Facebook-drys 25: marts 2016

Her er 52 facebook-opdateringer fra marts 2016. Man kan enten klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer, eller man kan læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart efter teksten.

  1. Filosofisk ukrudt
  2. Forskellen på en institution og en organisation
  3. Undervisning, understøttende undervisning og bevægelse
  4. Dannelse og Goebbels
  5. Faglighed og proces
  6. Ny Nordisk Skoles realitet
  7. Kommunister og skolesheikforeninger – lidt dagbogsnoter fra d. 3. marts (blogindlæg)
  8. Hvad er pædagogisk forskning?
  9. I krig
  10. Økonomer med mor og far
  11. Spredt fægtning
  12. Pædagogiske mål og læringsmål
  13. Problemer på Gymnasieskolen.dk
  14. Nationalt center for skoleforskning
  15. Axelfuture på Borups Højskole
  16. Kritik af konstruktivisme
  17. Imamernes skjul
  18. Noter fra NERA 2016-1: Tidsskriftet ”Pedagogikk og kritikk”
  19. Noter fra NERA 2016-2
  20. Noter fra NERA 2016-3: Post-strukturalistiske retninger
  21. Post-strukturalisme, partisystemet og strukturalisme
  22. Den læringspolitiske realitet
  23. 10 gode albums
  24. Jeppe Bundsgaard om Lucifer N. Luhmann
  25. Jeppe Bundsgaard og Lars Qvortrup om synlig læring
  26. Forholdet mellem handling og handlekompetence
  27. Læringsmålsradikalisme fra Dafolo
  28. Hvad er statistisk variation og invariation tegn på?
  29. Punkterede ruder og betonsiloer
  30. Ubehag ved Danmarks-kanonen 1
  31. Mette Frederiksen kritiserer læringsmål
  32. Ironi
  33. Fordummelsens forståelse
  34. Stefan Hermanns og Ove Kaj Pedersens ”selvkritik”
  35. Fortid og nutid
  36. Keld Skovmands nye bog (blogindlæg)
  37. Anne Matthiesens (V) og Annette Linds (S) skyklapper
  38. Bøger om DPO
  39. Facebook-drys 23: Januar 2016 (blogindlæg)
  40. Pædagogisk antropologi og synlig læring
  41. Imamer og præster
  42. Læringsfundamentalisme i Glostrup Kommune
  43. Ubehag ved Danmarks-kanonen 2
  44. Radikal konstruktivisme
  45. Børnehaven er i alt
  46. Københavns universitet fyrer professorer
  47. Liberal Alliances grådighed
  48. Om organisationen ”Danske Professionshøjskoler”
  49. dk i publicistisk krise (blogindlæg)
  50. Livsformer i terrorens skygge
  51. Synlig læring i kommunerne
  52. Hjernen slår klik

 

1. d. 1. Marts: Filosofisk ukrudt

En filosof er som ukrudt; en irriterende realitet. Det er derfor, man skal lytte til ham

Hvis en filosof begynder at lyde som en knækket betonflise, skal man hjælpe ham ned i revnens jord, hvor han kan så.

Hvis en filosof begynder at lyde som en ny og hel betonflise, så er han ikke filosof. Så er han en læringsudbytteforsker eller sådan noget. Hvad skal man gøre ved det? Man skal slå flisen i stykker, så ukrudtet kan spire frem igen.

Det er også det, man kalder destruktiv kritik; det er meget livsbekræftende.

 

2. d. 2. marts: Forskellen på en institution og en organisation

Hvad er en institution? Det er menneskelig vekselvirkning med et formål, der har en egenværdi. Tænk f.eks. på domstolene, der vedligeholder en retfærdighedstradition, som er værdifuld i sig selv, og som har en vedblivende praksis.

Men hvad er så en organisation? Det er en institution, der har tabt eller glemt sit formål. Det er en slags biologisk ”organisme”, dvs. en u-menneskelighed, der kun tænker på at opretholde sig selv. Uden formål kan den menneskelige vekselvirkning ikke opretholdes. Vekselvirkningen bliver til ”adfærd”.

I en institution har man handlinger, men i en organisation har man adfærd.

I en institution arbejder man for et fælles formål, men i en organisation arbejder man for organisationens egen overlevelse.

Hvad sker der, når mennesker arbejder i ”organisationer”, dvs. i adfærd? Ja, så prøver de at rekonstruere det tabte formål. Men eftersom vi er i organisationens og organismens horisont, så kan denne gendannelse kun finde sted som ”overlevelse”. Derfor får vi mål, måltal, identitet, visioner og strategier. Formålet har man jo tabt.

En ”vision” er derfor en organisations version af en institutions formål.

Møder du nogle gange en institution, der pludseligt begynder at tale om visioner og strategier? I så fald er det et tegn på, at du er havnet i en organisation, dvs. i et biologisk defineret socialdarwinistisk bur.

Og dermed nærmer vi os den eksisterende pædagogiske tilstand i samfundet. Den ene efter den anden mund lukkes eller omdannes til organisationsbetinget overlevelse.

Til sidst ved ingen, hvem de er.

 

3. d. 2. marts: Undervisning, understøttende undervisning og bevægelse

Der er et problem, jeg har tænkt lidt over:

Hvis man fra statsligt hold opdeler skolens aktiviteter i tre læringsdominerede kategorier: ”undervisning”, ”understøttende undervisning” og ”bevægelse”, så har man skilt noget ad, som i pædagogik og dannelsesteori hører sammen i en intim helhed.

Man kan derpå lave separate forløb og timer for hver af de tre dele. Ja, man kan ligefrem putte faggrupper på foretagendet, så lærerne står for det nu understøtningstømte ”undervisning”, og pædagoger står for pædagogisk tømte ”understøttende undervisning”, hvorved der også kan komme lidt fagforeningsinteresser ind i billedet. Et helt lille administrativt/politisk læringshegemoni kan det blive til. Så går der tid med det.

Det i sig selv er faktisk ikke så godt, for nu at sige det mildt, fordi både skole- og fritidspædagogikken går i opløsning.

Pt. er der så en bevægelse i gang for, at ”understøttende undervisning” skal omdannes til ”to-lærersystemer”, dvs. til ”undervisning”. Det er man glad for i f.eks. LA og mange andre steder. Ja, nogle mener endda, at det er et opgør med skolereformen.

Men det er det ikke. Hvorfor ikke? Nej, fordi man jo faktisk bebeholder ”undervisningsbegrebet” i den form, der blev ladt tilbage efter at ”den understøttede undervisning” kom til. Nu fjerner man blot sidstnævnte, og tilbage står så skolereformens ”undervisningsbegreb”, tømt for bevægelse og ”understøttelse”; altså det, som i den pædagogiske teori hang sammen. Dermed får man en radikaliseret skolereform.

Dermed har man effektivt taget pædagogikken ud af undervisningen og bibeholdt et amputeret undervisningsbegreb, dvs. en stram metodisk og databaseret læringsmålstyring.

Man søger altså at løse en oprindelig fejlslagen distinktion ved at forstærke den fejlslagne distinktions ene element, hvorved den oprindelige fejltagelse potenseres. Det er en helt almindelig logik, men forskrækkelig er den lige godt.

 

4. d. 2. marts: Dannelse og Goebbels

Her er lidt frontalangreb på gymnasiets tradition fra rektor Allan Kjær Andersen og professor Lars Qvortrup fra i sommers. Det var Kjær Andersen, der i 2010 sagde, at dannelsesbegrebet mindede ham om ”Goebbels”. Siden kom han med i Ny Nordisk Skole og DEA’s ungdomsuddannelseskommission, som bestyres af hr. Egelund. Nu promoverer Kjær Andersen ”synlig læring” blandt de andre rektorer, hvis forening er helt kulret. Så kan det vist ikke blive værre.

http://gymnasieskolen.dk/gymnasier-arbejder-med-synlig-l%C3%A6ring

 

5. d. 3. marts: Faglighed og proces

Dem, der tror, at det pædagogiske spørgsmål vedrører enten proces eller faglighed, ender med at mekanisere og udrydde begge.

Det pædagogiske spørgsmål vedrører alene, hvordan disse to elementers specificitet og deres vekselvirkning skal forstås, samt hvilken essens de er en del af……og det spørgsmål har været konstant i 2500 år.

Den aktuelle måde at forstå dette forhold på er, at man adskiller faglighed og proces radikalt. Derpå reduceres faglighed til atomiserede læringsmål, og proces bliver til en solipsistisk selvmonitorering. Når denne distinktion er etableret og integreret i en datamat, kan kommunerne og finansministeriet tage over.

Men det er en forkert opfattelse. Hvorfor? Jo, fordi enhver objektiv kundskab er processuelt funderet, og fordi enhver proces er en bevægelse blandt kundskaber……. det svar har været konstant i 2500 år.

Vi bør spørge og svare, som vi altid har gjort. Det giver pædagogisk udvikling midt i forankring og strid.

 

6. d. 4. marts: Ny Nordisk Skoles realitet

Her er målene for Ny Nordisk Skole. Målene kom flyvende fra Ontario og spadserede via en såkaldt daloggruppes ja-hatte direkte ind i både skolereformens og læreruddannelsens politiske tekster

Jeg har taget mig den frihed at fortælle, hvad målene betyder i virkeligheden:

A.Ny Nordisk Skole-mål nr. 1: ”Udfordre alle børn og unge, så de bliver så dygtige, de kan”.

Real betydning: Lav et datalogiseret læringssystem med udgangspunkt i John Hatties evalueringsteori. Systemet mekaniserer både faglighed og pædagogisk proces i et individualiseret d>0,4-inferno, og det kan styres af kommunale konsulenter og kommunal software.

B. Ny Nordisk Skole-mål nr. 2: ”Mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater”.

Real betydning: Udslet alle kulturelle forskelle og muligheder, så alle kan reduceres til kommende arbejdskraft.

C. Ny Nordisk Skole-mål nr. 3: Styrk tilliden til dagtilbud og uddannelser med respekt for professionel viden og praksis.

Real betydning: Omdan alle institutioner til evidensbaserede metoder og reducer subjektivitet og normativitet til ”mavefornemmelser” og ”synsninger”. Reducer også pædagogisk forskning til kvantitative komparationer og studier i læringseffekter.

————-
Dialoggruppen fandt også på noget, som de kaldte for et ”manifest”, og rigtig Zentropa-agtigt opfandt man også nogle ”dogmer”. Jeg kunne lave tilsvarende oversættelser hele vejen ned gennem rækken af floskler, som ingen seriøs pædagog bør tage alvorligt, selvom det er lige præcist, hvad de tvinges til at gøre. Men ok, det må så blive en anden gang.

Hvorfor går det så galt? Jo, af en eneste grund. Det er fordi, at hele konceptet hviler på et opgør med pædagogik af enhver art.

http://www.emu.dk/modul/m%C3%A5l-manifest-og-dogmer-ny-nordisk-skole

 

7. d. 4. marts: Kommunister og skolesheikforeninger – lidt dagbogsnoter fra d. 3. marts (blogindlæg)

Lidt dagbogsnotater fra i går aftes i selskab med TV2, DR2 og facebook:

http://www.thomasaastruproemer.dk/kommunister-og-skolesheikforeninger-lidt-dagbogsnoter-fra-d-3-marts.html

 

8. d. 5. marts: Hvad er pædagogisk forskning?

A. Hvad er pædagogisk forskning?

Hvad er forskning? Ja, det er jo studiet af, hvad der findes, og hvad der sker. Det er interessen for ”What is going on?”, som John Dewey og Michael Oakeshott udtrykte det. Det er at dykke ned i virkelighedens mange og forskudte lag og dukke op med et fund, som alle efterfølgende kan hjælpe med at pudse af og kante til.

