Facebook-drys 43: oktober 2017

Her er 45 facebook-opdateringer fra oktober 2017. Man kan enten læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. Rønshovedgruppens ”dannelse til tiden”
  2. Interview med Erik Schmidt
  3. Er Politiken kildekritisk?
  4. Bertel Haarder og skolereformen
  5. Rejser Schmidt sig op?
  6. Søren og Mette i benlås: Stedfortræderne
  7. Undervisningsministeriets nye koncept ”Viden Om”
  8. Skolepolitisk indlæg af Carolina Magdalene Maier
  9. Erik Schmidt mod KL
  10. Søren og Mette i benlås: Matthiasen og Kofod i oprør
  11. En rejsende der rejser sig
  12. Nyt nummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift
  13. Facebook-drys: august 2017
  14. Gymnasiepolitisk indlæg af Katrine Hostrup
  15. Synlig læring i København
  16. Arne Eggert (KL) om Læreruddannelsen
  17. Peter Kofoed om Lockouten i 2013
  18. DPU og forskningsfriheden, del 1
  19. DPU og forskningsfriheden, del 2
  20. Morgenaviser: Forskningsfrihed og Thorning-Schmidt
  21. Anmeldelse af Uren Pædagogik 3 i AKT-bladet
  22. Standards and Guidelines for Quality Asurance in the European Higher Education Area
  23. Reformpædagogikkens fire faser
  24. Synlig læring på Metopol
  25. Seje Anders Bondos kongrestale
  26. Anmeldelse af ”Hattie på dansk”
  27. Skole i Skanderborg får Hattie-pris
  28. 8 årige piger taler om solo-taksonomi og tegn på læring
  29. DF og forskningsfriheden
  30. Fælles mål: vejledende og bindende
  31. Facebook-drys: september 2017
  32. Morten Kvists pædagogik
  33. DR’s Danmarkshistorie,10. afsnit: Fra vikinger til finansministeriet
  34. De arrige didaktikere
  35. To bemærkninger til DR’s Danmarkshistories påståede socialisme
  36. Indlæg med tegning
  37. Konservative og kulturradikale i Danmarkshistorien
  38. Inger Merete Nordentofts pædagogik:
  39. Censorklager over læreruddannelsen
  40. Pædagogisk syntese mellem reformpædagogik og den nationale tradition
  41. Kan man satse på dannelse?
  42. Anne Mee Allerslevs forhold til skole og demokrati
  43. Unge Pædagogers historie
  44. Reformpædagogisk dannelse: Skrammellegepladsen
  45. Bobler eller gravøl

 

1. d. 1. oktober: Rønshovedgruppens ”dannelse til tiden” 

Indtryk fra Rønshovedgruppens seminar ”Dannelse til tiden”.

Jeg har været til dannelsesseminar, ”Dannelse til tiden”, på Rønshoved Højskole. Det er Rønshovedgruppen, der står bag. Efter lidt udskiftning i gruppen, hvor jeg selv kom med forrige år, har den fået et bredere kulturkonservativt grundlag. De to andre medlemmer er højskolens forstander, Thue Kjærhus, som forsøger at samtænke nyhumanisme, grundtvigianisme og kristendom i en samlet højskoleforståelse, samt valgmenighedspræst Morten Qvist, som i øvrigt er med i Grundtvigs Forums styrelse, hvor Alexander von Oettingen også sidder.

Sidste år var der f.eks. foredrag med Henrik Dahl, som fortalte om gymnasieforhandlingerne, og med Hans Jørgen Schantz, hvis foredrag efterfølgende dannede udgangspunkt for et kapitel i hans bog ”Ånd”. Forrige år havde vi besøg af en række korledere og musikpædagoger. Også i år var der to spændende oplæg, som jeg kort vil omtale:

 

a)

Først var det uddannelses- og forskningsminister Søren Pind, der var på. Pind har for så vidt en ok kulturanalyse, der går ud på, at vi ikke kan skyde ansvaret for dannelsestabet over på Islamisme og indvandring, men må kigge mere på os selv, vel at mærke på en måde så landets nye borgere føler sig bedre tilpas, eller hvordan man nu skal udtrykke det. Det var ikke just Støjberg-Venstre, vi blev præsenteret for.

En anden del af Pinds analyse er jeg dog ikke så glad for. Det er noget med, at da han gik i skole, så mødte han nogle åndløse reformpædagoger, og derfor var Foghs opgør med rundkredspædagogikken på sin plads. Men altså: Det er jo rigtigt nok at dele af reformpædagogikken havde en åndløs afvisning af den nationale tradition, som blev omdannet til noget med ”privatpraktiserende lærere” og så videre ud af DPU-tangenten. Men reformpædagogikken og den kritiske pædagogik var jo selv en del af en åndstradition, som havde udgangspunkt i 1920’ernes pædagogik og i erfaringerne fra Holocaust, og selvfølgelig også længere tilbage. Og der er jo også massevis af spændende tænkere fra den tradition, der udgår fra 1960’ernes filosofi. Det går ikke at reducere alt det til “rundkredspædagogik”.

Nå, men det er jo en lang historie. Jeg opponerer bare imod de alt for stærke forsimplinger, som præger Fogh-linjen i partiet. For når man så efterfølgende går i gang med at forsimple forsimplingerne, dvs. at lave en åndløs korrektion af åndløsheden, så ender vi direkte hos Corydon, hvilket Pind jo også gør, når det kommer til realiteterne, hvor han jo har stemt for alt det hele, som jeg ikke kan lide.

Vi må ifølge Pind have en slags dannelse 2.0, dvs. et universitetsfilosofikum og en form for kanoninspireret skole- og uddannelsespolitik. Et ”gendannet vi”, som han kaldte det. Jeg er sådan set ikke – under helt specifikke omstændigheder – imod en vis kanonisering af kulturarven, men dette ”gendannede vi” indebærer også en risiko for en form for dannelsesinstrumentalisme. Man overser pædagogikken, hvorved man forstærker de problemer, man vil løse. Det løser ikke problemerne, men fastholder dem blot i en ny form, med mindre man medtænker det pædagogiske. At vi ender med en glædesløs instrumentalisme, kan man se ved, at Pind snakker om, at det f.eks. skal ”være hårdt” at gå på gymnasiet, at vi skal væk fra synsninger, og at vi kan måle alt etc… Dannelsen bliver pludselig til ”et middel til et nyt vi”, som han sagde, og vi skal have ”assimilation” mm.. Det emmer af en form for korrigeret skolereform og dannelsestvang. Pind mangler helt at inddrage den kulturkonservative natalitet, altså barnets indre frihed og tænkeevne, som den gode konservatisme jo netop har tilfældes med den kritiske tradition, som blot konciperer det lidt anderledes.

Jeg spurgte Pind, hvordan han vil bygge dannelse på en skole- og læreruddannelsesreform, som er et opgør med dannelse. Men her kunne man tydelig mærke, at han er en ny minister med manglende indsigt i substansen. Jeg fik bare et foredrag, der lød fuldstændig som Antorini og forligskredsen. Det var noget med, at børn jo skulle lære at læse og regne, og at kommunerne skulle have styr på lærernes arbejdstid. Jeg følte mig decideret talt ned til. Det må jeg indrømme. Pind havde tydeligvis ikke kendskab til de traditioner og den kritik, der bærer læreruddannelse og pædagogik. Det er derfor, han kommer med sit dannelses-quick-fix. Han ender som sådan en slags Esben Lunde Larsen, som jo også sad på posten og snakkede om ”dannelse” en kort overgang.

For tiden optræder Pind sammen med Riisager i flere sammenhænge. Desværre har det en dårlig indflydelse på Riisager, som virker benovet over at være i selskab med en tidligere justitsminister, som jo blot er på gennemtræk. Men det er Riisager, der bør undervise Pind og ikke omvendt. Nu har jeg fået bekræftet denne fortolkning tre gange. Først i Nr. Nissums UddannelsesDebatten, derpå i sidste uges fælles-interview i Berlingske, og sidst altså på Rønshoved Højskole.

Jeg diskuterede det om aftenen med nogle af de andre gæster, hvoraf mange var glade for Pinds indlæg. Der var dog også nogle skolelærere med på seminaret. De var ikke spor glade for Pinds betragtninger. Ligesom de heller ikke var i Nr. Nissum. Pind taler Riisager væk fra lærerne og fra pædagogikken. Det er helt klart.

 

b)

Dernæst var der et fantastisk foredrag af filologen og dannelseseksperten Per Ørhgaard. Han satte virkelig den tyske dannelsestradition i spil i en skarp kritik af den aktuelle skole- og universitetstænkning, og der var også masser af referencer til den danske tradition, herunder Brandes, Goldschmidt, Villy Sørensen og Grundtvig.

Desuden havde Øhrgaard en længere kritik af Stefan Hermanns bog ”Hvor står kampen om dannelsen?”, som udkom forrige år. Øhrgaard kritiserede især Hermanns alt for simple opdeling af dannelsesfeltet i en politisk-administrativ og en borgerlig-konservativ position. Denne konfigurering af feltet er hen i hegnet efter Øhrgaards mening, og jeg er helt enig. Jeg har vedhæftet en video med et lignende foredrag, som Øhrgaard holdt på Vartov sidste år, hvor han også kommer ind på kritikken af Hermann.

Endelig havde Øhrgaard en virkelig interessant skelnen mellem prosa og poesi, som han brugte til at strukturerer både dannelsesdiskussionen og faktisk også litteraturen på en langt mere interessant måde end Hermann. Distinktionerne minder meget om Grundtvigs ”juristen og poeten” fra skriftet ”Statsmæssig oplysning”. Hvis ”prosaen” tager entydig over, så ender vi i konkurrencestaten, som Øhrgaard sagde. Pædagogikken er altså poetisk i sin grund. Samme pointe havde professor Katrin Hjort i øvrigt i Nr. Nissum i sidste måned. Og er der noget, som er totalt fraværende i skolereformen, så er det da poesi. Jeg var virkelig varm indvendig deromkring.

Selv benyttede jeg anledningen til at omtale Pinds sidste “Uddannelses- og forskningspolitisk redegørelse” fra juli 2017. Den er på 435 sider, som alle kun handler om output, læring, publikationer etc. Men pludselig, på s. 275, kommer der en lille forkølet halv side, som har den ubehjælpsomme overskrift: “Måling af dannelse”. Her er der en ultrakort reference til Humboldt og til professor Karen Borgnakke. De små forpjuskede ord dukker ikke op hverken før eller siden i redegørelsen. Ordene er som en muldvarp, der kigger op i solen, men skynder sig ned i sine sorte gange igen.

Et par enkelte gange fremgik det, at Øhrgaard ikke var pædagog, hvilket f.eks. gav sig udslag i hans eksplicitte støtte til Pinds tanker. Men ellers var det ren fornøjelse og afslapning. Desværre hørte Pind ikke foredraget.

Der var også god mad, og jeg kom til at sidde ved det store vinbord om aftenen, hvor åndsfællesskabet nåede at blive uenige om stort set alt lige fra opdragelse af teenagere og synet på “eliter” til Brexit og EU.
————-
Links:
Program for seminaret: http://www.ronshoved.dk/dannelse-til-tiden

Video med foredrag af Øhrgaard: https://www.youtube.com/watch?v=H9p9-eZMQGE

Link til forskningsredegørelsen: https://ufm.dk/…/uddannelses-og-forskningspolitisk-redegore…

 

2. d. 2. oktober: Interview med Erik Schmidt 

Dagens Fyens Stiftstidende har et fremragende interview med Erik Schmidt i dagens avis. Man kan næsten fysisk mærke den knugende atmosfære i 2014, som stadig er landets realpædagogiske udgangspunkt.

Jeg har samlet alle indlæg – inklusiv dagens materiale – om sagen på min hjemmeside: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

http://www.fyens.dk/odense/Tre-sekunders-tavshed-tre-aars-ventetid/artikel/3190226

 

3. d. 2. oktober: Er Politiken kildekritisk? 

Konkurrencestatstidendes chefredaktør siger i nedenstående interview, at avisens skolepolitiske dækning er ”kildekritisk både i den ene og den anden retning”. Vi skal ”balancere”, uddyber han.

Jeg har holdt avisen i hele perioden, og kan med sikkerhed sige, at….host host….undskyld mig……hehe-tihi-hoho-haha-HAHAHAHAHA!!!!!!! Shit… jeg har grineflip…. et øjeblik…..puha…haha…he….

Avisen har i nu 5 år været en ren og skær legitimationspassage for centrum-venstres corydonisme og læringsideologi. Avisen har leveret den mest ubalancerede dækning, man kan forestille sig, både i de journalistiske spor og i kommentar/ledersporet. “Balancere”?….!… he….he…åh nej, nu begynder det igen…….HAHAHA!……

Avisen er slet og ret et læringsideologisk tidsskrift, men redaktøren ved det ikke selv. Hvis man så påpeger ubalancen – som Bondo gør i interviewet med udgangspunkt i den aktuelle sag – så bliver chefredaktøren fornærmet over, at han bliver skudt ”motiver” i skoen, som han siger, og det er skam ”ikke i orden”, får vi endda at vide af den fine balance-mand fra Rådhuspladsen.

Hvilken eksistentiel og publicistisk tragik, et fald fra tinderne.

Jeg synes, Kurt Westergaard bør lave en tegning af Christian Jensen med billeder af Corydon og Ove Kaj Pedersen samt et flot regneark i den reaktionære klovnehat. Måske kan man skrive navnet på en af Antorinis mønsterskoler på skyggen? Eller navnet på et par af standardforskerene?

Jeg rejser gerne til Egypten og viser det hele frem. Imamerne trænger til at le. Ligesom vores eget lands lærere og pædagoger gør det.

Så kan vi dele tegningen på twitter, mens vi læser i en bedre avis, f.eks. Aarhus Onsdag.

Links
interview i Mennesker og Medier: http://www.dr.dk/…/mennesker…/mennesker-og-medier-2017-09-29

Brian Degn Mårtensson er synes vist også at interviewet er tragisk. I al fald har han skrevet et glimrende satirisk indlæg:https://www.folkeskolen.dk/61…/hurra-for-dagbladet-politiken

 

4. d. 3. oktober: Bertel Haarder og skolereformen 

Venstre bifalder skolereformen helt ind i det grundtvigske hjertekammer. Haarder, som er vokset op på Rønshoved Højskole, og som står fadder til det bornholmske Folkemødet, går ind for reformen af to grunde: Pga. den længere skoledag og pga. indførelsen af det, han kalder for ”den naturlige ledelsesret”.

