne, og det er derfor, at “dannelse” i de ministerielle kronikker intet betyder. Spring det over eller streg det ud, når I læser.

Konkurrencestaten, som oprindelig var et lille afgrænset bidrag til den politisk-økonomiske forskning, bliver nu til en politisk ideologi, der underordner de værdier, som landets institutioner møjsommeligt har opbygget. Når det begreb, der udelukker normativitet, så bliver operativt og normativt, så omdannes alting til den rene nihilisme. Det er jo logik. Simpelthen: logik.

Ideologien støttes godt og grundigt op af landets avisredaktioner, ikke mindst af Politiken. Man kan faktisk iagttage skredet helt ind i den måde journalisterne spørger på.

Resultatet er en nivellering af alle forskelle og en langsom udelukkelses af videnskabelig og folkelig erindring.

Resultatet er ”fremdrift” og ”dimensionering” og ”normalisering” og intet andet.

Det er derfor, alle bør løbe skrigende bort fra regeringens forslag, som ikke er andet end reaktionær finanskrisedamp.

Når tingene er rettet op, kan vi se på sagerne igen.

ps Fra dagens Politiken:

“Jeg tror ikke, der er særlig mange, der tager en uddannelse, alene fordi den har en værdi i sig selv, og som ikke ønsker at få et arbejde, når de er færdige. Og jeg kan faktisk ikke se, at det er noget, vi som samfund skal bakke op om. Åndsvidenskaberne har det med at blive meget indadvendte og ende som et onaniprojekt – altså systematisk selvtilfredsstillelse uden relevans for samfundet”

Udtalt af Lars Goldschmidt, Socialdemokratisk folketingskandidat, formand for Ny Nordisk Skoles Akademiråd og medskribent på mange af Antorinis bøger.

Med andre ord: Åndsvidenskab er “onani”, med mindre den bidrager til produktiviteten. Det kan man da kalde for en “dimensionering”, der vil noget. Og det er altså en af skolereformens “filosoffer”, der udtaler sig.

 

41. d. 27. september: Undgå krav 2

Jeg er holdt op med at stille eksplicitte krav til nogen. Så sker der meget mere. Det er simpelthen mere effektivt. Hvis jeg en sjælden gang alligevel bliver nødt til at stille nogle krav, så er det altid et tegn på, at pædagogikken er mislykket. Det er derfor, at den kinesiske pædagogik er så totalt mislykket over hele linjen. Det er en slags pædagogisk lov jeg har fundet, tror jeg: Jo færre krav, desto bedre pædagogik.

På den anden side: Kinserne skal jo ikke stille krav om at stille krav. På den måde er pædagogikken alligevel lykkes. I stedet er den blot skrækkelig.

Jeg er også holdt op med at sætte mål, derimod er jeg ikke holdt op med at finde dem. That’s life.

 

42. d. 28. september: Liberalismens problem

Hvad er dansk liberalismes problem? Er det socialismen? Nej da, socialismen er i total krise, og i øvrigt har en god liberalisme brug for en god socialisme. Men hvad så?

Jo, dansk liberalismes største problem er liberalismen selv. Hvorfor? Fordi dansk liberalisme bygger på en ideologisk og økonomisk afhængighed af amerikansk ny-liberalisme. I ved, Ayn Rand og F. Hayek og R. Nozick. Men siger de ikke indimellem det ene og det andet, som er fornuftigt? Jo, det gør de. Men hvad er der så i vejen? Jo, der er det i vejen, at de er liberalister fra den kolde krigs tid. Dvs. at de har opbygget deres liberalisme med en veletableret fjende, hvis indflydelse kunne tage sig af ”det sociale spørgsmål”. Men i 1989 blev fjenden væk, og så manglede man slet og ret et begreb om fællesskabet – simpelthen! Resultatet var, at nyliberalismen degenererede til ”markedet” og til ”egoisme”, som skyllede ind over det europæiske liv, og hvis man syntes, at der var nogle fælles ting i samfundet, så blev man en reaktionær nationalkonservativ eller en dum socialist.

Nu burde det ikke være et problem for danske liberalister, for der er jo rige muligheder i vores egen og i hele den nordeuropæiske liberalisme, der slet ikke har de skavanker, jeg har omtalt, men som til gengæld er gammel og lækker på den moderne måde, hvis man lige pynter lidt her og der.

Og man må håbe og huske, at der prøves lidt. F.eks. har Anders Samuelsen og Mette Bock fra LA en fin nationalliberal artikel i det seneste nummer af det fine konservative idetidsskrift Critique, men de kan jo ikke indløse det, når deres parti er bygget på koldkrigsruiner. De må med andre ord gøre op med Rand og Hayek – eller i det mindste sætte dem på plads, så de kan bruges til noget fornuftigt. Men det vil de ikke, fordi de ikke tror, at de to personager spiller en rolle. Og dermed er vi ved den store brøler:

Liberalismens største problem er liberalismen selv. og den “liberalismes selv”’s største problem er et resultat af socialismens problem, nemlig 1989. Det gælder om at opbygge en god liberalisme OG en god socialisme. Men det er desværre kun muligt med en god konservatisme, og det er helt umuligt med de nyliberale ideer i bagagen. Hvorfor tager man ikke fat i den skønneste filosofi fra den kolde krig. Den milde, traditionsbevidste og humanistiske, f.eks. Hannah Arendt, Michael Oakeshott og Heretica?

Jeg forstår ikke, at ingen andre kan se det, men måske tager jeg fejl?

 

43. d.28. september: Liberalisme bliver til kommunisme 1

Vores aktuelle liberalisme bygger på forskellige kombinationer af Rand, Hayek og Popper. Især førstnævnte, som mente, at egoisme er en dyd, står centralt både hos Anders Fogh Rasmussen og ikke mindst via Seier Christensens finansering af LA, Cepos, 180 grader og en række bogudgivelser. Der er ingen referencer til nordeuropæisk filosofi, måske med undtagen af Adam Smith, hvor man højst kan finde lidt ”nærhedssympati”.

Man bygger altså på den kolde krigs amerikanske liberalisme, en tilgang, der har problemer med den pædagogisk orienterede europæiske liberalisme, f.eks. Kant, Humboldt og Grundtvig, som tidligere stod centralt herhjemme på forskellige måder. I stedet bygger man et fladt og færdigt ”individ” op ud fra en modstand mod kommunismen. Man har intet fællesskabsbegreb, fordi man har nok i det man afskyr, og man har ingen europæisk filosofi, fordi man stort set definerer filosofien som ”det åbne samfunds fjender”, som Karl Popper skriver det. Det går fint, så længe socialismen holder – både i sin kommunistiske form i østblokken og i sin demokratiske form i vest. Men efter 1989 bryder socialismen sammen, ikke kun i østblokken men i hele dens grundlag, og socialismen starter sin sejlads hen sine normative forfaldsformer, der nu er endt i ideen om konkurrencestaten, der er en form for nihilistisk strukturalisme med rødder i fransk kommunisme.

