Her er 6 facebook-opdateringer fra perioden d. 1. december til d. 9. december 2013. Man kan enten klikke på den enkelte opdaterings overskrift og få det rå fb-opslag med diverse kommentarer mm., eller man kan læse en version på herværende blogindlæg, der har været en lille tur i sproghjørnet. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret i en parentes umiddelbart efter teksten.

 

Indholdsfortegnelse:

1. Det fri marked

2. Afrika

3. Usentimental og synlig læring i Horsens

4. Kapløb i Italien

5. Klikke-læreren

6. Et kæntret Universitet

 

1. d. 1. december 2013: Det fri marked

Jeg tror, vi er kommet dertil, hvor man må sige, at frihed er at være fri for det fri marked. Udover at det ofte er en påtrængende form for frihed og ofte ender i newspeak og uvederhæftighed, spørger jeg mig selv: Har en markedsaktør nogen sinde sagt noget interessant? Svaret er: Nej, de lyder stort set som papegøjer alle sammen, og man har som regel en fornemmelse af, at de taler som repræsentanter for et eller andet, f.eks. en resultatkontrakt eller en eller anden organisatorisk vision, hvor bundlinjen vælger de sølle sætningers rækkefølge. De taler faktisk aldrig som individer, selvom de siger, at de hylder “individualismen” – hør blot på mange af vores bankmænd og erhvervsledere og alle de andre, som er loyale overfor diverse ledelser, bestyrelser og resultatkontrakter, og ligeså snart de har forladt deres organisation, så siger de enten noget helt andet end før eller slet ingenting.

Det ”fri marked”, eller hvad man nu skal kalde det, har også inficeret universitetet og gymnasiet, og i samme takt siver niveauet, selvstændigheden og dermed også friheden direkte ud af disse stolte oplysningsinstitutioner. Læs blot ham her i nedenstående link, som er dekan i Århus, og som endda vil fyre nogle af sine forskere for at fremme det globale konkurrenceuniversitet og så videre på den galej! Det handler efter min opfattelse slet ikke om besparelser – man vil kunne finde de 200mio. kr, som der er tale om, uden at forskere eller studerende vil mærke noget særligt. Det handler snarere om, hvad et universitet er – og den naturvidenskabelige dekans meldinger er blot en indholdsmæssig præcisering af den tidligere rektors OECD-baserede universitetsvisioner. Og skal universitetet være et konkurrencestats-universitet? Hvem kunne i så fald være mere ligeglad? Kan vi ikke bare i så fald nedlægge hele denne dekans fakultet? Videnskabsmænd skal ikke konkurrere på denne simple måde, hvor de underlægger sig organisationers og staters konkurrence. Videnskabsmænd skal lave videnskab, og i forbindelse hermed er der så nogle, der bliver dygtigere end andre og så videre. Liberalisme er i dag desværre det samme som at være ét med sin organisation, hvilket jo egentlig er det modsatte af liberalisme. En god og klassisk liberalist er loyal overfor sandheden og er derfor en blanding af at være driftig og modig. En moderne liberalist er åbenbart loyal overfor sin overordnede eller overfor sin bundlinje – ja hvem ved, måske ligefrem overfor “markedet” – og er det ikke det modsatte? Er det ikke dovenskab, fejhed og misforstået ”fleksibilitet”?

Hvor er CEPOS? Ville de ikke være et UNIVERSITET? Var det dét, nyliberalismen var til for? Var det bare markedsfrihed – lidt mere vaskepulver på hylderne og lidt bogholderranglistekapløb på vores universiteter og fyre-hyre lege, så vi kan blive nr.1 og tilpasse os en ubestemt global “enhver”, som måske bare er en datamat – en server ude i ørkenen? Var det bare det, som Hayek, Nozick og Rand skrev om midt i al kommunistforskrækkelsen dengang? Bevar mig vel! Det bliver jo ikke til andet end tankeløs grådighed, mundkurve, stakåndede reformer og ensretning. Og filosofisk kommer det til at minde om betonmarxismen i 1970’erne, fordi man får et religiøst forhold til sine teorier. Så foretrækker jeg ærlig talt f.eks. John Stuart Mill, Immanuel Kant og vores egen Grundtvig, som dog i det mindste kan skelne mellem abekatte og oplysning. Desværre er de helt glemt af vores nyliberale tropper, selvom jeg tror, de kunne medvirke til at bringe den amerikanske liberalisme på ret køl uden decideret at glemme den. Disse tre europæere er også liberalister, men har heldigvis aldrig skrevet andet end en bisætning om det frie marked. De vil have virkelige individer på banen. Vi har brug for individer som aldrig før, men først og fremmest FORSKELLIGE individer, altså folk med udsyn, ideer, farver, køn, selvstændighed, initiativ og social og kritisk sans, folk der stritter og lugter – men da ikke markedsindivider – folk der bare køber og sælger, og som måske endda kan regne den ud, og som ikke har sans for den materie og det fællesskab, som burde være deres virkelige regnebræt. Så kan vi måske komme af med den slags dekaneri, som vi kan læse om i nedenstående link, som er det 10 x modsatte af liberalisme.

