Her er 27 facebook-opdateringer fra februar 2018. De mange datalæringsinitiativer og Keld Skovmands vigtige ph.d.-forsvar har fyldt en del, men der har også været andre ting. Man kan enten læse opdateringerne på nærværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

1. Lars Løkkes privatperson
2. Nyheder fra DPU
3. Læremidlernes danskfag
4. Ballade i tre forsamlingshuse
5. Om opdragelsesdebatten
6. Facebook-drys 45: december 2017
7. Mårtensson og Rasmussen i Skoleliv
8. Om Socialdemokratiets indvandringsudspil
9. Folkeskolen mod reformen
10. Om Red Barnet
11. Et lærerseminarium
12. Keld Skovmand svarer Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen
13. Drama i Aarhus?
14. Lidt seminarie-ideer
15. Kurt Strand om Lockouten i 2013
16. BUPLs strålende aktion
17. Imod læringslighed
18. Socialdemokratiet truer Folkekirkens Nødhjælp med retssag
19. Homo economicus i WA
20. Et fritidshjem
21. Niels Christian Sauer om læringsmålsstyringens logiske sammenbrud
22. Artikel om Moderniseringsstyrelsen i Information
23. Facebook-drys 46: januar 2018
24. DPO
25. Interview med Hannah Arendt
26. Gode ideer i dagens anledning
27. The Nordic Secret

 

1. d. 1. februar: Lars Løkkes privatperson 

Er der nogen, der kan tage Løkkes forsøg på at skelne mellem privat- og embedsperson alvorligt? Jeg kan ikke. Som i “slet ikke”!

Denne opportunistiske adskillelse af embede og person i politiske og dermed også pædagogiske forhold er efter min mening en ladeport til korrupte tilstande hele vejen ned gennem systemerne.

Han skal væk! Regeringen bør finde en anden leder.

Link til omtale af sagen:

https://www.altinget.dk/artikel/er-han-privatperson-eller-statsminister-loekke-siger-stol-paa-mig?ref=newsletter&refid=26551&SNSubscribed=true&utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=altingetdk

 

2. d. 1. februar: Nyheder fra DPU 

I fredags var der et kontroversielt og velbesøgt ph.d.-forsvar af Keld Skovmand i DPU’s festsal. Der var både journalister og politikere samt i det hele taget stor bevågenhed. Der var to fulde sider i JP, en masse indlæg på folkeskolen.dk og et langt svar i Politikens Skoleliv fra dem, som Skovmand kritiserede. Skovmand har desuden været i decideret infight med adskillige af DPU’s stærkt profilerede professorer undervejs. Skovmand sidder også i et af undervisningsministerens udvalg.

Jeg tænkte, at det måske var værd at rapportere om for DPU’s kommunikationsafdeling?

Men det – skal jeg hilse og sige – er ikke tilfældet. Det har været helt tavst.

I stedet har man de sidste to dage lagt tre andre nyheder op:

 

A.

For det første er der en omtale på DPU’s facebook-side af en ny bog af Lars Qvortrup og Karen Wistoft, som begge er systemteoretikere. Bogen handler om smagsdidaktik. Der er link til en lang DPU-omtale af bogen.

Det er dog kun Wistoft, der udtaler sig. Det kommer faktisk også lidt bag på mig, at Qvortrup pludselig er blevet madpædagogisk interesseret. Men på hans AU-side kan jeg se, at han har skrevet mange artikler om emnet siden 2017. Dog altid i samarbejde med Wistoft, som er en kendt ekspert i emnet. Jeg er lidt mystificeret, må jeg indrømme.

 

B.

For det andet er der en historie på både facebook og twitter, om at DPU’s institutleder er kommet med i Mai Mercados nye opdragelsesudvalg. Der kan linkes til fuld journalistisk DPU-omtale og til institutlederens kronikker mm..

 

C.

Endelig er der en historie på både facebook og twitter om to DPU-forskeres deltagelse i KL’s årsmøde. Også her har kommunikationsafdelingen været grundig med lange interviews og mange relevante links.

Interessant prioritering.

 

3. d. 2. februar: Læremidlernes danskfag 

Jeg har studeret bogen ”Læremidlernes danskfag” fra 2017. Bogen er redigeret af Jeppe Bundsgaard, Jesper Bremholm, Simon Skov Fougt og Anna Karlskov Skyggebjerg. Jeg er i gang med at lave en større analyse til min blog over det stakkels danskfag, som forfatterne får ødelagt godt og grundigt efter min mening.

Her er nogle indledende markeringer, der kan illustrere tankegangen:

Først fra indledningen:

”Hvor fagets identitet tidligere var knyttet til det curriculære indhold og faglige emner som litteratur, sprog og medier, beskrives det i dag gennem kompetenceområder som læsning, skrivning og fortolkning” (s. 8).

Så vi er i “fra….til” tænkningen, dvs. de værste sider af reformpædagogikken.

Og her fra konklusionen:

”Formuleret kort og kondenseret kan man altså konstatere, at danskfaget set gennem dets læremidler er et indholdsmæssigt snævert og nationalt fag, der orienterer sig mod formalistiske færdigheder løsrevet fra meningsfulde og elevinddragende kontekster. Dette billede af danskfaget er både påfaldende og bekymrende” (s.276).

Et “snævert og nationalt fag”? Puha… er vi i DF? og “formalistiske færdigheder”? Det lyder ikke rart.

De ”elevinddragende kontekster”, der tales om, er især den såkaldte ”scenariedidaktik”, hvor der er fuldt tryk på den faglige opløsning og på de reformpædagogiske simplificeringer. Scenariedidaktikken er en ekstremistisk kompetencetænkning, hvor børns kundskabsudvikling kobles op på de såkaldte fremtidskonciperede De-Se-Co-kompetencer.

Eller hvad med denne formulering, som også er hentet fra konklusionen:

”Samlet set efterlader undersøgelsens forskelige dele indtrykket af et danskfag, der set gennem dets læremidler ikke er åbent og inddragende i forhold til de mange tekst-, udtryks og kommunikationsformer, vi møder og betjener os af i et moderne menneske- og samfundsliv, ligesom det ikke er orienteret udad mod ’Danmark i verden’ og mod større globale sammenhænge og problematikker. I stedet tegner der sig et danskfag, som er domineret af det skønlitterære (i kombination med grammatik og stavetræning) med vægten på et konventionelt og kanoniseret litterært repertoire, og som bestyrker en monokulturel diskurs og nationalt orienteret selvforståelse” (s.275)

Det sjove er: Alt det, som redaktørerne hader ved deres fag, er det, de bør elske. Dvs. modersmål, skønlitteratur, sprog og stavning og grammatik.

Redaktørerne skriver endda, at de taler om ”dannelse”, og at deres syn flugter med folkeskolens formålsparagraf. Men i den paragraf står der da, at eleverne skal have ”fortrolighed med dansk kultur og historie”? Men ovennævnte citater giver udtryk for det modsatte, gør de ikke?

Og man vil gerne udvikle globale fremtidskompetencer, men det er åbenbart det modsatte af helt almindelige danskkunskaber? Jeg er helt sat af.

