Facebook-drys 40: Juli 2017

Her er 21 facebook-opdateringer fra juli 2017. Man kan enten læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man kan klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. Urene bemærkninger 1
  2. Urene bemærkninger 2
  3. Dit liv i KL-LAND
  4. Hvad er dannelse?
  5. Bog om dannelse, redigeret at Lejf Moos
  6. Historien er et sted
  7. Lærermøde i Ryslinge 1
  8. Lærermøde i Ryslinge 2
  9. Uren pædagogik i Italien
  10. Lærermøde i Ryslinge 3
  11. Lærermøde i Ryslinge 4
  12. Tre noter til Pædagogikkens Idehistorie
  13. KL-disruption 1
  14. BUPL og KL
  15. KL-disruption 2
  16. KL-disruption 3
  17. KL-disruption 4
  18. KL-disruption 5
  19. Making Sense of Education
  20. Facebook-drys 39 – juni 2017
  21. Kommentar til Lea Korsgaards ”Orgasmeland”, Gyldendal 2014

 

1. d. 1. juli: Urene bemærkninger 1

a.
Det modsatte af uren pædagogik er ikke ren pædagogik. Det modsatte er anti-pædagogik.

Uren pædagogik er blot helt almindelig pædagogik, som er blevet ekskluderet.

Ren pædagogik er anti-pædagogik, der har vundet magten.

b.

Uren pædagogik er ikke imod empirisk forskning. Tværtimod. Men den vil have empirisk forskning, som undersøger pædagogiske processers realitet, dvs. den pædagogiske praksis’ essens.

Antipædagogikken vil derimod have en “empirisk vending”, som understøtter pædagogikkens opløsning, og som underlægger sig den rene pædagogiks egen policy.

Det vil sige, at den rene pædagogiks såkaldte “empiriske vending” er en vending væk fra den pædagogiske virkelighed, væk fra empirien. Den er “praksisfjern”.

c.

Ren og uren pædagogik kan derfor ikke kombineres. Det er en absolut modsætning.

 

2. d. 1. juli: Urene bemærkninger 2

Hvis man tager det bedste fra kloge kvinders og mænds ideer, får man uren pædagogik. Hver generation må tage stilling til, hvad “det bedste” er.

Udelukker man al visdom til fordel for John Hattie’s dannelsesfrie “bibel”, får man ren pædagogik. Så har vi skolereformen. Hvilken trist generation, som er min egen.

 

3. d. 3. juli: Dit liv i KL-LAND

Kommunal disruptions-ideologi fra vugge til grav. KL udtrykker sine indre organer. Jeg spejder efter det mindste tegn på liv og kundskab, men finder kun metodisk anti-humanisme.

http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE9696329/uddannelse-er-svaret/

 

4. d. 3. juli: Hvad er dannelse?

Dannelse er et ord, som politikere, diverse forskere, KL og organisationsfolk slynger ud med det mere eller mindre bevidste formål at dække over en forskning og en politik, der er defineret ved et opgør med dannelse. Igennem dette opgør stivner alt sprog, der ender som data med vedhæftet kød.

Men findes virkelig dannelse da ikke? Jo, overalt. Den finder sted, hver gang et menneskes tunge laver en lyd, der kan høres, men som ikke kan “sikres”. Igennem denne lyd taler menneskehedens venner med hinanden og bruger de forhåndenværende teknologier. Et samfund går fra larm til lyd, fra støj til stemme.

Så “dannelse” kan både betyde anti-dannelse og dannelse. Vær lige obs. på det.

 

5. d. 4. juli: Bog om dannelse redigeret af Lejf Moos

Jeg gør lige lidt reklame for en ny udgivelse om dannelse i folkeskolen med ledsagende arrangement d. 12. september, kl. 14.

