Her er 48 facebook-opdateringer fra september 2016. Man kan enten læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man kan klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

1. Velkomst på DPU
2. Mini-konference om undervisningsbegrebet
3. Om skat, grådighed, løgn og SU
4. Stefan Hermann forklarer sig i Information 1
5. Stefan Hermann forklarer sig i Information 2
6. En helt ny livsform
7. Hvad er undervisning 1?
8. Det diskursive felt
9. Lærke Grandjean stiller gode spørgsmål til Rune Lykkeberg
10. Hvad er undervisning 2?
11. Strid på solskinsøen 1
12. Facebook-drys 29: juli og august
13. Fra læringsforfald til objektorienteret pædagogik
14. Uddannelsesdebat i Nr. Nissum
15. Tom Jensens konkurrencestat 1
16. Strid på solskinsøen 2
17. Klar til LÆRING i Hedensted
18. Tom Jensens konkurrencestat 2
19. Hvad er undervisning 3?
20. Ny Nordjysk skole: Læringsideologi i Aalborg Kommune
21. En ”like” til Johanne Schmidt-Nielsen
22. Klumme i Kristeligt Dagblad
23. Rømers værksted
24. Hvad er dannelse?
25. Hans Hauge og læringsrevolutionen
26. Hans Hauge til høring om nationale tests
27. Danmarks Pædagogiske Oligarki i Lærerbladet
28. En dansk Diaspora
29. Liberal Alliance og konkurrencestaten
30. Læringskrampe
31. Læger, lærere og isvafler
32. Folkelighed og populisme
33. Goldschmidts etik og strid på solskinsøen 3
34. Hvad er Danmark?
35. Antorini besøger UC-Syd
36. Jens Raahauge læser Torben Weinreichs bog om børnelitteratur
37. Lars Løkke som den nye Martin Luther King
38. Rønshoved-seminar: Dannelse til tiden
39. Partipolitiske kvababbelser
40. Nyt i Agedrup-sagen
41. En metodisk betragtning
42. Koranens regler
43. Dafolo på studietur til Oslo
44. Analyse af Niklas Luhmanns syn på dannelse og pædagogik
45. Rune Lykkeberg på højskolepædagogisk konference
46. Synets pædagogik
47. Bandeord og fedteord
48. Nyt tidsskrift: Studier i læreruddannelse og profession

 

1. d. 2. september: Velkomst på DPU

Claus Holm har modtaget de nye studerende på DPU i Aarhus. Det kan man læse om her, og man kan også linke til selve talen.

http://www.thomasaastruproemer.dk/claus-holms-festforelaesning-for-nye-dpu-studerende-i-aarhus.html

 

2. d. 3. september: Mini-konference om undervisningsbegrebet

Mini-konference om undervisningsbegrebet gentages i Kolding d. 2. november:

I Aarhus diskuterer syv uddannelsesforskere d. 5/10 begrebet “undervisning” på en minikonference på DPU.

Konferencen er desværre overtegnet, Derfor “gentages” den nu i i regi af UC-Syd i Kolding d. 2. november, med ganske få ændringer.

Man kan læse mere og tilmelde sig på nedenstående link.

Selv har jeg fundet nogle helt aktuelle men gammeldags og mærkelige tekster om undervisning, som jeg vil fortælle lidt om, og som er fyldt med pædagogiske bandeord som engang var dyder.

Jeg har også en pointe om det, jeg kalder for “omvendt kausalitet”, som jeg muligvis vil nævne. Den handler om, at den eksisterende evidensforskning er tilbøjelig til at lægge den uafhængige variabel under den afhængige variabels herredømme – altså undervisning under læring – og det går jo ikke. Så får man et pædagogisk bur.

Den uafhængige variabel, dvs. undervisningen, skulle jo helst være, nå ja…. uafhængig.

https://ucsyd.nemtilmeld.dk/29

 

3. d. 3. september: Om skat, grådighed, løgn og SU

1.

Er der én ting her i verden, som jeg ikke interesserer mig for, så er det skattepolitik. Men ok, det er der andre i samfundet, der gør, kan jeg forstå. F.eks. Grådighedspartiet, som i daglig tale kalder sig selv for det neutrale ”Liberal Alliance”.

Men partiets hovedkraft er formand for Ayn Rand-instituttet i Europa, og Ayn Rand mener jo, at egoisme er den fineste dyd. Og i foråret sluttede hele partitoppen begejstret op om et langt facebook-indlæg, der argumenterede for, at grådighed er en skøn ting. Og de VIL ikke fortryde disse ideer, så det må jo passe helt ind i sjælen, ja helt ind i generne.

Så grådighed er, hvad det handler om i den omegn. Når det virkelig kommer til stykket, så sælger man ud af alt andet; på samme måde som når Dansk Fryseparti vil sælge deres gamle mormor for en grænsebom, eller når samme Fryseparti går imod frie grundtvigske seminarier i angst for, at nogen skulle finde på at lave ”et muslimsk seminarium”.

2.

Det senest nye er vist nok, at Grådighedspartiet har som ultimativt krav, at landets millionærer skal have 5% i skattelettelse. Som sagt: Fint nok, for jeg er ligeglad med skat. Og jeg kan jo forstå, at millionærerne, lige som mig og alle andre, både er og bør være egoistiske og grådige alligevel. Og hvis det ikke går ud over nogen, der er fattige, så er det ok med mig, selvom jeg da ikke ligefrem synes, at det er “agtværdigt”, hvis jeg må tillade mig at bruge et bandeord.

Men hov: Disse 5% skal så tages fra landets studerende! Nu kender jeg jo en del studerende, og ingen af dem er mig bekendt millionærer. Tværtimod, lever de på en lav ydelse og kæmper med at få tingene til at hænge sammen. Ikke mindst efter diverse konkurrencestats-reformer, der skal sikre, at de unge mennesker ikke viger en tomme fra den nye statsideologis fremdriftsoptimeringslinje, og at de ikke vælger en humanistisk uddannelse, som kunne give dem den ide, at de skal kritisere andre end sig selv.

Jeg og andre kan ellers huske valgkampen, hvor lederen af Maskinrumspartiet lovede, at han ikke ville røre ved SUen? Ja, med decideret håndfæstning og det hele. Sikken en løgnhals, men måske er løgnen også en ”dyd”? Det er lige før, jeg kan mærke post-faktualismen røre sig i mig. Jeg savner nærmest Anders Foghs kontraktpolitik, og jeg glemmer jo heller ikke, at Fogh nærmest ene mand forsvarede Kurt Westergaard og Flemming Rose. Politiske løfter holder man, med mindre der er naturkatastrofer i omegnen, og det er der jo ikke pt.

3.

Selv kender jeg slet ikke nogen studerende, der er ”grådige”, og jeg kender ellers virkelig mange. Jeg har heller aldrig mødt en, der ”lyver”, men måske gælder disse ”dyder” kun for millionærer og maskinrum? Hvad ved jeg? Men alligevel skal SU’en beskæres med 25%? Det fremmer den økonomiske vækst, fordi man sparer 3 mia. kr,, hvilket vist svarer til en vinge på en jetjager. Det minder mig om den gang, hvor Uffe Elbæk fortalte mig, at man skulle spare 2 mio. kr på Fregatten Jylland af hensyn til BNP. Men han havde så lige 6 mio. til en kammerats nycirkus. I Alternativet vil de sælge enhver form historisk sans af hensyn til fremtidens kroppe. Og millionerne fosser ned i læringsideologien alle steder fra osv osv.

4.

Jeg noterer mig også, at både det nye og det gamle ”Konkurrencestatstidende” er positive overfor, at SU’en skal beskæres. Ja selv det gamle Information, som måske skal hedde ”Ny Konkurrencestatstidende”, har følgende fine overskrift på sin leder: ”SU’en er ikke hellig”. Hvordan kan man skrive det, når det kun er godt et år siden, at Maskinrumspartiet vandt et valg på netop at sige, at den var hellig? Men ok, avisen mener jo også, at man er populistisk, hvis man skriver lidt om filosofi. Jeg glæder mig allerede til mit prøveabonnement udløber. Der er jo ikke grund til at holde to aviser, der er ens.

5.

Jeg har faktisk en bedre ide, når nu landets studerende jo helst skulle leve sådan nogenlunde:
Hvad nu hvis vi fastholder topskatten? Til gengæld kan vi give 3 mia kr. til et superkursus til millionærerne, hvor de kan lære noget om altruisme, mådehold og samfundssind på den gode republikanske måde. Måske kan de få en SU-ydelse oveni? Når de så har lært det, så giver de måske nogle ekstra procenter til samfundets fattige?

 

4. d. 4. september: Stefan Hermann forklarer sig i Information 1 

For fuldstændighedens skyld viderebringer jeg nedenfor en kort replik fra Stefan Hermann til sine kritikere. Hermann var jo ude med riven i forhold til Svend Brinkmann i forbindelse med udgivelsen af Brinkmanns bog Ståsteder og har åbenbart haft et behov for at forklare sig lidt. Desværre går det ikke så godt.

I replikken kan man læse følgende:

– Hermann har slet ikke læst ”Ståsteder” (lidt uheldigt?).

– Hermann kan godt lide ”Stå fast”. (jeg har en teori om hvorfor, som vil føre for vidt at komme ind på her).

– Det fremgår ikke, hverken her eller andre steder, om Hermann har læst Brinkmanns videnskabelige arbejde, herunder hans fremragende og internationalt anerkendte bog om den amerikanske filosof John Dewey.

– Hermann mener ikke, at Brinkmann er ”populist”, men blot at hans ”konklusion er populistisk”. Enhver, der orienterer sig i det oprindelige interview og i Informations ledsagende opsætning, vil nok give mig ret i, at den distinktion ikke kan opretholdes i dette tilfælde. I interviewet hævdes Brinkmann at være ”forførende”, ”unuanceret” og ”uden svar”. Brinkmann anklages også for at bruge ”klassiske fjendebilleder som Politiken- og Informationssegmentet elsker” og for at gå efter ”affektiv genkendelse” osv. Og der er vel at mærke ingen frugter i den anden kurv.

– Hermann mener, at Ove Kaj Pedersens opfordring til ”konstant selvkritik” kun var knyttet til fagforeninger og ikke til individer. Det passer ikke. Her er det skrækkelige citat, som er helt arketypisk for konkurrencestatsideologien: ”Vi savner folkeskolelærerne, socialrådgiverne, pædagogerne etc. i udviklingen af den offentlige sektor. Vi savner deres lyst til at evaluere deres egen rolle og udøve konstant selvkritik”.

– Hermann har aldrig kritiseret Ove Kaj Pedersens teori til trods for, at teorien instrumentaliserer hele den pædagogiske tradition, som Hermann ellers selv er sat på arbejde for at beskytte og udvikle. Desuden: Ove Kaj Pedersens teori har helt klart en tendens til at omdanne lærere til ”ja-hatte”, et begreb der jo også blev brugt ustandseligt omkring 2011, hvor disse tåbelige diskussioner startede.

– Herman siger, at han ”næppe har formuleret tidens magtfulde ideer”, hvormed menes ”konkurrencestatsteorien”. Det er helt sikkert korrekt, men Hermann står et særdeles magtfuldt sted ift. implementeringen, legitimeringen og fortolkningen af disse ideer. Blandt andet sad og sidder han i et utal af kommissioner og arbejdsgrupper, og han er den mest fremtrædende UC-rektor i landet. Desuden er han tæt på både Ove Kaj Pedersen og Bjarne Corydon, som han aldrig kritiserer. Så han er i høj grad ”magtfuld”.

– Hermann slutter med at reducere hele Brinkmanns arbejde til en ”nej-hat”. Men nej-hatten blev kun indført som et polemisk værktøj i en tid, hvor ja-hatten blev brugt af alle andre. I realiteten er Brinkmanns arbejde et kæmpe-ja, det er en lykketeori. I modsætning til Ove Kaj Pedersen, hvis teori jo resulterer i organisatoriske ja-hatte, men som paradoksalt nok i realiteten er et kæmpe-nej til alle åndelige og praktiske ståsteder, som en menneske kan være sat i.

Problemet er, at Hermann ingen ståsteder har andet end sit poststrukturalistiske anti-ståsted. Måske skulle han botanisere lidt i sin venstregrundtvigske SF-rod? Det synes jeg. Han kunne også læse lidt i sine Holger Henriksen- bøger. Henriksen har lagt navn til den Holger-pris, som blev indstiftet af folk i omegnen af dannelsestænketanken Sophia, og som Hermann faktisk modtog i 2009; en pris han ikke lever op til for tiden efter min mening.

Til gengæld levede Hermann op til Holger-prisen dengang, hvor skoleledernes formand, Claus Hjortdal, klagede til Brian Degn Mårtenssons arbejdsgiver – nemlig Hermanns tidligere souschef Camilla Wang – fordi Mårtensson havde skrevet en kritisk kronik om blandt andet Hermann og Hjortdal. Her forsvarede Hermann ligefrem Mårtensson med henvisning til Voltaire. Mere af det tak.

Her er indlægget:

“JEG KALDER IKKE BRINKMANN POPULIST

Stefan Hermann, Information, d. 3. september 2016

Det har skabt betydelig opmærksomhed, at jeg i Information (den 25. august) kritiserede Sven Brinkmanns analyser for at være ensidige og konklusionerne for at blive populistiske. Det har lidt været som at bande i kirken, men der er også rejst berettigede spørgsmål til mine udsagn. Der er derfor grund til kort at præcisere, hvad jeg mener.

