Facebook-drys 39: Juni 2017

Her er 42 facebook-opdateringer fra juni 2017. Man kan enten læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man kan klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. Note 1 til Pædagogikkens idehistorie: Om systemteoriens indflydelse på dansk pædagogik
  2. Samlet diskussion af Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens hemmelige notat
  3. Kommentar til Hans-Jørgen Schanz: Ånd, Klim, 2017
  4. Note 2 til Pædagogikkens idehistorie: Om læringsbegrebets hegemonisering
  5. Note 3 til Pædagogikkens idehistorie: Det tomme felt
  6. Note 4 til Pædagogikkens idehistorie: Middelalderens, EU’s og Grundtvigs spanskrør
  7. John Biggs og John Hattie
  8. Ro i Allinge
  9. Input søges til fortolkning af leder i Asterisk
  10. Natalitet
  11. Forligskredsens læserbrev
  12. Jelved laver uro
  13. Rapport fra Skanderborg-Land
  14. Et spørgsmål til Europa
  15. Til folkemøde
  16. En tur i Skanderborg kommune
  17. Information bekræfter sit læringsrevolutionære synspunkt
  18. Børneaktiepartiet
  19. Aarhus Universitet på folkemødet
  20. dk om Agedrup-sagen
  21. Data-Danmark
  22. Alternativ uro
  23. To spørgsmål i dansk politik
  24. Folkemøde 2017: Mission og Aarhus Universitet
  25. Folkemøde 2017: Kontrarevolution i Allinge
  26. Folkemøde 2017: Gør god undervisning bedre
  27. Folkemøde 2017: Fest og nedtur og fest
  28. SF bekræfter folkeskoleforliget
  29. LA og Alternativet
  30. Livsduelighedsnoter
  31. Arbejdsmarkedets behov
  32. Et forsvar for grænser
  33. Øko-logiens og øko-nomiens problem
  34. Moralsk opløsning i Deadline
  35. Uren pædagogik 3
  36. Facebook-drys 38: Maj 2017
  37. Hvad er en skole?
  38. Høring om fælles mål
  39. Oettingen og Brinkmann om forholdet mellem dannelse og konkurrence
  40. Bedøvende læring
  41. Pædagogiske råd?
  42. Lars Qvortrups og Niels Egelunds opgør med dannelse

 

1. d. 1. juni: Note 1 til Pædagogikkens idehistorie: Om systemteoriens indflydelse på dansk pædagogik

I den helt friske udgivelse ”Pædagogikkens idehistorie” kan man i kapitel 7 læse om systemteorien og dens indflydelse på dansk pædagogik.

Bogens forfattere – i dette tilfælde formentlig Jens Erik Kristensen – fortæller om systemteoriens radikale anti-humanisme, om teoriens forbindelse til konstruktivismen og dens videre indoptagelse i dansk pædagogik via folk, der selv har rod i den kritiske tradition.

I følgende fine passage fra kapitel 7, der omhandler tiden fra 1940-1989, finder man ganske enkelt skolereformens indre, dvs. dens filosofi:

”Luhmann havde allerede i 1979 udfordret den kritiske pædagogik med en historisk-sociologisk ”genbeskrivelse” af den moderne pædagogiks udvikling i et nyt systemteoretisk begrebsapparat.

Under henvisning til det moderne samfunds funktionelle differentiering, altså samfundets opdeling i adskilte subsystemer med hver deres opgave og funktion (ret, økonomi, politik, uddannelse, kunst mv.), ville ham med et nyt teoretisk vokabular erstatte og pensionere den kritiske teoris og den kritiske pædagogiks ”gammel-europæiske begreber”, hvortil han henregnede fornuft, subjekt, myndighed, kritik, dannelse, herredømme, frigørelse mv..

I takt med at Luhmann op igennem 1980’erne gav sin systemteori en konstruktivistisk drejning, var man både i Tyskland og Danmark vidne til, at tidligere kritiske pædagoger overtog Luhmanns systemteori som en mere adækvat sociologisk teori om pædagogik og opdragelse i en foranderlig verden og på kontingensens vilkår”.
(s.340, kapitel 7).

Der nævnes desværre ingen navne på de ”tidligere kritiske pædagoger”, som vil af med ”fornuft, myndighed og dannelse”, og der står heller ikke noget om, i hvilke bøger og skrifter ”pensioneringen” finder sted.

I kapitlets afsluttende afsnit, som hedder ”epokens virkningshistorie”, fremhæves Luhmanns systemteori iøvrigt også, omend meget kort.

Hermed peges samlet set frem mod bogens sidste ”epoke”, nemlig tiden efter murens fald og frem til i dag, som man kan læse om i kapitel 8.

Man skulle altså tro, at systemteorien og dens tilhængere spiller en central rolle i kapitel 8? Men ved I hvad? I am sorry to say, det sker ikke.

Men hvad handler kapitel 8, altså vores ”epoke”, da om? Den handler om ……., ja, hvad tror I? Foreløbig må I gætte lidt, men jeg kan da sige, at det starter med ”K” og er mums for Bjarne Corydon og Politiken.

Tværtimod, Luhmanns navn er kun nævnt en gang i en teknisk opremsning, og ingen af hans hjemlige tilhængere, som altså har bidraget til at “pensionere dannelse og myndlighed”, omtales. Det er helt klart kritisabelt efter min mening.

Ud fra det jeg hidtil har læst, er “Pædagogikkens Idehistorie” en velskrevet og tankevækkende bog, men den bærer på nogle dybe indre splittelser, som har rod i forfatternes pædagogiske horisont og socialisering. Derfor bliver jeg nok nødt til at skrive nogle flere ”noter”.

Links:
Aarhus Universitetsforlags omtale af bogen: http://unipress.dk/udgive…/p/p%C3%A6dagogikkens-idehistorie/

Seminarprogram ifm boglancering d. 30 maj 2017: http://edu.au.dk/…/arra…/artikel/paedagogikkens-idehistorie/

Mine egen opfattelse af de i citatet omtalte processer- kan man f.eks. læse om i følgende analyser: –
– http://www.thomasaastruproemer.dk/niklas-luhmanns-opgoer-me…
– http://www.thomasaastruproemer.dk/niklas-luhmanns-hyper-rad…

 

2. d. 1. juni: Samlet diskussion af Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens hemmelige notat

Nu har jeg samlet og bearbejdet hele min diskussionen af Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens hemmelige notat om Keld Skovmands indflydelsesrige bog:

http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-rasch-christensens-hemmelige-notat-keld-skovmands-responsum.html

 

3. d. 3. juni: Kommentar til Hans-Jørgen Schanz: Ånd, Klim, 2017

Hans-Jørgen Schanz har lige udgivet pamfletten ”Ånd” på forlaget Klim. Bogen er et glødende forsvar for filosofi og åndsvidenskab, mens den herskende kompetencetænkning og sproglige fladhed både undervejs i bogen – men især til sidst – får med krabasken.

Schanz er totalt pessimist, hvad angår den umiddelbare fremtid. I stedet håber han for den næste generation eller måske den næste igen. I al fald kalder han sit afsluttende afsnit om ”dannelse” for en ”flaskepost”; en storartet og positiv betegnelse, som han formentlig har fra Adorno, og som jeg har tænkt mig selv at anvende, når himmelen bliver for sort, hvilket heldigvis ikke sker så tit.

Schanz taler direkte til sine ukendte tip-oldebørn, i modsætning til tidens kompetenceideologer som bare taler til en egenkonstrueret og teknisk version af fremtiden, som deres børnebørn så skal tilpasse sig som en slags zombier.

Her blot yderligere tre bemærkninger:

  1. Schanz har gang i den helt store rehabilitering af dansk åndstradition. Det gælder både Kierkegaard og ikke mindst Grundtvig, mens Georg Brandes ikke nævnes. Det er i den forbindelse tankevækkende, at Schanz især trækker på Kaj Thanings Grundtvig-fortolkning, som også Løgstrup var optaget af, men som i løbet af 00’erne forsvandt ud i grøften, ikke mindst pga. Ole Vinds doktorafhandling om ”Grundtvigs historiefilosofi”, men også via den på det tidspunkt gryende systemteori. På den måde ender Schanz, så vidt jeg kan se, ud med at sige, at Danmark har nogle særlige frugtbare dannelsesforudsætninger. En frugtbarhed, som desværre er lagt brak som en ørken af en generation, som burde skamme sig. Schanz fremhæver dele af højskolebevægelsen som en undtagelse.
  2. Schanz slutter af med en glødende hyldest til konservatismen. Det kommer nok bag på nogen, men ikke på os, der hørte ham tale ved Rønshoved Højskoles dannelsesseminar sidste år. Men det er selvfølgelig ikke en hyldest til Søren Pape eller Martin Henriksen, hvis nogen skulle tro det. Det er bare en hyldest til hele den europæiske tradition i al dens myldrende pluralitet, hvilket jo nærmest er det modsatte. I al fald har både DF og Konservative jo stemt for alle de ånds-forladte uddannelses-reformer, som jo føres i netop det sprog, som Schanz kritiserer.
  3. Schanz nævner ikke sine egne tidligere koryfæer, kapitallogikken og Hannah Arendt. Ungdomsoprøret får dog kritik. Blandt andet mener han, at ungdomsoprøret bidrog til lige netop den ”one-dimensional man”, som en af oprørets fremmeste repræsentanter, Herbert Marcuse, ellers hævdede at kritisere. Schanz mener, at årsagen hertil netop er oprørets problemer med ånds- og dannelsesbegrebet. Samme problem har marxismen mere generelt. Arendt er, selvom hun ikke nævnes, på en måde med i hele bogen som en slags ånd i ånden, hvis jeg må sige det på den måde.

Det er bestemt en bog, jeg vil anbefale, med mindre man er medlem af det Radikale Venstre.

Links:
Link til forlagets omtale af bogen: http://klim.dk/bog/aand_16.htm

Niels Gunder Hansens noget lunkne anmeldelse i Kristeligt Dagblad:https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/det-er-og-bliver-svaert…

 

4. d. 4. juni: Note 2 til Pædagogikkens idehistorie: Om læringsbegrebets hegemonisering

Kapitel 8 omhandler ”epoken” fra 1989 til i dag. Den overordnede koncipering af epoken er ”konkurrencestaten”, som overtages helt ukritisk fra Ove Kaj Pedersens teori uden overhovedet at drøfte teoriens konfiguration af det pædagogiske. Det problem vender jeg tilbage til i en senere note.

I denne note 2 vil jeg blot drøfte nogle passager fra s. 390 og frem. I kapitel 8 behandles det, som forfatterne kalder for ”epokens didaktiske grundsynspunkter”. Det handler om forfatternes forståelse af den læringspolitiske og den læringsteoretiske diskussion.

1. Kort indledning

Forfatterne mener, at epoken er kendetegnet ved to forskydninger. Den første forskydning, som er den jeg vil omtale her, handler om sloganet ”fra undervisning til læring”, som markeres i en afsnits-overskrift. Der lægges ud med følgende:

”Hovedtemaet for den praktiske skole- og uddannelsespolitik har siden midten af 1990’erne været bevægelsen fra at forstå skole og uddannelse som en proces, hvor det gennem undervisning handlede om at bibringe elever og studerende kundskaber, færdigheder og kvalifikationer, til at forstå skole og uddannelse som en omsorg for elevernes og studerendes læring” (s.390)

Bemærk forfatternes modstilling af kundskaber og læring, som jeg vender tilbage til lige om lidt.

Hvilken slags ”læring” er der tale om? Jo, der er tale om et ”konstruktivistisk læringsbegreb”, som præsenteres som en form for udvidelse af reformpædagogik og frigørende pædagogik, og som moderniseres hos Howard Gardner, som får en stor farvelagt figur, og hos Ivar Bjørgens ”Ansvar for egen læring”, der kort omtales. Desuden nævnes Jean Piaget, Vygotsky og Bruner i en rent opremsende passage.

Går vi lidt længere ind i kapitlet, finder vi et afsnit, der hedder ”læringsteorier, læringsformer og læringsmiljøer”. Her remses nogle folk op i lidt tilfældig orden, men den eneste teori, som decideret gennemgås er Jean Laves og Etienne Wengers teori om ”situeret læring”, eller på dansk: ”mesterlære”.

