Facebook-drys 35: Februar 2017

Her er 33 facebook-opdateringer fra februar 2017. Man kan enten læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man kan klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. UC-Sjællands opgør med skoleforskning
  2. UC-Syds nye motto. Vi fedter for politikere og fyrer kritikere
  3. UC-Sjællands ledelse svarer på kritik
  4. UC-Sjælland i faglig opløsning 1
  5. UC-Syds ødelæggelse af pædagogisk intelligens
  6. UC-Sjælland i faglig opløsning 2
  7. Stillingsopslag på Metropol
  8. Synlig Læring, Askov og Iben Valentin
  9. Borger møder Hattie-konsulent i Skanderborg
  10. Ny direktør i Danske Professionshøjskoler
  11. Riisabers favoritlærer
  12. Ane Qvortrup i Cursiv: Fra læringsmålstyring til læringsmålorientering
  13. Om interesseorganisationer
  14. Fremragende norsk artikel om LP-modellen
  15. UC-Sjællands to tunger
  16. DF’s udlændinge
  17. National dannelse: Identitet vs. Pluralitet
  18. Villy Søvndals meritter
  19. Thomas Nordals LP-metode i norsk Forskerforum
  20. Sproglige forskydninger i DPO
  21. Iben Valentin og UC-Syd: Når læringsrevolutionen møder pædagogisk praksis
  22. Asger Sørensen kritiserer Niklas Luhmann
  23. Hauge, Heidegger og pædagogikken
  24. Konference ”Efter New Public Management”
  25. Rune Lykkebergs DJØF-pædagogikum
  26. Corydonismens forskydninger
  27. Ayn Rand, Donald Trump, Saxobank og LA
  28. Erik Schmidt vinder over Odense Kommune
  29. Facebook-drys: januar 2017
  30. Analyse af Alternativets skoleudspil
  31. Radikale Venstre, SF og Alterativet: Hatred of democracy
  32. Skolepolitik i LærerBladet
  33. Interviews i LærerBladetd. 

 

1. d. 1. februar: UC-Sjællands opgør med skoleforskning

Her er en kritik af UC-Sjællands primitive behandling af grundtvigsk skoleforskning og af Brian Degn Mårtensson specifikt. Det hele minder om professionshøjskolernes behandling af KLM.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/professionshoejskoler-til-kamp-imod-skolens-formaal

 

2. d. 3. februar: UC-Syds nye motto: Vi fedter for politikere og fyrer kritikere

Jeg vil foreslå, at UC-syd får sig et nyt motto. Det lyder sådan her:

”Vi fedter for politikere og fyrer kritikere”

UC-syd fedter: I efteråret 2016 havde UC-syd besøg af Christine Antorini, Efterfølgende blev Antorini tituleret som ”en kvinde af sjældent format” af lederen af læreruddannelsen, Lars Breinholt, og kommunikationsafdelingens dækning kammede helt over i politikerkærlighed. Da det blev påtalt, bakkede resten af UC-syds ledelse prompte op med højstemt tale om ”politisk dannelse” og nedladende kommentarer til kritikerne.

Det minder mig om dengang, hvor de tre UC-rektorer Stefan Hermann, Harald Mikkelsen, Laust Joen Jakobsen sammenlignede Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King, fordi Løkke ville i top 5 på Pisa. Det var i det store nedsmeltningsår 2010.

UC-syd fyrer: Nu har UC-syd fyret en af landets dygtigste og mest aktive kritikere, lektor Iben Benedikte Valentin Jensen, efter at have chikaneret hende fagligt i årevis. Og en mundkurv blev det også til som en slags ekstragave. Man kan læse lidt mere om det i nedenstående opslag.

Men Iben Valentin burde i stedet have haft en kæmpepris, både for sit omfattende forlags- og forfatterarbejde med udgangspunkt i en form for Askov classic, og for sit forsøg på at holde et nationalt og oplyst dannelsesbegreb i hævd overfor de ødelæggende anslag mod læreruddannelse og efter- og videreuddannelse, som ruller ud af professionshøjskolerne filosofi. Anslag, som Brian Degn Mårtensson også er blevet et offer for på UC-Sjælland, hvor studier i Grundtvigs skolesyn ligefrem er imod stedets strategi. Og et anslag, som tvang lærer Erik Schmidt ud af Agedrup skole efter 34 års virke, fordi han ikke ”havde forstået læringsmaksimeringen”.

Derfor det nye motto for UC-syd: ”Vi fedter for politikere og fyrer kritikere”

Det er sådan et slags real-motto.

Iben kunne have stået centralt i at udvikle den ”justerede” pædagogiske situation, som flere politiske kredse forsøger at realisere. I stedet bliver hun fyret af en flok mellemledere, der kun når hende til sokkeholderne.

https://www.facebook.com/ibenvjensen/posts/1964142053813454

 

3. d. 4. februar: UC-Sjællands ledelse svarer på kritik

UC-sjællands ledelse har i dagens Kristeligt Dagblad en replik til min klumme fra i torsdags, hvor jeg med udgangspunkt i to konkrete eksempler beskrev professionshøjskolernes problematiske forhold til skolens formål. Nedenfor kan man læse hele replikken, og nederst er der et link til min oprindelige klumme.

Ledelsen omtaler ikke de to eksempler med et ord. Til gengæld tager replikken form af en slags bureaukratisk pressemeddelelse, som jeg har virkelig svært ved at tage seriøst. Jeg prøver alligevel: Man ønsker at udgrænse tænkning og pædagogik fra UC’erne. Det skal parkeres på universiteterne. Desuden underforstås det famøse 1:1-forhold mellem læreruddannelse og folkeskole. Det hele kalder man så for ”praksisrettet forskning”:-(. Den eneste konkrete faglige markering er, at ”mål for elevers læring fylder mere i skolernes hverdag”. Det er den nye læreruddannelse med lavest mulige fællesnævner. Pludselig nævnes hhv. “demokrati” og “tradition”, men disse to ensomme og ekskluderede ord, minder mig om en syrisk flygtning i Beograd.

Den ubehjælpsomme horisont bekræfter faktisk bare mine værste anelser. Man forstår godt, at Degn Mårtensson smækker lidt med døren i denne atmosfære.

”PROFESSIONSHØJSKOLERNE STYRKER FOLKESKOLEN
Kristeligt Dagblad, d. 4. februar 2017
Af Camilla Wang, rektor ved UC-sjælland, og Sami Stephan Boutaiba, direktør for pædagogik og ledelse på UC-sjælland.

Tak til Thomas Aastrup Rømer for i Kristeligt Dagblad den 2. februar at sætte professionshøjskolernes forskning i relation til folkeskolen på dagsordenen.

Professionshøjskolerne fik i 2013 en ny ret og pligt til at styrke de områder, vi uddanner til, herunder folkeskolen, via forskning. Professionshøjskolerne har få midler til denne forskning. Forskningen er ikke et mål i sig selv, som forskning er på universiteterne, men et middel til at skabe bedre uddannelser og en vidensbaseret udvikling i de professioner og erhverv, vi uddanner til.

Det betyder også, at vi har fokus på at sikre en effektiv arbejdsdeling mellem universiteternes forskning, som kan være mere grundlags- og grundforskningsorienteret, og vores forskning, der er praksisrettet. Vi udvikler viden og redskaber, som de fagprofessionelle, i dette tilfælde lærerne, kan anvende direkte i deres undervisning og i samspillet med eleverne.

I tilknytning til vores læreruddannelse har vi prioriteret tre forskningstemaer: fagdidaktik og faglige fællesskaber mellem lærere, læringsfællesskaber, der inkluderer alle elever, og endelig den didaktiske brug af teknologiske og digitale muligheder i skolen. Samtidig trækker vi selvfølgelig på den forskning, der bedrives på universiteterne, herunder også den pædagogiske og filosofiske forskning, som er en stærk tradition i og et uvurderligt grundlag for vores læreruddannelse.

Vi og vores undervisere er dybt optagede af at uddanne lærere, der står stærkt i den tradition, som den danske folkeskole bygger på, som er godt rustede til at løse læreropgaven, som den ser ud i dag, og som har fremsyn i forhold til folkeskolens udviklingsbehov. Lærerne har en stor og afgørende vigtig opgave i det danske samfund, og derfor tager vi også deres uddannelse meget alvorligt.

Vores læreruddannelse skal uddanne lærere, der understøtter elevernes vej mod demokratisk deltagende samfundsborgere, der evner at indgå i og bidrage til stærke fællesskaber. Samtidig skal uddannelsen imødekomme de seneste mange års udvikling, hvor mål for elevernes læring fylder mere i skolens dagligdag.” (Kopieret fra Infomedia)

Link til indlæg: https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/replik.-professionshoej…

Mit oprindelige indlæg fra d. 2. februar: https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/professionshoejskoler-t…

 

4. d. 5. februar: UC-Sjælland i faglig opløsning 1

Brian Degn Mårtensson klæder UC-Sjællands ledelse totalt af i dette indlæg.

Sætning for sætning stilles Camilla Wangs og Sami Stephan Boutaibas nihilistiske skole- og uddannelsessyn til fuld skue. Vi får et udsøgt billede af, hvordan post-corydonismen virker på de praktiske og reale niveauer.

Denne mærkelige institution, UC-Sjælland, hvis sprogspil dirigeres af CBS-teknik og læringsmålsfundamentalisme, må være et let bytte for en uddannelsespolitiker, som vil score nogle lette points i det overordnede opgør med denne tekniske filosofi, som man kan iagttage for tiden.