Redaktørerne mener også, at de går ind for ”kritisk tænkning”, men det gør de bestemt ikke. Ordet kritik er totalt ureflekteret i bogen og stemmer ikke overens med det kompetencebegreb, som flyder over det hele. Og hvordan filan kan ”kritisk tænkning” være i modsætning til at øve staveord og læse f.eks. Ingemann, Paludan og Rifbjerg? Det er da omvendt.

Bundsgaard siger andetsteds ifm. en omtale af bogen, at det smalle og nationalistiske danskfag uddanner til ”funktionærer”. Men det er skam helt omvendt. Det er da Bundsgaards version af faget, der uddanner til ”funktionærer”, dvs. til mode 2-kompetente situationsfleksible og konstruktive problemløsere.

De elever, som derimod har fordybet sig i kulturens vigtigste tekster, hvor deres sprog for alvor kan strække sig, og som i rytmiske gentagende processer har studeret sprogets opbygning, udtryk- og stavemåder, ja de opøver det frie og selvstændige område i deres liv, som er kritikkens arne. Ja, det er faktisk det, som en skole er, efter min mening.

Hvorfor konfigureres begreberne i den nye bog mon på denne dybt problematiske måde, som jo minder stærkt om skolereformens filosofi? Ja, det spørgsmål vil jeg komme ind på i en kommende analyse, som jeg pt. arbejder på. Men jeg kan da notere mig, at Bundsgaard stod i spidsen for Fælles Mål for danskfaget, og at hans åndsfælle inden for matematikken, Morten Misfeldt, sad i Fælles Måls mastergruppe sammen med Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen. Og det er denne gruppes arbejde, som Keld Skovmand kritiserer i sine bøger.

Man bør kritisere denne bog sønder og sammen, indtil vi får alt det, som den er imod.

(Bogen har 12 kapitler, hvor nogle selvfølgelig er hårdere ramt end andre af ovenstående distinktioner. Men filosofien er, som jeg har beskrevet det med ovenstående citater, som er hentet fra bogens indledning og afslutning. En decideret undtagelse fra denne ånd er Anna Kalskov Skyggebergs fine gennemgang af det litteraturpædagogiske syn i de sidste 40 års grundbøger i litteraturundervisningen. Her er der fuld tryk på indhold, skønlitteratur og sprog, og der er umiddelbart ingen referencer til bogens overordnede opgør med det fag, som den ønsker at studere)

Lidt referencer:

Bremholm, j. & Bundsgaard, J. &, Fought, S.S. & Skyggebjerg, A.K. (2017): Læremidlernes Danskfag, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Medom, M. (2017).”Danskfagets lærermidler uddanner børn til funktionærer”, folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/…/danskfagets-laeremidler-uddann…

Bremholm, J. (2017). ”Dansk uden dannelse”, Asterisk, nr. 84: http://edu.au.dk/…/asterisk/vi…/artikel/dansk-uden-dannelse/

Bundsgaard, J. (2016). ”Fælles mål er progressiv pædagogik”, folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/…/professor-faelles-maal-er-prog…

 

4. d. 3. februar: Ballade i tre forsamlingshuse

I november var det Erik Schmidt mod KL i det ene forsamlingshus. Det var i Odense byret.

I sidste uge var det Keld Skovmand mod Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen i det andet forsamlingshus. Det var i DPU’s festsal.

I denne uge var det så Merete Riisager mod Antorini og Annette Lind i det tredje forsamlingshus. Det var i Folketinget. Se linket med video fra samrådet i Folketingssalen.

I tre spørgsmål i træk – spørgsmål 20-22 – må Riisager stå model til de to læringsideologers opgør med fag og skole.

Riisager står bare der helt fast og alene og forsvarer faglighed, skole og didaktik mod de fire stålgrå reformøjne, som vil have non-stop koncept-projektundervisning under læringsbegrebets herredømme.

Lind og Antorini har tvunget alle landets lærere til at arbejde med læringsmålstyret undervisning, men nu kritiserer de Riisager for at rejse en seriøs pædagogisk diskussion af året rundt-projektpædagogik i en almindelig folkeskole. Det er absurd.

Lind og Antorini har sat læring i stedet for undervisning over alt i landet, og så kritiserer de Riisager, der om nogen taler undevisningens sag, for at være ligeglad med didaktik. Det er også absurd.

Lind og Antorini har nedsat det ene smalle og ideologiske udvalg efter det andet, og nu kritiserer de Riisager for at lytte til nogle andre forskere. Det er også absurd.

Lind og Antorini har stået bag læringsrevolution, L409, inklusionsreform, mindre forberedelsestid, opgør med fag og undervisning og normalisering. De siger, de bygger på forskning, men den eneste de nævner er Stefan Hermann, som var studiekammerat med Corydon. Det er så absurd det hele.

Det er hårdt at ”justere”, som det hedder!

Det er skam udelukkende godt, at Riisager nedsætter nogle justerings-udvalg, der i det mindste kan supplere og forstyrre Antorinis åndsfællers sætningsrækkefølger, samt at hun kritiserer denne revitaliserede og konceptualiserede projektideologi, som huserer i visse didaktikeres kredse, og som har et ekstremt problematisk skolesyn.

Som hun står der helt alene og forsvarer den pædagogiske fornuft over for læringsrevolutionens maskineri, ligner Riisager faktisk lidt en heltinde. Det må jeg indrømme: “Like an angel passing through the room”.

Så nu har vi tre engle. Tre der “står fast”, og som vi alle sammen behøver, uanset om vi er enige i alle mulige detaljer.

https://mobiltv.ft.dk/video/20171/salen/53/1h50m11s?ss

 

5. d. 4. februar: Om opdragelsesdebatten

Socialminister Mai Mercado (C) har lanceret et initiativ, hun kalder for ”Opdragelsesdebatten”. Debatten skal initieres via facebook af an masse kendisser. Der er to fagpersoner med, nemlig DPUs Claus Holm, som er vild med konkurrencestat og læringsideologi, og psykologen Per Schultz Jørgensen, der har kastet sig over robustheds-begrebet. Formanden, Sofie Münster, er tidligere direktør for Løkke-fonden og vært for et TV2-program, der hedder ”opdrag en vinder” (#¤%&/). Den anden vært for programmet er i øvrigt positiv psykolog og jægersoldat samt direktør af ”True North”-konceptet, som vist nok også har noget at gøre med Løkkefonden.

Der er noget galt med horisonten. Men det er åbenbart moderne socialkonservatisme?

Nå, men jeg slog et smut omkring ”opdragelsesdebattens” facebook-side, men eftersom det første ord, der mødte mig under selve overskriften var ”statsstyret organisation”, smækkede jeg med døren med det samme. Jeg skal ikke nyde noget.

Jeg er nok lidt miljøskadet, for her i weekenden var jeg så uheldig at studere Knud Grue-Sørensens ”Opdragelsens historie”, Rousseaus ”Emile – om opdragelsen” og Jakob Knudsens ”Lærer Urup”. Disse tre bøger er mildt sagt meget forskellige, men de handler alle sammen om ”opdragelse”. Men sjovt nok handler de ikke om ”statsstyrede organisationer”.

