Facebook-drys 3: Oktober-november 2013

Her er 21 facebook-opdateringer fra perioden d. 21. oktober til d. 22. november 2013. Man kan enten klikke på den enkelte opdaterings overskrift og få det rå fb-opslag med diverse kommentarer mm., eller man kan læse en version på herværende blogindlæg, der har været en lille tur i sproghjørnet. Hvis der er særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret i en parentes umiddelbart efter teksten.

Indholdsfortegnelse:

  1. Hvad er læring 1?
  2. Hvad er læring 2?
  3. Systemteoretisk meningsløshed
  4. Radikal forvirring
  5. Morten Østergaards økonomers universitetsgruppe
  6. Uddannelsesjournalistik på folkeskolen.dk
  7. Bjørn Bredals kritik af Morten Østergaards universitetsgruppe
  8. Hvad er en skole?
  9. Niels Egelunds fejltagelser
  10. Bureaukratiske erfaringer
  11. Håb for dansk liberalisme
  12. Hvad er en lærer?
  13. Evidensens raid!
  14. Odenses tristesse
  15. Om 1. behandlingen af folkeskolereformen
  16. Det fine danske dannelsessystem
  17. Lars Olsens relationer
  18. Enhedslistens konkurrencestat
  19. Den lokale skole
  20. Hvad er elever og lærere?

 

1. d. 21. oktober: Hvad er læring 1?

Læring sker ikke ved, at en lærer designer omstændighederne for individuelle konstruktioner, som det hedder. Man lærer heller ikke noget ved, at der undervises med en bestemt metode, så eleven kan blive nr.1, som det desværre også hedder.  Begge dele er “the end of teaching”.

Man lærer derimod noget, når en elev finder sig en lærer, som finder sig en elev; en generationel koreografi, der i en form for fri bundethed hvirvler kulturen op og vækker tænksomhed og initiativlyst ind i det følgende årti. Det er en form for “gen-skabelse”, som er noget andet end “re-produktion”.

Det er lærerens genkomst efter min opfattelse – og det er det stik modsatte af filosofien bag skolereformen, hvor læring reduceres til ranglistescore, og læreren til en “ekspert”, der kan nogle metoder til fremme af scoren, så et halvstuderet pædagogisk bureaukrati kan stilles tilfreds.

Læring og undervisning er ikke adskilt, for derefter at kunne forbindes kausalt med metoder og systemer. Læring er i undervisningens indre. Alt skal laves om.

 

2. d. 22. oktober: Hvad er læring 2?

Når en elev siger: ”I dag har jeg lært noget”, så henviser han tit til en eller anden teknisk detalje, som han har samlet op i en bog eller et andet sted. På en måde har han ikke samlet dette ”noget” op i sin egenskab af at være en ”elev”, fordi denne subjektivt konstruerede opsamling ikke nødvendigvis kræver en lærer. Eleven er altså med denne ytring slet ikke en ”elev” men en subjektiv personlighed, som har lært sig selv noget – som har konstrueret et eller andet. Det er det, det som regel betyder for tiden, når man siger ”i dag har jeg lært noget” – det betyder oftest: ”I dag har jeg konstrueret et eller andet, måske noget der kan fremme min karriere eller gøre mig til nr. 1 eller sådan noget”.

I sin egenskab af ”elev” bruger barnet eller den studerende altså ikke udtrykket ”i dag har jeg lært noget”. I stedet siger han: ”I dag blev jeg undervist”. Pointen er lidt tydeligere på engelsk: ”Today, I was taught”. Det betyder: I dag hengav jeg mig til en anden kraft end mig selv, en fjern kraft, der bragte mig ind i sin samling og ændrede mig i en forbindende frivillighed. Dette kunne kun ske, fordi jeg lod den gøre det, fordi jeg var en elev, der fandt en lærer.

Læring er altså inde i undervisningens begreb. Læring er at ”lade sig undervise”, men det er jo nærmest det modsatte af at sige, at læring er en ”effekt” af undervisningsmetoder, som vi ellers hører hele tiden fra KL, Ny Nordisk Skole, skolerådet, socialforskningsinstituttet og så videre.

”I dag har jeg lært noget” betyder altså: ”I dag har jeg ladet mig undervise”. Er læreren så autoritær? Nej, tværtimod; hun henter sin kraft fra den pædagogiske og faglige tradition, som hun berører selvstændigt, og som samler eleverne til en undervisning; det er en form for upraktisk materialisering fra fjerne egne, altså fra traditionen. Læreren er en, der ”rører”; det er nærmest antiautoritært, men fyldt med autoritet – det er klart.

Dermed finder læreren en elev. Eleven kalder på lærerens ord; ord, der må findes frem fra fjerne egne i en søgende vished, der er tilstrækkelig både nærværende og fjern til, at eleven kan blive til en elev. På den måde kommer kulturens energi til syne i undervisningen og bringer eleven og læreren sammen under samme begreb, nemlig undervisningen. Eleven finder en lærer, som finder en elev – en koreografi, der udspilles i traditionens bad.