Findes der overhovedet en professionshøjskole i dette land, som har noget selvstændighed og interesse? Jeg kender ingen. Nedlæg dem!

https://www.folkeskolen.dk/602112/debat-om-ucsj-og-grundtvig-i-kristeligt-dagblad

 

5. d. 5. februar: UC-syds ødelæggelse af pædagogisk intelligens

En af landets mest intelligente, vidende og engagerede seminarielærere hedder Iben Benedikte Valentin Jensen. Men nu er Valenting Jensen blevet fyret af et UC-Syd, der slet ikke har været i besiddelse af nogen faglig rygrad i forhold til de læringsrevolutionære vinde.

Valentin Jensen burde have været tildelt en central og fri placering på ethvert læreruddannelsessted, som måtte have den mindste selvstændighed i behold. Hun kunne have været en nationalt samlende figur og pædagogisk transmittør af en bred skoletradition med grene til stort set alle sider af europæisk og dansk åndsliv. I stedet er hun nu blevet marginaliseret og sygeliggjort på det skammeligste af det nye læringssystem og et forvirret UC i uskøn forening. Og nu er hun ligefrem presset helt ud af den arne, som hun egentlig selv burde brænde og virke i.

I Valentin Jensens fremragende bog ”Tag Ansvar – opgør med læringstyranniet” kan man stifte bekendtskab med hendes dybt nuancerede tænkning og handlingsliv, der mødes med uforstående og tilpasningsvillige omgivelser. En del af afsnittene giver ligefrem ekstra mening, nu hvor enhver kan se, at de mange eksempler er hentet direkte fra UC-Syds desperate forsøg på at positionere sig i landets pædagogiske sammenbrud.

Valentin Jensen tog ansvar. UC-Syd stråler i ansvarsløshed.

http://www.fjordager.com/tag-ansvar/

 

6. d. 6. februar: UC-Sjælland i faglig opløsning 2

Mystikken breder sig i sagen om UC-Sjællands anarkistiske ny-instrumentalisme.

Lektor Brian Degn Mårtensson har fået et ph.d.-stipendium om Grundtvigs skolesyn. Stipendiet er fuldt finansieret af Aarhus Universitet, men UC-Sjælland vil ikke indgå en samarbejdsaftale, hvilket ellers er kutyme, fordi man kun har ”relativt få midler”, som det hedder. Men hallo? Det er jo stort set gratis for UC-Sjælland! Stipendiet er en foræring til Sjælland fra Aarhus.

Den egentlige grund er rent indholdsmæssig. Det handler om ”forskningsstrategien”, og den slags er pædagogisk teori og praksis og grundtvigske skoleideer åbenbart ikke en del af. Men hvad er ”strategien” da? Det er noget med didaktik og læring. Men er det det modsatte af Grundtvig? Åbenbart. Strategien handler også om at finde ”forskningsmæssige løsninger”, der er ”til gavn for praksis”. Er det i modsætning til studier i den grundtvigske tradition? Åbenbart. Og jeg ved også godt, hvordan, men det lader jeg ligge, men det har noget at gøre med at rende efter kommunale ”behov” og penge i Næstved. You know: undervis i John Hattie uden at blinke. Det er ånden.

Hvad er det, der sker? Jo, der sker det, at et formålstømt UC forsøger at positionere sig i læringsrevolutionens vinde. Der er ingen grund til at opretholde en institution med så lav kvalitet.

Det er jo direktionsmedlem Sami Stephan Boutaiba med det stærkt diskvalificerende CV, der bærer hovedansvaret for den hårde ideologi, som nu skal gå ud over læreruddannelsen og Sjællands børn, men af interviewet fremgår, at det næste led, her Stina Møllenbach, som er leder af Mårtenssons ”forsknings-center” ”skole og læring”, følger trop.

UC-Sjælland er så forhippet på deres antiintellektualistiske instrumentalisme, at de simpelthen vil aflive al fri pædagogik og tænkning fra deres institution, selvom det hele er gratis og tilmed relevant for praksis som aldrig nogen sinde før i landets historie.

Endelig vil jeg lige sige: Det lyder på UC-Sjællands ledelse som om, at det myldrer med Grundtvig-forskning på DPU. Det, skal jeg hilse og sige, er ikke tilfældet. Tværtimod tildeles DPU’s ph.d.-stipendier efter samme instrumentalistiske principper som UC-Sjællands egne, dvs. med fokus på “læringsudbytte”.

https://www.folkeskolen.dk/602072/uc-sjaelland-grundtvig-er-stadig-relevant–men-vi-maa-prioritere-vores-forskning

 

7. d. 6. februar: Stillingsopslag på Metropol

Hvad sker der lige heromkring? En stilling for Brian Degn, hvis han er hurtig med sin ph.d.😊? Måske har Hermann fået job på UC-Sjælland?

https://www.job-i-staten.dk/jobs/ledelse/danmark/sjaelland-and-oer/storkobenhavn/kobenhavn/rektor-til-professionshoejskolen-metropol-lja-41581044

 

8. d. 6. februar: Synlig Læring, Askov og Iben Valentin

Gentofte, Gladsaxe og Rudersdal kommuner går nu ind i den næste fase af deres AP Møller-finansierede Synlig Læring-besættelse. Lyngby Taarbæk er ikke med mere. De trådte ud efter viceborgmester Simon P. Sørensens brandtale i oktober 2016. Han sagde blandt andet følgende:

”Det er fuldstændigt vanvittigt at kaste Grundtvig og Kold og alle mulige andre ud med badevandet pga. nogle smarte konsulenter”

Med denne udtalelse in mente, er det lidt ”sjovt” at stifte bekendtskab med det nord-københavnske AP Møller-projekts såkaldte ”Advisory board”.

Hvem sidder der? Jo, der sidder såmænd Klaus Majgaard. Hvem er det? Jo, det er den nye forstander for Askov Højskole. Så Askovs forstander sidder i panel for et projekt, der vil ”kaste Grundtvig og Kold ud med badevandet”? Ja, that is a fact!

En yderligere krølle på denne Askov-tråd er, at den egentlige repræsentant for Askov i dag sidder fyret og forsmået i Sønderjylland. Jeg tænker her på Iben Benedikte Valentin Jensen, som af egen drift har udgivet bøger af de to klassiske Askov-forstandere Hans Henningsen og Knud Hansen på forlaget Nyt Askov, som har en bred kreds bag sig, blandt andet modtageren af årets højskolepædagogiske pris, Leo Kommischke Konnerup..

Iben Jensen blev af sit UC tvunget til at sælge netop Synlig Læring-kurser til Kolding Kommune. Kommunens konsulenter klagede til UC-syd over Ibens undervisning, som var for kritisk og faglig. Konsulenterne kendte skam selv John Hattie, sagde de. UC-Syds lokale ledelse bakkede ikke Iben Valentin op.

Hvilken vild cirkel. Jeg tror, det er Iben Valentin, der nu i al ensomhed er i marginaliseret selskab med landets egentlige højskoletradition. Klaus Majgaard, dvs. det moderne Askov, er derimod i selskab med John Hattie og James Nottingham? Var det noget for Højskolebladets journalister at kigge lidt på?

De andre deltagere i Advisory Board er da også værd at nævne (se projektbeskrivelsen, s. 4):
Agi Csonka (SFI).
Dorte Staunæs (Professor MSO, DPU)
Arne Eggert (KL)
Charlotte Rønhoff (Dansk Industri)
Klaus Majgaard (Askov Højskole)
Tove Hvid Persson (Dekan, UCC)
Martin Lyngbo (Teaterdirektør)

Et rent DPO-relateret netværk, undtagen måske den sidste?

Links:
Projektbeskrivelse: http://4kommuner.dk/…/AP__M%C3%B8ller_2016_projektbeskrivel…

Om Iben Jensens arbejde med forlaget Nyt Askov: http://ibenbenedikte.dk/forlagt-nyt-askov/

Lyngby Taarbæks farvel:http://www.thomasaastruproemer.dk/digebrud-i-lyngby-taarbae…

 

9. d. 7. februar: Borger møder Hattie-konsulent i Skanderborg 

Her er en fascinerende beretning fra Skanderborg Kommunes indre organer. Niels Jakob Pasgaard, som er borger i kommunen, har været til møde med hele tre “konsulenter”. Her kunne han lære om følgende utrolige synspunkter:

  1. Visible Learning+ er ikke et koncept.
    2. John Hattie har ikke fokus på læringsudbytte
    3. Visible Learning er et ligefrem et MODSPIL til skolereformen (?!?!?!?)
    4. Kritik af konceptet er en mistillidserklæring til lærerne
    5. Kommunen vil invitere til debataften, hvor de mest kritiske røster ikke er velkomne.
    6. Chefkonsulenten mener at 100% af lærerne synes at konceptet er “interessant”.

Jeg synes, at alle 0% af lærerne bør tegne en kæmpestor Muhammed-tegning af denne hersens hr. chef-konsulent, som åbenbart bestemmer alt, og hænge tegningen op i alle kommunens lærerværelser.

Byrådet bakker bare op. De hedder nok Trump til efternavn allesammen

https://www.facebook.com/nj.pasgaard/posts/10212248107975454

 

10. d. 7. februar: Ny direktør i Danske Professionshøjskoler

Interesseorganisationen Danske Professionshøjskoler har hentet en ny direktør, Inge Friis Svendsen, direkte fra intet mindre end Finansministeriets “kontor for uddannelse og forskning”. Så kan seminarierne vist ikke komme mere ned i kulkælderen og længere væk fra al den fine dannelse, som både Merete Riisager og Søren Pind ellers pynter sig med for tiden. Friis Svendsen skal nu arbejde sammen med mega-instrumentalisten, økonomen Carsten Koch, som er formand for det såkaldte “Formandskollegium”. Det er lukket land for alle pengene.

