Facebook-drys 16: 26. april – 31. maj 2015

Her er 56 facebook-opdateringer fra ultimo april – maj 2015. Det handler næsten alt sammen om en klagesag, som i denne periode udspillede sig på DPU: Jeg havde her på siden lavet en grundig kritik en artikel af to DPU-forskere. Efterfølgende klagede forfatterne til universitetets ledelse med beskyldninger om ”had” og ”tilsvining”, og universitetets ledelse besluttede sig for at behandle sagen. Sagen vakte et større postyr i offentligheden. Man kan læse om det hele i opdateringerne.

Man kan enten klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå fb-opslag med diverse kommentarer, eller man kan læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart efter teksten.

  1. Dorthe Staunæs’ og Malou Juelskjærs klager til Aarhus Universitet over en faglig kritik af deres arbejde
  2. Erik Schmidts kommentar til klagesagen
  3. Brian Degn Mårtenssons kommentar til klagesagen 1
  4. Kritik=mobning
  5. Om ”Pædagogikkens To Verdener”
  6. JP-artikel om klagesagen
  7. Kritisk debat mellem Knoop og Brinkmann
  8. Om at gengive en tekst korrekt (blogindlæg)
  9. Klagesagen dækkes i Forskerforum
  10. Kommentar til klagesagen af Konservative Studenter
  11. Brian Degn Mårtenssons kommentar til klagesagen 2
  12. Mere post-strukturalistisk ”radikal accept”
  13. Claus Emmeche kommenterer klagesagen i Information
  14. Morten Nissen og Helle Rabek Hansen forsvarer klagerne
  15. Jeg er saglig!
  16. Løbende registrering af indlæg
  17. Klaus Kjøller kommenterer klagesagen i Berlingske
  18. Berlingskes leder om klagesagen
  19. To refleksioner
  20. Svar på Dorthe Staunæs’ og Malou Juelskjærs første indlæg
  21. Neo-strukturalistisk følsomhed
  22. Forholdet mellem ER og BØR 1
  23. Rokokoposten kommenterer klagesagen
  24. Hans Hauge kommenterer klagesagen i Berlingske
  25. Svar på Dorthe Staunæs’ og Malou Juelskjærs andet indlæg
  26. Mange tak!
  27. Jakob Fuglsang kommenterer klagesagen i Politiken
  28. Om forholdet mellem ER og BØR 2
  29. Lone Nørgaard kommenterer sagen i Kristeligt Dagblad
  30. Sagen afgøres
  31. JP dækker afgørelsen
  32. Gunver Lystbæk Vestergård kommenterer klagesagen
  33. En pædagogisk lov 1
  34. Kommentar til Staunæs’ og Juelskjærs fortolkning af sagens afgørelse
  35. Kritikken er u-ro
  36. Rektorforeningen og synlig læring
  37. Svein Sjøberg kritiserer norsk uddannelsespolitik
  38. Michael Böss kritiserer konkurrencestaten
  39. Den pædagogiske forsknings disposition
  40. JP-leder om klagesagen
  41. Birgitte Stoklund Larsen kommenterer klagesagen i Dansk Kirketidende
  42. Aarhus Universitet på Folkemødet
  43. Refleksion over Folkemødets tilstand
  44. Klagesagen dækkes i Folkeskolen
  45. Brian Degn Mårtensson kommenterer klagesagen 3
  46. Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) – del 2 (blogindlæg)
  47. Fearless speech
  48. Om Jens Rasmussens klager
  49. En pædagogisk lov 2
  50. Min MGP-favorit
  51. 1 og §2
  52. Thomas Nordahl kritiserer ”metodefriheden”
  53. ”Pædagogikkens To Verdener” er udkommet!
  54. Konkurrencestat er det modsatte af globalisering
  55. Torben Wiben Jensen kommenterer klagesagen
  56. Note om Foucault

 

1. d. 26. april: Dorthe Staunæs’ og Malou Juelskjær klager til Aarhus Universitet over en faglig kritik af deres arbejde

Lidt om livet på DPU: Hvis man skriver en kritik, bliver man anklaget for “had og tilsvining” via administrative kanaler. Her er et eksempel på en aktuel sag:

http://www.thomasaastruproemer.dk/paa-dpu-anklager-om-had-og-tilsvining-og-forsoeg-paa-administrativ-intimidering-pga-faglig-kritik-og-debat.html

 

2. d. 26. april: Erik Schmidts kommentar til klagesagen

Erik Schmidt har skrevet om sagen vedrørende Staunæs’ og Juelskjærs klager på folkeskolen.dk.

Tak til Schmidt for det. Der er åbenbart nogen, som gerne vil have lidt frie stemmer og noget fri videnskabelighed i samfundet. Ja, heldigvis er der faktisk mange, er det mit indtryk fra dagens diskussioner det ene og det andet sted.

Jeg skal nok skrive mere om det hele. Blandt andet har jeg netop færdiggjort et essay på 30 sider med 52 fodnoter med titlen “Danmarks Pædagogiske Oligarki – del 2”. Men skal jeg offentliggøre det? Jeg må hellere spørge dekanen, om det er i overensstemmelse med DPO’s teori.

http://www.folkeskolen.dk/562551/noedvendig-fejde

 

3. d. 27. april: Brian Degn Mårtenssons kommentar til klagesagen 1

Brian Degn Mårtensson, som netop har udgivet bogen Konkurrencestatens pædagogik på Aarhus Universitetsforlag, har analyseret Dorthe Staunæs’ klage over min analyse af hendes artikel om “klasseledelse – all inclusive”.

Mårtensson kommer frem til, at min analyse er helt efter bogen, og at Staunæs’ reaktion er imod demokratiske og videnskabelige principper. Mårtensson har også mange relevante refleksioner undervejs.

Han slutter med at drage en konsekvens, som alle landets forskere – og borgere for den sags skyld – efter min opfattelse bør have in mente; især hvis denne praksis med, at diverse mellemledere bliver bedt om at afgøre, hvad der er op og ned i en politiske, videnskabelige og pædagogiske strid, ikke standser øjeblikkeligt:

“Næste gang jeg læser en tekst, der er skrevet af en forsker fra Aarhus Universitet, tror jeg ikke, at jeg kan lade være med at spørge mig selv: Gad vide, hvad forfatteren ville skrive, hvis vedkommende kunne tale frit og ikke skulle bekymre sig om potentielle klager, driftsøkonomi, rådsposter og afsætningsmuligheder?”

http://www.folkeskolen.dk/562572/dorthe-staunaes-som-radikalt-accepterende-begrebseksperimentator

 

4. d. 27. april: Kritik = mobning

Jeg har ellers lige lavet en analyse af en tekst, som en dansk pædagogisk forsker har udgivet her i år. Men jeg vil ikke offentliggøre den, for så skriver den pågældende forsker til dekanen og siger, at jeg laver “cyber-bullying” og sådan noget, og derpå skal jeg forsvare min argumentation overfor dekanen i stedet for overfor den kollega, hvis arbejde jeg jo egentlig kritiserer. Men jeg tror jeg ikke jeg kan finde ud af at forklare mig overfor dekanen, for han er jo ikke pædagog, så det bliver let sådan noget universitetspædagogisk-agtigt noget det hele. Men så kan jeg måske give ham et “kursus”? Men det duer jo heller ikke. For den, der er under anklage af den uvidende, kan ikke samtidig give et kursus til ham.

Jeg er sat skakmat.

Den pædagogiske videnskab er død. Kritik=mobning. Jeg er kommet i de “negative holdningers” land. Der hvor resterne af landets pædagogik bor. Staunæs og Juelskjær har ret. “Oplysning” kan ikke overleve i de mobbeaffektive intensiteters tænketeknologiske psy-ledelse.

Jeg har også skrevet 30 sider om “Danmarks Pædagogiske Oligarki – del 2” med 52 fodnoter. Da jeg udgav “del 1” for et år siden, skrev professor Jens Rasmussen også til den daværende dekan, at jeg løj og var uvederhæftig, og at jeg mobbede osv.. Rasmussen skrev også arrogant, at han skam havde forklaret mig det hele før. Han skrev også, at jeg skadede instituttets og hans mange fine råds interesser. Det tog mig over en måned at køre den sag, som endte med at sagen faldt.

Man skulle jo tro, at mit store arbejde dengang havde skabt en vis præcedens, men det er ikke tilfældet. Hvorfor ikke? Nej, for der er kommet nye ledelser og afdelinger over det hele, og de kan ikke huske noget af det, jeg har oplevet. Og DPO er kommet endnu tættere på DPU’s ledelse. Så nu skal jeg igennem det hele igen. Man skulle tro, at det var mig, der handlede i universitetets interesse, men det, kan jeg forstå, er ikke tilfældet. Tværtimod er jeg nu, af landets fremmeste mobbeforskere, udnævnt til at være en “cyber-bullyman”

Det var ikke sjovt dengang. Og nu sker det bare igen. Akkurat det samme. Med samme argumentation, og de nye mobbeofre henviser endda til Rasmussen selv. Det bekræfter jo simpelthen DPO-tesen med en form for indre evidens.

Jeg holder op med at skrive kritisk om dansk pædagogisk forskning. Fra nu af omtaler jeg kun danskerne i positive vendinger og konstruktive dialoger i organisationens interesse. You know… sådan lidt KL-agtigt. Måske kan jeg skrive en kritik af en brasiliansk forsker? Det er der ingen, der opdager. Så kan jeg også kalde mig for “en kritiker”.

Ære være de store mobbeteoretikere. The great destructors!

 

5. d. 28. april: Om ”Pædagogikkens To Verdener”

Om 14 dage udkommer min bog “Pædagogikkens to verdener”. Bogen er et stort mobbeskrift. Jeg troede egentlig, det var en pædagogisk kritik, altså en undersøgelse af en begrebsmæssig dybdestruktur, der præger samfundets diskussioner og genskabelse.

Men jeg kan allerede nu sige, at det ikke er tilfældet. Det er ikke en kritik eller en undersøgelse ført med fri og ansvarlig hånd. Det er derimod mobning. Simpelthen mobning. Det er mobning af DPO, som efterfølgende vil skrive til “debatadministrationen for afgørelse af videnskabelige tvister”.

Der er nok også en eller anden, der synes, at bogen er elendig og noget fusk, der minder ham om Penkowas rottefusk. Det tror jeg f.eks. professor Morten Nissen vil. Nissen er konstitueret leder for forskningsprogrammet “Organisation og Læring”, som er epicenter for den nye mobbe-filosofi. Man kan følge hans synspunkter på min og Svend Brinkmanns FB-tråd.

Nissen kan slet ikke genkende, at jeg er i gang med en pædagogisk revurdering af neo-strukturalismen, så han vil “dumpe” min tekst til eksamen. Den slags, inklusiv det med Penkowa og at man kun skal være uenig på en “konstruktiv måde”, skriver han rundt omkring.

Jeg har vist ingen stor “organisations- og lærings”-stjerne” i den kreds, på trods af at jeg faktisk skrev ph.d. om læringsteori. Den bog, “At lære noget i en verden uden gelænder”, var også mobning, for der var f.eks. en kritisk analyse af Knud Illeris’ arbejde. Han klagede dog ikke til nogen. Måske var det før “mobbe-Danmark” blev til?

Så “Pædagogikkens to verdener” er en mobbebog, som ønsker at ændre synet på neo-strukturalisme og Foucaultbaseret kritik og pædagogik.

Ren mobning. Ren fusk. Ren Penkowa.

Det er slut!

