Her er 35 facebook-opdateringer fra oktober 2016. Man kan enten læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man kan klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

1. Hans-Jørgen Schanz i Rønshoved
2. Henrik Dahl i Rønshoved
3. Ny bog af Brian Degn Mårtensson
4. Ny bog af Sten Larsen
5. Bondo og Bispen 1
6. Bondo og Bispen 2
7. Mini-konference om undervisningsbegrebet
8. Konkurrencestatstidende
9. Læringsløft i Næstved Kommune
10. Læringens merværdi
11. Tankens vinde
12. Undervisning og synlig læring
13. Konkurrencestatens logik
14. Intern og ekstern kritik
15. I morgen
16. Evaluering af skolereformen
17. Digebrud i Lyngby-Taarbæk Kommune 1
18. Digebrud i Lyngby-Taarbæk Kommune 2
19. Aarhus Universitet i selvmodsigelse
20. Stefan Hermanns kundskabsbegreb
21. Brev til Susanne Crawley Larsen
22. Klumme i Kristeligt Dagblad: Læringsrevolutionen
23. Læringssplittelse i det Radikale Venstre
24. Ballade i pædagogikkens forsamlingshus
25. Hvem fordummer den offentlige samtale?
26. Stefan Hermanns Hvor står kampen om dannelse? – note 1
27. Stefan Hermanns Hvor står kampen om dannelse? – note 2
28. Stefan Hermanns Hvor står kampen om dannelse? – note 3
29. Stefan Hermanns Hvor står kampen om dannelse? – note 4
30. Nationalitet og globalisering
31. Alexander von Oettingen om Stefan Hermanns bog
32. Ny Nordisk Skole og ”Rådet for Børns Læring”: Fra ide til implementering
33. Er du også blevet forført af Stefan Hermanns populisme 1?
34. I-padtvang i Svendborg Kommune
35. Er du også blevet forført af Stefan Hermanns populisme 2?

 

1. d. 1. oktober: Hans-Jørgen Schanz i Rønshoved

Hans-Jørgen Schanz holdt et fremragende foredrag på Rønshovedgruppens dannelsesmøde i dag.

Schanz talte for en genaktivering af en altid lurende kulturkonservativ tradition, som vel at mærke skal være politisk uafhængig. Desuden argumenterede han for en form for politisk handling, hvor alle handler ved eksemplets magt; en magt som kan sprede sig til de udpinte institutioner.

Det var en ren Hannah Arendt, for nu at sige det på den måde. Jeg tog ligefrem mig selv i at slappe af.

Det er sjovt… Undervejs fik jeg en tanke: hvad mon der var sket med dansk pædagogik, hvis Lars-Henrik Schmidt havde fået Schanz’s professorat i sin tid osv…

 

2. d. 2. oktober: Henrik Dahl i Rønshoved

Henrik Dahl var den anden taler på Rønshovedgruppens møde (den første var Hans Jørgen Schanz, jvf opslag fra i går).

Dahl talte om gymnasieforliget. Der var især to pointer af interesse fra mit synspunkt:

1
I forligsteksten står dannelsesbegrebet stærkt, men der er åbenbart problemer med at få det ned i lovteksten. Centralforvaltningen modsætter sig og promoverer det, som Dahl kaldte for ”reformpædagogik”, dvs. målstyring og synlig læring, som jo er det modsatte af dannelse. Problemet i min optik er, at forligsteksten knækker: s. 1-8 er om dannelse, mens resten, dvs. s.8-45, er den særlige ministerielle og radikaliserede reformpædagogik. Dermed er der for stort et spillerum til et teknokratisk embedsmandsværk, som arbejder i Antorinis og Corydons ånd.

Dahl reducerer dog problemet lidt for meget, når han bare taler om ”embedsværket”. Det er mere omfattende end som så. Der er tale om vigtige forsknings- og organisationsinteresser, som interagerer med det dannelsestømte embedsapparat på en meget uheldig måde. Det er det, jeg har kaldt Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO). Disse forbindelser må brydes. Desuden er der nogle europæiske processer, der også har indflydelse, men hvis uheldige effekter, DPO faktisk forstærker. Det er derfor svært at fastholde s. 1-8. Alle med lidt vrede og taleevne i behold må fastholde det intellektuelle og polemiske tryk alle steder og stå fast. Det er det, som Schanz kaldte for ”eksempler”, der kan ”smitte” de dannelsestømte institutioner.

Vi så samme problematiske proces i forbindelse med læreruddannelsesreformen. Heller ikke her kunne forligstekstens fokus på dannelse og formål opretholdes.

Og folkeskolereformens implementering lider under lidt af samme skavank. Det er i al fald de radikales pointe, selvom jeg synes, at de lyder som en gang sidste dages hellige. Elendighederne stod da lysende klart fra starten? Nå, men Jelved har jo også været efter embedsværket, så Dahl og Riisager må have en allieret i den omegn? Men måske stod hun ikke så meget for dannelsesdelen i gymnasieforliget?

En uheldig effekt af den måde, problemet fremstilles på, er, at refompædagogikken ender med at stå i et entydigt dårligt og teknokratisk lys. Det er virkelig ærgerligt, eftersom reformpædagogik er en bred og åndelig bevægelse, som sagtens lader sig forene med den form for kulturkonservatisme, som Schanz talte om i sit foredrag lige inden Dahls. Skoleleder Morten May, som deltog i konferencen, nævnte faktisk dette forhold i den udmærkede debat, som fulgte efter Dahls foredrag. Men hos LA og andre borgerlige er der en tendens til at reducere reformpædagogikken til ukendelighed. Man glemmer, at følgende gælder: uden reformpædagogik ingen dannelse.

2.

Derudover havde Dahl en kort sociologisk analyse af forligsprocessen. Han mener, at der er tre sæt af positioner, hvor partierne fordeler sig lidt på kryds og tværs, hvilket komplicerer det politiske arbejde med emnet. Disse tre konfliktlinjer er gode at have in mente, så tak for dem (parenteserne er min egen fortolkning):

a. Fonsmarks-linjen vs reformpædagogerne (dvs. kundskaber vs læringstyringskontrol)
b. Meritokrati vs social mobilitet (karakterer vs gymnasiet skal bryde social arv)
c. Idealisme vs. Instrumentalisme (dannelse/selvstændighed vs konkurrencestat)

link:
Min egen analyse af gymnasieforliget: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-og-vurdering-af-g…

 

3. d. 2. oktober: Ny bog af Brian Degn Mårtensson

Jeg slår lige på tromme for en ny udgivelse. Det er lektor ved UC-Sjælland, Brian Degn Mårtensson, som har skrevet bogen Tilblivelse og tilsynekomst.

Bogen har en grundig omtale af sidste års episode, hvor Dorthe Staunæs’ og Malaou Juelskjærs klagede over mit kritiske arbejde med en af deres tekster: Blandt andet kan man læse Mårtenssons herlige replikker: ”Dorthe Staunæs som radikalt eksperimenterende begrebseksperimentator”, “Er alt tabt” og ”Det, jeg hører dig sige…”.

Der er også en fyldig omtale af den sag, som Mårtensson selv var involveret i sidste år, hvor Lars Qvortrup klagede til Politiken over at blive kaldt for ”gammel kommunist”, og hvor skolelederformand Claus Hjortdal skrev ubehjælpsomme desperado-emails til Mårtenssons arbejdsgiver. Heldigvis blev Mårtensson forsvaret af Stefan Hermann, som ellers var en af dem, som Mårtensson havde kritiseret, og endnu mere heldigvis lod Mårtensson sig ikke intimidere.

Der er også en fin hyldest til Iben Valentin Jensens beundringsværdige vendetta mod Danmarks Pædagogiske Oligarki og til hendes forsvar for bevarelsen af en dansk/tysk pædagogisk tradition i vores skolesystem.

Endelig er der den ene og den anden tankevækkende analyse/kommentar til stort og småt i den skolepolitiske trummerum igennem de sidste to år, og der er også nogle gode indlæg om de lange linjer.

Med andre ord: Bogen er endnu en markering i det voksende oprør mod læringsrevolutionens læringsophør.

http://www.fjordager.com/tilblivelse-og-tilsynekomst

 

4. d. 3. oktober: Ny bog af Sten Larsen

Lektor Sten Larsen om skolens “målstyringsparadigme og kompetencetænkning”:

Der er netop udkommet en ny bog, Pædagogik og lærerfaglighed, som er en slags lærebog til dele af læreruddannelsens opløste Pædagogik-fag, der jo er omdannet til et “fagområde”, det såkaldte ”lærerens grundfaglighed”.

Et af bogens bidrag er ”Målstyringsparadigmet i skolen og kompetencetænkningen” (s. 335-375). Artiklen er skrevet af lektor ved UCC, Sten Larsen, som også er redaktør for bogen som sådan. Det var Larsen der for nogle år siden skrev en herlig anmeldelse af bogen ”Folkeskolen efter reformen”, som var redigeret af Jens Rasmussen, Claus Holm og Andreas Rasch-Christensen, og som Larsen ikke kunne lide.

Nå, men nu har Larsen skrevet en virkelig god artikel, der er lidt i samme ånd som anmeldelsen. Med udgangspunkt i Keld Skovmands undersøgelser, diskuteres målstyringsideologien. Blandt andet drøftes ideologiens ødelæggende effekt på indholdsbegrebet, og Larsen peger på en række ”statslige selvmodsigelser” i forbindelse med implementeringen af reformen.

