Facebook-drys 33: 28. november – 31. december 2016

Her er 39 facebook-opdateringer fra d. 28. november- 31. december 2016. Årsagen til det lidt skæve tidsinterval er regeringsskiftet i slutningen af november. Man kan enten læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man kan klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. Regeringsskiftet 1
  2. Regeringsskiftet 2
  3. Regeringsskiftet 3
  4. Regeringsskiftet 4
  5. Regeringsskiftet 5
  6. Regeringsskiftet 6
  7. Regeringsskiftet 7
  8. Regeringsskiftet 8
  9. Regeringsskiftet 9
  10. Regeringsskiftet 10
  11. Synlig Læring i Skanderborg 1
  12. Afrevolutionering 1: Læringsmålstyret undervisning
  13. Afrevolutionering 2: De uselvstændige pleasere…..
  14. Afrevolutionering 3: Læringsmålsstyring i Syddjurs
  15. Oligarkisk servicering
  16. Afrevolutionering 4: Marianne Jelved behøver ingen ”justeringer”
  17. Afrevolutionering 5: fag, læring og kundskaber
  18. Afrevolutionering 6: KL’s læringsrevolution
  19. Det Radikale Venstre og læringsrevolutionen
  20. Uddannelsesquiz
  21. Arbejdsmarkedspartiet
  22. Regeringsskiftet 11
  23. Arbejdsmarkedspartiet og Hannah Arendt
  24. Datastyringslinks
  25. Skolereformens nedre mind-set
  26. Analyse af Claus Holms indlæg i Information
  27. Synlig Læring i Gentofte
  28. Interviews med Merete Riisager
  29. Centrum-venstrekarma i Konkurrencestatstidende
  30. Uddannelsesloftet 1
  31. Synlig Læring i Skanderborg 2
  32. Thorning-gate
  33. VL 13-netværk
  34. Stefan Hermann i Magisterbladet 2013
  35. Ceveas magtanalyse
  36. “Verdensopfattelsen” på Rådhuspladsen og i Skanderborg
  37. Synlig Læring på Roskile Katedralskole
  38. Henrik Dahls sms
  39. Synlig Læring i Skanderborg 3
  40. Riisager-udvalg på gymnasieområdet
  41. Populisme i Konkurrencestatstidende
  42. Uddannelsesloftet 2
  43. Hvad er “røv til bænk”-pædagogik? (blogindlæg)
  44. To muligheder
  45. Skam
  46. Facebook-drys i November
  47. Synlig Læring i Skanderborg 4
  48. Interviews og beklagelser i Kristeligt Dagblad
  49. UVM-konference om ”den gode undervisning”
  50. Oligarkisk note fra 2013
  51. Forskydninger i de nedre oligarkiske lag
  52. Klassestørrelser og kortere skoledage

 

1. d. 28. november: Regeringsskiftet 1

Merete Riisager “bekymrer og chokerer”, kan man læse i dagens avis. Hahaha…. Konkurrencestatstidende er i total faglig opløsning, og det er Arbejdsmarkedspartiets Lotte Rod, Konkurrencestatspartiets Annette Lind og Børneaktiepartiets Jacob Mark også. Hvilken læringsrevolutionær centrum-venstreindspisthed!

Uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, har også en kommentar, der kører i ren Stefan Hermann-style. Her reduceres Riisagers holdninger til “udmeldinger”, som er talerør for det, der nedladende kaldes “bekymrede lærere og forældre”. Ja, Riisager omtales ligefrem som en “Donald Trump”! Man ser Stefan Herman for sig: “Blev du også forført af Riisagers populisme?”. Man ser også for sig, at alle kritikere er vrede hvide og fattige mænd, som aldrig læser bøger, kun ser Paradise Hotel, og som er frustrerede over, at kulminen er lukket.

Hallo Fuglsang! Der er tykke bøger om kritikken alle steder, som din redaktion systematisk har udelukket. Det er ikke bare “bekymringer”. Det er kritik. Riisager er talerør for kritikken, både i dens folkelige og dens intellektuelle former.

(Fuglsangs kommentar: http://politiken.dk/…/riisager-bliver-folkeskolens-svar-pa…/)

Derimod er de læringsrevolutionære “bekymringer og choks”, som journalisten solidarisk skildrer nedenfor, helt uden åndsvidenskabeligt fundament, og det er vel at mærke denne tomhed, Konkurrencestatstidendes “udmeldinger” har været “talerør” for i mange år efterhånden.

Jeg glæder mig til at følge disse processer nærmere den kommende tid. Det er en empirisk guldgrube af strid og forankring for en pædagogisk forsker.

Imens må vi heppe totalt på, at Riisager kan sno sig igennem regeringsgrundlagets kantede formuleringer (som jeg vender tilbage til). Det bliver ikke nemt, men måske heller ikke umuligt. Og det er på med nej-hatten, når hun støder ind i embedsapparatet og dets “eksperter”, det er helt klart.

Endelig vil jeg sige, at det er en total gåde for mig, at SF, S og RV ikke tager den store ja-hat på og aktiverer deres partiers dannelsestradition, så Riisager kan få et bredt materiale at arbejde med. LA kan ikke løfte den opgave alene.

Og Konkurrencestatstidende kan passende begynde at dække den uddannelsespolitiske realitet mere objektivt.

 

2. d. 29. november: Regeringsskiftet 2

Riisagers første arbejdsdag:

Når Merete Riisager møder på jobbet, bliver hun modtaget af en af landets store læringsrevolutionære, nemlig departementschef Jesper Fisker. Fisker har ledet ministeriet siden 2011 og har altså været fremdriftsreformator på hele skolereformprocessen i al dens organisatoriske og indholdsmæssige armod. Jeg lavede et skriv om det sidste år, som jeg vedhæfter.

Og det lader til, at Fisker med det samme vil tæmme de nye ideer. Ved gårsdagens overdragelse af ministernøgler, sagde Fisker til Riisager, at de jo var bekendte fra

”utallige forhandlinger, hvor du som regel har været imod. Derfor er det ikke nyt at se dig. Og her bliver jeg nødt til at understrege, at der står i regeringsgrundlaget, at nu skal der være grundlæggende ro om folkeskoleområdet, men plads til justeringer”, (Folkeskolen.dk, d.28/11))

Kan man ikke mærke den læringsrevolutionære nervøsitet i det citat? Derudover er det efter min mening virkelig arrogant, at en departementschef offentligt gør en tiltrædende minister opmærksom på hendes egen regerings politik. Jeg håber, han får en røffel for det. Hvad bilder han sig ind?

Den anden bærende revolutionære kraft i ministeriet var Arne Eggert. Jeg skriver ”var”, fordi han nu er chef for børne- og skoleområdet i KL. Han er kommet tættere på praksis, som man siger, hvilket selvfølgelig er synd for praksis. KL bør holdes HELT ude af praksis.

Så er der resten af det solipsistiske system, som mig bekendt bare venter på bedre selskab.

Jeg vil foreslå, at Riisager bruger de første 14 dage på at sætte departementschefen på plads, hver morgen og godt og grundigt. Måske kan hun sende ham i Bilka for at købe et nyt sprog?

http://www.thomasaastruproemer.dk/departementchef-i-det-offentlige-rum.html

 

3. d. 29. november: Regeringsskiftet 3

Hvordan bliver en politiker til en Donald Trump?

I USA: Lav nogle skøre casinoer, som går konkurs, og slå dig op som en selvcentreret vært på et reality-show. Sig også gerne noget ubehageligt om samfundets minoriteter.

I Konkurrencestatstidende: Bliv undervisningsminister via en uddannelse som Cand. Pæd. og ved 5 års selvstændigt og hårdt arbejde som skolepolitisk ordfører for dit parti.

Dette er fuldstændigt parallelt med Informations og Stefan Hermanns behandling af Svend Brinkmanns arbejde tilbage i september. Dengang blev Brinkmann beskyldt for “populisme” efter at have skrevet en af årtiets mest seriøse debatbøger.

Vi har fået en ny diskursiv og oligarkisk struktur i samfundet, der i ophøjet uvidenhed anklager intellektuelle og seriøst arbejdende medborgere for at være “populister”. Denne nye struktur tror, den er noget, men det er den ikke. Den er det stik modsatte af en ordentlig “elite”, nemlig en massificeret læringsrevolution.

 

4. d. 29. november: Regeringsskiftet 4

Her er en politisk-pædagogisk vurdering af de første reaktioner på ministerskiftet

Vi har fået en undervisningsminister, som
– er imod konkurrencestaten og har skrevet om det flere gange
– går ind for pædagogisk frihed og kundskaber
– har stemt imod alle skolelovene, inklusiv L409
– har kæmpet intenst og nærmest alene for både folkeskole og frie skoler i 5 år.

Men det er mere end centrum-venstre kan klare. Det er simpelthen for neo-liberalt at være imod konkurrencestaten eller hvad? Det er de nye Ove Kaj Pedersen-tider hos de gamle partier, der regerer sjælene. Derfor gør man alt for at proppe kritikken ned i forliget igen:

– Konkurrencestatstidende kører decideret kampagne. Avisens uddannelsesredaktion har med ihærdig systematik ignoreret alle politiske og faglige variationer over Riisagers synspunkter i 5 år, og det har den åbenbart ikke tænkt sig at ændre på. På både Altinget, Folkeskolen.dk og Berlingske kører man mere almindelig journalistik.

– Børneaktiepartiets skolepolitiske ordfører, Jacob Mark, har lavet en hel plakat, hvor der står, at SF går ind for “bedre folkeskoler”, mens Riisager kun går ind for “rigere privatskoler”. Men det er for groft: Var det ikke SF, der stemte ALLE skolelovene igennem? Er det en ”bedre folkeskole”? Partiet har intet lært. Men det er den moderne socialisme: Man er i lommen på konkurrencestat og datalæringstvang uden kontakt med intellektuel kritik. Det er sørme godt, at folk får bedre muligheder for at lave frie skoler, når det skal være på den måde.

– Hvorfor træder Arbejdsmarkedspartiet ikke til som ren støtte for Riisager, så skoleforliget kan ændres/korrigeres i en eller anden fælles retning? Marianne Jelved og Morten Østergaard og efterhånden også Lotte Rod har i et halvt år tordnet mod målstyringen af skolerne. Nu kommer der en minister, som vil det samme, men straks slår Lotte Rod ring om sit dumme forlig. Hvorfor benytter partiet ikke chancen til at realisere dets nyvundne indsigter? Måske fordi det er løgn? Måske fordi man bare er et Arbejdsmarkedsparti?

– Konkurrencestatspartiet lader jeg fare. Det er uden for pædagogisk rækkevidde. Der er Corydon-horisont over hele linjen. Den eneste undtagelse er viceborgmesteren i Lyngby, men selv han slår ring om sit partis tomhed i den aktuelle situation.

– Så er der Alternativets ordfører Carolina Magdalene Maier, som er den eneste, der indtil nu ser ud til at se nogle skolepolitiske muligheder i ministerskiftet. Det går godt i den omegn.

Og ganske kort om de andre partier:

– Dansk Fryseparti holder også fast i forliget. De mener, at forligets opgør med ”dansk folkelighed” har noget med ”Dansk Folkeparti” at gøre? Det er nærmest komisk, er det ikke?

– Så er der Enhedslisten. De må da være vilde med en minister, der revser konkurrencestaten? Foreløbigt er de tavse. De vil måske hellere have konkurrencestatslæring end at give 2% på koblingsbidraget til friskolerne? Det er nok det, man kalder ”socialisme”.

– Så er der Venstre og Konservative. De er også uden for pædagogisk rækkevidde. De er embedsmænd for Antorinis opgør med kundskaber og med Grundtvigske skoletemaer.

Jeg taler ikke om at stemme på LA, men om at gribe de skolepolitiske muligheder, som dette ministerskifte giver, så det ikke kun er LA, der skal bære kritikken. Man bør hjælpe og kvalificerer Riisagers kritik ind i regeringen, i stedet for at holde fast i forliget, så kritikken tæmmes og forsvinder ned i partiprogrammet.

 

5. d. 30. november: Regeringsskiftet 5

Kommentar til regeringsgrundlagets afsnit om de videregående uddannelser:

Professions- og universitetsområdet har også fået ny minister. Det er Søren Pind. Han er virkelig øv over, at han ikke kan fortsætte som justitsminister, og han har mig bekendt aldrig sagt noget om forskning og uddannelse. Det er det modsatte af tilstanden i undervisningsministeriet, må man sige.

A. Kritisk tænkning
Regeringsgrundlaget har et helt afsnit om emnet, nemlig kapitel 21. Hvad står der? Jo, der står noget godt om universiteterne:

”Universiteterne er samfundsbærende institutioner, der både værner om den frie kritiske tanke og står for at udvikle den. Uanset hvilke andre opgaver, de skal løse, er det grundlæggende funktioner.”

Det er virkelig dejligt, at det bliver slået fast: Universitetets helt grundlæggende opgave er at drage omsorg for fri tænkning og kritik. Det er grundlaget for det hele. Hvor denne evne så skal kultiveres, ved jeg ikke, for i den folkeskolereform, som regeringen ønsker ”ro” om, står der sandelig ikke noget om den fri kritik og tænkning, tværtimod. Med mindre man da læser skolens formål, hvilket ingen gør.

B. Arbejdsmarkedsteknik
Resten af kapitlet er en masse arbejdsmarkedsteknik, som er dårlig, og som ikke hænger sammen med den kritiske grundfunktion, der lige er markeret:

F.eks. står der, at uddannelser skal ”fremme vækst og beskæftigelse”, og at de skal have ”relevans”. Vi får også at vide, at ”de mange midler, som samfundet anvender til videregående uddannelser, skal omsættes til værdi”, og at uddannelserne skal give ”et højt læringsudbytte”. Det er alt sammen kode for fagligt og kritisk forfald.

Yderligere forfaldskoder får vi nede i realpolitikken. Regeringen vil lave et ”udvalg”, hvis mål er at ”styrke kvaliteten” og ”forbedre sammenhæng og fleksibilitet mellem uddannelse og arbejdsmarked”. Udvalget skal også ”belyse potentialet for mere praksisnær undervisning”.

Jeg vil æde min gamle hat på, at dette ”udvalg” vil være helt uden sans for fri tænkning og videnskabelig kvalitet. Hvem husker ikke produktivitetskommissionens skrækkelige arbejde. Og det der med ”praksisnær” undervisning er en decideret trussel.

C. Frie seminarier og universiteter?
Til sidste står der pludselig en interessant sætning:

”Regeringen er åben overfor private universiteter og andre videregående uddannelsesinstitutioner, herunder på læreruddannelsesområdet”.

Den slags ideer skal have en solid social profil, det er klart, men hvis det er på plads, kan der sagtens ske noget godt: Lærerne har jo allerede det velfungerende venstregrundtvigske seminarium i Ollerup, men nu kommer der måske flere? Det må man håbe, for den eksisterende læreruddannelseslov er da under al kritik. Den har virkelig brug for modspil. Og på de nye frie universiteter kan man måske slippe for at være ”praksisnær”?

Mon ikke Pind overlader det hele til sit ”praksisnære” udvalg, mens han venter på en anden ministerpost? Så kan Riisager sådan lidt uformelt udvide sit ressort med Henrik Dahl, som i går skrev en glimrende kronik til Ræson, på bagsmækken, hvilket også kan have en positiv effekt i forhold til at ødelægge regeringsgrundlagets grimme ”ro”-ord om folkeskolereformen.

”Ro” er grimt, fordi det jo dækker over en læringsrevolution, der i allerhøjeste grad stadig pågår. Man kan ikke skabe ”ro” om en vild ”uro”. Uroen er. For at få det frem, har Riisager brug for hjælp fra de andre partier, men så må de altså tage sig sammen og ikke beskytte det urolige folkeskoleforlig med falsk ro.

 

6. d. 30. november: Regeringsskiftet 6

Kommentar til regeringsgrundlaget om folkeskolen:

Regeringsgrundlagets kapitel 20 handler om ”Børn, folkeskole og ungdomsuddannelse”. Lad os se på folkeskoledelen, og også lidt på, hvilke muligheder den kritiske minister har.

