Facebook-drys 44: November 2017

Her er 45 facebook-opdateringer fra november 2017. Byretssagen om den tjenestelige advarsel til Erik Schmidt, den såkaldte Agedrup-sag, fylder en del. Alle analyserne er samlet i drys nr. 30. Men der er også andre emner. F.eks. var der også et kommunalvalg d. 21. november.

Man kan enten læse opdateringerne på herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. Agedrup-sagen 1
  2. Agedrup-sagen 2
  3. Agedrup-sagen 3
  4. Helge Rasmussen om Agedrup-sagen
  5. Agedrup-sagen 4
  6. Troels Mylenberg om Agedrup-sagen
  7. Agedrup-sagen 5
  8. Agedrup-sagen 6
  9. Agedrup-sagen 7
  10. Skoleledernes tude- og offerkultur
  11. Agedrup-sagen 8
  12. Georg Christensen og Emdrup-planen
  13. Lærer Karin Kurzwell om Agedrup-sagen
  14. Agedrup-sagen 9
  15. Georg Christensen og Palle Lauring
  16. Agedrup-sagen 10
  17. Agedrup-sagen 11
  18. Agedrup-sagen 12
  19. Skolepolitisk valgmøde i Odense
  20. DR’s Debatten om skolepolitik
  21. VIVE’s læringssyn
  22. Hal Kochs fejl
  23. Eigil Hansen om Agedrup-sagen
  24. Køge Kommune 1
  25. Køge Kommune 2
  26. Vibeke Hetmars indflydelse og didaktik
  27. Synlig læring-video fra Skanderborg
  28. Norsk lederuddannelse i Danmark
  29. Skolelederforeningens store leder
  30. Agedrup-sagen – samlet analyse
  31. Fra AFEL til AFUL til PF
  32. Konkurrencestatspartiske noter
  33. Mine fem favorit-kandidater til kommunalvalget
  34. Jesper Fisker på data-tur i gymnasiet
  35. Til koncert i Skanderborg og hjem igen
  36. Susanne Crawley fortsætter som rådmand i Odense
  37. Anmeldelse af Uren Pædagogik 3 i Information
  38. Sundhedsplatform 1
  39. Sundhedsplatform 2
  40. Sundhedsplatform 3
  41. Sundhedsplatform 4 og UC-VIA 1
  42. UC-VIA 2
  43. Interview med K.E. Larsen
  44. Skolepolitik – Kulturkritik eller cirkus?
  45. Analyse af Hal Kochs ”Hvad er demokrati?”

 

1. d. 2. november: Agedrup-sagen 1 

Jeg er gået i gang med at studere gårsdagens domsafsigelse i Agedrup-sagen. Det er et dybt interessant dokument. Her er en første iagttagelse:

http://www.thomasaastruproemer.dk/byrettens-afgoerelse-agedrup-sagen-1-mohammed-bibis-opgoer-skolens-lov.html

 

2. d. 3. november: Agedrup-sagen 2 https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155823340649481&id=837549480

Hvad siger dommeren til, at Erik Schmidt forsvarer landets lov mod Mohamed Bibis ”vision”? Han siger, at Schmidt er “forandringsresistent”.

På en måde er det Schmidt, der er dommer, og dommeren, der er Bibi.

http://www.thomasaastruproemer.dk/byrettens-afgoerelse-agedrup-sagen-del-2-dommerens-fortolkning-bibis-opgoer-skolens-lov.html

 

3. d. 3. november: Agedrup-sagen 3

Hvem “pisker en negativ stemning op”? Om lovens bestemmelse af skolelederens pligt:

http://www.thomasaastruproemer.dk/byrettens-afgoerelse-agedrup-sagen-del-3-skoleleder-negativ-holdninger-synspunkter-pisker-negativ-stemning.html

 

4. d. 3. november: Helge Rasmussen om Agedrup-sagen

Gode pointer af tidligere lærer ved Agedrup Skole, Helge Rasmussen, som i dette læserbrev kritiserer byrettens dom mod Erik Schmidt:

https://www.fyens.dk/Laeserbrev/Erik-Schmidt-sagen-Du-kan-blive-den-naeste/artikel/3200592

 

5. d. 4. november: Agedrup-sagen 4

Hvad er “flere lærere”? og hvad er de “chokeret over”? Det er et af de spørgsmål, man må stille til byretsdommeren efter afgørelsen i Agedrup-sagen.

http://www.thomasaastruproemer.dk/byrettens-afgoerelse-agedrup-sagen-del-4-hvem-flere-laerere-chokeret.html

 

6. d. 4. november: Troels Mylenberg om Agedrup-sagen

Chefredaktør for Fyns Amtsavis, Troels Mylenberg, taler med baggrund i Agedrup-dommens problematiske udfald for mere engagement, mere pluralisme og mere loftshøjde på landets skoler. Mylenberg afslutter sin grundige klumme med følgende bemærkning:

”Måtte sagen fra Odense, trods dommens udfald, primært blive en påmindelse til os alle sammen om at huske på, at uenighed – også på et lærerværelse – faktisk grundlæggende er udtryk for styrke. Og at det faktisk er en dansk kerneværdi, at vi giver plads til det enkelte menneske, også selv om det kan blive højrøstet engang imellem”

Mylenberg, der selv har en baggrund i højskolebevægelsen, udtrykker dermed en central del af skolens formål, som jo taler om “demokrati og åndsfrihed”. Jeg tror slet ikke, man ved, hvad disse ord betyder nede i Odense Kommune.

https://www.fyens.dk/indland/Ugens-bagkant-Det-laerende-menneske-og-den-menneskelige-laerer/artikel/3201018

 

7. d. 5. november: Agedrup-sagen 5 

Skoleleder Mohammed Bibi sammenligner et lærermøde med “trusler på livet” og “bandemedlemmer”: Er det et udtryk for en bevidst mega-overdrivelse eller ledelsesmæssig inkompetence?

http://www.thomasaastruproemer.dk/byrettens-dom-agedrup-sagen-del-5-mohammed-bibi-blandt-bandemedlemmer-trusler-paa-livet.html

 

8. d. 5. november: Agedrup-sagen 6 

Her er lidt mere analyse af kendelsen i Odense Byret:

Den handler om “negative synspunkter”, og om hvorvidt man må drøfte forhold, som “allerede er afgjort”.

Først tænkte jeg: Kan en eller anden behjertet sjæl – f.eks. en radikal landspolitiker – ikke snart sætte en prop i det læringsrevolutionære afløb, som jo er forårsaget af en radikal rådmand?

Men nej, skaden er sket. Nu er det et juridisk afløb, der skal stoppes, og det kan kun ske et sted, nemlig i landsretten.

http://www.thomasaastruproemer.dk/byrettens-dom-agedrup-sagen-del-6-spoergsmaal-forhold-allerede-afgjort.html

 

9. d. 6. november: Agedrup-sagen 7 

Tre skoleledere gennem 28 år og deres syn på Erik Schmidts arbejde:

http://www.thomasaastruproemer.dk/tre-skolelederes-syn-paa-erik-schmidts-arbejde.html

 

10. d. 6. november: Skoleledernes tude- og offerkultur

Skolelederne har lige haft kongres. Her klappede deltagerne i karakteristisk stil af Dansk Industris direktør, Charlotte Rønhof, da hun fortalte om, at landets lærere opfører sig som ”ofre”, og at de ”tuder”, og hvad det ellers alt sammen hedder. Det er ren corydonisme og 2013-sprog.

Men hvad sker der mon så, hvis en lærer handler i overensstemmelse med skolens formål, altså uden at tude eller noget og lige op i ansigtet på en læringsmaksimerende skoleleder? Ja, så får læreren en tjenstlig advarsel for ’nega-nega-negative holdninger og synspunkter’ af en skoleleder, Mohammed Bibi, som endda er formand for skolelederne i hele Odense. Og advarslen støttes af en radikal rådmand og af KL, som jo også er imod skolens formål, og som skolelederne gerne vil køre i konsensus-bus sammen med.

Retssagen mod Schmidt blev afgjort dagen før kongressens start. Blev sagen diskuteret på talerstolen eller i krogene? Det vil jeg gerne vide. Formodentlig har man været lykkelig over, at få ram på en lærer, som ikke tuder, blot til skræk og advarsel.

Og foreningens landsformand, Claus Hjortdal, skriver hemmelige og klagende e-mails til Brian Degn Mårtenssons arbejdsgiver, hvis han – altså Hjortdal – udsættes for god gammeldags pædagogisk kritik i Politiken. Det var skam i Magisterbladet og alt muligt i de dage. Heldigvis protesterede Stefan Hermann, og så blev der ikke mere ud af den historie. Det heldige udfald skyldtes nok, at Mårtenssons arbejdsgiver tilfældigvis var Hermans ledelseselev, nemlig rektor Camilla Wang. Mon man taler om denne pinlige episode på kongressen?

Og nu klager disse læringsformænd også over, at de får forskellige politiske meldinger, selvom den lov, de skal administrere, er dybt splittet. Foreningen vil tvinge kunstig enighed ned over en strid, som findes.

Sikken nogle tude-marier!

Hvilken betagende forening af ofre!

Desværre var Riisagers tale på kongressen alt for blød og venlig. Er hun gået helt i stå i en eller anden ministerbil?

