Her er 34 facebook-opdateringer fra juni 2016. Man kan enten klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer, eller man kan læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart efter teksten.

1. Videoforedrag i Undervisningsministeriet
2. Teknologisk Institut evaluerer målstyring på læreruddannelsen
3. Facebook-drys 26: April 2016
4. Weekendavisen om kundskaber og pædagogisk praksis
5. Claus Holm mener, at almendannelse er en ”værktøjskompetence”
6. Gymnasieforlig 1: Hvad er adgangskravene?
7. Gymnasieforlig 2: Dannelsesbegrebet
8. Kedsomhed og underholdning
9. Gymnasieforlig 3: Er adgangskravet 02 eller 5?
10. Fordele ved et Brexit
11. Metodefetishismens performativitet (blogindlæg)
12. Gymnasieforlig 4: Radio24syv
13. Gymnasieforlig 5: Nulvalgs-gymnasiet
14. Karakterer
15. Gymnasieforlig 6: Grundforløbet
16. Gymnasieforlig 7: Adgangskravene
17. Keld Skovmands bog anmeldelse i UP
18. Skoleforskningscenter ved Aarhus Universitet 1
19. Kundskabsforfald i folkeskolen
20. Gymnasieforlig 7: Samlet analyse (blogindlæg)
21. Skoleforskningscenter ved Aarhus Universitet 2
22. Gymnasieforlig 8: Allan Kjær Andersen om Gymnasieforliget
23. Kirsten Hyldgaard om Dorthe Staunæs og Malou Juelskjærs klage
24. KL…zzzz
25. DPU om dannelse på årets folkemøde 1
26. Centrum-venstres start og løb ind i Allinges telte
27. DPU om dannelse på årets folkemøde 2, Tomas Keplers referat
28. Facebook-drys 27: Maj 2016
29. Fra kultur til struktur
30. Gymnasieforlig 9: Gymnasiepolitisk checkpoint Charlie
31. EU’s overgreb på uddannelsespolitikken
32. Brexit 1
33. Brexit 2
34. EU producerer sin egen negation

 

1. d. 1. juni: Videoforedrag i Undervisningsministeriet

Jeg sad og surfede lidt på UVM’s hjemmeside og fandt en side med små videoforedrag.

Tove Heidemann fra UC-Syd holdt et foredrag i 2014, hvor der er lidt reform-reklame. Tag et lille bad i 2014-stemningen, hvis du har lyst.

Heidemann synes ikke, man skal lære noget bestemt, fordi det alt for hurtigt bliver forældet. F.eks. lærte hun engang at morse og at malke en ko, men det har hun ikke brug for mere. Derfor skal man af med kundskaber og undervisning, som er fra dengang, verden var ”stabil, overskuelig, struktureret og forudsigelig”. Nu er alting uforudsigeligt, så derfor skal man ikke lære noget. Puha….mon det nu går godt? Hvad med Sokrates, hovedstænderne og det periodiske system? Men ok, pludselig vil hun alligevel gerne, at børnene skal kunne sige “goddag” på finsk. Derimod er det vist for gammeldags at kunne de nordiske fædrelandssange. Det svarer vist til at “malke”?

Det er heller ikke så godt med skoleklasser. Så lukker børnene sig bare inde i A-klassen, mens de udelukker dem fra B-klassen. Jeg tror, hun mener, at sådan noget som klasser hører til i Dansk Folkeparti, men det er bare et gæt.

I stedet for skal man lære kompetencer, og det vigtigste er at lære samarbejdskompetencer, så man kan håndtere komplekse fremtidige situationer, som det hedder med knæfald for systemteorien. Men det, får vi at vide, kan man ikke undervise i, kun opleve og erfare.

Vi får derfor et ”paradigmeskifte”, som det hedder, med reference til Jens Rasmussen, som åbenbart har holdt den foregående forelæsning. Rasmussen og Heidemann har også delt kontor sammen engang, får vi at vide, og det trænger Heidemann snart til igen, siger hun, for hun er simpelthen så enig i det ene og det andet.

Nå, men ifølge Heidemanns paradigmeskifte skal vi have nogle flydende strukturer, der skal optimere læring og kompetencer. Vi skal have “udfordringer” og “højere barrer”, og vi skal overskride grænser i et væk, og det skal helst være i Skagen eller måske endnu længere væk. Der er ikke en rolig stund i livet.

Vi skal derfor væk fra det der med en tryg og tæt relation til en klasse og en klasselærer. Ja, det hele minder mig om dengang, da KL skrev, at man skulle lave bevidste ”organisatoriske benspænd”, så elev og lærer ikke lærte hinanden for godt at kende. Det var samme ånd.

Jeg synes, at alle børn skal lære at malke en ko, og bagefter kan de få lov at følge den ud på marken. Måske kan de gøre det i grupper? Mælken kan de drikke til frokost, hvis de da ikke undersøger fedtindholdet i naturfagstimen. I den efterfølgende time kan der komme en gammel sømand og fortælle om morseteknikken og dens betydning, og eleverne kan selv prøve at trykke nogle ord. Alting vil blive helt stille, indtil klokken ringer, og alle løber ud i skolegården, hvor de kan lege med børnene fra B-klassen.

Undervejs i denne trygge og rytmiske proces skulle eleverne gerne blive så propfodret med viden og kundskaber, at de ikke aner, hvad en “kompetence” er.

Tove Heidemann er også en af ministeriets “Bologna-eksperter”, udpeget af professionshøjskolernes rektorkollegium.

http://uvm.dk/Aktuelt/Web-tv

 

2. d. 2. juni: Teknologisk institut evaluerer målstyring på læreruddannelsen

Hov, jeg tror lige, at folk har overset denne tekst, som en af mine fb-venner var så venlig at sende til mig.

A..

Teknologisk Institut(!) har i al stilhed evaluereret den såkaldte ”kompetencemålstyring” i læreruddannelsen. Der var ellers vild debat dengang i 2012, da Jens Rasmussen sammen med sin arbejdsgruppe og Rambøll fremlagde oplægget ”deregulering og internationalisering”, som var et frontalangreb på seminarietraditionen.

Måske skal selve ideen lige opsummeres, dvs. den legendariske 1:1-ide om kompetencer (hvor “viden” er underordnet og overalt knyttet til “færdigheder”):

”Med reformen blev der indført kompetencemål med sammenhæng til folkeskolen. Dette betyder, at den tidligere detaljerede regulering af, hvilke fag den studerende skulle igennem på uddannelsen, blev afløst af styring via mål for, hvad den studerende skal kunne. Der blev indført kompetencemål for de enkelte undervisningsfag, for lærernes grundfaglighed og for praktikken. Rationalet i kompetencemålene er således, at de skal sikre en en-til-en sammenhæng mellem folkeskolens fag og de fag, som de studerende kan opnå undervisningskompetence i.” (Teknologisk Institut, s.18)

Så nu har vi læringsmålsstyring både det ene og det andet sted, både i skole og på UC, i 1:1, og det hele passer sammen som et regneark. Pædagogik=styring.

B.

Nå, men hvordan går det så?

Det lader til at gå fint. Her er hovedkonklusionen:

”Kompetencemålsstyringskæden fungerer:

Overordnet bekræfter evalueringen, at professionshøjskolerne har lykkedes med at implementere den politiske beslutning om at indføre kompetencemål som grundlag for styring af læreruddannelsen. Evalueringen viser, at styringskæden grundlæggende fungerer. Således udgør kompetencemålene i bekendtgørelsen et styringsgrundlag, der systematisk udmøntes gennem alle led – lige fra de nationale faggruppers modulbeskrivelser og sektorens fælles studieordninger til de lokale studieordningers modulbeskrivelser og den enkelte undervisers planlægning og gennemførelse af undervisningen.

På uddannelsesstederne opleves kompetencemålene og modulbeskrivelserne at fungere som et detaljeret styringsgrundlag, der gør det muligt for ledelsen at tydeliggøre kravene til undervisernes planlægning og gennemførelse af undervisningen og at følge op på dem.

Kompetencemålene anvendes generelt systematisk af underviserne som grundlag for deres planlægning af undervisningen. Underviserne anvender kompetencemålene kvalificeret og ansvarligt således, at de typisk omsætter kompetencemålene til læringsmål, som konkretiserer, hvad de studerende skal lære i det pågældende modul for at udvikle sig i retning mod kompetencemålene.” (T.I., s.7)

Det lyder jo som en pølsefabrik, gør det ikke? Det lyder i al fald som folkeskolen, så det der med 1:1 skal nok passe.

C.

Selve kompetencebegrebet og dets omsætning i læreruddannelsen blev udarbejdet af en såkaldt ”mastergruppe”. Hvem sad der? Nå ja…. Nå, men det er en lang historie.

D.

Der er dog også lidt kritik:

“Blandt underviserne opleves det, at opdelingen af fagene i moduler er en udfordring i relation til at skabe helhed og sammenhæng mellem modulerne.” (s.12)

En lille ”udfordring”? Jamen, så skal vi jo bare ”sikre os” med lidt mere præcise læringsmål og lidt mere styring, så er det ordnet?

E.

Min egen konklusion? Det værste, en dårlig reform kan få, er en god evaluering.

Hvad siger seminariefolkene?

http://ufm.dk/publikationer/2016/filer/evaluering-af-kompetencemalsstyring-af-laereruddannelsen.pdf

 

3. d. 2. juni: Facebook-drys: April 2016

April var gymnasiereformens måned:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-26-april-2016.html

 

4. d. 3. juni: Weekendavisen om kundskaber og pædagogisk praksis

Jeg har lige skrevet en artikel om, hvorfor det borgerlige Danmark endte med at være vild med den aktuelle skolereform, som efter min opfattelse har neo-kommunistiske rødder:

A. Den gamle redaktør

I den forbindelse drøfter jeg Henning Fonsmarks arbejde. Fonsmark var redaktør for Weekendavisen og skrev den spændende bog ”Kampen mod kundskaber” i 1996.

Efter min opfattelse kan man spore to linjer fra Fonsmarks bog:

En linje fører via pisa-chocket videre til Niels Egelunds opgør med skolens formål og videre til målstyring og skolereformsbegejstring, dvs. der hvor de borgerlige politikere står i dag.

En anden linje fastholder Fonsmarks oprindelige brede kundskabsinteresse med fokus på læreren som en ansvarlig og myndig kulturperson.

B. Den nye redaktør

I den forbindelse er dagens leder i Weekendavisen meget interessant. Anne Knudsen, som altså er chefredaktør på Fonsmarks gamle avis, forsøger at tale kundskabs- og ansvarssiden frem i et opgør med detailmålstyringssiden. Det er den ene Fonsmark-linje mod den anden.

Og hvordan lyder det, når ”kundskabsbegrebet” bryder igennem overfladen. Det lyder sådan her i en nærmest vild poesi:

”Styre noget så komplekst som kundskaber ved hjælp af afkrydsningsskemaer kan man naturligvis ikke. Hvis man forsøger, bliver felternes antal hurtigt uendeligt, mens vidensområdernes tektonik skyder sig ind i hinanden, erkendelser sprøjter frem, afgrunde af uvidenhed åbner sig for videbegæret, og nyfundne ædelstene af viden lynhurtigt banaliseres. En præcis kortlægning af selv simple læreprocesser bliver uundgåeligt meget omfattende; derfor bliver målene utallige. Undervisningsministeriet endte med at pålægge skolerne at stå til ansvar for 3.170 delmål. New Public Management som parodi.”