Efter murens fald skyller koldkrigsliberalismens begreber ind over det, som nu er væk, og som før aftvang modstand via socialismen, nemlig det sociale livs kausalitet og betingethed. Det er derfor, at dansk liberalisme kan tale om velfærdsstaten som ”en fælles konto”, om samfundet som en ”taberfabrik”, om at de fattige skal ”sink or swim”, om ”de uproduktive” etc., uden at socialisten kan yde modstand, men hvor socialismen tværtimod selv begynder at indoptage det neo-liberale sprogbrug, hvorved socialismen selv omgøres til en koldkrigsideologi på ny.

Dermed får vi en forståelse af fællesskabet, som hentes direkte fra den side af den kolde krigs antagonisme, der ikke havde et begreb om fællesskab, fordi de troede at det hele førte til kommunisme og fascisme.

Dansk liberalisme er derfor i en del af sine indre organer, altså der hvor sætningernes rækkefølge spyttes ud uden at nogen lægger mærke til det, et levn fra en dyster periode i Europas historie.

Man erstatter herefter det fælles liv med mere eller mindre helhjertet opbakning til konkurrencestaten og til produktivitetstænkning over hele linjen. Man bemærker dog ikke, at konkurrencestaten er udviklet af folk med rødder i fransk kommunisme. Dermed får vi på forskellige måder en forbrødring mellem kommunisme, statsstyring og liberalisme uden at nogen rigtigt lægger mærke til det.

Dermed bliver liberalismen til statslig styring, til dimensionering, normalisering, fremdrift, 2020-planer, nivellering, ensliggørelse – kort sagt: til kommunisme.

Selvfølgelig ikke en virkelig kommunisme – for den havde et fællesskabsbegreb, hvor uheldigt det end var. Eftersom konkurrencestaten selv er en teknokratisk kommunisme, så bliver liberalismen til netop det – en teknokratisk kommunisme.

Dermed har opgøret mod kommunismen ført til kommunisme.

(der er naturligvis undtagelser, men dette er hovedsporet, bevægelsen, vektoren)

 

44. d. 29. september: Et forsvar for velfærdsstaten

Om liberalismen og velfærdsstaten:

http://www.thomasaastruproemer.dk/koldkrigs-liberalisme-og-velfaerdsstat.html

 

45. d. 1. oktober: Liberalisme bliver til kommunisme 2

Lars Seier Christensen, filantropisk koldkrigsliberalist, hvis penge og ideer trækker i hele den nyliberale fløj i landet – fra Cepos over 180 grader til LA – skriver i Politiken i den gode gamle stil. Alle offentlig ansatte skæres over en kam: Sygeplejersker, postbude, lærere, hjemmehjælpere, førtidspensionister, studerende, præster, filosoffer, forskere socialrådgivere og almindelige papirnussere. Alle er det samme: offentlig ansat.

Der ligger ganske vist vidt forskellige videnskabelige, civile og folkelige bevægelser til grund for de mange forskellige erhverv, og folk stemmer på og mener alt muligt. Men det betyder intet i ny-liberalismen. En præst og et postbud og alle de andre er alle sammen et og det samme: nemlig offentlig ansat.

Hvorfor er de det samme? Fordi de er fælles om at være ikke-produktive i ny-liberalismens forstand. De producerer ingenting. De er fælles i deres negation. Christensen behøver ikke at skelne mellem ”noget”, fordi alle er fælles om ikke-noget.

Det er en klassisk nyliberal nivellering, som ikke betyder andet, end at man, for at kontrollere denne negation, må genindføre en nidkær og detailregulerende stat, som det jo ellers var meningen, man ville undgå, hvorved liberalismen kammer over i sin modsætning.

Denne klasse af ikke-produktivt ingenting er herefter i samlet flok skyld i, at landet er fattigt, udemokratisk og soft on crime, selvom landet er et af de rigeste, mest demokratiske og mindst korrupte i verden.

Hvorfor kan Christensen ikke bare lave en almindelig kritik af det ene og det andet? Hvorfor skal det være så ideologisk? Nå jo, det er jo Ayn Rand, der spøger. Hende ekstremisten fra den kolde krig, hvis tanker strukturerer Saxo-banks værdigrundlag ned i detaljen, hende der mener, at en produktiv egoisme er en dyd, altså ikke bare et vilkår men en dyd.

Og så denne pudsige og pludselige interesse for, hvad Danmark var før velfærdsstaten, som ingen nyliberalist før har interesseret sig for, men som nu både Seier og Ågerup er begyndt at gå op i. Nu skal synteserne bruges til at afvikle deres resultat, kan man mærke.

Utroligt at dansk liberalisme ikke gør godt og grundigt op med den slags ideer.

Problemet med velfærdsstaten er ikke, at den er for stor. Problemet er, at den har mistet sin kontakt med den dyd, som har skabt den, nemlig syntesen mellem solidaritet og åndsfrihed. Problemet er med andre ord, at velfærdsstaten ikke er velfærdsstatslig

 

46. d. 2. oktober: Er historien tidslig eller rumlig?

De fleste tror nok, at historien har noget med tid at gøre. At tiden går, og historien går. Men kun den tæmmede tid går. F.eks.: Så fik vi lige overstået velfærdsstaten, og nu har vi konkurrencestaten. Huhej, hvor tiden går og bliver overstået, og hvor den tæmmer den ene tekst eller begivenhed efter den anden.

Måske er historien i stedet rumlig. Det var Martin A. Hansens synspunkt i kronik-serien ”ved korsvejen”, som han skrev lige efter krigen. Han bliver spurgt til poesiens fremtid, og han beslutter sig for at kigge i det åndelige solsystem, alverdens teksters konstellation, altså noget rumligt. På den måde kommer alle tekster og alle begivenheder helt nær. Intet er overstået. Vi er ikke ”påvirket” af den franske revolution, vi er i den franske revolution. Find det du allerede er i!

Er det ikke samtidig forskellen på konservatismens to begreber: ”tradition”, som er rumlig, og ”kulturarv”, som er tidslig? En kulturarv er på en måde ”overstået”. En tradition omslutter mig, altså som et rum, jeg ånder i.