Liberalisme er blevet det modsatte af liberalisme, og det har dansk liberalisme simpelthen ikke for tiden værktøjerne til at gøre noget ved, hvilket ærgrer mig utroligt meget – især fordi værktøjerne ligger lige i nærheden – hos os selv – i Europa, vores stakkels verdensdel, der ikke kan finde sin liberalisme for bare liberalister. Ordene snubler over hinanden på pudsige og irriterende måder synes jeg, hvilket er et tegn på, at vi trænger til liberalister, der tænker åbent og frit i stedet for at gå i pindsvinestilling, som vores ny-liberalister gør, blot fordi der trækkes et sjovt Hayek-citat op af hatten. Det er nu, at CEPOS kan blive et universitet, hvis det vil. Altså et virkeligt et. Ikke et universitet for det frie marked og skattenedsættelser og andet low-instinct mekanik, eller et kursus for ”borgerlige debattører (kors!). Men et universitet for europæisk filosofi og samfundstænkning, hvor videnskaben kan bølge frit under en mild og åndelig liberal strukturering, der kommer fra vores samfunds essens og oprindelse, men hvor liberalismen ikke er et egoistisk postulat. Et sted for ”liberal education” og for dannelse; for mennesker der ikke har interesse i markedet, men i den ånd og de sociale processer, der omgiver det og er i det. Det vil også være den eneste måde, hvorved vi i det lange løb vil kunne beskytte netop et FRIT marked. Uden ordentlig filosofi bliver det frie marked ufrit, samtidig med at det hævdes at være frit. Det vil sige, at det bliver til det, som man i gamle dage kaldte for en ideologi.

At købe og sælge gør folk alligevel. Det kræver måske et kursus i dette eller hint, et slags opdatereret regnekursus, som muligvis tager 4 år, men det kræver ingen UDDANNELSE.i sig selv. Hvis man på den anden side er uddannet, så bliver køb og salg en leg for tolerante og ”blide mænd”, gentle-men, fordi man jo skal have lidt mad på bordet og noget kønt på væggene.

Sådanne blide og tolerante mænd og kvinder med ejendom og formue har større pligt og ansvar end andre medborgere, men de har ikke flere rettigheder. Men vores liberalister har det modsatte syn: De synes, at det er friskt og liberalt, når erhvervsfolk flytter formuer til Schweitz for at undgå at betale skat, mens vores arbejdsløse og faktisk efterhånden også de selvforsørgende borgere skal kontrolleres og undersøges i alle mulige detaljer, f.eks. af et konkurrencestats-universitet.

(Link til den naturvidenskabelige dekans begrundelse for besparelserne på AU)

En del af dette indlæg udviklede sig til et længere blogindlæg på herværende hjemmeside

 

2. d. 2. december 2013:  Afrika

Findes der noget uafhængigt af mennesket? Ja, det gør det jo, men hvad mon det er? Måske: Smiler dyrene til hinanden? Inde i Afrika – midt i solskinnet? På savannen?

Mennesket er ikke det eneste dyr, der jager. Men det er det eneste dyr, der kan undlade at jage, selv når det jager. Selvom vi er bevæbnede til tænderne, kan vi lade våbnet ligge. Vi kan også smile til dyrene, som smiler til hinanden og til planterne i Afrikas solskin. Så kan vi altid skyde dyret senere, for vi skal jo have noget mad. Men lige der – hvor vi låner dyrenes smil, og hvor vi venter med at jage – adskiller vi os i selve lånet fra dem, vi låner af.

Mennesket er et jagende dyr, der ikke jager, og når vi ikke jager, smiler vi eller tænker vi. Der er noget pædagogisk ved at få en person til at smile til et dyr, så han i den efterfølgende jagt vil være mere skånsom og måske kan høre en samvittighedens stemme, der kommer direkte fra dyrets smil og gør ham til ét med sit bytte – i et glad og tænkende solskin i Afrika.

En vegeteren… og et skud… inde i tanken

 

 3. d. 3. december 2013: Usentimental og synlig læring i Horsens

Professor Lars Qvortrup fortæller om den nye folkeskolereform til folk i Horsens. Han fortæller om, at alt skal geares til synlig, målbar og fokuseret individuel læring og så videre – ALT fra børnehaver, forældre, skoleledelse og undervisning skal indrettes efter reformens læringsmåltal, så vi kan ligne en blanding mellem Singapore, Canada og John Hattie.

