Facebook-drys 20: Oktober 2015

Her er 49 facebook-opdateringer fra oktober 2015. Man kan enten klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå fb-opslag med diverse kommentarer, eller man kan læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart efter teksten.

  1. Den normaliserede unikhed
  2. Departementschef i det offentlige rum (blogindlæg)
  3. Claus Holm på Vartov
  4. Luther, Grundtvig og det andet universitet
  5. Skolereformens problem
  6. Læringsrevolutionen er ”intet”
  7. Melodien der blev væk
  8. Nationalkonservatismens fejl
  9. Hvad er konservatisme?
  10. Længe leve ”mavefornemmelserne”!
  11. Jeg er normaliseret
  12. Viviane Robinson og ledsagere
  13. Heldagsskole
  14. Michael Fullan og ledsagere
  15. Gymnasierektorerne og synlig læring
  16. En pædagogisk livsform
  17. Facebook-drys 18 (blogindlæg)
  18. Læringsbegrebet eroderer pædagogiske institutioner
  19. Facebook-drys 16 (blogindlæg)
  20. Tre noter fra Pædagogikkens Anden Verden
  21. Muhammed-tegningerne: Ytrings- eller åndsfrihed
  22. Forskningen ”viser” 1
  23. Liberal Alliance
  24. Jens Raahauge anmelder ”pædagogiske landskaber – 232 indre drys”
  25. Synlig læring = tavshed
  26. Forskningen ”viser” 2
  27. Klagesang i Magisterbladet (blogindlæg)
  28. Magt og subjektivitet
  29. Hovedbestyrelsen i GL (blogindlæg)
  30. Rune Lykkeberg og den pædagogiske tradition
  31. Arbejdsvilkår, læring og undervisning
  32. RUC og en sur kirurg
  33. Hvad er implementering?
  34. Implementering af en splittet lov
  35. Konkurrencestaten og Hegel
  36. Anders Bondos spørgsmål (blogindlæg)
  37. Hvad er en kritiker?
  38. Splittelsen i pædagogikkens indre
  39. Styringsdidaktikken er død – længe leve didaktikken” (blogindlæg)
  40. Besøg på VIA-UC’s nye campus
  41. Læringsmaksimering = klagemaksimering
  42. DPU’s definition af ”pædagogik”
  43. Lars Qvortrups børnehavedatavægge
  44. Samtidsdiagnostikerens ”tegn”
  45. Diagnosepædagogik og læringsskrump
  46. At ”høre” sammen
  47. Poststrukturalistisk didaktik
  48. Professorater og DPU’s profil
  49. Lidt rød og lidt blå

 

1. d. 1. oktober: Den normaliserede unikhed

Vi er alle unikke i centrum-venstres ny-normaliserede samfund , som er normaliseret af Corydons normaliserende normaliseringsstyrelses kommunale læringsdata, som det nye højre mekanisk overtager.

Det er også det, som hedder “læring som livsform” eller “selvmonitorering”. Ja, i visse kredse kaldes det ligefrem “opportunisme”, den nye dyd, der skal kombineres med “soldaten i konkurrencestaten”, som
chefideologen kalder det.

Du er normaliseret unik. Du er kommunal…..zzzzz…. Staten er blevet kommunal….zzzz.

KL Danmark! Den sovende livsform.

Du er unik i en kommunal kommune….zzzzz….

 

2. d. 1. oktober: Departementschef i det offentlige rum (blogindlæg)

Kommentar til Jesper Fiskers ageren ifm gårsdagens “spørgetime” på Vartov:

http://www.thomasaastruproemer.dk/departementchef-i-det-offentlige-rum.html

 

3. d. 2. oktober: Claus Holm på Vartov

Opgør med dansk skoletradition?

Claus Holm siger nogle virkelig dårlige ting på Vartov:

A. En lærer er som en læge

(Mig: Er en læge så også som en lærer? Jeg tror snarere, at en skorsten er som en isvaffel)

B. “Tendensen” til evidensen = virkelig smalle fortolkninger af Hargreaves og DPU’s idegrundlag og derudover noget OECD og Jens Rasmussens “forum for koordination….etc.”

(Mig: totalt pædagogisk kollaps. Hvorfor er der ingen henvisning til noget ordentligt og moderne pædagogisk teori? De dårligste sider af Holms inspirationer, samtidsdiagnosen og systemteorien, smelter sammen i denne passage, hvor alting glemmes)

C. Først gøres op med “skolen”, og derefter skal den nu afviklede skolen “forskningsinformeres”.

(Mig: Problemet er snarere, at “forskningen ikke er skoleinformeret”, som Degn Mårtensson engang udtrykte det. Holm har intet skolebegreb. Det røg ud på DPU-konferencen i august, hvor “læringslivsform” blev gjort til skolens primære formål.
Uden en “skole” kan den “forskningsinformerede” læringsmålstyrings-livsform simpelthen erstatte det pædagogiske liv i landet.)

Jeg synes ikke, man skal forskningsinformere pædagogikken, når nu forskningen ikke er pædagogisk informeret. Det vil svare til at ansætte en dagplejemor som kirurg på Skejby Sygehus.

http://www.folkeskolen.dk/571651/nyt-professions-ideal-den-forsknings-informerede-laerer

 

4. d. 2. oktober: Luther, Grundtvig og ”det andet universitet”

Det er dejligt med et frit universitetsliv, som ikke har noget med ham der ”arbejdsmarkedet” at gøre.

I går aftes var jeg til foredrag i Studenterkredsen om Grundtvigs forhold til Luther. Det var lektor Anders Holm, der holdt et spændende foredrag om, hvorfor Grundtvigs elskede Luther, men ikke var meget for lutheranerne. Og det var skam med salmer fra den ene og den anden af de to hovedpersoner.

I dag var jeg så, denne gang på DPU-Trøjborg, til et andet foredrag, hvor repræsentanter fra den universitetspolitiske oprørsbevægelse ”Det andet universitet” fortalte om de sidste par års spændende aktioner.

Umiddelbart helt forskellige foredrag? Ja, men så alligevel ikke: Det virkede som om, at ”Det andet universitet” er en slags ungdomsgrundtvigianere, som mangler noget Luther. I hvert fald var det mere fællesskab end skriftlighed, og er et universitet ikke først og fremmest skriftlighed? Gerne oprør, men især på skrift, og måske derpå også i handling.

Nå, men det er bare en form for intuition. Jeg tror, at ”Det andet universitet” mere opfattede sig som arvtagere fra 68’erne end fra Grundtvig, selvom der jo var masser af grundtvigianisme i ungdomsoprøret her til lands. Den universitetspolitiske analyse lød i al fald ikke til at have meget til overs for 1800-tallet.

Sådan kan man gå og få upassende tanker af at deltage i ting, som ikke har noget med hinanden at gøre. På en måde endte jeg med at være ”på arbejde”, som jo er det modsatte af ”arbejdsmarkedet”.

Jeg var på arbejde på “Det andet universitet”.

 

5. d. 2. oktober: Skolereformens problem

  1. Problemet med skolereformen er ikke, som mange tror, “implementeringen”, men derimod selve intentionen, som er en blanding af finanskrisefilosofi, metodisk anti-humanisme og læring som livsform, i stedet for skolens formål.
  2. Vi må håbe, at reformen får dårlige evalueringer. Hvorfor det? jo for så er reformens dårlige intentioner jo ikke helt realiseret.
  3. Hvorfor er det godt, at intentionerne måske ikke er realiseret endnu? Jo, det er det fordi, vi så har endnu en årgang af børn, som har frihed og folkelighed i behold, og som derfor kan lære NOGET.

 

6. d. 3. oktober: Læringsrevolutionen er ”intet”

Problemet med skolereformens “læringsrevolution” er, at den ikke har et læringsbegreb. Reformens vigtigste ord er tomt.

Alle de andre ord – som undervisning, skole, kundskaber, handling, åndsfrihed, fantasi, handling etc. – er naturligvis også tomme, hvis de da ikke decideret er glemt eller ligefrem kastet bort.

“Læringsrevolutionen” er en form for intet.

Et tvingende intet iklædt data.

 

7. d. 4. oktober: Melodien der blev væk

Et barn kommer hen til sin farfar og siger: Farfar, jeg har hørt en ny sang i skolen

Farfaren: Det lyder godt. Må jeg høre?
(Barnet synger)

Barnet: Du synger med… og du smiler?

Farfaren: Ja, for jeg har hørt den før, da jeg var barn.

Barnet: Men er den så slet ikke ny?

Farfaren: Jo helt ny. Den er så ny, som noget kan være nyt, og den gør alting nyt

Barnet: Det forstår jeg ikke

Farfaren: Det forstår jeg godt, at du ikke forstår.

Barnet: Men hvor kommer sangen fra? Fra din egen mor eller fra hendes mor? Eller har de også sunget i skolen? Hvor kommer den fra?

Farfaren: Godt spørgsmål.

Barnet: Men sangen er vel skrevet af en eller anden? En komponist og en forfatter?

Farfaren: Jojo, det er rigtigt nok, men sagen er, at ophavsmanden fik sangen foræret. Han mødte den. Den var der allerede. Det var en sang, som var fællesskabets lyd. Komponisten formede blot det, som var ved os. Han hørte tingenes egen lyd.

Barnet: Er det sådan kunst fungerer? At man møder noget, som allerede er der? Er kunst en form for tilpasning?

Farfaren: Ja, det er det, en legende tilpasning til det, som er der, før vi har begreb om det.

Barnet: Men min lærer siger, at kunst er ”selvoverskridelse”.

Farfaren: Det er helt forkert. Kunst er tværtimod at finde sig selv i de ting, der er der i forvejen, men som folk har svært ved at se, fordi de ord, der omklamrer tingene, hele tiden skal være nyttige for dit og dat, som ligger i “tiden”.

Barnet: Så sangen er ny, fordi den er tæt på de ting, der findes, sådan nærmest uafhængig af tiden?

Farfaren: Ja, præcist. Det at skrive en sang er en form for fødsel og en form for opdragelse; det er at lade liv og form til syne, som det, det allerede er og kan blive. En forfatter er en jordemoder og en pædagog, der glemmer sig selv for at blive sig selv.

Barnet: Farfar, nu siger du ”opdragelse” og “pædagog”; er et barn også en sang?

Farfaren: Ja!