En god konservatisme taler ikke om kulturarv, men om en tradition, som virker før og i mig.

Som i en pædagogisk tradition? Den vi er i, men som vi ikke kan se, fordi den er størknet hos det fortidige “velfærdsstaten”.

Tradition er blevet til tid, hvorved traditionen ikke kan opretholde sin nærhed, men forfalder til kulturarv.

 

47. d. 3. oktober: Otte upraktiske pædagogiske råd

1. Vær ikke så dygtig du kan – undersøg din udygtighed – find tingenes rumsteren i dit fællesskab og fag. Find verdens ujævnheder, find fagets strid, bliv tavs og “stami-hak” – bliv udygtig! Gå i stå! Lad tavsheden brede sig i din undervisning! Lad tavsheden brede sig i eleverne, så de genfinder udygtigheden! Lad tavsheden brede sig på skolen, så den kan ses. Omgiv dig med udygtighed, med stammende tavshed og strid.

2. Lad dig ikke udfordre af ”udfordringer” og udfordr ingen – find situationen, undersøg den – udfodr situationen! – så situationen viser sig, så du kan vise dig! Bliv væk i situationen kalden. Fremkald et mylder! Udfordr situationen

3. Kom altid i midten på en liste – hav sans for helheden – glem fokus, vær mangesidig, – brug din dømmekraft – find midten!

4. Led og styr intet – du er ikke leder – du er en autoritet, en author – ham som er i en fortælling, og ham som fortæller, ham som er i sine fortællinger. Undersøg fortællinger, som allerede er der, som allerede er i dig. Lad dig lede af det, som er! Lad dig lede, find det som kalder inde i dig, som er de andre!

5. Gå ikke op i læring – find den fælles verden, den som skal vises frem, og som skal fange eleverne i dens kreds, i tingenes parlament. Det er undervisning. Gå fra læring til undervisning.

6. Undgå krav – krav er et tegn på fejlslagen pædagogik. Krav er ikke et ord, der hører til i pædagogikken. Hvad gør man så? Man finder et mål, som allerede er der.

7. Dannelse = kundskaber = kundskaber er tingen i sig selv, som vi ikke kan se, men som samler en kreds om sig. Kundskab er usynlig. Gå fra synlig læring til usynlige kundskaber.

8. Nej=ja

 

48. d. 3. oktober: Hvad er ”dygtighed”?

Jeg ved snart ikke, hvor mange bøger om pædagogik, jeg efterhånden har læst. Jeg mindes ikke at være stødt på begrebet “clever” eller “dygtig” – og slet slet ikke forstået som “opfyldelse af læringsmål”, undtagen måske i nogle brochurer på niveau med en Rambøll-rapport. Er det ikke lidt tankevækkende?

Nogle gange står der “kompetent”, men det betyder ikke dygtig som målopfyldelse, selvom betydningen skrider i den retning i disse år, hvilket blot ødelægger kompetencebegrebets pædagogiske relevans.

Kan det være et tegn på, at pædagogik handler om noget helt andet?

Hvis en studerende kommer hen til mig og siger: “Jeg er dygtig, fordi jeg har opfyldt læringsmålene”, så ved jeg min pædagogik har slået fejl. Simpelthen slået fejl. På samme måder, som hvis jeg siger: “jeg kræver”. Ordet “krav” står heller ingen steder. Så har pædagogikken også slået fejl. Pædagogik er uden dygtighed og uden krav.

Så skolereformen er bygget på en fejl? en fejl som ikke står i nogle bøger om pædagogik? Ja… det ser sådan ud.

Jeg kunne heller aldrig finde på at sige til en elev: “Du er dygtig”, fordi du har opfyldt nogle læringsmål”. Men måske vil jeg sige det til en hundehvalp. Ikke til en abekat, den er for vild, men som sagt måske til en hundehvalp – “dygtig vovse”.

Derimod kan man godt sige: “Du er sørme flittig”, “du skriver noget spændende her og der” eller “hovsa, det kom bag på mig, det du gjorde der”, eller “er du sikker på det bare var en fejl, det du gjorde? kan fejlen være vigtig?”. Jeg kan også finde på at sige: “Husk at læs ufokuseret”, eller “det er godt du kan gå i stamihak, og at du er så udygtig”.

hovsa… hvad stod der til sidst?

 

49. d. 5. oktober: Ove Kaj Pedersens ”statsraison”

I går hørte jeg professor Ove Kaj Pedersen holde foredrag i Nr. Nissum på årets Uddannelsesmøde. Det var den sædvanlige forklædte ideologi, som de fleste labbede i sig, og som jeg har beskrevet detaljeret mange andre steder. Her blot et par tilføjelser:

1. På et tidspunkt begynder Ove Kaj at tale om ”statsraison”. Der spidsede jeg øren, for det interesserer mig – både i almindelighed, men også fordi Ove Kaj faktisk definerer Danmarks ”statsraison” for tiden. Der holdes møder med Corydon, siges der. Og hvad går ”raisonen” så ud på? Jo, den går ud på, at staten skal have økonomisk afkast af sine investeringer i skolen. Men var der ikke lidt mere eller noget andet derudover måske? Bare en lille bitte smule? Pleeeease! Nej, ikke andet. Kun det. Men hallo! – det der er altså ikke ”statsraison”! Det er konkurrence-stats-raison. ”investering-afkast-skole” logikken findes kun hos en stat uden dannelse, i en stat uden skole. Og en stat uden dannelse er ikke en stat, men noget langt værre.

2. En enlig mand fra DLF’s Hovedbestyrelse, Niels Lynnerup, kæmpede sig igennem dagen. Uanset hvad han sagde, måtte han ustandseligt høre om ”nej-hatte”, ”klynk” og ”offermentalitet” fra de to journalister, Clement Kjærsgaard og Krause-Kjær. Lynnerup var ellers alt for meget ja-hat efter min mening. Han sagde ligefrem, at han gik ind for skolereformen, men at han blot var imod ”normaliseringsloven”. Men selv da var han et ”offer” ifølge Krause-Kjær, som rigtigt førte sig frem. Jeg sagde på et tidspunkt til Ove Kaj, at de der journalister da bare skulle prøve at arbejde efter normaliseringslovens principper, hvortil han svarede, at det havde han da selv gjort i mange år. Deraf må man udlede, at man som professor på CBS underviser 6-7 lektioner om dagen, med prompte efterfølgende møder og forberedelse. Det tror jeg ikke på. I så fald er CBS ikke mere et universitet.

