Her er 49 facebook-opdateringer fra december 2015. Man kan enten klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer, eller man kan læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart efter teksten.

1. Retsforbeholdet 1
2. Retsforbeholdet 2
3. Indlæg ved Rønshovedgruppens uddannelsespolitiske konference
4. Retsforbeholdet 3
5. Eliteuniversiteter
6. Retsforbeholdet 4
7. Retsforbeholdet 5
8. Læringsbegreb og retsforbehold
9. Konkurrencestatstidende 1
10. Konkurrencestatstidende 2 (blogindlæg)
11. Grundtvig og Darwin
12. Hvad er konkurrencestatens pædagogik?
13. Hvad er konkurrencestaten?
14. En sjov tegning
15. Retsforbeholdet 6
16. Faglighed og kreativitet
17. TV-anmeldelse om konkurrencestat
18. Kritikkens poetik
19. Tre noter til arkivet
20. VIA-konference om den ”CanaDanske vej”
21. Koldau-sagen
22. Kritikkens psykologi
23. Reklame for ”Færgen”
24. Evaluering af Ph.d.-rådet
25. Hvad er den uddannelsespolitiske kunst?
26. Video fra tale ved Rønshovedgruppens uddannelseskonference
27. Svenske feminister
28. Ph.d.-rådets opgør med ”vaner”
29. Gode gerninger
30. Mavefornemmelser
31. Konkurrencestatstidende 3
32. Dansk Fryseparti og læreruddannelsen
33. Artikel af Bent Sortkær i Dansk Pædagogisk Tidsskrift
34. Svensk feminisme 2
35. Pisalistens ”utilstrækkelige færdigheder”
36. Evalueringsteoretisk lov
37. Vær god!
38. Konkurrencestatstidende 4
39. Berlingske og Dansk Fryseparti
40. To ligninger
41. Kampen om sangende
42. Børnelitteratur og tvangsforflytninger
43. Om Europas grænser
44. Konkurrencestatstidende 5
45. Ole Birk Olesens ”taberfabrik”
46. En note om religiøs dannelse
47. Hud
48. En anden note om religiøs dannelse
49. James Nottingham

 

1. d. 2. december: Retsforbeholdet 1

Min nej-hat vokser og vokser. Nu går den ned over ørerne, og snart rører den gulvet. Jeg sidder inde i min nej-hat. Her er helt mørkt, og jeg er helt alene. Jeg tænder for en globus og drejer den rundt. Rundt i hele verden sidder der andre mennesker i kæmpe-nejhatte og drejer på lysende kloder. Alle kloderne lyser på hinanden gennem nej-hattene. Vi er verdensborgere i klodens skær.

Så klipper jeg et hul i min hat og kigger ud. Hvad ser jeg? Søren Pind, den store Ronald Reagan-fan, med et kvindebeskyttelsescirkulære i den ene hånd og upålidelige suverænitetsgarantier i den anden.

Hvad ser jeg mere? En størknet og grundlovsløs vidensøkonomisk muskel, der vil bestemme over min skole.

Hvad ser jeg mere? Arbejdsmarkedspartiets, Konkurrencestatspartiet og Børneaktiepartiet i vild forening.

Snart kommer KL nok også rendende.

Jeg vender tilbage til den runde jord, der lyser.

 

2. d. 3. december: Retsforbeholdet 2

Nogen må jo fortælle resten af Europa noget, som mange borgere i andre lande formodentlig også er imod, inklusive mange i EU-parlamentet? Jeg skal ikke lige kunne sige, hvor mange det præcist drejer sig om.

Hvad er det, nogen skal fortælle? Ja, ”nogen”, det er jo os, for vi er de ENESTE på hele kontinentet, der har en SELVSTÆNDIG stemme om disse spørgsmål, fordi vi er så heldige at have en Grundlov. Dermed er resten af Europa jo også en lille smule heldige, fordi de får mulighed for at høre bare en FRI stemme.

Men så skal stemmen altså også være fri. Altså fri som fuglen.

Hvad skal vi fortælle? Ja, mange ting naturligvis, men her er en vigtig ting: Vi skal fortælle, at vi ikke vil have, at Europol bliver overstatsligt.

Nådada, og hvorfor så ikke det? Jo, pga. følgende: Det er godt med et politi, og det er godt, at forskellige landes politistyrker samarbejder. Men det er IKKE godt, at have et overstatsligt politi, som ikke reguleres af en demokratisk stat. Så får vi et ”organisationspoliti”, og dermed synker alting i grus, hvis diverse omstændigheder forskydes marginalt.

Vi har allerede set, hvor usselt subsidiaritetsprincippet har været behandlet inden for uddannelsesområdet. Hvis politiet ligefrem gøres overstatsligt, uden at have en stat over sig, ja så er fremtiden da decideret uvis.

Ikke mindst politiet bør være ekstremt mellemstatsligt. Fortæl vores med-europæere det. Måske synes de det samme, hvis de får en fri stemme?

 

3. d. 4. december: Indlæg ved Rønshovedgruppens uddannelsespolitiske konference

Her er mit indlæg fra Rønshoved-gruppens konference sidste lørdag.

http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-ved-uddannelsespolitisk-konference-paa-christiansborg-loerdag-d-28-november.html

 

4. d. 5. december: Retsforbeholdet 3

Der er noget, jeg har tænkt over. Det passer ikke i alle detaljer, og der er den ene og den anden undtagelse. Men alligevel.

Ok, hvad er det så? Det er følgende bølgende sammenhæng mellem besættelsestiden, retsforbeholdet og uddannelsespolitikken:

Kan man ikke sige, at de tre partier, der anbefalede et Nej ved gårsdagens folkeafstemning, har rødder tilbage i modstanden mod den tyske besættelse og i de ideologiske strømninger, der fulgte?

Under besættelsen blev den nationale modstand båret frem af den yderste venstrefløj og af nationalt sindede konservative, det som i dag, via mange floder og bifloder, hedder EL og DF. Og Folkebevægelsen mod EU er jo en del af venstrefløjstraditionen, altså EL, der også samler de venstregrundtvigske strømninger, som jo var dem, der bar 1992-nej’et i hus.

Så er der LA. De er jo skabt af en filosofi, som i mange henseender er forfærdelig, nemlig Ayn Rands egoisme. Meget negativt kan man sige om det, men en ting er godt: Rand deler baggrund med en hel generation af tænkere, som har gjort alt for at undgå både stalinisme og nazisme (men desværre i Rands tilfælde også velfærdsstat og menneskerettigheder). Jeg tror faktisk ikke, at LA ville have sagt nej til forbeholdet, hvis partiet ikke havde haft denne rebelske ultra-liberalist i baghaven.

Dermed får vi to partier med direkte rod i modstandskampen og et med rødder i den kolde krigs opgør med nazismen.

Resten er en del af Scavenius-Munchtraditionen. De samarbejder med og tilpasser sig de til enhver tid siddende magthaveres ideologi Det gjaldt ikke SF i udgangspunktet, fordi de jo var udbrydere fra DKP, men de ændrede mening i løbet af 00’erne, og blev en del af mainstream-politikken.

En ledsagende detalje, som bekræfter ovenstående, er, at de selvsamme tre partier, altså DF, EL og LA, faktisk også var dem, der stod vagt om dannelses- og formålsaspekterne af den seneste læreruddannelsesreform. Og EL og LA bar endvidere modstanden mod selve skolereformen. DF stemte for skolereformen, men det tror jeg faktisk var en fejl, sådan på den politik-tekniske måde.
Og hvad er samfundets pædagogiske formål andet end en suverænitetserklæring?

På den måde har vi blot vedligeholdt en frihedstradition, som hører hjemme de steder, hvor den altid har boet. Vi er nogen, der op gennem 100 år mødes engang imellem på tværs af alt muligt. Og velkommen til LA i den gamle sammenhæng. Nu mangler partiet bare at bryde med den filosof, som har muliggjort “velkomsten”, Men her bliver det vist lidt kompliceret.

 

5. d. 5. december: Eliteuniversiteter

Idehistorikeren Dorthe Jørgensen har i dagens kronik i Politiken en række yderst interessante refleksioner over begrebet ”elite”.

Hendes pointe er, at de politisk-administrative lags megen snak om ”elite” bygger på en afvisning af en egentlig elite, som kan defineres som den aktivitet, der alene har tænkning, opmærksomhed, tid og kvalitet for øje. I stedet tager det aktuelle ”elite-begreb” afsæt i ”fra forskning til faktura” og i forestillingen om et ”masseuniversitet”. Dermed opbygges en falsk eliteforestilling inden for en miserabel anti-elitær diskurs. Vi får ”elite” under massens og regnearkets faner.

Men dermed får vi ingen ”elite” i Jørgensens forstand. Måske kan man skelne mellem elite og halv-elite, hvor førstnævntes er Jørgensens begreb, mens sidstnævnte er Sander- og Østergaard-universitetets horisont? En sådan distinktion minder om filosoffen Peter Kemps ditto. Kemp har på helt parallel vis genaktivereret halv-dannelsesbegrebet. Halvdannelse kan defineres ved, at man taler om dannelse med udgangspunkt i et opgør med dannelse. Det er sådan en juleleg, man ifølge Kemp kan iagttage i kredsen af skolereformstilhængere for tiden.

Både Dorthe Jørgensen og Peter Kemp er med i dannelsestænketanken, Sophia, hvorfra der strømmer en hel del interessant aktivitet for tiden. Halvdannelsesbegrebet fyldte også en del på Rønshovedgruppens konference forrige lørdag. Her blev det fremført af Henrik Dahl og Hans Hauge, og forstanderen i Rønshoved, Thue Kjærhus, har tidligere talt for at arbejde med ”elitebegrebet”, på en måde, der, som jeg husker det, minder om Jørgensens.

Dorthe Jørgsen har også netop udgivet en bog ”Nærvær og eftertanke: Mit pædagogiske laboratorium”, som jeg glæder mig til at læse.

I øvrigt er jeg selv ikke glad for elitebegrebet overhovedet, men det må jeg vende tilbage til ved lejlighed.

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2962272/vi-har-brug-for-en-aegte-elite-der-kan-taenke/

 

6. d. 6. december: Retsforbeholdet 4

Jeg har lært meget af det danske nej i sidste uge. Hvad har jeg lært? Jeg har lært, at intet er noget som helst. Det er især centrum-venstre og nogle af dets historikere, der har gang i afmonteringen af eksistensen, men også centrum-venstre-folk generelt.

Alt det som jeg egentlig troede var en realitet, er i centrum-venstres horisont det rene tankespind og indbildning. Nej’et er, med et udtryk hentet fra den nihilistiske pædagogik, en ”fantasme”.

Hvad er det så, som ikke er noget i virkeligheden? Ja, det er ord som suverænitet, selvstændighed og Grundloven. Suverænitet og selvbestemmelse er ikke noget, man har. Det er derimod noget man får, når man afgiver den. Det er noget, man “pooler”, som det hedder sig. Det svarer til at sige til en elev: ”Hør nu, du skal lade alle tanker om myndighed og selvstændighed fare. Du skal “poole” din myndighed i gruppearbejdet. Kun på den måde bliver du myndig. Opløs dig selv! Det er jo det rene Tvind.

Det er i den forbindelse tankevækkende, at de folk, som vil af med al det gamle bras og poole det hele i EU, i høj grad er de selvsamme personer, som oftest går ind for de nye pædagogiske “revolutioner”, der jo er opbygget i opgør med skolens formålsparagraf. Og skolens formål minder faktisk om en slags suverænitetserklæring med dens stærke henvisninger til national og demokratisk kultur, folkestyre, frihed og åndsfrihed.

Går vi videre i det uddannelsespolitiske spor, kan vi ydermere iagttage, at netop EU har overskredet sine beføjelser på det kraftigste ved at reducere uddannelsespolitik, som ellers er underlagt subsidiaritetsprincippet, til sammenlignelige ”læringsudbytter”, der næsten ikke overlader noget til de nationale traditioner; en decimering der bare forstærkes af en dannelsesfjendsk dansk pædagogisk intelligentsias blindhed.

Her kan man se, hvad at ”poole” betyder. Det betyder ikke andet, end at man overgiver al sin magt og myndighed til et ”overstatslig organisation”, der opsluger organisationens elementers egenart; i stedet for at kultivere egenarten i politisk pluralitet, hvilket jo ville være et ædelt formål.

Noget lignende finder man hos historikeren Søren Mørch. Mørch, som jo er gift med Ritt Bjerregaard, var ham der skrev ”Den sidste danmarkshistorie”, som han ligefrem kaldte den. Hans demokratiske følelse kan ligge på en knappenål, og han ser blot på det folkelige og det nationale som en slags besværligt vedhæng til Tyskland. Mørch er da også, ligesom mange andre centrum-venstre historikere, begejstret fortaler for Munch-Scavenius linjen op til og under besættelsen. Der er intet nyt under solen. Danmark er ikke rigtigt et land, og folket skal holde sig fra politik mellem folketingsvalgene.

En anden historiker sagde lakonisk til mig på et tidspunkt: Thomas ”vi er ikke i 1848”. Det er jo så sandt som det er sagt, men det lå vist uden for hans horisont, at 1848 skam er i os, ligesom en række andre årstal, f.eks. 1989 og årstallet for henrettelsen af Sokrates. Hvad det nærmere vil sige, at ”1848 er i os”, er så et spørgsmål, som enhver generation må stille sig. Det handler om at træde i eksistens mellem fortid og fremtid, som Hannah Arendt udtrykker det. Men at sige, at 1848 er noget kronologisk fortid, som ingen realpolitisk og folkelig betydning har, er en virkelig dårlig ide. Det svarer jo til at sige, at Grundloven er uden levende realitet. Konsekvensen af det synspunkt er, at landet overgår til at være en administrativ afdeling af en organiserende organisation, nemlig EU. Dermed får vi det, jeg kalder for et KL Danmark. Og så kan vi godt finde den helt store NEJ-hat frem.

En facebook-ven, som også er en forholdsvis fremtrædende centrum-venstre ideolog, kørte på samme linje. Han skrev, at nej-kampagnen mindede ham om et grundlovsmøde i en lokal præsts have i 1950’erne. Problemet skulle der være, at ”dannebrogen vajede” og at man sang om at ”dansken jog af marken de lede trolde”. Igen ser vi den samme udslettelse af det nationale liv, som EU ligefrem skal sættes ’i stedet for’. Hvorfor har vi ikke et EU, der vil kultivere de forskellige landes flag og præstehaver og pudsige sange, så EU selv kan udvikle sig? Det er enden for EU og for centrum-venstre, at man har så destruktivt et forhold til egen tradition. Men ok, traditionsopgøret har jo sine rødder, ikke mindst i traditionen selv.

Endelig kunne man hos en centrum-venstre-blogger læse, at nej-sigerne er ”bonderøve”. Også her skal man høre, at der ikke findes en ”national suverænitet at hæge om”. Det er blot en ”falsk melodi for Billedblads-segmentet”. Og hvis man mener, at man bor i et land med en Grundlov, der arbejder sammen med andre europæiske lande om dette og hint, ja så er man, som nævnt, ligefrem en ”bonderøv”. I sammenhæng hermed er det sigende, hvordan hele det suverænitets- og grundlovsløse centrum-venstre har travlt med at sociologisere nej’et som en fænomen fra udkants-Danmark. Det er så latterligt at overvære efter min mening, og det vil føre EU direkte i graven i løbet af en generation eller to, hvilket jeg vil være den første til at begræde. EU og dens tilhængere vil selv være årsagen til en ny grim nationalisme; det som man egentlig var sat i verden for at undgå, men som man blot forstærkede, fordi man glemte at interessere sig for nationernes dyder.

 

7. d. 6. december: Retsforbeholdet 5

Jeg stemte nej i torsdags. Det, har jeg efterfølgende erfaret, var den rene fornuft, eftersom ja-sidens omgang med et begreb som “politisk frihed” og dermed med “demokrati” som sådan, har vist sig at være under al kritik, og der er jo også alle mulige andre gode grunde.

