Facebook-drys 13: November-december 2014

Her er 78 facebook-opdateringer fra perioden november-december 2014. Man kan enten klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå fb-opslag med diverse kommentarer, eller man kan læse opdateringen på herværende blogindlæg, hvor den har været en lille tur i sproghjørnet. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart efter teksten.

  1. God kronik om Ayn Rand
  2. Noter fra læsning af ”Og verden skælvede” – 1
  3. Noter fra læsning af ”Og verden skælvede” – 2
  4. Diverse artikler om Ayn Rand
  5. Ayn Rands Gud
  6. Socialdemokratisk syn på dannelse
  7. Velkomstbrev
  8. DSU’s uddannelsespolitiske fallit
  9. Pædagogikkens tre synteser
  10. Antorini i samråd
  11. En pædagogisk lov
  12. Tre slags fundamentalisme
  13. Leander Møller Gøttckes og Lars Seier-Christensen diskuterer Ayn Rand
  14. Ayn Rand – altruismens dødbringende gift
  15. Facebook-drys 12
  16. Hvem er i skolen?
  17. Er Danmark kommunistisk
  18. Interview med Erik Schmidt
  19. Kristian Madsen om Ayn Rand
  20. Europa
  21. Bliver lærerne proletariseret?
  22. Hvad er kritisk pædagogik?
  23. Realistiske tal?
  24. Lone Nørgaard som uren pædagog
  25. Grundloven og læringsskolen
  26. Kriblende og krablende
  27. Nysprogs-leksikon
  28. DANMARKS LÆRERFORENING MISFORSTÅR “YTRINGSFRIHED” I EN HISTORISK AFGØRENDE SITUATION FOR DANSKE LÆRERE:
  29. Loyalitetspligt
  30. Råd og hjælp
  31. Tre slags arbejde
  32. Velfærdsstaten
  33. Helt normalt
  34. Referat fra Sophia-møde om dannelse
  35. Finland og PISA
  36. En organiserende organisation
  37. Jørgen Carlsen til Ayn Rand-fest
  38. Underdanig og principfast liberalisme
  39. Positiv psykologi og Brinkmannismen
  40. Læringsskolen
  41. Forbrugervejledning
  42. Ayn Rand-folket
  43. Strid og videnskab
  44. Vild artikel
  45. Nyt Nordisk Gymnasium
  46. DLF og ytringsfriheden
  47. Min arbejdsplads
  48. En privatiseret privatperson
  49. DLF og ytringsfriheden 2
  50. Kronik i Kristeligt Dagblad
  51. Hvad tænker Bodil Skjødt på?
  52. Faglighed og kvalitet
  53. Ud med klare mål og trivsel
  54. Dimensionering
  55. Jørgen Carlsen i hopla
  56. En lille historie
  57. Vækst og demokrati
  58. Om lighed og ulighed
  59. Anders Fogh Rasmussen, Ayn Rand og Liberal Alliance
  60. Om ytringsfrihedens oprindelse, opsplitning og afvikling
  61. En industrihelts beskrivelse af velfærdsstaten – ifølge Ayn Rand
  62. Dansk Kirketidende om KLM-faget
  63. Steen Beck om dannelse
  64. Et fotografi af et frossent pædagogisk liv
  65. En vigtig forskel mellem pædagog- og læreruddannelsen?
  66. Til korttidshukommelsen
  67. Christopher Arzrouni i Deadline
  68. Dagens altruisme
  69. Rehabilitering af læringsbegrebet
  70. To opdateringer vedrørende Agedrup-sagen
  71. Fra X til Y
  72. Grundloven, Ayn Rand og borgerløn
  73. Folkets skole
  74. Uren pædagogik i Politiken
  75. Demokratiske problemer hos Saxo Bank og Liberal Alliance
  76. Lars Seier Christensens bibel
  77. Kierkegaard og Rand
  78. Schindlers liste
  79. Anders Samuelsen og Ayn Rand

 

1. d. 1. november: God kronik om Ayn Rand

Glimrende kronik om halvdelen af LA’s ideologiske grundlag, nemlig den ekstremistiske Ayn Rands filosofi. Desværre tager LA’s politikere ikke kritikken alvorligt, men Samuelsen og Seier Christensen gør blot grin med budbringeren, hvilket forstærker indtrykket af et parti, der ikke vil være ved deres ideologiske ståsted. LA er derfor mere en strategisk alliance end et politisk parti, hvilket i mine øjne er det samme, som at det ikke har en egentlig politik. LA spræller i sit eget net, og man kan derfor på ingen måde tage partiets grundtvigske og nationalliberale udmeldinger alvorligt.

http://m.b.dk/kronikker/den-liberalistiske-droem-er-et-mareridt

 

2. d. 2. november: Noter fra læsning af ”og verden skælvede” – 1

Noter fra læsning af forord og kapitel 1 af Ayn Rands ”Og verden skælvede”, som er Liberal Alliances ideologiske grundlag:

Taberen er en ineffektiv forretningsmand, James Taggert, der har alle de egenskaber, som Rand hader. Rand gør grin med Taggert, fordi han er ”følende”, ”menneskelig” og ”følsom”, og fordi han viser sans for ”samfundets interesser som helhed”, og fordi han hele tiden skal spørge sin bestyrelse om alt muligt.

En af heltene er derimod søsteren, Dagny Taggert, for hun ”ser ting som de er”, vil ”tjene penge”, er ”kold” og ”stærk” og har en ”fast vilje”.

På det poetiske plan hersker en strøm af metafysiske metaforer, som understøtter Rands såkaldt objektivistiske filosofi. Bygningerne har ”rødder, der snor sig under jorden og føder byen”; Kortet over USA har ”blodkar” og bjergene har ”hjerter”.

Handlingen udvikles garanteret efter Rands banale filosofis skabeloner i de næste kapitler, som jeg vil notere fra løbende.

I forordet skriver Lars Seier Christensen og Kim Fournais, begge direktører i Saxo-bank som sender bogen gratis til alle interesserede, at man ikke kan ”anbefale et vægtigere indlæg i debatten end denne roman”, og at vi blot skal have ”den rette forståelse”, altså Rands, så vi kan blive en ”virkelig vindernation”.

Og hvem skal ifølge Saxo-direktørerne sørge for, at Rands ”rette forståelse” kan vinde indpas? Det skal ”forretningsfolk”, der drives af ”egne ambitioner og drømme”. Velstand skabes ikke af ”politikere og offentlige institutioner”. Opportunistiske businessmænd gør Danmark til en ”vindernation”. Alle andre, dvs. videnskabsfolk, pædagoger, førtidspensionister og læger må jo så være en del af en ”taberfabrik”, som Ole Birk Olesen kalder det.

Dette er Liberal Alliances og store dele af det aktuelt borgerlige Danmarks OBJEKTIVITET.

 

3. d. 3. november: Noter fra ”Og verden skælvede” – 2

Noter fra læsning af kapitel 2 af Ayn Rands ”Og verden skælvede”, som er Liberal Alliances og en række andre liberale initiativers ideologiske grundlag.

Helten i kapitel 2 er stålfabrikanten Hank Rearden. Rearden er ”udtryksløs”, ”foragter minder” og ”meningsløs sentimantalitet”, har en ”grænseløs styrke”, og hans øjne er som ”lyseblå is”.

Hele hans energi og virke er knyttet til ”den ene tanke om en stållegering”. Lykken er når ”metallet flyder over i hovmodig overdådighed” og når det ”sejler gennem luften til en række forme”.

Hank Reardens familie beskrives som de rene plageånder. Det er folk, der har alle Ayn Rands laster: Lillebroderen tigger om penge til foreningen ”verdensfremskridtets venner”, og han interesserer sig for ”psykologi, folkemusik og kollektivt landbrug”. Rands hader godgørenhed og fælles ånd. Moderen er efter Hank, fordi han kun tænker på sig selv og sine penge, og konen er sur, fordi hun har fået et stålarmbånd, som hun opfatter som en lænke i ”trældom”, og fordi Hank ikke kan huske hendes bryllupsdag.

Sådanne fordringer kan Hank intet bruge til. Han ”føler intet for dem, intet andet end ligegyldighedens ubarmhjertige nul”. Han savner faktisk ikke ”noget menneske som del af sit liv” – og han savner ikke at savne det.

Her får vi skitseret Rands syn på socialt og følelsesmæssigt liv. Alle sociale elementer er latterlige og begrænsende. Den autistiske, produktive og pengeglade entreprenør er derimod en dyd. Alt det gode kommer fra ”forretningsmanden”, som det hedder i Seier Christensens og Fournais’ Saxobank-forord.

Mon ikke Hank Rearden snart skal mødes med kapitel 1’s heltinde, nemlig Dagny Taggert, der har samme karaktertræk som Hank, og som er ligeså træt af sin ledelses ineffektive “samfundssind”, som Hank er træt af sin mor? Og hvad kan de mon ikke drive det til? måske i ægte egoistisk kærlighed? Nu må vi se.

 

4. d. 4. november: Diverse artikler om Ayn Rand

I anledning af de seneste dages debat minder jeg om følgende udveksling vedrørende Ayn Rands filosofi og indflydelse tilbage i 2012/2013: Først professor Kela Kvams kritiske gennemgang af Rands roman “Og verden skælvede”. Derpå tidligere formand for Fremskridtspartiets ungdom og ærkelærke-liberalist, Kjeld Flarups, vilde forsvar for Rand, og til sidst Liberal Alliances ledelses sædvanlige besværgelser om Thyra Franks dyder og småpraktisk politik. Her er indlæggene med fuld reference og tekst:

1. HVEM ER JOHN GALT?, Kronik i Weekendavisen, d. 21. december 2012 af Kela Kvam, professor emiritus i teatervidenskab

2. KVALITETER, Debatindlæg i Weekendavisen, d. 11. januar 2013 af Kjeld Flarup, civilingeniør

3. KARIKATUR, Debatindlæg i Weekendavisen, d. 11. januar 2013, Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll, hhv. partileder og politisk ordfører, Liberal Alliance

—————————–

1. HVEM ER JOHN GALT? Weekendavisen, d. 21. december 2012, af Kela Kvam professor emiritus i teatervidenskab

John Galt er den amerikanske højrefløjs kultfigur, og han blev i den aktuelle valgkamp brugt i hetzen mod præsident Barack Obamas sociale reformer. Han er ikke et virkeligt menneske, men hovedperson i den russisk/amerikanske forfatterinde Ayn Rands 1150 sider lange murstensroman, ”Og verden skælvede” (Atlas Shrugged), fra 1957. En bog, som Saxo Bank har fået genoptrykt og i flere omgange rundsendt til vennerne fra Liberal Alliance, Cepos og en lang række erhvervsfolk, politikere og andre, som antages at være modtagelige for bogens budskab.

Når Lars Seier Christensen og Kim Fournais i deres forord kalder ”Og verden skælvede” en fremragende roman, skaber det alvorlig tvivl om de to bankdirektørers litterære dømmekraft, men det er næppe heller læsernes æstetiske opdragelse, der ligger distributørerne på sinde. Langt mere optaget er de af bogens formodede evne til at sparke en neoliberalistisk revolution i gang. Og budskabet er blevet modtaget med begejstring, ikke alene af Liberal Alliances ultraliberalister, men også af store dele af Venstres Ungdom, hvad der frister til at se lidt nærmere på fænomenet.

Ayn Rand (f. Alisa Rosenbaum) blev født i Sankt Petersborg i 1905 og oplevede, hvordan hendes familie blev forarmet efter den russiske revolution. Vaccineret mod enhver form for socialisme emigrerede hun som 21-årig til USA, hvor hun skiftede navn og fik arbejde som manuskriptforfatter i Hollywood. Under McCarthy-perioden angav hun kolleger for uamerikansk virksomhed.

Hendes litterære forfatterskab kulminerede med ”Og verden skælvede”, der fik hårde ord fra anmelderne, men blev modtaget med jubel af det politiske højre. Blandt hendes beundrere kan nævnes tidligere chef for Den amerikanske Centralbank, Allan Greenspan, Republikanernes bud på en vicepræsident, Paul Ryan, og massemorderen Anders Breivik.

Rands sigte med romanen var at bruge skønlitteraturen til at illustrere sin hjemmestrikkede filosofi, objektivismen, der med sin dyrkelse af rationalitet og individualisme tager Aristoteles som ufortjent gidsel for en livsanskuelse totalt blottet for empati og humor. Objektivismen beskrives som en modsætning til altruismen. Den er sjælens strålende egoisme, der ikke sætter noget højere end sig selv, og som gør opnåelsen af egen lykke til livets eneste formål. George Monriot kalder i en artikel i The Guardian objektivismen for en filosofi for psykopater.

Handlingen i bogen foregår i et fremtidigt New York, hvor staten i stadig højere grad lægger bånd på det private initiativ. Opfindere, industrimagnater og finansfolk begynder at forsvinde på uforklarlig vis, og spørgsmålet: hvem er John Galt? svæver i vinden.

Galt viser sig at være manden bag de mystiske forsvindinger. Han minder om tegneseriernes superhelte – en mand med en atletisk krop, kobbergyldne lokker og uforsonlige øjne. Han har gjort en genial opfindelse: en motor, der kan uddrage statisk elektricitet af atmosfæren, men forlader den ufærdig for at den ikke skal udnyttes af middelmådigheder, der selv intet formår at producere.

Målet er at standse denne verdens motor ved at tømme verden for begavelser. En efter en overtaler han dem til at nedlægge arbejdet og følge ham til en kløft i en øde bjergegn, hvor de, befriet fra de undermennesker, der kravler rundt på maven og grynter, at der ingen hjerne eksisterer, danner et minisamfund med det gyldne dollartegn som strålende varemærke – den frie handels og de frie hjerners tegn.

For at få adgang må man aldrig benytte udtrykket ”at give” og skal sværge på, at man aldrig vil leve for et andet menneskes skyld. I dette rige har der indsneget sig en enkelt kunstner, en komponist, der ser sit publikum som kunder og sig selv som handelsmand. Han ønsker ikke at tale til hjertet, men til hjernen.

Følelser rangerer ikke højt i det randske univers, og den følsomme kunstner skildres som et slattent, rystende, usammenhængende skrog. Også en hjernekirurg har søgt tilflugt i Galts land, ikke for videnskabens skyld, men fordi lægekunsten kom under statens kontrol, og han ikke længere selv kunne udvælge sine patienter og afgøre, hvad de skulle betale.

Hjerneelitens våben er strejken. Objektivismen tager afstand fra vold, men en jernbaneeksplosion i en tunnel, hvor mange mennesker omkommer, skildres med forbløffende kynisme. For hvem var ofrene? Lighedsmagere og snyltere, der ingen plads har i den galtske minimalstat, og som derfor ikke fortjente bedre.

Millionærerne er trætte af – som Atlas – at bære verden på deres skuldre, og da de slipper grebet, efterlader de et samfund af blinde tåber og krystere, der er vanvittige af angst, en verden med fødevaremangel, optøjer og sultende mennesker.

Romanens univers er meget maskulint, men John Galt har fået en kvindelig pendant, en supersmuk og køligt tænkende kvinde, der til det sidste kæmper for at holde sit jernbaneimperium fri af bureaukrater, men ender med at slutte sig til de strejkende overmennesker. Sammen flyver hun og Galt bort, og under sig har de et New York, hvor elektriciteten pludselig slukkes og byen med dens skyskrabere synes sunket i jorden. Tilbage er kun ruinerne af et kontinent. En ny æra kan begynde.

”Vejen er ryddet”, sagde Galt. ”Vi drager tilbage til verden”. Han løftede hånden, og over den øde jord tegnede han i rummet dollarens tegn.
Hvorfor spilde tid på et monstrum af en roman med tegneserieagtigt forenklede personer, og som på besynderlig vis blander soap, science fiction og ulideligt lange digressioner om jernbanedrift og kyniske samfundsbetragtninger med filosofiske aspirationer? Først og fremmest kan det jo undre, at en sådan bog kan finde fans i et velfærdssamfund som det danske. Det er desuden bemærkelsesværdigt, at det netop er Saxo Bank, der satser så massivt på distributionen. Banken har ikke kun købt sig til et cykelhold. Den har nu også et politikerhold, der på Christiansborg kan sprede den uregulerede kapitalismes glade budskab.

Henrik Sass Larsen har advaret mod Enhedslisten, men Liberal Alliance er det egentligt farlige, revolutionære parti. I Politiken fra den 22. september (2012) udtalte formanden for Liberal Alliances Ungdom, at liberalismen er en idealistisk oprørsideologi og et modspil til velfærdsstatens forkæmpere. Partiet, der bekymrende nok tiltrækker ganske mange unge, ønsker en omkalfatring af samfundet, som vi kender det.

Nu får partiet næppe magten, men det kan med sine ni mandater forrette ganske megen skade endda. Især er partiet gået i spidsen, når det gælder mistænkeliggørelsen af folk uden for arbejdsmarkedet, der – hvis det stod til Joachim B. Olsen – skal være tvunget til at tage et hvilket som helst arbejde, hvor som helst og til en hvilken som helst løn.

Og kynismen toppede, da erhvervsmanden Asger Aamund, som medierne elsker at spørge om alt mellem himmel og jord, sidste efterår i Berlingske Tidende rejste tvivl om det rimelige i, at folk på overførselsydelser havde stemmeret.