3. Ove Kaj mener simpelthen, at man skal udlede et lands pædagogik direkte fra en historisk fase, som hans egen forskningsgren har konstrueret. Deraf kan man ligefrem udlede og PRAKTISERE en ny statsraison, der skal optimere en ”investering”. Hvorfor råber liberalisterne ikke op? Har de ikke andet end ”skattetryk” i hovedet? Ja, hvorfor råber alle ikke op?

4.Ove Kaj inviterede filosoffer og humanister ind under sin kategori, fordi han tror, at de kan hjælpe ham med at konstruere et dannelsesbegreb til hans konkurrencestatskonstruktion, men den invitation kan vist kun bruges af andre med rødder i betonmarxismen, dvs. diverse systemteoretikere og neo-strukturalister, der tror, at ideologien er en produktionsmådeoverbygning. En god Humanist bør tværtimod kritisere det hele sønder og sammen. Men så kommer der måske en journalist forbi med en eller anden hat? Alle, der kritiserer konkurrencestatsideologien og dens konsekvenser, får en ”nej-hat” på: Først nogle lærere og så nogle humanister, selvom det faktisk er dem, der siger ja til noget ordentligt.

5. Der var også en debat om “inklusion”. Debatten indledtes med et fint foredrag af en psykolog, men det syntes Ove Kaj bare var “gode hjerter” – underforstået at oplægget var uden fornuft. Bare fordi hun ikke snakkede om “konkurrence”.

Kors!

 

50. d. 6. oktober: Ny Nordisk Skoles dybdestruktur

Jeg har fotograferet Ny Nordisk Skole, som er skolereformens gen:

http://www.thomasaastruproemer.dk/et-fotografi-er-skolens-dybdestruktur.html

 

51. d. 6. oktober: SF er intet!

Grunden til, at SF totalt mangler sammenhæng i deres idepolitik, er, at partiet med dets underordning under konkurrencestatens imperativ har solgt sin sjæl til netop de marxistiske strukturalister, som partiet bekæmpede i 1980’erne. Strukturalismen var jo slet og ret imod ”frigørende pædagogik”, som den betragtede som en afart af det borgerlige samfund, og ”den frigørende pædagogik” var netop SF’s pædagogik.

I stedet for hævdede strukturalismen, at pædagogik, handling og humanitet var en umulighed, og den påstod, at der kun fandtes en endeløs kapitalismekritik og krisefølsomhed, og i så fald var der jo ingen plads til subjektivitet, handling, åndsfrihed eller til nogen som helst form for mild venstregrundtvigianisme.

Men nu er de gamle strukturalister genopstået som konkurrencestatsfortalere og systemteoretikere, og SF har lagt partiets horisont i dén omegn. Partiet har derfor tabt sin sjæl og identitet og er reduceret til en ”trivselsindikator”, en lille ministruktur, der kan tilføjes diverse reformer.

SF er intet! Desværre. Samfundet har brug for en mild frigørelsestænkning, der kan sætte solidaritet, frigørelse og folkelighed i centrum, men SF står i dag for det modsatte, nemlig en knaldhård strukturalisme, der opsluger alle skåltaler og eventuelle ord-rester fra 80’erne i en kreds omkring “massen”, arbejdsmarkedet og konkurrencestaten.

SF er intet!

 

52. d. 7. oktober: Danmark er en finanskrise

Problemet er, at politikerne hver dag og i alle sammenhænge arbejder på “at trække Danmark ud af krisen”, som det hedder. Dermed indrettes hele samfundet – vuggestue, universitet og skolernes frikvarter – “hver dag og i alle sammenhænge” til en finanskriseoptimeret organisation.

På en måde trækker man ikke Danmark ud af finanskrisen. Derimod omdanner man hele Danmark til et svar på en finanskrise. Man trækker faktisk Danmark “ind i finanskrisen”. Danmark ER en finanskrise.

Dermed er den gamle strukturmarxismens vådeste drøm opfyldt. Denne drøm kan man læse i følgende almenpædagogiske formålserklæring fra professor Jens Rasmussenen fra 1982: “Det drejer sig om at udvikle følsomheden overfor den mangfoldighed af krisefænomener, som vi står overfor i dag”. Det var simpelthen hovedformålet for alt fra vuggestuer og til universiteter. Hyggelig fætter.

Vi er alle sammen blevet betonmarxister – og det er da også de selvsamme betonmarxister, som står bag vores aktuelle pædagogiske reformer, og som styrer landets “statsraison”, mens de boltrer sig i “krisefølsomhed”,

Alt andet ligger hen som vissent haveaffald. Selv marxismen faktisk.

Kan et uddannelsessted modtage en elev eller en studerende med det udgangspunkt?

Kan nogen lærer se et barn i øjnene med det udgangspunkt?

 

53. d. 7. oktober: Pædagogikkens forskellighed

Mange tror, at en måde at skabe “gode resultater” på, som det hedder, er at strømline hele uddannelsesrækken fra vuggestue til universitet og erhvervsliv. Det ene skal forberede direkte til det andet, med masser af overgangsøvelser og standardiserede kompetenceskemaer til følge. Så får man gode evalueringer – topkarakter i gennemstrømning og alle scorer højt på det ene det andet. Alle forskelle nivelleres tiltagende, fordi kompetence- og læringsbegrebet, der kan fungere uafhængig af kontekst og pædagogik, fylder mere og mere og kan styres af centralstyrede datamater.

Det eneste problem er blot, at den uddannelsesmæssige kvalitet falder. Hvorfor? Fordi de enkelte pædagogiske indsatser mister deres egenart, fordi de skal ligne alle de andre. Ingen arbejder med det, de er i.

I stedet bør man satse på følgende grundforskelle og gerne overdrive dem helt vildt og bringe dem frem over det hele.

Børnehaven: Fordybelse i leg, natur og musik sammen med alle i hele verden. Små børn har på en måde ikke et land, kun et modersmål.

Grundskolen: Dansk og nordisk folkelighed med blik til Europas folk og verdens moralske og sociale problemstillinger.

Gymnasiet: Europæisk humanisme og oplysning med blik til dansk videnskab og kunst.

Seminariet: Stedet for synteser mellem folkelighed, oplysning og kritik. (Hørte du det hr. systemteoretiker: SYNTESER!!)

Universitetet: Individualiseret kritik sammen med alle i hele verden. Videnskabsfolk har på en måde heller ikke et land.

Erhvervslivet: De har intet at skulle have sagt i den almene uddannelsessektor.