Men udnævnelsen er nok lige noget, der passer ledelserne på UC-Sjælland, UC-VIA og UC-Syd, hvor man jo pt. virkelig har gang i implementeringen af den finansministerielle forskningsstrategi på bekostning af den samlede danske uddannelsestradition.

http://danskeprofessionshøjskoler.dk/vicedirektoer-inge-fr…/

Og her er et link til organisationens “forsknings- og udviklingsstrategi”. Det var UC-Sjællands version af den nærmest enslydende strategi, der pt. isolerer dansk skoletradition:

http://danskeprofessionshøjskoler.dk/…/Professionsh%C3%B8js…

 

11. d. 7. februar: Riisagers favoritlærer

Merete Riisagers favorit-lærer støtter Degn Mårtensson og argumenterer for dannelsesforskningens betydning for pædagogisk praksis:

Merete Riisager har flere gange – senest på KL’s skolepolitiske landsmøde – fremhævet lærer Mette Frederiksens synspunkter positivt. I nedenstående blogindlæg tager Frederiksen klart parti for Brian Degn Mårtensson i den verserende strid med UC-Sjællands vilde ”forsknings”-teknokrati.

UC-Sjælland læner sig direkte op af Danske Professionshøjskolers officielle forsknings- og ph.d.-strategi. Vi har altså en form altomfattende sproglig struktur, et teknisk sprog som har tvingende effekt på alle UC’ernes selvforståelse (se link nedenfor).

Dermed får vi den sælsomme, men logiske konsekvens, at Danske Professionshøjskoler og UC-Sjællands ledelse er i direkte konflikt med de pædagogiske og uddannelsespolitiske strømninger, som landets undervisningsminister baserer sig på.

Sagens normative fakta er følgende: UC’erne er på hold med Corydon/Antorini, mens lærerne er på hold med ministeren. Ministeren og UC er dermed i direkte modsætning. Hvem mon vinder den magtkamp? Og tør ministeren tage den? Det er nu, hun skal tage stilling.

https://www.folkeskolen.dk/…/dannelsesteori-er-og-boer-vaer…

Danske Professionshøjskolers ph.d.strategi: http://danskeprofessionshøjskoler.dk/…/Professionsh%C3%B8js…

UC-Sjællands strategi: http://ucsj.dk/om-ucsj/strategi/

 

12. d. 8. februar: Ane Qvortrup i Cursiv: Fra læringsmålstyring til læringsmålorientering 

Ane Qvortrup i Cursiv: Fra læringsmålstyring til læringsmålsorientering.

Det nyeste nummer af Cursiv handler om læringsmål. Det er det fagdidaktiske miljø i landet, som – hvis jeg må generalisere lidt – mikrodiversiterer med en lidt underlig mangel på pædagogisk udsyn efter min mening. F.eks. argumenterer både Jeppe Bundsgaard og Peter Hobel for, at læringsmålsstyring og Wolfgang Klafkis dannelsesorienterede didaktik nærmest er et og det samme. Og der er i det hele taget en mærkelig mangel på referencer til de diskussioner, der præger feltet, selv i de mere kritiske indlæg. Dog med Jens Dolin og Svend-Erik Holgersen som delvise undtagelser. Nå, men det lader jeg lige ligge her, og måske findes der en særlig ”didaktisk” livsform, som der jo også skal være plads til.

Den mest interessante artikel fra mit synspunkt er skrevet af Ane Qvortrup: ”En didaktisk begrundelse for læringsmålorienteret undervisning” (s. 139-158), der lyder som en tro kopi af farens nypositivistiske raid. Artiklen er et glødende opgør med den pædagogiske kritik, som jeg selv er en del af, samt et helhjertet forsvar for læringsmålstyret undervisning. Argumentationen er virkelig sigende. Her er de tre hovedpunkter:

1.

Først gøres den omfattende kritik, der har været af begrebet fra en række kendte forskere og debattører, til noget, der kaldes for ”hegelianisme”, og der er endda direkte reference til Hegels. “Wissenschaft der Logik”.

Qvortrup mener, at disse ’hegelianere’ forsøger at se ”ondsindede verdensånder” overalt, f.eks. i form af ”konkurrencestater”. Påstanden er lidt vild: Mig bekendt er der ingen hegelianske referencer i nogle af de kritiske indsatser, og ”konkurrencestaten” har skam en meget konkret begrebsmæssig og pædagogisk karakter, hvilket er ekstremt veldokumenteret. Det er en ren ideologisk konstruktion, Qvortrup laver her, der bare skal gøre klar til, at det systemteoretiske maskineri kan løbe friktionsløst gennem resten af artiklen.

Qvortrups reference til Hegel og hendes kritik af kritikkens nærmere karakter og argumentation er da også virkelig forsimplet, og den har slet ikke sans for de detaljerede empiriske belæg, der findes for de begrebsmæssige sammenhænge og forskydninger.

(Hegelianerne er følgende personer: Dion Rüsselbæk Hansen, Katrin Hjort, Lærke Grandjean, Brian Degn Mårtensson og undertegnede).

2.

Derpå holder Qvortrup simpelthen op med at tale om ”læringsmåls-styring”. Nu hedder det udelukkende ”læringsmåls-orientering”. Så let gør man det! Slut med ”styring”. Formålet er at flytte hele diskussionen fra ”verdensånden” og hen til ”didaktikken” i en helt bestemt forståelse heraf. Her kan Qvortrup være i fred for sin postulerede filosofiske andethed, som er så fyldt med ondsindede ånder. Qvortrup mener ganske vist, at hun kombinerer curriculum- og didaktiktraditionen, men det kan jeg faktisk overhovedet ikke se, tværtimod. Men læs evt. selv i linket.

3.

Derudover skelnes i karakteristisk stil mellem ”kulturelle ideologier” og ”forskningstilgange”. De ”kulturelle ideologier” er, må man formode, det der med ”verdensånden”. ”Forskningstilgangene” er derimod primært hele det systemteoretiske vokabular og referenceapparat, som for Qvortrups vedkommende havner direkte i favnen på John Hattie og alle hans venner, dvs. i en ”anti-kulturel ideologi”, hvilket jo er det modsatte af en ”forskningstilgang”.

Qvortrup havner med denne løbebane lige lukt i ”styring” efter min mening, men under anti-styringens ideologiske banner.

Så vær opmærksom på det nye ord for det samme:

”læringsmålsorienteret undervisning”.

Det betyder bare læringsmålsstyring i en systemteoretisk begrundelse, hvilket læringsmålsstyringen i høj grad var i forvejen.

Til sidst i temanummeret får vi endelig lidt liv. Her kan man læse en udmærket anmeldelse af Keld Skovmands bog ”Uden mål og med”. Anmeldelsen er skrevet af Per Fibæk Laursen. På en måde er det lidt mærkeligt, at hverken Skovmand eller Laursen har bidraget til temanummeret. Men de er måske også sådan en slags ”hegelianere”?

http://edu.au.dk/fileadmin/edu/Cursiv/CURSIV_19_www.pdf

 

13. d. 8. februar: Om interesseorganisationer

Ang interesseorganisationer:

Jeg forstår godt, hvorfor cyklister, erhvervsvirksomheder, atomkraftmodstandere, arbejdsgivere og lønmodtagere laver interesseorganisationer. Det er jo private borgere, som organiserer sig for at fremme deres interesser.

Men jeg forstår ikke, hvorfor offentlige myndigheder laver interesseorganisationer for at påvirke andre offentlige myndigheder. Jeg tænker her især på Kommunernes Landsforening og på Danske Professionshøjskoler. Det har kun to dårlige effekter:

  1. Man tvinger de decentrale myndigheder ind i en uheldig interessebaseret konsensus, hvilket har direkte negativ effekt på faglighed og administrativ neutralitet. En professionshøjskole bør slet ikke have en ”interesse” efter min mening.
  2. Man bruger en masse skattekroner på lobbyvirksomhed mellem myndighederne. Det er ikke i orden.

Kan man ikke bare nedlægge KL og Danske Professionshøjskoler? Altså simpelthen forbyde dem? Eller er jeg for urimelig?

 

14. d. 9. februar: Fremragende artikel om LP-modellen

Diskussion af LP-modellen på www.utdanningsnytt.no:

Fremragende kritisk reportage om Thomas Nordahls såkaldte LP-metode og dens manglende resultater, selv på den erklærede guru John Hatties egne præmisser.

Analysen har også dybe tråde til danske forhold, hvor Niels Egelund og kredsen omkring Nationalt Center for Skoleforskning, det tidligere LSP og forlaget Dafolo, står centralt. Endelig er der direkte links til en række dybt interessante artikler, videooptagelser og anden dokumentation (hør f.eks. foredrag af Niels Egelund).

Til sidst i artiklen forsøger Nordahl at svare for sig, så tæerne krummer og knager.

Thomas Nordahl sidder i vurderingsudvalget i AP Møllers Folkeskolefond sammen med Jens Rasmussen og kommunaldirektør Per B. Christensen, der sender sin forvaltning på Hattierejse Down Under.

https://www.utdanningsnytt.no/…/repor…/2016/nordahls-metode/

 

15. d. 9. februar: UC-Sjællands to tunger

UC-Sjælland virker som en utroværdig institution. På den ene side implementerer man og forsvarer ligefrem et yderst simpelt og teknokratisk syn på forskning og uddannelse, og man afviser direkte forskning i den danske skoletraditions muligheder, fordi det står i modsætning til institutionens strategi.

