Her er 42 facebook-opdateringer fra august 2017. Man kan enten læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man kan klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

1. Det er lidt synd
2. Digtsamling
3. Formål, Riisager og Busch
4. Albansk diktatur og dansk tradition
5. Skoleforskningscentrets idegrundlag
6. Drømmenes palads og kødets opstandelse
7. Note 7 til ”Pædagogikkens idehistorie”
8. Opsamling på diskussionen om ændringen af skolens formålsparagraf
9. Daginstitutionspædagogens arbejde: Kærlighedens og amatørens pædagogik
10. Forslag til ny lønstruktur
11. Undervisningsministeriets styrelser
12. Frihed vundet – frihed tabt: Axel Riishøj og ytringsfriheden
13. Læringsrevolutionær mikro-diversitet
14. Dorthe Staunæs’ ”affirmative normkritik”
15. Facebook-drys 40: juli 2017
16. KL’s disruptionsideer
17. Reklame for Uren Pædagogik 3
18. Hadet til skoleklassen
19. KL-konference om disruption
20. Høringssvar ifm forenkling af Fælles Mål
21. Interview med redaktørerne for Uren Pædagogik 3
22. Ministerens breve, KL’s angreb på formålsparagraffen og Eggerts private tænketank
23. Centrum-venstres forsvar for børneporno
24. De Radikales skoleudspil
25. John Hattie og Carol Dweck og australsk Hattie-kult
26. Ulf Harbos kritik af KL
27. Centrum-venstre, Muhammed-krisen og skolereformen, del 1
28. Centrum-venstre, Muhammed-krisen og skolereformen, del 2
29. Fra 1933 til i dag
30. KL i opløsning 1
31. KL i opløsning 2
32. Bye bye UC!
33. KL i opløsning 3
34. Antorini om skolens formål i 2015
35. Reklame for ny bog
36. Brevsagen og Danske Gymnasiers dannelsessyn
37. Niels Christian Sauer tager temperaturen
38. Rønshovedgruppens dannelsesseminar
39. Skred i gymnasieforligets intentioner?
40. Karrierelæring i børnehaveklassen
41. Riisager på forsiden af lærernes fagblad
42. Forklaringen på den ny-kommunale sensitivitet

 

1. d. 4. august: Det er lidt synd

Det er synd for foldboldlandsholdet, at de skal lægge øre til Sørine Gotfredsens skøre og usympatiske holdninger.

Det er også synd for dronningen, at hendes mand ikke vil ligge hos hende i døden, og at han dermed splitter hendes stat lidt.

Men på en eller anden måde – som jeg ikke helt kan forklare – er det mest synd for Gotfredsen og prins Henrik.

 

2. d. 4. august: Digtsamling 

Noget lidt andet:

http://www.thomasaastruproemer.dk/adresse.html

 

3. d. 5. august: Formål, Riisager og Busch

En uge med pædagogik:

A.

På Højskoleforeningens såkaldte ”lærermøde” i uge 27 i Ryslinge fik de to venner, Stefan Hermann og KL’s direktør Arne Eggert, stort set frit slag af arrangørerne til at lufte deres interesse i at ændre skolens formålsparagraf. Ugen efter fik jeg fat i materiale, der viser, at KL overvejer at sætte robotter til at skifte ble på vuggestuebørn og meget andet i samme skuffe. Jeg trængte lidt til ferie lige deromkring.

Nu følger KL’s politiske ledelse trop. Det er Anna Mee Allerslev fra det stakkels radikale venstre, som i dagens Politiken erklærer, at hun vil ændre formålsparagraffen. Allerslev angiver, ligesom Eggert gjorde det i Ryslinge, at der skal mere fokus på håndværk. Hertil to kommentarer, hvor b) er den vigtigste:

a) Der er strålende håndværksmuligheder inden for den eksisterende paragraf, hvilket også markeres af en af landets varmeste fortalere for håndværkets betydning, professor Lene Tanggaard.

b) KL bruger blot ”håndværk” som en slags passage for at gøre op med landets skoletradition. Det kan man læse ud af samtlige KL-skrifter om skolepolitik siden 2008. KL vil have disruption i den mest renlivede form.

KL, som ellers er vild med ”ro”, ønsker nu at fuldføre den revolutionære uro. KL vil have endnu mere uro, så der kan blive helt ro. Altså som i HELT!!!. Desværre vil KL-roen blot afstedkomme, at uroen spreder sig, hvis jeg må tillade mig en prognose.

Allerslev bliver i interviewet spurgt om, hvorfor man ikke ændrede formålet allerede i 2013. Det ved hun ikke lige, men det kan jeg godt fortælle. Det er fordi, at man dengang troede, at formålet, som jo stammer fra 2006, var en konkurrencestatslig klargøring til det økonomistiske teknokrati, som 2013-reformen er en materialisering af. Nu er man så ved at finde ud af, at 2006-formålets formuleringer faktisk er en udvidelse og en præcisering af skolens pædagogiske muligheder, hvilket jo er det stik modsatte af skolereformen, som er teknisk, dvs. anti-pædagogisk defineret. Forholdet mellem §1 og resten er loven er endt som en kontradiktion.

Riisager forsøger andetsteds at holde stand og forsvare formålet, men det vil nok ikke lykkes for hende, med mindre hun begynder at agere endnu mere POLITIKER, end hun allerede gør. Altså at hun begynder at tale i HOVEDSÆTNINGER med klar adresse.

B.
I dagens Information er der i øvrigt et portræt af Riisager. Journalisten forsøger, ligesom læringsfolkene helt tilbage til Kund Illeris altid har gjort det, at frame hendes kundskabsinteresse – som jo er det samme som forsvaret for formålsparagraffen – som knyttet til DF. Imens fremstilles RV’s Lotte Rod og SF’s Jacob Mark som de progressive og moderne, selvom de begge – og især Rod – bærer et kolossalt ansvar for 2014-katastrofen.

Denne framing er helt i overensstemmelse med Informations skolepolitiske ledere.

Stefan Hermann, som er avisens pædagogiske idol, bestemmer dog Riisagers ideer mere bredt som en ”kulturkonservativ tradition”, hvor fagene rummer ”en ophobet visdom”. Men det skulle man da nødig være DF’er for at mene?

Kulturkonservatisme, som på den måde blot er et udtryk for almindelig seriøs pædagogik, er senest blev forfægtet af Hans Jørgen Schantz, og den står overhovedet ikke i modsætning til en god reformpædagogik, tværtimod.

Det er faktisk Information, Hermann, Rod og Mark der går ind for en form for radikaliseret reformpædagogik, der gør op med sit eget grundlag i en slags ”learning to die well”, dvs. skolereformen. Citatet har jeg fra DPU’s reformbegejstrede leders dimissionstale til DPU’s kandidater. Skolereformen er en slags revitaliseret marxisme i de kredse.

C.

Endelig er det værd at hæfte sig ved, at Mikael Busch i forrige uge havde et stort og glimrende essay i Weekendavisen, ”En supertanker vendes”, hvor han ridsede de pædagogiske realiteter op (d. 28. juli).

Busch’s synspunkter blev implicit bakket op i et længere læserbrev af lektor Stig Wørmer i samme avis.

Ugen efter reagerede gymnasierektor Søren Hindsholm. Hans anke var, at Buschs indlæg var et ”forstemmende eksempel” på den ”polarisering af udannelsesdebatten”, som Stefan Hermann skriver om i sin bog fra Informations Forlag.

Hindsholm skrev ikke noget om, hvorvidt Hermann og de andre selv ”polariserede”. Det gør de nok ikke.

——————-

Diverse links:

Artikel i Politiken fra i dag: http://politiken.dk/…/KL-vil-%C3%A6ndre-i-skolernes-fundame…

Hermanns opfordring til at ændre skolens formål: https://www.folkeskolen.dk/…/rektor-til-politikere-nedsaet-…

Arne Eggert opfordring til at ændre skolens formål: https://www.folkeskolen.dk/…/kl-aabner-debat-er-skolens-for…

Mine egen omtale af debatmødet i Ryslinge: http://www.thomasaastruproemer.dk/ylva-munkemaend-ryslinge.…

Portræt af Riisager i dagens Information: https://www.information.dk/indla…/…/08/minister-gamle-skole…

Indlæggene i WA er ikke online.

 

4. d. 5. august: Albansk diktatur og dansk tradition 

Thomas Koppel fra Savage Rose hylder i vedhæftede artikel fra 1990 det albanske diktatur, som hævdes at være dansk demokrati overlegent:

”Den almindelige albaners indflydelse på udviklingen er større end den almindelige danskers”, kan man læse.

Koppel roser Albaniens udvikling siden 1975, hvor Enver Hoxha stod bag det mest lukkede kommunistiske diktatur i Europa.

Desuden, hævder Koppel, er der ingen trang til strejker i Albanien, fordi arbejderne har så meget indflydelse, og befolkningen er skam generelt set langt mere informeret end i Danmark.

Albanien blev først frit i 1992. Det er uhyrligt at læse denne tekst.

Sjovt nok slutter teksten med en hyldest til Danmark og dansk tradition:

”Jeg er dansker, og jeg vil gerne leve i mit eget land. Jeg føler bestemt også, at vi har mange fordele. Vores musik er også knyttet til den danske tradition. Her hører vi hjemme”.

Denne samtidige kærlighed til hjemlandets tradition og til et groft kommunistisk diktatur – en samtidighed som Kobbel delte med flere andre – er et stort mysterium og præger på sin egen måde måske stadig visse kredse i her i landet.

Nogle få år før interviewet udgav Savage Rose LP’erne “Gadens dronning” og “Sangen for livet”. På sidstnævnte har man samme dobbelthed. f.eks. i sangen “Mor Danmark”, der er skrevet til EU-modstanden og starter sådan her med slet skjult reference til “Man binder os på mund og hånd”:

“Mor Danmark man vil atter sælge dig
binde dig med bånd af stål
lægge dine børn du fødte i det tungeste trælle-åg”

og der sluttes af med:

“Vi vil nægte det, vi vil sige nej, vi vil standse dem nu”.

Det er helt det samme som DKP under besættelsen og i litteraturen. Danmark er truet. Vi bør gøre som i Sovjet og Albanien i stedet for. Der synger fuglene, og der er ingen “trælle”.

http://medderesegneord.blogspot.dk/2009/09/thomas-koppel-om-albanien-1990.html

 

5. d. 6. august: Skoleforskningscentrets idegrundlag

Nationalt center for skoleforskning, som er en slags læringsideologisk muskel, har fået et ”idegrundlag”, selvom jeg ikke aner, hvad en forskningsinstitution skal med den slags. Det lyder som et politisk parti efter min mening.

Idegrundlaget nævner kun een pædagogisk idemager, selvom der jo ellers er nok at tage af.

Og hvem er det så, der tildeles pædagogisk monopol i Aarhus Universitets store satsning? Jo, det er såmænd John Hattie. I am so sorry!

Ifølge idegrundlaget vil man gerne servicere kommunal policy. Måske skulle man flytte centret til Skanderborg, Norddjurs, Kalundborg eller det nordlige København? Her regerer Hattie som en bibel, hvilket skolecentrets leder må være begejstret for. I al fald skrev han i 2014, at Hatties bøger skal være en bibel for landets lærere.

