Facebook-drys 21: November 2015

Her er 67 facebook-opdateringer fra november 2015. Man kan enten klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer, eller man kan læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart efter teksten.

  1. Note fra arbejde med ”Et liv i læringens tegn”
  2. Facebook-drys 17: Juni 2015 (blogindlæg)
  3. James Bond
  4. Hvor er konkurrencestaten?
  5. Analyse af leder i Asterisk: ”Et liv i læringens tegn” (blogindlæg)
  6. Erik Schmidts manifest
  7. Diverse ubehag ved konkurrencestaten
  8. VIA-land 1
  9. Tests eller eksaminer
  10. Normaliseret, personaliseret og nihiliseret
  11. I læringens og dannelsens tegn
  12. De fire V’er
  13. VIA-land 2
  14. Hvad er strukturalistisk post-strukturalisme?
  15. VIA-land 3
  16. 5 x smiley
  17. Et lyrisk folk
  18. Er jeg for langt ude
  19. Anders Fogh Rasmussens nytårstale i 2007
  20. Finn Helds læserbrev i Magisterbladet
  21. Systemteori og samtidsdiagnose
  22. Løgnen om dannelse
  23. Lars Bukdahl, Carsten Jensen og Claus Hjortdal – om klager
  24. Data i styringens eller demokratiets tjeneste?
  25. Facebook-drys 20: Oktober 2015 (blogindlæg)
  26. Hvad blev der af Ayn Rand?
  27. Hvornår mister man interessen?
  28. Hvad er læringsideologi?
  29. Ordstyrerfest i VIA-land (blogindlæg)
  30. KL er bedst!
  31. I læringens tegn: Dimissionstalen til DPU’s kandidater
  32. Hvorfor læser man bøger?
  33. Hvad skal man med demokrati?
  34. Hvad er en europæser?
  35. Reklame for ”Pædagogiske landskaber – 232 indre drys”
  36. Peter Kemps opgør med halvdannelsen (blogindlæg)
  37. Agedrup Skoles vision
  38. Forskydninger i læringsbegrebet
  39. Lidt om suverænitet
  40. For meget fremtid og for få ”lag”
  41. Niels Åkerstrøm Andersens kritikbegreb
  42. Systemteoriens kooptering af post-strukturalismen
  43. Uddannelsespolitisk konference på Christiansborg
  44. Hvad er økonomi?
  45. To noter om kritik og metode
  46. Hvad er videnskabelig metode?
  47. Systemteoriens afvikling af ”kritik”
  48. Ellen Trane Nørbys embedsmandskronik
  49. En tur i VIA-land (blogindlæg)
  50. Videnskabens objekt
  51. Lars Goldschmidts konkurrencestat
  52. Retsforbeholdet 1
  53. God kronik om børnehaver
  54. Reklame for konference i Landstingssalen
  55. Arbejdsmarkedet og den postmoderne ondskab
  56. Arbejdsmarkedspartiets ko-vending
  57. Retsforbeholdet 2
  58. Retsforbeholdet 3
  59. Retsforbeholdet 4
  60. Omtale af uddannelsespolitisk konference i Landstingssalen
  61. Interview med Ove Kaj Pedersen i Politiken
  62. Ove Kaj Pedersens ”politiske frihed”
  63. Skolereformens fordel
  64. Bo Lidegaards ”vilkår”
  65. Hvad er frihed?
  66. 1,2 og 3 i skolens formålsparagraf
  67. Georg Brandes og konkurrencestaten

 

1. d. 1. november: Note fra arbejde med ”Et liv i læringens tegn”

Jeg sidder og skriver på en længere analyse af Claus Holms leder “Et liv i læringens tegn”, som står i det nyeste nummer af DPU’s magasin “Asterisk” (se link).

Pt slutter min analyse med følgende afsnit:

“Afsnit 6: Jeg kradser i tegnet
Claus Holm har fundet et tegn. DPU har fundet et tegn. De lægger sig ned ved tegnet. De lægger sig under tegnet. Hele landet skal ind i tegnet med hele personligheden, og de skal nyde det.

Alle er i et tegn. Alle er et tegn. Tegnet omslutter alt, det omslutter følelsen og fornuften. Tegnet sprutter af mangel på indhold, historie og matematik. Tegnet er sig selv uden noget inden i.

Alle skal ind under tegnet uden indhold med hele deres personlighed, og de skal også nyde det. De skal se på sig selv med tegnets øje. De skal ”selvmonitorere”. Jeg er tegnet, og jeg nyder tegnet. Jeg elsker tegnet. Jeg er et af tegnets organer. Hil tegnet.

Jeg kradser lidt i ”tegnet”. Hov, der er noget neden under, noget gammelt maling, nogle andre tegn? Oh skræk!!”

http://edu.au.dk/fileadmin/edu/Asterisk/75/Asterisk75-s2.pdf

 

2. d. 1. november: Facebook-drys 17: Juni 2015 (blogindlæg)

Juni-drys:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-17-juni-2015.html

 

3. d. 1. november: James Bond

Jeg har set James Bond film. Den handlede om dataledelse, Global dataledelse i fremtidens tjeneste – “your future!”, en dataledelseslivsform imod demokratiet.

Bond kæmper for demokratiet, sammen med en retsskaffen embedsmand, en IT-nørd og en Bond-babe. De kæmper imod en kriminel dataledelsesorganisation, Spectre. Men organisationen er, viser det sig, infiltreret med staten selv. En globaliseret og kriminel overvågningsstat, hvor demokratiet er til besvær, og som forbinder sig med enhver anden overvågningsinteresse uanset dens værdier, og som begrunder sig med “the future!”.

The future!

Glem dog den fremtid, så den kan åbne sig.

Superfilm (selvom Craig jo ikke er Moore)

 

4. d. 2. november: Hvor er konkurrencestaten?

A.

Jeg bladrede lidt i mine bøger om politisk teori den anden dag. Sjovt nok kunne jeg ikke finde noget om ”konkurrence”. Det er som om, at ”konkurrence” og ”stat” er ord, der er meget langt fra hinanden.

Men hvad så med ”konkurrence-staten”, som jo nærmest er ”konkurrence” og ”politik” i samme ord? Duer den slet ikke? Ja, den indeholder i hvert fald ingen statsteori. Det er slet ingen teori om staten. “Konkurrencestaten” er derimod et forsøg på at se på staten ud fra økonomien. Det er fint nok, men det er ingen statsteori. Det har ikke noget med politik at gøre. Det er jo bare gammelmarxisme uden marxisme. Det er bare en ”konstruktion”, en optik, der gør, at man ikke kan se ”staten” i sig selv, som jo handler om alt det, som der står i alle mine bøger, f.eks. diverse styreformer, frihed, suverænitet, ret, social orden, forholdet til folk og civilsamfund mm..

Konkurrence-staten er derfor statsglemsel. Det er en altomfattende ikke-stat. Det er en statsmaksimerende statsminimering. Når “staten” glemmer, at den er en stat, samtidig med, at den tror den er det, så får vi et overfladisk og hårdt teknokrati.

B.

Danmarks elite og dens pædagogiske hjælpere tror på konkurrencestaten. Det vil sige, at de kan kun se en altomfattende ikke-stat. Og derfor kan de jo slet ikke se nogen egentlig stat. Og det er derfor, at de heller ikke kan se nogen pædagogik.

Læringsrevolutionen springer ud statsglemslens anti-filosofi. Og det samme gør det aktuelle syn på familiepolitik og meget andet. Hele civilsamfundet aktiveres og optimeres til at potentialisere konkurrencestatens altomfattende anti-politik, der vil regulere de ustyrlige ”medarbejderborgere” ned i detaljen.

Esben Lunde Larsen, der slår sig op som “dannelsesminister”, tror også på konkurrence-staten. Det kan man læse i hans ph.d.. Han er sådan lidt ked af det engang imellem, fordi han synes, at den altomfattende ikke-stat støder lidt sammen med Grundtvigs frihedsbegreb, men han accepterer analysen, dvs. at ”konkurrencestaten” skulle være en ”stat”, så det kan ikke blive til andet end “bedrøvelse”. Derfor ender han i ”fremdrifts”-diskurs, og i en eller anden, som hedder ”arbejdsmarkedet”. Ja, han ender kort sagt i det moderne centrum-venstre – mens alt det der med Grundtvig og Humboldt blot er tabt land, som ifølge teorien om ikke-staten hører tidligere statsformer til.
Dannelse = bekymring, og det er der jo ikke meget sjov ved.

Så Esben Lunde Larsen er centrum-venstres arvtager. Det er Ellen Trane Nørby på sin vis også, men hun lyder som en embedsmand, hvilket vil sige endnu mere centrum-venstre. Og en embedsmand er jo ikke en ”arvtager”. Lunde Larsen, derimod, har arvet og koopteret analysen. Han er en ”arvtager”. Han fører centrum-venstre ind i den nye regering med Trane Nørby som tavst larmende ledsager.

C.

Skal vi da have en stærk stat? Ja, en stærk, men passiv stat, og passivitetens essens er pædagogik. Lige nu er vi ved at få en svag men aktiv stat, hvilket er slemt, for det er det samme som et teknokrati.

Men skal staterne da ikke konkurrere? Egentlig ikke. Det skal virksomhederne først og fremmest, Borgerne skal helst heller ikke konkurrere. De skal diskutere, samarbejde, elske, lege og bygge. Staten skal ikke “styre” disse aktiviteter i egen interesse, men lytte og støtte op om fælles aktiviteter i samfundet. Staten er et øre, som lytter til borgernes vekselvirkninger, der i sig selv afbryder statens styringsiver, og staten er en blandt MANGE passager mellem det nationale og det globale.

Imens kan det private initiativ og en kontrolleret kapitalisme trives både nationalt og globalt.

Den stærke og passive stat er en ”hørende” stat, en “dannet passage”.

 

5. d. 2. november: Analyse af leder i Asterisk: ”Et liv i læringens tegn” (blogindlæg)

Fuld analyse af Claus Holms seneste leder i Asterisk “Et liv i læringens tegn”:

http://www.thomasaastruproemer.dk/et-liv-i-tegnets-tegn.html

 

6. d. 2. november: Erik Schmidts manifest

Et manifest fra et liv, der tegner pædagogik, i stedet for et “liv i læringens tegn”, som DPU ønsker det.

Det var læringens tegn, der gav en advarsel til en malende pædagogik i Agedrup i 2014.

Den straffede modtager den ene pris efter den anden, mens den straffende tavst og læringsmaksimerende udøver sin gerning under Arbejdsmarkedspartiets læringstegn.

Den Ene Verden tegner tegnet, mens Den Anden Verdens tegn styrer livet.

http://www.folkeskolen.dk/573821/stinus-prismodtager-manifest-2015

 

7. d. 3. november: Diverse ubehag ved konkurrencestaten

Den anden dag var det chefredaktør Tom Jensen, der i Berlingske kaldte konkurrencestaten for “et bæst”. I dag er det så Danmarks Lærerforening, der går i aktion. Foreningen synes vist ikke om “et liv i læringens tegn”, som det hedder i lederspalterne på DPU.

Måske synes lærerforeningen heller ikke om det andet DPU-slogan: “Død over indholdsstyret didaktik- længe leve en læringsmålstyrede didaktik”? Lærerne gider nok ikke leve i et “læringstegn”, der lægger sig som en vovse under herretegnet “konkurrencestaten”, og som udelukker indhold, tradition og oplysning og dermed en ordentlig didaktik i det hele taget.

I artiklen er der også en omtale af Peter Kemps nye bog “Løgnen om dannelse”, hvor han argumenterer for, at dansk skolepolitik – herunder en række folk, fra det jeg har kaldt for Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) – arbejder i horisonten af det, som Kemp kalder for “halvdannelse”, som han også sidestiller med konkurrencestatspædagogik.

Er der egentlig efterhånden nogen, der synes, at konkurrencestaten er et pædagogisk og politisk ideal, altså udover landets magthavere, chefredaktionen på Politiken, Ove Kaj Pedersen, og DPU’s ledelse? Og så er det endda som om, at disse folk ikke rigtig helt vil erklære sin kærlighed til herretegnet alligevel. Man er måske ved at gøre sig klar til at følge et andet tegn, når det dukker op.

Vi andre har nok at gøre med at leve et liv uden “tegn”.

http://www.folkeskolen.dk/573504/opgoer-med-markedstaenkning-og-konkurrencestat

 

8. d. 3. november: VIA-land 1

I dag gik jeg en tur på det nye VIA-campus i Aarhus C for at notere “statements”, som VIA’s kommunikations- og brandingafdeling kalder det.

Her er nogle eksempler på de ca. 40 “statements”, som står med meterhøje versaler på de mange glasflader overalt i bygningen, hvor man jo uddanner lærere og pædagoger:

TEACH KIDS HOW TO FLY
TURN ANOTHER PAGE IN YOUR LEARNING
EXPOSE YOURSELF
GET YOUR GAME ON
UNFOLD YOUR TALENT
KNOW YOUR COURSE BEFORE YOU TAKE IT
FOLLOW THE RIGHT TARGET
BREAK THE PATTERN

Derudover var der en masse supplerende VIA-grafik fra det postmoderne overdrev.

Jeg ledte virkelig efter et lillebitte citat af Grundtvig eller John Dewey, men der var intet. INTET.

Jeg ledte også efter et lillebitte tegn på, at VIA jo er en sammenlægning af eksisterende uddannelseskulturer, men der var intet. Ikke engang en lille planche med nogen gamle fotografier. INTET.

