(frem til og med d. 27.november)

Her er 39 facebook-opdateringer fra november 2016. Man kan enten læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man kan klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten. Dryssene stopper d. 27. november. Det skyldes, at jeg samler opdateringerne vedrørende regeringsskiftet i december-dryssene.

 

1. Kommunernes rejser til Ontorio
2. Note om virkelyst
3. Kan man evaluere en splittet lov?
4. Mini-konference i Kolding om undervisningsbegrebet
5. DPO er såret
6. Ny bog: Hattie på dansk
7. Møder i Samuelsen-netværket
8. Nyt nummer af Årskriftet Critique
9. En populistisk bemærkning
10. Forståelsens fakta
11. Dewey-konference
12. Kritik af positiv psykologi
13. Populisme i USA og Danmark
14. Drama i Pilestræde
15. Hvad er robusthed?
16. Center for Higher Education Futures
17. Survival of the happiest!
18. Rektor Mogens Hansen vil have ”et nyt folk”
19. Positiv psykologi: Lykkens skred
20. Ordets normative rod
21. John Hattie i Skanderborg 1
22. Forlad 00’erne!
23. EU og folket
24. Synlig læring i Skanderborg: Frivillighed eller tvang (blogindlæg)
25. Uniavisens afsløringer 1
26. Kritik i baren
27. John Hattie i Skanderborg 2
28. PALS-flag i Kolding
29. Rambøll og Metropol i styrket styring
30. En sørgerlig historie fra Lynby
31. Læringsrevolutionens tredje fase
32. God bog af Gruschka
33. John Hattie i Skanderborg 3
34. Systemteoretisk affekt fra 2004 i Information
35. Centrum-venstre-karma i 2011
36. Forskning og pædagogik i dyb konflikt
37. Løgstrup, demokrati, konkurrencestat og globalisering
38. Uniavisens afsløringer 2
39. Centrum-venstres kendetegn

 

1. d. 1. november: Kommunernes rejser til Ontario

Jeg slår lige på tromme for en gang god journalistik på Altinget.dk. Journalisten lister simpelthen op, hvilke kommuner, der har sendt folk til Ontario. Man kan også se, hvor mange personer, de forskellige kommuner har sendt afsted, og hvad det hele har kostet. I Horsens har der f.eks. været 100 personer afsted, og det har kostet 2.6 mio. kroner. Det var alligevel et par lejrskoler, som Horsens-børnene gik glip af der! Og hvad kunne disse 100 personer mon ellers have brugt tiden på? Endvidere peges på sammenhængen mellem Ontario, kommunerne og AP Møller.

Mange af de kommuner, der nævnes, har jeg også løbende kigget på i forbindelse med mit eget arbejde med læringsrevolutionen, bl.a. Rudersdal, Horsens, Hedensted, Odder, Odense, Aalborg. Det hele hænger sammen som ærtehalm.

Merete Riisager og Per Fibæk udtaler sig kritisk til artiklen og tak for det.

Sådan fungerer en læringsrevolution. Man mister sig selv og flyver til himlen for at hente et TAL, som man kan skrive op på datavægge, så de små børn aldrig slipper blikket fra deres egen lille læringsprogressive progression.

Jeg kan supplere med, at folk desværre lærer noget på disse ture. Det fremgik f.eks. af et temanummer af UC-VIAs tidsskrift “Liv i Skolen”, nr.3, 2015, som hedder “Canadisk pædagogik i skolen”. Her kan man læse om, hvor forstyrrede de allesammen er blevet. Professor Jens Rasmussen har skrevet en indledende og totalt ukritiske indføring i Ontario-pædagogikken. Han forklarer blandt andet, hvorfor man ikke skal lægge vægt på, at Ontario er faldet i Pisa over årerne. Ok, siger jeg så, men hvorfor skal vi så selv gå op i, at vi skal stige? Det skal jeg fortælle jer. Det er fordi, at det der med Pisa da bare er et skalkeskjul for at komme af med alle bandeordene, dvs. hele skolens formålstradition.

Man kan også studere programmet for den stort anlagte to-dages konference “The CanaDanish way”, som VIA arrangerede i foråret 2016. Det er mere af det samme.

Tidsskriftet kan downloades fra denne hjemmeside: http://www.via.dk/…/pre…/magasiner-tidsskrifter/liv-i-skolen.

Link til konferenceprogrammet: https://ucl.dk/…/07007-a4-folder-canadanish-evu-pbu-1115_we….

Mere god journalistik, bl.a. med interview af Skovmand og uddybende gode kommentarer fra Riisager: http://www.altinget.dk/…/jeg-er-sikker-paa-at-vi-har-faaet-….

Og flere analyser og kilder kan man finde ifm Anette Linds fine kommentar fra 2015: http://www.folkeskolen.dk/…/synlig-kritik-3-another-brick-i….

 

2. d. 1. november: Note om virkelyst

Der er et lidt overset ord i folkeskolens formålsparagraf. Det er ordet ”virkelyst”, og det har stået der siden 1993. Jeg lader lige tankerne flyde lidt:

Er der nogen, der snakker om virkelyst? Ikke mig bekendt. Måske forstår man pt bare virkelyst som at arbejde for statens økonomiske optimering? Herunder at arbejde for at nå sit datalogiserede læringsmål og endda være ja-hatsglad for det hele. Hvor fattigt og hvor lavbenet. Så skift dog skole!

Hvad er virkelyst så? Det er at få et virke og en glæde ved sit virke. Hvad er et virke? Det er det modsatte af karriere. Karrieren er opportunistisk. Virket, derimod, virker og værker i det fælles værkende værk. Virkelysten bevirker værker, som virker og værker, så værkerne knager, og så andre også virker og værker, så alting værker i et virkende værk.

Virket bevirker et værk, virket er et håndens værkende værk, et håndens værk, en håndsrækning, en rækning til hånden som virker et håndværk med hånden, så værket virker og værker og bevirker et værk, der virker og værker.

Jeg får et virke. Et fuldt liv. Et ”work”, et virkende ”work” (modsat labour). I et virke er der fyldt med nej-hatte, erfaringer, fællesskaber, strid, bygninger, maskiner, ånd, objekter, rod og handling.

Når man er færdig med at virke, omgivet af børn, ting og erindringer, siger man tak for den gave, som man fik af sin lærer. Virkelystens gave. Det er en metode ”der virker”, en virkende metode, der får alting til at virke og værke i uafbrudte og brudte processer. Skolen som sådan. Det virkende work, hånd-værket, den skabende kunde, kundskaben.

Man kan slet ikke holde op med at virke, selvom man skulle få penge for det. Jeg har fået et virkes værk af samfundets skole, så jeg fandt mit virke selv.

Mange tak for at undgå karrierelæring.

Men hvor står der noget om virkelyst? ingen steder, undtagen i lovens eget formål, dvs. i den grundende grund, i det virkende og værkende værk selv, i den virksomme virke-lighed.

 

3. d. 3. november: Evaluering af en splittet lov

Kan man evaluere en splittet lov?

1.

Hvis man splitter en lovs intention i formål og mål, så får man også en splittet kundskab på de praktiske niveauer.

Hvis man endvidere lader formålet helt ude af betragtning – og hvis man i stedet kun evaluerer på målet – så ser man ikke splittelsen i kundskaben, selvom den er der. Dvs., at man får en dårlig evaluering, uanset om den skulle give topscorer.

Så går man rundt og siger, at skolen har fået en god evaluering, selvom man jo ikke har målt intentionen.

2.

Hvordan måler man da en splittet lov? Det er nemt nok. Man studerer kundskabernes og aktørernes splittelse? Man spørger til den og kigger efter den.

Men man kan kun spørge til splittelsens effekt, hvis man har analyseret splittelsen i formålet/målet selv.

Lige her sker der noget: Studerer man både splittelsen i intention og splittelsen i effekt, så overgår vi fra evaluering til pædagogisk forskning. Så er vi ude af buret. Nu bryder kundskaben frem.

