Facebook-drys 46: januar 2018

Her er 57 facebook-opdateringer fra januar 2018. De mange datalæringsinitiativer og Keld Skovmands vigtige ph.d.-forsvar har fyldt en del, men der har også været andre ting. Man kan enten læse opdateringerne på nærværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

  1. Datalæring 1
  2. Stop-prøver i børnehaveklassen
  3. Kritikkens forfald
  4. Empirisk dannelsesforskning i Vingsted
  5. Hanne Knudsen interviewer John Hattie
  6. Facebook-drys 44: november 2017
  7. Georg Brandes’ professorat
  8. Datalæring 2
  9. Datalæring 3
  10. Datalæring 4
  11. Om Thora Constantin-Hansens erindringer
  12. Datalæring 5
  13. Annoncering af Keld Skovmands ph.d-forsvar
  14. Johannes Novrups pædagogik
  15. Disputatsforsvar om Platons politiske og pædagogiske filosofi
  16. Noter til 1918
  17. Indlæg af Søren Pind
  18. ph.d.-rådet for uddannelsesforskning
  19. LA’s muligheder
  20. ph.d.-rådsformænd og ministre
  21. Datalæring 6: ”Verdens førende uddannelsestænker”
  22. Datalæring 7: KL’s vision 1
  23. Datalæring 8: UVM, KL, VIVE og datalæring i Randers og Aarhus
  24. Computer Charlie som dannelsesideal
  25. Anders Samuelsens afgang
  26. Datalæring 9: Børnehavedata
  27. Mikael Busch og Lars Qvortrup i JP
  28. Datalæring 10: KL’s vision 2
  29. DPU’s ideologi 1
  30. Datalæring 11: Kl’s visioner 3
  31. LA’s fejl
  32. Bemærkninger til Piagets læringsteori
  33. LA i Jersild Minus Spind
  34. Datalæring 12: Kritik af forsvar for CPR-læring
  35. Datalæring 13: Elementerne i den nye lærings-dataideologi
  36. DPU’s ideologi 2: Den hemmelige filosofi
  37. Datalæring 14: Læringskrav til CPR-forskere
  38. Om udflytning af statslige arbejdspladser
  39. Indlæg af David Holt Olsen
  40. DPU’s ideologi 3
  41. The Square i WA
  42. Keld Skovmand i bund og grund
  43. Datalæring 15: læringslighed i mors mave
  44. Ny Departementschef i Undervisningsministeriet
  45. Datalæring 16: Den nye datalov og tilliden til Søren Pape
  46. Positiv journalistik
  47. Dagbogsnotat ifm Keld Skovmands ph.d. forsvar
  48. Stemingsrapport fra DPU’s festsal
  49. Herfra hvor jeg står
  50. Note 1 til Skovmands forsvar: Reaktioner dagen derpå
  51. Note 1a til Skovmands forsvar
  52. Note 2 til Keld Skovmands forsvar
  53. Note 3 til Keld Skovmands forsvar: Havkatte og fyrfadslys
  54. Poul Aarøe Pedersens anmeldelse af Uren Pædagogik
  55. Note 4 til Keld Skovmands afhandling: Det taksonomiske niveau
  56. Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens reaktion på Skovmands kritik
  57. Læringsmål og ansvar

 

1. d. 1. januar: Datalæring 1

En nytotalitær lærings- og datastat samler nidkært oplysninger om børns og unges følelser for at fremme “trivsel”. Det hele kører i kommunale, semi-kommercielle og ministerielle systemer.

Staten er et “drømmenes palads”, som den albanske forfatter Ismael Kadare skrev med den kommunistiske enevælde i tankerne.

Imens snakker regeringen om ligegyldige emner som bilpriser mm.

Man bør helt fjerne cpr-systemet efter min mening. Især i disse tider. Stat, data og pædagogik må ikke bo i samme hus.

Se også: https://politiken.dk/…/Følsomme-data-om-børn-gemmes-i-strid…

Se også: https://www.b.dk/…/big-brother-er-paa-vej-i-folkeskole-vi-s…(tilføjet senere)

 

2. d. 1. januar: Stopprøver i børnehaveklassen 

Laura Lindahl fra LA forslår i Jyllands-posten d.30/12, at alle elever i 0. klasse skal bestå en stopprøve i Pisa-dansk, hvis de vil ”rykke op” i 1. klasse. Hun ser for sig 16-årige børn i 0.klasse, som aldrig rykker op:-(. Og så kan forældrene lære det osv. i samme mol.

Hele ånden og sprogbrugen spærrer helt for, at jeg kan sige noget om indholdet, og det nytter jo ikke noget bare at sige %&/()&/. Så jeg nøjedes med at notere LA’s synspunkt, mens jeg ventede på omverdenen.

I dagens Aarhus Stiftstidende læste jeg så lidt reaktioner. Artiklen står også i JP (det er en ritzau-artikel):

Socialdemokratiets Mattias Tesfaye kritiserer faktisk forslaget, men nærmest for ikke at være vidtgående nok. Man skal åbenbart have en form for stopprøve allerede i børnehaven? Det er lidt uklart, men selve ”stopprøve-ideen” afvises ikke direkte, som jeg læser det. Det lyder lidt som om, at Tesfaye vil tvinge alle børn i vuggestue og børnehave for at undgå ghettoer. Tesfaye er alt for uklar.

Det er ligesom Danske Fryseparti. Lad os droppe friheden for at beskytte friheden. En slags frihedsdikatur?

Tesfaye er også utilfreds med, at Lindahl vil holde friskolerne ude af systemet. Vil det sige, at der også skal være stopprøver i friskolerne?

Så Konkurrencestatspartiet vil på sin vis udvide LA’s forslag i både bredde og dybde. Det er en form for corydonisme med den helt særlige instrumentelle grundnaivitet, der kendetegner dette politiske segment.

Så er der Maskinrumspartiet, også kaldet Venstre ved højtidelige lejligheder. Martin Knuth synes, der er tale om ”et godt forslag”. Nå!

Hverken Tesfaye eller Knyth har ondt i noget som helst.

Jacob Mark (SF) kalder derimod forslaget for ”hul i hovedet”. En medalje til Mark. Dejligt med lidt ¤&/IO/(). Morten Østergaard er enig med Mark. Mærkeligt for mig at være enig med Østergaard i noget. Jeg troede, han sad og spiste pommes frites med Jean-Claude Juncker. Men godt at han melder klart ud.

I JP’s artikel fra i forgårs spørger journalisten også ind til Merete Riisagers holdning. Det er lidt interessant, for Riisager og Lindahl er jo partifæller. Der står følgende:

”Her ønsker Merete Riisager ikke at kommentere forslaget fra sin partifælle, men Laura Lindahl »har ingen formodning om, at hun vil være imod.«”

Hovsa, det var vist ikke lige koordineret?

I dag kom så Riisagers herlige svar til Ritzau:

”Det er et forslag, Laura Lindahl har fremlagt. Det er noteret”.

Denne formulering mindede mig om engang, hvor jeg diskuterede et eller andet med Riisager. Det var før, hun blev minister. På et tidspunkt midt i diskussionen skrev jeg: ”det er noteret”. Dengang blev Riisager pænt irriteret over min formulering. Derfor ved jeg også, at Lindahl virkelig bliver sat på plads med denne kommentar.

Så Riisager får også lige en medalje af mig. Hun kan pudse den sammen med Mark og Østergaard.

Vi snakkede i øvrigt lidt om sagen ved nytårsbordet. Et familiemedlem kandiderede til at være med i en Jersild-udsendelse med en sindrig spin-analyse, som jeg lader ligge her. Men måske er Lindahls forskrækkelige ide både noteret og koordineret?

De to artikler i sagen:
https://jyllands-posten.dk/…/la-vil-indfoere-stopproever-i…/

https://jyllands-posten.dk/…/s-afviser-stopproeve-saet-ind…/

 

3. d. 2. januar: Kritikkens forfald

Først stormer og hvirvler kritik og ånd rundt i afslørende undersøgelser, der får verden til at vise sig. Stormen river de faldefærdige bygninger ned og finder de virkelige frø, som var der i forvejen.

Dernæst kommer didaktikerne og historikerne og putter de stormende vinde i faser og kasser. Det hele visner lidt.

De såkaldte ”kritiske pædagoger” kalder desuden den “kritiske storm” for reaktionær. privatpraktiserende, personlig etc..

Dermed tømmes kasserne for de visne blomster og dermed for alle blomster. De kritiske pædagoger ender som metodikere med tømte kasser uden flora. Dvs. i anti-kritisk anti-pædagogik.

Derpå kommer evalueringsfolkene og måler tomheden. Det er det, som kaldes ”praksisnær forskning”.

Endelig flytter den tomme evaluering ind i hjernen på børn og unge.

Den sidste fase kaldes også for ”læringsmålstyring” eller ”synlig læring”.

Dermed er vi havnet hos lærernes og DPO’s nye ”Bibel”, som fortalerne kalder John Hatties bog. Vi er i en særlig ånds-forladt religiøsitet.

 

4. d. 3. januar: Empirisk dannelsesforskning i Vingsted 

Alexander von Oettingen har skruet et særdeles fint program sammen til sin anden konference om det, han kalder for “empirisk dannelsesforskning”. Klik og kig.

Årets under-emne handler om forholdet mellem pædagogik og uddannelsesvidenskab, og det er et tema, som er højaktuelt i disse år, hvor pædagogikken har trange kår i uddannelsesforskningen, både på DPU og i UC-regi.

Selv deltager jeg i en form for workshop, hvor jeg skal drøfte en tekst af Knud Grue-Sørensen sammen med Keld Skovmand og Casper Feilberg.

Jeg er ikke Grue-Sørensen ekspert, så det bliver lidt fra hoften. Jeg læste dog alle hans artikler fra det legendariske KU-tidsskrift “Pædagogik” her i efteråret. Der står virkelig mange interessante ting, som jeg i det mindste kan fortælle lidt om.

Biesta, Uljens og Tanggaard kommer også, og en masse andre. Der er også festmiddag, for de af os, som lige skal have klaret verdenssituationen.

https://ucsyd.nemtilmeld.dk/221

 

5. d. 4. januar: Hanne Knudsen interviewer John Hattie

Lektor ved DPU, Hanne Knudsen skrev i 2015 en glimrende kritik af John Hatties problemer med filosofi og kultur. Det var i artiklen ”De blinde pletter i synlig læring: hvordan evidens blev svaret på det hele og glemte de andre spørgsmål, man også kan stille” (Knusen 2015).

Artiklen kunne man læse i den i øvrigt skrækkelige bog ”At lede efter læring”.

Nu har Knudsen gjort os den tjeneste simpelthen at interviewe Hattie. Det sker i det seneste nummer af tidsskriftet ”Nordic Journal of Studies in Educational Policy”. Interviewet har fået overskriften “John Hattie: I’m a statistician, I’m not a theoretician”.

Her er nogle af det fine interviews mange lavpunkter:

A.

Knudsen spørger til Hatties opfattelse af hans egen metode, om hans syn på nationale og kulturelle forskelle og meget andet. Svarene bærer præg at total uvidenhed om den pædagogiske substans.

F.eks. omtaler han konsekvent ”pædagogik” som implementering/oversættelse eller som en kommercialiseret ”scaling up”. Og hvad denne ”oversættelse” betyder i al sin autoritære banalitet, kan man læse her:

“Hanne Knudsen:
So you see translation as a matter of you saying something and then testing whether they understood it the way you meant it?

John Hattie:
Correct.”

Hattie siger et sted, at hans metode er kontekst- og kulturfølsom, men denne påstand modsiges totalt af ovenstående, og af mange andre ting han siger.

B.

De lærere, som er kritiske overfor Synlig Læring, har ifølge Hattie ingen seriøse begrundelser. De er bare vanedyr, som har undervist ”på samme måde i 30 år”. Lærerne må heller ikke fortælle om deres klasser, erfaringer mm., hvis det ødelægger muligheden for at gennemføre Hatties læringskoncept.

Hattie kommer i sammenhæng med disse markeringer ind på situationen i Skanderborg, som nok er landets mest ivrige Hattie-kommune. Det er værd at nævne her, fordi en af skolerne i Skanderborg netop har fået en Hattie-pris.

Hattie siger i øvrigt et sted, at nogle af skolerne i Skanderborg har forladt Visible Learning+. Er det rigtigt? Det har jeg ikke hørt om.

C.

Alle synlig læring-elever og lærere skal lære at arbejde med følgende, og her er der heller ingen kulturfølsomhed:

“The biggest impact that I am looking for is: can students talk about their learning? Can they talk about what it means to be successful?”

Ja, “succes” og ”succeskriterier” er virkelig de helt store pædagogiske ord for Hattie. Han kommer ind på det flere gange sidst i interviewet, hvor den pædagogiske kvalitet er så absolut lav, som det er muligt.

D.

Hattie fortæller, at han ikke er begejstret for evidens-begrebet. Hvorfor han både i sine bøger og faktisk også i interviewet bruger det i tide og utide, skal jeg så ikke kunne sige. Det virker yderst ureflekteret. I stedet for ”evidens” foretrækker han ”know thy impact”, som han mener er tættere på en dansk og grundtvigsk skoletradition; et emne, som Knudsen spørger direkte til. Her et citat fra Hattie:

“I am not very happy with the word evidence-based because it implies that there is no thinking behind it. That is why I moved from talking about evidence-based, to talking about ‘know thy impact’, which kind of fits in closer to how I understand the original Danish ideas.”

Ja ok, han har da helt sikker ikke “understood the original danish ideas”, og hans fortalere herhjemme er i direkte opposition til dansk skoletradition, uanset hvordan den forstås.

“Evidens” flyder overalt i Hatties arbejde, og det passer fint med, at “there is no thinking behind it”, hvilket Hattie på sin vis også selv erkender, jf. punkt 7.

E.

Det er også værd at nævne Hatties udførlige reference til den såkaldte SOLO-model, som er udarbejdet af landsmanden John Biggs, og som også rumsterer overalt på universiteterne. Biggs model er udarbejdet på samme teoretiske grundlag som Hatties, nemlig den radikale konstruktivisme, som huserede i 1990’erne, og som satte dybt præg på de af vores hjemlige systemteoretikere, som står bag skolereformens teori.

F.

Jeg bør også citere fra de af Knudsens kritiske spørgsmål, der går på forholdet mellem at lære og ”at lære at lære”. Hattie er besat af det sidste, mens Knudsen synes bedst om det første:

“Hanne Knudsen:
I would think they (eleverne, TAR) are interested in the world, and they are interested in learning about the world, but they are not interested in learning about learning.

John Hattie:
Why is it that 3-year-olds are obsessed with why questions?

Hanne Knudsen:
Because they are obsessed with understanding the world…?

John Hattie:
That’s right, and to learn about how they learn about the world. And discover how they make connections.

Hanne Knudsen:
But it’s this extra learning about the learning I don’t like. I am worried about our expectations of our children in terms of self-reflexivity.”

Hattie er desuden meget forarget over, at nogle af de 5 årige ikke har et “concept of learning”. Jeg er mere forarget over, at Hattie er forarget over det, må jeg indrømme.

G.

Knudsen spørger også til, hvad ”visible” betyder. Hattie giver følgende eksempel:

“One example of visibility is an iPhone app where teachers can get, almost immediately, in three seconds, a script of everything they say in the classroom. The app can code it automatically while the teachers are doing it. If the teachers allow them, we can ask the kids to react too, so the teachers can see their impact on the kids through the kids’ eyes”.

Man ser julelysene i øjnene på KL.

H.

Til sidst spørger Knudsen til Hatties syn på pædagogisk teori. Hattie siger, at han jo først og fremmest er statistiker – jf. interviewets overskrift – men han går alligevel ikke af vejen for at hævde en ”strong model of teaching”. Så vi får altså et antifilosofisk, men stærkt undervisningsbegreb. Den værst tænkelige kombination.

I.

Hattie kritiserer Lars Qvortrup og Niels Egelund for at rose det medicinske evidensbegreb. Det er jo fint nok, men Hattie refererer selv kraftigt til medicinen rundt omkring. Så han er lidt en dårlig kammerat lige der efter min mening. Og han angiver bestemt ikke mere pædagogisk funderede vidensbegreber, nærmest tværtimod.

Referencer:
Link til interview: http://www.tandfonline.com/…/…/10.1080/20020317.2017.1415048

Hanne Knudsen (2015). ”De blinde pletter i synlig læring: hvordan evidens blev svaret på det hele og glemte de andre spørgsmål, man også kan stille”, i Bjerg, H. & Vaaben, N.: At lede efter læring, Samfundslitteratur, s. 125-148.

Omtale af Hattie-pris til Skanderborg-skole:http://skanderborg.lokalavisen.dk/…/20180101/artikler/…/1395

 

6. d. 4. januar: Facebook-drys 44: november 2017

Her er nærværende blogs diskussioner i november 2017, der især var præget af Agedrup-sagen.

Men der var også kommunal-valg, mærkelige skoleledere, mundkurve mm.:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-44-november-2017.html

 

7. d. 5. januar: Georg Brandes’ professorat 

Nogle gange tænker jeg på, hvordan Danmark ville se ud i dag, hvis Georg Brandes havde fået sit professorat i 1872 i stedet for i 1902.

 

d. 5. januar: Datalæring 2 

Undervisningsministeriet har svaret Folkeskolen.dk på, hvorfor det kobler uddannelsesdata op på CPR-numre. Svaret er foruroligende i al sin magtfuld naivitet. Her er et enkelt eksempel blandt mange i den vedhæftede artikel:

“Indsamles data ikke på cpr-numre, vil det ikke være muligt statistisk at følge eleverne igennem uddannelsessystemet eller at koble deres trivsel til faglige resultater, forældrebaggrund, etnicitet, helbredsoplysninger o.a., som kan have en afgørende sammenhæng med og forklaringskraft ift. elevens trivsel”.

Ja, det vil være umuligt ”statistisk at følge eleverne igennem uddannelsessystemet” osv., og heldigvis for det. Det SKAL være umuligt. Helt umuligt! Hold nallerne fra os!

Men pt. er det altså helt og aldeles muligt. Data følger børn fra vugge til krav, og staten kan overvåge det hele via diverse forsknings- og evalueringsorganisationer, som kan botanisere i tilfældige sammenhænge, som efterfølgende rulles ud som evidensbaserede metodekrav om alt mellem himmel og jord. En analysechef fra Arbejdernes Erhvervsråd, Mie Dalskov Pihl, giver nogle eksempler, men hun har ingen problemer med det. Hun er ligeså blåøjet som ministeriet. Vi skal da bare bruge det til “forskning”, lyder det. Kors, hvor er det naivt.