Links:
Rønhof’s synspunkter ifølge Skoleliv. dk: http://skoleliv.dk/…/L%C3%A6rerne-m%C3%A5-opgive-offerkultu…

Hjortdals tale på Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/…/skoleledere-vi-kan-ikke-agere-…

Anette Lind kommenterer skoleledernes klapsalver til Rønhof: https://www.folkeskolen.dk/…/klapsalver-mod-tuderi-og-offer…

Riisagers tale på kongressen:https://uvm.dk/…/171102-skolelederforeningens-aarsmoede-2017

 

11. d. 7. november: Agedrup-sagen 8 

Byretsdommeren, som dømte i Agedrup-sagen, har tidligere spillet en uheldig rolle i sagen. Det forklarer jeg her:

http://www.thomasaastruproemer.dk/agedrup-sagen-8-byretsdommerens-rolle.html

 

12. d. 8. november: Georg Christensen og Emdrup-planen 

En lidt sjov detalje om forholdet mellem reformpædagogik, grundtvigianisme og oplysning:

Foregangsmanden bag den såkaldte Emdrupplan, som var et reformpædagogisk manifest fra 1945, var Georg Christensen. Medforfatterne til Emdrup-planen var Inger Merete Nordentoft, Jens Rosenkjær (jf. Rosenkjær-prisen) og gymnasielærer C.F. Vorbeck, som alle var fremtrædende deltagere i samfundslivet.

En af Christensens elever var desuden Holger Paaskesen, som senere blev rektor for seminariet i Skive, hvor han praktiserede privatpraktiserende reformpædagogisk grundtvigianisme. Det er sådan noget, der i dag er strengt forbudt nede i Odense og sikkert også mange andre steder.

Christensen var litteraturforsker. Han var vist nok også radikal. Senere blev han redaktør for både Pædagogisk-Psykologisk Tidsskrift, som blandt andet publicerede Emdrup-planen, og også for afløseren, som den dag i dag hedder Dansk Pædagogisk Tidsskrift.

Emdrup-planen havde rod i mellemkrigstidens modernisme og i modstandsbevægelsen. Ja, planen blev simpelthen konciperet af Frit Danmarks lærergruppe, der var en blanding af især radikale og kommunister.

Nu kommer så de pudsige dele:
Christensen redigerede sammen med Hal Koch i 1949 en stor udgave af ”Grundtvigs værker i udvalg”.

Hal Koch var inspireret af Karl Barth, som også lå til grund for Tidehverv, men også af de mere sociale sider af antikkens og grundtvigianismens filosofi. Koch skrev også pamfletten ”Hvad er demokrati?” i 1945, som stadig er en fast reference i pædagogiske kredse. Han var også ven med Løgstrup. Koch var dog ikke modstandsmand, som Løgstrup var. Tværtimod forsvarede han ligefrem samarbejdspolitikken. Det var noget rod, men Løgstrup havde jo også skrevet noget rod i 1936, så det var ikke let at være ung og engageret, hvilket det jo heldigvis aldrig har været.

I 1963 skrev Koch en vidunderlig lille bog om ”Kristendommens oprindelse”, hvor han interesserede sig for de allerførste kristne fællesskaber. Det var måske den bog, han endnu ikke have fået skrevet i 1940, hvor han i stedet forelæste for fyldte auditorier om Grundtvig, som han nærmest gjorde til en slags kontemplativ munk. Man skulle se indad, hed det sig. Underforstået: Gør ikke modstand mod tysken.

Hvad betyder alt dette? Det betyder, at der var en form for underliggende samhørighed mellem reformpædagogiske, grundtvigske og kommunistiske kredse i de år; en samhørighed, som både splittes og samles af besættelsen, og som i øvrigt blev genskabt i nye former i forbindelse med de folkelige bevægelser i 1980’erne.

Hvorfor er det interessant? Jo, det er det, fordi denne samhørighed ofte afvises i de begrebsmæssige dybdestrukturer. Mange reformpædagogiske kredse havde både dengang og i dag travlt med at karikere og udskyde den grundtvigske tradition, som den jo egentlig har mange ting til fælles med. Dermed får fortællingen, vekselvirkningen og det levende ord svært ved at komme hen til i reformpædagogikken.

Hvad sker der når fortælling og kulturelt liv forsvinder fra reformpædagogikken? Ja, så forvitrer reformpædagogikken til småpositivisme, individualisme, kulturløshed og hypersmart æstetik.

Denne forvitring forstærkes, hvis reformpædagogikken derudover også gør op med oplysningens filosofi, som den selv faktisk er en del af. Så forsvinder ikke bare fortælling, men også kundskaber og dermed også deres indre forbindelse.

Så er kun ”demokratiet” tilbage.

Nej’et til både kundskaber og grundtvig og ja’et til demokratiet er en udbredt, men som antydet ikke enerådende, tendens efter krigen.

Og hvad sker der så, når reformpædagogikken til sidst også gør op med demokratiet?

Ja, så er der kun konkurrencestatens læring tilbage. Og denne rest hedder ”skolereform anno 2013” og ”normalisering” og DPO. Det er virkelig en deroute af dimensioner.

I stedet burde man gøre reformpædagogik, oplysningsfilosofi og grundtvigianisme til en stor pædagogisk syntese. Som antydet ovenfor skulle det ikke være så svært, og det vil give et kæmpeliv tilbage til samfundets genskabelse.

 

13. d. 8. november: Lærer Karin Kurzwell om Agedrup-sagen

Det fynske opgør med faglighed:

Lærer Karin Kurzwell har i Fyens Stiftstidende skrevet en hyldest alle til dem, der går ind for fordybelse, omtanke, kvalitet, eftertænksomhed og faglighed.

Det er jo sådan nogen, som byretten i Odense kalder for ”forandringsresistente medarbejdere”, og som Muhammed Bibi og KL mener har ”negative synspunkter”.

Kurzwell får virkelig demonstreret absurditeten i byrettens dom i sit fine indlæg.

https://www.fyens.dk/Laeserbrev/Erik-Schmidt-sagen-En-hyldest-til-de-forandringsresistente/artikel/3201779

 

14. d. 8. november: Agedrup-sagen 9 

Her er en analyse af byretsdommen i Odense med fokus på vidneudsagnene ifm. lærermødet d. 7. maj, hvor Schmidt i særlig grad gjorde sin samfundsmæssige pligt og “hævede stemmen”.

http://www.thomasaastruproemer.dk/agedrup-sagen-del-9-fjerde-laerermoede-d-7-maj-2014.html

 

15. d. 10. november: Georg Christensen og Palle Lauring 

Omkring 1930 startede læreren og historikeren Palle Lauring på Haderslev Seminarium, hvis rektor var Georg Christensen. 15 år senere var Christensen hovedafsender på det reformpædagogiske manifest, som omgav den såkaldte Emdrup-plan. Han skrev manifestet sammen med bl.a. Inger Merete Nordentoft, som hele Danmark har lært at kende via DR’s danmarkshistorie.

I det følgende vil jeg, med udgangspunkt i Palle Laurings erindringer, vise, at der hos Georg Christensen er en særlig forbindelse mellem litteratur, grundtvigianisme og reformpædagogik:

 

A. Det grundtvigske og historisk-poetiske spor:

Christensen var faktisk litterat, hvilket understreges af følgende passage hos Lauring:

”På førstesalen var læsesalen, biblioteket. Det var ikke stort, præget af at ingen ildsjæl stod i spidsen for det. Men det var humanistisk. Georg Christensen havde sørget for, at de større udgivelser, som han havde del i (Blicher, Grundtvig etc.) var her.” (s.39)

Man kan også læse om Christensens interesse for middelalderen i Tønder:

”Vi kunne være glade for, at vi var havnet under Georg Christensens nysyn og interesse for både pædagogik og psykologi. Helt fri af ældre tankegang var han dog ikke, men han var levende engageret og havde i skolekredse og i ministeriet glade venner og bitre reaktionære venner. Det mærkede vi ikke, men vi hørte muntert om middelalderen i Tønder” (s. 50)

Det grundtvigske spor finder man også i følgende:

”Det var daglig morgensang i festsalen, til det store orgel. Lærerne var her, og eleverne. Det holdt Georg strengt på. Den lille bog med tekster havde han selv fået trykt. Hans favorit var Grundtvig, og han holdt mere af Carl Nielsen end af de ældre koralmelodier.” (s. 88)

Og Christensen redigerede jo faktisk også Grundtvigs værker sammen med Hal Koch i 1949. Det skrev jeg om i forgårs her på FB.

Laurings historielærer på seminariet var Aage Morville, som senere fulgte Georg Christensen til Jonstrup Seminarium, hvor de begge blev rektorer. Morville skrev også nogle interessante ting i et af den senere lærerhøjskoles publikationer. En lærerhøjskole, hvis rektor, A.J. Arvin, også var medunderskriver på Emdrup-planen sammen med Georg Christensen og Inger Merete Nordentoft.

Morville fortalte om ”Ægypten, Athen under Perikles, Rom under Cæsar og Augustus” osv. helt op til den moderne historie. Det var nok Morville, der skabte Lauring. I al fald skriver Lauring følgende:

”Her begyndte historien at gå op for mig. For den er jo ikke kun lektierne. De er bærestoffet, som svinefedt i gamle salmer” (s.59) (kursiv i original).

Lauring fortæller, at Morville i modsætning til mange andre i 1933 var kritisk over for nazismen. Han blev ”noteret hos myndighederne som kommunist. Det var helt vildt” (s.61), skriver Lauring.

 

B. Det psykologiske og reformpædagogiske spor:

Lauring noterer så, nærmest i en note til passagen om biblioteket:

”Men der var også en lille portion af Georg Christensens nye levende interesse, psykologien”.

Og lidt senere kan man læse følgende:

”Lærerne sagde De til os, vi sagde De til dem. Kun Georg Christensen sagde du, mens vi sagde De til ham” (s.47)

Christensen kunne desuden finde på at spørge ud i klassen:

”Forestil jer en situation, hvor I dybt burde skamme jer? – Så kunne han i tavsheden studere, om pigerne kom til at se underlige ud hovedet” (s. 89).