Barnet: Så sangen har egentlig slet ikke noget med tiden at gøre. Det ældste kan være moderne og omvendt? Sangen er rummets lyd, som samles op af et menneske, der kan høre?

Farfaren: Kom, jeg giver en kæmpe is.

Barnet: Farfar! Jeg vil ud og lytte!

Farfaren: God ide, lad os finde vores sange.

 

8. d. 4. oktober: Nationalkonservatismens fejl

Meget dansk nationalkonservatisme er præget af en stor fejl.

Fejlen er, at den lever af en absolut opsplitning og antagonisme mellem det, den kalder for det ”universelle” og ”det partikulære”.

Det universelle er især, men ikke kun, menneskerettigheder og verdensborgerskab, og det partikulære er den nationale jord og ”sammenhængskraften”.

Hvis denne form for konservatisme oven i købet er inspireret af Søren Krarups version af Tidehverv, hvilket den ofte er, ja så er det der med ”universalismen” ligefrem at gå Gud i bedene, hvorefter fanden er løs.

Det en virkelig dårlig ide med denne antagonisme. Hvorfor? Af mange grunde, men her vil jeg blot nævne en fra det logiske område:

Hvis man definerer det ”partikulære” via sin modsætning, ”det universelle”, så tager udgangspunktet selv farve af et, som det udelukker. Med andre ord: man skælder ud på universalismen, men ender med selv at hævde en form for universel partikularisme, som det er umuligt at eksisterer i for almindelige folk, fordi alle danskere ender med at være ens.

Det ”danske” bliver en tvangsmæssig form, der lukker sig om en postuleret ”jord”, der egentlig blot er konstrueret som ”menneskehedens”, dvs. universalismens, modsætning.

Alternativet? Ja, her er to forslag:

1) I stedet for at dikotomisere partikuralisme og universalisme, så tal i stedet for om ”pluralisme”; dvs alle menneskers og gruppers frie vekselvirkning og tilsynekomst i en national tradition, der interesserer sig for andre lande og for globale problemstillinger.

Mottoet er ikke: ”Du er dansker”, men ”hvem er du, når du er heromkring, med disse fortællinger, denne historie og denne sang?”.

2) Følger man punkt 1, vil man kunne forstå både universalisme og menneskerettigheder som en del af en europæisk og vestlig tradition, endda en tradition, som de enkelte landes egenart kommer til syne i. De moderne nationer er på den måde skabt sammen med menneskerettighederne, sammen med det, som kaldes for “universalismen”, men som i realiteten er en del af en vestlig tradition, personificeret i det man kan kalde striden mellem Burke og Rousseau. Rousseau er en del af os. Glemmer man denne sammenhæng, så bliver både det nationale og det universelle til tvingende former, hvor folk ikke ved deres handlinger kan svare på spørgsmålet: ”hvem er du?”

 

9. d. 4. oktober: Hvad er konservatisme?

Konservatisme i pædagogisk forstand handler om at samle generationernes erfaringer op og give dem liv i livet. At gøre historiens rum til en svulmende og syngende substans, som føder tænkning, handling og tilsynekomst, kort sagt: et hvem!

To eksempler:
1. Konservatisme handler ikke om at udelukke fx menneskerettigheder som “universalisme”, men om at inkluderer dem som “erfaring”.

  1. Konservatisme handler ikke om at lukke Christania, men om at vedligeholde oprørets åbenhjertige sans for retfærdighed og give det en plads i landets tradition.
  2. Konservatisme er det modsatte af “partikularitet”. Det er tilblivende pluralitet, en fødende substans.
    ———————————
    a. Det skrev jeg om i en kronik i Berlingske i 2011, d. 19. april:http://www.b.dk/kronikker/den-konservative-aeter
  3. Brian Mikkelsen svarede i denne kronik d. 27. april:http://www.b.dk/kronik…/konservatisme-er-social-ansvarlighed
  4. Derpå svarede jeg Brian Mikkelsen i en del 2, d. 19. juni:http://www.b.dk/kronikker/den-konservative-aeter-2
  5. Lars Qvortrup og Jens Rasmussen latterliggjorde synsunpktet i Information ifm en hel anden debat, d. 28. april :http://www.information.dk/266453
  6. Hvorefter jeg svarede følgende i Information, d. 20 april (rettet for slåfejl)

“Lars Qvortrup og Jens Rasmussen, professorer ved DPU, Aarhus Universitet (Q og R) har kommenteret mit indlæg fra d.26. april, hvor jeg kritiserer den pædagogiske diskurs. R og Q adresserer slet ikke kritikken. I stedet gransker de en kronik, hvor jeg forsøger at begrunde en rummelig konservatisme, der taler for tilsynekomst og ungdomsoprør. Det bliver så til, at jeg er enig med Søren Krarup (DF), selv om jeg ikke engang nævner ham!

Derudover mener R og Q, at mit store forbillede skulle være Kaj Munk, som jeg kun bruger få linjer på (tilføjet i 2015: Munk er en helt, men det betyder ikke, at han er et “forbillede” i alle henseender)

Ét er sikkert, R og Q har et forbillede. Før var det Marx, nu er det Luhmann, og det er synd for dansk pædagogik, som lider under en ensretning, der overgår 1970’erne.

R og Q gør grin med, at mit indlæg ledsages af “filosof og forfatter”, fordi jeg dermed ikke kan tale efter »sandhedens regler«. Disse titler er dog redaktørens valg. Desuden: At sige at filosofi er lig med poesi, og at forskning er lig med sandhed duer ikke. Filosofi er netop søgen efter sandhed, endda sandheden om sandheden. Og sidstnævnte er tættere på sandheden end blot sandheden.”

Så der er to spørgsmål: Hvad er konservatisme, og hvordan opfattes den ene og den anden slags konservatisme af DPO?

 

10. d. 4. oktober: Længe leve ”mavefornemmelserne”!

Jeg går ind for synsninger,kundskaber, holdninger, mavefornemmelser, tradition, formål og folkelighed, natur, rundkredse, remser, følelser, eksaminer, dialog og kreativitet. Det vil være en dejlig og svulmende fornuft. Dvs. alt det modsatte af dataledelse, læringslivsform, synlig læring og Ja-Hattie, som alt sammen er så kommunaaaalt…zzzz……

Det er muligt, at der bliver slået en skævert i ny og næ, og juhu for det. Vi skal have nogle omveje og nogle svinkeærinder og en masse hovsa-løsninger, så børnene får noget at TÆNKE over. Vi skal have en u-styrlig skole, der er sit eget formål. Vi skal have undervisning fra lidt fjerne åndelige områder, som hypnotiserer, så børnene ikke kan lave “læring”. Imens kan de kigge op på læreren, som er så fjern og så opmærksom, at det halve kunne være nok.

KL-kommune er forment adgang.

Det vil også medvirke til, at vi aldrig aldrig aldrig bliver i top 5 i Pisa, oh skræk! så har vi mistet sansen for helheden.

 

11. d. 5. oktober: Jeg er normaliseret

Føler mig lidt tanketom og venter på lidt data og en kommando. Jeg er “normaliseret”.

Jeg er reduceret til en “mavefornemmelse”, og mavefornemmelser er noget, man skal “gå fra”. Men hvad skal man så “gå til”? Man skal gå til “data”.

Men uden “mavefornemmelser” kan man slet ikke “gå”. Derfor sidder jeg og venter, venter på lidt data og en kommando. Min mave er blottet for “fornemmelser”. Den tænker kun på mad.

Jeg er også reduceret til en “synsning”. Det lyder ikke godt. Det er det modsatte af “fornuft” får man indtryk af. Men nej, “synsning” er det ikke det modsatte af fornuft, men blot det modsatte af “data”. Men er data=fornuft? Hallo! Det er lige heromkring, det hele bliver så kommunaaaalt….zzzz…

Sagen er, at både følelse og fornuft, via “normaliseringen”, reduceres til en promille af deres muligheder. Følelse bliver til “synsning” og “mavefornemmelse”, mens fornuft bliver til kommunale data. Men det er da en destruktion på den store klinge, er det ikke?

Vi trænger til noget mere mavefornemmelse og noget mere synsning. Meget mere faktisk. Til gengæld skal vi have langt mindre “data”, og de “data”, der er tilbage, bør ikke hede “data”, men “pædagogisk viden” og “eksamen”.

(jvf f.eks. magasinet “Danske Kommuner”, d. 24. september: “Fakta skal erstatte mavefornemmelse”. (reportage fra et seminar, hvor Lars Qvortrup præsenterer sit AP Møller-dataledelsesprojekt.)

 

12. d. 5. oktober: Viviane Robinson og ledsagere

I dag er der konference i Pædagogikkens Anden Verden. Det er UCC og forlaget Dafolo, som er landets evidens-forlag, samt Københavns Kommune (zzzz….), der står for et heldags-arrangement, hvor Viviane Robinson kommer og fortæller om hendes effektstudier af skoleledelse.

Projektet understøttes intellektuelt af Helle Bjerg fra UCC. Helle Bjerg kan jeg huske fra klagesagen i foråret. Jeg skrev jo dengang, at Dorthe Staunæs troede, hun var kritisk, men at hun ikke var det. Det fik, som nogen måske husker, Staunæs op i det røde felt. Og det fik Helle Bjerg – som jo har skrevet en hel bog sammen med Staunæs om “tænketeknologier til forskningsinformeret skoleledelse”, bl.a. om Robinson spiller – til at udtale, at jeg ikke kunne skelne mellem “er” og “bør”, som det hedder. Og nu promoverer Bjerg så Pædagogikkens Anden Verden i Københavns Kommune. Det er nok bare et “er”?

Arrangementet, som kun varer én dag og kun har én oplægsholder, koster “kun” 4000kr pr deltager, selvom hele Axelborg er fyldt op efter diverse billeder at dømme. Man må håbe, at remouladen er god.

(Her er et link. Rul ned for at klikke videre til programmet)

https://ucc.dk/aktuelt/nyheder/viviane-robinson-svarer-paa-lokale-udfordringer-i-koebenhavn

 

13. d. 5. oktober: Heldagsskole

Jeg kan ikke se noget principielt i vejen for, at børn går i skole i mange timer. Tænk blot på efterskolernes succes, og her er skoledagen jo på 24 timer.

Men hvis dagen skal proppes med læringsmålstyret undervisning i hver eneste time døgnet og året rundt i 10 år, og hvis selv frikvartererne omdannes til ”mellemrumspotentialisering” for læring, ja så forstår jeg godt, at alle er dødtrætte og nærmest hjernevaskede, når klokken slår 15.30.