Ift. disse selvmodsigelser konkluderer Larsen:

”Det er en mærkelig situation. Vi kører efter et målstyringsparadigme, som ikke findes andre steder i verden, og hvor målstyret undervisning ifølge den ene af ministeriets ansvarlige eksperter, Andres Rasch-Christensen, er et ”forvrøvlet begreb”, og hvor der ifølge den anden af ministeriets anvendte eksperter, Jens Rasmussen faktisk ikke foreligger evidens for læringsmålstyret undervisning” (s. 357, (jeg har fjernet nogle parenteser med referencer)

Larsen gennemgår også Skovmands analyse af det, som kaldes for ”forsvindingsnummeret omkring forståelse”; en proces, hvori Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen via den såkaldte ”mastergruppe for Fælles Mål” også angives at have haft en hovedrolle.

Den samlede konklusion bliver:

”Det viser sig at være velbegrundet at sætte alvorlige spørgsmålstegn ved effekten af læringsmålstyret undervisning og ved de didaktiske og praktiske konsekvenser. Dertil kommer, at det danske målstyringsparadigme ender i en dannelsesmæssige blindgyde og i værste fald kan afspore skolens dannelsesmuligheder i fremtiden” (s. 375)

Med denne analyse bidrager Larsen til forklaringen på et fænomen, som fra politisk hold er påpeget af både Henrik Dahl (LA) og Marianne Jelved (RV), nemlig at der er et forsknings/administrativt/organisatorisk niveau – også kaldet for DPO eller PAK – der løber af med landets politiske og pædagogiske traditioner… og i visse tilfælde også de politiske intentioner. Det er som om, at der i visse sammenhænge er en åndelig solidaritet mellem folket og de mest engagerede uddannelsespolitikere og loven selv, men at denne solidaritet brydes af DPO’s strukturer og tekniske diskurs, der jo desværre også bemægtiger sig mange politikeres horisont.

Vi så lidt af samme struktur i forbindelse med læreruddannelsesreformen. Her stor der i forligsteksten, at dannelse skulle gennemsyre læreruddannelsens og relationen til folkeskolens formål blev stærkt understreget, men som Sten Larsen er med til at vise, så er realiteten en anden.

Link til bogenomtale: http://munksgaard.dk/…/P%C3%A6dagogik-og-l%C3…/9788741262642

Link til Larsens anmeldelse af “Folkeskolen efter reformen”: http://www.folkeskolen.dk/…/historisk-vaerk-om-skolereformen

 

5. d. 3. oktober: Bondo og Bispen 1

Anders Bondo reflekterer sammen med Haderslevs biskop, Marianne Christiansen, over pædagogik, skole og kristendom i vedhæftede interview. Der er mange fine passager. Landet bør alt i alt være glad for sin lærerformand, der heldigvis stadigvæk både har ståsteder under sine fødder og nej-hat på hovedet, og vi skal også være glade for, at landets kirkefolk vedligeholder deres pædagogiske interesse.

Men jeg ved godt, hvad der sker nu, hvis der da sker noget som helst: Der sker det, at Ove Kaj Pedesen og Stefan Hermann vil kritisere Bondo og Biskoppen for ikke at udøve ”konstant selvkritik”, så Bondo og Biskoppen kan blive enige med Pedersen og Hermann i, at det skam er konkurrencestaten, der definerer pædagogikken, som dermed øjeblikkeligt omdannes til en læringsrevolution, der udelukker interviewets emner totalt.

Det kan også godt være, at der er en DPU-forsker eller to, der klager til Bondos bagland over al denne ’nationalkonservative’ §1-hørm, der skader en eller anden organisations ry og omdømme, og som ikke følger de rette ’sociologiske metoder’ til fremme af læringsmaksimerende læring.

Alt det der §1-snak, som Bondo og Biskoppen kører rundt i, er bare noget fra velfærdsstatens og nationalstatens tid, siger læringsideologerne. Gammelt bras, lyder det. Nej, lyder det nu fra forsknings- og policysalene: “Vi vil have læringsrevolutionær læring”.

Men Bondo og Biskoppen gider da ikke høre på alt dette læringspladder. De er opmærksomme og dannede mennesker midt i tilværelsens rumlen. De ved, hvad det hele handler om.

Det hele minder mig om, at der er en eller anden forbindelse mellem kirke og skole, som vi må genreflektere. På en måde kan man måske sige, at læringsrevolutionen er det radikale fravær af kirke. Altså ikke bare en adskillelse af kirke og skole, men et fravær af kirke som sådan. Derfor er det også tankevækkende, at selv kritiske traditioner for tiden bruger kristne og jødiske grundbegreber til at sikre en sekulariseret åndelighed, dvs. en skole. Denne refleksion antydes faktisk for åbent tæppe i interviewet.

http://www.folkeskolen.dk/594255/bondo-skolen-skal-kunne-mere-end-skabe-nyttige-borgere#594268

 

6. d. 3. oktober: Bondo og Bispen 2

Kirke og skole bør holdes adskilt, det er helt klart. Men denne adskillelse skal ske via en filosofisk forbundethed.

Opgives denne forbundethed sker der to ting.
1) Kirken forsvinder, for til sidst kan den jo ikke genkendes af nogen.
2) Pædagogikken mister sin åndelige sammenhæng og forfalder til læringsrevolution, som kan samles op af enhver religiøs eller politisk utopi.

Sagen er derfor, at skole og kristendom i disses adskilthed hænger sammen på et dybere plan. Den nærmere karakter heraf kan man så gøre til genstand for den ene og den anden undersøgelse, hvilket både vores og andre kulturer er rig med eksempler på. Herhjemme har vi Grundtvig, Kold, Løgstrup, Jakob Knudsen og alle de store højskoleforstandere op gennem forrige århundrede og i  alle mulige politiske farver.

Og interviewet mellem Bondo og Bispen, som jeg refererede til i eftermiddags, er et eksempel på denne forbindelse.

Desuden er Bondo jo dybt præget af Løgstrups ideer, ikke mindst via filosoffen Jørgen Husteds arbejde; en prægning som også ligger i lærernes professionsgrundlag.

Bondo og Bispen førte en filosofisk dialog om forbindelsen mellem kirke og skole uden at nævne forbindelsen. Det vil sige med Løgstrup og dermed også mange andre som ledsager.

Et modsat eksempel, dvs. hvor kirken breder sig ind over skolen, var da tidehvervs-præsterne kritiserede Brinkmann for ikke at nævne Gud. Man anerkendte ikke, at Brinkmanns ærinde var filosofisk, eksistentielt og videnskabeligt, dvs. knyttet til samfundets skole. Men på den måde kan skolen ikke udvikle sig og gro, og vi kan ikke bevare et frit sekulært samfund. Tidehverv kunne ikke føre en filosofisk dialog med Brinkmanns skole. Man kunne ikke forbinde sig med skolen, som derfor ikke kan gro. Skolen forsvinder ud af Berlingskes spalter, for nu at sige det på den måde.

Kan skolen brede sig ind over kirken på en uheldig måde? Næsten ikke (der er dog visse undtagelser). Kirken skal derfor byde skolen velkommen i al dens fylde, men kun den skole, som kirken både er adskilt fra og filosofisk forbundet med. Læringsskolen skal vises ud. Ud af kirken og ud af samfundet.

Mødet mellem Bispen og Bondo kan derfor fortolkes som følger: Kirken inviterede skolen i studiet til en dialog om en adskilt filosofisk forbindelse, og skolen svarede i samme ånd. Skolens grundende grund var i bevægelse og bekræftelse, og kirken spurgte og kommenterede i en sympatiserende, tilbageholden og åben interesse. Skolen og kirken kredsede om en adskilt forbindelse i fælles interesse, og imens samlede alle sig om alt det, som emmede ud af ordene.

Hvis det er svært at forstå, bør det evt. markeres med en formåls-reference til kirken på samme måde som i Norge, selvom jeg helst vil undgå det. Jeg foretrækker samtalen. Men som det er nu med læringsrevolution og vrede tidehvervpræster, går det bare slet ikke. Det er jo heller ikke en sjov kombination at støde ind i, hvis man er ny i landet. Så hellere mødet med en adskilt forbindelse.

 

7. d. 5. oktober: Mini-konference om undervisningsbegrebet

I dag har vi en lille konference om undervisningsbegrebet her på DPU-Aarhus. Der er oplæg fra følgende personer: Alexander von Oettingen, Per Fibæk Laursen, Frederik Pio, Rune Hansen & Dorthe Carlsen, Tina Keiding og Leo Komischke-Konnerup.

Mit eget oplæg ligger foran mig. Det hedder ”Undervisningens kausalitet og gaver” og har følgende disposition:

1. Kritikken: Den omvendte kausalitet (når den uafhængige variabel underordnes den afhængige)
2. Undervisning som national essens (Martin Buber/Daniel Breslauer)
3. Hen-given-hed: Undervisning som at modtage og give gaver (Gerd Biesta)
4. Undervisning som det gode pædagogiske liv (Chris Higgins/Hannah Arendt)
5. Undervisning i en suspenderet tilstand (Jan Masschelein)
6. Konklusion og kombination

Hele arrangementet gentages med let ændret besætning på UC-Syd d. 2. november. Man kan tilmelde sig på dette link:

https://ucsyd.nemtilmeld.dk/29

 

8. d. 6. oktober: Konkurrencestatstidende

I fredagens Konkurrencestatstidende kan man iagttage et par genretypiske bemærkninger.

1.

Uddannelsesredaktøren, Jacob Fuglsang – hvis favorit-forsker er Andreas Rasch-Christensen, som jo er blandt hovedarkitekterne bag skolereformens læringsinferno – har fundet to kritikere af skolereformen. Ok, og hvem er så det? Jo, det er sørme hhv. ”Skole og Forældre” og ”Danske Skolelever”. Men det er godt nok nogle sølle kritikere, for begge organisationer tilhører de allernederste lag i DPO og har været virkelig lavstammet begejstrede for Antorinis læringsrevolution siden 2012. Men hvad så med repræsentanter fra resten af kritikken? altså den virkelige kritik? altså hele det kæmpestore faglige, pædagogiske og filosofiske momentum, som findes i stort set alle fagkredse? Har Fuglsang og hans redaktion talt med den? Altså som i ”nogensinde”? Nixon von bixon. Der er total tavshed i hele Stillehavet. Konkurrencestatstidendes uddannelsesredaktion er lukket land for pædagogisk kritik, selv af den bløde slags.