Og vi hører også om Christensens lidt for nidkære interesser for de studerendes drømme, hvilket skyldes hans interesse for Freud.

Laurings samlede vurdering af forholdet mellem Christensens litterære og psykologiske interesse finder man på s. 84ff. Her fremgår det, at Lauring mener, at Christensens litterære interesse er solid, men også lidt tør og analytisk, mens interessen for især psykoanalysens nye sexualteorier var levende, men også noget doktrinær.

Men det hele indkapsles altså af grundtvigske fortællinger og sange.

 

C. Konklusion
I moderne reformpædagogik, dvs. i skolereformen, finder vi de fleste steder en ren modsætning til dansk tradition. Men der altså ingen modsætning for Christensen. Det er helt klart.

Så dansk reformpædagogik er født ud af en eller anden form for vekselvirkning mellem national dannelse og den nye psykologi, som havde rod i 1920’ernes rige åndelige miljøer i Europa og USA.

Denne vekselvirkning bør vi genopdage og sætte sammen med oplysningstidens almene kundskabsinteresse.

I så fald vil vi få et egentligt pædagogisk liv i landet. En slags dansk Paideia.

Kilde:
Palle Lauring (1992): “Brydningstid – erindringer 1930-46”, Gyldendal.

 

16. d. 10. november: Agedrup-sagen 10

Dommeren henviser til tjenestemandslovens §10, det såkaldte “dekorum”, men den paragraf har han da fået vendt helt på hovedet i sin forståelse af Agedrup-sagens indhold.

§10 handler om tjenestemandens pligt til at handle samvittighedsfuldt og agtværdigt, men det er skam Erik Schmidt og ikke Muhammed Bibi, der har efterlevet denne pligt i Agedrup-sagen.

Det er det, jeg viser i linket:

http://www.thomasaastruproemer.dk/agedrup-sagen-del-10-bibi-schmidt-foelger-tjenestemandsloven.html

 

17. d. 13. november: Agedrup-sagen 11 

Rådkvinde Susanne Crawley Larsen forsøger at dække over sin interesse og sit ansvar i Agedrup-sagen:

http://www.thomasaastruproemer.dk/agedrup-sagen-del-11-raadmand-susanne-crawley-larsens-ansvar.html

 

18. d. 14. november: Agedrup-sagen 12 

Hvad siger kommunen til byretsdommen mod Schmidt? I forgårs kiggede jeg på rådmandens synspunkter.

Men forvaltnings-niveauet har også udtalt sig, på KL’s vegne er mit bud.

Udtalelsen falder desuden helt i tråd med en fyringsrunde i 2012, hvor samme direktør ville af med de syge og de besværlige, så man kunne “sætte et hold”, der kunne give “mere læring for pengene”:

http://www.thomasaastruproemer.dk/agedrup-sagen-del-12-odense-kommunes-reaktion-paa-dommen.html

 

19. d. 16. november: Skolepolitisk valgmøde i Odense

Der har været valgmøde om skolen i Odense. Rådkvinden for området, Susanne Crawley Larsen (RV), har de store ord med i tasken.

Hun har følgende markeringer:

1. Undskyld til lærerne for Lockouten i 2013.

2. Folkeskolen har ikke brug for flere koncepter.

3. Folkeskolens målstyring blev for kraftig.

4. Hun elsker skolens formålsparagraf.

Men samtidig går hun i praksis, år ud og år ind, gennem ild og vand for følgende:

1. Hun støtter skoleledere, der implementerer L409 på den mest nidkære og lukkede måde.

2. Hun støtter skoledere, som vil målstyre og læringsmaksimere på den mest primitive klinge, og som vil gøre op med skolens formål.

3. Hun giver advarsler til lærere, som arbejder dybt seriøst ud fra skolens formålsparagraf.

Jeg ved ikke, om man kan forklare dette politiske sammenbrud som en del af de radikales egenart. I al fald er det en forskrækkelig politisk uansvarlighed.

https://www.folkeskolen.dk/619462/odense-politikere-nu-har-vi-sluppet-spareskruen

 

20. d. 17. november: DR’s Debatten om skolepolitik 

Der var skoledebat på DR-debatten her til aften. Riisager, Bondo og Mark og en 12 årig pige, der var glad for sin landsbyskole, sagde nogle gode ting, når Clement ellers gav dem lov. Kan de fire ikke bare ordne det hele?

Der var vist også en socialdemokrat med, hvis barn gik i en lektiecafe. Det var han meget optaget af. Og en skolebestyrelsesformand, som foretrak kæmpeskoler. Der var lige før, at knapperne sprang i storhed. Resten har jeg glemt. Der var også nogen fra kommuneland.

Clement sov, da han skulle have presset Mark på hans ret kraftige kritik af skolereformen. Mark sagde, at han ville have stemt imod reformen, hvis han skulle stemme i dag. Men hvorfor træder Mark så ikke ud af forliget? I stedet gik Clement efter Riisagers dobbeltrolle, men den er jo ikke nogen nyhed. Det endte vist nok med, at Mark var glad nok for reformen alligevel, hvis bare der kom nogle flere penge? Luften gik lidt af ballonen, som jeg hørte det.

Selv går jeg ind for 0 kr. til folkeskolen. Dårlig filosofi skal helst ikke have tilskud, for så bliver dårligdommene jo bare endnu mere effektive. Send pengene til friskolerne, indtil læringsrevolutionen er revolutioneret tilbage. Så kan Folkeskolen få alle sine penge igen.

Nå jo… pædagogforkvinden har ingen sans for skolens kundskabsfunktion. Heldigvis var Riisager både venlig og sikker i sit svar, men BUPL fremturede nu lidt efter min mening. Skolen lever altså ikke af trivsel, selvom den selvfølgelig er vigtig nok. Det gælder også for andre professionelle aktiviteter. Men ok, der er nu også noget smukt og dejligt ved pædagoger, som har samme forhold til relationer, som Anja Andersen har til en håndbold.

 

21. d. 17. november: VIVE’s læringssyn

Her er lidt om læringssynet i VIVE’s evalueringsrapporter (VIVE = SFI+KORA)

Politikerne har travlt med, at de nye rapporter fra VIVE viser, at nu går det godt folkeskolen. Tallene flyver om ørerne.

Men som altid i evalueringer, tager evalueringerne dybt farve af det objekt, som evalueres. Dvs. at evalueringerne i dette tilfælde tager udgangspunkt i det læringssyn, som skolereformen indeholder, og som er et opgør med kundskaber og dannelse. Om noget ”går godt” afhænger derfor af, om man mener, at læringssynet er godt. Det er jo logik.

VIVE’s læringssyn kommer til udtryk i kapitlerne om fælles mål, feedback og sparring, der jo vedrører de pædagogiske processer. I disse passager arbejdes ud fra en ren læringsmålstænkning, og de centrale referencer er til Hattie og EVA.

Her er tre nedslag:

 

A.

F.eks. i følgende passage om ”brugen af feedbacksamtaler og elevvurdering”

”Gennem en årrække (også forud for reformen) har mange lærere arbejdet med at opstille læringsmål for undervisningen herunder at bruge læringsmål som udgangspunkt for dialog med og feedback til eleverne (Danmarks Evalueringsinstitut, 2012).

Forventningen er, at dette vil styrke elevernes motivation til læring og deres læringsudbytte (Hattie, 2011; Fletcher & Hattie, 2011).

Med folkeskolereformen er der kommet ekstra fokus på brug af læringsmål som afsæt for feedback, elevvurdering og dialog. Nedenfor har vi set nærmere på, hvorvidt lærerne arbejder med læringsmål i deres vurdering af og feedback til eleverne.” (s.38)

Så vi er i en horisont, der hedder Hattie, EVA og læringsrevolution. Det er evaluering og feedback som ren teknik. Der er intet om seriøs pædagogik og uddannelse. Jeg synes det er “negativ adfærd”, som man siger i Odense.

 

B.

Og faglighed omtales i følgende jargon:

”Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan. Betydningen af elevernes sociale baggrund skal mindskes i forhold til faglige resultater, og elevernes trivsel skal øges. Det er tre helt centrale målsætninger i aftalen om reform af den danske folkeskole. Med folkeskolereformen ønskes således et øget fokus på elevernes læring og trivsel.” (s.31)

Denne formulering henviser til forligsteksten, hvor ”faglighed” skam ikke spiller nogen rolle. Det gør derimod de operative kvantitative indikatorer i læsning og regning. Og fagene er gjort kompetence- frem for kundskabsbaserede, hvilket jo ikke ligefrem er “fagligt”.

Faglighed er ikke ”læring”. Læring er en psykologisk ideologi, som udelukker faglighed, og som blot skal understøtte økonomisk optimering. Der findes også andre og bedre læringsbegreber, men de er milevidt fra rapportens og reformens.

 

C.

Og i afsnittet om Fælles Mål spørges lærerne kun ind til deres brug af læringsmålstyring med dennes ødelæggende og altomfattende nedbrydningsdidaktik:

”Hvor enig eller uenig er du i nedenstående udsagn?
– Jeg nedbryder målbeskrivelsen i Fælles Mål til konkrete mål for eleverne
– Jeg gennemfører min undervisning med udgangspunkt i Fælles Mål
– Jeg evaluerer elevernes udbytte af undervisningen i forhold til Fælles Mål”

Der er helt lukket af for Keld Skovmands undersøgelser, som det ellers er mit indtryk, at ministeren har været glad for. Der er også lukket af for alt andet.