1. Accept af reformen?
Der er umiddelbart en kraftig accept af skolereformens filosofi:

”Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige de kan”,

står der i direkte afskrift fra forligsteksten, hvilket realpædagogisk dækker over, at man er gået fra undervisning til læring og fra indhold til læring, hvilket man jo ikke får meget “læring” ud af. Men formuleringen kan naturligvis også fungere i en anden diskurs, hvis den kan vrides fri af ministeriets og DPO’s vokabular. Men det kan kun ske med kraftig bistand fra resten af samfundets kritiske masse.

2. To spørgsmål, der inviterer kritikken ind.
Dernæst kommer: ”Regeringen vil understøtte den fortsatte gennemførelse af folkeskolereformen, så folkeskolen får de bedste betingelser for at virkeliggøre reformens intentioner”. Det lyder naturligvis også som en knæfald for læringsideologien, og det er det sådan set også. Der er dog også en mulighed her, hvilket hænger sammen med følgende to spørgsmål:

3. Hvad er folkeskolereformen egentlig?
Hvad er reformens ”intention”? Lad mig uddybe: Hvad er skolereformen egentlig? Er det selve lovteksten? Er det også forligsteksten? Er det også cirkulærer og vejledninger? Er det Synlig Læring osv. osv. De Radikales pointe har jo hele tiden været, at de går ind for skolereformen, men stort set kun i dens rene lovtekst. Dvs. at al resten bare er noget, som DPO har fundet på. Hvis RV har ret i det, så er der jo store muligheder.

I den forbindelse må man huske, at ”skolereformen” jo også har en formålsparagraf, som resten af ”reformen” skal spille sammen med, men som reformen faktisk er en afvisning af. Hele det pædagogiske og uddannelsespolitiske arbejde med at føre formål og reform sammen vil være ren kritik og uddannelsespolitik af fin karat.

Spørgsmålet er derfor: Hvad tænkes der på med ”reformens intentioner”? Er det forligsteksten eller formålet eller begge dele? På en måde kan man godt sige, at kritikken er en uomgængelig del af at bringe reformen i nærheden af lovens formål, dvs. af at finde og udføre ”intentionen”.

4. ”Ro om reformen”.
Dernæst står der følgende:

”Det er afgørende, at der fortsat sikres ro om folkeskolen, så den forandring, som skolen er i gang med, understøttes bedst muligt.”.

Det er helt klart tekstens mest problematiske sætning. For hvordan kan man skabe ro om en ”revolution”? Det kan man ikke. Skolereformen ER uro. Dvs. at hvis man vil have ”ro” kan det kun ske ved detailstyring, der lukker kritik og åndsfrihed ude, dvs. lukker formålet ude. Jeg synes faktisk, at LA burde have undgået denne formulering. Men ok, man kan selvfølgelig også spørge, hvad det er for en ”forandring, som skolen er i gang med”? Er det at finde sin intention eller at splitte sin intention? Nå, men det er en lang historie.

5. “Enkelte justeringer”
Formuleringen under punkt 3 ledsages dog af følgende:

”Regeringen vil løbende vurdere, om der er behov for enkelte justeringer som opfølgning på erfaringerne med reformen”.

Det er naturligvis også en skrækkelig formulering, men der er dog lidt råderum i, hvad man forstår ved ”justering” og ”erfaringer”. Hvis det handler om evalueringsteknik, burde Riisager være blevet ude. Men hvis hun kan få sine embedsmænd og rådgivere til at lege med sproget, som embedsmænd jo kan, så “justering” kan betyder MEGET andet, så kan den godt reddes hjem. F,eks. kan det dække over en “justering” af regelsættet om Fælles Mål, så kompetencebegrebets overhøjhed tages væk. En lille fin “justering”, ikke sandt? Og alt det der med Synlig Læring kan ministeren jo roligt gøre grin med, for det står i al fald ikke i nogen lov, selvom kommunerne tror det.

Men i så fald skal Riisager virkelig sætte sin departement-chef på plads, for han vil forstå formuleringerne meget evalueringsbogstaveligt. Hun har ikke et venligt og legesygt apparat hos sig. Det er klart nok.

6. To kritiske lodder
Dernæst kommer der to markeringer, som begge er lodder i den kritiske vægskål:

Den første markering er: ”Regeringen er indstillet på at udnytte de frihedsgrader, der er indeholdt i folkeskoleloven”. Disse ord er faktisk et kæmpe carte-blanche til kritikken, fordi der her henvises til ”loven” og ikke til ”reformen”. Dermed kan formålsparagraffen sætte sig igennem og tvinge ”folkets skole” – som Riisager selv ynder at formulere det – tilbage.

Den anden markering er, at der står, at folkeskolen skal give børnene ”almen dannelse”. Hovsa, hvor kom det fra? Det er sørme ikke nævnt nogle steder. Det er helt nyt. Det er en kritisk gave til at omdirigere forståelsen af ”reformens intentioner”.

 

7. d. 30. november: Regeringsskiftet 7

Så fik jeg hørt samrådet med den nye undervisningsminister. Jeg bemærkede følgende:

1.

Det pædagogiske og uddannelsesmæssige hovedspor er følgende: Ministeren siger ikke ordet ”læring” en eneste gang, men taler kun om faglighed og fritid. Hun tager simpelthen det revolutionære ud af reformen. Det er en god strategi, for til sidst bliver spørgsmålet: Hvad er så tilbage? Ordet ”læring” indgår jo heller ikke i regeringsgrundlaget eller i skolens formål. Det er sådan noget Antorinifims, der bare har knopskudt. De følgende punkter er sådan set bare implikationer af denne herlige læringsglemsel.

2.

Ministeren skelner hele tiden mellem på den ene side ”folkeskolen” og på den anden side ”reformen om folkeskolen”, som hun blot kalder for ”rammevilkårene”. De to ordførere fra Konkurrencestatspartiet er helt oppe i det ideologiske felt. Men de bliver totalt sat til vægs, uden at de næsten lægger mærke til det. Jeg bemærkede også Riisagers kompetente afsluttende kritik af Annette Linds ”røv til sæde”-forsimplede syn på undervisning. Riisager vil gerne have almindelig faglig og didaktisk undervisning, men det betyder jo ikke, at hun er imod idræt og bevægelse (hallo!!). Der er sørme kommet en cand.pæd. i ministerstolen. Her kan DPO virkelig lære noget.

3.

Ministeren har nogle meget interessante markeringer om social arv til SF’s Jacob Mark, hvor hun betoner det civile samfunds betydning, selvom det altid vil medføre nogle variationer. Men det betyder jo ikke, at man ikke skal gøre alt for at hjælpe de børn, der har det svært. Hun insisterer også på at tale om positiv social arv, hvilket der i høj grad er brug for, selvom jeg slet ikke synes om alt dette positiv/negativ-huttelihut.

Min egen version af den pointe er: Hvis lighed bliver skolens mål, ødelægger skolen dens eget objekt, nemlig folkelighed og frihed. Men hvis lighed derimod er skolens forudsætning, producerer skolen social pluralitet og massevis af frit genskabt social tradition. Det er faktisk en pointe, jeg har fra en gammel fransk socialist, Jacques Ranciére. SF bør huske på deres folkelige og sociale traditioner her: Lighed er IKKE skolens mål, men skolens forudsætning.

4.

Ministeren taler fritidspædagogikken op. Hun vil genskabe rammen for en fritidspædagogik, der er noget andet end skolen. Det er Alternativets ordfører, Carolina Magdalene Meier, glad for, og det er jeg også. De læringsrevolutionære vil indrullere fritidspædagogikken under læringsbegrebet, men det er tydeligvis hverken Riisager eller Meiers holdning, for læringsbegrebet er jo pist væk hos dem :-). Jacob Mark lytter let fascineret. Jeg håber, han lærer.

Konkurrencestatstidende mener i deres kompromitterende kampagnestil, at ministeren ”med et trylleslag bakker op om skolereformen”. Det er, hvad jeg vil kalde en vildt forsimplet vinkling, men det hele siger noget om, hvordan Konkurrencestatstidende og Konkurrencestatspartiet er dybt og intimt forbundet til stor skade for den journalistiske kvalitet.

PS der var ingen indlæg fra DF, V, RV, EL, eller K.

Link til samrådet: http://www.ft.dk/webtv/video/20161/buu/td.1355166.aspx?as=1

Link til Politikens dækning: http://politiken.dk/…/merete-riisager-bakker-med-et-trylle…/

 

8. d. 1. december: Regeringsskiftet 8

Jeg tømmer lige hjernen, før jeg går i seng. Jeg skal have styr på de forskellige partiers forhold til konkurrencestatsideologien; en ideologi, som jo lægger ALT under et økonomisk konkurrence-imperativ. Jeg skal også undersøge konsekvenserne heraf for de skolepolitiske muligheder i landet. Spørgsmålet er: Hvad skal til, for at alle kan bidrage til en god skolepolitisk vekselvirkning?

1. LA og Alternativet

Der er to partier, som er eksplicit imod konkurrencestaten. Det er LA og Alternativet. Riisager har skrevet to kronikker, hvor hun tager afstand, og Alternativet er simpelthen dannet i et opgør med ideen. Det er de eneste to partier, som er eksplicit fri af ideologien. Det er simpelthen de eneste partier, som kan udvikle en selvstændig skolepolitisk profil, fordi skolen for dem ikke er et middel til økonomisk optimering. Det er derfor, at LA og Alternativet har mulighed for at finde sammen i det skole- og uddannelsespolitiske på forskellige områder og ligefrem bære en ny politik frem.

Jeg vil dog gerne have dem endnu tættere sammen. En vanskelighed ved en sammenføring er, at LA’s kundskabssyn bygger på Henning Fonsmarks linje, dvs. faglighed, hvorimod Alternativet bygger på en linje, der handle om kreativitet. Egentlig burde det på ingen måde være modsætninger, men det kan det godt være nogle gange. Ja, ind imellem opfattes faglighed og kreativitet og faglighed direkte som modsætning. Hvilken vild fejl!

Det er det omvendte, der er tilfældet Faglighed og kreativitet er ofte nærmest det samme. De to momenters enhed er simpelthen bare almindelig seriøs pædagogik. Kreativitetsforskeren Lene Tanggaard gør også meget ud af at sige, at kreativitet netop er sans for både objekt, tradition, og eksperimentelle og frie erfaringer på samme tid. Jeg vil derfor opfordre Alternativet og LA til at lave nogle ting sammen for at undersøge denne fællesmængdes nærmere karakter. Det vil frisætte en stor pædagogisk og kundskabsmæssig energi i landet.

2. Dansk Fryseparti (og K+V)

Dansk Fryseparti er så opslugt af Islam, at de er helt uden for pædagogisk rækkevidde. Jeg tror slet ikke partiet har hørt om den der “konkurrencestat”. Og hvis man endelig taler om sociale spørgsmål, så er det altid de gamle og de syge. Børn har partiet ingen sans for. Derfor stemmer Frysepartiet også begejstret for skolereformen, som ellers er det mest ufolkelige og unationale der findes. Børn skal helst være gamle fra start.

Frysepartiet hoppede fra Fonsmark-linjen til Pisa-linjen i 00’erne, sammen med Venstre og Konservative. Derfor er de alle sammen skolereformtilhængere og i en vis forstand langt fra LA.

Hvis Frysepartiet lige gad kigge på spørgsmålet om samfundets genskabelse et øjeblik og dermed blive til et Folkeparti, ville de kunne bidrage med det, jeg kalder for en national økologi, som både LA og Alternativet også vil kunne være i, hvis de åbnede sig.

Det ville minde lidt om det, som Ove Korsgaard med reference til den amerikanske filosof Martha Nussbaum har kaldt for en social poesi, som dog nok skal tones en anelse mere ontologisk, så Danmark igen kan føde og ikke fryse.

Med en sådan proces ville vi få både faglighed, kreativitet og ståsteder i samme filosofi, hvilket sådan set bare er andre ord for folkeskolens formål. Så får vi en ”folkets skole”, som den nye minister udtrykker det.

3. Centrum-venstre

Så er der centrum-venstre, dvs. Konkurrencestatspartiet, Arbejdsmarkedspartiet og Børneaktiepartiet, der alle er dybt skadede af regeringsdeltagelsen 2011-15. De lever stadig i Corydonismens horisont. Konkurrencestatspartiet er helt uden for pædagogisk rækkevidde. Der er ingen sprækker overhovedet. Der er ikke mere at sige om det.

De to andre laver lidt skvulp, men så heller ikke mere. Et passende sted for Børneaktiepartiet og Arbejdsmarkedspartiet at påbegynde og effektuere en selvransagelse og et skolepolitisk opgør ville være i forligskredsen bag skolereformen. De bør simpelthen give Konkurrencestatspartiet og dets ordførere en politisk lærestreg, så man kan se og høre det. Dvs. lave politik og ikke bare policy.

Det kan dog kun ske ved et mere direkte sprogbrug, der taler sig hen i nærheden af ministerens holdninger. Hvis det sker, vil der også kunne føres kontrol med, at LA’s skolepolitik ikke pludselig opsluges af Grådighedspartiet, dvs. Ayn Rand-segmentet i partiet. Vinder Rand-fløjen vil vi nemlig få omfattende privatiseringer, stor ulighed, og nidkær teknisk kontrol med landets pædagogiske udvikling.

Hvis Arbejdsmarkedspartiet skal blive til det Radikale Venstre, så er det den grundtvigske og verdensborgerlige kombination, der skal markeres, men det er ikke let, så længe partiet omgives af systemteori og en form for anti-folkelig teknokratisk elitisme.

Hvis Børneaktiepartiet skal bliver til SF, så skal de samfundspolitiske analyser og venstregrundtvigske temaer reaktualiseres, men det er der absolut ingen tegn på.

4. Enhedslisten

Endelig er der Enhedslisten. De er sådan set imod konkurrencestaten, men de tror, at den er et vilkår ved kapitalismen. Denne misforståelse lammer partiet, for det har jo lissom lidt for lange udsigter at fjerne kapitalismen som sådan.

Visse dele af partiet er også præget af posthumanistisk filosofi, som støtter op om skolereformen, og som man hurtigst muligt bør løsrive sig fra. Det hele er gået lidt i stå synes jeg. Vi skal have handlingssocialismen og ikke resterne af strukturkommunismen tilbage, for nu at sige det på den måde.

Hvis Enhedslisten skal ud af deres lammelse, skal de genaktivere klasse- og samfundsanalysen, dvs. bringe den europæiske venstreintellektuelle tradition i spil med hele dens filosofiske, sociale og poetiske kraft. Det vil også kunne virke opdragende på det nærmest antiintellektuelle Børneaktiepartis pædagogiske navlepilleri. F.eks. vil man kunne genoptage arbejdet med en egentlig arbejderpædagogik i den nye globale, teknologiske og nationale sammenhæng i stedet for det skrækkelige og undertrykkende “vi skal bryde den sociale arv- dogme, som rejser rundt på venstrefløjen.

5. Konklusion

Når alt det er på plads, er vi klar til en seriøs skolepolitisk diskussion, hvor alle kan deltage og bidrage.

Så kan Annette Lind og Christine Antorini gå på bodega og ryge nogle smøger med alle deres negative holdninger. Måske kommer Venstres Anni Matthiesen på besøg? Eller Donald Trump?

Så er hjernen tømt. Godnat 🙂

 

9. d. 2. december: Regeringsskiftet 9

Hvordan man undgår “justeringer”:

I regeringsgrundlaget står der, at man kun vil lave ”justeringer” af skolereformen. Her er en strategi til en afrevolutionering af læringsrevolutionen uden den mindste justering:

1.

Træk læringsrevolutionen helt ud af reformen. Hvis man kigger på selve lovteksten, står der ikke “læring” ret mange steder. Tal i stedet om det, der står i fx §1,2,3, 5,10,18, dvs. kundskaber, undervisning, demokrati, fag, åndsfrihed mm., dvs. alt det som de læringsrevolutionære er imod eller gør til midler eller glemmer.