For det første kalder jeg ikke Brinkmann populist. Jeg siger, at hans konklusion bliver populistisk. Man kan godt gøre noget idiotisk uden at være en idiot.

For det andet retter min kritik sig ikke som sådan mod bogen Stå fast, som jeg har læst, og heller ikke Ståsteder, som jeg endnu har til gode. Jeg deler faktisk Brinkmanns kritik af inderliggørelsen og de tendenser til udviklingstvang, som gør sig gældende.

Hvor går det så galt for Brinkmann i følge min analyse? Det gør det, når Brinkmann i interview, artikler og facebookopslag retter sit blik mod udviklingen i uddannelsesverdenen og blandt professionerne.

Og appellerer man til, at professioner og fagbevægelser – ikke enkeltpersoner – forholder sig selvkritisk til deres egen rolle, reagerer Brinkmann med at karikere synspunktet til »det er altså kritikerne, der er noget galt med – de skal rette ind, tage ja-hatten på og sige yes, sir!« og altså underkaste sig den umyndiggørelse, der ifølge ham ligger i selvkritik.

Eller, som Brinkmann skrev om undertegnede i forbindelse med en appel om besindelse og selvkritik også fra fagbevægelsens side: »Når man kritiserer tidens magtfulde ideer, får man at vide (af dem, der har formuleret dem), at man i stedet burde kritisere sig selv.«

Jeg har næppe formuleret tidens magtfulde ideer, men til gengæld bedrevet megen kritik af styring, politik og ledelse, og jeg hylder det åbenbart bizarre synspunkt, at selvkritik ikke udelukker kritik af andre, herunder af politik.

Brinkmann fanges i sit eget net af enten-eller-spørgsmål og ja-eller nej-hat. Det pudsige er nu, at store dele af Brinkmanns læsere tilsyneladende læser ham som jeg. De synes bare nej-hatten er rigtig og lunes ved hans jævnlige aforistiske opslag på Facebook.”

 

5. d. 4. september: Stefan Herman forklarer sig i Information 2

Jeg glemte at kommentere en af Stefan Hermanns sætninger i min formiddagsdiskussion af hans læserbrev fra Information vedr. diskussionen af Brinkmanns nye bog:

Hermann siger, at han har ”bedrevet megen kritik af styring, politik og ledelse”, og at han ”hylder det åbenbart bizarre synspunkt, at selvkritik ikke udelukker kritik af andre, herunder af politik”.

Hertil vil jeg sige følgende:
Den kritik, som Hermann mener, han har bedrevet – f.eks. om folkeskolens udvikling – er slet ikke en egentlig kritik. Det er bare den forfaldsform af ”kritik”, som er så udbredt i visse Foucault-kredse, hvor ”kritikken” tværtimod bekræfter det, som man tror, at man kritiserer. Det er simpelthen bare et eksempel på en hel generations fejltagelse.

Ove Kaj Pedersen, som Hermann er en form for vogter for, er et endnu mere radikalt eksempel på dette, fordi han mener, at hans egen ”kritiske” teori direkte er et ”vilkår”, og han har endda fået hele centrum-venstre med på den ide; en ide, der nu fosser ned over pædagogikken. Det går knap så galt for Hermann, som dog har nogle korte passager om oplysningsidealer, som ind imellem også kommer til udtryk, selvom det er sjældent. Forskellen mellem Pedersen og Hermann er dog kun på decimalerne, og det er jo også derfor, at Hermann er så glad for ham.

Der er altså ingen ”politisk kritik” i Hermanns og Pedersens omegn. Der er kun ”politisk bekræftelse”, dvs. ren ja-hat. Det er anti-kritik.

Med den politiske og pædagogiske kritik ude af billedet, er vi overladt til den ”konstante selvkritik”, som Hermann og Ove Kaj Pedersen hylder, og som desværre i høj grad er ødelæggende mulig.

Det er denne ”konstante selvkritik”, som Hermann og Pedersen nu mener, at hele befolkningen skal underkaste sig, indtil den har accepteret og bekræftet de ”politiske vilkår”, som de påstår er ”kritiske”. Men de kan da lige tro nej, kan de.

Igen: Der er derfor ingen ”kritik af politik” hos Hermann og Pedersen, tværtimod. Der er bare opløsning af både ”kritik” og ”politik”.

Hermann tror altså, at han har et synspunkt, som han slet ikke har. Han har en ”falsk bevidsthed”, som vi sagde i gamle dage. Hans ”bizarre synspunkt” består derfor i hans konstruktion, som har til konsekvens, at politisk kritik er piv-umulig, mens al kritik reduceres til uafbrudt og “konstant selvkritik”.

Låst inde i denne “selvkritiske” boble skal borgerne acceptere den politiske kritiks umulighed i en ny form for økonomisk patriotisme, ledsaget af ”læring som ny livsform”.

Man må sige, at ”ståsteder” er faldet på et ørkentørt sted.

Link til Brinkmanns opdatering: https://www.facebook.com/svendbrinkmann/posts/10153675983091205?pnref=story

Hermann har ingen opdateringer, heller ikke på twitter, som ellers er hans foretrukne medie.

 

6. d. 5. september: En helt ny livsform 

Institutleder Claus Holm har igen skrevet en tankevækkende leder til DPU’s magasin Asterisk. Her kan man læse, at det nu er slut med fritidslivet. Nu skal vi have det “sjove læringsliv”.

Dette skal forstås i lyset af Holms øvrige markeringer: Læringslivet er for Holm den livsform, der passer til konkurrencestaten; og Holms konkurrencestat er ikke skam ikke kun et ”vilkår”, som man kalder det i Konkurrencestatstidende 1+2. Nej, Hos Holm er Ove Kaj Pedersens konkurrencestat og skolereformen simpelthen forløsningen af et marxistisk individideal, dvs. et socialistisk ideal.

Det er slut med Løgstrup og sådan noget, for han hører til velfærdsstaten. Sådan noget med ”indhold” er heller ikke så godt. Det kaldes for en ”indholdsstyret didaktik”, og det er vi gået bort fra, for ingen kan jo forudsige fremtiden. Nu er vi havnet i ”læringens tegn”, hvor indhold og åndshistorien er i grøften. Det kører helt efter Ove Kaj Pedersens ideologi.

Og, fik vi at vide før sommerferien, konkurrencestaten er skam slet ikke noget ”neo-liberalt”, som venstrefløjen ellers går og tror. Nej, det er noget kommunistisk, dvs. noget dejligt, noget sjov læring med lidt tilfældigt indhold. Lige dèr radikaliseres Ove Kaj faktisk, selvom man ikke troede det var muligt.

Det nye læringsliv er ”en helt ny livsform”: Det er altså ikke bare en ”livsform”. Det er heller ikke bare ”en ny livsform”. Nej, det er en ”HELT ny livsform”. Det er et liv i ”læringens tegn”. Bye bye ståsteder.

Holm forklarer også, hvordan den nye rapport om børnehaver er et eksempel på denne ”helt nye livsform”.

Helt ærligt: Hvad siger pædagogerne? De tror måske, der er tale om en slags reformpædagogik? Deri har de helt ret. En radikaliseret reformpædagogik, der er slået over i sin modsætning, hvor alt underlægges et på samme tid vildt subjektivistisk og ekstremt strukturalistisk læringsbegrebs herredømme.

Og det gælder skam også skolen, får vi lige at vide, hvis vi skulle være i tvivl, for husk nu: Den legende læring er en helt ny LIVSFORM, dvs. fra spæd til kiste. Det er ”learning to die well”, som det hed i Holms dimissionstale sidste år, og det er med læringsrådata og målstyring i hele omegnen, mens de små børn og faktisk også alle andre ”performer” uafbrudt på en legende og sjov måde.

Det er også det, som man i skolereformkredse kalder for en ”læringsrevolution”.

http://edu.au.dk/fileadmin/edu/Asterisk/79/Asterisk79-s2.pdf

 

7. d. 6. september: Hvad er undervisning 1? 

Hvad er undervisningsbegrebets problem? Det er, at undervisning i dag er decimeret til en metode for optimering af læring; en læring, som desværre selv er defineret i direkte opposition til undervisningsbegrebet (you know: ”fra undervisning til læring”).

Vi får dermed et dobbelt angreb på undervisningens mulighed, og det er dette dobbelte angreb, man kan mærke på landets skoler helt inde i følelsen, og hvis man ikke kan mærke det, så er det fordi man ikke ved, hvad undervisning er. Man kan også sige det sådan her: Jo mere syg i maven, desto større pædagogisk værdighed.

Det går jo helt galt, hvis et land har et pædagogisk system, hvor man i filosofisk forstand er afskåret fra muligheden for at undervise. Ja, hvor det grundlæggende pædagogiske paradigme underminere pædagogikkens egenart. Så er det, vi ender med ham der John Hattie-læreren.

Spørgsmålet er derfor: Hvad er undervisning i sig selv? Altså helt uafhængig af det læringsbegreb, som har ødelagt undervisningens mulighed? Et helt landskab er skønhed og ståsteder åbner sig:
Jeg undersøger pt. tre momenter:

1. Undervisning som pædagogisk livsform, der spørger til spørgsmålenes spørgsmål, og som udvikler fællesskabsgenererende erfaringer med frihed (Neo-aristotelisk, højskole?).
2. Undervisning som transmission af nationale og kulturelle essenser og dybdestrukturer (fx Martin Bubbers forsøg på at give en begrundelse for kibbutzens jødiske-kulturelle betydning og praksis, eller Grundtvigs “danske firkløver”).
3. Undervisning som en gave, der modtages i fuld passivitet og risiko, og som derfor rekonfigurerer subjektifikation og tilsynekomst i verden (Gerd Biesta, Søren Kierkegaard, Jakob Knudsen)

Her er undervisning helt ustyrlig, men også et dybt meningsfuldt kald og livsform, en invitation til læringsglemsel.

Nu spørger vi ikke: ”Har du lært at lære?”.
Vi nøjes heller ikke med det trods alt meget bedre: ”Har du lært noget”.
Vi spørger i stedet; ”Har noget lært dig?”, og svaret skulle gerne være en larmende tavshed og en hakkende og sanselig stammen, dvs. en livselasticitet ude af led og takt, som vil kaste et dansk barn ud i hele verdens kommers.

 

8. d. 6. september: Det diskursive felt

Et af de bedste begreber i poststrukturalistisk teori er ”det diskursive felt”, dvs. hele den eng af efterladte tekster, sætninger og artefakter, som er udelukket fra magtens diskurs, men som magten samtidig er konstitueret ved, og som giver samfundet en form for indre ”poetisk” tomhed (det der med ”poesien” er min egen tilføjelse).

Begrebet stammer fra Ernesto Laclaus og Chantal Mouffes fine bog Hegemony and Socialist Strategy, som var meget læst i slutningen af 1980’erne i mange samfundsvidenskabelige kredse.

Hos mange Foucault-folk mangler dette mærkelige overskudslager af lingvistisk og materielt affald, som har den pudsige og dobbelte status, jeg netop har antydet. Foucaultfolkene må blive på deres små grænseovergange, som de i barnlig ulydighed passerer hele tiden uden at blive opdaget – med den ene og den anden nihilistiske make-up i ansigtet. Som om det skulle være sjovt? De skal have alle ting til at passe ind i deres strukturelle diskurser, og det er det, der er så hårdt og glædesløst.

Ja, og for systemteorien, som mange Foucault-folk jo siver hen til, blev hele dette heterogene landskab, som jeg her taler om, til et rent grænsebegreb. Dvs. at den stakkels rige, pluralistiske og lækre omverden helt forsvinder. Systemfolkene kigger blot på en grænsebom med ren luft på den anden side. Man kunne ikke engang passere grænsen i små ulydige events, som de klassiske poststrukturalister i det mindste kunne. Det ender i rådatalandskaber og jahatte.

Men det diskursive felt er et herligt og sprængfarligt postmoderne felt, hvis bestanddele ligger og flyder på bibliotekernes bagerste hylder, i byens antikvariater og på sommerens loppemarkeder. Det er gamle digtsamlinger, oldnordiske rim, politiske analyser af Østtyskland, historiebøger til 1940’erne skole, referater fra fagforeningsmøder osv. Det er små håndskrevne hilsner på titelbladet, pudsige referencer, overraskende citater, mormors fortællinger, en overset youtubevideo eller et gammelt skilt med frisko-is. Det er en glemt dansktopsang, en prædiken fra besættelsen, et bedaget politisk program for Det Radikale Venstre, et gammelt nummer af Heretica eller en rusten skinne i skoven med tyske ord på bagsiden og meget mere. Det er naturligvis også en overset kronik eller glemt filosof.

Det er alt sammen sådan set let at finde – men man må ikke decideret lede, for så finder man det aldrig. Og ofte kan det diskursive felt danne afsæt for sære, kreative og tætte analyser af magten, som jo slet og ret er konstitueret ved de kasserede tekster, og som derfor på en måde rummer det kassable i sig som en indre poesi, hvilket man også kunne kalde for en indre engel. Tænk jer, der er en engel i magten! Det er også derfor, at man aldrig skal være for målrettet eller for hyperkritisk. Så overser man alt dette og bekræfter blot det, man kritiserer.

Men ok, selv Laclau manglede i fatal grad en virkelig omverden af objekter. Denne mangel skyldtes, at han kom fra en marxistisk tradition, hvor objektet jo var klasserne. Men eftersom Laclau ville afmontere klasserne, så var der desværre ikke noget som helst tilbage, da han var færdig.