Og hvad er pædagogisk forskning så? Ja, det er jo så studiet af genskabelsen af samfundets vaner. ”Hvordan genskabes vaner?” spørger man ud fra allehånde perspektiver, mens man forsvinder i objekternes interageren og skriver lidt ned en gang imellem.

B. Men så har jeg bare et spørgsmål:

Hvordan kan studiet af ”what is going on”, pludselig blive til studiet af, hvad der fremmer en policy, det som også kaldes for ”læringsforskning”? Dermed holder man jo simpelthen op med at forske. Man går fra at studere pædagogikkens realitet til at studere og forstærke policy-implementering.

Det svarer jo til, at man tror, at naturvidenskab udtømmende kan beskrives ved ingeniørfaget; at vi kan udelade interessen for naturen selv, dvs. alle de store naturvidenskabelige grunddiscipliner. Nu kan vi på samme måde udelade interessen for pædagogikken selv.

I stedet opfatter man ”pædagogik”, som det at lave ingeniøraktiviteter, dvs at bygge en bro, en vej eller et hus. Altså noget stabilt, som ikke bevæger sig. Men mennesker og samfund bevæger sig, samtidig med at der konstant kommer nye generationer til.

Pædagogik er ikke en social ingeniør-kunst, en form for centralstyret læringsghetto. Pædagogik er en blanding af kunst som sådan og et kunst-hånd-værk, og pædagogisk forskning er studiet af bevægelsens forankrings bevægelse, dvs. af ”what is going on?”

Vi bør skelne mellem at være ”læringsingeniør” og pædagogisk forsker. Hovedsporet er desværre det første, både i Mærsk-milliarden, i ph.d.-rådet og mange andre steder. Det samme gælder desværre, som jeg kan vurdere det, også for AU’s aktuelle læringsforskningssatsning, men nu må vi følge initiativet tæt. De indledende udmeldinger ser meget dårlige ud.

 

9. d. 5. marts: I krig

Amtsborgmesteren og hans tropper er på vej i krig. Først skulle der skæres på u-landsbistand, på uddannelse og SU, så hele landet kan ”erhvervsrettes”, og nu skal vi igen igen ned og bombe terroristerne, så de ikke havner i Aarhus Vest. Marie Krarup siger, at ”der hvor IS er, der bomber vi”, udenrigsministeren vil ”inddæmme, bekæmpe og nedkæmpe”, og den nybagte ikke-folkevalgte forsvarsminister vil ”målrette” indsatser. Man skulle tro, det var Napoleon selv, vi havde på tinge. Det lyder næsten, som når KL taler om ”visioner”.

Men hvem er det egentlig, der fører krig? Er det amtsborgmesteren? Nej da, for han går jo rundt i noget, som kaldes for ”maskinrummet”. Der fører man ikke krig. Der fører man højest andres krige. Men hvilken ”andens krig” fører amtsborgmesteren, mens han omgiver sig med teknik og store slagord?

Svaret er: Han fører 2001-regeringens krig. Det var Fogh/Krarup-aksen, der ville gøre op med 1940. De ville med rette gøre op med den pinlige samarbejdspolitik og hele 1864-1940 ånden. Det var simpelthen derfor, at mange fra min generation, herunder mig selv, støttede Irak-krigen i 00’erne. Det var som om, at man rejste sig op. Fogh/Krarup mente simpelthen, at de var den inkarnerede ånd fra den danske modstandsbevægelse.

Hvad var konsekvensen, først i Afghanistan, siden i Irak og Libyen og nu i Syrien? Konsekvensen er ikke andet en regional, politisk og menneskelig opløsning. Vi skulle have lyttet til de tyske kantianere, som dengang protesterede kraftigt imod den amerikanske propaganda, og som insisterede på, at FN og forhandling skulle spille en større rolle. Man kan ikke bare fjerne et fremmed lands politisk struktur og så regne med, at den folkelige og historiske struktur, der dukker op, ligner et nordeuropæisk demokrati. Hvor naive og dumme vi var.

Hvad skal Danmark da gøre? Skal vi vende tilbage til tilpasningspolitik som i 1940’erne. Nej, tværtimod skal vi gøre op med den NYE ”tilpasningspolitik”, man pt fører overfor det nye ”vilkår”, nemlig ”konkurrencestat” og vidensøkonomisk hegemoni.

Man skal være selvbevidst og aktiv, som den nationale modstand var det i 1940’erne. Derimod skal man holde op med at bombe hele verden. I stedet burde man trøste de stakkels familier og soldater og læse HC-Andersens eventyr for dem. I Hans Scherfigs Frydenholm er der en fin historie om, hvordan en ung tysk nazist under besættelsen bliver venner med en dansk grundtvigsk skolelærer og selv ender som dansksindet.

På den måde retter man op på samarbejdspolitikernes fejl, fordi man genetablerer folkelig autonomi, mens man retter op på den nationalromantiske 1864-fejl ved at læse romantiske eventyr for sine fjender i stedet for at tvinge dem ind i sin egen form.

Man burde have selvbevidsthed på de indre liner og omsorg på de ydre. I dag har vi det modsatte. Vi har selvudslettelse på de indre liner og skyderier på de ydre. Faren ved den kombination er beskrevet af Houllebecq i bogen ”Underkastelse”. Han forudser, vi får en europæisk islamisme, fordi europæerne glemte sig selv og derfor ender med at foretrække Islam.

Mens amtsborgmesteren har gang i den store reproduktion af 2001’s ideologi, så afviser han en undersøgelse af Irak-krigen, dvs. 2001’s ideologiske grund. Han ender med at forstærke alt det, han kæmper imod, fordi han ikke kan se andet end et ”maskinrum”, som er totalt overdetermineret af den problematiske ideologi, som han ikke vil undersøge. Det svarer på en måde til den forvirrede venstrefløjs ageren under den kolde krig, som historikeren Bent Jensen har kortlagt. Det var blandt andet på grund af den forvirrede venstrefløj, at Fogh overhovedet kom til. Desværre videreførte han forvirringen, der nu har sat sig som ”maskinrum”.

 

10. d. 5. marts: Økonomer med mor og far

Skole- og fremdriftsreform er for økonomer, der kun har været på charterrejser med mor og far og siddet på bagsædet af en bil med fastlagte destinationer.

Pædagogik og videnskab er for mennesker, der her været på interrail og på tomlen, omgivet af sol og blæst og fremmede sprog og af maskinernes rytmiske dunken mod jernsveller.

 

11. d. 7. marts: Spredt fægtning

Spredt fægtning:

  1. Filosofi og teologi er ikke videnskaber, men universitetet og videnskaben ville intet være uden dem. Derfor fyrer man ikke professorer i filosofi og teologi, med mindre de er døde. Til gengæld kan man godt skrue ned for ham der ”arbejdsmarkedet”, eller hvad alle dem, der vil af med filosofi og teologi, går og kalder ham.
  2. En 20-årig skal helst ikke vide, hvad ordet ”karriere” betyder. Han skal faktisk helst ikke bekymre sig. Han skal på interrail, læse nogle mærkelige bøger med et åbent og friskt sind og måske skrive lidt digte og måske lige udstyres med et kondom. Det er forestillingsevnens tid. Når han bliver 25 begynder dømmekraften at arbejde. Så træder generationen i karakter….med mindre den har haft ”karrierevejledning” og er blevet ”fremdriftet” siden vuggestuen.
  3. Nogle, fx nogle af vores systemteoretikere, mener, at vi er gået fra åndsvidenskab til rådata-styring. De tager helt fejl, det er omvendt: jo mere datalogisk alt bliver, desto større er behovet for åndsvidenskab. Blot skal åndsvidenskaben ikke erhvervsrettes. Den skal derimod fylde det hele lige fra det øjeblik det lille barn først retter sine øjne på et gavmildt fædrelands fødestue.
  4. Jeg hader at flyve, fordi alle ting taber mening, når man ser dem ovenfra. Det er skønt at lande igen, så livet kan vende tilbage.
    Gad vide hvordan det er at være den, der sidder og ser på, at vi, der flyver, sidder og ser på, at mennesker tumler rundt som myrer? Den må virkelig kede sig. Godt man er et menneske og ikke en Hattificeret datamat.
  5. Steen Hildebrandt, Asger Aamund og Claus Holm virker ikke så glade for demokratiet. Det skal nednormeres på den ene og den anden måde af hensyn til klimaet, kampen mod kineserne eller læring til døden i konkurrencestaten, så alt kan omdannes til ”udfordringer” og ”performance”, og hvad det hedder alt sammen. De glemmer, at demokrati er den eneste politiske form, der kan samle jord og luft, dvs. sted og ånd, dvs. land og omgivelser, dvs. forankring og strid, dvs. pædagogik, hvor den nye generation kommer rullende ind over den forrige i en fælles verden.
  6. Når man læser om de to samtidige – humanismens fader, Erasmus af Rotterdam, og protestantismens fader, Martin Luther – bliver man slået af, hvor meget det hele minder om i dag, og hvor ens de egentlig er i deres totale forskellighed. Det er som om, intet er ændret. Det er der nogen her i landet, som kunne have glæde af at studere, tror jeg. I Norge står der i skolens formål, at skolen tager udgangspunkt i ”den kristne og humanistiske arv og tradition”. Deroppe er man åbenbart glade for både Erasmus og Luther. De to er naturligvis også meget forskellige, men det er den slags forskelle, man skal bære frem og værne om i et pædagogisk indhold og proces, ligesom forskellen mellem Rousseau og Burke, som alt for mange også har alt for travlt med at skille ad, og sådan kunne man fortsætte helt ind i det danske Folketing anno 2016.

 

12. d. 7. marts: Pædagogiske mål og læringsmål

Hvad er det modsatte af et pædagogisk mål? Det er et læringsmål.

Et pædagogisk mål fremmer læring, mens et læringsmål ødelægger pædagogik.

Måske skulle man forske i pædagogiske mål frem for i læringsmål? Nå nej, man skal jo underordne sig policymål med noget, der kaldes for ”strategi”. Strategien er mange penge værd, to cifrede millionbeløb, men det er de pædagogiske mål vist ikke. De må passe sig selv.

Det er ellers de pædagogiske mål, der er nyttige i disse tider.

 

13. d. 8. marts: Problemer på Gymnasieskolen.dk

Er der nogen, der har erfaringer med at debattere på Gymnasieskolens.dk’s hjemmeside? Jeg spørger, fordi jeg selv har forsøgt mig, vist nok for første gang.

Det startede med, at Allan Kjær Andersen d. 29. februar skrev et indlæg om gymnasiets formål. Andersen er en kendt person i de kredse. Han er rektor for det reformpædagogiske Ørestadens Gymnasium, med i Ny Nordisk Skole og ledende aktør i promoveringen af Visible Learning-konceptet i gymnasiernes rektorforening og dermed i gymnasiet som sådan. Endelig sidder han i DEA’s ungdomsuddannelseskommission, og alle kendere af DEA ved, hvad det betyder for den uddannelsespolitiske retning, nemlig ”arbejdsmarked x 100”. Denne vilde kombination af målstyring, erhvervsrettethed og frigørende pædagogik er yderst tankevækkende.

Jeg har tidligere kommenteret det ene og det andet, som Kjær Andersen har sagt, men det har han ikke responderet på, selvom jeg dengang var fb-ven med ham. Det, har jeg lige fundet ud af, er jeg ikke mere. Jeg skal også huske at sige, at Gymnasieskolen.dk selv har anlagt en – lad mig sige det på den måde – selektiv linje, når det kommer til synlig læring og til uddannelsespolitiske emner.

Nå, men i forrige uge skriver Kjær Andersen så det pågældende indlæg på Gymnasieskolen.dk, som man kan læse i nedenstående link. Jeg skriver en kort kommentar, måske også for kort, og opgiver i den forbindelse min e-mail-adresse til redaktionen. Mit indlæg kommer derefter ”i kø”, som det hedder, så jeg går faktisk og glemmer det lidt. Jeg troede nok også lidt, at jeg ville få besked, men det gør jeg nu ikke.