Dette statistikvælde vil ødelægge pædagogikken i landet. Simpelthen. Og hvad bliver det næste? Der kan jo trækkes data ud af alle landets institutioner. Hvad med trivselsdata for folketingsmedlemmer med ledsagende undersøgelser og trivselsindsatser?

Vi har en centraladministration, som ikke aner, hvad det vil sige at bo i en liberal stat. Til gengæld har vi en liberal regering og minister. I al fald på papiret. De bør stoppe dette nedværdigende cirkus prompte. De andre partier bør også stoppe det.

Det ministerielle svar er totalitært i hele sin ånd. Staten er i etisk forfald.

Flygt til den private sektor, hvis du har dit liv og arbejde kært.

https://www.folkeskolen.dk/622912/trivselsmaalinger-samkoeres-med-andre-test-via-cpr-nummer

 

9. d. 6. januar: Datalæring 3

Den ny-totalitære datastat udtrykker sig også i kommunerne.
Her er en aktuel reportage fra Esbjerg Kommune. Det er et godt eksempel på den vilde datalogiske anti-humanisme, som har udviklet sig siden 2013.

Man skal huske på, at stort set alle kommuner, KL og statsadministrationen på forskellige niveauer fremmer og er helt indforstået med disse processer.

Den pædagogiske nedsmeltning sker under fanfarerne fra en meget farlig naivitet i aktørernes sprogbrug, som minder mig om Arendts analyser af retssagen mod Eichmann i Jerusalem.

Ja ok, ”aktører” er måske så meget sagt”. Alle, der udtaler sig fra DPOs maskinrum, er blot maskinelle strukturer med støjende lyde.

Brandes’ gamle avis er pudselig begyndt at bestille noget i stedet for at fedte for DPO’s skolereform, som jo er et frontalt opgør med kulturradikalismens mest grundlæggende principper, og som datastaten jo er en direkte forlængelse af.

Det er dejligt med seriøst journalistisk arbejde, men det er sigende, at det er en journalist uden for uddannelsesredaktionen, som er vågen og vedholdende.

Mange tak til Jacob Sorgenfri Kjær.

https://politiken.dk/indland/uddannelse/art6282636/Danmarksmesteren-i-b%C3%B8rns-trivsel-er-p%C3%A5-datadoping

 

10. d. 6. januar: Datalæring 4 

Her er nogle af problemerne med den nye datastat.

A.

Med koblingen af detaljerede lærings- og trivselsdata går data 1000-fold videre end registrering af gammeldags karakterer/eksamensbeviser. Vi får nu en decideret kortlægning af alle borgeres inderste præstationer fra vuggestue til de højeste universitetsniveauer. Og disse kortlægninger bruges til at begrunde og identificere styrings- og læringsindsatser, som vil omforme – for ikke at sige udslette – borgernes selvstændighed og dannelse, dvs. borgernes identitet som borger som sådan.

B.

Med en yderligere kobling af de pædagogiske og sundhedsmæssige livsløb til CPR-numre får staten et totalt overblik over alle borgeres lærings- og sundhedsudvikling på de mest detaljerede niveauer. Disse data kan – ved uheld eller bevidst og helt eller delvist – tilgå kommercielle, administrative eller politiske interesser, som er helt uden demokratisk kontrol, fx KL og denne organisations netværk i kommuner og statsadministration og samt semi-offentlig evidens-forskning. Der er absolut ingen grund til at tro, at et repræsentativt demokrati kan styre disse processer. Det politiske niveau er helt sat af i forhold til de økonomisk-administrative kræfter i samfundet i dette spørgsmål.

C.

Der argumenteres for, at data kun skal bruges til statistik. Men selvom data i høj grad er operative, så er det faktisk også dybt problematisk i sig selv at bruge denne form for data til statistik.

En sådan kæmpestor statistikbank, som borgerne ikke hver især har sanktioneret i dens enkeltdele, kan bruges af organisationer, som er policy-venlige, til at bekræfte og verificere hvilken som helst politik, som et flertal under frie omstændigheder måtte være imod.

Med ”policy-venlige” organisationer tænker jeg på f.eks. EVA, VIVE, KL, Rambøll, Tryg-fonden og strategisk forskning, ph.d. skoler, nationalt center for skoleforskning og mange UC’er mm. Vi får et magtfuldt og ressourcestærkt oligarki af data/lærings-institutioner, som kan tilgå og udvælge i statistikbanken, og som efterfølgende kan ”foreslå” den ene og den anden tekniske indsats, der sætter pædagogikken, dvs. samfundets frie genskabelse, ud af spillet, men som fremmer de pågældende organisationers egen magt.

D.

Datastaten indgår i datalogiske symbioser med softwareudbydere med rod i hele klodens dataudveksling. På den måde opløses datastaten i data som sådan. På den måde opløses staten og politikken, og dermed demokratiet og alle ideer om verdensborgerskab.

 

11. d. 6. januar: Om Thora Constantin-Hansens erindringer

Thora Constantin-Hansen (1867-1954) er en central figur i dansk skolehistorie. Hun voksede op i grundtvigske miljøer og lærte at læse ved at læse danske digte i familiens have i en slags urfeministisk nationaltsindet paideia fyldt med kvindekønnets fineste dyder.

Hun gik i friskole hos en lærerinde, i hvis pensionat Askov-lærerne Jakob Knudsen og Holger Begtrup havde deres gang. Senere kom Thora på Natalie Zahles læreruddannelse og på Askov Højskole, hvor hun fulgte de legendariske lærere Poul la Cours og Ludvig Schrøders foredrag.

Thora blev lærer på hovedstadens nye skole for handicappede, og hun stiftede i 1912 bekendtskab med den italienske pædagog Montessoris ideer. Hun blev derefter en del af det Montessori-miljø, som kom til at udgøre en del af grundlaget for udviklingen af dansk reformpædagogik. Siden fulgte et rigt fagligt liv i mange forskellige versioner af den pædagogiske praksis, og hun opgav aldrig sin interesse og veneration for de grundtvigske friskoleideer.

Man kan læse om det hele i hendes vidunderlige erindringer ”Et skoleliv i strid og fred” fra 1935. Det er et historisk kerneskrift, som jeg vil vende tilbage til mere grundigt ved en senere lejlighed.

Her vil jeg blot citere fra en af de gange, hvor hun måtte ”hæve stemmen”, som de kalder det i Agedrup.

Som ganske ung lærerinde bliver hun pålagt at angive, hvilke lærebøger hun brugte i sin religionsundervisning. Det var en betingelse for, at Vanføre-skolen kunne få offentligt tilskud, at Thora fortalte det. Her kommer så den herlige lille episode (jeg har rettet til moderne retskrivning):

”Jeg fik en blanket at udfylde. Deri forlangtes blandt andet opgivelsen af, hvad lærebøger, vi brugte i de forskellige fag. I rubrikken ”religion” måtte jeg skrive: ”Ingen”. Jeg brugte kun at fortælle bibelhistorie eller læse af Bibelen selv for børnene, og så sang vi de bibelske sange, men lærebog eller lærebøger havde vi ikke.

Denne fejl blev påtalt af skolekommissionen, og forstanderinden sagde da til mig, at vi måtte rette os efter dens krav for tilskuddets skyld.

Jeg svarede, at det ville jeg ikke. Dertil sagde hun, at det kunne jeg blive nødt til, hvis kravet blev fastholdt. ”Nej”, sagde jeg. ”Jeg kan ikke blive nødt til det, men DE kan måske blive nødt til at give mig min afsked af den grund.”

Så hørte jeg ikke mere om sagen, før pastor Sørensen, skolekommissionens formand, en ivrig Indremissions-mand, meldte sig for at holde eksamen i ”religion”.

Han kom på en meget venlig måde og tillod, at jeg blot ”holdt time” som sædvanlig i hans påhør, dog at jeg skulle få børnene til at fortælle et og andet selv.

Dette skete, og den eneste indvending, der blev gjort, var, at BØRNENE KUNNE FOR MEGET. ”De behøver ikke at lade dem lære mere, end der står hos Balslev”, sagde Pastor Sørensen.

For forstanderinden udtalte han sin tilfredshed med timen og tilføjede, at når jeg ville gøre mig al den ulejlighed med kun mundtligt at lære børnene det nødvendige, så havde han intet at indvende.

Ved samme tid omtrent blev den frisindede Niels Bang skoledirektør i København. Han kom en enkelt gang som en velvillig gæst og så til os. Siden den tid havde vi aldrig vanskeligheder udefra.” (s. 38-39)

Niels Bang var filosof og reformpædagog. Han skrev disputats om årsagsbegrebet og var interesseret i John Deweys pædagogik. Det var dengang, der var ”skoledirektører” til. I dag er de bare læringsrobotter, som ikke aner noget om kausalitet eller erfaringspædagogik.

Thora ”hævede altså stemmen”. Eller rettere: Hendes barndoms haves selvundervisning hævede hendes stemme.

Efter min mening burde alle danske lærestuderende starte studiet med at læse Thora Constantin-Hansens fortræffelige bog. Men ok, de har nok for travlt med Ja-hattie.

(Grunden til bogens faglige betydning er, at den peger på en stærk forbindelse mellem reformpædagogikken og den grundtvigske bevægelse. En forbindelse, som næsten er skrevet ud af de aktuelle historiske indsatser, og som er totalt kappet over i DPO’s læringsrevolution.)

http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/706/origin/170/

 

12. d. 7. januar: Datalæring 5 

Data-statens indre og totalitære organer kan studeres direkte i dette nærmest vilde indlæg fra centerchef ved Danmarks Akkrediteringsinstitut Rune Heiberg Hansen.

Han vil bruge de studerendes ”digitale fodspor” til det ene og det andet, f.eks. til at se, hvilke kapitler i pensum de springer over, men også til at se og forudsige deres almene studieadfærd.

Herefter kan man målrette sine indsatser, nærmest før den studerende selv er opmærksom på et evt. problem. Heiberg Hansen kalder det ”studentercentreret læring”. Vi er i omegnen af den allermest læringsrevolutionære reformpædagoik. Det eneste ”problem” er, ifølge Hansen, at denne diagnostisering kræver ”viden og kompetencer”. Jeg regner med snarest at komme på kursus snarest i datadiagnostiske prognoser.

Må jeg bede om lov til at være totalt uvidende, både som studerende og lærer!

Har man tid og lyst, kan man klikke lidt videre. Her kan man finde ud af, at indlægget er en del af et ”learning analytics netværk”, hvor der sidder en masse repræsentanter fra uddannelses-, forsknings- og den administrative verden. Jeg ved ikke præcist hvem.

Netværket holdt møde i august. Også her fortalte Heiberg om sine vilde ideer. Køges skolechef Søren Thorborg, der som mange andre kommunale læringsledelser også er helt dataficeret, talte også, og der var behørige referencer til læringsheltene omkring Nationalt Center for Skoleforskning, nemlig Vivianne Robinson, Michael Fullan og Hargreaves. Hattie blev ikke omtalt. Det må være en fejl.

Skoleforskningscentret er da også selv involveret i et netværk på området. Jeg kan ikke helt gennemskue om det er det samme som ovennævnte. Centrets leder har også skrevet en bog om ledelse, hvor der står data over det hele. Han mener, at dybdelæring skal synliggøres af “landskaber af rådata”. Det svarer til Heiberg Hansens synspunkt.

Men jeg håber, I vil læse indlægget selv. Jeg vil gerne høre andres mening.

Links:
Indlæg af Rune Heiberg Hansen: http://akkr.dk/…/studerendes-fodspor-kan-vise-vej-til-bedr…/

Reportage fra seminar i Learning Analytics-netværket: http://akkr.dk/…/netvaerk-fik-indsigt-i-data-og-kvalitet-p…/

Nationalt skoleforskningscenters involvering: http://ncs.au.dk/…/dataunderstoettet-ledelse-og-learning-a…/

 

13. d. 8. januar: Annoncering af Keld Skovmands ph.d-forsvar 

Keld Skovmand forsvarer sin ph.d.-afhandling d. 26. januar i Emdrup. Der er kritik af den ene og den anden med medaljer, og endda også af Uren Pædagogik! Men nok ikke af Hattie.

Sidst Skovmand var i Emdrup, var der ballade i pædagogikkens forsamlingshus, så jeg skal helt sikkert deltage i arrangementet. Måske kommer der også en journalist? Eller en minister?

Links:

PH.d.-forsvaret: http://edu.au.dk/…/i-bund-og-grund-laererprofessionens-did…/

Sidste gang i Emdrup: http://www.thomasaastruproemer.dk/ballade-forsamlingshuset-…

Og jeg bør også nævne Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens hemmelige notat om Skovmands bog fra foråret 2017:
http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-r…

 

14. d. 8. januar: Johannes Novrups pædagogik 

I går aftes læste jeg bogen ”Skole og menneske i en teknisk tidsalder”. Bogen er skrevet af Johannes Novrup (1904-60) i 1958. Johannes Novrup var en førende højskole-pædagog og forstander. Han blev senere dybt involveret i UNESCO’s og Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde. Desuden har han et rigt pædagogisk-filosofisk forfatterskab bag sig, udover ovennævnte udgivelse især bøgerne ”Erasmus og Jacob” og ”Skoleformer og skoletanker”.

Novrup er selv opvokset i en grundtvigsk-inspireret skoletradition. Han blev undervist af sin far, som var en fagligt og pædagogisk engageret lærer på den lokale landsbyskole ved Varde (meget kreativt miljø dengang). Faderen, som også var bestyrelsesmedlem i Danmarks Lærerforening, fortalte levende om fædrelandets historie, som historien så ud i lyset både af 1864 og af 1800-tallets vækkelse i det hele taget, men han var også stærkt optaget af at formidle nyttige kundskaber til de kommende landarbejdere og bønder. Uanset Novrups øvrige analyser, løber kærligheden til barndommens skole og faderens undervisning igennem bogen som en varm understrøm.

Men Novrup mener, at tiden nu er en anden, og det har han jo ret i. Og det forhold, som han mener især har flyttet tiden, er forholdet til teknikken. Teknikken har fjernet mennesket fra dets arbejde og fra sine objekter. Tingene har fået en egen kraft, som mennesket kun kan iagttage, mens det trykker på en knap i ny og næ eller går i stormagasin. Mennesket er halveret og fremmedgjort, det er maskinificeret. Det reale symbol på denne tilstand er atombomben. Novrup taler konsekvent om ”atom-alderen”. I dag vil vi tale om “robotten” med samme symbolik. Skolen, især i urbaniseringens tidsalder, er en del af denne maskinificeringsproces. Vores aktuelle skole i 2017 er alene begrundet som en maskine.

I Novrups historiske udredning af denne proces viser han sig som en sand højskolemand på godt og ondt. Det gode giver sig selv, men det er tankevækkende, at han slet ikke nævner det moderne gennembrud. Han springer direkte fra 1864 og til verdenskrigene. Dermed mister hans refleksioner videnskabelig spændstighed. Efterfølgende vender ”det moderne” tilbage i lidt tilfældige og korte markeringer, som f.eks. en atombombe og som 1920’ernes reformpædagogik. Vi bliver lidt hængende i en teknikforskrækkelse, hvor selv en 16-årigs kærlighed til knallerter bliver et problem. Måske spiller Heidegger, som jo havde samme interesse i teknikken som Novrup, en rolle? Ikke eksplicit.

Hvad er Novrups svar på teknikkens magt? Det er en særlig form for nærmest antiteknologisk højskole-reformpædagogik. Her er et par hovedpunkter:

A.

Grundskolen skal tage udgangspunkt i det sted, hvor barnet er og bor. Det er den lokale historie, der fortælles, med udgangspunkt i barnets aktuelle liv. Dermed ender faderens historiefortælling lidt i grøften, som noget fjernt og unyttigt. Novrup argumenterer dog ikke ret godt for dette efter min mening. Hvorfor skal fædrelandshistorien opløses, fordi et teknisk livssyn vinder indpas? Og kan børn ikke lide at høre om gamle sære ting? Det er bestemt ikke min erfaring. Det bliver lidt enkelt her. Og landets sange? Han tager dem nærmest for givet. Men det er jo hele det tab, vi lever under i dag.

B.

Novrup skriver, at grundskolen skal være ”børnelandsbyer med haver og værksteder” i stedet for ”Aula-palæer”. Det er lidt sjovt i dag, hvor “aula” er betegnelsen for en af Undervisningsministeriets teknologiske platforme.

Børnene skal på den ene side skærmes fra voksenlivets ”dualismer”, som altså er forårsaget af teknikken. Derimod skal de ikke afskærmes fra almene fællesskaber. Børn skal deltage i det nære liv i skolen og familien. De skal se, at deres arbejde betyder noget for skolens suspenderede fællesskab af voksne og børn. Vi får en suspenderet skole, et socialt miljø, hvor der skabes egne nyttestrukturer og et eget socialt liv. Børnene skal lære, at der er sammenhæng i verden i en form for kunstig social og faglig struktur. Kun derved kan de begå sig i en verden uden sammenhæng. Skolen skal være en “børnelandsby med haver og værksteder”, for nu at gentage hovedpointen.

C.

Hvor grundskolen lægger vægt på det nære og på nytten, så er den moderne almendannelse i gymnasiet knyttet til verden udenfor. Novrup kritiserer den eksisterende almendannelse for et eurocentrisk perspektiv. Han vil have verden med i sin helhed, inklusiv europæernes dårligdomme som f.eks. kolonialismen. Det er den begyndende verdensborgertænkning, der er på spil. Men igen: ligesom den nationale historie og litteratur havde tendens til at forsvinde ud af grundskolen, så er det som om, at de europæiske dyder forsvinder ud af almendannelsen. Der ligger nogle spændinger der på begge niveauer.

D.

Novrup har fint sans for det, som både er en forskel og en sammenhæng mellem grundskole og gymnasium, nemlig spændingen mellem det nære og det fjerne; en spænding, som man forsøger at fjerne i dag.

Novrups manglende forståelse for moderniteten gør, at der er risiko for, at væsentlige dannelseselementer går tabt på begge niveauer, altså både i grundskole og gymnasium. Men i selvsamme proces får han talt nye skoleideer frem på en interessant måde: Grundskolen som en slags suspenderet landsby, og gymnasiet som et sted for verdensborgerskab og globalt engagement. Det er væsentlige gevinster.

