Her er 33 facebook-opdateringer fra maj 2017. Man kan enten læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man kan klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.
- Merete Riisager kritiserer DPU
- Tegning af Allan Stochholm
- Kritik af Synlig Læring i Dansk Pædagogisk Tidsskrift
- Undervisningens gavegivning
- VIA-LAND
- Note 9 om det hemmelige notat
- Konference om livsduelighed på DPU
- Læringsrevolution i Herning
- Interview til LærerBladet
- Evalueringens og pædagogik
- Søren Krarup og Carsten Jensen
- Iben Benedikte Valentin Jensens hjemmeside
- Morgen-notat
- Hadet til kærligheden
- Skolereform 2.0
- Har den problemorienterede arbejdsform sejret af helvede til?
- Danske Professionshøjskoler
- Kærlighed og børnehaver
- Klaus Nielsen og Jacob Klitmøller kritiserer synlig læring
- Samuelsens efterårsarrangementer
- Kritik af Stefan Hermanns artikel fra 2012
- En kontrarevolutionær festdag!
- Sang om læringsmål
- Note 10 om det hemmelige notat
- Andreas Rasch-Christensen som læringsmålskritiker
- SFI- og DEA-ånd i Information og Politiken
- Spændende leder i Dansk Universitetspædagogisk Netværk
- Note 11 om det hemmelige notat
- Facebook-drys 37: april 2017
- Disruptionsrådet
- Forholdet mellem feedback og vejledning:
- En disruptiv skole
- Lars Qvortrup, John Hattie og Biblen
1. d. 2. maj: Merete Riisager kritiserer DPU
Der skete noget lidt vildt i går. Undervisningsministeren kritiserede både DPU og sit eget ministerium. Striden er en form for gentagelse af opløsningen af KL’s “samarbejde” i forrige uge. Det er meget interessant og opløftende at følge.
2. d. 3. maj: Tegning af Allan Stochholm
3. d. 3. maj: Kritik af Synlig Læring i Dansk Pædagogisk Tidsskrift
Flot forside af det nye nummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift, der har titlen: “Kritik af synlig læring”, jvf link.
Det vælter frem med dejlige kritikker. Først var der bogen “Hattie på dansk”, derpå to lange artikler i Nordic Studies in Education og nu i DPT.
Glæder mig til at se, om bladet ligger i postkassen i morgen.
http://www.dpt.dk/wp-content/uploads/2010/06/DPT-2-17.pdf
4. d. 5. maj: Undervisningens gavegivning
I det det seneste nummer af læreruddannelsens nye blad ”Studier i læreruddannelse og profession” argumenterer jeg for, at undervisning skal vristes fri af læringsbegrebet diskursive herredømme og i stedet forstås som gavegivning.
Som krykker bruger jeg Daniel Breslauer, Chris Higgins, Jan Masschelein og ikke mindst Gert Biesta, som interesserede jo kan møde på UC-VIA (Ceres) i dag, kl. 13-17.
Her er et link til artiklen:
https://tidsskrift.dk/index.php/SLP/article/view/77378/pdf
5. d. 6. maj: VIA-LAND
UC-VIA har en stor kommunikationsafdeling, og hele det centrale campus i Aarhus C er plastret til med meterhøje postmoderne slogans i versaler, a la ”TURN ANOTHER PAGE IN YOUR LEARNING”.
UC-VIA har også en fancy strategi, der er overdesignet på kryds og tværs med flere hurra-ord kombineret med… nå ja…. med INTET. F.eks. skal de studerende være ”stolte af at være en del af VIAs kultur”, og man vil ”udvikle nye konstruktioner af læring”. Strategien kaldes for en ”ekspeditionsrejse”.
For nogle år siden lavede VIAs kommunikationsafdeling lysegrønne konvolutter adresseret til ”Årets medarbejder”. Man sendte brevene ud til alle ansatte… selv til dem, man lige havde afskediget.
Med denne store iderigdom og disse tilsyneladende endeløse ressourcer in mente, undrer jeg mig blot over to banale og tekniske ting, som åbenbart ikke hører til en moderne kommunikationsafdelings område:
- Hvorfor kan UC-VIA ikke finde ud af at lave en simpel arrangementskalender? Jeg skrev til kommunikationsafdelingen for at spørge, om jeg havde overset noget. Men det havde jeg ikke. Der er ingen kalender. I stedet fik jeg at vide, at jeg kunne skrive til de forskellige Campus og forhøre mig. Dem er der otte af, og deres koncern-hjemmesider har heller ingen kalender. Jeg skal altså skrive til hver især hver måned? Alle universitetsinstitutter har mig bekendt en kalender, men ikke VIA, for her er hjemmesiden bare fyldt med reklamer og ”gode historier”. Vi er i BRANDING-LAND.
- Og hvorfor kan VIA ikke finde ud af at annoncere et arrangement, når der kommer international pædagogisk forskning til institutionen? Jeg tænker her på arrangementet med Gert Biesta i går på Campus Aarhus. Biesta rejser Europa tyndt og er også centralt placeret i den danske debat. Han var f.eks. på DPU i sidste måned på en stort anlagt konference, som i høj grad blev annonceret.
Men jeg kunne ikke finde nogen annoncering til gårsdagens arrangement. Og der var heller ikke nogen repræsentant fra ledelsen til at byde velkommen. Det burde der helt klart have været. Men ok, Biesta har også kritiseret netop dét postmoderne læringssprog, som præger VIA’s ånd.
Ja, det var sådan set bare det.
Links:
VIA’s slogans (fra november 2015): http://www.thomasaastruproemer.dk/en-tur-i-via-land.html
VIA’s strategi: http://viewer.zmags.com/publication/85b0a1bc#/85b0a1bc/1
VIA’s hjemmeside:http://www.via.dk/
Gårsdagens arrangement, som jeg måtte oprette på via min egen hjemmeside: http://www.thomasaastruproemer.dk/…/…/04/Biesta-antologi.pdf
Eksempel på en arrangementskalender (hvis det skulle være et fremmedord i VIA): http://edu.au.dk/aktuelt/arrangementer/
6. d. 6. maj: Note 9 om det hemmelige notat
Note 9 om Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens ”hemmelige Notat”: Om forsøget på at reducerer Skovmands kapitel 4 til ”en introduktion”.
A. Hvor meget fylder Gert Biesta?
Kapitel 4 i Skovmands bog er bogens vigtigste. Hvad sker der her? Ja, først gennemgås en af Gert Biestas centrale teser, nemlig at læringens sprog har overtaget pædagogikkens og uddannelsens teori og praksis. Omtalen af denne tese fylder tre sider ud af 40. Det er lige før, det er for lidt efter min mening.
Men hvad skriver RRC i deres Notat? Jo, de skriver én eneste ting, nemlig følgende:
”Kapitel 4: Ikke kommenteret. Kapitlet er overvejende en introduktion til og diskussion af Biesta”.
Tre sider ud af 40 gøres nu til ren Biesta-eksegese? Hvor barokt!
B. Resten af Skovmands kapitel 4 er en sønderlemmende kritik af Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensens arbejde og begreber.
Men hvad sker der så på de resterende 37 sider? Jo, her drøfter Skovmand, hvordan læringens sprog har sat sig fast i dansk uddannelsespolitik og læringsforskning. Skovmand dokumenterer med andre ord, at Biestas tese i høj grad er realitet i dansk uddannelsespolitik.
Og denne realitet verificeres med masser af eksempler fra det juridiske, det politiske,det forskningsmæssige og det kommunale liv.
F.eks. viser Skovmand i lange og grundige passager, hvordan formålsparagraffens centrale begreber ”kundskaber”, ”forståelse” og ”folkestyre” reduceres til ren ”læringsnaturalisering”.
Ja, han tæller slet og ret henholdsvis kundskabs- og læringsord i en række centrale policy-dokumenter, dvs. i forligstekster, love, bekendtgørelser og vejledninger.
Vi lærer også om, hvordan fagene omdannes til små tekniske kasser uden indre formål, og at ministeriets vejledning om læringsmålsstyret undervisning – som RRC selv har lavet, og som står overalt i FFM, som de også har stået for – er helt tømt for indhold og formål.
Det hele foregår under Skovmands nærmest filologiske interesse for sproglige forskydninger. Desuden diskuteres emnerne med behørig reference til en bredt konciperet didaktisk tradition, fra Carl Aage Larsen og Klafki og til Hiim og Hippe m.fl..
Det vil sige, at der foregår alt muligt andet end en ”introduktion og diskussion af Biesta”. Ja, hele den centrale indholdsmæssige kritik af de læringsrevolutionære dokumenter finder man faktisk i kapitel 4.
C. Den pinlige tavshed:
Men hvad siger RRC til denne grundlæggende og alvorlige kritik af dem selv, hvor redegørelsen for Biestas ideer kun fylder tre sider ud af 40?
Jo de siger som sagt ene og alene følgende:
”Kapitel 4: Ikke kommenteret. Kapitlet er overvejende en introduktion til og diskussion af Biesta”.
Dermed bekræftes Skovmands og Biestas tese jo totalt! Læringens sprog er teknisk, glemsomt og selvrefererende, og det har totalitære træk.
Heldgvis – fremgår det af en aktuel ministeriel pressemeddelelse – er ministeren på ingen måde tilfreds med RRC’s konception.
Og heldigvis er Skovmand selv opmærksom på kapitel 4-problemet i sit responsum til RRC.