Nå, men det der med min “fornuft” kan jeg godt glemme, for ifølge landets “eksperter” er mit “nej” grundet i følgende socio-økonomiske tilstand: Jeg bor 25 km fra den nærmeste landsby, har ingen uddannelse, er uinformeret, har ingen friværdi, lever af kontanthjælp, er identitetsforskrækket national-romantiker, er økonomisk udsat og læser kun Billedbladet og så videre på den galej.

Ja-siden lyder som en flok kommunale skolepolitikere. De er gået fra at sige “ja” til at være “ja-hatte”, og nu skal fornuften, de “negative holdninger”, underordnes ja-hattens fornuftstømte, tomme og forklarende åg, der lukker alle munde.

Mon ok, så er vi tilbage ved det der med “politisk frihed”, som man jo gerne vil af med, det gamle og uinformerede skidt.

 

8. d. 7. december: Læringsbegreb og retsforbehold

Jeg har gjort en lidt besynderlig iagttagelse. Der er nogle få undtagelser, men alligevel… Det er lidt en generel regel, og det munder ud i en lille brainstorm, som sikkert er helt hen i vejret.

1.

Jo mere folk taler om læring, desto tyndere er deres læringsbegreb. Og det vil jo sige, at dem, der taler om læring hele tiden, har et fuldstændigt tomt læringsbegreb.

Når et læringsbegreb er tomt, så kan det fyldes med KL-læringsatomer og den slags. Derpå kan man tage undervisningsbegrebet og lægge det under det tømte læringsbegreb. På de bonede gulve vil man sige, at vi går ”fra undervisning til læring”. Dermed bliver undervisningen også tom, det er jo logik.

Tom ”undervisning” under en tom ”læring”, der konstant udtales: læring, læring, læring. Det er meget ”synligt”, det er ”synlig læring”.

Sådan taler magten i landet.

2.

Mange af dem, der ikke eller kun sjældent taler om læring, er derimod fyldt til randen af læringsbegreber, der har fuld fylde. Derved havner de i stedet i pædagogikken. Læring har fylde og bliver pædagogisk. Så har man kundskaber.

Pædagogik er noget, der sker i udkants-Danmark, eller ved ”børnebordet”, som Rune Lykkeberg kalder det. Det er ude på landet, hvor myndighed, demokrati, suverænitet og folkestyre stadig betyder noget; ude i ”præstehaverne”, hvor man synger om trolde og mærkelige myter, som en af centrum-venstre-ideologerne skriver det. Det er kundskabernes, folkestyrets, frihedens, handlingens og fantasiens liv. Det er §1.

Så er der ”voksenbordet”. Det er ja-hattene; altså lærings-hattene fra punkt 1. De er glade for EU’s læringsbegreb. Men EU’s læringsbegreb er desværre også tomt. Alt gøres op i tom læring, mens nationale og faktisk også europæisk pædagogiske tilgange fjernes.

Hvem sagde ”ja” i torsdags? Det gjorde de samme, som sagde ”ja” til skolereformen. De har alle ”tom læring” på dagsordenen og synes, at ”suverænitet” skal ”pooles”, dvs. fjernes, for at klimaudfordringen kan løses eller sådan noget. Andre vil gerne slå en kineser. De har alle sammen sluppet §1, som bliver til besvær, ja til et ”børnebord”.

Der er nogle mærkelige sammenhænge heromkring. Men der er intellektuelt behag forbundet ved at iagttage forbindelserne.

 

9. d. 8. december: Konkurrencestatstidende 1

ET DØGN I SELSKAB MED KONKURRENCESTATSTIDENDE:

Hov, hvad sker der lige for min avis? Hvilken avis jeg holder? Jo, det er da Konkurrencestatstidende, også kaldet Politiken i gamle kulturradikale kredse. Dengang avisen hed Politiken, blev den også ind imellem kaldt for “systemet Politiken”. Det var især Tiderhvervs-folk, der brugte det udtryk, når de var vrede, hvilket de jo tit var. Hvad Tidehverv kalder avisen i dag, ved jeg ikke? Man kan jo ikke sige “systemet konkurrencestatstidende”, vel? Måske siger de også bare “Konkurrencestatstidende” ligesom mig? Så har vi da lidt at være fælles om. For som pædagog har jeg jo et noget mere løsagtigt forhold til Gud, end de har.

Nå, men det nye navn kommer blandt andet af, at avisens chefredaktion synes, at konkurrencestaten betegner et vilkår, som vi må tilpasse os, og at man derfor opfatter Ove Kaj Pedersen og Bjarne Corydon som nærmest visionære.

Men når konkurrencestats-ideologien tager overhånd, så får man ”udfordringer” i stedet for ”politik”, dvs. opportunistiske soldater frem for myndige borgere. Ligesom i skolereformen, ikke sandt?

Avisens uddannelsesredaktion har da også lagt sin linje nede i de lavere regioner af konkurrencestatspædagogikkens horisont, men alt det har jeg skrevet om ved andre lejligheder.

Men som sagt: Hvad sker der for min avis? Jeg spørger, fordi den var helt anderledes i dag.

1.

Først og fremmest er der jo kronikken, hvor Peter Kemp slår løs på skolereformen, konkurrencestaten og et par velkendte DPO-professorer i vanlig stil. Kemp spørger, hvad der er galt med skolereformen – hvad den ”fejler” – og han når frem til, at det ikke har noget med ”ressourcer” at gøre. I stedet mener Kemp, at

”sygdommen skyldes en til vanvid grænsende ideologi i ordets værste betydning”.

Ideologien hedder netop ”konkurrencestaten”, og Kemp kritiserer derefter dennes krav om opportunisme og ensretning.

Han viser derpå, hvordan f.eks. Antorini forsøger at forsøde sin ”til vanvid grænsende ideologi” ved at oversætte dannelsesbegrebet med ”livsduelighed”, som ifølge Kemp har rod i biologien på en måde, der minder om fascismen. Ja, Kemp konkluderer ironisk følgende om Antorinis ”dannelse”: ”Denne dannelsesverden er således egoisternes paradis til glæde for de stærkeste. Og det er det paradis, folkeskolen efter Antorinis mening skal tilpasse børnene til”.

Og i et statement, som jeg selv vil bruge fremover, hedder det:

”Dannede mennesker sælger ikke deres sjæl til konkurrencen”.

Den dannelse, der gør det, altså ”sælger sin sjæl”, er en ”halvdannelse”, som det hedder. Det betyder naturligvis ikke, at man ikke kan konkurrere en gang imellem, f.eks. i idrætstimerne, men konkurrencen kan blot ikke være et pædagogisk formål.

Endelig siger Kemp, at ”konkurrencestatsideologerne er helt blinde for, hvad globaliseringen betyder”. Det er godt set, fordi konkurrencestaten jo netop lanceres som en teori om globalisering, hvad den altså på en måde ikke er, i al fald ikke i pædagogisk forstand. Konkurrencestatspædagogikken putter sig da også i små lukkede læringsmålsystemer. Det er som om, at verden og det globale forsvinder. Så Kemp har ret i sin iagttagelse efter min mening.

2.

Nå, men Kemps kronik, både dens dyder og mangler, kan man jo skrive om i uendelighed, så jeg holder her og springer tilbage til avisens 1. del, hvor uddannelsesredaktionen plejer at udfolde sit konkurrencestatsherrredømme.

Men hov, ikke i dag. Det starter med, at jeg kigger op i venstre hjørne. Her er sørme intet mindre end et tykt og blå-farvet kæmpecitat af Brian Degn Mårtensson, som Kemp i øvrigt forsvarer i sin netop omtalte kronik. Hvad siger Mårtensson? Jo, han siger:

”Konkurrencestatens pædagogik er en dækkende betegnelse for hovedlinjerne i de reformer, vi har oplevet de seneste år. Reformen af folkeskolen, Lov 409 og læreruddannelsen. Men egentlig også på børnehaveområdet, på universiteterne og på gymnasierne. Det er en grundlæggende tænkning, der gennemsyrer al pædagogisk og uddannelse i Danmark.”

Herligt citat. Jeg tror, det er første gang, der har stået noget objektivt, som i ”tæt på objektet”, på Politikens uddannelsessider?

Men ved I hvad? Det slutter ikke engang her. Det fortsætter. Dagens tema er nemlig noget i retning af ’demokrati på skoleskemaet i ly af radikalisering’.

Hovedartiklen handler ikke bare, som det ellers er normen, om en eller anden metode, som nogle elever synes er sjov, og som støttes af en eller anden Antorini-skole i Brønshøj, og som fører til, at man hopper en Pisa-plads. Man har faktisk interviewet nogle lærere, der er i stand til at reflektere selvstændigt om forholdet mellem demokrati og pædagogik. Blandt andet tænker lærerne over, hvorvidt ”demokratiet” er et formål, der er indbygget i det pædagogiske liv som sådan, eller om det bør isoleres i bestemte kurser med anti-radikalisering som formål. Og lærerne knytter også diskussionen direkte og kritisk an til hele den læringsmålsideologi, der presser skolen for tiden, f.eks. står der:

””Det er lidt svært, når det hele er så resultatorienteret”, siger hun og bliver bakket op af sin kollega: ”Hele dannelsesprojektet er en del af folkeskolen, men det træder lidt i baggrunden, fordi vi har meget fokus på læringsmål”.

Og de to lærere vender vel at mærke tilbage til læringsmålsemnet igen og igen. Anders Bondo får også et fint citat, og pludselig kommer formanden for foreningen Danske Skolelever – der ellers nærmest er en slags orakel-organisation i Konkurrencestatstidende, og som efter sigende har fået et fint budget, efter at Antorini blev minister, og som ligesom redaktionen er helt omtågede af ”den til vanvid grænsende ideologi” – til at fremstå helt naiv, hvilket jo også er i orden, når man er et barn, men ikke når man er en selvstændig redaktion på Politiken.

3.

Men de positive takter slutter ikke her: For uddannelsesredaktøren Jacob Fuglsang er sørme også i sit kritiske hjørne i sin kommentar i bunden af siden. Det er, i modsætning til interviewet med de to tænksomme lærere, naturligvis ikke de store vingesus, der præger indlægget, men han får da sagt, at eleverne har fået verdensrekord i timer, og at de tilmed også spilder deres tid. Det er naturligvis ikke decideret interessant, men det er ikke så tit, at den slags tal finder vej ind i avisens spalter. Vi har været mere vant til ministeriets og KL’s statistikker og tomme retorik.

Endelig er der et interview med den iranske politolog Meddi Mozaffari, som er en af landets førende Islam-kritikere, og som vist i dag har sin debut i Politikens uddannelsesunivers? Mozaffari siger også alt muligt fornuftigt og spændende. Hvad f.eks. med ”Tal også om det onde” eller ”Undervisningen skal stimulere refleksion, så eleverne selv stiller spørgsmål”. Det er hans bud på en anti-radikaliseringspædagogik, som vel at mærke spiller godt sammen med nogle af de ting, som de to lærere nævner.

Kort sagt: Hvilken festdag i Konkurrencestatstidende.

4.

Men hov Thomas, der må da være nogen tidsler? Nå ja, Ellen Trane Nørby, fortsætter ovre i debatsektionen med sin ”jeg er Antorinis embedsmands”-stil, dvs. med en masse tomgang, som formodentlig er skrevet af en af embedsmandens embedsmænd. Man kan ikke engang kritisere det, så indholdsløst er det. Det er absolut ikke til at holde ud.

Og så er der naturligvis Anders Jerichows utrolige ”Vælgernes troværdighed er i dyb krise”, som er en kommentar til sidste uges folkeafstemning. Jerichow skriver ligefrem, at ”vælgerne må tage sig sammen”. Hermed fortsætter han centrum-venstres vanvidsridt ud i antidemokratiets haller. Jerichows kommentar supplerer f.eks. fint Morten Østergaards tre, allerede nu, legendariske tweets, f.eks. ”Danmark skal være så tæt på kernen af EU som muligt. De 53% skal ikke bestemme over de 46%”. Det er virkelig ynkeligt at se på.

5.

Endelig må man heller ikke glemme filosoffen Tone Saugstads fine læserbrev i gårsdagens avis. Det kommer her:

”KONKURRENCESTAT

Ove Kaj Pedersen er ikke nådig over for venstrefløjen (Pol.28.11.), som han hævder har en manglende evne til at analysere og forholde sig til de nye udfordringer i det politiske landskab.

Men disse udfordringer kan og bør ikke bare gøre en ‘venstrefløjer’, men også enhver anden, en smule rådvild.

Der må tænkes nyt, og der må tænkes om, fordi verden ikke bare har forandret sig, men også er uhyre kompleks. Derfor findes der hverken enkle eller entydige svar, heller ikke dem, professor Pedersen selv kommer med, nemlig: reformer, reformer, reformer.
Den forrige regering har da tydeligt vist, at svaret på de nye udfordringer ikke ligger i forhastede og ofte uigennemtænkte reformer, såsom f. eks. skolereformen.

Måske skulle vi snarere starte med at diskutere, i hvor høj grad vi er underlagt globaliseringen og europæiseringen, versus i hvor høj grad vi selv kan og skal styre udviklingen i Danmark. Denne debat er for vigtig til, at vi kan overlade den til DF alene.”

 

10. d. 8. december: Konkurrencestatstidende 2 (blogindlæg)

Jeg endte med at lave formiddagens opdatering om til et blogindlæg, som jeg for fuldstændighedens skyld lægger her. Det var blevet lidt for langt til FB, synes jeg. Sorry for spam.

http://www.thomasaastruproemer.dk/et-doegn-i-selskab-med-konkurrencestatstidende.html

 

11. d. 9. december: Grundtvig og Darwin

I går læste jeg en meget interessant artikel i den nye bog ”Efter Georg – virkningshistoriske livtag med brandesianismen”. Artiklen er skrevet af adjunkt Hans Henrik Hjermitslev og handler om ny-grundtvigianernes reaktion på darwinismens udbredelse i tiden efter det moderne gennembrud.

Hjermitslev skriver, at Grundtvig ikke selv nævnte Darwin direkte, men har så alligevel været så venlig at fremfinde dette herlige Grundtvig-citat fra 1862, der jo handler om samme substans: (PS: FB kan ikke lave kursiv, så jeg har mærket de af Grundtvig to kursiverede ord, mennesker og menneskelige, med ’..’):

”Vi er alle ’Mennesker’, og ikke Dyr, Folk og ikke Fæ, saa at selv da vi laae og pattede og kunde ingen Ting sige, var vi dog ikke Patte-Dyr, men Patte-Børn, ’menneskelige’ Patte-Børn. Saa når de Sprænglærde vil bilde os ind, at vi ikke er bedre end Hunde-Hvalpe og Katte-Killinger fordi vi patter som de, da kunde de ligesaa godt sige, vi var ikke bedre end Kyllinger og Gjæslinger, fordi vi gaaer på to Ben ligesom de”.

Ja, når Konkurrencetatsdrømmeren, Lars Goldschmidt, ligefrem vil gøre landets lærere til “duracell-kaniner”, hvorved landets børn jo bliver til Kaniner og Kyllinger, så er Grundtvigs ord gode at have i de indre organer: Her laver vi mennesker ud af mennesker.

Jeg tænkte, at forskningsministeren måske kunne bruge det til noget? Jeg kan i al fald, selvom jeg vel at mærke tror på Darwin.

 

12. d. 9. december: Hvad er konkurrencestatens pædagogik?

Hvad er “konkurrencestatens pædagogik”? Det er let at svare på: Det er betegnelsen for en ombytning af mål og formål. Dvs. at formålet bliver en teknik til at indfri et mål med helt andre formål.

Hvor finder man denne ombytning? Det gør man på DPU. Det kan man f.eks. læse om i dette referat fra august-konferencen på DPU om skolens formål.

