Her er 39 facebook-opdateringer fra april 2017. Man kan enten læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man kan klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.
- Jens Rasmussen og Keld Skovmand i pædagogisk tvist
- Leder i skolebibliotekarernes blad
- Læringsmål er pædagogikkens undtagelse
- Diskussion med Dorte Lange og NC Sauer
- En læringsmålstur i Undervisningsministeriet
- Ordet ”studerende” har skiftet betydning
- Facebook-drys 35: februar 2017
- Et forsvar for Mårtensson
- Om infantile organisationer:
- Læreruddannelsens formål fra 2000 til i dag
- Fire slags populisme med tilhørende løsninger:
- Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens skjulte ”notat”
- Note 1 til det hemmelige notat
- Note 2 til det hemmelige notat
- Note 3 til det hemmelige notat
- Note 4 til det hemmelige notat
- Note 5 til det hemmelige notat
- Note 6 til det hemmelige notat
- Corydonisering af folkeskolen
- To-årsdag
- Facebook-drys 36: Marts 2017
- Nyt forskningsprojekt om dagtilbud – en prognose
- Gammelradikal mikrodiversitet 1
- Anmeldelse af ”Pædagogikkens to verdener” hos Dansk Filosofisk Selskab
- Gammelradikal mikrodiversitet 2
- Alternativets problem
- Den permanente revolution
- Danske Skoleelever
- Note 7 om det hemmelige notat
- Ayn Rand på LA’s landsmøde
- EU og Frankrig
- Opløsning af læringsideologisk samarbejde
- Fest i amtsgården
- Om Debatten på DR2
- Riisagers kritik af den pædagogiske elite
- Lidt noter til Debatten på DR2
- God anmeldelse af ”Hattie på dansk”
- Arrangement ifm. udgivelse af bog om Gert Biestas pædagogik
- Note 8 om det hemmelige notat
1. d. 1. april: Jens Rasmussen og Keld Skovmand i pædagogisk tvist
Vidste I godt, at der var ballade i det pædagogiske forsamlingshus i sidste uge? Ja, simpelthen “uro” om folkeskolen? Her er en omtale af episoden:
2. d. 2. april: Leder i skolebibliotekarernes blad
I det aktuelle nummer af Pædagogisk LæringsCenterForenings blad ”Læringscentret”, nr. 3., har formanden Birgitte Reindel en interessant leder (de fine titler dækker bare over, at det er skolebibliotekarernes blad).
Reindel mener, at undervisningsministeriet er splittet i to.
Hun skriver:
”Det er som om, undervisningsministeriet er delt i to lejre, som sender modsatrettede impulser ud til skolerne og kommunerne”.
A.
Den ene impuls kommer ifølge Reindel fra den læringsmålstyrede undervisning, hvilket jeg også omtalte i et blogindlæg i går, hvor jeg refererede fra en debat mellem Jens Rasmussen, som er vild med læringsmål, og Keld Skovmand, som ikke er.
Reindel skriver nu følgende:
”Siden folkeskolereformen holdt sit indtog, har der både fra ministeriets ene lejr, fra KL og fra kommunerne været et voldsomt pres for at få udbredt ’den læringsmålstyrede læring’ i alle fag og i alle timer. Ministeriets læringskonsulenter har vejledt mange kommuner og skoler om den læringsmålstyrede læring”.
Og det har Reindel jo helt ret i. Det er Jens Rasmussens og ministeriets mere eller mindre officielle position.
Hun skriver så, at ”ministeriets sprogbrug” har ændret sig efter udgivelsen af Keld Skovmands kritiske indsats, som jeg også omtalte i gårsdagens blog. Men det gælder kun sprogbrugen. Realiteten er, skriver Reindel, at…
”kommunerne var så langt i deres arbejde med at indføre læringsmålstyret læring, at der ikke blev ændret nogen kommaer her”.
Det er sådan set bare den almindelige uro, hun her beskriver. Det er balladen i pædagogikkens forsamlingshus, her markeret som læringsmål imod Skovmand inde i ministeriets splittede sjæl. Det lidt sjove er, at hun i en vis forstand putter begge to i samme kasse.
B.
Undervisningsministeriets anden impuls, mener Reindel, kommer fra ministeriets netop afholdte læringsmesse, hvor fokus var på ”fremtidens kompetencer”, og hvor ”flere oplægsholdere ” også problematiserede den læringsmålstyrede undervisning. Reindel henviser dog i den forbindelse ikke til Skovmand, men til arbejdet med d. 21. århundredes kompetencer.
Selv ville jeg kalde dette for ”den tredje impuls”, hvor læringsmålstyring og Skovmand står for de to andre, men pyt nu med det.
C.
Reindel foretrækker især den version af kritikken, som lægger sig op af de globalt definerede kompetencestrukturer, som beskrevet under pkt.2, og som især danskdidaktikeren, Jeppe Bundsgaard, har talt for herhjemme.
Men uro er det lige godt. Det er Rasmussen, Skovmand og Bundsgaard, der agerer under teksten, med diverse videre forgreninger i baghaven.
Undervisningsministeriet er faktisk delt i tre. Heldigvis er Reindel opmærksom på den urolige realitet, hvilket man ikke just kan sige om mange andre.
PS (tilføjet senere): Uroen kan også gengives sådan her: Bundsgaard kritiserer sådan lidt læserbrevsagtigt Luhmann for at være en Lucifer, og Luhmann er jo Rasmussens idol. Men Bundsgaard arbejder under Rasmussens retningslinjer. Derfor kritiserer Bundsgaard kun Rasmussen mundtligt. Det er i al fald min fortolkning. Skovmand kritiserer jo Rasmussen, men Bundsgaard kritiserer også Skovmand på en virkelig arrogant måde. Rasmussen siger, at han ikke vil svare på Skovmands kritik ligesom han heller ikke vil svare på andres kritik, men han vil gerne klage til alle mulige, Bundsgaard er arrogant over for Skovmand. Bundsgaard laver ligefrem en offentlig og nedladende fagfællebedømmelse af Skovmands arbejde. Skovmand vil gerne snakke med alle de fine professorer, men de vil ikke snakke med ham. Det er det, jeg kalder for uro. En virkelig uro. Men den må ikke vise sig, for der skal jo være “ro om folkeskolen” Der er en mur mellem virkelighed og policy. Bare nu ingen lærere tror, at der er virkelig ro.
Links:
– Link til Læringsfestival 2017:
http://danmarkslaeringsfestival.dk/konferencen/
– Link til mit blogindlæg fra i går:http://www.thomasaastruproemer.dk/ballade-forsamlingshuset-…
3. d. 3. april: Læringsmål er pædagogikkens undtagelse
A.
Hvad er læringsmål? Det er pædagogikkens undtagelse. Det er noget, man kan bruge, hvis pædagogikken er slået fejl.
Hvad er læringsmål, hvis de gøres almene? Det er almengørelse af en undtagelse og en fejl. Det svarer til at rive et hus ned, fordi en rude er punkteret.
Fx: 10% kan ikke lære dit og dat med pædagogikkens metode og har måske brug for nogle læringsmål på et udvalgt område i en kort periode. Hvad gør man så? Jo, man indfører læringsmålenes metode for alle, dvs. man udrydder pædagogikken. I hver time og i alle år.
Hvorfor før man det? Jo, fordi den pædagogiske teori op gennem 90’erne og 00’erne har afviklet pædagogikken.
Pædagogikken har ikke et begreb at være i. Man kan derfor kun gribe til læringsmål, som jo er anti-pædagogik, dvs. en almengjort undtagelse og fejl.
På den måde gør man en hel generation til fejl og mangler.
B
Ok, men hvad er pædagogik da? Jo, det er forholdet mellem tradition, objektivitet og tilsynekomst, dvs. vekselvirkning.
Forestil jer den skønne skole, hvor disse tre ord eller noget lignende hersker.
Men desværre er det tre bandeord for læringsmålsmetoden: Tradition er der intet af. Objektets indre inferno og dybe vævning er udelukket ved den konstruktivistiske grundteori, og tilsynekomst smager for meget af dannelse.
Og hvad bliver der så af pædagogikkens “vekselvirkning”? Jo, den bliver til undtagelsens og fejlens, dvs. til læringsmålets “feedback”
4. d. 4. april: Diskussion med Dorte Lange og NC Sauer
Hvis det skulle have interesse for nogen, vil jeg lige sige, at jeg har kastet mig ud i en diskussion med DLF’s næstformand, Dorte Lange, og tidligere HB-medlem, NC Sauer, om DLF og foreningens forhold til skolereformen og Ny Nordisk Skole mm..
Sauer er som altid god for en frisk diskussion, selvom der, når han drøfter disse emner, som regel går “fagforening” og “strategi” i den for ham, hvilket også sker her.
Men Lange er mildest talt ikke frisk. Hun mener slet ikke, at der er fløje i foreningen, og hun kan slet ikke finde ud af at kritisere Ny Nordisk Skole, som hun jo var formand for sammen med Lars Goldschmidt, selvom Sauer mener, at hun blot var og er strategisk dengang, hvilket hun jo tydeligvis ikke er. Men det kan man selv læse om, hvis man har lyst.
Der er faktisk lidt ballade i pædagogikkens forsamlingshus over sagen, synes jeg. På en måde især over Langes sure indlæg, der siger virkelig meget om tingenes tilstand.
https://www.folkeskolen.dk/605691/paneldebat-haemmer-central-styring-laerernes-doemmekraft
5. d. 5. april: En læringsmålstur i Undervisningsministeriet
A.
På Undervisningsministeriets portal, EMU.dk, er en og kun en metode særligt fremhævet, nemlig læringsmålstyret undervisning.
Hvordan det ser ud, kan man kigge på her, hvorfra man kan klikke lidt rundt:
http://www.emu.dk/…/kom-i-gang-med-l%25C3%25A6ringsm%25C3%2…
Som det fremgår, er der ingen slinger i valsen. Der er læringsmål over det hele. Den realpædagogiske situation er altså totalt uberørt af kritikken.
B.
På hjemmesiden finder man også to læringsmålsvideoer, f.eks. denne her fra Rudersdal.
https://www.youtube.com/watch?v=ZrRIzDjBWIw
Her kan man se metalæring i læringsmål praktiseret i al sin sørgmodighed. Børnene bliver virkelig eksperter i Blooms taxonomi og i at sætte små bogholdermål for sig selv om alt muligt. Og husk på, at det er hver dag og i hver time i hele skoleforløbet.
Rudersdal kommune er i øvrigt med i det Mærsk-projekt om ”synlig læring”, som Lyngby-Taarbæk trak sig fra i efteråret.
Jeg begriber ikke, at Riisager ikke bare fjerner det hele. Det gør jo kun skade, og der står da ingen steder i den deciderede lovtekst, at det skal foregå på den måde.
C.
Derudover er der et par tankevækkende forhold i forbindelse med fagbeskrivelserne, som jeg vil nævne. På det centrale sted på emu.dk er fagenes formål simpelthen ikke nævnt. Det er kun kompetencesystemerne, man kan klikke på. Eller har jeg overset noget?
http://www.emu.dk/omraade/gsk-l%C3%A6rer/ffm/dansk
Klikker man videre, kommer man dog hen til nogle mere udførlige fagbeskrivelser. Her kan man se, at ”læringsmålsstyret undervisning” er nærmest enerådende og ekstremt centralt placeret i alle beskrivelserne som et fast ”afsnit 2”.
Desuden tales ikke om fagenes ”formål og indhold”, men derimod mere funktionelt om deres ”identitet og rolle”. De egentlige fagformål kommer man kun til, hvis man beder om et “print” ude i hjørnet.
