Facebook-drys 17: Juni 2015

Her er 39 facebook-opdateringer fra ultimo juni 2015. Dryssene bærer præg af folketingsvalget, af Undervisningsministeriets modstridende udmeldinger om læringsmålsstyret undervisning og dennes rolle i skolereformen og af Lars Qvortrups beskyldninger om “forfølgelse” i Berlingske.

Man kan enten klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå fb-opslag med diverse kommentarer, eller man kan læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart efter teksten.

  1. Qvortrups ”slag under bæltestedet” – første reaktion
  2. Den danske sangskat
  3. Qvortrups ”slag under bæltestedet” – anden reaktion (blogindlæg)
  4. Peter Kemp om skolereformen i Kristeligt Dagblad
  5. SF og læring
  6. Qvortrups ”slag under bæltestedet” – tredje reaktion (svar i Berlingske)
  7. Indlæg på Magisterbladets blog
  8. FM2015: På vej mod Allinge
  9. FM2015: Hos DEA og Akkrediteringsinstituttet
  10. FM2015: Kvalitetstid
  11. FM2015: Skal Folkemødet dataledes?
  12. FM2015: Politiske ideologier i Liberal Alliances telt
  13. Qvortrup igen-igen… og en kommentar (fjerde reaktion)
  14. Pædagogikkens to verdener (blogindlæg)
  15. Reklame for ”Pædagogikkens to verdener”
  16. Peter Nedergaard om Erik Klipping og Magna Carta
  17. Lærke Grandjean har interviewet mig
  18. Synlig læring i gymnasieskolen
  19. Pasi Sahlberg om Germ
  20. Juhuu… farvel til Centrum-venstre
  21. Centrum-venstre og konkurrencestaten
  22. Centrum-venstres menneskesyn 1
  23. Centrum-venstres menneskesyn 2
  24. Opgør med Grundtvig i 2002
  25. Hvad foregår der? Undervisningsministeriet om læringsmål 1
  26. Hvad foregår der? Undervisningsministeriet om læringsmål 2
  27. Hvad foregår der? Undervisningsministeriet om læringsmål 3
  28. Lasse Bak Sørensens raid
  29. Et pip i Arbejdsmarkedspartiet
  30. Undervisningsministeriets overraskelse (blogindlæg)
  31. Kåre Fog om Koldau-sagen
  32. To nye indlæg i Agedrup-sagen
  33. Konkurrencestat er det modsatte af globalisering
  34. Hvad foregår der? Undervisningsministeriet om læringsmål 4
  35. Karsten Tuft om Summerhill-skolens filosofi
  36. Undervisningsministeriet i logisk sammenbrud
  37. Hvad foregår der? Undervisningsministeriet om læringmål 5
  38. Evaluering og pædagogik
  39. Nedlæggelse af Irak-kommissionen

 

1. d. 4. juni: Qvortrups ”slag under bæltestedet” – første reaktion

Læs lige Lars Qvortrups utrolige tekst i Berlingske. Hvor vildt! jeg kommenterer mere udførligt, når jeg kommer hjem fra ferie. Her blot nogle få kommentarer til løjerne, afsendt fra en sen nattetime i Brooklyn, NY:

  1. Qvortrup har altid haft adgang til min FB-side, men han har aldrig kommenteret noget. Fint nok, men da han for nylig klagede til universitetsledelsen over et opslag, så jeg måtte bruge tid med administrationen igen, så blokerede jeg adgangen for den gode professor. Det er klart. Men nu er han sur over det! Han fører “kulturkamp” via bureaukratiet, og klager derpå over, at han ikke kan komme til at føre den offentlige diskussion, som han jo selv undsiger. Hvor barokt! Mit opslag var i øvrigt udmærket. Se mit essay ”DPO – del 2” for detaljer om sagen.
  2. Jeg står ved, at Qvortrup er begejstret for ja-Hattie. Det er et strålende og korrekt udtryk.
  3. Jeg er ikke kun “polemisk”. Polemikken bygger på grundige analyser af blandt andet Qvortrups tekster, og masser af fagfællebedømt arbejde.
  4. Begrebet Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) bygger på grundige studier og er efter min opfattelse et empirisk faktum. For nylig har nogle unge forskere undersøgt landets magtelite. Det er det samme.
  5. Hvad mener Qvortrup med, at jeg ikke “tænker i forskningsparadigmer”? Mystisk. Jeg tænker da ikke i andet.
  6. Jeg har aldrig “forfulgt” nogen. Tværtimod, så beskytter jeg nogen. Sagen er derimod, at Qvortrup har været så mange steder i de sidste 10 år. Man støder ind i ham alle steder, hvilket ærgrer mig utroligt, eftersom hans ideer er så skrækkelige.
  7. Jeg har aldrig talt om “sammensværgelse”. Intet interesserer mig mindre, hvilket jeg gør rede for i DPO-2.
  8. Jeg står ved, at Qvortrups tænkning er skadelig for skolen. Peter Kemp kaldte også engang Qvortrup og Rasmussen for ekstremistiske forskere, og flere andre er på samme linje.
  9. Jeg skriver det, som står i en tekst, og ikke nødvendigvis det, som tekstens forfatter tror der står. Det medfører en langt mere grundig læsning, end den Qvortrup præsterer.
  10. Sammenhængen mellem Qvortrups systemteori og Schmidts samtidsdiagnose har jeg dokumenteret mange steder. Men Schmidts ideer er langt mere interessante og vigtigere end Qvortrups efter min opfattelse. Derimod har nogle af Schmidts elever nogle problemer.
  11. Qvortrup bærer et stort ansvar for kommunernes pædagogiske deroute efter min mening.

http://www.b.dk/kommentarer/slag-under-baeltestedet

 

2. d. 6. juni: Den danske sangskat

Danmark har en stor musisk tradition, som bliver forsømt.

https://www.folkeskolen.dk/565017/har-laeringslederen-ogsaa-dannelse

 

3. d. 7. juni: Lars Qvortrups ”slag under bæltestedet” – anden reaktion (blogindlæg)

Kommentar til Lars Qvortrups indlæg i Berlingske i torsdags. Jeg har også sendt en kortere version til Berlingske:

http://www.thomasaastruproemer.dk/kommentar-til-lars-qvortrups-slag-under-baeltestedet.html

 

4. d. 8. juni: Peter Kemp om skolereformen i Kristeligt Dagblad

Professor Peter Kemp om folkeskolereformen og valget i KD, d. 6. juni:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/voldtaegt-af-folkeskolen.-valget-boer-faa-politikerne-til-besinde-sig

 

5. d. 8. juni: SF og læring

Pia Olsen Dyhr (SF) mener, at spejderbevægelsen og idrættens foreninger skal underordnes den nye “skoles” læringsmekanik. Hun sagde det lige midt i mit fjernsyn, fordi en spejderleder havde ringet ind til DR og klaget over, at hendes børnetrop var for trætte efter de lange skoledage.

Jamen så skal spejderaktiviteter da blot ind i skoledagen, hed det fra den “store rorgænger”. Fritidsaktiviteter skal blot integreres i læringsmaskinen. Det er det, man kalder “klasseledelse all inclusive” i visse kredse.

I gamle dage stod SF for selvforvaltning, demokrati og civilsamfund. I dag står partiet for statsdirektion og læringsenevælde.

SF er ideologisk set et totalt upålideligt parti.

Det er som om, partiet både vil af med skolen, som skal være en læringsmaskine, og med det civile samfund, som skal underlægge sig læringsmaskinen.

Intet trænger igennem.

Jeg græmmes!

