Her er 37 facebook-opdateringer fra december 2017. Man kan enten læse opdateringerne på nærværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

1. Fra krig til læring
2. AU og VIA i stilfærdig larm
3. Michael Buschs venten: Synlig Læring i Silkeborg 1
4. KL’s sejr over pædagogik og Folketing
5. Striden om §40
6. Dårlig dag for Københavns Universitet
7. Ny forskningsstrategi: Dannelsesminister i verdenseliten
8. Anne Marie Nørvig og Hal Koch
9. 10 eller §40
10. Thyge Winther-Jensens erindring
11. KL’s to sejre
12. Jens Rosenkjær og pædagogik
13. Facebook-drys 43: oktober 2017
14. Reformpædagogik var højdannelse
15. Dansk pædagogisk tidsskrift nr. 4, 2017
16. Winther-Jensens og Vejleskovs analyse af ”Pædagogiske teorier”
17. Informations paradoks
18. Højskolefolk og folkeskole
19. Om Inger Merete Nordentoft
20. Dannelses-konference på Christiansborg
21. Mikael Buschs venten: Synlig læring i Silkeborg 2
22. John Hattie og juleafslutninger
23. Tabuer ved Aarhus Universitet
24. Anmeldelse af ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”
25. Fra tid til rum
26. Johannes Novrups pædagogik
27. DF og julehjælp
28. Montessori og Fröbel i dansk pædagogik
29. Mobiltelefoner i Frankrig
30. Asterisk, december 2017
31. Unge Pædagogers jubilæumsnummer fra 2000
32. Fodboldlandsholdets omklædningsrum
33. Søren Pind og dannelsen
34. Information interviewer Ove Kaj Pedersen
35. Professionelt oprør på CBS
36. Fire politiske gaver
37. Eurovision

 

1. d. 2. december: Fra krig til læring 

Jeg har ladet tankerne flyde, før jeg skal ud i tivoli Friheden og spise candyfloss. Det handler om forholdet mellem skolesynet i besættelsestiden og i dag.

http://www.thomasaastruproemer.dk/demokrati-laering-tilbud-ideologihygiejne-radikale-venstre.html

 

2. d. 2. december: AU og VIA i stilfærdig larm 

Dekan for fakultetet Arts, Johnny Laursen, og direktør i UC-VIA, Erik Hygum, har på Altinget.dk skrevet nedenstående debatindlæg om Læreruddannelsen.

Der står, at Laursen og Hygum er ”eksperter”. Er de det? Har de forsket i læreruddannelser? Ikke mig bekendt. Hygum har måske skrevet lidt på kanten. Men de er primært administratorer, det er klart. Men er man så ”ekspert”? Ikke efter min mening. Så er jeg også ekspert i møbelpolstring.

De to eksperter vil gerne ”i al stilfærdighed” gøre opmærksom på nogle ting. Når mellemledere siger noget i ”al stilfærdighed”, så kan man være helt sikker på en ting, og der er, at der skal larmes. Sidste gang den var gal, var da rektor for UC-Metropol Stefan Hermann skrev et larmende indlæg, på folkeskolen.dk. Hans indlæg hed slet og ret hed ”i al stilfærdighed”.

Så stilfærdighed er det samme som larm i pædagogisk-administrative kredse. Og mellemlederne bliver kaldt eksperter.

Men er det ikke anderledes her i dette indlæg? Nej, det er det ikke. De to ”eksperter” larmer i al stilfærdighed.

Eksperterne kritiserer de radikale og LA for at komme med forskellige udspil om læreruddannelsen. I stedet for vil Laursen og Hygum have ”et samarbejdende folkestyre”. Men så er det da lidt sjovt, at de bygger deres argumentation på kilder, som gør op med f.eks. Hal Koch, som jo er en central pille i det samtalende demokrati? Det stikker nok ikke så dybt med det der ”samarbejde”. Jeg tror faktisk slet ikke, at de to eksperter vil have ”samarbejde”. Jeg tror snarere, at de vil have deres egen fikse ide igennem.

Man bestyrkes lidt i mistanken, når de taler om, at professionshøjskolerne har ansvaret for læreuddannelsen af ”historiske grunde”. Men UC’erne har kun få år på bagen, og de bygger skam på et decideret opgør med den ”historiske” læreruddannelsestænkning. Det fremgår med al tydelighed af UC’ernes forskningsstrategier og af deres lovmæssige formål.

Eksperterne skriver også, at UC’erne er knyttet til praksis, og at de udgør en ”værdifuld dansk samfundsinstitution, som vi bør bevare”. Men UC’erne har da næsten ingen historie, og de er overhovedet ikke værdifulde. Desuden har de en negativ effekt på praksis. Nedlæg dem og lav nogle små og frie seminarier i stedet for, som kører strukturelt set uafhængigt af universitetet. Det er mit forslag.

Men ok, hvori består så de to eksperters fikse ide? Jo, det er den læringsrevolutionære ide. En revolution, som de to eksperter endda kalder for en ”midterposition”, som skulle være ”til fællesskabets bedste”, hvilket den absolut ikke er.

Og hvordan kan jeg vide det? altså at ideen er læringsrevolutionær?

Jo, derved at der er fire henvisninger til, hvad de ”samarbejdende folkestyre” og ”midterpositionen” skal bygge på. Det drejer sig om følgende (se links i bunden):

a) Det nationale center for skoleforskning, som er VIA/DPU’s/AU’s store læringsrevolutionære satsning.

b) Ph.d.-rådet, som uddeler stipendier efter bidrag til ”læringsudbytte”.

c) Forum for koordination af uddannelsesforskning, som er et virkeligt skidt initiativ med rod i skolereformens læringsbegreb. (forummet blev mig bekendt iøvrigt nedlagt sidste år efter offentliggørelsen af en dårlig rapport, så det er lidt pudsigt, at Laursen og Hygum henviser til foretagendet? Men det var skam også vigtigt nok).

d) Der henvises også til den såkaldte DAMVAD-rapport, som har samme horisont.

Alle disse initiativer har dårlige konsekvenser for både pædagogisk praksis og forskning, og det taler bestemt ikke til AU’s eller VIAs fordel, at de fire begrundelser kører på et så lavt niveau.

Alle fire elementer er uhyre smalt konciperet omkring et læringsbegreb, som er under al kritik. Det gælder om at nedlægge/reformere dem hurtigst muligt. Desuden har de et stærkt overlappende persongalleri, hvilket jeg har gjort rede for i andre sammenhænge.

Der er ingen æg i den anden kurv.

Jeg vil hermed blot – i al stilfædighed in-ekspertise – gøre opmærksom på, at de to eksperter laver læringsrevolutionær larm, som jeg håber, hverken LA eller de radikale eller nogen andre vil lytte til, men tværtimod provokere og forstyrre, indtil eksperternes sætninger begynder at flyde i nogle andre rækkefølger.

Links:
Indlægget på Altinget: https://www.altinget.dk/…/eksperter-hvor-er-nuancerne-i-deb…

Stefan Hermann i ”al stilfærdighed”: https://www.folkeskolen.dk/604088/i-al-stilfaerdighed

Mere om nationalt center for skoleforskning: http://www.thomasaastruproemer.dk/aabning-af-en-paedagogisk…

Mere om Forum foruddannelsesforskning: https://ufm.dk/…/forum-for-koordination-af-uddannelsesforsk…

Mere om ph.d.-rådet: http://www.au.dk/forskudd/uddforsk/forside/

Link til den omtalte Damvad-rapport:http://www.ft.dk/samling/20141/almdel/…/bilag/39/1419356.pdf

 

3. d. 3. december: Michael Buschs venten: Synlig Læring i Silkeborg 1

I forrige uge skrev gymnasielærer Michael Busch et grundigt indlæg i Weekendavisen om Silkeborg Gymnasium. Busch fortalte om, hvordan John Hatties Synlig Lærings-koncept havde inficeret gymnasiesektoren og ikke mindst gymnasiet i Silkeborg.

A.

Busch havde forståeligt nok håbe på/regnet med, at gymnasiets rektor, Erik Olesen, havde svaret i fredagens udgave af WA, men det gjorde han ikke. Imens vi i stedet venter på næste fredag, kan man fordybe sig i Silkeborg Gymnasiums notat: ”mål og strategi for 2016-17”. Her vrimler det med synlig læring og udvidende mindsets, og hvad det alt sammen hedder:

http://www.gymnasiet.dk/…/maal-og-strategi-status-2016-2017…

B

Man kan evt. også studere gymnasiernes rektorforenings rørstrømske glæde ved Hattie på dette link. Foreningen har ganske vist fået ny formand, men det gør nok ingen forskel:

http://www.danskegymnasier.dk/synlig-laering/

Men fagforeningsbladet er ikke meget bedre, hvilket man kan studere her: http://www.thomasaastruproemer.dk/almendannelsens-deroute-b…

C.

Dertil kommer, at den nye gymnasiereform faktisk også understøtter Synlig Læring. En af reformens ankermænd, Henrik Dahl fra LA, har ganske vist kaldt Hattie for en Hattie-dame, men i gymnasieforliget er der skam masser af synlig læring, så snart vi nærmer os de pædagogiske realiteter, der nærmest er afskrift af det oprindelige regeringsoplæg, som alle jo ellers var så kritiske over for. Man kan læse mere om det, jeg kalder for et knækket forlig, i følgende indlæg:

http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-og-vurdering-af-g…

 

4. d. 4. december: KL’s sejr over pædagogik og Folketing

Jeg tror, at KL er lykkelige.

Først vinder KL over landets pædagogik. Det skete i byretten i Odense, hvor KL pr. stedfortræder jo vandt sagen mod Erik Schmidt, fordi han “hævede stemmen” imod KL-læringen.

Dernæst vinder KL over Folketinget. Det sker, fordi regeringspartierne – i forbindelse med “justeringen” af skolens faglige mål – i en helt aktuel betænkning anerkender kommunernes ret (§40) til at bestemme over skolens pædagogiske og faglige udvikling (§1,2,5 og 10).