Jeg er mildt sagt meget nervøs for, at det netop er Mercado, som har lanceret initiativet, fordi hun er erklæret tilhænger af den amerikanske velfærdsøkonom, James Heckman. Heckman interesserer sig – i øvrigt ligesom Per Schultz Jørgensen – for, hvordan tidlig læring kan føre til økonomisk afkast. Denne forskrækkelige og ensrettende ide ender lige lukt i det, jeg kalder for ”læring i mors mave”-fælden, dvs. statsdirigeret læring og anti-pædagogik fra foster og fremefter. Heckmann er i øvrigt hovedtaler ved Aarhus Universitets prestigearrangement, den såkaldte matchpoint-konference. Jeg tror aldrig, han har læst et pædagogisk værk, men det er bare et gæt.

Nå, men Politiken havde et indlæg om ministerens initiativ, hvor man havde interviewet Claus Holm. Holm vil have et ”fælles sprog” for opdragelse, så hans elskede læringsskole, læringsbørnehave og de stakkels læringsforældre bedre kan kommunikere. DPU’s kommunikationstjeneste retweetede straks Holms eget tweet med link til interviewet. Ministeren både retweetede og likede, så der var virkelig statstyret organisering for alle skattekronerne.

Holm har også arrangeret et opdragelsesseminar på DPU. Mai Mercado skal introducere, og der er paneldebat med nogle organisationsledere. Heldigvis er der også nogle forskere med. Men ikke Grue-Sørensen, Jakob Knudsen eller Rousseau. Men ok, de er jo også døde.

Der har vist nok også været en del kritik af initiativet. LA var i al fald ikke begejstret. Men det blev ikke retweetet. Hvad sagde de andre partier mm.? Jeg har ikke helt styr på det.

Jeg bed også mærke i, at Mercados initiativ blev varmt modtaget af tænketanken DEA, hvilket altid er et dårligt tegn. Det er faktisk lidt interessant, fordi DEA netop har lanceret et stort beslægtet initiativet nemlig ”småbørnsløftet/børnealliancen”, som også er Heckmann-inspireret, og som derfor også fører lige lukt i ”læringoptimering i mors mave”-fælden under overskriften ”læringslighed”, hvilket langsomt vil nedbryde vores børnehavetradition. Og KL er jo altid klar på at supplere med nogle robotter.

Red Barnet deltager for resten også i DEA-initiativet, fandt jeg ud af. Jeg stopper derfor mine indbetalinger til denne organisation, næste gang jeg åbner min netbank. Der er jo ingen grund til ligefrem at genere landets børn, og man kan jo nok finde et andet sted at gøre en god gerning. Men ok, det er jo også Helle Thorning-Schmidt, den store læringspræsident, der er direktør for foretagendet som sådan, kom jeg lige i tanke om.

Der vil sikkert komme det ene og det andet emne ud af debatten, men ideologien vil langsomt sætte sig igennem. Vi skal nu have et fælles sprog, et slags statssprog, der kan optimere opdragelsen efter den nye læringsideologis grundlæggende præmis, så vi kan få ensrettet læringsløbene fra vugge og hen i de læringsoptimerende uddannelsesinstitutioner.

Men det er altså det stik modsatte af opdragelse, og det er jo ikke så godt.

 

Links:
Om Opdragelsesdebatten: http://socialministeriet.dk/opdragelsesdebat/

Link til småbørnsalliancen: https://dea.nu/smaaboernsalliancen-initiativ-dea-egmont-fon…

Interview med Claus Holm: https://politiken.dk/…/%C2%BBVi-kommer-ikke-s%C3%A6rlig-lan…

Link til DPU’s konference: http://konferencer.au.dk/opdragelsesansvar/

Program for match-point seminar: http://matchpoints.au.dk/da/program/

 

6. d. 4. februar: Facebook-drys 45: december 2017

December 2017:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-45-december-2017.html

 

7. d. 5. februar: Mårtensson og Rasmussen i Skoleliv

Brian Degn Mårtensson og Jens Rasmussen diskuterer i dagens Skoleliv Rasmussens rolle i skolereformen.

Mårtensson skriver med henvisning til Keld Skovmands arbejde, at Rasmussen må ”stå ved sit ansvar” for skoleloven.

Rasmussen siger, han ikke har noget ansvar, fordi han ikke har været involveret i lovens tilblivelse. Han sad f.eks. ikke med i Ny Nordisk Skoles dialoggruppe, og det er jo helt korrekt. Til gengæld sad Andreas Rasch-Christensen i dialoggruppen, og Rasmussen havde en stærk magt over Rasch-Christensens tanker i de år, hvilket vil fremgå neden for.

Lad os rekapitulerer bare nogle af de ting, jeg kan huske sådan lige på stående fod:

1. Rasmussen sad centralt placeret ifm. udarbejdelsen af grundlaget for hele den læreruddannelsesreform fra 2012, som hænger dybt sammen med skolereformen.
2. Rasmussen sad med i den meget indflydelsesrige mastergruppe for fælles mål for folkeskolen sammen med bla. Andreas Rasch-Christensen. Gruppen udarbejdede en helt egen kompetencestruktur, der satte indhold og formål mat. De radikaliserede på en måde politikernes intentioner. Det er faktisk også Jelveds holdning, som jeg har forstået det.
3. Rasmussens særlige version af læringsmålstyret undervisning ligger og flyder overalt i fagstrukturen og i læreruddannelsens bekendtgørelse. Det er en kæmpemæssig effekt på både skole og læreruddannelse.
4. Rasmussen sad også i gruppen for fagbeskrivelsen for læreruddannelsen. Her ville man have læringsmål ind overalt og afskaffe KLM-faget. KLM-lærerne skrev to store kronikker om sagen, hvor de kritiserede Rasmussens indflydelse på sagerne.
5. Rasmussen har været mr. Læringsmålstyret undervisning på ministeriets hjemmeside. Dels med interview og opskrift, dels med videoer osv.
6. Rasmussen er formand for det vigtige Mærsk-udvalg, der har uddelt mange millioner kroner til folkeskolen, fortrinsvist til projekter i Rasmussens ånd. I udvalget sidder også Per B. Christensen, som også sad i læreruddannelsesudvalget. Nordmanden Tomas Nordahl, som også er ideologisk tæt på Rasmussen, sidder også i udvalget.
7. Rasmussen har op til 2017 været en meget indflydelsesrig formand for det vigtige ph.d.-råd, som kører efter skolereformsprincipper.
8. Rasmussen har bidraget til en række stort anlagte publikationer, der alle har støttet kraftigt op om skoleformens forskellige aspekter (f.eks. i ”Folkeskolen efter reformen”, hvor han skriver indledningskapitlet, men også mange andre)
9. Rasmussen har sammen med Claus Holm og Lars Qvortrup skrevet et stort antal kronikker/indlæg, hvor mange forskellige sider af reformens elementer helt ukritisk forsvares og forklares.
10. Rasmussens arbejde fremføres stærkt af DPU’s leder Claus Holm, som selv havde Rasmussen som ph.d.-vejleder, og som er tæt knyttet til Lars Qvortrup, som også er en slags mentor for Rasmussen. Der er en magtmæssige fortætning her, som i disse år er nærmest ubrydelig.
11. Antorini mfl. har flere gange refereret til disse ekspertudvalg og den forskning, som Rasmussen har stået i spidsen for.
12. Rasmussen sidder i det vigtige og stærkt ideologiske Forum for Koordination af Uddannelsesforskning, som er ministerielt nedsat. Forummet blev nedsat som en del af skolereformen. Andreas Rasch-Christensen er også medlem. Rasch-Christensen sad også i Rådet for børns læring, sammen med Hermann osv… Det hænger sammen på kryds og tværs.
13. Rasmussen har klaget til universitetets ledelse og til redaktionen af Folkeskolen.dk i det mest utrolige sprogbrug, da hans arbejde blev kritiseret af en kollega.
14. Rasmussen har stået for en række evalueringer af skole- og læreruddannelsesreformen. Den sidste evaluering blev afvist af ministeriet, fordi evalueringens faglige begreber var for smalt konciperet. Det var efter ministerskiftet, dvs. under Riisager.
15. Rasmussen har sammen med Andreas Rasch-Christensen sendt en 25 siders lang og nærmest vild kritik af Skovmands bog til en lukket kreds af politikere, organisationsfolk og beslutningstagere.

