Her er 90 facebook-opdateringer fra perioden januar-februar 2015. Man kan enten klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå fb-opslag med diverse kommentarer, eller man kan læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart efter teksten.

1. Niels Egelunds syn på uddannelsesforskning
2. Hvad er læring?
3. Formålet med vuggestuer og videnskab
4. Danmark er en finanskrise
5. Hvad er Sverige 1
6. Hvad er Sverige 2
7. Stalinisme
8. Hvad er et mål?
9. Charlie Hebdo-dagene 1
10. Charlie Hebdo-dagene 2
11. Charlie Hebdo-dagene 3
12. Charlie Hebdo-dagene 4
13. Susanne Crawley Larsens fjer
14. Anders Samuelsens forhold til Ayn Rand
15. SF er intet!
16. Om læring og demokrati
17. Så dygtig du kan!
18. Ytringsfrihed i skolen
19. Hvad er konkurrencestatens skole?
20. En skolehistorisk refleksion
21. Ove Kaj Pedersens kronik i Politiken 1
22. DLF stævner Odense kommune i Agedrup-sagen
23. Agedrup-sagen i radioen
24. Jens Rasmussens besværligheder
25. Sophia-kritik af Odense Kommune
26. Konkurrencestatsmødet
27. Ove Kaj Pedersens kronik i Politiken 2
28. Ove Kaj Pedersens kronik i Politiken 3
29. Lærke Grandjean til debatmøde
30. Sag om pædagogisk filosofi er afsluttet
31. Systemteoretisk dannelse
32. Anders Fogh Rasmussens ”slavesind”
33. Ny konstitueret leder for DPU
34. Knud Abildtrup skriver indlæg om Agedrup-sagen
35. Ny DPU-leder ønsker død over indholdsstyret undervisning
36. Professor på Århus Universitet
37. Ove Kaj Pedersens ”hvad ellers?”
38. Ytringsfrihedspris til Erik Schmidt
39. Seier Christensen lancerer europæisk Ayn-Rand-institut.
40. Dansk nationalkonservatisme
41. To indlæg om Agedrup-sagen
42. Om liberalismens, konservatismens og socialismens forfaldsformer
43. Enhedslisten og konkurrencestaten
44. Erik Schmidt takker for ytringsfrihedspris
45. Om karikaturtegninger
46. Indlæg om Agedrup-sagen i Fyens Stiftstidende
47. Beklagelse til Claus Holm
48. Michael Böss om konkurrencestat og dannelse
49. Om at lære NOGET
50. Forelæsning med Lars Qvortrup
51. Ja-hatten J. Hat-tie
52. Fin tekst fra den kritiske pædagogiks kilder
53. Efterspørgsel, behov, arbejde og arbejdsmarked
54. Nej-hattens Ja
55. Striden mellem ren og uren pædagogik
56. Ja-hatte kan ikke lære NOGET
57. Nej’ets pædagogik
58. De første skoleår
59. Forholdet mellem forstandighed og KL/UVM
60. Professionshøjskole VIA’s hjemmeside
61. DPO’s intimideringer
62. ADAM
63. Politisk ukorrekt korrekthed
64. Respektløshed
65. Eksempel på respektløshed
66. Heretica-noter
67. Ayn Rand og Martin A. Hansen om ”åbenhed”
68. Krystalgade og Krudthuset
69. Hvad er moderat Islam?
70. Note om respektløshed
71. DLF’s og KL’s aftale
72. DLF=KL
73. Note om Hannah Arendt
74. Asger Sørensens anmeldelse af Koldaus bog
75. Dialog og Heretica
76. Computer Charlie
77. Hvad er en skolereformtilhænger?
78. Kan man handle i et samfund?
79. Jens Rasmussens intimideringer
80. Den videnskabelige sætnings politik
81. Data-ledelse i Greve
82. Hvad er et pædagogisk oprør?
83. Forholdet mellem skole og gymnasium
84. Usammenlignelige sammenligninger
85. Forholdet mellem undervisning og læring
86. Hvad er den ”empiriske vending”?
87. Sjove tegninger af gamle mænd med skæg
88. Pædagogikkens to verdener
89. Godt indlæg af Sauer
90. Karen Dichs syn på universiteter

 

1. d. 1. januar: Niels Egelunds syn på uddannelsesforskning

Min mening: Det er godt, hvis en pædagog er ligeglad med økonomi – men det er dårligt, hvis en økonom er ligeglad med pædagogik.

Det er imidlertid et meget kontroversielt synspunkt – i al fald hvis man følger ånden i Niels Egelunds forsvar for Skolerådets daværende formand Jørgen Søndergård, som netop er en af de “økonomer, som er ligeglad med pædagogik”, som jeg skrev det:

Egelund sagde i 2010 – det store pædagogiske nedsmeltningsår, der radikaliserede den omdannelsesproces fra pædagogik til økonomi, som nu hærger alle systemerne:

“”Det er noget vrøvl, at formanden ikke er uddannelsesforsker. Internationalt er det altså økonomer, der oftest sidder på området. Og uddannelsesforsker, hvad fanden er det?”, spørger han retorisk og henviser til, at der på Center for Strategisk Uddannelsesforskning kun er tre ud af 16 med traditionel DPU-baggrund. Resten har en profil inden for økonomi eller lignende studier”. (Information 10, juni 2010)

Sådan dræber man det fag, man er professor i og for.

 

2. d. 2. januar: Hvad er læring?

Nu har jeg endelig fundet ud af, hvad læring er? Og jeg har også fundet ud af, hvad forholdet er mellem læring, undervisning og indhold.

1. Hvad er læring? Læring er kunsten intet at foretage sig. Læring er hengivenhed, at give-sig-hen, at give sig selv, at give sig selv som en gave. Læring er en gave.

Hvem giver man sig hen til? Man giver sig hen til en lærer. Værsgo lærer! Her er en gave, og min gave er mig selv. Jeg giver mig til dig. Jeg giver mig hen til dig. Du er min lærer. Fortæl! Uden for er alting stille.

Man glemmer aldrig den lærer, man har lært noget af – den lærer, man har givet sig hen til, den lærer der fik mig selv som en gave, og som derved tog ophold i mig selv, som satte sig i kødet, som gav mig subjektivitet. Når jeg tager vigtige skridt i livet, er det læreren i mig, der handler – ham som jeg gav mig hen til. Man lærer ikke noget af den person, som man ikke giver sig hen til. Den som ikke giver sig hen til en anden, kan intet lære.

Derefter giver læreren alt tilbage, det kaldes så undervisning eller opdragelse. Læreren kan også misbruge gaven, men så er han ikke en lærer. Så er han en læringsekspert eller måske bare dum.

Læring er det sårbareste og det så-bareste sted. Læring er det sted, hvor man giver sig selv som gave til en anden, som kan bruge eller misbruge gaven. Den så-bare læring er der, hvor hengivenhed til en lærer besvares med hengivenhed til en sag, et indhold. Når læringens og undervisningens dobbelte hengivenhedsstruktur rører ved indholdet bliver det en passage ind i tingenes turbulens. Denne samlede proces vil jeg kalde for pædagogik.

Læring er en gave, og undervisning er en gave. En dobbelt gave. Ligesom Danmark, hvor et folk gav al magten til en konge, der gave al magten tilbage, så alle fik del i et herre-dømme, der gav dem dømme-kraft rundt om en magtesløs magt, et konstitutionelt monarki.

At læring er at hengive sig, altså en form for opmærksom passivitet, finder man hos en lang række filosoffer, f.eks. Durkheim, Dewey, Arendt og sågar hos vores egen Jakob Knudsen, der heldigvis genopdages i disse år (læs skolepassagerne i romanerne Gjæring-Afklaring og Lærer Urup).

2. Men siger man ikke, at læring er en konstruktion? Altså det modsatte? Og bliver undervisning ikke derved at effektuere konstruktioner? Jo, det siger man, men det er så forkert. Læring er det modsatte af at konstruere, det er at undlade at konstruere. Læring og undervisning er hengivenhed.

Og siger f.eks. KL og ministeriet og den slags ikke, at læring er lig med en ranglistescore? Jo, det siger de, men det er jo virkelig latterligt. Det er en fuldstændig destruktion af hengivenheden. Det er et overfald, en hån, en uduelighed, en enorm nej-hat. Derfor er det også enhver lærers pligt, uanset om han er ansat i skolevæsenet eller ej, at protestere højlydt og i alle sammenhænge, hvis han har læringen kær. En nej-hat er en ja-hat.

Og går vi til Ayn Rand, som er teorien om den rationelle egoismes dyd, hvorefter man aldrig kan, må eller bør leve for en andens skyld (AS, s.722), er læring en total umulighed. Der finder da heller ingen læring, altså hengivenhed, sted hos Rand; de få børn, der findes, har ingen lærere, og der er ingen tradition og ingen skole (AS, s.775). Dem, der er dumme i starten, vedbliver med at være dumme og vise versa; og det er jo klart, når der ingen gaver er. Dem, som har lært af Rand, kan derfor ikke lære – de kan ikke modtage undervisning, de kan ikke give sig hen. De gav sig hen til en “lærer”, der misbrugte deres hengivenhed, så kulturens ting blev låst.

 

3. d.2. januar: Formålet med vuggestuer og videnskab

FORMÅLET MED VUGGESTUEN:

Formål for vuggestuen ”Den røde ko” i 1973: “Det er vuggestuens opgave at skærpe børnenes klassebevidsthed og lære dem at agitere imod det borgerlige samfunds kønsrollemønstre”. (Mikkel Plum: ”Bombardér hovedkvarteret”, s. 202)

Formål for vuggestuen ”Variationsflow” i 2020: ”Det er vuggestuens opgave at skærpe børnenes opportunisme og læringsfokus og deres bevidsthed om, at køn bare er en konstruktion”.

Begge dele er lige kinesiske.

FORMÅLET MED VIDENSKABEN:

I 1973 skulle al videnskab anvendes til fordel for arbejderklassens revolution og proletariatets diktatur. Forskningen skulle også være konkret, selvom den sjældent var det. Humanistisk og pædagogisk forskning skulle underordne sig arbejderklassens interesser. Gjorde den ikke det, var den ikke “samfundsrelevant”

I 2014 skal al videnskab anvendes til fordel for økonomisk vækst. Den skal også være konkret, selvom den sjældent er det. Humanistisk forskning skal underordne sig konkurrencestatens interesser. Gør den ikke det, er den ikke samfundsrelevant”.

Den eneste forskel på disse to syn er, at førstnævnte er styret af en dårlig værdi, mens sidstnævnte er styret af mangel på værdi.

(fra “Pædagogikkens verden – 192 indre drys”, Forlaget Fjordager 2015)

 

4. d. 3. januar: Danmark er en finanskrise!

Danmark er en finanskrise!

Det største problem med finanskrisen er ikke, at der er problemer med finanserne, selvom det naturligvis også er et problem.

Nej, det største problem med finanskrisen er, at den også gør alt muligt andet end finanserne til et finanskritisk problem. Hele samfundet bliver en finanskrise.

Alle vores institutioner skal ”sikre”, at finansernes ”udfordringer” bliver “adresseret”. Skolen er en metode til finanskritisk problemløsning, og det er børnehaverne også. Det samme er universitetet og mange andre institutioner.

Finanskrisen er alle tings udfordring – alle tings tæmning. Der står 2008 over det hele. Ikke 1989 eller 2001. Det var dengang. Nu står der 2008. Vores børn er 2008-børn. Børn i finanskrisens damp – uden et helle.

Danmark har ikke en finanskrise. Danmark ER en finanskrise.

(fra “Pædagogikkens verden – 192 indre drys”, Forlaget Fjordager 2015)

 

5. d. 4. januar: Hvad er Sverige 1?

Jeg tillader mig en mening om noget, jeg ikke ved noget særligt om, men som jeg tror er vigtigt:

Problemet er Sverige.

Jeg skal starte med at sige, at jeg er virkelig træt af muslim-bashingen herhjemme, som næsten kun overgås af systemtænkningens Grundtvig-bashing i 00’erne, som vores pædagogik lider under. Jeg har heller intet imod, at der kommer udlændinge og flygtninge til landet, eller at de taler deres eget sprog og alt muligt andet. Jeg synes også, at flygtninge skal behandles ekstremt godt, for jeg vil selv være meget ked af at være flygtning. Endelig er jeg stik imod ideen om, at udlændinge skal assimileres, tværtimod tak – må vi bede om maksimal forskellighed i tilsynekomsten. DF er absolut ikke til at holde ud.

Men det er den svenske elite heller ikke. I Sverige er man tilsyneladende ude af stand til at tale om, at man har et folk, en historie og en forpligtelse på sin nationale tradition og dens sammenhæng uden at blive placeret på den yderste højrefløj, og det er helt klart moralsk og videnskabeligt forkert. Man fik først på fornemmelsen af, at der var noget galt, dengang Mikael Jalvings bog om Sverige udkom i 2011. Jeg gad ganske vist ikke læse den, fordi jeg troede, at den nok var for Islam-kritisk og ærligt talt: mere interessant var Sverige jo heller ikke. Men nu må jeg hellere til at komme i gang, for noget tyder på, at Jalving havde fuldstændig ret i sine bekymringer vedrørende situationen i nabolandet, der efterhånden er så åndelig betændt, at vi selv kan komme i fare for at blive smittet. Hvordan viser det sig? Det viser sig på fire måder:

For det første via den netop afgåede svenske statsminister Reinfeldt, der taler om, at vi skal ”åbne vores hjerter”, hvilket i Sverige svarer til at sige, at Sverige skabes af dem, der simpelthen kommer til og er i landet, dvs. at Sverige intet er på forhånd og i sig selv, og at det ikke defineres af ”gammelsvenskere”, som det kaldes. Det konkrete resultatet af sådant et skrækkeligt vokabular er en virkelig ekstremistisk udlændingepolitik, der pr logik med tiden vil afvikle svenske traditioner – egentlig ikke pga. udlændingene, men fordi de svenske meningsdannere jo ikke mener, at de har noget at beskytte. Man ødelægger på den måde det hjerte, man vil åbne. Men det er jo selvmodsigende. Man bør snarere beskytte hjertet, så det kan arbejde – men så er vi tilbage til det med traditionen. Fornægter man sin tradition, vender den blot tilbage i størknet form som assimilationskrav og den slags. Det tror jeg faktisk er sådant et slags åndsvidenskabeligt faktum.

For det andet: I forbindelsen med det møde, hvor de svenske politikere lancerede den nye regeringsaftale, hvorefter alle partier går sammen alene med det formål at lukke SD ude, nævnte man, ifølge Politiken d. 1/1, slet ikke udlændingepolitikken. Og det til trods for, at det jo netop var udlændingepolitikken, der havde bragt alle de øvrige partier sammen! Denne larmende tavshed om sit eget grundlag, kan man vist roligt tage som udtryk for at landet er ved at bygge sig op omkring en stor selvudslettende løgn.

For det tredje: I dagens Politiken har man gjort os den tjeneste at oversætte en lang artikel om SD fra Dagens Nyheter. Journalisten er jo helt indoktrineret med hans spørgsmål og konklusioner. Og det samme var tilfældet sidste år, hvor den svenske kulturminister, tror jeg nok det var, havde en kronik i Politiken, der var ligeså politisk overkorrekt, så man næsten ikke kunne sige noget som helst.

For det fjerde: I nogle svenske børnehaver har man intet køn. Man er en ”hen”. Der trækker jeg altså en streg i Kattegats sand.

Summasummarum. Ingen er noget. Der er ikke et land, og der er ikke et køn – til trods for at det det nationale og feminismen fylder det hele. Det nationale fylder det hele i tavshed – og feminisme fylder det hele med larm. Det er det, man kalder en humanistisk multikulturel feminisme.
Men hvis det skal være humanisme, så bliver det helt umuligt at være humanist i Danmark, hvor humanisme ikke står i modsætning til 1800-tallets nationale traditioner, og hvor den er langt mere realitetsbåren. Det er også derfor, at vi som danskere skal finde et svar på den svenske misere; et svar der kan navigere i en dansk humanistisk tradition, der ikke stiller sig i modsætning til alt muligt, som den kommer af, f.eks.: Mænd og kvinder i et land i Europa med verdensborgerlige pligter og interesser.

Hvorfor er det sådan? Jeg ved det ikke, men her er to bud, hvor det første måske er mere seriøst end det andet.

Den første forklaring er, at svenskerne har mistet deres kontakt til 1800-tallet. Det har danskerne helt på plads, selvom toneangivende skolefolk vil af med det. Det er alt det med Grundtvig, Andersen, Kierkegaard og Brandes, som stadigvæk er over det hele. Svenskerne har også deres, men derovre er det i bedste fald reduceret til ”kulturarv” – jeg mangler i al fald at se deres tradition aktiveret i aktuelle sammenhænge, men måske tager jeg fejl? Svenskerne har primært deres velfærdsstat fra omkring 1925 og frem. Hjertet er knyttet til velfærdsstat og storindustri og ikke til f.eks. 1800-talsdigteren Tegnèr. Men i en situation, hvor netop velfærdsstat og storindustri har problemer, får svenskerne pludselig svært ved at finde sig selv, og når de prøver, bliver det meget let nationalistisk på den dårlige måde, ligesom reaktionen også bliver alt for firkantet.

Den anden grund har noget at gøre med melodi-grandprix, som jeg selv har været fan af siden dengang i 1970erne, hvor DR trak sig ud af konkurrencen i et nærmest svensk anfald af politisk korrekthed.

I 1983 vandt Carola med den herlige sang Främling. Her synger hun om den fremmedes mystiske, mørke øjne, der smiler og lokker som Mona Lisas smil, og hun vil finde både stjerner og himmel til ham. Carola vil mødes med den fremmede midt om natten i kærlighed. Var det starten på opløsningen? Den svenske ”hen”, som vil i himlen med en skjult mørk kærlighed, der skal realiseres i mørket? (se fuld tekst neden for)

Carola vandt igen i 1991. Her sang hun ”Fångad af en stormvind”. Her nævnes ingen fremmede, men der følges direkte op på metaforene i “Främling”. Her ”findes bare du og jeg og en evighed bagved himlen”. Carola rejser ud ”på åbent hav” og ”alting bliver som nyt i den fremtid som du giver”. Og endelig: ”tidligere tider vender aldrig mere tilbage” og ”uden savn forlader jeg min trygge havn, fri og kun bunden til en åben favn”. Og her er ikke tale om blød hengivenhed. Carola er ”fanget af en stormvind”, hun ”åbner sig hjerte”, som Reinfeldt udtrykker det. (se fuld tekst nedenfor)

Var det fortsættelsen? Stormvinden er kærligheden til en fremmedhed, en fremmedhed som Carola selv overtager. Hun træder ind i de ”dunkle øjne”, hun ”fanges” af den fremmedes dragende stormvind, hun har forladt sin havn, sit svenske hjerte. Næsten som da Anisette sammen med Savage Rose sang om ”The girl I knew”, der handlede om at gå fra at være en pæn pige i ånden fra 1950’erne til at være en vild hippie på få år.

Begge Carolas sange, som fra et MGP-fagligt synspunkt er fremragende, vandt den europæiske konkurrence, så måske er der en europæisk tråd.

Danmark vandt senere med en sang, med følgende strofer: ”Lyser månen op, på en kvindekrop og hendes smukke ansigt”. Sangen handlede om, hvordan et menneske, og dermed også et land, med køn og en kærlighed kunne blive smukkere og smukkere som tiden går, efterhånden som historien, erfaringerne og tilværelsen præger det. Ja, smukt som et stjerneskud. Olsen-brødrene havde aldrig vundet hinsidan.

1. Främling:

Främling, vad döljer du för mig i dina mörka ögon. En svag nyans av ljus nånstans men ändå. En främling, så känner jag för. dig Jag ber dig låt mig få veta, vem vill du vara, kan du förklara det för mig?

Som Mona Lisa har sitt leende, så gömmer också du en hemlighet. Stjärnor jag ser dom vill gärna ta ner nå’n till dig. Där bortom himlen finns en evighet. Om du vill upptäcka den här med mig. Ta första stegen och visa mig vägen i kväll

En känsla och jag litar på den. Se’n blir vår kärlek aldrig främmande igen Natten finns till för dig och mig. Glöm det som är omkring oss. Låt mig få komma låt mig få vara nära dig

2. Fångad av en stormvind:

Känner doften från en stilla ocean. Plötsligt står jag I en levande orkan.

Jag är fångad av en stormvind. Fast för dej, ingenting kan hindra mej när det blåser I mitt hjärta. Fångad av en stormvind, natt och dag, Här finns bara du och jag och det ljus som himlen lämnat kvar.

Det är dags att ge sej av, för stunder som har flytt kommer aldrig mer. Reser ut på öppet hav, där allting blir som nytt i den framtid som du ger
Utan saknad lämnar jag min trygga hamn. Fri, men ändå bunden till en öppen famn

Vi går tillsammans förenad av kärlekens band Min längtan vaknar när du ler och räcker mig din hand

(Begge sange findes på youtube – gå efter de oprindelige optagelser)

 

6. d. 5. januar: Hvad er Sverige 2?

a.

I Sverige eksperimenterer børnehaverne med at udslette referencer til køn. Alle skal være et ”hen”.

I Sverige undsiger statsministeren landets historie og kultur med et hjerteløst hjerte.