Mit eget bidrag handler om en genfortolkning af skolens formålsparagraf, især de første syv ord.

http://edu.au.dk/aktuelt/arrangement/artikel/seminar-dannelse-kontekster-visioner-temaer-og-processer/

 

6. d. 5. juli: Historien er sted

Hvorfor tror nogen, at historie er tid? Den er da sted.

Tiden er blot flænger, der rumdeler et hus, så man kan besøge i nær og fjern.

 

7. d. 6. juli: Lærermøde i Ryslinge 1 

Kommentar til et lærermøde med kun en lærer:

http://www.thomasaastruproemer.dk/ylva-munkemaend-ryslinge.html

 

8. d. 8. juli: Lærermøde i Ryslinge 2

Flere iagttagelser fra de uddannelsespolitiske debatter i Ryslinge

http://www.thomasaastruproemer.dk/ylva-munkemaend-ryslinge-del-2.html

 

9. d. 9. juli: Uren pædagogik i Italien

Uren pædagogik i Italien:

Jeg har skrevet om uren pædagogik til det italienske tidsskrift PAIEDEUTIKA:

Her følger først et abstract og så et fuldtekst-link.

Abstract

This short essay is a report from an educational, scientific and policy related conflict that is currently taking place in Denmark. Presumably, many aspects of this conflict are of European or even global origin; however, certain elements are specifically rooted in the educational tradition from which the Danish society has evolved. As in any conflict, there are two sides, each influencing the other and both taking colour from the object at hand, education and pedagogy. Moreover, both sides have several levels, so sweeping generalizations should be avoided. The questions relate to both school policy and to the research paradigms that support and interact with policy, and to how these movements are reflected in teaching practices in schools, kindergartens and teacher training programmes.

One side in the conflict comprises a conglomerate of systems theory, post-structuralist sociology and constructivist concepts of learning. It contains theoretical ideas that are deeply connected with the European policy level, regarding “learning outcomes”, evidence-based practice and international rankings as the basic educational categories. In Denmark, this side is labelled “pure education” or “pure pedagogy” by its critics. The other side in the conflict has its roots in Danish 1800-century philosophy, but it has become allied with several more broadly defined modern philosophical outlooks. This approach is sometimes referred to as Bildung, but not in the strict German sense of the word. Rather, Bildung should be considered as a broad term for educational ideas rooted in the arts and humanities. I call this an “impure education” or an “impure pedagogy”.

http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2017/06/Pure-and-Impure-Pedagogy.pdf

 

10. d. 9. juli: Lærermøde i Ryslinge 3

KL’s Arne Eggert var tidligere centralt placeret embedsmand i Antorinis ministerium. Her skrev han i 2013 vedhæftede blogindlæg, som har alle – og her mener jeg virkelig ALLE – skolereformens læringsrevolutionære dårligdomme indbygget.

Eggerts indlæg var en del af en blog-stafet. Han fik stafetten af vennen og åndsfællen, Stefan Hermann, som også har stået centralt i forsvaret af de revolutionære ideer.

Som man kan se i indlægget, giver Eggert stafetten videre til Camilla Ottsen, som dengang var leder af Antorinis Ny Nordiske mønsterskole i Brønshøj. Konkurrencestatstidende var flittig gæst i Brønshøj i de år, når der skulle dokumenteres ”LÆRING”. Sådan en lille affektiv blog-struktur er en del af det, jeg kalder for DPO.

Reformen og dens læringsbegreb – og dermed blogindlæggene – bygger på et opgør med både dannelsesbegrebet samt med folkelige og sociale traditioner, herunder med højskoletanken.

Nu mødes Eggert og Hermann så – af alle steder – på en højskole i Ryslinge, hvor de i den centrale debat endda får frit løb af en tredje højskolekritisk pædagog, nemlig von Oettingen.

En enkelt virkelig skolekvinde, Mette Frederiksen, forsøger at komme til orde, men von Oettingen affejer hende med, at hun ”overopheder dannelsen”, selvom ”dannelse” jo er landets mest underophedede ord. Von Oettingen lyder som et automatiseret lyn fra 00’ernes antidannelse.

