Facebook-drys 27: Maj 2016

Her er 56 facebook-opdateringer fra maj 2016. Man kan enten klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer, eller man kan læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart efter teksten.

  1. Alternativets uddannelsespolitik
  2. 1. maj i Aarhus
  3. Gymnasiereform 33 (fortsat fra ”Facebook-drys 26: April 2016”)
  4. Gymnasiereform 34
  5. Gymnasiereform 35
  6. Gymnasiereform 36
  7. Ayn Rand-fest i Grådighedspartiet
  8. Fra læringsliv til handlingsliv
  9. Klagesag på DPU – et år efter
  10. Konkurrencestaten i Konkurrencestatstidende 1
  11. A place that matters
  12. Konkurrencestaten i Konkurrencestatstidende 2
  13. Fra den blå betænkning til Bjarne Corydon – en krølle om forholdet mellem statskundskab og pædagogik
  14. Gymnasiereform 37
  15. Fra pædagogik til læring på professionsuddannelserne
  16. Om gode vine og unikke elever
  17. Dobbelt kovending i Undervisningsministeriet
  18. Gymnasiereform 38
  19. Konkurrencestaten i Konkurrencestatstidende 3
  20. Gymnasiereform 39
  21. Lars Qvortrups. KLs og Rambølls datamålstyring
  22. Gymnasier og erhvervsskoler
  23. GL’s hovedbestyrelse accepterer censur på Gymnasieskolen.dk
  24. Kommentar nr. 1 til Claus Holms og DPU’s forsvar for teorien om konkurrencestaten
  25. Københavns Kommunes propagandavideo for målstyret læring
  26. Kommentar nr. 2 til Claus Holms og DPU’s forsvar for teorien om konkurrencestaten
  27. Kommentar nr. 3 til Claus Holms og DPU’s forsvar for teorien om konkurrencestaten
  28. Claus Holm og Jens Rasmussen vil have turbo på skolereformen og fremtiden
  29. Kommentar nr. 4 til Claus Holms og DPU’s forsvar for teorien om konkurrencestaten
  30. Lidt opsamling fra læringslandet
  31. Peter Kemp kritiserer Lars Qvortrups målstyring
  32. Ombudsmandens kronik om ytringsfrihed
  33. Claus Holm og Erik Schmidt på DPU’s hjemmeside
  34. Gymnasiereform 40
  35. Børsen, der bekræfter alle fordomme om Børsen
  36. Konstant selvkritik
  37. Samlet kommentar til Claus Holms og DPU’s forsvar for konkurrencestaten (blogindlæg)
  38. Lars Qvortrup og Niels Jakob Pasgaard diskuterer målstyring
  39. DPU’s nye forskningsstruktur marginaliserer filosofi og pædagogik
  40. Facebook-drys 24: Marts 2016
  41. En ny naturtilstand: Alles kamp mod sig selv
  42. Om at udfordre udfordringen
  43. Interview med Lene Tanggaard i Lærerbladet
  44. New Public Management og Ny Nordisk Skole
  45. Anders Balle laver ny bog om skoleledelse
  46. Konkurrencestatsteoriens tre videnskabsteoretiske problemer
  47. Morten Nissens mails (blogindlæg)
  48. Interview med Per Fibæk Laursen
  49. Deleuze og Lacan
  50. Et lille land i en lille verden
  51. Når pædagogik bliver til vilkår: Ny professor ved DPU
  52. Nyliberalismen og venstrefløjen
  53. Brokker fra den anti-kritske kritiks kritik
  54. Deleuze
  55. ReForMs paria 1
  56. ReForMs paria 2

 

1. d. 1. maj: Alternativets uddannelsespolitik

Alternativets skolepolitiske ordfører, Carolina Magdalena Maier, bidrager med noget tiltrængt uddannelsespolitisk energi. Først skrev hun en kritik af gymnasieudspillet, og hun mente endda sin kritik så meget, at hun som den hidtil eneste ordfører simpelthen har forladt forhandlingerne. Det kræver trods alt noget rygrad.

Jeg har ingen anelse om, hvad resten af ordførerne drøfter inde i Maskinrumspartiets maskinrum? Det kan da ikke være regeringsudspillet, for det er jo det rene postmoderne intet. Ingen som helst burde være gået ind i det forhandlingslokale.

Nå, men nu er Maier så på banen igen; denne gang med en række folkeskolepolitiske ideer, som man kan læse om i nedenstående interview, hvor hun gør op med læringsmålstyring og KL. I stedet vil hun have pædagogisk frihed og bæredygtighed.

Der er naturligvis meget at diskutere og også meget at være mere eller mindre uenige om, og sådan er det jo altid. Men ved I hvad, jeg godt kan lide? Jeg kan godt lide, at Maier lyder som er politiker, der forsøger at udvikle sit partis grundlag til et selvstændigt syn på skole og dannelse og forsøger at vurdere hele dette områdes politiske organisation. Det er sådan man laver politisk pluralitet i et samfund.

Jeg kan godt lide, at der er noget substans og noget ide, og at Maier lyder som en UDDANNELSESpolitisk ordfører for et POLITISK parti og ikke som en klon af en embedsmand fra Konkurrencestatspartiets regeringsperiode. Og så er det jo et kæmpeplus i min karakterbog, at hun kan handle.

Alle partier kan bidrage med noget på hver deres måde, og alle kan løfte kvaliteten af de uddannelsespolitiske diskussioner med hver deres både specifikke og fælles udgangspunkt. Det kræver blot, at de holder op med at lyde som Antorinis embedsmænd, som det er tilfældet hos Maskinrumspartiet, Børneaktiepartiet, Dansk Fryseparti. Arbejdsmarkedspartiet og Konkurrencestatspartiet. Når de har forladt teknokratiets jordhuller, så starter den egentlige filosofiske proces. Jacob Mark fra SF er også gået lidt i gang, selvom han endnu ikke har handlet. Det er også et meget større arbejde for ham end for Maier, fordi SF er så mærket efter 5 år som Børneaktieparti. Den slags kræver et decideret selvopgør, og det gør ondt. Det kræver holdning.

Hvilken fin palet landet kunne male med, hvis alle partier udtrykte sig UDDANNELSESpolitisk ud af egen tradition. Så ville vi få forskellige kombinationer af kundskaber, historie, bæredygtighed, solidaritet, frihed, folkelighed, forestillingsevne, demokrati og handling…..nå ja, af skolens formål. Hvilken fest at drive skole i.

Men skal vi ikke sige, at det går lidt fremad?: I hvert fald har vi nu to UDDANNELSESpolitiske ordførere: Merete Riisager fra LA, der som en anden ensom modstandskæmper i 1941 allerede har bevist sit værd, og nu Maier fra Alternativet, der er godt i vej. Mark kan vække SF, men der skal lidt flere initiativer til, både på det idepolitiske og det handlingsmæssige niveau. Resten ligger endnu i dvale…de sover i et sovende maskinrum.

Lidt malurt:
– Ayn Randfilosofien vil gøre det svært for LA og Riisager at udfolde en virkelig liberal uddannelsespolitik, dvs. et ordentligt kundskabssyn. Men man må dog også huske på, at Riisager er den eneste, der overhovedet og i overensstemmelse med skolens formål taler om kundskaber. Men kundskaberne kan altså ikke komme til udfoldelse i Rands horisont.

– Alternativets socialkonstruktivistiske historiesyn vil gøre det svært for Maier at udfolde et fuldt dannelsessyn, hvilket også tavst antydes i interviewet og i hendes gymnasieideer.

Men måske er der nogen andre partier, der skal hjælpe lidt til med at afhjælpe disse mangler, så helheden bliver smuk? Måske nogle af de slumrende uddannelsespolitiske kræfter i alle partier? Nogle af HCA’s vilde svaner?

http://www.folkeskolen.dk/…/alternativet-vil-tage-folkeskol…
Alternativets kritik af gymnasiereformen:http://gymnasieskolen.dk/menneske-f%C3%B8rst

 

2. d. 1. maj: 1. maj i Aarhus

Så er det afsted mod Rådshuspladsen i smilets by. Der er nok nogle teknokrater fra Konkurrencestatspartiet eller fra Børneaktiepartiet, som vi kan buuhhe af. Det bliver dejligt. Jeg håber FOA er der med fløjterne. Ligesom i 2013. Fadøllene glimtede i solidaritetens og følelsernes sol.

Anders Bondo skal også tale. Der buuhher jeg ikke. Det gør Noa Redington til gengæld, hvis han altså kommer. Men mon dog? Han sidder nok og hygger sig med Bjarne Corydon, Ove Kaj Pedersen, Bo Lidegaard og DPU’s ledelse i den ydre stratosfære. Der har de gruppearbejde og laver noget, de kalder for “selvkritik”.

Eller også samler Redington flasker i Fælledparken?

 

3. d. 1. maj: Gymnasiereform 33 (fortsat fra facebook-drys 26: April 2016)

Ellen Trane Nørby om ”teoretiske værker”:

Ministeren er blevet interviewet i dagens JP. Hun siger, at regeringens udspil skam lægger vægt på, at almendannelse er gymnasiets “ledestjerne”, og at man skam ikke sidestiller dannelse og kompetencer. Hun siger også, at almendannelsen handler om følgende:

”om kulturelle normer, om kundskaber og om viden. Og om at have et fagligt fundament. Man kan ikke indgå reflekteret i verden uden at have et godt fagligt kundskabsfundament. Det handler om kritisk tænkning og refleksion, f.eks. at man ikke kun læser en bog, fordi man skal, men fordi man har lyst, og man har lyst til at blive klogere på sig selv”.

Ja, hun siger endda, at hendes reform ”retter op på et dannelsestab”, altså på de ting hun nævner i citatet.

Nu ved jeg ikke, hvor i udspillet, der står noget om ”dannelsestab”, ”kritik”, ”tænkning”, ”refleksion”, ”kundskaber”, ”selv-klogskab”, ”lyst”, ”bøger”, ”kultur”, ”normer” eller ”viden”. Men det har måske noget med det der ”firtal” at gøre? Aner det ikke. Der er absolut heller ingen distinktion mellem dannelse og kompetence i udspillet, tværtimod.

Det korte af det lange er, at alle seriøse iagttagere, uanset politisk og faglig observans, er enige om, at udspillet er et opgør med dannelse af en hvilken som helst art.

(Den pædagogiske detailstyring, som udspillet også lægger op til, er desuden her til lands udviklet i et samarbejde mellem pædagogiske forskere og ministeriet i et direkte opgør med dannelse, formål, kritik og tænkning. Det kommer ministeren dog ikke ind på, selvom hendes ministerium ellers er under skarp kritik for netop dette forhold på skoleområdet.)

Nå, men journalisten stiller så et godt spørgsmål, og det er her, at ministeren begynder at tale om ”teoretiske værker” på den der nye konkurrencestatsagtige måde, der bare er så pinlig for landet (jeg har fremhævet lidt):

“Kan du forstå, at det skaber forvirring, når udspillet beskriver dannelse som en kompetence?
Ministeren: Nej, men nogen har et behov for at læse udspillet, som de HAR LYST TIL. Der er AKADEMIKERE, der MENER, at VI har brugt et begreb forkert, men jeg er mere optaget af, hvordan vi ruster eleverne til livet. Vores udspil er ikke et TEORETISK VÆRK. Vi har beskrevet DET NYE, der skal ske, vi har ikke beskrevet gymnasiets historie. Men jeg vælger at sige, at det da er godt, at vi har fået en debat om almen dannelse.”

Det er ikke så sjovt, at ministeren siger, at udspillet ikke er et ”teoretisk værk”, selvom man roligt sige at hun har ret, eftersom der ikke er en eneste reference til noget som helst, ikke engang en lille EVA-rapport eller sådan noget. Ja, faktisk er udspillet ikke engang et ”værk”, og det er heller ikke en pixibog eller et dameblad, eller en Skoda Fabia for den sags skyld. Ja, det er faktisk ikke noget som helst. Det er et postmoderne intet. Hvorfor er det ikke sjovt? Jo, det er jo fordi, at en revision af en af landets dannelsesinstitutioner burde være, ja, blandt andet et “teoretisk værk”.

Og hvem ¤%&/( er “vi”? Er der en “forfatter” til det skrift?

Desuden: Nu ved jeg ikke, om jeg falder under kategorien ”nogle akademikere”, men hvis jeg gør, vil jeg da sige, at jeg slet ikke læser, som jeg ”har lyst til”, som ministeren siger, men bare hvad der står. Jeg har faktisk virkelig meget lyst til at læse noget andet, for nu at sige det mildt.

Men jeg tror til gengæld, at ministeren læser, som hun selv “har lyst til”. Hun har lyst til, at udspillet handler om alt det, hun siger i interviewet, men det gør det ikke, for disse ting nævnes slet ikke i den tekst, som vi jo taler om. I stedet handler udspillet om den tidligere regerings embedsmænds skolesyn. Trane Nørby er en svag minister, der er som voks i dannelsesfjendske embedsmænds og deres læringsrådgiveres hænder.

Ministerens postmoderne almendannelse er, hævder hun, det modsatte af noget ”akademisk”. Det er mærkeligt: I gamle dage var dannelsen netop akademias og især humanioras område. Nu er det modsat. Nu er dannelse noget, som embedsmænd finder på, mens humanisterne er sådan nogle irriterende nogen, der ’går og finder på’ og “læser som de har lyst til”.

Men ok, rent faktisk kommer ministeren med en reference i interviewet. Hun har ”f.eks. talt med en lærerstuderende”. Og i Kristeligt Dagblad den anden dag sagde hun, at hun havde talt med nogle ”sproglærere”. Det er “for vildt”, som man siger.

http://www.jyllands-posten.dk/…/undervisningsministeren-vi…/

PS: ministeren er også interviewet til Berlingske. Der er gang i den politiske fernis:http://www.b.dk/…/der-er-dannelse-der-er-uddannelse-og-saa-…

 

4. d. 2. maj: Gymnasiereform 34

I dagens Information kritiseres dannelsesdelen af regeringens gymnasieudspil af to forskere, nemlig undertegnede og Dion Rüsselbæk Hansen fra SDU. Kritikken er stort set enslydende, og den bakkes endda op af formanden for Gymnasieelevernes Sammenslutning (GLS), som ellers ikke normalt tilhører samfundets dannelsesgrupper.

I dagens Kristeligt Dagblad er højskoleforstander Jørgen Carlsen også ude med riven i sin klumme ”Etisk Set”. Han kalder reformen for ”elendig” og for et ”kulturelt omsorgssvigt”. Og folk, der har fulgt herværende fb-væg kan bare lægge til og til med indlæg fra mange forskellige videnskabsfolk, kritikere, politikere og organisationsfolk. Er der overhovedet nogen – altså nogen med et ansigt – der forsvarer ministerens reference- og forfatterløse tekst?

Ministeren interviewes også i dagens Information. Hun svarer ca. det samme, som hun gjorde i JP i går og i Kristeligt Dagblad den anden dag.

Hun mener, at al den entydige kritik, som kommer fra nær og fjern, bare er folk:

– ”der vil gøre det til en krig” (Inf)
– ”har behov for at råbe højt” (Inf)
– ”akademikere, der mener…” (JP)
– akademikere, der læser ”som de har lyst til” (JP)

Det er den slags svar, som ministeren kan finde ud af at give, når en samlet intelligentsia – helt uafhængigt af politiske og faglige ståsteder – kritiserer den forfatter- og referencefrie reform i stærkest mulige vendinger.

Det er ikke så sært, at regeringen vil dimensionere humaniora. Humanister er jo bare folk, der råber, som de har lyst til, mens de arrogant får forklaret, at ministerens tomheder er en form for dannelsesmæssig sandhed?

Med en så overvældende kritik skulle man tro, at ministeren kunne se, at hun snarere er stødt ind i en humanistisk objektivitet – simpelthen ”Hard Science”-klippegrund – og ikke bare opportunistisk støj.

Links:
Journalistisk dækning i Information: https://www.information.dk/…/2016/05/slut-150-aars-almendan…

Interview med Ellen Trane Nørby i Information: https://www.information.dk/…/almene-dannelse-handler-baade-…

Jørgen Carlsens klumme: http://www.kristeligt-dagblad.dk/deb…/kulturelt-omsorgssvigt

 

5. d. 2. maj: Gymnasiereform 35

Gymnasieelever rundt omkring i landet har nedlagt undervisningen pga. gymnasiereformen. Det gælder også eleverne på Skt. Annæ Gymnasium, der især protesterer mod udspillets nednormering af humanistiske og kunstneriske fag. Det kan man høre om på nedenstående video.

Det siger noget decideret rørende både om den nye generation og om sagen selv, at eleverne som protestsange vælger at synge ”Buster” og ”I Danmark er jeg født”; dvs. en hyldest til barnets og det nationale livs poesi, i hvad der måske er de strejkende unges livs første offentlige handling.

Jeg får derfor også lidt ondt i maven, når Simon Amnitzbøll og andre barske mænd bare råber ”pjæk”. Det lyder, ligesom når kuglestødere med tunge jernkugler i deres TeamDanmark-næver og egoismens filosofi i baglommen taler om fattigdom.

https://www.youtube.com/watch?v=zRjBK1dYnY4

 

6. d. 2. maj: Gymnasiereform 36

Jeg sidder og reflekterer lidt ud i det blå over, om “karrierekompetence” kan komme i modstrid med medborgerskab og demokrati?

Jeg kommer frem til, at det kan det godt; ja, at det kan det endda meget let.

(Et aktuelt eksempel er fra ministeriet selv, hvor man gør karriere ved at give forskere tredobbelte-mundkurve på i forbindelse med noget så banalt som små børns syn på skoledagens længde)

Regeringen skriver, at dens karrierekompetencemål fører direkte til demokrati og medborgerskab. Her er der slet ingen potentiel modsætning.

Regeringen kalder det for “optimeret/styrket/moderne almendannelse!”. Men så siger ministeren, at det slet ikke er almendannelse alligevel, selvom det jo er det, der står.

Hun er nok “karrierekompetent”?

Jeg er bare en borger, der gør alt for at undgå at gøre karriere. så jeg kan arbejde i stedet for. Men det er svært.