Jeg kan desuden supplere med, at Lars Qvortrup, som jo sammen med Rasch-Christensen er centralt placeret i DPO’s ideologiske struktur, her i sensommeren nærmest har haft fri adgang til debatredaktionen med sine LSP-data. Fire store og bestilte “analyser” blev det til. Selv har jeg forsøgt mig med en kronik, endda omkring skolestart, om skolens aktuelle tilstand, men kronikredaktøren mener, siger han, at den sag er uddebatteret (se link fra foråret 2016 for en tidligere version).

Med uddannelses-, debat- og kronikredaktøren i en gensidig forstærkende lukning, er der ikke meget at gøre; hverken for mig selv eller for de mange andre, som kunne tænkes at bidrage med lidt objektivitet.

2.

Konkurrencestatstidendes førende konkurrencestatsideolog, Bo Lidegaard, klør på med en klumme i bogtillægget. Lidegaard tager forfatteren Stefan Zweigs humanisme til indtægt for Konkurrencestatstidendes opgør med det, som avisen i al sin ubestemte universalisme kalder for ”nationalisme” og ”populisme”. Jeg ved ikke…? måske er det en form for ”populisme” – en slags hybrid mellem Donald Trump og Svend Brinkmann – som Lidegaard har i tankerne? Eller er det Martin A. Hansen eller Sys Bjerre? Gætte gætte…. Nå, men Lidegaard glemmer desværre, at hans elskede konkurrencestatsteori er et totalopgør med humanismen som sådan; et opgør som er langt kraftigere end mange nationale strømninger, som endda har rige humanistiske rødder. Kunne han ikke lige nævne det i forbifarten? Næ nej, ikke i Konkurrencestatstidende. Her fremmer man en ekstrem anti-humanisme under Zweigs vajende fane, mens man hælder den virkelige humanisme hen til den højrefløj, som jo lige for tiden ikke aner, hvad den skal stille op med “gaven”.

Jeg synes, at det både er dårlig tænkning og dårlig journalistik.

http://www.thomasaastruproemer.dk/den-laeringsrevolutionaere-skole.html

 

9. d. 7. oktober: Læringsløft i Næstved Kommune

I dag har jeg studeret “Læringsløftet – Løfte om læring” i Næstved Kommune. Læs det ikke:

http://www.thomasaastruproemer.dk/profitraten-i-naestved-kommunes-loefte-om-laering.html

 

10. d. 8. oktober: Læringens merværdi

Først lærte marxismen os, at arbejderen blev udbyttet af kapitalisten.

Så lærte marxismen os, at alle blev udbyttet af kapitalismens egendynamik som sådan.

Nu bliver alle udbyttet af læring. Det kaldes for læringsudbytte.

Så er spørgsmålet bare, om læringsudbytningen hænger sammen med kapitalismen?
Spørgsmålet er også, om læringsudbytningen hænger sammen med marxismen?

Er læringsudbytningen en del af et samlet marxistisk-kapitalistisk vokabular? Af et bestemt syn på menneskelig aktivitet og arbejde?

Men ok, måske er læringsudbytningen bare et ideologisk overdrev, som f.eks. sætter sig i Næstved Kommune, hvor man vil lave “merværdi” i læringen.

Et kapitalistisk-marxistisk overdrev i Næstved.

Men måske falder profitraten på Sjælland? Jo mere man optimerer læringsudbytningen, desto mindre bliver læringsprofitten? Pædagogikken ender i en læringsmerværdi, dvs. i et marxistisk-kapitalistisk forfaldssprog.

Det er det, man også kalder for “læringsmaksimering”. Hvis man kritiserer det, får man en tjenstlig advarsel af det Radikale Venstre. I hvert fald på Fyn.

Øjeblik…. det her går jo slet ikke. Jeg laver lige noget “konstant selvkritik”, som man siger i centrum-venstre….. (min hjerne selvkritiserer)……

Så, nu er jeg færdig med at selvkritisere mig selv. Nu vil jeg søge en stilling som merværdi-læringsagent i Næstved og skrive kronikker, hvor jeg sammenligner Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King. Jeg er nu lykkelig.

 

11. d. 8. oktober: Tankens vinde

Tanken er som en vind:

En let brise, der vælter alt omkuld, så ordene kan komme hen til erfaringen og finde et hjem.

 

12. d. 9. oktober: Undervisning og synlig læring

A. Undervisning som gave.

Undervisning er en tredobbelt gaveudveksling:

1. Først giver barnet autoritet til læreren, hvorved barnet bliver en selvstændig elev.
2. Derpå giver den voksne kundskaber og livsform til barnet, hvorved den voksne bliver en lærer
   3. Derpå kommer eleven til syne som person. Eleven pakker ud og giver sig selv som gave til verden, som tager imod på den ene og den anden måde.

Her er undervisning er en gaveudveksling. Det er et pædagogisk liv.

B. Synlig læring

Det er det modsatte af John Hatties synlig lærings-struktur, som er:

1. Læreren skal SE læring gennem barnets øjne (dvs. læringsstyring uden selvstændighed)
2. Barnets skal SE sig selv som dets egen lærer (dvs. selvmonitorering uden kundskaber)

(Versalerne er fra Hattie selv)

Her er ingen gaver, kun styring og konstant selv-iagttagelse, og undervisning er en indholdsatomiseret metode til styring.

C.Konklusion

Man kan genfinde A’eren i den Grundtvigske tradition. Men alligevel går man i Danmark efter B’eren. I Næstved kalder man det ligefrem sin B’er for “merværdi”.

 

13. d. 10. oktober: Konkurrencestatstidendes logik

Nååh, nu har jeg forstået det:

Hvis man KRITISERER landets lovgivere, så er man en populist, der ikke har accepteret Corydons konkurrencestat.

Hvis man BRYDER landets love, så er man en principfast kulturradikal.

Så vi har altså et land uden kritik og uden love?

 

14. d. 10. oktober: Intern og ekstern kritik

Nååå, nu har jeg forstået, hvornår man må kritisere:

Man skal altid starte med at ytre kritik internt, for ellers får man en tjenstlig advarsel for at være illoyal over for sin læringsleder. (Sådan er det på Campus Bornholm).

Men man skal også starte med at ytre kritik eksternt, for kun her er man jo ”privatperson”. (Sådan er det i Odense Kommune), dvs. et splittet subjekt.

Så man skal altid starte med at ytre kritik et andet sted end det ene og aldrig som en samlet person. Dvs. aldrig i det hele taget.

Det afstedkommer så det, man kalder for ”konstant selvkritik”, som kører inde i de små underordnede hjerner, indtil de er enige med den læringsrevolutionære læringsledelse – med ”en kvinde af et sjældent format”, som det hedder på UC-Syd.

Dvs. at man altid skal ytre kritik et andet sted, end hvor man rent faktisk gør det.

Måske er her et bidrag til Rasmus Willigs kortlægning af kritikkens U-vending?

Nå, men heldigvis siger Ombudsmanden jo det stik modsatte, og det er jo dejligt, for så kan man da stole på folk og i det hele taget få noget udvikling i samfundet.

Men så igen: Der er langt fra Ombudsmanden til læringsrevolutionens små bestemmelser.

 

15. d. 11. oktober: I morgen

Jeg sidder og udøver ”konstant selvkritik”, som man kalder det hos det høje læringshof. Formålet med denne proces er at forkorte et yderst populistisk bogmanuskript, der handler om stort og småt, fra 1200 sider til 400 sider. Det er lidt hårdt.

Men min altid hjælpsomme redaktør foreslår, at jeg opfatter det som ”redaktionel udvælgelse”. Han kan noget med ny-sprog, men ok, han har også lært det på den hårde måde.

Jeg tænker, at bogen skal hedde “Fest i madklubben”. Dermed understreges, at det hele bare er kommers og ballade om nogle “mavefornemmelser”, altså den slags vi ifølge lærings-hoffet byggede pædagogik på, før datalæringen tog over.

Bogens første sætning er lige pt:

“Demokrati er det modsatte af et massesamfund”.

Hvis det passer, er det lidt dumt at lave “masseuddannelser”, er det ikke?

Egentlig er det sjovt, at dem, der ikke kan lide populisme, godt kan lide masseuddannelser. mens jeg, som jo er populist, ikke kan lide masseuddannelser.

Nå, men det må jeg få styr på i morgen.

 

16. d. 12. oktober: Evaluering af folkeskolereformen

Folkeskoleloven er blevet evalueret. Det går simpelthen så “godt”.

1.

Ministeriets hovedkonklusion er, at.

“Resultaterne fra den årlige statusredegørelse for folkeskolens udvikling og evaluerings- og følgeforskningsprogrammet til folkeskolereformen viser, at skoleledere og kommuner er kommet langt med at gøre reformen til virkelighed. Eleverne trives også, selv om flere end sidste år synes, at skoledagen er for lang.”

Der står også, at

“Reformen har givet øget frihed i forhold til statslige reguleringer”.

2.

Der er mange tal, og man går linen ud med de “operative indikatorer”, men der er 0,00 henvisning til skolens formål, dvs. §1 og deraf afledte problemstillinger.

På den måde kan man godt spørge om, hvad det er, der er evalueret? Ja, jeg ved det godt. Det er opgøret med §1, man har evalueret, dvs. skolereformen uden sin lov. Man glemte at evaluere splittelsen.