Bemærk også, at der i regeringsgrundlaget står ”almendannelse”, hvilket er et skældsord i skolereformskredse, men som nu er officiel regeringspolitik.

”Formålet” er også nævnt en enkelt gang i selve forligsteksten, hvilket er værd at huske på (s.17), men slet ikke i det oprindelige udspil fra centrum-venstre-regeringen, som jo ikke er en forligstekst. (men ok, det er to skrækkelige dokumenter, som splitter skoleloven. Der skal kæmpes der, men det er ikke en “justering”)

Forligsteksten har noget mere med om ”læring”, men det kan sagtens dysses ned ind under lovens egne paragraffer. Kort sagt: Tal om det, der står i lovens centrale paragraffer. Altså LOVEN. Alt det der med operative måltal mm.. lader vi stå i første omgang. Det kan vi se på, efter vi har fået en ordentlig filosofi uden justeringer.

Lige lidt sjovt fakta: De læringsrevolutionære siger, at de vil gå fra undervisning til læring. I loven er der følgende fordeling af de to ord:

Undervisning: 426 hits
Læring: 13 hits

Dvs. at loven er en undervisningslov efter skolens formål. Der er ikke grund til ”justering”. Der er bare grund til at gøre det, som står i loven.

2.

Denne afrevolutionering vil formodentlig afstedkomme et mere almindeligt sprog om skolen. Journalister, organisationer, offentlighed og den pædagogiske forskning vil begynde at orientere sig på en anden måde. Det så vi allerede, da Riisager blev interviewet i Deadline den anden dag. Journalisterne vil tale om og spørge til undervisning, fag, indhold, demokrati osv. Det var kun Bondo og Hjortdal, der sad og sov med deres teknikaliteter i det program. Fyha!

3.

Riisager kan i sammenhæng med processerne under 1 og 2 ændre hele det ministerielle vokabular, der jo som nævnt ikke har rod i lovteksten. I stedet indføres alle de almindelige pædagogiske ord på de mange hjemmesider, vejledninger, småforklaringer, kommissioner etc.. Herefter vil kommunerne og den pædagogiske forskning formodentlig også efterhånden makke ret.

Hermed har man afrevolutioneret skolereformen uden en eneste justering. Reformen kollapser ind i sig selv.

Efter denne justeringsfri kontra-revolution kan man starte med ”justeringerne”, hvilket også er inden for rammerne af Riisagers mandat.

Hvilken herlig kontrarevolution.

PS: Ministeren skal dog lige huske følgende:
a. Tal ikke ned om kreativitet eller demokrati i skolen, men nævn det ofte og gerne sammen med faglighed, kundskaber og undervisning.
b. Kald ikke L409 for en aftale

Men det er jo heller ikke “justeringer”.

 

10. d. 2. december: Regeringsskiftet 10

”Skolereformen er det bedste, der er sket for folkeskolen i over 50 år!”:

Konkurrencestatstidende har i mange år kørt ren kampagnejournalistik med en yderst ensidig dækning af uddannelsespolitiske spørgsmål. De sidste par dage har det dog gået særligt skingert for sig. Den nye minister kaldes f.eks. for en ny Donald Trump, og man kan også læse, at hun i et ”med et trylleslag bakker op om reformen”, selvom hun gennemførte et yderst selvstændigt og kritisk samråd.

Nå, men her i dag har signaturen PAP skrevet avisens leder. Det var PAP som i 2011 var helt vild med Niels Egelunds pamflet ”Folkeskolens udfordringer”. Desuden kører han en analysesektion, hvor DPO vist nærmest har fri adgang.

I dagens leder fortæller PAP, at skolereformen er

”det bedste, der er sket for folkeskolen i mere end 50 år.”

Altså siden 1965?!?

Vi får også at vide, at det er ”helt afgørende, at Riisager og co. ikke flytter sig fra de hovedspor, reformen har lagt ud. Reformen er fortsat den rigtige kurs for folkeskolen – og den skal have ro og tid til at vise sit værd”.

“Den rigtige kurs” og ”Vise sit værd?” Følger man slet ikke med i noget som helst på den avis?

Er der for resten nogen, der husker, hvordan Konkurrencestatstidendes forside så ud i 2013, dagen efter den store lærerdemonstration ved Christiansborg, hvor 50.000 lærere var samlet i protest mod Corydons normaliseringsrevolution? Jo, der var såmænd et kæmpebillede af sangerinden Nabihas hårpragt. Hun havde fået nye krøller stod der.

Konkurrencestatspartiets skolepolitikere, Antorini og Annette Lind, har også travlt med at gøre grin med Riisager på deres respektive fb/twitter-sider, selvom de får læst og påskrevet på trådene. Det foregår helt i samme Konkurrencestatstidende-ånd.

Ovre hos Antorini kan man også læse, at hun er helt vild med Stefan Hermanns nye bog. Hun anmeldte den i DJØF-bladet uden den mindste anmærkning. Der er også et fint fotografi, hvor anmelder og forfatter står tæt og smiler. Hermann har jo fulgt med hele vejen, og i dag sidder han i skolereformens læringsråd. Han kalder intellektuelle for populister, mens han fortæller os, at Antorini og Corydon stiller de rigtige spørgsmål.

Det er ren Donald Trump! dvs. en fortabt hvid middeklasse.

http://politiken.dk/debat/ledere/art5720612/Riisager-m%C3%A5-droppe-dokumentationskrav

 

11. d. 2. december: Synlig læring i Skanderborg 1 

I Skanderborg holder de fast i det globale projekt Visible Learning+. Aarhus Stiftstidende har kigget lidt på sagen i nedenstående link. Det er Linda Andrea (LA), der driver sagen frem til offentlighedens skue. Hun er Skanderborgs svar på helten fra Lyngby, viceborgmester Simon P Sørensen (A), der i en vild tale dræbte Visible Learning i Lyngby-Taarbæk.

Der er fire ting at bemærke ift. de oplysninger, Stiften får frem:

  1. Det viser sig nu, at projektet koster 19 mio.kr.. I forrige uge var det 5,5 mio., men det går åbenbart lidt op og ned med økonomistyringen eller med regnemetoderne? Uanset beløbet er det mange lejrskoler.
  2. Borgmesteren Jørgen Gaarde (A) er skam ikke er nervøs for, at det er Visible Learning selv, der har evalueret resultaterne af sig selv. Kommunens egne konsulenter har jo ”kvalitetssikret” evalueringen, fortæller han. Nu er der bare det problem, at disse konsulenter er helt ny-religiøse tilhængere af VL-projektet. Venstres Bent Jacobsen mener da heller ikke, at evalueringen er ”objektiv”.
  3. Skoleudvalgsformanden Frands Fischer (A) fortæller os, at det er kommunens egne skoleledere, som selv har bedt om VL-projektet. Det er helt nyt for mig. Hvem er der tale om? Jeg troede, ideen kom fra den kommunale konsulent Torben Steen og hans mangeårige bekendte, DLF-kredsformand Bent Eriksen, som har rejst land og rige rundt med deres VL-ideer?
  4. Endelig er det værd at bemærke, at borgmesteren taler om intet mindre end ”en kulturforandring”. Alligevel fortæller man vidt og bredt om, at projektet skam er frivilligt for alle. I dagens nummer af Folkeskolen har man interviewet nogle lærere. De havde sjovt nok slet ikke forstået det der med frivillighed. Men OK, folkeskolefreformen blev jo også lanceret som en “kulturrevolution”..

http://stiften.dk/skanderborg/Ny-skolemodel-har-kostet-19-mio-kr/artikel/425521

 

12. d. 3. december: Afrevolutionering 1: Læringsmålstyret undervisning

Arne Eggert er ny skoledirektør i KL. Han kommer fra Undervisningsministeriet, hvor han har spillet en central rolle i den læringsrevolutionære proces. Nu er han så havnet i KL, som i alle årene har prædiket den helt store anti-pædagogik i den ene rapport efter den anden. I den forbindelse bliver Eggert interviewet til Folkeskolen.dk. Eggert siger naturligvis ikke noget som helst indholdsmæssigt af interesse, men til sidst sker der alligevel noget interessant.

Digebruddet i Lyngby-Taarbæk – dvs. kæmpekritikken af Visible Learning (VL) – har givet Eggert second thoughts i forhold til den såkaldte læringsmålstyrede undervisning, som jo ellers er en central del af læringsrevolutionen, og som VL herhjemme er en del af. Eggert siger:

”Det er, når læringsmålene bliver anvendt som styrings- og implementeringsredskab, at det bliver et problem. Og vi i ministeriet holdt for længe fast ved begrebet “læringsmålstyret undervisning”. Hvordan kan vi arbejde med målene, så de bliver et middel for læreren i stedet for et mål i sig selv?
Der har været meget i de enkelte kommuners håndtering og også i ministeriets vejledning om, hvordan det skulle gøres, som har været for dårlig og har givet anledning til forvirring”. (2. december 2016)

Hovsa! Så ”læringsmålsstyret undervisning” er slet ikke en del af folkeskoleloven eller skolereformen? Det er bare et ”begreb”, som ministeriet har fundet på og ”holdt fast i for længe”, og ministeriets ”vejledning” har været ”for dårlig”, og det har ”kommunernes håndtering” også? Hvilken udsøgt dårlig administrativ kvalitet. Keld Skovmand har åbenbart haft helt ret i sin fine analyse af sagen.

Det var efter Keld Skovmands bog fra foråret, at der skete en første lille opblødning i ministeriet. UVM gik fra at tale om ”vejledning” til at tale om ”inspiration” i deres piecer, hvilket i juridisk forstand faktisk er en væsentlig nednormering.

Men man gik helt stille med dørene ift denne ændring. Ingen skulle helst opdage noget. Det var en hemmelig ændring. Igen var det Skovmand, der opdagede det, så vidt jeg husker. Og læringsmålstyringsmetoden står skam stadig centralt mange steder i landet; også på ministeriets hjemmeside. Så mange kender ikke til korrektionen. Jeg tror faktisk heller ikke at ministeriet selv ved det?

Det er det, jeg plejer at kalde for Undervisningsministeriets logiske sammenbrud. Det er det samme sammenbrud, der pt. udspiller sig i radikaliseret form i Skanderborg, hvor man tvinger en hel læringsmåls-”kulturforandring” ned over kommunens skoler, samtidig med at man siger, at det skam er helt frivilligt.

At Eggert stadig ikke har forstået en brik fremgår så af, at han mener, at læringsmålstyringen kun er et problem hvis den bruges som et ”styrings- og implementeringsredskab”, men at ”læringsmålstyringen” – eller hvad man så skal til at kalde den nu – stadig er god, hvis den er et ”middel for læreren”.

Nu ved jeg ikke, hvad filan Eggert ved om, hvad der er gode midler for en lærer, eller hvad læringsmålene overhovedet er midler for? Men jeg kan da sige, at den hyperrationalistiske nedbrydningsdidaktik, som Jens Rasmussen – netop under betegnelsen ”læringsmålstyret undervisning” – foreslår i et centralt placeret interview på netop UVM’s hjemmeside, gerne for min skyld må sendes til Marianergraven.

Og Rasmussen bruger jo stadigvæk det ”dårlige begreb”? Så UVM hævder stadig noget dårligt?

Måske skal der afrevolutioneres lidt? Altså ikke ”justeres”, som det kaldes i disse tider, men bare bye bye læringsmålstyring, dette “dårlige begreb”? Prøv at tænk: Ingen læringsmål og ingen VL i landet. Derimod vil vi gerne have en ordentlig, fri og indholdsorienteret undervisning, som UVM eller KL ikke blander sig i.

Fra denne afrevolutionering ryger der nok også en del andet, vil jeg tro: F.eks. noget af den omfattende læringsmålsstyrings-EDB, som kommunerne køber. Og selvfølgelig ryger der også masser af andre ting og sager på Uvm.dk, f.eks. den læringsrevolutionære EMU-portal.

Jens Rasmussens didaktiske læringsmålsmodel, som han også bruger i sit store projekt i regi af Qvortrups Nationalt Center for Skoleforskning, og som strukturerer alle fagbeskrivelserne, må også meget gerne ryge ud. Det er jo også et “dårligt begreb”, selvom Eggert måske netop mener, at denne model er et “middel” til et eller andet? Men så er vi tilbage ved “det logiske sammenbrud”.

Tidsskriftsredaktionerne på stort set alle landets pædagogiske tidsskrifter, senest DPU’s Cursiv, kan også sende alle deres temanumre om det ”dårlige begreb” til Historisk Forening.

Links:
Interview med Eggert: http://www.folkeskolen.dk/…/statslig-topembedsmand-vil-vaer…

Interview med Jens Rasmussen: https://www.uvm.dk/…/Laerin…/Laeringsmaalstyret-undervisning

 

13. d. 3. december: Afrevolutionering 2: De uselvstændige pleasere…..

Først troede vi, at “læringsmålstyret undervisning” var en del af loven. Metoden er over det hele på ministeriets hjemmeside, og de fleste kommuner købte det 100%. Alle landets tidsskrifter lavede temanumre, og kommunerne tog på læringsrejse hid og did. Massevis af penge er der brugt på sagen.

Men nu siger den nye KL-direktør Arne Eggert – der jo kommer fra UVM – at det hele bare var et ”begreb”, som ministeriet “holdt fast i for længe”, fordi man kun tænkte på at “servicere” den læringsrevolutionære minister og åbenbart var ligeglad med virkeligheden.

Først lov… så ikke lov. Det er sådan en leg, vi leger, der kan holde hele landet beskæftiget. Lege lege pjattelov med kæmpestore omkostninger. Hvilket pinligt kollaps for både UVM, Eggert og KL, ja og faktisk også Antorini, som jo har ladet sine embedsmænd please hende på denne uselvstændige måde.

Det er sørme godt, at vi har fået en cand.pæd i ministerstolen efter dette faglige og administrative sammenbrud. Lad os håbe, at Eggert nu pleaser hende i stedet for, for vi kan åbenbart ikke regne med noget selvstændig tænkning i den omegn. Servicere…. please… servicere…

Jeg håber, at Riisager vil benytte sig af legligheden til at lave en afrevolutionsering af uddannelsespolitikken. Det kan åbenbart gøres helt uden “justeringer”, som det kaldes. Det kræver bare en fast markering. Derfra kommer alle pleaserne myldrende i den nye retning.

Det er dem, jeg kalder for “vovser”. De løber hen til den herre, der har lidt mad, uanset hvad herren mener.

http://www.folkeskolen.dk/597475/statslig-topembedsmand-vil-vaere-brobygger-i-kl

 

14. d. 3. december: Afrevolutionering 3: Læringsmålsstyring i Syddjurs

I Syddjurs Kommune tror de helt klart, at folkeskolereformen er en læringsreform. Det kan man se af dette citat fra kommunens ”kompetenceudviklingsplan”. Her knyttes skolereform direkte an til læring og læringsmålstyret undervisning:

”Syddjurs Skolevæsen er i gang med implementeringen af folkeskolereformen. Det stiller krav til alle medarbejdergrupper. Skolelederne skal i højere grad være ledere af læring. Gruppen af lærerne skal arbejde med løbende at udvikle læringsmålstyret undervisning og samtidig øge deres undervisningskompetencer.”

I går sagde KL-direktør Arne Eggert ellers, at ”læringsmålstyret undervisning” bare er et ”begreb”, som UVM holdt fast i for længe, og som man slet ikke burde ”implementere”? Men i Syddjurs er dårlige ”begreb” altså decideret en del af ”implementeringen af folkeskolereformen”? Det er det, jeg kalder for et logisk kollaps.

Vi trænger til lidt afrevolutionering her. Ingen ”justeringer”, bare afrevolutionering. En hel masse ord fra §1,2,3,5,10 og 18. En hel masse ord fra Loven.