Nå, men efter nogle dage ser det ud som om, min kommentar er registreret. Fint nok.

Her til aften besøger jeg siden igen. Det kan jo være, at der er kommet en kommentar? Det er der faktisk, men den glemmer jeg helt at læse, for jeg kan nemlig se, at man har forkortet mit i forvejen korte indlæg.

Det var lige godt mystisk, tænkte jeg. Det var jo ellers godkendt. Måske har en eller anden klaget? Måske Allan Kjær Andersen? En lille oligarkisk proces? Det kan man jo ikke vide, selvom helheden taler i den retning.

Og hvad er det så, der er blevet fjernet. Ja, det ved jeg faktisk ikke helt præcist, for jeg tog ikke en kopi af mit indlæg, og redaktionen har som sagt ikke skrevet til mig. Men jeg kan da se, at en bestemt ting åbenbart er censureret, og det er min henvisning til, at Allan Kjær Andersen i 2009 sagde følgende til et debatmøde på sit eget stakkels gymnasium:

”Når jeg hører begrebet ’almen dannelse’, kan jeg ikke lade være med at tænke på Goebbels” (Politiken, d. 21. november 2009).

Mig bekendt har han ikke korrigeret dette synspunkt offentligt, men måske tager jeg fejl? Men det kunne han jo bare skrive?

Men måske handler det om noget andet. Måske var Kjær Andersen slet ikke interesseret i at kommentere dette citat?

Måske mener han det stadig?

Det må man jo tro. Ellers kunne han jo bare skrive, at det var forkert, hvad han sagde dengang, eller at Politiken citerede forkert, eller noget helt tredje?

Min arbejdshypotese er, at Gymnasieskolen.dk er ved at blive en del af Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO), der jo er bygget op ved et opgør med dannelsesbegrebet og med beslægtede termer. Bladet kører en helt anden linje end Folkeskolen.dk, der har en anderledes bred inddragelse af de uddannelsespolitiske og pædagogiske synspunkter. På Folkeskolen.dk’s debatsider kører de redaktionelle processer også langt mere åbent. Derfor er debatten også mere omfattende, livlig og kvalificeret. Jeg kan forestille mig, at Gymnasieskolen.dk afviser bestemte typer indlæg, men det kan eventuelle læsere af denne blog måske be- eller afkræfte?

Efter lidt søgning på Infomedia og Google fandt jeg to indlæg fra dengang (2009-10), hvor samme citat, altså det med Goebbels, også var fremhævet. Men heller ikke her kan jeg heller ikke finde noget svar fra Allan Kjær Andersen. Det er jo lige før man får lyst til at tegne en Muhammedtegning.

1. Her er det første indlæg, som er skrevet af de to lærere fra Kolding Gymnasium, Mikael Busch og Martin Fog-Nielsen:

http://gymnasieskolen.dk/et-par-sp%C3%B8rgsm%C3%A5l-til-all…

2. Og her er det andet indlæg, en fin ”Groft Sagt” af den desværre afdøde Claes Kastholm Hansen fra 24/11-2009:

”REKTOREN OG ALMENDANNELSEN
I en debat på Det Fri Gymnasium om begrebet »almendannelse« sagde rektor Allan Kjær Andersen, Ørestad Gymnasium, ifølge dagbladet Politikens reportage fra diskussionen: »Når jeg hører begrebet ’ almen dannelse’, kan jeg ikke lade være med at tænke på Goebbels«. Almindeligvis ville vidende mennesker, som rektorer må formodes at være, vel tænke på Goethe, Schiller, Wilhelm von Humboldt, humanismen, den borgerlige kultur, individuel udvikling, verdenskundskab, selvstændighed, men rektor Andersen tænker altså på Goebbels. Rektor Andersen kan ikke lide begrebet ’ almen dannelse’. Han udtaler:

»Uddannelsessystemet er bygget til at håndtere de problemer, vi kender. Derfor skal systemet og dannelsesbegrebet fornys«.

Rektor Andersen taler som et billigt managementkursus.Begrebet ’ almen dannelse’ minder ham om nazisme. Det var Goebbels, der jublede: »Under ruinerne af vore ødelagte byer er de sidste resultater af borgerskabets nittende århundrede definitivt blevet begravet«. Goebbels anså det borgerlige kulturbegreb ’ almen dannelse’ som nazismens værste fjende. Mon ikke rektor Allan Kjær Andersen, Ørestad Gymnasium, trænger til lidt almen dannelse?”

http://gymnasieskolen.dk/politikere-t%C3%A6nker-traditionel…

 

14. d. 8. marts: Nationalt center for skoleforskning

A.

Aarhus Universitet og UC-VIA er ved at etablere intet mindre end et ”Nationalt Center for Skoleforskning” (NCS). AU bidrager med 65mio.kr og VIA med et ukendt beløb.

Nu skal jeg være den sidste til at beklage, at man udvikler landets uddannelsesforskning og dens relation til skoler og børnehaver, men jeg skal naturligvis også være den første til at følge initiativets begrundelsessammenhæng tæt.

Jeg ved ikke mere, end hvad der er offentliggjort i pressemeddelser mv., så muligvis tager jeg fejl i nogle fortolkninger, men det gør jeg i så fald med glæde.

Jeg tager de forskellige omtaler en af gangen, efterhånden som de dukker op, så alle kan kommentere og korrigere, og så vi i fællesskab kan få så præcis en diagnose af initiativet som muligt.

Senere hen vil jeg samle bemærkningerne til en samlet analyse, hvor jeg også inddrager en drøftelse af en række øvrige forskningsmæssige initiativer, herunder DPU’s forskningsstrategi og en række uheldige effekter heraf.

B.

Nuvel, Den første omtale af NCS, jeg stødte ind i, var en pressemeddelelse fra Aarhus Universitet, som man kan læse her:

http://edu.au.dk/…/aarhus-universitet-inviterer-til-samarb…/

Jeg har følgende kommentarer til teksten:

1.

Man tager alene udgangspunkt i policy og ikke i den pædagogiske videnskab og praksis. Dvs. at spørgsmålsrammen er givet af policy. Man starter simpelthen med følgende lineup helt uden grundled og udsagnsled: ”Reform af folkeskolen. Ny læreruddannelse. Ny pædagoguddannelse. Nye læreplaner i landets dagtilbud. Ændringer af inklusionsområdet.”

2.

Dernæst siger universitetets rektor lidt og henviser til en ”kortlægning af dansk uddannelsesforskning, som Forum for Koordination af Uddannelsesforskning leverede tilbage i november 2014”.

Dette forum er stærkt præget af det, som jeg kalder for Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO), og det arbejder også entydigt med den eksisterende policy og læringsforståelse som udgangspunkt.

Her er et link til ”forummet”: http://ufm.dk/…/forum-for-koordination-af-uddannelsesforskn…

3.

Der angives to eksempler på forskningsprojekter: ”Overgange fra dagtilbud til skole” og ”læringsmålstyring inden for bestemte fag”. Især med det sidste emne lægger man sig tæt ind under skolereformens ”læringsrevolution”.

4.

De to rektorer taler ”forum-sprog”, og derfor skal deres vokabular også forstås i den sammenhæng:

Det gælder f.eks. rektor for Aarhus Universitet, Brian Bech Nielsen, som siger: ” Vi skal have styrket den forskning, der understøtter kvalitet og udvikling på dagtilbud og skoler, og der er behov for i højere grad at samle kræfterne og samarbejde nationalt om forskningen. Derudover vil vi forstærke koblingen til landets skoler og dagtilbud, så vi sikrer, at afstanden mellem forskning og praksis i dagtilbud og skole bliver så lille som muligt”.

Både ”forskning”, ”praksis”, ”kvalitet”, ”kobling” og ”afstand” er farvet af policy-ideologien, dvs. de betyder det modsatte af, hvad man normalt tror, hvis man ikke taler læringsrevolutionært sprog..

Det gælder også rektor for VIA, Harald Mikkelsen, som siger: ”I VIA uddanner vi mange af landets pædagoger og lærere, og vi har derfor stor interesse i den nye viden, der vil blive skabt i Nationalt Center for Skoleforskning. Forskningen vil være til gavn for både pædagog- og læreruddannelsen samt for dagtilbud og skoler. Og det nye forskningscenter vil være et rigtig godt supplement til det praksisrettede forsknings- og udviklingsarbejde, VIA allerede bedriver på skole- og dagtilbudsområdet”.

I dette citat indoptages yderligere lærer- og pædagoguddannelse under læringsideologiens område, og Mikkelsen bruger også det gamle ord ”praksisrettet”, der i dagens ideologiske klima alene bør opfattes som en trussel. Mikkelsen sagde engang på et møde i Nr. Nissum, at universiteterne skulle tage ved lære af professionshøjskolernes ”praksisrettethed”. Det er lige præcist, hvad der sker her, hvorved både forskning og praksis mister essens og inter-esse, ja: inter-essens.

5.

Der er ikke et eneste tegn i den anden vægtskål, dvs. tegn på frie, videnskabelige, folkelige eller kritiske spørgsmål eller undersøgelser. Der er heller ingen tegn på inddragelse af den omfattende kritik, som skolereformens grundlag har været udsat for. Det hele accepteres blot. Det er som om forestillingsevnen er sat helt ud af kraft.

Afrundende bemærkninger:
Alt peger desværre i retning af en ”ren pædagogik”. Jeg synes faktisk slet ikke det er ”nationalt”.

Og hvad har det med forskning at gøre? Jeg forstår det ikke. Det ender jo som en slags implementeringsrefleksion. Den kan ministeriet da selv lave. Men ok, måske er AU/VIA grundigere end McKinsey?

De næste bemærkninger handler om VIA’s pressemeddelelse samt en omtale, der var i Politiken i sidste uge.

 

15. d. 8. marts: Axelfuture på Borups Højskole

Danmarks ”uddannelsespolitiske” intelligentsia samles d. 4. marts på Borups Højskole. En ting er sikkert: Det kommer ikke til at handle om uddannelse. Tjek evt. deltagerlisten og se, hvad en ”ekspert” er. Der er næsten ikke engang, så vidt jeg kan se, nogen fra det jeg kalder DPO. Det er bare ren magtelitetistisk arbejdsmarkedsfundamentalisme. Men politikerne deltager. Det er åbenbart den slags de godt kan lide:

http://axcelfuture.dk/konference2016.php

 

16. d. 8. marts: Kritik af konstruktivisme

Hvad er det værste ved det konstruktivistiske grundsynspunkt, at et individ kun kan konstruere sin egen viden?

Er det, at den fælles objektive viden forfalder til et nulpunkt, og at den ældre generation dermed totalt frasiger sig sit ansvar?

Ja ok, det er et stort problem, det er klart. Men det er ikke det værste.

Men hvad er det værste så?
Jo, det er, at der faktisk slet ikke kan udvikles individualitet ’in the first place’, fordi omgivelserne jo er reduceret til en ramme og i værste fald er helt væk.

Hvis det er korrekt, så kollapser hele det konstruktivistiske system og dermed også alt andet. Vi mister både objektivitet og individualitet.

Så kan ”landskaber af rådata” tage over, som det hedder i de nyere versioner af det konstruktivistiske synspunkt.