Dermed er ingen problemer løst, men det giver i det mindste mulighed for at stille nogle ordentlige spørgsmål.

 

3. d. 23. oktober: Systemteoretisk meningsløshed

Nu skal I bare høre: Statens officielle uddannelsesfilosofi, systemteorien – også kaldet luhmannismen og den metodiske antihumanisme – har følgende bud på dannelse:
Dannelsesbegrebet er “et erstatningsudtryk for opdragelse og undervisning, når der er brug for at dække over tabet af orientering…. Dannelsesbegrebet konvergerer i en rådvildhedens semantik”. Det “flyder let fra tungen”.

Alle nyere uddannelsesreformer i Danmark bygger på dette syn: Vi har ingen retning, og vi er rådvilde. Og systemteorien opfatter det ikke som et problem, som uddannelsessystemet netop burde løse, men som et bærende metodisk princip, hvorefter vores uddannelsessystem skal opbygges. Verden ER uden orientering, og dermed kommer dette “Er” også til at være et “BØR”.

I stedet for ”dannelse, orientering og kundskaber” skal vi ”lære at lære” hele livet, altså have livslang læring. Livslang læring erstatter dannelse i en “orienteringsløs tid”. Vi skal gå bort fra at tale om verden og om sagsforhold. I stedet for skal vi tale om vores iagttagelse heraf og ligefrem om iagttagelser af iagttagelser og så videre ud i cyberspace.

Altså skal vi ikke lære “noget”, men blot lære at lære, hele livet, i en ørkesløs konstruktivistisk proces. Det kaldes “omstillingsparathed”. Alt dette kan man læse i professor Jens Rasmussens bog “Undervisning i det refleksivt moderne” fra 2004 – og Rasmussen er jo det nærmeste man sammen med Egelund kommer på en statspædagog.

Men hvad kan Rasmussen mene med alt dette? Er vores land meningsløst? vores familie? vores litteratur? vores demokrati? vores sang? Vores nabolande? Jeg synes, der er masser af orientering og mening. Ikke i en lige linje naturligvis, men sådan at smide det hele fuldstændigt ud, er da et svigt af dimensioner!

Rasmussen er imod alt, hvad der hedder ontologi og normativitet, men det er jo præcist, hvad pædagogikken lever af? I stedet har han så i sit senere virke kastet sig så over de dumme pisalister og detaljerede operative målsystemer og undervisningseksperter, der kan bidrage til topscoringer.

 

4. d. 28. oktober: Radikal forvirring

Go’e Gamle KULTURradikale Baunsbak-Jensen fortæller i Information, at han foretrækker Peter Kemps dannelse frem for Ove K. Pedersens konkurrencestat, og han opfordrer til formålsdiskussioner med inddragelse af filosoffer og teologer, hvilket alt i alt er nye toner i forhold til Ny Nordisk Skoles KL-mellemlederånd.

Dengang Baunsbak-Jensen blev 70, blev der lavet et fint festskrift til ham, hvor blandt andet Marianne Jelved skrev kærlige ord om de mange udmærkede reprimander, som hun har modtaget fra ham i tidens løb.

Nu siger Jelved, at hun er imod konkurrencestaten, selvom hun sidder i en regering, der elsker den. Hun fortæller også, at hun er tilhænger af skolereformen, som er ren konkurrencestatstænkning. De radikale roder rundt i dette tidens vigtigste spørgsmål.

Måske skulle de radikale ansætte Baunsbak-Jensen til at rydde op i den ødelæggende forvirring. De radikale trænger i den grad til folkelige og kulturelle reprimander for tiden. Jeg håber, Asger stadig skriver til Marianne, som dog er inden for pædagogisk rækkevidde. De unge radikale har helt sluppet jordforbindelsen i et kulturløst light-teknokrati.

Niels Egelund synes, at Baunsbak-Jensen er en naiv grundtvigianer eller sådan noget. Mon ikke Antorini er enig? Det vil jeg tro.

Link til interview med Asger Baunsbak-Jensen

 

5. d. 30. oktober: Morten Østergaards økonomers universitetsgruppe

Meget “bred” ekspertgruppe, der skal diskutere kvalitet i de videregående uddannelser, må man sige. Gruppen består udelukkende af økonomer og organisationsfolk. Det ender ligeså galt som med det såkaldte Rejsehold for folkeskolen, som i øvrigt havde samme formand, nemlig Jørgen Søndergaard. Et postuleret 360graders eftersyn blev til de rene og skære skyklapper. Triste udsigter for landets universiteter, og mit eget område, humaniora og pædagogik, er helt……¤%&/(

Link til omtale af Morten Østergaards initiativ

 

6. d. 31. oktober: Uddannelsesjournalistik på folkeskolen.dk

Hvis man klikker på nedenstående artikel om Jørgen Søndergaards nye økonomi- og organisationsudvalg, der åbenbart menes at vide noget om universitets- og seminarieforhold, og hvis man derpå ruller lidt ned, kan man se, at jeg har diskuteret uddannelses-journalistik med Folkeskolens redaktør, Hanne Birgitte Jørgensen, i dag.