2. Min kritik
Der mangler virkelig dybde i disse passager (og det er ikke plads, der er problemet). Jeg har især to problemer med de omtalte afsnit:

a. Læringsrevolutionen
På s. 392-93 finder vi følgende formulering, som tilsyneladende beskriver det modsatte af det annoncerede. Før fik vi jo at vide, at epokens motto var fra “undervisning til læring”, men nu hedder det, at vi går fra “læring til faglighed”:

”Hvor 1990’erne havde stået i læringens og den alsidige personlige udviklings tegn, hvilket muliggjorde en fortsættelse af den progressive pædagogiks grundtemaer, da kom skolepolitikken imidlertid efter årtusindeskiftet og det såkaldte ”systemskifte” i 2001 til at stå i faglighedens tegn. Der blev igangsat et arbejde med at opstille forpligtende fælles og nationale lærings- og kompetencemål for skolen, der blev gjort obligatoriske i 2006, og for at få overblik over og kontrol med det faglige niveau indførtes nationale test i årene efter.”

Forfatterne, som ellers lige har annonceret at vi er gået fra undervisning til læring, mener altså nu, at vi fra 2001 ser et skifte fra læring til faglighed. Det lyder lidt mystisk?

Det der med fagligheden kan man måske nok iagttage på et overfladisk politisk niveau, men på det realhistoriske og idepolitiske niveau, som vi jo taler om her, er det ikke korrekt.

Forfatterne kan da heller ikke opretholde deres ”fra læring til faglighed”, hvilket fremgår af den efterfølgende formulering:

”Med reformerne op igennem 00’erne søgte man således at skabe et mere og mere effektivt, centraliseret og kontrolleret skole- og uddannelsessystem med stramninger i tilsyn, hvilket også kom til udtryk i skolereformen i 2006. I takt hermed ændrede læringsbegrebet status fra at være et progressivt konstruktivistisk begreb, der havde trængt sig på i skolen fra neden til at blive et politisk-administrativt begreb, hvorigennem man fra oven ville målrette og kontrollere elevernes faglige udbytte af undervisningen gennem opstilling af fælles mål og gennemførsel af nationale test. Den bestræbelse kulminerede med folkeskolereformen i 2014, hvor læringsmål og læringsmålstyring var et af de centrale temaer” (s.393).

Her ser vi en korrekt beskrivelse af læringsbegrebets vandring fra at være knyttet til progressivisme til at blive en ren styringsmarkør, som ender med at læringsmålstyring bliver et ”centralt tema”.

Men denne konklusion modsiger jo udgangspunktet, hvor vi fik at vide, at vi fra 1990 gik fra læring til faglighed.

Sagen er: Vi får ingen faglighed, og interessen for fagenes indhold og formål forsvinder nærmest Vi får ”læring” over det hele i stedet for faglighed, hvilket jo også angives til sidst i citatet.

Vi får altså en ”læringsrevolution”, en udvidelse af læringsbegrebet, der nærmest prompte erobrer den faglighedsdagsorden, som 2001-regeringen forsøgte at sætte.

Denne modsætning og dens nærmere proces er totalt ureflekteret i bogen. Og en af de centrale grunde hertil er, at forfatterne overhovedet ikke i kapitel 8 nævner den stærke systemteoretiske prægning i forskellige versioner, hvor læringsbegrebet arbejder sammen med et opgør med filosofi og pædagogik (jf. min note 1), som efterfølgende sætter sig i det jeg kalder Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO). I kapitel 7 har man ellers argumenteret for vigtigheden af en sådan refleksion (se note 1).

Desuden er drøftelsen af den pædagogiske teoriudvikling i perioden meget svag og summarisk. Man mangler simpelthen at beskrive de realhistoriske og idepolitiske processer. Hele den pædagogiske idehistoriske realitet skjuler sig under hævdelsen af konkurrencestaten som vilkår, og dette vilkår får derfor lov til at brede sig som en sygdom ned i en praksis, som både er stakåndet og har åndenød på samme tid.

b.

Et lignende problem gør sig gældende ift. Lave & Wengers situerede læring, som man uden nærmere markeringer gør til en del af den konstruktivistiske læringsinteresse, som altså hævder er afløst af ”faglighed” efter systemskiftet, dvs. fra 2001, selvom “fagene” nærmest går i opløsning.

Men forfatterne overser fuldstændig den læringsteoretiske strid, som ligger underneden, og som efterfølgende fik store konsekvenser for, hvilket syn man endte med at få på de aktuelle læringsrevolutionære ideer.

Mesterlæren, som jo forbinder læring med indhold og socialitet, blev senere til en central del af den Urene Pædagogik (som slet ikke omtales), hvor især Lene Tanggaard og Svend Brinkmann, men også Jakob Klitmøller og Klaus Nielsen har ydet væsentlige bidrag. Den situerede læring endte altså – måske lidt paradoksalt – i et opgør med læringsrevolutionen. Hvordan kan det være? Jo, det er fordi, at læringsrevolutionen, udover at være båret af økonomiske begrundelser, byggede på den piagetske læring, endda i en radikal aftapning, i form af den såkaldte ”radikale konstruktivisme”, som prægede både Luhmann, John Hattie og Jens Rasmussen. Men den radikale konstruktivisme lagde overhovedet ikke vægt på indhold og socialitet, som det jo var tilfældet hos Lave & Wenger. Tværtimod arbejdede den kun med subjektive konstruktioner.

Mere grundlæggende var striden en rekonfiguration og radikalisering af nogle forskelle mellem Piaget og Vygotsky.

Der var simpelthen en læringsteoretisk kæmpestrid, som i dag har store konsekvenser for vores pædagogiske og kulturelle diskussioner. Men denne strid taler forfatterne til Pædagogikkens Idehistorie helt forbi. De klassificerer bare alle læringsteorierne i samme kasse uden sans for deres forskelle og konsekvenser.

Så for det første overses den systemteoretiske dominans, og for det andet har man ingen sans for de læringsteoretiske uenigheder og forskydninger i perioden. Det er som om, man har forladt sit emne. Og så er der endda flere mangler ved bogen, som jeg vil drøfte i nogle efterfølgende noter.

Tidligere noter:
Link til note 1 om systemteoriens indflydelse på dansk pædagogik:https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155355460314481&id=837549480&pnref=story

 

5. d. 5. juni: Note 3 til Pædagogikkens idehistorie: Det tomme felt

På s. 22-23 er der en skematisk sammenfatning af bogens syv ”epoker”, som rubriceres ud fra 12 variable. Dvs. at bogens skabelon og struktur udgøres af en matrix på 96 felter.

I nærværende note vil jeg blot nævne et enkelt meget tankevækkende forhold. Det drejer sig om den afsluttende epoke 7, som går fra 1989 til i dag. Epokens overskrift er ”Globalisering og livslang læring”, og der sker noget virkelig mærkeligt i de epokale rubrikker. For at få min pointe frem vil jeg sammenligne lidt med den foregående epoke 6, som går fra 1945 til 1989, og som hedder ”Progressivisme og demokratisk dannelse”.

I skemaet markeres hver epokes karakteristika som nævnt ud fra en række variable. De tre variable, jeg vil omtale her, er følgende:

– Ismer
– Internationale fyrtårne
– Danske fyrtårne.

1. Epoke 6: 1945-1989
Ser vi f.eks. på 1945-1989-epoken, så er ”ismerne” kritisk teori og pragmatisme. De ”internationale fyrtårne” er i overensstemmelse med disse “ismer” angivet til at være Dewey, Habermas og Freire. Endelig er de danske fyrtårne Hal Koch, Knud Illeris og CC. Kragh Müller.

Der er naturligvis det ene og det andet at diskutere, men alligevel. Det kan man godt begrunde.

2. Epoke 7: 1989-?
Men nu kommer så min pointe til den undrende forsamling. For hvordan ser billedet ud for vores aktuelle epoke, epoke 7, fra 1989 og til nu?

Jo, hør blot: ”Ismerne” er socialkonstruktivisme og postmodernisme. Ok, det er også i orden.

Men man skulle jo så tro, at der vil komme nogle socialkonstruktvistiske og postmoderne fyrtårne, ikke sandt? Men det gør der overhovedet ikke. De ”internationale fyrtårne” er to fagøkonomer og en økonomisk organisation, nemlig G. Becker, J. Heckman og OECD???? Ja, inde i kapitlet defineres disse økonomer ligefrem som epokens “pædagogiske filosofi”. Hvor er Luhmann, Foucault, Ranciere, Lyotard og Gert Biesta, for nu at foreslå nogle tilfældigt udvalgte?

Og de ”danske fyrtårne”? Hvem er mon det? Ja, det skal jeg ikke kunne sige, for det felt står tomt, altså som i helt og aldeles tomt. Den store matrix har 96 felter, men der er kun et tomt felt. Og det tomme felt fortæller, at der ingen ”danske fyrtårne” findes fra 1989 til i dag.

Men hvad med Jens Rasmussen og Lars Qvortrup? De er da fyrtårne på samme måde som Illeris, mindst endda? Og hvad med Alexander von Oettingen, Lars-Henrik Schmidt, Per Fibæk Laursen eller Peter Kemp?

(Inde i selve kapitlet omtales ganske vist nogle få af disse navne (især L-H Schmidt, som jo er Kristensens “lærer”), men kun yderst perifert og altså ikke med tilstrækkelig tyngde til at fortrænge økonomerne eller bemægtige sig det tomme felt.)

Det er sørme et tomt felt, der råber.

Nu var jeg med til boglanceringen i sidste uge, så jeg ved, at andre også undrede sig. Institutleder for DPU, Claus Holm, undrede sig f.eks.. Han sagde, at han i sin egenskab af institutleder for et ”pædagogisk” institut var lidt ked af det tomme felt. Men han sagde ikke, hvad han mente som almindelig pædagogisk forsker, så der må vi gætte lidt, hvilket jeg springer over her. Holm mente endvidere, at forfatterne måske ville komme lidt ud i storm pga. det tomme felt.

Skolehistorikeren Ning de Coninck-Smith undrede sig endnu mere. Hun havde ligefrem glædet sig til at læse forfatternes beskrivelse af den aktuelle strid, men der blev hun altså skuffet. Også hun undrede sig over den faglige prioritering. Mange af de navne, jeg nævnte ovenfor, har jeg faktisk taget direkte fra Coninck-Smiths forslag.

En af bogens forfattere, Hans Siggaard Jensen, rejste sig op og fortalte, at han mente, at Bertel Haarder var et dansk fyrtårn. Den lader jeg stå og blinke lidt.

Så vi har fået en pædagogisk idehistorie, hvis forfattere mener, at OECD og nogle fagøkonomer udgør fagets intellektuelle fyrtårne, og som ikke mener, at der har været nogen dansk diskussion af betydning siden 1989.
Inde i selve kapitlet ser der lidt anderledes ud, men ikke meget, hvilket jeg vil vende tilbage til i en senere note.

Spørgsmålet er: Hvordan kan Ove Korsgaard, Hans Siggaard og Jens Erik Kristensen være så blinde? Mit antydningsvise svar er treleddet: Det er, fordi de har købt konkurrencestatsteoriens præmis. Konkurrencestatsteorien dominerer beskrivelsen af den sidste epoke. Eftersom Ove Kaj Pedersens teori omdanner pædagogik til et middel for arbejdskraftens optimering, så er resultatet tvingende: Vi ender med økonomer og tomme felter.

En endnu mere grundlæggende årsag er, at de tre forfattere efter eget udsagn har konciperet bogen helt tilbage i 2010, som jo var det helt store nedsmeltningsår på DPU; en nedsmeltning, som forfatterne vel at mærke selv var involveret i på forskellige niveauer. Det var også dengang institutionens ledelse sammen med tre UC-rektorer sammenlignede Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King. Alt det vender jeg også tilbage til i en senere note.

Bogen er altså en 00’er-bog. De tre forfattere er vokset til og ind i den pædagogiske verden sammen med 00’erne. Det er derfra det tomme felt og OECD stammer. Som Niels Egelund sagde d. 10. juni 2010 til Information: ”Internationalt, så er det altså økonomer, der oftest sidder på området. Og uddannelsesforsker, hvad fanden er det?”. Her har vi bogens ånd.

Tidligere noter om bogen:

Note 1 om systemteoriens indflydelse på dansk pædagogik: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155355460314481&id=837549480&pnref=story

Note 2 om læringsbegrebets hegemonisering:https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155364141679481&id=837549480&pnref=story

 

6. d. 6. juni: Note 4 til Pædagogikkens idehistorie: Middelalderens, EU’s og Grundtvigs spanskrør

En af bogens højdepunkter er følgende sætning i kapitel 8, der omhandler perioden 1989-2016:

”Med udbredelsen af globale sammenligninger af de nationale skole- og uddannelsespræstationer i regi af transnationale organisationer som OECD, UNESCO, IEA og EU er der opstået en art pædagogisk og uddannelsespolitisk universalisme centreret om en række nye globale ideer og nøglebegreber som livslang læring, kompetenceudvikling, kreativitet, inklusion og medborgerskab (citizenship). Den periode kan derfor pædagogisk set minde om middelalderen, hvor det var den katolske kirke, der leverede de universelle diskurser og formålsbestemmelser for opdragelse, undervisning og uddannelse i datidens kloster- og katedralskoler og universiteter – med latin som universalsproget. Det karakteristiske ved den nye form for pædagogisk universalisme er dog, at den er båret af økonomi snarere end religion eller demokrati – og at engelsk er blevet det nye universalsprog” (359-60).