Konklusion: Der er ingen grundighed eller substans i begreberne. Der er heller ingen tegn på, at kritikken af skolereformens læringssyn og af John Hattie har spillet den mindste rolle. VIVEs rapport af en del af et lukket forskningsbur.

Der kom en tilsvarende rapport fra DPU i foråret 2017. Den undsagde ministeren bl.a. pga. et for smalt syn på undervisning. Jeg synes bare, hun skal gøre det samme her.

Det er også værd at nævne, at en søgning på rapportens fire forfattere ikke afslører det mindste kendskab til pædagogiske eller uddannelsespolitiske emner. Tværtimod er vi fortrinsvis ovre i den økonomiske og statistiske boldgade. Det er nok med til at forklare den lave kvalitet. Jeg vil jo heller ikke være supergod til at evaluere NASA’s raketprogrammer.

Link til rapporten:
https://backend.folkeskolen.dk/…/vive-laerere-og-paedagoger…

Link til Riisagers kritik af rapporten om læringsmål fra foråret 2017:
http://www.thomasaastruproemer.dk/merete-riisager-kritisere…

 

22. d. 17. november: Hal Kochs fejl

A.
Det dummeste, jeg har hørt, er, at ”kultur splitter, mens politik samler”. Det var Hal Koch, der sagde det. Efterfølgende knyttedes et såkaldt ”etnos” til kulturen og et ”demos” til politikken, og det hele bekræftes og videreformidles af Ove Korsgaard som pointen over dem alle. Efterfølgende kom så også nationalstat, velfærdsstat og konkurrencestats på. Det sørgede især Ove Kaj Pedersen for.

Det er sådan en slags dårlig Hal Koch-pakke, vi rejser rundt med.

Vi får altså to betydningsrækker i den kochske/korsgaardske/Pedersenske logik:

Kultur-splittelse-etnos-nationalstat

Politik-samling-demos-velfærdsstat

 

B.

Men som sagt er det en alvorlig fejl.

For hvad bliver konsekvensen?

Den bliver, at ”kulturen” kan ende hos et parti, hvor den kan splitte i al sin partikularistiske etnicitet, f.eks. hos DF.

Og imens opløses det “politiske” i en ”samlende” konsensus, der accepterer en ikke-politisk overhøjhed, f.eks. nazismen, digitaliseringen eller konkurrencestaten.

Koch støttede jo også ivrigt samarbejdspolitikken, ligesom en af hans elever, Bo Lidegaard, støtter Konkurrencestaten.

Dermed opløses demokratiet, som ellers var det, som Koch ville beskytte. Og Kochs referencer til antikken, som jo er ”kulturelle” opløses jo også. Vi får et anti-polis uden politik og uden kultur.

Dette er virkelig et af centrum-venstres store problemer efter min mening.

 

C.

Faktisk er det omvendt.

Det er Politik, der er stridens og antagonismens funktion, som tvinger udviklingen fremad.

Kultur er derimod den samlende og stort anlagte horisont, som i ustandselig og foreløbige indsatser bilægger striden i det ene og det andet værk, der samler alle i et fælles humanitas.

Den franske revolution var stridbarhed og Van Gogh er jo alles! Blot som eksempel.

Og vekselvirkningen mellem den stridbare politik og den samlende kultur angiver samfundets dannelsesniveau.

Faktisk kan Agedrup-sagen efter min mening betragtes som konsekvensen af en sådan Hal Kochsk fejl, men det er en lang historie, der dræber både politik og kultur.

 

23. d. 19. november: Eigil Hansen om Agedrup-sagen 

Lærer Eigil Hansen mener i dette glimrende indlæg fra i dag, at sagen mod Erik Schmidt er et udtryk for en “omvendt sort skole”.

Det er et meget præcist og dækkende udtryk for sagens substans.

I centrum-venstre hedder det “normalisering”.

https://www.fyens.dk/Synspunkt/Erik-Schmidt-sagen-Den-sorte-skole/artikel/3205578

 

24. d. 19. november: Køge Kommune 1 

Vær “den bedste udgave af dig selv” i Køge:

Jeg vil gerne gøre opmærksom på en nyopslået stilling som pædagogisk leder på Skovboskolen i Køge.

I stillingsopslaget kan man læse, at man på Skovboskolen har noget, man kalder for et ”tydeligt undervisningsdesign og elev-mindset”. Der arbejdes også med ”effektive læringsteknikker”, står der.

Hvis du søger stillingen, regner skolelederen med, at du bl.a.

”- understøtter og fremmer udvikling, der bygger på forsknings-baserede metoder, der virker
– er robust og fleksibel
– er klar til at arbejde på en skole, der er værdibaseret
– bliver uddannet i vores undervisningsdesign og elevmindset”

Det handler altså om ”Elevmindset, tydeligt undervisningsdesign, robusthed, fleksibilitet og forskningsbaserede metoder”? Det lyder dybt mistænkeligt, synes jeg.

Så står der pludselig, at Skovboskolen er en ”værdibaseret skole”. Hvilke værdier er det mon, der tales om? Ja, der står ikke noget i selve opslaget, så det er lidt svært at sige. Er det ”robusthed og fleksibilitet”? Det er i så fald noget, man skal være ”klar til at arbejde i”. Men det lyder da mere som en trussel end som en værdi, gør det ikke?

Der står jo også en del om værdier i folkeskolens formålsparagraf, som jo også læreruddannelsen er forpligtet på? og også mange andre steder i læreruddannelsestraditionen. Men den slags ideer er vist bandeord i Køge.

Men måske er det “værdibaserede” en metode? Det tror jeg faktisk, for der står nemlig også, at ”skolen har et undervisingsdesign med metoder fra True North læringssystem”, og man reklamerer jo også med de der “effektive læringsteknikker”.

Hvad det betyder, kan man læse mere om på en dybt bedrøvelig og summarisk ”vision” på skolen hjemmeside. Visionen er: ”Vær den bedste udgave af dig selv” og ”at ligge i top 3 i kommunen”. Et andet sted på hjemmesiden står der, at man vil ”toptune pædagogikken”. Hele tiden med henvisning til Truth North-konceptet.

Nu nærmer vi os ”den værdibaserede skole”:-(

Både lærere og elever har også haft besøg af den tidligere jægersoldat Nikolai Moltke Leth, som står bag Truth North-metoden. Det kan man læse om i den lokale avis, hvor indoktrineringen ingen ende vil tage. Skolelederen er begejstret for besøget, og han har skam selv været på kursus i den “effektive forskningsbaserede værdibaserede metode” tilbage i 2012.

Og kommunens skoleudvalg er skam orienteret om metoden. Udvalget har bl.a. fået følgende at vide på et møde i januar 2017:

”True North konceptet bygger på en række forskningsbaserede læringsprincipper og tager udgangspunkt i positiv psykologi. True North fokuserer på metoder, som skaber forudsætning for læring, og elevens krop, sind og hjerneniveau inddrages i læringsprocessen”

Det var faktisk Skovboskolens leder selv, som fortalte om de ”forskningsbaserede læringsprincipper, som tog udgangspunkt i den positive psykologi” og om alle “hjerneniveauerne”.

I referatet står der, at udvalget tog orienteringen ”til efterretning”.

Links:
Stillingsannonce for pædagogisk leder på Skovboskolen: https://www.jobindex.dk/jobannonce/jobnet/7532812?lang=da
TN-ideologen på besøg på Skovboskolen: https://sn.dk/…/Jaegersoldat-rykkede-elever-…/artikel/473183

Skovboskolens vision: http://skovboskolen.skoleporten.dk/…/34b18680-9f62-4fbf-822…

Artikel om Skovboskolens ”toptuning”: http://www.skovboskolen.dk/…/skovboskolen%20og%20g%C3%B8rsl…

Byrådet orienteres om TN-konceptet: https://www.koege.dk/…/DF8F2912-D150-4B2C-BB1C-BABFD7640C34…

Byrådets syn på læringsmålsstyret undervisning: https://www.koege.dk/…/7DEB4642-8A3C-415C-881E-51922F5BE637…

Skoleledelsen på TN-kursus i 2012: http://skovboskolen-data.dk/…/121030-Skovboskolen-TrueNorth…

Tidligere indlæg om True North-konceptet:http://www.thomasaastruproemer.dk/true-north-koncept-i-ny-n…

 

25. d. 20. november: Køge Kommune 2 

I går kunne jeg fortælle om en True North-skole i Køge.

I dag har jeg kigget lidt på kommunens syn på den læringsmålstyrede undervisning.

Kommunens generelle syn på læringsmålstyret undervisning fremgår af nedenstående referat fra et skoleudvalgsmøde d. 7 december 2016.

Her kan man se, hvordan et totalt smalt og enerådende læringsbegreb kombineres med evidensbaserede undervisningsmetoder, maksimalt udbytte, læringsplatforme og “systematiske sammenligning af forskellige metoders effekt”.

Der er 0,00% pædagogisk horisont og indsigt i forvaltningens fremturen efter min mening.

Der står også, at “mange skolefolk har anset det for nødvendigt at sikre en systematik i opstilling af mål for eleverne og opfølgning på dem”. Hvilke “skolefolk” har man mon i tankerne? Nogle af Antorinis væbnere?

Der er også nogle overvejelser over, at de gamle lærere – dvs dem “der i årtier har gjort tingene på en bestemt måde”!!! – vil “opleve modstand” imod “forandringen”(altid i bestemt ental). Det kaldes også en “tilpasningsperiode for personalet”.

Herfra er der ikke langt til de “negative synspunkter” i Agedrup. Det er samme logik. Dvs. smalhalsens og normaliseringens logik.