Der nævnes også nogle andre end Hattie, men de er ikke pædagoger, så de har ikke forstand på tingene. De er afhængige af det pædagogiske selskab, for nu at sige det på den måde. Og dette selskab udgøres altså af en eneste person, nemlig Ja-Hattie. Eller Hattie-damen, som Henrik Dahl kalder hende.

Dette Hattie-idegrundlag forstærkes til fulde af centrets øvrige aktiviteter, herunder åbningen af centret sidste sommer og de to store konferencer om livsduelighed og dømmekraft, som blev afholdt i foråret 2017.

Links:

Link til idegrundlaget: http://ncs.au.dk/om-ncs/idegrundlag/

Omtale af centrets åbning:
http://www.thomasaastruproemer.dk/aabning-af-en-paedagogisk…

Omtale af konference om Livsduelighed: http://www.thomasaastruproemer.dk/livsduelighed-paa-dpu.html

Lidt om konferencen om dømmekraft:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155107995704481&id=837549480&qsefr=1

 

6. d. 7. august: Drømmenes palads og kødets opstandelse

Lige nu gennemlever vi læringficeringens, hattieficeringens og dataficeringens revolution, som er etableret på skuldrene af et opgør med mennesket som åndsvæsen.

Næste hug er robotificeringen. I Danmark er mediet for denne overgang regeringens disruptionsråd.

Resultatet heraf bliver, at undervisning kan overtages af robotter og softwaresystemer, som er forbundet med globale datamater.

Næste hug bliver, at eleverne selv erstattes af robotter og softwaresystemer. Robot underviser robot.

Teknik A underviser teknik B.

Begge teknikker underlægges den absolutte teknik, som dirigeres fra en selvdirigerende satellit. Herfra styres alle hensyn til planeten, og alle følelser kortlægges før de opstår. Det er et drømmenes palads, som forudsiger og udrydder alle verdens problemer.

Al krig og strid er ovre. Det er himmerige.

Mennesket? Det lever i dataovervågede reservater. Undervejs hen imod denne tilstand vil kødet gøre oprør i mere og mere “populistiske” former.

Menneskets håb og affekter registreres i data-chips, som sendes til drømmenes palads. Data bruges til forbedring af den globale software, til den evige fred. Kødet er dødt, før det fødes.

Måske skulle man have snakket lidt med den gamle Gud, hvor sjæl og kød er forbundet og tvinges ind i hinanden i alle mulige processer, hvis betydning nu langsomt visner og opsluges i det nye paradis.
————

Se også: Ismael Kadare: “Drømmenes palads”, Klim.

 

7. d. 7. august: Note 7 til ”Pædagogikkens idehistorie” 

Note 7 til “Pædagogikkens idehistorie”: Hvem er forfatteren?

Der er en pudsig ting ved ”Pædagogikkens idehistorie”, som jo udkom i foråret. Det handler om, hvem forfatteren egentlig er.

De officielle forfattere, som står på titelbladet, er Ove Korsgaard, Jens Erik Kristensen og Hans Siggaard Jensen.

Der står ikke ”red.” i parentes, så de tre er simpelthen forfatterne efter almindelige vedtægter.

Men allerede på s. 7 står der så pludselig, at disse tre forfattere i virkeligheden først og fremmest er redaktører. De reelle forfattere angives nu at være Anette Faye Jacobsen, Ingrid Markussen og så de tre redaktører. Denne mærkværdighed bekræftes på s. 21, hvor forfatterne til de enkelte kapitler er markeret. Her fremgår det, at Ingrid Markussen er eneforfatter på kapitel 3, der handler om oplysningstiden. Anette Faye Jacobsen er hjælpeforfatter på kapitel 5 om den nationale tradition, hvor Korsgaard er hovedforfatteren.

Så der er rod i forholdet mellem forfatter og redaktion. Det betyder jo, at hvis man refererer til Markussens kapitel, så må man angive de tre redaktører som forfatter. Det duer ikke.

Men faktisk er der noget, som er endnu mere påfaldende. I forordet til bogen står der nemlig, at yderligere tre personer har ”ydet input til flere kapitler”, nemlig Jørgen Huggler, Sven Erik Nordenbo og Ellen Nørgaard. Sidstnævnte har formodentlig hjulpet til ved kapitel 6 og 7 om reformpædagogikken, mens Nordenbos bidrag kan ligge lidt rundt omkring. Men hvad vil det sige, at disse tre personer har lavet ”input”? Er det bare små noter, enkelte passager eller næste hele afsnit?

Det får vi ikke noget at vide om.

Og hvad med Jørgen Huggler? Hvad har han skrevet? Og hvor meget? Hvad er hans ”yderligere input”? Formodentlig har han skrevet dele af kapitel 4 om ”Nyhumanisme og dannelse”, som er hans særlige vidensområde, og som sammen med Siggaards kapitel 1 er bogens højdepunkt.

Men Jens Erik Kristensen står som eneforfatter på dette kapitel 4, som efter min mening bærer præg af Hugglers ideer om den nærmere karakter af forholdet mellem filantropisme og nyhumanisme. Det er lidt mystisk.

Måske overfortolker jeg, men det kan også være, at vi her nærmer os en af bogens undertekster: nemlig situationen i 2010, hvor Jens Erik Kristensen, som dengang var institutleder under Lars Qvortrups ledelse, varslede fyring af Jørgen Huggler fra DPU, fordi hans forskning ikke var “relevant” for DPU.

Hans Siggaard Jensen støttede DPU’s ledelse i et ledsagende læserbrev, og Ove Korsgaard støttede slet ikke de protester, som efterfølgende førte til, at fyringerne ikke blev til noget. Også han var ledelsens mand.

Den aktuelle udgivelse er – efter redaktørernes udsagn ved udgivelsesreceptionen – konciperet i 2010, så denne begivenhed har måske spillet en rolle, som endte med at reducere Huggler til et ”input”.

Måske blev Huggler fyret i det små, da idehistorien skulle udarbejdes?

Jeg vil gerne kende til størrelsen og karakteren af Hugglers ”input”.

 

8. d. 7. august: Opsamling på diskussionen om ændringen af skolens formålsparagraf

A. Politikerne:
I mit nyhedsbrev fra Politikens nye web-magasin “Skoleliv” står der, at politikerne siger ”nej tak” til KL’s forslag om at nedlægge formålsparagraffen i KL’s eget vilde anti-pædagogiske billede.

Det er Anna Mee Allerslev, der har fremsat forslaget, som dermed får et radikalt touch.

Læser man artiklen, er det dog så som så med dette ”nej tak”.

Jacob Mark fra SF siger ganske vist helt klart nej, og det gøre DF’s Alex Ahrendtsen også. Dejligt med lidt ”tværfaglighed” i forligskredsen :-). Ministeren er også eksplicit imod. Det er lidt betryggende med den gruppe.

Ordførerne fra hhv. Maskinrumspartiet og Konkurrenstatspartiet er dog mere imødekommende over for KL:

Anni Matthiesen fra Maskinrummet siger følgende:

”Om det så skal have de store konsekvenser, som KL lægger op til, at man også ændrer på selve formålsparagraffen, det vil jeg ikke lægge mig fast på. Jeg synes ikke, at det kræver, at man ændrer paragraffen, men jeg vil heller ikke sige, at jeg ikke vil være med til det”.

Og Annette Lind fra Konkurrencestaten siger:

”Det er ikke umiddelbart det, der skal være løsningen. Men vi skal finde ud af, hvordan vi får det praktisk-musiske mere ind i folkeskolen. Om det så skal føre til, at der skal laves en ændring i formålsparagraffen, det må vi kigge på”.

Det er der ikke ret meget ”nej tak” over i min forståelse. Det må jeg indrømme. Men ok, begejstring er det jo heller ikke.

Sjovt nok har journalisten ikke spurgt de radikale Christiansborg-politikere, som man indtil videre må formode er enige med Allerslev, som jo er radikal.

Enhedslisten og de konservative har mig bekendt heller ikke udtalt sig.

 

B. Andre reaktioner:
Hos organisationerne har jeg noteret mig, at ”Skole og Forældre”, som ellers normalt er meget reformbegejstrede, ikke er interesseret i ændringer. Det er DLF heller ikke.

Til gengæld er tænketanken DEA klar. De vil have fokus på ”praksis”, siger de på twitter. De aner ikke, hvad de taler om.

På twitter likede Antorini et opslag fra Stefan Hermann, som talte for en formålsændring. Hermann selv, som jo repræsenterer alle UC’er i landet, er selv helt på linje med KL’s Arne Eggert, som var en central embedsmand i Antorinis ministerium i sin tid, og som allerede i uge 27 fremlagde KL’s synspunkter.

Antorini var allerede i 2012 klar til at ændre formålet. Hun har altid været imod de eksisterende formuleringer, som minder hende om en blanding af DF og af SF’s venstregrundtvigianisme fra dengang hun var næstformand i partiet. Antorinis horisont er 00’ernes systemteori. Hun er formodentlig bestyrtet over al den aktuelle dannelsessnak. Men hun er højst lidt nervøs, for den realpædagaogiske situation er stadig helt på hendes side.

Har nogen opfattet flere signaler?

http://skoleliv.dk/art6057962/Der-skal-st%C3%B8rre-fokus-p%C3%A5-praktiske-fag

 

9. d. 8. august: Daginstitutionspædagogens arbejde: Kærlighedens og amatørens pædagogik

Pædagogens rolle:

1. At give små og store situationer æstetisk og social fylde i en hverdagslig struktur.
2. At være en voksen og tålmodig ven uden læringsmål.
3. At invitere barnet ind i naturens, modersmålets og materialernes lyde og svar.
4. At sørge for at barnet møder skolen let undrende og en anelse utilpasset, så skolelæreren har noget fornuftigt at arbejde med.
5. At skrive kritiske breve til kommuner og UC’er, som vil sætte robotter til at skifte ble på små børn, og som vil maksimere læring.

Dette er også et forslag til en struktur for pædagoguddannelsens fem centrale moduler. Uddannelsen trænger til en gevaldig af-professionalisering.

 

10. d. 8. august: Forslag til ny lønstruktur 

Forslag til ny løn- og incitamentstruktur for det pædagogiske område (kr. pr. måned):

Vuggestuepædagoger: 50.000

Børnehavepædagoger 45.000

Skolelærere: 40.000

Videnskabsmænd og seminarielærere: 35.000

Så er det lige hele læringsmålsproletariatet. I ved: KL, læringsideologer, uv-ministeriet, UC-direktører, EVA mm. Hvad skal de have?

De må kunne klare sig med integrations-ydelse. Og hvis det er for lidt, kan de jo lave en bande eller sådan noget.

 

11. d. 10. august: Undervisningsministeriets styrelser 

Jeg synes, det er illustrativt, at undervisningsministeriets eneste to styrelser hedder følgende:

1. Styrelsen for undervisning og kvalitet
2. Styrelsen for IT og læring

Jeg tænker nogen gange, hvad den nærmere forbindelse er mellem de to? Dvs. hvad forbindelsen er mellem ”undervisning og læring” samt mellem ”kvalitet og IT”.