Vi får altså en pædagogisk ”universalisme”, der minder om middelalderen. Vi får Romerriget og pavens herredømme i en ny form, i Rom-traktaten, dvs. i en EU-orkestreret økonomisk universalisme, som al kulturel og folkelig pluralitet må underkaste sig.

Ovenstående citat slog mig, fordi jeg nærmest samtidig sad og kiggede i Grundtvigs ”Nordens Mytologi” fra 1832. Her kan man i indledningen læse en kommentar, som i lyset af ovenstående nærmest blive aktuel.

Grundtvig taler om

”romeråget i alle sine skikkelser: som lænkerne i de romerske kejseres, som krogkæppen i de romerske pavers, og som riset i de latinske skolemestres hånd. Lænkerne var det nordboens og tyskerens kald at bryde, kæppen var det deres lyst at knække, men riset har de hidtil ærbødigt kysset, skønt det var netop det farligste, det fordærveligste våben i den skjulte manddrabers hånd. Riset køs livet af mødrene og udpiskede det af børnene, så de blev aldrig mænd for at brække det.”
(s. 28 i min udgave (Forlaget ”Danmark”, 1930)

Så Grundtvig var lidt forud for sin tid med sin kritik af riset. Til gengæld kunne han ikke vide, at Romer-riset nu ifølge de nye pædagogiske oldermænd er afløst af en ny ”universalisme”, nemlig læringsmålsstyring og positiv psykologi, dvs. et såkaldt ”selv-ris” suppleret af diverse ”styrker”.

Pædagogikkens Idehistorie lægger med sit fine universalisme-citat på sin vis op til en herlig strukturering af epoken, hvor hele den aktuelle pædagogiske og uddannelsespolitiske strid kan komme til syne.
Desværre overses mulighederne på det skammeligste, hvilket har sine årsager, som jeg vil vende tilbage til i en senere note.

Men det har noget at gøre med synet på konkurrencestaten og med synet på den grundtvigske tradition, som Ove Korsgaard partout skal gøre til noget ”etnisk”, som endda sidestilles med noget ”kulturelt”. Hermed er vejen banet for en ”uetnisk” Hal Koch og senere hen for Ove Kaj Pedersens teori, der spiller hovedrollen i kapitlet.

En sådan etnificering af en stor national filosof, her Grundtvig, svarer jo til, at man i Tyskland gjorde Immanuel Kant til en etnisk filosof uden moderne indflydelse. Det kunne tyskerne heldigvis aldrig finde på, men det kan danskerne altså godt.

Og blot til sidst: Det var jo den systemteoretiske anti-grundtvigianisme, der bar den nye ”universalisme” ind i Danmark, hvorved vi i en vis forstand fik en forstærket, reduceret og teknificeret universalisme til landet. Vi fik et Romersk Rige helt uden Athen og Betlehem, som slog kløerne i et Danmark uden Valhalla og Grundtvig. Det er det, vi i dag kalder for ”skolereformen”.

Tidligere noter:

Note 1 om systemteoriens indflydelse på dansk pædagogik: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155355460314481&id=837549480&pnref=story

Note 2 om læringsbegrebets hegemonisering:https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155364141679481&id=837549480&pnref=story

Note 3 om ”Det tomme felt”:

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155366516899481&id=837549480&pnref=story

 

7. d. 6. juni: John Biggs og John Hattie

John Biggs er nok det tætteste, vi kommer på en universitetspædagogisk guru. Hans bog ”Teaching for qualitative learning at university” er fast pensum for alle universitetsadjunkter i Aarhus og sikkert også mange andre steder.

John Biggs er især kendt for sin såkaldte ”constructive alignment”, som er en tæt og usympatisk sammensmeltning af læringsmål, evaluering og pædagogik samt for sin læringstaksonomi, ”SOLO-taksonomien”, som der refereres til mange steder i uddannelsessystemet.

John Hattie trækker iøvrigt tæt på Biggs og hans SOLO-taksonomi. Både Hattie og Biggs er fra Australien og har også skrevet artikler sammen. Deres teorier er som bror og søster.

Hattie og Biggs deler også interessen for den radikale konstruktivisme, og de arver dermed direkte en total mangel på sans for omverden, formål og filosofi.

Ja, John Biggs bog indledes simpelthen med en angivelse af seks læringsmål. Her er nogle af dem:

”THE OUTCOMES WE INTEND READERS TO ACHIEVE”

When you have read this book you should be able to

– Explain to a colleague what “constructive alignment” is about and its application to designing a curriculum

– Reflect on your current teaching using the constructive alignment framework and devise.”

Som sagt er der i alt seks læringsmål i samme ånd. Så læseren får at vide på forhånd, at målet er at forstå og bruge Biggs egen teori. Det er det, jeg vil kalde indoktrinering.

Jeg synes, det er lidt synd for universitetsadjunkterne, at de skal stå model til et så anti-intellektuelt et syn på universitetspædagogikken. Det må jeg indrømme. Men ok, det er jo også synd for skolelærerne og deres elever, at de skal stå model til det samme, bare i John Hatties version.

Selv vil jeg aldrig læse en bog – heller ikke en lærebog – der starter med at angive et ”learning outcome” med mindre dette “outcome” handler om at splitte sætningerne ad.

Links:
Mig bekendt har ingen bemærket sammenhængen mellem Biggs og Hattie og konstruktivismen (og dermed også til systemteorien). Men her er to udmærkede danske kritikker af Biggs:

Andersen, Hanne. L. (2010). ”»Constructive alignment« og risikoen for en forsimplende universitetspædagogik”, Dansk universitetspædagogisk tidsskrift, nr. 9, s. 30-35: http://www.dun-net.dk/med…/102953/pages%20from%20dut_9-8.pdf. Hanne Leth Andersen, som har skrevet den fine artikel, er i dag rektor for RUC.

Wiberg, Merete (2011) ”Forståelse i forskningsbaseret undervisning – især i relation til human- og samfundsvidenskab”, Dansk universitetspædagogisk tidsskrift, nr. 10, s. 58-63.

http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.p…/…/article/view/5561…

 

8. d. 6. juni: Ro i Allinge

Skolelederforeningen har en torsdagsdebat i Allinge kl. 14-15. Debatten hedder

”Folkeskolen – før, nu og i fremtiden”.

Spændende! især det med “før” 🙂

Hvem deltager? Det gør følgende personer:

Lars Goldschmidt, tidl. formand for Antorinis Ny Nordisk Skole/medforfatter på Antorinis bøger/konkurrencestatsfan mm.

Christine Antorini, you know

Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen. som sender klagemails til folks arbejdsgivere, hvis han bliver kritiseret.

Jens Vase, tidl. formand for Danske Skolelever (som fik deres tilskud mangedoblet ifm skolereformen)

Jesper Bo Jensen, fremtidsforsker

Laust Joen Jacobsen, rektor UCC

Det er virkelig den gamle garde. Skolelederforeningen er vist ikke gode venner med Riisager.

Det bliver helt klart ro om folkeskolen fra kl. 14-15 på Bornholm. Ingen vil tale om “før”, fordi alle vil have revolutionær ro.

https://kalender.brk.dk/event/user-view/23612?redir=%23eidx_5

 

9. d. 8. juni: Input søges til fortolkning af leder i Asterisk

Jeg har tidligere skrevet en række analyser af Claus Holms ledere i DPU’s magasin ”Asterisk”. Den sidste nye leder står i nr. 82. Lederen har følgene overskrift:

”Kan Grundtvig og globalismens ånd finde melodien sammen”.

Det er nu anden leder i træk, der inddrager Grundtvigs filosofi.

Jeg er efterhånden lidt bange for at gå i selvsvingsautomatik, så derfor vil jeg i første omgang bruge en anden strategi end bare at lave analysen ud fra mine sædvanlige og fattige kategorier.

Derfor spørger jeg slet og ret alle med interesse for emnet og for retningen af dansk pædagogik: Hvad mener I, at der står i denne tekst? Hvad foregår der?

Jeg håber, at nogen af jer har lyst til at skrive lidt. Holm selv er naturligvis også meget velkommen til at deltage i en evt. diskussion.

http://edu.au.dk/fileadmin/edu/Asterisk/82/Asterisk-82-s2.pdf

 

10. d. 8. juni: Natalitet 

Enhver god lærer starter med kærligheden til det, som allerede er, dvs. at han starter med fortiden. Kun på den måde får eleven en chance for at skabe fremtiden sammen med andre.

Den lærer, der starter med fremtiden, ødelægger fremtiden for eleven, fordi læreren jo definerer fremtiden med udgangspunkt i sin opfattelse af nutidens struktur.

Men nutiden er ikke en struktur. Ja, den er slet ikke i tiden. Den er uden for tiden på et blødt og fødende sted, i en form for suspension, midt imellem fortid og fremtid, som begge pulserer under suspensionens kraft.

Det er derfor, at den suspenderede utidige nutid bør have primær pædagogisk interesse.

Hvad sker der nu? Klokken ringer ind på fødegangen.

 

11. d. 8. juni: Forligskredsens læserbrev

Forligskredsen har skrevet et ”læserbrev” til bladet Folkeskolen, der handler om justeringen af Fælles Mål. Det er en form for politisk erklæring. Man kan læse det i linket (Jeg forudsætter, at læseren er bekendt med forhistorien).

Her er lidt kommentarer:

1.

I forligskredsens læserbrev står, at man vil fastholde de 215 overordnede kompetencemål og deres tilhørende generelle videns- og færdighedsområder. Derimod er de underlæggende færdigheds- og vidensmål – dvs. de såkaldte “fasemål” – ikke mere bindende. Dem er der 3170 af.

OK, og hvad sker der så med disse 3170 mål, altså med fasemålene? Forsvinder de? Nej, det gør de sådan set ikke. De gøres blot ”vejledende”, dvs. at de bliver hængende overalt på ministeriets hjemmeside og i fagbeskrivelserne, hvis jeg nu ellers har forstået det ret.

Men hvad vil det nu i mere praktisk forstand sige, at målene er ”vejledende”? Jeg kan forestille mig to scenarier:

a)
Læreren skal stadig have fasemål, men han behøver ikke at bruge ministeriets forslag. Dvs. at læringsmålsstyringen fastholdes som obligatorisk. Hvilke konkrete læringsmål, man bruger, må man blot selv om. På den måde fastholdes ministeriets didaktiske model, som er nævnt i alle fagbeskrivelserne. I dette scenarium fastholdes ”læringsmålstyringen” fuldstændigt. Friheden vedrører ikke det pædagogiske system som sådan, men angår kun hvilket læringsmål, man vil konkret vil bruge for at opfylde de 216 kompetencemål og videns/færdigheds-områder.

b)
Den anden mulighed er, at læreren blot skal arbejde inden for horisonten af de overordnede 216 kompetence-, videns-, og færdighedsmåle. Om han vil gøre det med læringsmålsmetoden eller ej, må han selv om. I så fald kan læreren helt undlade at bruge læringsmål. I så fald er der ingen grund til at fastholde den læringsmålsdidaktiske model på ministeriets hjemmeside, i fagbeskrivelserne eller på læringsportalerne. I dette scenarium forlades læringsmålstyringen helt. Tilbage står blot 216 afskallede og indholdsløse kompetencemål og vidensområder. Men i så fald er der faktisk ingen grund til at kalde de eksisterende læringsmål for ”vejledende”. Bye Bye læringsmål! og ved I hvad: faktisk er der ikke engang nogen grund til at have kompetencemål. Så er det altså bye bye skolereform i en mere grundlæggende forstand.

Man har i “justeringen” forsøgt at finde en mellemvej, men en sådan findes ikke. Vi ender formodentlig med fortolkning a), dvs. med det, jeg har kaldt et ”logisk sammenbrud”, hvor der postuleres frihed, mens tvangen bliver endnu mere tvingende end før.

Og så er der to formuleringer, som jeg ikke synes om, og som vist desværre bekræfter tolkning a) ovenfor:

i.

”Det har vist sig, at det tiltænkte hierarki mellem de forskellige niveauer i målene er endt med at træde i baggrunden”.

Havde man tiltænkt ”et hierarki”? Jamen, det var da det, man fik, men nu troede jeg ellers lige, at man ville af med det? Men med tolkning a) kan man sørme få hierarki igen, kan man. Ja, og endda endnu kraftigere end før, fordi lærerne nu skal lave og følge læringsskabelonerne selv. Den ydre tvang bliver til en indre tvang. Så er det slut med reformationens tro og åndsfrihed, for nu at sige det på den måde.