Jeg vedhæfter et link til en spændende artikel af gymnasielærer Erik Jerlung, der diskuterer disse forbindelser med udgangspunkt i gymnasiereformens ideologi. I artiklens indledning drøftes ideologiens konkrete udformning hos ledelsen for Ørestadens Gymnasium samt dennes forbindelse til den nyere konstruktivisme, som disse forbindelser så ud for nogle år siden (jeg ved ikke helt, hvornår artiklen er skrevet).

https://www.dropbox.com/s/2nvkotz5tay0tqs/p%C3%A6d.kritik%20ii.%20med%20gud%20i%20kulissen.doc?dl=0

 

17. d. 8. marts: Imamernes skjul

Der er alt for få muhammedtegninger i vores verdensdel. Men hvad skal man også med karikaturer? Virkeligheden er jo fuld med bomber i turbaner. Men i skjul og desværre i adskillelige moskeer i landet.

Problemet er ikke, at disse folk har for meget ytringsfrihed, som N. Khader siger. Problemet er, at de ikke bruger ytringsfriheden noget mere, så alle samfundets borgere kan se og høre det.

Imamerne gemmer virkeligheden. Maximen for deres handlinger skjules for en offentlig eksamination, hvilket er definitionen på uretfærdighed hos Immanuel Kant.

Nu har TV2 så tvunget ytringerne frem.

Man bør give TV2’s journalister en pris for deres store arbejde for landets muslimer. Vi andre mere eller mindre kulturkristne har blot fået os en kæmpeforskrækkelse. Det har jeg i al fald, endnu en.

http://nyheder.tv2.dk/samfund/2016-03-08-imam-paa-skjult-kamera-muslimer-er-ved-at-erobre-europa

 

18. d. 9. marts: Noter fra NERA 2016-1: Tidsskriftet ”Pedagogikk og kritikk”

Her fra morgenmadsbuffeten i Helsingfors, hvor jeg er til NERA-konference, laver jeg lige en morgenanbefaling af et spændende nordisk online-tidsskrift om pædagogik (NERA=Nordic Educational Research Association).

Tidsskriftet er fyldt med marginaliserede emner, som virkeligheden er lavet af, og som vi har brug for at undersøge som aldrig før, men som pt bestemt ikke nyder fremme hos den pædagogiske forsknings ledende organer. Der er virkelig gode artikler af både professor Lars Løvlie og professor Hansjorg Hohr, som begge er kendt for noget godt i mine kredse, og der er også meget andet godt.

Jeg er endnu ikke stødt på ordet ”visible learning”, hvilket er et klart kvalitetstegn. Det kniber også med ord som ”læring”, ”strategi” og ”udfordringer”, så man er tvunget til at tænke selv, hvilket er lige så dejligt som en stor isvaffel med flødebolle, der sejler rundt i flødeskummet.

http://pedagogikkogkritikk.no/index.php/ntpk

 

19. d. 10. marts: Noter fra NERA 2016-2

NERA 2016: Her er nogle overskrifter for planlagte opdateringer…. lige for min egen hukommelses skyld, mens jeg venter på konferencemiddagen. I morgen skal jeg selv fremlægge min Hattie-kritik, så der kan komme et eller to ekstra emner til:

  1. Poststrukturalistiske brydninger: Foucault mellem etisk selvomsorg, konkurrencestatssociologi og bio-genetisk rabundus – (vedr. keynote-talerne).
  2. En Japaner taler om Hal Kochs betydning for dansk demokrati, mens ”mandlige, heteroseksuelle og nationalt-sindede europæere”, af konferencens mainstream-skandinavere, gøres til undertrykkende kategorier – (en session i ”Pædagogisk Filosofi”).
  3. Et stille helle om matematikdidaktiske grundspørgsmål og udeskolens modsætninger – (en session i ”Almen Didaktik”).
  4. Fra kritisk trøstesløshed til en sensitiv samler – en spændende udvikling i undervisningsbegrebets filosofi – (et symposium om undervisningsbegrebet).

 

20. d. 10. marts: Noter fra NERA 2016-3: Poststrukturalistiske retninger

NERA 2016, note 1: Poststrukturalistiske brydninger:

Foucault er en mærkelig mand. Ikke i sig selv, men fordi han kan afstedkomme så vidt forskellige forskningsparadigmer. Men ok, det gælder jo sådan set for alle de store tænkere. Tænk blot på vores egen Søren Kierkegaard, der både er Søren Krarups store idol, men som også har inspireret kommunistisk filosofi i USA.

Nå, men nu er det altså lige Foucault iggå? NERA er Foucault-land. Ikke i alle detaljer, men sådan i store træk. Jeg har stødt på fire meget forskellige brug. Her er de:

1.

Først en traditionel kritisk-sociologisk tilgang, hvor man diskuterer neoliberalisme, globalisering og magtstrukturer. Herhjemme ser man det f.eks. hos idehistorikeren Jens Erik Kristensen, og på NERA var den første key-note speaker australieren Bob Lingard, en typisk repræsentant for dette paradigme. Titlen på Lingards præsentation var typisk nok ”Social Justice and Schooling in the Post-Westphelian Era”.

Med det post-westfalske mener Lingard, at det internationale system er opbygget med globalisering i stedet for nationalstaten som grundlæggende princip. I Lingards fremlæggelse var perspektivet ganske vist stadig kritisk, men det kneb lidt, for hvordan kan man fastholde en kritik af en politisk-økonomisk struktur, der er så omfattende, og som man betragter som et vilkår? Det kan man ikke, og derfor var Lindgard også tæt på at havne i favnen på vores egen Ove Kaj Pedersen, der med sin Foucault-inspirerede teori om konkurrencestaten er et ekstremt eksempel på, at det man engang kritiserede nu nærmest er noget attråværdigt. Man har ingen adgang til andre statsbegreber, fordi de er udelukket og kategoriseret som undertrykkende i teoriens grund. Man er så at sige låst fast i den politiske økonomi.

2.

Den anden tilgang var repræsenteret af konferencens anden key-notespeaker, englænderen Deborah Youdell. Hun havnede, via en sin ”beundring” for Foucault-eleven, Niklas Rose, i en analyse af genetik og neurologi. Ja, hun gennemgik simpelthen det ene slide efter det andet med billeder af gener og andet godt. Mennesket er ”bio-socialt”, som det hed, mens både humanisme og anti-humanisme fossede ud af statskassen – underforstået at mennesket slet ikke er kulturelt/etisk/politisk. Herhjemme er forskningsmiljøet omkring Dorthe Staunæs tæt på denne tilgang, og Staunæs sad da også, så vidt jeg kunne se, på første række sammen med sine nærmeste kolleger under Youdells foredrag. Jeg håber ikke, de hørte efter.

Et kort øjeblik under forelæsningen fik jeg et syn. Det var som om, at alle 500 tilhørere mistede deres hud og deres farver. De var ikke andet end neuroner og gener. Det var mærkeligt, for stolene og malerierne i den gamle universitetssal i Helsingfors var fuldstændig som før.

Ofte er denne tilgang knyttet til moderne feminisme og endda til en retning, der hedder ”posthumanisme”. Staunæs mfl. Præsenterede da også deres forskning i en session, der netop hed ”posthumanistisk pædagogik”, men der turde jeg ikke gå ind. Jeg skulle jo nødig få lyst til at skrive noget om, hvad der stødte ind i mine øreneuroner.

Tæt ved disse posthumanistiske og neurologiske tilgange ligger ofte også en interesse for maskiner og teknologi. Mennesket bliver en ”cyborg”, hedder det. Men hvorfor er feminister interesseret i den slags? Jo, det tror jeg er fordi, man forestiller sig, at man ved hjælp af maskiner og teknologi vil kunne udslette sammenhængen mellem kvinde og fødsel. Og når det sker, så er kvinden fri. Det er kvindefrigørelse ved kvindens opløsning. Det er på en måde også derfor, at både drenge og piger skal hedde ”hen” i de svenske børnehaver. Det er faktisk det modsatte af ”kvindesagen”, som vil forbedre kvindens vilkår i samfundet, men som jo ikke ønsker at opløse kvinden som sådan i gener, hjerner og maskinerier, hvilket jo alt sammen paradoksalt nok lyder meget maskulint på den dårlige måde.

3.

Den tredje tilgang er Foucault selv. I hans senere arbejde udviklede han begreber som ”Parrhesia”, dvs. åbenhjertig tale, og ”etisk selvomsorg”. Han tog i disse diskussioner især udgangspunkt i antikkens filosofi og kunst. Faktisk kan man godt sige, at Foucault udviklede en form for stoicisme. Måske er det noget for Brinkmann, der jo har samme interesse? Diverse psykoanalytiske temaer bevæger sig også rundt i denne omegn, formodentlig med gode forskningsmæssige muligheder. Faktisk er jeg ikke stødt på denne tilgang på NERA, men ville da lige nævne den, nu jeg er i gang.

4.

Den fjerde tilgang er den filosofiske aktivitet, der har udviklet sig fra Foucault over i nyere fænomenologi. Især folk som Georgio Agamben og Alphonso Lingis er fremtrædende skikkelser inden for den tendens, og i pædagogisk teori står Jan Masschelein, som fornylig besøgte København, centralt. Her er fuld tryk på de filosofiske og kulturhistoriske kedler, og mennesket er ikke ”bio-socialt”, men snarere ”kulturelt-politisk”, for nu at sige det lidt slagordsagtigt. Dette grundsyn var faktisk repræsenteret i et spændende symposium om undervisningsbegrebet, hvor der blev trukket kraftigt på Jan Masscheleins ideer, som blev kombineret med Hannah Arendt, Dorthe Jørgensen og nogle bemærkninger hos Benjamin. Det var Stig Skov Mortensen, Morten Korsgaard og svenskeren Lovisea Bergedahl, der stod for de overvejelser. Man har det ganske vist stadigvæk lidt svært med at komme bagom de Foucaultske strukturer, så man taler nødigt om køn, nation og kulturel essens, og Masschelein er bestemt ikke glad for dannelsesbegrebet, men der er helt klart tale om en meget spændende tilgang, hvor skolebegrebet og en mere klassisk lærerrolle arbejder for fulde gardiner. I den omegn er der ingen positiv interesse for neurologi eller konkurrencestat.

Ja, det var det. Det er da meget forskelligt, er det ikke?

 

21. d. 12. marts: Post-strukturalisme, partisystemet og strukturalisme

Tre pointer om stort og småt:

A.

DET VÆRSTE EN POSTSTRUKTURALIST VED
Hvad er det værste, en post-strukturalist ved? Det er en post-strukturalistisk analyse af post-strukturalismen, der afslører, at post-strukturalisme bare er post-strukturalisme. Så spruttes der med post-strukturalistiske protester, så post-strukturalismen kan forblive i sit post-strukturalistiske bur, som er fuld af neuroner, DNA-strenge og konkurrencestater.

B.

ORDBOG OVER DE POLITISKE PARTIER

Først er der de tre konkurrencestatspartier. Det, som også kaldes for ”centrum venstre”:

  1. Socialdemokratiet = Konkurrencestatspartiet
  2. Radikale Venstre = Arbejdsmarkedspartiet
  3. SF = Børneaktiepartiet

Derpå er der de fire partier, der sejler under 2001-regeringens flag:

  1. Venstre = Maskinrumspartiet
  2. DF = Dansk Fryseparti
  3. LA = Listen for Ayn Rand og egoisme
  4. De konservative = Ja-hatten (passede indtil forrige uge)

Og så mangler vi jo kun et:

Enhedslisten: Einheitslisten (you know…)

Den første gruppe, altså de vidensøkonomiske partier, har også en presse:

  1. Politiken: Konkurrencestatstidende
  2. DPU’s magasin Asterisk: Tidskrift for kompetitiv læringsideologi

Det enkelte parti er determineret af deres imaginære anden, deres delvist uerklærede ideologi, som samtidig er satirens navn, som partiet vel at mærke prøver at undgå, selvom de er determineret af det.

Det enkelte parti kan først bære deres eget navn med rette, dvs. usatirisk, efter at de har gennemført en offentlig og kritisk diskussion vedrørende deres delvist uerklærede og altafgørende ideologi og problem. Det samme gælder naturligvis de to tidsskrifter og sikkert også meget andet.