Synspunktet er nu markeret rundt omkring af både rektor Camilla Wang, af direktør for læreruddannelsesområdet Sami Boutaiba og af forskningscenterleder Stina Møllenbach.

På den anden side rejser rektor Camilla Wang nu pludselig rundt som den store fortaler for dannelse, tradition og åndsvidenskab. Det sker dels i en video, som Højskolebladet lagde ud i går, og dels i en længere kommentar i dagens udgave af avisen ”Nordvestnyt-Kalundborg”.

Det er ikke i orden, at man skjuler et radikalt opgør med den pædagogiske tradition under dække af en tilsyneladende tilslutning til selvsamme tradition.

Men måske er det den realpolitiske situation i en nøddeskal, vi her ser udspille sig? UC’erne er jo etableret og vokset op i en vild anti-dannelse. Men nu vil alle pludselig tale om ”dannelse”, som UC-Sjælland så smører ud over antidannelsens grund.

Jeg synes, det virker som en institution uden troværdighed. Det må jeg indrømme.

—————————-

Referencer
a) Video fra Højskolebladet: https://www.facebook.com/hojskolebladet/?fref=ts

b) ”Dannelse er nødvendigt”, Nordvestnyt Kalundborg, d. 9. februar, af rektor Camilla Wang (kopieret i sin helhed fra Infomedia)

”Dannelse er en nødvendighed, men det er også et både individuelt og samfundsmæssigt potentiale, som vi skal styrke. Det er en rigtig god nyhed, at den nye uddannelses-og forskningsminister, Søren Pind (V), har gjort det til sit politiske projekt at styrke dannelse i videregående uddannelser, jf. indlæg og interview den seneste uge i dagspressen.

Dannelse har aldrig været så afgørende som nu, hvor verden udvikler sig på måder, vi har svært ved at begribe og forudse konsekvenserne af. Desværre har ministeren allerede fået præsenteret dannelse som noget, der særligt angår universitetsuddannelser. Som rektor for en professionshøjskole, der uddanner tusindvis af lærere, sygeplejersker, socialrådgivere, pædagoger osv., spiller jeg derfor bolden op til ministeren i håbet om en tæt og forpligtende dialog om, hvordan vi helt konkret får sat speederen under dannelsen også i professionsuddannelserne.

Der skal i den grad være et stærkt dannelseselement i professionsuddannelserne, for som færdiguddannede er professionshøjskolernes studerende selve rygraden i vores samfund. Det er dem, som vi alle sammen møder i nogle af de mest livsvigtige situationer, fra vi bliver født, til vi dør. De har -sammen med hver enkelt af os -ansvaret for vores trivsel, udvikling og læring, de har ansvaret, når vi er syge, hvis vi mister vores job, hvis vi skal genoptrænes, hvis vi er i krise og har brug for støtte, når vi bliver ældre og skal plejes, men også sikres værdighed og livskvalitet osv. Det er de professionsuddannede, som er til stede i hele Danmark og møder mennesker der, hvor de lever deres liv -apropos den sammenhængskraft mellem land og by, som er noget under pres. De er det konkrete menneskelige ansigt på det velfærdssamfund, som vi ofte taler om mere abstrakt. Og de er afgørende for, hvorvidt den enkelte borger oplever sig som værdigt mødt og inkluderet i samfundet.

Læreren, sygeplejersken, socialrådgiveren, pædagogen mv. arbejder i fællesskabets tjeneste. Vi har derfor som samfund en dyb interesse i, at vi netop i fællesskabet forholder os til ikke bare, hvad de professionelle skal vide og kunne, men også til hvilke værdier, traditioner og horisonter, der skal kendetegne deres arbejde. Det er præcist det, som en bred dannelsesdiskussion kan hjælpe os til. Politikerne har -på fællesskabets vegne -delegeret myndighed og autoritet til professionerne, der betyder, at de både formelt kan træffe beslutninger med stor indflydelse på vores liv, og at de har et fagligt ansvar for at sikre de bedst mulige løsninger i forhold til vores situation og behov som borgere. I et sundt demokratisk samfund skal myndighed og autoritet være tæt fulgt af krav om oplysning og dannelse, fordi den konkrete udøvelse af myndighed og autoritet altid også handler om værdier og afvejninger af fællesskabets versus den enkeltes bedste.

Fordi de professionsuddannede har så vigtige job, hvor alt er på spil, er der også stærke traditioner for at lægge vægt på almen, faglig og personlig dannelse i deres uddannelser. Men dannelse er ikke tidløs, og med den fart, som verden og vores samfund ændrer sig i lige nu, er der brug for at stille skarpt på, hvilke dannelseselementer, der er afgørende for vores studerende. Dannelse handler om at blive del af noget større. Det gør de studerende i professionshøjskolerne helt automatisk som led i, at de uddanner sig ind i en profession.

De træder ind i en mægtig faglig tradition, et arbejdsfællesskab, der er tæt forbundet med den samfundsmæssige udvikling. Og de påtager sig kollektive normer, skabt gennem mange årtier, for hvordan deres fag bør udøves. Deres dannelse er dermed et spørgsmål om at overskride sig selv ind i et fællesskab og at undgå faldgruben med alt for enkle svar på komplekse opgaver.
Dannelse i professionsuddannelser må aldrig handle om at skabe elitære skel mellem dannet og ikke dannet, netop fordi de professionsuddannede holder det fælles skabte i deres hænder.

Tværtimod handler dannelsen om, at den studerende skal lære at bygge bro gennem aktivt at forholde sig til sig selv og sit fag i en større sammenhæng.

Læreren, sygeplejersken, socialrådgiveren, pædagogen mv. skal kunne bygge bro mellem det historiske, det nutidige og det fremtidige fag. De skal kunne bygge bro mellem samfundets udvikling og deres fags udvikling, og ikke mindst skal de kunne bygge bro mellem den professionelle, der repræsenterer sit fag inden for bestemte politiske og institutionelle rammer og den personlige dømmekraft i mødet med rigtige levende mennesker: Børn, unge, familier, ældre, syge osv. Det kræver et stærkt historisk, filosofisk, etisk og personligt fundament.

Dannelse er en nødvendighed, men det er også et både individuelt og samfundsmæssigt potentiale, som vi skal styrke. Ministeren kan begynde med at gøre dannelse til en del af formålsparagraffen for de videregående uddannelser.

Det er det nemlig utroligt nok ikke i dag. Men dannelse er ikke gjort med paragraffer alene, og der er derfor god grund til at hilse dannelsesdiskussionen velkommen. Jeg håber, at ministeren også vil kaste sig ind i diskussionen om, hvordan vi konkret skaber endnu stærkere dannede lærere, sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere mv. til fællesskabets bedste i hele Danmark.”

c) Brian Degn Mårtenssons aktuelle sammenfatning af sagen:https://www.folkeskolen.dk/…/om-videnskabeligheden-og-dens-…

 

16. d. 10. februar: DF’s udlændinge

Når DF’ere taler om “udlændinge”, så føler jeg mig som en udlænding.

Når DF’ere taler om “danskerne”, så føler jeg mig også som en udlænding.

Jeg er i det hele taget en udlænding.

 

17, d. 10. februar: National dannelse: Identitet vs. pluralitet

a.

Enhver form for nationalt dannelsesprojekt, der definerer ”folket” ved, hvad folket ikke er, har tabt alle dannelsesmæssige muligheder. I stedet havner man hos Dansk Fryseparti, dvs. i identitet, lukkethed og partikularitet.

b.

Enhver form for nationalt dannelsesprojekt, der hviler på et opgør med dannelsesbegrebet som sådan, har også tabt alle dannelsesmæssige muligheder. Det er jo logik. Det er ånden fra 00’erne; herunder centrum-venstreregeringen fra 2011-2015. Alle aktuelle pædagogiske og uddannelsespolitiske reformer er lavet i denne ånd.

Hvis 1 og 2 smelter sammen havner vi i den totale krampe.

c.

National dannelse er spørgsmålet om, hvem du er i verden. Det er en fordybelse i tilværelsens, naturens og historiens storhed og muligheder, så man kan handle sammen med verdens ting og sager i samme sprog og på andre sprog. Det er videnskab, litteratur, kunst og natur. Det er frihed og kærlighed i en skabende pluralitet, som aldrig aldrig aldrig bliver til identitet, men som føder det ene og det andet,

National dannelse er et kæmpe fødende ståsted, som efterlader andre lande i beundring.

 

18. d. 11. februar: Villy Søvndals meritter

Villy Søvndal, som var formand for SF fra 2005 til 2012, er vågnet af sin dvale. Nu stiller han op til Regionsrådet, og i aviserne deler han gode råd ud til den ene og den anden i dansk politik. Senest – det var i Konkurrencestatstidende – havde han meninger om, hvem Alternativet skulle pege på som statsminister. Han har tydeligvis politiske ambitioner igen.

Jeg synes, at Søvndal prompte bør ekskluderes af SF. Han har hovedansvaret for at omdanne SF til et konkurrencestatsparti i Bjarne Corydons, Ove Kaj Pedersens og 00’ernes fattige ånd.