Her er det fulde referat af det pågældende dagsordenspunkt:

“151. Opfølgning på målstyret undervisning

Indstilling
Børne- og Uddannelsesforvaltningen indstiller, at Skoleudvalget tager opfølgning på temadrøftelse den 7. september 2016 om målstyret undervisning til efterretning.
Baggrund og vurdering

Skoleudvalget havde den 7. september 2016 en temadrøftelse om målstyret undervisning, hvor kredsformand for Danmarks Lærerforening, Pernille Nørgaard, og skolechef Søren Thorborg deltog. Udvalget ønskede dengang en opfølgning på et kommende møde.

Folkeskolereformen har fokus på, at alle elever udfordres, så de bliver så dygtige, de kan, samt at betydningen af social baggrund mindskes i forhold til faglige resultater. Dette betyder, at der i højere grad må være en bredere fordeling af ansvaret for undervisningens kvalitet. Ellers kan skolen ikke sikre, at alle elever udfordres og får maksimalt udbytte. Da folkeskolereformen samtidig sætter fokus på respekt for professionel viden og praksis, har mange skolefolk anset det for nødvendigt at sikre en systematik i opstilling af mål for eleverne og opfølgning på dem. Den nationale beslutning om, at alle skal etablere en elektronisk læringsplatform er den strukturelle ramme om etablering af den nødvendige systematik i håndtering af mål for elevernes læring. Etablering af lærerarbejdspladser på skolerne og tiltag for at fremme højere grad af fælles forberedelse er også tiltag, der fremmer den – til tider – manglende, pædagogiske diskussion og den systematiske sammenligning af forskellige metoders effekt.

Der har i den offentlige debat været fremført bekymring for, at fokus på målstyret undervisning kan overdrives, så det bliver et stort administrationsarbejde og at alt for mange opstillede mål kan skrævvride fokus. Det kan ikke afvises, at der er kommuner og skoler, hvor dette er et problem. Men i Køge Kommune er målstyret undervisning og brug af læringsplatform været indført gennem processer med efteruddannelse og dialog. Der vil naturligvis altid være en løbende diskussion om omfanget af systematik. Lærere er forskellige. Skoler er forskellige. Når man ændrer nogle ret grundlæggende tænkemåder i en skoles virksomhed, vil der altid være en tilpasningsperiode. Medarbejdere, der i årtier har gjort ting på en bestemt måde og er trygge ved den, kan let opleve modstand ved disse forandringer. Det er vores indtryk, at skolerne arbejder godt med forandringen. Nogle er længere fremme end andre. Men den seneste tids dialog om OK15 og 15 punkter om samarbejde viser, at dialogen på skolerne generelt er god, og at der bliver taget fat i de vanskeligheder og bekymringer, der bringes på bane. Ved sammenligning med andre kommuner ved regionale møder, er Køge klart nået langt på dette område.

Der er satset meget efteruddannelse og ledelsesfokus på målstyret undervisning. Alt tyder på, at det resulterer i en mere systematisk tilgang til undervisningsmetoder. Der er en tilpasningsperiode hos personalet. Den målstyrede undervisning bliver stille og roligt i stigende grad en del af hverdagen på Køges skoler.

Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.

Beslutning
Orienteringen taget til efterretning.

Jette W. Jørgensen (Ø) ønsker, at Skoleudvalget følger op på temadrøftelsen ultimo 2017.”

https://www.koege.dk/byraad-udvalg/Dagsordener-og-referater/6fb0949b-003a-49d3-bc73-962268ca953f/7DEB4642-8A3C-415C-881E-51922F5BE637.aspx?allowCookies=1

 

26. d. 20. november: Vibeke Hetmars indflydelse og didaktik 

Professor i danskfagets didaktik Vibeke Hetmar skrev i 1996 ph.d.-afhandlingen ”Litteraturpædagogik og elevfaglighed”.

Hetmar tager udgangspunkt i et stærkt konstruktivistisk syn på både pædagogik og litteratur. Hun trækker bl.a. på det australske peel-projekt og på det beslægtede AFAL, dvs. ansvar for egen læring. Det er faktisk ideerne fra PEEL, der ligger til grund for Hattie og Biggs arbejde. De mente blot, at der skulle suppleres med noget evaluering. Og AFAL er jo velkendt herhjemme som den dominerende konstruktivistiske figur i 1990’erne.

Det er en meget radikal konciperet konstruktivisme, som Hetmar taler frem: Her er nogle pointer:

 

A. Ud med fagdidaktikken!

Fagdidaktikken dømmes ude:

”Den fagdidaktiske position dur ikke, for den tager udgangspunkt i fagets faglighed og ikke i elevens og er derfor den position, der især skal udfordres”. (Hetmar 1996, s.36)

Så almenpædagogikken skilles altså fra fagene og knyttes i stedet til elevernes læring (s.24), og denne psykologiserede ”almenpædagogik” kaldes så for ”dannelse”. Jeg synes ikke om det, det må jeg indrømme.

Hetmar har i den forbindelse en længere analyse af Georg Christensens litteraturpædagogiske forståelse (s. 26ff). Det er meget interessant, fordi Christensen jo stod bag den reformpædagogiske ”Emdrupplan” i 1945 og har dybe rødder i de progressive dele af landets seminariemiljøer. Historikeren Palle Lauring skrev også om Christensens både grundtvigske og psykologiske interesser i sine erindringer fra 1992.

Men Hetmar gør alt for at drive den mindste litterære og ”fagdidaktiske” interesse ud af Christensen. Der er dog lidt tilbage i form af et såkaldt ”traditionelt tekstsyn”, hvilket hun da også ærgrer sig lidt over. Sjovt nok hæfter hun sig ikke ved, at Christensen helt fremme i 1949 redigerede Grundtvigs udvalgte værker sammen med Hal Koch. Hvorfor Hetmar bruger så meget plads på Christensen (8 sider) står ikke helt klart for mig, men analysen er meget sigende.

 

B. Ud med sandheden!

Her er nogle videnskabsteoretiske markeringer

“Viden er noget, vi skaber: ”knowledge is made by people and not found””

“Det centrale i den konstruktivistiske tilgang er imidlertid bevidstheden om, at denne objektivistiske synsvinkel er underlagt det fortolkende subjekt”

”Derfor fører en afhandling ikke forskningen et skridt nærmere sandheden, for en sådan eksisterer ikke.” (s.58)

Så først røg ”faget” ud. Og nu røg også ”sandheden”, hvilket er lidt en dårlig start på en ph.d.-afhandling efter min mening. Men der er mere:

 

C. Ud med teksten selv og dens tradition!

I tekstsynet gøres op med enhver form for transaktionsanalyse, som jo forudsætter en omverden, og som i den forstand er det modsatte af “konstruktivisme”. På den måde kan Hetmar f.eks. læse Eliott Eisners avancerede teorier, som tager udgangspunkt i Deweys æstetik, helt uden forståelse for det centrale i Deweys erfaringsbegreb (s. 99).

At gøre op med ”transaktion” samtidig med at man trækker på Dewey-traditionen er mig et helt ubegribeligt analytisk skridt.

Hetmar gør også op med nogle udmærkede betragtninger, som litteraturpædagogen Vilhelm Andersens gjorde sig helt tilbage i 1912 (s.164), og der tales nedladende om den ”nationalt bestemte litteratur”. Det skal alt sammen gøre det ud for at være det modsatte af ”konstruktivisme”

 

D. Afsluttende bemærkninger
Hetmar har faktisk mange gode praktiske ideer i sine mere praksisorienterede overvejelser – det har altid været konstruktivismens styrke. Men ok, det er jo også en fordel, at hun har nogle gode tekster fra ”TRADTITIONEN” at arbejde ud fra. Men det er altså et kæmpeproblem, at pædagogikken udvikles uden sans for dens objekt

En af grundende, til at jeg nævner disse ting, er, at Hetmar er en form for lærerinde for hhv. Jeppe Bundsgaard og Morten Misfeldt, som her i 10’erne er centrale aktører ifm udarbejdelsen af folkeskolens Fælles Mål, der jo har været kritiseret så kraftigt. Det kan man faktisk sagtens mærke. Bundsgaard har nemlig samme opgør med objektivitet og litteratur kørende som Hetmar. Han vil i stedet udvikle almene kompetencer, som kan sættes i spil i et eller andet sociologisk konciperet fremtidsscenarium. Han og hans gruppe – inklusiv Hetmar – udviklede derfor i 10’erne den såkaldte ”scenariedidaktik”, som bygger på samme grundlæggende forståelse af almenpædagogik, som vi så hos Hetmar i 1996. Bundsgaard mener, ligesom Hetmar, at han taler om dannelse. Men det gør han ikke, for der er jo intet kundskabsobjekt andet end de almene kompetencer (f.eks. kommunikative kompetencer). Og Bundsgaard kritiserer også, ligesom Hetmar, danskfaget for at være ”snævert og nationalt fokuseret” (Bundsgaard m.fl. 2017, s. 275).

Jeg forstår simpelthen dette mærkelige had til landets vidunderlige litterære tradition. Og så alligevel: jeg forstår det jo godt lidt alligevel. Det stammer nemlig fra 1990’ernes konstruktivistiske reduktion af syntesen mellem reformpædagogik og grundtvigianisme. Det var den reduktion, der gjorde klar til systemteorisk og konkurrencestatsteoretisk overhøjhed, dvs. til skolereformen.

Det var også Bundsgaard og Misfeldt, der på det kraftigste kritiserede Keld Skovmands indflydelsesrige bog om Fælles Mål. De har heller ikke meget til overs for Alexander von Oettingens arbejde. Men von Oettingen har jo også en helt anden og langt mere avanceret forståelse af almenpædagogik.

