Her er 38 facebook-opdateringer fra september 2017. Man kan enten læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man kan klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.
- KVAN nr. 198 om skolens formål – Jens Erik Kristensen
- KVAN nr. 198 om skolens formål – Thorkild Theisen
- KVAN nr. 198 om skolens formål – Lene Tanggaard
- Evaluering og læring
- Samtidsdiagnose, læring og den pædagogiske forskning – del 1
- DLH og DPU: Fra syntese til læring
- Skoleloven mod læringsloven
- DHL og DPU: Carl Aage Larsen
- Claus Holms ”betingelser og idealer”
- Eksamen skal være lavteknologisk og verdensfjern
- Læringsimperiet
- Uddannelsesdebatten i Nr. Nissum
- SFI-rapport om data i folkeskolen
- Niels Jakob Pasgaard: FAQ om læringsmål
- Dansk folkeeventyr
- Lidt uro om Skanderborgs skolepolitik
- Socialdemokratisk skolepolitisk nederlag
- d. opslag om teoretisk pædagogikum i gymnasiet
- DPO-tråde i Nordjylland
- Læringsrevolutionære tal fra OECD
- Politisk status i Hattie-højborgen Skanderborg
- LærerBladet om skolens formål
- Hvad er en ”privat praktiserende lærer”?
- Riisagers og Bondos fælles indlæg
- Pædagogikkens marginalisering
- KL’s busser
- Lejf Moos’ flotte afsked
- Jens Rasmussen som ”Hr. Læreruddannelse”
- Samtidsdiagnose, læring og pædagogisk forskning – del 2
- Gert Biesta i Altinget
- Ove Kaj Pedersen og Svend Brinkmann i Kristeligt Dagblad:
- Flyttenoter 1991-2013
- Anakronistiske kerneopgaver?
- Seminar om Knud Grue-Sørensen
- Marianne Jelved og de Radikale i moralsk opløsning
- Gymnasiets ”hårde” liv
- Reklame for ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”
- D. 11. april 2013
1. d. 1. september: KVAN nr. 198 om skolens formål – Jens Erik Kristensen
Det nye nummer af tidsskriftet KVAN (nr. 198) handler om skolens formål.
Den første artikel er skrevet af idehistorikeren Jens Erik Kristensen. Artiklen hedder “Skolen – en dannelsesanstalt eller en uddannelsesinstitution”.
Kristensen fremfører sin tese i karakteristisk overophedet stil, der efter min mening fører ham lige lukt i favnen på det, han kritiserer.
Lad os se på sagen:
Kristensens analytiske pointe er, at begreberne ”uddannelse” og ”dannelse” har adskilt sig fra hinanden og ligefrem er endt som deciderede modsætninger. Uddannelse er knyttet til lærings- og kompetencetænkning og er hægtet på en økonomisk defineret diskurs, mens dannelse knytter sig til forskellige åndsvidenskabelige processer. Så jo mere uddannelse, desto mindre dannelse. Der er en vigtig pointe her, som man bør have in mente i de moderne diskussioner.
Pas på, hvis nogen siger ”uddannelse”. Ak ja, så vidt er det kommet.
Konsekvensen bliver, at uddannelse fortrænger dannelse og pædagogik, hvilket får store konsekvenser for vores institutioner. F.eks. står uddannelsesbegrebet centralt i folkeskolens og gymnasiets formålsparagraf. Ja, i den nye gymnasiereform er ”uddannelse” decideret forfremmet, hvilket i Kristensens optik vil være helt paradoksalt, eftersom forligskredsen netop ønskede at understrege dannelsens betydning. Begrebet ”uddannelse” bliver altså et kæmpeproblem i Kristensens analyse.
Kristensen gør dog for lidt ud af uddannelsesbegrebets resonans efter min mening. At være uddannet hænger dybt sammen med dannelses- og kundskabsprocesser. Det anerkender Kristensen for så vidt, men han gør ikke noget ud af det, han undersøger det ikke nok. Det betyder f.eks., at han fuldstændig overser, at formålsparagrafferne også indeholder alt muligt andet end uddannelsesbegrebet (kundskab, fantasi, virkelyst, demokrati etc.).
Kristensen ender med at ontologisere sin egen analytik. Han ender paradoksalt nok med at fortrænge det, som han kritiserer, at uddannelsesbegrebet fortrænger. Han ender med at blive det, som han kritiserer.
Kristensen hilser på sin vis dannelsesbegrebets ”genkomst” – som det kaldes i denne nietzsche-inspirerede analytik – velkommen. Men når det kommer til stykket, ironiseres, polemiseres og forsimples de eksisterende forsøg alt for kraftigt. F.eks. nævner han kun Stefan Hermann – og endda meget kort – og ikke de mange andre, som pt. skriver om emnet. Han taler lidt nedladende om den aktuelle dannelsesdiskussion som et ”semantisk samlebækken for bekymringer og proteser”, men han går slet ikke ind i en selvstændig diskussion af sagen.
På den måde minder han faktisk om Hermann, som også putter det hele i store udifferentierede kasser. Og Hermann og Kristensen har da også samme teoretiske ophav, nemlig samtidsdiagnose og Foucault, hvilket i dag er formlen på en slags radikaliseret anti-kritik. Grunden til, at antikritikken er radikaliseret, er, at den slår sig op som kritik, selvom den ikke er det.
Et andet alvorligt kritikpunkt, jeg har, er, at Kristensen skyder hele skylden for forfaldet på ”den transnationale uddannelsestænkning”. Det er alt for generelt. Dannelsesopgøret har i høj grad en hjemlig form og historie, som er centreret omkring hhv. systemteori og så den poststrukturalisme, som Kristensen selv arbejder ud fra. Disse nationalt betingede processer har forstærket de ”transnationale” begrebsdannelser virkelig meget, men Kristensen ignorerer det nærmest demonstrativt.
På den måde bliver der ikke noget sted til Kristensens egne ideer. Han ender dog med at ridse nogle summariske muligheder op, og remsen slutter med det, som formodentlig er hans eget forslag, nemlig følgende tre små linjer:
”Eller er svaret et moderniseret fokus på selvdannelse, der ser ud til at matche fremtidens krav om selvstændighed, kreativitet og innovation på arbejdsmarkedet”.
Disse tre linjer fanger meget godt den samtidsdiagnostiske dannelses-formel, som har vundet indpas i DPU’s poststrukturalistiske miljøer, og det er der jo ingen som helst dannelse over. Der er ikke andet en accept og tilpasning.
At denne strategi også fører til faglig imperialisme, så vi i 2010, hvor Kristensen var drivkraften i forsøget på at udskifte uddannelsen i pædagogisk filosofi med en kandidatuddannelse i sin egen kæphest, den smalle og systemtilpassende samtidsdiagnose, som jeg netop har omtalt. Da han ikke kunne komme igennem med det, forsøgte han i samarbejde med dekanen, Lars Qvortrup, at afskedige tre filosoffer, som studerede hhv. Løgstrup, Hegel og kritisk teori, fordi deres forskning ikke var relevant. De kom dog ikke igennem med noget af det. Der var for mange, som ikke havde set lyset.
Lige der lærte jeg noget, som jeg efterfølgende skrev om i bogen Uren Pædagogik fra 2011.
2. d. 1. september: KVAN nr. 198 om skolens formål – Thorkild Theisen
Den anden artikel i det nye nummer af tidsskriftet KVAN, hvis tema er skolens formål, er skrevet af Thorkild Theisen, som er tidligere mangeårig redaktør for bladet Folkeskolen. Artiklen heder ”Skolens dobbelte formål – Folkeskolens formål gennemtiderne”, og den bygger ifølge referencelisten på en bog, som pt. er under udgivelse.
Det myldrer med interessante iagttagelser og citater i Theisens tekst. Især er det spændende at læse om tilblivelsen af lovene i 1975, 1993 og 2006. Især 2006 er af interesse, eftersom det jo er det aktuelle formål.
Implicit i Theisens fremstilling kan jeg finde to tråde:
A.
Første tråd handler om, hvordan udtrykket at ”forberede til videregående uddannelse” kom ind i 2006-loven som en ide fra kredsen omkring Globaliseringsrådet og Niels Egelund, der pressede på for smalle og økonomisk definerede uddannelsesforståelser a la dem, som Jens Erik Kristensen beskrev i sin indledningsartikel i tidsskriftet (se mit opslag fra i formiddags).
Denne linje bekræftes ifølge Theisen også af Ove Kaj Pedersens analyse i sidstnævntes bog om Konkurrencestaten fra 2011. Pedersen mente endda, at der med 2006-formålet var sket en nedprioritering af demokrati og åndsfrihed, hvilket er et syn, der præger DPU dybt i disse år.
B.
Men sideløbende kører en anden tråd. Den startede sådan set med, at Haarder, som selv kommer fra højskoletraditionen, beder sprogforskeren Jørn Lund og seminarielærer Holger Henriksen om at komme med et formålsudspil i 1988, altså som oplæg til det, der siden skulle blive til 1993-formålet. Både Lund og Henriksen er kritisk indstillede humanister og demokrater med indsigt i den pædagogiske verden. Især Henriksen har udgivet utallige bøger om pædagogiske emner og har blandt andet oversat Gert Biestas ”Det pædagogiske manifest”.
Det er denne anden tråd, der får Haarder til langt senere at sige, at 2006-formålet ”slet ikke har noget med konkurrencestaten at gøre”. Grunden til, at Haarder ønskede kundskaberne mere centralt placeret i 2006, var nemlig ikke økonomisk men ”social”, som Theisen citerer Haarder for at udtrykke det. Antorini, som også deltog i forhandlingerne, kan heller ikke genkende Ove Kajs udlægning. Få år efter gennemførte hun så skolereformen og skrev kronikker med Bjarne Corydon, som var vild konkurrencestatsfan. Ak ja, hvilken trist skæbne.
Endelig har Theisen også været i lovbemærkningerne fra 2006, hvor han ikke finder belæg for, at åndsfrihed og demokrati skulle være nedprioriteret, som Ove Kaj Pedersen og fx DPU’s Claus Holm hævder. Tværtimod faktisk.
C.
Dermed trækkes skolens formål i både 1993 og i 2006 hen til en kundskabsforståelse, som hænger sammen med dannelse, tradition, videnskab, ånd og seminariepraksis. En tradition, der for så vidt står i modsætning til Egelunds og Globaliseringsrådets økonomiske instrumentalisering, der ligger som en modsatrettet tråd i samme ordkæder.
Reformpædagogikken spiller faktisk også en vigtig rolle, men det lader jeg ligge her.
Endelig er det en sand lidelse at læse citaterne fra DF’s Martin Henriksen, som åbenbart var skoleordfører i 2006. F.eks. hedder det, som begrundelse for at man vil sætte mere fokus på kundskaber:
”Skolen har en tvungen opgave, som den skal løse. Slut. Der skal ikke arbejdes henimod noget eller fremmes noget. Lærerne skal gøre det, de får besked på”.
Med den begrundelse ødelægges kundskabsbegrebet jo totalt. DF har aldrig haft en pædagogisk ide. De tænker kun på at fryse landet til is, hvilket jo er det modsatte af ”nation”, som betyder ”fødsel” og ikke ”is”. Hvorfor skal de dog ødelægge fædrelandet sådan? De ved jo ikke, hvad et barn er.