Ingen spurgte ind til Eggerts synspunkter fra 2013, som han på ingen måde har ændret. Der blev heller ikke spurgt ind til Hermanns mange opgør med den danske skoletradition eller til hans forenings, Danske Professionshøjskolers, trælse syn på uddannelse, pædagogik og pædagogisk forskning.

Ryslinges centrale debat var en motorvej til rehabilitering af centrum-venstre, og de radikales ledelse er da også ellevilde med arrangementet. Formodentlig blev motorvejen garneret med søde sange fra en tid, som Antorinis centrum-venstre er et frontalt opgør med.

Folket skal ”lytte” til Eggert og ”samtale” med magten, hedder det. Ja, forrige år skulle folket ligefrem til “spørgetime”. Her kunne de spørge Eggert og de andre for at få “svar”, hvilket ikke dækker over andet end et opgør med øret, talen og folkeligheden som sådan.

Hyg jer evt. lidt med Eggerts spændende filosofi:
http://www.denoffentlige.dk/ledelse-laering-og-trivsel

I kan også læse lidt om Hermanns synspunkter her:
http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-opgoer-da…

Tidligere kommentarer:
http://www.thomasaastruproemer.dk/ylva-munkemaend-ryslinge.…
http://www.thomasaastruproemer.dk/ylva-munkemaend-ryslinge-…

 

11. d. 9. juli: Lærermøde i Ryslinge 4

I slutningen af 00’erne blev skolens nye formålsparagraf fra 2006 opfattet som en konkurrencestatsparagraf i brede kredse.

I dag er selvsamme paragraf centralt placeret i forsøget på at vriste skolen fri af konkurrencestatsteoriens jerngreb.

Det begreb, som skal gøre arbejdet med at forene formål og praksis, er dannelsesbegrebet, som ellers har været latterliggjort i ledende kredse i årtier. Ja, skolereformen er på en måde en stor latterliggørelse af formålsparagraffen og dannelsen.

Derfor vil skolereformens tilhængere gerne af med formålsparagraffen. Den skal gøres mere erhvervsrettet, hedder det hos KL’s Arne Eggert, som jo var embedsmand hos Antorini, der også ærgrede sig over det aktuelle formål for skolen.

Lærer Mette Frederiksen, som var en af Ryslinge-debatternes få lyspunkter, skriver i vedhæftede fine blog om nødvendigheden af formål, fag og dannelse på en helt almindelig og fornuftig måde.

Så lidt skal der til, før den underophedede – ja, nærmest dybfrosne – dannelse kaldes “overophedet” af en førende pædagogisk filosof. Imens kører det realpædagogiske spor totalt supermegalæringsophedet, men det får lov at passere, uden at nogen brænder sig.

Det minder mig om, da Brinkmann skrev nogle helt almindelige kritiske bemærkninger til den nye gymnasiereform. Han blev også – af samme filosof – beskyldt for at “overophede” det underophedede dannelsesbegreb.

Men hvad med EVA, EMU, UVM, DPO mm.? Er de en passende temperatur?

https://www.folkeskolen.dk/612430/aendring-af-skolens-formaal-kan-vaere-en-bombe-under-demokratiet-og-det-frie-oplyste-menneske

 

12. d. 10. juli: Tre noter til Pædagogikkens Idehistorie

Jeg sidder og læser lidt i den nye Pædagogikkens idehistorie. Her er et par iagttagelser.

1.

Kapitel 9 handler om forholdet mellem pædagogik og politik. I den forbindelse er der en flere sider lang drøftelse af det såkaldte pædagogiske paradoks.

Her er mit spørgsmål bare: Hvordan kan bogens forfattere foretage en sådan fremstilling uden med et eneste ord at nævne Alexander von Oettingens to vigtige bøger ”Det pædagogiske paradoks – et grundlagsstudie i almenpædagogik” fra 2001 og ”Pædagogisk filosofi som reflekteret omgang med pædagogisk antinomier” fra 2006?