Regeringen må nøjes med en “opfordring”. Regeringen har skrevet et læserbrev til KL, for nu at sige det på den måde.

Folkeskolelovens §40, som blev indført af instrumentelle kredse i 2008, har vundet over §1,2,5 og 10, som angiver skolens pædagogiske substans.

Så nu har vi KL-pædagogik over hele linjen. Der er ingen modstand tilbage, hverken fra den pædagogiske eller den politiske verden. KL giver advarsler, hvis folk hæver stemmen, og KL får underdanige læserbreve fra lovgiverne.

Herfra kan KL forbinde sig frit med de administrative lag i finans- og undervisningsministeriet.

Det er i denne omgang især regeringspartiernes skyld, at det er kommet så vidt. Hele oppositionen er uenig med regeringen. Oppositionen vil bestemme i henhold til §1 og ikke nøjes med at skrive læserbreve, som skraber og bukker for §40. Men så længe man overhovedet bliver i forligskredsen har man også et ansvar.

Splittelsen bliver afgørende. KL vandt over pædagogikken i Odense, og nu har KL vundet over landets lovgivere. Formodentlig har KL lobbyet på livet løs.

Det er et kæmpenederlag til Riisager efter min mening. Måske er hun tæmmet?

http://www.ft.dk/ripdf/samling/20171/lovforslag/l49/20171_l49_betaenkning.pdf

 

5. d. 4. december: Striden om §40 

Her er en analyse af uenigheden vedr. fortolkningen af justeringen af Fælles Mål:

http://www.thomasaastruproemer.dk/faelles-maal-striden-mellem-%C2%A710-%C2%A740.html

 

6. d. 5. december: Dårlig dag for Københavns Universitet

I går var en dårlig dag for dekan- og rektorniveauet på Københavns Universitet. Det var dagbladet Information, der var den dygtige budbringer:

Først havde Lise Richter lavet en lang og grundig reportage om sagen mod professor Hans Thybo, som blev fyret med de mest utrolige begrundelser i 2015. Universitetet har nu tabt sagen, men den naturvidenskabelige dekan, John Renner Hansen, er efter min mening nærmest utilregnelig i sine bemærkninger til udfaldet. Imens nyder Thybo livet i Istanbul, hvor forskningsfriheden efter hans eget udsagn har meget bedre kår. Men ærligt talt: Han burde have siddet i København.

Thybos sag er i øvrigt grundigt beskrevet i Heine Andersens nye bog ”Forskningsfrihed – ideal og virkelighed”. Her kan man også læse, at Danmark ligger i EU-bund på forskningsfriheds-området.

Et par sider senere i avisen går professor Christen Sørensen i rette med Københavns Universitets pro-rektor, Thomas Bjørnholm.
Anledningen er et særdeles mangelfuldt og mellemlederagtigt svar, som Bjørnholm gav i avisen, på to store kronikker af netop Heine Andersen. Christen Sørensen har i dagens anledning også læst Andersens bog og er altså slet ikke tilfreds med Bjørnholms svar til Andersen.

Links:

Om Thybo-sagen: https://www.information.dk/…/kus-fyring-thybo-usaglig-profe…

Christen Sørensens indlæg: https://www.information.dk/…/magtens-arrogance-uendelig-ogs…

 

7. d. 5. december: Ny forskningsstrategi: Dannelsesminister i verdenseliten

Søren Pind slår sig op som dannelsesminister og skriver bløde kronikker med Alternativets forskningsordfører.

Men når det kommer til realiteten, så er Pind bare en disruptionsminister. I Uddannelses- og forskningsministeriets forskningsredegørelse fra i sommers var den helt gal, hvilket jeg skrev lidt om dengang.

Og i dag kom der så en rapport om Danmarks forskningsstrategi. Den hedder ”Danmark klar til fremtiden – regeringens mål for dansk forskning og innovation”.

I rapporten vrimler det med verdenseliter, indikatorer og scoreboards og alt muligt.

Jeg lavede en søgning i dokumentet: “Dannelse” optræder 0 gange. Til gengæld kommer vi åbenbart i noget, der hedder ”verdenseliten”. I al fald er der hele 16 hits på forskellige variationer af ”verdensklasse” og ”verdenselite” etc..

Dannelse er åbenbart noget, der kan klares på et obligatorisk modul på 1. semester ifølge Pind, som jo også mener, at man kan ”måle alt”.

Jeg ville også søge lidt på ”humaniora”. Men det skulle jeg ikke have gjort, for søgemaskinen bimlede og bamlede i protest, allerede da jeg kom til ”u”’et.

Men det vil regne ned med ”nobelpriser”, kan jeg forstå af ”strategien”? Der er 15 hits på ”Nobel”.

På side 5 takker Søren Pind ”i særlig grad disruptionsrådet, som regeringen har drøftet strategien med undervejs”.

I afsnit 2.3. kan man læse, at nysproget også skal ramme skoler, dagtilbud og professionshøjskoler, der åbenbart skal ”virke bedre”. Der står f.eks. følgende:

”Der er behov for forskning i effekten af forskellige pædagogiske tilgange, metoder og værktøjer for at understøtte tiltag, som styrker undervisningskvaliteten, herunder de studerendes motivation og læring. Der er behov for, at forskningsindsatsen bidrager til at opbygge viden om, hvilke tiltag og indsatser der virker bedst. De tidlige år er afgørende for børns udvikling.”

Jamen, det er da simpelthen så Nobelpris-agtigt, at jeg er ved at falde bagover!

Men hvem har skrevet rapporten? Det ved jeg ikke. Jeg kan ikke finde en forfatter. Det er nok Søren Pind.

Søren Pind og hans ministerium er i verdensklasse. Det er helt klart. De er world class in anonymous disruptive government. Men de er ikke i verdensklasse i videnskabens, pædagogikkens og humanismens verden. Det er også helt klart. Der er de bare almue.

Links:

Forskningsstrategien:
https://ufm.dk/…/danmark-skal-vaere-en-forskningsnation-i-d…

Pinds kronik med Alternativets ordfører:
https://ufm.dk/…/vi-har-brug-for-dannelse-der-styrker-det-f…

 

8. d. 6. december: Anne Marie Nørvig og Hal Koch

Dagens studier i forbindelserne mellem reformpædagogik og grundtvigianisme:

http://www.thomasaastruproemer.dk/anne-marie-noervig-hal-koch.html

 

9. d. 7. december: §10 eller §40

Jeg tror, at Riisager er ved at blive disrupted af Pinds og Løkkes finansdannelse. Men nu må vi se i morgen, hvor der er 3. behandling af lovforslaget om fælles mål, hvis jeg ellers har forstået det ret.

Foreløbigt tegner interesseorganisationen KL og disruptionen til at vinde. Det er sådan noget med, at nogle robotter skal skifte ble på små børn i vuggestuen. Robotterne skal også rydde op, for det har ingen pædagogisk værdi. Jeg tror, at KL står for Kommunedata-Land.

Det tegner ikke godt. Den anden dag tweetede Riisager totalt ukritisk fra et disruptionsforedrag med selveste Bjarne Corydon, mens hele mellem-herskabet fra DPO hjertede. Den uerfarne Pind er virkelig dårligt selskab for Riisager, som åbenbart er benovet over at have fået en sherif som ledsager.

Hvem vinder i morgen? §10 eller $40. Det er pædagogik mod KL. Betænkningen fra 1. behandlingen var en mega-sejr til KL, som jo også lige havde vundet i Agedrup.

First we take the teachers, then we take the People’s Thing.

 

10. d. 7. december: Thyge Winther-Jensens erindring 

Thyge Winther-Jensen har sammen med Hans Vejleskov netop udgivet bogen ”De pædagogiske fags grundlag og anvendelse”. Her kritiserer de blandt andet den nuværende læreruddannelse i ret kraftige vendinger. Begge forfattere er professorer (emeritus) fra DPU. Jeg vender tilbage til bogen ved en senere lejlighed.

Lige nu vil jeg blot dele en lille erindringstekst fra Københavns Universitet, som jeg tilfældigvis faldt over. Det er Thyge Winther-Jensen, der i Uddannelseshistorisk Årbog fra 2008 reflekterer over studenteroprørets indtog på det daværende ”Institut for teoretisk pædagogik”, hvor Knud Grue-Sørensen jo var professor.

Grue Sørensen var først blevet marginaliseret af den kommunistiske filosofi-professor og logiske positivist, Jørgen Jørgensen, som plejede omgang med reformpædagogiske kredse i 1950’erne, som han formodentlig har haft en dårlig indflydelse på. Jørgen Jørgensen stod også for nogle ramsaltede synspunkter i den demokratidiskussion, der udspandt sig i kølvandet på besættelsestiden. Jørgensen ville, i modsætning til fx Hal Koch og Axel Riishøj, have holdningskontrol af embedsmænd.

Men Grue Sørensen var hverken stalinist eller positivist, så der var ingen stilling til ham. I stedet blev han landets første professor i pædagogik. Det blev derfor Grue Sørensen, der startede Institut for Teoretisk Pædagogik, som Winther-Jensens erindringer jo stammer fra. Winther-Jensen blev Grue Sørensens elev.

Omkring 1970 blev Grue Sørensen så marginaliseret endnu en gang. Denne gang var synderen en radikaliseret og politiseret reformpædagogik, der efterfølgende satte sig tungt på magten på KU.

Den ellers milde Winther-Jensen er ikke mild i sin bedømmelse af sagen, for nu at sige det mildt.

I forrige måned var der faktisk et Grue Sørensen-seminar på DPU-Emdrup. Her deltog Winther-Jensen også, og det var helt klart, at den pædagogiske kærlighed til lærermesteren var intakt.

I dag er Winther-Jensen med i forskningsenheden for teoretisk pædagogik på Aarhus Universitet. Enheden ledes/koordineres af Merete Wiberg.