3. d. 1. september: KVAN nr. 198 om skolens formål – Lene Tanggaard
Lene Tanggaard har bidraget med en virkelig opbyggelig og interessant artikel til KVANs nye temanummer om skolens formål. Artiklen hedder “Skolens formål – mellem målstyring og kreativitet”.
Som temanummerets øvrige forfattere anerkender hun, at der er stærke økonomisk definerede kræfter, som forsøger at trække formålet i smalle instrumentelle retninger.
Det er jo især Jens Erik Kristensens indledende bidrag til KVAN, som jeg omtalte her på FB i morges, der lægger så meget vægt på økonomi og globalisering, at han ender med at bure sig inde i sit eget begreb.
Thorkild Theisens artikel, som jeg også drøftede tidligere på dagen, har til gengæld fundet nogle andre tråde i formålsdiskussionernes nyere historie, hvor dannelse og pædagogik står mere centralt end hos Kristensen.
Tanggaard er på en måde på Theisens hold. Det er hun, fordi hun forsøger sig med en læsning af skolens formål, hvor formålet kan arbejde sammen med hendes eget treleddede kreativitetsbegreb, der vedrører materialitet, tradition, fusk og fordybelse, dvs. det modsatte af instrumentalisme, men på en måde, som på den anden side heller ikke står i et antagonistisk forhold til økonomi og brugsprocesser. Det er pædagogisk psykologi, når den er bedst, efter min mening.
Tanggard læser så disse kreativitets-momenter ind i formålets tre dele, nemlig stk. 1 om kundskaber, stk.2 om virkelyst og fantasi og stk. 3 om demokrati og åndsfrihed. Hun konkluderer, at formålet og kreativitet vekselvirker på yderst frugtbare måder.
Til sidst foreslår Tanggaard, at vi tager en diskussion af ”forholdet mellem dansk skoletradition og den globaliserede OECD-skolediskurs”. Det vil Theisen formodentlig være helt enig i. Derimod vil Kristensen end ikke kunne nå frem til et sådant emne, fordi han er så forhippet på at essentialisere OECD-diskursen.
Mit eget take på den sag er at undersøge skoletraditionens pluralitet i sig selv stort set uafhængigt af forholdet til OECD, dvs. det modsatte af Kristensens udgangspunkt.
Så alle klør vi på:-)
————–
Relevante links:
Link til KVAN, nr. 108: http://www.kvan.dk/product_info.php?cPath=3&products_id=114
Links til tidligere analyser fra temanummeret:
Analyse af Jens Erik Kristensens artikel: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155664539479481&id=837549480&pnref=story
Analyse af Thorkild Thejsens artikel: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155664715129481&id=837549480&pnref=story
4. d. 3. september: Evaluering og læring
Hvad sker der, hvis man fjerner læringsmål og nationale tests?
Ja, så går det helt af H til. Bad evaluations all over!
Hvorfor det?
Jo, fordi at vi uden ”styring” er efterladt med et individualiseret og fladt læringsbegreb, som står i direkte modsætning til skolens formål. Skolens formål har altså ikke problemer pga ”styring” og ”tests”, men pga ”læringssynet”. Vi får kaos uden kontrol, hvilket ikke er ret meget bedre end kaos med kontrol.
Hvis skolen skal finde sin egen tradition og derved udvikle sig, så kræver det først og fremmest et opgør med læringsbegrebet. Først derfra kan man for alvor opløse ”styringen” og få det pædagogiske liv tilbage.
Derfor handler det ikke primært om at komme af med de nationale tests, som venstrefløjen og de radikale tror. Det handler snarere om at komme af med det læringssyn, som er indbygget i testenes genese.
Radikale og venstrefløjen, herunder både SF, Enhedslisten og Alternativet, trækker på forskellige måder stadig på det læringssyn, som har afstedkommet styringen. De har ikke indset, hvad det egentlige problem består i.
Det er sådan set ”let nok” at ordne dette lille problem. Det kræver blot, at skoleforliget sprænges, og at læreruddannelsen laves helt om og gøres rigtigt dejligt gammeldags på en moderne måde. Derpå kommer kundskabernes pædagogiske essens til syne. Det bliver skønt efter min mening.
Vi skal i samme hug nok også lige afvikle KL’s indflydelse på sagerne, for KL har 0.000 legitimitet og indsigt, hvilket jeg har dokumenteret til uendelighed. Det er “støjende styring”, som det hedder i forskningslitteraturen.
Selvfølgelig skal vi også se på DPU’s store problemer med pædagogik og skolesyn. Det sidste vender jeg tilbage til en af dagene. Jeg har fundet nogle meget interessante tekster af Lars-Henrik Schmidt, Lars Geer Hammershøj, Jens Erik Kristensen, Stefan Hermann og Claus Holm, dvs. den samtidsdiagnostiske del af DPO. Teksterne kobler sig til både læring og kritik på en yderst problematisk og reformaffirmativ måde, der ødelægger både pædagogik og kritik.
5. d. 4. september: Samtidsdiagnose, læring og den pædagogiske forskning – del 1
I dag har jeg haft næsen i et af DPU’s kerneskrifter:
http://www.thomasaastruproemer.dk/samtidsdiagnose-laering-paedagogiske-forskning-del-1.html
6. d. 5. september: DLH og DPU: Fra syntese til læring
Jeg sidder og læser om Danmarks Lærerhøjskoles (DLH) historie.
Det er den tidligere DLH-rektor, Harald Torpe, der tegner og fortæller i bogen ”Aldrig løses mand af lære” fra 1988.
Der er et forhold ved Torpes bog, jeg vil nævne, som delvist hænger sammen med et blogindlæg, jeg skrev i går om DPU’s grundlæggende filosofi.
A.
I forbindelse med DLH’s etablering som akademisk institution midt i 1960’erne kommer begrebet ”syntese” til at stå centralt. En syntese er en lærers evne til at forene videnskabelige og praktiske indsigter i sammenhæng med skolens og fagets formål. Disse synteser er derfor en del af en bredere kulturelt og didaktisk grundforståelse, hvilket blandt andet kan iagttages hos den fremtrædende DLH-professor i didaktik Carl Aage Larsen. Larsen stod centralt i forhandlingerne om DLH og de nye kandidatuddannelser i starten af 1960’erne.
Syntesen afviser både at reducere pædagogik til anvendt og til ren videnskab. Derfor vil og bør der være en konstant strid mellem på den ene side syntesepædagoger og den videnskabelige pædagogik og på den anden side landets instrumentalister. Syntesen er så at sige en praksis og en videnskab i egen ret.
Grunden til, at jeg fremhæver denne særlige pædagogiske tænkeevne, er, at det aktuelle skolesyn gør frontalt op hermed. I 2010 interviewes professor Jens Rasmussen til Asterisk af Claus Holm. Her fortæller Rasmussen om, hvordan vi skal forlade ”synteserne” til fordel for evidensbaserede metoder a la Singapore.
Nu er der så det uheldige, at denne skæbnesvangre afsky for lærerens tænkeevne og muligheder udtales af selvsamme person, som er den ideologiske primus motor bag både læreruddannelse og folkeskolereform.
B.
Et andet forhold, som er værd at hæfte sig ved, er, at der i Lars-Henrik Schmidts tale/præ-ambel ifm etableringen af DPU i 2001 slet ikke trækkes på synteseerfaringerne fra DLH, som jo ellers var den vigtigste af de institutioner, som indgik i DPU.
Schmidt ville have, at hans nye universitet skulle studere læringsadfærd. Han havde ingen sans for pædagogikkens nationale og kulturelle forankring, som DLH forsøgte at arbejde i forlængelse af.
Det er efter min mening ikke forkert at sige, at DPU blev til som et opgør med DLH. Det var læringens opgør med syntesen. I første omgang dog uden den instrumentalisme, som senere fulgte med, og som Schmidts elever fremmede på den en og den anden måde.
En af Schmidts elever var jo den nuværende institutleder, Claus Holm, som i øvrigt læste phd. hos Rasmussen, som Holm altså interviewer i det fatale år 2010, hvor finanskrise og dannelsesopgør gik op i en højere enhed, og hvor pædagogikken blev frataget både fornuft og frihed.
DPU’s ontologi er i den forstand en form for videnspolitisk opgør med lærerens tænkning. Men samtidig er DPU det sted, hvor tænkning skal finde sted?
Det er meget paradoksalt og dybt interessant. Men først og fremmest er det naturligvis yderst problematisk for pædagogisk praksis.
Jeg er ikke ude i et “genetabler DLH”-ærinde, men i høj grad ude i et “genetabler synteserne”-ærinde. Hvad konsekvensen i så fald bliver for DPU, må tiden vise.
Må vi bede om et Syntese-DPU, tak!
Referencer:
Torpe, Harald: ”Aldrig løses mand af lære – bidrag til Danmarks Lærerhøjskoles historie med hovedvægt på tiden 1959-1977”, København: Danmarks Lærerhøjskole, 1988.
Interview med Jens Rasmussen fra 2010 http://edu.au.dk/…/udgivelser_asterisk_20100604150838_aster…
Analyse af L-H. Schmidts præ-ambel:http://www.thomasaastruproemer.dk/samtidsdiagnose-laering-p…
Interview med Jens Rasmussen, Asterisk 2010
7. d. 5. september: Skoleloven imod læringsloven
Vi har to love med samme tekst og nummer. Vi har en læringslov og en skolelov. Læringsloven tager udgangspunkt i forligskredsens tekst fra 2012, mens skoleloven tager udgangspunkt i skolens formål og fagområder.
Disse to love er absolutte modsætninger. Derfor har vi en indre splittelse under samme bogstaver. Denne splittelse giver konstant anledning til det, jeg har kaldt for ”logiske sammenbrud”; dvs. ”uro”, som det kaldes på nu-pædagogisk.
Sammenbruddet viser sig aktuelt i striden om ministerens breve til lærerne.
Riisager opfordrer lærerne til at følge skolens lov. Kommunernes chef-lag bliver vrede, for de følger jo læringsloven, og aner ikke hvad skoleloven er. Derfor klager cheferne til det udemokratiske KL, som nærmest er født ud af læringsloven, fordi den kan bruges til at smadre lærernes magt over skolen; en magt, der jo underminerer KL’s magt.
Niels Egelund, som mener, at John Hattie har skrevet en “bibel”, er også vred. Han siger, at Riisager “fraterniserer med fjenden”. Her er vi ovre i det corydonske grundsyn på sagen, dvs. i lockout-ånden, som jo også er KL-ånden.
Nogle af forligskredsens læringsrevolutionære er også sure. Konkurrencestatspartiets skoleordfører, Annette Lind, slæber nu ligefrem ministeren i samråd, fordi ministeren følger skoleloven og ikke læringsloven, som er Linds. Hvorfor slæbte hun ikke sig selv i samråd, da hun stemte for læringsloven? Så kunne hun lave lidt ”selvkritik”, som Stefan Hermann og Tvind-skolerne kalder det.
De andre forligspartier, som ellers forsøger sig med lidt skolelovsglasur oven på deres læringsrevolutionære konstitution, er foreløbig tavse. Det er lige nu, de skal tage stilling til, hvor de skal stå: Om de er på skolelovens eller på læringslovens side.