Her er danskfaget som eksempel på både et “afsnit 2” og det med “identitet og rolle”:
http://www.emu.dk/modul/vejledning-faget-dansk…
D.
Længere nede i strukturen finder man pludselig et link, der behandler spørgsmålet om, hvorvidt læringsmål er obligatorisk eller ej, hvilket var en stor diskussion forrige år. Metoden er ikke obligatorisk, siger ministeriet, som altså selv har pladret læringsmål ud over sin statslige www..
Men, kommer det så, kommunerne kan skam godt kræve det, hvilket de selvfølgelig gør med henvisning til….. ja, til undervisningsministeriet selv.
Det er det, jeg kalder for UVM’s “logiske sammenbrud”. Tjek det her:
http://www.emu.dk/…/hvad-siger-lovgivningen-om-arbejdet-med…
E.
Ministeriets deciderede hjemmeside har i øvrigt fået nyt layout. Men læringsmålene er stadig toneangivende, og det er stadig Jens Rasmussen, der introducerer til metoden. Herfra kan man klikke videre til den omtalte emu.dk-portal. Det kan man læse mere om her:
http://www.uvm.dk/…/laering…/laeringsmaalstyret-undervisning
6. d. 7. april: Ordet ”studerende” har skiftet betydning
I gamle dage var ”en studerende” en person, der selvstændigt undersøgte et fagligt område. Det var en kritisk term.
I dag er en studerende det modsatte. I dag er han en person, der studerer sin egen lærerproces, som leder frem til at score på nogle læringsmål, som en undervisningsekspert har fastlagt i samarbejde med finansministeriet.
Når det skal være på den måde, synes jeg, at vi i stedet for skal gå fra studerende til elev. En elev er en person, der studerer sin lærers omgang med et fagligt område, og som selv ender med at ændre området. Imens ser læreren kærligt til, at hans verden styrter i grus. De to vil aldrig glemme hinanden.
En lærer og en elev har både fortid og fremtid i deres hænder.
En studerende er derimod blot en ensom læringsoptimeringsfremdriftsorganisme, som vi ikke kan bruge til noget.
Kun elever kan være kritiske, for kun de har haft en lærer.
7. d. 7. februar: Facebook-drys 35: februar 2017
Pædagogikkens gang i februar
http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-35-februar-2017.html
8. d. 7. februar: Et forsvar for Mårtensson
I 2015 delte skolelederforeningens leder Claus Hjortdal og Lars Goldschmidt formandsskabet for Antorinis skolereforms-forberedende initiativ ”Ny Nordisk Skole”, hvis principper DLF stadig helt enstemmigt beskytter, som jeg har forstået det på organisationens næstformand, som i øvrigt selv har været formand for initiativet.
Den 26. januar 2015 skrev skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, så følgende på twitter.com i forbindelse med et arrangement, hvor Lars Goldschmidt holdt et indlæg:
”Lars Goldschmidt om det at gå fra godt nok til fremragende. Det er der behov for flere tør udfordre sig selv på”
Jeg skrev så ”i al stilfærdighed”, som Stefan Hermann kalder det, når han larmer:
”Goldschmidt er konkurrencestatshellig og imod dannelse og åndsvidenskab. Dårligt selskab for skolefolk på alle måder.”
Dertil replicerede Hjortdal:
”Du vil være tjent med at gå ud af dit hjørne!”
Antorini, som er gammel ven med Goldschmidt, retweetede da også Hjortdals opslag, så der var affektiv afstemning over det hele. Imens sad jeg så i mit “hjørne”, selvom folk af Hjortdals kaliber snarere plejer at sige, at jeg burde gå hen i et hjørne i stedet for at komme “ud af det”. Det er ikke let.
Goldschmidts ord ”fremragende” er virkelig et bandeord i min optik. Jeg glemmer aldrig, da Goldschmidt i 2012 på Ny Nordisk Skoles blog hele 16 gange på en A-4 side skrev, at lærerne skulle være ”fremragende”. Og husk på at “fremragende” i dag er knyttet til 12-tallet, dvs. til det skrækkelige “uden mangler”. Goldschmidt mente også, at lærerne skulle være Duracell-kaniner. En “fremragende duracell-kanin uden mangler”. Det er det, som også kaldes for “normalisering”, hvis man er corydonist, hvilket Goldschmidt, Antorini og Hjortdal er. Det er ikke så godt, for nu at udtrykke mig pænt.
Senere måtte Goldschmidt jo forlade bestyrelsen i Campus Bornholm, fordi han ifølge Ombudsmanden havde undertrykt en medarbejders ytringsfrihed på det groveste. Den praksis kender vi også fra Hjortdals forening, hvor man forfremmer skoleledere, der giver tjenstlige advarsler, hvis deres lærere er imod “læringsmaksimering”. De er en klub af åndsfælle-kaniner.
Goldschmidt er jo helt vild med konkurrencestaten, og det var ham, der i Politiken i karakteristik stil skrev, at åndsvidenskab tenderer mod ”onani”. Se, det var jo ikke så pænt sagt, men dengang var der ingen topleder fra UC-syd eller nogen fra Arbejdsmarkedspartiet, der løftede et øjebryn i den anledning.
Der var heller ikke rigtig liv i forargelsen, da Peter Kemp blev kaldt både løgner og gadedreng af landets læringsideologer, eller da jeg selv blev kaldt for en ”paria”, som vel er sådant et slags radikaliseret ”hjørne”? Og eksemplerne er blot som små fisk i havet.
Næ nej, det var åbenbart helt fint. Men da Brian Degn Mårtensson for en sjælden gangs skyld – efter tusinde sider med argumentation – kom til at kalde KL, Skolelederforeningen og et par andre organisationer for ”infantile”, så var der gang i forargelsen hos både UC-Syd og Arbejdsmarkedspartiet og et par stykker til. Endda selvom det der med det “infantile” passer i den forstand, at der er tale om voksne, der handler med en uudviklet pædagogisk forstand.
Mårtenssons mange andre argumenter, som han har fremført både i det pågældende indlæg og mange andre steder, var der ingen der tog sig af. Ikke engang det forhold, at hans brug af “infantil” faktisk var knyttet til en anmodning om en ”fælles samtale”, hvilket det KL-initierede samarbejde, han kritiserede, i høj grad var et brud med, eftersom lærerne var holdt udenfor, selvom initiativet handlede om folkeskolen.
Ja, er der nogen i den pædagogiske debat, der søger efter den mindste positive bevægelse, selv hos Arbejdsmarkedspartiet, er det da Mårtensson.
Jeg tror, at man kan konkludere, at Arbejdsmarkedspartiet og UC’erne elsker de infantile. Ellers ville de da have været kampberedte de utallige gange, hvor langt værre ord har rejst den modsatte vej eller ville de have adresseret Mårtenssons mange argumenter.
Mårtenssons oplæg. https://www.folkeskolen.dk/604617/hvad-er-der-gaaet-galt
9. d. 8. februar: Om infantile organisationer
Jeg er simpelthen så glad for, at vi har folk som Brian Degn Mårtensson og andre, som kan lære landets pædagogik-interesserede – og ikke mindst UC-syd og Arbejdsmarkedspartiet – hvordan man kan kritisere alle de ”infantile” organisationer – fx KL, Skolelederforeningen og BUPL – som kræver ”ro om folkeskolen”.
Dette ”ro-krav” fremføres jo politisk, mens de pågældende organisationer selv bidrager til at revolutionere og uro-lig-gøre folkeskolen og til at omdanne den i læringsstyringens og John Hatties billede.
Ved I hvad, det svarer til? Det svarer fuldstændigt til et barn, der insisterer på at få sin vilje, selvom selvsamme vilje lige har smadret alt mors porcelæn: ”Jeg vil, jeg vil, jeg vil have ’ro’ til at smadre mors tallerkener”!
Det eneste, jeg er lidt øv over i forhold brugen af udtrykket ”infantilt” er, at det er synd for barnet i ordet, “enfant”. Barnet er nemlig filosoffens fælle.
Så KL er ikke som et barn, men kun som et barns vilje.
Barnet selv er pædagogikkens.
Konklusion: Mårtensson beskytter barnet ved at kalde KL for barn-lig.
10. d. 9. april: Læreruddannelsens formål fra 2000 til i dag
Jeg har lavet et foreløbigt studie i nogle forskydninger af læreruddannelsens formålsstruktur fra ca. 2000 til i dag:
http://www.thomasaastruproemer.dk/foreloebige-bemaerkninger-laereruddannelsens-formaalsstruktur.html
11. d. 9. april: Fire slags populisme med tilhørende løsninger
A.
Populisme 1: Alt hvad der kommer ud af munden på mennesker, som ikke læser Politiken. Problemet forstærkes, hvis de har en kommunikationsuddannelse eller en cand.. merc., og hvis de bor i provinsen.
Løsning: Corydoniser samfundet!
B.
Populisme 2: Alt hvad der kommer ud af munden på hvide heteroseksuelle mænd fra den vestlige middelklasse.
Løsning: Gør sorte homoseksuelle kvinder fra Elfenbenskystens overklasse til samfundets norm. Hvis den pågældende kan twerke vil det forstærke anti-populismen.
C.
Populisme 3: Alt hvad mennesker siger og gør i det hele taget.
Løsning: Opløs mennesket i robotsfære, neuronstyring og data. Så er det slut med krige og ondskab. Vi får et post-humanistisk “Menneske 2.0”..
D.
Populisme 4, også kaldet d. 9.april: Alt hvad der kommer ud af munden på robotter. Løsning: Husk og tal!
12. d. 9. april: Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens hemmelige ”notat”
Jeg har fundet et helt år gammelt skjult “Notat”, hvor Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen uden for offentlighedens søgelys kritiserer Keld Skovmands bog om Fælles Mål. Bagefter sender de kritikken til embedsmænd mm.. Det er interessant læsning, for nu at sige det mildt:
http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-rasch-christensens-hemmelige-notat.html
13, d. 10. april: Note 1 til det hemmelige notat
Note 1 til Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens hemmelige notat: Pragmatiske eller revolution.
Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensen (RRC) fremsætter allerede på s.1 i deres ”hemmelige Notat” en række påstande, der angiver den smalle horisont. I dette opslag tager jeg en af påstandene:
A.. Forenklede Fælles Mål: Pragmatisme eller revolution?
RRC hævder, at de Forenklede Fælles Mål (FFM) er et ”pragmatisk projekt”. Begrundelsen herfor er, at FFM de bygger på ”udfordringer”, ”evalueringer” og på ”forskning, der belyser, hvordan læreplaner bedst muligt kan fremme elevers læring”. Det normative parkeres i følgende markering: ”Endelig indgår der også politiske ønsker, synspunkter og ideer”.
På den måde mener R-RC, at FFM er udtryk for ”et mangefacetteret samspil”.
Men hov, det passer ikke. For sagen er jo, at alle disse elementer bygger på en hypostatisering af læringsbegrebet, der har rod i 00’ernes opgør med pædagogik og dannelse. Derfor er der heller aldrig referencer til indholds- og formålsspørgsmål og faktisk heller ikke til ordentlig læringsteori. Pædagogik og dannelse er udelukket. Ikke fordi det ikke findes, men bare fordi det er uden for RRC’s horisont.
FFM er derfor ikke ”pragmatisk”. FFM er derimod et resultat af en lukket pragmatik for de revolutionære, og det er jo det stik modsatte af en egentlig pragmatisme.
B. Om at ”slå fast” og derved udelukke pædagogik og formål.
Den anti-pragmatiske og revolutionære fortolkning forstærkes ved, at RRC skriver følgende:
”I Danmark er det forligskredsen bag folkeskolereformen, der i ’aftaleteksten’ slår fast, at de nye Fælles Mål skal være læringsmål”.