 

6. d. 9. juni: Lars Qvortrups ”slag under bæltestedet” – tredje reaktion (svar i Berlingske)

Så røg mit svar til Qvortrup i Berlingske, hvis læsere nu også kan læse lidt om livet i pædagogikkens elfenbenstårn (Overskriften er redaktørens):

http://www.b.dk/kronikker/jeg-forfoelger-dig-ikke-lars-qvortrup

 

7. d. 10. juni: Indlæg på Magisterbladets blog

Et indlæg på min magisterblog:

http://magisterbladet.dk/blogogdebat/paedagogikiblindgyde

 

8. d. 11. juni: FM 2015: På vej mod Allinge

På vej mod Ystad og Bornholm 🙂

 

9. d. 13. juni: FM 2015: Hos DEA og Akkrediteringsinstituttet

Sidste års folkemøde var fyldt med uddannelsespolitiske højdepunkter, som jeg har beskrevet udførligt i min nye bog Pædagogikkens To Verdener. Fredagens møder i FM15 levede ikke op til dette, men her er alligevel at par iagttagelser fra nogle af møderne.

Først gik jeg faktisk til møde om “skæve eksempler i uddannelsessystemet”, som var arrangeret af anti-tænketanken DEA. Jeg forlod dog scenariet, som var en parodi på en debat. En eller anden uddannelsestekniker fortalte om reorganiseringen af Forsvarsakademiets uddannelser, og derpå skulle Stefan Hermann og Hanne Leth Andersen fra RUC give karakterer og høfligt rose, mens DEA-direktør Stina Vrang tænkte tilbage på dengang, hun fik karakterer i skolen. Det var der ikke meget tænketank over. Så hellere kaffe ved statsbibliotekets telt.

Derpå gik vi op til Akkrediteringsinstituttets telt, som ret overraskende for mig havde samlet nogle spændende folk til en snak om forholdet mellem uddannelse, især humaniora, og samfund. Der var lissom tre grupper: Den første gruppe bestod af Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen, og formanden for DM Ingrid Stage. Den anden gruppe bestod af DEA, som var på banen igen, her blot med deres anden profil, Jannik Schack, som efter eget udsagn holdt sig til “evidens”, hvilket er en moderne kode for absolut ikke at sige noget vigtigt. Den prognose blev til fulde opfyldt. Den anden gruppe bestod også af en Jesper Højgaard, fra et eller andet firma. Højgaard kunne også kun snakke om “arbejdsmarkedet”. Blandt publikum blev gruppen støttet af Finansforbundets Marianne Dissing, som to gange ligefrem sagde: “Formålet med uddannelse er slet ikke dannelse, men kun beskæftigelse”, hvormed hun jo bekræftede alle fordomme om horisonten blandt vores økonomer.

Så var der mere gang i Ingrid Stage, som kløede på i bedste fornuftige stil, og i Jes Stein, som, efter hukommelsen, sagde de bevingede ord: “Humaniora har undladt at forsvare sig selv mod erhvervs- og kommunationssektoren”. Humaniora er simpelthen ikke humanistisk nok, kan man sige. Altså det modsatte synspunkt af DEA’s og Finansforbundet mm.. Sidst på mødet supplerede Stein Pedersen desværre med sin nihilisme, som han også har fremført i avisen. Som han siger: “Der er ingen mening med lortet”. Men ærligt talt, hvorfor så forsvare Humaniora? Eller noget som helst andet? Han disponeres dermed for at sive hen i den anden gruppe efter min mening.

Den tredje gruppe var administratorerne, som bestod af Bornholms dygtige borgmester, Winni Grosbøll, af kommunaldirektør Per B. Christensen og af rektor Stefan Hermann, hvor sidstnævnte var en del af publikum. Christensen var jo medskaber af den skrækkelige reform af læreruddannelsen, og både han og Hermann har derfor en rolle i Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO). Christensen trak, ligesom Schnack, evidenskortet… Og ganske rigtigt: intet interessant sagde han. Herman nævnte lige ordet “idealer”, før han skyndte sig ind i det pragmatiske baglokale igen.

 

10. d. 13. juni: FM 2015: Kvalitetstid

Folkeklubben og Niels Hausgaard på samme aften iført regnslag fra hjemmeværnet; det er kvalitetstid 🙂

 

11. d.14. juni: FM 2015 Skal folkemødet dataledes?

Nu skal lærerne dataledes efter de nyeste systemteoretiske og nidkære principper, og snart kommer turen også til pædagoger og gymnasielærere. Det er det, jeg kalder for KL-Danmark.

Næste skridt bliver nok, at universiteterne skal dataledes, ja selv forskningen. Det vil være et kønt syn.

Når det er på plads, kommer turen til politikerne og præsterne. Dermed er både Frihed og Gud endeligt deponeret i en datamat. Det er det, man kalder for metodisk anti-humanisme, ja endda post-humanisme, i visse kredse.

Folkemødet skal nok også dataledes.

Skulle man ikke i stedet bygge institutioner på dømmekraft, traditioner, videnskab, folkelighed, kundskaber, opmærksomhed og kritik…. sådan lidt kort sagt? Det synes jeg. Det håber jeg i al fald for næste generation.

 

12. d. 14. juni: FM 2015: Politiske ideologier i Liberal Alliances telt

Lørdag formiddag var der debat på Liberal Alliances luksustræskib i Allinge Havn med morgenbord og lækre drinks i baglokalet. Det lå lige ved siden af Alternativets yderst beskedne morgen-yoga telt. Der var nok en Saxo-bank til forskel på de to eks-radikale grupper.

Debatten handlede om liberalisme og konservatisme, og i lyset af vinterens Ayn Rand-diskussion, som er så pinlig for LA, var jeg jo interesseret, især da der nu ikke var noget uddannelsespolitisk på tapetet i nogle af de andre telte.

Debattørerne var Børsens debatredaktør, Christopher Arzrouni, og bloggeren Rune Toftegaard Selsing. Arzrouni skulle stå for det liberale og Selsing for det konservative, og Joachim B. Olsen var moderator, hvilket han gjorde udmærket.

Nu er jeg jo lidt kulturkonservativt anlagt, så jeg troede egentlig, at jeg ville være mest til Selsing, men det endte faktisk modsat, og det er den lille morgenproces, jeg i al foreløbighed vil forsøge at gengive her:

Selsing var jo spindoktor for Venstre i Foghs tid og har også været ansat i Saxobank under Rands herredømme. Han forsvarede da også Ayn Rand kraftigt i vinters, så det der med det konservative er kommet til efterlods. Han fortalte da også, at han i sin tid var meget involveret i den nyliberalistiske kreds via foreningen Libertas, som virkelig var på den ekstreme fløj i sin tid.

Fint nok, men hvordan kommer så konservatismen ind i billedet? Jo, det skete ved, at Selsing i løbet af 00’erne blev meget bekymret for den muslimske indvandring. Det var stort set det eneste, han talte om, så det må simpelthen have været definerende for hans konservatisme. Med islamkritikken som nærmest enerådende markør adskiller han sig sådan set ikke fra andre ny-konservative debattører, f.eks. Søren Hviid og Kasper Støvring, men Selsings samtidige ny-liberale baggrund gør, at hans konservatisme stort set defineres ved Islam-kritikken alene, hvilket ikke er tilfældet for de to andre (som dog har problemer med “pluralisme”).

Selsing bliver dermed et subjekt for en dobbelt proces, som i første omgang er nyliberalismens kulturopgør, og han genfinder så dernæst kulturen i en ren negativ proces, som noget ikke-islamisk. På den måde bliver det en konservatisme uden kærlighed, tradition og poesi, modsat især Kasper Støvring, som er mere bredt funderet i den nationale litteratur og humaniora. Selsing bliver dermed typisk for det borgerlige Danmarks udvikling til en blanding af neo-liberalisme og muslim-forskrækkelse, hvilket i virkeligheden lukker den nationale tradition inde i et bur et eller andet sted imellem LA og DF, hvorefter de nye skolereformer kan køre helt uafhængigt af det, som de ellers ifølge formålsparagraffen egentlig burde beskytte.