Link til artikel og diskussion på folkeskolen.dk

 

7. d. 4. november: Bjørn Bredals kritik af Morten Østergaards universitetsgruppe

Bjørn Bredal i en herlig kritik af Morten Østergaards nye udvalg, både dets sammensætning og hele ånden bag, og måske er der også en skjult kommentar til kollegaen Poul Aarøe Pederseen, der i går skrev på samme plads i netop Østergaards vokabular og ånd. I går skrev også professor Lars Qvortrup og pro-rektor for RUC, Hanne Leth Andersen, i Politiken om samme problemstilling og med cirka samme konklusion som Bredal. Men det største problem er, som BB skriver, at ministeren ikke engang selv kan se, at der er et problem.

Link til Bjørn Bredals kommentar

 

8. d. 4. november: Hvad er pædagogik?

Pædagogik er at “kalde ting til opmærksomhed”. Pædagogisk praksis er at gøre dette igen og igen, “to practice a practice”, at øve sig, at gentage, og pædagogisk metode er at samle ting og opmærksomhed, at gøre verden nær for opmærksomheden. Dette kan kun ske, når skole og undervisning er tid, der er suspenderet fra økonomiske formål og sociale betingelser. Pædagogik er, “at kalde ting til opmærksomhed i gentagelser, der suspenderer fra nødvendighed”, skolen er “fri tid” ligesom hos grækerne, suspenderet tid, hvor “ting kaldes til opmærksomhed, der vækker eleven til at blive elev” og “tingen til at blive en ting”, til at “praktisere en praksis”, hvor ulighed og karriere glemmes, hvor ligheden bekræftes igen og igen, og hvor tingene, det fjerne, kaldes og kalder. Skolen går imod tyngdeloven.

(skrevet midt i læsning af Masschelein & Simon: In defence of the school – a public issue, 2013. Det er en fri elektronisk bog, så hvis nogle af jer er interesseret, så skriv til thar@dpu.dk, og jeg sender den til jer)

(dette opslag blev til et længere blog-indlæg på herværende hjemmeside)

 

9. d. 5. november: Hvad er en skole?

Skolen skal ikke løse nogen “problemer” og ikke adressere nogle “udfordringer”. Det må samfundet tage sig af. Skolen skal være skole, dvs. skabe opmærksomhed på ting, der bliver bragt frem i lyset, så både opmærksomheden og tingen kan mødes uafhængigt af samfundet og arbejde frit og disciplineret i en suspenderet tid, hvor ting, elever og lærere kommer til syne. Dette uafhængige møde mellem opmærksomhed og ting kan ikke finde sted i den nuværende administrative detail-styring i alle mulige mærkelige instansers interesse, og da slet ikke i det ¤%&/() KL-regime, der har lavet et bur. En lærer er samfundets frieste menneske, han er nemlig fri fra samfundet. Hvor kommer han fra? Fra et fjernt sted tror jeg.

 

10. 7. november: Niels Egelunds fejltagelser

Niels Egelund siger i dagens “Folkeskolen”, at skolereformen er et opgør med reformpædagogikken, men det er den slet ikke. Reformen er derimod en postmoderne og ny-liberal radikalisering af nogle iboende problematiske kim i reformpædagogikken. En kæntret reformpædagogik, hvor man tager udgangspunkt i målbare beskrivelser af elevens kompetencer til fremme af økonomisk konkurrenceevne, frem for kulturelt og frit indhold, og derefter bygger man et bur op omkring undervisningen, der kan styres af kommunerne osv.

Han siger også, at læreren nu kommer til at svinge taktstokken. Intet kunne være mere forkert. Lærerens status og indflydelse på undervisningen vil falde drastisk. Læreren vil blive til en “undervisningsekspert”, en slags “læringsfascilitator”. Læreren er væk – undervisningen er underordnet kompetencerne. Det er bogholderen, der kommer til at svinge taktstokken. Reformen er en styrkelse af mellemlederen og ikke af læreren. Det er KL, der vil reproducere sig selv inde i klasseværelset.

Egelund kan ikke komme ud af sit opgør med reformpædagogikken fra da han var yngre – et opgør der minder meget om Antorinis og Haarders – og derfor kan han slet ikke se, at det, der nu foreslås, på ingen måde er en drejning mod kundskabsskolen. Tværtimod, det er en skole, hvor kundskaber er stærkt nedprioriterede. Er der ikke nogen, der kan ryste hjernen på plads hos disse folk?