Et eksempel på ombytningen? jo, at kundskaber reduceres til listescorer i tekniske færdigheder, så man kan score på en rangliste og tiltrække arbejdspladser. Så er “kundskaber” ikke mere et formål, men blot et middel til et mål med andre formål. Formålet, altså det vigtigste, er pludselig havnet i tredje geled. Den samme reduktion kan gennemføres for alle momenterne i det oprindelige og lovmæssigt set stadig eksisterende formål.

http://www.thomasaastruproemer.dk/referat-af-konferencen-folkeskolens-formaal-til-eftersyn-d-19-august-2015-paa-dpu.html

 

13. d. 9. december: Hvad er konkurrencestaten?

Hvad er konkurrencestaten? Her er samme pointe på tre måder:

1) Konkurrencestaten er modernitetens sammenbrud i moderniteten selv. Men hvad er moderniteten? Det er skellet mellem politik og samfund. Dette skel, altså moderniteten, kollapser i konkurrencestatens ideologi. Skellet kollapser i en kollapset modernitet. Hvad kalder man “kollapset”? Det kalder man “økonomi”, dvs. husholdning, dvs. det private og det organisatoriske. Konkurrencestaten er et opgør med sin egen forudsætning, hvorved dens eksistens umuliggøres. Det er et aporia. Det er ubehag over hele linjen, en konstant åndenød.

2) Konkurrencestaten er realiseringen af den franske revolutions opgør med absolutismen i en ny revolutionær anti-politisk absolutisme. Dermed negeres muligheden for politisk handling, altså umuliggøres revolutionens princip, den politiske handling. Igen: Konkurrencestaten umuliggør dens egen forudsætning.

3) Konkurrencestaten er et opgør med det politiske, dvs. forholdet mellem strid, suverænitet og tradition. Konkurrencestaten er en radikal ”depolitisering”, en planlæggende nødvendighed uden tradition. Det er “nødvendighedens politik”, hvilket er det samme som et radikaliseret kritik-begreb, der har mistet sin utopi, dvs. sin moderne form. Når “kritik” glemmer sin utopi, som kritikken egentlig er skabt af, og som i videre forstand er skabt ved et opgør med “tradition”, så bliver kritik til nødvendighed, til tvang, altså økonomisk og organisatorisk tvang.

(Noter fra læsning af Reinhart Koselleck: Critique and Crisis, 1959)

 

14. d. 10. december: En sjov tegning

Den her tegning er ikke set sjovere siden JP ‘s Muhammed-tegninger i 2005, som Politiken hadede. Tak til Politiken for at holde deres egen fornægtede satire-tradition i live.

http://politiken.dk/kultur/medier/ECE2970736/politiken-efter-kritik-af-satiretegning-at-soege-graenser-er-satirens-vaesen/

 

15. d. 11. december: Retsforbeholdet 6

Man hører tit hos både journalister og politikere, f.eks. Ole Ryborg og Søren Pind, udtryk som “Vi skal med i det europæiske politisamarbejde”, eller måske “Vi skal være fuldt med i Europol”. Men er det gode formuleringer? Man “samarbejder” jo f.eks. ikke, for i så fald ville der være tale om en aftale mellem selvstændige stater. Men Europol er jo en overstatsligt instans, altså ikke et sted for stater, men et sted, som opsluger stater. Vi er ikke “med”, og vi er ikke “en del af”. Vi er ikke engang et “vi”.

Hvad er “vi” så en del af, hvis vi opløser os selv? Vi er ikke en del af en stat, ikke et Polis. Vi er en del af en organisation, der ikke har politisk frihed som substans.

Det er det, som nogen kalder at “poole” suverænitet. Det er sådan noget Tvind-agtigt noget, hvor man skal udslette sin selvstændighed, fordi man efter sigende aldrig har haft den alligevel. Man overgiver sin “selvstændighed” til en “organisation”, der ikke har politisk selvstændighed i sin grund. Det er opskriften på en Ja-hat.

Det er centrum-venstre-politik. Hvorfor? Jo, fordi landets pædagogiske tænkning også handler om at udslette pædagogiske formål. Helt nede i klasseværelset, skal eleven poole sin selvstændighed i et læringsmål. Det er smalhals over hele linjen.

Pædagogik og politik har altid hængt sammen. Nu hedder den store sammenhæng “pooling”. Hvad bliver dannelsesidealet? Det bliver en blanding af en opportunist og en soldat, med andre ord: En person uden selvstændighed, dvs. slet ikke en “person”.

Men hvorfor pukker jeg på centrum-venstre? hvad med centrum-højre, eller hvad det nu hedder? Er det ikke noget helt andet? Overhovedet ikke. Det er akkurat det samme. Centrum-højre = centrum-venstre.

Du indvender måske, at centrum-højre har tilsat lidt Lutheransk Islam-forskrækkelse til centrum-venstre, men det gør ingen forskel, det ender i samme konklusion. Centrum-højre er nemlig ikke blot Islam-kritisk, hvilket der er god grund til. Centrum-højre er snarere Islam-kritik, som bygger på en kritik af europæisk kritik. Og dermed ender centrum-højre i samme kategori som centrum-venstre, nemlig i “pooling” plus/minus, dvs. mangel på “selvstændighed”. Hun hedder f.eks. Inger Støjberg.

 

16. d. 11. december: Faglighed og kreativitet

Tak til Lene Tangaard og Rasmus Hoffmann Birk for gode betragtninger om forholdet mellem faglighed og kreativitet i gårsdagens avis. Her mine egne ord for den samme pointe (tror jeg nok):

Når nogen siger, vi skal have mere ”faglighed”, så er de altid halvejs på vej ud af fagligheden. Denne ”udtræden” skyldes, at de pågældende vil forsvare en konstrueret “faglighed” mod noget, de ligeså konstrueret kalder for ”rundkreds” og ”tjulahop”.
Når først denne forskel mellem faglighed og tjulahop er etableret, så kommer der nogen fra den anden side af opdelingen og forsvarer ”tjulahop”, som de så kalder for ”kreativitet”, som ”fagligheden” så angiveligt skulle ødelægge.

Men hele denne opdeling er jo ikke er andet end en totalreduktion af selve pædagogikkens proces og essens, og opløses ”pædagogikken”, så kan man godt glemme alt om både faglighed og kreativitet.

Næste sætning fra ”faglighedstilhængerne” er så typisk: Man skal have faglighed på plads, før man kan få kreativitet, hvilket normalt er ensbetydende med udslettelse af kreativitet all together. Mine egne mestre, altså dem, som jeg har lært noget af, kunne aldrig finde på at bruge et ord som ”faglighed”, og da slet ikke som noget, der lige skal ”ordnes”, før man kan lære at være kreativ. Så var jeg nok den, der var smuttet.

Hvad er navnet på kreativitet og faglighed i et ord? Det er kundskaber. Hvad er det så? Ja, det er jo det, det hele handler om, og mit syn på den sag, kan man læse om i Pædagogikkens To Verdener.

”Kundskaber” er linje 1 i skolens formålsparagraf og det eneste ord, som har stået i skolens formål siden 1814. I DPO tror man, at kundskaber er at score på Pisa. Det er så niveauet under ”fagligheds”-fortalerne, fordi DPO tager hele faglighed/kreativitets-forskellen og lægger den under konkurrencestaten, som jo hviler på et opgør med dannelse, indhold og demokrati. Med denne firdobbelte reduktion forfalder alt.

Det her er uren pædagogik, hvilket blot er et andet ord for pædagogik. Men hvad er så “ren pædagogik”? Det er en betegnelse for alle forfaldsformerne, dvs. langt fra pædagogik.

Pædagogik og ren pædagogik er modsætninger. Uren pædagogik og pædagogik er ligheder.

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2967287/benhaard-kultur-og-nedskaeringer-draeber-studerendes-kreativitet/

 

17. d. 11. december: TV-anmeldelse om konkurrencestat

Bo Tao Michaelis får alle ting til at gå op i en højere enhed i dagens TV-anmeldelse: Omaha Beach, ”Paradisets børn”, ”Nanna”, skolereform og konkurrencestat.

Det er en ægte kulturradikal indsats imod avisens egen skrækkelige centrum-venstre ideologi.

Lad os håbe, at alt godt starter i TV-anmeldelserne. Nu er anmeldelsen i al fald i mit konkurrenceskolestatsarkiv.

”KARTOFFELRÆKKEREALISME FRA 80’ERNE

Politiken, d. 11.december 2015.
TV-anmeldelse af Nana, søndag kl. 17.30 på DR Ramasjang
af Bo Tao Michaelis

Marcel Carnés og Jacques Preverts evigunge mesterværk fra 1944, ‘Paradisets børn’, havde dansk premiere i 1948. Den gik i Grand i København i 20 dage. Så blev den sendt i glemmebogen, indtil DR i 1966 viste den i to afdelinger. Med studenteroprøret i 1968 gik det stærkt med filmens kultstatus. Christian Braad Thomsen har den helt berettiget med som en af verdens bedste film i ‘ Drømme-film’.

Melodramaet om en kvinde mellem fire mænd i Paris i 1800-tallet, optaget mens amerikanske soldater døde på Omaha Beach, bliver et sindbillede på opgøret med borgerlig hykleri og kold snusfornuft. Allegorisk også om stivnet totalitarisme i både samfund og seng.

Hvad ‘Casablanca’ blev for et bredt publikum om Anden Verdenskrig, blev ‘Paradisets børn’ for 68-generationen med illusionen om ‘En by der er blød som en krop’, for nu at citere vor store Inger Christensen.

Jeg kom i tanke om alt dette, da jeg sammen med barnebarnet Sigurd i søndags genså serien fra 1988 om den gammelkloge og skægge tøsepige Nana, spillet perfekt af Barbara Topsøe-Rothenborg og med Jesper Christensen som hendes aparte far med mere hjerte og smerte end fornuft og arbejde. Katrine Jensenius er vidunderlig som feministmoderen med selvstændig sødme og ironisk elan. Matriarkatets skaffedyr, som selvfølgelig har overskud til mandens arbejdsløse, men kærlige favn og gavn. Thi i køkkenet, hvor trekløveret spiser morgenmad, selvfølgelig politisk korrekt, dette er københavnsk kartoffelrækkerealisme, hænger såmænd plakaten for just ‘ Paradisets børn’.

Med vilje og intention? Thi som i filmen, hvor det er den blødeste og sødeste af alle mændene, mimikeren Baptiste, der er tættest på at score den omstrejfende, smukke og gådefulde Garance, er Jesper Christensen præcis samme fragile mand uden egenskaber. Ud over menneskevarme og sprød charme. Eneste kompetence er slentrende kundskab. Lidt venstresnoet biedermeier, men okay. (Er du til slumromantik, zap da hen til også seje ‘Sonja fra Saxogade’). Jesper Christensen er en af Danmarks fineste skuespillere med råd og dåd til både at agere hårdkogt sentimental og sentimentalt handlekraftig.

Serien blev lige så elsket som ‘ Kaj og Andrea’, men fik kun 6 afsnit. Dens forfatter, Per Schultz, blev siden inddraget i Jacob Rosenkrands’ milde mccarthyisme om røde lejesvende i DR.

At dreje serien i dag ville være utænkeligt. Med tidens skolereform ville Nana være stræbsom soldat i konkurrencesamfundet. Uden fritid til en faderlig taber, der aldrig forstod, at arbejde kun adler, når det kan anslås på et regneark.”

 

18. d. 11. december: Kritikkens poetik

Der er forskel på debat og kritik:

Debat er udveksling af synspunkter om dette og hint, om skatteniveau, læringsmål etc., og man kan i den forbindelse slå hinanden i hovedet eller påberåbe sig den ene og den anden politiske ideologi. Ja, man kan ligefrem gå på ”debatskole” og lære om det hele. Det er debat.

Hvad er så kritik? Kritik er fornuftens opløsning af debattens grund. Det er en boren sig ind i debattens forudsætninger, så de splintres og ikke mere kan kende sig selv. Kritik gør debat fremmed for sig selv. Kritik er destruktion af debat, så et andet land, der er mere virkeligt, kan vise sig. Der findes ingen ”kritik-skole”, for kritikken er skole i sig selv.

Men hvad er da kritikkens sprog, når kritikken jo netop opløser sproget? Hvor kommer kritikken fra? Den kommer udefra, fra objektet selv. Hvad er kritikeren da? Han er et medium for objektets egen tale. Hvordan bliver man medium? Ved at være så passiv og hørende som muligt, så objektet selv giver ord som gave. Man hen-giver sig til gaven. I passiv mod-tagelighed.

Derfra opløser debatten sig, og alle sprogets elementer får nyt liv. Det er det, jeg mener med “et andet land”, som sådan set bare er det land, der er.

 

19. d. 12. december: Tre noter til arkivet

1.
Ph.d. rådet har netop tildelt 15 nye stipendier inden for uddannelsesforskningsområdet. Alle 15 er baseret på læringsideologiens skabelon. Lidt plus og lidt minus selvfølgelig, men alligevel. Alle har samme filosofiske retning. Det er for meget; ja, det er faktisk for galt. I det udvalg som tildeler stipendiaterne, og som styrer processen med hård hånd, sidder en række velkendte personer, blandt andet Jens Rasmussen, som er formand, og Andreas Rasch-Christensen fra VIA. Sammen stod de jo også for fælles-mål skabelonen og var en slags ministerielle ideologer for læringsmålstyringen. Ja, og så skal jeg lige huske at sige ”etc.”.

Dannelsestænkeren Alexander von Oettingen, som er kritiker af det nye læringsbegreb, er også med i rådet, og mig bekendt er det en nyhed. Men enten har han sovet i timen, eller også er han for ny til at have gjort sin indflydelse gældende. Der er også en person fra KL med. Hvad hun laver i et ph.d.-råd, har jeg ingen anelse om. Jeg håber ikke, hun skal fortælle, hvad KL har “behov for”, får det vil man aldrig få forskning ud af.

Nå, men resultatet bliver jo, at landet tømmes for bred pædagogisk forskning, der arbejder selvstændigt med stoffet. En række talentfulde folk går derfor med al sandsynlighed andre veje, hvis de da ikke tilpasser sig på en træls måde.

http://www.au.dk/…/forskeruddannelse/…/Stipendier_2015-1.pdf

2.

Så er der lige en anden ting. Det drejer sig om, at VIA-land udgiver et tidsskrift, der hedder ”Liv i Skolen”. Det seneste nummer, nr. 3, vol.17, 2015, var et temanummer om ”Canadisk pædagogik i skolen”. Det er skrevet af folk, som alle sammen har besøgt ”skolemiraklet” i Ontario, der jo ligger til grund for skolereformen. Som det står i en af artiklerne: ”I uge 17 rejste et større selskab bestående af ledere, lærere, pædagoger fra Aarhus Kommune og undervisere fra VIA på en vidensrejse til Ontario”. Og i en anden artikel står der, at ”efter- videreuddannelsesafdelingen i VIA indgik i et Mærsk-financieret samarbejde med skoler i Aarhus og Randers kommune”.

Så to østjyske kommuner og VIA fik 11,4mio. kr. af Mærsk-fonden, hvor blandt andet Jens Rasmussen og Thomas Nordahl sidder i det udvalg, der fordeler midlerne. Som altid, når Mærsk-fonden er på banen, kører det hele på dataledelse og læringsmaksimering, og det gælder også her.

Nå, men redaktøren på temanummeret om Ontario er Morten Stokholm Hansen, der selv skriver begejstret om ”nedbrydningsdidaktik”, og som også selv har lavet små videoforelæsninger på Mærsk-projektets hjemmeside. Han har også nogle kritiske bemærkninger, men det er som om, de ikke rigtig kan hænge ved efter den fine rejse.

