Facebook-drys 19: September 2015

Her er 54 facebook-opdateringer fra september 2015. Man kan enten klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå fb-opslag med diverse kommentarer, eller man kan læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart efter teksten.

  1. News!!
  2. Hvad er pædagogik?
  3. Tre spørgsmål
  4. Hvad er konkurrencestaten?
  5. Facebook-regler i Norge
  6. Ikke noget at være imponeret af
  7. Videoer fra DPU-konference om skolens formål
  8. Fire holdninger til konkurrencestaten
  9. Tilbage i udkants-Danmark
  10. Analyse af Antorinis kronik i Politiken (blogindlæg)
  11. Claus Hjortdals brøde
  12. Christine Antorinis fremgangsmåde
  13. Erik Schmidt for Stinus-prisen 1
  14. Stefan Hermanns Voltaire
  15. Hvad er læring
  16. Degn Mårtensson er normaliseret
  17. Danmarks Lærerforenings kongres
  18. Claus Hjortdals brøde 2
  19. Iben Valentin Jensen inviterer til folkemøde
  20. Humanisme og nationalitet
  21. Uddannelsesfolkemøde i Nr. Nissum (blogindlæg)
  22. En vigtig forskel mellem lærer- og pædagoguddannelsen (blogindlæg)
  23. Erik Schmidt får Stinus-prisen 2
  24. Hans Hauge om Luhmannismen
  25. Hjælp! Hvad er jeg?
  26. Grundtvig i JP
  27. Kritik af Lars Qvortrups og Jens Rasmussens kronik i Politiken (blogindlæg)
  28. Lars Qvortrups og Jens Rasmussens kommunisme
  29. Livsoplysning fra Danmarks indre – referat fra konference om højskolepædagogik (blogindlæg)
  30. Reklame for ”Pædagogiske landskaber – 232 indre drys”
  31. Claus Hjortdals brøde 3
  32. DPO og Magteliten (blogindlæg)
  33. Opdatering på kommunismedebat i Berlingske
  34. Om komparativ læringsforskning
  35. Ronkedorerne anmelder ”Pædagogikkens landskaber – 232 indre drys”
  36. Hvad er det modsatte af læring?
  37. Undgå krav!
  38. 10 års jubilæum for de flotte tegninger
  39. Konference om dannelse og kreativitet i Rødding
  40. Michael Busch ebber ikke ud
  41. Hattie-note
  42. På Horsens Gymnasium
  43. Københavns Kommune er i dvale
  44. Impact-coach i Rudersdal Kommune
  45. Synlig læring: Det meget slemme og det storslemme
  46. Anmeldelse af ”Pædagogikkens to verdener” i Information
  47. Anmeldelse af ”Pædagogikkens to verdener” på folkeskolen.dk
  48. Arbejdsmarkedspartiets anti-humanisme
  49. Ny institutleder på DPU
  50. Impact-coaches i de nordkøbenhavnske kommuner
  51. Synlig læring og den nordeuropæiske tradition
  52. For travlt til ”pædagogisk forskning”
  53. Facebook-drys 17
  54. Mini-konference om læringsteori

 

1. d. 1. september: News!!

News!!!

Nu har Lars Qvortrup klaget til Politiken over Mårtenssons glimrende kronik fra i går. Qvortrup og hans åndsfæller klager hele tiden. De klager og klager og lukker alle diskussioner ind i et bur, så de kan have hele verden for sig selv, når alle har lukket munden i angst for at træde på en oligarkisk tå. Hvorfor i alverden kan Qvortrup ikke bare skrive et læserbrev i avisen eller et FB-opslag, som vi andre gør?

Det er læringsmaksimeringes filosofi, der arbejder, ligesom den gør på skolerne. Heldigvis har Mårtensson lagt sit svar ud på sin FB-væg.

I Mårtenssons svar kan man læse, at Qvortrup klager over, at Brian har skrevet, at centrale kræfter bag skolereformen var kommunister i deres yngre dage. Brian nævner ikke engang Qvortrups navn i den forbindelse. Men Qvortrup må alligevel have følt sig stødt, og det forstår man jo godt, for det passer, hvad Mårtensson skriver. Og den kommunistiske tråd har efter min opfattelse en underliggende forbindelse med dybdestrukturen i Qvortrups nuværende skolepolitiske synspunkter. Mårtensson dokumenterer i øvrigt sit synspunkt udførligt i sit svar til avisen.

Selv opfatter jeg episoden som rent empirisk standard-materiale til mit essay “Danmarks Pædagogiske Oligarki – del 3”, hvor jeg fortsætter dokumentationen af de primitive metoder og den horisont, som landets pædagogiske elite arbejder under og for.

Hvor mange mon bliver udsat for disse intimideringer under hånden? Sikkert flere end som så. Jeg synes, det er oligarkisk adfærd, og jeg har ikke den mindste respekt for det.

 

2. d. 2. september: Hvad er pædagogik?

Pædagogik befinder sig, lidt kort sagt, i en horisont med tre markører: Jesu liv, oplysningstiden og antikken, og alle tre skal helst vibrere i fuld relation og egenart i samfundets åndelige og praktiske liv.

(Der er også noget mere, f.eks. to verdenskrige, men det lader jeg ligge her)

Disse tre markører er horisont og forudsætning. Men de må ikke diktere pædagogik. Forestil jer en elendighed det vil afstedkomme.

Man hvad så? Er pædagogik alene?

Nej, Pædagogik er den uafbrudte, selvstændige og frie modning inde i en horisont, som altså ikke dikterer pædagogik.

Hvad skal staten gøre? Ja, hvis den har forstået noget, hvis altså den selvstændige modning og dermed pædagogikken har ”virket”, skal staten ikke gøre noget. Det er det, jeg kalder for liberalisme. Det er den stærke stat, som intet gør.

Den svage stat, som intet gør, går slet ikke i en globaliseret verden. Så får vi RyanAir over det hele.

Den svage stat, som vil styre alt, er det vi har nu. Så får vi vidensøkonomi og konkurrencestat over det hele.

Men den stærke stat, som intet gør, er en liberal stat, der både hviler på folkets frie liv og på globaliseringens vilde ånd og på disses gensidige proces, kort sagt på ”pædagogisk modning”, inde i horisontens markører.

Dermed får vi tilsynekomsten af en national borger i verden, i et land blandt andre lande.

 

3. d. 2. september: Tre spørgsmål

TRE SPØRGSMÅL:

1.

Hvad er skolereformen?

Den er det praktiske resultat af et filosofisk, religiøst og videnskabeligt kollaps.

2.

Hvad sker der, når disse tre markører og deres vekselvirkning kollapser på samme tid?

Der sker følgende:

a) Der findes ingen ting, uafhængig af den, der iagttager. Enhver fiks ide kan, med lidt penge og magt i ryggen, derfor ophøjes til sandhedsgrund uden nogen generende omverden eller pædagogisk tradition i nærheden

b) Der er intet forhold mellem pædagogik og politik, kun mellem læring og policy.

c) Der er ingen fornuft og videnskab, kun refleksion og evidens.

3.

Efter at have afviklet omverden, tradition, pædagogik, fornuft og videnskab, så er spørgsmålet, hvordan man overhovedet kan anerkende og modtage kritik?

Det kan man ved at klage som ildspruttende drager til alle mulige og ved at give advarsler til engagerede og dygtige folk for “negative holdninger”.

Sådan vender man verden på hovedet.

 

4. d. 2. september: Hvad er konkurrencestaten?

Hvis man kommer fra en marxistisk tradition, vil man i sagens natur have et stærkt skeptisk syn på den kapitalistiske stat. Sådan en stat vil man opfatte som en samlet ideologisk struktur, der skal indkapsle og undertvinge klassemodsætninger i en bestemt klasses interesse.

Nogle marxister vil så mene, at dette faktisk frisætter handlingspotentiale. Men andre vil mene det modsatte, dvs. at disse omfattende ideologisk-økonomiske strukturer kun meget vanskeligt kan ændres af politiske subjekter. Politisk handlen er i så fald stort set umuligt, fordi de redskaber et politisk subjekt, f.eks. en arbejderklasse har ved hånden, f.eks. religion, national eller politisk ideologi, allerede er en del af den kapitalistiske stats ideologiske struktur. Den handlingsorienterede marxist vil så abonnere på en “frigørende pædagogik”, mens en strukturorienteret marxist vil abonnere på en “strukturel pædagogik”, hvilket i realiteten er ”en endeløs strukturel kritik”.

Nå, men hvis denne sidstnævnte marxist – altså ham som mener at politisk handling er stort set umulig – kaster selve marxismen bort, dvs. at alt det der med klassemodsætninger og ideologi forsvinder, ja så efterlades han med en særlig dobbelt statsforståelse, der paradoksalt faktisk viderefører de allermest problematiske elementer i den marxistiske filosofi:

For det første videreføres det syn, at staten ikke er noget i sig selv, og at den derfor ikke er knyttet til civilsamfund, filosofi og politisk handling. Staten er blot instrument for økonomiske strukturer, som staten må tilpasse sig med kausal tvingende nødvendighed.

For det andet, så indfanger denne instrumentelle stat sine borgere, som den omdanner til undersåtter i sit eget billede, altså til økonomiske punkter i en økonomisk struktur. Dermed får vi en situation uden politik, uden filosofi og uden handling.

Borgeren i denne stat kaldes så ”medarbejderborger”, og han er en ”økonomisk patriotit”.

Navnet på denne stat er ”konkurrencestaten”. Konkurrencestaten er derfor en neo-marxistisk overbygning på det, der før hed neo-liberalisme. Konkurrencestaten er neo-marxisme. En forfaldsmarxismens forstærkning af en forfaldsliberalisme. Konkurrencestaten er derfor en venstrefløjskonstruktion. Konkurrencestat bliver derfor lig med det moderne centrum-venstre.

Så var der jo også den anden slags marxisme. Den som stimulerede til handling. Hvad blev der egentlig af den? Ja, den lever som en folkelig strøm uden rigtige ord. Den mangler ord. Den er nok træt af, at alt for meget røg i kategorien “borgerlig ideologi” dengang? Sjovt nok er mange af de “handlingsmarxister”, jeg kender, nu begyndt at læse en dannelsesliberal filosof som Humboldt. Og der er også flere, som vil genaktivere Grundtvig, som faktisk i 1970-80’erne blev brugt som en af inspirationskilderne til en handlingsorienteret venstrefløj, hvilket faktisk var årsagen til, at grundtvigianismen fik problemer efter murens fald.

Efter min opfattelse er teorien om “konkurrencestaten” slet ikke en Stats-teori.

 

5. d. 3. september: Facebook-regler i Norge

Den norske professor i musik, Erling E. Guldbrandsen, har gjort sig nogle gode tanker, som jeg iler med at dele, om faglige diskussioner på de sociale medier. Efter Aarhus Universitets afgørelse ifm to DPU-forskeres forårsklage over mit arbejde, må man formode, at noget der ligner de foreslåede retningslinjer også gælder på vores breddegrader. Og det skal vi være glade for, for ellers kunne jeg eller andre ikke foretage en skarp og offentligt kritik af de begreber, der har den ideologiske og videnspolitiske magt over landets policy.