I kapitlets note 13 er der ganske vist en henvisning til von Oettingens mentor Dietricht Benner, men den henvisning handler slet ikke om Benners egen filosofi, men er blot en registrering af et lidt teknisk forhold vedrørende John Dewey.

Mystisk.

2.

I kapitel 10, som handler om ”viden og dyd”, er der til sidst en længere drøftelse af medborgerskabspædagogikken, som forfatterne mener er en vigtig pædagogiske tendens. Det er formodentlig Ove Korsgaard, der står for disse passager.

I den forbindelse nævnes læreruddannelsens fag Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab (KLM), som Korsgaard, så vidt jeg husker, spillede en central rolle i etableringen af, blandt anet via etableringen af en tilhørende masteruddannelse, som Asger Sørensen i parentes bemærket pt. forsøger at revitalisere.

Men hvorfor nævner Korsgaard ikke, at KLM var 1 millimeter fra at blive nedlagt i 2012, og at denne nedlæggelse blev ført i marken af nogle af de folk, der endnu i dag står stærkt i den danske stats læringsideologiske essens. Det tyder da på, at medborgerskabstænkningen har store problemer herhjemme?

Og DPU’s ledelse vil sætte ”læring” over ”demokrati” under konkurrencestatens ledelse. Det tyder da også på problemer for medborgerskabspædagogikken?

Mystisk

3.

I bogens kapitel 8, som handler om tiden fra 1989 og frem til i dag, nævnes lockouten af lærerne og den finansministerielle “normalisering” i 2013 ikke med et eneste ord. Og de centrale pædagogiske teoretikere for perioden angives at være amerikanske økonomer.

Mystisk

Det er som om, at hele den moderne udvikling er et sort hul?

Nu siger nogen måske: Jamen, den pædagogiske idehistorie er da ikke en ”dansk” sag. Det er jo rigtigt, men forfatterne gør eksplicit en dyd ud af at give en dansk vinkel på den europæiske fortælling, så den indvending gælder ikke, tværtimod.

 

13. d. 11. juli: KL-disruption 1

KL-disruption: Robotter skal skifte ble i vuggestuen, og læreruddannelsen skal forkortes og arbejdmarkedsstyres:

Her er lidt KL-tænkning fra et af foreningens forårs-notater, hvor der reflekteres over den fremtidige pædagogiske udvikling:

 

a. Robotpædagoger

KL betragter vigtige pædagogiske aktiviteter – f.eks. oprydning og bleskifte i vuggestuen – som robot-aktiviteter, der skal frigøre tid til ”læring”:

”Robotter i dagtilbud: Dagtilbud rummer mange rutinesituationer med praktiske opgaver. Ved at lade robotter overtage nogle af disse rutineprægede opgaver, vil det pædagogiske personale kunne koncentrere sig om arbejdet med børns læring og trivsel. Kan en robot fx skifte bleerne på børnene i vuggestuen eller rydde bordet efter frokost og vaske gulvet?”

 

b. Forkortelse og omstrukturering af lærer- og pædagoguddannelsen

Eller hvad med følgende forslag om at nedlægge de pædagogiske uddannelser til fordel for en livslang læringsstruktur. Et forslag, som har masser af gehør hos Danske Professionshøjskoler, (DP), hvor Stefan Hermann er formand, og i Moderniseringsstyrelsen, hvor DP’s direktør kommer fra:

”Uddannelse af det pædagogiske personale: I en fremtid, hvor udviklingen til stadighed går hurtigere, vil en grunduddannelse for det pædagogiske personale hurtig være forældet. En række fremskrivninger peger på, at arbejdsmarkedet i de kommende år vil være præget af en højere foranderlighed og ændringer, som går på tværs af eksisterende branchestrukturer og kvalifikationskrav. Måske skal grunduddannelsen kortes ned og erstattes med livslang læring, hvor befolkningen hele tiden videreuddanner sig for at følge udviklingen.”