 

11. d. 10. november: Bureaukratiske erfaringer

I 2008 blev jeg ansat på et dansk universitet. Dengang var der 2 led mellem mig og universitetets rektor, og jeg kunne bruge min opmærksomhed på forskning og uddannelse. I løbet af fem år har der været to kæmpemæssige reorganiseringer, med ”dynamiske” ledere, der har talt meget om ”relevans”, ”transparens”, ”afbureaukratisering” og ”dybe sammenhænge”. Resultatet er af denne proces er, at jeg fra januar nu har 8 led til universitetets øverste ledelse (tror jeg nok – jeg er faktisk efterhånden usikker på, hvordan man skal definere et ”led”). Dertil kommer en uddannelses-søjle, hvor der også er kommet mange flere led end før osv..

Det er desværre umuligt at holde sig fri af alle mærkelige og ofte modstridende beslutninger, sådan et system producerer, og man skal bruge meget arbejdstid på at få helt almindelige informationer frem. Der styres og kontrolleres som aldrig før, men det er ofte umuligt at få præcis besked om, hvad der “styres og kontrolleres” efter. Man føler sig blot “styret” – slet og ret.

På trods af disse gigantiske ”bureaukratiske afbureaukratiseringer”, så har jeg netop fået at vide, at mit institut i tre år ikke har haft et budget!!! Det er nok de konstante reorganiseringer, som gør, at der simpelthen ikke er stabilitet nok til, at man kan lave budgetkategorier. Bureaukratiet har på sin vis gjort arbejdet umuligt for sig selv, hvilket netop kalder på mere bureaukrati, for at styre “umulighederne”. Bureaukratiet har gjort livet så umuligt for sig selv, at det ikke engang kan lave et budget! Men det er selvfølgelig også en form for “afbureaukratisering”.

Er der ikke nogen, der kender en dygtig sociolog?

 

12. d. 12. november: Håb for dansk liberalisme

Der er håb for dansk liberalisme, når man læser dette:

“Folkeskolereformen ligger fint i forlængelse af Corydons og Antorinis vision om den perfekte borger i konkurrencestaten. Her er borgerens liv reduceret til en beregnet nytteværdi for staten, og det er derfor oplagt, at staten må overtage så stor en del af børns opdragelse som muligt”.

Riisager er en af de få liberalister, der har forstået, at konkurrencestaten IKKE er et liberalt projekt. Desværre har jeg ikke hørt andre LA’er, RV’er eller Venstre-folk sige noget, der ligner. Jeg tror faktisk, at Riisager er lidt alene med sit synspunkt

Link til Merete Riisagers artikel

 

13. d. 12. november: Hvad er en lærer?

“En lærer” er ikke en profession – det er et kompliment!

“En lærer” er ikke en læringsressource, som kan udskiftes med andre læringsressourcer, f.eks. med en metode eller noget software – en lærer er en person, man lader sig undervise af, hvorved man bliver til en elev. Fra en lærer modtager man undervisningens gave – Jeg har fået en lærer, en lærer har taget en plads i mig – Jeg er blevet virksom og siger: Hvad skal jeg bygge?

(inspireret af Gert Biesta: “Recieving the Gift of Teaching”, i: Studies in Philosophy of Education, 2013)

 

14. d. 13. november: Evidensens raid!

Kravet om pædagogisk “evidens” splitter vores uddannelser ad. Formål, viden, metode, undervisning og læring splittes op i atomer og sættes derpå sammen via formelle rejselystne systemer, der så ligefrem kan godkendes af et eller andet ministerium. Dermed splintres kulturen, overleveringen og grundlaget for at tage stilling til fremtiden – kort sagt: Europæisk tradition, humanisme og videnskab flyder som vragdele.

Efter sit “raid”, gifter “evidensen” sig med et nyt formålssystem, nemlig de globale ranglister, konkurrencestaten og den globale kapitalisme, hvis fortalere i bedste fald glemmer og i værste fald afskyr fri tænkning, dannelse og filosofiske formål.

Desværre kan vi ikke vende tilbage til nogen oprindelig pædagogik, fordi de splittede dele ikke kan samles i en gammel form uden at samlingen bliver tvangsmæssig, dvs. upædagogisk. Vi må ind i delenes oprindelighed, ind i metoderne, i formålene, i læringen, i undervisningen etc.; ind i tingene, som skal frem i lyset og op på bordet; vende og dreje dem og undersøge, hvad der sker, når de bruges i den ene og den anden kontekst. I denne proces, der er nærmest rablende konservativ og kritisk, vil der være rig brug for hele kulturens tekstreservoir, der jo nu er sat fri til at skabe nye former på gammelt grundlag. Måske vil en ny sammenhæng herefter vise sig, som vi kan kalde pædagogik. I så fald findes pædagogik alligevel.