Derfor endte Hegemoni og socialistisk strategi sine dage i forfaldsformen ”magt og strategi”. Det var også derfor, altså pga. ”magten og strategien”, at den unge Bjarne Corydon godt kunne lide Laclaus og Mouffes bøger, selvom han syntes, den var for socialistisk og normativ. Corydon lagde dog ikke vægt på ”det diskursive felt”. Han var systemteoretisk disponeret, for nu at sige det på den måde.

Og bumbummelum: Her har vi det pædagogiske centrum-venstre.

 

9. d. 7. september: Lærke Grandjean stiller gode spørgsmål til Rune Lykkeberg 

Lærke Grandjean har i et læserbrev i dagens Information nogle gode spørgsmål til avisens nye chefredaktør, Rune Lykkeberg, som nu er i gang med at lave en form for Konkurrencestatstidende 2 efter sin tid som kulturredaktør på det oprindelige Konkurrencestatstidende, hvor Ove Kaj Pedersens teori er et guddommeligt vilkår.

Konkurrencestatsteorien er også et vilkår hos de nye generationer af pædagogiske forskere, der netop stammer fra 1980’ernes neo-marxistiske kulturkritik, og hvis horisont formodentlig præger en stor del af Informations kreds af abonnenter.

Så når Grandjean spørger Lykkeberg, om han er blevet højreorienteret, så er det på en måde et lidt forkert spørgsmål – selvom jeg jo godt forstår, hvad hun mener. For min pointe er, at Lykkeberg netop er blevet venstreorienteret, vel at mærke som venstrefløjen er i dag. Information har fundet sin forskubbede kulturelle kreds, nemlig SF/Enhedslistens strukturtilpasningssegmenter. Kun dem fra Alternativet, nogle klassiske marxister og nogle venstregrundtvigianere er lidt i tvivl. Kritik af konkurrencestatsideologien kommer i dag fra faktisk mest fra konservative og liberale kredse.

Selv holder jeg Information på et prøveabonnement, men jeg glæder mig til, at det hører op. Der er jo ingen grund til at holde to aviser, som er ens.

https://www.information.dk/debat/2016/09/laeserbreve-2

 

10. d. 7. september: Hvad er undervisning 2? 

Hvad er ”undervisning” i dagens diskurs?

Jo, det er et middel til at opnå den form for ”læring”, der selv er defineret ved et opgør med undervisning.

Vi har altså et dobbelt angreb på undervisningsbegrebet. Først ved et angreb fra et undervisningsfjendsk læringsbegreb, og dernæst ved at det undervisningsfjendske læringsbegreb bruger undervisning som middel til sin egen undervisningsfjendske optimering. Det er også det, der hedder “synlig læring”.

Ikke så sært, at vi er gået “fra undervisning til læring”. Ikke så sært, at man kun kan undervise i skjulte nicher. Ikke så sært, at undervisning er blevet teknificeret og datalogiseret.

Spørgsmålet, som hele samfundet bør stille sig, er derfor nu : Hvad er undervisning? Altså helt uafhængigt af læring. Hvad er undervisning i sig selv? Hvad er denne aktivitets essens?

Undskyld for alle disse bandeord.

 

11. d. 8. september: Strid på solskinsøen 1 

Ovre på solskinsøen er der strid. Ungdomsuddannelserne er samlet på et Campus Bornholm, og det er her, de skændes, og de skændes om noget vigtigt.

En af lærerne, Søren Wilhjelm, har kritiseret ledelsen, og så blev han afskediget, fordi han ikke var ”loyal”. Det syntes Wilhjelm ikke om, så han klagede til Ombudsmanden, der for nylig gav ledelsen den værste røffel i mands minde. Ja, selv Trykkefrihedsselskabet forlod for en kort stund sin islamiske feber og fik øje på sagen.

(sagens dokumenter: https://sites.google.com/site/mosquitointhetent/)
(Katrine Winkel Holms indlæg (fra Trykkefrihedsselskabet):https://www.facebook.com/kwinkelholm/posts/1259587344080878?pnref=story)

Læreren blev genansat, men nu er hele Campus i oprør. Både lærerne og det tekniske personale har ”mistet tilliden” til ledelsen, som det hedder.

Stridens mest centrale person – som ombudsmanden især kritiserer – er bestyrelsens næstformand Lars Goldschmidt. Goldschmidt har i de bornholmske medier været særlig nidkær i sit forsvar for den daglige ledelse og for noget han kalder for ”loyalitetsprincippet”.

(læs f.eks. mest aktuelt fra Bornholms Tidende: http://tidende.dk/?Id=75555)

Da jeg hørte, at Goldschmidt var involveret, tænkte jeg mit, må jeg indrømme, ikke mindst i forhold til de aktuelle diskussioner om ytringsfrihed og konkurrencestat. Her er lidt overskrifter:

1.

Goldschmidt er inkarneret konkurrencestatsfan. Det lærte jeg bl.a. på Folkemødet i Allinge i 2013, og i 2012 gav han et interview til Højskolebladet, hvor man f.eks. kunne høre følgende dybt bedrøvelige synspunkter:

”Der er rum for masser af stemmer, der accepterer konkurrencestaten som udgangspunkt, men ikke dermed accepterer alle de følger, den har haft for, hvordan vi opfører os”

“Højskolerne skal være for de nysgerrige og undersøgende unge. Ikke for vage, kontemplative, halvdovnevegetarer.

Måske accepterede Søren Wilhjelm ikke ”konkurrencestaten som udgangspunkt”? Men så er det ud, mener Goldschmidt. Så er der ikke ”brug for” ham. Efter min mening mangler Goldschmidt noget vaghed, noget kontemplation og nogle grøntsager, men det er bandeord i hans verden, og åbenbart er det også det modsatte af at være ”nysgerrig og undersøgende”?

(Højskolebladet: http://www.hojskolebladet.dk/…/direktoer-med-ambitioner-for…)

(Goldschmidt og Ove Kaj Pedersen i Allinge:http://www.thomasaastruproemer.dk/folkemoede-2014-statsideo…)

2.

Er der nogen, der kan huske Antorinis Ny Nordiske Skole? Det var en slags rugekasse for folkeskolereformen og al dens elendighed, dvs. et regelret opgør med nordisk skoletradition.

Hvem var formand for Ny Nordisk Skoles såkaldte ”akademiråd”? Ja, det var Lars Goldschmidt, som jo også var medforfatter på flere af Antorinis bøger fra 00’erne. Goldschmidt skrev et formands-blogindlæg om, at lærerne skulle være som ”duracell-kaniner”, og i løbet af 1 A4-side skrev han 16 gange, at disse kanin-lærere skulle være ”fremragende”. Det var dybt useriøst.

Måske ville Søren Wilhjelm ikke være ”en fremragende duracell-kanin”?

(en kronik om ny nordisk skole: http://politiken.dk/…/ny-nordisk-skole-nyliberalisme-og-ny…/)

Medformanden for Ny Nordisk Skole, Claus Hjortdal, som også er formand for skolelederforeningen, kan heller ikke lide kritik. Hvis han bliver kritiseret, skriver hans vilde mails til folks arbejdsgivere. Det kunne man læse om i Magisterbladet.

(magisterbladets dækning:http://magisterbladet.dk/magisterbla…/2015/092015/092015_p12)

3.

Ifølge en magtanalyse fra 2013 var Goldschmidt på det tidspunkt landets fjerde mest magtfulde person. Han sad i et utal af uddannelsespolitiske og regionspolitiske udvalg.

(http://www.thomasaastruproemer.dk/forholdet-mellem-den-dans…)

4.

Konkurrencestatsideologiens hovedfortalere, Ove Kaj Pedersen og hans væbner Stefan Hermann, som er Goldschmidts direkte åndsfæller, synes at landets lærere – de såkaldte ”offentlig ansatte” – skal udøve ”konstant selvkritik”, og der bakkes også konsekvent op fra DPU’s ledelse, hvor ”konkurrencestaten stiller krav til dannelsen”, og hvor vi skal overgå til ”en hel ny livsform” i konkurrencestatens læringstegn.

Det hele er sådan en slags duracell-kaninuddannelseteori, tror jeg, hvor man slipper for ”kontemplation, tvivl og grøntsager”.

Men tænk jer: Søren W ville slet ikke udøve ”konstant selvkritik” eller acceptere ja-hattens livsform! Er det ikke for vildt?

Den mere grundlæggende hypotese er nu: Der er på en eller anden måde en modsætning mellem konkurrencestatsideologi og retssamfundet.

 

12. d. 8. september: Facebook-drys 29: juli og august

Juli og august på facebook:

http://www.thomasaastruproemer.dk/3285.html

 

13. d. 9. september: Fra læringsforfald til objektorienteret pædagogik 

Svend Brinkmann har taget sig en ledig stund fra konkurrencestatstilhængerne i Information og fra præsterne i Berlingske.

I stedet har han talt om pædagogikkens problemer og muligheder med Folkeskolens dygtige journalist, Esben Christensen, som får rammesat artiklen perfekt, og dermed får følgende argumentation helt frem:

A. Kritik af læringsrevolutionen
Brinkmann kritiserer ”læringsrevolutionen”, dvs. ”læringsmålsstyret undervisning”, ”læringsudbytte”, at “lære at lære” og ”synlig læring”. Han siger:

“For mig er det den rene forfaldshistorie. Vi kan ikke komme længere ned. Der findes ikke læring som noget løsrevet fra det, vi lærer noget om”.

B. Tilbage til indholdet og objekterne
I stedet for læringsrevolutionens ”abstraktum” peger Brinkmann på en objektorienteret pædagogik:

”Det, der findes i vores verden, er galakser, symfonier og tal, køer, heste, demokrati – der findes alle mulige objekter i vores verden, og dem skal vi lede børnene hen til. Der er ikke noget, der hedder læring som et abstraktum,…”

Denne dejlige objektive vending er rene bandeord i læringsverdenen, men som en romantisk ballet i min egen.

C. Objektpædagogik og situeret læring
Derpå peger Brinkmann på, at denne interesse for indholdet og tingene er i overensstemmelse med den situerede psykologi, som i parentes bemærket altid har sloges med den konstruktivistiske læringspsykologi, der jo præger landet lige for tiden. Brinkmann vil have en ”stedets læring” sammen med en ”objekternes pædagogik” i stedet for “at lære at lære” uden omverden og formål, ja, uden ståsteder.

“Det er ikke bare noget, jeg synes. Det er i overensstemmelse med den situerede tilgang til psykologi, som jeg er opdraget med, og som jeg mener er rigtig: Vi er altid forbundet til et sted. Vi er ikke et abstrakt intellekt, der kan lære at lære. Der findes ikke læring, der findes det at lære noget om noget bestemt”,

Jeg tror jeg sender mit barn til Brinkmann-skole. Er der ikke nogen driftige lærere, der kan lave sådan en? men ok, vi skal nok også have et seminarium, der passer til, for mig bekendt er det ikke lige objektpædagogikken, der er i højsædet i VIA-land og i MetroMonolit.

D. Læreren som håndværker
Denne stedets og objekternes lærer kalder Brinkmann for en håndværker: Dvs. en person, der virker og værker med sine hænder blandt objekter og steder – i ståsteder – og som former mennesker, der virker og værker i samfundet. Håndværkeren viser børnene hen til objekterne og disses fortællinger og sprog.

E. Opmærksomhed og kærlighed
I en kort afsluttende markering forbindes denne avancerede hænders-værken til opmærksomhed og kærlighed, som kan lede både børn og lærere videre i nye kulturelle passager.

Det er uren pædagogik.

Interview med Svend brinkmann: http://www.folkeskolen.dk/…/laereren-som-haandvaerker-vis-b…

NB1
Jeg noterer mig også, at Hans Henrik Knoop har lagt en kommentar i debattråden, der slet ikke viser nogen forståelse for den pædagogiske betydning af Brinkmanns ideer eller for de problemer, som ”at lære at lære” tankegangen afstedkommer, når det bliver en pædagogisk ideologi for et helt stakkels land. Den positive psykologi bør snart begynde at bevæge sig lidt efter min mening. Den står for stille ift. den pædagogiske diskussion.

NB2
Brinkmanns ”rene forfaldshistorie” dvs. ”at lære at lære”, kan f.eks. tilgås i følgende video, hvor professor Jens Rasmussen, der har haft afgørende indflydelse på skole- og læreruddannelsesreformen, taler for det synspunkt, at pædagogikken primært består af at ”lære at lære”.
https://www.youtube.com/watch?v=5k-RdYjALOY

 

14. d. 10. september: Uddannelsesdebat i Nr. Nissum

Jeg har været til uddannelsesdebat i Nr. Nissum i dag. Her er lidt indtryk:

http://www.thomasaastruproemer.dk/uddannelsesdebatten-2016-i-nr-nissum.html

 

15. d. 11. september: Tom Jensens konkurrencestat 1 

Når misforståelser misforstår misforståelser: Tom Jensens “konkurrencestat”.

Chefredaktør Tom Jensen siger, at konkurrencestatskritikken er et modefænomen, som er “det cooleste coole i de smarteste af de smarte forsker- og ekspertkredse”. Man bliver ”mediedarling” og får ”gudestatus”, så folk ”dåner i ærbødig beundring”, og det er især Brinkmann, som ligefrem ”afsporer” debatten. Jensen fører sig rigtig frem med Tante Berlingske i ryggen. Det er en variation over Informations og Stefan Hermanns: ”Er du også blevet forført af Brinkmanns populisme?”, bare endnu mere ubegrundet end Hermann, som i forvejen var ubegrundet, hvilket jeg tidligere har begrundet.