Når et barn f.eks. skal springe fra skole til gymnasium, bliver han helt forvirret, fordi de to institutioner er så maksimalt forskellige som muligt. Så er man naturligvis hjælpsom på alle mulige måder, men man laver ikke om på sin uddannelses egenart. Tværtimod udnytter man forvirringen og lader den modne i gymnasiets liv. Man byder forvirringen velkommen.

Så skal I bare se pædagogik og liv i samfundet. Men ok, det kan godt være, at der scores dårligere på alle mulige operative indikatorer, eller også gør der ikke…. Til gengæld er kvaliteten højere.

 

54. d. 8. oktober: Hvad er kundskaber?

Hvad er kundskaber? Det er det eneste ord, der står i alle formål for skolen siden 1814, så det må være vigtigt. Men hvad er det?

Det er ikke paratviden, som nogle af højrefløjens skolepolitikere siger. Det er for lidt.

Det er heller ikke en test-score, som ministeriet tror. Det er alt for lidt. Hallo!!!

Det er heller ikke kompetencer, som mange pædagoger og lærere tror. Kompetencer er derimod en tæmning af kundskaber til en bestemt funktion. Kompetencer trækker på kundskaber ved at udrydde dem.

Det er heller ikke noget, der bare lige skal overstås før den demokratiske dannelse kan gå i gang, som Danmarks Lærerforening siger.

Med de fire “ikker”, røg ca. 90% af de eksisterende forståelser tror jeg.

Men hvad er kundskaber så?

Kundskaber er det, man finder, når man nærmer sig tingene i sig selv og opdager deres indre liv og dialogiske konstitution.

Kundskaber er at blive væk i kulturel essens. Der hvor tingene ikke er tæmmet af kompetencer, men hvor tingene kan tale frit og overraskende tilbage til en kundskabssøgende opmærksomhed.

Det er skoles formål at være en passage for kundskabsprocesser. Det vil gøre skolen til en skole og ikke en kompetenceproducent.

Kundskab er skolens formål.

Kundskab er helt forladt.

Regel nr.1 for al pædagogik: En lærer er en beskytter af kundskab. Han beskytter kundskaben ved at give den til næste generation, som modtager den, og han beskytter kundskaben ved at tage en kæmpe nej-hat på, når kundskaben angribes eller reduceres, som det sker i de fire “ikker” ovenfor.

En lærer drager omsorg for kundskaberne og vogter dem.

Dyderne er derfor: Kærlighed og mod

 

55. d. 8. oktober: P1 Apropos

Jeg var i radioen i dag hos Mikkel Krause i DR-byen i Århus:

http://www.dr.dk/p1/apropos/

 

56. d. 9. oktober: Asfaltballet i 1978 og 2014

Et eller andet sted er det utroligt, at der i 1978 sad en flok hippier oppe i Ålborg og sang om dansk skolepolitik anno 2014.

https://www.youtube.com/watch?v=_41G0nUdVZM

 

57. d. 10. oktober: Citat

“Et samfund, der ødelægger sit uddannelsessystem, ødelægger sig selv” (Linda Maria Koldau, Janteuniversitetet, s. 1)

 

58. d. 10. oktober: Kronik af Hanne Birgitte Jørgensen

Det lyder vildt, hvad Folkeskolens chefredaktør, Hanne Birgitte Jørgensen, skriver i sin lederspalte: Der er kaos på det praktiske plan, men mundkurvene sidder løst alligevel. Hun skriver, at netop i sådan en situation burde Erik Schmidt få et diplom for at gøre sin BORGER-pligt. Jeg er helt enig.

http://www.folkeskolen.dk/550910/varm-luft-og-borgerpligt

 

59. d. 11. oktober: Danmarks pædagogiske synteser

Om Danmarks pædagogiske synteser:

http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-synteser.html

 

60. d.14. oktober: Fremtidens skole i Aalborg 1

En kommentar til et skoleprojekt i Ålborg Kommune:

http://www.thomasaastruproemer.dk/fremtidens-skole-i-aalborg.html

 

61. d. 15. oktober: Fremtidens skole i Aalborg 2

Mere om Aalborgs læringsskole:

http://www.thomasaastruproemer.dk/fremtidens-skole-i-aalborg-2-laeringschefens-ideologi.html

 

62. d. 16. oktober: Fremtidens skole i Aalborg 3

Om hvorfor fremtidens skole i Aalborg er uden fremtid

http://www.thomasaastruproemer.dk/fremtidens-skole-i-aalborg-3-en-udfordring-uden-fremtid.html

 

63. d. 15. oktober: Alexander von Oettingen i P1 Eksistens

Jeg har lige lyttet til Alexander von Oettingen i P1-Eksistens fra i forgårs:

Han siger flere gode ting, blandt andet:

  1. At blive så dygtig som muligt er “halvdannelse”
    2. At skolen kommer før staten, hvis man tilhører en oplysningsfilosofisk tradition.

Oettingen fungerer også som et korrektiv til filosoffen Anders Fogh Jensen, der, formodentlig pga. en interesse i Nietzsche og Foucault, siver hen til Ove Kaj Pederesens konkurrencestat, selvom han også spjætter lidt.

http://www.dr.dk/p1/eksistens-radio/

 

64. d. 17. oktober: Kvalitet = ikke-kvalitet

Her er en lov, der er værd at huske på: kvalitet = ikke-kvalitet

Jo mere folk bruger udtrykket “kvalitet”, desto mindre taler de om samme.

De værste er naturligvis ministeriet, DEA, akkrediteringsrådet etc, som ligefrem sidestiller kvalitet med verdensklasse. Men Verdensklasse = elendighed – det må efterhånden stå klart for alle.

Så er der dem, der taler om “alternativ kvalitet”, f.eks. den såkaldte alternative kvalitetskommission. De er gode, når de ind imellem taler om “det alternative”, men ligeså snart de taler om “kvalitet”, hvad de gør det meste af tiden, så falder kvaliteten, helt i overensstemmelse med loven.

Det nyeste tiltag fra “den alternative kvalitet” er f.eks. når Peter Lauridsen i Information skriver, at man for at undgå total dimensionering af de videregående uddannelser skal gå ind for delvis dimensionering, og han skælder ud på både Bjørn Bredahl, Steen Nepper Larsen og Knud Romer, der har kritiseret instrumentalismen, uden at anerkende dem blot en lille pointe.

Lauridsen overgår dermed fra “det alternative” til “kvaliteten”. Dimensioneringsbegrebet er jo en del af en verdensklassetænkning, dvs. en elendighedstænkning, der sammen med fremdriftsreform, arbejdsmarkedsrelevans og kvalitets- og produktivitetskommissioner, vil omdanne humaniora til økonomisk metode. Det er simpelthen en teknokratisk ideologi.

