Facebook-drys 2: April – oktober 2013

Her er 27 facebook-opdateringer fra perioden d. 26. april til d. 13. oktober 2013. Man kan enten klikke på den enkelte opdaterings overskrift og få det rå fb-opslag med diverse kommentarer mm., eller man kan læse en version på herværende blogindlæg, der har været en lille tur i sproghjørnet. Hvis der er særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen er det noteret i en parentes umiddelbart efter teksten.

 

Indholdsfortegnelse:

  1. Skolereformen
  2. Tangkrogen
  3. Danmark-Kina
  4. Biskoppernes dannelseskonference
  5. Pernille Vigsø Bagge og Lars Goldschmidt om dannelse
  6. Skolereformens mangel på filosofi
  7. Alting er det samme – om 1HF-filosofien
  8. Antorini i morgenradioen
  9. Hvad er læring?
  10. Uden navn
  11. Antihumanistisk humanisme
  12. Duracell-kaninerne
  13. Vi’ernes Vi
  14. Lærer og elev hos Løgstrup
  15. Humanioras dekaner
  16. Otto Bollnows pædagogik
  17. Konkurrencestatstidende-Janteposten, KST-JP
  18. Nysprog på Sorø-mødet
  19. Henrik Dahls ære
  20. Nyt Askov
  21. Janteuniversitetet og Danmark
  22. Trilles Danmarks-sang
  23. Sebastians Danmarks-sang
  24. Goldschmidts konkurrencestat – den skråsikre, tankeløse og aktivistiske kødæder
  25. Forberedelse til et foredrag
  26. Til forelæsning med Ove Kaj Pedersen
  27. Jens Rasmussens ”regnskabsskole”

 

1. d. 26. april: Skolereformen

Regeringen har skrevet skoleudspillet ”Gør en god skole bedre – et fagligt løft af folkeskolen”, et oplæg til en ny folkeskolereform. Udspillet er berømmet af regeringspartierne selv, af Venstre og af stort set alle avisredaktionerne – ikke mindst af Politikens uddannelses- og analyseredaktion. Danmarks Lærerforening, DLF, har også været positiv, hvilket skyldes, at den har købt Ny Nordisk Skole-konceptet, som er en slags filosofi for reformen, og derfor har DLF haft problemer med argumentationskraften i den nu afsluttede overenskomststrid.

Mit spørgsmål er nu: Er det en skolereform eller en skoleafvikling? Og mit svar er, hvilket jeg vil argumentere for i et kommende blogindlæg, det sidste. Altså en afvikling, men måske er det mere end det? Kombineres reformen med Kommunernes Landsforenings skolepolitiske vision ”nysyn på folkeskolen”, med den nye overenskomst der giver skoleledelsen fri ledelsesret, med Ny Nordisk Skole, med den nye læreruddannelsesreform og med de nye dagtilbudsinitiativer, så får vi endda et billede af ikke blot en afvikling, men simpelthen en nedlæggelse.

Det betyder sådan set bare, at når unge forældre i Danmark skal finde en skole til deres børn, så skal de vælge en friskole, som der nu forhåbentlig kommer mange flere af. Folkeskolen baserer sig, ved alle disse reformers samlede vedtagelse, på en afvisning af både ”skole” og ”folk”. Den bliver nu til et eldorado for måle- og metodefikserede kommunale bureaukrater, halvstuderede “læringskonsulenter” og skoleledere, som er ansat på detaljerede resultatkontrakter, der bemægtiger sig dømmekraften, og som kun har pisalister og gennemførselsprocenter i kontraktparagrafferne, fordi det er det eneste, de bliver evalueret på. Læreren reduceres til en maski-mekanisk ”undervisningsekspert”, og børnene omdannes til “lærings-outcome”, der kan optimere samfundets konkurrenceevne. Vores politikere bærer et tungt ansvar efter min opfattelse.

 

2. d. 1. maj: Tangkrogen

Netop hjemvendt fra Tangkroen med to observationer: For det første at statsministeren blev mødt af piften, sure smileys, og folk der vendte ryggen til. Der var en infernalsk og vred larm. Hun sagde så, i den eneste afvigelse fra de planlagte spin-doktorerede almindeligheder, at det var den yderste venstrefløj, som ikke ville lade hende tale, men i så fald er der sørme mange kommunister i Århus.

For det andet var der bifald og stimlen omkring lidt dejligt arabisk folkedans, men sjovt nok er der aldrig dansk folkedans til socialistiske stævner. De samme mennesker, der kan lide arabisk folkedans, kan ikke lide dansk folkedans?  Er det sådan en slags kulturel selvfornægtelse? Og omvendt kan de, som kan lide dansk folkedans, ikke lide den arabiske? Er det så fremmedhad? Hvorfor kan man ikke lide begge dele?

 

3. d. 14. maj: Danmark – Kina

Ang. udsendelsen ”9z mod Kina”: Eleverne fra Holme er dobbelt så dygtige til engelsk, når man sammenligner med den snorlige nr.69-skole fra Kina-diktaturet. Eleverne var på en dejlig lejrskole, de havde en spændende historielærer, og de spillede musik og tennis. Kineserne kunne derimod se frem til en gymnasietid i militæruniform (!!!) og en snorlige kedsommelighed i enhver detalje, som kan forberede dem til det store antidemokrati. Hvorfor er der ingen af alle mine Kina-skræmte fb-venner, der skriver noget? Og Egelund? Hvad med ham. Er han ikke et tågehorn? Det synes jeg. Han opfører sig i al fald ikke som en professor i pædagogik i denne sag – så ville han have mere sans for sit eget samfunds dyder.

Men ok – hvis dog bare de danske elever kunne lade al deres dumme elektronik ligge i tasken, så ville meget vindes. Og måske skulle de også starte hver time med en fælles sang fra sangskatten, inden de sætter sig ned? Og måske skulle man interessere sig lidt for folkeskolelovens §1, hvor der står noget om kundskaber og åndsfrihed, i stedet for at gøre alt til et spørgsmål om motivation og trivsel og “operative måltal”. Stort og småt og det ene med det andet.

(dette opslag blev til et længere blogindlæg på herværende hjemmeside)

 

4. d. 17. maj: Biskoppernes dannelseskonference

Jeg er netop kommet hjem fra Nyborg, hvor biskopperne afholdt ”dannelseskonference”. Selv talte jeg om, hvordan dannelse, altså diskussioner af formål og indhold, er forsvundet fra en række nyere skoleinitiativer og erstattet af ”operative måltal”, som så kan styre skoleudviklingen, altså en slags pædagogisk teknokrati.

Esben Lunde Larsen fra Venstre holdt derefter et udmærket indlæg, hvor han i god dansk tradition koblede dannelse og frihed, og han kritiserede regeringens skolereform for det samme, som jeg gjorde. Han var heller ikke bleg for at påtale, at Lars Løkkes skolepolitik ikke var meget bedre. Han svarede også ordentligt og konsistent på diverse spørgsmål. Vi må heppe på Lunde i den liberale omegn, som ellers for tiden er helt skræmt af kineserne. Det var Lunde nu ikke – ikke så meget i al fald.

Så kom der to indlæg fra regeringspartierne. Der var et indlæg fra socialdemokraten Troels Ravn, som slet ikke mente, at der var et dannelsestab, for skolerne kunne jo nu slå sig sammen om alle mulige ideer. Øhh.. og suk og suk!. Hvad skal man stille op med sådan noget? Derpå havde Pernille Vigsø Bagge fra SF et indlæg. Hun startede med at sige, at der ikke var nævnt noget om skolens formål i reformudspillet, fordi sådan noget kunne man jo ikke blive enige om. Derpå sagde hun, at hun gik ind for professor Peter Kemps dannelsesbegreb, men hun vidste vist ikke, at Kemp er mega-kritiker af skolereformen. Til sidst begyndte hun at sige, at skolereformen var fuld af dannelse, fordi den talte om trivsel, og fordi den gjorde det muligt at tage børn fra Hellerup med ud for at se en virkelig ko. Og hvad skulle man egentlig med dansk lyrik på en nordjysk efterskole, hvor eleverne var mest optaget af det næste traktortræf! Gad vide hvad Peter Kemp ville sige til det?

Det står virkelig sløjt til med vores socialisme og dens skolesyn her i landet, og alle min fordomme blev bekræftet til fulde. Også den fordom, som også viste sig at være rigtig, nemlig at Esben Lunde er en af de få velinformerede på dette punkt, selvom der naturligvis også er meget, man kan diskutere i det, han siger.