3.

Mon ikke også, det Radikale Venstre vil sige det? De mener jo nu, at skolens formål simpelthen er forsikringen mod skolens instrumentalisering. Men denne “forsikring” er ikke lige operationaliseret i herværende sammenhæng. Partiet er naivt efter min mening.

Evalueringen siger noget om den begrebslige realitet, der styrer skolen.

PS Jeg kan ikke finde ud af, hvem der har skrevet rapporten. Kan nogen hjælpe mig?

http://uvm.dk/Aktuelt/~/UVM-DK/Content/News/Udd/Folke/2016/Okt/161012-Status-for-folkeskolereformen?utm_medium=email&utm_campaign=Ugentligt+nyhedsbrev&utm_content=Ugentligt+nyhedsbrev+CID_7694f0cd5235171491aa6bfc77627063&utm_source=uvmmail&utm_term=Status+for+folkeskolereformen

 

17. d. 14. oktober: Digebrud i Lyngby-Taarbæk Kommune 1

Det er en herlig dag i dag. Lyngby-Taarbæk har droppet Synlig Læring. Jeg har kigget på videoen fra byrådssalen:

http://www.thomasaastruproemer.dk/digebrud-i-lyngby-taarbaek-kommune.html

 

18. d. 15. oktober: Digebrud i Lyngby-Taarbæk Kommune 2

Andre omtaler af Lyngby-Taarbæk Kommunes arbejde med Synlig Læring:

I dag trådte Lyngby-Taarbæk Kommune ud af det AP-Møllerfinansierede samarbejde omkring Synlig Læring. Det skrev jeg om tidligere på dagen. De andre tre kommuner bag ansøgningen til AP Møller er Rudersdal, Gentofte og Gladsaxe.

1.

Anette Linds analyse
Pæd. psyk-studerende Anette Lind lavede I marts 2016 en fin analyse af den oprindelige projektansøgning til AP Møller.

Anette Lind fandt ud af, at følgende ord stod over det hele:

”Læring, mål, udvikling, progression, fokus, synlig, data, effekt, konkret”

Derimod stod der ikke noget om følgende ord:

”Kundskaber, dannelse, trivsel, samarbejdsevne, kreativitet, nysgerrighed, demokrati, medborgerskab, socialt ansvar”

http://www.folkeskolen.dk/…/36-millioner–tre-aar–tre-kurs…

2.

Andre omtaler/links:
Selv lavede jeg en kort omtale af ansøgningen i september 2015. Den kan man læse her (hvor der er også er link til selve ansøgningen):

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10153627781924481&id=837549480&pnref=story

Og her er en omtale – også fra september 2015 – af Rudersdal Kommunes implementering af projektet. Der er også link til et interview med en ”impact-coach”:

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10153625017504481&id=837549480&pnref=story

De fire involverede kommuners hjemmeside om projektet, med udførlig reference til John Hattie og James Nottingham og hele det selvrefererende nysprog: http://4kommuner.dk/om-synlig-laering

Lyngby-Taarbæk har også et “læringsgrundlag” for alle børn og unge. Det kan man læse her: http://trongaardsskolen.skoleporten.dk/…/3b5fbc1b-1be5-4881…

Omtale af “foundation-day”, hvor alle lærere og pædagoger i de fire kommuner hører om “visible learning”: http://apps.vocast.com/r/pressfra…/7nakao/…/e763e573234f1f53

Billede af Synlig Læring i Gladsaxe Kommune, som også deltager i projektet: http://www.gladsaxe.dk/…/synlig_l…/synlig_laering_i_billeder

Min opdatering fra i eftermiddags er her: http://www.thomasaastruproemer.dk/digebrud-i-lyngby-taarbae…

 

19. d. 17. oktober: Aarhus Universitet i selvmodsigelse

Ledelsen på Aarhus Universitet har mange rigtige meninger. F.eks. mener ledelsen, at forskningsministeriet i for høj grad er underlagt finansministeriet. Den mener også, at ministeriet styrer og regulerer detail-processer på emner, som universitetet sagtens selv kan administrere. Og endelig går ledelsen ind for akademisk dannelse samt institutionel og videnskabelig autonomi.

Det er helt fint. Jeg er helt enig. Men så er der bare en ting, jeg ikke forstår: Hvorfor satser man millioner på et skoleforskningscenter, som helt entydig hviler på…

– et opgør med dannelse, skoletradition og åndsvidenskab?

– et forsøg på at styre pædagogiske processer i datalogisk detaillæring?

– en pædagogisk ideologi, som er dybt sammenhængende med netop finansministeriet, som spillede en central rolle i forbindelse med vedtagelsen af skolereformen?

Det hænger ikke sammen. Det er en god gammeldags modsætning.

Hvad er så konklusionen?

Jooo den er, at så længe det er landets børnehaver og skoler, der skal læringsreguleres, så kan man da sagtens bruge universitetet til at forstærke den ødelæggende proces. Men så snart selvsamme proces går ud over universitetet selv, så er det åbenbart noget heeeeelt andet?

Jeg synes, man skal detail-proces-datalærings-målstyre ledelsen på Aarhus Universitet. Og også præsterne i kirken og landets skolepedeller for den sags skyld, nu vi er i gang.

 

20. d. 18. oktober: Stefan Hermanns kundskabsbegreb

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154617709239481&id=837549480&pnref=story

Jeg vil skynde mig at sige, at jeg endnu ikke har læst Stefan Hermanns nye bog Hvor står kampen om dannelse, så jeg kan endnu ikke helt vurdere, om han har flyttet sig, siden jeg skrev en større analyse af hans arbejde tilbage i 2013.

Jeg håber jo, at Hermann er blevet mere “forførende og populistisk”, som det hedder i disse tider, selvom der ikke er noget, der tyder på det, fordi han i tide og utide inddrager cand. politerne som selvstændig position i åndsvidenskabelige drøftelser. Det er også sådan noget, som Rune Lykkeberg går og gør, og jeg forstår det ikke. Min svigermors ideer udgør da heller ikke nogen selvstændig position i “den teoretiske fysik”?

1.

Nå, men i vedhæftede interview i Berlingske laver Hermann en vigtig fejltagelse, som bekræftes af den ledsagende fakta-boks. Hermann og Berlingske ser ud til at mene, at §1, som er den om kundskaber, tilhører djøfferne, og at kundskaber derfor ikke er knyttet til dannelse. Det vil i praksis sige, at kundskaber skal læringsmålstyres.

Hermann mener snarere, at dannelse er noget, man finder i formålsparagraffens stk 3, som jo især handler om demokrati og åndsfrihed, altså mere sociale og etiske temaer.

Men den er altså helt gal. Et dannelsesbegreb uden kundskabsforståelse kan ikke opretholdes. Det er faktisk stk.1, der er den helt centrale dannelsesparagraf, og det var godt, at den blev styrket i sin tid. Stk.2 og stk.3 (om fantasi/handling og åndsfrihed/demokrati) udspringer af kundskabens begreb og essens.

Problemet er derfor, at Hermann overdrager stk. 1 til finansministeriet. Men djøfferne har ideelt set intet at skulle have sagt i henseende af §1. Kundskaben er rent lærerområde. En lærers primære dannelsesopgave er at tage vare om kundskaberne i deres fyldige fylde. Alle bogholderne må forlade klassen.

2.

Men på en måde forstår man godt Hermanns vildfarelse, for dem, han kritiserer, laver ofte samme fejl. Der er mange andre, som også stiller dannelse op imod ”kundskaber”. Men med denne fejl, så ender kundskaber som noget lavt og kedeligt, mens §2- og §3-temaerne idealiseres.

I så fald kan finansministeren tage sig af kundskaberne, mens lærerne lærer børnene nogle fællesskabsregler. Ja, måske kan man endda målstyre den nu kundskabsfrie psykologiske og sociale ”dannelse” på samme måde, som man målstyrer “kundskaberne”. Den slags ideer har jeg hørt om flere gange. På en DPU-konference om folkeskolens formål i 2015 lavede arrangørerne iøvrigt også fejlen med at skille kundskaber fra dannelse.

Men hvor kommer vildfarelsen fra? Altså fejlen med at skille kundskaber fra dannelse? Ja, den kommer fra 1970’erpædagogikken, som Hermann kritiserer, men som han selv er en del af, fordi han jo trækker på og forudsætter vildfarelsens distinktion i hele sit begrebsapparat.

Herman foretager dermed en realpædagogisk forstærkelse af det syn, han gerne vil kritisere. Han bliver selv en del af det, han kritiserer.

Det er en generel post-strukturalistisk fejl, så vidt jeg kan bedømme det. Og det siger jeg i denne sammenhæng, fordi Hermann jo er post-strukturalist.

(Der er også nogle andre ting, men dem tager jeg, når jeg har læst bogen.)

Referencer:

Interview med Hermann: http://www.b.dk/…/vi-strides-om-den-almene-dannelse-og-bliv… (ps: Artiklen ser kodet ud, men det er den ikke)

Analyse af Hermanns arbejde i tidsskriftet “Nyt dansk udsyn”, nr. 2, s.5-18: http://docplayer.dk/1264996-Nyt-dansk-udsyn-nr-2-feb-2013-o…

 

21. d. 20. oktober: Brev til Susanne Crawley Larsen 

Læringsrevolutionens politiske og praktiske realitet gælder endnu, så længe vedhæftede opfordring fra til den radikale rådkvinde Susanne Crawley Larsen om at tilbagekalde advarslen til Erik Schmidt stadig står ved magt.