På en måde aner jeg ikke, hvad Jensen taler om. Det, som er ”trendy” i den pædagogiske verden, er da lige præcis den rene læringskonkurrencestatsideologi, som har hele magten, ligesom den også har det på policyniveuaet ifølge en aktuel magtanalyse. Kritikken er isoleret til en kronik her og der, en forkølet blog og til et interview med en litteraturredaktør. Men med sådanne ensomme og sporadiske aktiviterer bliver man populist og mediedarling? Hvor lavbenet. Det er jo den rene “kritikkens u-vending”, som Rasmus Willig kalder det.

Jeg tror, at kritikken handler om, at den dominerende teori om ”konkurrencestaten” reducerer al pædagogik og kultur til økonomiske optimeringsobjekter? Det er jo ikke et samfund, noget almindeligt menneske gider at leve i? Undtagen Jensen, Herman og Ove Kaj måske? Og måske Rambøll og nogle fra DPU og Konkurrencestatstidende 1+2? Er du et økonomisk optimeringsobjekt hr. Tom Jensen? Nej vel. Er din avis? Nej vel? Som jeg plejer at sige: Alle ting har en økonomi, men ingen Ting er økonomi.

Kort til indholdet: Tom Jensen har en privat teori om forholdet mellem velfærdsstat og konkurrencestat, hvor han demonstrerer, at han slet ikke har forstået TEORIEN ordentligt. Jensen tror, at konkurrencestaten vokser deterministisk ud af velfærdsstaten, men ifølge OKP sker transformationen ikke pga. velfærdsstatens indre modsætninger, men pga. globaliseringen af økonomien. OKP mener, at konkurrencestaten er en globaliseret velfærdsstat. Desværre er hans teori virkelig dårlig, fordi den er bygget op af strukturalistiske brokker, der i deres rod forkaster muligheden for en bred samfunds- og åndsvidenskabelig refleksion. Dvs. at OKP slet ikke kan se, hvad globalisering og nationalitet er og kan være. Derfor ender han med en form for smånationalistisk økonomisk terror, der udelukker dannelse og frihed, og han reducerer “det globale” til dumme staters konkurrence. Men hele denne politisk-økonomiske kausalitet har Jensen totalt misforstået.

Jensen mener simpelthen, at Brinkmann afsporer debatten, fordi sidstnævnte ikke lige drøfter, at det hele skulle være velfærdsstatens skyld. Jensens bruger sin misforståelse til et angreb på velfærdsstaten. Vi kan åbenbart ikke have frihed og dannelse, før vi får afskaffet ”velfærdsstaten”? Herre jemini, hvilken plat gammelmandsliberalisme. Og hvorfor filan skulle man dog tvinges til at drøfte Jensens misforståelse? Hvad bliver det næste? At man ”afsporer” debatten, hvis ikke man henviser til ”hjerneforskning” eller til det nyeste ikea-katalog? Det er Berlingskes nye logik.

Måske kan man sige det sådan her: Ifølge Tom Jensen er problemet med Brinkmann følgende: Brinkmann ikke har forstået Tom Jensens misforståelse af Ove Kaj Pedersens misforståelse.

Det gider jeg simpelthen ikke rydde op i, selvom jeg kom lidt til det alligevel. Men nu ved vi, hvor Berlingske står, nemlig solidt plantet i en blanding af højretidehverv og en gammeldags velfærdsstatskritik, hvilket lige præcist er den mekaniske mekanik, som har rod i 2001-regeringen, og som er grundstenen i det, jeg kalder for ”maskinrumspartiet”, i gamle dage kaldet Venstre.

http://tomjensen.blogs.berlingske.dk/2016/09/11/den-svend-brinkmannske-afsporing/

 

16. d. 12. september: Strid på solskinsøen 2 

Det er nyt fra ytringsfrihedssagen på solskinsøen: Skolereformens åndelige fyrtårn, Antorinis gamle ven Lars Goldschmidt, spræller i den demokratiske retsstats net. Han føler sig forsmået og uretfærdigt behandlet. Ja, han synes ligefrem, at Ombudsmanden indskrænker hans ytringsfrihed. Men det er Ombudsmanden helt uenig i.

Jeg har ikke ondt af Goldschmidt, som selv er den primære årsag til alle disse problemer, og som nu taler som et banalt offer for sin egen misgerning.

Den lærer, der blev ansat i stedet for den afskedige kritikker Søren Wilhjelm, er nu selv blevet afskediget, selvom han havde rykket hele sin familie til Bornholm og købt hus osv.. Hvis Goldschmidt havde fulgt reglerne, var denne ulykke aldrig kommet i stand. Men det tænker Goldschmidt ikke på, for han vil have lov til at bryde loven. Det er åbenbart hans ide om ytringsfrihed?

Goldschmidts dannelsesideal er en duracell-kanin. Det kunne man læse om, dengang han var formand for “Ny Nordisk Skole”. Kaniner bliver forvirrede, når de møder pligtens stemme. Desværre fik han sin skolereform igennem, hvor kaninerne kaldes for “opportunisme”. Det er sådan noget, man går ind for på Berlingske, fordi man mener, at opportunisme vokser ud af velfærdsstaten. I så fald er Goldschmidt vist et barn af velfærdsstaten. Fascinerende!

http://tidende.dk/?Id=75666

 

17. d. 12. september: Klar til LÆRING i Hedensted

I Hedensted Kommune har man et koncept, der hedder “Klar til LÆRING”, som alle kommunens børnehaver og skoler skal følge (versaler i original):

”I Hedensted Kommune vil vi stå på tæer for, at vores børn og unge opnår mest mulig LÆRING. Det vil vi gøre ved at styrke udviklingen af syv kompetencer, som alle er meget vigtige for at opnå læring.”

”På tæer” for syv kompetencer? Hvad er nu det for nogen? Jo, det er robusthed, behovsudsættelse, nysgerrighed, vedholdenhed, automatisering, selvregulering/selvdisciplin og gode omgangsformer. De er alle sammen ”meget vigtige for at opnå læring”, som det hedder.

Det indledende forord er underskrevet af en Ole Vind, som er formand for ”udvalget for LÆRING”. Ole Vind er Venstre-mand. Eller måske skulle man sige KL-mand?

Man kan klikke videre til et læringsinferno uden lige, som også forpligter de stakkels familier, som alle sammen skal være en slags kommunale embedsmænd for LÆRING. F.eks. foreslår man forældrene til de 10-12 årige, at børnene selv reder seng. Det udvikler ”robusthed”, så man “opnår læring”. Som man siger i visse kredse på DPU: Man ”ruster til robusthed”. Det er sådan en slags dobbeltrustning, som man mener, børn har godt af, og som åbenbart har noget at gøre med at rede seng? Så dum jeg er!

Men hvor kommer disse ideer fra, og hvordan er ”de syv kompetencer” begrundet? Ja, de eneste henvisninger er to links til noget, der hedder ”robusthed.dk” og ”raisinglearners.com”. Hvilken vild horisont! Hvis man klikker på de to links, kommer man til at græde. Er der ikke en eller anden, der kan fortælle mig, hvad vi overhovedet skal med en læreruddannelse? Den er jo funderet i den rene og skære “populisme”, som det hedder for tiden. Send dog lærerne, undskyld jeg mener “læringskonsulenterne” på et kursus i “raisinglearners”. Det må være nok.

Kommunen er også en del af et stort 21.mio AP Møller Projekt, der ledes af Lars Qvortrup, som også er leder af det nydannede Nationalt center for Skoleforskning, der kører en ekstremt smal linje omkring det, jeg kalder for “datalæring”. De 21. mio blev tildelt af et vurderingsudvalg, hvor åndsfællerne Jens Rasmussen og Tomas Nordahl er de mest fremtrædende medlemmer.

På en måde er det pudsigt, men også ret ubehageligt, at det floffy læringssprog fungerer som skalkeskjul for benhård datastyring. Jeg tror, vi med denne paradoksale sammenhæng, er ved at udvikle et pædagogisk faktum: Jo tommere ord, desto hårdere praksis.

I Hedensted går man ind for det, som Niels Åkerstrøm Andersen har kaldt den ”kerneløse kerneopgave”, dvs. læringslæring. Men hvorfor er kerneopgaven ikke lovens §1, gerne kombineret med noget seriøst læringsforskning? Det skal jeg fortælle jer: Det er fordi, at §1 er noget fundamentalistisk fænomenologi, noget grundtvigsk ursuppe, noget dødsensfarligt folk og noget indhold, undervisning og dannelse, og den slags skal ud! Så meget for kundskaber, folkestyre og virkelyst. Og undskyld til Ole Vind, den ærede læringsformand, for at jeg bander. Bandeordene blev til bandeord fra 1970-2010 i sælsomme diskursive processer, som hr. Vind nu giver tunge og pen.

Litteratur:
Klar til læring i Hedensted: http://www.hedensted.dk/…/fam…/skole-og-sfo/klar-til-laering

Slideshow om “klar til læring”: https://prezi.com/wcec8ho4e9jf/klar-til-lring/

Hedensteds del i AP-møller projektet: http://www.hedensted.dk/…/Ambitioest-skoleprojekt-i-Hedenst…

Læringsformand Ole Vinds hjemmeside: http://www.hedensted.dk/…/byraad-og-udv…/byraad/ole-vind-(v)

 

18. d. 12. september: Tom Jensens konkurrencestat 2 

Svend Brinkmann svarer fortræffeligt for sig efter Tom Jensens Hermann-lignende angreb:

1. Først konstaterer Brinkmann, at Jensen ikke har læst hans bog, hvilket der ganske rigtig ikke er det mindste tegn på i Jensens ”kritik”, hvis jeg må bruge et lidt for fint ord. Jensen siger så, både på sin egen og på Brinkmanns FB-side, at det har han skam, og at han endda har fortalt Brinkmann det i en mail i går. Men på twitter i går skrev Jensen, at han pt var ”i fuld gang” med at læse bogen, så man forstår godt, at Brinkmann holder fast. Sjovt nok fulgte Hermann helt samme adfærdsmønster i Information, men han indrømmede dog efterfølgende, at han ikke havde læst bogen.
2. Derpå siger Brinkmann, at han ikke skriver om ”velfærdsstater”, men at han adresserer en bredere filosofisk og psykologisk diskussion, nemlig instrumentaliseringen, der har rødder i det moderne liv som sådan, men hvis betydning blot er særlig fremtrædende for tiden. Det kan Jensen slet ikke forstå, for Brinkmann har da skrevet om ”konkurrencestaten”? Ja, men kun i små avisindlæg, fordi at enhver fornuftig person kan se, at denne skøre teori er en direkte trussel mod samfundets essens, ånd og pædagogik, fordi den gør alt til overbygning og middel for økonomisk udvikling, ligesom de allersimpleste marxistiske ideer gjorde det i 1970’erne. Brinkmann bruger naturligvis sine pointer, når der er brug for dem.
3. Jensen skrev i sin sumariske kritik, at konkurrencestaten vokser ud af velfærdsstatens indre modsætninger. Så svarede Brinkmann korrekt, at Jensen da vist helt glemmer det centrale spørgsmål vedrørende den økonomiske globalisering, som er helt afgørende i OKP’s teori. Så siger Jensen på FB, at han ”selvfølgelig” også tænker på globaliseringen. Men hallo! det er skam ikke spor ”selvfølgeligt”, for spørgsmålet om den nærmere kausalitet er helt afgørende for vurderingen af pædagogiske, uddannelsespolitiske og faktisk og mange andre centrale spørgsmål, hvilket man også kunne se af, at hele LA-segmentet begejstret likede Jensens kritik. LA vil jo også gerne gøre det til et spørgsmål for eller imod velfærdsstaten. Men gør man det, så accepterer man de facto konkurrencestaten i 100 år, og dermed kan man ikke forsvarer dannelsen, hvilket ellers både Dahl og Riisager forsøger på, endda imod konkurrencestatens begreb. Problemet skyldes en indre modsætning i nyliberalismen, som jeg skrev et helt kapitel om i ”Pædagogikkens to Verdener”, og denne modsætning fører de mest vilde liberalister direkte hen til den mest totalitære stat, selvom de ikke vil det.
4. Endelig drøfter Brinkmann faktisk kort konkurrencestaten, blot på et langt højere niveau end Jensen. Brinkmann mener, at Ove Kaj Pedersens teori er en form for postmarxisme, hvilket betyder, at Jensen som borgerlig burde afvise teorien, ligesom f.eks. den kulturkonservative historiker Michael Böss gør. Men det ræsonnemt forstår Jensen slet ikke. Han svarer blot, at han da laver en centrum-højrekritik af konkurrencestaten. Men det gør han altså kun, hvis han taler direkte ind i resterne af 2001-horisonten. Han har ingen ”centrum-højrekritik” i mere grundlæggende forstand, fordi OKP’s teori er et neo-neo-marxistisk opgør med historisk sans, dannelse og frihed. Og hvad fanden er der borgerligt ved sådan et opgør? Altså uanset den politiske økonomis nærmere tilstand? Sagen er, at Hermanns centrum-venstre og Jensens centrum-højre begge de facto accepterer OKP’s teori som præmis, ja som “guddommeligt vilkår”, og dermed ødelægger man faktisk både venstre- og højrefløjens muligheder for at udvikle sig. Og lige til slut: Brinkmann trækker endda på en perlerække af tænkere fra en kulturkonservativ tradition. Men Jensen forstår det slet ikke. For ham bliver Brinkmann en forsvarer for velfærdsstaten og dermed de facto for konkurrencestaten. Hvis vi så supplerer lidt med Sørine Gotfredsens barske Gud, så har vi tante Berlingskes Anders Fogh-horisont skåret ud i pap. I min optik er Brinkmanns ideer guf for enhver kulturkonservativ og liberal person, og faktisk også for kristne og endda socialistiske kredse. Men den opfattelse har jeg forstået, at jeg står helt alene med.
5. Endelig har jeg en lille krølle, som jeg lige vil notere. På Tom Jensens blog-forside præsenterer han sin interesse således:

”Hvad optager det 21. århundredes borger og menneske, der skal holde balancen i en udfordrende tid, hvor alting forandrer sig hurtigere og hurtigere? Balancen mellem arbejdsliv og privatliv. Balancen mellem globaliseringen og rødderne. Mellem sig selv og fællesskabet. Mellem online og offline, mellem netværk og nærhed, mellem krise og konsum, mellem tillid og kontrol. Og balancen mellem friheden og ansvaret. Chefredaktør Tom Jensen blogger om at være moderne menneske i en vild og voldsom tid.”