Jeg tænker også på, om styrelse nr. 2 har fået magten? I al fald står der IT og læring over det hele på ministeriets EMU-portal mm.., og arbejdet med digitale platforme, data og læringsmål defineres også herfra i samarbejde med KL mm..

Og når der en gang imellem på EMU – som jo kaldes for en ”læringsportal” – står noget om ”undervisning og kvalitet”, så er det altid på læringens og teknologiens præmis.

På en måde er styrelse nr. 2 skolereformens styrelse, som så har udskilt sig og bemægtiget sig styrelse nr. 1, hvilket er i fuld overensstemmelse med pædagogikkens filosofiske og praktiske processer.

Er der nogen, der ved noget om historien bag disse styrelser. Hvornår de blev dannet etc.?

https://www.uvm.dk/ministeriet/organisationen-i-ministeriet

 

12. d.11. august: Frihed vundet – frihed tabt: Axel Riishøj og ytringsfriheden

 

I Jacob Mchangamas og Frederik Stjernfelts spændende bog ”Men – ytringsfrihedens historie i Danmark” kan jeg til min store fornøjelse se, at de har medtaget en omtale af den demokratidebat, der udspandt sig i de danske aviser i 1945-46.

Især glæder det mig at se, at de nævner en af Axel Riishøjs kronikker og drøfter den ret grundigt.

F.eks. hedder det om Riishøjs kritik af kommunisten Jørgen Jørgensen:

”Embedsmand og senere sognepræst Axel Riishøj (1911-71) så skarpt, at Jørgensens forslag om meningskontrol ville medføre offentligt hykleri”,

Riishøjs ræsonnement omtales desuden som ”et centralt argument”, som PH efterfølgende videreførte (s. 758 og s.767).

Riishøj er stort set glemt, men udgav fra 1937 og frem til hans død i 1971 en række tankevækkende indlæg om almene emner.

Fordi jeg er hans barnebarn, fik jeg i 2009 adgang til hans dagbøger og undersøgte i sammenhæng hermed stort set hele hans forfatterskab, som er virkelig interessant, også i en aktuel sammenhæng.

i 2009 skrev jeg et indlæg om emnet, ”Frihed vundet – frihed tabt”, til min daværende blog på folkeskolen.dk. Indlægget indgik også i min bog ”Krisen i dansk pædagogik” fra 2013.

Jeg har nu rettet lidt hist og pist og tilføjet en liste med Riishøjs samlede produktion.

http://www.thomasaastruproemer.dk/frihed-vundet-frihed-tabt-axel-riishoejs-syn-paa-frihed-demokrati-hans-samlede-produktion.html

 

13. d.11. august: Læringsrevolutionær mikro-diversitet 

Nu starter den læringsrevolutionære mikrodiversitet:

1. Hvad betyder det, at læringsmålene ikke er bindende? Betyder det, at man kan droppe læringsmålsideologien helt, eller skal man bare lave nogle andre læringsmål, blot efter samme formale struktur, som ministeriet hele tiden har refereret til? Jeg har spurgt ministeren om det, men hun kan ikke svare, hvilket er et vildt dårligt tegn.
2. På hvilket niveau omdannes det “vejledende” til det “tvingende”? er det på det kommunale, det skolemæssige eller det pædagogiske niveau? I vedhæftede artikel lyder det som om, at KL, finansministeriet og kommunerne tilraner sig magten. Og jeg har hørt om en sag i Aarhus, hvor det vist nok er skoleledelsen, der bestemmer. Men uanset, er der ingen frihed på det pædagogiske niveau.

Vi får faktisk en stærkere læringsmålsstyring end før, tror jeg. Det er lige nu, at forligskredsen og ministeren skal tale med de helt store VERSALER. Men det kan de nok ikke, så længe forliget står ved magt.

https://www.folkeskolen.dk/613140/hoering-om-faerre-bindende-maal-er-det-laererne-eller-kommunerne-der-slippes-fri

 

14. d. 12. august: Dorthe Staunæs’ ”affirmative normkritik”

Dorthe Staunæs er blevet forfremmet til professor og holder i den anledning tiltrædelsesforelæsning d. 21. september.

Her skal hun tale om det, hun kalder for ”affirmativ normkritik” angående nogle såkaldte ”motivationsteknologier”, der handler om at få folk til ”at ville det de skal”. En på alle måder skrækkelig pædagogisk ambition efter min mening.

Og så kan jeg ikke lade være med at notere følgende: I 2015 skrev jeg en analyse af Staunæs’ arbejde, hvor jeg netop skrev, at hendes ”kritik” i realiteten er skolereform-bekræftende, altså “affirmativ”, og at hun dermed lægger sig direkte ind i en tendens, der præger DPU’s poststrukturalistiske miljøer. Ja, hun forstærker det faktisk med sin interesse for post-humanisme og moderne venstrefløjstemaer (“køn, etnicitet og race”) på samme tid.

Staunæs blev så harm over, at jeg skrev det, som hun altså nu endnu engang bekræfter, at hun rent faktisk mener, at hun klagede til fakultetets dekan med det ene og det andet til følge.

Og forskningsprogrammet ”ReForms” leder, Morten Nissen, gik ikke af vejen for at udnævne mig til en ”paria”, fordi jeg siger det, som passer og fylder det med dokumentation. Vi har en slags pædagogisk enevælde i de kredse, efter min mening. Det er under al kritik.

Jeg synes også, det er tankevækkende, at Staunæs er en slags favorit-poststrukturalist hos Lars Qvortrup, der om nogen står for den affirmative linje, og som er leder af AU’s skoleforskningscenter. Hun har da også skrevet kronik sammen med ham og åndsfællen Jens Rasmussen engang osv..

http://edu.au.dk/aktuelt/arrangement/artikel/groen-af-misundelse-roed-af-skam-og-hvid-som-uskylden-postpsykologiske-tanker-om-foelelsesoekonomi/

 

15. d.12. august: Facebook-drys 40: juli 2017 

Pædagogik og uddannelse mv. i juli måned:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-40-juli-2017.html

 

16. d.12. august: KL’s disruptionsideer 

Jeg har studeret KL’s disruptionsideer på det uddannelsespolitiske område. Nu forstår jeg bedre, hvorfor organisationen vil af med skolens formålsparagraf:

http://www.thomasaastruproemer.dk/kls-disruptionsideer-vuggestue-robotter-vr-briller.html

 

17. d.13. august: Reklame for Uren Pædagogik 3 

I morgen udkommer Uren Pædagogik 3. Jeg slår lige lidt på tromme:-)

Hvis I søger på bogpriser.dk, kan I finde den til ca. 200kr.

Men egentlig vil jeg ikke anbefale, at man læser bogen, eftersom den er fyldt med skadelige ideer og analyser.

Hyg jer med en EVA-rapport eller nogle af KL’s bleskifterobotter i stedet. Det giver flere kompetencer.

Bogen har allerede fået en første positiv omtale af Bodil Christensen i dette indlæg, som også blev bragt i Nordjyske Stiftstidende d. 8. august:

http://www.bodilchristensen.dk/…/at-l%C3%A6re-er-at-v%C3%A6…

 

18. d.15. august: Hadet til skoleklassen 

I 2000 skrev KL følgende om “klassen” i rapporten “Den lokale folkeskole – nye veje”.

“I nogle tilfælde kan klassen være med til at fremelske et syn, der siger “os i 4.b og så de andre”. Et syn, der er stik imod, hvad man forstår ved tolerance – og dybest set forståelse for andre kulturer”.

Så en skoleklasse er et arnested for racisme, må man forstå?

Niels Egelund blev i samme rapport citeret for følgende:

“Der er ingen tvivl om, at den fleksible holddannelse vil afløse begrebet klasse i løbet af de næste år. Om ti år vil vi gå på museum og more os over, at der var noget, der hed skoleskemaer og faste klassestørrelser”

Nu er der så gået 17 år, men hvem “morer sig”?

Og i 2002 talte KL om “1-tallernes tyranni”: 1 lærer,= 1 klasse = klasselokale”. Det er en “forældet og dyr løsning”, hedder det.

Og den daværende formand for KL’s skoleudvalg, Bjørn Dahl, kunne i 2002 fortælle, at

“når barnet ikke ville sidde stille på sin plads eller fagligt kom for langt bagefter klassen, ja så kom man enten uden for døren eller blev sendt til specialundervisning”.

Ja, må man forstå, skoleklassen er forbundet med svedere og udsmidninger, hvis man kommer bagefter? Det er da en absurd generalisering.

KL’s syn understreges af Fibæk Laursen og Steen Hildebrandt, som i bogen “Når klokken ringer ud” taler om “en snæver kasse- og silotænkning”, som er et levn fra “industrisamfundet.

I samme hug kommer opgøret med “vaner, synsninger og mavefornemmelser”.

I stedet for al dette gamle ragelse sættes “et nyt læringsbegreb”, hvor skolen omgøres til en evalueringscentral, som kan styres af kommunen i kommunens eget billede.

Alle citaterne og ræsonnement har jeg fra Justine Grønbæk Pors’ bog “Støjende styring – genopfindelse af folkeskolen mellem ledelse, organisering og læring”, Samfundslitteratur 2014.

Det er egentlig en interessant bog. Desværre ender den med at bestemme det ”nye læringsbegreb” som noget, der skulle stå i en vis modsætning til det, som Pors med henvisning til Ove Kaj Pedersen og Stefan Hermann, kalder for ”konkurrencestaten”. Dermed kan hun også konkludere, at det ”nye læringsbegreb” producerer en forøget pædagogisk sensitivitet. Dermed er hun tæt på at havne i den kritisk-affirmative position, som også hævdes af Dorthe Staunæs m.fl., som Pors da også har arbejdet sammen med ved flere lejligheder.

PS Til mine venner fra Odense: Der er en lang analyse af KIS-styringsmodellen.

 

19. d. 15. august: KL-konference om disruption 

D. 26. oktober inviterer KL til dagskonference om disruption, hvilket man kan læse om i nedenstående link.

Mon ikke man her kan høre om robotter, der skifter ble på vuggestuebørn, om VR-briller der erstatter lærere og pædagoger, om biblioteker der reduceres til små bogløse kontorer på rådhuset eller om forkortede arbejdsmarkedsstyrede læreruddannelser? Det var i al fald de emner, som stod i det idekatalog, som jeg skrev om den anden dag. Men så igen: Måske nævnes disse emner alligevel ikke, for ide-kataloget var jo hemmeligt. Det var nok mere ”interesser”.

Men gå selv på opdagelse i linket, hvor der er masser af KL-anti-ånd.

En pudsig ting er, at det gamle skolereformsudtryk ”læring og trivsel” næsten konsekvent er skiftet ud med ”it og dannelse”. Det er skolereform 2.0. Dannelse betyder simpelthen robotlæring.

En anden tankevækkende ting er, at de berømte 21. århundredes kompetencer nævnes som en begrundelse for konferencen. Men så vidt jeg kan se af program og links betyder denne filosofi ingenting. Det er bare en slags legitimations-passage for, at KL kan fortsætte med sit vilde opløsningsraid ind i skolen. Man kan se f.eks. se denne falske legitimation ved følgende treleddede ræsonnement, som står i oplægget:

Reference til 21. århundredes kompetencer
b. Sætningen:” Det er nødvendigt at ruste vores børn til en virkelighed, vi endnu ikke kan definere”.
c. Sætningen: “Her fungerer digitale platforme og læremidler understøttende og udgør et vigtigt element i kvalitetsudviklingen både i dagtilbud og folkeskolen”

På den måde går man direkte fra globale kompetencer til KL’s egne små ord.