Eller måske mener man med “tiltænkt hierarki”, at formål og dannelse skal stå over mål? Men så kan jeg sige med sikkerhed, at det aldrig har været på banen eller tiltænkt, hverken i skole- eller i læreruddannelsesreform. Det kan jeg slet ikke tage alvorligt. Det er løgn, ja det er.

ii.

En anden formulering lyder også mærkeligt:

”Fælles mål er primært et redskab for skolen og læreren og et redskab til at tydeliggøre for eleverne, hvad de forventes at lære, og fælles mål skal være et brugbart og meningsfuldt værktøj i undervisningen og i kommunikationen med elever og forældre”

Redskab mig her, redskab mig der og redskab mig over det hele. Kønt er det ikke. Men skal Fælles Mål fortsat være et ”redskab” på den måde, det beskrives, så må det desværre være fortolkning a) der gælder. For er det fortolkning b), så er der jo ingen ”redskaber” men bare helt almindelig undervisning med fag, indhold, kundskaber, viden, færdigheder, formål, dannelse etc. med ledsagende pædagogisk liv og eksaminer.

2.

Men forligskredsens indlæg er vel at mærke også en stiltiende begmand til Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen. De beskyldte jo – sådan nærmest semi-privat – Keld Skovmands bog for at være fyldt med ”fejl, misforståelser og uklarheder”. Men nu har forligskredsen givet Skovmand ret. Det er stort set Skovmands optællingsmetode, kredsen har lagt til grund for justeringen. Jeg synes Rasmussen og Rasch-Christensen skylder Skovmand en gevaldig undskyldning.

3.

Sproget i indlægget er totalt ændret siden Antorinis og Corydons tid. Ordet ”læring” optræder slet ikke (!!!!!). I stedet er overskriften ligefrem ”Målet er kundskaber”, og der tales om både ”dannelse og viden”. Til sidst markeres skolereformens tre legendariske styrings-mål, men udtrykket ”udfordre eleverne, så de bliver så dygtige de kan”, er nu erstattet af målet om, at ”folkeskolen er fagligt funderet og udfordrer alle uanset social baggrund”. Det er jo en meget blødere og måske endda en radikalt anden formulering, fordi det nu er faget og ikke læringen, der kommer i fokus. Dvs. at man skal ”lære noget” og ikke blot ”lære at lære”.

Men sætningerne står helt ureflekterede, så man kan ikke vide, om det bare er overfladisk. Det er det formodentlig. I så fald har vi en situation, hvor læringsrevolutionen nu æder sig ind på resterne af de pædagogiske ord, som den selv har gjort op med siden 1990. Så er vi i fortolkning a).

Men hvis skiftet i vokabular også er realpædagogisk, så falder skolereformen totalt sammen. Og så ender vi i fortolkning b) og faktisk også i en endnu kraftigere opløsning, fordi de Fælles Mål jo slet ikke er kundskabsbaserede men rent kompetencebaserede. Man kan ikke både sige ”målet er kundskaber” og så lave et kompetence-system, som man har gjort det.

Fra den oprindelige forligskreds er der kun følgende gengangere: Anni Matthiesen (V) og Alex Ahrendtsen (DF).

Resten er nye, dvs. – udover ministeren – Henrik Dahl (LA), Jacob Mark (SF), Marianne Jelved (RV) og Birgitte Jerkel (K)

Måske kan nogle af disse gode folk fortælle mig, om lærerne skal anlægge fortolkning a) eller b) ovenfor?

PS Lærer Mette Frederiksen, som vist nok deltager i en af Riisagers arbejdsgrupper, har en mere positiv vurdering af læserbrevet. Det kan man læse om

her: https://www.folkeskolen.dk/…/forligskredsen-maalet-er-kunds…

 

12. d. 9. juni: Jelved laver uro 

Gode gamle Jelved skaber mere dejlig rolig uro:

1. Folkeskolen.dk’s undersøgelse:
Mange kommuner har gang i det ene og det andet fælleskommunale læringsprojekt. Det fremgår af en undersøgelse, som bladet Folkeskolen har lavet.

Journalisterne har især registreret følgende projekttyper:

LP-Modellen, Program for Læringsledelse, Visible Learning og det som i undersøgelsen kaldes for ”andre John Hattie-inspirerede projekter”.

Og ja, det er jo alt sammen fra samme ærgerlige skuffe,

2. Uro:
Men nu er der sørme igen kommet uro om folkeskolen. På den ene side står KL’s Arne Eggert, som tidligere arbejdede for Antorini. Han mener, at det er godt med disse konstruktivistiske fællesskabeloner. Han siger, at det “skaber engagement og ejerskab blandt skolens personale”. Det må man sørme ikke håbe, han har ret i.

På den anden side står uromagerne. Det drejer sig om Jacob Sølvhøj fra Enhedslisten, men også om folk fra forligskredsen, især Jacob Mark fra SF og ikke mindst Marianne Jelved, som virkelig har tilført det radikale venstre noget skolepolitisk pondus, siden hun kom til.

Jelved siger bl.a.: ”Det er utilstedeligt. Det er simpelthen ikke en acceptabel måde at behandle skolerne på. Det er spild af gode kræfter”.

Annette Lind fra Socialdemokraterne er stort set enig med Arne Eggert. Men hun synes nu også at der er kommet for mange projekter. Hun mener dog, at det er Riisagers skyld!?!?!?! Men de projekter, som omtales i undersøgelsen er da rent Antorini-tamtam? Det er rent Konkurrencestatsparti. Drop dem.

Faktisk er situationen langt værre, end undersøgelsen tilsiger. Hvorfor? Jo, fordi hele skolereformen er et eneste stort projekt. På en måde kan man ikke få ”færre projekter”, fordi man kun har et projekt, som så kører helt friløb ud i det læringsrevolutionære blå.

3. Jelved og formålet:
Jeg synes, man bør gøre, som Jelved foreslår. Hun peger på, at man bør huske 2. del af skolens formålsparagraf. Her citeret fra artiklen:

”Marianne Jelved henviser til folkeskolelovens paragraf 2 stk. 2, som siger, at det er skolelederen, der har “ansvaret for undervisnings kvalitet i henhold til folkeskolens formål”.

“Man kan ikke bare lægge en matrice ned over alle skolerne i København eller en anden kommune og sige, at de skal gøre det sådan og sådan. Den måde at drive skole på er en styring, som ikke har noget at gøre med, hvad skolen er”, siger hun og fortsætter: “Skolerne skal simpelthen have frihed til at agere som en professionel institution fyldt med professionelle medarbejdere””.

Nu mangler vi bare, at Jelved forstår, at de omtalte projekter slet ikke er projekter, men bare skolereformen som sådan, som jo selv netop er et eneste kæmpe “projekt”; altså den reform, som Jelved parti stadig lægger forlig til.

https://www.folkeskolen.dk/609264/christiansborg-om-kommunernes-projektitis-utilstedeligt

 

13. d. 9. juni: Rapport fra Skanderborg-Land 

I Skanderborg lærer små børn John Hattie-ord. Niels Jakob Pasgaard rapporterer fra den revolutionære front:

https://www.facebook.com/nj.pasgaard/posts/10213455074588865

 

14. d. 10. juni: Et spørgsmål til Europa

Et spørgsmål:

Europa synker ned i strid og organisatorisk læringsmålsstyring. Hvorfor?

Måske er det på grund af mangel på politisk overbygning, dvs. en forfatning? Uden politik vinder den administrative ”organisation” – dvs. Juncker, strategier og læringsoptimerende regulativer, de Radikales hede drøm, det grimme blå flag med gule stjerner.

Ingen andre ønsker en politisk overbygning. Alle er bange for at miste det nationale og/eller det folkelige. Men det nationale trues nu af konsekvenserne af et Europa uden politik, dvs. et Europa som er økonomisk og organisatorisk defineret, og som bemægtiger sig de nervøse nationer. Det går så endda ekstra galt i DK, fordi DPO hader det, der skulle være et værn om nationalisme, nemlig national dannelse. Man afleverer det hele til det blå flag og al dets hurlumhej.

Er svaret på problemet en europæisk republik med fuldt nationalt/regionalt selvstyre, hvor subsidiariteten er langt mere systematisk og forpligtende indskrevet i en europæisk forfatning, end det pt er tilfældet? Også langt mere end i USA og Tyskland. Vil det være den eneste redning for både Europa som dannelsesområde og for frie nationale processer? I så fald kan Europas politik vinde over Europas organisation, hvorved nationerne kan blomstre under politikkens vind frem for under organisationens åg.

På en måde kan man godt sige, at europæisk dannelse handler om at oparbejde et ubehag ved EU, og national dannelse handler om at opbygge et ubehag ved nationalisme. Ubehaget og den ledsagende destruktive kritik formidles til gengæld af en kærlighed til Europa og til sit land og denne kærlighed kommer fra pædagogikkens lønkamre.

Imens vi venter på afklaring, bør vi give både national og europæisk dannelse en ordentlig spand kul, så ingen af delene for alvor kan kollapse i deres mistrøstige former, dvs. i hhv. en konkurrencestat og i en kineser- og USA-forskrækket europæisk organisation.

Børn og unge skal propfodres med viden om og erfaring med litteratur, kunst, videnskab og industri fra hele verdensdelens gemmere, så de simpelthen ikke vil finde sig hverken i en nationalistisk defineret konkurrencestat a la DF/Soc.dem eller i en grim europæisk union med korsbånd og stjerner på, som drives af en kommission og nogle ansigtsløse processer a la RV.

Men ok, det er tankeprocesser. Jeg ved det virkelig ikke.

 

15. d. 10. juni: Til folkemøde 

Vi skal til Allinge på torsdag. Den står på kuppeltelt på campingpladsen i Sandvig. Prioriteringerne er følgende:

1. Uddannelsesdebatter, udstyret med min notesblok og en i-pad.
2. Debatter om den europæiske situation, men helst ikke med politikere.
3. At tåge rundt og gå ind i et tilfældigt telt.
4. Debatter, hvor der er gratis øl.
5. God musik (jeg glemmer aldrig en fantastisk koncert med Folkeklubben i professionshøjskolernes telt. Det var vist i 2015).

Selv deltager jeg i en debat om Alternativets skolepolitik lørdag kl.10.30. Årsagen til invitationen er formodentlig, at jeg skrev en analyse af partiets store skolepolitiske udspil i vinters. Debattens overskrift er

”Skolepolitik: Er skemarevolution + selvstyre = superelever?”

Det lyder lidt ”alternativt”, så det skal jo nok blive sjovt:-). For at varme op, var jeg her til formiddag til mindfull-yoga nede ved stranden i Risskov sammen med Aarhus Symfoniorkester, som spillede Haydn live ud i bugten.

I må ikke sige det der med “mindfull” til Svend Brinkmann, lov mig lige det 🙂

Måske kommer nogen er jer forbi Alternativets telt til lidt “mind”, hvor jeg vil prøve at gøre Alternativet til noget traditionelt; til en form for “kulturel økologi”, som Brinkmann kalder det..

Links:
Link til Alternativets debat: https://kalender.brk.dk/event/user-view/25033?redir=

Link til analyse af Alternativets skoleudspil, som jeg faktisk godt kan lide på mange måder (men ikke alle):http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-alternativets-…

 

16. d. 11. juni: En tur i Skanderborg kommune

Jeg var lige en tur omkring Skanderborg Kommunes hjemmeside. Jeg ville bare se, hvordan det står til med præsentationen af det altdominerende synlig læring-koncept.

Det kunne jo være, at noget af al kritikken af konceptet var nævnt? F.eks. bogen ”Hattie på dansk”, to store artikler i Nordic Studies in Education og endnu en artikel i Dansk Pædagogisk Tidsskrift? Alt sammen publiceret her i år. Ja, og så plus alt det løse, f.eks. en hel aktuel ph.d.-afhandling af Stine Helms (se links).

Men nej, det var der ikke noget af, ikke et ord. Der er kun religiøs smalsporet juhu-pædagogik over det hele. Det er sådan en slags lomme, eller en “boble”, som det kaldes?

Et brugbart fund blev det dog til, selvom det ikke har noget med ”kritik” at gøre: Hvis I ruller ned i bunden, kan I finde nogle slides for den seneste Synlig Lærings-konference i kommunen. Det var der, hvor eleverne gik med lyseblå t-shirts, hvor der stod “spørg mig om synlig læring”.

Især Hattie-eleven, konsulenten James Nottinghams slides er interessante. Det fremgår nemlig tydeligt af dem, at Hattie-feberen er dybt forbundet med positiv psykologi og John Biggs’ SOLO-taksonomi, som man også bruger på universiteterne og mange andre steder.