Opfordringen er fremsendt i 2014 og er underskrevet af følgende personer:
professor Dorthe Jørgensen, professor Peter Kemp, professor Lene Tanggaard, sognepræst Gade Jensen, sognepræst, dr. pæd Alexander von Oettingen, højskoleforstander Jørgen Carlsen, formand for Dansklærerforeningen Jens Raahauge, lektor Steen Nepper Larsen, lektor John Rydahl, cand. psyk. Per Kjeldsen, lektor Kirsten Krogh-Jespersen, fhv. skoledirektør Ib Hansen, konsulent, redaktør Leo Komischke-Konnerup, redaktør Iben Benedikte Valentin Jensen, skoleleder Morten May, lektor Sten Larsen, lektor Brian Degn Mårtensson, cand. pæd., Stig Skov Mortensen, lektor Thomas Aastrup Rømer.
————————-
En pædagogisk lovmæssighed:
Læringsmaksimering fører til klagemaksimering.

Hvad er loven bag lovmæssigheden? Det er læringsbegrebets samtidige meningsminimering og omfangsmaksimering.

http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2014/08/L%C3%A6serbrev-til-Fyens-Stiftstidende.pdf

 

22. d. 20. oktober: Klumme i Kristeligt Dagblad: Læringsrevolutionen

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154624089439481&id=837549480&pnref=story

Dagens klumme i Kristeligt Dagblad:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/laeringsrevolutionen

 

23. d. 22. oktober: Læringssplittelse i det Radikale Venstre

Jeg sidder og redigerer i et omfattende materiale og falder så over denne kronik af Peter Kemp fra 2012. Den handler om processen op til vedtagelsen af læreruddannelsen-reformen.

Der står mange gode og interessante ting, men der er en ting, jeg vil fremhæve her: Læg mærke til, at Morten Østergaard (RV), der jo var minister for området, ifølge Kemp henviser til netop de forskere, som Marianne Jelved (RV) nu undsiger ifm. skolereformen med henvisning til Keld Skovmands afsløringer af læringsideologiens målinferno. Men alligevel dominerer disse forskere og deres synspunkter totalt det pædagogiske billede på både læreruddannelse, i folkeskolen og i forskningen. Og alle forligene, som RV har stemt for under vajende faner, står stadig fast som tykke planker i tør jord.

Det radikale venstre kan også godt lide at give advarsler til flittige lærere, som kritiserer den “læringsmaksimering”, som fremmes af de forskere, som de radikale nu er imod. Og partiet stiller sig også på bagbenene, når en kommune forsøger at rive sig løs af læringsideologien.

Det sejler i partiet, som bare taber indflydelse. De snakker og snakker men uden kraft, interesse og vilje.

Lars Qvortrup gik efterfølgende i affekt, så han i en follow up-kronik kaldte Kemp for en løgnagtig gadedreng. Qvortrup kunne dog ikke gøre noget ved argumenterne.

Qvortrup har travlt med at kalde alle mulige for løgnere. Hans Hauge har også været en løgner, og altså også Kemp Jeg er også “en løgner”. Fint selskab heldigvis.

I dag har Qvortrup vist fri adgang til Konkurrencestatstidendes debatredaktion. På uddannelsessiderne dominerer Fuglsangs instrumentelle Ny Nordisk Skole-linje. Kronikredaktøren mener ikke, at det er relevant med skolestof for tiden, men i det spørgsmål må han jo så være uenig med debatredaktøren, den såkaldte PAP, som spillede en meget kedelig rolle under både skolereform og lærerstrejke.

http://politiken.dk/debat/kroniken/premium/ECE1629678/ekstremistiske-forskere-undergraver-folkeskolen/

 

24. d. 22. oktober: Ballade i pædagogikkens forsamlingshus

I skrivende stund hedder manus til min næste bog: ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”. Jeg har foreløbigt kæmpet mig ned på 428 sider, og den overordnede indholdsfortegnelse ser lige nu således ud:

Indholdsfortegnelse
1. Indledning, s.3
2. Aforismer, s.10
3. Læringsrevolutionens forskydninger, s.17
4. Danmarks Pædagogiske Oligarki, s. 34
5. Pædagogisk ballade, s.75
6. Konkurrencestatsteorien, s. 115
7. Post-strukturalistiske noter, s. 136
8. Læringslivsformens og konkurrencestatens symbioser, s. 147
9. Didaktik og læringsmål i folkeskolen, s. 188
10. Gymnasiereformen, s. 223
11. Referater af konferencer mm., s. 248
12. Pædagogisk forskning og metode, s. 278
13. Pædagogisk filosofiske bemærkninger, 1-23, s. 306
14. Pædagogiske dagbøger, s. 331
15. Europæisk pædagogik, s. 374
16. Systemteori og positiv psykologi, s. 379
17. Satiriske og poetiske tekster, s. 405
18. Politiske noter, s. 421

 

25. d. 23. oktober: Hvem fordummer den offentlige samtale?

Den anden dag havde DR-Debatten en diskussion om ”Et andet samfund”, som formanden for Dansk Psykologforening, Eva Secher Mathiasen, deltog i. I en første debatrunde bidrog hun med en række nærmest råsaglige betragtninger, så jeg faktisk sad og kedede mig lidt.

Men så vågnede hun op i anden debatrunde og holdt en brandtale på 57 sekunder, som gik viralt. Hun formåede her at udfolde et decideret ræsonnement, der havde et niveau og en sammenhæng, som man slet ikke kan regne med i en stresset kontekst som Debatten. Det var faktisk kun Sørine Gotfredsen, som havde et tilsvarende niveau. De andre snakkede bare lidt op og ned af stolper. Henrik Dahl deltog også med lidt spredt fægtning på mellemniveauet. Så tak til Secher og Gotfredsen.

Nå, men nu har Dahl så skrevet et indlæg til Berlingske, hvor han skriver, at Secher ”fordummer den offentlige samtale”. Og Dahls indlæg blev endda liket og forsvaret af den ene og den anden mere eller mindre liberale politolog og historiker i min vennekreds.

Men Dahls indlæg er under al kritik al den stund, at Secher, som sagt sammen med Gotfredsen, var den saglige og vægtige stemme i diskussionen. Ikke saglig på “morten østergaard-måden”, men saglig i dybden.

Endnu mere barok bliver situationen af, at Dahl skældte ud på det såkaldte New Public Management for at ødelægge folks arbejdsglæde, men af alle Debattens deltagere var det da netop Secher, der kunne levere argumenter til det synspunkt.

Derimod var der en ung Berlingske-blogger, som kom lige fra navlen. Hun var så stolt af sine 12-taller og kunne da godt forstå, at staten skulle have noget “output”, og hvad ved jeg. Men hun har nok ”hævet den offentlige samtale”? Kors! Og Martin Ågerup bekræftede også alle mine fordomme om Cepos. Det var der ikke meget “et andet samfund” over. Og sådan kunne jeg bare fortsætte.

Dahl og LA har ved forskellige lejligheder desuden kritiseret ”konkurrencestaten”. Men nu mener Dahl så, at en dygtig og engageret psykolog, der som den eneste kunne præstere et sammenhængende ræsonnement imod netop konkurrencestaten og New Public Management, ”fordummer” debatten. Det er skrap kost at blive kaldt “fordummende” af folk, som man i forhold til argumentationsniveau slår med flere længder.

Nå, men jeg har lagt forskellige versioner af følgende kommentar rundt omkring:

”I forhold til, at vi taler om et indlæg i DR-Debatten, så er Sechers indlæg virkelig udmærket og nærmest fagligt. Derimod er Dahls indvendinger ikke gode:

1. Han vil ikke tituleres som et “politiker-vi”. Men ærligt talt: Der siges “vi” og “de” om alt muligt af alle. LA er selv storslem med at tale om ”de offentligt ansatte” som nærmest et legeme. Det er helt ok, som det kører i videoen. Det er ikke “fordummende”.
2. Sechers formulering om “kineserne kommer”, som Dahl også kritiserer, er i al fald virkelig relevant. Det har været den helt afgørende præmis for et utal af pædagogiske reformer, og har også givet navn til tv-udsendelser om danske skoler. Ja, det er jo hele konkurrencestatsteoriens præmis. Det er heller ikke “fordummende”.
3. Hvis politikerne må tale om “danskerne”, så må danskerne også tale om “politikerne”, ikke mindst i en debat-sammenhæng som denne. Så hold dog op! Det er heller ikke “fordummende”.
4. Sechers pointe med, at konkurrencestatsideologien skaber curling-forældre, som nærmest tvinges ind i deres rolle af de andre processer hun nævner, er en yderst relevant kommentar, som kan generaliseres vidt og bredt. Det er absolut ikke fordummende. Det er derimod forklogende. Dahl viser ingen tegn på, at han har forstået dette argumentatoriske højdepunkt i hele Debatten.

Endelig en kort bemærkning i forhold til Sechers indledende pointe, hvor hun siger, at vi behandler alle som elite. Det er helt korrekt, og det betyder, at alle skal løbe efter individualiserede performativitetsindikatorer, dvs. en slags psykologisk version af New Public Management; også kaldet ”læringsmålstyring”.

Min pointe er så: Denne elite, som alle behandles som, er faktisk i virkeligheden “en masse”. Hvorfor? Jo, fordi den er defineret ved massens læringsmål og en dorsk og ufri selvmonitorerende performativitet. Dermed får vi følgende konklusion: alle behandles som en elite, der behandles som en masse. Det er min fortolkning af den socialpsykologiske situation, som Secher Mathiasen beskriver så fremragende. Vi får altså et massesamfund for alle pengene, f.eks. unge mennesker, som går efter “12-taller” og ser sig selv som “output”.