Misfeldt, Bundsgaard og deres elev, ph.d. Simon Skov Fougt, har netop sammen med flere andre fra miljøet udgivet bogen ”lærermidlernes danskfag”. Jeg har kun læst nogle korte passager, men har allerede forskellige hypoteser om, hvordan rapportens begreber er ”konstrueret”.

Fougt tændte iøvrigt helt af, da jeg forsvarede von Oettingen mod Bundsgaards kritik på en tråd på folkeskolen.dk

Hetmar døde desværre i sommers. Jeg lægger et link til Raahauges mindeord. Raahauge var formand for Dansklærerforeningen, men er mig bekendt ikke konstruktivist, som Hetmar altså var. Men jeg kan jo have overset noget.

Referencer:

Vibeke Hetmar: Litteraturpædagogik og elevfaglighed, Danmarks Lærerhøjskole 1996.

Bundsgaard, Bremhom, Fougt og Skyggeberg: ”Læremidlernes danskfag”, Aarhus Universitetsforlag 2017.

Stridstråd på folkeskolen.dk, november 2017: https://www.folkeskolen.dk/…/danskfagets-laeremidler-uddann…

Jens Raahauges mindeord: https://www.folkeskolen.dk/…/tak-for-de-spor-du-har-sat-vib…

 

27. d. 20. november: Synlig læring-video fra Skanderborg https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155871023774481&id=837549480

Lidt aften-hygge fra Skanderborg 🙁

 

28. d. 21. november: Norsk lederuddannelse i Danmark 

Her er et meget interessant og oplysende indlæg om den tilsyneladende dybt instrumentelle lederuddannelse fra business-skolen i Oslo, som Aalborg og København kommune vil sende alle deres skoleledere på.

Eftersom begge kommuner i forvejen er i dårlig pædagogisk gænge, så kan resultatet kun blive spydigt.

Men ok, den norske lederuddannelse passer godt sammen med skolereformen og alle dens indre organer.

https://skoleliv.dk/debat/art6213815/Norsk-lederuddannelse-er-stik-imod-dansk-skoletradition?utm_campaign=skoleliv&utm_content=21-11-2017&utm_medium=newsletter&utm_source=skoleliv

 

29. d. 22. november: Skolelederforeningens store leder 

Om Skolelederforeningens ubesværede, besindige, åbne, tænksomme, venlige, syngende, afslappede, yngre, friske, beslutsomme ledelse, som også har overblik:

Skolelederforeningens blad hedder Plenum. I marts 2017 bragte bladet en artikel om formanden Claus Hjortdals og næstformanden Dorte Andreas’ arbejde, siden de blev valgt i 2016.

Hele foreningens ånd kommer til udtryk i følgende hyldest, der indleder artiklen:

”Velklædt, uden at være prangende.
Over for står Claus Hjortdal, der med sine tre år i formandsstolen, seks år som næstformand er en foreningsmæssig erfaren herre.

57 er han og rager op med sine 1,95 godt op. Det giver overblik.

Udadvendt er han også, ordene flyder hurtigt og ubesværet, men ikke som diktat. Hele tiden er der åbninger, som man selv kan tænke sig videre fra. Der er en nordjysk besindighed ind over. Ikke så underligt, det er der, han har rod.

Ved siden af står Dorte Andreas. Også her er stilen og udstrålingen afslappet. En yngre profil på 45 er hun, let og adræt med en frisk forbindelse til praksis.

Det er kun et år siden, hun indtog næstformandsposten fra at have været skoleleder og lokalformand i Odense.

Hun er kvik og har som formanden god humor. Den kommer man langt med. Det fynske høres i form af en let syngende, og venlig tone, der samtidig er beslutsom. Ledergenet er der 100 %.”

Nu har jeg selv aldrig hørt Hjortdal sige noget ”besindigt” eller lave ”åbninger, som man selv kan tænke videre fra”. Jeg mindes heller ikke at have stødt på et ”overblik”? Men muligvis er Dorte Andrea ”let og adræt” med en ”yngre profil” med en “frisk forbindelse”? Og jeg kan da sagtens genkende en ubehagelig blanding af magt, antikritik og kønsstereotyper, når jeg ser den.

Desuden kan jeg konstaterer, at Hjortdals evne til at modtage og forstå almindelig kritisk aktivitet lader meget tilbage at ønske. Det gjorde så vi i 2016, hvor han skrev direkte til en kritikers arbejdsgiver og klagede over en kronik i Politiken.

Og her i dag har Hjortdal svaret virkelig ubehjælpsomt og flagrende på Niels Jakob Pasgaards og Simon Malkenes præcise og konkrete kritik af Osloskolens filosofi; en filosofi, der er totalt læringsmekanisk, og som er konciperet af en økonom, der hedder Johan From. From går med sit eget udtryk ligefrem ind for at ”bureaukratisere” skolen. Det skal ske med flere data, læringsmål og styring i en form for radikaliseret Antorini, som jo i forvejen er revolutionær. Det er lige noget for Hjortdal og for skolelederforeningen må man forstå.

Skolelederforeningen udvikler sig utroligt dårligt i disse år, og alle landets skoleledere bærer et ansvar.

Citatet minder mig i øvrigt – i al dets trælse floromvundenhed – lidt om dengang, landets UC/DPU-rektorer sammenlignede Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King, fordi han gerne ville i top på PISA.

Jeg har ingen respekt for den slags.

Links:
Plenum, nr.2, 2017: https://www.skolelederforeningen.org/…/…/plenum_2_17_web.pdf

Pasgaards og Malkenes kritik af Odense-skolen lederuddannelse:
http://skoleliv.dk/…/Norsk-lederuddannelse-er-stik-imod-dan…

Hjortdals reaktion på Pasgaards og Malkenes kritik: http://skoleliv.dk/…/%C2%BBDe-skyder-helt-ved-siden-af%C2%AB

Interview med Johan From, hvor han forsvarer “bureakratisering”:
http://www.statped.no/…/Johan-From-om-skolen-i-dag-og-i-mo…/

Om København Kommunes initiativ, med støtte fra AP-Møllerfonden, socialdemokratiet og radikale venstre (Frank Jensen og Anne Mee Allerslev):https://www.kk.dk/…/koebenhavn-vil-have-skoleledelse-i-verd…

Om Hjortdals hemmelige mails: http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesang-i-magisterblade…

Kronikken hvor Lars Løkke sammenlignes med Martin Luther King:https://www.b.dk/kronikker/10-4-loesning-til-folkeskolen

 

30 d. 22. november: Agedrup-sagen – samlet analyse 

Jeg har samlet alle analyserne af byretssagen mod Erik Schmidt i dette dokument:

http://www.thomasaastruproemer.dk/samlet-analyse-byretsdommen-erik-schmidt.html

 

31. d. 23. november: Fra AFEL til AFUL til PF

Hvad er Synlig Læring? Det er et opgør med Ansvar for Egen Læring (AFEL), hvor eleven var alene med en lærer på sidelinjen.

Hvordan er Synlig læring et opgør med AFEL? Jo, ved at radikalisere og forstærke AFEL.

Hvordan forstærkes AFEL af Synlig Læring? Jo, ved at AFEL overgår til Ansvar for Egen Undervisning (AFEU).

Så skolereformen handler om at gå fra AFEL til AFEU. Eleven er ikke mere bare alene, han er nu helt alene.

Hvad sker der med læreren i AFEU? Han forsvinder. Han skal nu blot kontrollere, at eleven lærer sig selv at lære, dvs. at eleven kan lære at være sin egen lærer.

Så eleven overtager altså lærerens rolle. Det kan naturligvis ikke fuldt ud realiseres. Det må derfor suppleres. Hvad suppleres der med?

Elevens egenlæring suppleres af dokumentation for, at eleven kan være sin egen lærer. Denne dokumentation kalder man ”data” og ”læringsmålstyring”.

Data bliver dermed til en form for lærer-rest.

Læreren bliver til en it-supporter, der træder til, hvis der er problemer med terminalerne.

Hvad sker der med it-supporteren? Han overtages af en robot.

Men hvad er mennesket så? Det er kød og algoritmestyret affekt.

Så er det, at man begynder at savne et pædagogisk fællesskab (PF).

 

32. d. 23. november: Konkurrencestatspartiske noter

Jeg er lidt mistænksom af følgende grund:

Det startede med, at Socialdemokratiet i København var mega-langt bagud i meningsmålingerne.

Pludselig, få uger før valget, siver en historie om Anne Mee Allerslevs bryllup, som er en totalt ligegyldig detailhistorie.

Dernæst, få dage før valget, er der gang i en masse ligeså ligegyldige historier om Alternativet.

Så går der tid med det. Elbæk og Allerslev burde have smadret pressen efter min mening. Altså buuhet!!!

Er der ikke noget at gøre for en flittig journalist? Det virker da totalt planlagt? En lille Jensen-gate? Men findes der journalister? Ikke på Politiken, ser det ud til. Her er Christian Jensen vild med Socialdemokratiets gøren og laden. Kommunalvalget er en sejr for ”demokratiet i globaliseringens æra” og alt muligt, og den anden dag var Frank Jensen den store helt i lederen. Men ok, det er jo også ”Konkurrencestatstidende”.

Det var det med mistænksomheden. Her er et par konkurrencestatslige tilføjelser:

For det hele følges så op af, at Frank Jensen vil sende sine skoleledere til Oslo, hvor de kan lære om læringsmaksimering på den allermest banale klinge, som Skolelederforeningen er helt vilde med. Man græmmes over den aktuelle pædagogiske kvalitet i et af Europas pædagogiske hovedlande, som tilfældigvis er vores eget land.