Læringsmålene er ”slået fast”, hedder det altså.
Jooo.. Men ved I hvad? I skolens lov er der jo et formål, og alle fagene har et formål. Med disse centralt placerede formål er jo endnu mere slået fast, og ”læringsmål” skal jo forholde sig til det. Det er endnu mere fast end det fasteste faste. Men det har RRC helt glemt, både i alle årene og også i Notatet. Glemsomheden demonstreres på Notatets s. 12: Her står der følgende:
”Folkeskolens formål, fagformålene og målene i fagene (Fælles Mål) burde måske ideelt set være relateret til hinanden. Efter indførelsen af fagformål (1993) og Fælles Mål (2003) har folkeskolens formål og fagenes mål (Fælles Mål) i en vis forstand levet asynkrone liv.”
Så læringsmålene ”slås fast”, mens man blot løst registrerer, at formålene er afsondrede og glemt uden at tage sig mere af det. Og her skal man huske på, at RRC jo aldrig har lavet formåls- og indholdsanalyser. De har så at sige selv stået for glemsomheden. Og Rasmussen har decideret gjort op med formål, dannelse og indhold ved flere lejligheder. Han mener ikke, det hører til et moderne samfund. Det er altså ikke andres – f.eks. politikernes – glemsomhed, vi taler om. Det er RRC’s egen. Og hvor kommer en glemsomhed fra? Jo den kommer fra det opgør med pædagogik og normativitet, som kommer ud af 90’ernes pædagogiske teori, og som RRC selv er en del af.
Det er det MODSATTE af pragmatisme. Det er en lukket revolution. Derfor kaldte undervisningsministeriet da også disse ideer for en “læringsrevolution”.
14. d. 11. april: Note 2 til det hemmelige notat
Note 2 til Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens hemmelige notat: Om rekonstruktionen af Skovmand ”overordnede påstande”:
Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens (RR-C) skriver allerede på s. 1 i deres hemmelige notat, at Skovmand fremsætter tre ”overordnede påstande”. Herefter nævner de tre af Skovmands mere tekniske markeringer, mens de overordnede påstande slet ikke anerkendes. Her i direkte citat fra Notatet:
”a) Begrebet læringsmålstyret undervisning er en dansk opfindelse
b) Der er ikke belæg i forskningen nationalt eller internationalt for læringsmålstyret undervisning
c) Fælles Mål er ikke forenklet, der er et uendeligt stort antal læringsmål, iflg. Skovmand 3990”
Herefter erklærer RRC som friske havørne, at ”ingen af disse påstande er sande”, hvorefter der følger ca 20 linjer med begrundelser.
Det er denne del af teksten, dvs. s.1-2, jeg vil drøfte i det følgende:
A.
Det er misvisende at hævde, at disse tre markeringer udgør Skovmands ”overordnede påstand”. Det er tværtimod afledte påstande. Skovmands overordnede påstand udgøres af en analyse af lærings-, kundskabs og kompetencebegreberne og deres indbyrdes forskydning samt disse diskussioners empiriske fortætning i en lang række tekster og situationer, herunder i de tre markeringer, som R-RC angiver.
Nu kan man diskutere, i hvor høj grad, det lykkes for Skovmand, at eksplicitere denne intention, der som al god pædagogisk forskning er i sin vorden. Men at denne analyse udgør bogens centrale pædagogiske omdrejningspunkt er der ingen tvivl om. Det er især i kapitel 4, men også allerede i kapitel 1 og andre steder, at disse emner behandles, og det er Gert Biestas kritik af læringsbegrebet, der er hovedreferencen.
Skovmands påtaler i sit responsum faktisk også denne kapitel 4-glemsel, og det er med rette.
Denne fejl er på ingen måde tilfældig. DPO har et helt forkvaklet syn på Biestas arbejde og faktisk også på åndsvidenskabelig og intellektuel aktivitet i almindelighed. Man ser slet ikke disse emner. Man har skyklapper på. Man befinder sig i en selvrefererende iagttagelseskonstruktion.
Hvis man reducerer Skovmands bog til disse tre ”påstande”, så mister man hele bogens essens. Og har man ikke sans for denne essens, så kan man heller ikke uden videre sige, at ”ingen af disse påstande er sande”. Vi ender med en skråsikkerhed uden grund, med en form for fremturen, som hele Notatet da også bærer præg af.
B.
Nå, men så er der de tre ”overordnede påstande”, som altså alligevel ikke er “overordnede”. RRC har som nævnt en kort uddybning i Notatets s. 1-2, og Skovmand bruger god plads på sagen i sit responsum, så jeg skal ikke sige en helt masse om det. Her blot et par tilføjelser:
i.
Hvorvidt ”læringsmålstyret undervisning” er en dansk opfindelse, eller om det en ”del af en international bevægelse”, som RRC skriver, lader jeg ligge. Det er et både-og. Men Skovmand har i det mindste bidraget til at forstå, hvordan den ”danske opfindelse” har præget og konfigureret ”den internationale bevægelse” via fejloversættelser, forsimplinger etc.. DK er åbenbart blevet den værst tænkelige version af noget slemt. Skovmands bog er fyldt med en række herligt skrækkelige eksempler på DPO’s vilde og revolutionære læringsvokabular, som på sin vis helt opløser de rester af seriøsitet, der måtte være tilbage i den ”internationale bevægelse”.
ii.
Hvorvidt der er belæg i forskningen for effekten af ”læringsmålstyret undervisning”, har efter min mening slet ikke noget med ”effekt” at gøre. Det har kun noget med ”læringsmålsstyret undervisning” selv at gøre. Begrebet afsætter så at sige sin egen lukkede og selvbekræftende forskning. Læringsmålstyret undervisning skaber ”forskning i bur”, som jeg plejer at sige. Skovmand er faktisk inde på det samme, når han skriver, at ”læringsmålsstyret undervisning” er utroligt svagt begrebsliggjort, og han henviser med rette til Jens Rasmussens banale didaktiske model, som desværre har en helt overdeterminerende indflydelse på vores undervisningsministeriums opfattelse af tingene.
I Notatet nævnes flere ord fra læringsforskningens aktuelle ”bur”, såsom ”diagnostisk vurdering, løbende evaluering for læring og feedback”. Pædagogisk forskning som sådan kan slet ikke trænge ind i denne mur af læringsord, og derfor er ”evidensen” lig 0.0. Måler man højere, er det fordi, man måler på pædagogikkens egen opløsning, dvs. hvor tætte tremmerne er blevet i læringsburet.
iii.
RRC skriver jo, at Skovmand både hævder, at der er et ”uendeligt” og et specifikt antal mål nemlig 3990, en modsætning Skovmand også drøfter i sit responsum.
RRC mener heroverfor, at der er under 1000 mål. Jeg kommer ind på dette punkt med ”antallet af mål” i en senere analyse, men vil her blot sige: Skovmand er alt for beskeden vedr. antallet af mål. Der er nemlig heller ikke 3990 mål, som jeg ser det. Der er faktisk et uendeligt antal. Det betyder, at RRC jo tager endnu mere fejl, end Skovmand angiver. Og årsagen til, at de tager fejl, er, at de ikke har fordybet sig i de problemstillinger, som blandt andet angives i det glemte kapitel 4, hvor de ”overordnede påstande” udvikles.
Til sidst siger RRC, at antallet af mål er ligegyldig;
“Egentlig er det meningsløst, måske nærmest absurd, at gøre det samlede antal mål til et problem i sig selv”.
I note 3 vil jeg give et eksempel på, at RRC har den modsatte holdning, når det er opportunt.
15. d. 11. april: Note 3 til det hemmelige notat
Note 3 til Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens (RRC) hemmelige Notat: Ontario og ideologi
I note 1 og 2 har jeg kommenteret Notatets indledning. Resten af Notatet, dvs. fra s. 2-15, er en kritisk og punktvis omtale af ca. 40 citater fra Keld Skovmands bog, og det er denne kritik, vi skal til at se på nu.
Her i note 3 vil jeg adressere RRC’s første to kommentarer.
RRC er stærkt kritiske over for Skovmands bog. De starter med at sige om deres kritiske gennemgang:
”I det følgende kommenterer vi udsagnene i Skovmands bog i kronologisk rækkefølge. Bogen indeholder fejl, misforståelser og metodisk uklarhed”.
Der angives ingen positive sider ved bogen, og der er ingen sans for Skovmands overordnede anliggende. Det er altid en fattig fest, når DPO skal i gang med deres smalle læsninger.
Men nu til de første to RRC-kommentarer:
A. Den fraværende indflydelse fra Ontario
RRC’s første kommentar knytter sig til følgene enkeltstående udsagn fra Skovmands bog;
”Reformen i Ontario spiller en vigtig rolle for legitimering af de nye læreplaner”
Det mener RRC er forkert. De mener, at Ontario kun har inspireret folkeskolereformen på et generelt plan, især ift. de tre nationale mål, der udgør det begrebsmæssige skelet i skolereformen. De ønsker på den måde at adskille Ontario og Fælles Mål.
I det omfang Ontario har været inddraget, har det ifølge RRC primært været som en slags eksempel på, hvordan man IKKE skal gøre. I Ontario er der nemlig, siger RRC, alt for mange mål. RRC har ganske vist i Notatets indledning sagt, at det både er ”meningsløst” og ”absurd” at gå op i antallet af mål. Men nu betyder det altså alligevel noget?
Fælles Mål er snarere, får vi at vide, inspireret af de tyske Bildung Standards fra starten af 00’erne.
Skovmand glemmer altså, påstår RRC, at skelne mellem nationale mål og Fælles Mål.
Min kommentar:
Ontario har sørme ikke bare været en ”generel inspiration”. Kommunerne rejser dertil i stor stil, referencerne er utallige, og der udgives det ene temanummer efter det andet om emnet, hvor både Rasch-Christensen og Jens Rasmussen spiller centrale roller. Ja, der tales ligefrem om ”the canadanish way” på store konferencer, som arrangeres af DPO og VIA, hvor Rasch-Christensen er ansat.
At nedskrive disse omfattende legitimerende sammenhænge og relationer til ”generel inspiration”, som skulle være isoleret til ”de nationale mål”, så Fælles Mål kan holdes helt fri for inspiration, er simpelthen for naivt. Ontario er derimod en central inspiration for skolereformen i sin helhed og derfor også for de Fælles Mål.
Faktisk laver Skovmand en grundig analyse af sammenhængen mellem forligstekst, Fælles Mål og Ontario hen over to kapitler i sin bog. Det er utroligt, at RRC ikke engang nævner det. Og det er skam ikke engang sådan, at Skovmand ikke er opmærksom på andre inspirationskilder. Påvirkningen fra EU beskrives grundigt. Det vender jeg tilbage til i en senere note.
Man kan simpelthen ikke, som RRC gør, skelne så skarpt mellem de tre nationale mål og Fælles mål. Der er tale om en samlet reform, hvor alting kører sammen på kryds og tværs, både i teksterne selv og i deres omgivelser. Men RRC har tydeligvis personlige interesser i foretagendet, og kan slet ikke bevare det faglige overblik.
Og at Ontario nu pludselig markedsføres af DPO som et skrækeksempel for den danske læringsmålsideologi, må jeg ganske enkelt lade ligge. Det forstår jeg simpelthen ikke, man kan sige. Ikke mindst med alle de andre udeladelser, jeg lige har omtalt, in mente. Ontario, som er fremført som det store ideal af DPO, er nu pludselig fyldt med onder. Betagende!