Syddjurs Kommune har fået 6 mio. kr. af AP Møller, og nu skal der 50 personer afsted til Ontario og se på klare mål og datavægge. Det er det, som kaldes for ”The CanaDanish Way” på UC-VIA. Når de rejsende kommer hjem, taler de et mærkeligt læringsrevolutionært dansk, som jeg ikke kan lide. Det ved jeg fra det ene og det andet magasin. Jo jo, de har masser af penge i Ebeltoft.

Eggert siger, at læringsmålsstyret undervisning bare er et dårligt ”begreb”, der sad lidt ”for fast” i UVM, fordi man var alt for opmærksom på at servicere Antorini. Og han ved det jo, for han var selv ansat i UVM dengang.

Det er bare et tilfældigt begreb, der ikke står i loven. Vi behøver det slet ikke mere. Puff væk! Hvor herligt! 6 mio. kr. til skolebiblioteket! Undskyld jeg mener ”læringscentret”. Eller måske til en ny legeplads? Undskyld, jeg mener ”mellemrumspotentaliseringsområdet”.

Jeg ved også, at kommunen har haft besøg af James Nottingham, men den del er vist ikke helt så systematiseret som i Skanderborg?

https://www.syddjurs.dk/nyheder/syddjurs-kommune-starter-stort-toaarigt-kompetenceloeft-af-skolevaesenet-stoettet-af-ap

 

15. d. 4. december: Oligarkisk servicering

Tilbage i 2013 fortalte den daværende afdelingschef i UVM, Arne Eggert, om den nye skolereform i vedhæftede indlæg. Det kører i total læringsrevolutionær begejstring uden den mindste sprække, med ”kulturændring”, ”læring”, ”kerneopgave” og ”Ontario” under en karakteristisk målstyringsideologisk ramme. Præcist som det stadig runger i mange kommunale haller.

Jeg bemærker også, at Eggerts indlæg er en del af en ”lederskabs-stafet”. Eggert har fået stafetten af Stefan Hermann, som han også har skrevet en stor kronik sammen med; en kronik, der glødende forsvarer ”djøfferne” (se link i bunden). I kronikken kan man læse om ”kolde og varme hænder” præcist på samme konstruerede måde, som Informations Rune Lykkeberg rejser rundt med. Svend Brinkmann kritiseres desuden for at tilhøre ”den billige side af analysen”, hvilket jo blot er en anden version af den ”populisme”-anklage, som Hermann har fremført i Lykkebergs avis. Populismemekanikken kørte senest i Konkurrencestatstidendes sammenligning af cand.pæd. Merete Riisager med Donald Trump.

Eggert giver lederskabs-stafetten videre til Camilla Ottsen, der indtil for nylig var leder af en Ny Nordisk Skole-mønsterskolen i Brønshøj, og som stadig er frisk for at hurtigt forsvar for målstyring og alt det andet. Brønshøj Skole er også på Synlig Læring med AP Møller-finansiering. Der er et stort skoleledersegment her i landet, der er helt med på denne særlige version af de kolde hænders djøfficering, som skolereformen satte i gang, men som jo egentlig ikke står i LOVEN. Konkurrencestatstidende var altid på besøg i Brønshøj, når de gode reformhistorier skulle hjem til Antorinis reform under Corydons ”vilkår”. Spændende journalistik, må man sige.

I dag er Eggert blevet skoledirektør i KL. Han siger nu, at UVM var for fikseret på at ”servicere” Antorini, og at man ”for længe holdt fast” i “begrebet” om ”læringsmålstyret undervisning”, som ellers flyder rundt i hele landet i grum tvang.

Det fremgår af folkeskolen.dk, at Eggert ikke for alvor mente det, han skrev dengang i 2013 (se link). Det var bare ministerservicering? Resten af landet troede ganske vist, at det var en del af skoleloven, men det var det altså ikke. Det var bare en leg for Djøffere og nogle servicemindede forskere. Det er også det, som Marianne Jelved går og siger.

Ved I hvad, jeg tror? Jeg tror, Eggert mente det, han skrev dengang, og også at han mener det stadigvæk, for ånden er fuldstændig den samme. Nu skal han bare servicere nogle andre, nemlig det endnu mere læringsvilde KL, der er lidt udfordret af et digebrud i Lyngby. Det er nok det, man kalder for en ”lederskabsstafet”.

Links:
Eggerts stafet: http://www.denoffentlige.dk/ledelse-laering-og-trivsel

Fælles kronik med Hermann: http://politiken.dk/…/drop-nu-det-stereotype-gyserbillede-…

Eggerts aktuelle markering: http://www.folkeskolen.dk/…/statslig-topembedsmand-vil-vaer…

Interview med Camilla Ottsen om målstyringsarbejdet på Brønshøj skole. Det lange interview bringes ligger i regi af UC-Metropols, hvor Stefan Hermann er rektor: http://www.phmetropol.dk/…/forandringen-fryder-bronshoj-sko…(8. januar, 2015)

Eggerts aktuelle markering: http://www.folkeskolen.dk/…/statslig-topembedsmand-vil-vaer…

Marianne Jelveds markering: http://www.folkeskolen.dk/…/jelved-om-laeringsmaalstyring-l…

 

16. d. 4. december: Afrevolutionering 4: Marianne Jelved behøver ingen ”justeringer”

Ifølge Marianne Jelved fra det Radikale Venstre er læringsmålstyret undervisning og alt det ministerielle huttelihut, der omgiver begrebet, slet ikke en del af skoleloven.

Jelved siger i nedenstående interview følgende om sagen:

“Jeg opdager, at det er Undervisningsministeriet, der har konstrueret noget, som ikke har belæg nogen steder”.

I UVM sidder den læringsrevolutionære departementschef, Jesper Fisker, og under Fisker sad indtil for nylig den ”servicerende” afdelingschef, Arne Eggert. Og under Eggert sidder kontorchef Anders Andersen.

Anders Andersen fortæller om begrebet ”læringsmålstyret undervisning”:

“Det er formuleret af ministeriet efter dialog med de forskere, der har bistået os i arbejdet”.

Og professor Per Fibæk, der ellers ikke er kritiker overfor skolereformen, supplerer med journalistens ord med at fortælle, at “”læringsmålstyret undervisning” og “forenklede Fælles Mål”, er konstrueret af en lille gruppe embedsmænd og forskere”: I et direkte citat siger Fibæk:

“Disse teknokrater har løsrevet sig fra praksis, og derfor er de ikke til hjælp. Og de har også løsrevet sig fra det politiske niveau. Jeg har ikke hørt om nogen, der synes, at de Forenklede Fælles Mål er en forenkling, tværtimod. Teknokraterne har ikke gjort, hvad politikerne bad dem om”.

Ifølge Jelved har DPO simpelthen konstrueret sin egen lov.

Men følger vi Jelved logik, så skal vi jo slet ikke ”justere” skolereformen, som der står i regeringsgrundlaget. Så skal vi bare ”følge intentionen”.

Og følger vi denne logiks logik, så skal Riisager og det Radikale Venstres skolepolitikere til at komme i et fælles arbejdstøj, så de sammen kan sætte både embedsapparatet og de gamle læringsrevolutionære skoleordførere på plads.

http://www.folkeskolen.dk/586009/jelved-om-laeringsmaalstyring-loven-giver-ikke-hjemmel-til-det

 

17. d. 4. december: Afrevolutionering 5: fag, læring og kundskaber

Nu er vi kommet til et af de områder, som er sværest at afrevolutionere, fordi vi her nærmer os selve skolelovens pædagogiske og revolutionære splittende kerne.

Det drejer sig lidt groft sagt om samspillet mellem på den ene side skolelovens §1 og 5, dvs. formål, undervisning og fag, og på den anden side lovens §10 om fælles mål, § 13 om elevplaner og en række lovbemærkninger, der forstærker de revolutionære processer i §10 og 13.

1 og §5 peger direkte i retning af begreber som åndsfrihed, forståelse, fordybelse og kundskaber. Dvs. i retning af en dannelses- og kundskabsorienteret skole med et bredt undervisningsbegreb, hvor der både indgår faglige og projektlignende elementer med fuld kulturel dynamik.

Men dele af §10 og lovbemærkningerne peger i den modsatte retning, dvs. mod datalæring og småborgerligt kommunalt måleri. I denne splittende operation er der kun små tekniske referencer til §1 og 5, før der sættes af i de læringsrevolutionære markeringer.

Radikaliseringen kører dog primært i bemærkningerne, mens der stadig refereres til fagenes formål i selve §10 og i selve fagbekendtgørelsen. Men det er altså især nogle korrektioner i §10 og §13, som betænkningen stikker af i.

Man kan ikke 100% afrevolutionere dette misforhold, fordi loven som sådan simpelthen er skabt i en splittelse via reformens opgør med især §1 og 5 og fagenes kundskabsformål. Man bliver med andre ord på et tidspunkt nødt til at ”justere”, som det hedder i regeringsgrundlaget.

Især den kompetence/videns/færdighedsstruktur (K=V+F) for fagene, som DPO har lagt ind, og som man kobler til læringsbegrebet, skal ”justeres”.

Man kan dog godt afrevolutionere lidt alligevel. Her er nogle eksempler, som jeg har tænkt over, og som jeg tror vil have en god effekt:

1.

Udtrykket ”læringsmålstyret undervisning” optræder ingen steder i de nævnte tekster. Hverken i loven eller i bemærkningerne eller i fagbeskrivelserne, selvom det står alle mulige steder i de nedre lag af ministeriets og kommunernes og DPO’s hjemmesider. Det kan man simpelthen tage ud, og man kan opfordre kommunerne og skolerne til at tænke frit om den sag, dvs. om både læring, mål og styring.

2.

Der står ”læring” mange steder i bemærkningerne til §10+13, som hyppigt kobles op på forligstekstens pædagogiske elendigheder.

Men hvis ”læringsmålstyringen” er væk, jf. pkt 1, så er vi jo tilbage i en almindelig pædagogisk diskussion, hvad angår læringsbegrebet. Dvs. at vi kan få en fri drøftelse af, hvad læring er, og hvad den betyder. Det er der mange spændende bud på. Vi kan altså stille og roligt åbne læringsbegrebet for videnskabelig og praktisk undersøgelse.

Fra denne åbning mister kommunerne muligheden for detailstyring. Vi vil derfor overgå til mere almindelige styringsprincipper, hvor pædagogikken ikke skal dirigeres fra et plat kontor på rådhuset.

3.

Fagene er endnu ikke helt reduceret til den skrækkelige K=V+F struktur. Der er stadigvæk angivet et fagformål, som står i almindelige pædagogiske kundskabstermer. K=V+F-strukturen udelukker dog, at disse fagformål kan arbejde. Der er som en mur imellem formål og K=V+F-struktur, hvilket Keld Skovmand har givet mange eksempler på i sin bog.

Her er vi i splittelsens kerne. Men alligevel: I første omgang kan man fra politisk hold sagtens give bedre rammer for at drøfte fagenes formål og deres betydning, og simpelthen lade denne åbning arbejde sammen med den under frisættelse af læringsbegrebet, jeg omtalte under pkt. 2. Efterfølgende bliver man nødt til at ”justere” på K=V+F-strukturen, som virkelig er en pædagogisk killer.

4.

Elevplanerne, som er omtalt i §13 og denne paragrafs bemærkninger på en særdeles problematisk måde, er helt afhængig af karakteren af pkt.2 og 3. Der er jo ingen, der har noget imod, at elever og forældre får at vide, hvordan det går med det ene og det andet, tværtimod. Men via de forskydninger i pkt 1-3, som jeg foreslår, kan disse planer ikke reguleres så stramt og digitalt, som der lægges op til. Dermed mister de mange kommercielle softwareprogrammer om læringsstyring og elevplaner også indflydelse. Men ok, det bliver nok også nødvendigt på sigt at foretage nogle ”justeringer” i disse bemærkninger samt i lovteksten. Det ideelle ville være at skrive den helt om, fra bunden. Men så skal vi lige have vendt strømmen i forligskredsen.

Links:

Folkeskoleloven: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=176327

Fagenes formål: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=170471

Bemærkningerne til loven om fælles mål mm.:https://www.retsinformation.dk/eli/ft/201312L00150

 

18. d. 4. december: Afrevolutionering 6: KL’s læringsrevolution

Her er en omtale af KL’s seneste skolepolitiske udspil ”Ny praksis i folkeskolen” fra 2015, den såkaldte “teamspætte-læring”. Hvis man har nerver, kan man også klikke videre til udspillene fra 2010 og 2013, som jeg også har analyseret.

Uden at ”justere” det mindste kan man uden videre afrevolutionere disse dårligdomme.

Men hvordan gør man det, for KL er jo ikke under ministeriet som sådan? Jo, ministeriet, de relevante partier og måske et par kommuner siger bare, at udspillene er dårlig kvalitet. Der er ikke en eneste sætning, der kan bruges til noget. Pist væk med det hele. Hvis KL værger sig, må man håne, spotte og latterliggøre, men det kræver jo ingen ”justering”. Det taget max 20 minutter.

KL vil lægge sig som en vovse ved de nye dannelses-ord, for foreningen har jo ikke den mindste pædagogiske rygrad. Den følger bare med. Den “servicerer”, som det hedder. Med KL ude af systemet er der fjernet en væsentlig klods.

Så den var let. Det kræver bare lidt årvågenhed og vilje i 20 minutter.

http://www.thomasaastruproemer.dk/kommunal-laering-om-ny-praksis-i-folkeskolen.html

 

19. d. 5. december: Det Radikale Venstre og læringsrevolutionen

Jeg har en teori om, hvorfor det Radikale Venstre stemmer for læringsrevolutionen samtidig med, at man kritiserer den lidt. Jeg har også en teori om, hvorfor nogle i partiet kritiserer lidt mere end andre:

1. Hvorfor kritiserer man det, man godt kan lide?

Årsagen til dobbeltheden finder man i partiets relation til udviklingen af læringsbegrebet. Partiet tror kort sagt, at læring er et frigørende og pædagogisk begreb, og derfor er de glade for læringsrevolutionen og har stemt for det hele.

Men ”læring” ophørte endegyldigt med at være pædagogisk og frigørende i Danmark omkring 2010. Det læringsbegreb, partiet bruger til at bedømme skolepolitikken med, har skiftet totalt karakter. “Læring” har kastet både videnskab og pædagogik bort og er blevet til ren instrumentalisme, dvs. til læringsmåls-enevælde og dataficerede statistikker.

De Radikale lever derfor i 80-00’erne, som de bedømmer 10’erne med, selvom 10’erne kører i en vild radikalisering af 80-00’erne.

2. En indre forskel?

Der er så også en lille indre forskel inde i partiet, der, så vidt jeg kan se, uddyber tesen under pkt. 1.

A. Marianne Jelved
Marianne Jelveds læringsbegreb arbejder i regi af Knud Illeris. Det knytter hende til 1980 og til dengang, læring var frigørende. Derfor er Jelved også den største radikale kritiker af læringsrevolutionen.

Jelved er også grundtvigianer og mener, at henvisning til skolens formål kan løse mange problemer. Men hun har helt overset, at Illeris faktisk kritiserer skolens formål for at være en blanding af sen-kapitalisme og sort skole.

Dermed havner Jelved i en situation, hvor hun på samme tid køber Illeris’ læringsbegreb og afviser dets betingelse. Dermed ødelægges hendes mulighed for at lade skolens formål arbejde. Den grundlæggende filosofi splittes i tilslutning og afvisning på samme tid. Derfra forsinkes de Radikales skolepolitik, som ikke kan blive moderne.

B. Svend Thorhauge
Landsformanden Svend Thorhauges læringsbegreb arbejder i regi af systemteorien og en række tilstødende tilgange, som han er vokset op med omkring 2000, og som har haft stor indflydelse på skolereformens begrebsstruktur via især Jens Rasmussens og Lars Qvortrups arbejde. Antorini er faktisk også meget påvirket af af disse begreber og personer.