Harald Mikkelsen, som er rektor for foretagendet, mener, at universiteterne kan lære noget af VIA, fordi VIA vidensudveksler tættere på “praksis”. PRAKSIS? Jeg bliver syg!

TURN ANOTHER PAGE IN YOUR LEARNING

Et liv i læringens tegn.

 

9. d. 3. november: Tests eller eksaminer

Hvad er problemet med tests? Er det, at de ikke måler andet end kundskaber?

Nej, det er, at de ikke måler kundskaber overhovedet.

Hvor måler man så kundskaber? Det gør man ved en eksamen: Du og jeg og sagen selv, i fælles ensomhed ved en grøn dug.

 

10. d. 3. november: Normaliseret, personaliseret og nihiliseret

Pædagogikkens personalegrupper:

Nogle er ”normaliseret”. Det er de fleste. Det er den værste degradering.

Så er der nogle, der er ”privatiseret”. Det er f.eks. mig. Jeg taler kun som privatiseret privatperson på alle platforme. Det er heller ikke så godt. Så hellere være ALENE i VERDEN.

Så er der dem, der er ”personaliseret”. Det er dem fra Agedrup. De er blevet til sagsakter.

Endelig er der dem, der er ”nihiliseret”. Det er Pædagogikkens Anden Verden. De lever ”et liv i læringens tegn” eller sender klager og så videre, så de andre personalegrupper kan blive læringsmaksimeret, normaliseret, personaliseret og privatiseret, mens Pædagogikkens Anden Verden støtter noget, den ikke holder af, og som er lavet af “tegn”.

Hvem arbejder egentlig?

 

11. d. 4. november: I læringens og dannelsens tegn

Nogen vil leve “et liv i læringens tegn” med “død over indholdsstyret didaktik” under “konkurrencestatens” herre-signifikant. Oh skræk!

Andre vil leve et liv i dannelsens tegn. Det er bedre, men nogle gange splittes det pædagogiske felt i faglighed og værdier. Dannelsen kommer herefter til at stå for “værdier”, mens indholdet reduceres til det lidt for forkortede “faglighed”, dvs. til teknikaliteter. Herefter kan “læringens tegn” overtage, fryse og tømme “indholdskategorien”. Tilbage står dannelsesfortaleren med nogle “værdier”, som også stivner.

Man kunne også leve et pædagogisk liv blandt tingene selv og deres forbindelser. Dvs. hos kundskaberne. Her er ingen “læring”. Til gengæld hører man “noget”, man undervises. Man får undervisningens gave af sin lærer, som selv er hos tingene. Man indvies i en fri tradition, i en suspenderet tid.

Læreren forudsætter lighed, mens eleven forudsætter ulighed i en ligning, der ikke må gå op.

Så får vi en skole.

 

12. d. 4. november: De 4 V’er

Der er fire slags læring, som jeg kalder for “4xV” eller “De fire V’er”:

  1. Vufferlæring – det er skolereformens ”duracell-kaniner”, også kaldet for ”ja-hat”.
  2. Vovselæring – det er læring i magtens ”tegn”. Kommer der et nyt magtfuldt tegn, ”løber” man derhen. Derfor skal indhold nedtones. Man skal i stedet have ”løbe”-kompetencer – også kaldet for ”selvmonitorering” i Hattie-kredse.
  3. Vagthundslæring – det er læring i det, man er loyal overfor uanset dets kvalitet.
  4. Vogterlæring – det er læring af det, man vil beskytte med fornuft, følelse og eksistens.

Derudover er der jo også “pædagogik”, men det er et andet emne.

 

13. d. 4. november: VIA-land 2

VIA-LAND:

På UC-VIA’s medarbejderside kan man læse følgende besked fra Kommunikationsafdelingen:

”Statements brander VIA: VIA’s design består også af en række danske og engelske statements, der kort og præcist brander VIA’s særlige styrker”

Derpå opfordres medarbejderne til at vælge ”statements”, hvoraf nogle står i meterhøje versaler på mange af VIA’s glasvægge, men det skrev jeg jo om i går. Husk på at målgruppen er højt uddannede folk med ansvar for uddannelse af landets lærere. Men nu arbejder de i et nyt land, i et VIA-LAND.

Her er ”brandingen af VIA’s særlige styrker” i VIA-LAND:

FIND VEJEN FREM – CHOOSE YOUR PATH
FØR TANKEN UD I LIVET – BRING IDEAS TO LIFE
UDFOLD DIT TALENT – UNFOLD YOUR TALENT
FÅ VERDEN SOM ARBEJDSPLADS – MAKE THE WORLD YOUR WORKPLACE

TRÆD I KARAKTER – (ingen oversættelse)
SÆT PRÆG PÅ FREMTIDEN – LEAVE A MARK ON THE FUTURE

TRÆF DET RETTE VALG – MAKE YOU CHOICE
FÅ TANKERNE NED – TELL YOUR STORY
BLIV OPDATERET – STAY UPDATED
GØR TANKE TIL HANDLING – BRING IDEAS TO LIFE
GØR EN FORSKEL – MAKE A DIFFERENCE
GIV MENING – (ingen oversættelse)
KICKSTART DIN KARRIERE – LAUNCH YOU CAREER
FÅ HELE HISTORIEN – GET THE WHOLE STORY
FÅ VIDEN TIL AT VÆLGE – (ingen oversættelse)
SÆT AFTRYK PÅ VERDEN – (ingen oversættelse)
(ingen dansk version) – MOVE FORWARD
STYRK DIN KARRIERE – BOOST YOUR CAREER
TAG DEL I DEBATTEN – SPEAK YOUR MIND
GÅ FORAN – BE THE CHANGE
SKAB RESULTATER – CREATE RESULTS
STYRK LEDERSKABET – INCREASE YOUR LEADERSHIP
FÅ NYE KOMPETENCER – DEVELOP YOUR SKILLS
FÅ NY VIDEN – GET NEW KNOWLEDGE
VÆR KREATIV – BE CREATIVE
MØD VERDEN – MEET THE WORLD

Jeg synes, man taler ned til folk. Simpelthen. Men når læreruddannelsesstedet kan tillade sig den slags, så kan skolerne vel også? Og hvad med inde i klasseværelserne? BE THE CHANGE!

VIA’s “særlige styrker”….

VIA-LAND

 

14. d. 5. november: Hvad er strukturalistisk poststrukturalisme?

1. Hvad er strukturalistisk poststrukturalisme?

Hvad er, kort sagt, definitionen på post-strukturalisme (Foucault mm.)?
Det er en interesse for kritiske analyser af begrebslige strukturers tilsynekomst og disses samspil med ideologiske forestillinger og tingslige konfigurationer.

Hvad er definitionen så på den nye post-strukturalistisk post-strukturalisme?
Ja, det er sådan set også en interesse for kritiske analyser af begrebslige strukturers tilsynekomst, men nu blot under forudsætning af en specifik gældende ideologisk forestillings permanens og gyldighed.

Man accepterer strukturen og standarden og undersøger – under denne accepts herredømme – begrebernes mikro-dynamik.

Derfor er det efter min mening mere korrekt, slet og ret at tale om en STRUKTURALISTISK POST-STRUKTURALISME, fordi man jo accepterer en given ”policy-struktur”.

(Den strukturalistiske post-strukturalisme radikaliserer en svaghed i poststrukturalismen selv og opløser dermed post-strukturalismen indefra. Men det er en anden historie)

2. Hvad er konsekvensen af den strukturalistiske post-strukturalisme?

Hvad er konsekvensen af den strukturalistiske post-strukturalisme, hvis man ikke er meget forsigtig? Det er, at man tror, man er ”deskriptiv”, dvs. at man arbejder uden for enhver diskurs, selvom man netop har underlagt sig den gældende diskurs i princippet. Man hævder objektivitet og værdifrihed, mens man arbejder under ideologiens strukturerende fane.

Dermed tømmes post-strukturalismen for post-strukturalisme (i varierende omfang i de konkrete tekster)

Det er det jeg kalder nyttig viden. (Det er også en erfaring)

(note til læsning af bogen ”At lede efter læring”, Samfundslitteratur 2015. Bogen er redigeret af Helle Bjerg og Nana Vaaben og har bidrag fra en række folk fra især DPUs og UCCs forskningsprogrammer om hhv. “Organisation og læring” og “Ledelse og organisatorisk læring”)

 

15. d. 5. november: VIA-land 3

VIA-LAND har lige fået ny strategi, men lad os lige først se på den forrige ”strategi”, som var gyldig fra 2013-2014, og som pegede frem mod ”IMAGINE VIA 2020”, som det hedder på postmoderne Lars Løkke-sprog direkte på forsiden (se link).

Strategiens ”vision” er… og hold nu fast: ”your future – our ambition”. Løb væk!!!

Er der noget indeni? Nej, det vil være synd at sige. Her er lidt eksempler:

– Hvad med dette ”strategiske princip”: ”Kvalitet gennem ambition og fokusering af indsats”?
Dette “princip” skal opfylde noget, der kaldes for “en strategisk intention”, som f.eks. er: “Vi uddanner til praksis sammen med praksis”. Der er ingen uddybninger.

– I visionens forord står der med store farvede bogstaver: ”Strategier i sig selv skaber ikke resultater – det gør mennesker”. Det må man sige. Strategiens mennesker i VIA-land.

– Går vi ind under det afsnit, der hedder den ”Pædagogisk- og socialfaglige højskole”, så skulle man jo tro, at der står noget om lærere og pædagoger og socialt arbejde, altså om virkeligheden. Bare et eller andet? Please…. Men nej, ikke en eneste lille pind står der: Der er bare en masse om ”ansvar for egen læring”, udvikling af ”det tredje læringsrum”, individualiserede uddannelsesforløb mm.

Det er VIA-LAND.

Jeg har fået at vide, at der ved VIA-Campus i Skejby, hænger et stort banner, hvorpå der står: ”I VIA’s UDDANNELSER MØDER DU MEGET ANDET END BØGER”. Hvilken hæsblæsende reklame for en uddannelsesinstitution, hvis rektor endda mener, at universiteterne skal tage ved lære! Tage ved lære af VIA.

Og hvad mon man møder på Campus Aarhus C, når nu bøgerne er væk? Så møder man meterhøje ”statements”, som står overalt: ”EXPOSE YOURSELf”, ”TEACH THE KID HOW TO FLY” og ”WORK HARD ON YOUR CHOSEN GAMEPLAN”

http://www.viauc.dk/om-via/Documents/Strategi/VIA-Strategi-2013-14.pdf

 

16. d. 5. november: 5 x smiley

:-), :-), :-), :-), 🙂

http://www.folkeskolen.dk/574099/dlf-foraeldre-og-folkekirke-magien-i-undervisningen-skal-paa-dagsordenen

 

17. d. 6. november: Et lyrisk folk

Jimmi Ekløv, som er lærer ved Rønshoved højskole, har i det seneste nummer af Højskolebladet erklæret: ”Vi er et lyrisk folk”, og det har han jo helt ret i, når man tager vores poetiske og musiske tradition i betragtning.

Professor Jens Rasmussen siger om vores filosofiske tradition i en anden men beslægtet sammenhæng (Folkeskolen.dk, d. 2/2010): ”Det er noget lyrik, som alle kan skrive under på”. Men det forstår jeg ikke, for jeg har ikke set nogen fra Pædagogikkens Anden Verden skrive under på det? Tværtimod er der gang i det helt store opgør med dannelse, folk, formål, skoletradition eller hvad man nu vil kalde det. Ja, faktisk med al ”lyrikken”.

Så Ekløv siger, vi er lyriske, mens Rasmussen siger, at det er noget lyrik at sige det?

Rasmussen kan ikke lide lyrik. Det er noget “subjektivt”. Ekløv elsker lyrik. Det er noget objektivt, knyttet til det folkelige som sådan.

En lyrisk lyrik? Kampen om lyrikken?

Jeg “skriver under” hos Ekløv. Den danske skole for folket er et lyrisk sted og ikke en læringsdatalogisk læringscentral.

 

18. d. 6. november: Er jeg for langt ude?

Nogle gange tænker jeg ved mig selv: “Thomas altså, nu er du for langt ude. Den og den mener det jo ikke så slemt, og det går jo nok det hele”.

Men så læser jeg en eller anden væsentlig forsknings- eller policy-tekst, som er endnu værre, end det jeg kritiserede i første omgang.

En konstrueret virkelighed stikker af fra kritikken. Det er faktisk kun lige, at man kan følge med.

På den måde er det den konstruerede virkelighed, den “operative konstruktivisme”, der stikker af og er “for langt ude”.

Lars Qvortrup skrev engang, at jeg “forfølger”, men det passer ikke. Jeg forsøger blot at “følge med”. Jeg følger med en virkelighed, der har forladt virkeligheden.

Ud af denne forskel finder kritikken sin konkrete form.

 

19. d. 6. november: Anders Fogh Rasmussens nytårstale i 2007

I sin nytårstale i 2007 sagde Anders Fogh Rasmussen blandt andet følgende bevingede ord, som jeg går ind for, at man hænger op ved indgangen til både DPU, seminarierne og ved så mange skoler som muligt:

”- Retten til frit at offentliggøre sine tanker i tale, i tekst, i tegninger,
– retten til frit at meddele sine tanker med alvor og humor, med seriøsitet og satire, med kendsgerninger og karikaturer,
– retten til frit at tale de politiske magthavere, de religiøse autoriteter og de hævdvundne tankesæt midt imod.

Det er kernen i folkestyret. Det er drivkraften for oplysning, uddannelse og udvikling.