Men ifølge Pædagogikkens Anden Verden har de små pus på dette fremskredne tidspunkt af dagen lært noget, som Hattie kalder for ”selvmonitorering”, hvilket også kaldes ”læringslivsform” og meget andet skrækkeligt rundt omkring.

Det værste er, at selv familielivet er ved at blive omdannet til en ”selvmonitorerende læringsarena”. Så selv når ”skolen” lukker, fortsætter den helt ind i drømmeland.

Dine drømme er læringsmaksimerende læring!

Find en friskole med masser af dejlige timer, hvor ordet ”læring” er forbudt. Det er mit råd. Efter vi har fået “læringsrevolutionen”, er folkeskolen er ikke en skole mere. Friskolen er desuden ofte billigere frem til 5. klasse.

Aldrig har de frie skoler været vigtigere, og aldrig har det været vigtigere for dem at tage stilling til deres udgangspunkt og betydning.

Udgangspunktet er ikke “læring”, men “et pædagogisk liv”, hvilket er det modsatte.

 

14. d. 6. oktober: Michael Fullan og ledsagere

Pædagogikkens Anden Verden strømmer ind over landet med uafbrudte henvisninger til det Ny Nordiske slogan: ”du skal udfordre alle, så de bliver så dygtige som muligt”. Et slogan, man har importeret fra Ontario i Canada (nordisk =Danmark, men Ny Nordisk=Canada).

I går var det Viviane Robinson, der var på besøg på Axelborg.
I dag er Michael Fullan, en anden af heltene, så i Aarhus. Fullan er selv fra Ontario og promoverer læringsledelse og læringsmaksimering i hele verden. Han var vild med Viviane Robinsons bog ”Elevcentreret skoleledelse”, og skrev, at den indeholdt ”klare og kraftfulde tanker”!! Kraftfulde tanker? Det er vist kun for det kommunaaaale….zzzz…

Fullan ledsages af repræsentanter fra den danske afdeling for data-begejstring, i denne omgang bestående af: Lars Qvortrup, Stefan Hermann, Mikkel Haarder (EVA) og Claus Hjortdal. De tre sidstnævnte stod i øvrigt bag den kronik i Politiken i forrige måned, som pga en kritisk svarkronik fra Brian Degn Mårtensson afstedkom en klage fra Qvortrup til Politikens redaktion og et hemmeligt klage-læserbrev fra Claus Hjortdal til Degn Mårtenssons arbejdsgiver. Hermann støttede Degn Mårtensson.

Lars Qvortrup, som byder velkommen på dagen, er værd at bemærke i denne sammenhæng, fordi Fullan-arrangementet gennemføres af ”program for læringsledelse”, som er navnet på den gruppering på Aalborg Universitet, som har fået 21 mio. kr af AP Møllers folkeskolefond, og som Qvortrup selv står i spidsen for. Gruppen er meget aktiv og har endda lavet en hjemmeside, www.laeringsledelse.dk, hvor man kan følge slagets gang. Det er virkelig ”en anden verden”.

Dorthe Staunæs, som jo også er på klagevognen, refererer i sit arbejde også hyppigt til både Robinson og Fullan, f.eks. i artiklen ”Tænketeknologier. Når forandringer består – projekter forgår”, i bladet ”Skolen i Morgen”, nr. 8, 2013, som hun har skrevet sammen med Helle Bjerg, som mener, jeg ikke kan skelne mellem ”er” og ”bør”.

Michael Fullan besøger også hovedstaden. Det sker i overmorgen, altså d. 8. oktober. Dette arrangement promoveres på Undervisningsministeriets hjemmeside, www.emu.dk.

Disse synspunkter har intet med videnskab at gøre. Det er ikke andet end policy-generede data, dvs. normativ styring, vel at mærke en normativitet, der ikke kan erklæres, hvilket er det man kalder for “nødvendighedens politik”.

Og husk: Det er vel at mærke ”styring” helt ned i klasseværelset i hver lektion og hvert frikvarter og hver dag i 10 år. Måske skal vi også tælle gymnasiet med, fordi Rektorforeningen er meget begejstret for Qvortrups ideer. Så bliver det 13 år. 13 år med tænketeknologi, selvmonitorering og teknologisk detailstyring.

Lars Qvortrup kalder det ”dømmekraft” med henvisning til filosoffen Immanuel Kant. Det er ikke så godt ;-(.

http://laeringsledelse.dk/

 

15. d. 6. oktober: Gymnasierektorerne og synlig læring

Gymnasiernes Rektorforening, som i dag hedder “Danske Gymnasier”, promoverer “synlig læring” helt ukritisk på sin hjemmeside.

Man må håbe, at andre interessenter, f.eks. GL men også alle andre, kender deres besøgstid, for ellers vil Gymnasiet ophøre med at eksistere som institution. Hvorfor? Fordi “læring” eroderer institutionsbegrebet, ligesom det også eroderer undervisnings- og skolebegrebet.

I så fald ender vi med en række atomiserede læringsmål og så en række fritgående moduler og småkurser, som skal stimulere “læring” med en masse datalogiske styringsdata ved hånden, ledsaget af en hel hærskare af læringsideologer.

Hvad er der galt med alt det? Jo, der er det galt, at gymnasiet er den institution, der varetager indvielsen til europæisk og vestlig videnskab og kultur, hvilket efter min opfattelse er kernen i det almene gymnasiums formålsparagraf. Denne indvielse kræver undervisning, indhold, diskussion, sammenhæng og dannelse. Og ordet “dannelse” står da også tre gange i formålsparagraffen.

Ja, faktisk kan man definere “læring” som den aktivitet, der finder sted, når undervisning og indhold er underordnet, mens “dannelse”, er betegnelsen for den proces, der finder sted, når undervisning og indhold er overordnet.

Dannelse og læring er derfor modsætninger. Al anvendelse af “læring” som mål er derfor efter min opfattelse en underminering af landets lov, fordi loven jo promoverer “dannelse”.

At dannelse så bør ledsages af en læringsteori er noget andet, om jeg så må sige. Det stiller krav til læringsteorien om et indholdsbegreb, der er så fyldt med energi og dybde, at det sætter sig i ungdommen som en form for varigt liv.

http://www.danskegymnasier.dk/synlig-laering/

 

16. d. 6. oktober: En pædagogisk livsform

HVAD ER UNDERVISNING?

1.
Hvorfor er det svært at forklare noget til nogen? Det er det, fordi dette ”noget” er sammensat af strid, vekselvirkning og dialog.

Ligeså snart du definerer ”noget”, så spærrer du for det, som ”noget” egentlig er. Dialogen er i monologen, som jeg plejer at sige. Lærerens ord skal helst komme fra fjerne egne for at være nær-værende.

At leve med dette grundlæggende misforhold mellem forklaring og pluralitet er lærerens kunst, lærerens liv. Lærerens ord er derfor et ord, hvis indre søgang både kalder på og samler opmærksomhed.

Hør mit sejlende ord fra en fjern nærværende umulighed!

Det er den ene generation, der kalder på den næste, men endnu mere grundlæggende er det kulturens indre, der kalder på begge generationer.

2.

Hvorfor er det svært at lære noget? Det er det, fordi dette ”noget” både til-trækker og trækker sig, som en egen substans, der lokker med uendelig betydning og konsekvens.

Det er læringens liv.

3.

Hvad kaldes denne hele proces, hvor nogen forklarer noget, som ikke kan forklares, og hvor nogen lærer noget, som ikke kan læres? Det kaldes for Undervisning.

Det er et pædagogisk liv. En pædagogisk livsform.

Det er det stik modsatte af synlig lærings ”undervisning”, hvor undervisning måde lide under et amputeret læringsbegrebs tvang. Her er ikke ”noget” som helst, og alt kan lade sig gøre.

 

17. d. 6. oktober: Facebook-drys 18 (blogindlæg)

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-18-september-2015.html

 

18. d. 7. oktober: Læringsbegrebet eroderer pædagogiske institutioner

Pædagogiske love:

Jo mere læring, desto mindre gymnasium
Jo mere læring, desto mindre skole
Jo mere læring, desto mindre uddannelse
Læringsmaksimering=uddannelsesminimering

Man vil opbygge både grundskole, gymnasium og læreruddannelse på læringsbegrebets grund. Det er det, som kaldes for en ”læringsrevolution”. Populært sagt vil man gå fra undervisning til læring, og derpå rekonstruere læreren som en revolutioneret og teknisk læringsdidaktisk metode. Så får man synlig læring-lærereren, dvs en person uden holdninng, normativitet, mavefornemmelse og sammenhæng med sin skoles tradition, sammenhæng og betydning.

Man får fagligt atomiserede og desuden helt individualiserede læringsmål, og ”skolen” bliver en metode til realisering af målenes virvar.

Men dermed atomiseres den pædagogiske institution også. Vi får småkurser og moduler, og der flyves “oplægsholdere” og “eksperter” ind for at realisere det ene og det andet mål, som er individualiseret og flydende. ”Skolen” og ”gymnasiet” bliver en læringsplasma uden eget formål.

Med tiden vil det slet ikke give mening at skelne mellem institutionerne. Hele ungdomsuddannelsesfeltet bliver et stort læringsområde med overlappende og skiftende læringssystemer, hvor de unge ustandseligt må vælge læringsmål, og hvor et væld af læringskonsulenter tilbyder læringsfremmende aktiviteter i dit og dat. (Et eksempel på denne tendens er tænketanken DEA’s ungdomsuddannelsesudspil)

Desuden vil skellet mellem grundskole og ungdomsuddannelse også forsvinde. I stedet vil man tale om ”læringsmålsflader”, som overlapper og skifter ustandseligt.

Antorini, som har annonceret ”læringsrevolutionen”, sagde engang, at hun ønskede ”et fælles læringsbegreb” for hele landet og for alle op til 18 år. Hele barn- og ungdommen bliver dermed flader af læringsmålssystemer, og begreber som børnehave, skole, gymnasium, mesterlære og seminarium vil ikke mere give mening.

Diverse konsulenter og læringsledere har derimod kronede dage, for de kan styre det hele med “data” og alskens nysprog.

Det er selve læringsbegrebets essens, der – når det får overhøjhed – har denne effekt.