Med sit skriv mister Lauridsens “alternativ” derfor sin forbindelse til det alternative som sådan, og degenerer til “kvalitet”. Man accepterer så at sige den præmis, der er et opgør med “det alternative”, som man selv hævder at forsvare, hvilket man jo så i sagens natur ikke gør, og man er da også stort set holdt op med at tale om det, altså det ”alternative”. Men måske betyder “det alternative” heller ikke rigtigt noget? Måske betyder det bare. “en alternativ metode til at opfylde policymål?”

Det svarer faktisk, undskyld sammenligningen, til Scavenius under besættelsen. For at undgå total besættelse må vi gå ind for delvis besættelse og prise “de store tyske sejre”, og tale ned om modstandskampen, hvormed han endte med blive mere tysk end tysken. Det kom der ikke noget “alternativt” ud af. Modstandsbevægelsen var derimod alternativ og dermed også mere beundret på den lange bane. De ville nok også have betakket sig for en tysk-defineret “kvalitet”.

Så altså husk det: Hvis nogen siger “kvalitet” – uanset om den er verdensklasse eller alternativ – så er det et tegn på manglende kvalitet.

Der er da heller ingen inden for pædagogik og videnskabsteori, der bruger ordet. Det er jo bare et policy- og et mellemlederord. Et ord i KL Danmark.

Måske kunne den ene og den anden kommission tage udgangspunkt i spørgsmål “Hvad er et universitet?” You know… den slags spørgsmål som de Radikale hader i disse år Så kunne vi slippe for alt denne kvalitetssnak.

 

65. d. 18.oktober: 1864?

Ok, her kommer en mening om noget, jeg ikke har så meget forstand på:

I dagens Politiken forsvarer forfatteren Ib Michael Ole Bornedals kunstneriske frihed mod diverse historikeres kritik af den ene og det andet detalje i serien om 1864. Det er på den ene side godt, han gør det, for historikere gør ikke noget godt for kunsten, hvis de bliver alt for arkivagtige. For min skyld kunne Bornedal havde sat en af hovedpersonerne til at spille playstation, hvis han havde lyst. På den anden side er Michaels forsvar for det kunstneriske ikke særligt effektivt efter min mening. Han får jo bare bekræftet en politisk holdning, han havde i forvejen – det er helt tydeligt i den måde han sammentænker nationalisme dengang og i dag. Han synes dramaet er ”universalistisk”, fordi det provokerer nationalliberale i alle afskygninger, som om ”det nationale” bare er et og det samme til alle tider.

Nej, problemet med Bornedals serie er ikke, at den ikke er historisk korrekt. Problemet tror jeg bliver, at den ikke er kunstnerisk nok, og at Michaels kritik derfor ikke er kritisk nok.

Dermed mener jeg ikke, at dramaet ikke er flot skruet sammen og at både lyd- og billedsiden ikke er en form for foruroligende nydelse i sig selv, for det er den.

Hvad vil det sige, at den ikke er kunstnerisk nok? Har det at gøre med, at fortællingen om Monrad ikke er mere nuanceret end som så? At grundlovsforfatteren skildres som en sindsforvirret abekat? Ja, ok, jeg bliver nok også lidt forarget lige der, men mest som en slags arkivist, hvis synspunkter jeg jo lige har erklæret for ligegyldige for det kunstneriske spørgsmål.

Men hvorfor er det så et kunstnerisk problem? Jo, det er det fordi, selve dramaet alene knyttes til kærligheds- og krigshistorien. Dermed mistes forbindelsen til det historiske DRAMA, som både er europæisk og dansk.

Men hvad er det vi mangler? Hvor er det egentlige drama? Det er i Europa. Det er fortællingen om, hvordan begrebet ”nation” går fra at være et frihedsbegreb til at være et tvangsbegreb. Monrad og Danmark er en del af denne historie. I 1848 er det nationale og ”folket” lig med frihed og demokrati, og Monrad står centralt i den historie. I 1864 er begrebet ”folk” i gang med at blive omdannet til en ren politisk styret nation, hvilket fuldbyrdes med Tysklands samling og hele bevægelsen frem til 1945. Det er hele dette dramatiske skred, der ligger under Monrads og mange andres forvandling fra frihedselsker til nationalist. Men Monrad er jo særlig interessant, for han er fuldt aktiv i hele processen. Han er på en måde den samme, men der underliggende filosofiske processer forskyder alt det, der ser ud som det samme. Det er denne kæmpeproces, der formodentlig forstærker nogle skrøbelige kim i hans sind, hvor serien ser ud til at hævde det modsatte – nemlig at det er det skrøbelige sind, der er årsag til problemerne.

Men Bornedal har allerede i kapitel 1 tabt muligheden for at forbinde sin kærlighedshistorie med dette europæiske drama, som Danmark er en del af. Dermed får han formodentlig fortalt en køn og rørende historie om nogle personers kærlighed og død, men deres problemer knyttes ikke på det symbolske plan til den åndelige helhed, som de virker i på en måde, der kan gøre Monrad mere tragisk end dum, samtidig med at kærligheds- og krigsfortællingerne på de personlige niveauer kan arbejde. Mit bud er også, at denne mangel vil gøre dannelsesprocessen for den unge kvinde i nutiden lidt for enkel.

Det er naturligvis også klart, at det nationale spørgsmål stiller sig helt forskelligt fra generation til generation. Det er altså ikke så “universalistisk”, som Micheal synes at mene, og som fratager ham muligheden for at vurdere seriens kunstneriske kvaliteter.

Dermed mister fortællingen kunstnerisk kvalitet i min optik. Men ok, jeg skal selvfølgelig se alle afsnittene. Det er jo god underholdning. Dvs. at man skal nyde serien og derpå glemme den.

 

66. d. 19.oktober: Ind med mavefornemmelser og synsninger

I de sidste 10 år er uddannelsespolitikken gået i følgende retning:
Væk med synsninger, holdninger, normativitet, dannelse, folk, sociale klasser, mavefornemmelser, filosofi og humaniora. Tænk på hvor meget det egentlig er! Det beskrives alt sammen som en blanding af Goebbels, fundamentalisme, modernitetsubehag, dødsensfarligt, trylleformularer og onani (alt er i citat). I stedet skal det hele reduceres til konkurrenceevne, evidens, ranglister, klare mål, dimensionering, erhvervsliv og andet skidt, som postuleres at være “rationelt”, selvom det er det modsatte.