Men det skræmmende er, at der ikke ydes egentlig politisk modstand. De Radikale, der har fostret to af Liberal Alliances førende politikere, synes selv at have mistet deres sociale profil og mener, at man ikke længere skal bruge tiden på at fokusere på dem, det er synd for. De har efterhånden kun Enhedslisten at se hen til.

Den socialdemokratisk ledede regering fortsætter stort set den gamle regerings økonomiske politik og har overtaget troen på, at de velstillede kun vil yde deres bedste, hvis de får mærkbare skattelettelser, mens de underste i den sociale pyramide kun vil føle sig motiveret til at arbejde, hvis man skærer drastisk i de sociale ydelser.

Trods advarsler fra både økonomer og OEEC øges den sociale ulighed, og det er afgørende nødvendigt, at vi benytter krisen til at diskutere, hvad det er for et samfund, vi ønsker i fremtiden.

Velfærdsstaten er ikke problemet. Tværtimod. Fortsætter vi som nu, er der al mulig grund til at tro, at vi i 2020 står med et samfund, hvor kløften mellem rig og fattig er vokset faretruende, og hvor velfærd er erstattet af privat velgørenhed.
Sådan behøver det ikke at gå.

 

2. KVALITETER, Weekendavisen, d. 11. januar 2013, af Kjeld Flarup, civilingeniør

Kela Kvam antyder i sin »anmeldelse« af Ayn Rands klassiker Og verden skælvede i WA, at bogen mangler litterære kvaliteter.

Det må næsten åbne for spørgsmålet, hvad er litterære kvaliteter? Måske det er noget med at sælge elastik i metermål efter sin egen politiske overbevisning? Eller slet og ret en målestok, som kan bruges til at begå karaktermord med.

Vores samfund i dag er plaget af intellektuelle, der med deres litterære kvaliteter fører utopier til torvs. Vi anser ytringsfrihed som et gode, men det har også en bagside, hvor intellektuelle med ordet i deres magt, kan tryne den produktive klasse med flot formulerede tekster, som – hvis de blev formuleret på dansk – straks ville afsløre adskillige fejl.

Litterære kvaliteter er ingen garanti for sandhed.

Selvom Og verden skælvede åbenbart ikke har de store litterære kvaliteter, så er det en bog, som kan læses igen og igen, fordi den til gengæld har et mylder af historier, som fortæller sandheder om verden, man næppe kan kapere ved én gennemlæsning. Faktisk er bogen en over tusind siders lang storytelling.

Et utal af lange passager er videregivet på internettet af netop samme grund. Storytelling er nok en af de bedste kvaliteter en tekst kan have, og den kvalitet besidder Ayn Rand til fulde.

Kela Kvam påstår, at følelser ikke rangerer højt i Ayn Rands univers. Men i så tilfælde har hun aldrig oplevet følelsen af at gøre gavn. Der findes ingen bedre følelse i verden end med tilfredshed at se tilbage på en god dags arbejde. Og følelser til den anden side kommer også frem, når talen kommer på dovne Robert og fattig Carina – og nej, det er selvfølgelig ikke medfølelsen, men følelsen af at blive misbrugt.

Medfølelsen i Rands univers kommer frem, når en fattig hjælpes til at klare sig selv. Der findes intet smukkere i verden, end når en hånd rækkes frem, og den gribes. Det mål har velfærdsstaten totalt forkastet! Det er netop i det at kunne klare sig selv uden at ligge andre til last, at Ayn Rand rigtigt rammer og formidler en følelse. En følelse som er gået tabt i den vestlige verden. Det er derfor, jeg elsker den roman, fordi den udfylder et tomrum, som de kanoniserede intellektuelle med alle deres litterære kvaliteter ikke formår at beskrive.

 

3. KARIKATUR, Weekendavisen, d. 11. januar 2013, af Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll, hhv. partileder og politisk ordfører, Liberal Alliance

Med inspiration fra den skønlitterære bog ”Og verden skælvede” er neoliberale egoister i fuld gang med at ødelægge velfærdssamfundet – og Liberal Alliance går forrest. Det er i korte træk pointen i en kronik her i avisen (bragt den 21. december) af tidligere professor i teatervidenskab Kela Kvam.

Nu synes vi ikke, at det er så relevant at diskutere, hvorvidt ”Og verden skælvede” er en god eller en dårlig bog, men Kela Kvam maler så forkert et billede af Liberal Alliance, at vi simpelthen er nødt til at reagere.

Vi tror faktisk ikke, at der blandt danskerne er de store uenigheder om, hvilket samfund vi gerne vil have: Et samfund med plads til forskellighed, hvor man tager sig af dem, der har brug for hjælp, hvor børnene kan få en god uddannelse og udleve deres drømme, hvor der er fri og lige adgang til sygehuse, og hvor der er så lidt jantelov som muligt.

Der, hvor vi skilles som danskere og som politisk interesserede, er ved valget af metode. I Liberal Alliance er vi stærkt bekymrede over den unuancerede debat, vi alle er vidner til i øjeblikket, hvor de, der tillader sig at være bare en smule kritiske (som for eksempel Liberal Alliance) udstilles som de onde, mens de, der bare messer ”mere velfærdsstat” er de gode.

Forleden skrev socialdemokraten Ole Hækkerup på sin Facebook-side, at han ikke mener, at vi i Liberal Alliance kender til næstekærlighed. Det er samme spor, som Kela Kvam nu følger i WA.

Vi synes, det er meget trist, at debatten bliver så flad og ligegyldig og banal. Og tilmed fyldt med faktuelt forkerte påstande: Det er simpelthen lodret løgn, når Kela Kvam skriver, at vores partifælle Joachim B. Olsen mener, at folk uden for arbejdsmarkedet skal tvinges til at tage et hvilket som helst arbejde, hvor som helst og til hvilken som helst løn.

Joachim har i en debat med en arbejdsløs påpeget, at man som langtidsledig ikke kan tillade sig at være så kræsen, at man kun vil tage job inden for eget specifikke fagområde og inden for eget lokalområde – noget, som politiske modstandere som for eksempel SF’s Ole Sohn gav Joachim ret i under debatten.

Det er da også et helt ukontroversielt synspunkt.

Vi støder ofte på disse absurde fordrejninger af vores holdninger, og derfor bruger vi masser af kræfter på at gå ind i debatten – som her. Af samme grund inviterer vi indimellem også folk, som vi føler har misforstået os, ind i Folketinget, så de kan opleve, hvem vi egentlig er. I forrige uge tog guitaristen Billy Cross imod et sådant tilbud – og det er vi utrolig taknemmelige for. Vi elsker simpelthen den form for åben nysgerrighed, som står i grel modsætning til det som for eksempel Ole Hækkerup og nu Kela Kvam står for. I vores folketingsgruppe sidder blandt andre så fantastiske mennesker som Mette Bock (tidligere direktør i Muskelsvindfonden) og Thyra Frank (tidligere leder af plejehjemmet Lotte). Man møder sjældent mennesker af et sådant format – og i øvrigt med en arbejdsmæssig baggrund, der i usædvanlig høj grad bygger på netop den næstekærlighed, som Kela Kvam og Ole Hækkerup ihærdigt forsøger at fratage os.

 

5. d. 4. november: Ayn Rands Gud!

Sådan her går det, når antikommunisme bliver til ideologi:

“Jeg er færdig med uhyret “vi”; ordet for trældom, for udplyndring, for elendighed, falskhed og skam.

Og nu ser jeg Guds ansigt, og jeg hæver denne gud over jorden; denne gud, som mennesket har søgt, siden mennesket blev til, som vil skænke det glæde og fred og stolthed.

Denne Gud, dette ene ord:
“jeg”

(Ayn Rand: “Hymne”, 1938)

Denne ideologi har sat sig i Danmark på kryds og tværs via tidsskriftet Libertas, Cepos, Liberal Alliance og Anders Fogh Rasmussen, og dens enhed forsvares med lukket horisont, bitre skældsord og total mangel på selvrefleksion – naturligvis forstærket af socialismens fald og grundtvigbashingen i 00’erne, hvorefter “jeg’ets Gud” kan sprede sig ud over det hele.

Det er det modsatte af liberalisme efter min opfattelse.

 

6. d. 5. november: Socialdemokratisk syn på dannelse

Socialdemokratiets Ungdoms næstformand, Alexander Grandt Petersen, skriver på facebook, at han mener, at jeg vil skrive således i en introduktionspiece til nye forældre i 1. klasse:

“Her i vores skole har vi ikke fokus på at eleverne skal præstere godt og opfatte sig selv som en succes. Nederlag er nemlig ikke skadeligt for børns læring. Det er det rene pjat at forestille sig, at skolen er et sted hvor vi arbejder med at eleverne præsterer. Her på vores skole, er det ikke så afgørende, om alle elever gør det godt. Vi håber, dit barn får en god skolegang.”

Sådan tager en dannelsesorienteret pædagogik sig ud fra et Socialdemokratisk synspunkt. Det er ikke så godt.

 

7. d. 5. november: Velkomstbrev

Mette With Hagensen, formand for foreningen ”Skole og Forældre”, har spurgt mig, hvordan jeg vil præsentere skolelivet i en introduktionspiece til nye forældre til børn i 1. klasse.

Baggrunden for hendes forespørgsel var, at formanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), Alexander Grandt Petersen, på sin FB-profil i en eller anden galoperende tilstand af centrum-venstre-trøstesløshed havde postuleret, at jeg nok ville skrive sådan her i introduktionspiecen:

“Her i vores skole har vi ikke fokus på, at eleverne skal præstere godt og opfatte sig selv som en succes. Nederlag er nemlig ikke skadeligt for børns læring. Det er det rene pjat at forestille sig, at skolen er et sted, hvor vi arbejder med at eleverne præsterer. Her på vores skole, er det ikke så afgørende, om alle elever gør det godt. Vi håber, dit barn får en god skolegang.”

Deraf, må man forstå, er DSU’s bud på selvsamme formulering er det omvendte. Sådan her skriver en socialdemokratisk skolereformtilhænger altså til nye forældre:

“Her i vores skole har vi fokus på, at eleverne skal præstere godt og opfatte sig selv som en succes. Nederlag er nemlig skadeligt for børns læring. Skolen er et sted, hvor vi arbejder med, at eleverne præsterer. Her på vores skole er det ikke så afgørende, om alle elever gør det godt. Vi håber, dit barn får en god skolegang.”

Kodeordene i begge Grandt Petersens forslag er: “Børn, læring, præstation, succes, nederlag”. Vi ender med konkurrencestatens kombination af succes-soldater og opportunister.

Dermed er vi tilbage ved Hagensens forespørgsel. At forestille sig hvad man rent faktisk bør skrive er naturligvis en slags leg. Der er jo i det konkrete tilfælde masser af situationsbestemte faktorer at tage hensyn til. Men altså som en leg, et slags udgangspunkt, er her et forslag, hvor jeg prøver, for sammenligningens skyld, at fastholde selve formen:

”Her i vores skole inviterer vi elever til at fordybe sig i kundskaber om både Danmarks og andres landes fortællinger, videnskab, folkelighed og kultur i en demokratisk og kreativ ånd. Skolen er et sted, hvor vi arbejder med åndsfrihed, solidaritet og fantasi samt med elevernes følelsesmæssige og sanselige samspil med deres omverden. Måske tror nogle af jer, at det handler om jeres ”børns læring”, men det var i Antorinis og KL’s tid. I dag handler det om et tålmodigt og vedholdende arbejde med at udvikle elevens kærlighed til den fælles verdens kundskaber samt at holde et vågent øje med elevens udvikling og dannelse i forbindelse hermed. Vi håber, dit barn får en god skolegang”.

Her er et link til de to tråde:
a. Alexander Grandts tråd:https://www.facebook.com/agp89/posts/10152395249456262?pnref=story

b. Den tråd, hvor Hagensen beder om en alternativ formulering:https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10152810073189481&id=837549480&pnref=story

 

8. d. 6. november: DSUs uddannelsespolitiske fallit

Sammenfatning af gårsdagens diskussion med formanden for Danmarks Socialdemokratisk Ungdom:

http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-socialdemokratiske-ungdoms-uddannelsespolitiske-fallit.html

 

9. d. 6. november: Pædagogikkens tre synteser

A. Her er pædagogikkens tre synteser i Danmark:

1. Magtens afmagt (syntese mellem folk og konge).

2. Solidaritet og åndsfrihed (syntese mellem arbejder og bonde).

3. Åbenhjertighed og påmindelse (syntese mellem selvet og traditionen.

B. Når synteserne skæres over opstår følgende forfaldsformer:

1. Magtens afmagt bliver til hhv. selvhævdelse og autoritær pædagogik.

2. Åndsfrihed og solidaritet bliver til hhv. retten til at bande og fællesskabets tvang.

3. Åbenhjertighed og påmindelse bliver til hhv. selvets iscenesættelse og bureaukratisk tvang.

C.Kort sagt: I det helt syntesefri land bliver “dannelsesfigurerne” følgende:

1. ”Opportunisten”, altså selvhævdelsen, bramfrihedens og selviscenesættelsen figur.
2. ”Soldaten”, altså den autoritære, tvangsmæssige og bureaukratiske figur.

Dermed er vi havnet i konkurrencestatsteoriens to pædagogiske figurer, som jo er det modsatte af pædagogik, der handler om alt det ind imellem – altså syntesernes genskabelse.

 

10. d. 7. november: Antorini i samråd

http://www.thomasaastruproemer.dk/antorini-i-samraad-om-laerings-forberedelse.html

 

11. d. 8. november: En pædagogisk lov

En pædagogisk lov: Kultur og identitet er modsætninger.

 

12. d. 9. november: Tre slags fundamentalisme

http://www.thomasaastruproemer.dk/tre-slags-fundamentalisme-omkring-murens-fald.html

 

13. d. 10. november: Leander Møller Gøttckes og Lars Seier-Christensen diskuterer Ayn Rand

Fredag d. 31. oktober skrev Leander Møller Gøttcke en kronik i Berlingeren, hvor han, som mange andre før ham, beskrev filosoffen Ayn Rands indflydelse på dansk liberalisme, især formidlet af kredsen omkring Lars Seier Christensen (LSC), CEPOS og Liberal Alliance.

I dag svarer LSC i Berlingeren. LSC bruger, i modsætning til Gøttke, halvdelen af sin spalteplads til at himle op om, hvor uretfærdig han bliver behandlet, og påstår uden videre, at Gøttke ikke har sat sig ind i Rands filosofi. LSC forholder sig slet ikke til Gøttkes moralske og filosofiske hovedanke mod Rand, nemlig at hun ser altruisme som ondt og egoisme som godt, endda i en meget ekstrem forstand, som udmærket beskrives af Gøttke. I stedet kaster LSC sig over en afledt detalje i Gøttkes fremstilling, der vedrører de Randske overmenneskers brug af vold over for de ”altruistiske parasitter”, hvor Gøttke bestemt har ret i, at hovedværket ikke just er et pacifistisk manifest. Men LSC ser det blot som om, han selv dermed anklages for at være voldelig, selvom det ikke ligger i Gøttkes udredninger.

Det eneste, som LSC synes at Gøttke har ret i, er, at Seiers/Rands liberalisme skam er et moralsk og ikke blot et økonomisk projekt, og det ligger implicit, at denne moral skal forstås i forlængelse af Rands egoisme, selvom LSC ikke rigtig vil stå ved ”egoisme”-ordet, til trods for, at det står helt centralt i Rands filosofi.

Rands liberalisme skal og bør altså fremme egoismen, men LSC ønsker ikke at diskutere det, samtidig med at han skælder ud på et helt almindeligt kritisk indlæg. Det er sørme sødt!

At LSC er entydig ”objektivist”, som Rand kalder sin filosofi, fremgår af følgende citat fra LSC’s indlæg: ”Ingen forklarer det moralske fundament for friheden og individet bedre end Ayn Rand… Det er en fornøjelse at se, hvor udbredt interessen for Rands forfatterskab – både negativ og positiv interesse – er blevet i Danmark gennem de seneste ti år. Det lover godt for det europæiske Ayn Rand Institute, der i øjeblikket arbejdes seriøst på at etablere” (min kursivering).

“Ingen”? Laver han grin med os? Har han overhovedet andre interesser end Rand? Det er jo totalt religiøst. Og, fremgår det også af citatet, nu skal vi ligefrem have et ”egoisme-institut” i koldkrigsfanatisme!

Ca. 5 minutter efter, at LSC havde lagt sit indlæg på Facebook, fik han et ”like” af LA’s formand Anders Samuelsen, som endda stemte i med følgende kommentar: ”Fremragende og nuanceret svar. Gid “den anden side” ville besvare og angribe med samme saglighed. Men der må vi alt for ofte nøjes med Johnny-typerne fra avisen.dk”.

Taler den kommentar ikke for sig selv? Men ok, Samuelsen har vist også lige været i Nord-korea sammen med Lars Seier, hvor de nok har talt om, hvordan Nordkorea ligner Vesteuropa, hvilket var Rands synspunkt. Hun skelnede bestemt ikke mellem kommunisme og socialdemokratisme. Det er samme “altruistiske” bras.