PS Her er det fulde citat fra reformudspillet. Der står ikke mere:

”Demokratisk medborgerskab:
Gennem arbejdet med de fire almendannende kompetencemål – innovation, det digitale, det globale og karriere – bliver eleven mere klar til at være studerende, arbejdstager, iværksætter og medborger – både i en dansk, europæisk og global sammenhæng.”,

UVM: “Fra elev til studerende”, s.24)

 

7. d. 3. maj: Ayn Rand-fest i Grådighedsdpartiet

Formanden for det europæiske Ayn Rand-institut og medlem af LA’s visionsgruppe, Lars Seier Christensen, lover endnu en gratis og “fantastisk” kæmpefest til partimedlemmerne. Efterfølgende kvitterede Samuelsen rørstrømsk og underdanigt, men det klip kan jeg desværre ikke finde.

http://www.seiercapital.com/if-we-dont-tane-responsibility-nothing-happens/?utm_source=share_buttons&utm_medium=social_media&utm_campaign=social_share

 

8. d. 3. maj: Fra læringsliv til handlingsliv

Jeg har en god ide:

Alle dokumenter, rapporter og sætninger, der handler om ”læring” eller relaterer sig til læring, skal smides ud. Det er alligevel ikke andet end total tomhed det hele. Bye bye!!

Det betyder, at alle de konsulenter, skoleledere og lærere, der nævner ordet ”læring”, lukker munden. De siger alligevel ikke noget.

Luk luk luk….

Forestil jer lige det. Hvilken herlig tavshed. Og al den plads man får i sin indbakke.

Ok, men hvad skal vi så snakke om? Ja, vi kan starte med at tage ud og besøge Skt. Annæ Gymnasium. Her synger eleverne ”Buster” og ”I Danmark har jeg født” i protest mod gymnasiereformens karrierelæring. Det er den nye generations protestsange. Det var ellers den slags sange, som de gamle protestsange protesterede imod. Men nu protesterer de unge uden at vide det imod protesten. De vil have poesi, æstetik og melodi tilbage i livet. Det er jo let nok at forstå, så længe man ikke siger ordet ”læring” og nogle sætninger bagefter. Så snart man siger “læring”, kan man ikke forstå det. Men nu er ordet jo i skraldespanden, så vi kan altså godt forstå de unge.

Når vi så har været henne og synge, så skal vi finde nogle ting og sager, som har rørt os, og som vi har glemt har rørt os, og som vi kan fortælle om. Vi skal også finde nogle elever, som vil høre på os, og det er også bedst, hvis vi selv hører på hinanden og faktisk også på tingene selv, som kalder på os, som om vi skal være nogen i noget og ikke blot et opportunistisk måleapparat (d>0,4) i intet.

Det hele er en stor gavebutik, hvor vi giver hinanden undervisning og hører og modtager disse gaver. Det er det, man kalder ”fra læring til undervisning”. Det hedder også at bygge et samfund.

Således opfyldt af passivitet og gaver kan man handle. Det er det, som læringsideologerne kalder for ”traditionel dannelse”. De kan ikke lide det, ligesom de heller ikke kan lide musik, med mindre det bidrager til målepilen eller foregår hjemme i privaten. Hvis nogen skulle finde på at protestere med argumenter, er de bare en akademiker, der vil larme. Det er jo også derfor, at jeg synger børne- og fædrelandssange sammen med eleverne på Skt. Annæ, selvom Simon Ammitzbøll synes, at jeg “pjækker”. Han er vist heller ikke så musisk. Måske er han påvirket at kuglestøderen?

Men hvad skal læringsideologerne lave, for de er jo blevet arbejdsløse? Ja, de skal tilpasse sig arbejdsmarkedet.

Men hvad så med gymnasiereformen, you know…. ”fra elev til studerende”, dvs. fra ”undervisning til læring”. Ja, den ligger jo i skraldespanden, for den handler jo om læring. Men hvad så med alle uddannelsespolitikerne, som pt sidder inde i Maskinrumspartiets intet og snakker om et postmoderne intet? Ja, de må droppe “karrieren”. De lukker munden og går hen til de andre, som gerne vil fortælle og høre og handle. Selskabet er blevet et andet.

Så er karrieren ganske vist ødelagt. Til gængæld har man et virke. Et virkende virke, der virker og værker og skaber værker, der virker og værker.

Så får vi et frit handlingsliv i stedet for et underdanigt “læringsliv”.

 

9. d. 4. maj: Klagesag på DPU – et år efter

Hovsa…. så gik der lige et år.

Måske har de fleste glemt denne lille sag, som Berlingske skrev nedenstående leder om. Men det har jeg ikke.

Det oprindelige indlægs hovedtese – som man stadig kan finde på min hjemmeside, og som vedrører sammensmeltningen mellem poststrukturalisme, konkurrencestat, systemteori og læringsfundamentalisme – holder stadigvæk til fulde og mere til.

Det er denne sammenhængs teoretiske og praktiske verfikation, som udgør selve kernen i Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO). Ja, det er denne verifikation, som pt. arbejder på landets skoler og uddannelsesinstitutioner, og som gør formål, indhold og dannelsesprocesser til en form for fremmedord..

Jeg vil også sige, at jeg stadig er helt vildt taknemmelig for opbakningen dengang, og at hverken DPU’s ledelse eller klagerne nogensinde har omtalt eller beklaget sagen, bortset fra et meget kort intermezzo ved et tilfældigt møde (omtale, men ingen beklagelse).

http://www.b.dk/berlingske-mener/under-al-kritik

 

10. d. 4. maj: Konkurrencestaten i Konkurrencestatstidende

Konkurrencestatstidendes og hele centrum-venstres chefideolog, Ove Kaj Pedersen, skrev i sidste uge, at ”offentligt ansatte” er forkælede opportunister, der bør udøve ”konstant selvkritik”, ligesom man gjorde i de strukturmarxistiske basisgrupper i Pedersens ungdom.

Hvornår er man så færdig med at udøve ”konstant selvkritik”? Det er man, når man mener det samme som en eller anden embedsmand, der har studeret politisk økonomi, som er Pedersens fag.

Men Pedersens bureaukrater har åbenbart ingen ”interesser”? Hallo, Det er altså ikke seriøst fra et rent politologisk synspunkt!

Det der med ”selvkritik” gælder i al fald ikke Undervisningsministeriet og landets læringskommuner. De har netop ”interesser”, men de udøver skam ikke selvkritik, og det har de jo heller ingen grund til, for de følger jo Pedersens logik, som også er centrum-venstres logik, hvor kritik faktisk slet ikke findes.

Desuden: Pedersen kan heller ikke skelne imellem at følge en regel og diskutere en regel, og lige dér bliver hans ideologi totalitær på en måde, som man kan mærke direkte ude på skolerne mm..

I dagens Konkurrencestatstidende opfordrer Svend Brinkmann avisens chefideolog til at udøve noget konkurrencestatslig selvkritik, så han kan skelne kritik fra opportunisme, hvorved hans ideologi splintres.

Dejligt med konstant kritik af den konstante selvkritik.

Hvordan mon Konkurrencestatstidende reagerer? Bo Lidegaard, der altid hylder ‘historiens vilkår’ uanset om det er i 1940 eller 2016, skriver nok endnu en konkurrencestatstidende-leder, hvor han peger på konkurrencestatens tvingende vilkår, og at vi bare skal gå efter en ”rød version”, hvilket kaldes for ”politik”; naturligvis med direkte og behørig reference til chefideologen selv.

 

11. d. 4. maj: A place that matters

Alle sætninger kommer fra et sted. Fra et sted med betydning.

Pædagogik handler om at finde disse steder, som man i forvejen bebor, fordi de jo har betydning, og fordi sætningerne jo skal igennem vores organer.

Dette sted er, som briterne siger i en dobbelt betydning, ”a place that matters”, dvs. et “place”, der har betydning, og som materialiserer sig, dvs. som bliver til materie, til sætningers steder.

Når man finder dette sted, denne ”matter” finder man også sig selv, det som ”matters”.

Et sted hvor matter matters i maternity.

Det er sætningernes mødre.

Moders mål.

Det er det modsatte af måler-manden.

 

12. d. 5. maj: Konkurrencestaten i Konkurrencestatstidende 2

Jeg sidder og skriver lidt på en kritik af Undervisningsministeriets brug af ulovlige klausuler om tavshedspligt i deres kontrakter med diverse forskningsinstitutioner…..men jeg går pludselig i stå, for…

….så slår det mig lige:

Jeg er jo offentlig ansat, så alt, hvad jeg skriver, handler kun om, at jeg er en forkælet opportunist. Det siger Ove Kaj Pedersen. Jeg tænker kun på mig selv og på at maksimere min andel af budgettet og på at omgå politiske beslutninger.

Jeg skal udøve ”konstant selvkritik” i stedet for kritik, siger Pedersen. Jeg skal selvkritisere, så undervisningsministeriet kan bruge dets tavshedsklausuler frit, og så ministeriet kan bestemme over samfundets forskning, som om vi bor i en republik i Sovjet eller i en ”konkurrencestat” eller sådan noget.

….så slår det mig også lige:

Ove Kaj Pedersen er jo også offentlig ansat.

Nå jo, ok, men så må han jo også være en forkælet opportunist, der skal udøve ”konstant selvkritik”? Men gør han det? altså udøver selvkritik? Nej, det gør han ikke. Men burde han ikke? Jeg mener… han foreslår jo en omdannelse af hele samfundet til at være en tro kopi af hans egen lille forskningsdisciplin, dvs. til at være en ”konkurrencestat”. På den måde sikrer han i al fald vækst til sin egen lille egeninteresserede provins? Og den pædagogiske forskning og hele centrum-venstre er vilde af begejstret sved over denne forkælede egeninteresses opgør med den forkælede egeninteresse, selvom de jo alle sammen også selv er forkælede opportunister, der pumper læringsmålsbudgetterne op og betaler fine honorarer til John Hattie, samtidig med at man hylder netop en offentligt ansat professors, nemlig Ove Kaj Pedersens, egeninteresserede vokabularium.

…og så slår det mig også lige:

Jamen, i ministerierne er de jo også offentligt ansatte. Så de må jo også have ”interesser”? Det har Undervisningsministeriet i al fald pt.. Her sejler det hele, lige fra de omtalte kontrakter med den pædagogiske forskning og til brugen af læringsmålstyring inde i klasseværelserne, og man skjuler sig med uldne formuleringer og decideret nysprog. Ja, selv de radikale mener nu, at ministeriets embedsmænd har handlet imod lovens intentioner. Det er god gammeldags egeninteresseret bureaukratisk adfærd fra politologiens grundende grund.

Så alle har interesser i det ene og det andet, men ingen må kritisere NOGET. Alle skal bare udøve ”konstant SELVkritik”, ligesom på Tvind i gamle dage.

Imens kan en ”magtfri” centraladministration af offentligt ansatte, der er oplært i konkurrencestatens filosofi, tværer al sammenhæng af banen i ren egeninteresse.

Man skulle på den baggrund tro, at kritik var bedre end selvkritik? Er det ikke det, vi har kritikken til? Ikke hos Ove Kaj Pedersen. Det er ren totalitarisme efter min mening.

…og endelig så slår det mig også lige:

Jamen, de privat firmaer har jo endnu mere egeninteresse end de offentligt ansatte. En god offentlig ansat er jo faktisk defineret ved at være interessefri. Det kan godt være, at han ikke er det, men det er det, han bør være. Det er statens dyd, selvom den slags er helt uden for Ove Kaj Pedersens horisont. Det er derimod ikke den private sektors dyd. En eller anden direktør regner man jo med forsvarer sin virksomheds indtjening, selvom det jo heller ikke bør tage overhånd.

Grunden til, at vi har en stat, og at denne stat er omgivet af folkelig og kritisk aktivitet, er netop, at vi kan holde egeninteressen i skak og kultivere den, så den kan blive til ”åndsfrihed”, ”folkestyre” og ”virkelyst”, som det hedder i folkeskolens formål, og vel at mærke overalt i hele samfundet, dvs. både hos privat og offentligt ansatte. Det er fællesinteressens demokratiske magt, og denne magt er moralsk forbundet til statens frie omgivelser.

Måske var det en ide at opdrage og henvende sig til denne dyd i stedet for at påstå, at alle andre end en selv er forkælede opportunistister, og så tilmed i en ærkefalsk etikette at kalde sin egeninteresserede konstruktion for ”statsraison”, et udtryk Pedersen brugte forrige år på et møde i Nr. Nissum?

Hele centrum-venstre bader i denne egeninteresserede corydonske og post-strukturalistiske ideologi, og før centrum-venstre og andre har foretaget et solidt politisk og intellektuelt opgør med DET HELE, er alt andet at regne som spjæt fra en leddeløs ørred i Europas største provinsby.

Tro ikke på et ord af, hvad jeg skriver. Jeg er jo offentligt ansat, så det er ren egeninteresse. Tro kun på Ove Kaj Pedersen, som er undtagelsen fra sin egen regel.

Det er det, man kalder magt: Ikke blot at kunne definere en regel, men også reglens undtagelse, og endda at kunne bestemme, at denne undtagelse består af den samme person, der definerer reglen.

 

13. d. 5. maj: Fra den blå betænkning til Bjarne Corydon – en krølle om forholdet mellem statskundskab og pædagogik

Jeg har gjort en lille iagttagelse, som jeg lige deler her midt i solen:

Jeg sidder og kigger i den Blå Betænkning fra 1960, som er et centralt dokument i dansk skolehistorie, og som forener dannelse og reformpædagogik i nogenlunde god ro og orden.

Der er mange både spændende og kritiske ting at sige om dette tobinds-værk, men det lader jeg ligge her. Her er blot en lille bitte strøtanke, der måske er et tegn på virkelighed:

Ved I, hvem der sad i det store ”læseplansudvalg”, som udarbejdede den omfattende betænkning? Ja, det gjorde blandt andet gymnasielektor i historie og dansk, dr. phil. Erik Rasmussen, der sad som en form for repræsentant for Gymnasielærernes Lærerforening.

Rasmussen var desuden aktiv i det Radikale Venstre – det var før det blev til Arbejdsmarkedspartiet – og som 40-årig havde han alle antennerne ude, både i pædagogisk og politisk forstand. Læseplansudvalgets forslag for historie-faget er da også højt kvalificeret.

Hvorfor siger jeg det? Jo, det gør jeg, fordi Rasmussen måtte forlade læseplansudvalget d. 1. maj 1959. Og hvorfor måtte han det? Jo, det måtte han, fordi han havde fået et nyt job. Erik Rasmussen skulle være professor på det nyoprettede Institut for Statskundskab ved Århus Universitet.

Rasmussen skulle være det, som han også blev, nemlig ”the founding father” af dansk statskundskab.

Da jeg selv læste statskundskab fra 1986 til 1993 svævede Rasmussens ånd stadigvæk over vandene, og sidste år udkom endda en bog om hans liv og tænkning i serien ”Statskundskabens klassikere”. Han var mig bekendt agtet af alle, ja selv hans politiske modstandere under ungdomsoprøret kan stadig finde på at forsvare deres gamle lærer. Professor emeritus, marxisten Curt Sørensen, leverede f.eks. et smukt kollegialt elev-forsvar af sin politiske modstander i Politiken i sidste år (se indlæg nedenfor). Årsagen var et angreb på Rasmussen fra Konkurencestatstidende politiske kommentator, Sigge Winther Nielsen. Konkurrencestatskredsene er nok ikke så meget for Rasmussens virke. Han var åbenbart alligevel ikke “agtet” af alle, som jeg ellers gik og troede?

Ja, selv skrev jeg faktisk speciale om en af Rasmussens hovedinteresser, nemlig forholdet mellem videnskab og værdier.

Så er det bare jeg spørger: Hvordan kunne Rasmussens fundament i pædagogik, åndsfrihed og politologi og dermed hele hans institutionelle livsværk, Institut for Statskundskab, ende med at producere folk som Bjarne Corydon, der sammen med Ove Kaj Pedersen og mange andre tilslutter, promoverer og implementerer en ideologi, der er et radikalt opgør med netop pædagogik, politik og åndsfrihed?

Dette er den moderne politologis helt grundlæggende eksistensspørgsmål. Men så vidt jeg ved, er der ingen, der har stillet det?
——————–
Her er Curt Sørensens fine replik, som jeg har taget fra netmedia:

“Debat: Tilsvining af statskundskabs grundlægger
Politiken, d. 17. december, 2014 af Curt Sørensen, professor emiritus, dr. scient pol.

REPLIK: Sigge Winther tegner en karikatur af afdøde professor Erik Rasmussen.
I POLITIKEN 12.12. anmelder Sigge Winther Nielsen Kasper Lippert-Rasmussens bog om en af dansk statskundskabs grundlæggere, afdøde professor Erik Rasmussen.

Anmelderen hævder, at Erik Rasmussen i denne bog bliver »klædt af«, og at »faderen til den politiske elite nu (er) uden tøj«, samt i øvrigt, at Erik Rasmussen var »en studs skolemester«, hvorefter han spinder en historie om ‘den dumme gymnasielærer’, der forførte en hel generation af politologer.

Den angivelige ‘afklædning’ består i, at Lippert anfægter Erik Rasmussens forsøg på at sondre mellem videnskab og politik og mellem beskrivende og normative udsagn.

Men der skal nu engang mere end studentikose bemærkninger til for at afgøre en så gammel og tilbagevendende strid i samfundsvidenskaberne. I så fald skulle også David Hume og Max Weber nu være blevet ‘klædt af’ af den håbefulde unge normative teoretiker. Som de påpegede, kan man ikke pludselig springe fra ‘er’ til ‘bør’, og man skal endvidere forsøge at holde styr på, hvad der er politiske holdninger, og hvad der er videnskab.

Man må ikke ’snyde’, men tone rent flag.

Også Sigge Winthers anden påstand er besynderlig. Det er jo netop tilsidesættelsen af den videnskabelige værdirelativisme, der præger mange i den senere generation af statskundskabsuddannede politikere og bureaukrater: Frejdigt fremfører man i dag igen og igen i videnskabens navn påstande om ‘den nødvendige politik’ og forsøger tilbagevendende ovenfra og nedefter at tøjle og styre det tålmodige folk. Omvendt er universiteternes autonomi og videnskabens frihed mere og mere blevet undergravet gennem de sidste årtier. Den af de normative teoretikere så eftertragtede sammensmeltning af politik og ‘videnskab’ er således desværre ved at være fuldbyrdet – en proces, der har langt dybere årsager end den af Sigge Winther hævdede.