Det er ytringsfriheden, som har skabt fremskridt i Danmark, i Europa og andre af verdens frie samfund.

Det er den frihed, som totalitære kræfter prøver at begrænse.

Vi har hver især et ansvar for at forvalte ytringsfriheden på en sådan måde, at vi ikke opildner til vold og had.

Men vi har også et ansvar for ikke at føje alverdens autoritære i deres krav til, hvad vi må tegne og tale om.

Et ansvar for at forblive tro mod os selv og de værdier, der har skabt frihed, fred og fremgang i vor del af verden.

Og dermed også støtte de millioner af mennesker over hele verden, der ønsker de samme frihedsrettigheder”

Er det ikke bedre end “EXPOSE YOURSELF” og “MAKE A MARK ON THE FUTURE”, som der står i VIA-LAND?

 

20. d. 7. november: Finn Helds læserbrev i Magisterbladet

Jeg vil blot gøre opmærksom på, at tidligere seminarielærer og cand.pæd, Finn Held, har et læserbrev i det nyeste Magisterblad (se link, s. 45). Her kritiserer han det forhold, at skolereformens ”forskere” alle trækker i samme metodiske og moralske retning.

Held drøfter menneskesynet bag skolereformen, som det i særlig grad kommer til udtryk i Jens Rasmussens og Lars Qvortrups arbejde, som beskyldes for at være ”ukritisk”.

Kommentarens overskrift er ”Er skolereformen totalitær?”, og spørgsmålet behandles med reference til Jon Hellesnes’ dannelsesbegreb, Jürgen Habermas ”livsverden” og Hartmut Rosas definition af totalitarisme. Et interessant perspektiv synes jeg.

Held mener, at Rasmussens og Qvortrups menneskesyn minder både om behaviorismens og om Fogh-regeringens opgør med rundkredspædagogikken. (det går lidt hurtigt deromkring, synes jeg, og jeg forstår heller ikke, hvorfor selv ”Luther” skal blandes ind i foretagendet, men det får være lige her).

Det mest interessante er faktisk Helds kommentar til reformmottoet ”Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan”.

Held skriver, at mottoet ”ikke står i loven, men i forligskredsens forligspapir, så professorerne havde masser af frihed til at kritisere mennesynet bag. Mangler der ikke noget i den sætning (altså i mottoet, TAR)? (….) Jo, der mangler udtrykt respekt for den enkelte elev som person med egen vilje, egen fornuft og ret til selv at komme til udtryk inden for skolens kommunikationsrammer”

Er det ikke meget ”sjovt” at tænke på?: Det evindelige reformmotto står slet ikke i lovteksten. I loven finder man derimod i §1 al ”lyrikken”, som reformfortalere kalder den slags, med en nedladende undertone. Man finder altså i §1 alt det, som netop skulle hjælpe den enkelte elev som ”person med egen vilje og fornuft” i vej.

Det er denne forskydning af ”personlighedens” sted, der efter Helds opfattelse bringer skolereformens ideologi i retning af Rosas ”totalitarisme”, og jeg er fuldstændig enig i, at man må undersøge dette nærmere. For hvis Held har ret, er det ikke så godt, for nu at sige det på jysk.

Denne forskydning af personlighedens sted, og det er så min egen pointe, betyder, at ”personen” nu kommer under ”læringens tegn”, dvs. under den ”læring som livsform”, der fremføres i lederspalterne i DPU’s blad Asterisk. Men ok, Claus Holm, som er bannerfører for denne ideologi, er da også teoretisk set meget tæt på de to forskere, som Held kritiserer, og derfor er Holm også glad for både konkurrencestat og skolereform.

http://issuu.com/magisterbladet/docs/magisterbladet102015

 

21. d. 7. november: Systemteori og samtidsdiagnose

Hvad får man, hvis man tager det værste fra samtidsdiagnosen og kombinerer det med det værste fra systemteorien?

Så får man “et liv i læringens tegn”.

Hvad er pædagogik i så fald? Det at at lære at nyde læring. Det er”læringsmålstyring”.

Hvad er da skoleledelse? Det er “psy-ledelse all inklusive”, inklusiv “ledelse af neuroner”.

Det er “læring som livsform”, også kaldet “selvmonitorering”.

Ved I, hvad det er? Det er forskrækkeligt!

 

22. d. 7. november: Løgnen om dannelse

Jeg sidder og skriver lidt om Peter Kemps nye bog “Løgnen om dannelse – opgøret med halvdannelse”. Det er herlig læsning.

Især er jeg vild med de passager, hvor Kemp viser, hvordan Lars Qvortrup og Jens Rasmussen helt frem til 2011 mente, at Wilhelm von Humboldts dannelsesteori stod i stik modsætning til skolereformen, mens de i dag mener det helt modsatte, nemlig at “Folkeskolen er en ren Humboldt!”, som Rasmussen har udtrykt det. Ja, Rasmussen siger ligefrem skolereformens “kompetencebegreb” er humboldtsk.

Eftersom det overraskende skifte ikke ledsages af nogle begrundelser, antager Kemp følgende: “Jens Rasmussen må have indset, at en sådan åben udfordring af den Humboldt-tradition, der har præget dansk skole og universitet i et par hundrede år, risikerer at skræmme mange mennesker, så i stedet gør han det mere strategisk kloge at påstå, at det netop er Humboldts dannelsesideal, der lægger grunden for at identificere dannelse som kompetence” (s. 23).

Om det passer, at det filosofiske skifte er ren “strategi”, skal jeg ikke kunne sige, men det er i al fald synd for Humboldt, at han nu skal indrulleres i “læringsrevolutionen”.

Derfor tror jeg, at jeg vil definere halvdannelse som følger: “Halvdannelse er, når dannelse gøres til et middel for et teknisk formål”. Denne forveksling af mål og middel svarer også godt til en af Kemps bestemmelser, som lyder:

”Det sociale aspekt af dannelsen forsvinder, og den forstås som en kompetence, der gør det muligt for mennesket at klare sig i en konkurrence med andre. Det er sådan dannelsen forstås af dem, der i debatten om uddannelse kun ser menneskets dannelse som en kompetence i den såkaldte konkurrencestat, sådan som Ove Kaj Pedersen har beskrevet den i sin bog Konkurrencestaten” (s. 20).

Neden under disse teoretiske manøvrer kommer så kritikken af diverse kronikker og rapporter fra det, jeg kalder for Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO).

Kemps eget dannelsesideal omtales i en vigtig passager på s. 106 som en “dansk verdensborger”. Det synes jeg lyder godt.

Om et par dage kommer der et længere blogindlæg, hvor jeg også selv dykker ned i nogle af Humboldt-skizofreniens excesser.

https://www.saxo.com/dk/loegnen-om-dannelse_peter-kemp_haeftet_9788779737686

 

23. d. 8. november: Lars Bukdahl, Carsten Jensen og Claus Hjortdal – om klager

Lars Bukdahl har anmeldt den nye roman af Carsten Jensen i WA. Bukdahl rakker den ned på den der måde, hvor man egentlig får lyst til at læse den. Vi får at vide, at bogen er ”håbløst forævlet”, og at Jensen ”skriver som en brækket arm”. Men det hele er også lagt ind i en lidt analytisk struktur, og Bukdahl har alligevel været ”dødspændt på, hvad der ville ske next”.

Bukdahl skal nok være glad for, at Carsten Jensen ikke er ansat i den pædagogiske sektor. For var han det, var der faldet en klagende og fornærmet e-mail-klage til Anne Knudsen, som jo er chefredaktør. Inden for min verden er der jo mange, der helst vil have hele verden for dem selv. Det er irriterende for de af os, som er lidt pluralistisk indstillet, og landets pædagoger ender jo med kun at få “en eneste sandhed”. (Jeg vil tilføje, at jeg aldrig har brugt ord som “brækket arm” eller “håbløst forævlet” om nogen).

Men måske får Knudsen alligevel en klage. Og endda fra den pædagogiske sektor. I al fald har hun skrevet en skolepolitisk leder, hvor hun kritiserer ministerens nye ”Inklusionsudvalg” for at være et instrument for politikernes inklusionsideologi, dvs. at udvalget vil være underdanig overfor ”deres politiske herrer”, som de kaldes. Formålet med det hele er: ”Her går det godt, fru kammerherreinde”.

Knudsen kritiserer, at man ikke inddrager den allerede eksisterende forskning, som bestemt ikke er ”her går det godt-agtig”.

Fra Niels Egelund og Rasmus Alenkær, som jo ellers ikke kan beskyldes for at være en alen ud af samme stykke, lyder det jo samstemmende, at ligeså godt politikere, kommuner, skoleledelser synes det går, ligeså dårligt synes mange lærere og forældre det går.

Ministerens “her går det godt udvalg” består stort set kun af skolechefer og halvpraktikere på forskellige niveauer, og det er førstnævnte, som vil tale med magt. Formanden er Claus Hjortdal, som også er formand for Skolederforeningen og tidligere formand for Ny Nordisk Skoles såkaldte ”akademiråd”, selvom han aldrig har skrevet andet end kedelige kronikker. Ja, Hjortdal er formand for det hele.

Til gengæld er formand Hjortdal helt med på den nye ”klagesang” i den pædagogiske sektor. For hvis han kritiseres af folk, som rent faktisk har skrevet ordentlige bøger og som derfor jo retteligt burde sidde i ”akademirådet” i stedet for Hjortdal, så skriver han hemmelige klagemails til kritikernes arbejdsgivere, og bagefter vil han ikke stå ved det. Overformand Hjortdal tryner dem, der kun har deres tastatur.

Så måske flyder der en lille klage-mail til WA’s bestyrelse, for Hjortdal kan jo ikke klage til chefen, for det er jo chefen selv, der har talt ned om Hjortdals udvalg? Imens kan chefen, altså Anne Knudsen, så læse den der klage fra Carsten Jensen? Nå nej, Jensen er jo ikke fra den pædagogiske sektor, og han har jo også selv åbenhjertighedens gave. Det går nok, tænker han sikkert. Eller også skriver han et svar i avisen. Måske glæder han sig over en god anmeldelse et andet sted.

Til sidst, efter at have talt inklusionspædagogikkens sag, har Knudsen faktisk en god iagttagelse om de ”almindelige børn”. Hør lige her:

”Overvejelse over de almindelige børns tarv synes ikke at have ligget nogen myndighed på sinde; de er bare midlet til at inkludere de ualmindelige. Ministeren hæfter sig i sin pressemeddelelse ved, at børnenes rapporterede trivsel ikke synes at have lidt væsentlig skade. De søde små finder sig altså fromt i, at man sparer på deres skolegang under dække af ideologisk progressivitet; de er stadig glade. Hvad der yderligere kunne være hensigten med skolegangen, synes ikke at interessere ministeren”.

Ja, hvad er egentlig ”hensigten med skolegangen”?

Jeg vedhæfter lige et referat, jeg lavede fra et ”inklusionsmøde” i Allinge forrige sommer. Der analyserede jeg inklusionsstrategien hos ”Rådet for børns læring”, som i gamle dage hed Skolerådet. Navneskiftet skyldes, at vi jo er gået fra ”skole” til ”læring”. Jeg kunne også have spurgt dem ligesom Anne Knudsen gør det: Hvad er egentlig ”hensigten med skolegangen?”

http://www.thomasaastruproemer.dk/folkemoede-2014-maa-vi-faa-ro-debatmoede-om-inklusion.html

 

24. d. 8. november: Data i styringens eller demokratiets tjeneste?

Jeg har gjort en lille iagttagelse, som har givet anledning til et vigtigt spørgsmål:

Hvordan kan det være, at de folk, der er mest vilde med forskellige kombinationer af datavægge, læringstyring, højteknologisk pædagogisk overvågning og psy- og neuronledelse, også er dem, der er allermindst aktive i brugen af de moderne medier til demokratiske, videnskabelige og folkelige formål?

Måske er det fordi, at teknologerne ikke har høje tanker om den “demokratiske livsform”, og at man hellere vil have “læringslivsform”?

Jeg synes teknologien skal stå i “demokratiets tegnende tegn” frem for “l læringens styrende tegn”.

Vi bør gå fra “læring” til “demokrati”. Så bliver det interessant at være på nettet for både store og små.

Læringsteknologernes “net” vil bare “styre”. Det er fordi, de opløser subjektet, mens et demokrati derimod kalder på subjekter, hvilket kun kan ske med et formål, der indeholder et frihedsbegreb.

 

25. d. 8. november: Facebook-drys 20: Oktober 2015 (blogindlæg)

Facebook-drys 20: Oktober 2015

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-20-oktober-2015.html

 

26. d. 10. november: Hvad blev der er Ayn Rand?

Hvad blev der egentlig af al Ayn Rand-diskussionen fra i vinters? I ved: Sammenhængen mellem LA, egoismen som dyd og ideen om, at velfærdsstaten nærmest var sammenlignelig med nazismen? Og med Anders Samuelsens lidenskabelige forsvar for den åndelige tilknytning mellem SAXO, LA og Rand.

Vandt vi, altså Jørgen Carlsen og os andre kritikere? eller røg Rand ud af systemet, da SAXO-bank trak sin støtte til LA? Eller rumsterer hun blot i det skjulte? Nok det sidste? Jeg synes, vi savner et udmelding fra partiet. Jeg gør i al fald.

Men det var naturligvis under alle omstændigheder stærkt forstemmende at se, hvor mange fra den gamle 80’er-yuppie-Libertas-kreds, der slog ring om Rands ekstremistiske filosofi. Den indflydelse vil nok vare længe.