Kort tid efter ”likede” LA’s ungdomsformand Rasmus Brygger og CEPOS’ analysechef, Otto Brøns-Petersen, også LSC’s indlæg. Sidstnævnte bidrog i parentes bemærket til tidskriftet Libertas’ temanummer om Ayn Rand i 2007, hvor pointen vist nok var, at Rand ikke var Randsk nok. At hun med andre ord ikke havde løst ”parasit-problemet”, som man kalder enhver form for uegennytte i de kredse.

http://www.b.dk/kommentarer/liberalisme-er-en-moralsk-kamp

 

14. d. 10. november: Ayn Rand – altruismens dødbringende gift

En analyse af en forelæsning af Ayn Rand fra 1960: “Tro og tvang – den moderne verdens ødelæggere”:

Rands pointe er, at altruisme og oplysningsfilosofi fører direkte til slavelejre, kommunisme, nazisme og velfærdsstaten – i en stor pærevælling. Men det er altså Rands filosofi, om hvilken Lars Seier Christensen siger: “Ingen forklarer det moralske fundament for friheden og individet bedre end Ayn Rand”, og LA’s formand Anders Samuelsen tilslutter sig med udtalelsen: “Fremragende og nuanceret”.

http://www.thomasaastruproemer.dk/ayn-rand-altruismens-doedbringende-gift.html

 

15. d. 11. november: Facebook-drys 12

Facebook-aktivitet i september og oktober:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-12-september-oktober-2014.html

 

16. d. 11. november: Hvem er i skolen?

Nogen tror, at en skole er et sted for børn. Men det er den ikke. En skole er et sted for elever, der finder en lærer.

Nogen tror, at en skole er et sted for voksne. Men det er den heller ikke. En skole er et sted for lærere, der finder elever.

En lærer, der finder en elev, der finder en lærer.

En skole uden børn og voksne.

 

17. d.12. november: Er Danmark kommunistisk?

I Kina afskaffede man kommunismen i 1978, og i Danmark indførte man kommunismen i 1933. Øhh….?? er det ikke langt ude?

Og minder det ikke, i sin ekstreme radikalitet, om titel på og indhold i Liberal Alliances Ole Birk Olesens bog “Taberfabrikken”, der også handler om velfærdsstaten, og som er skudt ud af Saxo-banks og Ayn Rands filosofi, hvorefter 95% af befolkningen er parasitter på den fri kapitalismes legeme? Jo, det gør det jo. Og det er ikke så underligt. For Rand var velfærdssamfund, nazisme og kommunisme også et fedt.

Jeg tror, at Xinxin Ren Gudbjörnsson, som er en af fjernsynets opdragelsesguruer, har en fremtid for sig i det kommende Ayn Rand Institute og som kandidat for Liberal Alliance. Måske kan hun også undervise lidt hos CEPOS? Her mener man vist også, at velfærdssamfundet er roden til alt ondt.

Jeg er med på, at man kan kritisere velfærdsstaten for det ene og det andet, og at man bør gøre det, men det her – det er bare for langt ude. Man kan ikke “opdrage” i Danmark med det udgangspunkt efter min opfattelse (hvem kan elske “kommunisme”?).

http://www.b.dk/kommentarer/kan-kommunismen-overleve-i-danmark

 

18. d. 12. november: Interview med Erik Schmidt

Der er et kort men fint interview med Erik Schmidt i dagens Fyens Stiftstidende: “Lærer, redaktør og forlægger”. Man kan læse interviewet via nedenstående link.

Jeg håber, at Odense Kommunes nye rådmand Susanne Crawley Larsen, kommunens endnu nyere skoledirektør Ina Ahrensberg og dens ligeså splinternye skoleleder for Agedrup Skole, Mohammed Bibi, læser med, for det var jo dem, der gav Schmidt en advarsel for at have ”negative holdninger”.

Men ok – måske har de travlt med, at skrive “superfantastiske blomstrende sommerhilsner i grundlovens tegn om læringsmaksimering, og om at kommunens skoler er internationale rollemodeller”, som det frit kombineret hedder på de fynske kanter? Eller måske har de travlt med at forberede flere advarsler til kompetente folk, der slår en kritisk prut? – alt for travlt til at læse nogle gode og bundsolide råd om skoleledelse fra en mand med 36 aktive år på lærerbagen.

http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

 

19. d. 13. november: Kristian Madsen om Ayn Rand

Her er en kort og præcis kommentar om Liberal Alliances indre – nemlig Ayn Rands filosofi – skrevet af Politikens dygtige kommentator, journalisten Kristian Madsen. Madsen har i sin kommentar en fin sans for, hvordan Rands filosofi arbejder uerklæret – altså i det dunkle – som en form for sætningsmaskine. En sådan dunkel maskine eksisterer, fordi Ayn Rand er partiets støjende GRUND, som partiets ledelse ikke kan/vil/tør tage stilling til, fordi man blot er “menneske” og “jyde”, som Samuelsen skriver, når han bliver presset lidt.

Partiet er derfor en form for støjende tavshed. Det er faktisk et meget interessant fænomen. Men ikke noget man kan stemme på – det er klart, for en “støjende tavshed” er det samme som “politisk utilregnelighed”.

http://politiken.dk/udland/int_usa/kristianmadsen/ECE1965780/saxo-banks-hellige-skrift-er-forskruet/

 

20. d. 14. november: Europa

https://www.youtube.com/watch?v=4uPZIG5BHD4

 

21. d. 14. november: Bliver lærerne proletariseret?

Bliver det her indlæg ikke bare mere og mere rigtigt? (indlæg fra august). Jeg bør måske tilføje, at jeg i sin tid sendte indlægget til Politiken, som dog ikke var interesseret.

http://www.thomasaastruproemer.dk/bliver-laererstanden-proletariseret.html

 

22. d. 15. november: Hvad er kritisk pædagogik?

Man bør ikke lære børn at være kritiske, og man skal heller ikke selv være kritisk. Det er slet ikke et mål i sig selv. Man bør slette ordet fra diverse formålserklæringer, hvor ”kritisk” ender med at blive den mest ukritiske tvang.

I stedet for bør børn fordybe sig opmærksomt i tingenes indre uden tanke for samfundets kompetencesystemer, sammen med andre, elever og lærere, som gør det samme.

Resultatet heraf er en naiv og vedholdende opmærksomhed, der er sandhedstørstig, har retfærdighedssans, er flittig og ærlig og har sans for andre menneskers indre.

Det er også det mest kritiske.

 

23. d. 17. november: Realistiske tal?

Er følgende tal realistiske?

30% af lærerne er syge OG imod skolereformen (dvs. reform/L409/Ny Nordisk Skole i forskellige kombinationer), men har mundkurv på.

30% af lærerne er raske, imod skolereformen, men har mundkurv på.

20% af lærerne, derudover, er ved at finde et andet job – jo hurtigere jo bedre.

Det er 80%. Dvs. ca. den andel af danske skolelærere, der demonstrerede foran Christiansborg i april 2013.

10% er ligeglade eller i tvivl

10% er glade, fordi de nu kan udøve deres job uden at tænke sig om selv.

Kan I huske Politikens forside dagen efter demonstrationen? Et kæmpebillede af sangerinden Nabihas nye krøller. Sådan er den avis.

Måske skulle Folkeskolen.dk lave et temanummer om demonstrationen i 2013? Bare så den ikke går i glemmebogen? Om dengang §1 var udelukket fra sin skole af §2, som var stukket af under dollarens tegn.

 

24. d. 18. november: Lone Nørgaard som Uren Pædagog

Lone Nørgaard som Uren Pædagog, Løgstrup-kvinde og Brinkmannist. I like!

http://gymnasieskolen.dk/hvor-blev-autoriteten-af-%E2%80%93-et-forsvar-den-privatpraktiserende-l%C3%A6rer-alias-l%C3%A6reren-med-et-kald

 

25. d. 18. november: Grundloven og læringsskolen

I Grundlovens §76, der simpelthen er vores fælles skoleparagraf, står der: “Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen”.

Men hvis børn har “ret til undervisning”, er der så nogen, der kan forklare mig, hvorfor man vil gå “fra undervisning til læring” – endda ledsaget af slagord som “kulturrevolution”, paradigmeskifte etc.?

Måske går man fra “ret til undervisning” til “krav om læring”? Fra pædagogik til styring? Men er man så inden for Grundlovens område? I Grundloven er det jo “undervisning”, der er grundbegrebet, og hvis man vil væk fra det, er den jo helt gal med hensyn til genskabelse af samfundets GRUND.

Men, siger nogen måske: Nu får børnene “fri læring” i stedet for, og det er jo bedre end “fri undervisning”. Men det er ikke rigtigt. Der findes ikke i hele verden fri læring i sig selv. Læring kan kun være fri, hvis den er forbundet med fri undervisning. Den læring, som ligger i skolereformen er forbundet med u-fri undervisning, og dermed bliver læringen heller ikke fri, men styret.

En dansk skoles motto er: Velkommen til undervisning! “Fri undervisning” – fri som i “gratis” og fri som i “åndsfrihed”. Så læres der noget på den etiske grund, som samfundet er bygget på.

Der er også en anden del af §76, som jeg vender tilbage til senere.

 

26. d. 19. november: Kriblende og krablende

En kriblende og krablende undergrund af myldrende usynligt liv i et tusmørke af dug og em, som ingen bør flygte fra: Life’s what you make it!

https://www.youtube.com/watch?v=enFn8MbVFtk

 

27. d. 19. november: Nysprogsleksikon

Lidt aktuelle udvidelser til mit nysprogs-leksikon fra 2010 (se også Krisen i Dansk Pædagogik). Korrektioner og yderligere forslag modtages gerne til videre brug:

Nej = Ja

Ja = nej

Ja-hat = Tanketom uansvarlighed

Ja-hat = klaphat

Nej = kærlighed til kundskaber og fællesskab

Ny = ikke

Fremtidens skole = fabrik for opportunisme og økonomiske soldater

Liberalisme = gravsted under egoismens og dollarens tegn

Læring = opgør med undervisning, formål og grundlov

Læringsmaksimering = maksimalt opgør med undervisning, formål og grundlov

Aftale = lov

Ytringsfrihed = personalesag

Personalesag = hold kæft bolsje

Lærer = proletar

2014 = 2Q14

http://www.folkeskolen.dk/505733/nysprogs-leksikon

 

28. d. 20. november: DANMARKS LÆRERFORENING MISFORSTÅR “YTRINGSFRIHED” I EN HISTORISK AFGØRENDE SITUATION FOR DANSKE LÆRERE:

I dagens nummer af Folkeskolen diskuteres lærernes ytringsfrihed i forbindelse med en sag i Tårnby, hvor lærerne åbenbart ikke må kritisere L409 overfor forældrene uden at spørge deres leder først.

Steen Dam, som er organisationskonsulent i Danmarks Lærerforening, siger i den forbindelse, at læreren er en embedsmand, som skal være loyal overfor kommunen, og at hun kun må ytre sig frit som ”privatperson”.

DLF’s egne konsulenter bidrager dermed til at lukke munden på det hele.
Hvis det passer, hvad Dam siger, kan vi godt de facto nedlægge landets universiteter og skoler.

Heldigvis passer det heller ikke. Den centrale skelnen går ikke mellem, om man ytrer sig i ”embeds medfør” eller som ”privatperson”. I så fald ville man jo ikke kunne stole på nogen som helst, der arbejder under en moderne organiserende organisation, som f.eks. KL. Og skulle jeg så mene og sige det samme som en eller anden universitetsadministrator, som jeg påstås at skulle være “loyal” overfor? Det er jo latterligt. Det er slet ikke det, som den meget begrænsede loyalitetspligt henviser til.

Hvis man ikke, også som ansat, kan kritisere KL’s elendigheder sønder og sammen, bliver hele skoletænkningen jo bygget op på ren klap-hat, og ingen borger vil kunne stole på nogen som helst.

Det lyder som om, at Steen Dam har overtaget skolereformens filosofi, hvor man går fra at være ”ansvarlig” til at stå til ”regnskab”. Dams råd bliver derfor en subjektiv holdning snarere end begrundet jura. En holdning der bygger på samme filosofi som den skoletænkning, der undertrykker landets lærere lige nu og her.

Nej, den centrale skelnen er mellem, om man som ansat, altså INDE I embedet, udtaler sig på egne eller på institutionens vegne.

Som regel giver det sig selv. Antag, som det er tilfældet i Taarnby, at en lærer siger til en forælder, at der altså bliver lidt færre stile i år, fordi en ny arbejdstidslov gør, at tiden er blevet mere knap. Her er det jo klart, at læreren udtaler sig både på egne vegne og som ansat, altså som FAGPERSON. Og når en skoleder kritiserer en kommunes misk-mask-pædagogik, så er det også helt i orden, ja nærmest prisværdigt, for det er jo indlysende, at han i så fald gør det på EGNE og på ALMENVELLETS vegne, men sandelig også i sin egenskab af SKOLEMAND og SKOLEINSPEKTØR – men selvfølgelig ikke på Kommunens vegne, da han jo netop kritiserer kommunen. Den pågældende skoleleder er i så fald loyal overfor sit fag fremfor over for sin overordnede. Han er loyal over for videnskab og folkelig materie frem for over for et bureaukrati eller en monark, og herefter kan den offentlige diskussion går sin gang, hvor den pågældende skoleleder står til begrundelsesmæssig ansvar for sin synspunkter over for alle skoleinteresserede.

Vi giver altså ikke folk lange uddannelser, for at de skal stå og lege papegøje mellem 8-16, fordi en eller anden halvstuderet konsulent på borgmesterkontoret har fået en fiks ide.

Anvendes den distinktion, jeg foreslår og som jeg mener er den korrekte, kan og bør man helt og aldeles frit sige, hvad man ud fra professionelle og faglige overvejelser mener er relevant på et forældremøde eller andre steder inden for de almindelige rammer i offentligheds- og straffeloven. Man kan så måske tilføje, at man ikke ved, om en eller anden ledelse er enig i alle detaljer – hvis man mener det er nødvendigt.

Hvis dette princip skrider, skal vi bruge vores fagforenings jurister og hele det demokratiske retssystems kraft til at fastholde Grundlovens principper, herunder skoletraditionens åndsfrihed – i stedet for underdanigt og blindt at acceptere et evt. skred, hvis juridiske realitet formodentlig overdrives af de små borgmestermænd og diverse konsulenter.

Er der noget, man ikke må? ja, men det står i lov om offentlighed i forvaltning og i straffeloven. Derudover skal man GØRE, som ens overordnede siger, men ikke SIGE det samme som ham, og man må heller ikke være unødig grov og krænkende.

http://www.folkeskolen.dk/553130/som-privatperson-har-du-stoerre-ytringsfrihed

 

29. d. 20. november: Loyalitetspligt

På Aarhus universitet opfordrede selv den gamle OECD-glade ledelse til fri diskussion og kritik og med fuld navn og titel ligesom lederne selv, og det gjorde folk også sådan nogenlunde, når de syntes, det var nødvendigt, selvom Koldau-sagen aldrig må glemmes. Denne kritik fra en række af landets dygtigste forskere var formodentlig medvirkende til, at ledelsen blev skiftet ud, og at universitetet nu har fået en mere åben og besindig ledelse, end det har haft i mange år – selvom der naturligvis er mange ting at diskutere. En ledelse som endda selv kan sige ministeriet imod.

På Danmarks folkeskoler er det modsat. Her opfordrer selv fagforeningen til at udvise “loyalitetspligt” overfor den til enhver tid siddende kommunale ledelse, der siden 2008 er endnu mere rundtosset af ny-sprogsvisioner end Aarhus Universitet var, og lærerne må kun, for at være på den sikre side, ytre sig som “privatpersoner”. Hvis de slår den mindste prut, så får de advarsler og breve fra forvaltningen, og fagforeningen siger at de skal være loyale, slå hælene i og kun skrive læserbreve fra privatadressen efter kl .16. Er der nogen, der tror, at der kommer bedre skoler ud af det? Det kan jeg love med titel som lektor i pædagogisk filosofi og det hele: SKOLERNE BLIVER DÅRLIGERE.

http://www.folkeskolen.dk/553130/som-privatperson-har-du-stoerre-ytringsfrihed

 

30. d. 21. november: Råd og hjælp

Kære FB-venner:

Jeg har brug for et godt råd og måske lidt hjælp. Sagen er, at jeg har et 500 sider langt bog-manuskript, Pædagogikkens To Verdener, der er så godt som færdigt med fine fagfællebedømmelser, og som kun mangler den allersidste redigering. Alting var faktisk klar til udgivelse på Aarhus Universitetsforlag. Bogen handler om de emner, som jeg skriver om på FB og på min blog, altså analyser af pædagogisk, politiske og kulturelle temaer. Tesen er, at dansk pædagogik har spaltet sig i to verdener, som jeg så prøver at beskrive.

Men desværre har jeg i dag fået at vide, at Universitetets forskningsfond ikke vil finansiere udgivelsen. Begrundelserne går slet ikke på indholdet og er ret tekniske, så dem lader jeg ligge her. Men eftersom forlaget kun udgiver bøger, der er finansieret, så er jeg sat lidt skakmat. Jeg bliver derfor nødt til at skaffe finansiering mere decentralt, så andre forlag fra ministeriets forlagsliste evt. får mod på at udgive bogen – som nok ikke ligefrem bliver en bestseller.