Jens Rasmussen skriver den indledende artikel i temanummeret, og resten af indlæggene er primært skrevet af skole- og dagtilbudsledere og VIA-lærere, der fortæller om, at alle de canadiske vægge er fyldt med plakater med læringsmål, kriterier, strategier, tjeklister, niveauer, data osv. Nogle af skribenterne er lidt forskrækket over det ene og det andet, men de ryster forskrækkelsen af sig, og går alle tip-top ind for det, de har set. De har fået et nyt sprog på deres MÆRSK-betalte rejse, og nu skal de hjem til Aarhus og implementere nye ”visioner” med ”nedbrudte læringsmål”. Hele byen har været på ”videnrejse (I VIA-land er der aldrig ”s” i sammensatte ”videnord”). De har skiftet deres vokabularium ud, og den får på alle John Hattie-tangenterne. Det minder mig lidt om en ung mand jeg engang kendte, der var på ideologisk skoling i Moskva under den kolde krig. Han kom også hjem med et helt nyt sprog, mens hans gamle sprog pludselig hang sådan lidt i udkanten, og til sidst var det helt væk. Indtil 1989 forstås, hvor han pludselig blev rystet på plads igen.
http://www.via.dk/…/pre…/magasiner-tidsskrifter/liv-i-skolen

3.

Her på facebook er der lavet en gruppe, der hedder ”synlig læring”. Profilen prydes af et billede af John Hattie med en ledsagende reklame for ”visible learning+”, og her annonceres dyre synliglærings-konferencer og ideologiske udgivelser fra Dafolo. Der er aldrig noget interessant, men der er meget at registrere. Jeg vil anbefale, at man følger med, så man selv kan bedømme den kritiske kvalitet.

https://www.facebook.com/SynligLaering/?fref=ts

 

20. d. 13. december: VIA-konference om den ”CanaDanske vej”

I forlængelse af min opdatering i går om ph,d-råd, VIA-land og Ontario og alt det andet, er jeg blevet gjort opmærksom på, at VIA til foråret afholder en stor konference med titlen: ”The CanaDanish Way” med undertitlen: ”Hvad sker der, når Ontario rammer linoleumsgulvet i en dansk skole?”. Konferencen er formodentlig en del af de mange Mærsk-millioner, der skyller Ontario ind over kongeriget, men jeg ved det ikke helt. VIA fik i al fald 11 mio. sammen med nogle kommuner, og de er jo ikke de eneste.

Det er ren ja-hat det hele. Hvad siger I f.eks. til følgende kulturrevolutionære svada fra en af de canadiske foredragsholdere, Greg MacLeod, hvor den ikke får for lidt i den nye radikaliserede vokabular i et opgør med det, som kaldes ”traditional pedagogy”, så vi kan få ”productive citizens”; det, som på dansk bl.a. hedder ”medarbejderborgere”? Det er det, som MacLeod kalder for “flourishing” undervisning.

” The world is changing at an exponential rate and schools need to prepare students to live in our rapidly changing world. Schools can no longer depend on traditional pedagogy to provide students the experiences and skills they will need in the future to be productive citizens. Greg McLeod has led his school on a journey from traditional teaching methods to a school where innovative, inquiry based learning and teaching is flourishing. Greg will share this 5 year journey, highlighting important drivers for change, challenges along the way and the next steps for the school. Greg will help bring the journey to life by sharing examples of teacher and student learning that has contributed to making the school a place that prepares students for the future.”

Derudover er der begejstrede indlæg fra Horsens, Esbjerg og Aarhus kommuner, hvor man fra nogle skoleledere, der er kommet i dårligt selskab, kan høre om, hvordan man implementerer Ontario og databaseret læringsteknologi i de små forvirrede kommuneskoler.

Der er også en række foredrag fra professionshøjskolernes underviserstab. Hvad siger I f.eks. til lektor i VIA, Martin Søland Klausens, oplæg, som “viser” alt muligt “entydigt”?:

”Titel: Sammenhængende værdi- og læringskæde fra det enkelte barn til forvaltning
Erfaringerne fra Ontario viser entydigt, at det er afgørende, at der i alle led og på alle niveauer fokuseres på få og udvalgte mål. Dette kræver et tydeligt ledelsesfokus fra såvel den strategiske ledelse som den pædagogiske ledelse. Der gives eksempler på, hvordan der kommunalt arbejdes med at skabe og sikre disse sammenhænge. Målet må være, at der arbejdes med tydelige og synlige læringsmål i både klassen som i den kommunale kvalitetsrapport samtidigt med, at der arbejdes med processer, der sikrer læring mellem de involverede parter. Der fokuseres på hvilken viden, færdigheder og kompetence, dette kræver af ledelserne.”.

Og det bare fortsætter og fortsætter. Der er ikke en eneste røst, der kan forsvare og udvikle de ”danske linoleumsgulve”. Det er ren Hattie-ja-hat, dvs. defacto-nejhat.

Konferencen rundes af med et foredrag af professor Jens Rasmussen, som jo også skrev åbningsartiklen i Ontario-temanummeret af ”Liv i Skolen”, som jeg nævnte i går, og som sidder i det Mærsk-udvalg, der skal tildele midler til projekterne. Rasmussens oplæg er følgende:

”Titel: Tendenser, muligheder og begrænsninger i international skoleudvikling.
Udviklingen af nationale skoleordninger, der tog sin begyndelse tidligt i 1800-tallet, foregik ikke isoleret fra ideer og bestræbelser i andre lande. Siden da har nationer i stigende grad orienteret sig internationalt, så det i dag ikke er muligt at forstå nationale skoleordninger inden for en national ramme. Globalisering indebærer, at de uddannelsesmæssige forbindelser mellem lande bliver tættere, og et øget internationalt fokus på forskningsbaseret viden om undervisning og uddannelse fører til, at uddannelse udvikler sig i retning af et globalt funktionssystem, hvor nationale uddannelsessystemer både sammenligner sig og gør sig sammenlignelige med andre landes uddannelsessystemer. Det har (gen)aktualiseret spørgsmål om tilpasning til national egenart og kulturel forskellighed.”

Det er mestendels det sædvanlige, men så alligevel…. Rasmussen taler pludselig om ”begrænsninger i international skoleudvikling”, og til sidst vil han endda ”(gen)aktualisere spørgsmål om tilpasning til national egenart og kulturel forskellighed”. Det kommer helt bag på mig. Hvad mon han vil sige? Måske runder Rasmussen af med en lille selvkorrektion og river tæppet lidt væk under konferencens logik? Det ville da være skønt. Men ok, det er nok ønsketænkning. De reale vektorer er for entydige.

Her er linket til konferencen. Her kan man klikke videre til både et kort og, hvis I ruller lidt ned, det udvidede program, som jeg har citeret fra:

http://www.via.dk/efter-og-videreuddannelse/udbud/konferencer/the-canadanish-way

 

21. d. 13. december: Koldau-sagen

En af de helt store skandaler i Aarhus Universitets historie er sagen om Linda Maria Koldau fra 2012. Her stadfæstede den daværende ledelse det princip, at akademiske meritter og offentlig kritik må vige for den gode stemning i et lille indspist miljø på Humaniora. Det var nok det, som den daværende ledelse kaldte for ”globalisering” og ”dybe sammenhænge”? Det var det korporative universitets opgør med Humboldt, for nu at sige det på den måde.

Koldau skrev efterfølgende det fremragende trebindsværk, ”Jante-universitetet” om sine år i Aarhus. Mig bekendt er det store arbejde totalt fortiet af både den daværende og den nuværende ledelse. Jeg sendte nogle læseforslag til den nye rektor, da han tiltrådte, men han havde ikke tid til at læse i bogen.

Jeg omtalte også sagen for min daværende personalerepræsentant i universitetets bestyrelse, men han kiggede blot olmt på mig. Jeg skrev desuden en anmeldelse af bogen, som jeg sendte til universitetets blad Omnibus. Bladet ville ikke bringe mit indlæg. Det var for langt, fik jeg at vide. Jeg blev dog ikke bedt om at forkorte. Siden har jeg aldrig hørt hverken sagen eller bogen omtalt nogen som helst steder, hverken i nyhedsbreve, i diskussioner, i Omnibus eller i kommunikationen rundt omkring.

Disse tre ord, “Linda”, “Maria” og “Koldau”, er tabu, og som alle gode tabuer, så larmer de i deres tavshed.

Jeg synes, det er dybt pinligt.

Her er et par links til nogle grundige omtaler. Dels til min egen anmeldelse, som Koldau selv kommenterede, dels til lektor Asger Sørensens fremragende personlige beretning, som også inddrager sagen, og dels til ”Janteuniversitetets” egen hjemmeside.

Koldau venter stadig på en kæmpeundskyldning af universitetet, et tilbud om en attraktiv ansættelse og 12 flasker god vin. Før det sker, kan der ikke være tale om nogen ”verdensklasse”, uanset hvilket nummer man bliver på den ene eller den anden rangliste.

Før det sker, venter vi blot på endnu en situation, hvor en ensom kritisk røst bliver afmonteret en lille og indspist familie.

Referencer:
Min egen anmeldelse: http://www.thomasaastruproemer.dk/anmeldelse-af-linda-maria…

Min omtale af sagen, mens den rullede, på folkeskolen.dk:https://www.folkeskolen.dk/…/linda-maria-koldau—fra-viden…

Asger Sørensens artikel: https://www.academia.edu/…/Asger_S%C3%B8rensen_Konkrete_lok…

Link til Koldaus bog: https://janteuniversitet.wordpress.com/

 

22. d. 14. december: Kritikkens psykologi

Kritikkens psykologi:

(fortsættelse til opslaget ”Kritikkens poetik” fra i d.11. december. Senere kommer ”Kritikkens metode”)

En debattørs og en kritikers psykologi er ikke den samme.

1.

Debattøren søger at vinde tilhængere ved retoriske kneb, forståelig argumentation, affektive værktøjer og klare konklusioner. Debattøren bør have karisma og ordet i sin magt, så han kan overtale modstandere og føre dem i en på forhånd angivet retning. Han overtaler ved at konstruere et givent sagsforhold på en bestemt måde, så han kan vinde det diskursive og politiske herredømme.

Debattøren gør karriere. Man kan endda gå på debatskole og lære om det. Debat er en form for spil, et erhverv, et gruppearbejde med lidt indbygget uenighed. Det er debat. Måske karikerer jeg lidt? Måske handler debat også om at nå frem til en form for “saglig konsensus”? Den nuance lader jeg ligge i denne omgang. Det bliver for komplekst for facebook.

Debattøren bebor altså relationen mellem retorik, affekt, konstruktion, magt og overtalelse, og synet er hans centrale sans.

2.

Kritikeren er derimod helt ligeglad med tilhængere. Ja, han er dem helst foruden. Får han tilhængere, lægger han gerne lidt afstand til dem, og håber, at de også vil lægge afstand til ham. Kritikeren er, hvis han er kritiker, alene, for kun alene er han afskåret fra kommunikationens forudsætninger. Kritikeren er alene med sig selv, han er to-i-en, han er i en form for selv-omsorg.

Men denne omsorg har egentlig ikke noget med selvet at gøre (som Foucault-folkene tror). Den har snarere noget med de ydre ting at gøre. Men ikke de kommunikerbare aspekter, som debattøren beskæftiger sig med. Kritikeren søger at undersøge tingene, som de er, når de ikke fremtræder i kommunikation, dvs. når han er alene med dem, når tingene kan aftvinges pluralitet og indre virvar, hvis man åbner sine ører og stiller sig tilstrækkelig ventende, fattig og modtagende an. I afsondret og fattig fylde plejer han tingenes tingslighed, hvilket kun kan ske, når han samtidig plejer et selv, der vil finde sig selv (jf. to-i-en). Kritikeren bebor relationen mellem selv, ting og omsorg, og hørelsen er hans centrale sans.

Kritikeren er i en anden verden end debattøren. Kritikeren er i en verden af realer. En verden af ting og selv, hvis fremtrædelse og forbindelser hele tiden er i omsorg og indre udvikling og er andre steder end i kommunikationen. Det kaldes også for pædagogik. Kritikeren fosser ud i verden, mens debattøren forsøger at konstruere og bruge verden til egen fordel.

Når kritikeren vender tilbage til debattens verden, har han svært ved at kommunikere, men kan kun udtrykke sig stridbart eller poetisk (“strid” er kritikkens form, og “uenighed” er debattens form)

Kritikeren ryster debattens grund, han ødelægger det kommunikerbare, hvorved andre helt uden ledelse af egen kraft bevæger sig hen til selvets og tingenes modus, dvs. til tænkning, følelse og tradition. En kritiker ødelægger debatter for, uden ledelse, at grunde en proces, der bringer det menneskelige i mennesket og det tingslige i tingene frem.

3.

Hvilken form for ledelse er kritikken? Det er anti-ledelse. Kritikken er en tiltagende ensomhed i vekselvirkningen mellem selv og ting, som efterfølgende ryster kommunikationen, så andre mennesker kaldes til at lede sig selv i omsorg for selvet og tingene. Det er også det, som kaldes “livet”.

Hvad er kritisk ledelse da? Det er opfordring til selvomsorg ved eget eksempel, så menneskelig og tingslig pluralitet kan myldre omkring den kritiske ikke-kommunikerende ensomhed.

Al debat hviler på kritik. Kritikkens opgave er at vise det, så kritikken kan finde sig selv og så debatten kan blive virkelig.

Al videnskab hviler på kritik. Kritikkens opgave er at vise det, så kritikken kan finde sig selv og videnskab kan blive videnskab.

Ud af kritikken vokser et andet fællesskab, nemlig et fællesskab af dem, der ikke har noget til fælles. Det er kærlighedens og det egentlige venskabs område, de venskaber og de følelser der bygger samfundets varige realitet op i frihed, ægteskab, selvstændighed, virkelyst, solidaritet og individualitet. Hvis kritikkens nægtes realisering udvikler den sig i koder (som Leo Strauss forklarede det).

Hvordan kan det ske? Ved at der altid drages omsorg for forholdet mellem tingenes og selvets realitet, så ingenting konstrueres eller kommunikeres. Kritik er dermed omsorg for samfundets indre, mens debat er et spil i det ydre. Kritik er et bevægeligt virke i eksistens, mens debat er en fleksibel karriere med operative mål.

 

23. d. 15. december: Reklame for ”Færgen”

Min nye bog “Færgen” udkommer i januar, men kan bestilles allerede. Det er en form for udvidet novelle, ja, simpelthen et forsøg ud i skønlitteraturen. Man kan læse mere om bogen på dette forlagslink:

http://www.fjordager.com/paedagogiske-landskaber-kopi/

 

24. d. 17. december: Evaluering af Ph.d.-rådet

Ph.d.-rådets arbejde er blevet evalueret af tre norske forskere her i 2015. Det er ministeriet, der har bestilt rapporten, som man kan læse i nedenstående link.

Rådet får gode evalueringer. Stipendierne er fint i ”samsvar” med den tilgrundliggende globaliseringsaftales fokus på ”læringsudbytte”, står der. Det, kan man da vist roligt sige, er helt korrekt, for der står jo ”læringsudbytte” i nærmest alle de aktuelle projektbeskrivelser. Det er som om, ordet nærmest er tvunget ind i forskningen, og der lægges ikke op til nogen grundlæggende drøftelser af ”læringsudbyttets” begreb og funktion. Forskningen og ph.d.-rådet har efterhånden etableret en form for metodologisk ”vilkår”, hvilket er en meget dårlig ide set fra et videnskabeligt synspunkt.

Evalueringen siger også, at der er en god variation i de empiriske emner, som der skal forskes i, og det er jo også rigtigt. Men der er derimod – og det har rapporten intet blik for – stort set ingen variation i projekternes grundlæggende paradigme og forskningsspørgsmålenes struktur. Det er ens som to dråber vand. Det hele handler om “Hvis X så “læringsudbytte””.

Denne problematiske filosofiske ens-hed drøftes slet ikke i rapporten, selvom det er det spørgsmål, der har den allermest grundlæggende interesse for alle i samfundet, som ikke lige laver policy. Men ok, måske er vi derved også ude over, hvad en traditionel ”evaluering” kan gøre? På en måde vil en evaluering altid bekræfte det, som skal evalueres, også selvom evalueringen er dårlig, fordi evalueringen jo må acceptere en given policy-målsætning, for nu at komme med en evalueringsteoretisk bemærkning.