Tendensen, som blev forstærket af finanskrisen, der i stedet for at løse krisen, gjorde hele Danmark til en stor finanskrise, nåede i teoretisk forstand bunden i 2010 med en række skrækkelige systemteoretiske sætningsrækkefølger. Nu kommer så policy i en række forsinkede bevægelser. I Aalborg kalder man det for “Fremtidens skole”. De radikale kalder det for dimensionering, fremdrift og jobs og erhvervsliv, og de kan ikke tale om andet.

Jeg synes, man skal give fuld knald til alt det, der er smidt ud. Det vil sige, at vi skal have massevis af mavefornemmelser, synsninger, holdninger, normativitet, dannelse, folkelighed, klasser, filosofi og åndsvidenskab. Tænk på, hvilken folkelig energi, det vil afstedkomme. Vi kan i al fald ikke bruge den “læringsvidenskab”, der befolker det aktuelle vokabular, og hvis ånd udnævner “læringschefer”, som gør Aalborgs børn til små kulturrevolutionære; en ånd som beskytter fynske skoleledere, der vil “læringsmaksimere” den ene og den anden gardist.

Det siger min mavefornemmelse, og den råber højere og højere, desto mere jeg studerer sagens normative objektivitet åndsvidenskabeligt og filosofisk. Ja, jeg er faktisk endt med at få mig en “holdning”, Men hvis nogle studerende spørger, hvad jeg mener, så bør jeg nok sige, at det ikke er en del af mit job at have en holdning, at det bare er en “synsning”. Men så igen – går det for en pædagogisk filosof eller for en pædagog i det hele taget? Nej, det gør det jo ikke. Jeg har allerede lukket mig selv inde i et bur. Se hvor hurtigt det sker.

Måske er en “mavefornemmelse” mere end blot en fornemmelse i maven. Måske er det menneskets forsøg på at finde sig selv i en kultur, der finder sig selv? Men er det ikke netop, hvad pædagogik er?

 

67. d. 20. oktober: Hvad er et faktum?

Hvad er et faktum?

http://www.thomasaastruproemer.dk/hvad-er-et-faktum.html

 

68. d. 21. oktober: Fra Grundtvigbashing til åndsvidenskabelig ”onani”

Hvorfor er Danmarks lærere blevet reduceret til metoder blandt andre i ”Fremtidens Skole”, uden egen stemme, myndighed og kundskab? Det er fire grunde:

  1. Grundtvig-bashing i 00’erne er kammet direkte over i lærerbashing i 10’erne, Her er lidt Grundtvigbashing – kan I kende navnene?:
    ”For mig er Grundtvig tæt forbundet med at være dansker. Og at være dansker på den venstreorienterede måde” (C. Antorini ifm en kritik af venstrefløjen i SF)
    ”Det grundtvigske begreb om folk er dødsensfarligt” (Lars Qvortrup)
    ”Det er en grundtvigsk ursuppe” (Qvortrup)
    ”Den grundtvigske tradition er skadelig for skolen” (Peter Dahler Larsen).
    ”fundamentalistisk fænomenologi” (Qvortrup om fx Løgstrup)
  2. Murens fald i 1989 betød, at socialismen har mistet sine begrundelseskilder. SF og Socialdemokratiet har i dag accepteret de mest banale neo-liberale ideer, og socialismen er reduceret til ”trivselsindikatorer” og småregulering. Socialismen har gjort arbejdet helt selv. Der er ingen ideudvikling eller intellektuel strid. Dermed ryger solidaritetsbegrebet ud af det fælles liv.
  3. Oplysnings- og humanismebashing i 1980’erne.
    Rousseau og Kant blev anset for at være ”borgerlige” af den pædagogiske teori, som er dybt præget af stærk betonmarxister; de samme personer, som gjorde op med Grundtvig i 00’erne og som i dag sætter den ideologiske dagsorden i uddannelsespolitikken. Søren Krarup anså Rousseau og Kant og det meste af grundtvigianismen for den direkte vej til kommunisme og nazisme i sin bog ”Det moderne sammenbrud”. Danmark reduceres dermed til ikke-islam og øllebrød. Danmarks Lærerforening hopper på kundskabskritikken, som stadig præger foreningens professionsideal og dens ideer om læreruddannelse.
  4. Vores liberalister har deponeret deres filosofi hos amerikanske koldkrigsfilosoffer, som ingen pædagogisk tænkning har.
  5. Konklusion:

Alle angriber, og ingen beskytter.

Kundskaberne degenerer til borgerlig undertrykkelse eller i dag: til teknik.

Alt dannelsesmateriale forsvinder.

Det er “fremtidens skole”.

Så får vi en sætning som Lars Goldschmidts, der er leder af Ny Nordisk Skoles akademi:

“Åndsvidenskaberne har det med at blive meget indadvendte og ende som et onaniprojekt – altså systematisk selvtilfredsstillelse uden relevans for samfundet”. (Goldschmidt, Politiken, d. 27. december)

Herefter er der intet tilbage at gøre skole med i dette lille land.

Derfor er der heller ikke brug for en “lærer”, men kun for en “undervisningsekspert”. Der er selvfølgelig heller ikke brug for “forberedelsestid”. Det ordner man i teams,ved at klikke lidt eller ved at spørge KL.

 

69. d. 23. oktober: Det Radikale Venstre

Det Radikale Venstre er blevet en jobmaksimeringsmaskine. Det er sådan en ide, partiet har samlet op under finanskrisen, tror jeg.

Men er der slet ikke noget andet – altså andet end arbejdsmarkedet og erhvervslivet? Nej, det er der ikke. Universitetets fremmeste opgave er at lave jobs, og skolens og gymnasiets opgave er at bidrage til konkurrenceevnen. Der skal dimensioneres, normaliseres, fjernbetjenes, fremdriftes, måles og systematiseres, og hvis en eller anden, f.eks. Uffe Elbæk eller Knud Romer skriver noget i Politiken, som de slet og ret mener og som handler om NOGET ANDET end “arbejdsmarkedet” og at “bringe Danmark ud af krisen”, så bliver de revset af det ene og det andet radikale bestyrelsesmedlem for at være “drømmere” og den slags.

Og hvad er en “drømmer”? Det er en person, der ikke har forstået, at alt i verden handler om “arbejdsmarkedet”. Det Radikale Venstre er blevet en jobmaksimeringsmaskine, og eftersom skolen nu også er blevet en konkurrenceevneskole, skal lærerne også være “læringsmaksimeringsmaskiner”. Det er den nye radikale ideologi. Der skal “makses”.