———————
Diverse links:
Sagens baggrund og dokumenter:
http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-r…
Tidligere noter om sagen:
Note 1 om Notatet: “Pragmatisme eller revolution”: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155188594994481&id=837549480&pnref=story
Note 2 om ”Rekonstruktion af Skovmands overordnede påstande”: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155191701489481&id=837549480¬if_t=like¬if_id=1491902504437122
Note 3 om ”Ontario og ideologi”: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155193754434481&id=837549480&pnref=story
Note 4 om ”Fælles Mål mellem den lovgivende og den udøvende magt”: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155195303294481&id=837549480&pnref=story
Note 5 om “Antidannelse og kundskabsopløsning for fuld udblæsning”:https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155197201274481&id=837549480
Note 6 om ”Antallet af mål”: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155198909879481&id=837549480
Note 7 om ”Skovmands henvisning til Victor Klemperers drøftelse af Det Tredje Riges sprog”
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155236295894481&id=837549480
Note 8 om ”brugen af den europæiske kvalifikationsramme”.https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155253393919481&id=837549480&pnref=story
Note 9 om ”Om Skovmands behandling af progressionen i Forenklede Fælles Mål (FFM)”. https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155256654799481&id=837549480
7. d. 6. maj: Konference om livsduelighed på DPU
På DPU har der været konference om livsduelighed:
http://www.thomasaastruproemer.dk/livsduelighed-paa-dpu.html
8. d. 7. maj: Læringsrevolution i Herning
Læringsrevolutionen er nået til Herning, der ligesom mange andre kommuner har været til hjernevask i Canada, så sproget er frosset til indlandsis.
UC-VIA-LAND lavede i efteråret 2016 i samarbejde med Herning Kommune et helt særnummer af tidsskriftet ”Liv i Skolen”, der har temaet ”Målbevidst læring”.
Her kan man møde et inferno af læringsmål, Ontario, datainformeret progression, tegn på Læring, John Hattie, James Nottingham, evidens, Viviane Robinson, Lars Qvortrup, Jens Rasmussen, EMU-modeller, Carol Dweck, læringsportaler, MyBook, data-data-data, professionelle læringsfællesskaber, ”fixed/growth mindsets”, Dafolo og alt det andet, som altid har det tomme og spruttende ”LÆRING” i midten.
Det hele går som sagt under temaet ”Målbevidst læring”, som ifølge formanden for kommunens børne- og familieudvalg Dorte West (V) er den lokale version af den officielle term: ”læringsmålsstyret undervisning”.
Kommunen har ændret den ministerielle betegnelse, fordi man – som det hedder – vil ”flytte fokus væk fra en undervisning, der er styret af læringsmål til en undervisning, hvor både elever og lærere er bevidste om læringsmål” (s.7).
Ok, det er det jeg kalder mikrodiversitet, for nu at være lidt spydig.
VIA-tidsskriftet ”Liv i skolen” har i øvrigt udviklet sig i en kedelig retning gennem årene. Her er nogle af temaerne:
– Angelsaksisk didaktik (mere om Hattie og Ontario)
– Datainformeret læringsledelse
– Læringsvejlederen
– Canadisk pædagogik i skolen
– Målstyret læring
Her er et link til hele tidsskriftet, som selvfølgelig er evidensbaseret og datainformeret og det hele.
Hvis tiden er knap eller forårssolen kalder, så lov mig i det mindste at tjekke særnummerets forside, der understreger det nyreligiøse islæt.
9. d. 7. maj: Interview til LærerBladet
Erik Schmidt har interviewet mig til det nye nummer af LærerBladet, som udgives af Odense Lærerforening.
Interviewets overskrift er: ”Det er virkelig brug for uro”, og det er jeg helt enig med mig selv om :-).
Man kan læse interviewet på s. 11-13 i nedenstående link:
http://www.odenselaererforening.dk/media/9868685/laererbladet0217.pdf
se også: http://www.odenselaererforening.dk/nyheder/2017/maj/laererbladet-der-er-virkelig-brug-for-uro
10. d. 8. maj: Evaluering og pædagogik
Der findes en logisk betingelse, som er tvingende, hvis man ønsker at evaluere noget; nemlig eksistensen af hhv. en ”evaluering” og et ”noget”.
Dvs. at den pædagogik, der skal evalueres, skal kunne gennemføres uafhængig af evalueringen selv. Man må med andre ord gennemføre sin aktivitet i egen essens og med overordnede og skiftende formålsstrukturer, der relaterer sig til forskellige processer og situationer.
Når man er færdig med alt det, kan man så evaluere, for at undersøge, hvad der foregik, og om det gik godt.
Men sådan gør man ikke. I dag fastsætter man evalueringsmålene på forhånd. Derved lader man entydige og operationaliserbare evalueringsmål definere hele den mål-, indholds-, og læringsproces, der skal evalueres.
Evalueringen overtager og indkapsler pædagogikken, som i samme hug omdefineres til læring, der kan styres i retning af evalueringsmålene selv. Der er ingen selvstændig aktivitet tilbage, man kan evaluere, og derfor er der egentlig heller ingen evaluering, fordi “noget” jo er væk.
Denne fjendtlige evalueringsovertagelse af pædagogik kalder man også for ”læringsmålstyret undervisning” eller ”synlig læring”. I Herning hedder det ”målbevidst læring”. Det er sådan noget, man bliver ”livsduelig” af, hvis man skal følge DPU’s aktuelle anti-filosofi.
På den måde udsletter evalueringen sit objekt og dermed også sin egen mulighedsbetingelse. Vi får et evalueringssamfund, hvor alle evaluerer sig selv og hinanden uafbrudt, uden at der er ”noget” at evaluere. Derfor er der heller ikke en evaluering (jf. den ”logiske betingelse”, hvor der jo netop skulle eksistere et ”noget”).
Spørgsmålet er, om evaluering overhovedet er mulig? Om ikke ovenstående proces, hvor ”noget” udryddes, uvægerligt sætter sig igennem, så snart man formulerer et ”evalueringsmål”? Det tror jeg.
Men det betyder jo ikke, at vi ikke har bedømmelser i pædagogikken, slet ikke faktisk. De er overalt. Det er bare ikke ”evalueringer”.
11. d. 9. maj: Søren Krarup og Carsten Jensen
Jeg har en god ide… synes jeg selv:
Hvad om Carsten Jensen og Søren Krarup blev låst inde i en slags nyopført Finderup Lade? Under historiens vingesus kunne de så udnytte alle deres kompetencer i samfundets tjeneste. Altså sådan virkelig gøre nytte.
Hvordan det?
Jo, de kunne lave en bog, der hedder: “Ordborg over skældsord i det danske sprog”.
Indholdet må de let kunne blive enige om, og de er jo begge deciderede eksperter? Arbejdet vil være et ”fælles tredje”, som pædagogerne siger. Når de er færdige, vil de være perlevenner.
Vi savner virkelig sådan en bog fra den gamle lade, hvor ingen kunne stole på nogen. Jeg kender også nogle pædagogiske forskere, som vil være ellevilde, og som trænger til at variere deres skældsord. Ja, det gør alle andre også, for den sags skyld.
Og så kunne vi allesammen være i fred for Søren og Carsten så længe, hvilket vil være sundt for både de nationalkonservative og de kulturradikale og bare dejligt for os andre.
Bogen kunne passende udkomme på Lade-mænds Forlag
12. d. 9. maj: Iben Benedikte Valentin Jensens hjemmeside
Jeg tillader mig lige at gøre lidt reklame for Iben Benedikte Valentin Jensens nye hjemmeside. Hun har gjort et stort arbejde for at skærpe samfundets interesse for pædagogikkens grundtvigske, europæiske og praktiske sammenhæng. Lige hvad landet har brug for.
Desværre blev hun marginaliseret af UC-Syd i løbet af de skrækkelige år 2010-15, hvor hun blandt andet skulle sælge John Hattie-kurser til de lokale kommuner; en hån mod en rigtig seminarielærer, som burde have sin egen klasse og sine egne udviklingsprojekter.
Senere fremturede UC-syds læreruddannelsesleder med, at Antorini var ”en kvinde af sjældent format”, og prorektoren erklærede, at den slags fedteri skam var ”politisk dannelse”.
Stakkels Iben og alle de unge pædagoger i Sønderjylland, som burde have haft glæde af hendes virke. Nu arbejder hun i privat regi. En pinlighed uden lige for UC-syd.
Nu håber jeg blot, at man rundt omkring i samfundet kan bruge hendes store indsigt og viden til forskellige former for pædagogisk udvikling. Måske i Lyngby-Taarbæk, hvor man gudskelov har meldt sig ud af Hattie-feberen?
http://ibenbenedikte.dk/individuel-gruppecoaching/
13. d. 10. maj: Morgen-notat
Lille mig drikker morgenkaffe i stærkt deprimeret tilstand efter at have læst to artikler i DPO-udgivelsen ”Evidens og dømmekraft” fra Dafolo. Udgivelsen er knyttet til DPU’s og NCS’s store konferencesatsning om ”professionel dømmekraft” i sidste måned.
Først maltrakterer Jens Rasmussen både Aristoteles’ filosofi og filosofien som sådan med udgangspunkt i en kritik af stakkels Gert Biesta. Dernæst gør Lars Qvortrup det samme ved Immanuel Kants fine dømmekraft-begreb.
Kant, Aristoteles og Biesta sidder på Titanics nedre dæk, mens DPO hvirvler rundt i den filosofi-frie og systemteoretiske data-sky.
Resten er rent læringsudbytte. Vive la Danmark! som man siger i Frankrig.
Lige om lidt cykler jeg til UCC-Carlsberg. Her skal jeg høre en masse direktører og konsulenter fra EVA snakke om viden, uddannelse og praksis. Mon ikke dette møde er en form for praktisk konsekvens af Qvortrups og Rasmussens anti-pædagogiske raid? Det tror jeg. Og hvad er så konsekvensen af det? Jo, det er stress, mavepine og ensomhed, dvs. ”læringsmålsstyret undervisning”, som er betegnelsen for en pædagogik uden kærlighed til det fælles liv og barnets tilsynekomst heri, hvilket f.eks. tematiseres i Hannah Arendts filosofi, som i høj grad trækker på netop Aristoteles og Kant.