Kan man undgå, at en lov er splittet? Ja, det kan man sagtens. Men så skal man holde op med at forudsætte, at formålet handler om enten nationalistisk identitetspolitik eller fri leg hele dagen, hvilket der er en udbredt tendens til i den pædagogiske forskning og mange andre steder. Ja, hele skolereformen er desværre bygget op med denne begrebslighed som udgangspunkt.

Det er ånden fra 00’erne, der blæser i vores magre sætninger.

 

4. d. 4. november: Mini-konference i Kolding om undervisningsbegrebet 

UC-syds kommunikationsfolk har lavet en fin omtale af den mini-konference om undervisnings-begrebet, som blev afholdt i Kolding den anden dag.

På billedet kan man se Leo Komischke-Konnerup fortælle om, at socialpædagogik også er en form for undervisning og vice versa, kort sagt: at socialpædagogik er almenpædagogik. Jeg kan godt lide den pointe, men jeg var jo også ansat i 14 år ved det nu hedengangne Aarhus Socialpædagogiske Seminarium. Der fik jeg lært et par gode ting, selvom…..osv…

Efter konferencen var der en reception for Leos nye bog “Menneske eller borger” (Akademisk Forlag), som jeg glæder mig til at læse.

På konferencen var det ligefrem sådan, at nogle af oplægsholderne nærmest undskyldte lidt, hvis de sagde ordet “læring”. Det var dejligt at mærke.

https://www.ucsyd.dk/forskning/artikel/undervisning-undersoegt-paa-konference/

 

5. d. 4. november: DPO er såret

DPO er såret. DPO rører på sig…

 

6. d. 5. november: Ny bog: ”Hattie på dansk” 

Ny bog på vej om Synlig Læring:

Nu kan man forudbestille en ny bog “Hattie på dansk”, der indeholder en række analyser af John Hatties arbejde og indflydelse.

Der er bidrag af Per Fibæk Laursen, Keld Skovmand, Steen Nepper Larsen, Niels Møller/Jørn Bjerre og undertegnede.

Jeg glæder mig især til at læse Niels Møller/Jørn Bjerres bidrag. Niels Møller forsker nemlig i, hvordan Visible Learning fungerer i Skanderborg Kommune, som jo er en af de mest læringsrevolutionære kommuner. Hvad mon han har fundet ud af?

Mit eget bidrag er en længere kritisk analyse af Hatties læringsteoretiske grundlag, hvor jeg undersøge følgende teser:

1. Hatties teori er et eksempel på, hvad der sker, når evalueringsteori marginaliserer og overtager pædagogik, vel at mærke i et pædagogisk vokabulars navn.
2. Der er validitetsproblemer knyttet til den afhængige variabel: ”læringsudbytte/outcome/achievement”.
3. Hatties læringsbegreb bygger på et dobbelt opgør med undervisning og med den europæiske pædagogiske tradition.
4. Hatties feedback-begreb har indbygget en centraliserende tendens.
5. Hattie radikaliserer en i forvejen reduktionistisk læsning af Karl Poppers teori om ”de tre verdener”.

http://www.gucca.dk/hattie-paa-dansk-bog-p363770

 

7. d. 5. november: Møder i Samuelsen-netværket

Elitenetværket “Samuelsen”, har uddannelsespolitiske netværk i både København og i Aarhus. Nedenfor er links til de to seminarrækker for den kommende sæson:

I København er der oplæg af følgende personer: Lars Goldschmidt, Bjarne Corydon, Jakob Fuglsang og Agnete Gersing (dep.chef)

I Aarhus, på VIA-UC, deltager følgende personer: Lars Qvortrup, Claus Hjortdal, Christine Antorini og Dorte Fristrup (gymnasierektor)

Man kan blive medlem af Samuelsen for 15000kr. Det er jo ikke andet end et smut til Ontario. Vi er jo alligevel i Pædagogikkens Anden Verden.

Link til Aarhus-rækken: http://www.samu.dk/…/uddannelsespolitisk-n…/moederaekke.aspx

Link til Københavns-rækken: http://www.samu.dk/…/uddannelsespolitisk-n…/moederaekke.aspx

 

8. d. 6. november: Nyt nummer af Årskriftet Critique

I det nye nummer af det kulturkonservative årsskrift Critique reflekterer jeg over, hvordan det kan være, at den danske højrefløj er så betaget af det nye neo-kommunistiske læringsteknokrati, der paradoksalt nok er et opgør med både liberale og konservative værdier.

Sagt på en anden måde: Hvordan kan det være, at Henning Fonsmarks kundskabsorienterede skolekritik havnede i et opgør med kundskaber og skole som sådan? ja, ligefrem i et forsvar for skolereformens læringsrevolution?

Ganske kort: Forskydningen har noget med 00’erne at gøre. For at komme 90’ernes dannelsesopgør (AFEL) til livs, koblede man sig – via Pisalistelogikken – på Globaliseringsrådets opgør med skolens formål. Det vil sige, at man Pisa-ficerede resterne af de kundskaber, man ellers gerne ville redde.

Dermed havde man brændt alle broer og kunne stille og roligt sive ind under det begrebsmæssige herredømme fra konkurrencestatsteoriens opgør med både kundskaber og formål. Og konkurrencestatsteorien bygger på brokker fra strukturkommunismen.

Dermed frøs kundskaberne til is og endte som atomiseret teknik, der skulle ledsage kontekstløse selvmonitoreringsprocesser.

På den måde mistede samfundets genskabelsesproces sin kontakt til frihed og dannelse.

Den nye generation vil kvæles i dens egen formålsløse måloptimering.

I den proces omdannes Fonsmarks skolekritik til sin modsætning.

http://aarsskriftet-critique.dk/2016/09/aarsskriftet-critique-2016-hvad-kan-du-vente-dig/

 

9. d. 6. november: En populistisk bemærkning

Tillad mig en populistisk og post-faktuel bemærkning:

En god lærer nævner aldrig pekuniære spørgsmål, hverken vedrørende sit fag eller sine elevernes dannelse. Skulle emnet komme på bane, ledsages det helst af en let rødmende forlegenhed.

Men den aktuelle uddannelsespolitik og læringsideologi er decideret grundlagt på vidensøkonomiske interesser og formål, dvs. på en form for generaliseret pengepung fra vugge til grav, som både lærere og elever skal defineres ved.

Dermed er den moderne lærers besked til eleven: Du er pekuniær, men jeg kan ikke lære dig det.

Det er den slags paradokser, der giver lærerflugt, stress og mavepiner hos alle, også hos eleverne, som jo nægtes muligheden for at være egentlige elever.

Desuden spalter paradokset landet og fryser dets mulighed for at udvikle sig sammen med andre lande. Til gengæld bliver alle lande ens i den pekuniære og faktuelle datamats skær.

(Undskyld til Stefan Hermann, Bjarne Corydon, Ove Kaj Pedersen og Claus Holm for populisme. Også undskyld til centrum-venstre for alle bandeordene. Og endelig undskyld til Imamen i Aarhus Vest for alle eventualiteters skyld. Undskyld forever!)

 

10. d. 6. november: Forståelsens fakta

I samme øjeblik en person henviser til “fakta” eller til “kollektive gyldighedskriterier”, kan man være sikker på, at han ikke har forstået.

Men hvad er forståelsens fakta da? Det er de fakta, man ikke henviser til, men som man forstår. Forståelsens fakta er de fakta, som via forståelse opløser de fakta, man henviser til.

Hvad skal findes, for at man kan forstå fakta, så man ikke kan henvise til dem? Det skal et selvstændigt og eget objekt, der er så fuld af brun sovs og kulørte kartofler, som flyder på forskudte tallerkner, at man bliver hel salig og forvirret.

Dette er en pædagogisk og videnskabelig tilstand.