Rasmussen er efter min mening mr. Skolereform; en reform han har givet teoretisk og praktisk form via sin særlige opfattelse af systemteori, pædagogik og pædagogisk kritik.

Det er ubegribeligt, at han ikke står på mål for alt det. Men jeg kan konstatere, at åndsfællen og samarbejdspartneren, Lars Qvortrup, på samme måde og nærmest også samtidigt også er begyndt at benægte enhver relation til skolereformen. Gad vide om det er aftalt?

https://skoleliv.dk/debat/art6325697/M%C3%A5lstyrede-forviklinger

 

8. d. 6. februar: Om Socialdemokratiets indvandringsudspil 

Om Socialdemokratiets indvandringsudspil (jeg nægter altså at bruge ordet ”udlændingepolitik”):

Jeg sidder og studerer Socialdemokratiets nye indvandringsudspil. Jeg er generelt positiv for at besværliggøre asylansøgningerne for spontanflygtningene, indføre et loft for ikke-vestlig indvandring, øge u-landsbistanden, fastholde grænsekontrollen, og tage den del af FN’s kvoteflygtninge, vi bør. Og forslaget om en Marshall-plan for Afrika er flot tænkt, selvom det nok er det mest urealistiske.

Det vil give mere kontrol over indvandringens omfang, som ikke bør blive større, end den er nu, hvor den presser den pædagogiske frihed i landet. Og EU’s og Merkels rolle i flygtningekrisen kan jeg faktisk slet ikke tage mig af. De enkelte lande bliver nødt til at gøre noget selv.

Så altså, godt initiativ efter min mening. Jeg har dog fundet nogle ting, der fra mit perspektiv er problemer med:

 

A.

Der er altså lige en passage i udspillet, som jeg ikke forstår. Måske kan nogen hjælpe mig?

Socialdemokraterne ønsker, at alle asylansøgere skal sendes til et sagsbehandlingscenter i Afrika. Ok, vildt nok; men hvad sker der så, når nogle af disse flygtninge rent faktisk får tildelt asyl? Ja, så kan der ske to ting, får vi at vide:

Enten flyttes asylmodtageren over i en af FNs flygtningelejre. Men så har de da ikke fået asyl? Det svarer jo til at nedlægge asyl-begrebet som sådan? Det går da ikke? Man kan da ikke få asyl i en flygtningelejr. Det er jo anti-asyl?

Eller også skal asylmodtageren integreres i det land, hvor sagsbehandlingscentret ligger. Men det er da heller ikke ”asyl”? Og forestiller man sig, at f.eks. Congo skal tage alle de asylansøgere, som har været omkring DK? Det vil de da ikke. Og bør heller ikke.

En central del af udspillet falder sammen heromkring, som jeg ser det. Men måske har jeg overset noget?

Citatet er her:

”Hvis man tilkendes asyl, har man naturligvis krav på beskyttelse. Derfor skal Danmark indgå en aftale med FN om, at de, der tilkendes asyl, overføres til FNs flygtningeorganisation UNHCR. FN skal så enten sikre, at man integreres lokalt i det land, hvor modtagecentret ligger.

Eller at man bliver overført til en af FN’s flygtningelejre. Det afgørende er, at man bringes i sikkerhed fra den konflikt, man er flygtet fra. Det forudsætter et stærkt FN. Det kan vi sikre ved, at Danmark mere end dækker de udgifter, der er forbundet med, at FN overtager ansvaret for de flygtninge, der har fået tilkendt asyl i modtagecentret.

Hvis man får afslag på sin ansøgning om asyl, har man ikke behov for beskyttelse eller udsigt til lovligt at få ophold i Europa. Man sendes derfor hjem til det land, man kommer fra.”

Man må tage de folk, som har krav på asyl til landet. Men hele den omstændelige proces vil nok gøre, at antallet af asylansøgere af sig selv vil aftage.

 

B.

En anden ting, jeg er virkelig kritisk overfor, er, at flygtningefamiliers børn skal tvinges i vuggestue. Vuggestuer er et frit pædagogisk sted, en åndsbastion, som svarer til universitetet, når det er bedst. Og man tvinger da heller ikke folk på universitetet. Det er et eksempel på det, jeg mener med presset på den pædagogiske frihed. Et andet eksempel er, at man ikke kan lave frie seminarier, fordi DF og andre er bange for, at der så kommer et muslimsk seminarium.

Men ok, man kan jo også opfatte vuggestuen som et sted, hvor KL-robotter – initieret af radikale KL-politikere – skal gå rundt og rydde op og skifte ble, mens pædagogerne forløser alle børnenes ”integrationspotentialer”, som en person fra de radikales ledelse udtrykte det i går, mens tårerne løb ned af kinderne som små dræbersnegle. Det er da ikke en måde at omtale et andet menneske på. Især ikke hvis vedkommende og hans familie flygter fra krig og ødelæggelse. De radikales ”humanisme” er en ”radikal anti-humanisme”. I modsætning til Enhedslisten og Alternativet, som bare ikke kan se problemet, hvilket jeg altså godt kan, selvom jeg også er humanist.

De radikale vil teknificere hele landet. Det er derfor, de ikke har problemer med integration. Alle er lige for de ”søde og læringsadaptive” robotter, for de amerikanske velfærdsøkonomer og for den totalt anti-nationale Jean-Claude Juncker fra Luxemburg.

Efter at have læst Socialdemokraternes udspil, skrev Morten Østergaard en lang smøre, hvor der intet stod, og han delte det overalt. Han optog også en video, hvor han fortalte, at nu ville han gøre noget for alvor. Hvad gjorde han? Han tog sin mappe og gik en tur. Han ville snakke med en eller anden. Han plejer ellers at snakke med produktivitetskommissionen og Juncker. Måske møder han en robot fra KL, som kan optimere hans integrationspotentiale?