I ØVRIGT er hele Sigge Winthers fortælling også dybt problematisk på en anden led: Forholdet mellem Erik Rasmussen og os unge studenter var aldeles ikke et forhold mellem »en studs skolemester« og nogle uselvstændige ‘elever’, der passivt lod sig ‘påvirke’. Institut for statskundskab var dengang en oase for fri og forskellig tænkning og selvudfoldelse.

Det var et akademisk miljø i bevægelse.

Dette levende, pluralistiske miljø var ikke mindst Erik Rasmussens fortjeneste.

Jeg var en af Erik Rasmussens allerførste studenter og senere kollega. Vi var uenige om mange ting, men denne gamle liberale professor indførte os i den akademiske etos og inspirerede os til samvittighedsfuldt arbejde, til videnskabelig hæderlighed, værdirelativisme og pluralisme.
Han var et begavet og dannet menneske og en inspirerende underviser, ikke den karikatur, Sigge Winther tegner.”

http://www.au.dk/om/profil/publikationer/nekrolog/1995er/

 

14. d. 5. maj: Gymnasiereform 37

Nu ved jeg ikke, om der er nogen, der gider høre mere gymnasie-tamtam fra min hånd. Men jeg kom i tanke om to indlæg fra 2012-13, som jeg i al fald selv synes var interessante at genlæse. Her forvarsles på en måde den eksisterende reformteksts ideer, og via Ny Nordisk Skole-tænkningen understreges det faktum, at skolereform og gymnasiereform har samme rod i centrum-venstres filosofi.

Desværre er et par af de vigtige links i referencerne døde – f.eks. Lars Olsens skrækkelige Ny Nordisk Gymnasium-oplæg og den store rapport om de københavnske gymnasieforsøg, som var en ren forberedelse til den aktuelle gymnasiereforms kompetencestruktur. Jeg er ved at skaffe nogle papirversioner af disse dokumenter. Indtil da må man nøjes med at læse omtalerne af stort og småt fra dengang.

Fra maj 2012:
http://www.folkeskolen.dk/…/afviklingen-af-den-nordiske-sko…

Fra februar 2013:
http://www.folkeskolen.dk/…/afviklingen-af-den-nordiske-sko…

Indlæggene står også i bogen “Krisen i dansk pædagogik”:
http://www.fjordager.com/krisen-i-dansk-paedagogik

 

15. d. 6. maj: Fra pædagogik til læring på professionsuddannelserne

På pædagoguddannelsen har man nedlagt pædagogiklærerforeningen. Hvorfor har man det? Fordi faget pædagogik blev nedlagt, da den nye lov blev vedtaget i 2012. Hvis der ikke er et fag, er der heller ingen lærere i faget, og så kan man jo ikke lave en forening. Det forstår jeg godt. Det er logik.

På læreruddannelsen har man også nedlagt faget pædagogik. Men har dog mig bekendt stadig en pædagogiklærerforening? Men den måtte vist aflyse sidste møde pga. for få tilmeldte. Det er lidt op ad bakke. Men igen: hvorfor have en forening for en ikke-eksisterende substans?

Men hvorfor har pædagoger og lærere ikke pædagogik og derfor heller ikke nogle lærere i pædagogik? Det lyder da underligt? Ja, det er fordi, at alt nu er læring, og læringsideologien har ikke brug for pædagogik. Ideologerne siger, at pædagogik er noget “traditionelt”, noget som skal erstattes af “kompleksitetsreduktion” og “karrierekompetencer” og så videre på den galej. Men pædagogik er det stik modsatte, nemlig en undersøgelse af forholdet mellem tradition og modernitet.

Men hvad er der egentlig blevet af de pædagogiske emner i lærer- og pædagoguddannelsen? Ja, de er reduceret til funktioner og læringsmål og er splittet op på mange små moduler, hvor lærerne – undskyld lærings-fascilitatorerne – kan ligge og strides om dit og dat. Hele virvaret kalder man så for ”grundfaglighed”.

Men hvad er pædagogik så? Ja, det er evnen til at lave intelligente synteser mellem formål, indhold og personlig modning. Det kræver dygtige lærere og pædagoger, som har haft pædagogik i mange år, men det har de altså ikke mere.

Kan man så ikke lave pædagogik mere? Nej, det kan man ikke. Man kan bare lave læringsmaksimering. Og protesterer man mod det – forsøger man at lege “lærer” – så ved vi godt, hvad der sker. Så får man en advarsel af Arbejdsmarkedspartiet. Det har vi lært i Odense.

Hvem er glade for det? Det er alle. Hvorfor? Jo, fordi der ikke findes noget mere besværligt end en dygtig pædagog. Til gengæld findes der heller ikke noget dejligere.

 

16. d. 6. maj: Om gode vine og unikke elever

En god vin kan identificeres af en stor connaisseur på dens drue, dens land, dens mark, dens bonde og dens stok. Den gode vin er absolut specificitet og kan kun genkendes af den absolutte specificitet, dvs. en connaisseur. Denne dobbelte specificitet er fuldstændigt situeret i en produktions- og i en bedømmelsestradition, hvor man diskuterer og smager.

Det samme gør sig gældende for kunst og videnskab.

Sådan bør det også være med pædagoger. Jeg vil som en slags connaisseaur kunne sige: Du er uddannet på det og det sted i den og den tradition og af den og den lærer. Du er en elev af ham der!

Det betyder ikke, at man er en kopi. Tværtimod er man unik. Man får traditionen til at bevæge sig og samler nye elever. Man får et handlingsliv, og det er jo det modsatte af “en kopi”.

Men det kan ikke finde sted i dagens DK, fordi f.eks. pædagog- og læreruddannelsen er et virvar. Den er som en masseproduceret vin, hvor alle mulige druer blandes tilfældigt i små småborgerlige strukturer, og hvor ingen, der kan smage, kan kende noget. Ingen kender noget, og derfor kender ingen nogen.

Pædagogikken er væk. Alt er metode. En læringsmetode, en massefabrikation uden lærere og elever. Alt er kopier af kopier.

Vi skal have nogle flere elever.

 

17. d. 8. maj: Dobbelt kovending i undervisningsministeriet

I UVM’s kontrakter med offentlige forskningsinstitutioner – i det aktuelle eksempel: SFI – pålægges forskeren en tredobbelt tavshedspligt. Og klausulen er skam effektiv ned i den nidkære detalje. Det gav Folkeskolen.dk et eksempel på i forrige uge. SFI klappede i som en østers, fordi ministeriet mente, at små børns syn på skoledagens længde var underlagt tavshedspligt.

Efter at journalister på P1 og Folkeskolen rejste sagen, trak ministeriet tavshedskravet tilbage og henviste nu i stedet til Forvaltningsloven. Det var meget betryggende for os allesammen, for ifølge denne lov kan man kun pålægge forskere og offentligt ansatte tavshed i helt specifikke situationer, som slet ikke er relevante i denne sag; med mindre man da mener, at skoledagens længde hører under rigets sikkerhed mm..

Kort sagt: man trak i land og ændrede totalt holdning. Denne kovending kaldte man så for en ”præcisering” (satiretegning, please!)

Men nu trækker man så tilbagetrækningen tilbage! Man laver en kovending af den første kovending. Hvorfor det? Jo, fordi – hedder det sig nu – at man skam alligevel godt kan lave en kontrakt, der siger noget andet end Forvaltningsloven. (endnu større satiretegning please!!)

Den juridiske professor, som interviewes i indslaget, Sten Schaumburg-Müller fra SDU, er rystet, og det forstår man jo godt. SFI-forskerne forbydes jo at følge loven af selvsamme myndighed, som er sat til at implementere loven.

Professoren kalder da også ministeriets adfærd for ”ulovlig”.

Ministeren har ”ingen kommentarer”, siger hun. Hun har nok travlt med at tvinge vores 16-årige til at blive alment dannede karrierekompetente opportunister, som skal gøre, som UVM’s embedsmænd ulovligt siger, så man kan gøre ministeriel karriere?

Universiteterne vil gerne lave ”myndighedsbetjening”, men det er jo svært, når myndigheden ikke opfører sig som en myndighed, men som en socialdarwinistisk organisation, hvis syn på lov, ret og frihed skifter som vinden blæser.

(læg så hele sagen om læringsmålstyringen til)

Ove Kaj Pedersen mener, at jeg skal tage ja-hatten på, for jeg er jo bare en forkælet offentlig ansat, ligesom han selv er, og ligesom UVM’s embedsmænd er. Det hele er en stor egeninteresseret maskine, som ingen må kritisere. (kæmpesatiretegning please!!!)

Hør gårsdagens P1-klip fra kl. 17:17:

http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/orientering-2016-04-28/#!/

 

18. d. 9. maj: Gymnasiereform 38

Det myldrer med spændende ideer om almendannelsen i gymnasiet. Men det hele bliver nu i huj og hast og tilfældighed, fordi der samtidig pågår forhandlingerne om det rene postmoderne INTET.

Alle burde forlade forhandlingerne og give meget mere tid til at udvikle både diskussion og politik, f.eks. med inddragelse af de to kronikører, jeg har linket til: Den fhv. biskop Elisabeth Dons Christensen, der kæmper for litteratur og europæisk kultur, og en gruppe af filosoffer, der gerne vil en form for filosofisk-samfundsvidenskabelig baseret tværfaglighed.

I ingen af disse kronikker tales nysprog. De handler om noget, man kan forholde sig til. De handler om NOGET. De handler om almendannelse; på lidt forskellige måder måske, men på ingen måde uforenelige.

Derfor: Tag INTET af bordet og giv et helt år til at engagerede forskere, gymnasiefolk og borgere drøfter NOGET. Så må vi se, hvad der kommer ud af det.
————————–
Elisabeth Dons Christensens kronik i gårsdagens JP: http://politiken.dk/…/saadan-styrker-vi-almendannelse-i-gy…/

Filosoffernes kronik i dagens Politiken:
http://jyllands-posten.dk/…/EC…/bliver-vi-da-aldrig-klogere/

Jørgen Grimstrup har også en udmærket kommentar i dagens KD, hvor han skelner mellem forskellige slags socialdemokrater på samme måder som man nogle gange skelner mellem højskole- og handelshøjskolevenstre. Det er især Sophie Hæstorp Andersen og konkurrencestatstilhængeren Lars Goldschmidt, der står for skud:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/…/handelshoejskolevenstres…

 

19. d. 9. maj: Konkurrencestaten i Konkurrencestatstidende 3

Kan I huske Konkurrencestatstidendes interview med Ove Kaj Pedersen (OKP) i sidste uge? Selvom det er blevet kompetent kritiseret af den ene og den anden, så er der et tema, som mig bekendt ikke har været drøftet, men som jeg har gået at tænkt lidt over.

Det handler om at kunne ”skelne”. Dette ord optræder tre gange i interviewet. OKP siger, at man ikke kan skelne mellem, når en offentlig ansat taler på almenvellets vegne eller i ren egeninteresse. Og når Ove Kaj siger ”man”, så mener han jo også sig selv. OKP kan ikke ”skelne”, og han mener heller ikke, at andre kan.

Her er de tre citater med mine kursiver. Bagefter kommer min bemærkning:

Citat 1:
”De fagprofessionelle grupper i den offentlige sektor som f.eks. folkeskolelærere, forskere, læger og socialrådgivere savner selvkritik og er ikke i stand til at skelne deres egne fra fællesskabets interesser, når de debatterer den offentlige sektor. De har ikke tilstrækkeligt fokus på helheden og formår ikke at tage et medansvar for fremtidens velfærdsstat. Jeg frygter, at den forkælede holdning vil underminere opbakningen til velfærdsmodellen.”

Citat 2:
”Jo, men forsvarer de børnene, de syge, de ældre? Eller forsvarer de deres egne arbejdsbetingelser, faglige position og løn? Hvem kan skelne? Ligesom universitetslærerne har folkeskolelærere ikke formået at gøre deres kamp til en kamp for de studerende og eleverne. De fagprofessionelle blander egne og fællesskabets interesser sammen i én stor pærevælling, så det er umuligt at se forskel.”

Citat 3:
”Men læg mærke til, at det i debatten er umuligt at skelne mellem, hvornår offentligt ansatte kritiserer med det formål at fremme patienternes interesser eller deres egne, og hvornår kritikken kommer fra faglige erfaringer eller er organiseret med det formål at fremme fagets egne interesser”.

Nu er det jo helt korrekt, at det kan være svært at skelne imellem, hvad der hævdes som fornuft, og hvad der er skjult opportunisme, men det gælder jo for så vidt alle. Det er jo ganske enkelt et vilkår ved at diskutere stort og småt i et samfund, at fornuft og egeninteresse blander sig på alle mulige måder. Det er f.eks. også svært for mig at gennemskue, om OKP selv taler ud fra egeninteresse eller almen fornuft, og det samme gælder f.eks. embedsmændene i undervisningsministeriet og mange andre. Ja, nogle gange har jeg svært ved at skelne inden i mig selv. I så fald må jeg tvinge tænkningen igennem, så både realitet og selv kommer i kontakt. Når man gør det, ødelægger man sine karrierekompetencer, men til gengæld bliver man lidt lykkelig.

Ok, men hvad er så den almindelige metode til at skelne mellem det, som OKP ikke kan skelne imellem. Ja, der er flere, men for nu at gøre det kort, så vil jeg her nævne den offentlige debat og en god uddannelse.

Skellet mellem almenhed og egeninteresse sættes ind ved tænkningens og debattens insisterende og udforskende og dokumenterende kraft, som tvinger svar og distinktioner igennem, som efterfølgende kan dokumenteres af enhver. En velfungerende og kritisk offentlighed tvinger ”skelnen” igennem. Det er et klassisk oplysningsprincip, en vekselvirkning mellem skriftlighed og publikum. Desværre udelukker OKP denne vekselvirkning i princippet, fordi han er imod, at man kritiserer andre end sig selv, så man kan komme i overensstemmelse med OKP’s regneark, som åbenbart er hævet over kritik. Det er helt klart et totalitært træk i hans teori.

En anden del af evnen til at skelne mellem fornuft og egeninteresse er at være uddannet til at kunne skelne mellem specifikke momenter i en helhed. For Ove Kajs vedkommende burde en uddannelse som samfundsforsker netop handle om at kunne skelne mellem egeninteresse og professionel praksis. Men hvis sådan en skelnen er en samfundsvidenskabelig dyd, hvorfor kan OKP så ikke skelne, og hvorfor tror han ingen andre kan?

Der er da massevis af bøger og indlæg, hvor denne skelnen er helt tydelig? Og hvis den ikke er, så kan man jo gå i gang med sine undersøgelser og kritik. Men OKP kan ikke skelne. Han kan ikke, og han tror ikke andre kan. Han går i stå på forhånd.

Svaret på dette mærkelige dilemma – at han undsiger sin egen videnskabs dyd – er, at han ikke har lært det. Han er dårligt uddannet. Han har ikke lært at skelne på den måde, som hans videnskab tilsiger, at han skal.

(Ligesom han ikke kan skelne mellem ytring og handling, og at han derfor tror, at kritik er det samme som opsætsighed. Den slags fører direkte til afskedigelser for ”negative holdninger” og hvad det ellers hedder i Odense (og mange andre steder ifølge Rasmus Willig). Det er helt klart også et totalitært træk)

Ok, men hvorfor har OKP ikke lært at skelne, når det nu er hans videnskabs adelsmærke? Ja, det skal jeg jo ikke kunne sige med sikkerhed, men jeg har en hypotese. Sagen er jo, at OKP er cand. scient. pol., og ved I hvad? Det er jeg også. Jeg blev uddannet i 1986-1993, blot en lille generation efter OKP, i Aarhus ganske vist, men det gør nok ikke den store forskel.

Nu er mit spørgsmål bare: Lærte vi at skelne i Århus? Svaret er: Nej, det gjorde vi ikke (stort set ikke).

Vi lærte, at professionelle var besat af en og samme interesse, nemlig at maksimere deres andel af det offentlige budget. Det var faktisk en udmærket ting at lære om i slutningen af 1980’erne, hvor velfærdsstaten var blevet svær at styre. Problemet var blot, at det var det eneste, vi lærte. Vi lærte ikke, at offentligt ansatte var andet og mere end bare ”offentligt ansatte”; at de også var lærere, læger, pædagoger, forskere mm.. Vi lærte ikke, at “de offentligt ansattes” arbejde er en del af mange intellektuelle og praktiske traditioner, som i sig selv har statsopbyggende effekt. Vi lærte ingenting om forskelle. Vi lærte kun at dem, som altså udgør statens grunddele, bare er egeninteresserede ”offentligt ansatte”, eller udgjorde et ”streetlevel-bureaucracy”, som det hed.

Så jeg lærte ikke at skelne, ikke på statskundskabsstudiet. Det lærte jeg andre steder. OKP har heller ikke lært at skelne. Han opfatter alting som et sammensurium.

Hvad handler dette om? Det handler om, at de statsforståelser, som kom til at ligge i 1980’ernes politologi var stærkt præget af ny-liberale strømninger fra USA, og at de strukturalistiske statsteorier fra 1970’erne, som OKP abonnerede på, på samme måde smed historie, folkelighed og handling ud med badevandet.

Herefter blev staten et styrings- magt og procedureorgan, der reducerede sine borgere til nyttemaksimerende subjekter, der skulle indfanges i økonomisk-ideologiske strukturer. Staten mistede simpelthen sin forbundethed til de praksisser og de folkelige strømninger, som den var skabt af i første omgang. OKP mistede derved sit fags øjne. Han mistede evnen til at skelne. Han blev blind. Han så sig pludselig omgivet af ren egeninteresse.

Politologien blev blind. Den blev u-politologisk. Det blev jeg også, men jeg fik synet igen. Men det er en lang historie, og den historie startede – heldigvis – i statskundskabens nicher.

http://politiken.dk/debat/ECE3182671/forkaelede-offentligt-ansatte-kan-underminere-velfaerdsstaten/

 

20. d. 10. maj: Gymnasiereform 39

UV-ministeren vil gå fra “elev til studerende”. Det vil sige studerende i egen selvevaluering på atomiserede læringsmål til fremme af karrieren.

Det er en slags UVM-stråling.

Jeg synes, vi skal gå “fra studerende til elev”. Det vil sige elever, der finder en lærer med noget selvstændigt på hjerne og hjerte. For denne elev er ordet “karriere” er et totalt fremmedord. Læreren har sans for elevens virke, hvilket er det modsatte af karriere.

Det giver også de bedste studerende og den sundestes hud.