Jeg har tre kommentarer:

  1. Skolereformens essens er antigrundtvigsk helt ud i de teoretiske og praktiske detaljer.
  2. Den længere skoledag har ført til, at danske børn i ”primary schools” ifølge selveste OECD har flest timer i hele verden, simpelthen på ’der ganzen planet’. Det er altså tale om mere end blot en ”længere skoledag”. Og den ”længere skoledag”, som altså er verdens længste, er vel at mærke propfyldt med læringsideologi, som er stik imod hele den grundtvigske tradition, og faktisk også alle andre traditioner.
  3. Der er ingen ”naturlig ledelsesret”, men derimod et særdeles unaturligt teknokratisk læringssystem, som tvinger lederne ind i mangel på ledelse. Der er en planet til forskel på en moderne skoleleder og en klassisk højskoleforstander. Det følger af, at reformen, som allerede nævnt, hviler på et opgør med pædagogik og kundskabstraditioner, herunder grundtvigske tilgange. Det er accountability i stedet for responsibility, og den slags bringer det værste frem i folk, når vi taler om pædagogik og skole.

Journalisten, som jo er fra Politikens Skoleliv, spørger ikke ind til nogle af disse emner.

Hovsa, der kom postbuddet med en bog om Søren og Mette.
Juhuu…

Links:
Artikel i Skoleliv: http://skoleliv.dk/…/art6141206/Godt-at-regeringen-stod-fast

Haarder har skrevet et decideret læserbrev til Altinget:http://www.altinget.dk/…/bertel-haarder-jeg-foelte-med-anto…

 

5. d. 3. oktober: Rejser Schmidt sig op? 

Erik Schmidt ”rejser sig op”!

Nu ruller Agedrup-sagens jura efter Odense Kommunes utallige forsinkelsesforsøg.

Jeg kunne desværre ikke selv deltage, men Fyens.dk har bragt en reportage fra den første dags retsmøde.

Her kan man læse, at en af landets største og mest respekterede lærerpersonligheder med hele 34 lærer-år på bagen, Erik Schmidt, ifølge skoleleder Mohammed Bibi har “rejst sig op” for at “skælde ud” på Bibi, som i 2014 ville læringsrevolutionere det hele uden den mindste sans for skole og pædagogik. Schmidt selv siger, at han ikke har rejst sig op. Desværre, for det burde han jo have gjort.

Under alle omstændigheder må der have været noget vigtigt på færde, for normalt er Schmidt roligheden selv. Ja, sådan helt Poul Krebs-agtig bund-rolig.

Schmidt var, ifølge Bibi, også skuffet over viceskolelederen, som formodentlig burde have støttet Schmidt, men som åbenbart har manglet faglig karakterstyrke. Viceskolelederen har nok ‘sat sig ned’.

Men hvad er det så Muhammed Bibi siger i retten?

Her i citat fra artiklen:

”Mohammed Bibi forklarede i retten tirsdag, at Erik Schmidt under ledelsens fremlæggelse af nogle af de fremtidige forhold på skolen havde slået i bordet, skubbet stolen bagud og rejst sig op med råbet om at stoppe det vanvid.

– Erik var i affekt og pegede direkte på mig. Han beskyldte mig for at udøve lukket ledelse, og sagde: Det kan du ikke gøre mod os, Mohammed. Og så sagde han direkte henvendt til viceskolederen: Jeg er skuffet over dig.”

Schmidt siger ganske vist, at han kun har ”hævet stemmen”, får vi at vide. Han erindrer heller ikke at ”have slået i bordet”.

Jamen, det lyder da ellers som en totalt fornuftig reaktion! Schmidt bør have lønforhøjelse for at holde fast i det, som i dag nærmest er blevet officiel ministeriel pædagogik. Han har mig bekendt ikke nægtet at parere tjenstlige ordrer. Han er gået ind i 4.A og undervist i dansk, som det står på skoleskemaet.

Derimod bør man give Bibi en advarsel i pædagogikkens navn. Det er Bibis adfærd, der er “grænseoverskridende”.

Bibi er stadig leder for skolen i Agedrup, hvor han forrige år søgte ”visionære” lærere (!). Han gør desuden karriere som formand for alle skoleledere på Fyn.

Det er sørme spændende, om retten tillader, at følelse og fornuft sætter sig på tungen på et internt lærermøde, så en lærer rejser sig op og taler.

Links:
Reportage fra retten i Odense:
http://www.fyens.dk/…/Skoleleder-Erik-Schmi…/artikel/3190738

Uddybet reportage fra mødet(tilføjet):
http://www.fyens.dk/…/Dyb-uenighed-i-retssa…/artikel/3190923

Endnu et referat fra retsmødet (tilføjet):
https://www.folkeskolen.dk/…/uenighed-i-retten-raabte-erik-…

Agedrup skoles “vision”:
http://agedrupskole.skoleporten.dk/…/347da5ff-6d29-4c84-8d8…

 

6. d. 4. oktober: Søren og Mette i benlås 1: Stedfortræderne 

I bogen ”Søren og Mette i benlås” er der en længere omtale af den tjenstlige advarsel til Erik Schmidt, den såkaldte “Agedrup-sag”, som jo kører aktuelt i retten i Odense (s. 168-169).

Bogens forfatter, journalisten Anders-Peter Mathiasen, opfatter sagen som en direkte åndelig og praktisk forlængelse af et vel-koordineret og aftalt finansministerielt og centrum-venstrebaseret NPM-opgør med pædagogik, civilsamfund og forhandlingstradition. Og der er dokumentation og argumentation for alle pengene.

Advarslen til Schmidt blev i den forstand tildelt af Corydon pr stedfortræder. Stedfortræderen, skoleleder Mohammed Bibi, ville skjule sine corydonske timetildelingsregler og ville læringsmålstyre hele skolen efter de nye centrum-venstre principper, som ingen seriøs lærer bør rette sig efter.

Schmidt ”rejste sig op og hævede stemmen”, som det hedder i retsmødereferaterne. Da Schmidt rejste sig op, var han stedfortræder for alle danske pædagoger. Han tog efterfølgende sin afsked i pædagogisk harme, men kommunen eftersendte advarslen til skræk og advarsel for alle andre.

På den måde gik det med Schmidt og mange andre lærere, som skoleforskeren Nana Katrine Vaaben fra UCC beskrev det i 2016 efter at have lavet en stor undersøgelse:

“Når lærere stopper i folkeskolen, er det ikke, fordi de vil stoppe med at være lærere, men fordi de vil blive ved med det” (s. 176)

Så lærerne stopper, mens Corydon-Antorini-Vestager fortsætter læringsledelsen.

Det er det, som foregår i den fynske retssal.

 

7. d. 5. oktober: Undervisningsministeriets nye koncept ”Viden Om“ 

Undervisningsministeriet har barslet med et ”Viden Om”-koncept, der præsenteres som følger:

“Formålet er at gøre viden og forskning mere tilgængelig og nemmere at omsætte for lærere, pædagoger og ledere.”

Viden Om ligger under den såkaldte ”EMU”-læringsportal, som har været er helt uberørt af landets pædagogiske diskussioner siden ministerskiftet. Derfor er det jo spændende, om der et sker en opblødning i regi af det nye initiativ? For nu at starte med konklusionen: Der er ingen ændring, absolut ingen.

Hele ideen og opbygningen kan man læse om her:
http://www.emu.dk/modul/viden-om-p%C3%A6dagogisk-ledelse

Så vidt jeg kan gennemskue det, er der foreløbig kun gennemført en Viden-Om struktur for et enkelt emne, nemlig ”skoleledelse”. Det kan man tilgå her:
http://www.emu.dk/modul/viden-om-p%C3%A6dagogisk-ledelse

De første ord er følgende:
“Når ledere fokuserer på elevernes læring, får eleverne et større udbytte af undervisningen”

Med denne start kan man være helt sikker på lav kvalitet, hvilket da også passer.

For alle emnerne udarbejdes et ”vidensnotat”, hvilket også er tilfældet for ”skoleledelse”. Jeg blev yderligere fordomsfuld, da jeg læste, at det er Danmarks Evalueringsinstitut, der står for ”forskningen”, og som sagt fik jeg virkelig mine fordomme bekræftet, må jeg sige. Her i punktform:

a) Der er dømt læringsrevolution all over. Sproget er totalt dødt, og der er ikke den mindste sans for pædagogiske og kulturelle emner.

b) Referencelisten består af yderst smalle tilgange, hvor stort set al interessant forskning er udelukket, hvilket som sagt også præger rapporten. Her er rapportens tre danske referencer (s.13):

– Bjerg, H., & Staunæs, D. (2014). ”Læringscentreret skoleledelse: Tænketeknologier til forskningsinformeret skoleledelse”, Frederikshavn: Dafolo.

– Hall, L. (2016). ”Ledelse og læringsudbytte: Tre skoleledelsesformer”, København: Samfundslitteratur.

– Robinson, V. (2015). ”Elevcentreret skoleledelse”. Frederikshavn: Dafolo.

Jeg gad vide, hvad sådan en som lektor Lejf Moos mon tænker? Han udgav sidste år et stort arbejde om skoleledelse, som blandt andet trak på Biestas arbejde og på dyb indsigt i skoleledelsens pædagogiske og politiske sammenhænge. Moos har desuden stået centralt i det internationale arbejde om emnet. For nogle år siden kom der også et helt temanummer om skoleledelse i et af de store engelsksprogede pædagogisk-filosofiske tidsskrifter. Og så videre.

Man kan også hente plakater, udviklingsredskaber, videoer og powerpoint-præsentationer. Det er virkelig en pakke, der kan afvikle enhver selvstændig tanke og aktivitet.

Det værste er, at man forventer, at lærere og pædagoger skal kunne bruge dette til noget. Hvis det var mig, der var lærer, vil jeg føle mig decideret talt ned til. Nu er jeg kun forsker, men selv som forsker bliver jeg trist stemt, både ift den ekstremt simple opfattelse af forskning, der ligger til grund, og ift den måde, man mener forskningen skal ”anvendes” på.

Materialet er uegnet som undervisning på UC’ernes grund- og diplomuddannelser, andet end som skræk og advarsel.

Dette ministerielle initiativ, som er ført i ren Antorini-ånd, vil kun gøre skade.

Selve ”vidensnotatet” kan tilgås her: http://www.emu.dk/…/Vidensnotat_P%C3%A6dagogisk%20ledelse_t…

 

8. d. 5. oktober: Skolepolitisk indlæg af Carolina Magdalene Maier 

Alternativets skoleordfører, Carolina Magdalene Maier, gør rede for sagens rette sammenhæng i nedenstående indlæg, som de andre partiers ordførere kan lære meget af.

https://www.folkeskolen.dk/616774/man-gjorde-en-folkeskole-fortraed

 

9. d. 5. oktober: Erik Schmidt mod KL 

I Folkeskolen.dk’s aktuelle opsamling af retsmøderne i forbindelse med Erik Schmidt-sagen, hæfter jeg mig ved en oplysning, som mig bekendt er ny. Der står følgende:

”Skolelederen konfererer med forvaltningen. Og – det fik vi i retten at vide af Søren Skjerbek, der er advokat for Odense Kommune – forvaltningen rådførte sig med KL.”

Advarslen blev altså sanktioneret og understøttet af KL. Det er på sin vis KL, der giver advarslen.

Det bidrager til forståelse af, hvad KL mener med, at de vil have ”ro om folkeskolen”: Ingen kritik af læringsmaksimering eller kritiske følelser i det hele taget. Man forstår også bedre, at KL vil erhvervsrette skolens formål; et forhold, som netop Erik Schmidt taler imod i det nyeste nummer af LærerBladet.

Her må man desuden betænke, at Odense Kommune netop i årene forinden havde haft repræsentation i KL’s bestyrelse via den daværende skolepolitiske rådmand Stina Willumsen fra SF. Willumsen efterfulgtes af Susanne Crawley fra de radikale, der som nyudnævnt rådmand effektuerede advarslen til Schmidt, mens hun rejste de fynske lærerværelser tynde for at tale om ytringsfrihed og grundlov. Der er virkelig centrum-venstre-tjubang over det hele.

Det er Schmidt mod KL.

https://www.folkeskolen.dk/616777/erik-schmidt-sagen-frustrationer-fejl-og-foelelser-foerte-til-advarsel

 

10. d. 5. oktober: Søren og Mette i benlås 2: Matthiasen og Kofod i oprør 

”Søren og Mette i benlås” er skrevet af dobbelt cavlingpris-vinder Anders-Peter Mathiasen. Mathiasen har i løbet af bogen gennemgået en slags erkendelsesproces, som han beskriver på s.181:

”Da jeg interviewede Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler, spurgte han, om jeg var biased, altså havde en forudindtaget holdning i forhold til lærerkonflikten. Mit svar var, at jeg prøvede at forstå, hvad der var sket. Men efterhånden som jeg har sat mig ind i sagen, er jeg oprørt. Undervejs har jeg talt med aktører, der fortæller, hvordan det hele var planlagt ovenfra på forhånd.”

En enkelt dygtig journalist, som border lidt her og der, og som har lidt sans for de større ideologiske linjer i sagen; ja, som på god gammeldags undersøgende maner går fra at ”ville forstå” til at være ”oprørt” og til at undersøge videre, og wupti!: Alle omnibus-avisernes årelange favntag med den uddannelsespolitiske magt går i opløsning.

Helt ærligt! Hvad har landets almindelige uddannelsesjournalister lavet alle de år? Det er jo pinligt for dem. Og PAP fra Politiken fremturer endda i gårsdagens avis.

Endnu en journalist, der ligesom Mathiasen egentlig kommer fra et helt andet område, er nu sprunget ud af skabet. Det drejer sig om Peter Kofod, som ifølge journalistforbundets hjemmeside forelæser på alle landets journalistuddannelser.

Kofod har skrevet to længere artikler til sin hjemmeside, hvor han tydeligvis gennemgår samme proces som Anders-Peter Mathiasen, og hvor han – især i 2. del – virkelig hudfletter den uddannelsesfaglige del af sin stand.