Og umiddelbart efter kommer Knudsens “ansvar” på banen; det som uddannelsesforskeren Gerd Biesta i anden sammenhæng kalder for “responsibility”, som vel at mærke er det modsatte af målstyringens ”accountability”:

”Mod den slags vanvittige kontrolsystemer har man kun ét eneste brugbart middel; personligt, professionelt ansvar. Hele det cirkus af delmål, som man har oprettet i skolen, giver kun mening, hvis man regner med, at lærerne og skolelederne er faldet ned fra himlen for et øjeblik siden og derfor ikke har skyggen af idé om, hvad de kan forvente. Hvis lærerne og deres ledere er professionelle og ærekære, kan kontrolsystemerne kun opfattes som besværligt bureaukrati.”

Sådan! Her er grundlaget for den moderne skole: Kundskaber, poesi og ansvar.

(Jeg kan også godt lide at Knudsen kalder sin indsigt for “en historisk erfaring”. Det understreger alvoren)

C.

Nyt og gammelt og kryds og tværs
I sin bog talte Fonsmark varmt om bogen ”Folkeskolens krebsegang” fra 1990’erne. Især var han vild med artikler af Erik Schmidt og Niels Christian Sauer. Desuden: Fonsmark ville i dag uden tvivl også være tæt på nogle af den nu hedengangne Rønshovedgruppes ideer, en dannelsesgruppering, som også er kritisk overfor målstyring.

På den måde kan man godt sige, at Weekendavisen er vendt tilbage til Weekendavisen. I al fald er Fonsmark vendt tilbage til sig selv J

http://www.weekendavisen.dk/smarticle/view/0

 

5. d. 3. juni: Claus Holm mener, at almendannelse er en ”værktøjskompetence”

DPU’s leder, Claus Holm, som er vild med konkurrencestaten, er ikke meget for “almendannelse” i gymnasiet, for nu at sige det mildt. Med mindre da at man forstår almendannelse som noget, han kalder for ”værktøjskompetencer”, hvor man løser ”konkrete opgaver” som ”digital kompetent arbejdskraft”.

Ja, hvis man ikke forstår det, så vil ”almendannelsen” ligefrem dø. Så gør man sig til ”tidens offer”, hedder det.. Ligesom de offentlige ansatte, må man formode, som heller ikke udøver ”konstant selvkritik”, som helten Ove Kaj P. kalder det.

Ja, ”værktøjskompetencer” vil endda snart erstatte lærings- og kompetencemålstyring, som jo allerede har erstattet formåls- og dannelseskategorier. Det er sådan noget Ove Kaj P.-logik fra den politiske økonomis nedre lag, som får folk til at græde. Man ser for sig et nyt optrin på Agedrup skole: ”du får en tjenstlig advarsel, fordi du er negativ over for værktøjsmaksimering!”

”Værktøjskompetencerne” bliver på den måde en slags optimering af regeringens allerede ”optimerede almendannelse”, som jo faktisk slet og ret var et angreb på dannelse. Men Holm er ikke tilfreds med regeringens angreb. Han vil have et angreb på angrebet. Han vil have en optimering af optimeringen, dvs. et dobbelt forfald. Dvs. en fuldstændig konkurrencestatsideologisk udslettelse af pædagogik?

Eller har jeg misforstået det hele? Læs selv Holms kontroversielle leder i det nyeste nummer af DPU’s magasin Asterisk, hvor han, som jeg ser det, går endnu længere end regeringen.

Hele nummeret handler i øvrigt om ”værktøjskasser”. F.eks. kan man læse et interview med Kevan Collins fra den britiske evidenstænketank EEF. Han fortæller, hvordan hans ”værktøjer” kan give ”mest mulig smæk for skillingen”.

Der er også et interview med Holms åndsfælle, Lars Qvortrup, der fortæller om, hvordan datalæring forøger lærerens dømmekraft. Det virker faktisk som om, at journalisten bliver lidt forskrækket undervejs, men det er bare en mavefornemmelse.

Sidste nummer af Asterisk hed ”rustet til robusthed”.

Ja, man skal have noget ”værktøj” til at bygge en ”rustning”.

Holm er lidt vild, er han ikke?

http://edu.au.dk/fileadmin/edu/Asterisk/78/Asterisk78-s2.pdf

 

6. d. 4. juni: Gymnasieforlig 1: Hvad er adgangskravene?

Foreløbige og løbende refleksioner over gymnasieforliget 1:

Nå, men jeg skal jo til at læse gymnasieforliget grundigt igennem, selvom solen skinner. Det er jo især indholdet, jeg interesserer mig for, men før jeg kommer til det, støder jeg ind i mange sider om noget, der hedder ”målrettet indgang til de gymnasieuddannelse”.

Det handler om adgangskravene, og her går jeg lidt i stå.
Den ene politiker siger, at man skal have 5 eller 6, og den anden siger 02. Jacob Mark fra SF har ligefrem lavet en video, hvor han fortæller, at kravet er 02. Jeg er forvirret.

Nå, men jeg kigger så lidt i forligsteksten, hvor emnet behandles allerede på s. 1-3.

A.

I et kort selvstændigt afsnit i starten af teksten står der, at eleverne ”fremover skal have bestået folkeskolens obligatoriske 9. klasseprøver, som fremadrettes kaldes afgangseksamen”.

Det står som sagt først, så man skulle tro, at det var grundreglen?
Ok, det lyder som et 2-tal, gør det ikke?

B.

Men så kommer der en lang klamamse om de såkaldte ”uddannelsesparathedsvurderinger (UPV)”. Her står der, at man skal have 5 i gennemsnit fra folkeskolens standpunktskarakterer/årskarakterer.

Ok, det lyder som et 5-tal, gør det ikke?

På den anden side: Dette ”5-tal” sammenlignes med den gamle UPV’s ”4-tal”, og dengang var det jo ikke tænkt som et decideret adgangskrav, men blot en del af en ’samlet vurdering’, som der vist nok stod?

Men i så fald gælder punkt 1’s 2-tal jo stadig? Eller hur?

C.

Undervejs sættes så karakteren i UPV sammen med eksamenskarakteren på forskellige måder, der lyder som om, at man skal have 5 i UPV og 3 i afgangsprøvegennemsnit for at gå direkte igennem, hvis jeg ellers forstår det ret.

D.

Hvis man får 6 til afgangsprøverne, kommer man ind uanset resultatet af UPV.

Ok, det lyder som et 6-tal, gør det ikke?

E.

Måske er det korte svar en samling af tre muligheder?

Du skal have enten

1. 6 i rent prøvegennemsnit uanset UPV, eller
2. 5 i standpunktskarakterer i UPV (+modenhedsvurdering) og 3 i prøvegennemsnit, eller
3. Dertil kommer en række undtagelser, hvis det kniber, f.eks. med optagelsesprøver og obligatoriske vejledningssamtaler. Men så let lyder det nu ikke.
4. Jacob Mark fra SF argumenterer for, at UPV’erne er en helhedsvurdering. Han mener, at man godt kan få 02 i standpunktskarakterer og alligevel få en positiv UPV.

Men i forligsteksten står der meget eksplicit, at UPV’en er forbundet med et karakterkrav på 5. Men så igen: Dette 5-tal sammenlignes med det gamle UPV-4-tal, og det opfattede man jo ikke som et decideret krav? Men dengang stod det jo heller ikke i en forligstekst?

Men kort sagt: Jeg er forvirret. Min studentereksamen er simpelthen ikke høj nok til at forstå dette regelsæt.

F.

Jeg har også en lidt privat interesse her, for jeg har selv en 15-årig, der skal starte på en ungdomsuddannelse netop i 17/18, hvor reformen træder i kraft. Det er jo meget rart som forældre at have lidt styr på teknikken, uanset hvad man så i øvrigt mener om tingene.

Måske har andre det lige som jeg? Hvis ikke reglerne er enkle og forståelige, frygter jeg også lidt, at mange forældre bliver mere karakterfikseret end godt er. Jeg forestiller mig også allerede nu alle mulige gråzoner og småforhandlinger i diverse bureaukratier, der sætter en del af arbejderklassens børn helt af.

G.

Det næste afsnit hedder heldigvis ”Dannelsesbegrebet i gymnasiet”. Det bliver spændende. Bare det ikke skal “opdateres”.

Jeg ville lige sikre mig, at ordet “værktøjskompetencer” ikke indgik, for det er jo Claus Holms bud på en moderne almendannelse i gårsdagens leder i DPU’s blad Asterisk. Heldigvis står det der ikke, ikke ordet i al fald. Nu må vi se, hvad realiteten siger.

Nå, men jeg vender tilbage….

 

7. d. 4. juni: Gymnasieforlig 2: Dannelsesbegrebet

Flere foreløbige og løbende refleksioner over gymnasieforliget:

Nu har jeg læst om ”almendannelsen” i det nye gymnasieforlig. Der står lidt i tekstens indledning på s. 1 og derefter i et fyldigt selvstændigt afsnit på s.5-7 (der står også lidt rundt omkring, men det vender jeg tilbage til i en samlet analyse)

Forliget er umiddelbart et kæmpefremskridt ift. regeringens oprindelige udspil. Ja, fremskridt er for så vidt en kategorifejl, for det forudsætter jo en vis sammenlignelighed.

Hele indledningen bærer præg af en sans for gymnasiets formål, og der nævnes ikke noget om arbejdsmarkedet eller optimerede dannelseskompetencer eller hvad det ellers hed i det oprindelige udspil.

Indledningen følges op af et decideret afsnit om almendannelse, der fremhæver gymnasiets traditionelle dyder, helt uden at blive altmodisch. Også denne markering står totalt i modsætning til regeringsudspillet, hvor ”traditionel dannelse” nærmest lød som en trussel. Her er lidt overskrifter:

A) Vi får at vide, at gymnasiets dannelsesbegreb bygger på en 150 årig tradition, og at det er ”uløseligt forbundet med viden, kundskaber og faglighed”. Dertil kommer en række glimrende formuleringer om videnskab, historie, kultur og demokrati og om, at gymnasiet lægger vægt på ”kundskaber og det boglige” (måske mangler der noget om æstetik?)

B)Dannelsesprocessen får også gode ord med på vejen. Den handler om personlig modning og udvikling i relation til formning af fællesskaber i bred forstand. Vi får også at vide, at der er en essentiel sammenhæng mellem elevens karaktertræk og kontakten med kundskaber. Denne sammenhæng glemmes ofte af ”dannelsesfolkene”, men er decideret med i forligsteksten, hvilket er virkelig godt. Jeg tror, jeg snupper en bajer af ren glæde.

C) Vi får ligefrem at vide, at disse formål ”rækker videre end arbejdsmarkedets behov her og nu”. Jeg tror, jeg tager mig en en Gammel Dansk til øllen i bare fornøjelse. Nej, jeg lader den stå: Måske betyder det, at “arbejdsmarkedet skal definerer nogle behov i 2050”? Man ved aldrig.

D) Yderligere velkvalificeret bliver det, da det angives, at almen dannelse hviler på et ”fundament af usvækket faglighed”, og at denne faglighed ikke er uforanderlig, hverken i dens indhold eller i dens historiske kontekst. Den filosofiske konsekvens heraf, at man både ”tilgodeser traditionen og fremtiden”. (ok, nu tager jeg alligevel en Gammel Dansk til øllen i ren fornøjelse)

Endelig knyttes ovenstående direkte til nogle udvidede markeringer af gymnasiets formålsparagraf:

”Derfor skal man på alle gymnasiale uddannelser møde en skolekultur, der bygger på åndsfrihed og oplysning og derigennem opnå forudsætninger for medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter. Og derfor skal man på alle uddannelser sikre, at eleverne via fagene opnår forudsætninger til at forholde sig kritisk, selvstændigt og ansvarligt til de nationale, internationale og teknologiske udfordringer, de møder i det moderne samfund”

Der tegnes hermed konturerne et vidunderligt sted at være for intellektuelt interesserede unge; et sted midt i tradition og fremtid – ”between past and future”, som Hannah Arendt engang udtrykte det.