Jeg synes, at Gotfredsen og Secher skal slå sig sammen. Men ok, Gotfredsen begynder nok bare at kritisere Secher for ikke at inddrage Gud. Det var det, hun skældte ud på Brinkmann over, og Brinkmann er jo også en dygtig psykolog, selvom Stefan Hermann synes, han er populist, ligesom mange af os andre er, som også “fordummer den offentlige samtale” med ræsonnementer, i modsætning til alle de andre i debatten, der åbenbart gør alle kloge med almindeligheder.

http://www.b.dk/kommentarer/eva-secher-mathiasen-fordummer-den-offentlige-samtale

 

26. d. 24. oktober: Stefan Hermanns Hvor står kampen om dannelse? – note 1 

I dag har jeg læst Stefan Hermans bog: Hvor står kampen om dannelsen?

Lige et kort første indtryk/note:

1.

Hermann skelner mellem to positioner i dannelsesdebatten: En pædagogisk-konservativ pol og en politisk-administrativ pol.

Den pædagogisk-konservative pol er meget bred. Den rummer alt fra reaktionære privatpraktiserende lærere i det brune hjørne over flyvske grundtvigianere og til vilde reformpædagoger. Selv suser jeg ind og ud af den, tror jeg nok. Et fælles træk er dog en kritik af læringsstyring og formålsglemsel.

Den politisk-administrative pol består i behovet for styring og måling, selvom vi ikke får mange eksempler, udover gymnasiereformen, som Hermann væver lidt omkring.

Hermann synes, at disse to grupper er blevet for isolerede fra hinanden, og deri har han bestemt en pointe, hvis man accepterer hans egne opdelinger, hvilket jeg ikke gør.

Det kører meget firkantet og overordnet i alle disse indledende passager. Man trænger til nogle navne og nogle konkrete analyser, både af de pædagogiske og af de bureaukratiske tekster, så de to ”poler” kan blive nuanceret og løst op.

2.

Til sidst i bogen vil Hermann så gerne formulere en tredje vej. Han vil gerne have kundskaber, myndighed, kritik, poesi, flid, grundighed, en diskuterende ansvarlighed og smartphonefri områder.

Det går faktisk helt fint. Jeg har ingen særlige problemer med noget af det, tværtimod faktisk. Men jeg vil blot sige, at denne ”tredje vej” efter min opfattelse disponerer ham – for ikke endda at sige placerer ham – inden for det, som han selv har defineret som pædagogisk-konservativt, altså i det han mener, han gør op med. Han bebor sin egen forfaldsform.

Faktisk åbner han på s.107 op for, at der også er et kundskabsbegreb hos det han i en indskudt sætning kalder for pædagogisk-konservative ”radikale kulturtænkere”. Måske er han bare på vej over i denne mærkelige gruppe? Og hvad er det mon for en gruppe? Hvorfor rører han ikke mere ved den? For det må jo være som at være barn i Djurs Sommerland, når han nu vil afsøge et ”tredje felt”, der har kundskaber som et centralt begreb?

I samme forbindelse er det værd at bemærke, at Hermann putter B.D. Mårtensson i gruppen “pædagogisk-konservative”. Ikke med navn ganske vist, men der refereres kritisk til Mårtenssons kronik om “fimbulvintren”. Men Mårtensson er mig bekendt nærmest traditionalist, hvad angår kundskaber? Men hvorfor er han så ikke i gruppen med “radikale kullturtænkere”? Det er forvirrende deromkring.

3.

Hermanns optagethed af sammenhængen mellem pædagogik og kundskaber, står, som jeg ser det, også i modsætning til et interview, han gav til Berlingske. Her lød det som om, at dannelsen hørte til formålsparagraffen stk. 3, der jo handler om demokrati og åndsfrihed, mens djøfferne så kunne tage sig af stk.1, altså kundskaberne. Men det går jo slet ikke, og i bogen står Hermanns position da også langt bedre, hvis jeg ellers har forstået det ret.

(Lidt i samme problemstil kører det, når Hermann i andre sammenhænge angriber seriøse forskere for at være “populister”, eller når han siger, at den administrative forfaldspol er god til at “stille spørgsmål”. Så ryger han altså rent i den politisk-administrative pol selv, efter min mening.)

Dermed burde man nå frem til, at ”den politisk-administrative position” slet ikke er en del af dannelsesdebatten, men derimod en del af dannelsesopgøret. Hermann er tæt på at havne i den konklusion, men han ved det helt klart ikke selv, eftersom han jo netop hævder at det er en position i ”dannelsesdebatten”. Og selv hvis han vidste det, ville han ikke vide det i den pædagogiske realitet, hvor han har bidraget kraftigt til at fremme kompetence- og læringsideologien og denne ideologis destruktion af de kundskaber, som han nu gerne vil redde (for nu at tale lidt pædagogisk-konservativt).

Der er en ting, som er virkelig skrækkeligt. Hermann glorificerer nærmest Bjarne Corydon, og hans behandling af konkurrencestatsteorien er nærmest fraværende. Det bliver simpelthen for blåøjet. F.eks. kritiserer Hermann de pædagogisk-konservative for at tale, om at konkurrencestaten producerer opportunistiske soldater. Men hallo! det er altså Ove Kaj Pedersens egne begreber, som altså både Corydon, Herman selv, Politiken og landets magtelite er helt ukritiske over for.

På den måde bebor Hermann også sin anden forfaldsform, den politisk administrative. Hermann er splittet mellem to forfaldsformer. De river i teksten. Der er ingen “tredje vej” i teksten.

Det er også derfor, Hermann kan sige, at det er Corydon, der stiller de gode spørgsmål; modsat pædagogikken, som han mener kun giver svar. Men det gælder måske ikke “de radikale kulturtænkere”. Spørger de? Ødelægger de Corydons spørgsmål med deres spørgsmål? En kreativ destruktion?

 

27. d. 25. oktober: Stefan Hermanns Hvor står kampen om dannelse? – note 2

Diverse modsætninger i Stefan Hermanns bog:

1.

Stefan Hermann mener, at den politisk administrative pol, dvs. Bjarne Corydon og konkurrencestatstilhængerne, stiller de gode spørgsmål, dvs. at den har kundskaben, mens filosofferne giver de reaktionære svar.

Betagende og vildt død tanke.

2.

Stefan Herman vil have flere kundskaber, men de skal jo bygge på de “gode spørgsmål”, som jo er Corydons. Vi får altså Corydons kundskaber. Derpå spræller Hermann lidt, men det er realiteten. Vi får læringsmaksimeringsstyring i hele butikken.

3.

Det betyder, at Hermanns tredje vej er Corydons vej: Du skal være flittig og grundig med læringsmålene. Du skal udfordres, så du bliver så dygtig du kan, og du skal have gode manerer, mens du gør det. Så spræller Hermann lidt igen, men han er fanget i begrebernes rullen.

4.

Derfor bliver landets pædagoger til populister; populister med de reaktionære svar, som ikke kan lave “selvkritik”, og som ikke er “nysgerrige”. Det er helt i samme ånd som de andre konkurrencestatstilhængere.

5.

Hermann skælder, som jeg forstår det, ud på dem, der skiller dannelse og kundskaber, og med god grund. Men han hylder selv Corydons “gode spørgsmål”, som stilles ud fra en radikaliseret opsplitning og radikalt forfald af både dannelse og kundskaber. Han forudsætter dermed det, han kritiserer. Han ender med finansministerielle kundskaber og et dertil indrettet understøttende dydssystem.

6.

Så snakker han pludselig, i en indskudt sætning på s 107, om nogen, han kalder for “radikale kulturtænkere”. De laver åbenbart ikke de samme fejl, kan man forstå. Stiller de mon også “gode spørgsmål”? Og var de ikke “populister? Who knows? Det er jo bare en indskudt sætning.

7.

Hvorfor kan en scient.pol. som Hermann ikke lave en analyse af konkurrencestatsteorien? Mener han ikke, at den betyder noget? Men samtidig forsvarer han Corydon og dermed også Ove Kajs teori. Hermann bygger på den teori, han ikke vil kritisere, men som entydigt ligger til grund for den ene pol. Herman bebor sine forfaldskategorier. Hans tredje vej opløses i hans støtte til Corydons gode spørgsmål.

8.

Ove Kaj siger, at konkurrencestaten vil af med dannelse og formål. I stedet vil konkurrencestaten have opportunistiske økonomiske soldater. Men nu skælder Hermann ud over, at kritikerne taler om de soldater, som det jo var Ove Kaj, altså ham med de “gode spørgsmål”, der selv introducerede?

9.

Hermann kritiserer igen og igen kritikerne for mangel på empiri og analyse, selvom de analyserer den ene tekst efter den anden i bund. Men Hermann har hverken empiri eller analyse. Han har bare Corydons kundskaber, som gennemstrømmer hans “dydsetik”, som derfor ikke kan opretholdes, hverken som dyd, som etik eller som pædagogik.

Herman har måske flyttet sig lidt på overfladen, men i den pædagogiske realitet er han endnu mere med i det pædagogiske oligarki end før.

 

28. d. 25. oktober: Stefan Hermanns Hvor står kampen om dannelse? – note 3

Lad os tage en passage:

På s. 38 skriver Hermann, at ”den politisk administrative kritik (både u- og velbegrundet) fremkalder fremmedgørelser, krænkelser og demotivation”.

Det lyder pænt, men det er det ikke:

1.

Hvad er det for en ”kritik” Hermann taler om fra den “politisk-administrative position”? Jeg har læst et utal af rapporter og bøger. Der er ingen kritik. Og hos de understøttende poststrukturalistiske og systemteoretiske tilgange har ”kritik”-begrebet kæmpeproblemer.