Derfor spørger jeg: Har I kendskab til nogle relevante fonde/organisationer etc., som kunne tænkes at ville yde et beløb til et forlag, f.eks. KLIM, så forlaget får minimeret deres risiko og får mulighed for at udgive bogen? I er velkomne til at skrive eller ringe til mig for spørgsmål/forslag/informationer etc. – enten via min FB-mail, på thar@edu.au.dk, på thomas-r@hotmail.dk eller på telefon 30131320.

I skal ikke gøre en hel masse ud af det. Det er blot, hvis I har en god ide, som jeg ikke lige selv har tænkt på, eller måske selv er tilknyttet organisationer, der kan bidrage.

Jeg har kendskab til nogle fonde, især via disse lister:
http://phd.hum.ku.dk/…/rej…/eksternefonde/Eksterne_Fonde.pdf
http://mbg.medarbejdere.au.dk/…/Fonde_forskning_generelt.pdf

På forhånd tak

mh Thomas

(PS Udgivelsen blev efterfølgende finansieret)

 

31. d. 23. november: Tre slags arbejde

Man kan få sig et job. Så har man mad på bordet et par dage.

Man kan også være på arbejdsmarkedet. Her kan man købe og sælge sin kraft, gøre sin pligt, og derpå gå hjem og se x-faktor om aftenen.

Man kan også arbejde. Så bearbejder man virkelige ting; man virker og værker og bygger en tilværelse op med værker omkring sig. Man glemmer helt, at man har et job, og at man har en kraft, der skal sælges. I stedet ER man er en kraft. En kraft der har fundet sin pligt.

Desværre fylder den tredje mulighed ikke noget i tidens uddannelsespolitik – selvom den jo egentlig er den vigtigste.

 

32. d. 24. november: Velfærdsstaten

Velfærdsstat sker alle de steder, hvor solidaritet og åndsfrihed slynges, og hvor syntesen mellem arbejderklasse og bonde dermed genskabes.

Velfærdsstaten har derfor ikke nødvendigvis noget at gøre med “velfærdsstaten”, når denne konciperes som taberfabrik, kontoudtog, velfærdsregulering eller offentlig service.

Velfærdsstaten er noget indre, fælles og levende.

Om man er tilhænger af velfærdsstaten eller ej, har altså ikke noget at gøre med, om man går ind for det ene eller det andet skattetryk. Det er en moralsk og normativ ting, der kan give sig politiske udslag.

 

33. d. 24. november: Helt normalt

I formiddags gik jeg en tur i Risskov – midt i min unormaliserede arbejdstid. Ingen påtalte det, og ingen kontrollerede det.

Ved skrænten ned mod badeanstalten, Den Permanente, stod der en lærer, en pædagog og en gruppe børn og kiggede ud over Kattegat.

De var helt tavse og stive i knoglerne, men de havde små hjernescanningsapparater om halsen.

Det var første gang, jeg så en læringsdesigner, en understøttelseslæringsdesigner og 25 stk. arbejdsmarkedskompetencereserve, der lignede hinanden som små spøgelser fra regeringens vækstforum.

Ingen påtalte det, og ingen kontrollerede det.

Alt var, som det plejer – helt normalt.

 

34. d. 25. november: Referat fra Sophia-møde om dannelse

Et referat fra dagens konference om “folkeskolen og heldannelse” på Vartov, hvor Marianne Jelved høstede stort bifald – med urette.

http://www.thomasaastruproemer.dk/sophia-konference-paa-vartov-marianne-jelveds-ideologi.html

 

35. d. 26. november: Finland og PISA

Alle vil gerne ligge i top på Pisa, og derfor gør man skolen til en OECD-skole med alle mulige tekniske og glemsomme systemer. Ok, men hvem ligger så i top på Pisa? Det gør Finland jo. Men følger Finland OECD’s forslag? Overhovedet ikke. De er bare sig selv på godt og ondt. Det er i al fald mit indtryk, når jeg læser om det.

Hvad adskiller da Finland i positiv forstand fra Danmark? Her er lidt hypoteser: Er det noget med noget Hattie-teknik? Lidt feedback, læringsmål og klasseledelse? Nej, Hvad er det så? Det er, at man har en kundskabsinteresseret lærerstand, der er ”responsible” frem for ”accountable”. Derfor er der ro, autonomi, grundighed, folkelighed og videnskabelighed. Og først derefter begynder Hattiemekanikken at spille en rolle.

Af de to forhold, kundskab og responsibility, følger alt det andet.

Hvem har problemer med kundskaberne i Danmark? Ja, det har lærernes forening faktisk – men også alle de andre naturligvis. Det har alle dem, som splitter kundskaber op i læring og styring – dvs. i børn og kommune, hvorved lærerne bliver til et kommunalt mini-middel til børnelæring. Men, som sagt, lærernes forening har også dét problem, altså med kundskaberne. Den tror, det er noget anden end dannelse, men det er det ikke. Lærerne skal genvinde ansvaret for kundskaber efter min opfattelse. Det er det vi, har dem til.

Velkommen til den folkelige kundskabs haller med vide horisonter og ting og sager.

Hvem har så problemer med ”responsibility”? Ja, det har hele policy-apparatet i Danmark. You know… KL, regeringen, skolelederne, finansministeriet mv. De ved slet ikke, hvad “ansvarlighed” er, når pædagogik og demokrati skal arbejde sammen i en slyngning mellem åndsfrihed og solidaritet. De tror, pædagogik handler om at stå til ”account”, altså til regnskab, som en slags læringsrevisor.

Kundskab og ansvarlighed – så skal det nok gå – og så slipper vi for alt ny=ikke sproget.

 

36. d. 26. november: En organiserende organisation

Den nye skolelovgivning er en del af en organiserende organisation – dvs. en stat uden formål og folkelig værdi, der uafbrudt reproducerer sig selv efter den til enhver tid siddende globale topscore.

Skolen er blevet en del af en organiserende organisation, som er i en konstant reorganiseringsproces, fordi den hele tiden skal score højt på skiftende globale parametre, der er trådt i stedet for de oprindelige formål.

Før den ene reorganisering er ovre, skyller den næste ind over skolen – og der er ingen stopklods, og der er ingen ro. Der vil knap nok være et budget, fordi ingen budget-kategorier kan nå at etablere sig. Inde i den reorganiserende organisation søger skiftende mellemledere uafbrudt at fastholde små tekniske målsætninger og strukturer, som ved en tvingende tvang tvinges ind i voksne og børn i uafbrudt størknet omskiftelighed. Det er det, som man for tiden kalder for ”læring” og “organisation”.

Det samme gælder læreruddannelsen, der rives med i den reorganiserende organisations organisering.

Det hele er et pædagogisk system uden rod og uden horisont andet end systemets egne tumultariske omvæltninger. Disse processer hiver og flår i folk, som omdannes til visionsagenter, læringsdesignere, brændende platforme, feed-forwardprocesser og til anerkendende positive psykologister med ja-hatte og ”konstruktiv medansvarlighed”.

Elever og lærere kan ikke overleve.

Sådan vil det gå med de nye skolelove. Og det er der jo ingen intelligente mennesker, der gider deltage i andet end for lønnens skyld.

 

37. d. 27. november: Jørgen Carlsen til Ayn Rand-fest

Lige lidt noter til Ayn Rand-festen:

Jørgen Carlsen havde den anden dag i KD en kommentar til Ayn Rand og Saxo-bank. Dermed lagde han sig i forlængelse både af Leander Gøttkes kronik i Berlingeren og USA-korrespondenten Sidsel Nyholms ligeledes aktuelle beskrivelse af bevægelsen i KD. Alle siger ca. det samme, og jeg har jo også selv skrevet om det i mit næstseneste blogindlæg.

Ok, men hvem kritiserer så kritikerne? Hvem føler sig ramt? Ja, det gør følgende personer: Martin Aagerup fra CEPOS, Lars Seier Christensen fra SAXO-bank, Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll fra LA, GroftSagt-skribenten, Edith Thingstrup, som også er tæt på CEPOS og Christopher Arzrouni, som er redaktør på Børsen.

Alle mere eller mindre centralt placerede folk i dansk nyliberalisme. Der er ingen af dem, der har selvkritik, nuancer eller problemer med Rand. De forsvarer bare. De værner om deres religion.

Der er ingen almindelige Venstre-folk eller Konservative eller intellektuelle i den omegn, der har sagt noget. De gider ikke, for det har ikke noget med dem at gøre. Almindelige liberalister mener jo ikke, at Immanuel Kant er roden til nazismen og til kommunismen og til “altruismens dødbringende gift”. Carlsen og Gøttke skal have tak for at få verden til at komme til syne.

Sejer Christensens svar til Carlsen er symptomatisk. Han klør bare på med Rand og tager slet ikke stilling til de filosofiske åbninger og spørgsmål, som Carlsens indlæg giver muligheder for at tage stilling til. Hvordan, spørger Carlsen f.eks., er det med Rand og Grundtvig? Det er faktisk et godt spørgsmål, fordi Anders Samuelsen har skrevet i Critique sammen med Mette Bock, hvor de priser den grundtvigske tradition. Men Samuelsen kan altså, det må være Carlsens pointe, ikke uden videre være gode venner med begge filosoffer? Det er jeg helt enig med ham i. LA har et kæmpe-problem. Undskyld, jeg mente et KÆMPEPROBLEM.

Arzrounis indlæg er også typisk. Han klager over, at Sejer-Christensen bliver anklaget for at være ond. Det er sådan en slags pindsvineoffermentalitet, moderne nyliberalister har tillagt sig, når deres idoler kritiseres. Derimod er der ingen refleksion over det forhold, at Rand kalder alt fra velfærdsstater og europæisk filosofi for en “dødbringende gift” og det, der er værre.

Indlæggene kan ses på info-media. Jeg samler det hele sammen på et tidspunkt.

 

38. d. 27. november: Underdanig og principfast liberalisme

Dansk liberalisme har lange og giftige rødder langt nede i 1980’ernes mørkeste kommunistforskrækkelse, og den er dybt ridset af den kolde krig, af et oplysningsforskrækket Tidehverv og en ligeså oplysningsforskrækket Ayn Rand. Det hele udvikles i kredsen omkring tidsskriftet Libertas og Anders Fogh Rasmussen – og det er denne bevægelse og disse rødder, som nu arbejder hos en forvirret bankdirektør og hans tropper, der er helt religiøse omkring det. Det er helt elendigt.

Edith Thingstrup – som er medstifter af Cepos og gift med Christopher Arzrouni, der også den anden dag forsvarede Rand i KD mod Jørgen Carlsens gode kronik – forsvarer Ayn Rand med hud og hård i Berlingeren. Her fortæller Thingstrup, at Rene Toft Simonsen var glad for Rand, og at Toft Simonsen skulle have sagt: ”Min fascination opstod alene i forhold til bogens temaer om frihed og integritet, og det at være principfast og tro mod sig selv”.

Det bliver Sejer Christensen begejstret for, og han skriver på FB, at Simonsens formulering er en ”koncis beskrivelse af kernen i Rands budskab”.

Men ved I hvad? Simonsen, og dermed Sejer Christensen hvis han ellers mener det han siger, har slet ikke forstået Rand. Rands filosofi handler ikke om at være ”principfast”. Tror man det, bliver man revet med i en begrebsmæssig understrøm, mens man råber og skriger, at man står fast.

Hvorfor er det sådan? Jo, det er fordi, at ”det principfaste” blot er en bivirkning af det ”egentlige”. Alle der er tro mod det ”egentlige” er jo ”principfast”. Men hvad er så det ”egentlige”? Ja, det er det forhold, at altruisme er ondt og egoisme er godt, og at al dyd samles i en dollarseddel. Desuden mener Rand, at hele den europæiske oplysningstradition er skyld i al fra nazisme over kommunisme og til socialliberalisme. Det er det egentlige – og det er alt alt alt for generaliserende.

Men det er nede i denne koldkrigssump, vores liberalister sidder og tjatter. Det hele kommer fra 1980’erne og voksede sig stærk med Anders Foghs bog om danskernes ”slavemoral” – som i dag kaldes for ”taberfabrikken” i LA. Og det er denne kreds og dens indflydelse, der nu påstår, at Rands filosofi blot handler om at være ”principfast”. Christ! Det er det modsatte. Det er manglende intellektuel bevægelse, som fører lige lukt i hænderne på underdanighed.

Det er virkelig svært at være liberalist i disse år. Man skulle tro, man levede i 1983. Jeg kniber mig i armen. Er jeg 20 år igen? Ligesom på mit FB-billede? Øjeblik, jeg finder en plade frem med Echo and the Bunnymen. Måske kan de overdøve larmen.

 

39. d. 27. november: Positiv psykologi og Brinkmannismen

En lille note vedrørende et forhold, jeg overvejer at skrive om på et tidspunkt:

Er følgende ikke pudsigt? Den positive psykologi, ved Hans Henrik Knoop og Gitte Haslebo, er helt oppe i det negative felt pga Svend Brinkmkanns nye positive bog, hvor han opfordrer folk til at stå fast på deres rødder og sige nej til alt HR-sproget.

Men for det første: Brinkmanns bog er faktisk blot en filosofisk fundering af den positive psykologi, fordi den jo drøfter, hvad lykke er, endda med et aristotelisk udgangspunkt – præcis som også den positive psykologs guru Martin Seligman gør det.

Og for det andet: Brinkmann kritiserer faktisk blot de sider af den positive psykologi, som de seriøse positive psykologer, altså Knoop og Haslebo, også selv mener er for mekaniske, som jeg har forstået det.

Så Knoop og Haslebo skulle være lykkelige – for at Brinkmann ligesom dem kritiserer de mekaniske anvendelser, og for at Brinkmann funderer deres fag i noget filosofi, hvorved det bliver en mere regulær disciplin.

De burde være lykkelige – men det er de ikke. De burde være positive, men de er negative. De gør det, som Brinkmann opfordrer til, men som de kritiserer..De står fast!

Jeg bliver mere og mere glad for Brinkmanns bog. Den får verden til at vise sig, så man kan se den.

Den positive psykologi har et stort problem efter min opfattelse; og det gælder især Haslebo, når hun f.eks. foreslår, at man skal “tale om forhåbninger frem for problemer”. Det er den slags modsætninger, som Brinkmann med rette er ude efter, fordi de undertrykker fornuften direkte.

Det vil klæde Knoop at gøre op med den slags synes jeg. Og så selvfølgelig at sige tak til Brinkmann for det fine bidrag til den positive psykologi.

Er glasset halvt tomt?

 

40. d. 28. november: Læringsskolen

En læringsskole, som Antorini kaldte sit skolehuttelihut i gårsdagens Debatten, er snarere et læringscenter. Hvorfor det? Jo, fordi en læringskole er det modsatte af en skole. Her er forklaringen:

Lærings-“skolen”/læringscenter:
Et læringscenter er for læringsbørn og kommunale mellemledere, der vil styre via læringsindikatorer. Det er det, som kommunerne og alle deres nyansatte mekanikere kalder for “fremtidens skole”, som altså bør hedder fremtidens læringscenter.

På et læringscenter er undervisningen blot et middel, dvs. at der egentlig ikke behøver at være en lærer til stede. Som Antorini udtrykker det: Kriteriet på, om skolereformen bliver en succes, er om den kan producere synlige læring – og om man skal bruge lærere eller apps til det afhænger jo kun af testscoren. Sådan en skole er ikke en skole, for læreren er jo blot en tilfældighed, og læreren nævnes da også yderst sjældent.

I gårsdagens “Debatten” kunne man høre, at Antorini netop ønsker et læringscenter, og at skolelederforeningens Jørgen Mandrup vil udbrede læringscentret til alle aspekter af samfundets liv, hvilket er ensbetydende med den rene totalitarisme – og de var totalt ligeglade med den stressede lærerinde, der fortalte om sin dagligdag. Alting blev pludselig så blåøjet og klart for enhver.Gjorde det ikke?

Skolen:
En skole er for lærere og elever, der mødes med opmærksomhed på kulturens ting og sager, der kan vendes og drejes.Skolens er lærerens sted. Vi skal have skoler, fordi vi skal have lærere, som kan finde elever. Skolen er en invitation til at bliver til en elev – og det er først DER, at man lærer noget som helst.

Antorini og skolelederne vil udslette skolebegrebet og dermed også læreren som kulturel kategori. Desværre svarer det til at udrydde friheden i samfundet, og måske endda samfundet som sådan.

Så enkelt er det.

ps Godt vi havde Merete Riisager og Bob Bohlbro og kvinden fra FOLA og lærerinden og pædagogen. På en måde var det som om, at Antorini og ham der den ¤%&/() skoleleder var lidt til grin – eller var det bare mig der sad med den opfattelse?

pps Og Antorini nægtede lige op i Bohlbros engagerede ansigt, at hendes læringscenter ikke er en konkurrencestatskonstruktion. Hun er jo ganske enkelt tabt bag en vogn.

pps Imens rejser Marianne Jelved, der har stemt for uhyggen, rundt og siger søde ting om Grundtvig og skælder ud på de “uvidende politikere”. Seneste på Ove Korsgaards afskedskonference i dag på AU-Emdrup.

ppps Hvorfor bliver lærerne syge og flytter etc.? Jeg ved det jo ikke sikkert. Måske er det pga manglende forbedelse? Måske, men ikke kun. Måske er det snarere fordi, at de ikke kan være lærere – at lærer-begrebet er under afvikling. Er det ikke slemt at miste sig fag og sit erhverv? I så fald rammes man ikke med stress, men i eksistentiel afmagt. Det er hverken sygdom eller protest. Det er en form for forladthed. Er lærerne ensomme, fordi de ikke mere er lærere? Eller er det lige i overkanten mht fortolkning? Jeg sidder blot i lyntoget og spekulerer ud i det blå.