I Sverige må man ikke sige, at Pipis far var negerkonge.

Ergo: I Sverige vil man af med kønnet, landet og farverne.

b.

Man siger, at Sverige går ind for humanisme. Men hvordan kan det være humanisme at udrydde alle forskelle mellem mennesker?

Man siger, at Sverige går ind for mangfoldighed. Men hvordan kan det være mangfoldigt at udrydde alle forskelle mellem mennesker?

Ergo: Den svenske humanisme er en form for antihumanisme. Det er en ideologi.

c.

Humanisme er at lade køn, farver og lande vise sig over for andre køn, farver og lande, som også viser sig. Det er at lade mennesket blomstre i fuld og gennemgribende forskellighed med køn, farver og land under vajende faner og høj himmel. Humanisme er pædagogik!

d.

Det er sørme heller ikke lige kønt, hvad der foregår i Danmark:

Se hvad vi har til dig! Nå nej.. vi har jo kun lidt kommunikationskompetencer og lidt velfærdsregulering….. Måske er det ikke så sjovt?

Hvad har du til os? Nå, nej… .du er jo nok en forsmået terrorist, og det er jo heller ikke sjovt.

Vi har ikke noget til hinanden. Vi er bureaukratiske og forskrækkede antihumanister. Næste skridt er Sveriges antihumanisme.

e.

Prøv med:

Se hvad vi har til dig: Et land og en kulturkreds med farver og køn og historie. Jeg elsker Danmark. Her er det hele! Jeg elsker også Europa. Se engang! (kræver nok en ny skolelov!)

Hvad har du til os? Et andet land med farver og køn og historie. Velkommen i Danmark. Må vi se det hele? (kræver blot lidt opmærksomhed og en globus)

Assimilation er et skældsord – lige som det er i al pædagogik.

Det første år i landet må en flygtning ikke møde bureaukrati andet end det, han selv beder om. Han skal kun møde land, farve og køn. Han skal have det godt, for det er ikke sjovt at flygte fra sit land og sin familie. Til gengæld skal der ikke flere til landet end nu. Svenskerne er vanvittige på det sæt, men det er måske, fordi de har glemt deres 1800-tal, hvilket Reinfeldts udtalelser jo også bekræfter.

f.

Det allerværste er, når DF og andre vil af med dansk tradition, fordi man er bange for at indvandrere ødelægger dansk tradition. Det ser man pt i forbindelse partiets modstand mod private seminarier, men også ved deres stemme for folkeskoleloven. Sådan ser jeg det i al fald. Og dengang Pia K skrev, at udlændinge ikke må tale deres eget sprog i den frie ilt…… for fanden da! Men det er det, jeg mener: DF ødelægger friheden og dermed også mulighederne for at genskabe dansk tradition – under påberåbelse af, at de beskytter – ja netop – dansk tradition. Det er ligeså ideologisk som i Sverige. DF er en identitetspolitisk dybfryser. Slip det!

 

7. d. 6. januar: Stalinisme

Den nye danske skole er en ”fremtidens skole” og en ”ny nordisk skole”; den peger hen mod ”morgendagens samfund”, den er en ”kulturrevolution”. Den vil gå fra undervisning til læring og fra indhold til kompetence, og den bringes frem af et ”Virtuelt Folkeparti”, og livet er en ”ja-hat”. Brinkmannismen har det svært. Her er ingen “rødder og gode romaner”, og livet er en “ja-hat”,.

Lyder det ikke, som da DKP’eren Gert Pedersen, ifølge historikeren Bent Jensen, i 1953 skrev, at under Stalins ledelse fik man ”et menneske af en ny type”, og at socialismen førte ”frem mod en stadig mere strålende fremtid”. Her har Brinkmannismen det også svært. Her er heller ingen “rødder” og alting tæmmes af “strategiske hensyn”.

Bent Jensen kalder det for ”typisk stalinistiske klicheer”. Skal vi ikke bare lade det citat stå og blinke lidt?

Forskellen er dog, at kommunisterne troede, at Sovjetunionen ville redde Danmark imod de onde amerikanere. På den måde var DKP egentlig et slags bagvendt og indoktrineret nationalt parti, der pegede frem mod dets egen opløsning; en på alle måder mystisk fascination.

Skolereformens folk er derimod stik imod national dannelse, som omskrives til økonomisk patriotisme, så børn bliver en blanding af en økonomisk soldat og en egoist. Det er ikke spor mystisk, og det er slet ikke fascinerende.

Hvad er værst? Helt klart den moderne version af ideologien. Hvorfor? Fordi den har sat sig i realiteten, og den overvåges ikke af PET.

Den forskel kan Bent Jensen ikke hjælpe os med.

Referencer:
1. ”Fremtidens skole” kalder mange kommuner deres version af skoleloven.
2. ”Ny nordisk skole” kalder regeringen deres uddannelsesinitiativer.
3. ”Morgendagens samfund” kaldes den nye pædagogiske tid i regeringens skoleoplæg.
4. ”Kulturrevolution” kalder Lars Olsen, som lægger bog til ”ny nordisk skole”, skolereformerne.
5. ”Virtuelt folkeparti” kalder Antorini og Henrik Dahl det nye centrum-venstre i deres bog om Systemskiftet.
6. Gert Pedersen-citaterne er fra Bent Jensen: Ulve, får og vogtere, bind 1, s. 179.
7. Svend Brinkmann: Stå Fast.
8. Om “soldater og egoister”, se Ove Kaj Pedersen: Konkurrencestaten.

 

8. d. 7. januar: Hvad er et mål?

Hvad er et mål? Er det noget, man sætter sig for fremtiden? Nej, det er det ikke. Hvad er det så? Et mål er noget, man finder i det, som er løsrevet fra mål. Lad mig forklare det:

Hvad er et fremtidsmål? Det er f.eks. tyvtyv-planer, læringsmål og et kommunistisk samfund. Det er mål for fremtiden, som ligger fast. Derfra kan man finde strategier. Ja, hele organisationer og hele samfund kan blive til en stor strategi. Går man op i fremtidsmål, ender man altid med strategier. Det er en slags, lov tror jeg. Det er derfor, at mange kommunale forvaltninger, de gamle kommunister og de mest mekaniserede læringsfortalere hele tiden taler om ”strategi”. Ja, selv frikvarteret er efterhånden en ”læringsstrategi”.

Hvem er du? Jeg er en strategi!

Hvad er en strategi? Det er at underordne fænomenerne i faser under en på forhånd fastlagt kurs. Hvad betyder det? Det betyder, at tingene ikke kan komme til syne, med mindre de da bryder frem med sådan en kraft, at det gør ondt. Her er et eksempel: En tyvtyv-plan undfanges i dønningerne af finanskrisen. Dens ånd er knyttet til finanskrise og alting underordnes nogle få ”udfordringer” ca. 10 år frem. Dermed bliver uddannelsessystemet en form for strategi til at indløse en tyvtyv-plan – helt ned i klasseværelset. Uddannelse bliver til strategi – faser til indfrielse af mål, der på overfladen er kvantitative og objektive, men som i virkeligheden er dybt normative, fordi de jo er formuleret i en bestemt kulturel situation. Men ved denne reduktion bliver det umuligt for pædagogikken at se efter andre målsætninger end finanskrisens. Dem kan man kun få øje på, hvis man bryder ud af sit ”strategi-stempel”, dvs. hvis man bryder med fremtidsmålet og i stedet begynder at diskutere, hvor og hvad målet er.

Hvis pædagogik og uddannelse forbliver ”strategi” i 10 år mister uddannelsessystemet og dermed en hel generation sansen for den absolut vigtigste opgave, nemlig at finde mål i den materie, som allerede er, og som en ungdom selv hele tiden bliver til.

Hvad vil det sige at finde mål? Det vil sige, at man forlader sin strategi-kasse, og i tiltagende fri opmærksomhed søger en tiltagende fri tingslighed. Både elev, lærer og indhold frigøres dermed fra deres ”strategi”. De overgår til en søgende tilstand. De leder efter mål og finder dem igen og igen. Det er simpelthen det, som uddannelse er, men det er også den mulighed, der fornægtes både vores lærere og de unge, fordi de skal ”præstere på mål”, der allerede er sat – som er sat i finanskrisens og antidannelsens klæbrige damp.

Et samfund, der leder efter mål og hele tiden finder dem, holder altid tænkning og handling i tæt forbindelse og har dermed muligheden for ustandseligt at genskabe sig selv som et moderne folk, hvilket er det, pædagogik handler om.

Dårlige mål er fortidens fremtid. De binder fremtiden i fortidens fejltagelser, som så kan bestyre og tæmme fremtidens muligheder.

Gode mål er rumlige. De søger og finder mål i kulturens vekselvirkninger, så både fortid og fremtid altid holdes i maksimal spændstighed og liv.

Gode mål er i ”tidens fylde”, som jeg nogen gange kalder det. Tiden ”fylder”. Målene fylder. Målene bliver rumlige. De breder sig og samler, de trænger sig på. De ødelægger al strategi.

 

9. d. 8. januar: Charlie Hebdo-dagene 1

Islam – en religion i krise
Politiken – en avis i krise
Tak til Fogh, Westergaard og Rose og Charlie (fra højre til venstre fløj), der ofrer sig, så virkeligheden kan vise sig, og det bliver klart for alle, hvem der skal lære hvad.

 

10. d. 8. januar: Charlie Hebdo-dagene 2

Bo Lidegaard: »Politiken syntes som bekendt ikke, at det var en god idé at trykke Muhammed-tegningerne i 2005. Det synes vi stadig ikke. Vi har altid forsvaret Jyllands-Postens ret til at trykke dem, men det betyder ikke, at vi synes, at det var en god idé at gøre det«.

Gårsdagens begivenheder gør denne sætning helt uforståelig for mig. Det er jo moderne helte, der tegner og trykker. De ofrer deres personlige sikkerhed på en eksistens i livet. Det er en dyd, det er prisværdigt, det er en GOD IDE. Hvorfor? Fordi det får virkeligheden til at komme til syne.

Her, se engang, hvad verden er! Sådan ER den! Ligesom du tegnede den. Virkeligheden bekræfter din tegning. Virkelighed og tegning løber sammen. At sige undskyld for en tegning svarer derfor til at sige undskyld til virkeligheden. At sige undskyld er at lyve.

Hvorfor kan Lidegaard ikke i stedet bare sige undskyld, denne gang under sandhedens faner, til dem, som hans avis nægtede at sige undskyld til, fordi den hellere ville sige undskyld til dem, som krævede en undskyldning af dem, som Politiken ikke ville sige undskyld til?

Er det svært at sige undskyld hr. Lidegaard – på hele avisens vegne? Undskyld til Fogh, Rose og Westergaard fordi de tegnede/forsvarede en sandhed, der nu har vist sig igen.

Jeg er helt sikker på, at Seidenfaden i dag ville have fortrudt sin holdning i 2005/06. Han faldt jo bare i et sort hul dengang; et hul, der lige var åbent i de år.

 

11. d. 9. januar: Charlie Hebdo-dagene 3

I dagens Information har en journalist travlt med at stille “kritiske spørgsmål” til JP’s chefredaktør, fordi JP ikke vil trykke CH’s tegninger. Nu skal JP åbenbart fremstå som en slags krystere, mens Information og alle de andre redaktioner kan sole sig i ly af den samlede europæiske opinion.

Men man må ikke glemme, hvem der er heltene i denne historie. Det var JP, der helt alene i dansk presse – og med betydelige omkostninger og risici – stod på mål for Muhammed-tegningerne i 2005-06, og dengang var der ingen støtte at hente hos hverken Information eller Politiken, der heppede på Villy Søvndals undskyldsrejser – og Politiken sagde endda selv undskyld til den ene og den anden.

JP’s aktion var mest, sådan lød analysen, en del af et fremmedfjendsk og nationalistisk højres fremmarch, og Seidenfaden og Engelbreth skrev endda en hel bog om denne navle, som et nyt centrum-venstre i begyndende idepolitisk forfald havde fortabt sig i.

Heldigvis skrev Frederik Stjernfeldt og Jens Martin Eriksen også en bog, “De anstændige”, der satte sagen ind i dens rette globale og oplysningsteoretiske sammenhæng. Karikaturerne har ikke noget med nationalisme at gøre. De har noget at gøre med, hvad Europa er. Men det kunne navlerne slet ikke se. De kunne kun se karikaturer af Pia Kjærsgaard.

De danske medier puttede sig, mens de overlod deres kolleger i Viby til løverne og skældte ud på Fogh for hans eneste heltegerning, som til gengæld også var stor.

Men nu er man ååhh så modig – sammen med alle de andre i hele verden – og stiller “kritiske” spørgsmål til den avis i landet, som stod fast imod hele verden, så verden kunne vise sig frem.

Hvorfor beklager de danske aviser ikke dybt, at de ikke støttede JP og europæisk oplysning i 2006? De burde stille “kritiske spørgsmål” til sig selv.

 

12. d. 11. januar: Charlie Hebdo-dagene 4

I Politiken Søndag på bagsiden af PS sammenligner Bo Lidegaard sig selv med John Kennedy, da sidstnævnte erklærede “Ich bin ein Berliner” fra rådhuspladsen i Schöneberg i Berlin – men det er en latterlig, for ikke at sige “krænkende”, sammenligning.

Kennedy stod i spidsen for et land, der havde givet hele sin sjæl i forsvaret for Europa og som få måneder senere selv blev myrdet. Kennedy havde derfor en moralsk og politisk ret – både med sit lands skæbne, som alle kendte, og sin egen, som han ikke kendte, men det gør Lidegaard jo – til at tale, som han gjorde. Og Kennedys tale gav håb til alle østtyskere og alle Europæere, et håb der bekræftede sejren over nazismen og varslede sejren over kommunismen.

Hvad har Lidegaard og hans avis gjort, der berettiger ham til at sige “jeg er CH?” i Kennedys ånd? Intet, simpelthen intet. Tværtimod er det ifølge Lidegaard og hans avis uklogt og dumt at lave religiøs satire, hvis det “krænker”. Han mener ikke, at ytringsfriheden er truet i Europa, og Politikens støtte til JP i 2006 var ekstremt ulden og der skulle siges undskyld til den ene og den anden, mens Villy Søvndal rejste rundt i baghaven osv.. Allermest grundlæggende har avisen ingen sans for, at dette religiøse “krænkelsesvokabular” er et direkte angreb på Europa selv, på europæisk oplysning – det Europa som Kennedy forsvarede, og det Europa som Politiken selv er skabt af.

Lidegaards “jeg er CH” svarer derfor ikke til Kennedys “Ich bin ein Berliner”. Lidegaards sætning svarer mere til, hvis USSR’s Khrusjtjov havde sagt sætningen – måske endda på Karl Marx Strasse.

Og nu skal man ligefrem høre på i Politikens spalter, at JP med deres aktuelt lave profil nærmest er lige så store krystere, som Politiken var. Det har man bare ikke ret til. Politiken er den eneste avis, der har censur om JP’s aktuelle tavshed efter min opfattelse.

Politiken skal sige undskyld med kæmpe U til JP, Fogh, Rose og til Vestergaard med rødvinsflasker og det hele. Når det er gjort, kan man herefter hviske “jeg er CH” og være en lille smule med i et europæisk fællesskab.

 

13. d. 11. januar: Susanne Crawley Larsens fjer

Det er skam ikke kun Bo Lidegaard, der i disse dage i moralsk forstand pynter sig med lånte fjer, som når han snylter på John F. Kennedys berømte tale i Berlin i 1963 på trods af Politikens modstand mod JPs karikaturtegninger i sin tid, en modstand han endda fastholder i dag.

Rådmanden i Odense, Susanne Crawley Larsen, er ikke spor bedre. Det var hende, der under erklærede grundlovsfanfarer i juni 2014 uddelte en advarsel til den erfarne og flittige lærer Erik Schmidt, fordi han havde ”negative holdninger” og “ikke havde forstået” den såkaldte “læringsmaksimering”, selvom enhver god lærer vil løbe skrigende bort. Det er det, jeg plejer at kalde for postmoderne ondskab. Man bruger frihedsrettigheder til at undergrave frihedsrettigheder. Det er ikke så godt.

Men nu er den så gal igen. I forgårs havde Susanne Crawley et stort anlagt debatindlæg i Politiken om demokrati og skole. Her kan man læse citater som:

”Det er i skolen, at demokratiet for alvor folder sig ud”.

”Det er i skolen, at den grundlæggende forståelse af demokratiet bliver rodfæstet hos den enkelte – ikke alene som omgangsform, men som styreform”.

”Vi tror på, at demokrati ikke er noget, man kan skabe gennem ord. Demokrati er en livsform, en måde at leve sit liv på. Demokrati er engagement i sit lokalsamfund, i sine medmennesker og i verden. Demokrati er noget, man lærer, ikke noget, man fødes til”.

Er der nogen, der kan få disse citater til at stemme med, at lærerne i Crawleys kommune får mundkurv på for at slå en prut? Nixon!

Men måske har jeg svaret. Måske er det kun børn, der skal være demokratiske. Måske skal lærerne ikke. Det bekræfter resten af artiklen faktisk. I ovenstående citater nævnes ”skolen” ganske vist, men i resten af artiklen tales der kun for et ”børnedemokrati”. Dermed er det blot endnu et eksempel på, hvordan lærer-, skole- og undervisningsbegrebet forfalder. Nu er det børnene og deres læring, der er i centrum. Men lærerne skal holde deres kæft og gøre, hvad nogle halvstuderede og helt nyansatte bureaukrater og skoleledere i Odense Kommune går og finder på.

Det korte af det lange: Crawley Larsen har ikke mere ret til at tale om pædagogik og demokrati, end Bo Lidegaard har til at sige “vi er Charlie”. Begge ytringer er eksempler på et vokabular, som er kæntret i moralsk forstand.

Ligesom vi mangler, at Lidegaard siger undskyld til Rose og Wesgtergaard, så mangler vi også at Crawley Larsen siger undskyld til Schmidt og faktisk også alle andre lærere på Fyn.

 

14. d. 11. januar: Anders Samuelsens forhold til Ayn Rand

Anders Samuelsen har læst Ayn Rands forelæsning om Kant og den “altruistiske gift”. Det er ikke et kønt syn.

http://www.thomasaastruproemer.dk/anders-samuelsen-og-ayn-rands-interessante-problemstillinger.html

 

15. d. 11. januar: SF er intet!

Hvorfor er SF intet?

Tilbage i d. 6. oktober 2014 skrev jeg i et FB-opslag, at ”SF er intet!”, altså i idepolitisk og indholdsmæssig forstand. Det er jo også helt rigtigt, men hvorfor er det sådan?

Socialismens almindelige krise efter 1989 er naturligvis en væsentlig del af forklaringen, men måske forstærkes krisen af følgende forhold, som historikeren Bent Jensen har gjort mig opmærksom på i sin bog om ”Ulve, Får og Vogtere”, især i kapitel 10, men mere generelt i hele bd. 1. Jeg tænker på det forhold, at SF var langt tættere på DKP end det almindeligvis antages. Jensen taler ligefrem om en ”spaltning af DKP”, altså at SF var en form for “DKP 2.0”, som vi ville sige i dag.

Hvordan viser den tæthed sig blandt andet? Jo, derved at de to centrale SF-formænd helt fra partiets stiftelse i 1958 og frem til til 1992, nemlig stifteren selv Axel Larsen og hans elev Gert Petersen, der begge kom fra DKP’s allermest stalinistiske cirkler, havde tætte kontakter til KGB i store perioder af deres politiske liv. Derudover plejede to andre centrale SF’ere, nemlig chefredaktør for Information, Torben Krogh, og folketingsmedlem Pelle Voigt, også tæt omgang med KGB. Endelig er der ifølge Jensen yderligere to fremtrædende partimedlemmer, som han dog ikke navngiver.

Så der er altså tale om et parti, der, udover at falde sammen med Berlin-muren i 1989, også har haft KGB-agenter/tilknyttede på de allermest centrale placeringer i over 30 år. Partiets centrale organer er på en måde skabt af totalitær kommunisme. Jensen mener endda, at Sovjets invasion af Ungarn i 1956 ikke havde noget at gøre med SF’s dannelse. Tværtimod forsvarede Axel Larsen invasionen. Det var snarere en utilfredshed med ikke at være ordentlig informeret om Krustjovs berømte tale om Stalinismen, som ifølge Bent Jensen var baggrunden for Axel Larsens brud. Afsløringerne ruller i løbet af 1990’erne, og det er medvirkende til at partiets kræfter svækkes.

SF’s interesse for en decentral baseret socialisme og især tilknytningen til Jugoslavien er dog for underbelyst i Jensens bog, med mindre det noteres i bind 2. Det er disse sociale og decentrale strømninger, der i løbet af 1980’erne kunne forbinde sig med blandt andet grundtvigske ideer, som lå ekstremt langt fra DKP – men tættere på dele af VS, som i Grundtvig så en slags maoist. Det var Grundtvig set fra en venstrefjøj, der ellers hadede det nationale og det religiøse, og som altså i sin substans stod for et opgør med Grundtvig, for nu at sige det på den måde.

Men da Grundtvig-bashingen tog fart i 00’erne, forsvandt også den grundtvigske forankring, som Jensen overser, og som allerede var skadet med begivenhederne i 1989, og som aldrig nævnes mere af nogen SF’ere, men vist nok trives fint i SF’s del af folkedybet.