Og Riisager? Hun skal bare skærpe tonen og evt. drive lidt gæk med Lind. Dermed kan hun teste de andre forligspartiers kraft. Hun skal kort sagt agere som POLITIKER, ligesom hun plejer. Jeg tror, nogle af de læringslovlige er ved at være klar til at falde som fluer. Men ikke Annette Lind og Venstre-ordføreren, det er klart. De tilhører jo Konkurrencestats- og
Maskinrumspartierne, dvs anti-pædagogikken.
Link til omtale af sagen:
https://www.folkeskolen.dk/614610/riisager-skal-i-samraad-om-skolestartsbreve
8. d. 6. september: DHL og DPU: Carl Aage Larsen
Carl Aage Larsen (1915-1982) var lærer, cand.psyk. og senere professor i didaktik og metode ved Danmarks Lærerhøjskole. Han stod centralt i udviklingen af en moderne kandidatuddannelse for landets skolelærere, dvs. forstadiet til det nuværende DPU. Larsen var især inspireret af Christen Kold, John Dewey og Wolfgang Klafki, og han brevvekslede med den legendariske seminarielærer, Holger Henriksen, som har præget nyere skoleforståelse dybt..
Larsen behandlede klassiske pædagogiske emner som dannelse, didaktik, formål, indhold, fag og metode. Ja, formål, indhold og filosofi var simpelthen de centrale didaktiske kategorier; dvs. alt det som i dag er reduceret til ukendelighed. I dag er ”didaktik” i store træk reduceret til evidensbaserede metoder til indfrielse af banale og tekniske mål, som et konkurrencestatsfikseret centrum-venstre har etableret. Elevens arbejde med at tilpasse sig denne skrækkelige struktur, kalder man så for “læring”.
Carl Aage Larsens nære kollega og åndsfælle var en anden lærer og psykolog, nemlig den lidt mere psykologisk orienterede Klafki-mand, C.A. Høeg Larsen. Høeg Larsen drøftede tilsvarende emner, men havde en mere psykologisk-teknologisk tilgang til undervisningen end den første Larsen, uden dog at miste dannelsesspørgsmålet og den pædagogiske autonomi af syne.
Der var en form for syntese mellem DLH og seminarierne, som man i dag blandt andet aktuelt genfinder i Iben Valentin Jensens fremragende bøger.
Begge Larsener spillede centrale roller i oprettelsen af det såkaldte ”fagligt-pædagogiske studium” ved DLH, og de deltog i forskellige ministerielle og pædagogiske udvalg i mange forskellige sammenhænge.
DLH var den tids DPU, og 2xLarsen var den tids Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen.
Men DPU er grundlagt som et opgør med DLH, selvom DLH indgik i DPU selv. Ja, Jens Rasmussen gør direkte op med Carl Aage Larsen i et interview fra 2010, som jeg refererede til i går, og Rasmussen ærgrede sig højlydt, dengang faget KLM, som symboliserede dansk skoletradition, blev delvist reddet i midten af den ellers dybt læringsideologiske læreruddannelse, som Rasmussen selv stod bag.
Og i Lars-Henrik Schmidts forklaringer af det nye DPU i starten af 00’erne er der ingen reference til de to Larsener eller til DLH-traditionen, som Schmidt slet ikke kunne lide. Denne tendens er forstærket i dag, hvor Claus Holm, som er elev af hhv. Schmidt og Rasmussen, virkelig giver den gas som læringsideolog. Holm nævner heller ikke, i en nyere artikel om emnet fra 2017, DLH’s tradition. Han ser kun OECD-rapporter, som selv bygger på Schmidt og Rasmussen, dvs. samtidsdiagnose og systemteori (fra bogen ”Evidens og dømmekraft”, DAFOLO, 2017).
Det er denne konflikt, som udspiller sig lige nu for vores øjne over det hele. Denne konflikt mellem pædagogik og læring. Denne særlige form for glemsel, som DPU er skabt af. Det er samtidig pædagogikkens og skolens glemsel. Det er derfor DPU har svært ved at orientere sig i den aktuelle pædagogiske debat, som i høj grad er en form for revitalisering og gentænkning af dele af DLH-traditionen. DPU er ligesom låst inde på læringsfløjen.
En række af de to Larseners artikler er publiceret i bogen
”Didaktiske emner – belyst gennem 12 artikler af Carl Aage Larsen”, Danmarks Lærerhøjskole, 1997.
Her har vi en af de kilder, som samfundets pædagogik efter min mening bør bygge videre på (og ikke mekanisk overtage):
Link til bog: https://unipress.dk/udgivelser/d/didaktiske-emner/
En af Carl Aage Larsens artikler, som endda hedder noget så umiddelbart teknisk som ”didaktik og metodik – en indføring”, starter således:
”At lære er at opdage…”
Ikke at jeg er enig med alt Larsen skriver, men denne lille sætning siger alt om modsætningen til det nuværende læringsmålsparadigme, som har reduceret indhold til tekniske anledninger til at metalære. i DLH-traditionen har vi fag og objektivitet, som eleverne kan lære om og gå på opdagelse i, og gerne med brug af interessante pædagogiske metoder, hvor læreren mener, det passer sig.
Men læs selv ved lejlighed, og læg mærke til et pædagogisk sprog, som bare er helt anderledes end DPO’s, og som efter min mening i visse træk er langt mere moderne.
https://unipress.dk/udgivelser/d/didaktiske-emner/
9. d. 6. september: Claus Holms ”betingelser og idealer”
Claus Holm har skrevet en vigtig artikel til DPO-udgivelsen ”Evidens og dømmekraft”, Dafolo 2017. Artiklen, som hedder ”national strategi for forskningsbaseret undervisning?”, handler om forholdet mellem DPU og UC’erne samt om disse institutioners respektive forståelse af forskning og undervisning.
Jeg vil analysere artiklen ved en senere lejlighed. Her vil jeg blot konstatere, at artiklen bygger på samtidsdiagnose og systemteori, og at den helt udelukker/glemmer den pædagogiske tradition i landet. Det er skolereformsideologi af fineste karat.
Med det udgangspunkt kan artiklen efterfølgende koncentrere sig om at få forenet UC’s og DPU’s forskningssyn i det, som ligefrem kaldes for en ”national strategi”. Denne forening kan kun lykkes, fordi UC og DPU i min optik har et grundlæggende identisk forskningssyn, eftersom UC’erne bygger på samme opgør med seminarietanken, som Holms tankegang demonstrerer.
Nå, men alt det vil jeg som sagt beskrive senere. Her vil jeg blot angive Holms og DPU’s horisont i fuld længde. Holm indleder simpelthen sin artikel med at tale om ”betingelser og idealer” for lærere og pædagoger. De ser sådan her ud:
——–
”De institutionelle betingelser og idealer for lærere og pædagoger har været under markant forandring i perioden fra 1970 til 2014. Nye lærere er ikke længere seminarieuddannede, men bliver professionsbachelorer uddannet ved professionshøjskoler. Enhedslæreren, som kunne undervise i alle skolens fag, er erstattet af nye lærere, som er specialister i fag og alderstrin. Lærerne er heller ikke længere privatpraktiserende og ansvarlige for deres egne klasser, men indgår i lærerteams, der underviser og forbereder sig sammen. Og sidst, men ikke mindst, bliver de nye lærere uddannet til at undervise i en læringsmålstyret skole.
Det samme gør sig gældende for pædagoger. De nye pædagoger er heller ikke længere seminarieuddannede, men professionsbachelorer (de Coninck-Smith, Rasmusen & Vyff, 2015). Enhedspædagogen, som kunne passe alle børn, er erstattet af nye pædagoger, der er specialister i at drage omsorg for børns udvikling gennem legende læring.
Samlet set har vi at gøre med nye lærere og pædagoger, der bliver uddannet på de danske professionshøjskoler til at kunne dække en ”skolegang”, der strækker sig fra 0-18 år.”
Her er masse ”ikke længere”, ”erstattet af” osv.. Og der er skolegang og samlet læringssyn fra 0-18 år. Så er det jo klart, at man kan lave en ”national strategi”.
————
Er det ”betingelser og idealer”?
Ud af dette grundsyn udspringer så hele Holms forsvar for enhedsforskningen, som jeg som sagt vender tilbage til.
Jeg tror ikke, at jeg er interesseret i denne einheitsstrategi.
10. d. 6. september: Eksamen skal være lavteknologisk og verdensfjern
Nogen siger, at eksamen skal være internetbaseret, fordi den skal ligne virkeligheden. Men det skal den overhovedet ikke.
Eksamen er og bør være det mest samfundsfjerne, der findes. Den er en lavteknologisk afsondring fra det almindelige liv, og dens produkt har ingen nytte eller salgsværdi. Eksamen er et virkelig mærkeligt og et fascinerende sted, som man både glæder sig til og er lidt bange for. Det er en slags kirke.
Skolen er i sig selv et sted, hvor samfundets almindelige funktioner er suspenderet. Og eksamen er så den ultimative suspension, som har det særlige formål, at eleven skal forberede sig på denne total-suspenderede tilstand, hvor man er helt alene.
Eleven forbereder sig alene på stoffet, og går til en eksamen næsten uden hjælpemidler, hvor han snakker om undervisningens ting med sin lærer, som selv lærer noget om eleven og om stoffet og om sig selv, mens han spørger.
Det er som om, de sidder ude i stratosfæren, bare de to personer og et par bøger og nogle notater.
Efter eksamen går den studerende en tur i byen. Det er som at vende tilbage til sin planet. Han må have sig en fadøl eller to for helt at komme hjem igen. Ofte vil han aldrig glemme turen ud i rummet. Rummet rum-sterer i evigheden.
Derfor skal internettet slukkes. Samfundet skal holdes ude. Man bør understrege den fjerne, men personlige omgang med stoffet og samtalen med sin lærer. Eller man bør glæde sig over den skriftlige eksamen, hvor man er helt alene i et mystisk indrettet rum med stolerækker og ældre damer, der går op og ned af gangen.
Eksamen er det fineste kunstprodukt.
Derudover er der ligefrem virksomheder, som via nettet tjener penge på at lave opgaver for de studerende. Den form for snyd er så langt ude. Vi kan ikke forvente, at børn og unge kan styre det. Vi må hjælpe dem.
Men altså, selvom der så ingen snyd var overhovedet, så bør man altså slukke for internettet til eksamenerne.
Der er kun én undtagelse, udover lige hvis folk er ordblinde. Undtagelsen angår pædagogiske projekter. Her skal der fuld knald på teknologi og kommunikation, og virkeligheden skal være så present og vibrerende som muligt. RUC og pædagoguddannelsen har f.eks. en sådan særlig socialitet, selvom de også skal prøve de virkelige eksaminer en gang imellem. Men man bør også have enkelte projekter på gymnasiet.
Det aktuelle centrum-venstre sammenrend af reformaffirmative partier (SF, RV og S) forsvarer den pædagogiske grænseløshed, dvs. den læringsideologi, som ligger i forligets sidste 30 sider, som minder om skolereformen, hvor læring skal vinde over Kina og løse alle samfundets problemer. Ja, selv Enhedslisten og Alternativet er hoppet med på vognen.
Dermed er vi i den situation, at den pædagogiske fornuft skal forsvares i liberale og nationalkonservative gevandter, med de prægninger det nu giver. Jeg vil hellere spørge partierne til deres version af fjernheden. Alternativet må da have ideer?