 

6. d. 29. april: JP-artikel om klagesagen

Fra dagens JP:

LEKTOR INDKALDT TIL SAMTALE FOR “TILSVINING”

En lektor på Aarhus Universitet skal til samtale hos ledelsen efter at have ytret kritik af kollegers forskning. Flere forskere mener, at det er ude af proportioner…..
————————————-
Kommentar til artiklen:

I artiklen kan man læse, at historikeren Michal Böss, juristen Jacob Mchangama, historikeren Jes Fabricius Møller og psykologen Svend Brinkmann alle er enige om, at Staunæs og Juelskjærs klager intet har på sig – tværtimod. Jeg er glad for, at så fremtrædende forskere og debattører fra mange forskellige fag deler mit synspunkt vedrørende dette. Ja, Brinkmann kalder det ligefrem “en skandale af dimensioner”, hvis sagen ikke stopper nu.

Staunæs og Juelskjær selv vil ikke sige noget, fordi det er en “personalesag”, som Staunæs kalder det. Den strategi kender vi alt for godt. Koldau blev også rekonstrueret som en “personalesag”, da hun forstyrrede et lidt indelukket videnskabeligt musikmiljø – også på Aarhus Universitets Humaniora. Men det er forkert. Det her er ikke en “personalesag”. Det er et kulturelt og universitetspolitisk overgreb – både at føre et “mobbeargument” i marken på denne måde, og at universitetet accepterer dette “argument”, som grundlag for en formel samtale. Men ok, journalisten skal have tak for, at vi nu kan se, at Staunæs fastholder sin utrolige opfattelse af sagen og tilsyneladende er helt upåvirket af sagens fakta.

Desuden: Man kan jo ikke i fremtiden have tillid til forskningen fra det pågældende forskningsmiljø, når det forveksler mobning og kritik. Det er klart, og det må fra nu af pointeres overfor omverdenen, når situationen kræver det. Ikke mindst fordi de to kritiserede forskere jo har “samarbejdspartnere” i centrale dele af skole- og policy-verdenen. Det duer på en måde ikke, at de pågældende forskere er aktive i skoleverdenen, for den viden, de fremlægger, er jo ikke “kritisk” og folkeligt funderet. Og de opfordrer næppe skolelederne til at interessere sig for kritik og diskussion på landets skoler? Det er helt galt. (i min kommentar til dagens artikel i Berlingeren drøfter jeg kort en indholdsmæssig markering fra Helle Bjerg, som arbejder sammen med Staunæs og Juelskjær)

Konstitueret dekan Johnny Laursen siger, at han “endnu ikke har dannet sig en klar vurdering”, og at han nu skal “oplyses”, hvilket er en meget kritisabel udtalelse efter min opfattelse. Nu skal disse ting afhænge af en konstitueret dekans “vurdering” af noget, som allerede er anerkendt som en “personalesag”. Hvis han var i tvivl, kunne han have henvendt sig til mig uformelt eller betalt f.eks. Svend Brinkmann for en uvildig vurdering af sagens videnskabelige essens og konsekvens. Nu er “videnskabelig og folkelig kritik” gjort til en “personalesag”. Man får lyst til at ryste som en hund, der har været ud at bade.

Da journalisten spørger, om skytset ikke bør rettes den anden vej, svarer Laursen, at det jo er en “afvejning”, men der er ikke nogen “afvejning”. Hvor er den? Al skyts er rettet en eneste vej, nemlig mod den frie videnskab, der nu skal “oplyse” dekanen frem for folket, så den konstituerede dekan kan foretage en ‘administrativ afvejning’, så ingen støder nogen på manchetterne. I et demokratisk samfund er frihed og lighed en forudsætning. Nu er denne forudsætning blevet en “forklaring”, og dermed er den tabt.

Laursen siger også, at “når han (altså jeg) bliver tilbudt at tage en bisidder med, er det naturligvis for at give ham den maksimale beskyttelse, som man altid har krav på”. Jeg skal “beskyttes”. Men mod hvad?

Jeg skal, fordi jeg har gjort mit arbejde, nu bidrage til en konstitueret dekans “afvejning” med “maksimal beskyttelse” i en “personalesag”. Og der er ingen lod i den anden vægtskåls vokabular. Det er dystre tider for dansk videnskab og folkelig frihed.

Denne samtale har intet rationale. Man kan jo så rende til samtaler ustandseligt. Hvilken effekt tror universitetsledelsen lige, at det har på den frie forskning, formidling og debat i samfundet?

I Universitetslovens §2 står der blandt mange andre gode ting, at “universitetet skal tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat”. Eksistensen af herværende samtale er en afmontering af denne tilskyndelse – uanset udfaldet – og dermed også et bidrag til afmonteringen af det “offentlige”. Vi har set samme tendens på flere folkeskoler, hvor helt almindelig pædagogisk kritik nu rekonstrueres som “negative holdninger”, som også skal “forklares” overfor diverse mellemledere.

Herefter kan videnskab og pædagogik synke i grus.

http://www.jyllands-posten.dk/protected/premium/indland/ECE7663494/Lektor-indkaldt-til-samtale-for-%C2%BBtilsvining%C2%AB/

 

7. d. 29. april: Kritisk debat mellem Knoop og Brinkmann 

Her er et eksempel på, hvordan engagerede videnskabsfolk diskuterer frit, et eksempel som Staunæs og co. formodentlig vil karakterisere som “mobning”:

  1. Svend Brinkmann skriver en bog, “Stå fast”; en debatbog, der hviler på års forskning, hvor han kritiserer det ene og det andet psykologiske koncept.
  2. Hans Henrik Knoop, som er det danske midtpunkt for den såkaldte ”positive psykologi”, rakker Brinkmanns bog ned i et tidsskrift
  3. Brinkmann svarer på Knoop (lidt for venligt:-))
  4. Jeg skriver om debatten og tager stilling til positiv psykologis forhold til filosofi og “det negative”.
  5. Knoop svarer mig
  6. Jeg svarer Knoop (se link i bunden)
  7. Knoop svarer to gange
  8. Jeg afrunder
  9. Alle interesserede, både forskere og professionelle, kan nu se, at der er noget at strides om.

Sådan gør man!

Selvom jeg er uenig med Knoop i mange ting, også i de dybe lag, er han i det mindste en videnskabelig hædersmand med engagement og hjerte for sin sag, som han forsvarer på alle de platforme, han møder. Derfor ender positiv psykologi også – det er den filosofiske prognose – med at blive en langt mere seriøs videnskabelig retning end dén pædagogiske psykologi, som pt er under udvikling på DPU, hvor man mener at Kritik=mobning, hvilket er en trussel mod videnskaben som sådan.

http://www.thomasaastruproemer.dk/svend-brinkmanns-strid-med-positiv-psykologi.html

 

8. d. 30.april: Om at gengive en tekst korrekt (blogindlæg)

Her er noget om at “gengive en tekst korrekt”. Det er pludselig blevet ekstra nødvendigt at reflektere over det emne:

http://www.thomasaastruproemer.dk/den-virkelige-tekst-om-at-gengive-et-synspunkt-korrekt.html

 

9. d. 1. maj: Klagesagen dækkes i Forskerforum

Mobbe-sagen fra DPU er dækket i Forsker-forum. Journalisten har godt fat i, at det hele handler om en indholdsmæssig strid, som søges afgjort af administrative veje:

“Kontroversen er således også underliggende en skolepædagogisk uenighed, hvor Rømer tilhører en traditionalistfløj med Grundtvigiansk basis (ikke uden resonans i lærerkredse) – og så en modernistfløj, som fx mener, at skoleledelse er centralt tema i skoledriften (uden at man hermed støtter skolereformen).”

Der er dog også nogle problemer i citatet: Tre kommentarer:

  1. Jeg er ikke enig i, at jeg skulle tilhører en “traditionalistfløj”. Jeg er da langt mere moderne end Staunæs og co, både ift brug af teknologi og i forhold til at relatere pædagogik til moderne problemstillinger og filosofi i hele det kulturelle og historiske spektrum. Det er altså for gammeldags, for ikke at sige “traditionelt”, at tænke sådan i herværende tilfælde.
  2. Desuden mener jeg skam også, at “skoleledelse” er vigtig, men sandelig ikke i Staunæs’ forståelse. Men lige der er Forskerforum nok præget af, at de selv er lidt neostrukturalistisk ridset, hvilket f.eks. gav sig udslag i en stærk kritisabel dækning af Koldau-sagen i sin tid.
  3. Endelig passer det ikke, at klagerne “ikke støtter skolereformen”. De mener ikke, at man gør det, men de gør det alligevel. That is my point! Det er det, som hedder “mobning” på et mobbe-universitet.

Men derudover er det en fin artikel, fordi den forsøger at klø på med det indholdsmæssige. Det skal man altid have respekt for, synes jeg.

http://www.forskeren.dk/dpu-cyber-bullying-i-akademisk-tvist/

(Linket er til 2. udgav som er venligere stemt over for klagerne end 1. udgaven, som jeg kommenterer i drysset)

 

10. d. 1. maj: Kommentar til klagesagen fra Konservative Studenter

Hvor mange med rette kritiserer de københavnske DPU-forskere for at reducere kritik til mobning, så tager de konservative studenter i dette indlæg fat i det administrative spor; nemlig i det forhold, at AU’s ledelse slet ikke burde have behandlet sagen. Det kan jeg kun give dem ret i, for det er ikke ligefrem åbenhjertighedsfremmende at blive udsat for administrative processer tre gange på et år, fordi man siger sin mening om den pædagogiske forskning i landet. Og dekanatet misforstår radikalt dets opgave. Det tror, man har en teknisk mobbesag, men man har det stik modsatte, nemlig en pædagogisk strid, som IKKE kan løses af en eller anden administrativ administrator uden at det bliver rigtigt grimt.

http://www.konservativestudenter.dk/2015/aarhus-universitets-ledelse-forfoelger-kritikere/

 

11. d. 1. maj: Brian Degn Mårtenssons kommentar til klagesagen 2

Brian Degn Mårtensson skriver glimrende om mobbe-sagen på AU. Han opfordrer sådan set blot Staunæs og Juelskjær til at skrive eller sige et eller andet, og gør i den forbindelse fint rede for sagens principielle pædagogiske og universitetspolitiske implikationer.

Det kan jo godt være, at jeg tager fejl. Men jeg kan jo ikke vide det. Men nu skal en dekan på universitetet afgøre det. En administrativ leder skal afgøre landets pædagogiske problemstillinger. Ærligt talt. Så tal dog!

http://www.folkeskolen.dk/562832/er-alt-tabt

 

12. d. 2. maj: Mere post-strukturalistisk ”radikal accept”

Dorthe Staunæs skriver i sin vanvidsklage:

“TAR’s angreb skal ses i forlængelse af årelange række angreb iværksat imod individuelle forskere indenfor bestemte forskningstraditioner (Jens Erik Kristensen, Lars-Henrik Schmidt, Lars Geer Hammershøj, Laura Louise Sarauw m.fl.). Især på DPU, men også blandt vores samarbejdspartnere på andre forskningsinstitutioner (Andreas Rasch-Christensen, Stefan Herman og tidligere på tidligere ansatte Helle Bjerg, Katja Brøgger og Lars Qvortrup).”

Nedenfor er min kritik af en artikel, som er skrevet af en af de folk, som nævnes ovenfor, nemlig Laura Louise Sarauw. Min analyse er fra februar 2014 – og må defineres som en god gang “mobning” ifølge organisations- og læringsmiljøet på DPU? Kritik=mobning. DPU er jo simpelthen en slags børnehave. Det er barokt!