 

27. d. 10. november: Hvornår mister man interessen?

Så snart nogen siger noget i retning af ”læringsoptimering”, mister jeg interessen. Det samme gælder ord som ”udfordringer” og ”strategi”, Ja, og faktisk også alt, hvad KL og skolelederforeningen skriver, både officielt og i deres “hemmelige klager”.

Jeg er ikke engang rigtig imod det, der står. Jeg mister bare interessen. Resten af teksterne er altid tomme ord, der tømmer min hjerne. Min hjerne tømmes og fyldes af tomme ord. Det er ledt. Ja, det gør faktisk lidt ondt; ondt i min tomme hjerne, der er fyldt med tomhed.

Hvad gør man så? Ja, hvis det ikke lige er søndag formiddag, så spiser jeg en is-båd og hører en you-tube video om regnbuer og vuggeviser i en anden verden. Bagefter går det lidt bedre.

https://www.youtube.com/watch?v=PSZxmZmBfnU

 

28. d. 10. november: Hvad er læringsideologi?

Hvad er definitionen på “læring”? Det er, når en læringsteori afviser formål og indhold, for derpå at gøre sig selv til formål og indhold all together.

Så har vi “et liv i læringens tegn” – den nye ideologi.

 

29. d. 11. november: Ordstyrerfest i VIA-land (blogindlæg)

I VIA-LAND giver man god løn til ordstyrere og entertainere:

http://www.thomasaastruproemer.dk/ordstyrerfest-i-via-land.html

 

30. d. 11. november: KL er bedst!

Jeg vil da kraftigt opfordre landets lærere til at støtte KL’s og DPO’s ideer frem for mine. Det er meget nemmere på alle måder:

1. Hos KL/DPO
Hos KL har læreren fri kl.16 sharp, og man skal bare klikke på nogle datasystemer og måle lidt på den ene og den anden strategiske “target”. Det er da let, hvis man bare lige kan nå det!

Man er en ”klikkelærer”, der arbejder efter operative mål. Ja, man er ligefrem en ”læringsleder”, der læringsstyrer på en læringscentral under et læringsministerium.

Men børnene har ikke fri kl. 16. Nej, de skal have ”læring” døgnet rundt, dvs. ”læring all-inclusive” i en ”læringslivsform” under ”læringens tegn”, så de kan blive en eller anden blanding af ”opportunist” og ”økonomi-soldat”, som det kaldes. Den ”blanding” vil sætte sig som en socialpsykologisk umulighed i de små sjæle. Det vil præge en generation på sin egen usynlige læringsmåde, men det er jo først om mange år, og det har jo ikke noget med dig at gøre.

2. På min skole er det meget mere besværligt. Her er man på job døgnet rundt, selvom man ikke er på skolen. Det er undervisning og kulturel aktivitet og inter-esse døgnet rundt, selv i ægteskabet, ved købmanden og blandt venner. Det er ”læreRlivsform”, ”undervisning all inclusive”, i formålets indre.

Til gengæld har børnene helt fri kl. 14 sharp! Dog med ca. en times ledsagende lektier og så naturligvis de pligter og fornøjelser, der hører til opdragelse til et almindeligt civilt liv.

3. Konklusion
Job døgnet rundt? Ærligt talt… er det så ikke bedre hos KL? Der er kun den lille pris at betale, at det hele bliver så kommunaaaaalt…..zzzz….data…..strategi…..zzzz….., og så er det selvfølgelig synd for børnene. Men altså let og behageligt søvndyssende for KL-klikke-læreren.

 

31. d. 12. november: I læringens tegn: Dimissionstalen til DPU’s kandidater

Dimissionstalen til de nybagte kandidater på DPU blev holdt af den nybagte institutleder, Claus Holm. Det var en læringstale, der handlede om læringslivsform, om selvledelse, om et liv i læringens tegn og om, at man bør nyde det hele med hele sin personlighed. Ja, talen handlede om, at man livet igennem konstant bør stille sig spørgsmålene:

“Hvad er dine styrker? Hvad er dine værdier? Hvordan performer du bedst?

Min mening: Lad være med det. Det lyder jo som en HR-afdeling.

Men Holm kalder det for et “professionelt pædagogisk syn på danskernes liv”.

Og så er der en hel masse om at blive 50 og miste modet. Holm siger, at man rammes af kedsomhed og hormonkrise.

Var der ingen pædagogiske ideer? Nej, læs selv.

Og til sidst står der med versaler og udråbstegn, hvad det hele drejer sig om: “LEARNING TO DIE WELL!”

For filan da! Pædagogik handler om livet!

Hvis jeg var ung kandidat, var jeg bristet i gråd.

http://edu.au.dk/fileadmin/edu/Praesentationer/Taler/Laering_som_duelig_livsform_dimissionstale_Claus_Holm.pdf

 

32. d. 14. november: Hvorfor læser man bøger?

Nogle læser bøger for at øge deres kompetence. Jeg læser dem for at blive inkompetent.

 

33. d. 14. november: Hvad skal vi med demokrati?

Der er nogen, der mener, at det der med demokrati tilhører en tidligere statsform. Det er noget Hal Koch har fundet på, lyder det som om. Det var en “demokratisk livsform”, men det er ved at være slut med den. Pyt med den. Og i farten røg også relevansen af Holocaust, Thomas Mann, dannelse, Kant, Rousseau, Humboldt, Løgstrup, indhold mm.

Næ, nu skal vi have et “liv i læringens tegn” i læringens livsform, som “performer”. Ja, vi skal have læring til døden i konkurrencestatens øv-hat, og der er ikke andet. Ja, vi skal ligefrem være soldater og opportunister, og vi skal nyde det med hele personligheden.

Hvorfor skal vi ikke drage omsorg for national og europæisk kultur? Hvorfor alt det selvhad, der jo stammer fra de værste sider af 1970’erne. Og så al den skrækkelige historicisme?

Jeg forstår det ikke. Og så i disse tider, hvor demokratiet virkelig brænder på, og alle tingene i sig selv er så levende.

 

34. d. 15. november: Hvad er en europæer?

Hvad er en europæer, der ikke er opdraget i en demokratisk livsform, som ikke har dybe kundskaber om kulturens substans, og som ikke har et solidt skud almenpædagogik, dvs. frihedens forudsætning i sin bagage?

Hvad er sådan en europæer?

Han er intet, og han gør intet. Han venter på læringens tegn i den nye opportunisme. Venter og venter på at blive styret af selvmonitorerende mål.

Det er rart at se, at der trods alt stadig er så mange europæere i verdensdelen. Mennesker, som ikke venter. Mennesker i solidaritet. I en demokratisk livsform; I ved, den livsform som ikke er så vigtig mere ifølge visse toneangivende kredse i den pædagogiske forskning.

 

35. d. 16. november: Reklame for ”Pædagogiske landskaber – 232 indre drys”

REKLAME:
Fra “Pædagogiske landskaber – 232 indre drys”:

Det korteste drys er nr. 140:
“En skole i verdensklasse er en verden uden skole”

Der er også et drys, der hedder “Fra grundtvig-bashing til lærerbashing”. Det er drys nr. 175.

Og så er der drys nr. 36, der hedder “Afrika”. Det er også ret kort.

De længste drys er på ca. 4 sider. Et af dem handler om “Heretica og Dialog”, men der er også et, der hedder “Derfor bør man buuhe!” Det kan man godt skrive en del sider om for tiden.

http://www.fjordager.com/paedagogiske_landskaber

 

36. d. 16. november: Peter Kemps opgør med halvdannelsen (blogindlæg)

Omtale af Peter Kemps nye bog og uddybende analyse af Jens Rasmussens brug af Humboldt mm.:

http://www.thomasaastruproemer.dk/peter-kemps-opgoer-med-halvdannelsen.html

 

37. d. 16. november: Agedrup Skoles vision

Går man ind på Agedrup Skoles hjemmeside og trykker på ”Information”, kan man trykke videre på ”vision”.

Hvad mon skolens ”vision” er? Jo, følgende kommer frem i helt ordret fuldstændighed:

”Den nye folkeskolereform opererer med tre overordnede mål:

1. Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan.
2. Folkeskolen skal mindske betydningen af (negativ) social baggrund i forhold til faglige resultater
3. Tilliden til og trivslen i folkeskolen skal styrkes bl.a. gennem respekt for professionel viden og praksis

Visionen for Agedrup Skole er:

”At maksimere alle elevers læring og dannelse ved at sikre trygge, inspirerende og udfordrende lærings-miljøer og fællesskaber”

Præmis: Læring er mange ting og kan finde sted hvor som helst og når som helst”
—————————–
Der står ikke mere. Der er ikke mere. Det fremgår heller ikke, hvor citatet stammer fra, eller hvorfor den underlige “læringspræmis” er tilføjet. Det er hvad der står.

Man forstår på en måde godt, at skolen ikke kan rumme en højt-profileret skoledebattør med tre pædagogiske priser i bagagen.

Det er “et liv i læringens tegn”.

http://agedrupskole.skoleporten.dk/sp/117524/file/Inpage/347da5ff-6d29-4c84-8d82-65f2da2fd492

 

38. d. 17. november: Forskydninger i læringsbegrebet

Jeg vil blot gøre opmærksom på en begrebsforskydning, jeg har kunnet iagttage i pædagogiske forskningskredse:

1. 1970-89: I 1970’erne havde vi opgøret med formåls- og indholdskategorien, som blev reduceret til undertrykkende fakta, der skulle styres og helst glemmes. I stedet satte man forskellige former for politisk læring. Det var det, Knud Illeris kaldte for ”modkvalificeringens pædagogik”.

2. 1990: Efter murens fald fastholdt man den grundlæggende skelnen mellem indhold og læring, men læringsbegrebet mistede sin politiske dimension. I stedet overtog det mere frie og uforpligtende ”refleksion”, og dette skifte blev markeret af en interesse for Giddens, Schön og den tidlige systemteori.

3. 2010: Efter finanskrisen blev de ”løsrevne refleksioner” indfanget af et økonomisk og teknisk vokabular, men opgøret med indhold og formål fortsatte helt frem til nyere tid, inklusiv skolereformen.

På den måde fik vi en skelnen mellem at ”lære noget” og at ”lære at lære”. Man så stadig ned på ”at lære noget”, som kunne reduceres til læringsmål. Det centrale var ”at lære at lære”, altså en ren proceskompetence, eksemplificeret i termer som John Hattties ”selvmonitorering” og ”selvledelse”.

4. 2015: Men nu er der kommet noget nyt til, en yderligere dimension på den gamle distinktion. Det kan man læse om i følgende citat fra Claus Holms dimissionstale til DPU’s kandidater:

”Procesviden forudsætter, at elever studerende, ja samfundsborgere bliver læringsdisciplinerede, at vi ikke blot lærer-at-lære, men også lærer at nyde at lære gennem hele livet”.

I gamle dage, dvs. sidste år, kunne man med stor sikkerhed vide, at en ”ikke blot….men” struktur i en pædagogisk sætning henviste til ”ikke blot lære noget bestemt men også lære at lære”, altså som under punkt 3.

Men nu er denne ”ikke blot… men” struktur altså forstærket, eller hvad man nu skal kalde det. Nu skal man ikke blot ”lære at lære”. Man skal også ”nyde” at lære-at-lære. Og dette krav gælder vel at mærke alle børn og borgere i samfundet, dvs. i alle aktiviteter for alle mennesker i hele samfundet i hele livet.

At adskille læring fra indhold, som vi så det under punkt 1-3, har i sig selv store konsekvenser, men at insistere på, at den indholdstømte læring skal knyttes til en altomfattende nydelse for ”samfundsborgeren” giver efter min opfattelse meget let demokratiske problemer. Det ender i ”ja-hat”-samfundet, med mottoet: ”Du skal nyde din egen proces, når du performer!”.

Fortalerne for ”nydelsen” er da heller ikke begejstret for det, de kalder for ”den demokratiske livsform”. De mener, at det er noget fra velfærdsstatens tid. Det er noget, Ove Kaj Pedersen engang kom til at skrive i en bog, som centrum-venstre er vilde med. Gad egentlig vide, hvad Ove Korsgaard tænker om sagen? Han har jo om nogen stået for en Hal Koch-inspireret medborgerskabspædagogik her i landet.

Nå, men selv forbinder jeg mere en “demokratisk livsform” med især Stuart Mill og John Dewey, som med udgangspunkt i hele den vestlige filosofi skrev om sagen langt tidligere. Deweys hovedværk ”Democracy and Education” er f.eks. fra 1916, dvs. i horisonten fra en barndom under den amerikanske borgerkrig og det samtidige udbrud af 1. verdenskrig og med Hegel og Darwin rumsterende.

Men OK, hos Dewey er der både læring og indhold og demokrati i en samlet filosofi, dvs. det modsatte af den aktuelle tilbøjelighed, hvor man skal “nyde” den ene side af adskillelsen.

 

39. d. 17. november: Lidt om suverænitet

Jeg siger lige et fremmedord for den nye læringsideologi. Hvad er det? Det er ordet “suverænitet”.

Jeg bader i suverænitet. Det er et vådt, vildt og pluralt sted. Det sted som skaber mig i et fællesskab med jer. Det er suverænitetens sted. Vores sted. Det dyrebare dyb. Det er før os. Det føder os, os hver især.

Suverænitet er det modsatte af læring. Suverænitet er formål, essens og dybde. Det er pædagogik. Det er undervisningens fjerne stemme.