Men er der ingen kriterier? Egentlig ikke, for objektet sætter sin egne kriterier. Det opsluger metoden. Kun på den måde kan man komme tæt på objektet, hvilket jo er det, som pædagogik og videnskab handler om.

 

11. d. 6. november: Dewey-konference

Jeg reklamerer lige for en spændende Dewey-konference i pædagogisk-filosofisk forening, som man kan deltage i til en totalt rørende pris, langt billigere end en dag med John Hattie og en eller anden KL-mand.

Desværre kan jeg ikke selv deltage. Jeg ville ellers gerne have hørt Oslo-professoren, Hansjörg Hohr, som ved tidligere lejligheder har skrevet nogle virkeligt interessante ting om sammenhængen mellem Dewey og Schiller, så man bliver helt som gele….., men jeg kan ikke helt se, hvad hans emne konkret er. Der er også mange andre spændende præsentationer, hvilket fremgår af programmet.

https://www.facebook.com/events/293432384336108/

 

12. d. 8. november: Kritik af positiv psykologi

Jeg har to kritikpunkter af den positive psykologi:

1.

Mange kritiserer den positive psykologi for at glemme det negative. Så siger de positive psykologer, at de skam også kan gøre rede for de negative følelser og tilstande, hvilket faktisk passer, selvom redegørelsen ikke er ret god.

Men der er en mere alvorlig kritik. Problemet er nemlig selve opdelingen af det psykologiske felt i noget positivt og negativt overhovedet, fordi denne opdeling spærrer for forståelsen af menneskets tilværelse i sin helhed og dybde. Denne kritik går efter disciplinens begrebslige rod. Disciplinen findes på en måde slet ikke. Den opløses i en virkelig psykologi.

2.

Den positive psykologis guru, Martin Seligman, sammenligner filosoffen Ludwig Wittgenstein med Darth Vader. Dette syn på filosofi efterlader Seligman med et amputeret dydsbegreb og med en Aristoteles uden etisk og politisk sammenhæng. Disciplinen mister dermed kontakten til det, som kunne være en filosofi, og faktisk også til den filosofiske tradition som sådan.

Konsekvenser: Ud af kombinationen af pkt 1 og pkt 2 udspringer alle banaliterne, f.eks. ”ha det godt-hed”, ”godt humør”, ”fokuser på det vigtige”, ”sats på dine styrker” og ”vær robust”, som alle efterfølgende kan sive direkte ned på konsulentniveauet og videre ud i klasseværelserne, hvor vi ender i ja-hattetvang og atomiserede trivselsdata.

Radikalisering af konsekvenser: Selvom denne konsekvens er vigtig og problematisk, så er den dog håndterbar inden for rammerne af en almindelig demokratisk statsstruktur. Men i samme øjeblik den positive psykologi sætter sig i forbindelse med konkurrencestats-teoretiske temaer mangedobles problemerne. Så kommer den positive psykologi til at støtte en selv- og performativitsoptimerende opportunisme, der vil rive alle politiske og historiske bånd itu, og som opløser begreber som kritik, humanitet og dannelse, som alle er helt afhængige af filosofiske, sociale og historiske temaer, og som ikke kan forstruktureres i simple dikotomier.

Denne politologiske pointe har den positive psykologi absolut ingen sans for. Den er sociologisk blind som en pandekage. Det kan man f.eks. se i Brinkmanns og Knoops fælles udgivelse Positiv og negativ psykologi (2016), som efter min opfattelse kandiderer til titlen som årets mærkeligste bog. Her rejser Brinkmann konkurrencestatsproblemstillingen, men Knoop svarer, som om at velfærdsstat/konkurrencestat er et og det samme i forhold til den positive psykologis begreber

Et eksempel på hvad der sker. når samme ord skifter statsteori, er, når et begreb som “robust” går fra at betyde ”selvstændig” til at betyde ”uselvstændig”.

 

13. d. 9. november: Populisme i USA og Danmark

I USA er man populist, hvis man er en blanding af en falleret casinoejer, realityshow-vært, Ayn Rand, Joseph McCarthy og Biff Tannen fra anden del af ”Back to the Future”.

I Danmark er man populist, hvis man studerer videnskab og filosofi og laver intellektuelle kritikker af samtidstendenser.

 

14. d. 10. november: Drama i Pilestræde 

Drama i Pilestræde. Heja Flemming!

http://politiken.dk/kultur/ECE3464264/hanekamp-ejboel-og-rose-toernede-sammen-i-journalistisk-klub/

 

15. d. 11. november: Hvad er robusthed? 

1.

Alle taler om “robusthed”. Engang betød “robust”, at man var selvstændig.
Nu betyder “robust” tværtimod, at man er uselvstændig.

Hvoraf kommer denne forskydning? Den kommer af konkurrencstatens teori.

Konkurrencstatsteorien går ud på, at “individualitet og uerstattelighed”, altså selvstændighed, er knyttet til velfærdsstaten/nationalstaten. Derimod handler konkurrencestaten om at lade sin opportunisme styre af incitamenter, dvs. uselvstændighed.
(Konkurrencestaten, 2011, s. 170).

Og det er der ifølge toneangivende forskere, journalister og politikere ikke noget at gøre ved! Øv!

Den positive psykologi kan støtte op og slynges i samme proces ind i det, som den fra starten var designet til. Dermed forskydes robusthed til at være noget uselvstændigt.

2.

Til den dybeste natur hører de højeste kundskaber
Til den fladeste affekt hører de moderne læringsmål

 

16. d. 11. november: Center for Higher Education Futures

Der sker spændende ting på universitetsforskningsområdet lige nu. Der er netop dannet et center, CHEF – der står for Center for Higher Education Futures – i regi af DPU, som skal ledes af to repræsentanter for henholdsvis den kritiske og den ontologiske tradition, nemlig Sue Wright og Søren Bengtsen. Sue Wright var en af hovedkritikerne af reorganiseringen Aarhus Universitet under den OECD-inspirerede rektor Laurits Holm-Nielsen. Søren Bengtsen, som er inspireret af den spændende amerikanske metafysiker, Graham Harman, havde en fremragende universitetspædagogisk artikel i Uren Pædagogik 2. Hvilken herlig overraskelse med disse udnævnelser. Bortset lige fra dette ”futures”. Kan man ikke droppe det? (nå, i pytkassen med det).

Det er sørme noget andet end et andet aktuelt DPU-initiativ, nemlig skoleforskningsnedsmeltningen ”Nationalt Center for Skoleforskning”, som ingen bør tage alvorligt, men som alle derimod bør kritisere højlydt alle steder. Dette center er det modsatte, dvs. ukritisk, epistemologisk og instrumentalistisk på den værst tænkelige måde for landets pædagogik. Det er et oprør værdigt efter min mening. Jeg har gjort universitets ledelse opmærksom på smalhalsen, men der er ingen forståelse.

Tværtimod trækker skoleforskningscentret millioner af kroner fra universitets gemmere. Så er det lige før, at jeg hellere vil have ”billigere biler”, som man siger i Grådighedspartiet.

Denne forskel på universitets- og skoleområdet er efter min mening meget sigende for universitetsledelses syn på lærere og pædagoger. Lærerne og skolerne skal detailstyres, læringsmålsnormaliseres og datalogiseres, mens universitet nu skal “debatstyrkes”, dvs. stimuleres med spændende kritik og selvfølgelig også være autonome og alt muligt andet fint i kasketten. Men ok, det er jo ikke universitetsforskernes skyld, tværtimod.

Det nye universitetsforskningscenter, CHF: http://edu.au.dk/…/dpu-etablerer-nyt-center-for-higher-edu…/

Kritik af skoleforskningscentret:
http://www.thomasaastruproemer.dk/aabning-af-en-paedagogisk…

 

17. d. 12. november: Survival of the happiest!