 

C.

Jeg går heller ikke ind for, at der indføres et generelt forbud mod diverse beklædningsgenstande. Man må have lov til at gå en tur på strøget i sin nystrøgne burka. Det er den slags velfærdsdogmatisk tvang af ånden, som er forskrækkelig. Men burkapigen skal naturligvis lette på låget, hvis hun modtager undervisning eller skal have pas etc., og jeg forbeholder mig også ret til at synes, det er synd for hende, selvom jeg aldrig vil sige det til hende, når vi indleder en samtale om det ene eller det andet emne.

Link til udspil:

http://www.socialdemokratiet.dk/media/7011/en-udlaendingepolitik-der-samler-danmark.pdf

 

9. d. 6. februar: Folkeskolen mod reformen 

Bogen ”Folkeskolen efter reformen”, som er redigeret af Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Claus Holm, udkom i 2015.

Sten Larsen anmeldte bogen på Folkeskolen.dk i sin tid, og jeg er helt enig med ham, når han skriver følgende:

”Bogen er interessant, fordi den i ekstrem grad er et tidsdokument for hele selvforståelsen, rosen og argumentationen i og omkring skolereformen, herunder forenklede Fælles Mål. Bogen lever i sit eget skolereformunivers, i så stor udstrækning at den egentlig fremstår som en slags fiktion. Og det er selvfølgelig ikke tilfældigt. Bogen vil være guf for alle taleskrivere i Undervisningsministeriet, fordi den netop er så kritikløs og selvkritikløs. Her vil kunne copypastes i den helt store stil til eventuelle begejstringstaler.”

Her vil jeg blot henlede opmærksomheden på en artikel af Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen, som hedder ”Målstyring: nye fælles mål”.

Artiklen er – nej, ikke en diskussion – men derimod en decideret forklaring på det nye målsystem, som de to forfattere selv har stået for at udvikle, koordinere og styre for ministeriet.

Artiklen er interessant, fordi den også spiller en rolle i Keld Skovmands hudfletning af sagen. Skovmands pointe er, at Rasmussen og Rasch-Christensen udnytter situationen til at gennemføre deres helt egen dagsorden, som ikke har rod i det materiale, som deres artikel ellers henviser til. Skovmand finder en række fordrejede referencer til både EU’s målsstruktur, til Ontario-forsøgene, til de taksonomiske niveauer og til en bestemt tekst af Morizano og Locke fra 2013.

Sten Larsen omtaler Rasmussen som ”reformens hovedarkitekt”. Det samme udtryk brugte man sjovt nok i Esbjerg kommune, da man skulle have besøg af Rasmussen i 2014. Det er hans ånd, der flyder ned gennem siderne, så det er en god betegnelse.

Sten Larsen undrer sig også over, at Rasmussen i bogen legitimerer skolereformen med henvisning til Humboldt. Det samme gjorde Peter Kemp – altså undrede sig – i bogen ”Løgnen om dannelse”. Jens Rasmussen havde nemlig få år forinden, i 2011, kritiseret Humboldt for at være totalt outdated i forhold til reformens principper. Men allerede fra 2013 hed det sig pludselig, at skolereformen var en ”ren Humboldt”. Kemp siger, at Rasmussen blot er ”strategisk” (s.23), og det er jo ikke just en ros.

Man kan også gå ind på UVM’s hjemmeside under ”Læring og læringsmiljøer”. Her angives en og kun en almendidaktisk form, nemlig Læringsmålstyret Undervisning, dvs, læringsoptimering uden reference til indhold og formål. Og det er Jens Rasmussen, der angives som den eneste ekspert. Interviewet har nu ligget der i årevis, og denne didaktiske model står overalt i fagbeskrivelserne.

Men Rasmussen har – sagde han den anden dag – aldrig haft noget at gøre med skolereformen, og han er altså også vild med Humboldt og dannelse, kan vi forstå. Så både Kemp og Skovmand tager helt fejl? Så ved man da lige det. Måske vil Kemp mene, at det er strategi x 2?

Links:

Sten Larsens anmeldelse: https://www.folkeskolen.dk/…/historisk-vaerk-om-skolereform…

Esbjerg Kommune: http://www.esbjergkommune.dk/forside.aspx…
https://uvm.dk/…/laering-og…/laeringsmaalstyret-undervisning

Omtale af Kemps diskussion af Rasmussens brug af Humboldt: http://www.thomasaastruproemer.dk/peter-kemps-opgoer-med-ha…

Læringsmålsstyret undervisning på UVM.dk: https://uvm.dk/folkeskolen/laering-og-laeringsmiljoe

Her er et foredrag af Rasmussen om skolereformen fra 2013:http://pure.au.dk/…/ny-folkeskolereform-en-grundlaeggende-r…

 

10. d. 7. februar: Om Red Barnet

Dengang Helle Thorning-Schmidt blev direktør for det internationale Red Barnet, tænkte jeg mit. Hun stod trods alt i spidsen for en regering, som ville læringsoptimere alle landets børn i økonomiens tegn.

Men ok, tænkte jeg så, det der med Red Barnet handler nok mest om fattige i Afrika, og det kan hun vel finde ud af. Så jeg fortsatte mine månedlige indbetalinger i en god sags tjeneste.

Men sørme om ikke den tidligere statsminister alligevel sætter sit præg på sit hjemland. Nu er Red Barnet gået i ind i det såkaldte Småbørnsløfte, som kører fuldstændigt efter skolereformens læringsprincipper. Tænketanken DEA er blandt initiativtagerne. Og EVA er også med. Sikre tegn på dårligdomme.

Så nu har jeg altså stoppet indbetalingerne til Red Barnet helt. Der er jo ingen grund til ligefrem at genere landets børn med misforståede gode gerninger.

Børnehaver skal ikke forberede til skolen. Og da slet ikke forberede til læringsskolen.

Børnehaverne skal give barndommen en egen livsfylde. De skal forberede til videre leg, så læringsskolen ikke kan finde sted, og så den kan nedbrydes. Dvs. at børnehaverne skal gøre det svært at komme i læringsskole. På sin vis skal børnehaverne skal gøre børnene inkompetente.

Børnene skal opdrages til ikke at følge lærernes læringsmålsideologi. Børnehaverne skal give læringsskolen opdragelsesproblemer, så skolen kan blive til en skole, dvs. et levende kundskabssted fyldt med frie historier.

http://xn--smbrnslftet-y8a2we.dk/hvem-er-med/

 

11. d. 7. februar: Et lærerseminarium

Seminariet ligger ude på landet, gerne ved skoven, i et gammelt og smukt hus, hvor lærere og studerende bor og spiser sammen. Uddannelsen tager 5 år, og der optages to klasser, dvs. 50 elever, om året.

Hver morgen går man en tur i skoven og på engene. Man fodrer dyrene, og man synger sange, som skal være ældre end den ældste studerende. Bagefter er der fortælling fra den danske og europæiske historie og liv.