C. ABSOLUT IDEOLOGI

I 1960’erne sidestillede den kommunistiske strukturalismes fortaler, franskmanden Louis Althusser, marxisme og videnskab. Videnskab var simpelthen defineret som marxisme. Alt andet kaldte han for ”borgerlig ideologi”. Det var slemt, for ”den borgerlige ideologi”, dvs. demokrati og kultur, var jo det, som vi selv var lavet af. Det kom til at knibe med HC Andersen for nu at sige det på den måde.

Vores fællesskaber blev dermed omdannet til noget som undertrykkede et postuleret selv, dvs. en total abstraktion.

I dag konstruerer Althussers elever, herunder især Ove Kaj Pedersen og visse post-strukturalistiske kredse, en neo-marxistisk videnskab, som de kalder for ”konkurrencestaten”. Der er dog en vigtig forskel: Hvor Althusser stadig talte om ”en borgerlig ideologi”, så udrydder konkurrencestatsideologien enhver form for ”ideologi”, herunder marxismen selv.

Det er faktisk endnu værre end hos Althusser, for nu er de i forvejen amputerede fællesskaber helt væk. De er omdannet til ja-hatte og opportunistiske soldater i en altomfattende økonomisk DEFINERET struktur.

Både Althusser og Ove Kaj Pedersen mener selvfølgelig, at deres egne teorier er den rene videnskab og overhovedet ikke ideologi, hvilket jo er det absolut mest ideologiske overhovedet.

 

22. d. 12. marts: Den læringspolitiske realitet

Tilsyneladende falder skolereformen fra hinanden.

Sådan virker det i al fald, for ministeriet laver jo raskt væk regler om til undtagelser og omvendt, skoledagens længde varierer, der indgås aftaler med de lokale lærerforeninger, der er forvirring om læringsmålene og meget andet. Alt sammen ting, som KL og politikerne tidligere var lodret imod i sin tid.

Men tag ikke fejl: Den begrebsmæssige realitet, dvs. ”læringsherredømmet”, i dansk pædagogik er fuldstændig uforandret, og denne realitet sætter sig ubønhørligt igennem i den pædagogiske forskning og i alle centrale policy-relaterede udvalg og grupper.

Der er derfor snarere tale om en konsolidering af skolereformen. Den har vundet, og derfor kan den nu være fleksibel i det små, samtidig med at den styrkes, bekræftes og konsolideres i pædagogikkens og uddannelsespolitikkens centrale organer.

 

23. d. 13. marts: 10 gode albums

Der er gang i sådan en sjov og hyggelig kædeleg her på FB, hvor man skal notere de 10 albums, som har haft størst betydning for en selv. Her er min liste på 12 (sorry), i tilfældig orden, med et link til Jacob Eriksens nekrolog:

Procol Harum: Shine on brightly
Trille: Altid har jeg længsel
Strawbs: Deep cuts
Elisabeth: Hun danser en morgen
Genesis: A trick of the tail
Abba: Arrival
John Miles: Stranger in the city
Søs Fenger: Kun et kys herfra
Jacob Eriksen & koldstart: Antarctica
Janis Ian: Aftertones
Queen: A day at the races
City boy: The day the earth caught fire

http://www.musikeren.dk/artikler/diverse/nyhed/artikel/nekrolog_jacob_eriksen/

 

24. d. 13. marts: Jeppe Bundsgaard om Lucifer N. Luhmann

Quiz: Hvem har sagt følgende?:

”Jeg har det sådan med Luhmann, at han ganske rigtigt er lyset – et blændende lys – Lucifer om jeg så må sige J

Han er ikke min kop te med sit erklærede antihumanistiske og uetiske teorisystem – et system som kan forklare alt (før man overhovedet er gået igang ved man hvordan det vil ende: Systemerne er lukkede og irriterer hinanden), men ikke bidrager med nogen form for forandringspotentiale.

Hver gang man møder en tekst, der bygger på Luhmann, skal man lige igennem et lille kursus om autopoesis, lukkede systemer, kommunikationen der kommunikerer (!) osv. Så trættende, og så ubrugeligt…

Farvel Lucifer N. Luhmann”

 

25. d.13. marts: Jeppe Bundsgaard og Lars Qvortrup om synlig læring

På en konference i efteråret 2015 på DPU om folkeskolens formål skrev professor Jeppe Bundsgaard følgende på sine slides (med reference til en kronik af Trine Mitchell i Infomation:

(http://docplayer.dk/6426392-Folkeskolens-formaal-til-efters…)

”Efter John Hattie udgav bogen Synlig Læring, er Danmarks undervisningsfolk blevet grebet af lemmingeeffekten.

Alt skal pludselig måles og synliggøres.

Kritiske røster af målstyret undervisning nedtones i debatten, og hverken kommuner, konsulenter eller skoleledere synes at stille spørgsmål ved de nye fælles mål eller bivirkningerne af målstyring og synlig læring.

Sandheden er, at målstyring er det nye sortsyn, for der efterlades meget lidt plads til kreativitet og dannelse – det storladne, det sjove og farvestrålende – når de grå mænd sluger læreres og elevers tid og lyst.”

Se, det var jo kloge ord!

Året før rundede Lars Qvortrup en Visible Learning+ konference af i det John Hattie-begejstrede Horsens med ord, som ikke var så kloge (se link).

Jeg må indrømme, at jeg savner, at Bundsgaard udtaler sig langt mere offensivt og kraftfuldt om både John Hattie og systemteori (jf. tidligere opslag i dag). Især nu han har så travlt med at forsvare både OECD’s kompetencebegreb, Pisa og Fælles Mål, som ellers har været kraftigt indspist med både Hattie og systemteorien i hele landet. Men måske har jeg overset noget?

Måske er der en overset position, der skal studeres? Nogle rester af Klafki/Schnack, som har forbundet sig med OECD/kompetencestrukturer, mens man har bevaret noget af det gamle kritisk-konstruktive dannelsesvokabular fra 1980’erne, som dukker op en gang imellem?

https://www.youtube.com/watch?v=UxhyVQqDuvI

 

26. d. 14. marts: Forholdet mellem handling og handlekompetence

Hvad er det modsatte af handling? Det er handlekompetence.

Handling retter sig fra fortid ind i en åben fremtid via en rokering af tingene. Handling er en form for eksistens, hvor mennesker og ting kommer nær hinanden i en naturlig orden, som er blevet for kunstig.

Handlekompetence er derimod nutidens forestilling om fremtidens vilkår og krav, dvs. udfordringer. Her er ingen handling, men kun reaktion og små didaktiske tvangsmodeller.

Den, der handler kompetent, handler ikke.

Hvis man vil have handlekompetencer i et samfund, hvilket der i mange sammenhænge kan være god grund til, må man derfor aldrig glemme handlingen i sig selv, som altså er det modsatte af ”handlekompetence”.

(kommentar til Jeppe Bundsgaard)

 

27. d. 14. marts: Læringsmålsradikalisme fra Dafolo

Vild læringsmålshattieudgivelse fra Dafolo, skrevet af en fremtrædende kommunal besøgsven med eget konsulentfirma. Anmelderen virker let rystet.

http://www.folkeskolen.dk/583756/naar-laeringsmaalstyringen-gaar-amok

 

28. d. 15. marts: Hvad er statistisk variation og invariation tegn på?

  1. Statistisk variation kan være tegn på to ting:
  2. Et samfund, hvor lighedens forudsætning hersker, dvs. et samfund fuld at liv
  3. Et samfund i opløsning
  4. Statistisk invariation kan også være et tegn på to ting:
  5. Et samfund hvor lighedens mål hersker, dvs. et samfund af metoder
  6. Et diktatur

 

29. d. 16. marts: Punkterede ruder og betonsiloer

Æv, der er punkteret en rude her i køkkenet. Min nabo, som er glarmester, foreslår, at jeg bare får skiftet ruden, og det siger min familie også.

Men jeg har jo studeret uddannelsespolitik, så jeg er lidt utryg ved at gå og småreparere på gamle ting, som er fuld af mavefornemmelser og synsninger. Nej, så er det bedre at rive hele huset ned og bygge en betonsilo uden vinduer i stedet for.

På siloen kan der stå: ”VELKOMMEN TIL LÆRINGSREVOLUTIONEN”.

Måske kan jeg sælge versalerne til KL og VIA-LAND?

Og måske kan jeg etablere et konsulentbureau og kalde det for ”HUSET FOR NEDBRYDNINGSDIDAKTISKE LÆRINGSUDFORDRINGER”.

Det er et godt navn, for Jens Rasmussen og mange andre siger, at ”pædagogik” (undskyld jeg bander!) handler om at ”NEDBRYDE” læring. Og ovre i England har James Nottingham, der jo er elev af Ja-Hattie, et konsulenthus, der hedder ”CHALLENGING LEARNING”. Og man skal da gøre, som de kloge siger, ikke sandt?

Så altså: ”HUSET FOR NEDBRYDNINGSDIDAKTISKE LÆRINGSUDFORDRINGER”. Så skal jeg nok få bygget min silo.

Og helt ærligt, er det ikke også lidt innovativt? Mit konsulenthus vil helt sikkert bidrage til den økonomiske vækst. Der er ikke noget, der stimulerer den økonomiske vækst som en rask lille nedbrydnings-katastrofe, med ledsagende konsulentbistand.

Og problemet med den punkterede rude er jo hermed løst.

 

30. d. 16. marts: Ubehag ved Danmarks-kanonen 1

Kulturministeriet vil lave en Danmarks-kanon i bedste kedsommelige Haarder/Brian Mikkelsen-style. Det lyder som en trussel….ikke mindst mod os, der er vilde med både fædreland og modersmål; vel at mærke som en levende pædagogisk essens og IKKE som en identitetspolitisk tvangsskrue.

Men nu skal Danmark være en ”kanon”, en ”konsensus” og en ”identitet”. Man ser for sig en strøm af kanoniske forklaringer, metoder og fortolkninger strømme ind over landet som en gusten aftentåge over en mudret eng. Ja, hvem ved, måske kan det hele endda omsættes i læringsmål og synlig læring. Så kan du ellers få dig en identitet, kan du! Uanset hvor tom du er indeni.

For at parafrasere postmodernismens filosof Lyotard: ”Det postmoderne er defineret ved et ubehag mod meta-kanoner”.

Jeg tror, jeg er postmodernist; en postmodernist der er vild med hele det vilde land og dets snublende fortid.

Jeg har ”ubehag”.

 

31. d. 17. marts: Mette Frederiksen kritiserer læringsmål

Godt indlæg i dagens KD:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/saer-samfundsetik.-folkeskolen-goer-elever-til-egoistiske-laeringsmaskiner

 

32. d. 17. marts: Ironi

Jeg tror, jeg vil holde op med at studere ting. Så forstår jeg alting bedre.

 

33. d. 17. marts: Fordummelsens forståelse

Eleven: Jeg er gået i stå

Læreren: Nu skal jeg forklare dig det
E: Ja tak

Blablabla…

L: Har du forstået?
E: Næsten, jeg mangler lige dit og dat.

Blablabla…

L: Har du forstået nu?
E: Ja, nu forstår jeg.

L: Du har slet ikke flere spørgsmål?
E: Nej, kun svar. Jeg har forstået alt. Mange tak.

L: Så forståelse gør dum?
E: Ja

L: Undskyld

 

34. d. 18. marts: Stefan Hermanns og Ove Kaj Pedersens ”selvkritik”

Bjarne Corydons venner, Stefan Hermann og Ove Kaj Pedersen, kritiserer i vedhæftede interview nogen, som de kalder for ”de fagprofessionelle”, Det er sådan en slags universal-dekleration for vidt forskellige fagrupper, som jo helst skulle have noget på ”hjerte” (undskyld jeg bander). Universaldeklerationens medlemmer kritiseres for ikke at være selvkritiske nok.