 

41. d. 29. november: Forbrugervejledning

Forbrugervejledning:
Så snart man hører, at en person refererer til John Hatties “Synlig læring” – f.eks.Antorini eller et eller andet kommunalmenneske, ja faktisk også lærerforeningen og Bondo – så kan man være sikker på en ting; Nemlig at vedkommende efterfølgende ikke kan fastholde et skolebegreb. Derfra følger skredet hen mod “læringscentret”, og endestationen er Antorinis “vi har en læringsskole” og skolelederforeningens “alt er læring” og KL’s mærkelige verden.

Derfra er det “skole slut” og “lærer slut”.

I stedet får vi to læringsmaksimerende “lærer”-typer:

  1. Data- og metodesupporteren – den umælende læringsproletar.
  2. Læringskirurgen – eksperten, der kun udtaler sig teknisk om forholdet mellem læringsmål, metode og præstation.

Ingen af disse typer har brug for åndsfrihed og den slags – for de arbejder jo ikke på en “skole”, men i et “læringscenter”. Kl. 16 går de hjem.

 

42. d. 30. november: Ayn Rand-folket

Rand- og liberalismenoter til videre bearbejdning:

Har nogen nyliberalistisk filosof nogensinde udtalte sig om pædagogik? Hvis man kigger på Rands, Hayeks og Nozicks ting, er de blottet før børn og skoler. Men jeg har måske overset noget? Hvis jeg ikke har, forklarer det meget – både om den mere praktiske liberalismes syn på pædagogik, men også om nyliberalismen selv.

Den klassiske europæiske liberalisme er ellers fyldt med pædagogik, fordi individet og mennesket er et værk, der skal virke og værke i et fællesskab, men den amerikansk-baserede nyliberalisme er altså tilsyneladende helt uden. Er det ikke en tankevækkende forskel? Men som sagt: Måske har jeg overset noget. Det eneste, jeg kan huske at have set, er en 1980’er-analyser af, hvordan man kan opbygge skolesystemet ud fra et såkaldt ”voucher-system”, hvor pengene følger barnet med udgangspunkt i forældrenes valg, som skulle styres med hensynet til offentlige karakterlister som herskende rationalitet. Analysen var forfattet af amerikanerne Chubb & Moe, og var standardspensum på statskundskabsstudiets forvaltningslære-kursus dengang. Det minder meget om den aktuelle styringspædagogik, om CEPOS’ uddannelsestænkning og om Ziegler/Corydons normaliseringsstrategi, og det har intet med pædagogik og uddannelse at gøre, fordi alting reduceres til en ”performance”. Blablabla… lang historie…

Rand-menigheden, der udvikles af 1980’ernes kolde krig, har vist nok alle sammen lært at sige noget i retning af følgende, som jeg nu har hørt ved fire forskellige lejligheder:

”jeg er ikke Rand-ist, fordi jeg ikke deler hendes ateisme og hendes essentialisme”.

Jeg ved ikke, om det passer, men jeg har en teori om, at det er noget, de har lært af en toneangivende Rand-inspireret filosof, Flemming Steen Nielsen, der huserede på Københavns Universitet i de år. Det har jeg i al fald fået af vide af to forskellige personer.

Nå, men her er lige tre kommentarer til denne standard-besværgelse :

1. ok, men deler Rand-folkene så alt det andet? Altså opfattelsen af at Kant fører direkte til alt fra Sovjet til menneskerettigheder og socialliberalisme, og at egoisme er en dyd under dollarens tegn? Herre Jemini! Så er I jo Rand’ister, der bare ikke har lyst til at være det.

2. Følgende er i øvrigt mærkeligt angående det ateistiske: For Rand fører ateismen nemlig til konklusionen ”mennesket er Gud”, hvilket jo peger på en ekstrem humanisme. Hvorfor er det tankevækkende? Jo, det er det, fordi meget af dansk 1980’erliberalisme jo etableres i samme tid og rum som Krarups tidehvervsfilosofi, som hader humanismen, fordi den, hævdes det, sætter mennesket i Guds sted. Det var sådan set dette ægteskab mellem Tidehverv og nyliberalisme, heriblandt Rand, som var det ideologiske afsæt for Anders Fogh Rasmussens regeringsperiode, og som derfor faktisk stadig sætter rammen for de mindre ånders politik i dag.

(nyliberalister uden tidehvervssammenhængen kaldtes Yuppierne, og uden at vide det vil jeg tro, at Seier-Christensen og Kim Fournais fra Saxo-bank, kommer fra den omegn; en omegn, der sætter dannelsestraditionen, som Tidehverv jo kommer fra, helt ud af kraft. Hvis hele den nyliberale bevægelse presses på begrundelserne, kan man derfor forudsige, at den spaltes i en tidehvervsk del, som tvinges til at gentænke og afvise dele af 1980-2008- grundlaget, og en Yuppie-del, der ønsker at radikalisere samme periode).

Men kan det ikke være lige meget? Nej, det kan det jo ikke. Hvorfor ikke? Fordi vi dermed får en national struktur, der bygger på, at mennesket er Gud, og at mennesket ikke er Gud på samme tid. Det er også derfor, at den tidehvervsinspirerede Randmenighed, som altså efter eget udsagn ikke er Rand’ister, bliver nødt til at sige, at de ikke deler ”ateismen”. Men en så kortfattet ”afvisning” bliver jo blot en nærmest ydre besværgelse, lidt staffage. Skal man undgå at blive revet med i begrebernes understrøm, må man reflektere over, hvordan man kan abonnere på en filosofi, der hæver, at mennesket er en absolut Gud, og på en anden filosofi, tidehverv, som hævder det modsatte. Men det gør ingen.

Derfor bliver resultatet en mærkelig uformidlet dobbelt-Gud, der sætter samfundet i en spændetrøje. Havde man været tro mod sig selv, havde man sagt følgende (meget kort): Troen hører til Gud, men derfor hører tvivlen også til mennesket. Jo mere tro, desto mere tvivl, hvorved troen kan genopstå som en verdslig kategori, nemlig pligt. Der er præcis derfor, vi har filosofi og tænkning i menneskets verden. Det er også derfor, at vi skal være glade for at vi har en kirke, fordi den jo kan grunde filosofien blandt mennesker. Det er også derfor, at Københavns biskop i tirsdags på Vartov kunne sige, at teologiens gave til pædagogikken er at insistere på, at pædagogik handler om at finde spørgsmål. Men Rand vil udrydde tvivl blandt mennesker, fordi hun gør mennesket til Gud. Derfor er der heller ingen tvivl i hendes filosofi. Og derfor er hun imod Kant og hele den europæiske tradition. Og ved I hvad? – måske er det også derfor, at der ingen pædagogik og børn er i miles omkreds af hendes filosofi. At gøre mennesket til Gud er at fjerne pædagogik fra samfundet ligesom at gøre det til en tidehvervsk slet synder også er.

3. Så er der spørgsmålet om Rands essentialisme, som jo var den anden ting, som Rand’isterne – der altså, efter eget udsagn, ikke er rand’ister, selvom de altså er det – ikke kan lide. Men her tager de også fejl. For netop essentialismen er faktisk en virkelig dyd hos Rand. Det er hendes forbindelse til græsk filosofi, og hendes fornemmelse for materiens flydende varme, der gør hendes filosofi værd at læse. Var det ikke med, så var Rand’ismen jo ikke andet end et valgoplæg til Venstres valgkamp i Støvring og lidt konkurrencestatspædagogik underlagt et had til europæisk civilisation.

Hvad handler denne essentialisme da om? Jo, den handler om menneskets insisterende, rationelle og glødende involvering med verdens strømmende og varme materie, så der opstår en ting, og at denne ting er det pågældende menneskes ejendom, og at der til denne ejendommelige ting, der ejes, er knyttet kærlighed, ansvar og omsorg for, at tingen kan vokse og blive til en ting, der samler andre ting omkring sig.

Det er jo virkelig godt, selvom det altså åbenbart netop er det, som ikke-randisisterne ikke kan lide, men der er dog to problemer her, som man skal være ekstremt opmærksom på:

Det første problem er, at disse ”ting”, som Rand skaber, i hendes optik kun kan være produkter, der giver profit, hvorved hele den åndelige og sociale side af tilværelsen – dvs. alt fra familielivet til religionen – ryger væk, og hvorved ”tingene” jo mister deres egenart og evne til at svare. Det ender da også med, at hovedpersonerne i bogen ”og verden skælvede”, må forlade netop den sociale og åndelige verden og gå i eksil i en ekstremistisk dollar-dal. Men selvfølgelig skal en moderne liberalisme bevarer denne omsorgsfulde og tingsrelaterede frembringen, som man også kan finde i mange andre formuleringer rundt omkring i filosofihistorien.

Det andet problem for Rand er, at det er mennesket, der skal kontrollere naturen, men det skyldes, at ”mennesket er Gud”. En ordentlig tingsfilosofi vil betone vekselvirkningen mellem ting og menneske, men så er vi tilbage i tvivlens område – ikke i den handlingslammende tvivl, men derimod i den handlingstændende ditto, fordi naturen i mennesket sætter mennesket i naturen – og det er undersøgelse og stillingtagen til denne gensidighed vores eksistens som mennesker, dvs. vores dannelse, handler om.

Men hvorfor er Rand’isterne, undskyld betegnelsen, imod essenserne, som jo ellers er Rands eneste dyd? Jo, det er de, fordi de også godt kan lide Popper og Hayek, som netop har det vanskeligt ved essenser. Hvor kan man så læse om den modsætning mellem Popper og Rand og den slags? Aner det ikke? Ingen steder tror jeg? Det er ligesom problemet med Rand og Tidehverv og ateismen. Det er modsætninger, der ikke er reflekterede. De er uformidlede, de virker under neden som en tavs dybdestruktur, og de sætter derved vores liberalister og mange national-liberalister helt skakmat. Og pædagogikken lider under det.

 

43. d. 30. november: Strid og videnskab

1.

Hvor der ikke er strid, er der ingen videnskab.

Hvor der er videnskab, er der strid – derfor kan forskningen ikke “vise”.

“Viser” forskningen, er der ingen strid – og derfor ingen forskning.

I ordentlig videnskab viser verden sig ved stridens henvendelse.

Erhvervs- og professionsrelevant forskning er videnskab, der gerne vil bruges men ikke kan, fordi striden er synlig.

Irrelevant og evidensbaseret forskning er videnskab, der kan bruges, fordi striden er usynlig eller tildækkes. Er striden usynlig- så find den! Derpå går evidensen i tusinde stykker.

Evidensen har ingen strid – ergo er den ikke videnskab.

Vil du ”forskningsbasere”, må du finde striden, så forskningen modsætter sig anvendelse og dermed gør anvendelse til en praksis.

Sætninger strides i fælles æter.

2.

Anvendelse: brug af forskning, hvor striden skjules. Dermed bliver læreren til en blanding af proletar og enøjet ekspert. Føj!

Praksis: Brug af videnskab, der ikke kan bruges, fordi striden er synlig. Dermed bygges skolen på tænkning og dømmekraft. Mange tak!

3.

Vores uddannelsespolitik er ikke ”forskningsbaseret”, selvom den hævder det. Vores uddannelsespolitik skjuler forskning, fordi den bygger på en forskning, der skjuler forskning.

 

44. d. 1. december: Vild artikel

Vild artikel! Og man skal jo så også tænke på, at hvis en lærer påpeger et eller to små problemer i disse “nedsmeltningsprocesser”, så får de lige en advarsel af en nyansat mellemlederman – og tænk også på at Danmarks Lærerforening opfordrer medlemmerne til at holde kæft frem til kl.16, hvor der kan stemples ud, og hvorefter den nedsmeltede skolelærer kan skrive et læserbrev som “privatperson”, som det hedder for tiden.

Man må også tænke på, at Politikens uddannelsesredaktion – og også de andre aviser – er tavse som graven. Hvad %&/() har vi journalister til?. Og endelig må man tænke på, at kommunerne og skolelederne kører deres helt eget hurra-sprog, som de har udviklet på en af Jupiters måner.

http://nyhederne.tv2.dk/samfund/2014-12-01-det-er-en-nedsmeltning-aldrig-set-foer-i-skolens-historie

 

45. d. 1. december: Nyt Nordisk Gymnasium

Regeringen har meldt ud vedrørende gymnasiet. Der er ikke et ord om dannelsesopgaven eller gymnasiets formål og betydning. I stedet kan man læse følgende:

“Regeringen foreslår fire overordnede mål:
1. Gymnasieskolerne skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige,som de kan.

  1. En større andel af eleverne skal påbegyndeen videregående uddannelse.
  2. Trivslen i de gymnasiale uddannelser skal styrkes.
  3. Gymnasie skolerne skal mindske betydningen af elevernes sociale baggrund i forhold til elevernes faglige resultater.

De fire mål skal følges op af konkrete resultatmål. De enkelte gymnasieskoler skal løbende følge op på målene. Samtidig indgår målene i det statslige kvalitetstilsyn.”

Ny Nordisk Skole, dvs. normalisering og operative måltal – ringer det en klokke? Det bliver ikke funny!

http://www.uvm.dk/~/media/UVM/Filer/Udd/Gym/GYMudspil/141201_Gymnasier_til_fremtiden.pdf

 

46. d. 2. december: DLF og ytringsfriheden

Bladet Folkeskolen vil ikke publicere min kritik af DLF’s syn på ytrings- og åndsfrihed, så nu udgiver jeg den her:

http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-laererforening-misforstaar-ytrings-og-aandsfrihed-i-en-historisk-afgoerende-situation-for-danske-laerere.html

 

47. d. 2. december: Min arbejdsplads

På min arbejdsplads har vi gode arbejdsforhold. Jeg mener det faktisk – men hvem vil tro det? Jeg har jo loyalitetspligt, siges det af lærernes forening! Hvem kan vide, om jeg mener det? Måske er jeg en papegøje?

Der er aldrig en eneste universitetsperson, der vil finde sig i sådan et loyalitetsforhold, og jeg vil da også understrege, at Aarhus Universitets ledelse stort set aldrig har lagt låg på den frie diskussion om dette og hint.

Tværtimod har man ved flere lejligheder opfordret til fri og åbenhjertig kritik. Det er også derfor, at mange stadig er loyale på den virkelige måde overfor deres universitet og gerne arbejder nærmest i døgndrift på trods af de trættende reorganiseringer. Dvs at man gør sin pligt med glæde, drøfter de små problemer i en konstruktiv ånd og kritiserer de store spørgsmål i fuldstændig frihed og i loyalitet over for MATERIEN.

Men landets skolelærere skal åbenbart ikke have disse muligheder. De skal proletariseres – og nu også af deres egen fagforening. De skal være loyale overfor en kommunal politik, der er vedtaget af det, som Marianne Jelved, altså landets kultur- og kirkeminister, selv har kaldt for “udygtige politikere”. og som implementeres af de helt forvirrede kommuner. Lærerne skal bare makke ret, så snart en nyansat bummelum råber om læringsmaksimering eller sådan noget.

Heldigvis har Dansk Magisterforening aldrig opfordret mig til at holde kæft på den måde. Tværtimod tilskynder de til engagement og kritik og beskytter os, når disse goder trues, hvilket helt entydigt er godt for det fælles bedste. Denne tilskyndelse og beskyttelse bevirker, at alle nogenlunde kan stole på, at hvis en universitetsansat magister taler i tåger, så er der ikke hans arbejdsplads’ eller hans fagforenings skyld.

Så jeg har ikke blot gode arbejdsforhold. Jeg har også en god fagforening – og det mener jeg også.

 

48. d. 3. december: En privatiseret privatperson

Jeg understreger, at selvom jeg sidder på mit kontor og skriver dette, så taler jeg som privatperson.

Jeg sidder på mit job og tænker, at jeg hellere må følge lærernes fagforenings retningslinjer for ytringer. Derfor gentager jeg hele tiden: “jeg siger kun noget som privatperson”, før jeg ytrer mig om et eller andet – bare for at være sikker på, at min leder ikke kommer og kræver, at jeg skal mene det same om universitetsforhold og universitetspædagogik som han gør.

Jeg understreger, at selvom jeg sidder på mit kontor og skriver dette, så taler jeg som privatperson.

Jeg overvejer også at følge det andet råd, som Birgitte Baktoft fra DLF’s hovedbestyrelse kom med i dag på folkeskolen.dk – nemlig kun at ytre mig via min tillidsmand. Det styrker måske ikke ligefrem “åndsfriheden”, som det hedder i skolelovens §1, at deponere sin faglige og professionelle selvstændighed hos en fagforening, men så er jeg i det mindste tryg og intet ondt kan ske. Jeg kan leve trygt til mine dages ende.

Jeg understreger, at selvom jeg sidder på mit kontor og skriver dette, så taler jeg som privatperson.