Hele vejen igennem pulserer højskoletraditionen for fuld kraft. Det er i øvrigt værd at nævne, at Novrup kort nævner reformpædagogikken. Han omtaler den med en vis forståelse, som dog ikke baserer sig på en analyse. Derfor nøjes han med at sige følgende:

”Man har i årtier talt om en skole ”vom kinde aus” eller om ”the child centrered school”. Det skal for så vidt også forsøges her, men på en lidt anden måde end hos den såkaldt frie skoles sædvanlige repræsentanter”.

Så vi får en reformpædagogik, der arbejder via en moderniseret Christen Kold/Grundtvig. At en række af de danske reformpædagoger, hvoraf mange var kraftigt inspireret af Kold/Grundtvig, selv arbejdede i samme ånd forbigås desværre.

Reformpædagogikkens kundskabsproblemer klares på en måde af Novrups varme følelser for sin far. Novrup kan ikke forestille sig, at alle børn ikke har en egen drift for at lære at læse. Før barnet starter i skole har det jo ved egen kraft lært et helt sprog, og denne livsproces, skal skolen blot forfine. Det er som om, at faren har sørget for horisonten.

Bogen er som sagt udgivet i 1958, altså kun to år før den “blå betænkning”. Jeg glæder mig til at læse “Skoleformer og skoletanker”, som er fra 1947. Her står tankerne mere rent, vil jeg tro.

Jeg linker lige til en tidligere omtale, jeg lavede ifm en artikel, Novrup skrev i et festskrift til Jens Rosenkjær, som jo var medunderskriver på det reformpædagogiske manifest: “Emdrup-planen”.

Links og referencer:
Tidligere indlæg om Novrup:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155941190494481&id=837549480

Johannes Novrup: “Skole og menneske i en teknisk tidsalder”, København: Det danske forlag, 1958.

 

15. d. 8. januar: Disputatsforsvar om Platons politiske og pædagogiske filosofi

På fredag d. 12. januar forsvarer lektor Anne-Marie Eggert Olsen sin disputats om Platons hovedværk ”Staten”.

Nogle har læst Staten som en verdensfjern filosofs totalitære manifest. Eggert Olsen læser Platon som en kritisk teoretisk filosof, som taler direkte til det moderne menneskes liv, og for hvem pædagogik er samfundets grundlæggende aktivitet.

Det skal jeg i hvert fald høre.

Afhandlingen er netop udgivet på Aarhus Universitetsforlag. På bogpriser.dk har jeg set den til 300 kr. inkl. fragt.

Man kan tilmelde sig og læse mere på dette link:

http://edu.au.dk/aktuelt/arrangement/artikel/disputatsforsvar-ved-lektor-magart-og-phd-anne-marie-eggert-olsen/

 

16. d. 8. januar: Noter til 1918

Efter at 1800-tallets fremskridtsoptimisme endte i skyttegravenes røg og gas, forstår man jo godt, at pædagogerne i 1920’erne kiggede til barnets liv i stedet for til den voksnes fallerede moral.

I barnets verden fandt pædagogerne også mange spændende ting, som vi kan bruge til det ene og det andet. Men de fleste af dem glemte, at det, de fandt, jo var skønne og nuttede brokker fra selvsamme fortid, som man mente var skyld i skyttegravene.

Man glemte med andre ord sit pædagogiske ansvar, både i højskole- og i reformpædagogiske kredse.

Ansvaret forblev deponeret i barnet. Helt frem til 2000’erne hed det ”ansvar for egen læring”.

Skolereformen var en forstærkning af det tabte ansvar, som lå og flød i skyttegraven. For nu skal lærerne tage ansvar for barnets selvansvar ved at udslette sig selv som voksen. Det er John Hatties recept.

Det pædagogiske ansvar blæser i vinden.

På den måde skriver vi ikke 2018, men 1918.

Hvad hedder 1918, når det transporteres ind i 2018? Det hedder “data”. Skyttegravens ord!

 

17. d. 8. januar: indlæg af Søren Pind

“Dannelsesministeren” Søren Pind sætter ny rekord i tomgang og nysprog med dette indlæg. På ca. 1 A4- side lykkes det ham at sige nul-komma-nul interessante ord. I stedet får vi følgende ånd:

Excellent: 6 hits
Verdenselite: 3 hits
Niveau: 6 hits
Nobel: 7 hits
osv.

Det minder mig om dengang DI’s daværende direktør, Lars Goldschmidt, var formand for Antorinis Ny Nordisk Skole, som jo indvarslede skolereformen. I et kort blogindlæg brugte han ordet ”fremragende” 16 gange.

Tomme ord varsler indholdstom styring. Det er en lov. Jeg kender ingen undtagelse.

Universitetsverdenen kan forvente øget læringsmålsstyring, mere datakontrol, mere konsulenteri og mere ledelse/nysprog. Det er, hvad ”nobel” betyder.

Hvad der i stedet er brug for er seriøsitet, grundighed, kreativitet, arbejdsomhed, opmærksomhed og kritik. Og det hele må meget gerne gå under alle konsulent-radarer.

https://ufm.dk/ministeriet/ministeren/artikler-og-indlaeg/2018/excellent-forskning-skal-motivere-til-nybrud

 

18. d. 9. januar: Ph.d.-rådet for uddannelsesforskning 

Ph.d.-rådet for uddannelsesforskning har fået ny sammensætning. Ph.-rådet er et af de steder, hvor pædagogikkens aktuelle magtkonstellation kan studeres. Lad os se på det:

Den tidligere formand, Jens Rasmussen, er trådt tilbage. I stedet er Jeppe Bundsgaard blevet formand. Bundsgaard er kritisk/ligegyldig over for den aktuelle skolekritik. Han går ind for noget, han kalder for ”scenariedidaktik”, som bygges op via nogle radikale forenklinger og nedbrydninger af skolens fag og indhold. Det er også svært at glemme Bundsgaards og Morten Misfeldts angreb på Keld Skovmand, hvor de misbrugte ”peer-review-genren” på det groveste. Men misbrug af fagfællebedømmelser fører åbenbart til forskningsmagt nu om stunder.

Misfeldt er i øvrigt også kommet med i rådet. Misfeldt stod, sammen med Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen, for det overordnede arbejde med Fælles Mål i skolereformen. De var en slags styringsgruppe. Det var det arbejde, som har været så kritiseret lige siden. Bundsgaard var også med i arbejdet med fagmålene. Han var formand for Dansk-gruppen, så vidt jeg husker. Det kom der et ekstremt kompetencebaseret dansk-fag ud af, hvilket jo også lå i kortene fra styringsgruppens oplæg. Misfeldt og Bundsgaard udgør en mere reformpædagogisk akse i skolereformsideologien, men det er reformpædagogik uden dannelse. Bundsgaard siger selv, at han skriver om dannelse, men det gør han ikke. Han forveksler dannelse og kompetencer. Hans egen teori er et opgør med dannelse efter min mening.

KL’s Arne Eggert er også kommet med i rådet. Jeg har ingen forståelse for, at en privat organisation, som oven i købet er udemokratisk og skoleopløsende, sidder i et sådant udvalg, og Eggert har dybe aktier i skolereformens værste sider.

UCC’s nye forskningsdirektør Martin Bayer er også kommet med. Han har lige skrevet en bog, hvor han argumenterer for, at man skal af med noget, han kalder for ”personligheden”. I stedet vil han have ”praksisnær forskning”. Læreruddannelsen skal lave ”professionskandidater”. Den er gal med hel dette begrebsmæssige setup. Bayer er som skabt til dette råd.

Von Oettingen er også med, og hans syn på skole er noget nær det modsatte af Bundsgaard/Misfeldts, og jeg tror heller ikke, at han er vild med Bayers ideer. Men Oettingen har et blødt punkt for KL. Hvorfor ved jeg ikke? Nu må vi se, om det er den bløde eller den selvstændige Oettingen, der går på arbejde. Han er rådets eneste urene pædagog, så han er helt klart i mindretal.

Resten, nogle udlændinge, rektorer osv, følger bare med, vil jeg tro.

Rådets overordnede filosofi, som har rod i 00’ernes skrækkelige men officielle globaliseringsstrategi, er der ikke ændret ved. Ånden fremgår af formålet lyder således, og jeg tror, rådet vil realisere det meget effektivt:

”Det overordnede formål med ph.d.-stipendierne er at forbedre udbyttet for alle elever i folkeskolen og dermed deres forudsætninger for videreuddannelse og beskæftigelse. Et bedre udbytte af folkeskolen kan blandt andet opnås ved at styrke den fagdidaktiske viden og kapacitet samt gennem øgede pædagogiske og socialpædagogiske kompetencer.

Ph.d.-projekterne kan omfatte problemstillinger vedrørende specifikke fags didaktik såvel som almene didaktiske og pædagogiske emner. I 2017 vil Ph.d.-rådet se med særlig interesse på ansøgninger inden for fagenes didaktik, herunder naturfagenes didaktik, kapacitetsopbygning til håndtering af diversitet, progression og overgange samt ledelse for læring i en målstyret folkeskole. Ansøgninger inden for andre områder vil også være velkomne.”

Det er den helt forkerte retning for dansk pædagogisk forskning. Pædagogisk forskning skal ikke ”forbedre udbyttet” i en ”målstyret folkeskole”, som det hedder i rene forfaldstermer. Forskningen skal heller ikke lave ”kapacitetsopbygning til håndtering af diversitet og progression”, hvilket blot er et andet ord for dataledelse. Allerede her falder forskningskvaliteten. Forskningen skal i stedet studere, hvad der sker i virkelighedens forskellige begrebsmæssige, sociale, normative og psykologiske lag. Ikke andet. Resten må lærerne og seminarierne tage sig af. Helst med en række privatpraktiserende personligheder.

http://www.au.dk/fileadmin/www.au.dk/forskeruddannelse/Medlemmer_af_Phd.-raadet_november_2017.pdf

 

19. d. 9. januar: LA’s muligheder

LA har to muligheder:

  1. Partiet træder ud af regeringen
  2. Anders Samuelsen går af

Alt andet vil være dybt utroværdigt. Samuelsen lyder jo snart som Trump med sine vilde krav og tweets med efterfølgende uld-i-mund og så videre ud over Ayn Rands tåger. Og det har nu stået på i årevis.

Det er lidt synd, at det lige netop skulle ske på den dag, hvor Merete Riisager egenhændigt gav datalæringsideologien et ordentlig trælår. Det var aldrig sket under en centrum-venstre-regering.

Jeg håber derfor, at partiet vælger mulighed nr. 2, så Riisager kan fortsætte sit arbejde.

Men dejligt, hvis vi slipper for Søren Pinds “Nobel-pagter”. Måske kan Dahl blive forskningsminister i stedet for? Man kan sige meget til det, men han er da den mest kvalificerede i regeringen på den post. Ham og Riisager kunne blive en fin tandem, og måske kan de løfte niveauet i de andre partier. Ligesom Riisager har gjort på skoleområdet, især indtil Pind kom rendende.

Det er synd, at Samuelsen ødelægger det hele. Både for sit parti og for pædagogikken.

 

20. d. 10. januar: Ph.d.-rådsformænd og ministre 

Jeg er faldet over en række pudsige men også sammenhængende ting vedr. ph.d.-rådsformænd, ministre og reformpædagogik:

A.

I 2016 genudnævnte daværende forskningsminister, Esben Lunde Larsen, den toneangivende reformaffirmative professor, Jens Rasmussen, til formand for ph.d.-rådet for uddannelsesforskning. Det kan man læse om i det talepapir, jeg linker til nedenfor.

Hvorfor er det pudsigt? Jo, det er det, fordi den minister, altså Lunde Larsen, der slog sig op på at være ”dannelsesminister”, her udnævner en forsker, hvis virke bygger på et opgør med dannelsesbegrebet. Det er da lidt provokerende, er det ikke?

(Læs også talepapiret for at se, hvor simpel en forståelse af uddannelsesforskning, der gør sig gældende)

B.

Og det ekstrapudsige er så, at denne historie næsten gentager sig i 2017:

I november 2017 blev professor MSO Jeppe Bundsgaard udnævnt til formand for ph.d.-rådet.

Og hvorfor er det så pudsigt? Jo, det er det, fordi den minister, altså Søren Pind, som arbejder hårdt for en klassisk dannelse, her udnævner en forsker, hvis virke bygger på et opgør med et klassisk kundskabsbegreb. Bundsgaard vil have projekter og kompetencer for ”fremtiden”, og hans udgangspunkt er radikalt reformpædagogisk. Jeg ved ikke, hvad Merete Riisager siger til det, men hun er endnu mere på kundskabssiden end Pind.

Denne modsætning blev understreget hen over de sidste par dage: I Køge og Sønderborg arbejder de med at gøre hele skoler projektorganiserede via et såkaldt ”LEAPS-koncept”. Skolerne bliver ligefrem ”LEAPS-skoler”! Det klassiske fagskema fjernes helt.

Bundsgaard reagerede prompte med følgende kommentar på twitter til et indlæg om Sønderborg-forsøget, der flugter totalt med hans egen ideologi:

”Gode overvejelser over test og evaluering. Der sker spændende ting på LEAPS-skolerne i Sønderborg!”.

Læs evt. selv selve indlægget. Det er skrækkeligt.

Men samme dag havde Riisager via facebook inviteret Køge-folkene på chef-kaffe i ministeriet. Hun var bestemt ikke tilfreds, og hun henviste endda til Sten Clods gamle selvopgør med projektmetoden fra Politiken i 2010.

På en måde har Riisager inviteret Bundsgaard, som Pind jo lige har udnævnt, til kaffe. Ja, på den måde har Riisager inviteret Pind til kaffe. Men Pind er totalt i lommen på sine embedsmænd. Det bekræftes igen og igen. Så måske er det Pinds embedsmænd, der skal til kaffe? Kaffemik(s)?

C.

For nu at tredoble miseren er det værd at nævne, at Bundsgaard også havde en udveksling om emnet på twitter med Alexander von Oettingen, som helt klart vil være på Riisagers side i denne sag, så vidt jeg kan bedømme det.

Von Oettingen sidder selv i det ph.d.-råd, hvor Bundsgaard er formand, og han er leder af Danmarks Lærerforenings arbejde med et nyt skolesyn.

Så der er ved at tegne sig en Riisager/DLF/von Oettingen akse. Men kun på det symbolske. Når det kommer til realpædagogikken er det Jens Rasmussen, der lægger hovedsporene, som Bundsgaard så skriver sig under med diverse mindre korrektioner.

Links:
Esben Lunde Larsens talepapir om ph.d.-rådet: http://www.ft.dk/…/20…/almdel/UFU/bilag/77/1590376/index.htm

Merete Riisagers opslag om forsøget i Køge Kommune: https://www.facebook.com/pg/merete.riisager/posts/

Politikens Skolelivs omtale af Riisagers reaktion: https://skoleliv.dk/…/Riisager-er-bekymret-for-skemal%C3%B8…

Omtale af forsøget i Sønderborg: https://www.altinget.dk/…/skoleleder-saadan-skaber-vi-en-be…

Omtale af forsøget i Køge Kommune: https://skoleliv.dk/…/Derfor-afskaffer-de-skemaet-p%C3%A5-H…

Jeppe Bundsgaards twitter-konto: https://twitter.com/jeppebundsgaard

Ph.d.-rådets hjemmeside: http://www.au.dk/forskudd/uddforsk/forside/

 

21. d. 10. januar: Datalæring 6: ”Verdens førende uddannelsestænker”

I Konkurrencestatstidende står der, at Statens Vækstfond har givet 190 mio.kr til et firma, som ”har knækket læringskoden”. Så er det lige fikset.

En eller anden, som hedder Ulrik Juul Christensen, er direktør for det firma, der har fået pengene. Firmaet hedder AREA9. Det lyder som et distrikt i Hunger Games.

Firmaets motto er følgende:

“Adaptive Learning – Ultimate Personalisation, Maximum Business Impact”.

Konkurrencestatstidende skriver, at Ulrik Juul Christensen ”regnes for en af verdens førende uddannelsestænkere”.

Det må være en fejl i mine kundskaber, at jeg aldrig har hørt om dette filosofiske unikum. På Statsbibliotekets hjemmeside er der ikke registreret noget på skrift. Eller måske siger formuleringen noget om Konkurrencestatstidendes horisont?

Statens Vækstfond sorterer under økonomi- og erhvervsministeren, og dens formål er, at ”fremme innovation og fornyelse i erhvervslivet for derigennem at opnå større samfundsøkonomisk afkast.”

Projektet går ud på at afskaffe pædagogik. Det er nok det, som regeringen kalder ”disruption”?

190mio kr.! Der er penge nok i staten. Men der er ingen “tænkning”.

At tænke sig: “Verdens førende uddannelsestænker”!!!

Ovre på twitter synes Sofie Carsten Nielsen (RV), at der er tale om “afsindigt spændende perpektiver”.

Links:
Artikel i Konkurrencestatstidende om ”en af verdens førende uddannelsestænkere”: https://politiken.dk/…/Undervisningsvirksomhed-kn%C3%A6kker…

AREA9’s hjemmeside: https://area9learning.com/

Lovgrundlaget for Statens Vækstfond: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=25948

 

22. d. 11. januar: Datalæring 7: KL’s vision 1

Den skattefinansierede interesseorganisation, KL, drøftede allerede i sommers en række hemmelige ideer om, at robotterne skulle rydde op i børnehaverne, at biblioteker skal afvikles osv.. Jeg skrev om det på min blog dengang (se link).

Nu er der så kommet et officielt teknologipolitisk udspil. KL kalder det ”Dare Disrupt”. Udspillet foreligger både i en kort og en lang version. Pædagogik og skole spiller en stor rolle i udspillet.

Nedenfor citerer jeg fra den korte version, hvor den får fuld skrue med børn, der skal ”snakke” med ”søde robotter”, der ”tilpasser sig individuelt”.

Man kan også læse om lærere, der ikke mere skal ”rette opgaver” eller lave ”introduktioner” eller ”læreplaner”, for ”det klarer algoritmerne”. I stedet for skal lærerne ”monitorere og moderere børnenes læring” sammen med robotterne. På den måde bliver ”eleverne så dygtige som de kan”. Vi er jo i skolereformsland.

Der er også en ordentlig klamamse om datalæring, som jo hænger sammen med alt det, jeg lige har nævnt, dvs. om resultater og progressioner osv..