 

15. d. 13. november: Odenses tristesse

Rapport fra Odense, der skolepolitisk set er i opløsning, både økonomisk og fagligt. Økonomisk, fordi man hvert år vil fyre 100 lærere og er blandt de kommuner i landet, der bruger færrest midler på skolen. Fagligt, fordi man er frontfigur i Ny Nordisk Skoles nysprogspædagogik, og fordi man har nogle rigtigt rigide “kvalitetssikringssystemer”, der sørger for, at den pædagogiske kontrol helt nede i detaljen ligger hos nogle halvstuderede embedsmænd. Den tidligere rådmand for børn- og ungeområdet, sf-eren Stina Willumsen, var også centralt placeret i KL, der skolepolitisk set styres af SF’s “kæntrede reformpædagogik”, som jeg går og kalder det. Det er uden for pædagogisk rækkevidde. Jeg hepper på Anne-Mette Jensen, Lærerforeningens lokale forkvinde, der gør et utroligt stort, tålmodigt og slidsomt arbejde for hendes medlemmer og for byens borgere. Hvorfor er der ingen lokalpolitikere, der bare støtter hende med hud og hår? Jeg begriber det ikke.

Link til artikel om Odensens skolepolitik

 

16. d. 14. november: Om 1. behandlingen af folkeskolereformen

Niels Christian Sauer har kommenteret folketingets forhandlinger vedrørende den nye skolelov på sin blog. Det gør han som altid meget effektivt.

Jeg er dog ikke helt med på, hvorfor Sauer og andre har så travlt med at fremhæve Hatties evalueringsforskning og de forskellige ranglister. Er Hattie ikke nærmest en del af problemet, fordi han bliver betragtet som pædagogisk forsker, selvom han ikke er det? Men ok, det er måske det eneste, som vores politikere kan forstå, og det er da også bedre end den totale tilfældighed, der præger de eksisterende begrundelser. Hattie er da også en lillebitte smule mere fornuftig end de toneangivende danske evidensforskere, selvom han altså ikke er så dygtig til pædagogik, hvilket man kan se i hans bog med den skrækkelige titel, “Visible Learning”, der har en virkelig ubehjælpsom kritik af pædagogisk teori på s.254. Men Sauer har under alle omstændigheder helt ret i, at skolereformen “forener det værste fra reformpædagogikken med det værste fra den gammeldags skole”. Det er godt udtrykt, synes jeg. Tænk hvis man tog det bedste fra hvert sted i stedet for?

Jeg har selv læst referatet fra Folketingsforhandlingerne, som man kan finde på Folkeskolen.dk. Der er to steder, hvor oppositionen, som i denne sammenhæng er EL og LA, stiller gode spørgsmål. Det ene sted er, da Merete Riisager (LA) nævner/spørger til, om skolereformen er en del af konkurrencestaten? Det får hun desværre ikke noget svar på.

Det er faktisk meget tankevækkende, at hverken Lars Dohn eller Rosa Lund fra Enhedslisten nævner dette nyliberalistiske islæt, konkurrencestaten, der jo er et definerende træk ved reformen. I gamle dage var nyliberalismen hovedmodstanderen for vores socialister. Men i dag er det derimod Liberal Alliance, som jo ellers er meget tæt på nyliberal ekstremisme, der rejser dette spørgsmål. Og Christoffer Arzrourni, som også er Hayek-mand og redaktør på Børsen, er også kritisk over for konkurrencestaten – formodentlig, fordi den i virkeligheden hæmmer konkurrencen, hvad han har helt ret i, selvom jeg nu selv nærmest ser dette forhold, som en dyd ved statsbegrebet som sådan. Men sådan er det blevet: Konkurrencestatskritikken kommer fra ny-liberalt hold. Jeg skal lige vænne mig til det, men på en måde er det logisk nok. Måske er Christoffer enig med Cepos-direktør Martin Ågerup, der vist nok synes, at pædagogik og filosofi er noget gammelt og unyttigt bras, og at vi i stedet skal udvikle nogle innovative apps for dit og dat, så vi kan spare nogle offentlige udgifter til lærerstillinger, så man kan bringe skatten ned og så videre på den galej. Sådant et syn, altså det med de lærererstattende apps, ligger efter min opfattelse i god tråd med skolereformen, og der eksperimenteres allerede med den slags ideer på CBS. Ågerup er økonom, og han kender nok ikke til, at “liberal pædagogik” er en af Europas fineste dannelsestraditioner. Gid han gjorde. Så ville man også kunne tage Cepos lidt mere seriøst.