Derpå var det Arzrounis tur. Guderne skal vide, at jeg tit har korset mig over Arzrounis syn på markedet, på etik og på meget andet, og han forsvarede også Rand overfor Jørgen Carlsen i Deadline med virkelig dårlige argumenter efter min mening. Endelig var også han med i kredsen omkring Libertas. Det hele bliver desuden så pekuniært i hans pen synes jeg, og det er ofte lidt ubehageligt at læse. Men han har faktisk to gange overrasket mig positivt. Først med en konkurrencestatskritisk leder i Børsen, som desværre har stået lidt alene, og derpå med en yderst reflekteret indsats i Deadline i en diskussion, ført helt uden om det finansielle vokabular, om Tyrkiets forhold til folkemordet på armenierne i 1910’erne. På den anden side synes jeg dog også, at den sammenskrivning af Kant, Hayek og Popper i en form for epistemologisk baseret liberalisme, som Arzrouni lavede i sit speciale, slet ikke yder liberalismens muligheder retfærdighed, og faktisk meget let trækker ham hen til konkurrencestaten igen. Men der er altså en modstand alligevel, for ellers havde han jo ikke skrevet lederen, og ellers havde han ikke talt så varmt om Armenien.

Nå, men Arzrouni fortalte levende om sin blandede herkomst, med blandt andet armenske og franske rødder, og om hvordan han med sin baggrund var endt med at opfatte det nationale som en fare. Der var en form for erfaringsproces der, som var langt dybere end Selsings 1990’er’er-ærgrelser. Og denne dybde gav sig også udslag i en meget mere avanceret politisk og faktisk også ontologisk ridset liberalisme, der slet ikke var kulturfjendsk. Faktisk sagde han, så vidt jeg husker, noget i retning af, at problemet med dansk kultur er, at den har glemt sig selv, og det kunne han sige med større dybde end Selsing, fordi formuleringen var helt uden ”islam” i nærheden, og fordi han havde bevist sin evne til at tænke nationalt, politisk og historisk i sin diskussion i Deadline. Den politiske liberalisme, som slet ikke på denne formiddag annonceret i trivielle markedstermer, var ikke en erstatning for kulturen, tværtimod. Der var ren og samtidig politik og kultur, på en måde der har større åndsvidenskabelige muligheder, end Ayn Rand tilsat en anti-islamisk-defineret nationalisme har, men ok, der er naturligvis stadig langt igen, før de samfundsmæssige formål kan arbejde frit.

Arzrouni var dog også irriterende at høre at høre på, synes jeg, fordi han skældte Søren Hviid ud via Selsing. Det var noget med, at fordi retsfilosoffen Carl Schmidt var nazist, så har alle mulige, der bruger nogle af Schmidts ideer, et problem. Men Schmidt har inspireret meget bredt, f.eks. også 1980’ernes neo-marxisme, som Bjarne Corydon i parentes bemærket er kraftigt ridset af. Det bliver for smalt med den slags intellektuelle reduktioner. Kan vi så heller ikke læse Heidegger? og mange andre?

Selsing og Arzrouni var dog fælles om et synspunkt, som store dele af det borgerlige Danmark desværre deler, nemlig at mennesket er ondt og dumt og alt det andet, som jeg slet ikke kan genkende fra mit liv, hvor der tværtimod er en bemærkelsesværdig hjælpsomhed og tolerance. Jeg tror, det har rod i en blanding af dels en socialbiologisk indstilling fra nogle af de amerikanske økonomer, og dels en lidt for radikal tidehvervsk indstilling til mennesket, som har fyldt mere og mere over årene. Desværre bliver resultatet af den slags en total mangel på pædagogik, og det så man i høj grad afspejlet denne formiddag, hvor uddannelsesspørgsmålet slet ikke blev nævnt.

 

13. d. 15. Juni: Lars Qvortrup igen-igen og en kommentar

Lars Qvortrup har et indlæg i dagens avis:

“KONSPIRATIONER OG USANDHEDER
Af Lars Qvortrup, Berlingske, d. 15. juni.

I Aarhus går en person rundt med et meget mærkeligt verdensbillede. Hans navn er Thomas Rømer (TR), og han er lektor på Aarhus Universitet. Ifølge hans kommentar 10/6 findes der i Danmark et ”oligarki” af uddannelsesforskere, der mener, at ”skolen skal udvikle sig under konkurrencestatens, Pisa-listens og læringsbegrebets overhøjhed”. Blandt andet rejser vi rundt og arbejder aktivt ”på de kommunale flader”, ligesom jeg selv fremsender administrative klager over TR.

Alt dette er usandt og udtryk for et forskruet verdensbillede. F.eks. har jeg ALDRIG fremsendt en administrativ klage over TR. Men at argumentere eller dokumentere er i forhold til TR en umulighed. ”Jeg læser”, skriver han nemlig i kommentaren 10. juni om sig selv, ”det, teksten siger, og det behøver ikke være det samme, som forfatteren tror, at den siger”. Kort sagt: Når jeg kan dokumentere, at jeg aldrig har sendt en klage, har jeg i virkeligheden iflg. TR sendt masser af klager. Når jeg påstår, at jeg er forsker, er jeg i virkeligheden oligark. For hvad jeg siger og gør, ved kun TR. Med et sådant udgangspunkt er al mulighed for rationel samtale udtømt. Og det er den så også, for mit vedkommende, så længe samtalepartneren agerer, som TR gør.”

——————————-

Lige et par kommentarer, faktisk fire:
1) Qvortrup siger, at han aldrig har fremsendt en “administrativ klage”. Jeg er ikke jurist, så jeg skal ikke kunne sige, om der er særlige formale krav knyttet til udtrykket. Jeg henholder mig blot til følgende udtalelse fra DM til universitetets ledelse, som også blev fremsendt til Qvortrup, ifm at universitetet trak sin beklagelse tilbage. Her står der blandt andet (mine versaler):

“Thomas fører en faglig debat, som bliver modsvaret af en ADMINISTRATIV KLAGE og beklagelse, som derved underminerer grundlaget for faglige diskussioner og den faglige udvikling, som altid vil følge af en faglig debat og brydning af meninger og opfattelser. Det har altid været en del af universiteternes mission at være hjemsted for brydninger mellem forskellige forskningsmæssige retninger, og hvis der administrativt lægges låg på den ene side i en sådan debat, kan universitetet måske fastholde sit navn, men har desværre mistet sit indhold og reelle betydning.

Jeg ser på denne baggrund som sagt frem til, at Thomas hurtigst muligt får tilsendt en beklagelse af sagsforløbet.”

Og sådan helt jordnært: Hvis man sender en klage over en persons adfærd til den pågældendes mellemleder, kan man så ikke kalde det for en “administrativ klage”, som også DM’s konsulent gør det? (se nedenstående definition af “klage”).

2) Det, jeg siger om tekstlæsning, er et humanvidenskabeligt princip og har intet at gøre med Qvortrups klagetekst. Hallo!!. Den fulde tekst fra min kommentar i Berlingske, som i øvrigt er uddybet i et blogindlæg fra d.30. april, er:

“Endelig siger Qvortrup, at jeg ikke gengiver synspunkter ”korrekt”. Men Qvortrups egne læsninger er ekstremt smalle, og hans tekniske opfattelse af, hvad det vil sige at ”gengive korrekt” lader slet ikke Humanioras tradition træde frem. Jeg læser det, teksten siger, og det behøver ikke at være det samme, som forfatteren tror den siger. Kun på den måde kan man læse korrekt på en korrekt måde.”

3) Det der med DPO og konkurrencestaten står jeg helt ved, og jeg synes selv jeg har evidensbaseret det ud over alle bredder. Desuden står jeg på ingen måde alene med den slags synspunkter.