Taler dine omgivelser om “læring”? Kæmp åbenhjertigt imod i uddannelsens og samfundets interesse.

 

19. d. 7. oktober: Facebook-drys 16 (blogindlæg)

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-16-26-april-31-maj-2015.html

 

20. d. 8. oktober: Tre noter fra Pædagogikkens Anden Verden

Tre noter fra Pædagogikkens Anden Verden:

1.
I sidste uge havde vi besøg af både Viviane Robinson og Michael Fullan, hvilket jeg fortalte om her på FB.

Tilbage i april var selveste John Hattie i landet sammen med væbneren James Nottingham og med Visibile Learning+-konceptet over det hele. VisibleLearning+ er et standardpakket materiale, som rulles ud over mange af landets kommuner i disse uger. Per Fibæk – som nogen vist tror er anti-Hattie, hvilket han ikke er – og en læringsmålsDafolo-konsulent var dansk islæt, og det kostede “kun” 4000kr. hvis det var med moms. Jacob Fuglsang fra Politiken var moderator. De to konferencer i sidste uge var samme pris.

Her er et link til Hattie-arrangementet:
http://dafolo.dk/…/Konference_Hattie2015_i_Frederikshavn.pdf

2.

Om få uger kommer så en fjerde læringsmaksimerende person fra Dafolo-forlagets stald på besøg, nemlig amerikaneren Robert Marzano. Der er show i både Hjørring og Roskilde i slutningen af oktober. Lars Qvortrup holder en kort introforelæsning. Derpå følger fire forelæsninger af Marzano om læringsmaksimering, og til sidst er der debat mellem Qvortrup og Marzano. Forlaget Dafolo arrangerer.

Jeg kan ikke finde ud af, hvad det koster, men måske andre ved det? Her er et link til Marzano-arrangementet:
http://www.dafolo.dk/…/Konference_med_Marzano_1._Ledelse_af…

3.

Nu vi er ved Dafolo, så kan nogen måske bruge et kursus i “målstyret undervisning – læringsmål og feedback”? Jeg kan fortælle, at kurset gennemføres af certificerede Visible-Learning-instruktører. I materialet henvises både til Hattie, Nottingham og Marzano.

Her er et link for interesserede:
http://dafolo.dk/…/M%C3%A5lstyret_undervsining_-_l%C3%A6rin…

 

21. d. 8. oktober: Muhammed-tegningerne: Ytrings- eller og åndsfrihed

Muhammed-tegningerne: Ytrings- eller åndsfrihed?

Nogen siger, at karikaturtegningerne af hr. Muhammed i 2005-06 svarede til at råbe bandeord efter en gammel dame i bussen. Intet kunne være mere forkert.

Tegningerne var slet ikke et udtryk for ”ytringsfrihed” på denne simple måde. De var snarere udtryk for ”åndsfrihed”. Hvad er det? Ja, det er når åndelige kræfter i verden sætter sig i forbindelse med verdens skjulte ting, udtrykker sig og tørner sammen og får verden til at træde frem på en ny og mere real måde end før. Sådanne ”åndelige kræfter” kan ikke reduceres til et ”bandeord”. Det svarer til at sammenligne stjernehimmelen med en sparepære.

Hvilke åndelige kræfter stødte sammen i 2006? Der var tre styks:

  1. Et amputeret men intellektuelt stærkt Dansk Tidehverv i kombination med ny-liberal filosofi, hvor især Ayn Rand kom til at stå stærkt. Det var denne uheldige kombination, som var den filosofiske grund for Fogh-regeringen, og samme kombination er faktisk også grundlag for den nuværende regering, der dog har kastet de åndelige kræfter væk og nu i stedet blot lever i mekanisk skygge fra 2001-systemskiftet. Seidenfaden og Engebreth mener i deres bog, fejlagtigt, at dette er stort set det eneste, der gav tegningerne åndelig realitet, og det mener, at det er en national-reaktionær kraft (de overser det ny-liberale).
  2. Europæiske oplysningstraditioner tilbage fra f.eks. Immanuel Kant, John Stuart Mill og Karl Popper. Især Frederik Stjernfelt mente, at dette var den centrale kraft. Både Tidehverv og nyliberalismen (især Rand) er stærkt imod oplysningstænkningen. Søren Krarup kalder det ligefrem for ”det moderne sammenbrud” og Ayn Rand mente, at Kant var den direkte vej til stalinismen. Dansk kulturradikalisme, som man skulle tro ville lægge sig her, lagde sig under punkt 1, en fejltagelse, de slet ikke er kommet sig over endnu, og som lever videre i Bo Lidegaards miniput-Hal Koch-version af en konkurrencestat.
  3. Et spirende globalt Islam, der skal finde sig selv både i hele den moderne verden, ikke mindst i europæiske demokratier. Det er åbenbart særdeles vanskeligt og afstedkommer stærke totalitære træk, hvor mange i muslimske kredse og organisationer ville begrænse eller ligefrem forbyde fri religionskritik. Kommer man fra kritikken af punkt 1 til punkt 3 vil man gerne undskylde og undgå ”krænkelser”. Kommer man fra punkt 2 til punkt 3 står man heldigvis stejlt på det, man i den omegn kalder for ”ytringsfrihed”.
    Tegningerne udtrykte og fremkaldte og forstærkede, både nationalt og globalt, forskellige konstellationer af disse åndelige kræfter. Det er det, som åndsfrihed er. Ytringsfrihed er blot en underafdeling af åndsfriheden, som derfor også handler om ytringsfrihed, men altså ikke kun. Først og fremmest handler tegningerne om åndsfrihed. Det var den syntese, som Iben Valentin Jensen aktiverede, da hun holdt sin brandtale til en lille gruppe lærere foran Christiansborg i sidste måned.

Men hvor kommer åndsfriheden egentlig fra? Ja, den kommer lidt firkantet sagt fra samme kilder som Tidehverv og den nordeuropæiske oplysning, dvs. først og fremmest fra Martin Luther, der satte den individuelle ånd fri. Efterfølgende blev friheden verificeret i nye former, herhjemme hos både Grundtvig og Kierkegaard og i Europa af oplysningen, som jeg allerede har nævnt. Herhjemme forbandtes det hele i efterkrigstidens pædagogiske filosofi, f.eks. hos Knud Hansen og Hans Henningsen, men også hos mange andre. Men disse synteser forsvandt af forskellige grunde op gennem 1980’erne, og det er derfor vi har splittelsen i punkt 1 og punkt 2. Ærgerligt nok efter min mening.

Men spliden mellem kraft nr. 1. og kraft nr.2, tidehverv og oplysningen, viser, at deres fælles arne ikke rigtigt kan arbejde. Hvilket man i øvrigt også så i Højskolernes Telt i Allinge i sommers, hvor Sørine Gotfredsen (tidehverv), Fredrik Stjernfelt (oplysningen) og en eller anden Imam tørnede sammen efter ovenstående drejebog.

Det er derfor, det er så trist, at ingen mere vil vise disse tegninger. De er et symbol på åndsfriheden; på den frie bevægelse af åndelige kræfter, der får verden til at vise sig. De er et åndsprodukt, der tvinger tænkning og handling frem, som allerede findes, blot skjult.

Jeg synes, man skulle lave et stort flot klassesæt med tegningerne og vise dem i alle skoler i 8. klasse; især i de klasser, hvor der er mange indvandrere med muslimsk baggrund. Man ville i så fald gøre Islam en kæmpe tjeneste, fordi den vil splittes i europæiske dele, hvilket på den lange bane vil betyde, at vi vil kunne lære noget af dens elementer.

Når man har snakket tingene igennem, kan man gå over i formningslokalet og øve sig at tegne nogle satiretegninger, der ikke handler om ytringsfriheds-ekskrementer, som dansk humor har lidt for meget af, men om åndelige tabuer, som det kræver intellektuel og praktisk anstrengelse at finde og drille. Det var den kunst, Westergaard magtede i sin ikoniske æstetik.

 

22. d. 9. oktober: Forskningen ”viser” 1

Enhver sætning, der starter med ”forskningen viser, at….”, bygger ikke på forskning. Ja, “forskningen viser, at….” underminerer ligefrem forskning, fordi sætningen forudsætter et udgangspunkt, der ikke kan spørges til, med mindre sætningen går i opløsning.

Hvad bygger sætningen “forskningen viser….” så på? Den bygger på policy. Hvad er policy? Det er beslutninger, som ikke vil stå ved deres politiske grund.

Hvad er forskning så, hvis den ikke kan “vise noget”? Forskning er undersøgelsen af virkelighedens essentielle beskaffenhed, uafhængigt af policy. Det er undersøgelsen af forholdet mellem pædagogik og politik og af, hvordan dette forhold efterfølgende sætter sig i policy og i “forskningen viser, at….”.

Sætningen “forskningen viser, at…” er ikke forskning. Sætningen er derimod selv forskningens objekt.

Hvordan er det nu lige med vores pædagogiske diskussioner? Jeg synes tit, man hører “forskningen viser at….”, gør man ikke? Det synes jeg. Men i så fald undermineres den pædagogiske forskning af den pædagogiske forskning.

Jo mere “forskningen viser, at…”, desto mindre ved vi.

 

23. d. 9. oktober: Liberal Alliance

Folkeskolen? Nåhh… du mener den læringsmaksimerende læringscentral, hvor alt er synligt inde i et mørke? Hvad skal vi med den?

Så går jeg mere ind for Liberal Alliance. De er jo begyndt at gå ind for lidt offentlige udgifter. Det stod i dagens Politiken. Uni’erne skal ganske vist spare en hel masse, men det ordnes vist ved at degradere nogle Pro-dekaner, kan jeg forstå.

Men nu vil partiet hæve støtten til de frie skoler. Og det er godt, for de frie skoler er det tætteste, vi kommer på en virkelig folkeSKOLE for tiden.

Og det var endda Ayn Rand-manden Ole Birk, der lagde mund til uden at sige en masse Cepos-agtigt undervejs!! Det fortjener et par udråbstegn. Han har nok haft helt-og-alene-krigeren, Riisager, eller måske grundtvigianeren Mette Bock eller hr. Dahl i øresneglen? Men under alle omstændigheder: flueben herfra og hold nu fast.

DF er uenig. De vil bruge penge på de ældre og politibetjente. Det er sådan en remse, de har. Jeg troede, det var et nationalt parti? Men hvorfor stemmer de så for et opgør med danske skoletraditioner? Det er fordi, partiet ikke er andet end en identitetspolitisk dybfryser.