Endelig kommer det bag på mig, at de omtalte ”Bildung Standards” skulle udgøre den centrale og direkte inspirationskilde for Fælles Mål. Det er jeg ikke stødt på i nogle af de mange læringsmålsorienterede udgivelser eller skrifter, jeg har læst. Jeg har prøvet at søge og google lidt, men har ikke kunnet finde noget. Det må være en endnu mere ”generel inspiration” end Ontario, hvis jeg må tillade mig at være lidt ironisk. Ellers må nogen gøre mig klogere.
Var det for resten ikke disse tyske standarder, som Grushka kritiserede i sin nye bog ”At lære at forstå?”. Jeg kan ikke lige tjekke det, for jeg sidder i mit sommerhus.
Endelig får Skovmand som nævnt at vide, at han ikke skelner mellem nationale mål og fælles mål. Men det passer helt sikkert ikke. Den skelnen er Skovmand fuld opmærksom på i sin bog. Især er han opmærksom på, at man netop ikke skal skelne, men at både Fælles Mål og nationale mål hænger sammen i en samlet ideologi. RRC prøver at skille ting ad, som hænger sammen.
B. Evidens og ideologi
Dernæst kritiserer RRC, uden kildeangivelse, at Skovmand åbenbart har sagt, at ”evidensbasering er ideologi”.
RRC skriver følgende hertil:
”Legitimering af reformer og indsatser finder stadig hyppigere belæg i forskningsresultater og evidens, fordi evidens betragtes som et mere sikkert belæg end ideologi, holdninger og vaner. Det gør ikke evidens til ideologi”
Disse formuleringer er helt typiske for evidensideologien:
RRC mener, at evidensen erstatter ”ideologi, holdninger og vaner”, hvilket jo er ren slagtning af pædagogikken. For hvad indsættes i stedet for de stakkels holdninger og vaner, som al god pædagogik er lavet af? Jo, i stedet sættes databasering og operative måltal, der skal servicere et teknificeret policy-niveau, som evidensen kan interagere med.
Evidens er derfor en højideologi, der ikke kan erklære sig som sådan, hvilket er det samme som teknokrati med totalitære træk. Men den slags helt almindelige refleksioner er helt uden for DPO’s horisont. Tænk at vores skoler skal regereres af sådan en gang elendighed.
Desuden: Udtryk som ”finder stadig hyppigere belæg” er en af disse ”forskningen viser”-agtige markeringer, hvor man helt overser den omfattende kritiske diskussion af evidensbegrebet, som ellers har været ført fra nær og fjern i utallige udgivelser og sammenhænge.
På den måde gemmer RRC sig bag et ”man”, som de selv har været en central aktør i at definere. Det vil svare til, at jeg refererer til de mest kontroversielle sider af min egen forskning, med henvisning til at ”forskningen viser”.
16. d. 12. april: Note 4 til det hemmelige notat
Note 4 om Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens hemmelige Notat: Fælles Mål mellem den lovgivende og den udøvende magt.
Efter Notatets indledning har Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen (RRCI ca. 40 Notat-kommentarer til forskellige citater fra Keld Skovmands bog. Notatets indledning har jeg behandlet i mine første to fb-indlæg om emnet, og de første to Notat-kommentarer kritiserede jeg i mit indlæg nr. 3.
I dette fjerde fb-indlæg behandler jeg RRC-kommentarer nr. 3 og 4.
Først er det dog på sin plads endnu engang at minde om RRC’s selvsikre udgangspunkt:
”I det følgende kommenterer vi udsagnene i Skovmands bog i kronologisk rækkefølge. Bogen indeholder fejl, misforståelser og metodisk uklarhed”.
Men nu til Notat-kommentar nr. 3 og 4. De handler om, hvorvidt Fælles Mål er en materialisering af den lovgivende eller af den udøvende magts vilje, samt om hvilken rolle RRC selv har spillet i den forbindelse.
A. Notat-kommentar 3:
RRC kritiserer Skovmand for at sige, at Fælles Mål primært er et resultat af ministeriets samspil med sektor og forskningsinteresser, dvs. af den udøvende magts interventioner, og at ministeriet i denne proces har glemt skolens formåls- og kundskabsside.. RRC mener derimod, at Fælles Mål er et rent eksempel på den lovgivende magts styringskæde.
RRC’s begrundelse består alene af en lang og simpel opremsning af den formelle beslutningsgang med dennes tilhørende cirkulærer. At lægge så stor og entydig vægt på en juridisk selvfølgelighed er virkelig arrogant på den uoplyste måde. De forholder sig overhovedet ikke til substansen i Skovmands kritik, som de åbenbart bare tror handler om karakteren af den formelle styringskæde.
Men Skovmands kritik vedrører jo karakteren af de processer, der arbejder under og omkring det formelle system. Og det er skam ikke kun Skovmand, der har iagttaget disse problemer. Der er mange der har bemærket, at den lovgivende myndighed har været sat ud af spilet i RRC’s målinferno. F.eks. føler Marianne Jelved sig decideret kørt over af ministerielle interesser, hvilket hun har redegjort for ved flere lejligheder.
Desuden er RRC’s totale negligering af sektorinteresser politologisk banal. Enhver politolog ved, at disse processer som regel har afgørende indflydelse på policy- og lovgivningsprocesser.
Endelig har RRC ikke den mindste sans for den argumentatoriske kontekst, som Skovmands pointe optræder i. Skovmands pointe er, at Folketinget har vedtaget en lov med et formål og nogle ministerbemyndigelser, men at den udøvende magt misbruger disse bemyndigelser til at lave læringsmålstyring, som strider imod formålets ånd og bogstav. Det er det, som er pointen, men RRC er blinde som gamle papegøjer, så de kan hverken afvise eller nuancere den.
Ift. spørgsmålet om forholdet mellem mål og formål er det i øvrigt interessant, at RRC på Notatets s. 32 skriver følgende:
”Folkeskolens formål, fagformålene og målene i fagene burde måske ideelt set være relateret til hinanden”.
Ja, RRC taler ligefrem om, at formål og mål lever et ”asynkront liv”. Hermed argumenterer de jo for, at de i deres arbejde med Fælles Mål ikke behøver at tage hensyn til formålene. Men dermed får Skovmand jo en central pointe igennem, nemlig at Folketinget har vedtaget et formål, som den udøvende magt med hjælp fra RRC overser totalt.
B. Notat-kommentar 4:
I Notat-kommentar 4 beskyldes Skovmand for ikke at have styr på de grupperinger, som har styret Fælles Mål. RRC fortæller, at der findes både en mere overordnet mastergruppe og en mindre koordinationsgruppe, der skulle supportere de enkelte fagudvalg. Her er de to grupper:
Først Mastergruppen:
Arne Eggert (uvm)
Jens Rasmussen
Andreas Rasch-Christensen
Morten Misfeldt
Dertil kommer syv mindre fremtrædende medlemmer fra DPO’s nederste lag. De har ingen selvstændig stemme haft i foretagendet. En af dem, Lise Vogt, har jeg læst et par små artikler af, hvor læringssprogspillene kører totalt ureflekteret. Mastergruppens formand, Arne Eggert, som ellers skulle være embedsmand, er dybt involveret læringsideologiens detaljer og relationer.
Ok, men hvordan ser koordinationsgruppen så ud? Den ser sådan her ud:
Jens Rasmussen
Andreas Rasch-Christensen
Morten Misfeldt
RRC mener nu, at Skovmand forveksler de to grupper, og RRC bruger en hel side på at belære om det. Men hallo! Det er muligt, at Skovmand har lavet en teknisk fejl her, men de to grupper er for alle reale spørgsmåls vedkommende helt ens. Det gør derfor ingen forskel ift det spørgsmål, som er rejst, nemlig om denne gruppe har haft en policy- og implementeringsindflydelse, der undergraver skolens formål, og som tilbyder sig selv som evaluator og læringsmålsudvikler for bekræftelsen af denne undergravning.
Ja, faktisk er det fordoblede udvalg nærmest en understregning af indflydelsen. Det er netop denne forstærkede dobbeltrolle, der er essensen i Skovmands kritik. RRC’s eneste og sølle svar på denne fine administrations-sociologiske iagttagelse er en mekanisk oplistning af, hvem der sidder i to udvalg, der har næsten samme personsammensætning.
Til sidst skriver RRC, at koordinationsgruppens ”supervision alene vedrørte tekniske spørgsmål grundet i masteren og skrivevejledningen”.
Men for det første: Masteren er jo udarbejdet af de selvsamme personer, som man nu henviser til som grund, og denne master er, som Skovmand demonstrerer flere steder, slet ikke teknisk men ideologisk.
For det andet: Denne ”supervision” var særdeles indgribende. Det fremgår af to store kronikker af landets KLM-lærere, som netop kritiserer RRC’s indflydelse på processen. At det ikke kom til protester i danskfaget var nok fordi, at Lise Vogt, som jo sad i mastergruppen, også var formand for faggruppen. Formanden for Dansklærerforeningen, Jens Raahauge, var derimod særdeles kritisk. Man han er også skudt ud af den ”formålstradition”, som jo ifølge RRC er blevet ”asynkron”, hvilket RRC jo i høj trad selv har medvirket til, både i nærværende sammenhæng og i de sidste mange år i det hele taget.
17. d. 12. april: Note 5 til det hemmelige notat
Note 5 til Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens ”hemmelige Notat”: Antidannelse og kundskabsopløsning for fuld udblæsning.
RRC’s næste kommentar til Skovmands bog er Notatets absolutte lavpunkt. Har man ikke tid til at læse hele Notatet, så læs dette. Her illustreres 00’ernes fattigpædagogiske horisont for fuld udblæsning.
RRC er faldet over følgende formulering hos Keld Skovmand:
”Problemet med ’læringsmålstyret undervisning’ er, at opfyldelsen af tusindvis af usammenhængende mål bliver et formål i sig selv, og at et hvert andet (dannelsesmæssigt, demokratisk) formål enten trænges i baggrunden eller lades ude af syne” (Skovmand, s. 26)
Citatet findes i en sammenhæng, hvor Skovmand med udgangspunkt i filosoffen Villy Sørensen har en række fine refleksioner over forholdet mellem mål og formål, mellem mål og middel og mellem kundskaber og kompetencer. Alle disse overvejelser overses naturligvis totalt af RRC. Hvilken blindhed!
Hvad lægger RRC da mærke til i citatet i stedet for? Jo, nu skal I bare høre. Der er fem ting:
A.
Først markerer RRC, at Fælles Mål skam er ikke er ”usammenhængende”. Tværtimod hævder RRC, at der er ”skabt parallelitet mellem færdigheds- og vidensmål, så de udgør et sammenhængende målpar”, og der er også skabt ”progression i fagenes forløb”.
Min kommentar til RRC’s kommentar til Skovmands citat:
RRC misforstår helt pointen. Nå Skovmand taler om ”usammenhæng”, går det ikke på målenes logiske systematik. Der er så meget systematik i Fælles Mål, at man næsten ikke kan se fagenes virkelighed for bare metasystematisk selvreference. Usammenhængen går på det indholdsmæssige, dvs. på målenes manglende kontakt til fagenes indhold og formål, dvs. på den egentlige pædagogiske sammenhæng.
Fælles Mål omdanner kundskaber til kompetencer, som efterfølgende brydes ned i læringsdelmål, som man kan teste læringsoptimeringen ud fra. Vi får dermed en dobbelt nedbrydning af sammenhæng. Usammenhængen henviser altså til det manglende indhold. Men ”indhold” er et bandeord hos RRC, fordi de er vokset ud af de skrækkelige 00’ers radikale konstruktivisme.