4) Endelig: Man kan altså godt både være forsker og oligark. Jeg siger det bare, fordi det i slutningen af Qvortrups læserbrev lyder, som om det skulle være et enten-eller.

Men hvorfor er mit verdensbillede så “mærkeligt”? Jeg synes, det er helt almindeligt? Det er nok fordi det er Pædagogikkens To Verdener, der støder sammen.

http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=klage

 

14. d. 16. juni: Pædagogikkens to verdener (blogindlæg)

Når mit eget arbejde ses fra den ene og den anden verden i Pædagogikkens To Verdener.

http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogikkens-to-verdener-hadefuld-konspirationsteori-eller-noteworthy-contribution.html

 

15. d. 16. juni: Reklame for ”Pædagogikkens to verdener”

Her er lidt reklame for min nye bog om ”Pædagogikkens To Verdener”. Der er grundige uddannelsespolitiske analyser, men også diskussioner af begreber som videnskab, evidens, lighed, lærerrolle, liberalisme, grundtvigianisme, erfaring og meget meget andet.

http://aauforlag.dk/Shop/filosofi/paedagogikkens-to-verdener.aspx

 

16. d. 17. juni: Peter Nedergaard om Erik Klipping og Magna Carta

Peter Nedergaard trækker i sin kommentar i Berlingske en interessant tråd mellem Magna Carta i England og Erik Klippings håndfæstning i Danmark. Jeg tror faktisk, der kan være en pædagogisk pointe, men det kræver lige lidt studier at finde og udrede den.

http://www.b.dk/kommentarer/det-store-brev-om-magtdeling

 

17. d. 17. juni: Lærke Grandjean har interviewet mig

Jeg er blevet interviewet af Lærke Grandjean:

http://www.folkeskolen.dk/566004/der-er-ingen-paedagogisk-videnskab-uden-foelelser-fantasi-og-forestillingsevne

 

18. d. 17. juni: Synlig læring i Gymnasieskolen

Jeg vil bestemt ikke anbefale nogen at læse s. 5 eller temasektionen i det nye nummer af Gymnasieskolen, hvis de vil bevare deres gode humør eller blot deres tro på gymnasiet som institution. Her kan man desværre læse om Lars Qvortrups sædvanlige hyldest til Ja-Hattie, “hvad virker” og synlig læring, og man kan studere eksempler på, hvor godt det hele virker samt undres over et interview med en lykkelig rektor fra Ørestaden.

Nu ruller folkeskolereformens principper indover vores kontakt med den europæiske oplysning, og gymnasielærernes egen forening og dens blad er helt ukritisk begejstret. Det minder gevaldigt om skolelærerforeningens indledende jubel over skolereformen, som nu heldigvis er på gevaldig retræte.

Man bemærker også, at mønstergymnasiet er Ørestaden, hvis rektor i 2010 sagde, at “når jeg hører ordet almen dannelse, kan jeg ikke lade være med at tænke på Goebbels”. I dag sidder han i DEA’s ungdomsuddannelseskommission, som med Egelund i spidsen er helt ude på det overdrevne teknokrati og nærmest vil opløse gymnasietraditionen.

Et gymnasium er usynlig læring, dvs. undervisning, videnskab, åndsfrihed og opmærksomhed. Det er samspillet mellem Europa, kosmopolitanisme og Danmark. Det er Gymnasiets formål i lovens §2. Det er at lære NOGET.

Synlig læring er for den lærer, som ikke vil være lærer.

http://mags.datagraf.dk/gymnasieskolen/76/

 

19. d. 19. juni: Pasi Sahlberg om GERM

Mange lande bygger deres pædagogiske tænkning på OECD’s filosofi. I dagens nummer af Folkeskolen er der tre kommentarer i forbindelse med denne relation mellem OECD/pædagogik/uddannelsespolitik.

  1. Den finske forsker Pasi Sahlberg kalder OECD-pædagogikken for ”GERMS” (=bakterie)
  2. Alexander von Oettingen kalder OECD-bevægelsen for et ”Roundup” (ukrudsmidlet), der ”smadrer det hele”.
  3. Der er også et interview med down-under-professor Viviane
    Robinson, som bruges intensivt af folk fra DPO for tiden, både på forsknings- og skolelederniveauerne, og som ligger tæt på Ja-Hatties forskning. Hendes eneste ”faglige reference” er følgende udtalelse: ”Ambitionerne for skolerne i Danmark er meget høje – det er de i hele OECD”. Altså en GERM-forbindelse.

Derudover må man betænke, at skolereformen i høj grad er bygget på OECD-referencer, og reformen skal jo også implementeres af konsulentbureauet McKinsey, som Sahlberg mener er indbegrebet af GERMS.

Dermed knyttes GERM og Roundup til Viviane Robinsons, dansk skolepolitik og DPO.

(Sahlberg er i øvrigt selv aktiv bruger af Pisa-lister mm. Han er ikke på en eller anden åndsvidenskabelig eller samfundskritisk fløj. Jeg hørte ham selv på Axelborg tidligere på året, hvor han efter min opfattelse på mange måder var på vej i en gal retning. Derfor var det også befriende at læse interviewet i Folkeskolen.dk, hvor hans oprindelige kurs fastholdes. Og udtrykket GERM er jo en gave)

http://www.folkeskolen.dk/566141/globale-baciller-banker-paa

 

20. d. 19. juni: Juhuu… Farvel til centrum-venstre

Juhuu… farvel til Antorini, Corydon og Ove Kaj Pedersen. Og farvel til Arbejdsmarkedspartiet, Konkurrencestatspartiet og Børneaktiepartiet. Klappe-klappe.

Nu er det spændende, om betegnelserne blot spadserer over til de nye magthavere? – altså om vi skal fortsætte med GERM-politikken (jvf. formiddagens opdatering), en slags Højre-GERM?

I så fald er vi lige vidt.

Desværre er prognoserne ikke gode, eftersom højrefløjen, bortset fra LA, også har stemt for det hele, og der er ikke det mindste tegn på refleksion nogen steder.

Så jeg kan roligt tøjle min optimisme.

Men jeg tror, vi slipper for den eksplicitte opbakning til konkurrencestatsideologien, og det i sig selv giver visse muligheder…. tror jeg…

 

21. d. 20. juni: Centrum-venstre og konkurrencestaten

Man må ikke glemme, at konkurrencestaten i sin grund er en venstreorienteret konstruktion. Dens grundteori kommer fra en ekstrem strukturalistisk kommunisme, og den er løbet via forskellige kritiske kilder hen til en størknet og dannelsesfjendsk ideologi, der nu i forskellige kombinationer vil gøre hele samfundet – dvs. alle samfundets institutioner, foreninger, familier og hjerner – til en Konkurrencestat All Inclusive. Det er Ove Kajs bevægelse, det er Corydons bevægelse, og det er blevet skolereformens overordnede ideologi.

Konkurrencestaten er altså IKKE et liberalistisk begreb. Tværtimod, for staten sætter sig jo på alt. Det er heller IKKE et konservativt begreb, fordi dannelsen og historien eroderes. Det er derimod et ideologisk centrum-venstre begreb, der kommer fra det yderste venstre af den allerværste slags. Heldigvis har Enhedslisten, så vidt jeg kan fornemme det, delvist sluppet fascinationen. Men Radikale, Socialdemokraterne og SF er spundet ind i begrebets horisont.

Det er derfor, at Centrum-venstres nederlag er sådan en utrolig befrielse. Det var ren lykke at se på nedturen.

Så siger en eller anden måske: Men det bliver jo ikke bedre under en borgerlig/liberal regering! Det er ganske rigtigt ikke sikkert, men det er lettere at gøre noget ved det, fordi instrumentalismen ikke er så ideologisk determineret, som den er i Corydons omegn. Vi har ikke en ”all inclusive”-situation mere. På den måde bliver det bedre i filosofien.