Fordybelsen, ensomheden og fjernheden, dvs. stratosfæren og fadøllen, ligger derimod i forligets første 7 sider, som handler om dannelse, som blev forhandlet hjem af LA og DF, som i denne sag er de gode riddere.
11. d. 7. september: Læringsimperiet
Mårtensson har opfundet et nyt strålende ord, som jeg prompte vil assimilere i min kognitive struktur: “Læringsimperiet”.
Og Riisager er nu forfremmet fra Frihedsgudinde til prinsesse Leia.
Årsagen til de herlige metaforer er, at Leia – sammen med mester-tweeteren fra Skanderborg – har skrevet, at lærerne skal følge landets pædagogiske lov. Det er sådan noget, der kan tænde imperiet helt af.
Det er bare så lækkert!
https://www.facebook.com/briandegn.martensson/posts/1564355626956943
12. d. 9. september: Uddannelsesdebatten i Nr. Nissum
Indtryk fra Uddannelsesdebatten 2017 i Nr. Nissum:
http://www.thomasaastruproemer.dk/uddannelsesdebatten-2017-nr-nissum.html
13. d. 10. september: SFI-rapport om data i folkeskolen
SFI har lavet en rapport om data i skolen.
Så bliver det vist ikke ringere. Dette databegreb skal bare UD af pædagogikken. Helt ud. Det er ikke engang værdigt til kritik. Det hører hjemme i KL-kategorien. Agi Czonka er direktør for SFI, som her virkelig skraber bunden.
Læs selv rapporten, hvis I orker. Det minder mig om Annette Lind og Anni Matthiesen, da de diskuterede “kvalitet” i Nr. Nissum. Kvaliteten er minus 1000.
Jeg noterer mig også, at det er forlaget Dafolo, som også udgiver John Hatties bøger, der har delt rapporten.
https://www.facebook.com/UndervisningOgLaering/posts/804733746361925
14. d. 11. september: Niels Jakob Pasgaard: FAQ om læringsmål
Ny bog: Niels Jakob Pasgaard: ”FAQ om læringsmål”, Hans Reitzel, 2017.
Jeg har netop læst Niels Jakob Pasgaards bog ”FAQ om læringsmål”. Det er en fremragende bog, hvor Pasgaard skriver sig helt frem i fronten af landets pædagogiske kritik.
Selvom bogen tager udgangspunkt i otte ”Frequently Asked Questions”, som er FAQ-bøgernes ramme, er det mere præcist at sige, at bogen indeholder to dele.
I bogens første del, kapitel 1-3, arbejder Pasgaard med at indplacerer læringsmål i den aktuelle uddannelsespolitiske diskurs på både nationale og helt lokale niveauer. Desuden præsenteres vi for et grundigt studie af læringsmålsbegrebets oprindelse og teori og af begrebets sammenhæng med forskellige didaktiske traditioner.
Disse to spor, begrebets faglige sammenhæng og dets aktuelle brug, relateres løbende til hinanden. Pasgaard er tydeligvis velorienteret i både den aktuelle debat og i den pædagogiske teori, og han ser mange spændende sammenhænge i stoffet.
I anden del af bogen, kapitel 4-8, udarbejder Pasgaard sine egne ideer om læring og pædagogik. Her tages udgangspunkt i en virkelig avanceret læsning af John Dewey samt i en række helt aktuelle indsatser inden for den internationale pædagogisk teori, som udvikles og formidles forbilledligt klart og med fuld respekt for sagens kompleksitet.
Pasgaard vender stort set alle de aktuelt regerende begreber på hovedet. Ud af de sidste ca. 30 sider løfter konturerne sig af en helt anden pædagogik, som har dybe rødder i den pædagogiske tradition, men som samtidig forbinder sig åbent til fremtiden. I Pasgaards verden regerer spørgsmålene, stoffet, disciplin, formål, opmærksomhed og alle tings dragende ubestemmelighed, og med det udgangspunkt er der naturligvis ingen plads til læringsmål i den eksisterende form.
Bogens to dele kobles løbende sammen, så bogen fremstår som et samlet værk. På en måde er FAQ-formen, som jo er meget formidlingsorienteret, en forsimplet overskrift, selvom Pasgaard overholder den til punkt og prikke. Bogen er ikke banal formidling, men et dybt selvstændigt arbejde med pædagogik. Det er en form for kamufleret referenceværk.
Bogen er desuden særdeles velskrevet og fyldt med humor.
http://hansreitzel.dk/…/FAQ-om-l%C3%A6ringsm%…/9788741267159
Bogen har også været anmeldt af Thorkild Theisen på Folkeskolen.dk. Theisen er også meget glad for bogen, men mener også, at den mangler nogle ting. Det mener jeg ikke. Jeg synes, Pasgaards bog sætter nye standarder for landets pædagogiske kritik og for pædagogik i det hele taget.
https://www.folkeskolen.dk/614788/du-skal-doe-kompetent
15. d. 11. september: Dansk folkeeventyr
Frisk mod!
Hvis ånden skulle komme over dig, vil jeg lige komme med en anbefaling. Det drejer sig om bogen ”Danske folkeeventyr”, i min udgave udgivet på Athenæum Dansk Forlag i 1941.
Eventyrene er genfortalt og nedskrevet af Grundtvigs søn, Svend Grundtvig (1824-1883), og det foregår i et levende og direkte dansk.
1941-udgaven er redigeret af Otto Gelsted (1888-1968), som nogle gymnasieelever måske kender som gendigter af Iliaden. Gelsted var mange andre ting, bl.a. kommunist og kulturradikal. Det var dengang, der var lidt liv i kludene, og hvor det ikke var en modsætning at være venstreorienteret og græker på samme tid. Ak ja, man bliver helt nostalgisk. Men det var jo før Althusser osv..
Eventyrerne er, skriver Gelsted, ”til oplevelse og glæde for et nyt slægtled af danske børn!”
Det første eventyr hedder ”Frisk mod”. Det handler om den unge Hans, som er fuldstændig ligeglad med spøgelser og læringsmål. Hans’ far vil lære ham at være bange, men Hans blæser alle forsøg et langt stykke. Hans er ”frisk mod” fra ende til anden.
Hans ender naturligvis – efter den ene og den anden forhindring – med at vinde både prinsessen og det halve kongerige. Sin gamle gård giver han til de fattige, og så sørgede han da også godt for sin mor, som til gengæld sørgede godt for Hans’ børn og børnebørn, som jo nu var prinser og prinsesser.
Jeg håber, at de ”nye slægtsled af danske børn” læser og diskutere nogle af den her slags eventyr – uden læringsmål vel at mærke – i stedet for at navlepille i egne selvevalueringer, så de helt ender med at miste deres friske mod.
16. d. 11. september: Lidt uro om Skanderborgs skolepolitik
Skanderborg, som er blandt landets mest ideologiske Hattie-kommuner, klør på med Synlig Læring.
Kommunen har lavet en såkaldt ”revideret skolepolitik”, som er helt forskrækkeligt. Forslaget har været i høring hos skolebestyrelserne. En del af svarene var særdeles kritiske.
Kritikken førte dog kun til nogle helt kosmetiske ændringer. Hele substansen føres videre i uændret form.
F.eks. hedder det i ”den reviderede skolepolitik”:
”At gå i skole handler først og fremmest om at lære, og derfor arbejder vi med synlig læring, fordi det er den enkelte elevs bevidsthed om egen læring, der giver skolegangen mening. Vi ser og møder den enkelte elev med tydelige og udfordrende læringsmål og med en forventning om progression, så den enkelte bliver så dygtig som mulig”.
Nu har ”den reviderede skolepolitik” været til debat i byrådet. Udvalgsformanden, Frans Fischer (A), er stadig begejstret for Synlig Læring. Han mener, at Synlig Læring følger direkte af både skolereform og skolens formål. Han har delvist ret i det første, men slet ikke i det sidste, eftersom skolens formål og Synlig Læring er modsætninger.
Dele af byrådet er dog vågnet op. De radikales Jens Anker Hansen har skiftet mening. Han stemmer imod og udtrykker dermed sit partis landspolitiske bevægelse. Hans kritik mangler dog stadig specificitet, selvom han taler om et ”reduceret behavioristisk skolesyn”, hvilket ligger i tråd med Niels Jakob Pasgaard analyse i bogen ”FAQ – om læringsmål” og psykologerne Keld Nielsens og Jakob Klitmøllers aktuelle forskningsartikler om sagen.
SF’s Jens Sønderskov fastholder sit synspunkt fra foråret. Sønderskov er byrådets skarpeste kritiker og siger på mødet, at den reviderede skolepolitik ”klistrer fine ord på et udgangspunkt, som er forkert”, og at den er ”teknokratisk”. Og så undrer han sig over, at ord som ”dannelse, lærer, pædagog og undervisning” slet ikke nævnes.
Enhedslistens Maria Temponeras er også imod ”læringsmålstyret læring”, som hun kalder det, og stemmer altså også imod.
Borgmesteren Jørgen Gaarde (A) leder mødet. Han har sammen med Fischer og forvaltningens konsulenter spillet en central aktie i Skanderborgs ideologi og forsøger på mødet at gøre grin med det, han kalder for SF’s og RV’s ”pædagogiske indslag”.
De to V-repræsentanter i byrådet har ingen problemer med forslaget, og forslaget vedtages derfor imod stemmerne fra A, Ø og R. Men lidt uro om folkeskolen er der trods alt. Der er ingen kommentarer fra resten af byrådet.
———–
Links:
Video fra debatten, punkt #144: https://skanderborg.kommune-tv.dk/watch/2099?t=0h37m20s
Link til den reviderede skolepolitik: https://www.skanderborg.dk/…/327fb0e5-2e1f-4931-8f56-a11a64…
Links til høringssvar: Kig under undervisnings- og børneudvalget. Klik derefter på punkt 89, ”udkast til revideret skolepolitik:https://www.skanderborg.dk/politik…/dagsordener-og-referater
17. d. 11. september: Socialdemokratisk skolepolitisk nederlag
Socialdemokratiets skoleordfører Annette Lind trækker nu kritikken af Merete Riisagers brev til lærerne tilbage, og ministeren vinder dermed på teknisk knockout.
Derved står brevenes indhold og kraft endnu stærkere, end de ellers ville have gjort.
Den pædagogiske frihed, som blev et resultat af lempelserne i Fælles Mål, og som er brevenes tema, er i realiteten nu bekræftet af Socialdemokraterne. Hvilket tab for Antorini-fløjen!
Så mangler vi i første omgang kun, at Riisager også får sat det andet klagehold på plads, nemlig de kommunale skolechefer, som også har klaget over ministerens brev.
Denne gruppe af mellemledere har sammen med KL haft stor og negativ effekt på folkeskolerne rundt omkring. Men nu forsøger kommunecheferne sammen med KL en sidste desperat handling for at tæmme den pædagogiske frihed, så der kan etableres kommunale PALS-skoler og Visible Learning+-programmer og hvad ved jeg af ting og sager, som selv SF og de radikale er imod, hvis jeg har forstået dem ret?
På længere sigt skal vi også lige have ryddet op på emu.dk og på diverse hjemmesider, ekspertfora etc., og endelig – parallelt hermed – skal skolens formål og landets pædagogiske tradition helt ned i lungerne igen.