KL vil elske firmaet AREA9’s nye 190mio kr’s projekt, som jo er udarbejdet af en businessmand, som hedder Ulrik Juul Christensen: ”En af verdens førende uddannelsestænkere”, som han kaldes i Konkurrencestatstidende. Det skrev jeg om i går.

Arne Eggert, som er direktør for skoleområdet i KL, og som var en særdeles aktiv reformaffirmativ embedsmand under Antorini, skal fortælle om udspillet i Aalborg i dag. Det fortalte han begejstret om på twitter i går.

Nå, men her er citatet. Gå evt. selv på opdagelse i linket:

”1. Den personlige undervisningsassistent.

Børn vil få adgang til avanceret kunstig intelligens pakket ind i ”søde” robotter og legetøj. Børn vil fra helt små være vant til at snakke med robotter, forvente at robotterne kender dem og at de kan agere personlige (lærings-) assistenter.
Læringsassistenter kommer til at lære vores individuelle måde at lære på og tilpasse sig til den.

2. Underviseren bliver lærings-facilitator.

Kunstig intelligens og læringsrobotter kan overtage meget af den instruerende og introducerende undervisning. Lærernes og pædagogernes rolle bliver at facilitere, monitorere og moderere børnenes læring. En underviser behøver ikke forberede og afholde den samme undervisning igen og igen, behøver ikke rette opgaver eller lave undervisningsplaner. Det klarer algoritmerne, endda bedre og mere individuelt tilpasset end et menneske kan. I forhold til læring bliver lærere og pædagogers opgave at monitorere elevernes progression og målrette indsatser til elevens niveau så eleven får passende udfordringer så alle elever bliver så dygtige, som de kan.

3. Datadrevne analyser giver forudsigelighed og transparens.

Kunstig intelligens giver bl.a. mulighed for at se mønstre, som øjet ikke ser. Der vil komme en langt bedre viden om effekten af forskellige læringsmetoder og viden om effekten af de enkelte materialer. Der vil også komme meget mere gennemsigtighed omkring udvikling og læringsstil for den enkelte elev, for forældre og for lærere og pædagoger og mere transparens om den enkelte skoles præstationer ift. at skabe progression i børnenes læring.”

Eggert og KL vil gerne ændre skolens formålsparagraf. Det forstår jeg godt.

Links:
KL’s teknologiudspil: http://www.kl.dk/teknologispring
Omtale af KL’s hemmelige ideer:

http://www.thomasaastruproemer.dk/kls-disruptionsideer-vugg…

 

23. d. 11. januar: Datalæring 8: UVM, KL, VIVE og datalæring i Randers og Aarhus

Undervisningsministeriets ”Styrelse for IT og læring” har lavet en statslig datalæringsstrategi, som flugter fuldstændig med AREA9’s og KL’s ideer, og som ikke har den mindste reservation ift. udnyttelse af data (se link nr.1)

Strategien er da også koblet op på en aftale med KL, hvis læringsteknologiske ideologi jeg omtalte i formiddags. I nedenstående artikler fra Folkeskolen.dk og fra Akkrediteringsrådet kan man læse om de altomfattende perspektiver (link 2+3). Det er en af ministeriets ansatte, Simon Reusch, der svinger modersmålet osv.. Der er opbakning fra SFI/EVA. Test-, trivsels- og læringsplatformsdata løber sammen i en pærevælling, og de skal i høj grad gøres operative.

VIVE står i øvrigt for evalueringen af et stort anlagt læringsdataprojekt på folkeskolerne i Aarhus og Randers (link 4). Der er læringsmålstyring og data over det hele uden den mindste sprække. Det lange skrift har ingen navngivne forfattere. Det er nok det, man kalder for ”kvalitet”.

Selvom de kvantitative dele fylder 90%, har VIVE har også interviewet nogle lærere. Nogle af dem er skeptiske lyder det kort, men de har bare ikke set lyset. Skepsissen skal forklares. Men tilslutningen skal ikke forklares. Det er stærkt normativt, på den dårlige måde. Der er ingen citater fra interviewene, så man kan ikke teste VIVE’s vurderinger

Resultaterne fra forsøget er heller ikke overvældende, men det er bare fordi, skolerne skal lave endnu mere af det hele, kan man læse. Den centrale reference for forsøget er en udgivelse på Dafolo af en hr. Thomas Albrechtsen. Han er nok en af ”verdens førende uddannelsestænkere”, som man siger på Konkurrencestatstidende. I al fald i Aarhus, Randers, på VIVE og i staten.

Jeg har tidligere skrevet om Randers/Aarhus-projektet, hvilket jeg også vedlægger (link 5).

Links:
1.Ministeriets datastrategi: https://uvm.dk/…/170202%20ny%20datastrategi%20skal%20faa%20…

2. Datastrategi og KL, artikel på Folkeskolen.dk:
https://www.folkeskolen.dk/…/fremover-skal-du-fremme-elever…

3. Datastrategi, kommuner og akkreditering: http://akkr.dk/…/netvaerk-fik-indsigt-i-data-og-kvalitet-p…/

4. Datalæringsprojekt i Randers/Aarhus
https://vive.dk/…/udviklingsprojekt-viser-gode-takter-paa-…/

5. Mere om Aarhus-projekternes ideologiske organisation:http://www.thomasaastruproemer.dk/datainformeret-laeringsma…

 

24. d. 11. januar: Computer Charlie som dannelsesideal

I disse dage, hvor skolereformen viser sine absolut mest nedrige og KL-dataficerede sider, er det værd at nævne følgende:

Skolereformens dannelsesideal er CV. Jørgensens “Computer Charlie”, en totalt fremmedgjort og globaliseret data-krøbling. Man kan høre sangen “En blågrå kupe” her:

https://www.youtube.com/watch?v=8ytgmhVd5ko

Dokumentation? Den er her i en analyse af Antorinis arbejde fra 00’erne (som også blev bragt i Politiken som kronik) (se især afsnit 4):

http://www.thomasaastruproemer.dk/historien-om-christine-an…

Medforfatter på den bog, hvor Computer Charlie var dannelsesideal, var kammersjukken fra RUC, Lars Goldschmidt, som senere blev magtfuld direktør i Dansk Industri, formand for Antorinis Ny Nordisk Skole og glødende konkurrencestatstilhænger ligesom Antorini selv. En tredje medforfatter var Antorinis daværende ægtefælle Henrik Dahl. Han fortryder nok i dag.

Antorini, Goldschmidt og Dahl var Danmarks svar på New Labor og Anthony Giddens.

Et skrækkeligt årti på alle måder.

https://www.youtube.com/watch?v=8ytgmhVd5ko

 

25. d. 11. januar: Anders Samuelsens afgang 

Anders Samuelsen må gå af. Han har ingen politisk dømmekraft, og han ødelægger partiet med alt sit Ayn Rand- og Saxobank-inspirerede fims. Ole Birk Olesen er på Rand-fløjen, så han skal også fratages hans ministerpost.

Samuelsen må give magten til partiets dannelsessegment, dvs. Merete Riisager, Henrik Dahl og søsteren Mette Bock.

Derfra kan partiet udvikle sig til at blive et åndsliberalt parti, hvilket hverken Venstre eller Radikale Venstre har nogen som helst mulighed for pt..

Hvis Samuelsen bliver, går regeringen under, og partiet svækkes afgørende. Dermed mister vi den eneste aktuelle kontakt mellem den politiske magt og landets pædagogiske realitet.

Å og Ø er for små og for lidt kundskabsorienterede til at klare det selv, men de kan hjælpe til på deres præmisser.

V, DF, A og K er uden for politisk og pædagogisk rækkevidde.

 

26. d. 12. januar: Datalæring 9: Børnehavedata 

Politikens Jakob Sorgenfri Kjær fortsætter sin eminente hudfletning af kommunernes stærkt kritisable omgang med data og private virksomheder. I dette tilfælde drejer det sig om Viborg Kommune, dens børnehaver og om Rambøll.

I dag fortæller Kjær om oplysninger om små børns trivsel, som suser rundt i systemerne i primitive modeller.

Kommunen beklager, at man ikke har ”informeret”. Selv beklager jeg, at man gør det uden helt eksplicit SAMTYKKE.

Og Viborg er ikke alene, som det fremgår af artiklen.

Sådan her bør det være:
Pædagoger skal holde øje med om børnene i deres børnehave har det godt. Det skal kommunen ikke vide noget om. Kun hvis pædagogen formoder, at et barn har behov for social støtte, skal hun kontakte kommunen. Resten hører hjemme i samspillet mellem pædagog, barn og forældre.

Man skal altså spørge MIG om lov til at videregive oplysninger om MIT barn. Derimod vil jeg gerne drøfte barnets udvikling med den pædagog, som har daglig omgang med barnet. Vel at mærke uden at Rambøll og forvaltningen indblandes. Er det virkelig så svært at forstå?

Jeg er en privatpraktiserende og ikke en kommunalpraktiserende forælder.

https://politiken.dk/indland/art6288856/Sm%C3%A5b%C3%B8rns-trivsel-registreres-bag-om-ryggen-p%C3%A5-for%C3%A6ldrene

 

27. d. 12. januar: Mikael Busch og Lars Qvortrup i JP

Mikael Busch anmeldte d. 7. januar bogen ”Konkurrencestaten og dens kritikere” til JP. Han nævner i det forbindelse kort Lars Qvortrups bidrag, som hedder ”Konkurrencestaten og Folkeskolen”.

Qvortrup bliver rasende. I en replik d. 12. januar beskylder han Busch for ”usandheder”, og han opfordrer JP’s anmelderredaktør til at skille sig af med Busch (læs selv i linket).

Det er ikke første gang, Qvortrup mister besindelsen. Også Peter Kemp var løgner, Degn Mårtensson har også fået en tur, og undertegnede vist også. Det er sådan en vane, når folk nærmer sig sandheden.

Har Qvortrup noget at have sin vrede i denne gang? Nej, intet. Busch’s markeringer i anmeldelsen er ganske rimelige, ja, nærmest venlige. Lad os se på det.

Her er det relevante uddrag af Buschs anmeldelse. Resten af anmeldelsen, som ikke er særlig lang, handler om nogle af de øvrige bidrag:

”Professor Lars Qvortrup er også glad for Ove Kaj Pedersens bog, som han kalder “stimulerende”. Qvortrup mener dog ikke, at det var konkurrencestaten, der satte sig igennem med den sidste skolereform: »Den har stærke rødder i det dannelsesideal, som Humboldt, dannelsesbegrebets fader, præsenterede i 1793.« Den påstand vil nok forbløffe mangen en underviser, men Qvortrup mener det alvorligt. Han har jo selv sat sine fingeraftryk på reformen.”

Der er tre emner:

A.

Busch skriver, at Qvortrup er glad for Ove Kaj Pedersens bog, hvilket da også tydeligt skinner igennem ved læsning af Qvotrups artikel. Qvortrup vil blot have en speciel version af konkurrencestaten. Men så er han da ikke imod konkurrencestaten som sådan? Men så er det jo sandt, hvad Busch skriver? Så kan det godt være, at Qvortrup også har en kritik af OKP’s version, men det ligger faktisk også implicit i en af Busch’s formuleringer (“Qvortrup mener dog ikke…”). Man kan da ikke forvente, at Busch laver en detaljeret redegørelse for den nærmere argumentation på de ganske få linjer, han har til rådighed.

B.

Qvortrup er også vred over, at Busch skriver, at Qvortrup har sat ”fingeraftryk” på skolereformen. Qvortrup siger, at han ikke ”talte med de politiske aktører”. Det er muligvis korrekt, men han har påvirket Jens Rasmussen, som har drifts- og policy-poster, og DPU’s leder, Claus Holm, dybt. Og begge har haft stor indflydelse på meningsdannelse, og for Rasmussens vedkommende også i høj grad på policy. Mange andre har også været påvirket.

Desuden har Qvortrup rejst kommunerne tynde, skrevet utallige kronikker, artikler og indlæg, som forsvarer skolereformens tankegods, og pt er han leder af Nationalt Center for Skoleforskning, hvis centrale pædagogiske reference er John Hattie.

Qvortrup har sat langt mere end ”et fingeraftryk”. Han er reformens trykkoger. Busch underdriver efter min mening.

C.

Endelig undrer Busch sig over, at Qvortrup hævder, at skolereformen trækker på dannelsesfilosoffen Humboldts pædagogik. Denne ”undren” fremføres faktisk som en skarp kritik af filosoffen Peter Kemp i bogen ”løgnen om dannelsen”. Dette forhold har Qvortrup ikke noget at sige til i sin replik, og det forstår man jo godt.

Qvortrup slutter sit læserbrev med – på baggrund af Buschs fem stilfærdige linjer – at sige:

”Kunne Jyllands-Posten ikke finde sig en skribent til uddannelsesstoffet, som er i stand til at referere, vurdere og mene på et retvisende grundlag?”

Det forholder sig omvendt. Buschs markeringer er helt efter bogen. Det er Qvortrups reaktion derimod ikke. Som sædvanligt.

Links og referencer:
a. Qvortrups reaktion på Buschs anmeldelse: https://jyllands-posten.dk/…/usandheder-om-konkurrencestat…/

b. Link til bogen ”Konkurrencestaten og dens kritikere”: https://www.saxo.com/…/konkurrencestaten-og-dens-kritikere_…

 

28. d. 12. januar: Datalæring 10: KL’s vision 2 

Den anden dag fortalte jeg om, hvordan KL drømmer om “søde robotter”, som kan “snakke med børnene” og tilpasse sig individuelt til børnenes læring via læringsmaksimerende algoritmer.

Nu har jeg fundet endnu en totalitær vision i KL’s teknologi-udspil:

”Hvad nu hvis…

…alle børn har sin helt egen underviser, som følger dem 24/7?

…børn kan lære, hvad folkeskolen tilbyder via AIgoritme-robotter – og de kan gøre det på den halve tid?

…alle forældre kender alle detaljer ved deres børns udvikling, resultater og trivsel realtime?

…vi kan forudse, før børn fylder 6 år, hvordan de vil klare sig i livet – hvem får succes, og hvem bliver omkostningstunge?

…højtalere som Alexa, der ´lytter med´ og kan spore mobning og misbrug i det øjeblik det sker?

…borgere og børn – med hjælp af digitale værktøjer underviser hinanden bedre, end skolen kan undervise dem i dag?”

Reference:
Kommnernes Landsforenings teknologiudspil, s.54: http://www.kl.dk/ImageVaultFiles/id_85157/cf_202/Kommunernes_Teknologiske_Fremtid_-fuld_version-.PDF

 

29. d. 13. januar: DPU’s ideologi 1 

I går afholdt Aarhus Universitet et fuldt udstyret disputatsforsvar om Platons pædagogiske filosofi i DPU’s festsal i Emdrup. Det varede 7 timer, salen var propfyldt, og Anne Marie Eggert Olsens afhandling var anmeldt over en hel side i WA’s ”ideer”-tillæg.

Samtidig kører der en stor diskussion i Politiken og på Folkeskolen.dk og flere andre steder om brugen af data i pædagogiske, administrative og uddannelsespolitiske sammenhænge.

Så der er to store emner at fortælle om, hvis man står i spidsen for DPU’s kommunikationscentral. Men hvad valgte DPU’s kommunikationsafdeling at tweete i går?

Noget om disputatsforsvaret? Nej. Noget om datakritikken? Heller ikke.

DPU valgte i stedet at bringe et interview i Folkeskolen.dk med en tysk forsker på DPU, som forsvarer dataideologien uden den mindste sociologiske, politiske eller pædagogiske sans.

Jeg har rullet ned over twitter-opdateringerne. De er stærkt selektive. Der er intet om de mange udgivelser og arrangementer vedrørende pædagogisk kritik og filosofi.

Derimod ser der ud til at være fri kanal for ledelsens holdninger og interesser. Facebook-profilen og magasinet Asterisk har samme tendens.

Dansk pædagogik kan ellers virkelig lære noget af den sammentænkning af antikken, oplysningsfilosofi og kritisk teori, som Eggert Olsen fortalte om. Og DPU burde da stå i spidsen for en kritisk diskussion af forholdet mellem data og pædagogik. Men som sagt forbigås disse emner i tavshed.

DPU har siden 2008, hvor Lars Qvortrup blev leder, været præget af en blanding af filosofifjendtlighed og databegejstring. Tavsheden vedrørende Platon og datakritik er en direkte konsekvens heraf.

 

30. d. 13. januar: Datalæring 11: KL’s vision 3 

Flere KL-visioner fra den nye teknologi-rapport:

Her er lidt flere pædagogiske strøtanker fra interesseorganisationen KL.

”Hvad nu hvis…

… kommunen kan måle de enkelte lærere på den helt konkrete effekt af deres undervisning og den læring, de giver den enkelte elev – og sammenligne på tværs?

… private aktører efterspørger og vil betale for kommunens generelle data om læringsmønstre og adfærd – i f.eks. skolen – til produktudvikling?

… en vurdering af, om en elev f.eks. er egnet til en given uddannelse eller næste trin, kan automatiseres – og bliver baseret på en bred serie af data omkring udvikling, adfærd og læringsmønstre?

… mere og mere undervisning flyttes ud af de nuværende institutioner og over på virtuelle og måske private platforme – hvordan så med data og fremdrift for den enkelte?

… forældre kan følge med – realtime – i hvad deres børn laver i folkeskolen.”

Jeg kan ikke finde tegn på ironi eller kritik i teksten.

Man forstår godt, at foreningen ønsker at ændre folkeskolens formålsparagraf, for man vil jo af med skolen.

Reference:
KL’s rapport, s.196:

http://www.kl.dk/ImageVaultFiles/id_85157/cf_202/Kommunernes_Teknologiske_Fremtid_-fuld_version-.PDF

 

31. d. 14. januar: LA’s fejl

Anders Samuelsen fortsætter som leder af LA. I det afgørende øjeblik blev han entusiastisk støttet af LA’s mæcen, Lars Seier Christensen, der er åndeligt og eksistentielt forbundet med Samuelsens formandskab. Seier Christensen er fanatisk tilhænger af den ekstremistiske neoliberalist Ayn Rand. Ja, han er endda formand for den europæiske gren af foretagendet.

Og symbiosen mellem Seier Christensen og Samuelsen er let at se ud fra Samuelsens hektiske og urolige besættelse af skattespørgsmålet. En besættelse, der har kastet ham og partiet hid og did i årevis. Der var desværre tilstrækkeligt mange Rand-venlige folk, der på det afgørende møde har ladet sig indfange af partiets oprindelige kontraktlige substans.