Der sidder åbenbart nogle personer i forligskredsen, der ved, hvad det handler om. Hvis dette bliver realiteten, ser det godt ud.

Afsnittet afrundes med en mere praktisk rettet markering, hvor der står, at almendannelsen skal bygges op via

– et fundament af kundskaber og viden i de enkelte fag

– samspil mellem fagene i bredden og dybden over hele gymnasieforløbet

– en fælles formålsparagraf (som man må formode tager udgangspunkt i formuleringerne i dette dannelsesafsnit)

Bemærk: Der er ikke et ord om ”kompetencer, læring, målstyring, anvendelse, evaluering, værktøjer, OECD, PISA-lister, EQF’er” eller andet hurlumhej. Det er på sin vis jo dejligt. Men på en anden vis er det et problem: På en måde savner man en mere eksplicit erkendelse af, at man er på reformistisk kurs ift skole- og læreruddannelsesreformens nysprog og referencer. Ved ikke at markere en eksplicit kritik, kan man for let falde tilbage.

Nå, men afsnittet i sig selv er virkeligt godt efter min mening. Tænk hvis man lavede en skolereform efter sådanne retningslinjer? Hvilken fest!

Spørgsmålet under den videre læsning af forligsteksten er nu, om det bliver mere end store ord og skåltaler? Jeg spørger jo, fordi vi i forbindelse med vedtagelsen af læreruddannelsesreformen i 2012 så et forløb, der ligner det aktuelle lidt, og også andre gange har de retrospektive skåltaler skullet dække over en hel anden uddannelsespolitisk realitet.

I forbindelse med læreruddannelsesreformen spillede antidannelsesgrupper fra DPU/Rambøll ud med et højteknokratisk forslag med 0,00% dannelse. Derpå reddede politikerne nogle stumper med nogle ret grundige referencer til skolens formål i forliget. Men efterfølgende glemte man alt om dannelsen igen, fordi man satte samme folk på implementeringsopgaven, som havde lavet det fattige oplæg i første omgang.

På den anden side er herværende dannelsesoplæg langt mere grundigt og velkvalificeret end de andre eksempler jeg har nævnt. Det må jeg indrømme.

Men alligevel må man spørge: Sker det samme her? Går dannelsen i frø alligevel? Ja, det afhænger af tre ting:

1. Den videre læsning af forligsteksten. Sætter dannelsesbegrebet sig ned i de pædagogiske grundformuleringer, eller dukker læringsideologien op alligevel, og hvordan dukker den op? Gymnasiernes rektorforening står klar med deres Synlige Læring, og Gymnasielærernes blad vil bakke op. UVM, DPU og UC’erne vil også stå klar med alle mulige læringsideologiske ideer. Med andre ord: dukker den gamle tekst, altså regeringsudspillet, op rundt omkring? Er regeringsudspillet, og dermed læringsideologien, stadig den virkelige grund? En grund, som bare er puttet lidt, men som kan vågne når som helst?

2. Hvis der er den mindste åbning til læringsideologerne, vil det blive meget afgørende, hvem man sætter til at stå for den faglige implementering og udvikling af reformen, især eftersom UVM jo bliver den centrale aktør. UVM har været helt inkompetent i håndtering af lærings- og dannelsesspørgsmål vedrørende folkeskolen.

Nå, men jeg læser videre. Jeg vender tilbage….. (og husk at disse tanker er foreløbige)

 

8. d. 4. juni: Kedsomhed og underholdning

Jeg er lidt sløj og desuden alene hjemme, så jeg tænkte, at jeg ville fornøje mig med noget underholdning. Så tændte jeg for fjernsynet og havnede på TV2 i noget, der heder ”Rundt på gulvet”. Men tænk, jeg syntes overhovedet ikke det var sjovt. Tværtimod tror jeg, at feberen steg et par grader. Jeg kan bedre lide ”Toppen af Poppen”, men det program kommer først til efteråret (med Peter AG. juhu…..!)

Nå, men hvad filan skal man så lave? Jeg har jo ligesom fået nok af gymnasiereformer med selvmodsigende adgangskrav og politikere fra Dansk Fryseparti, som erklærer, at et dannelsesorienteret gymnasium skulle være specielt ”båårrgerligt”….zzzz….KL…..synlig læring….. Og selvom forligets dannelsesafsnit er godt, var det jo ikke ligefrem noget Anders And blad. Hvad afsnittet har med “det borgerlige” at gøre, ved jeg faktisk ikke. Det lyder lidt små-borgerligt i mine ører, hvis man siger sådan noget, og det er jo ikke “dannelse”; men måske er det “halvdannelse”, som Peter Kemp kalder det?

Ok, jeg kiggede så lidt på bogbunken, for mere syg er jeg jo heller ikke. Der lå Martin A. Hansens novellesamling ”Agerhønen”, men den kunne jeg ikke bruge, fordi den jo er så sørgelig så sørgelig, at man kommer til at græde. Især fortællingen om ”Offeret”, hvor to små forældreløse, sultne og søde børn bliver ofret til den stakkels Gud. Børnene bliver simpelthen levende begravet af hele landsbyen og ikke mindst af byens foged. De er en slags pariaer. Det er meningen, at dette onde offer skal holde pesten på afstand.

Det er jo ikke så underholdende, og det allermindst underholdende er faktisk, at fortællingen slutter med, at fogedens kone begår selvmord i skam over sin mand og sin by. Hun går simpelthen i søen netop på det sted, hvor hun og fogeden erklærede deres kærlighed til hinanden, da de var unge.

Alle burde læse den historie, hvis de føler sig lidt socialistiske.

Nå, men det var jo ”underholdning”, jeg skulle have. Og ved I hvad? Pludselig faldt mine øjne på en bog, som lige var kommet ind af døren, nemlig den konservative filosof Roger Scrutons nye bog om den europæiske venstrefløjs filosofi.

Bogen hedder ”Fools, Frauds and Firebands – thinkers of the new left”.

Jeg snuppede det kapitel, hvor Scruton kigger lidt på den franske kommunist, Louis Althusser. Hvorfor ved jeg ikke helt, men måske var det fordi, at Althusser er en dyb inspiration for både Ove Kaj Pedersen og for visse post-strukturalistiske kredse, som jeg ikke nævner højt.

Og hold da kaje, hvor var det sjovt at læse.

”Nothing means anything, and that IS the revolution, namely the machine to annihilate meaning”. Helt ærligt! Lyder det ikke bekendt? Er det ikke konkurrencestatsideologiens hele ide? En meningsdestruerende maskine? Det er da sjovt.

“The human world is fundamentally opposed to Althusser”. I dag hedder kaldes det for ”metodisk antihumanisme”, og det styrer den stakkels folkeskole. Det er jo det samme. Jeg må le.

Scrutons karakteristik af den generation, der faldt for balladen, er også virkelig sjov, men den må man altså selv læse.

Hele den latterlige videnskabsteori – den såkaldte Teori med stor T, – der ligger til grund, og som Ove Kaj var så betaget af, får også en herlig behandling.

Det hele beskrives naturligvis som dybt tomt, religiøst og totalitært i et lækkert sarkastisk intellektuelt vokabular.

Jeg følte mig så dejlig underholdt og ja, faktisk også lidt emanciperet.

 

9. 5. juni: Gymnasieforlig 3: Er adgangskravet 02 eller 5?

I forgårs sluttede gymnasieforhandlingerne, MEN allerede i går strittede meldinger om adgangskravet i alle mulige retninger. S, SF og RV siger, at man har holdt adgangskravet på 02, mens V, LA, K og DF mener, at adgangskravet er på 5. Det duer jo slet ikke, at der ikke er styr på den slags teknikaliteter, for både skolelærerne, gymnasiebureaukratierne, forældrene og børnene ender jo med at blive helt forvirret.

Denne store forskel i politikernes udmeldinger har rod i forskellige vurderinger af den såkaldte Uddannelsesparathedsvurdering (UPV), som har sin egen bekendtgørelse. Lad os se lidt på den:

A. UPV’ens aktuelle regelsæt

I UPV’en står der, at alle unge i 8. og 9. klasse skal have en UPV. Den generelle regel i §7 er, at UPV’en skal vurdere elevens ”faglige, sociale og personlige forudsætninger”. Der lægges altså op til en helhedsvurdering.

Karakterkravet kommer ind i §8. Her står der, at eleven i 8. klasse skal have 4,0 i gennemsnit for at opfylde ”de faglige forudsætninger”. 4-tallet må altså opfattes som en ’nødvendig men ikke tilstrækkelig betingelse’, som man siger. Det må betyde, at en helhedsvurdering skal indeholde et 4-tal. 4-tallet er bare ikke nok, fordi man også skal bonne ud på de ”sociale og personlige forudsætninger”. Men man kan vel ikke bare lade hånt om 4-tallet? Så vil §8 jo ikke give mening? Men det lyder som om, at venstrefløjen mener netop det, altså at man godt kan få en positiv vurdering med f.eks. karakteren 02? Det lyder mystisk, men muligvis er der en praksis, jeg ikke kender til, og regelsættet er jo også næsten nyt.

Men hvad så med 9. klasse? Ja, der skal man faktisk ikke have nogen specifik karakter. Der skal bare laves ”en konkret vurdering” som der står, hvilket jo må henvise til en helhedsvurdering. Der er så angivet en procedure, hvis det faglige niveau pludselig falder meget fra 8. til 9. klasse, men det er lidt en anden sag.

Lidt kort sagt kan man sige, at UPV’en lægger op til et 4-tal i 8.klasse, men ingen bestemte tal i 9. klasse. Lad os kalde det for ”4-0-modellen”.

B. Forligsteksten

I forligstesten står der, at forligskredsen er ”enig om at skærpe kravene til uddannelsesparathed til en gymnasial uddannelse”. Det må betyde, at alle partierne, dvs. også venstrefløjen, er enige om at lave UPV-bekendtgørelsen om.

Der skal simpelthen ændres på den del af UPV’en, som handler om de ”faglige forudsætninger”. Nu skal det ikke være ”4-0-modellen” mere. Derimod skal det være en ”5-5-model”. Det vil sige, at den “faglige forudsætning” skal være et karaktergennemsnit på 5 i BÅDE 8. og 9. klasse. Dertil kommer så de ”personlige og sociale forudsætninger”, som fastholdes overalt.

Forligskredsen er altså enig om en 5-5-model.

(og dertil kommer så et karakterkrav på 3 i folkeskolens afgangsprøve)

C. Hvem har ret?

Nu siger venstrefløjen – altså RV, S og SF – så, at UPV’en slet ikke indeholder et karakterkrav, og at det er derfor, at adgangskravet til gymnasiet kun er 02. Men det lyder meget mærkeligt. For UPV’en har jo hele tiden indeholdt et karakterkrav på 4 i 8. klasse som en nødvendig, men blot ikke tilstrækkelig, forudsætning? Og nu løfter man jo i enighed dette krav til 5 i både 8. og 9. klasse?

Det er svært for mig at se andet, end at den borgerlige fløj har fat i den lange ende, dvs. at man får et adgangskrav på 5.