Når jeg kommer hjem i aften vil jeg læse en novelle af Martin A. Hansen og høre Danmarks Radios pigekor synge Blichers skønne ”Sig nærmer tiden, da jeg må væk” sammen med Swan Lee-sangerinden Pernille Rosendahl. Så vil jeg føle mig fattig og gammel og fyldt med håb, som jeg kan trække på, når jeg rammer isbjerget.
https://www.youtube.com/watch?v=vu2uTmxIbuw
14. d. 12. maj: Hadet til kærligheden
Et definerende træk ved en lærer er, at han elsker sit samfund og dets historie, modersmål og muligheder. Det betyder ikke, at han ikke kan være kritisk, åben og usikker, tværtimod. Men hvis han ikke elsker det, han underviser i og indvier til, så går han i stå, og det gør kritikken, åbenheden og tvivlen også. Det er det, et pædagogisk formål angår. Et pædagogisk formål er et forsøg på at beskrive den følelsesmæssige og fælles sam-hørighed mellem samfund og pædagogik. Her ”hører” vi sammen.
Problemet er, at forskellige versioner af marxisme, poststrukturalisme og systemteori siden 1970 har udraderet kærligheden fra pædagogikken.
Hvad sker der, når kærligheden til samfundet forsvinder fra pædagogikken? Jo, så tager lærings-teknokratiet over. Hvem står for det? Det gør undervisnings- og finansministeriet, EVA, Danske Professionshøjskoler, DPU, Rambøll og de dertil knyttede forskere og deres underliggende teorier. Det er også det man kalder for “skolereformen”. Vi er havnet i et kulturelt hegemoni, der hader kærligheden.
I disse kredse hader man formålet. Man hader sit samfund. Det er undertrykkende, neo-liberalt eller kontingent. Man kigger efter ”læring” i stedet. Læring der kan optimeres i en postuleret fremtids tjeneste.
Hvem står for forsøget på at genvinde fodfæste og kærlighed til vores steder? Det gør den urene pædagogik.
Så ved man det. Kærligheden er uren.
15. d. 15. maj: Skolereform 2.0
Hvad er det modsatte af en lærer, der lærer en elev noget, så eleven lærer noget om noget af en lærer? Det er en læringsleder. Det er at lære at lære. Det er læring. Læring er det modsatte af pædagogik.
Og hvad er læring? Det er data.
Og hvad er en ”læringsleder”? Det er en data-supporter, dvs. et selvregulerende softwaresystem.
Hvad er en data-supporter? Det er post-humanisme.
Hvad er post-humanisme? Det er den nye venstrefløj. Vi får alle konflikters afslutning, det klasse- og kønsløse samfund.
Det er robotten. Venstrefløjens hede drøm. Den teknificerede grænseløse og konfliktfrie maskine. Den poststrukturalistiske feminisme er helt vild af forventning.
Højre har slet ingen drømme. Det er maskinrumspartierne. De skal bare have robotterne til at virke.
Menneskene selv er på evig borgerløn, mens robotter løser problemer rationelt.
Borgerløns-menneskene skal præstere på posthumane neuro- og computerbaserede læringsmål uden at se sig til siden, så maskinernes herredømme ikke forstyrres.
Mennesket, som oprindelig havde evnen til at begynde, ender som digitale spor. De skal bare have livet til at gå, indtil deres kroppe visner.
Al begyndelse er fastlagt på forhånd. Fremad mod døden.
Det er skolereform 2.0.
16. d. 16. maj: Har den problemorienterede arbejdsform sejret af helvede til?
På fredag d. 19. maj er der mini-konference om ”projektarbejdsformen” på DPU-Trøjborg.
Det var Knud Illeris og kredse på RUC og Aalborg Universitet, der for alvor lancerede ideen i DK, og siden har filosofien gået sin sejrsgang i forskellige versioner og under alle mulige navne. Eller har den? Er denne form for pædagogik snarere gået i opløsning i sin egen proces? Og er der evt. noget, vi skal huske på og bevare, før tilgangen futter af i dens radikaliserede læringsoptimerings-versioner. Det tror jeg, der er.
Jeg deltager selv, fordi jeg har interesseret mig for emnet i flere omgange, fx i bogen ”At lære NOGET i en verden uden gelænder”.
Det er den pædagogiske sociolog, Jørn Bjerre, som står for konferencen i samarbejde med Nationalt Center for Skoleforskning.
Der er stadig ledige pladser og sidste frist for tilmelding er i dag. Det koster svarende til ca. to fadøl i en metropol.
Man kan læse mere om arrangementet på nedenstående link:
17. d.16. maj: Danske Professionshøjskoler
Foreningen ”Danske Professionshøjskoler”(DP) arbejder totalt uanfægtet, både af regeringens udmeldinger om dannelse og af den store og brede pædagogiske kritik, som efterhånden rejses fra nær og fjern. Det er virkelig en forfaldshistorie. Læs f.eks. foreningens forskningsstrategi ved lejlighed, hvis I har nerver til det.
A. Konference om uddannelse, praksis og forskning
I sidste uge var den gal igen i forbindelse med en ny rapport fra EVA om forholdet mellem uddannelse, praksis og forskning i UC-regi. Det arrangement, der omgav fremlæggelsen af rapporten, og som foregik på på UCC-Carlsberg, var så mekanisk i hele sit indhold og opbygning, at det ikke var til at holde ud. ”Praksis” var repræsenteret af en direktør fra Gribskov Kommune, som tidligere har været ansat hos Rambøll, og EVA-konsulenterne og en analysechef i Tryg-fonden var også helt uden for pædagogisk rækkevidde. Det var – for nu at sige det på den måde – en trist dag for både ”uddannelse, praksis og forskning”. Det var de nederste lag af DPO, der var på arbejde den dag.
(se link nedenfor med adgang til direktørens slides mm.. Man kan også klikke videre til forskningsstrategien etc.)
Jeg tror heller ikke, at konferencen var godt selskab for den nyansatte direktør for DP, som er hentet direkte fra Moderniseringsstyrelsen, hvor hun arrangerede lockouten mod lærerne i 2013.
Heldigvis fik jeg Stefan Hermann, som var dagens eneste pip, til at udtrykke interessere for en form for grundforskningsenhed, hvor man kan studere sektorens nye og definerende begreber ”anvendelses- og praksisnære forsknings- og udviklingsaktiviteter”. Ja, Hermann viste endda, at han forstod hele begrundelsen. At en sådan enhed er nødvendigt, var selve konferencen i øvrigt et levende bevis for.
B. DP’s Folkemødeprogram
Og I går fik jeg så serveret hele horisonten for fuld udblæsning endnu en gang. Nu i form af DP’s program til Folkemødet. Det var Harald Mikkelsen, den nuværende formand for DP og rektor for UC-VIA, der delte programmet på twitter. Det hele er bare så lukket, forudsigeligt og uinspirerende med en masse Tordenskjolds soldater og næsten ingen deltagere fra UC’ernes kritiske masse eller folk med pædagogisk interesse. Jeg skrev det til ham med @ til Hermann, men det kom der ingen respons på. Men OK, Mikkelsen er også chef for en institution, der plastrer hele sit centrale campus til med latterlige postmoderne slogans, men som ikke engang kan lave en banal arrangementskalender.
Links:
Link til folkemødeprogram: http://professionsdebat.dk/program
Link til omtale af EVA/DP-konference:http://danskeprofessionshøjskoler.dk/konference-vidensflow…/
18. d. 17. maj: Kærlighed og børnehaver
Kærlighed og moderskab som pædagogiske grundbegreber:
Jeg er faldet over noget meget interessant børnehaveforskning, som faktisk også er en form for almenpædagogik.
Det er den norske forskerstuderende,Teresa K. Aslanian, der undersøger kærligheds- og moderskabsforestillinger i børnehave- traditionen, f.eks. hos Fröbel, Pestalozzi og Montessori. Det er yderst opbyggeligt.
Man kan blandt andet læse om det i følgende artikel, som jeg læste i går:
Aslanian, T. (2015): ”Getting behind discourses of love, care and maternalism in early childhood education”, Contemporary Issues in Early Chirldhood, vol 16(2), s. 153-165.
Man kan også studere ideerne i en helt aktuel udgivelse ”Kjærlighet som profesjonsutøvelse i barnehagen”, som er udgivet på Universitetsforlaget. Den har jeg dog endnu ikke læst selv, men den er bestilt.
Aslanian lægger også op til et opgør med den pt herskende kønsforskrækkede feminisme til fordel for en dejlig essentialistisk og filosofisk udfoldelse af kønnet, der både minder mig om nogle formuleringer hos Grundtvig, som Regner Birkelund engang gjorde mig opmærksom på, og om den funktion, som Hannah Arendts ”fødtheds” begreb har i hendes filosofi.
Dele af Aslanians arbejde minder også om Jan Jaap Rothuizens arbejde med ”Pædagogiske ballader”, som udkom forrige år.
Jeg håber, at den slags ideer fra børnehavetraditionens egne lønkamre kan inspirere vores aktuelle børnehavetænkning, som i DK desværre primært er defineret ved det følelseskole- og konceptproducerende læringsbegreb, som KL, EVA, Fremtidens Dagtilbud og alle de andre er totalt opslugt af. Så hellere noget LOVE fra gamle dage tilsat lidt pædagogisk ”ballade”.
Måske skulle man invitere Aslanian til lidt foredrag rundt omkring? Sikke børnehaver vi kunne få!
Jeg har fundet en kort omtale af bogen på nettet, som jeg linker til. Jeg glæder mig til at læse ph.d.-afhandlingen, som efter planen skulle udkomme i 2018.
Links:
Link til artikel: http://journals.sagepub.com/doi/abs/10.1177/1463949115585672
Link til bog: https://www.bokkilden.no/SamboWeb/produkt.do…
19. d. 17. maj: Klaus Nielsen og Jacob Klitmøller kritiserer synlig læring
De to psykologer Klaus Nielsen og Jacob Klitmøller er gået amok på John Hatties synlige læring. Først i en storstilet kritik i Nordic Studies, nr.1, 2017 og senest i det aktuelle nummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift (nr. 2, 2017).