Søvndal stod også for udnævnelsen af Corydon-klakøren, Thor Möger Pedersen, til partiets chefstrateg. Möger Pedersen danner i øvrigt par med Nanna Westerby, som lancerede Ny Nordisk Skole sammen med Antorini, og Ny Nordisk Skole blev en afgørende overgang til de aktuelle uddannelsesreformer. Det var i de vilde centrum-venstre dage, hvis ånd stadig hersker, seneste ved sammenkædningen af uddannelsesloft med dagpengespørgsmål (horisonter viser sig i sammenkædninger). Forbindelsen til SF’s folkelige sider var cuttet totalt.

Søvndal har dermed også et overordnet kæmpeansvar for skolereformens og læreruddannelsens dårligdomme. Både Möger og Westerby er i dag corydonistiske socialdemokrater, og i underskoven har vi alle mulige små SF-organisationer, f.eks. gymnasie- og skolelevernes organisationer, som stadig er helt i med på corydon-vognen.

Der er visse kredse i SF, der pt forsøger at vende partiet lidt, men det er selvfølgelig helt uden effekt pga. Søvndals handlinger. En passende eksistentiel markering for partiet vil være at ekskludere Villy Søvndal med fuld fanfare og slagtøj. Så kan han lave et parti med Bjarne Corydon og de andre frafaldne, og SF kan blive sig selv igen.

 

19. d. 13. februar: Thomas Nordals LP-metode i norsk Forskerforum 

Norsk Forskerforum dækker nu sagen om Thomas Nordahls LP-metode, som vist ikke helt lever op til egne kvalitetsstandarder.

Nordahl er tæt på magtfulde danske miljøer. F.eks. er han meget tæt på kredsen om Nationalt Center for Skoleforskning og tidsskriftet Paideia, og han sidder også i AP Møllers vurderingsudvalg.

http://www.forskerforum.no/profilert-skoleforsker-far-kritikk/

 

20, d. 14. februar: Sproglige forskydninger i DPO

I DPO er man begyndt at ændre sprogbrug om en række centrale begreber, som man ellers selv har promoveret kraftigt. Forskydningen føres frem af landets luhmannianere, der er helt skrupforvirrede over, at hele verden ikke vil inddeles i datapakker og praksis-ødelæggende iagttagelsessystemer.

Derfor ændrer luhmannianerne deres vokabular. Men det er ren kosmetik. Disse ændringer dækker nemlig over en forstærket instrumentalisering og ødelæggelse af pædagogisk praksis. Jeg giver her tre eksempler, så folk kan gennemskue det.

Evidensbaseret: Det kaldes nu ”evidensinformeret” eller ligefrem ”datainformeret”. Forskydningen dækker over et omfattende nypositivistisk iagttagelsesinferno. Dvs. en radikalisering af evidensbegrebet helt ned i de indre organer. Det er med andre ord ”evidensbasering x 10”

Læringsmålsstyring: Det hedder nu ”læringsmålsorientering”. Forskydningen dækker over, at man forsøger at frigøre læringsmålstyringen fra samfundsmæssige processer. I stedet mener man, at det er et rent ”didaktisk” begreb, som er et neutralt og nyttigt værktøj i den datastyrede Hattie-klasse. I realiteten er det en opløsning af didaktisk aktivitet.

Effektiv: Det hedder nu ”effektfuldhed”. Forskydningen skyldes, at man er lidt ked af at tale om klassisk kausalitet. I stedet vil man lave databaseret kausalitet. Forskellen er igen det modsatte af det, man tror, nemlig en radikalisering af ”effekt-begrebet” ud over alle grænser (”Kend din effekt”, som Hattie siger).

Det hele ender i et kæmpe databaseret iagttagelsessystem, som opsluger alt. Her er fyldt med ja-hattier, datasystemer, kommunal datastyring, læringsmålsstyring, AP Møller-forskere og meget andet huttelihut, som ingen bør høre det mindste efter.

 

21. d. 15. februar: Iben Valentin og UC-Syd: Når læringsrevolutionen møder pædagogisk praksis 

En af de få personer herhjemme, som til fulde har forstået sammenhængen mellem luhmannismen, Pisa-bølgen og opgøret med vores skoletradition er Iben Benedikte Valentin Jensen. Hun har skrevet om det i flere bøger, hvor hun fortæller om den særlige sammenhæng, som flere efterfølgende har kunnet bekræfte, mellem 00’ernes gryende systemteori og opgøret med den grundtvigske tradition. Hun har desuden samlet og udgivet bøger af to Askov-forstandere, Knud Hansen og Hans Henningsen, så man kan roligt sige, at der er noget at forsvare.

Det var også Iben Benedikte, der samlede DLF’s ledelse og en række centrale skolefolk i en demonstration foran Christiansborg, hvor hun holdt en blændende tale. Det er faktisk som om, at det var den begivenhed, der ændrede DLF’s og dermed også mange andres syn på læringsrevolutionen? Jeg tror, der var nogle, der så hinanden i øjnene der på slotspladsen, altså sådan rigtigt øje i øje.

Skulle man ikke tro, at sådan en person var guld værd for en professionsHØJSKOLE? At hun simpelthen blev sat til at udvikle hele denne pædagogiske tradition og dens forskningsmæssige sammenhæng, selvfølgelig med en ordentlig organisation og gage og et pænt kontor?

Men nej, Iben Valentin var slet ikke guld, ikke på UC-Syd. Her blev hun i stedet tvunget til at undervise i Synlig Læring i nogle læringsfikserede kommuner, hun fik klager, fordi hun var for faglig, og hun kunne ikke få ordentlig besked om UC’ernes registreringssystemer, som efter sigende er vildt nidkære. Endelig blev hun frosset ud efter hendes tale og flotte handling.

Imens fortalte UC-Syds læreruddannelsesleder den undrende omverden, at Antorini, som er landets læringsrevolutionære formand, er ”en kvinde med sjældent format”, og vice-rektoren mente, at den bemærkning skam var ”politisk dannelse”.

Iben Benedikte Valentin Jensen er en pryd for sin stand på alle måder. Marginaliseringen og fyringen af hende er et symbol den ødelæggelse, som læringsrevolutionen afstedkommer, når den møder en lang og dyb skoletradition, der har noget på hjerte, og som ikke vil give op. Denne stædige rationelle selvstændighed, denne særlige pædagogiske følelse, hedder Iben Benedikte Valentin Jensen, og hun burde efter min mening være rektor for UC-Syd eller lede og udvikle et forsknings- og udviklingsprogram om skolens og pædagogikkens tradition.
———————
Her er Brian Degn Mårtenssons personlige referat fra demonstrationen, d. 11. september 2015:

https://www.folkeskolen.dk/570500/saaledes-talte-iben

 

22. d. 16. februar: Asger Sørensens kritik af Niklas Luhmann

I dag har jeg læst lidt i Asger Sørensens glimrende bog “Den moralske virkelighed”. Sørensen fremfører nogle spændende betragtninger om forholdet mellem etik og sociologi, og han har også en tankevækkende kritik af Niklas Luhmanns teori.

http://www.thomasaastruproemer.dk/asger-soerensen-kritiserer-systemteorien.html

 

23. d. 17. februar: Hauge, Heidegger og pædagogikken

Jeg har netop læst Hans Hauges nye bog ”Løgstrup, Heidegger og Nazismen”. Der er mange ting at sige om den. Her vil jeg blot nævne, at bogen har tre mere eller mindre eksplicitte referencer til aktuel dansk pædagogik.

1. Kirsten Hyldgaard
Kirsten Hyldgaard, som er lektor ved DPU, refereres positivt i forbindelse med en diskussion om, hvorvidt Heidegger var humanist. Hauge skriver:

”Idehistorikeren Kirsten Hyldgaard har (som altid) et godt svar: Humanisme er, når subjektet bliver defineret med jeget. Antihumanisme betyder, at subjektet, jeget, hin enkelte aldrig kan være betydningsgivende” (s. 73)

2. Frederik Pio
Frederik Pio, som også er lektor ved DPU, refereres, også positivt, som eksempel på en af de intellektuelle, der opfatter og bruger Heidegger neutralt (dvs. som ikke tager hensyn til hans nazistiske periode), hvilket Hauge godt kan lide. Hauge skriver:

”Jeg vil også godt nævne Frederik Pios pionerarbejde ’Introduktion af Heidegger til de pædagogiske fag – om ontologi og nihilisme i uddannelse og undervisning’. Det er mig bekendt første gang, at nogen har forsøgt at indføre en heideggersk dimension i uddannelsesdebatten.” (s.161).

3. A.P. Møller
I forbindelse med en kort drøftelse af Løgstrups forhold til studenteroprørets universitet, konkluderer Hauge ironisk:

”I Aarhus blev der malet ’A.P. Møller som censor’ på den bygning, hvor teologi opholdt sig, og det var ikke, fordi man ville have Møller som censor, må man hellere tilføje i dag, hvor gamle marxister får finansieret forskning af A.P. Møller Fonden”. (s.126)

Hermed tænker Hauge formodentlig især på Lars Qvortrup fra DPU, hvis marxistiske baggrund, Hauge har drøftet ved andre lejligheder. Jeg kan her tilføje, at en anden gammel marxist, nemlig Qvortrups ven og åndsfælle, professor Jens Rasmussen – som også er fra DPU -, slet og ret sidder i A.P. Møllerfondens vurderingsudvalg, der altså har finansieret Qvortrups forskning. DPU’s leder, Claus Holm, er vild med både Rasmussen og Qvortrup, og det hele løber sammen i det nydannede Nationalt Center for Skoleforskning ved Aarhus Universitet. Det er her det sner, hvis man er til den form for hyperiagtagelseskonstruktivisme, en slags radikaliseret Weimarrepublikisk teori, en konstruktivisme som Løgstrup og Heidegger og mange andre ikke kunne lide.