Tavsheden hos den åndsliberale fløj, Dahl, Riisager og Bock, har været larmende. Men i dag skriver Riisager så en kronik i Berlingske. Hun tager afstand fra, at økonomi skal bære partiets politiske projekt. I stedet vil hun have kultur og folkelighed. Tankevækkende nok nævner Riisager slet ikke de aktuelle problemer i partiet. Det er det, jeg kalder en talehandling, et slags kodet opgør med Samuelsen. Det er da også tankevækkende, at kronikken hedder “Vi liberale har noget. vi skal have talt om”. (Desværre går diskussionen lidt for meget op i Islam).

Der er lagt an til fortsat uro i LA. Heldigvis, for pt. er partiets kulturfløj det eneste sted på tinge, hvor der foregår selvstændige ting. F.eks. har Riisager også ene kvinde måtte kæmpe mod dataficeringen af det pædagogiske system. Og skolereformen var hun også ene om at kritisere i sin tid. Alle andre partier er totalt tavse om dataspørgsmålet, hvilket er sigende og stærkt kritisabelt.

Men det havde da været meget lettere, hvis en af de tre politikere var blevet partiets nye formand. Nu kan partiet gå rabundus med en nervøs Seier Christensen-epigon som kransekagefigur.

Men jeg vil også gerne bidrage med lidt opbyggeligt skyts til partiets kulturfløj:

Højskoleforstander Johannes Novrup skrev i 1952 bogen ”Erasmus og Jacob”. Bogen handler om højskolepædagogik og dannelse. Novrup argumenterer for, at moderne pædagogik handler om kultur og folkelighed med et verdensborgerligt udsyn. Sådan cirka Riisagers holdning, hvis jeg har forstået det ret? (Islamkritik uden verdensborgerlighed = DF).

Hos Novrup er der fuldt tryk på både Platon/Sokrates, Betlehem, kosmopolitanisme og Grundtvig. Det er sjovt, at han lægger så meget vægt på Platons pædagogiske filosofi, som jo også var midtpunktet for Anne Marie Eggert Olsens storstilede disputatsforsvar på DPU i forgårs. Der er fuld aktualitet til antikken hos både Eggert Olsen og Novrup. Her er antikken ikke bare ”idehistorie”. Eller ligefrem helt væk, som det er tilfældet i DPU’s centrale organer, som bebor 00’ernes mørke.

Novrup er det stik modsatte af nyliberal. Han er formodentlig radikal. I al fald er bogen tilegnet den mangeårige radikale undervisningsminister, grundtvigianeren Jørgen Jørgensen. Men i dag står de radikale for det modsatte af Novrup, så Novrups synspunkter må finde nogle andre politiske hjem.

Måske kan den åndsliberale side af LA finde en form for identifikation med følgende citat, der ligesom de amerikanske nyliberalister betoner virkelyst og uafhængighed, men blot med et stik modsat udgangspunkt?:

”Man kan godt undertiden undre sig over, at en ting som folkehøjskolen virkelig kan være til endnu; midt i en tid, der sætter det tekniske, faglige og økonomisk udbyttegivende i centrum, og hvor pensionsmentaliteten – det Grundtvig kaldte lysten til ”visse” levebrød – giver sig de mest forbavsende udslag.

En ung mand er knap nok blevet konfirmeret, før den pensionsgivende stilling besætter hans tanker og for tid og evighed lægger ham til rette i hans livs ligkiste. Jo, det gælder sandelig om at komme i havn, så man kan sove trygt fra 18 års alderen af, til den virkelig store søvn kommer”.

Bemærk de ontologiske markeringer om højskolen: ”ting”, ”være til” og ”liv”, samt at denne væren er ”midt i tiden”. Det er det, som ”folkets skole” og en nationalt funderet liberalisme med verdensborgerligt udsyn er.

Måske skulle kulturgruppen i LA droppe ”pensionsmentaliteten” og ”visse levebrød” og i stedet stille sig “midt i tiden”?

 

32. d. 14. januar: Bemærkninger til Piagets læringsteori 

Jeg har en artikel i det nye nummer af det svenske tidsskrift Utbildning och Demokrati.

I artiklen forsøger jeg at læse Piaget som en form for anti-konstruktivist, der tager udgangspunkt i verden i sig selv, og jeg forbinder også analysen med dele af den danske receptionshistorie.

Om det er vellykket, skal jeg ikke helt kunne sige, men jeg blev selv klogere på læringsbegrebet undervejs, så jeg er glad for, at analysen nu er publiceret.

Artiklen bygger på et oplæg, jeg holdt på en læringsteoretisk konference på DPU i efteråret 2015.

https://www.oru.se/globalassets/oru-sv/forskning/forskningsmiljoer/hs/humus/utbildning-och-demokrati/2017/nr-3/tomas-aastrup-romer—nogle-realistiske-bemarkninger-til-piagets-laringsteori.pdf

 

33. d. 14. januar: LA i Jersild Minus Spind

Sidder og ser Jersild minus spin, som fortæller om LAs politiske opløsning.

Samuelsen er totalt ydmyget, og eftersom han fortsætter, er partiet også ydmyget.

Danmark var ikke interesseret i Ayn Rand, men partiet har valgt hende alligevel. Dermed har partiet overflødiggjort sig selv.

https://www.dr.dk/tv/se/jersild-minus-spin-tv/jersild-minus-spin-2017/jersild-minus-spin-2017-01-13

 

34. d. 16. januar: Datalæring 12: Kritik af forsvar for CPR-læring:

På det seneste har vi set tre næsten enslydende forsvar for at koble lærings- og trivselsdata til CPR-numre i den pædagogiske forskning. I dag har Lars Qvortrup et indlæg i Politiken, d. 10. januar var der et interview med Simon Calmar Andersen i Gymnasieskolen, og d. 12. januar var der et interview med David Reimer fra DPU på folkeskolen.dk.
For alle tre indlæg gælder en form for pædagogisk, sociologisk og politologisk naivitet, der efter min mening ikke hører til i pædagogikkens verden. Lad mig uddybe:

A.

Først og fremmest er der ingen diskussion eller bestemmelse af det læringsbegreb, som man bruger. Man overtager blot de nationale standarder, som vel at mærke er udformet i en blanding af systemteoretiske og styringsmæssige logikker i regi af en skolereform, som er født ud af antipædagogikkens muld. Man laver pædagogisk forskning uden at forholde sig til pædagogik. Derfor kan man tromle frem.

Der er derfor heller ingen kritisk opmærksomhed på forholdet mellem pædagogik og data, på trods af, at forfatternes nypositivistiske data-begreb står i stærkest mulige modsætning til pædagogiske vidensformer.

Det kalder jeg for naivitet.

B.

De tre forfattere bedyrer med alle deres blå øjne, at datalæring skam er for samfundets bedste. Qvortrup skriver f.eks., at det handler det om ”at styrke kvaliteten af velfærdsinstitutionernes ydelser”. Men der er ingen opmærksomhed på de konsekvenser af kobling mellem styring og data, som f.eks. kommer til udtryk i KL’s teknologudspil eller i AREA9’s læringsforståelse og mange andre steder, hvor forbindelserne mellem data og læring totalt udrydder pædagogik. Der er en nærmest faretruende blindhed for de sociale og politiske konsekvenser.

Det kalder jeg også naivitet.

(Desuden er en skole ikke en ”velfærdsinstitution”, som Qvortrup skriver. Konsekvensen af Qvortrups synspunkt er, at man omdanner alt til ”velfærdsuddannelser”, hvilket der da lige præcist også var forslag om i de systemteoretiske kredse på DPU for nogle år siden.)

C.

Der er heller ingen refleksion over, hvad det rent politologisk betyder, at en stat har denne form for databank over dens borgere, hvor alle mulige databaserede læring-trivselskonfigurationer fra flittige policy-adaptive forskere kan ende med at indskrænke borgeres frihed. Det kan også få totalitære konsekvenser, især når pædagogikken er helt ude af billedet. I stedet får vi bare en løs besværgelse af, at man skam er forsigtig og etisk.

Også det kalder jeg for naivitet.

D.

Lidt baggrund:
Lars Qvortrup er tilknyttet AU’s store satsning, Nationalt Center for Skoleforskning, hvor John Hattie er den centrale pædagogiske reference. Qvortrup har også skrevet en bog om skoleledelse, hvor der står data over det hele, og han har ført an i opgøret med filosofi og dannelse op gennem 00’erne.

Calmar Andersen er scient.pol og med i TrygFondens Børneforksningscenter, som også ligger i AU-regi, og som kører nærmest uafhængigt af pædagogiske diskussioner. Til gengæld er der fyldt med folk fra VIVE, Rambøll, økonomer etc., der pr. filosofisk naturlov er uegnede til at fundere pædagogik. Der er da heller ingen referencer til landets rige børnehavetradition, så vidt jeg kan se. Jeg hørte en gang et oplæg fra en forskningsleder fra Calmar Andersens børneforskningscenter. Det var en lidelse i positivistisk naivitet. Ved centrets åbning var hovedtaleren i øvrigt økonomen James Heckman, som undersøger forholdet mellem satsning på tidlig læring og økonomisk afkast. Så er horisonten sat for “effekt-målingerne”! Heckman er iøvrigt socialministerens faglige idol, og han er i Pædagogikkens Idehistorie markeret som en toneangivende figur i pædagogikkens opløsning siden 1990. Han var også en vigtig kilde i det skrækkelige projekt “Fremtidens Dagtilbud”, som Niels Egelund stod i spidsen for, så vidt jeg husker.

Endelig er det værd at hæfte sig ved, at David Reimer var med i Jens Rasmussens/Andreas Rasch-Christensens 2017-rapport om læringsmål, som blev desavoueret af Merete Riisager pga. rapportens smalle undervisningsbegreb. Så siger Reimer måske: ”men jeg var kun med for metodens skyld”. Så er mit svar: Ja, og det er det, jeg mener med ”naivitet”.

Må vi gerne være fri for den her slags naive data-lærings-cpr forskning, som udrydder muligheden for at fundere og arbejde med en seriøs pædagogik, der tager udgangspunkt i vekselvirkningen mellem barn, kundskabsobjekt og skole og hele denne organismes historiske og kulturelle livmoder.

Links og referencer:

a) Interview med Simon Calmar Andersen i Gymnasieskolen.dk:https://gymnasieskolen.dk/saadan-bruges-elevernes-cpr-numre…

b) Lars Qvortrup: Vi får en bedre skole ved brug af data, Politiken d. 16. januar.https://politiken.dk/…/Jeg-kan-godt-forst%C3%A5-bekymringen…

c) Interview med David Reimer: https://www.folkeskolen.dk/…/skoleforsker-elevdata-paa-cpr-…

d) Link til Calmar Andersens TrygFondens Børneforskningscenter: http://childresearch.au.dk/

e) Link til Qvortrups Nationalt center for skoleforskning: https://www.google.dk/search…

f) Merete Riisagers kritik af Rasmussens, Rasch-Christensens, Reimers m.fl.’s rapport: http://www.thomasaastruproemer.dk/merete-riisager-kritisere…

 

35. d. 16. januar: Datalæring 13: Elementerne i den nye lærings-dataideologi

Hvad er den nye lærings-dataideologi?

Det er forskellige variationer over følgende fire elementer:

  1. Man vil knytte lærings- og trivselsdata til CPR-numre via kvantitativ forskning i den ene og den anden kausale konfugation, som efterfølgende danner det evidensbaserede grundlag for policy og indsatser, der kan hældes ud over pædagogisk praksis.
  2. Man vil bruge og udvikle disse data til konkret kommunal styring, som har indgribende konsekvenser i forhold til pædagogik, læring og forældresamarbejde, og som potentielt følger borgerens læringsdata fra vugge til grav.
  3. Man vil optimere børns datalæring med adaptive robotter og software, der udsletter lærerens funktion som ansvarlig kundskabsformidler.
  4. Der er stort set aldrig drøftelser af læringsbegreb, pædagogik eller pædagogiske traditioner. Og hvis der er, så afvises det. Det er denne tilstand, jeg også har kaldt for “naivitet”. Denne naivitet disponerer ideologiens repræsentanter for at overse kritik og formodentlig også for at agere affektivt på kritik.

Nogle vil gå ind for alle de tre øverste punkter. Andre kun for det ene eller andet punkt, normalt ledsaget af tavshed om de resterende. De tre dele støtter hinanden på den ene og den anden måde og indgår i symbioser med kommunale og statslige interessenter. Punkt 4 er nærmest en generel regel.

 

36. d. 16. januar: DPU’s idologi 2: Den hemmelige filosofi

Heller ikke i dag kan man læse om Anne-Marie Eggert Olsens disputats om Platon på DPU’s Facebook- eller Twitterprofil.

Til gengæld annonceres der begge steder for dagens Asterisk-arrangement, hvor bl.a. Lars Qvortrup skal tale om trivselsmålinger, og hvad man kan bruge dem til.

I det nye nummer af Asterisk er der heller ingen artikel om forsvaret. Til gengæld kan man kort læse om fire ph.d.-afhandlinger, som ikke er filosofiske.

Institutlederen holdt heller ingen tale for Eggert Olsen ifm den efterfølgende reception. Han var ellers i salen, i hvert fald noget af tiden. Måske skulle han hente børn, og det er jo også ok?

Derimod holdt han en lang tale, dengang der blev ansat udenlandske professorer i trivsels- og læringsdata, som var “lige hvad Danmark havde brug for”.

Det siger noget om samfundet.

 

37. d. 17. januar: Datalæring 14: Krav til CPR-forskere

Danmark har med udgangspunkt i borgernes CPR-numre opbygget en kæmpestor databank. Herfra kan forskere tilgå borgernes lærings-, trivsels- og sundhedsdata, og der kan laves statistik på kryds og tværs, som postulerer den ene og den anden detaljerede sammenhæng uden rod i pædagogisk teori og praksis. Efterfølgende kan lærere og pædagoger løbe efter mekanikken som små pattedyr, mens deres dømmekraft dataficeres, indtil den til sidst erstattes af specialudviklet robot-software.

Ideelt set burde man nedbryde hele denne cpr-organisering. Systemet er alt for usikkert, og ideen om sådan en biodata-stat kan med et knips slå om i totalitære tilstande.

I det mindste må man stille en række krav til de forskere, som har adgang til det nationale følelsesregister.

Her er mit forslag:

A.

Data bør kun tilgås af folk med dansk statsborgerskab. Der skal være en form for data-grænse. En ny virtuel grænsebom. Heller ikke folk fra andre EU-lande bør have adgang. Det betyder ikke, at vi ikke skal have international forskning om andre emner, tværtimod, men der skal altså ikke være adgang til landets CPR-data. En årsag er, at udenlandske forskere normalt ikke har den fornødne historiske og humanistiske viden til at vurdere data-indholdet. En anden årsag er naturligvis, at disse forskere ikke uden videre kan retsforfølges, hvis der sker datalæk. Systemet er en form for statshemmelighed.

B.

Dataadgang bør kun bevilliges efter en lang uddannelse, som indeholder følgende elementer:

  1. Fire års beskæftigen sig med hele den kulturelt-pædagogiske sammenhæng, hvori data er indlejret. Det betyder læsning, drøftelser og undersøgelser af centrale tekster i landets pædagogiske, litterære og kulturelle tradition. Dvs. f.eks. Grundtvig, Kierkegaard, Brandes, Trier, Wulff, Bagger, Rifbjerg, Nordentoft, Koch osv.. År ud og år ind skal man terpe disse tekster. Man skal også selv skrive om dem og tage stilling til det.
  2. To års samlet praktikophold på en række af landets pædagogiske institutioner. Alle skal i vuggestue og deltage i alt det, som KL opfatter som ligegyldige aktiviteter, som robotter kan tage sig af, f.eks. at skifte ble og rydde op efter frokosten. Alle skal også i folkeskole, friskole på gymnasium, erhvervsskole, højskole osv…
  3. Undervejs får man et lille statistikkritisk kursus på et ca. halvt år.

Den samlede uddannelse varer syv år.

Så er man klar til at studere andre menneskers dataatomer.

C.

Data kan kun tilgås fra et eneste fysisk lokale i landet. Lokalet finder man i en lille og grim, men velbevogtet hytte på det sydlige Langeland. Når forskeren ankommer mødes han først af et rum, der er plastret til med dannebrogsflag. Det næste rum er fyldt med billeder af nogle af de folk, forskeren har læst på sit studium. Der er både malerier, fotografier, buster etc., og fra højtalerne kører Carl Nielsen, Kim Larsen samt diverse taler af Kaj Munk og Georg Brandes mm..

Til sidst kommer forskeren ind i et rum med et ubehageligt gult lys. Der har han så 20 minutter til at forrette sit ærinde.

Når forskeren er færdig, går han ud af hytten, tynget af tankernes og følelsernes kredsen. Udenfor møder han først 25 vuggestuepædagoger med barnevogne. De er klædt i sort og stirrer alvorligt på ham. Dernæst møder han 25 børnehavepædagoger i spraglet tøj. Der er omgivet af børn, der løber rundt og plukker blomster på marken. To af pædagogerne aer forskeren på kinden og fører ham hen til et lejrbål. Her synger de allesammen ”I Danmark er jeg født”, mens de holder hinanden i hånden. Forskeren spiller guitar og synger for.

Til sidst myldrer folk fra andre lande ind over marken og tager del i den efterfølgende fest, hvor folkeslagene udveksler sange og danse og erfaringer.

 

38. d. 20. januar: Om udflytning af statslige arbejdspladser 

Det fyger med plat politiker- og maskinrumspartisprogs om ”at samle Danmark” ud fra meget uegale motiver, og pludselig skal en helt masse mennesker rykke deres liv og familie op med rode og flytte landsdel. Desuden splittes mange faglige miljøer, og deres udvikling sættes år tilbage.

Nogle egoistiske borgmestre med rynker mellem tæerne jubler og foreslår, at de utilfredse borgere tager ja-hatten på.

I stedet burde borgmestrene tale retfærdighedens og anstændighedens sag og sige nej tak til at modtage den slags umoralske gaver.

Det minder mig om i 2011. Det var dengang, en hel frisk og globaliseret ledelse på Aarhus Universitet mente at kunne se ”synergier” rundt omkring. Der var ingen begrundelser andet end en banal, hurtigt udarbejdet og megadyr konsulentrapport, men wupti, så skulle to af DPU’s store fagmiljøer, nemlig IT-pædagogikken og børnelitteraturforskningen, tvangsforflyttes fra København til Aarhus. Det var dybt usympatisk.