D. Hvad vil ske?

På en måde tror jeg faktisk slet ikke, at gymnasieforhandlingerne er slut. Jeg tror blot, at de er henlagt til et andet sted. Men hvor?

Der er fire muligheder:

Den ene mulighed er, at man genoptager virkelige forhandlinger og bliver enige om resultat og fortsat procedure. Det synes jeg faktisk, man bør.

Den anden mulighed er, at “forhandlingerne” henlægges til en revision af UPV’en, hvorved den retsmæssige usikkerhed bureaukratiseres og forlænges..

Den tredje mulighed er, at “forhandlingerne” henlægges til bureaukratiske gråzoner, familieskænderier, småforhandlinger og subjektivt konstruerede regelsæt med stress og jag til følge. Det er sådan noget UVM er eksperter i.

Den fjerde mulighed er, at jeg tager fejl. Det er jo set før.

 

10. d. 5. juni: Fordele ved et Brexit

Der er visse mulige fordele ved et brexit:

A.

EU og unionens ideologer tager sig sammen og begynder at tale ordentligt om de enkelte landes befolkninger; dvs. som andet en nationalistiske navlepillende udkantspopulister uden fornuft, som er totalt ligeglade med europæiske traditioner.

EU er tilbøjelig til at reducere europæisk “pluralitet” til det biologiske og vidensøkonomiske ”diversitet”, som EU kun accepterer for så vidt, at diversiteten kan ”optimeres” og styres. Det duer ikke. Vi gider ikke høre på det. Jeg føler mig som europæer på en hel fundamental måde, som er dybt forbundet med min nationalitet. EU ødelægger denne organiske essens med sin irriterende retorik, som ikke kun er symbolsk.

B.

EU holder måske op med at detailregulere områder, som man kun burde koordinere, f.eks. uddannelsesområdet.

Her forstærkes problemerne i Danmark endda af, at de nationale uddannelsespolitiske miljøer – undskyld jeg mener: “diversiteten” – totalt ukritisk både overtager og forstærker EU’s overnationale tendenser, fordi de pågældende grupper hylder “konkurrencestaten er et vilkår”- ideologien, der har rod i en alt for radikal kulturkritik fra gamle dage.

C.

UKIP mister momentum til fordel for en mere normal politisk situation i Storbritannien. Alle vil derved kunne se, at UKIP og lignende bevægelser på en måde er en EU-konstruktion.

Jeg synes, EU er ved at ødelægge sig selv. Der er jo en grund, til at alle mulige siger nej hele tiden. Og de lande, der står uden for EU, dvs. Norge og Schweiz, er jo ikke U-lande.

Men ok, briterne stemmer nok ja til at blive. Ellers går verden jo under. Det plejer den, hvis man stemmer nej. I al fald før afstemningen.

 

11. d. 6. juni: Metodefetishismens performativitet (blogindlæg)

Her er et indlæg, der diskuterer forholdet mellem forskning og metode. Indlægget inddrager nogle aktuelle debatter, herunder især en diskussion mellem Jeppe Bundsgaard, Morten Misfeldt og Keld Skovmand om “Fælles Mål”, samt en diskussion mellem Rasmus Willig og Claus Holm om “Kritik”

http://www.thomasaastruproemer.dk/metodefetishismens-performativitet.html

 

12. d. 6. juni: Gymnasieforlig 4: Radio24syv

Jeg vil blot gøre opmærksom på et glimrende radio24syv-program fra i dag, hvor Lars Trier Mogensen virkelig får kridtet de centrale problemstillinger op på en måde, der forener personligt engagement og velforberedt kritisk journalistik, og hvor folk får lov til at tale ud. Her er tre af de centrale emner:

A. Adgangskravene:
Først er der adgangsforvirringen, hvor Socialdemokraternes ordfører, Annette Lind, som jeg ser det, forsøger at tale sig uden om en ret kraftig karakteropstramning. Trier Mogensen virker ligeså forvirret, som jeg er, så i det mindste ”er jeg ikke alene”, som Sebastian synger.

Det er ikke i orden, at forligskredsen ikke kan melde klarere ud, hvilket skyldes, at de ikke er enige om, hvad der ligger i Uddannelsesparathedsbekendtgørelsen, men det burde de have undersøgt. Nu boltrer usikkerheden sig ude i samfundet og familierne.

B. Dannelsesbegrebet:
Der er også en løbende drøftelse af dannelsesdelen, som SF’s Jacob Mark roser. Trier Mogensen tror vist nok derfor, at dannelsesafsnittet er venstreorienteret. Det er rigtigt, at Mark har spillet en fin rolle, men det har DF og LA sørme også er mit indtryk.

Jeg er lidt i tvivl om RV’s rolle, selvom de siger de har gjort en masse, men hvad?

Socialdemokraternes Annette Lind og DGL’s elevformand har slet ikke sans for dannelsesspørgsmålet. Det er centrum-venstre fra skolereformen, eller resterne af den, man hører her. Hvor er det synd for folkeskolen.

SDU-forskeren Dion Rüsselbæk Hansen, der har været meget aktiv i debatten, roser også dannelsesdelen, og det gør GL’s formand, Annette Nordstrøm, også.

Nu er det bare spændende, hvad dette afsnit kommer til at betyde. Jeg tror, det bliver skåltaler, med mindre man får nogle ordentlige folk med i det videre arbejde (f.eks. andre end de ”læringsmål-ideologer”, der løber rundt i nærheden af Rektorforeningen og bladet Gymnasieskolen og på DPU og som fuldstændig har determineret folkeskolen horisont).

C. Målstyringen:
Jacob Mark får også sagt, at der er luget godt ud i målstyringsiveren, som lå i det oprindelige udspil.

Hvis det passer, hvilket jeg selv er lidt i tvivl om, så har RV nok også spillet en rolle, fordi Jelved jo deltog i forhandlingerne, og hun er gået helt grassat på folkeskolereformens målstyringsideologi, så det er en fryd.

Rüsselbæk-Hansen er som jeg lidt mere nervøs for målstyringsdelen, herunder hvilke afledte accountability-processer der bliver resultatet på folkeskoleniveauet, nu hvor der skal være afgangseksaminer. Men målstyringsformuleringerne er i al fald løsere end i det oprindelige udspil. Alt afhænger derfor af, hvilke hænder teksten falder i, og det er også det, Rüsselbæk-Hansen siger. Han er også lidt nervøs for, om det, man kunne kalde AT’s dyder, nemlig tværfagligheden, falder helt ud. Nu må vi se. Også det afhænger af hænderne, for teksten kan betyde det ene og det andet.

Tak til radio24syv og til den dygtige journalist.

Her er linket: rul ned til d.6/6, del 1:

http://www.radio24syv.dk/programmer/det-roede-felt/13785741/det-rode-felt-uge-23-2016-1/

 

13. d. 7. juni: Gymnasieforlig 5: Nulvalgs-gymnasiet

Nulvalgs-gymnasiet:

Ok, jeg har et par vilde holdninger, som jeg regner med at have helt for mig selv.

Jeg kan forstå, at antallet af studieretninger på det nye gymnasium er reduceret.

Teknikken i det kan jeg ikke overskue, og ok, man skal naturligvis være opmærksom på, at der i reduktionsprocessen ikke opstår ”systemfejl”, hvor f.eks. bestemte fag ryger ud.

Men overordnet set er jeg ret sikker på, at jeg er glad for reduktionen. Sådan er det, fordi jeg egentlig går ind for, at der slet ingen retninger er, dvs. at alle på det almene gymnasium simpelthen har samme fagrække og på samme niveau. Helt uden mellemregninger, administratorer og tællerier.

Jeg har ikke lyst til at forestille mig en student, som ikke kender til europæisk kunst- og teaterhistorie. Og jeg kan heller ikke forstå, at alle ikke skal terpe hele den naturvidenskabelige fagrække til den bitre ende. Og Så Videre…. Kundskaberne, som er overalt, lokker eleven, og læreren skal interessere sig for, hvad eleven gør med dem. “Læring” er det eneste ord, som der censureret.

Alle skal have det det hele på samme niveau, og de skal til samme eksamen i det hele, hvor de kan få fire forskellige karakterer (A,B,C og D). Karakteren skal være bogstaver, så man ikke kan udregne et gennemsnit.

Man skal heller ikke lægge op til at drøfte erhvervsvalg. Dvs. at der ingen ”karrierelæring” skal være, for i så fald begynder eleverne bare at udelukke nogle af fagene fra deres interesser, fordi de vil være business-mænd eller sådan noget. Måske kan de have en enkelt time med studievejledning i 3.g? Eller måske kan gymnasiet åbne et studie- og erhvervskontor, men det må kun være for færdige studenter?

Alle skal have det samme. Alle er en del af samme intellektuelle indvielse, af samme fællesskab, af samme frihed. De kan ”vælge”, når de bliver voksne, eller når de skal shoppe.

Alle skal have det samme. Så vil lærere og elever høre sammen i et pædagogisk fællesskab, som er reguleret af rent indhold og interesse for hinandens bevægelse i indholdets bevægelser.

To gange om året, dvs. seks gange i alt, er der projektarbejde, hvor fagene gennembrydes. Her er lærerne ikke engang vejledere, og der er absolut ingen ”projektskabeloner”. Eleverne fortaber sig i kundskabernes indre inferno og relationer. Lærernes eneste opgave er at tvinge eleverne til at holde opmærksomheden på tingene selv, så de ikke f.eks. ikke spiller computerspil.

Alle lærere er ansat på tjenestemandslignende vilkår, og de har forpligtet sig på offentligt at forsvare fri videnskab og oplysning og europæisk ånd mod simple bureaukratiske anslag. De har med andre ord en form for udvidet ytringspligt, f.eks. hvis en eller anden ny rektor kommer med fikse ideer. Til at stimulere dette formål oprettes et digitalt oplysnings- og kritikunivers, som elever og lærere deltager i, og som er åbent for alle i samfundet,

Der er også et livligt kulturelt liv i fritiden, dvs. filmklubber, danseaftener, digital innovation, litteraturcafeer, koncerter etc., som lærerne deltager aktivt i på lige fod med eleverne. Overalt hænger der billeder af gamle mænd/kvinder, der har handlet og skrevet, og af moderne kunst og af motiver fra Tintin-bøger.

Alle interesserede kan komme ind. Der er ingen adgangskrav. Til gengæld er der mødepligt, og alle telefoner afleveres ved indgangen. Der er heller ingen pc’er i selve undervisningen, med mindre de skal bruges i strengt faglig henseende.

Ja undskyld, jeg ved slet ikke, hvor alle disse skøre ideer kom fra.

 

14. d. 7. juni: Karakterer

Om karakterer:

A.

Jeg går ind for karakterer, hvis de er en ”sammenfatning” af en frugtbar dialog mellem lærer, elev og stof, også selvom frugten er bitter.

Det svarer på en måde til, at man er glad for sin nye baby, som er kronen på kærligheden, uanset hvordan barnet ser ud, og uanset om det græder.

Man er også glad for sin karakter, som man har fået af sin lærer, uanset hvad. Tænk at få et 02 af Ludwig Wittgenstein?

B.

Men jeg går imod karakterer, hvis de skal bruges til noget.

Det svarer til, at babyen er et middel til, at vuggestuen skal score
på en skoleparathedsindikator, så budgettet kan forbedres.

Og tænk at føre sig frem med sit Wittgenstein-02 på et af Trane Nørbys karrierelæringskurser?

C.

Og jeg går endnu mere imod karakterer, hvis de ligefrem skal være en møntfod, der skal veksles til “karriere”. For ”møntfod” står i direkte modsætning til den oprindelige ”sammenfatning”, som dermed eroderes og ødelægges.