Suverænitet er mere end det kantianske “autonomi”, som “blot” er en slags grænsetilstand eller forudsætning. Suverænitet er autonomiens egen forudsætning, der gør autonomien real.

Denne forudsætning mødes i Europa.

 

40. d. 18. november: For meget fremtid og for få ”lag”

Der er for meget ”fremtid” og for få ”lag”. Dvs. for meget simpel tid og for lidt rum, for meget iagttagelse og for lidt erfaring, for meget nethinde og for lidt følelse.

Eksempler? Lærings-”revolution”, Ny Nordisk Skoles ”manifest”, opskrift på en ”kulturrevolution”, hvad skal vi lære i ”fremtiden” og “fremtidens” arbejdsmarked.

 

41. d. 18. november: Niels Åkerstrøm Andersens kritikbegreb

En foreløbig note:
Jeg sidder og skriver om Niels Åkerstrøms kritikbegreb, som han udfolder det i artiklen: “Kan man fundere kritik i kritikkens umulighed?: Tanker om en systemteoretisk samtidsdiagnostik” fra Social Kritik, nr. 140, 2014.

Det er meget interessant for sådan en som mig at læse det:

  1. Artiklen er en symbiose af post-strukturalisme og systemteori på systemteoriens præmisser. Denne symbiose kan studeres efter principperne for min overordnede tese om pædagogikkens idehistorie siden 1960. Det er især den samtidsdiagnostiske kreds på DPU – “DPU-traditionen” kaldes den ligefrem – som Åkerstrøm godt kan lide, selvom han også synes, at de har lidt for meget immanens og virkelighed indover, pga. deres traditionens fortaleres såkaldte “diagnostiske kort”. Teksten er derfor rent empirisk materiale til overgangen mellem nogle forfaldsniveauer, som jeg beskriver i bogen “Uren Pædagogik”. Disse niveauer og overgange opererer i et fælles opgør med centrale aspekter af den pædagogiske og filosofiske tradition.
  2. Det sociale tømmes for både ontologi og normativitet. Verden og moral er væk. Der er ikke noget “udenfor”, som det hedder. Der er kun “fremtrædelse” og “operationer”. Det er nok det, som Ole Thyssen, en anden systemteoretiker, engang kaldte for “den kyniske etik”, men det ved jeg ikke helt. Til gengæld synes jeg, det er alt for simpelt og højrelativistisk med disse afvikleringer af “udenfor”. Hvad er “skolens formål” f.eks.? Ja, det er jo ikke en “operation”, fordi næsten ingen henviser til det. Men eksisterer det da ikke? Hvilken absolut forfladigelse af hele den åndsvidenskabelige sammenhæng. Jeg interesserer mig faktisk mest for det in-operative.
  3. Åkerstrøm hævder kritikkens umulighed med reference til det manglende ontologiske og normative “udenfor”; men også med reference til universitetsmarxismens, især Althussers og Habermas’ arbejde i 1970’erne. Lidt pudsigt knyttes også an til de mest modernitetskritiske lag af R. Kosellecks begrebshistoriske teori. Men den heraf muliggjorte historicitet kan slet ikke fastholdes hos Åkerstrøm, eftersom både normativitet og virkelig jo er taget ud. (Koselleck kom dog, som jeg har forstået det, primært ind i dansk historieforskning via post-strukturalistiske læsninger, så der har vi nok noget af forklaringen). Åkerstrøm kommer på en måde til at forstærke den proces, han kritiserer. Åkerstrøm forstærker faktisk f.eks. Althussers fejl. F.eks. forsimpler Althussers ontologien og det normative, mens Åkerstrøm fjerner verden og det normative som sådan. Hvorfor “reparerer” han ikke bare? Det gør han ikke, fordi han har accepteret systemteorien i udgangspunktet. Systemteorien arbejder gennem Åkerstrøms pen, kan man sige.
  4. Derpå udarbejdes, hvad man kan kalde en “ukritisk kritisk skabelon” i tre niveauer, der ender ud i en “systemteoretisk samtidsdiagnose”, der jo sådan set er berøvet dens overordnede “diagnostiske” evne (altså “kortene”). Vi får i stedet en slags gentagelse af det hele i en nu mere underordnet form for “diagnose” og begrebshistorie: “Diagnostisering af, hvordan samfundets former sættes på spil i det aktuelle mulighedsrum” (som er “semantiske selvprogrammeringer”). Kritik reduceres til et semantisk “tilbud om kontingens”, og her kan poststrukturalismen spille sin egen underordnede rolle.

Dermed er vi havnet i det, jeg kalder for den strukturerede poststrukturalisme, hvor man ikke tager stilling til “mulighedsrummet” som sådan, dvs. finder sig et “udefra”, fordi det jo er umuliggjort i udgangspunktet. Vi ender faktisk i en form for “positiv psykologi med refleksiv krølle”, som jeg ser det.

Måske er vi her på sporet af årsagen til kritikkens udryddelse i pædagogikken. I den nye udgivelse “At lede efter læring”, som Åkerstrøm også har bidraget til sammen med en række primært poststrukturalistisk orienterede forfattere, har man helt accepteret “det semantiske mulighedsrum”, og ordet “kritik” optræder, så vidt jeg har registreret det, overhovedet ikke. Til gengæld står der “potentiale” over det hele.

Dermed får vi “kritik” som “radikal accept”.

(Fuld analyse kommer på bloggen snarest)

 

42. d. 19. november: Systemteoriens kooptering af post-strukturalismen

Nedenstående udgivelse, ’”Luhmann observed – radical theoretical encounters”, fra 2013 er meget interessant. Her koopteres, dvs. opsluges, hele den poststrukturalistiske tradition under systemteoriens vokabular. Foucault, Deleuze og Nietzsche og mange andre omdannes til diverse systemteoretiske afarter.

En række folk fra Danmark, især fra CBS, står centralt i begrebsudviklingen, heriblandt Niels Åkerstrøm Andersen.

En konsekvens af denne ”kooptering” er f.eks., at begrebet ”kritik” afmonteres. Det fortalte jeg om i et opslag i går, hvor jeg omtalte en anden af Åkerstrøms aktuelle markeringer, nemlig hans artikel fra 2014 om kritikkens umulighed. Der er intet ”udenfor”, hvorfra en kritisk indsats kan udøves. Der er kun systeminterne operationer, hvilket fører til en forstærkende accept af det, der studeres, altså det jeg tidligere har kaldt for en struktureret poststrukturalisme.

Dette grundsyn får direkte konsekvens i skoleanalyserne. I bogen ”At lede efter læring”, som har helt samme koopteringsproces som klangbund, har Åkerstrøm en artikel om skolens ”kerneopgave”. Nu skulle man jo tro, at han i den forbindelse ville nævne skolens formål og tradition? Men det gør han ikke, slet ikke faktisk (og der er meget få andre, der nævner det, og det sker altid meget summarisk). I stedet kan Åkerstrøm blot iagttage et tomt læringsbegreb, der radikaliseres med ord som ”potentialisering” og ”mellemrum”, dvs. i Dorthe Staunæs’ all-inclusive-ånd, og med massive referencer til det poststrukturalistiske miljø på DPU. Staunæs, Juelskjær og mange andre fra deres miljø bidrager da også stærkt til udgivelsen. Det samme gør parallel-miljøet på professionshøjskolen UCC.

Hvorfor ser Åkerstrøm ikke dette paradoks? Altså at han taler om ”kerneopgaver” uden at nævne ”kerneopgaven”, dvs den tradition, som skolen er skabt af og fungerer i. Det er fordi, at han udelukkende arbejder med en systemintern semantik. Der er intet ”udenfor”, ingen normativitet og ingen virkelighed i sig selv. Der er ingen pædagogik og ingen tradition. Han får ”læring all inclusive”, dvs. en radikaliseret accept af policy. Han får ”et liv i læringens tegn”, et begreb, der fødtes i forrige uge af Claus Holm, der også har rødder i en blanding af poststrukturalisme og systemteori.

Dermed får vi en ideologisk symbiose mellem en afideologiseret venstrefløj, systemteorien og policy. Vi får en posthumanistisk og ukritisk venstrefløj, der mere eller mindre bevidst og åbenlyst lægger sig under konkurrencestatens hegemoni og læringens tegn. Det synes jeg, at venstrefløjen og de pågældende forskningsmiljøer bør tage stilling til i stedet for at klage.

En anden ting er så, at disse bevægelser giver en slags ekstremt dynamisk venstre-luhmannianisme, der adskiller sig fra den teknologifikserede luhmannisme, man finder hos f.eks. Qvortrup og Rasmussen, men som i forhold til pædagogik, politik og kritik har fuldstændig samme effekt.

http://www.amazon.com/Luhmann-Observed-Radical-Theoretical-Encounters/dp/1137015284

 

43. d. 20. november: Uddannelsespolitisk konference på Christiansborg

Jeg gør lige lidt reklame for en stor uddannelsespolitisk konference på Christiansborg i regi af den borgerlige dannelsesgruppe, Rønshovedgruppen. Konferencen finder sted næste lørdag. Der er oplæg af Matthias Tesfaye, Hans Hauge, Henrik Dahl, Erik Jerlung, Steen Laugesen Hansen, Uffe Gravers Pedersen, Ole Witt Hansen og flere andre. Selv skal jeg også sige noget, og Merete Riisager, den ensomme parlamentariske skolekæmper, indleder. Lone Nørgaard og Kirsten Sarauw er ordstyrere.

Jeg kan se af deltagerlisten, at der også kommer folk fra Sophia, og mange andre dannelsesinteresserede grupper i samfundet fra både højre og venstre, som måske heller ikke har lyst til at leve “et liv i læringens tegn”, har også meldt sig til.

Der er mig bekendt stadig nogle få ledige pladser.

https://www.facebook.com/events/463319430514517/

 

44. d. 20. november: Hvad er økonomi?

Alle ting har en økonomi, men ingen Ting er økonomiske.

 

45. d. 20. november: To noter om kritik og metode

Lidt noter, inspireret af de sidste par dages oplevelser.

  1. Nogen mener, at der ikke findes noget ”udenfor”, og derfor er ”kritik” umulig. Det er jo systemteoretikerne, jeg tænker på her. Andre mener, at der ikke findes noget ”indenfor”, og mon ikke også kritik får problemer i den forbindelse? Nå, men uanset, så er det sådan, at skolereformen og synlig læring bygger på det første synspunkt, som jo er ekstremistisk på alle måder; altså, at der ikke findes noget ”udenfor”. Det er rent ud sagt den rene elendighed at drive skole med det udgangspunkt, hvilket jeg over et par dage har givet nogle eksempler på med min reference til Niels Åkerstrøms arbejde. Nej, vi skal simpelthen have gang i noget ”udenfor” efter min mening. Men allerhelst den slags ”udenfor” som fordyber sig i objekterne, på en sådan måde, at ”indenfor”, f.eks. den kritiske myndige borger også kan komme til syne. Hvordan det nærmere hænger sammen, må vi finde ud af.
  2. I dag var jeg til bogudgivelsesseminar på Aarhus Universitet. Det handlede om bogen ”Metodefetichisme – kvalitativ metode på afveje”, som både kritiserer kvantitativ og kvalitativ metode for at være for lidt ”objekt-følsom”. Det er en meget interessant udgivelse, hvis overordnede filosofi drives frem af blandt andet den unge filosof, Søren Bengtsen, der også har skrevet et glimrende universitetspædagogisk bidrag til ”Uren Pædagogik 2”. Det er med andre ord et ”udenfor” på den store klinge. Indledningen er fremragende, og jeg glæder mig til at læse de forskellige artikler, selvom jeg ikke interesserer mig en pind for ”metode”, hvilket bogens forfattere på en måde heller ikke gør, selvom de revitaliserer en objektfølsom ”metode”, og dermed objektivitet, på det kraftigste.

http://da.unipress.dk/udgivelser/m/metodefetichisme/

 

46. d. 21. november: Hvad er videnskabelig metode?

Om videnskabelig metode:

  1. Videnskabens opgave er at nå hen til objektets egenart, dvs. hent til forholdet mellem objektets indre og dets manifestationer. Man skal så tæt på objektet, som det er muligt at komme med ord.
  2. Hvis objektet defineres som en systemintern operation, så reduceres det til standarder og metoder. Derved tabes det egentlige objekt af syne. Visse dele af systemteorien, men også andre, har et enormt problem her. Metoden spærrer for videnskaben. Så får vi det, som i en aktuel udgivelse kaldes for ”metodefetichisme”.
  3. Videnskabelig metode bør i stedet defineres ved dens evne til at nå hen til objektet.
  4. Metoden må med andre ord tage udgangspunkt i et objekt, som man vil undersøge, men hvis egenart man ikke kender. Det er et paradoks.
  5. Man må lytte til det objekt, man ikke kender, i en form for videnskabelig poetik.
  6. Videnskabelig metode er derfor ”at lytte poetisk”, at stille sig lyttende an, at ”høre” tingenes rumlen. Derefter må man se, hvordan objektet presser sig på og viser sig. Metode er sansen for denne proces, hvor virkelighedens objekter og ting bringes til en eller anden form for sansning. John Dewey definerer faktisk ”pædagogisk metode” i samme ånd.
  7. Men husk: Det handler ikke om at lytte til ”den anden videnskabsmand”, som har fulgt en metode, der spærrer for objektet. Det handler om at lytte til det objekt, som den traditionelle metode spærrer for. Det handler om at nå hen til objektet i sig selv. Det handler om videnskab.
  8. Så får vi en effektiv og sprængende metode. En metode der bringer verden frem i al dens pluralitet, altså den virkelige verden. Alt det, som er ”udenfor”, det som videnskaben handler om.
  9. Videnskab er objektets sted. Det sted, hvor objekterne har fri; der hvor objekterne kan tale; der hvor metoderne retter sig efter objektets lyde.