Fra mit synspunkt er Sarauws artikel en bekræftelse på selvsamme hypotese, som jeg også har studeret Staunæs’ arbejde under, dvs. at neo-strukturalistisk pædagogik tror, den er kritisk, mens den er i virkeligheden radikalt accepterende.

http://www.thomasaastruproemer.dk/fra-humboldt-til-smartphones-en-kritik-af-aktuel-neostrukturalistisk-universitetstaekning.html

 

13. d. 2. maj: Claus Emmeche kommenterer klagesagen i Information

Claus Emmeche har i dagens Information nogle fornuftige overvejelser vedrørende sagen om Staunæs’ og Juelskjærs klage. Især kritiserer han, at AU’s ledelse overhovedet tager sagen op:

“Jeg synes, det havde set kønnere ud, hvis de kritiserede forskere var kommet med et modsvar, enten på Rømers blog eller i et andet medie. Det er ikke universitetsledelsens opgave at være ’dommer’ i en sådan sag. Det er en helt forfejlet opfattelse af ledelsens rolle,« siger han og tilføjer, at han ikke personligt kan se noget injurierende i Aastrup Rømers indlæg”

Stille og roligt siger Emmeche disse ting, men Staunæs, Juelskjær, og nu også Morten Nissen og Helle Rabøl – og dermed, må vi efterhånden sige, hele forskningsprogrammet for “organisation og læring” ved AU – forsvarer alligevel mobbefilosofien. Det er et miljø i total intellektuel opløsning efter min opfattelse. Nærmest værre end de allermest snævertsynede marxistiske miljøer i 1970’erne.

http://www.information.dk/531919

 

14. d. 2. maj: Morten Nissen og Helle Rabek Hansen forsvarer klagerne

”NAIVE IDEOLOGER?”

A.

Morten Nissen og Helle Rabøl Hansen, som er med i Dorthe Staunæs’ og Malou Juelskjærs (SJ) fagmiljø ”Organisation og læring”, forsvarer i nedenstående indlæg, at SJ klager til universitetsadministrationen over en analyse jeg skrev midt i april.

Nissens og Hansens argument er følgende:

1) Jeg forveksler forholdet mellem forskning og værdier. Staunæs’ og Juelskjærs analyse er deskriptiv og ikke normativ. Derved ”skævvrider” jeg teksten ”groft”.

2) Min ”polemiske” debatform inviterer ikke til en ”konstruktiv debat”, og jeg fremstiller Staunæs og Juelskjær som ”naive ideologer snarere end selvstændigt tænkende mennesker”.

Mit indlæg overholder dermed ikke ”en faglig minimunsstandard”, som det noget arrogant hedder, og jeg vil få en ”lav karakter i en studenteropgave”. Og – understreger Nissen og Hansen ”upolemisk”: Selv hvis jeg klagede over min lave karakter, ville jeg ikke få medhold.

B.

Min mund er hermed rimpet sammen af to psykologiserende processers retorik.

For det første derved, at jeg har fået en ”lav karakter” af Nissen og Hansen. Jeg er ”elev”, som ikke har hørt efter i timen, og som ikke har forstået Nissens og Hansens forklaringer. For det andet ved, at uanset hvad jeg siger, så er det, jeg selv opfatter som en gyldig fortolkning af SJ’s tekst, på forhånd defineret som en personalesag, hvor alt indhold skal omdefineres til en kvasi-juridisk proces.

Men det er nok det, som Nissen og Hansen kalder for en ”respektfuld dialog”?

Denne dobbelte psykologisering af videnskabelig og kulturel kritik er i al fald stærke og effektive sytråde må jeg sige. Jeg vil blot kalde det for dårlig polemik. Det er også noget andet som starter med “T”.

C.

Men jeg kan da knytte nogle få sætninger til ovenstående punkter, selvom der pga. sytrådene kun kan blive tale om en kort mumlen:

1) Jeg står fuldstændig inde for, at SJ’s tekst er mere normativ end deskriptiv, selvom de tror det modsatte. De hviler på en udeklarerbar normativitet, som er i deres begreber, uden at de åbenbart ved det. Dermed kan de heller ikke se objektiviteten, hvilket blot gøre deres tekst endnu mere normativ.

2) Jeg ”skævvrider” ikke SJ’s tekst – jeg læser den, som den er, uanset hvad SJ tror den er. Jeg dybdelæser den. Det er det, man kalder ”fortolkning”, men som i Nissens og Hansens forskningmiljø – og det er virkelig kritisabelt – bliver til ”mobning”.

3) Dermed bliver SJ faktisk til ”naive ideologer”, som Nissen og Hansen skriver. Det er en helt korrekt beskrivelse. Jeg takker Nissen for det fine udtryk, som jeg vist ikke selv bruger? SJ tror, de er kritiske, men det er de ikke. De er endnu mere radikalt accepterende end dem, de tror, de kritiserer. Det er min tese, men hos DPU-psykologerne er det “mobning”.

http://www.folkeskolen.dk/562851/kritikkultur

 

15. d. 2. maj: Jeg er saglig!

1.

Der er nogen, der tror, at jeg er konspirationsanalytiker, men det er jeg ikke. Jeg er fuldstændig ligeglad med det emne.

Hvad er konspiration? Det er, når et eller flere subjekter bevidst og hemmeligt manipulerer med sproget for at opnå en fordel. Det har jeg aldrig skrevet om. Jeg har heller aldrig nævnt ordet, og jeg henviser ikke til dets indhold.

2.

Derimod interesserer jeg mig for det MODSATTE, nemlig de tilfælde, hvor sproget u-skjult og selvfølgeligt manipulerer med subjektet, så subjektet fjernes fra det selv og reduceres til et objekt for sprogspillenes arbejde, så virkelighedens og objektets egen tekst ikke kan komme til syne.

Det sidste er min metode. Det er en form for dekonstruktion af forfatteren, for at finde den virkelige forfatter, som er fælles og usynlig.

Det er den slags metode, der kaldes for ”mobning” for tiden. Jeg kalder i stedet metoden for videnskabelig. Jeg undersøger jo, hvad der er i verden, så verden kan vise sig og kontrolleres passende. Hvad der sker undervejs, og at nogen bliver sure, det er sagen uvedkommende… altså helt uvedkommende!

Det er da anti-konspirativt! Ja, det er nærmest en form for videnskabelig naivisme.

 

16. d. 2. maj: Løbende registrering af indlæg

Jeg vil forsøge løbende at holde lidt styr på de mange indlæg om klagesagen her. Skriv gerne, hvis der mangler noget.

http://www.thomasaastruproemer.dk/loebende-registrering-af-indlaeg-vedroerende-klage-over-blog-indlaeg.html

 

17. d. 3. maj: Klaus Kjøller kommenterer klagesagen i Berlingske

Berlingske Groft Sagt-debattør, Klaus Kjøller, har kommenteret klage-sagen i sin avis, og det gør han godt.

http://www.b.dk/groft-sagt/forskermobning

 

18. d. 3. maj: Berlingskes leder om klagesagen

Berlingskes fremragende leder om klagesagen:

http://www.b.dk/berlingske-mener/under-al-kritik

 

19. d. 3. maj: To refleksioner

To refleksioner over, hvad der sker:

1.

Pædagogik er at få et menneske til at betyde mere, end det tror.
Kritik er også at få et menneske til at betyde mere, end det tror. Det er det, jeg gør, i den aktuelle sag. Jeg vil fortælle dem: I er mere end i tror, men I glemmer det.

Men mens pædagogik kan gøre godt, kan kritik gøre ondt.

2.

Nogen mener, at polemik er at gå efter manden i stedet for sagen. Sådan ser jeg ikke på det. En god polemik er derimod den proces, hvor en sag skilles fra en person – og den proces er personlig på overfladen, men saglig i dybden. Hvorfor det? Jo, fordi den fra personen løsrevne sag herefter kan studeres i sig selv. Og da videnskab handler om det, som er i sig selv, så er videnskab derfor også polemisk.

 

20 d. 4. maj: Svar på Dorthe Staunæss og Malou Juelskjærs første indlæg

Dorthe Staunæs og Malou Juelskjær skrev i går på folkeskolen.dk et indlæg om “at takke ja og at takke nej”, som jeg har svaret på i dette blogindlæg:

http://www.thomasaastruproemer.dk/svar-paa-dorthe-staunaes-og-malou-juelskjaer-at-takke-ja-og-at-takke-nej-praemisser-for-kritisk-debat.html

 

21. d. 5. maj: Neo-strukturalistisk følsomhed

Den nye neo-strukturalistiske bevægelse, som baserer sig på Deleuze, N. Rose og post-humanisme, passerer lige igennem den gamle neo-strukturalismes diskursbegreb, som jo allerede havde problematiseret/afviklet begreber som intention, ånd, kundskab, følelse, intentionalitet, fornuft, kultur, dannelse og politisk teori. Kort sagt: Den gamle version havde allerede afviklet skoletraditionens begreber og essens, altså skolens “ontologi”, det som kaldes for “klasseledelse 1.0”.

Så skoletraditionen blev allerede ødelagt af den første neo-strukturalisme. Men ødelæggelsen radikaliseres nu af den nye bølge, som helst ikke vil tale om første bølges begreber om sprog, magt og diskurs.

Hvad vil den nye bølge så tale om? Den vil tale om affekter, intensiteter, neuroner, og hjerner. Dermed får vi et radikaliseret opgør med et allerede etableret opgør.

Men det må man ikke sige, for så er man “hadefuld” og “sviner til” og bliver til en “personalesag”.

 

22. d. 5. maj: Forholdet mellem ER og BØR 1

En iagttagelse om forholdet mellem “er” og “bør” i pædagogisk forskning i lyset af den aktuelle klagesag:

A. Staunæs og Nissens synspunkter

Dorthe Staunæs hævder sin klage, at jeg forveksler deskriptiv videnskab med normative udsagn, det man bl.a. også kalder for forholdet mellem “er” og “bør”.

Staunæs skriver følgende: ”Der skelnes ikke imellem, hvad jeg og mine kolleger analytisk beskriver, og hvad jeg måtte have af meninger om samme”. Det er ”ude i skoven”, skriver hun, og jeg har endda fået det at vide af en ”kollega fra Trøjborg”, som der står. (Jeg vil lige sige, at her på ”Trøjborg” går vi mig bekendt ikke sådan rundt og får noget ”at vide” af hinanden på den måde).

Temaet berøres også i forskningskollegaen Morten Nissens forsvar for klagen på folkeskolen.dk; et site hvor jeg ellers ifølge klagerne ikke bør skrive kritisk om pædagogisk forskning. Nissen skriver: ”I det konkrete tilfælde har TAR fremstillet DS og MJs forskning som normative udsagn om tilslutning til folkeskolereformen og den nyliberale uddannelsespolitik.”

Ja, Nissen påpeger ligefrem, at jeg forbryder mig mod en ”faglig minimumstandard”, og at jeg ville få en dårlig karakter til Nissens eksamen – og karakteren ville ikke blive hævet, hvis jeg klagede, skriver han. Vi er i klage-land. Så afsted med en klage! Det er mageløst.

B. En dobbelt dobbelthed

I 1993 skrev jeg universitetsspeciale om ”Videnskab og værdier” med undertitlen: ”fra et værdirelativistisk til et post-empiristisk værdibegreb”.
Specialet, som ikke dumpede til eksamen, var en på det tidspunkt helt traditionel kritik af mange videnskabsteoriers alt for rigide skelnen mellem beskrivelse og normativitet. I stedet undersøgte jeg – også helt i tidens sprog- og diskursfilosofiske ånd – hvordan beskrivelse og normativitet var dybt forbundet. Til min undersøgelse brugte jeg selvsamme teorier og begreber, som SJ’s teorier har udviklet sig fra.

(I dag ville min analyse se lidt anderledes ud, og jeg drøfter faktisk sagen igen rundt omkring, blandt andet i bogen ”Pædagogikkens to verdener”, som udkommer om en uge.)

Ok, det er en lang historie, men det, jeg vil pege på, er følgende dobbelte dobbelthed:

  1. SJ klager administrativt over, at jeg ikke respekterer en videnskabsteoretisk distinktion, som anfægtes af deres eget videnskabsteoretiske grundlag.
  2. Min egen kritik af SJ hviler, i sin grund, på en videnskabsteoretisk distinktion, som er knyttet til den pædagogiske teori, jeg kritiserer.

Jeg ved ikke helt, om jeg får forklaret det godt nok, men dobbeltheden er i al fald klar nok i mit eget hoved.