Tillykke til Riisager med sejren over Lind og heja-heja i forhold til den langt lettere kamp mod de kommunale mellemledere, som bare trænger til en god gammeldags verbal rundbarbering.
Man kan læse mere om det socialdemokratiske nederlag her:
https://www.folkeskolen.dk/614969/s-traekker-samraad-om-ministerbreve-tilbage
18. d. 12. september: Ph.d. opslag om teoretisk pædagogikum i gymnasiet
Jeg ved ikke helt, hvad baggrunden er for nedenstående ph.d.-opslag ved Aarhus Universitet. Opslaget vedrører ”teoretisk pædagogikum” og handler om gymnasieskolen.
Stipendiet udbydes af Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier, det såkaldte CUDIM, der blev oprettet i 2011 som en selvstændig fusion af dele af DPU og forskellige universitets- og teknologi-pædagogiske miljøer.
Centret blev etableret i forbindelse med den store reorganisering af AU. På CUDIMs forside står der med store bogstaver: ”Vi sætter læring i centrum”, hvilket jo er en yderst uheldig formulering.
Opslaget fremviser en meget besynderlig opfattelse af, hvad ”teoretisk pædagogik” er. Ja, jeg er helt Lost in France, selvom jeg selv troede, jeg arbejdede inden for netop dette felt. Opslaget handler om rent tekniske forhold, men tjek selv for detaljer.
Jeg troede, jeg kendte mit fag, men det gør jeg vist ikke.
Betegnelsen har noget at gøre med gymnasielærernes Pædagogikum? Men det bliver denne “teoretiske pædagogik” jo ikke mindre besynderlig af. Og sidste år handlede Pædagogikum-prøven om ”Synlig Læring”, og det var der jo ikke meget ”pædagogisk teori” over? Men måske roder jeg rundt i noget?
Pædagogikum har et modul, der hedder “teoretisk pædagogikum”. Læser man studieordningen handler dette ikke meget om teoretisk pædagogik. Men den er dog bredere end ph.d.-opslagets ånd, synes jeg. F.eks. skal kursisten vide noget om almendidaktik og i sin afsluttende opgave tage “afsæt i pædagogisk og didaktisk teori”. Der skal også rundt omkring knyttes an til gymnasiets formål, projektpædagogik osv. Der skal også relateres til egen og gymnasiets praksis, hvilket er lidt svært uden et almenpædagogisk perspektiv et eller andet sted. På den måde er det aktuelle ph.d.-opslag en yderligere nednormering af en i forvejen ret smal, men dog eksisterende, pædagogisk vinkling af fagets beskrivelse i studieordningen.
I tråd hermed, er det mærkeligt, at den påståede teoretiske pædagogik knyttes an til de fire ”moderne kompetencer” i gymnasiereformen, dvs. karrierekompetencer etc.. Ja, det kaldes endda for ”dannelse”.
Det siger noget om, at nogle miljøer på AU slet ikke bemærkede, at der var en dannelsesdiskussion i forbindelse med forliget, hvor disse fire ”kompetencer” ellers i forligsteksten blev degraderet til at være underordnet gymnasiets egentlige dannelsestradition?
I så fald svarer denne glemsel til ministeriets hjemmeside emu.dk. Her er der heller ikke nogen dannelsesovervejelser, men derimod masser af læringshuttelihut.
Men måske blev dannelsesfløjen i Folketinget snydt lidt, da lovteksten skulle udformes? I al fald skete der nogle tankevækkende og uheldige forskydninger mellem ordene ”dannelse” og ”uddannelse” i formålsparagraffen, hvor dannelse faktisk blev degraderet. Og måske er nærværende ph.d. opslag blot en del af disse forskydninger?
Jeg spørger, tænker og gætter bare.
Links:
Ph.d.-opslaget: http://talent.au.dk/phd/arts/open-calls/phd-call-18/
Cudims hjemmeside: http://tdm.au.dk/
Studieordning for faget “teoretisk pædagogikum”: http://www.sdu.dk/…/…/uddannelse/paedagogikum1/studieordning
19. d. 12. september: DPO-tråde i Nordjylland
Professionshøjskolen UCN er gået lidt under radaren. Lad os se på den:
Der er fire forskningsprogrammer, hvoraf kun et eneste handler om uddannelsesspørgsmål. Det hedder:
”Professionsudvikling og Uddannelsesforskning”.
Programmet ledes af Susanne Dau, som jeg ikke kender, må jeg indrømme. Derudover er der en docent, Preben Kirkegaard, som er benhård systemteoretiker. Han skrev, så vidt jeg husker, ph.d. om, hvordan Erling Lars Dales professionsteori kunne forenes med Luhmann, så man slap for normativitet og den slags.
Men Kirkegaards forskningsprogram har også hyret en gæsteprofessor. Det er Jens Rasmussen fra DPU, som jo står bag den læringsmålsstyrede undervisning i Danmark og, sammen med Andreas Rasch-Christensen, bag et primitivt angreb på Keld Skovmand sidste år. Rasmussen er også systemteoretiker.
Kigger man på programmets forskningsstrategi, er der læringsmålsteknik over hele linjen. Der er ingen forsonende træk. Det er ren læringsrevolution overalt. Tjek det selv, men tag en sjus først.
Nå, men årsagen til, at jeg overhovedet kom på de nordjyske kanter, var, at Nationalt Center for Skoleforskning (NCS) – som jo ledes af en tredje systemteoretiker, nemlig Lars Qvortrup – lige har opslået 4 ph.d.-stipendier i samarbejde med netop Kirkegaards og Rasmussens forskningsprogram i Aalborg, der omtales som bedrivende ”praksisnær forskning”. Det udtryk lød godt for 10 år siden. Det gør det ikke mere.
I øvrigt:
NCS er i forvejen nærmest identisk med det Aalborg-baserede Program for Læringsledelse, hvoraf nogle også var med i UCN i sin tid. Herfra går der tråde til LP-metoden, som systemteoretikeren Thomas Nordahl opfandt. Nordahl sidder også i AP-Møllerfondens vurderingsudvalg sammen med Jens Rasmussen. Herfra er der forbindelser til store bevillinger fra AP-Møller-projekter og til Synlig Læring etc..
Endelig lægger jeg også lige et link til NCS’s organisation. Tjek f.eks. sammensætningen af forretningsudvalget. Både Jens Rasmussen og Lars Qvortrup er med. Af andre systemteoretikere finder vi Karen Wistoft og Torben Næsby.
Derudover er der en del fra de gamle AAU-dage og nogle flere teknikere, f.eks. Andreas Rasch-Christensen og nogle datafolk. PISA-didaktikeren, Jeppe Bundsgaard, som også har været i gang med primitive angreb på Skovmand, deltager også.
Der er to mindre undtagelser, som er helt i yderkanten af den overordnede ideologi, nemlig musikdidaktikeren Svend Erik Holgersen og socialpædagogen Søren Langager. Det gør nok ingen forskel.
Man kan også klikke på NCS’s ”idegrundlag”. Her kan man se, at ”den indflydelsesrige newzealandske uddannelsesforsker John Hattie” er den eneste skoleforsker, der nævnes med navn.
Der er en stærk indholdsmæssig forbindelse mellem AAU, NCS og UCN og videre til Hattie, kommunerne, Mærsk og Nordahl.
Det hele er virkeligt langt væk fra den aktuelle dannelsesdiskurs. Det må man bare sige. Til gengæld er det skolereform i reneste aftapning.
—————-
Links:
Link til forskningsprogrammets forskningsstrategi: https://www.ucn.dk/…/Forskningsprogrammet-Professionsudvikl…
Link til forskningsprogrammets hjemmeside: https://www.ucn.dk/…/professionsudvikling-og-uddannelsesfor…
Link til ph.d.-stipendier ved NCS: http://talent.au.dk/phd/arts/open-calls/phd-opslag-21/
Link til NCS’s hjemmeside: http://ncs.au.dk/om-ncs/organisation/
Link til omtale af Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens angreb på Keld Skovmand:
http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-r…
Link til omtale af Jeppe Bundsgaards angreb på Keld Skovmand:http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogisk-dagbog-gymnas…
20. d. 13. september: Læringsrevolutionære tal fra OECD
Ifølge en ny opgørelse fra OECD ligger danske skoleelever i verdenstoppen, hvad angår antallet af timer. Simpelthen nr. 1 for primary school (5-12 år) og nr. 2 samlet.
Her er lidt tal:
1. Primary School
DK: 7360 timer
Australien: 7000 timer (nr. 2)
OECD-gennemsnit: 4626 timer / EU-gennemsnit: 4339
Finland: 3902 timer
2. Ialt for primary og secondary school
DK: 10960 timer (nr.2)
Australien: 11000 timer (nr. 1)
OECD-gennemsnit: 7538 / EU-gennemsnit: 7247 timer
Finland: 6327 timer
Kommentar:
Nu er antallet af timer ikke i sig selv interessant, se blot på efterskolen, hvor der jo er tilstedeværelse på døgnbasis.
Men i dette tilfælde er det helt klart endog meget interessant, fordi tallene jo hænger sammen med en politisk intenderet læringsrevolution.
Dvs. at man i en ustandselig og altomfattende bevægelse forsøger at trække læringsmålstyret læring ud af børnene frem for at indvie dem i grundlaget for samfundets værdifulde praksisser.
Og OECD’s timeopgørelse er faktisk ikke engang helt retvisende, for i Danmark vil man jo også læringsoptimere i frikvarterene via den såkaldte “mellemrumspotentialisering”, i familierne og selv i døden, hvis man skal tro DPU’s leder. Danmark er blevet en indholdstømt læringspumpe.
Link til OECD: Education at a Glance 2017, s. 345-346:
https://backend.folkeskolen.dk/~/5/4/education-at-a-glance-2017.pdf
21. d. 14. september: Politisk status i Hattie-højborgen Skanderborg
Skanderborg Kommune har vedtaget en ”revideret skolepolitik”, som baserer sig på Synlig Læring.
Følgende partier støtter beslutningen uden den mindste vaklen:
Socialdemokratiet (13)
Venstre (9)
Dansk Folkeparti (2)
I alt: 24 byrådsmedlemmer
Følgende partier i byrådet går imod:
Enhedslisten (1)
SF (2)
Radikale (2)
I alt: 5 byrådsmedlemmer
Jeg er kommet lidt i tvivl om, hvorvidt SF og Radikale har været imod hele tiden, eller om de først har fundet nej-hatten frem i forbindelse med ”revisionen”. Jeg håber de respektive ordførere, Jens Sønderskov (SF) og Jens Anker Hansen (RV) og evt. andre, kan fortælle mig mere om det.
Uden for byrådet er følgende partier imod skolepolitikken
LA – Som har været meget aktiv i modstanden hele vejen, især ved spidskandidat Linda Christie Andrea
Å – Se kritisk indlæg fra Alternativets spidskandidat, Mira Bloch (jeg kender ikke til historikken bag holdningen)
C – De Konservatives enlige byrådsmedlem Jan Krogh
Rasmussen skiftede til Socialdemokratiet i 2016, og partiet må derfor formodes at have støttet skolepolitikken fra start, men jeg ved det ikke med sikkerhed. I dag føres modstanden mod skolepolitikken frem af partiets spidskandidat Thomas Lage Cordtz.
Jeg er ikke bekendt med flere politiske grupperinger, men høre gerne om andre.