Er det ikke en god forklaring på, at partiet i dag er helt uden idepolitisk base? Og at det derfor i dag må tilslutte sig konkurrencestat tilsat et kvantitativt trivselsmål og det deraf følgende dannelsesopgør? Det synes jeg.

Det er disse processer – dette fald fra tinderne for både marxismens og grundtvigianismens vedkomkmende samt de mange spionanklager – der svækker partiet så meget, at den næste generation, herunder Antorini, kan forlade partiet med henvisning til, at hun er træt af Grundtvig, nationalisme og klassekamp. I stedet kastede hun sig over systemteorien sammen med Henrik Dahl, som var vild med Lars Qvortrup, som i parantes bemærket også spiller en fin rolle i Jensens udredninger af kommunismen.

Og i dag er en hel generation af SF’ere sivet hen over midten.

Der var ifølge Bent Jensen ingen KGB-tilknytninger i VS (bd.1, s.607)

SF er intet! Og nu har vi tilmed (en del af) forklaringen.

 

16. d. 12. januar: Om læring og demokrati

En refleksion til arkivet om læring og demokrati:

I dagens Politiken har Christine Antorini sammen med Mogens Lykketoft en kommentar vedrørende det såkaldte ”skolevalg”, hvor alle 8. og 9. klasser i landet skal gennemføre en valghandling med partier, stemmeurner og det hele.

Det er jo en fin ide at lave sådan et valg, men undervejs kommer der en bemærkning, som bør huskes, og som siger noget om ånden i foretagendet, som indlæggets forfattere formodentlig slet ikke selv er opmærksomme på.

Bemærkningen går ud på, at Antorini siger, at de danske elever er verdensmestre i demokrati ”på det teoretiske niveau”, men at de kun er nr. 21 på et parameter, som kaldes for ”demokratisk selvtillid” – og det er faktisk dette “faktum”, der er hele indlæggets omdrejningspunkt og begrundelse.

1.

I regeringens skoleudspil fra 2012, ”Gør en god skole bedre”, er der ingen referencer til skolens eller fagenes formål og betydning. Kun ét sted optræder der en normativ markør (men altså uden reference til §1 som sådan). Stedet er netop en henvisning til, at de danske elever er nr. 1 i demokrati – altså samme reference som i dagens avis. Dengang troede jeg, at denne første plads henviste til ”en god skole” i udspillets titel – og at skolereformen som sådan herefter henviste til ”gøre bedre”-delen. På den anden side var jeg også lidt i tvivl om, hvorvidt det kunne passe; for med sådan en fortolkning bør skolereformen jo forstås som en lille pragmatisk forbedring på noget allerede stort og velfungerende, ikke sandt? Altså at ”vi har en god skole”, og nu skal denne gode skole blot gøres ”bedre”. Grunden til at det ikke kunne passe var al den samtidige tale om ”kulturrevolutioner”, ”paradigmeskifter” og ”manifester”, der jo tydede på, at alting skulle laves meget radikalt om.

Nå, men min pointe er blot den minimalistiske, at det, som i 2012-udspillet trods alt blev betragtet som ”en god skole”, i dagens debatartikel yderligere minimeres til blot at være ”en god skole i teoretisk forstand”. den omtalte 1. plads i demokrati er kun på det ”teoretiske niveau”, som det hedder. Alt det andet vedrørende demokrati overgår nu til at handle om ”kompetencer”, og der er vi som sagt kun nr. 21.

Hvad er konsekvensen af denne tankegang? – jo, konsekvensen er, at demokrati-pædagogikken nu overgår fra at være noget ”godt” til noget der skal gøres ”bedre”. Og hvad er ”bedre” i skolereformens forstand? Ja, det er jo, at eleverne skal ”udfordres så de kan blive så dygtige som muligt”, som jo er hjørnestenen i reformen. Demokrati overgår fra at være pædagogik til at være læring. Demokrati kommer dermed til at indgå i læringsmålstænkningen, dvs. den tænkning, hvor læreren er en metode, hvor læringen er individualiseret og målbar, og hvor didaktikken er statsdirigeret, synlig og ens overalt. Og hvad skal det til for? Jo, det handler om at maksimere landets score på konkurrencestatens variable.

Den skjulte læreplan, som det hed i 1970’erne, bliver dermed, at demokrati skal være en synlig præstation, der kan blive til en metode til statslig og økonomisk optimering. Demokrati bliver til en metode frem for et mål.

Så vi går altså med disse små forskydninger fra, at demokrati er et tavst mål, til at det bliver til et ”verdensmester”-mål, til at det bliver et konkurrencestatsmål, hvormed det er blevet til en metode.

Skolevalget er derfor, i mere grundlæggende forstand, ikke en demokratipædagogik, men derimod en læringsmetode, der skal knytte demokrati til den aktuelle læringstænkning.

2.

En anden bemærkning kan knyttes til udtrykket ”demokratisk selvtillid”, som er Antorinis hovedkategori, altså det der mangler i vores nuværende skole og som vi ifølge debatindlægget kun er nr. 21 i. Kategorien er noget ubestemt, men næsten uanset, hvordan det skal fortolkes, kommer der ikke noget ”demokratisk selvtillid” ud af skolevalget. Hvorfor ikke? Fordi det er en metode til læringsmæssig præstation. Men giver det ikke ”selvtillid” at præstere? Nej, ikke i dette tilfælde. Hvorfor ikke? Fordi man jo altid kun bliver “så dygtig man kan”. Dygtigheden er altså defineret på en atomiseret læringsskala. Man bliver aldrig ”dygtig”, som man gør det i et pædagogisk fællesskab, hvor en lærer har ansvar for en elev, men altid kun så ”dygtig man kan” på eksternt formulerede lærings- og styringsvariable. Man får på den måde at vide, at man faktisk var ret dårlig – uanset hvor dygtig man bliver. Sådan virker det moderne læringsbegreb. Det tager selvtilliden ud af folk ved at gøre alt værdifuldt til en metode til produktionsoptimering, som aldrig kan indfris. Budskabet til både elev og lærer er: “Du er ikke god nok”. Skolereformen vil derfor skabe mindre selvtilllid, både i almindelighed og vedrørende demokrati.

3.

Det er også tankevækkende, at der nu to dage i træk har været debatartikler om folkeskolen og demokrati i Politiken, og endda på samme plads i debatsektionen. I går var det jo den radikale Odense-rådmand, Susanne Crawley Larsen, som ellers er imod “negative holdninger” blandt fynske lærere, der sammen med skolelevernes formand talte om vigtigheden af elevdemokrati. Larsen skrev indlægget sammen med formanden for Danske Skolelever og rådmandskolleger i Århus og Aalborg. I Aalborg er læringsteknificeringen mere fremskredet end i Århus er mit indtryk. Ja, i Aalborg har man ligefrem en “læringschef”.

Nå, men begge indlæg, altså både Larsens og Antorinis, taler kun om demokrati som noget, der er knyttet til eleverne, hvilket stemmer meget godt overens med, at demokrati er blevet et ”lærings”-spørgsmål. Ingen taler om demokratiets forhold til ”skole” og til ”pædagogik”. Hvorfor ikke? Jo, det er jo fordi vi er gået fra undervisning til læring, altså præstationslæring, som aldrig er helt godt nok. Men dermed skrider demokratibegrebets sammenhæng med skolens formål, fordi netop ”skolen” jo undsiges.

Demokrati knyttes i stedet for til læring, som der jo ikke står noget om i §1, og dermed ophører det med at være ”demokrati” i både pædagogisk og politisk forstand.

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2508550/valget-er-udskrevet-for-eleverne/

 

17. d. 13. januar: Så dygtig du kan!

Hvis en lærer, undskyld en ”undervisningsekspert”, siger til mig: ”Nu har jeg udfordret dig, så du er blevet så dygtig, du kan”, vil jeg føle mig dum. Jeg får jo dermed at vide: ”Det var, hvad du kunne drive det til – du er ikke en del af et kundskabsfællesskab, du blev kun så dygtig du kunne”.

At blive ”så dygtig, man kan” ud fra et isoleret og operationaliserbart læringsmål er det samme som at indskrive sig i dumhedens og halvdannelsens cirkel.

Hvis en studerende spørger mig: ”Er jeg nu så dygtig, jeg kan?”, så græmmer jeg mig. Jeg har fået en dum og flov student, som måske ikke engang selv ved af det. Og hvis en studerende får 12, og han siger: ”Nu er jeg så dygtig, jeg kan”, så græmmer jeg mig også. Så har jeg fået en dum student, der burde være flov. Heldigvis sker det meget sjældent.

Men nu er dumhedens cirkel jo som bekendt blevet national politik: Alle danske børn – fra vugge til og med ungdomsuddannelse – skal nu ”udfordres, så de kan blive så dygtige de kan”. De skal hoppe som “duracellkaniner”. Se mig… hoppe hoppe. Udtrykket har jeg fra Ny Nordisk Skoles formand, Lars Goldschmidt.

Men hov!! I så fald begynder alle børn i Danmark jo at føle sig dumme og flove, og de mest engagerede lærere fyldes forhåbentlig med ubehag.

Får vi en generation, der officielt skal være verdensmestre og fuld af motivation, men som ender med det modsatte, altså i dumhedens og flovhedens cirkel?

Ja, det tror jeg faktisk.

 

18. d. 13. januar: Ytringsfrihed i skolen

Lidt om danske stile, loyalitetspligt og Charlie Hebdo:

http://www.thomasaastruproemer.dk/en-far-en-skolelaerer-og-charlie-hebdo.html

 

19. d. 14. januar: Hvad er konkurrencestatens skole?

Hvad er konkurrencestaten?

Det er en desillusioneret venstrefløjs ankomst til en desillusioneret version af et illusioneret nyliberalt opgør med en illusioneret venstrefløj.

Konkurrencestaten er en dobbelt desillusion, 2 x lyseslukning, 2 x mørke, 2 x opgør med oplysning og folkelighed.

Konkurrencestaten er Ny Nordisk Skole

“God morgen børn. Velkommen til ’soldaternes og opportunisternes’ skole! Velkommen til ’fremtidens skole’. Velkommen til den dobbelte lyseslukning!

I dag skal vi lære om ja-hatten. Jeg har et par evidensbaserede metoder med i tasken.”

 

20. d. 14. januar: En skolehistorisk refleksion

Der er noget, jeg har tænkt over, og det er følgende:

1.

I løbet af 1970’erne og 1980’erne gjorde mange pædagoger og lærere den fejl, for nu at sige det mildt, at de løsrev deres arbejde og fag fra national og vestlig tradition. Man fandt et dannelsesideal i en anden omegn, nemlig hos kommunistiske stater, og det hele var orkestreret af den pædagogiske teori og resten af de jævnaldrende, der var enige om, at NATO og USA var ondskaben selv, mens Baader-Meinhof og Blekingegadebanden nærmest var helte. Det var ikke et kønt syn.

Kundskaberne blev revet fra hinanden. Det var pludselig ikke mere vigtigt med historie, litteratur og videnskab. Nej, man skulle lære om kapitalister og fredsbevægelser og den slags, og det hele skulle være samfundsrelevant. Det var dengang den radikale Baunsbak Jensen kritiserede indoktrineringen i skolerne. I dag er Baunsbak mega-skolereformskritiker og siger, at nu er det lærerne selv, der bliver indoktrineret af et statsligt ”indefra”, nemlig at et nyt teknokrati.

Nå, men dermed sønderrev man pædagogik og dannelse. Pædagogik A blev til noget med at føre folk til eksamen i tekniske kundskaber, som den “kapitalistiske og undertrykkende stat” havde bestemt, og Pædagogik B blev noget med at designe læringsprocesser der kunne fremme socialismen. Dannelse A, noget med almindelige kundskaber og folkeligt og parlamentarisk demokrati, blev afvist som en borgerligt og kapitalistisk løgn, samtidig med at man hævdede sit eget dannelsesideal, altså Dannelse B, som typisk havde rod i forskellige former for kommunistisk utopi.

Det er alt sammen en lang historie. Min pointe er blot, at lærerne med disse bevægelser mistede forankring og troværdighed som stand. De stak af fra de kundskaber, som de var sat i verden for at drage omsorg for. Og hvad sker der så? Ja, så sker der jo det, at andre må tage over og sørge for at styre det hele. Og det er så det, der sker nu, med ca. 25 års forsinkelse, hvorefter lærerstandens dømmekraft og status undermineres totalt, ja ligefrem proletariseres.

Og den nye styring, må man ikke glemme, bygger på en radikaliseret version af det, som er styringens objekt, altså skolen. Ny Nordisk Skole bygger netop et opgør med det kommunistiske – og faktisk også det socialistiske vokabular mere bredt. Men Ny Nordisk Skole har derudover arvet den gamle venstrefløjs opgør med dannelse, der jo så pr logik forsvinder helt – både som Dannelse 1 og Dannelse 2. I stedet refererer Ny Nordisk Skole til systemteori, og derfor får vi et teknologisk styringsregime ud over det hele, der efterfølgende kan forbinde sig med teorien om konkurrencestaten, som har samme filosofiske rod som de danske afarter af systemteorien.

2.

Men denne nye form for styring bygger altså i princippet videre på en opfattelse af lærerne, der udvikledes under den kolde krigs værste år. Det vil sige på det forhold, at lærerne ikke tror, at skole handler om undervisning i en national og vestlig kulturkreds, men om læring i en radikal socialismes tjeneste – og det er jo klart, at det ikke går an.

Ny Nordisk Skole fordobler som sagt opgøret, så kritikken både angår undervisning og socialisme og dannelse, hvorved alt forsvinder og vi ender i den nuværende blindgyde.

Mit spørgsmål er nu: Kunne vi gå den anden vej? Er vi klar til at undgå Antorinis blindgyde?

Er vi ikke derhenne, hvor en dansklærer ikke længere mener, at den nationale litteratur eller historie er borgerlig og kapitalistisk eller ligegyldig i et globalt samfund og den slags? Eller er vi ikke der, hvor fysiklæreren ikke hævder, at naturvidenskaben er noget positivistisk pladder, som skal gennemskues af sociologisk metode? Eller der hvor kristne og europæiske fortællinger og myter ikke længere opfattes som ideologisk overgreb fra det bedre borgerskabs pæne stuer? Er det ikke slut med det?

Og er der ikke også flere og flere, der kan se, at man ikke kan reducere pædagogik og dannelse til at handle om økonomisk konkurrence med Kina, hvilket jo vil være ensbetydende med en udslettelse af pædagogik og dannelse som sådan, og dermed af den entitet, nemlig “Danmark” eller “Europa”, som hævdes at skulle konkurrere – hvorefter vi kan ende med at ligne Kina, som vi jo ellers skulle kæmpe med.

3.

Er vi ikke i stedet der, hvor lærerne ønsker at vide noget og sætte det i en sammenhæng, hvor dialog og monolog spiller sammen – i hele skolens liv – dvs. at få skolen til at rejse sig som et frit, opmærksomt og diskuterende kundskabssted frem for et styrbart kompetencested. Er vi ikke klar til at få en egentlig lærerstand igen? Til at vende skolerne og seminarierne rigtigt, så de slet ikke ligner samfundet, men er deres egen form for åndelig og praktisk passage hen til håndværkets, kunstens og videnskabens traditioner i en national og europæisk ånd.

Det tror jeg faktisk, at vi er – i al fald i åndelig forstand. Jeg kender ingen lærere – udover ja-hattene omkring læringsmålstænkningen, der jo hviler på opgør med både Dannelse A og B – der har de problemer, som fandtes i 1970’erne og 80’erne. Der er måske nok nogen andre, der er præget af det, men det er på en ubevidst måde, og så snart man begynder at prikke lidt på kundskaber, der er knyttet til national og europæisk tradition, så lyser de op på den store klinge – og det samme gør de fleste seminarielærere faktisk. Så vil de alle sammen pludselig gerne tale om Grundtvig, verdenskrige, litteratur, Valhalla og karikaturtegninger. Ja, mange vil ligefrem gerne synge nogle halvgamle sange og fortælle børnene noget om nogle floder og hovedstæder. De glemmer helt alt det med pisalisten, som det hele handler om i dag, og det er slet ikke nogen sort skole der tales frem – tværtimod er det en skole hvor der udveksles kundskabsgaver, og hvor der er liv, musik, samarbejde og fortællinger over det hele.

4.

Men hvis det er rigtigt, at lærerne lyser op, og hvis man kunne tilrettelægge læreruddannelse og skole ud fra dette lys, så er der ingen grund til den aktuelle finansministeriel styring. Så kan samfundet slappe af. Så kan pædagogikken rejse sig op igen. Så kan skolen danne staten i stedet for, at staten skal styrer skolen – netop som det sig hør og bør i et liberalt demokrati. Så kan vi få både pædagogik og dannelse ind i skolen igen.

5.

Som det var for 30 år siden, havde samfundet ret til at gribe ind med kontrol, men desværre gjorde man det først 30 år efter, hvor det oprindelige problem var “long gone”. Men hvordan ser det så ud i dag? Ja, det må lærerne simpelthen tage stilling til. Ellers bliver de ikke andet end kompetencekoordinationsdesignere, så den nye generation slet ikke kan blive selvstændig.

Men i så fald duer det jo ikke, at fagforeningen går i Ny Nordisk Skole, at de roser skolereformen, at de laver luftige kampagner, at de prædiker loyalitet overfor tanketomme kommuner, at de henviser til John Hattie osv.. Enten må fagforeningen nøjes med overenskomster, eller også må de i selvkritisk offensiv på den skolepolitiske og pædagogiske front. Og så ville det jo være rart, hvis andre kredse, både blandt lærere, forskere og mere bredt, begyndte at røre lidt mere på sig, selvom man vist heller ikke kan sige, at der ligefrem er tavst mere. Jublen har taget en ende – kan man ikke sige det?

 

21. d. 15. januar: Ove Kaj Pedersens kronik i Politiken 1

I dagens kronik i Politiken af Ove Kaj Pedersen bekræftes min tese med 100%: Hans teori er en desillusioneret strukturmarxismens sammenstød med begreber fra en desillusioneret nyliberalisme. Herfra går alt op i marked, individ og styring, og det hele er i filosofisk forstand en ’statslig udpegning’, hvorved vi havner i skolereformens filosofiske substans, hvorefter dannelse nednormeres til tekniske metoder. Ja, nu har vi ligefrem en ”markedsstat”, hvor staten har udpeget et individ. Alt er en statslig struktur. Der er intet civilt og frit område, som staten ikke har kaldt frem. Staten har fremkaldt et individ, som er frit ved denne fremkaldelse. Det er rent Althusser, er det ikke? Frihed er det i al fald ikke. Hvorfor løber liberalisterne ikke skrigende bort?

Hvad siger I til denne sætning: ”Det, Kemp og jeg synes uenige i, er, hvorvidt individet er det modsatte af et fællesskab eller i sig selv udgør et sådant. Jeg mener det sidste, og at individet er det første og største af alle fællesskaber.”?

Men Kemp mener da ikke, at individualitet og fællesskab er modsætninger, tværtimod. Men OKP mener det åbenbart – og han mener endda, at modsætningen så skal løses ved at nednormere hele diskussionen til et produktivt individ i statens tjeneste. Og hvad er det for noget fis at sige, at ”individet er det første og største af alle fællesskaber?”. Det er den direkte vej til opportunisme, der jo også er en af ”konkurrencestatens” centrale pædagogiske figurer. Det minder alt for meget om Ayn Rands ”Gud er jeg”, som, når det kommer i forbindelse med strukturalismen, sætter sig fast i en altomfattende styringsmani. Det er det, jeg mener med, at strukturalismen mødes med neoliberalismens forfaldsformer. Hvorfor løber socialisterne ikke skrigende bort?

Og hvad med følgende citat?:” Hvis Kemp vil kritisere konkurrencestaten for at ’opløse mennesket i markedet’, bør han kritisere velfærdsstaten for det samme. Hans kritik er ikke alene rettet mod nutiden, men hele den måde, hvorpå Danmark blev moderne, og mod den danske model, som den ser ud i dag.”

Hele det moderne Danmark er altså en opløsning i markedet? Jeg kigger lidt i litteraturen, i kunsten, i filosofien, i teologien, i aviserne og ærligt talt: Der står ikke noget om ”markedet”, men alligevel er hele det moderne Danmark, og – må man formode – også alle andre lande ”opløst i markedet?”…. altså “opløst”. Ved I hvad: det betyder ikke andet, end at OKP lader en bestemt aftapning af sin egen forskningsdisciplin, den politiske økonomi, skylle ud over alle samfundets sprogspil. Fordi samfundet alle dage har haft en funktionel og social organisering, som enhver sociologisk analyse vil tilsige, kan man ikke udlede heraf, at alting er sociologisk og funktionelt som sådan. Det var det betonmarxisterne gjorde i 1970’erne. Dette her er en ren genkomst.

I pædagogikken kom økonomien først ind for alvor i 1970’erne, men dengang som en markedskritik, der samtidig gjorde op med alt det, som var ”ikke-marked”. Nu er opgøret væk, så nu har vi bare den klasseløse og dannelsesfrie blanding af økonomi og styring tilbage, og denne rest har sat sig fast i Ove Kaj Pedersens tastatur.