 

47. d. 21. november: Systemteoriens afvikling af ”kritik”

Hvad er problemet med den systemteoretiske afvikling af kritikkens mulighed?

Er problemet, at man kritiserer kritikkens tilbøjelighed til at stille sig op på en piedestal, hvorfra den ene og den anden hævder en særlig adgang til det videnskabelige objekts essens? som f.eks. ”økonomiens primat” eller ”det ubevidstes forrang”? Nej, det er det ikke. Det er slet ikke kritikken af kritikken – og da slet ikke af 70’er-kritikken – der er problemet for systemteorien, tværtimod.

Men hvad er da problemet? Problemet er, at man fjerner ”objektet”, at man reducerer det videnskabelige objekt til en systemintern konstruktion.

Fordi man altså er træt af nogle teoriers ekspropriation af objektet, så fjerner man objektet. Det svarer til at rive et hus ned, fordi der er en punkteret rude. Men i samme øjeblik det sker, altså at ”objektet fjernes”, så reduceres videnskabens kraft radikalt.

Systemteorien forsøger så herefter, med sit tabte objekt, at genreflektere ”kritikken”, men det kommer der absolut ingen kritik ud af. Tværtimod får vi en form for radikaliseret tilpasning til magtens begreber og en filosofisk autisme, og i den proces kan man bruge nogle af den kritiske diskursteors og poststrukturalismens begreber. Den systemteoretiske kritik af kritikken fører dermed til en afmontering af kritikken. Ja, kritikken af kritikken kommer faktisk til at understøtte anti-kritikken.

I stedet burde man gøre det modsatte, dvs. vride objektet fri fra teoriernes ekspropriation; ja, man burde gøre objektet kæmpestort, ufremkommeligt og sært. Så kan videnskaben gå i gang; en kritisk undersøgende og fælles videnskab uden piedestaler vel at mærke.

På den måde bruger vi ”kritikken af kritikken” til at forstærke kritikken i stedet for at afvikle kritikken. Dermed får vi et specialtilfælde af det, jeg i en læringsteoretisk sammenhæng engang kaldte for ”at lære NOGET i en verden uden gelænder”.

http://da.unipress.dk/udgivelser/l/l%C3%A6re-noget-i-en-verden-uden-gel%C3%A6nder,-at/

 

48. d. 21. november: Ellen Trane Nørbys embedsmandskronik

Undervisningsminister, Ellen Trane Nørby, skrev i sidste uge en kronik i Politiken. Hun mener, at man skal komme ”ind i kampen for en bedre skole”, som hun skriver. Med den ”bedre skole” tænkte hun på skolereformens ’dårlige skole’. Sådan er der så meget. Alting betyder det modsatte af det, man tror.

Det har noget at gøre med ”ja-hatten”, som der er mange, der ikke gider have på, men det vil ministeren åbenbart gerne. Hun er en ja-hat, hvilket er det modsatte af et virkeligt “ja”. Hun synes nok, at der er for mange brinkmannister i landet.

Nå, men jeg tænkte jo lidt på, om jeg skulle lave en analyse af kronikken. Men ved I hvad, det kunne jeg slet ikke. Hvorfor ikke? Fordi Trane Nørby lyder som en af Antorinis embedsmænd, og Antorinis kronikker har jeg jo analyseret. Det må være nok. Skal vi nu også til at rode med en politserende embedsmand, der taler i tomgang med ja-hat over det hele?

Trane Nørby lød også som en embedsmand i går i DR’s fine Detektor, hvor hun med gnidende hænder og vildt blik forsøgte at tale udenom sin stærkt politiserende vinkling af statistisk materiale om det ene og det andet.

Konklusionen på den del er sådan set bare, at man ikke kan stole på et eneste tal, der kommer fra undervisningsministerens mund.

Og så tænkte jeg på: Gad vide, hvordan Antorinis embedsmands embedsmænd så lyder? Måske lyder det ligesom KL…gaaab….zzzz….læringsmaksimering…..data…..zzzz

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2933358/kom-ind-i-kampen-for-en-bedre-skole/

 

49. d. 22. november: En tur i VIA-land (blogindlæg)

Opsamling på mine kulturfilosofiske studier i VIA-land..

http://www.thomasaastruproemer.dk/en-tur-i-via-land.html

 

50. d. 23. november: Videnskabens objekt

Hvis forskeren tager udgangspunkt i, at der ikke er noget ”udenfor”, eller at dette “udenfor” selv i virkeligheden er noget “indenfor”, så må han konstruere sit eget objekt. Det er systemteoriens og konstruktivismens metode.

Hvis forskeren tværtimod tager udgangspunkt i, at der er noget udenfor, så må han finde det objekt, der allerede er der. Det er ganske vist vanskeligt og kræver både mod og tålmodighed, men det er også derfor, at den kritiske videnskab bliver ved og ved. Det er simpelthen videnskabens metode.

Så indvender du måske: men Thomas, vil du så sige, at du ikke konstruerer? Så svarer jeg: Jeg konstruerer tit, men altid med udgangspunkt i, at det objekt, som er udenfor, taler tilbage, så konstruktionen flyder ud i objektet frem for omvendt. Derfor må man lytte til objektet, som er udenfor Det er det, jeg mener med videnskabelig poesi. Man må blive ved og ved med at slå sig hørende ind til objektets indre med de forhåndenværende begreber, som ustandseligt bøjes.

Objektet kommer før konstruktionen og ødelægger den, for at man kan ”bygge” i stedet for at ”konstruere”.

Det vil sige, at ”det konstruerede udenfor” tager form af ”det virkelige udenfor”, hvor det sidste er det, det hele handler om. Forskning handler om at komme ind i den proces.

Det samme gør sig gældende for ”et skolefag”, hvis indhold jo også er et forhold mellem et “udenfor” og et “indenfor”.

Fagdidaktik og pædagogisk forskning tager pt udgangspunkt i netop de former for konstruktivisme, som udelukker objektet. Så kalder man det “forskningsbaseret” og “empirisk”, selvom alting er konstrueret.

 

51. d.23. november: Lars Goldschmidts konkurrencestat

Lars Goldschmidt, som var formand for Antorinis Ny Nordisk Skole, lægger sig som en vuffer under tidens tegn, nemlig konkurrencestaten. Han siger f.eks. til Højskolebladet i 2013, at ”der er rum for masser af stemmer, der accepterer konkurrencestaten som udgangspunkt”, og at højskolen – og de facto alle steder – ikke er for ”de vage, kontemplative, halvdovne vegetarer”.

Jeg siger det modsatte: Jeg siger, at der er ”brug for alle stemmer, der ikke accepterer konkurrencestaten som udgangspunkt, herunder ikke mindst de tvivlende, tænkerne og dem som vil have frihed og naturlighed”, og – vil jeg tilføje – ”de fremmede, de fattige og de sølle”; kort sagt: alle der er frie, tænksomme, usikre og udenfor. Endnu mere kort sagt: alle, der har gået i skole.

Derimod er jeg træt af synspunkter, der uden refleksion underlægger sig postulerede ”tegn”, og som kun interesserer sig for klare mål, performance, kødædere og effektivitet, indtil vi alle kan gå på pension og dø i opportunistisk velbehag under det rungende motto: “Den dannelsesfrie stat længe leve!”

http://www.hojskolebladet.dk/nyheder/2013/oktober/direktoer-med-ambitioner-for-hoejskolerne

 

52. d. 24. november: Retsforbeholdet 1

Nå, men vi skal jo stemme d.3? Hvad skal man gøre? Bortset fra Euro-afstemningen i 2001 har jeg jo altid stemt ja. EU er jo sådan noget man var imod i 1970’erne, hvor jeg ikke havde stemmeret. Man var derimod glad for EU i 1980’erne, fordi man var træt af marxismens og venstregrundtvigianisme lidt for klæbrige og tvungne fællesskaber. EU var sådan en slags befrielse for mit vedkommende, og det var jo blandt andet også derfor, vi skulle på Interrail alle sammen. Og man blev faktisk endnu mere glad for det i 1990’erne – det lykkelige årti – efter murens fald, hvor der bare stod ”Brandenburger Tor” malet over hele kontinentet.

Men nu er jeg bare imod igen, og i modsætning til for 40 år siden kan jeg stemme. Jeg er i en slags ”70’er-genkomst”.

Her er fem grunde til, at jeg stemmer Nej:

1.

Ja-sidens politikere har forsøgt helt fra starten at bilde mig ind, at det hele bare handler om lidt teknisk politisamarbejde. Jeg nægter simpelthen at lægge øre til sådan en gang manipulation. Vi taler om afgivelse af retslig suverænitet, og så skal man høre på sådan en gang gas. Det er i sig selv nok til, at jeg ikke stoler på ja-siden over en dørtærskel. Jeg føler mig talt ned til i den grad. Det svarer fuldstændig til de glade 1970’ere, hvor man bildte folk ind, at det hele handlede om flæskepriser eller til Schlütters 80’er statement ”Unionen er stendød”.

2.

Så er der det med uddannelsespolitikken. Det er ganske vist ikke det, vi skal stemme om, men nu ved jeg jo lidt om det, og EU’s håndtering af de pædagogiske spørgsmål siger noget om, hvordan ånden har udviklet sig i EU. Og det er i den grad “ånden” vi stemmer om, eftersom det jo er ”suverænitet” vi afgiver.

Nå, men uddannelsespolitikken er jo egentlig et nationalstatsligt emne. Det er dækket af det såkaldte subsidiaritetsprincip, som det lidt katolsk hedder. Men efter især finanskrisen er hele EU gjort til en vidensøkonomisk muskulatur. Derfor er børnehaver, skoler og gymnasier mm de facto ikke mere en del af uddannelsespolitikken, men derimod en del af den økonomiske politik. Og ”økonomisk politik” er jo EU-område, dvs. at subsidiariteten ikke spiller nogen rolle. På den måde undermineres den nationale tradition og faktisk også den europæiske tradition, og det er jo også derfor, at f.eks. skolens formålsparagraf og gymnasiets almendannelse er under pres.

Dermed har EU ”glemt” de pædagogiske værdier, som det egentlig er skabt af, og som faktisk stadig lå i Bologna-processen, som jo slet ikke var en EU-organisering, men blot et internationalt samarbejde med mange forskellige lande, hvoraf mange slet ikke er med i EU.

På den måde har EU sat sig godt og grundigt på en uddannelsespolitik, der kører i rene vidensøkonomiske termer, og denne tristesse forstærkes af en dansk intelligentsia uden åndsvidenskabelig interesse for nu at sige det mildt. Her tænker jeg naturligvis på det konkurrencestatslige segment, der opererer under ”læringens tegn”.

Vi får dermed et europæisk læringsteknokrati inden for et område, hvor man burde have koordineret nationale traditioner, som har rod i en fælles europæisk historie, og så unge europæere kunne rejse og mødes frit i udveksling af særheder og meget andet.

Med denne manøvre, hvor pædagogikken går fra frihed til vidensøkonomi, må man bare generelt sige: Fastholdelse af suverænitet er faktisk vigtigere end nogen sinde.

3.

EU’s ”udenrigsminister”, Federica Mogherini, siger, at Politisk Islam har en vigtig rolle at spille i europæisk politik. Hvad taler hun om? Sådan en slags sharia-light? Jeg har lige læst Houellebecqs ”Underkastelse”, der handler om en sammensmeltning af et Europa i normativ opløsning og Politisk Islam. Det skal man da bekæmpe på alle måder. Både den ”normative opløsning” og Politisk Islam.

4.

Det er yderst sjældent, man hører folk fra EU-systemet, der siger noget interessant om de grundlæggende spørgsmål om, hvad Europa er, og hvad forholdet bør være mellem det europæiske og det nationale. Og når de endelig siger noget interessant, så siger de noget, jeg ikke kan lide, og som havner lige i hulen på et altomfattende teknokrati osv. Jeg erindrer både det ene og det andet interview med ledende EU-folk, uden lige at kunne sætte en præcis reference.

5.

Hvis vi siger ”nej” ved valget, så kommer der nok en folkeafstemning til om et specifikt område, f.eks. om Europol, alt imens selve retsforbeholdet opretholdes. Sådan plejer det at gå. Jeg går i parentes bemærket ind for europæisk politisamarbejde, men jeg går ikke ind for, at det skal flyttes hen i et overnationalt regi i en vidensøkonomisk regionsstat, hvor ”Politisk Islam” skal spille en rolle, og hvor de pædagogiske formål er udraderet. Derfor vil jeg foretrække en parallel-aftale, man kan træde ud af, hvis den negative udvikling fortsætter.

Det ene med det andet. Det bliver et Nej.

 

53. d. 25. november: God kronik om børnehaver

I dagens kronik i Politiken kan man høre et par kraftfulde stemmer fra børnehavernes tradition. Man slapper jo nærmest helt af, og får lyst til at sende børn i børnehaver igen. Efter min mening er der alt for lidt af den slags fra policymakers, BUPL mm.. Måske kunne man så også lige, nu man var i gang, rehablitere fritidspædagogikken, som i dag er reduceret til læringsstøttende aktiviteter, ligesom børnehaverne faktisk også er, hvis man ser på den dominerende ideologi.