Derfor tror jeg ikke, at konkurrencestatsbegrebet kommer ikke til at fylde nær så meget som tidligere. Der bliver måske noget med New Public management i stedet, men heller ikke det er nær så ideologisk og altomfattende som en konkurrencestatsideologi, der samtidig også indkapsler NPM. Der bliver desværre nok også en masse ”arbejdsmarkedsfundmentalisme”, men det er blot i mangel på godt selskab og almindelig dårlig vane.

Dvs. at Enhedslisten, LA, DF, Konservative og Venstre bør finde sammen i en dannelsesorienteret strøm i uddannelsespolitikken. De skal bare lige smøres lidt rundt omkring i nogle rustne lejer, så kan det sagtens lade sig gøre.

 

22. d. 21. juni: Centrum-venstres menneskesyn 1

Hvem har det mest problematiske menneskesyn i Folketinget? Det har centrum-venstre, dvs. A, F og R. Hvorfor? Fordi de reducerer mennesket til en ureflekteret blanding af en konkurrencestatssoldat og en opportunist, og fordi alle emner omdirigeres til et arbejdsmarked, der skal virke i en størknet, dannelsesglemsom og mere og mere altomfattende stats tjeneste.

Andre partier har andre problemer med det ene og det andet, det er klart. Men kun centrum-venstre har et altomfattende og grundlæggende problem med deres ideologisk formede menneskesyn. Der er faktisk ikke noget menneske hos centrum-venstre, ingen humanisme. Der er kun systemer og normativ opløsning.

Det problematiske menneskesyn kommer ikke fra højrefløjen. Det kommer fra en havareret venstrefløj selv, fra en blanding af strukturalistisk og neo-strukturalistisk marxisme, der har smidt sine normative pejlemærker, og som nu erklærer sin teknisk farvede kærlighed til det, som oprindeligt blev kritiseret.

Enhedslisten holder stadig stand, men kan den blive ved? Har partiet de ideologiske og filosofiske midler til at gøre op med de begreber, som kommer fra partiets egen kreds, altså fra det yderste venstre selv?

Jeg snakker ikke om skattetryk og dagpengesatser. Jeg snakker om menneskesynet. Menneskesynet hos tre klassiske partier, nemlig Radikale Venstre, Socialdemokraterne og SF.

Jeg er simpelthen så glad for, at denne blok tabte.

 

23. d. 22. juni: Centrum-venstres menneskesyn 2

Først lige en lidt forsimplet markering (det er trods alt kun en Facebook-opdatering):

Menneskesynet bag DF går ud på, at mennesket er en ond og egoistisk synder, som bør være jorden tro.

Menneskesynet bag Liberal Alliance går ud på, at mennesket ikke er en synder, og at det bør være egoistisk.

Menneskesynet bag Enhedslisten går ud på, at mennesket er kollektivt og materielt funderet.

Alt sammen er isoleret set problematisk, eftersom mennesket ikke udtømmende bør betragtes som ondt, egoistisk eller materielt funderet. På den anden side, er ingen af delene jo forkert som sådan. Det er en lang historie.

Nå, men til trods herfor er alle disse tre menneskesyn, selv i de forsimplede og noteagtige former, bedre end Centrum-venstres menneskesyn. Hos Centrum-venstre er der ingen synd og ingen skam, intet initiativ og individualisme, og ingen kollektivitet, materialitet eller solidaritet.

Derudover er der ingen folkelighed og åndelighed. Det mangler de andre i og for sig også noget af, men de har det i deres oprindelse, i deres gen og kim; de glemmer det blot en gang imellem. Desuden har de idehistoriske processer adskilt dem fra hinanden på nogle uheldige måder.

Hos Centrum-venstre har man derimod konstitueret sig i et ideologisk opgør med alle dyder og ikke-dyder, dvs. med det hele hos alle. Hos Centrum-venstre er mennesket… intet. Centrum-venstre er en form for teknokratisk nihilisme.

 

24. d. 23. juni: Opgør med Grundtvig i 2002

Denne kronik fra 2002 af professor Lars Qvortrup siger noget om de forudsætninger, vores uddannelsespolitik pt. bygger på. Artiklen, som lægger op til bogen “Det vidende samfund” fra midt-00’erne, er så problematisk i alle led, dvs. i både det den siger og det den ikke siger, at jeg ikke orker at skille den ad.

“Supervisionsstaten”, som konkurrencestaten hed dengang, er en stærkt funktionalistisk statsopfattelse, som kammer direkte over i et opgør med alt usynligt, og det er jo også derfor, at Qvortrup i dag er tilhænger af Ja-Hatties “synlig læring” og “dataledelse”.

Opfattelsen af det grundtvigske som noget “fundamentalistisk” går igen i Qvortrups bog fra 2012 om “Den myndige lærer” og i en parallel forelæsning hævdes både Løgstrup, en række europæiske fænomenologer og selv “uren pædagogik” også at være “fundamentalistisk”, og det hele stilles op som en ren modsætning til en smalt konciperet Kantianisme, som der står ”systemteori” på.

Kronikken er et eksempel på 00’ernes anti-grundtvigianske ånd, som vi stadig kæmper med for nu at sige det mildt.

http://www.information.dk/70404

 

25. d. 23. juni: Hvad foregår der? Undervisningsministeriet om læringsmål 1

Kan nogen hjælpe mig og fortælle, hvad der foregår, hvis der altså foregår noget? Spørgsmålet er: Hvilken status har den læringsmålsstyrede undervisning? Er den obligatorisk eller frivillig eller begge dele? De sidste uger har åbenbaret et mærkeligt mønster. Her er to iagttagelser:

1) I forbindelse med en mindre revision af læreruddannelsesloven markerer ministeriet først, at læringsmålstyret undervisning simpelthen er DET centrale didaktiske kompetencemål for landets lærerstuderende.

http://www.folkeskolen.dk/…/nye-laerere-skal-laere-at-under…

Forskellige grupperinger udtrykker frygt for metodefriheden, men Andreas Rasch-Christensen, som ministeriet har hyret til at tale for læringsmålene på ministeriets hjemmeside, beroliger med, at der ingen problemer er.

Derpå trækkes den pågældende formulering tilbage, dvs. at didaktikundervisningen på seminariet trods alt skal omtale flere forskellige metoder, altså en form for metodepluralisme.

http://www.folkeskolen.dk/…/ministeren-lyttede-maalstyring-…

Hvad skete der lige der?

2) UVM, kommunerne og mange flere har nu i to år promoveret læringsmålsstyret undervisning over det hele på alle mulige hjemmesider via konsulenter og helt inde i alle de centrale grundformuleringer. Nu siger man så pludselig, at man ikke vil pålægge lærerne en bestemt metode, dvs. at læringsmålsdidaktikken ikke er obligatorisk i folkeskolen.

http://www.folkeskolen.dk/…/ministeriet-laeringsmaalstyret-…

Hvad skete der lige der?

——————————-
Der er, så vidt jeg kan se, to muligheder:

  1. Nogen i ministeriet er ved at trække i land?
  2. Man har formuleret reglerne så stramt efter læringsmålssystemtatikken, at det alligevel ikke ændrer noget at sige, at de er frivillige. Man stikker med andre ord lærerne blår i øjnene ved at postulere en metodefrihed, som i realiteten ikke eksisterer.

Er der nogen der ved eller tror noget om dette emne, for jeg er helt forvirret?