Og prikken over i’et er så, at selveste Corydone – den personificerede konkurrencestatsideologi – skal være redaktør for noget så filosofisk som en avis, endda på opfordring. Hvilken kæmpe fejl af Børsen, hvilket allerede kan aflæses i Corydons udtalelser, som kun handler om at “sikre”, “strategi” “kvalitet” osv. Totalt tomgang med stor effekt.

Men måske er Corydons vej nu åben til Berlingske? Så kan Corydone og Christian Jensen arbejde sammen om at lukke munden på verdens stemmer. Så får vi Konkurrencestatspersonificeringen og Konkurrencestatstidende i skøn forening?

 

33. d. 23. november: Mine fem favorit-kandidater til kommunalvalget

Tre ud af mine fem favoritkandidater kom i deres respektive byråd.

Inde :-):

Ulf Harbo fra Enhedslisten blev valgt ind i Norddjurs Kommune. Harbo har talt både KL og Læringsmålsstyring midt imod, til trods for at han er næstformand i KL’s skoleudvalg. Siden er KL gået lidt i stå. De vender nok lige skråen efter Habos heltemodige raid.

Kirstine Bille fra SF blev valgt ind i Syddjurs Kommune, hvor hun også er tidligere borgmester. Hende støtter jeg egentlig kun, fordi hun eksplicit støttede Harbo i hans oprør i KL. Støtten optrådte ganske vist lidt for alene og perifært (på en debattråd i en lokalavis), men alligevel: Lidt har også ret.

Simon Pihl Sørensen fra Socialdemokratiet blev valgt i Lyngby, hvor han efter eget udsagn fortsætter som viceborgmester. Pihl Sørensen er helt oppe på Ulf Harbo-niveau pga. sin dundertale mod Synlig Læring i Lyngby byråd forrige år. Talen fik som konsekvens, at Lyngby forlod Synlig Lærings-samarbejdet i de nordkøbenhavnske kommuner. Pihl Sørensen har også forsøgt at samle socialdemokratiske kommunalpolitikere fra andre egne af landet til et opgør med partiets skolepolitik, og han kritiserer også KL, hvilket er dyd nr. 1.

Ude :-(:

Stefan Agger fra de Konservative kom desværre ikke ind i Lemvig. Agger har nogle meget interessante skoletanker, som moderpartiet og andre kunne lære noget af. Han blogger på det glimrende kulturkonservative tidsskrift ”Årsskriftet Critique”. Agger er ung, pragmatisk og tænksom, så jeg håber virkelig, at han gør comeback.

Linda Andrea fra LA manglede kun sølle 6 stemmer i at komme i byrådet i Skanderborg. Andrea har gjort et stort arbejde i kampen mod Synlig Læring i Skanderborg. Det er et stort tab for kommunen, at det i stedet blev en DF’er der kom ind, for alle ved jo, at DF har samme forhold til pædagogik, som skomagere har til hårtørrere. Det kan man ikke just sige om LA i disse år. Partiet svinger virkelig taktstokken på det uddannelsespolitiske plan. Men altså desværre ikke i Skanderborg, hvor socialdemokraten Gaarde, der er helt vild med John Hattie, genvandt borgmesterposten.

Findes der andre kandidater, som burde være mine favoritter?

 

34. d. 24. november: Jesper Fisker på data-tur i gymnasiet 

Undervisningsministeriets departementschef, Jesper Fisker, ser store muligheder i dataregulering af Gymnasielæringen.

Det var jo Fisker, der annoncerede læringsrevolution på Vartov i 2014. Efter Riisagers mellemkomst trak han lidt i land ift målstyringen af folkeskolen, men det stak ikke så dybt.

I går holdt Fisker så oplæg for gymnasiernes rektorforening (i dag: Danske Gymnasier), som jo var helt vilde med regeringens oprindelige dannelsesfjendtlige gymnasieudspil, og som også er glade for John Hattie.

Fisker har været i USA, hvor man kan ved hjælp af data og tests kan forudsige meget præcist, hvem der vil droppe ud. Men alligevel taler Fisker om, at vores “værdier” kan bidrage til et “reguleringsregime på området for dataanvendelse”. Jeg tror ikke, jeg falder under Fiskers begreb om “vores værdier”. Jeg fortrækker, at en lærer undersøger sagen selv, især hvis jeg var elev, men også hvis jeg ikke var.

Fisker mener, at data vil “dygtiggøre” eleverne. Vi er i skolereformsland, det er helt klart. Og han har det hele fra sundhedsvæsenet, hvor han engang var ansat.

I dag har Mikael Busch en grundig og kritisk artikel i WA om Synlig Læring i Gymnasieskolen, hvor Hatties indflydelse gennemgås. Den synes jeg, Fisker bør læse, men det gør han nok ikke. Pædagogikkens ene verden læser alt, mens den anden kun læser om data.

Selve gymnasieloven er splittet mellem dannelse og læring/data. Med Fiskers helt naive udmelding og Danske Gymnasiers ukritiske modtagelse af hans oplæg ser det ud til, at læringsrevolutionen vinder over gymnasiet. En konklusion som også bekræftes af en række andre forhold.

http://www.danskegymnasier.dk/datadiskussion-er-foerst-lige-begyndt/

 

35. d. 25. november: Til koncert i Skanderborg og hjem igen 

Her til aften var vi til koncert i Skanderborg, hvor ja-hattie jo er skyggeborgmester. Jeg kan berolige alle med, at vi nu er trygt hjemme i Aarhus, hvor borgmesteren lige er blevet formand for KL.

 

36. d. 25. november: Susanne Crawley fortsætter som rådmand i Odense

Susanne Crawley Larsen fortsætter som radikal skolerådmand i Odense på trods af “negative holdninger og negativ adfærd”.

 

37. d. 25. november: Anmeldelse af Uren Pædagogik 3 i Information 

Steen Nepper Larsen anmelder Uren Pædagogik 3 i dagens Information.

Nepper Larsen har stor sympati med Uren Pædagogik-projektet, og han bidrog jo også til de to første bind med et par sprudlende tekster.

Han synes, at vi tre redaktører i vores egne artikler går lidt i tomgang i forhold til de to første bind. Han peger dog ikke på egentlig kritikpunkter, så jeg har ikke rigtigt nogle kommentarer til det.

Til gengæld fremhæver Nepper Larsen artiklerne af Erik Schmidt, Frederik Pio og Kirsten Hyldgaard. Det forstår jeg godt, for disse tre artikler er alle sammen grundige henholdsvist praktiske, almendidaktiske, og videnskabsteoretiske indlæg i den pædagogiske debat.

Ikke mindst er det jo dejligt, at Erik Schmidts ”negative synspunkter” – som man kalder dem på Fyn – kan bidrage til udviklingen af den teoretiske pædagogik i landet.

Nepper Larsen nævner også, at Per Fibæk Laursen bidrager med en artikel, der kritiserer den urene pædagogik. Vi plejer at invitere en kritiker, og Laursen har skrevet en fin artikel, hvor han forsøger at redde John Hattie og dele af evidensforskningen fra vores kritik.

Det var i øvrigt Stefan Hermann, der i sin tid var den kritiske stemme i Uren Pædagogik 2. Det var også en god artikel, der blandt andet kritiserede, hvad Hermann opfattede som den urene pædagogiks forståelse af ”topstyring”. Nu er Hermann havnet i Søren Pinds ”dannelses-udvalg” sammen med en del andre med forstand på topstyring. En undtagelse er dog professor emeritus Per Øhrgaard, der rejser rundt med en kritik af netop Hermanns dannelses-logik. Øhrgaard kunne faktisk godt skrive i Uren Pædagogik 4.

Forresten: Den største kritiker af Erik Schmidts version af den urene pædagogik er jo skoleleder Mohammed Bibi. Måske skulle vi inviterer Bibi til at skrive det kritiske indlæg i Uren Pædagogik 4? Han kan jo tage udgangspunkt i sin “vision”.

https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2017/11/paedagogik-sagen-centrum-hvilken

 

38. d. 27. november: Sundhedsplatfomen 1 

Nej, ved I nu hvad? Nu er der sørme også “negative holdninger” i regionerne! Offentligheden må ikke vide noget om, hvordan det går med en “vision”, der kaldes for “sundhedsplatformen”, som rigtigt mange professionelle ellers er meget kritiske over for.

Meget belejligt kommer censuren lige efter regionsrådsvalget.

Man må håbe, at nogen “hæver stemmen”, ikke kun som “privatperson” vel at mærke, men med fuld sildesalat.

https://jyllands-posten.dk/indland/ECE10058417/region-sjaelland-stopper-snak-om-sundhedsplatform/

 

39. d. 27. november: Sundhedsplatformen 2

Pressechef Claus Clausen fra Region Sjælland siger, at der skam ikke er uddelt mundkurve til regionens ansatte vedrørende implementeringen af den såkaldte ”sundhedsplatform”.

Men alle interviews skal alligevel godkendes af et ”beredskabsstab”. Og det er skam for personalets egen skyld, så de kan få lidt ”ro”, siger Clausen:

”Vi i er i en beredskabssituation og vil gerne skabe arbejdsro for medarbejderne”

Clausen er i ”beredskab”. Han er i krig, i informationskrig. Og han vil så gerne skabe ”ro om folkeskolen”, som man siger. For ingen medarbejder – og dermed ingen borgere – har jo godt af ”uro”, dvs. selvstændig aktivitet.

Clausen fortsætter i et forstærket opgør oplysningens principper:

”Det er vigtigt, at vi får de rigtige informationer ud til omverden. Når medier henvender sig til os med planlagte interview, så kommer de ind ad fordøren via denne beredskabsstab.”