Men spændende dag med et godt og kontroversielt oplæg af Alexander von Oettingen, der forsvarede (tror jeg nok) principperne i den nye læreruddannelse. Også godt at teologerne og religiøst interesserede er på vej ind i pædagogikken igen. Det har vi savnet i mange år efter min mening.

(dette opslag blev til et længere blogindlæg på herværende hjemmeside)

 

5. d. 27. maj: Pernille Vigsø Bagge og Lars Goldschmidt om dannelse

I de sidste par uger har vi set to centralt placerede folk omkring vores skolepolitik svarer på den kritik, der har været af skolereformen og af Ny Nordisk Skole for at glemme og endda ofte udelukke dannelse og formålsbetragtninger fra landets pædagogiske liv.

I Kristeligt Dagblad d.22/5 fortæller Pernille Vigsø Bagge (SF) om hendes oplevelser fra biskoppernes nylige dannelseskonference i Nyborg. Hun skriver, at dannelse er så komplekst, at man ikke kan blive enige om noget som helst alligevel, og biskopperne får kritik for at monopolisere dannelsesbegrebet med deres konference. Så fortæller hun, at for nogen har dannelse noget at gøre med globalisering, for andre med det nationale eller demokrati eller endda med landbrugsteknologi eller traktortræf. Antikken, lyrikken, verdenskrigene og meget mere får også en henkastet bemærkning, og det hele foregår fuldstændigt usammenhængende. Hun tager slet ikke stilling til, hverken her eller andre steder, om der skulle være en eller anden form for sammenhæng i de spredte ord. Hun postulerer så, at skolereformen bygger på formålsparagraffen, men det er et rent postulat, for formålet nævnes slet ikke i reformudspillet. Her tales kun om kvantitative og klare ”operative måltal”, som skal rulles ud over hele vores stakkels land. Bagges indlæg er derfor et sørgeligt eksempel på et politisk niveau, der har løsrevet sig fuldstændigt fra sit lands åndelige traditioner for i stedet blot at lave politik efter det forhåndenværende søms princip. Konsekvensen heraf er, at værdier, holdninger og historie tilsidesættes, og at man i stedet overlades til pædagogisk instrumentalisme, hvilket præcist også er tilfældet. Hvis der endelig dukker et pædagogisk ord op, som f.eks. demokrati, kundskab eller frihed, så er det blot som metoder til at score på et ”operativt måltal”, og det er altså antidannelse.

En del af forklaringen på tristessen finder man måske i et andet indlæg. I Dagbladet Køge/Ringsted/Roskilde d. 16/5 tager direktør i Dansk Industri, Lars Goldschmidt også emnet op. Goldschmidt er vigtig i denne sammenhæng, fordi han er formand for kredsen omkring ministerens eksperiment, Ny Nordisk Skole, der ligger eksplicit til grund for den skolereform, som Bagge forsvarer. Ja, skolereformens ”operative måltal” er direkte udledt af Ny Nordisk Skoles ”manifest”. Goldschmidt er, må man derfor formode, Ny Nordisk Skoles og skolereformens fremmeste ekspert, og han talte da også skråsikkert om uddannelse på f.eks. Sorømødet i 2010, hvor han kritiserede gymnasiet for at undervise i fag for fagenes egen skønheds skyld (!). Det er også Goldschmidt, der synes, at vores lærere skal være som Duracellkaniner. Goldschmidt undrer sig over, at jeg har sat Ny Nordisk Skole i sammenhæng med den såkaldte ”metodiske antihumanisme”, en teoretisk retning inspireret af sociologen Niklas Luhmann, som har domineret mange nyere uddannelsesreformer, og som oversætter alle værdier til metoder. Han opfatter det som et personligt angreb, og tror så, at det svarer til, at man er ”konsekvent kold i r…”, som han skriver. Sikken et plat svar på et grundigt forsøg på at forstå pædagogikkens placering i vores samfunds udvikling! Man skulle tro, at Ny Nordisk Skole var forfattet på et værtshus. Derefter fortsætter han i Bagges linje. Dannelse er skam vigtigt, men det er fuldstændigt tilfældigt, hvad der remses op. Han er helt ude af stand til at diskutere uddannelse på blot et minimalt niveau. Det er simpelthen pinligt, især fordi han er formand for en kreds, der tegner landets uddannelsespolitik. Han tager heller ikke stilling til det forhold, at den eneste professor i NNS-kredsen, nemlig Per Fibæk Laursen, har sagt, at dannelse er noget, der er parkeret hos Dansk Folkeparti, og at ingen andre i kredsen overhovedet har taget stilling til dannelsesspørgsmål, eller noget der ligner.

Det er niveauet i Danmark. Først glemmer man alt om formål og dannelse. Let presset remser man en række tilfældigheder op, samtidig med at man demonstrerer en mangel på dannelse, forståelse og indsigt uden lige. Anders Fogh ville af med eksperterne. Det ønske er sandelig blevet realiseret.

(dette opslag blev til et længere blogindlæg på herværende hjemmeside, og blev også bragt som læserbrev i Kristeligt Dagblad)

 

6. d. 7. juni: Skolereformens mangel på filosofi

Ang. Skolereform: Jeg synes sådan set, at der er udmærket, at børn laver lektier både ude og hjemme, at de lærer sprog, får flere timer i dansk, matematik og musik, og at de bevæger sig hver dag, og jeg har heller ikke noget principielt imod heldagsskoler. Se blot, hvor godt mange efterskoler har det, selvom de endda er heldøgnsskoler. Der er på en måde mange gode ting. Det eneste problem er filosofien, og dette lille problem vil desværre sige alt og det hele. Alting står og falder med filosofiens kvalitet. Filosofien hedder i dette tilfælde Ny Nordisk Skole, og det er en antifilosofi. Det er den manglende filosofi, der f.eks. reducerer det stolte kultur- og dannelsesfag, dansk, til at være læsefærdigheder med ”operative måltal”, som kan måles i tests og på Pisa. Det er også den manglende filosofi, der lægger alting, både bevægelse og leg, under læringsbegrebets operative herredømme.

I den endelige forligstekst er der dog, i forhold til det oprindelige udspil, mere tydelige referencer til folkeskolens formålsparagraf, og det er godt, men formuleringerne er ufuldstændige, de spiller ingen rolle undervejs, og det går med 100% garanti, som det gik med dannelsen i både Ny Nordisk Skole og Læreruddannelsen. Først var det der ikke, så kom det med efter pres, og til sidst ryger det ud igen og glemmes. Hvorfor så sikker? Fordi dannelsen ikke er med i filosofien, og det, som ikke er med i en filosofi, kan ikke virke og værke.

Endelig må man heller ikke glemme, at reformen skal bæres igennem af KL, der sammen med regeringen har decimeret danske skolelærere til en samling undervisningsekspertmellemledere, der skal følge KL og KL Balles ny-sprog og listepædagogik, så skolerne kan bruge evidensbaserede og småkommercielle metoder, så de kan score på en liste, og så skolelederne kan få bonus på deres resultatkontrakter. Der er intet formål udover listeplacering og konkurrencestatens smøring. Og det siger alle mulige andre også med lidt kritisk indsigt i sagerne. Derfor er De Konservative, med deres Nej til reformen, dagens helte, selvom jeg ikke helt ved, om de er det af de rigtige grund. Tager jeg fejl i noget?

 

7. d. 9. juni: Alting er det samme – om 1HF-filosofien

Efter min mening er skolereformen, Ny Nordisk Skole, læreruddannelsesreformen og regeringsindgrebet i skolekonflikten én og samme Handling og én og samme Filosofi (herefter 1H-F). Det hele er et samlet ideologisk og politisk tryk. Der er intet, der kan skelne mellem disse processer. Derfor er det også mærkeligt, at så mange i Danmarks Lærerforening støtter Ny Nordisk Skole og skolereformen samtidig med, at de kritiserer regeringsindgrebet i overenskomsterne. Man kunne måske tro, at DLF kun støtter initiativerne af strategiske grunde, men det, er der ingen synlige tegn på, skulle være tilfældet.

Derimod er det ikke så mærkeligt, i lyset af 1H-F, at redaktionerne på Politiken, Berlingeren og Information, som alle er begejstrede skolereformtilhængere, ikke kunne støtte lærernes kamp eller i øvrigt bedrive lidt kritisk journalistisk på dette område. Kun Bjørn Bredal på Politiken har, så vidt jeg ved, skrevet en kritisk kommentar til Ny Nordisk Skole, men det var ikke på lederplads.