Her er et link til Winther Jensens lille essay:
http://uddannelseshistorie.dk/…/a-2008-thyge-winther-jensen…

Her er et link til Winther-Jensens og Vejleskovs bog: https://unipress.dk/…/p%C3%A6dagogiske-fags-grundlag-og-an…/

Her er et link til indlæg om Grue Sørensen-seminaret i september 2017:http://www.thomasaastruproemer.dk/reportage-seminar-knud-gr…

 

11. d. 8. december: KL’s to sejre 

I går blev den såkaldte ”lempelse” – også kaldet ”justering” – af de Fælles Mål vedtaget i Folketinget.

Folkeskolen.dk’s redaktør Hanne Birgitte Jørgensen mener, det er en ”farce”, som nu er resulteret i ”al magt til KL”.
KL har lobbyet sig til, at skolelovens §40, som er ”kommunens ansvar”, efter månedlange forhandlinger pludselig som en anden trold af en æske kunne overtrumfe §10, som er ”ministerens ansvar”.

Alle partier stemmer for justeringens intention, men er uenige helt op på betænkningsniveau, hvilket betyder, at den private organisation KL har frit spil.

Som Hanne Birgitte Jørgensen skriver i sin fine leder: ”Kernen er, at skolelederne og lærerne nu alligevel ikke har en lovtekst, som giver frihed i klasselokalet.”

Hvilken jubel-måned for KL’s lobbyisme: Først sejren over pædagogisk dømmekraft i Agedrup-sagen og nu en sejr over Folketinget.

Links:
Folkeskolen.dk’s leder: https://www.folkeskolen.dk/620686/al-magt-til-kommunerne

Kort nyhedsomtale: http://skoleliv.dk/…/Folketinget-vedtager-at-lempe-F%C3%A6l…

 

12. d. 8. december: Jens Rosenkjær og pædagogik 

Mange kender nok Jens Rosenkjær for “Rosenkjær-prisen”.

I dag har jeg kigget lidt på Rosenkjærs forbindelser til både højskole- og reformpædagogik. Det er et herligt landskab.

Det hele er jo lidt “in process”, så I må meget gerne foreslå links, tekster og videoer om emnerne.

http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rosenkjaer-hoejskolen-reformpaedagogikken.html

 

13. d. 9. december: Facebook-drys 43: oktober 2017 

Oktober måned med stort og småt:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-43-oktober-2017.html

 

14. d. 10. december: Reformpædagogik var højdannelse 

Nogle refleksioner om reformpædagogikken:

http://www.thomasaastruproemer.dk/reformpaedagogik-var-hoejdannelse.html

 

15. d. 10. december: Dansk pædagogisk tidsskrift nr. 4, 2017

Jeg fik det nye nummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift i postkassen i dag og endte med læse det. Der er mange spændende artikler:

http://www.thomasaastruproemer.dk/kommentarer-dansk-paedagogisk-tidsskrift-nr-4-2017.html

 

16. d. 11. december: Winther-Jensens og Vejleskovs analyse af ”Pædagogiske teorier” 

”Pædagogiske Teorier”:

Jeg kan berolige alle med, at PISA 2003 har dokumenteret følgende videnskabelige faktum:

”Eleverne får større udbytte af undervisning, hvis der er arbejdsro og opmærksomhed i klasserne”

Så ved man da lige det. Nyttig viden!

Jeg har også lært, at undervisningen bliver mere ”effektiv”, hvis læringslederen

a) Udnytter tiden ”effektivt” i stedet for at ”løse konflikter”.
b) Opstiller ”tydelige og klare læringsmål”. Det ”reducerer elevernes trang til at bruge kræfter på ”alternative” aktiviteter”.
c) Har tilpas høje forventninger, så eleverne ”strenger sig an”.
d) Udtrykker sig ”klart og forståeligt”

Så ved man da også lige det. Der er selvfølgelig en risiko for, at man er faldet i søvn forinden, hvilket selvfølgelig giver ro i klassen, med mindre der snorkes.

Det hele kaldes for ”den empiriske vending”, hvilket jeg aldrig har forstået.

Den slags dybe indsigter har den tyske didaktiker Hilbert Meyer skabt sig en international karriere på. Alle var helt vilde med Meyer og en der hed Helmke i de år. Undtagen gode gamle Andreas Grushka, som var vågen i sin fine bog ”at lære at forstå”. Han var ikke så glad.

Jeg har al min nyttige viden fra Per Fibæk Laursens artikel ”Klasseledelse” fra 5. udgaven af ”Pædagogiske Teorier” (2012), som er redigeret af Jens Rasmussen.

Fibæk drøfter dog ikke Grushkas indsigelser. Til gengæld er der positive referencer til John Hattie og Cooperative Learning.

Rasmussens bog er blevet aktuel i forbindelse med en grundig analyse, som Hans Vejleskovs og Thyge Winther-Jensens har lavet i deres nye bog ”De pædagogiske fags grundlag og anvendelse” (s.108-116). Her sammenligner de alle udgaverne af ”Pædagogiske Teorier”. Den sammenligning siger meget om samfundet, som vi sagde i gamle dage.

Det er faktisk især denne 5. udgave af ”Pædagogiske Teorier”, som Vejleskov og Winther-Jensen kritiserer for blandt andet at atomisere de ”pædagogiske fags grundlag”. Lad os se lidt mere på den den:

Kapitel 10, som kommer lige efter Fibæks, hedder ”Skoleledelse”. Det er skrevet af Lars Qvortrup. Også her står der en del om John Hattie. Desuden er Niklas Luhmann udførligt omtalt. LP-metoden nævnes også. Det fylder 20 sider.

Kapitlet før Fibæks, altså kapitel 8, handler om ”radikal og operativ konstruktvisme”. Det er skrevet af Jens Rasmussen selv. Det handler om Ernst von Glasersfeld og Niklas Luhmann. Det kom med fra 3. udgaven af bogen fra 1998. Det fylder 17 sider.

Kapitel 13 er også skrevet af Lars Qvortrup. Det handler om ”den lærende organisation”. Der er hele seks referencer til Luhmann i litteraturlisten. Det fylder 25 sider. Kapitlet er nyt.

Kapitel 14 handler om læringsstile. Det er skrevet af Peter Andersen. Han er redaktør på forlaget DAFOLO.

Kapitel 15 handler om Howard Gardner. Det er skrevet af Hans Henrik Knoop, som er den mest fremtrædende positive psykolog i Danmark. Det fylder 20 sider.

Kapitel 17 handler om ”undervisningsdifferentiering”. Det har Jens Rasmussen også skrevet. Der står også en del om Hattie. Men der er blandt andet også to referencer til EVA. Det fylder 12 sider.

Kapitel 1 hedder Almen Pædagogik. Det er skrevet af A. von Oettingen og fylder 9 sider.

Der er også nogle flere kapitler, blandt andet om behaviorisme (21 sider, stammer helt fra 1. udgaven) og mesterlære (16 sider, kom med i 4. udgaven) og om en række special-pædagogikker.

Bogens målgruppe er ”lærer- og pædagoguddannelserne”.

I forhold til 3. udgaven er kapitlet om ”humanistiske pædagogikker” røget helt ud. I forhold til 1. udgaven er både ”frigørende pædagogik” og ”kritisk pædagogik” væk. Der er en fin oversigt over ændringerne i Vejleskovs og Winther-Jensens bog.

Kapitlerne om klasseledelse (Fibæk), skoleledelse (Qvortrup) og undervisningsdifferentiering (Rasmussen) er nye i 5. udgaven. Kapitlet om Almen pædagogik er også nyt. Det erstatter et kapitel om ”pædagogisk teori og dannelse”, som kom med i 3. udgaven. Det var skrevet af 3. udgavens redaktør Niels Bisgaard.

Bogen er en slags tidslomme. En tidslomme, som stadig har al magt.

 

17. d. 12. december: Informations paradoks 

Et af dansk presses aktuelle paradokser er, at Rune Lykkeberg er chefredaktør for en avis, der har rod i modstandsbevægelsens kamp for national og politisk frihed.

Lykkeberg er i sin bog “Alle har ret” fra 2012 vildt kritisk over for Løgstrup, pga Løgstrups kritik af vennen Hal Kochs fuldtonede ja til samarbejdspolitikken. Løgstrup selv var modstandsmand.

Ja, Lykkeberg latterliggør Løgstrups anfægtelser på den mest banale måde. Løgstrups overvejelser kaldes “afstumpede”, mens Koch bare “prøver at forklare” osv..

Så hadet til modstand er nu redaktør for modstandens avis.

Det er efter min opfattelse samme kulturhistoriske grundstruktur, som i dag gør Information til en fuldtonet skolereformstilhænger-avis, stort set uden dækning af de kritikker og begivenheder, som findes alle mulige steder i det pædagogiske rum.

Informations ideologiske og platte kritik af en person som Svend Brinkmann – som jo f.eks. trækker på Løgstrup i sine “Ståsteder”, og som avisen anklager for “populisme” i stort anlagte kampagner – er en del af samme paradoks. Den mindste berøring af et ontologisk niveau, tænder avisen helt af.

Redaktør-cirkulationen mellem Information og Politikken understreger blot opgøret med avisens eget grundlag.

Information er i ideologisk forstand blevet til et sogneråd under Politikens, dvs. Konkurrencestats-tidendes, ledelse; en slags bagvendt hyldest til “de store tyske sejre”, som avisen i sine gener ellers var et opgør med.

 

18. d. 13. december: Højskolefolk og folkeskole 

Jeg sidder og kigger lidt i bogen “Danmarks Folkehøjskole 1844-1944”, som er redigeret af de legendariske højskolefolk Jens Th. Arnfred, C.P.O. Christiansen & Lars Bækhøj.

Jeg klikker lidt rundt undervejs, og pludselig fandt jeg lidt biografi om grundtvigianeren Thomas Bredsdorff (1868-1922), der færdedes i grundtvigske, folkelige, modernistiske, litterære og sociale miljøer, og som stiftede Roskilde Højskole i 1907.

Bredsdorff blev undervist hjemme hos sin far, der var præst i Ribe. Derefter kom han på Askov, hvor den navnkundige Ludvig Schrøder blev inspirationskilde. Han var også tæt på forfatteren og præsten, Jakob Knudsen, som ungdomsoprøret fra 1960 fik et horn i siden på.