Positive psykologer gør ofte meget ud af at distancere sig fra den såkaldte “positive tænkning”. Positiv psykologi er en videnskab, hedder det, mens positiv tænkning bare er en selvudviklingsmetode fra starten af 1950’erne. I sidstnævnte tilgang mener man, at man kan via positiv tænkning kan optimere sine livsressourcer og succes. Denne skelnen er dog noget ramponeret, eftersom der er masser af selvudviklingskoncepter i underskoven af positiv psykologi.

Men min kritiske pointe er en anden. Min pointe er, at positiv psykologi og positiv tænkning er ens, fordi de deler en grundlæggende a priori opdeling af livet i positivitet og negativitet. Så kan der være nogle små forskelle under denne grundforskel, men eftersom den basale distinktion er den samme, vil de forudsatte ligheder være i overtal. Filosofien vil tale gennem forskellene, hvis man kan sige det på den måde.

Et eksempel på denne pointe er den positive psykolog Barbara Fredrickson, som bruges som bevis på, at positive psykologer skam også interesserer sig for ”det negative”. Fredrickson siger, at der er et 3:1 forhold mellem positive og negative følelser. Men dermed forudsætter hun jo hele grunddistinktionen, nemlig at livet grundlæggende set kan forstås i en positiv/negativ optik. Dermed ender hun også i en avanceret form for ”positiv tænkning”, hvilket også fremgår af hendes bogs helt forskrækkelige titel. På dansk hedder bogen ”Positivitet – kilder til vækst”. Den engelske titel er: ”Positivity – Top-Notch Research Reveals the 3 to 1 Ratio that will Change Your Life”. På bogens hjemmeside kan man “discover the real power of positivity”. Man kan også tage en 3:1-test.

Jeg kan ikke rigtig finde andre, der har foretaget denne type kritik (der går på selve opdelingen i tilværelsen i et negativ/positiv-par.). Men de må jo findes. Måske kan nogen hjælpe?

Referencer:

Tre links til tekster, hvor man understreger forskellen mellem positiv psykologi og positiv tænkning:

http://piotrkwiatek.blogspot.dk/…/positive-psychology-is-no…

http://www.centreforconfidence.co.uk/pp/overview.php…

https://positivepsychologyprogram.com/positive-thinking/

To artikler fra magasinet Asterisk, hvor positive psykologer forudsætter den omtalte grundistinktion. Der er også et interview med Friedrickson:

http://edu.au.dk/…/udgivelser_asterisk_asterisk-54_20100901…

http://edu.au.dk/…/vis-ar…/artikel/survival-of-the-happiest/

Bogens hjemmeside, hvor man også kan tage testen:
https://www.positivityratio.com/praise.php

Læs evt. også dette interview med Hans Henrik Knoop, Interviewet er efter min bedste formening er et eksempel på, at positiv psykologi kammer over i positiv tænkning, hvilket i min fortolkning jo skyldes, at de to er ens i grundstrukturen: http://politiken.dk/…/ekspert-i-positiv-psykologi-saadan-

 

18. d. 12. november: Rektor Mogens Hansen vil have ”et nyt folk”

Mogens Hansen er rektor for Rungsted Gymnasium. Han var varm fortaler for gymnasiereformen i 00’erne, og i dag har han implementeret Synlig Læring på sit gymnasium i overensstemmelse med Rektorforeningens og ministeriets præferencer.

Det var også Mogens Hansen, der engang i Politiken skrev, at grunden til at man skal lære om dansk kultur er, at man så kan gennemskue ”den nationalkonservative ideologi”. Ja, for ham er det nationale og kristendommen decideret uden for dannelseshorisonten. Han vil have verdensborgere og kritisk sans ’i stedet for’. Det er 00’er- “enten-eller”-horisont af værste skuffe.

Hansen har det med at sætte mig totalt skakmat med sine vilde kombinationer, som han desværre ikke er ene om.

Nå, men nu blander Hansen sig igen i debatten. Han har skrevet et indlæg i dagens Politiken. Indlægget i papirversionen hedder simpelthen:

”Jeg vil have et nyt folk”

Hansen vil skifte folket ud og det skal ske, erklærer han, i både Danmark, England, USA og mange andre steder. Verdens folk har ikke ”forstået de virkelige problemer”, skriver Hansen. Derfor skal folkene væk.

Vi skal alle være små Mogens Hansener, så vi kan se det samme, som manden fra Rungsted opfatter som ”virkeligheden”. Det er nok det, som Hansen mener med “kritisk sans”?

I Politiken skrev Hansen ellers i sin tid, at han ønskede, at man lærte ”kritisk tænkning og stillingtagen, hvor intet tages for givet” (d.2/11-2012). Men nu skal vi alle sammen, altså hele verdens folk, mene det samme som Hansen fra Rungsted, så vi kan ophøre med at være det folk vi er? Hvilken verdensborger!

Hansen skriver, at han nu er nervøs for at blive beskyldt for at være ”intellektuel og elitær”. Han kan tage det helt roligt fra mit synspunkt, for magen til anti-intellektuel småborgerlighed skal man da lede længe efter.

Så synes jeg bedre om Brinkmanns artikel, ”Så står vi igen ved det demokratiske nulpunkt”, som står i samme avis. Her argumenterer Brinkmann i bedste John Dewey/Aristoteles-ånd for, at den demokratiske handling forener folk og elite i et punkt, og det punkt skal man ikke skifte ud, men tale med under lighedens forudsætning. Så må alle se, hvad der sker ved det.

http://politiken.dk/…/det-er-ikke-eliten-men-folket-der-ha…/

 

19. d. 13. november: Positiv psykologi: Lykkens skred 

Lige en kort bemærkning til den positive psykologi:

1.

Optimal menneskelig funktion
Bevægelsens ”manifest” fra 1998/99, indledes sådan her:

”Positive Psychology is the scientific study of optimal human functioning”.

I senere markeringer knyttes denne ”optimale funktionalitet” an til Aristoteles’ begreb om lykke i en særlig filosofifjendsk version af begrebet, hvor Aristoteles’ politiske og etiske tænkning er taget ud.

Nuvel, hvad vil det sige, at ”fungere optimalt”? Jeg stiller det lige på spidsen: Vil det sige, at handle kritisk i et dårligt samfund? Dvs. at insistere på ikke at fungere. Dvs. at blive lykkelig ved ulykken? I en form for tragedie? Ligesom Kaj Munk, der blev dræbt af nazisterne for sin nærmest ensomme modstandskamp. Det er kritikkens formel.

Eller vil det sige at tilpasse sig samfundet og overtage dets kvalitetsindikatorer? Dvs. at fungerer, ja… ”optimalt”? Evt. kan man supplere med ”happiness-lektioner” i skolen. Sådan gør man i England. Det kalder man for “positive education”. Det er anti-kritikkens formel.

2.

Optimal funktion i velfærdsstat og konkurrencestat
At det er et godt spørgsmål, kan man se ud af en diskussion, som Svend Brinkmann og Hans Henrik Knoop fører i deres fælles bog ”Positiv og negativ psykologi”.

Her skriver Brinkmann, at konkurrencestatsteorien fremmer nogle bestemte “optimerings”-strategier, nemlig en opportunistisk soldat, der er styret af incitamenter i arbejdsmarkedets og den globale økonomis tjeneste. Hvad vil det sige at fungere optimalt under sådan en teoris herredømme? Ja, det er i al fald ikke lykke i klassisk aristotelisk forstand, det kan jeg da love for.

Men Selvom Brinkmann faktisk skriver en hel side om dette emne, så svarer Knoop slet ikke på det i sin replik. Han bundter uden videre tingene sammen i udtrykket ”velfærdsstat/konkurrencestat”, som åbenbart er et og det samme. Det der med ”staten” er lige meget for ham. Positive psykologer har ingen politologisk interesse. Det vil jeg tillade mig at kalde en lov, indtil der foreligger en undtagelse.

Men følger vi Ove Kaj Pedersens distinktioner får det store konsekvenser om man skriver “velfærdsstat” eller “konkurrencestat”. Det skyldes, at OKP forbinder velfærdsstat med ”dannelse, demokrati, uerstattelighed og lighed”, hvilket jo er det modsatte af alt det der med ”soldater, opportunisme og incitamenter”. Det er jo simpelthen forskelligt, hvad der angives som ”optimal funktionering” i de to statskategorier.