Sådan fortsætter det. Der er ingen markering af pædagogiske emner. ganske enkelt: INGEN.

Sådan ser Arne Eggerts organisation ud. Ånden bekræftes af en kronik af KL’s politiske ledelse, som blev bragt i JP i forrige uge.

 

14. d. 12. juli: BUPL og KL

Det er stærkt kritisabelt for især BUPL, at man indgår i noget som helst samarbejde med en syg organisation som KL, der leger seriøst med tanken om, at disruptions-robotter skal skifte ble på små børn. KL bør fuldstændig isoleres.

 

15. d. 12. juli: KL-disruption 2

Lærerne skal erstattes af databriller:

”Virtual Reality og fjernundervisning:
Det er muligt ved at tage et par specielle briller på at træde direkte ind i en anden tidsalder. Ligesom det er muligt at gå på nettet og følge forskellige undervisningsforløb.

Kan vi nedsætte antallet af fagprofessionelle ved, at 70 elever i fremtiden sidder sammen og følger undervisningsforløb på nettet, eller kan en gruppe elever indgå i selvstændige læringsforløb med specielle briller, uden der er en fagprofessionel tilstede?”

 

16. d. 12. juli: KL-disruption 3

To måder at skifte ble på:

a. Et bleskifte er som et pædagogisk lejrbål, en lysning i skoven:

Vi synger, aer, lytter og rynker lidt på næsen, mens en uro svajer, radioen går i stuen, og fuglene synger udenfor. Øjnene mødes og kroppene lever i en opmærksom og poetisk tålmodighed. Det er livsfylde i tosomhed. Det er en velkomst flere gange om dagen.

Det er vuggestuepædagogikkens metode.

 

b. Et bleskifte er som en disruptiv skovbrand, det er spild af tid:

Vi sætter en robot til at skifte ble, så pædagogen bagefter får mere tid til at lave læring på børnene. Det giver trivsel og lærings-maksimerende læring. Det er KL’s metode.
—————-
Hvad jeg synes? Jeg synes, at pædagogik og KL er absolutte modsætninger.

Som forskellen mellem et lejrbål i en lysning og en ætsende og disrupterende skovbrand.

 

17. d. 13. juli: KL-disruption 4

Mere KL-disruption, fra dengang ”disruption” bare hed ”skolereform”:

Læringsrevolutionen på skolerne skal ledsages af såkaldte ”organisatoriske benspænd”. Benspændene skal sørge for, at der ikke kan opbygges stabile pædagogiske relationer. Det foregår f.eks. således:

”I lærernes fagfordeling er der indtænkt organisatoriske benspænd, der udfordrer kobling mellem én klasse, ét fag, én lærer.

Fx er der tilknyttet fire dansklærere til en årgang med tre klasser.

Eller matematiklæreren er ikke knyttet til en klasse, men en afdeling, og med en forventning om, at alle matematiklærere i afdelingen deler al matematikundervisning i afdelingens klasser.

Det kan også ske ved at specialisere lærerarbejdet, således at fx lærer A står for lyrikforløb i alle klasser, mens lærer B står for forløbene om grammatik osv.”

Læs også vedhæftede kommentar, som jeg skrev i 2015. Her er der mange flere innovative disruptionsideer, der opløser pædagogikken totalt. Herfra kan du også linke til KL-originalteksten fra samme år, f.eks. kan du læse om lærernes ”teamspætte-bøger”. Der er også links til analyser af tidligere KL-tekster.

Til sidst er ”pædagogikken” blot til besvær, ligesom bleskiftet og oprydningen i dagtilbuddet er blevet det i KL-horisonten. Herefter kan pædagogikken overtages af nogle robotter, når robotterne vel at mærke er færdige med at skifte ble på de små børn henne i vuggestuen, mens pædagogerne sidder og læringsoptimerer nogle babyer, som om pædagogerne selv var robotter.