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2946248/fremtidens-dagtilbud-er-ikke-for-boern/

(reaktion på kronikken af Agi Czonka mm.: http://politiken.dk/debat/ECE2961421/maa-vores-boern-ikke-laere-noget-i-boernehaven/

Svar fra kronikørerne: d. 11. december)

 

54. d. 25. november: Reklame for konference i Landstingssalen

Jeg sidder og pusler med mit oplæg til lørdagens konference i København. Her er en lille bid:

“Man skal ikke tage udgangspunkt i elevernes eller arbejdsmarkedets behov, men derimod i undervisningens og skolens behov.

Hvorfor?

Fordi uddannelse jo går ud på at finde sine behov; og man kan jo ikke tage udgangspunkt i det, man skal finde”

http://www.ronshoved.dk/roenshovedgruppen/uddannelsespolitisk-konference-i-landstingssalen-christiansborg

 

55. d. 26. november: Arbejdsmarkedspartiet og den postmoderne ondskab

Det Radikale Venstre, også kaldet Arbejdsmarkedspartiet, er ’den postmoderne ondskabs’ parti. Hvorfor? Jo, fordi partiet undergraver samfundets værdier, hvorefter det bruger selvsamme værdier til at begrunde undergravelsen.

Det er “ondt”, fordi det ødelægger samfundets normative og kritiske muligheder, og det er postmoderne, fordi værdierne er tomme og tilfældige.

Her er tre eksempler:

  1. I Odense får Erik Schmidt en advarsel for ”negative holdninger”, hvorefter rådmanden rejser rundt til byens skoler og siger, at i Odense hersker både Grundlov og ytringsfrihed.
  2. Partiet stemmer for skolereformens frontalopgør med ånden i skolens formål, hvorefter Marianne Jelved rejser rundt og siger, at netop formålet er garant mod skoletraditionens fald..
  3. Partiet bygger sin hjemlige uddannelsespolitik på intet mindre end en “metodisk anti-humanisme”, hvorefter det fører sig frem med total-humanisme i spørgsmålet om flygtninge.

Det kan jeg slet ikke bruge til noget. Jeg har det, som politologerne kalder for ”mistillid”.

 

56. d. 26. november: Arbejdsmarkedspartiets kovending?

Rune Christiansen, som er folketingskandidat og medlem af Hovedbestyrelsen for det Radikale Venstre, har skrevet nedenstående stærke radikale selvransagelse på min facebook-side. Han skriver, at “alle dele af partiet” nu har indset den “forfejlede” uddannelsespolitik, som er i modstrid med partiets “værdier”.

Nu er mit spørgsmål så: Hvor bredt funderet er dette synspunkt? Er det et synspunkt, som også folketingsgruppen eller formandskabet for HB har udtalt? Måske skal LA og RV i omgående skolepolitisk berøring? I al fald ser jeg frem til en omfattende selvransagelse samt en ramsaltet kritik af den aktuelle politik, som jo er en ren videreførelse af den tidligere regerings linje.

Her er citatet:

“Jeg accepterer, at mit lille partis skole- og uddannelsespolitik fra 2011-2014 var forfejlet, og i modstrid med de værdier partiet ellers har stået for siden 1905. Det er vi så ved at forsøge at rette op på nu. Når Marianne turnerer rundt i landet for tiden, er det faktisk netop i et forsøg på at rette op på den fejlslagne, djøfiserede moderniseringsstyrelseskultur der i nogle få år inficerede vores skolepolitik. De gode nyheder er, at det har alle dele af partiet nu indset, og vi forsøger derfor af al magt at vende tilbage til det solide uddannelsespolitiske fundament vi havde brugt et århundrede på at bygge op. Jeg har stor forståelse for de mange der har mistet tilliden til os i mellemtiden – virkelig! Men vi kan ikke gøre andet end at forsøge at rette op, og så over de næste ti år igen demonstrere sammenhæng mellem vores værdigrundlag og vores skolepolitik.”

 

57. d. 27. november: Retsforbeholdet 2

Justitsminister Søren Pind er da en total gave til nej-kampagnen. I går var han i Detektor, hvor den dygtige journalist Thomas Buch-Andersen klædte ham helt af:

Justitsministeriet, altså Pinds EGET ministerium, var blevet spurgt, om Danmark kunne trække suverænitet hjem, når den først var afgivet. Ministeriet svarede over to sider. På den første side stod der, at man ifølge nogle bemærkninger til grundloven godt kunne trække suverænitet tilbage. Det refererede JUSTITSMINISTER Pind efterfølgende selvsikkert på sin FB-side.

Det, Pind ikke nævnte, var desværre alt det, der stod på s.2 i ministeriets svar. Der stod nemlig, at man skam ikke kunne trække noget som helst tilbage, med mindre man FÅR LOV af de andre lande, eller hvis EU vedtager intet mindre end en traktatændring. Grundloven og EU-retten er altså i modstrid.

Buch-Andersen interviewede derpå Søren Pind, der fastholdt sin utrolige ensidighed. Helt ærligt. Det er ikke troværdigt. Nu har jeg igen det der, som politologerne kalder ”mistillid”. Det havde jeg også i går, da jeg drøftede Arbejdsmarkedspartiets uddannelsespolitik. Det er snart hver dag.

Nå, men derpå blev forkvinden for Folkebevægelsen mod EU, Rina Ronja Kari, interviewet. Hun svarede derimod fuldstændigt sagligt og nuanceret, og hun pegede desuden på den mere grundlæggende retlige problemstilling, der ligger bag.

Det er sørme godt, at Nej-siden har dygtige folk som Ronja Kari, og at de også har folk som Pind til at overbevise nogle tvivlere om et nej.

Derimod er det i mine øjne helt uholdbart, at manden er justitsminister. Så kan jeg ærligt talt bedre håndtere, at en person skriver 10 linjer af fra sit eget speciale.

Kristian Thulesen Dahl var hos Ask Rostrup, og han sagde jo også nogle ok ting. Desværre er det bare sådan, at hver gang Thulesen Dahl siger ordet “danskerne” – og det siger han hele tiden – så lyder det som en trussel, som noget man slet ikke har lyst til at være. Og jeg glemmer heller ikke let, dengang Pia Kjærsgaard sagde, at man ikke måtte tale fremmede sprog på danskernes fortove. Når man hører på DF, så får man lyst til at blive marokkaner.

https://www.dr.dk/tv/se/detektor-tv/detektor-eu-valg-2#!/

 

58. d. 27. november: Retsforbeholdet 3

Ifølge Information ønsker 72% af de norske vælgere at forblive ude af EU. Mærkeligt at de er så EU-skeptiske? Søren Pind, som endda er Justitsminister, siger ellers, at vi med et “nej” i næste uge vil tiltrække både kvindehandel og børnepornografi. Pind siger ligefrem d. 23/11 til TV2: “jeg forstår ikke, hvorfor nogen vil nægte danske kvinder beskyttelse”.

Utroligt, at nordmændene er så uinteresserede i sikkerheden for landets kvinder?

Men hov, nu har jeg igen fået det, som politologerne kalder for “mistillid”.

Pind tror også, at man kan trække suverænitetsafgivelsen tilbage, fordi det står i nogle bemærkninger til Grundloven, uden at han gør rede for den EU-retlige sammenhæng. I stedet må Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU agerer justitsminister for os allesammen.

Det giver dobbelt mistillid. Og når man ikke kan have tillid til en justitsminister, hvor er vi så henne?

http://www.information.dk/telegram/283613?utm_medium=social

 

59. d. 27. november: Retsforbeholdet 4

Den tidligere regering gik til valg på at bevare “det Danmark du kender”, samtidig med at man deklarerede både revolutioner og manifester. Kort sagt: Man ville ændre det kendte til ukendelighed, under kendthedens navn. Det er også det, der kaldes for “normalisering”. Man kan også kalde det for postmoderne ondskab.

Lars Løkke vil have os til at vælge “tryghed”. Det har hans spindoktor tydeligvis fortalt ham, for han bruger ordet som en papegøje. Men samtidig taler hans justitsminister ned til sine medborgere om centrale EU-retlige spørgsmål, hans forskningsminister bruger folketingssamråd til at promovere sin families økonomiske interesser, og så er der også et eller andet med både ham der Holst og jo også Løkke selv. Og så var der Irak-kommisionen, som man nedlagde med de mest utrolige begrundelser, der skulle skjule det nye højres problematiske grund. Jeg føler mig meget utryg.

Dertil kommer, at man ikke har gjort op med den tidligere regerings “læringsrevolutionære” spor.

Vi får en “utryg revolution” under tryghedens og hjemlighedens falske fanfare.

Hovsa, nu fik jeg igen det, som politologerne kalder for “mistillid”. Det er fjerde gang på to dage.

 

60. d. 28. november: Omtale af uddannelsespolitisk konference i Landstingssalen

Jeg har været til en fin uddannelsespolitisk konference på Christiansborg i dag. Konferencen var arrangeret af Rønshoved-gruppen. Brian Degn Mårtensson har lavet en udmærket opsamling af dagen på sin væg med en god tråd nedenunder. Her vil jeg blot tilføje et par refleksioner:

1.

På en måde var det LA’s dag. Merete Riisager, Folketingets skolepolitiske enmandshær, åbnede konferencen, og Henrik Dahl lukkede den med nogle glimrende universitetspolitiske refleksioner, f.eks. hans overvejelser over en problematisk SV-akse i mange af de uddannelsespolitiske forlig. Hans Hauge deltog også, og så vidt jeg ved, er han også glad for LA. Ja, et øjeblik glemte jeg faktisk alt om bilpriser, Ayn Raaaaaand… og Saxobank, og hvad det alt sammen hedder på LA-sprog.

Så er der måske en eller anden af mine venstresnoede FB-venner der siger et eller andet blablabla. Men så er det blot, jeg spørger: Hvornår har nogle af de andre partier deltaget så engageret og kompetent i en uddannelsespolitisk konference? Mig bekendt aldrig. Der var ellers konferencer på Vartov både mandag og tirsdag, som jeg vil tro var en anelse mere til venstre, men der var ingen som helst fra nogle af de andre partier (Marianne Jelved deltog dog).

Arbejdsmarkedspartiet (RV) og Konkurrencestatspartiet (SD) er naturligvis helt uden for pædagogisk rækkevidde. Men heller ikke børneaktiepartiet (SF) stillede op. Og det samme negative resultat får man, hvis man kigger på EL eller DF. V og K lyder nærmest som Antorinis embedsmænd, når det kommer til skolepolitikken, og de dukker ALDRIG op for at lære noget. så det er også helt af H til. Der er simpelthen ingen uddannelsespolitisk kompetence i den ene eller den anden omegn – DESVÆRRE.

Hvad kan vi lære af det? Vi kan lære, at LA er landets eneste seriøse parti, hvad det uddannelsespolitiske angår. Hallo alle andre, vågn op! Ellers løber LA med det hele, og der altså også lige nogle ting, som de ikke har så meget sans for.

2.

Så er der også en anden ting. Mange af indlæggene handlede faktisk om gymnasiet. Det var godt, for der vanker virkeligt ”synlige læringsstryg” til gymnasiet i nærmeste fremtid, hvis ingen maner sig op. Men så er mit spørgsmål blot: Hvor var der er en journalist for gymnasielærernes blad, Gymnasieskolen? Jeg kunne ikke se nogen. Det blad er den rene centrum-venstretristesse. Så snart nogen siger “dannelse”, så løber bladet i ud i skolegården. Der er skolelærernes blad, Folkeskolen, lysår foran, selvom det jo rent faktisk er i gymnasiets formål, at ordet ”dannelse” overhovedet er nævnt.

3.

Det fører mig frem til det tredje forhold, der hænger sammen med punkt 2. Det var nemlig ikke blot Gymnasieskolen og de andre politikere, der manglede. Det var hele Pædagogikkens Anden Verden, der var fraværende. Hele KL- og forskningssegmentet, professionshøjskolerektorerne og alle Ny-Nordisk-skole-kaninerne. Formodentlig deltog de heller ikke i de andre to konferencer? Det skal jeg ikke kunne sige, men jeg tror det ikke. De render nok til John Ja-Hattie-konferencer om visibele learning+.

 

61. d. 29. november: Interview med Ove Kaj Pedersen i Politiken

Ove Kaj Pedersen har indleveret to af sine bøger til et bedømmelsesudvalg. Så har man åbenbart en doktordisputats på moderne dansk.

I den forbindelse bliver han interviewet i Politiken. Det er et passende sted, eftersom avisens chefredaktør, Bo Lidegaard, og hele hans tilstødende centrum-venstre segment med Corydon og Antorini i spidsen, har erklæret deres kærlighed til Ove Kajs statskonstruktion.

At denne kærlighed er gensidig fremgår af interviewet, hvor Ove Kaj Pedersen hylder Corydon som en visionær politiker. (øjeblik… jeg skal lige ommøblerer lidt…). Efter sigende deltog Corydon da også i forsvarsarrangementet, og jeg glemmer heller ikke dengang, han hældte konkurrencestatsideologi ud over skolelederne, men han er jo ikke den eneste; men åbenbart den mest ”visionære”.

Nå, men her er et par kommentarer til interviewet:

1.