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2511800/menneskets-frihed-i-markedet-gennem-arbejde/

 

22. d. 15. januar: DLF stævner Odense kommune i Agedrup-sagen

Danmarks Lærerforening har udsendt følgende pressemeddelelse vedrørende Agedrup-sagen. Foreningen stævner Odense Kommune:

“Lærerforening: Kommune har krænket medarbejders ytringsfrihed

Odense kommune har givet en lærer en advarsel for at udtale sig kritisk om arbejdsforholdene på skolen. Efterfølgende har kommunen afvist at lave en tjenstlig undersøgelse af sagen. Uforståeligt og en krænkelse af ytringsfriheden, lyder det fra Danmarks Lærerforening, som påpeger, at sagen er principiel og derfor stævner kommunen.

I juni 2014 får Erik Schmidt, som er en mangeårig anerkendt lærer på Agerup Skole i Odense, en skriftelig advarsel samt en trussel om fyring, fordi Odense Kommune oplever, at han på personalemøder ofte kommer med kritiske synspunkter omkring arbejdsforholdene.

Danmarks Lærerforening har gentagne gange bedt kommunen om en tjenstlig undersøgelse af sagen, men det har kommunen afvist. Derfor lægger Danmarks Lærerforening sag an mod Odense Kommune for krænkelse af ytringsfriheden.

”Den her sag er principiel og handler om alle læreres ytringsfrihed. For medarbejdere skal selvfølgelig ikke straffes og trues med fyring, fordi de stiller kritiske spørgsmål. Og det er bekymrende, at Odense Kommune på den måde forsøger at give ansatte mundkurv på. Og det siger jo alt, at kommunen efter gentagne henvendelser afviser at lade en uvildig dommer indlede en tjenstlig undersøgelse af sagen. Så nu må vi have det prøvet i retten, så vi forhåbentlig kan få en dom for, at advarslen er uberettiget og en klar krænkelse af ytringsfriheden,” siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.

Tavshedskultur på skoler:
Han henviser også til, at ytringsfriheden generelt på skoleområdet er under pres. En undersøgelse fra oktober blandt cirka 2000 lærere viste, at hver femte har oplevet, at forvaltningen gennem ledelsen har ladet dem forstå, at det er uacceptabelt at udtale sig offentligt om kritisable forhold i skolen.

”Vi hører desværre mere og mere, at der breder sig en tavshedskultur i skolen. Medarbejderne frygter simpelthen for deres jobmuligheder, hvis de udtaler sig kritisk om forholdene på skolerne. Og det bliver vi simpelthen nødt til at tage et opgør med. For når der er alvorlige problemer, så skal det jo frem i lyset, så vi kan få det drøftet og få skabt forbedringer,” siger Anders Bondo Christensen.

Har nu forladt folkeskolen:
Erik Schmidt har på baggrund af sagen valgt at sige sin stilling op på Agerup Skole og er stoppet som lærer i folkeskolen. Det ærgrer Anders Bondo Christensen:

”Erik Schmidt er en dybt engageret lærer med 37 års erfaring. Elever, forældre og kolleger ved, at han brænder for at levere god undervisning, og han har for nylig sammen med sin 4. klasse vundet DM i rap. Det er virkelig trist, at han nu har forladt folkeskolen på grund af den behandling, han har fået af kommunen,” siger lærernes formand.

Danmarks Lærerforening regner med at ytringsfrihedssagen mod Odense Kommune bliver afgjort i efteråret.

Søren Olufsen
Presseansvarlig

http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

 

23. d. 15. januar: Agedrup-sagen i radioen

Agedrup-sagen indleder P1’s radioavis kl. 17, hvor der er interviews med Erik Schmidt og Anders Bondo Christensen (Indslaget er også med i P4’s radioavis).

Odense kommune er som sædvanlig tavs som en vissen østers – på trods af, at den ansvarlige rådmand, Susanne Crawley Larsen, skriver fine læserbreve om demokrati i Politiken, og på trods af, at kommunens skoledirektør, Ina Ahrensberg, har pralet med “en blomstrende debat” på Odenses skoler, som hun ligefrem omtaler som “superfantastiske internationale rollemodeller”:

http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/radioavisen-598#!/00:05

 

24. d. 16. januar: Jens Rasmussens besværligheder

“Det er for besværligt ikke at være konstruktivist”
(Jens Rasmussen, i Konstruktivistiske Bidrag, Unge Pædagoger, 2004 (opr. 2000), s. 43.)

Rasmussen, som er ledende kraft bag skolereformens pædagogik, synes det er “besværligt”, hvis der eksisterer en omverden, som spiller en rolle i vores erkendelsesaktiviteter.

Rasmussen er “så dygtig som muligt” – Han er kun interesseret i konstruktioner, men giver op, når “besværet” sætter ind. Derfor fosser virkelighed og normativitet, kort sagt: dannelse, ud af statskassen. I stedet kommer alle de “strukturelle koblinger”, dvs. metoderne og læringsmålssystemerne.

Desværre går det kraftigt ud over læringsforskeren Piaget, men det var faktisk Knud Illeris, der omkring 1980 i bogen ”Modkvalificeringens pædagogik” startede fejlgrebene i den retning. Rasmussen forværrer så blot Illeris’ fejltagelser, og Piaget havnede til sidst sammen med Luhmann som en “teori” i Linda Maria Koldaus forstand, dvs. en lille optik med sin egen menighed, der desværre styrer det hele.

Piaget ville selv aldrig havne i “så dygtig som muligt”-kassen. Han “konstruerer” ikke i systemteoretisk forstand. Han “bygger” i avancerede og realistiske former.

Jeg tror ikke, man drømmer om, hvor meget disse læringsteoretiske simplifikationer og forskydninger har betydet for dansk pædagogik og uddannelsespolitik.

Udtrykket “fra undervisning til læring” betyder i dag et farvel til virkelighed, normativitet og pædagogik, dvs. et farvel til skolen og dannelsen – et farvel til “besværet”, til besværet ved realiteten; et farvel til det som allerede er, som bærer en praksis oppe, og som er i os og hos os og rundt om os, og som vi kan lære om ved at synke dybt ned i det.
—————————————————————–
Tre referencer:
Disse emner diskuteres blandt andet af Oliver Kauffman i artiklen ”om realisme og konstruktivisme i Piagets lærignsteori og genetiske epistemologi”, i Studier i Pædagogisk Filosofi, 2013, nr. 2, s. 53-77. (http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.p…/…/article/view/15577)

Og til dels også i min egen artikel ”læring og objektivitet – konstruktivismen som uddannelsesteori”, i Nordic Studies in Education, 2006, nr. 2, s. 108-119, som der er link til under menupunktet ”artikler” på min hjemmeside, samt rundt omkring i min bog ”at lære noget i en verden uden gelænder”, DPU’s forlag, 2005, især kap. 2, 4 og 6.

Se mere grundlæggende: Jean Piaget: The Construction of Reality in the Child, Basic Books 1954 (opr. 1937), f.eks. konklusionsafsnittet, s. 350-357 om assimilation og akkomodation (jeg har en elektronisk kopi).

http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/spf/article/view/15577

 

25. d. 18. januar: Sophia-kritik af Odense Kommune

Formanden for dannelses-tænketanken Sophia, Per Kjeldsen, kritiserer på en blog fra i dag Odense Kommune for dens håndtering af Agedrup-sagen.

Kjeldsen kalder det for Odense-syndromet, som betyder: Alt går af helvede til, men der er ingen problemer, og al kritik tilskrives “negativitet” og “manglende vilje til at forstå”.

Imens rejser rådmanden, Susanne Crawley Larsen (RV), rundt til landets dagblade og på grundlovsmøder og taler om, hvor vigtig “ytringsfriheden” er. De andre ansvarlige er tavse som visne østers, og det er er der jo ikke meget “ytring” over.

Nå nej, der var jo lige skoledirektøren, den helt nyansatte Ina Ahrensberg, der synes det hele er “superfantastisk”, og at der har været en “blomstrende debat”. Hun siger også, at Odenses skolevæsen er “internationale rollemodeller”. Skal vi ikke lade citationstegnene stå og blinke lidt, mens galden går i marven, og vi sender Kjeldsen en venlig tanke.

http://www.folkeskolen.dk/555840/odense-syndromet

 

26. d. 20. januar: Konkurrencestatsmødet

Når strukturalisten smider Marx, får vi massen.

Når neo-strukturalisten smider Marx, får vi magt og spin.

Når de nationale smider nej-hatten, får vi en velfærds-småstat.

Det er derfor, Ove Kaj Pedersen, Bjarne Corydon og Bo Lidegaard kan mødes om “konkurrencestaten”.

 

27. d. 20. januar: Ove Kaj Pedersens kronik i Politiken 2

Ove Kaj Pedersen har åbenbart fri adgang til Politikens redaktion. I torsdags havde han en kronik i avisen, og i dag følges op med endnu en kronik, denne gang med den uskønne titel ”menneskets frihed i markedet gennem fællesskab”.

Man må huske, at disse kronikker ikke blot er tilfældige markeringer. Det er officiel statslig filosofi, som støttes af de økonomiske ministre, af Politikens chefredaktion og af landets pædagogiske elite. Her er fire hurtige kommentarer til kronikken:

1.

Kronikken er et glødende forsvar for individualismen. Men ærligt talt – OKPs synspunkt er det stik modsatte af individualisme. Sådan er det af to grunde: For det første knytter OKP udelukkende individet til selvforsørgelse og arbejdsmarkedet. Dermed udelukkes hele dannelsen, og individet reduceres til at være en del af en ”masse”, en sælger af rå kraft og almene kompetencer, dvs. det modsatte af et ”individ”. Denne ”masse”-gørelse sætter sig i al uddannelsespolitik for tiden. Der er ingen individer, kun masse. Individer er højest ”opportunister”, som det hedder i jargonen. For det andet er OKP’s individ ikke et liberalt individ. Det har ingen rod i folkelige eller i det civile samfunds bevægelser. Det er derimod et ”interpelleret”, altså et ”udpeget” og ”fremkaldt” og “skabt” individ, der ”skal gøres egnet”. Ja, selv de stakkels Grundtvig og Kierkegaard bruges til at “installere” begrebet ‘den enkelte'”. Individet er altså sat i en statslig struktur. Det kalder OKP for “politik med stort P”, selvom synspunktet jo faktisk er totalt renset for “politik”, der jo handler om forholdet mellem forankring og strid, dvs. mellem autoritet og magt.

Men hvordan kan man hævde individualisme som princip, når individet ligner alle andre, og når det er rent statsligt og strukturelt defineret? Det kan man jo heller ikke. OKPs ide ligner snarere en form for statskapitalisme. Eftersom han har rødder i den marxistiske strukturalisme, kommer det da heller ikke som en overraskelse for mig.

OKP’s individ kan ikke ”handle” og det kan heller ikke ”tænke”. Det kan kun ”forsørge”. Så siger nogen måske: Jamen, har OKP ikke ret i, at velfærdsstaten har problemer med det ene og det andet, og OKP nævner selv Dovne Robert i den forbindelse. Jo, det har han, men det behøver man altså ikke en stor dannelsesfjendsk statsideologi til at gøre noget ved. Når satirikere bliver skudt i Paris etc., er OKP’s individ ude af stand til at diskutere det, fordi vedkomne kun tænker på sin forsørgelse.

2.

OKP skriver, at han slet ikke kan forstå, hvad Peter Kemp mener, når Kemp er kritisk for, at uddannelsessystemet har for meget fokus på arbejdsmarkedet. Sådan har det da alle dage været, siger OKP. ”Hvad ellers?” spørger han ligefrem. Men sådan kan man da kun spørge, hvis man er blevet en form for politisk-økonomisk autist. I vores formålsparagraffer for f.eks. børnehaver, skoler, gymnasier og universiteter står der ikke noget om ”jobs”, tværtimod, og ser man på hele den åndsvidenskabelige tradition står der aldrig noget om ”arbejdsmarkedet”. Der kan muligvis stå noget om ”arbejdet”, men der er ikke i OKP’s forstand. OKP kan finde sit ”hvad ellers?” i 99,99% af den vestlige kulturkreds.

En ting er, at OKP synes, at hans egen disciplin, den politiske økonomi, er spændende – det er fint nok – men at sige ”hvad ellers?” til, at pædagogik og uddannelse handler om andet og mere end arbejdsmarkedet, det er da helt ude i hampen. Har børn og voksne slet ingen æstetiske, politiske, håndværksmæssige, etiske, filosofiske og religiøse behov? Bare for at nævne lidt af det, som åbenbart nu hedder ”hvad ellers?”

3.

Autismen krones med den fantastiske sætning: ”Historien kender vel intet større og mere kollektivt oplysningsprojekt end netop velfærdsstaten og konkurrencestaten”. Her vil jeg gøre opmærksom på, at ”konkurrencestaten” bygger på et opgør med dannelse, solidaritet og åndsvidenskab, og at der ikke er oplysningsfilosofi i miles omkreds, og hvad med alt det der ”hvad ellers?”, som vi lige har smidt ud? Men alligevel hævdes konkurrencestaten at være historiens største ”oplysningsprojekt”?

4.

Så har OKP fundet et citat af KB Andersen fra 1954, som skulle sætte ”konkurrencen” i centrum, men ærligt talt. Der blev sagt rigtig meget om alt muligt i 1954. Tænk blot på, at det var Hereticas, Adornos og Arendts årti, og de talte i al fald aldrig om ”konkurrencestater”. Men alt det er jo ”hvad ellers?”

Jeg vil tilføje: Det er klart, at ethvert samfund har en politisk økonomi, og jeg er helt med på, at det er værd at undersøge, men at underordne samfundets åndelige og praktiske liv en så snæver og trangsbestemt disciplin duer bare slet ikke. Det er der aldrig nogen, der har gjort før – og dog… måske kan man opfatte det som en slags radikalisering af den allermest forsimplede betonmarxisme fra 1970’erne. Hvad bliver det næste? At der kommer en neurolog forbi med en hjernescanning, som vi skal indrette det hele efter?

En god ting kommer der måske ud af disse skrækkelige skriverier; nemlig at det bliver helt klart, at konkurrencestatsideologien ikke blot er en neutral videnskabelig beskrivelse, men at den først og fremmest er dyb normativitet. Det er Danmarks nye “bør”.

 

28. d. 21. januar: Ove Kaj Pedersens kronik i Politiken 3

Jeg sidder lige og selvforsørger mig selv i Ove Kaj Pedersens forstand, dvs. som et selvforsørgende ”udpeget” individ i den politiske økonomis strukturhistorie, som selv Grundtvig og Kierkegaard har hjulpet med at gøre mig til.

Alt hvad jeg læser og ser, relaterer jeg derfor til min egen selvforsørgelse, og hvis jeg ikke kan det, afviser jeg det naturligvis med det samme som synsninger og gammeldags velfærdsideologi, der producerer Dovne Robert’er.

På den måde udgør jeg ifølge OKP simpelthen oplysningens klimaks, ”historiens største kollektive oplysningsprojekt”, som han kalder “mig”.

Jeg er gået fra ”borger til soldat”, som OKP skriver i ”Konkurrencestaten”. Han kalder det også for en ”opportunist”. Men jeg må indrømme, at jeg synes, det er lidt besværligt at være både en ”soldat” og en ”opportunist” på samme tid? Jeg troede, det var modsætninger? Og at oplysning var alt det ind imellem?

Om lidt kommer der en specialestuderende, som også skal gøres selvforsørgende. Hvis hun begynder at tale om andre emner, så skal der ”udpeges”.

Ps: I dag har OKP sørme en kronik i Information, men jeg orker ikke at skrive noget om den.

 

29. d. 21. januar: Lærke Grandjean til debatmøde

Lærke Grandjean var til debatmøde mellem Peter Kemp og Ove Kaj Pedersen i Politikens hus i går. Det er der kommet et velskrevet og tankevækkende referat ud af.

http://www.folkeskolen.dk/556024/konkurrencestatsduel—ove-kaj-pedersen-og-peter-kemp-i-en-offensiv-bidende-vaerdipolitisk-svaerdkamp-i-politikens-hus-tirsdag-d-20-januar-2015-

 

30. d. 22. januar: Sag om pædagogisk filosofi er afsluttet

En sag fra 2010 om fyringer af pædagogiske filosoffer på DPU er endelig slut – nu mangler kun en officiel beklagelse.

http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogisk-filosofi-recovered.html

 

31. d. 23. januar: Systemteoretisk dannelse

Jeg har et spørgsmål: Både Jens Rasmussen og Lars Qvortrup, der prædiker det store læringsevangelium foran Pisa-listens alter og til alle læringsmaksimerende kommuners ære, rejser rundt med det syn, at skolereformen er baseret på Wilhelm von Humboldts pædagogiske filosofi.

Qvortrup prædikede om Humboldtforbindelsen både i Deadline d. 31. januar i en debat med Peter Kemp og i en kronik i bladet Folkeskolen. Og Rasmussen holder endda offentlige foredrag med titlen: “Folkeskoleloven er en ren Humboldt!” med udråbstegn og det hele.

Fint nok, men så skriver Frederik Stjernfelt følgende i bogen “Tankens magt – vestens idehistorie” om Humboldt:

“Humboldts uddannelsesfilosofi var baseret på en forestilling om Bildung, et ord, som på dansk svarer til dannelse. Dannelsestanken betoner den værdi, der ligger i den personlige integration af akademisk og videnskabelig uddannelse og livsførelse i en samlet helhed orienteret mod det gode, det skønne og det sande.”

Og så er det, at mit spørgsmålstegn til udråbstegnet er: Hvordan #¤%&/() kan skoleloven være en “ren Humboldt!”??????

 

32. d. 24. januar: Anders Fogh Rasmussens ”slavesind”

1.

Ifølge Anders Fogh Rasmussen, der har tegnet de sidste 20 års politiske horisont, kan sådan en som mig – og alle pædagoger, lærere, professorer, socialarbejder, postbude, arbejdsløse og overlæger – karakteriseres med følgende ord:

”slavesind, ynkelige slavenatur, statsslave, trygleri, træl, et tæmmet og lydigt dyr og livegen”, og vi kan runde af med ”socialstatens slavemenneske ligger lydigt som en hund i sin kurv og luner sig foran kaminilden. Er slet ikke menneske mere!”

2.

Og ifølge Rasmussen og hele det nyliberale Danmarks heltinde Ayn Rand kan jeg, og alle de andre jeg nævnte, karakteriseres som følgende:

Gangster, værdiløs stodder, ondskab, uduelighed, skatteopkrævende utøj, verdens kloakrør, ubarberet snylter, klam og giftig tåge, kælderbeværtning, tyk svampet og tåbelig krøbling og et undermenneske.

3.

Helt ærligt: Så foretrækker jeg at være socialist!

Men ok, først og fremmest vil jeg gerne ud af denne amerikaniserede koldkrigs-atmosfære fra de mørke 1950’ere, hvor man ikke kan skelne mellem et vesteuropæisk demokrati og Nordkorea.

 

33. d. 25. januar: Ny konstitueret leder for DPU

Lektor Claus Holm bliver efter alt at dømme den nye institutleder på DPU. Foreløbig er han kun konstitueret, men efter sigende bliver stillingen ikke slået op, så han fortsætter nok.

Hvem er det, der skal lede pædagogisk forskning i Danmark? Det må vi til at finde ud af, men CV’et ser ikke lovende ud.

1. Holm har været mellemleder under både Lars-Henrik Schmidts (2001-08) og Lars Qvortrups ledelse (2008-11). Det har han taget farve af, for hans forskning er dybt inspireret af både samtidsdiagnose og systemteori, som netop Schmidt og Qvortrup er centrale eksponenter for. Endelig er han i de seneste år blevet stor fan af Ove Kaj Pedersens konkurrencestat, der åbenbart er i stand til at samle næsten al DPU-pædagogik under sin dannelsesfjendske fane. Det var f.eks. Holm, der stod bag konferencen ”Konkurrencestatens krav til dannelse” i 2013.
2. Holm har arbejdet tæt sammen med Jens Rasmussen, som er en slags systemteoretisk statspædagog. De to skrev sammen med en tredje systemteoretiker, daværende DPU-dekan Søren Kruuse, bogen ”Viden om uddannelse”, der er en decideret systemteoretisk nedsmeltning, som blandt andet Peter Kemp har kaldt for ”pædagogisk anti-filosofi”.
3. Holm støttede i 2010 i Information op om Lars Qvortrups primitive fyringsvarsler af pædagogisk filosoffer, fordi deres forskning ikke var ”relevant”.
4. Holm skrev i juni 2014 nedenstående indlæg til Information, hvor han argumenterer for, at professorer savner tættere krav og styring fra universitetsledelsen. Ja, det er ligefrem sådan, at ”højeste kyndighed forlanger, at en forskningsinformeret universitetsledelse formulerer tydelige forventninger”, som det hedder i det, jeg vil kalde en ”omsorgsfuld trussel”. Den konkrete anledning til Holms indlæg var i øvrigt en barok sag fra Aalborg, hvor en professor blev fyret, fordi han ikke var lønsom nok. Holm har dog ingen anker mod den beslutning, nærmest tværtimod. Det ender galt, tror jeg. Især når nu ”myndigheden” abonnerer på Ove Kajs vildfarelser. Så får vi læringsmaksimering på universiteterne, ligesom på Agedrup Skole.