Links:
http://www.mja.dk/…/i-alternativet-nsker-vi-at-stte-skolern…
Analyse fra d. 11. september 2017:https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155691030214481&id=837549480&pnref=story
22. d. 15. september: LærerBladet om skolens formål
Det fynske LærerBladet har virkelig fingeren på pulsen i disse år. I foråret lavede redaktøren f.eks. en række interessante interviews med Leif Moos, Lars-Henrik Schmidt og Lars Qvortrup om “det pædagogiske oligarki”. Og eftersom det jo var mig, der opdagede dette pædagogiske faktum, blev jeg også selv interviewet.
I det aktuelle nummer får vi en spændende leder om Arne Eggerts, KL’s og Stefan Hermanns forsøg på at ændre formålsparagraffen. Samme emne blotlægges i en virkelig grundig artikel inde i bladet, som går helt ned i den herlige detalje.
Man kan også læse en redegørelse for den vigtige Agedrup-sag, som kommer for retten til oktober. Det er sagen om, at man på Fyn ikke må kritisere “læringsmaksimering” på et lærermøde. Det siger den radikale rådmand selv, og der er skam uddelt tjenstlige advarsler og det hele (rolig nu, Thomas…).
Der er også en interessant artikel om “skoleklassen”, som i disse år presses af DPO’s læringssyn, og som ofte rekonstrueres med polemiske og affektive betegnelser som “røv til bænk” og “den privat praktiserende lærer”. Betegnelser, der for tiden bruges til at opbygge en ny Einheits-videnskab med læringsrevolution som den tonedøve klangbund.
Endelig kan man læse, at nye fynske lærerstuderende får udleveret et gratis eksemplar af “Uren pædagogik 3”. En ting er sikkert: Bøger er bedre end læringslæring.
Og endnu mere endelig vil jeg da ikke anbefale nogen at bladre hen til side 22, hvor Niels Egelunds angreb på Riisager og Bondo er bogført. Egelund mener, at Bondo er en “fjende”.
Der er både slukkede og kulørte lamper i pædagogikkens forsamlingshus.
http://www.odenselaererforening.dk/media/10239222/150436_lc3a6rerbladet203-17_web.pdf
23. d. 20. september: Hvad er en ”privat praktiserende lærer”?
Der er noget, som polemisk kaldes for en ”privat-praktiserende lærer”. Det er – får vi at vide -sådan noget, vi er ”gået fra”. Og sådan en privat-lærer regerer over nogle umælende elever som sådan en slags konge.
I stedet har vi fået læringsdataevidenslæringslederen, som altid er i teams, som er uden fagligt og pædagogisk ståsted, og som ikke er ”responsible” men kun ”accountable”, som Biesta udtrykker det.
Det er ”fra og til-logik” i bedste DPO-stil.
Man skal blot lige huske på, at der under denne platte ”privat”- betegnelse egentlig slet ikke gemmer sig noget ”privat”, men blot en lærer som sådan, dvs. en slags lærerhøjskole-lærer, som interesserer sig for indhold, demokrati, didaktik, formål, metode, projekter, skole, fag og børn. Dvs. en lærer, der står til pædagogisk ansvar frem for til læringsansvar.
Og det lyder da ikke ”privat” vel?
Men ok, hele problemet kommer nok af, at DPU er grundlagt på et opgør med lærerhøjskolens skole- og læringssyn. Det er lærerhøjskolen, der står for ”det private”, i en form for tavs men larmende distinktion.
Lærerhøjskolen stod jo for 1960’ernes blanding af reform-pædagogik og vores grundtvigsk-kantske tradition, for nu at gøre en lang historie kort. Det er kort sagt seminarietraditionen, vi taler om. Den som blandt andet Iben Valentin Jensen har skrevet om i sine bøger.
Problemet understreges af, at de aktuelle politiske og faglige sonderinger af dannelses- og kundskabsbegrebet slet ikke er nået til DPU. I Nationalt Center for Skoleforskning, som er under DPU, udvises der ingen interesse for de nye toner, og i tidsskriftet ”Asterisk” handler det nyeste nummer i karakteristisk stil om, at der er for lidt konkurrence i skolen.
Der er heller ingen tegn på opbrud på de administrative og strukturelle niveauer skulle jeg hilse og sige. Her kører man stadig stramt efter institutionens post-strukturalistiske og systemteoretiske grundfilosofi.
Derimod er der naturligvis nogle få bevægelser på de individuelle niveauer, en bog hist og her. Så kan vi lune os.
Imens skriver Riisager og Bondo både breve og læserbreve sammen – senest i dag i Fyens Stiftstidende – til de læringsrevolutionæres store ærgrelse. Riisager og Bondo er som en slags lærerhøjskole, og det er noget, der kan tænde de nedre DPO-segmenter af. Men diskussionen er som sagt ikke nået til de øvre lag. Det kræver nok en ekstra regeringsperiode til Riisager, før den pædagogisk ansvarlige lærer med sans for indhold, formål, metode og børn kan vende tilbage. Det er nok ikke lige en opgave for Lotte Rod (R) eller for Annette Lind (A), tror I?
Nu ved jeg godt, at nogen, bl.a. Bondo og LA, gerne vil have, at læreruddannelsen skal ligge på universitetet, men det er en virkelig dårlig ide, så længe en lærer polemisk omtales som en ”privatpraktiserende lærer” og lignende af samme skuffe.
Læreruddannelsen skal heller ikke være på UC’erne, som jo er skabt af samme ideologiske substans som DPU. Nej, læreruddannelsen skal ligge på et kundskabsorienteret, socialt indstillet, interesseret og syngende seminarium, ligesom den danske skoletradition altid har foreskrevet det, og som det også ligger i skolens formål.
24. d. 20. september: Riisagers og Bondos fælles indlæg
Det herlige ved dette fælles indlæg af Riisager og Bondo er ikke så meget indholdet, selvom det også er udmærket. Nej, det allerherligste er, at indlægget er udsendt under Undervisningsministeriets navn. Det er et tegn på, at ministeren er ved at få styr på sit embedsapparat, som jo ellers har været dybt læringsficeret, og hvis vokabular stadig huserer over det hele på ministeriets hjemmeside (så der er langt igen).
Sidste gang, der var sejrsfest, var dengang ministeriet udsendte en officiel pressemeddelelse, som undsagde de læringsrevolutinæres evaluering af læringsmålsstyringen, og som jeg også lige linker til her:
Dertil kommer det ene og det andet på den organisatoriske og politiske front, som jo er lidt – men også kun lidt – noget andet.
25. d. 21. september: Pædagogikkens marginalisering
Den sikre vej til marginalisering i dansk pædagogik er at tale pædagogikkens sag.
Den pædagogiske marginalisering kaldes også for “normalisering” eller “læringsmaksimering”. Det er S, RV, SF, DF, K og V’s vision.
Den tilstand skal vi naturligvis have vendt helt på hovedet. Step by step, her og der og fra tue til tue.
Når den kamp er realiseret og vundet, er landet normaliseret, dvs. at pædagogik kan rumstere og føde overalt.
Det bliver en kreativ eksplosion.
26. d. 21. september: KL’s busser
Alle mand i busserne:
En magtfuld privat organisation, Kommunernes Landsforening, vil køre DPO’s underregioner rundt i en Tvind-bus for at skabe konsensus om foreningens skøre ideer.
Bussen skal køre i rundt i syv timer, indtil alle har “de samme billeder og fortællinger at tale og ikke mindst arbejde ud fra”, som Anne Mee udtrykker det, hvilket jo er den rene trussel.
Her er konceptet ifølge folkeskolen.dk:
“Luk politikere, embedsmænd, repræsentanter fra elevorganisationer og faglige organisationer ind i en bus. Ryst dem godt sammen på en køretur. Krydr med et par skolebesøg, oplæg og rullende diskussioner. Efter syv timer kommer parterne omkring skolen ud med et fælles billede af, hvordan kommuner og skoler arbejder med mere motiverende og varierede skoledag.
Sådan lyder opskriften fra KL, som på fredag har inviteret på en oplysende bustur. Bussen bliver fyldt godt op, når deltagere fra Børne- og Kulturchefforeningen, BUPL, Danske Skoleelever, FOA, Folketingets Undervisningsudvalg, Skole og Forældre, Skolelederforeningen og DLF tager plads på sæderne kl. 9.15 i Fredericia.”
Så sig dog nej! Tag en anden bus. Især DLF og Folketingens Undervisningsudvalg bør sige nej med det samme. De andre er nok uden for pædagogisk rækkevidde, fordi de er så reformaffirmative, at det er lige før, at bussen punkterer af bare læringslæring.
https://www.folkeskolen.dk/615596/kl-inviterer-danmarks-laererforening-paa-bustur
27. d. 22. september: Lejf Moos’ flotte afsked
Politikens Skoleliv har interviewet lektor ved DPU, Lejf Moos, i forbindelse med udgivelsen af den nye bog ”Dannelse” på HRF. Det er Moos, der har redigeret bogen (som jeg også selv har skrevet et kapitel til).
Moos reflekterer kritisk over dannelsens tilstand i folkeskolen og får i den forbindelse sagt mange interessante ting. F.eks. om hvordan han i sin tid synes, at 00’ernes skolereformer var ok, men at det tilhørende læringsbegreb nærmest kom snigende som en giftig medløber:
»En række politiske beslutninger hen over de senere år har fokuseret på en speciel slags læring, som kan resultere i udbytte og resultater, som kan måles. Det blev tydeligt med reformen. Inden den var vi mange, som ikke havde set det komme, for det kom glidende. Det at lave Fælles Mål var vel ikke så slemt. Nu bagefter kan vi se, at det var der, det begyndte,«
Man kan også hæfte sig ved følgende citat:
»Jeg tror ikke, at løbet er kørt. Vi har jo bl.a. fået en liberal undervisningsminister, som siger, at eleverne skal lære mere end det, de kan bruge i Pisa. Vi er nogen i visse kredse, som har fundet ud af at besinde os på dannelsen.«
Så Moos, som ellers er Foucault-mand og kritikker af ”neo-liberalismen”, må nu sætte sin lid til en ”liberal minister”! Hvilken implicit kritik af centrum-venstres uddannelsespolitiske tilstand! Men han har jo ret. Det parti, LA, som mange troede ville tale for en totalstyring af pædagogikken, har vist sig som et sted, hvor det pædagogiske nærmest genfødes, med de prægninger, som nu engang følger med i den omegn.
Og Moos har sammen med andre ”besindet” sig, som han skriver, men besindelsen gælder kun i ”visse kredse”. Det passer helt klart, hvis det er DPU vi taler om.
Moos vigtigste sætning er måske: ”Jeg tror ikke, at løbet er kørt”.
Desværre går Lejf Moos på pension i denne måned.
Der er afskedsseminar i dag kl.12 i Emdrup.
Links:
Artikel i Skoleliv: http://skoleliv.dk/…/%C2%BBVi-risikerer-at-f%C3%A5-nogle-me…
Program for afskedsseminar: http://edu.au.dk/…/organisation-ledelse-og-styring-i-udda…/…
28. d. 22. september: Jens Rasmussen som ”Hr. Læreruddannelse”
I 2009 udnævnte Fyens Stiftstidende professor Jens Rasmussen til Hr. Læreruddannelse, og det har avisen jo desværre fuldstændig ret i.