I Nordic Studies dykker Nielsen og Klitmøller ned i en række af de undersøgelser, som ligger til grund for Hatties såkaldte meta-analyser, og de viser med stor klarhed, hvor upræcise og tendentiøse fortolkninger, Hattie gør brug af. Artiklen er et must-read efter min opfattelse.
I Dansk Pædagogisk Tidsskrift kritiserer de Hattie for at være behaviorist. Hattie benægter ganske vist dette, men Nielsen og Klitmøller fortæller, at det er fordi, at han faktisk er endnu mere radikal behaviorist, end han selv tror. På den måde argumenterer de for, at Hattie egentlig ikke tilhører en ”empirisk vending”, men snarere en teoretisk reaktion, som vel at mærke farver empirien, som derved faktisk bliver teoretisk.
Nielsen og Klitmøller omtaler ikke den forbindelse til den radikale konstruktivisme, som jeg selv har arbejdet med. De får dog karakteriseret Hatties ”teori”, som et lukket system, og det er jo også derfor, at mange af landets systemteoretikere er så begejstrede for hans teori.
Og måske har vi begge ret: Måske er Hatties reaktionære teori en blanding af både radikal konstruktivisme og radikal behaviorisme? En radikaliseret radikal? En sand læringsrevolutionær med andre ord. Ren skolereformsguf.
Nielsen og Klitmøller skriver sig – som efterhånden mange andre – frontalt op imod den rene pædagogiks fortalere, nemlig Lars Qvortrup, Jens Rasmussen og Niels Egelund, som jo er begejstrede brugere af Hatties teori. Ja, i den første artikel har Nielsen og Klitmøller ligefrem et citat med fra Qvortrup og Egelund, som skriver noget i retning af, at det er moralsk uforsvarligt ikke at bruge Hatties resultater.
Nielsen og Klitmøller tilhører Steinar Kvale-traditionen, som også Svend Brinkmann og Lene Tanggaard er en del af, og som Jens Rasmussen, så vidt jeg husker, kritiserede skarpt i Steinar Kvales og Klaus Nielsens antologi ”Mesterlære – læring som social praksis” fra 2004, hvor Rasmussen var inviteret med netop som kritiker.
Kvale/Klitmøller/Nielsen/Brinkmann/Tanggaard og Rasmussen/Qvortrup/Hattie er som nat og dag i dansk pædagogik. Desværre har natten vundet. De aktuelle artikler af Nielsen og Klitmøller er små og spæde stemmer fra lyset.
Nielsen og Klitmøller er i øvrigt også urene pædagoger. Nielsen bidrog til Uren Pædagogik 2, og Klitmøller skriver til Uren Pædagogik 3, som udkommer d.14. august, om alt går vel. Der bliver formodentlig afholdt et arrangement i forbindelse med den kontrarevolutionære udgivelse.
Links:
Link til artikel i Nordic Studies: https://www.idunn.no/np/2017/01?languageId=2
Link til Dansk Pædagogisk Tidsskrift: http://www.dpt.dk/tidligere-udgivelser-2/2017-2/nr-2-maj
Link til bogen ”Mesterlære”: https://www.saxo.com/…/mesterlaere_steinar-kvale_haeftet_97…
20. d. 18. maj: Samuelsens efterårsarrangementer
Så er der program for foredragsrækken i Samuelsens uddannelsespolitiske ”elitenetværk” i både København og Aarhus:
A.
I København ledes møderne af Christine Antorini.
Efterårets oplægsholdere er:
Arne Eggert, direktør i KL og Antorinis tidligere embedsmand
Peter Dahler-Larsen, evalueringsforsker. Det var Dahler- Larsen, der engang sagde, at ”den grundtvigske tradition er skadelig for skolen”. Nu vil han tale om ”kontrol versus læring”. Som om, der skulle være forskel på det? Læring er jo lig med ”lærings-styring”, altså læringskontrol? Læring=kontrol.
Lizette Risgaard, formand for LO
Link til Københavner-netværket:
http://www.samu.dk/netvae…/uddannelsespolitisk-netvaerk.aspx
B.
I Aarhus ledes møderne af en skolechef fra Mariager.
Oplægsholderne er:
Christine Antorini, fhv. undervisningsminister og initiativtager til Ny Nordisk Skole
Lars Goldschmidt, gammel ven med Antorini og formand for Ny Nordisk Skole
Jacob Fuglsang, uddannelsesredaktør på Konkurrencestatstidende
Agi Csonka, direktør for SFI, formand for Rådet for Børns Læring
Thomas Fredenslund, Direktør i styrelsen for ”IT og Læring” (hyggeligt navn, er det noget nyt?)
Og så halløjsa, hvad sker der for dig maaaannnn?: Leo Komischke-Konnerup fra UC-Syd og Jens Erik Kristensen fra DPU. Der kommer nok ikke ret mange elite-netværkere den dag.
Og så igen halløjsa: Carolina Magdalene Meier, skolepolitisk ordfører for Alternativet. Giv den gas Carolina! Kun hvis netværket bliver fjerne i blikket og siger, at du vrøvler, har du gjort det godt.
Link til Aarhus-netværket: http://www.samu.dk/…/uddannelsespolitisk-netvaerk-jylland.a…
Konklusion:
Skal vi ikke bare sige, at alt i store træk er, som det plejer. Dvs. at hovedfeltet, landets uddannelsespolitiske ånd, består af Antorini, Goldschmidt, Eggert, Fuglsang og Csonka?
(+ nogle, der ikke lige er med i denne omgang)
21. d. 18. maj: Kritik af Stefan Hermanns artikel fra 2012
Jeg har botaniseret lidt i en artikel af Stefan Hermann fra 2012, som jeg helt havde overset (tak til Carsten).
I Hermanns artikel får Grundtvig, Løgstrup, Hal Koch og Danmarks Lærerforening det glatte lag.
Der er dømt skolereforms- og 00’er-ånd for alle pengene:
http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-opgoer-dansk-paedagogisk-tradition.html
22. d. 19. maj: En kontrarevolutionær festdag!
Hvis jeg har forstået sagen ret, er dagen i dag en kontra-revolutionær festdag.
Merete Riisager har som landets førende skolepolitiker vendt hele diskursen, belært blå blok og langsomt inspireret rød blok, hvor især Jelved må have stået for den endelige ondulering.
Resultatet er en total underminering af grundlaget for den læringsmålstyrede undervisning. Der er tilsyneladende tale om en endnu vildere forskydning, end jeg havde turdet håbe på.
Tilbage i fagbeskrivelserne står nu blot fagenes fine formål og nogle meget overordnede kompetencemål og færdighedsområder (hvis nærmere status og funktion nu står uafklaret).
Og alle de detaljerede videns- og færdighedskoblinger og deres fase-inferno er nu gjort vejledende helt ned på klasseværelsesniveau (så vidt jeg har forstået?).
Dermed undermineres også hele læringsmåls- og nedbrydningsdidaktikken, som er fostret i visse forskeres hjerner, og som flyder rundt på hele undervisningsministeriets digitale butik. Alt det må man nu lave om. Det er skolereformens indre arkitektur, der har fået sig et kæmpe slag.
Grundlaget for de mange kommercielle læringsplatforme, som pt nærmest regerer de pædagogiske aktiviteter, må også være væk som blæk, og de mange rapporter fra KL, EVA og DPU falder som korthus. UC’erne må også gentænke deres forsknings- og praksisforståelse.
Landets lærere kan nu, stort set, vende sig mod indhold, fordybelse og et pædagogisk liv sammen med fagenes og samfundets kundskaber og levende børn og forældre. Det pædagogiske liv er nu flyttet fra regnearkene og ud på skolerne, hvor det virkelige pædagogiske ansvar kan tages op og gøres gældende.
I nedenstående artikel fra folkeskolen.dk fortæller især Merete Riisager og Keld Skovmand om ændringerne og deres betydning. De to er dagens virkelige helte.
Corydon er på vej ud af landets ånd. Nu skal vi fylde op med pædagogik.
Med mindre ministeriet eller andre pudselig begynder at lave revolution igen? Der er desværre stadig nogle ærgerlige sprækker. Men lige i dag kan man godt tillade sig at køre med ja-hat og snuppe en øl i solen.
Og så er jeg simpelthen så glad for, at man har bevaret den skønne kanonliste i Dansk. Hvilken gave til en dansk-lærer. Men jeg har aldrig hørt et UC tale om den?
Hvilken festdag!
Link til artikel på folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/…/aftale-tusindvis-af-bindende-m…
Link til uvm’s pressemeddelelse:https://uvm.dk/…/170519-ny-aftale-giver-oeget-frihed-om-fae…
Link til tidligere uenighed om aftaleprocessen (om kommunernes rolle):
https://www.folkeskolen.dk/…/forligskredsen-nej-til-kommuna…
Link til forligskredsens blogindlæg på folkeskolen.dk (tilføjet d. 8. juni 17): https://www.folkeskolen.dk/609168/maalet-er-kundskaber
23. d. 19. maj: Sang om læringsmål
Læringsmål, læringsmål, hvor er I?
Der er I, der er I,
Farvel, farvel, farvel.
Pædagogik, pædagogik, hvor er du?
Her er du, her er du,
Goddag, goddag, goddag.
Læringsleder, læringsleder, hvor er du?
tanketom, der er du,
Farvel, farvel, farvel.
Skolelærer, skolelærer, hvor er du?
tankefuld, her er du,
goddag, goddag, goddag.
Riisager og Skovmands-keld, hvor er I?
Her er I, her er I,
og mange tak for det.
24. d. 22. maj: Note 10 om det hemmelige notat
Note 10 om Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens ”hemmelige Notat”: Om Rasmussens og Rasch-Christensens kritik af Skovmands kapitel 5 (første del).