Qvortrup fortæller altså om en “lærer i bur”, som jeg kalder den slags. Problemet er blot, at Qvortrup selv er i buret. Han har er en filosofi for burmænd. Helt fra den første til den sidste sætning. Det er KL-pædagogik, dvs en pædagogik for KL Danmark. Det er en KL Danmark-reform vi har fået. Qvortrup kalder sin lærer for “myndig”. Det er forskrækkeligt. Hvorfor har han ikke en filosofi for pædagogik? Ja “filosofi” nævner han kun i forbindelse med, at han taler om dumme professorer, der praler med uforståeligt kendskab til “gamle” og støvede og som regel også “afdøde” filosoffer. Og hvis filosofferne lever, så skal de fyres. Det gjorde Qvortrup i al fald i 2010 på DPU. Og “pædagogik” er et fy-ord for systemteoretikerne herhjemme. Det er “normativt” og “holdningspræget” og sådan noget. Nej, I STEDET FOR skal vi have det “metodiske” og det “usentimentale”. Vi har fået et bur i Horsens.

(Link til Lars Qvortrups foredrag)

 

4. d. 4. december: Kapløb i Italien

Der var vist kapløb i går i en større italiensk by med et berømt tårn, der hælder. Det var spændende og pudsigt at være med, og den danske kapløber blev midt i feltet i alle discipliner, som han plejer. Det er sjovt med lidt kappestrid, ligesom i Melodi-grandprix.

Men det bliver også godt at komme tilbage til arbejdet med virkelighedens idrætsundervisning; et sted hvor man interesserer sig for sport og idræt i alle fagets afskygninger, og hvor man uddanner både kommende atleter, almindelige serie 3-innerwings og tilskuere, så de alle sammen får et bredt kendskab til og lidt erfaring med idrættens discipliner og traditioner – herunder hvilke moralske og sociale forskrifter, altså hvilke dyder, der hører til at være en ”idrætsmand” frem for blot at være et dopet, pengegrisk og overfokuseret muskelbundt, hvis hele krop og bevidsthed kun er rettet mod at blive nr.1 i en specifik disciplin; et “bundt”, som begynder at flæbe og kræve, at man skal lave hele sit samfunds kropskultur om, blot fordi han har tabt et point i forhold til året før.

Retter man sig efter sådan en forvirret, barnlig og forkælet kropsmaskine, så er det ikke kun et tårn, der hælder. Så er pædagogikken og samfundet kæntret. Men hvem retter sig ind? Ja, jeg har foreløbigt registreret Politikens uddannelsesredaktion, Karen Elleman fra Venstre, Lene Espersen fra de Konservative, KL Balle fra skolelederforeningen, Nynne fra Deadline og så selvfølgelig Egelund, der vil lære de 2 årige bogstaver for at vinde kapløbet næste år, og undervisningsministeren, der åbenbart er sådan en slags muskelbundttræner. Den nye idrætsundervisningsreform vil gøre os til vindere i næste års kapløb, siger ministeren. Men vil den give bedre idrætsundervisning? Altså i virkeligheden? Altså i alt det der med discipliner, traditioner og dyder? Altså sans for kundskaber og folkestyre? Altså hele formålet? Helt sikkert ikke.

Faktisk var TV2-nyhedernes dækning af kapløbet meget mere sober og afbalanceret. Men de har også altid haft dygtige sportsjournalister på den kanal.

Måske skulle man indrette hele skolens musikundervisning efter, at vi kan vinde melodi-grandprixet næste gang? Vi var lidt i gang med det forrige år, da vi havde udenlandske dommere til det nationale musikstævne. Tænk hvis udenlandske dommere havde været afgørende for, hvilken sang vi havde sendt til Pisa – eller hvor det nu var? Er der forresten ikke noget med, at Irland tit vinder grand-prixet? Måske skulle man få Johnny Logan til at stille op for Danmark. Så ville vi vinde, og så ville vi have Europas bedste musikundervisning! Og måske skulle man invitere nogen kinesere eller nogle canadiere til at træne muskelbundter? Nå nej, det gør vi jo allerede.

Man skal altid gå efter midten, når det kommer til uddannelsesranglister – det er et tegn på passende sans for helheden. Bliver man nr.1, er det “synlig læring”, hvilket er det modsatte af uddannelse, nemlig et maskineri der får det hele til at hælde og kæntre.