 

21. d. 11. maj: Lars Qvortrups. KLs og Rambølls datamålstyring

Her er nogle aktuelle og krydsende indlæg, der alle sammen peger i retning af noget værre skidt. De hænger sammen som ærtehalm, husk det! Desuden peger de på den pædagogiske realitet i landet. Altså som i REALITET.

A.

Lars Qvortrups opgør med pædagogik:
Lars Qvortrup forsvarer læringsmålstyring på nedenstående link.

Her fremgår det

– at han sammenligner skolens formålsparagraf fra 1814 med moderne målstyring.

– at han mener, at pædagogik kan og bør udledes direkte af nogle tilfældige politikeres mål. Det er meget træls at høre på. Det svarer til dengang, han sammenlignede Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King.

– at hvis man ikke laver målstyring, så begynder lærerne at spille guitar. Som han skriver: ”Her skal eleverne ikke kunne læse, skrive og regne. Her satser vi på guitarspil.” Ærligt talt: Er det ikke en vild modsætning? Tænker nogle lærere sådan? Jeg kender ingen, tværtimod.

Det hele beløber sig til et frontalt angreb mod både pædagogisk myndighed og pædagogisk videnskab.

(Indlægget blev også bragt i en forkortet form i Politiken d. 8. maj)

http://www.denoffentlige.dk/skole-professor-afviser-konklus…

B.

Den uddannelsesmæssige konsekvens af opgøret i KL-land:
Konsekvensen af Qvortrups ideer kan man aflæse direkte i beskrivelsen af en ”uddannelse til læringsagent”, som udbydes af COK, der er rent KL-land. Et helt uforståeligt datalæringsintet, der bygger direkte på skolereformens ”så dygtig som muligt”, og som vil tvinge pædagogisk liv ud af landet. Det er det nye ideal i ”Pædagogikkens Anden Verden”.

http://www.cok.dk/uddannelse-laeringsagent

C.

Forbindelsen mellem opgør og konsekvens:

COK-uddannelsen ledes af en Anette Kureer, der er projektmedarbejder på Lars Qvortrups LSP-center:

http://laeringsledelse.dk/?page_id=73

D.

Rambøll:
Direktør i Rambøll, Nicolai Ejbøl, demonstrerer sit lukkede pædagogiske læringsdataunivers i gårsdagens kronik i Politiken. Rambøll, der blandt andet stod bag den rapport i 2011, der lå til grund for den nye læreruddannelse, og som er en del af Peter Kemps “halvdannelse”, er helt opslugt af det nye anti-pædagogiske univers. Ejbøl fortæller, at han skam gerne vil gøre op med målstyring, men i stedet ender han helt naivistisk med at indsætte en detaildatastyring a la Qvortrups helt inde i hjernerne på de små børn og deres lærere. Det er en form for radikaliseret evalueringsfilosofi.

http://politiken.dk/…/jeg-tager-gerne-et-opgoer-med-maalin…/

E.

Det er også denne ånd, gymnasiereformen skal implementeres i. Det fremgår tydeligt af kapitel 3 og 5 i regeringsudspillet og af rektorforeningens synspunkter.

Endelig kan jeg ikke lade være med oplyse om, at Lars Qvortrup mener, at John Hattie-inspirerede metaanalyser har erstattet ”åndsvidenskabelig orienteret uddannelsesforskning”.

I fremtiden, mener Qvortrup ligefrem, vil metaanalyserne endda selv blive erstattet af “arkiver af rådata, der tillader konstruktionen af komplekse datalandskaber, som anskueliggør relationerne mellem uafhængige, afhængige og medierende variable” (Paideia nr. 9, 2015, s. 32)

Qvortrup er også en af de store helte hos de ledende lag på DPU, hvor ”åndsvidenskaben” også har trange kår.

Jeg synes, man skulle tage at spille noget mere guitar.

 

22. d. 11. maj: Gymnasier og erhvervsskoler

Nå, men jeg er med DSB over Fyn, sporarbejde you know…, så jeg har god tid til at skrive, hvad der falder mig ind, og nu har jeg virkelig tænkt over noget, der er så klogt, at jeg tror, jeg vil kunne gøre karriere i UV-strålings-Ministeriet:

Jeg har jo forstået, at den er gal med noget, der hedder “den traditionelle almendannelse” i gymnasiet. Derfor skal vi have noget “karrierelæring”, og hvad det ellers alt sammen hedder. Så bliver man en demokratisk medborger står der? Det lyder sørme spændende og dejligt automatisk.

Det bliver i al fald lettere at tage en eksamen, så jeg ved ikke, hvorfor de unge nu pludselig skal have 4 for at blive optaget. Helt ærligt: De må da kunne nøjes med 2, når de nu bare skal gøre ”karriere” og køre synlig læring….KL…..zzz….data…..

Eller måske skal de have 14? Det foreslår Brian Degn Mårtensson i sin velskrevne vurdering af gymnasiereformen. Hvorfor 14? Jo, af den simple grund, at ingen unge i så fald udsættes for den ”opdaterede almendannelse”. Så må de jo læse en bog selv. Men de skal ikke læse Sokrates’ forsvarstale, for han gjorde ikke “karriere”. Tværtimod fik han jo gift.

Nå, men ved I hvad? Jeg har også tænkt over noget andet. Det er det der med erhvervsskolerne. Der er jo en undervægt af ”akademikerbørn”, eller hvad de nu hedder. Og det går jo slet ikke. Det er ulige, for alle er jo ens for arbejdskraften. Vi skal “bryde den sociale arv”, kaldes det. Men det betyder efterhånden bare, at man skal udslette alle kulturelle forskelle og al samfundsmæssig pluralitet. Dvs. at alt skal være ENS.

Ok, men hvordan løser vi nu dette store problem? altså det der med de alt for få akademikerbørn på håndværksuddannelserne? Jo, jeg har en ide. Vi tager alt det der med håndværk og materialer ud af uddannelserne og erstatter det med noget karrierelæring og alt det andet. Vi “opdaterer” håndværksuddannelserne ved at fjerne håndværket. Det er genialt det der! Jeg er totalt stolt af mig selv.

Tænk hvor godt det bliver. Så har vi brudt den sociale arv. Både håndværkere og intellektuelle er dannelsesoptimerede og kan søge alt og lære det samme alle steder. Vi har ganske vist ikke noget håndværk eller noget intellektuelt liv i samfundet, men ærligt talt: Who cares?

Til gengæld har vi karriere- og læringsoptimeret arbejdskraft.

https://www.folkeskolen.dk/587265/moderne-uvidenhed

 

23. d. 12. maj: GL’s hovedbestyrelse accepterer censur på Gymnasieskolen.dk

Tilbage i marts havde jeg en lille kontrovers med redaktøren for Gymnasieskolen.dk, Morten Jest.

Årsagen var, at Jest uden videre havde fjernet et korrekt angivet citat fra en fremtrædende rektor fra bladets hjemmeside.

Rektorens synspunkter ligger tilfældigvis meget tæt på redaktørens og bladets linje, og de flugter også med grundstrukturen i regeringens dannelsessyn. Hele sagen er udførligt beskrevet i vedhæftede link.

Nu har GL’s hovedbestyrelse behandlet sagen. Bestyrelsen har ikke noget at indvende. Dermed giver hovebestyrelsen redaktøren lov til at beskytte antidannelses- og synlig læringsfløjen mod helt almindelig kritik. Og dette sker endda, mens der pågår intense offentlige diskussioner om gymnasieskolens fremtid.

Det er i mine øjne kritisabelt, at hovedbestyrelsen støtter bladets stærkt selektive linje på denne måde.

I mine øjne har ikke blot Gymnasieskolen, men også GL’s hovedbestyrelse, dermed et problem i forhold til både foreningens medlemmer og landets borgere (for så vidt man ønsker at blande sig i den offentlige debat).

Her er brevets ordlyd fra d. 26. april:

”Kære Thomas Rømer

GL’s hovedbestyrelse har behandlet din henvendelse om retningslinjer for indlæg på Gymnasieskolen.dk. Redaktøren af Gymnasieskolen har ansvaret for hvilke læserbreve der bringes og retningslinjerne herfor. Hovedbestyrelsen finder ikke anledning til at ændre herpå.

Med venlig hilsen
XXX
GL
Vesterbrogade 16
1620 København V
Tlf.: 3329 0900”

http://www.thomasaastruproemer.dk/almendannelsens-deroute-bladet-gymnasieskolen-i-publicistisk-krise.html

 

24. d. 12. maj: Kommentar nr. 1 til Claus Holms og DPU’s forsvar for konkurrencestaten

Lederen af DPU, Claus Holm, skriver i nedenstående leder et helt ukritisk forsvar for Ove Kaj Pedersen og konkurrencestaten som “grundpræmis”, endda på officielt DPU-papir. Dermed lægger han den pædagogiske forsknings linje ift. en række aktuelle initiativer. En linje der allerede kan mærkes.

Ove Kaj er sagligheden selv, forstår man. Ja, Ove Kaj og Holm udtrykker ren objektivitet og er overhovedet ikke normative. De andre, f.eks. Willig men sikkert også Brinkmann, Mårtensson, mig selv og Biesta mfl., er derimod drevet af uvidenskabelige og “holdningsprægede” emotioner. Holm har ellers aldrig forholdt sig til nogle af vores ‘emotioner’, der fylder hele bøger ud. Jeg græmmes.

Holm er elev af Jens Rasmussen og Lars Qvotrup, dvs. af den aktuelt dominerende systemteori, og faktisk også af samtidsdiagnosens “stifter”, Lars-Henrik Schmidt, der må græde salte tårer over sin elevs forvaltning af arven.

Holm har i øvrigt ved flere lejligheder nærmest hyldet Ove Kaj Pedersens misfoster af en politologisk og pædagogisk teori, så det er slet ikke nyt. Det understreger blot den pædagogiske forsknings REALITET.

Holm er også ivrig skolereformtilhænger og læringsideolog, og han gør på forskellige måder op med betydningen af demokrati, pædagogisk indhold og den nationale tradition mm., men det har jeg jo fortalt om ved flere lejligheder. I stedet vil han have læring til døden.

Holms forståelse af forholdet mellem videnskab og værdier er også under al kritik, men det fører for vidt at argumentere for her. Efter min opfattelse er Holm langt mere “holdningspræget” end os andre, vel at mærke en holdning, der skjules som “saglighed”; dvs. forskning underlagt policy, som er igen underlagt Ove Kaj Pedersens version af den politiske økonomi.

Nå, men jeg må hellere holde inde. Der er visse ting, jeg ikke orker mere. Men tænk hvis jeg kunne skrive min holdning på en officiel DPU-blog? Men ok, jeg må nøjes med min private hjemmesofa.

Denne tekst bekræfter ned i den mindste sætning min tese om den teoretiske og pædagogiske tilstand i landet. Teksten er på sin vis derfor et meget interessant forskningsobjekt.

Men nu er jeg er spændt på, hvad læserne mener.

http://edu.au.dk/aktuelt/nyhed/artikel/vi-skal-genopfinde-arbejdsdelingen-mellem-forskning-og-politik/

 

25. d. 13. maj: Københavns Kommunes propagandavideo for målstyret læring

I Københavns kommune laver de små propagandavideoer for “målstyret læring”. I linket kan man se et eksempel.

Indholdet – at lære de latinske navne på ordklasserne – er en teknisk anledning til lære eleverne at fokusere på deres egen læringsscore på læringsmålet. Det er det, som kaldes dannelse som ”selvmonitorering” eller ”fra indhold til læring”. Det hele handler om selvprogression og selvfølelse. Det der med sprog og grammatik fortoner sig nærmest med det samme.

Man kan også se, hvordan selvmonitoreringsideologien drøftes af en lærer og skoleleder med samme udgangspunkt i en koreografi, der minder mig om de gamle sovjetdage.

Og husk nu på: Det er læringsmålslæring hver dag i hver time. Det er hele tiden, og nu skal det også ind i gymnasiet. Dvs. hver dag indtil man er 20 år. Hurtig hovedregning: 15.000-20.000 gange alt i alt.
Mon ikke den 20-årige kommer ud og afventer næste læringsmål fra en eller anden Stor Leder, f.eks. fra Københavns Kommune.

Men Lars Qvortrup sagde den anden dag, at vi bliver nødt til at gøre sådan, for ellers begynder lærerne at spille guitar. Jeg foretrækker bestemt en guitar og noget fællessang uden læringsmål, og mig bekendt lærte danske børn også om verber og substantiver før John Hattie blev guru, og hvis de ikke gjorde, så kan man da sagens lære dem det uden læringsselvmaksimering.

Videoen er delt med vanlig begejstring af tidsskriftet ”Skolen i morgen”, som er et tidsskrift for skoleledere, hvor skoleledernes formand, Claus Hjortdal, er redaktør sammen med Dafolos Peter Andersen, der også er skudt ud af den nye datarefleksionslæringsideologi.

Københavns kommune er ligesom mange andre kommuner helt opslugt af denne “Pædagogikkens Anden Verden”, som jeg kalder den. Det er som et lukket og mærkeligt land, som ingen kan trænge ind i.

 

26. 16. d. 13. maj: Kommentar nr. 2. til Claus Holms og DPU’s forsvar for konkurrencestaten

Ifølge DPU’s leder, Claus Holm, tænker sådan en som mig kun på at være populær. Jeg er også usaglig, ved ikke noget og har for mange meninger. På den måde gør jeg politikere uansvarlige og usaglige. Det gælder også alle andre kritikere af Holms skøre konkurrencestatsideologi. Det er DPU’s officielle mening, noteret på DPU’s nyhedsfeed, med fuld sildesalat.

Hvad er så “sagligt og ansvarligt” ifølge Holm? Jo, det er at anse en neo-althussersk forfaldsteori – dvs. en neo-kommunistisk ideologisk konstruktion fra den politiske økonomis billigste hjørne – for at være sandheden selv med stort S. Det er det samme, som vi hører i Konkurrencestatstidende og hos Lars Goldschmidt. Og har man ikke forstået det nye evangelium – “NT” som Henrik Dahl engang kaldte den slags – så må man udøve “konstant selvkritik”, som idolet Ove Kaj Pedersen totalitært siger.

Hvad kan man lære af det?

  1. Jeg forstår nu, hvordan Erik Schmidt må have haft det, da han blev beskyldt for at have “negative holdninger” over for læringsmaksimeringen i 2014. Jeg er videnskabeligt og demokratisk indigneret, grænsende til glødende af raseri. Min hjerne koger.
  2. Jeg forstår også, hvorfor evangeliets nye sandhedsdisciple får lov til at sende vanvidsklager til alle mulige uden at blive irettesat. Det er jo som at leve i middelalderen, og jeg føler mig på ingen måde “populær”.
  3. DPU er blevet en ideologisk organisation, en neokommunistisk arbejdsmarkedsmaskine. Holms indlæg er det, som man i gamle dage kaldte for en talehandling, og det er ikke første gang. Hvad der ellers foregår, er ren nåde.
  4. Selv må jeg kun ytre mig kritisk som privatperson. Det fortalte AU’s jurist mig sidste år, da jeg var indkaldt til samtale. Min person er splittet i privatperson og forsker. Men Holm kan føre sig frem som enhedssubjekt. Det er en af magtens teknikker. Og så skal man oven i købet beskyldes for at være populist (grrr…..). Jeg har påtalt det i en mail til universitetets ledelse.
  5. Holms DPU-indlæg er pinligt for DPU efter min opfattelse. Det gælder lige fra overskrift til sidste sætning. I næste uge vil jeg splitte det ad. Det må ingen effekt få. På den anden side: Det har allerede effekt, det er landets pædagogiske REALITET, og det er også den pædagogiske forsknings realitet.
  6. Hvem mon Holm udnævner til leder af det nye skoleforskningscenter, som DPU og VIA-land er ved at etablere? Jeg har mine bange anelser. For han finder jo nok ikke en ‘usaglig populist’. Det bliver nok en systemteoretiker eller en af de post-postmoderne post-strukturalister, der deler Holms opfattelse af, at en dårlig teori kan være et helt samfunds “grundpræmis”..

http://edu.au.dk/aktuelt/nyhed/artikel/vi-skal-genopfinde-arbejdsdelingen-mellem-forskning-og-politik/

 

27. d. 14. maj: Kommentar nr. 3 til Claus Holms og DPU’s forsvar for konkurrencestaten

Claus Holm fortæller os på officielt DPU-papir og med fuld sildesalat, at Ove Kaj Pedersen er prototypen på en ”intellektuel”. Pedersen ”ved besked”, han giver os ”klar besked” om, hvad han ”ved”, og han ”går ikke efter popularitet”. Modsat hans kritikere, der er usaglige, higer efter popularitet og forvirrer vores stakkels politikere, der ellers har god brug for at blive forvirret, når det kommer til pædagogiske spørgsmål.

Jamen du godeste! Hvad er det dog, Ove Kaj Pedersen ved så meget besked om, at vi skal falde sådan på halen? Jo, Pedersen ved besked om ”konkurrencestaten”. Det er en ”træfsikker diagnose”, skriver Holm, og den er ”bredt anerkendt” og ”bygger på empiriske analyser” Lad os se på de tre begrundelser:

A. En træfsikker diagnose?
”Diagnose”? Er ”konkurrencestaten” en diagnose? Jeg troede det var en teori. Altså en teori om virkeligheden. Altså ikke virkeligheden selv, men bare en teori, en teori fra et afgrænset hjørne af den politiske økonomi? Men det er det så ikke. Nu er det en ”diagnose”. Hvorfor er det ikke en ”teori”? Diagnoser har jo ikke noget med ”viden” at gøre, har det? Det har ”teorier” derimod. Men til gengæld er de så kun teorier, dvs. ikke endegyldige sandheder med ”klar besked”.

Men er det der med ”diagnose” ikke det samme som ”teori”? Nej, ikke i Holms tilfælde. Her kommer diagnose-udtrykket fra den del af post-strukturalismen, som kaldes for ”samtidsdiagnosen”, som er en del af Holms bagage. Her oversættes samfundsteori til diagnose, og en ”diagnose” kan ikke testes, kun af fjerne fremtider. Diagnosen er immun overfor kritik, men elsker spilfægteri. I videnskabsteoretisk forstand er det en kæmpeforskel.

Og hvad sagde poststrukturalismen, altså Foucault, om videnskabelige sætninger? Ja, det var ”the politics of the scientific statement”. Videnskabelig teori er altså en politisk konstruktion. Hos Holm bliver en videnskabelig teori derfor til en ’diagnostisk konstruktion’. Men det vil jo sige, at ”viden” og ”klar besked” ikke giver mening? Man kan ikke give ”klar besked” om noget, der bare er konstrueret og som måske peger på en eller anden tendens.