Sådanne kritikker er ikke kun nødvendige for “akademiske” cirkler men også fordi, at alle borgere, praktikere og interesserede i hele landet derved kan se, at “forskning” ikke er noget, som dumper ned fra himlen som en gave til en eller anden KL-kommunaliseret kommune, og som alle derfor uden videre bør indrette sig efter.

Klikker man videre til Guldbrandsens opdatering kan man læse en længere diskussion.

 

6. d. 3. september: “Ikke noget at være imponeret af”

Jeg sidder og kigger i en helt ny bog, der er kommet her i 2015.

Bogen hedder ”Transformations of State”, og er en samling særdeles grundige artikler om statslig udvikling. Bogen er på 900 tætskrevne sider og er udgivet på Oxford University Press. Creme de la creme af europæisk forskning må man formode.

Ud af de 44 kapitler er det et eneste kapitel, der handler om ”konkurrencestaten”, nemlig kapitel 12, som heder ”The Competition State”. Konkurrencestaten nævnes naturligvis flere andre steder, men det gør alt det andet jo også. Altså 1 kapitel ud af 44.

Og hvad står der så i det kapitel, udover at vi får en gennemgang af de neo-marxistiske forskere, som har udviklet begrebet? Jo der står følgende:

”In sum, the mainstream literature in comparative political economy is not very impressed by the competition state thesis and largely ignores it” (s. 238)

Hovsa? Ikke nok med at konkurrencestatsteorien herhjemme er godt i gang med at kolonialisere en række andre videnskaber på en måde, der minder stærkt om marxismens hegemoni i de grumme universitets-70’ere. Men nu får vi at vide, at selv hvis man går ind på den politiske økonomis egne præmisser, så er teorien ikke noget at være ”imponeret” af, og man bør faktisk ”ignorere” den.

Men Ove Kaj sagde engang til mig, at alle er enige om, at vi har en konkurrencestat, og han underordner alting sin neo-Althusserske version af foretagendet. Ja, han har nærmest gjort det til officiel ”statsraison” og endda fået Politikens chefredaktion aktiveret i den nye ideologis tjeneste.

Men ”alle” er slet ikke enige. Ove Kaj Pedersens egen disciplin ”ignorerer” ”konkurrencestatsteorien”, fordi den ikke er ”imponerende”. Og vi andre, som har en mere bred politologisk og filosofisk tilgang, har jo hele tiden vidst, at den var helt gal.

Så ”nødvendighedens pædagogik” er bare en løgn? Ikke noget at være ”imponeret af”.

 

7. d. 4. september: Videoer fra DPU-konference om Skolens Formål

Nu er der videoer fra alle indlæggende på den meget omdiskuterede konference om “Folkeskolens formål til eftersyn”.

Det er dog kun Claus Holms og Lars G. Hammershøjs indlæg, som går på emnet; desværre på en måde, som underlægger skolen rent under vidensøkonomiske og konkurencestatslige strukturer, der samtidig i forskellige baner baserer sig på den kritiske/post-marxistiske tradition.

På min hjemmeside kan man læse mine egne indtryk fra arrangementet og se yderligere links til omtaler mm..

Nogle af de andre indlæg er faktisk udmærkede, men handler om andre ting (især indlæg/diskussionen med Mejding/Allerup er interessant)

http://edu.au.dk/forskning/video/folkeskolens-formaal-til-eftersyn/

 

8. d. 4. september: Fire holdninger til konkurrencestaten

Fire holdninger til ”konkurrencestaten”:

  1. Nogle mener, at konkurrencestaten simpelthen er den statsform, som følger med en globaliseret kapitalisme. Man er ganske vist imod statsformen, men denne modstand kan kun realiseres ved at slippe af med kapitalismen som sådan. Eftersom sådan et projekt i bedste fald er uhyre langsigtet, så er dette synspunkt de facto det samme som at acceptere konkurrencestatens ontologiske primat, selvom man altså ønsker at kritisere den. I denne gruppe finder vi dem, jeg vil kalde for de klassiske marxister.
  2. Andre mener på en måde det samme og på en anden måde det modsatte. De er enige i, at konkurrencestaten er uomgængelig knyttet til kapitalismen, men de mener samtidig det modsatte, nemlig at konkurrencestaten kan bidrage til realisering af socialismen. Det er det pt. dominerende synspunkt på DPU. Det er ganske vist et kors for tanken, men det er der jo så meget der er. Synspunktet kan helt konkret studeres i Claus Holms artikel i bogen ”Livsduelighed” fra 2015, og det prægede også konferencen ”Folkeskolens formål til eftersyn”. Den slags synspunkter finder vi i nærheden af post-strukturalismen (dvs. Foucault, samtidsdiagnose, Deleuze).
  3. Så er der sådan nogle som mig, som gerne vil have en god kapitalisme, men som ikke ønsker konkurrencestaten. Dvs. at der efter min opfattelse ikke er en logisk eller kausal sammenhæng mellem kapitalisme og konkurrencestat. Ja, projektet er på sin vis at få etableret et intellektuelt brud med det, som folk under punkt 1 og punkt 2 mener er en kausal og logisk sammenhæng, så en stærk stat kan stå i fri vekselvirkning med folkelighed, retfærdighed og humanitet. Så får vi en både dannet og forankret kapitalisme, og det er der brug for efter min mening.
  4. Så er der naturligvis også dem, der gerne vil have en god kapitalisme og konkurrencestat på samme tid. Det er sådan lidt journalisterne og den slags. Men det synspunkt giver desværre både en meget dårlig kapitalisme og en meget dårlig stat.

 

9. d. 6. september: Udkants-Danmark

Jeg er netop vendt hjem til udkants-Danmark efter en weekend i slægtens grund, nemlig dejlige Ribe, hvor der både var Carl Nielsen- og Rude Langgaard Festival, og hvor alt er smukt og velholdt ned i den mindste skønne detalje. Ja, der var endda også en stor vin-festival med smagsprøver fra nær og fjern.

Desuden fik vi en storartet prædiken af Torben Bramming i Ribe Domkirke, hvor der var to dåbshandlinger og propfyldte bænkerækker. Vi nåede også en aftentur med vægteren, hvor vi fik nogle barske historier fra gamle dage, så vi endte med at stå og le listigt sammen med både tyskere og englændere over det ene og det andet lumre stykke fakta.

Der blev også købt ind af både bøger og sko til den ene og den anden, og det fine vikingemuseum fik også et besøg. Vi fik også en yderst velsmagende frokost på en fyldt Koldvigsgaard ved åen, og sidst men ikke mindst fik vi en rundvisning på Ribe Bryghus, selvom vi kom helt uanmeldt… og der var endda smagsprøver på deres nye hvedeøl.

Med så meget summende aktivitet virkede København og Aarhus nærmest kedelige og langt væk, ja, sådan lidt udkantsagtige.

Vel hjemme viser det sig nu, at Brian Degn Mårtensson er blevet intimideret af det ene og det andet ”læserbrev”, der er kamufleret som klager, brok og “negative holdninger” over dette og hint, bare fordi han har givet stemme til det, som alle mulige mener og føler. Men denne angst for en gang pædagogisk kritik er jo business as usual, og efter min mening er det dybt pinligt for de pågældende OG for dansk pædagogisk forskning.

Men nu må jeg arbejde mig igennem det hele. Jeg er tilbage i Udkants-Danmark, og jeg savner allerede Ribe.

 

10. d. 7. september: Analyse af Antorinis kronik i Politiken (blogindlæg)

En kommentar til dagens kronik i Politiken:

http://www.thomasaastruproemer.dk/antorini-som-soldat-i-konkurrencestatens-haer.html

 

11. d. 8 september: Claus Hjortdals brøde 1

Man må formode, at Claus Hjortdal i løbet af i dag eller i morgen selv offentliggør hele sin “henvendelse” til Brian Degn Mårtensson, eftersom den jo også blev sendt til Mårtenssons rektor og en række andre i den pædagogiske policy/forskningselite, og eftersom den jo i realiteten er et læserbrev, der blot er kamufleret som noget, der lyder som en desperat trussel.

Hvis Hjortdal ikke gør det, har både han og skolelederforeningen et stort problem efter min opfattelse. Ja, faktisk et virkeligt stort problem.

Qvortrup bør efter min opfattelse også offentliggøre sin klage til Politiken, eftersom den jo i realiteten også er et læserbrev.

På den måde kan alle læse, hvad Hjortdal og Qvortrup mener er problematisk eller mangler i Degn Mårtenssons kronik, og Mårtensson og andre kan svare, som de synes.

Disse folk tror åbenbart, at de har hele verden for sig selv. Men det har de ikke, for verden er jo fælles.

http://www.folkeskolen.dk/569774/om-at-staa-i-orkanens-oeje-2

 

12. d. 8. september: Christine Antorinis fremgangsmåde

Christine Antorinis fremgangsmåde:

1.

Først erstattes folkeskolens formål med et nyt og andet mål, som er afledt af en aktuel teori, nemlig ideologien om konkurrencestaten, som har en neo-kommunistisk kerne, der har bemægtiget sig en neo-liberal tendens.

Konkurrencestatsideologien gør, med udgangspunkt i begreber fra den kommunistiske strukturalisme, alting til et spørgsmål om arbejdsmarked og statslig styring.

Med en motorsav splittes samfundet dermed i to. CUT!!

2.

Under det nye måls herredømme rekonstrueres pædagogikken som læring, evidens og synlig læring. Man går fra indhold til læring, fra politik til policy, fra formål til læringsmål, og fra viden til evidens.

Dermed har man etableret et pædagogisk bur, som er uafhængigt af samfundets pædagogiske tradition. Vi får et nyt vokabular, et nyt sprogspil og en ny diskurs, der omdefinerer både lærerrolle og pædagogisk forskning i burets eget billede.

3.

Inde i buret kan de udelukkede formålsord, som “demokrati” og “kundskaber” vende tilbage, men nu som midler til at realisere konkurrencestatens ideologi.

Dermed er formålet blevet til et middel.

Det er horisonten for Antorinis kronik. Det er skolereformens horisont.

 

13. d. 8. september: Erik Schmidt får Stinus-prisen

Skolelærer Erik Schmidt fik i 2007 Gymnasielærernes pris og i foråret 2015 fik han en ytringsfrihedspris. I dag har han så tilmed fået Danmarks Lærerforenings såkaldte Stinus-pris. Og priserne har han fået for et omfattende arbejde i folkeskolens og pædagogikkens tjeneste.

Kompetent herre, skulle man mene? Men nej, ikke i Odense. Efter 34 år som lærer på Agedrup skole fik han ligefrem en tjenstlig advarsel for at kritisere den helt nyansatte skoleleder Mohammed Bibis syn på pædagogik og uddannelsespolitik, fordi Bibi ville lave ALT om fra dag 1. Bibi havde vel at mærke aldrig modtaget nogen pris, og det forstår man godt, for han havde slet ikke lavet noget bemærkelsesværdigt nogen sinde. Han ville bare “læringsmaksimere”, og da nogle lærere spurgte til “dannelse”, så ville han også “dannelsesmaksimere”. Det er ren Antorini-logik.