Bredsdorff var ligesom Knudsen også interesseret i Georg Brandes på en grundtvigsk måde. Bredsdorff blev “åndsfrihedens forkæmper” hedder det i en af teksterne. Næsten alle former for synteser mellem Brandes og Grundtvig fører til noget godt. Det har Søren Krarup, men også mange modernister, blot ikke forstået.

Bredsdorff var også lærer for Jens Rosenkjær, der var med i næste generations Askov-kreds sammen med Holger Begtrup og CPO Christiansen, som alle senere blev fremtrædende højskolefolk, der vægtede hhv. litteraturen og historien på meget originale måder. Som Rosenkjær siger i et interview:

“Jeg tror, jeg lærte at blive lærer på Askov. Jeg blev der helt til 1925, og det var meget lykkelige år. Vi var fire yngre lærere i et tæt samarbejde, Arnfred, den senere forstander, Hans lund, senere forstandere for Rødding og C.P.O. Christiansen, senere forstander for Grundtvigs Højskole og så mig. Vi fire var dundrende uenige og havde nattelange diskussioner, men vi inspirerede hinanden og lærte samarbejdets kunst” (1973) (Fra bogen “75 år i oplysningens tjeneste”, s.48)

Det var dengang, uenighed var en dyd. De kunne lære noget nede på Agedrup Skole.

Både Bredsdorff og Rosenkjær ville forene bønder og arbejdere, hvilket jo rent faktisk skete for alvor fra 1933. Det er kerne-Danmark det her.

Rosenkjær, som altså også var med i lærergruppen på Askov, blev senere foredragschef i det, som i dag er Danmarks Radio. Han var også medunderskriver på det reformpædagogiske manifest “Emdrup-planen”, som er årsagen til, at DPU eksisterer, selvom institutionens aktuelle ideologi er et opgør med alt, hvad Bredsdorff og Rosenkjær stod for. I 2002 genkendte Anders Fogh Rasmussen den flotte tradition som noget, han plat kaldte “rundkredspædagogik”. Det var nogle 70-90’er pædagoger, der havde ødelagt det hele, og som stadig sidder på magten. Det er ren nedtur.

Bredsdorffs ene søn, Morten Bredsdorff, var også strærkt grundtvig-koldsk og blev i omkring 1940-? en fremtrædende seminarierektor og skolemand, især i Sønderjylland. Den anden søn Elias Bredsdorff blev kommunistisk og kulturradikal modstandsmand.

En af Bredsdorffs elever på Roskilde Højskole, Frode Kristensen, blev senere forstander for skolen. Det var i 1930, hvor skolen blev landets anden arbejderhøjskole. Den første var i Esbjerg, hvor den senere undervisningsminister, Julius Bomholt, var forstander. Bomholt havde selv været lærer på Askov sammen med Rosenkjær og alle dem.

osv osv osv…

Det er Folkeskolen.

Kilder:
Store danske: se link og klik selv rundt.

Ib Koch Olsen: “Højskolen og byerne”, i Arnfred, Th. & C.P.O. Christiansen & Lars Bækhøj (red.) “Danmarks Folkehøjskole 1844-1944”, København: Det danske forlag s.

http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Uddannelse_og_undervisning/H%C3%B8jskoleforstander/Thomas_Bredsdorff

 

19. d. 13. december: Om Inger Merete Nordentoft 

Fra pigespejder til modstandskvinde: Om Inger Merete Nordentoft:

http://www.thomasaastruproemer.dk/fra-pigespejder-til-modstandskvinde.html

 

20. d. 14. december: Dannelses-konference på Christiansborg

Jeg har været til konference på Christiansborg i anledning af udgivelsen af bogen ”Ustyrlighedens paradoks – demokratisk (ud)dannelse til debat”. Man kunne desværre ikke købe bogen, så her er et par indtryk fra de mundtlige oplæg, skrevet på Mikkellers bar på Vesterbro.

Først fortalte bogens ene redaktør, lektor Herdis Toft fra SDU, om, at demokrati hænger sammen med legebegrebet. Det er faktisk en virkelig interessant pointe, som jeg glæder mig til at læse mere om i bogen. Grunden til, at små børn skal lære at lege, er nemlig ikke for, at de skal forberedes til skolen. Nej, legen skal forberede til videre leg, for nu at sige det på den måde. Legen er indbygget i alt socialt liv på forskellige måder, også i de højeste kundskabsformer; en pointe som Tone Saugstad beskrev i sidste nummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift. Toft nævnte også flere gange den franske filosof Ranciere, som har skrevet en række meget interessante bøger om pædagogisk og politisk filosofi. Man fik lyst til at vide mere.

Dernæst talte Tofts kollega, lektor Dion Rüsselbæk Hansen: Han talte om, at et repræsentativt oligarki overtager samfundets demokratiske processer. Det var især den italienske filosof Georgio Agambens begreb om ”impotentialities” – altså evnen til ikke at gøre noget – der spillede en rolle. Hansen talte også om, at den megen fokus på feedback, feedforward osv. fører til det, han kaldte for ”didaktiske overgreb”. Kloge ord i vinterkulden, selvom jeg godt nogen gange kan blive lidt træt af, at man tørrer problemerne af på noget, man kalder for “neo-liberalismen”. Som om dannelseskrisen var forårsaget af højrefløjen? Det er da venstrefløjen, der har været hovedskurken. En forening i bedste eller værste fald.

Alternativets dygtige uddannelsespolitiske ordfører, Caroline Magdalene Maier trak på Hannah Arendt, Etienne Wenger og Lene Tanggaard i et godt reflekteret oplæg med klassiske Alternativet-dyder, men også med udmærkede kulturkonservative markeringer, der kan bidrage til at holde partiet på pædagogikkens grund, og som bør inspirere de andre partier. F.eks. sagde hun noget i retning af: ”Vi skal ikke have en værdiskabende folkeskole. Vi skal have en skole, der hviler i skolens formål”. Hun opfordrede også til, at vi arbejdede mere ud fra ”folket” med udgangspunkt i eksempler som folke-skole og folke-kirke. Dejligt at høre disse ord fra et progressivt partis mund. Endelig argumenterede hun for både kreativitet, dannelse og fordybelse.

Professor Lars Henrik Schmidt gav os en god gammeldags gang sen-marxistisk og freudiansk strukturalisme med lidt fløde fra den franske revolution. Steen Nepper Larsen, som var blandt publikum, var ikke tilfreds med de indbyggede modsætninger, så han spurgte godt, men fik ikke noget godt svar, så vidt jeg kunne høre. Poststrukturalismen har ikke noget begreb om demokrati.

Jacob Mark fra SF holdt et strålende oplæg, hvor han talte imod instrumentaliseringen af folkeskolen. Der var god faglighed i oplægget, men så længe SF bliver i forligskredsen, er det hele jo ligegyldigt. Mark sagde også, at det var Marianne Jelved, som havde inspireret ham til at blive i kredsen. Det skulle ikke undre mig. Sikken en gang Scavenius det hele, der lukker munden på alle niveauerne. Mark var også mere optimistisk end Magdalene Maier, hvad angår ”lempelsen” af de fælles mål. Her har Meier fat i den lange ende, er jeg bange for.

Lektor Henrik Kaare Nielsen fra Aarhus Universitet holdt et fint oplæg. Først kritiserede han konkurrencestatsideologien sønder og sammen. Som alternativt beskrev han et dannelsesideal med udgangspunkt i nyhumanismen og Immanuel Kants ”reflekterende dømmekraft”. Det begreb har Lars Qvortrup ellers virkelig maltrakteret rundt omkring, hvor det reduceres til en slags metoderefleksion. Så det var godt, at Kaare Nielsen havde fat i begrebets almene og æstetiske substans. Desværre forsvarede han ungdomsoprøret for meget efter min mening. Det betyder, at indholdskategoriens rolle bliver uklar. Der manglede også reference til de folkelige og antikke traditioner. Men Kaare Nielsens bidrag var et fint supplement fra en generation, som snublede i dannelsen fra starten.

Endelig talte Lektor Nikolaj Nottelmann fra SDU. Han forsvarede den politiske liberalisme med udgangspunkt i John Rawls’ tankegods. Det var en virkelig fin liberalistisk kritik af konkurrencestaten og al dens corporate-nysprog. Til gengæld var jeg decideret trist over, at Nottelmann ikke ville tale om ”folket”, fordi det mindede ham om populisme og DF. Han ville kun tale om ”befolkningsstyre”. Konklusion: John Rawls har det med at føre til en tællestat, og DF har gjort meget dårligt for ”folke”-styret.

Jeg savnede også, at konferencen i det hele taget havde flere drøftelser af John Dewey og af andre demokratiske traditioner inden for pædagogikken (f.eks. Inger Merete Nordentoft og Hal Koch), og det var også ærgerligt, at Merete Riisager og Søren Ulrik Thomsen, som ellers stod på programmet, ikke dukkede op. Men ellers var det en fin dag.

https://www.sdu.dk/da/om_sdu/institutter_centre/ikv/konferencer+og+seminarer/2017+-+demokrati+og+dannelse+i+uddannelsesfeltet

 

21. d. 14. december: Mikael Buschs venten: Synlig læring i Silkeborg 2

Først skrev lektor Mikael Busch d. 24. november i Weekendavisen en grundig kritik af Synlig Læring-konceptet. Han nævner mange eksempler på steder, hvor konceptet er særligt fremtrædende, f.eks. skolepolitikken i Skanderborg, de fire nordkøbenhavnske kommuner og Ørestad Gymnasium.

Busch ar også referencer til John Hattie og James Nottingham, og han har sørme også fundet plads til Simon Pihl Sørensens aktion i Lyngby samt en reference til den kritiske forsker Steen Nepper Larsen. Med andre ord: Fint fagligt arbejde uden plat skelen til rød eller blå.