Det kunne ellers være spændende at diskutere, både i traditionelle kanaler og på digitale og folkelige platforme, synes I ikke? Men nu skal en universitetsjurist altså ordne dette forhold i et lukket rum.

 

23. d. 5. maj: Rokokoposten kommenterer klagesagen

Det her minder mig om noget:

http://rokokoposten.dk/2015/05/05/aarhus-universitet-indfoerer-antimobbepolitik/

 

24. d. 5. maj: Hans Hauge kommenterer klagesagen i Berlingske

Hovsa! Jeg havde nær overset Hauges fine og folkelige kommentar, som samtidig har fin sans for, hvad neo-strukturalismen er ved at blive til. Mon også han skal til dekanen? Han er jo ansat ved samme universitet.

http://www.b.dk/groft-sagt/mangfoldighedsledelse

 

25. d. 6. maj: Svar på Dorthe Staunæs’ og Malou Juelskjærs andet indlæg

Dorthe Staunæs og Malou Jueskjær har i går på folkeskolen.dk for anden gang i løbet af få dage forsvaret deres mobbe-klage. Her er mit svar til dem og til andre interesserede:

http://www.thomasaastruproemer.dk/historien-er-som-den-er-svar-paa-staunaes-og-juelskjaers-og-nu-til-en-anden-historie.html

 

26. d. 6. maj: Mange tak!

Kære alle

Jeg vil gerne sige tusind tak til alle de 926 personer, som i løbet af godt et døgn – med vidt forskellige politiske, faglige, personlige og professionelle baggrunde – har støttet mig i den verserende klagesag.

Også tak til de 22 førende forskere og skolefolk, som skrev et langt brev til dekanen, hvor de opfordrede ham til at afvise klagen.

Endelig tak til alle jer, der på mange forskellige måder har støttet, diskuteret, kritiseret, liket og engageret sig i, hvad jeg opfatter som et nyt niveau i diskussionen af pædagogisk forskning og pædagogik i det hele taget.

Nu må vi se, hvor længe vi får lov til det – eller om den folkelige energi skal tæmmes af ”spilleregler”, som formuleres af DPO’s centrale kredse af helt andre hensyn end pædagogikkens.

Det er nu over en uge siden, jeg var til møde med universitetets dekan, og jeg har intet hørt. Det er åbenbart en kompliceret sag at tillade fri videnskabelig og demokratisk kritik i samfundet?

Mange hilsner Thomas

 

27. d. 7. maj: Jacob Fuglsang kommenterer klagesagen i Politiken

1.

I dagens Politiken har uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang en længere kommentar om den aktuelle klagesag på Aarhus Universitet.

a.
Det er rart at se, at Fuglsang, for det første, bakker helt op om sagens substans. Han mener, for det første, tydeligvis ikke, at Staunæs og Juelskjær burde have klaget. F.eks. hedder det:

”Allerede med klagen går det galt” og ”læser man Rømers indlæg, er det svært at se, hvori tilsviningen består”.

Og hvis sagen skulle føre til sanktioner, ville det ifølge Fuglsang være: “…helt ude i hampen. Universitetsforskere må være indstillet på, at deres videnskabelige resultater bliver udsat for kritisk gennemgang på internettet – også af kolleger. Kritik er selve fundamentet for den frie forskning”.

b.

Fuglsang mener, for det andet, heller ikke, at universitetets ledelse burde have behandlet klagen. I hvert fald skriver han med henvisning til sin egen tidligere institutleder fra RUC, Lorentz Reerup: ”Havde Reerup skullet håndtere klagerne over Rømer, tror jeg, at han ville forsøge at tale klagerne fra at klage, før det kom til en sag”.

Og han slutter af: ”Uanset hvad forskere klager over, er manden i sin gode ret til at ytre sig”.

2.

Fuglsangs opbakning er faktisk specielt bemærkelsesværdig og glædelig, fordi han bestemt ikke synes om indholdet af mit arbejde. F.eks. står der, at kun ”få ville have bemærket Rømers kritik, hvis det ikke hade været for klagen”, hvilket han jo har helt ret i, og han skriver også, at klagerne med deres aktion ”tildeler hans skriverier en betydning, de ikke har”.

Så Fuglsang skal have tak for at holde fast i sagens kerne uanset sin holdning til den pædagogiske kerne.

3.

Nogen spørger måske: Hvis ”skriverier” tildeler Fuglsang så ”betydning”?

Svaret på det spørgsmål kan man få, hvis man læser i Fuglsangs nyeste bog ”Den store løgn om uddannelse – et opgør med selvmodsigelserne i det danske uddannelsessystem”. Her trækker han flittigt på Andreas Rasch-Christensens arbejde, og det hedder da også: ”Andreas Rasch-Christensen fra professionshøjskolen VIA University er en af dem, som jeg tit ringer til for at blive klogere på uddannelsesforskning” (s. 54).

Rasch-Christensen er centralt placeret i det, jeg kalder for Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO), hvis diskurs Fuglsangs redaktion derfor er stærkt præget af, men netop derfor er Fuglsangs opbakning jo særlig glædelig. Fuglsang er faktisk den eneste repræsentant for DPO’s uddannelsespolitiske fløj, som har udtalt sig i sagen, så vidt jeg ved.

4.

Titlen på Fuglsangs indlæg er: ”Forskere på Aarhus Universitet gik lige i Thomas Rømers fælde”. Det der med ”fælden” ved jeg slet ikke, hvad jeg skal stille op med. Jeg har aldrig lagt en ”fælde” for nogen. Tværtimod forsøger jeg at arbejde helt u-strategisk, dvs. ”ærligt, transparent og ansvarligt”, som det fremgår af statens officielle forskningsetiske kodeks (dog tilsat lidt dunkelhed, dristighed og kreativitet). Men denne overskrift er faktisk også det eneste ved kommentaren, jeg ikke er tilfreds med.

(PS Fuglsangs kommentar ligger ikke på nettet, men kan læses i en infomedia version på min hjemmeside, hvor jeg løbende noterer indlæg i/om sagen)

 

28. d. 8. maj: Om forholdet mellem ER og BØR 2

En kort refleksion over forholdet mellem er og bør:

Al humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning er knyttet til folkelige processer og vekselvirkninger på den ene eller den anden måde. Det vil sige, at man godt for analytiske formåls skyld kan skelne mellem er og bør, men med hensyn til den videnskabelige objektivitet kan man ikke. En evt. skelnen mellem er og bør er altid i sin grund funderet i et kropsligt og folkeligt bør. Enhver videnskabelig strid er derfor også en folkelig strid.

Det vil sige, at der er et ”bør” indbygget i den videnskabelige sætning. Den pædagogiske filosofis opgave er at reflektere over denne indbyggede bygning inde i sætningen, dvs. at tvinge det ”bør” frem, som ikke altid kan deklareres, og som nogen gange endda hævdes ikke at eksistere. Lykkes det at vriste et bør frem fra sætningens indre, kan man kalde sig for en kritiker. Så har man forbundet videnskab og folkelighed uden at gøre dem ens. Hvorfor? Jo, fordi videnskab i selvsamme proces først for alvor bliver objektiv, og fordi folket også i selvsamme proces emanciperes og bliver sig selv.

Så mit spørgsmål til en ny tekst er altid: Hvor er tekstens ”bør”? Find det! Slå dig hen til det. Og når du så har fundet det, står du med et pædagogisk fund.

Jeg har aldrig set en tekst, en artikel, en afhandling mm., hvor der ikke er et ”bør” inden i sætningerne, dvs. at teksterne er indvævet i folkelige vekselvirkninger.

Pædagogik er normativ i sin grund.

Må jeg høre og se din holdning? Ikke din holdning til dit og dat, men din holdning. Så vil jeg være din elev. Så har vi et ”bør”, som vi kan lave ”er” af.

 

29. d. 8. maj: Lone Nørgaard kommenterer klagesagen i Kristeligt Dagblad

Lektor Lone Nørgaard har følgende læserbrev i dagens Kristeligt Dagblad:

“JAGTEN PÅ FORSKERE MED INTEGRITET”
Kristeligt Dagblad, d. 8. maj, af lektor Lone Nørgaard

Der går et spøgelse igennem den pædagogiske forskningsverden. Et totalitært spøgelse i form af en klapjagt på de ganske, ganske få kritiske røster, der gør oprør mod tsunamien af floskler og abstraktioner fra præsteskabet på det pædagogiske parnas.

Senest er Thomas Aastrup Rømer kommet i orkanens øje. Hvorfor? Thomas Aastrup Rømer, lektor i pædagogik på institut for uddannelse og pædagogik, Aarhus Universitet, har gennem sin karriere tilladt sig at sige nogle sandheder i form af væsentlig og dokumenteret kritik af kollegers strømlinede “kun én diskurs gælder”-forskning.

Han har på den konto nu for tredje gang fået en invitation til en kammeratlig samtale med Aarhus Universitets ledelse – denne gang med juridisk bisidder. Senest drejer det sig om, at ledelsen har modtaget to klager over Rømer fra professor Dorthe Staunæs og lektor Malou Juelskjær. De anklager Thomas Rømer for “had” og “tilsvining”. Hans brøde er at have leveret en syleskarp og velfortjent kritik af artiklen “Klasseledelse – all inclusive: lærings-centreret ledelse af sanser, affekter og rytmer”, som de to har skrevet i bogen ” Klasseledelsens dilemmaer”.

Kæden er desværre hoppet helt af for de stakkels kvinder, der tydeligvis ikke kan tåle at få modspil i form af kvalificeret kritik. Jeg kan med 30 års lærergerningserfaring i rygsækken varmt opfordre til at læse hele Erasmusine Montani-artiklen.

Thomas Aastrup Rømer har som seriøs forsker pligt til ikke at forholde sig tavs, når pædagogiske forskerkollegaer ifører sig ideologiske skyklapper.”

 

30. d.9. maj: Sagen afgøres

Der foreligger nu en klar og glædelig afgørelse i klagesagen:

http://www.thomasaastruproemer.dk/afgoerelse-i-klagesag.html

 

31. d. 9. maj: JP dækker afgørelsen

JP og Jacob Mchangama fastslår i nedenstående artikel den videnspolitiske objektivitet, som allerede eksisterede før, og som nu fortsat eksisterer. Samfundets essens er bekræftet. Ligheden som forudsætning er testet og verificeret.

Mchangama er dog nervøs for, om sagen vil gøre forskere og måske også andre nervøse for at kritisere frit, og måske har han ret? Men jeg håber, han tager fejl. Jeg håber, nok naivt, at Aarhus Universitets afgørelse slipper kritik, diskussion, forankring og kreativitet løs i hele samfundet, så følelse og fornuft kan komme til syne.

http://jyllands-posten.dk/aarhus/ECE7692688/Lektor-frifundet-for-%E2%80%9Dtilsvining%E2%80%9D/

 

32. d. 11. maj: Gunver Lystbæk Vestergård kommenterer klagesagen

Gunver Lystbæk Vestergård, som forsker i forholdet mellem forskning og digitale medier, har skrevet et interessant blogindlæg, hvor hun sammenligner en amerikansk videnskabelig strid, der også blev ført via blogs mm., med klagesagen ved AU.

http://videnskab.dk/blog/blogs-vandror-og-aarhus-sagen

 

33. d. 11. maj: En pædagogisk lov 1

En pædagogisk lov: Jo tættere den pædagogiske forskning kommer på skolereformens kreds, desto mere forfalder den pågældende forskning. Forskningen ridses af reformens afvisning af pædagogik. Den pædagogiske forskning ender med at bekræfte afvisningen af pædagogik,

En anden pædagogisk lov: Jo tættere policy kommer på den forskning, som er tæt på policys egen kreds, jo mere forfalder policy.

Dermed får vi en selvbekræftende nedadsspiralerende proces. Policy og forskning i pædagogisk glemsel.

Er det sandt? Er det en lov? Det tror jeg. Tingene ridser hinanden i en negativ spiral.