Måske tror DLF og mange af foreningens medlemmer, at 1H-F kan opdeles, så man kan være imod regeringsindgrebet men for Ny Nordisk Skole, så 1H-F altså kan opfattes som ”nordisk”, men det kan den ikke. Ny Nordisk Skole er en helt anden ideologi. En teknokratisk ideologi, der baserer sig på ”udfordringer-sikring-evaluering” frem for ”formål-demokrati-dømmekraft”.

Denne skelnen mellem ”udfordringer” og ”formål” svarer ikke til højre og venstre på en politisk skala, men løber dybt igennem alle partier og avisredaktioner som en skelnen mellem kultur og teknokrati. Senest har vi set splittelsen i DF, hvor Axel Ahrentsen taler for skolereformen, mens en af Krarups døtre taler imod. De konservative er også splittede, men her bonnede bundlinjen i første omgang ud for et ”nej”, selvom de officielle begrundelser mere gik på noget med lektier. I borgerlige dannelses-kredse som Rønshovedgruppen er man formentlig skræmt fra vid og sans af den nye ideologi. I centrum-venstre finder man kritikken i omegnen af tænketanken Sophia, hos bloggeren Brian Degn Mårtensson, hos lektor Steen Nepper Larsen og hos professor Peter Kemp. Og landets biskopper, som vist er lidt rundt omkring midten i politisk forstand, er også ved at vågne til dannelseskamp kan man se i diverse kronikker for tiden.

Så er der alle dem, der blot tilpasser sig, men de vil jo også tilpasse sig noget nyt, hvis det skulle blive nødvendigt. Dem skal man ikke rette sig efter. Dem skal man vække.

 

8. d. 28. juni: Antorini i morgenradioen

Antorini siger i min pod-castede morgenradio på P1, at regeringens skoleudspil hviler på almendannelse. Det er lige godt grouuee, som vi siger i Jylland. Der står nul komma nul dut om dannelse og formål nogen som helst steder i noget som helst, hun nogensinde har forfattet, tværtimod. Det hele skal styres via gennemførselsprocenter og tests i pisafagene, man må kun undervise i viden, der kan anvendes, Grundtvig duer ikke, den nationale og folkelige tradition heller ikke, IT skal indføres fra vuggestuen uden den mindste reservation og så videre i det uendelige. Der er ingen formål. Ingen. Der er kun styring, anvendelse etc. alt det gode er nednormeret til metoder, midler og kompetencer. Uddannelserne er kæntret. Alt sammen så man kan score i superligaen og smøre konkurrenceevnen – og det er fra vuggestue til gymnasium!

Læreren er reduceret til en “undervisningsekspert”, som om man nogen sinde kunne lære noget af sådan en mekaniker. Og leg skal under læring, hvilket vil udrydde vores stakkels fritidspædagogik. Det er alt sammen helt i overensstemmelse med KL og deres KL Baller, og det er denne samlede styringssystematik uden virkelige formål, der har rumsteret i forårets KL-teknokratiske overgreb, og som dermed har fjernet lærernes og gymnasielærernes magt over undervisningen, så KL og diverse bundlinjefikserede gymnasierektorer kan bestemme og bestemme.

Og nu siger Antorini så, at det bygger på dannelse!! altså på dansk og europæisk kultur, videnskab og håndværk og enhver ny generations arbejde hermed! Det er altså uden for pædagogisk rækkevidde. Er der ikke en eller anden, der kan lave en skolelov for vores politikere. En politikerskole? Altså en virkelig skole? Kan man ikke sætte Antorini, Ravn, Bagge og Rod til at tage et kursus i dansk? altså ikke i læsning for ¤%&/()=, men i dansk. DANSK. Få hende til at spørge: Hvem er vi? Spørg! Spørg! Spørg! Læs alt det “grimme”: Blixen, Paludan, Grundtvig, Martin A Hansen. Læs noget mere. Alt muligt faktisk. Vi lever i den mest forvirrede og vanvittige tid siden 1940’erne, og vores politikere interesserer sig for, hvordan vi kan hoppe 2 point på Pisa og sådan noget. De mener, det er en udfordring. En “udfordring”? Udryd ordet fra ordbogen – helt væk -mange tak. Tænk! Spørg?

 

9. d. 9. juli: Hvad er læring?

Læring er ikke en subjektiv eller social konstruktion, for hvad skulle man lære ved at konstruere? Ingenting, andet end at lære, hvordan man konstruerer, hvilket jo er ingenting! 20 års pædagogik er bluff. Men er læring så snarere erindring? At huske det som allerede er? Lad os sige det i første omgang, for det vil give kundskaber og forankring, det er klart, og jeg er fristet, fordi vi så ville slippe for alt den forbistrede simpelhed, som præger uddannelsestænkningen for tiden. Men ”erindringen” er også lidt umulig, fordi fortiden er jo væk, forgangen og gået og fjern. Vi kan lære om 2. verdenskrig, men vi kan ikke være der. Derfor bliver læring tilsyneladende umulig eller tilfældig. Problemet er, tror jeg, at læring, ved at trække på erindringen, forstås tidsligt, altså som en erindring af noget, der er i en anden tid, hvorefter den så må ”konstrueres”, og så er vi jo lige vidt. Erindringen er bedre end konstruktion, men ikke meget. Den ender i konstruktivisme alligevel, i historiebevidsthed og sådan noget.

Lad mig prøve med det her: Jeg kan ikke finde fortiden. Jeg er sat ud af den, men er alligevel sat i den hele tiden, og det gør mig skrøbelig. Jeg er med andre ord i en ”ud-sat sathed, som er udsat”. Læring vedrører denne umulige ontologiske realitet. Det ud-satte (det at man kommer til historien) og det satte (det at man er i historien) er en syntese i en magnetisk spænding, med negativ ladning. Jeg er altid huskende, men kan aldrig komme helt hen til det, som erindringen angår. Det satte, historien, fortoner sig, men er der ligegodt, som et sprogløst ontologisk område, der både omslutter og skyr mig. 2. verdenskrig omslutter mig, men jeg kan ikke komme hen til den. Magnetismen mellem at ”komme til historien” og ”være i historien” er negativt ladet, så den kan ikke forsones, undtagen måske i sjældne revolutionære eller epokale øjeblikke, i korte glimt. Der hvor man bliver sig selv, eller rettere, der hvor verden bliver sig selv og træder frem. Der hvor tingene melder deres ankomst, der hvor der holdes skole, der hvor der læres.

En skole vedrører den ud-satte satheds udsathed. Denne treenigheds rumsteren inde i vores sprog og kultur er skolens sted. Det er dannelsens sted.

Udvidet forslag: Vi kan også forlade tiden endnu mere radikalt. I stedet kan vi tale om, at læring er at finde det, som kulturen allerede indeholder. Den formulering er jo ikke tidsligt bestemt. Den er rumlig. Kulturen er altså ”en ting”, et legeme med et indhold. Tiden er noget sekundært. Tiden opstår, når vi forsøger at få den ud-satte satheds ud-sathed til at rumstere. Men i virkeligheden erindrer vi ikke. I virkeligeden finder vi. Man erindrer i tiden, og man finder i rummet. Tiden er en konstruktion, men det er rummet ikke. Rummet er en ting. Det vi ånder og taler i. Rummet er som det er, mens tiden, altså vi, bliver til, men vi bliver inde i rummet. Vi er som en slags strejf. Tiden er et strejf i kulturens legeme.

Men hvad er rummet? Det er syntesen af antikken, kristendommen og oplysningstiden, skåret over af to verdenskrige. Det er rummet. Det er Europas rum, men det er også Danmarks rum. Dette rum er ikke tidsligt, derfor kan man stort set tale direkte med den ene og den anden græker og direkte med verdenskrigenes grusomhed, og det er også det, der sker, når ”den udsatte sathed som er udsat” kommer til syne i handling. Så sitrer hele rummet, hele kulturen. Så dannes nye pædagogiske former. Så læres der. Så starter tiden igen inde kulturen, og det er ikke en konstruktion. Det er virkelighedens verden, fyldt med strejf og maksimal ud-sat satheds udsathed.

Er det det samme som en ”tradition”? Ja, næsten, men ikke helt, for en ”tradition” er tidslig og må derfor trække på erindringen. Kulturen som rum er derimod ikke tidslig i sig selv, fordi tiden opstår inde i rummet. Vi har derfor heller ingen ”kulturarv”. Vi er omsluttet af kulturens ting. Helt ind i organerne.

 

10. d. 18. juli: Uden navn

Luften, indeni, fylder ordene – i formet tomhed, som glemmes
Vandet, bagved huden, klukker vådt – altid anderledes
Ilden, sjælen brænder op i liv – nært i et væk
Jorden, altid den samme som senere – varmt græs, der tynger ned
..