Men ærligt talt, er det ikke lige præcist en beskrivelse af Brinkmanns hele problemstilling med de “10 gamle ideer til en ny verden”? En beskrivelse af alt det, hans bøger handler om? Men Jensen mener, at Brinkmann skal tale om noget andet end det, som Jensen selv gerne vil tale om? Det er ikke let at slå en prut i vores lille land.

Heldigvis kan jeg se på FB, at Tom Jensen kan lide sangen “Wow” med Kate Bush. Jeg synger gerne med på det omkvæd.

Diverse links:
http://www.b.dk/komme…/start-med-at-laese-min-bog-tom-jensen

Brinkmanns tråd, hvor Tom Jensen og Brinkmann diskuterer:https://www.facebook.com/svendbrinkmann/posts/10153695912461205?pnref=story

Tom Jensens egen tråd:https://www.facebook.com/tom.jensen.777/posts/10154629295794267?pnref=story

 

19. d. 13. september: Hvad er undervisning 3? 

Hvis man går fra læring til undervisning, så sker der virkelig noget. Ja, man kan næsten ikke vende tilbage til “læring” igen. Til gengæld lærer både lærer og elev ting og sager, som de aldrig vil glemme.

Det er dette retningsskifte, vi lige skal have styr på, for der er jo også nogle faldgruber her og der.

Men ok, vi starter med at slette “læring”. Derpå starter spørgsmålene: Hvad skal vi undervise i? med hvilket formål skal vi undervise? hvad siger eleverne til undervisningen? og svarene myldrer frem i overraskende dialoger.

Eleven bliver en del af undervisningens liv, af skolens liv. Eleven indvies i et nyt land af frie og levende kundskaber

Indhold, ansvar og handling trænger sig på.

Hvad er det, der foregår, når “noget trænger sig på”? Jo, det er blot en anden måde at sige på, at Læreren synker ned mod kulturens indre, som bærer ham frem og rører ved hans tunge.

Dette indre er tavst, vildt og åbent, men alligevel fuld af stammende fortællinger, og det er derfor direkte fremmende for videnskabelig, poetisk og pædagogisk aktivitet.

 

20. d. 14. september: Ny Nordjysk skole: Læringsideologi i Aalborg Kommune 

Lektor Niels Jakob Pasgaard har gjort mig opmærksom på, at man i Aalborg Kommune har noget, som kommunen kalder for “læringssamtaler”:

http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-nordjysk-skole-laeringsideologi-i-aalborg-kommune.html

 

21. d. 14. september: En ”like” til Johanne Schmidt-Nielsen 

Nogen gange får LA og Saxobank/Ayn Rand-folkene mig til at føle mig meeeeget socialistisk, endda selvom jeg både har ejerbolig og lytter til fædrelandssange og læser i gamle bøger, og også selvom jeg ikke har det mindste imod en god gang kapitalisme med lidt profit og det hele under ordnede forhold. I dag ramte følelsen mig, fordi disse kredse kritiserer Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, fordi hun har købt et hus i Valby af alle steder.

Heldigvis boede vi som ung familie godt, først på et af byens kollegier og siden i vores lokale og velfungerende boligforening.

Sådan går det for røde og blå her i landet. Først til leje og så til eje og så igen til sidst til leje, før det går mod himlen. Det er også det, der hedder velfærdsstaten. Tak for den i det store hele.

Jeg giver lige Johanne en stor “like”, mens jeg føler mig rød som en reje i efterårssolen.

 

22. d. 15. september: Klumme i Kristeligt Dagblad 

Jeg er blevet klummeskriver hos Kr. Dagblad. Her er min første klumme:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/paedagogikkens-anden-verden

 

23. d. 16. september: Rømers værksted 

Jeg har lige annonceret fem pædagogisk-filosofiske værksteder, der løber af stablen her i efteråret på AU-Trøjborg. Jeg ved ikke, hvad de skal indeholde, der er heller ingen mål med dem, og de skal ikke bruges til noget. Der er heller ikke noget pensum eller nogen plan eller målgruppe. Desuden vil en del af indholdet være uforståeligt, også for mig selv.

Derfor regner jeg heller ikke med, at der kommer nogen, men det kunne da være sjovt, hvis der gjorde. Måske kan vi gå på Ziggy bagefter og fortsætte de planløse og unyttige diskussioner, som vi alligevel ikke forstår?

http://edu.au.dk/aktuelt/arrangement/artikel/roemers-vaerksted/

 

24. d. 17. september: Hvad er dannelse?

Jeg forsøger mig lige med en definition:

Dannelse er at skulle forholde sig frit til frit etablerede kundskaber.

Det lyder jo meget “frit”, men det er det på en måde ikke, for man “skal” jo “forholde” sig til “kundskaber”. Til gengæld er det lykkeligt, dvs. at dannelse kun er mulig under åndsfrihedens vajende faner. Dvs. at det er Frit med et stort og dejligt F.

Hvad er så det modsatte? Det er den tvangsmæssige selvmonitorering under en teknisk regel. Det er det, som pt kaldes for “læring”. For den form for læringstvang er “åndsfriheden” en pestilens.

 

25. d. 17. september: Hans Hauge og læringsrevolutionen

Hans Hauge er i nedenstående herlige Groft Sagt slet ikke glad for, at vi er midt i en læringsrevolution, som erstatter Grundtvig og alle de andre founding fathers med “læring”. De læringsrevolutionære vil have de gamle mennesker ud af vores pædagogiske grund, selvom de jo egentlig er en del af skolens formål og alt muligt andet. Så nu laver Hauge grin med det, og det er sjovt, synes jeg.

Hauge trækker også en linje til den tyske situation. Man forstår jo godt, at ”folk”-begrebet har problemer i Tyskland, selvom tyskerne efter min mening bør kultivere det i stedet for at fornægte det. Hvis man bare fornægter, vender folket tilbage som bagsiden af et faktum, og det er ikke godt, for husk på, at vi jo taler om bagsiden af et virkeligt faktum, som er noget andet end et post-faktuelt faktum, som jo er en del af læringsdatarevolutionen. Nå, men det er en lang historie, som de læringsrevolutionære ikke forstår, fordi de kalder den slags for ”fundamentalistisk fænomenologi”.

Men hvorfor skal vi lige her i landet fornægte begrebet ”folk”? Det forstår jeg så slet ikke. Og det forstår Hauge heller ikke. Han har noget til fælles med Enhedslisten lige på det punkt, eller i al fald halvdelen af Enhedslisten.

Højskolesangbogen er jo ikke nazistisk, og vi sang da alsang under besættelsen mod den tyske afart af ”folket”, som jo ikke er det tyske ”folk” som sådan, men tværtimod en moderne afart. Og vi har mig bekendt også ”folke”-styre, og det er vi jo glade for. Ja, selv Anne Dorthe Michelsen har sunget fædrelandssange, og hun har ellers gået på Aarhus Friskole, som er blandt reformpædagogikkens højborge. Men ok, det var dengang, der var musik og sang i de nye ideer. I dag er reformpædagogikken helt opslugt af læringsrevolutionen, der faktisk opsluger alt.

Men måske er ”folkestyret” et læringsoptimeringsinstrument, der skal fremme Danmarks branding i den globale konkurrence? Måske er ”folket” reduceret til et instrument i læringsrevolutionen? Hvad hedder “folket” så? Jo, så hedder det ”medarbejderborgere” i den poststrukturalistiske tilpasningsjargon. Medarbejderborgere er opportunistiske arbejdsbier uden en borgers rettigheder, dvs. det som Lars Goldschmidt kalder for ”duracell-kaniner”. Men ok, han er heller ikke så vild med folk, der siger deres mening. Det ved vi fra en aktuel sag på Bornholm. Goldschmidt vil have ”loyalitet”, ja han vil. Nå, men hvis man er medarbejderborger uden rettigheder, så er man hverken statsborger faktisk heller ikke medarbejderborger mere. Så er man bare ”medarbejder”, og så er det slut med ”folkestyret”.

Når det er ordnet, har vi gennemført læringsrevolutionen.

http://www.b.dk/groft-sagt/laeringsrevolution

 

26. d. 18. september: Hans Hauge til høring om nationale tests 

D. 14. september var der høring om de nationale tests i Landstingssalen på initiativ af Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten:

Jeg havde ikke selv mulighed for at overvære eller streame høringen. Men det havde Hans Hauge, selvom det i hans Groft Sagt hverken virker som om, at han følte sig oplyst eller underholdt under seancen. Han manglede ”det levende ord”: altså det vi andre kalder for pædagogik, altså det som er udelukket ved skolereformens anti-filosofiske fundament.

Jeg har ikke efterfølgende kunnet finde nogen video eller noget, men jeg fandt dog programmet:

http://www.ft.dk/samli…/20151/almdel/…/bilag/256/1659060.pdf

Det lyder jo lidt teknisk det hele, undtagen et oplæg: Jeg er nysgerrig efter, hvad John Kreisler sagde, for han lægger jo op til at drøfte pædagogik. Mon han nævnte ”det levende ord”? Sikkert ikke, for han er jo poststrukturalist af den tilpasningsdygtige slags, og de har ikke noget positivt skolebegreb. Man ender hos Dorthe Staunæs’ ”klasseledelse all inclusive”, og det er heller ikke ”oplysende eller underholdende”, for nu at fortsætte i Groft Sagt-ånden..

I min optik er de nationale tests en del af en treleddet læringsrevolution, nemlig

– De nationale tests
– Forenklede fælles mål
– Læringsmålstyring

Disse tre indgreb opererer ved et opgør både med folkeskolens formålsparagraf og med kundskabsbegrebet som sådan. Desuden suger de datalogiseret læring ud af de nedre niveauer, omdanner dem i centraliserede styringsstrukturer og tømmer dermed pædagogikken for konkret indhold og relation. Mit bud er, at ingen af bidragsyderne har haft sans for denne samlede pædagogiske sammenhæng.

Men jeg vil meget gerne høre, hvad folk, der har overværet høringen, har hørt eller set, og hvad de mener om det.

http://www.b.dk/groft-sagt/det-levende-ord

 

27. d. 18. september: Danmarks Pædagogiske Oligarki i Lærerbladet 

Odense Lærerforenings blad, Lærerbladet, har en virkelig interessant artikel om det fænomen, som jeg kalder for “Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)”.

Redaktøren Erik Schmidt har talt med følgende personer, der alle forholder sig på lidt forskellige måder til fænomenet, hvis eksistens, de allesammen anerkender:

Lejf Moos, Lars-Henrik Schmidt, Andreas Rasch-Christensen, Brian Degn Mårtensson, Peter Allerup og en anonym kilde.

http://www.thomasaastruproemer.dk/laererbladet-droefter-danmarks-paedagogiske-oligarki.html

 

28. d. 19. september: En dansk diaspora 

Når en politiker bruger ordet “udlænding”, kan jeg være ret sikker på, at hun efterfølgende taler om “danskerne” på sådan en måde, at jeg føler mig som en udlænding.

En slags dansk diaspora? Er Danmark nu et fællesskab af alle “udlændinge”? Et sært indre eksil? Tingenes bagside?

Dansk national essens udstødt af “danskerne”?

I mit eksil kan jeg studere modersmålets frie manifestationer sammen med de andre “udlændinge”, som “børn af natten” (Panamah) i “et fællesskab af dem, der ikke har noget til fælles” (Lingis).

Nu mangler vi bare, at “danskerne” allierer sig med Konkurrencestatspartiet. Så har vi et dobbelt eksil.

 

29. d. 20.september: Liberal Alliance og konkurrencestaten

Merete Riisager drøfter konkurrencestaten i nedenstående link. Som i et tidligere indlæg er hun også her yderst kritisk, og hun anser bestemt ikke konkurrencestaten for at være et liberalt projekt. Dermed følger hun Henrik Dahls og faktisk også den ultra-liberale debattør Christoffer Arzrounis synspunkt, og de har jo så evig ret. Konkurrencestatskritik er nærmest blevet et liberalt fænomen her i landet. Dertil kommer så den konservative kritik, men den lader jeg ligge her. Findes der en egentlig venstreorienteret kritik? Nå nej, for det er jo teorien selv.

I løbet af indlægget arbejder Riisagers argumentation dog på en måde, som er en underafdeling af en proces, jeg beskrev i 2015 i min bog Pædagogikkens anden verden (ch. 42: Liberalismens indre krise).