Hvordan ser en pædagogisk videnskab og en skolepolitik ud, der bekræfter og opbygger hinanden?

 

34. d. 12. maj: Kommentar til Staunæs’ og Juelskjærs fortolkning af sagens afgørelse

Nogle af jer synes muligvis, at I er blevet orienteret tilstrækkeligt om denne sag, men til dem, der stadig hænger på, vil jeg sige, at Staunæs og Juelskjær (SJ) i går skrev et indlæg på folkeskolen.dk, hvor de fortolkede universitetets afgørelse af deres klagesag.

I dette link svarer jeg så på SJ’s indlæg. Jeg mener, at de stikker af fra afgørelsens essens, ligesom de har gjort det i alle deres øvrige indlæg på folkeskolen.dk.

http://www.thomasaastruproemer.dk/den-grundende-grunds-u-berolighed-svar-paa-dorthe-staunaes-og-malou-juelskjaers-det-beroliger-os.html

 

35. d. 13. maj: Kritik er u-ro

KRITIK ER URO:

Kritik er uro – det er derfor vi har den. Kritik er en uafbrudt urolig grunding af aktive begreber som f.eks. læring, fleksibilitet, ny nordisk skole, kundskaber etc.. Disse begreber skal grundes i noget, som ikke selv er grundet i andet end vekselvirkningens dialektik; dvs. de skal grundes i kritikkens dybe vand, altså i uro, så uroen kan bæres tilbage til og ind i begreberne selv.

Hvis de aktuelle begreber ikke grundes i uro bliver de til styringsteknologisk skråsikkerhed, der lukker munden på folk ved den ene og den anden teknik. De degenererer til “konstruktiv kritik”, “positiv dialog” og skolereformslæring, som selv de gamle “kritiske” traditioner nu er ved helt ukritisk at underlægge sig.

Samfundets ord skal grundes i kritikkens uro. Hvor kommer denne kritikkens uro fra? Den kommer fra samfundet selv, fra dets formål, fra alle borgeres genkendende erindring. Hvor finder man disse formål? Dem finder man i institutionernes grundlæggende tradition og paragraffer og i oplysningens aktiverende og vækkende kraft.

Det er traditionen selv, altså samfundets i uro grundede grund, der skaber uro, så samfundet ikke kan stikke af i “organisatoriske hensyn” og allehånde sociale interesser.

Vær uro-lig! Læs, altså LÆS, universitetets, skolens, gymnasiets og børnehavens formålsparagraffer og grund vores institutioner med loven selv. Det vil give uro.

 

36. d. 14. maj: Rektorforeningen og synlig læring

Nu overføres det pædagogiske forfald til gymasieskolen, dvs med synlig læring samt Hattie- og Qvortrupfilosofi over det hele. Det hele kører i typisk stil: ikke et ord om, hvad gymnasiet handler om og ikke et eneste lille kritisk pip om noget som helst. Og på baglinjen kører DEA og ministeriet med understøttende tanker.

Som det hedder i DPO’s kredse: “Den indholdsstyrede didaktik er død – længe leve den læringsmålsstyrede didaktik”. Det er forskellen på “liv” og “død”.

Det er ikke blot en fiks ide, men nærmest en officiel statslæringsideologi, der er dybt inde i både læreruddannelse og folkeskolens inderste organer.

Hold godt øje med dette link, som er gymnasieledelsernes egen forenings fulde tilslutning til opgøret med undervisning, indhold og dannelse, og som falder i fuldstændig tråd med instrumentaliseringen af folkeskolen.

Fra undervisning, indhold og dannelse til læring og tomhed: Klik f.eks. på linket til Peter Schiødt, rektor på Køge Gymnasium. Schiødt er helt besat af de nye tanker: “Spørg ikke: Hvad skal jeg undervise i? Spørg: Hvad skal eleverne lære?” er hans motto under overskriften “på vej mod et nyt læringsbegreb”.

Det er den rene stivfrosne hellighed, der vil nedbryde en af landets smukkeste uddannelsestraditioner indefra. Jeg håber sandelig ikke, at landets gymnasielærere indgår i nogen som helst “positiv dialog” med disse ideer, men i stedet bryder ud i sønderlemmende kritik, nej hat, stå fast, læs romaner, dvæl ved fortiden osv. i bedste brinkmannistiske stil, så de kan fastholde §2 i gymnasiets lov, så læring UNDERORDNES undervisningen og dens indhold samt helhedens kulturelle betydning og tradition.

http://www.danskegymnasier.dk/synlig-laering/

 

37. d. 14. maj: Svein Sjøberg kritiserer norsk uddannelsespolitik

Den norske professor Svein Sjøberg kritiserer i et veloplagt indlæg i Aftenposten Hattie-religionen, som Sjøberg endda mener er endnu mere omfattende i Danmark end i Norge.

Vi får også lidt at vide om de organisatoriske og kommercielle forbindelser, f.eks. i forbindelse med James Nottinghams og Thomas Nordahls arbejde, som også promoveres i DK af Hattie-kredsene og policy-niveauerne. Nordahl sidder ligefrem i det udvalg, der vurderer projekter til Mærsks skole-milliard og er meget tæt på kredsen omkring Lars Qvortrup, hvis arbejde nu føres i felten i forbindelse med Hattie-gørelsen af den danske gymnasietradition.

I et link i kommentarfeltet har jeg lagt en af Hattie-tilhængernes, Johan Froms, primitive kritik af Sjøberg. Svaret minder mig om den måde, der argumenteres på her i landet, når der trædes på en lille DPO-tå. “Angrepene må stoppes” og “Sjøberg bryter forskerens grunnleggende krav til saklighet”, hedder det. Det er som et dejavu for mig.

I et yderligere kommentarfelt har jeg lagt en omtale af den norske diskussion fra bloggen “Mestrer, mester ikke”. Her kan man læse om, at Sjøberg har fået tre reaktioner på sin kritik, og om hvor sølle svarenes kvalitet er. Man kan også klikke videre til Sjøbergs svar til From og til nogle af de andre indlæg.

http://www.aftenposten.no/meninger/kronikker/Kronikk-Skoleforskning-som-bors-og-katedral-7984003.html

 

38. d. 15. maj: Michael Böss kritiserer konkurrencestaten

Michael Böss beskriver i dagens Berlingske, hvordan Ove Kaj Pedersen, konkurrencestatsbegrebet og centrum-venstres hele horisont i fælles transaktion udsletter pluralisme og civilsamfund. Jeg er helt enig, og hans analyse passer præcist på den pædagogiske analyse også.

http://www.b.dk/kommentarer/det-danmark-vi-ikke-vil-kende

 

39. d. 16. maj: Den pædagogiske forskning disposition

1.

Folkene bag den nye skoletænkning mener, at viden og dannelse handler om iagttagelser, og endda om iagttagelser af iagttagelser; ja, endda om iagttagelser af iagttagelser af iagttagelser; for ikke at tale om iagttagelsesoverskridende iagttagelser. Øjnene hober sig op bag panden, og hjernen eksploderer i selvreference, mens virkelighed og normativitet skælver i grøften, indtil de kan underordnes under konkurrencestatens teknokratiske maskineri i en statslig organiserende organisation, som ikke er en stat.

De samme folk mener, at politik handler om beslutninger; ja, at politik er en slags beslutningssystem. De glemmer, at politik er forholdet mellem strid og forankring, mellem magt og autoritet. Politik kommer før beslutningen. Politik er den essentielle kamp i det grundende grundlags grund. Beslutninger er blot simpel policy, der kommer og går. Politik og policy er ikke det samme, men en god policy hænger sammen med Politik på et indre plan. Det svarer til, at skolens formål må indgå i skolens regler og didaktik. Det er det, man kalder for ånd, og den er værd at beskytte.

I Ny Nordisk Skole iagttages og besluttes i et væk. Man går fra indhold til læringsmål, dvs. fra folkelig og kulturel og kundskabsmæssig udvikling til iagttagelses- og beslutningsperformativitet, der pr. indre logik må glemme, afvise eller fryse kundskaberne, kulturen og folkeligheden, hvilket sker og sker. Det er det, der kaldes for kompleksitetsreduktion i jargonen.

Vi er endt med, at læring og policy hører sammen i samme iagttagelses- og beslutningsfilosofi, som vi kan kalde for skolereformen.

2.

Problemet med den slags synspunkter er, at i virkelighedens verden kommer ”policy og læring” til kort. I virkeligheden er det derimod ”Pædagogik og Politik” sammen i en kulturel og folkelig sammenhæng, hvor læring og beslutning/policy er underordnet og indkapslet i en vekselvirkende helhed.

Men den systemteoretiske pædagogik mener, at folket er en ”grundtvigsk ursuppe”, ja endda ”dødsensfarligt”. Den fænomenologiske tradition, med dens rige retninger mod både venstre og højre i europæisk åndsliv, kaldes for ”fundamentalistisk fænomenologi”. Alt hvad der smager af ontologi, normativitet, kritik og essens afvikles. Alt det, pædagogisk udvikling er lavet af, afvikles.

3.

Spørgsmålet er: Hvordan havnede dansk pædagogik i den blindgyde? Hvordan havnede en dansk tradition, der er så smukt vævet med pædagogiske, politiske og folkelige tråde, i læring, policy og iagttagelse?

Det er spørgsmålet.

Det kan da ikke blot være, fordi en komparativ statistik viste, at landet ligger i midten på en global liste i læsning? Jeg sælger da heller ikke mit dejlige hus, fordi der er en punkteret rude.

Man kan da ikke afvise politik og kundskab til fordel for policy og læring, fordi vi ligger i midten på en liste? Man afviser jo derved uddannelsernes egne formål, for at rette op på et delelement, hvorved hele den bygning, som delelementet indgår i, forfalder.

Ingen vil gøre det af fri og oplyst vilje. Det må være en form for disponering i den pædagogiske forskning selv, ja i kulturen selv.

Det er den disposition, jeg undersøger i bogen ”Pædagogikkens to verdener”, som udkommer i næste uge.

 

40. d. 17. maj: JP-leder om klagesagen

Jyllands-Postens leder tager i dag stilling til de to DPU-forskeres aktuelle klagesag. Lederskribenten er glad for, at universitetet valgte ikke at gøre noget ved sagen. Han skriver desuden, at min kritik på ingen måde kan betegnes som “had og tilsvining”. Undervejs drages en parallel til en sag i Folkekirken, og der sluttes af med en hyldest til “åndsfrihed og demokratisk udvikling”.

Endelig bør man bide mærke i, at lederskribenten nævner “konkurrencestaten” i en kritisk tone og knytter begrebet sammen med den indholdstømmende management-kultur, der breder sig i mange organiserende organisationer. Det er mig bekendt første gang, at en dansk lederskribent modstiller demokrati/åndsfrihed med konkurrencestat/management med så stor kraft.

Måske er borgerligt/liberale kredse ved at indse, at konkurrencestaten er en særlig form for forfaldssocialisme? Og at management-tomheden er en særlig form for forfaldsliberalisme? Så vi får forfald + forfald? På Politiken er man stadig glad for “konkurrencestaten”, som Bo Lidegaard, i overensstemmelse med centrum-venstres ideologiske horisont, tilsluttede sig i en leder sidste år, og som avisens uddannelsesredaktion, formodentlig uden at vide det, også accepterer og promoverer.

Denne markering fra JP, altså modstillingen af konkurrencestat og åndsfrihed/demokrati, er måske i virkeligheden den vigtigste pointe i lederen. Man må jo betænke, at “åndsfrihed og demokrati” både er med i folkeskolens og i gymnasiets formålsparagraffer. Men hvis man bygger uddannelsespolitik på konkurrencestaten, hvilket man jo gør, så politiseres der, hvis man godtager JP’s pointe, imod uddannelsernes egne formål. Så får vi et problem i lovens grund.

http://jyllands-posten.dk/debat/leder/ECE7710860/Managementsyge/

 

41. d. 17. maj: Birgitte Stoklund Larsen kommenterer klagesagen i Dansk Kirketidende

For et par dage siden blev jeg opmærksom på denne fine leder af redaktør Birgitte Stoklund Larsen i Dansk Kirketidende om de to DPU-forskeres klagesag. Lederen er udgivet d. 11. maj og altså skrevet inden universitetets afgørelse.