Links til Kofods to artikler:

Del 2: https://medium.com/…/folkeskolen-i-mediel%C3%A5s-del-2-2f0c…

Del 1: https://medium.com/…/folkeskolen-i-benl%C3%A5s-del-1-bc102f…

 

11. d. 7. oktober: En rejsende, der rejser sig 

Agedrup-sagen: En rejsende rejse, der rejser sig op.

Noget af det værste skoleleder Muhammed Bibi oplevede på det famøse lærermøde på Agedrup skole var, at Erik Schmidt – efter Bibis udsagn – ”rejste sig op”, fordi han, altså Schmidt, ikke var så vild med Bibis corydonske læringsmaksimering.

Ja, Bibi sammenlignede ligefrem den bund-solide fynbo Schmidt med en indvandrerbande. Lyoal to Familia måske?

Jeg synes, at det er Bibi, der er Loyal to Familia, ligesom f.eks. de Radikale er for tiden. De er loyal to finans-familia. Det er sådan noget med, at ingen må rejse sig op, og at uenighed kun må eksisterer i lukkede rum, hvor de ikke engang må være. Så ender man med at tale som Morten Østergaard gjorde i Folketinget i går, eller da Jelved makkede ret over for Corydon og Vestager. Hvilken børnehave. Så foretrækker jeg Anette Wilhelmsen, som skred fra Børneaktiepartiet, hvilket faktisk også skete i går. Der skete noget i nogle af burka-pauserne, må man sige.

Men ok, så var det jeg tænkte: Hvor kommer dette med at ”rejse sig op” fra? Jo, det kommer måske fra det forhold, at Schmidt jo er uddannet ved det Nødvendige Seminarium i Tvind. Det er jo der, man rejser ud i slidte busser til fremmede lande og spørger om et eller andet. Så rejse op kommer fra at rejse ud?

Uha-uha skyndte jeg mig at tænke, det lyder jo ikke så godt, det der med Tvind, og Schmidt har vist også sine kvabbabelser. Men eftersom ingen kan beskylde mig for 70’ermarxistiske tilbøjeligheder, og eftersom jeg både har læst og kommenteret Weekendavisens Tine Eibys fremragende erindringer ”Til tjeneste – dengang i 70’erne”, så fortsætter jeg lige tankestrømmen lidt.

Så altså: Schmidt rejste rundt i verden, og nu rejser han sig op. At rejse rundt og at rejse sig. Et roterende ståsted. Det er lidt tankevækkende. Rejsen vækker tanken, som rejser sig. Er det ikke sådan en slags almenpædagogisk træk? Filosoffen Immanuel Kant havde faktisk samme figur i hans filosofi.

Det hjælper også på tankens vækkeur, at Merete Riisager oppe i Nr. Nissum faktisk fremhævede Tvinds busser som en integreret del af dansk skoletradition. Det var jo ikke Tvinds skrækkelige tvangspædagogik som sådan, hun kunne lide. Men hun roste ideen om at proppe nogle børn i en bus og rejse ud og undersøge andre steder, end man plejer. Måske er det sådan en slags opkvalificering af Antorinis ubehjælpsomme kaniner, eller hvad det nu var, hun snakkede om? Men Annette Lind fra Konkurrencestatspartiet mener, at Riisager kun tænker på ”røv til bænk”. Men hvorfor er Riisager så vild med gamle busser? Så drop dog det latterlige røv til bænk-udtryk!

I LærerBladet roser Schmidt ligefrem Riisager for hendes skole- og kundskabsforståelse, og i sidste måned roste Riisager altså den rejsende rejse, som har hjulpet Schmidt med at rejse sig. Desværre blev hun forstyrret af Søren Pind og Bertel Haarder, men det lader jeg ligger her.

Så alligevel, på den måde rejser tingene sig jo op på kryds og tværs.

Jeg elsker alt dette dejlige rejseri, der rejser sig og står fast ved et ståsted.

(en anden ting er så, at Schmidt siger, at han slet ikke rejste sig op på det lærermøde, hvor han burde have rejst sig op, selvom han altså fik en advarsel uanset L)

 

12. d. 7. oktober: Nyt nummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift 

Dagens læsning af det nye nummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift:

http://www.thomasaastruproemer.dk/kommentar-dansk-paedagogisk-tidsskrift-nr-3-2017.html

 

13. d. 8. oktober: Facebook-drys: august 2017 

Facebook-kommentarer/analyser fra august:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-41-august-2017.html

 

14. d. 8. oktober: Gymnasiepolitisk indlæg af Katrine Hostrup 

I lørdagens Aarhus Stiftstidende var der et læserbrev af Katrine Hostrup, som går i 3.y på Viby Gymnasium.

Hostrup kritiserer besparelserne på gymnasieområdet, og hun fortæller om de aktuelle undervisningsblokader, som gymnasieeleverne har iværksat mange steder.

Men Hostrups begrundelser skiller sig ud fra mængden. Som hun selv skriver, kan hun som 3.g’er ellers “i bund og grund være ligeglad” med det hele, men det er hun heldigvis ikke. Hostrup fortæller begejstret om en lærerinde, hun har haft til Oldtidskundskab; en lærer som gjorde faget ”spændende, sjovt og nuanceret”, selvom eleverne havde forventet det modsatte.

Desværre er denne dygtige lærer blevet fyret fra Viby Gymnasium.

Hostrup slutter af med følgende: ”Det er hende (læreren,TAR), vi står op for, hendes sag vi kæmper. Hun hørte os. Hun lyttede til os. Vi er ofrene for regeringens sparekniv. Vi er dem, der bliver overset i farten. Vi er dem, der ikke bliver hørt, Hør os! Vi har nok at sige”.

Takket været den fyrede lærerinde i Old, har Sokrates ikke levet forgæves. Gymnasieleverne blokerer af omsorg for Athen, dvs. for en Sokrates uden job, der hører og taler.

Længe leve gymnasiet
….og tak til Katrine Hostrup for et storartet indlæg.

https://stiften.dk/laeserbrev/Hvornaar-bliver-vi-hoert/artikel/477618

 

15. d. 8. oktober: Synlig læring i København

Københavns og Frederiksbergs Kommune kører et storstilet projekt om synlig læring. Det kaldes ”Læring der ses”. Der er 79 skoler involveret, og projektet har modtaget hele 15 mio. kr. af Mærsk-fonden, hvis vurderingsudvalg består af skolereformens læringsrevolutionære elite.

Der uddannes såkaldte ”didaktiske vejvisere”, som er en form for læringsideologiske coaches. Vejviserne uddannes på UCC og Metropol. Kan man egentlig kalde den slags for ”uddannelse”? Ikke i mit hoved.

Jeg fandt lidt Metropol-info her, hvor man kan se, at en af konsulenterne er Klaus Mygind fra SF, som selv har deltaget aktivt i den skolepolitiske debat. SF er vild med skolereformen, det er helt klart.

https://www.phmetropol.dk/…/tema/…/skoleledelse_laringderses

Projektet evalueres af KORA, som er en kommunal evalueringsenhed, der er ved at blive fusioneret med SFI under det nye navn ”VIVE”. Ikke just pædagogikkens højborg, for nu at sige det mildt.

I det aktuelle nummer af skolebibliotekarernes blad ”LæringsCentret” er der en fyldig og totalt ukritisk reportage fra en af projektskolerne, Christianshavn Skole. Overskriften på artiklen er ”Opgør med den privatpraktiserende lærer”, hvilket er en slags læringsrevolutionær kode for et opgør med læreren som sådan.

I artiklen kan man læse følgende:

”Det overordnede mål med Læring der Ses er at øge elevernes læring via udvikling af mere inkluderende og differentierede læringsfællesskaber. Det skal ske ved at ændre den pædagogiske og didaktiske praksis, så der tages afsæt i klare målsætninger for læring, sådan at målstyring, feedback, progressionsvurdering, differentiering i læringsrum og læringsformer samt evaluering ses i sammenhæng”.

Og sådan fortsætter sproget uden den mindste sprække. Vi hører om, at nogle lærere har ”modstand”, men at det hjælper, når ”man taler med folk om det”, for der er jo ”ingen i verden, der ikke synes, det giver mening at fortælle børn, hvad det er, de skal lære”.

”Børn skal blive så dygtige, som de kan”, får vi at vide, hvilket jo er endnu en af koderne for moderne pædagogisk opløsning.

Det er også vigtigt, at vi skal have ”en systematisk evaluerings- og feedback-kultur”, og sådan kunne jeg fortsætte.

Der er absolut ingen henvisninger til skolens formål eller tradition, dens fag, kundskaber, dømmekraft osv.. Jeg synes, de skulle tage og ansætte Erik Schmidt i København, for jeg har endnu ikke hørt nogen lærere eller UC-folk ”rejse sig op og hæve stemmen”, som Mohamed Bibi kalder det på Fyn, når han støder ind i en ordentlig pædagog.

KORA siger, at det går fint med ”målstyret læring”, men også at der er ”en del at lære på områderne feedback og progressionsvurdering”. Det er det, jeg mener med, at KORA ikke er ’pædagogikkens højborg’.

Der er også et billede af et af projektets ”observationsskemaer”. Her kan man f.eks. læse følgende spørgsmål:

”Er læringsmålene hængt op i klassen?”, ”synliggøres læringsforudsætninger?”, ”Er de faglige kriterier eller progressionen vist i læringsmålene eller tegnene”, ”Er der vist forskellige niveauer i læringsmålene eller tegnene?” Og så skal der ellers krydses af.

I en efterfølgende artikel, kan man læse, at man nu går ind i en ny fase. Fase 1 blev afsluttet med et stort ”evalueringsarrangement”, hvor man havde inviteret ”læringsguruen Martin Renton”. De er ”guruer” alle sammen i den verden, selvom de bare er konsulenter. Renton er leder i James Nottinghams konsulentbureau ”Challenging learning”. Nottingham er selv elev af John Hattie. Mottoet er ”Hats off to learning”. Det er under al kritik.

Fra Christianshavn skoles hjemmeside kan man klikke videre til København Kommunes omtale af evlaueringsseminaret med Martin Renton:https://mitbuf.kk.dk/artikel/temadage-i-laering-der-ses.

Herfra kan man klikke videre til det ene og det andet. F.eks. er der en liste med foreslået litteratur, hvor der absolut ingen kritisk litteratur er, selvom den findes overalt. Så ”udfordrende læring” handler om at lukke sig inde i et konsulentbur. Så ved man det. København er et bur.

Litteratur/links:
”LæringsCentret”, nr. 6, 2017, s. 10-15.

Omtale af projektet på KORA’s hjemmeside: https://www.kora.dk/…/Evaluering-af-%E2%80%99Laering,-der-s…

Københavns Kommunes hjemmeside om projektet: https://mitbuf.kk.dk/l%C3%A6ringderses

Metropols kurser om Synlig Læring:https://www.phmetropol.dk/skolereform/temaer/synlig+laering

 

16. d. 10. oktober: Arne Eggert (KL) om Læreruddannelsen 

Direktør i KL, Arne Eggert, som tidligere var embedsmand under Antorini, fortsætter i vedhæftede indlæg sin ideologiske disruption af dansk pædagogik. Eggert taler læreruddannelsen dybt ned under gulvbrædderne i et rent Antorini-sprog, som emmer af 2013-ånd. Det er som om, at han intet har lært og intet ved.

Eggert overser systematisk, at den politiske forligstekst omkring læreruddannelsen indeholder et langt afsnit om formål og dannelse. Den daværende minister, Morten Østergaard, erklærede ligefrem, at læreruddannelsen skulle være ”gennemsyret” af dannelse. Eggerts indlæg er gennemsyret af plat system-teknik, som totalt overser dette emne. Denne forglemmelse er et udtryk for en generel regel i alt KL-relateret materiale.

Eggert er altså ligeglad med forligstekstens indledning. I stedet relaterer han udelukkende til forligets egentlige ånd, som har rod i en rapport fra 2012, hvor dannelse og formål ikke blev nævnt med et ord. Eggert bekræfter dermed sit medlemskab af DPO, fordi han med sit indlæg forsøger at undergrave forbindelsen mellem pædagogik og politik; en forbindelse som systematisk omdannes til læring og styring.

Lad os se på et par eksempler:

a) Eggert skriver: ”Visionen var klar. Barren skulle hæves”. Men ærligt talt: Skulle en “hævet barre” være en ”vision” for en dansk læreruddannelse? Og så endda en ”klar” vision. Man græmmes. Forliget er netop en ’uklar og splittet anti-vision’, hvilket jeg noterede ovenfor.

b) Derpå skitserer Eggert helt mekanisk de tre skolereformsmålsætninger, som følger direkte af konkurrencestatsideologi og anti-grundtvigianisme, og som vil gøre børnenes og lærernes hjerner til små new-public-management-apparater.

c) Dernæst taler Eggert for en ”kobling” af teori og praksis. Praksis skal ”baseres på evidensbaseret viden”, ja ligefrem ”sikker viden”, som skal leveres af DPU. Den form for begrebssætning vil ødelægge både pædagogisk teori og praksis. Det er helt sikkert.

d) Derpå taler Eggert for yderligere fokus på målstyret undervisning og digitalisering. Endnu mere? Han kender slet ikke til diskussionen om disse emner.

Eggert vil ligefrem lave ”et helt nyt” undervisningsmiljø med udgangspunkt i sine forskrækkeligheder. Læreruddannelsen skal ”grundlæggende ændres”, og det kræver både ”hårde og bløde ændringer”, hvor man har fjernet ”systembarriere” og så videre ud i stratosfæren.

Men læs selv, hvis du tør:
http://skoleliv.dk/…/L%C3%A6reruddannelsen-er-langt-fra-m%C…

Her er en alternativ analyse af nogle af de omtalte emner:http://www.thomasaastruproemer.dk/foreloebige-bemaerkninger…

 

17. d. 10. oktober: Peter Kofoed om Lockouten i 2013

Endelig nogen seriøse og grundige journalister, der skriver om skolepolitik. Man slapper jo helt af i gysende velvære efter års journalistisk ørkenvandring. Keep it up!

https://www.facebook.com/PeterKofod/posts/10155368077589130

 

18. d. 11. oktober: DPU og forskningsfriheden, del 1 

Heine Andersen har skrevet en fremragende bog om forskningsfrihedens vilkår i Danmark. Andersen fremlægger centrale dele af begrebets politiske, juridiske og filosofiske historie, som han krydrer med massevis af gysende eksempler. På en måde er bogen en slags universitetspolitisk pendant til Stjernfeldts og Mchangamas ligeså glimrende ”Men – ytringsfrihedens historie i Danmark”, som udkom sidste år.
Andersens bog er dog mere sociologisk og mindre historisk orienteret.