Det er nok ikke ligefrem i samfundets interesse, at jeg nu skal sige “privatperson” i hver anden sætning, og at jeg nu tømmes for forestillingsevne og dømmekraft, men måske er det i en eller anden organisations interesse, at jeg skal til at være en papegøje? I Universitetets eller fagforeningens interesse måske? heldigvis er der åbenbart en verden til forskel på universitets- og skoleledelse og på Magisterforeningen og lærernes fagforening.

Jeg understreger, at selvom jeg sidder på mit kontor og skriver dette, så taler jeg som privatperson.

Magisternes fagforening støtter og beskytter så godt de kan magistrenes pligt til at tale frit. Lærernes fagforening støtter og beskytter så godt de kan kommunens behov for “læringsmaksimering” og tavse lærere.

Jeg understreger, at selvom jeg sidder på mit kontor og skriver dette, så taler jeg som privatperson.

 

49. d. 3. december: DLF og ytringsfrihed 2

Mere om ytringsfrihed og lærernes fagforening fra en privatiseret privatperson:

http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-laererforening-misforstaar-ytrings-og-aandsfrihed-i-en-historisk-afgoerende-situation-for-danske-laerere-del-2.html

 

50. d. 4. december: Kronik i Kristeligt Dagblad

Vigtig kronik i Kristeligt Dagblad om Dansk Pædagogisk Oligarkis (DPO)’s udgrænsning af nordisk dannelsestradition. Og tak til kronikørerne for at tale – igen. Endnu et bevis for, at Ny Nordisk Skole = Ikke nordisk læringsmålscenter. Her er kronikken i fuld tekst:

KLM-SAGEN AFSLØRER ET DEMOKRATISK PROBLEM
Redaktionel intro:
Kronik i Kristeligt Dagblad, d. 4. december 2014 – Uddannelsesministeriet og professionshøjskolerne vildleder politikerne, mens de underminerer det brede politiske forlig om læreruddannelsen og faget Almen Dannelse/ Kristendom/ Livsoplysning/ Medborgerskab. Perspektivet er større end denne ene reform. Perspektivet er skolen som fremtidens demokratiske vækstlag, mener dagens kronikører

Selve kronikken:
HVOR LANGT GÅR fagpersoners pligt til at informere politikerne, hvis forhold viser sig at stride direkte mod politikernes hensigt? Hvad nu hvis administrations og embedsværket tilbageholder relevant information for politikere, der udbeder sig en forklaring? Eller måske taler udenom og dermed vildleder politikerne? At embedsværket med andre ord har taget magten over den politiske proces og samtidig vildleder politikerne om det? Det er spørgsmål, vi har været nødt til at stille os selv som undervisere i faget Kristendomskundskab/ Livsoplysning/ Medborgerskab (KLM) på læreruddannelsen efter at have læst uddannelsesministeriets og professionshøjskolernes redegørelse for, hvordan vores fag har det.

Vi kan nemlig ikke genkende den virkelighed, som de fleste af os ellers bevæger os rundt i hver dag.

For tre år siden nedsatte daværende uddannelsesminister Morten Østergaard (R) en gruppe til at foreslå en reform af læreruddannelsen. Ledet af professor Jens Rasmussen foreslog gruppen, at KLM blev nedlagt til fordel for hans eget fagområde, pædagogik: ” Et øget omfang af faget Pædagogik & Lærerfaglighed vil skulle ske på bekostning af andre områder i læreruddannelsen, for eksempel faget KLM,” som der stod.

Forslaget afstedkom en hidsig offentlig debat, hvorefter forligspartierne præciserede, at ikke blot skulle KLM bevares, det skulle også styrkes. De sikrede faget egen eksamen og satte for en sikkerheds skyld et par ekstra bogstaver foran: Almen Dannelse (AD/ KLM).

Jens Rasmussen ærgrede sig behersket: ” Det er ikke nogen katastrofe. Det er den sidste rest af dansk seminarietradition, der har fået et lille hjørne i læreruddannelsen. Sådan er det bare”.

Så skulle man jo tro, at den sag var ude af verden, men nej. Morten Østergaard bad nemlig efterfølgende Jens Rasmussen om også at stå i spidsen for selve reformen. Nu blev KLM diskret nedgraderet, ikke af navn men af gavn. Og vi må sige, at faget fik særbehandling hele vejen gennem:

1) Høringssvar fra vores faglige forening blev generelt ignoreret. Ingen forklaring.

2) AD/ KLM fik som eneste eksamensfag ingen såkaldt ” national faggruppe”, men blev med lidt navnetrylleri lagt under den pædagogiske faggruppe, altså Rasmussens eget fagområde. Ingen forklaring.

3) Det viste sig, da bekendtgørelsen kom, at Jens Rasmussen personligt havde ” rettet” i teksten: KLM-faglige ord var streget ud eller nedtonet. Og KLM-kompetencer streget ud til fordel for pædagogiske kompetencer. Ingen begrundelse.

4) Uden nogen afsender skulle alle fagmål nu rummes i ét modul på 10 ECTS (hvor faget før fyldte 17 ECTS), uanset at nogle udbød mere KLM. (ECTS står for European Credit Transfer System. Det er et pointsystem til meritoverførsel inden for videregående uddannelser, red.)

Ingen lagde åbent navn til disse manipulationer. Men da vi opdagede dem, skrev vi en kronik.

Igen fulgte en ophedet debat, hvor blandt andre Enhedslisten og Liberal Alliance bakkede forliget op, mens Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti indkaldte Morten Østergaard. Han fjernede halvdelen af “rettelserne” og udtrykte så tillid til, at reformen nu ville følge forliget. Politikerne bad efterfølgende os, som arbejdede med faget før reformen, holde øje med, at det også skete.

Men intet synes at kunne stoppe den forligsstridige implementering, som Jens Rasmussen har stået i spidsen for: Stadig flere studerende kan gå til eksamen på baggrund af et næsten halveret fag: For eksempel på VIA University College i Århus, Silkeborg, Skive og Nørre Nissum, Professionshøjskolen UCC i København, UC Sjælland og senest UC Syd i Esbjerg, som tilbyder eksamen efter kun 10 ECTS. I UC Syd i Haderslev overvejes det samme.

Bekendtgørelsen er stadig skævvredet af Jens Rasmussens ” rettelser”, hvilket går ud over det faglige indhold. Tiden gør det umuligt at nå de omfattende mål, skævvredne eller ej. Endelig har faget stadig ingen selvstændig national faggruppe. Centrale uddannelsesaktører har sagt, at nu kan politikernes hensigt for første gang ske 1:1. Det gælder vist ikke KLM.

Mere besynderligt er det dog at læse uddannelsesministeriets og professionshøjskolernes svar til Folketingets Uddannelsesudvalg, som nu har bedt om en forklaring. For svaret mørklægger fagets virkelige forhold. Især forties, at eksamen foregår efter kun 10 ECTS.

Vi har derfor nu været nødt til at påpege disse misforhold over for udvalget.

Perspektivet er større end denne ene reform.

Perspektivet er skolen som fremtidens demokratiske vækstlag. Altså læreren som bærer af en demokratisk kultur af selvstændige mennesker, der har taget stilling til etik, eksistens, dannelse, religion, kultur og samfund.

Det er unikt i et moderne samfund, at vidt forskellige politiske partier kan enes om AD/ KLM som en god platform for almen dannelse. Det er udtryk for en tradition, som vi ikke bør kaste over bord. I øvrigt også en central værdi hos mange af vore gode pædagogiske kolleger.

Men perspektivet er også de spørgsmål, vi indleder denne kronik med: Kan demokratiet være tjent med, at politikernes beslutninger undermineres i den administrative proces mod virkeliggørelse?

Lige nu diskuteres det i pressen, om embedsværket generelt risikerer at løsrive sig fra sit politiske mandat. KLM er et eksempel på det: Tidligere uddannelsesminister Morten Østergaard udnævnte sine rådgivere med et betydeligt personsammenfald. For eksempel er Jens Rasmussen gennemgående i både planlægning og udformning af reformen, i alle faser og på alle niveauer. Også i dag sidder han med mange kasketter på: Foruden at være en central rådgiver for ministeriet og professionshøjskolerne sidder han eksempelvis som formand for ph.d.-rådet for uddannelsesforskning, i Forum for Koordination af Uddannelsesforskning, i Råd for Børns Læring, i Konsortiet/ Læringsløft 2020, samt fordelingen af mærsk-milliarden. Altså praktisk taget alt. Jens Rasmussen er således en meget magtfuld embedsmand. Så magtfuld, at det kan mærkes, hvis man kommer i vejen, som KLM-sagen viser.

“Jeg har siddet som embedsmand og forsøgt at få teksten til at passe,” forklarede Rasmussen, da hans tendentiøse ” rettelser” af KLM-bekendtgørelsen blev afsløret sidste år. Det tror vi såmænd gerne.

Men det er ikke godt for demokratiet, at centrale aktører har så mange kasketter på, at de reelt er i stand til at føre en dagsorden igennem på trods af politikernes gentagne afvisninger. Det gælder uanset person. I øvrigt er det heller ikke godt for ytringsfriheden.

Vi er imidlertid glade for at læse, at uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R), som har overtaget sagen, for nyligt har pointeret, at fagpersoner har pligt til at ytre sig offentligt, hvis saglige forhold kræver det.

Til en start må nogen gøre opmærksom på misforholdene. Det er det, vi gør nu.

Kronikken er underskrevet af Marlene Printz Jellesen, Rose Maria Bering-Jensen, Johan Thorendahl, Jesper Kallesøe, Johannes Adamsen, Carsten Oxenvad, Britt Due, Bo Stokholm, Solveig Rostbøll, Gry Eliassen, Niels Svoldgaard, Kirsten M. Andersen, Lakshmi Sigurdsson, Dorete Kallesøe, Inger Toftgaard Barrett, Inger V. Hansen, Jens-Peter Olesen, Jane Thygesen, Annette H. Ihle, Mette S. Andreasen, Knud Moos, Åse Morsø, Inger Lundager, Jesper Garsdal, Ane Brandt, Christine Thaning, Jørgen Jørgensen, Peter Green, Mona Høgh, Henrik Vestergaard, Henrik Bækgaard, Simon Renault, Irene Larsen, Anne Skriver Knudsen, Laura Lundager, Gabriella Dahm, Thomas Thomsen, Lene Wagner, Marianne Vihøj fra uddannelsesinstitutionerne UCN, UCL, UCS, UCN, UCC, UCSJ og VIA UC.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/2014-12-04/klm-sagen-afsl%C3%B8rer-et-demokratisk-problem

 

51. d. 4. december: Hvad tænker Bodil Skjødt på?

Hvad lærerinden Bodil Skjødt går og tænker på:

http://www.thomasaastruproemer.dk/bodil-skjoedts-fagforening.html

 

52. d. 5. december: Faglighed og kvalitet

1.

Vi er meget tæt på, at ordet “faglighed” overgår til nysprogets jagtmarker.

Udtrykket “Mere faglighed” henviser efterhånden blot til målbare informationsbits, som er tømt for kundskaber, og som kan bidrage til en gennemførselsprocent – ledsaget af en række tekniske “kompetencer” til ære for finansministeren.

Det vil sige at faglighed=ikke-faglighed.

Faglighedsbegrebet tømmes med andre ord for dannelse, dialog og sammenhæng.

Efterhånden som denne proces fuldendes, går det naturligvis helt galt for et begreb som “tværfaglighed”.

2.

Når faglighed befries for kundskaber, kan man herefter lave et kvalitetssystem, der viser, at vi har fået et bedre uddannelsessystem, selvom det modsatte jo bliver tilfældet.

Udtrykket “kvalitet” bliver derved også til nysprog. Kvalitet=ikke-kvalitet.

3.

Konklusion:

Så altså: Ny=ikke

Så altså: Kæmp imod faglighed og kvalitet – kun således fremmer du faglighed og kvalitet

 

53. d. 5. december: Ud med klare mål og trivsel

Der er to mål, der modsætter sig uddannelse:

Mål 1: At have klare mål.
Har en elev – eller en lærer – entydige og klare mål, handler uddannelse om at gøre dem mangesidige, modstridende og besværlige. En sådan pædagogik vil formodentlig give dårlige evalueringer, men til gengæld vil dens effekt vare livet ud. Den lærer, der ødelægger dit målsystem, glemmer du aldrig, fordi han omdanner dit mål til en vibrerende dialog, og gør dermed dit mål til dit. Den lærer, som arbejder efter et klart mål, er ingen lærer.

Mål 2: At have det godt.
Hvis en lærer eller en elev ser det som et formål, at eleven skal trives/ha det godt, er det ud! Så må læreren simpelthen i gang med at læse noget negativ psykologi, hvilket er det samme som Pædagogik i almindelighed. Om man har det godt, ved man ikke, før man er færdig med at slide og slæbe med et objekts bestandighed, hvilket er irriterende og hårdt meget af tiden. Tingens fylde er livets fylde. Det er det, man også kalder for Uren Pædagogik.

Derfor: Man bør have uklare og mangesidige mål, og man bør ikke trives alt for godt. Der starter skolen.

Derfor: Man bør ligge i midten på trivselsmålinger og diverse mål-indikations-tælle-scorer, eller hvad det nu hedder.

Derfor: Jo mere læringsmålstyret samfundet bliver, desto vigtigere er det, at man ikke kommer i toppen. Kommer man i toppen, er det tegn på, at uddannelse ikke har fundet sted.

 

54. d. 5. december: Dimensionering

En blog om dimensionering og sådan noget:

http://magisterbladet.dk/blogogdebat/dimensionering

 

55. d. 6. december: Jørgen Carlsen i hopla

Jørgen Carlsen i hopla! Han beder implicit LA om at tage stilling til alliancens indholdsmæssige karakter. Det er jeg fuldstændig enig med ham i.

 

56. d. 7. december: En lille historie

En lille historie:

Den anden dag kom en forholdsvis nybagt kandidat ind på mit kontor.

Han ville gerne sige tak til mig, fordi jeg havde udfordret ham, så han var blevet så dygtig han kunne. Ja, han kunne og ville simpelthen ikke blive dygtigere, sagde han, for nu havde han opfyldt alle sine læringsmål.

Nu skulle læringsmålene ud og virke i samfundet, sagde han. Han fortalte, at han nu havde lært den videnskabelige metode, som han i fremtiden ville gå ud og bruge i virkeligheden. Og det skal nok passe, for han fik topkarakter i en lille semesteropgave i foråret, der handlede om ”implemtering af læring i vidensøkonomi og massesamfund”.

Han var også glad, fordi han nu kunne bryde sin sociale arv. Aldrig mere skulle han være knyttet til en social klasses traditioner og ”klister”, som han udtrykte det. Han syntes faktisk, at det var lidt synd for hans familie, der ”kun var håndværkere og daglejere…. undskyld dagplejere”.

Endelig ville han sige tak for, at han havde fået det så godt som muligt. Han havde fået et godt job i Kommunernes Landsforening, hvor han, sammen med en kollega i finansministeriet, skulle godkende pædagogiske systemer, der bidrog til ”kvalitetsudvikling” og ”faglighed” – og hvem kan være imod det? Jobbet gav også en god løn, så han kunne gå i bon-bon-land med sine børn… nå nej – nu skulle de forresten have årskort til Tivoli. Det var også slut med den gamle og grimme campingvogn. De ville bygge et nyt sommerhus – lavet af det reneste glas. Det er det, man kalder trivsel, sagde han. Med klare og lykkelige øjne fortalte han, at han bidrog til den positive psykologis nationale trivselsregnskab.

Han var med andre ord en top-scorer i Ny Nordisk Skole.

Da han var gået, skrev jeg en sygemelding og cyklede hjem. Da jeg lå under dynen, fandt jeg en helt ny bog frem, som jeg lige havde fået. Bogen er skrevet af Andrea English: Den hedder “Discontinuity in learning”, er fra 2013 – den nyeste forskning om gammel forskning som er ny – og er en sammenskrivning af John Deweys og J.F. Herbarts filosofi. Den argumenterer for betydningen af brud, besvær og negativitet i læreprocessen. Jeg slappede helt af og blev næsten rask ved denne påmindelse om, hvad læring ER.

 

57. d. 8. december: Vækst og demokrati

Juristen Jacob Mchangama har fundet en interessant artikel i Berlingeren fra d. 15. juli, 2011, ”Kan demokratiet stadig betale sig?”, som han lagde ud på sin FB-væg den anden dag.

Først interviewes Asger Aamund, som i al fald dengang var meget tæt på Liberal Alliance. Her kan man læse sætninger som: ”Hellere vækst og folkelig velstand end et demokrati, der er taget som gidsel af den del af befolkningen, der ikke arbejder, og som stemmer sig til at leve på det arbejdende mindretal”. Det er endda kommet så vidt, at Aamund kan erklære: ”I en nødsituation, ligesom under krigen, kan man have en slags elite-regering i en periode, som bistår det folkevalgte, skal vi sige lidt håndfast. Så vi kan få de nødvendige reformer”

Aamund lyder, med sin snak om ”gidsler” og om at ”leve på det arbejdende mindretal”, som en klon af Liberal Alliances hof-filosof Ayn Rand. I tråden under Mchangamas opslag er der da også et interessant link til en leder fra sommeren 2010 fra net-avisen ”180 grader”. Lederen er skrevet af Ole Birk Olesen, som også er fra Liberal Alliance. Det var Olesen der skrev bogen ”Taberfabrikken”, en titel der blev opfundet af Rand-menigheden, og både bogen og Olesens netavis er da også både i åndelig og økonomisk forstand helt gennemfinansieret af Rand-folkene. Lederens titel er: ”Liberalt diktatur virker”, og det er jo lige så ”hyggelig” en formulering som Aamunds.