Stoklund Larsen havde i øvrigt i sin tid, i nr. 8, 2014, en ligeså glimrende leder om den såkaldte Agedrup-sag, der handlede om, at en af landets mest fremtrædende lærere, Erik Schmidt, fik en advarsel for “negative holdninger”, fordi han kritiserede en helt ny leders, en helt ny skoledirektørs og en helt ny rådmands postmoderne konstruktioner i Odense Kommune.

Dansk Kirketidende lever dermed op til den fornemme tradition for, at grundtvigsk sindet teologi og dansk pædagogisk tradition er fint forbundet, ikke i mekanisk underdanighed, men i fri vekselvirkning.

Skolereformen er jo støbt i den pureste anti-grundtvigianiske granit; ja, den pureste alt muligt, altså den pureste anti-ånd. (selvom Ove Kaj Pedersen mener, at hans teori er en moderne grundtvigianisme….%&/())

http://www.grundtvig.dk/files/manager/dansk-kirketidende/2015-nr-5-set-herfra.pdf

 

42. d. 18. maj: Aarhus Universitet på Folkemødet

På Folkemødet i Allinge deltager Aarhus Universitet med en række udmærkede debatarrangementer på forskningsskibet “Aurora” (er der andre end mig, der kommer til at tænke på Tintin-albummet ”Den mystiske stjerne”?).

Allerede om torsdagen, desværre før min ankomst, diskuteres under emnet: ”1 år med skolereformen: Er der styr på den målrettede skole?”

Hvem deltager? Ja, fra universitetet deltager kun én person med pædagogisk kompetence; en af de mest forbenede skolereform- og konkurrencestatstilhængere i landet, nemlig lektor Claus Holm, som for tiden er konstitueret leder af DPU. Den anden ”ekspert” er Andreas Rasch-Christensen fra professionshøjskole VIA. Rasch-Christensen er lige så glad for det hele som Holm, og han deltog også i Allinge sidste år, hvor han i det grundtvigske telt diskuterede ”folkeskolen” med en Alexander von Oettingen i blændende intellektuel form, så man var lige ved at græde over kløften mellem Pædagogikkens To Verdener. Holm og Rasch-Christensen har sammen med professor Jens Rasmussen netop redigeret en ny bog om skolereformens ”ufejlbarlighed”, for nu at sige det på den måde. Jeg bakser med en omtale af nogle af artiklerne, selvom jeg ikke ved, om jeg orker flere sager om “had, tilsvining og mobning”.

Et af mottoerne i kredsen er: ”Den indholdsstyrede didaktik er død, længe leve den læringsmålsstyrede didaktik”, og det er jo en helt og aldeles skrækkelig måde at stille tingene op på.

Derudover deltager Lars Goldschmidt på Aurora-mødet i Allinge. Han er medforfatter på Antorinis bøger fra gamle dage og endda formand for Ny Nordisk Skoles Akademiråd, som er en form for epi-center for pædagogisk instrumentalisering. Det var Goldschmidt, der i sin tid skrev om, at lærerne skulle være duracellkaniner” og så videre på den galej, hoppe-hoppe…

Alle er centralt placeret i Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO).

Dernæst kommer et par mindre vigtige deltagere, som på et mere operativt niveau også har stået centralt i promovering af skolereformens ideer, og som altså tilhører DPO-sætningernes fodregimente. Det er skolelevernes organisation, som er repræsenteret ved deres tidligere formand, samt skole-hjemorganisationen, som deltager med formand Mette With Hagesen.

Kritikken på mødet skal løftes af fagforeningerne: Det er dels Dorthe Lange fra DLF, som selv er tidligere medformand for Ny Nordisk Skole og dermed ikke på den kritiske fløj, og dels Uffe Rostrup fra de Frie Skolers Lærerforening. Rostrup må nok kæmpe en ensom kamp. Han kan så stå der med al sin ensomme fornuft og følelse – med sine ”negative holdninger” – mens ”forskningen” på universitetets skib sætter sejl.

Endelig deltager fysikeren Flemming Besenbacher fra AU, men han har så vidt jeg ved ingen relation til skoledebatten.

Jeg synes, det er forkert, at AU har skruet det faglige program så smalt sammen. Netop ved et universitetsbåret arrangement burde man have løftet hele paletten af videnskabelig og folkelig strid. Nu kommer AU i min optik blot til at blåstemple DPO, og det bliver svært at skelne arrangementet fra mange andre.

Det er nok meget godt, at jeg først kommer torsdag aften.

https://kalender.brk.dk/event/user-view/15157?redir

 

43. d. 18. maj: Refleksion over folkemødets tilstand

FRA EN ERFAREN FOLKEMØDEFAN
Jeg skal til folkemøde i Allinge for fjerde år i træk. Min kone og jeg tager afsted for egen regning med et kuppeltelt under armen og opsøger så mange uddannelsespolitiske debatter, vi kan og lader munden løbe med det hele. Jeg skriver også gerne et referat eller to til bloggen, mens det hele er i frisk erindring, og i min kommende bog er der faktisk otte små referater fra FM13 og FM14 (kapitel 45 og 45). Ind imellem snupper vi også lige et eller andet skævt, og vi besøger selvfølgelig mange af teltene for en snak om det ene og det andet. Det er ren fællesskab at erfare sit lands mange forskelligheder. Om aftenen hører vi musik og drikker vin. Det er alt sammen meget hyggeligt og lærerigt.

Men selvom jeg er stor fan af hele arrangementet og dets ånd, har jeg også bemærket, at der mangler to ting:

1.

For det første er arrangementet stort set uden folk med rod i andre folkeslag. Der er simpelthen ikke et internationalt tilsnit. Der er stort set ingen folk fra Iran, USA, Palæstina, Israel, Portugal osv.? Der er ingen tungemål og ingen farver. Det er ikke ligesom de gamle venstrefløjsfestivaller, hvor man virkelig fik noget at tænke over. Her kunne man mærke det politiske engagements globale vinde bruse. Og hvor er alle de politiske og kulturelle foreninger, som landets indvandrere arbejder i og med? Må vi ikke høre om det boligsociale arbejde og anti-radikaliseringsindsatsen i landets såkaldte ghettoer? Eller alle mulige andre emner, der er knyttet til Danmarks rod i verden?

Sidste år hørte jeg en diskussion mellem Marianne Jelved og Ove Korsgaard om kirkens organisering. Hvorfor er der ikke et telt om andre trosretningers ”organisering”?

Ja, og så er det nærmest umuligt at opdrive en gang gade-risret eller en frisk kebab som supplement til al den anden dejlige mad.

2.

For det andet har den store islamkritiske gruppering i selve det land i verden, Danmark – der med en fremragende satire testede Islams politiske problemer – nærmest været fraværende. Især i år, med terrorrelaterede overgreb i Paris og i Danmark, ville det da være mærkeligt, om ikke islamkritikken fik en plads på mødet.

På mange måder er mødet uden virkelig strid. Især den strid, som fylder så meget for mange, som handler om forholdet mellem vesten og Islam. Det vil Trykkefrihedsselskabet så råde bod på. De har inviteret den yderst moderate moderne helt, Flemming Rose, der stod fast som granit, da en enkelt tegning fik verden til at vise sig, og så Politikens hus og centrum-venstre fik travlt med at bukke og skrabe. Rose vil lave et kritisk interview af den yderliggående, men ikke rabiate så vidt jeg ved, hollandske politiker Geert Wilders. Trykkefrihedsselskabet skal have stor tak for, at Folkemødet ikke kun bliver til hvid dansk middelklasse-hygge, men at folket også kan vise sig i regulær uenighed og for, at diskussionen om Islams politiske betydning får en central plads. Vi er trods alt ikke primært i Allinge for at hygge os, som man får indtryk af, men for at deltage i et demokrati. Folkemødet er en politisk handling og ikke en hyggehandling. Måske kan andre foreninger lade sig inspirere. Det håber jeg.

Så flere farver og tørklæder og uenighed tak. Lidt mere fremmedhed og lidt mere strid. Man må gerne mærke, at folket strækker sig.

Det skal nok blive hyggeligt alligevel, men hyggen må ikke blive det centrale. Det vil svare til at gøre ”arbejdsmiljøet” til det vigtigste i en videnskabelig fejde. Hyggen er stridens og farvernes ledsager, frem for omvendt.

Jeg kan supplere fra den uddannelsespolitiske front, at den folkelige strid om skoletænkningen også har været forholdsvist fraværende. Det er samme tegn. Det er som om, at der er folkelige niveauer, som ikke kommer frem til Allinge.

3.

Så mere strid og flere farver tak. Jeg synes kun, det er godt, for så kan alle tale, lytte, diskutere, skændes, le og hilse og alt det andet, så vi alle sammen lærer noget. Og så får vi hele folket med. Vi skal have et myldrende mylder, hvor alle besøger hinanden, så alle bliver lidt forvirret, og så især politikere, ledere fra KL, DI, fagforeningerne og alle de andre store interesseorganisationer bliver lidt rystede.

Det værste, der kan ske, er fra mit synspunkt, at mødet udvikler sig til et oligarkisk netværk for forklaringsstrukturer, der skaber ulighed i stedet for at forudsætte lighed. Det er der desværre visse tendenser til, og tager det overhånd, er det virkelig synd.

 

44. d. 21. maj: Klagesagen dækkes i Folkeskolen

Klagesagen dækkes i dag af bladet Folkeskolen, som rapporterer grundigt. Sagens fakta ridses op, og som bonus har journalisten, den dygtige John Villy Olsen, et interview med Dorthe Staunæs. Olsen lægger ud med det lakoniske: ”I deres klagebreve til ledelsen kommer Staunæs og Juelskjær ikke med konkrete eksempler på fordrejning af deres forskning”, og det er jo korrekt. Og man må tilføje: Der er slet ingen eksempler på ”tilsvining og had”.

Nå, men Staunæs kommer faktisk med, hvad hun forstår som et par eksempler på ”fordrejning”. Lad os se:

1.

”F.eks. skriver han rundt omkring på digitale platforme sætninger, som ”den staunæske skole” og ”det værste Staunæs kan forestille sig er et personligt lærer-elevforhold”.

For det første: Jeg skriver ikke ”rundt omkring på digitale platforme”. Al min aktivitet i denne sag er samlet under min hjemmesides overordnede strukturering. Her fremgår det tydeligt, at jeg udover hjemmesiden har en facebook-profil og en twitter-profil. Det hele er helt integreret som et samlet fagligt og politisk udtryk, hvor jeg forsker online, formidler forskningen og diskutere andres forskning og dens relation til landets uddannelsespolitik. Staunæs bekræfter med sin formulering det almindelige indtryk, jeg har fået, at hun og Juelskjær lever i en digital osteklokke.

For det andet: Jeg kan ikke lige finde der, hvor jeg skriver om ”den staunæske skole”, men jeg synes umiddelbart det lyder som en fin betegnelse. Det må man afklare i en diskussion og ikke på et mellemlederkontor.

For det tredje: Hvis man kigger på det blogindlæg, som klagerne mener er ”hadefuldt” og alt det andet, så gør jeg rede for min logik, nemlig at Staunæs’ videnskabsteoretiske grundudgangspunkt vanskeliggør et personligt lærer-elevforhold, fordi subjekt-begrebet opløses. Denne opløsning kommer til udtryk i at også disse ”dyader” puttes i en kasse med ”enevælde” og 1.0 grundigt påstemplet. Den kritik står jeg helt ved.

2.