 

26. d. 24. juni: Hvad foregår der? Undervisningsministeriet om læringsmål 2

En kort refleksion over læringsmålenes status:

Så gik jeg lige og troede, at læringsmålsdidaktikken var en statsbestemt didaktisk detalje-dirigering af enhver folkelig og kundskabsmæssig proces. Men det var så forkert. Staten er tværtimod ligeglad med læringsmålspædagogik, har jeg nu lært, ved at følge med i folkeskolen.dk’s dækning af sagen.

Læringsmål er nu blot en blandt mange andre metoder, som man skal lære om i læreruddannelsen, og det er også blot en blandt andre tilgange, som en lærer kan tage i anvendelse ude på skolerne. Skoler, forskning og læreruddannelsen finder selv ud af tingene under et mildt statsligt og kritisk-folkeligt tilsyn. Staten har tilsyneladende indtaget sin rette plads, og det er jo godt. Tak for det!

Men hvem er det så, der tvinger instrumentaliseringen igennem? Ja, hvis det ikke er staten, så må det jo være kommunerne/KL. Kommunerne troede nok ligesom os andre, at læringsmålspædagogikken var statslig, hvilket den altså ikke er.

Kommunerne har gang i den helt store Ja-Hattie proces i store dele af landet. Hele lærerkorps køres over af de nye ideer, som da også er udførligt beskrevet på ministeriets hjemmeside, men som altså blot er løse ideer og slet ikke statsligt bestemte alligevel.

En kommune er, hvis den fastholder sin læringsfremturen, derfor ikke mere et forvaltningsorgan, som den bør være, men et ideologisk organ. Kommunerne står nu helt alene som ansvarlige for at gøre pædagogik til en instrumentel og teknologisk aktivitet. Kommunerne giver tjenstlige advarsler mm. på grund af ”negative holdninger” overfor den metode, som staten altså ikke mere vil stå inde for, men som kommunerne selv enevældigt og ideologisk gennemtvinger.

KL står alene. Staten har forladt dem.

Nu er det naturligvis lidt noget pjat, fordi staten har promoveret læringsmålstænkningen i den helt store stil over det hele, så det et derfor ikke så mærkeligt, at KL, som jo ikke har en selvstændig tanke skabt i deres indre, vuffer efter. Men står den sidste måneds udvikling til troende, har herren forladt sin vovse.

Så fakta ser ud til at være: Staten forlader KL, som nu står alene med statens efterladenskaber, som staten ikke vil være ved.

Jeg håber folk med interesse for pædagogik vil teste den nærmere pædagogiske, politiske og organisatoriske karakter af denne sprække. Læringsmålene er ikke længere en tjenestebefaling, men en kommunal ideologisk ideologi, som man kan kritisere sønder og sammen, hvis man har lyst – lige midt inde i lærerværelset, mens alle lytter.

 

27. d. 24. juni: Hvad foregår der? Undervisningsministeriet om læringsmål 3

Her er Undervisningsministeriets vejledning for faget dansk. I vejledningen lægges helt entydigt, eksplicit og grundigt op til, at undervisningen skal være læringsmålsstyret. Og det er helt det samme for resten af fagrækken. Men hvorfor siger ministeriet så, at lærerne selv må bestemme?

Det er da et totalt skifte?

http://www.emu.dk/modul/vejledning-faget-dansk

 

28. d. 24. juni: Lasse Bak Sørensens raid

Her er Lasse Bak Sørensens seneste kommentar i hans fremragende raid ind i Undervisningsministeriets indre organer. Jeg er fuld af beundring.

http://www.folkeskolen.dk/566600/foerste-slag-er-vundet

 

29. d. 25. juni: Et pip i Arbejdsmarkedspartiet

Rune Christiansen fra det Radikale Venstre sætter partiets problem under lup:

“Det radikale venstre har fra starten været et humanistisk, oplysningsbaseret parti, hvor borgernes uddannelse og demokratiske dannelse er mål i sig selv og ikke blot midler til bedre økonomi eller mere forbrug. Det værdigrundlag er vi simpelthen nødt til at finde tilbage til. Uanset at partledelsen i dag består af dygtige DJØFere, der ved et uheld er kommet til at læse Ove Kajs lille bog om konkurrencestaten.”

Men der er nok langt hen til partiledelsen….

https://www.facebook.com/unum.sed.leonem/posts/10153375280263608

 

30. d. 25. juni: Undervisningsministeriets overraskelse (blogindlæg)

Her er en samlet vurdering af Undervisningsministeriets præcisering/kovending i spørgsmålet om forholdet mellem læringsmålstyret undervisning og metodefrihed:

http://www.thomasaastruproemer.dk/undervisningsministeriets-overraskelse.html

 

31. d. 26. juni: Kåre Fog om Koldau-sagen

Kåre Fog har repeteret en historie, som ingen i dansk Humaniora, og da slet ikke Aarhus Universitet, bør glemme. Desværre har sagen mig bekendt overhovedet ikke været nævnt i nogen skrivelser fra universitetet siden dens afslutning.

Jeg skrev engang en anmeldelse af Koldaus fremragende bog “Janteuniversitetet”, men universitetets avis, Omnibus, ville ikke bringe den, fordi de mente, den var for lang. Redaktionen foreslog dog ikke, at jeg forkortede. I stedet er anmeldelsen med i min nyeste bog Pædagogikkens To Verdener som et “Alvorligt appendix”.

Så tak til Fog for påmindelsen. Man må håbe, universitetet lytter og giver Koldau en mega-undskyldning og måske endda tilbyder hende en ordentlig stilling.

http://www.folkets.dk/node/704

 

32. d. 26. juni: To nye indlæg i Agedrup-sagen

Der er to dagsaktuelle indlæg, der omtaler Agedrup-sagen:

  1. Karen Marie Hedegaards fine dimissionstale til årets nybagte lærere i Aarhus, endda postet af Anders Bondo Christensen.
  2. Omtale af en undersøgelse om læreres ytringsfrihed på folkeskolen.dk, hvor det fremgår, at kun 28% synes, de har ytringsfrihed.

Se artiklerne på nedenstående link:

http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

 

33. d. 27. juni: Konkurrencestat er det modsatte af globalisering

1.

Der er to vigtige parametre for en uddannelsespolitik: det nationale og det globale. Kvaliteten af en uddannelsespolitik afgøres blandt andet af, hvor godt disse to momenter og deres vekselvirkninger og skæringsflader opfattes og forstås.

Det nationale er et stort område. Det handler jo om vores litteratur, historie, sang, traditioner, de politiske ideer og system og de forskellige sociale klassers muligheder og vaner. Et enormt felt. Hele vores væren.

Det globale er også stort. Det handler jo om FN, EU, verdensborgerskab, miljø, fattigdom, teknologi, økonomi og terror, men også om andre landes litteratur, historie, sang etc. Et endnu mere kolo-enormt felt. Hele vores baggrund, horisont og udsyn.

Indses det til fulde, får vi en levende kundskabsorienteret skole med massevis af energi og udvikling, hvor både det nationale og det globale vekselvirker i en gensidigt forstærkende essens.

2.

For tiden er hele forsknings- og policyeliten vild med konkurrencestaten og den dertil hørende arbejdsmarkedsfundamentalisme, OECD-begejstring og Pisa-lister.

Hvordan klarer konkurrencestaten sig mon på mine to parametre?

Jo, det nationale reduceres til noget fra gamle dage, nogle stivnede data, som ideelt set kun bør aktiveres, hvis en mere og mere omsiggribende stat har behov for at realisere vækst og arbejdspladser i konkurrence med andre lande.

Og det globale reduceres til et ”globalt arbejdsmarked” eller scorer på ranglister. Der er ikke andet. Hallo!!!

Disse reduktioner er helt tydelige i den eksisterende uddannelsespolitik.

Dannelsesidealet hos konkurrencestaten er en uformidlet relation mellem en økonomisk patriot og en opportunist. Det er rent konkurrencestats-pensum, og det kommer der nok ikke noget trivsel eller faglighed ud af er mit bud.