De tre norske forskere har interviewet formanden for ph.d.-rådet, som er en af landets mest engagerede læringsmålsfortalere, 9 repræsentanter for de relevante UC/Uni-konsortier, som også oftest er dybt præget af tankegangen (jeg kender ikke til undtagelser), samt nogle vejledere og ph.d. studerende). De er alle samme nogenlunde tilfredse med den ene og den anden detalje, hvilket er klart. Hvorfor? Jo, fordi både evalueringsspørgsmålene og de interviewedes hele stilling er bygget ind i den filosofiske struktur, som delvist ligger i globaliseringsaftalen, og som forstærkes af ph.d.-rådets indre filosofi, som evalueringsrådet slet ikke spørger ind til. Det hele handler som sagt om: Hvis X så Y(læringsudbytte).

F.eks. undersøger evalueringen ikke, om hele den omfattende optagelsesprocedure fremmer bestemte forskningsparadigmer og interesser, dvs. om hele systemet er en stor social konstruktion af en bestemt opfattelse af pædagogik og pædagogisk forskning?

Og der er naturligvis heller ingen drøftelse af, om ordet ”læringsudbytte” efterhånden er ved at antage en nærmest ideologisk karakter. Men igen, sådan er evalueringer. Den slags spørgsmål må rejses i den offentlige debat.

Det er også tankevækkende, og her er vi nede i det evalueringsfaglige, at rapporten blot nævner, men slet ikke drøfter, globaliseringsaftalens gentagne fokusering på ”almene didaktiske og pædagogiske emner”, og hvordan dette fokus har fundet udtryk i de forskellige tildelinger og på ”læringsudbytte”-begrebet.

Den smalle pædagogisk-filosofiske tilgang til tildelingerne har taget til i de seneste år, kulminerende i år, hvor man har haft ”særlig interesse på ansøgninger inden for fagene didaktik, tværprofessionelt samarbejde om elevers læring og ledelse for læring i en målstyret folkeskole”.

Rapporten har kun en væsentlig anke, nemlig at der er for får projekter, der baserer sig på kvantitative studier af læringsudbytte. Det siger måske også lidt om evalueringsgruppens perspektiv.

Endelig vil jeg sige følgende til interesserede pædagogiske forskere in spe: Der er andre muligheder, hvis man ikke vil underkaste sig diverse konsortiers mere eller mindre fikse ideer eller skrive ”læringsudbytte” i hver anden sætning. For det første kan man jo søge de almene opslag på f.eks. Faculty of Arts, men her er man så i konkurrence med mange humanister og teologer. Alternativt kan man søge via diverse interne procedurer på professionshøjskolerne. Selv har jeg haft to ph.d.-studerende fra professionshøjskoler, som ikke har haft noget med ph.d.-rådet at gøre, og som slet ikke skriver om ”læringsudbytte”. Til gengæld er det mig bekendt meget forskelligt, hvilke muligheder, de forskellige UC’er stiller til rådighed, for den slags udenom-ph.d.råds-aktivisme.

Link til ph.d.-rådets hjemmeside: http://www.au.dk/forskudd/uddforsk/forside/

Link til evalueringsrapporten: http://ufm.dk/publikationer/2015/evaluering-av-ph-d-radet

 

25. d. 17. december: Hvad er den uddannelsespolitiske kunst?

Hvad er den uddannelsespolitiske kunst? Er det at finde midler, der kan løse operationelle udfordringsmål i 2020? Eller i 2090 for den sags skyld? Overhovedet ikke, for det er jo ikke en kunst. Det er teknik, en teknik som vil føre direkte til et kæmpe uddannelsesteknokrati.

Men hvad er så den uddannelsespolitiske kunst? Mmhhh… måske er det, at genetablere synteser, som er blevet brudt?

Men heller ikke det er en egentlig kunst, det er snarere en reaktionær tvang.

Men hvad er kunsten så? Jo, det er at genetablere de brudte synteser i et samfundsmæssig sammenhæng, som er markant anderledes end det samfund, hvori bruddene fandt sted.

Det vil sige, at bruddene, som skal genetableres, ikke kan genetableres.

Se, det er en UddannelsesPolitisk Kunst.

 

26. d. 17. december: Video fra tale ved Rønshovedgruppens uddannelseskonference

Her er en video fra min tale i Landstingssalen i forbindelse med Rønshovedgruppens uddannelsespolitiske konference d. 28. november. På linket kan man også se konferencens øvrige indlæg. Talen ligger desuden på skrift på min blog.

https://vimeo.com/148337759

 

27. d. 18. december: Svensk feminisme 1

Efter at have lyttet til en flok militante svenske vanvidsfeminister generalisere over både mit køn og mit land i Debatten med ”forskningen viser dit og dat”, var det godt at høre lidt Rod Stewart i BBC’s prisuddelingsshow på DR3. Det var lige før, jeg fik lyst til en smøg, en større bil og en kæmpesjus.

Jeg hørte også lige en video med den georgiske sangerinde, Katie Melua, hvor hun synger om, at hun er meeeeget forelsket i en fra menneskehedens undertrykkende halvdel. Ja, hun synger ligefrem: ”How can happiness be so wrong, how can misery feel so sweet”. Med denne dialektik som baggrund, gik det lige lidt bedre i min omegn. Og hun så ligefrem glad ud over al den modsætningsfuldhed,

Sidst jeg måtte høre om ”hen” og om, at børn ikke er drenge eller piger, men ”mennesker” på denne meget uheldige svenske måde var i 2013. Dengang sad jeg på en cafe i Istanbul og forfattede et langt skriv om emnet, mens jeg drak den ene Efes-øl efter den anden.

Teksten endte med at komme med i min bog ”Pædagogikkens to verdener” i en lettere korrigeret version. Jeg er altid lidt nervøs, når jeg skal læse det igen, men bliver som regel positivt overrasket.

http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogik-og-kon-om-modersmal-og-faedreland.html

 

28. d. 18. december: Ph.d.-rådets opgør med vaner

Hvorfor er det nu lige, at ph.d-rådets tildelinger er så fokuserede på ”læringsudbytte”? Jo, det har følgende årsag:
Rådets eksistens er muliggjort af den såkaldte ”Aftale om fordeling af globaliseringsmidler”, som den daværende VK-regering indgik sammen med SD, RV og DF i 2010, altså uden LA, SF og EL.

Aftalens ånd er rent økonomisk motiveret. Man vil ”udmønte globaliseringsmidlerne til forskning på en måde, der understøtter vækst gennem viden og fremmer virksomhedernes investeringslyst”. Og videre kan man læse, at målet er ”fremgang i beskæftigelsen og velstanden”.

Der er ingen forsknings- eller uddannelsespolitiske drøftelser, dvs. en indplacering af initiativet i en pædagogisk normativ sammenhæng (f.eks. ud fra skolens formål eller andre kritiske traditioner). Det er en opdateret Helge Sander, for nu at sige det på den måde.

Der afsættes ifølge aftalen herefter i alt 767 mio. kr. til ”forskning, der giver vækst”. Pengene går især til forskning i områder som ”energi og miljø, bæredygtig og konkurrencedygtig fødevareproduktion og velfærdsteknologi”.

Nå, men en lille pulje, nemlig 28 mio. kr., målrettes så til uddannelsesforskning. I aftalen markeres det, at forskningen skal understøtte ”læringsprofessionernes praksisfelt”, og at den skal være ”praksisnær”.

Den overordnede ramme for ph-d.-rådets arbejde har altså ikke noget med pædagogik og uddannelse at gøre. Det har derimod noget med økonomisk vækst at gøre, og ”læringsprofessionerne” må derfor forstås som en ren økonomisk kategori.

Går vi ind i aftalens bilag 2, kan man læse mere udførligt om ph.d-rådets principper. Allerede i linje 1 går det helt galt. Der står:

”Undervisningen i folkeskolen skal i højere grad baseres på viden, ikke på vane”.

Denne formulering er et rent opgør med kultur og pædagogik, hvor kultivering af vaner jo ellers står helt centralt.

I aftaleteksten bruges ”vaner” bare som noget rutinemæssigt og reaktionært ”plejer”. Det er sådan en slags “negative holdninger” over for “læringsmaksimering”. Men det var sådan det var i 2010 og vist nok også stadigvæk. Sætningen har helt samme indholdsmæssige struktur som en efterfølgende kronik fra 2010. Kronikken var skrevet af landets førende UC/DPU-rektorer, og her kunne man f.eks. læse en sætning som:

”Pædagogikken i Danmark – og internationalt – ændres i disse år fra at være holdningspræget til at orientere sig efter forsknings- og udviklingsresultater.”

Det er samme opgør med normativitet, kultur og vaner, som i globaliseringsaftalens tekst. Det er standardvokabular i policy-kredse.

Og det vidensbegreb, som man mener skal træde i stedet for ”vaner” og ”holdninger”, er forskning i ”hvad der virker”, dvs. evidensbaseret forskning, som altså vel at mærke er formuleret i modsætning til pædagogik og kultur, og som derfor splitter det hele ad.

Ånden er altså økonomisk vækst, anti-pædagogik, og instrumentel læring. Det er det, som her nogle år efter, er kommet til at hedde ”konkurrencestatspædagogik”.

Under dette åndelige misregimente får resten af papiret åndenød. Der tales ganske vist indimellem om at ”opbygge forskningskapacitet inden for alment og fagligt didaktiske samt pædagogiske områder”, hvilket jo giver en vis forhåbning, men eftersom sådan en formulering jo peger i den stik modsatte retning end ”vækst”- og “lærings”-retningen, så kan dette sigte ikke opretholdes. Jeg påpegede faktisk engang dette forhold overfor rådet, men man kunne slet ikke se, at det skulle være et problem.

I stedet for ”vaner” får vi fokus på ”læringsudbytte”. F.eks. hedder det: ”Der lægges vægt på, at forskningen anvender metoder og design, der bidrager til videnskabelig underbygning af undervisningens og andre aktiviteters betydning for ”læringsudbyttet”. (husk at ”læring” er det modsatte af vaner og at det er økonomisk defineret, dvs. at det er formuleret i modsætning til store dele af læringsteorien selv).

Det er derfor, at ordet ”læringsudbytte” står i så mange projekter. Det er også derfor, at så mange studerende, som jo er lærer- og pædagoguddannede, mig bekendt har svært ved at tilpasse sig rådets indholdsmæssige strukturering, hvor ”læring” både gøres til en enerådende variabel og defineres som et tomt antipædagogisk og økonomisk begreb uden vaner.

Endelig får vi en hel organisation, der omgiver denne tomhed. Dette sker, fordi der oprettes såkaldte konsortier mellem universiteter og UC’er med alle mulige administrative udvælgelses- og vejledningsprocesser, hvor ph.d.-rådet bliver den koordinerende instans. Som der står:

”Der etableres et ph.d.-råd, der er ansvarlig for udmøntningen af bevillingen. (…). Ph.d.-rådet skal sikre, at tildelingen af bevillinger sker inden for en bred kreds af områder, der medvirker til at indfri formålet med initiativet”

Og hvad var ”formålet”, som rådet skal indfri? Ja, det er jo netop ”evidens i stedet for vane” med økonomisk vækst som ånd i det daværende Skoleråds ånd (hvor økonomen Jørgen Søndergaard var formand).

Hvordan mon det går med det egentlige ”læringsudbytte”, hvor “læring”, f.eks. hos Dewey, simpelthen defineres som intelligente vaner.

http://ufm.dk/lovstof/politiske-aftaler/fordeling-af-globaliseringsreserven-til-forskning-og-udvikling-2011-2012

 

29. d. 20. december: Gode gerninger

Hvis man lytter til landets højrefløj, skulle man tro, at det værste, man kan gøre i hele verden, er at gøre en god gerning.

Hvorfor er det sådan? Jo, det stammer fra Tidehvervs opgør med Indre Mission og europæisk oplysning samt fra Ayn Rands opgør med Immanuel Kant. Det er med andre ord Fogh-Krarup-aksen fra 2001, der har sat sig særdeles godt fast, uden synderlig indblanding fra forstyrrende filosofi vel at mærke. Tidehverv mener, at man med gode gerninger går Gud i bedene, og Rand mener, at man ødelægger menneskets karakter. Så kan man selv regne på resten ift synet på velfærdsstat og retssamfund.

Tidehverv og Rand er simpelthen den ideologiske grund for skiftende borgerlige regeringer siden 2001. Højrefløjen har så at sige universaliseret nogle specifikke pointer, som måske havde noget på sig i en afgrænset situation. Vi har 2001 over det hele.

Det værste, man kan gøre i Danmark, er at gøre noget “godt” (undskyld for at bande).

Det er derfor, at der er bal i den borgerlige. (efterfølgende kommentar: Her tænkes på, at en række venstrepolikere har forladt deres parti, f.eks. Jens Rohde, TAR)

 

30. d. 20. december: Mavefornemmelser

Hvad er det mest uglesete begreb i dansk pædagogik? Det er ”mavefornemmelser”. Dem skal man af med, hedder det. Maven sættes i modsætning til et eller andet forfaldsbegreb om ”forstanden”, som efterfølgende kan reduceres til datamaksimerende Big-Data.

Andre ord for ”mavefornemmelser” er holdning, normativitet og vaner. Det er alt sammen det samme, og det skal ud, og jeg skal love for, at det er det, som er sket.

Jeg mener det modsatte. Jeg synes, vi skal have meget mavefornemmelse. Ja, det hele handler om mavefornemmelser, om at kultivere dem.

Maven kommer bag på os. Den fornemmer af sig selv, uden vores egen medvirken. Den er en form for intuition, en tavs viden.

Det tager generationer at opbygge mavefornemmelser.

En pædagogik uden en kultiverende kontakt med mavefornemmelser ødelægger samfundet. Den isolerede mave overgår til hungerens logik. Fortæring af hvad som helst uden fornemmelse. Så får vi massernes og grådighedens mave.

Hvis man glemmer maven og dens holdninger, normativitet og vaner, reagerer den på helt andre og dårlige måder. For når maven er alene, når den mister sine vaner, bliver den vild og umiddelbar. Ja, den kan ligefrem blive voldelig. Så savner den pædagogik, dvs. kultivering af mavens fornemmelse i vaner.

Mavefornemmelsen er smagens og forstandens hele grund. Bryd frem!

 

31. d. 20. december: Konkurrencestatstidende 3

Konkurrencestatstidende bekræfter i gårsdagens avis sit eget navn til fulde. Det sker på lederplads, hvor det denne gang er Per Michael Jespersen, der regerer. Det plejer ellers at være Bo Lidegaard, der kalder til forsvar for Ove Kaj Pedersen/Bjarne Corydon-ideologien, men nu er der kommet en ny væbner i folden.

Per Michael Jespersen lyder da også fuldstændig som en klon af både sin chef og chefens chef-ideologer.

Først byder Jespersen velkommen til den nye kritik af konkurrencestaten, ”de humanistiske stemmer”, som det hedder. Det drejer sig om Uffe Elbæk, Svend Brinkmann og Eva Secher Mathiasen. De er en del af ”en ny trend”, og ”humanisterne har fundet en sag”, som det lidt overlegent hedder (at være ”trend” er jo ikke ligefrem at være påberåbe sig ”substans”, og at ”finde en sag” lyder lidt desperat. Og så er det da lidt sjovt, at “humanisterne” nu pludselig er noget halv-fabrikata, eftersom Politiken altid selv bliver kaldet for “humanister” af anti-humanisterne.).