Schmidt havde ”negativ holdning og attitude”, og han ”ville ikke forstå ændringen”, stod der i det primitive anklageskrift, som blev sanktioneret af Arbejdsmarkedspartiets rådmand i Odense, Susanne Crawley Larsen. Men kære Gud, hvor vi dog mangler nogle flere ”negative holdninger” i vores uddannelsessystem, som er ved at gå til i ja-hatte og positive dialoger. Men det bliver jo nok ikke i Odense, hvor byens lærere formodentlig holder vejret, mens Crawley Larsen rejser rundt på byens skoler og taler om Grundloven, og mens hendes skoledirektør skriver, at byens skoler er “internationale rollemodeller”.

Men vi kommer nok også til at vente længe i resten af landet, for nu er skoleledernes egen formand, Claus Hjortdal, begyndt at gøre ligesom skolelederen i Odense, bare på en lidt anden måde:

Hjortdal sender skjulte og ubehjælpsomme klager til sine kritikeres chefer og til alle mulige andre, som er højt på strå, så de kritiske røster kan få sig en skræk i livet. Og når hans adfærd kommer for dagens lys, er han tavs som graven. Det minder da meget om Bibi og de andre, gør det ikke? De danske skoleledere og deres forening er i dyb krise efter min opfattelse, selvom en del af årsagen – men bestemt ikke noget af ansvaret – selvfølgelig uden videre kan tilskrives den nye læringsideologi, som åbenbart skal smøres ud over det hele uden en eneste skolepolitisk begrundelse.

Ligesom Bibi og Hjortdal vil Odense Kommune heller ikke stå ved noget. Kommunen undslår sig alle former for juridisk/semi-juridisk afprøvning af Schmidts sag. Ingen vil svare. Alle vil bare advare, true og tie.

Men som man kan læse i nedenstående link, er Anders Bondo i sin tale til Schmidt i rigtig god form – ja, det er faktisk ikke set bedre siden hans legendariske ”Skanderborg-tweet” eller måske i hans oplæg på Folkemødet 2015 i Vartovs telt.

Og Schmidt skal have et kæmpe tillykke herfra, for er der nogen, der har fortjent prisen, så er det ham, fordi han har både fornuft, moral og mod til at gå imod alle de listige skoleledere mm., når de kommer med deres ja-hatte, deres listige e-mails og al deres tavshed; ledere, som aldrig nogen sinde vil få en pris for noget som helst, fordi deres ja-hat ikke er andet end en klap-hat.

Det er Schmidt, som har det virkelige ja i sin favn.

http://www.folkeskolen.dk/569842/erik-schmidt-vinder-stinus-prisen

 

14. d. 9. september: Stefan Hermanns Voltaire

Rektor for Metropol, Stefan Hermann, skrev nedenstående mail til Degn Mårtensson for nogle dage siden, og han lagde den bagefter ud på Mårtenssons FB-væg; Det var en mail, der jo samtidig har effekt som en besked til Hermanns egne ansatte, hvorefter Voltaires ånd nu kan sænke sig åbenhjertigt over alle Metropols uddannelser: Jeg glæder mig til en myldrende fanfare af ideer og kritik. Nå, men her er mailen:

“Kære Brian,
Bare i al hast: jeg har ingen anfægtelser ifht til kronik, selvom jeg er uenig med dig og i din udlægning af mit synspunkt og det som Claus, Mikkel og jeg bragte til torvs. Og slet ikke anfægtelser som kunne retfærdiggøre at involvere din arbejdsgiver. Lad os fastholde en fri offentlig samtale med plads til såvel uenighed som misforståelser og skæverter. Det vil jeg til enhver tid kæmpe voltairesk for.”

Herman er mig bekendt DPO’s eneste forsvarer af åndsfrihed og oplysningstraditionen. Derfor står han de facto i åben modsætning til sin medskribent på den kronik, som Mårtensson kritiserede, nemlig Claus Hjortdal, som er formand for den nu stærkt kompromitterede skolelederforening.

Hvorfor er Hjortdals forening kompromitteret? Jo, det er jo fordi, at Hjortdal skriver hemmelige læserbreve til Mårtenssons chef med cc: til den ene og den anden, så Mårtensson kan mærke lidt rystelser i undergrunden, så både han og mange andre helt mister lysten til at være voltaire’ske. Og hvad mon Hjortdal går og foreslår sine egne medlemmer at gøre, hvis de møder kritik ude på skolerne? Man har sine bange anelser. Men måske hænger det hele sammen med, at Hjortdal er formand for Ny Nordisk Skole, som er sådan et slags konkurrencestatscentral med landets fjerde mest magtfulde mand, nemlig Lars Goldschmidt, i spidsen. Og Goldschmidt er vild med Ove Kaj Pedersens teorier, som også – det så vi den anden dag i Politiken – præger Antorini dybt.

Og så er der en lille krølle: Hermann er jo, som allerede nævnt, rektor for Professionshøjskole Metropol. Her hed hans tidligere pro-dekan Camilla Wang, som i mange år var Hermanns trofaste støtte.

Men Wang er nu nyudnævnt rektor for UC-Sjælland, hvor netop Degn Mårtensson er ansat. Jeg håber, at Wang nu trækker på lærepengene og bakker fuldstændigt op om Mårtensson, selvom hun er uenig i hans uddannelsespolitiske synspunkter. Hjortdals metoder må isoleres fra dansk pædagogik.

Det er nu, at Wang skal træde i karakter som selvstændig rektor og uddannelsesperson, ligesom hendes tidligere chef gør det i sin mail.

Tænk jer: Så vil vi også have Voltaire rendende ude på Sjælland. Hvilken fryd at tænke på. Så mangler vi bare at få ham transporteret over til Fyn og Jylland.

 

15. d. 9. september: Hvad er læring?

Læring er at røre ved en ting.

Undervisning er at vise tingen uden at forklare den.

Tingen pulserer, og eleven modnes ved gentagne berøringer

Dermed er både elev, lærer og stof sat på kundskabens egen vej.

 

16. d. 9. september: Degn Mårtensson er normaliseret

Endelig! Degn Mårtensson er “normaliseret”. Velkommen til “pædagogikkens anden verden”. Claus Hjortdal og Lars Qvortrup, som jo klagede over Mårtenssons kronik i Politiken, er nok glade for at have fået en ny “medarbejderborger” i deres mærkelige land.

http://www.folkeskolen.dk/570082/potentialebaseret-innovationsrefleksion

 

17. d. 10. september: Danmarks Lærerforenings kongres

Her er en video fra en spændende førstedag på Danmarks Lærerforenings kongres. Der er følgende indlæg (minuttal i parenteser):

1.

Den finske skoleforsker, Pasi Sahlberg, redegør for sit begreb om GERM, Global Educational Reform Movement, der er en kritisk term for den instrumentelle OECD-baserede tænkning, som præger den aktuelle skolepolitik (00:59).

2.

Anders Bondo Christensen holder en fremragende tale, hvor han kritiserer konkurrencestaten, DPU’s ledelse og skolereformen og i stedet taler om kundskaber med udgangspunkt i en bred grundtvigsk tradition og med direkte reference til skolens formålsparagraf.

Lidt mindre væsentligt leger Bondo også med tanken om at gøre folkeskolerne selvejende under staten. Med det aktuelle kommunale misregimente in mente forstår man ham godt, men der er nu også nogle ting, man skal passe på i den forbindelse (gymnasierne er f.eks. ikke et eksempel til efterfølgelse). (1:52).

3.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørbys tale, hvor hun lyder som en kopi af Antorini. Det er en dybt problematisk og skuffende tale, der ikke når Bondos til sokkeholderne (2:53).

Bondo svarer lidt for høfligt efter min opfattelse. Han skulle have refereret til de holdninger, han lige havde ridset op (3:12).

4.

Michael Ziegler fra KL taler i total tomgang fra en eller anden ubestemt meta-kommunehorisont; det jeg plejer at kalde for KL-Danmark. Han har intet lært af noget som helst (3:17).

Bondo kommenterer efterfølgende, også her alt for venligt. KL er en uddannelsespolitisk skandale efter min mening, og de aner ikke hvad §1 er, selvom de ifølge skolelovens §2 er forpligtet på at drive skoler med udgangspunkt i netop §1. Den eneste måde, hvorpå man kan vise respekt for KL er at være maksimalt respektløs (3:28).

5.

Bondo overrækker DLF’s Stinus-pris til lærer Erik Schmidt. Schmidt får prisen for at have bidraget ”positivt” til folkeskolen, selvom Odense Kommune, der er ligeså storslem som KL, synes Schmidt har ”negativ attitude”, som det primitivt hedder. Så nu har Schmidt papir på at være både positiv og negativ, som han selv har udtrykt det. Bondo holder en flot tale i forbindelse med prisoverrækkelsen. Bondos beretning og prisen til Schmidt er en kraftig uddannelsespolitisk markering, fordi DLF er gået lidt for stille med dørene i Schmidts tjenstesag. På en måde er prisen til Schmidt lige så meget en pris til DLF selv. En slags “farvel til KL”. Et farvel, der dog som nævnt ikke kunne aflæses i Bondos alt for høflige svar til Zieglers provokerende tale (3:32).

6.

Til sidst får vi Erik Schmidts fine takketale, hvor man kan høre en knappenål ramme gulvet, indtil bifaldet bruser fra alle de delegeredes hjerter. Schmidts tale, som emmer af erfaring og refleksion, har desuden et fint citat af professor Lene Tanggaard, hvor hun kritiserer læringsmålsideologien .Talen findes også i en tekstversion:http://www.folkeskolen.dk/…/erik-schmidts-takketale-ved-ove…(3:41 – 3:54).

http://www.klfnet.dk/aktuelt/nyhed/artikel/live-streaming-kongres-2015/

 

18. d. 10. september: Claus Hortdals brøde 2

I januar 2015 havde Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, nedenstående kronik i Jyllandsposten. Der står ingenting som helst, så vidt jeg kan læse det. Det er bare en masse underdanig tomgang.

Nå, men det ville jeg ville have ladet ligge, hvis det ikke lige var fordi, at Hjortdal i den seneste uge har gjort sig særdeles uheldig bemærket på nogle meget grundlæggende fronter.

a) Jeg kan nu bedre forstå, hvorfor Hjortdal skriver skjulte og fornærmede mails, hvis man besværer sig med at formulere en seriøs kritik af landets uddannelsespolitik. Prøv at sammenlign kvaliteten af Degn Mårtenssons kronik fra sidste uge med Hjortdals JP-kronik. Men selvom Mårtenssons niveau er i en helt anden verden end Hjortdals, så er det Hjortdal, der klager i det skjulte og forskrækker Mårtensson og dermed også alle andre, mens Mårtensson bare står på mål for det hele med både argumentation, risici og humor.