Ugens faste almene fag er følgende:
Pædagogik
Psykologi og jura
Idræt og kappestrid
Sang og musik
Kunst og tegning
Landbrug, håndværk og økologi
Fortælling og samtale
Industri og arbejde

Dertil kommer skolefagene, især dansk, engelsk, tysk, international litteratur og kunst, madkundskab, husgerning, geografi, fysik/kemi, matematik og astronomi, filosofi, religion/kristendomskundskab.

Brugen af lærebøger minimeres/fjernes. Hellere to sider fra et værk end 50 sider fra en introduktion.

Der er særlige rum til de tekniske kundskabsområder. I stave/skrive- og læserummet er der f.eks. farvestrålende tæpper, og man går uden sko. Her studerer man sprogets grammatik og stavning i rytmiske og gentagende forløb. Pigerne har sminket sig i dagens anledning, og drengene har strøget deres skjorter. Så sidder de der og staver og diskutere den ene og den anden metode, mens de forfiner deres håndskrift.

Dagen afsluttes med en fremvisning af dagens arbejde i en form for udstilling, et fair. Til sidst er der lejrbål, hvor man spiller guitar og holder hinanden i hånden, mens flammerne slikker fra jord til himmel.

Der er stort set ingen IT på skolen. Heller ikke lommeregnere. Intet der kan snyde. Til gengæld er der masser af værktøj, instrumenter og genstande fra nær og fjern i tid og rum.

Der gives karakterer for de store arbejder, men karaktererne noteres ingen steder.

Der er ansat en koordinator og to sekretærer til at stå for administrationen. Det må være nok.

Kosten er simpel og sund, og værelserne er uden luksus. Dog med kvalitets-hifi.

Der er lejrskole hvert år.

Man ser kun fjernsyn, når der er Nyheder, x-faktor og melodi-grandprix. Men der ligger aviser, bøger og tidsskrifter overalt.

Der er altid internationale gæster på skolen. Det generelle sprog er dansk, men man er naturligvis hjælpsom til det yderste og øver sine sprogkundskaber. Har man f.eks. en syrisk elev, så oprettes et kursus i syrisk kultur og sprog og tilsvarende med andre nationaliteter. Ordet “integration” er forbudt.

Hvert år er der 3 ugers praktik på en tilstødende øvelsesskole, hvor man undersøger og eksperimenterer med, hvad en pædagogisk praksis er efter den studerendes egne ideer. To af årene er der 10 ugers praktik i en almindelig folkeskole, som gerne skulle fremstå nærmest uforståelig.

Der er tre elevtidsskrifter af forskellig observans, som udkommer fire gange om året. Derudover er der et skoledagblad og et årsskrift. Der er også forårskoncert og årlige teaterstykker, hvor seminariet åbnes for alle.

Man er i faste klasser med faste lærere i de forskellige fag. Man bliver en elev af en bestemt lærer, selvom man ikke kan lide det, han siger. Man kan dog skifte klasse, hvis følelserne skulle blive for stærke. Et skifte ledsages af et ritual af en art, f.eks. hvor den gamle lærer fører eleven hen til den nye lærer.

Der er ingen særlig valgfrihed, undtagen ved stort anlagte projekter, som afvikles to gange om året. I projekterne rejser man rundt i hele landet og har fuld rådighed over moderne teknologi. Her går der hul på skolen, og man undersøger og fotograferer byens lag og forskydninger.

Øverst på formularen

 

12. d. 8. februar: Keld Skovmand svarer Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen

Jeg vil blot gøre opmærksom på, at Keld Skovmand i dag adresserer Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens fugleflugt. Det sker på Skovmands egen knastørre facon og med henvisning til forskellige aspekter af argumentationen i hans afhandling, som Rasmussen og Rasch-Christensen endnu ikke har vist tegn på at have læst.

https://skoleliv.dk/debat/art6329691/Nej-der-er-ikke-forskningsm%C3%A6ssigt-bel%C3%A6g-for-den-danske-version-af-l%C3%A6ringsm%C3%A5l?utm_campaign=skoleliv&utm_content=08-02-2018&utm_medium=newsletter&utm_source=skoleliv

 

14. d. 8. februar: Drama i Aarhus?

Jeg tror nok, vi har et lille drama her i letbanens by:

I 2016 investerede kommunen et millionbeløb i en ny læringsplatform hos KMD med synlig læring og det hele. Året efter skiftede man til konkurrenten MinUddannelse, hvilket nok også kostede det ene og det andet.

Der skulle dataficeres, og mange skoler kom desuden med i et kæmpe Mærsk-finansieret dataprojekt, der heller ikke så for kønt ud.

Men nu siger den splinternye SF-rådmand Thomas Medom, som selv er lærer, stop. Han siger, at man i Århus nu pludselig ikke mere arbejder målstyret, og at skolerne nu selv må bestemme, om de vil arbejde med læringsplatforme. Hvad der nærmere er sket, skal jeg ikke kunne sige, men det er da ”bår dajlit”, som vi siger herovre, selvom det da også er lidt en skandale, er det ikke? Men Medom skal naturligvis have en cyber-krammer.

Medum erklærede i første omgang, at han ville søge ministeriet om dispensation. Den fik han dog på stedet og på bedste Trump-maner af Merete Riisager på selveste twitter, så nu skulle den være god nok.

At det skulle være så let kommer vist bag på alle. Men ifølge Riisager er kommunerne tvunget til at købe en læringsportal, men man behøver ikke at bruge den til noget. Det er den slags logik, jeg tidligere har kaldt for ”undervisningsministeriets logiske sammenbrud”. Desværre kan jeg ikke finde tweetet igen. Måske er det slettet? Måske ligger det i en eller anden mærkelig tråd? Eller spiller min hukommelse mig et puds?

Det paradoksale er så, at Medoms ”chef” – eller hvad man nu skal kalde det – nemlig borgmester Jacob Bundsgaard, er blevet formand for KL, som jo er helt vildt dataficeret. Men lad os håbe, at Medums pludselige aktion kan påvirke Bundsgaards KL og dermed også STIL, brugerportalsinitiativet og så videre ud i cyberspace til at nedlægge sig selv.

Links:
Om Aarhus’ aftale med KMD: https://www.aarhus.dk/…/Aarhus-skoler-tager-et-digitalt-kva…

Om skiftet til MinUddannelse: https://www.folkeskolen.dk/…/aarhus-skifter-laeringsplatform

Thomas Medum om sin beslutning: https://www.folkeskolen.dk/…/aarhus-letter-speederfoden-fra…

Journalistisk omtale af Medums beslutning: https://www.folkeskolen.dk/…/aarhus-soeger-dispensation-fra…

Rapport fra situationen i Aarhus januar 2017: http://www.thomasaastruproemer.dk/datainformeret-laeringsma…

Omtale af MinUddannelse: http://www.thomasaastruproemer.dk/minuddannelse-og-et-logis…

Folkeskolen.dk omtaler SF og Riisagers reaktion (tilføjet senere):
https://www.folkeskolen.dk/…/riisager-jeg-kraever-ikke-at-i…

 

14. d. 8. februar: Lidt seminarie-ideer

Hvor skal seminarierne ligge? Og hvordan skal lederuddannelsen se ud?