Til sidst omtaler Busch situationen på Silkeborg Gymnasium, hvor man også er helt vild med Hattie og hele ledsagerapparet, f.eks. de såkaldte ”udvidede mindset”, besøg af Nottingham osv.. Busch begrunder sin sag udførligt og præcist, herunder at synlig læring er skrevet ind i rektors resultatkontrakt. Indlægget er ikke groft eller noget som helst, blot helt almindeligt kritisk.

Nu skulle man jo tro, at gymnasiernes foreninger i almindelighed ville svare. Og især at rektoren i Silkeborg ville. Men der sker intet. Der er bare tavshed over to fulde WA-fredage.

Men i går, næsten tre uger efter Buschs indlæg, sker der noget.

Det starter med, at forfatter og debattør, Mikael Jalving, tager sagen op på sin blog på JP. Efter en kort indledende omtale af Eva Agnete Selsings stærkt kritisable syn på pædagogik, kaster Jalving sig ud i en fuldtonet støtte til Busch. Jalving har forstået Hattie-konceptet til fulde, og det kan jeg sige med stor sikkerhed, eftersom jeg har studeret sagen grundigt. Man kan selv læse de nærmere detaljer i Jalvings indlæg, som jeg har linket til.

Og hovsa, nu sker der sørme noget. Pludselig dukker Silkeborgs rektor, Erik Olelsen, op med en kommentar i tråden til Jalvings blog. Ok, hvor spændende! Er der mon en kommentar til Synlig læring, og alt det andet Busch og Jalving skriver om? Nej, overhovedet ikke. Olesen skriver bare, at de studerende i Silkeborg får høje karakterer mm, og at Jalvings indlæg er ”fuld af åbenlyse usandheder”.

Hvori usandhederne består, hører vi dog ikke det mindste om, selvom de fremlagte kritikpunkter er nærmest gammeldags faktuelle, og der er heller ingen som helst begrundelse for det pædagogiske koncept, der er under anklage.

Min konklusion er, at pædagogikken på Silkeborg Gymnasium totalt mangler begrundelser. Men hvad med Busch? Ja, hvis jeg var ham, ville jeg stadig være ”ventende”. Poesien kommer til den, der venter, som digteren Paul la Cour skrev i sin poetik i 1948.

Referencer:

A) Jalvings blog, hvor Erik Olesens kommentar står nede i tråden: https://jyllands-posten.dk/…/silkeborg-gymnasium-uden-for-…/

B) Her er Mikael Buschs oprindelige indlæg fra WA, d. 24. november, kopieret fra info-media:

”JEG TROEDE, JEG VAR LEKTOR PÅ ET GYMNASIUM

”Synlig læring” har gået sin sejrsgang i Uddannelsesdanmark, men synes nu stærkt på retur. Dog ikke på Silkeborg Gymnasium.

Der går et spøgelse gennem uddannelsessystemet: synlig læring. Ligesom tidligere pædagogiske vækkelsesbevægelser – jeg nævner i flæng »de mange intelligenser« og »ansvar for egen læring« – vil det gå over igen. Snart vil det hele være glemt. Men det er altid slemt, mens det står på.

Kort fortalt er synlig læring et såkaldt evidensbaseret pædagogisk koncept, der går ud på at undersøge, »hvad der virker« – som fortalerne ynder at formulere det – i undervisningen. Med et nøglecitat af manden bag konceptet, den newzealandske uddannelsesforsker John Hattie, er synlig læring, »når lærere ser læring gennem elevens øjne, og når eleverne ser sig selv som deres egne lærere«.

Hattie har sammenstillet en liste over forskellige pædagogiske faktorers betydning for elevers »læring« – fra formativ evaluering til lav fødselsvægt. Med næsten komisk nøjagtighed når han op på i alt 150 faktorer. Via hundredevis af metaanalyser med mere end 200 millioner børn har han med tilstræbt statistisk nøjagtighed forsøgt at undersøge, hvad der virker, jævnfør hans slagord: »Know Thy Impact« (kend din effekt).

Synlig læring har gået sin sejrsgang i uddannelsessystemet i de senere år. Især i folkeskolen. Den store skolereforms fokus på målstyring passer som hånd i handske med synlig læring. Som Steen Nepper Larsen fra DPU forklarer det: »Det er en uhyre fordel for John Hatties evidensbudskab, at hans credo er så banalt, at selv politikere, uddannelsesplanlæggere, skoleledere, fagforeningsledere og ikke mindst økonomer kan forstå det«.

Der er brugt millioner af kroner på kommunale pilgrimsrejser til Australien, hvor Hattie er professor på University of Melbourne. Der har også været trafik den anden vej: Den læreruddannede brite James Nottingham har været en hyppig gæst og foredragsholder i Danmark. Han er ejer af Challenging Learning, som har licens til at forestå Visible Learning-projekter i Norden.

Der er opstået en helt ny stillingskategori for udviklingsorienterede undervisere: Lokal Impact Coach, forkortet LIC. LIC’erne er lokalt forankrede pædagogiske rollemodeller – eller »forandringsagenter« – som er behjælpelige med at virkeliggøre Hatties idéer.

Skanderborg Kommune har i særlig grad taget idéerne til sig. Her »arbejder skoler og daginstitutioner med en evidensbaseret tilgang til læring og trivsel«, som der står på kommunens hjemmeside. I andre kommuner er der stigende skepsis. Simon Pihl Sørensen, viceborgmester i Lyngby-Taarbæk, har kaldt en bog om synlig læring »sekterisk« og »ulækker«. Hele konceptet, som Pihl Sørensen karakteriserer som »næsten fascistoidt«, blev underkendt ved en afstemning i byrådet.

Noget tyder på, at synlig lærings-bølgen har kulmineret. På Sorømødet, årets topmøde for det uddannelsespolitiske kredsløb, blev der under overskriften »Dannelse i en global verden« lanceret en ny dagsorden. Det kunne ligne et pædagogisk paradigmeskifte, der nok snart vil forplante sig ned gennem systemet. Det ligner et farvel til evidensregimet og et comeback til den myndige underviser, der formodes at kunne tænke selv.

Det var derfor dårlig timing, at årets pædagogikumkandidater, det vil sige den nye årgang af gymnasielærere, for få måneder siden kunne skrive deres obligatoriske opgave i teoretisk pædagogik under overskriften »At synliggøre læring«. Opgaveforlægget havde næsten karakter af en forsinket hyldest til synlig læring, idet der blev refereret til danske fortalere for bevægelsen. En af disse fortalere, rektor for Ørestad Gymnasium, Allan Kjær Andersen, tog i 2015 initiativ til at danne et gymnasialt netværk om synlig læring. 18 gymnasier var med på idéen.

Blandt dem landets største, Silkeborg Gymnasium. Her besluttede ledelsen i 2015 et storstilet treårigt kompetenceudviklingsprojekt under overskriften »synlig læring på SG« (Silkeborg Gymnasium). Dette er baggrunden for, at der for tredje år i træk arbejdes intenst med synlig læring på Silkeborg Gymnasium. Der udvikles undervisningsforløb. Der er lærersamarbejde og ‘videndeling’ (uden ‘s’). Der er blevet afholdt seminarer, workshops og endda en veritabel messe i år to af »synlig læring på SG«.

Undervejs har lærerkollegiet også hørt standardforedraget med den karismatiske James Nottingham, og der er indkøbt et rigeligt antal lærereksemplarer af John Hatties grundbog. Også udadtil lægger Silkeborg Gymnasium vægt på at demonstrere, at man er levende optaget af synlig læring. I et aktuelt jobopslag kan man læse: »Vi er en ambitiøs skole, og vi arbejder bl.a. med mange udviklingsprojekter (…) Udviklingsprojekterne tager for 3. skoleår i træk udgangspunkt i ‘synlig læring’«.

Skoleudviklingsprojektet afsluttes med, at underviserne skal skrive en artikel, som skal afleveres til gymnasiets studie-og kvalitetschef Brian Krog Christensen i maj 2018. Artiklen må gerne indeholde »lidt om det teoretiske eller forskningsmæssige grundlag for indsatsen«, skriver Krog Christensen i et orienteringsbrev til underviserne. I brevet, hvor der optræder ord som »udvikling«, »evidens« og »effekt«, anfører uddannelseschefen også de formelle rammer for artiklen: »2-4 sider à 2.400 anslag. Figurer, tabeller og evt. litteraturliste tæller ikke med«.

Man må ikke arbejde alene, for »det er centralt i projektet, at lærere arbejder sammen om udviklingen af undervisningen«. Den forkætrede »privatpraktiserende lærer« synes at have trange vilkår på Silkeborg Gymnasium. Når artiklerne er afleveret, vil to undervisere læse korrektur, hvorefter bidragene samles i et hæfte, der trykkes og udleveres til alle.

Med det afsluttende hæfte får gymnasiets rektor, Erik Olesen, en håndgribelig dokumentation for, at han opfylder en delmængde af sin resultatlønskontrakt for skoleåret 2017-2018. Af den offentligt tilgængelige kontrakt fremgår det, at der – efter afviklingen af kompetenceudviklingsprojektet »Synlig læring på SG« – kan komme 60.000 kroner til udbetaling.

Silkeborg Gymnasium har i kraft af sine cirka 1500 elever, der alle udløser taxameterpenge, en bundsolid økonomi. Og det endda midt i en nedskæringstid, hvor mange gymnasier er økonomisk trængte. Det er formelt gymnasiets bestyrelse, der afgør, om gymnasiet når i mål med udviklingsprojektet.

Målet defineres således i resultatlønskontrakten: »at fremme elevernes læring gennem systematisk samarbejde mellem lærerne om at planlægge og udvikle undervisningen med fokus på elementer som tydeliggørelse af de faglige mål, feedback, bevidstgørelse af elever om læreprocessen mv., der ifølge læringsforskningen i særlig grad fremmer læring«. Mon ikke rektor Olesen når i mål?