….
Verden, fra en anden verden, rører, ind går, og sørger..

 

11. d. 19. juli: Antihumanistisk humanisme

Jeg vil gerne slå et slag for en antihumanistisk humanisme. Kan man det i en tid, hvor det hele går op i humanisme, antihumanisme og metodisk antihumanisme?

Det største problem med ”humanismen” er, at den ikke er humanistisk nok. Den er tilbøjelig til at lave en særlig human form, f.eks. ”det rationelle menneske”, som tvinger mennesket under sin orden. Det kan antihumanismen ikke lide, hvilket for så vidt er rimeligt. Men derfor bør man ikke forkaste humanismen, simpelthen fordi den er en del af vores væren, dvs. en del af det “irrationelle”, for nu at udtrykke det lidt paradoksalt.

Det største problem med ”antihumanismen” er, at den ikke mener, at mennesket kan give værdi til hinanden, dvs. den kan hverken finde ”etik (=værdi)” eller ”samfund (=hinanden)”. Antihumanismen ender derfor enten i nihilisme og afmagt, f.eks. samtidsdiagnosen, eller i ærkeluthersk kristendom, hvor mennesket først og fremmest er en slet synder og egoist. På den måde kan den sene Kierkegaard og Nietzsche finde hinanden i en pudsig understrøm. En tredje mulighed er, at antihumanismen ender i en humanisme, som er humanistisk nok, dvs. at menneskets væren kalder på former i stedet for at underlægge sig dem, form-ånden som Martin A Hansen kalder den. Så bliver antihumanismen jo på en måde humanistisk, den bliver på en meget frugtbar måde pædagogisk, og vil slet ikke udelukke det religiøse, som antihumanismens lutheranere vist tror. Den antihumanistiske humanisme kommer også på denne måde meget tættere på f.eks. Kant og Rousseau og dermed det filosofiske grundlag for en række moderne institutioner som menneskerettigheder, retssystem, demokrati, videnskab og pædagogik. Endelig vil den antihumanistiske humanisme udelukke nihilismens afmagt, men ikke dens realisme. Alt i alt bør man derfor heller ikke forkaste antihumanismen.

Det største problem har vi med den sidste form, “den metodiske antihumanisme” – også kaldet den pædagogiske luhmannisme. Den vil erstatte alle værdier, både humanistiske og antihumanistiske, med metoder, hvorved alting falder til jorden med et brag. Derfor bør man forkaste den metodiske antihumanisme som normativ og ontologisk ledetråd, hvilket jo også kun vil være i samklang med denne retnings eget grundlag.

Summa summarum: Jeg går ind for en anti-humanistisk humanisme. Er det ikke et forsøg værd?

 

12. d. 9. august: Duracell-kaninerne

Lars Goldschmidt, direktør i Dansk Industri, mener, at alle lærere skal være en slags duracell-kaniner. Det skriver han på sin hoppe-hoppe-hoppeblog på hjemmesiden for Ny Nordisk Skole, hvis dialoggruppe han er formand for. Det var også Goldschmidt der, som gammel Roskile-SF’er og slyngven med Antorini, i starten af 00’erne skrev bøger om, hvordan skoleeleverne skulle udvikle snuhed, som kunne bruges i konkurrencestaten. Som der stod i ”Borgerlige ord efter revolutionen”: ”Det glæder om at udvikle snedigheden… og på enhver måde at støtte udviklingen af den konkurrencedygtige borger”, og der står også alt muligt om ”verdensrekorder” etc.

Men nu er det ikke kun lærere, der er duracell-kaniner. Det er eleverne også. Det siger i al fald Jakob Fuglsang, som er uddannelsesredaktør på Politiken i dagens kommentar på s.2. Både elever og lærere er blevet duracell-kaniner, altså små robotter, der hopper uden tanke og følelse efter KL’s og Ny Nordisk Skoles styringsmekanikker. En duracell-skole for snedige verdensrekordaspiranter – det er mageløst.

 

13. d. 14. august: Vi’ernes Vi

1940 – Besættelsen – et flovt VI

1950 – Heretica – et stolt og følsomt VI med alt for lang erindring

1960 – Modernismen – et sjovt og realistisk VI med alt for kort erindring

1970 – Ungdomsoprør – opgør med Danmarks stemme, et andet VI i Kina og Sovjet

1979 – Postmodernisme – Det fortrydende andet VI’s leg med VI’er – Det spærrede VI

1989 – Murens fald – udvidelse af et såret og spærret VI

2001 – Manhattan – forsimpling af et såret, spærret og udvidet VI

2010 – Finanskrise – det sårede, forsimplede og spærrede VI er reduceret til en metode til vækst og velfærd – et kæntret VI.

Indeni det flove, stolte, følsomme, sjove, realistiske, antiautoritære, legende, spærrede, udvidende, forsimplede og kæntrede VI flyder VIERNES VI – usynligt i modersmålets melodi på Danmarks skole, som er udstødt.

 

14. d. 17. august: Lærer og elev hos Løgstrup

K. E. Løgstrup sagde engang i essaysamlingen ”System og Symbol” noget meget fornuftigt om forholdet mellem lærer og elev. Han skrev, at elevens opgave er at respektere den grundlæggende ulighed i forholdet, mens lærerens rolle er at anerkende den grundlæggende lighed, hvilket jo er det modsatte af, hvad mange tror.

Hele tiden må eleven teste uligheden ved at spørge og tale, så lærerens fulde viden kan arbejde, og hele tiden må læreren teste ligheden, og dermed sætte eleven i stand til ved egen kraft at bringe sine åndsevner frem. Hermed udløses en pædagogisk koreografi, en ligning, der ikke kan gå op, en lighedens og ulighedens drama, der kan få virkeligheden ind i skolen/seminariet/universitetet.

En elev, der derimod insisterer på lighed, ”blokerer for sin modtagelighed”, som erstattes af ”indbildskhed og mistænksomhed”, skriver Løgstrup. Jeg erindrer et par eksempler fra min højskoletid i starten af 1980’erne, hvor nogle elever ville ”tage magten”, som de sagde, selvom der ingen uret havde fundet sted.

Og en lærer, der insisterer på en form for elitær ulighed, ender med at ”made eleven som en anden fugleunge, der af lutter beundring er lutter gab”. Læreren bliver autoritær og stamper komisk ‘jeg ved, jeg ved’ og bader sig i kælen tilbedelse eller dominerer klasseværelset med ironi og magtfuldkommenhed.

Men dette skønne drama, denne dans mellem lighed og ulighed, kan ikke arbejde, hvis ”lærer” og ”elev” reduceres til ”metodeanvendelse” og ”læring (=operative måltal)”, som Folketinget og KL vil det. Så får vi et tørt og udramatisk pædagogisk liv. Så kappes trådene.

Men ok, Løgstrup er heller ikke inde i varmen hos den pædagogiske og systemteoretiske elite, hvis tanker dominerer alle de anorektiske reformer, vi er vidne til. Han, altså Løgstrup, tilhører “velfærdsstaten” siger de, men nu har vi jo “konkurrencestaten”, og her er “dannelsesidealet” “det opportunistiske individ”! Løgstrup omtales også som en slags fundamentalist, som systemteorien slet ikke bør tale med osv. osv.

 

15. d. 25. august: Humanioras dekaner

Humaniora-dekan fra Ålborg, Lone Dirckinck-Holmfeld, ser i Politiken d. 23. august en modsætning mellem Humboldt-universitetet og “et moderne universitet”. Humboldt-traditionen “handlede om at udvikle kritiske og reflekterede studerende”, skriver dekanen. I stedet skriver dekanen, at hun vil satse på “kvalitet”. Men kvalitet er altså ikke at være “kritisk og reflekteret”? Det hænger ikke sammen, og de nordjyske studerende må nu formodentlig lide under denne mangel på humanistisk omtanke.

Men elendigheden stemmer fint overens med en anden af landets Humaniora-dekaner, som skriver, at “bussen er kørt for det klassiske universitet”, at vi skal have det “frække universitet”, at Humaniora skal gå fra “viden til handling”, mens udenlandske professorer, som fremhæver Humboldt-traditionens dyder, må forlade dekanens universitet i ensomt og grådkvalt oprør. De gamle marxistiske humanister fra 70’erne, som nu tilhører diverse teoretiske menigheder, føjer sig lydigt under forfaldets fane, og det hele orkestreres af uddannelsesminister Morten Østergaards begejstrede modtagelse af Bjarne Corydons fremhævelse af konkurrencestaten som et nyt politisk og pædagogisk ideal i gårsdagens Politiken. Totalt antihumanistisk det hele.