”Thomas Rømer skriver også, at vi mener, at den gamle form for klasseledelse er uden etisk værdi for os. Men igen nej. Det, vi skriver, er, at den gamle form for kasseledelse i øjeblikket bliver udfordret ude i klasserummet”.

Jeg vil her blot henvise mit blog-indlæg, hvor det tydeligt fremgår, at Staunæs og Juelskjær pga. deres neostrukturalistiske udgangspunkt får konstrueret en ”gammel form for klasseledelse” (et udtryk jeg aldrig ville bruge), som blandt andet kaldes ”enevældig”, og som nednormeres til ukendelighed, hvorefter den sættes fast i ”den danske grundskoles ontologi”. Disse begreber er spækket med normativitet, men Staunæs tror hun er deskriptiv. Og denne fejl mener hun, en administrator kan afgøre? Det er kun et forskningsmiljø i dyb videnskabelig krise, der kan agere på den måde.

Jeg sidder her og læser Dorthe Staunæs’ og Helle Bjergs bog: ”Læringscentreret skoleledelse – tænketeknologier til forskningsinformeret skoleledelse”, Dafolo 2014. Den er også dybt normativ og radikalt accepterende i forhold til skolereformens filosofi, og den forstærker nærmest alt det, jeg skriver om i blogindlægget. Min tese og resultat holder fuldstændig vand.

(Ps: nu kan jeg jo godt være lidt en drillepind, så jeg vil da lige citere lidt fra bogen, hvor Staunæs og Bjerg fortæller om deres metode:

“Når vi i bogen hybridiserer evidensbaseret forskning om skoleledelse og filosofisk tænkning hentet fra normativitetskritiske traditioner, foretager vi også det, man kan kalde reparative læsninger. Det vil sige, at vi læser ud over, hvad teksterne siger om sig selv, og vi trækker dem en tand til”, s.12)

http://www.folkeskolen.dk/563906/skoleforskere-forsoegte-at-lukke-munden-paa-kollega

 

45. d. 22. maj: Brian Degn Mårtensson kommenterer klagesagen 3

Brian Degn Mårtensson har en række tankevækkende kommentarer til klagesagens principielle sider:

http://www.folkeskolen.dk/564115/det-jeg-hoerer-dig-sige

 

46. d. 23. maj: Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) – del 2 (blogindlæg)

Jeg har skrevet et indlæg om mine erfaringer med DPO i det seneste års tid:

http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki-dpo-del-2.html

 

47. d. 24. maj: Fearless Speech

“Fearless Speech” er en fremragende forelæsningsrække af Michel Foucault om et fænomen med dybe rødder i græsk demokrati og litteratur, et fænomen som Danmarks pædagogik og uddannelsespolitik trænger til – et opgør med “retorik” og “evidens”, nemlig: “Parrhesia”.

At tale alt det, man bør om alt; alt det som pligten sætter, uanset konsekvensen, men altid med konsekvenser og med en adresse. En eksistens, der bryder frem i et fællesskab, der bryder frem.

“Parrhesia is a verbal activity in which a speaker expresses his personal relationship to truth through frankness instead of persuasion, truth instead of flattery, and moral duty instead of self-interest and moral apathy.”

Can I speak?

http://www.amazon.com/Fearless-Speech-Michel-Foucault/dp/1584350113

 

48. d. 25. maj: Om Jens Rasmussens klager

Først skriver Brian Degn Mårtensson et blog-indlæg om DPU-forskernes klagesag mod mig (se link nedenfor). Langt nede og inde i teksten skriver han i en indskudt sætning, at professor Jens Rasmussen ”også har klaget over Rømer”.

Derpå skriver Jens Rasmussen følgende i kommentarfeltet:

”Usandt
Jeg skal korrigere en faktuel fejl i ovenstående indlæg: Jeg har aldrig indgivet en klage over Thomas Aastrup Rømer. Det er en usandhed, Thomas Aastrup Rømer har fremsat flere gange, hvilket den dog ikke bliver sand af. Min tillidsmand, som også er Thomas Aastrup Rømers, kan, i fald nogen skulle ønske det, bekræfte dette.”

Jeg må nok hellere lige præcisere, hvad de ”usandheder”, som jeg skulle have fremsat ”flere gange”, måske består i. Jeg må jo gætte lidt, for Rasmussen ulejliger sig ikke med at fortælle det:

  1. Først skriver Brian Degn Mårtensson, at ”Rasmussen har KLAGET over Rømer”. Derpå skriver Rasmussen, at han aldrig har ”INDGIVET EN KLAGE”. Men ”at klage” og at ”indgive en klage” er ikke det samme. F.eks. er det ikke ualmindeligt, at en landmand ”klager” over vejret. Derimod hører man sjældent om, at landmanden ”indgiver en klage” over vejret. Så Mårtensson kan sagtens have ret i, at Rasmussen har klaget, uden at der er tale om at ”indgive en klage”, og som det vil fremgå nedenfor under punkt 4 kan selv udtrykket ”indgive en klage” fortolkes så smalt, at ”klage” bliver en dobbelt-smalhed, helt uden kontakt til dagligsproget.
  2. Mig bekendt har jeg aldrig skrevet, at Rasmussen har ”indgivet en klage”. Jeg har ledt de steder, der kunne være tale om, men jeg kan ikke finde noget. Jeg har blot fundet et enkelt sted, hvor jeg skriver, at han har ”klaget”, men der står ikke, at klagen er ”indgivet”. Det er i min bog ”Krisen i dansk pædagogik”, s.373. Men som allerede nævnt kan der godt være andre steder, hvor jeg bruger ordet ligesom Mårtensson, som bruger begrebet helt i overenstemmelse med definitionen i Ordbog over det Danske Sprog. Jeg kan altså slet ikke finde nogen steder, hvor der står, at Rasmussen har ”indgivet en klage”, og jeg tror ikke, de findes. Både Mårtensson og jeg har spurgt Rasmussen, hvad han har i tankerne, men han har endnu ikke svaret. Men ok, det er jo også pinseferie.
  3. Men så er det blot, at jeg slet ikke kan forstå, at jeg ”flere gange” skulle have fremsat denne ”usandhed” om, at Rasmussen skulle have ”indgivet” en klage. Måske forveksler Rasmussen begrebernes betydning lidt? I så fald kan han måske skrive en angivelse af de eksempler, han har i tankerne – og måske med en lille ledsagende beklagelse, hvis han skulle få lyst? Så kommer det i pytkassen. Ellers synes jeg som sagt, at han skal fortælle, i hvilke sammenhænge de ”gentagne usandheder” optræder. Det ville jeg i al fald gøre, hvis det var mig, der var kommet til at formulere mig sådan. Jeg opfatter jo mig selv som en, der siger sandhed, men nu er jeg pludselig en, der siger usandhed, og endda ”gentagne gange”. Jeg er helt forvirret, eller ligefrem suspenderet.
  4. Tager vi vinterdækkene på, er jeg ikke så begejstret for, at Rasmussen i to mails, stilet direkte til universitetets dekan og instituttets leder, i marts 2014 skriver, at jeg laver ”konspirationsteori” som er ”ærekrænkende”, og som ”allerede er blevet afvist som løgn og fordrejning og demagogi”(???) – så jeg efterfølgende må på den administrative pinebænk i ugevis med samtaler, bisiddere, referater og mobbeparagraffer i en kafkask fåmælt atmosfære. Men det, kan jeg forstå af Rasmussens henvisning til universitetets tillidsmand, er heller ikke ”en klage”? Ikke engang over vejret? Ok, selv det ville jeg lade fare, hvis det ikke var fordi, at Rasmussen i sin kommentar nu beskylder folk for gentagne ”usandheder”, når de blot bruger ordet ”klage” helt almindeligt, ja endda med henvisning til så håndfaste administrative processer, som jeg har været udsat for pga. ”ikke-klagen”. Ærligt talt: Man kan definere ”klage” så smalt, at 99% af sprogbrugen omkring ordet bliver ”usandhed”, som man så kan slå folk i hovedet med; ja, så de nærmest bliver løgnere, selvom de taler i overensstemmelse med ordbogens definitioner. Prisen for denne adfærd er dog, at man har afsondret sig fuldstændig fra folkelige processer. Fortolket på den måde kan Rasmussens kommentar indgå direkte i det efterhånden omfattende empiriske materiale, der understøtter eksistensen af et Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO).
  5. Denne omdirigering af sprogets frie løb og af pædagogiske og videnskabelige uenigheder til administrative og andre former for lukkede processer er det værste jeg ved. Folk, der arbejder inden for horisonten af skolepolitik og uddannelsesforskning, har nu gjort det, altså omdirigeret kritik til administrative processer – bare over for mig – tre gange inden for et år; hver gang med langvarige og opslidende forløb til følge, men konklusion har heldigvis alle tre gange, efter tunge og besværlige forløb, har været i sandhedens og kritikkens favør. Det er blandt andet på grund af sådanne processer – som jo gentages nede på skoleniveauerne, hvor ”kritik = negative holdninger” – at danske lærere og pædagoger efterhånden må tro, at der ikke findes andet end det, de kan se og høre, når evidens- og Ja-Hattie-rytteriet dybt inde fra DPO’s hegemoniske vokabular gungrer lige ind i pædagogernes tavse ubehag, der desværre er tæmmet af magtens affekter og administrativ omklamring, og som, når ubehaget trynes, nu ikke engang er en “klage”, ikke engang administrativ sådan.

(En lidt skæv vinkling: Rasmussen tænker tydeligvis på den under pkt. 4 omtalte episode – ellers ville han jo ikke omtale ”tillidsmanden”. Jeg har i øvrigt forhørt mig hos DM, og de er helt enige i min tolkning. Det fremgår imidlertid af den efterfølgende diskussion under blogindlægget, at Mårtensson tænker på en helt anden sag fra 2012, nemlig nedlæggelsen af min blog på www.folkeskolen.dk, som også involverede en ”henvendelse” fra Rasmussen; dengang til bladet Folkeskolens redaktion. Henvendelsen må have været rimelig ”håndfast”, som redaktøren efterfølgende udtrykte det, for redaktionen kontaktede mig i flere omgange, både telefonisk og pr. mail, og bad mig nedtone kritikken af Rasmussens arbejde, som de mente var på ”Ekstrablads-niveau” mm.. I forbindelse med denne dialog, ligefrem i samme mail, annonceredes også bloggens nedlæggelse. Jeg har refereret udførligt fra denne anden hændelse i bogen ”Krisen i dansk pædagogik”, og de mange indlæg og informationer i den forbindelse kan stadig læses på folkeskolen.dk’s hjemmeside under ”uddannelsesfilosofisk blog nedlagt 1-3”. Jeg har også genlæst en række af mine blogs fra dengang. Jeg synes faktisk, de er virkelig gode og saglige på alle måder. Ja, nogle af dem er ligefrem prognostiske og lidt naive. F.eks. er dækningen af Odenses skolepolitik, som både Rasmussen og redaktøren – som jeg forstod det – især var ærgrelig over, nærmest mild i forhold til den aktuelle udvikling i kommunerne. Jeg skulle nok have været endnu mere virkende og værkende for at få dén virkelige virkelighed, som nu er der alligevel, frem. Men jeg bliver altid lidt forskrækket, når jeg har ret. Sandhed har det med at komme bag på mig. Når det sker, er det bare om at slå selvet fra og pligten til, selvom prisen er nogle klagende ikke-klager)

http://www.folkeskolen.dk/564115/det-jeg-hoerer-dig-sige…

 

49. d. 26. maj: En pædagogisk lov 2

En pædagogisk lov: Jo mere deskriptiv en pædagogisk forskning postulerer at være, desto mere normativ er den i sin udeklarerbare grund.

Den virkelige normativitet glemmes, forfalder og stivner, men styrer samtidig alle sætningernes ureflekterede normativitet under deskriptionens dække..

Når normativiteten dukker op, kaldes den for “usandhed” og “had” mm..