Skiftet i samfundsforståelse medfører dermed betydningen af ”optimal human functioning”. Den positive psykologi skrider med sin manglende opmærksomhed på dette forhold som en slange ind under konkurrencestatens normative og begrebsmæssige kodeks og mister dermed fuldstændig kontakten til det lykke-begreb, den hævder at hvile på.

 

20. d. 13. november: Ordets normative rod 

Ethvert ord, som stammer fra et menneskes tunge og pen, har en normativ rod. Det gælder også videnskabens sætninger. Den pædagogiske filosofis opgave er at finde denne rod, at finde det normative faktum. Kun derved kan videnskaben blive værdifri.

Denne undersøgelse er særlig kontroversiel, når de videnskabelige sætningers ejermænd mener, at de taler uden normativitet. Så gælder kun stridens vej ind til det normative faktum, i al fald hvis man vil være faglig og saglig.

Imens fyger skældsordene om ørerne.

 

21. d. 13. november: John Hattie i Skanderborg 1

John Hattie har siddet et sted nede i New Zealand og arbejdet med data fra skolerne i Skanderborg, som er en af de mest læringsrevolutionære kommuner i landet.

Hattie er nået frem til, at hans eget projekt “Visible Learning”, som kommunen har købt, giver superresultater ifølge en evaluering som hans egne elever selv har lavet.

Kommunens synlig lærings-konsulent, Torben Steen, som er begejstret fan af både Hattie og Nottingham, præsenteres på Skanderborgs skoler som en person med “dyb indsigt”, og kommunens hjemmeside er helt plastret til med Synlig Læring. Man har også fået nogle millioner af AP Møller, som man deler med Norddjurs Kommune, der også er helt revolutioneret.

Men det er skam “frivilligt” for lærerne, siger konsulenten med den “dybe indsigt”?!?!?!? DLF’s lokale formand, som muligvis er frivillighedens markør, er også med på vognen, og sammen med læringskonsulent Steen skriver han vilde kronikker om “forvaltning 3.0”, der opløser myndighedsbegrebet.

Chefredaktøren på Folkeskolen.dk skriver i sin leder, endda med fede skrifttyper, at Skanderborg er et godt eksempel på et godt samarbejde mellem forvaltning og lærerkreds. Det er mageløst.

….og jeg kunne blive ved.

Jeg selv og flere andre kommenterer nede i tråden

http://www.folkeskolen.dk/596417/hattie-synlig-laering-giver-maerkbare-resultater-i-skanderborg

 

22. d. 14. november: Forlad 00’erne!

Skal vi ikke alle sammen forlade 00’erne? Jeg mener… det var jo ikke andet end terrorangreb og finanskrise; altså de to begivenheder, som direkte udløste henholdsvis identitetspolitik og økonomisk fundamentalisme – dvs anti-dannelse på alle klinger – og som satte stop for de frie og glade 90’ere, som var præget af fri europæisk optimisme efter østblokkens fald?

Horisonten fra 00’ernes terrorangreb bæres også frem af landets aviser:

Berlingske er bærer af horisonten fra terrorren. Avisen er en slags ”Tidehvervstidende”? Det er sådan noget med, at modernitet og oplysning er rod til alt ondt, at man skal blive jorden tro, og at mennesket er egoistisk. (der er også et andet tidehverv, men det sidder for fast i 00’ernes vokabular).

Horisonten fra finanskrisen bæres frem af Politiken, som man kan kalde for ”konkurrencestatstidende”. Den bygger på antihumanisme, selvom avisen tror det modsatte. Information er med avisens nye chefredaktør en del af samme bevægelse, når den kalder intellektuelle humanister for ”populister”.

Under disse processer kører de læringsrevolutionære forskydninger i 00’ernes pædagogiske spor, som en form for organisatorisk motor. Disse forskydninger forstærker det opgør med dannelse, som ligger i de to andre bevægelser

Hvorfor indrette vores samfund efter det? Hvorfor skal 00’ernes dårligdomme gå ud over de små pus, som ligger der så sødt og pludrer i 2016’s barnevogne? De skulle jo gerne blive danske verdensborgere, dvs. hverken makke ret efter EU-systemets dybe antifolkelighed eller efter en eller anden smart Visible Learning-konsulent i den nyreligiøse Skanderborg Kommune.

Babyerne skulle jo, når de vokser op, gerne møde danske, nordiske og europæiske medborgere i en fri, vidende og opmærksom åbenhjertighed under lighedens forudsætning.

 

23. d. 16. november: EU og folket 

Folket kan ikke lide EU.
Og EU kan ikke lide folket.

Måske skulle de skilles for en stund?

Og gymnasierektor Mogens Hansen fra Rungsted vil have et helt nyt folk, skriver han i Politiken. Hele verden skal blive som en Rungsted-rektor. Det er det, jeg kalder for småborgerligt. “Se alt med Mogens Hansens øjne, som ser alt igennem dine øjne”. Det kaldes også for “synlig læring”, som man jo tvinges til i Skanderborg, selvom det er helt frivilligt, og som også praktiseres på Hansens gymnasium.

Og hvad med os andre sådan lidt intellektuelle typer? Os der kritiserer ting og sager? Jamen, vi er da populister. I Danmark er man sådan en slags Donald Trump, hvis man kritiserer noget, der findes i virkeligheden. Men hvis man derimod kritiserer sig selv, indtil man mener det samme som Stefan Herman og Ove Kaj Pedersen, så er man “dannet”.

Når man så er dannet, mener man også det samme som EU, som egentlig ikke mener noget, men er “the faceless masters…”, som det hedder i en aktuel ph.d.-afhandling, og måske er det dette “ansigtsløse herredømme”, som folket ikke kan lide? Men hvorfor kan EU ikke lide folket, denne politiske og æstetiske dyd? Det er nok fordi, EU tror, at folket er en slags fascister?

Måske er Mogens Hansen lidt “faceless”, for han kan jo ikke lide folket? Han vil have et helt nyt folk. Et Rungsted-folk i hele verden.

Blablabla….

 

24. d. 16. november: Synlig læring i Skanderborg: Frivillighed eller tvang (blogindlæg) 

Jeg har samlet op på de seneste dages diskussioner af Synlig Lærings udbredelse i Skanderborg Kommune.

Det er der desværre ikke meget Skanderborg-festival over, for nu at sige det på den måde:

http://www.thomasaastruproemer.dk/synlig-laering-i-skanderborg-frivillighed-eller-tvang.html

 

25. d. 17. november: Uniavisens afsløringer 1

Så er der dømt pligt-læsning for alle, der interesserer sig for tilstandene i litteraturforskningens og forskeruddannelsernes maskinrum på Københavns Universitet samt for humanistisk forskning og ytringsfrihed i almindelighed!

Sagen, der rulles op i alle nervepirrrende detaljer, er et rystende faktum, der, som tingene står, har den konsekvens, at man hverken kan stole på, at institutionens forskning er kritisk funderet, eller at folk bliver behandlet ordentligt i både etisk og juridisk forstand.

Stor ros til Uni-avisen, som jo hører under Københavns Universitet. Den er tilsyneladende mere uafhængig end universitetets litteraturforsknings- og ph.d.skolemiljøer. Kan vi ikke få sådan en avis på Aarhus Universitet?

Som supplement: Der var også denne her sag om en professorfyring, som er meget mærkelig: Her blev en professor fyret, fordi han havde skrevet en e-mail, hvor der stod. at man ikke skulle være alt for venlig mod ledelsen, når der var APV-undersøgelser.