Frederik Pio taler i sin bog i øvrigt også varmt om Løgstrup og kritiserer Qvortrups arbejde.

Både Hauge, Hyldgaard og Pio er Urene Pædagoger. Hauge bidrog til UP 1, og Pio og Hyldgaard bidrager begge til UP 3, som udkommer til maj, hvis alt går vel. På den måde kan man godt sige, at der blandt mange andre bevægelser løber en Heidegger-strømning i Uren Pædagogik. Politisk mener folk dog alt muligt almindeligt, så vidt jeg kan bedømme det.

Rasmussen, Qvortrup og Holm er alle systemteoretikere og indædte forsvarere af læringsrevolutionen. Desuden er de stærkt kritiske over for netop den åndsvidenskabelige tradition, som Hauge drøfter, herunder ikke mindst over for Løgstrups filosofi.

På den måde kan man godt opfatte Hauges bog som en kommentar til pædagogikken, dvs. som en form for pædagogisk infiltration med den danske og europæiske åndsvidenskabelige udvikling siden 1920’erne

 

24. d. 18. februar: Konference ”Efter New Public Management” 

Ove Kaj Pedersen har igen skabt rav i den på folkeskolen.dk. Det skyldes blandt andet, at han mener, at fagforeningen selv skal stå for at afskedige medarbejdere. Det er selvfølgelig kritisabelt på alle måder. Men måske er det en ide at drøfte den overordnede rammesætning af den konference, som OK Pedersen talte på (se links):

a.

Konferencen lanceres under sloganet ”Efter new public management”. Det lyder pænt, men det er det ikke. Konferencen er faktisk en total dataficeret radikalisering af netop new public management.

Læg mærke til følgende passage i oplægget:

”Det betyder, at professionerne skal udfordre sig selv for at komme styrket ind i ny styring. Vi søger mulighederne i en ny faglighed med evidens- og datainformeret refleksionskultur og læringspraksis.”

Det er ikke pænt. Det er grimt. Det er den nye betydning af den ”selvkritik”, som Stefan Hermann, Claus Holm og Ove Kaj Pedersen mener, at landets lærere og pædagoger skal bruge på sig selv. Det er fra det perspektiv, at man kan anklage Svend Brinkmann for ”populisme” og Rasmus Willig for ting, der ligner.

b.

UVM’s departementschef, Jesper Fisker, sagde ved samme konference, at man havde styret for meget. Det fik han ros for. Men han forklarede overstyringen med, at fagforeningen har taget for lidt ansvar. Mange troede, at Fisker med ”ansvar” snakkede om en almindelig interesse for faglighed, som han ønskede at frisætte. Deri tog de fejl. Det står nu klart, at Fisker primært tænkte på ”ansvar” i OKP’s forstand, dvs. at fagforeningen skal tage ansvar for at fyre den ene og anden lærer, som ikke scorer på de operative læringsindikatorer, eller som en eller anden datamaksimeringslæringsleder ikke kan lide.

Vi ender med en korporatistisk radikalisering af New Public Management. Og lige præcist her får Fisker måske støtte af Riisager, som formodentlig er lidt i et dillema. Hun er jo er fra et parti, der ikke ligefrem er fagbevægelsens ven, selvom hun på et andet niveau ikke kan lide konkurrencestater og korporatisme.

Når man læser om OKP’s ideer, er det lige før, man bliver socialdemokrat. Men hov, så husker man lige på, at OKP jo er centrum-venstres og dermed socialdemokratiets chefideolog, og vi skal nok ikke regne med en eneste kritisk markering fra 2011-15-folkene. Nej, hvis man er glad for at vi har frie og effektive fagforeninger, så skal man stemme på nogle andre.

c.

Konferencen er arrangeret af ingen ringere end det skrækkelige Rambøll, og den er ledet af OKP’s åndsfælle, Stefan Hermann, som jo var ham med “selvkritik-anklagen” mod landets intellektuelle.

Arrangementet bliver i marts gentaget i regi af Nationalt Center for Skoleforskning, dog uden deltagelse af Ove Kaj Pedersen. Centrets leder, Lars Qvortrup, bidrager med nye datalæringsstyringsideer på begge konferencer, og der er ingen sprækker nogle steder.

På en måde er det centrum-venstres konkurrencestatsideologi fra 2011-15, der her forskyder sine markeringer til nye jagtmarker, dvs. datastyring, korporatisme og selvudfordring. Dvs. styring på detailniveauet og på det psykiske niveau. Fascinerende og deprimerende på en og samme tid.

Links

Konferencen i København, d.9. januar: https://www.phmetropol.dk/…/…/01/efter+new+public+management

Konferencen i Aarhus, d. 2. marts: http://conferences.au.dk/offentligledelse/

Ove Kaj Pedersen om fagforeningens ny rolle (der er to andre artikler om OKP’s indlæg på folkeskolen.dk): https://www.folkeskolen.dk/…/ny-opgave-til-tillidsrepraesen…

Jesper Fiskers indlæg (der er ialt tre artikler, der dækker Fiskers indlæg): https://www.folkeskolen.dk/…/departementschef-dlf-maa-tage-…

Jeg har tidligere omtalt konferencens faglige ramme her på facebook, se:https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154722274534481&id=837549480

 

25. d. 19. februar: Rune Lykkebergs DJØF-pædagogikum

Rune Lykkeberg er chefredaktør på mini-Konkurrencestatstidende efter i nogle år at have været kulturredaktør på den store Konkurrencestatstidende. I et aktuelt interview lyder han nu igen som en klon af Stefan Hermann, som han da også intellektuelt ligger i ske med, senest i forbindelse med mini-konkurrrencestatstidendes primitive kampagne mod Brinkmann.

Lykkeberg siger i interviewet, at vi er alt for hårde mod ”Djøferne”. Ja, kritikken af ”djøferne” kammer over i ”populisme”, som det kaldes. Man ser for sig alle børnehavepædagogerne med lilla ble og Trump-masker på. Lykkeberg ser populister alle steder. Det gør Hermann også: Populister og “konservative pædagoger”. Vi er i afdelingen for corydonsk centrum-venstre-dualisme.

Lykkeberg har nu følgende fantastiske forslag til landets lærere og pædagoger, og – må man formode – alle mulige andre.

”Kræv et halvt års djøf-pædagogikum i jeres uddannelser. I skal lære at lede jeres egne institutioner. Enten dét eller bliv overladt til, at djøferne bestemmer over jer.”

(For et par uger siden foreslog forskningsminister Søren Pind, at universiteterne skulle genindføre en eller anden form for filosofikum. Det var et godt forslag, som vandt generel opbakning Bortset fra en historieprofessor, som mente, at et filosofikum i universitetsfilosofi var for normativt og ville tage tid fra fagundervisningen. Gad vide hvad den pågældende professor ville sige til Lykkeberg og centrum-venstres nye version af et filosofikum? Mon det også er for normativt, blot på sin egen tekniske måde? Og tager det mon tid? Skulle man ikke også indføre det på universitetet? Der sidder efter sigende også nogle Djøf’er. Jeg er forresten selv djøf’er, i al fald i pensionskassen, så måske skal jeg stå for kurset?)

Man bemærker også, at Lykkeberg kalder sit nye kursus for et ”pædagogikum”, altså noget med ”pædagogik”. Det siger alt om horisonten.

Jeg tror faktisk, at Lykkeberg med sit synspunkt vil passe fint ind som oplægsholder på Stefans Hermanns aktuelle konference ”Efter New Public Management”. På konferencen kunne man lære om, at ”professionerne skal udfordre sig selv for at komme styrket ind i ny styring”. Det erklærede opgør med New Public Management består simpelthen i, at vi skal have NPM over det hele, nu også som et halvt års NPM-pædagogikum på lærer- og pædagoguddannelserne. Ja, og måske også på universitetets historie-uddannelser?

Så kan alle lære, hvordan man laver ”u-vendinger” af kritikken, som Rasmus Willig kalder det. Og alle kan lære at kontrollere og fyre hinanden, som Ove Kaj Pedersen og Departementschef i UVM, Jesper Fisker går ind for, hvilket de fortalte om på Hermanns konference om “ny styring”.

Links:

Link til interview med Lykkeberg: http://m.djoefbladet.dk/…/2017/03/antidj-oe-fpopulismen.aspx

Hermanns konference: https://www.phmetropol.dk/…/…/01/efter+new+public+management

 

26. d. 20. februar: Corydonismens forskydninger

Dem, der i gamle dage promoverede New Public Management, vil nu gør op med selvsamme styringsform.

Hvordan gør de det? Ved at finde på noget andet?

Nej, tværtimod. De gør det ved at intensivere og forstærke det, de påstår at ville gøre op med.

Hvordan gør de det? Det gør de ved at detailstyre mål/middel-processerne på områder, der før var frie.

Her er tre eksempler:

  1. Praksis skal selvreguleres og selvmonitoreres efter Big Data-systemer, som fiser magtfuldt og autoritativt rundt fra klasseværelse over KL, til statsadministrationen og tilbage igen.
  2. Fagforeningen skal selv stå for afskedigelse af medarbejdere, der ikke opfylder de datalæringsmaksimerende mellemlederes mål-indikatorer.
  3. Landets lærere skal have et halvt års djøf-kursus som led i deres grunduddannelse.

Det vil sige, at både den pædagogiske frihed, fagforeningernes frihed og uddannelsernes faglighed dermed opsluges af decentraliserede NPM-processer, der sætter sig dybt inde i arbejdslivet. Børnene skal opdrages i samme NPM-ånd. Der kalder man for læringsmålstyring.