Nu går det så den anden vej. Hvad er det for en legen kispus med landets borgeres ret og velfærd?

Det er jo ikke engang udtryk for en seriøs erhvervs- eller regionalpolitik. Og dyrt er det sikkert også.

Og hvad bliver det næste? Man kan jo statistisk godtgøre snart den ene og snart den anden mangel i alle mulige landsdele. Skal man f.eks. flytte Aarhus Teater til Hjørring? Der er jo teatre nok i Aarhus?

I stedet burde man tænke sig om, når man laver NYE institutioner. Og når man så har valgt et sted, hvor de kan være, så skal de ALDRIG flyttes. De skal gro fast på adressen, og nede i kælderen må der gerne ligge nogle ældgamle papirer og maskiner, der fortæller historier.

Måske skulle man flytte Folketinget til Thule? Det er et udkantsområde, der godt kunne bruge nogle velhavende borgere, og så kunne vi andre få lov at arbejde i fred.

 

39. d. 20. januar: Indlæg af David Holt Olsen

Kloge ord fra David Holt Olsen:

https://www.facebook.com/david.h.olsen/posts/10156123311686473

 

40. d. 20. januar: DPU’s ideologi 3 

DPU har nu lagt en meget kort omtale på 3½ linje af Anne-Marie Eggert Olsens disputatsforsvar om Platons pædagogiske filosofi på nettet. Linket er også delt på twitter og facebook.

Her kan man læse/høre Eggert Olsens indledningsforelæsning, og der er også et link til Aarhus Universitetsforlag, som udgiver disputatsen.

Den opmærksomme kommunikationsmedarbejder har noteret, at salen var fyldt, men ellers har han åbenbart ikke lagt mærke til noget?

Man kan også klikke ude i siden og læse nogle meget lange nyheder om de mere almindelige DPU-emner. F.eks. kan man læse om Dorte Staunæs’ professortiltrædelsesforelæsning i nyheden “Når misundelse gøres til drivkraft”. Det fylder 110 linjer med grundigt interview og et fyldigt linkmateriale til forskningsmiljø mm.

Man kan som nævnt også linke til en række ligeså grundige artikler om andre DPU-emner, der helst ikke har noget med filosofi at gøre.

 

41. d. 21. januar: The Square i WA

I denne uges WA er der et meget tankevækkende læserbrev. Det er skrevet af forfatteren og biologen Kåre Fog.

Fog fortæller, at han har kritiseret ”feminismen” på facebook, blandt andet på den mandspolitiske side ”Kønsdebat”. Der var så nogle feminister, som kritiserede Fog tilbage, og det var jo sådan set helt efter bogen.

Som Fog fortæller om diskussionen, foregik den inden for alle juridiske rammer. Og selvom jeg bestemt ikke er enig med Fog i alt muligt, så kan jeg fra andre sammenhænge bekræfte, at Foghs engagement i offentlige emner er præget af en form for engageret saglighed, der ligger langt under ilterheden i mange andre facebook-diskussioner, ikke mindst om kønsspørgsmål. Idolet på Konkurrencestatstidene, Carsten Jensen, er da f.eks. meget mere vild i sit sprogbrug.

Desuden er det vigtigt, at kønsdiskussionen har mange stemmer. Fra det synspunkt burde Fog have en lille facebook-medalje.

Men allerede dagen efter diskussionen bliver både Køns-debat-siden og Fogs facebook- og messengeradgang slet og ret blokeret af Facebook, og Fog fortæller, at det nu er fjerde gang, at han oplever det.

Fog spørger så, hvem der beslutter disse blokeringer af materiale, som ikke engang overskrider facebooks egne regler? Hans bud er, at det er facebook-algoritmer, der pr. automatik lukker sider, hvis der er et vist antal klager. Men hvis det er korrekt, har det jo kritiske almene perspektiver. Så kan enhver fanatisk gruppe slå sig sammen om at ødelægge helt almindelige frie diskussioner. Så ender vi i ”The square”, som det hedder for tiden. Hvis Fog (og andre) har ret, må der etableres lovgivning på området efter min mening.

Fogs pointe understreges i et stort anlagt interview andetsteds i avisen med professor Hans Jørgen Schanz. Shanz kritiserer den identitetspolitik, som hersker på især de amerikanske universiteter, der totalt lukker af for kritik og åndsfrihed. Som han siger:

”Se bare på, hvad der foregår på de amerikanske universiteter, det er jo helt forrykt! Så opretter de deres sikre steder (safe spaces), hvor de kan gøre sig immune over for kritik. Det er jo vanvittigt”.

Under interviewet, som foregår på Schanz’ kontor på Aarhus Universitet, ryger han fire smøger. Det er lige før man får lyst til at ryge igen. For uden røg i køkkenet og ballade i forsamlingshuset går alt i stå.

(Fogs sag blev også omtalt udførligt i Berlingske d. 12. januar. Her kan man lære mere om flagging og om facebooks reaktion på sagen)

 

42. d. 21. januar: Keld Skovmand i bund og grund

Jeg har brugt søndagen i selskab med Keld Skovmands ph.d.-afhandling ”I bund og grund – lærerprofessionens didaktik”.

Det tog lang tid at læse den. Ikke fordi den ikke er velskrevet, for det er den. Det er mere det, at hver gang man har læst en side, så må man holde en pause og tage nogle dybe indåndinger og høre en Abba-sang, indtil den mentale tilstand er stabiliseret.

Jeg vil foreslå: ”Like an angel passing through my room” fra albummet The Visitors. Det er symbolsk nok den sidste sang på deres sidste album; en form for afslutning, der samtidig understreger Skovmands religionsdidaktiske interesse og hans nærmest angeliske funktion i dansk pædagogik.

Mens man trækker vejret, passerer alle sætningerne og teksterne fra DPO’s læringsregime i de sidste 6 år revy. Det er som at se en ”året der gik” uden gode historier.

Efter disse mindfulness-øvelser kan man så tage én side til, hvor DPO i ”bunden og grunden” afsløres som det rene og skære sand….. på bunden af bundens bund.

Skovmand forsøger sig også med at grunde en ny – eller skal vi kalde det – en gammel grund. Og det går faktisk fint.

Jeg glæder mig til at arbejde mere med afhandlingens ideer, som lægger sig i direkte men også selvstændig forlængelse af en række andre kritiske udgivelser igennem årene.

Afhandlingen – inklusiv den meget interessante bilagsdel – forsvares på fredag på DPU i Emdrup. Der bliver ballade i pædagogikkens forsamlingshus, tror jeg.

De anklagede dukker nok ikke op, men det er spændende, om DPU’s kommunikationsafdeling reducerer dette vigtige arrangement til en kort markør i kalenderen, eller om vi vil se samme grundige dækning, som når DPO kommer med en af de rapporter, som Skovmand kritiserer.

http://edu.au.dk/aktuelt/arrangement/artikel/i-bund-og-grund-laererprofessionens-didaktik/

 

43. d. 23. januar: Datalæring 15: Læringslighed i mors mave 

Læringsmaksimering i “mors mave”:

Et nyt initiativ – det såkaldte ”småbørnsløftet” – der så vidt jeg kan se er helt uden kontakt til dansk børnehavetradition og socialpædagogisk praksis, vil i lighedens tegn læringsoptimere små børn helt fra de ligger ”mors mave”. Tænketanken DEA er med, hvilket er et sikkert tegn på pædagogisk deroute. Den endelige projektbeskrivelse foreligger endnu ikke, så vidt jeg kan se.

Jeg kan dog sige en ting med stor prognostisk sikkerhed: Denne ideologi vil forbinde sig med den nye datatænkning, med synlig læring/positiv psykologi, med forebyggelsesideologi og med de allersimpleste evidenskoncepter. Man kan allerede iagttage simplificeringen ved en ny VIVE-rapport, som tilhængerne henviser til. Helt inde fra maven og ud. Det vil trække landet ned i et dybt hul. Det har ikke noget at gøre med ”udsatte børn”. Det er en ideologi for alle børn. For ellers kan man jo ikke måle ”ligheden”.

Ideologien vil sætte både børn, forældre og stat i læringsmålingens tjeneste, indtil alle statistiske målinger viser total lighed helt henne på plejehjemmet, hvilket vil sige aldrig. Det er et kapløb uden målstreg.

Det er formodentlig den amerikanske økonom James Heckmann, som har bidraget med den underliggende tankegang. Han studerer børnehavernes ”afkast”. Lidt ligesom da SF kaldte sig for Børneaktiepartiet. Det var sådan en slags lillebror til Konkurrencestatspartiet. Men det er faktisk slut med “konkurrencestaten” efter min mening. Ove Kajs koncept indeholdt ikke det data-niveau, som nu i en form for ”dyb stat” undergraver staten selv og spytter bestemte ord ud af bestemte munde.

Stefan Hermann og ledende radikale debattører har allerede udtrykt deres begejstring for ”læring i mors mave”. Socialminister Mai Mercado er også begejstret, men hun er også vild med Heckmann. Sådan er konservatismen, eller hvad man nu siger. KLs Arne Eggert er også med i baggrundsgruppen.

En anden men beslægtet ting: I dag har LA og Å – som efterhånden er landets eneste selvstændige politiske enheder – kritiseret Søren Pape, som jo også er konservativ, for at sætte offentlige data fri. Tak til disse to partier, selvom det ikke vil hjælpe en pind, med mindre de andre partier bakker op. Man forstår godt, at konservative intellektuelle ikke stemmer konservativt.

Men jeg tror nu også – og det er så det “beslægtede” -, at LA og Å skal være opmærksomme i forbindelse med DEA’s læringsinitiativ, for lige pludselig er alle disse CPR-data krøbet ind i ”mors mave”.

Interesseorganisationen KL er naturligvis lykkelige for Papes forslag. Den mener, det giver ”bedre service”. Det er nok sådan noget ”mors mave service” som DEA og VIVE vil måle? Ellers tak! Må jeg gerne være fri for det?

Men ok, KL vil jo også have søde læringsadaptive robotter til små børn, en slags livmoderrobotter. Robotterne skal også skifte ble i vuggestuen.

Så vi skal have robotlivmødre og statsautoriserede opdragelsesmetoder i CPR-ophængte datavandringer. Så er vi da helt sikre på, at der ingen forskelle findes i ”samfundet”, eller hvad man nu skal kalde det.

Så hellere lidt social arv. Læring gennem slægtens tråde er ikke altid en dårlig ting, tværtimod.

Og har man først give fødslen til en ikke-politisk stat, så har man også afleveret friheden.

Links:
Omtale af “mors-mave”-initiativet: https://www.altinget.dk/…/bred-alliance-vil-give-smaaboern-…

Link til aktuel vive-rapport: https://vive.dk/…/tidlige-indsatser-udsatte-boern-viser-po…/

Om offentlige brug af borgerdata: https://politiken.dk/…/Liberal-Alliance-vil-%C3%A6ndre-st%C…

KL’s forsvar for brug af borgerdata: http://www.kl.dk/…/Genanvendelse-af-data-giver-borgerne-be…/

 

44. d. 24. januar: Ny Departementschef i Undervisningsministeriet

Først sejlede Anders Samuelsens stålsatte men også slatne Ayn Rand-blik rundt i decembers kalenderbølger uden mål og med. Denne bølgegang har nu stået på i årevis, og ingen kan tage det alvorligt mere. Efter pres fra Saxobank, lod LA’s folketingsgruppe Samuelsen sidde i sin skattefikserede førersaddel. Det var en mega-fejl af partiet, som skulle have givet roret til søsteren eller til en helt tredje.

Som supplement kan Lars Løkke nu fortælle, at han skam ikke kender nogen kvote-konger, selvom hans tvivlsomme Løkkefondsprojekt har fået en kæmpedonation af selvsamme konger. Og Løkke har også fået store gaver og god mad og så videre. Men han kender skam ingen? Kan nogen borger tage det alvorligt? Rød eller blå? Og det er jo ikke første gang. Og hvad er mere fejet ind under gulvtæppet?

Og endelig træder Esben Lunde Larsen for Gud ved hvilken gang rundt i miljøspinaten, så jeg ligefrem får sympati med Ida Auken, der blev overfuset af Lunde, bare fordi hun på et samråd havde et helt almindeligt og – har det vist sig – meget relevant spørgsmål om nogle forskeres uafhængighed ved et af landets store universiteter.

Den regering holder ikke et år mere. Det er helt klart.

Derfor er det også ekstra vigtigt, at Merete Riisager er vågen lige nu. Sagen er nemlig, at Jesper Fisker heldigvis har forladt posten som departementschef i Undervisningsministeriet, hvor han har siddet siden 2011.

Det er virkelig godt, at Fisker rejser, fordi han har haft en hovedrolle i implementeringen af skolereformen. Han har også ageret på det holdningsmæssige plan: både på Vartov, hvor han erklærede læringsrevolution, og over for Riisager, da hun tiltrådte. Det var dengang, han tillod sig at minde den nye minister om, at hun jo var forpligtet på skolereformen. Det var noget af en ydmygelse for Riisager, men nu er hun så sluppet for sin ideologiske embedsmand.

Men eftersom Riisager kun sidder i sadlen i max et år mere pga Samuelsen, Løkke og Lunde Larsen ualvorligheder, så bør hun nu lægge linjen – også i sin efterfølgers ministerium – ved at ansætte en ny chef, som har noget sans for materien, og som måske bliver siddende i 5-10 år, og som kan minde den næste minister om hans/hendes pædagogiske og politiske pligt.

Fisker skal være direktør i Kræftens Bekæmpelse. Det tror jeg nu heller ikke, han vil være så god til. Han har i al fald været meget sygdomsfremkaldende på det skole- og uddannelsespolitiske område.

Links:
Om Fiskers fratrædelse: https://www.uvm.dk/…/180123-departementschef-jesper-fisker-…

Om Lunde Larsens genvordigheder: https://www.b.dk/…/politisk-krav-esben-lunde-boer-sige-unds…

 

45. d. 25. januar: Datalæring 16: Den nye datalov og tilliden til Søren Pape

I lovens indledning, dvs. i §5, stk.1+2, kommer der et generelt forbud mod dataudveksling af personoplysninger. Derfra vælter det ind med undtagelser. F.eks. allerede i stk. 3:

”Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 kan vedkommende minister efter forhandling med justitsministeren og inden for rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel 23 fastsætte nærmere regler om, at personoplysninger af offentlige myndigheder må viderebehandles til andre formål, end de oprindeligt var indsamlet til, uafhængigt af formålenes forenelighed.”

——————————-
Søren Pape har følgende himmelråbende kommentar til sin konservative datastatsregel, hvor trivsels-, lærings- og sundhedsdata, som er koblet op på cpr-numre, nu kan suse rundt i læringsstaten.

”Jeg har svært ved at forstå, hvor den store overvågning er i det her forslag. I Danmark har vi tillid til de offentlige myndigheder”

Ja, det er faktisk ”tilliden” der er problemet i disse år. Jeg ville ønske vi lå lidt lavere i tillidsmålingerne, hvor vi har toppet i årevis. Der er for tiden brug for mistillid til staten, hvis man vil opretholde den folkelige tillid.

På internationalt plan er tillid en folkelig dansk dyd. Allerede Grundtvig fremhævede tilliden med store versaler, og han mente den havde dybe historiske rødder. Løgstrup universaliserede så at sige dyden, da han gjorde tillid til en “spontan livsytring”.

Men nu vender Søren Pape denne fine dyd imod befolkningen. Med dette overgreb som udgangspunkt, kan den misbrugte tillid forbinde sig med læringsideologien. Lærings- og datastaten kan, under Søren Papes og Søren Pinds ophøjede politiske og juridiske naivitet, trække informationer ud af ”mors mave”, som det kaldes i læringsideologien.

Heldigvis er der modstand hos Å og især hos LA. Og tænketanken Justitsia er også kritisk. Men det er alt for få, når den dybe anti-filosofiske stat arbejder, som den gør lige nu.

Interesseorganisationen KL er også kritisk, men kritikken går –
believe it or not – på, at lovforslaget ikke er vidtgående nok. KL vil have endnu flere frie data, der kan stimulere organisationens ”søde robotter”, som ved hjælp af f.eks. Rambølls “Hjernen og hjertet” skal læringsoptimere små børn, så snart de er ude af ”mors mave”.

Links:
Lidt mere om sagen, hvorfra man kan klikke rundt til lovtekst mm.: https://www.version2.dk/…/justitia-regeringens-data-droemme…

Rambølls “hjernen og hjertet”:http://www.hjernenhjertet.dk/generelt%20om%20hjernenhjertet

 

46. d. 25. januar: Positiv journalistik 

Vi må holde op med at kritisere så meget. I stedet er det tid til lidt Constructive Journalism og lidt positiv psykologi:

Hvor er det dejligt….

…at statsmanden Lars Løkke har fået en masse penge til sin fantastiske Løkkefond af nogle dygtige fiskere, som lever efter den store moralfilosof Ayn Rands principper.

…at den alsidige kritiker Anders Samuelsen – som har stærke og varme følelser for den store moralfilosof Ayn Rands initiativrige og dygtige europæiske bestyrer – har flotte og stålsatte skatte-øjne, og at han heltemodigt sætter sit partis berettigelse over styr for at give lidt penge til de rigeste, som jo er de eneste, der producerer værdi i landet.

…at Anders Samuelsen har sikret, at en lækker Mercedes er faldet med 125.000kr, mens en lille Citroen er steget med 10.000kr. Det er jo ”billige biler til danskerne”, undtagen til folkepensionisterne og de unge, som jo alligevel ikke producerer værdi.

… at det går så godt med klimaet, især i nærheden af Horsens, hvor der var frost i søndags.

…at børnene kun er blevet lidt dårligere til at læse. En klar succes for skolereformen.

…at vi er gået fra undervisning til læring, for så er vi jo sikre, på, at læring ikke forstyrres af mennesket, der jo alligevel bare er en postfaktuel skabning, som skal holdes i ave at rationelle og effektive algoritmer.

…at vi har nogle dygtige embedsmænd, som kan få nogle dejligt fleksible politikere til at sætte sætninger sammen i den rækkefølge, som embedsmændene selv sætter dem sammen.

…at man kan følge lærings- og trivselsdata helt ind i fostret, så alle samfundets institutioner kender risikoen for studiefrafald/sygdom mm., før barnet eller den unge overhovedet bevæger sig.

…at børn altid ved, hvad de skal lære, før undervisningen starter. Det er da lige, hvad en interesseret gymnasieelev altid har haft brug for.