Det lader til, at Rand-tænkningen har enorme problemer med demokratiet. Demokratiet er en del af ”taberfabrikken”. Demokratiet er ”de uproduktives gidsel”.

I samme artikel har også Ove Kaj Pedersen, altså ham med ”konkurrencestaten”, også et par kommentarer til emnet. Selvom han for så vidt forsvarer demokratiet, gør han det kun fordi, at det bedre “kan betale sig”, som det hedder. Han er altså uenig med Aamund om, hvorvidt demokrati kan betale sig, men enig i, at det skal kunne betale sig. Dermed giver han på en måde Aamund ret i præmissen, hvilket jo også ligger i hele hans teori, hvor demokrati nednormeres til en metode til økonomisk vækst. Den dag demokrati fører til mindre vækst, så – det må være logikken – må vi afvikle det. Første skridt for OKP, kan jeg huske han sagde på en konference, er at nednormere deltagerdemokratiet til fordel for en styrkelse af de repræsentative organer, dvs. af styringsdelen. Og hvis det så ikke “virker”, hvad så? Skal vi så hen til Aamund og Olesen? Der er ingen stopklodser.

Eftersom OKP er hof-filosof for centrum-venstre, ender vi ud med, at både liberalismen og socialismen får store filosofiske problemer med demokratiet. Dermed får Jacob Mchangama vanskeligheder med at opretholde den tilstand, han faktisk ønsker – og som jeg er enig med ham i – nemlig, at det er bedre at leve i et demokrati med lav vækst end i et ærke-rigt diktatur. Eller som Mchangama udtrykker det: ”Jeg vil hellere leve i et liberalt demokrati med 0,8 % vækst og ytringsfrihed end et diktatur med 10% vækst og censur”. Og det kan han jo skrive, fordi demokrati vedrører politik og normativitet og ikke økonomi, et forhold som både Olesen, Aamund og OKP overser.

Her er fb-tråden, hvor der også kan linkes til artiklen i Berlingeren:
https://www.facebook.com/jmchangama/posts/10152920714984859?pnref=story

Netop omkring 2011 må have været et særligt grimt år for demokratiet, men det var jo også det år, hvor man, for at løse finanskrisen, begyndte at gøre alting til en finanskrise, hvormed man jo faktisk forværrede den. Det er det, vi ser med tidens uddannelsestænkning, der er defineret i et opgør med dannelse og pædagogik, og på samme måde ser vi det i ovenstående citater, hvor nu også demokratiet underordnes økonomiske kalkuler. Det er ikke et kønt syn.

Jeg kom også i tanke om, at jeg havde følgende læserbrev i WA, d. 24. august 2012, der handler om det samme, og som understøtter relevansen af Mschangamas synspunkt:

”Her følger tre oplevelser, der kan tyde på, at selve demokratiet er ved at blive ugleset i Danmark: I Deadline den 15/7 var der besøg af Jørgen Ørstrøm Møller fra Copenhagen Business School. Møller var meget begejstret for Asiens økonomier, og han satte spørgsmålstegn ved, om ”vi i vesten kører et politisk system, der er i stand til at levere og løse de problemer, vi står over for”. Han sagde også, at demokrati er godt, men velstand er bedre. Studieværten Adam Holm, som havde sidste arbejdsdag, bemærkede vist ikke denne problematiske forskydning i værdier, hvorefter vi kun bør have demokrati, så længe det er økonomisk effektivt.

På Folkemødet fortalte Connie Hedegaard, hvordan man skulle værne om europæiske værdier, men at man skulle skrue lidt ned for demokratiet for at gøre os effektive i forhold til den fremstormende kinesiske økonomi. Bendt Bendtsen, som var meddebattør, løftede ingen øjenbryn i den anledning, og det lød, som om synspunktet kom direkte fra kommissionsgangene. Jeg skrev efterfølgende til Hedegaard for at forvisse mig, om jeg virkelig havde hørt rigtigt, men det svarede hun ikke på.

På lederplads i magasinet Asterisk (nov.2010) beskrev Lars Qvortrup, tidligere leder af den nu hedengangne Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, at det var godt, at danske skoleelever var gode til demokrati ( DK var blevet nr. 1 på en demokratiliste), men at man i dag glædede sig over det, fordi eksempelvis Novo dermed fik et strategisk parameter til at placere arbejdspladser efter. Temaet for udgivelsen var ”opdragelse til demokrati”. Titlen på lederen var ”Economy stupid!”

I al ordentlig demokratiteori er det politiske en værdi, der på det overordnede plan står over økonomiske og administrative hensyn, og sådan har det også været herhjemme over hele det politiske spektrum. Men disse tre oplevelser peger på, at demokrati er ved at blive forstået som et instrument, der er relativt til økonomisk vækst. Er der et stille antidemokratisk skred i gang blandt vores globalt orienterede eliter? Hvor stor er snebolden egentlig blevet?”

 

58. d. 8. december: Om lighed og ulighed

1.

For skolen er ligheden ikke et mål. At sætte lighed som mål vil blot forstærke uligheden via etableringen af en afstand, der aldrig kan lukkes, men som diverse konsulenter mm. endeløst og ørkesløst vil prøve at lukke med evidensmetoder, der glemmer hvem og hvad folk er. Ligheden som mål vil også medføre en tvangsmæssig ensliggørelse i en på forhånd defineret form – kort sagt: Hvis ligheden er et mål, bliver et folket til en masse/en mængde, der er underlagt styring i et endeløst kapløb om at blive lige.

I skolen er ligheden snarere en forudsætning, der ustandseligt verificeres og bekræftes. Det forstærker solidaritet, individualitet og opmærksomhed og bygger skolen op, som det sted, hvor al ulighed overses, så den, altså uligheden, kan blomstre i stedet for at forfalde i elendighed. Velkommen borger, som er rig uden hovmod og fattig uden misundelse og middel uden navlepilleri.

Ulighed skal ikke udryddes. Den skal blomstre. Uligheden blomstrer ved at bekræfte ligheden i-gen og i-gen.

Bekræft aldrig ulighed – forvent den og ær den. Bekræft kun ligheden.

Alt lige bliver u-lige. modsat i dag, hvor alt u-lige skal være lige.

2.

Det største problem er ikke, at skolereformen ser ud til at ende i praktisk ravage. Det vil være et langt større problem, hvis reformen lykkes, for så er vores lærere jo blevet til læringsmaksimanter, der skal sikre lighed som mål.

Men det det allerstørste problem vil faktisk være, hvis reformen får gode evalueringer af forældre, lærere, børn etc.. Det vil være et tegn på, at det ikke kun er skolepolitikken, men også det folkeliges begreb som sådan, der nedbrydes for tiden.

Sker det, kan ligheden ikke bekræftes, hvorefter uligheden ikke kan blomstre. Måske er dette forhold mellem lighed og ulighed nærmest definitionen på et FOLK.

Goddag du (som er fattig) – vi har gået i samme skole, hvad er du?
Goddag du (som er flygtning) – velkommen til vores skole, der er den samme som din, hvad er du?
Goddag du (som er rig) – vi har gået i samme skole, hvad er du?

Vi ER lige.
Vi Bør være ulige – det er folkelig virksomhed. Kom til syne!

Skolen er det, som ER

Skolen er lighed, der får ulighed til at blomstre.

Bekræft ligheden! Bekræft aldrig uligheden – men modtag den.

 

59. d. 9. december: Anders Fogh Rasmussen, Ayn Rand og Liberal Alliance

http://www.thomasaastruproemer.dk/danmark-ifoelge-ny-liberalismen-et-samfund-af-livegne-traelle-og-slaver.html

 

60. d. 10. december: Om ytringsfrihedens oprindelse, opsplitning og afvikling

http://www.thomasaastruproemer.dk/fra-en-til-to-til-en-verden.html

 

61. d. 11. december: En industrihelts beskrivelse af velfærdsstaten – ifølge Ayn Rand

http://www.thomasaastruproemer.dk/ayn-rands-velfaerdsstat-uduelige-onde-gangstere-og-skatteopkraevende-utoej.html

 

62. 12. december: Dansk Kirketidende om KLM-faget

Redaktør Birgitte Stoklund Larsen forsvarer i sin glimrende leder i Dansk Kirketidende KLM-faget på læreruddannelsen mod embedsmændenes “mørkelygte”. Lederen er en follow-up på KLM-lærernes kronik i Kristeligt Dagblad i sidste uge. Dejligt med en nej-hat, der er en ja-hat – i stedet for alle disse ja-hatte, der i virkeligheden jo bare er nej-hatte… for nu at tale brinkmannsk.

http://www.grundtvig.dk/files/manager/dansk-kirketidende/2014-nr-11-set-herfra.pdf

 

63. 13. december: Steen Beck om dannelse

Dagens pædagogiske spidsformulering:

”Engang talte man meget om dannelse uden rigtig at kunne tydeliggøre, hvad det gik ud på; nu taler man stort set ikke om dannelse længere, og pludselig er det meget tydeligt, hvad der forsvandt”
(Steen Beck, lektor i uddannelsesvidenskab/gymnasiepædagogik ved Syddansk Universitet, i dagens Politiken)

Men var Steen Beck ikke en af dem, som allerede med sin tilslutning til gymnasiereformen i 2005, var med til at ”utydeliggøre” den dannelse, som nu altså er væk i al sin tydelighed?

Jeg ved det faktisk ikke helt – måske nogle af mine FB-gymnasievenner ved det?

 

64. d. 14. december: Et fotografi at et frossent pædagogisk liv

Her er et billede af et frossent politisk liv:

1.

I 1980’erne var der to dominerende bevægelser i det borgerlige Danmark, nemlig den ungdomskulturelle yuppi-bevægelse, der lagde vægt på egoisme, penge og nydelse, og det nationalt-sindede Tidehverv, der fra 1960 havde udskilt bevægelsens grundtvigianere. Yuppierne blev efterfølgende til nyliberalismen omkring Libertas, med koldkrigsfilosofferne Rand og Hayek som idoler. Anders Fogh Rasmussen var centralt placeret i Libertas, især via hans bog om minimalstaten fra 1993, men med rødder i en atomiseret dansk landbrugskultur, som gjorde ham egnet til Tidehverv for nu at udtrykke det på den måde.

Anders Fogh Rasmussens regering fra 2001 markerede en syntese mellem disse to bevægelser, mellem Libertas og tidehverv.

Det er denne syntese – som egentlig på mange måder er paradoksal – mellem sen-tidehvervs og Ayn Rands filosofi – der nu fungerer som ideologisk pendul for det borgerlige Danmark. Ideologisk masseres alt fra DF’s og LA’s kilder, hvilket har været meget tydeligt ved de reaktioner, som Jørgen Carlsen har været så venlig at få til at vise sig ved hans krigsmalede svada i Kristeligt Dagblad. Hele menigheden i forskellige tidehvervs/nyliberalisme-konstellationer, dog med hovedvægt på ”nyliberalismen”, træder frem i fuldstændig religiøs konsensus. Der ”likes” på livet løs. En del tidehvervsorienterede folk forholder sig tavse, men netop blot tavse. De er nok lidt i tvivl, men holder sig foreløbig i ro, de er tilpassede af 1980’ernes ideologiske struktur. Måske skulle de komme frem fra muldvarpegangene og trække lidt frisk luft?

2.

Venstre og Konservative lever for deres del helt i mekanikken fra Fogh-Rasmussens horisont og har ingen selvstændigt ideologisk diskussion. De er ideologiserede på den dårlige måde. De er bare – nogle andre. De er en slags papegøjer, som endda har glemt det, som de andre trods alt forsvarer.

Venstrefløjen, dvs. det Radikale Venstre, Socialdemokratiet, SF og dele af Enhedslisten har af obskure ideologiske veje samlet sig om konkurrencestaten som pædagogisk og politisk ideal, hvilket er et ideologisk skred af dimensioner. Konkurrencestatsideiologien er en blanding af nyliberalisme og kommunistisk strukturalisme, men centrum-venstre har slet ikke lagt mærke til skredet.

3.

Så 1980’ernes ideologi trives aktivt hos LA og til dels hos DF.

Venstre og konservative lever ubevidst og passivt med den ideologi, der genskabte deres magt.

Centrum-venstre lever ubevidst med en anti-idologi, der er et opgør med deres oprindelige ideologi.

Vi lever i skyggen af en generation, hvis horisont er dannet i århundredets mest egoistiske årti, af den kolde krig og af en oplysningsfjendsk lutheranisme. Det hele har sat sig fast over det hele.

 

65. d. 14. december: En vigtig forskel mellem pædagog- og læreruddannelsen?

En forskel mellem lærer- og pædagoguddannelsen, som jeg har tænkt over:

http://www.thomasaastruproemer.dk/en-vigtig-forskel-mellem-paedagog-og-laereruddannelsen.html

 

66. d. 15. december: Til korttidshukommelsen

Lige til korttidshukommelsen:

http://www.thomasaastruproemer.dk/agedrup-danmarks-paedagogiske-epicenter.html

 

67. d. 17. december: Christopher Arzrouni i Deadline

Christopher Arzrouni mener i aftnens Deadline, hvor han diskuterede med dagens helt Jørgen Carlsen, at Grundtvig var nyliberalist – ja, endda tæt på Ayn Rand – og bruger et argument, der minder om noget jeg første gang for alvor stødte på hos Cepos’ direktør Martin Ågerup i Vartovbogen 2008, som vedrører Grundtvigs holdning til forsørgelsesparagraffen i Grundloven. Nu kører dette argument rundt i de nyliberale kredse. Anders Fogh Rasmussen havde allerede i sin 1993-bog om minimal-staten en rem af samme hud, og sen-tidehverv bekræftede muligheden for en så smal læsning, der så kunne sætte sig fast ud af 1980’ernes triste ungdomshorisont.

Det svarer for mig at se til at sige, at man ikke gider at sætte sig ind i Aristoteles filosofi, fordi han talte om slaver i samfundet. For at undgå at diskutere tingene fordomsfrit hænger man sig fast i en eller anden detalje.

Grundtvig tog jo totalt fejl på netop det punkt, som Nyliberalismen åbenbart mener definerer det grundtvigske som sådan, nemlig en evt tilslutning til markedet og åbenbart en modstand mod ret til socialhjælp. Derimod sagde han meget andet interessant om modersmål, fædreland, konge, folkelighed, historie, pædagogik, poesi etc. Men alt det overses totalt – simpelthen totalt. Og Rands syn på Folket er da ikke det samme som Grundtvigs. Mener Arzrouni virkelig det? Og resten af menigheden? En af landets største tænkere reduceres til en af de få steder, hvor han tog decideret fejl.

Det er ren og skær koldkrigsfilosofi af værste skuffe.

Det er faktisk også pudsigt, at Ove Kaj Pederesen – I ved ham med konkurrencestaten – rejser rundt med en Grundtvig-tolkning, der ligner nyliberalismens. Resten af det grundtvigske er åbenbart “socialisme”? Ja, alt andet end Rand er nærmest socialisme – denne altruistiske gift, som stammer fra den ondeste onde, nemlig Immanuel Kant, som ifølge Rand er årsag til kommunisme, nazisme og socialdemokratisme og socialliberalisme.

Tænk at forholde sig så kraftigt reducerende til dansk og europæisk kultur og civlisation. Så siger Arzrouni, at Rand netop er europæer, fordi hun sætter mennesket som målet i sig selv, men det er jo altså ikke på den Kantianske måde, som nogen måske tror, eftersom Rand jo opfatter Kant som nazismens årsag.

Og så den måde man fuldstændig ukritisk og mekanisk slutter op om en halvstuderet røver som Saxobanks direktion – hvad er det for noget? I det mindste går Rand da ind for selvstændighed. men i den nyliberale rand-menighed har man vist lavet sin egen lille altruistiske sekt, hvor “det fælles” defineres af en bankdirektør, der har forlæst sig på en tilfældig filosof. Det er som om filosofferne i den omegn er gået i strejke, og så går det åbenbart endnu værre, end hvis Rands direktører strejker, som de jo gør i Atlas Shrugged.

Men man gider jo snart ikke forholde sig til denne totalt perifære filosof mere. Hun har ingen plads i nogen idehistorie, jeg nogensinde har hørt om – undtagen i kapitlet om nyliberalisme i Tankens Magt som er skrevet af CEPOS’ analysechef, som er med i den menighed, som Jørgen Carlsen har fået til at vise sig. Hun refereres ikke i nogen seriøse bøger. Det er totalt tilfældigt, hvad der foregår.

Arzrouni er bange for, at det sociale skal bestemme over individet. Det er slet ikke det, der er spørgsmålet her. Sagen er, at individet bliver til i det sociale liv. Jo mere socialitet jo mere individualitet. Kast dig opmærksomt ud i samfundet sociale, politiske, økonomiske, religiøse og etiske processer , Det er her du finder individualiteten – en kæmpeindividualitet. Saml den op og sig mange tak – f.eks. til Grundtvig.