Konklusion? Man gør op med NPM ved at radikalisere NPM. Man kan kalde det for post-2015-corydonisme. Corydon går under radaren og ind i hjernerne. Imens pøser man fine “dannelsesord” ud over engen, og de falske NPM-fornyere inviteres til lige så fine dannelseskonferencer, hvor de skal gå “i dialog” med “praktikerne”, som derved corydoniseres yderligere.

 

27. d. 21. februar: Ayn Rand, Donald Trump, Saxobank og LA 

Lars Seier Christensen, som jo er leder for den stærkt ideologiske europæiske Ayn Rand-bevægelse, har kastet sig ud i et frådende forsvar for den skrækkelige twitter-præsident, Donald Trump, som bare er fuld af løgn.

Hvad er den ideologiske forklaring på det? Jeg tror, det er fordi, at Trump omgiver sig med folk, der selv har rod i Ayn Rands objektivisme og i det ultra-liberal/konservative ”Breibart News” og forskellige sider af ”positive thinking”. Der er et åndsfællesskab der.

Mere almindelige ærke-liberalister, f.eks. Martin Ågerup fra CEPOS, som i mange år fik Saxobank-støtte, og som også har rødder i 1980’eres neo-liberale fortrædeligheder, kritiserede for nylig Seiers syn på Trump. Men så fik Ågerup læst og påskrevet med hele og halve ”forventninger”, så han blev næsten helt lille. Det kniber lidt med den samfundsmæssige og humanistiske kraft og selvstændighed i det efterhånden helt økonomiserede CEPOS, selvom der altså var et lille teenageoprør. Asger Aamund, som jo også er glad for Trump, var iøvrigt også med i kredsen af de gamle LA’ere. Man kan betegne det hele som nyliberal “mikrodiversitet”.

Der er et eller andet med 2001-horisonten, der kører rundt i cirkler. Fogh var også vild med Rand, ligesom hans søn er det, og Fogh havde også nyliberale rødder i kredsen omkring tidsskriftet Libertas, som lavede et idylliserende temanummer om Rand. I dag er Trump også populær i visse DF-kredse, som jo var med til at markere 2001-horisonten. Rand og 00’er-tidehverv kører fint sammen, undtaget problemet med arvesynden, men det er jo lidt teoretisk.

Jeg har også bemærket en lille forskel, som måske er et tegn på et eller andet: I gamle dage, når Seier eller andre fra LA-kredsen f.eks. skrev om “grådighedens” velsignelser og sådan noget, var hele LA’s ledelse klar på ”synes godt om”-knappen i løbet af få minutter. Men i forbindelse med Lars Seiers Trump-opdatering er LA’erne næsten fraværende på fb-tasterne. Måske er der gang i et lille brud? Måske skal Saxobank en tur hen til de Ny Borgerlige i stedet for? Her hedder det kun ”skat og udlændinge”, og det er jo helt ren 2001-horisont.

Måske får vi i så fald en socialliberal normalisering af LA, dvs. det som Dahl, Riisager og Mette Bock har gang i, hvis jeg har forstået det ret. Den gamle Rand-fan, Ole Birk Olesen, har jo travlt med at kriminalisere det gamle LA’s store kærlighed, det disruptive taxaselskab Uber.

Nu må vi se, hvem der betaler den næste partifest og drinksene på Folkemødet: På sidste landsmøde lovede Seier Christensen at donere en kæmpefest, hvis partiet nåede en eller anden størrelse. Måske tager LA slet ikke imod tilbuddet? Jeg håber det ikke. Forrige år havde Alternativet et lille Yoga-telt på havnen i Allinge. Det var lige ved siden af LA’s kæmpeskib med de lækre drinks. Jeg synes, LA’s folk skulle dyrke lidt yoga, bare en weekend på Bornholm? En slags ø-lejr uden Ayn Rands og Donald Trumps twitter-horisont i nakken.

 

28. d. 23. februar: Erik Schmidt vinder over Odense Kommune 

I juni 2014 fik Erik Schmidt en tjenstlig advarsel af Odense Kommunes radikale skolerådmand Susanne Crawley Larsen. Schmidt havde ”negative holdninger” til ”læringsmaksimeringen”, hed det på klingende Antorinisk/corydonsk.

Schmidt ville afprøve advarslens gyldighed, men Crawley Larsen mente ikke, at Schmidt havde en retlig interesse i sagen. Samtidig rejste hun Odense tynd og talte om grundlove og ytringsfrihed. Det er de radikale i en nøddeskal.

Sagen om retten til at teste advarslens juridiske holdbarhed havnede til sidst i Landsretten.

I dag har landsretten så talt med en helt enstemmig mund: Erik Schmidt får nu lov at køre en sag mod Odense kommune. I den snusfornuftige afgørelse står der:

”Har kommunen en retlig interesse i at give en advarsel, så må man også have en retlig interesse i at afprøve advarslen”.

Hvor svært kan det være?

Sagen er et godt eksempel på, hvordan Radikale Venstre agerer i den skolepolitiske ambivalens, som de selv har skabt. Måske skal man til at kalde partiet for ”læringsmaksimeringspartiet”? Så kan man le ekstra højt, når partiets ledelse forsøger at fedte for lærerstanden med nogle letkøbte facebook-opdateringer og perifere blogindlæg.

Links:
Man kan læse om dagens afgørelse i Landsretten her: https://www.folkeskolen.dk/…/erik-schmidt-vandt-klar-sejr-i…

Samtlige indlæg om sagen kan tilgås her:http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

 

29. d.24. februar: Facebook-drys: Januar 2017 

Facebook-drys fra januar:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-34-januar-2017.html

 

30. d. 25. februar: Analyse af Alternativets skoleudspil 

Her er en samlet drøftelse af Alternativets skoleudspil:

http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-alternativets-skoleudspil-en-fri-skole-for-hoved-hjerte-og-aand.html

 

31. d. 26. februar: Radikale Venstre, SF og Alterativet: Hatred of democracy

Den venstreorienterede franske filosof, Jacques Ranciere, skrev engang en glimrende bog, der hed ”Hatred of Democracy”. Vi har i dag set et aktuelt eksempel på dette had, som jeg kort vil omtale (se link).

Initiativet, som angår de fremtidige muligheder for at lave folkeafstemninger om EU, bæres frem af de Radikale, SF og Alternativet.

A. De radikale:
Jeg ved ikke, om der er andre, der har det ligesom mig? I min underbevidsthed er EU-modstanden defineret ved 1980’ernes folkelige bevægelser. Hvem stod centralt i denne modstand? Ja, det gjorde blandt andet det Radikale Venstre. De var drevet af ånden fra Grundtvig og Valhalla, for nu at sige det lidt sjovt.

Men det er slut med det. Helt slut. Nu er de radikale jo blevet til ”Arbejdsmarkedspartiet”.

Morten Østergaard foreslår simpelthen, at man blokerer for, at EU-medlemskab kommer til afstemning, altså sådan ”forever”:

“Vi foreslår, at de syv partier i Folketinget, der ønsker fortsat dansk medlemskab af EU, én gang for alle slår fast, at der ikke bliver nogen dansk afstemning om vores EU-medlemskab”

Hvordan det lige juridisk set skal konstrueres, skal jeg ikke kunne sige. Der må da være nogen problemer med Grundloven? I al fald, hvis det skal have nogen bindende effekt?

Nå, men hvad er så Morten Østergaards begrundelse? Jo, det er følgende:

”Hvis der er usikkerhed om vores fortsatte medlemskab af EU, så risikerer vi, at job bliver skabt andre steder, at virksomheder placerer deres aktiviteter i lande syd for os.”

Det er en ren arbejdsmarkeds-begrundelse. Der findes ikke andre ting i verden i det parti. Forholdet mellem EU og nationalstaterne kan udtømmende argumenteres ved en reference til arbejdsmarkedet. Det er derfor, jeg kalder partiet for ”Arbejdsmarkedspartiet”.

B. SF:
En anden gammel traver fra de folkelige bevægelsers tid er SF. De stod engang for decentralisering og socialt engagement. Vi var alle SF’ere i 1980’erne. Men nu er SF gået med i de radikales forslag. Fascinerende forfald. Det er det, jeg kalder for ”Børneaktiepartiet”.

En lille krølle: Antorini forlod SF, fordi partiet var for EU-skeptisk. Hun skød skylden på partiets grundtvigianere. Nu er de væk, og SF er fulgt med Antorini over i det hypermoderne Centrum-Venstre, dvs. over i Corydonismen, hvor Østergaard også hører til. 2011-regeringen og folkeskoleloven var symbolerne på denne proces.

En anden grund til at SF er med i Østergaards gruppe, kan meget vel være Holger K’s habermasianisme. Men den kører sit eget nærmest naive og ensomme løb som en forvirret og bekræftende tråd i partiets folkelige forfald.

C. Alternativet:
Sidste høne i flokken, som altså er defineret ved ”hatred of democracy”, er sørme Alternativet. De er åbenbart også imod ”direkte demokrati”. De ønsker også for al fremtid at være helt sikre på, at Danmark knyttes til EU.

Jeg må indrømme, at jeg er virkelig overrasket og skuffet over dette skridt, som helt klart vil definere partiet i fremtiden. Desværre mangler jeg lidt et øgenavn. Har nogen en god ide?

I radioen her til morgen sagde Uffe Elbæk som begrundelse, at vi skal diskutere, hvad vi skal bruge EU til, frem for medlemsskabet som sådan.