Skæringspunktet mellem det nationale og det globale, dvs. skolen, bliver til operative testindikatorer, en smal atomiseret og kompetenceorienteret fagforståelse og en læringsmålstyret kommandopædagogik (som ministeriet åbenbart i disse uger er ved at forlade).

3.

Min konklusion: Det er muligt, at ideen om konkurrencestaten har sin gang på jorden i den økonomiske politik, men den er helt forbudt i uddannelsespolitikken, i skoletænkningen og i statsraisonen som sådan, fordi den uafbrudt og ødelæggende modsætter sig pædagogikkens og politikkens formål, der handler om at gøre både den nationale grund og verden omkring os større og større og forøge det civile samfunds foretagsomhed og politiske styrke, dvs. det modsatte af konkurrencestatens globale og nationale smalhals.

Den eksisterende uddannelsespolitik er derfor på ingen måde en ”globaliserings-pædagogik”. tværtimod, lukker uddannelsespolitikken både det nationale og det globale, og dermed også skolen, inde i et bur. Og uddannelsespolitikken er heller ikke nogen “national pædagogik”. Tværtimod reduceres det nationale til et middel, hvorved det civile samfund eroderes, så vi kan få noget konkurrencestatsdirigeret dataledelse i stedet for.

 

34. d. 27. juni: Hvad foregår der? Undervisningsministeriet om læringsmål 4

Lad os lige repetere undervisningsministeriets forbavsende udmelding, der slår benene totalt væk under ministeriets egen hidtidige praksis

“Læringsmålstyret undervisning er ikke obligatorisk. Det er op til den enkelte lærer at vælge, hvordan han/hun ønsker at tilrettelægge undervisningen ud fra Fælles Mål, så den bedst muligt imødekommer elevernes forudsætninger. Undervisningsministeriet regulerer ikke undervisningsmetoder.”

Den pt gældende tilstand i dansk pædagogik er derfor følgende catch 22:

Du må bruge den metode, som du ”mener” er rigtig efter fornuftens regler, men du skal bruge læringsmålsstyringsmetoden uanset hvad fornuften tilsiger.

1) De gamle systemteoretiske tilhængere af læringsmålsstyringen er nok lidt bekymrede for denne ”menen”, som måske nu introduceres. Efter deres opfattelse er det nemlig et tegn på ”selvstændighed” og ”syntese”, og den slags skal vi af med. I stedet skal vi gøre som i Singapore, der bygger på klare mål og evidens. Sådan har det lydt siden 2010.

2) I de nedre lag forsøger man sig med primitiv retorisk brandslukning:

Andreas Rasch-Christensen skelner totalt grundløst mellem ”metode” og ”måde”.

UCC-konsulenten Leon Dalgas Jensen skelner mellem ”metode” og ”didaktisk princip”, så man må fælde en tåre.

I en anden men parallel sammenhæng skelnede Niels Egelund for nogle år siden mellem ”metode” og ”model”. Han ville ikke have, at jeg kaldte den systemteoretiske LP-metode for en metode. Det var en ”model” sagde han, og derfor var den jo heller ikke omfattet af nogen ”metodefrihed”. LP-metodens opfinder, den norske professor Nordahl, har da også været ude med et angreb på metodefriheden i Norge.

Alle disse former for skelnen går ud på at definere læringsområder, som ikke er omfattet af pædagogisk frihed, men kun af statslig og kommunal styring. Det vil sige, at staten tager sig af ”måden”, ”didaktiske principper” og ”modeller”. Resten, hvad det så end er, kan lærerne tage sig af.

Det minder mig om, dengang Lars Løkke Rasmussen skelnede mellem at have en ”holdning” og at have et ”standpunkt” i en situation, hvor han af politiske grunde måtte skifte mening.

Men heroverfor står denne lysende og glødende mail fra ministeriet, der helt klart definerer læringsmålsstyret undervisning som en ”metode” og efterfølgende understreger, at metodespørgsmålet ikke er et statsligt anliggende på nogen måde. Og der foretages ikke retoriske skel overhovedet.

c) En afgørende implicit skelnen i ministeriets mail er mellem Fælles Mål og metode. Og eftersom læringsmålsstyringen jo klart anses for en metode, er den jo ikke med nogen nødvendighed knyttet til de Fælles Mål – ellers giver det jo ingen mening at skelne in the first place. Læringsmålstyring er derfor ikke forbundet med de nye Fælles Mål. Fælles mål er et system af viden, færdighed og kompetencer, som findes helt og aldeles uafhængigt af læringsmålsstyringsmetoden, som blot er en metode blandt mange mange andre.

Dermed frigøres også både metodebegrebet, læringsbegrebet og de tre ”Fælles mål-begreber”, altså viden, færdigheder og kompetencer fra hinanden. Således frigjort må de forenes igen, men nu med selvstændighed og syntese, hvilket kræver en lærer, der ikke aner noget om systemteori. Så kan vi få virkelige didaktiske principper igen, men ikke som statslig styring hr. Dalgas Jensen!

Herefter kan pædagogikken arbejde igen i hele samfundet.

 

35. d. 29. juni: Karsten Tuft om Summerhill-skolens filosofi

Jeg har lige læst en interessant artikel af Karsten Tuft. Artiklen hedder ”Alexander Sutherland Neill: Skolen betyder fri tid”, og den står i den norske udgivelse ”Pedagogikkens mange ansikter – pedagogisk idehistorie fra antikken til det postmoderne” (Universitetsforlaget 2007).

(Neill (1883-1973) var stifter af Summerhill-skolen og en førende fortaler for fuldstændig frihed i opdragelse og undervisning)

Hvorfor er artiklen interessant? Det er den, fordi den forsøger at skrive Neills tanker ind i en kantiansk og filosofisk sammenhæng snarere end en psykoanalytisk, som ellers er det normale. Igennem artiklen historiceres og udgrænses Niells forbindelse til psykoanalysen, og der sluttes af med en refleksion, hvor Neills begreber om forbundetheden mellem moral, frihed og pædagogik markeres kraftigt; en forbindelse, der knyttes direkte an til Kants moralfilosofi og pædagogik. Neill beskrives altså som en pædagogisk filosof snarere end som en pædagogisk psykolog.

Denne ”kantianske forbindelse” er dog, så vidt jeg kan se, Tufts egen strukturering af materialet. Det er ikke noget, Neill selv nævner.

Der er også en fin omtale af Neills væmmelse ved Rousseau, et forhold der kom noget bag på mig, men som Tuft begrunder med det underliggende kantianske syn på frihed og moral, som jeg lige har nævnt.

Neills problematiske syn på autoritet, undervisning og tradition ligger dog fast, men igen: Tuft forklarer disse mangler med henvisning til det generelle opbrud efter 1. verdenskrig snarere end med de psykoanalytiske temaer. I sit øvrige arbejde trækker Tuft i øvrigt kraftigt på filosoffen Gadamer, som umiddelbart lægger stor vægt på netop de begreber, som Neill afviser, men også her er faktisk nogle interessante sammenfald, især i Gadamers syn på ”leg/spil” og på hans syn på ”selvopdragelse”, som han holdt en forelæsning om i en moden alder.

Nogle af disse temaer kan man også læse om i Tufts glimrende artikel i bogen ”Uren Pædagogik 2”: ”Pædagogisk praksis og ren forvirring – om legens og læringens rolle i vores daginstitutioner”.