 

5. d. 6. december 2013: Klikke-læreren

Man er i gang med at lave nye fagbeskrivelser i folkeskolen. Det lyder lidt nørde-fagligt, men det er det ikke.

Videnscenterleder Andreas Rasch-Christensen (ARC) er sammen med professor Jens Rasmussen ved at ødelægge dansk pædagogik i et teknokratisk raid mod dansk skole- og læreruddannelsespolitik, og nu går de så i detaljer. ARC er i parantes bemærket også med i Ny Nordisk Skole (NNS), som han forsvarer over det hele. NNS og de nye fagbeskrivelser er sådan set den samme historie.

Læs f.eks. vedhæftede interview hvor ARC siger følgende om fagmålene:

»Når lærerne sidder med de eksisterende Fælles Mål, efterspørger de hjælperedskaber til at gå fra det overordnede mål til operative pejlemærker for konkrete undervisningssituationer. Fra de enkelte færdigheds- og vidensmål vil man kunne klikke sig direkte videre til noget undervisningsmateriale og nogle evalueringsredskaber, man kan tage i anvendelse«.

Først etableres et målinferno, hvor antallet af mål i hvert fag mangedobles. Alle målene skal være operative, dvs. kunne anvendes i “konkrete undervisningssituationer”, og deres indfrielse skal kunne testes af skoleleder, kommuner etc. Derpå kobles systemet op på databaser, så man kan “klikke” sig fra mål til delmål, til pædagogiske metoder og evalueringssystemer. Så trykker man på “print” – og vuppss!!! så har læreren sin pædagogik til næste dag.

Så behøver læreren ikke at forberede sig så meget, og det skal han jo heller ikke mere, og han kan klare det hele fra 9-16, hvilket jo også er det han skal. Dette system hænger derfor dybt sammen med regeringens “normalisering” af lærerne i foråret. Jeg kalder det, at “læreren er i bur”. Men jeg må også indrømme, at den teknokratiske tankeløshed, hvormed ARC præsenterer sit system – nærmest som en dyd – kommer bag på mig. Det er endnu værre end det så ud, og det så meget skidt ud i forvejen.

ARC siger også, at hans “klikke-pædagogik” vil “styrke dannelsen”, og at lærerne endda selv “efterspørger” dette system. Hvad skal man dog stille op med sådant vid?

Undervisningsministeriet vil ikke stille noget op. De er glade. Kontorchef Jakob Hess siger:

“Fælles Mål er rygraden i den nye folkeskolereform. Så det er godt, at det er dygtige kirurger, der er samlet. Når man skal ind og pille ved en rygrad, er det jo vigtigt, at det bliver gjort nænsomt og kompetent”.”

“Nænsomt og kompetent kirurgi” – vi lader ordene, alle tre, stå og blinke.

“Klikke-læreren” i sit bur!

(Link til artikel i Folkeskolen)

 

6. d. 9. december: Et kæntret universitet

1. Videnskab er et sted, hvor sandhed, samfund og natur ustandseligt kredser i strid og forbundenhed ned i tingenes essens. Det kan kun ske i frihed, og ingen kender nogensinde udkommet på forhånd. Det kan komme til opfindelser, revolutioner og vækst, eller der kan ske det modsatte. Ja, måske sker der ikke en pind. Det kan man ikke vide overhovedet. Kun tre ord er forbudte: ”udfordringer”, ”sikre sig” og ”samfundet forventer”.

2. En organisation, der står til tjeneste for videnskaben – for denne frie ”kredsen” med uforudsigelige konsekvenser – hedder et universitet.

3. Et universitet, som videnskaben skal tjene, hedder derimod en organisation.
En organisation, der ikke mere har videnskaben som herre, må finde andre herrer – f.eks. den globale økonomi eller nogle embedsmænds “udfordringer”.

4. Dermed overgår videnskaben til at være nederst i et hierarki, som den før var øverst i. I så fald har vi et kæntret universitet.

5. Universitetet – eller rettere: organisationen – bliver derfor et sted, hvor videnskaben undertrykkes. Sandheden bliver en bestemt samfundsgruppes sandhed. På trods af denne postulerede sandheds partikulære udgangspunkt, erklæres den for at være almengyldig. Sandhed skal nu producere forudsigelighed under et postuleret begreb, der ikke kan undersøges. Men det er jo det modsatte af “uforudsigelighed på baggrund af et undersøgt begreb”, som jeg jo netop, under punkt 1, bestemte som videnskabens egentlige dyd. Sandhed bliver altså det modsatte af sig selv, og den bliver derved ideologisk.

6. Et kæntret universitet. Videnskaben bruges imod videnskaben.

(Dette opslag fulgte lige efter et længere indlæg her på bloggen)