I kommunen sender børnehaverne breve til forældrene, hvor pædagogerne fortæller om det nye Hattie-arbejde med de små børn:

“Vi har afsluttet sidste måneds tema om selvregulering. Nu er det Feedback vi skal arbejde med. Måske de spørger jer om hvad det betyder.
Rigtig god weekend.”

Hvis jeg fik sådan et brev var min weekend ødelagt!

Hvis man har spørgsmål kan man skrive til en kommunikationsmedarbejder, som hedder Lone Amdi Boisen. Hun er, ligesom resten af sin forvaltning, også glad for James Nottingham, ja hun har ligefrem været i England og besøge nogle af Hattie-skolerne derovre. Det kan man læse om i et af linkene

Links
Link til kommunens hjemmeside om synlig læring: https://www.skanderborg.dk/…/familie-boe…/sammen-om-laering…

Link til omtale af Stine Helms helt nye ph.d.-afhandling om synlig læring: https://www.folkeskolen.dk/…/forskning-de-svage-elever-kan-…

Link til artikel om Lone Amdi Boisens tur til England: http://stiften.dk/…/Boern-skal-blive-bedre-t…/artikel/249791

Link til en analyse fra efteråret af kommunens skolepolitik:http://www.thomasaastruproemer.dk/synlig-laering-i-skanderb…

 

17. d. 12. juni: Information bekræfter sit læringsrevolutionære synspunkt

Information bekræfter i dagens leder sin stilling som læringsrevolutionær avis med sin tilslutning til skolereformen. Lederen er skrevet af Mette-Line Thorup.

Avisen kritiserer dem, der laver ”uro”. Og hvem er det? Jo, det er Merete Riisager, fordi hun har givet en lille gruppe skoler lov til at eksperimentere med en kortere skoledag. Ministeren ”underminerer” reformen, hedder det, og vi får endda at vide, at ”lærerne for længst har mistet enhver lyst til at spille med”. Ok så, men måske er denne manglende spillelyst reformens og ikke reformkritikkens skyld? Næ nej, det får vi ikke noget at vide om.

Dette synspunkt har helt samme struktur, som socialdemokraten Annette Linds synspunkt i Folkeskolen.dk den anden dag. Også Lind mente, at det var Riisagers skyld, at lærerne var trætte af ”projekter”. Vi lader den lige stå og blinke.

Informations kritik minder også fuldstændigt om Niels Egelunds kritik af Riisager på DR’s net-avis den anden dag. Information og Egelund er lavet af samme åndelige vævning.

Hvad skulle Riisager da have gjort i stedet, ifølge Informations lederskribent? Jo, hun skulle have ”forbedret mulighederne for rent faktisk at implementere de nytænkende elementer, som ville udvikle fagligheden”, hvilket jo er ensbetydende med læringsmålsstyring og Hattie-religion, som dele af forligskredsen og et utal af udgivelser har kritiseret. Men Thorup er tavs som en pandekage om kritikken.

Hvem bruger Information så som retorisk forstærker på sin tavshed? Jo, man henviser til den lokale filosof, Stefan Hermann, som avisen jo også trækker på, når der skal deles populismehatte ud til førende intellektuelle, som ikke lige deler Informations glæde ved at være et konkurrencestats-notat.

Lederskribenten mener, at den ”politisk-administrative” og den ”pædagogisk konservative” position, som Hermann helt overfladisk kalder dem, skal ”billægge striden”. Bilægge striden? Information fører sig frem som en intellektuel avis, men nu vil man billægge en strid, som har rod i en skolereform, som er rent økonomisk defineret? Det vil i så fald være det, som jeg kalder for ”revolutionær ro”. Og så kalder man sig endda for en intellektuel avis? Jeg tror, jeg vil nøjes med Aarhus Onsdag.

Lederen suppleres inde i bladet med et en lang replik af Mikkel Giver Kjer fra SFI. Kjer havde en læringsrevolutionær kronik i avisen i forrige uge, som Niels Christian Sauer efterfølgende kritiserede. Dagens kommentar, der ligger helt i forlængelse af Thorups leder, er så et svar til Sauer. Svaret er så ny-positivistisk at man er ved at kvæles i post-faktuelle fakta.

Der er en gruppe personer, som har sammenfaldende synspunkter og handlingsmæssige mønstre, bl.a. Rune Lykkeberg, Stefan Hermann, Mette-Line Thorup, Arne Eggert, Bjarne Corydon, Jacob Fuglsang, Antorini og Lars Goldschmidt. De kender hinanden på kryds og tværs og har opbygget deres helt eget verdensbillede og begrebsapparat, godt hjulpet på vej af dele af den pædagogiske forskning.

Information støttede også skolereformen, da den skulle vedtages – og på samme tekniske måde – så der er ingen ændring. SF, som jo er avisens ene parti, er også med i skoleforliget, så vil også gerne have ”revolutionær ro”. Partiet deltog dog i justeringen af de fælles mål i sidste måned. Underligt at lederskribenten ikke engang har noteret sig det? Hun er nok ikke blevet ’orienteret’ af Stefan Hermann? Informations andet parti er Enhedslisten. Det er uden for forliget, men det kniber med den politiske og intellektuelle kraft. Der ville det jo hjælpe, hvis segmentets avis ikke var så vild med det centrum-venstre, som udviklede sig i 00’erne, og som skolereformen er en fuldstændig integreret del af.

Links:
Informations leder: https://www.information.dk/…/folkeskolereformen-afvikles-ud…

Annette Linds (og andres) reaktion på Riisagers initiativ: https://www.folkeskolen.dk/…/christiansborg-om-kommunernes-…

Niels Egelunds kritik af Riisager initiativ: http://www.dr.dk/…/indland/nu-bliver-skoledagen-kortere-igen

Mikkel Giver Kjers kronik (d.23. maj): https://www.information.dk/…/laererne-afskyr-folkeskolerefo…

Sauers kritik af Kjers kronik (d. 31. maj): https://www.information.dk/…/sfi-gambler-halv-million-medbo…

Kjers svar til NC Sauer (d. 12. juni): https://www.information.dk/…/foelsom-folkeskoledebat-foeres…

 

18. d. 12. juni: Børneaktiepartiet

SFs daværende skolepolitiske ordfører, Pernille Vigsø Bagge, skrev nedenstående kommentar til Information i december 2012.

Vigsø Bagge skriver blandt andet følgende med udgangspunkt i en reference til Fælles Mål:

”Aktivt lederskab skal styrke samarbejdet om eleverne, så lederen formår at gå i dialog med læreren om de læringsmål, der er opstillet for den enkelte klasse og endda påkrævet for den enkelte elev.”

Ledelse er læringsmåls-sparing. Og der er ingen sprækker overhovedet!

Hermed lægges grunden til SF’s læringsbegejstring i mange kommuner og til partiets manglende intellektuelle spændstighed i det hele taget. Efter murens og Grundtvigs fald reduceredes SF til et intet. Man endte paradoksalt nok ligesom Antorini, som forlod SF i 2001, netop pga. af Grundtvigianerne og marxisterne i partiet. Bagefter forlod SF sig selv og blev til Antorini. Nu er SF et intet. SF er et læringsmål. En individuel læringsmaksimeringsmaskine. Det er betagende at følge med sine tanker.

Og forliget står stadigvæk fast som en havørn. SF står ved det.

Der ændres lidt på nogle detaljer, men ånden er, som den er. Ånden flyder stadig rundt i kommunerne, i forskningen og overalt på ministeriets hjemmeside. Ånden ER. Og det er SF’s skyld og ansvar.

På valgplakaterne i 2011 skrev partiet, at børnene var en aktie. Desuden støttede alle de nu bortløbne børnepartisoldater Corydons konkurrencstatsteori og den tilhørende skolereform. Endelig var man en slags lillebror i forhold til det store Konkurrencestatsparti, dvs. helt tømt for normativt indhold. Derfor et det passende navn til partiet:

BØRNEAKTIEPARTIET

https://www.information.dk/debat/2012/12/lederskab-gavner-hele-folkeskolen

 

19. d. 13. juni: Aarhus Universitet på folkemødet 

Aarhus Universitet udbyder forskningstømt standardvare på Folkemødet:

På Folkemødets første dag handler Aarhus Universitets debatter om uddannelse.

Nedenfor er der links til de to vigtigste af de totalt forudsigelige debatter med deltagelse af hele perlerækken af forskningsløse sætninger.

Der ingen pædagogiske forskere, ikke engang af de ukritiske. Ja, eller andre forskere for den sags skyld.

Til gengæld er der fyldt med DEA, Antorini, Dansk Industri osv.. Det er for ringe. Det er ikke et universitet værdigt. Man skulle tro, debatterne var arrangeret af KL eller UC-VIA.

https://kalender.brk.dk/event/user-view/22833…

https://kalender.brk.dk/event/user-view/22848?redir=

 

20. d. 13. juni: Fyens.dk om Agedrup-sagen 

Fyens.dk opdaterer i dag den undrende omverden med seneste nyt i Agedrup-sagen. Kommunen har nu brugt ½ mio kr., på advokat-salær i sagen, som ikke har ført til andet end kommunale forhalinger og nederlag samt nogle velfortjente og arrogante belæringer fra dommeren i landsretten.

Agedrup-sagen er en materialisering af den ideologiske strid mellem centrum-venstres lærings-ideologiske skolepolitik og dansk pragmatisk skoletradition.

Det er denne materialiserende materie, dette “matter that matters”, som gør, at jeg har kaldt Agedrup for et epicenter.

Dette epicenters konsekvens vil forhåbentlig bringe landets pædagogik helt frem og tilbage og ind i sagen selv, dvs. sprænge læringsbegrebet i stumper og stykker, så børn kan begynde at lære noget.

http://www.fyens.dk/odense/Schmidt-sag-har-kostet-halv-million-i-advokat-salaer/artikel/3158696

 

21. d. 14. juni: Data-Danmark 

Venstre bryder virkelig ud som “Maskinrumspartiet” i dagens JP.

Uddannelses- og forskningsminister, Søren Pind, har slået sig sammen med direktør i Dansk industri, Karsten Dybvad. De to har fundet ud af, at man kan tjene penge på big-data, Derfor har de kaldt deres debatindlæg for:

”Data kan blive guld værd for Danmark”.

Der er ingen smalle steder for databegejstringen, og der er ikke en eneste reservation.

Danmark skal være et ”knudepunkt i den globale data-drevne økonomi”; et land, hvor alle ”med største naturlighed ser data som kilden til ny indsigt”. Og vi skal være optimerede med hensyn til ”globale trends og muligheder inden for big data og datadreven innovation”.

Derpå knytter Pind og Dybvad an til Disruptionsrådet, og med den reference er vi direkte ovre i brændende platforme, indianerlejre og i uddannelsessystemet, hvor vi jo har samme opgør med den pædagogiske tradition. Ledende skoleforskere ser her frem til at arbejde med ”arkiver af rådata”, som kan sendes kloden rundt, så lille Anna kan læringsoptimeres.

Pind og Dybvad har som sagt ikke den mindste reservation eller refleksion over sagen, og artiklen slutter med følgende sætning:

”På den måde kan vi vinde fremtiden”.

Pind fører sig frem med som ”dannelsesminister” i pressen. Han er det modsatte. Han er ikke andet end en læringsminister i et Maskinrumsparti, som er defineret ved teknikkens absolutte og totalitære herredømme.

Man burde ansætte 500 filosoffer, teologer og rundkredspædagoger i DI og i Pinds data-ministerium.

http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE9649937/data-kan-blive-guld-vaerd-for-danmark/

 

22. d. 14. juni: Alternativ uro 

Alternativet vil ikke have “ro om folkeskolen”, ligesom de revolutionære vil. Partiet vil have fordybelse, bæredygtighed og udvikling i stedet for. Måske kunne de andre partier også byde ind med noget uroligt indhold? Alle har jo noget at byde ind med. Så tror jeg, at vi ved fælles hjælp kunne få en ordentlig skolepolitik.

https://www.facebook.com/alternativet.dk/photos/a.677987665568787.1073741828.676061179094769/1587081967992681/?type=3&theater

 

23. d. 15. juni: To spørgsmål i dansk politik 

De to spørgsmål i dansk politik:

Hvad sker der, hvis et Konkurrencestatsparti går sammen med et Dansk Fryseparti?

Og hvad sker der, hvis et Arbejdsmarkedsparti går sammen med et Maskinrumsparti?

Derudover er der også nogle virkelige politiske spørgsmål. De skal stilles af nogle usynlige partier med gammeldags navne.

 

24. d. 16. juni: Folkemøde 2017: Mission og Aarhus Universitet 

Først deltog vi i en spændende diskussion i missionærernes telt om relationen mellem Luther og velfærdsstaten, med bidrag fra Jørn Henrik Petersen, som har skrevet en bog om emnet, Kaare Dybvad og en præst. Konkurrencestatstemaet var dog svagt reflekteret, selvom der blev spurgt til det.