I RRC’s Notat kritiseres nogle nærmest tilfældige og atomiserede elementer i kapitel 5 af Skovmands bog ”Uden mål og med”.
De mest principielle dele af Skovmands kritik tager RRC dog overhovedet ikke fat i. F.eks. drøfter Skovmand både indledningsvist og undervejs den såkaldte ”empiriske vending”, som RRC hylder, men som slet ikke er egentlig ”empirisk”. Ja, Skovmands kapitel hedder ligefrem ”Evidensparadokset – den empiriske kortslutning”.
Men i stedet for at gå ind i en seriøs diskussion af emnet kaster RRC sig over følgende detaljer i totalt atomiseret og tilfældig form, der er langt under niveauet for Skovmands mere strukturerende og samlende drøftelse af emnerne:
A.
RRC kritiserer Skovmand for at skrive, at de ikke ”arbejder empirisk med hverken mål i undervisningen eller læreplaner”, hvorpå de opregner en stribe fortrinsvis evalueringer og policy-betjeningsorienterede tekster. Skovmand skriver så i sit responsum til Notatet, at han har lavet en fejl, og måske er hans formulering lige lovlig skarp. Men på en måde har Skovmand ret, for de fleste af de eksempler, som RRC nævner, er slet ikke regulær forskning, som jeg forstår ”forskning”, men snarere evalueringer og udviklings-arbejder, fortrinsvis for forskellige ministerier. På den måde får Skovmand jo ret i, at RRC næsten ikke ”arbejder med empirisk med undervisning og lærerplaner”.
Og følger man Skovmands overordnede pointe, er det meste af RRC’s postulerede ”empiri” jo underordnet netop den ”empiriske vending”, som Skovmand kritiserer, og som jo, som jeg ser det slet ikke er “empirisk”. Den empiriske vending skjuler snarere det empiriske.
Jeg synes egentlig, at Skovmand burde have været endnu skarpere, al den stund, at ”empirisk vending” er det samme som en vending væk fra empirien og hen mod konstruktivistisk læringsmetoder, der lukker sig om sig selv.
Empirisk forskning er skam noget helt andet end ”udvikling af kompetencemål til læreruddannelsen i 2013 for Uddannelsesministeriet” eller end ”Evaluering af didaktiske og pædagogiske elementer i læreruddannelsen for Undervisningsministeriet”, som er to af RRC’s karakteristiske eksempler.
B.
RRC anholder også Skovmands pointe om, at ”læringsmålsstyret undervisning ikke virker”. De går dog overhovedet ikke ind på Skovmands eller andres begrundelser for udtalelsen, men skriver blot i deres svar ”at der er stærk evidens” for, at LMU-metoden virker, bare man gør som metoden tilsiger (f.eks. nedbrydning af mål etc.). Men det er jo en ren cirkelslutning, og der peges ikke på noget forskning – hverken teoretisk eller empirisk – for dette synspunkt.
RRC er helt inde i deres uempiriske empiriske vending, det er en form for lukket system: Læringsmålsstyret undervisning virker kun, hvis man forudsætter læringsmålsstyret undervisning!
C.
Dernæst udtrykker RRC utilfredshed med, at Skovmand siger, at der skulle være en særlig dansk version af ”læringsmålstyret undervisning”. Men man kan da roligt sige, at Skovmand får dokumenteret det undervejs i bogen. At han så måske nok overdriver forskellen mellem det globale og det danske er en anden sag. Det kommer man jo nemt til, når man skal undersøge en forskel.
Mine egne undersøgelser bekræfter det forhold, at en særlig dansk anti-dannelsesdagsorden, som udviklede sig i løbet af 00’erne og som især Rasmussen har en central aktie i, har forstærket en række af de globale og europæiske tendenser, som i sig selv er problematiske. Samme fund har andre også gjort i andre sammenhænge (f.eks i Katja Brøggers forskning).
I den forbindelse siger RRC noget tankevækkende. De skriver, at de nationale udmøntninger af den europæiske referenceramme er ”forskellige fra land til land”, og at udmøntningerne finder sted ”alt afhængig af tradition, nationale problemstillinger, kultur etc.”. Grunden til, at det er tankevækkende, er, at netop RRC’s arbejde er kendetegnet ved et vildt opgør med ”nationale traditioner”. De har altså bidraget til at forstærke opgøret med det, som de selv tilsyneladende mener, de burde beskytte. Dette fagligt-etiske paradoks overlader jeg til deres samvittighed at tumle med.
Under samme kritikpunkt finder RRC pludselig anledning til at sige noget om læring. De skriver, at læring handler om at synliggøre ikke-iagttagelige bevidsthedsprocesser. I den sammenhæng nævner de på fem linjer John Hattie og den totalt banale SMMTE-model, og at den proces stammer fra 1993. Og slut prut og det var det.
D.
Dernæst har RRC fundet et sted, hvor Skovmand skriver, at forholdet mellem mål og læring afhænger af målenes nærmere karakter. Det får RRC så forvandlet til, at Skovmand skulle være mod mål i al almindelighed???. Jeg er Lost In France. Hvordan skal man dog svare på det?
E.
Dernæst er der en disputs om en rapport af Finn Wiedemann. Jeg har ikke læst rapporten, men jeg kan da se, at RRC overhovedet ikke adresserer de problemstillinger, som Skovmand ved hjælp af rapporten peger på. RRC skriver bare, at de stort set er de eneste, der har nævnt rapporten, og at Wiedemann er enig med dem selv. Det er altså noget af en skævvridning af de forhold, som Skovmand nævner. Men Wiedemann er min FB-ven, så måske kan han forklare, hvem der ”har ret”, eller hvordan man nu skal udtrykke det.
Skovmand nævner også en SFI-rapport, som angiveligt skulle handle om, at ”lærerne formulere mål for deres undervisning”. RRC skriver så, at SFI rapporten ”ikke vedrører læringsmål men undervisningsmål”. Men er det ikke lige netop det, som Skovmand skriver?
F.
Dernæst kommer en virkelig besynderlig, men også meget interessant, ”kritik”. RRC tager en helt isoleret sætning fra Skovmand frem, nemlig følgende:
”Mål er ikke fritsvævende, men forankret i formål”.
Til det siger RRC følgende:
”Formål, fagformål og målene i fagene burde ideelt set være relateret til hinanden”.
RRC siger, at disse tre mål-niveauer er blevet ”asynkrone”. Men i så fald giver de jo Skovmand ret? Hvorfor gør det så ikke noget ved det, så de tre niveauer kan komme i kontakt med hinanden? Men RRC opfatter det åbenbart som en kritik af Skovmand. Det er ikke let for mig at følge disse små og korte sætninger. Bagefter kommer der yderligere to bemærkninger, som jeg helt opgiver at hitte rede i. Måske kan læseren hjælpe mig? der er links til sagen i bunden.
G.
Dernæst kommer der nogle skolelæreragtige rettelser af Skovmands forståelse af John Hattie. Det vil jeg ikke blande mig i, fordi jeg synes, at Skovmand er alt for positiv overfor Hattie. Skovmand forsøger at adskille RRC og Hattie, mens jeg blot synes, at RRC markerer en form for radikalisering af den allerede radikaliserede Hattie. RRC har f.eks. ret i, at Hatties ”d-scorer” kun giver mening under ”læringsudbytte”- markøren, som jo på dansk udsættes for en yderligere instrumentalisering i form af RRC’s ”læringsmål”. Til gengæld har Skovmand så ret i, at RRC’s ”Læringsmålsstyret undervisning” er endnu værre end Hattie.
Resten af RRC’s bemærkninger til Skovmands kapitel 5 kommer i en selvstændig note.
Diverse links:
Sagens baggrund og dokumenter:http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-r…
Tidligere noter om sagen:
Note 1 om Notatet: “Pragmatisme eller revolution”: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155188594994481&id=837549480&pnref=story
Note 2 om ”Rekonstruktion af Skovmands overordnede påstande”: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155191701489481&id=837549480¬if_t=like¬if_id=1491902504437122
Note 3 om ”Ontario og ideologi”: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155193754434481&id=837549480&pnref=story
Note 4 om ”Fælles Mål mellem den lovgivende og den udøvende magt”: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155195303294481&id=837549480&pnref=story
Note 5 om “Antidannelse og kundskabsopløsning for fuld udblæsning”:https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155197201274481&id=837549480
Note 6 om ”Antallet af mål”: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155198909879481&id=837549480
Note 7 om ”Skovmands henvisning til Victor Klemperers drøftelse af Det Tredje Riges sprog”
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155236295894481&id=837549480
Note 8 om ”brugen af den europæiske kvalifikationsramme”.https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155253393919481&id=837549480&pnref=story
Note 9 om ”Om Skovmands behandling af progressionen i Forenklede Fælles Mål (FFM)”. https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155256654799481&id=837549480
Note 10 om Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens ”hemmelige Notat”: Om forsøget på at reducerer Skovmands kapitel 4 til ”en introduktion”: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155273109494481&id=837549480
25. d. 22. maj: Andreas Rasch-Christensen som læringsmålskritiker
Breaking News: Andreas Rasch-Christesen har skam altid været kritisk over for læringsmål:
I JP-lørdag, d. 20. maj, er der en journalistisk omtale af de kommende lempelser i lovgivningen om læringsmål. Artiklen har den herlige overskrift:
”Lærere slipper for at skulle måle elevernes læring efter hver time”.
Så det er altså slut med outputstyring i hver time i hele skole- og ungdomsuddannelsesalderen. Det er lige før, man må fælde en tåre af glæde.
I artiklen er der korte interviews med både Keld Skovmand, Morten Østergaard, Merete Riisager, Anders Bondo og Claus Hjortdal. De fleste er vilde med korrektionen. Hjortdal, som er formand for skolelederne, roser dog målstyringen, men mener, at lettelsen vil virke ”mentalt” på lærerne. Hvor visionært!! Det er business as usual.