Jens Rasmussen kritiserede faktisk Illeris for at være for normativ og for ontologisk. Rasmussen tog fra 1996 systemteorien hen til det, han kaldte for ”metodisk antihumanisme”, som senere blev til ”læringsmål” og ”data”.

Selvom jeg ikke ved, hvordan Thorhauge forholder sig til den brug af systemteorien, der ligger i skolereformen, er han spundet ind i den overordnede horisont, der stemmer ham positiv overfor at forstå pædagogik som stimulering af selvrefererende psykiske systemer. Dermed opstår også “talentet” som begreb, hvilket Thorhauge er meget optaget af.

Jeg tror dog, at det især er systemteorien fra 90’erne, som har præget Thorhauge. Denne version af systemteorien arbejdede i mere ny-kantianske figurer, hvilken ikke stemmer den helt så teknisk som hos de deciderede læringsideologer. Denne forskel gør, at Thorhauge formodentlig ikke køber den metodiske anti-humanisme som sådan. Men jeg tror ikke, han synes ikke om, når Jelved bliver for barsk i sin Illerisinspirerede-retorik.

Thorhauge er altså en del af 00’ernes læringsforståelse på en anden måde end Jelved, som mere er en del af 70’erne og 80’ernes.

Han er derfor mere positiv over for skolereformen, end Jelved er. Han taler højst om, at der er lidt for mange læringsmål, men så bliver det heller ikke til så meget mere. På en måde kan man godt sige, at forskellen mellem Jelved og Thorhauge er en repremiere på diskussionen mellem Illeris og Rasmussen for ca. 30 år siden.

Thorhauge er ligesom Jelved også grundtvigianer. I 00’erne udviklede der sig en form for forbindelse mellem systemteori og grundtvigianisme. Det er et kors for tanken og alene til skade for sidstnævnte. Især eftersom læringsideologerne Qvortrup, Rasmussen og Antorini arbejder i en ren anti-grundtvigianisme og faktisk også anti-alt-muligt-andet. Illeris er også imod den nationale tradition, som jeg ser det, men på en anden måde. Men det er en længere historie.

Thorhauge trænger til at aktivere disse dybe modsætninger i nogle mere grundige analyser. Han har ifølge Wiki en samfundsvidenskabelig og teologisk baggrund, så der er ingen saglig grund til, at det skal køre så småpraktisk.

Det er vigtigt af partiets læringsreferencer får en anden karakter, hvis RV i skolepolitisk forstand skal ind i 10’erne for ikke at tale om 20’erne på en måde, der arbejder i en fri reflekteret kærlighed til gamle dage.

 

20. d. 5. december: Uddannelses-quiz

Her er fire spørgsmål. Spørgsmålene er inspireret af, at Konkurrencestatstidende kalder den nye uddannelsesminister for en ”vittighed” og en ”Donald Trump”:

Spørgsmål 1: Hvem er det, der var en “vittighed”, mens vedkommende var minister?
Clue: Ingen lo.

Spørgsmål 2: Hvem er en “Donald Trump”?
Clue: Vedkommende støttede Corydons populisme, hvor idealet er, at alle skal uddannes til opportunistisk arbejdskraft i et massesamfund.

Spørgsmål 3: Hvilken avis støtter svaret på spørgsmål 1+2?

Spørgsmål 4: Hvad er journalistik?

 

21. d. 8. december: Arbejdsmarkedspartiet

Arbejdsmarkedspartiet bekræfter alle fordomme om Arbejdsmarkedspartiet:

Morten Østergaard bekræfter alle fordomme om Arbejdsmarkedspartiet. D. 5. december skriver han følgende på facebook:

”Kære Løkke. Hold op med at betragte folkeskolen som en fabrik, der skal drives af måltyranni op incitamentspuljer. Lad os i stedet finde ressourcerne til, at alle de pædagoger og lærere, som hver dag kæmper for at gøre en forskel for vores børn og unges fremtid, får bedre vilkår.”

Ærligt talt: Uden det mindste blink har Østergaard og hans parti stemt for samtlige elementer af skolereformens ekstreme teknificering, for normalisering af lærere og pædagogik og for læreruddannelsens atomisering. Ja, vores pædagogiske liv vrimler pt. med ”måltyrrani og incitamenter”, som er initieret af centrum-venstre i engageret læringsrevolutionær forening. Østergaard har kort sagt teknificeret, instrumentaliseret og fabrikiseret landets pædagogik på den helt store klinge.

Men nu kritiserer han den nye regering for at gøre folkeskolen til ”en fabrik”, pga. af en eller anden detalje i regeringsgrundlaget. De må jo slå sig på låret, både i det nye UVM, men ikke i det gamle naturligvis..

Fabriksanklagen gentages i en ledsagende video, og der er ikke det mindste tegn på selvransagelse.

Her har vi Arbejdsmarkedspartiet i en nøddeskal.

 

22. d. 10. december: Regeringsskifte 11

Jeg har modtaget følgende pressemeddelelse fra UVM i min indbakke:

“Undervisningsminister Merete Riisager får særlig rådgiver

Undervisningsministeriet har ansat en særlig rådgiver for undervisningsminister Merete Riisager. Det bliver 38-årige Søren Poul Nielsen, der kommer fra en stilling som uddannelsesleder på Professionshøjskolen Metropol.

Søren Poul Nielsen har været ansat på Professionshøjskolen Metropol siden 2010. Her har han blandt andet med afsæt i folkeskolereformen samarbejdet med kommuner, uddannelses- og forskningsinstitutioner og private aktører om efter- og videreuddannelse.

Søren Poul Nielsen er uddannet cand.mag. i klassisk filologi og retorik fra Københavns Universitet i 2006.

Søren Poul Nielsen tiltræder stillingen som særlig rådgiver den 19. december. Han skal fungere som ministerens faglige og politiske rådgiver.”

Er der nogen, der ved noget om Søren Poul Nielsens holdninger og meritter? Jeg kan ikke selv kunnet finde noget.

Jeg må indrømme, at jeg godt være lidt nervøs for, hvad en fortid under EVA og seks år under Stefan Hermann i en lidt teknisk stilling har haft af tænketeknologisk mind-set-betydning. Men jeg ved som sagt ingenting, så jeg pakker mine fordomme, indtil de evt. bliver bekræftet.

Udnævnelsen er også omtalt i nedenstående link:

https://www.altinget.dk/navnenyt/merete-riisager-saetter-navn-paa-sin-saerlige-raadgiver

 

23. d. 11. december: Arbejdsmarkedspartiet og Hannah Arendt

Sofie Carsten Nielsen fra Arbejdsmarkedspartiets tager i dagens Berlingske filosoffen Hannah Arendt til indtægt for partiets uddannelsespolitik (se slutningen af vedhæftede link).

Denne reference er meget ”fascinerende”, for ikke at sige direkte provokerende. Det er der tre grunde til:

1.

Den aktivitetsform, som Arendt satte lavest, var “Labour”, dvs. den form for arbejde, der er netop knyttet til netop det arbejdsmarked, som Arbejdsmarkedspartiets uddannelsespolitik har været defineret ved i mange år.

Derimod kunne Arendt godt lide “Work”, altså det virkende værk. En interesse, hun deler med f.eks. Alternativet, som i deres program siger nogle gode ting om håndværkstraditionen, som gerne må generaliseres for min skyld.

Allerbedst kan Arendt lide “Action”, men det er der ingen danske partier, der har på programmet, selvom det faktisk står i skolelovens §1.

2.

En anden ting er, at Sofie Carsten Nielsen er helt opslugt af ”fremtiden”. Det var Arendt ikke. Hun var opslugt af det rum, hvor fortid og fremtid krydsedes, der hvor tiden blev skabt, som menneskets unikke handlingsområde. Derfor hedder den bog, som Carsten Nielsen refererer til, også ”Between past and future”. Men dette rum ønsker centrum-venstre at udslette.

3.

En tredje ting er, at Arbejdsmarkedspartiet stemte for Corydons normaliseringslov og for alt det pædagogiske nysprog, som er overalt. Og er der noget Arendt er imod, så er det den form for totalitært nysprog om mennesker.

4.

For det fjerde arbejder Arendt med en virkelig interessant balance mellem kundskaber og frihed; en balance som Arbejdsmarkedspartiet har gjort alt for at ødelægge, selvom det egentlig ligger i partiets tradition.

Det er Arbejdsmarkedspartiet i en nøddeskal.

http://www.b.dk/kronikker/en-oenskeseddel-til-soeren-pind

 

24. d. 12. december: Datastyringslinks

Nogle datastyringlinks til arkivet:

Jeg vil da lige gøre opmærksom på, at der eksisterer et såkaldt “datavarehus”, som er struktureret efter skolereformens læringsmålstyringssystem:

https://www.uddannelsesstatistik.dk/grundskolen

Datavarehuset er endvidere knyttet til den såkaldte Ledelsesinformationscentral (LIS), som kan tilgås af kommuner og skoleledelser og dermed determinere ”kvalitetsdialogen”:

http://www.uvm.dk/…/141023-Undervisningsministeriet-lancere…

Der findes også et datavarehus for gymnasiet, som formodentlig nu skal knyttes an til den målstyring, som gymnasiereformen lægger op til.

Dermed lægges op til den form for datainformeret læringsmålstyring, som Rambøll inviterer til konference om i januar: 2017.http://www.ramboll.dk/…/arrange…/efter-new-public-management

Herved får vi en operationel fortolkning af følgende citat, der stod i S-RV-SF’s oprindelige skoleudspil “Gør en god skole bedre”, som jo var oplægget til skolereformen:

“I kommunerne skal de nationale mål og de operative måltal danne grundlag for dialogen med skolerne og mellem skoleleder og skolens medarbejdere om udvikling af kvaliteten og resultatopfølgning. Med udgangspunkt i data og viden om resultater skal der hvert år følges op på kvaliteten og realiseringen af måltallene”.

 

25. d. 13. december: Skolereformens nedre mind-set

Et af de utallige udvalg, forummer og kommissioner, der omgiver og støtter skolereformens ideologi, er det såkaldte “Kvalitetsforum for Folkeskolen”. Her sidder de nedre dele af mind-settet, nemlig KL, Kommunernes skolechefer, DLF, BUPL og de reformbegejsterede forældre- og elevorganisationer, Skole og Forældre og Danske Skolelever.

Den nye minister skal holde møde med gruppen i morgen, hvor hun vil forsøge at gennemtrumfe en pædagogisk og liberal dagsorden, hvilket fremgår af dette link:

http://www.folkeskolen.dk/…/moede-ministeren-saetter-frihed…

I en gruppe som denne kan man være bombesikker på, at der intet interessant vil ske, og at alt kører efter organisationsinteressernes naturlove. Den eneste gruppering, som evt. vil kunne sige noget fornuftigt, er DLF, men næstformanden Dorthe Lange er straks ude med et automat-budskab om flere penge, hvilket er det absolut forkerte at bede en ny LA-minister om, som i øvrigt er yderst venligt stemt i substansen. DLF sover som en sten lige nu. Anders Bondo sov også i Deadline i forrige uge, hvor han og Claus Hjortdal var inde og kommentere på et interview med ministeren. De talte som om, at Antorini stadig var minister. Men ok, Hjortdal er selvfølgelig værst. Til gengæld var Hjortdal vist den eneste, der likede Claus Holms klumme i gårsdagens Information (det var på twitter).

Jeg var faktisk lige ved også at like i ren og skær medlidenhed, for magen til massiv kritik skal man da lede længe efter.

De andre organisationer er storslemme i al deres ideologiske kedsommelighed. Jeg synes, ministeren bør nedlægge dette råd med det samme. Forummets eksistens vil bare trække afrevolutioneringen i langdrag med alle mulige kedsommelige og traditionelle organisationsinteresser, som bunder i forfaldsbegreber fra 00’erne. Ja, KL bør simpelthen formenes adgang til ALT, hvad der har med pædagogik at gøre. Nogle af de andre grupper er afhængig af selskabet, men en ting er sikkert: et selskab der består af dårligt selskab, som alle vil lege med, fører ikke til noget godt.

Der er også en del andre råd, man bare kan nedlægge som en del af af-revolutionen.

Lidt om forummet: https://uvm.dk/…/Nationale-…/Kvalitetsforum-for-Folkeskolen…

 

26. d. 13. december: Analyse af Claus Holms indlæg i Information (blogindlæg)

Analyse af Claus Holms indlæg i gårsdagens Information:

http://www.thomasaastruproemer.dk/sjov-laering-i-information.html

 

27. d. 15. december: Synlig Læring i Gentofte

Her er et billede af Maglegårdsskolens konceptidentifikation. Skolen ligger i Gentofte, som jo i gamle dage var først på fætteren med H. Gardners læringsstilskoncept.

Gentofte Kommune er en del af det nordkøbenhavnske Visible Learning-projekt. Ovre I Lyngby kalder de den slags for sekterisk og småfascistisk. Der er gang i den i København.

Det minder mig om UC-VIA. Der er også en masse store konsulentagtige slogans over det hele.

 

28. d. 16. december: Interviews med Merete Riisager

I dag har jeg læst to interviews med den nye undervisningsminister. Først i Folkeskolen (nr.22) og bagefter i De Frie Skoler (nr.11).

Jeg har virkelig botaniseret for at finde noget kritisk at sige, men det kan jeg ikke. Hele sproget, afvejningerne, ånden og indstillingen er højt kvalificeret på alle måder. Der er både frihed og tvang, der er skoletradition og pædagogisk frihed, der er folkeskole og frie skoler, der er kundskaber og leg, og der er undervisning og ansvar, der er nationale referencer og global interesse. Ja, selv en af journalisternes forsøg på at trække lidt Ayn Rand-stemning ind billedet affærdiges med en helt almindelig snusfornuftig socialliberal figur, som taler alle skoleformerne op på en virkelig realistisk og afbalanceret måde.

Ordet læring nævnes slet ikke, og der er ingen referencer til læringsråd, pisalister, mellemrumspotentialisering og alt det andet huttelihut.

I det hele taget hersker der en dejlig afrevolutioneret stemning. Der er bare sådan en masse helt almindelige pædagogiske ord og emner, som man bare kan bruge, hvis man ellers kunne få lov for de administrative og kommunale strukturer, hvilket man nok ikke kan. Det har ikke noget med penge at gøre efter min mening.

Det bliver spændende at se, i hvor høj grad disse ideer har tilstrækkelig kraft og magt til at brede sig ned gennem embedsapparatet og ud på forsknings- og uddannelsesstederne. Jeg håber også, at tankerne efterhånden kan sætte sig i forligskredsen. De fornuftige kredse i de andre partier må jo snildt kunne finde sig selv på den ene og den anden måde i Riisagers brede og favnene uddannelsespolitiske og pædagogiske udspil. Et udspil, der kun kan være kontroversielt for de læringsrevolutionære i Konkurrencestatsland.

Link til interviewet i Folkeskolen: http://www.folkeskolen.dk/…/folkeskolens-kerneopgave-er-god…

Interviewet til Frie Skoler ligger ikke på nettet.

http://www.folkeskolen.dk/599033/folkeskolens-kerneopgave-er-god-undervisning

 

29. d. 17. december: Centrum-venstrekarma i Konkurrencestatstidende

Det er sørme meget centrum-venstrekarma rundt omkring i disse dage.