KL er en skændsel for dansk pædagogik. Desværre har de magten. Vi trænger til, at kommunalpolitikere fra alle partier råber op midt i KL’s indre maskine.

http://www.thomasaastruproemer.dk/kommunal-laering-om-ny-praksis-i-folkeskolen.html

 

18. d. 13. juli: KL-disruption 5

KL’s disruptive bibliotek: Et lille kontor.

KL gør sig ikke kun disruptive tanker om robotter i børnehaver og forkortede læreruddannelser. De skriver også om biblioteker. Det foregår under overskriften: “Bibliotekets fremtid”. Der tager fire sætninger at komme af med biblioteket:

 

a. Første sætning angiver straks horisonten:

”Efterhånden som der bliver flere og flere elektroniske bøger, har det traditionelle bibliotek mindre berettigelse”.

Her er intet “både-og” eller dynamikker mellem de forskellige medier. Her er kun ”fra og til”.

Denne tilgang svarer fuldstændig til en helt kapitel i KL-udspillet ”Nysyn på folkeskolen” fra 2010. Kapitlet hed håbefuldt ”færre bøger – mere IT”.

Der er sådan en hel grundlæggende bogskepsis i KL. Jeg tror, KL synes, at bøger er farlige. Men det er altså en kontraproduktiv form for skræk, når man er ansvarlig for landets skoler og biblioteker.

 

b. Den næste sætning lyder sådan her:

”Bibliotekerne finder derfor på alternative områder at gøre sig gældende på”.

Nå, tænker man så, det lyder som en god ide, selvom man straks fortryder at man var positiv, fordi man jo dermed allerede har accepteret præmissen fra sætning nr. 1 (pga. “derfor”).

Men ved I hvad? Det er faktisk lige meget med mine fortrydelses-piller, for vi skal slet ikke have nogen udvidende biblioteks-eksperimenter, for så kommer sætning nr. 3 og nr. 4.

 

c. Sætning nr. 3: ”Flere udvikler sig fx til en form for kulturhuse.”

Udtrykket “flere” skal understrege, at det er alle andre end KL, der synes, at det med “kulturhuse” er en god ide. KL vil sørme ikke have “kulturhuse”, og de vil altså heller ikke have biblioteker med bøger.

Så når nu bøgerne forsvinder, som vi så det i sætning nr. 1, kan vi altså ikke have, at bibliotekerne udvikler sig mere bredt og eksperimenterende, og da slet ikke med bøger på hylderne.

Men så kan de da godt nedlægge det splinternye DokkEN i Aarhus, skal jeg hilse og sige, for det er da et kulturhus om noget. Skal vi ikke tømme DokkEN? Der kan bleskifte-robotterne måske holde til?

 

d. I stedet følger så konklusionen i den sidste sætning:

”Måske skal biblioteket nedlægges som fysisk institution og erstattes af en lille administrativ enhed – evt. i tilknytning til rådhuset.”

Det var det. Men står der ikke andet? Nej, det gør der ikke.

På fire små sætninger går vi altså fra bibliotek og bøger til et IT-kontor i en ”lille administrativ enhed” på rådhuset. Det er sørme det, jeg kalder kommunal disruption.

Og hvad med skolebibliotekerne? eller “læringscentrene”, som de hedder for tiden under skolereform 1.0? Åhh… undskyld jeg bander. Jeg mener naturligvis den lille administrative skoleenhed nede i den dybeste kælder. Her ligger nogle få bøger og flyder. Kastet derned under den disruptive skolereform 2.0.

snøft… Jeg kalder lige på min robot. Han skal komme med et lommetørklæde med ild i. En kommunal skovbrand, der udrydder alle tårer.

 

19. d. 15. juli: Making Sense of Education

I 2012 redigerede Gert Biesta bogen “Making sense of education – fifteen contemporary educational theorists in their own words”.