Det er altså ”konkurrencestatens myndighed”, der skal styre den pædagogiske forskning i statens tjeneste. Vi får den ‘underdanige kyndighed under den evidensbaserede myndighed’.

Konkurrencestaten kan ikke lide humaniora, med mindre den bidrager til væksten, så DPU vil formodentlig i fremtiden forstærke den tendens hen imod forskningsmæssige indsnævring, man har arbejdet på siden 2008, da Qvortrup kom til byen. F.eks. vil man formodentlig ansætte professorer ud fra ”tydelige forventninger” og organisatorisk strategi snarere end ud fra videnskabelige kvalifikationer, altså ud fra ”myndighed” snarere end ”kyndighed”.

Men hvem har så regeret DPU mellem 2011, da Qvortrup smækkede med døren, og til nu, hvor konkurrencestatsfilosofien altså tager over igen? Jo, det har Hanne Løngreen, der nu er blevet institutleder på RUC, hvor hun også selv er uddannet, så vidt jeg ved. Løngreen var faktisk en befrielse. Hun var helt uideologisk, modsat alle de andre, men hun havde det nok ikke så nemt pga. al den organiserende organisering på AU, som eksploderede i hendes embedsperiode. Hun havde også svært ved at sige den daværende dekan, Mette Thunø, imod, da der pludselig skulle tvangsforflyttes forskere over Kattegat.

Hun var også lige vel tavs i forbindelse med en sag, hvor en person fra Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO), som også Holm tilhører, klagede til Løngreen og dekanen, fordi vedkomne mente, at jeg mobbede ham i pressen. Løngreen henlagde sagen, og det var jo godt, men hun markerede heller ikke en linje, og det var ikke så godt. Men det hører måske med til at være ”uideologisk”?

http://www.information.dk/501232

 

34. d. 25. januar: Knud Abildtrup skriver indlæg om Agedrup-sagen

Journalist og blogger på www.kommunen.dk, Knud Abildtrup har skrevet et fint indlæg om Agedrup-sagen. Tak for det. Og godt at sagen siver ind på de kommunale platforme,

http://www.kommunen.dk/blog/je-suis-erik-schmidt/

 

35. d. 26. januar: Ny DPU-leder ønsker død over indholdstyret undervisning

I det allernyeste nummer af DPU’s magasin Asterisk holder den nye DPU-institutbestyrer, Claus Holm, på lederplads skåltale for læringsmålstankegangen; en tankegang, der i disse år sætter sig som en lammende struktur over landets uddannelser (se link).

Holm erklærer, både som overskrift og afslutningsreplik, at: ”Den indholdsstyrede didaktik er død, længe leve den læringsmålsstyrede didaktik”.

Endvidere hedder det i en typisk systemteoretisk forsimpling, at ”lærerens didaktiske ekspertise fremover forventes at knytte sig til, hvad den enkelte elev skal lære og ikke en bestemt kanoniseret viden”. ENTEN kanoniseret viden ELLER læringsmål! Sådan ser verden ud, når man ankommer til pædagogik fra 1980’ernes strukturkommunisme, som både Lars Qvortrups, Jens Rasmussens og samtidsdiagnosens ideer udspringer af.

Det medfører pr logik et opgør med ordentlig pædagogik, lærermyndighed og kundskaber, ja med hele den skoletradition, som man skulle tro DPU ville hjælpe frem i stedet for at afvikle på denne ideologiske facon.

Holm vil nu styre forskningen, som han har sagt det i Information, efter evidensbaseret myndighed frem for kyndighed. Det er nok slut med al den ”viden”, og endnu mere slut, hvis den skulle være så uheldig at være ”kanoniseret”. Nu skal vi have læringsmålsdidaktik i stedet for med et ”længe leve” og det hele, og det er det modsatte af ”indholdsstyring”, som altså er ”død”. Men går det an på et universitet? Nej! Men går det an på en skole? Heller ikke! Men hvor går det an? Ja, hvor? Måske hvis man skal lære at bruge “netbank” eller sådan noget? Måske, men selv her vil “læringsmålstankegangen” ikke føre til en uddannet omgang med det pågældende software-program, selv ikke hvis man mestrer teknikken “så dygtigt som muligt”.

http://edu.au.dk/fileadmin/edu/Asterisk/72/Asterisk-72-s2.pdf

 

36. d. 26. januar: Professor på Århus Universitet

Jeg har netop erfaret, at man på et institut ved Aarhus Universitet kan blive professor uden nogen som helst universitetserfaring, men kun med professionshøjskoleansættelser, og endvidere uden nogle engelsksprogede eller nordiske udgivelser udover nogle småting. Til gengæld fremhæves den pågældendes “forskningsledelse”, selvom “forskningen” primært er foregået på en professionshøjskole.

Det er en realitet, jeg lige skal vænne mig lidt til. Men ok, jeg kan naturligvis have misforstået noget, selvom jeg ikke tror det. Det er nok det, man kalder for “verdensklasse”. Måske skulle man nedlægge universiteterne og nøjes med professionshøjskolerne?

Hvis man har tænkt sig at blive professor på AU, skal man altså finde sig en mellemlederstilling på en professionshøjskole og kun skrive på dansk. Sære tider!

(efterfølgende blev professoratet nedlagt)

 

37. d. 27. januar: Ove Kaj Pedersens ”Hvad ellers?”

Konkurrencestats-ideologien marcherer: “Hvad ellers?”

http://www.thomasaastruproemer.dk/ove-kaj-pedersens-hvad-ellers.html

 

38. d. 29. januar: Ytringsfrihedspris til Erik Schmidt

Erik Schmidt har fået en ytringsfrihedspris, og det er så velfortjent som noget; og Flemming Jensen og Anders Bondo Christensen sagde gode ord ved overrækkelsen.

Schmidt, som også i 2007 modtog gymnasielærernes pris, plejer at sige sin mening med en realitetsbåren åbenhjertighed, men det kan man ikke klare i Odense Kommune, hvor Muhammed Bibi, Ina Ahrensberg og Mohammed Bibi hersker og regerer totalt uden sans for noget som helst.

Dette “superfantastiske” – det er Ahrensbergs udtryk – triumvirat får helt sikkert aldrig en pris… Nå jo, måske en KL-pris, med ledsagende tale af Lars Goldschmidt og Claus Hjortdal, der er ledere af Ny Nordisk Skole… I ved, den der skole med duracell-kaninerne og den skønne dejlige konkurrencestat. KL-prisen kan de tre personager bruge som skamstøtte.

Tillykke til Erik Schmidt

http://www.folkeskolen.dk/556527/ytringsfrihedspris-til-erik-schmidt

 

39. d. 29. januar: Seier Christensen lancerer europæisk Ayn-Rand-institut

Ayn Rands officielle filosofi er egoisme og dollartegn, og filosofien opfatter stort set alle, der ikke synes om egoisme, som “parasitter og trælle” og det, der er værre.

Ayn Rand har været central for den danske nyliberalistiske menighed siden Anders Foghs regeringstid og siden de ungliberales sværmerier omkring tidsskriftet Libertas, et forhold som nu er eksploderet i kredsen omkring LA.

Ayn Rand har nu ligefrem fået et “europæisk institut”, hvis formål er at udbrede egoisme og dollartegn til alle “parasitterne” i “taberfabrikken”, dvs. til europæerne. Det er det, som et “Ayn Rand Institute to Launch Ayn Rand – Europe”, er.

Der er to danske Rand-ister i bestyrelsen, heriblandt en stolt formand, der ser på Rand som en nærmest bibelsk åbenbaring, og hvis synspunkter altid forsvares ivrigt af den sædvanlige flok, hvis horisont er den netop omtalte:

“Lars Seier Christensen, co-founder and CEO of Saxo Bank, will act as chairman of the advisory board for ARI Europe.”

Da formanden for LA, Anders Samuelsen, læste om det nye institut på Facebook i forbindelse med den debat, Jørgen Carlsen rejste, skrev han “fremragende”. Men LA har, som jeg har forstået det, også i mange år levet under den nye bestyrelsesformands “dollartegn”.

https://ari.aynrand.org/blog/2015/01/27/ayn-rand-institute-to-launch-ayn-rand-institute-europe

 

40. d. 30. januar: Dansk nationalkonservatisme

Hvad er værre end fundamentalistisk Islam? Jo, det er den yderste danske nationalkonservatisme. Det er i den omegn, at man må høre på synspunkter, som: I Danmark bør man ikke tale fremmede sprog på fortovet, og at indvandrerne skal blive ligesom ”os” (kors!).

Sidst, det gik helt galt, var i Deadline i sidste uge, hvor den tidligere DF’er, JP-bloggeren Morten Uhrskov, forklarede, hvordan han ivrigt fulgte med i noget genetik-forskning, der angiveligt kunne ”forklare”, hvorfor folk med arabisk baggrund slog dårligt ud i diverse statistiker. Overfor ham sad præsten Sørine Gotfredsen, og jeg må indrømme, at jeg havde troet, at hun mindst ville have overfuset Uhrskov for hans små-fascistiske bemærkninger. Men det gjorde hun ikke. Tværtimod roste hun ham hele tiden. Hun synes blot, han skulle fremføre sine synspunkter i DF frem for i Uhrskovs eget Dansk Samling. Den tredje debattør, Søren Hviid, havde heller ingen bemærkninger til Uhrskovs ekstremistiske søgninger på google-scholar.

Hvorfor er alt dette værre end fundamentalistisk Islam? Jo, det er fordi disse synspunkter hævdes som noget, der kommer fra DANMARK. Det er DANSK samling, DANSK folkeparti, DANSK på fortovene, og indvandrerne skal bliver som DANSKERNE.

Denne form for nationalisme er en identitetspolitisk dybfryser, der umuliggør eksistensen af et åbent og historiebevidst nationalt fællesskab. Dermed umuliggøres muligheden for at være os selv, og når den port er lukket, er der ikke andet tilbage, end at kaste sig over Pisa-målsætninger og andet teknisk bras – og lige præcist der kommer de nye skolelove ind i billedet med deres totale tab af formål og deres statsstyrede lærings-didaktik.

Fundamentalistisk Islam er dybest set verdens muslimers sag, bortset fra, når den ikke kan holde sig inden for vestlige oplysningstraditioner og føler sig krænket, hvis man kritiserer den sønder og sammen eller tegner den over det hele. Islam som global religiøs-politisk bevægelse er i krise, det er helt klart.

Men Danmark er vores sag, og den sag kan diskuteres på de tungemål, der er i luften, og med alle de gener, der findes på jorden. Og når der kommer en ny i klassen fra et fremmed land, f.eks. et arabisk, så siger man velkommen og spørger: Hvordan er du FORSKELLIG? – hvorefter alle lærer nogle gloser på det fremmedklingende tungemål, leger lidt med den nye elevs tørklæde, spiller rundt-om-bordet og synger en sang af Grundtvig.

 

41. d. 30. januar: To indlæg om Agedrup-sagen

Der har været et par vigtige indlæg vedr. Agedrup-sagen. Blandt andet en glimrende tale af Anders Bondo Christensen til Erik Schmidt i forbindelse med uddelingen af prisen “svesken på desken”. Man kan finde talen via nedenstående link:

http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

 

42. d. 30. januar: Om liberalismens, konservatismens og socialismens forfaldsformer

Hvordan går det med landets ny-liberalisme, nationalkonservatisme og centrum-venstre socialisme?

Ny-liberalisterne ”beskylder” alle, der ikke er vilde med Ayn Rand, for at være ”socialister”, og alle offentligt ansatte kaldes for, livegne, trælle, parasitter, slaver og ”knap nok mennesker”. Den neoliberale dyd er ”egoisme”, og det ondeste, man kan gøre, er at gøre noget for andre.

De nationalkonservative ”hygger” sig med at google forskningsresultater om araberes ”gener” og praler med, hvor meget de kender til ”forskningen” om emnet. Den nationalkonservative dyd er et klamt genetisk ”os”, og alle skal bliver som ”os”. Man skal tale dansk på fortovene ligesom ”os”.

Socialisterne hylder konkurrencestaten. Hvis man spørger en socialist om, hvorvidt arbejdsmarkedet virkelig er altings formål, så svarer de: ”hvad ellers?”. Den socialistiske dyd er de modsætningsfyldte begreber ”masse-individ” samt den ”opportuniske soldat”; åndsvidenskab er onani, og vi har ikke brug for ”vage, kontemplative og halvdovne vegetarer”.

Alle tre elementer – egoismen, genetikken og massen – kan så let som ingenting kombineres…. og det er ikke så godt, for så reduceres medmennesket til ”parasitter, gener og halvdovne vegetarer”.
Sker det, havner vi i noget grimt, der kan minde om en periode i Europas liv, som konkurrencestatsfolkene ikke mener, der er grund til at snakke mere om – for viden om Holocaust er gammelt ragelse, som ikke kan bruges på ”arbejdsmarkedet”.

Man kunne naturligvis også finde noget ordentlig liberalisme, konservatisme og socialisme frem. Så bliver det godt.

V og K har slet ikke nogen idepolitisk diskussion, er mit indtryk, hvorved de jo blot bliver ideologiske på den mekaniske måde. De mindst, i ideologisk forstand, fundamentalistiske i disse år er sjovt nok Enhedslisten, som ellers var de mest fundamentalistiske i gamle dage

Man skal lige vænne sig til det.

 

43. d. 30. januar: Enhedslisten og konkurrencestaten

Konkurrencestaten udspringer af dele af Enhedslistens filosofi, dvs. marxistisk strukturalisme. Konkurrencestaten er ny-marxisme.

Ny-marxismen har fanget Christiansborg og aviserne. Danmark er blevet ny-marxistisk. De eneste seriøse kritikere er…. Enhedslisten. Hvorfor? Fordi de tror konkurrencestaten er ny-liberal…. hvad den altså ikke er.

Herfra kortslutter alt.

 

44. d. 31. januar: Erik Schmidt takker for ytringsfrihedspris

Erik Schmidts takketale:

https://www.youtube.com/watch?v=aqiy4w1IwmA&sns=fb

 

45. d. 2. februar: Om karikaturtegninger

Charlies Hebdos og JP’s karikaturer er helt efter bogen. De er sjove, fornuftige, krænkende, oplysende, hånende, interessante, provokerende og tankevækkende. Vi kan slet ikke få nok af dem. De er et europæisk faktum. Både Vestergaards og CH’s sidste tegning er decideret sublime. De er et normativt faktum. Et FAKTUM!

(Karikaturerne af Muhammed er faktisk langt mindre krænkende end Roald Als’ tegninger af Anders Fogh som hulemand og også mindre krænkende end nogle af Charlie Hebdos tegninger af paven. Det er konkrete personer, som kan have en sag ift en lovgivning)

Vi kan simpelthen slet ikke få nok af menneskers tegninger af stort og småt, og da absolut og slet ikke af en karikaturtegning af hvad en eller anden opfatter som en eller anden religiøs profet. Og da absolut og slet ikke, hvis denne “en eller anden” bliver fornærmet. Det er helt udelukket. Så tegn dog for fanden! Vestergaard og Rose er Danmarks største helte siden Kaj Munk. TEGN!

Tegningerne af Muhammed er faktisk de allerbedste, vi har set i mange år. Hvorfor? Fordi de får verden til at vise sig frem i al dens overraskende elendighed og mangfoldighed. Det er absolut toptegninger. More please! De er så morsomme, krænkende, irriterrende, fabulerende, overraskende, naragtige, karnevalistiske, tumultariske, lækre, pornografiske og filosofiske.

De er et faktum, der viser et faktum frem, som allerede er her, men som blot var skjult. Ligesom dengang Jørgen Carlsen skrev et skriv i Kristeligt Dagblad, og fik hele den egoistiske Ayn Rand-menighed til at vise sig i for alle os “parasitter, slaver og trælle”. Det var simpelthen det rene herlige Cirkus Dannebrog.

 

46. d. 2. februar: Indlæg om Agedrup-sagen i Fyens Stiftstidende

Fyens Stiftstidende skriver om Agedrup-sagen og ytringsfrihedsprisen “svesken på disken”:

http://www.fyens.dk/odense/Omdiskuteret-laerer-Faar-pris-for-at-ytre-sig/artikel/2651266

 

47. d. 2. februar: Beklagelse til Claus Holm

I sidste uge havde jeg her på FB nogle kritiske kommentarer til Claus Holms ph.d.-afhandling. Jeg skrev blandt andet, at den kun var på 100 sider. Det passer ikke, og jeg beklager, at jeg har taget fejl.

Sagen er, at afhandlingen består af tre dele. Dels en nyskrevet del i 2012 kaldet “Kampen om troværdigheden”, som var den tekst, jeg antog for at være afhandlingen som sådan, selvom det faktisk tydeligt fremgår, at det ikke er tilfældet. Dels en bog fra 2006, som hedder “Forståelsens rasen” og dels tre kapitler fra bogen “Viden om uddannelse” fra 2007. Det samlede sidetal er på omkring 300 sider.

Jeg har slettet det oprindelige opslag og beklager meget fejlen, både over for Holm og over for alle mine FB-følgere. Det eneste, jeg kan sige til mit forsvar, er, at jeg, da jeg skrev indlægget, troede, at jeg havde forstået sagens rette sammenhæng, hvilket jeg altså ikke havde.

 

48. d. 3. februar: Michael Böss om konkurrencestat og dannelse

Glimrende indlæg af Michael Böss om forholdet mellem konkurrencestat og dannelse.

http://www.b.dk/kommentarer/skolen-som-instrument

 

49. d. 4. februar: Om at lære NOGET

I helt almindelig pædagogik, uanset politisk og faglig herkomst, kan en lærer undervise i NOGET og en elev kan lærer NOGET. Det pædagogiske forhold er dermed knyttet til et indhold (undskyld til mine pædagogiske venner for denne banalitet).

Hvis pædagogikken tilmed er blot en lille bitte smule reflekteret, så hviler dette NOGET på en bestemt ubestemthed. Hvorfor? Jo, af den simple grund at undervisningens indhold jo er en strukturering, reduktion og genskabelse af store kulturelle, videnskabelige og politiske processer udenfor klasseværelset. En relation mellem et stort NOGET-1 og et lille NOGET-2. Hvis du f.eks. underviser i fysik, skal du jo reducere tusindvis af sætninger, som hører til fysikkens historie og indhold, til ganske få sætninger, der så gerne skulle kalde på elevernes forståelsesudkast, hvorved vi har en pædagogisk proces.

Denne ubestemte relation mellem det store indhold og det lille indhold, mellem NOGET-1 og NOGET-2, er dét pædagogiske NOGET, der gerne skulle spille ind i skoleklassens dialoger som en form for sprække, så undervisningen ikke bliver mekanisk, men i stedet kalder og samler en INTER-ESSE, dvs. en deltagelse i tingenes liv. Klassen bliver en inviterende passage ud i det store NOGET, i NOGET-2.

Men i moderne ”pædagogik” – lad os kalde den KL-pædagogikken – er der slet ikke NOGET. Der er kun læring. Man skal ikke lære NOGET, men man skal lære at lære. Man skal have læring. ”Læring” er derfor det modsatte af at ”lære NOGET”. ”Læring” er ikke bare det halve at ”lære noget”. Læring er det modsatte. Med “læring” får vi ikke reflekterede indholdsmål og derfor heller ikke pædagogiske processer. Læring kan højst og maksimalt rekonstruere det ubestemte NOGET som stivnede ”læringsmål”, der fuldstændig udsletter ”inter-essen”.

I KL-pædagogikken skal man ikke have undervisning, men en læringsekspert. Der skal heller ikke undervises i NOGET, så en elev kan lære NOGET, men kun designes og styres, så eleven kan lære at lære, så han kan få sig et job og en pension, før han ryger i jorden igen. En sådan ”undervisning” kan kun være interessant, hvis barnet undlader at blive til en elev, men altid forbliver et barn. Der er ingen sprække. Intet kan vise sig. Der er ingen ting, og derfor kan man ikke være blandt tingene. Der er ikke NOGET, derfor kan man ikke blive til NOGEN.

Derfor er skolereformen et opgør med pædagogik.

Det er det, som i Ny Nordisk Skole hedder en ”kulturrevolution”, hvilket empirisk set passer.

I Grundloven står der, at alle børn har ret til undervisning, hvilket normativt set passer.

 

50. d. 4. februar: Forelæsning med Lars Qvortrup

Jeg var til forelæsning på DPU-Trøjborg i mandags med Lars Qvortrup. Han lavede faktisk en slags omvendt reklame for Uren Pædagogik 1+2, som han viste på sine slides med omslag og det hele. Han gik meget op i, at redaktørrækkefølgen var ændret i 2’eren og gjorde lidt grin med, at vi sådan skulle lave en 2’er. Ja, tænk der var endda nogle citater af mig. Jeg blev lidt glad, selvom citaterne var til skræk og advarsel.

Han sagde også, at den konflikt, vi “konstruerede” i UP-bøgerne, var helt misforstået, selvom resten af hans forelæsning var ét stort eksempel på en ren og skær ren pædagogik. Den store helt var selvfølgelig evalueringsforskeren John Hattie, og så havde han fundet et gammelt citat, hvorefter en tidligere minister skulle havde sagt noget i retning af, at skolerne skulle yde noget til erhvervslivet for deres skattekroner. Citatet skulle vist vidne om historisk kompetence vil jeg tro?