Men der er skam mere ”dobbelt-nedbrydning”, eller måske bør man kalde det for ”dobbelt-indespærring, i RRC’s reaktion på Skovmands formulering:
RRC sammenkobler i deres egen private ”sammenhæng” videns- og færdighedsmål, som de derefter putter under et overordnet kompetencebegreb. Men dermed sættes fagenes kundskaber helt ud af spil. Vi skal herefter kun lære den viden, som kan afstedkomme en færdighed, og denne tvingende viden-færdighedsstruktur, skal så endda underlægges et funktionelt defineret kompetencebegreb. Vi får et spruttende og selvrefererende system, som RRC kalder for “sammenhæng”. Det kniber med poesien for nu at sige det lidt populært. Det er let at se Niklas Luhmanns mest tekniske sider i RRC’s arbejde med disse distinktioner.
Vi får altså en tvingende og sammenhængende systematik, der splitter fagene og kundskaberne ad i usammenhængende dele. Vi får et ’indespærret’ kundskabsbegreb. Skovmand har altså fuldstændig ret.
B.
Dernæst kritiseres Skovmand for ikke at skelne mellem skolens formål og Fælles Mål. Jeg må indrømme, at jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvad RRC kan mene med den kritik? Skovmand skelner da uafbrudt? Ja, han skelner endda på den gode måde, i modsætning til RRC, som totalt glemmer formålsdiskussionen.
RRC’s filosofi og skolens formål er simpelthen som nat og dag. De aner ikke, hvad de skal stille op med pædagogikkens normative dimension, og dermed med “pædagogik” som sådan. For Skovmand er, vil jeg tro, forskellen mellem ordentlige fagmål og overordnede formål derimod blot en forskel, der skal berige skolens liv i fuld vekselvirkning. I al fald kommer han tæt på et sådant synspunkt i sine betragtninger på s.1-2 i hans såkaldte “responsum”.
C.
Dernæst kommer RRC med en fabelagtig, men desværre karakteristisk bemærkning:
”I Fælles Mål udtrykkes det dannelsesmæssige (hvad der end menes med det) og demokrati i konkrete mål i de enkelte fag”
Smag lige på den:
”hvad der end menes med det”.
Lige først: RRC kan simplelthen ikke siger ordet “dannelse”. De kan kun sige “det dannelses-mæssige”. det er en form for allergisk sygdom. Men ok, jeg lader det ligge her.
Jeg er med på, at “dannelse” kan betyde forskellige ting – sådan er det med alle videnskaber – men det kan bestemt ikke betyde hvad som helst. Men professoren i pædagogik og forskningschefen for Østjyllands lærere og pædagoger lyder her som en blanding af en novice og en erhvervsøkonom, når de bare siger, “hvad der end kan menes med det”.
RRC’s omgang med deres fags kernebegreb er helt hen i vejret. Men igen: Antidannelsen er ren 00’erfilosofi, som især Rasmussen har talt ud fra i mange år. Det var lige netop den slags, som Peter Kemp kaldte for ”anti-filosofi” tilbage i 2011, og som er et definerende træk ved DPO’s sprogspil som sådan
D.
Så siger RRC følgende i noget, som er ment som en kritik af Skovmand:
”Fagformålene er bibeholdt med deres dannelsesmæssige aspekter”.
Ja, og det er jo lige præcis Skovmands pointe. Skovmand mener blot, at disse formål, selvom de stadig eksisterer, er overset og glemt, hvilket RRC faktisk ubevidst giver Skovmand ret i på Notatets s.12. Her skriver RRC nemlig – i en ukarakteristisk indrømmelse – at fagenes formål og Fælles Mål måske nok er blevet for asynkrone, hvilket de jo selv har fremmet på den helt store klinge.
Sagen er, at RRC er totalt ligeglade med alt, hvad der hedder formål, og det er jo lige præcist det, som skolereformen bærer præg af, dvs. at fagenes formål kun lever en formal eksistens. F.eks. er de næsten umulige at finde på ministeriets såkaldte emu.dk-portal, som derimod vrimler med læringsmål.
Desuden er tendensen til at komme med indlysende statements som en form for kritik en virkelig uskik hos RRC. Det sker uafbrudt. Det svarer til, hvis jeg blev kritiseret for noget, jeg har skrevet, og mit svar var: ”Nettos logo er en hund”.
E.
I samme kommentar drøftes sagen om antallet af mål. RRC mener, at der er under 1000 mål. Skovmand mener, at der er 4000. Jeg mener, at antallet er uendeligt. Det spørgsmål vender jeg i min næste kommentar.
18. d. 13. april: Note 6 om det hemmelige notat
Note 6 til Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens ”hemmelige Notat”: Antallet af mål.
RRC anfægter det antal mål, som Keld Skovmand har talt sig frem til, dvs. 3990 mål. RRC mener selv, der kun er 866 mål.
I det følgende vil jeg undersøge den primære operation, som RRC foretager for komme ned på 866 mål. Jeg vil dog også til sidst argumentere for, at heller ikke Skovmand har ret. Der er ikke tale om 3990 mål. Der er snarere tale om et uendeligt antal mål.
A. V-F-strukturen
RRC’s primære argument vedrører forholdet mellem videns- og færdighedsmål (som igen er underlagt ”kompetencemål”). RRC mener at et videns- og færdighedsmålspar udgør et og kun et mål
Skovmand betragter derimod disse målpar som to separate mål, og det bør man også gøre, både fordi de jo angives separat, og fordi ”viden” og ”færdighed” jo simpelthen er to forskellige kategorier.
Men RRC mener altså, at v-f strukturen kun er ét mål.
Men faktisk tager både Skovmand og RRC fejl i min optik. Skovmand har som sagt ret i, at man bør betragte viden og færdigheder som to separate mål. Men RRC har faktisk også ret i, at v-f-strukturener forstås som et selvstændigt mål. Det er altså ikke et enten-eller, det er et både-og. Vi får dermed en yderligere mangedobling af målene, som har store og forvirrende konsekvenser. Det konkrete tælleri, vil jeg overlade til andre.
B. Slagtning af kundskaberne
Denne identitetsoperation, v=f, foretages vel at mærke på ”færdighedernes” præmis. Her citeret fra et interview med Jens Rasmussen i Folkeskolen.dk, d. 9. juni 2016:
”De 866 vidensmål støtter nemlig de 866 færdighedsmål, siger Jens Rasmussen til Folkeskolen. Fædighedsmål og videnmål er to sider af samme sag, ikke to forskellige mål” (s.33)
Så viden kan simpelthen atomiseres og defineres udtømmende ved dens relation til en ligeså atomiseret færdighed?
Hvorfor er det interessant? Jo ok, det er selvfølgelig interessant pga. al måle-tælle-polemikken, det er klart. Men det er også interessant på et dybere plan. Hvordan det? Jo, fordi RRC’s ”viden=færdighed” ligning jo udrydder kundskaberne fra skolen. Det sker i to tempi:
i.
Faktisk var kundskaberne allerede nednormeret, eftersom RRC sådan ganz aleine har sat kompetence-kategorien som overhøjhed i Fælles Mål. Kundskaber har altså fra start mistet magten. Jeg tror, at RRC synes, at ”kundskaber” lugter af Grundtvig, filosofi, pædagogik og humanisme, og det er ikke populært i de kredse. Det er dette kundskabsforfald i Fælles Mål, som Skovmand også dokumenterer i sin bog, og som efter hans og også min opfattelse går imod skolens formålsparagraf. Et forhold som også Marianne Jelved har bemærket.
ii.
Men selvom ”kundskaber” er blevet et fyord, så har man indtil nu trods alt kunnet sige, at ”viden” havde en vis selvstændighed over for ”færdigheder”. Men nu er det også slut. Nu går ”viden” simpelthen op i ”færdigheder”. De danner par på færdighedens præmis. Kun den viden, som kan omsættes i en ”færdighed”, tæller.
Dermed får man en dobbelt tømning af kundskabsbegrebet, der ender sit ellers strålende liv som atomiserede krykker til færdighedsudvikling under kompetencebegrebets herredømme og uden egen essens og funktion.
I en skole lærer man altså færdigheder, der bidrager til en kompetence. Man lærer derimod ingen kundskaber og intet indhold, der har værdi i sig selv. Tilbage står kun små tekniske videnselementer uden egen betydning, som er anledninger til det egentlige, dvs. til at score på kompetence- og færdighedsmålene.
Så RRC får godt nok talt sig hen til sine 866 mål, men prisen herfor er vild, nemlig en skole uden kundskaber og viden. Og det går jo bare slet slet ikke.
C. (spring evt. over)
I Notatet tilføjes så yderligere en betragtning, som jeg her blot nævner:
RRC henviser til ministeriets skrivevejledning, som de mener taler om f-v på den måde, jeg netop har kritiseret. Men ud fra de citater, som RRC angiver, står det argument helt uklart. Skrivevejledningen kobler da ikke viden og færdigheder på den måde, som RRC forudsætter? Derimod angives kompetencebegrebets overhøjhed helt klart. Men tjek selv på Notatets s.6.
Skovmand er heller ikke imponeret, hvilket fremgår af s. 5 i hans respondum, hvor han også tilbageviser RRC’s f-v-målpar-tese.
Endelig må man også efterhånden spørge, om RRC er sådan nogle små forskerembedsmands-mus, som slet ikke har en egen stemme? Nogen vil nok sige, at det har de ikke. Men jeg siger ja. Jeg tror faktisk de har en egen stemme. Og den stemme radikaliserer den i forvejen radikale version af en radikal teori. Og resultatet heraf er noget så omfattende som en kundskabs-slagtning med reference til en ”skrivevejledning”
Men via disse greb ender RRC ud med at konkludere, at hver klasse kun har ca. 1 mål om måneden pr fag. Den lader vi lige stå og blinke lidt.
D.
Her til sidst vil jeg kort argumentere for, at antallet af mål i Fælles Mål heller ikke er 3990, som Skovmand angiver.
Antallet er mål er snarere uendeligt. Hvordan kommer det i stand? Jo, via tre processer:
i.
Først via ovenstående proces, hvor v, f, k hver for sig, men også v+f og endvidere v+f=k indgår i en kæmpe målstruktur, som kan digitaliseres helt ned i detaljen, og som enhver dygtig lærer efterfølgende vil kløjes totalt i.
ii.
Dernæst via den ledsagende læringsmålstyring, som RRC selv har promoveret, og som også diskuteres udførligt i Skovmands bog. Læringsmålsstyringen sætter sig ned i de enkelte klasser, i hver time og i hver elev. Her sidder eleverne med et utal af målpile og faseopdelte undermål, der hører til den enkelte times emne. På uvm’s hjemmeside ligger der nogle videoer, der viser, hvordan det foregår. Lægges alle disse mål oveni ender vi, et slag på tasken, med 100.000 mål.
iii.
Men det er ikke nok. For man skal jo huske på, at læringsmålstyringen er en dannelsesfjendsk pædagogik. Dvs. at der ingen grænse er for tankegangen.
Læringsmålstyringen bliver til et ”mindset”, dvs. til en psykisk tilstand for en hel generation i hele skoleforløbet. Og dette “mindset” kalder man efterfølgende for “udvidende” med reference til den positive psykologi.
Og om lidt kommer det hele til gymnasiet. Dermed får vi det, som er John Hatties ”dannelses”-ideal, nemlig den ”selvmonitorerende og selvevaluerende elev”, hver dag fra 0.klasse til 3.g og helt inde i psyken.
Dermed er antallet af mål gjort uendeligt.
19. d. 14. april: Corydonisering af folkeskolen
Her er tre tekster, der spiller sammen i retning af corydoniseringen af folkeskolen:
A.
Thorning-Schmidt regeringens skoleudspil fra december 2012: ”Gør en god skole bedre- faglig løft af folkeskolen”:
http://www.stm.dk/…/G_r_en_god_skole_bedre__et_fagligt_l_ft…
B.