Det svarer til, hvis babyen sælges til andre forældre, der har penge. I samme øjeblik kortsluttes den kærlighed, der producerede babyen i første instans.

Og tænk at sælge sit Wittgenstein-diplom?

 

15. d. 8. juni: Gymnasieforlig 6: Grundforløbet

Gymnasiereformens ”grundforløb”: Går dannelsen i stå?

A.

Nå, men nu er jeg kommet til s. 7-8 i gymnasieforliget. Det handler om noget, der hedder ”grundforløbet”, som er et indledende studieforløb på tre måneder, som alle eleverne skal igennem.

Det kommer lige efter et flot afsnit om ”dannelse”, så man skulle jo ellers tro, at vi nu skal høre om grundforløbets dannelsesmæssige betydning og funktion. Det er jo trods alt hele modtagelsen og indvielsen, vi taler om. Der, hvor de unge skal høre om alt det gode og spændende, der findes.

B.

Men det skal man ikke, altså høre om dannelse eller om ’det spændende’. Slet ikke faktisk. Ikke et ord om noget som helst om alle skåltalerne og de flotte ord fra s. 5-7.

I stedet skal eleven fra første sekund tænke på sig selv og sin karriere. Vi får simpelthen hele ånden fra regeringens oprindelige udspil smidt lige i hovedet:

Grundforløbet forkortes, og eleverne skal slås i hovedet med evalueringssamtaler, studievalgsafklaringer, og karriereønsker, og det hele skal dokumenteres og samles i en såkaldt ”studievalgsportfolio”.

Portfolioen skal også dokumentere, at eleven har arbejdet med ”afklaringsaktiviteter” i folkeskolen. Håbet er, at nogle af eleverne beslutter sig for at skifte ungdomsuddannelse.

Forestil dig det unge menneske, som tror, at han nu skal lære noget om verden. Han kan bare humme sig. Han skal pille navle, ja han skal.

Men står der ikke noget andet? NEJ.

C.

Afsnittet kaldes så, i UVM’s traditionelle nysprogs-jargon, for:

”Bedre og kortere grundforløb”.

Jeg gruer for den videre læsning. Min hypotese er, at forliget allerede knækker på s.7.

D.

Et godt gymnasialt grundforløb er en periode, hvor en elev kommer i tvivl om sin fremtid. Fordi han er i tvivl, vil han insistere på almen dannelse frem for navlepillende karrierelæring.

Hele gymnasiet handler om, at eleven kommer i tvivl om sin fremtid. Hver gang en elev begynder at sætte sig fast på “en karriere”, så skal han rives væk med fjerne kundskaber og en eftersidning.

Det er som om, han får at vide: “Her er tiden suspenderet!”

Når studenten så får huen på, er han alment dannet. Og så ligger verden og tiden åben.

Disse forhold er totalt misforstået i forligsteksten.

(foreløbige vurderinger)

http://www.uvm.dk/…/J…/160603-Bredt-forlig-om-gymnasiereform

 

16. d. 8. juni: Gymnasieforlig 7: Adgangskravene

VEDRØRENDE ADGANGSKRAV: VENSTREFLØJEN HAR SOVET I TIMEN

I dagens Information er der en interessant pointe vedrørende adgangskravene; en pointe, som peger på, at venstrefløjen virkelig har sovet i timen:

A.

Først gentager Annette Lind Socialdemokratiets position, som også er SF’s og RV’s:

”Vi ville aldrig sige ja til et karakterkrav på 5. Optag på gymnasiet skal også fremover bygge på en helhedsvurdering, som ikke nødvendigvis lige skal være et femtal, men også handler om, hvor moden og social den enkelte er”.

Ja, A, RV og SF er ligefrem gået i byen med, at adgangskravet til gymnasiet er 02.

B.

Men efterfølgende kommer så Undervisningsministeriets udlægning, som er STIK modsat:

”Ifølge Undervisningsministeriet kan det godt lade sig gøre at komme ind med et snit på lidt under 5 i årskarakterer i 8.-9. klasse, hvis eleven tydeligt overopfylder de øvrige krav om for eksempel motivation og modenhed, men det er i undtagelsestilfælde, skriver ministeriet i en mail til Information”.

Altså 5 i årskarakter, og vel at mærke i BÅDE 8. og 9. klasse.

C.

Forhandlerne for venstrefløjen er mig bekendt:

Socialdemokraterne: Annette Lind og Christine Antorini
SF: Jacob Mark
RV: Lotte Rod og Marianne Jelved

Kan I så komme tilbage til forhandlingslokalet eller vedkende jer det forlig, der er indgået! Befolkningen, og især familierne med store børn, kan ikke være tjent med dette misk-mask-spin, eller hvad det nu er.

 

17. d. 8. juni: Keld Skovmands bog anmeldelse i UP

Keld Skovmands bog får fremragende anmeldelse i Unge Pædagoger:

I det aktuelle nummer af Unge Pædagoger har lektor ved DPU, Lejf Moos, en lang, spændende og særdeles positiv anmeldelse af Keld Skovmands nye og meget omtalte bog “Uden mål og med”.

Anmeldelsen starter sådan her:

”Keld Skovmand giver en detaljeret, lang, inspirerende og overbevisende analyse af kampen om skolen og i særdeleshed af kampen om skolereformen, hvor Corydon og Kommunernes Landsforening endelig fik ram på lærerne med Lov 409, og hvor Undervisningsministeriet, Jens Rasmussen, Claus Holm, Lars Qvortrup, Niels Egelund og Andreas Rasch-Christensen langt om længe fik ram på reformpædagogikken, da de skrev loven om den læringsmålstyrede skole”
(Unge Pædagoger, nr. 2, 2016, s. 89)

Vi får også at vide, at Keld Skovmands bog er fuld af “grundige og omhyggelige studier”, og at den er “læseværdig og lærerig”.

Moos synes dog, at Skovmand er for flink ved de konsulentbureauer og politikere, som har båret reformen igennem. Moos nævner desuden, hvilket andre også har fremhævet, at Skovmand har en tendens til at nationalisere læringsideologien.

Moos tilhører den del af Foucault-traditionen, der interesserer sig for sammenhængen mellem skoleledelse og international uddannelsespolitik, men han har formået at fastholde sin pædagogiske interesse i stedet for at blive helt væk i den “konkurrencestaten er en grundpræmis”-faldgrube, som andre dele af vores post-strukturalisme er havnet i. Det er også derfor, at Moos kan behandle Skovmands arbejde efter fortjeneste – i modsætning til fælles-mål-fortalerne Jeppe Bundsgaard og Morten Misfeldt, der bare skriver uforskammede og nedladende offentlige “peer-reviews”, som de tror, nogen vil tage alvorligt.

(Efterfølgende har konsulent ved UCL, Lars Clausen, også en lang og spændende refleksion med udgangspunkt i Skovmands bog).

Jeg tror, at Skovmand og Moos har fat i den lange ende. Det har Bundsgaard derimod ikke. Han skjuler den lange ende med den lange endes egne ord. F.eks. når han siger, at Fælles Mål er progressiv pædagogik. Moos’ pointe i det indledende citat er det modsatte.

referencer:
Der er desværre ingen links til tidsskriftet. Danske pædagogiske tidsskrifter er digitalt set meget bagud..

Bundsgaards og Misfeldts peer-review af Skovmands bog:
https://www.folkeskolen.dk/…/uden-maal-og-med–et-peer-revi…

Bundsgaard om Fælles Mål og “progressive pædagogik”
https://www.folkeskolen.dk/…/professor-faelles-maal-er-prog…

 

19. d. 9. juni: Skoleforskningscenter ved Aarhus Universitet 1

LARS QVORTRUP BLIVER LEDER AF STOR SKOLEFORSKNINGSSATSNING VED AARHUS UNIVERSITET/DPU:

Professor Lars Qvortrup skal være leder for et stort såkaldt “Nationalt Center for Skoleforskning”.

Centret er et samarbejde mellem Aarhus Universitet og UC-VIA, og det får et budget på mange millioner.

Det kan man læse om på nedenstående link.

Klikker man videre, kan man se programmet for åbningen, som er d. 18. august:

 

a) kl. 13: “Velkomst”
ved institutleder Claus Holm og forskningschef Andreas Rasch Christensen.

b) kl. 13.15: “Præsentation af Nationalt Center for Skoleforskning” ved centerleder Lars Qvortrup.

c) kl. 13.45: Præsentation af tre projekter:

• “Læringsmålstyret undervisning i dansk og matematik”,
  ved professor Jens Rasmussen, DPU, og lektor Mette Molbæk, VIA UC.
• “Program for Læringsledelse i dagtilbud”
  ved lektor Ole Henrik Hansen, DPU.
• “Program for Læringsledelse i skolen”
  ved professor Lars Qvortrup, DPU.

d) kl. 15: Reception.

 

Centret skal ligge på DPU, Campus Trøjborg.

Bagefter er der DHL-stafet i Mindeparken. Jeg er med på spadsere-holdet. Mens jeg går, vil jeg udøve “konstant selvkritik”, mens jeg gentager for mig selv: “DPO eksisterer ikke, DPO eksisterer ikke…..”

http://edu.au.dk/aktuelt/nyhed/artikel/professor-lars-qvortrup-bliver-leder-af-nationalt-center-for-skoleforskning/

 

19. d. 9. juni: Kundskabsforfald i folkeskolen

I dagens Folkeskolen.dk er der en interessant diskussion af, hvor mange mål, der er i Fælles Mål. Keld Skovmand siger 3900. Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen, som begge er tæt på det nye nationale skoleforskningscenter, siger 866. Det er jo en pæn forskel. Ministeriet siger ca. 3000… måske.

Rasmussen må ud i nogle meget interessante konstruktioner, for at nå under 1000. Jeg tænker især på hans holdning til forholdet mellem videns- og færdighedsmål (som igen er underlagt ”kompetencemål”).

Skovmand betragter jo disse målpar som to separate mål, og det bør man også gøre, både fordi de jo angives separat, og fordi ”viden” og ”færdighed” jo simpelthen er to forskellige kategorier.

Men så kommer det utrolige. Rasmussen mener nemlig, at det er det samme; og denne identitetsoperation foretages vel at mærke på ”færdighedernes” præmisser.

”De 866 vidensmål støtter nemlig de 866 færdighedsmål, siger Jens Rasmussen til Folkeskolen. Fædighedsmål og videnmål er to sider af samme sag, ikke to forskellige mål” (s.33)

Viden kan simpelthen defineres udtømmende ved dens relation til en færdighed.

Hvorfor er det interessant? Jo ok, det er selvfølgelig interessant pga. al måle-polemikken, det er klart. Men det er også interessant på et dybere plan. Ja, det er faktisk foruroligende interessant.

Hvordan det? Jo, fordi Rasmussens ”viden=færdigheder” ligning jo udrydder kundskaberne fra skolen. Det sker i to tempi:

1. Faktisk var kundskaberne allerede nednormeret, eftersom Rasmussen sammen med Rasch-Christensen sådan ganz aleine har sat ”kompetencer” som overhøjhed i Fælles Mål. Kundskaber har altså fra start mistet overhøjheden. Jeg tror, at Rasmussen synes at ”kundskaber” lugter af Grundtvig og af humanisme, og det er ikke populært i de kredse. Det er dette kundskabsforfald i Fælles Mål, som Skovmand også dokumenterer i sin bog, og som efter hans og også min opfattelse er imod skolens formålsparagraf. Og Marianne Jelveds er enig med Skovmand har jeg forstået.
2. Men selvom ”kundskaber” er blevet et fyord, som i bedste fald forstås som pisa-listeplaceringer, så har man indtil nu trods alt kunnet sige, at ”viden” havde en vis selvstændighed over for ”færdigheder”. Men nu er det også slut. Nu går ”viden” simpelthen op i ”færdigheder”.