Han sagde også, at han ikke mere gik så meget op i, hvilke metoder, der var bedre end andre, og det er da en nyhed der ville noget, hvis man ser på retorikken fra 2010-11. Men det er måske ikke så nødvendig mere med “metoderne” efter, at den nye statsdidaktik, læringsmålstænkningen er blevet så omfattende? Med læringsstyringen kan ”evidensinformering” tage over fra ”evidensbasering”. Dermed får man åndsfællens Jens Rasmussens ”metodefrihed”, hvorefter friheden består i frit at vælge metoder, der kan score på de små læringsbure, hvilket jo altså er det modsatte af metode-frihed, dvs. metode-tvang.

Resten var en hyldest til kvantitative analyser af læringmålsopfyldelse, som forudsatte hele skolereformens læringsapparat, altså den forudsætning, som vi andre går og kritiserer. Men vi, altså Danmarks lærere og forskere, skulle ikke begynde at stille spørgsmål til det, som var politisk vedtaget, fik vi at vide. Det var vist nærmest udemokratisk, som jeg forstod det. Hvad snakker han om? Det er da lige præcist det, man skal. Qvortrup sad inde i sit læringsbur og råbte, at han var en dannelsens mand, selvom alt byggede på et kæmpeopgør med pædagogik.

Så kom der lige en tilfældig reference til Kant og Comenius, men hele tiden fortolket gennem denne mærkelige systemteoritiske antihumanisme. Pludselig begyndte Qvortrup endda at tale om ”frihed”, men det synes jeg altså ikke var sødt.

Da han så mig, sagde han: ”du her?” og pointerede, at han ville starte forelæsningen med at ridse nogle betingelser op. Det var noget med, at hans pointe var forskningsmæssig og ikke politisk. Først synes jeg, det var helt til grin, må jeg indrømme, men på en måde har han ret: Qvortrups tilgang var forskning under policy, dvs. evidens under styring, altså underdanighed.

Vi andre forsøger at bedrive videnskab under Politik, dvs i forholdet mellem strid og forankring. Vi anerkender ikke nogen policy. Så ender man som en ja-hat.

Det er fanme godt, vi har skrevet de bøger, og at de nu er spadseret ind på evidensmenighedens power points.

(Dette oplæg afstedkom en klage fra Qvortrup til Aarhus Universitet. Klagen blev først anerkendt, men efter henvendelse fra Dansk Magisterforening, blev anerkendelsen trukket tilbage)

 

51. d. 5. februar: Ja-hatten J. Hat-tie

Hvad er en ja-hat? Det er en j-hat. Det er en j-hattie. Det er J. Hat-tie. Det er John Hattie. Refererer man til John Hattie er man en ja-hat, en ja-hattie.

Hvem refererer til ja-Hat-tie? Det gør Lars Qvortrup, Jens Rasmussen og alle de andre systemteoretikere. De er jahattede og begejstrede som små duracellkaniner fra Ny Nordisk Skole. De vil bare have en masse små atomiserede læringsmål, lidt lavkommunal statistik og nogle små metoder – så er de glade. Pædagogikken skal ”nedbrydes” i synlige indikatorer, som det hedder i den omegn. Systemfolkene er ja-hattier.

Hvem refererer mere til ja-hatten Hat-tie fra Down Under? Det gør Anders Bondo. Bondo siger i dagens Berlinger, at j-hatten er en ”højt anerkendt forsker”, og at politikerne skal lytte til ham. Nu skal vi hoppe væk fra Canada, Kina, Singapore, Sverige og til et nyt land, nemlig Finland. De gør nok som j-hattie siger. Det er mageløst. Bondo er også en Ja-hat.

Jahatten J-Hattie er en flittig evalueringsforsker, der med sin læringsmakismeringstilgang lever af et opgør med pædagogik.

Kan man bygge pædagogik på evalueringsforskning? Nej man kan ej, for evaluering forudsætter pædagogik. Pædagogik kommer først. Det er grunddisciplinen, som Hattie og hans ja-hattie-jahatte ikke kan komme til, fordi de har udelukket pædagogikken i grunden. Begynder man at tale om pædagogik i den omegn, så kaldes det for “negative holdninger”, og så man får en tjenstlig advarsel. Det er den fynske metode.

Man kunne lige så godt spørge: Kan man bygge politik på evalueringsforskning? Nej man kan ej. For evaluering forudsætter politik. Politik kommer først. Det er grunddisciplinen.

Alle der har j-hattiehatten på er en del af Evaluerings-Danmark, som ikke vil tale om grunddisciplinen, som vil omdanne politik og pædagogik til evalueringsforskningens små bure.

(Hvorfor går det Pisa-godt i Finland, selvom man gør alt andet end, hvad OECD anbefaler? Jeg tror følgende: 1. Det er fordi, de har et skolesystem, der hviler på “responsibility” frem for “accountability”, dvs. at skole/læreruddannelse/forskning har en høj grad af faglig og kulturel autonomi. 2. Det har muligvis også noget at gøre med, at man ifølge den finske nationalkarakter har let til skam, et begreb, som man i Danmark forsøger at undgå totalt. Altså ikke bare lidt, men helt. Man gør i konkurrencestatsskolen direkte op med Thomas Manns psykologi, vi skal helst glemme Holocaust, og børnene i Aalborg afbryder undervisningen og råber med knyttede næver i kor efter en megafon: “Vi er fremtidens folkeskole”. I regeringens skolelovsudspil tales direkte om “morgendagens samfund”. Det er “det faderløse samfund”, som Henrik Jensen engang beskrev det. På den anden side er det måske også denne “skam”-psykologi, der gør, at de finske elever, efter hvad jeg ved, ikke trives så godt, hvad der så end ligger i det).

Kort sagt: I Finland er man sig selv. Og det skulle vi også tage at finde ud af at være, så vi holder op med at rende fra Finland til Singapore, Kina og Canada som Ny Nordisk Skoles duracell-kaniner. Duracell-kaninerne bliver til en læringsmaksimerende organiserende organisation under en global ranglistes herredømme, hvor alle frikvarterer er “mellemrumspotentialiseringer”, og så kan man ikke være en folke-skole – uanset, hvor mange der går der.)

 

52. d. 6. februar: Fin tekst fra den kritiske pædagogiks kilder

Her er en meget fin tekst fra vores sociale tradition. I gamle dage var disse tanker alt for skole- og undervisningskritiske – i alt fald efter min smag -, men set i lyset af skolereformen og den om sig gribende instrumentalisme, har ideerne fået fornyet relevans. Og ikke mindst er teksten fyldt med tankevækkende betragtninger vedrørende begreber som bonitet, forpligtethed, munterhed, dobbeltbevægelse og leg, som man ikke må glemme i disse “mellemrumspotentialiseringstider”.

Kan vores unge venstrefløj ikke lære noget af denne tekst? Det håber jeg. Jeg har i så fald nogle ideer til, hvordan skolebegrebet kan genvindes, så det ikke blot er “institutionalisering”, som forfatterne har er en tendens til at mene.

Men Anders Bondo er mere til “den højt anerkendte forsker”, jahatten J.Hattie, og DLF støtter Ny Nordisk Skole. Og landets venstrefløj går ind for konkurrencestater og læringsmålsinfernoer. Selvom de har så fine tanker i baglandet. Utroligt!

http://www.folkeskolen.dk/557084/det-uovervaagede-menneske-i-lyset-af-skolereformens-ekspanderende-institutionalisering

 

53. d. 6. februar: Efterspørgsel, behov, arbejde og arbejdsmarked

1.

Man skal ikke tage udgangspunkt i studerendes EFTERSPØRGSEL, fordi en efterspørgsel aldrig er uddannet og som regel også pekuniær a la “jeg vil have dit og dat til den og den pris”. Man skal derimod tage udgangspunkt i de studerendes uddannede BEHOV. Men det uddannede behov finder de jo først i løbet af uddannelsen. Derfor skal man tage udgangspunkt i uddannelsen, hvis en studerende skal kunne finde sit behov. Tager man udgangspunkt i efterspørgsel får man aldrig en uddannelse. Man får kun… nå ja.. efterspørgsel uden dannelse.

2.

Man skal heller ikke tage udgangspunkt i aftagerens behov. En god humanistisk uddannelse skal derimod kunne sætte arbejdsmarkedet i stå. F.eks. vil en dygtig kandidat ødelægge og afbryde KL’s elendige sætninger, så de ikke kan sættes sammen igen.

3.

Man skal heller ikke tage udgangspunkt i arbejdsmarkedets behov. Derimod skal man tage udgangspunkt i arbejdets behov, for det er det samme som det uddannede behov. Arbejdet skal i centrum frem for arbejdsmarkedet, så “videnskab” og “arbejde” og kan interagere i stedet for “evidens” og “anvendelse”.

Konklusion:
En uddannet person er en person, som har fundet sit behov i en uddannelse, som kan sætte aftagerens sætninger i stå, og som har forladt arbejdsmarkedet, for i stedet at arbejde med samfundets ting.

Uddannelse står over staten. Uddannelse er statens ilt. Uddannelse afbryder staten
og får tingene til at vise sig, så der kan regeres.

 

54. d. 7. februar: Nej-hattens Ja

Hver gang, jeg tager en lille nej-hat på overfor en eller anden KL-læringsmekaniker, der stamper i gulvet med sit lille neurotiske “ja” i et bur, er det som om, lettelsen breder sig.

Hvis alle tager en lille nej-hat på, får vi ligefrem trivsel, forklædt som bundscorer på en trivselsmåling.

Hvis jeg tager en stor nej-hat på, kan vi få lidt munterhed. Folk skraldgriner og tegner måske en karikaturtegning.

Hvis alle tager en stor nej-hat på, breder livet sig og folk giver hinanden gaver i hen-given-hed. Så har vi virkelig læring.

Når livet breder sig, får vi et virkeligt JA. Et ja til livet!

 

55. d. 7. februar: Striden mellem ren og uren pædagogik

Findes der en strid mellem ren og uren pædagogik?

http://www.thomasaastruproemer.dk/er-der-en-strid-mellem-uren-og-ren-paedagogik.html

 

56. d. 8. februar: Ja-hatte kan ikke lære NOGET

En pædagogisk lov: Det er fuldstændig umuligt at lære noget med en ja-hat på. En ja-hat gør pædagogisk blind.

En politisk lov: Det er fuldstændig umuligt at have et demokrati, hvis borgerne har ja-hatte på. En ja-hat gør politisk blind.

Ergo: Alle der går ind for ja-hatte mener, at ingen bør lære noget, og at demokratiet skal nedlægges.

Al pædagogisk og politisk udvikling er lavet af et Nej, der har fået et virkeligt Ja til at brede sig, og dette virkelige Ja har ingen hat på. Dets hår blafrer frit.

 

57. d. 8. februar: Nej’ets pædagogik

1. Filosofisk: Når man er lærer og pædagog, skal man lede efter et Nej. Er Nej’et usynligt, må man finde en metode, så det kan vise sig.

Find elevens Nej! Lad det komme til syne og lad det vokse, så Ja’et kan bruse omkring det.

Inde i et Ja er et Nej. Hvad var vi uden Sokrates, den franske revolution og modstandsbevægelsen? Ja, sågar uden hr. Luther? Kunne noget kristent menneske i Danmark sige Ja og Ammen, hvis ikke Luther først havde sagt Nej tak til Rom?

Kære elev: Hvor er dit Nej? Det er det pædagogiske spørgsmål.

Først når nej’et begynder at arbejde, kan man finde sit eget Ja, som også bliver andres. Via nej’et springer et brusende ja’et ind i en Anden, så et nyt Nej aktiveres som en frugt. Inde i livet er en benægtende struktur.

Først da Kaj Munk sagde Nej, bredte nej’et sig til alle, som blev til et Ja; beviset for at danske borgere kunne komme til syne i fri risiko.
Først da Kierkegaard og Grundtvig sagde Nej, bredte nej’et sig op gennem århundredene og blev til et ja – en rig dansk, eksistentiel og diskuterende tradition, som bebor hver eneste bog og hver eneste facebook-opdatering.

Det samme med mange andre – i stort og i småt.

Alting bliver til i et Nej, hvorom Ja’et bruser.

2. Politisk: Nogle tror, at DLF har nej-hatten på. Det har de ikke. De har tværtimod ja-hatten på. Hvorfor? Fordi foreningens nej ikke kan vokse og befrugte.

Lærernes forening fryser i strategi. Det hele sander til i forberedelsestid og hæve-sænkeborde, mens man hylder “læringsguruen” og “den højt anerkendte forsker”, ja-hatten, J(a).Hat-tie, der vil teknificere undervisningen under den synlige lærings læringsmaksimerende herredømme; det selvsamme herredømme som skolereformen er lavet af. Læringsforskerne støtter op om ja-hatten Hat-tie, formodentlig indtil ideen rammer deres egen undervisning; et sammenstød der vil lægge universitetet brak. Endelig: DLF støtter også arbejdet i Ny Nordisk Skole og har gjort det fra initiativets start. For tiden med skoleledernes formand Claus Hjortdal i delt formandsskab med Lars Goldschmidt; ham som mener, at åndsvidenskab er onani, hvis den ikke bidrager til konkurrencestaten, og at lærere er duracell-kaniner og alt muligt andet skrækkeligt, han har sagt. Han er naturligvis også gammel kammersjuk med Antorini og storfan af Ove Kaj Pedersens ideologi. Hjortdal er tavs om Nej’et, og det var den tidligere DLF-repræsentant i Ny Nordisk Skole, Dorte Lange, også.

Hattie er hatten, og DLF har taget den på. Uenigheden mellem KL og DLF ligger derfor ikke i skolesynet, men kun i arbejdstiden. Måske skulle man finde sig en ordentlig Nej-hat? En af dem der får Ja’et til at bruse? I fuld folkelig risiko. Som en ny Kaj Munk. Som det skete, dengang 50000 lærere stod foran Christiansborg? Lige nu er hele lærer-flokken også, via Hattie/Ny Nordisk Skole/DLF foreningen, blevet til ja-hatte, og så kan ingen lære noget.

“Reality is not expressed by a phrase like: “x is such” but by one like “x is such and not such” (J.F. Lyotard i bogen The Differend – Phrases in Disputes (1988))

 

58. d .9. februar: De første skoleår

En upraktisk refleksion over det pædagogiske liv fra 0-3. klasse:

http://www.thomasaastruproemer.dk/hvad-er-de-foerste-skoleaar.html

 

59. d. 9. februar: Forholdet mellem forstandighed og KL/UVM

Alt, hvad forstandige mennesker siger, er både præcist og “sådan cirka”.
Alt, hvad KL/UVM siger, er både upræcist og “helt bestemt”.

 

60. d. 10. februar: Professionshøjskole VIA’s hjemmeside

Her til morgen har jeg surfet lidt rundt på professionshøjskole VIA’s hjemmeside, hvor jeg ikke har været i lang tid. Her stødte jeg blandt andet på et menupunkt, der hedder ”Find en ekspert”. Hvem vil ikke gerne finde sådan en? Jeg vil, så jeg klikkede lidt videre. Jeg kunne derefter vælge mellem forskellige ekspertområder, blandt andet området ”læring og undervisning”, som også er det link, jeg har sat ind neden for.

Inde i ”læring og undervisning” er især to kategorier interessante for mit vedkommende, nemlig kategorierne ”folkeskolen” og ”læring fra 0-24 år”. Jeg tænkte umiddelbart, at eftersom VIA uddanner lærere og pædagoger i massevis, og eftersom jeg kender mange ekstremt dygtige seminarielærere i VIA, må der være mange eksperter inden for de områder.

Men tænk, det er der slet ikke! Der er kun en, altså en eneste. Hvem er det? Jo, det er forsknings- og udviklingschefen selv, nemlig Andreas Rasch-Christensen, der er ene og alene-stork i begge kategorier. Han er den eneste ekspert på VIA; ham som alle journalister skal dirigeres hen til, når der skal tales om folkeskolen og læring.

Han må være en stor og vigtig mand. En VIA-konge?

Men så er det bare, jeg ikke kan forstå en oplevelse, jeg havde af Rasch-Christensen, da han skulle diskutere skolereform på Folkemødet med en anden professionshøjskolechef. Her virkede det som om, at ham den anden, nemlig Alexander von Oettingen, var noget mere kompetent. Ja, faktisk mindst ligeså kompetent som de mange dygtige seminarielærere, der findes i VIA, men som åbenbart ikke er ”eksperter”? Måske betakker de sig for den slags betegnelser, fordi de ved for meget? Hvem ved?

Jeg blev ærlig talt lidt bekymret for seriøsiteten i foretagendet, så jeg spadserede derfor hen til et link, hvor jeg kunne læse om sammensætningen af VIA’s bestyrelse. Der fandt jeg stort set kun mellemledere og repræsentanter fra erhvervsorganisationer og fagforeninger. Det nærmeste man kunne komme en pædagogisk og uddannelsespolitisk aktiv person i den omegn, altså hos landets største leverandør af lærer- og pædagoguddannelser, var selveste hr. Lars Goldschmidt. You know… undervisningsministerens gamle penneven, der nu fører sig frem som formand for Ny Nordisk Skole og hylder ”hvad ellers”-filosofien, som jeg er begyndt at kalde konkurrencestats-ideologien.

Den pædagogiske verden skriger på karikaturtegninger. Desværre kan jeg kun tegne med ord.

http://www.via.dk/om-via/presse/eksperter/laering-og-undervisning

 

61. d. 10. februar: DPO’s intimideringer

I marts 2013 fik jeg en u-offentlig og hierarkisk henvendelse fra en repræsentant for DPO. Nu har en åndsfælle henvendt sig, igen via et u-offentligt hierarki.

1.

Hov, det svier ved mundvigen – er der sytøj ved min læbe? Et netværks nåle med få mænds tråde?

Solen blegner

Skyggerne blafrer i bunden af en mørk hule

Nøglens klik i tvang og lås
og slå
sig ud
i solen

2.

Fortsættelse følger….
Når munden lukkes, åbnes den for alvor – for mundens kraft er flyvende
Poesien er et intermezzo

 

62. d. 11. februar: ADAM

Når ADAM regner på regeringens politik, tilrettelægger ministeren både økonomisk politik og mange andre sagområder 15 år ud i fremtiden. Så vidt jeg ved, er det bl.a. pga. af ADAM, at alle snakker om “tyv-tyv”-planer uanset emnet. ADAM forsvares også med hud og hår af mainstream-økonomer, når den kritiseres, hvilket den ofte er blevet, især i Information.

Men når ADAM regner på andres politik, i dette tilfælde LA’s, og resultaterne ikke lige passer med finansministerens drømme, så er der ifølge regeringen noget galt med……ja, ADAM?

Helt ærligt: Enten er der noget galt med ADAM, eller også er der noget galt med regeringens politik. Det er ikke et tag-selvbord.

Der kan selvfølgelig også være noget i vejen med både ADAM og regeringen.

 

63. d. 11. februar: Politisk ukorrekt korrekthed

Jeg kan forstå, at cirkelpigen og Pipis negerkongefar støder den ene og den anden, og at udtrykket “kolonial-handel” ifølge en kulturforsker er udtryk for postkolonialistisk undertrykkelse. Ja, selv tegninger af en gammel mand med skæg, der siger “jeg tilgiver jer”, bliver folk fornærmede over.

Jeg synes helt klart, at man bør rette i Aristoteles’ politiske og etiske værker. Og HC Andersen og Grundtvig bør også få en overhaling. Der står noget om slaver, kvinder, negere, jøder og meget andet, som jeg tror vil støde en moderne læser. Og det er jo klart, at folk, der læser græsk filosofi, vil blive påvirket til at gå ind for slaveri. Det ved enhver da! Las os rette til i alle bøgerne og alle billederne. Også i biblen ikke? Der står også noget snavs rundt omkring. Men ikke i Koranen, det er klart. Man skal have respekt for ANDRE kulturer.

Ja, nu jeg tænker efter, så tror jeg faktisk, at alle tekster, uanset om de skrives helt om, er potentielt stødende for den ene og den anden, og der er i alt fald ingen grund til at tro på, at folks dømmekraft, erfaring og dannelse kan skille skæg fra snot. Det eneste rigtige er derfor at brænde alle bøger og film og forbyde tegninger i det hele taget. Så har vi en slags sekulariseret sharia/paradis – eller hvad man nu skal kalde det? Måske stødte jeg nogen med det udtryk? Måske er det bedre med en sekulariseret sekularisering? Nå nej, det går nok ikke, så bliver ateisterne krænket.

Isvafler er forresten også noget skidt. Chokolade-is minder om negre og vanilleis minder om et blegansigt. Nougatis minder om mulatter… og så er det usundt… meget endda. Ud med isvafler. Nu må I ikke blive tøse-fornærmet eller herre-krænkede? Undskyld, blev nogen fornærmede over den kønnede fornærmelse? For fremtiden vil ikke mere sige ordet “krænkelse”, men blot “ALeio5s”. Det er vores nye sprog, der fødes.