Det andet gode spørgsmål skyldes også Riisager, som virkelig var på arbejde den dag. Hun spørger til ministerens forhold til formålsparagraffen. Ministeren siger, at formålsparagraffen hænger fint sammen med skolereformen, men hvis hun mener det, så kan hun umuligt kende til, hvad ordene i formålsparagraffen betyder. Skolereformen er et opgør med formålsparagraffen. Det kan man allerede se af ministerens lange passage om “læring” som det eneste saliggørende, under hvis herredømme alt fra undervisning til skoleledelse skal indrette sig. Tænker man sådan, så får man “læreren i bur”, som jeg er begyndt at kalde det, og det er det modsatte af formålsparagraffens lærer, som har noget, han skal beskytte og give videre i frihed under og i nærheden af en bred statslig ramme.

Desværre var der ingen, der rejste spørgsmålet om “forenkling af de fælles mål”, om forholdet mellem “operative måltal og pædagogisk praksis og alt det formålsløse “forandringsnysprog”, som nu vælter ind over skolerne og derved gør buret endnu mere robust. Men det havde nok heller ikke gjort nogen forskel, fordi svarene fra ordførerne generelt var af så dårlig kvalitet.

(dette opslag blev til et længere blogindlæg på herværende hjemmeside)

Link til Sauers kommentar til folketingsforhandlingerne

 

17. d. 18. november: “Det fine danske dannelsessystem

”Det fine danske dannelsessystem forfalder hurtigt, mens man prøver at erhvervsrette alle uddannelser. Det, Danmark kunne stå for, nemlig en kulturel dannelsestradition, pakkes bort, og i stedet indfører vi den standardvare, alle andre lande har i forvejen.” (Peter Kemp, filosof og teolog)

Dette helt og aldeles rammende citat stammer fra et længere interview, ”Det poetiske kan være det allermest virkelige” i Kristeligt Dagblad d.14/11, der blev bragt i forbindelse med genudgivelsen af Kemps kraftpræstation af en bog, Engagementets poetik.

Og sørme om ikke også citatet dagen efter blev ”dagens citat” i Politiken, som ellers er store skolereformtilhængere og helt dannelsesdøve – bortset lige fra Bjørn Bredal, som får lov at skrive små kommentarer, der er gode, langt inde debatsektionen.

Man glemmer heller ikke det fine interview i Information for nyligt med den gode gamle KULTURradikale, Asger Baunsbak-Jensen, hvor han reflekterede over, hvorvidt det var Kemps eller Ove Kaj Petersens dannelsesforestilling, “det opportunistiske menneske”, der burde rumstere i vores uddannelsessystem. Baunsbak holdt med Kemp, hvilket fik Egelund til at sige d.15/10 i Kristeligt Dagblad: “Hvis Baunsbak efterspørger mere dannelse, betragter jeg det som et pip fra en gammel radikaler, som jeg ikke kan tage mig af”.

Og Egelund – han sidder i “taskforce”, som det hedder, for både dagtilbud og ungdomsuddannelser, og hans seneste bog fik topkarakter i Politikens bogsektion, så ham skal man nok lytte til? Jeg har også fundet ud af, at Mette With Hagesen, formand for landsforeningen ”Skole og Forældre”, er meget glad for Egelunds ideer. Og Antorini henviste i den seneste folketingsforhandling om skolereformen netop til denne forældreorganisation overfor Merete Riisager fra LA, som mente, at mange forældre havde et problem med reformens elementer. Så fik jeg også lige slået den krølle til arkivet.

Endelig er det værd at erindre om, at SF’eren Pernille Vigsø, som er skoleordfører for sit parti og som også er helt pjattet med skolereformen, har sagt, at hun går ind for Kemps dannelsesideal. Men Kemp er, som det fremgår af det fine citat, altså mega-kritiker af de mange nye reformer. Er det ikke irriterende at høre på?

 

18. d. 16. november: Lars Olsens relationer

Lars Olsen har skrevet en ny bog ”en bygning slår revner”, der handler om socialdemokraternes svigt af deres egne rødder. Jeg har ikke læst bogen, men jeg får helt lyst efter at have læst dagens Weekendavis.

Sagen er, at bogen blev kritisk anmeldt i WA af sociologen Henrik Dahl i sidste uge. Olsen svarer så igen i dagens WA og fortæller blandt andet, at han sidst i sin bog kritiserer den såkaldte Minerva-model, som var meget indflydelsesrig i socialdemokratiet i 90’erne. Modellen inddelte de socialdemokratiske vælgere i segmenter, hvor de traditionelle arbejdervælgere blev rubriceret som nogle gammeldags traditionalister og sådan noget, hvilket ifølge Olsen var med til at fremme parti-røddernes visnen.

Nu er der så det pudsige ved det, at netop Henrik Dahl, altså anmelderen, er Minerva-models arkitekt. Dahl havde ifølge Olsen en ”stjernestund” med sin lille segmentanalyse, og Olsen mener, at det er derfor, at Dahl er så kritisk overfor hans bog, hvilket man jo heller ikke kan udelukke.