Den politiske aftale fra juni 2013: ”Aftale mellem regeringen (Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti), Venstre og Dansk Folkeparti om et fagligt løft af folkeskolen”:
https://www.kl.dk/…/Images/i…/scope_0/ImageVaultHandler.aspx
C.
Lov om Folkeskolen, først vedtaget december 2013, her i aktuel version:
https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=182008
——————-
Før, under og efter disse processer kørte det anti-pædagogiske vokabular hos KL, Rambøll, undervisningsministeriet, DPO osv. De tre tekster er en materalisering af forskydninger i samfundets sprogspil.
Midt i det hele var der lige en konflikt med 40.000 lærere ved Christiansborg. Næste dag havde Politiken et billede af sangerinden Nabihas krøller på forsiden.
Det er det, man kalder for “normalisering”. Og nu skal børnene også “normaliseres”. Hvilken fest! Normaliseringen skal nu materialisere sig i hjernerne. Men hvad er det egentlig, der materialiserer sig i hjernene? Det er 2000’erne. Vi er i 00’erne, i 00’ernes take på fremtiden. Vi er forsinket.
20. d. 14. april: To-årsdag
I morgen er det to år siden, jeg skrev en kritik af Dorthe Staunæs’ og Malou Juelskjærs arbejde med skolereformen. Det skulle jeg aldrig have gjort, for det udløste en større klagesag på DPU, som blev omtalt i medierne, og som mildest talt fik mig på overarbejde i mange uger.
Klagerne tabte heldigvis sagen ved Arts’ dekanat. Hverken klagerne eller DPU’s ledelse har dog efterfølgende beklaget eller omtalt sagen, som jeg derfor i substansen stadig betragter som verserende.
I det mindste fandt jeg ud af, hvem der stod fast på åndsfrihed i landet. Det var heldigvis de fleste.
Men jo tættere man kommer på skolereformens indre, jo mere kniber det. Heldigvis er der også undtagelser fra den regel.
Jeg har samlet alle sagens indlæg på nedenstående link. Selv Rokoko-posten bragte en reportage.
Jeg står stadig ved kritikken fra dengang. Min analyse indgår i øvrigt i min næste bog “Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”, som udkommer i maj/juni.
http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesag-ved-dpu
21. d. 15. april: Facebook-drys 36: marts 2017
Pædagogik og uddannelsespolitik i marts 2017:
http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-36-marts-2017.html
22. d. 16. april: Nyt forskningsprojekt om dagtilbud – en prognose
Socialministeriet har netop igangsat et forsknings- og udviklingsprojekt på dagtilbudsområdet.
Projektet skal ”styrke samspillet mellem forskning og praksis i dagtilbud og skabe ny viden om indsatser, der understøtter børns trivsel, udvikling og læring”.
Vi får umiddelbart ikke så meget at vide, men min klare prognose er, at der lægges op til fokus på læringsmål, effektmåling, progression og data, og at børnehavepædagogikkens muligheder tales ned i et sort hul.
Hvordan kan jeg vide det? Jo, derved at baggrundsgruppen er en form for ægteskab mellem Nationalt Center for Skoleforskning (NCS), dvs. dataeffektivitet og struktureret læring, og Fremtidens Dagtilbud, dvs. evaluering, tests og læring.
Ægteskabet manifesteres symbolsk ved, at baggrundsgruppens ledende personer er Lars Qvortrup fra NCS, og Hanne Nielsen fra Rambøll, som er med i Fremtidens Dagtilbud. Derudover deltager fra UCC, direktør Anna Kjær Olsen, som er oplært i det skrækkelige EVA. Endelig deltager, udover de ministerielle repræsentanter, en Lise Høgh fra UC-VIA, som jeg ikke kender.
Bagved og under dette ægteskab kører referencestrukturer og baggrundsrapporter, hvis syn på forskning og pædagogik er helt entydigt instrumentelt.
F.eks. er der Taskforce for Fremtidens Dagtilbud, som Niels Egelund og Agi Csonka og Ole Henrik Hansen stod for i tilbage i 2012. Ole Henrik Hansen er også primus motor i Nationalt Center for Skoleforsknings dagtilbudsprojekt, og mon ikke han får en central rolle i det nye projekt?
Det var også i taskforce-rapporten, man havde en graf med, der ”viste”, hvor stort et afkast i dollars man fik ved at investere i dagtilbud. Det stod også en del om hjernen.
Ministeriet, KL, SFI (Agi Csonka) og professionshøjskolernes rektorer er også involveret på kryds og tværs i de forskellige baggrundsgrupper. Der er også en rigtig ”uddannelsesøkonom” med, og det er sørme godt, for Niels Egelund sagde jo allerede i 2010 til Information:
”Internationalt, så er det altså økonomer, der oftest sidder på området. Og uddannelseforsker, hvad fanden er det?”
For lige at blive i 2010-ånden fortsatte journalisten med følgende:
”Niels Egelund lægger sig dermed i forlængelse af den udmelding, rejseholdets formand Jørgen Søndergaard tidligere er kommet med: At den mere filosofisk prægede uddannelsesforskning har fået lov til at fylde for meget, og at kun fem til seks stykker på DPU bedriver forskning, der kan anvendes i forhold til uddannelsespolitik.”
Ja, sådan lød det dengang. Det er denne ånd, som senere bliver til ”professionel dømmekraft”. Måske værd at notere sig for DLF, som følger en såkaldt ”professionsstrategi”.
Nå, men økonomen var, sammen med andre i Fremtidens Dagtilbud-gruppen, med til at svare på en omfattende kritik, som en række forskere fra RUC-miljøet fremsatte af projektet i sommeren 2016, hvor især Christian Aabro, men også nogle af de andre, havde nogle udmærkede betragtninger.
RUC-kredsen er organiseret i “Center for Daginstitutionsforskning”. Her foregår der alt muligt spændende, som ingen på policy-niveauet lægger mærke til.
Det er det, jeg vil kalde en sikker prognose.
Alt dette kan man læse om i nedenstående links:
———————-
Link til det aktuelle projekt: http://socialministeriet.dk/…/nyt-udviklingsprojekt-saette…/
Link til Fremtidens Dagtilbud: http://www.fremtidensdagtilbud.info/
Link til Nationalt Center for Skoleforsknings dagtilbudsprojekt. http://ncs.au.dk/projekter/
Link til omtale af RUC-folkenes kritik af Fremtidens Dagtilbud med ydereligere link til temanummer i Børn & Unge: http://www.bupl.dk/…/boern_og_paedagoger_er_forsoegskaniner…
Taskforcerapport om Fremtidens Dagtilbud: https://famly-de.s3.eu-central-1.amazonaws.com/…/120521%252…
Interview med Niels Egelund: https://www.information.dk/…/forskning-mister-indflydelse-s…
Link til Center for Daginstitutionsforskning:https://typo3.ruc.dk/forskning/forskningscentre/cedif/
23. d. 16. april: Gammelradikal mikrodiversitet 1
Var der ikke engang et parti, der hed LA? Hvad blev der egentlig af det? Er det fusioneret med finansministeriet?
Hvis det er tilfældet, kan fusionen have den gode effekt, at Ayn Rands Saxobankgrådighedsegoisme forsvinder fra partiets indre liv. Bankdirektøren kan i stedet finansiere sin lillebror, som jo er næstformand i de Ny Borgerlige, som minder mig lidt om tweety-Donald Trump.
I så fald bliver det LA-finansministerielle telt til Folkemødet nok lidt mindre, end det plejer. Slut med lækre cocktails i flotte gamle træskibe. Måske skal Anders Samuelsen og Henrik Dahl lave morgen-yoga i Alternativets lille telt i stedet for? Det bliver da så sjovt.
Hvis LA-finansen har det svært med de alternative konsulenter, kan man jo kigge lidt på sit gamle moderparti, det radikale venstre. Her findes ingen socialliberalisme som i gamle dage, men til gengæld er der også her masser af finansministeriel intimitet, som jo stammer fra Vestagers og Corydons tid.
RV-Finansaksen går også op i Arbejdsmarkedet, og en eller anden de kalder for ”Konkurrencestaten”, som de så er lidt nervøse for alligevel.
LA var faktisk engang imod ”konkurrencestaten”, hvilket jo var den eneste gode ting ved Ayn Rand-traditionen. Måske bliver der lidt LA-RV-sjov med denne nye altdominerende data-stat, der har snablen nede i næste generations psyke?
Måske kan man endda kalde det for ”liberalisme”? Eller måske ender det globale kapløb som en slags tavs realitet? Hvem ved?
De radikale har sikkert også et telt i Allinge, men det kan jeg ikke huske noget om, selvom jeg deltager i Folkemødet hvert år. Der har nok været for kedeligt. Så hellere yoga hos Uffe eller cocktails i et af Ayn Rands telte.
Hvor LA skal være henne bliver spændende at se? Måske i et hjørne af Lars Løkkes telt, som selv er i et hjørne af DF’s telt, som selv bor i det store 2000-ertelt?
24, d. 17. april: Anmeldelse af ”Pædagogikkens to verdener” hos Dansk Filosofisk Selskab
Min bog “Pædagogikkens to verdener” har fået en god og grundig anmeldelse i Dansk Filosofisk Selskabs net-tidsskrift “Filosofiske anmeldelser”, nr. 4, 2016. Mange tak for det.
Det er Mads Rangvid, der har læst og anmeldt. Overskriften er “Et monstrøst forsvar for skolen”, hvilket jo passer.
Link til anmeldelsen: http://filosofiskselskab.dk/…/Filosofiske%20Anmeldelser%20n…
Man kan tilgå alle selskabets anmeldelser og tilmelde sig nyhedsbrev via dette link: http://filosofiskselskab.dk/cms/index.php…
25. d. 17. april: Gammelradikal mikrodiversitet 2
Flere gammel-radikale noter om LA:
I går skrev jeg lidt om LA. Min pointe er, at forbindelsen mellem partiet og Ayn Rand/Saxobank er i aftagende. Den aftagende forbindelse kan f.eks. aflæses i de likes, som Seier Christensens oplæg får. I gamle dage var Samuelsen og co der som en mis med masser af tommeltotter. I dag er de tavse. Det tynder også kraftigt ud i de store forsvar for ”grådigheden som dyd” og den slags.
Spørgsmålet er så, hvor LA driver hen? Jeg tror, partiet driver hen i nærheden af RV i dette partis moderne forfaldsform, dvs. med en tilslutning til finansministerielle logikker tilsat nogle overordnede og løse henvisninger til disse logikkers modsætning, som f.eks. civilsamfund og frihed.
LA mister dermed, ligesom RV, sin kritiske funktion og overgår til i stedet at fremme en form for falsk bevidsthed, der tager sproget fra borgernes fælles liv. Partiet kommer på den måde til at promovere en neo-socialistisk konkurrencestat under dække af nogle småliberale skueværdier. Fuldstændig ligesom RV. Det er den grundlæggende realitet efter min opfattelse. LA ender som et lille pip under corydonismen.
For alligevel at adskille sig i et par detaljer fra RV vil LA i ny og næ referere til en statistik om, hvor godt det går i Schwiez, hvor egoistiske de fattige er, eller hvor dyre bilerne er. Men det er egentlig bare skrab-ud fra den gamle Rand-forbindelse, som har mistet sin indre sammenhæng.
I samme ånd, vil partiet formodentlig begynde at gøre grin med dem, som underlægges de konkurrencestatslige logikker, som partiet altså selv promoverer under dække af en formel modstand. F.eks. så man Henrik Dahl i går gøre grin med en ung kvinde, som var blevet interviewet til Berlingske. Kvinden formulerede på en egen og lidt naiv måde sin oplevelse af den proces, hvorved staten opsluger ungdommens frie muligheder. Men Dahl mente, at det var staten skam ligeglad med, hvilket den jo overhovedet ikke er.