(bragt som læserbrev i Politiken d.29. august)

 

16. d. 28. august: Otto Bollnows pædagogik

Her lidt info fra en selvforglemmende time: Jeg fortabte mig i Wikipedia i forbindelse med, at jeg sidder og læser Otto Bollnows bog ”Eksistensfilosofi og pædagogik” fra 1959. Bogen handler om diskontinuiteten, bruddet, vækkelsens, mødets og åbenbaringens betydning i pædagogikken. Bollnow var elev, dvs. vækket, af Wilhelm Dilthey, som var elev af Philipp August Böckh, som var elev af Friedrich Schleiermacher, som var flittig læser af både Kant og grækerne, og som grundlagde den moderne hermeneutik. Schleiermacher var vist nok også inspirator til den såkaldte liberal-teologi, som blandet andet Karl Barth i 20’erne gjorde oprør imod. Og Barth – han er jo hovedinspirationskilden til Tidehverv, hvor Søren Krarup jo er blevet den dominerende skikkelse efter den ene og den anden grundtvigianer forlod bevægelsen. Hans Hauge, som jo også er glad for Grundtvig, har også i sit veloplagte bidrag til bogen Uren Pædagogik fra 2011 skrevet, at han bruger Bollnows tænkning som pædagogisk filosofi. Men er Hauge glad for Tidehverv? Det ved jeg så ikke noget om.

Men det er også lige meget det hele, for nu skal vi, altså VI, være konkurrencestatssoldater – det siger både Corydon, M. Østergaard, Christine Antorini og Konkurrencestatstidende, som i gamle dage hed Politiken. Og i konkurrencestaten kan man ikke have elever, for der er ingen lærere, kun undervisningseksperter og lærings-outcome, og dermed kan vi sætte hele denne mærkelige og frie vævning på museum.

 

17. d. 31. august: Konkurrencestatstidende-Janteposten, KST-JP

Konkurrencestatstidende, tidligere Dagbladet Politiken, kan nu få undertitlen “Janteposten”. Politiken hedder altså nu ”Konkurrencestatstidende – Janteposten”. Hvorfor nu det? Jo, det er fordi, avisen har fået en ny fin kulturredaktør, eller rettere Janteredaktør, som hedder Rune Lykkeberg, som er demokratiekspert. Janteredaktøren har set sig vred på Århus Festuge og på Århus i det hele taget. Der er for lidt jantelov i Århus, skriver han. Byen fører sig frem.

Den tyske musikprofessor, Linda Maria Koldau, har netop udgivet et helt trebindsværk, Janteuniversitetet, hvor Århus konsekvent bliver kaldt for ”Jante”. Nu kunne det jo være, at en KULTURredaktør og DEMOKRATIekspert kunne slå en spændende refleksion over det, men det gør han ikke. Han har ikke engang sørget for, at Koldaus bog blev anmeldt, så vidt jeg ved. I stedet mener han, at der mangler noget mere jantelov i Århus. Det er ikke nok, at byen har et Janteuniversitet. Vi kan slet ikke få nok af Jante ifølge Lykkeberg. Århus fører sig frem, fordi de kalder deres gamle kvarter ”latinerkvateret”, og de har endda formastet sig til at lave en skulpturudstilling, som de kalder ”sculptures by the sea”. De mangler noget Jantelov gør de – derover i Jante. Højt og spændende kulturelt niveau på Janteposten må man sige.

Lykkeberg er jo kulturredaktør, og som bevis for sin jantetese fremhæver han derfor en novelle af forfatteren Jan Sonnergaard. Det var ham, der skrev novellesamlingen ”Radiator” tilbage i 1997; en drukkenbolts erindringer, men jo også en generations miniatureproblemer, tilsat lidt akademisk tomgang. Men Sonnergaard synes åbenbart også, at det er noget pjat med Århus, og når radiatormanden siger det, så må det jo passe.

Nu kunne man jo tro, at den nye janteredaktør ville skrive lidt om festugen. Måske sker der noget i den kommende uge i Jante? Lidt musik måske? Men det gør han ikke. Inde i kulturtillægget har han ikke fundet plads til noget om Jantes festuge, men derimod til en twitter-opdatering fra Medina.

Man kunne måske også tro, at janteredaktøren, som jo altså også er demokratiekspert, ville skrive noget om hans egen chefredaktør, altså redaktøren for Konkurrencestatstidende-Janteposten, og to førende ministre, fordi de netop har erklæret, at de anser konkurrencestaten for at være et politisk og pædagogisk, ja ligefrem et socialistisk, ideal? Men nej, det er nok for irrelevant med sådan en diskussion. Måske er det for kulturelt? Og måske skal man heller ikke kritisere chefredaktøren? Man skulle jo nødig føre sig frem. Nå, men pyt nu også med det, pyt med hvad der sker i hans land, pyt med konkurrencestat og kulturfest i Århus. Lidt om Medina og lidt om byer, der mangler lidt Jantelov. Det er friskt.

Men er det ikke bare en lille sjov notits, Lykkeberg har skrevet? Nej, det er den centrale kulturpolitiske leder på s.2 i kulturtillægget. Det er det den redaktionelle og den kulturpolitiske linje slås an.

Den levende avis: KonkurrenceStatsTidende – JantePosten. KST-JP.

(indsendt til Politiken, men afvist, link til Lykkebergs leder)

 

18. d. 2. september: Nysprog på Sorø-mødet 

Sprogprofessor Jørn Lund skriver jævnligt og altid udmærket i Konkurrencestatstidende-janteposten, tidligere Dagbladet Politiken. Denne gang har han været til undervisningsministeriets årlige Sorømøde, der i år handlede om skoleledelse i forbindelse med Ny Nordisk Skole og den nye skolereform. Her er nogle af de ord, han stødte ind i:

Forandringsrejse, vitaliseringsmiljøer, værenskompetence, oplevelseskompetence, det selvprogrammerende barn, proaktive værktøjer, udrulning, brændende platforme, forandringspotentialer, faciliteringsprocesser, føregreb, komfortzone, benchmarking, feedforwardprocesser, forandringsagenter, udfordringer, fremadrettet, italesat, udviklingsrum, læringsrum, ledelsesrum, strategirum, instruktionsrum, eksperimenterende rum, industrirum, øverum og undersøgende rum.

Dette er skolereformens og Ny Nordisk Skoles ledelsesvokabular. Der er ingenting om ordentlig pædagogik og skoleudvikling, men reformen støttes af alle folketingets partier undtagen Liberal Alliance og Enhedslisten. Den støttes også af Danmarks Lærerforening, hvis medlemmer nu skal lide i ”tomgangsrummet”! Elever og forældre får det nok heller ikke så sjovt.

(dette opslag blev senere udgivet som blogindlæg)

 

19. d. 5. september: Henrik Dahls ære

Jeg tror, at Berlingerens groft-sagt debattør, sociologen Henrik Dahl, er endog særdeles glad for Liberal Alliance. I forbindelse med to indlæg om liberalisme på min blog, hvor jeg blandt andet påtalte partiets problematiske relation til Ayn Rands ekstreme filosofi, fik jeg ni e-mails fra ham, hvor der stod, at jeg ”ævlede”, ”ikke forstod et klap”, OVERFORTOLKEDE, at det var utroligt, at jeg var ansat på en højere læreranstalt, at jeg kommer fra et miljø uden interesse for kendsgerningerne, at jeg har valgt ”ikke at lade mig tælle blandt rationelle mennesker”, at jeg skulle ”FATTE DET DOG en gang for alle”, at jeg var en ”pain in the ass” at diskutere med, at jeg ”ikke ved et klap”, og at jeg har en ”fiks ide”. Bortset fra den første henvendelse var det uden ”kære” og ”hilsen”. På et tidspunkt skriver jeg, at tonen er for uforsonlig til en privat indbakke blandt folk, som aldrig har hilst på hinanden, og at jeg overvejer at offentliggøre korrespondancen. ”Så er du ikke en mand af ære”, hedder det derpå dramatisk. Efterfølgende kommer der så en mail, hvor Dahl skriver, at han ”blot venligt prøver at sige…” men uden beklagelse som sådan. ”Meget venligt” må man sige! Hvad mon der egentlig skete der? Var det Liberal Alliances spejder? En mand af ære? Dette Rand-spørgsmål er vist meget følsomt.