Den, som ikke ved, intimiderer den, som ved. Og mon ikke processen nu kan gentage sig ude i Hjortdals skoledersegment? Det tror jeg. Vi kan ikke regne med noget, fordi den lokale skolediskurs nu kan bygges på skjulte og truende uvidende e-mails, dvs. på sand.

b) Jeg kan også bedre forstå, hvorfor Hjortdal ikke vil svare på, om det er et problem, at skolelederne i Frederiksberg har fået mundkurv på, som det fremgår af dagens artikel på folkeskolen.dk. Det er ligesom uden for horisonten med den slags emner, for “mundkurv” er jo et nej-hat-udtryk, der forudsætter pædagogikkens eksistens i samfundet, og “pædagogik”, det er jo det som Mårtensson skriver om. (se: http://www.folkeskolen.dk/…/frederiksberg-formand-skolelede…)

Hjortdal ved ikke, hvad kritik er, det er helt klart. Men nu skyller denne uvidenhed direkte ned i skoleledersegmentet, hvor den forstærker de kommunale kommandoer. Når så åndsfriheden er lukket effektivt ned, så kan man jo kun møde kritik med sløset fornærmethed.

Hvilken skrækkelig forening!

http://www.skolelederne.org/nyhed/2018-kronik-af-claus-hjortdal-tre-forudsaetninger-for-succes

 

19. d. 10. september: Iben Valentin Jensen inviterer til folkemøde

Lektor ved UC-Syd, Iben Valentin Jensen, har taget initiativ til et folkemøde foran Christiansborg i morgen aften. Jeg kan desværre ikke selv deltage, men jeg håber, så mange som muligt kan, for formålet er godt.

Selvom jeg ikke ved, om DLF eller andre organisationer officielt bakker op om demonstrationen, så ved jeg, at Anders Bondo deltager. Det skrev han i al på folkeskolen.dk på et tidspunkt.

Iben Valentin Jensen har skrevet en række glimrende bøger om pædagogik, ikke mindst den nærmest skønlitterære “den didaktiske fantasi”, og hun har stået for nogle virkelige gode udgivelser af de tidligere Askov-forstandere Hans Henningsen og Knud Hansen. Desuden er hun redaktør på det fine net-tidsskrift “Nyt Dansk Udsyn”. Hun har også skrevet en række skarpe og spændende kronikker om pædagogik i forskellige tidsskrifter.

Jeg er vild med det, Iben Valenting Jensen skriver, så jeg håber, det bliver en god dag i morgen, uanset hvor mange der deltager.

http://www.folkeskolen.dk/569382/opraab-til-laererne-kom-til-folkemoede-foran-christiansborg

 

20. d. 10. september: Humanisme og nationalitet

1.

Hvis man her i landet bliver berørt af synet af menneskelig lidelse og flugt og vil samarbejde med andre lande om at løse problemet, så er man en ”humanist”, hvilket er et skældsord på højrefløjen, som mener, at det dækker over ren og skær egoisme.

Og hvis man er bekymret for landets usammenhængende sammenhæng, så er man en ”etnisk dansker”, som er sådan en slags sekterisk nationalist og et skældsord på venstrefløjen

2.

Dvs. at hvis man er humanist, kan man ikke også være nationalt sindet?

Og hvis man er nationalt sindet, kan man ikke også være humanist og internationalt orienteret?

3.

Hvordan har disse kategorier, altså humanisme og det nationale, fået disse betydninger? Hvordan er det blevet til hhv. “egoisme” og “noget etnisk”.

Hvordan er det blevet umuligt at være dansk humanist, og hvad mon det betyder at være det?

Det er det pædagogiske spørgsmål.

 

21. d.11. september: Uddannelsesfolkemøde i Nr. Nissum (blogindlæg)

Jeg er i Nr. Nissum, hvor jeg har hørt nogen snakke om gymnasier:

http://www.thomasaastruproemer.dk/referat-fra-uddannelsesmoede-om-ungdomsuddannelser-i-nr-nissum.html

 

22. d. 12. september: En vigtig forskel mellem lærer- og pædagoguddannelsen (blogindlæg)

På baggrund af diverse kommentarer og input – tak for dem – har jeg ændret en del i denne analyse. Pointen er dog den samme.

http://www.thomasaastruproemer.dk/en-vigtig-forskel-mellem-paedagog-og-laereruddannelsen.html

 

23. d. 12. september: Erik Schmidt får Stinus-prisen 2

I sidste uge fik Erik Schmidt tildelt sin tredje større pris, nemlig DLF’s Stinus-pris. I den forbindelse holdt han en fin tale, som man kan læse i linket, hvor han fortæller nogle gode historier fra gamle dage, som han sætter i relation til nogle aktuelle forskningsmæssige markeringer.

I tråden under talen kan man også læse en vild kommentar. Kommentaren er skrevet af Kasper Haagen Jensen, som er viceskoleleder på Dybkærskolen i Silkeborg. Haagen Jensen har mig bekendt aldrig skrevet noget som helst, og det kniber vist også med priserne. På den måde ligner han faktisk lidt Mohammed Bibi, som jo gav Schmidt en advarsel for ”negative attituder”. Men jeg kan forstå, at Haagen Jensen er ivrigt medlem af Socialdemokratiet, og hvis man både er skoleleder, socialdemokrat og fattig på skrivende fordybelse, er det i disse år nærmest ensbetydende med, at man tilhører DPO’s nederste lag (undskyld til undtagelserne, hvis de findes).

Kasper Haagen Jensen synes, at Schmidt ”leger med menneskeskæbner, i stedet for at hjælpe børn med at blive så dygtige de kan”, hvilket jo, udover den grove anklage før kommaet, er ren kode for de allermest primitive sider af det opgør med kundskaber og skoletradition, som centrum-venstre harcelerer i.

Haagen Jensens kommentar falder også fint i tråd med skolelederforeningens formand, Claus Hjortdals, tilgang. Her er der også ren ja-hat over hele linjen, mens man skælder ud på seriøse kritikere. Dog offentliggør Hjortdal ikke sine kritiske kommentarer, hvilket Jensen jo gør. Hjortdal sender blot alt sit raseri direkte til sine kritikeres arbejdsgivere. Men ok, Schmidt har jo heller ikke en arbejdsgiver mere.

Her er Kasper Haagen Jensens usympatiske kommentar (som han indleder med et kort citat fra Schmidts tale). Godt man ikke har børn på hans skole:

”Det vigtigste i skolen er sgu da uddannelse!
“Vi var meget unge, og det var ikke alt, der var lige godt lærerarbejde, og noget var vel også på kanten til at være en smule uforsvarligt. Men vi lavede også meget virkelig kvalificeret arbejde, og vi gjorde vores bedste og gik løs på det virkelige liv med åbent sind! “.

Jamen det var da godt, at Erik Schmidt i 70’erne var igang med et selvudviklingsprojekt, hvor man jo god kunne tabe nogle “Nordjyske tumber” på jorden. Bare de fik nogle ture i den gamle varevogn ned på havnen. Kan godt være at han syntes at 70’ernes og 80’ernes “tabstal” på henved 30% af eleverne, der efter 9. Klasse ikke havde mulighed for at tage en ungdomsuddannelse, var acceptabelt. Men jeg syntes det var at drive ideologisk gæk med menneskers fremtid. Erik Schmidt vil altid fremstå for mig som en klaphat af rang. Han leger med menneskeskæbner, istedet for at hjælpe børn med at blive så dygtige som de kan. Og når han så får en skoleleder, der måske lidt uelegant, og på få måneder (da den tidligere skoleleder havde smidt det hele på gulvet istedet for at tage ansvaret) forsøger at redde en skole igennem en kæmpe reform, så rejser Erik sig op på et lærermøde og råber og skriger… Og har ingen forventning om at det bliver man sgu nødt til at have en snak om. DLF bakker den forkerte mand op her.”

PS: KASPER HAAGEN JENSEN HAR BEKLAGET SIT INDLÆG, BÅDE NEDENFOR OG PÅ FOLKESKOLEN.DK (og det er jo godt, selvom den underliggende filosofi, som jeg har beskrevet den ovenfor, altså en særlig skoleleder-skolereformsfilosofi, er den samme)

http://www.folkeskolen.dk/570088/erik-schmidts-takketale-ved-overraekkelse-af-stinus-prisen-den-8-9-2015#570268

 

24. d. 12. september: Hans Hauge om luhmannismen

Hans Hauge, som bl.a. i 2011 skrev et strålende både alvorligt og vittigt kapitel i bogen Uren Pædagogik, har i sin aktuelle klumme taget Mårtenssons parti i kontroversen om sidstnævntes kronik i Politiken.

Jeg er helt enig med Hauge i hovedlinjerne i denne sag og er specielt vild med følgende formulering: “Gid dog politikerne ville styre skolen i stedet for systemteorien. Skiftende ministre er blot systemteoriens bugtalere. Ofrene er børnene.”

Spændende om nogle af de navngivne professorer skriver en klage til en eller anden.

http://www.b.dk/groft-sagt/fra-lenin-til-luhmann

 

25. d. 12. september: Hjælp! Hvad er jeg?

Er der nogle af mine fb-venner, der kan hjælpe mig? Jeg kan ikke finde ud af, om jeg er venstre- eller højreorienteret. Jeg er faktisk helt forvirret. Jeg stemmer, som vinden blæser og fortryder det hver gang. En ting er dog sikkert: Jeg er ikke centrum-venstre, det er simpelthen for ekstremistisk

 

26. d. 13. september: Grundtvig i JP

Måske skulle man overveje at abonnere på JP, hvis holdninger ellers ofte er alt for skråsikre for min smag. For sikken en tankevækkende, nuanceret og interessant leder, en venlig sjæl sendte til mig her til morgen!

Den anonyme lederskribent ønsker en vekselvirkning mellem nationale og kritiske traditioner og mener, at en gentænkning af den grundtvigske tradition kan bidrage til det.

Det er jeg helt enig i, men så bør man også kritisere den barske anti-grundtvigianske indstilling, som pt. præger landets pædagogik. Men det handler lederen i morgen måske om?

En lille krølle: I lederen markeres den kulturradikale position som “humanisme”, og det beskrives så, hvordan denne betegnelse med det samme afstedkommer kritik fra tidehvervske/nyliberale kredse, dvs. horistonen fra 2001-regeringen. Men jeg tror faktisk ikke, man kan kalde den kulturradikale position “humanisme” mere, selvom man naturligvis bruger det udtryk. Hvorfor ikke? Nej, fordi centrum-venstres helt overordnede ideologi jo er konkurrencestaten, og den bygger altså på dobbelt anti-humanisme. Hvad er konsekvensen af det? Jo, det er, at man er glad for flygtninge, fordi de giver arbejdskraft til en aldrende befolkning, og at integration=integration på arbejdsmarkedet. Men det har jo ikke noget med humanisme at gøre.