Det er på sin vis lige meget, hvad man mener om ”dannelse” eller ”kompetencer”. Det handler slet ikke om det. Det handler bare om KL’s private og hemmelige interesser.

Det søvnige og lavloftede dagsprogram kan man deltage i for den nette sum af 1500 kroner. Det er lige i overkanten efter min mening.

http://tilmeld.kl.dk/disruption2017

 

20. d.16. august: Høringssvar ifm forenkling af Fælles Mål 

Jeg har studeret høringssvarene til forslaget om forenkling af Fælles Mål. Der er også et link til al høringsmaterialet mv.:

http://www.thomasaastruproemer.dk/hoeringsmaterialet-aendringen-faelles-maal.html

 

21. d. 16. august: Interview med redaktørerne for Uren Pædagogik 3 

Folkeskolen bringer i dag et godt interview med os tre redaktører af bogen Uren pædagogik 3, som vi normalt fraråder alle at læse.

Det er Tanggaard, der har opfundet det fine udtryk “pædagogisk ilt”. Det er det, det handler om: Luft i kroppen, også kaldet “levende ånd”, eller “livsoplysning”.

Billedet er fra en fin reception i Klims lokaler i Aarhus Nord, hvor vi fik dejlig brus og pæne pindemadder, og hvor vi snakkede om alt muligt, som ingen bør høre.

Fotografen er Erik Schmidt, der også bidrager til bogen med et virkelig interessant kapitel, som ingen dog bør læse, for det handler om et forsvar for noget så uheldigt som “praksis”.

Mit eget bidrag om “pædagogik og kausalitet” er decideret søvndyssende. Det handler om, hvordan den rene pædagogik forveksler årsag og virkning på en meget uheldig måde, der gør, at læring bliver til en årsag i stedet for en effekt. Dermed ender vi i det, jeg kalder for ” forskningens bur”.

https://www.folkeskolen.dk/613482/brinkmann-tanggaard-og-roemer-vil-give-skolen-paedagogisk-ilt

 

22. d. 17. august: Ministerens breve, KL’s angreb på formålsparagraffen og Eggerts private tænketank

Dagens emner:

A.

Merete Riisager har sendt breve ud til alle skolens aktører. Brevene er forfattet af ministeren sammen med den ene og den anden fremtrædende organisationsformand. Alle brevene opfordrer skolerne og lærerne til at gøre brug af den øgede pædagogiske frihed, som det ser ud som om, at korrektionen af Fælles Mål indebærer. Brevene er ført i et sprog der ind imellem er nærmest demonstrativt anderledes end skolereformens.

I ledsagerartiklen på Folkeskolen.dk er der interviews med den ene og den anden.

Claus Hjortdal fra skolelederforeningen mener ikke, at kommunerne har haft noget særligt at skulle sagt vedrørende ”læseplanerne”, som han kalder det. Det mener forvaltningsforskeren Roger Buch til gengæld, at de har.

Måske har Roger Buch været en tur i f.eks. Skanderborg, hvor kommunen kører John Hattie-systemer ud over det hele? Eller måske har han forsket i KL’s indflydelse på skolerne? I al fald ved han noget om kommuner, for nu at sige det mildt.

Hjortdal virker derimod irriterende blank med sin udtalelse, som desværre er karakteristisk, jo tættere vi kommer på det kommunale centrum, som skolelederne jo i dag i høj grad er koopteret ind i.

Buch afslutter simpelthen artiklen med følgende:

”I virkeligheden ændrer man på den skolereform, der blev indført under den forrige regering, uden at vedtage en ny reform af folkeskolen”.

Hvis det er rigtigt, hvad jeg stadig tvivler lidt på, så får vi en dyb uddannelsespolitisk splittelse, som vil sætte sig hårdt i pædagogisk praksis. Dertil er der kun en ting at sige, nemlig: Spræng forliget og start igen med helt almindelige ord fra samfundets liv og vekselvirkninger.

I linket kan man læse alle brevene, der som sagt er ført i et helt andet sprog end under Antorini/Corydon-regimet, som jo stadig støttes af SF, RV, A, V, K og DF. Altså kredsen bag den lov, som nogle af partierne pludselig ikke rigtigt vil være ved, samtidig med at den i allerhøjeste grad er virksom på de realpædagogiske niveauer (altså så snart vi forlader de symbolske markeringer, som brevene jo er).

B.

På det såkaldte ”lærermøde” i Ryslinge fik de to kammersjukker, KL’s Arne Eggert og UC-formanden Stefan Hermann, frit lejde til – uden kritiske markeringer – at foreslå en nedlæggelse af folkeskolens formålsparagraf.

Hen over sommeren har KL desuden i begejstrede vendinger skrevet skolen ind i regeringens nye disruptionsdagsorden, endda med decideret vilde overvejelser som at robotter skal skifte ble i vuggestuerne.

Her i dag har KL’s ledelse – dvs. Martin Damm fra Maskinrumspartiet, Jacob Bundsgaard fra Konkurrencestatspartiet og Anna Mee Allerslev fra Arbejdsmarkedspartiet – så en kommentar i Information, hvor man klør på med kritikken af formålsparagraffen. Anne Mee er i øvrigt Arne Eggerts politiske chef, så mon ikke Eggert, som den centrale embedsmand og med dybe rødder i Antorinis administration, har en finger med i spillet i dette og andre udspil? Det må man gå ud fra. Og læserbrevet flugter da også fint med Eggerts indsats i Ryslinge.

Trojkaen synes, at formålsparagraffen er for gammel. 10 år må være nok, forstår man. Man vil have noget mere arbejdsmarkedsrelateret ind i paragraffen. Når KL siger ”arbejdsmarked”, så er det en form for passage for et radikaliseret reformpædagogisk forfald, som KL har promoveret siden 2004, men som man forstærker i disse år. ”Arbejdsmarked” er en kode for digitalisering og disruption og pædagogisk opløsning, og de to fine ord ”håndværk” og ”kreativitet”, som trojkaen nævner, vil helt sikkert blive opslugt af disruptionsfilosofien.

Trojkaen siger så følgende:

”Nogle vil indvende, at det ikke er folkeskolens opgave at gøre eleverne klar til arbejdsmarkedet. Men vi ser forståelsen for det håndværksmæssige, det kreative og det digitale som en del af vores dannelse og som alt for vigtig til ikke også at fremme”.

Hertil følgende:

1. KL har INTET begreb om pædagogik og dannelse. Det er bare pludder-ord, der skal tækkes de nye politiske vinde. Den mekaniske måde, hvorpå foreningen nu pludselig taler om ”læring, trivsel og dannelse” i stedet for det Antoriniske ”læring og trivsel”, siger alt om, hvor STRATEGISK, der tænkes.
2. Den nuværende formåls paragraf har med fokus på virkelyst, naturen og fantasi fine muligheder for at styrke håndværksfag. Håndværksfagenes problemer har intet med skolens formål at gøre, men er derimod forårsaget af politikeres mangel på formål og deres målfokuscirkus, som udspringer af skolereformen og IKKE af formålet.
3. Det er fuldstændigt afgørende, at ”arbejdsmarkedet” holdes helt uden for samfundets centrale skoleparagraf, eftersom en skole er defineret ved at være samfundets forudsætning, dvs. at den ikke kan udledes af samfundets økonomiske processer eller af nogle erhvervsorganisationers interesser. En skole er en kundskabsmæssig rytme. Et fokus på arbejdsmarkedet i formålsparagraffen vil nivellere kundskabsopbygningen, ligesom det rent faktisk er sket, efter at skolereformen fik lov til at definere fag som kompetence og læring med udgangspunkt i en vidensøkonomisk argumentation.

Endelig er der grund til at hæfte sig ved følgende formulering:

”Konkret foreslår vi, at formålsparagraffen justeres, så vi tydeligt anerkender den samfundsmæssige værdi af f.eks. håndværksfag og digital forståelse på lige fod med det boglige fag og kompetencer”

Men det er jo helt galt, for formålsparagraffen nævner netop IKKE noget med ”det boglige”. Ordet ”fag” optræder heller ikke, og da for filan slet ikke ordet ”kompetencer”. Så vi skal altså have arbejdsmarkedslrelateret digitalisering og håndværk i stedet for noget, som slet ikke er? KL’s ledelse aner ikke, hvad de snakker om, men de har ikke noget imod at ændre og disruptere det det hele. Det er under al kritik.

KL’s interesse i formålsparagraffen har en eneste årsag. Nemlig, at paragraffen for tiden er løftestang for kritikken af den nærmest radikaliserede version af skolereformen, som KL promoverer. KL vil dræbe kritikken, så organisationen kan få frit læringsrevolutionært spil, så samfundet mister sit formål i overensstemmelse med forligskredsens holdninger.

1. Endelig har jeg hørt fra forskelligt hold, at Arne Eggert er i færd med at etablere en privat tænketank, hvor han samler en række af landets skolekritikere sammen med nogle læringsrevolutionære, som KL godt kan lide. Det har, i lyset af ovenstående, kun et eneste formål, nemlig at lukke munden på den frie pædagogiske kritik og kapsle kritikken ind på semi-private møder, så KL kan få mere frit spil i det realpolitiske liv. Jeg håber derfor, at de pågældende takker pænt nej.

Links:

Artikel om Riisagers breve med links til alle brevene: https://www.folkeskolen.dk/…/alle-skolens-aktoerer-har-faae…

KL’s læserbrev I Information: https://www.information.dk/…/folkeskolens-formaalsparagraf-…

 

23. d. 18. august: Centrum-venstres forsvar for børneporno

I den fremragende bog ”Men – ytringsfrihedens historie i Danmark”, fortæller Frederik Stjernfelt og Jacob Mchangama blandt andet om pornografiens frigivelse i 1969.

Frigivelsen havde den uheldige konsekvens, at også børnepornografi blev tilladt.

Det holdt imidlertid hårdt efterfølgende at få ulovliggjort børnepornoen. Først i 1980 lykkedes det, og kun i begrænset omfang.

Det var især venstrefløjen og de radikale, som forsvarede børnepornografien. Bl.a. stemte hele 7 radikale medlemmer af Folketinget imod stramningerne. Og både Leif Blædel og Preben Wilhelm forsvarede børnepornoen i pressen. Blædel talte f.eks. om ”de positive virkninger, børnepornoen havde”.

I den forbindelse skriver Stjernfelt og Mchangama følgende:

”Når man tænker på, at store dele af centrum-venstre i 70’erne og helt frem til 1980 var villige til at forsvare børneporno med konkrete ofre for at modsætte sig ”kristelige kræfter”, er det næsten ubegribeligt, hvordan dominerende dele af selvsamme politisk fløj 25 år senere var nået frem til, at ytringsfriheden ikke var værd at forsvare, når det gjaldt uskyldige tegnere, der blev truet på livet af religiøse fundamentalister, hvis værdier fik Inge Krogh (fra Kristeligt Folkeparti, TAR) til at fremstå som en hedonist”. (s.614)

Mit spørgsmål er nu: Hvad er det for grundlæggende kulturfilosofiske distinktioner, der gør, at centrum-venstre løber hen til denne modsætning? Og – ikke mindst – er det de samme distinktioner, der har drevet skolereformen til læringsrevolutionær materialitet?