”Staben” er i ”beredskab” med ”de rigtige informationer”? Jeg tør næsten ikke sige, hvad dette minder mig om.

Men Claus Clausen siger alligevel: ”Vore medarbejdere i Region Sjælland har ytringsfrihed”.

Det er jo helt barokt?

Godt man bor i Jylland. Men ok, jeg bor jo også i Danmark, så jeg finder mig ikke i det alligevel.

https://www.fyens.dk/indland/Region-Sjaelland-udskyder-snak-om-sundhedsplatform/artikel/3208273

 

40. d. 27. november: Sundhedsplatformen 3 

Regionsrådsformanden på Sjælland er venstremanden Jens Stenbæk.

Stenbæk skriver på sin hjemmeside, at han ikke kan lide ”moderne spinteorier”. Men hvorfor har han så en kommunikationsafdeling, der laver ”beredskabsstabe”, der skal kontrollere de “rigtige informationer”?

Stenbæk skriver også, at han er ”rundet af en demokratisk kultur med vægt på gode klassiske dyder som ærlighed, åbenhed og ordentlighed”. Åbenhed og demokrati? Den lader vi lige stå og blinke i dagens anledning.

Stenbæk fortæller også, at han hellere vil ”bygge broer” end at ”grave grøfter”. Det er nok det, som kaldes ”arbejdsro for medarbejderne” ovre på Sjælland? Det er sådan noget med at give folk mundkurve på, indtil de giver de ”rigtige informationer”. Det giver ro. En særlig form for ”bro”, en ”beredskabs-ro-bro”.

Helt ærligt: Lige nu får jeg politikerlede og bliver populist.

Stenbæk er også med i KL’s bestyrelse, hvilket ikke just er et frihedens sted. Heldigvis fortsætter han ikke som borgmester.

Om Stenbæks afløser, socialdemokraten Heino Knudsen, også er ”åben” og ”demokratisk”, ved jeg ikke.

http://www.regionsjaelland.dk/Politik/regionsraadet/regionsraadets-medlemmer/Sider/Jens-Stenbaek.aspx

 

41. d. 27. november: Sundhedsplatform 4 og UC-VIA 1

Sundshedsplatformen og UC-VIA:

I Region Sjælland må de ansatte kun udtale sig om den såkaldte ”Sundhedsplatform” via en centralt placeret ”beredskabsstab”. Det sker af hensyn til de ”rigtige informationer”, siger kommunikationschef Claus Clausen

Faktisk var der en lignende situation på UC-VIA tilbage i 2011.

Jeg kom i tanke om VIA-sagen, fordi jeg fandt et læserbrev, ”VIA’s reklame”, som jeg skrev til WA d. 14. januar 2011. Læserbrevet handler om kommunikationsafdelinger.

Her står der blandt andet:

”Professionshøjskole VIA i det midtjyske har en kommunikationsafdeling, som har bedt alle ansatte om at henvende sig, før de udtaler sig til pressen om forhold, der kan påvirke ansøgningen til VIA’s uddannelser”.

Det er da det samme som den aktuelle sag, er det ikke?

Så vidt jeg husker, trak VIA-UC deres ordre tilbage, men jeg kan faktisk ikke huske det.

 

42. d. 27. november: UC-VIA 2

Flere ”Beredskabsstabe for rigtige informationer”:

Professionshøjskolen UC-VIA skrev ifølge Magisterbladet følgende til alle institutionens medarbejdere i december 2008:

“VIA skal spare, og journalistisk set er det ofte en god historie. Derfor er det sandsynligt, at pressen vil henvende sig i den kommende tid. Allerede først på ugen var der et par historier om VIA og vores budget for 2009 i medierne.

Det er umuligt at undgå negativ omtale i pressen, men det kan lade sig gøre at begrænse den. Det er vigtigt, da for meget dårlig omtale påvirker den måde, omverdenen opfatter VIA på, og det er ikke optimalt for optaget af studerende.

En effektiv måde at begrænse dårlige historier om VIA på er ved, at vi ikke modsiger hinanden i pressen. Derfor er det bedst, at det i et vist omfang er koordineret, hvem der udtaler sig om hvilke emner, og til hvilke medier. Alle, som kontaktes af en journalist i den kommende tid, bedes derfor give mig et praj om henvendelsen. Det nemmeste er at sende en mail på de@viauc.dk, hvor I skriver, hvem der henvendte sig (journalist og medie), hvornår og om hvad. Tilføj gerne så mange detaljer, I nu orker. (…)”.

Efterfølgende understreges det at “en af VIAs tre værdier er åbenhed”.

Dette forsøg på at centraldirigere faglige og politiske diskussioner minder om den aktuelle sag vedr. Sundhedsplatformen på Sjælland, gør det ikke? (og så dette usympatiske udtryk ”give mig et praj”!).

Mailen skabte ifølge Magisterbladet betydelig frygt og usikkerhed blandt de ansatte, som agerede helt forskræmt.

Jeg kan sige om sagens efterfølgende udvikling, at pressechefen efter en del tumult og en kritisk leder i JP beklagede sin mail. Hans alternative formuleringer var nu ikke meget bedre i min optik. Og sagen har uden tvivl sat sig spor i sindene. I al fald står den offentlige tavshed blandt VIAs ansatte i skarp kontrast til det man hører, når man taler med institutionens lærere.

Det var mig bekendt kun seminarielæreren Niels Graverholt, som agerede offentligt. Han udtalte sig til både JP og Magisterbladet og gjorde den utrolige skrivelse til undervisningsmateriale i samfundsfag. Han fik desværre ikke lønbonus for dette glimrende initiativ, der gav VIA en lærestreg, som de forsøger at glemme.

Kort sagt: Sagen har bidraget til, at VIA siden 2008 har kunnet tromle ud i rummet uden seriøs pædagogisk og faglig diskussion fra selvstændige lærere med stemmer.

I dag er den pågældende kommunikationsmedarbejder ansat i Danske Professionshøjskoler (DP). DP er en interesseorganisation, der minder om KL, og som ledes af en tidligere fuldmægtig fra Moderniseringsstyrelsen.

UC’erne og Regionerne minder om hinanden på en eller anden måde. De er begge skabt af strukturreformerne i 2000’erne og dermed af 00’ernes åndelige horisont som sådan. Det er også denne ånd, der har givet KL så meget magt.

Man kan læse mere om sagen i Magisterbladet, nr. 4, 2009, s. 46-47. Jeg samler alle dokumenterne sammen og skriver samlet på bloggen på et tidspunkt om VIA’s dramatiske fødsel.

Jeg kan ikke finde noget om sagen på VIA’s egen hjemmeside.

https://issuu.com/magisterbladet/docs/magisterbladet042009

 

43. d. 29. november: Interview med K.E. Larsen 

Jeg håber så mange som mulig har tid til at se dette dejlige interview:

K.E. Larsen (1923—1997) var forstander for Krogerup Højskole, som blev stiftet af Hal Koch, fra 1966 og frem til 1982. Herefter blev Larsen direktør i Undervisningsministeriet. Ak ja, det var tider i det kære ministerium.

I nedenstående video kan man høre K.E. Larsen reflektere over pædagogik, lærersamarbejde og højskole i et vidunderligt interview med forfatterinden Else Lidegaard, som var selv lærer på Krogerup.

Man kan også hører Larsen kritisere uddannelsesbegrebet, som sættes op imod folkelig dannelse. Og der er også mange andre dejlige bandeord, som burde sendes til Odense Kommune, DPO, KL og dep.chef, Jesper Fisker, som aktuelt læringsmålstyrer undervisningsministeriet. Alle burde de tvangsindlægges til at se videoen frivilligt :-).

Else Lidegaard var i øvrigt mor til Bo Lidegaard, som senere blev chefredaktør på Politiken, hvor han forvaltede arven fra Hal Koch på det skammeligste, fordi pædagogik i hans ledere og i hans redaktion endte med at være et middel til konkurrencestatslig optimering.

Det er sørme noget andet at høre K.E. Larsens version af demokratisk dannelse i dette interview. Hos Larsen arbejder den ”anden side” af Koch, nemlig den danske paideia, som har alle øre åbne, både på sig selv og på verden.

https://www.youtube.com/watch?v=PJ9MJkeOmRw

 

44. d. 29. november: Skolepolitik – Kulturkritik eller cirkus? 

Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om skolepolitikken er stedet for moderne kulturkritik, eller om det bare er et cirkus:

Dem, som før var imod dem, som nu er for, går nu ind for det, som de andre var imod, dengang de gik ind for det, som de nu igen går ind for, forudsat at de andre er imod det, de før var for.

Ja ok, det er nok mest et cirkus.

Konklusionen på manegerne: Intet har ændret sig, udover at LA nu for alvor er blevet reformtilhængere. Det så vi ifm. Riisagers ageren over for Jacob Mark i Debatten i forrige uge, og nu igen ifm. nedenstående sag. Desuden har KL udbygget deres magt.

(Jeg laver en ordentlig analyse en af dagene, men skulle lige af med lidt under-analyse til en start. Det hele handler om skolelovens §40 samt nogle referencer til 00’ernes skolepolitik)

https://www.folkeskolen.dk/620261/udsigt-til-kl-sejr-kommunerne-maa-fortsat-saette-egne-maal-for-skolen

 

45. d. 30. november: Analyse af Hal Kochs ”Hvad er demokrati?”

Jeg har lavet en analyse af Hal Kochs indflydelsesrige bog fra 1945: “Hvad er demokrati?”

http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-hal-kochs-demokrati.html

Skriv en kommentar