Det pudsige er så, at Dahl ikke blot var Minerva-entreprenør, men også både gift med og medforfatter på Christine Antorinis bøger op igennem 00’erne, og de to, altså Dahl og Antorini, lavede faktisk et forslag til et helt nyt partisystem, med nogenlunde samme grundide som Minerva. Men hovsa, var det ikke Lars Olsen, der i 2011 lagde bog, nemlig Uddannelse for de mange, til et langt efterskrift af netop Antorini? Efterskriftet hed som bekendt ”Ny nordisk skole”, og det lagde grunden hele den sørgelige perlerække af nye uddannelsespolitiske reformer, vi har set, og Lars Olsen var selv med i den såkaldte dialoggruppe, der kickstartede projektet.

Men Ny Nordisk Skole er, med sin rod i Dahl/Antorini-aksen, faktisk netop et eksempel på sådan en socialdemokratisk forfaldsideologi, som Olsen er imod i sin nye bog, og som han kritiserer Dahl for. Olsen er altså imod ideologien, Minerva, – men for eksemplet, NNS. Olsen kritiserer altså Dahl for det, som han selv lægger bog til fra Antorinis hånd – og så er Dahl og Antorini samforfattere til flere bøger med mere. Det er sgu da lige til en kort-film!

Lars Olsen skriver faktisk mange fornuftige ting om arbejdets og håndværkets betydning, men hans forståelse for videnskab og pædagogik er desværre præget af en mystisk men også lidt generationstypisk nednormering, hvilket gør ham modtagelig for Ny Nordisk Skole-konceptets skrækkelige ideologi. Fx var det Olsen, der på et NNS-møde om gymnasierne, sagde, at man her kun skulle undervise i ting, der kan anvendes i produktion og innovation og så videre i samme mol.

 

19. d. 19. november: Enhedslistens konkurrencestat

Jeg har undret mig meget over, at venstrefløjen er ved at omfavne konkurrencestaten, og at flere af de mest kritiske røster over for denne statsform ligefrem findes i ny-liberale kredse. Heldigvis er der også folk fra venstrefløjen selv, der er bekymret for den tendens. I nedenstående kronik af professor Curt Sørensen – der i sin tid var optaget af den internationalt orienterede og Lenin-kritiske tyske kommunist, Rosa Luxemburg (f.1871) – kan man læse en kritik af Enhedslistens nye partiprogram. Programmet kritiseres for at glemme både kritikken af konkurrencestaten og interessen for verden omkring Danmark i det hele taget. Sørensen ser, som en god marxist, konkurrencestaten som forbundet med nyliberalismen. Men de nyliberale kritikere ser på deres side konkurrencestaten som et socialistisk projekt. Det er faktisk meget interessant. Hvis der blev arrangeret en debataften med Sørensen og Christopher Arzrouni, redaktør for Børsen og konkurrencestatskritisk Hayek-mand, ville jeg i al fald møde op.

Link til Curt Sørensens kronik i Information

 

20. d. 20. november: Den lokale skole

På vores lokale folkeskole har man i de senere år droppet skolefesten, de fleste lejrskoler og den årlige musical, og de gode fritidshjem er omdannet til funktionaliserede og stressede SFO’er, der endda har som konsekvens, at folkeskolen er blevet dyrere end privatskolerne fra 0.-5. klasse. Men alligevel skal vi høre vores politikere tale om skoler i verdensklasse. Det er da også muligt – hvad ved jeg? – at skolen er hoppet med 0,2 i pisalæsning, og politikerne siger altså så, at vi har “fremragende skoler” og sådan noget.

Ingen taler om litteratur, sløjd, atletik og 2. verdenskrig – det er klart. Det er “gamle dage”, har jeg lige lært på en DPU-konference, som jeg har frekventeret i dag, som jeg nok skal skrive noget mere om, fordi det var sådan en lidelse at lægge krop og hjerneceller til, fordi en gruppe tidligere marxister nu vil indrette al vores pædagogik efter selveste “arbejdsmarkedet” – og ligefrem noget de kaldte for “konkurrencestaten”.

For tiden må lærerne på vores lokale skole til gengæld være overbebyrdede – dog altså ikke med faglige ting og sager og heller ikke med det sociale eller æstetiske liv, der som nævnt er stort set afskaffet. Men hvad laver de så? Jo, på en og samme tid skal lærerne ordne følgende: Ny arbejdstidsaftale for lærerne, ny skolereform med bogholderfællesmål og alt det andet; en kæmpe skolesammenlægning hvor de har blandet alle klasserne, inklusionsreform (hvor alle de tidligere specialeelever skal tilbage i klasserne) + alle de psykiske følgevirkninger at være blevet degraderet til KL-mellemledere i stedet for at være et samfunds LÆRERE.