Dernæst var vi til Aarhus Universitets uddannelsespolitiske debat på Aurora. Debatten var demonstrativt fri for pædagogisk forskning og desuden fyldt med skrækkelige banaliteter fra Antorini, Charlotte Rønhoff fra DI og fra en lokal erhvervsmand. De ville alle sammen tage “udgangspunkt arbejdsmarkedets behov”. Det var en lidelse. Universitets rektor var slet ikke kritisk nok, efter min mening. Han mener ganske vist, at der skal være fri forskning, men han tror også, at vi har et masseuniversitet, der skal servicere arbejdsmarkedet. Hvilken fejl. Ikke mindst, hvis det er DI’s eller KL’s “arbejdsmarked”.

I pædagogisk forskning er der følgende lov: jo mere man tager udgangspunkt i kommunernes behov, desto dårligere bliver forskningen. Men det har universitetets ledelse ikke forstået. Den hygger sig med DI’s absolutte forfald.

 

25. d. 16. juni: Folkemøde 2017: Kontrarevolution i Allinge

Der var fest i DLF’s hus i Havnegade i Allinge mellem 12 og 13. En herlig dyb, karnevalistisk og kærlig hyldest til pædagogik og kundskaber. Jeg er så glad, så glad.

Alexander von Oettingen satte scenen med en træffende kritik af uddannelsespolitikernes opløsning af skolebegrebet og af den pædagogiske forsknings bevidstløse medvirken hertil.

Merete Riisager fulgte trop i et festfyrværkeri af pædagogisk kritik, vendt imod skolereformens grundlæggende filosofi.

Anders Bondo fulgte trop, men ved I hvad? Selvom han også var god, så var det lige før, at han, på trods af sin kritik, var den mest skolereformsaffirmative, hvis man ser på sprogspillenes dybdestrukturer. Det skyldes bl.a, at DLF oprindeligt var meget glade for Antorinis ideer. Men pyt, han skal nok komme helt med, når blot Riisager og Oettingen holder kadencen.

Der var fuld kraft på opgøret med læringsbegreb, visible learning, læringsmål, læringsplatforme, instrumentalisering, 1:1-tænkning osv. Det var ren fryd.

En af landets største læringsfundamentalister, Claus Holm, var blandt tilhørerne. Jeg bemærkede, at han kløede sig i håret. Hvor var Antorini?

Til gengæld snakkede de tre debattører om kundskaber, dømmekraft, autonomi, indhold, formål, myndighed, demokrati. Og vel at mærke med fuld sans for dybden.

Oettingen sagde til Claus Holm, at man burde tage pengene fra DPU og give dem til UC’erne. Oettingen glemte dog at fortælle om den pædagogiske krise i UC’erne selv; en krise som i høj grad bæres af netop det syn på læring, som Oettingen tordnede imod. Mere “selvkritik” tak, som Hermann plejer at bede alle andre end sig selv om. Men ok, Oettingen skal også have tak for at kritisere 1:1-tænkningens ødelæggende effekt i læreruddannelsen.

Tidligere på dagen havde jeg hørt på den totale opløsning af HF og Gymnasieskolen. Det var i professionshøjskolernes telt, hvor formanden for den dybt reaktionære rektorforening, Danske Gymnasier, svingede den arbejdsmarkedspolitiske karriere-fundamentalisme ned over en hel stakkels generation. Og i går var den jo helt gal på AU’s båd, Aurora, hvor DI fik lov at svinge den kundskabsopløsende pisk.

Debatten i Havnegade blev styret af Jens Jonathan Steen, som ikke havde megen sans for det enestående materiale.

I Havnegade startede den nye fest. En ny form for interesse mellem politik, profession og filosofi og dermed en virkelig ro om folkeskolen. Mange tak for dette Folkemøde-klimaks til dagens tre helte.

 

26. d. 17. juni: Folkemøde 2017: Gør god undervisning bedre

I går eftermiddags var jeg til debat om at “gøre god undervisning endnu bedre”; en formulering der jo falder fint i forlængelse af skolereformens “gør en god skole bedre”. Det er den slags formuleringer, der bare betyder dårligdom.

Jeg interesserer mig meget for emnet, så jeg mødte op trods alt.

Debatten varede hele 11/2 time. Der var et langt indlæg fra en Rambøll-konsulent, der havde skrevet en rapport om emnet. Jeg fattede ikke en brik.

Derpå var der indlæg fra bl.a. Arne Eggert, Stefan Hermann, Camilla Hutters fra EVA og Andreas Rasch-Christensen. Rambøll-kvinden bidrog med løbende kommentarer som en “forskningens stemme”.

Da debatten var overstået, kiggede jeg ned på min notesblok. Der stod intet.

 

27. d. 18. juni: Folkemøde 2017: Fest og nedtur og fest

For tre år siden var jeg til folkemøde-debat hos Undervisningsministeriet. Det handlede om læring, læring og atter læring og nothing else i et lokale med sparsomt fremmøde.

Kl. 12 i går var jeg i samme ministeriums selskab. Og ved I hvad? Ordet “læring” optrådte slet ikke. Og heller ikke nogle af de andre beslægtede DPO-ord.

Men hvad handlede debatten så om? Jo, den handlede simpelthen om skolereformens og DPO’s store bandeord: Dannelse.

Undervisningsministeriet havde i samarbejde med net-avisen Zealand skruet et fremragende program sammen. Orkestret Folkeklubben spillede op og fortalte om både Martin A Hansen og Jørgen Stein og om en kritisk og interesseret ungdom. Riisager fortalte om betydningen af opdragelsen hos sin mormor. En efterskoleforstander talte om ting, der var større end ungdomsfællesskabet, nemlig det historisk-poetiske, og Eske Willerslev slog et slag for videnskab og grundighed. Katrine Lilleør fortolkede HC Andersen, og vi sluttede af med en fælles Grundtvigs-sang. Salen var propfyldt.

Hele bredden i dannelsens og pædagogikkens muligheder blev tegnet op. Jeg så mange jeg kendte, men ingen fra DPO.

Bagefter var vi hos DLF i Havnegade. Her skulle Pernille Rosenkrantz-Theil forsvare skolereformen. Det var som at høre en Corydon Light. Hun “pralede” med, at hun var djøffer, og at hun havde en bachelor i statskundskab. Og jo, måleriet havde da taget lidt overhånd, men ellers handlede alt om styring på den der bachelor-djøfmåde, som ikke er til at holde ud. Man forstår godt, at nogle socialdemokrater er imod “akademikere”. De er selv de værste.

Grundlæggende var Theil begejstret for skolereformen. Resten er bare et styringsproblem, måtte vi forstå.

Hun fik dog sagt en tankevækkende ting, nemlig at DLF fra starten var begejstret for skolereformens ideer. Det passer, og før foreningen tager et eksplicit opgør med reformens indhold og sin egen rolle i elendighederne, kan man ikke helt tage foreningen alvorligt. Og det er IKKE nok at sige, at det bare var “strategi”.

Om aftenen var der fest på Cirkuspladsen i undervisningsministeriets nye ånd. Der blev sunget fællessang på modersmålet, USA’s tidligere ambassadør holdt en brandtale for dansk folkelighed og demokrati, Sigurd Barrett sang sin nye sang til 100-året for genforeningen, og Savage Rose gav deres livs version af Wild Child.

Til sidst var der fyrværkeri både ude og inde!

 

28. d. 19. juni: SF bekræfter folkeskoleforliget

SF har lavet et stort folkeskoleudspil, ”En stærk folkeskole”, som jeg må indrømme er gået lidt under min radar. Så vidt jeg kan se, ligger det ikke engang på partiets hjemmeside?

Desværre består udspillet blot af en tilslutning til skolereformen samt af nogle større tekniske ændringsforslag uden interessante begrundelser. Udspillet har slet ikke samme udsyn og dybde, som man finder hos f.eks. Alternativet og hos LA, og der er fyldt med sprogspil, hvis tavse forudsætninger deler filosofi med skolereformens tænkning. Der er derfor ikke noget virkeligt, som man kan forholde sig til. Det er ikke en kritik værd. Det har ingen rod og intet ståsted. Og frem for alt er der intet selvopgør.

Det eneste, der er lidt selvstændigt, er ideen om ”folkefriskoler”, men vi bliver kun informeret om noget teknik, så man kan nærmest ikke omtale det. Og det er da også fint med sund kost og ½ times kortere skoledag. Men der er som sagt fuld tilslutning til reformens overordnede tankegods. Ærligt talt: Der er sgu mere oprør i Undervisningsministeriets folkemødeudspil end i SF.

SF er en del af den centrum-venstreideologi, der lå til grund for de reformer, som man støttede begejstret i 2013; en støtte, der med det aktuelle udspil verificeres. Ideologien er en konkurrencestat, der ser pædagogik som middel til økonomisk og statslig optimering, og under denne hat arbejder læringsbegrebets værste sider ufortrødent.

I et tilhørende interview på folkeskolen.dk understreger SF’s skolepolitiske ordfører Jacob Mark, at han vil forblive i forligskredsen og stadfæster dermed den skolepolitiske realitet, som de radikale og ikke mindst socialdemokraterne er de vigtigste spillere i.

Nogen siger måske: Jamen, Thomas, hvad med V, K og DF? De er jo også med i forliget. Det er rigtigt, og de skal bestemt heller ikke skånes. Man må dog betænke, at skolereformen er udtænkt og fremlagt af en S-SF-RV regerings overordnede corydonske ideologi og hele dennes udspring og sammenhæng.

Dermed bekræfter udspillet partiets aktuelle navn: Børneaktiepartiet. Dvs. et corydonsk parti, som er blevet lidt nervøse ved Corydon. Udspillet er på den måde et barnligt udfald mod nogle dårlige forældre, som man aldrig kunne finde på at forlade. Helt ærligt: jeg troede man forlod regeringen, fordi man var utilfreds med Cyrodon (jf Dong-sagen), men i skolepolitikken hænger man stadig i skørterne.

I SF’s tradition er der fyldt med sociale og åndelige muligheder. Men de ligger helt brak i forslaget.

Links
Link til SF’s skoleudspil: http://sf.dk/media/6765/en-staerk-folkeskole.pdf

Interview med SF’s skoleordfører om udspillet: https://www.folkeskolen.dk/…/her-er-sfs-skolepolitik-fire-a…

 

29. d. 19. juni: LA og Alternativet

Jeg har stor respekt for de tre partier i Folketinget som – hvis man kigger på skolepolitikken – har drevet protesterne frem. Det er Alternativet, Enhedslisten og LA.

De andre partier markerede jo deres holdning, da de stemte for hele det system af love og regler – dvs. især skolelov, læreruddannelseslov, L409 og Fælles Mål – der vil bygge skole og pædagogik på økonomisk optimering frem for fordybelse og kundskaber. Dem har jeg ingen respekt for. Simpelthen ingen. De skal buuhes ud af Tangkrogen.

Af de tre gode partier har Enhedslisten desværre ikke en pædagogisk indstilling. Det hele bliver lidt for teknisk og oneliner-agtigt med et overdrevent fokus på lighed. På en måde håber jeg dog ikke, at partiet vågner. Jeg er nemlig lidt bange for, at det ender i favnen på den del af partiets intellektuelle bagland, der går ind for post-humanisme, som jo er sådan en slags venstreorienteret version af disruptions-rådet, blot meget mere disruptiv. Partiet kan også kigge hen til den mere klassiske velfærdstænkning hos Sanders eller Corbyn. Men ok, i den omegn er der desværre ingen pædagogiske ideer.

Det er ikke som i 1970’erne. Dengang tilhørte pædagogikken simpelthen venstrefløjen. Det er helt slut nu. Ja, faktisk sluttede det med murens fald. Det var jo en stor lettelse for alle at slippe for den pædagogiske marxisme. Desværre kom der ikke noget i stedet for. Vi fik bare et centrum-venstre med al dens konkurrencestat og læringsrevolution, og et højre der spaltedes i Dansk Fryseparti og Maskinrumspartiet. Det var 00’ernes liv. Musikken var heller ikke for god, sådan generelt set.

Det efterlader os med to partier, som skal drive en humanistisk og kundskabsorienteret skolepolitik frem. Og det er LA og Alternativet. De er lidt forskellige, men hvis vi plusser det ene med det andet og trækker lidt fra i nævneren, så ser det fint ud.

Så måske skulle Merete Riisager og Carolina Magdalene Maier sætte sig sammen og lave en form for ”økologisk Henning Fonsmark”? Jeg er fyldt med ideer:-).

Jeg har også forskellige ideer til, hvordan de andre partier kunne bidrage konstruktivt, så vi virkelig kan få en folkeskole og en læreruddannelse på den store klinge. Men det er uaktuelt under de aktuelle skoleloves hat, det er klart.