Jeg tror, at svaret er ”ja, det er det samme”.

Skolereformen er en form for genkomst fra 1980. Reformen består af radikaliserede kulturkritiske affekter, en form for “orgasme-land”, for nu at bruge en term fra Lea Korsgaard. Deleuze, som indflydelsesrige kredse på DPU er inspireret af, kalder det for “driftsmaskiner”. Det er skolereformens børn.

Disse maskiner sammenkobles i løbet af 1990’erne med en individualiseret egen-initieret driftskontrol, de såkaldte “læringsmål”. Vi får dermed ren affekt og individualiseret regulering.

Dermed får vi en psykologisk forårsaget afkobling af pædagogikken.

Pædagogikken vender dog tilbage, men kun som et “re-entry”, som systemteoretikerne kalder det. Pædagogikken returnerer under psykologiens herredømme i form af et tiltagende standardiseret og ensrettende sprog, som er en blanding af bløde reformpædagogiske og multikulturelle brokker og en nærmest datalogisk tilgang til pædagogisk udvikling. Tjek en hvilken som helst kommunal skole-hjemmeside for eksempler.

Dermed får vi en blanding af hhv. vild affekt og hurra-ord uden kulturel oprindelse og strid. Den psykologiske regulering, der for alvor kommer til efter 1980, sørger for at fastholde foreningen.

Det er det moderne “læringsfællesskab” (som jo ikke kan hedde “klasse”, som jo er afhængig af en pædagogisk orden).

Fra 2011 træder disse processer for alvor i forbindelse med teorien om konkurrencestaten.

Det er centrum-venstre.

 

24. d. 18. august: De Radikales skoleudspil

Det Radikale Venstre har lavet et skoleudspil. Det hedder ”Børnene først – radikale principper for fremtidens folkeskole”.

Dermed lægger partiet sig i slipstrømmen på Alternativet, som i vinters lavede et decideret selvstændigt men også diskuterbart arbejde, og på SF, som i foråret spillede ud med et totalt reformaffirmativt forslag, der er så tømt for ideer, at ”den store rorgænger” må have roteret i sin grav.

De Radikales udspil minder kraftigt om SF’s. Der er først og fremmest 0,00 politiske ideer af betydning, så man går lidt i stå fra starten.

Dertil kommer den sædvanlige sløsethed:

Feks. klager man i indledningen over, at ”fjernstyringen flytter fokus fra skolens formål”. Men skolens formål er helt ureflekteret i udspillet. Det nævnes ikke. Og der er heller ingen besindelse på, at skolereformen, som RV støtter, i filosofisk forstand bygger på et decideret opgør med skolens formål. Men ok, det er ud af det paradoks, at udspillets sløsethed træder frem.

RV vil også gerne af med ”detailstyring” og give mere ”selvbestemmelse” til skolerne, som det hedder. Men alligevel taler man i bestemt flertal om ”læringsmålene”, som ”skal være et værktøj”. Hermed bekræfter RV jo hele læringsmålsdidaktikken, som stadig står centralt i skolereformen, og som ligger i helt fastfrossen didaktisk form på UVM’s hjemmeside og i alle fagbeskrivelserne. Det vil sige, at vi får pædagogisk ”detailstyring” på den store klinge; en anti-filosofi, som også ligger i læreruddannelsen, hvis lov blev ført igennem af en radikal minister.

Men der er absolut ingen selvrefleksion af nogen art i udspillet.

Derudover er det bare floskler. Man vil sige ”farvel til røv til bænk”, men det er jo lige præcist et af skolereformens platte mottoer. Det svarer til, hvis en LA’er siger ”farvel til tjulahop”. Det er lige til Se og Hør.

Man vil også gøre op med antallet af ”udviklingsprojekter”? Men hvad er det for noget? Kan man bare sådan sige det? Er det John Hattie, der tænkes på? Der er ingen præcision nogle steder.

Til sidst står der, at alle skolerne skal have en fast socialrådgiver. Det er helt klart udspillets højdepunkt.

https://www.radikale.dk/system/files/Dokumenter/boernene_foerst.pdf

 

25. d. 18. august: John Hattie og Carol Dweck og australsk Hattie-kult 

Lidt Hattie/mindset-links:

Der har etableret sig en form for symbiose mellem Visible Learning og Positiv Psykologi. Jeg noterer lige nogle links til arkivet. Desuden pågår der en diskussion i Australien om, hvorvidt der findes en ”Hattie-kult”. Det noterer jeg også lige.

A.

John Hattie forsvarer Carol Dweck, som er skaber af teorien om fikseret kontra vækst-mindset. Det sker d. 28. juni 2017 på en blog i Australien:

http://blogs.edweek.org/…/misinterpreting_the_growth_mindse…

B.

Herhjemme har der lige været afholdt en stor dobbelt-konference, hvor Hattie-eleven, James Nottingham, er sammen med Dweck. Konferencen afholdes af Dafolo, som udgiver et væld af læringsrevolutionære bøger, og som også står bag trekløverets udgivelser herhjemme:

http://dafolo.dk/…/konference-om-mindset-med-carol-dweck-ma…

C.

I Skanderborg kommune huserer både Hattie, Nottingham og Dweck på kryds og tværs helt nede i dagtilbuddene, men selvfølgelig også i skolerne. F.eks. i denne slide-serie fra Nottingham:

https://www.skanderborg.dk/…/Skanderborg-VL-Celebration_Jam…

D.

I visse indflydelsesrige gymnasiekredse kører Visible Learning, og mindset-ideologien også godt og grundigt sammen. Meget af arbejdet udvikles og koordineres via konsulent-bureauet ”Navigent”. Herfra kan man gå på opdagelse i forskellige gymnasieprojekter mm.. GL’s pædagogiske pris gik til et mindset-projekt for et par år siden. GL støtter også diverse udviklingsprojekter, der handler om mind-sets. Jeg mener også at have set nogle flere links en gang, men kan ikke finde dem pt. Her er navigent-linket:

http://navigent.dk/…/skole-og-udd…/cases/mindset-hjemmeside/

E.

Dweck markeres også kraftigt på ministeriets EMU-portal:

http://www.emu.dk/…/mindset-fra-performancekultur-til-l%C3%…

F.

Dertil at det værd at nævne, at der i Australien her i foråret 2017 har været en forskningsbaseret kritik af Hatties ”kult”. Ja, der findes ligefrem ”Hattie-skoler”, hvilket der nu også de facto gør i Danmark.

Den kritiske artikel, ”School leadership and the cult of the guru: the neo-Taylorism og Hattie”, som er skrevet af Scott Eacott, kan man læses her:
http://www.tandfonline.com/eprint/mpaDPthSiWDwnemgMcqE/full

Det var Hattie i sagens natur ikke tilfreds med, så han svarede her i august 2017, at det var han ikke enig i: http://www.tandfonline.com/…/abs/10.…/13632434.2017.1343655…

 

26. d. 18. august: Ulf Harbos kritik af KL 

Der er oprør i KL! Ulf Harbo kritiserer Arne Eggert og Anna Mee Allerslev for at “kuppe demokratiet”.

Harbo er slet og ret dagens helt efter min mening.

http://www.thomasaastruproemer.dk/strid-kl-ulf-harbos-politiske-oproer-arne-eggerts-anna-mee-allerslevs-kup.html

 

27. d. 21. august: Centrum-venstre, Muhammed-krisen og skolereformen, del 1 

Mens hele ideologien bag skolereformen tog form, indfandt Muhammed-krisen sig i 2006.

Det tankevækkende er, at stort set de samme grupper, som helt ukritisk promoverede skolereformen, også valgte at stå skoleret for den eskalerende Islamismes totalitære krav, da den gik grassat over Kurt Westergaards fremragende og ikoniske mesterværk af en vredladen Muhammed med en bombe i sin turban. Disse tegninger var en gave til verden, der fik verden til at vise sig. Ytringsfrihedens fineste stund.

Politiken, centrum-venstre og hele dets præsteskab af intellektuelle, redaktører og forfattere kompromitterede sig selv dybt i 2006, mens deres uddannelsespolitiske fætre og kusiner arbejdede for at ødelægge dansk pædagogik. Mange af Westergaards og Flemming Roses kritikere havde støttet Salman Rushdie 15-20 år tidligere, men nu var alting vendt om. Den europæiske oplysning og hele den danske frihedstradition var solgt til stanglakrids.

Nu er spørgsmålet så: Hvad er sammenhængen mellem disse to processer, Muhammed-krise og skolereform?

Jeg tror, det har noget at gøre med en blanding af henholdsvis en misforståelse/reduktion af det nationale spørgsmål, som man siden 1970 i tiltagende grad have fornægtet, og så murens fald, som efterlod et søgende og forvirret centrum-venstre.

Ja, Seidenfaden, som jo var redaktør på det, som dengang burde hedde “Hyldest til profet-tidende”, mente ligefrem, at tegningekrisen ikke havde noget at gøre med ytringsfrihed, men var båret frem af DF’s lokale magt. Det er det, jeg mener med en reduktion af det nationale.

Det var samme reduktion, som efterfølgende i skolereformen blev til et opgør med alle former for tradition, dvs. til en læringsrevolution og ligefrem en ny “bibel”, som man kalder John Hatties teknikinferno. Og Politiken begyndte i stedet at hylde ham der “konkurrencestaten”.

Der er derfor i dag brug for, at centrum-venstre reflekterer over disse to emner, både af hensyn til landets ytringsfrihed og til pædagogikkens mulighed for at arbejde.

I stedet gør man det modsatte, hvilket er tydeligt i SF’s og de radikales elendige skolepolitiske udspil, hvis horisont er sådan en slags Seidenfaden light, blot tilsat lidt finanskriseånd og lidt generelt meningstab. Begge partier har totalt pantsat deres egen tradition og muligheder.

Socialdemokraterne er totalt uden for rækkevidde. Her hersker en blanding af DF og Corydonisme, dvs. en blanding af 2001 og 2008. Her er der ingen glæde what so ever.

Centrum-venstre skal tænke over Muhammed-krisen og landets traditioner og pluralitet.

 

28. d. 21. august: Centrum-venstre, Muhammed-krisen og skolereformen, del 2 

Ifølge Stjernfelt og Mchangama – i deres bog om ytringsfrihedens historie i Danmark – er Grundtvig den centrale danske helt, hvis frihedssyn har været til stor inspiration for ytringsfrihedens forkæmpere frem til i dag.

Men er det så ikke pudsigt, at skolereformen hviler på en radikal anti-grundtvigianisme, som især tager fart op gennem 90’erne og 00’erne?

Er det måske samme Grundtvig-skepsis, der gør, at centrum-venstre mener, at man burde bukke og skrabe for den spirende radikalisering i 2006.

Det tror jeg.

På den måde får vi både Muhammed-krise og skolereform i samme ånd.

Dertil kommer så lige finanskrisen.

Vi får permanent krise. Lidt øv at vokse op i.