Nå, men det var åbenbart alt sammen nogle vilde teser, for nede i trådene til mit første indlæg beklagede Mette Bock sig over ”niveauet”. Hun skrev uden yderligere specifikationer:
“Et sørgeligt niveau for en kommentar. Troede, du var klogere”.
Tja, nu får vi se, hvem der får ret. Der er noget, der tyder på, at jeg har en pointe, siden kulturministeren får lyst til at uddele karakterer på den platte måde. Jeg er SÅ træt af folk, der uddeler karakterer til medborgere uden for eksamenslokalerne. Den uskik må virkelig have en ende. Så hellere en finke i kampens hede.
En anden af de gamle LA-soldater gjorde også en række indsigelser, men hele ånden – dvs. hans forsvar for regeringsdeltagelsen og for Schweiz – bekræftede faktisk bare min lavniveaus-hypotese til fulde.
26. d. 17. april: Alternativets problem
Alternativet er på mange måder et fint parti. Interessen for bæredygtighed, økologi og kreativitet mangler i den grad i samfundet. Derfor var det også godt, at partiet, som det hidtil eneste, for nyligt udarbejdede et fuldt skolepolitisk udspil med udgangspunkt i disse ideer.
Men partiet har altså et problem, og det problem er repræsenteret ved partiets navn.
Alternativet tror, at værdierne skal formuleres som en modsætning til noget gammeldags, etnisk, finkulturelt og traditionelt. Vi så det f.eks. i skoleudspillet ved den manglende interesse for fag, indhold og historie. Vi så det også, dengang Elbæk som radikal kulturminister ville halvere Fregatten Jyllands sparsomme budget med henvisning til nationaløkonomien.
Og der var også problemer med nogle af landets symfoniorkestre. Og der er aldrig æg i den anden kurv.
Alternativet har et problematisk forhold til vores klassiske kultur, fordi partiet definerer sig selv som alternativ til den.
Hele det nationale parkeres derved hos DF og hos centrum-venstres teknokrati, og det globale spørgsmål risikerer at flyve ud i et abstrakt intet, hvor datamaskinerne og partiets konsulent-segment står og venter.
Men, spørger jeg, hvorfor gør man ikke det modsatte? Hvorfor interesserer man sig ikke for begrebernes og traditionens økologi, for landets, for fagenes, for skolens, for historiens, for violinernes og for det religiøse livs økologi? Det er det, som al kreativiteten skal myldre frem fra.
Hvorfor fanden skal det være så buddhistisk og konsulentagtigt?
Hvorfor hedder partiet ikke ”Traditionen”?
27. d. 18. april: Den permanente revolution
Først laver man en “revolution”.
Derpå kalder man revolutionen for “normalisering”.
Til sidst kræver man “RO”.
Derved har man indstiftet den permanente revolutions princip under den totale ubevægeligheds falske navn.
Hvordan mon det føles rundt omkring?
28. d. 22. april: Danske Skolelever
Foreningen Danske Skolelevers statstilskud er steget fra 300.000 kr til hele 9 mio. siden Antorini blev minister, altså 3000%.siden 2011.
Selv det faste tilskud er steget med 300% (resten er ”projekter”).
Måske er det en af årsagerne til, at foreningen er så kisteglad for skolereformen?
Foreningen får desuden langt større tilskud end de andre elevforeninger i landet.
Mit bud er, at der er tale om at købe børns opbakning på en virkelig plat måde.
Læs om det her:
29. d. 23. april: Note 7 om det hemmelige notat
Note 7 om Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens ”hemmelige Notat”: Om Skovmands henvisning til Victor Klemperers drøftelse af Det Tredje Riges sprog:
Keld Skovmand har i sin bog “Uden mål og med” en reference til Victor Klemperers analyse af sprogets udvikling under fascismen. Klemperes bog blev oversat til dansk i 2010 og er en filologisk optegnelse af forskydninger i nazismens sprogbrug om anderledes tænkende.
RRC er meget stødt på manchetterne over denne helt igennem fornuftige reference. De skriver, at Skovmands henvisninger er
”…ude af trit med de bestræbelser, som forligskredsen har for folkeskolereformen.”
Vi får også at vide, at Skovmand demonstrerer en
”…stødende debatform, som er kommenteret af Morten
Misfeldt og Jeppe Bundsgaard på folkeskolen.dk”.
Det var det. Der skal åbenbart være ”ro om folkeskolen”, som det hedder. Helt ro!
Skovmands reference findes på s. 25-30 i et afsnit, der hedder ”Uden mål og med – tre litterære forlæg”. Her annoncerer Skovmand følgende formål med sin bog:
”Et væsentligt formål med denne bog er at afdække og analysere de ’små autoritære tendenser’”.
Det er i den forbindelse, at Skovmand fremhæver tre litterære eksempler, som han synes, at læringssproget minder ham om. Det ene eksempel er George Orwells ”1984”, det andet en tekst af Villy Sørensen, og det tredje er så Victor Klemerers analyser.
Skovmand giver både i bogen som sådan og i det omtalte afsnit en lang række eksempler på, hvad han mener med disse ”små autoritære tendenser”. F.eks., fortæller han om, hvordan ”læringssproget” stort set afskaffer ’kundskaber’, og han har også en reference til Claus Holms legendariske tilslutning til konkurrencestatsteoriens vokabular.
Den ”lille autoritære tendens”, som Skovmand analyserer, er forskellige aspekter af det, som Skovmand med henvisning til Gert Biesta kalder for ”det nye læringssprog”. Skovmand siger, at han ”henter inspiration” til sin analyse i de tre litterære tekster. Der står selvfølgelig ikke noget om, at RRC skulle være nazister.
Skovmands betragtninger er helt efter bogen. Selvfølgelig kan og bør man lade sig inspirere af Klemperers analyser i aktuel sammenhæng. Det er jo lige netop derfor, at Klemperer skrev bogen i sin tid. Vi skal da lære af vores erfaringer med totalitarisme. Vi bygger på en hel generation af filosoffer og politiske initiativer, der forsøger at undgå at falde i det totalitære hul. Og det moderne læringssprog har helt klart totalitære træk. Det er Skovmand bestemt ikke alene om at mene. At det så ikke er ”intentionen”, som RRC banalt angiver, er da ikke noget argument i den sammenhæng, nærmest tværtimod. Det er jo derfor, at det er de “små autoritære tendenser”, vi kigger efter.
For at understrege pointen om, at vi skal huske på Klemperers erfaringer, fortæller Skovmand – i sit ”responsum” til RRC’s “notat” -, hvordan Klemperers analyser har inspireret både Etisk Råd og en aktuel udgivelse om dødshjælp. Endelig er det tankevækkende, at han i bogens forord takker Kirsten M. Andersen for at henvise ham til Klemperers bog. Kirsten M. Andersen er jo simpelthen formand for Grundtvigs Forum og lektor på UC-syd. Hun er mig bekendt ikke ude i nogen personligt vendetta, men har formodentlig samme interesse som Skovmand og os andre i at undersøge, hvordan sproget udvikler sig i retninger, der lukker af for den pædagogiske og politiske tradition og indsætter helt andre og lukkede sprogspil i stedet.
Endelig er referencen til Misfeldt og Bundsgaard, som RRC helt ukritisk kolporterer som sandhedsvidner, sigende. Misfeldt sad i gruppe med RRC omkring Fælles Mål, og Bundsgaard var formand for Danskgruppen. De to lavede i sin tid et arrogant og pinligt peer-review af Skovmands bog, som de efterfølgende trak delvist tilbage. Ja, dette latterlige review var da langt mere ”stødende” end Skovmands fine referencer og hans analyser af læringssproget mange kringelkroge.
Endelig må jeg sige, at jeg selv har haft fundet meget inspiration hos især George Orwells forfatterskab. Ja, til bogen “Krisen i dansk pædagogik” udarbejdede jeg ligefrem et “nysprogsleksikon”. Goe gamle Orwell! Han er aktuel som aldrig før. Og hvad var der mon blevet af Hannah Arendt, Gadamer, Lyotard og Habermas m.fl., hvis de ikke havde haft det tredje riges sprog i tankerne? Måske var de endt som RRC?
30. d. 25. april: Ayn Rand på LA’s landsmøde
LA har lige haft landsmøde. SAXO-bank, som jo er grundlagt ved Ayn Rands værdier, har trukket den økonomiske støtte, så ifølge Altinget.dk er budgettet blevet mere skrabet. Vi skal nok ikke bo på et dyrt træskib og drikke lækre drinks i Allinge i år.
Jeg noterer mig dog, at bestyrelsesformanden for det europæiske Ayn Rand Institute, Lars Seier Christensen, som jo også er stifter af SAXO, endnu engang var inviteret som hovedtaler til landsmødet, selvom han i sin tale spøgte let truende med, at han da var bror til næstformanden i Ny Borgelige.
Sidste år lovede direktøren at spendere en kæmpefest, når LA passerede de 10%. Det gjorde han ikke i år, i al fald ikke i talen.
Den åndelige og praktiske forbindelse mellem Ayn Rands vilde liberalisme og LA eksisterer altså stadigvæk. Let svækket, men virksom.
31. d. 25. april: EU og Frankrig
Jean-Claude Juncker er vild med Emmanuel Macron, og Marine Le Pen er vild med Putin.
Godt man ikke er franskmand.
Det lyder som et valg mellem Morten Østergaard og Martin Henriksen. Østergaard har blot ikke, som Macron jo har, studeret hos Riceur, for nu at sige det mildt, og det har Martin Henriksen jo heller ikke, for nu at sige det endnu mere mildt.
32. d. 25. april: Opløsning af læringsideologisk samarbejde
Opløsning af læringsideologisk samarbejde:
I marts blev der indstiftet et samarbejde mellem KL, BUPL, Kommunernes skolechefer, Skole og Forældre, Danske Skolelever, FOA og Skolelederforeningen. DLF ville ikke være med, og FOA trådte ret hurtigt ud af gruppen.
De tilbageværende seks organisationer ville have ro om folkeskolen, og de kritiserede i et åbent brev Merete Riisagers skolepolitiske ideer.
Men allerede nu – med blot en måned på bagen – er samarbejdet gået i total opløsning. Hvad der konkret er sket, skal jeg ikke kunne sige, men summa summarum: Nu er der igen uro om folkeskolen, og det er jo dejligt for alle.
Links:
Artikel om den aktuelle udvikling: http://www.altinget.dk/…/a…/folkeskole-alliance-er-lagt-doed
Jeg har samlet alle de oprindelige links og reaktioner i dette fb-opslag:https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155113248474481&id=837549480
33. d. 26. april: Fest i amtsgården
Maskinrumspartiet har holdt fest i dag. Først kan man læse, at partiets skolepolitiske ordfører Anni Matthiesen som en slags fakta-boble stadig står last og brast om skolereformens ideologi. Derefter kan man studere Lars Løkkes nye version af sit læseløfte fra 2009. Det hele ledsages af lister med de lavt præsterende skoler og smarte forslag om turbolæring og noget synlig læring på en fin ministeriel metode-liste.
Vi er i Maskinrummets version af Antorini-land. Det minder mig om Løkkes Rejsehold i slut-00’erne, dvs. et vildt opgør med skolens formål og tradition.
https://www.b.dk/…/folkeskolen-er-ikke-god-nok-til-at-hjael…
https://www.folkeskolen.dk/…/her-er-de-120-skoler-som-kan-f…
34. d. 27. april: Om Debatten på DR2
På UC-syd synes de, at Antorini har “et sjældent format”, og at hun er “dygtig”. Den form for fedteri kalder de ligefrem for “politisk dannelse”. Imens fyrer de politisk dannede lærere. Det er den moderne ånd.