Det ender med, at en professor, som kritiserer en kollega, og som derfor selv kritiseres, bliver så krænket og fornærmet over kritikken af kritikken, at han klager til en mellemleder, som så endda beklager overfor den fornærmede professor og overfor hele universitetsledelsen. Kritikken krænker. Ud med kritikken. Den rene pædagogik bruger heller aldrig ordet alligevel. Den er REN.

Ud med det hele. Bagefter kan vi købe, æde og kaste op. Er det ikke det, man kalder bulimi? En bulimisk kultur?

 

64. d. 12. februar: Respektløshed

Man bør have respekt for loven og for sine medmennesker. Men med hensyn til alt, hvad der kommer af skolepolitiske ideer fra KL og organisationens omegn samt disse ideers umiddelbare konsekvenser ude på skolerne etc., bør man være maksimalt respektløs.

At vise respektløshed over for KL mm. vedrørende uddannelsespolitik, er simpelthen den eneste måde, hvorpå man kan vise respekt for loven og for sine medmennesker.

Hvis en kommunemand beder om respektfuld dialog, så vær respektløs. På den måde respekterer du ham som medmenneske.

KL/kommuneland er et lille bur, hvor kommunemænd flytter pinde fra det ene hjørne til det andet, mens de tror, de gør store gerninger, der kræver respekt. Disse kommunemænd skriver rapporter uden forfatter, og de ikke blot afviser, men overser ligefrem al kritisk virksomhed i samfundet.

Fra sit bur kræver kommunemanden “respektfuld dialog”. Men vis ham ingen respekt. Nedbryd nysprogets panser! Væk ham! Vær respektløs! Tegn en karikaturtegning! Sig din mening! Lige op i hans og alle andres åbne ansigt. Respektøst!

 

65. d. 12. februar: Eksempel på respektløshed

Et eksempel på en respektløs diskussion med en kommunalmand:

Tidligere i dag opfordrede jeg til “respektløshed” overfor kommuner hvad angår pædagogiske og uddannelsespolitiske emner.

Neden for er et link til en tråd hos Dorte Lange fra DLF. Lange havde postet DLF’s nye piece om ytringsfrihed. Nede i tråden har jeg en respektløs diskussion med en fremtrædende kommunal-mand, Eik Møller, der også var oplægsholder på UVMs reklamemøder for skolereformen i Allinge i sommers.

Det er måske lidt barskt, men jeg tror ikke, der er andre metoder, der dur. Ingen kommunalperson har nogensinde sagt noget interessant om uddannelse eller drøftet andre, som har sagt noget interessant. Alle ting bliver ignoreret. Det er simpelthen et faktum. Alligevel taler de om dialog og konstruktiv kritik. Det er en dialog, der skal splintres efter min opfattelse. Men læs nu selv, hvis I har lyst.

https://www.facebook.com/dortelange/posts/10206425146455834

 

66. d. 13. februar: Heretica-noter

Lidt Heretica-noter:

Martin A Hansen om ”hvad mennesket og friheden er” (1, årg. 1948)

”Jeg gad vide, om ikke mangen en, der sådan er dybt erfaren om menneskets, frihedens og ansvarets realitet, egentlig helst tier om det, frygtende for, at fremstiller han det i ord, er han allerede ved at forråde det, at han da nedskriver det i værdi, at hans dyre viden da allerede er på vej mod lossepladsen, når den sat i ord og skrift et døgn, et øjeblik bliver en teori på teoriernes larmende torv, en notits i avisen.

Og mon det ikke er her i den dybe videns tavshed, poesien har sit fødested? Mon det ikke er her, digteren må vente og bie, mens alle ord er blevet borte for ham, er døde i jorden, dækket af jord som såsæden, og vente til digtets spire bryder frem? Hvilken ideologi hjælper ham her? Mon der er nogen af disse ismer, som kan sætte et blad på en nælde?”

Og hvilke ”ismer” er der tale om?

Jo, det er ”en tønde fuld af teorier”, dvs. “af positivismens, naturalismens, liberalismens, socialismens, biologismens, alle systemers og ismers teorier. Fundamentet under dem skælver, og der farer rotter og bænkebidere ud af deres trøskede indre som altid af gamle afgudsbilleder, der styrter. Og tilbage står vi med en mærkværdighed, et omhvirvlet begreb, et ubegribeligt ord: Menneske.”

Vi står ved ”begyndelsen” som Thorkild Bjørnvig siger i et vidunderligt essay af samme navn i Heretica, årg. 1.

Begyndelsen.

Den tredje ”kætter” (heretica=kætter), Poul la Cour, siger, at mennesket fattigt og nøgent må vente på, at en verden før sproget, tingene selv, taler. Den kætterske poesi er en ”uundværlig gerning i Tingenes Hjerte” fuldstændigt uafhængigt af “systemernes” krav.

Begyndelsen

2015: Vi er igen ved begyndelsen. Tilbage ved starten. Vi har ikke andet end “alle systemers teorier”. Der findes åbenbart ikke andet. “Hvad ellers?”, som Ove Kaj Pedersen siger i hans ekstreme antihumanistiske masse-individualisme, som hele skoletænkningen lever af.

Men der findes andet. Hvad findes? Begyndelsen findes. Mennesket findes. Det begyndende og fødende menneske i “frihedens og ansvarets realitet”.

Det pudsige er, at denne kombination af poetisk ensomhed og realitetsbåren humanisme ledsages af et polemisk ridt imod samfundet. Det var derfor, det kommunistisk/kulturradikale tidsskrift Dialog, som var langt mere politisk og samtidsbunden, startede få år senere. Dialogs referencehistorie leder direkte frem til konkurrencestatens teorier. Af samme grund er Heretica artiklerne også langt mere relevante i dag. Eftersom alt er stivnet, må vi se på begyndelsen. Det er mere Betlehem og mindre kors, for nu at sige det på den måde. Konkurrencestaten er et rent samfundsvidenskabeligt kors. Det er fødslen, som skal bevares.

Begynd!

 

67. d. 14. februar: Ayn Rand og Martin A. Hansen om ”åbenhed”

Ayn Rands filosofi er i fundamental modsætning til dansk og europæisk tradition. Det viser sig i særlig grad i synet på ”åbenhed”. Her er en kort sammenligning af Rands og Martin A. Hansens behandling af emnet.

1.

Hos Martin A. Hansen spiller passiviteten og modtageligheden en afgørende rolle. Han taler om, at digteren skal åbne sig for en metafysisk formånd, der bemægtiger sig digteren og simpelthen skriver digtet, hvis digteren er passiv og modtagelig nok.

Hansen siger ligefrem, at der overfor denne poetiske ”åbning” kan ”være noget falsk i det sædvanlige kritiske spørgsmål: Hvad vil digteren med denne bog? Det er bedre at spørge: Hvad vil denne bog med digteren? Værket er det primære.”

Denne åbenhed stimuleres af en forfinet “hørelse”, der tålmodig, nøgen og fattig venter på formåndens ankomst i en form for ny begyndelse.

2.

Ifølge Ayn Rand Institute’s twitterprofil har Rand sagt følgende:

“What objectivity and the study of philosophy require is not an “open mind,” but an active mind.”

Man skal altså ifølge Rand gøre det modsatte af Martin A. Hansens forslag. Man skal overhovedet ikke åbne sig.

Og i “Og verden skælvede”, som desværre ikke er her i sommerhuset, er der en næsten parallel formulering vedrørende æstetik. Nemlig at “modtagelighed” bør udryddes fra kunsten, og at passivitet, hengivenhed og åbenhed fører på afveje. Ja, det fører ligefrem til ”altruisme”, som ifølge Rand er det værste, der findes, og til kommunistiske slavelejre og sociale parasitter og alt det andet, hun og hendes proselytter mener.

Filosofi og kunst kræver ikke en ”open mind” hos Rand. Tværtimod er åbenhed en trussel mod filosofi og kunst.

3.

Det er tankevækkende, at teksterne er skrevet stort set samtidig. Hansens og Rands filosofi er to diametralt modsatte måder, hvorpå kulturen reagerer på nazismen og den kolde krig. Nyliberalismen herhjemme har valgt Rands vej, hvilket for mig at se er helt ubegribeligt, når vi har tanker som Hansens i den nationale portefølje.

Endelig vil jeg understrege, at ”åbenhed” spille en central rolle hos mange andre europæiske og amerikanske tænkere… men altså ikke hos Rand, der ser en ”open mind” som roden til ondskab.

 

68. d. 14. februar: Krystalgade og krudthuset

Duffy:

https://www.youtube.com/watch?v=ScSHEnFNRck

 

69. d. 15. februar: Hvad er moderat Islam?

Tre uvidende iagttagelser om problemerne for ”moderat islam”

1.

I en artikel i Politiken om situationen i Egypten omtales forholdet mellem IS og det muslimske broderskab. Pludselig fremstår broderskabet som ”pragmatikere”, og de omtales som ”moderate islamister”. I forhold til IS er det jo ikke helt forkert, men alligevel er det tankevækkende, at det, som før var radikalt i sig selv, nu er moderat, ikke sandt? Og artiklens interview med en flink repræsentant fra det muslimske broderskab understøtter glidningen. Man begynder ligefrem at holde med broderskabet, der nøjes med at ”tvinge folk til at gå til fodboldkampe”. De liberale egyptere nævnes slet ikke. Det er ikke, fordi det er forkert, hvad der står i artiklen, men hele den indholdsmæssige framing gør, at konklusionen bliver, at det nu gælder om at holde broderskabet stort og stærkt, når det trues fra en endnu mere krigerisk islamisme.

(”Broderskabets undertrykte unge lokkes af salgstalerne fra Islamisk Stat”, Politiken, d. 6. februar).

2.

I en reportage fra en moderat islamisk moske i København gør den lokale imam meget ud af, at moskeen skal fungerer på demokratiets præmisser. Han hejser også både dannebrog, og har et maleri af blandt andet Marmorkirken i moskeen. Det er alt sammen rigtigt fint. Imamen er også irriteret over, at folk fra hans menighed obstruerer korset, både i dannebrog og det lille kors på marmorkirketegningen. Imamen får ligefrem at vide, at det er uislamisk at flage med et ”kors” foran en moske. Og så siger imamen noget mærkeligt. Først kommer han ind på, at der nogle gange står fundamentalistiske hververe uden for moskeen. Journalisten spørger så til, hvem det er, der hverver? Men det vil imamen ikke sige, for så får han problemer med de fundamentalistiske miljøer.

Gør han det? Jeg vil da håbe, at hvis der står en Breivik-type uden for en dansk folkekirke og rekrutterer store børn til hans ideologi, at den pågældende præst fortæller om det til alle, der spørger, så der kan blive sat en stopper for det med det samme. Men imamen føler sig presset af vandalister og hververe, og han kan ikke tale om det, for så får han ”problemer”.

Selv en moderat fortolket Islam har det svært, og dens fortolkere kan ikke fortælle om, hvem der hverver fundamentalister, og hvem der ridser i dannebrog? Lidt civil courage please!
(”Stormoskeen hejser det danske flag”, d. 8. februar.)

3.

I Politiken var der et interview med en ung muslimsk pige, som havde fået en forholdsvis fri opdragelse, og som fortalte om sine visioner for et demokratiseret Islam i Danmark. Hun lyder sympatisk på alle måder. Men så siger hun pludselig noget i retning af: ”Nu siger jeg noget meget farligt. Jeg håber ikke Danmark bliver mere islamiseret end det allerede er”. Hvorfor er det farligt? Hvem truer dig? Det lyder ikke godt. Og er Danmark ”allerede islamiseret”. Det lyder sandelig heller ikke godt. Mærkelige sætninger.

(”Jeg har altid følt, at jeg skulle forklare islam”, Politiken, d. 11. februar)

Tre små hverdagsoplevelser, hvor man kan se, at det ”moderate” skrider og er bange. Med angsten som klangbund bliver det tiltagende vanskeligt at udvikle og befæste en demokratisk og nationalt set acceptabel udgave af islam. Selvcensuren er måske også stor i moderate islamiske kredse. Måske skal man gøre det lettere for disse folk at tegne med ord og billede? Og måske skal de tale og tegne mere, uanset om det åbenbart er svært. Ligesom den unge kvinde i eksempel 3 gør.

 

70. d. 16. februar: Note om respektløshed

Respektløshedsnote:

Hvad er forudsætningen for respekt? Det er respektløshed. Der er ingen respekt uden respektløshed. Respektløshed hjælper respekten frem.

Samfundet bygger på respektløsheden, på en åbenhjertig og respektløs barbar eller nar der står frem, nøgen, fattig og inkompetent, og får verden til at vise sig og bruse.

Uden respektløshed er der “dialog” til imamens eller kommunedirektørens ære, så er der underdanighed, ja-hat, organisationsstrategier og rygklapperi. Det kalder jeg for en “respekterende respekt”, og det er en ren forfaldsform.

Inden i en virkelig respekt er der derimod respektløshed.

Alle verdens ting vrister sig fri af den respekterende respekt via respektløsheden.

Respektløsheden aftvinger en “respektløs respekt”, der får tingene til at summe og rotere. Det er en virkelig respekt.

 

71. d. 16. februar: DLF’s og KL’s aftale

Jeg har kigget lidt på DLF’s og KL’s forligstekst. Det er ikke noget kønt syn.

http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-laererforening-accepterer-kls-skole-og-laerersyn.html

 

72. d. 18. februar: DLF=KL

Hvad er DLF skolepolitisk set? Jeg synes, foreningen minder om KL på fire centrale punkter:

– DLF er vild med John Hattie (Anders Bondo roser ham i tide og utide). Det er KL også.

– DLF er vild med Ny Nordisk Skole (tidligere var Dorte Lange formand, nu er det Claus Hjortdal som også er med i DLF’s hovedbestyrelse). Det er KL også.

– DLF er glad for skolereformen, bare man tager testene og L409 ud, dvs. man kritiserer ikke den økonomistiske og systemteoretiske begrundelsesstruktur, der ligger bag. Det gør KL heller ikke.

– DLF er glad for et smalt og lidt teknisk kundskabsbegreb, som egentlig deles med KL (jvf professionsidealet).

Nu vil foreningen så via overenskomstens aftaletekst forpligte sig til en ”positiv og konstruktiv dialog om folkeskolen og arbejdet som lærer” med KL. Det bliver nok ikke så svært, for man har aldrig taget et opgør med skolereformens filosofi. Tværtimod deler man den, hvilket man kan se af ovenstående fire pinde.

Så nu får DLF sig en magtbase på de lokale skoler, hvor de sikkert nidkært vil gøre sig uundværlige i den pædagogiske detalje, og de lokale TR’er kan løbe rundt og på en “dialogorienteret og positiv måde” slukke ”negative holdninger”, mens læringstankegangen flyder som affald i klasseværelserne og på ledelsesgangene.

Det siger min krystalkugle. Det skal nok blive ”positivt”. Positiv=negativ.

 

73. d. 19. februar: Note om Hannah Arendt

En lille kommentar til “børnelæringsfællesskaber”, som det kaldes i “fremtidens skole” i “morgendagens samfund”:

”Therefore, by being emancipated from the authority of adults the child has not been freed but has been subjected to a much more terrifying and truly tyrannical authority, the tyranny of the majority”,
(Hannah Arendt i “The Crisis in Education, 1960)

Hvem er “the majority”? Det er ‘børnegruppen’ (a la “Fluernes Herre”), og det er det ubestemte og detailregulerende teknokrati uden ‘kulturelle formål’. Det er “en rædselsvækkende og tyrannisk autoritet”.

Barn og voksen bør i stedet genfinde hinanden som elev og lærer. Først da får man en egentlig “børnegruppe”. Sådan en lærer har autoritet, fordi han er en author, dvs. han tager del i begyndelser, i fortællinger, i levende ord og kundskaber. Han åbner munden, den lille blæsebælg, på sig selv og på andre, så kulturens ord og sætninger kommer til syne i hakkende, stammende, smilende og svedige bevægelser. Så får man “kulturelle formål”.

Hvem gider det? Vist nok ingen.

 

74. d. 19. februar: Asger Sørensens anmeldelse af Koldaus bog

Her er lektor Asger Sørensens fremragende og personlige anmeldelse af Linda Maria Koldaus tankevækkende “Jante Universitetet, bd.1-3”: Tak for anmeldelsen til Sørensen, læs den før din nabo:

https://www.academia.edu/9191501/Asger_S%C3%B8rensen_Konkrete_lokale_samarbejdsproblemer_p%C3%A5_Aarhus_Universitet_Koldau_and_co._indsendt_uden_held_

 

75. d. 20. februar: Dialog og Heretica

Lidt foreløbige refleksioner over en – i al fald i pædagogiske sammenhænge – lidt glemt strid mellem to af efterkrigstidens toneangivende kulturtidsskrifter. Hvis nogle FB-venner kender til analyser/omtaler af emnet, som jeg måske kan have glæde af, hører jeg gerne om det.

http://www.thomasaastruproemer.dk/dialog-og-heretica.html

 

76. d. 20. februar: Computer Charlie

En sang om Computer Charlie, der er det erklærede dannelsesideal hos Antorini og Lars Goldschmidt i en udgivelse fra 2002 og dermed også for Ny Nordisk Skole, som ligger til grund for folkeskole- og gymnasiereformen. Ny Nordisk Skole støttes af Danmarks Lærerforening, der for tiden går og lover, at de vil være “positive og konstruktive om folkeskolen” sammen med KL, der selv er en ren Computer Charlie. DLF indgår i delt formandsskab for Ny Nordisk Skole med Lars Goldschmidt. Meget “positivt og konstruktivt” må man sige.

https://www.youtube.com/watch?v=8ytgmhVd5ko

 

77. d. 21. februar: Hvad er en skolereformtilhænger?

Når man kritiserer en skolereformtilhænger, forstår de ingenting. De kan finde på at reagere på seks måder for at undgå at diskutere sagens substans:

1. De overhører kritikken totalt, beskæftiger sig ikke med den, men klør på i enøjet og klatøjet mekanik. Dette reaktionsmønster kendetegner hele det organisatoriske niveau, policy-niveauet og de journalistiske aktører (90% af tilfældene).
2. De siger, de ikke forstår kritikken (meget sjælden empirisk forekomst, men jeg stødte på det i går ifm en diskussion med den fremtrædende skolereformtilhænger, skolelederen Camilla Ottsen).
3. De beder om en ”god tone” og “konstruktiv dialog”. Det gør f.eks. skoleleder Peter Haldor Hansen. Se også punkt 5. Men god kritik er ikke “konstruktiv” på den simple måde, det antages. Den er derimod snarere destruktiv, ellers er det blot en organisationsintern og ikke en offentlig og fri kritik.
4. De går da “ind for dannelse”, og foreslår et ”både-og”, altså både læringsmål og dannelse, selvom hele skoletænkningens grundlag hviler på et kæmpe opgør med enhver form for ”både-og”-tænkning. Det er Agi Csonka (fra Ny Nordisk Skole) og mange andres tilgang. Der er imidlertid ALDRIG en faglig kvalificering af det postulerede “både-og”, som derfor er en ren flugt fra at studere sagens sammenhæng. Tværtimod suser man lynhurtigt ind i læringsburet igen, efter man med røde kinder har sagt “dannelsesordet”.
5. De siger, at kritikken er et udtryk for “negative holdninger”. Sådan gør helt nyansatte og blanke mellemledere på Fyn over for personer, som ellers har fået adskillige priser for sit faglige virke.
6. Professor-niveauet har en yderst sjælden og i alle tilfælde en helt overfladisk behandling af kritikken med udgangspunkt i en dannelsesfjendsk og ekstremt instrumentalistisk systemteori. Når de herrer så får lidt kritik, klager de gudhjælpemig til kritikerens overordnede og forsøger at få den pågældende leder til at gribe ind over for “mobning” eller en postuleret ”nedladende” tone. Det er de ekstremt indflydelsesrige professorer Jens Rasmussens og Lars Qvortrups hjælpeløse og pinlige strategi, som jeg snart vil dokumentere i sin fulde elendighed. Jeg er træt af, for den akademiske husfreds skyld, at tie med de efterhånden mange eksempler på intimideringer af denne og lignende karakter.

Hvad kan man gøre? Der er tre muligheder:

1. Man kan opstille læringsmål og finde nogle evidensbaserede metoder, der kan gøre dem alle sammen så dygtige som muligt, så de lærer at sige sætninger i en bedre rækkefølge. Dvs. bede dem tage deres egen medicin. Så kan de blive til dannelsessoldater uden individualitet.
2. Man kan intensivere respektløsheden.
3. Man kan samle fornuftige folk fra højre og venstre og af forskellige faglige observans i en opbyggelig og konstruktiv dialog om formål og pædagogik i samfundet, dvs. opbygge en egentlig respekt.

Den første mulighed er udemokratisk, fordi den sætter ligheden som mål og pædagogiserer modstanderen. Derfor er jeg i god gammeldags stil begyndt på det sidste, der derimod forudsætter lighed, og derved tvinger demokrati, individualitet og egentlig respekt frem.

Den tredje mulighed er også god.

 

78. d. 21. februar: Kan man handle i et samfund?