 

19. d. 3. september: Nyt Askov

Det fine lille netbaserede tidsskrift Nyt Dansk Udsyn, der udgives af gruppen Nyt Askov, og som drøfter skole, kultur og dannelse med udgangspunkt i et dansk/tysk kultursyn, er netop udkommet med nr. 4, der rummer flere gode artikler. Jeg ville ønske, at kredsen bag dette tidsskrift kunne  komme i kontakt med den såkaldte Rønshovedgruppe, de konservatives tænketank og dannelsestænketanken “Sophia”, som vist nok finansieres af Danmarks Lærerforening. Muligvis er der nogle politiske forskelle, men kunne man ikke overse dem i enighed om at betone dannelsens og den fælles kulturs betydning? Et sådant udgangspunkt kunne vende sig mod både den aggressive koldkrigsliberalisme og den kolde konkurrencestatsideologi, som pt udgør de mekaniske pædagogiske og politiske visioner for vores politikere og medier, og som jo mere eller mindre eksplicit angriber enhver form for dannelse overhovedet.

Link til Nyt Askov og Nyt Dansk Udsyn

20. d. 7. september: Janteuniversitetet og Danmark

I bind 3 af Linda Maria Koldaus trilogi, ”Janteuniversitetet”, er der på s.425-27 en interessant skelnen mellem det, hun kalder for det danske og det nydanske, mellem Danmark og Ny-Danmark. Danmark er det gamle kulturland med egen historie, som er vævet ind i Europas udvikling; det er det selvbevidste, gæstfrie land med egen æstetik, pædagogik og politisk tradition. Men hvad er så Ny-Danmark? Ja, Ny-Danmark er det land, vi er ved at få nu. Det er et land, hvor retten forfalder – Koldau beskriver selv, hvordan dette sker for Janteuniversitetet, for ombudsmanden og for pressenævnet – og efter dette forfald, står der blot en eller flere små sociale stammer tilbage. Det er stammer, hvor der er konsensustvang og en form for rigid og gemen inklusivitet, hvor man ikke må være sig selv, men hvor man altid må indgå i ”synergier” for det til enhver tid givne fællesskabs skyld.

Disse stammer lever ikke af ret, folkelighed og videnskab. De lever udelukkende af det, man bliver enige om i magt, konsensus og af New Public Management, altså af ord som ”verdensklasse, forandringsrejse og værenskompetence” – og netop også ”synergi”. Ord, som f.eks. sprogprofessor Jørn Lund skrev om i Konkurrencestatstidende den anden dag i sin reportage fra årets Sorømøde.

Vi er ved at blive til stammer, vi er i en form for tribalitets-tilstand, hvor vi kun har nysproget at være i, fordi der ikke mere findes ret og dannelse imellem os.

Nu er det pudsigt, for ikke at sige ubehageligt, at tænke på, at Lunds beretning jo vedrører Sorø-mødets emne, nemlig skoleledelse under den ny skolereform; beretningen handler altså om alle KL Ballernes implementering af Ny Nordisk Skole. Altså ikke af en Nordisk Skole, men af Ny Nordisk Skole; også her, i den Ny Nordiske Skole i Ny Danmark, hersker der stammetænkning + nysprog. Små læringsstammeloyaliteter under en skoleleders og KL’s anorektiske visioner, altså stamme + nysprog; altså samme struktur som i forskellen mellem Ny Danmark og Danmark. Ny Nordisk Skole er derfor en skole for Ny Danmark. Det virkelige Danmark har en anden skole. Danmarks skole! Hvor er den? Det er, som om vi er i en parallelverden til virkeligheden, ligesom i den japanske forfatter Murikamis bog, 1Q84, der handler om en parallelverden til 1984. 1Q84 kendes på sine to måner. Måske skulle man kaste et blik på nattehimlen? Kan vi finde Danmark i Danmark? Skolen i skolen?

 

21. d. 20. september: Trilles Danmarkssang

Trille: “Danmark”, fra albummet “Altid har jeg længsel”, 1979.

Trille, Bifrost, Gnags og Sebastian – altså kunstnere der var aktive omkring feminisme, Christiania og EU-modstand – skrev i 1970’erne sange om Danmark og nordisk mytologi. I 00’erne var det kun folk med indvandrebaggrund, der kunne synge sådan. I min børns skole synger de kun engelske sange til forårskoncerten, og forrige år sang de endda “We don’t need no education” – på en skole! Det er ganske vist også en god sang, men det er jo ikke ligefrem i Pink Floyds ånd at synge den til en ¤%&/ forårskoncert. Man synger af uransagelige grunde ikke Grundtvigs kæmpegave eller Trilles dejlige sang “Danmark”. I sidstnævnte smyger Danmark, bilen og kroppen sig om hinanden, og indeni er der køkkener, hjerter og blod, der også smyger sig uden sans for rigdom. Og dem, Trille kender, “vil være ved, at de er skabt af landet, som vi nu bor i”. ‘Trilles venstreorienterede venner var skabt af et land’! En meget tankevækkende sætning for mig i al fald.

Det er også let at bide mærke i formuleringer som ”Danmarks krop er fuld af slemme ar, mærket efter fødsler fuld af smerte”. Danmark er en moder, med et hjerte, og med stemmer, der er kendte, men som fødes hele tiden i åbenhjertighed. Der er natalitet i Danmark. Der sker noget – med hjerterne og stemmerne, med modersmålet og folkestemmen. Og selvfølgelig er landet kun for dem, der ikke er alt for rige, og for dem der ikke løber stakåndet i flugt ved den mindste trussel fra Tyskland eller Kina, men som altid er ”rolige”. Et roligt, åbenhjertigt, mundtligt og fødende folk.

Det er den slags lyrik, som faktisk har udviklet både SF og formand Anette Wilhelmsen, hvis dannelse foregik på Gerlev Idrætshøjskole i dens rødeste tid, men kan hun aktivere det? Det er svært, fordi Antorini og Goldschmidt og deres generation af SF’ere jo forlod SF på grund af modstand mod samme form for lyrik. Nej, Wilhemsen kan ikke genvinde Trilles sprog, for SF har glemt det. Nu har partiet kun et vagt ubehag tilbage overfor Corydons konkurrencestat, men ubehaget har ingen ord og derfor ingen modstand. SF har på en måde forladt både det grundtvigske og Danmark – og triller nu ned af konkurrencestatsslisken – de triller uden Trille.

Her er Trilles sang, der desværre ikke ligger på youtube, men som findes på youseeplay. Vinylen er også flot og let at finde brugt.

Jeg mærker halvt i søvne bilens fart
Danmark glider jævnt forbi derude
De snakker om, vi nok er fremme snart
og lyset falder skråt ind på min rude
Ja, jeg kan li’ det land jeg bor i
og jeg kan li’ at vokse sammen med det
som med de stille kendte stemmer
i bilens varme

Danmarks krop er fuld af slemme ar
mærket efter fødsler fuld af smerte
men det er nu den krop, som Danmark har
og jeg behøver lyden af dens hjerte
Ja, jeg kan li’ det land, vi bor i
og ligesom med den krop, jeg selv har fået
så må jeg kunne holde af den
trods alle mangler

Vi kikker ind i køkner som er blå
De ligger spredt og lyser rundt i landet
Det er ligesom Danmarks blod, vi kigger på
og det strømmer i mig mere end meget andet
Ja, jeg kan li’ de folk, der bor der
og jeg kan li’, at se dem sidde sammen
og vide at de stædig dyrker
det land vi bor i

Vi kører langsomt ind i næste by
Jeg synes de riges gader er så grimme
og mens vi er der, ser jeg det på ny
at det er ikke her, jeg selv har hjemme
For jeg kan li’ det land jeg bor i
men kun det Danmark, som er for de mange
for dem der trækker vejret roligt
selv når de trues

Vejens linje standser pludselig brat
Den sære trygge rejse er til ende
En ny by står parat og griber fat
med løse ender det er svært at kende
men jeg kan li’ at være i det
og jeg kan li’ at se, at dem jeg kender
vil være ved, det er skabt af landet
som vi nu bor i

Ja, jeg kan li’ det land jeg bor i
og jeg kan li’ at vokse sammen med det
som med de stille kendte stemmer
i bilens varme

 

22. d. 22. september: Sebastians Danmarkssang

Sebastian: ”Danmark – dum og dejlig”, fra albummet ”Ikke alene Danmark”, 1978.