 

29. d. 21. august: Fra 1933 til i dag 

Luk munden! fra 1933 til i dag:

1. Kritiser ikke Tyskland af hensyn til vores neutralitet, men kritiser gerne England. Men når England har befriet os, så skal I alligevel kritisere Tyskland. Dem, der ikke forstår det med det samme bliver arresteret og ekskluderet.
2. Luk munden af hensyn til Tysklands store sejre og nyordning af Europa. Men ros gerne Tyskland.
3. Arrester de mennesker, der fulgte regeringens opfordringer, men lad de politikere, der opfordrede, gå fri.
4. Luk munden på dem, som kritiserer Muhammed.
5. Luk munden på alle, som fornærmer religiøse følelser, fx ved satiretegninger; med mindre følelserne er kristne. De kristne, prins Henrik og Anders Fogh må derimod gerne fornærmes groft. Men muslimer må ikke fornærmes det mindste, for så kan man godt forstå, hvis de kører i lastbil uden kørekort.
6. Luk munden på alle, som fornærmer. Dvs. alle som kritiserer og laver sjov.
7. Luk munden på dem, som fornærmer læringsmaksimering. Klag over dem, isoler dem og giv dem advarsler. Når alt er stille, kan man hævde, at alt fungerer fint.
8. Fjern alt kunstnerisk og litterært materiale, der kan fornærme en aller anden, som ikke har lys hud. Fjern derefter også det, der fornærmer dem med lys hud.
9. Luk munden… for her går vi ind for ytringsfrihed.
10. Overlad det hele til en datamat.
11. Glem det hele.
12. Skriv et skoleudspil

Sådan gik det i store træk for dansk centrum-venstre.

(Skrevet efter læsning af Mchangama & Stjernfelts “Men – ytringsfrihedens historie i Danmark”.

 

30. d. 22. august: KL i opløsning 1 

KL er i politisk opløsning – Bestyrelsesmedlem i KL bakker fuldt op om Ulf Harbos kritik:

Næstformand i KL’s Børne- og Kulturudvalg, Ulf Harbo (Ø), kæmper mod KL’s maskine som en anden Kaj Munk – herunder mod udvalgets formand, Anna Mee, og hendes centrale embedsmand, Arne Eggert.

Først kritiserede Harbo, at KL-ledelsens forsøg på at ændre skolens formålsparagraf slet ikke har været drøftet formelt i det centrale politiske udvalg. Det skrev jeg om den anden dag.
(se link B nedenfor)

Dertil svarede en konsulent i KL, at emnet skam havde været diskuteret, men blot under et helt andet punkt med et helt andet emne, hvilket jo var helt til hest at sidde og læse om.
(se link C)

Harbo responderer nu i nedenstående kommentar/pressemeddelelse på KL’s svar i en yderst kompetent analyse af det ene og det andet.
(Se link A)

Det er i høj grad også værd at hæfte sig ved, at et medlem af KL’s bestyrelse, Kirstine Bille (SF), giver Harbo fuldstændig ret i hans kritik.

Bille skriver følgende i tråden under Harbos indlæg:

”Kære Ulf!

Som medlem af KLs bestyrelse og formandskab vil jeg bare udtrykke min enighed med dig. Folkeskolens formålsparagraf har ikke været drøftet i bestyrelsen ud over, som du nævner som en bisætning i et større udspil. Jeg var også meget overrasket over den meget bastante udmelding her i sommer om behov for ændring af folkeskolens formålsparagraf. Så sent som i torsdags stillede jeg spørgsmål på formandskabsmødet om sommerens udmelding fra KL.
Jeg håber, vi sammen kan være med til at skabe større gennemsigtighed i KL.

Med venlig hilsen

Kirstine Bille, SF byrådsmedlem i Syddjurs Kommune og medlem af KL’s bestyrelse”

Så nu ved ingen, hvad KL mener, eller hvem KL er. Vi har åbenbart at gøre med sådan en slags opportunistisk organisation uden regler, hvor de skolereforms-affirmative partier kan gøre, som de lyster, mens folkevalgte politikere skal lukke deres “demokratiske” munde.

Heja Ulf (og Kirstine)!
—————————————

Links:

1. A) Ulf Harbos svar til KL, inklusiv Billes kommentar: http://syddjurs.lokalavisen.dk/…/20170820/la…/170829993/1506
2. B) Min oprindelige beskrivelse af sagen med fuldt linksystem, som jeg løbende opdaterer: http://www.thomasaastruproemer.dk/strid-kl-ulf-harbos-polit…
3. C) KL’s svar til Ulf Harbos oprindelige kritik: https://www.folkeskolen.dk/…/kl-besluttede-formaalsaendring…

 

31. d. 23. august: KL i opløsning 2 

Altinget.dk behandler i dag Ulf Harbos (Ø) og Kirstine Billes (SF) kritik af KL’s ledelse under overskriften ”Intern strid i KL efter folkeskole-offensiv”

Der er to nye informationer i sagen, som jeg omtalte på min blog den anden dag. Jeg citerer:

A.

”Fra KL’s side afviser man at kommentere på kritikken af forløbet omkring folkeskolens formålsparagraf. I en mail til Altinget skriver KL’s kommunikationsafdeling, at ”sagen har en karakter, som vi vurderer passer bedst til intern drøftelse i KL.””

Kort sagt: Nu skal Harbo og Bille bankes på plads i netop den konsensus-ideologi, som de kritiserer.

B.

”Altinget har været i kontakt med flere andre medlemmer af KL’s børne- og kulturudvalg, som var tilstede ved mødet.

Ingen kan huske, at et opgør med folkeskolens formålsparagraf var til egentlig diskussion, eller at det var sat på dagsordenen til det pågældende møde.

Der er dog også enighed blandt flere af udvalgets øvrige medlemmer om, at de ikke føler sig ført bag lyset.”

Desværre fremgår det ikke, hvem ”flere” er. Men at disse “flere” ikke har problemer med de forhold, som Harbo og Bille fremhæver, siger efter min mening desværre noget om det politiske forfald blandt landets kommunale skolepolitikere.

C.

Her er medlemmerne af det pågældende udvalg. Hvem Altinget har talt med kunne være rart at vide:

Formand: Beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (B), København

Næstformand: Kommunalbestyrelsesmedlem Ulf Harbo (Ø), Norddjurs

viceborgmester Lis Tribler (A), Slagelse

Borgmester Jacob Bjerregaard (A), Fredericia

Kommunalbestyrelsesmedlem Danni Olsen (O), Albertslund

Rådmand Jane Jegind (V), Odense

Borgmester Benedikte Kiær (C), Helsingør

Borgmester Kim Valentin (V), Gribskov

Byrådsmedlem Mette Nielsen (A), Viborg

———————–
Links
Artikel på altinget.dk:
http://www.altinget.dk/…/intern-strid-i-kl-efter-folkeskole…

Generel redegørelse for sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/strid-kl-ulf-harbos-polit…

 

32. d. 23. august: Bye bye UC! 

Dejligt med LA’s forslag om brud på UC-monopol på læreruddannelsen. UC’erne er en fiasko, som ødelægger både teori og praksis. Men universitetet, som er bragt i forslag som alternativ, kan ikke gøre det bedre under den eksisterende tilstand i skoleforskningen. UNI vil faktisk pt forværre UC’s dårligdomme. Der er derfor en vigtig forskel ift udviklingen inden for journalistuddannelsen, som ellers nævnes som ideal af Henrik Dahl, som har lanceret forslaget.

Svaret er et rethink af seminarietraditionen med alle de klassiske lærerdyder og masser af pædagogik, faglighed og højskoleånd – UDEN LÆRINGSMÅL – og med ledsagende diplomuddannelser i skolens fag. Dertil kan man lægge en højintellektuel uni-overbygning, som IKKE er policy-affirmativ, som det pt i alt for høj grad er tilfældet. Og – blot for at jeg ikke misforstås: Høj-intellektuel er IKKE der samme som smal. Det er praksis-nærhed på anti-UC måden.

Men der synges ikke på uni. Det gør der derimod på det dejlige seminarium, hele tiden.

Bye bye UC!

Og så skal vi naturligvis have en anden læreruddannelseslov, som ikke hænger sammen med skolereformen.

Jeg vedhæfter en analyse fra i foråret om et forhold, som jeg tror er en del af forklaringen på problemerne, nemlig nogle forskydninger i UC/læreruddannelsens formålsstrukturer:

http://www.thomasaastruproemer.dk/foreloebige-bemaerkninger-laereruddannelsens-formaalsstruktur.html

 

33. d. 27. august: KL i opløsning 3 

Netavisen piopio.dk dækker nu sagen om KL’s egenrådighed på skoleområdet i forbindelse med organisationens ønske om at ændre på skolens formålsparagraf.

Viceborgmester i Lyngby, Simon Pihl Sørensen (S), bakker op om Ulf Harbos stærke kritik af KL. Ulf Harbo (Ø) er næstformand for KL’s Børne- og ungeudvalg. Han kritiserede i forrige uge KL for at være udemokratisk og for at tage fejl i skolepolitikken.

Piopio’s artikel bidrager med en nyhed i sagen. Nemlig at professor Lene Tanggaard, som er blandt landets førende forskere i kreativitets- og håndværkspædagogik, nu i et offecielt medie siger, at den nuværende formålsparagraf giver gode muligheder for at arbejde med håndværk og kreativitet. Tanggaards udmelding er vigtigt, fordi KLs egenrådige ledelse fremhæver netop det håndværksmæssige som årsag til at ændre i formålet.

Tanggaard mener, at problemet findes helt andre steder. Her er den fulde omtale og citat:

“En pointe, som Lene Tanggaard, professor ved Institut for Kommunikation og Psykolog ved Aalborg Universitet, og en af landets førende eksperter inden for forholdet mellem kreativitet og læring, også peger på. Det er ikke formålsparagraffen, den er galt med, lyder det fra professoren.

“Der er i den aktuelle formålsparagraf vide rammer for kreativitet. Hvis man gerne vil have flere håndværkere og mere fokus på det praktiske, så skal man trykke på nogle andre knapper. Der skal mere mad ind i madkundskab, og flere spændende besøg hos den lokale tømrer, i stedet for unødvendigt papirarbejde og ressourceforbrug. Så fokus skal rettes et lidt andet sted, end der hvor det peger hen nu,” udtaler hun til Netavisen Pio.”” (jeg har rettet et par slåfej)

Der er kun to grunde til, at KL vil ændre på formålsparagraffen:
1. Man vil tilpasse formålet til skolereformen, som bygger på et opgør med formålet.
2. Man vil tvinge disruption ned over skolen i selvsamme anti-skoleånd, som har præget KL siden omkring år 2000.

Se også Simon Phil Sørensens blog-indlæg på danskekommuner.dk, “KL skolepolitik – 100 meter for folk uden stedsans”:http://www.danskekommuner.dk/…/KL-Skolepolitik100-meter-fo…/

 

34. d. 28. august: Antorini om skolens formål i 2015 

Antorini for to år siden: Om to år skal vi ændre skolens formålsparagraf:

Kun en måned før regeringsskiftet i 2015 havde Folkeskolen.dk’s journalist John Villy Olsen nedenstående – efter min mening – legendariske interview med Christine Antorini, hvor hun reflekterer over sin nye skolereform i stærkt læringsrevolutionære vendinger.