Men, siger du så, de forskellige ministre skriver da “dannelse” ind imellem i den ene og den anden kronik? Det er rigtigt, men det betyder ikke noget. Det er ren staffage. Alle centrale dokumenter og kommissioner handler kun om “erhvervslivet” etc..

Men, siger du så også, du kender da en eller anden radikal, som mener noget andet. Det er også rigtigt, men det betyder blot ikke noget for partiets politik. De pågældende bliver suget ind i maskinideologien med det samme. Jamen kan de ikke gøre oprør? Åbenbart ikke. Tværtimod skal man høre på diverse partisoldaters tunnelsynstorden: Den anden dag var det Jan Heidebo, der skældte ud på Elbæk for det med “drømmeriet”, og i sidste måned var det en Boye Haure, der slog til Knud Romer, fordi han ikke havde forstået, at uddannelsesministeren da bygger på “fakta” – og jeg har også nogle flere eksempler på bagsmækken, som jeg lader ligge her. De læser alle sammen deres kritikere fuldstændig mekanisk. De forstår simpelthen ikke, hvis det ikke handler om job-maksimerings-maksning.

Men hvad med de gamle radikale, altså de kulturradikale? Nå, du mener Asger Baunsbak? Han må nøjes med at skrive vrede e-mails til sit gamle parti. Men hvad med Jelved? Ja, ærligt talt, hun burde tage sig sammen, for hun er i det mindste inden for pædagogisk rækkevidde. I stedet sidder hun bare og stemmer for det hele.

Hvad med forskningsministrene Morten Østergaard, Sophie Carsten-Nielsen og skoleordføreren, Lotte Rod? Ja, de er de største “maksere”. Måske er det dem, der bestemmer – ok, nok ikke Rod, som nøjedes med en helt blank ordførertale, da skoleloven skulle behandles? Eller måske er det nogen andre eller noget andet, der bestemmer? Måske er de allesammen bare medier for sætningernes rækkefølges gennemstrømning? Nogle sætninger, der bare har sat sig fast i dén omegn, og som nu spiser et gammelt og fint parti op inde fra.

 

70. d. 24. oktober: Konkurrencestat og masseuniversitet

Et par ord med indbyggede modsætninger:

http://magisterbladet.dk/blogogdebat/konkurrencestatogmasseuniversitet

 

71. d. 27. oktober: Grundtvig roterer i sin grav

Det er et faktum:

https://www.facebook.com/uffe.jonas/posts/10152851289878466?pnref=story

 

72. d. 27. oktober: Tre slyngninger

Tre slyngninger i pædagogikkens ontologi, der samler, klemmer og føder:

  1. Slyngning mellem konge og folk = Den magtesløse magt og folkets herredømme = Et brusende vekselvirkende herredømme uden om den magtesløse magt = Pædagogikkens nationale lag.
  2. Slyngning mellem bonde og arbejder = Åndsfrihed og solidaritet = Den åndelige socialisme og den sociale liberalisme = Velfærdssamfund.
  3. Slyngning mellem individualitet og påmindelse = Selvet og traditionen. Tilsynekomst og fødthed i en fælles verden, der ændres.

Kort sagt: En slyngning ud i verden fra NOGET og til NOGET, som selv slynges.

Er det ikke bedre end at hoppe-hoppe-hoppe efter amerikanske konsulenthuse og operative måltal til det rene ingenting?

Hvis disse tre slyngninger ikke gøres til genstand for pædagogik er konsekvensen, at punkt 1 degenererer til “identitets-pædagogik”, punkt 2 til “rettigheds-pædagogik” og punkt 3 til “selv-pædagogik”, og at det hele ender i polemik.

 

73. d. 28. oktober: Opdateringer i Agedrup-sagen

Opdateringer i Agedrup-sagen :

  1. Reportage i Fyns Amts Avis, d. 27/10: “Læreradvarsel rykker ind i byrådssalen”.
  2. Debatindlæg i Fyens Stiftstidende, d. 27/10, af fire fynske skolelærere, Lene Junker, Helge Rasmussen, Gitte Mailand og Bodil Nielsen: “Hvad en ytring kan gøre”.

Begge indlæg kan læses på nedenstående link:

http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

 

74. d. 30. oktober: Hvad er det modsatte af ”ja”?

Hvad er det modsatte af at sige “ja”? Er det at sige “Nej”?

Slet ikke –

Det modsatte af at sige “ja” er derimod at tage en “ja-hat” på.

 

75. d. 31. oktober: Susanne Crawley Larsen i Odense byråd

Agedrup-sagen har været drøftet i Odense Byråd på initiativ fra lokale lærere.

Rådmand Susanne Crawley Larsen har ytret sig i den forbindelse:

“Til det med at trække advarslen tilbage, vil jeg bare sige: Hvem er jeg, eller hvem er andre, hvis vi tror, at vi bedre end dem, der var i situationen, er bedre til at bedømme den her sag”

Det var dog et utroligt argument: Man har da tit hørt om, at en sag “bedømmes” forkert af folk, der har været midt i en “situation”. Ja, ofte er netop det forhold, at man er i en “situation” medvirkende til, at man bedømmer alt for impulsivt.

Desuden: Eftersom det allerede er bevist, at skoleleder Mohammed Bibi og hans skoledirektør Ina Ahrensbergs dømmekraft vedrørende skoleudvikling er helt hen i vejret, hvorfor skulle de så kunne vurdere den aktuelle situation korrekt? Det er jo ikke andet en ren og skær ansvarsforflygtigelse fra rådkvindens side. Hun taler ned til os.

Eller hvad med følgende udtalelse fra rådkvinden:

“Jeg anerkender ikke den præmis, at en advarsel har sammenhæng med ytringsfrihed. Det siger sig selv, at en advarsel er en personalesag. Det er en sag mellem en lærer og hans leder”

Crawley fortsætter med sine elendige argumentation, hvor hun på den ene side hylder frihedsrettighederne, samtidig med at hun undertrykker dem på det groveste. Nu taler hun ned til os igen.

Og Borgmester Boye? Han siger bare, at i Odense må man sige, hvad man vil, og at Agedrup-sagen bare er en “personale-sag”. Den slags tomgang kender vi fra både sagen mod de pædagogiske filosoffer i 2010 og fra Koldau-sagen året efter. Boye taler også ned til os. Han er en irriterende bykonge, der ikke mener det er nødvendigt at forholde sig ordentligt til sine medborgeres kritik.

Her er fem nye artikler/indlæg om sagen. Alle artiklerne omhandler byrådsmødet i Odense – man kan også læse Schmidts kollega, Helge Rasmussens, fine tale i byrådssalen:

http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

 

 

Skriv en kommentar