Til sidst udtaler Andreas Rasch-Christesen sig. Han siger blandt andet følgende:
”Jeg har fra starten anbefalet ministeriet, at målene blev vejledende, så det var lærerne, der aktivt kunne beslutte, hvordan de skulle bruges. De har jo netop været tænkt som et arbejdsredskab for lærerne og ikke som et redskab for kommunerne og politikerne på Christiansborg til at måle elevernes læring efter hver eneste time”.
Det lyder grangiveligt, som om Rasch-Christensen er ved at iscenesætte sig selv som den store og vedvarende kritiker af læringsmålsstyringen, endda helt uden at nævne Skovmand eller andre, hvilket er et ’dårligt tegn’, som tilmed også er ’upassende’.
To kommentarer:
1. ’Upassende’
ARC har fra starten stået sammen med Jens Rasmussen om arbejdet med at etablere, udarbejde og forsvare målstyringen; bl.a. i et Notat, der blev sendt til udvalgte beslutningstagere, hvor de nærmest hjælpeløst kritiserer Skovmands arbejde med emnet for alt, hvad de overhovedet kan finde på.
Hvordan sådan en kritik er muligt, samtidig med at ARC ”fra starten” har kæmpet for at målene blev vejledende, skal jeg ikke kunne sige. Det er vist det, som Milan Kundera ville kalde for ”pædagogikkens ulidelige lethed”. Et tegn på skolereformens totale mangel på substans.
2. ’Dårligt tegn’
Måske ligger svaret i på den ”ulidelige lethed”, at ARC’s anbefaling til ministeriet kun angår ”hvordan målene bruges”, og altså ikke gyldigheden af målene selv. Det er jo sådan set det, han udtaler. Men i så fald har han misforstået diskussionen. Hvorfor? Jo, fordi det jo ikke kun er ”brugen”, men også selve eksistensen af målene, der er vejledende ifølge de nye regler. I al fald, hvis jeg har forstået det ret.
Så måske passer overskriften i JP alligevel ikke?
26. d. 23. maj: SFI- og DEA-ånd i Information og Politiken
Mikkel Giver Kjær, som er ”analytiker ved SFI”, har skrevet en kronik i Information, hvor han argumenterer for ro og fred og her går det godt.
Først og fremmest mener han, at skolepolitiske reformer altid tager lang tid om ”at virke”; op til 15 år, får vi at vide. Om 15 år vil man kunne ”måle effekter hos eleverne”. Ja, hallo, det er da klart. Hvis man klør på med datainformeret læringsmålsstyring i 15 år har man jo smadret en hel generations muligheder for at dumme sig og rører ved verdens bevægelse. De vil være reduceret til ”effekter” og derfor score 100% i alt.
Kronikøren mener også, at reformen ”i sidste ende skal måles og vejes på eleverne. Udfordrer reformen alle elever, så de bliver så dygtige som de kan?”… osv. Jeg lader naiviteten stå og blinke. Det lyder som en passage fra 2012.
Vi får også at vide, at over 90% af lærerne ser negativt på reformen, både i 2014 og 2016. Kun 4% er ”udpræget positive”. Noget af en post for en statistiker? Men underlig nok, får vi slet nogen refleksion over disse vilde tal, bortset fra en løs og usystematisk reference til en ”motivationsdræbende lockout”.
Men hvad gør Mikkel Giver Kjer så ved tallene? Jo, kronikøren kan erklære, at selvom lærerne er kritiske over for reformen, så er de skam glade for ”skolereformens indhold”.
Ok, tænker man så, ganske forpustet over de vilde emneskift. Hvad er det for noget ”indhold”, der tænder de megaskeptiske lærere. Jo, det er, at ”motion, understøttende undervisning og faglig fordybelse” (=lektiehjælp) fremmer læring. Det står i en KORA-rapport, får vi at vide. En rapport, som vel at mærke arbejder helt i SFI’s ånd. I KORAs evalueringer står der f.eks. følgende om læringsmålsstyring:
”Evalueringen viser, at der er sket en markant udvikling i kommunernes brug af målstyring. Flere kommuner har formuleret resultatmål, og udvalgsformænd og forvaltningschefer i kommunerne følger i højere grad op på de faglige resultatmål og trivselsdata. Mange kommuner og skoler har udviklet faste procedurer for dialog om resultatmål for at sikre løbende opfølgning. Men nogle politikere, embedsmænd og skoleledere giver udtryk for, at de endnu ikke er i mål med en mere systematisk brug af data.”
(Spændende, ikke sandt?)
Men motion, lektielæsning og forskellige former for variation i skoledagen får man aldrig en almindelig lærer til at være imod, og disse markører er, udover den bogholderagtige tvangsmæssighed som skolereformen arbejder med, på ingen måde specielle for skolereformen. Det er bare glasur, der skal tvinge et nyt læringsbegreb igennem.
Reformens centrale “indholds”-element er derimod reformens faglighedsbegreb, som ifølge både kronikøren og KORA helt ukritisk knyttes til ”læring” og dermed i videre forstand til et opgør med den skoletradition, som læreren kulturelt er situeret i. Det er dette læringsrevolutionære opgør, som lockouten er en del af, og som ingen fornuftig person kan være i. Kronikøren forudsætter i hele sit vokabular alt det skolereforms-fims, som kun 4% kan lide, ved ustandseligt at tale om læringseffekter og 2012-slogans. Han evaluerer ingenting. Han forstærker blot reform-begreberne i en skolepolitisk cirkel.
Nu har flere af disse emner jo været diskuteret mange steder og af mange forskellige forskere og debattører, men kronikøren viser ingen tegn på kendskab til den skolepolitiske debat, for nu at sige det mildt. Det hele siger noget om horisonten på SFI.
Denne konklusion om SFI-horisonten blev forstærket den anden dag i Politiken, som bragte en kronik af Mikkel Giver Kjers direktør, Agi Csonka, og DEA-direktør Stina Vrang Elias, som repræsenterer et af landets mørkeste huller, når det kommer til pædagogik og uddannelse. Csonka er jo også formand for skolereformens læringsråd, hvor også Hermann sidder sammen med alle de andre. Hermann sidder i øvrigt også sammen med Niels Egelund i DEA’s ungdomsuddannelseskommission, som i 2014 gik helt amok i antidannelse for det stakkels gymnasium.
Nå, men i kronikken argumenterer Csonka og Elias for mere læring i børnehaven. Det hele kører i karakteristisk stil og helt i ånden fra kronikken i Information.
SFI og DEA (og EVA) er virkelig en del af DPO’s nedre lag. Dvs. de er et produkt af selskabet.
Links:
Mikkel Giver Kjers kronik i Information: https://www.information.dk/…/laererne-afskyr-folkeskolerefo…
Agi Csonkas og Stina Vrang Elias’s kronik i Politiken: http://politiken.dk/…/Samtlige-sm%C3%A5-b%C3%B8rn-i-Danmark…
Link til den KORA-rapport, som jeg formoder kronikøren refererer til:http://www.emu.dk/…/11013_en-laengere-og-mere-varieret-skol…
27. d. 23. maj: Spændende leder i Dansk Universitetspædagogisk Netværk
I Dansk Universitetspædagogisk Netværks aktuelle nyhedsbrev, kan man læse en interessant leder af Eva Bendix Petersen, som er medlem af netværkets bestyrelse:
”Titel: Universitetspædagogik – Hattie eller Grundtvig”
Bølgerne går højt i det danske pædagogiske miljø. Selvom det muligvis er at trække tingene for hårdt op, så kan man sige, at der udspilles en kamp mellem to traditioner, henholdsvis ”dannelsestraditionen” og ”læringsmålstænkningen”.
På Folkeskolen.dk ser vi en kontinuerlig strøm af kritik af læringsmålstænkningen og dens begreber om synlig læring, elevplaner mv., og Dansk Pædagogisk Tidskrifts seneste særnummer er dedikeret til en kritik af Hattie-ficeringen af det danske uddannelsessystem.
På den anden side organiserer forlaget Dafolo velbesøgte arrangementer med John Hattie himself eller med Hatties kumpaner, og kommunernes uddannelsessteder og dagtilbud landet over arbejder dagligt med at implementere – om end ofte på en ujævn og modsætningsfyldt måde – forskellige elementer af læringsmålstænkningen.
Som universitetspædagoger og undervisere på universiteterne fordrer denne debat, at vi tager stilling til, hvor vi står. På mange måder kan man sige, at universitetspædagogerne, på godt og ondt, har været instrumentelle i at indføre læringsmålstænkningen på universiteterne. Et af vores helt centrale begreber, ”constructive alignment”, kommer fra John Biggs’ version af ”outcome based education”, som jo netop sætter læringsmål helt centralt.
Vi er naturligvis ikke ene om det. Selve studieordningerne manifesterer læringsmålstænkningen, hvilket rammesætter vores pædagogiske sprog og vores hverdagspraksisser.
Men: hvis vi lader os mærke af den stærke og måske stigende kritik af læringsmålstænkningen så rigt udfoldet andetsteds, hvordan så med universitetspædagogikken og dens aktuelle doktriner og værktøjer? Hvordan ville feltet se ud, hvis vi tog dannelsestraditionen mere på os? Hvordan ville for eksempel vores universitetspædagogikummer se ud, hvis de trak på Grundtvig og Løgstrup fremfor Biggs & Tang?
Og selv om mange måske ville argumentere, at vi skal trække på begge dele, og at der ingen grund er til at vælge side, om man så må sige, er de to traditioner så alligevel ikke så væsensforskellige, at samtænkning er en illusion? Det er da værd at reflektere over!”
28. d. 28. maj: Note 11 om det hemmelige notat
Note 11 om Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens ”hemmelige Notat”: Om Rasmussens og Rasch-Christensens kritik af Skovmands kapitel 5 (anden del).
A.