Derimod er konkurrencestatsteorien åbenbart ikke ”en trend” eller ”en sag, som nogen har fundet”. Det er barsk videnskab må man forstå i Konkurrencestatstidendes ideologiske gemakker? Det lyder som betonmarxismen i gamle dage, hvilket nok ikke er tilfældigt, eftersom ”konkurrencestats”-begrebet har rod i knaldhård strukturkommunisme. Konkurrencestatsteorien er faktisk en form for dobbelt-antihumanisme. Lige noget for Konkurrencestatstidende).

Dette simple syn på både konkurrencestatsbegrebet og dets kritikere bekræftes i resten af lederen. Jespersen skriver i samme lidt overlegne ånd, at det er ”godt med lidt frisk luft”, og han kan til nød gå med til, at ”værdikampen” udstiller nogle ”svagheder i SR-regeringens projekt”. Men hallo! En værdikamp er ikke noget, der “udstiller svagheder” i en finansministers dobbelte anti-humanistiske trend-sag. En værdikamp ødelægger derimod den slags ”projekter”. Det er kulturradikalistisk ideologi i totalt forfald, der demonstreres her. Vi ender med en afmontering af kritik-begrebet.

Forfaldet bekræftes i lederens slutning:
”Kan man så basere et nyt samfund på humanisternes nye kultur- og værdikamp? Nej, Kampen har blinde punkter. Blandt andet overser den, at konkurrencestaten ikke er noget, vi vælger, men et vilkår – en benhård realitet skabt af presset fra globaliseringen. Vi kan imidlertid selv vælge, hvilken udgave af konkurrencestaten vi foretrækker….. Her er de nye stemmer en uhyre vigtig inspiration”.

Her lyder Jespersen som en klon af forrige uges interview med Ove Kaj Pedersen og af Lidegaards ledsagende leder.

Konkurrencestaten er en ”benhård realitet” og et ”vilkår”. Man kan åbenbart ikke mere diskutere, hvad en moderne stat er? Det har Ove Kaj Pedersen ordnet. Hvor plat.

(Men når nu dette ”benhårde vilkår” er så udiskuterbart, er det så ikke mærkeligt, at man kan læse følgende i en stor og helt aktuel udgivelse om statsteori – ”Transformations of State” fra Oxford University Press – hvori konkurrencestaten i øvrigt kun udgør et lille kapitel ud af 900 sider:

”In sum, the mainstream literature in comparative political economy is not very impressed by the competition state thesis and largely ignores it”

Hovsa! Og hvis “den politiske økonomi” ikke engang er “imponeret”, hvad så med resten af politologien? Jespersen overser helt, at det er et begreb, som han uden videre ophøjer til et ”vilkår”). Et begreb, som sætter både demokrati og pædagogik under statskategorier, der opfattes som fortidige.)

Jespersen slutter så med- fuldstændig efter Ove Kaj Pedersens og Bo Lidegaards bog – at vi selv kan vælge, hvilken udgave af konkurrencestaten vi skal have, underforstået at det så skal være en SR-udgave, altså Corydon/Ove Kaj-udgaven.

Dermed lyder han fuldstændig som alle de andre ideologer. F.eks. sagde Lars Goldschmidt – landets fjerde mest magtfulde, kæmpe konkurrencestatsfan og meget tæt på de nye skolereformer – nærmest ordret det samme i Højskolebladet forrige år.

Hermed udstilles Konkurrencestatstidendes, dvs. den moderne kulturradikale anti-kritiske ideologis, hovedspørgsmål, som den vil have os andre med på: ”Hvilken konkurrencestat vil du have”? Corydons eller Løkkes? How low can you go?

http://politiken.dk/debat/ledere/ECE2984129/velkommen-til-de-nye-humanistiske-stemmer/

 

32. d. 20. december: Dansk Fryseparti og læreruddannelsen

Hvad er Dansk Folkeparti? Det er en identitetspolitisk dybfryser.
Hvad gør en identitetspolitisk dybfryser? Den omdanner pluralitet til partikularitet, dvs. til en tvangsmæssig danskhed uden variation. Fryseren ødelægger pædagogisk identitet, den frie folkelige udveksling.

Hvordan ødelægger en identitetspolitisk dybfryser identitet? Det gør den ved at omdanne alt liv og vekselvirkning til is uden sukker.

Eksempel:
En gruppe borgere ønsker at lave et frit lærerseminarium, som er opbygget efter brede folkelige og nationale principper, dvs. som pluralisme (se f.eks. vedhæftede udkast).

Til det formål skal man have ændret loven.

Men DF er imod at ændre loven.

Hvorfor er man imod det? Fordi man er bange for, at der vil blive dannet et muslimsk seminarium. Ja, man stemmer endda for en skole- og læreruddannelseslov, hvor undervisningen er ført med håndholdt data-styring i et decideret opgør med nationale og folkelige dannelsesbegreber.

På den måde har man omdannet det, man ellers ville beskytte – nemlig det folkelige, det nationale og det verdensborgerlige – til is.

Når man så har gjort det, så tager dybfryseren alle de nationale symboler, som ellers var fælles og glædelige, og bruger dem i isens tjeneste.

Man er så ræd i koderne for noget, der hedder “muslimer”, at man må fryse alt det, hvis liv og varme, man hævder at beskytte. Man går på en måde den konstruerede “muslims” ærinde.

Pludselig står alle uden smykker.

Dansk Fryseparti.

http://www.thomasaastruproemer.dk/forslag-til-et-privat-seminarium.html

 

33. d. 21. december: Artikel af Bent Sortkær i Dansk Pædagogisk Tidsskrift

Ph.d. studerende i pædagogik, Bent Sortkær, har skrevet en god artikel i det nyeste nummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift (nr. 4, 2015). Artiklen hedder ”Fra OECD landereview (2004) til folkeskolereform (2014) – en undersøgelse af OECD’s indflydelse på dansk uddannelsespolitik”.

Sortkær drøfter, som titlen siger, om der kan spores korrelationer mellem OECD’s rapport om dansk uddannelsespolitik i 2004 og dansk uddannelsespolitik frem til i dag.

Han når frem til, at der er en høj grad af sammenfald.

Først fortæller Sortkær om, hvordan OECD bygger sine anbefalinger op alene omkring hensynet til økonomisk vækst, og hvordan det ‘pædagogiske ledsagerbegreb’ bliver “læringsudbytte”. Ja, læringsudbytte og økonomisme er dybt interrelaterede tilgange, og dette grundsyn sætter sig direkte i 04-rapportens anbefalinger.

Sortkær viser herefter i en tabel, hvordan en række af OECD’s anbefalinger er blevet realiseret i Danmark. Specielt bider jeg mærke i, at han bl.a. anser Ph.d.-rådet for at være et eksempel på sammenhængen. Det stemmer godt overens med mine egne undersøgelser fra sidste uge, hvor jeg viste, hvordan ph.d.-rådets syn på pædagogiske spørgsmål var funderet i Globaliseringsrådets arbejde.

Sortkær har desuden også en interessant refleksion vedrørende skolens formål. Han mener, at Globaliseringsrådets 2005-rapport spillede sammen med en rapport af Niels Egelund i 2005 om at ændre skolens formålsparagraf. Begge rapporter byggede vel at mærke deres anbefalinger alene på OECD-evidens, altså en økonomisk logik.

Formålsændringen, som primært gik på dels en præcisering af kundskabsbegrebet og dels et fokus på videreuddannelse, var altså tænkt i en ren OECD-diskurs, hvilket faktisk er stort set samme pointe som Ove Kaj Pedersens. Man skal blot huske på, hvilket Sortkær ikke har blik for, at OECD-korrektionen forbandt sig med en hjemlig pædagogisk resonans. Det betyder, at formålsparagraffens ånd blev fastholdt, og at kundskabsbegrebet ikke blev erstattet af ”læringsudbytte”. Formålets ord er derfor ikke ”vidensøkonomiske”. F.eks. er ”kundskaber” ikke det samme, ja nærmest det modsatte, at en pisascore, selvom Egelund og mange andre altså tror det modsatte. Kundskaber er kulturel og videnskabelig forankring og kreativitet, og det er altså noget andet end Pisa.

Siden steg presset på skolen. Skolereformen er også rent OECD-begrundet, og presset på formålet er intensiveret. Den vidensøkonomiske læringsudbyttetænkning er nu også en del af EU’s officielle politik, som Danmark endda, på sin egen irriterende måde, forstærker.

Antorini og mange andre vil gerne udskifte formålsparagraffen, og mon ikke hun gerne vil erstatte kundskaber med ”læringsudbytte” og hendes principper fra Ny Nordisk Skole? Det tror jeg.

 

34. d. 21. december: Svensk feminisme 2

Hvad kommer jeg til at tænke på, når jeg lytter til en svensk feminist, f.eks. i Debatten den anden dag?

Jeg kommer sjovt nok til at tænke på en mand uden et eneste feminint træk. Dvs. en bølle med en masse nedladende statistik i håndtasken. Bøllerne taler så om ”regnbuer”, hvor alle kan vælge frit mellem det, der lige er blevet afviklet.

Retorikken går således: Først udslettes kønnet som sådan. Derpå ender det hele i omsorgsløs maskulinitet, og til sidst vender det feminine vender tilbage som en gold regnbue. Bøllernes regnbue.

Mottoet er: ”Du er ikke en dreng eller en pige. Du er et menneske”, hvilket er noget af det mest umenneskelige, jeg kan forestille mig.

Det næste bliver vel: ”Du er ikke svensker eller dansker. Du er menneske”.

Eller endnu bedre: ”Du er ingenting. Du er menneske”.

Det er det nye bøllemotto: ”Du er ingenting. Du er menneske”.

Det er sådan en slags totalitær anti-humanistisk hyper-humanisme.

Men helt ærligt: Køn er ikke en kategori eller en bås. Det er livsmuligheder, der blander sig med hinanden. Det er en rigdom uden lige. Ligesom nationaliteten og mange andre ting er det. Det er “former for fødsler”, for nu at udtrykke mig både kønnet og pædagogisk. Køn og nationalitet er fødselsformer. Dvs. det modsatte af at være en “social konstruktion”, en kategori, en diskurs eller en bås.

Man skal fjerne ”båse”, så kønnene kan leve og vekselvirke, men man skal ikke fjerne kønnet, tværtimod. Dvs. at man også skal fjerne ”konstruktionen”. Fjerner man båse og konstruktioner, og lader den fødende biologi flyde frit i en dannet tradition, så slår det ud i statistiske forskelle. Det er der ikke noget at gøre ved. Det er på en måde kun godt. Et område uden statistiske forskelle er et tegn på død, på et “du er ingenting”.

Der er tusinde veje til at blive en voksen kvinde eller mand. Men der er ingen vej uden at have været en pige eller en dreng. Hvilket herligt liv.

Når det er sagt, så vil jeg også sige, at jeg er helt enig med f.eks. Hanne Vibeke Holst, når hun påpeger, at nogle unge mænds måde at omtale kvinder på er under al kritik. Og der er bestemt brug for at forske i hvordan psykologiske og strukturelle barriere virker ift mulighederne for at føre et moderne liv. Og hvis feminisme består i at forstærke mulighederne for et frit og forstærket kønnet liv, er jeg også helt med.

Feminismen har på sin vis mange gode pointer. Problemet opstår kun, når man vil udrydde kønnet på denne neo-maskulinistiske facon, som ikke er en mand værdig.

God feminisme skal forstærke muligheden for at være kvinde og mand på alle de måder, en sådan kønslighed kan komme til udtryk i fuld vekselvirkning. Men det er dårlig feminisme, når man, som de svenske feminister gør, udrydder køn og forskelle som sådan med henvisning til abstrakte lighedskalkyler, hvorefter man klistrer en regnbue op som trøstende sukker.

 

35. d. 22. december: Pisalistens ”utilstrækkelige færdigheder”

På OECD’s Pisaliste har man regnet ud, hvor stor en andel af en årgang, der har ”utilstrækkelige færdigheder”, når de er 15 år, dvs. som vil få problemer med at gennemføre en ungdomsuddannelse, især pga. læsevanskeligheder. Det er i høj grad det tal, som ustandseligt fremføres som argument for ”læringsrevolutionen”, altså hele opgøret med dannelse og formål til fordel for læringsmålstyring over hele gelænderet efter fuld datavægsforbillede.

I 2012 var tallet for DK 15%, og det lyder jo som alt for mange. Men der vil jo altid være nogen, og hvor sætter man lige grænsen og det ene med det andet. Så man må også lige kigge på nogle af de andre lande. Hvordan ser det ud der? Det ser sådan her ud:

DK: 15%
Sverige: 23%
Norge: 16%
Island: 21%
Finland: 11%

Gennemsnit for hele OECD: 18%

Danmark ligger altså over middel og er nr. 2 i Norden. Hallo! Det tyder jo ikke på, at man skal “revolutionere” noget som helst. Det tyder måske på, at man skal hjælpe den ene eller den anden gruppe, skifte en rude eller to i huset. Men nu vil man rive hele huset ned, fordi.. ja, fordi hvad?

Gennemføres en sådan logik i hele samfundet, kan man da godt se at få lukket butikken. Så kan vi kalde Danmark for Singapore-region 4c eller Ontario-distrikt 11q, og alle kan rende rundt for at score på OECD-lister.

Skrækscenariet er naturligvis at komme i top 5. Så har man mistet sansen for helhed, dvs. det modsatte af verdensklasse.

Efter min mening er statistisk variation er et tegn på liv. Statistisk uniformitet er derimod tegn på død. Er der nogen, der ved, om andre har tænkt over det? Det gælder på en måde om at kultivere sin placering, så den får fylde, dvs. så et lands pædagogiske tradition myldrer rundt om PISA-tallet og destruerer dets signifikans.

Oplæg ved Hans Hummelgaard, KORA, og leder af Pisa-projektet i Danmark: https://www.youtube.com/watch?v=-_F01H4NT5s (især fra ca. minut 13.30 for gennemgang af ovenstående tal)

Se flere videoer og omtale af Pisa 2015 her:http://pisa.sfi.dk/introduktion_til_pisa_2015-15424.aspx

 

36. d. 22. december: Evalueringsteoretisk lov

Hvad er en evaluering? Det er en bekræftelse af essensen af det, der evalueres. Hvorfor? Jo, fordi den jo tager udgangspunkt i målene for det, der skal evalueres.

Hvad er en ”kritisk” evaluering? Det er også en bekræftelse af det, der evalueres. Hvorfor? Jo, fordi den jo blot siger, at målene ikke er opnået. Dvs. at målene bekræftes ukritisk.

Eksempel: Kan en evaluering af skolereformen være kritisk overfor skolereformen? Nej, det kan den ikke. Den kan kun bekræfte reformen, uanset om evalueringen er ”kritisk” eller ej.

Ok, men kan man så forestille sig en egentlig kritisk evalueringsforskning? Ja, det kan man på sin vis godt, men jo mere ”forskningsagtig” og jo mere ”kritisk” evalueringen bliver, desto mindre evalueringsagtig bliver den også. Deraf det lovmæssige.

Hvorfor er det sådan? Jo, det er fordi, at en virkelig kritisk evalueringsforskning vil beskæftige sig med eventuelle splittelser og brud i lovens formål, og derpå vil den undersøge, hvordan splittelsen har sat sig eller ikke sat sig igennem i praksis. Dermed får vi en dobbelt splittelse, som kun kan undersøges videnskabeligt, dvs. uden evaluering.

 

37. d. 22. december: Vær god!

Folk, der ikke har venner på den danske højrefløj, vil nok undre sig over denne her opdatering, men det får være. Sagen er, at jeg er efterhånden træt af at høre på mange fra den tidehvervsinspirerede højrefløj. Derovre må man nærmest ikke gøre gode gerninger, for så går man Gud i bedene. Man må heller ikke under nogen omstændigheder føle sig god, når man gør noget godt, og man må endelig ikke fortælle andre, at man har gjort en god gerning. Ja, og nogle gange lyder det nærmest som om, at man kun skal være god mod dem, man deler matrikel med.