Det handler om, at den mest radikale liberalisme via forskellige veje har en indbygget tendens til at føre til den mest totalitære stat, dvs. det modsatte af det, som liberalisten ønsker. Denne proces er Riisagers indlæg et eksempel på:

Riisager siger, at konkurrencestaten er en nødvendig indre følge af velfærdsstatens styringsproblemer, og heraf følger, at hvis man vil af med konkurrencestaten, ja så må man også afvikle velfærdsstaten. Det er faktisk en underafdeling af Berlingskes chefredaktør Tom Jensens argument ifm. hans angreb på Svend Brinkmann for nogle uger siden; et argument, som alle LA’erne var helt pjattede med.

Så enten har vi absolut liberal frihed uden samfundsmæssig solidaritet, eller også har vi en altopslugende konkurrencestat, der skal holde alle former for udgifter og personlig frihed under nidkær kontrol i et frontalopgør med pædagogiske og åndsvidenskabelige traditioner?

Men dermed kommer Riisager de facto til at gå ind for konkurrencestaten. Hun opfatter konkurrencestaten som en kontrol af velfærdsstaten, som hun jo trods alt delvist går ind for, som jeg har forstået det. Dermed går hun jo også ind for konkurrencestaten.

Men hvis Riisager siger, at hun vil helt af med velfærdsstaten, hvilket ligger i forlængelse af partiets filosofiske realitet, så må vi ifølge logikken leve med konkurrencestaten i generationer, eftersom der ingen tegn er på, at velfærdsstaten forsvinder lige med det samme. Kun en total liberalisering af hele samfundet vil derfor kunne afvikle konkurrencestaten.

Vi ender altså med følgende logik: Konkurrencestaten eksisterer lige så længe, at der eksisterer en stat. Ja, konkurrencestaten bliver faktisk god, fordi den styrer det, som Riisager ikke kan lide (eller hvordan det nu lige er), nemlig velfærdsstaten. På den måde bliver konkurrencestaten, som er det stik modsatte af liberalisme, til en liberalistisk dyd. Den klemme er der ingen vej ud af, hvis man bliver i Ove Kaj Pedersens kategorier, hvis horisont Riisager godt og grundigt vedkender sig i sit indlæg.

Men: Konkurrencestaten er ikke en følge af velfærdsstatens indre modsætninger. Det er en oprindelig kritisk og neo-marxistisk TEORI om forholdet mellem globalisering og politik, som har udviklet sig til en ideologi, der deklarerer et altomfattende ”bør” på alle livets områder.

Man kan sagtens definere nogle statslige styringslogikker og man kan sagtens have en stat i en globaliseret verden, men ud af det følger ikke den ideologiske side, som handler om at gøre børn og voksne til soldater i nationernes konkurrence og til medarbejderborgere og læringsmaksimeringskaniner eller hvad det nu alt sammen hedder. Desuden er Ove Kaj Pedersens teori en dårlig teori, fordi den både reducerer stats- og globaliseringsbegrebet til rent økonomiske termer og dermed ødelægger begge begrebers egenart.

Riisager skelner ikke mellem realitet og pædagogisk ideologi, og dermed mister hun muligheden for at fastholde en pædagogisk filosofi. På den måde ender den absolutte liberale frihed som et absolut neo-marxistisk tyranni. Og LA har ingen begrebsmæssige hængsler at stå imod med, hvis den pædagogiske debat for alvor tager fart.

LA har samme forhold til ”velfærdsstaten”, som DF har til ”udlændinge”. Begge partier accepterer de mest utrolige metoder til at overfokusere på og slippe af med det, som stort set alle andre på forskellige måder synes om, selvom det ikke nødvendigvis betyder, at alle vil have kæmpehøj skat eller åbne grænser.

http://puls.politiko.dk/hvem-gider-vaere-et-konkurrencestatsmenneske/

 

30. d. 20. september: Læringskrampe 

Hvad er læringsmålstyring?
Det er “pædagogisk krampe”.

Hvad sker der, når en hel generation udsættes for krampe?
Landet stivner.

 

31. d. 20. september: Læger, lærere og isvafler

Visse systemteoretikere siger, at en lærer er som en læge.

Så spørger jeg: Er en læge så også som en lærer?

Konklusion: Jeg synes, en skorsten er som en isvaffel

 

32. d. 22. september: Folkelighed og populisme

Rektor for professionshøjskolen Metropol, Stefan Hermann, beskylder Svend Brinkmann for populisme.

Hvad er det et tegn på?

Det er et tegn på, at professionshøjskolerne har tabt enhver forbindelse til seminarietraditionen, hvilket de jo nok også havde ved deres grundlæggelse i 2008.

Det minder mig om dengang, hvor faget KLM – altså læreruddannelsens folkelige markør – blev reddet på målstregen. Læreruddannelsens arkitekt, professor Jens Rasmussen, så netop faget som en del af en afdanket seminarietradition, og han ærgrede sig svært, da det blev reddet.

I gamle dage ville Brinkmann have været ”folkelig”, en slags forening af fællesskab og fornuft, en ren dyd. Han ville blive betragtet som anti-populist på den store klinge og alle seminarierektorer ville læse og tale om denne “nye bog”, mens studerende ville flokkes til læsekredse mm.

At det stadig er den generelle holdning uden for professionshøjskolerne kan man se ved, at mange lærere og pædagoger godt kan lide Brinkmanns arbejde. Men denne sympati er ikke noget, der overhovedet sætter aftryk i professionshøjskolernes ledelser, der bare render til instrumentaliseringsmøder og bakker op om læringsmålsstyring og den slags, som netop er et totalt opgør med folkelig pædagogik.

Men Hermann, som jo repræsenterer professionshøjskolerne, kender ikke til ”folket”. Ja, jeg vil tro, at han mere er enig med Lars Qvortrup, som synes, at ”folket” er en ”dødsensfarlig ursuppe”. Og så bliver “det folkelige” jo populistisk pr. definition. Hermann er glad for Foucault, og i den omegn er der heller intet “folk”.

Men folkelig dyd er altså det stik modsatte af at være populist, for en populist er hverken ”fælles eller fornuftig”, som jo var den folkelige dyd. En populist er derimod egoistisk og ufornuftig, jvf. konkurrencestatsideologiens ideal som jo er en “opportunistisk soldat”. Konkurrencestater elsker populister. Ja, de har intet begreb om andet.

I den forstand er det måske Hermann, der er populist? Måske er professionshøjskolens dannelsesideal en populist?

Det bekræftes i al fald, hvis man går tur i VIA-Land, hvor der står tomme management-slogans på alle væggene. Her er sørme heller ikke nogen folkelighed, for nu at sige det mildt.

Så populismen anklager folkeligheden for at være populisme? Ja, i så fald er vi alle ens. I så fald er vi alle populister.

Jeg savner en god gammel seminarierektor, som kan stå vagt om det folkelige liv, når det trues af regnearksnormaliseringspolicy og så i øvrigt ikke blande sig detaljer.

Ja, en professionshøjskoles ypperste pligt er at kultivere det folkelige liv i al dets pluralitet, videnskabelighed og historiske forankring.

En god rektor er beskytter af det folkelige, ja af al den dejlige “ursuppe”, ikke mindst mod Ove Kaj Pedersens gammelmandsstrukturalisme.

Ja, faktisk var det jo Brinkmann, som tilbage i foråret i sin kritik af Ove Kaj Pedersen udfyldte en seminarierektors rolle. Men nu bliver den folkelige Brinkmann kritisereret af den normaliseringsivrige professionshøjskole-rektor for at være en slags populistisk “seminarierektor”. Det er altså virkelig skæbnens ironi.

 

33. d. 23. september: Goldschmidts etik og strid på solskinsøen 3

1. De Frie Skoler

De Frie Skolers Lærerforening (FSL) har et blad, der hedder ”Frie Skoler”. I det aktuelle nr. 8 har næstformanden, Monica Lendal Jørgensen, en klumme på s.47. Klummen handler egentlig om ”kompetenceudvikling”, men i den forbindelse har hun en interessant beretning fra en oplevelse hun har haft..

Jørgensen fortæller, at hun har været til en form for møde med Lars Goldschmidt, der, som hun korrekt skriver, jo er Socialdemokrat og ”medskaber af Ny Nordisk Skole”, dvs. Antorinis store skoleinitiativ, der senere blev omdrejningspunkt for både skole- og læreruddannelsesreform. Desuden er han ifølge en nyere magtanalyse landets fjerde mest magtfulde person. Så det med “oligarkiet” er ikke det bare sjov.

Hvad sagde Goldschmidt så til Jørgensen på det pågældende møde? Jo, han sagde følgende to ting:

”forny eller bryd sammen”
”selvom du var god nok, er du det ikke i morgen”.

Det var, kan jeg supplere med, også Goldschmidt, der engang sagde, at landets skolelærere skal være som “Durecell-kaniner”, og at Humaniora er ”åndelig onani”. I sandhed en “visionær skolemand, denne konkurrencestatsmellemmand”. Ikke så sært, at han er socialdemokrat.

2. Bornholm

Nå, men Goldschmidt har også været i vælten på en anden måde i dag. Han har nemlig trukket sig fra bestyrelsen for Campus Bornholm efter en kraftig mistillidserklæring fra alle lærerne og vist nok også fra det tekniske personale.

Erklæringens årsag var, at Ombudsmanden har kritiseret Goldschmidt, fordi han – med henvisning til “loyalitet” – havde knægtet lærernes mulighed for at kritisere ledelsen over for Folketingets finansudvalg, Ja, læreren Søren Wilhjelm blev ligefrem afskediget på gråt papir. Og det var nok ikke første gang, der var problemer? Mon ikke “ånden” på stedet er lukket som et bur? Det tror jeg.

Men lærerne gad åbenbart ikke være ”loyal” over for Goldschmidts ”åndelig onani”? eller over for al denne ”er jeg nu god nok”-middelmådighed? Lærerne ville nok gerne have lidt åndsfrihed og lidt skoleliv i stedet for ”forny eller bryd sammen”-etikken.

Så nu har Goldschmidt hverken en bornholmsk eller en ny nordisk skole mere. Til gengæld har vi andre stadigvæk skolereformen, som desværre har rod i samme ”ånd”.

http://www.tv2bornholm.dk/?newsID=118674&cache=manual

 

34. d. 24. september: Hvad er Danmark?

Danmark er en 1000 år gammel objektiv, vild og skøn Ting, som alle kan gå ind og ud af uanset herkomst og juridisk status, hvis de altså vil.

Når man går ind i Danmark, så er det hele så nært og gammelt og sprudlende, at tungen, det snakketøj, løber af med hjernen, så der sker alt muligt. En dansker snakker, mens andre, der engang snakkede, snakker med. Tungerne løber sammen og ud i havet, mens hjernerne bliver helt forvirrede. En dansker, som er inde i Tingen, stammer og mumler altid lidt, fordi der er så mange tunger inde i ham, der gerne vil tale med ham på samme tid. Den godt uddannede dansker stammer lidt, fordi tungen slår knuder. Modsat teknokraterne, som altid ved, hvad de vil sige. De er dårligt uddannede.

Danmark har ingen ”værdier”, og det kan ikke defineres. Det er sådan noget Dansk Fryseparti-noget at sige den slags. Det er forskrækkeligt u-nationalt og sørgeligt.

Desværre lider Tingen pt under de såkaldte ”danskernes” færden. F.eks. tror de, at “Danmark” handler om at vinde over de andre udmærkede lande på en rangliste. Men det vil udrydde Danmark, fordi Tingen så bliver til en metode, som man ikke kan gå ind i, men kun anvende. Så mister man sin tunge og må tale som en mellemleder, og dermed har man jo også tabt sin hjerne.

Danmark er pædagogik, det er folkets og autoritetens reciprokke og utrættelige genskabelse i modersmålet i et politisk fællesskab.

Er man i tvivl om, hvad Danmark er, er det fordi, man har tabt pædagogikken og gået over til datalæringsoptimering.

1000 år som ikke kan defineres. Det er jo derfor, vi har videnskab og pædagogik

 

35. d. 24. september: Antorini besøger UC-syd 

På UC-syd har de haft besøg af Christine Antorini i hendes egenskab af formand for Folketingets Forsknings- og Uddannelsesudvalg. Jo jo, hun er her skam endnu.

Det er jo helt i orden med sådan et besøg, og jeg havde ikke interesseret mig det mindste for sagen, hvis det ikke var for en lille episode ovre på twitter.com.

Institutchef for læreruddannelsen på UC-syd, Lars Breinholt, har åbenbart været glad for mødet med den lærings- og kulturrevolutionære formand. Han skriver følgende:

”Besøg af en kvinde med sjældent format. Tusind tak for besøget”, og der hashtagges til ”UC-syd” og selvfølgelig også til ”det sjældne format” herself.

Nu er det jo helt på sin plads at sige ”tak for besøget” til alle, man får besøg af. Det er ikke det.

Men jeg havde jo nok regnet med, at en chef for læreruddannelsen, som jo er at sammenligne med en gammeldags ”seminarierektor”, ville føre lidt kritisk dialog med den læringsrevolutionære ideolog? Det er der dog ikke noget, der tyder på. På hjemmesidens omtale af mødet, er der bare ren propaganda (se link). Ja, forskningschefen, Alexander von Oettingen, var endda ”en uvorn knægt”, som lokkede revolutionslederen til at tage selfies med ham.
Oettingen, der ellers har kaldt læringsideologien for RounUp efter det kendte ukrudtsmiddel, havde åbenbart ingen kommentarer til skolereformens chefideolog? Han skulle bare have en ”selfie”. Kan man ikke gøre noget ved den “kommunikationsafdeling”?

Men ok, selv det havde jeg nok – dog uden stolthed – bare ladet fare. Teatret skal jo køre.