 

24. d. 9. oktober: Jens Raahauge anmelder ”Pædagogiske Landskaber – 232 drys”

Jens Raahauge har skrevet en virkelig god anmeldelse af min bog “Pædagogiske landskaber – 232 indre drys”.

http://www.folkeskolen.dk/572087/souvenir-eller-psoriasis-

 

25. d. 9. oktober: Synlig læring = tavshed

Synlig læring = usynlig skole

Læringsmaksimering = skoleminimering

Skolelederforeningen = know thy impact = dataledelse = skjulte e-mails = tavshed

 

26. d. 10. oktober: Forskningen ”viser” 2

Forskning søger, og så snart den finder et stykke faktum, søger den videre indeni og rundt om det, så det får fylde. Forskning viser ikke, for den har intet at vise, men alt at søge. Forskning er en form for guerrilla-metafysisk proces. Så snart forskningen “viser”, forlader den sin søgende tilstand, den forlader sit faktum. Hvis “forskningen viser”, får vi en form for “afbrudt forskning”. Når forskning afbrydes, kan den anvendes. Evidensbaseret læring er “afbrudt forskning”, dvs. forskning, som ikke er forskning. Man kan altså ikke “forskningsbasere” en praksis, men man kan få forskningen frem inden i praksis.

Forskning har ingen “klare” kriterier, standarder eller metoder, men heller ingen uklare ditto.

Kriterierne er dem, som skal skabe adgang til fakta og lade et faktum komme til syne for os, og sådanne kriterier varierer med det pågældende faktas indhold og omgivelser; kort sagt: faktas specificitet. På den måde er alt tilladt, men samtidig er det altid noget helt bestemt, der er rigtigt, nemlig den metode (mm.), som tvinger fakta frem i sin fuldstændige egenart og præcision.

Derfor ligner et stykke forskning ikke et andet.

Bruger jeg den samme metode som andre, er det et tegn på, at jeg ikke er tæt nok på mit faktum.

Det mener jeg også er Linda Maria Koldaus fine pointe, selvom jeg ikke er helt sikker. Ideen fik jeg i al fald i forbindelse med læsning af hendes bog “Janteuniversitetet”.

 

27. d. 11. oktober: Klagesang i Magisterbladet (blogindlæg)

Klagesang i Magisterbladet: Kommentar til Magisterbladets dækning af sagen om Degn Mårtenssons kronik i Politiken:

http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesang-i-magisterbladet-kommentar-til-sagen-om-brian-degn-maartenssons-kronik-i-politiken.html

 

28. d. 12. oktober: Magt og subjektivitet

Magt = retten til at definere subjektets samling og splittelse:

1.

Den magtfulde udtaler sig altid som en enhed. Det ”jeg”, der på magtens vegne siger ”Jeg mener….”, kan ikke opdeles. Ja, ofte er det ikke engang nødvendigt at sige ”jeg”. Man kan nøjes med at sige: ”Det forholder sig sådan, at…” Denne enhed er ofte ”tvangsmæssigt samlet”, hvilket betyder, at det egentlige “jeg” er skjult og ramponeret. Hold øje med det.

2.

Den, som ikke har magten, må derimod opdele sig selv for at beskytte sig selv. fx:

”som privatperson mener jeg, men som ansat ved kommunen….”
”jeg udtaler mig kun som ekspert og ikke som privatperson”
”som folketingsmedlem for parti X mener jeg….”

Den magtesløse kommer til syne som et amputeret subjekt, et halvt jeg. Hun er nervøs eller bange for at samle delene. Hun er nervøs, både for eventuelle sanktioner (accountablity) eller måske for at stå til offentligt ansvar (responsibility). Måske er hun bare tryg og glad ved opdelingen, fordi den jo giver mad på bordet? Men opsplitningen vil altid rumstere i eksistensen.

F.eks. må en lærer ikke udtale sig på ”egne vegne” men kun på ”kommunens vegne”. Han er splittet op. Han kan ikke komme til syne. Hans fag er privatiseret, selvom netop det offentlige ”fag” er det mest personlige. ”Kommunens vegne” er altid komunaaaalt…zzzz….

Lærerens arbejde falder i søvn. Hendes subjektivitet opløses i faglig teknik og ”privathed”. Hendes ”faglighed”, altså den samlende og samlede subjektivitet, hældes over i ”privatsiden”, hvor den måske kan overleve som et lejlighedsvist læserbrev, så Magten efterfølgende kan sige: ”Her i kommunen har vi en blomstrende debat”.

3.

Magt er den proces, hvor tingene samles i et ”jeg” og løber videre ud i et ”sådan og sådan”, og hvor ethvert forsøg på opsplitning imødegås i offentlig argumentation og følelse.

Samlingens betingelse er frihed, men samlingens misbrug er derimod en tvingende opsplitning. Ved misbrug er alle tvangsmæssigt samlede ”jeg’er” et andet, end det ”jeg” som kunne være samlet i frihed.

I så fald får vi Pædagogikkens To Verdener: Dvs. vi får “pædagogikken som privatperson”. Sker det må man også privatisere skolen. Så får vi et “blomstrende” friskoleliv for lærere, og en tvangsmæssig opsplitning af subjektet i en læringscentral.

Og denne opsplitning vil sætte sig videre til barnet, som vil skulle opdele sig selv i en “læringsmaksimeringsaktør” og i et “frit barn”.

Så får vi børn, der kan finde på at sige ting som: “som barn mener jeg….”,

Sådan et barn er forberedt til det kommunale erhvervsliv.

 

29. d. 13. oktober: Hovedbestyrelsen i GL (blogindlæg)

Jeg har kigget lidt på valget til hovedbestyrelsen i GL. Det var faktisk meget interessant.

http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-valgoplaeg-til-hovedbestyrelsesvalg-i-gynmasieskolernes-laererforening-gl.html

 

30. d. 13. oktober: Rune Lykkeberg og den pædagogiske tradition

For en uge siden havde Rune Lykkeberg en leder i Politiken, hvor han diskuterede regeringsgrundlagets markering ”Danmark er et kristent land”. Om Danmark er ”kristent” kommer nok an på diverse definitioner, men Lykkeberg siger ligeud, at det moderne Danmark ikke bygger på kristendom, men derimod på et ”opgør med kristendommen”.

Nå, men her skal jeg blot anholde et argument, han kommer med til sidst, og som jeg mener siger en hel masse interessant. Lykkeberg skriver nemlig følgende:

”De seneste 100 år har arbejderbevægelsen og kulturradikalismen betydet langt mere for pædagogikken, selvforholdet og opfattelsen af magt end kristendommen. Heldigvis.”

Jeg er helt med på, at arbejderbevægelsen og kulturradikalismen har spillet en stor rolle, og jeg er også helt enig i Lykkebergs ”heldigvis”, hvad det angår. Men at kristendommen i bred forstand ikke har spillet nogen særlig rolle for pædagogikken er altså langt ude. Tænk blot på hele den grundtvigske tradition, som jo selv udspringer af kristendommen, og som har haft masser af teologer mm. i dens nyere og moderne versioner, f.eks. Knud Hansen, Løgstrup, Koch, Thanning osv., som alle på forskellige måder har præget pædagogikken helt ned i de dybeste lag. Desuden har vi da også haft adskillige stærkt grundtvigianske undervisningsministre i tidens løb, senest Bertel Haarder. Endelig rækker indflydelsen på pædagogikken langt ud over teologerne og hen til den danske venstrefløj i 1980’erne, som stadig præger danske lærere dybt, f.eks. i DLF’s professionsideal, hvis ideolog er filosoffen Jørgen Husted, som Anders Bondo er stærkt fascineret af. Ja, den aktuelle kritik af skolereformen er i høj grad båret af ny-grundtvigske temaer.

Derfor er det måske ikke tilfældigt, at Lykkeberg ikke nævner ”bondebevægelsen”, der jo ofte knyttes til det grundtvigske, på niveau med hans foretrukne “kulturradikalismen og arbejderbevægelsen”? Under alle omstændigheder er manglen på ”bondevenner” dårligt for arbejderbevægelsen. Hvorfor? Jo, fordi arbejderbevægelsen og bondebevægelsen siden Kanslergadeforliget i 1933 er vokset sammen i en form for national syntese, symboliseret ved de mange SRV-regeringer i forskellige kombinationer. Uden bondens frihedstradition forfalder arbejderne til instrumentelle lighedskrav, for nu at sige det på den måde.

Det samme gælder kulturradikalismen. Georg Brandes var storlæser af Søren Kierkegaard, hvilket jo var et kors for tanken for Søren Krarup, der gjorde alt for at svække forbindelsen mellem de to. Desværre er denne manøvre lykkes i real-politisk forstand, men Kierkegaard inspirerer stadig en masse kritiske traditioner rundt omkring i verden; f.eks. er Gerd Biesta, som jeg opfatter som europæisk venstre-intellektuel, i sin nye bog kraftigt markeret af Kierkegaard.

Men Kierkegaard inspirerer altså ikke mindst kulturradikalismen selv, som han via Brandes giver et eksistentielt touch, som man f.eks. sidst så i Thøger Seidenfadens kampagner. Man ser derimod aldrig nogen eksistentialisme hos Bo Lidegaard, som er Hal Koch-mand på den fulde småstats-facon (hov, endnu en kristen indflydelse!)

Og jeg kunne blive ved. Det ene og det andet. Direkte og indirekte. Kristendommens rå og vilde indflydelse i alle mulige og umulige sammenhænge, ligesom med oplysningen og antikken og de to verdenskrige.

Nå, men det ene med det andet. At udelukke de grundtvigske og de kierkegaardske strømninger fra dansk pædagogik og kulturliv er ude i hampen. Hvis Lykkebergs ”Danmark er ikke et kristent land” betyder, at vi skal glemme den enorme kristne indflydelse, som præger stort set alle vores kritiske traditioner, så går det galt for udviklingen her i landet. Men ok, Lykkebergs grundsyn passer fint sammen med skolereformens filosofi, som man godt kan opfatte som en slags kombination af arbejderklasse og kulturradikalisme, der begge er blevet frataget deres kristne indflydelse (dvs. uden grundtvigske og eksistentielle momenter).