Er KU sådan et slags Ryan Air?

http://universitetsavisen.dk/…/bestyrelsesmedlemmer-protest…

http://universitetsavisen.dk/uddannelse/da-mette-hoeg-fik-et-tilbud-fra-kobenhavns-universitet-som-hun-kun-kunne-afsla

 

26. d. 18. november: Kritik i baren

Der er mange, der er friske med kritik nede i baren. Her er fandme hygg’ligt!

Der er også nogen – men dog betydeligt færre – der er friske med kritik i offentligheden med både følelse og fornuft. Det er de ansvarlige, der forbinder tanke med realitet.

Så er der dem, der er friske med kritik nede i baren, men som er kritiske over for dem, der er friske med kritik i offentligheden. De kalder sig for ansvarlige. De giver ”gode råd”, mens de svigter.

Så er der dem, der hverken er friske med kritik nede i baren eller i offentligheden. Hvem er de?

 

27. d. 18. november: John Hattie i Skanderborg 2

Her er lidt mere læringsrevolutionær “frivillighed” fra Skanderborg station.

Det socialdemokratiske byrådsmedlem, Søren Nielsen, forbinder i nedenstående indlæg gnidningsløst alt fra skoleloven, John Hatties teorier og Ontario med “et omfattende uddannelsesprogram, der er tilrettelagt for skolernes lærere og pædagoger”. Der er ikke den mindste ideologiske sprække:

http://skanderborg.lokalavisen.dk/…/laeserbr…/710319987/1394

Og nu vi er i gang, skal vi da også lige have et indlæg af borgmesteren, Jørgen Gaarde (A) med. Billedet er helt det samme:

http://www.danskekommuner.dk/…/Det-er-stadig-for-tidligt-a…/

 

28. d. 19. november: PALS-flag i Kolding

Det adfærdsregulerende koncept PALS får nu sit eget flag i Kolding:

I Kolding er der nu tre PALS-skoler. Der er hejst et PALS-flag ved alle skolerne, og børnene synger:

”P-A-L og et S skal der til – PALS det er fedt og hot”!

Så er man lissom et PALS-menneske.

http://kolding.lokalavisen.dk/…/201…/artikler/710259784/2039

På UC-VIA – hvor der overalt står meterhøje postmoderne slogans på gennemsigtige vægge – kan man læse, at PALS understøtter skolereformen, og at VIA gerne skam vil sælge konceptet til skolerne. Har man spørgsmål, kan man kontakte en ”PALS-mentor”.

http://www.via.dk/efte…/positiv-adfaerd-i-laering-og-samspil

Flag, børnesang, penge og mentorer? Jeg synes, det lyder som Visible Learning i Skanderborg.

Hvad bliver det næste? at PALS-flaget skal hænge over landets universiteter?

Hvad blev der egentlig af det gamle flag og de sange, man sang til det? Og hvad blev der af pædagogikken i sig selv?

 

29. d. 19. november: Rambøll og Metropol i styrket styring

”Kom styrket ind i en ny styring” – Rambøll holder konference:

Jeg vil lige gøre lidt anti-reklame for en dagskonference, der løber af stablen d. 9. januar 2017. Det er konsulentfirmaet Rambøll, som har haft stor og negativ indflydelse på landets uddannelsespolitik, der arrangerer, og det koster ”kun” 2700 kroner.

1. Oplægget

Konferencens tema er ambitiøst: ”Hvordan skal styringen af den offentlige sektor i de næste 10 år”. En hel generation skal næres!

Oplægget er formuleret i et mageløst sprog: ”Professionerne skal udfordre sig selv for at komme styrket ind i en ny styring”.

Og denne styrkede styring hedder ”ny faglighed med evidens- og datainformeret refleksionskultur og læringspraksis”.

Med denne opfordring til evig selvkritik indtil man har forstået den datainformerede læringspraksis’ velsignelser, havde jeg allerede en god fornemmelse af programmet. Det er jo ren Stefan Hermann/konkurrencestatsideologi.

Og ganske rigtigt: Hermann faciliterer konferencen i selskab med Nicolaj Ejler, som er direktør i Rambøll, og programmet er mere end forudsigeligt.

2. Programmet
Der er tre runder:

Runde 1 har fokus på styring:
Mr. konkurrencestatsmand Ove Kaj Pedersen indleder, men ham kender alle jo.

Dernæst kommer Jesper Fisker, som er departementschef i Undervisningsministeriet. Det var ham, der sidste år erklærede sin totale embedsmands-tilslutning til læringsrevolutionen… på Vartov af alle steder.

Til sidst kommer Benny Andersen, som er formand for SL, og hvis oplæg følger Rambølls skabelon med dets fokus på ”selvudfordring”.

————

Runde 2 har fokus på ledelse:
Her lægger Lars Qvortrup ud med et oplæg. Han vil gå ”Fra kontrol til kapacitetsopbytning” og spørger, hvordan ”vi bruger data og evidens til at styrke den professionelle dømmekraft”. Jeg lader det fare, fordi han altid siger, at jeg forfølger ham.

Dernæst kommer en børn- og ungedirektør fra Gribskov Kommune, Steffen Bohni. Han skal tale om – hold nu fast: ”Databaserede refleksionsmøder i alle led af organisationen for at skabe konstant læring og udvikling”. Hvilken skrækkelig trussel.

Til sidst kommer der en skoleleder fra Kokkedal Skole. Det er helt i samme rille: ”Fra udfordret til højtpræsterende skole med nyt syn på praksis og data”.

—————

Runde 3 har fokus på praksis. Hvad mon det kan være?
Først kommer næstformanden for Dansk Socialrådgiverforening, N.C. Barkholdt. Han vil have mere faglighed ved ”at insistere på stærkere professionsfaglighed frem for individuel metodefrihed”. Denne konceptualisering af opgøret med metodefrihed og dømmekraft kender vi fint inden for det pædagogiske område. Jeg tror, han vil gå fra metodefrihed til metodeansvar, som det kaldes. Men jeg ved det jo ikke.

Derpå kommer en vicedirektør for et sjællandsk hospital, Berth Lilja. Hun skal tale om – og hold nu fast igen:

”Datadrevet refleksionspraksis med ugentlige tavlemøder med få indikatorer or det, der er i fokus lige nu. Vi spilder ikke folks tid med måling af det, der ikke er i fokus”.

Til sidst kommer Marianne Bertelsen, som er leder af Ungdomscentret i Aarhus. Hun klør på med følgende oplæg: ”Effektfokus med datadrevet refleksionskultur.”

—————-

De næste 10 år? Hvem gider det? Landets lærere, præster, læger, forskere eller andre?

Hermann, som kalder folk med andre holdninger, for populister, indtil de har forstået dagens datadrevne budskab, er i godt selskab med det, han i sin nyeste bog kalder for en position i “dannelseskampen”. Vi andre, som ikke accepterer præmissen, er bare “konservative-pædagoger”, som han kalder det.

http://www.ramboll.dk/medier/arrangementer/efter-new-public-management

 

30. d. 19. november: En sørgelig historie fra Lyngby

Der er virkelig gang i debatten om Visible Learning i Lyngby Taarbæks lokalavis ”Det grønne område”. Grunden til balladen er, at kommunen har forladt det AP-Møller finansierede samarbejde om Synlig Læring. Det er den heltemodige socialdemokratiske vice-borgmester, Simon P. Sørensen, der er primus motor i oprøret, som han også selv diskuterer indgående med borgerne i de sidste tre ugeaviser.

Et af de mest tankevækkende og sørgelige indlæg er dog fra en menig SFO-pædagog, Martin Ravn Åxman, som i bedste mening har haft ja-hatten på og gjort, som hans arbejdsgiver har bedt ham om på trods af kollegernes fornuftige modstand og skepsis. Han har endda været vejleder i VL-konceptet. Nu føler han, at han har tabt anseelse hos sine kolleger. Læg mærke til, hvor indoktrineret han har været. Man kan næsten mærke den sekteriske ånd helt nede i SFO’en. Det er synd for Martin, men det er endnu mere synd for hans kolleger, synes jeg, eller også er det mest synd for Martin. Jeg kan ikke finde ud af det.