OKP siger, at han ikke går ind for nødvendighedens politik, fordi vi selv kan bestemme, hvilken konkurrencestat vi vil have. Han påstår, at konkurrencestaten er både realitet og vilkår, og han godtager uden videre sin egen ”politiske økonomi”, som enerådende vilkårsdefinitions-maskine. Det ”politiske” angår åbenbart kun, hvordan man responderer på dette OKP-definerede vilkår. Men så er vi jo netop tilbage i nødvendighedens politik! Så kan der være lidt uenighed blandt embedsmændene om, hvordan tilpasningen skal foregå – og det er her, at OKP skelner mellem en Lars Løkke- og en Corydon-version – men det her jo ikke noget med ”politik” at gøre.

Hvis man hævder, at en præmis er uden for det politiske, så falder det politiske til jorden. Man kan godt have en ikke-politisk præmis i nogle sammenhænge, men det er ikke en gode ide at gøre det i en diskussion, der netop er politisk, og det er jo det, vi har gang i her. Det er det samme, der sker, når Lars Goldschmidt – en af OKP’s disciple og den fjerde mest magtfulde mand i landet – siger, at der er brug for alle stemmer, der ACCEPTERER konkurrencestaten. Så kan vi løbe rundt inde i OKP’s præmis, i ”læringens tegn”, som det hedder.

2.

OKP siger, at konkurrencestaten redder ”velfærdsstaten”. Det skal jeg ikke kunne sige, men man skal huske på, at OKP indrullerer ”uddannelse og pædagogik” i sin statsklassifikation. Dvs. at vi ikke kun taler om ”overførselsindkomster”. Han vil udlede hele samfundets liv af sin diagnose. Vi får en omfattende statskapitalisme. Det er derfor, at han kan omdirigere det pædagogiske vokabular fra ”demokrati og dannelse”, som han påstår er knyttet til ”velfærdsstaten”, til ”kompetence og arbejdsmarkedet”, som så er knyttet til konkurrencestaten. Ja, vi får ligefrem en “opportunistisk soldat”, som så åbenbart findes i både en Lars Løkke og en Corydon-version. Hvilken “nødvendig vision”!

Men uddannelse, demokrati og dannelse er sørme ikke en ”velfærdsservice”, der kan forstås som ud fra en økonomisk defineret teknokratisk struktur. Uddannelsesspørgsmålets grund vedrører derimod alle uanset statsform. Det er uden for statsformen. Ja, faktisk giver pædagogik liv til statsformen.

Hvis konkurrencestaten overhovedet skal være en stat, så skal den have et frit pædagogisk liv. Ellers bliver det en læringsstat, og det er slet ikke en stat. Så får vi en EU-styret konkurrenceregion. Men i samme øjeblik, at konkurrencestaten lader sig informere af et frit pædagogisk liv, så ophører den med at være en konkurrence-stat og bliver til en demokratisk stat slet og ret, og denne logiske proces kan fint køre både med og uden globalisering.

3.

Der findes mange andre ”vilkår” end den økonomiske globalisering, som OKP så enøjet fokuserer på, og der findes også mange andre statsteorier. OKP’s statsteori er en neo-kommunistisk ”konstruktion”, der kun ser en begrænset side af staten som sådan. OKP universaliserer sin konstruktion, selvom den kun har begrænset berøring med det egentlige objekt, som jo er ”staten” som sådan. Han omdanner sin egen vilje til alles vilkår, og underordner herefter alles vilje til alles vilkår, der jo i virkeligheden var hans egen vilje. Det er også det, man kalder for normalisering, og det er lige præcist definitionen på ”nødvendighedens politik”.

http://politiken.dk/debat/ECE2951225/loekke-staar-i-spidsen-for-en-raa-visionsloes-og-teknokratisk-konkurrencestat/

 

62. d.29. november: Ove Kaj Pedersens ”politiske frihed”

Hvad er definitionen på politisk frihed hos Ove Kaj Pedersen? Det er at kunne vælge mellem en Lars Løkke-version og en Corydon-version af en og samme konkurrencestat.

Det er jo det modsatte af politisk frihed. Hvilken mellemleder-ideologi! En mellemleder-ideologi, som vil gøre alle til mellemledere. Vi får et liv i mellemlederens tegn.

 

63. d. 30. november: Skolereformens fordel

På en måde er jeg glad for skolereformen. Hvorfor? Fordi den har gjort mig opmærksom på Lærerforeningens problem. Hvad er DLF’s problem? Det er, at den modstiller kundskaber og dannelse. Derefter putter man ”kundskaber” ned i noget teknisk og halvkedeligt, dvs. som noget, der lige skal overstås, før ”demokratiet og fællesskabet” kan udfolde sig lidt for uafhængigt af kundskabssiden.

Hvorfor er det et problem? Det er det, fordi man dermed deler kundskabsbegreb med skolereformens arkitekter, hvor man også skiller ”indhold” fra ”læring”. Det er jo også derfor, at DLF og mange af foreningens medlemmer var så begejstrede for skolereformen helt frem til 2013. Man må ikke glemme dette “begejstrings-faktum”.

Skolereformen bygger på en slags radikalisering af den pædagogik, som jo har rod i pædagogisk teori i 1980’erne, og som altså præger DLF frem til i dag.

I skolereformens radikalisering er ”kundskaber” blot helt teknificeret, og de er kun anledninger til det egentlige, som ikke mere er ”demokrati”, men ”proceskompetencer” som f.eks. Ja-Hatties ”selvmonitorering” eller “et liv i læringens tegn”.

Nu har lærerne så fundet ud af, at denne radikalisering er ret kraftig, men der er stadig problemer med at løfte kritikken, fordi man jo på en måde deler grundfilosofien med dem, man gerne vil kritisere.

Den eneste vigtige forskel på skolereformens ”nu” og lærerstandens ”nu” er, at skolereformen udsletter de gode ting, der var ved den gamle pædagogik, samtidig med at den bevarer og forstærker de dårlige.

Kundskaber er proces og dannelse i sig selv. Man behøver ikke mere. En lærer er en værner om samfundets kundskaber i hele deres sociale dybde, skabelse og horisont. Det er i øvrigt også mest i overensstemmelse med en ordentlig læringsteori.

 

64. d. 30. november: Bo Lidegaards ”vilkår”

Politikens Bo Lidegaard accepterer i dagens leder, ”Konkurrencestaten er et vilkår, ikke et mål”, helt Ove Kaj Pedersens analytiske ramme: Konkurrencestaten er et vilkår, som findes i en Corydon- og en Lars Løkke-version.

Dermed stadfæster Lidegaard en leder fra 2013 om samme emne. Politiken er stadig landets ”Konkurrencestatstidende”, hvilket den redaktionelle linje også bærer præg af, og det er altså i den Corydonske version.

Lidegaard er jo også lidenskabelig fortaler for samarbejdspolitikken under besættelsen. F.eks. synes han, at publikum var krigsfanatikere, da de klappede efter filmen ”d. 9. april”.

Det er småstatens laveste horisonter. Konkurrencestaten anerkendes uden videre som den nye orden, og vi bør vælge ”Corydon-versionen”, hvis vi vil være kulturradikale.

Til sidst skriver Lidegaard så, at vi ikke må stirre os blind på den ”økonomiske logik”. Men det er ren besværgelse. Hvorfor? Jo, fordi konkurrencestaten i Ove Kajs ”vilkår” er defineret som en økonomisk logik, der netop indbefatter en ny-strukturering af alle formål, herunder uddannelse og pædagogik, under sit eget begrebsmæssige herredømme. Et herredømme, der vel at mærke udelukker “formål”. Konkurrencestaten kan kun blive sit eget ”formål”, fordi den ekskluderer ”formål” som sådan. Overskriften på lederen er derfor volapystisk ideologi.

Jeg troede, at man efter 1970’ernes excesser var ophørt med at betragte den politiske økonomi som Gud? Og Konkurrencestatsteorien er jo ren neo-strukturalisme med rødder i dengang.

Men ikke på Politiken. Vi er tilbage i 1970’ernes værste sider.

http://politiken.dk/debat/ledere/ECE2953638/konkurrencestaten-er-et-vilkaar—ikke-et-maal/

 

65. d. 30. november: Hvad er frihed?

Nogle tror, at vi er frie ud i det blå. Det kommer der ikke noget ud af. Ikke andet end træls tvang; ja, faktisk en form for puritanisme.

Så er der dem, der tror, at vi er ufrie. Ærligt talt: Det skal jeg heller ikke nyde noget af. Dem går jeg udenom.

Men hvad så? Ja, nu er jeg jo pædagog, så frihed er hverken noget, jeg er eller ikke er. Frihed er derimod noget, jeg altid forudsætter og efterfølgende lægger mærke til hos den anden.

Frihed er en forudsætning, og den forudsætning er pædagogikkens fineste usynlige formål; ja, hele samfundets og statens praktiske kunst.

Frihed som forudsætning er det stik modsatte af Bo Lidegaards aktuelle: ”Konkurrencestaten er vilkår – ikke et mål”, som jo er en blanding af postuleret ufrihed og frihed ud i det blå.

 

66. d. 30. november: Stk. 1,2 og 3 i skolens formålsparagraf

Ang. skolens formål og udvikling:

Måske kan man sige det på denne her måde:

I 1975-loven kom stk.2 og stk.3 med ind i skolens formålsparagraf. Det var alt det der med ”selvstændighed, fordybelses og fantasi” (stk.2) og ”åndsfrihed og demokrati” (stk.3). Det var sådan set super. Problemet var blot, at det kom med som en form for opgør med stk 1, som jo vedrørte kundskaber. En hel generation ville sætte demokrati i stedet for kundskaber. Derfor blev højrefløjen sure på stk.2 og stk.3, med god grund men også utroligt ærgerligt. Derudover var der mange i den pædagogiske teori, blandt andet Knud Illeris, som ikke havde noget til overs for noget som helst af det, fordi det ikke var socialistisk nok. Andre mener, at det hele bør afvises som et udtryk for ”normativitet og fantasmer”. Så er vi ovre i den aktuelle forståelse.

Nå, men i mange år arbejdede stk.2/3 altså sammen imod stk1. Der var en form for skel, en opdeling der afspejlede samfundet som sådan. Denne opdeling levede videre i pædagogisk teori og hos lærernes forening, og den blev radikaliseret i den nye skolereform på en helt bestemt måde. Hvordan? Jo, derved, at man gør op med stk.2+3, altså selvstændighed og demokrati, og vender tilbage til stk.1. Men det er skam ikke en tilbagevenden som sådan. Det er ikke en tilbagevenden til kundskaberne. Tværtimod sker denne omvending med udgangspunkt i og med fuld opretholdelse af afvisningen af stk.1, dvs. at man stadigvæk er imod ”indholdet”. Man får en fuld afvisning af både demokrati, selvstændighed OG kundskaber.

Man oversætter i stedet først “kundskaber” til “læse og regne i Pisa”, og derpå oversætter man formuleringen “skolen skal give eleverne lyst til at lære mere” til ren proceslæring, til “et liv i læringens tegn”. Resten puttes i kassen med ‘nationalistiske fantasmer’.

Dermed får man jo en total destruktion af formålet.

Jeg synes, at alle tre stykker af paragraffen er glimrende på alle måder, og at de skal arbejde for fuld tryk i alle vigtige dokumenter og udvalg.

Ps1: Jeg synes også, at korrektionen i 2006 var fin. I 2006 fik vi en styrkelse af stk.1 med fokus på kundskaber og kultur, dvs. ”indhold”, men uden tab af dyderne i stk.2 og stk.3. Men denne korrektion bruger Ove Kaj Pedersen og hans tilhængere til at sige, at vi har fået en ”konkurrencestatskorrektion”, som jo implicerer et opgør med alle sider af §1. Styrkelsen af indholdsdimensionen er dermed paradoksalt nok blevet til en svækkelse af indholdet. Proceslæringen sættes efterfølgende i konkurrencestatens tjeneste.

Ps2: Nogle mener, at de gamle mere fåmælte formålsparagraffer var bedre, f.eks. den fra 1937. Men det går slet ikke i dag. Jo større og jo mindre suveræn staten bliver, og jo mere den hævder et tomt læringsbegreb som grund, desto vigtigere er det at understrege skolens folkelige, demokratiske og kundskabsmæssige forbundethed.

Ps3: i forlængelse af pointen under Ps2 mener jeg, at vi bør have et stk.4, hvor der står noget om globalisering og verdensborgerskab eller sådan noget. Men ok, det er en lang historie.

Her er et link til formålsparagraffen på ministeriets EMU-portal. Så vidt jeg ved, er det helt nyt at formålet ligger der.

http://www.emu.dk/modul/folkeskolens-form%C3%A5lsparagraf

 

67. d. 30. november: Georg Brandes og konkurrencestaten

Da Georg Brandes, Dagbladet Politikens åndemaner, fyldte 70 år i 1912, skrev Henrik Pontoppidan et lille fødselsdagsdigt. Sjette vers lød således:

“Det kundskabens træ, han har plantet i landet
som favned så vidt over fjorde og bugter,
forgifter nu folket med ormstukne frugter”

Havde digtet været skrevet i dag, tror jeg, at Pontoppidan ville have Bo Lidegaards synspunkter og det nye centrum-venstre i tankerne:

Politikens nye ideologi er ”en forgiftning af folket med ormstukne frugter” fra Brandes’ “kundskabens træ”, i Brandes’ eget navn.

Kulturradikalismen er blevet til artikler om “12-talspiger” og sådan noget. Sådan ser konkurrencestatens kulturkritik ud. Resten defineres som “vilkår”, som man så lader Ove Kaj Pedersen definerer.

(Digtet er refereret to gange i den spændende aktuelle udgivelse ”Efter Georg – virkningshistoriske livtag med brandesianismen” fra 2015)

Skriv en kommentar