Eller det vil sige, at det kan man godt, men ikke på et videnskabeligt grundlag.

Så er der det der med, at diagnosen er ”træfsikker”. Det kommer ikke fra samtidsdiagnosen. Det er mere journalistisk, og Holm er har da også skrevet Ph.d. om ”forskningsformidling”, med Jens Rasmussen som vejleder. Og dog, udtrykket ”træf” kender vi faktisk. Det er sammenstødet af de samfundsmæssige kræfter. Det er et ”træf”. Men der er vi tilbage i det der med ”the politics of the scientific statement”. Videnskaben er et træf mellem kræfter. Men igen: så er der jo ikke ”klar besked”. I stedet tager Holm del i en ”kamp”. Han kan ikke andet, for han har udslettet ”teori” og erstattet det med ’diagnosens politiske træf’

Holms skråsikkerhed bygger altså på en misforståelse af forholdet mellem viden, poststrukturalisme og teori. Denne misforståelse bliver fatal, fordi den bringer ham lige i armene på en ubegrundet hyldest til en postmoderne helligdom, nemlig en enkelt person og hans ”diagnose”, dvs. til Ove Kaj Pedersens konkurrencestat. En hyldest der efterfølgende kan sætte sig direkte i de forskningspolitiske prioriteringer på DPU og dermed også på landets pædagogiske institutioner.

B. Bredt anerkendt?
Holm skriver også, at ”den træfsikre diagnose”, som altså ikke er en teori, men som alligevel er ”klar besked”, er ”bredt anerkendt”. Nu ved jeg ikke, om det at være ”bredt anerkendt” i sig selv er en begrundelse for at tilslutte sig en ”diagnose”. Jeg mener… i gamle dage var det bredt anerkendt at jorden var flad. En god videnskabsmand tilslutter sig ikke en ”diagnose”, fordi den er ”bredt anerkendt”. Han tilslutter sig, hvis det er en ”teori”, der er godt ”begrundet” via dens møde med virkelighedens objekter og med videnskabelig og folkelig kritik.

Ok, men er ”diagnosen” overhovedet ”bredt anerkendt”, selv hvis vi anerkender dette miserable kriterium? Lad os skelne mellem det politiske og det videnskabelige niveau:

I visse politisk-ideologiske kredse er diagnosen mere end bare anerkendt. Den er nærmest en bibel. Det gælder for Holm selv, men også for folk som Lars Goldschmidt og Bjarne Corydon, dvs. folk der har stået centralt i opgøret med dansk skoletradition, altså med det som Holm faktisk burde forsvare. Men hvorfor i alverden skulle man dog følge disse menneskers ”anerkendelse”? Aner det ikke.

Men er ”diagnosen” da videnskabeligt anerkendt? Ikke mig bekendt. Hvem anerkender Ove Kaj Pedersens diagnose så meget, at det ligefrem er en ”saglighed” og ligefrem en samfundsmæssig ”grundpræmis”, som det hedder. Ja, med andre ord: ”klar besked”? Måske er der en ”anerkendelse” et sted? Jeg kender ingen. Dem jeg kender, der måske anerkender dele af ”diagnosen”, vil bestemt ikke bruge den til at slå kritikere i hovedet på Holms primitive måde, og hvis de dykkede nærmere ned i Ove Kaj Pedersens version af teorien og dens konsekvenser for pædagogik ville de nok betakke sig. Men faktisk kender jeg ikke ret mange, og jeg vil ikke sige at ”de anerkender diagnosen”.

Man kan også kigge i en helt aktuel udgivelse på området, nemlig bogen ”The Oxford Handbook of Transformations of State” (2015), der er en samling særdeles grundige artikler om aktuelle statslige transformationsprocesser. Bogen er på 900 tætskrevne sider og er udgivet på Oxford University Press.

Ud af de 44 kapitler er det et eneste kapitel, der handler om ”konkurrencestaten” kapitel 12, som heder ”The Competition State”. Altså ét kapitel ud af 44.

Og hvad står der så i det kapitel, udover at vi får en gennemgang af de neo-marxistiske forskere, som har udviklet begrebet? Jo der står følgende:

”In sum, the mainstream literature in comparative political economy is not very impressed by the competition state thesis and largely ignores it” (s. 238)

Hovsa? Ikke nok med at konkurrencestatsteorien herhjemme er godt i gang med at kolonialisere en række andre videnskaber og praksisser på en måde, der minder stærkt om marxismens hegemoni i de grumme universitets-70’ere. Nu får vi at vide, at selv hvis man går ind på den politiske økonomis egne præmisser, så er teorien ikke noget at være ”imponeret” af, og man bør faktisk ”ignorere” den.

Det er da ”klar besked”.

C. Empiriske analyser?
Så er der det der med, at Ove Kaj Pedersens teori, undskyld ”diagnose”, ”bygger på empiriske analyser”. Modsat hans kritikere, som jo bare angler efter plat popularitet. Holm glemmer helt, at Ove Kaj Pedersens ”empiriske” analyser er struktureret af en hel bestemt begrebsmæssig horisont, nemlig en neo-althussersk ideologi, der i sig selv har store problemer med filosofi og ordentlig videnskab. Empirien er altså ideologisk formidlet, og derfor ridser Ove Kaj Pedersens ”empiri” kun et lille hjørne af det virkelige objekt, som er staten og dens omgivelser som sådan.

Rasmus Willigs normativitet er derimod langt mere åben, og derfor kommer han meget tættere på det, som er hans ”sag”, nemlig statens og folkets indre transformationer som konsekvens af en bestemt ”diagnoses” konstruerede herredømme. Kvaliteten af Willigs empiri kan derfor meget vel være meget højere end Ove Kajs. Endelig gælder det samme forbehold overfor ”empiri”, som over for ”teori” ovenfor. Empiribegrebet tilhører en klassisk videnskabelig tradition, der ikke kan arbejde ordentligt, når teori defineres som ”diagnose”.

D. Hvad kan man lære af det?
Holms tekst er et eksempel på, at et opgør med virkelig videnskabelig autoritet erstattes af en konstrueret og ideologisk videnskabelighed, der lader hånt om det egentlige videnskabelige objekt og dets kritiske tilsynekomst og bekræftelse. Og på samme tid bruger Holm sin ideologiske videnskabelighed til at nedbryde videnskabelighed, som han endda bruger til at slå seriøse forskere oven i hovedet med.

Det er ”diagnosens” forsøg på at vinde over ”teorien”.

Kompetencen over kundskaben.

Det er den samme proces, som landets lærere og pædagoger underlægges med konkurrencestatsdiagnosen og læringsrevolutionen i tæt nedbrydende parløb.

http://edu.au.dk/aktuelt/nyhed/artikel/vi-skal-genopfinde-arbejdsdelingen-mellem-forskning-og-politik/

 

28. d. 15. maj: Claus Holm og Jens Rasmussen vil have turbo på skolereformen og fremtiden

DPU’s leder, konkurrencestatsideologen Claus Holm, og hans ph.d. vejleder, læringsmålsideologen Jens Rasmussen, vil have mere turbo på skolereformen. Det kan man læse i nedenstående link.

Ove Kaj Pedersen, Lars Qvortrup, Bjarne Corydon og kommunernes landsforening UVM-stråler i hele den mørke horisont, og spredt i grøften ligger fragmenter af noget, de kalder for ”offentlig ansatte”. I ved… det er sådan nogen, der – uanset om de er præster, lærere eller sygeplejersker – skal udøve ”konstant selvkritik”, indtil de er enige med tre andre offentligt ansatte, nemlig Claus Holm, Ove Kaj Pedersen og Jens Rasmussen.

Og hvad skal de ”offentligt ansatte” være enige med de tre ideologer om? Jo, for det første at en dårlig teori fra et hjørne af den politiske økonomi, nemlig teorien om konkurrencestaten, er HELE samfundets ”grundpræmis”. For det andet at vi skal nedbryde al kundskab til læringsmål, så eleverne kan udvikle selvmonitoreringskompetencer.

Det er kun to, der ikke skal være “selvkritiske”. Hvem er det? Det er Claus Holm og Jens Rasmussen. Ved I hvad, det er? Det er latterligt.

Det er denne ideologiske maskine, der sammen med Arbejdsmarkedspartiet og Konkurrencestatspartiets horisont – godt hjulpet af disse partiers embedsmænd i den aktuelle regering, nemlig Trane Nørby og Tørnæs – er i gang med at trække al selvstændighed og pædagogisk og filosofisk myndighed ud af vores institutioner.

Det var også denne horisont, der tvang Erik Schmidt ud af Agedrup skole, fordi han kritiserede netop Holms og Rasmussens ideologi, dvs. normalisering og læringsmaksimering.

Den gamle skolereform er ”bagudskuende”, siger de. Vi skal have mere fremtid og fremtid og atter fremtid. Og derpå lige så meget fremtidsdefineret kompetencebaseret kompetence…… undskyld den repetitive rytme.

Dette fokus på fremtiden har en eneste konsekvens: Det udrydder fremtiden. Fortiden er totalt væk i forvejen. Det er det, som UV-stålingsMinisteriet kalder for ”traditionel dannelse”. Ud med den. Vi får slet ingen tid. Vi får tidsløshed.

Alt handler om kompetencer, fremtid, selvregulering og emotionelle kompetencer i et rent John Hattie-plagiat. Formål, indhold, pædagogik og kundskaber er FY-ord, udelukket af Holms og Rasmussens ideologiske grund.

Holm og Rasmussen foreslår, at man nedsætter et udvalg. Jeg ved lige præcis, hvem der skal sidde i det.

Uden historie og uden kritik kan vi alle sammen tage hinanden i hånden og gå ind i Holms og Rasmussens ”fremtid” til tonerne af en dårlig MGP-sang. Det er en form for postmoderne Tvind-skole.

Holm mener, at det hele er en slags post-moderne ideal-kommunistisk tilstand. Det skrev han om sidste år.
Det er intellektuelt betagende at følge, men teoretisk og praktisk er det en katastrofe. Det gør ondt.

DPU er i en kæmpe indholdskrise efter min mening, og det kulminerer nærmest i disse dage.

De to ideologer foreslår, at man skal følge retningslinjerne for det såkaldte Ludvigsen-udvalg fra Norge, hvor Rasmussen af uransagelige grunde selv sidder med. Med Holms og Rasmussens ideer som Skagerak-tunnel får vi imidlertid en radikaliseret version af Norge. Hvorfor? Fordi samfundets “grundpræmis” hos de to danskere er “konkurrencestaten”, hvilket den ikke er i Norge.

Se en kort kommentar til den norske rapport her: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10153845530169481&id=837549480

http://www.altinget.dk/artikel/forskere-dansk-skolepolitik-boer-se-mod-norge

 

29. d. 15. maj: Kommentar nr. 4 til Claus Holms og DPU’s forsvar for konkurrencestaten

Leder af DPU, Claus Holm, skriver følgende på DPU’s officielle nyhedside, endda med med fuld titulering:

“Ove Kaj Pedersen præsenterede i 2011 ”Konkurrencestaten” som et fænomen, der byggede på empiriske analyser. Men i dag levner den stadigt stærkere ideologiske debat af konkurrencestaten mindre og mindre plads til konkurrencestaten som en grundpræmis for Danmark i en globaliseret verden.”

Ove Kaj Pedersens neo-kommunistiske teori er et “fænomen”? Teorien er noget virkeligt?og en “Grundpræmis”?

Og jeg som troede, at Grundloven, skolens formål og landets pædagogiske traditioner var “grundpræmisser”? At “grundpræmissERNE” var noget, hver ny generation skulle finde på baggrund af UNDERVISNING i INDHOLD?

Det er efter min mening ondt over for den næste generation, at den nu skal være opportunistiske økonomiske soldater, som det hedder i galskabens helt egen jargon. Det kan DPU ikke være bekendt, og man skulle faktisk tro, det var løgn, men det er ganske vist.

Holms “grundpræmis” er en marginal teori med rødder i en smal strukturalistisk marxismens opgør med filosofi. Det er læringsopløsning over hele linjen. Det er ren skolereform, som Holm da også er helt ekset med.

Det er “ren pædagogik”.

Dermed falder oplysning, demokrati, filosofi og pædagogik ud. I stedet kan “læring” og “arbejdsmarkedet” overtage alt.

DPU’s nye forskningsprogrammer og MSO-professorater er da også stort set renset for virkelige grundpræmisser, og det har bestemt ikke skortet på ansøgninger. Alt tyder på, at det nye “nationalt center for skoleforskning” også renses for grund, så Holms nye “grundpræmis” kan fylde al pædagogisk forskning ud og omdanne den til “læringsudbytte- og læringsmålsforskning”.

Så har vi ren pædagogik. Dvs. anti-pædagogik. Og det er noget, der vil kunne mærkes i de små hjem.

DPU er ideologisk forbundet til pædagogikkens opløsning. Det er egentlig paradoksalt. Et institut for pædagogik opløser pædagogik.

Niels Christian Sauer er lige så harm i sit pædagogiske betræk, som jeg er: Læs selv. Sauer ved, hvad det drejer sig om

http://www.folkeskolen.dk/587654/claus-holms-skrabud-for-okp

 

30. d. 15. maj: Lidt opsamling fra læringslandet

Fire aktuelle markeringer:

Lars Qvortrup: Hvis man ikke laver læringsmålstyring, så holder lærerne op med at lære børn at læse. I stedet begynder lærerne at spille guitar.

Ove Kaj Pedersen: Lærere, præster og postbude skal udøve konstant selvkritik, indtil de er enige med mig og Claus Holm i, at børn skal være opportunistiske økonomi-soldater.

Claus Holm: Ove Kaj Petersens teori om opportunismens overhøjhed bør være samfundets og pædagogikkens “grundpræmis” i et nykommustisk ideal.

Jens Rasmussen og Claus Holm: Skolereformen er for “bagudrettet”. Vi skal regne ud, hvordan fremtidens konkurrencestats kompetencebehov ser ud i 2046 og udlede nutidens skole derfra.

Af en eller anden grund kommer jeg til at tænke på dengang i 2013, hvor 40.000 lærere protesterede mod at blive normaliseret af Bjarne Corydon, som jo også er vild med Ove Kaj Pedersen. Dagen efter havde Konkurrencestatstidende et kæmpestort billede af sangerinden Nabiha på forsiden. Hun havde fået nye krøller.

Dansk uddannelsespolitik: En krøllet realitet.

 

31. d. 16. maj: Peter Kemp kritiserer Lars Qvortrups målstyring

D. 8. maj havde Lars Qvortrup et indlæg i Konkurrencestatstidende, hvor han forsvarede målstyring.

Qvortrups indlæg ligger ikke på nettet, men det kom også i en lidt længere udgave på www.denoffentlige.dk, som jeg linker til her:

http://www.denoffentlige.dk/skole-professor-afviser-konklus…

Det var i det indlæg, at Qvortrup skrev, at hvis man ikke målstyrede, så vil lærerne sige:

”Her skal eleverne ikke kunne læse, skrive og regne. Her satser vi på guitarspil”.

Lige præcist dette citat, der uden tvivl vil stå som en ny-klassiker, røg dog ud af indlægget i Politiken.

Nå, men Qvortrup skrev også – denne gang i begge versioner af indlægget – at hans aktuelle målstyringsideologi kunne føres direkte tilbage til ånden fra 1814-skolens formålsparagraf. Dette kollaps mellem teknokrati og åndsvidenskab, som Qvortrup og flere andres skoleforskere bygger på, blev alligevel for meget for filosoffen Peter Kemp, der tidligere har kaldt Qvortrups ideer for både ”halvdannelse” og ”antifilosofi”.

Derfor skrev Kemp følgende korte læserbrev, der er i dagens avis:

”MÅL ELLER FORMÅL
Lars Qvortrup påstår d.8.5., at folkeskolen har været målstyret, siden den blev grundlagt i 1814. Allerede dengang, skriver han, blev der formuleret klare mål,som skule realiseres ved børnenes undervisning, som der står.

Og han fortsætter: Sådan har det været lige siden: Politikerne fastsætter mål. Disse mål skal lærere i vor tid, lærere, pædagoger og ledere indfri.

Qvortrups citat fra loven af 1814 er rigtig nok, men der er himmelvid forskel på at tale om formål, som giver vide rammer for undervisningens indhold, og så de mål, som for at være klare indsnævrer disse rammer til det, der kan testes og måles.”

Så er det noteret.

 

32. d. 16. maj: Ombudsmandens kronik om ytringsfrihed

I dagens JP-kronik understreger Folketingets Ombudsmand retsstillingen vedrørende offentligt ansattes vidtgående ytringsfrihed, som han begrunder med de store samfundsinteresser, der er forbundet med offentlig kritik. Han fortæller også om, at mange offentlige arbejdsgivere slet ikke har forstået reglerne og deres begrundelser.

Dermed er ombudsmanden helt uenig med konkurrencestats-industrien. F.eks. er han uenig med DPU’s ledelse. Hvad gør den da? Jo, på DPU’s officielle hjemmeside slutter institutleder Claus Holm op om Ove Kaj Pedersens totalitære synspunkt.

Hvad er det for et totalitært synspunkt? Det er, at lærere, forskere, præster, vuggestuepædagoger mm. skal udøve ”konstant selvkritik”, indtil de er enig med Ove Kaj og en eller anden mellemleder/konsulent i noget, som kan udledes af nogle bevægelser i den globale økonomi.

Hvor kommer det skøre synspunkt fra? Jo, det kommer fra Pedersens bog, som Holm er helt ekset i på et niveau, der ikke lader andre lignende fascinationer noget efter. Bogen transformerer pædagogik og åndsvidenskab til midler for økonomisk vækst og tømmer dermed pædagogik for indhold, formål og tradition.

DPU er vild med DPU’s ødelæggelse, for nu at sige det på den måde. Det er et fascinerende skue. En hvirvlende spiral ned i pædagogikkens opløsning, forårsaget af den person, der skulle være pædagogikkens vogter.

Men ombudsmanden taler ikke om “selvkritik”. Han taler om “kritik”, virkelig offentlig og objektiv kritik, dvs. kritik, der er knyttet til “objektet” frem for “selvet”. Og guderne skal vide, at der aldrig nogensinde før har været så meget brug for offentlig kæmpekritik i/af/fra landets pædagogiske institutioner. Folk putter sig rundt omkring i læringsburene, mens de får ondt i maverne eller måske endda slår forestillingsevnerne fra, hvilket er endnu værre men vel at mærke i fuld overensstemmelse med konkurrencestatens ideologi.