Man kan ikke handle i et samfund, og jeg taler ikke om at ”handle i Netto”, men om egentlig handling. Hvorfor ikke? Fordi i et samfund “tilpasser” man sin adfærd efter sociale og økonomiske koder og statistiske lovmæssigheder. I et samfund er der kun adfærd og strategi. Men hvor kan man så handle? Man kan handle ind i samfundet. Men hvor kommer handlingen så fra? Fra tænkningens og det politiske fællesskabs område. Der hvor man bliver sig selv sammen med andre, som også bliver sig selv. Hvor alle forlader samfundet for at blive sig selv, så fællesskabet kan vise sig i al sin pluralitet. Det er det, man kalder for en praksis, og den bygger på en respektløs respekt.

Man kan heller ikke tænke i et samfund. Hvorfor ikke? Fordi i et samfund snarere “reflekterer” man over sin adfærd, som tilpasses den gældende sociale nødvendighed. Men hvor kan man så tænke? Man kan tænke alene for at komme i overensstemmelse med sig selv, sammen med andre, der også tænker, et usynligt fællesskab af mennesker, som forsøger at eksistere, og som læser hinandens bøger. Vi får en udvidet bevidsthed af alle tænkende, som ikke reflekterer.

Handling og tænkning kan sive væk fra hinanden, hvilket har fatale konsekvenser. De kan dog aldrig forenes, men må holdes tæt i magnetisk stridbarhed. Det er det, man kalder for pædagogisk filosofi.

Handling og tænkning er uden for samfundet og er al pædagogiks egentlige formål.

Eller måske er det bedre at sige, at handling og tænkning er inderst inde i samfundet, og som konsekvens umuliggør samfundets eksistens – som et rumsterende og forstyrrende Polis inde i tilpasningen?

 

79. d. 21. februar: Jens Rasmussens intimideringer

I februar 2014 skrev jeg nedenstående essay om Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO):

Blogindlægget, som løbende er udviklet, er pr dags dato læst af 6412 personer og delt over 1000 gange, og det er min klare fornemmelse, at folk bredt i det pædagogiske liv har taget godt imod det. Mange andre har i øvrigt givet udtryk for lignende synspunkter.

Der er dog en person, der ikke kunne lide indlægget, og det er professor Jens Rasmussen. Ikke at han har kontaktet mig om det, slet ikke. Og han har heller ikke skrevet om essayet på bloggen, på fb, i avisen i et tidsskrift eller andre offentlige steder. Man skulle på den måde tro, at han godt kan lide indlægget.

Men det kan han som sagt ikke, faktisk slet ikke. Rasmussen er sur, fornærmet og krænket, ja, han er så oprørt, at han allerede d. 4. marts går af ”bagvejen”. Han skrev nemlig og klagede sin nød til selveste Aarhus Universitets daværende dekan, Mette Thunø og den ligeså daværende institutleder Hanne Løngreen.

Selve processen omkring henvendelsen er en utrolig historie, som jeg lader ligge her, men det korte af det lange er, at jeg undervejs fra officielt hold fik overdraget to af Rasmussens henvendelser til universitets ledelse.

I den første henvendelse, hvor der i emnefeltet blot står “Rømer”, gør Rasmussen blandt andet opmærksom på, at essayet er udtryk for en ”konspirationsteori”, som er ”stærkt ærekrænkende”. Men der står ikke noget i mit essay om nogen “konspiration”, og det er ikke mere “krænkende” end en sociologisk og evidensbaseret sandhed altid har været det. Henrik Dahl har lavet en lignende analyse af det litterære netværk i Danmark. Det er vores arbejde. Det er ikke “konspiration”, det er et hegemoni, og eftersom jeg også er pædagog og filosof, sætter jeg naturligvis fakta ind i en normativ sammenhæng. Jeg er målløs!

Rasmussen skriver også til min ledelse om mig, at ”meget af det, han skriver, ved tidligere lejligheder er afvist som løgn, fordrejning og demagogi”.

Rasmussen har altså “afvist” det hele? som sådan en slags supervidenskabsmand? Jeg er målløs igen! Han har da aldrig afvist noget som helst, tværtimod. Og jeg har sandelig ikke “løjet”. Muligvis tager jeg fejl i noget – det kan jeg jo ikke vide – men jeg har da ikke “løjet” eller det andet, han skriver. Sådan kunne jeg aldrig finde på at skrive om en medborger eller med-videnskabsmand. Og så endda via universitetsbureaukratiet. Jeg er målløs igen!

Desuden finder Rasmussen, at det er “uacceptabelt at skulle stå model til noget, der bedst kan karakteriseres som mobning, for ikke at sige karaktermord, på min og mange andres person”.

“Mobning”!? Landets mest magtfulde pædagog, som skriver på Undervisningsministeriets hjemmeside og har fri adgang til et utal af tidsskrifter, og som jeg aldrig har mødt personligt, føler sig “mobbet”? Jeg er målløs for tredje gang! Og “karaktermord”? Jeg aner intet om hans karakter, og jeg skriver heller ikke noget om den. Og “stå model”! Hvem i al verden tror han, at han er. Bekræfter den formulering ikke blot hele min pointe? Og her skal man huske på, at “mobbeanklagen” kan føre til tjenstlige sanktioner, så Rasmussen gik direkte efter mit virke med disse formuleringer.

Det er mindst fjerde gang, Rasmussen går af ”bagvejen”. Den anden gang var for mit vedkommende dengang, han henvendte sig til bladet Folkeskolens redaktion, som efterfølgende ringede mig op og bad mig nedtone kritikken af Rasmussens arbejde.

Til sidst i henvendelsen fortæller Rasmussen, hvor betydningsfuld han selv er: “Jeg er jo af den opfattelse, at jeg varetager (tillids)opgaver, som fakultetet og instituttet værdsætter”, og det er jo sådan set netop de “tillidsopgaver”, som mit indlæg handler om.

Men Rasmussen mener, at mit indlæg har “ødelæggende virkning” for de pågældende organers “anseelse”. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Skulle jeg i mit arbejde tage hensyn til f.eks. ph.d.-rådets anseelse? Mit arbejde er at undersøge organernes filosofiske fornuft helt uafhæng af anseelse, og det er lige præcist det jeg gør. Jeg er målløs for fjerde gang.

For nylig er åndsfællen Lars Qvortrup på samme måde gået af bagvejen på grund af min kritik af hans arbejde, også han forsøgte at få universitets ledelse til at lægge pres på mit frie arbejde.

Kun ved hårdt arbejde fra mig og min dygtige fagforening er det i begge tilfælde lykkedes mig at fastholde en fri tilstand.

Men nu kan det simpelthen være nok. Nu er jeg der, hvor jeg mener, at min ytrings- og forskningsfrihed samlet set er truet. Nu må alle vide, hvordan dele af DPO’s centrale organer arbejder.

Så jeg skriver nu løbende på Facebook og samler sammen til et nyt stort essay om et DPO i dyb åndelig defensiv og moralsk forfald, et “Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) 2”, som kun kan forsvare sig ved at hemmelige og grove henvendelser til universitetsbureaukratiet. Hele Danmarks pædagogik påvirkes jo af de to herres intimideringer. Og måske er det ikke kun mig, der får listige “henvendelser”. Faktisk har jeg hørt om flere.

Den nye konstituerede institutleder er fagligt meget tæt på Rasmussen. Rasmussen var hans ph.d.-vejleder, og de har skrevet bøger sammen. Det sidste, jeg læste fra institutlederens hånd, handlede om, at konkurrencestaten kunne sammenlignes med Karl Marx’s kommunistiske paradis. Det lover ikke godt. Det er tid til lidt evidens, før tingene sætter sig fast.

http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki.html

 

80. d. 22. februar: Den videnskabelige sætnings politik

Jeg er på en eller anden mystisk og snørklet måde havnet midt i det, som Michel Foucault i 1977 kaldte for “the politics of the scientific statement”. At jeg skulle havne der lå ikke lige i kortene tilbage i 2007, hvor jeg underviste i socialret og organisationsteori på et århusiansk pædagogseminarium.

“The politics of the scientific statement” er det pulserende, levende og stridbare sted, hvor en postuleret pædagogisk objektivitet demaskeres som ren normativitet og magt.

Og det er også det sted, hvor al åndsvidenskabelig objektivitet kaldes for “løgn og fordrejning” af det selvsamme eksisterende hegemoni.

“The politics of the scientific statement” et det punkt, hvor videnskab, pædagogik, debat og formidling bliver til et og det samme; til en kraft, til en undtagelse, til en respektløs destruktion, der bygger op.

 

81. d. 22. februar: Data-ledelse i Greve

På Strandskolen i Greve Kommune søger man en ny skoleleder. Det står i Politiken, og af kommunens hjemmeside fremgår det, at det er et “genopslag”.

I Greve er “alle ledere er i gang med et uddannelsesforløb under overskriften ’ledelse med data’, hvor der er fokus på arbejdet med elevernes læring og mål.”

Hvilken reklame! Det er vist det, man kan kalde kommunalpædagogik; Ja-Hattie pædagogik. Mon vi snart skal have lidt “dataledelse” på universitetet?

Jeg forstår udmærket, hvorfor ingen vil søge stillingen. Og hvis man finder en ”kompetent” ansøger, vil det helt sikkert være en dårlig skoleleder. Men kommunen vil naturligvis være begejstret.

http://www.greve.dk/job.aspx

 

82. d. 23. februar: Hvad er et pædagogisk oprør?

Forskellen på et upædagogisk og et pædagogisk oprør:

Et upædagogisk oprør: Hvis skolen ikke peger på den fælles verdens ting og handlinger – hvorved den undlader at tage ansvar for det, som et fællesskab er bygget af, dvs. samfundets kundskaber – vil den nye generation smadre den fælles verden UDEN AT LÆGGE MÆRKE TIL, at den gør det. Dermed ødelægges alt. Alt går til i ”læring”.

Et pædagogiske oprør: Hvis skolen derimod peger på den fælles verden, og dermed beskytter den, vil den nye generation måske smadre den fælles verden alligevel. Men generationen vil også, hvis den altså beslutter sig for at smadre, nu LÆGGE MÆRKE TIL, at den gør det, pga. den intellektuelle, politiske og følelsesmæssige strid som brydningen mellem den nye og den gamle verden afstedkommer. På den måde vil den fælles verden fortsætte sit liv; nu blot som et usynligt forhold mellem realitet og negation, med en tilhørende glemt tekstlighed, der hele tiden kan genopdages. Dette forhold bruser. Dermed bevares alt.

Det er da en stor forskel, er det ikke?

Men i så fald er det underligt, at man satser så kraftigt på den første form for oprør, som egentlig er et resultat af den anden form.

 

83. d. 23. februar: Forholdet mellem skole og gymnasium

Jeg har en kort artikel i det nyeste nummer af Studenterkredsens blad om forholdet mellem skole og gymnasium. Det er flere fine artikler om dannelse og om andre emner i bladet:

http://studenterkredsen.dk/2015/02/forholdet-mellem-skole-og-gymnasium/

 

84. d. 23. februar: Usammenlignelige sammenligninger

1.

Jo mere sammenlignelige uddannelser er, desto dårligere er de.

De bedste uddannelser er usammenlignelige.
I samme øjeblik, der sammenlignes, mister uddannelsen sin egenart, sin kvalitet.
Sammenligning er det modsatte af kvalitet. Det er dovenskab.
At sammenligne er at være doven. Tag dig sammen og bestil noget! Sammenlign ikke!

2.

Hvad skal man så gøre? Man skal undersøge, diskriminere og slå sig ind i de pædagogiske ejendommeligheder med et dialektisk og følelsesmæssigt sværd og i opmærksom omsorg – lige ind skolens essens og tumultariske indre. Herinde, dybt inde, efter et langt, hvileløst og dejligt arbejde finder man det fælles, som man måske så kan ”sammenlignelige”.

Sammenligning kommer efter kvalitet. Det er den arbejdsommes valgsprog.

 

85. d.24. februar: Forholdet mellem undervisning og læring

En lille refleksion på min “magisterblog” om forholdet mellem undervisning og læring:

http://magisterbladet.dk/blogogdebat/grundlovensigerundervisning

 

86. d. 24. februar: Hvad er den ”empiriske vending”?

Den såkaldte og postulerede “empiriske vending” inden for den pædagogiske forskning vender sig i virkeligheden væk fra det empiriske. Den undersøger kun, hvilke metoder der fører til øget læringsscore. Hvad er der empirisk ved det? Det er jo kun en måling ud fra en accepteret policy, som man underdanig underlægger sig. Det er ikke forskning. Det er en lille og banal teknisk undersøgelse.

Men hvad der faktisk sker i klasserne, på skolen og i undervisningen – altså det egentlig empiriske, med alle dets normative, sociale og politiske lag og vekselvirkninger, der er der aldrig nogen inden for “den empiriske vending”, der taler om. Det var det, som især den Bourdieu-inspirerede forskning var god til i gamle dage, men den kunne, trods dens dyder, også nogle gange blive lidt for “teoretisk” og menighedsagtig efter min mening. Der er brug for en mere bredspektret empirisk forskning, der ikke er så bundet til en bestemt teoretiker.

Kan vi ikke få noget oversuperlækker empirisk forskning? Noget fordybende, faldende, borende, undersøgende, eksperimenterende, kreativ, analytisk og opmærksom forskning, som undersøger, hvad der sker? Hvad sker der? Hvad? Ikke hvad der virker, det må pædagogerne tage sig af, men hvad der sker? Hvad sker der?

Man skal så også lige huske på, at det er denne anti-empiriske “empiriske vending”, der sidder på magten i den pædagogiske forskning og udvikling.

 

87. d. 25. februar: Sjove tegninger af gamle mænd med skæg

Det er desværre ved at være lang tid siden, jeg har set nogle sjove, befriende og frigørende tegninger af gamle mænd med skæg, hvis navn for tiden er stærkt forbundet med global terrorisme og bestialske semi-statskonstruktioner, som ligefrem afsætter voldshandlinger og hjernevask direkte ind i mit eget frie land, og som får politikerne til at indskrænke den selvsamme frihed, som de mener er truet. Et eksempel herpå er Dansk Folkeparti, som er imod frie lærerseminarier, fordi partiet er bange for, at der i så fald bliver dannet muslimske lærerseminarier. Sådan ødelægger man en frihedstradition i ren og skær angst. Og det sørgelige resultat er, at vi nu er efterladt med professionshøjskolernes knastørre funktionalistiske metodecentraler, kun suppleret af det dejlige fri lærerseminarium på Fyn, som har fået en særstatus i loven.

Men vi skal måske gøre som svenskerne? Åbne vores hjerter? Hvilket hjerte? Har vi et hjerte? Nej, vi har en metode. Metodehjertet. Vi kan åbne vores metodehjerte. Et multikulturalistisk anti-karikaturfiks. Har “svenskerne” et hjerte? Nej! Hvorfor ikke? fordi de ikke vil være “svenskere” – og kan et folk, der ikke er sig selv, have et hjerte? Nej, vel? De er stukket af i gold forstandsetik. Vi har et “metode-hjerte”. Det er det “hjerte”, der møder dem, der flygter til landet. Et virkeligt hjerte kan åbnes og lukkes, det pulserer, det tager imod og det afviser, det sprutter og tegner, og det inviterer til liv.

Carsten Jensen og andre mener, at det er vores egen skyld, at der er terrorisme og had og alt det andet. Helt ærligt: Vi har en global politisk og totalitær bevægelse, der sætter sig spor i Europa, og så er det de menige europæeres skyld? Kan en eller anden ikke tegne en tegning af Fru Hansen med en turban i pyntehatten? Eller Muhammed med en pyntehat? Eller Carsten Jensen med en klap-hat.

Jeg håber snart der kommer flere sjove tegninger, der kan frigøre, provokere og i det hele taget bidrage til at nedbryde den fornærmelseskultur, som ikke kun findes i muslimske kredse, men også har klangbund resten i samfundet.

Et GODT samfund er bygget af fri påmindelse, åbenhjertighed og tilsynekomst, og her er “fornærmethed” og “krænkelse” virkelig ingen dyd. De er tværtimod et tegn på tvangsmæssig og frossen identitet; og “tvangsmæssig identitet” er det, som et DÅRLIGT samfund bygger på.

 

88. d. 26. februar: Pædagogikkens to verdener

Jeg foretager de absolut sidste rettelser på Aalborg Universitetsforlags flotte lay-out af min bog “pædagogikkens to verdener”. Der er 569 sider, 5 sektioner og 48 kapitler. Det er en udbygning og sammenskrivning af en række indlæg og videnskabelige artikler i en sammenhængende og argumenterende form. Her er indholdsfortegnelsen:

Forord
Indledning

1. Uddannelsespolitik, landet med de to måner
   1. Ånd og praksis i et nationalt uddannelsessystem?
   2. Ny = ikke
   3. Historien om Christine Antorinis ”moralske svigt”
   4. Kommunernes Landsforenings skolesyn: Nysyn på folkeskolen og En ny folkeskole
   5. Regeringens skoleudspil: Gør en god skole bedre
   6. Kampen mellem §1 og §2
   7. Læreren og forskeren i bur
   8. Forenkling af fælles mål i folkeskolen
   9. Ny Nordisk Skole og Danmarks Lærerforenings professionsideal
   10. For meget kinesisk eller for lidt dansk?
   11. Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)
   12. Det repræsentative oligarki
   13. Agedrup – de to lande i friktion
2. Konkurrencestat og uddannelse, det parallelle lands dybdestruktur
   14. Konkurrencestat og dannelse – en unødvendig umulighed?
   15. Den meningsløse “rådvildhed” – passager mellem konkurrencestat, neo-strukturalisme og systemteori og det kommunistiske grundfjeld
   16. Er konkurrencestaten liberalistisk eller socialistisk?
   17. Konkurrencestatens krav til dannelse
3. Pædagogisk filosofi – markeringer
   18. Hvad er folkeskolen?
   19. Videnskab, værdier og pædagogik
   20. Hvad er videnskabelig metode?
   21. Forberedelsestid – læreren som filosof eller embedsmand?
   22. Tingenes pædagogik
   23. Et forsvar for skolen!
   24. Hvad er lighedens pædagogik?
   25. Hvad er bæredygtighed?
   26. Hvad er professionel dømmekraft?
   27. Hvem er Genius?
   28. Om Martin A. Hansens ”Ved Korsvejen”
   29. En refleksion over Egon Clausens “Regnebrættet – erindringer fra Ribe”
   30. Læreren i kødet og sætningernes fylde
   31. Hvad er disciplin?
4. Pædagogisk filosofi – analyser
   32. Forskellen på en undervisningsekspert og en lærer
   33. Det grundtvigskes tilbagetrækning og genetablering
   34. Det danske firkløver: Om modersmål, fædreland, konge og folk, om kønspædagogik og et appendix om forholdet mellem stat og dannelse
   35. Hvad er kundskaber?
   36. Teori og praksis
   37. Den skrå lærer
   38. Pædagogik og evidens
   39. Forudsætningens filosofi
   40. De usynlige tings pædagogik
   41. Naturens ting
   42. Liberalismens indre krise
   43. Tre erfaringer – liberal, konservativ og socialistisk
5. Mundtlige iagttagelser
   44. Folkemøde 2013
   45. Folkemøde 2014
   46. Et par uger i dannelsens tumult
   47. Mundtlig konklusion: Modernitet og dannelse, foredrag på Rønshoved Højskole, d. 5. oktober 2013

Alvorligt appendiks: Linda Maria Koldau

Litteraturliste

 

89. d. 28. februar: Godt indlæg af Sauer

Enig med Sauer. Alle dygtige lærere, jeg eller mine børn har haft, er som han beskriver. Og hvis jeg nogensinde udsættes for en “læringsekspert”, som måske endda har en “læringschef”, der vil “læringsmaksimere”, så er jeg den, der løber væk i ren rædsel.

Læserbrev fra Politiken  af Niels Christian Sauer:

“Er det ikke påfaldende, i hvilken grad de lærere, der indstilles til Politikens undervisningspris, overhovedet ikke ligner skolereformens lærerideal? De lærere, der brænder igennem og virkelig gør en forskel, er åbenbart stadigvæk de originale, fællesskabsorienterede og personligt engagerede formidlere, mange husker fra deres egen skoletid, lysår fra den tjekkede, individfokuserede og målstyringsorienterede læringsmedarbejder, der er reformens lærerrollemodel.”

 

90. d. 28. februar: Karen Dichs syn på universiteter

Karen Dich, som vist nok er analyseredaktør, argumenterer i Politiken for, at afskaffe universitetsspecialet og faktisk også alt muligt andet, der minder om noget akademisk. Den slags er for besværligt og ikke erhvervsrettet nok i “masseuniversitetet”, som det hedder.

Først troede jeg, hun var kritisk, men så fandt jeg ud af, at det er hun slet ikke. Det er den mest radikaliserede neostrukturalistiske anti-kritik, jeg nogensinde har oplevet. Det er Nyt Nordisk Universitet.

Det er det nye Politiken, det nye Radikale Venstre. Det er skrækkeligt på alle måder. Sidst jeg stødte på noget lignende, altså en Foucault-inspireret nedsmeltning, var da nogle forskere mente, at universitetet skulle gå fra Humboldt til et ”smartphones-episteme” og så videre på den galej.

Jeg savner allerede Bjørn Bredal.

(Bare nu ikke Karen Dich skriver til mine mellemledere og klager, ligesom landets systemteoretiske professorer gør, hvis de bliver kritiseret)

http://politiken.dk/debat/profiler/karendich/ECE2567515/fire-maaneder-et-bolsje-og-en-plastiksmoelf/