…at den store tænker Søren Pape vil lade borgeres data flyder rundt i de offentlige systemer, fordi danskerne da har tillid til myndighederne.

…at dannelsesministeren Søren Pind ikke mener, at der er problemer med forskningsfriheden, og at man i øvrigt heldigvis kan måle alt.

…at Søren Pind har magt over hele sit apparat, og at der ikke findes en såkaldt “dyb stat”. Det er meget betryggende med så kompetente dannelsesministre.

…at familiemennesket Esben Lunde Larsen elsker ”konkurrenceudsættelse” af universiteternes myndighedsbetjening, og at han truer Ida Auken med retfærdig afstraffelse, hvis hun stiller et lille og helt unødigt kritisk spørgsmål i Folketinget.

…at den vidunderlige entertainer Donald Trump stadig er ved magten.

…at den altid faktuelle og saglige Carsten Jensen synes, at Flemming Rose og Kurt Westergaard er nogle usaglige og ufaktuelle åndspygmæer, fordi de gjorde grin med fundamentalistisk brug af religion.

…at Naser Khader og DF vil forbyde alt, eftersom det jo forstyrrer friheden, hvis man tillader noget.

…at de meget pædagogisk kompetente data-forskere kan botanisere i landets cpr/lærings-data, og at det altid er for at maksimere læring og velfærd.

…at fiskervennen Lars Løkke i 2000’erne fik centraliseret kommuner, amter, seminarier, universiteter, skatteforvaltning etc.. Hvorfor er det dejligt? Jo, for nu kan han så tvangsforflytte nogle genstridige familier til Bogense og Vejen og i det hele taget være en decentraliseringshelt for nogle meget empatiske borgmestre ude på landet.

Se det var da positivt, ikke sandt?

 

47. d. 26. januar: Dagbogsnotat ifm Keld Skovmands ph.d. forsvar

Kl. 10:55-11.55

Jeg er lidt tidligt på den, så jeg gik ind på DPU’s vidunderlige bibliotek, hvor alle de gamle tidsskrifter står linet op. Jeg kastede mig over nogle årgange af Vor Ungdom fra 1920’erne, som er en slags forløber til Dansk Pædagogisk Tidsskrift.

Det er en af de store ulemper ved at være ansat i Aarhus, at man ikke kan tåge rundt imellem hylderne, men er overladt til noget så skrækkeligt som målbaserede søgninger på nettet.

Jeg købte en kop kaffe i bibliotekets automat. Det kan jeg ikke anbefale til andre. Magen til teknologisk monster af en kaffemaskine, skal man da lede længe efter. Heldigvis kom der nogle Erasmusstuderende og hjalp mig. En ung amerikaner, som talte glimrende dansk, satte mig ind i maskinens uhyre spidsfindigheder. Jeg takkede hende på amerikansk. Kaffen smager udmærket, selvom koppen er lidt lille.

Tilbage til Vor Ungdom, hvor jeg bl.a. besøgte årgang 1927. Her kan man læse en herlig diskussion mellem Sigurd Næsgaard, Vilhlem Rasmussen og en H.H. Misfeldt om karakteren af de frie skoler. Diskussionen er ophedet og fortsætter i 1928-årgangen, som jeg læste før jul. Der var ballade i pædagogikkens forsamlingshus, som jeg plejer at sige.

Næsgaard, som var psykoanalytiker og en af landets førende reformpædagoger, har nogle stærke billeder af den frie skole, som nærmest minder om et højdannet græsk akademi, mens ”klasseundervisningen” angives som et rent fængsel.

I dag sætter de radikaliserede reformpædagoger fra DPO noget atomiseret indhold op over for læringslæring. Sådan var det ikke i 1920’erne. Dengang satte man snarere et udvidet indhold op over for et snævert indhold. Læs f.eks. Sigurd Næsgaards beskrivelse af de frie skolers formål:

”Børnene i disse klasser er ikke bundne til en bestemt siddeplads ved ubekvemme borde, men kan gå rundt i klasserne i timerne. Nogle steder er de ikke bundet af frikvartererne, men kan arbejde flere timer i træk. De er meget lidt hæmmede af læseplanen, så de kan tegne, male, flette, læse, skrive og regne osv., væsentligt som de vil. Et barn kan derfor regne i dage og ugevis, om det vil, øve sig i skrivning og andre ting, til det er mæt af arbejdet.”

Og videre:

”Da vurderingsfrihed med beslutningsfrihed og ansvar er det væsentlige i samvittigheden, giver de frie klasser børnene rig næring for opbygning af samvittigheden. (….) Børnene kan allerede i toårsalderen begynde at skabe melodier, i treårsalderen lærer de sig at tegne, i fireårsalderen kan mange begynde at skabe rim, vers og historier. Sproget har de da overtaget ved frivillig efterligning, skrivning og læsning begynder de også at tage fat på, og tallene har de også begyndt at erobre. Samtidig hermed har iagttagelsen erhvervet sig en mængde kundskaber”
(Sigurd Næsgaard i ”Vor Ungdom 1927”, s. 285-293).

Disse markeringer ledsages ganske vist af en forskrækkelig og fængselsagtigt syn på klasseundervisning og traditionel undervisning, men det havde måske sine grunde i 1920’erne.

Jeg nævner blot disse passager for at understrege, at disse tidlige versioner af reformpædagogikken er en slags højdannelse. Det er som et Paideia af frit kundskabsliv.

Der er god grund til at smide den moderne reformpædagogik og skolereformen på møddingen, men man skal ikke glemme den klassiske reformpædagogiks dannelsesidealer. Derimod skal man glemme dens forståelse af sin modsætning, hvilket faktisk også er noget af det, som HH. Misfeldt og Wilhelm Rasmussen kritiserer Næsgaard for.

Nå, men tiden går, jeg skal op i festsalen til Skovmands store dag og se, hvem der kommer, og hvad de siger og ikke siger.

Jeg har noteret mig, at arrangementet ikke er noteret på DPU’s sociale profiler. Derimod har kommunikationsafdelingen retweetet et tweet af professor mso, Jeppe Bundsgaard, som er stærkt kritisk over for Skovmands arbejde (tweetet handler dog om noget andet). Man har også lagt Bundsgaards “åbne brev” til ministeren om de nationale tests allerøverst på DPU’s hjemmeside. Skovmands kritikere er virkelig i kridthuset i dansk pædagogisk forskning.

De to andre centrale kritikere er Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen, som er blandt DPO’s kerneaktører. Jeg går ud fra, at de dukker op i dagens anledning.

 

48. d. 26. januar: Stemingsrapport fra DPU’s festsal 

Skovmand har fremlagt og Tanggaard opponeret. Der er virkelig fest i forsamlingshuset med træskodans og fine analyser. Folk ler og sukker lettet, mens læringsideologien flås til laser.

“Like an angel passing through the room”, som Abba synger.

 

49. d. 26. januar: Herfra hvor jeg står

Niels Skousen synger “Herfra hvor jeg står” sammen med Keld Skovmand lige midt i Grundtvigs hus. Landet lever! (se billede på link)

 

50. d. 27. januar: Note 1 til Skovmands forsvar: Reaktioner dagen derpå

I går forsvarede Keld Skovmand sin ph.d.-afhandling, hvori han beskriver processen omkring tilblivelsen af skole- og læreruddannelsesreformen som totalitær, udemokratisk og fagligt set stærkt kritisabel.

Der var ingen væsentlige kritikpunkter, og bedømmerne – Lene Tanggaard, Per Fibæk og Bengt-Ove Andreassen – brugte kun ganske få minutter på at afgive en positiv bedømmelse.

Jeg vender tilbage til begivenhedernes gang ved en senere lejlighed:

Her er nogle første reaktioner:

A.

Folkeskolen.dk fortæller, at der var ”bøllebank på DPU”. Det var især Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen, der fik ”slag” for deres forsøg på at understøtte læringsrevolutionen med meget smalle og helt misforståede referencer.

B.

I en anden artikel på Folkeskolen.dk fortæller Jelved, at de forhold, som Skovmand peger på, var embedsmændenes skyld. Man må forstå, at hendes egen og hendes partis samvittighed er ren som sne. Det kører helt i radikalt selvsving, men det har jeg drøftet tidligere. Der er intet nyt i hendes udmeldinger, som er dybt naive.

C.

Jyllandsposten har en stor opsat omtale af sagen i dagens avis på s.8-9. Det er mig bekendt første gang, at JP dækker skolekritikken så grundigt.

Der er også nogle reaktioner fra Antorini og Rasch-Christensen:

D.

Antorini svarer i selvsamme sprog, som Skovmand kritiserer, f.eks.:

”Vi har gjort, hvad vi kunne bedst med kombinationen af international forskning og et forskerpanel, der skulle komme med anbefalinger hos os. Det er helt grundlæggende en god måde at gribe en reform an på.”

Pludselig siger Antorini dog en sætning, som for første gang nogensinde viser, at hun ved, at der findes andre horisonter i verden end hendes egen:

”Det her rammer ned i en stor diskussion, der er mellem forskergrupper, og der må jeg som politiker sige, at den vil jeg meget nødig blande mig i”

Hallo! Du har blandet dig. Hele reformen er en ”indblanding”.

E.

Rasch-Christensen forholder sig slet ikke til den kritik af sin egen rolle, som Skovmand fremfører. Det kan dog skyldes en journalistisk blunder. Det virker nemlig som om, at Rasch-Christensen kun interviewes som ekspert, og at journalisten slet ikke er opmærksom på, at der jo i afhandlingen er en meget specifik kritik af Rasch-Christensens arbejde.

Merete Riisager roser derimod Skovmands arbejde for at være ”grundigt” og ”kritisk”.

F.

Alexander von Oettingen fra UC-Syd stillede et spørgsmål ex auditorium. Han bad Skovmand drøfte sine fund på et mere alment niveau, dvs. som et forhold mellem forskellige systemniveauer. Skovmands svar var lidt kort, og jeg tror ikke Oettingen var helt tilfreds.

Til gengæld fik von Oettingen på en måde sit svar ½ time senere i forbindelse Fibæk Laursens opposition. Her fik Skovmand nemlig fortalt om, hvordan de pædagogiske, de teknologiske og de styringsmæssige systemer siden ca. 2010 har indgået i symbioser, der vil tvinge praksis ind en pædagogisk form, der udelukker dannelse og kundskaber.

G.

Endelig er det værd at notere sig, hvem der ikke var til stede under det ellers meget velbesøgte arrangement (ca. 150 publikummer):

Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen, som jo især var skydeskiven, var der ikke. Niels Egelund og Lars Qvortrup, som også blev nævnt flere gange, var der heller ikke. Så vidt jeg kunne se, var der slet ingen repræsentation fra Nationalt Center for Skoleforskning, som jo er DPU’s store læringssatsning. Jeg kunne heller ikke se Jeppe Bundsgaard eller Morten Misfeldt, som ellers har været kraftigt ude med riven over for Skovmand. DPU’s leder, Claus Holm, som jo også er en af læringsideologerne, kunne jeg heller ikke se. Jeg så heller ingen fra UC-ledelserne, KL, Rambøll, EVA mm. Men jeg kender jo ikke alle og kan have overset noget.

Derimod var der pæn repræsentation fra de sædvanlige kritiske miljøer fra skoleverdenen, og nogle forholdsvist få DPU-forskere havde også fundet vej (10-15?). Og så det var jo fint, at JP havde sendt en journalist. Nogle fortalte mig, at de havde set Informations Lise Richter, så måske kommer der en reportage fra den kant en af dagene? Fra de politiske partier så jeg kun de to radikalere Marianne Jelved og Svend Thorhauge.

På trods af arrangementets særlige bevågenhed har der mig bekendt ikke været andet end kalender-omtale af arrangementet i DPU-regi. På DPU’s platforme og nyhedsbreve har jeg ikke registreret nogen aktivitet. Her plejer man ellers at være hurtig på aftrækkeren, når Jens Rasmussen og Jeppe Bundsgaard har noget på hjerte.

Til gengæld holdt pensioneret DPU-lektor, Hans Dorph, en meget rørende tale under receptionen. Det samme gjorde Thomas Illum Hansen, som er Skovmands chef på UCL, samt Skovmans hovedvejleder, Sven-Erik Holgersen, som er en kritisk, men desværre også lidt tilbageholden fugl i de didaktiske miljøer.

Links:
a. Folkeskolens dækning:

Omtale af forsvaret: https://www.folkeskolen.dk/…/laeringsmaalstyret-undervisnin…

Jelveds reaktion: https://www.folkeskolen.dk/…/jelved-om-laeringsmaalstyret-u…

Jyllandspostens dækning:
Omtale af forsvaret og reaktion fra Antorini: https://jyllands-posten.dk/…/banebrydende-dansk-skolereform…

Flere reaktioner, blandt andet af Rasch-Christensen, Riisager og Jelved:https://jyllands-posten.dk/…/ekspert-og-politikere-for-tidl…

 

51. d. 27. januar: Note 1a til Skovmands forsvar 

JP har i dag yderligere en omtale af Keld Skovmands afhandling. Der står bl.a., at Skovmand “viser”, at “der ikke er vished for, at målstyringen virker”, og at lærerne ønsker “en hel ny debat”. Det er en fin artikel. Det er dejligt, at et landsdækkende og alment medie dækker emnet, så det kommer lidt ud af ekko-kammeret.

Man kan også læse, at Claus Hjortdal stadig går ind for målstyringen. Han er tydeligvis nervøs for den åbning, som Skovmand har materialiseret. Skolelederforeningen er uden for pædagogisk rækkevidde.

Der er også et video-interview med Marianne Jelved. Hun står i DPU’s festsal, hvor forsvarshandlingen foregik, og fortæller, at nu er de fleste læringsmål jo blevet vejledende, så nu kan læreren stort set gøre, som han vil. Det tager hun imidlertid helt fejl i, for “vejledende” i ministerielt sprogbrug har skam store effekter, og KL har sat sig solidt på ændringen via organisationens henvisning til §40, som KL fik igennem før jul. Jeg har da heller ikke konstateret nogle realpædagogiske konsekvenser nogen steder af “lempelsen”.

https://jyllands-posten.dk/indland/ECE10250697/laererne-oensker-helt-ny-debat-om-folkeskolens-udvikling/

 

52. d. 28. januar: Note 2 til Keld Skovmands forsvar

Nå, men hvad foregik der rent faktisk under forsvaret? Her er lidt indtryk og tanker fra de første minutter:

Formanden for bedømmelsesudvalget, Per Fibæk Laursen, startede med at læse op fra udvalgets foreløbige indstilling.

Jeg har to notater i den anledning:

A.

Laursen taler ifølge mine noter om, at Skovmand har undersøgt, hvordan læring- og kompetencediskursen har løsrevet sig fra de politiske intentioner.

Hvorvidt det er korrekt, at ”læring” har løsrevet sig fra ”intentionen”, afhænger af, hvad man forstår ved de ”politiske intentioner”: Hvis man anskuer den politiske intention som en kundskabs-intention, der følger folkeskolelovens og læreruddannelsens formålsparagraf og hele tradition, så er der helt bestemt tale om en løsrivelse. Skolereformen er udfærdiget i radikal modsætning til landets skoletradition. Det er klart nok, og dette forhold har Skovmand fin sans for. I den forstand har Fibæk ret.

Men man bør nok ikke bare forstå ”den politiske intention” som værende lig selve loven. Intentionen er faktisk selv et opgør med loven, som jeg ser det. Det fremgår især af hele diskussionen af skoleloven, men også af læreruddannelseslovens forligstekst, som udgør det, jeg kalder for et splittet forlig. Det samme gælder iøvrigt for den nye gymnasielov. Der er altså løsrivelse “inde i” og ikke “fra” selve den ”politiske intention”. Skovmand kommer tæt på denne opfattelse rundt omkring i sin afhandling, især i sine analyser af læreruddannelsen.

Men Skovmand skriver også det, som Fibæk siger, nemlig at det er intentionen, der ikke er fulgt. Jeg kan dog ikke finde det i afhandlingens kapitel 1, så måske er denne “intentions”-problemstilling ikke så vigtig igen? Måske er det læringssprogets genese og egenudvikling og denne proces’ omklamring af det politiske sprog, der studeres? Det vil også forklare den meget relevante inddragelse af Kemperer. Måske giver Skovmand os et blik ned i læringssprogets splittelse af intentionen, hvilket jo ikke er det samme som en ”løsrivelse”.

Hvis vi skal forstå afhandlingen ud fra løsrivelsestesen, så er der en slags skjult tvetydighed i afhandlingens implementeringsteoretiske grundforståelse? For der er jo en verden til forskel på at implementere/evaluere henholdsvis en “intention” og en “splittet intention”. Jeg skriver ”skjult”, eftersom afhandlingen ikke indeholder egentlige implementeringsteoretiske overvejelser. Men som sagt handler Skovmands arbejde egentlig ikke om implementering efter min mening.

Det Radikale Venstre vil jo meget gerne have, at det er bedømmelsesudvalgets version af afhandlingens pointe, der gælder, for så kan man skyde skylden på embedsmænd og forskere, som jo har misrøgtet ”intentionen”. Det er Jelveds strategi. Men følger man min tese, så er de radikale i høj grad selv ansvarlige for selve splittelsen i de politiske forlig, eftersom forligene jo blev konciperet under en radikal uddannelsesminister og en R-S-SF-regering. De radikale er lærings-smittede helt ind i partiets indre organer. Derfor holder Jelveds markering ikke. Det er hende og hendes parti, der har splittet intentionen, men som nu skyder skylden på landets embedsstand.

B.

Dernæst kaldte Fibæk afhandlingen for ”metodisk velbegrundet”. Der er formodentlig en lille historie knyttet til den bemærkning: Det fremgik af en af talerne ved receptionen, at der i bedømmelsesudvalget havde været en diskussion af afhandlingens metode, og at Skovmand har måttet tilføje nogle metodiske markeringer til sin afhandling. Dermed var han gået fra ”sandhed uden metode” til ”metode med sandhed”, som det vist nok hed i talen. Og nu er afhandlingen altså blevet ”metodisk velbegrundet”, og det er jo godt. Sturt sturt 12-tal og så dygtig som muligt!