Og når endelig en lærer tager bladet fra munden, som f.eks. Erik Schmidt i Agedrup, ja så bliver han slået i hovedet med læringsmålsmaksimering og normalisering, dvs. med netop Ove Kajs og Claus Holms ideologi.

På den måde kan man godt sige, at det var DPU og Claus Holm, der gav Erik Schmidt en advarsel for manglende “selvkritik”.

Hvilket signal tror Claus Holm, han sender ved på DPU’s officielle nyhedside og med fuld sildesalat at støtte så entydigt op om Ove Kaj Pedersens primitive synspunkter?

Holm/Pedersen/DPU og Ombudsmanden er i direkte konflikt.

http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE8661374/ytringsfrihed-for-offentligt-ansatte/

 

33. d. 16. maj: Claus Holm og Erik Schmidt på DPU’s hjemmeside

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154164339009481&id=837549480&pnref=story

Jeg vil da lige gøre opmærksom på, at DPU’s leder, Claus Holm, har svaret på en kritisk bemærkning fra Erik Schmidt ovre på DPU’s egen hjemmeside, hvor man åbenbart promoverer DPU¨s nu nærmest officielle ideologi. Det er som om, at Holm slet ikke har hørt om Schmidts sag. Det skulle ikke undre mig.

https://www.facebook.com/DPU.AarhusUni…/…/10154124228557980…

 

34. d. 18. maj: Gymnasiereform 40

Sådan her så den aktuelle gymnasiereform ud i København i 2013:

Den såkaldte styregruppe udgav også en lang rapport, men den kan ingen finde mere. De gamle links er døde, og Region Hovedstadens embedsmænd kan ikke finde rapporten. Ja, de ved tilsyneladende slet ikke, hvad det hele handler om. Der er kun nyansatte på kontorene, fik jeg at vide.

Kan nogen hjælpe mig med at finde styregruppens rapport og evt. supplere med viden om, hvorvidt de pågældende forsøg stadig kører?

http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE1881752/forsoeg-revolutionerer-gymnasiet/

 

35. d. 19. maj: Børsen, der bekræfter alle fordomme om Børsen

Børsen bekræfter alle fordomme om Børsen og er nu enig med DPU og centrum-venstre vedrørende konkurrencestaten.

Lederskribenten konkluderer:
”Kampen er først vundet den dag, at de offentlige ansatte har fundet ud af, hvem der er deres kunder”.

Det er muligt at ”den offentligt ansatte” har vundet. Til gengæld har læreren, forskeren, sygeplejersken og lægen tabt, for der findes jo i så fald ingen elev, studerende eller patient. Den slags kundefundamentalisme er absolut ikke til at holde ud for et tænkende væsen.

Det er også sjovt for mig at se, at det økonomiske højteknokrati slet ikke er i stand til at vurdere den teoretiske kontekst, Ove Kaj Pedersen taler ud fra. Lederskribenten tror, at Ove Kaj Pedersen taler om økonomi. Hvilken fejl!

Der gik det faktisk lidt bedre, dengang Christopher Arzrouni styrede foretagendet. Arzrouni skrev endda en kritisk leder om konkurrencestaten. Han kunne nok godt se, at det slet ikke var et liberalistisk projekt, men på en måde det modsatte. Det er der også kredse i LA, der kan se.

Derimod er centrum-venstre og ”Børsen som bekræfter alle fordomme om Børsen” helt på linje. De tror, det handler om noget, de kalder for ”de offentligt ansattes kunder” og sådan noget. Nogle tror også, at det er en ”grundpræmis” for vuggestuer. Og lige til definitionen: Vuggestuer er læringscentraler for de mindste kunder.

Det svarer lidt til dengang, den daværende dekan på DPU, Søren Kruse – som var endnu en i rækken af de systemteoretiske kernetropper – ville lave alle kandidatuddannelser i pædagogik om til en ”kandidat i velfærdsprofessioner”.

Det er sådan en slags leg, som nogen synes er sjovt: Alting er ens. Alting er arbejdskraft. De lyder efterhånden ligesom Arbejdsmarkedspartiet, Konkurrencestatspartiet og Børneaktiepartiet.

Helt ubehjælpsom bliver lederen, når den siger følgende:

”Mest primitiv er kritikken fra Brinkmann, som ikke kan finde ud af, om Ove Kaj Pedersen siger det, han gør, for at fremme sandheden eller bare for at komme i avisen.”

Hallo! Grunden til, at Brinkmann siger det, er jo for at ironisere over det forhold, at Ove Kaj Pedersen selv er offentligt ansat og derfor selv – i følge sin egen logik -må betragtes som en forkælet opportunist. Det er jo simpel logik.

Lederskribenten selv er naturligvis ikke ”forkælet”, med mindre, at ”Børsen som bekræfter alle fordomme om Børsen”, da modtager offentlig støtte. I så fald er han også forkælet. Det er klart.

Hvad angår mig selv, kan ingen stole på mig over en dørtærskel. Jeg tænker kun på at budgetmaksimere mit eget lille kundekontor. Dag og nat går med det ene formål.

http://borsen.dk/nyheder/opinion/artikel/11/141570/artikel.html

 

36. d. 19. maj: Konstant selvkritik

Jeg har egentlig lyst til at sige noget, men kommer i tanke om, at det jo bare er min egen forkælede egeninteresse, der åbner munden.

I stedet laver jeg noget “konstant selvkritik”, som Ove Kaj Pedersen siger man skal, når man får løn fra staten. Ok….. jeg kritiserer mig selv og kritiserer mig selv…. rense, rense…

Sådan, nu er jeg selv-kritiseret, nu er jeg renset. Nu har jeg ikke lyst til at sige noget mere.

Nu har jeg bare lyst til at løfte mine blå øjne mod DPU’s og OKP’s “grundpræmis” i jubelsang.

Jeg behøver slet ikke at gå i kirke på søndag.

Hovsa, der fløj en sommerfugl over græsset, men nu er den væk.

 

37. d. 20. maj: Samlet kommentar til Claus Holms og DPU’s forsvar for konkurrencestaten (blogindlæg)

Analyse af Claus Holms markeringer på DPU’s hjemmeside om konkurrencestat, ytringsfrihed og om forholdet mellem forskning og politik:

http://www.thomasaastruproemer.dk/dpus-institutleder-claus-holms-syn-paa-konkurrencestat-og-ytringsfrihed-samt-forholdet-mellem-forskning-og-politik.html

 

38. d. 21. maj: Lars Qvortrup og Niels Jakob Pasgaard diskuterer målstyring

Der kører en debat på ”DenOffentliges” hjemmeside, hvor lektor Niels Jakob Pasgaard har lokket Qvortrup ud af busken. Det startede med et indlæg af Qvortrup, som Pasgaard efterfølgende kommenterede. Og i går kommenterede Qvortrup så på Pasgaards kommentar.

Qvortrup skælder ud på Pasgaard, som får at vide, at han fordummer debatten. Lad os se om det passer:

Lars Qvortrup har skam ikke snakket om læringsmål og læringsudbytte, siger han, og han beskylder endda Pasgaard for at lave ”stråmænd” og for at ”konstruere en indbildt modstander”. Gad også vide om det passer?

Der skal sørme ikke meget til, før Qvortrup begynder at tale om “stråmænd”. Qvortrup er en af landets allerstørste læringsfundamentalister, men fordi han ikke lige nævner det konkrete ord ”læringsmål” i sit indlæg, så laver Pasgaard angiveligt ”stråmænd” (se billedet!)? Ok, jeg synes, det er Qvortrup, der er ”dum” lige der. Det må jeg indrømme.

Qvortrup siger, at han altid netop har talt for at skille læring og undervisning ad. Jo tak, men denne skelnen kommer jo i stand ved at fremdefinere en formålstømt datareguleret læring, som undervisning i bedste fald kan være en teknisk metode til at optimere. Og derpå underlægger han hele sit ’læring-undervisningssystem’ helt ukritisk under tilfældige politikeres og kommunale embedsmænds ledelse, som om demokrati primært skulle være en form for kunderelation.

Det er derfor fuldstændigt korrekt af Pasgaard at hævde, at læringsbegrebet, endda i en særlig tom, kølig og underdanig afart, dominerer Qvortrups indsats, både i Qvortrups aktuelle indlæg og generelt.

Desuden fortsætter Qvortrup sin besynderlige linje – som Peter Kemp den anden dag kritiserede i Politiken, hvor Qvortrups indlæg også blev bragt, og som Pasgaard også nævner – med at sidestille skolens formål helt tilbage fra 1814 med moderne målstyring. Det tyder på alvorlige blinde vinkler i horisonten, som har en ødelæggende effekt på samfundets pædagogik. Men Qvortrup må jo simpelthen mene det så meget, at man jo får helt ondt i refleksionen, siden han fremturer.

Endelig må man aldrig glemme følgende sætning i Qvortrups oprindelige indlæg, hvor han fortæller os, hvad en lærer vil gøre, hvis der ikke er målstyring:

”Her skal eleverne ikke kunne læse, skrive og regne. Her satser vi på guitarspil.”

Det er dette utrolige grundsyn, der er årsag til, at Qvortrup er så forbenet i sin nidkære læringsfundamentalisme.

Qvortrup slutter nedladende af med at kritisere folkeskolen for ikke at have uddannet Pasgaard ordenligt, fordi han efter Qvortrups mening ikke kan indgå i en offentlig debat; en anklage, der ved sin blotte eksistens peger direkte tilbage på ham selv.

Qvortrups svar er uformående, fordummende og arrogant på alle måder efter min mening. Pasgaard skal have tak for at gøre os alle klogere på denne fordummende arrogance.

Her er Qvortrups svar, hvorfra man kan linke til de to tidligere indlæg.http://www.denoffentlige.dk/qvortrup-du-laver-en-straamand-…

Her er min egen oprindelige kommentar til Qvortrups indlæg:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154163336584481&id=837549480&pnref=story

 

39. d. 21. maj: DPU’s nye forskningsstruktur marginaliserer filosofi og pædagogik

A.

Her er DPU’s nye forskningsprogrammer:

  1. Læring, didaktik og innovation i dagtilbud ved professor MSO Charlotte Ringsmose
  2. Inklusion og eksklusion – i samfund, institution og pædagogisk praksis ved professor MSO Susan Tetler
  3. Future Technology, Culture and Learning ved professor MSO Cathrine Hasse
  4. Learning, Innovation and Sustainability in Organisations (LISO) ved lektor Ulrik Brandi
  5. Rearticulating The Formation of Motivation (ReForM) ved professor MSO Morten Nissen
  6. Dis(engaging) Children and Young People (DECYP) ved professor Dorte Marie Søndergaard

Der er ingen forskning tæt på den pædagogiske tradition eller i almenpædagogiske og didaktiske emner, undtagen i små nicher.

Til gengæld er der fyldt med posthumanisme, teknologi og “motivation”. Motivation defineres som, når folk “vil det, de skal”…. Det er Morten Nissens, Dorthe Staunæs’ og Malou Juelskjærs gruppe, den såkaldte ReForM. Disse tre personers syn på kritik er jeg – fra en lille batalje sidste år – selv særdeles godt bekendt med. Det er den slags, der vækker min kritiske sans, hvis man kan sige det på den måde. Ja, det er lige før, jeg “ikke vil det jeg skal”. Jeg motiveres til dissens. Det er jo også det, man kalder kritik, men det er åbenbart det modsatte af “motivation”? Nå, men undskyld, for nu løber tanken…. De gamle samtidsdiagnostikere og andre “konkurrencestaten er et vilkår-folk” sidder også her.

“Didaktik”- ordet optræder kun en gang i hele rækken, og det er i forbindelse med børnehaver(!). Lederen af programmet “Læring, didaktik og innovation i dagtlibud” er Charlotte Ringsmose. Ringsmose skriver – sammen med SFI’s og Læringsrådets Agi Csonka – belærende læserbreve om læring i børnehaverne. Det gør de, når ældre københavnske pædagoger skulle kommer for skade at skrive en kronik om børnehavetraditionens dyder (Pol, d. 25/11 og d. 4/12-15). Det var en af de gange, jeg fik lidt “mavefornemmelser” for nu at bruge et forbudt ord.

“Pædagogisk praksis” nævnes kun ifm. “inklusion/eksklusion”, og det er jo ‘lissom’ noget andet.

B.

Der blev ganske vist også arbejdet på at etablere følgende programmer/centre, som lå tættere på pædagogiske emner:

– Pædagogik, normativitet og videnskabelighed
– Filosofisk antropologi
– Center for studier i pædagogiske formål og pædagogisk praksis

Men disse ansøgninger/initiativer blev ikke imødekommet. Det er blandt andet derfor, at der stort set ingen filosoffer eller dannelsesorienterede forskere er blandt forskningsprogrammernes deltagere.

Ja, man kan på den baggrund godt sige, at der ingen pædagogik er.

Men er der ingen kritisk forskning? Nej, stort set kun den slags, der accepterer konkurrencestatens vilkår, dvs. som tror, at en “diagnose” er en realitet, som det hedder på de bonede gulve.

Der er ingen ilt og åndelig luft for en virkelig pædagog.

Jeg synes ikke, det er nogen god ide at køre den pædagogiske forskning så smalt. Ja, jeg frygter faktisk al den “klare besked”, der fosser ud af statskassen og ned over de iltfattige uddannelsesinstitutioner.

http://edu.au.dk/forskning/omraader/ (se drys nr. 47 for reaktion)

 

40. d. 22. maj: Facebook-drys 24: Marts 2016

Marts:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-24-marts-2016.html

 

41. d. 22. maj: En ny naturtilstand: Alles kamp mod sig selv

I gamle dage sagde de politiske filosoffer, at naturtilstanden – dvs. en tilstand uden politisk autoritet – bestod i alle kamps mod alle, evt. tilsat nogle moralske love eller andet.

Uanset hvordan det lige blev formuleret, var filosofferne enige om, at denne naturtilstand ikke kunne opretholde sig selv i ren form. Den førte til et kort og usselt liv, sagde de. Derfor blev alle naturtilstandens medlemmer enige om at indføre en eller anden form for stat, der kunne skabe fredelige tilstande. Der var så meget forskellige synspunkter på, hvordan det skulle finde sted, men alligevel: Det var grundtesen. F.eks. kunne man omdanne naturens kamp til offentlig kritik under lovens processer og med en kosmo-politisk interesse, og den moderne pædagogik spillede en kæmperolle i denne proces. Man kunne også havne i et forsvar for enevælden. Som sagt var det meget forskelligt. En ting er dog sikkert: Denne form for begrundelse for politisk autoritet er en central del af den filosofske baggrund for den moderne stat

Nå, men det er på en måde slut nu: Nu er det ikke mere ”alle kamps mod alle”, som er naturens eller statens indre orden, og derfor har man heller ikke alle de afledte effekter, jeg lige nævnte.

I stedet for er naturens orden nu omdannet til ”alles kamps mod sig selv”. Hvordan det? Jo, for selv i pædagogikkens inderste lønkamre opstilles der nu læringsmål og idealet er, at børnene skal lære at lære, dvs. at selvmonitorere, selvevaluere og selvregulere deres egen proces hen i retning af læringsmålets optimering. Inde i alle børnenes hjerner er der små d>0,4 skalaer, og det er altså ikke noget, jeg har fundet på. Det er en begrebsmæssig og pædagogisk realitet.

Indholdet og objekterne er blot atomiserede og tekniske anledninger til, at selvet kan lære at kritisere sig selv og monitorere selvets progression i forhold til et på forhånd angivet læringsmål. Det er John Hatties og læringsideologiens filosofi. Selvet er alene med sig selv og sin selv-proces og sin impact-score. Der er ingen objekter og intet fællesskab som andet end tekniske anledninger og abstrakte rammer. Alt arbejde og alt ansvar kører under selvets egenmonitorerings proces.

Vi får dermed en spaltning af selvet i en score og en evaluering af scoringen uden omgivelser at tørre spaltningen af på (dvs. uden kritik). Den socialpsykologiske grundtese er: Du er aldrig god nok! Du er aldrig så dygtig som muligt! Du må udfordre dig selv endnu mere, så du kan blive så dygtig som muligt! Og du skal trives, mens du gør det. Ja, du skal ligefrem motiveres til at ville det, du skal, altså til at monitorere din egen læring af læring, og vi laver endda forskningsprogrammer til at effektuere det.

Processen gælder ikke kun for børn og unge, men også på mange arbejdspladser. Det bliver en selvmonitoreringskultur, selvom “kultur”, nok er et lidt for fint ord. Den rette beskrivelse er nok: parallelle optimeringssystemer og deraf afledt adfærd.

Den postmoderne naturtilstand består derfor ikke i alle kamps mod alle, men i alles kamp mod sig selv. Side om side og uden egentlig kontakt andet end sammenligningens indholdstømte nivellering.

Nu er pointen så: I en sådan tilstand, dvs. under læringens tegn, er der slet ikke brug for stater og pædagogik. Hvis ingen kæmper mod hinanden men kun med sig selv, er der ingen grund til politisk diskussion og autoritet.

Så altså: vi har ikke mere brug for politik, for der er ingen interessekonflikter, kun egeninteresser i små parallelle bobler. Staten degenererer og begynder at tale om sig selv som en ”konkurrencestat”, dvs. en organiserende organisation, hvor alle formål er blevet til midler for selvets læringsmaksimering og den organiserende organisations økonomisk optimering. Her er dannelsesidealet en blanding af en soldat og en opportunist. Det står selv i bøgerne.

Så der ikke brug for en egentlig stat. Derimod er der brug for ranglister og supportsystemer. Læreren bliver et eksempel på et sådant supportsystem; en semi-digitaliseret impact-coach der skal fremme selvmonitoreringens optimering.

Den samme struktur, dvs. at gå fra kritisk indhold til selvkritiklæring, anbefales også på samfundsniveau af Ove Kaj Pedersen, DPU, Stefan Hermann og ”Børsen som bekræfter alle fordomme om Børsen”.