Jeg vender tilbage til nogle af Andersens mange fine iagttagelser ved en senere lejlighed. Her vil jeg blot notere to forhold, som jeg må have luft for, før jeg kan fortsætte.

Sagen er nemlig, at Andersen udvælger otte særlige eksempler på overgreb på forskningsfriheden. Af disse er to knyttet til DPU, og jeg var på forskellige niveauer involveret i dem begge.

a)

Den første sag handler om dekan Lars Qvortrups og daværende institutleder, Jens Erik Kristensens, forsøg på at afskedige tre filosoffer i 2010, fordi deres forskning ikke var ”relevant i forhold til DPU’s opgaver”, som det hed. Måneden forinden havde Kristensen forsøgt at erstatte kandidatuddannelsen i pædagogisk filosofi med en uddannelse i sin egen kæphæst, den såkaldte ”samtidsdiagnose”. Der var protester fra hele Skandinavien og endda fra europæiske forskningsmiljøer. Det var vilde dage. Når jeg skriver om det, er det som om, det var i går. Den sag er i åndelig forstand ikke afsluttet, selvom alle tre forskere blev genansat.

b)

Andersen nævner også tre sager, som jeg selv blev slæbt igennem fra 2014-2015:

Først omtales professor Jens Rasmussens breve til institut- og fakultetsledelsen, hvor jeg blev beskyldt for både ”ærekrænkelse, mobning, løgn og demagogi”. Det var mit grundige arbejde med ”Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)”, som Rasmussen ikke kunne lide.

Dernæst omtaler Andersen en episode, hvor professor Lars Qvortrup klagede over, at jeg på Facebook havde kritiseret en forelæsning, han havde holdt. Qvortrup kritiserede og ironiserede i sin forelæsning blandt andet over mit/Tanggaards og Brinkmanns arbejde med uren pædagogik. DPU anerkendte først klagen, men DM greb ind med en skarp udtalelse, som fik universitetet til at beklage.

Mit facebook-opslag var ifølge Andersen holdt i en ”ironiserende tone i nogle passager”, hvilket jeg stadig synes var totalt passende.

Endelig får Dorthe Staunæs’ og Malou Juelskjærs klager fra 2015 en fyldig omtale. Anklagerne om ”tilsvining og mobning” og meget mere er formodentlig kendt af læsere af herværende blog. Jeg er virkelig glad for, at denne episode og hele dens sammenhæng nu noteres som et overgreb mod forskningsfriheden.

Heine Andersen skriver lakonisk om det hele: ”Jeg har læst Rømers indlæg og kan ikke finde ytringer, der falder ind under de kategorier af udtalelser, som klagerne peger på”.

Heldigvis var systemet jo i sidste ende enig med Andersen. Men med tre sager inden for et år, som samlet set endda er på top-10 over trusler mod forskningsfriheden, forstår jeg bedre, at jeg har følt mig stødt på frihedsmanchetten, både som borger og intellektuel.

Jeg tænker ofte på, hvor jeg havde været i dag, hvis jeg havde tabt sandheden af syne og bøjet mig, eller hvis der ikke havde været så meget opbakning fra nær og fjern; også fra folk, som ikke var enige med mig i substansen.

Og DPU har altså to sager blandt de udvalgte otte, hvilket ikke er nogen køn rekord. Begge sager er desuden initieret af folk, som den dag i dag er uhyre centralt placeret i dansk pædagogik og i pædagogisk forskning.

Striden arbejder konstant i det skjulte. Helt inde i Agedrup skole og inde i børn og voksne.

Links:
Link til Heine Andersens bog:
http://munksgaard.dk/Samfund…/Forskningsfrihed/9788741269368

Interview med Heine Andersen i Magisterbladet: http://magisterbladet.dk/…/ugensprofiluniversiteterneerblev…

Kort omtale af alle de udvalgte otte sager: http://magisterbladet.dk/…/8bemaerkelsesvaerdigesageromfors…

 

19. d. 12. oktober: DPU og forskningsfriheden, del 2 

Mit spørgsmål er, hvorfor Heine Andersen støder ind i DPU på den måde, han gør i sin nye bog om forskningsfrihed? Ud af de otte centrale eksempler på forskningsfriheds-problemer, som han fremhæver, er to af dem knyttet til det – i den store sammenhæng – lille DPU. Hvorfor det?

Jeg tror, jeg har fundet en del af svaret. Det handler om forholdet til sandheds-begrebet. Lad os se på hhv. Heine Andersens og DPU’s position:

a)

Heine Andersens syn på sandhed og forskningsfrihed
Heine Andersen knytter sandhed til en bred filosofisk og social tradition, hvor især Habermas er en central figur. Andersen skriver f.eks.:

”Hvis man antager, at det ikke giver mening at hævde, at forskning fører til mere sand viden i en eller anden veldefineret forstand, forekommer det svært at begrunde, hvorfor der så skulle være forskningsfrihed” (s. 94)

Og senere kan man læse om, hvilke teoretiske tilgange, som ifølge Andersen udgør en trussel mod det sandhedsbegreb, som altså er en forudsætning for forskningsfrihed:

”Universalistiske sandhedsbegreber under enhver form har været draget i tvivl (især af visse former for socialkonstruktivisme, diskursteori og poststrukturalisme (Collin 2009). Bygger man på disse positioner, vil jeg betragte det som udelukket at give en holdbar begrundelse for forskningsfrihed” (s. 94).

Netop disse tre tilgange er i forskellige afskygninger og konfigurationer meget dominerende på DPU. Måske har Andersen en pointe? Alle angrebene på mit eget arbejde, som Andersen også nævner i bogen, kommer i al fald fra folk med ca. denne teoretiske baggrund.

b)

DPU’s syn på forholdet mellem sandhed og forskningsfrihed
DPU’s leder, Claus Holm, skrev d. 23. maj 2017 et indlæg om forholdet mellem sandhed og forskning. Holm, hvis teoretiske baggrund netop er poststrukturalisme og konstruktivisme, indleder simpelthen indlægget med følgende:

”Hvor forskere tidligere især stod i sandhedens tjeneste, er de i dag mere akademisk borgere med frihed og ansvar for at forske og uddanne”.

Der sker to ting i dette citat:

  1. Sandheden gøres til noget fra gamle dage. Det er ikke mere et aktuelt eller legitimt grundlag for videnskabeligt arbejde
  2. Der lægges op til at tale om ”akademisk borgerskab” og forsknings-”frihed”, som noget, der kan forstås uafhængig af ”sandhed”. Hvad mon det så er?

Herefter følger så Holms vision. Universiteternes skal ”gøre gavn” og producere ”erhvervsduelige kandidater”. Det handler om at ”uddanne kandidater, som forstår sig på ”forbrugernes behov” og på, hvordan ”det politisk-administrative system styrer en brugervenlig offentlig sektor”.

Holm sammenfatter sit synspunkt i ordet ”impact”. Et udtryk som John Hattie også bruger, og som står centralt i den læringsrevolution, som Holm promoverer på det pædagogiske område.

Holm formår endda, som jeg forstår det, at inddrage Humboldt og andre i denne ”impact”-tænkning. Lidt på samme måde, som Hattie tager Karl Popper til indtægt for sin synlige lærings-tilgang. Holms omtale af ”frugtbare fiaskoer”, som altså er knyttet til “gavn” frem for til “sandhed”, minder mig om Hatties fallerede Popper-vokabular. Faktisk bruger Heine Andersen Popper mere traditionelt som netop sandhedens vogter (fx s.101ff).

Holm slutter af i karakteristisk stil:

”Ja, den akademiske borger er en borger, som tager frihed og ansvar for at være lisvlangt lærende om, hvad der gavner samfundet”.

Hermed har læring taget over fra sandhed. Videnskaben bliver til et lærings-akademia, hvor alle eksperimenterer med at “gøre gavn” og forårsage “impact” i vidensøkonomiens tjeneste.

Dermed har vi efter min mening en forklaring på Heine Andersens sammenstød med DPU.

c)

Og læring kan jo styres, men det kan sandheden ikke. Det er forskningsstyring over for forskningsfrihed.

Jeg kan tilføje, som et PS, at mit eget ethos som forsker er sandheden og kun sandheden. Om så fakta skal tvinges ud af den mørkeste skov. Derfra skal ”gavnen” nok komme helt af sig selv.

Starter man med ”gavnen”, har man solgt spørgsmålene til mellemledere og halvstuderede politikere. Så ender vi i en form for KL-forskning.

Links:

Holms artikel: http://sciencereport.dk/…/forskere-goer-gavn-hit-frugtbare…/

Mere om Heine Andersens bog og hans omtale af DPU-sager:https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155766739494481&id=837549480&pnref=story

 

20. d. 13. oktober: Morgenaviser: Forskningsfrihed og Thorning-Schmidt  

A.

Prorektor, Thomas Bjørnholm, fra KU kommenterer Heine Andersens bog ”Forskningsfrihed” i Information.

Heine Andersen fremlægger i sin bog en række tunge argumenter for, at forskningsfriheden er under pres i Danmark, også hvis man sammenligner med andre lande. Andersen beskriver bl.a. en række af de processer, som en øget afhængighed af eksterne midler og rekvirenter fører med sig, heriblandt konsekvenserne for kvaliteten af forskningens spørgsmål og resultater. Desuden beskriver Andersen en række stærkt problematiske sager, ikke mindst fra Københavns Universitet. Han fortæller også mange andre ting, blandt andet om universiteternes styrelse og organisation mm..

Bjørnholm forholder sig slet ikke til de sager og problemstillinger, som Andersen påpeger.

Bjørnholm siger bare, at ”Der findes fejl, og der er plads til forbedring, men grundlæggende har forskningsfriheden i Danmark det godt”. Hvilke ”fejl” og hvilke ”forbedringer”, Bjørnholm tænker på, hører vi ikke mere til, og det er jo ellers det, som Andersen skriver om.

Derimod fortæller Bjørnholm gerne om, hvor godt det går. For vi skal jo ”bevare muligheden for et aktivt samspil med det omgivende samfund”, som han siger, som om han var mellemleder for læseren.

Men Andersen er da mig bekendt overhovedet ikke imod, at der er samspil mellem universitet og samfund. Spørgsmålet er blot, hvad ”aktivt samspil” betyder? Det drøfter Andersen, mens Bjørnholm bare postulerer det, hvilket efter min mening er ildevarslende.

Bjørnholm forsikrer også om, at der er ”kodekser” på Københavns Universitet, og at disse kodekser sikrer forskningsfriheden i myndighedsbetjeningen. Men hvis det skal udgøre det samlede svar på Heinesens kritik, så står det grelt til, må jeg indrømme.

Jeg kan fra mit eget område sige, at følgende stærke sammenhæng gælder: Desto mere forskningens spørgsmål og proces er fastsat eller påvirket af eksterne organisationer, fonde eller myndigheder, desto lavere kvalitet. Sidst, jeg blev mindet om det, var, da jeg til et arrangement på UCC hørte en kvinde fra Trygfonden fortælle om fondens ekstremt mekaniske kriterier for at give penge til pædagogisk forskning. Et andet eksempel er undervisningsministeriets liste over relevant praksis-forskning inden for “skoleledelse”.

Link til anmeldelse: https://www.information.dk/…/dansk-forskning-tilbage-elfenb…

 

B.

Søren Villemoes anmelder den nye bog om Thorning-Schmidt i WA.

Efter at have læst Nina Munch- Perrins bog om Thorning-Schmidt, konkluderer Villemoes, at Thorning var ”en parentes”, som var helt uden selvstændigt politisk projekt. Thornings politiske interesse fødes ud af New Labor og Anthony Giddens, og hun melder sig ind i Socialdemokratiet med udgangspunkt denne europæiske strømning. Det er også derfor, må man forstå, at hun ændrer partiets navn til ”Socialdemokraterne”.

Herhjemme omgiver Thorning sig med ”typer som finansminister Bjarne Corydon og særlig rådgiver Noa Redington”, som Villemoes formulerer det. Begge har på forskellig vis har haft kæmpeindflydelse på blandt andet dagbladet Politiken og dermed på hele centrum-venstre, og især Corydon er konkurrencestatsideolog med stort K.

Med disse to kaptajner og deres skrækkelige syn på skole og pædagogik som dårligt selskab, og når det tilmed kniber lidt med eget politiske kompas, er det ikke så sært, at det går helt galt på skole- og uddannelsesområdet.

På en måde kan man sige, at parentesen endte med at blive en passage for en ikke-parentes, dvs. magtfulde teknokratiske ideer, som strømmede ned gennem parenteserne og ned i samfundet og ud i til børnene. Nogle gange kan en parentes være yderst magtfuld, hvilket på sin vis også er Villemoes’ pointe.

Endelig noterer jeg mig, at Villemoes skriver, at Thorning har skrevet en debatbog sammen med Lars Olsen i 2002. Det var jo Olsen, som lagde bog til Antorinis efterskrift om Ny Nordisk Skole, som efterfølgende blev til den skolereform, som Corydon var så stolt af. Antorinis medforfatter var SF’eren Nanna Westerby, som er gift med med Thor Möger. Möger, som også var SF’er og fungerede som Søvndals unge strateg, blev siden skatteminister i Thornings regering. I dag er både Westerby og Möger med i Socialdemokratiet (som jo er gået tilbage til sit gamle navn). Det er samme karriere som Antorini, der jo også startede som SF’er. Jeg stopper her, for nu begynder maskinen at rulle…..:-)

 

21. d. 13. oktober: Anmeldelse af Uren Pædagogik 3 i AKT-bladet

Kai Pedersen har anmeldt Uren Pædagogik 3 i AKTbladet, som han selv er redaktør for. Han giver karakteren 12 og skriver følgende:

”Er du en selvtænkende lærer, følger du ikke altid flokken, eller måske følger du flokken, men vil gerne være selvtænkende – under alle omstændigheder er dette en bog, du bør læse. Jeg må indrømme, at jeg undervejs i læsningen af bogen har slået en latter op, selvom den handler om pædagogik. Bogen er skrevet af de ”rigtige” fagfolk, dem der elsker folkeskolen, og det den står/stod for. Den rigtige skole, som vi snarest må vende tilbage til. Find nogle kollegaer at læse bogen sammen med og diskutere med. Det er ikke for sent at vende skuden. Køb bogen, læs bogen og snak med andre om indholdet”.