Noget andet er så, om det der med ”det kristne” skal stå i et regeringsgrundlag. Det synes jeg ikke. Så synes jeg faktisk bedre om, at det står i en forfatning sammen med nogle grundige forsikringer om fuld religionsfrihed. Jeg gider ikke, at der går DF og Lars Lykke og Politiken i dette emne.

http://politiken.dk/debat/ledere/ECE2874091/danmark-er-ikke-et-kristent-samfund/

 

31. d. 14. oktober: Arbejdsvilkår, læring og undervisning

Nogen går og siger, at lærerne skal have gode arbejdsvilkår, fordi det fremmer elevernes læring. Sidst, jeg hørte det argument, var hos en indflydelsesrig fagpolitisk gruppering blandt gymnasielærerne, der kalder sig Liste 3.

Men det er forkert. Lærerne skal slet ikke have gode arbejdsvilkår pga noget som helst, der hedder ”læring”. Lærerne skal have de arbejdsvilkår, der passer til et pædagogisk liv, dvs. til undervisning.

Eleverne skal efter min mening slet ikke have ”læring”. Derimod skal de indvies i undervisningens indhold, sammenhæng og horisont. På den måde lærer de NOGET. Det er det, man også kunne kalde for ‘indholdsdidaktik’; sådan noget som ledelsen på DPU har erklæret ”død over”. Man vil ligefrem have “læring som livsform” i den omegn, endda i stedet for “demokrati som livsform”… og så bliver det hele ikke mere skrækkeligt efter min mening.

Undervisning og indhold bør erstatte læring som det pædagogiske udgangspunkt. Simpelthen erstatte. Kun på den måde kan vi få os en ordentlig læringsteori, der ikke kan “styres” af et eller andet komunaaaaalt….zzzz…… Professor Lene Tanggaard har et godt udtryk for den slags, nemlig “læringsglemsel”.

Gymnasielærerne har også en “Liste 2”, hvis motto er “Undervisning i stedet for læring”. Jeg er vild med den formulering.

Endelig: Hvis man underordner sig læringsbegrebet, så får man helt sikkert dårlige arbejdsvilkår. Ens fag splintres i småstykker, og man får datalæringsledelse og operationaliserbare målsystemer, som man bare har at indrette sig under.

Læringsbegrebet ødelægger med andre ord skolens og gymnasiets formål. Dermed rives læreren over i to verdener. Og hvor sjovt er det lige? Måske giver det stress?

Kun hvis arbejdsvilkår knyttes til indhold og undervisning, får man ordentlige arbejdsvilkår.

På den måde kan man godt sige, at pædagogik, uddannelsespolitik og fagforeningspolitik hænger sammen.

 

32. d. 14. oktober: RUC og en sur kirurg

Sikken dog en sur mand, ham den ortopædkirurg, som har skrevet nedenstående svada mod RUC. Han aner intet om pædagogik og har ikke den mindste sans for, hvad en institution som RUC kan udrette i samfundet. Det har RUC’s dygtige rektor Hanne Leth Andersen derimod. Hun er altid interessant at lytte til, fordi hun har en selvstændig stemme, og jeg er spændt på, hvordan RUC vil udvikle sig i de kommende år.

RUC er sådan en slags universitetseksperimentarium, hvor forholdet mellem videns- og samfundsprocesser er i både indholdsmæssig og pædagogisk fokus. Det giver anledning til masser af problemer og diskussioner, men det er jo kun godt.

Ikke mindst er RUC et slags epicenter udviklingen af pædagogisk projekttænkning. En ide, som trænger til fornyet fokus, efter min opfattelse.

Den største risiko for RUC er, at man bliver anvendelsesorienteret i stedet for samfundsorienteret. I 70’erne var risikoen at RUC lukkede sig om en smal marxistisk doktrin. I 00’erne var man i risiko for at flyde sammen med management.

Det er det, der er godt ved RUC. Der er altid en risiko.

(Anbefaling: Læs RUC’s egen historie i Else Hansens spændende bog: “En koral i tidens strøm”)

http://www.b.dk/kommentarer/ruc-i-har-fortsat-et-problem

 

33. d. 24. oktober: Hvad er implementering?

Hvad er implementering?

Man siger, det er svært at ”implementere” folkeskolereformen; at lærerne er nejhatte, at der mangler penge osv. Og gør man modstand, så er man ”udemokratisk”, som dette hedder i DPO-regi, fordi politikerne jo har besluttet loven osv.. Som om Politik skulle være sådant et slags ”beslutningssystem”!

Men det er helt forkert. Hvad er forkert? Jo, det er forkert, at implementeringsspørgsmålet kan stilles på den måde. Man har misforstået den implementeringsmæssige realitet.

Hvad er implementering? Det er den proces, hvor en lov sætter sig i praksis.

Men hvad er folkeskoleloven? Det er en splittet lov. Hvorfor er den splittet? Den er splittet, fordi loven hviler på et opgør med sig selv. Loven gør op med §1-2, som principielt stadig gælder. Loven er et logisk sammenbrud.

Det implemteringsmæssige spørgsmål er derfor ikke ”Hvordan sætter loven sig igennem?”, for loven er jo ikke en enhed. Nej, spørgsmålet er derimod, hvordan en splittet lov sætter sig igennem og skaber en splittet praksis, altså hvordan loven splitter praksis?

DPO, dvs. den eksisterende læringspolicy, samler en splittet lov i en postuleret enhedspraksis, og dermed gennemtvinges en enhed, som ikke findes i loven. Læringspolicy er derfor dårlig implementering. Det er kun den ene side af loven, der effektueres.

Hvad sker der så med den anden side af splittelsen? Altså med §1+2? Med formålet? Med skolens grund? Jo, den oversættes i bedste fald til en ”praksisviden”, der underordnes DPO’s postulat, men i almindelighed bliver den grundende grund blot til nej-hatte, brok, mavefornemmelser; ja selv “normativitet” og “holdninger” gøres til noget gammeldags og uddateret.

Formålet udgrænses, den grundende grund får advarsler for ”negativ attitude”, og den intimideres af magtfulde klageskrivelser. Praksis, hvis rod er lovens formål, forsimples, undertrykkes og instrumentaliseres i en splittet lovs påståede og falske enhed.

Dermed er en splittet lov blevet til en splittet praksis under en postuleret enhed.

Så er loven implementeret.

 

34. d. 24. oktober: Implementering af en splittet lov

Et samfund, der vil implementere en splittet lov under dække af en postuleret enhed, vil forstærke retningen mod et ”dement samfund”, som historikeren Michael Böss har kaldt det.

Det logiske sammenbrud vil langsomt udrydde fri hukommelse og handling.

Derfor er “dannelses”-idealet i det, som nogen kalder for ”konkurrencestaten”, da også ”soldaten” og ”opportunisten”. Soldaten kan ikke ”handle”, og opportunisten kan ikke ”huske”.

Hvor finder man en bearbejdelse af noget så modsætningsfyldt og splittet som en ”opportunistisk soldat”? Det finder man f.eks. i CV Jørgensens sang ”I en blågrå kupe”, som handler om ”Computer-Charlie”. CV var ikke begejstret for sin ”småborger”, men det var Antorini i en af sine bøger. Hun kunne slet ikke få nok.

Den splittede lovs usplittede implementering producerer en Computer-Charlie, den opportunistiske soldat, som lever et usplittet liv i splittelsens realitet.

 

35. d. 24. oktober: Konkurrencestaten og Hegel

Hvad kalder man en hegeliansk teori, som bygger på et opgør med Hegel?

Man kalder det for ”konkurrencestaten”

Hvorfor det?

Jo, det hegelianske viser sig ved en faseopdelt historieforståelse.

Og det anti-hegeliganske viser sig ved, at faseopdelingens udgangspunkt er en simpel og rigid materialisme, dvs. at teorien udvikles i et opgør med ”det åndelige” og med tænkning/filosofi.

Denne mangel på ånd og tænkning vender efterfølgende tilbage til den faseopdelte historieforeståelse, der ender som en ekstrem tvingende og mekanisk historicisme.

Det er også det, jeg kalder for neo-kommunisme, og den åndelige fader hedder Louis Althusser, som var fransk kommunistisk strukturalist

Det er en meget dårlig kombination.

Hvis man endelig skal lave noget anti-hegeliansk hegelianisme, som evt. også kan bruges til at begrunde en mere fri kommunisme – altså en åndelig venstrefløj – så er Søren Kierkegaard en langt mere berigende legekammerat. Det lærte jeg om i sidste uge ved et meget interessant foredrag af Michael Burns i Idealisme-kredsen.

 

36. d. 25. oktober: Anders Bondos spørgsmål (blogindlæg)

Anders Bondo Christensen har stillet tre gode spørgsmål, men ingen vil svare ham:

http://www.thomasaastruproemer.dk/anders-bondo-christensen-stiller-spoergsmaal-til-claus-holm-og-lars-qvortrup.html

 

37. d. 25. oktober: Hvad er en kritiker?

En kritiker bør søge absolut ensomhed. Der finder han det mest overraskende selskab; et fællesskab af dem, som ikke har noget til fælles, et myldrende liv.

 

38. d. 26. oktober: Splittelsen i pædagogikkens indre

1) Hvordan ser der ud i pædagogikkens indre?

Der er splittet. Der er splittet mellem formål og læring, mellem pædagogik og policy.

2) Hvordan ser der ud på pædagogikkens overflade?

Der er enhed, evidens, data og læringsmål.

Konklusion på 1+2: Essensen er fuldstændig splittet, og overfladet er fuldstændig samlet.

 

3.a
Hvad betyder misforholdet mellem en skjult splittelse og en overfladisk enhed for en praktiker?

Det betyder elendighed, sygdom, ubehag, stress og tjenstlige advarsler.

Med mindre man da overgår til ”overflade”, hvorved man bliver en ja-hat og en duracell-kanin (som det hed hos Ny Nordisk Skole).

3.b
Hvad betyder samme misforhold for en forsker?

Det betyder en ensom, borende og kritisk undersøgelse af splittelsens karakter og konsekvenser, dvs. en sprængning af overfladen. Det betyder konstant utryghed og ubehjælpsomme klageskrivelser.

Med mindre man da overgår til overfladeforskning, hvorved man bliver en ja-hat og en duracell-kanin (som det hed hos Ny Nordisk Skole).