Hvorfor må man ikke alt dette? Det må man ikke, fordi mennesket er en laban og en slyngel og en synder, og det skal det ikke prøve at løbe fra. Måske bliver man ligefrem anklaget for “humanisme”, som er skældsord nr. 1. Mon det udbreder godhed i samfundet? Næppe. Jeg tror faktisk tværtimod, at det fremmer “synden”, for nu at sige det på den måde.

Jeg går ind for gode gerninger, så mange som muligt. Og jeg synes også, det er fint, at man fortæller om dem vidt og bredt, så det kan komme i avisen og inspirere andre. Og det er også alletiders, hvis man føler sig god, mens man gør det.

Tag en blaffer op, doner penge til Røde Kors, køb ind for din gamle nabo, fortæl om Danmark til en udlænding, forsvar en ven eller fjende mod uretfærdighed, giv penge til en tigger, giv et overraskende “det ordner jeg” overfor en kollega osv.. Stort og småt. Hav det godt med det og fortæl det til andre, så der kan danne sig både et godt gammeldags socialt pres og nogle gode samfundsmæssige vaner, der får gode gerninger til at myldre frem. Misbrug også gerne Guds navn i godhedens tjeneste, men lad også gerne være. Det må du selv om.

Gør det, hav det godt med det og fortæl om det. Hvem ved, måske kan godheden brede sig helt uhæmmet. God god god! Et helt samfund fuld af venligboere.

Måske kan vi på den måde slippe af med alt denne ”du er en egoistisk og opportunistisk synder”- snak, der alt for let kommer til at virke som en slags ærke-lutheransk bekræftelse på konkurrencestatens anti-etik.

Det der med Gud og eksistensen, det ordner nogle af os en gang imellem om søndagen og i stille stunder. Det må være nok. Gud gør mennesket godt, og præsten skal hjælpe godheden på vej. Og tror man ikke på det, så kan man jo bare gøre gode gerninger alligevel.

Vi trænger til en kæmpe fælles godhedsfølelse, en fælles salme og lidt pynt.

Eksistensen har ikke noget med det at gøre. Den skal blande sig udenom. Eksistensen går jo ingen steder. Den er der uanset. Det er det, vi har Tidehverv til at minde os om, mens godheden myldrer frem over stepperne.

 

38. d. 23. december: Konkurrencestatstidende 4

Konkurrencestatstidende benytter Corydons afsked til at forstærke den politiske linje.

Først strømmer Bo Lidegaard over i begejstring over Corydon, som efter Lidegaards mening har ”evnen, viljen og modet til at formulere en vision”. Ja, Corydon er ”tronfølger i kongerækken af S-ledere”, skriver Lidegaard.

Hvad har Corydon gjort, for at fortjene disse smukke ord? Jo, han har promoveret Ove Kaj Pedersens ”konkurrencestat” som et nyt politisk ideal. Ja, Lidegaard priser ligefrem Corydons nye arbejdsgivere, McKinsey, som kan ”knuse mange grønne og sociale regnestykker”. Det er sørme ”kulturradikalisme” på de høje nagler, må man sige.

Dernæst fortsætter Per Michael Jespersen chefens linje på debatsiderne med en parallel hyldest til Corydons version af Ove Kaj Pedersens ideologi.

Både Lidegaard og Jespersen har i den sidste måned skrevet ledere i helt samme ånd.

Sjovt nok skriver Lidegaard i en bisætning, at Corydon ”fjumrede med skolereformen”. Gad vide, hvad Lidegaard mener med det? Implementerede og forstærkede Corydon ikke bare den ”skole”, som reformen indeholdt, og som i parentes bemærket var dybt præget af selvsamme konkurrencestat, som Lidegaard elsker? Dvs. at Corydon slet ikke ”fjumrede”, tværtimod? Og var Konkurrencestatstidende ikke totalbegejstrede for skolereformen hele vejen igennem?

http://politiken.dk/debat/ledere/ECE2989353/corydon-satte-de-rigtige-maal-men-naaede-dem-ikke/

 

39. d. 25. december: Berlingske og Dansk Fryseparti

Berlingske er i dagens leder overgået til de højretidehvervske gemakker og dermed til Dansk Fryseparti. DF er jeg begyndt at kalde for Dansk Fryseparti, fordi det fryser og ødelægger dansk identitet og folkelighed på det groveste, og DF hviler jo netop på en højretidehvervsk ideologi.

Jeg vidste faktisk ikke, at Berlingeren fungerede som et plagiat af den tidehvervske navlebølge? Selvom referencen til Trille til sidst i lederen er al ære værd. Tak for den. Men Berlingskes politiske gren, altså de konservative og Søren Pape, er også blevet glade for Frysepartiet. Det kan man læse om på TV2’s hjemmeside. og for et par dage siden husede Berlingske i øvrigt også en Søren Pind i fuld tidehvervsgalop.

Jeg kan sørme også godt forstå højrefløjens og andres irritation ved en for ophedet moralisme, og dele af venstrefløjens afskrivning af dansk åndstradition, inklusiv tidehverv, er forskrækkelig, men ligefrem at ønske glædelig jul med bastante afvisninger af, at man bør hjælpe folk uden for egen lille kreds, og hvis byer er bombet sønder og sammen, har jeg ingen sympati for. Dertil kommer afvisningen af Ombudsmandens afgørelser, af FN’s organer og det der med “smykkerne”. Og folk fra fremmede lande omtales konsekvent som egoister. Ja, Pia Kjærsgaard sagde engang, at fremmede sprog burde forbydes på fortovene. Det er jo ødelæggende for internationalt og globalt engagement og ansvarlighed, og det skaber et Danmark, der er dødkedeligt for børn og unge at vokse op i.

Og i Dansk Fryseparti er man sørme så angst for ”udlændinge”, at man vil indrette det nationale uddannelsessystem efter sin angst. Fryse fryse fryse…

At tænke sig at et lille barn i en fattig krybbe skal bruges til at skælde ud på folk, der vil gøre gode gerninger lidt ud over egen næsetip, og som også gerne vil fortælle om det! Jesus har da ikke noget med alt det der at gøre. Han er en indre og magtesløs kærlighedserklæring, som er skjult i vores sprog, og som derfor er langt mere omfattende og nær.

Det største problem med tidehverv er et alt for skarpt opgør med moderniteten og fornuften. Man kan jo godt forstå en vis skepsis, ikke mindst eftersom bevægelsen har rod i tiden efter 1. verdenskrig, hvor “fornuften” ikke ligefrem var comme il faut. Men med Krarup blev det bare alt for meget, for han trak en lige linje fra Georg Brandes til Nazismen. Det er i øvrigt tankevækkende, at Krarup deler en del analytiske greb med Ayn Rand, der var et af Anders Foghs store idoler. Rand var heller ikke meget for gode gerninger, for nu at sige det mildt. Til gengæld hadede hun arvesynden, i modsætning til Tidehverv hvor vi jo ikke er andet end syndige bæster.

Dermed har vi VKO-flertallets horisont fra 2001, en horisont som stadig dominerer højrefløjens rækkevidde, hvilket jeg jo lige har givet eksempler på. Det er ulykkeligt, fordi den afnationaliserede venstrefløj får alt for let spil. Den får lov at definere “det globale”.

Og hvad hedder den ”afnationaliserede venstrefløj”? Den hedder centrum-venstre. You know:

Corydon=Antorini=McKinsey=konkurrencestat=Arbejdsmarkedspartiet=Konkurrencestatspartiet=Børneaktiepartiet=Skolereform=KL=datalæring zzz….osv..

Men det er forkert at skille det nationale og det globale ad. Det nationale og det globale hører sammen. Helt sammen. Jo mere af det ene desto mere af det andet.

Måske skal man have fat i de ekskluderede dele af tidehverv igen? Det var f.eks. Kaj Thaning og Løgstrup. Deres tanker endte senere i en form for venstregrundtvigsk humanisme, der står centralt hos mange frie skoler og hos Danmarks Lærerforening, dvs. meget tættere på europæisk oplysning og filosofi. Man skal blot huske at erindre disse to teologers tidehvervsaspekter, for ellers flyder det ud i moralisme. Findes der iøvrigt noget skønnere end at læse Løgstrup, når han f.eks. tager nej-hatten på under besættelsen i sin brevveksling med vennen, Hal Koch, som er helten i Konkurrencestatstidende (hvilket faktisk er synd for Koch), og som var ivrig fortaler for samarbejdspolitikken med nazisterne?

Ja ja, det er en lang historie. Men på en måde strømmer det hele fra samme kilder, som er danske åndssynteser, europæisk fornuft og inter-esse samt den der fattige krybbe.

Referencer:

Berlingskes leder: http://www.b.dk/berlingske–
mener/naestekaerlighed

De Konservatives nye kærlighed: http://politik.tv2.dk/2015-12-21-konservative-opgiver-vaerd…

Søren Pinds “prædiken”: http://sorenpind.blogs.berlingske.dk/…/lad-julesorgen-sluk…/

 

40. 25. december: To ligninger

A. Ligning 1: Venstreorienteret:

Corydon = Konkurrencestatspartiet = McKinsey-konsulenter = Skolereformen = Konkurrencestatstidende = Arbejdsmarkedspartiet = Børneaktiepartiet = centrum/venstre = antihumanisme = mennesket er soldat og opportunist.

B. Ligning 2: Højreorienteret:

Ayn Rand = Anders Fogh = Tidehverv = modernitetsopgør = Dansk Fryseparti = Dansk Frysetidende (Berlingske) = VKO-horisont = anti-humanisme = mennesket er en opportunistisk synder.

C. Konklusion

Danmarks Folketing: Mennesket er opportunist, dvs. at det ikke kan agere i fornuft og frihed.

Ledsagende Pædagogik: detailstyring af læring.

 

41. d. 26. december: Kampen om sangene

1.

Imagine og højrefløjen

Denne flotte sang, ”News”, som jeg har linket til i bunden, skrev Mark Knopfler egentlig i 1979. Fra 1980 dedikerede han den efter sigende til den netop afdøde John Lennon, som han beundrede, og det forstår man jo godt.

En af Lennons store sange var ”Imagine”; en sang, han som kulturelt ikon for en hel generation nærmest blev bedt om at skrive af luften.

“Imagine” er dels en hyldest til freden, hvilket man jo godt kan forstå, når man betænker, at sangen er skrevet i 1971, midt inde i den kolde krig, rød terror og Vietnamkrig. Kan man fortænke en ung berejst mand tæt på den britiske arbejderklasse i at forestille sig en verden uden krig? Og kan man fortænke de efterfølgende generationer i at bruge sangen til noget, når tidens konflikter bliver for åbne? Nej, tværtimod.

Sangen er dog ikke kun en hyldest til ”freden”, men også til forestillingsevnen og fantasien, til evnen til at se verden fra andre vinkler og med andre ideer og farver, end man plejer.

Men nu er ”Imagine” og John Lennon blevet højrefløjens, dvs. VKO-horisontens, hadesang. Hver gang den afsynges lyder det ene selvplagierende sprogspil efter det andet om at være jorden tro og om ikke at gå Gud i bedene, og hvad det alt sammen ellers hedder. Der plejer også lige at komme noget negativt om ”humanisme” og ”menneskesyn”. Så ved vi, at vi er i nærheden af Dansk Fryseparti.

Jeg tror, det har noget at gøre med, at mange tidehvervske kredse har problemer med forestillingsevnen. Man skal være jorden tro, hedder det igen og igen. Det er jo også fint nok på en måde, men det er bestemt ikke fint nok, hvis man ikke kan må bruge sin evne til at forestille sig verden uden for ”sit lod”. Det kommer der ingen pædagogik ud af, og så fryser samfundet i navlepilleri og skæbnetro.

2.

“Altid frejdig, når du går” og venstrefløjen
De tidehvervsinspirerede vil hellere synge ”Altid frejdig når du går”, når der skal samles ind til sammenholdet. Det forstår jeg på en måde godt. Det er en fantastisk sang. Bedre end ”Imagine” faktisk. Men så siger venstrefløjen, at den kan vi ikke synge, for der står noget om Gud i sangen. Hvad bliver det næste? Må man heller ikke synge ”Et barn er født i Betlehem” i skolen? Eller ”Jesus og Josephine” i børnehaven? Det går jo slet ikke. Vi nedlægger jo heller ikke faget matematik. Og taler ”Altid frejdig…” ikke til alles eksistens og liv – uanset religiøst ståsted? Det synes jeg. John Lennon var også frejdig.

Nå, men der er jo også mange andre sange, både på dansk og engelsk. På en måde er det mest synd for John Lennon, hvis værk her i landet er ved at blive ødelagt i omfavnelse af centrum-venstre, som sørme heller ikke har megen forestillingsevne, selvom de altså gerne vil synge om den. Men konkurrencestaten er måske globaliseringens svar på Lennons ”world will be as one”?

Det eneste problem med ”Imagine” er fra mit synspunkt, at den hyppige brug af sangen er et tegn på, at vi er ved at miste kontakten til vores egne melodier, som vi ellers burde vise frem for hele den måbende omverden.

Højrefløjen kan øve sig på ”imagine”. Imens kan venstrefløjen synge disse vilde ord fra 1867:

Altid frejdig, når du går
veje, Gud tør kende,
selv om du til målet når
først ved verdens ende.

Aldrig ræd for mørkets magt!
stjernerne vil lyse;
med et fadervor i pagt
skal du aldrig gyse.

Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.

Til sidst kan alle synge det hele sammen, mens de holder hinanden i hånden. Frejdigt og fuld af fantasi, med lidt tørklæder og andre ting og sager ind imellem og med Dannebrog vajende under himlen. Så har vi en folkeskole midt i verden.

Hov, jeg glemte helt Dire Straits’ fine sang med Knopflers sprøde guitar i rollen som flaget. Den kommer her:

https://www.youtube.com/watch?v=0Ed_obeYzJw

 

42. d. 27. december: Børnelitteratur og tvangsflytninger

Når der kommer nye ledere og magthavere, så skal de sætte et mærke på deres omgivelser. Det er sådan en slags lov, tror jeg, og det er jo sådan set også lidt i orden.

Hvis de pågældende ledere er dygtige, tager de hensyn til den substans og historie, de regerer over og gennemfører ændringerne til alles bedste. Hvis de er udygtige, laver de blot pludselig et eller andet tilfældigt om, som en masse mennesker så kommer til at lide under. Så får vi et uskønt forløb, som efterfølgende omgives af ”strategier” og dyre konsulentrapporter.

Tag f.eks. de aktuelle udflytninger af statslige institutioner til provinsen. Selvsamme folk, som tidligere har vedtaget en række reformer, der i den grad har fremmet centralisering, flytter efter få måneder ved magten en hel masse institutioner og arbejdspladser fra København til provinsen. Det virker helt hulter til bulter, og en masse familier berøres dybt af situationen.

En sindig sjæl ville måske have foreslået, at man så mere generelt på erhvervs- og regionspolitikken, eller at man nøjedes med at placere kommende statslige institutioner uden for København. Men uhh nej, regeringen skulle ”markere” sig over for ”udkants-Danmark”, og det skulle være med det samme.

Det er slet ikke første gang, man hører om den slags. I 2011 var der lige kommet ny ledelse på Aarhus Universitet. Den helt nyansatte dekan på fakultetet Arts ville uden videre tvangsforflytte to faglige miljøer, IT-forskningen og børnelitteraturforskningen, fra København til Aarhus. Resultatet blev, at hele det IT-pædagogiske miljø forlod universitetet, og at børnelitteraturforskningen blev splintret. Desuden skulle familier rives op med rode helt uden substantiel grund.

Det er det samme, og problemet skyldes især en dysfunktionalitet ved konkurrencestaten, som det fører for vidt at komme ind på her.

Her er tre omtaler af sagen fra dengang:

https://www.folkeskolen.dk/…/elfensbenstaarnet-boernelitter…

https://www.folkeskolen.dk/…/elfenbenstaarnet-boernelittera…

https://www.folkeskolen.dk/…/elfenbenstaarnet-boernelittera…

 

43. d. 27. december: Om Europas grænser

Her en lille mening uden særlig kvalifikation, en slags “synsning”. Jeg ved ikke, om jeg har ret:

1.