Hvad nu hvis det vigtigste i undervisning matcher dårligt med forestillingen om, »hvad der virker«? Ikke alle i Silkeborg Gymnasiums relativt unge lærerkollegium er lige begejstrede for det storstilede skoleudviklingsprojekt. Hvor meget potentiale John Hatties idéer om synlig læring end måtte have – fremfører en skeptiker – giver de mere mening i fag, hvor der er konkrete, målbare svar end i fag, hvor svarene er abstrakte, for så vidt som der overhovedet er nogen svar.

Skeptikerne forstår ikke, hvorfor ledelsen spænder et helt lærerkollegium for den samme pædagogiske vogn. Hvorfor bruge så megen tid på et omdiskuteret modefænomen? Og endda midt i en sparetid, hvor der berettes om stress og søvnløshed blandt gymnasielærere? Og hvad med metodefriheden? Underviserne forventes at udvikle sig til »reflekterede praktikere«, men det skal partout ske inden for en obligatorisk ramme, som byder dem imod.

Det mest ubehagelige ved projektet er for skeptikerne den afsluttende artikel, som kan opfattes som en form for sindelagskontrol. Artiklen er obligatorisk og kan læses af alle kolleger. Hvem har i den situation lyst til at skrive en kritisk artikel, der stiller spørgsmål ved hele konceptet? »Har jeg misforstået noget?« spørger en skeptiker. »Jeg troede, jeg var lektor på et gymnasium«.

Der må være noget at tale om, når GL’s repræsentantskabsmøde, gymnasielærernes højeste myndighed, afvikles i næste uge.”

 

22. d. 15. december: John Hattie og juleafslutninger 

Hvorfor er det blevet naturligt at forkynde John Hatties nyreligiøse evangelium overalt – selv inde i små børns bevidshedsliv -, mens det er et problem at gå hen i jule-kirken for at synge et par sange, der strækker modersmålet lidt, og at høre en stille og rummelig præst fortælle om, at man ikke altid kun er sig selv.

Hvorfor skal man lære en Hattie-praksis og ikke en juleafslutningspraksis?

Forældre kan endda sige nej til juleafslutningen. Men de kan ikke sige nej til Hattie, med mindre de tager børnet hen i friskolen. Og kirken er kun en gang om året, mens Hattie-biblen kører 24-7 i 16 år osv..

 

23. d. 16. december: Tabuer ved Aarhus Universitet 

Det er tid til at ”hæve stemmen”, som det kaldes på Agedrup Skole, vedrørende en række tabuer ved Aarhus Universitet:

1. Linda Koldau-sagen, herunder Koldaus trebinds-værk “Jante-universitetet” (burde skrives med VERSALER og kulørte lamper).
2. Tvangsflytningen af børnelitteratur- og IT-forskningen.
3. Afskedigelsen af de pædagogiske filosoffer.
4. Forsøget på at omdanne pædagogisk filosofi til samtidsdiagnose.
5. Anerkendelsen af Staunæs/Juelskjærs klage over at blive kritiseret på helt almindelig beskub.
6. DPUs smalle syn på pædagogik og videnskab, som sætter sig igennem i ansættelser, forskningsstruktur, konferencer etc..
7. Heine Andersens nye bog om forskningfrihed, som nævner AU flere steder.
8. Arts-dekanens læringsrevolutionære læserbrev med VIAs direktør om læreruddannelsen (fra november 2017).
9. Arts’ og DPU’s omfattende og systematiske støtte til Hattie-centralen ”Nationalt Center for Skoleforskning”.

Har jeg glemt noget?

Der er jo kun en ting at gøre, nemlig at minde AUs ledelse om disse ting igen og igen, indtil de har beklaget, undskyldt og korrigeret tilfredsstillende.

Desværre har universitetsavisen Omnibus ingen interesse i disse sager. Til gengæld har de interviewet dekanen for ARTS om indretningen af hans kontor:

http://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/vis-mig-dit-kontor-johnny-laursen/

 

24. d. 16. december: Anmeldelse af ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus” 

Information har i dag en virkelig god anmeldelse af min seneste bog “Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”.

Det er Anne-Marie Vestergaard, der har skrevet anmeldelsen.

Mange tak til Vestergaard.

Links:
Link til anmeldelse: https://www.information.dk/…/ny-bog-historien-afmontering-d…

Link til forlagets omtale:
http://www.fjordager.com/ballade-i-paedagogikkens-forsamlin…

 

25. d. 17. december: Fra tid til rum 

Den ene og den anden fremtrædende professor mener, at man skal droppe fortid og nutid og i stedet lave pædagogik med udgangspunkt i fremtidsdiagnoser.

Det er jeg helt uenig i, for nu at sige det så mildt jeg kan.

Der findes nemlig ikke noget mere fremtidsproducerende, end at finde ud af, hvad det er, som findes nu, sammen med den generation som har skabt dette nu.

Smil til objektet før du går ombord i det sammen med din lærer!

Og undervejs i denne undersøgelse, viser det sig altid, at det, som findes og som man er sammen om, er ældgammelt. Det ældgamle kommer bag på både elev og lærer. De støder ind i forfatterne, i “the author”, i autor-iteten. Alle veje fører til Rom, men Rom blev ikke bygget på én dag.

Og når undersøgelsen er helt færdig, så har man forladt tiden og gået ind i rummet.

Det er det, som også kaldes “kritik”, dvs. undersøgelsen hvad som ER uanset tiden. Det er at slå tiden. Man går fra tid til rum.

Man havner i tingenes geografi. Det er det “åndelige solsystem”, som Martin A. Hansen udtrykte det. At “skole” er betegnelsen for denne proces.

Det svarer til at rydde lidt op i stuen, pynte lidt her og der og rette lidt på buketterne. At gå til eksamen er at vise sin stue frem.

Fremtid er derfor altid en materialisering af evighedens lokale, og det er de andre tider også.

Det er det, man skal “tage udgangspunkt i”.

Dermed udledes samfundet af pædagogikken, frem for omvendt.

 

26. d. 17. december: Johannes Novrups pædagogik

Noter til Johannes Novrups (1904-1960) pædagogik:

Johannes Novrup var en førende højskole-pædagog og forstander. I en jubilæumsbog i forbindelse med Jens Rosenkjærpris 70 års fødselsdag har Novrup en fin lille artikel, der hedder “Noter til det at være lærer”.

Her står der bl.a.:

“Den reformation, der i kirken stødte latinen fra tronen, skabte en skole, hvor der kun måtte tales latin”

Der er som om, vi i dag gentager denne fejl, nu blot i følgende form:

“Den reformpædagogik, der stødte kundskabs- og lydighedsterperiet fra skolen, skabte en skole, hvor man kun må terpe med sig selv og altid skal være positiv.”

“En automat frembragte en ny automat”, som Novrup skriver om forfaldsformernes lærerrolle.

I stedet fremhæver Novrup højskolepædagogikken. F.eks. i følgende fine formulering:

“Stilhed er samtalens bedste grobund. Op af den former et par sætninger sig hos en ellers lidt forskræmt fyr i det bagerste hjørne. Snart følger et par sætninger fra en anden, og fra en tredje og en fjerde. Elevernes ord fremkalder lærerens ord. Eller det var hans ord, der fremkaldte dem”.

Novrup var gymnasieven i Ribe med Knud Grue-Sørensen, som senere blev Danmarks første professor i pædagogik. Novrup hadede undervisningen på gymnasiet, men elskede de to venners cykelture til Askov og Skibelund, hvor de hørte på dem alle sammen. Under besættelsen støttede Novrup Hal Kochs linje, hvilket tyder på et problematisk handlingsbegreb.

(Hal Koch har iøvrigt også bidraget til bogen. Det samme har Julius Bomholt, Morten Bredsdorff og J. Th. Arnfred, Niels Bohr, Jørgen Jørgensen og flere andre.)

Novrup blev senere dybt involveret i UNESCO’s og Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde. Han opbyggede desuden et pædagogisk forfatterskab, som jeg nu skal til at orientere mig i.

Reference:
Novrup, J. (1953). “Noter til det at være lærer”, fra bogen Bomholt, J. & Jørgensen, J. (red.). “Noter til en mand – til Jens Rosenkjærs 70-aars dag”, Det danske forlag, s.12+13+22.

 

27. d. 18. december: DF og julehjælp 

Christian Langballe fra Dansk Fryseparti kritiserer et menighedsråd i Vejen for at give julehjælp til folk, som ikke holder juleaften, dvs. fortrinsvist byens fattige muslimske flygtninge og indvandrere.

Hvor lavt kan man egentlig synke?

Frysepartiet er jo helt besat. På en eller anden måde, jeg ikke helt kan forklare, minder det mig om de vildeste svenske feminister.

Jeg må hellere komme i kirke på søndag. For en ting er helt sikkert: Der bliver ikke sunget om Dansk Fryseparti.

https://www.tvsyd.dk/artikel/menighedsraad-man-behoever-ikke-fejre-jul-faa-hjaelp

 

28. d. 19. december: Montessori og Fröbel i dansk pædagogik 

Jeg er i gang med at studere nogle diskussioner fra 1920’erne, som har stor betydning for i dag. Det handler om Fröbels og Montessoris indflydelse i Danmark og om forholdet til fri- og højskolebevægelsen.

http://www.thomasaastruproemer.dk/montessori-frobel-dansk-paedagogik.html

 

29. d. 21. december: Mobiltelefoner i Frankrig 

 

30. d. 22. december: Asterisk, december 2017 

Claus Holm skriver i sin leder i december-nummeret af DPU’s tidsskrift Asterisk om tolvtalspiger. Han konkluderer følgende:

”Så hvis vi som samfund vil opretholde forestillingen om, at den dygtigste og mest kompetente opgaveløser får succes ved at blive effektivt udnyttet og anerkendt, så har vi brug for, at fagligt dygtige piger ikke mistænkes for mistrivsel. I stedet har vi brug for, at dygtige piger med udsigt til succes lærer, hvordan de forvalter deres succespotentiale på bæredygtig vis. Lad tolvtalspigerne nyde deres succes – også selvom det selvfølgelig vil være hyggeligst, hvis alle fik 12.”

Da den er gruelig gal med hele sprogbruget, må jeg lade det ligge. Der er ingen adgang for rationel kritik.