Skovmand indleder et længere afsnit om uddannelsestænkningen i Canada med en kort præsentation af Ben Levin og Michal Fullan. Det er en pænt grundig præsentation, som er grundlag for et længere ræsonnement på s.200-209.
RRC har blot følgende markering til præsentationen: ”Levin var deputy-minister, hvilket ikke er en viceminister, men en rådgiver uden politiske beføjelser”. Spændende indvending må man sige?
Wikis definition af ”deputyminister” i Canada er:
“In Canada, a deputy minister is the senior civil servant in a government department. He or she takes political direction from an appointed minister of the Crown. Responsibility for the department’s day-to-day operations, budget, and program development lie with the deputy minister. The deputy minister is the functional head of the department in question, while the minister is the department’s political master. Deputyministers serve at the pleasure of the Governor General-in-Council and can sometimes lose their positions as a result of a change of the party in power, particularly if they are seen as too closely identified with the policies of the previous government.”
RRC’s udtryk “en rådgiver uden politiske beføjelser” er måske lige at undergøre sagen lidt. Der er jo tale om en klassisk politisk udnævnt top-embedsmand. I Levins tilfælde endda en topembedsmand med stærke forskningsmæssige og politiske interesser i ministeriets ressortområde.
Resten af Skovmands præsentation og dens pointe er der ingenting om.
Faktisk er Skovmand lidt galt i byen heromkring, efter min mening. Han mener, at canadierne Fullan og Levin ikke har spillet nogen rolle i den danske debat. Jeg erindrer utallige henvisninger til netop de to. Skovmand formidler et pudsigt rosenrødt skær fra Canada, som han deler med de læringsmålsfolk, han kritiserer. Hans reale pointe er måske derfor i virkeligheden, at læringsmålsideologerne misbruger og forsimpler canadierne, hvilket jo også er vigtigt at få belyst.
B.
Skovmand analyserer oversættelser af to af de bøger, som læringsideologierne henviser til.
Den første bog er en Dafolo-udgivelse af tyskeren Andreas Helmke, ”Undervisningskvalitet og lærerprofessionalitet”.
RRC kritiserer Skovmand for at forveksle nogle forskellige udgaver af bogen, og selvom Skovmand i sit responsum prøver at forklare sig, er det en relevant kritik. Spørgsmålet om ”udgaver” burde være helt afklaret før analysen, og man sidder og kommer i tvivl om resultaterne. Desuden kritiseres Skovmand for at referere til bogen som ”Helmke & Rasmussen 2013”. Også dette er en helt relevant kritik, eftersom Helmke og ikke Rasmussen er bogens forfatter. Rasmussen har blot skrevet forord og ”bearbejdet”. Endelig burde Skovmand have noteret, at Rasmussen ikke står for oversættelsen.
Dette er væsentlige fejl, som kraftigt forringer værdien af s.186-193 i Skovmands bog. Når det så er sagt, så må man også – hvis ellers nogle af de af Skovmands påpegede fejl stadig kan gøres gældende – tildele Rasmussen et vist ansvar for sagen. Hvorfor? Jo fordi der meget centralt på Helmke-bogens titelblad angives følgende: ”Bearbejdet af Jens Rasmussen”. Den slags skriver man nogle gange ved udgivelse af ældre bøger, men jeg er ikke stødt på udtrykket ved aktuelle udgivelser? Men måske har jeg blot været uopmærksom?
Det forhold, at Rasmussen både ”bearbejder” og skriver ”forord” gør ham for mig at se til dels medansvarlig for nogle af de mangler, som kan gøres gældende mod bogen; f.eks. oversættelsen af ”bildungsstandard” til ”(lærings)mål”
Det andet forfatterskab, som Skovmand analyserer, nemlig Marzano & DuFour, anfægtes ikke. Også her forsøger Skovmand at vise, at vores lokale læringsideologer, nu blot Lars Qvortrup og Niels Egelund, systematisk drejer de oprindelige tekster i læringsretningen.
C.
Skovmand kritiseres for at forvanske et Rasmussen-citat fra et interview på folkeskolen.dk, d.19. august 2014. Artiklen indledes med følgende tekst:
”Lærerne kan ikke længere sige: Jeg har gennemgået det, synd for dig, at du ikke fik det lært. Lærerne har nu ansvaret for, at eleverne faktisk får lært det, politikerne har bestemt, at de skal lære.
Skolen skal sikre, at eleverne kommer et bestemt sted hen fagligt, nemlig hen til de Fælles Mål, som staten har fastsat. Det skal ske med udgangspunkt i, hvor de aktuelt befinder sig fagligt.
Det fastslår professor Jens Rasmussen, der har siddet i en ekspertgruppe i forbindelse med udformningen af Fælles Mål”.
Skovmand citerer i sin bog Rasmussen for de første fire linjer i ovenstående passage. Men Rasmussen mener, at han citeres forkert. Han siger, det er journalistens sammenfatning og ikke hans egen udtalelse. Det kan man nu godt komme i tvivl om ud fra konteksten, vil jeg mene (jf. ”Det fastslår…”). Især når der så efterfølgende og nu til direkte citat står:
””Lærerne kan altså ikke længere sige: Jeg har gennemgået det, synd for dig, at du ikke fik det lært. Nu har lærerne – og skolen – ansvaret for, at eleverne faktisk får lært det, der er sat mål for. Og hvis det ikke lykkes, så må man jo gøre sig overvejelser over, hvad der så skal til – hvad kan kommunen så gøre, og hvad kan skolen gøre”, siger Jens Rasmussen”.
Her står jo nærmest ordret det samme?
Rasmussen tager slet ikke stilling til indholdet i Skovmands kritik på området. Skovmand kritiserer Rasmussens kærlighed til den såkaldte accountabilitytænkning, som også Gert Biesta har analyseret. Skovmand er endda så venlig at bruge Michael Fullan, som selv har en stor status blandt de danske læringsmålsforskere, til at forklare Rasmussens forsimplinger. Men Rasmussen har blikket stift rettet mod, hvad han opfatter som den præcise betydning af ”deputy-minister” og mod et kvart ”fejlcitat”.
Rasmussen putter sig herefter på bedste Eichmann-maner under en enlig sætning, som lidt ubehjælpsomt lyder: ”Jeg forklarer – ikke foreskriver”. Den slags undvige-manøvrer har jeg ingen respekt for. Det må jeg indrømme. Jeg synes Rasmussen mega-foreskriver, ligesom han gør alle mulige andre steder. Og ”forklare” og ”foreskrive” er da ikke modsætninger? Normativitet og forklaring er dybt sammenvævet, ikke mindst i de sammenhænge, vi drøfter her, hvor det jo ikke er ”forklaringer” i videnskabelig forstand, vi taler om.
D.
Derpå er der en kritik af en helt løsrevet sætning hos Skovmand. Skovmand siger, at læring er en mental proces, som befinder sig uden for ydre kontrol. Rasmussen siger så, at han er enig i, at læring er en mental proces, men er uenig i det med kontrollen.
Denne diskussion føres som ren ping-pong, og både betydningen af ”mental”, ”læring”, ”ydre” og ”kontrol” er for ubestemte til, at jeg kan vurdere det.
Skovmands syn på læring kender jeg ikke, men Rasmussens er en blanding af radikal og operativ konstruktivisme, dvs. det han med egne ord i sin tid kaldte for ”metodisk anti-humanisme”, som stadig er dansk skolepolitiks anti-grundende grund.
E.
Skovmand nævner kort den tyske filosof Scheiermacher og Rasmussens behandling heraf. Skovmand indleder med at markere Schleiermachers ”klassiske spørgsmål”: Hvad vil den ældre generation egentlig med den yngre?
Og hvad er så RRC’s kritik? Det er, at kritisere Skovmand for ikke at nævne det selvsamme spørgsmål, som han altså lige har nævnt?
Skovmand demonstrerer desuden via et langt Rasmussen-citat, hvordan Rasmussen instrumentaliserer Schleiermachers spørgsmål. Men det forholder Rasmussen sig ikke til.
Det er meget mystisk heromkring. Rasmussens behandling af dannelsestraditionen gør virkelig ondt.
F.
Herefter drøfter Skovmand i en lang passage RRC’s brug af den europæiske referenceramme; et emne, som også drøftes andre steder i bogen. Her viser Skovmand, hvordan den danske kontekst forsimpler og reducerer EU’s kompetencestruktur, blandt andet ved at ”holdninger” ryger ud, og ved at en række kompetencer slet og ret forsvinder (f.eks. medborgerkompetencen).
Hele denne grundlæggende kritik af RRC’s arbejde, springer RRC helt over i deres atomiserede svarskema.
G.
Dernæst har Skovmand en lang analyse af ”mål”-kategorien (s.233-244). Selvom jeg ikke er enig i alt, må man lade Skovmand, at analysen er særdeles grundig og nuanceret, og at den tilmed trækker på en lang række af læringsideologiens egne referencer. Skovmands kritik tager igen udgangspunkt i et citat fra RRC. Men RRC forholder sig overhovedet ikke til disse emner. De anholder blot ordlyden af en under-overskrift, med henvisning til, at der skam altid har været sat mål i skolen. Jeg synes ikke, det er i orden.
H.
Skovmand får også hug, fordi han siger, at Rasmussen har ”påstået”, at det nye kompetencebegreb skal forstås i forlængelse af Humboldt. Rasmussen mener, at han skam har ”argumenteret” for det. Men hver gang Skovmand går ind i en kritik af Rasmussens ”argumenter”, så ignoreres det bare totalt med simple “påstande”! Desuden er ”påstand” mig bekendt en helt almindelig betegnelse inden for argumentationsanalytiske tilgange.
Ang. Rasmussens Humboldt-betragtninger har jeg selv kikket grundigt på det, og de er under al kritik, hvilket også er påpeget af Peter Kemp, hvis kritik af Rasmussen minder om Skovmands på mange stræk.
I.
Skovmand kritiserer Rasmussen for at fremskrive en kompleksitetshistorie, hvor indholdsbegrebet ‘forklares’ ud af pædagogikken.