 

39. d. 26. oktober: Styringsdidaktikken er død – længe leve didaktikken (blogindlæg)

En kritik af Claus Holms leder i Asterisk fra i vinters: “Didaktikken er død, længe leve didaktikken”

http://www.thomasaastruproemer.dk/styringsdidaktikken-er-doed-laenge-leve-didaktikken.html

 

40. d. 26. oktober: Besøg på VIA-UC’s nye campus

Jeg bor jo i Aarhus, så ind imellem, f.eks. i går, spadserer jeg en tur på professionshøjskolen VIA’s hjemmeside. Ja, den anden dag var jeg endda på besøg ved det nye campus, som ligger fantastisk på den gamle Ceres-grund, og hvor alle byens pædagog-, lærer- og socialrådgiverudannelser er flyttet ind.

Her er lidt sanse-data:

1.

Campus er overdrysset med engelske nysprogs-mottoer. Især var jeg ”vild” med ”make a mark on the future”. Det stod på en kæmpe glasvæg ind til et klasseværelse. Man kunne kigge lige ind på undervisningen. Her kan man se en 20-årig lærerstuderende. Han sidder helt glas-gennemsigtig og skal lave “fremtidsmærker” i stedet for at lære noget “indholdsdidaktik” (undskyld jeg bander!). Stakkels knøs. På en anden glasvæg stod der ”choose your battles”. Jeg mener, det var foran et rum med to hængekøjer. Måske er det “mellemrumspotentailiserings-lokalet”? Der var ingen citater af Kant eller Grundtvig eller sådan noget. Gammelt bras.

Til gengæld var jeg vild med det forhold, at kassedamerne i kantinen var sparet væk. Man trykkede selv sin kaffe og frokost ind på en skærm og vred bare sit dankort igennem. Jeg er glad for, at jeg ikke er 23, for jeg brugte alle mine penge på smøger og LP’er dengang og var nok blevet fristet over evne. Men ok, måske er der et overvågningskamera”. Man må jo ”vælge sine kampe”.

Det korte af det lange er, at det hele lignede noget fra det ydre rum. Der var ingen reference til noget historisk. Det er ellers nok at tage af. Bare et lille bitte fotografi af en lille bitte klassiker? Et lille citat af Fröbel eller Dewey? Please!! Nå, nej, vi er jo gået over til ”læringsmålstyring”.. fremtidens kompetencer you know. Men der var meget beton, og nogle af gulvene var neongrønne.

2.

Da jeg kom hjem, gik jeg så en tur på hjemmesiden. Her besøgte jeg ”visions-siden”, hvor man kan læse et visions-skrift med den mageløse titel ”your future – our ambition”. Der sættes ”marks” på VIA. Men desværre ingen question-marks, for jeg kunne ikke finde en eneste interessant sætning.

Nå, men det var jo ikke så sjovt, så jeg drog videre til et fast besøgssted, som jeg har skrevet om før, nemlig siden om VIA’s ”eksperter”. Jeg klikkede videre på en kasse, der hedder ”læreruddannelsen”. Altså VIA’s eksperter i ”læreruddannelse”. Jeg tænkte, at der nok måtte være mange, for VIA udbyder læreruddannelse fire steder, så der må være mange lærere, måske 200? Jeg kender også en del af de dygtige undervisere, og de er helt klart eksperter, i al fald efter mine begreber. Og de har allesammen meget reflekterede holdninger til deres fag og uddannelse.

Men hov, der var ingen af mine bekendte blandt “eksperterne”. Der var kun en eneste ene person. Kun en ekspert på læreruddannelsesområdet i hele VIA! Men hvem er det så? For hvis han er mere ekspert end dem, jeg kender, så må han være virkelig klog.

Nå, men ok, jeg fortæller det: Det er såmænd Andreas Rasch-Christensen, som er direktør for VIA’s forsknings- og udviklingsafdeling. Rasch-Christensen er VIA’s ekspert i læreruddannelsens glasvægge og fremtidens mærker.

Forresten: Jeg kom lige i tanke om noget, som VIA’s rektor, Harald Mikkelsen sagde på et møde i Nr. Nissum her i år. Han sagde, at universiteterne kunne lære meget af professionshøjskolerne, som han mente var mere “praksisorienteret”. Jeg har ingen anelse om, hvad han mener med hverken det ene eller det andet, men det lyder som den omvendte verden.

http://www.via.dk/om-via/presse/eksperter/folkeskolen/laereruddannelsen

 

41. d. 27. oktober: Læringsmaksimering = klagemaksimering

En pædagogisk lovmæssighed: Læringsmaksimering fører til klagemaksimering.

Hvad er loven bag lovmæssigheden? Det er læringsbegrebets samtidige meningsminimering og omfangsmaksimering

 

42. d. 27. oktober: DPU’s definition af ”pædagogik”

Klikker man på DPU’s hjemmeside og går ind under menupunktet ”forskning”, hvad sker der så?

Ja, så får man intet mindre end en definition af ”pædagogik” på sølle imponerende på 5 linjer. Der er ikke andre definitioner, og der er ikke den mindste forklaring.

Definitionen, som man også kan se i linket nedenfor, lyder sådan her:

”HVAD ER PÆDAGOGIK?
Pædagogik kan defineres som videnskaben om helheden af uddannelse, læring og kompetenceudvikling, dvs. om
– det særlige forhold mellem underviser/opdrager og den lærende
– hvis mål er læring, og som
– er indlejret i en historisk, samfundsmæssig og filosofisk refleksionsramme”

Det er ikke så godt, faktisk meget dårligt, Hvorfor? Af to grunde:

1) Hvordan kan et Pædagogisk Universitet på forhånd definere det objekt, som det netop har til opgave at komme frem til en definition af? Efter min mening gør man sig selv overflødig….og så på 6 linjer!!! snøft….

(Så siger nogen måske: Men der står jo “”kan” defineres”; men ærligt talt, det gør ingen tilstrækkelig forskel, for der står jo ikke andet).

Jeg er i hvert fald helt overflødig, for jeg synes ikke, at pædagogikkens mål er “læring”, og det begreb står da heller ikke i nogle af vores formålsparagraffer, så vidt jeg ved.

2) Faktisk har jeg stærkt på fornemmelsen af, at definitionen er undfanget under Lars Qvortrups systemteoretiske lederskab, som varede fra 2008-2011. Defintionen smager i al fald kraftigt af systemteori med den totale mangel på omverdenskategorier og med ”læring”-ydelsen som det eneste mål i verden, mens resten blot er en autopoietisk ”refleksionsramme”. Vi får dermed en helt særlig definition, som DPU bruger som definitionEN på pædagogik. Det er det man kalder for læringsmaksimering=diskussionsminimering=klagemaksimering

(Jeg har lige siddet og set lidt på DPU’s strategi 2015-2020. Den lever efter min opfattelse fint op til den skrækkelige defintion ovenfor, men det vil jeg muligvis vende tilbage til ved en anden lejlighed.)

http://edu.au.dk/forskning/

 

43. d. 28. oktober: Lars Qvortrups børnehavedatavægge

Lars Qvortrup har holdt foredrag for børnehaverne i Svendborg (se link). Foredraget handler om læringsdatavægge og sådan noget. Der er fyldt med referencer til Hattie, Nordahl, Fullan mm, og der ikke et kvæk om børnehavernes særlige tradition. Jeg ville nægte at putte mine børn i sådan en læringsproduktivitetsfabrik, det må jeg indrømme.

Gad vide om der var en behjertet pædagog, der protesterede lidt? Lidt “negativ attitude og adfærd” you know…! Sikkert ikke. Hvorfor ikke? Jo, Rasmus Willig har jo beskrevet, i bogen “Umyndiggørelse”, hvordan man lukker en fri pædagogs mund, og kredsen omkring BUPL har mig bekendt ingen modstandskraft.

Har børnehavepædagogikken overhovedet nogen talsmænd?
Karsten Tuft har skrevet noget godt, f.eks. i “Uren pædagogik 2”, og Dansk Pædagogisk Tidsskrift havde et spændende februar-nummer (2015). Der er sikkert også noget mere. Det håber jeg.

Vi trænger til lidt “negativ attitude” og nogle synsninger og noget filosofi. Det var det, der i gamle dage hed “pædagogik”.

Børnehaven er den romantiske bevægelses sted efter min mening, kulturens og naturens første gaver. Børnene skal have så meget fri lykke, sang og mudder og ler, at de græder, når de ser en datavæg.

Nå, men nu har jeg puttet oplægget i mit arkiv under rubrikken “rædsler”.

https://svendborg.inst.dk/DOK.vdir/HS/Dokumenter/P%C3%A6dagogik%20(HS%20menu)/L%C3%A6ringsledelse/Materiale%202015-2019/Seminar%20for%20ledelsen%20dagtilbud%20og%20skole%20Lars%20Qvortrup

 

44. d. 28. oktober: Samtidsdiagnostikerens ”tegn”

En samtidsdiagnostiker løber hen til tidens mest kraft-fulde ”tegn”. Her lægger han sig ned som en vuffende vogter og fortæller alle, at de skal ”nyde” livet i tegnet som ”hele personligheder”.

Derpå skriver samtidsdiagnostikeren måske en artikel, der hedder ”et liv i læringens tegn” under herre-tegnet ”konkurrencestaten”.

Hvad kan man lære af ham? Ikke noget. Han tiltrækkes jo kun af “kraft”. Man må blot lave et andet kraft-fuldt tegn, som han må løbe hen til og lægge sig ved. Så har man fået sig en lille vogter, som man hurtigst muligt bør vriste sig fri af.

Læg dig aldrig ved et tegn. Det er et ufrit sted. Der kommer intet til syne.

 

45. d. 29. oktober: Diagnosepædagogik og læringsskrump

Svend Brinkmann har i sin seneste bog kritiseret diagnosesamfundet. Jeg kan kun stemme i fra den pædagogiske front, som er omgivet af diagnoser alle steder fra. Jeg taler dog ikke om ADHD eller Autisme, men om “pædagogiske diagnoser”. Begrebet har infiltreret pædagogikken. Pædagogikken har fået diagnose på hjernen. Pædagogikken er selv blevet en diagnose.

Der er især to slags pædagogiske diagnoser:

1.

For det første er der samtidsdiagnosen. Det er en slags post-strukturalisme, der laver samfundsdiagnoser, som den endda kalder for ”kritik”, og som altid følger en helt bestemt skabelon med fire felter (!). Dens fortalere er ganske vist sjældent samfundsvidenskabsfolk, men som regel idehistorikere. Alligevel kan de lytte til tegn, fatte tendenser og stille diagnoser, som de vil ”styre” efter; ja de vil lave styringsdidaktik og policy efter det. De stiller sig hen til deres ”diagnoser” og lytter til deres ”tegn”, og tegnene er ”læring” og ”konkurrencestat”.