Jeg noterer mig, at moren var børnehavepædagog, og at “faren var ortopæd-mekaniker, der lavede præcise proteser uden knirk”.
http://www.fyens.dk/Foedselsdag/Hr-Laereruddannelse/artikel/1176261
29. d. 22. september: Samtidsdiagnose, læring og pædagogisk forskning – del 2
Jeg har nærlæst endnu en central tekst, som har været med til at definere den pædagogiske forsknings tilstand siden slut-90’erne:
http://www.thomasaastruproemer.dk/samtidsdiagnose-laering-paedagogisk-forskning-del-2.html
30. d. 23. september: Gert Biesta i Altinget
Nyhedsmediet Altinget skriver ind imellem om pædagogiske emner, hvilket jeg er virkelig glad for. I går bragte man et interview med Gert Biesta.
Først siger Biesta nogle dejlige ord om, at vi ikke skal rende planeten rundt for at undgå at lære om os selv. Det synspunkt passer i ekstrem grad på DK, hvis skolepolitik bygger på et direkte opgør med alle former for national økologi.
Så siger Biesta, at en skole ikke handler om “konkurrence”, hvilket jo er det modsatte af DPU’s opfattelse. På DPU vil man gerne have mere læringskonkurrence ind i skolerne. Det fremgår af den redaktionelle leder af det nye nummer af Asterisk, som er sådan en slags konkurrencestatslæringsmagasin efter min mening. Det er en form for lukket verden.
Så siger Biesta, at forventningerne til “skoleforskning” er alt for høje. Mon det er en bemærkning til det hattieficerede og dataficerede “Nationalt center for skoleforskning”, som også agerer under DPU’s vinger? I al fald er Biestas synspunkt helt korrekt, hvis man betænker skoleforskningens aktuelle tilstand. Det er jo også derfor, at læreruddannelsen ikke skal i fingrene på DPU. Så heller give alle pengene til Alexander von Oettingen. Han skal bare love at beholde pengene til sit eget seminarium og ikke give dem til et eller andet UC, som jo er præget af samme problematiske ideologi som DPU. Jeg har også nogle andre kommende seminarie-rektorer i tankerne, som kan bruge pengene LANGT bedre end UC’erne og DPU.
Så siger Biesta, at undervisning er en form for musik, hvor elever opbygger en forståelse verden og deres placering i den.
“Musik, forståelse, undervisning, opbygger og verden”? Det er virkelig fremmedord i dansk pædagogik. Ja, nærmest bandeord. Men det klinger moderne, dejligt og almindeligt i mine ører.
Biesta ender med at kalde læringrevolutionen en “svine-opdrætslogik”. Man ser det for sig: Skolen som en produktionshal. Det svarer lidt til det der med konkurrencestaten, som DPU også er helt ekset med, ligesom Bjarne Corydon er det.
Til sidst i artiklen får jeg lov til at sige, at jeg er enig med Biesta, og det er jo ingen kunst.
Go’e gamle Biesta. Godt han kom til landet med nogle bandeord, som f.eks. “forståelse og musik”.
http://videnskab.dk/kultur-samfund/hollandsk-topforsker-den-danske-folkeskole-er-eksemplarisk
31. d. 25. september: Ove Kaj Pedersen og Svend Brinkmann i Kristeligt Dagblad
Svend Brinkmann taler i sin nye bog ”Gå glip” for at etablere en form for kulturel økologi og spørger til de psykologiske processer i forbindelse hermed.
D. 8. september bragte Kr. Dagblad en kommentar af Konkurrencestatsideologen, Ove Kaj Pedersen, som kritiserede Brinkmanns bog med følgende bemærkning, som jeg her bringer i sin helhed:
”Nej, det vi går glip af, er allerede betinget af institutioner.
Svend Brinkmann repræsenterer, hvad man i filosofien kalder voluntarismen: En spekulativ idealisme, som understreger menneskets frie vilje, og herunder at mennesket kan afgøre, hvad det vil gå glip af.
Jeg repræsenterer et andet syn, som siger, at mennesket bliver ført af stier, som er rammesat af institutioner. Det enkelte menneske er ikke fri til at vælge. Dets omgivelser giver det muligheder, som allerede er begrænsede. Ved at bo i Danmark er der en række ting, man går glip af, og det samme gælder, uanset hvor i verden man bor, og alt efter hvor rig eller fattig man er. Det er ikke individet og slet ikke absolut, men institutionerne, som afgør det.
Jeg mener ikke, det er en dyd at begrænse sig. Jeg har, hvad man kan kalde et grundtvigiansk syn på tilværelsen, og jeg ser livet som en gave, som man i livsglæde skal forsøge at udnytte så meget som muligt.
Bag Brinkmanns opfordring til at begrænse sig hører jeg livet beskrevet som en byrde, og jeg aner den traditionelle, danske konflikt mellem to tilgange til protestantismen: en forsagelses-eller en glædesreligion.”
——————
Det er en meget tankevækkende kommentar. Lad mig forsøge at få styr på noget af det:
A.
OKP mener, at institutioner ikke er knyttet til den menneskelige vilje. Mennesket er, siger han, siger han, determineret af institutioner, dvs. pt. af konkurrencestaten. Man må med andre ord underordne sig det, som OKP mener eksisterer.
B.
Derpå siger OKP at han er grundtvigsk. Dermed mener han altså, at man blot skal acceptere institutionerne og i stedet for udnytte noget OKP kalder for ”livet”. Dvs. at han vil tage viljen ud af politikken.
Men det grundtvigske er da lige netop ikke knyttet til at acceptere en hvilken som helst latterligt statsteori, som nogen mener eksisterer, eller en hvilken som helst institution som dukker op. Det grundtvigske indebærer skam også et selvstændigt politisk og socialt liv. Ja, det er blandt andet det, som gør livet til et liv.
C.
Men med sin skelnen mellem institution(nødvendighed) og liv(vilje) gør OKP klar til ”den opportunistiske person”, som pt er det store dannelsesideal i den danske pædagogiske forskningselite, som da også henviser til OKP i tide og utide.
D.
OKP siger, at Brinkmann taler for en ”forsagelsesreligion”. Men det er skam OKP, som ”forsager”, nemlig i form af en opportunistisk zombie, som makker ret under enhver postuleret institutions herredømme, kun overladt til sine små subjektive følelser, og som kun går efter at ’ha det godt’.
E.
Men faktisk er det meget interessant, at OKP opfatter sig selv som grundtvigsk. Han har nemlig en vis stjerne i de grundtvigske miljøer. F.eks. var han for få år siden med i bestyrelsen for en af de grundtvigske foreninger.
Desuden er OKP bidragsyder til den nye bog ”På afstand – forskydninger mellem Grundtvig og Luther”, hvis kreds udspringer af 00’ernes underdrejede grundtvigsbillede. Her skriver han sammen med teologen Hans Raun Iversen, som pt gennemfører kurser på teologi i København med udgangspunkt i netop OKP’s teorier. I artiklen arbejdes der med den tese, at Grundtvig ”indskriver sig” i det moderne individ-begrebs historie. Og hvad er det ”moderne individbegreb”? Ja, det er jo konkurrencestatens individ, som Grundtvig altså skulle være er en slags forløber for. Det siger noget om grundtvigianismens enorme problemer i 00’erne, at disse forsimplede synspunkter har sat sig så stærkt og nu desværre breder sig til teologien. Man mærker dem også lidt i Ove Korsgaards bidrag, hvor Grundtvigs indsats også totalt historiseres (her indskrives Grundtvig blot i statens udvikling, hvilket jo praktisk talt er det samme som OKP’s projekt. Korsgaards slutmål er EU, mens OKP’s er konkurrencestaten. Man er nogle gange i tvivl om, hvorvidt der er forskel).
I samme bog vil jeg – lidt uden for emnet – pege på Uffe Jonas’ fantastiske artikel, der besynger det grundtvigskes fulde musiske, historiske og pædagogiske natur. Artiklen hedder ” ’Målet, som Guds engle tale’ – Om Luther, Grundtvig og den syngende kirke”. Her er der ingen ”indskrivning”. Jonas er en strålende undtagelse i 00’ernes sørgmodigheder.
F.
Jeg linker også lige til Svend Brinkmanns eget svar til OKP (og andre), som blev bragt i avisen dagen efter. Her går han blandt andet i rette med OKPs kritik af, at Brinkmann skulle være ”voluntarist” og “spekulativ idealist”. Det er let for Brinkmann at afvise det, eftersom han jo netop har rødder i de sociale traditioner (Dewey og situeret læring), blot uden at overtage disses problemer, hvilket skyldes, at der også er andre ståsteder, der arbejder. I modsætning til hos OKP, hvis monopolistiske kviksand ikke er andet end en deterministisk strukturalisme, der dræber alt pædagogisk liv.
——————-
Links:
Link til bogudgivelsen om Luther og Grundtvig: http://www.eksistensen.dk/pa-afstand.html
Brinkmanns svar til OKP (og andre): https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/brinkmann-svarer-paa-kr…
32. d. 26. september: Flyttenoter 1991-2013
DPU-Aarhus holder flyttedag. Pludselig bliver man hængende i en af flyttekasserne:
http://www.thomasaastruproemer.dk/flyttenoter-1991-2013.html
33. d. 27. september: Anakronistiske kerneopgaver?
Jeg har en sjov historie, synes jeg selv, som jeg gerne vil fortælle.
Den anden dag faldt jeg over en kronik på Altinget.dk. Kronikken hedder ”Offentligt ansatte løser ikke kerneopgaven”. Den er skrevet af Morten Christensen og Anders Seneca. Christensen er projektleder ved Mandag Morgen, og Anders Seneca er direktør i Dogmekompagniet. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af mere om dem, f.eks. uddannelse etc..
Nå, men som sagt faldt jeg over denne kronik. Kronikørerne mener, at vi skal gå fra undervisning til læring, og at læring skal være noget, de kalder for en ”kerneopgave”. For som de skriver: ”det er jo meget lettere at lykkes med sin undervisning, når der ikke er nogle elever tilstede”. Ja, kerneopgave-læringen er ”effekt”, siger de. De kan heller ikke forstå, at skoler har “lærerværelser”. Det er ikke “fordrende for at løse kerneopgaven”. Og sådan fortsætter det bare ned over linjerne.
Det mindede mig fuldstændig om ånden fra 2013; you know Antorini, KL, læringsrevolution osv.. Derfor lagde jeg kronikken på twitter med følgende tekst:
”Nærmest anakronistisk 2013-stemning. Et lukket bur. #skolechat #uddpol”
Og nu er det så, det sjove kommer: En af mine twitter-venner, Charlotte Birk Bruun, havde nemlig fundet en anden kronik af samme forfatterpar. Denne anden kronik, som blev bragt i Berlingske, er netop fra 2013, og den bærer titlen ”Folkeskolens kerneopgave er ikke undervisning”. Synspunkterne og vokabularet er fuldstændig sammenfaldende. Ja, visse passager er endda helt ens.
Så det var virkelig 2013-stemning, jeg havde registreret. Kronikørerne har simpelthen ikke registreret, at der findes en omfattende både videnskabelig og offentlig debat om disse emner. Fem års pædagogisk og uddannelsespolitisk diskussion svæver i de ydre planet-bælter. De bor i kerneopgave-buret.