A. Revolutionen
Vi er i et revolutionært område. Alt gøres til læring: Pædagogik er læringsmål, en lærer er en læringsleder, reformen er en læringsreform og undervisningsministeriet er et læringsministerium.

Det har ingen ende.

Desuden tales der om en ”jordrystende forandring” for at understrege den revolutionære ånd.

 

B. Læringsmålene
Antorini siger om læringsmålene, at erfaringerne viser, at

”læringsmålstyret undervisning gør undervisningen mere gennemskuelig, og det gør teamsamarbejdet bedre, når målene er klare, og det styrker læringen”.

Hu hej hvor det går! Et sprog uden den mindste sprække. Hvis A, så B og C og så videre ud af læringstangenten.

John Villy Olsen spørger så: ”Kritikere vil sige, at de nye læringsmål kan føre til en instrumentalisering af undervisningen?”

Hvortil ministeren svarer: “Uenig. Og når jeg siger uenig, er det blandt andet, fordi vi har udarbejdet læringsmålene sammen med fagfolk. Vi tilbyder et helt univers med mål og eksemplariske læringsforløb, som alle har adgang til digitalt. Og det er udformet i et sprog, som gør det mere tilgængeligt for lærerne og også for forældrene, sådan at Fælles Mål også kan styrke samarbejdet mellem skole og hjem.”

Antorinis henvisning til ”fagfolk” må jo vedrøre den proces, som blev styret af især Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen, som begge har spillet en central rolle i at udarbejde den argumentation, som Antorini bruger. Så den ene henviser til den anden, som henviser til den ene. Det er en lukket ring. Det er et oligarki.

Og “universet” er nok EMU-portalen, som jo har undertitlen: “Danmarks læringsportal”. Og nedenunder igen kører alle “lærings”-platformene og diverse data-strukturer, som KL og ministeriets “lærings- og IT-styrelse” definerer.

 

C. Skolereformen løser 1993-problemer
I interviewet argumenterer ministeren for, at skolereformen bare er en forlængelse og forstærkelse af 1993- lovens ”undervisningsdifferentiering”, et argument vi også tit hører fra forskningssegmentet.

Men også her er John Villy Olsen skarp, og igen sejler ministeren rundt i læringssproget:

John Villy Olsen: De nye Fælles Mål kan ses som et svar på en undervisningsdifferentiering, der ikke har virket?

Antorini: ”Det er jo ikke kun det. Det vigtigste er det med at gå fra, at eleverne skal gennemgå et pensum, til at man skal være sikker på, at de lærer de mål, der er i fagene. Det er den store forskel. Man kan godt gennemgå et pensum, men hvis man ikke får tjekket, om eleverne kan det, der skal til for at komme videre, jamen, så er man jo ikke kommet videre i forhold til læring. Det er derfor, at det er en læringsreform. Det er med udgangspunkt i, hvad eleverne skal lære. Så jeg er fuldstændig uenig i, at det er en instrumentalisering, tværtimod mener jeg, at det skaber en gennemsigtighed og dermed også en demokratisering. Alle bliver involveret i elevens læring”.

Så fordi noget ikke virkede i 1993, skal vi nu bare kontrollere det, som altså ikke virker, mere nidkært? Og så kaldes det for en ”demokratisering, gennemsigtighed og metodeansvar”?

Men strukturen i argumentationen er værd at hæfte sig ved. Det svarer til det postulerede opgør med ”ansvar for egen læring”, som også er indeholdt i reformen. I virkeligheden er reformen snarere en øget kontrol med ”ansvar for egen læring”, dvs. en bekræftelse og stadfæstelse af det, man hævder at ville gøre op med. I realiteten fortsætter ”ansvar for egen læring” altså blot i forstærket og bureaukratiseret form.

 

4. Formålet skal ændres om ”et par år”.
Til sidst fortæller Antorini, at hun gerne vil ændre i skolens formålsparagraf, men at ”vi lige skal vente et par år, før vi går i gang med den øvelse”. Vi lige lade læringsreformen udfolde sig først, for ”vi har jo lige gennemført en meget stor læringsreform”

Antorini fik ret. Nu er der gået to år. Så nu vil man ændre formålsparagraffen. Ideen kommer denne gang fra Arne Eggert, som nu er en centralt placeret bureaukrat i KL. I 2015 var han en særdeles aktiv læringsrevolutionær embedsmand i Antorinis ministerium. Nu er der gået to år, så nu vil han have læringsrevolution i formålet. KL begrunder ideen ud fra et papir, hvis centrale kapitel handler om det revolutionære ”karrierelæring” (!), og forslaget lanceres helt uden om KL’s politiske udvalg. Det er nok det, Antorini mener med ”demokratisering”.

Læringsrevolution forever!

https://www.folkeskolen.dk/563150/antorini-folkeskolereformen-er-en-laeringsreform

 

35. d. 28. august: Reklame for ny bog

I morgen udkommer bogen “Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”. Der er 18 uro-lige kapitler:

Kapitel 1. Indledning
Kapitel 2. Aforismer
Kapitel 3. Læringsrevolutionen og dens forskydninger
Kapitel 4. Danmarks Pædagogiske Oligarki
Kapitel 5. Pædagogisk ballade
Kapitel 6. Konkurrencestatsteorien
Kapitel 7. Post-strukturalistiske og systemteoretiske noter
Kapitel 8. Læringslivsformens og konkurrencestatens
symbiose
Kapitel 9. Didaktik og læringsmål i folkeskolen
Kapitel 10. Gymnasiereformen
Kapitel 11. Referater fra konferencer
Kapitel 12. Pædagogisk forskning og metode
Kapitel 13. Pædagogisk filosofiske bemærkninger, nr. 1-22
Kapitel 14. Dagbøger
Kapitel 15. Europæisk pædagogik
Kapitel 16. Kritik af den positive psykologi
Kapitel 17. Nitten satiriske og poetiske tekster
Kapitel 18. Politiske noter

Her er et link til forlagets hjemmeside. Jeg har set bogen på nettet til helt nede omkring 300 kr inkl. fragt:

Jeg kommer til at slå lidt på tromme de næste uger. Dog med lidt ny info hver gang. Håber ikke det bliver for træls 🙂

http://www.fjordager.com/ballade-i-paedagogikkens-forsamlingshus/

 

36. d. 29. august: Brevsagen og Danske Gymnasiers dannelsessyn

Dagens emner: Brevsagen og Danske Gymnasier

A. Brevsagen

De kommunale børne- og kulturchefer (BKF) er ude med riven. Deres forening kritiserer Merete Riisager, fordi hun sammen med Anders Bondo har skrevet et brev til landets lærere. I brevet står der, at lærerne har fået mere autonomi, blandt andet pga. af opblødningen af læringsmålstvangen i skolens fagbeskrivelser, og lærerne opfordres til at bruge autonomien til at lave en god undervisning. F.eks. står der:

”Herfra skal der derfor lyde en fælles opfordring til at anvende det professionelle råderum, som folkeskolelovgivningen og de nye frihedsinitiativer giver jer, til at indholdsudfylde rammerne og forme og udvikle den gode undervisning og det gode skoleliv på jeres skole”.

Opblødningen er vedtaget af hele forligskredsen omkring folkeskolereformen, og det er jo noget af en bedrift. Der pågår så en diskussion om, hvorvidt den øgede autonomi primært skal høstes af kommunen, skolelederen eller af læreren selv.

BKF er helt vildt på kommunefløjen. I høringssvarene til lovforslaget til korrektionen af Fælles Mål står der bl.a.:

”Det er os magtpåliggende, at dette (lovforslaget, TR) ikke opfattes som en opfordring til eller en accept af et mindre klart fokus på arbejdet med læringsmål, arbejdet med kriteriebaseret evaluering og arbejdet med læringsmålsbaseret feedback til eleverne”.

Derfor er BKF også helt oppe i det røde felt pga. ministerens brev, selv om der jo umiddelbart er tale om helt uskyldige markeringer. Hvis ovenstående citat fra brevet til lærerne opfattes som provokerende, så er tilstanden i kommunerne præcist så kritisabel, som jeg regnede med.

Og BKF støttes af KL, der jo udtrykte samme holdning i deres høringssvar til ændringen af Fælles Mål.

Mette Nielsen (S) og Jane Jegind (V), som begge er med i KL’s Børne- og kulturudvalg, støtter op om BKF. Jegind siger f.eks. i karakteristisk stil:

»Vi har at gøre med en minister, som ikke kan skille rollerne ad. Folkeskolen har behov for ro og kontinuitet og har slet ikke brug for en minister, som forsøger at genåbne diskussionen om præmisserne for skolereformen,«

Og nu vil BKF klage til KL selv, som er totalt lærings- og styringsideologiseret, så det skal jo nok gå godt. Vi må håbe, at oppositionen i KL’s Børne- og kulturudvalg, Ulf Harbo (Ø) og Kirstine Bille (SF), er klar til kamp. Og over det hele svæver den aktuelle diskussion om formålsparagraffen, som ovennævnte aktører er dybt involveret i.

Endelig er det værd at bemærke, at Niels Egelund – som jo mener, at John Hatties bøger skal være bibler for danske skolelærere – støtter BKF’s kritik helt entydigt. Det kan man læse om på Fyens.dk. Egelund skriver, at Riisager ”fraterniserer med fjenden”. Fjenden er Bondo, må man formode? Der er masser af corydon-normaliserings-romantik i den udtalelse.

Riisager skrev faktisk også et brev sammen med KL’s formand for Børne- og kulturudvalget, Anna Mee Allerslev, til kommunalpolitikerne, og der var også flere andre breve med den ene og den anden (se links). Men det er ikke ”fjender” må, man så også formode? Og jeg som troede, at der skulle være “ro”? men nu er Bondo ligefrem en “fjende”?

Sagen er imidlertid, at ministeren har fat i den lange ende. Hun påpeger blot konsekvensen af den øgede autonomi, som lovgivningen har bestemt, og som hun selv som politiker har haft en stor og positiv rolle i at gennemtrumfe. Derimod politiserer de kommunale embedsmænd i forlængelse af deres høringssvar.

Hvis BKF og KL lykkes med deres forehavende, kan lærerne og skolerne godt skyde en hvid pil efter enhver form for pædagogisk frihed. Derfor er det vigtigt, at de kommunale niveauer sættes godt og grundigt på plads, både i den dagsaktuelle sag og i lovgivningsprocessen omkring Fælles Mål.

 

B. Danske Gymansiers opgør med dannelse

Gymnasiernes rektorforening, med det prætentiøse ny-navn ”Danske Gymnasier”, er virkelig en storslem spiller i det gymnasiepolitiske felt. Aktuelt er formanden, Anne-Birgitte Rasmussen, ude i et opgør med det dannelsesbegreb, som Riisager sammen med Henrik Dahl og Dansk Folkeparti kæmpede for at få med i gymnasieforliget.

I forligsteksten understreges gymnasiets kundskabstradition og dets forankring i en fri og demokratisk verdensdel. Men Rasmussen vil slet ikke gå ind i drøftelser af begrebet. Hun forsøger blot at dreje diskussionen hen i retning af almindelige læringsrevolutionære emner. Hun aner ikke, hvad hun har mellem sine hænder. Det er SÅ træls at høre på.