 

36. d. 29. juni: Undervisningsministeriet i logisk sammenbrud

Undervisningsministeriet trækker i land vedrørende tvungen læringsmålsundervisning. Konsekvensen er to logiske sammenbrud:

http://www.thomasaastruproemer.dk/undervisningsministeriet-i-logisk-sammenbrud.html

 

37. d. 30. juni: Hvad foregår der? Undervisningsministeriet om læringsmål 5

Dansk statsadministration anno 2015:

  1. Lærere må selv vælge deres metoder, men de skal vælge den læringsmålstyrede undervisning.
  2. Den læringsmålstyrede metode er adskilt fra de Fælles Fagmål med også uadskillelig fra de Fælles Fagmål.
  3. Kommunerne sætter rammerne for lærernes valg af metode, men kommunerne vælger også rammernes indhold, nemlig den læringsmålstyrede metode. Lærerne vælger frit, men kommuner og lærere vælger på samme tid det samme. Ramme og indhold er adskilt og sammenfaldende på samme tid.
  4. Ministeriet regulerer ikke metoder, men regulerer metoder.

Folketinget, altså loven, taler slet ikke om læringsmålstyring.

????

Det kalder jeg et uddannelsespolitisk og et administrativt sammenbrud. Et tredobbelt kollaps, som vil føre til kafkaske tilstande alle mulige steder i systemet.

Vi har en stat, der vil bestemme det hele, og som vil føre statsdetaljeret didaktik samtidig med, at den hævder ikke at ville bestemme det det hele.

Vi får et sammenbrud under vajende faner; det som jeg plejer at kalde for “postmoderne ondskab”.

 

38. d. 30. juni: Evaluering og pædagogik

Først har man pædagogik, og derpå har man evaluering… skulle man tro.

Jeg tror desværre, at det er ved at bliver omvendt, altså: Først har man evaluering, og derpå har man pædagogik. Og når ”pædagogik” underordnes evaluering, så kaldes den for læring, og det er vel at mærke et læringsbegreb, som intet har at gøre med læringsteoriens diskussion af begrebet.

Når det læringsbegreb, som evalueringsteorien selv og helt alene og dumt har konstrueret, forbinder sig med dets skaber, altså evalueringsteorien selv, så får vi data-læring og tegn på læring, kort sagt: Vi får synlig læring. Synlig læring er simpelthen en kategori, som dækker over, at evalueringsteori har udgrænset samfundets pædagogik.

Det bekræftes af John Hatties bog ”Synlig læring”. Hattie bygger sin argumentation på evalueringsteoretiske temaer, og han drøfter kun ekstremt marginalt pædagogiske spørgsmål, som han slet ikke har forstået noget af.

Det bekræftes også af vedhæftede rapport fra EVA, Dansk Evalueringsinstitut, som netop handler om synlig læring og databaseret undervisning. Kig evt. om i litteraturlisten og dan dig et overblik over den ekstremt smalle læringslitteratur, som rapporten bygger på. Læs derpå, hvordan en ”pædagogik” – undskyld, jeg mener ”læringsledelse” – som er defineret ved evaluering, ser ud. Der er fyldt med skemaer og smileys og strukturer over det hele. Der er ikke et eneste ord om pædagogik, og der er heller ingen reference til nogen læringsteori.

EVAs rapport har jeg vundet via et link fra EMU, som er Undervisningsministeriets skolereformsportal, hvor den er den centrale kilde vedr. emnet “tegn på læring”.

Rapporten har som sædvanlig i den slags notater ingen forfatter. Kun en eller anden direktør står til ansvar. Det er ligesom hos Rambøll, hvis rapporter også spiller en stor rolle for policy. Det kunne se kønt ud, hvis jeg underskrev alle mine indlæg med navnet på en eller anden mellemleder. Jeg synes, det er et tegn på anti-læring.

Det er begrundelserne for landets statsbestemte metode, vi her kigger på; en metode som ifølge et kollapset ministerium er frivillig, selvom den er statskommanderet. Dette sammenbrud svarer til, at man har udgrænset pædagogik.

https://www.eva.dk/…/et-bevidst-blik-pa-alle-elevers-laering

 

39. d. 30. juni: Nedlæggelse af Irak-kommissionen

Hvorfor vil regeringen nedlægge Irak-kommissionen? Det ved jeg godt. Det er fordi, at Irak-krigen er DEN politiske handling, som simpelthen definerer V-DF regeringens eksistens fra 2001 og fremefter. Krigen er et symbolsk håndslag mellem et Tidehverv i tiltagende ideologisk isolation og et nyliberalistisk klimaks, som fik frit spil, fordi grundtvigianerne var ridset af murens og socialismens fald. Det er Anders Fogh og Søren Krarup.

Irak-krigen skulle forsone Danmarks passivitet overfor Tyskland under besættelsen. I stedet for kamp ved grænsen fik vi Scavenius og dermed en underdanighed, som Danmark aldrig kom sig over. Ja, Fogh Rasmussen kaldte ligefrem danskerne for” slaver”. Og prisen, altså den handling der skulle forsone det moralske svigt under krigen, var Irak-krigen, en krig under fjerne himmelstrøg, og en dertilhørende anknytning til en amerikansk republikansk regering med stort set samme ideologiske struktur. Så i stedet for at slås på sit sted for sin eksistens i 1940-45, skulle man slås på den anden side af jorden 60 år senere under Amerikas hat.

Den nuværende regering lever stadig helt og aldeles i den ideologiske ånd fra 2001, den er blot lidt mere praktisk, teknisk og lavstammet, efter at teologerne og ideologerne har forladt DF og V. Regeringen ved derfor slet ikke, at grunden til, at den nedlægger Irak-kommissionen, er, at den vil beskytte dens egen ideologi, som den næsten ikke mere kan deklarere.

Det er derfor, at man skal tvangsindlægges til at høre Jacob Elleman-Jensen fra Venstre stå og sige, at Irak-kommissionen bare er venstrefløjs-drilleri. Laver han grin med mig? Den er en undersøgelse af V-DF’s grund og dermed en central del af mit lands nyere historie, og Elleman-Jensen aner det ikke selv. Han er på en ubevidst måde nervøs og bange for sin egen politiske eksistens. Han er bange for, at tvivlen eksploderer på vores højrefløj, og denne angst kalder han for ”drilleri”!!

En pudsig krølle: I regeringsgrundlaget står der, at Danmark er et kristent land, og man understreger den lutherske tradition. Om landet er kristent er nok lidt varieret, men der er ingen tvivl om, at landets grund er kristent, for det står jo i grundloven, og det passer. Jeg synes, det er fint, at man markerer denne grund, ligesom jeg også synes, det bør stå i EU’s traktater. MEN… der er et problem, og det problem hænger sammen med holdningen til Irak-krigen. Hvordan? Jo, fordi regeringens problem med Irak-krigen gør, at den lutherske og kristne markering bliver en hyldest til 2001-grundlaget og dermed til en smal V-DF forståelse af det nationale/kristne. Vi får derved en indestængt kristendom, som symbolsk er markeret ved udnævnelsen af intet mindre end et absolut skrækkelige ”udlændinge”-ministerium”.

Jeg synes, man skal gøre følgende:

  1. Man skal gennemføre en fuld og kritisk undersøgelse af Danmarks rolle i Irakkrigen og dens politiske baggrund og betydning. Ligesom da Bent Jensen lavede sit værk om Danmark under den kolde krig. Det er af helt sammenlignelig vigtighed. Måske vil Jensen stå for undersøgelsen??
  2. Man skal betone den kristne grund i forfatningen og bruge den til at åbne for tilsynekomst, pluralisme og subjektivitet overalt i samfundet i en fuldt udfoldet national og europæisk tradition. Det er langt bedre, end at snakke om, at man ikke må tale fremmede sprog på gaden, give flygtningefamilier SU-ydelser og lave ”udlændinge”-ministerier og den slags. Så var det bedre, hvis man havde slåsset med nogle tyskere i 1940. I øvrigt er fejlen sonet, men det var i forbindelse med Danmarks og Foghs heltemodige indsats under karikaturkrisen i 2006.

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.