Jeg synes, at Antorinis corydonske anti-pædagogiske virke er under al kritik hele vejen igennem, uden en eneste formildende omstændighed.
Så er der ærligt talt mere gods i modstandspartiernes ordførere Carolina Magdalene fra Alternativet og den nyliberale minister for området. Men ok, Riisager lyder presset, både af Løkkes vokabular og i hendes snak om “kerneopgaver”, “leverer” og “resultater”. Det må man indrømme. Og nu må hun simpelthen få ryddet ud på emu.dk’s læringsrevolutionære forskrækkeligheder. Hun skal i det hele taget sige noget mere “nej” til sine omgivelser. Mere uro, tak!
Men hun taler trods alt som et selvstændigt tænkende menneske.
Er der andre partier med noget selvstændig skolepolitik? Nej! De er klakører af det “sjældne format”.
Der var også en DF’er med, som ikke kendte til forskel på nationale tests og en eksamen. Han havde også “sjældent format”, dvs. at han agerede i et opgør med den nationale tradition. Ja ja, DF står for Dansk Fryseparti.
35. d. 28. april: Riisagers kritik af den pædagogiske elite
Merete Riisager gennemførte d. 18-19. april to interviews til hhv. Folkeskolen.dk og Berlingske.
Hun peger på, at en ”pædagogisk elite” har ”udvandet folkeskolens grundlæggende fundament”.
A.
Her er en formulering fra Folkeskolen.dk:
“Den almene dannelse spiller en stor rolle, understreger Riisager. Men over en længere årrække har der eksisteret en pædagogisk elite, som har udvandet folkeskolens grundlæggende fundament, mener hun.
“Der har eksisteret en diskurs i Danmark, hvor det har været trenden at undvige fagligheden. Fagligheden er hele tiden noget andet. Det er enten noget metode eller noget der ligger udenfor fagligheden””.
B.
Og her er en formulering fra interviewet i Berlingske:
”Ifølge Merete Riisager har en pædagogisk elite både formået at udvande fagligheden og den kerneopgave, folkeskolen bør løse.”
C.
Nu er spørgsmålet så: Hvem er denne ”elite”? Og hvad står den for?
Man kan jo gætte og tro, men indtil dette spørgsmål afklares og præciseres, er ministerens ”paradigmeskifte”, som det ligefrem kaldes i Berlingske, glat som sæbe.
Vi får et lille clue i følgende formulering i Berlingske:
“Den pædagogiske elite, som Merete Riisager betegner, har ifølge hende stået for en yderligtgående reformpædagogik. Den har gjort op med autoriteterne, den hårde disciplin, og forsøgt at skabe friere læringsmetoder – og nu er den altså gået over gevind, mener ministeren.”
Hvad er “yderligtgående reformpædagogik”? Er det John Hattie og læringsmålsfundamentalisterne? eller er det klassiske Freinet- og Deweyinspirerede folk eller måske Lilleskolerne? Eller er det “Ansvar for egen læring (AFEL)”-tilgangen?
Men ok, hvis det er “Hattie/læringsmål” og “pædagogisk elite”, der skal tænkes sammen, så ved vi jo godt, hvor vi skal kigge hen. Men som sagt er det gætværk, fordi Hattie-folkene jo også kritiserer reformpædagogikken, selvom de efter min opfattelse faktisk er “yderligtgående reformpædagoger”.
Hvorfor stod Riisager skarpe markeringer ikke stærkere i gårsdagens “Debatten” på DR2? En åben konfrontation og udveksling af synspunkter ville have bragt uroen tilbage, og kundskabsskolen med et frit pædagogisk liv kunne begynde at rumstere. Nu blev det Antorinis dagsorden, der endte med at dominere.
Man får sgu helt ondt af den gode gamle reformpædagogik.
Links:
Intervew i Folkeskolen: https://www.folkeskolen.dk/…/riisager-skolen-skal-tilbage-t…
Interview i Berlingske:
https://www.b.dk/…/minister-vil-hanke-op-i-skolerne-man-ska…
36. d. 29. april: Lidt noter til Debatten på DR2
A.
På twitter har vi et eksempel på den aktuelle relation mellem videnskab og politik. Videnskaben er repræsenteret ved skoleforskeren Alexander von Oettingen, der har et stort pædagogisk forfatterskab bag sig. Politikken er repræsenteret ved Christine Antorini. Emnet er Debatten på DR2, der jo handlede om folkeskolereformen:
”Von Oettingen: ”Frygtelig pinlig debat. Vi tror ikke mere på folkeskolen”.
Antorini: ”Jeg gør. Gør du ikke?”
Von Oettingen: Gør politikken? Debatten afslørede, at ideen med FS er gået tabt. Så er det klart, at man vælger privat skolen. Tag FS alvorligt.”
Antorini taler simpelthen til von Oettingen, som om han var et barn. En form for ”underborger”. Hun er totalt uinteresseret i, hvad Oettingen mener. Hun har skyklapper på.
Von Oettingen, som jo har skrevet side op og side ned om emnet, gentog kritikken på facebook, hvor Antorini jo kunne have uddybet. Men det gjorde hun ikke. Antorini lytter ikke til kritik. Hun er mere sådan en slags tweet-politiker. Ligesom Trump.
B.
I torsdags var jeg til skolemesse i Aarhus. Jeg skulle interviewe Lene Tanggaard og diskutere John Hatties forskning med Keld Skovmand. Bagefter gik vi op i baren og ordnede verdenssituationen. Hyggeligt.
Men hvad filan lavede Tanggaard og Skovmand egentlig sammen med mig? Hvorfor var de ikke i Debatten, som jo var samtidig? Ok, var der ikke inviteret andre? F.eks. von Oettingen, Peter Kemp osv.? Nej, det var der tilsyneladende ikke.
Men ved I, hvem der var inviteret. Det var en Christina Aaling-Wolff. Hende kan jeg huske fra 2014. Hun lavede simpelthen en facebookgruppe, der kun var for reformtilhængere. Jeg skrev om det i sin tid, hvilket man kan læse om nedenfor, hvis man vil have et indblik i skoleledernes horisont.
http://www.thomasaastruproemer.dk/hvad-vil-det-sige-ikke-at…
Formanden for Danske Skolelever deltog også i Debatten. Foreningen har fået øget dens offentlige tilskud fra 300.000 til 9 mio. kroner, siden Antorini blev minister.
Formanden for skoleleverne mente, at problemstillingerne skyldes, at reformen ikke er ordentligt implementeret. Til forskel fra Antorini mente han dog, at der var store problemer, hvilket er noget nyt fra den kant, mig bekendt. Måske er han blevet lidt påvirket af den sidste uges kritik af foreningen?
Det eneste opløftende var faktisk, da Jeppe Søe forklarede en DF’er om forskellen på en eksamen og en test. DF’eren forstod naturligvis ikke en klap.
Riisager var som en killing, og talte om sig selv som Antorinis arvtager:
”Christine har givet bolden op, Trane har ført den videre, og nu er det mit ansvar”.
Det minder mig om UC-syds deklarering af, at Antorini er ”en kvinde af sjældent format”. Det pudsige er så her, at ”det sjældne format” – jvf. punkt 1 – kvitterer for fedteriet med at tale ned til UC-syds prorektor, som jo er von Oettingen. Det er skæbnens ironi.
Jeg har en masse noter fra Debatten, men der er faktisk alt sammen en omgang mikrodiversitet. Konklusionen er: Antorini styrede debattens diskurs med hård hånd. Alle andre smilede sødt, og Clement snakkede med.
Realiteten er, som den er, dvs. uændret, og jeg er glad for, at von Oettingen nu også har fundet ud af det, hvis jeg da har forstået ham ret.
http://www.thomasaastruproemer.dk/hvad-vil-det-sige-ikke-at-vaere-imod-skolereformen.html
37. d. 29. april: God anmeldelse af ”Hattie på dansk”
God anmeldelse af bogen “Hattie på dansk”, som med rette især fremhæver Niels Møllers og Jørn Bjerres storartede artikel om Hatties ødelæggende rumsteren i en dansk kommune.
https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2017/04/uddannelsesguru-kritisk-lup
38. d. 29. april: Arrangement ifm. udgivelse af bog om Gert Biestas pædagogik
Jeg laver lige lidt reklame for et gratis arrangement på UC-VIA, campus Aarhus C, fredag d. 5. maj, kl. 13-17:
Ole Morsing og Lærke Grandjean har redigeret en antologi “Uddannelse for en menneskelig fremtid” om Gert Biestas pædagogik. Bogen udkommer på KLIM lige om lidt.
Følgende personer bidrager til arrangementet: Gert Biesta, Ole Morsing, Lærke Grandjean, Lejf Moos, Kåre Egholm Pedersen, Martin Blok Johansen, Lars Emmerik Damgaard Knudsen, Brian Degn Mårtensson, Steen Nepper Larsen og mig selv.
Læs evt. mere på linket.
http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2017/04/Biesta-antologi.pdf
39. d. 29. april: Note 8 om det hemmelige notat
Note 8 om Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens ”hemmelige Notat”: Om brugen af den europæiske kvalifikationsramme.
A. Skovmands kritik
Keld Skovmand kritiserer i sin bog ”Uden mål og med” RRC for, i deres master til Forenklede Fælles Mål (FFM), at foretage en pædagogisk indsnævring af den europæiske kvalifikationsramme.
Indsnævringen sker på to niveauer:
For det første: Det europæiske niveau taler om, at viden, færdigheder og kompetencer er sidestillede kategorier. Men RRC sætter først viden sammen med færdigheder i instrumentelle og lukkede målpar, og derefter underlægges disse målpar et overordnet kompetencebegreb. Dermed funktionaliseres og udviskes kundskabsbegrebet.
For det andet påviser Skovmand, hvordan selve definitionen af hhv. viden, færdigheder og kompetencer instrumentaliseres fra EU-niveauet over den nationale kvalifikationsramme og til RRC’s master for FFM. Det hele står sirligt og pænt i et flot skema på s. 52.
Hermed reduceres begrebernes pædagogiske sammenhæng radikalt under en stærkt reduceret færdigheds-, videns- og kompetencestruktur, og dannelsesbegrebet og skolens kundskabsformål kan slet ikke arbejde.
Det er et ekstremt vigtigt fund, Skovmand her har fat i, og han drøfter alle mulige forhold vedrørende sagen. Han bruger ca. 10 sider på det, og fundet understøttes af en lang række andre undersøgelser i bogen.
B. RRC’s svar
Hvad svarer RRC så til det i deres hemmeligt rundsendte notat? De svarer slet ikke. De siger bare på 3 linjer, at nogle af de andre lande også forholder sig frit til den europæiske kvalifikationsramme.
Derpå gennemgår RRC – også på ganske få linjer – hvad de rent faktisk har gjort, dvs. det samme som jeg beskrev under punkt 1. RRC giver ingen begrundelser for deres ændringer, og de fortæller heller ikke om, hvordan andre lande har gjort skulle have fortolket masteren anderledes eller hvorfor. De gengiver bare alt det, som Skovmand kritiserer. Det er under al kritik efter min opfattelse.
De europæiske niveauer, som i sig selv er problematiske – ikke mindst hvis vi studerer Katja Brøggers forskning om ”the faceless masters of higher edudcation” – instrumentaliseres altså yderligere i RRC’s systematik, og RRC er ikke i stand til at begrunde det teoretisk eller pædagogisk.