Det er klassisk oligarkisk stil: Hvis du vil kritisere os, der har den diskursive magt, så start med at kritisere dig selv. Når du er færdig med det, hvilket du aldrig bliver, så kan du begynde at kritisere os, som naturligvis ikke behøver at være selvkritiske, da vi jo udgør samfundets diskursive hegemoni.

Hvad har vi her i filosofisk forstand? Vi har en Foucault-tradition i total opløsning, hvor poststrukturalismen er havnet som magten selv; en magt der tvinger al faglig og folkelig kritik ind under selvkritikkens selvplage, så magten kan have verden for sig selv.

Foucaults kritik er blevet til antikritik. Det er kritikkens opløsning inde i den kritiske teori selv. Fagligt set er det et fascinerende forfald. Praktisk set er det stærkt ubehageligt.

http://denoffentlige.dk/node/51610

(Dette er et radikalt eksempel på den første af fire tråde fra Foucaulttraditionen. Se alle trådene på:https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10153967155769481&id=837549480)

 

35. d. 19. marts: Fortid og nutid

Jo mere man studerer fortiden, desto mere oldnordisk virker nutiden.

Jo mere man kaster sig ud i nutiden, desto mere levende virker fortiden

 

36. d. 21. marts: Keld Skovmans nye bog (blogindlæg)

Diskussion og analyse af Keld Skovmands nye bog om skolereformen. Det er en god bog, bortset fra at Skovmand sammen med flere andre forsøger at redde Hattie fra glemslen. Det er der ingen grund til. Så glem ham dog!

http://www.thomasaastruproemer.dk/danske-paedagogiske-tekster-2-keld-skovmands-og-didaktikernes-dilemma.html

 

37. d. 21. marts: Anne Matthiesens (V) og Annette Linds (S) skyklapper

Antorini, som ellers har været lidt skolepolitisk tavs her på det sidste, skrev på twitter: “Tak for en god kronik med opbakning til folkeskolerne og reform.”

Hvad er det da for en kronik? Jo, det er en kronik, der hedder “Folkeskolereformen – hvordan gik det så?”. Keld Skovmand, landets nye læringskritiker, ville kalde det for en “nysprogs”-kronik, tror jeg.

Kronikken er skrevet af to personer, som jeg selv kalder for Antorinis “embedsmænd”, nemlig Annie Matthiesen fra Venstre og Annette Lind fra Socialdemokraterne, som begge arbejder med skyklapper af bedste kvalitet, samtidig med at de skriver, at de “har fulgt udviklingen tæt”…..tankestreg….

Pointen i disse kredse er: Hør intet og sig intet… så skriver du en “god kronik”.

Dette 2 x intet kalder man så for “opbakning til folkeskolerne”.

http://www.b.dk/kronikker/folkeskolereformen-hvordan-gik-det-saa

 

38. d. 21. marts: Bøger om DPO

Nej, ved I nu hvad? Nu bliver jeg altså snart helt ør af forvirring. I 2011 skrev jeg en række indlæg på folkeskolen.dk, hvor jeg som vist nok en af de første problematiserede den aktuelle læringsideologi og dens fortalere. Det førte til spruttende klager til redaktionen, der efterfølgende beskyttede ideologerne ved at nedlægge min blog.

Derpå fortsatte jeg arbejdet på min private blog og lavede i den forbindelse et kæmpearbejde med at undersøge omfanget og karakteren af Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO). Men det førte også til klager, nu til min arbejdsgiver, fra den ene og den anden oligark. Og det var ikke stille og formelle klager, men vanvidsangreb om tilsvining, løgnagtighed, og hvad har vi. Ja, der blev ligefrem kaldt til kollegial modstand mod mine ideer. Der skulle dannes et ”kollektivt kollegasubjekt”, hed det sig. Man skulle tro, at det var mig, der vær sær.

Men nu vælter det ind med folk, der efter at have studeret sagen, mener stort set det samme som jeg. Først var der Mårtenssons fine bog om ”Konkurrencestatens pædagogik”, der i forbindelse med en ledsagende kronik igen igangsatte et større klagemaskineri. Så var der musikdidaktikeren Frederik Pios bog om Heideggers pædagogik, som også kritiserede ideologien. Så var der Peter Kemp, der i sin bog ”Løgnen om dannelsen” beskrev de ureflekterede skift i Rasmussens og Qvortrups brug af dannelsesbegrebet, og det var jo ikke første gang, at Kemp interesserede sig for sagen, for nu at sige det kort.

I går kommenterede jeg så Keld Skovmands nye bog ”Uden mål og med” om de nye fagmål for folkeskolen, hvor der virkelig gås til de argumenterende og polemiske makroner. Skovmand har helt samme persongalleri som jeg, og mit eget vokabular er nærmest engleblidt i sammenligning.

Og sørme: Søndagens læsning føjer endnu en udgivelse til rækken af kritikere. Denne gang er det Steen Nepper Larsen. Larsen har netop skrevet bogen ”At ville noget med nogen”, og han angriber både Claus Holm, Jens Rasmussen og Lars Qvortrup for stort set det samme som alle os andre. Ja, Nepper Larsen er som altid sprogligt sprudlende og kalder blandt andet oligarkiets tilgang for ”servil nihilisme”. Forskellen mellem Larsen og Skovmand er primært en forskellig vurdering af Hatties arbejde, som Nepper Larsen ikke har meget til overs for. Og så taler Larsen jo ud af den filosofiske tradition, hvilket Skovmand næsten ikke gør. Men kritikpunkterne er stort set de samme, og begge refererer i øvrigt flere gange til Gerd Biestas arbejde. Gode gamle Biesta. Godt han kom til landet. Nepper Larsen har i øvrigt også en fin kritik af samtidsdiagnosen, som han kritiserer for at glemme pædagogikkens indhold (s.85-87).

Og der er faktisk mange flere, der har nævnt samme substans i forskellige artikler og kronikker.

Det er som om, at der efterhånden er etableret et ”kollegasubjekt” af kritikere. Et fællesskab, som ikke har noget til fælles udover, at de kigger på den samme sag. Det andet kollegasubjekt er underligt tavst, altså undtagen når det klager.

Og tak til Nepper Larsen for en række herlige citater. Hvad med følgende formulering fra en af Neppers helte, Adorno?:

”Under tankens dvælende blik vil genstanden selv begynde at tale”.

Det er da lige før, det lyder som noget, Martin A. Hansen kunne have sagt, men ok, den danske tradition er desværre totalt fraværende i Nepper Larsens bog. Den er ikke noget for ham af en eller anden grund. I en afsluttende oversigt over 12 dannelsestænkere glimrer den nationale tradition ved sit absolutte fravær, undtagen Peter Kemp, der karakteristisk nok ikke er akkrediteret for hans interesse i dansk filosofi..

http://www.turbineforlaget.dk/shop/e-boeger/e-boeger/at-ville-noget-med-nogen/

 

39. d. 22. marts: Facebook-drys 23: Januar 2016 (blogindlæg)

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-23-januar-2016.html

 

40 d. 22. marts: Pædagogisk antropologi og synlig læring

Hvad hedder det, når voksne opdrages af deltagelse i børns liv?

Det hedder pædagogisk antropologi.

Hvad hedder det, når voksne tvinger børn til at se sig selv som voksne, der skal se sig selv som børn?
Det hedder Synlig Læring.

 

41. d. 23. marts: Imamer og præster

Kender du det?

1.

Er der nogen, som nogensinde har hørt en Imam eller en repræsentant for en islamisk organisation sige noget, hvor man ikke tænker: ”Der er et eller andet galt her”. Det kan være synspunktet, der er ude i hampen, eller det kan være begrundelsen, eller måske blot noget, der ikke bliver sagt.

Man sidder bare tilbage med fornemmelsen af, at der er noget i vejen. Det er for underkastende. Man får lyst til at tegne en lidt ond og spottende tegning for at se, om fornemmelsen passer.

Ja ok, måske gælder det kun i 90% af tilfældene (jeg kan ikke huske undtagelserne).

2
Er der så nogen, der har hørt præster og repræsentanter for kristne organisationer sige noget, hvor man ikke tænker: ”Det lyder lidt livsbekræftende og spændende eller i værste fald lidt uinteressant”. Man er måske ikke enig i det ene og det andet, men ofte er det alligevel begrundet og fortalt på en måde, hvor horisonten bliver udvidet.

Man sidder bare tilbage med fornemmelsen: Der er noget, der er rigtigt her. Det fremsætter og frelser frihed. Man får lyst til at lave en kærlig og kritisk engelsk film, men ikke for at teste en fornemmelse.

Ja ok, måske gælder det kun i 90% af tilfældene (jeg kan godt huske undtagelserne)

3.

Her er et lille eksempel på det første, der ligger i tråd med TV2’s aktuelle dokumentarserie:

https://www.information.dk/indland/2015/03/imamer-kvinder-boejelige-gifte-muslimer

 

42. d.23. marts: Læringsfundamentalisme i Glostrup Kommune

Folkeskolen.dk beretter om de pædagogiske og skolepolitiske tilstande i Glostrup Kommune:

I Glostrup Kommune har man ingen “skoler”, men kun et skolevæsen med ”undervisningssteder”, hvor der implementeres ekstremistisk Visible-Learning ideologi for massevis af Mærsk-millioner. ”Skolen” er blevet til en ”paraply” for administrative læringsenheder. ”Skolen” er et centrum for kommunal styring, hvorfra man digitalt kan dirigere Synlig-Læringssystemer og rykke rundt med medarbejderne, som man lyster.

På den måde bliver man ”præfabrikeret til at kunne gribe folkeskolereformen”, siger paraplyskolens leder Kirsten Balle, og det har hun jo ret i, selvom hun siger det med største mellemlederagtige selvfølgelighed.

På nogle af skolerne har der været noget turbulens. Ca. 25% af lærerne har sagt op, der blev sendt protestbreve til kommunen, og på en af skolerne blev der ligefrem lavet en ”kærlighedsvæg” til nogle forflyttede kollegaer.

Hvad siger kommunen til det? Jo, kommunens skoledirektør, Lene Magnussen, laver en personalejuridisk undersøgelse, hvor hun tjekker 21 personers likes på facebook og spørger ind til ”kærlighedsvæggen”.

Efterfølgende understreger kommunen på nogle powerpoints, at alle ”undervisningsstederne” nu er en del af ”koncernbeslutninger”, og at man ikke skal bruge tid på at ”diskutere beslutninger, som ikke kan ændres”. Lærerne skal ikke fokusere på ”negative ting”, hedder det, og de skal slet ikke dele deres engagement ”med omverdenen eller hinanden”.

I stedet skal der laves et ”kodeks for god adfærd”, der renser læringscentrene for enhver følelse og forskel. Det lyder som en trussel, hvilket det jo også er.

(Det lyder også fuldstændig som på Agedrup skole i Odense Kommune, hvor man også giver læringsmaksimerende advarsler for ”negative holdninger”, som ”ikke har forstået forandringen”, hvis en lærer giver et lille pædagogisk pip fra sig)

Kirsten Balle forklarer, iklædt karakteristisk mangel på alt: ”Selvom skolen ikke har fået et nyt formål, er der sat klare politiske mål for skolen – og på mange niveauer er politikerne stålsatte på forandringerne”.

Men hov, hvad blev der er formålet? Var der ikke noget med ”åndsfrihed” (undskyld jeg bander)?

Derpå hober konstruktionerne sig op. Skolebegrebet rekonstrueres i følgende diskursive maltraktering:

-I stedet for metodefrihed har vi nu “metodeansvar for at nå de mål, der er sat for klassen og den enkelte elev” (men hov, sagde Jens Rasmussen ikke den anden dag, at det der med ”mål for den enkelte elev” var noget som os reformkritikere har fundet på?”)