Politiken, som jeg abonnerer på, er jo også til “konkurrencestat”, men der er JP måske ved at være mere nuanceret? Måske er JP ved at blive det nye centrum-venstres-højres avis? Talerøret for en åben dansk tradition, der samler de fløje, der har materialiseret sig på en uheldig måde siden omkring 1960? Nå, men det er jo bare tanker ud i det blå.

http://jyllands-posten.dk/debat/leder/ECE8015374/Grundtvig-p%C3%A5-ny/

 

27. d. 14. september: Kritik af Lars Qvortrups og Jens Rasmussens kronik i Politiken (blogindlæg)

En kommentar til dagens kronik i Politiken:

http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-jens-rasmussens-og-lars-qvortrups-kronik-i-politiken.html

 

28. d. 15. september: Lars Qvortrups og Jens Rasmussens kommunisme

Jeg forstår ikke, hvorfor Lars Qvortrup og Jens Rasmussen har så travlt med at fortælle, både i Politiken og på Folkeskolen.dk, hvilket parti de var med i omkring 1980. Det er jo slet ikke noget med sagen at gøre, og Mårtensson nævner det da heller ikke i sin kronik. Jeg kender folk, der har stemt på alle mulige, og det har jeg også selv. Det betyder ikke noget som helst i den her forbindelse. Det er ikke fortiden, og da slet ikke partitilhørsforhold, som er interessant.

Men hvad er det så?

Jo, når man studerer Rasmussens og Qvortups tekster fra 1980’erne, kan man iagttage fire interrelaterede opgør med pædagogik:

  1. Et opgør med frigørelses- og erfaringsorienteret marxisme, som f.eks. Knud Illeris advokerede for.
  2. Et opgør med ”det almene”
  3. Et opgør med ”traditionen”
  4. Et opgør med filosofi og dannelse, især eksemplificeret ved
    en afvisning af Kants og Rousseaus filosofi.

De fire ekskluderede emner kan, hævdes det, kun leve under et kommunistisk hegemoni (se citat nederst), hvis de da ikke glemmes helt (de fleste andre tekster).

Med de fire “opgør” forsvinder “borgerlig” normativitet, dannelse, tradition og humanitet ud af pædagogikken. Og pointen er:

DISSE TING KOMMER ALDRIG TILBAGE IGEN (undtagen som helt ydre markeringer).

De fire “opgør” bekræftes faktisk helt frem til Qvortrups og Rasmussens nyeste tekster i forskellige klæder. Selv efter, at den deciderede klassekampanalyse er smidt ud og overtaget af “selvrefererende systemer”, så OPRETHOLDES de fire ”opgør” med fuld kraft, nu blot iklædt en såkaldt “metodisk antihumanisme”.

Og med denne “opretholdelse” kan man sagtens sige, at f.eks. skolereformen er en neo-kommunistisk konstruktion. Begreberne har deres egen vandring op gennem årtierne.

Pointen er derfor ikke fortiden, men nutiden, og pointen er ikke fortidens personer, men de begreber, der strømmer igennem personerne og overmander dem i en konkret historisk-kulturel situation, nemlig 1970’ernes universitetsmarxisme, som Qvortrups og Rasmussens grundlæggende distinktioner er dannet i.

Man bør adskille person fra sag, men det kan nogen gange godt virke ”personligt”, hvilket det ikke er. Tværtimod er det ”sagligt”, fordi sagen i sig selv kan komme til syne.

PS Særligt interesserede kan læse Lars Qvortrups/Åge Edvardsens artikel ”Kommunismen som det formidlende nye”, fra tidsskriftet Kurasje (nr. 26, 1980) (se link).

Her kritiseres datidens strukturalisme, især de aarhusianske idehistorikere, for ikke at være kommunistisk nok. Artiklen myldrer med ’kommunismer’, og den slutter med følgende hyldest til kommunismen som ”en verdenshistorisk epoke”, der skal omslutte alle de “borgerlige” selvmodsigelser i en ny samlende kraft.

”Det er i produktionen af dét adskilte, hvis nye enhed skal ledsage KOMMUNISMEN SOM VERDENS HISTORISKE EPOKE, at den klassiske tænkning har sin irreversible kraft”, (min fremhævning, s. 104).

Det er da ”kommunistisk”.

http://ej.lib.cbs.dk/index.php/kurasje/article/view/3789/4080

 

29. d. 17. september: Livsoplysning fra Danmarks indre – referat fra konference om højskolepædagogik (blogindlæg)

Referat fra gårsdagens konference om højskoler og højskolepædagogik:

http://www.thomasaastruproemer.dk/livsoplysning-er-danmarks-indre-referat-fra-konference-om-hoejskolepaedagogik-d-16-september-2015.html

 

30. d. 18. september: Reklame for ”Pædagogiske landskaber – 232 indre drys”

Lidt reklame for min nye bog, der har 232 kapitler, der ikke hænger sammen, men som alligevel udgør et hele; lidt ligesom personerne på forsiden:

http://www.fjordager.com/paedagogiske_landskaber/

 

31. d. 18. september: Claus Hjortdals brøde 3

Var der ikke noget med, at Claus Hjortdal, som er formand for Skolelederforeningen, havde sendt et ”læserbrev” til en medborgers arbejdsgiver og til nogle andre i den pædagogiske elite, hvor han, altså Hjortdal, kritiserede en kronik, som medborgeren havde haft i Politiken?

Men hvorfor må vi ikke se det læserbrev? Jeg forstår det ikke? Er det den nye skolelederpraksis? sådan at sende små listige mails til den ene og den anden i en småklagende og skjult magtunderøvelse? Det er det jo nok.

Der stod i kronikken, at folkeskolen var blevet en konkurrencestatsskole, og der blev argumenteret grundigt for sagen. Men mener Hjortdal noget andet? Eller hvad stod der i det skjulte læserbrev?

Måske mente Hjortdal alligevel ikke, hvad han skrev i sit hemmelige læserbrev? Men så kan han jo sige det. Men han siger ikke noget, faktisk overhovedet ikke noget. Så eftersom han ikke siger noget, må man jo formode, at han mente, hvad han skrev, men at han blot ikke vil sige det. Hjortdal vil ikke stå til ansvar. Han mener ganske vist, at alle andre skal stå til regnskab – de skal være ”accountable” som det hedder – men han vil ikke selv stå til ansvar. Han er ikke “responsible”.

Men fra nu af er Hjortdal og hans forening helt fri for kritik, for der er jo ingen fornuftige mennesker, der orker at modtage skjulte læserbreve, som er stilet til vigtige personer, men som skribenten alligevel ikke vil stå ved.

Hjortdal har derfor nu hele verden for sig selv. Han er helt ene. Ene og vældig. Ene-vældig. Den nye skoleleder.

Kommer der kritik, så skriver man lige lidt listige e-mails til den ene og den anden, og hvis bølgerne går rigtig højt, så kan man anklage folk for ”negativ attitude”, og hvad det ellers hedder i skolelederomegnen for tiden. Hvem ved, inden længe kaldes sådan en adfærd måske for “åndsfrihed”? i al fald, hvis den finder sted i Odense.

Men er den nye skoleleder også en rigtig monark? Nej, det er han jo ikke, for i virkeligheden er han underdanig, tvunget ind i det nye læringssprog, som er teknik uden formål, Og man er altså ikke en virkelig monark, hvis man ikke har et formål. Den ene og vældige skoleleder, med en formand, der sender klager og læserbreve, som ingen må se, er uden virkelig magt. Han er uden den virkelige magt, som kommer af virkelig frihed. Skolelederen bestemmer og regerer uden magt. Uff!!

Mange poststrukturalister mener, at skoletraditionen er kendetegnet ved ”enevældig lærere” og alt sådan noget. Deri tager de helt fejl, for skoletraditionens grund er jo frihed. Derimod er den moderne læringspædagogik kendetegnet ved en ene og vældig leder uden magt, og dermed også af en ene og vældig lærer uden magt. Og findes der noget, der er værre end enevælde uden magt, altså styring uden frihed? Jeg tror det faktisk ikke.

 

32. d. 19. september: DPO og Magteliten (blogindlæg)

Jeg har arbejdet lidt med forholdet mellem bogen “Magteliten” og mine DPO-fund:

http://www.thomasaastruproemer.dk/forholdet-mellem-den-danske-magtelite-og-danmarks-paedagogiske-oligarki-dpo.html

 

33. d. 20. september: Opdatering på kommunismedebat i Berlingske

Her er lidt opdatering på kommunismedebatten i Berlingeren. Der er tre indlæg i halen på Hans Hauges oprindelige Groft Sagt, “Fra Lenin til Luhmann” fra d. 11. september, som selv var en kommentar til Brian Degn Mårtenssons kronik i Politiken “Konkurrencestaten har erobret folkeskolen” fra d. 31/8.

Både Qvortrup, som i 1981 skrev artiklen “kommunismen som det formidlende nye”, hvor han talte om den nye kommunistiske “epoke”, og Rasmussen, der nærmest er Qvortrups elev, svarede ligefrem Hauge, at han er fuld af “løgn”.

Hauge spørger så d. 17/9, hvad Rasmussen og Qvortrup mon er nu? Det skal jeg jo ikke kunne sige, men jeg vil tro, at de ikke er noget som helst, eftersom de promoverer en fuldstændig holdningsløs pædagogik.

Det skyldes, at de efter murens fald smed de normative sider af kommunismen, som i forvejen havde smidt europæisk åndsvidenskab ud på en meget bastant måde, og at de ikke kunne finde noget at sætte i stedet. Uden normativitet og åndshistorie overtages de kommunistiske strukturerer stille og roligt af Luhmanns “strukturelle koblinger” og “kommunikationssystemer” i en bestemt prægning. Dermed havner Qvortrup og Rasmussen i en Luhmannreception, der kommer tæt på konkurrencestaten, hvorved Mårtenssons pointe jo bekræftes.

Jeg vil også sige, at Rasmussen og Qvortrup faktisk i sin tid var imod selv den frigørende pædagogik, som jo også var marxistisk, fordi den var for “borgerlig”, som det hed, og de var naturligvis også imod “borgerlig” pædagogik, dvs. almindelig pædagogik, som tog udgangspunkt i dansk og europæisk filosofi. Sovjet duede heller ikke.

Men hvad var så tilbage? Jo, i stedet skulle vi have en anti-pædagogik, der hele tiden var kritisk over for alt. Vi skulle have en “uopbyggelig, kompromisløs kritik” (men bemærk, at “kritik”-begrebet ikke kan hente sit indhold fra den pædagogiske tradition, fordi den jo er kastet bort). Den eneste form for “pædagogik”, der var tilbage, var at stimulere børenes “krise-følsomhed” ved “konstant og uopbyggelig kritik”.

Nu har vi fået “Konkurrencestaten” i finanskrisens damp. Hvad er det? Jo det er netop den “kompromisløse og uopbyggelige konstante krisefølsomhed”. Rasmussens ideal er realiseret, og resten kan nu gøres til et spørgsmål om “læring”.

Hvilket liv for en lille purk!