  1. I gårsdagens Konkurrencestatstidende havde PAP en klumme, hvor han reflekterede over, hvorfor Pisa-undersøgelsen ikke har været så meget i medierne (2. del, s.7). PAP skrev, at Løkke var meget glad for PISA. Derimod advarede Antorini skam imod at lægge vægt på PISA, men folk lyttede blot til ikke til det læringsrevolutionære orakel. Hvorfor Antorini så lavede en skolereform, hvis centrale begrundelse var PISA-resultater, fortæller han ikke noget om. PAP har også bemærket, at den nye UVM-minister har bidraget til at dæmpe hysteriet, men det fortolker han blot som politisk opportunisme, som jeg forstår det ud fra de sparsomme formuleringer.
  2. I dagens Konkurrencestatstidende er der en artikel om de lange skoledage (1. del, s. 5). Her klør journalisten på med sin tese om det, avisen opfatter som Riisagers skolepolitiske kovending, som man lige sørger for at nævne to gange, selvom artiklen jo handler om noget helt andet. Journalisterne har vist ikke læst de to interviews med ministeren fra de to fagblade Folkeskolen og Frie Skoler. Der er skam ingen kovending i den omegn, selvom der naturligvis er en politisk realitet, man skal tage hensyn til. Artiklen er i øvrigt interessant, fordi den afslører, at Maskinrumspartiets skolepolitiske ordfører, Anni Matthiesen, er ligeså forbenet i sit forsvar for skolereformen som Konkurrencestatspartiets Annette Lind er det. Alle de andre ordførere i forligskredsen vil formodentlig være med på lidt af hvert. Opgaven bliver at knække Matthiesens og Linds skolepolitiske indflydelse.
  3. Endelig er der den utrolige historie om interviewet med Helle Thorning Schmidt i sidste søndags Konkurrencestatstidende. HTS fortæller i interviewet, at den daværende S-RV-SF regering ”besluttede lockouten” (af lærerne i 2013). HTS fortrød og bad avisen om, at der kommer til at stå ”besluttede at AFSLUTTE lockouten” i stedet for (mine versaler, TAR). Ændringen gør ganske vist både den pågældende og de efterfølgende sætninger til den rene volapyk, men Konkurrencestatstidende accepterede ændringen, selvom båndudskriften var klar nok. Niels Christian Sauer har fulgt sagen tæt på folkeskolen.dk, hvor Anders Bondo også har et virkeligt interessant indlæg, hvor man får det ene og det andet at vide, og som jeg linker til nedenfor. Det er faktisk lige før, at vi med denne sag er ude over ”karmaen” og inde i noget mere alvorligt, der måske på det indholdsmæssige plan har noget at gøre med de to første punkter. Nu må vi se, om sagen udvikler sig.

http://www.folkeskolen.dk/599191/vi-skal-staa-sammen-om-at-forsvare-demokratiet—kommentar-til-interview-med-thorning

 

30. d. 17. december: Uddannelsesloftet 1

Jeg prøver lige at sætte mig ind i, hvilke korrektioner af de uddannelsespolitiske incitamentstrukturer vi får, hvis det bliver umuligt at tage en anden/ekstra uddannelse på et tidspunkt i sit liv. Min viden om emnet er begrænset, så det er sådan lidt gætværk:

  1. Der kommer et forstærket pres på ”karrierelæring”. Det kører allerede med fuldt tryk i den nye gymnasiereform og nede i 8-9. klasse i folkeskolen, hvor betydningen af den såkaldte Uddannelsesparathedsvurdering øges. Dette tryk bliver bare endnu kraftigere, og efterhånden vil der også komme karrierefokus helt i de små klasser. Det er en absolut skrækkelig konsekvens på alle måder, både fordi ingen rigtigt kan værge sig, og fordi “karriere” er et af de groveste bandeord, jeg kender.
  2. De unge tager en masse sabbatår efter gymnasiet, så de er helt sikre på at vælge rigtigt. Det vil jeg også råde mine egne børn til. Budskab: Start ikke på noget, før du er over 23.
  3. De studerende strækker og udskyder aflevering af bacheloropgaven til sidste øjeblik, så de ikke registreres for en uddannelse. Budskab: Færdiggør ikke noget, før du er over 27.

Jeg er ikke inde i alle de tekniske detaljer, så måske har jeg misforstået noget, men jeg håber sørme, at det ikke bare handler om at spare et par hundrede millioner. Hvis det er tilfældet, er disse ændringer helt klart bare et skalkeskjul for at gennemtvinge en konkurrencestatsdagsorden hele vejen ned gennem systemet, som bare vil resultere i et blomstrende arbejdsmarked for en masse karriere- og læringscoaches. Så har vi gang i punkt 1.

Punkt 2 og 3 kan teknokraterne muligvis undgå på den ene eller den anden måde med nogle yderligere fremdriftskorrektioner, så der ikke bliver for meget højskole og interrail og al den slags som en 20-årig ellers skal lære noget af.

Endelig vil der formodentlig komme et virvar af kreative uddannelseskonstruktioner, så man kan bygge kandidatuddannelser oven på alle mulige bachelordele.

 

31. d. 18. december: Synlig Læring i Skanderborg 2

I Skanderborg Kommunes børnehaver får man besøg hele fire gange af en af John Hatties ideologer, som vil fortælle pædagoger og forældre om “at lære at lære” og om ”udviklende mindsets”, så de østjyske småbørnsforældre selv kan bruge de kommunale koncept-teknikker ude i villakvartererne.

Der har jo mildt sagt været lidt kritik af det hele fra den ene og den anden kant, men borgmester Jørgen Gaarde (A) udtaler til Midtjyllands Avis, at det hele bare er ”en hetz” mod Synlig Læring.

Kommunens skoleudvalgsformand, Frands Fischer (A), som også er begejstret for konceptet, tilføjer:

”Jeg har bemærket, at den seneste tids kritik blandt andet er kommet fra lektorer mv. i den pædagogisk-faglige verden. Men dem, vi skal være i dialog med, mener jeg sådan set er forældrene – dem, der har børn i vores skoler”.

Så Fischer vil gerne høre på pædagogik-lektorer fra New Zealand, men ikke på den fra Danmark? Danskerne “hetzer” bare, selvom de er ved at skrive en hel bog om fænomenet. Så ved man det.

Fischer siger også, at synlig læring skam ”ikke er en metode, men en tilgang”. Det er sådan noget, man lærer at sige som en papegøje ude i kommunerne. Det dækker over, at Synlig Læring er et langt større overgreb end blot et metodeovergreb. Det er nemlig en antifilosofisk filosofi. Kort sagt: Et “mindset”, eller en “tænketeknologi”, som det hedder i post-strukturalistiske kredse. Tænk at abonnere på sådan noget. Jeg begriber det ikke.

Fischer mener heller ikke, at Synlig Læring er religiøst, som viceborgmesteren i Lyngby effektivt har fremført det. Derimod mener Fischer, at ”debatten bliver ligesom religiøs”. Hvilket vid!

Sagen er også dækket af Avisen.dk (Ugebrevet A4), som jeg linker til i bunden. Her melder lektor Jørn Bjerre fra DPU sig i debatten med nogle helt almindelige kritiske betragtninger. Måske er det et eksempel på det, som Skanderborg-politikerne kalder for ”religiøs hetz”? Man kan næsten ikke tro det.

Her er invitationen til forældremødet i en af Skanderborgs børnehaver:

“Invitation til forældreaften om” At lære at lære”

Aftenens taler er Martin Renton, der er direktør i Challenging Learning . Martin vil tale på et meget letforståeligt engelsk. Alle slides er oversat til dansk.

Forældreaftenen handler om betydningen af udfordring og feedback. Det er den første af fire aftener, som alle sætter fokus på centrale temaer i visionen bag ”At lære at lære”, som de enkelte børnehuse arbejder på at udvikle i praksis. Martin Renton vil tale om, hvorfor og hvordan du som forælder kan styrke dit barns naturlige gå på mod og lyst til at lære nyt ved at fokusere på udfordring og feedback derhjemme.

Martin vil stille skarpt på, hvordan et ”udviklende mindset” kan hjælpe børn til at udvikle holdninger og færdigheder, der understøtter barnets generelle udvikling.

Endelig vil Martin tale om feedback, der er en vigtig del i arbejdet med et ”udviklende mindset”, og som kan gøre en betydelig forskel for alle børn. Feedback kan udvikles hjemme såvel som i børnehusene, og vi vil se på nogle effektive måder at arbejde med feedback på, som du kan bruge til at støtte dit barns trivsel og udvikling.

”At lære at lære”- projektet handler om at udvikle en måde at forstå læring på. I aftenens tema stilles der skarpt på betydningen af, at når vi voksne arbejder sammen, kan det gøre en stor forskel for barnet.”

http://www.avisen.dk/top-kommuner-bruger-millioner-paa-tv-shop-koncept_419775.aspx#nav

 

32. d. 18. december: Thorning-gate

Konkurrencestatstidende har en ”læsernes redaktør”, som hedder Bjarne Schilling. Han skriver klumme om søndagen. I dag handler det om Thorning-gate. Schilling skriver lidt forskelligt, men på et tidspunkt indrømmer han, at avisen har klokket i det. Umiddelbart efter negligerer han dog fejlens betydning. Det forløber sådan her:

1.

Først angiver Schelling den journalistiske grundregel:

”Vores regler om citattjek skal selvfølgelig ikke give kilderne lejlighed til at fortryde udtalelser. Forsøger de at trække i land, er det redaktionens pligt at stå fast.”

Det er jo rart at vide (selvom reglen brydes lige om lidt)

2.

Dernæst understreges det, at HTS er citeret korrekt i papiravisen:

”Helle Thorning-Schmidt sagde på lydoptagelsen fra interviewet det, der stod i avisen, så hun var citeret korrekt”.

Ok, så lyd og papir samstemmer. HTS har rent faktisk sagt det, hun alligevel ikke mener.

3.

Mellem interview og trykning har HTS haft teksten til gennemsyn. I forhold til lockout-spørgsmålet skriver hun:

”Mht. lockouten er du nok nødt til at skrive da vi besluttede at AFSLUTTE lockouten (vi besluttede ikke lockouten i regeringen)”

Gad vide hvad der ligger i ”nok nødt til”? Det lyder da ikke helt regelret, gør det? Nå, i pytkassen med den.

Efterfølgende bringes rettelsen på avisens hjemmeside. Men kun i den journalistiske omtale. Selve citatet blev stående, og det er jo derfor, at Bondo og Sauer gik amok på den gode måde.

4.

Så kommer indrømmelsen:

”Journalisten…var imidlertid i situationen uopmærksom på den afgørende forskel i Thornings rettelse. Derfor blev den accepteret”

Rettelsen blev altså accepteret ved en ”uopmærksomhed” på ”en afgørende forskel”? Så hvis journalisten havde været “opmærksom” var citatet ikke blevet rettet.

5.

Derpå negligeres sagen alligevel. Selvom Bjarne Schilling lige har talt om ”en afgørende forskel”, siger han på to måder, at det hele ikke rigtigt betyder noget:

For det første siger han, at hvis journalisten havde ”boret” i HTS’s formulering, så havde HTS ”selvfølgelig rettet sig selv”. Det er det, jeg kalder for centrum-venstre karma.

For det andet skriver Schilling:

”Det aktuelle citat… er langtfra tilstrækkelig dokumentation til at gå ud med en stor artikel om, at den daværende regering løj. Vi har intet, der kan modbevise, at hun kom til at sige noget forkert”.

Ok, så man vil ikke lave en kæmpeartikel. Fint nok, men kunne man måske blot have undersøgt sagen en lillebitte smule? Spurgt lidt her og der? Mig bekendt har f.eks. Anders Bondo fremlagt mails og ministerielle papirer, der kunne tyde på, at HTS’s citat fra lydfilen skal tages for pålydende? Hvorfor stiller man ikke nogle spørgsmål hist og pist til en mindre artikel, når man nu ikke vil lave en stor? Men næ nej, I Konkurrencestatstidende er der simpelthen lukket for kritik af Corydon-Antorinis politiske projekt, som er blevet hyldet igen og igen i lederspalterne. Det kalder jeg også for centrum-venstre karma.

6.

Ifølge lektor Mikael Busch har sagen også været drøftet i TV2-news’ presseloge. Her er både Berlingskes Tom Jensen og Zetlands Lea Korsgaard stærkt kritiske overfor Konkurrencestatstidendes håndtering af sagen.

Tom Jensen siger ifølge Buschs hukommelse:

“Journalisten burde have spurgt ind til sagen under interviewet. Man skal være varsom med at lade folk trække ord tilbage. Anders Bondo har ret: Det ændrede citat giver ingen mening”.

Og Lea Korsgaard siger noget i retning af:

“Man burde kigge på korrespondancen mellem HTS og Politiken – ikke bare lade rettelser glide igennem. Det er potentielt forsidestof.”

Så Korsgaard vil gerne lave en ”stor artikel”? Måske kommer den i Zetland, som i disse emner er et mere pålideligt medium en Konkurrencestatstidende?

Måske er det Jensen og Korsgaard, der er de virkelige ”læsernes redaktører”?

Sagen har også været omtalt i BT. Selv følger jeg med, så godt jeg kan.

 

33. d. 18. december: VL 13-netværk

Følgende sammensætning af et af VL 13’s elitenetværk pirrer min sociologiske og medborgerlige nysgerrighed, ikke mindst når man betænker Konkurrencestatstidende generelle dækning af uddannelsespolitik samt begivenhederne i den aktuelle Thorning-gate (VL står for Dansk Selskab for Virksomhedsledelse og er bredt anerkendt som samfundets centrale elitenetværksorganisation):

VL gruppe 13:

Christine Antorini, tidligere undervisningsminister
Bo Lidegaard, ex-chefredaktør Politiken
Lars Henrik Munch, bestyrelsesformand JP/Politiken
Stina Elias Vrang, DEA
Clemens Hjartar, Mckinsey (hvor Corydon pt er ansat)

Centrum-venstre karma = VL-karma

Alle 37 medlemmer af VL 13 kan man se i dette link:
http://vl.dk/om-grupperne/gruppeoversigt/

i 2013 skrev jeg en analyse af forholdet mellem den danske magtelite og DPO. Den kan man læse her:http://www.thomasaastruproemer.dk/forholdet-mellem-den-dans…

 

34. d. 19. december: Stefan Hermann i Magisterbladet 2013

I dag har jeg ryddet op på kontoret. I den forbindelse faldt jeg over et gammelt nummer af Magisterbladet fra april 2013. Der er en meget interessant artikel, ”Murbrækkeren”, der viser, hvordan Christine Antorini, Stefan Hermann, KL og Bjarne Corydon var både tidsligt og indholdsmæssigt helt forbundet på kryds og tværs i forbindelse med skolereform og L409 og Metropols ”ensidigt fastsatte arbejdstidsregler”, som det kaldes.

Vi lærer f.eks., at Corydon er Hermanns ”nære ven fra Statskundskab i Aarhus”, at Hermann spiller ud med sine ideer ”få dage efter” Antorinis udmeldinger, og at han taler ”varmt for KL’s sag”.
(For nylig har Antorini givet en begejstret anmeldelse af Hermanns nye bog til Djøf-bladet, og på hendes hjemmeside kan man studere et billede, hvor de to står så tæt som smilende sild)

Det hele kører helt simultant med henvisning til diverse kronikker og indlæg.

Konkurrencestatstidende er også dybt involveret i disse processer, både via VL-grupper og chefredaktionens helhjertede støtte til Corydon. Neden under den proces kører uddannelses- og analyseredaktionen med et yderst smalt perspektiv, der kobler sig op på sektoroligarkiets personer og bevægelser. Det kan man se, hvis man samtænker de forskellige magtanalyser for området.

Det er det, jeg kalder for centrum-venstre karma.