Man kan læse mere om AKTbladet her: http://www.aktbladet.dk/

Og her står der lidt om bogen Uren Pædagogik 3: http://klim.dk/bog/uren_paedagogik_3.htm

 

22. d. 15. oktober: Standards and Guidelines for Quality Asurance in the European Higher Education Area 

Læringsbureaukratisering af de videregående uddannelser:

Jeg vil blot ganske kort gøre opmærksom på et program under Bologna-processen, som blev vedtaget af alle de europæiske ministre for videregående uddannelser i 2015.

Initiativet hedder ”Standards and Guidelines for Quality Asurance in the European Higher Education Area (ESG)”, Brussel, 2015.

Dokumentet er kun på 32 sider, så man kan hurtigt løbe det igennem. Her er min konklusion:

Disse standarder vil ensliggøre alle videregående uddannelser på et ekstremt detaljeret niveau. Utroligt at nogen dansk minister har skrevet under på det. Men ministrene på dette område er også kommet og gået i en kæmpesvingdør siden 2014 (Morten Østergaard (RV) var minister fra 2011-14 og har derfor hovedansvaret efter min mening).

Hele det store harmoniserede kvalitetssikringsbureaukrati skal sikre ”smooth student progression”. Det kaldes også ”student-centred learning”. Al pædagogik, indhold og pluralisme er som blæst ud over Antarktis.

Når disse bureaukratiske ideer rammer os, sker det via Danmarks Akkrediteringsinstitution, som naturligvis er helt ukritisk begejstrede. På dansk hedder det hele ”Hovedperson i egen læring”, som er sammenfattet i en helt ny rapport. Man ønsker en ”fælles forståelse af, hvad ”studentercentreret læring er” for hele Danmark, som jo så skal matche med Bologna-processens i forvejen meget detaljerede krav. Det hele kører totalt ideologisk.

Søren Pind, som er minister på træk for området, slår sig op som ”dannelses”-minister, og hans parti skulle være ”liberalt”. Det er til at dø af grin over. Det her er da en slags Støjbergx10!

I den danske rapport kan man læse, at der måske vil være noget “modstand”. Det er “kulturen”, som “spænder ben”, hedder det. Det er især fordi, at nogen – især universitetslærerne – er opflasket med en form for didaktik, der kaldes en ”tragtmodel”, og det lyder jo også forfærdeligt. Men disse “kulturelle” uni-lærere skal nok lærer det med tiden.

Et pudsigt forhold er, at Evalueringsinstituttet mener, at Danmark har særligt gode forudsætninger for at indføre de nye systemer. Det skyldes, mener man, at vi har en særlig reformpædagogisk tradition, hvor læringsbegrebet og studenterdeltagelse har stået centralt siden 1970’erne. På en måde kan man sige, at denne totale bureaukratisering af læringsbegrebet er reformpædagogikkens endeligt.

Utroligt at ingen politikere, administratorer eller rektorer har protesteret. Måske er de alle sammen en del af det, som lektor ved DPU, Katja Brøgger, i sin ph.d.-afhandling har kaldt for ”The Faceless Masters of Higher Education”.

Ordet ”culture” er kort markeret i det europæiske dokuments indledning – hvilket formodentlig skyldes en slags rest fra Bologna-aftalens tekst, men det tages ikke op efterfølgende. I Evalueringsinstituttets rapport nævnes det slet ikke, bortset fra indledningen, hvor det forbindes med at udvikle et “mindset” :-(. Det er ikke spor sjovt. Der er ingen referencer til pædagogisk litteratur over hovedet. Ordene “pædagogik” eller “dannelse” er ikke nævnt. På s. 32 er der en enkelt en fornuftig udtalelse af en lærer fra UC-VIA, som efterfølgende totalt misforstås og glemmes.

Der er virkelig gjort klar til en John Hattie 2.0 på UC- og UNI-niveauerne. Hans navn er John Biggs, og metoden hedder ”constructive allignment”, som nu kan boostes yderligere.

Links:
Akkrediteringsinstituttets præsentation: http://akkr.dk/…/hovedperson-i-egen-laering-studentercentr…/

Akkrediteringsinstituttets rapport, 2017: http://akkr.dk/…/akkr/Hovedperson-i-egen-l%C3%A6ring_web.pdf

Den europæiske rapport, 2015: http://www.enqa.eu/wp-content/uploads/2015/11/ESG_2015.pdf

Musikeren Jens Skou Olsen har skrevet et kritisk indlæg om sagen på folkeskolen.dk: hhttps://www.folkeskolen.dk/617542/det-faelles-tredje-kommer-foerst

 

23. d. 15. oktober: Reformpædagogikkens fire faser

Reformpædagogikkens udvikling i fire faser:

  1. Først taler fx Piaget om self-government. Dvs. regering af selvet.
  2. Derpå taler man om selv-forvaltning. Man er sin egen embedsmand.
  3. Derpå taler man om selv-evaluering. Man måler sig selv over det hele.
  4. Til sidst taler man om selv-monitorering. Data overvåger data.

Dvs. fra handling/frihed via embedsmænd og målehysteri til data-evidens.

På den måde ender reformpædagogik som “kvalitetssikring” af “hovedperson i egen læring” i en akkrediteringsinstitution.

Den er havnet i sin radikale modsætning.

 

24. d. 16. oktober: Synlig læring på Metropol

I det seneste nummer af Unge Pædagoger, nr. 3-2017, er der en interessant artikel, som fortæller noget om, hvad nye lærerstuderende bliver undervist i på UC-Metropol.

Artiklen er skrevet af en studerende, Eline Lindman Juul, som netop har overstået 1. år på læreruddannelsen. Juul fortæller om sit arbejde med at anvende John Hatties ideologi i sin første praktik. Hun indleder sin artikel sådan her:

”I undervisningen på læreruddannelsen Metropol har der været et stort fokus på Læringsmål og Synlig Læring, som blev beskrevet som den bedste og mest rigtige vej til et højt læringsudbytte hos eleverne. Derfor gik jeg til mit praktikforløb med et billede af Synlig Læring som noget, der ikke kunne slå fejl”

Man ser ånden svæve i Metropols klasseværelse, DPO’s og Hattie-biblens ånd.

Juul kommer så i en praktik i en 7. klasse. Her lærer hun, at praktik-skolen, som også kører totalt målstyret, har et problem. Og problemet er, at skolen ikke kører målstyret nok, dvs. at den ikke arbejder præcist nok efter forskrifterne i synlig læring. Juul og hendes medstuderende laver derfor en mere præcis Hattie-baseret vurderings- og feedbacksystematik. Praktikskolen er altså ikke Hattie-baseret nok og skal i praktikken hattieficeres yderligere.

Man mærker ånden fra Metropols klasseværelser ude i 7.a på praktikskolen.

Til sidst i artiklen ankommer eftertanken på den der skønne måde, der kendetegner et ungt menneske under uddannelse, som har mødt en praksis og læst lidt på kanterne, dvs. ”fusket”, som Lene Tanggaard kalder det. Der er korte men kritiske bemærkninger til både regelsættet om individuelle elevplaner og til målbarhedsparadigmet, som Juul problematiserer via referencer til Steen Nepper Larsen og Lærke Grandjeans omtale af Gert Biesta.

Lige her kan man mærke, at Juul i fremtiden vil være åben for en anden ånd end Metropols. Keep it up! Gå en tur i skolven! Fusk!!!

Men til allersidst gøres Hattie igen til den guru, som skal redde skolen fra de problemer, som Juul jo egentlig har oplevet med Hattie selv. Det sker i følgende afsluttende passage:

”Det er for eleverne vi holder skole. Det er deres fremtid, vi skal hjælpe med og give dem redskaber til at skabe. Det er for elevernes skyld, vi gør læringen synlig, så de selv kan se, at de lærer noget, og får lyst til at lære endnu mere, fordi det giver dem noget”.

I denne konklusion er Juul tilbage på sin professionshøjskole, til Metropols ånd, til den ”bedste og mest rigtige vej”.

 

25. d. 16. oktober: Seje Anders Bondos kongrestale 

Anders Bondo er sej, både i betydningen “fornuftig” og som i “uopslidelig”.

I sidste års kongres-tale krævede han svar fra et tavst og læringsfikseret DPO. I år fortsætter han i samme ånd kampen for sit fags betydning og tradition mod finansministeriets magtfulde uvidenhed. Der er også god humor undervejs.

http://www.dlf.org/media/10323893/mundtlig-beretning-2017.pdf

 

26. d. 17. oktober: Anmeldelse af ”Hattie på dansk” 

Bogen ”Hattie på dansk” har fået en fin anmeldelse af Steen Gottlieb i det seneste nummer af Uddannelsesbladet. Anmeldelsen kan læses nedenfor.

Jeg kan supplere med, at jeg også har læst Steen Becks nyeste bog ”Al den snak om læring”, som også indeholder en række kritiske bemærkninger til Hatties teori, blandt andet med udgangspunkt i ”Hattie på dansk”.

Beck, som er lektor ved SDU og især optaget af læringsteori og gymnasiepædagogik, forsøger at sammentænke Piaget, Vygotsky og Gert Biesta i det, som han kalder for en socio-eksistentiel position.

Jeg vender muligvis tilbage til Becks bog ved en senere lejlighed, både fordi han har nogle kommentarer til mit eget arbejde, men også fordi hans bog repræsenterer et forsøg på at nyorientere sig med 00’ernes dominerende læringsteorier som klangbund. Det er vigtige bevægelser, fordi det netop er disse teorier, som i bestemte konfigurationer ligger til grund for både Hattie og læringsrevolutionen.

Både Gottlieb og Beck fremhæver med rette Jørn Bjerres og Niels Møllers bidrag til “Hattie på dansk”.

Her er anmeldelsen:

“HATTIE PÅ DANSK, EVIDENSTÆNKNINGEN I ET KRITISK OG KONSTRUKTIVT PERSPEKTIV
Af Steen Gottlieb, Uddannelsesbladet 8. oktober 2017, s. 36,

Den newzealandske/ australske pædagogiske reformator John Hattie er gået som et brag gennem den pædagogiske verden både internationalt og herhjemme. Denne bog er en hudflettende, humanistisk begrundet kritik af hans tanker, skrevet af seks danske forskere inden for pædagogik. Meget alarmerende læsning.

John Hatties idéer går i korthed ud på, at det handler om at optimere læring i enhver forstand. Hertil skal man gøre mest af det, Hattie mener, der er evidens for. Når det kommer til praksis i klasseværelset, handler det om, at der gives feedback, og derfra udledes begrebet “synlig læring”.

Hatties tænkning kommer til udtryk gennem hans værker, gennem internationale undervisningskoncept-firmaer som Challenging Learing og gennem programmet Visible Learing Plus. Niels Egelund og Lars Qvortrup fra Danmarks Pædagogiske Universitet er blandt hans stærke fortalere. Mange kommuner – det hævdes 70 procent – har i større eller mindre udstrækning adopteret hans idéverden. Danmarks Evalueringsinstitut har ladet sig påvirke af ham, hvad der igen påvirker Undervisningsministeriets tiltag over for folkeskolen. Hattie er et stort navn.

John Hattie har fundet frem til ikke mindre end 138 faktorer, der påvirker læringen, og har rangordnet dem efter, hvad han mener, er deres effekt. Han har undersøgt 50.000 effektundersøgelser af, hvad der sker i en eksperimentklasse, og hvad der så sker i en kontrolklasse. Det hævdes at omfatte intet mindre end 240 millioner elever. Et overvældende materiale.Hvad virker positivt, hvad negativt og i hvilken grad? Hattie omsætter det hele til tal og scores, der med mere end en effekt på 0,4 er interessant for Hattie. Den store læringsmester Hattie kommer frem til, at feedback har en meget stor effekt, og derfra finder han frem til, at hvis en evaluering kan fremvise “synlig læring”, er det tegn på ønskelig effekt.

Evaluering er dermed blevet det store ord. Der tales om, at undervisningen skal indrettes, så den netop skal kunne leve op til at blive evalueret. Og for Hattie gælder det om, at læreren skal se læringen med elevens øjne, og eleven skal lære sig at lære – og blive sin egen lærer! En forestilling, som i “Hattie på dansk” afvises som absurd.

Hele Hatties værk pilles af de seks forfattere fra hinanden. En enkelt (Per Fibæk) godtager dog visse af Hatties idéer, men retter kritikken mod den måde, han opfattes på i dansk sammenhæng. Hvordan kan man overhovedet identificere faktorer, der påvirker læring, isoleret fra kulturelle og nationale sammenhænge, spørges der. Hvordan kan man sige, at der i eksperiment-klassen er større positiv effekt af for eksempel feedback end i normal-klassen? Hvad sker der i normal-klassen? Det ved vi ikke, og derfor skal vi ikke tillægge den “alt for stor betydning”, som det hedder med ord, der er vage i forhold til den ellers omfattende kritik. Kan vi så tillægge dem nogen betydning overhovedet?

Endelig påpeges det, at feedback har flere ansigter: Den kan være omsorg for elevens læring eller kontrol og overvågning. Det sidste har vel næppe positiv effekt.

Hvis undervisningen skal indrettes med massiv vægt på, at den nemt skal kunne evalueres, bliver undervisningsinstitutionerne lukkede systemer, hvor overfladelæring dyrkes, lyder kritikken. Jeg kan selv forstille mig, at Hattie kan komme til at tilskynde til tiltag, der kan få katastrofale følger i hele undervisningssystemet. Det lyder skræmmende, når en af forfatterne (Keld Skovmand) i bogen kan fortælle, at en vejledning fra ministeriet (Hattie-inspireret) anbefaler, at man undgår læringsmål, der handler om, at eleverne “forstår” eller “forholder sig til”, fordi “forholden sig” og “forståelse” kan være svært at observere.

En anden central pointe i Hattie-kritikken lyder, at der IKKE er evidens for, at begrebet “synlig læring” spiller nogen rolle. Hattie afvises dermed som pseudo-videnskabelig. Netop fordi Hattie taler for, at man skal gøre det, der er evidens for, men faktisk ikke selv har evidens for sit eget afgørende programpunkt – synlig læring.