Man må vælge:

Alt, EL og LA har valgt kundskabsvejen, dvs. lovens §1. Herfra er der fuldt politisk og pædagogisk udsyn.

S, RV, SF, V, K og DF har valgt læringsoptimeringsvejen, dvs. skolereformen. Herfra ser man kun bogholdere og metoder.

 

30. d. 20. juni: Livsduelighedsnoter

Rasmus Kolby Rahbek har skrevet et glimrende indlæg i Højskolebladet. Han argumenterer for, at ordet ”livsduelighed” har mistet kontakten til livet og til den grundtvigske tradition. I stedet er livsduelighed blevet et psykologisk-kognitivt begreb, der kan bruges i f.eks. SFI’s rapporter og af DPU’s læringsideologer. Livsduelighed er kort sagt koopteret af ”robusthed”, som igen er annekteret af den positive psykologis skolereformsaffirmative styrkevokabular med videre reference til konkurrencestater og den slags. Kort sag: anti-pædagogik over det hele.

Med sin diskussion af livsduelighed forholder Rahbek sig til en begrebslig trend, som var tydelig på en nyligt overstået konference, som også handlede om livsduelighed. Konferencen blev arrangeret af Nationalt Center for Skoleforskning med institutleder Claus Holm i en af hovedrollerne. Rahbek nævner faktisk også Holm i sin artikel. Skoleforskningscentret ledes af Lars Qvortrup, som har slået sig op på en stærk anti-grundtvigsk tilgang til uddannelsesspørgsmål.

Med Rahbeks artikel stadfæstes en ny disciplin i dansk pædagogik, nemlig analyser af, hvordan DPO ødelægger gamle begreber, som lyder gode, men som umærkeligt omdannes til et teknokratisk læringssprog, som kan sive videre ud på skolerne og i konsulentlaget. En af mine kolleger sidder pt og skriver på en lignende artikel, hvor han studerer Lars Qvortrups nednormering af dømmekraftsbegrebet, som kommer i stand via en smal og fejlbefængt læsning af Kants dømmekraftskategorier.

Holm er i parentes bemærket en slags elev af Qvortrup, som jo også må være headhuntet til sin lederstilling af Holm, eftersom skoleforskningscentret er en del af DPU.

Nå, men i den forbindelse er det værd at linke til et opslag, som man kunne finde på Andreas Rasch-Christensens facebookside den anden dag. Opslaget består af et billede fra Allinge og er sådan en slags ur-empiri, som jeg ser det. Det viser Claus Holm og prorektor for UC-syd, Alexander von Oettingen, i en livlig diskussion af, om DPU bør give penge til UC’erne. Rasch-Christensen sidder og tjekker sine sms’er imens.

Diskussionen er en forlængelse af en folkemødediskussion i DLF’s hus i Allinge, hvor von Oettingen virkelig tog kegler og kritiserede dele af DPU’s forskning for at opløse skolebegrebet, hvilket han har helt ret i. Merete Riisager og Anders Bondo var lige så glade og fornuftige som Oettingen, så det var bare skønt og rigtig folkemøde-agtigt. Men Holm, som også var til stede, var ikke tilfreds. Han spurgte, hvordan man skulle sikre lærernes kompetencer? Hvorfor han lige netop spurgte om det, ved jeg faktisk ikke. Hvorfor forsvarede han ikke DPU imod det med skoleopløsningen? Eller forsvarede læringsbegrebet? Nå, men hvorom alting er svarede von Oettingen følgende: ”Vi skal tage penge fra dig og give dem til mig”. Og det var alle vist enige med Alexander i, eftersom Holms penge jo gik til skoleopløsningen.

Men nu kan man så forstå på Rasch-Christensens opslag, at Holm ikke har været tilfreds med at være dagens prügelknabe, og det forstår man jo også godt. Jeg håber dog også, at Claus og Alexander diskuterede noget indhold. F.eks. kritiserede debattørerne jo ”lærings-begrebet”, og Holm har nærmest argumenteret for, at læringsbegrebet skal stå ved alle landets grænsebomme. Så DPU er helt på kollisionskurs med skolepolitikken for tiden og jo faktisk også med lærerne og med von Oettingens version af UC-forskningen.

Nå, men ved I hvad, der så er lidt sjovt? Det er, at von Oettingen selv er repræsenteret i to af de centrale skoleopløsende organer, nemlig som medlem af styregruppen for Nationalt Center for Skoleforskning, som jo havde arrangeret konferencen om det livsduelighedsbegreb, som Rahbek kritiserer for at underminere den pædagogiske tradition. Von Oettingen sidder også i styregruppen som repræsentant for Danske Professionshøjskoler, der har hyperinstrumentalisten Carsten Koch, konkurrencestatsmanden Stefan Hermann og en tidligere ansat i selveste Moderniseringsstyrelsen, Inge Svendsen, som ledelsesmæssigt triumvirat. Svendsen hilste jeg på i Allinge. Hun mener nærmest, at ”seminarier” er et bandeord.

Danske Professionshøjskolers officielle forskningsstrategi, som afspejles i de mange UC’eres ditto, er også helt på opløsningens side, som jeg kan vurdere det. Oettingen sidder også i det centrale udvalg bag det såkaldte ”ph.d.-råd”, hvis centrale markør er ”læringsudbytte”, som von Oettingen – eller var det Riisager? – ellers tordnede imod i DLF-debatten i Allinge.

Nu siger jeg så: Jeg synes helt klart, at Holm skal give nogle penge til Alexander, men Alexander skal love ikke at give dem videre til hverken UC’erne, Ph.d-rådet eller Nationalt Center for Skoleforskning. Han skal beholde dem alle sammen helt selv. Eller måske kan han give nogle penge til Grundtvigsk Forum (GF). Oettingen sidder nemlig også i styregruppen for det. GF kan så give penge videre til Rasmus Rahbek, som jo forsker i grundtvigske og højskolepædagogiske emner. Eller til noget andet udmærket anti-læringsforskning, som undersøger, hvad der sker rundt omkring.

Diverse links:

Link til Rasmus Kolby Rahbeks artikel i Højskolebladet: http://www.hojskolebladet.dk/…/kommentarer/2017/duelighed-u…

Link til omtale af konference om livsduelighed på DPU: http://www.thomasaastruproemer.dk/livsduelighed-paa-dpu.html

Video fra DLF’s debatarrangement: https://www.facebook.com/Folkeskolen.dk/videos/10155673121977323/

Link til Andreas Rasch-Christensens fotografi: https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10213283290986449&set=a.10203945624550624.1073741826.1522514615&type=3&theater

Link til sammensætning af styregruppe for NCS: http://ncs.au.dk/om-ncs/organisation/

Link til sammensætning af ph.d.-råd: http://www.au.dk/…/Ph.d.…/Medlemmer_af_ph.d._raadet_2017.pdf

Link til Danske Professionshøjskoles forskningsstrategi: http://danskeprofessionshøjskoler.dk/…/Professionsh%C3%B8js…

Link til styrelsen for Grundtvig Forum: http://www.grundtvig.dk/grundtvigsk-forum/styrelsen.html

 

31. d. 21. juni: Arbejdsmarkedets behov 

Man siger, at pædagogik skal indrette sig efter samfundets krav og efter arbejdsmarkedets behov.

1. “at ind-rette sig”
Det er helt forkert at pædagogik skal indrette sig efter samfundets krav. Det er faktisk omvendt. Det er samfundet, der skal indrette sig efter pædagogik.

Men hvad er pædagogik da? Det er samfundets uafbrudte genskabelse.

Hvad betyder det så? Jo, det betyder, at pædagogik må rette sig efter et skabende samfund, som allerede er skabt, og at denne tilstand er konstant.

Og denne ”rettet-hed” er det modsatte af at ind-rette sig.

2. “at tage udgangspunkt i behov”
Pædagogik kan ikke tage udgangspunkt i behov, fordi pædagogik handler om at finde behov, der kan brede sig ud i livet.

Tager man udgangspunkt i behov, ødelægger man samfundets genskabelse. Jeg synes faktisk, det er ondt.

3. Konklusion

Samfundet skal rette sig efter pædagogikkens krav frem for omvendt.

Pædagogik sætter samfundet i stand til at finde behov, så ingen kan tage udgangspunkt i dem.

Man kan på den måde godt sige, at pædagogik er en samfundsvidenskabelig grunddisciplin, fordi den jo handler om skabelsen af samfundets grundlæggende kategorier og genskabelse.

 

32. d. 21. juni: Et forsvar for grænser

Hvad er det værste? Det er det grænseløse.

Hvorfor? For så kan man ikke invitere.

Hvad sker der, hvis man ikke kan invitere?
Så går man i stå, i opløsning.

Hvad sker der, hvis man går i stå?
Så må man udvandre.

Hvad sker der så?
Så bliver alle til udvandrere uden invitation, dvs. til flygtninge.

 

33. d. 23. juni: Øko-logiens og øko-nomiens problem

Der er to ord, som minder om hinanden. Det er ”øko-nomi” og ”øko-logi”. Begge har græsk rod og henviser til husholdningernes indre og indbyrdes kredsløb (som i miljø=sted i midten).

Økonomi er sidenhen kommet til at handler om pengenes kredsløb, mens økologi handler om naturens kredsløb.

Begge ord deler dermed også de samme problemer:

  1. Begge ord opløser alle ting i relationer. Tingenes egenart mister man blikket for. Dermed får pædagogik problemer, fordi pædagogik jo både handler om ting, som de er, og om unik subjektivitet.
  2. Begge ord har også problemer med det politiske. Politik handler jo netop om brud i kredsløbene. Og disse brud er vel at mærke offentlige, dvs. uden for ”husholdningerne”. Helt konkret viser dette problem sig f.eks. ved Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsteori og nødvendighedens politik, som ingen sans har for politiske processer. Men problemet viser sig også for de økologiske bevægelser, som gør alting op i klimamål mm, og som blot havner i en anden form for ”nødvendighed”.

Både økonomi og økologi har det altså med at nednormere, glemme eller udrydde pædagogiske og politiske processer.

Uden korrektion får vi derfor en økonomisk eller en økologisk totalitarisme. En form for ”husholdningernes triumf” over politik og pluralitet, dvs. over menneskelig fødthed og tilsynekomst.

Begge øko-filosofier bør drage omsorg for deres ”pædagogik” og deres ”politik”. Ellers ender de som to versioner af det samme.

Vi får altså følgende problemstilling: Hvad er forholdet mellem relation og egenart?

På det politiske plan er denne problemstilling en kæmpe udfordring for især Alternativet og for LA. Der ligger et filosofisk og intellektuelt arbejde forude, som – tror jeg – vil forbedre forståelsen af både økonomiske og økologiske processer og deres brud.

Det er naturligvis også en udfordring for de andre partier, men de har jo valgt at definere sig selvom som børneaktier, konkurrencestat og maskinrum. Enhedslisten har også en chance, hvis de forbinder sig med de politisk-pædagogiske sider af partiets tradition (diverse trotskistiske og venstre-grundtvigianske sider).

 

34. d. 24. juni: Moralsk opløsning i Deadline 

Moralsk opløsning i Deadline:

1.

Det var noget af en prøvelse at se Deadline her til aften. Det sidste indslag handlede om et firma, ”Fiks din opgave”, der sælger organiseret snyd til gymnasielever. Hvordan i hele hule…. kan det være lovligt? Det burde da være direkte i kachotten! Retfærdighed er et af uddannelsessystemets kernedyder. Men den unge direktør, Frederik Drews, opfattede helt naivistisk sig selv som en slags innovativ disruptionshelt, der vil bryde ”karakterræset”. Det er jo et studium i social-psykologisk og moralsk forfald.

Her i forårssemestret har der også været kaos i kontrollen med elevernes IT-adgang til gymnasieeksaminerne. Jeg hører om de mest rystende ting, når jeg taler med gymnasielærerne. Jeg fatter ikke, at man ikke kan gennemføre en helt almindelig eksamen med lukkede og kontrollerbare it-systemer. Både som lærer, far og borger går jeg ud fra, at eksaminer afvikles så objektivt og retfærdigt som muligt.

Den unge direktør bør sendes i fængsel. Simpelthen. Og hvis myndighederne ikke kan få styr på sagerne, så må vi tilbage til papir og blyant.

2.

Udsendelsens indledende indslag handlede om den minister, som om nogen symboliserer symbiosen mellem Dansk Fryseparti og Maskinrumspartiet, nemlig Inger Støjberg. Regeringen og DF mener, at Støjberg skal have frit lejde til at bryde helt almindelig demokratiske principper! Hun skal da bare ud af vagten.