– Vi går fra vejledende læseplaner til Forenklede Fælles Mål, der skrives ind i en digital Mebook-læringsplatform, hvor ”du skal udøve målstyret undervisning”.

– Fra en ”usund kultur”, hvor man diskuterede ting, man alligevel ikke har
indflydelse på (læs: kommunens skolepolitik, der vel at mærke ændres uafbrudt) til at ”man tager ejerskab for sin arbejdsplads” (læs: ja-hatte)

– Ud med ”mig og mine private forhold”. I stedet skal vi have ”professionalisme”, underforstået: kommunal ja-hat (Kors!!)

Sådan lyder det i en by uden ”skoler”, en by kun med administrative ”undervisningssteder”, dvs. læringscentre, der er opslugt af John Hattie og har fået tildelt millioner af Mærsks skoleudvalg, hvor de sædvanlige oligarker regerer.

Her er de to artikler. Tak til Folkeskolens journalister:

http://www.folkeskolen.dk/…/forvaltningstoppen-det-var-lett…
http://www.folkeskolen.dk/584189/styring-fra-raadhuset

og her er et link til Mærsk-ansøgningen:
http://www2.gladsaxe.dk/…/Bilag_92.1.1_Alle%20B%C3%B8rn%20S…

 

43. d. 23. marts: Ubehag ved Danmarks-kanonen 2

Ikke nok med at mit lands pædagogiske liv skal læringsmålstyres ned i den effektmaksimerende detalje til ære for kommunale skoledirektører og nidkære systemteoretikere. Nej, nu skal hele Danmark også kanoniseres af en række samfundsstøtters ”værdier”. Vi skal have intet mindre end en ”””Dannarks-kanon”””.

Ja, disse 15 personer skal nu sidder og bestemme, hvad mine værdier er for så vidt, at jeg er dansker, hvilket jeg troede jeg var. Jeg ved ikke hvorfor de skal gøre det? Måske er det terrortruslen? Den kan efterhånden begrunde lige så meget som finanskrisen kunne i gamle dage. Fordi man vil gøre op med terrortruslen, indretter man hele samfundet til en terrortrussel, samtidig med at man siger, at vi skal leve vores liv som altid. Vi ender med at definere landet som en corporate value, dvs. en terror-finansiel konsensus.

Måske skulle man søge om statsborgerskab i Montenegro? Der er naturen ikke så flad. Der kan jeg måske finde en dal, hvor man kun kan høre fuglesang.

Mit eneste håb i ””””Danmarkskanonudvalget””””,… øjeblik, jeg skal lige finde et lommetørklæde…snøft snøft…., er Annette Heick, for hun har efter sigende gjort oprør med sine forældre, som efter min mening ellers også burde have siddet i udvalget. Desuden har hun mig bekendt aldrig kloget sig på noget, hvilket er en klar fordel i denne situation. Desuden blev hun uretfærdig stemt ud af Vild Med Dans, så hun ved, som alle gode filosoffer, hvad mobning er. Hun ved, hvad det vil sige at være udenfor, dvs. i filosofiens sted. Bare Annette nu ikke synes, at hun skal lyde lige som de andre, for mobning kan jo desværre også resultere i overdreven tilpasningsevne.

Det sidste, jeg hørte, var, at en af ””””Danmarkskanonudvalgets”””” medlemmer synes, at ”staten” er en dansk værdi. Jeg er med på, at f.eks. ”retfærdighed” er en værdi, selvom den ikke er dansk. Men staten er sørme ikke en værdi. Staten kan være antiværdi, hvis den har lyst. Det afhænger af værdien, om jeg så må sige. Eller rettere: det afhænger af essensen. Og hvad er så essensen? Det er de handlinger, der overhovedet sætter de værdier, der bagefter truer med at overtage essensen selv. Hvilke handlinger har sat staten som en autoritet, der ikke kan udøve sit herredømme, dvs. som er underlagt et selvstændigt folk, der bekræfter hinandens politiske lighed?

Nationale værdier er noget, der bekræftes i handlingslivet og ikke af et værdioligarki nedsat af Bertel Haarder i en identitetspolitisk koran (fred være med profeten og Bertel Haarder).

Kom så Annette!!! Spænd ben, du danske essens! Forlad udvalget i protest over, at din mor og far ikke er med. ”Hids dig op og skær tænder”, som du sang i gamle dage. Så vil jeg føle mig så dansk så dansk, ja så frydefuld national.

 

44. d. 23. marts: Radikal konstruktivisme

Konstruktivister mener, at al viden er konstrueret. Alligevel har de tendens til at opfatte alt muligt som ikke-konstrueret, dvs. som “udfordringer og vilkår”. De lukker sig inde i små vilkårs-systemer, som ikke kan være konstrueret. Ellers ville systemerne jo ikke være ”vilkår”, vel?

Så konstruktivisterne er de værste anti-konstruktivister. Hvad er anti-konstruktivistisk konstruktivisme? Det er et angreb på pædagogik og kritik. Det er ren sytråd i læberne.

Et eksempel? Visible Learning. Men er John Hattie konstruktivist? Ja, det kan jeg da lige love for, at han er. En sublim vilkårskonstruktivist. Det er læringsmaksimeringskonstruktivisme.

Hvilken skole får man, hvis man er en Hattie-kommune? Så får men et ”undervisningssted” i Gentofte. Hvad er et ”undervisningssted”? Det er en antikonstruktivistisk konstruktivisme, dvs. sytråde ved læber.

 

45. d. 26. marts: Børnehaven er i alt

Lidt om børnehaver:

1.

Leg og læring
Nogle siger, at der i børnehaven skal være både leg og læring. Udtrykket ”leg og læring” indebærer imidlertid en meget problematisk adskillelse. Hvorfor det? Jo, fordi kundskaberne, altså hele den samfundsmæssige og kulturelle tradition, tages ud af legen og rekonstrueres som ”læring”. Derefter forfalder den nu kundskabsfrie leg til at være et middel for de splintrede og rekonstruerede kundskaber, som nu hedder ”læring”. Vi får dermed en funktionalisering af pædagogikken, der ødelægger dens inderste essens.

Den radikaliserede version af denne tendens er, at leg helt forsvinder eller bliver til adfærdskorrektion. Det ser man i de omfattende læringskoncepter, som f.eks. ”De utrolige år”, der anvendes og styres af hele kommuner med ministeriel godkendelse, dvs. at det er børnehavernes svar på Visible Learning.

2.

Fri leg
Andre siger, at vi skal have ”fri leg”. Det er imidlertid ligeså problematisk. Hvorfor? Jo, fordi friheden dermed tages ud af legebegrebet som sådan. Ved at tale om ”fri leg” overser man legens situerede aspekt, og det situerede rekonstrueres efterfølgende som noget ”tvunget” eller ”ydrestyret”, eller hvad man nu går og kalder det. Det er logik, for ellers var der jo ingen grund til at tilføje et ”fri”. Fortalere for “fri leg” binder dermed legebegrebet til frihedens modsætning, Men det er en fejl, for frihed er indbygget i legens begreb som sådan. Taler du om leg, kan du ikke tale om ufrihed. Man bakker jo heller ikke bagud, vel?

3.

Hvad er børnehaver?
Hvad er leg da? Jo, det er jo den æstetiske kerne i enhver kundskabstradition. Spørg stort set enhver filosof fra Immanuel Kant til John Dewey og mange andre, f.eks. Gadamer og Humboldt. Alle disse tænkere taler om en legende omgang med situationer, materialer og mennesker som kundskabens essens, og det er denne essens’ fylde, der skal arbejde videre op gennem livet, ikke mindst i et videnssamfund. Børnehaven skal derfor ikke forberede til skole. Den er skole, mere end skolen selv. Børnehaven er skolens inderste væsen. Det er skolen, der skal bygge på børnehaven. Skolens skal blot give den leg, som har virket i børnehaven, en anden form. Og bagefter skal gymnasiet, erhvervsskolerne og universitetet give nye former til det legende grundmateriale.

Børnehaven er det lille barns ånd, dets udtryk.

Derfor skal vi værne om vores børnehavetradition. Den er samfundets egentlige grund.

”Leg og læring” opsplitter børnehavens begreb.

”Fri leg” opsplitter også børnehavernes begreb.

Leg er børnehavens essens. Børnehavens leg er opdragelse til kundskaber og frihed.

I enhver videnskabelig sætning er en leg.

Leg er inde i alt.

Alt, som er, har leg i sig.

Ting uden leg, er ingen ting.

Al pædagogik, også universitets- og erhvervspædagogik, må kigge mod børnehaven for finde sig selv.

 

46. d. 27. marts: Københavns universitet fyrer professorer

Først røg filosofferne Finn Collin og Poul Lubke, og nu er det så etnologen Thomas Højrup, som ikke kan bruges til noget som helst af Københavns Universitets højtlønnede mellemlederlag.

På KU er det simpelthen fyringsrisiko at være højt profileret professor. Det er dekan Ulf Hedetoft, der selv tjener betydeligt mere end en professor, der er ansvarlig for disse prioriteringer. Frisk fyr.

Om et par måneder bliver der sikkert dannet et strategisk læringscenter med konsulenter og det hele, så Hedetofts visioner kan brandes.

Måske får vi også postmoderne bogstaver a la EXPOSE YOURSELF, ligesom som i VIA-LAND i Aarhus?

Ifølge universitetets hjemmeside, har Hedetoft ikke skrevet en linje ned siden 2008… udover strategipapirerne forstås.

Mon ikke KU kan låne lidt penge i Aarhus? Her har man lige dannet intet mindre end et “nationalt center for skoleforskning” sammen med VIA-LAND. Der er over 60 mio. kroner i pungen, og man har endda tænkt sig at forske i noget, der hedder “læringsmålstyret undervisning”, som jo er et begreb i totalt opløsning. Man kan da bare forære nogle af de penge til Københavnerne.

Så let det er at finde penge.

Om afskedigelsen af Højrup:
a. http://universitetsavisen.dk/…/ku-fyrer-professor-i-etnolog…

b. https://www.information.dk/…/2016/03/fyret-uden-vide-hvorfor

Om afskedigelserne af Finn Collin og Poul Lübke:
http://universitetsavisen.dk/…/stotteerklaering-de-fyrede-a…

 

47. d. 27. marts: Liberal Alliances grådighed

Formanden for Liberal Alliance (LA), Anders Samuelsen, er helt vild med et indlæg, der hedder:

“GRÅDIGHED OG HVORFOR DET ER GODT”

Indlægget er skrevet af tidligere direktør for TV2, Per Mikael Jensen, der har været i “10-15 milliardærers hjem”.

I dag er Per Mikael Jensen ifølge BT særlig rådgiver for LA. Jensen er også med i LA-stifteren Lars Seier Christensens såkaldte “advisary board”, og Seier Christensen er jo selv bestyrelsesformand for det nystartede “Ayn Rand Institute”. Ayn Rand er den ekstremistiske filosof, for hvem egoisme er den primære dyd.

Her er Samuelsens vurdering af Per Mikael Jensens opslag:

“Fremragende! Ganske enkelt fremragende. Læs – og bliv glad. Genvind optimismen hvis du har tabt den i en tid hvor frygt trækker os ned i de sorteste kældre uden ilt, livslyst og frisind. Kors hvor har vi brug for folk, der tænker positivt, tør begejstres og tør beundre.”

Lars Seier Christensen er også begejstret. Han skriver på sin profil: “Stærke og sande ord af Per Mikael. Og tak for den venlige reference”.