Udover Biesta selv er der bidrag af bl.a. Jan Masschelein, Sharon Todd, Ilan Gur-Ze’ev og Carl-Ander Säfström.

I den mere ydmyge afdeling bidrog jeg selv med artiklen “The Educational Thing”. Det var deromkring, jeg for alvor blev opmærksom på, at alle pædagogiske former er ejendommelige, hvilket jo er det stik modsatte af de synspunkter, som strømmer igennem DPO’s filtrer.

Grunden til, at artiklen røg med i det fine selskab, var, at Biesta hørte min præsentation på NERA-konferencen i Jyvæskylæ i Finland. Det var dengang, Biesta og Sæfstrøm præsenterede deres indflydelsesrige “Manifesto for Education”, som Holger Henriksen senere oversatte i sin bog “Om metodefriheden – og dens fjender”.

Henriksen lagde i årene forinden navn til en pris for kritisk pædagogik, som blev tildelt Alexander von Oettingen, Stefan Hermann, Jens Raahauge og undertegnede.

Prisen, som jeg er meget stolt af, er en lille statuette med en dansende kvinde. Den står på mit klaver omgivet af dyr fra BR legetøj. Jeg sidder og kigger på den, mens jeg hører alle Eurovision-vinderne på youtube, før jeg skal ned i Aarhus og høre jazz-musik.

http://www.401klatte.com/library/download/asin=0:00724575&type=stream

 

20. d. 16. juli: Facebook-drys 39 – juni 2017

Juni måned i pædagogik og uddannelsespolitik fra min stol

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-39-juni-2017.html

 

21. d. 17. juli: Kommentar til Lea Korsgaards ”Orgasmeland”, Gyldendal 2014

Jeg har læst Lea Korsgaards spændende bog ”Orgasmeland – da den seksuelle revolution kom til Danmark”.

Bogen handler om psykoanalytikeren Wilhelm Reich (1897-1957), hans opgør med Freud og ikke mindst hans disciple i Danmark, hvor især lægerne Jonathan Leunbach og Tage Philipson spillede en central rolle.

Korsgaard fortæller levende og grundigt om både Reich og hele det danske miljø, som har dybe forgreninger ind i den spirende reformpædagogik.

Reich gjorde op med Freuds komplekse psykiske paradokser til fordel for en radikal libidinøs og kulturkritisk driftsteori, der kombinerede kommunisme og psykoanalyse. I starten var det orgasmen, der skulle frigøre kulturen, senere kom en metafysisk interesse for seksualitetens kosmiske energier.

Korsgaard beskriver fint det sekteriske vanvid og den manglende videnskabelighed i foretagendet, og den pædagogiske vildskab udstilles, men hun får også fortalt om de mange gode praktiske tiltag, som ideologien gav anledning til.

Bogens pointe er på en måde, at ungdomsoprøret har en begrænset selvstændighed som årsagsforklaring på kulturens brydning. Ungdomsoprøret er – i al fald til en vis grad – overdetermineret af Reichs indflydelse. På den måde bliver Korsgaards bog selv en kulturkritik.

Korsgaard næsten tavse helte er den grundtvigske tradition ledsaget af traditionel videnskabelighed, som nævnes her og der helt uden kritiske markeringer. Jeg tror, hun synes, at disse to momenter er et bedre svar på spørgsmålet om forholdet mellem følelse og fornuft end Reichs og hans støtters vilde orgasmeliv, der i store træk latterliggøres.

Der er en række oplysninger af pædagogisk interesse, som jeg kort vil notere her:

a.

Reichs dominerende elev i Danmark, Tage Philipson, var far til Knud Illeris, som senere blev en toneangivende læringsteoretiker. Knud var ifølge Korsgaard det barn, som faderen bedst kunne lide, fordi han lignede ham mest. Ja, Korsgaard beskriver, hvordan Knud Illeris sidder ved faderens dødsleje og læser i dennes bøger.