Links:
Jeg fandt også artiklen på nettet. Man kan læse den her: http://magisterbladet.dk/magisterblad…/2013/052013/052013_p7

Link til Antorinis hjemmeside: https://www.facebook.com/antorini/posts/10154708211186460:0

Her er desuden et link til en omtale af Ceveas uddannelsespolitiske magtanalyse fra foråret 2014. Listen toppes af Antorini, Corydon og KL (Ziegler). Hermann ligger overraskende lavt (nr. 16), ikke mindst fordi han var nr. 39 en tilsvarende national liste.: http://www.altinget.dk/…/antorini-og-corydon-har-magten-ove…

 

35. d. 19. december: Ceveas magtanalyse

I 2014 lavede Cevea en undersøgelse af, hvem der havde mest indflydelse på Folkeskolen. Der er forskellige delundersøgelser, som man selv kan studere i linket, men den samlede liste ser således ud:

  1. Christine Antorini (A), Undervisningsminister
  2. Bjarne Corydon (A), Finansminister
  3. Michael Ziegler (K), KL-formand
  4. Helle Thorning Schmidt (A) -Statsminister
  5. Anders Bondo. DLF-formand
  6. Margrethe Vestager (R), Økonomiminister
  7. Erik Fabrin (V), KL-næstformand
  8. Kristian Wendelboe, KL-direktør
  9. Anders Balle, formand for Skolelederforeningen
  10. David Helleman, Finansministeriet
  11.  Niels Egelund, professor ved Aarhus Universitet
  12. Niels Gotfredsen, Moderniseringsstyrelsen
  13. Lars Løkke Rasmussen (V)
  14. Jørgen Søndergaard, Skolerådet
  15. Lars Goldschmidt (A)
  16. Stefan Hermann, Metropol
  17. Jacob Fuglsang, Konkurrencestatstidende
  18. Henning Pedersen, BUPL-formand
  19. Mette With-Hagensen, formand for Skole og Forældre
  20. Lars Olsen, forfatter
  21. Agnete Wienberg Hansen, formand for Danske Skolelever
  22. Harald Børsting, LO
  23. Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet

Bemærk overvægten fra KL og de økonomiske ministerier, herunder en række centralt placerede embedsmænd.

Der er kun en forsker i rækken, og det er Niels Egelund.

Antorini, Lars Olsen, Corydon, Hermann og Goldschmidt er åndsfæller og venner på kryds og tværs, og flere af dem er også tæt på Ove Kaj Pedersen og Konkurrencestatstidendes redaktion. De udgør simpelthen det centrum-venstre, der bærer læringsrevolutionens overordnede politik igennem op gennem 00’erne og frem til i dag.

Jørgen Søndergaard fra Skolerådet er også økonom. I dag er Skolerådet omdøbt til Rådet for Børns Læring, og Stefan Hermann og Agi Czonka deler formandsskabet. Alle er reformbegejstrede, undtagen måske Bondo, som dog på det tidspunkt især var imod L409.

Listen bekræftes i store træk af den metodisk set mere grundige og almene Magtanalyse fra 2013, selvom der i sagens natur er flere sektorspecifikke aktører med hos Cevea.

Den fulde analyse og dens metode kan tilgås her

http://www.altinget.dk/misc/analyse_hvem_har_magten_over_folkeskolen.pdf

 

36. d. 20. december: “Verdensopfattelsen” på Rådhuspladsen og i Skanderborg

1. Konkurrencestatstidende på Rådhuspladsen:

I Politiken kunne man i lørdags læse, at avisen har modtaget mange kritiske mails i forbindelse med avisens ændring af Thorning Schmidts citat om lærerlockouten i 2013. Derfor er det mærkeligt, at der ikke har været bragt et eneste debatindlæg eller læserbrev om sagen? Episoden har ellers været omtalt yderst kritisk i TV 2’s presseloge, men det har avisen heller ikke registreret. Derudover har BT også dækket sagen.

Og da Anders Bondo henvendte sig til Politiken med et synspunkt fik han følgende mail:

”Kære Anders Bondo Christensen
Tak for din mail og brevet. Jeg har intet at tilføje.
Venlig hilsen
Bjarne Schilling
Læsernes Redaktør”

I sin kommentar om sagen i lørdags sluttede Schilling af med at skrive, at læserne ikke ”kan være tjent med blot at få bekræftet deres verdensopfattelse”.

Man må konkludere, at det modsatte gør sig gældende for Politiken, hvor man har konstrureret en slags egenverden, som man selv har gjort sig fortjent til.

 

2. Konkurrencestatstidende i Skanderborg

I Skanderborg har der været en skarp kritik af kommunens læringskoncept Synlig Læring, der koster ca. 19 mio. kr.. Konceptet er blandt andet blevet kritiseret for at være sekterisk og religiøst, og kritikken har både folkelige og videnskabelige tråde.

Den kommunale ledelse har slet ikke forholdt sig til kritikkens indhold. Alligevel udbryder borgmesteren og udvalgsformanden nu frejdigt, at det skam slet ikke er konceptet, men derimod debatten om konceptet, der er “religiøs”. Ja, borgmesteren kalder ligefrem debatten for en “hetz”. Det er det, jeg kalder en “verdensopfattelse”. Godt jeg ikke er borger i den kommune.

Ugebladet Skanderborg afslutter herefter debatten med følgende markering:

”Redaktionen anser hermed debatten om værdien af synlig læring for afsluttet. Vi forbeholder os ret til ikke at bringe yderligere læserbreve om emnet.” (d. 20. december)

Er det ikke en sag for det nye Disruptionråd at omstyrte dette lukkede verdensopfattelsessystem og skabe lidt “brændende platform” i både København og Skanderborg?

 

37. d. 20. december: Synlig Læring på Roskile Katedralskole

Det er skam ikke kun børnene i landets folkeskoler og børnehaver, der bliver evalueret på, om de udvikler sig korrekt, så de små pus bliver til ”synligt lærerende elever” i overensstemmelse med John Hatties læringskoncept Visible Learning.

På Roskilde Katedralskole kører de også efter Hattie-konceptet. I Roskilde vil man producere ”læringsbevidste elever”. Jeg tror, al den ”bevidsthed” sprænger i luften en dag. Man kan læse mere i dette link, men også på skolens hjemmeside og flere andre steder: http://www.roskildekatedralskole.dk/…/synlig_l_ring_-_hvad_…

Fire ansatte fra Roskilde Katedralskole har desuden været i New Zealand for at studere Hattie-pædagogik. Det kan man læse om her: http://www.roskildekatedralskole.dk/2014/5/new-zealand

Men det er skam helt efter Rektorforeningens anbefalinger. Det kan man læse om her: http://www.danskegymnasier.dk/synlig-laering/

Professor Lars Qvortrup, hvis interesse for Luhmann har ført ham ud i et vildt ny-positivistisk data-raid, er begejstret for udviklingen. Det kan man læse om her: http://gymnasieskolen.dk/p%C3%A5-jagt-efter-det-der-virker.

I samme artikel kan man se navnene på de 18 Hattie-gymnasier.
Som far til en 15 årlig beroliger det mig, at der ikke er Aarhus-gymnasier på listen. Tænk, hvis jeg skulle have det private held, at ingen af mine børn kommer i kontakt med disse bevidsthedsudvidende ja-hattie-stoffer! Men ok, så er der naturligvis alle mine medborgeres børn. Stakkels dem.

 

38. d. 20. december: Henrik Dahls sms

Henrik Dahls herlige sms til P1’s journalist er ikke set bedre siden Bondos ligeså herlige tweet fra 2014: “Mange på Smukfest. Ikke lærere pga. af oldnordiske ufleksibel arb.tidsregler. Suk

Det er en form for skæv åbenhjertighed, hvor kommunikationen på de sociale medier udgør en overraskende undertekst, der forstyrrer det rationelle systems forudsigelige erstattelighed.

Mere af det tak!

https://twitter.com/ANDERSBONDO/status/497362663257956353

https://www.facebook.com/OrienteringP1/photos/a.571622759520666.154994.119317021417911/1601727833176815/?type=3&theater

 

39. d. 22. december: Synlig Læring i Skanderborg 3

I Skanderborg får børnehavernes forældre og pædagoger snart besøg af en globaliseret læringsrevolutionær fra England. Ja, hele fire gange kommer han forbi, og huhej hvor det går.

Lektor Niels Jakob Pasgaard, som er borger i kommunen, har spurgt, om der vil være mulighed for at diskutere med englænderen efter foredraget. Men det bliver der ikke mulighed for, siger kommunen i sit svar. Det bliver bare ren læringsrevolutionær monolog fra Hattie-firmaet.

Borgmester Jørgen Gaarde mener, at Pasgaard bedriver ”hetz” mod kommunens ideologi, selvom Pasgaard blot i helt almindelige vendinger forsøger at rejse en debat om kommunens pædagogik. Sådan svarer en ideologiseret borgmester på seriøs kritik fra en borger. Spændende by, må man sige.

Nu er Pasgaard blevet inviteret på kaffe. Hele tre kommunale konsulenter skal ondulere kritikken. Måske skulle Pasgaard tage et par væbnere med, for konsulenterne, som har dybe og personlige interesser i sagen, vil være helt uden for pædagogisk rækkevidde.

Jeg synes, at Skanderborg bedriver hetz mod byens børn og borgere

https://www.facebook.com/nj.pasgaard/posts/10211780239199027

 

40. d. 22. december: Riisager-udvalg på gymnasieområdet 

Næstformand i GL, Sigrid Jørgensen, har gjort mig opmærksom på følgende artikel fra bladet Gymnasieskolen:

http://gymnasieskolen.dk/minister-h%C3%A5ndplukker-medlemme…

Artiklen handler om, at Merete Riisager har nedsat et udvalg af gymnasielærere, der skal holde øje med, at gymnasiets fagudvikling holder sig på det dannelsesspor, som blev markeret i gymnasieforligets indledning. Jeg ved ikke, om udvalget vil kunne gøre nogen afgørende forskel, men jeg håber det naturligvis. Gruppens kommissorium er i al fald fortrinligt. Under alle omstændigheder er det helt sikkert nødvendigt at gøre et eller andet, hvis man har de seneste uddannelsespolitiske implementeringsprocesser i baghovedet, hvor det hele bare er gået helt i læringskulimuk.

Men bladet Gymnasieskolen, som ellers aspirerer til at være et af landets konkurrencestatstidender, har pludselig fundet den ”kritiske journalistik” frem mod initiativet. ”Har forligskredsen været inddraget?” tordner journalisten for eksempel. Sjovt nok har bladet mig bekendt aldrig haft “kritiske spørgsmål” til centrum-venstres utallige små og store udvalg og kommissioner. Der er heller ingen torden, men kun milde vinde, når bladet omtaler de mange læringsrevolutionære embedsmænd, forskere og rektorer, som tripper efter at omdanne gymnasiet til et læringsmålstyret karrierelæringscenter i overensstemmelse med ånden i anden halvdel af forligsteksten.

Jeg orker ikke at lægge en kommentar på bladets tråd, for sidst jeg gjorde det, blev kommentaren hårhændet redigeret, fordi jeg helt uden at bande citerede, hvad en fremtrædende rektor havde sagt i Politiken i 2009. Den sag kan man læse mere om her:

http://www.thomasaastruproemer.dk/almendannelsens-deroute-b…

 

41. d. 23. december: Populisme i Konkurrencestatstidende

Konkurrencestatstidendes uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, svælger i centrum-venstresprogspil i sin kommentar i dagens avis. Han opererer bl.a. med et af den læringsrevolutionære fløjs aktuelle yndlingsudtryk, nemlig ”røv til bænk”-undervisning. Det var samme udtryk, som Konkurrencestatspartiets skolepolitiske ordfører, Annette Lind, fremførte i forrige uges samråd med den nye minister, men som Riisager heldigvis afviste blankt. Det er samme ånd som sloganet ”fra undervisning til læring”, som skolereformen nærmest er skabt ved.

Undervisning reduceres til ”røv til bænk”, og den skal vi af med. Nu skal vi have læring. Dvs. at en lærer bliver en dataficeret læringsleder, som kun skal facilitere elevernes refleksion over arbejdet med elevens egne læringsmål.
Fuglsang får også lige refereret til John Hatties ranking, som har splittet al helhed ad, så han kan sælge sit eget system Visible Learning+ til Skanderborg.

Fuglsang mener, at hans ”røv til bænk” ligger sidst på Hatties skala. Helt ærligt: Jeg tror faktisk ikke engang, at Hattie selv, ville acceptere så simpel en oversættelse og brug af hans teori: Men ok, men ved jo aldrig.

Hvad er sagens fakta? Det er, at der slet ikke findes noget i pædagogikken, der hedder ”røv til bænk”. Der findes derimod undervisning, og den indeholder både kundskabsmæssige, normative, narrative, praktiske og metodiske momenter, som en dygtig lærer er i stand til at reflektere, fordi han har gået på et godt seminarium og har mødt nogle dygtige kolleger undervejs, der interesserer sig for deres fag, deres samfund og deres elever.

Hele denne rige tradition og praksis reduceres af centrum-venstre til primitive udtryk i de læringsrevolutionæres populistiske ånd og i stedet sættes en radikal læringskonstruktivisme, hvor eleven er alene i verden, som i sig selv er omdannet til en læringsmuskel.

Fuglsang skriver også, at der er vigtigt med gode relationer mellem lærer og elev, og det er jo også rigtigt. Men her må man betænke, at læringsrevolutionen er en form for distortion, der hele tiden producerer organisatoriske og pædagogiske forandringer, så ingen stabil relation kan etableres, og så alle kan blive til mellemledere. Ja, KL mener ligefrem, at man bevidst skal lave ”organisatoriske benspænd”, så ingen lærer og elev kan komme for nær hinanden. Skolereformen er den konstante revolution, en distortion, en disruption, en brændende platform. Det ligger i reformens natur. Alle relationer er derfor instrumentelle, opportunistiske og foreløbige.

Fuglsang skriver, at man lærer om julen ved at gøre julen. Han ved vist slet ikke, hvor fjernt dette synspunkt er fra skolereformens filosofi, der hviler på et opgør med tradition og dannelse, som julens essens er defineret ved.

http://politiken.dk/…/Tre-ting-du-kan-lære-af-livets-hårde-…

 

42. d. 25. december: Uddannelsesloftet 2

Min egen relation til uddannelsesloftet:

Hvis min slægt havde været underlagt uddannelsesloftet, havde jeg formodentlig siddet på en kommunalforvaltning og administreret læringsproduktivitet. Hvorfor dog det? Af to grunde:

  1. Min morfar tog først en uddannelse som jurist og blev juridisk sekretær for biskoppen i Ribe. Derpå blev han teolog og præst i Karise. Altså en ren dobbeltuddannelse. Hans dobbelte interesse i forvaltning og teologi, som han trak på hele sit liv, har formodentlig spillet en ubevidst rolle for mine egne valg. Det er det, man kalder social arv og juhu for den. Hvis min morfar havde været underlagt uddannelsesloftet, havde jeg ikke haft denne struktur at træde hen til.
  2. Selv tog jeg en kandidatuddannelse i statskundskab og et sidefag i filosofi. I dag ville det ikke være muligt. Jeg havde formodentlig valgt scient.pol.uddannelsen, altså uden filosofien. I dag vil jeg derfor ikke kunne gentage min morfars beslutning. Med statskundskab uden filosofi var jeg røget direkte ind i 1990-00’ernes almindeligheder.

På den måde var jeg havnet som læringskonsulent hos KL, hvilket ingen ville have haft glæde af.

 

43. d. 26. december: Hvad er “røv til bænk”-pædagogik? (blogindlæg)

Hvad er “røv til bænk”-pædagogik?

http://www.thomasaastruproemer.dk/roev-til-baenk.html

 

44. d. 26. december: To muligheder

I Danmark har man to pædagogiske muligheder:

Enten er man til noget, der hedder ”røv-til-bænk”, eller også er man til noget andet noget, der hedder ”sjov læring”.

Røv, bænk og sjov læring? Jeg forstår ikke en bjælde.

Hvor er Kurt Westergaard? Det hele lyder som en satiretegning.

 

45. d. 26. december: Skam

Så blev vi færdige med fortællingen om Noora og William, altså 2. del af Skam.

Alt foregår i intens teknologisk nutid, og der er ingen voksne i miles omkreds, udover lige Henrik Ibsen, B.S. Ingemann, Kierkegaard og Edvard Grieg.

 

46. d. 27. december: Facebook-drys i november (blogindlæg)

Facebook-drys i november:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-32-november-2016.html

 

47. d. 27. december: Synlig Læring i Skanderborg 4 

Visible Learning og Positiv Psykologi i Skanderborg:

I Skanderborg får de d. 7. februar 2017 besøg af direktør Martin Renton fra James Nottinghams konsulenthus ”Challenging Learning”. Renton skal tale til alle ansatte og forældre i kommunen. Det er første arrangement i en række af fire foredrag i forbindelse med kommunens implementering af det John Hattie-baserede Visible Learning+-konceptet.