Temaet for december-nummeret er børns trivsel, hvilket jeg slet ikke kan få til at hænge sammen med ovenstående citat.

Den første store artikel er et interview med Lars Qvortrup, hvis NCS-center har undersøgt trivslen på 240 skoler. Man kan også læse om ”dannelse i en robottid” og mange andre ting.

Adjunkt Jesper Bremholm har et indlæg om ”dansk uden dannelse”. Han mener, at lærermidlerne i faget Dansk bygger på en for ”afgrænset national og monokulturel repræsentation af virkeligheden”, og at de er for ”formalistiske, færdighedsorienterede og nationalt indadskuende”. Vi skal i stedet have noget, som Bremholm kalder for ”kritisk tænkning” i ”meningsfulde kontekster”. Det er tankegangen i den nye dansk-didaktiske trend, som hedder ”scenariedidaktik”, og hvis centrale professor er Jeppe Bundsgaard.

Bremholm mener, at Dansk-faget er blevet for ”snævert”, fordi områder som ”skønlitteratur, grammatik og stavning er stærkt dominerende”. Ja, det er ligefrem sådan, at ”mundtlighed, sagprosa og ditigale medier er svagt repræsenteret”.

Der er også et eller andet med sprogbruget her, som jeg slet ikke kan være i. Så det lader jeg også ligge.

Det er det, jeg kalder for pædagogisk julefred.

http://www.e-pages.dk/aarhusuniversitet/1804/html5/

 

31. d. 23. december: Unge Pædagogers jubilæumsnummer fra 2000 

Egon Clausens har i sin ellers fine bog ”Klassens frække elev” (2017), som handler om Unge Pædagogers historie, travlt med at afdramatisere tidsskriftets kontakt til den yderste venstrefløj siden krigen.

Derimod gør han næsten ikke noget ud af den særlige radikalisering af tidsskriftet, som finder sted fra omkring år 1990, dvs. ved systemteoriens indtog. Clausen har faktisk kun en enkelt og meget overordnet bemærkning om det emne.

Derfor er det også interessant at studere tidsskriftets 60 års jubilæumsudgivelse fra år 2000 (nr.1-2). Der finder man naturligvis den almindelige jubilæumsfestivitas fra gamle redaktører og politikere samt et historisk rids mm..

Men der er også en faglig artikel. Og kun én vel at mærke. Der er altså kun én faglig artikel i hele det fine jubilæumsnummer. Noget af et redaktionelt statement, må man sige. En ”talehandling”, som vi sagde i gamle dage.

Og hvad er det så for en artikel?

Artiklen hedder ”Pædagogikkens krise”. Den er skrevet af den daværende lektor ved Danmarks Lærerhøjskole, Jens Rasmussen. Her kan man læse om, hvordan både Gud, fornuften og reformpædagogik er en saga blot. Som der står:

”Den opdragelsesmæssige og undervisningsmæssige normativitet kan ikke længere forenes med nogen autoritet. Lærere frem for nogen, men også forældre, har vanskeligt ved at forlige sig med, at den oplysningsfilosofiske fremskridtstanke og den udviklingsorienterede retningsangivelse ikke længere rækker” (s.33).

Den grundtvigske bevægelse nævnes slet ikke. Den var et bandeord i de år. Og det der med, at mennesket skulle være ”Guds skabning”, er noget der hører til i middelalderen. Og oplysningstidens tro på ”fornuft og rationalitet” er også noget fra gamle dage. Det hele kan puttes i ”it is all over”-kasser. Det går bare alt alt for hurtigt.

Dermed havner vi i det, som Rasmussen kalder for pædagogikkens ”krise”. Han kalder det også for ”pædagogikkens katastrofiske tilstand”. Og med dette næsten ulideligt lette tab som gammeleuropæisk affald, indfører Rasmussen så uden videre Niklas Luhmann og Lars Qvortrup som hovedreferencer for resten af artiklen.

Herfra er der fri udsigt til læringsbegrebet, og – som det hedder – spørgsmålet om, hvordan man kan ”gribe ind udefra for at frembringe indre forandringer i elever, som er selvreferentielle, autonome individer”.

Jens Rasmussen var med i Unge Pædagogers redaktion fra 1981-2007 og spillede en central rolle i tidsskriftets udvikling. Han blev senere en central drivkraft bag udviklingen af skole- og læreruddannelsesreformen.

I den forstand kan man godt sige, at skolereformen er en del af den ”katastrofiske tilstand”.

Referencer:

Rasmussen, Jens (2000). ”Pædagogikkens krise”, i Unge Pædagoger, nr. 1-2, s. 21-34.

Artiklen er også bragt i Uljens, M. (red.) (2000). ”Perspektiv på pedagogisk teori. Betraktelser vid ingången till det 21. århundradet”, Vasa: Pedagogiska institutionen, Rapporter 13.

Clausen, Egon (2017). ”Klassens frække elev – Unge Pædagogers danmarkshistorie”, Gyldendal.

 

32. d. 23. december: Fodboldlandsholdets omklædningsrum 

Angående den aktuelle mandehørm i omklædningsrummet:

1. Træneren burde stoppe det prompte. Små drenge og unge mænd skal ikke opdrages til den slags, og slet ikke i en idrætsklub, hvor man dyrker en olympisk disciplin.
2. Spillerne bør ikke lægge videoen på de sociale medier. De er dårlige eksempler for de små spillere.
3. DBU bør absolut ikke bruge videoen i sin markedsføring. Det er selvfølgelig det allermest pinlige.

 

33. d. 27. december: Søren Pind og dannelsen

Søren Pind fra Maskinrumspartiet slår sig op på dannelse og endda på ”ånd”, som han ligefrem kalder det i sin kommentar i dagens Berlingske.

Men den slags ord skal man ikke lægge noget i. Det er bare anti-dannelse det hele. Pind vil måle læringen for at optimere effekten af de offentlige investeringer. Han vil have noget at vide om, ”hvordan de studerende lærer”, for staten bruger jo penge på det.

Pind vil have statslig proces-kontrol. Det er det, man også kalder for læringsmålstyring.

Og det hele er skam noget, som ”forskningen har vist”, og det bygger på ”forskningsbaserede målingskoncepter” osv. Nu er jeg selv læringsforsker, så jeg er nysgerrig efter, hvilken ”forskning” Pind henviser til? Ikke noget der har med dannelse eller ånd at gøre, det kan jeg forsikre om.

Det hele er en del af den nye taxameterordning, som vil føre til mere læringsideologi end nogen sinde. Kvaliteten vil formodentlig falde lige lugt i Marianergraven. Men alle partierne stemte for. Hvad tænker de mon på?

Der skal også måles på et arbejdsmarkedstaksameter. Det skal nok gå godt. Så er det slut med at uddanne til dejlig inkompetence, dvs. til seriøs omgang med de videnskabelige kundskaber.

Vi må håbe, at Pind hurtigst muligt kan vende tilbage til justitsministeriet, hvor han kan fortsætte sin jagt på synlig læring i mere passende omgivelser.

Det er ikke første gang, Pind tramper rundt i porcelænet. Jeg tror, at han bare er en slags tapet for sit embedsapparat, der kører derudaf, mens de trykker lidt på Pinds navle en gang imellem og får ham til at sige ”ååååånd….”. Vi er jo i robotternes tidsalder.

https://www.b.dk/kommentarer/kvaliteten-skal-kunne-maales?referrer=RSS

 

34. d. 28. december: Information interviewer Ove Kaj Pedersen 

Informations skolereforms-affirmative journalist, Mette-Line Thorup, fedter i nedenstående interview om overenskomstforhandlingerne lidt for Mr. Konkurrencestat, Ove Kaj Pedersen, som får lov at “forklare” og “minde om” osv. uden nogen kritiske spørgsmål fra Thorup. Det samme skete i forrige uge, hvor Ove Kaj Pedersen også fik lov at “påpege” osv..

Offentlige ansatte i al bred almindelighed tænker – må man forstå – kun på sig selv, mens finansministeriet skam varetager den hellige fællesinteresse. Og der mangler stadigvæk rygende pistoler osv.

Det er rigtigt mini-konkurrencestatstidende-style. Ove Kaj og Stefan Hermann sørger for det almene vel, mens Svend Brinkmann og de offentlige ansatte er populister, som skal udøve selvkritik, indtil de mener det samme som corydonisterne.

Det er Foucualt-teori fra de laveste landskaber. Det er dansk venstrefløj. Det er fascinerende.

https://www.information.dk/indland/2017/12/professor-kommet-mere-pres-paa-offentligt-ansatte

 

35. d. 28. december: Professionelt oprør på CBS

A.

I 2016 udkom bogen ”Oprøret på CBS – forandring, ledelse og modstand i en professionel organisation”. Bogen er skrevet af Jens Frøslev Christensen, som er professor ved Copenhagen Business School.

Bogen er en øjenvidne-analyse af rektor Johan Roos’ storhed og fald. Roos var rektor for CBS 2008-2011.

Roos bliver ansat i kølvandet af den stærkt centralistiske universitetsreform fra 2003, som blev vedtaget under ”fra forskning til faktura-ministeren” Helge Sander, som var minister fra 2001-10. Magten, som nu var defineret af ’erhvervsrelevans og faktura’, var fra nu af tungt placeret hos rektor og en centralt udpeget bestyrelse. De faglige miljøer var efterladt i diverse rådgivende funktioner. De blev da også fuldstændig kørt over af Johan Roos og CBS’s bestyrelse. I hvert fald i starten.

Roos kom flyvende fra Sverige, headhuntet af et fint globaliseret konsulentbureau. Der var kæmpevisioner fra dag 1 med ledsagende nysprog og massevis af idiosynkratiske ideer. En af strategiens fem overskrifter, som altså blev præsenteret fra dag 1, var ”join us!”. Vi er langt fra et seriøst universitet. Vi er i Helge Sanders hjerne.