Hvad er denne form for forskning? Det er en postuleret “videnskab”, som ikke er videnskab.

Hvad er det også? Det er en bastant lukning af frit og folkeligt initiativ under statistikkens og de uvidenskabelige ords magt.

Virkelig og seriøs deskriptiv pædagogisk forskning støder, i hårdt fælles arbejde, på en normativ grund. Den er i normativitetens grund, den grundende grund, der grunder. I det område er normativitet og deskriptivitet et og det samme.

 

50. d. 26. maj: Min MGP-favorit

Min MGP-vinder fra et af Europas smukkeste lande:

https://www.youtube.com/watch?v=4giAO-2aICo

 

51. d. 27. maj: §1 og §2

1.

Dansk skole har et formål, der står i skolelovens §1. Formålet lægger sig lag på lag op gennem landets vekselvirkninger, med temaer som kundskaber, demokrati, fantasi, handling og åndsfrihed. Der er aldrig nogen i kredsen omkring skolereformen, der nævner disse formål som andet end tilfældige sætninger. Ja, kredsen er faktisk pædagogisk og videnskabeligt set defineret i pædagogisk opposition til disse ting, som blot omdannes til “læring”. §1 er ”skolens enevældige ontologi”, som det f.eks. kan hedde i den omegn.

I §2 står der så flere gange, at kommunerne skal sørge for den praktiske organisering af skolen i henhold til §1. Der er dog aldrig nogen kommuner eller KL, der nævner §1. ja, KL er virkelig storslem i den henseende.
Kommuner og stat har altså forladt de formål, de bør regere efter.

2.

I skolelovens §1 og §2 står der egentlig heller ikke noget om statens rolle. Der står blot, at der er en lov. Ellers handler alting dels om formålet efter §1 og dels om den lokale skolemæssige organisering af dette formål.

Det vil sige, at vi har §1, og under §1 arbejder kommuner, forældre og lærere frit sammen om at realisere skolen efter §1, dvs. med udgangspunkt i kundskaber, demokrati og åndsfrihed mm.

Men staten har i dag taget fuldstændig over. De styrer kommunerne, der jo ellers skulle etablere skoler lokalt, i en glemsel af §1, som alting jo ellers skulle referere til. Vi har derved fået en detailreguleret statslig didaktik, der kan styre de underdanige skoler efter globale lister. Kommunerne overtager bevidstløst detailreguleringen med noget ja-Hattielæring, som børn og familier må tilpasse sig i en klasseledelse-all inclusive, hvor forholdet mellem lærer og elev ligefrem, ifølge KL, skal udsættes for organisatoriske ”benspænd”.

Staten har glemt §1, og den har underordnet skolen under sit forvildede teknokrati. Både børn, forældre og skole samt alle formålsparagraffens begreber –  lovens skole som sådan, som kalder folk til dens virke – er altså blevet til en metode til at indløse helt andre formål, som staten styrer og regulerer efter, selvom den ikke burde.

3.

Vi får derved et tredobbelt sammenbrud i lovens grund: Først glemmes §1 og §2 af både stat og kommune, derpå overtager staten, og til sidst underordnes både skole, kommune og familier under den glemsomme stats altomfattende tekniske herredømme.

 

52. d. 28. maj: Thomas Nordahl kritiserer ”metodefriheden”

Nordmanden Thomas Nordahl – som er tæt på dansk skolepolitik, er systemteoretiker, og som sidder i vurderingsudvalget for Mærsks skolemilliard og meget andet – har i hovedlinket fremlagt sin instrumentalisme på en måde, som ligeså godt kunne være skrevet af en eller anden DPO-person.

I facebook-linket kan man læse en virkelig god tråd fra den norske professor Svein Sjøbergs FB-profil, hvor Nordahls læringssyn får masser af kritik. Sjøberg er en af de fremmeste norske kritikere af al mekanikken:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10152769447936174&id=562951173&pnref=story

Der er ved at ske noget i Norge.

http://www.utdanningsnytt.no/debatt/2015/mai/den-kunnskapsbaserte-lareren/

 

53. d. 28. maj: ”Pædagogikkens To Verdener” er udkommet!

Så er “Pædagogikkens To Verdener” til salg på Aalborg Universitetsforlags hjemmeside. Det er en kompakt sag fyldt med liv, uden billeder eller pauser, men i meget varierende genrer. Det er en slags jernbro, og på 574 sider med det HELE!!!

http://aauforlag.dk/Shop/filosofi/paedagogikkens-to-verdener.aspx

 

54. d. 29. maj: Konkurrencestat er det modsatte af globalisering

Jeg forstår ikke, at nogle mener, at skæringspunktet mellem ”politik” og ”globalisering” skal begrebsliggøres som en ”konkurrence-stat”. Hvofor ikke? Nej, fordi konkurrencestaten i realiteten og ved dets begreb faktisk ødelægger både politik og globalisering, altså netop de begreber, som den ifølge fortalerne skulle mediere imellem.

Først stat: Konkurrencestaten er et ideologisk begreb, der vil afvikle pluralitet og dannelse, og dermed ”politik” i samfundet, og uden politik har vi ingen stat, men blot policy og beslutninger med tekniske mål.

Dernæst globalisering: Konkurrencestaten afvikler faktisk også ”globaliserings”-begrebet, fordi alting underordnes nogle økonomiske processer, som den enkelte stat får en interesse i. Dermed er der ikke et virkeligt begreb om det globale, altså om det globale i sig selv i alle begrebets politiske, økonomiske, teknologiske, sociale, juridiske, etiske og kulturelle sider, altså dannelse og pluralitet set fra Jordens og verdensborgerens synspunkt. Det ”globale” bliver til ”konkurrencestatens interesser”, som jo endda altid er smalt økonomisk defineret.

Konkurrencestats-begrebet har derfor som konsekvens, at både ”stat” og ”det globale” tørrer ind. Når man så ”beskriver” dette indtørrede ingenting, så kalder man det for ”deskriptiv” eller ”politisk-økonomisk” forskning. Og til sidst kan hele centrum-venstre og sikkert også nogle flere hygge sig med denne smalle horisont.

Uddannelsespolitikken er en direkte konsekvens af dette problem.

Jeg går ind for både politik og globalisering, en virkelig globaliseringsstat, altså Danmark i Verden frem for en pludderbeslutningsmaskine i en pludderranglisteverden. Så kan vi måske også få noget ordentlig pædagogik i landet.

 

55. d. 29. januar: Torben Wiben Jensen kommenterer klagesagen

Dagens kronik i Information af Thomas Wiben Jensen tager udgangspunkt i en række aktuelle “had”-anklager (ja og også…), og han konkluderer:

“Det er derfor essentielt, at vi både bliver ved med at tilskynde til kritik og samtidig insisterer på, at selv hård og karsk kritik ikke er det samme som had.”

Det er en virkelig god kronik Wiben Jensen har skrevet, der har fuldt ud sans for, hvad sagen drejer sig om. Han “mangler” kun den sidste lille detalje, nemlig at kritik ikke bare er noget andet end had; det er det modsatte af had: Det er kærlighed til sagen selv.

Ja, i en hvis forstand er kritik erotisk.

http://www.information.dk/534666

 

56. d. 30. maj: Note om Foucault

Her er en foreløbig note vedr. Foucault (skriver mere udførligt om det senere, men giv endelig respons). Jeg har måttet undersøge Foucaults forhold til ”kritik” lidt nærmere oven på visse uheldige tildragelser på DPU.

Jeg har netop læst Michel Foucaults bog ”Fearless speech”. Bogen undersøger begrebet ”Parrhasia”, som betyder åbenhjertig tale, og dets gang op gennem idehistorien. Foucault mener, at begrebet udgør et vigtigt element i den vestlige kritiske tradition, og det har han efter min mening ret i.

Foucaults arbejde med begrebet er desværre en ren forfaldshistorie, men på en pudsig ubevidst måde. Dets betydning indsnævres langsomt for til sidst at blive helt væk, selvom Foucault selv vist nok tror, han har reddet det. Her er de tre faser, jeg pt. arbejder med:

1.

Først anlægges en levende og spændende undersøgelse af begrebets politiske og eksistentielle betydninger hos den græske antiks dramatikere og filosoffer. Her er der fuld tryk på begrebets kritiske og fulde betydning.

2.

Dernæst undersøges senantikkens, især stoikernes, behandling af begrebet. Her lægger Foucault især vægt på, at Parrhesia bliver til selvomsorg og selvpleje, hvilket ligefrem kaldes for selvteknologi. Den åbenhjertige tale mister på sin vis kontakten til objektet og til det politiske liv. Denne orientering mod selvet er i fuld overensstemmelse med Foucaults egen filosofi og med dansk samtidsdiagnose og neostrukturalistisk pædagogik. Disse retninger er også meget orienteret mod selvet, imens objektivitet, eksistens og politik fortoner sig i nogle strukturalistiske tåger, hvor de genfindes som magt, diskurs, cirkulation, og andre begreber, som man tror er kritiske, men som slet ikke er det. Hvorfor ikke? Jo, fordi strukturer jo er som de er, og fordi kritikken dermed kastes ind i selvets teknikker, og hvad skulle der være kritisk ved det?

(og det er i parentes bemærket selvet som ”bios” og ikke som handling/tænkning, Foucault arbejder med her under punkt 2. Det er også derfor, at Foucault-folk i dag er så glad for hjerneforskning).

(Konkurrencestatsteorien, som er meget Foucault-inspireret, er et radikalt eksempel på problemet. Også her bliver objektiviteten en dannelsesfri struktur, og al pædagogik vedrører arbejdet med personligheden, dvs. et forhold mellem opportunismen og soldaten)

3.

Til sidst, i de konkluderende bemærkninger, går det helt galt. Her kobler Foucault den kritiske tradition direkte til hans genealogiske metode, og ”åbenhjertigheden” fortoner sig fuldstændig. Ikke engang ”selvet” kan arbejde. Selvet er en strukturel teknik, og her er vi, SOM JEG SER DET, ikke langt fra Dorthe Staunæs’ og Helle Bjergs ”tænketeknologier”, som tilbydes som en styringsmetode til en Parrhesia-fjendsk uddannelses-policy.

Dermed har Foucault formået at nedskrive den kritiske tradition til det rene ingenting; et ”ingenting”, han samtidig kalder for ”kritik”. Han tror, han har reddet kritikken, men han har gjort det stik modsatte. Han er blevet en ideolog.

(Lidt samme pointer har Charles Taylor i et essayet ”Foucault on Freedom and Truth”, og jeg selv har også berørt temaet i bogen ”At lære noget i en verden uden gelænder” i kapitel 8 (Taylor 1884 og Rømer 2005).

————————

Jeg har også netop læst Foucaults drøftelse af Kants berømte essay ”Besvarelse af spørgsmålet: hvad er oplysning?” (Foucault 1994). Her sker fuldstændig det samme. Først anerkendes Kants pointer (men den vigtigste pointe, nemlig motoren mellem publikum og tekst, overses dog, hvilket ikke er uvæsentligt).

Derpå glemmes de øvrige pointer helt, og til sidst havner analysen i en klæbrig diskursiv socialiseringsfigur. Det er helt den samme proces som i behandlingen af ”Parrhesia-begrebet”.

Det er klart, at når mesteren selv ikke kan sikre den kritiske tradition bedre, så kan hans nulevende elever heller ikke. De ender alle sammen, så vidt jeg kan bedømme det, i en endnu mere ukritisk version af Foucaults i forvejen uheldige tendenser.

Litteratur:

Foucault (1994). “Ethics, subjectivity and truth – vol.1”, The New Press, s. 503-519.

Foucault (2001). “Fearless Speech”, Semiotext(e).

Taylor, C. (1984). “Foucault on Freedom and Truth”, Political Theory, nr. 2, s. 152-183.

Rømer, T.A. (2005). “At lære noget i en verden uden gelænder”, Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag.

Skriv en kommentar