Hermann henviser et andet sted i bogen til Kants ”hav mod til at bruge din egen forstand”. Men de teorier, jeg lige nævnte, bruger ikke den formulering til noget. Foucault ender faktisk i sin analyse af Kants tekst med at tale om selvkritik på en anti-kritisk måde. Hermann radikaliserer så selvkritikken ved at sige, at alle mulige kritikere ikke skal kritisere NOGET, men at de bare skal kritisere sig selv, for ellers er de populistiske. Der er ingen kritik. Det er anti-kritik.

Den politisk-administrative pol er slet ikke en kritisk pol, og derfor kan den heller ikke lave en “politisk administrativ kritik”. Den er tværtimod et opgør med kritik, en kritik-glemsel.

2.

Hermann kritiserer at denne politisk-administrative ”kritik” fremkalder ”krænkelser, demotivation og fremmedgørelse.”. Men bemærk, at krænkelsen, dette skrækkelige subjektive fænomen, henføres til, at ”professionen” ikke er selvkritisk nok ift antikritikkens krav. Professionen – hvilket for Hermann er lig dannelse og noget pædagogisk-konservativt – forstår ikke at sætte sine egne interesser på selvkritisk begreb. Derfor overtages kritik-begrebet legitimt af den politik-administrative pol, der sætter sin egen dagsorden. Professionen er dermed selv årsag til den krænkelse, som den politisk-administrative pol forårsager. Det er professionen, der bærer ansvaret for krænkelsen af sig selv.

Lidt i parentes: Hvorfor i alverden sættes ”dannelse” sammen med ”professionen”? Vi taler jo om hele den kulturelle fundering af de pædagogiske begreber. I samme øjeblik, at en KL-mekaniker eller en minister bruger ordet ”læring”, så angår det da dannelse. Men KL og ministeren, dvs den politisk-administrative pol, har ingen fundering af deres tomme begreber. Her er hverken selvkritik eller kritik. Her er blot pædagogisk og videnskabelig opløsning, der eroderer en generations muligheder for at stå i steder.

Dannelse er derfor ikke et et specifikt professions- eller administrativt begreb, men et samfundsbegreb. Derfor er den politisk-administrative pols tekster ikke en krænkelse af professionen, men snarere en krænkelse, en demotivering og fremmedgørelse af samfundet som sådan, som enhver ansvarlig profession eller enkeltmand bør kritisere sønder og sammen.

 

29. d. 25. oktober: Stefan Hermanns Hvor står kampen om dannelse? – note 4

Note 4: Tallets pædagogik:

I dette interview fra folkeskolen.dk bliver hele Hermanns grundlæggende antinormative normativitet tydelig:

– Det er konkurrencestaten og New Public Management, der stiller ”de gode spørgsmål” og ”de rigtige spørgsmål”. Professionerne skal bare hjælpe lidt med ”svaret”, dvs. med ”metoden”. Professionerne skal hjælpe ”tallet”. Så vil lærerne og andre også ”løbe længere på literen”, så tallet kan ”realisere” dets “vilje”.

– Lærerne må forstå politikernes ”spørgsmål”. Lærerne skal ligefrem ”genopdage spørgsmålet”, politikerens spørgsmål, vel at mærke, tallets spørgsmål, Corydons spørgsmål. Lærerne må gøre sig selv ”relevante” for tallet.

– Hermann laver følgende ækvivalenskæde: Professionerne = dannelse = pædagogisk konservative = længes efter i går. Det er en vild simplificering. Mange af os sidder og læser topmoderne pædagogik og filosofi til langt ud på natten.

I bogen kritiserer Hermann desuden ”de pædagogisk konservative” for at kritisere uden at undersøge (s.94). Men jeg/vi undersøger da det hele og kritiserer den ene rapport/bog efter den anden. Faktisk skriver “pædagogerne” tykke bøger, som Hermann vel at mærke overhovedet ikke forholder sig til. Og der er aldrig nogen fra den ”politisk-administrative” pol, der undersøger noget som helst. Hermann vender realiteten helt på hovedet.

– Lærerne skal dele evidens, viden og dokumentation, som også skal tilgå styringsniveauet, som jo stiller de ”gode spørgsmål”. Det betyder data-styring og big-data a la Nationalt Center for Skoleforskning. Samme syn så vi, da Hermann skrev kronik sammen med Claus Hjortdal og EVA-direktøren, Mikkel Haarder.

(Og i dag er Rådet for Børns Læring, som er en del af skolereformen, også ude med mere lærings-styring af børnehaverne. Det er konkret SFI-direktøren, Agi Csonka, der skal have styr på vuggestuerne med nogle måltal. Men Hermann er med i rådet sammen med blandt andet Andreas Rasch-Christensen og nogle andre åndsfæller)

– Hermann placerer entydigt demokratiet på det repræsentative niveau, og dermed misforstår han efter min opfattelse både skole- og stats- og demokratibegrebet. Men det er fordi, hans vokabular strømmer fra en teoretisk kilde, som ikke er glad for politisk og pædagogisk teori (strukturalismen/post-strukturalismen).

– Der er ingen konkrete analyser, bare overordnede almenbegreber.

– Hermann henviser til Rosenkranz-Theil, som engang har sagt, at hvis vi ikke styre, så får vi en Tønder-sag hver tredje måned. Det minder mig om dengang, Lars Qvortrup sagde, at hvis vi ikke målstyrer, så begynder lærerne at spille guitar i stedet for at lære børnene at læse. Men det er altså hen i vejret. Uddannelsespolitik handler om at opbygge faglig autonomi, kritik og dannelse i samfundet, og det er det modsatte af målstyring. Sådan gør man iøvrigt også i på friskoleområdet og i Finland, mig bekendt.

– Men hvad så med Hermanns tredje vej? Dvs. hans pædagogiske dydslære? Ja, hvad med den? Det skal jeg sige jer. Det er ikke nogen tredje vej. Det er den anden pols submission under den første, dvs. under tallet. Det er det “grundige, ærlige og flittige” tal. Det er min fortolkning af Hermanns ”anstrengelsens poesi”. Det er Hermanns 12-talspige, anstrengelsens tal. Det er “rustet til robusthed”, for nu at bruge DPU-sprog.

Jeg har fået af vide fra folk fra det radikale venstre, at jeg er for kritisk. Derfor har jeg fundet nogle gode ting:

– Bogen er uhyre velskrevet og godt disponeret, det er dejligt, at Hermann nævner Blicher (s.105), og jeg er glad for, at han gør grin med VIA-UC’s store postmoderne managementslogans. Herman nævner specifikt MAKE YOUR MARK ON THE FUTURE (s.88). Stort bifald herfra. Endelig er der kritiske ansatser på s. 83-91, men de forløses slet ikke. Tværtimod opløses de, fordi Hermann ender med at promoverer netop de tendenser, som han kritiserer.

http://www.folkeskolen.dk/595355/braekjern-til-en-fastlaast-dannelsesdebat

 

30. d. 25. oktober: Nationalitet og globalisering

Hvis man interesserer sig for forholdet mellem globalisering og nationalitet, kan man gøre en af to ting:

Man kan læse om konkurrencestaten. Så får man et lille opportunistisk og antipædagogisk småstatsindelukke, der kun tænker på sig selv og sin pengepung. Dvs. et mindre land i en mindre verden. Man får en Ny Nordisk Skole, som det hedder.

Man kan også læse Askov-manden, Jørgen Bukdahl, som var en af landets toneangivende intellektuelle både før og efter besættelsen. Så får man en udvidet kærlighed til både sit eget lands kulturelle og politiske egenart og til andre landes ditto. Dermed opdager man sig selv som en verdensborger blandt andre. Dvs. et større land i en større verden og en hel ”europæisk koncert”. Så får man en ”nynordisk skole” eller ”mundialitet”, som man kaldte det i sin tid.

Dette er forskellen mellem en lukket strukturalistisk tvang og en åben folkelig tradition; en tradition som Stefan Hermann, der selv tilhører det første paradigme, kalder for ”populisme”. Jeg kalder det for et “ståsted”.

Til anbefaling:
Bukdahl, Else Marie (red.). ”Jørgen Bukdahls skrifter og tanker. Antologi og bibliografi”, Billedkunstskolernes forlag, 2015.

 

31. d. 26. oktober: Alexander von Oettingen om Stefan Hermanns bog

Alexander von Oettingen har anmeldt Stefan Hermanns bog. Von Oettingen synes, at Hermanns to kategorier – det politisk-administrative og det pædagogisk-konservative – er alt for brede, og at de skjuler hele dannelsesdiskussionen i både dens historiske og aktuelle fylde. Og det duer jo ikke i en bog, der hedder “Hvor står kampen om dannelse”. Jeg er helt enig i den kritik.

Von Oettingen nævner så ikke det forhold, som da også mest eksplicit fremgår af et ledsagende interview, at Hermann siger, at det er den politisk-administrative position, der stiller de “rigtige spørgsmål”. Og derfra falder hele bogens overordnede ræsonnement jo pladask til jorden.

Endelig giver det efter min opfattelse slet ikke mening at omtale den aktuelle policy som en selvstændig pol i en dannelseshorisont, som Hermann jo gør det. Tværtimod bygger den jo på et opgør med dannelsesbegrebet, og derfor kan det heller ikke være en “dannelsesposition”.

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=319349985111113&id=100011083422575

 

32. d. 27. oktober: Ny Nordisk Skole og ”Rådet for Børns Læring”: Fra ide til implementering

”Rådet for børns læring”, som jeg kalder for ”Læringsrådet”, er aktuel med en række initiativer for de mindste børn, der nu skal læring-ficeres af nogle klare mål, resultatindikatorer og evalueringer, der lægger op til en masse synlig læring, datavægge og alt det andet, som angiveligt skal erstatte det, som i en rådet i sin rapport kalder for ”ufrugtbare diskussioner om forholdet mellem leg og læring”. Ok, jeg vil bestemt ikke anbefale, at man holder op med at diskutere dette forhold i pædagogkredse. Det må jeg indrømme.