Betingelsen for et effektivt Schengen-samarbejde er, at EU har magt til at beskytte de ydre grænser, og at EU derudover er i besiddelse af et effektivt, humant og troværdigt system, der kan kontrollere og sagsbehandle flygtningenes asylansøgninger samt fordele dem solidarisk mellem Europas lande.

Vi er af politiske grunde ikke en gang i nærheden af et sådant system. Der er faktisk ingen udsigt til en løsning overhovedet.

Derfor må de enkelte lande eller grupper af lande lave deres egne systemer snarest.

Der er der simpelthen ikke noget at gøre ved.

Ellers vil vi ikke kunne skelne mellem flygtningestrøm og folkevandring.

2a.
Det er en rigdom for ethvert land at have en muslimsk befolkningsgruppe. Islam er, når den er uddannet, i stand til at fremvise en form for ro, stolthed og fælles sans, som vi bør beundre og lære af. Vores hjemlige muslimer skal ikke ”assimileres”, men være dem de vil være med fuld musik i et moderne samfund, dvs. med fuld velkomst uden særrettigheder.

Ikke noget med tørklædeforbud og den slags i min omegn. Bed i stedet alle om at fortælle, hvem de er og byd dem velkommen.

Vis Danmark frem og lyt til flygtningens fortællinger.

2b

Men det er ikke en rigdom for et vestligt demokrati at have en alt for stor muslimsk gruppe. Det er fordi Islam, hvis den bliver politisk, hvilket den har en indbygget tilbøjelighed til, har store vanskeligheder med at fungere i et demokrati. Undtagelserne er alt for få, og næsten uanset hvilken imam eller islamisk organisation, der udtaler sig, så skurer det altid lidt i ørene. Koranen fylder simpelthen for meget i den almindelige argumentation for dette og hint. Islam skal holdes nede med satire og skarp argumentation, når den arbejder sig ud i det offentlige rum.

Det dobbelte problem opstår, når folkevandringer, der i al deres desperation bærer et Islam med politiske ambitioner, møder europæiske og nationale kulturer uden selvbevidsthed og pædagogik, fordi de kun går op i at vinde over Kina.

Den dobbelte berigelse opstår, når selvbevidste nationale og europæiske kulturer tilbyder flygtende menneskers Islam en europæisk kultivering og omsorg i en åben velkomst.

 

44. d. 29. december: Konkurrencestatstidende 5

Konkurrencestatstidende bekræfter sit navn med den tredje leder på en eneste lille måned, der hylder Ove Kaj Pedersens konkurrencestat, den såkaldte ”røde konkurrencestat”.

I dag er det kulturredaktør, Rune Lykkeberg, der følger i hælene på sine kolleger, Bo Lidegaard og Michael Jespersen. Lykkeberg tager endda stakkels Stefan Zweig til hjælp i sin argumentation. Lykkeberg fortæller os, at konkurrence kan bruges til mange gode ting, når kulturen skal udvikle sig, og det har Zweig selv sagt.

Der er mig bekendt ingen, der er imod konkurrence, hverken i det kulturelle eller det økonomiske liv. Men konkurrence jo slet ikke det eneste parameter. Hvad mon Zweig, der begik selvmord efter 40 år med totalitære erfaringer, ville have sagt til at blive brugt som argument for en ”konkurrencestat”, der er defineret ved et opgør med humanisme, demokrati og dannelse?

Lykkebergs argument er, at fordi man konkurrerer en gang imellem, så skal vi have en konkurrencestat, ja så er ”konkurrencestaten” ligefrem et vilkår. Øhhh… nå..? Hvad taler han om? Han har jo lige sagt, at man også konkurrerede i Wien i 1910, og dengang havde vi vist ingen ”konkurrencestat”? I al fald ikke ifølge teorien? Det forhold, at mennesker konkurrerer NOGLE GANGE, betyder ikke, at vi har en konkurrencestat. Sikken noget pjat. Det handler da om, hvordan vi skal forstå forholdet mellem økonomi, globalisering og politik. Lykkerberg mangler videnskabelig og politisk “forestillingsevne”, men det er også en evne, som konkurrencestaten slet ikke kan rumme.

Konkurrencestatstidendes ideologi er bundet på blandt andet følgende personers gensidige forstærkning:
Rune Lykkeberg, Bo Lidegaard, Michael Jespersen, Bjarne Corydon, Ove Kaj Pedersen, Christine Antorini. Dertil kommer Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO), som er konkurrencestatsideologien omsat i den pædagogiske sektor.

Hvad bliver det næste? At domstolene skal konkurrere om at dømme flest mulige? Eller at landets lærere skal konkurrere om at give de højeste karakterer? Helt ærligt: En ting er, at eleverne BLANDT ANDET og NOGLE GANGE konkurrerer om høje karakterer, men skal lærerne også? Altså staten? Skulle staten selv defineres ved ”konkurrence”? Det går jo ikke.

Eller er det omvendt? Skal lærere og domstole bedømme efter RETFÆRDIGHED? Og er det egentlige ideal ikke, at elever overhovedet ikke går op i karakterer, men alene i den faglige og sociale substans, som en skole er?

Vi har ingen konkurrence-stat. Hvorfor ikke? Fordi disse to ord ikke kan sættes sammen. Ligesom ordene ”masse” og ”universitet” heller ikke kan. Med mindre man vil ødelægge ordene, dvs. nedlægge staten og universitetet.

Spørgsmålet er så, om man kan have et ”Konkurrence-statstidende” uden at ødelægge ”tidende”? Selvom aviser ”konkurrerer”, så kan en avis jo ikke defineres ved konkurrence, vel? Det er det samme som ”stat”, ”skole” og ”universitet”.

Men i Danmark har vi altså et “Konkurrencestatstidende”.

http://politiken.dk/debat/ledere/ECE2994118/vi-venter-stadig-paa-en-roed-konkurrencestat/

 

45. . 31. december: Ole Birk Olesens ”taberfabrik”

Det var en stor skuffelse at lytte til Ole Birk Olesen (LA) i aftenens Deadline, må jeg indrømme. Olesen er forfatter til en bog med den skrækkelige titel ”Taberfabrikken”, og han tilhører den nyliberale fløj i partiet, der er vild med koldkrigsfilosoffen Ayn Rands ekstremistiske egoisme-filosofi.

Olesen blev spurgt om, hvad han mener om konkurrencestaten, og spørgsmålet faldt endda to gange. Både Ekstrabladets redaktør, Poul Madsen, og Bettina Post, som også var i studiet, havde helt klart fanget, at der kører en diskussion om emnet, som det er vigtigt at forholde sig til, rundt omkring i samfundet. Men Olesen kløede bare på med noget om ”kontanthjælpsmodtagere”.

Han har slet ikke fulgt med. Dermed kom han til at stå som en ren og ureflekteret forsvarer for konkurrencestatsideologien. Ja, han var på en måde inde i ideologien uden rigtig at vide det.

Jeg synes, han skulle tage og følge med i diskussionerne om dette tidens vigtigste emne. Måske kan han starte med at drøfte sagen med partifællen Merete Riisager, som skrev en kritisk kronik om konkurrencestaten i Berlingske for nogle år siden. Det er heller ikke mit indtryk, at en tredje LA’er, Henrik Dahl, er synderligt begejstret. Endelig minder jeg om, at man selv ude på det nyliberale overdrev, nemlig hos Christopher Arzrouni, kunne læse en leder, der kritiserede konkurrencestaten. Det var dengang, Arzrouni var redaktør på Børsen.

Konkurrencestaten er bestemt ikke et liberalt projekt, som nogle vist nok tror. Det er på en måde det modsatte, nemlig statsstyring på den store klinge. Det er der nogle, der er ved at finde ud af, blot ikke Olesen.

Noget andet er, at der faktisk er nogle sociale og politiske logikker, der tvinger nyliberalismen hen til konkurrencestatens omegn. Disse logikker har jeg beskrevet i ”Pædagogikkens To Verdener”. Når det sker, bliver konkurrencestaten, hvis teori har kommunistiske rødder, en overbygning på den såkaldte neo-liberalisme.

Jeg vedhæfter nedenfor et link til en analyse, jeg engang lavede af Birk Olesens ”taberfabrik”. Man må – med et sådant udtryk på bagperronen – formode, at han selv mener, at han er en rigtig ”vinder”; ja, at han har vundet i en konkurrence om at lave en kæmpestat, der vil have “læring all-inclusive”.

http://www.thomasaastruproemer.dk/ayn-rand-og-ole-birk-olesens-taberfabrik.html

 

46. d. 3. januar: En note om religiøs dannelse

Dengang jeg gik i skole, var der altid nogle, der ikke kunne lide matematik. Der var også nogle, der ikke kunne lide fysik. Ja, og så var der dem, der ikke kunne lide idræt eller sløjd.

En del af de vrangvillige elever fik aldrig brug for det, de ikke kunne lide, men andre gjorde naturligvis. Og så er det jo under alle omstændigheder godt at vide, at der findes noget, man ikke ved, hvilket jo er den form for ikke-viden, der hænger tilbage, når man har glemt resten. Man vokser op, velvidende at verden er større end egeninteressen, for nu at sige det på den måde.

Nå, men heldigvis skulle alle mine klassekammerater have både matematik, fysik, sløjd og idræt alligevel. Ja, faktisk var læreren ifølge min erindring ofte alt for langmodig med disse ”jeg gider ikke børn”, men det er jo blot et barns oplevelse.

Det er værd at huske på denne gode tvang og prisværdige sans for mangel på subjektiv nyttetænkning, når man ser på det religiøse område, som hele verden er ved at kløjes i for tiden. Der er nemlig også mange, der for tiden ikke kan lide religion eller kristendom. Jeg tænker især på dem, som jeg ikke tøver med at kalde for religiøse ateister. De vil af med det hele på sådan en rigtig simpel og grim måde, så man bliver helt trist på matematikkens vegne, for nu at være lidt sjov. Ja, man må ikke engang synge ”Altid frejdig når du går”, fordi ordet ”fadervor” indgår. Ja, efter min mening, minder de lidt om de svenske feminister i deres aggressivitet.

Men heldigvis skal deres børn have det hele alligevel. De skal have kundskaber om religion i almindelighed og fortrolighed med kristne fortællinger og æstetik i særdeleshed. De skal også helst, ligesom i de andre fag, opbygge nogle følelser for emnet, via gode og levende fortællinger og lidt teaterstykker mm., fordi kristendommen er en central del af både danske og europæiske åndelige lag, også helt aktuelt. Det kan man godt gøre uden forkyndelse og bøn, som præsten så kan ordne, når det bliver hendes tur.

Man må jo huske på, at den religiøse livskreds er ligeså vigtig for menneskeheden, som den naturvidenskabelige, matematiske og håndværksmæssige er det. At der så er nogle, der ikke kan lide det ene og det andet, kan og bør skolen ikke tage sig af.

Religion og religiøs dannelse er mindst lige så vigtig som matematik, fysik og idræt, og det er ikke en synsning. Derfor bør ingen børn kunne fravælge Kristendomsfaget. De kan jo heldigvis heller ikke fravælge de andre fag. Der er ingen forskel på det.

Ja, på en måde er religion, hvis den er formidlet i ånden fra folkeskolens formålsparagraf og europæiske teologiske traditioner, en kilde til rigdom og fornuft i opvæksten, som vil bidrage til at undgå primitive og direkte voldelige religiøse udtryk.

I det mindste vil vi uddanne børn til at få samme forhold til religion, som jeg har til sløjd; Jeg kan ikke ramme et søm, men har den største respekt for godt tømrerhåndværk.

 

47. d. 3. januar: Hud

HUD

tårer løber ned langs hud
som en dræbersnegl
i en ujævn streg
uden fejl

sveden glimter under hud
som et hjerte
i en ujævn puls
fuld af fejl

blikket sidder fast på hud
som en tæge
suger blod
med klumper
fra ar

 

48. d. 3. januar: En anden note om religiøs dannelse

1.

En kristendom, der har været igennem dannelsesprocesser i nærheden af skolens formål og af europæisk teologi – ja, som kort sagt har indoptaget oplysningens princip i sig, samtidig med, at den i sig selv er noget helt andet end oplysning – er det modsatte af en sekt.

Det samme kan man desværre ikke sige om meget forskning, især ikke den, der ikke er i stand til at medtænke det usynlige.

2.

En dannet tro på en skabende Gud, som denne er udviklet gennem generationers teologisk arbejde, fremmer den videnskabelige proces. Hvorfor? Fordi man hermed både hævder objekters uafhængige og fuldstændige eksistens, og fordi man pr. princip ikke kan nå helt ind til dette objekt. Man må med andre ord høre efter noget, som trækker sig tilbage.

Det er videnskabens hele elastik. Aldrig kan man derfor sige “forskningen viser”. Alt er foreløbigt og objektsøgende på samme tid. Man medtænker med andre ord “det usynlige”. Man går ikke og tror, at man kan “konstruere viden”.

3.

Vi kender kun Jesus via andre og kun via tekster, som er indbyrdes forskellige. Derfor har vi hermeneutikken, og derfor er dialogiske forståelsesprocesser en del af os. Humanioras indre er forbundet med den kristne hermeneutiks grundproblemer. Humaniora er skabt af Kristendommen (men også af andre ting, jvf. punkt 4).

4.

Den ting, vi er i, som er i vores åndedræt, udgøres derfor af følgende tre pejlemærker og deres ledsagende usynligheds/synligheds-koordinatorer: Antikken (tænkning og handlng), kristendom (liv og fortolkning) og oplysning (sansning og objekt).

Pejlemærkerne gennemstrømmes desuden af de to verdenskrige i det 20. århundrede.

Dette er enhver skoles åndelige horisont. Det må ingen kunne vælge. Det er ufrit område, fordi det er betingelse for den frihed, som vi er i. Det er muligt, at nogen ikke gider naturvidenskab, men de skal undervises i det. På samme måde er det muligt, at nogle ikke gider kristendom, men de skal undervises i det. Hvorfor? for elevens behovs skyld? Egentlig ikke. Hvorfor så? Fordi “This is our world!”.

Peg på den verden, som vi er i. Kun i denne verden kan en ny generation finde sit frie mærke.

 

49. d. 4. januar: James Nottingham

I foråret 2016 er der Dafolo-konferencer i både Brøndby og Horsens, starring: James Nottingham. Både Dafolo og Nottingham tilhører “Pædagogikkens Anden Verden”, og de er vilde med Hattie, læringsmekanik etc.. Nottingham er desuden direktør for konsulentvirksomheden “Challenging learning”, hvor der ikke står en eneste interessant sætning (check evt. hans hjemmeside).

zzz…..datalæring….Visible Learning+…..KL…..zzz…..

Hvis det ikke var fordi, at hele pibetøjet rumsterer overalt på skolerne og i kommunerne og tilmed har sat sig på stort set alle de centrale kursus- og forsøgsmidler, ville det være komisk efter min mening. Men kommunerne tror åbenbart ikke det store om landets lærere og deres uddannelse, for i givet fald ville man da ikke falde på halen for et så mekanistisk og konsulentagtigt læringsmålsstyringslæringsbegreb, som nu ovenikøbet ifølge konferencens tema skal belemres med “progression”, så målene kan pindes ud for hvert sekund.

Man får det efterhånden som abbedissen i Sound Of Music, der i en vigtig scene opfordrer den musiske og trofaste nonne Maria til “følge alle omveje”, hvorefter Maria kaster sig ud i reformpædagogik, kærlighed og modstandskamp.

Det er sådan en slags anti-fremdriftsreform.

Video: https://www.youtube.com/watch?v=EoCPuhhE6dw

Konference: http://dafolo.dk/media/L%C3%A6ringsm%C3%A5l_og_taksonomiske_redskaber._Konferen.pdf