 

68. d. 18. december: Dagens altruisme

Ayn Rands “ondskab”:

I dag tror jeg, at jeg vil gøre noget for en anden skyld. Simpelthen imod min egen interesse – med andre ord: En altruistisk handling. Det er ganske vist ikke altid så let, og nogle gange bilder jeg mig også noget ind – jeg er jo som mennesker er flest – men helt ærligt: nogle gange er den altså også god nok. Jeg har faktisk gjort noget for andres skyld.

Og ved I hvad? Ved nærmere eftertanke sker det tit, at jeg gør noget altruistisk – nærmest uden at jeg ved af det – overfor familie, kolleger og venner. Og hele tiden udsættes jeg for andre menneskers handlinger, som også gør ting for mig, som man slet ikke kunne forvente, og som forbedrer mit og andres liv.

Så nogle gange er altruismen i hverdagen, og andre gange kan den kræve en eksistentiel kamp. De fleste moralfilosoffer kan tematisere disse spørgsmål på den ene og den anden måde.

Men hvad nu med hende der Ayn Rand? Hvad siger hun? Siger hun også, at altruisme kan være svært? Nej slet ikke, tværtimod. Hun siger tværtimod, at altruisme er alt for let, faktisk så let, at den altid er en løgn. Og ”en løgn” er faktisk for mildt. Nej, Rand mener at altruisme er ONDT. Mine omgivelser er onde, og jeg er ond, når jeg vil gøre noget for andres skyld.

Ja, det er endda sådan, at de strejkende industrifyrster i hovedværket “Og verden skælvede” skal sværge, at de ikke må gøre noget for andres skyld. Det er hele filosofiens budskab.

Det forsøgte Jørgen Carlsen naturligvis også at fortælle Chrisopher Arzrouni i gårsdagens Deadline. Hvad sagde Børsens debatredaktør til det? Jo, han sammenlignede Rands egoisme-tese med en flyvemaskine, hvor man får at vide, at man skal hjælpe sine egne børn først ifm. en evt ulykke.

Kan dette eksempel stå for et hel samfunds politik og moralfilosofi? Jeg forstår det simpelthen ikke. Arzrouni må have sat sig fast i en lomme. Filosoffen i ham er gået i strejke.

Husk det, hvis du kommer til at gøre noget for en ANDENS skyld. Du er ond. Du befinder dig i en forulykket DC10.

Det har ikke noget med flyvemaskiner at gøre. Det er blot en nedrig filosofi, der har sat sig i en generations og et segments horisont.

 

69. d. 19. december: Rehablitering af læringsbegrebet

Et forsøg på at rehabilitere læringsbegrebet:

“Læring og evidens er modsætninger. Evidens er det tællelige og det synlige, mens læring er den usynlige rumsteren med og i det, som der kun er ét eksemplar af, som er særegent og ejendommeligt, og som derfor ikke kan tælles.

Evidensen er revisorpædagogikkens mekaniske tælleri ud fra kriterier, som er ens for alle, og som tilfældige mennesker bestemmer og tæmmer. Læring er derimod den tumlende undersøgelse af det, som er bagved alle fremtrædelser; af det som er i alle ting, og som gør tingene til ting. Læring er opdagelsen af alle tings og sin egen u-enshed.”

(fra “Pædagogikkens to verdener”, Aalborg Universitetsforlag 2015)

 

70. d.20. december: To opdateringer vedrørende Agedrup-sagen:

a. d. 16. december: Folkeskolen.dk skriver, at Erik Schmidt er nomineret til prisen “årets sveske 2014”.

b. d. 19. december: Kronik i Fyens Stiftstidende af lærer Eigil Hansen, hvor Agedrup-sagen omtales.

http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

 

71. d. 21. december: Fra X til Y

I kender godt udtrykket ”fra X til Y”? Når man hører vendingen, tror man, at der er et godt og positivt stræk i begreberne. F.eks. kan man sige ”i min analyse brugte jeg alt fra Platon til John Hattie”. Man markerer på den måde, at man er bredt og åbent indstillet.

Sådan var det. Men sådan er det ikke mere. Her er to eksempler på, at ”fra X til Y” betyder noget smalt og lukket.

1. Ny Nordisk Skole:

Dengang Antorini præsenterede sin Ny Nordiske Skole, skrev hun: ”Det manglende uddannelsesløft er blevet udpeget som en af Danmarks væsentligste udfordringer af alle fra regeringens Vækstforum til Det Økonomiske Råd”

Fra Vækstforum til Det Økonomiske Råd? To rent økonomiske organisationer? Om uddannelse? Men det er jo totalt smalt? Det svarer til at sige, at ”Danmarks økonomiske udfordringer er udpeget af alle fra pædagogmedhjælperen til dagplejemoderen”.

2. Ayn Rands moralfilosofi:

Filosoffen for Liberal Alliance, Ayn Rand, har også et spænd, der er beslægtet. Det drejer sig om hendes begreber ”altruism” og ”benevolence”. To ord med beslægtet betydning som vedrører menneskets relation til den Anden – altså en moralsk spændvidde.

Men hvad bliver det til hos Rand? Ja, altruisme er decideret ondskab, slaveri, parasitagtig virksomhed osv., og har rod i alt den ondskab, der ifølge Rand flyder fra oplysningsfilosoffen Immanuel Kant. Rand kan simpelthen ikke tænke sig noget værre.

Men hvad er så ”benevolence”. Ja, Rand hævder, at det er det modsatte af Altruisme. Men hvad er det modsatte? Ja, man skulle jo tro, at det handler om at gøre noget godt for andet menneske. Men det gør det ikke, for så er man en “slave” ifølge grundbegrebet. Det handler derimod om at handle egoistisk og at anerkende, at den anden også har ret til egoisme. Det modsatte af ondskab er altså dobbelt egoisme!

Det er et kønt syn!

3. Konklusion:

Ny Nordisk Skole, der er centrum venstres filosofi, er begrundet af alt fra Vækstforum til Økonomisk råd.

Rands moralfilosofi, der er det ideologiske højres filosofi, er begrundet i alt fra ondskab til dobbelt egoisme.

 

72. d. 22. december: Grundloven, Ayn Rand og borgerløn

Lidt om Grundloven, Ayn Rand og borgerløn:

Grundlovens §75:

”Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.

Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.”

Der er to grupper, der af helt modsatrettede grunde ikke synes om denne paragraf, har jeg fundet ud af i ugens løb – på den ene og den anden tråd:

1. De nyliberale – især de Ayn Rand-glade vil gerne af med to elementer: For det første den gal med referencen til ”almenvellet” i §1. Det skyldes, at ”almenvellet” simpelthen er det ondeste, der findes i hele verdenen, hvis man følger ånden i Liberal Alliances filosofiske grundlag, objektivismen, som Ayn Rands filosofi kaldes. Derudover er mange – blandt andet Martin Ågerup fra CEPOS – ivrig efter at påpege, at Grundtvig var imod paragraf 2, altså at den der ikke kan forsørge sig selv, er BERETTIGET til hjælp fra det offentlige, og hvad Grundtvig siger…. (blot han ikke snakker om historie, fællesskab, filosofi, folkelighed og fortælling). Begge de to solidaritetsorienterede formuleringer vil man altså gerne af med. Til gengæld vil man gerne beholde selvernæringsdelen.

2. På den anden side er der nogle folk omkring den såkaldte borgerlønstankegang, som har det modsatte synspunkt. De vil gerne af med ”selvernæringen”. Derimod er der i sagens natur ingen kritiske bemærkninger til almenvellet og rettighedstænkningen i den omegn. Her er der kun almenvel og rettigheder over det hele – men altså ingen selvforsørgelse.

Måske føler nogen sig lokket til at indtage position 1, når de hører position 2 – og omvendt?

Måske er det svært at holde fast i midten, som heldigvis er den juridiske og politiske realitet. Jeg synes i al fald, at Grundloven står rigtigt godt, som den står: Man skal så vidt muligt forsørge sig selv og sin familie ved almindelig flid og initiativrigdom. Og kan man ikke det, så har man ret til offentlig hjælp med et indbygget krav-system. Derudover er det også godt, af hensyn til almenvellet, i almindelighed at tilstræbe, at alle arbejdsduelige har mulighed for gode arbejsvilkår. De forskellige dele af paragraffen skal forstås som en samvirkende helhed.

Resten er praktiske detaljer.

 

73. d. 23. december: Folkets skole

Lidt uren pædagogik – og glædelig jul!

http://visionerforskolen.dk/folkets-skole-2/

 

74. d. 25. december: Uren pædagogik i Politiken

Uren jul i Politiken – med en “sjov” tegning:

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2493709/skolereform-har-proletariseret-laererne/

 

75. d. 26. december: Demokratiske problemer hos Saxo Bank og Liberal Alliance

Der er store demokratiske problemer hos vores hjemlige nyliberale menighed. Det er virkelig grimt efter min opfattelse:

http://www.thomasaastruproemer.dk/demokratiets-nedsmeltning-hos-saxo-bank-og-liberal-alliance.html

 

76. d. 28. december: Lars Seier Christensens bibel

Lars Seier Christensen, ham som ser på Ayn Rands filosofi som en ”åbenbaring”, holdt i 2010 en tale i Trykkefrihedsselskabet. Her kan man læse om, at samfundsudviklingen efter hans opfattelse følger det skema, som Ayn Rand har lagt frem i sin bog ”Og verden skælvede”, som Saxo Bank uddeler gratis til alle, og som hele bankens værdisæt er opbygget efter. Seier Christensen siger blandt andet:

”Jeg mener oprigtigt, at om 25- 30 år – måske før – vil den ”danske model” være styrtet sammen og vi vil leve i et benhårdt socialistisk diktatur. Folk som jeg selv vil i sandsynligvis have mistet alt, i værste fald være blevet slået ihjel. Ikke af islamister, men af paniske socialister, der ser verden styrte sammen omkring dem – uden at forstå hvorfor det sker. Jeg kan kun henvise til Ayn Rand og Atlas Shrugged for en klar beskrivelse af denne fremtidsvision. Vi er godt på vej, og det vil accelerere i de kommende år, hvis vi fortsætter af samme vej.”

Seier Christensen sammenligner simpelthen en eksileret direktør med industribaronernes strejke i Rands Koldkrigstirade. Og han kan “kun” henvise til den. Det er på sin vis meget sødt at være så glad for en bog. Rands bog er simpelthen en bibel i den omegn – et “kun”. Den forudsiger samfundsudviklingen som en anden Karl Marx gjorde det for de rodløse unge intellektuelle i 1970’erne og sætter direktørens livsvalg og eksistens i spænd.

Talen omtales efterfølgende på lederplads i den Saxo Bank-finansierede netavis ”180 grader”, hvor skribenten formodentlig er redaktør Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance. Og Ole Birk Olesen – det var ham, om hvem en anden Saxo Bank-mand, den ultraliberalistiske chef-økonomi David Karsbøl, i 2009 sagde: “Vi skal håbe på 10-20 Ole Birk’er i Folketinget”. Og Karsbøl – ja det var jo ham, som simpelthen foreslog, at Ole Birk Olesens bog skulle have den Rand-inspirerede titel “Taberfabrikken”. Det tog iøvrigt kun Birk Olsen en halv time om at overbevise Saxo Banks direktion om, at de skulle finansiere bogen.

Nå, men Birk Olesens leder, hvis det altså er ham, kobler talen direkte med direktørens flytning til et skattely, og skriver: ”Men Lars Seier Christensen ønskes en god rejse til Schweiz! Han skylder ikke den danske stat noget, tværtimod”. Der er altid jubel i på de breddegrader.

Talen var ret omtalt. Den blev både anmeldt af ugebrevet Mandag Morgen og blev også brugt i Folketingets diskussioner. Efter hvad jeg har kunnet se, var det dog mest opfattelsen af ”socialisterne”, der bragte sindene i kog, hvilket man jo også godt kan forstå.

Jeg synes dog, at det er den mekaniske reference til Rands bog, der er mest foruroligende. Det er nemlig denne emotionelle og ensporede reference, som jo gentages uafbrudt, der gør, at kredsen omkring banken- og dermed også ledelsen i Liberal Alliance og rigtig mange af partiets støtter – er ekstremt låst i deres åndelige og politiske horisont. Meget mere end Anders Fogh Rasmussen var – trods alt. Fogh var, ligesom hans søn også er, ganske vist meget glad for Rand, men han interesserede sig dog, også for andre, og han knyttede sig, sammen med mange andre liberale, ideologisk til Krarups tidehvervsfilosofi i sin regeringsperiode, hvorefter de nyliberalistiske toner klingede lidt af.

De gamle Fogh-støtter tror stadig, at der er tidehverv i omegnen, men det er der ikke. For meget kan man sige om tidehverv, men åndsfriheden har de altid sat højt – og åndsfrihed, det er det stik modsatte af det forhold, som Saxobanks direktører har til Ayn Rand og af det forhold, som mange fra LA og måske også i nogle kredse i K og V, har til Saxo Bank. Og Rand selv – har hun åndsfrihed? Nej det kan jeg love for, at hun ikke har. Det kan man se af hendes fuldstændige mangel på begreber som f.eks. modtagelighed, passivitet og betingethed – et tema jeg vil vende tilbage til ved en anden lejlighed.

 

77. d. 28. december: Kierkegaard og Rand

Problemet for den åndelige side af dansk højre er, at mange af dets repræsentanter siden 2001 har troet og stadig tror, at Søren Kierkegaard og Ayn Rand har noget med hinanden at gøre. Skil dem helt og aldeles ad tak! Det vil være i bedst overensstemmelse med deres filosofi. Tvinges de sammen ødelægges Kierkegaard.

Gør man det, altså skiller dem ad, kan Rand-fløjen arbejde med sit dollar-tegn uden Kierkegaards beskyttelse. Så kan Kierkegaard arbejde sammen med dansk tradition, europæisk filosofi og ordentlig litteratur, som det hele tiden har været meningen.

Så kan vi få et ordentligt højre.

 

78. d. 29. december: Schindlers liste

Vi har set Spielbergs film “Schindlers liste” herhjemme. En fortælling om Kierkegaards stadier – fra æstetikerens omskiftelige, fleksible nydelse og sans for både indtjening og forbrug, over etikerens pligt og bundethed og til et religiøst imperativ. Schindler ender med at vie sit liv til et højere formål, til at handle for andres skyld, men han er “kun” menneske og kan derfor ikke gennemføre det fuldt – for han kan jo ikke redde alle. Derfor kaster han sig til sidst på knæ som i en kirke. En mand der kaster sig ud i konflikten mellem det timelige og det evige og både taber og vinder. En europæisk helt skildret af en jødisk-amerikansk instruktør. Det er udødelighedens materiale.

Det er det stik modsatte af Ayn Rands filosofi. Her skjuler direktørerne sig i en John Galts dal, hvor beboerne skal sværge en ed på, at de ikke må leve for andres skyld, mens de ryger cigaretter med dollartegn på filteret og ser passivt til, mens deres land går opløsning pga. velfærdsstatslige forbrydere, korrupte politikere og arvesyndens misregimente. Til sidst, da det sidste tog er standset, vender direktørerne tilbage, og Rands bog slutter på s. 1152 med: “”Vejen er ryddet”, sagde Galt, “vi drager tilbage til verden,”. Han løftede hånden, og over den øde jord tegnede han i rummet dollarens tegn”.

Schindler ville være en umulighed hos Rand. Kierkegaard og Rand er modsætninger.

 

79. d. 31. december: Anders Samuelsen og Ayn Rand

Her er et interview, hvor Liberal Alliances formand Anders Samuelsem, som er den mest naive partiformand i Folketinget, siger noget om Ayn Rand:

I minut 6:40 kan man høre, at Anders Samuelsen har læst Ayn Rands forelæsning “Tro og tvang – den moderne verdens ødelæggere”. Han synes, “at der er rigtig mange interessante problemstillinger, der bliver rejst der”, så han “vil da rigtig gerne anbefale andre at læse selve den del”.

Samuelsen taler om den forelæsning, som jeg skrev om i min blog “Ayn Rand – altruismens dødbringende gift”, hvor Rand siger, at den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant er roden til alt ondt lige fra nazisme, kommunisme og til velfærdsstaten, altså den europæiske samfundsform. Det hele er “savlende, skrigende og overfladisk og en dødbringende gift” mm., som Rand formulerer det i karakteristisk stil.

Resten af interviewet er blot en hyldest til Saxo Banks direktør for det ene og det andet.

I andre sammenhænge har Samuelsen forsvaret Seier Christensens Rand-begejstrede indlæg helhjertet. De er f.eks. “fremragende”, og hvis nogen, f.eks. højskolelæreren Erik Lindsø eller andre, kritiserer lidt, så bliver der forsvaret på den store klinge af partiformandens partiformand.

Samuelsen tror måske selv på, at han selv og hans parti er helt uafhængig af den overordnede filosofi, som han nu selv synes “har rigtigt mange interessante problemstillinger”, og hvis budbringers synspunkter er “fremragende”, men det er der da ingen seriøs iagttager, der kan godtage.

Det er faktisk virkelig ærgerligt.

Som et lille PS kan jeg tilføje, at der i dagens Kristeligt Dagblad er et helhjertet forsvar for Rands filosofi af en folketingskandidat fra Liberal Allicance, nemlig en hr. Just Kjærgaard Pedersen.

https://www.youtube.com/watch?v=dhq4d2vSTDI

Skriv en kommentar