Når vi nu en dag er sluppet af med de forfærdelige UC’er, som intet godt gør for landet, så er det tid til at drøfte seminariernes egenart og placering.

I går fortalte jeg om lærerseminariet, og pt. sidder jeg og arbejder på en beskrivelse af hhv. børnehaveseminariet og socialpædagogisk seminarium, som jeg vil fortælle mere om senere. Børn under 2 år bør være hjemme hos mor og far, som får 2 års orlov, som de selv kan fordele. Staten betaler via dyrere biler.

Men hvor skal vi placere de nye seminarier:

Lærerseminariet:
Det skal ligge på landet i skovbrynet. Det er kundskabernes, traditionens, naturens og kønnenes sted. Her lærer man en form for fjern inkompetence.

Børnehavepædagogseminariet:
Det ligger i en forstad af højere middelklasse, hvor der er fyldt med klaverer og bøger. Det er poesiens, musikkens, indretningens, materiens og hjemmets sted, hvor friheden iagttages og anerkendes. Det er en slags kunstig natur. Hovedfaget handler om at producere legegaver. Her læser man romaner og poesi og tekster fra børnehavens tradition.

Socialpædagogisk seminarium:
Det ligger på industrigrunde, i arbejderklassekvarterer, i ghettoer og på forladte jernbanearealer. Det er skrammologiens og den sociale retfærdighedens område. Det er råbets og kampens sted. Her bruger man teknologi til politiske og sociale formål, og man læser social og kritisk sociologi og litteratur om psykologisk og social undergang (f.eks. Tom Kristensens ”Hærværk” og Yahya Hassan). Man samler brokkerne til nye produkter.

Der er også en lederuddannelse. Den varer et år og er fælles for alle tre uddannelser. Her lærer man tre ting:

1. At afvise alle forsøg på læringsmaksimering og datastyring. Lederen er som en garder, der står fast og siger nej til alt. Der er afsat 10 minutter hver dag til at grine af KL og UC’er. Man producerer vitser, som lægges på hjemmesiden. På dette modul læses skrifter af tidligere modstandsfolk som Inger Merete Nordentoft, Kaj Munk og Martin A. Hansen, og man ser film om Churchill og lignende.
2. At få pædagoger og lærere til at diskutere alle mulige kulturelle, videnskabelige og pædagogiske emner. Tidsskrifter og aviser flyder overalt, og dagen starter med diskussioner af offentlige anliggender. En dag uden uenighed, bør bekymre lederen. Her læses oplysningsskrifter af f.eks. Immanuel Kant.
3. At gå rundt og skabe lidt god stemning det ene og det andet sted. Gi en isvaffel her og der.

Lederne lærer ikke mere end det.

 

15. d. 9. februar: Kurt Strand om Lockouten i 2013 

I dagens Mennesker og Medier indleder Kurt Strand med en lang og meget interessant reportage om lockouten af lærerne i 2013. Her kan man – som noget nyt – høre, hvordan finansministeriet lagde et voldsomt pres på både journalister og forskere for at få sagen fremstillet efter ministeriets interesser.

Der er også opsamling på mange af situationens andre aspekter, f.eks. af “Søren og Mette i benlås”, Thorning-Schmidts “fortalelse”, samt en række interviews med redaktører fra DR og Politiken, som er de to journalistiske hovedskurke i sagen.

Vi er i skolereformens maskinrum.

https://www.dr.dk/radio/p1/mennesker-og-medier/mennesker-og-medier-2018-02-09

 

16. d. 10. februar: BUPLs strålende aktion

BUPL har i mange år ført en stærk samarbejdslinje i forhold til den dominerende pædagogiske tænkning. Det har ikke været rart at følge med i. Men det er måske slut nu?

Men hvad er der sket? Jo, BUPL har slet og ret forladt den læringsideologiske og DEA-initierede Småbørnsalliance og dermed også det aktuelle initiativ Småbørnsløftet.

Tilsyneladende er det af ren og skær pædagogisk indignation.
BUPL vil naturligvis gerne have flere penge til børneområdet, men er simpelthen uenig i Småbørnsalliancens børnesyn. De danske pædagoger siger dermed fra over for læringsdiskursen i den særlige James Heckman/DEA afart, som har udviklet sig i toneangivende velfærdsøkonomiske og politiske kredse – fx hos socialministeren -, hvor småbørnspædagogik måles i forhold til fremtidig afkast.

Jeg er meget glad for BUPLs aktion. Det var af samme årsag, jeg stoppede mine indbetalinger til Red Barnet, som også er med i alliancen.

Men hvem er det egentlig, som BUPL mener er med til at fremme et børne- og udviklingssyn, som ikke lever op til de danske pædagogers frie faglige blik og pædagogiske standarder?

Her er et udvalg af de personer, som er med i Småbørnsalliancen, og hvis børnesyn BUPL dermed implicit kritiserer:

Agi Csonka, direktør i VIVE
Arne Eggert, direktør i KL
Benedicte Kiær, Borgmester og tidligere socialminister
Camilla Wang (rektor, UC-Absalon)
Claus Hjortdal (formand for skolelederforeningen)
Jonas Lindholm (generalsekretær i Red Barnet)
Hanna Line Jakobsen (præsident i Røde Kors)
Gurli Martinussen (direktør i Tryg-fonden)
Louise Gade (UC-VIA)
Fie Lademann (Rådet for Børns Læring)
Mikkel Haarder (direktør i Evalueringsinstituttet)
Morten Skov Hansen (kanaldirektør for DR-Ramasjang/ultra)
Stina Vrang Elias (direktør i DEA)

Jamen, det er jo den antipædagogiske understrøm, dvs. EVA/VIVE/KL/UC/DEA mm.? Alle dem, der skriver ”forsknings”-rapporter med udgangspunkt i 00’ernes og skolereformens slugter. Og så har man endda fået nogle naive velgørende institutioner med på ideologien. Og bemærk DR-chefen. DR-Ramasjang ledes af læringsideologi. Det er den moderne version af de “røde lejesvende”.

Niels Christian Barkholt fra Socialrågiverforeningen er også med. Men med BUPLs initiativ går jeg ud fra, at Barkholt forlader gruppen inden for en uge. Nu må vi se. De andre må naturligvis også meget gerne få sig et ordentligt børnesyn, så små børn kan være små børn og ikke små afkastmaskiner.

Og så er det da skønt, at BUPL er holdt op med at indgå “strategiske alliancer”, som er imod danske pædagogers interesser, og som fratager dem deres frie sprog. Lige i dag er der lighedstegn mellem BUPL og PÆDAGOG.

Links:

BUPLs nye liv: https://bupl.dk/…/derfor-holder-bupl-sig-ude-af-smaaboerns…/

Medlemmer af Småbørnsalliancen: https://dea.nu/smaaboernsalliancen-initiativ-dea-egmont-fon…

 

17. d. 10. februar: Imod læringslighed

I opdragelsens navn ønsker den ene og den anden at optimere noget, de kalder for “læringslighed”, og dermed bryde noget de kalder for “den sociale arv”.