Nej, det allerværste er denne entydige og sleskende hyldest, som ligger i tweetets formulering: ”en kvinde med sjældent format”. Det havde man ikke behøvet. Ja, jeg synes det er for groft. Det var ikke sjovt med den tweet efter min mening, så jeg skrev:

”UC-syd fedter for den store læringsrevolutionære leder. Hvor ringe. #skolechat #uddpol”

Så gik der to minutter, før UC-Syds rektor meldte sig på banen. På twitter hedder hun ”rektor Birthe”, og hun skrev:

”Skoene er så små, så små hos @ThomasAastrup”

Ok, jeg må formode, at det er helt normalt, at UC-SYD omtaler de læringsrevolutionære formænd og tilrejsende magthavere som ”kvinder med sjældent format”. Det er nok den nye underdanige UC-stil.

På Metropol siger rektor Hermann ellers, at man skal udøve ”konstant selvkritik”. Men det gælder ikke UC’erne selv, må man forstå? Her er man omgivet med ”kvinder af særlig format”, især når de har læringsrevolutionær magt. Det er den store leders klub.

Rektor Birthe skriver også, at jeg jo ikke ved, hvad mødets indhold var. Men det gør jeg da, jf. vedhæftede link, der er ligeså slesk som tweetet. Desuden er ”mødets indhold” jo slet ikke omtalt af hverken institutchefen eller rektor Birthe selv. Indholdet er jo simpelthen ”kvinden med det sjældne format”.

Rektor Birthes tweet likes af en Morten Andersen, som er ansat i UC-syds kommunikationsafdeling. Von Oettingen blandede sig også til sidst. Han skrev: ”Var et meget fint besøg. Vigtigt at holde dialog mellem pol. og udd. Det er politisk dannelse”

”Dialog”? ”Dannelse”? Jeg giver op. Men ok, von Oettingen indhøstede et twitter-hjerte fra Antorini for sit tweet.

Jeg sluttede dog med at sende to længere analyser, jeg har lavet af Antorinis arbejder, hvor der hverken er dialog eller dannelse i miles omegn (se links). Derimod er der læringsrevolution og konkurrencestat og RoundUp over det hele.

https://www.ucsyd.dk/…/antorini-besoegte-uc-syd-i-haderslev/

http://www.thomasaastruproemer.dk/historien-om-christine-an…

http://www.thomasaastruproemer.dk/antorini-som-soldat-i-kon…

Lars Breinholts tweet er her: https://twitter.com/Lars_Breinholt,

 

36. d. 25. september: Jens Raahauge læser Weinreichs bog om børnelitteratur 

Tidligere formand for Dansklærerforeningen, Jens Raahauge, har læst Torben Weinreichs spændende bog om den socialistiske børnelitteratur i 1970’erne, som jeg også gerne vil anbefale ud over alle breder. Bogen hedder ”Den socialistiske børnebog” og er udkommet på Roskilde Universitetsforlag.

I den forbindelse siger Raahauge følgende om relationen mellem den aktuelle læringspolitik og tidsskriftet Unge Pædagoger:

“Derfor er det heller ikke så underligt, at det er de strukturalister fra Unge Pædagogers ungdom, som blev marginaliserede efter 70’erne, der nu er blevet genfødt som skolereformens ideologer.”

Unge Pædagoger har et problem. Jeg venter på et opgør med Jens Rasmussens læringsrevolutionære linje, for det er formentlig primært ham, som Raahauge henviser til. Det er også denne linje, som politisk bliver ført frem af “en kvinde med sjældent format”, som man kalder Antorini på UC-syd, mens Antorini henviser til Rasmussens teser i tide og utide.

Raahauge skriver, at Egon Clausen skriver på en bog om Unge Pædagoger. Det bliver spændende læsning, for Clausen er både glad for skolereformen og for filosoffen Gerd Biesta, hvilket i mine øjne er en umulig forbindelse.

http://www.folkeskolen.dk/593915/de-statens-boern

 

37. d. 25. september: Lars Løkke som den nye Martin Luther King

Lars Løkke Rasmussen er den nye Martin Luther King:

Det er skam ikke kun UC-Syds ledelse, der kan fedte for Antorini, som jo i går blev kaldt for ”en kvinde af sjældent format”.

Her er en kronik fra 2010, ”10-4 løsning til folkeskolen”, hvor Lars Løkke sammenlignes med Martin Luther King (ja, I læste rigtigt!):

Kronikken er skrevet af:
Rektor for VIA Harald Mikkelsen
Rektor for Metropol Stefan Hermann
Rektor for UCC Laust Joen Jakobsen
Daværende dekan for DPU Lars Qvortrup

(Link til kronikken: http://www.b.dk/kronikker/10-4-loesning-til-folkeskolen)

Det initiativ, som annonceres i kronikken, er stadig i høj grad i aktivitet via det såkaldte ”Læringsløft 2020”.

(Link til læringsløft 2020: http://laeringsloeft2020.via.dk/),

DPU’s strategiske forskningsprogram ReForM er også direkte koblet op på Læringsløft 2020 og dermed på kronikkens ånd:

(Link til ReForM: http://edu.au.dk/forskning/omraader/reform/)

UC’erne er født som en del af læringsrevolutionen, dvs. i et direkte opgør med skolens og læreruddannelsens folkelige grund.

Lars Løkke er Martin Luther, og Antorini er ”en kvinde af sjælden format”. Jeg gider ikke høre på det.

Desværre er det mere end fedteri. Det er en affektiv og filosofisk forbindelse, der påvirker de pædagogiske systemer dybt.

PS: Stefan Hermann, som er medskribent på kronikken, mener sammen med Ove Kaj Pedersen, at offentlige ansatte skal udøve ”konstant selvkritik”. Men selv hylder han Lars Løkke som en global frihedshelt? Betagende.

 

38. d. 26. september: Rønshoved-seminar: Dannelse til tiden 

Der er stadig ledige pladser i Rønshoved her i weekenden, d. 1-2. oktober, til lidt højskolestemning og spændende diskussioner om dannelse og pædagogik. Se mere på link:

http://www.ronshoved.dk/dannelse-til-tiden

 

39. d. 26. september: Partipolitiske kvababbelser 

Når jeg taler med en LA’er, føler jeg mig som en socialist

Når jeg taler med en EL’er, føler jeg mig som en liberalist

Når jeg taler med en DF’er, føler jeg mig som en verdensborger

Når jeg taler med en RV’er, føler jeg mig som en nationalist

Når jeg taler med en konkurrencestatsteori-tilhænger, som jo findes i alle partier, føler jeg mig som…

…nå ja, som en liberal socialistisk nationalistisk verdensborger.

Det er det, jeg kalder for dansk humanisme, eller for “uren pædagogik”, som egentlig blot er “pædagogik”. Den borer sig ind alle steder som en fremmed og sær realitet, der skaber den ene og den anden form for “ballade” på det ene og det andet “sted”.

 

40. d. 26. september: Nyt i Agedrup-sagen

Rådmand Susanne Crawley Larsen (RV) fra Odense insisterer på at bruge foreløbig 216.000 kr af de åbenbart rigelige fynske skattekroner på at undgå, at lærer Erik Schmidt får testet, om den tjenstlige advarsel, han modtog i 2014, var lovlig.

Schmidt, som er uhyre vellidt og respekteret, fik en advarsel af en hel ny ledelsesstreng for ”negativ adfærd og attitude” og for ”at være lodret uenig i tænkningen”. Og ”tænkningen”, hvad var den? Jo, den handler om ”læringsmaksimering”, og den skal man sørme være enig i, når man bor i Odense.

Men netop læringsideologien er efterfølgende kommet under skarp kritik fra alle mulige, herunder skolepolitikerne fra Crawleys eget moderparti, nemlig Marianne Jelved og Lotte Rod. Partiets organisatoriske ledelse, Svend Thorhauge og Rune Christiansen, er også i vild flugt fra partiets rolle omkring skolereformen. Men ingen af disse sidste dages hellige kan åbenbart give Crawley-Larsen en politisk lektion, så al denne ”flugt” er bare overflade fra ende til anden. Det sejler totalt i Arbejdsmarkedspartiet på den skolepolitiske front.

Schmidt kritiserede også – på et internt møde vel at mærke – at den helt nyansatte skoleleder, Mohammed Bibi, ikke ville oplyse ordentligt om en række nye arbejdstidsprocedurer, som Bibi ville indføre i forbindelse med den kontroversielle Lov409. Men det var også ”negativ attitude”, og hvad det alt sammen hedder på fynsk.

Siden er Bibi blevet formand for alle skolelederne i Odense, og nu går han skam pludselig ind for, at man laver arbejdstidsaftaler, og han er endda lidt efter nogle af de menige skoleledere, som hænger fast i den gamle ”attitude”, som jo var Bibis egen, dengang han kritiserede Schmidts ”attitude”.

Alt det kunne man læse om for nylig i et interview, hvor Bibi blev interviewet af….. ja, rigtigt gættet, af Erik Schmidt.

Nå, men Bibi er nok bare et eksempel på den nye ”opportunistiske personlighed”, som konkurrencestatsideologerne jo mener er en dyd. Og Bibis formand, overformanden Claus Hjortdal, sender jo også vilde mails rundt til sine kritikere, heriblandt Brian Degn Mårtensson, hvis nye bog Tilblivelse og tilsynekomst i øvrigt udgives på Forlaget Fjordager, som drives af…. ja, rigtigt gættet, af Erik Schmidt.

Nu skal Landsretten altså drøfte, om sagen overhovedet kan behandles, fordi Schmidt formelt fik advarslen efter sin opsigelse. Men hallo! Schmidt fik den jo netop. Det er jo det, der er som barokt. Crawley Larsen kunne jo bare havet lade det fare, for Schmidt havde jo sagt op. Men nu vil hun ikke stå til ansvar for sine handlinger, og både RV og Odense kommune makker ret eller hvem det nu er der makker ret for hvem.

Det er nok det, man kalder for post-faktualitet?

Links:
Aktuel opdatering: http://www.folkeskolen.dk/…/odense-forsoeger-at-undgaa-erik…

Generelt om sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/agedrup-danmarks-paedagog…

Schmidt interviewer Mohamed Bibi: http://www.odenselaererforening.dk/…/laererbladet-er-udkomm…

Læs også Henrik Gade Jensens herlige blog i JP: http://jyllands-posten.dk/…/gamleblogs/h…/article6828758.ece

Alle indlæg i sagen kan tilgås på: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

 

41. d. 27. september: En metodisk betragtning 

Enhver sætning er altid delvis en andens, hvis sætning er delvis en tredjes osv. En sætning er en monolog i en dialog. Det er derfor, sætningen er levende.

Sætningernes vekselvirkninger strømmer igennem os, bemægtiger sig os, og overtager os og river i os, så vi nødsages til at tænke og handle i stammende processer, hvor nye sætninger bliver til, som selv altid er delvist andres.

Hvor kommer sætningerne fra? Hvordan forbinder de sig med hinanden? Hvornår skilles deres veje, for måske at mødes igen med de i mellemtiden erhvervede erfaringer med andre sætninger? Hvor skal de hen og på hvilken måde?

Hovsa! Lige dér var noget, der blev skilt ad via et ”ikke” eller et “i stedet for”: Et helt ord forsvandt, og sammen med ordet røg også alle ordets erfaringer med andre sætninger. Og hov! Dèr kom samme ord tilbage igen, men nu uden sine erfaringer; først som et øgenavn, derpå via et ”og”, så via en bindestreg og til sidst som et sammensat ord, hvis tidligere erfaringer nu flyder i glemte og skjulte omgivelser, som forskeren må finde frem, så ordet kan komme mere fuldt til syne. Men det er svært, for de gamle erfaringer holdes i en form for fangeskab.

Det var dagens arbejde.

Inspireret af :
a) Lene Tanggaards analyse af Jean Laves og Knud Illeris’ læringsteorier i bogen ”Pædagogik og lærerfaglighed”, Hans Reitzel 2016, s. 43-60 (slutningen af kapitlet).

b) Lyotard, J-F. (1988). ”The Differend – phrases in dispute”, University of Minnesota Press.

c) Roth, W-M. (2011). “Passability”, Springer.

 

42. d. 28. september: Koranens regler

I august 2015 stillede analyseinstituttet Wilke følgende spørgsmål for JP:

Mener du, at koranens anvisninger skal følges fuldt ud?

77% af landets muslimske medborgere, som på forhånd havde defineret sig som troende, svarede ja. Undersøgelsen omfatter altså ikke “kulturmuslimer”.

Men alligevel: Fuldt ud”? Tænk på hvor meget det er og på, hvilke “anvisninger” det i givet fald drejer sig om. Det tal er foruroligende højt.

Og det går ikke fremad. For i 2006 svarede 62% ja til samme spørgsmål, hvilket også var foruroligende højt.

Og man må formode, at tallene er endnu mere foruroligende høje, hvis vi går til Imam-niveauet, som i mine ører ikke udmærker sig ved åndsfrihedens tradition.

Billedet bekræftes desuden af en belgisk undersøgelse, hvor 44% af de muslimske belgiere kunne defineres som deciderede “fundamentalister”, endda i en ret smal fortolkning af begrebet.

Det må være hårdt arbejde at udføre skolens lov sammen med disse “ja-sigere”, for en virkelig skole vil aldrig følge nogen bogs anvisning “fuldt ud”, tværtimod. Det gælder dog ikke de læringsrevolutionære “læringstempler”, som netop følger John Hatties forskrifter “fuldt ud”. Det er også foruroligende.