(en udførlig gennemgang af især Rasmussens artikler fra dengang kan man læse om i “Pædagogikkens to verdener”, kapitel 15.)
————————————————————————–
De tre indlæg efter “Groft Sagt”-klummen er:

A. “Løgn 1”, af Jens Rasmussen, d. 16/9. (fra Infomedia)
B. “Løgn 2″, af Lars Qvortrup, d.16/9. (fra Infomedia)
C .”Hvad er de nu, Qvortrup og Rasmussen?”, af Hans Hauge, d. 17/9,

A. “LØGN 1, Berlingske d. 16. september 2015.

Hans Hauge må 11.09 have store problemer med at finde på noget at skrive om i sine Groft sagt kommentarer, når han ser sig nødsaget til at løbe med løgnagtig sladder fra en Politiken-kronik. Jeg har ikke, som han skriver, en fortid som kommunist, DKP’er eller marxistleninist.

Hvor irrelevant et tidligere politisk tilhørsforhold end må være for den aktuelle debat, kan jeg oplyse, at jeg i en periode i sidste halvdel af 1970’erne var medlem af VS og sympatiserede med den del af partiet, hvor Preben Wilhjelm som folketingsmedlem var bedst kendt. Jeg meldte mig faktisk ud sammen med en større gruppe, fordi vi fandt VS for leninistisk. Min deltagelse i A.P. Møller-fondens vurderingsudvalg fritager mig ikke, som Hauge skriver, for undervisning. Og at tillægge Luhmann sloganet, Uden problemer, ingen systemer, vidner om en himmelråbende uvidenhed.

Jens Rasmussen, Professor, ph. d., Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) Aarhus Universitet.”

B. “LØGN 2, Berlingske, d. 16. september 2015.

Når Hans Hauge skriver i Groft sagt, skal man ikke stole på det. Undertiden er det bare ligegyldigt, andre gange er det løgn. Som for eksempel når han 11.09 om undertegnede skriver, at jeg har været »marxist-leninist«.

Hvis det kan interessere nogen, hvad jeg lavede i slutningen af 1970erne, kan jeg oplyse, at jeg en kort overgang var medlem af den del af VS, der dyrkede demokrati og ytringsfrihed og kæmpede mod alt, der havde at gøre med leninisme eller sovjet-marxisme.

Faktisk meldte jeg mig ret hurtigt ud, fordi jeg ikke brød mig om dem, der mente, at Lenin kunne bruges til noget fornuftigt. At jeg med den bevilling, jeg har fået fra A. P. Møller-fonden, er »blevet fri for at undervise«, er også løgn.

Professor Lars Qvortrup, Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet Nyhavnsgade 14 9000 Aalborg.”

C. HVAD ER DE NU, QVORTRUP OG RASMUSSEN?
SE LINK: http://www.b.dk/kommentarer/hvad-er-de-nu-qvortrup-og-rasmussen

 

34. d. 21. september: Om komparativ læringsforskning

Jeg har overhovedet ikke noget imod komparativ læringsforskning. Jeg synes, folk skal lave alle de pisa-, timms- og pirl-undersøgelser, de har lyst til.

Man må dog også meget gerne lave seriøs komparativ pædagogisk forskning; altså forskning, der laver mere substantielle sammenligninger, så vi kan lærer noget om andre landes egenart, pædagogik og uddannelsesstrukturer. Det kunne jo være man kunne lære noget af Portugals skoler, selvom de ikke er i top 5 (hallo!!!).

Jeg har heller ikke noget imod, at man gør noget ved det, hvis de sammenlignende undersøgelser skulle pege på en mangel. Helt ærligt: jeg er selv fra en generation, hvor vi mange af os måtte lære os selv at læse. Ja, det er lige før, det var kapitalistisk undertrykkelse at gå til en prøve i et eller andet. Jeg var glad for de komparative læsemålinger, da de startede i 1990’erne, selvom jeg ikke opfattede dem som pædagogisk videnskab, det må jeg indrømme.

Det, jeg derimod synes er langt ude, er, at man gør listeplaceringer til formålet i sig selv for hele samfundets pædagogik. Det er en virkelig dårlig ide. Det svarer til, at hvis Skat har problemer med at kradse penge ind fra en eller anden gruppe, så ændrer man både grundloven og det politiske system.

Det var i høj grad den daværende højrefløjs skyld, at formålsdiskussionen gik i forfald. De mente, at formålet var socialistisk, og med Egelund i spidsen og med Foghs primitive opgør med ”rundkredspædagogik” (lad os få noget mere af det!), gjorde man i samme hug op med den nationale tradition og dens tilknytning til europæisk filosofi.

Venstrefløjens fejl var, at den gjorde op med kundskaber og tradition. En tendens der er fortsat med den nyeste centrum-venstrekonstruktion ”konkurrencestaten”. Venstrefløjen lavede derved samme fejl som højrefløjen, blot fra modsatte synspunkt. Derfor kunne alle mødes om at transformere pædagogik til læring og om at ændre kundskaber til top 5-tamtam.

 

35. d. 21. september: Ronkedorerne anmelder ”Pædagogikkens landskaber – 232 indre drys”

Ronkedorerne på Den2Radio – Jens Raahauge, Egon Clausen og Georg Metz – har anmeldt bøger.

Formand for Dansklærerforeningen, Jens Raahauge, starter udsendelsen med at anmelde min nye bog ”Pædagogikkens landskaber – 232 indre drys”. Bogen får en virkelig flot omtale, og Raahauge læser op fra nogle af dryssene, heriblandt om ”kundskaber”, om ”karikaturkrisen”, om ”læring”, om ”undervisning”, om ”konservatisme” og om ”konkurrencestaten og Enhedslisten”.

Egon Clausen har også læst dele af bogen, og synes vist nok også meget godt om noget af den – han siger i al fald, at dryssene minder om hans eftermiddags-whiskey mm. – men han er også meget ærgrelig over, at jeg godt kan lide Jakob Knudsens forfatterskab, som han vist mener er et tegn på højreradikalitet. Der er nogle, der tror, at Knudsen er fortaler for en pædagogisk filosofi, der handler om at revse børn. Men det er slet ikke, det der er på spil, som jeg ser det. Knudsens tænkning, som blandt andet inspirerede Løgstrup, er derimod en refleksion over forholdet mellem samvittighed, fortælling og fantasi; en refleksion, hvis struktur er højaktuel. Clausen nævner også, at min mormors storebror var salmedigteren KL Aastrup, hvilket åbenbart heller ikke en dyd, som jeg kan forstå det, men det er jo svært at gøre noget ved et biologisk faktum. Men det er rigtigt nok, at jeg er prædisponeret til at være lidt glad for “Du gav mig o herre en lod af din jord” J Jeg har i øvrigt en grundig omtale af Clausens herlige erindringer i min anden bog ”Pædagogikkens to verdener”, kapitel 29.

Efterfølgende giver Egon Clausen Gerd Biestas forfatterskab, som jeg jo også selv er meget glad for, en begejstret omtale. Ja, Biestas filosofi er på mange måder en integreret del af min egen. Forbindelsen mellem mit eget arbejde og Biestas får Raahauge heldigvis præciseret heromkring i udsendelsen. En præcisering jeg blev meget glad for.

Faktisk tror jeg, at Biestas bestemmelse af læreren, som han laver ved hjælp af Kierkegaard, Levanas og John Caputo, ender i nærheden af netop Jakob Knudsens opfattelse af læreren. Og er det ikke lidt tankevækkende? Men ok, det er lidt på tese-planet.

Til sidst har Georg Metz en fin omtale af Hans Magnus Enzensbergers ‘Tumult”.

Det sjove er, at alle tre forfattere, der bliver anmeldt, uden at sammenligne i øvrigt, er dybt inspirerede af Hannah Arendts filosofi.

En sidste ting, jeg vil nævne, er, at Egon Clausen i 2013 lavede en meget positiv ronkedor-anmeldelse af min forrige bog “Krisen i dansk pædagogik”.

http://den2radio.dk/udsendelser/ronkedorerne-paedagogik-og-enzensberger/

 

36. d. 22. september: Hvad er det modsatte af læring?

Hvad er det modsatte af “læring”? Det er at “lære noget”; endda “noget at lære”.

Et lille “noget” og så et endnu mere “noget” og alting ændres.

 

37. d. 23. september: Undgå krav!

Hvad er det ultimative pædagogiske krav til succes? Det er, at man ikke stiller krav til succes – f.eks. at man ikke laver læringsmål – fordi eleven løftes ind i skolens essens, hvor han lærer noget af noget.

Krav er et tegn på en pædagogisk fejl.

Derfor skal man naturligvis stille krav nogle gange, men man skal altså blot vide, at man bekræfter en fejl.

Hvis man så oven i købet begynder at styre efter den bekræftede fejl – hvis man altså laver læringsmål-styring – så bekræftes fejlen dobbelt.

Hvis denne “læringsmålstyring” smider sit formål, dvs at den mister bevidstheden om sin karakter af fejl, fordi den vil være national tvangsdidaktik, så omdannes den dobbelte fejl en teknisk dyd (et middel uden mål).

Denne tekniske dyd skal så finde et nyt formål, der kan bekræfte den som dyd. Derpå kommer al tomgangen: “verdensklasse”, ja-hat etc.

Så er det, vi har skolereformen.

Hvad skal man så i stedet for? Jo, man skal lede efter de mål, som skjuler sig i og som stilles af stoffet og processen selv. Det er også langt mere krævende. At fastholde sin opmærksomhed på tingene uden forklaringer er det mest krævende, der findes.

Hvis det er for krævende ikke at stille krav, så må man stille et krav, mens man ærgrer sig.

 

38. d. 23. september: 10 års jubilæum for de flotte tegninger

Nu er det snart 10 år siden, at Westergaard tegnede Muhammed og fik en hel underskov af fundamentalistiske strømninger til at vise sig. Det var en god gerning, han gjorde, fordi Islam derved får mulighed for at tilpasse sig den vestlige tradition på den lange bane, hvilket den skal, for ellers kan vi intet lære af den.

Det er også snart 10 år siden, at Fogh gjorde alting godt igen ovenpå fejltagelsen med Irak-krigen. Fogh mente, at Irak-krigen skulle forsone den danske passivitet under den tyske besættelse. Men man forsoner ikke noget ved at drage jorden rundt og kæmpe en andens krig. Derimod forsonede Fogh det hele, dvs. bragte dansk modstand frem til moderne tid, ved at forsvare tegningerne. Ja, han gjorde det næsten helt alene. Fogh blev, sammen med Rose og Westergaard, en helt på linje med modstandsbevægelsen under krigen.

Men det er som om, der er blevet lidt stille? Er der ikke nogen som kan tegne mere? Gerne spids og ond i sulet, ligesom når man tegner alt muligt andet, der trænger til at blive tegnet.

I går var jeg på Svalegangen i Aarhus og se det strålende stykke “Ritualet” af Ingmar Bergman. Jeg følte mig så vidunderligt krænket bagefter, som en renselse til ren frihed. Det var en ren møntvask. På samme måde er Muhammed-tegningerne en rensende renselse. Man skal bare huske at vedligeholde vaskemaskinerne.

 

39. d. 24. september: Konference om dannelse og kreativitet i Rødding

Jeg har været i Rødding i dag, hvor højskolen var vært for Friskoleforeningens årlige konference om kreativitet og dannelse.