I 1978 – året før Trille sang smukt om Danmarks krop, ar og fødsler – udgav Sebastian albummet ”Ikke Alene Danmark”. Side 1 var musik fra ungdomsfilmen ”Du er ikke alene”, men side 2 var ”musikbilleder fra Danmark”, og indledningssangen hed ”Danmark – dum og dejlig”. Sebastian skrev i 1970’erne energiske og skønne sange for den nye generation, han var centralt placeret på Christianiapladen, og han tog de arbejdsløses parti i sangen ”Hvis du tror, du er noget”.

Men Sebastian var også en del af en nationalsindet venstrefløj, og det er sangen her et eksempel på. De første to vers er en ubetinget kærlighedserklæring til Danmark, ja nærmest til nationalromantikken. Danmark kan ”strække hals”, ”gå i knæ”, ”bugte sig” og ”smile” som et menneske, ja som en moder. Og en decideret fædrelandskærlighed deklareres umiddelbart efter, helt uironisk, i sangens tidlige klimaks: ”Det er dig, vi elsker, du er vor”. Man taler tit om, at 1970ernes venstrefløj var mere optaget af Maos Kina end af Danmark, og jeg har også selv været med i koret, men det er ikke hele sandheden. Der var også en national strømning, som Sebastians første to vers er et eksempel på.

Herefter går det tilbage; kærligheden er ganske vist intakt, men grunden skrider i “Her hvor jeg står, visner mine rødder. Vejen frem er lagt for andres fødder”. Sebastians ”rødder visner”, altså Danmarks historie og egenart, og en ny chauffør overtager styringen. Danmark er ikke mere en ”smilende bugtende” moder eller kvinde, man kan elske, men en ”tøs”, der ”tages” i en ”døs”. Vi er 7 år efter, at Skousen og Ingemann kunne synge

“Herfra hvor vi står / kan vi se os omkring / til alle sider – Det bevæger sig / når vi går / Det forandrer sig / i alle tider”

Hos Skousen og Ingemann var ”grunden  bevægelig, mens man gik”. Hos Sebastian visner grunden. Det er forskellen på de 8 år. Hos Sebastian rinder hippietiden ud.

Herpå følger Sebastian i sporet af sen-halvfjerdsernes kollektive ansvarsskred: Det hele er samfundets, især Barsebäcks og EU’s, skyld; der ses også syner med terrorister, der skal straffe landet for dets bekendtskaber, og det hele går især, med omkvædet om at blive ”bollet op af deutsche dollars”, ud over Tyskland, som vi ellers kunne lære meget af. Her falder kvaliteten mærkbart og bliver til en tidsbunden slagsang. Grunden til den postulerende og politiske tone i vers 3, 4 og 5 er, at Sebastian slet ikke kan se, at hans egen generation bar et hovedansvar for de ”visne rødder”. I stedet skydes skylden på alle andre, og fædrelandskærligheden kan kun erklæres i første vers som en, indrømmet, lidt efterabende lyrik, men ikke som et sted for pligt, frihed, handling, kritik og selvopgør og fremmed inspiration. Det ville ellers have gjort sangen til en bedre politisk sang efter min opfattelse.

Et ”men” må man dog give Sebastian her: Han synger om, at Danmark er ”slidt op på kompromis”. Formodentlig henvises her til EU-samarbejdet, men måske er sætningen en form for ubevidst efterladenskab fra skyldfølelsen over samarbejdspolitikken under besættelsen. Det var det ”kompromis”, som ”sled”. Det var det kompromis, som gjorde, at vi pludselig skulle til Irak, og det var det kompromis, der gør, at det nedbrændte Frihedsmuseum kun kan genopstå som et ”besættelsesmuseum”. Måske er det også det kompromis, der har re-konfigureret den særlige danske tillid til autoriteter til en form for tvangsmæssigt teamsamarbejde under en autoritær ny-liberal organisationsform, der får mange flere ”rødder til at visne” end Barsebäck og imaginære terrorister nogen sinde har gjort. Endelig var det besættelseskompromisset, som satte 50’ergenerationen på skamfuld tavshed, og som dermed tvang Sebastians generation, også hans tyske jævnaldrende, til at råbe så højt så højt, at alt for mange råbte helt til Kina og Sovjetunionen.

Til sidst vender Sebastian tilbage til temaet om de visne rødder og erklærer, at løsningen på problemet er at ”drikke sig fuld”, ”glemme” og ”drukne i bølgerne”. En løsning man må sige, at de kommende generationer tog til sig. Ungdommen er vist nok Europas mest alkoholiserede, hvilket erkendes let, når man rejser rundt i Europa, hvor ungdommen ellers objektivt set er dårligere stillet; Ungdommen ”drukner også i bølgerne”, fordi vores skolepolitikere har glemt ansvaret for vores historie og ejendommelighed. I stedet har de accepteret ”nødvendighedens politik” og ”konkurrencestaten”, hvilket netop svarer til at ”drukne i bølgerne”.

Hvad angår de mere tidsbundne og EU-skeptiske dele af sangen, er jeg ikke fri for at tildele sangen en del af æren, eller hvad man nu vil kalde det, for nej’et til Maastricht-traktaten i 1992 og Euro-nejet i 2000. Men så var indflydelsen også ved at være slut. Fra 1989 satte en fælleseuropæisk bevægelse, der betog de fleste af os, i svingninger, og som på den lange bane afviklede den danske venstre-nationalisme. Antorini var en del af denne bevægelse; ja, hun var ligefrem fan af CV Jørgensens satire på spidsborgeren, Computer-Charlie, har hun skrevet, og derfor er skolereformens ideer også alenlangt fra Sebastians holdninger, både de nationale og de politiske.

I disse år er Europa desværre ved at nednormere sig selv til en finanspolitisk klub, der vil harmonisere mange af de forskelle, som nogle af os netop så EU som en garant for bevarelse af. Det går ikke så galt i de andre lande, tror jeg, for der har de ikke gjort det triste forarbejde så godt, som vi. Hvem ved? Måske havde Sebastian både ret i det ene og det andet. I al fald savnes Danmarks ”smil” og vores rødder, selv de visne – og tiden er heller ikke til kompromisser efter min mening.

Her er sangen, som man også kan finde på youtube. Melodien er rigtig god:

1.
Nu har jeg rejst fra vid og sans,
fra Hvide Sande til Skt. Hans,
set dig strække Skagens hals
og gå i knæ på Als.
Jeg har set dig smile
fra grænsen og op til Råbjerg Mile,
Danmark

2.
Du bugter dig, du danske jord
med grønne bøge i fuldt flor
Det er dig, vi elsker, du er vor,
er det kun noget, vi tror.
Her hvor jeg står, visner mine rødder
Vejen frem er lagt for andres fødder

Omkvæd:
Danmark,
du er en dum og dejlig tøs,
fristende at tage dig mens du sover
Danmark,
når du vågner af din døs,
er du bollet op med deutsche dollars

3.
Når jeg står på Rundetårn
med morgenbrød og sigtekorn,
og skyder på hvor langt jeg er
væk fra Barsebäck.
Har du set mig skælve,
angsten blev til et stumt for helvede
Danmark

4.
Det er kun for sjov med kanonslag,
Europa-hæren futter af,
de rammer dig en skønne dag.
Dit gamle danefæ, du kan vel se,
selvom du har blå øjne:
Højforræderi og EF-løgne
Danmark

Omkvæd….

5.
Du er forført med lov med list
Du er snart slidt op på kompromis
Det er en forsmået terrorist,
der gør dig skør til sidst og sætter ild
og brand i dine skørter
i skam over, at se med hvem du flirter
Danmark

6.
Hvis nogen tror på en mirakelmand,
så kan de vel også gå på det dybe vand.
Bare det at bjærge sin forstand
er ikke let i land,
så drik dig fuld
og glem alt hvad der følger,
drukne skal du nok i disse bølger
Danmark

Omkvæd…

 

23. d. 26. september: Goldschmidts konkurrencestat – den skråsikre, tankeløse og aktivistiske kødæder

Lars Goldschmidt i Højskolebladet, oktober 2013, om højskolerne: “Der er rum for masser af stemmer, der accepterer konkurrencestaten som udgangspunkt, men ikke dermed accepterer alle de følger, den har haft for, hvordan vi opfører os”.

Men de stemmer, der ikke accepterer konkurrencestaten som udgangspunkt, er der altså ikke “rum for”? Er “konkurrencestaten” blevet en form for virkeligheds- og diskussionsklods?

Han siger også: “Højskolerne skal være for de nysgerrige og undersøgende unge. Ikke for vage, kontemplative, halvdovne vegetarer”.

Altså ud med “de kontemplative og de vage”! Ny Nordisk Skole?