Det absolut mest spændende afsnit handler om, hvordan Hatties begreber er blevet søgt omsat til praksis i en dansk kommune. Her kan man blandt andet læse om medarbejdere fra Visible Learingplus, der er blevet indkaldt til at forestå en ændring af de kommunale læreres “mindset” i retning af Hattie-tænkning. Jeg gyser.

Nogle steder kunne denne bog være mere klart disponeret. Det ville udvide målgruppen. Andre steder er abstraktionsniveauet voldsomt højt.

Men ” Hattie på Dansk” er en overordentlig vigtig bog. Den kan give afsæt til at etablere modstand mod den instrumentalisering af læringen, som i ubehagelig høj grad finder sted på vore undervisningsinstitutioner.”

Links:

Link til Uddannelsesbladet. Anmeldelsen står på s. 36: https://issuu.com/uddannelsesforbundet/…/uddannelsesbladet_6

Link til Steen Becks bog: https://www.frydenlund.dk/varebeskrivelse/4097
Link til min egen omtale af bogen fra januar 2017:http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-bog-om-john-hatties-pa…

 

27. d. 18. oktober: Skole i Skanderborg får Hattie-pris 

Jeg vil blot gøre opmærksom på, at Hørningskolen, som ligger i Skanderborg kommune, er indstillet af James Nottinghams konsulentbureau, Challenging Learning, til en særlig Hattie-pris for at anvende og tilpasse retningslinjerne i Hattie-konceptet Visible Learning+ på den daglige pædagogik.

Hørningskolen kan derfor nu kalde sig for en Hattie-skole, eller rettere en ”Visible Learning Partner School”. Skolen er, så vidt jeg kan læse mig til, en specialskole for udviklingshæmmede. Måske er Synlig Læring særlig velegnet som totalpædagogik for denne gruppe? Jeg er dog ikke bekendt med en uvildig evaluering.

Men så igen, alle Skanderborgs folkeskoler bruger faktisk Hatties systemer. Det er en slags østjysk almenpædagogik.

Links:
Sagen er omtalt i Horsens Folkeblad, d. 4. oktober:
https://hsfo.dk/…/Skole-beloennet-for-sit-ar…/artikel/132601

Hørningsskolens hjemmeside, hvor man kan se det fine bevis, som er underskrevet af Hattie selv. Man kan også læse mere om, hvordan skolen arbejder med Hatties ideologi: http://hoerningskolen.skoleporten.dk/sp

 

28. d. 19. oktober: 8 årige piger taler om solo-taksonomi og tegn på læring

Skovbyskolen ligger i Skanderborg kommune, som er en af landets mest dedikerede Hattie-kommuner. Skolen har en videokanal, hvor man kan se forskellige videoer. Tryk på linket og vælg derpå videoen ”Synlig lærende elever”, men kun hvis du har is i maven.

Her kan man se og høre tre 7-8 årige piger fortælle om læringsmål, synlig læring, succeskriterier og om John Biggs’ SOLO-taxanomi.

Pigerne svarer i kor, indtil en af dem stikker totalt af i læringsrevolutionær paratviden. Pigerne bliver interviewet håndholdt foran en hel kreds af professionelle, herunder en engelsktalende gæst. Efter min mening er det hjernevask, men det er nok bare en synsning. Tænk hvor mange skønne hovedstæder og sange, de kunne lære om i stedet for. Og der er jo også en legeplads.

Til sidst er der et interview med en teenager, som også er glad for det kommunale totalkoncept.

En af kommunens andre skoler er netop blevet ”Visible Learning Partner School”. Certifikatet er underskrevet af John Hattie, og indstillingen er lavet af disciplen James Nottingham, som for tiden huserer flittigt på min fb-væk med små reklamevideoer for forlaget DAFOLO. Her lærer jeg om læringsmål, feedback og fixed mindset, indtil tårerne løber ned af kinderne som små dræbersnegle.

I foråret analyserede John Hattie alle Skanderborgs læringsdata. Hattie kom frem til, at det gik ok, men at man lige skulle give hattieficeringen et ekstra tryk for at komme helt i mål. Det fortalte han om på en stor konference, hvor eleverne havde ‘synlig-læring reklame t-shirts’ på.

Børnene i Skanderborg skal åbenbart være små radikalkonstruktivister? 🙁

Der er en overvægt af kvinder på mange af disse videoer. Er det et kønnet emne? En slags ideologi for kommende 12-talspiger, som er meta-ydrestyret på den helt store klinge? Det er synd for pigerne. Og også for drengene naturligvis.

Så er der lige dem, der udtænker og tjener penge på konceptet. Her er en overvægt af mænd.

Vi ender i en form for kønsadskillelse. Mændene savner kvinden i tanken, og kvinden savner manden i udførelsen.

Links:
Link til video: http://www.skoletube.dk/…/SynliglringogbevgelsepSKovbyskole…

Link til Skanderborg Kommunes hjemmeside om synlig læring:https://www.skanderborg.dk/…/familie-boe…/sammen-om-laering…

 

29. d. 20. oktober: DF og forskningsfriheden

Dansk Folkeparti vil beskytte nationale og vestlige værdier mod trusler udefra. Det er fint med mig. Især var støtten til Kurt Westergaards tegninger al ære værd, selvom det dog var en Venstre-mand, nemlig Fogh Rasmussen, som måtte ride stormen af, da Islam fandt ud af, hvad den var ved at blive til.

Centrum-venstre var i decideret forfald, kulminerende med Politikens imam-aftale, der stadig står og sprutter.

Men Dansk Folkeparti er i virkelig Dansk Fryseparti, dvs. at de faktisk angriber vestlige og nationale værdier, når det lige passer i partiets egeninteresse. Et eksempel er partiets forhold til forskningsfriheden, som jo er en del af ytringsfriheden, og som universiteterne har en lovmæssig pligt til at værne om. Faktisk gjorde partiet via Jesper Langballes mangeårige ordførerskab en ret stor indsats for den videnskabelige frihed. Langballe var knyttet til den nationale tradition via tidehvervs lange rødder tilbage til tiden umiddelbart efter krigen.

Men i DF turnerer også en mere ubehagelig side, hvor det nationale faktisk ender som et angreb mod vestlige værdier, hvorved det nationale selv fryses til is. Så står DF for Dansk Fryseparti.

Et eksempel på Frysepartiet er partiets forhold til forskningsfriheden.

Heine Andersen kan i sin bog ”Forskningsfrihed” berette om to sager, hvor Morten Messerschmidt gik direkte efter fremtrædende forskeres brød og frihed.

Først opfordrede Messerschmidt i 2011 KU’s rektor til at fyre Marlene Wind, fordi hun blev lidt engageret i en tv-debat og forfægtede synspunkter, som Messerschmidt ikke syntes om.

Efterfølgende lagde Morten Messerschmidt i 2014 direkte politisk pression på professor Lars Erslev Andersen efter en kronik i Politiken, hvor han kritiserede Israels adfærd i Gaza.

Så meget for de vestlige værdier i Dansk Fryseparti.

Det hele har efter min opfattelse rødder i det, jeg kalder for “DF’s paradoks”, som går ud på, at partiet er skabt ved en afvisning af de værdier, som de hæver at forsvare. Partiet bliver først “stuerent” og folkeligt dannet, når dette paradoks er gennemtænkt.

Reference: Heine Andersen: ”Forskningsfrihed – ideal og virkelighed”, Hans Reitzel 2017, s. 214-215.

 

30. d. 21. oktober: Fælles mål: vejledende og bindende 

Jeg har forstået, at nogle af skolens Fælles Mål skal være ”vejledende”, og ikke “bindende” som det hedder. Det bliver solgt som pædagogisk frihed. Det tror jeg ikke, det er. Her er mit bud på, hvad ændringen betyder:

a)

Målene er stadig vejledende, dvs. at de står overalt på hjemmesider, fagbeskrivelser etc., i modsætning til andre målforståelser, som stadig er helt ude af billedet. Dvs. at læringsmålene og deres didaktiske form stadig gælder fuldt ud med en omfattende struktur af “vejledende” tvang, som alle kommuner og skoleledere vil rette sig efter. Dermed bliver “vejledende” til frivillig tvang”, hvilket på sin vis er endnu mere bindende end før.

b)

Nu da målene kun er vejledende, har de sluppet den direkte forbindelse til loven. Det betyder, at embedsværket, kommunerne og konsulenterne kan manøvrere endnu mere frit med præciseringer, kommentarer og fortolkninger. Det ser man i de nye uhyre detaljerede “vejledninger” for gymnasiet, hvor der henvises til Fælles Mål og ministeriets læringsportal, samtidig med at det understreges, at målene ikke er bindende.

c)

Der eksamineres stadig fuldt i de vejledende mål, fremgik det af folkeskolen.dk i sidste uge.

Konklusion:
Det vil sige, at de vejledende mål er skærpet ift. tidligere. Skolereformens læringssyn er bekræftet. Der er endnu mindre magt til de pædagogiske miljøer end før.

Prisen for den øgede frihed er derfor mindre frihed.

Jeg håber, jeg tager fejl, men jeg tror det ikke.

Links:
Eksempel på en af de helt nye fagbeskrivelser i gymnasiet:https://www.uvm.dk/…/naturvidenskabeligt-grundforloeb–stx-…

De vejledende mål skal stadig prøves: https://www.folkeskolen.dk/…/slut-med-bindende-vidensmaal–…

Politikerne er ellers meget optimistiske:https://www.folkeskolen.dk/…/faelles-maal-debat-udsigt-til-…

 

31. d. 21. oktober: Facebook-drys: september 2017 

Puha, jeg blev helt forpustet af at redigere septembers drys. Det skete godt nok noget:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-42-september-2017.html

 

32. d. 22. oktober: Morten Kvists pædagogik

Jeg har studeret nogle yderst interessante tekster af især Morten Kvist men også af Thorkild Bjørnvig, som jeg fandt i reolen og læste og skrev om, mens jeg testede nogle Jethro Tull plader på mit nye stereo-anlæg.

Der er en forbindelse mellem dansk teologi, Heretica-kredsen og den aktuelle pædagogiske kritik, som der er værd at værne om og pudse lidt af, så det hele kan gå op i en højere enhed.

http://www.thomasaastruproemer.dk/morten-kvists-paedagogik.html

 

33. d. 22. oktober: DR’s Danmarkshistorie,10. afsnit: Fra vikinger til finansministeriet

Der er gang i diskussionen af DR’s danmarkshistorie rundt omkring.

Afsnit 10 indeholdt mange interessante billeder og historier, og jeg blev lidt glad for, at en af vores progressive pædagoger, Inger Merete Nordentoft, blev fremhævet, selvom det var lige før hun fyldte lidt for meget. Hun kom også til at lyde som en slags skolereformtilhænger (historikeren henviser til ”undervisningsdifferentiering”), Folk, især DF’ere, har også travlt med, at Nordentoft var kommunist. Men Nordentoft var mig bekendt først og fremmest kulturradikal, og sådan nogen var på den tid ofte kommunister, men kun frem til 1956, hvorefter de dannede SF.

Det skal dog også siges, at historikeren i indledningen nævner Nordentofts demokratiske idealer og udgivelser, hvilket faktisk gør hende til en form for anakronistisk modstander af skolereformen fra 2012, som jo bygger på økonomi frem for demokrati.

Skolereformen er sandelig hverken kulturradikal eller grundtvigsk, som de radikale vist nok tror. Den er derimod teknokratisk, jf. punkt 2 nedenfor.

Det var også spændende at se solidariteten blandt de københavnske arbejdere ved de store strejker i 1944 og 1956. Meget livsbekræftende og vigtige fortællinger.

Jeg manglede blot tre ting:

  1. Hvor var Kaj Munk, Frihedsrådet og den brede modstandsbevægelse? Det var som om, at folket og åndshistorien var deponeret hos de udmærkede københavnske arbejdere og nogle skumle unge mænd, som ville af med demokratiet. Jeg blev lidt ked af det lige der. Der var også alt for lidt om d.4. maj og om festen og lysene.
  2. Afsnittet slutter meget ”optimistisk” i 1989, men denne optimisme er skiseme forbundet med, at finansministeriet har overtaget magten i Danmark (54.30ff). Der blev jeg også lidt ked af det.
  3. Har ”Socialdemokratiets modstandere” i 1982 ikke et navn? Er det kun Jens Otto Kragh, der har et navn mellem 1943 og 1989.

Så ud med folket og ind med finansen! Det er jo ren konkurrencestat. Og kun socialdemokraterne har navne. Helt ærligt!

Der var også for mange centrum-venstre historikere, men det hænger muligvis sammen med ovenstående konklusion.

10.000 års Danmarkshistories klimaks: Finansministeriet!

https://www.dr.dk/tv/se/historien-om-danmark-tv/-/historien-om-danmark-4

 

34. d. 23. oktober: De arrige didaktikere 

Hvad foregår der egentlig i de didaktiske miljøer? De sprutter af arrigskab ved den mindste berøring.

Det videnskabelige spørgsmål er efter min opfattelse, hvordan didaktikken både er og ikke er forbundet med etableringen af DPO.

Her er lidt opsamling med udgangspunkt i en dagsaktuel diskussion.

http://www.thomasaastruproemer.dk/diskussion-paa-folkeskolen-dk-didaktik-paedagogik.html

 

35. d. 24. oktober: To bemærkninger til DR’s Danmarkshistories påståede socialisme

a)

Hvad er det for noget med, at der skal være ”borgerlige stemmer” i serien? Må vi ikke være fri for, at historien skal deles op i nogle københavnske debattørers politiske kompas? Hvad bliver det næste? At historien skal deles op på partier? Så kan vi få lidt DF-historie og lidt EL-historie osv. Eller hvad med lidt ”lektor-historie”? Zzzzzz,,,,,,

Jeg håber, at seriens redaktion er totalt ligeglad med disse banale distinktioner og kvaser dem i deres svar.