Hvad er RRC’s svar på denne væsentlige kritik? Det er, at Rasmussen da…
”gør opmærksom på, at allerede Humboldt forholder sig til det problem, og at videnseksplosionen er et helt centralt problem for læreplansudvikling”.
Men hallo! Dermed går RRC jo slet ikke ind i Skovmands kritik, men gentager blot det, som Skovmand kritiserer.
J.
Skovmand har også på s.216-225 en lang drøftelse af det, han med udgangspunkt i Biestas filosofi kalder for ”det nye læringssprog”. I forbindelse med nærmest lingvistiske analyser af RRC’s sprogbrug, hvis sammenhæng og perspektiv slet ikke tages op af RRC, siger Skovmand, at læringsmålsstyringsbegrebet ikke defineres. Det der med at ”definere” lægger RRC derimod mærke til, og nu får vi hele 18 små korte linjer om sagen (ca. 5 normallinjer).
Men får vi så en ”definition” af læringsmålsstyring? Nej, det gør vi ikke. Vi får tre ting at vide:
– at begrebet er ”inspireret” af Peter Drucker, hvis brug af filosofien ”vinder frem i erhvervsvirksomheder i 1980’erne”. Denne reference har nærmest officiel status på DPU. I al fald blev den brugt i en leder i Asterisk sidste år på samme helt ukritiske måde af institutlederen, som er elev af Rasmussen. Det er nok det, som RRC kalder for ”forklare – ikke foreskrive”!
RRC nævner også OECD/EU og Hattie-fællen, John Biggs’, såkaldte ”constructive allignment”, der nærmest har universitetspædagogisk monopol. Men referencen til EU har Skovmand jo netop kritiseret virkelig grundigt, uden at RRC har lagt mærke til det. John Biggs tilgang er helt klart et eksempel på det læringssprog, som Biesta kritiserer (selvom Skovmand vist ikke er enig med mig i det). Derpå står OECD tilbage som ensom ulv i skoven, og hvad filan skal vi dog med det?
Der er ingen ”definitioner” nogen steder, blot løse og ureflekterede referencer til de synspunkter, som Skovmand jo netop har sat til diskussion.
Diverse links:
Sagens baggrund og dokumenter: http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-r…
Tidligere noter om sagen:
Note 1 om Notatet: “Pragmatisme eller revolution”: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155188594994481&id=837549480&pnref=story
Note 2 om ”Rekonstruktion af Skovmands overordnede påstande”: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155191701489481&id=837549480¬if_t=like¬if_id=1491902504437122
Note 3 om ”Ontario og ideologi”: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155193754434481&id=837549480&pnref=story
Note 4 om ”Fælles Mål mellem den lovgivende og den udøvende magt”: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155195303294481&id=837549480&pnref=story
Note 5 om “Antidannelse og kundskabsopløsning for fuld udblæsning”:https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155197201274481&id=837549480
Note 6 om ”Antallet af mål”: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155198909879481&id=837549480
Note 7 om ”Skovmands henvisning til Victor Klemperers drøftelse af Det Tredje Riges sprog”
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155236295894481&id=837549480
Note 8 om ”brugen af den europæiske kvalifikationsramme”.https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155253393919481&id=837549480&pnref=story
Note 9 om ”Om Skovmands behandling af progressionen i Forenklede Fælles Mål (FFM)”. https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155256654799481&id=837549480
Note 10 om Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens ”hemmelige Notat”: Om forsøget på at reducerer Skovmands kapitel 4 til ”en introduktion”: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155273109494481&id=837549480
Note 11 om Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens ”hemmelige Notat”: Om Rasmussens og Rasch-Christensens kritik af Skovmands kapitel 5 (første del):https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155325403139481&id=837549480&pnref=story
29. d. 28. maj: Facebook-drys 37: april 2017
Pædagogik og uddannelsespolitik i april 2017:
http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-37-april-2017.html
30. d. 29. maj: Disruptionsrådet
Nååå, nu ved jeg endelig, hvad Disruptionsrådet står for. Det er jo bare en gammel plade fra fantasiløshedens og anti-pædagogikkens oligarki, dvs. bestyrelsen i Korsbæk Bank. Her i form af direktøren i DA, som ligefrem vil have disruptiv “læring”. Endnu en “revolution”, som der skal være “ro om”?
Danmarks nye Nietzsche, Hella Joof, som vil brænde alt af hvert syvende år, bliver helt sikkert vild med den “sprudlende” direktør fra DA. Hvem ved, måske finder de sammen på en “brændende platform”? I en “69’er på terrassen”?
Så ender vi med et “brunt punktum”
https://www.facebook.com/partnerskab/videos/670310483172228/?pnref=story
31. d. 30. maj: Forholdet mellem feedback og vejledning
Hvad er det modsatte af feedback? Det er vejledning.
Hvad er feedback da? Det er en undersøgelse af, om du har læringsmaksimeret.
Hvad er vejledning da? Det er en undersøgelse af, hvordan det indhold, du skriver om, udvikler både sig og dig i samme proces.
Hvem kan give feedback? Det kan en læringsmålstyringsagent, som kender svaret.
Hvem kan give vejledning? Det kan en lærer, som ikke kender svaret.
32. d. 31. maj: En disruptiv skole
En skole i verdensklasse:
Vi skal have en skole 2.0, en disruptiv skole, som aldrig kan finde en ting.
Ingen elev kan forbinde sig til en lærer, og alle eleverne er adskilte fra hinanden via deres individualiserede, tilpassede og fleksible software-læringssystemer. Alle er ++ekskluderede. Man kalder det for ”inklusion”.
Skolen lever op til OECD’s kompetencekrav for 2060. Skolen har ligefrem fået en OECD-smiley, som hænger i alle klasser. Hvis skolen OECD-godkendes i tre kvartaler i træk, får den adgang til 2070-kravene. Man holder en større reception, hvis det lykkes.
Skolen skal også være data- og evidensbaseret, dvs. at alle læringsdata bekræfter læringssystemets begreber. Desuden må skolen være læringsmålstyret med progression og feedback ud fra detaljerede taksonomier og adfærdssystemer.
Al data skal koordineres i softwaresystemer, der dækker læringsprogression fra vuggestue til gravsted, og alle offentlige og relevante private aktører skal kunne tilgå data.
Skolens bygninger skal være lavet af beton, og alle væggene skal være af glas. På alle disse glasflader skal der står management-slogans med kæmpestore gennemsigtige bogstaver. Det er en ide man har fået fra det lokale professionslæringscenter.
Der er ingen lærere, blot en række it-supportere, nogle trivselscoaches og nogle læringskonsulenter, som har været på kursus på OECD’s afdeling i Danmark, som drives af Undervisningsministeriet og finansministeriet i fællesskab.
Alle pauser hedder mellemrumspotentialisering, og henne i skolegårdens hjørne er der to buster. Den ene forestiller Immanuel Kant og den anden Grundtvig. De er helt svinet til med rød maling og spytklatter. Det kaldes ikke hærværk, men disruption.
I skolegården flages der med en lyseblå fane, der bærer indskriften: ”Visible Learning+++ skole”. Hver morgen synges der en flagsang, som hylder det fælles koncept. Børnene bærer også t-shirts, hvor der står ”Jeg er en Visible Learning+++ elev”. Alle smiler altid.
Alle timer indledes med at liste egne styrker, hhv. +styrker og ++styrker. Svaghed og passivitet eksisterer ikke. Alle er livsduelige, robuste og målrettede. Man kalder det for ”dybdelæring”.
Ingen børn har IT. Det er ikke nødvendigt. Alle har fået indopereret chips- og læringssoftware under huden.
Resten er kød.
Skolen får topresultater i alle målinger. Det er verdens bedste skole.
Kristendomskundskab er afskaffet. Man har fundet en ny Gud.
33. d. 31. maj: Lars Qvortrup, John Hattie og Biblen
I Erik Schmidts interview med Lars Qvortrup i LærerBladet nr.1, 2017, forsøger Qvortrup at distancere sig fra sin fascination af John Hattie. Qvortrup siger bl.a.:
”Men jeg render ikke rundt med Hatties Visible Learning som en slags bibel i lommen.”
Men det kan altså ikke passe. For i John Hatties (og Gregory Yates’) ”Synlig læring og læringens anatomi” fra 2015 har Lars Qvortrup og Niels Egelund skrevet forordet, hvor de direkte skriver:
”Bogen bør blive en bibel for skolefolk”
Citatet står endda på forlaget Dafolos præsentation af bogen.
Og i Dafolo-tidsskriftet Paideias temanummer om Synlig Læring, også fra 2015, skriver Qvortrup sammen med redaktionen en leder, hvor der står:
”De folk, som afviser at bruge Hatties og andres resultater, påtager sig et betydeligt moralsk ansvar”.
Det er de urene psykologer Jacob Klitmøller og Klaus Nielsen, der har fundet citatet, som de bringer i en kritisk artikel i Nordic Studies in Education.
Så Synlig Læring er både en religiøs og moralsk pligt. Det er en bibel, der ikke blot skal ”i lommen”, men ind i selvet selv.
Links:
Man kan læse hele interviewet her: http://www.odenselaererforening.dk/…/laererbladet-forskning…
Link til Dafolos omtale af Hatties/Yates’ bog: http://bogenshjemmeside.dafolo.dk/Om-bogen.5789.aspx
Link til Nordic Studies, nr. 1, 2017: https://www.idunn.no/np/2017/01
I Interviewet forsøger Qvortrup også at bagatellisere sit ubehag ved den grundtvigske tradition. Men det har han ingen årsag til, hvilket jeg har argumenteret for her: http://www.thomasaastruproemer.dk/lars-qvortrup-og-grundtvi…
I interviewet forsøger Qvortrup også, som jeg læser det, at relativere sin fascination af Luhmann. Det vender jeg tilbage til.