Selvom jeg jo blev lidt ked af begge kronikkers friskfyrargtige formummethed, så synes jeg også at var lidt sjovt, at jeg sådan havde fornemmet et anakronistisk faktum.
Meget sigende er Morten Christensen og Anders Seneca forfatter til den aktuelle udgivelse ”Løs din kerneopgave”, som er efterfølger til ”Kend din kerneopgave” fra 2012. Jeg ser frem til 2022, hvor vi måske får ”Drop din kerneopgave”.
Jeg mener i øvrigt, at Niels Åkerstrøm Andersen havde en fin systemteoretisk analyse af dette kerneopgavehuttelihut engang. Han kaldte det for ”den kerneløse kerneopgave”.
——————
Links:
Aktuel kronik i Altinget: http://www.altinget.dk/…/159891-kronik-offentligt-ansatte-l…
Kronik i Berlingske fra 2013: https://www.b.dk/…/folkeskolens-kerneopgave-er-ikke-undervi…
Link til bogen ”Løs din kerneopgave”: http://www.gyldendalbusiness.dk/products/9788702192124.aspx
Man kan også komme til ”seminar” om emnet for den nette sum af 5895 kr.: https://seminarer.dk/arrangementer/din-kerneopgave/
Efter min mening er undervisningsbegrebet uhyre centralt. Det kan man f.eks. læse om her: https://tidsskrift.dk/SLP/article/view/27689
34. d. 27. september: Seminar om Knud Grue-Sørensen
Jeg har været til seminar om Knud Grue-Sørensens pædagogiske filosofi. Her er lidt indtryk:
http://www.thomasaastruproemer.dk/reportage-seminar-knud-grue-soerensen-d-27-september-paa-dpu.html
35. d. 28. september: Marianne Jelved og de Radikale i moralsk opløsning
Den tidligere SF-formand Annette Wilhelmsens åbenhjertighed har virkelig sat gang i kludene. Det skal hun have tak for, og nu følger den ene og den anden efter.
I dette interview fortæller Jelved om, hvordan hun løj om lærerkonflikten for at beholde sin ministerpost. Hun makkede ret over for corydonismen, med alt hvad det indebærer, og det er jo ikke så lidt.
Denne løgn er særlig vigtig, fordi Jelved jo samtidig har været båret frem af de Radikale som et slags lærer-bolsje, der med søde ord skulle få reformen til at glide ned. Nu viser det sig, at hun bare har spillet dobbeltspil, dvs. stjålet det kritiske sprog fra landets pædagogiske liv.
Nu skal der nok vaskes hænder, rundt omkring. Udover RV er SF også godt i gang, selvom begge partier forsøger at adskille skolereform fra lockout, hvilket er en kæmpefejl.
Men der findes kun en håndvask, og den har følgende sæber:
– Sprængning af skoleforliget med tilhørende love, vejledninger etc.
– Sprængning af læreruddannelsesreformen
– Total nedlæggelse af normaliseringsideologien
Derpå skal de enkelte partier tage stilling til deres pædagogiske og kulturelle pligt, ligesom Alternativet allerede er startet på med deres skoleudspil. SF’s og RV’s skoleudspil duer ikke, for de har begge dobbeltspillet som udgangspunkt.
Herefter skal alle tage en god gang pædagogisk kredsgang, og så skriver man det hele ned, hvorefter man har nogle ordentlige love, som har rod i folket og i pædagogikken og ikke i 00’ernes forskrækkeligheder.
Undervejs skal DLF’s skolesyn også lige have en tur, så foreningen ikke går i stå på halvvejen, men jeg kan forstå, at von Oettingen hjælper lidt til i den omegn?
Derfra kan man starte en egentlig pædagogisk udvikling.
Når det er sket, har alle rene hænder.
https://www.folkeskolen.dk/616240/jelved-i-ny-bog-det-var-lige-ved-at-jeg-blev-fyret-som-minister
36. d. 29. september: Gymnasiets ”hårde” liv
I Berlingske kører der en diskussion om det faglige niveau i gymnasiet. Det startede med, at Søren Pind og Merete Riisager i et interview i sidste uge fortalte om en række tiltag, der skal hæve niveauet og sænke optaget på gymnasiet. De konkrete tiltag lader jeg ligge, for de var kun ret vagt formuleret.
Derimod viste det sig, at interviewets sprogbrug, altså pædagogikken, var en anstødssten for mange, hvilket man faktisk godt forstår. Jeg skal nok fortælle om det lige om lidt.
Rektor Camilla Wang, hvis UC ellers står for en virkelig kritisabel forståelse af pædagogik og forskning, spillede denne gang den gode rolle som klassisk seminarierektor og korreksede de to ministre. Wangs udmærkede betragtninger fik så Henrik Dahl til at tænde helt af. Han skrev, at Wangs synspunkter var noget af ”det værste ved Danmark”, og han bandede og svovlede og fortsatte ud af de tangenter, som Wang havde forstærket, fordi hun havde læst Pinds og Riisagers tangenter.
Nå, men hvad handler det så om efter min mening? Det handler om, at Pind og Riisager fortalte om gymnasiet i et skrækkeligt sprogbrug, dvs. at de fremviste en ideologi, som naturligvis også vil sætte sig i den fremtidige fortolkning af gymnasiereformen.
Wang anholder især formuleringen ”Vil du i gymnasiet og videre på universitetet, skal du vide, at det bliver hårdt. Du skal også vide, at det ikke er synd for dig, at det bliver hårdt”.
Jeg er fuldstændig enig med Wang. Denne skrækkelige hårdhedsretorik, som åbenbart skal træde i kraft allerede i folkeskolen, er da helt hen i skoven. Nogle gange er det hårdt, og andre gange er det sjovt. Og ved I hvad, nogle gange trækker man vejret eller går i kantinen. Riisager, Pind og Dahl kunne ligeså godt have skrevet ”Vel skal man gå i kantinen!”.
Det er slet ikke et mål, at noget skal være hårdt eller sjovt. Det er ligegyldigt. Det står da mig bekendt heller ikke nogen steder i de relevante tekster. Hårdheds-ordet markerer sådan en slags ”her kommer jeg – tough on crime”-banalitet. I næste uge kan der så komme en positiv psykologi forbi og sige, at her skal vi ”ha det godt”.
Riisager og Pind – især sidstnævnte – klør på med alle corydonisme-metaforerne: Gymnasiet er blevet ”et opsamlingsheat, et pitstop, en højskole, en følelsesboble, synsninger”. Det er bare så forsimplet, at man er lige ved at græde. Det minder mig om skoleretorikken i 2012.
Hårdhedsmetaforen følges så op af, at især Pind er helt ekset i målinger. Han mener, man kan måle alt. Han siger, at ”der nu kommer gennemsigtighed”, og han slår ”eftertrykkelige slag i bordet, så kaffekopperne klirrer”. Han er en sherif på gennemløb. Men samtidig taler han om dannelse. Det hænger ikke sammen. Det fører direkte hen til, at alle de embedsmænd, som Riisager ellers forsøger at få styr på, overtager det hele. Desværre har Pind en dårlig indflydelse på Riisager. Hun virker sådan lidt benovet over situationen og mister sit ellers friske og faglige og direkte sprog. Det samme skete i Nr. Nissum til UddannelsesDebatten, hvor de også begge deltog.
Pind er jo også totalt data-freak. Det så man i et indlæg, han havde i JP d. 14. juni sammen med Karsten Dybvad fra Dansk Industri. Det var der heller ikke meget dannelse over. Det ender i datastyring. Det er helt klart. Men vi er jo også i en disruptions-regering.
Nå, men hvad forslår Wang så i stedet? Jo, hun skriver det snusfornuftige, at elever ikke lære
”bare fordi det er hårdt. Nej, man lærer noget, når man får mulighed for at bruge mange sider af sig selv, for at engagere sig og udvikle sig gennem nysgerrighed og åbenhed over for såvel et fagligt stof som over for sine klassekammerater og hele den sum af sociale aktiviteter, som et gymnasium også er”.
Men det er så disse fine formuleringer, som tænder Dahl helt af, så vi både får ”fædrelandet” og ”hvem f***** i h******” og meget andet på banen.
Dahl siger også, at Wang skriver, at man ikke skal “gøre sig umage”, selvom hun overhovedet ikke skriver det. Ja, tværtimod faktisk.
Jeg er normalt ikke enig med Wang i ret meget, og hendes indlæg bærer flere steder også præg af skolereformideologi, men ret skal være ret. Det er godt, at Wang kritiserer dette ”jeg er hård og du skal være hård, og det skal være hårdt” -fims. Og Wang bidrager vel at mærke til at påpege en uheldig tendens hos den siddende regering. Nemlig at dannelsesdiskussionen siver hen under disruptions- og måle-dagsordnen, hvor alting bare skal være ”hårdt” og omgivet af ”kvalitetsmålinger”, som skal ”erstatte vreden”, som Dahl skriver i en kommentar på FB.
Det er ærgerligt, at Riisager er kommet i kløerne på Pind, som jo meget hellere vil være sherif. På sigt vil det bringe os tilbage til en form for disrupteret corydonisme, dvs. ødelægge den alliance, som Riisager over mange år har opbygget mellem politik og pædagogik. For det er jo rigtigt, at der bag det ubehjælpsomme sherif-sprog findes nogle problemer, som denne sherifsprogsagtige version af Henning Fonsmarks fine kundskabslinje desværre vil forstærke.
——————–
Links.
Interview med Pind og Riisager https://www.b.dk/…/pind-og-riisager-vi-har-svigtet-de-unge-…
Kommentar af Camilla Wang: https://www.b.dk/…/vel-skal-det-ej-vaere-haardt-at-gaa-i-gy…
Kommentar af Henrik Dahl: https://www.b.dk/…/henrik-dahl-jeg-elsker-mit-faedreland-me…
37. d. 29. september: Reklame for ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”
Jeg laver lige lidt reklame for min nye bog “Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”. Den er lidt ekstra relevant i disse dage, hvor der er så meget uro om folkeskolen.
Jeg er så glad for, at jeg har fået disse tanker ned på papir. Der er også lidt reportager fra virkeligheden. Det er utroligt, hvad der er blevet sagt og skrevet om pædagogik i vores lille fine land.
Lidt betydninger: Ballade: ballet, ballad, bal osv., dvs. sang, dans, langsommelighed, selskab, tradition, vildskab, uforudselighed, virvar, skønhed og rumsteren.
Kort sagt: Ballade i forsamlingshuset.
Titlen er inspireret af en anden bog, den spændende “Pædagogiske ballader”, som kom for et par år siden, og som er redigeret af Jan Jaap Rothuizen og Line Togsverd.
Jeg har reklameret for bogen før, så I må undskylde, hvis det bliver for meget.
http://www.fjordager.com/ballade-i-paedagogikkens-forsamlingshus
38. d. 29. september: D. 11. april 2013
D. 11. april, 2013: Oprør mod lærings-normalisering under centrum-venstres konkurrencestatsideologi. 45.000 mennesker i pædagogisk og fagpolitisk kamp.
Næste dags forside i Konkurrencestatstidende: Et kæmpebillede af sangerinden Nibihas nye krøller.
Jeg er meget tryg ved banneret: “I kan regne med lærerne, selvom det Ziegler ned”. Nu håber jeg bare, at det stadigvæk passer, for KL er stadig en enorm trussel mod landets pædagogik.