Jeg lever stadig, heldigvis sammen med hele den europæiske tradition, i forlængelse af naturtilstanden, i kampens, objekternes, opmærksomhedens, kritikkens og moralens natur. I denne tilstand evaluerer man ikke sig selv. Her er man derimod i dialog med sig selv. Det er også det, der kaldes tænkning. Den slags mental aktivitet handler om at bringe individualitet, fællesskab og ting frem i verden og i overensstemmelse med sig selv. Tænkning er det modsatte af OKP og John Hatties ”opportunisme” og ”selvmonitorering”, men det er sørme ikke det modsatte af en korrigeret forbindelse mellem politik og global økonomi, tværtimod.

Men i UVstrålingsMinisteriet kalder de den slags moderne dannelse for traditionel. Det er fordi, de tror, vi bor i en ”konkurrencestatsdiagnose”.

I nærheden af tænkningens natur er der brug for en stat, et folk og for venligtsindede omgivelser i fuld interaktion og for en pædagogik, der er fuld af objekter, fællesskab og kundskaber.

Pædagogik er kultivering af naturtilstanden og dermed af statens funktion og udsyn.

Pædagogik er politikkens start og ikke dens slutning (så hedder det “læring”). Det er jo det, der er hele den politiske og pædagogiske kunst.

(inspireret af Willig, R. (2013). ”Kritikkens U-vending”, HR-forlag (især s.81). Bogen handler om bevægelsen fra kritik til selv-kritik og er derfor særlig aktuel i disse dage)

 

42. d. 23. maj: Om at udfordre udfordringen

Samfundene er globaliserede. Ok, det er jo rigtigt nok, selvom man jo heller ikke skal ende med, at samfundene slet ikke er i sig selv. Det er sådan en slags balancegang.

Men så siger nogle, at globaliseringen betyder, at samfundene ligefrem udfordrede. De er udfordrede af ”økonomien”, siger de. Joe…ØHH….. bob….bob……

Ok så, men hvad gør de policydefinerende kredse så ved denne postulerede ”udfordring”, som åbenbart er økonomisk defineret?

Jo, man underordner sig jo udfordringen, dvs. man bliver en globaliseringsmetode til at score på en økonomisk udfordring. Man skal “sikre” sig, som det hedder. Det er også det, man kalder for en konkurrencestat. En konkurrencestat er defineret som en metode, der underlægger sig en økonomisk udfordring.

Pædagoger og lærere i konkurrencestaten overgår til at være læringsoptimeringsdesignere. Og humaniora skal bidrage til økonomisk vækst. Dermed forfalder både Humaniora og pædagogik, og så kan man ikke opretholde en moderne stat efter min mening.

Men jeg forstår det faktisk slet ikke. Humanioras opgave er sørme ikke at underlægge sig en ”udfordring”. Det er tværtimod at ”udfordre udfordringen. Opgaven er, at undersøge, kritiserer og kvalificere hele udfordringens vokabular, så alting splintres i politiske, æstetiske og filosofiske processer. Humaniora handler om menneskets omgang med og finden sig til rette i en verden, som Humaniora gør alt for at splintre til dens rod, der hele tiden reflekteres i sin grund. Humaniora skal umuliggøre politikken, så den får vanskelige vilkår, og så den må ty til åndens liv for svar.

Det er det, som humanvidenskab er. Det er en ren undergravende virksomhed, som skaber. Det er guerilla-metafysik, der smadrer ”udfordringer” og bygger i nye kritiske og insisterende processer, der bringer mennesket tæt på dets åndelige og praktiske realitet.

Dermed rejser også pædagogikken sig op igen, for så udfordres udfordringen jo også på alle de andre niveauer, både i skoler og børnehaver.

Jeg har faktisk aldrig mødt en god humanvidenskabelig tekst, der starter med ”udfordringen er”. Jeg har heller ikke mødt en god pædagogik, der er startet med det. Det er sådan noget KL-sprog, som desværre har bredt sig lidt.

Vi bør udfordre ”udfordringen”, minere og underminere og sprænge den. Ja, man bør nednormere ordet til et begreb, som kun kan bruges i Netto, hvis der mangler kassedamer mellem kl.16 og 17.

 

43. d. 23. maj: Interview med Lene Tanggaard i Lærerbladet

Lene Tanggaard får sagt virkelig mange tankevækkende ting fra den sociale/sociokulturelle psykologis perspektiv i nedenstående interview.

Tanggaard interviewes til landets bedste pædagogiske fagforeningsblad, som sjovt nok udgives i landets værste pædagogiske kommune, nemlig Odense.

Bladet redigeres af Erik Schmidt, der fik en advarsel af Odense Kommune for at protestere mod “læringsmålsmaksimering”, som netop er den form for pædagogik, som Tanggaard kritiserer.

Læringsmålsmaksimeringspædagogikken promoveres ellers af de københavnske forskningmiljøer på DPU, hvor den kobles til en ny begejstring for konkurrencestaten og skolereformen, der beskrives som en ny-kommunistisk idealtilstand…. øjeblik, jeg skal lige have en sjus…

Den sociale psykologi har faktisk også rødder i kommunismen, men det er en lang historie. Retningen blev for alvor sat fri herhjemme af professor Steinar Kvale, som faktisk blev Lene Tanggaards og Svend Brinkmanns lærer. De blev til gengæld hans elever, så nu er de frie som fuglen.

En lærer bliver en lærer ved at finde sig en elev, der bliver en elev ved at finde sig en lærer. Resten er ren dynamik.

Det er det modsatte af læringsmål.

http://www.xn--odenselrerforening-uub.dk/media/8607998/160523-laererbladet-lene-tanggaardartikel.pdf

 

44. d. 24. maj: New Public Management og Ny Nordisk Skole

Professor i offentlig organisation og ledelse, Kurt Klaudi Klausen, har skrevet en kronik om NPM. Hvad er nu det for en tekst?

Klausen skriver, at det går dårligt for NPM i England. Det er grundigt dokumenteret i en ny bog, der hedder ”A Government that Worked Better and Cost Less? (Hood & Dixon 2015 på Oxford University Press). Den ligger lige foran mig.

Men i Danmark går det fint nok, siger Klausen. Hvordan det? Det får vi ikke noget at vide om. Det går bare godt. Lidt slinger måske i den ene og den anden ubestemte vals, men alligevel: Her går det godt.

Hvad er det, som er godt? Det er, at den offentlige ledelse er blevet professionaliseret, siger Klausen. Nååå, han mener, at offentlig ledelse og organisation har mistet sansen for de faglige og pædagogiske traditioner, den skal lede? Han mener ustandselige reorganiseringer, subjektive strategier, stop-and-go fyringer, identitetsseminarer, tælle kunder i butikken, operative måltal, verdensklassenysprog mm.? Alt det står der ikke noget om, men det hører nok til den ”ubestemte vals”? Modsat i England må man forstå.

Klausen lever i en lille boble. Der er ingen filosofiske, politologiske, faglige eller kritiske forstyrrelser, der kan prikke til vokabularet. Det svarer til, hvis Anja Andersen sagde, at alting var en håndbold, hvilket hun jo ikke gør; eller til hvis Ove Kaj Pedersen siger, at alting er økonomisk konkurrence, hvilket han jo gør.

Kurt Klaudi skrev faktisk engang nogle ret afbalancerede bøger om offentlig forvaltning mellem stat, marked og civilsamfund, men det kan man ikke mærke noget til i kronikken. Det var nok dengang, han var ung, eller også var det bare mig, der var ung?

Pædagogisk NB:
For os pædagoger er der en lille krølle, som er værd at bemærke: I Ny Nordisk Skoles såkaldte akademiråd sad der en og kun en professor, og det var netop Klausen. Det understreger hvad skole- og gymnasiereform er, nemlig en NPM-operation med målstyring inde i hjernerne.

Akademirådets formænd var konkurrencestatsideologien Lars Goldschmidt og skolelederformanden Claus Hjortdal, som skriver vilde mails til folks arbejdsgivere, hvis han bliver kritiseret i Politiken.

Sådan ser den aktuelle uddannelsespolitiske horisont ud: NPM, konkurrencestat og klager, hvis der kritiseres.

http://politiken.dk/debat/kroniken/premium/ECE3217840/kritikken-af-new-public-management-er-forfejlet/

 

45. d. 24. maj: Anders Balle laver ny bog om skoleledelse

Der er kommet en ny bog, som jeg lige har læst. Den hedder ”Pædagogik og Skoleledelse” (Hans Reitzels forlag).

Ok, med den titel, tror man jo, at bogen handler om pædagogik. Men det gør den ikke. Slet ikke faktisk. Ikke et eneste ord.
289 sider og ikke et ord om pædagogik, i en bog hvis titel har ”Pædagogik” som første og største ord. Det er da vildt.

Men hvordan kan det mon være?

Her er lidt clues:

A.

Bogen er redigeret af Anders Balle, der var leder af skolelederforeningen, dengang reform og lockout kørte. Dengang var han begejstret tilhænger af reformen. Ja, jeg kaldte ham endda for KL Balle, og det var jo ikke spor pænt, selvom det var meget præcist. I dag er Balle mig bekendt ikke aktiv mere på den organisatoriske front. Retræter og emitusser betyder nogle gange, at man genvinder sin kritiske sans, men det er ikke tilfældet her. Balle har skrevet den uinspirerende introduktion samt et af kapitlerne, hvor der myldrer med referencer til KL, EVA, DPO mm. Det kommer der absolut ingen pædagogisk eller kritisk horisont ud af.

B.

De første fire kapitler er samlet under overskriften ”Pædagogik og skoleledelse”. Er der noget pædagogik her? Overhovedet ikke. Til gengæld er der ”læring” overalt. Hvem skriver? Det gør Andreas Rasch-Christensen, Lars Qvortrup samt Anders Balle og Katja Munch Thorsen/Marianne Buhl Hornskov, som er direktør/chef i EVA.

Der er ingen referencer til pædagogik eller til den omfattende kritik, som har været rejst af skolereform og af læringsbegreb fra alle mulige sider. Simpelthen intet. Nul komma nul.

Jo, for resten, Qvortrup får lige sagt følgende, som absolut eneste lille bitte undtagelse:

”Hvorfor har forventningerne og kravene til skoleledelse – og generelt set til folkeskolen – forandret sig? Nogle mener, at det skyldes den såkaldte ”konkurrencestat” (Pedersen 2011), som er blevet gangstativ for vor tids samfundskritikere. Nævn en samfundsmæssig dårligdom, og konkurrencestaten har været svaret” (s.29)

Det var det. Kritikken er ”et gangstativ”.

Derpå følger hele evidensrytteriet med fuldt honnør. Dem har der nu også været kritik af, men det hører man ikke noget om.

I de andre artikler er der bare fyldt med EVA-rapporter og referencer til folk fra Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO).

En lille iagttagelse er, at ordet “læringsmål” næsten ikke fylder noget. Men sjovt nok er hele bogens perspektiv også en understregning af, at denne udeladelse ikke gør nogen forskel, når den grundlæggende filosofi er den samme.

C.

De næste tre kapitler, som er samlet under overskriften ”organisation og ledelse”, er skrevet af Helle Bjerg, Justine Grønbæk Pors og Søren Voxted. Pors’ artikel består af ukritiske analyser af 13 KL-rapporter, og hun fremskriver læringsrevolutionen i en form for uomgængelighed. Pors er også meget inspireret af en tekst af Staunæs/Bjerg om ”læring i mellemrummene”.

Staunæs figurerer også flittigt i Helle Bjergs artikel og faktisk også i Andreas Rasch-Christensens tekst under pkt. 2. Disse passager er helt i ånden fra det poststrukturalistiske miljø på DPU og UCC, som klager med vilde bebrejdelser, hvis man kritiserer dem.
Det er den form for post-strukturalisme, der er helt smeltet sammen med systemteori, læringsbegreb og policy.

Voxteds tekst er lidt anderledes og mere klassisk NPM-orienteret, men er også helt ukritisk overfor policy, og han viser ingen tegn på viden om uddannelsespolitiske og pædagogiske emner.

Generelt myldrer det desuden med referencer til læringsideologien, herunder især Lars Qvortrup, Fullan og Vivian Robinson, KL, EVA, Rambøll mm..

Skolens formål og tradition er ikke nævnt med et eneste ord, så vidt jeg kan se. Det er helt overtaget af “kerneopgaven”, som er “læring”.

D.

Til sidst følger et par mere tekniske kapitler om jura og økonomi, og her er der i sagens natur heller ingen pædagogik.

I Jura-kapitlerne omtales spørgsmålet om offentlige ansattes ytringsfrihed ikke. Derimod står der en del om at give tjenstlige advarsler. Denne konstruktion af læreres lydighed er nok ikke tilfældig og er i al fald helt i “konkurrencestatens” ånd, for nu at bruge “gangstativet”, som jo fik nyt batteri af Ove Kaj Pedersen i forrige uge.

Bogens undertitel er ”en håndbog for skoleledere”. Det passer ikke. Det er en blind rejse i læringsideologiens nedre overdrev.

http://hansreitzel.dk/…/P%C3%A6dagogik-og-sko…/9788741264202

 

46. d.25. maj: Konkurrencestatsteoriens tre videnskabsteoretiske problemer

Der er tre videnskabsteoretiske problemer med konkurrencestatsteorien:

  1. Den forveksler teori med objekt. Den tror, den er et objekt som sådan. Dermed glemmer teorien, at den blot er en teori, der kun rammer en flig af virkeligheden, altså af det virkelige objekt.
  2. Fordi teorien tror, at den er et objekt, opfattes ”teorien” også som normativ, en grundpræmis og et vilkår, som både moral og policy og hele det sociale liv bør indrette sig efter. Man glemmer med andre ord at skelne mellem er og bør. Samtidig anklager man kritikere for netop at være for ”normative”. Dermed bliver teorien ideologisk og fremmedgørende.
  3. Den definerer ikke sit genstandsfelt. Dvs. at teorien ureflekteret skyller ind over pædagogikken, hvis tradition den demonterer.

 

47. d. 26. maj: Morten Nissens mails (blogindlæg)

Professor Morten Nissen har kritiseret mit arbejde for alt muligt, både her på facebook og på DPU’s fælles mail-system. Her er mit svar:

http://www.thomasaastruproemer.dk/diskussion-med-professor-morten-nissen-om-dpus-forskningsprogrammer.html (se også drys nr. 39)

 

48. d. 27. maj: Interview med Per Fibæk Laursen

Spændende interview med professor Per Fibæk Laursen:

Professor på DPU, Per Fibæk Laursen, får i vedhæftede interview sagt mange fornuftige ting. Også ting, som jeg opfatter som en korrektion af hans tidligere arbejde.

A.Til dels som før?
Først de to markeringer, som til dels er de samme som tidligere.

  1. Fibæk følger sin tidligere linje med at knytte dannelsesbegrebet til gymnasiet. Han fortsætter i en mere polemisk bevægelse med at knytte begrebet til elitisme og konservatisme, og som så ofte før nævner han Krarup-familien. Dermed fratager han sig selv muligheden for en reflekteret drøftelse af både dannelse og gymnasium efter min mening, men det er jo også stort set kun folkeskolen, han interesserer sig for. Han har dog også nogle supplerende betragtninger, som nuancerer synspunktet, hvilket jeg vil omtale nedenfor.
  2. Han følger også sin tidligere linje med at sige, at dannelse ikke har noget at gøre med folkeskolen, men i en helt ny teoretisk konfiguration, hvilket jeg også vil omtale nedenfor.

B. En korrigeret position?

Der er som sagt også nogle meget vigtige ændringer, der efter min opfattelse bringer Fibæk direkte over i ’dannelseslejren’, hvis man forstår denne lejr bredt, som de folk ønsker at drøfte pædagogik og pædagogiske formål mere bredt og derudfra kritiserer læringshegemoniet:

  1. Fibæk siger denne gang, at dannelsesbegrebet ikke kun er nationalkonservativt. Han bruger det bredere udtryk ”kulturkonservativt”, selvom de personer han nævner, er de samme, som tidligere. Mere vigtigt nævner han også de kulturradikale og ”de kritisk-humanistiske” som en del af dannelsesfløjen. Dermed knytter han dannelsesbegrebet langt tættere til den almindelige uddannelsespolitiske proces, efter som ”de kritisk-humanistiske” kan informere et mere pædagogisk indstillet centrum-venstre, end skolereformens læringstamtam kan det.
  2. En nærmest endnu vigtigere korrektion er, at det, han sætter over for sin meget negativt bestemte ”dannelse”, ikke mere er ”det globale arbejdsmarked” eller ”pisa-færdigheder”, som han tidligere har haft en tilbøjelighed til. Nu sætter han dannelse op imod den folkelige tradition, og han taler direkte om en ”folketradition med folkeoplysning og livsoplysning” som grundlag for folkeskolen. Dermed skriver han sig faktisk ind i et bredere ”dannelsesbegreb” end gymnasiets og DF’s, hvilket han på sin vis også selv siger, selvom han ikke har lyst til at bruge det konkrete ord ”dannelse”. Fibæk kommer her i kontakt med den grundtvigske tradition i landet, som derfor ikke kan parkeres i hos højrefløjen, men som heller ikke udelukker den. Fibæks arbejde med at skelne mellem dannelse og folketradition kommer dermed i visse stræk til at minde om Alexander von Oettingens, fordi begge vil bygge et skel mellem skole og dannelse på en dannelsesteoretisk og åndsvidenskabelig grund. Oettingen arbejder dog ud fra et systemteoretisk synspunkt, hvilket vanskeliggør hans forbindelse til de grundtviske ideer. Det problem har Fibæk ikke på samme måde. Selvom han også, som mange andre, var optaget af systemteorien i starten af 00’erne, så har det slet ikke sat sig fast. Fibæk blev aldrig ideolog, men det er von Oettingen nu heller ikke.
  3. Fibæk er virkelig skarp over for dem, der vil bygge skole ud fra læringsbegrebet. Det er ”teknokraterne”, og læring kan for Fibæk slet ikke erstatte en formålsfunderet didaktik. Men – og det er så min egen pointe – denne kritik kan han ikke fastholde, eftersom han i sine nyeste bøger netop bygger på læringsbegrebet. Men ok, jeg glæder mig simpelthen til at læse Fibæks næste markering. Han skal skrive til Uren Pædagogik 3. Det er jeg spændt på at læse.

Endelig vil jeg sige, at Fibæk, så vidt jeg kan se, ikke deltager i DPU’s nye forskningsområder, som har udelukket pædagogisk, filosofisk og didaktisk forskning fra systematikken. (Det var min omtale af denne ”udelukkelse”, der tændte Morten Nissen, hvis forskningsprogram netop er læringsbaseret, helt af den anden dag).