Faktisk står der jo ”dannelse” tre gange i hendes skoleforms formålsparagraf, og i gymnasieforliget er der som nævnt et flere sider langt narrativ om dannelse? Men det er formanden åbenbart ligeglad med. Måske er det tid til at skifte formand?
—————————————–
Diverse links til punkt A og B:

A. Brev-sagen:
Omtale af BKF’s kritik af Riisager: http://skoleliv.dk/…/Skolechefer-kritiserer-Riisagers-breve…

Link til ministerens brev til lærerne (og til kommunalpolitikerne): https://www.uvm.dk/…/170815-minister-og-foreninger-oensker-…

Analyse af høringsmaterialet til Fælles Mål: http://www.thomasaastruproemer.dk/hoeringsmaterialet-aendri…

Se også interview med Jan Henriksen, som er formand for BKF: ”Skoledirektør: Det er os og ikke ministeren, der driver folkeskolerne”, Randers Amtsavis, d. 29. august.(ikke online)

B. Dannelsesopgøret i Danske Gymnasier:
http://www.altinget.dk/…/gymnasieformand-vil-droppe-snakken…

 

37. d. 29. august: Niels Christian Sauer tager temperaturen 

Niels Christian Sauer tager i dette indlæg effektivt temperaturen på hele skolediskussionen.

Det sker i forbindelse med en analyse af Børne- og kulturchefforeningens brev til KL. I brevet kritiseres Merete Riisager i kraftige vendinger, fordi hun har skrevet et brev til landets lærere sammen med Anders Bondo, hvor hun og Bondo opfordrer lærerne til at følge nogle korrektioner af skolelovgivningen (jeg skrev om det i formiddags).

Det kommer faktisk bag på mig, at Riisagers brev skulle give anledning til uro om folkeskolen, men jeg er da utroligt glad for, at det sker, for nu kan vi teste den falske og revolutionære ro’s dybde. Og den bitre reaktion siger naturligvis alt om de kommunale lags desperation.

Nu mangler vi bare, at nogle politikere fra forligskredsen tager klart og offentligt stilling til sagen, så vi kan få at vide, om de nye frihedsgrader er kommunens eller pædagogikkens. Tavshed er det samme som at give kommune-cheferne ret efter min mening.

Sauer mener ikke, at ”roen” stikker så dybt mere. Jeg håber, han har ret.

https://www.folkeskolen.dk/614213/striden-om-reformen-gaar-ind-i-en-ny-fase

 

38. d. 30. august: Rønshovedgruppens dannelsesseminar 

Dannelse til tiden:

Rønshoved Højskole afholder sit årlige dannelsesmøde “Dannelse til tiden”, d.30/9-1/10 (lørdag og søndag).

Der er to foredragsholdere. Først kommer Søren Pind og fortæller om sit syn på dannelse i lyset af den aktuelle situation for forsknings- og uddannelsesområdet. Jeg har forberedt et par spørgsmål til ham, må jeg indrømme.

Derpå holder filologen og Tysklands-kenderen, Per Øhrgaard, et foredrag om emnet. Det glæder jeg mig også til.

Udover foredrag og diskussion er der masser af hygge, god mad og højskolesang. Og prisen er flere 100% under hvad alle lærings-konferencerne koster.

Jeg glæder mig til spændende diskussioner, hyggeligt selskab og en masse dejlig overophedning af dannelsesbegrebet.

Se mere på linket.

http://www.ronshoved.dk/dannelse-til-tiden

 

39. d. 30. august: Skred i gymnasieforligets intentioner? 

Skrider gymnasieforligets intentioner?

I forligsteksten til gymnasiereformen står der “Dannelse” med stort D hen over de første sider. Derfor skulle man jo tro, at dannelse stod stærkere i den nye lovtekst end i den gamle lovtekst, ikke sandt?

Men sådan er det ikke, fremgår det af vedhæftede indlæg fra bladet Gymnasieskolen.

Lad os se på indlæggets pointer:

A. Den gamle lov:

I den gamle lov står der følgende i §1:

“§ 1. Uddannelsen til studentereksamen (stx), (det almene gymnasium) indgår sammen med uddannelserne til højere forberedelseseksamen (hf), højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx) i et samlet gymnasialt system, som er studieforberedende og almendannende, og som giver grundlag for videregående uddannelse.”

Her sidestilles altså studieforberedelse og almendannelse som selvstændige, adskilte og primære formål. Desuden: ”Forberedelsen” er ikke knyttet til almendannelsen, som i stedet snarere er et bredt og alment ”grundlag” for mange forskellige videreuddannelser, som er uddannelser i egen ret.

Almendannelse har altså et særlig frit område. Det skal ikke ”forberede”, men blot ”give grundlag”, hvilket nærmest er det modsatte i min optik.

 

B. Den nye lov:

I den aktuelle lov står der følgende:

“§ 1. Formålet med uddannelserne omfattet af denne lov er at forberede eleverne til videregående uddannelse, herunder at de tilegner sig almendannelse, viden og kompetencer gennem uddannelsens kombination af faglig bredde og dybde og gennem samspillet mellem fagene.”

Her er ”forberedelse til videregående uddannelse” pludselig det primære formål, som almendannelsen skal underordne sig, jf. ”herunder” og “tilegnes”. Allerede her er dannelsen nednormeret.

Tager vi derudover i betragtning, at ”uddannelse” i dag af de administrative lag defineres som en ren økonomisk optimeringsterm, så er der faktisk tale om en yderligere nedprioritering af dannelsen i gymnasiet.

 

C. Konklusion

Dermed undermineres forligstekstens dannelsesideer af forligstekstens lange strukturelle og praktiske passager, som er stærkt præget af lærings- og konkurrencestatsideologi, f.eks. med karrierelæring mm.. Jeg har tidligere talt om et ”knækket forlig”, og det markeres her i formålsparagraffen på en uheldig måde.

Der står også en helt masse andet i formålsparagraffen, som kan betyde lidt forskelligt, så billedet er ikke entydigt. Men alligevel; ved at gøre ”forberedelse til videre uddannelse” til et hovedformålet i en situation, hvor ”uddannelse” efterhånden defineres som modsætning til ”dannelse” og ”pædagogik”, så bliver konsekvensen en ”under”-minering af dannelsen som selvstændigt område. Så får vi jo den situation, at dannelse skal underordne sig dannelsens modsætning.

Måske er det disse forskydninger, der gør sig gældende når gymnasiernes rektorforening gerne vil af med al den dannelsessnak eller vil omdirigere den til kompetencer og struktursammenhænge osv..

Links:

Redaktionel kommentar i Gymnasieskolen: http://gymnasieskolen.dk/med-lov-skal-dannelse-udvandes

Link til gammel lov: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=172814

Link til ny lov: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=186027

Analyse af forligsteksten: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-og-vurdering-af-g…

 

40. d. 30. august: Karrierelæring i børnehaveklassen 

Vidste I godt, at der er obligatorisk karrierelæring fra børnhaveklassen og hvert år frem? Det er det, som ministeriet kalder for “opdateret dannelse”. Det er et selvstændigt “emne”, som det kaldes, med egen fagbeskrivelse og læringsmål osv., som skal integreres i hele fagrækken.

Og det er skam gymmnasieforberedende, for på gymnasiet har man også karriereoptimeringsdannelseslæring fra dag 1.

Efter min mening kan man ikke forestille sig et grovere bandeord end “karriere”, når man er i skolen.

Måske skulle man bare smække med døren? Og tage sin 6-årige med, før han ender som en stakkels karrierelæringsrealist.

Jeg græmmes!

http://www.emu.dk/…/uddannelse-og-job-fælles-mål-læseplan-o…

 

41. d. 31. august: Riisager på forsiden af lærernes fagblad 

Der er en sej tegning på forsiden af dagens Folkeskolen.dk. Det er vist det nærmeste, man kommer på en kærlighedserklæring fra landets lærere til Merete Riisagers ensomme, årelange og flittige arbejde med at modgå og vende Antorinis og DPO’s revolutionære skude og bringe skolen hen til sig selv igen.

Tegningen er også gjort til fast baggrund på bladets facebook-side.

Jeg håber, Riisager har fuld sans for de uddannelsespolitiske muligheder og pligter, denne tegning peger hen til.

Jeg håber faktisk også, at DLF er opmærksom på tegningens essens, for foreningen og dens nuværende formandsskab har spillet en yderst problematisk rolle op gennem 00’erne og 10’erne, hvor læringsbegrebet begyndte at pille tingene fra hinanden.

I så fald vil vi få politikken og pædagogikken i en form for forening. Og måske kan journalistikken og forskningen også nærme sig hinanden, selvom der er lang vej igen?

Så er landet klar til helt almindelig pædagogisk aktivitet under vingerne af formålsparagraffen og en selvstændig pædagogisk praksis. Frem for som nu, hvor det er operationelle mål og læringsimplementering, der svinger taktstokken.

https://www.facebook.com/merete.riisager/photos/a.966443570049012.1073741829.965507816809254/1935660043127355/?type=3&theater

 

42. d. 31. august: Forklaringen på den ny-kommunale sensitivitet

Efter flere årtiers ørkenvandring er lærerne og undervisningsministeren kommet på talefod.

Striden mellem lærer og stat blev ellers maksimeret med skolereform og normaliseringslov i 2013. Lærerne var i første omgang især sure på normaliseringsloven, men siden hen er kritikken af selve reformens tankegods også vokset. Og nu er den indholdsmæssige kritik nærmest forenet i Bondos og Riisagers fælles brev til landets lærere samt i Folkeskolen.dk’s vilde hyldesttegning til den siddende minister.

Grunden til, at DLF var vilde med Antorini frem til 2013, var, at man gik ind for Antorinis fremstormende læringsbegreb, fordi man troede, at begrebet var foreneligt med pædagogik og kundskabsudvikling. Den opfattelse er man nu (delvist) ved at forlade. Derfor kan man mødes med ministeren i nærmest rørstrømskhed, og man deler hendes kritik af læringsmålsstyring, af dele af DPO osv..

Hvem kommer til kort i denne proces, som i øvrigt er virkelig positiv? Ja, det gør dem, som virkelig har profiteret af striden mellem landspolitikken og lærerne. Og hvem er så det? Jo, det er KL, som i samme periode har markeret sig som vilde lærings- og lockoutfans. Det fremstormende KL’s hele pædagogiske konstitution er betinget af et opgør med skolen som begreb og med lærernes magt over skolen. I forskningen kaldes KL’s skolefjendske systemridt meget passende for ”støjende styring”.

Og det er netop kommunerne, der nu flipper helt ud over det nærmest uskyldige brev, og endda forsøger at underminere KL’s egen politiske struktur, hvilket vi så i forrige uge, da Ulf Harbo protesterede mod sin egen forenings skolepolitik.

Men det er faktisk ikke brevet i sig selv, der presser KL.
Det er i mere overordnet forstand den nye enighed mellem stat og pædagogik, der arbejder, og som forstyrrer KL’s maskinrum. Det er denne tiltagende enighed, der gør kommunerne følsomme som gamle islamister, der ser en tegning af en vis person fra ørkenen.