Læringsrådet er en del af skolereformen og er en forlængelse af det gamle ”Skolerådet”. Vi går fra skole til læring, for nu at sige det på den måde, selvom der nu ikke var meget “skole” over Skolerådet efter min mening.

At Læringsrådet er en integreret del af skolereformen betyder, at det er en del af det, som både Antorini og Undervisningsministeriets departementschef har kaldet for en ”læringsrevolution”. Det er et meget præcist udtryk, eftersom læringsbegrebet i en særlig økonomisk og instrumentel form er totalt dominerende i rådets arbejde.

Den anden dag faldt jeg over nedenstående link, hvor man kan se, hvem der er med i rådet, både dets formandskab og i rådet som sådan. Men så var det pludselig noget, der faldt mig ind:

Er der ikke et betydeligt overlap mellem Læringsrådet og den dialoggruppe/akademiråd, som var med i kredsen omkring Ny Nordisk Skole, der jo i sin tid ligefrem blev lanceret som en ”kulturrevolution”? Ikke 1:1 naturligvis, men i al fald hvad angår en række af de centrale aktører?

De centrale overlaps er: Agi Csonka, Andreas Rasch-Christensen, Stefan Hermann og Claus Hjortdal.

I dag er Ny Nordisk Skole nedlagt, men kan man ikke opfatte det sådan, at Læringsrådet er en form for fortsættelse af Ny Nordisk Skole? Det synes jeg.

Ny Nordisk Skole og dennes indbyggede læringsrevolution blev jo realiseret ved folkeskole- og læreruddannelsesreformerne, og nu kommer turen så med fuld turbo til gymnasiet og børnehaverne. Og når læringsrevolutionen er gennemført, så kan dens aktører jo overgå fra at være policy-genererende til at være et evaluerings- og implementeringsorgan for en allerede veletableret policy. Jeg tror, det vil være en god politologisk hypotese.

Stefan Hermann, som altså er med i både læringsrevolutionens Læringsråd og den kulturrevolutionære Ny Nordisk Skole, forsvarer i sin nye bog, ”Hvor står kampen om dannelse?”, at konsulentbureauet McKinsey supplerer Læringsrådets implementeringsovervågningsindsats (s.62). Og McKinsey, det er jo der, hvor Bjarne Corydon jo har fået en toppost,

Dem, der kritiserer denne “dannelsesposition”, som Hermann kalder det, er ”pædagogisk-konservative” og ”populister”. Det er selvfølgelig også en måde at holde sig på toppen på.

Relevante links:
Medlemmerne af Læringsrådet: http://www.xn--brns-lring-i6a4s.dk/Raadets-medlemmer

Medlemmerne af Ny Nordisk Skoles kreds:

http://www.emu.dk/modul/historien-bag-ny-nordisk-skole
Læringsrådets rapport om dagtilbud: http://www.xn--brns-lring-i6a4s.dk/?n=1

 

33. d. 28. oktober: Peter Kemp og Lars Qvortrup

Ifølge lektor Benedicta Pécseli er filosoffen Peter Kemp blevet udnævnt til livslangt medlem af det franske Académie des Sciences Morales et Politiques.

Det er selvfølgelig dejligt, at Kemp har fået denne fine udnævnelse.

Men på en måde er det også mærkeligt. Hvorfor? Jo, for i vores egen lille andedam bliver Kemp kaldt for “plattenslager, småfusker, gadedreng og løgnagtig” af skolereformens førende ideolog.
(Lars Qvortrup d. 25. maj 2012 i Politiken)

Sådan ser Danmarks Pædagogiske Oligarki på en af vores mest anerkendte intellektuelle, som jo også har bidraget flittigt til både den danske og den internationale pædagogiske debat.

Det er læringsrevolutionens ånd.

Link til Qvortrups kronik: http://politiken.dk/…/lad-os-ikke-forraade-laereruddannels…/

 

34. d. 30. oktober: Er du også blevet forført af Stefan Hermanns populisme 1?

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154655539089481&id=837549480&pnref=story

Nu ved jeg, hvad mit næste indlæg skal hedde:

“Er du også blevet forført af Stefan Hermanns populisme?”

Det bliver let at skrive.
Og det vil helt sikkert have mere kontakt med virkeligheden end titlens forlæg.

 

35. d. 30. oktober: I-padtvang i Svendborg Kommune

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154657785619481&id=837549480&pnref=story

Kommunal I-pad tvang i Svendborgs private børnehaver og diverse læringsrevolutionære sammenhænge:

1.

På Fyn er der en lille privat børnehave, Rudolf Steiner-børnehaven Askelæ. Børnehavens pædagoger og forældre ikke ønsker at anvende I-pads eller digitale medier i det pædagogiske arbejde. De synes, at små børn skal lave nogle andre ting i stedet for.

Men den slags kan man ikke bruge til noget i Svendborg. For kommunen har lavet en ”Vision for læring og dannelse”, der gælder alle fra 0 til 18. Og når man er 0-6 år, så er man jo med i den ”vision”. Visionen fylder 2½ sider med nogle tilfældige stikord uden reference eller forfatter.

Men forældre og pædagoger gør oprør. De er ikke imod IT overhovedet, men synes blot ikke det hører til aldersgruppen. Tja, de er nok ”populister”, som almindelig sund fornuft hedder i visse kredse? De er bare fædre og mødre og pædagoger, som er engagerede i deres liv og arbejde.

(Her er et link til et blandt mange lokale indslag om sagen:
http://www.tv2fyn.dk/…/privat-boernehave-om-it-vi-vil-helle…

Svendborg Kommunes lærings- og dannelsesvision kan man læse her: https://www.svendborg.dk/…/vision_for_laering_og_dannelse_2…)

2.

Går man ind på kommunens ”børn- og unge-side”, kan man finde flere links til Svendborg Kommunes børnehavepolitik. F.eks. kan man gå ind under ”læreplaner” og læse, hvordan læring tænkes sammen med den såkaldte SMTTE-model og med noget KL-huttelihut…. og det var så det. Den rapport var nok ikke bestået til eksamen på pædagogseminariet:

http://svendborg.inst.dk/Document/DisplayList.aspx…

Endelig vil jeg sige, at Svendborg Kommune er med i Aalborg Universitets såkaldte LSP-projekt, der er finansieret af AP-Møllermidler, som jeg har forstået det. Det kan man læse om under hjemmesidens menupunkt ”Læringsledelse”. Herfra er der masser af guf for en læringskritiker, f.eks. powerpoints, mødereferater, kursusbeskrivelser etc. Rapporterne er lavet af Lars Qvortrup, Tomas Nordahl (som også sidder i AP Møllers vuderingsudvalg) og Niels Egelund.

Der er også et link til ”Læringsrapporten 2015 for Svendborg kommune” for skolerne (der er også en “læringsrapport” for dagtilbud). Laver man en søgning i dokumentet optræder ”Hattie” 33 gange. På referencelisten er der 6 referencer til Qvortrup og 14 til Nordahl. Der er ingen reference til kritiske tekster.

Læringsrapport for Svendborg 2015: https://www.svendborg.dk/…/rapport_dk_svendborg_kommune_1.p…

Man kan også finde Lars Qvortrups slideshow om ”datawalls”, læringsmål, Ontario og alt det andet:

http://svendborg.inst.dk/…/Seminar%20for%20ledelsen%20dagti…

Uzw…. Der bliver forhåbentlig ingen data-walls på Askely.

 

36. d. 30. oktober: Er du også blevet forført af Stefan Hermanns populisme 2?

1.

Stefan Hermann siger, at Brinkmann er populist.

Men det kan man jo kun sige, hvis man ikke kan skelne populisme fra folkelighed, dvs. massens nivellering fra folkelig oplysning og kulturel udvikling.

Men hvis man ikke kan gennemføre en sådan skelnen, dvs. hvis man tror, at folkelig oplysning faktisk er populisme, så er man selv populist. Hvorfor? Fordi man i så fald kun har et begreb om massen, dvs. pøblen, jvf. populismen. Folket er blevet til pøbel, til et tal+affekt.

Konkurrencestatsideologien ,som Hermann underlægger sig, er massens ideologi. Den laver masseuddannelser og økonomiske soldater. Alt er ens, alt tales ned til enshed. Det er populisme.

Konkurrencestaten er populisme. En populisme, der beskylder folkelighed for at være populisme. Og Hermann er jo ikke den eneste. Vi har haft lignende aktioner fra Ove Kaj Pedersen og fra Claus Holm og flere andre.

2.

Hermann er populist. Han taler det folkelige hen til massen. Han synes, at det “folkelige” er reaktionært. Det folkelige er “konservativ pædagogik”, siger han.

Brinkmann er derimod en folkelig opdrager, som med udgangspunkt i videnskabelig psykologi lader folk finde ståsteder, som giver dem stemme sammen med andre.

Blev du også forført af Stefan Hermanns populisme?

Det er lidt “sjovt”, at Højskolebladets redaktør, som man ellers skulle tro netop ville stå vagt om “det folkelige”, i sin anmeldelse i Information af Hermanns bog, blev forført af Hermanns populisme. Mikael Busch blev derimod ikke forført i sin anmeldelse i JP, selvom jeg nu ikke synes, at Hermann “hudfletter” noget som helst.

Anmeldelse i Information: https://www.information.dk/…/2016/10/kvalificering-kampzonen

Anmeldelse i JP: http://jyllands-posten.dk/…/E…/mesterstrategen-fra-metropol/

Stefan Herman om populisme og forførelse: https://www.information.dk/…/ogsaa-blevet-forfoert-brinkman…