Synes DU, Elbæk! Men andre BORGERE vil jo gerne diskutere medlemskabet, eller de kan forestille sig situationer, hvor det kan blive relevant at gøre det.

Helt ærligt: Elbæks begrundelse er små-totalitær efter min mening. Han danser og klæder sig ud, mens han kapper tovene til selvstændighed og politisk handling.

Arbejdsmarkedspartiet, Børneaktiepartiet og Alternativet vil nu gå sammen med alle de andre ja-partier, så de få elementer af direkte demokrati, som vi har, og som gennem årene har vist sig at være uhyre effektive, endeligt kan afmonteres.

http://www.dr.dk/nyheder/politik/partier-vil-endegyldigt-forhindre-dansk-afstemning-om-eu-medlemskab

 

32. d. 27. februar: Skolepolitik i LærerBladet 

Erik Schmidt har lavet en interessant sammenfatning af den skolepolitiske retorik eller realitet (jeg er faktisk lidt i tvivl) til den fynske lærerforenings nye nummer af “LærerBladet”:

http://www.odenselaererforening.dk/…/laererbladet-merete-ri…

Lige en krølle: Riisager støttede sammen med mange andre liberale og konservative Erik Schmidt, da han fik en advarsel af Odense kommune for at gå imod skolereformens “læringsrevolution”, som Riisager i dag selv forsøger at bekæmpe. Schmidt fik advarslen af den både da- og nuværende radikale rådkvinde, Suanne Crawley Larsen. Ja, han fik i den forstand en advarsel af Corydon og centrum-venstre. Schmidt skulle centrum-venstre-“normaliseres”, og hvem gider lige det?

(Her er Riisagers indlæg i Schmidt-sagen i sin tid: https://www.folkeskolen.dk/…/merete-riisager-advarer-mod-en…)

Netop de radikale, som altså advarede Schmidt, fremhæves i LærerBladets artikel som forbenede modstandere af Riisager, som altså forsvarede Schmidt. I artiklen kan man f.eks. læse:

“For Radikale Venstres Lotte Rod er Merete Riisager én af de politikere, hun er „mest uenig med“”

Og Lotte Rod var virkelig skolereformsbegejstret i sin tid. Det hele kører i ring i det selvrefererende Arbedsmarkedsparti.

Dermed forstærkes den intellektuelle forbindelse mellem landets egentlige lærerstand, som jo i mange år var socialistisk bøjede, og liberale kredse, der i mange år var imod lærerne. Det er kundskabslinjen fra Henning Fonsmarks og skole-Danmarks lidt hengemte grundtvigske og kritiske tradition, der forener sig, kan man sige. Det kan der komme noget spændende ud af, vil jeg tro.

Forbindelsen handler om dannelse og kundskab. Dvs. om klassiske lærer- og samfundsdyder, som burde fange bredt an uanset politisk holdning. Senest har Alternativet givet deres bud på sagen; et bud man kan tænke med og mod, hvilket bidrager til at løfte kvaliteten af den skolepolitiske diskussion.

Det er nogle ret interessante forskydninger, synes jeg. Men ok, det kræver naturligvis, at ministerens indsats ikke kun er retorik men også politik.

 

33. d. 27. februar: Interviews i LærerBladet

A. LærerBladet nr. 3, 2016
Erik Schmidt har travlt på LærerBladet. I nr. 3 2016 undersøgte han, hvordan forskellige forskere så på eksistensen af et pædagogisk oligarki. De fleste – herunder Lejf Moos, Brian Degn Mårtensson, en såkaldt anonym DPU-kilde og Lars Henrik Schmidt – mente, at det eksisterede. Især Moos, som nok er landets mest fremtrædende forsker i skoleledelse – også på det internationale niveau, har nogle særdeles kritiske kommentarer til Lars Qvortrups forskning.

Alt det skrev jeg om i efteråret på dette link, hvorfra der kan linkes videre til LærerBladets artikel: http://www.thomasaastruproemer.dk/laererbladet-droefter-dan…

 

B. LærerBladet nr. 4, 2016
I det efterfølgende nummer, nr. 4, 2016, interviewede Erik Schmidt DPU’s første rektor, Lars-Henrik Schmidt (LHS), som også havde en række kritiske bemærkninger til den pædagogiske forskning.

Erik Schmidt spørger bl.a. til, hvem LHS mener, der for tiden har mest indflydelse i den pædagogiske forskning. LHS svarer følgende:

”Den mest betydningsfulde er nok Jens Rasmussen. Han bliver anvendt af Socialdemokratiet som ekspert. Så vil jeg sige: Lars Qvortrup, Stefan Hermann, og den, der for tiden måske lyttes mest til, Andreas Rasch Christensen fra VIA – Du har ikke spurgt til kvaliteten, vel?”

Erik Schmidt spørger også, om LHS ”som fagmand føler sig godt repræsenteret”? LHS svarer følgende:

”Nej, det gør jeg virkelig ikke”.

LHS kommenterer også direkte Lars Qvortrups forskning:

”Det er Qvortrups øvelse: „Tallene siger!“ Når han udlægger en undersøgelse, han har lavet med A.P. Møller-midler, siger han det meget uheldige: „Tallene siger!“ Det er som om, tallene er blevet subjekt. – Min pointe er, at tallene ikke taler (…). Under læringsregimet taler man hele tiden som om, at tallene taler. Det er det samme som at sige: „Gud taler til mig om natten.“ Nogen taler om natten, og det er tallene. Man har glemt, at det er fordi, der er nogen, der har spurgt dem”.

Erik Schmidt spørger derpå LHS, om han ikke ser nogen modstand mod denne tendens. LHS svarer i en herlig spidsformulering:

”Hvert enkelt barn er jo en modstand. Men der er ingen, der taler om pædagogik længere. Nu drejer det sig om uddannelsesforskning.”

Man kan læse hele interviewet her (s.9-11):
http://www.odenselaererforening.dk/…/148830-laererbladet-4-…

 

C. Lærerbladet nr. 1, 2017
I det aktuelle nummer har Erik Schmidt så et stort interview med netop Lars Qvortrup, som jo var LHS’s efterfølger som leder af DPU.

Jeg har streget en række passager under, som jeg kan bruge i en mere samlet omtale af interviewets temaer ved en senere lejlighed, hvis jeg får tid. Det drejer sig især om følgende citater:

1. Om systemteoriens indflydelse på dansk og Qvortrups egen forskning:

”Jeg er ikke Luhmanianer på den måde, at jeg har en bestemt tilgang, der lyder som en ideologi eller en trosretning.”

”Jeg kan i øvrigt også sige, at den såkaldte systemteoretiske tilgang spiller en meget beskeden rolle. Også på min egen forskning”

”Luhmann har jeg været optaget af i en årrække – fra omkring 2000 og ca. 10 år frem.”

2. Om eksistensen af et pædagogisk oligarki:

”Jeg synes faktisk, det er uforskammet at tale om et pædagogisk oligarki! Og oven i købet at indlemme mig i det.

”At tale om et pædagogisk oligarki er helt ude i hampen”.

3. Om ”læring og undervisning”

”Jeg er træt af, at nogen siger, at der udelukkende er en diskurs, der handler om læring og ikke om undervisning. Jeg har altid sagt det modsatte. Dengang læringsdiskursen for alvor florerede i 90’erne, da var jeg en af de stærkeste kritikere af den, for alting er ikke læring, men undervisning med henblik på LÆRING” (min versaler, TAR)

”Synlig læring går jeg i høj grad ind for. Synlig læring er omdrejningspunktet for enhver læringspraksis”

”Der skal naturligvis være mål for undervisningen. Jeg synes også, det er en god ide at kalde de mål for læringsmål, hvis vi mener det i bred forstand (…). Læring som det, der skal stimuleres af undervisningen.

4. Om Grundtvig

”Jeg er træt af at blive hængt op på en gammel udtalelse om
”den grundtvigske ursuppe”. Den er blevet brugt mod mig en million gange. Det var ikke ment som et nedsættende begreb”.

”Jeg prøvede at klargøre, at der altså var to positioner i debatten. Når jeg så brugte det udtryk med ”den grundtvigske ursuppe”, så har det undret mig lige siden, at det blev opfattet som et skældsord”.

5. Om data og læring

”Med hensyn til ”program for læringsledelse”, så gør vi blandt andet det, at vi får data fra alle elever, alle lærere og alle forældre. De data gøres tilgængelige for alle lærere, pædagoger og ledere i form af såkaldte kvalitetsprofiler, så de kan se, om eleverne trives, og om undervisningen opleves som stimulerende, om eleverne lærer noget, om der er struktur i undervisningen, og om de får feedback. Det kombinerer vi med data fra lærerne: Både deres beskrivelse af eleverne, men også data om lærernes og pædagogernes arbejdsforhold og samarbejde.”

”Data og evidens er relevant for praktikerne”

6. Om lærings- og dannelsesfløje

”Jeg kan konstatere, at polariseringen er sket. Men det er ikke sket med min gode vilje. Jeg synes, det er en falsk modsætning, en fejlagtig polarisering. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at der skulle være en modsætning mellem dannelse og tilegnelse af kompetencer eller færdigheder og kundskaber”.

7. LP-metoden
”Det var ikke mig, der havde ansvar for LP. Det lå på UC Nordjylland, så det er en fejl i historieskrivningen.”

Man kan læse interviewet med Lars Qvortrup i følgende link (s. 10-13):http://www.odenselaererforening.dk/…/laererbladet0117-scree…

 

 

Skriv en kommentar