Hvad jeg derimod ikke er ligeglad med er, at afsnittet overser centrale begivenheder og fortællinger, som tilhører os allesammen uanset politisk observans. Modstandsbevægelsen tilhører f.eks. ikke nogen fløj.

b)

For det andet: Serien er overhovedet ikke venstreorienteret. Derimod beskriver på en underlig naiv måde centrum-venstres dybe FORFALD. Det hele starter med sammenhold og demokratiske visioner, men det ender med en nærmest optimistisk forbrødring mellem selveste finansministeriet og et nyt vidensøkonomisk EU; det hele suppleret af en befolkning, som kun har køleskabe og ferierejser i hovedet.

Serien er hverken til højre eller til venstre, men bare teknokratisk, og den nednormerer kraftigt landets realitet og muligheder. Den er en form for moderne Scavenius. Den er samarbejdspolitikkens TV-sejr.

 

36. d. 25. oktober: Indlæg med tegning

Læs lige dette skrækkelige indlæg, som har en sjov tegning. Eller er det omvendt: et sjovt indlæg, med en skrækkelig tegning?

I al fald kan både de røde og de blå græde med over det hele.

Derimod er indlægget formodentlig en haps-dog for det teknokratiske centrum-venstre, som jo lige har fået fortalt deres stakkels Danmarkshistorie, om hvorfor og hvor dejligt det er, at det hele ender, som forfatteren beskriver det ud fra en “rationel, resultatbaseret og funktionalistisk synsvinkel”.

http://politiken.dk/…/Børns-evne-til-fordybelse-og-koncentr…

 

37. d. 26. oktober: Konservative og kulturradikale i Danmarkshistorien

a) Konservatisme

I starten af 30’erne var mange konservative mere eller mindre fascinerede af udviklingen i Tyskland. Det skyldtes, at de var kede af både kommunismen og Weimarrepublik, som jo var alternativerne på den tid. Selv Løgstrup skrev nogle uheldige kronikker, og både Heidegger, Munk og mange andre var ramt. I sin seneste bog beskriver Hans Hauge fint denne situation og dens effekt.

Men det betyder ikke, at disse folk var fascister. Tværtimod endte mange som modstandsfolk eller så nazismen som en af modernitetens afarter.

Ud af kritikken af Weimarrepublikken og efterkrigstidens kulturkonservative erfaringer voksede en pluralistisk filosofi, som havde rødder i europæisk kulturhistorie, og som op gennem århundredet faktisk i høj grad inspirerede den europæiske og danske venstrefløj.

Afviser venstrefløjen denne filosofi, afvises store dele af europæisk åndshistorie, og dermed afvises venstrefløjen selv og alle andre. Så hold dog op!

 

b) De kulturradikale

Efter 2. verdenskrig var mange kulturradikale mere eller mindre fascinerede af udviklingen i Sovjetunionen. De kulturradikale teorier havde rod i 20’ernes kulturradikale miljøer Tyskland og Østrig, som var en kæmpe-esse for nye ideer.

I 30’erne satsede denne gruppe på Sovjet frem for Hitler, hvilket som sagt var de to toneangivende europæiske muligheder. Dermed fik vi en sælsom forbindelse mellem et socialistisk bureaukrati og nordisk frisind skrevet ind i dansk socialisme. En ren og skær berigelse for den efterfølgende refleksion og sociale ideer.

Men tiltrækningen til det Sovjetiske eksperiment betyder ikke, at disse folk var kommunister. Engagementet holdt op i 1956 (Ungarn), hvor næsten hele den kulturradikale del af DKP forlod partiet, og efter 1968 (Tjekkoslovakiet) var der kun de allermest benhårde strukturalister tilbage. Mange tidligere DKP’ere endte som bidragsydere til opbygningen af en demokratisk socialisme, som i dag bæres frem af SF og Enhedslisten. SF blev dog helt vingeskudt af regeringsdeltagelsen fra 2011.

Afviser højrefløjen denne filosofi afviser den store dele af europæisk åndshistorie, og dermed afvises højrefløjen selv og alle andre. Så hold dog op!

De egentlige arvtagere fra de mest problematiske sider af disse processer er nogle helt andre. Den yderste højrefløj forsøger pt at gøre Danmark til en partikularistisk tvangsmuskel, som uden en parlamentarisk struktur efter min mening ville ende i fascisme, mens den bureaukratiske venstrefløj i dag er havnet hos konkurrencestats-tilhængerne. Også denne ideologi har stærke totalitære tendenser.

De virkelige intellektuelle og engagerede borgere fra højre og venstre har faktisk alt tilfælles, selvom de næsten ingen politiske partier har at støtte sig til.

Så de “borgerlige” (skrækkeligt ord) skælder ud på venstrefløjen for at være ”kommunister”. De venstreorienterede skælder ud på højrefløjen for at stamme fra ”fascismen”. Det er en virkelig dårlig ting at lade sig styre så meget af nogle problemstillinger fra gamle dage i stedet for at tænke over dem.

Ud af denne realitet fordeles rollerne i forbindelse med diskussionen af afsnit 10 i DR’s Danmarkshistorie.

 

38. d. 6. oktober: Inger Merete Nordentofts pædagogik 

DR er blevet kritiseret for at bruge for meget spalteplads på Inge Merete Nordentofts ideer og virke.

Nedenfor er et par citater fra Nordentoft, som af nogen, der kalder sig ”borgerlige”, anses for at være ”kommunist”, bare fordi hun var med i DKP frem til 1956, hvilket stort set alle socialister jo var.

Citaterne stammer fra et foredrag, ”Karakteropdragelse”, Nordentoft holdt på ”Den socialpædagogiske uge” i 1942 i Helsingør. Alle foredragene er samlet i en udgivelse, som kan lånes på det Pædagogiske Bibliotek i Emdrup. Der er også foredrag af bl.a. Sofie Rifbjerg, Jens Sigsgaard m.fl.

Her er så citaterne:

”Skolens mål er ikke at skabe mennesker med en på forhånd af skolen fastsat livsanskuelse, men at skabe mennesker, der kan tænke frit og selvstændigt, der kan samarbejde med andre og indordne sig under helhedens tarv, der kan udvise initiativ og tør tage et ansvar, der kan vise tolerance over for anderledes tænkende og som med mod og fasthed stå inde for sin egen overbevisning – et menneske, der kender sin egen begrænsning, men som med tro og tillid til sig selv anvender sine evner – særprægede eller almindelige, små eller store – for at gavne helheden”.

Er der nogen, der kan være imod det? Skulle det være kommunisme? Det er jo snarere både social og liberalt og god dansk pædagogik, så det gør noget. Det fører direkte frem til skolens formål, stk. 2 og stk. 3. Det eneste problem, jeg har med det citat er, at der tales om at ”skabe” mennesker, men resten er virkeligt flot.

Så spørger nogen måske: Men Thomas, er der så ikke et problem med kundskaberne hos Nordentoft, altså det der med stk. 1 i formålet, for hun er jo reformpædagog. Og jo, det er der faktisk lidt, men så alligevel ikke. Læs f.eks. her i hendes hyldest til en ”demokratisk skole”:

”I en sådan skole må der også lægges vægt på – om ikke kundskabsmeddelelse så dog på kundskabstilegnelse. Men kan nemlig ikke tænke selvstændigt uden at have kundskaber”.

Det er altså lidt både-og, men bestemt ingen afvisning af kundskabernes betydning.

I øvrigt indleder Nordentoft sin artikel med at ridse tre pædagogiske grundsyn op, nemlig ”læreren taler”, ”stoffet taler” og ”situationen, dvs. livet taler”, og hun siger, at der er ”visse fælles træk”.

Foredraget er derfor næsten uden al den ”fra og til”-tænkning, som præger den aktuelle læringsideologi.

Grunden til, at Nordentoft på få sider kan tale så rigt og avanceret om disse emner – på en måde som langt overgår den “moderne” reformpædagogik – er, at hun hverken er inspireret af kommunisme eller af en plat kulturradikalisme, men derimod af den amerikanske filosof, John Dewey, som er artiklens bærende underlag, og som har inspireret pædagogisk og politisk udvikling i hele verden på kryds og tværs lige siden.

En af vores fremmeste hjemlige fortolkere af Deweys arbejde er faktisk Svend Brinkmann, der ligesom Nordentoft til fulde har forståelse for Deweys stedslighed, refleksivitet og dømmekraft.

I de visse nyere Dewey-forståelse glemmer man desværre ”stedsligheden/situationen”, og dermed forfalder det hele til metode og kompetencer i en eller anden global organisations tjeneste.

Nordentoft taler også varmt om skoleklassen. Hun kritiserer, at “gang på gang ophæves og deles klasser”, samt at “det fællesskab, der var skabt inden for klassens rammer, slås i stykker”, så læreren mister kontakten til den klasse, som hun har “sammenarbejdet og sammenlevet” med.

Og til sidst: “Udviklingsmulighederne bliver borte i en skole, hvor alt skifter” (kursiv i original). Altså det stik modsatte af moderne læringsideologi, som f.eks. KL promoverer.

Inger Merete Nordentoft titulerer sig selv som ”kommunelærerinde”. Kunne vi ikke få nogle flere af den slags i samfundet? Det vil da være vejen til et dejligt pædagogisk fællesskab med både demokrati, selvstændighed og kundskabsprocesser.

Så ville vi få en slags “kommunelærerindebaseret pædagogik” i stedet for al denne skrækkelige evidenslæringsdatafims.

 

39. d. 27. oktober: Censorklager over læreruddannelsen

I dagens Berlingske klager læreruddannelsens censorer over, at de studerende skriver for meget om metoder og for lidt om indhold, dvs. for meget om ”didaktik” og lidt om ”fagfaglighed”, som det af en eller anden mystisk grund kaldes i interviewet.

Efter min mening kan dette problem samt hele den måde, som distinktionen mellem ”didaktik og fagfaglighed” arbejder på, føres direkte tilbage til det grundsyn på pædagogik og uddannelse, som har været læreruddannelsens udgangspunkt siden reformen i 2012-13.

Der er tre umiddelbare og let forståelige problemer:

a)

Indholdet fryses i atomiserede kompetence- og læringsmål. Dermed føres al energien over i ”metoden”, som ender som såkaldt ”forskningsbaserede” teknikker.

(Man kan læse et eksempel på dette i en kronik af Claus Holm og Jens Rasmussen fra 2013, som jeg har linket til nedenfor).

b)

Forholdet mellem teori og praksis fratages dermed al dynamik og spænding, dvs. al selvstændig tænkning, og i stedet bringes den lærerstuderende ind i et mekanisk forhold mellem teori og praksis, som man så kalder for ”evidensbaseret praksis”.

(Det kan man læse om i et andet link, hvor Claus Holm interviewer Jens Rasmussen i 2010. Det er virkelig et all time low for dansk pædagogik).

c)

Dertil kommer et tredje endnu mere grundlæggende problem, som også blev forstærket i og med reformens vedtagelse, nemlig at læreruddannelsen er blevet frakoblet dens historiske og kulturelle essens og sammenhæng.

Tillad mig i den forbindelse citere nogle dejlige bandeord fra 1960. Det er den mangeårige rektor for det daværende Jonstrup Seminarium, teologen Aage Morville, som i et festskrift til pædagogen og psykologen Henning Meyer fra Danmarks Lærerhøjskole, skriver artiklen ”Læreruddannelse og folkeskole”.

Efter lidt frem og tilbage med det ene og det andet, som kan diskuteres, runder Morville af i følgende skønne formulering:

”Et seminarium må altid se på, hvad der tjener skolestuens børn bedst. Tendensen går utvivlsomt i retning af specialisering, og man må være sig faren for ensidighed bevidst. Børnene trænger ikke blot til dygtige faglærere, men også til den varme, som kan udstråle fra en lærer, som er præget af en bred menneskelighed og forståelse for, at der også fagligt er en verden uden for Verona. Måske vil vi i fremtiden får lærere, som ikke alle har lært at spille på violin og ikke alle kan arbejde i papmache. Men har de under deres uddannelse lært at se et sammenspil mellem alle kulturens elementer og mellem alle skolens fag, vil de lige fuldt på deres felt kunne give en levende og berigende undervisning” (s.67)

Hvis man starter der, så falder både fag og metode på plads. Som det er i dag, starter man åbenbart med metoden, og så kommer resten slet ikke med.

Alting sidder i disse år fast i metoden, og det kalder man så for ”dømmekraft” på de bonede gulve. Heldigvis har vi et censorkorps.

Links og referencer:

a) Artikel om censorernes aktuelle rapport: https://www.b.dk/…/censorer-advarer-de-laererstuderendes-fa…

b) Claus Holms interview med Jens Rasmussen fra 2010: http://edu.au.dk/…/udgivelser_asterisk_20100604150838_aster…

c) Claus Holms og Jens Rasmussens kronik fra 2013: ”Den nye læreruddannelse skal styrke lærernes professionelle dømmekraft”: https://www.folkeskolen.dk/…/den-nye-laereruddannelse-skal-…

d) Morville, A. (1960). ”Læreruddannelse og folkeskole”, i ”Pædagogiske Strejftog – festskrift til Henning Meyer i anledning af hans 75 års fødselsdag”, Gyldendal, s. 61-67.

Bogen indeholder i øvrigt også korte artikler af Knud Grue-Sørensen om forholdet mellem ”pædagogisk tænkning og forskning” og af Carl Aage Larsen om ”fra elementmetode til helhedsmetode”, som handler om læsepædagogik. Der er også en artikel af Sofie Rifbjerg.

Morville var iøvrigt med til at skrive betænkningen om læreruddannelsen i 1960, som altså udkom samme år som den blå tænkning. Her er et link til førstnævnte: https://www.foxylex.dk/…/Betaenkning_vedroerende_laererudda…

e) Den pædagogiske filosof Carsten Fogh Nielsen har også kommenteret rapporten Han kritiserer især det problematiske i den måde, hvorpå didaktik og faglighed stilles op overfor hinanden i artiklen:
https://www.facebook.com/filoffen/posts/10155805955534289?pnref=story

 

40. d. 28. oktober: Pædagogisk syntese mellem reformpædagogik og den nationale tradition 

Jeg tror, jeg er på sporet af noget vigtigt, som jeg lige har skrevet ned:

http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogisk-syntese-reformpaedagogik-nationale-tradition.html

 

41. d. 29. oktober: Kan man satse på dannelse? 

Nogen mener, at man bør ”satse” mere på dannelse.

Men dannelse er ikke noget, man ”satser på”. Dannelse er der, uanset om man satser eller ej.