Det forlyder, at der er en del sygdom blandt de stakkels lærere. De er underlagt de nye kommunale og statslige regulativer, der gør alt for, at lærerne IKKE kan være lærere – altså personer, som bare i fred og ro simpelthen bringer børnene hen i nærhedens af kulturens ting og sager og vender og drejer dem lidt på forskellige måder i frihed fra “arbejdsmarkedet”, ”performance”-indikatorer, KL-bureaukrater og andet hurlumhej. Tænk på, hvor enkelt det kunne være.

 

21. d. 22. november: Hvad er elever og lærere?

1. Er der nogen studerende eller elever, som gider have en lærer, der opfatter sig selv som en metode til deres egen læring? En læring, hvis effektivitetskriterier vel at mærke ikke er fastlagt af læreren, skolen og faget selv, men derimod i den kvantitative detalje er bestemt af økonomer, der sidder på et kontor og tror, de kan forudse, hvad landets økonomi (og kun den!) har brug for om 50 år? Dvs. er der nogen, der vil have en lærer, som blot er en metode?

2. Hvis en lærer og en skole – og dermed alt, f.eks. inklusion, fag, undervisning, forårskoncerter og frikvarterer – blot er en metode til fremme af kvantitativ læring – ”synlig læring” som det hedder – så eksisterer læreren og skolen jo kun så længe, de er effektive (hov!!). Læreren og skolen har ikke mere nogen kulturel betydning eller noget filosofisk ilt og bliver dermed reduceret til en metode blandt andre mulige. Når man derfor en eller anden dag har udviklet software, som er mere effektiv end læreren og skolen til at score på de kvantitative læringsmål, så kan læreren afskaffes og skolen nedlægges. Fra den dag kan eleven og den studerende sidde derhjemme og i ophøjet individualitet – måske med lidt elektronisk support fra en anden datamat i ny og næ – indfri læringsmålene til karakteren 12, til ”fremragende og verdensklasse” og i overensstemmelse med KL Danmarks visioner – i al fald uden fejl og mangler, som disse er defineret af det kæmpestore men også lillebitte datamatiske system. Der vil naturligvis heller ikke eksistere sådan noget som ”inklusionsproblemer”, eftersom alle vil være ekskluderet fra hinanden og omdannet til vedhæng til en statsstyret skærm og derfor være totalinkluderet i konkurrencestatens software. Så har vi fået os et effektivt uddannelsessystem.

3. Hvad med eleven? Han er væk, for hvis en lærer blot er en metode, så har vi heller ingen elever. Konkurrencestatsfilosofien erstatter da også eleven med ”den opportunistiske personlighed”, som det hedder hos samtidsdiagnostikeren og systemteoretikeren Claus Holm, der havde arrangeret en konkurrencestatskonference på Århus Universitet i forgårs. Egoisme bliver pludselig en dyd. Og hvor finder vi for tiden det samme synspunkt, altså at egoisme er en dyd? Det finder vi hos den ekstremistiske filosof, Ayn Rand, hvis ånd svæver over Saxo-bank og dermed halvdelen af Liberal Alliance og Cepos. Opportunisme og egoisme! Har sådan en læringsopportunistisk person brug for en skole eller en lærer? Overhovedet ikke, og derfor har hverken Holm eller Rand nogen filosofi herom. Læreren er en metode, og eleven er væk.

4. Ny Nordisk Skole går naturligvis ikke så vidt, men dens filosofi er en start. Skolen, læreren og eleven nedlægges kun i filosofisk forstand, men skoler kan ikke opretholdes uden filosofi. Skolen og læreren er nu en metode til at fremme kvantitative måltal, og den studerende/eleven skal arbejde sig opportunistisk og egoistisk gennem systemerne, og egoisme og teknisk metode er det modsatte af en skole, simpelthen det modsatte.

5. Kan et land eller en kultur eksistere uden læreres og elevers møde og vekselvirkning? Nej, det er bombesikkert, for uden denne syntese sker der ingenting overhovedet – altså ingen VIRKELIG læring. Hverken bevarelse af gamle dyder eller fremskridt og udvikling. Sådan har det været i tusinder af år uanset politisk tilhørsforhold, men nu har vi åbenbart spenderet skattekroner på høje uddannelser til mennesker, der mener, at de nu er fri fra tid og rum og intet har at beskytte, og som taler om revolutioner, manifester, radikalitet, og ny-ny-ny, men som egentlig blot mener ikke-ikke-ikke.

2 tanker om "Facebook-drys 3: Oktober-november 2013"

  1. Tak af hjertet, der er virkelig så mange lærere derude, som tror, verden er, som den var i går. Dette er på en eller anden måde sympatisk, lige til den dag, de bliver rationaliseret til en app, eller af en app.
    Du må komme ud i forreste række en dag, vi savner nuancer!

Skriv en kommentar