Her er læserbrevet (kopieret fra infomedia):

“Da Synlig Læring og min arbejdsglæde fik kniven
(d. 25. oktober 2016)
Af Magnus Ravn Åxman, SFO-pædagog ved Lindegaardsskolen,

Jeg havde ja-hatten på, da vi startede på Synlig Læring for et par år siden. Da jeg blev bedt om at være med i den gruppe, der skulle være vejleder i Synlig Læring, sagde jeg ja tak.
Siden har vi kæmpet hårdt for at overbevise både pædagog og lærer kollegaer om, at det her faktisk er en god idé.

Vi blev tit mødt af argumentet om, at dette bare var endnu en døgnflue. Endnu et redskab, kommunen vil bruge resurser på et par år for så at kaste sig over noget nyt.

Jeg gjorde mit for at kæmpe imod, være positiv og overbevise mine kollegaer om, at det denne gang blev anderledes.

Jeg fortalte dem, at det her er kommet for at blive. Det havde jeg fået at vide. Det ville ikke ende som SAL (Systemisk Analyse i Læringsmiljøer), som blev indført cirka 2012, eller Aktionslæring indført i cirka 2013.

Men ak, nu sidder jeg med en artikel, hvor kommunalpolitikere kalder Synlig Læring sekterisk, fascistoidt og en række andre negativt ladede superlativer, og samtidig kan jeg konstatere, at man i Lyngby-Taarbæk Kommune har besluttet at trække sig fra Synlig Læring-projektet.

Det, der gør mig rigtigt vred, er, at man som politiker vil være bekendt at rakke noget så groft ned, som kommunen tidligere har bedt mine kolleger og jeg tale op. Vi kæmpede for det, men nu er vinden allerede vendt, inden vi er kommet ordentligt i gang, så vi nu efterlades midt i det hele og får at vide, at det er “ren TV-Shop”, men vi da fortsætter med at bruge dele af det fremover.

Det bliver da nok ikke så nemt at overbevise mine kollegaer om, nu I har talt det helt ned i kælderen. Kære politikere, tænk i fremtiden over, hvad I sætter os til at arbejde med, og lad os så gøre det.”

 

31. d.20. november: Læringsrevolutionens tredje fase (blogindlæg) 

Foranlediget af de sidste dages begivenheder i Skanderborg og hos Rambøll samt en masse botanisering i diverse lokalaviser, har jeg haft brug for at gå lidt mere generaliserende til værks. Min tese er, at læringsrevolutionen er på vej ind i en tredje fase:

http://www.thomasaastruproemer.dk/laeringsrevolutionens-tredje-fase.html

 

32. d. 20. november: God bog af Grushka

Klim har netop fået oversat en fremragende bog af den Adorno-inspirerede pædagogiske forsker, tyskeren Andreas Gruschka. Bogen hedder ”At lære at forstå”.

Bogen indeholder en kritik af det, Gruschka kalder for didaktiseringen, dvs. metodegørelsen af pædagogikken, og det kan vi jo godt nikke genkendende til. I den forbindelse er der en grundig kritik af Gruschkas mere psykologisk og instrumentelt orienterede kolleger, Andreas Helmke og Hilbert Meyer, som en del af de danske didaktikere efter min mening er alt for glade for. Der foregår alt muligt interessant i disse passager.

Der er også fremragende undersøgelser af, hvordan en helt konkret indholds- og dannelsesorienteret didaktik kan se ud; f.eks. fortæller Gruschka om, hvordan en lærer kan bryde med metoden, så indholdets egen metode kan bryde frem. Det sker især i ch. 8 og 9.

Det er uren pædagogik på tysk.

http://klim.dk/bog/at_laere_at_forstaa.htm

 

33. d. 21. november: John Hattie i Skanderborg 3

Visible Learning+ evaluering i Skanderborg:

John Hattties lokale disciple har evalueret, om Visible Learning+ er blevet effektivt implementeret i Skanderborg, siden konceptet blev indført i 2014.

Rapporten konkluderer, at det går fremad, men at kommunen bør holde fast i konceptet og intensivere brugen af det. Surprise!

Det centrale pædagogiske begreb, der evalueres på er, om skolerne

”udvikler vurderingsduelige og synligt lærende elever”

Smag lige på disse ord:

– ”vurderingsduelig”! Så hold dog op.
– Og vi skal også forstå, at vi ikke mere bare skal tale om den ”den lærende elev”? Nej, nu handler det om den ”synligt lærende elev”. Det er ideologiens egen koncept-elev, som skal gøres vurderingsduelig for konceptet selv. Det er det, jeg har kaldt for læringsrevolutionens tredje fase, den såkaldte hattieficering. Målet er altså at udvikle duelige koncept-elever, som kan vurderes efter konceptets egen logik.

Det smager dårligt. Nul kokkehuer fra mig.

I øvrigt er rapporten virkelig dårligt skrevet. En god gammeldags dansklærer kunne have gjort underværker. Men sådan noget som ”fag” og ”sprog” er fremmedsprog i konceptets univers. Det handler kun om at udvikle vurderingsduelige synlig lærings-personer, og om at sætte skolen, forældrene og alle andre i scene med samme formål.

Kommunens skoleforvaltning skriver i et aktuelt forsvarsnotat til byrådets medlemmer, at projektet er gennemført ”i dyb respekt for lærernes grundfaglige viden”. Der er der imidlertid ingen tegn på i evalueringsrapporten eller nogle som helst andre steder og faktisk heller ikke i notatet selv. Der er ingen referencer til pædagogisk litteratur eller til nogen praksis, som har rødder i dansk skoletradition, uanset hvordan denne forstås. Den slags formuleringer er derfor ekstremt kritisable og ideologiske.

I samme notat står der, at projektet er frivilligt. Efterfølgende fremgår det dog, at frivilligheden kun angår ”hvordan” og ikke ”om” man skal gennemføre VL+. Og selv dette ”hvordan” minimeres kraftigt, efterhånden som de organisatoriske og ideologiske processer rulles ud. At kommunen mener, at dette skulle være “frivilligt” og i “dyb respekt” siger noget om, hvor effektivt ideologiseringsprocesserne er løbet ned i Skanderborg sø.

Af notatet fremgår det også, at kommunen opfatter rapporten som en ”evaluering”. Men det er falsk varebetegnelse. Rapporten er derimod en ideologisk implementeringsrapport. Rapporten handler ikke om, hvorvidt noget virker efter lovens og pædagogikkens hensigt, men derimod kun om, hvorvidt en given subjektivt konstrueret ideologi er gennemført i overensstemmelse med ideologiens eget koncept. Desuden er rapporten skrevet af folk, der selv har en dyb faglig og økonomisk interesse i et bestemt udfald. En evaluering er noget helt andet.

https://www.skanderborg.dk/Files/Files/Dagsordner/committee_2340/agenda_248787/documents/070c00ac-5fa1-4c63-9c18-bf2d0f01c68b.pdf

 

34. d.23. november: Systemteoretisk affekt fra 2004 i Information

Jeg har botaniseret lidt i en diskussion fra 2004 mellem Lars Qvortrup, Asger Sørensen og arkitekten Hanne Schmidt. Den handler om den på det tidspunkt fremstormende systemteoris indhold og indflydelse. Diskussionen er højrelevant for den aktuelle læringsrevolutionære udvikling.

http://www.thomasaastruproemer.dk/systemteoretisk-affekt-i-2004-med-aktuel-relevans.html

 

35. d. 23. november: Centrum-venstre-karma i 2011 

Jeg kommer lige i tanke om noget. Kan I huske signaturen PAP fra Konkurrencestatstidende? Han anmeldte i 2011 bogen ”Uren Pædagogik” under overskriften ”De reaktionære slår til”. Han var ikke så vild med bogen, selvom den fik ros alle andre steder. Så PAP gav kun to hjerter. Ja, sidst på året udnævnte han ligefrem bogen til årets værste fagbog. Det var jo ikke så lidt, når man tager følgende ”reaktionære” forfatterhold i betragtning:

Svend Brinkmann
Lene Tanggaard
Hans Hauge
David Bugge
Thomas Aastrup Rømer
Steen Nepper Larsen
Nina Bonderup Dohn
Gerda Kraft

Ok, det var de ”reaktionære”, selvom et par af dem vist nok er ræverøde.. Men hvem er så de progressive? Jo, nogle måneder efter udkom Niels Egelunds lille pamflet ”Folkeskolens udfordringer”, som bare kører forudsigeligt derudaf. Den fik sørme fem hjerter. Det var progressivt i Konkurrencestatstidende.