Dermed får man en dobbelt tømning af kundskabsbegrebet, så det ender som færdigheder under kompetencer uden egen essens og funktion.

I en skole lærer man altså færdigheder, der bidrager til en kompetence. Man lærer derimod ingen kundskaber og intet indhold. Tilbage står kun små tekniske videnselementer uden egen betydning; elementer, som er anledninger til det egentlige, dvs. til kompetence- og færdighedsmålene.

Så Rasmussen får godt nok talt sig hen til sine 866 mål, men prisen herfor er vild, nemlig en skole uden kundskaber og viden.

http://www.folkeskolen.dk/589143/undervisningsministeren-vil-skaere-ned-i-antallet-af-bindende-maal

 

20. d. 10. juni: Gymnasieforlig 7: Samlet analyse (blogindlæg)

Min vurdering af gymnasieforliget:

http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-og-vurdering-af-gymnasieforliget.html

 

21. d. 13. juni: Skoleforskningscenter ved Aarhus Universitet 2

Så, nu har jeg meldt mig til nedenstående læringsideologiske arrangement; nemlig indvielsen af det såkaldte ”Nationalt Center for Skoleforskning”. Det foregår torsdag d. 18. august, kl. 13-17 i Aarhus.

Arrangementet forestås af kernetropperne i Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO). Budgettet er lavet af ca. 100 mio. universitets- og UC-kroner. Det er alligevel en del lejrskoler, vi taler om der.

AU’s, DPU’s og VIA’s ledelse har været helt tonedøve i forhold til bredden i den aktuelle uddannelsespolitiske og pædagogiske diskussion.

Og glem ikke den parallelle indskrænkning, som DPU’s forskningsstrukturer netop har været udsat for.

Det hele vil lægge sig tæt og kvælende ned over landets pædagogiske liv, som vil blive til ”et liv i læringens tegn”, som det hedder i ideologien. Læringsdata med tilhørende sprogspil vil strømme ud alle steder fra.

Det kunne være sjovt, hvis der kom nogle andre end mig? Måske kan der komme en hel japansk have fuld af offentlige referater ud af arrangementet?

Desuden er det gratis at deltage

http://edu.au.dk/aktuelt/arrangement/artikel/aabning-af-nationalt-center-for-skoleforskning/

 

22. d. 14. juni: Gymnasieforlig 8: Allan Kjær Andersen om Gymnasieforliget

Allan Kjær Andersen er rektor for Ørestadens Gymnasium. Han er landets mest fremtrædende rektor:

– Han er med i DEA’s ungdomsuddannelseskommission.

– Han var med i kredsen omkring Ny Nordisk Skole.

– Han er pt. landets mest aktive fortaler for at indfører Synlig Læring i gymnasieskolen.

– Han nyder aktiv beskyttelse hos Morten Jest, som er redaktør for Gymnasieskolen.dk, og som også er meget glad for Synlig Læring og alt det andet.

Nå, men Andersen har naturligvis også en mening om det nye gymnasieforlig. Det har han skrevet i sin ”rektor blogger”, som man kan læse nedenfor.

Man bør bide mærke i følgende:

1. Forligets dannelsesdel er ikke nævnt med et eneste ord. I 2009 sagde Andersen, at dannelsen mindede ham om Goebbels. Det gør den nok stadigvæk.
2. Derimod fremhæves den kompetencestruktur, som var en central del af regeringens oprindelige udspil (karrierekompetencer mm.). Mange har glemt, at denne struktur stadig står meget tydeligt i forliget.
3. Forligets tydelige markeringer til fordel for synlig læring og læringsmålstyring omtales slet ikke. Andersen glæder sig nok til at liste det igennem uden den store opmærksomhed sammen med UVM og John-Hattie-forskerne. Det kommer også til at ske.

Allan Kjær Andersen har i forhold til den uddannelsespolitiske realitet desværre fat i den lange ende.

http://rektorblogger.blogspot.dk/

 

23. d. 15. juni: Kirsten Hyldgaard om Dorthe Staunæs og Malou Juelskjærs klage

Lektor ved DPU, Kirsten Hyldgaard, analyserer i nedenstående lydfil Dorthe Staunæs’ og Malou Juelskjærs klage over min kritik af deres artikel, hvis I husker sagen fra sidste forår?

Hyldgaards analyse bygger på Lacaniansk psykoanalyse. Hun tager ikke stilling til sagens pædagogiske indhold, men argumenterer for, at Staunæs og Juelskjær ikke burde have klaget. Med klagen forveksler Staunæs/Juelskjær ”den anden” med ”den Anden”, som det hedder i denne forskningstradition: dvs at de forveksler person og sag, for nu at udtrykke det måske lidt for simpelt. Der er en lang række interessante begrebsmæssige og analytiske detaljer i udredningen, som er meget tankevækkende efter min mening.

Foredraget blev holdt d. 23. maj på DPU i forbindelse med debatrækken ”videnskabsteoretiske tvister”, som arrangeres af lektor Steen Nepper Larsen.

Jeg kan også anbefale Irene Torres’ indledende indlæg, hvor hun kort omtaler sagen, og hvor hun ikke mindst beskriver sine erfaringer med dansk akademia; en beskrivelse, der på visse stræk faktisk minder lidt om Linda Maria Koldaus, hvis der er nogen, der husker hende.

Her er et link til lydfilen. Hyldgaards indlæg starter ved minut 45:45. Jeg håber, vi ser en skriftlig version af analysen på et tidspunkt.

https://soundcloud.com/uddannelsesimperiet/videnskabsteoretiske-tvister-who-sets-the-norms-for-academic-debate-235-2016

 

24. d. 16. juni: KL..zzzz

I nedenstående link kan man læse om regeringens og KL’s aktuelle læringsdatalogiske forbrødring med direkte reference til skolereformens læringsrevolutionære vokabular.

Antallet af kritiske indsatser er efterhånden meget højt, men der er ingen tegn på opmærksomhed fra maskinrummets indre. Det hele er helt uden for kritisk og pædagogisk rækkevidde. Det er en ”Anden Verden”. Det er den virkelige verden. En virkelig og tom verden. KL’s verden og regeringens verden.

Det er KL Danmark.

http://www.folkeskolen.dk/589607/regeringen-og-kl-hver-enkelt-elevs-faglige-fremskridt-skal-maales

 

25. d. 17. juni: DPU om dannelse på årets folkemøde 1

DPU har lavet en youtube-video, hvor institutleder Claus holm og lektor Jens Erik Kristensen taler om dannelsesbegrebets manglende indhold og funktion. Videoen, som også ligger på DPU’s facebookside, er et oplæg til en folkemødedebat.

A. Dannelsens folk?

Det er ikke dannelsens og skolens forkæmpere, vi har at gøre med her:

Holm mener, at ingen ved, hvad begrebet betyder, så han synes, at det skal handle om ”forberedelse til arbejdsmarkedet”. Ellers får vi et ”arbejdssky dannelsesbegreb”, siger han. Det er sørme nogle dovne slamberter disse ”dannelses”-folk.

På Holms egen facebook-side, skriver han som oplæg til arrangementet: ”Gør almendannelse dig arbejdssky? Handler dannelse til livet også om arbejdslivet? Noget tyder på, at almendannelse aktuelt udgør et modstandsbegreb, men også et hyggeligt rummeligt og rådvildt begreb. Almendannelse flyder godt og let fra munden, men det er også temmelig udflydende. Brugbart til hyggedebat?”. Dette citat emmer af dannelsesubehag.

Derudover modstiller han bogen og internettet på den der uheldige KL-agtige måde, der ender med, at bøger bliver noget gammeldags og ”traditionelt” noget, mens internettet er ”på den anden side”, dvs. noget helt andet. Det er en meget dårlig strategi.

Kristensen mener, i samme relativistiske ånd, at der er ligeså mange dannelsesbegreber, som der er mennesker: ”Hver mand sin forestilling”, som han lakonisk konkluderer. Han synes da heller ikke, at dannelsen er truet i skolen. Den lader jeg lige stå at blinke. Følger han ikke med?

Og så forstår jeg ikke den der logik med, at hvis man ikke er enige om, hvad dannelse er, så kan den være alt muligt. Det forholder sig da modsat: dvs. at jo mere diskussion man har, desto mere substans får og har dannelsesbegrebet. Men sådanne forskelle er jo ikke det samme, som ”hver mand sin forestilling”. Til sidst ender Kristensen da også med at definere dannelse på en meget ukontroversiel og nærmest lærebogsagtig måde, som de fleste kan tilgå, men som han ikke selv er i stand til at aktivere.

Holms og Kristensens vilde relativisme minder os om en pædagogik, der har mistet sin indre kraft; et tab, som de forskningstraditioner, der omgiver Holm og Kristensen, i høj grad har bidraget til.

Folkemødedebatten hedder “Almendannelse – hvorfor tror alle, det er det, vi mangler?”. Oplægget lyder sådan her:

“Almendannelsen indtager tidens offerrolle. Det ser vi, når forskere og filosoffer fortæller os, at skolereformen fører til halvdannelse, og gymnasiereformen fører til misdannelse. Men hvorfor overhovedet gøre almendannelsen til løsning på vores problemer med at holde skole?”

Så er real-stilen vist lagt. Kritikerne og al deres dannelsessnak er selvbestaltede “ofre”. Og ofre behøver man jo ikke at diskutere rationelt med. De skal bare i terapi. Og hvem er “os”?

B.Den filosofiske sammenhæng

Lige til sammenhængen: Både Holm og Kristensen er samtidsdiagnostikere, dvs. elever af Lars-Henrik Schmidt. Holm er desuden stærkt påvirket af systemteori og konkurrencestatsteori. Kristensen er mere regulær Foucault-mand, dvs. uden systemteoretisk ledsagelse, men også han trækker hen mod Ove Kaj Pedersen. Begge accepterer konkurrencestaten som ”grundpræmis”, som Holm tidligere har kaldt det.

Kristensen opfandt desuden begrebet ”medarbejderborger”, som netop handler om den konkurrencestatslige dannelsesfigur, der baserer sig på ”arbejdsmarkedet”, som jo er Holms forslag.

Kristensen tilhører Morten Nissens og Dorthe Staunæs’ nye forskningsprogram ”ReForM”. Holm ville uden tvivl også have været med i det program, hvis han var menig forsker. Det er programmet for systembekræftende kritik, hvilket jo er det modsatte af kritik, ja faktisk en radikaliseret accept.

C. Video og udskrift

Nedenfor kan man se videoen. Man kan næsten ikke høre Kristensen, så jeg har skrevet den korte tekst ud. Overskrifterne med fed markerer nogle indlagte overskrifter i videoen.

Man kunne jo også have inviteret Steen Nepper Larsen, som lige har skrevet en bog om sagen? Eller Kemp, Skovmand eller nogle andre? Men nej, det er jo nok for meget at forvente. (Ove Korsgaard er dog med på Folkemødearrangementet).

Det var i øvrigt Kristensen, der som institutleder i 2010 ville erstatte DPU’s uddannelse i filosofi med en kandidatuddannelse i sin egen kæphest ”samtidsdiagnose”. Da han ikke kunne komme igennem med det, forsøgte han at afskedige tre filosoffer, hvilket heldigvis også blev forpurret. Det foregik under Lars Qvortrups dekanat. Det var dengang Holm var formidlingsdekan (se link i bunden). Den sag er en del af DPU’s kæmpestore underbevidste.