En Dansk Fryseparti-politiker, der hedder Kenneth Berth, som var endnu dårligere klædt end undertegnede, forsvarede i Deadline Støjbergs bevidste brud på loven. Det foregik så primitivt, at det minder mig 100% om ham der snyde-direktøren fra ”fiks din opgave”.

Snyde-Frederik og DF-Kenneth er lavet af samme stof.

Sikken en gang humbug!

Prøv lige at se det her, alle sammen:

https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-tv/deadline-2017-06-23

 

35. d. 24. juni: Uren pædagogik 3 

Så er vi snart klar med en Uren Pædagogik 3 :-). Den kan forudbestilles på saxo.com for en slik.

Her er bagsideteksten:

”Du bør ikke læse denne ubrugelige bog. Du bliver hverken mere kompetent eller mere læringsparat, tværtimod.

Bogen består af forstyrrelser, kritikker, destruktioner og opløsninger samt nogle upraktiske råd og sære opbyggelige bemærkninger, der kan rive pædagogikken løs fra dens aktuelle ensomhed og bringe den i kontakt med dens kulturelle, sociale og politiske virkelighed og baggrund. Når du er færdig, er du efterladt kompetence- og læringsløs.

Til gengæld får du måske lyst til at tænke, skabe, handle og kritisere på de steder, hvor du står. Lyder det ikke besværligt?

Uren pædagogik 3 er tredje bog i serien om Uren pædagogik, hvor en række forskere og pædagoger drøfter begrebsmæssige, praktiske og videnskabelige problemer ved det eksisterende sprog om pædagogik og uddannelse.

Bogen indeholder bidrag af Lene Tanggard, Svend Brinkmann, Thomas Aastrup Rømer, Brian Degn Mårtensson, Jan Jaap Rothuizen, Jacob Klitmøller, Hans Henrik Hjermitslev, Frederik Pio, Kirsten Hyldgaard, Thomas Szulevicz, Alexander von Oettingen, Erik Schmidt og Per Fibæk Laursen.”

https://www.saxo.com/dk/uren-paedagogik-3_lene-tanggaard-thomas-aastrup-roemer-svend-brinkmann-red_haeftet_9788771299991

 

36. d. 24. juni: Facebook-drys 38: Maj 2017 

Maj måneds pædagogik og uddannelsespolitik, som jeg oplevede det:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-38-maj-2017.html

 

37. d. 25. juni: Hvad er en skole?

Hvad er en skole? Det er et sted, hvor man er tvunget til at holde fri.

Det er en fælled, hvor alle sidder i rundkreds omkring en verden, der kommer til syne. Alle holder i hånd, spiller bold eller synger, omgivet af den ene og den anden genstand fra gamle dage.

Det er en slags lejrbål, en form for fri natur, hvor ting og sager flyder lidt, og hvor man får nogle myggestik, som kræver lidt omsorg. Passiviteten breder sig som en lang sommerferie.

Bagefter, når man er færdig med at holde fri, er man blevet ”inkompetent”, den højeste pædagogiske dyd. Så kan man gå ud og definere ham der ”arbejdsmarkedets” behov i kamp og strid.

Så er man klar til at destruere KL’s kompetencesystemer, så flere fælleder med lejrbålsverdener kan vise sig.

Skolen starter i børnehaven og varer hele livet.

 

38. d. 27. juni: Høring om fælles mål 

Undervisningsministeriet har sendt mig dette link, hvor man kan læse om det konkrete forslag til justering af fælles mål.

Her er både den konkrete lovændring, ministeriets bemærkninger og en liste over, hvilke organisationer forslaget er i høring hos.

Jeg har desværre ikke tid til at skrive en hel masse om det, men jeg håber, at nogle af jer vil dykke ned i materialet.

Umiddelbart er der, som jeg ser det, stadig dømt læringsrevolution, og faktisk er jeg slet ikke sikker på, at forslaget vil resultere i færre læringsmål. Den eneste forskel fra nu, bliver nok, at det ikke er staten, men læreren/kommunen, der skal formulere læringsmålsstyringen.

Men på den måde fastholdes læringsmålsfilosofien fuldt ud, og dermed folkeskolereformens filosofi. I så fald er der ingen pædagogisk frihed, men blot en yderligere og mere praksisnær tvang.

Men som sagt: jeg er i tvivl.

Jeg har spurgt ministeriet, hvordan det skal forstås – altså om læringsmålene bliver frivillige eller ”vejledende” – men de kan ikke give et præcist svar, hvilket er et dårligt tegn.

Vi holdt fest i sidste måned, og jeg skrev endda en festsang, men måske skal der blot endnu et låg på pædagogikkens kiste.

https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/60690

 

39. d. 28. juni: Oettingen og Brinkmann om forholdet mellem dannelse og konkurrence 

På Alexander von Oettingens tråd har de urene pædagoger en åben slagudveksling. Vi er i gang med at undersøge forholdet mellem dannelse og konkurrence. Det startede med, at Svend Brinkmann og den nye formand for gymnasieeleverne, Jens Phillip Yazdanis, gav et par glimrende interviews til Politiken om gymnasiereformen. Von Oettingen var sådan set enig i det meste, men mente, at især Brinkmann med hans interesse for dydsetik gjorde dannelse for “eksklusiv” og dermed udelukkede interessen for konkurrence og økonomisk dannelse.

Derfra startede undersøgelsen, som stadig pågår. Efter min mening er det slet ikke Brinkmann, der ødelægger “konkurrencebegrebet”. Det sørger konkurrencestatsteorien og den rene pædagogik for. Det er faktisk “konkurrencen”, der er havnet på en piedestal, og som subsumerer alt fra vuggestuer til universiteter under teoriens pædagogikafvisende begreb.

Efter min mening skal “konkurrencen” tilbage til idrætstimerne, for nu at sige det lidt sjovt, og selv der skal konkurrence omgives af ord som kamp, leg, kredsgang, fællesskab og fairness. Konkurrencen skal netop “dannes”, så den kan blive en del af det fælles liv, fremfor at konkurrence skal definere livet, som det sker pt..

Jeg er helt enig med von Oettingen i, at vi skal have en velfungerende og personligt udviklende markedsplads. Problemet pt. er blot, at vi har fået to processer, der udelukker dette: For det første har vi haft et radikalt opgør med pædagogik og dannelse, og for det andet er det nu pædagogikfrie “marked” svømmet ind i pædagogikken selv som “læring” og endda ind i staten i form af konkurrencestatsteori. Dermed er både stat og marked efterladt som ren opportunisme. Det har Brinkmann fint sans for, og han bidrager på den måde efter min mening til at redde “markedet”.

Endelig er spørgsmålet om dydsetikkens betydning et stridspunkt i debatten. Det lader jeg ligge her. Carsten Fogh Nielsen har en spændende drøftelse af den del på sin væg.

Men hvor er alle de rene pædagoger fra EVA, DEA, Konkurrencestatspartiet, DPU, DI, Stefan Hermann, Disruptionsrødderne, KL osv. på von Oettingens tråd?

De er pist væk. De har ikke noget at undersøge. De lever i 00’ernes middelalder, hvor det eneste spørgsmål er, hvordan vi kan optimere en pædagogiktømt markedsstat.

Og gymnasiereformen? Som von Oettingen helt glemmer i farten? Ja, den handler om dannelse frem til s.8 i forligsteksten. Fra s.8 til s.42, som er hele den operative del, handler reformen om konkurrence, og det er vel at mærke på den dårlige pædagogik-afvisende måde. Det to dele er helt adskilt, og ministeriet og gymnasiernes organisationer interesserer sig kun for konkurrencedelen. Det er også derfor, at Yazdanis indlæg er så dejligt.

Von Oettingen stiller gode spørgsmål, men han har slet ikke nok fornemmelse for disse sproglige, sociale og realpædagogiske forskydninger efter min mening. Det kommer sig muligvis af, at hans kulturhistoriske baggrundsdistinktion mellem det moderne og det før-moderne er for grovkornet. På den måde kommer den rene pædagogik jo sammen med alt fra Kant til Grundtvig, hvilket jo resulterer i teoretisk og praktisk fjernsyn, og hele Antikken ryger ud, hvilket også stort set sker. Til gengæld kan jeg godt lide hans skepsis ift bare at skyde skylden på “markedet”, hvilket der godt kan være en tendens til. Det er det dannelsestømte marked, der er problemet.

 

40. d. 29. juni: Bedøvende læring 

Der var en gang, jeg fik en slørende og bedøvende substans, som blev kaldt ”læring”. Det var noget, en ligeså slørende og bedøvende statskonstruktion gik op i. Sjældent har jeg følt mig så dum og alene. Siden har jeg undgået det.

Jeg har også prøvet at lære NOGET. Det var dejligt, og man kunne blive suget ind det. Tak til de lærere, kammerater og ting, som forårsagede det og levede op til en opmærksom stats egentlige formål.

 

41. d. 30. juni: Pædagogiske råd?

På folkemødet havde vi en diskussion i Alternativets telt, om hvem der bør have ansvaret for den pædagogiske udvikling på skolerne. Som det er nu, er skolen læringsmålstyret, dvs. at pædagogikken er givet af den formålstømte stat. Så får man tjenstlige advarsler, hvis man er åbenhjertig. Friheden og ansvaret angår kun metoden i smalles mulige forstand.

Alternativet skriver i partiets skoleudspil, at det i stedet bør være skolebestyrelsen, der skal bære det centrale pædagogiske ansvar. Det vil dog, som jeg ser det, let føre til en tilfældig og skiftende projekttænkning fra fikse forældre. Vi kan gå hen og få en gang projektitis.

I debatten drøftede vi også de såkaldte ”pædagogiske råd”. Det var noget, alle skoler skulle have frem til 2013. I de pædagogiske råd diskuterede hele lærerforsamlingen skolens udvikling og andre emner af fælles interesse. Det var i bedste fald en form for pædagogisk Agora.

Efter skolereformen er disse råd ikke mere obligatoriske, og mange steder er de afskaffet. Og selvom de stadig eksisterer i en eller anden form, så er de nu underlagt læringspolitikken, så det må være meget begrænset, hvilke pædagogiske forhold, der kan drøftes, og hvor frit det kan foregå.

Man kan læse mere om dette pædagogiske Polis på vedhæftede beskrivelse af de pædagogiske råd, som jeg har fundet på DLF’s hjemmeside.

Her finder man følgende prægnante formulering:

”Alle medlemmer har pligt til at deltage i rådets møder. Udover at rådgive skolelederen er pædagogisk råds vigtigste funktion at være forum for den pædagogiske debat og udvikling på den enkelte skole. Skolebestyrelsen kan bede rådet om en udtalelse, inden den skal træffe en beslutning, men rådet kan også uopfordret udtale sig til skolebestyrelsen om pædagogiske forhold af betydning for skolen. Lederen og skolebestyrelsen kan formelt træffe en beslutning, selv om pædagogisk råd ikke har udtalt sig til en sag.”

Det synes jeg helt klart, man skal vende tilbage til, jo før jo bedre. Et frit pædagogisk råd, som kun er formelt koblet til styringsstrukturen. Der er dog to forhold, som man skal have in mente:

1.

Fagforeningen skal ikke have noget at skulle have sagt. Det siger jeg fordi der i DLF’s opslag også står:

”Danmarks Lærerforening anbefaler, at rådet vælger sin egen mødeleder, gerne TR eller dennes suppleant.”

Vi skal sørme ikke have fagforenings-strategi blandet ind i den pædagogiske rådslagning. Mon ikke det var et problem mange steder, at man havde TR som mødeleder? Det tror jeg.

Fagforeningen skal ud af pædagogikken. Hvor galt det kan gå, så vi ifm Ny Nordisk Skole, hvor DLF i pædagogisk forstand solgte deres medlemmer ved at gå ind i formandsskabet.

2.

Rådet må være oplyst, opmærksomt, interesseret og kritisk. Det må med andre ord ikke fortabe sig i lokale petitesser og smålige magtkampe. Det sikres ved virkelig pædagogisk og fri ledelse og en tæt kontakt til samfundets intellektuelle og praktiske processer i en fuld vekselvirkende proces.
————————-
Derfra kan pædagogikken rejse sig ret op igen. Så må både skolebestyrelser, kommuner og læringsstaten indrette sig efter og forholde sig til rådslagningens resultater. Jeg tror, at skolerne vil blive meget mere ustyrlige, hvilket helt klart vil være en positiv udvikling.

http://www.dlf.org/politik/undervisning/ledelse-og-foraeldre/paedagogisk-raad

 

42. d. 30. juni: Lars Qvortrups og Niels Egelunds opgør med dannelse 

Læs ikke denne korte kommentar:

http://www.thomasaastruproemer.dk/lars-qvortrups-niels-egelunds-opgoer-dannelse.html

Skriv en kommentar