Jeg beklager, at undersøgelserne ikke er helt aktuelle, men jeg mindes ikke, at min egen avis, Konkurrencestatstidende, har omtalt dem? Men jeg husker måske forkert?

Link til omtale af undersøgelsen: http://www.kristeligt-dagblad.dk/…/flere-danske-muslimer-oe…

Der har også været kritik af undersøgelsen. Kritikken er dog ikke overbevisende efter min mening, selvom der er nogle gode nuanceringer:http://www.religion.dk/…/muslimers-stigende-religioesitet-e….

Omtale af den belgiske undersøgelse: http://www.dr.dk/…/faktatjek-debat-om-radikale-muslimer-er-…

 

43. d. 28. september: Dafolo på studietur til Oslo

Lektor Niels Jakob Pasgaard har i vedhæftede opslag fundet nogle sørgmodige links til et nyt Hattie-inspireret koncept, nemlig det såkaldte Vurdering For Læring (VFL), som er udviklet i Norge.

Medarbejderne ved forlaget Dafolo, som i forvejen er helt Hattie-ficeret, skal på studietur til Oslo, hvilket man kan læse meget mere om i Pasgaards opdatering nederst og i dette link:

http://dafolo.dk/…/…/Konferencer/Studietur_til_Oslo_2016.pdf

VFL implementeres også med fuld kraft i Vejen kommune, hvor det ligefrem kaldes for et ”kommunalt læringssyn”. Det kan man også klikke hen til og gå en tur, hvis man er ”rustet til robusthed”, som det kaldes:

http://vfl.vejenskoler.dk/

Jeg vil her blot supplere Pasgaards udmærkede opslag med et citat fra studieturprogrammet. Citatet stammer fra en norsk skoleleder, som er helt totalitariseret af læringsbetændelse:

”Vi har erfart at Vurdering For Læring er mye mer enn diskusjonen rundt karakterer og vurdering av arbeider. Vurdering For Læring er en tankegang og et pedagogisk grunnsyn som gjennomsyrer all vår praksis og all kommunikasjon med elever, kolleger og foresatte”.

VFL er altså ”et pædagogisk grundsyn, som gennemsyrer al praksis og al kommunikation mellem elever, kolleger og ledere”. Det er altså ikke bare ‘en metode’, men et princip, som man også siger, hvis man er læringsmålsideolog.
Det er en hel filosofi, en anti-filosofisk filosofi. En ”kommunal anti-filosofi”.

Det var jo netop denne anti-filosofi, som Erik Schmidt kritiserede i Agedrup-sagen, For denne dyd gav Det Radikale Venstre ham en tjenstlig advarsel, fordi – som det hed – Schmidt ikke havde “forstået”. Nu fremturer partiets kommunale rådmand med anklagen, mens moderpartiet siger, at det er imod læringsmålsstyring, som det mener ikke har noget at gøre med skolereformen som sådan. Hvilken uhyggelig naivitet og mangel på ansvar over for både skolepolitik og engagerede og ansvarsfulde medborgere.

https://www.facebook.com/nj.pasgaard/posts/10210862656220026?pnref=story

 

44. d. 28. september: Analyse af Niklas Luhmanns syn på dannelse og pædagogik

Analyse af Niklas Luhmanns opgør med pædagogik:

http://www.thomasaastruproemer.dk/niklas-luhmanns-opgoer-med-paedagogik.html

 

45. d. 28. september: Rune Lykkeberg på højskolepædagogisk konference 

Rune Lykkeberg har holdt foredrag på den højskolepædagogiske konference i København. Han lyder fuldstændig som en blandingsklon af Ove Kaj Pedersen og Stefan Hermann; netop de to personer, som Lykkeberg brugte i sin avis’ primitive opgør med Svend Brinkmanns milde humanisme i sidste måned. Men det er let at forstå, for både Lykkeberg, Pedersen og Hermann er helt betagede af Pedersens konkurrencestatsteori, som netop gør op med enhver form for dannelse og humanitet, der jo netop er Brinkmanns ærinde.

Og i forhold til det skolepolitiske orker jeg ikke at kommentere. Lykkeberg har tydeligvis ikke fulgt med.

Lykkeberg er jo nybagt chefredaktør for Konkurrencestatstidende 2, tidligere kaldet ”Information”. Heldigvis er mit prøveabonnement netop ophørt. Der er jo ingen grund til at holde to aviser, der er ens.

http://www.folkeskolen.dk/594079/lykkeberg-samfundet-er-for-staerkt-til-at-faa-trukket-en-konkurrencestat-ned-over-hovedet

 

46. d. 29. september: Synets pædagogik 

Hvad er det modsatte af synlig læring?

Det er synets pædagogik.
(Bemærk forskydningen fra “synlig” til “synet” og fra “læring” til “pædagogik)

Sådan er det i al fald, hvis man følger logikken i den koreanske filosof Byung-Chul Hans interessante bog ”Træthedssamfundet”. Træthedssamfundet er kendetegnet ved en individualiserende positivitets uhæmmede fedme, der omsætter sig direkte i ”præstationssamfundets psykiske sygdomme”, hvor der er byttet om på tvang og frihed. Trætheden er ikke en træthed efter en begivenhedsrig dag i fællesskabets tjeneste, men den uudtømmelige træthed, hvor en isoleret krop mangler tilførsel af blod, mad og underholdning til sin altid markerede mangel (jvf. “du er aldrig så dygtig som du kan” og karakterskalaens mangellogik)

Men hvad er da “synets pædagogik”, som får et helt kapitel i den korte bog?

Første citeres Nietzsche: ”At lære at se betyder at vænne øjet til roen og tålmodigheden i en laden-komme-til-sig”, og ”at lære at se er den første forskole til åndelighed”.

Dernæst betones begreber som ”afbrydelsen, mellemtiden og tøven og negativitet” og vi får en hyldest til ”omvejen” og kontemplativ ”dovenskab”. Ja, alle Lars Goldschmidts bandeord.

Vi lærer, at uden disse afbrydelsesmomenter ender vi i en form for dyrisk aktivisme: ”De aktive ruller som stenen ruller, i dumhedens mekanik”. Det er især Hannah Arendts diskussion af forholdet mellem tænkning og handling, der fungerer som oplæg til disse passager.

Dernæst betones vreden og følelsen, den rene oprørske indignation, som den instans, der kan skabe afbrydelse i positivitetens hegemoni. Sammen med vreden kommer dansens ”glødende farvestrålende silkestof”, som det hedder i forbindelse med en række flotte citater af filosoffen Benjamin. ”Kun mennesket kan danse”.

Han citerer også maleren Paul Cézanne for at tale om ”evnen til at se tingenes duft”. Cézanne taler om at ”iagttage indtil øjnene træder ud af ansigtet”, indtil ”landskabet tænker sig i mig”. Og vi får også at vide, at ”i den kontemplative tilstand træder man så at sige ud af sig selv og forsænker sig i tingene”.

Synlig læring er så det modsatte. Dvs. hyperaktiv, fedmende og hektisk positivitet samt atomiserede præstationstryk med ledsagende udmattelsesdiagnoser uden tænkning, handling, følelser, dans, kropslighed og poesi. Synlig læring er den senmoderne version af Hannah Arendts ”animal laborans”, en altomfattende koncentrationslejr af fedme. (Lejrtemaet diskuteres udførligt med kritisk reference til Georgio Agamben).

Interessant bog.

Reference:
Han, Byung-Chul (2012). Træthedssamfundet, forlaget ø-bog.

 

47. d. 29. september: Bandeord og fedteord

Bandeord og fedteord:

Jeg tager lige min nej-hat på og siger nogle bandeord til de lærings- og kulturrevolutionære:

Pædagogik, humanitet, normativitet, fænomenologi, praksis, tradition, kundskaber, eksamen, tavshed, tænkning, handling, kritik, vrede, grænser, mor og far, barn, menneske, angst, kærlighed, kristendom, Islam, skole, fædreland, oplysning, lærer, elev, kunst, dans, fag, teater, lejrskole, kys, erotik, litteratur, Kaj Munk, Heretica, Marx, kommunisme, tradition, Europa, modersmål, videnskab, fantasi, dømmekraft, indhold, stat, samarbejde, pluralitet, kultur, undervisning, frikvarter, Grundtvig, Kierkegaard, Løgstrup, nationalromantik, kateder, tidehverv, dialektik, projektarbejde, arbejde, fællesskab, tvang, frihed, omsorg, natur, mudder, skønhed, sandhed, poesi, objekter, håb, fortid, ånd, folk, ontologi, emancipation, fortid, historie, pligt, ståsted, elite, kapitalisme, folkelighed, arbejderklasse, ontologi, erindring, socialpædagogik, tvivl, dannelse, aristokrati, filosofi, politik, bibliotek, bøger, fritid, strid, skrøbelighed, brud, træthed, passivitet, moral, doven, inkompetence, glemsel, kedsomhed, etik, Gud, tvang, negativitet, salmer, kreativitet og klasselærer.

Men jeg kan også godt tage ja-hatten på og fedte lidt. Så siger jeg:

Læring, refleksion, bevægelse, variation, affekt, tænketeknologi, potentiale, mangel, læringstempel, lære at lære, lære at lære at lære, diversitet, system, kommunikation, struktur, coach, synlig læring, test, positiv, godt humør, ja-hat, dygtig, læringsmål, evidens, d>0,40, styring, aktiv, værdier, regler, dataledelse, big data, accountability, læringschef, kommuner, HR-afdeling, strategi, vision, reform, manifest, performe, ledelse, indikator, kognition, adfærd, tegn, læringscenter, robust, usentimental, selv-monitorering, mellemrumspotentialisering, KL, Hattie, læringsmaksimering, Lars Løkke=Martin Luther King, Antorini=kvinde af sjældent format, dialoghjul, kompetencer, fremtiden og metoder.

Er det ikke som om, at ja og nej er byttet om for tiden? Som om det største NEJ er blevet det største JA og vise versa?

 

48. d. 30. september: Nyt tidsskrift: Studier i læreruddannelse og profession

Det helt nye tidsskrift for læreruddannelsen, Studier i læreruddannelse og profession, som man kan tilgå i vedhæftede link, har et par artikler, som er interessante fra mit synspunkt, og som hermed er noteret i mit referencesystem vedrørende ”pædagogikkens to verdener”:

1.

Lektor ved UC-VIA, Peter Hougaard Madsen, har skrevet om ”Kompetence i skole og uddannelse”. I artiklen har han en lang analyse af det kompetencebegreb, som Lars Qvortrup udvikler i sin bog Det vidende samfund fra 2004. Det var i den bog, hvor Qvortrup kalder det grundtvigske begreb om ”folk” for ”dødsensfarligt”.

Madsen konkluderer, at Qvortrups tanker fører til en opløsning af pædagogikkens antinomiske struktur – dvs. såkaldte ”pædagogiske paradoks”, som især Alexander von Oettingen har behandlet herhjemme – og faktisk også til pædagogikkens opløsning som sådan. Carlsen mener, at Qvortrup i stedet havner i et rent fokus på tekniske metoder:

”Qvortrups kompleksitetshåndterende kompetencebegreb lider imidlertid under en fatal reduktion af pædagogikken. Qvortrup tilstræber at løse eller opløse pædagogiske modsætninger og paradokser ved at gøre dem til vanskeligheder, der skal findes løsninger på. Derved misforstår eller undervurderer Qvortrup pædagogikken – ja, tilmed erstattes pædagogik med en noget teknisk og metodisk refleksion.” (s.92)

2.

Lektor ved UC-VIA, Johannes Adamsen, – der i 2014 skrev den fine kronik ”læreruddannelsen bløder”, hvor han talte om ”Det Pædagogisk-Administrative Kompleks (PAK)”- har skrevet artiklen ”Mål uden mæle”. Her kommer han ind på professor Jens Rasmussens brug af den tyske dannelsesteoretiker Wilhelm von Humboldt; en problematik, som også Peter Kemp drøftede i sin bog om ”halvdannelse” sidste år. ’

Adamsen skriver følgende:

”Når fx Jens Rasmussen først laver en rimelig fremstilling af nogle centrale elementer af Wilhelm von Humboldts tidlige dannelsestænkning, og så uden overgang eller argumentation springer direkte fra et Humboldt-citat til følgende påstand: ”I dag udtrykkes det humboldtske ideal i kompetencebegrebet”, så er det ikke bare forbløffende, det er også et utilsigtet vidnesbyrd om den konfuse degradering af formål til mål: Er der mon slet ikke noget, der skal orientere valget af, indholdet i og det faktiske formål med disse kompetencer?” (s.106)

Citatet ledsages desuden af en længere fodnote, der omtaler Lars Qvortrups behandling af formålsbegrebet, hvor der konkluderes:

“For Qvortrup er formål og mål ganske enkelt synonyme. Disse kollapser hos Rasmussen, Nordenbo og Qvortrup viser med al ønskelig tydelighed nødvendigheden af en begrebsafklaring.” (s. 106)

Samme pointe havde Peter Kemp i øvrigt i et læserbrev, som Kemp skrev i forbindelse med netop den debat, som Adamsen refererer til.

Det lader til at blive et spændende tidsskrift.

Referencer og links:
1. Studier i læreruddannelse og profession, vol.1, nr. 1: https://tidsskrift.dk/index.php/SLP/issue/view/3251

2. Johannes Adamsens kronik i Kristeligt Dagblad: http://www.kristeligt-dagblad.dk/…/l%C3%A6reruddannelsen-bl…

3. Peter Kemps læserbrev kan man læse her: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154163336584481&id=837549480