Samtidsdiagnostikeren behandler ikke sine diagnoser, men lægger sig ned som en vagthund og vogter over diagnosen, så den kan ”nydes” med ”hele personligheder”. Samtidsdiagnosen stiller nogle lidt letbenede diagnoseser, som den lægger sig ned og vogter over som en vuffer. Samtidsdiagnostikeren synes selv, at dette er en kritisk aktivitet, men det er det jo ikke.

2.

Så er der den pædagogiske system- og evidensteorien. De taler også om diagnoser, men det er på den kirurgiske måde. De ser pædagogik som en sygdom, der skal behandles efter evidensbaserede forskrifter, teknologisk apparatur og systemisk systematik. Idealet er den medicinske videnskab.

Konklusion:
Så samtidsdiagnosen stiller diagnoser, som den beskytter, og derfor beskytter den det syge. Samtidsdiagnosen skaber og fremmer sygdom. Det er på en måde det værste.

Og systemteorien stiller diagnoser, fordi den vil behandle det syge. Derfor opfatter den pædagogik som en sygdom. Og ok, det er sørme også meget slemt.

Begge tilgange formindsker både verden og subjekt, hvilket er det modsatte af pædagogik.

Diagnosepædagogik er en formindskelsespædagogik. Det er læringsskrump.

 

46. d. 29. oktober: At ”høre” sammen

Hvad er det modsatte af ”sammenhængskraft”? Det er at ”høre sammen”. Det er at høre noget sammen. At lytte til, at noget giver en lyd, der samler. Det er tingenes tale, som samler et lyttende folk, der hører sammen; som et folke-ting, altså de ”ting”, der samler ”et folk”.

At høre sammen er at lytte sammen til det, som har lyde, det er ørets politik.

Sammenhængskraft er bare noget Nietzsche-Darwin-agtigt noget, der tvinger folk til at være ET folk, som så efterfølgende kan styres og dirigeres. Sådan et “folk” bliver forskrækket over alt det, som det nægter at lytte til, fordi det “truer eller hæmmer sammenhængskraften”. Sådan et “folk” kan ikke høre, hvorved det ophører med at være et folk og bliver til en “organisme”, hvorved øret forfalder til en biologisk funktion.

Sammenhængskraft er for dem, der ikke har brug for at høre sammen med deres ører.

Fri mig for ”sammenhængskraft”. Den lukker vores ører og dermed vores evne til at høre sammen.

Et folk er samlet ved at lytte sammen, til ting og sager, der har både brudte og fulde melodier, der venter på at blive sunget. Et folk hører sammen, og derved bliver det til et folk.

Det er ørets politik.Det er forestillingsevnes og fantasiens forudsætning.
Hermed er vi tilbage ved skolens formål.

Man kan hænge sammen, og man kan høre sammen.

 

47. d. 29. oktober: Poststrukturalistisk didaktik

I en nyere bog om didaktik hedder det:

”Omdrejningspunktet for en poststrukturalistisk diskursanalyse er at undersøge (…..), hvordan en bestemt måde at tale på er er blevet den selvfølgelige”. Der står også at ”magten bevæger sig altså i den forstand gennem diskurserne”

Det glæder mig, at jeg dermed kan sige, at jeg er en poststrukturalistisk diskursanalytiker.

Den eneste forskel er blot, at jeg udsætter den poststrukturalistiske diskursanalyse for en poststrukturalistisk diskursanalyse – dvs. jeg afselvfølgeliggør afselvfølgeliggørelsen – hvilket den poststrukturalistiske diskursanalyse herefter klager over til en strukturalistisk og selvfølgelig magt.
Det der med at kritisere kritikken er også det, som kritikken kalder for ”negativ attitude” eller for “had og tilsvining”.

Og den eneste anden forskel er, at min analyse ikke er ”ontologisk tom”, som det hedder, men derimod er fyldt op af ontologisk essens.

Og den eneste tredje forskel er, at jeg ikke mener, at ”subjektet er en effekt af diskursiv praksis”, som bliver et subjekt ved at ”underkaste sig de diskursive praksisser”, som man så derefter kan bevæge sig ”hinsides”. Jeg mener det modsatte. Ja, faktisk det helt modsatte: Subjektivitet skabes ved en forstyrrende og vedholdende indgriben i og opsplitning af en diskursiv praksis, for i stedet forbinde sig frit til en ontologisk tradition, dvs. til det egentlig ”nære”, som er modsat det ”hinsides” (som jeg lader søndagen om).

Derudover er der også, hver gang jeg tænker nærmere over lighederne, nogle flere forskelle.

Men jeg kan godt lide udtrykket: ”Vi væves og væver os selv ind i det sociale stof”. Det minder mig om Penelope.

(Kilde: Juelskjær, M. & Plauborg, H.: ”Læring og didaktik udsat for poststrukturalistisk tænkning”, i Qvortrup, A. & Wiberg, M.: Læringsteori og Didaktik, København: Hans Reitzels Forlag, 2013, s. 258, s. 260, s.262 og s.273)

 

48. d. 30. oktober: Professorater og DPU’s ”profil”

Jeg er bekendt med, at man på DPU, som engang stod for Danmarks Pædagogiske Universitet, mener, at oprettelsen af et professorat i Pædagogik er imod stedets ”strategi”. Det pågældende professorat var ellers opslået med bedømmelsesudvalg og ansættelsessamtaler og det hele. Et kæmpe arbejde for mange mennesker.

Helt præcist hedder det, at man ikke vil besætte stillingen pga. ”væsentlige strategiovervejelser med konsekvenser for den organisatoriske udvikling og instituttets profil”.

“Pædagogik” er altså uforeneligt med pædagogikkens steds ”strategi, organisation og profil”? Men i så fald må det pædagogiske sted jo være u-pædagogisk? Det er jo logik?

Måske er det derfor, at ledelsen af DPU ikke svarer landets lærere, når de stiller pædagogiske spørgsmål?

Måske er det derfor, at ledelsen har deklareret “død over indholdsstyret didaktik”, som man kalder det?

Det er alligevel specielt synes jeg: “Pædagogik” er ikke foreneligt med DPU’s strategi og profil.

Er det også sådan på andre videnskabelige institutter i landet? At instituttets væsentligste emne afmonteres så abrupt og bastant med reference til “strategi og profil”?

 

49. d. 31. oktober: Lidt rød og lidt blå

I forgårs følte jeg mig først lidt rød og så lidt blå.

1. Lidt rød

Først gik jeg til demonstration på Rådhuspladsen i Aarhus, fordi jeg ikke synes, man skal skære i vores uddannelsessektor. Der følte jeg mig lidt rød, blandt andet fordi jeg faldt i snak med nogle søde unge mennesker fra Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU). De gav mig nogle pap-briller, hvorpå der stod, at ”regeringen skal have nye briller”, og det kunne jeg jo godt stå ind for, for magen til papegøjesnak skal man da lede længe efter. Det er jo ikke andet end konkurrencestatsideologi uden ideologi. Med det udgangspunkt bliver man til en “dannelsesminister” i dagens Danmark. Det eneste positive ved den sag er, at “dannelsesministeren” går i kirke.

Men ok, jeg var altså kun ”lidt” rød, for jeg kan jo godt huske dengang, jeg kaldte SF for ”børne-aktie-partiet”, og SF’erne er mig bekendt stadig helt eksede med skolereformen og alt dens centralstyrede lærings-tamtam under konkurrencestatens herre-tegn. Så vidt jeg ved, er SFU også rugekasse for både skole- og gymnasielevernes organisationer, og i den omegn er de meget glade for Antorinis systemteoretisk inspirerede anti-grundtvigianistisme. De vil også af med mit elskede Oldtidskundskab i gymnasiet, selvom det er det mest relevante fag overhovedet, hvis man vil leve et moderne liv.

Ja, hvis det er ”børneaktier”, vi skal uddanne til, så synes jeg faktisk, man skal skære uddannelsesudgifterne ned til 0kr, for så er det jo bare skadeligt.

Så der stod jeg og demonstrede for flere penge sammen med folk, hvis uddannelsespolitik jeg ikke vil støtte med en eneste krone. Det er vist det, man kalder for “rummelighed”😊

2. Lidt blå
Dernæst kom jeg hjem og så ”Debatten” på DR2. Den handlede, med udgangspunkt i en konkret sag, om, hvorvidt man kunne få statsborgerskab, hvis man er aktiv en radikal organisation, der vil afskaffe demokratiet. Det var åbenbart højreorienteret, hvis man sagde, at det kan man ikke. De andre, dvs. Johanne Schmidt-Nielsen og en eller anden fra en menneskerettighedsorganisation mente, at det ligefrem var imod ”ytringsfriheden”, hvis man stillede den slags krav til en ansøger.

Ok, i den sammenhæng følte jeg mig godt nok lidt blå, fordi det i min optik er klart, at hvis man skal have statsborgerskab i et land, så skal man også erklære sin tilslutning til Grundlovens og retsstatens principper, og det kan man ikke gøre, hvis man f.eks. vil have et kalifat. Så kan man skifte mening bagefter, for når man først er blevet statsborger, kan man jo mene hvad man vil.

Men ok, jeg var altså kun ”lidt” blå, fordi den pågældende ansøger faktisk var blevet stillet et statsborgerskab i udsigt før folketingsvalget. Der havde altså været en sagsbehandling. Men så havde Naser Khadar lige fundet ud af det der med, at den pågældende var blevet radikaliseret, og vi har jo også fået Støjberg susende rundt i vores luft, og så kører der nærmest sagsbehandling i BT og i Debatten. Den slags tilfældigheder er jeg under alle omstændigheder imod. Så må man ændre reglerne til næste gang. En anden ting er, viste det sig, at ansøgeren tidligere var formand for DF’s ungdom, hvilket vækkede mit satiriske gen må jeg indrømme.

Til sidst havnede jeg ovre hos Signe Molde i hendes skønne DR2-quiz. Jeg tror, hun er den morsomste person i kongeriget for tiden.

https://www.youtube.com/watch?v=CBZt0g7UuNo

 

 

 

Skriv en kommentar