PAP er stadig analyseredaktør og styrer sin redaktion med hård ren-pædagogik-hånd.

Det er det, jeg kalder for centrum-venstre karma

 

36. d. 24. november: Forskning og pædagogik i dyb konflikt

Lærernes professionsideal fra 2002 er meget inspireret af K.E. Løgstrup på både godt og ondt, men selvfølgelig mest på godt.

Men landets pædagogiske forskning er decideret imod Løgstrup. Er det ikke en tankevækkende konflikt? Forskningen bygger altså på det modsatte af praksis. Så er det jo ikke så sært, at ”evidensen” giver mavepine, vel?

Der er to begrundelser for denne modstand mod Løgstrup. Begge begrundelser er virkelig dårlige:

1. En del af DPO mener, at Løgstrup er både ontologisk, filosofisk og national og at han går for meget op i sanser, livsytringer, universet, fortælling og normativ og mange andre bandeord, som ikke er 2. eller 3. ordensiagttagelser, som det hedder. Og DPO har jo helt ret, bortset fra, at alle de dejlige ord slet ikke er bandeord og også bortset fra, at den systemteoretiske iagttagelsesstruktur er et blålys.
2. En anden del af DPO lægger med reference til Ove Kaj Pedersen vægt på, at Løgstrup hører til i velfærdsstaten. Og nu er det jo slut med velfærdsstaten, for nu er vi i konkurrencestaten, som det hedder. Derfor må vi skippe alle, der har tænkt en tanke mellem 1930 og 1990, undtagen Luhmann, Foucault, nogle neo-marxistiske statsteoretikere og så lige også OECD selvfølgelig.

Ja, og mange DPO’er køber naturligvis hele pakken, altså begge begrundelser.

Konklusion: Landets pædagogiske forskning står i dyb modstrid med landets lærere.

Måske er det derfor, at Anders Bondo, der jo selv er Løgstrupmand, nu tre gange – nemlig to gange på folkeskolen.dk og en gang i en kongrestale – har spurgt DPO om, hvad de egentlig selv mener?

Men han har endnu ikke fået svar. Imens trumler 2. ordens-iagttagelserne ud over stepperne i vild normativitet.

 

37. d. 25. november: Løgstrup, demokrati, konkurrencestat og globalisering

DPO mener, at Løgstrup hører til “velfærdsstaten”; en statsform som ifølge konkurrencestatsteorien blandt andet er defineret ved begrebet ”demokrati”. Men nu er vi så i konkurrencestaten, og derfor skal vi I STEDET FOR en demokratisk livsform have en ”lærende livsform”. Øvsibøv. Man finder samme argumentationsstruktur alle mulige steder, også i de praktiske lag. Begreberne siver ned i rækkerne.

Men så er der bare en ting, jeg har tænkt over, og det er følgende: Løgstrup skrev da ikke ret meget om demokrati? Han var på ingen måde antidemokrat eller noget, men alligevel. Ja, han var faktisk nervøs for, at demokrati blev et mål i sig selv, altså en form for ideologi. Det skyldes formodentlig hans tidehvervs-oprindelse, som altså i dette tilfælde førte noget godt med sig. Søren Krarup skrev faktisk bogen ”demokratisme” lidt i samme ånd.

Derimod talte Løgstrup hele tiden – i modsætning til Krarup – om universet. Altså ikke bare om Europa eller verden, men simpelthen om universet. Han undersøgte, hvordan vi var forbundet med universet i en meget grundlæggende forstand, Og Løgstrup var mig bekendt også meget optaget af økologiske spørgsmål.

Nu skulle man jo tro, at sådan en metafysik var guf for nærmest enhver globaliseringsteori? Men nej, ikke for konkurrencestatsteorien. Den opfatter åbenbart ”universet” som noget, der hører til i ”velfærdsstaten”?

Måske bør man kigge på Løgstrup som en slags globaliseringsfilosof med ståsted? Det vil udfordre konkurrencestatsideologien totalt. Tænk hvis den moderne pædagogik ikke mere skulle defineres af et neo-marxistisk hjørne af den politiske økonomi.

Denne særlige form for tidehvervsuniversalisme burde egentlig kunne inspirere mange partier. Under alle omstændigheder ligger den mere eller mindre udfoldet til grund for DLF’s professionsideal.

Og demokrati? Det har sørme ikke noget at gøre med “velfærdsstaten”. Nu må det altså holde op! Men det er heller ikke noget, man kan bruge Løgstrup til at sige noget om. Heldigvis er universet fuld af andre gode bøger.

 

38. d. 27. november: Uniavisens afsløringer 2

Her er lidt nyt i sagen om Mette Høegs ph.d.:

Sagen om Mette Høegs ph.d.-forløb er dækket af Weekendavisens Søren K. Villemoes i vedhæftede link

Høegs ph.d-vejleder Marianne Stidsen har desuden skrevet en slags ikke-svar på tråden under Universitetsavisens oprindelige dækning af sagen. Stidsen beder Høeg om at lægge alle sagens e-mails frem. Skal Høeg nu sidde og rode med sådan et kæmpe arbejde, efter at hun har givet en kompetent journalist adgang til det hele? Det er ikke til at tage alvorligt. Det er også meget kritisabelt, at Stidsen bare tørrer sagen ind under “personale-sags”-tæppet, som om sagen ikke handler om offentlige og principielle spørgsmål. Og hvor er resten af KU’s ledelse i sagen?
http://universitetsavisen.dk/…/da-mette-hoeg-fik-et-tilbud-…

I dag har Høeg i øvrigt en udmærket kronik i Politiken: “Kritik af den kulturelle elites dobbelte hykleri”. Så vidt jeg kan se, er kronikken ikke på www.

http://www.weekendavisen.dk/smarticle/view/3

 

39. d. 27. november: Centrum-venstres kendetegn

Hvordan kender man en fra centrum-venstre? Jo, ved at ordet ”folk” erstattes af enten det statistiske ”befolkning” eller det etnificerede ”multikultur”. Systemteorien kalder det for ”mikrodiversitet”, og poststrukturalismen taler om “affekt”. EU kalder det bare for “diversitet”. Sådan ser centrum-venstres vokabular ud.

Både “befolkning” og “multikultur” kan reguleres af 2. ordens kognitionssystemer, der hævdes at ”beskrive” og ”styre”. Det er det, man kalder for datalæringudbyttesystemer. Så er vi ovre i 00’ernes systemteori, som toneangivende centrum-venstrefolk er dannet af og ved.

Folket er blevet en tom betegner. Hvis nogen rører ved den tomme betegner, kaldes han populist af dem, der mener, de kan ”beskrive og styre” den tomme betegner.

Men når folket reduceres til en tom betegner, så vender det tilbage som en form for bagside, og den bagside hedder nationalisme. Og jo tommere betegneren er, desto kraftigere vender bagsiden tilbage.

Man kan også kultivere folket, så det bliver en dyd med tradition, musik, åbenhjertighed, gæstfrihed og interesse, som alle politiske partier kan bidrage til på forskellige måder. Men det er åbenbart svært.

Imens siver den tomme betegner mod højre og venstre for at finde bagsider, mens centrum-venstre bare styrer og styrer med statistikker og affektstyring.Øverst på formularen