Denne diskussion ligger i forlængelse af Jeppe Bundsgaards og Morten Misfeldts pinlige 2016-”peerreview” af Skovmands fine undersøgelser i bogen ”Uden mål og med”. Også Misfeldt og Bundsgaard kritiserede Skovmand for mangel på metode. Bundsgaard og Misfeldt foreslog, at Skovmand skulle bruge Norman Faircloughs såkaldte ”kritiske diskursteoris metode”, som er en slags poststrukturalistisk fortolkningsmetode. Det trak jeg på smilebåndet af dengang, eftersom Bundsgaard og Misfeldt mig bekendt slet ikke selv tilhører den kritiske tradition. Det er, som om de tror, at diskursanalysen er sådan en slags neutral tekstlæsningsteknik, hvilket den overhovedet ikke er.

Nu forholder det sig så sådan, at Skovmand i afhandlingen rent faktisk trækker på Fairclough, og det er nok det, som Fibæk Laursen og bedømmelsesudvalget roser, hvis jeg ellers har forstået det ret.

Det er lidt dumt for mig at tænke på, for jeg synes faktisk, at de diskursteoretiske markeringer i afhandlingen virker noget påklistrede. Det er, som om det er noget, Skovmand er blevet presset lidt til, hvilket han jo på en måde også er. Med disse kritiske bemærkninger trækker jeg bl.a. på en bog, der udkom i 2015, som hedder ”Metodefetischisme – kvalitativ metode på afveje”. Heri kan man læse, hvordan formelle “metoder” ofte skjuler objektet, mens det jo egentlig burde være sådan, at objektet kalder på og former metoden, så objektet viser sig med tiltagende tydelighed og fylde.

Dette uheldige metodeskjul er nærmest normen i dansk pædagogisk forskning, og det sker faktisk også for Skovmand enkelte steder. Men Skovmand har også egentlig metodisk sans. Det viser han i afhandlingens allerførste korte og prægnante sætning. Der står: ”Metoden er bundet til sin genstand”, og det har han fuldstændig ret i. Det er som om, at bedømmelsesudvalget og Misfeldt/Bundsgaard ikke har tilstrækkelig sans for denne vigtige filosofisk/metodiske ide, men på den anden side kunne Skovmand jo også have begrundet den mere. Heldigvis er det denne genstandsmetode-forståelse, som fylder mest i selve undersøgelsen.

Og heldigvis er Fairclough-metoden som sagt lidt påklistret, så der er grænse for, hvor meget skade den kan gøre på Skovmands fine undersøgelser. Jeg er glad for, at han havde lavet selve undersøgelsen før alt dette tekniske metodehuttelihut pludselig skulle til at pynte op.

Et mere specifikt problem ved at bruge Fairclough frem for almene hermeneutiske og objektorienterede tilgange er, at Skovmand ind imellem umærkeligt ledes hen til at hævde, at problemerne med læringssproget skyldes den alt for vage ækvivalent ”neo-liberalisme”, som i pædagogiske sammenhænge plejer at fungere som en ”stop undersøgelsen – jeg har fundet djævlen”-klods.

Endelig sætter henvisningen til ”neo-liberalismen” Skovmands samarbejde med Undervisningsministeren – som han omtalte flere gange under forsvaret – i et prekært lys. For ministeren kommer jo fra et parti, Liberal Alliance, hvis mæcen er storstilet fan af en af de mest ekstremistiske neo-liberalister, der findes, nemlig Ayn Rand. Eftersom den diskursive konfiguration ”minister” og ”neoliberalisme” blev fremført i selve forsvaret som isolerede elementer, burde en af os tilstedeværende faktisk have spurgt ind til denne potentielle modsætning, der faktisk peger på en modsætning i Liberal Alliance selv og på en række videre forgreninger.

 

53. d. 28. januar: Note 3 til Keld Skovmands forsvar: Havkatte og fyrfadslys

Skovmand er en blanding af en havkat og et fyrfadslys. Lad mig forklare:

Under forsvarshandlingen var der høj latter og friske bemærkninger. Skovmand var havkatten, der rensede luften, og alle lo og glædede sig til champagnen.

Men pludselig blev der helt stille. Alle og alting forsvandt, lyset dæmpedes, og på scenen stod Anni-Frid Lyngstad og sang følgende:

“Long awaited darkness falls
Casting shadows on the walls
In the twilight hour I am alone
Sitting near the fireplace
Dying embers warm my face
In this peaceful solitude
All the outside world subdued
Everything comes back to me again
In the gloom

Like an angel passing through my room

Half awake and half in dreams
Seeing long forgotten scenes
So the present runs into the past
Now and then become entwined
Playing games within my mind
Like the embers as they die
Love was one prolonged goodbye
And it all comes back to me tonight
In the gloom

Like an angel passing through my room

I close my eyes
And my twilight images go by
All too soon

Like an angel passing through my room”

Niels Skousen sang kor, og Skovmand spillede på tromme, mens ”the present ran into the past” og “now and then became intwined”, og mens fyrfadslysets “ember” varmede ansigtet. Omverdenen var væk.

Da jeg vågnede, sad jeg på Danmarks Lærerhøjskole. På talerstolen stod K.E. Løgstrup og Frede V. Nielsen og lignede havkatte.

Skovmand har i sin afhandling en længere analyse af Løgstrups berømte forelæsning på DLH om skolens formål fra 1981. Der var også fyrfadslys det år. I al fald satte forelæsningen liv i lærerstanden, så den stadigvæk ikke lader sig “normalisere”. DPO hader den forelæsning. Den tilhører “velfærdsstaten”, som er noget fra gamle dage. Nu har vi noget, der hedder “konkurrencestaten” osv..

Frede V. Nielsen, som døde i 2013, er noteret som en af to vejledere på Skovmands afhandling. Nielsen var landets førende musikdidaktiker med rod i lærerhøjskolens bedste sider. Desværre røg musikdidaktikken i problemer, da DPU blev dannet efter den nye poststrukturalistiske opskrift. Efter sigende rendte Nielsen altid rundt med en bog af den franske fænomenolog Merleau Ponty, hvis filosofi Lars Qvortrup i øvrigt kalder for “fundamentalistisk fænomenologi”.

Skovmands hovedvejleder er Frede V. Nielsens elev, musikdidaktikeren Sven-Erik Holgersen, som var med til at skrive mindeord til Nielsen i 2013. Det var Frederik Pio i øvrigt også. Jeg nævner Pio, fordi han også er musikdidaktiker og har skrevet i Uren Pædagogik 3. Pio er vild med Heidegger, som han skrev en god bog om omkring 2011. Heidegger var en vigtig inspirationskilde for Merleau Pontys filosofi.

Skovmand har faktisk en fin lille hyldest til Frede V. Nielsen i selve afhandlingen. Skovmand kalder ham ligefrem ved fornavn, altså slet og ret “Frede” (s.192). Her er der ingen havkatte. Kun fyrfadslys og vandrende engle. Skovmand trækker især på Frede V. Nielsens arbejde med Wolfgang Klafki.

En af Skovmands hovedkritikere, Jeppe Bundsgaard, kritiserer derimod Frede V. Nielsen i sin ph.d.-afhandling fra 2005. Nielsen er for fagfaglig efter Bundsgaards mening. Det er så sørgeligt. Bundsgaard er i øvrigt inspireret af Vibeke Hetmar, som havde rod i 1990’ernes forskrækkelige konstruktivisme.

Efter sigende – det er vandrør – var der på DPU en eller anden form for strid mellem Frede V. Nielsen og Vibeke Hetmar. Det er måske denne strid, som Skovmand og Bundsgaard nu gennemspiller i nye klæder. Og så er vi tilbage ved havkattene.

Pludselig vågnede jeg helt op og var nu fuldstændig klar til champagnen.

Links:
Video med Abba-sang: https://www.youtube.com/watch?v=Za7ThH5x01k

Mindeord til Frede V. Nielsen: http://medarbejdere.au.dk/…/single-nyhed/artikel/mindeord-2/

Frederik V. Nielsens afskedsforelæsning: https://vimeo.com/44644835

 

54. d. 28. januar: Poul Aarøe Pedersens anmeldelse af Uren Pædagogik 

Jeg får lyst til at minde om følgende episode. Da Tanggaard, Brinkmann og undertegnede i sin tid udgav antologien ”Uren Pædagogik”, blev bogen anmeldt i Politiken d. 25. juni 2011 af Poul Aarøe Pedersen med signaturen PAP.

Overskriften var ”De reaktionære slår til”. Bogen måtte nøjes med to stjerner, og jeg har stadig ingen anelse om, hvad ”reaktionær” henviser til, for skribenterne var meget blandede både fagligt og politisk set. Måske henviste PAP til det brune hjørne? til de “privatpraktiserende lærere”? til alt det modsatte af Niels Egelund? Måske det hele? Vi får se.

I Information d.8. oktober 2011 – altså få måneder efter anmeldelsen – bliver PAP spurgt af dagbladet Information, hvilken fagbog han mener er intet mindre end årets ”værste”. PAP svarer, at det er Uren Pædagogik. Her er citatet:

”Hvilken fagbog er den værste fagbog?
PAP: Thomas Aastrup Rømer, Lene Tanggaard og Svend Brinkmann (red.): Uren pædagogik fra forlaget Klim.
Redaktørerne af denne antologi har selv opfundet begrebet ’uren pædagogik’, men der er tale om et stråmandsbegreb. De kritiserer det, de kalder ’den rene pædagogik’ – ifølge forfatterne et omsiggribende pædagogisk regime, som dikterer pædagogiske metoder, ”der virker uafhængigt af, hvad og hvor der læres”. Har man bare en lille smule kendskab til uddannelsesverdenen, ved man imidlertid, at dette regime ikke findes. Så præmissen for bogen holder ikke.”

Men “årets værste fagbog” fra 2011 fik desværre totalt ret i sin beskrivelser og prognose. Fra 2012 var der ministeriel og kommunal dikteret læringsmålstyring overalt, hvilket PAPs avis aldrig nogensinde forholdt sig seriøst til.

PAP bliver derpå – i samme rubrik i Information – spurgt til sit bud på den ideelle fagbog. Her er hans svar:

”Dit personlige bud på fagbogen vi alle venter på?
PAP: Lad os blive i uddannelsessystemet: Jeg ville gerne læse den bog, som med lige dele analytisk klarsyn og pædagogisk faglighed kan forklare, hvorfor vi taber hver femte i en ungdomsgeneration på uddannelsesgulvet – og hvad vi kan gøre ved det. Det er uden sammenligning nationens største økonomiske og menneskelige udfordring, så lad os gerne få et dækkende bud på den bog”.

En måned senere, d. 19. november 2011, kommer så gaven til PAP. PAP anmelder Niels Egelunds bog ”Folkeskolens udfordringer”. Her finder han netop det ”udfordrings”-sprog, som han efterspurgte i citatet ovenfor. Egelunds pamflet fik 5 stjerner med stående applaus.

Så nu ved vi, hvem der er hhv. reaktionær og progressiv.

Lige der lærte jeg noget om Politiken. Skolereformens ånd var klar til at materialisere sig med Konkurrencestatstidende som affirmativ ledsager.

 

55. d. 29. januar: Note 4 til Keld Skovmands afhandling: Det taksonomiske niveau

En af Keld Skovmands centrale pointer har været lidt overset. Jeg har i al fald selv været lidt tonedøv, må jeg indrømme, hvilket har sin forklaring, som jeg vil omtale til sidst.

Hvad er hans pointe? Den er, at folkeskolens nye fælles mål markerer et niveaumæssigt fald. Det har Skovmand fundet ud af, simpelthen ved at tælle bekendtgørelsens ord og klassificerer ordene i forhold til forskellige lærings-taksonomiske niveauer (jvf afsnit 2.2.3. og bilag 3 og 4 i afhandlingen).

Skovmand begrunder det med henvisning til de to mest kendte systemer, nemlig hhv. Biggs’ og Blooms taksonomi.

I skolereformen har man med andre ord sat de generelle krav til undervisningen ned. Men hvis man sænker kravene, vil man også hurtigere kunne opnå en stigning i karakterniveau og i nationale tests. Det er jo logik. På den måde er det jo let at blive en succes!

Vi får altså en situation, hvor det, der ser ud som bedre præstationer, reelt er et udtryk for et lavere niveau.

Og vi får også en situation, hvor uddannelsesniveauet for landets børn og unge reelt falder, mens den politiske og kommunale ledelse kan udbasunere det modsatte. Så ender man med denne irriterende nysprogs-fornemmelse.

Det er faktisk et meget vigtigt fund. Grunden til, at jeg har nedtonet min interesse, er, at jeg ikke er fan af disse taksonomiske systemer – og slet ikke Biggs’ og Blooms – fordi de opdeler læreprocessen på en uheldig måde, der ikke er i overensstemmelse med læreprocessens natur.

Men vurderer vi skolereformen på egne præmisser, er Skovmands fund jo nærmest disruptivt.

 

56. d. 31. januar: Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens reaktion på Skovmands kritik 

Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen (JR/ARC) har responderet på Keld Skovmands kritik. Det foregår i dag i et interview til Politikens Skoleliv. Det er ikke første gang, de responderer. Efter Skovmands ”Uden mål og med”-bog fra 2016 sendte de et notat rundt til udvalgte organisationsfolk, embedsmænd og politikere, hvor de hen over 25 sider kritiserede Skovmands bog. Jeg fik ved en tilfældighed fat i notatet og analyserede det grundigt. Det var hårdt arbejde, eftersom kvaliteten var så ringe. Det er i hvert fald min mening. Jeg har linket til analysen, hvorfra der også er links til både Rasch-Christensen/Jens Rasmussens notat og til et svar, som Skovmand skrev dengang. Skovmand nævner i øvrigt notatet i sin afhandling, fx på s.7.

Men nu er der altså svar igen. Der er tre punkter, jeg har noteret mig:

A.

JR/ARC får det til at lyde, som om Skovmand skulle være imod mål i undervisningen. Men det er da helt forkert? Skovmand taler tværtimod for at arbejde med pædagogiske og didaktiske mål, både på det pædagogiske og det nationale niveau. Han er blot imod det begreb om mål og didaktik, som JR/ARC går ind for, hvor både ”indhold” og ”formål” forsvinder. Skovmand er i den forstand en klassisk didaktiker, mens JR/ARC er teknologer. Jeg ved godt, hvem samfundet bør vælge som lærer.

B.

JR får det til at lyde som om, at han nærmest ikke har været involveret i skolereformen, og at han blot har været en mild og neutral koordinator på arbejdet med fælles mål. Han mener heller ikke, at han er en del af en smal personkreds. Og alt det med ”læringsmål” var jo allerede besluttet af politikerne, før JR kom ind i billedet, må man forstå.

Jeg lader disse synspunkter stå og blinke i al larmende teknisk stilfærdighed, mens Skovmands og mange andres dokumentation for det modsatte passerer revy.

Så siger JR, at ”man underviser vel for, at eleverne skal lære noget”, som om det var noget, som Skovmand skulle være imod? Det er da netop JR og hans åndsfæller, som i 20 år har talt for, at man skal gå bort fra at ”lære noget” til i stedet at ”lære at lære”, hvilket jo også er skolereformens hele raison d’etre. Og JR tager jo netop både formål og indhold ud af dén ”didaktiske” model, som han står for, og som på hans foranledning gennemsyrer alle skolens fag.

Igen ser vi denne plastiske mangel på fasthed i argumentationen, som vi hele tiden møder i disse cirkler.

Faktisk er det Skovmand, der om nogen forsøger at redde dette ”noget” og den dertil knyttede formålsdiskussion, som Rasmussen altså har ødelagt. Det er Skovmand, der vil “lære eleverne noget”.

Endelig får jeg lyst til at nævne det forhold, at Rasmussens mentor Lars Qvortrup, den anden dag i Jyllandsposten – helt parallelt til JR – sagde, at han skam heller ikke havde været involveret i skolereformen (se link). Det er sådan en slags ”det har jeg aldrig sagt-leg”, der arbejdes med hos de folk, der ellers har stået for at fremme og promovere skolereformens hele ånd og ideologi alle mulige steder i samfundet.

C.

Til sidst har ARC har nogle lidt udefinerbare kvababbelser ved forløbet. F.eks. anerkender han, at personkredsen har været for smal. Men ellers er det meget svært at kommentere hans sætninger. Hans ord er som sæbe. F.eks.:

»Jeg er tilhænger af, at undervisning indeholder en forventning til, hvad eleverne skal lære, og hvor de skal bevæge sig hen. Det er der relativt mange erfaringer fra forskellige undersøgelser, som betoner vigtigheden af. Det er en meget velkendt didaktisk tilgang,«

Det er den slags sætninger, som Skovmand til forsvaret kaldte for ”invalid” tale, dvs. en total ubestemthed, som tager sproget fra tænkende mennesker og pædagoger.

Links:
Artikel i Politiken Skoleliv: https://skoleliv.dk/…/Det-er-veldokumenteret-at-m%C3%A5l-ka…

Analyse af hemmeligt notat: http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-r…

Lars Qvortrup i JP: https://jyllands-posten.dk/…/usandheder-om-konkurrencestat…/

 

57. d. 31. januar: Læringsmål og ansvar 

De systemteoretiske forskere: Politikerne bestemte det hele. Vi har intet ansvar.

Marianne Jelved: Embedsmændene bestemte det. Jeg har intet ansvar.

Embedsmændene: Forskerne og politikerne bestemmer det hele. Vi har intet ansvar. Og i øvrigt er vi dem, der er smuttet, f.eks til KL og Kræftens Bekæmpelse.

Man kan naturligvis også notere sig, at de pågældende forskere har begrundet læringsmålstyringen med videnskabelige og normative argumenter, f.eks. fra den politiske økonomi og systemteorien, og at de har kastet sig ud i lidenskabelige angreb på Skovmands arbejde og støttet policy alle steder med fulde gardiner.
Ergo: Forskerne bestemmer og har derfor et ansvar.

Man kan også notere sig, at langt de fleste politikere har trykket på alle knapperne og dermed holder fast i skolereformens læringssyn. De har desuden udtrykt sig helt ukritisk op gennem årene. De forholder sig overhovedet ikke til kritikken, heller ikke til Skovmands arbejde.
Ergo: Politikerne bestemmer og har derfor ansvar.

Endelig kan man notere sig, at intet er ændret til det bedre, men at alting tværtimod er blevet værre, nu hvor alle forskere, politikere og embedsmænd er gået sammen om en omfattende dataficering af det pædagogiske felt, vel at mærke i læringsmålstyringens totale navn. Der er nu fri bane for KL’s “søde” og læringsadaptive robotter, som iøvrigt også kan skifte ble og rydde op.

Men en ting er sikkert: Robotter har intet ansvar.

Skriv en kommentar