Her er udskriften:
”(Overskrift): DPU-forskere i debat om dannelse på folkemødet

CH: Diskussionen lider af det problem, at alle taler om dannelse, men at ingen rigtig ved, hvad det betyder.

(Overskrift): På årets folkemøde diskuterer forskere fra DPU dannelse

JEK: Der er en vis konsensus om, at almendannelse og dannelse i dag er det, der fortrænges, det der er under pres eller under afvikling, eller hvad man nu kalder det. Det er stort set den konsensus, man har i dag. Men hvad det så handler om, hvad det er der bliver fortrængt, hvad almendannelse var, og hvad almendannelse er, hvad dannelse mere præcist er? Det er fuldstændigt uklart.

CH: I dag er bøgerne bestemt stadigvæk dannelsesmedie. Det er det medie, vi holder meget af, et traditionelt gutenbergsk medie. Og så har vi på den anden side andre medier, sociale medier, internettet, som jo florerer med viden og information. Så det, der er enormt meget brug for, det er en almendannelse, som tager den dannelsesudfordring op, der ligger i at kunne bruge fx internettet som nyt dannelsesmedie på fornuftig og oplyst vis.

JEK: Der er mange, der har forsøgt at pensionere det og sige, at det hører historien til, og at nu handler det om læring og kompetenceudvikling og alt muligt andet. Jeg tror, at man må sige, for at vende det hele på hovedet, at det er forkert, når man siger, at dannelse og almendannelse bliver fortrængt fra uddannelse og skoler.

Interviewer: Hvad er forskerne uenige om?

CH: Jeg tror, vi kommer til at skændes allermest om, om dannelse og arbejde har noget med hinanden at gøre. Altså om almendannelse handler om at forberede til arbejdsmarkedet eller om det kun kommer til at handle om at forberede til at kunne deltage i demokratiet.

JEK: Man kan sige, at dannelse og almendannelse er konfliktuelle begreber i udgangspunktet. Principielt må man sige i dag, at ”hver mand sin forestilling om, hvad dannelse og almendannelse er”.

CH: Jeg er af den opfattelse, at man i dansk skolepolitik har glemt, at dannelse også handler om at danne til arbejdsmarkedet, i betydningen ”forberede til arbejdsmarkedet”. Sådan at vi i dag har et dannelsesbegreb, som groft sagt er sådan et arbejdssky dannelsesbegreb.

JEK: Der er altid noget at skændes om. Det er fordi, at dannelse og almen dannelse er blevet en del af, kunne man sige, den almene værdikamp.
Det er vigtigt at diskutere dannelse og for den sags skyld også almendannelse i dag, fordi man ikke kan undvære de to begreber. Frem for alt kan man ikke undvære dannelsesbegrebet. Og det er fordi, at dannelse er noget, der foregår, og som altid foregår i skole og uddannelsessystemer.
Grunden til, at vi skal diskutere dannelse, er, at dannelsesbegrebet er det, der handler om, hvad er det så for typer af værdier, der gør sig gældende; hvad er det for typer af kvalitetsidealer, hvad er det for typer af sammenhænge mellem kundskaber og egenskaber, mellem individ og fællesskab.
Derfor så tror jeg, at det er lettere at sige, hvad man kan blive uenige om, end hvad man kan blive enige om.”
————————
Referencer:

Youtube-videoen: https://www.youtube.com/watch?v=jscjVeobv4Q

Holm, Kristensen og Qvortrup mod Kemp i 2010:https://www.information.dk/…/2…/05/kemps-kampagne-dpu-holder

DPU’s facebookside, hvor man kan kommentere videoen:https://www.facebook.com/DPU.AarhusUniversitet/posts/10154205749902980

Claus Holms facebook-side: https://web.facebook.com/claus.holm.39/posts/10153867311523878?pnref=story

Folkemødeopslaget: https://kalender.brk.dk/event/user-view/20032…

 

26. d. 18. juni: Centrum-venstres start og løb ind i Allinges telte

Centrum-venstres start og løb ind i Allinges telte:

 

A. Starten: Den sidste Danmarkshistorie og opgøret med Grundtvig:

Hvornår startede det nye centrum-venstre? Det startede i 1996.

Hvorfor lige der? Jo, fordi historikeren Søren Mørch udgav en bog.

Hvad hed bogen? Den hed ”Den sidste Danmarkshistorie”.

Dengang var jeg ung og naiv. Jeg troede, titlen var en ”sjov” og polemisk måde at sige på, at nu havde Mørch fundet sandheden om Danmarkshistorien.

Men titlen havde slet ikke noget med det at gøre. Titlen handlede om noget helt andet. Titlen handlede om, at Danmark ikke mere har en historie. Historien sluttede i 1996. Danmark ophørte.

Fra da af er det globaliseringens og EU’s historie, der tæller, mens Danmarks-historien blev overdraget til DF’s identitetspolitik. En helt håbløs og unødvendig modsætning mellem nationalitet og verdensborgerligt engagement var dermed etableret.

Få år efter, i 1999, udkom Ole Vinds disputats. ”Grundtvigs historiefilosofi”. Her gjorde Vind op med alle forsøg på at modernisere Grundtvig. I stedet rendte også Vind ud i sin egen version af ”Den sidste Danmarkshistorie”.
Dermed var Danmarkshistorien slut. I al fald hos centrum-venstre.

 

B. Løbet: Op gennem 00’erne og de aktuelle reformer:

Det var præcist samme figur, som blev lanceret af Antorini og andre op gennem 00’erne. ”Den sidste Danmarkshistorie” satte sig derfor også i de aktuelle skolereformer.

Det, der på en måde er specielt ved gymnasiereformen, er, at, den hviler på en radikaliseret version af den sidste Danmarkshistorie. Reformen hviler på en uudtalt fortsættelse, nemlig ”Den sidste Europahistorie”.

 

C. Ind i Allinges telte:

I går erklærede Antorini så fra Folkemødet, at skolens primære opgave er at lære børnene at løse ”konkrete problemer”, og i Socialdemokratiets skolepolitiske debat, hvor hun også huserede, var både hun og det inviterede centrum-venstrepanel ren ja-hat.

Og på DPU mener man, at dannelse er noget individuelt, der skal
forberede til arbejdsmarkedet, så noget, man kalder for ”konkurrencestaten”, kan optimeres.

Venstres skolepolitiske ordfører, Anni Mathiessen, bekræftede på folkemødet også sin skolereformbegejstring. Dermed opstår følgende paradoks: På den ene side vil Venstre lave en Danmarks-kanon, men på den anden side bygger partiets skolepolitik på ”den sidste Danmarkshistorie”. Det er dårlig politik. Det er en kortslutning.

Så både Socialdemokratiets og Venstres skolepolitik bygger på Den sidste Danmarkshistorie.

DF er også vild med Den sidste Danmarkshistories skolereform. Det fortalte Alex Ahrendtsen også på Folkemødet. Det er derfor, at DF står for Dansk Fryseparti. DF er et parti, der har fået overdraget ”Den sidste Danmarkshistorie” som en færdig og frossen pakke.

Her er lidt referencer:

1. Antorini hørte jeg på P1 i en debat med Rasmus Kolby Rahbek og Noemi Katznelson (fredag formiddag, d. 17. juni), hvor Antorini slet ikke kunne give noget mod- eller medspil til de to forskere: http://www.dr.dk/…/p1-debat/p1-debat-idiot-det-mener-du-ikke
2. Fra Socialdemokraternes skoledebat: http://www.folkeskolen.dk/…/christine-antorini-fastholder-r…
3. Annie Matthiessens (V) begejstring: https://www.folkeskolen.dk/…/v-reformen-bliver-bedre-for-hv…
4. Alex Arnedtsens (DF) meninger: http://www.folkeskolen.dk/…/ahrendtsen-reform-nykker-har-gi…
5. Kommentar til DPU-debatten: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154242786724481&id=837549480&pnref=story

 

27. d. 19. juni: DPU om dannelse på årets folkemøde 2, Tomas Keplers referat

GL-hovedbestyrelsesmedlem, Tomas Kepler, har været til Folkemødedebat om dannelse, og det er der kommet en rigtig fin kommentar ud af. Kepler virker let rystet efter mødet med især institutleder Claus Holms synspunkter vedr. konkurrencestat, kritik og pædagogik.

Nedenfor kan man læse Keplers referat. Det er som om, at han løbende forsøger at overbevise sig selv om, at han da må have hørt forkert, men det tror jeg ikke, han har. I al fald passer de citerede passager fint med min egen oplevelse af tingenes tilstand.

Kepler fortæller også, at lektor Jens Erik Kristensen mener, at gymnasieforliget i realiteten ikke markerer den store forskel ift. regeringens oprindelige udspil. Det er jeg enig med Kristensen i.

Mit egen omtale af mødets oplæg kan man læse her:https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154242786724481&id=837549480&pnref=story

 

Her er Thomas Keplers FB-opslag:

”Hørt på folkemødet.

Lørdag d. 18/6 overværede jeg kl. 14.30-15.30 på Allinge Bibliotek en debat om “Almendannelse – hvorfor tror alle at det er det vi mangler?”. Debatpanelet bestod af Jens Erik Kristensen, lektor ved DPU Aarhus Universitet, Ove Korsgaard, professor emeritus, Aarhus Universitet, og Claus Holm, institutleder DPU Aarhus Universitet.

Oplægget til debatten var, at “almendannelsen indtager tidens offerrolle…[]…hvorfor overhovedet gøre almendannelsen til løsning på vores problemer med at holde skole?”. Setuppet lod til at være, at Kristensen og Korsgaard skulle forfægte det synspunkt, at almendannelse er og skal være en vigtig komponent i skolesystemet, hvorimod Holm skulle indtage rollen som dannelseskritiker. Jeg kan kun formode, at denne rollefordeling skyldes debattørernes faktiske standpunkter i forhold til spørgsmålet – der var intet, som antydede andet.

I løbet af debatten hørte jeg en række markante synspunkter fra Claus Holm (jeg må her betegne nedenstående som parafraser og ikke dokumenterbare citater, idet jeg hverken optog mødet på diktafon eller stod klar med notesblok – det er altså efter hukommelse, og i nogen grad også sammenfatninger, men jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har tilstræbt nogen form for misrepræsentation eller karikering af det, jeg opfattede som Holms synspunkter).

Grundholdningen i Holms indlæg var, at dannelse er for flyvsk og udefinerbart/målbart et begreb til, at han kunne se nogen anvendelighed i det. Tværtimod så han det som et begreb, der var blevet kapret i en ideologisk kamp imod den “onde” konkurrencestat (citationstegnene angiver Holms vinkling af konkurrencestatskritikken som hysterisk og drevet af automatreaktioner – sådan hørte jeg det i alt fald).

Jeg opfangede følgende markante udsagn – forsøgt gengivet så trofast og neutralt efter hukommelse, som overhovedet muligt:

‘Dannelse, nu har jeg hørt en masse snak om det her på folkemødet. Det er meget flyvsk, ingen er rigtig klar over eller enige om, hvad det dækker over – men vi hygger os med at snakke om det’
– jeg hørte det klart som en desavouering af de, som antager andre og mere dannelsespositive holdninger i debatten om dannelse end Holm. “Folk der går og hygger sig…de ved sgu ikke rigtig, hvad de snakker om…” osv. Jeg synes også det er værd at bemærke, at Holm logisk set må bygge dette synspunkt på en opfattelse af, at dannelse ENTEN kan defineres entydigt (og tør jeg sige: Instrumentelt og målbart?) – ELLER at det ikke rigtigt ‘eksisterer’.