Nu har jeg ikke lige her fra feriekontoret adgang til Illeris’ bøger, men jeg mener bestemt, at der er en eksplicit Reich’sk reference. Illeris viderefører i så fald, via foreningen af Reich og Marx, faderens arbejde, og bringer det direkte over i opgøret med skolens formål omkring 1980.

Dermed bliver det også mere forståeligt, at Illeris splitter og radikaliserer Piagets læringsteori i et driftsmoment, som bliver til ”læring”, og i et kontrolmoment, der handler om ”skole”. Driftsmomentet følger af orgasmeideologien, og selve den radikale opdeling af de to momenter følger af Reichs kulturkritik.

Illeris’ distinktioner spadserer vel at mærke direkte ind i Jens Rasmussens diskussioner i 80-90’erne og dermed ind i skolereformens filosofiske grund, som er en form for kombination af affektiv og søgende energi og streng læringskontrol.

Illeris’ fokus på ”modstand mod læring” følger også direkte af Reichs terapeutiske markeringer, hvor netop modstandsbegrebet kommer i fokus.

Reich er i den forstand en form for forklaring på nogle begrebsmæssige forskydninger hos Illeris.

b.

Endnu en psykoanalytiker, som kritiserede Freud, og som i bedste Reich-ånd opfattede mennesket som en kulturkritisk driftsmaskine, var den franske filosof G. Deleuze.

Grunden til, at det er interessant, er, at Deleuze spiller en stor rolle på den yderste skolereformsaffirmative venstrefløj, f.eks. i kredsen omkring Dorthe Staunæs og John Kreisler.

Vi får altså en dobbelt reichiansk prægning af moderne dansk pædagogik via Illeris og Staunæs (dvs. kulturkritik og affekt-pædagogik).

Man ser samme tendenser hos f.eks filosoffen Herbert Marcuse, som også var Reich-inspireret. Man finder også tendensen i Sandemoses jantelov. Også Sandemose var begejstret Reichianer.

c.

Derudover er det lidt sjovt, at Lea Korsgaard nærmest gør Reich til hovedkilden til dansk reformpædagogik. Det står i modstrid til hendes far, Ove Korsgaard, som er medforfatter til bogen “Pædagogikkens Idehistorie”. Her nævnes Reich slet ikke, selvom en række af hans elever gør. I stedet gøres den britiske social-darwinist Herbert Spencer til den centrale kilde til dansk reformpædagogik. Måske er det Jens Erik Kristensen, der står for de passager? Men uanset hvordan det hænger sammen, har Lea Korsgaard bestemt en pointe efter min mening. Jeg tror, at “Pædagogikkens Idehistorie” overvurderer Spencers indflydelse.

Til gengæld overvurderer Lea Korsgaard så Reichs indflydelse, hvilket jo også er lidt i orden, når det nu handler om at grave en historie frem. I al fald underbetones andre reformpædagogiske og kulturhistoriske inspirationer, både i kulturradikalismen, naturalismen, pragmatismen og neo-kantianismen mm..

d.

Endelig er det værd at nævne Georg Metz’ anmeldelse af bogen i Information. Metz ser nærmest bogen som en forsvar for Reichs teorier og indflydelse, og han har meget begrænset sans for Korsgaard mere overordnede kritik. Metz har alt for travlt med at bruge anmeldelsen til at skændes med Søren Krarup, Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt. Metz, tror at Korsgaard kritiserer DF, men det gør hun overhovedet ikke. Hun kritiserer snarere det, som DF gør op med, uden på nogen måde at gøre det på DF’s måde, tværtimod. Ja, Korsgaard kritiserer implicit faktisk Metz.

Men tak for en tankevækkende, velskrevet og underholdende bog.

Links:

Link til bog https://www.saxo.com/…/orgasmeland_lea-korsgaard_haeftet_97…

Link til Georg Metz’ anmeldelse: https://www.information.dk/…/kulturradikalismens-sex-samfund

Skriv en kommentar