Konklusion: LA sidder, på trods af lidt ydre spilfægterier, stadigvæk godt fast i Ayn Rands kviksand. Intet er ændret siden sidste års diskussion om Ayn Rand, hvor højskoleforstander Jørgen Carlsen og flere andre testede dette ideologiske overdrev. Også dengang støttede Anders Samuelsen Rand/Seier Christensen-gruppen med fuld gevir og hornmusik.

Nu jeg har fat i LA, så fandt jeg endnu en sigende udtalelse fra Samuelsen. Det er i forbindelse med, at partiet har fået intet mindre end en “direktør”, nemlig Sune Aagaard. BT’s journalister spørger så, om det ikke er lidt usædvanligt med en direktør i et politisk parti, hvortil Samuelsen giver et svar, som må få alle vælgere til at løbe skrigende bort:

“Ja, men jeg synes også partiet skal drives som en virksomhed, og vælgerne er kunder i butikken.”

Grådighed? Egoisme? Kunder?

Her er et link til Per Mikael Jepsens indlæg:https://web.facebook.com/per.m.jensen.18/posts/10153335344040946?fref=nf&pnref=story

Link til BT’s omtale af Per Mikael Jensens post som særlig rådgiver:http://www.bt.dk/…/per-mikael-jensen-derfor-valgte-jeg-libe…

Link til Seier Capital’s advisery board:http://www.seiercapital.com/advisory-board/

Link til Samuelsens “kunde”-citat: http://www.bt.dk/…/parti-ansaetter-en-direktoer-det-skal-ko…

 

48. d. 29. marts: Om organisationen ”Danske Professionshøjskoler”

Professionshøjskolerne i Danmark har deres egen organisation, ”Danske Professionshøjskoler” (DP). Ja, endnu en organisation udenom alle de andre organisationer.

Organisationen ledes af et ”formandskollegium”. Hvem sidder der? Ja, det gør bestyrelsesformændene for de respektive professionshøjskoler. Man kan selv klikke på linket for at se hele listen, men de tre største UC’er er repræsenteret ved følgende:

  1. Carsten Koch (formand), bestyrelsesformand i UCC, økonom, formand for det magtfulde Beskæftigelsesråd og totalt maksi-maskimekanisk hvad angår uddannelse og pædagogik.
  2. Peter Sørensen, bestyrelsesformand i VIA, tidligere serviceleder på et hospital, borgmester i Horsens (en af de store Visible Learning-kommuner)
  3. Rene van Laer, bestyrelsesformand i Metropol og direktør for en handelsskole. Han er også bestyrelsesformand for Ørestadens Gymnasium, hvorfra Visible Learning-ideologien markedsføres på gymnasieområdet.

DP har også et rektorkollegium. Her sidder blandt andet Laust Joen Jakobsen fra UCC og Stefan Hermann fra Metropol, som begge sad i dialoggruppen for det nu hedengangne Ny Nordisk Skole og meget andet, som jeg har skrevet om ved tidligere lejligheder.

Formanden for rektorkollegiet er Harald Mikkelsen fra VIA-LAND, som er plastret til med post-moderne versaler a la TEACH THE KIDS HOW TO FLY.

Jeg tror ikke, at det er pædagogikkens venner. Det må jeg indrømme. Desværre er det magtens venner og ikke mindst: “læææææringens venner”.

og så lige et ps: Kommunikationschefen i DP hedder David Erichsen. Ham kan jeg huske fra hans tid i VIA. På et tidspunkt, vist nok i 2009, skulle der være en stor afskedigelsesrunde i det nystartede VIA, samtidig med at man ville bygge et betonpalads til over ½mia. ude i Skejby. Kommunikationschefen sendte lysegrønne VIA-breve til samtlige medarbejder, hvor der stod “årets medarbejder”. Dem der skulle fyres fik også et. Det er det, man kalder for “branding”.

http://www.uc-dk.dk/da/hvem-er-vi-ny/formandskollegiet.html

 

49. d. 29. marts: Gymnasieskolen.dk i publicistisk krise (blogindlæg)

Her er en erfaring med bladet Gymnasieskolens redaktionelle processer, som jeg håber, nogle gymnasielærere har lyst til at kigge på.

Bladets redaktion beskytter den vigtigste fortaler for “Visible Learning” inden for gymnasieområdet, nemlig Rektor for Ørestaden Gymnasium, Allan Kjær Andersen.

Kjær Andersen truer bladet med en injuriesag, hvis redaktøren tillader et bestemt offentligt citat på gymnasieskolen.dk’s kommentarspor, og redaktøren makker ret; formodentlig grundet redaktionens meget Visible Learning-venlige linje.

Dermed siver det hele hen i omegnen af Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO).

http://www.thomasaastruproemer.dk/almendannelsens-deroute-bladet-gymnasieskolen-i-publicistisk-krise.html

 

50. d. 30. marts: Livsformer i terrorens skygge

  1. Jeg ved ikke, hvad det er, imamerne og andre ikke må sige for den ene og den anden? Jeg synes derimod, at det er et problem, at de ikke siger det, de har på hjerte. Hvis de mener, at landets borgere skal drage i hellig krig, eller at vi skal af med demokratiet, så skal det da frem, så vi alle kan se det. Derfor: Mere ytringsfrihed til imamerne.
  2. Politikerne siger, at vi ikke skal lade terror og radikalisering påvirke vores livsform. Alligevel strammer de vores livsform i ren angst. F.eks.:
    – Venstre vil have totalovervågning af internettet. Hvilken “livsform” er det lige? Man vil også have strammere tilsyn med alle friskoler i angst for “radikalisering” af nogle få.
    – DF vil ikke tillade private grundtvigske lærerseminarier, fordi de er bange for, at der så vil komme et ‘muslimsk seminarium’. Men samtidig undergraves den nationale tradition og dens tilhørende pædagogiske livsform af de eksisterende professionshøjskoler og læreruddannelser.
    Det er også derfor, at DF står for Dansk Fryseparti. Det er en identitetspolitisk dybfryser.

Eller måske har jeg en ide? Hvad med: For at undgå radikalisering, “normaliserer” vi alle landets borgere, så vi alle sammen bliver små “økonomiske soldater”, som det hedder, der kun varierer lidt i “kompetenceprofil”.

 

51. d. 30. marts: Synlig læring i kommunerne

En hurtig søgning på hvilke kommuner der implementerer Datalæring/Læringsmål/Visible Learning-strukturer giver nedenstående liste. Jeg håber, at mine fb-venner kan supplere/nuancere/uddybe/korrigere.

Langt de fleste af disse kommuner er benhårde i deres fortolkning, og mange har referencer og links til læringsideologiens værste banaliteter. Pædagogiske emner er helt udelukket, men der flyder rigeligt med rådata og d>0,4 i alle hjernerne.

De fleste af kommunerne er desuden en del af Mærsk-tildelingerne, hvor alle åndsfællerne sidder og tildeler massevis af datapenge.

En række andre kommuner kører med meget parallelle tilgange, og jeg hører meget gerne fra jer om det hele. Jeg har faktisk ikke kunnet finde en eneste mere grundlæggende variation.

Vi har altså virkelig fået en “læringsrevolution”. Og professionshøjskolerne støtter op med sommeruniversiteter og dagskurser; mig bekendt uden den mindste omtanke. Tomheden har for alvor stået på, siden Antorini lancerede sin Ny Nordiske Skole i 2011, som var en bekræftelse og økonomistisk udvidelse af dannelsesopgøret i 00’erne.

Jeg har til skræk og advarsel lagt et link ved til Kalundborg Kommune, hjemkommunen for KL’s formand. Som så mange andre steder har man her indgået aftale med John Hattie-eleven James Nottingham, der driver det engelske konsulentbureau “challenging learning”. Her er mottoet “hatten af for læring”, og så videre så mine tæer krymper.

Nå, men her er min foreløbige liste, hvor man efter min opfattelse helst ikke skulle være så uheldig at have skolesøgende børn, med mindre man da havner i en heldig pædagogisk mini-niche:

København
Frederiksberg
Gentofte
Gladsaxe
Lyngby-Taarbæk
Rudersdal
Vallensbæk
Glostrup
Brøndby
Slagelse
Billund
Fredericia
Frederikssund
Haderslev
Hedensted
Holbæk
Horsens
Kolding
Nordfyn
Roskilde
Svendborg
Thisted
Vesthimmerland
Kalundborg
Norddjurs
Skanderborg
Esbjerg
Odder

https://www.kalundborg.dk/…/Synlig_l%C3%A6ring_i_Kalundborg…

Gymnasierne er også godt i gang, hvilket man kan studere her på rektorforeningens hjemmeside. Hovedmanden er her Allan Kjær Andersen.http://www.danskegymnasier.dk/synlig-laering/

 

52. d. 31. marts: Hjernen slår klik 

Lidt opsamling:

1.

LA går ind for GRÅDIGHED og synes, at deres vælgere er kunder i et LA-firma. Det er det, jeg kalder for ”Ayn Rand-frihed”. LA-fighterne kalder det for ”social-liberalisme”. Lige der slår min hjerne klik.

2.

Landets kommuner gennemtvinger en datalogisk læringsrevolution inde i elevernes John Hattie-hjerner helt nede i den mest intetsigende d>0,4-detalje. Det er nok det, man kalder for “ny nordisk skole?” eller “vores livsform”. Der slår min hjerne også klik.

3.

Stort set alle partier går ind for at forbyde ytringer, der undergraver ”det danske samfund og lovgivning”, og så vidt jeg har forstået, gælder det endda også for landets statsborgere.

Støjberg kan ikke svare klart på, om man må sige, at ”dødsstraf er godt”. Og må man ikke være imod demokratiet? Jeg synes, skolereformen er dum. Må jeg sige det? Det er en glidebane uden lige. Lad os da for guds skyld få det hele frem i lyset.

Dansk Frysepartis støtte til Muhammedtegnerne tager sig nu komisk ud. Martin Henriksen fra Dansk Fryseparti siger: ”Vi er jo ikke frihedsfundamentalister. Man kan jo ikke tillade sig hvad som helst”. Nej, det må man nok sige, hvilket ”kæmpe-MEN”. Og hvor er det såkaldte ”trykkefrihedsselskab”?

For resten: Efter krigen var der en parallel diskussion om, hvorvidt der skulle være holdningskontrol med embedsmændenes demokratiske sindelag og vist nok også mere bredt (jeg kan ikke lige huske detaljerne). Jeg skrev i 2010 en artikel om teologen og debattøren Axel Riishøjs arbejde, som var involveret i debatten. Artiklen har en vis aktualitet i denne uge. Dengang var det super-kommunisten Jørgen Jørgensen, der ville lave sindelagskontrol.

Riishøj argumenterede med henvisning til Nordisk Mytologi og Jakob Knudsen for en fuldstændig åbning af offentlig kritik og diskussion, men med ledsagende hårde straffe for kriminelle handlinger. Senere blev Knudsen forbillede for både Løgstrup og Tidehverv, som Trykkefrihedsselskabet og Frysepartiet er tæt på. Knudsen forsvarede i øvrigt, ligesom både Kraruperne og nogle imamer, revselsesretten, men han hyldede også fantasien, fortællingen og samvittigheden.

4.

Danmark skal pakkes ind i en ”””Danmarks-kanon”””, hvor en udvalgt gruppe af spidsborgere skal definere ”dansk samfund og lovgivning”, så vi alle sammen kommer til at ligne Bertel Haarder eller Brian Mikkelsen. Og hvem ved? Måske kan denne “””Danmarks-kanon””” bruges til at definere kriminelle ytringer? Det er min prognose.

Her er et link til mit blogindlæg fra 2010 om Riishøj. En senere version fandt vej til min bog fra 2013: “Krisen i dansk pædagogoik”(http://www.fjordager.com/krisen-i-dansk-paedagogik)

https://www.folkeskolen.dk/505736/frihed-vundet—frihed-tabt

Skriv en kommentar