Måske er det i denne frie og lidt ensomme tilstand, at Fibæks tanker nu går på vandring i det fag, han har levet i siden han var ung. Hvad mon han finder? Det er den slags vandringer, der kan skabe.

http://www.blivklog.dk/Er%20dannelse%20et%20folkeskolerelevant%20begreb.aspx

 

49. d. 27. maj: Deleuze og Lacan

Er der nogen, der kan hjælpe mig med ideer til at svare på følgende spørgsmål, hvis underliggende hypotese jeg arbejder lidt med:

Hvorfor fører en interesse for Jacques Lacan til klassisk dannelse og kritisk sans, mens en interesse for Gilles Deleuze fører til læringsunderdanighed og småstrategier under konkurrencestatstligt herredømme?

I må også gerne pege på evt. undtagelser eller skrive, hvis spørgsmålet er forkert stillet. Jeg vil også meget gerne have evt. referencer på litteratur, der kan oplyse eller ødelægge spørgsmålet.

 

50. d. 28. maj: Et lille land i en lille verden

Verden er blevet både større og mindre på samme tid. Det forstår jeg godt. Det er jo det, man kalder for globalisering.

Hvad jeg derimod ikke forstår er, hvorfor Ove Kaj Pedersens teori nu skal være den pædagogiske og politiske ideologi, der skal ordne dette lille problem.

Grunden til, at jeg ikke forstår det, er, at hans teori slet ikke gør verden “større og mindre”. Derimod bliver verden “mindre og større”, hvilket jo er det omvendte.

Dermed får vi et land og en verden uden ånd; dvs. intet land og ingen verden i stedet for et stort land i en stor verden.

Og ærlig talt: hvad har det med globalisering at gøre?

 

51. d. 29. maj: Når pædagogik bliver til vilkår: Ny professor ved DPU

John Krejsler er nyudnævnt professor ved DPU. Han tilhører det nye forskningsprogram ReforM, som ledes af Morten Nissen og Dorthe Staunæs, der også er professorer.

Et kendetegn ved denne gruppe er følgende kombination: Først laver man et opgør med pædagogik og pædagogisk tradition, og dernæst reduceres den poststrukturalistiske teori – f.eks. Foucaults og Deleuzes filosofi – til at være midler til det, man ukritisk opfatter som nye ”vilkår”, der vel at mærke træder i stedet for pædagogik. Disse vilkår kan så knyttes an til forskellige kombinationer af læringsmål, evidens, NPM og transnationale ideologier. I videre forstand hægtes det hele op på DPU’s nye ideologi, nemlig Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsteori, der selv er en særlig strukturalistisk variant af poststrukturalismen.

Krejsler, hvis arbejde med europæisk uddannelsespolicy jeg faktisk selv har haft meget glæde af, er endnu et eksempel på denne tendens. Han er begejstret for netop Michel Foucault og for Gilles Deleuze, der jo også spiller en stor rolle for f.eks. gruppen omkring Staunæs.

Denne kombination sætter sig igennem i vedhæftede ”konkurrencestaten er et vilkår”-markering, som er en nyhedsopdatering om Krejslers tiltrædelsesforelæning.

Der er globale, transnationale og metodiske ”vilkår” over det hele. Ja, der står ”vilkår” hele fire centrale steder i den korte tekst, og hver gang ordet optræder, er det som en form for strukturel stand-in for opgøret med pædagogik.

Man bør ikke ”spilde sine kræfter med at kæmpe for noget, som så at sige er umuligt”, som det hedder. F.eks. må man forstå, at det er slut med ”seminarietraditionen” med al dens reformpædagogik og grundtvigianisme. ”Seminarietraditionen” er blevet sådan et slags fyord på DPU. Det var det samme udtryk, som Jens Rasmussen brugte om læreruddannelsens KLM-fag, da han ville have fjernet det, hvilket den grundtvigske tradition fra både højre og venstre dog heldigvis fik forpurret. Det var åbenbart ikke helt et ”vilkår” alligevel?

Samme opgør med pædagogik og pædagogisk tradition finder man også i Krejslers kapitel til bogen ”Klasseledelsens dilemmaer” fra 2014, som jo også var den bog, hvori Dorthe Staunæs og Malou Juelskjær skrev deres radikaliserende accept af skolereformen, som jeg senere kritiserede med visse konsekvenser til følge. Deres argumentation har i almenpædagogisk forstand samme grundstruktur som Krejslers.

Ok, men hvad træder så i stedet for handling, reformpædagogik, nationale traditioner og pædagogisk handling hos Krejsler? Jo, det gør såmænd ”strategier”. Der er små strategier over det hele. Man skal listigt kende den ene og den anden mere eller mindre bureaukratiske aktør på fingerspidserne, så man strategisk kan navigere og få en eller anden detalje igennem, som man jo faktisk ikke ved, hvad er, fordi man helt fra start er kommet til at smide det hele ud med badevandet via en alt for kraftig poststrukturalistisk kulturkritik.

Her er linket til nyheden om Krejslers professorat:

http://edu.au.dk/…/transnationale-tendenser-i-skolen-dagti…/

Triller man ned i bunden af nyheden, er der et link til invitationen til selve tiltrædelsesforelæsningen. Her fortsætter det i samme ”vilkårs”-stil. F.eks. kan man læse følgende:

”Evidens: vilkårene for at producere ’viden om hvad der virker’ er forandret væsentligt (Hattie, EVA mm.)”

Tak skæbne. Vi er overladt til EVA og Hattie som nyt vidensteoretisk vilkår. Alle mand i bådene.

Endnu et lille kig i ReforMS indre.

Her er linket til invitationen:

http://edu.au.dk/…/nye-vilkaar-for-skole-dagtilbud-og-laer…/

 

52. d. 30. maj: Nyliberalismen og venstrefløjen

Et pædagogisk paradoks?

Venstrefløjen:
Neo-liberalismen er ond, og den er så stærk og gennemtvingende, at den udvikler sig til en konkurrencestat, der gør os alle sammen til opportunister under økonomiens herredømme. Det er alt sammen et ”vilkår” og en ”grundpræmis”, som vi må tilpasse os og navigere i. Derfor er det slut med dannelse, pædagogisk frihed og Grundtvig og den slags, som alligevel også er noget gammelt nationalistisk pjat. I stedet er vi navigerende opportunister og begærsmaskiner i en nyliberal organisme. Det er også det, vi kalder for “skolereform” eller slet og ret “ReForM”.

Den liberale højrefløj:
Neo-liberalismen er ok, og den betyder ikke noget særligt. Vi må gøre, som vi vil, bør og kan, og vi kan i princippet arbejde frit med dannelse og Grundtvig og den slags. Vi er ikke “begærsmaskiner”, men kulturvæsener i et liberalt samfund.

Umiddelbare konklusioner:

Jo mere man er imod nyliberalisme, desto mere vil man få af dens værste sider.

Jo mere man er for nyliberalisme, desto mere pædagogisk frihed og pluralisme stilles i udsigt.

Jeg synes, den pædagogiske venstrefløj har et problem lige her.

 

53. d. 30. maj: Brokker fra den anti-kritske kritiks kritik

Fra de samme personer, som anklager mig for at være for polemisk og for personlig, har jeg i tidens løb blandt andet modtaget følgende adjektiver.

“Tilsvining, bekymrende at manden underviser vores studerende, demagogisering, beklikker min faglighed, cyberbullying, virtuel tilsvining, chikane i det offentlige rum, tilskrivelse af lyssky motiver, forvrænger vores tekster, udpegning, beklikning, motivjagt og forvrængning af enkeltpersoners faglige integritet, angreb på institutionen Aarhus Universitet, indlæggenes had, akademisk mobning, ulogisk, grundløs, ondartet, en udlevering, forhånelse, uforpligtende, urimelige, ulogiske, smædevers på en lokumsvæg, paria-status, laver bobler, uden for pædagogisk rækkevidde, det mærkelige fænomen TAR, du diskuterer ikke som en hædersmand, floskuløse beskyldninger, går efter aggressivt at score points”

(så trækker vi lige vejret….)

”Forskruet, usandt, infamt, fordrejet, polemisk, konspirationsteori, stærkt ærekrænkende, løgn, fordrejning, demagogi, mobning, karaktermord, konspiratorisk mistænkeliggørelse, uvederhæftig, løgnagtig, ærekrænkende, veritabel personhetz og årelange forsøg på mistænkeliggørelse og miskreditering, højreradikal, videnskabelig udanndet, stalker”

Og det fortsætter bare, senest med lederen af det nye forskningsprogram ReforM, Morten Nissen, i hovedrollen, fordi jeg i helt almindelige termer har kritiseret strukturen i DPU’s forskningsprogrammer og uddybet mine synspunkter, da det blev efterspurgt.

Jeg kan nok gå med til en finke eller to i kampens hede, men jeg synes, dette er for vildt. Man må også betænke, at ordene fosser lige ud i klageskrivelser og fællesmails.

Min konklusion er: Jeg har foreløbig ret i det hele. Jeg har simpelthen ramt en åre af virkelighed.

 

54. d. 31. maj: Deleuze

Lidt tanker om Gilles Deleuze og hans aktuelle betydning:

Ifølge den norske uddannelsesforsker, Jenny Steines, insisterer Gilles Deleuze på ”at kritik er fåfængt” (=nyttesløs, frugtesløs)..

Ja, Steines citerer direkte Deleuze for følgende:

”Kritikk er helt forgjeves. Det er mye viktigere å bli en del av den virtuelle bevegelse, som allerede er reell uten ennå å være aktuell”

Det er i den forstand meget naturligt, at vores pædagogiske Deleuze-folk har store problemer med ”kritik”, både i kritikkens begrebsmæssige og praktiske manifestationer.

Deleuze er ikke blot kritisk over for kapitalismen som økonomisk system. Han opfatter kapitalismen som et omfattende kulturelt og psykologisk system, som han mener undertrykker den menneskelige begærsmaskines vitalitet.

Freuds Ødipuskompleks opfattes også som en central del af undertrykkelsen. I stedet for, at opfatte mennesket som bundet til psykoanalytiske eller for den sags skyld kristne “komplekser”, dvs. som et kulturvæsen, så bliver mennesket en “begærsmaskine” slet og ret, en driftsorganisme; måske endda en ‘fremdrifts’-organisme?

Dermed mister de pædagogiske Deleuze-folk muligheden for at tale om ”et pædagogisk paradoks”, dvs. et paradoksalt forhold mellem tvang og frihed, som er et af almen-pædagogikkens grundforudsætninger. Denne afvisning af ”det pædagogiske paradoks”, finder man også hos de pædagogiske systemteoretikere, fordi de oversætter frihed til kontingens, som er noget, der skal bekæmpes (begrebet ”pædagogisk paradoks” er herhjemme udviklet og formidlet af Alexander von Oettingen i en bog af samme navn).

Deleuze annoncerer dermed et kultursammenbrud. Det var nok sjovt at gå og tænke på den slags i 1970’ernes ungdomsradikaliserede miljøer, fordi man jo stadig havde en kultur, man kunne kritisere. Men efterhånden stopper morskaben, fordi man jo, hvis man selv når magtens eller i al fald mellemlederens tinde, ender med at demontere enhver stopklods. Subjektivitet, kritik og kulturel tradition imploderer, og tilbage står blot det rene begær, den rene affekt, i den kerneløse kerneopgaves nihilisme, der uden kulturelle gnidninger kan gøre tjeneste for KL og Antorini.

Dermed falder Deleuze snildt ind i den aktuelle pædagogiske tænkning. Begærsmaskiner og ”fåfengt kritik” smyger sig om hinanden i en reform, og man reducerer kritik til affekt.

Kun når Deleuze udtrykker sig poetisk, dvs. uden magt, har han noget at sige. I den forstand er jeg selv en del af hans vitale strømme, der vælter selvbestaltede repræsentationsstrukturer og får – som det siges – ”idioterne til at le” i forskellenes opløsning i en ”villet fattigdom”, som ”vibrerer og åbner ordet”, så man er ”en fremmed i sit eget sprog”.

Men man kan under ingen omstændigheder bygge pædagogik på et så radikalt opgør med kultur, subjektivitet og kritik. Og ok, når det deleuz’ske ligefrem bruges i magtens og repræsentationens tjeneste, så bliver det for alvor grimt. Det er klart. Og mere grundlæggende tager han også fejl, fordi vores kritiske aktiviteter jo angår at finde ud af, hvem vi er sammen med andre, som også finder ud af, hvem de er. Kritik er etisk og værensmæssig ontologi.

Nogle af mine fb-venner mener, at Deleuzes filosofi minder om Deweys. Ok, jeg kan godt se, hvad de mener, men der er nu også en stor forskel: Forskellen er, at Dewey ikke er psykoanalytiker. Han har slet ikke noget at gøre med Ødipuskomplekser og ”kulturens byrde”, som Freud kaldte det. Dewey er derimod kulturelsker. Dermed bliver han faktisk en del af en løsning, mens Deleuze bliver en del af problemet.

Allerbedst er det, hvis man finder en filosofi, som kan tænke kultur og tilblivelse på samme tid, og det kan vel ikke være så svært. Man kan f.eks. læse Martin A. Hansen eller Hannah Arendt og som sagt også Dewey? Herunder kan man så bruge lidt deleuze’sk poesi i afgrænsede doser.

Steines, J. (2011). ”For en mindre danning”, i Steinsholt, K. og Dobson, S. (red.). Dannelse-introduktion til et ullent pedagogisk landskap, Trondheim: Tapir Akademisk Forlag, s. 193-210.

 

55. d. 31. maj: ReForMs paria 1

Morten Nissens PARIA:

Morten Nissen, som er programleder for det nye forskningsprogram ReForM, skriver, at jeg beder om, at han giver mig PARIA-status.

En PARIA? Hvad er det? Ordbog over det danske Sprog siger bl.a. følgende:

”Den, der tilhører den laveste underklasse i et samfund, de retsløse, foragtede, samfundets udskud”.

Nissen sender via en fælles mail sit stigma ud til alle ansatte på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelses (DPU). Han lægger også stigmaet både på min og sin egen facebook-væg, og han gør det under “det kollegiales” vajende fane.

Det er i sandhed en ReForM.

Han skriver endda, at jeg selv beder om mit nye stigma? Jeg har skrevet en offentlig kritik, som jeg står på mål for, men har jeg bedt om at være en PARIA? Kan nogen bede om at blive udskudt, foragtet og retsløs? Kan man svare på det? Har jeg ord? Nissen taler magtens sprog til sin paria, til sit udskud.

Nissen konstruerer som leder af sit kritikresistente forskningsprogram en paria, og den paria er mig.

Nissen siger også, at jeg er ”ondartet”. Pariaen er ond, alene fordi han får magten til at konstruere en paria. Udskuddet er ondt ved sin blotte væren. Pariaen minder Nissen om, at han har konstrueret en paria.

Nissen inviterer herefter den det ’ondartede foragtede udskud’ til ”dialogkaffe”

Det er i sandhed en ReForM

Pariaen vil ikke drikke kaffe. Pariaen vil ryge stridspibe sammen med de andre pariaer. Alle de andre, der ikke vil udøve ”konstant selvkritik” og ikke vil lytte til Ove Kaj Pedersens og DPU’s ”klare besked”. Alle andre, som vil stille frie spørgsmål, som ikke skal godkendes af ReForMs ledelse, der tror de har verden for sig selv.

Pariaernes sted er pædagogikkens sted, de udskudte kritikeres Agora.

http://ordnet.dk/ods/ordbog?query=paria&tab=rel

http://www.thomasaastruproemer.dk/diskussion-med-professor-…

 

56. d. 31. maj: ReForMs paria 2

DEN MODERNE INTELLEKTUELLE SOM EN PARIA:

Af forskellige grunde, som jeg ikke orker at gentage, sidder jeg og kigger lidt på ”paria”-begrebet.

Der er mange forskellige linjer og muligheder, lige fra de indiske kaster til Max Weber, Charlie Chaplin, Franz Kafka og Hannah Arendt. Her er resultatet af dagens undersøgelser:

A.

En af linjerne er, at pariaerne var en tamilsk samfundsgruppe, som spillede på trommer til festivaler. De blev udstødt, fordi de måtte tjene penge ved at rense lig og lokummer.

Det er den moderne intellektuelle: Rytmisk støj midt i fællesskabet liv og undersøgelse af døde og beskidte ord. Det er uren pædagogik.

B.

En anden og måske overlappende linje er, at disse indiske ”pariaer” var forbundet med magiske kræfter. Derfor blev de isoleret i små beboelser uden for byerne, lidt a la europæiske middelalderhekse. Disse magiske kræfter kunne dog også bruges af kongerne til at forøge både kongens hånd om magten og samfundets velfærd.

Det er den moderne intellektuelle: Eksileret magi, der via uforståelige forstyrrelser og tumult forbedrer magtens funktion og indre.

C.

Senere, under den engelske kolonialisering, beskrives pariaerne som ”jordens arveløse sønner”.

Det er den moderne intellektuelle: jordens søn uden arvet og uden tildelt ret fra en organisation. En søn født i uren jord, som han ikke ejer, men som han er søn af.

D.

I moderne tid, dvs. omkring år 1900, kom det til en diskussion blandt de indiske pariaer, om man skulle bruge navnet i en frihedsdagsorden, eller om man skulle forbyde navnet. Sådan er det jo.

E

I moderne europæisk filosofi knyttes begrebet til kulturens indre andethed, den fremmede og nomaden.

Der er heromkring, vi finder Franz Kafkas ”K” og Charlie Chaplins skæve eksistenser samt Hannah Arendts behandling heraf i ”The Jew as Pariah: A Hidden Tradition” (1944).

(Man kunne også nævne vores egen Georg Brandes)

Det er en hel modernistisk jødisk tradition af jøder, som har problemer med at være jøder, og som sætter Europa i stand til at reflektere over dets egne handlinger, og som dermed bidrager til at ryste et alt for magtfuldt og selvsikkert kristent og oplysningsfilosofisk greb om verdensdelen, der jo resulterer i 1. verdenskrig. Som tak for denne indsats modtager pariaen udslettelse og forfølgelse.

Det er den moderne intellektuelle: Den eksilerede giver af gaver, som andre står som giver af. Det er ”the essential kinship of the pariah to the poet – both alike excluded from society and never quite at home in this world” (Arendt 1944).

Skriv en kommentar