Jeg skulle egentlig have diskuteret ”skolens fremtid” med Stefan Herman, men han var desværre blevet syg. I stedet holdt jeg et foredrag, med et par gode Hermann-citater, om ”Pædagogikkens to verdener”. I foredraget fortalte jeg, at jeg mener, at skole absolut intet har at gøre med ”fremtiden”. Har vi ikke snart fået nok tyvtyv-plan her til lands? En skole er tværtimod en suspension af tiden; en suspension der i ubestemte former bringer fortid og fremtid sammen med natalitet som formål, dvs. en rumlig forankret tilsynekomst. Det er det, som Hannah Arendt kaldte for ”between past and future”.

I foredraget og i den efterfølgende diskussion endte jeg, godt hjulpet af et par gode kommentarer, med at argumentere jeg for, at folkeskolens formål blev indfriet af…… ja af friskolerne, og at folkeskolen derfor burde ligne friskolerne noget mere. Det er da paradoksalt, at folkeskolens formål indfris af dens egen alternativ, er det ikke?

Men hvad indfrir folkeskolen så, hvis det ikke er dens eget formål? Ja, det har Brian Degn Mårtensson jo skrevet en fin kronik om, og skolelederformanden, Claus Hjortdal, har endda skrevet et læserbrev, som ingen må se, til alle mulige om kronikken. Men ok, Hjortdal mener jo heller ikke, at nogen må se en tegning af Muhammed, så det kan jo ikke komme som en overraskelse. Han er en tavshedens mand, og hans forening støtter folk, der advarer imod ”negative attituder”. Sshhyyy!!!

Jeg fik heldigvis også fremført min favorittese om, at alt for mange folk i både fri- og folkeskolesektoren adskiller dannelse og kundskaber, og at det blandt andet er derfor, at Finansministeriet er ved at tage magten over deres smalle-smalleversion af ”kundskaber” – snøft!!! – af”kundskaberne”, mens alle pædagogerne så kan stå og råbe ”dannelse” ude på sidelinjen med deres halverede begreb.

Endelig fortalte en konferencedeltager efterfølgende, at han hørte Antorini holde oplæg på lærerseminariet i Ollerup tilbage i 00’erne. Ifølge den pågældende var Antorinis anti-grundtvigisme allerede på det tidspunkt rodfæstet, hvilket jo bekræftede en del af mine øvrige skriblerier. Erindringen føjer sig dermed ind i hele den mærkelige struktur, som jeg går og finder, og som ærligt talt er ved at være lidt svulmende.

Alexander von Oettingen bidrog også med et spændende foredrag, denne gang med udgangspunkt i Hartmuth Rosas “accelerations”-tese og den beslægtede ide om “nutidens skrumpning”. Det er jo fint nok, fordi jeg så kan bruge mine “skolen som suspension”-overvejelser til simpelthen at stikke af fra problemet. Men det var vist ikke noget, jeg fik fortalt om.

 

40. d. 25. september: Mikael Busch ebber ikke ud

“Folkeskolen er nogle år forud for gymnasiet. I folkeskolen har der også været skepsis over for evidensbegrebet, men det ebber efterhånden ud. Det kommer også til at ske på gymnasieområdet”
(Lars Qvortrup, Gymnasieforskning, nr. 1, 2014) (min kursivering)

Ja, mon ikke folkeskolelærerne efterhånden er ellevilde med evidensmetoder, selvmonitorering og synlig læring og med hele det opgør med normativitet, holdning og folkelighed, som hele butikken hviler på? Man mærker ingen modstand, gør man? kun fra “de negative attituder”, altså de Nej-hatte, som i virkeligheden siger ja til det hele, og som får den ene flotte pris efter den anden.

Og mon ikke også folk fra gymnasiet, denne hæderkronede institution for indvielse i europæisk åndstradition, dvs. i videnskab og kritik, vil nok også hurtigt glemme al modstand mod at reducere deres undervisning til d>0,4-læring?

Alting “ebber ud”.
———————-

Heldigvis er gymnasielærer Mikael Busch, som er hovedbestyrelsesmedlem i GL og knyttet til en af landets dannelsestænketanke, ikke “ebbet ud”. Han har tværtimod et godt læserbrev i dagens WA. Det lyder sådan her (fra Infomedia):

“20 SIDERS VEJLEDNING

Efter regeringsskiftet er Christine Antorini ikke længere så præsent i medierne, men mon ikke eksministerens slagord stadig runger i langtidshukommelsen hos mange? »Spændende og anderledes undervisning«, »eleverne skal være mere tid sammen med lærerne« og så videre. Jeg kom til at tænke på det sidste mantra, da jeg erfarede, at alle landets gymnasiale uddannelser i oktober måned skal indberette undervisernes samvær med eleverne.

Med komisk nøjagtighed skal alt samvær gøres op: skemalagt undervisning, studiekredse, lektiecafé, omlagt skriftlighed, studierejser, alt. Jo mere tid underviserne er sammen med eleverne, er tankegangen, desto mere vil kvantitet slå om i kvalitet. Vejledningen i, hvordan timerne udregnes og indberettes, fylder 20 sider.

Nu er Antorinis »ny nordisk skole« med andre ord ved at forplante sig fra folkeskolen til gymnasiet. Endda netop som man så småt er ved at erkende de ødelæggende effekter af den store folkeskolereform. I gamle dage morede vi os over de kommunistiske regimers håbløse femårsplaner. Skal man le eller græde over det målstyringscirkus, der er ved at ødelægge det danske uddannelsessystem?”

 

41. d. 25. september: Hattie-note

Ved I hvad der er interessant? Det er følgende teoretiske glidning:

I Hatties bog Visible Learning fra 2009 refereres udførligt til Karl Poppers teori om de tre verdener: den naturlige, den subjektive og den begrebslige. Der refereres også til Carl Bereiter, som også er Popper-mand. Diskussionen finder man i ”The argument”, som ch. 3 hedder.

Men i bogen ”Synlig læring for lærere” fra 2012 refereres ikke til Popper, og Bereiter får kun en enkelt lille reference.

Hvad blev egentlig af Popper? Han kom ind i den radikalt konstruktivistiske møllemaskine i 2009-udgivelsen. Men hvordan kom han ud igen i 2012?

Jo, han kom ud igen på s.129 som punkt 17 i Hatties ”tjekliste” i 2012-udgivelsen, og hvad handler det om? Jo, det handler om det forhold mellem dybde- og overfladeforståelse, der kan maksimere d>0,4.

Poppers 3. verden, en objektiv verden af begreber og ting, reduceres dermed til den 2. verden, nemlig en verden af læring og subjektivitet.

Pædagogen og kritikeren, Holger Henriksen, mente i sin ”Metodefriheden og dens fjender”, at Popper var en garant for pædagogisk frihed. Hattie opløser metodefriheden med samme reference.

 

42. d. 25. september: På Horsens Gymnasium

 

I dag har jeg været på Horsens Gymnasium til temadag om ”målstyret undervisning”.

Om formiddagen talte Lars Qvortrup om ”synlig læring”. Om eftermiddagen talte jeg om ”usynlig læring”.

Jeg hørte ikke Qvortrups oplæg, men mon ikke forskellen var ”synlig”?

 

43. d. 25. september: København Kommune er i dvale

Ifølge folkeskoleloven skal kommunerne drive skolerne i henhold til folkeskolens formål, §1. Ja, denne kommunale pligt er endda understreget to gange i lovens §2.

Ok, tænker jeg, det må stå sin prøve. Jeg ved ganske vist udmærket, hvordan KL misrøgter sin samfundsmæssige pligt på det groveste, men hvad så med de enkelte kommuner?

Jeg har derfor været en tur rundt på Københavns Kommunes hjemmeside. Der står, så vidt jeg kan se, ikke noget om noget formål eller bare et eller andet, der minder om det. Der er bare en masse om synlig læring og den slags, som jo promoveres af folk, som har talt imod normativitet, holdninger og formål i årevis.

Så i Københavns Kommune gør man tilsyneladende ikke det, der står i loven. Eller har jeg overset noget? Og hvordan ser det mon ud i de andre kommuner? Står der noget om kundskaber, kultur, historie, fantasi, åndsfrihed, handling, demokrati mm. der?

Hvem styrer den åndelige føde i København? Er det ikke Konkurrencestatspartiet og Arbejdsmarkedspartiet i fællesskab? Måske er det derfor, det er så svært at tage sin pligt alvorligt? Nej forresten, skoleborgmesteren er vist fra Venstre. Men er der ikke et eller andet med, at Venstres nye minister for de videregående uddannelser har skrevet phd. om Grundtvigs frihedsbegreb? Nej, det er nok alligevel for langhåret for en kommunal forvaltning. Men hvorfor så denne glemsel? Måske er det bare fordi, det hele er så kommunaaaaalt….zzzzz?

Må vi bede om lidt synsninger, lidt mavefornemmelse og lidt folkelig støj – kort sagt: noget kritik – fra skolerne og fra professionshøjskolerne derovre i vores store by? Det kommer givetvis ikke noget fra det kommunaaaaale……zzzzz.

Men hvad med uddannelsesredaktionen på lokalavisen Politiken? Jo, den er også blevet kommunaaaal….zzzz

København er faldet i søvn!

Udkants-Danmark.

http://folkeskolereformen.kk.dk/indhold/test-af-nyhed

 

44. d. 26. september: Impact Coach i Rudersdal Kommune

Her er lidt mere kommunal-“synlig læring” fra morgenstunden:

Journalisten fra Rudersdal Kommune har interviewet en “impact coach”, altså en Hattie-lærer, på en af kommunens skoler. Det er “Selvledelse for det fremtidige arbejdsmarked” over det hele.

Og man skal jo huske: Det er hver lektion, hver dag året rundt i 10 år. Og nu kommer gymnasierne nok også med. Så er det alle børn og unge i landet i 13 år.

Det får “impact”. Det er hævet over enhver tvivl. Men er der virkelig nogen, der tror, at det bidrager til noget godt?

http://skolespring.dk/synlig-laering-ruster-elever-til-fremtiden/

 

45. d. 26. september: Synlig læring: Det meget slemme og det storslemme

1.

Det meget slemme

Man starter med at definere resultatet af læreprocessen på forhånd. Og det skal vel at mærke være så præcist, at man ligeledes på forhånd kan definere relevante ”tegn på læring”.

Dermed har man afskaffet læreren. Til gengæld har man fået sig en tekniker, en ”impact-coach”, hvis arbejde alene defineres af processens præ-definerede præcise mål.

2.

Det storslemme
Det er slemt… meget slemt faktisk. Men nu kommer det endnu mere storslemme:

I synlig læring defineres elevens ”selv” fuldstændigt inden for den prædefinerede ramme, som jeg nævnte under punkt 1. Eleven bliver en ”selv-monitoreringsagent”, en ”selv-leder” eller en ”selv-evaluator”.

(hvorfor er det en god ide? Aner det ikke. Der er en eller anden, der hedder ”arbejdsmarkedet”, som godt kan lide det.)

Hvorfor er det så slemt, at ”selvet” præ-defineres? Jo, det er det, fordi al ordentlig pædagogik handler om selvets ”alsidige udvikling” i fri vekselvirkning med verdens ting. Ja tænk, ”den alsidige udvikling” står endda i skolens formål. Og det er ikke tilfældigt, for det er europæisk dannelse par excellence.