De centrale dele af Roos’ plan var i øvrigt skrevet af fra universitetet i Leeds. Roos lukkede også flere af bestyrelsesmøderne for offentligheden, og mundkurvene flyder frit ud over siderne. Der var mange flere kritiske forhold, som Jens Frøslev Christensens redegør udførligt for i sin tankevækkende bog.

Processen udløste et dramatisk professoroprør på CBS, der endte med en afskedigelse af Roos. Bestyrelsesformanden, som jo havde støttet Roos hele vejen, måtte også gå. Oprørsprocessen er glimrende og detaljeret beskrevet i bogen.

Lise Richter på Information, men også Børsen og Forskerforum bragte kritiske artikler undervejs i det forløb, som bogen beskriver, hvilket hjalp processen mod sin konklusion. Men på Politiken skrev man så sent som januar 2011 et begejstret portræt af Roos, da han blev 50 år. Portrættet var skrevet af Jacob Fuglsang. Allerede i 2009 havde signaturen PAP refereret positivt til Roos på lederplads. Først efter fyringen af Roos, omtalte Politiken – så vidt jeg kan se af Infomedia – sagens realiteter. Erhvervsredaktør Niels Lunde forsvarede dog stadig Roos lidt. Fra 2011 kom Bo Lidegaard og al corydonismen ind over, og PAP og Fuglsang fik vigtige funktioner i avisens nye linje.

 

B.

Ovenstående sociale struktur minder fuldstændig om folkeskolens situation. Også på skoleområdet har der været en stærk centralisering af styringen, først i en række lovændringer i 2009, og siden i selve skolereformen fra 2013, hvorefter der skulle processtyres helt ned i de mindste elevers hjerner med PISA og økonomisk optimering som ledetråd.

Også på skoleområdet har ledere formuleret latterlige visioner i et uhørt nysprog, og også her lukkes diskussioner, og engagerede lærere får mundkurve på. Agedrup-sagen på Fyn er den vigtigste case. Og også på skoleområdet spiller Politiken, Fuglsang og PAP en uheldig rolle i forhold til dækning af sagens realiteter. Desværre har skolen ingen venner på Information, hvor det er Mette-Line Thorup, der styrer skoleområdet og som skriver om Svend Brinkmanns “populisme”. Hun er stik modsat Lise Richter, som dækker universiteterne.

I Agedrup ”hævede Erik Schmidt stemmen”, som det hedder i byretsdommen om sagen. På CBS hævede professorerne stemmerne. I Agedrup sidder skolelederen stadigvæk, mens Schmidt er væk. På CBS kom der en ny rektor, som sagde følgende ved sin tiltrædelse for ligesom at markere processens konklusion:

”Our basic values or basic strengths, the basic things that keep us together as an academic community are still powerful and strong, and one of the best aspects of that is people’s willingness to criticize and talk openly to one another. So let’s value that” (s. 152)

Den slags fine ord er desværre bandlyst i den pædagogiske sektor.

 

C.

Processen på CBS kørte også parallelt med Penkowa-sagen – Sander og Penkowa var venner – og med de store universitetsfusioner, hvor f.eks. DPU kommer under AU, og hvor AU får en ny OECD-ramt leder, som arbejder i fuldstændig samme ånd som Roos. Året efter ruller Linda Koldau-sagen, som stiller AU’s ledelse i et pinligt lys. Desuden rykkes der rundt på forskningsmiljøernes geografi i dyb vilkårlighed, foranlediget af endnu en dyrt betalt konsulentrapport osv. I 2013 får AU ny ledelse, hvorefter tingene også her falder lidt til ro, men stadig på Helge Sander-reformens betingelser.

I går kom så Søren Pinds annoncering af, at der også skal læringsmålstyres på Universitetet. Han minder mig om en blanding af Johan Roos og John Hattie. En radikaliseret Helge Sander, som mener, han kan måle alt, mens han taler om ”ånd”.

http://samfundslitteratur.dk/bog/opr%C3%B8ret-p%C3%A5-cbs

 

36. d. 29. december: Fire politiske gaver https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155971078044481&id=837549480

Om fire gaver:

A.

Jeg prøver at huske, hvad der er sket i dansk politik i 2017.

Der har været skrevet og diskuteret side op og ned. Men jeg kan ikke huske noget. Er der sket noget? Vist nok ikke.

På den anden side, så buldrer tingene afsted på statens/EU’s/KL’s indre organer. Det er teknikkens eget løb, med behørig forskningsbetjening.

Men Ove Kaj Pedersen siger, at demokratiet er flyttet fra folket hen til Folketinget, og han bifalder det vist nok. Men passer det? Nej. For jeg kan jo intet huske.

Folket og dets ting kan ikke give gaver til hinanden. De har tabt hukommelsen.

 

B.

Det er ikke hver dag, at et folk får et land foræret af alle de andre lande. Det skete for Israel i 1947. Værsgo! Her er en gave fra hele verden, fra FN.

Siden har Israel i flere omgange udvidet gaven uden at få lov. Landet er som et barn, der får store julegaver, men alligevel stjæler fra sine omgivelser. Og man skal ikke stjæle, heller ikke fra sine fjender.

Uden at være opdateret på diverse FN-resolutioner er 1947-grænsen mig bekendt den eneste retmæssige grænse, som Israel kan gøre krav på. Det var gaven. Bliv der og giv gaver til naboerne, selvom de angriber i tide og utide.

1947-grænsen gav i sin tid anledning til krige, som Israel benyttede til at ekspandere. I dag vil samme grænse give anledning til en dyb fred.

Israel bør give gaver, som det selv var en gave.

 

C.

Det er ikke hver dag, at en stor gruppe lande afgiver suverænitet til et overnationalt bureaukrati og en fælles ide.

Det skete med Rom-traktaten i 1958. Efterfølgende blev gaven til en tvingende form, som gavegiverne, de enkelte lande, skulle passe ind i. ”Den fælles ide” teknificeredes i en europæisk union. Vi fik et Juncker-styre.

EU har godt og grundigt vundet kampen om Brexit. Det er i al fald mit indtryk. En svag britisk regering må betale for det hele og har tilmed mistet kontrollen over sine grænser og indre enhed. Landet ender som en lille og tavs region på kanten af Junckers union.

Storbritannien, som befriede Europa i 1945, har i årevis deltaget og betalt til det europæiske orkester. Men da landet igen ville være sig selv, fandt det ud af, at der slet ikke var noget orkester, men blot en teknokratisk enheds-union med lidt folkevalgt støj uden hukommelse.

EU bør give gaver, som det selv var en gave. F.eks. bør EU foreslå en halvering af den britiske tilbagebetaling samt fri britisk adgang til det indre marked med ledsagende egenkontrol over landets grænser. EU skal give gaver tilbage og sige tak for indsatsen og styrke den britiske selvstændighed.

Men, siger du måske, så vil alle de andre lande jo kræve samme ordning, og så vil EU gå i opløsning. Måske og måske ikke, men det vil i så fald være en test af ”den fælles ide”, altså hukommelsen.

 

D.

Catalonien vil gerne forlade Spanien. Over 50% stemte på separatistiske partier. Og mon ikke ca. 30% har stemt unionistisk af pragmatiske grunde? En ”pragmatisme”, som er styrket af den spanske regerings stædighed?

Så altså 80%, hvis der var en fri situation.

Spanien bør give gaver.

EU kunne passende være den ”fælles ide”, som kan gøre dette muligt. Pt holder EU sig uden for konflikten med henvisning til staternes selvbestemmelse. Det er en dårlig undskyldning efter min mening. EU’s passivitet skyldes nervøsitet ved det folkelige. Det vil sige, at EU har mistet sin kontakt til sin karakter af gave. Catalonien og Brexit udstiller EU som gaveløs.

 

37. d. 30. december: Eurovision https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155972282469481&id=837549480

Jeg er virkelig træt af Søren Pinds og Antorinis læringsprocesstyring af universiteter og skoler. Pind er på sin vis den værste, for han taler om dannelse samtidig med.

I stedet har jeg forsket i noget mere ”relevant”, som har langt højere ”kvalitet” og formodentlig også mere ”faktura”, nemlig det europæiske melodigrandprix. På Youtube fandt jeg en video med klip fra alle vinderne (fra 1956 frem til 2015).

Der er mange dejlige sange, som er fyldt med virkelige historier, men som med pædagogik gælder det også her, at 00’erne var forfærdelige.

Join us! Som de siger på Copenhagen Business School, når de skal være faglige ?

And here is the result of the Risskov-jury:

De 30 bedste ud af de 65 vindere er følgende (en stjerne ved top 10, to stjerner ved top 5 og tre stjerner ved nr. 1 på hele Pisa-listen):

1963: Dansevisen (DK)**
1964: Non l’eta (Italien)
1965: Poupée de cire, poupée de son (Luxemburg)
1967: Puppet on a string (UK)
1969: Boom bang-a-bang (UK)
1970: All kinds of everything (Irland)*
1974: Waterloo (Sverige)
1975: Ding-a-dong (Holland)*
1976: Save your kisses for me (UK)
1977: “L’Oiseau Et L’Enfant” (Frankrig)***
1978: A ba ni bi (Israel)
1979: Halleluja (Israel)
1981: Making your mind up (UK)
1984: Diggi-Loo Diggi-Lay (Sverige)
1985: La det swinge (Norge)
1987: Hold me now (Irland)
1991: Fångad av en stormvind (Sverige)*
1993: In your eyes (Irland)**
1994: Rock’n roll kids (Irland)
1995: Nocturne (Norge)
1996: The voice (Irland)
1997: Love shine a light (UK)
2002: I wanna (Letland)
2009: Fairytale (Norge)
2010: Satellite (Tyskland)*
2011: Running scared (Aserbajdsjan)
2012: Euphoria (Sverige)*
2013: Only teardrops (Danmark)
2014: Rise like a phoenix (Østrig)**
2017: Amar pelos dois**

Godt nytår!

Alle vinderne i rækkefølge
https://www.youtube.com/watch?v=9JYTpFBF9-I

Liste over vinderne:
https://da.wikipedia.org/…/Vindere_af_Eurovision_Song_Conte…