‘Dannelse, det er blevet en samlebetegnelse for en bred modstandskamp mod den ‘onde’ konkurrencestat’
– altså: Synspunktet var, at dannelsesforkæmperne ikke er ‘reelle’, de har ikke noget at have det i, de er bare sure på konkurrencestaten.

‘Efter hvad jeg har hørt her på folkemødet er jeg nået frem til, at man nok burde se at få afskaffet begrebet’.
– ingen yderligere kommentarer: Holm afsluttede simpelthen sit indlæg, som også var et af de sidste hvis ikke det sidste i hele debatten, med at ytre det synspunkt, at man skulle se at lægge almendannelsen i graven og komme videre. Det er for mig absolut hævet over enhver tvivl, at han faktisk foreslog dette – også selv om jeg ikke kan garantere, at ovenstående er den helt eksakte gengivelse af Holms ytring ord for ord.

Så meget for Holms synspunkter, som jeg i øvrigt – for nu at være helt åben om det, hvis nogen skulle være i tvivl – synes er langt ude på overdrevet. I øvrigt blev det sagt på debatmødet – jeg er sikker på, det kom fra Kristensen – at den nu vedtagne gymnasiereform nok havde fået tilføjet et afsnit med pæne ord om dannelse, ‘så ministeren kunne være bedre klædt på til næste interview med Krasnik’ (Kristensens billede, ikke mit), men når man kommer længere ned i teksten, så er det faktisk stadig galt, på samme måde som det var i regeringens første udspil. Her var det interessant at observere, at det ikke blev modsagt af andre i panelet, tværtimod blev der gnækket lidt´.”

 

28. d. 20. juni: Facebook-drys 27: Maj 2016

Maj 2016:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-27-maj-2016.html

 

29. d.21. juni: Fra kultur til struktur

Ungdomsoprøret var ikke et problem, men en god kulturkritisk korrektion af den samfundsmæssige pluralitet.

Men hvad er så problemet? Jo, det er, at ungdomsoprørerne radikaliserede kulturkritikken, fx via strukturalistisk og poststrukturalistisk marxisme. Al kultur blev til undertrykkelse. Og oprørerne genfandt aldrig deres plads i den helhed, som de ønskede at korrigere. De forblev i en radikaliseret og evigt korrigerende korrektion, som til sidste fratog dem muligheden for at føre politik og lave pædagogik. Ungdomsoprørerne blev til senkapitalismens egne ideologer.

Hvad skete der så med den ”hellhed/pluralitet”, som altså var genstand for den radikaliserede korrektion? Jo, der skete to ting:

a) Helheden blev i første omgang til ”undertrykkende strukturer”.
b) Senere blev helheden bare til ”strukturer” slet og ret.

Hvad hedder denne struktur i dag? Den hedder ”konkurrencestaten”.

Konkurrencestaten er en forvildet kulturkritik, der har undertvunget og reduceret kulturen og faktisk også kulturkritikken til sin egen struktur.

Hvad er denne fovildede strukturs dannelsesideal? Det er den rustede, robuste, selvmonitorerende, læringsmålstyrende, opportunistiske, økonomiske soldat uden historie, køn, land, dannelse, humanitet, kundskaber, religion, solidaritet og fællesskab.

Hvad hedder den forvildede strukturs pædagogiske motor? Den hedder Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)

 

30. d. 22. juni: Gymnasieforlig 9: Gymnasiepolitisk checkpoint Charlie

Et gymnasiepolitisk Checkpoint Charlie: s.1-7 mod s.7-45

Gymnasieforliget kan opfattes som en splittet tekst; splittet mellem to linjer fra WA’s tidligere redaktør Henning Fonsmarks ”Kampen mod kundskaber” fra 1996.

Fra side 1-7 er det dannelseslinjen, som var Fonsmarks egen, men som gik tabt.

Fra side 7-45 er det konkurrencestatslinjen, som af forskellige veje er blevet en realitet.

Desværre er disse to linjer uforenelige. Derfor får vi en indre splid i det borgerlige uddannelses-Danmark. En splid inde i alle partierne og måske inde i nogle af FT-medlemmerne mellem s.1-7 og s.7-45.

Regeringens oprindelige udspil var ren konkurrencestatslinje. Efterfølgende fik dannelseslinjen vundet nogle indledende markeringer, men desværre kom dannelsen kun til side 7. Tilbage står s.7-45 stadig og værger sig imod s.1-7’s trængen sig på. Der er et Checkpoint Charlie inde i teksten.

Men måske kan man håbe lidt på, at de første 7 sider er lidt et tegn på fremskridt? For få år siden ville ingen have bekymret sig om at skrive s.1-7, og der var ingen mure i teksten. Folkeskolereformen blev f.eks. til uden kontakt til skolens formål. Her var der konkurrencestat fra s.1-45.

Måske kan Fonsmarks dannelseslinje arbejde sig frem gennem siderne? Der sker kun, hvis centrum-venstre også vågner og begynder at skrive s.1-7’ere, og hvis det eksisterende s.7-45 endegyldigt pulveriseres at et vildt og frodigt s.1-45, der bygger på det bedste i alle partiernes dannelsestraditioner.

 

31. d. 22. juni: EU’s overgreb på uddannelsespolitikken

Pædagogik og uddannelsespolitik er i princippet en del af EU’s såkaldte subsidiaritetsprincip, dvs. det er under national myndighed. EU kan kun have koordinerende funktioner.

Men via snørklede teknokratiske processer er det nu blevet sådan, at alle fra folkeskole til ph.d. skal underlægges læringsideologien.

Det kan man læse et eksempel på i nedenstående læringsnotat, som er en del af det såkaldte EQF-system (og som forstærkes af de danske systemer, men det er en anden historie).

Dvs. at Den Europæiske Union mener, at den skal bestemme skolepolitikken, ja endda pædagogikken som sådan.

Så er det bare, jeg har to spørgsmål:

1. Hvis man agerer på den måde inden for et område, der er underlagt national suverænitet, hvordan ser det så ikke ud på andre områder?
2. I skrivende stund sidder Conni Hedegaard på Deadline og fortæller mig, at EU skam er holdt op med at tænke føderalistisk, og at EU skam kun vil løse globale problemer og overlade resten til de nationale niveauer. Men hvordan kan det så være, at teknokratiet skal bestemme, hvordan man vil undervise i 2.b?

Jeg ved det godt. Det er fordi, EU er en vidensøkonomisk organisation, der har glemt sit eget formål. Det er “the faceless master of education”, som Katja Brøgger kalder fænomenet i en nyere forskningsafhandling.

Hvordan kan man lave europæisk uddannelse uden en refleksion over, hvad Europa er? Det kan man, når man er et vidensøkonomisk teknokrati.

Briterne har nu chancen til at give EU en forskrækkelse.

Bring EU tilbage til europæisk pluralitet.

https://ec.europa.eu/ploteus/sites/eac-eqf/files/EQF_note4_en.pdf

 

32. d. 24. juni: Brexit

En vejrudsigt

I dag er det lidt lummert og varmt. I haven bugner rosenblomsterne. Der er ingen vind i luften. Fuglene synger, og solen står på spring.

 

33. d. 24. juni: Brexit 2

I dag vil jeg høre Vaughan Williams, og bagefter vil jeg høre Big Country. Det skal være højt, så det kan overdøve Uffe Elbæk, Morten Østergaard og Jean-Claude Juncker, der bader i teknokratiets kolde bølger, og som ligefrem siger, at ”vi er EU!”.

Når vinylen ebber ud, kan det være, at ja-siden har taget ja-hatten på og er færdige med at ”tale EU op”, som det hedder; helt ligesom, når man taler ”folkeskolen op”, som jo bare betyder, at man skal lukke øjnene og slå hjernen fra.

Så kan det være, at EU kan holde nallerne fra landets pædagogik?
Så kan det være, at Europas lande ikke hele tiden reduceres til ”irriterende diversitet” under en teknisk regel, der skal styrke EU’s vidensøkonomi i konkurrence med en kineser.

EU er på sin vis tvangsindlagt til at opfatte ”folk” som “irriterende diversitet”. Det er jo fordi, at unionen er etableret med nazismen som bagtæppe. Det folkelige opfattes som noget ”dødsensfarligt”, og en ”ursuppe”, som det hedder blandt vores pædagogiske forskere.

Folket må derfor kun højest være en ”diversitet”, dvs. biologisk variation under en teknisk regel.

Vi lever stadig i høj grad i efterkrigstiden, i angsten for Nazismens biologiske essentialisme, men reproducerer på en måde biologismen, nu blot under en teknisk regel, som hedder EU, og som har glemt “naturens naturlighed”.

Man kunne også kultivere og åbne det folkelige inde i en europæisk kulturel tradition; altså åbne europæernes opmærksomhed, interesse og forestillingsevne? Men det er helt uden for EU’s horisont.

Vi får et tiltagende ufolkeligt EU og en masse ”folk”, der kun kan få lov at vise sig som en form for bagside, og det fører ikke til noget godt. Allerede i 1925 forudså den amerikanske filosof, John Dewey, 2. verdenskrig med ud fra denne “bagside”-filosofi”

Men Storbritannien var jo ikke nazister, og det var vi og mange andre heller ikke. Så hvorfor skal vi behandles som sådan, altså som en farlig og irriterende biologisk diversitet?

Jeg synes, det er “irriterende”, for nu at sige det på den måde.

Tak til England for påmindelsen. Det var måske i sidste øjeblik, før nationalismen gik hen og blev ond.

 

34. d. 28. juni: EU producerer sin egen negation

EU reproducerer og forstærker sin egen negation:

For EU er alle ”folk” og “nationer” potentielle fascister. Sådan er det, fordi EU er dannet for at undgå nazismen, og det forstår man jo godt. Fascismen er EU’s negation.

Desværre sætter EU også lighedstegn mellem fascisme og ”folkelighed” som sådan, og det er en stor fejl, fordi ”folket” jo også er demokratiets eget begreb; altså meget meget mere end bare “fascisme”. EU bliver dermed et eksempel på det, som Ranciere kalder for ”hatred of democracy”.

Prisen for at undgå nazisme bliver derved en udslettelse af folket som begreb. Denne udslettelse er efter min mening simpelthen definitionen på ”efterkrigstiden” i perioden fra murens fald og frem til i dag.

Denne logik deles mange steder i de pædagogiske systemer.

Det folkelige kan derfor i EU’s lys kun vise sig som populisme med fascistiske prætentioner. En folkeafstemning, der ender med et “nej”, tager derfor fejl pr. logik. Det ser vi hver gang, så det passer også empirisk set.

Men man laver en alt for kraftig en udelukkelse, fordi ”et folk” jo er en demokratisk, historisk og æstetisk dannelseskategori med verdensborgerligt udsyn og grund. Et folk kan ind imellem antage totalitære former, men det kan alt andet også, inklusiv EU for den sags skyld. Det afhænger af pædagogikkens og politikkens kvalitet.

Man skal ikke udslette folket, men derimod kultivere det. Men det vil EU aldrig kunne, fordi det i hele essensen bygger på et opgør med det folkelige; ja, helt ind i den pædagogiske term.

Derfor vil EU selv producerer og forstærke netop de former for folkelighed, som den egentlig er skabt til at tage afstand fra. Det næste ”nej” vil derfor være endnu mere nationalistisk end Storbritanniens.