3.

Synlig læring afvikler ”læreren” og stjæler børnenes “selv” og dermed deres mulighed for at komme til syne i en vestlig tradition. Men ok, når vi har afviklet os selv, kan vi måske slå asiaterne i ”arbejdsmarked”, eller hvad det nu er, han hedder.

 

46. d. 26. september: Anmeldelse af ”Pædagogikkens to verdener” i Information

Lektor ved DPU, Steen Nepper Larsen, har anmeldt “Pædagogikkens to verdener” i dagens Information:

http://www.information.dk/546537

 

47. d. 26. september: Anmeldelse af ”Pædagogikkens to verdener” på folkeskolen.dk

Lektor ved UC-Syd, Helle Bjerresgaard, har anmeldt “Pædagogikkens to verdener” på Folkeskolen.dk. Overskriften er god.

https://www.folkeskolen.dk/570548/poesipolemik

 

48. d. 27. september: Arbejdsmarkedspartiets anti-humanisme

Jeg har tænkt over noget vedrørende Arbejdsmarkedspartiet:

På den ene side bygger partiet sin uddannelsespolitik op om en dobbelt anti-humanisme. Det er det, der også hedder ”metodisk antihumanisme”; altså et ekstremistisk opgør med humanisme, som går ud på, at mennesket opløses i systemer og metoder.

På den anden side bygger man udlændinge- og integrationspolitikken op om en fordoblet humanisme. Det, som jeg også har hørt betegnet som ”den menneskelige menneskelighed”. Altså et meget ekstremistisk forsvar for humanisme, der går ud på, at mennesket er en form for universalisme, der er abstraheret fra det selv.

Dermed får vi følgende: Menneskets opløsning herhjemme og mennesket som abstrakt postulat derude.

Jeg synes, det er synd for dem, der går i skole, og for dem som gerne vil uddanne sig.

Det er også syn for dem, der kommer til landet. Hvorfor? Jo, fordi ”integration” jo kommer til at handle om, at man skal gå fra at være abstrakt menneske til at være et metodisk system. Not funny!!

Endelig er det er også synd for humanismen.

 

49. d. 27. september: Ny institutleder på DPU

Aarhus Universitet har ansat Claus Holm som institutleder for DPU. Tillykke til Holm med karrierekonsolideringen. Dekanen for Arts Johnny Laursen, begrunder i en pressemeddelelse blandt andet udnævnelsen på følgende måde:

“Instituttet er et vigtigt videnscentrum ikke alene for udviklingen af DANMARK som et stærkt vidensSAMFUND, men også for rammerne for DEN ENKELTE DANSKERS FRIE UDVIKLING OG DANNELSE” (mine versaler) (se link)

Disse begrundelser flugter fint med den nye forskningsministers fokus på dannelse og frihed, med rektor Brian Bech Nielsens fokus på demokrati og dannelse og med samme dekans afgørelse af klagesagen mod mig i foråret. Ja, det er simpelthen nye toner ift dengang Lauritz Holm-Nielsen var rektor, Mette Thunø var dekan, og Morten Østergaard var minister.

Nu bliver det blot spændende at se, om Claus Holms ledelse af DPU også flugter med disse “nye” og sunde principper. Jeg synes indtil nu, at Holm har talt mere om vidensØKONOMI (i modsætning til samfund, som jo indeholder både juridiske, politiske og sociale temaer), konkurrencestat og læring, og han har mig bekendt ikke udtalt sig offentligt vedrørende klagesagen eller dens principielle indhold/konsekvenser.

Anders Bondo Christensen er nok også spændt, for han udtrykte sin direkte bekymring for Holms synspunkter i sin beretning til Danmarks Lærerforening i starten af måneden. Bondo spurgte også Holm direkte om disse ting på folkeskolen.dk, men det har Holm aldrig svaret på.

I sin efterfølgende udtalelse i samme pressemeddelelsen, nævner Holm slet ikke de nye og sunde principper, som dekanen lige har nævnt, hvilket, må jeg indrømme, desværre ikke overrasker mig.

Men måske bliver jeg overrasket fra nu af?

http://edu.au.dk/aktuelt/nyhed/artikel/claus-holm-ny-institutleder-paa-dpu/

 

50. d. 27. september: Impact coaches i nordkøbenhavnske kommuner

IMPACT COACH OG VISIBLE LEARNING PLUS I NORD-KØBENHAVNSKE KOMMUNER:

I går fortalte jeg om Louise Christensen, som er ”Impact-Coach” i Rudersdal Kommune. Det lød jo ikke godt, så jeg satte mig for at undersøge, hvordan det var kommet i stand.

Nu har jeg så fundet ud af det:

Gentofte Kommune, Gladsaxe Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune og Rudersdal Kommune skrev sidste år en stort anlagt ansøgning til AP Møllers folkeskolefond (se link nedenfor). Som sædvanlig har elendighederne, her hele 32 sider, ingen forfatter. Det er kommunaaaalt…..zzzzz…

Skolerne i de fire kommuner har fuldstændigt underlagt sig noget, der hedder VLP. Der står for ”Visible Learning Plus”(!), der er en altomfattende og gennemgribende Hattie-metode, som omdanner pædagogisk individualitet til et ”selv-monitorering”, som omdanner pædagogik til evaluering, som standardiserer og atomiserer undervisningens indhold, som transformerer alt til ”læring som livsform”, og som centraliserer læringsprocesserne, så det hele kan styres fra et eller andet kontor. Al seriøs pædagogisk tænkning er en by i Rusland.

Kommunerne kalder det selv for ”en synlig læringsskole”, og det omtales som ”en radikal ændring af skolens praksis” og et ”paradigmeskifte”. Vi lever i revolutionære tider. Her i efteråret skal alle 3000 medarbejdere i kommunernes skolevæsner på VLP-kursus. Har jeg FB-venner, der har været afsted? Hvordan går det? Er I i live?

Desuden fremgår det på s.23, at alle kommunerne skal ”uddanne impact coaches”, og så er vi jo tilbage ved opslaget fra i går. Ordet ”uddannelse” betyder tydeligvis intet. Man kan da ikke ”uddanne” en Impact-Coach”. Den slags hedder ”træning”.

Nå, men det hele skal føre til, at børnene bliver ”så dygtige de kan”. Det er jo skolereformens og Ny Nordisk Skoles kode for tomgangen.

Og ved I hvad? Til sidst kan man endda læse, at det hele minder meget om ”den nordiske skoletradition”. Det kaldes for ”fremsyn”. Gad vide, hvad folk fra landets friskoletradition tænker, når de læser ansøgningen? Mon de er enige? Jeg håber det ikke. Og jeg tror det heller ikke. Det er i al fald det absolut stik modsatte af folkeskolens formål, og der er da heller ikke en eneste henvisning til den.

Projektet blev bedømt af AP Møllers folkeskoleudvalg. Her sidder blandt andet Thomas Nordahl, Jens Rasmussen og Per B. Christensen, som er velkendte folk fra Pædagogikkens Anden Verden. Projektet fik 7 mio. kr.

PS: I går kunne jeg fortælle, at Københavns Kommune også er All In på Visible Learning. Og for nylig fik jeg en e-mail om, at Aarhus Kommune også er fortabte. Norddjurs og Skanderborg Kommune hører efter sigende også til den revolutionære fløj. Er der flere meldinger rundt omkring fra? Jeg vil gerne have et overblik over slagmarken.

PPS: Undervisningsministeriet vil ikke bestemme over lærernes metoder, siger de. Til gengæld lader de nogle ekstremt smalt tænkende kommuner bestemme over, ikke bare metoder, men ALT. Ja, ikke blot bestemmer de alt, de vil også lave ”revolution”. En ”læringsrevolution”. Men det ville ministeriet da også, så vidt jeg husker?

Så ministeriet lader kommunerne bestemme det, som det ville have bestemt alligevel, hvis det altså ville bestemme? Det er det, jeg kalder ”postmoderne decentralisering”. Nå, men undervisningsministeriets logiske sammenbrud er en anden historie, som jeg har skrevet om ved tidligere lejligheder.

http://www2.gladsaxe.dk/C12575EB003B3720/0/F3240D4830A064B1C1257CF3004030BF/$FILE/Bilag_92.1.1_Alle%20B%C3%B8rn%20Skal%20L%C3%A6re%20Mere%20-%20Samlet%20projektbeskrivelse.pdf

 

51. d. 28. september: Synlig læring og den nordeuropæiske tradition

 

Hvad er pædagogik? Det er, at tvang og frihed indgår i en vekselvirkende og paradoksal relation. Det er sådan en slags nordeuropæisk definition, sådan en slags Luther + Kant (long story…, som ikke er kommunaaaal….zzzz…).

I ”synlig læring” findes der ikke sådan et ”pædagogisk paradoks”, som det hedder. Hvad finder man så? Ja, først og fremmest finder man tvang.

Men det er ikke kun “tvang” i simpel forstand, altså ligesom på en koranskole. Det er ikke tvang på koranskole-måden. ”Friheden” er der sådan set også, men blot ikke som egentlig frihed. Friheden re-konstrueres derimod UNDER tvangens herredømme. Hvad hedder ”frihed” under tvangens herredømme? Det hedder ”selv-monitorering”, ”selvledelse” mm..

Og hvad er ”selvmonitorering? Det er John Hatties dannelsesideal.

Det er også derfor, at ”synlig læring-tilhængerne” uden videre kan sige, at vi nu går fra en demokratisk livsform til en læringslivsform, som det hedder på de bonede gulve, og at denne ”læringslivsform” er intet mindre end skolens nye og forskrækkelige formål lige midt i noget, de kalder for ”konkurrencestaten”, selvom der naturligvis ikke står noget som helst om det i skolens formålsparagraf.

 

52. d. 28. september: For travlt til ”pædagogisk forskning”

Jeg har ikke tid til at lave “pædagogisk forskning”, fordi jeg har så travlt med at undersøge virkeligheden.

 

53. d. 28. september: Facebook-drys 17

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-17-juli-august-2015.html

 

54. d. 29. september: Minikonference om læringsteori

I morgen afholder vi et seminar om læringsteori på DPU-Trøjborg. Arrangementet er vist desværre/heldigvis overtegnet.

Selv glæder jeg mig til at fortælle om noget, jeg har fundet ud af om Piagets læringsteori. Både Knud Illeris og Jens Rasmussen bygger jo på bestemte fortolkninger af Piaget, som har været særdeles indflydelsesrige. Men nu mener jeg at have fundet to helt andre tolkninger, der er stik modsat de første to.

Hvis jeg har bare lidt ret, er det læringsteoretiske grundlag for dansk pædagogik i store problemer.

Så der står noget på spil.

De andre foredrag lyder også spændende. Jeg tror, vi får en fin dag.

(vedr. Programmet: Steen Beck fra SDU afløste Keld Nielsen fra AU)

http://edu.au.dk/aktuelt/arrangement/artikel/laeringsteoretisk-dag/

 

 

Skriv en kommentar