Dannelse kommer før, under og i sproget. En undersøgelse af dannelsen, er derfor en undersøgelse af det, som allerede er, samt ordenes leg, boltren sig og gyngen i dette ”er”.

Dannelse er derfor dybt empirisk. Ja, nærmest kausal.

Dannelse handler om at finde denne kausaltet, eller ”grund”, som det latinske ”causa” betyder på dansk.

Dannelse handler derfor om den ‘gyngende grund’ i vores sprog.

Dannelse handler om at finde og drage omsorg for sprogets gyngende grund. En slags grundig-hed, der be-grunder grunden i inter-esse (=at være i blandt tingene).

Man kan ikke bruge indikatorer, målstyring og KL-ideologi til at ”satse” på en gyngende grund. Det vil være en absolut modsætning.

Det kræver helt andre metoder, hvis den dannelse, som allerede findes i og med vi taler – altså vores gyngende grund -, skal vise sig i samfundet.

 

42. d. 29. oktober: Anne Mee Allerslevs forhold til skole og demokrati

Jeg er glad for, at Anne Mee Allerslev er gået af. Ikke pga. hendes bryllupsfest på rådhuset. Jeg glæder mig allerede til at holde rund fødselsdag i universitetets festsal med alle embedsmændene som opvaskere.

Nej, det er mere det politiske. Jeg er sådan rent politisk glad for, at hun går af.

Det handler dog ikke primært om hendes nu tidligere borgmesterpost i København, for jeg er jo ikke københavner, og Allerslevs ressort-område, som er ”beskæftigelse og integration”, har jeg ingen stærke holdninger til. Jeg har faktisk heller ikke noget imod det Radikale Venstre som sådan.

Nej, det handler mere om KL, pædagogik og demokrati. Hvorfor det?

Allerslev har som endnu yngre arbejdet i KL, og hun var også formand for de DJØF-studerende samt personlig assistent for Magrethe Vestager, som jo var stor-ansvarlig for 2011-2015 regeringen, som slagtede landets dannelse. Det er i sig selv en virkelig dårlig begyndelse. Siden er hun så via sin borgmesterpost kommet i KL’s ledelse, og hun var også – indtil i går? – formand for KL’s børne- og skolepolitiske udvalg.

Nu nærmer vi os en politisk sammenhæng, som jeg har interesse i. For nu er vi i nærheden af en struktur, der hedder KL-de radikale-DJØF-uddannelsespolitik. Det er denne sammenhæng, der med Allerslevs afgang svækkes lidt, hvilket jeg er meget glad for.

Nu siger nogen så måske: Men Thomas, er det ikke lidt overfladisk? Men nej, det er det ikke af følgende grunde:

  1. Allerslev har sammen med resten af KL’s formandskab forsøgt at ændre KL’s holdning til folkeskolens formålsparagraf helt uden om det relevante politiske udvalg, som hun jo er formand for. Det kom frem i foråret, da næstformanden, Ulf Harbo, kunne orientere den undrende offentlighed om Allerslevs stærkt udemokratiske aktion. Jeg forstår ikke, at dette forhold ikke trækkes mere frem i den aktuelle sag.
  2. Udvalgets embedsmand, som formodentlig blev ansat af Allerslev, er Arne Eggert, som tidligere var embedsmand hos Antorini, der jo sad i ministerkollegium med Vestager og også samarbejdede med Morten Østergaard om læreruddannelsesreformen. Eggert fremturede i sommers – meget uembedsmands-agtigt – med samme holdning til formålsparagraffen, som Allerslev. Formålet skulle passe til ”samfundets kompetencebehov”, sagde Eggert. Eggert fremførte også sin holdning på Ryslinge Højskole sammen med vennen, Stefan Hermann, som er formand for Danske Professionshøjskoler, hvis direktør er hentet hos Moderniseringsstyrelsen.
  3. Allerslev har stået for nogle drøftelser af ”disruption”, som er meget problematiske. Et eksempel er ideen om, at vuggestue-pædagoger skal erstattes af robotter.
    Allerslev er derfor en del af en læringsrevolutionære muskel, der ønsker at kappe skolens forbindelse til landets tradition og muligheder.

Hendes afgang gør jo ingen sommer, men den er da værd at glæde sig over på kommunernes, demokratiets og skolens vegne.

Links:
Omtale af Allerslev udemokratiske ”kup” i KL: http://www.thomasaastruproemer.dk/strid-kl-ulf-harbos-polit…

Omtale af KL’s disruptionsideer: http://www.thomasaastruproemer.dk/kls-disruptionsideer-vugg…

Link til wiki om Allerslev. Hendes afgang er allerede bogført: https://da.wikipedia.org/wiki/Anna_Mee_Allerslev

Arne Hardis har også en udmærket analyse i fredagens WA, hvor han sætter Allerslevs sager i relation til det radikale venstres almene ideologi.

 

43. d. 30. oktober: Unge Pædagogers historie

I dag har jeg læst Egon Clausens udmærkede og personlige beretning om – men også glødende forsvar for – Unge Pædagogers historie fra 1939 til i dag.

Der er virkelig mange ting at sige, ikke mindst om Clausens og tidsskriftets problematiske og alt for skarpe adskillelse af reformpædagogik og den nationale tradition; en adskillelse som minder stærkt om den nye skolereforms ideologiske struktur. Clausen kan da heller ikke opretholde adskillelsen, når han går ind i substansen, selvom han prøver ihærdigt.

Adskillelsen er overdetermineret af den kolde krig efter min opfattelse. Smider vi den kolde krig væk er alt sådan cirka fryd og gammen. Så lyder Inger Merete Nordentoft (+/-) næsten som Grundtvig og Jacob Knudsen (+/-) for nu at provokere lidt.

Jeg vender muligvis tilbage til det emne, som er virkelig vigtigt, som jeg ser det.

Her vil jeg blot notere to citater, hvor Clausen omtaler vores aktuelle situation:

Clausen var faktisk oprindelig stor tilhænger af skolereformen fra 2013. Siden er begejstringen vist nok kølnet. Det kunne man f.eks. mærke, da han i 2015 interviewede reformkritikeren Brian Degn Mårtensson, hvis arbejde jo ikke lige lader sig opdele i enten reformpædagogik eller nationalisme.

Måske er det med denne tvivl rumsterende i baghovedet, at Clausen skriver følgende i bogens indledning:

“I efteråret 2014 var reformpædagogikken heller ikke længere hjemsted for visioner om et andet og bedre samfund. Nogle af deltagerne havde faktisk været med til at forme grundlaget for den nye lov om folkeskolen, men ude fra den selvsamme skole kom der højlydte klager fra lærere, der følte sig nedvurderet og mistænkeliggjort af ledende politikere fra både højre og venstre side i det politiske liv” (s.13)

Hvem der nærmere tænkes på med udtrykket “nogle deltagere”, får vi desværre ikke at vide, hvilket er lidt mærkeligt, da Clausen ellers ikke er karrig med navne og gode historier.

Men sådan endte altså Unge Pædagoger i 2014: Som en ideologisk understrøm bag skolereformens radikaliserede reformpædagogik, hvor kærlighed til både land og demokrati var smidt ud, og hvor pædagogikkens frihed lå totalt underdrejet.

Hvad Clausen nærmere tænker på med ”nogle af deltagerne”, kommer så måske alligevel frem, nærmest som et nota bene, i en lidt generel formulering på s. 253:

”Den tyske sociolog Niklas Luhmann er i øvrigt rigt repræsenteret blandt Unge Pædagogers senere udgivelser” (s.252).

Så vidt jeg ved, var nogle af disse Luhmann-tilhængere også meget tæt på tidsskriftets redaktion, men det fortæller Clausen ikke noget om. Jeg mangler derfor en forklaring på sammenhængen mellem disse to citater.

Der står ikke rigtigt mere om den aktuelle situation. Clausen koncentrerer sig mest om tiden frem til ca. 1990.

Men jeg kan på alle måder anbefale bogen, hvor Clausen gør alt, hvad der står i hans magt, for at gøre tidsskriftet så socialdemokratisk som muligt.

Tag I-paden med, når I under læsningen skal surfe fra den ene til den anden reformpædagog og seminarieforstander, hvis baggrund ofte fortoner sig i det 19. århundredes og mellemkrigstidens filosofiske diskussioner og kulturelle brydninger, dvs. i en national og åben tradition, som vi efter min – men vist ikke efter Clausens mening? – bør genaktivere, så både reformpædagogik og kundskaber kan præge landets skoler.

 

44. d. 31. oktober: Reformpædagogisk dannelse: Skrammellegepladsen

Reformpædagogikken kan godt udarte. Når den gør det, får den to problemer, nemlig et kundskabs- og et traditionsproblem, som får kundskaberne til at stivne. Det er dette stivelses-problem, der i dag får reformpædagogikken til selv at stivne i ”synlig læring”, som på sin vis er reformpædagogikkens modsætning, hvilket jo er slet og ret paradoksalt.

Den reformpædagogiske tradition er, når den er bedst, det modsatte, dvs. en dannelsestradition. Den er en form for menneskets, følelsernes og kroppens dannelse, ja nærmest højdannelse. Den interesserer sig ikke for ”arbejdsmarkedet” eller ”konkurrencestaten”, som den i bedste fald har foragt for. Hvis den endelig forbinder sig med politiske emner er det via en tilknytning til John Deweys demokrati, som selv er en dannelsesfigur i den helt store stil, eller til forskellige sider af Nietzsches kritiske filosofi.

Der er noget paideia, altså noget græsk antik, over den dannelsesorienterede reformpædagogik. Den har en legende, overraskende og åndelig fornemmelse, som samtidig er tæt på kroppene og følelserne og det sociale liv. Det er en filosofisk pædagogik.

Der er så mange eksempler, så mange fortællinger, som trænger til at blive fortalt igen efter de seneste årtiers dybe fald for denne ide:

Hvad f.eks. med historien om John Bertelsens ideer (1917-1978)? Bertelsen, som blev kaldt ”Jonas”, opfandt ”skrammellegepladsen”, som han indrettede i Emdrup, af alle steder. Emdrup er jo i dag, via DPU’s kurs, en slags læringsideologisk muskel for reformpædagogisk forfald.

Men i Jonas’ ungdom var der liv i Nord-vest-kvarteret.

I Ryparken, som jo støder op til Emdrup, huserede f.eks. Wilhelm Reichs tilhængere i de moderne lejligheder. I den kreds kom også psykologen Sofie Rifbjerg, der dog fik tempereret Reichs vilde ideer med lidt Montessori-rationalitet.

Rifbjerg oprettede sit ”kursus for småbørnspædagoger”, der senere hen på en måde blev til pædagoguddannelsen som sådan. Og John Bertelsen var faktisk ene hane på årgangen hos Rifbjerg i 1940. Der gik han så, mens Inger Merete Nordentoft sad i fængslet og skrev sin hyldest til demokratiet, selvom hun var kommunist. Det var ud af hele denne em af psykologisk og kulturradikal opfindsomhed og modsigelse, at skrammellegepladsen blev til.

Skrammellegepladsen blev senere til byggelegepladser og var på sin vis også en slags forløber for de mest kreative sider af Christiania og måske af moderne dansk kreativitet som sådan.

Børnenes skramlende og eksperimenterende omgang med byens og naturens materialer og de rodede, nytteløse og håndværksprægede, ja nærmest drengede, fællesskaber er udløber af en græsk dannelsesfigur, som opfatter pædagogik som en social suspension, et fælles liv i omgang med ting, hvis funktion ikke er defineret. Bertelsen kaldte det for ”skrammologi”.

Skrammellegepladsen minder også om Lene Tanggaards teorier om kreativitet, hvor tradition, ting og det hun kalder for “fusk” går hånd i hånd. Tanker som Tanggaard udviklede i forbindelse med interviews med håndværkerlærlinge (også drenge?).

Skrammologien minder mig også om en artikel fra 2017 af Tyson Lewis, som bl.a. er inspireret af den italienske filosof Georgio Agamben. Lewis drøfter det, han kalder for lærerens ”angelic” natur, via tre analyser af kunstværker som forestiller engle. Især et billede er relevant her, for det viser en træt engel, hvor alting flyder omkring ham. Også her indgår rodet og skrammelen som en central del af den pædagogiske ontologi. Her symboliserer skramlet lærerens evne til ikke at handle, at forblive i passivitet, blandt skrammel, i rod, evnen til at lade stå til.

Endelig har vi skrammelfiguren i en mærkelig bog, der hedder ”Impure education” af Alexander Sidorkin. Her tales om, at pædagogik har den særlige funktion at producere ting, der ikke kan bruges til noget eller sælges. Skolen er en form for skrammelproducerende skrammelplads.

Og ja, jeg kunne fortsætte med at forbinde skrammologien med hele den europæiske idehistorie. Det er dybt inspirerende (jeg har lagt et link til en omtale af nogle af filosoffen Leibniz’ ideer, der har en vis parallelitet (1946-1716)).

Kulturen er en drenget leg med skrammel. Det er dejligt.

Skrammellegepladsen burde genindføres prompte, både som konkret sted, men også i symbolsk forstand på samtlige landets uddannelsesinstitutioner. Skrammologien er den fineste dannelse. Den er ikke et ”opgør” med noget, men derimod et af reformpædagogikkens fine bidrag til en fri genskabelse af den kundskab og tradition, som grunder menneskets liv.

Links:
Læs om Bertelsen og flere andre på dette fine link: http://www.paedhist.dk/Documents/Ni%20pionerer-2.pdf

Sodorkins bog om “uren pædagogik”: https://www.amazon.com/Learning-Relations-Educ…/…/0820451797

Tanggards ideer står f.eks. i FAQ om kreativitet: http://hansreitzel.dk/P%C3…/FAQ-om-kreativitet/9788741261713

Tyson Lewis’ artikel: https://philpapers.org/rec/VLITPA
Om Leibniz ideer: https://www.jstor.org/stable/2707335…

 

45. d. 31. Oktober: Bobler eler gravøl? 

I morgen bobler det med bobler på Fyn! Håber jeg.

Det er Corydon, de radikale og KL mod Schmidt og landets lærere!

Det er læringsteknokrati mod kundskabernes liv!

Det er konkurrencestat mod pædagogik!

https://www.folkeskolen.dk/618422/bobler-eller-gravoel-odense-laererforening-fejrer-afgoerelsen-i-erik-schmidt-sagen-uanset-udfaldet

Skriv en kommentar