Goldschmidt er direktør i Dansk Industri, formand for Ny Nordisk Skole, og han har skrevet mange bøger sammen med Henrik Dahl og Antorini, som jo netop har skrevet en kronik i Konkurrencestatstidende sammen med Corydon, der også elsker konkurrencestaten. De har vist sådan en slags “diskussionsklods-klub” af “relevante” og flittige kødædere, der i al fald ikke er “kontemplative”.

Goldschmidt, Antorini og Corydon arbejder altså alle i retning af konkurrencestaten som et slags ontologisk vilkår, som man må acceptere, hvis man vil være “relevant”, som det hedder et andet sted i interviewet.

Man forstår ærligt talt godt Carsten Jensens raseri i Politiken i sidste måned.

Link til interview med Lars Goldschmidt

Link til Carsten Jensens indlæg i Politiken

 

24. d. 4. oktober: Forberedelse til et foredrag

Nå, jeg må hellere komme i gang med at se på et foredrag, jeg skal holde i morgen nede ved grænsen. “Modernitet og dannelse” er overskriften, mmmhhh… lad mig se.. var der ikke noget med det postmoderne, altså Lyotard? Det må kunne bruges. Er han ikke også lidt på is i det gode selskab? Og så er der noget med Krarups “moderne sammenbrud” og Torben Brammings “moderne myte”, spændende bøger, Brammings decideret tankevækkende. Men begge mener vist, at modernitet og dannelse er modsætninger. Men det synes jeg slet ikke, ikke nødvendigvis i al fald, men for tiden er det naturligvis.. men hvorfor?

Og Lars Qvortrup sagde engang, at jeg nærede et “afgrundsdybt modernitetsubehag”….og hvorfor mon han sagde det? Og dermed nærmer vi os al forfaldet, altså samtidsdiagnosens (den forkerte postmodernisme, måske også den forkerte Nietzsche), systemteoriens og konkurrencestatens afsky for værdier og normativitet: “Konkurrencestaten stiller krav til dannelse” som de siger. Ikke omvendt… altså ingen dannelseskrav til staten. Den har ellers brug for det for tiden, for at undgå at blive til en KS.

Og hvorfor taler man om “konkurrencestat”? En stat er dog netop defineret ved fravær af konkurrence. Jeg har 50 bøger om politisk teori stående på min reol. Jeg mindes ikke, at de handler om konkurrence, er det ikke bare noget, der står en tilfældig udgivelse fra 2011?

Tænk hvis en “konkurrencestat” slet ikke logisk set kan eksistere? Tænk hvis det enten hedder en “stat, der konkurrerer”, eller et “konkurrenceteknokrati”? Så er vi altså på glatis, fordi jeg synes mere og mere vores politikere taler, som om de forveksler “konkurrencestat” med “konkurrenceteknokrati”. De er ved at glemme, at det vigtigste ikke er ”konkurrencen”, men “staten”, altså en retsstat og et demokrati omgivet af fri tænkning, som den beskytter (og som herefter tilfældigvis også konkurrerer og som hjælper landets virksomheder til at konkurrere). Pyt med glemsomheden, hvad økonomien angår, men katastrofe med hensyn til pædagogikken – det er klart.

Hvad nu hvis jeg slipper af sted med at sige, at både modernitet, oplysning og dannelse er truet af totalt af systemteori og postmodernisme, og uforvarent også af teologi og liberalisme på kryds og tværs? og hvad nu hvis det er rigtigt? Så er det måske derfor, at lærerne er presset? Hvis både folkelighed og oplysning mangler begrundelser, størkner det pædagogiske sprog, og så er det, at fokus bliver på, at lærergerningen skal forskningsbaseres? At man altså interesserer sig for, hvordan man kan score 0,1 point højere på et operativt måltal ved at bruge en eller anden evidensbaseret metode? Så har man ligesom sit på det tørre?

Og hvad nu hvis min konklusion bliver, at vi skal have noget mere beskyttelse, frihed og kærlighed til overfor de værdifulde kundskaber? Det ville da være opbyggeligt.

Det bliver spændende at besøge Rønshoved Højskole tror jeg. Nu har jeg i al fald skrevet mit manuskript.

(foredragets manuskript findes på herværende blog)

 

25. d. 11. oktober: Forelæsning med Ove Kaj Pedersen

Har lige været til offentlig forelæsning med professor Ove Kaj Pedersen. En foruroligende oplevelse. Han vil ødelægge dannelse, ånd og fællesskab og erstatte det med konkurrence og opportunisme, og han opfordrede endda de unge til at kaste deres pædagogiske virke ind under konkurrencestatens vinger. Der sad de i auditoriet, de søde og naive 20-årige – og de var ikke på facebook! – og lærte, hvordan de var små arbejdsduracellkaniner til fremme af statens egen overlevelse.

Den er gal med statsbegrebet, den er gal med dannelsesbegrebet, og det er galt med den medborgerlige etik i denne tilgang. DPUs centrale organer, dvs vores postmodernister og systemteoretikere, samt vores politikere er helt forført af elendigheden, hvilket utvivlsomt vil sætte sig negativt i de næste generationers muligheder for at være lidt selvstændige og frie.

Men, siger nogen, er Pedersen ikke kritisk selv? Ikke i dag. I dag sluttede han med at opremse al den lykke, konkurrencestaten har bragt. I næste måned skal han så tale, sammen med hele dpu-kliken, om at “konkurrencestaten stiller krav til dannelsen”, på en konference med samme navn. Er der ikke en eller anden liberal sjæl, der kan spørge, “hvilke krav dannelsen stiller til staten” i stedet for?

Jeg har ikke konkurreret med nogen i lang tid, ikke siden jeg løb kapløb med min yngste søn i sommers. Jeg konkurrerer ikke på arbejdet eller i familien eller andre steder, og hvis der er nogen, der siger til mig, at jeg er hans konkurrent, så er det fra da af svært at tage hans synspunkter alvorligt. Er der ikke nogen, der kan fortælle de mennesker, at menneskets, samfundets og statens liv ikke kan reduceres til det pjat?

(opslaget ledsages på FB af en længere diskussion med professor Palle Rasmussen fra Ålborg Universitetet)

 

26. d. 13. oktober: Jens Rasmussens “regnskabs-skole”

Her er nogle pp-slides, jeg fandt på nettet fra professor Jens Rasmussen fra AUDEM. Rasmussen er det nærmeste, man kommer en chefideolog for både folkeskole- og læreruddannelses-reformerne og disses implementering. På slide nr. 1 kan man se, hvad den nye skoletænkning kaldes: “Accountability skolen”. Her skal læreren ikke stå til “ansvar” overfor helheden og samfundet. Nej, han skal stå til “regnskab” overfor lederen, som skal stå til regnskab over for kommunen, som skal stå til regnskab over for for ministeriets operative måltal og så videre ud i konkurrencestatens cyberspace.

Sådan en accountability-lærer kalder man for en “undervisningsekspert”. Jeg kalder ham en maskimekanisk duracellkanin, og jeg synes ikke, han skal omgås vores børn. Men det kommer han til – endda i den helt store stil. Det er denne “opportunistiske kompetencebureaukrat”, der er tidens nye pædagogiske ideal.

Der er egentlig ikke andet at gøre end at etablere nogle frie skoler og nogle frie seminarier, hvor virkelige lærere kan undervise børn i frihed og kærlighed til deres fag og samfund; altså som lærere der står til ”ansvar” og kan svare på spørgsmål, frem for lærere der står til ”regnskab” og dukker sig for en eller anden KL Balle-mand, der har en resultat- kontrakt med KL, og som vil have “skoler i verdensklasse”. Længe leve de frie skoler!

Hvis de altså er frie? Jeg er lidt i tvivl efter forårets konflikt, hvor Corydon styrede de frie skoler med samme jernnæve, som han maltrakterede folkeskolelærerne med, næsten uden et hørligt pip fra de frie skoleledere, eller hvad man nu skulle kalde dem.

Hvem er fri? Det er spørgsmålet. De frie skoler står i et vadested. Hvis de udnytter det, kan de fordoble deres elevtal efter min mening. Det vil ganske vist være folkeskolens endeligt, men det er der ikke noget at gøre ved, for “who cares”, hvis den skal styres af duracell-kaniner. Hvis man absolut hverken vil have et “folk” eller “skole”, men blot et udvidet kompetencekursus for pisalistens skyld, så nedlægger man sig selv. Det er nok tid til en god gang liberalisme- af den nordeuropæiske slags (og ikke Rand- og Hayekslagsen for filan da – det ender blot i endnu flere duracellkaniner).

Slides fra Jens Rasmussens foredrag

Skriv en kommentar