Martin Renton skal tale om tre emner:

1) Dels om ”at lære at lære” i ånden fra John Hatties arbejde, hvor læring er selvregulerende processer.

2) Dels om et ”udviklende mindset”, som kommer fra den amerikanske positive psykolog, Carol Dweck, som i karakteristisk dualistisk stil deler verden op i et ”fixed mindset” og et ”growth mindset”.

3) Dels om, hvordan disse to emner – læring og mindset – kan udvides til at omfatte hele barnets liv.

Jeg har to kommentarer:

  1. Vi får dermed en forening af Hatties læringsrevolutions dataficerede optimeringsvokabular og af den positive psykologi simple positiv/negativopdelinger og ledsagende optimeringstvang. En kombination, som er særligt velegnet til konkurrencestatens kategorier.
  2. Eftersom denne kombination gøres til kommunens enerådende pædagogik, og eftersom den udvides til hele barnets liv har vi en tilstand med totalitært potentiale.

Skanderborg har indkaldt til endnu et forældre/personalemøde d. 17. januar med stort set samme emner, blot med lokale oplægsholdere. Dvs. at man skal høre om læring, robusthed (i stedet for det beslægtede “mindset”), og generalisering til alle barnets livsarenaer.

Diverse relaterede links/oplysninger:

Carol Dweck promoveres på Undervisningsministeriets EMU-portal:http://www.emu.dk/modul/et-nyt-blik-p%C3%A5-intelligens.

Karakteristiske bogtitler er: ”Mindset – the new psychology of succes” eller ”Du er hvad du tænker” (christ!!)

Endvidere er Dwecks ideer på vej mere bredt ind i skole og gymnasieverdenen, hvor samme kombination af positiv psykologi og synlig læring er ved at materialisere sig. En række af initiativerne støttes af GL og KL:

Dweck i uddannelsesverdnen: http://navigent.dk/…/skole-og-udd…/cases/mindset-hjemmeside/

Synlig læring i gymnasiet: http://www.danskegymnasier.dk/synlig-laering/

 

48. d. 28. december: Interviews og beklagelser i Kristeligt Dagblad

Der sker nogle særdeles interessante ting i onsdagens Kristeligt Dagblad. Der er bl.a. et fremragende interview med Merete Riisager, hvor hun får vendt tingene helt rigtigt, Flot at hun holder skansen, for hun mærker jo nok modstand fra den ene og den anden kant.

Interviewet ledsages af en fin journalistisk artikel med udmærkede markeringer fra Keld Skovmand om målstyring og kundskaber. Det er helt efter bogen.

Til samme artikel har journalisten interviewet Andreas Rasch-Christensen fra VIA-UC. Rasch-Christensen beklager direkte sin egen rolle i læringsrevolutionen. Det sker i følgende formuleringer, hvor nogle af de mest rabiate kommuner også lige får et dejligt svirp:

”Det var aldrig intentionen, at læringsmålene skulle føre til, at vi tabte blikket for dannelse og for, at det mest betydningsfulde i skolen er lærerens undervisning. Men det er desværre det, som er sket i nogle kommuner og på nogle skoler. Ikke kun som følge af læringsmålene, men også på grund af det fokus, der har været på test siden begyndelsen af 00’erne….”

Og så kommer det:

”…..Set i bagklogskabens lys burde jeg i processen have betonet dannelse, undervisning og folkeskolens formålsparagraf meget mere.”

Mon ikke Rasch-Christensens beklagelse er hjulpet lidt på vej af de nye politiske vinde? Af Riisagers ”skanse”?

Det bliver spændende at se, om dette skifte får nogle konsekvenser for den ene og den anden revolutionære sammenhæng, som Rasch-Christensen er en del af? Realiteten er trods alt beklagelsens målestok.

I øvrigt er det interessant, at Rasch-Christensen kobler læringsrevolution sammen 00’ernes pædagogiske atmosfære. Deri har han helt ret. Læringsrevolutionen er en ren 00’erreform tilsat lidt hattieficering og lidt dataficering. Dvs. ren og skær pædagogisk krampe.

Links:
Artikel med interviews med Skovmand og Rasch-Christensen: http://www.kristeligt-dagblad.dk/…/minister-goer-op-med-mek…

Interview med Merete Riisager: http://www.kristeligt-dagblad.dk/…/det-er-vigtigt-boern-og-…

 

49. d. 28. december: UVM-konference om ”den gode undervisning” 

Ministeriet har foretaget sin første faglige markering. Det indbyder til en konference om “den gode undervisning”. Konferencen løber af stablen d. 1. februar 2017, og den arrangeres sammen med foreningen DUS, som Anders Bondo er formand for. DUS står for Danske Undervisningsorganisationers Samråd. Program og detaljer kan man læse i nedenstående link.

Ministeren har jo lagt stor vægt på undervisningsbegrebet og dets relation til indhold og formål, så man kan godt tillade sig at have forventninger til konferencens pædagogiske niveau. Desværre er min pointe i det følgende: Ministeren har virkelig sovet i timen. Lad os se på konferencens horisont:

1.

Bondo og Riisager byder velkommen, men den slags skal man ikke lægge noget i. Det er ren strategi fra begges side. Bondo og Antorini nussede også næser på en konference i Ontario i sin tid. Man må se på de underliggende sprogspil, for at danne sig et indtryk.

2.

Dernæst er der oplæg om ”self-efficacy”, som Bondo af en eller anden mystisk grund har forelsket sig i. Der er en psykologisk/teknisk side af Bondos pædagogik, som alt for let løber af med ham pga. denne hyppige henvisning og som har det med at sætte hans pædagogiske sans i baglås. Og hvad begrebet har med “undervisning” at gøre er svært at se.

Selvom Bondo uden tvivl har støttet emnet, holdes selve oplægget ikke af ham, men af en Rambøll-konsulent og af Andreas Rasch-Christensen fra UC-VIA.

Rambøll har støttet læringsrevolutionen med fuld kraft, så deres bidrag vil med 99% sikkerhed køre i Antorini-spor. Rasch-Christensen, som ellers også har støttet skolereformen 100%, sagde i går, at han har fortrudt, at hans stærke fokus på læring har afstedkommet tab af både indhold, formål og dannelse. Jeg er sådan set glad for fortrydelsen, men det duer slet ikke, at Rasch-Christensen nu kommer til at stå som konferencens faglige markør. Rasch-Christensen vil jo blot lægge ”dannelsen” ovenpå det læringsbegreb, som han ureflekteret fører videre fra 00’erne og fra hans servicering af Antorini i 10’erne.

Dermed får dannelsen en ideologisk funktion, der skal skjule den læringsrevolutionære realitet. Det er på en måde værre end før, hvor vi havde den rene revolution, men uden sløring. Denne ideologiske struktur, hvor ”dannelse” slører en læringsrevolutionær realitet, kendetegner både arbejdet med læreruddannelse, gymnasium og dagtilbud og faktisk også i skolereformen. Vi ender altså i symbolsk forstand med en Antorini, der lyder som en Riisager.

3.

Derpå kommer der et oplæg fra ”praksis”. Det er tre folk fra Nyborg Heldagsskole, en specialskole, hvor man blandt andet arbejder efter et nyere amerikansk koncept, som er udarbejdet af Ross W. Greene med henblik på behandling og undervisning af ADHD-børn. Og på skolens hjemmeside kan man læse, at pædagogikkens ”røde tråd er læring hele dagen”.
Uanset om konceptet kan have gøre nytte i konkrete sammenhænge, så kan det i al fald ikke fungere som et enerådende eksempel på “den gode undervisning” i herværende politisk-pædagogiske sammenhæng.

4.

Til sidst er der en fælles markering fra UVM og Bondo. Man vil lave ”pejlemærker” for god undervisning, men hvis det skal ske med baggrund i Rambøll, Rasch-Christensen og i amerikanske specialpædagogiske koncepter, mister man fokus.

Det er simpelthen for smal en teori- og praksisforståelse.

Ministerens første reale markering om det undervisningsbegreb, hun gerne vil genvinde, har altså en horisont, der bygger på ren Antorini-filosofi tilsat noget koncept-ADHD-pædagogik.

http://uvm.dk/Aktuelt/~/UVM-DK/Content/News/Udd/Folke/2016/Dec/161220-Konference-saetter-fokus-paa-den-gode-undervisning?utm_medium=email&utm_campaign=Ugentligt+nyhedsbrev&utm_content=Ugentligt+nyhedsbrev+CID_ae82dbfa92c74301575dd4e60a806981&utm_source=uvmmail&utm_term=Konference+stter+fokus+p+den+gode+undervisning

 

50. d. 28. december: Oligarkisk note fra 2013 

På nedenstående link kan man dufte til den fulde skolereformskarma, som den ramte næsen i januar 2013.

KL’s formand, Erik Nielsen, vil af med noget, han kalder for ”røv til bænk” og have ”sjov læring”, som det kaldes for tiden, i stedet for.

Baggrunden var, at Rambøll og KL havde lavet en undersøgelse, der ”viser”, at lærerne bruger for meget tid på ”traditionelle undervisningsformer”. UC-VIA’s Andreas Rasch-Christensen supplerer uden videre KL’s ”røv til bænk”-markør med ord som ”vaner og traditionel klasseundervisning”, og en lille pisa-sammenligning får han også med. Han siger, at det hele er læreruddannelsens skyld, som er alt for traditionel. Det hele kører sammen i en mærkelig pærevælling uden indhold og formål.

Skoleelevernes formand fortsætter i samme spor. Her er “røv til bænk” også ”undervisningskultur, faglighed, isolation, øde ø”. Der røg en del godt ud med badevandet lige der. BUPLs formand stemmer også i uden at blinke.

Og Anders Bondo er skam helt enig med KL. Han vil ”nytænke skoledagen totalt”. Det var tre måneder før konflikten, dvs. dengang DLF og Antorini var kærester. Bondo ville have revolution, læringsrevolution.

”Røv til bænk” er efter min opfattelse ikke andet end en retorisk metafor, hvis funktion er at ødelægge landets pædagogiske tradition og formål. Det beviser KL’s skolepolitiske skrifter i øvrigt også.

Indlæggene dirigeres af Konkurrencestatstidende uden antydningen af kritisk journalistik.

Det værste er, at denne begrebsmæssige situation stadigvæk er benhård læringsrevolutionær realitet på næsten alle pædagogiske og uddannelsespolitiske niveauer.

Stort set samme konstellation, Rasch, Rambøll og Rasch-Christensen, mødes til konference i UVM d. 1. februar, hvor de skal tale om “den gode undervisning” under dannelsens vajende fane!!

Hvis nerverne holder, kan man klikke videre til artiklen “Forsøg revolutionerer gymnasiet”, hvor det hele kører i samme rille.

http://politiken.dk/indland/uddannelse/art5706656/KL-%C2%BBVi-m%C3%A5-v%C3%A6k-fra-den-traditionelle-r%C3%B8v-til-b%C3%A6nk-undervisning%C2%AB

 

51. d. 29. december: Forskydninger i de nedre oligarkiske lag 

Jeg har tidligere fortalt om Arne Eggert, som netop er blevet ansat som direktør i KL. Eggert var tidligere afdelingschef for skoleområdet i UVM under den læringsrevolutionære departementschef Jesper Fisker. Eggert var aktiv på blogs og meget andet med det glade reformbudskab, og han skrev også hjertelige forsvar for Djøf’erne sammen med Stefan Hermann (se link i bunden).

Men Eggert er skam ikke den eneste, som er gået fra UVM til en skolepolitisk toppost i KL. I en omtale fra KL’s hjemmeside fra d. 10. oktober kan man læse følgende annoncering af ansættelsen af en kommende kontorchef fra d. 1. december:

”I dag er Peter Pannula Toft kontorchef i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, hvor han bl.a. arbejder med at understøtte kvalitetsudvikling og reformimplementering på folkeskoleområdet. Peter Pannula Toft har arbejdet i flere kontorer i ministeriet og har bl.a. arbejdet med kvalitetsudvikling og reformimplementering på folkeskoleområdet.

Dermed har den nye kontorchef mange års erfaring med samarbejdet med de centrale interessenter på folkeskoleområdet, herunder KL, Børne- og Kulturchefforeningen, Skolelederforeningen, Danmarks Lærerforening, Danske Skoleelever Skole og Forældre samt kommuner.”

(fra http://www.kl.dk/…/KL-ansatter-ny-kontorchef-for-born-og-f…/)

Toft kommer altså ligesom Arne Eggert lige fra folkeskoleimplementering til KL, og hans samarbejdsflader tæller en række af de organisationer, som har promoveret læringsrevolutionen på kryds og tværs.

Endelig bør man bemærke, at Anne Bak Lumholt, som Peter Toft erstatter, nu er blevet direktør i det såkaldte COK, som er storleverandør af datainformeret kompetenceudvikling på den helt store læringsrevolutionære klinge, og som faktisk er stiftet af KL selv:

Her er et eksempel på COK’s syn på skoleledelse. Man kan selv klikke rundt, hvis man orker en tur i den dataficerede revolutionskarrusel: http://www.cok.dk/skole

COK’s chefkonsulent er, som det fremgår af linket, Mai-Britt Herløv Petersen. Hun er også redaktør på UVM’s EMU-portal, der er helt læringsbesat. Hun er også med i Lars Qvortrups Center for Læringsledelse, som er dybt integreret i AU’s Nationalt Center for Skoleforskning. Det kan man læse om her: http://laeringsledelse.dk/?page_id=73. Skoleforskningscentret blev åbnet i august 2016 med indlæg af bl.a. Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen, Claus Holm og Qvortrup selv.

Det hele er nok det, man kalder ”karrierelæring”? Den ny ministers vokabularium og den pædagogiske tradition som sådan er i al fald totalt ude af horisonterne.

(Link til omtale af ansættelsen af Arne Eggert:https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154762642259481&id=837549480)

 

52. d. 30. december: Klassestørrelser og kortere skoledage

Socialistisk Folkeparti har stillet et stille og roligt forslag, som bør tiltale alle, der gerne vil ”justere” lidt på skolereformen. Forslaget vedrører skolereformens ydre organser. Det går ud på, at man vil forkorte en af verdens længste skoledage med ½ time og sænke klassestørrelsen fra 28 til 24 elever.

Konkurrencestatstidende har spurgt dem, de plejer:

Hvem går i store træk ind for SF’s ide?

Professor Lars Qvortrup (Nationalt Center for Skoleforskning)
Uddannelsesforsker Karl Fritjof Krassel (KORA)

Merete Riisager (har lidt uld i mund, selvom SF jo blot siger det samme, som Riisager tidligere har sagt. Riisager mener, at SF’s forslag er “en strid måde at administrere på”. Hun vil hellere give skolerne “frihed”, som det hedder. Jeg mener, at SF’s forslag er ren beskyttelse af den pædagogiske frihed).

Mette With Hagesen (formand for Skole og Forældre)
Jens Vase (formand for Danske Skoleelever)
Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) (lidt mere uld i mund)

Hvem afviser SF’s ide blankt?

Annette Lind (A)
Anni Matthiesen (V)
Claus Hjortdal (formand for Skolelederforeningen)

Fire kommentarer:

  1. Lind og Matthiesen og Hjortdal er virkeligt klistret fast, selv til reformens ydre organer.
    2. DF og ministeren skal lige tage sig sammen her og bare sig ja og tak for at lægge pres på Lind og Matthiesen og de andre, som nu viser tegn på opblødning.
    3. Roen vil sænke sig en anelse ude på skolerne, hvis SF’s forslag vedtages
    4. Konkurrencestatstidende må gerne spørge nogle flere folk. Også nogle af dem, de ikke kender, men som alle andre kender.

Links:
http://politiken.dk/…/Vi-propper-flere-b%C3%B8rn-i-hver-kla…

http://politiken.dk/…/SF-vil-betale-for-mindre-klasser-med-…

Skriv en kommentar