Men det er desværre en logisk umulighed. Ja, denne forståelse af ”opdragelse” vil faktisk undergrave opdragelsens hele begreb og praksis og dermed samfundets frie og naturlige udvikling.

Det skyldes følgende: Opdragelse kan defineres som den ene generations frie påvirkning af den næste. dvs. en form for indvielse til noget, som opfattes værdifuldt. Dermed kommer vi ud i en modsætning på to måder:

1. ”Frihed” er det modsatte af ”læring”, som pt defineres teknisk/kausalt.
2.  ”Påvirkning” er det modsatte af ”lighed”, som pt. defineres som samme præstationer i nationale tests eller lignende.

Vil man have læringslighed, så fjerner man altså både påvirkning og frihed, og derfor fjerner man også opdragelsen. Man får statsbaseret læringsoptimering fra fosteret og frem.

Det er konsekvensen af James Heckmanns filosofi, som gentages overalt, f.eks. hos KL og i forskrækkelige ”Børnealliancen”, som landets pædagoger heldigvis har meldt sig ud af.

Opdragelse er trykket fra slægtens, stedets og landets fortællinger, som et barn skal komme til syne i. Og i krydset mellem tryk og tilsynekomst har vi den løbende pleje af eksistensen, dvs. kærlighed.

Den familie og slægt, som ingen fortællinger har, kan ikke opdrage. Til gengæld kan den producere læringslighed til den store guldmedalje.

Derfor bør vi på det nænsomste kultivere den sociale arv, så den kan udtrykke sig til det fælles bedste. Hvad det giver af statistiske udslag i diverse statsansatte tests er TOTALT ligegyldigt.

At bryde den sociale arv på den måde, det pt. konciperes, er at bryde opdragelsens hele praksis. Og at forårsage dette brud sammen med et ideal om læringslighed er at bryde opdragelsens praksis en gang til.

 

18. d. 10. februar: Socialdemokratiet truer Folkekirkens Nødhjælp med retssag 

Finansministeriet lagde i 2013 pres på frie forskere i forbindelse med “normaliseringen” af landets pædagogik. Dengang var ministeriet under socialdemokratisk ledelse (Corydon). Det fortalte Kurt Strand om i gårsdagens Medier og Mennesker.

Og i dag har Socialdemokratiet truet Folkekirkens Nødhjælp med intet mindre end en retssag, fordi sidstnævnte organisation havde citeret fra en socialdemokratisk kampagnevideo, hvor Mette Frederiksen sådan rigtigt kommunikationsagtigt fortæller om partiets nye indvandrepolitik.

Heldigvis valgte Folkekirkens Nødhjælp at fortælle om det socialdemokratiske pres på organisationens facebook-profil, og så trak Socialdemokraternes Peter Hummelgaard i land. Men først da! Og med en slatten og henkastet begrundelse uden virkelig anger.

Hvis Folkekirkens Nødhjælp ikke havde fortalt om sagen, så kunne Peter Hummelgaard og hans latterlige parti jo have sat sig på diskussionen af deres indvandre-udspil uden modstand.

Og nu har Peter Hummelgaard inviteret på “kaffe”. Helt ærligt. Tror han, at han er sådan en slags chef? Den slags sager bør da få politiske konsekvenser i partiet.

Det er tydeligvis ikke hverken første eller anden gang, at Konkurrencepartiet praktiserer den slags overgreb på landets borgere. Denne gang blev det så bare lige afsløret.

Desværre har Nødhjælpen sagt ja til kaffen.

Folkekirkens Nødhjælps video cirkulerer nu på twitter, så nu er Konkurrencestatspartiet helt til grin.

 

19. d. 12. februar: Homo economicus i WA

A.

D. 2. februar skrev Mikael Busch indlægget ”Homo economicus” i Weekendavisen. Busch kritiserede menneske- og uddannelsessynet hos landets økonomer, især hos Produktivitetskommissionen og endnu mere især hos Rockwoolfonden, som netop har udgivet en rapport om forholdet mellem uddannelse og økonomisk afkast.

I dagene efter var der, i lidt forskellige klæder, støtteerklæringer til Busch fra RUC’s rektor Hanne Leth Andersen og fra historikeren Henrik Jensen.

Og i WA fra d. 9 februar – altså i fredags – var der flere reaktioner:

 

B.

Klaus Wivel havde på lederplads en uforbeholden støtte til Busch. Lederen starter sådan her:

”Det er ikke produktivt at være humanist, fik Rockwool Fonden i sidste uge fastslået. Faktisk ville det være langt mere givende, hvis unge søgte at uddanne sig som ingeniører i stedet for at søge ind på brødløse fag som litteratur, filosofi eller oldgræsk. Fonden regnede det ud for os i rapporten ”Afkast af uddannelse”: hvis 10.000 blev ingeniører frem for humanister, ville velfærdsstaten kunne indkassere adskillige milliarder mere.

Overflødige er de således på det nærmeste – eller i hvert tilfælde asociale. Der er i sammenligning med eksempelvis businessfag for ringe ”værdiskabelse”, som det i Fondens rapport blev noteret. Det skulle forstås som ”den producerede mængde og markedsværdien af produkt/tjenesten” – skrevet på et sprog, der muligvis er dansk, men hvis ophavsmand i hvert tilfælde ikke kan anklages for at have tilbragt særlig lang tid på fag, hvor man går op i at skrive forståeligt”.

Derpå gennemgår Wivel forskellige aspekter af den danske
kulturhistorie, og han konkluderer:

”Nødvendige er humanister således. Også selv om de sjældent honoreres med lønninger, der skæpper det store i statskassen”.

Altså en klar og uforbeholden støtte til Busch, Andersen og Jensen.

 

C.

Christine Antorini kom også på krigsstien i samme avis. Hun taler først summarisk og nedladende om Buschs indlæg via tre retoriske markører, som læseren selv kan finde nederst i mit opslag, hvor jeg har citereret hele læserbrevet.

Antorini tilslutter sig på den måde til fulde det menneskesyn, som ligger i Rockwool-rapporten.

Derpå kaster hun sig over, hvad hun mener er en faktuel fejl, som handler om, hvorvidt Corydon var tilstede, dengang skolereformen blev præsenteret.

Til sidst klør Antorini på med nogle af skolereformens teknikaliteter. Men Busch taler om jo om reformens grundsyn. Den slags diskussioner er Antorini ude af stand til at adressere, og det bekræfter jo på sin vis hele Buschs pointe.

Det er yderst sigende, at Antorini på den måde forbinder Rockwools kultursyn med skolereformen. Det er også sigende, at hun undgår hele diskussionens substans til fordel for et detailspørgsmål og nogle almindeligheder. Det er skolereformens ånd, der svæver lige der.

 

D.

Endelig er der et indlæg af en Mogens Fosgerau, som er professor i økonomi på KU. Fosgerau mener, at Buschs lange og grundige indlæg er helt uden argumenter, og at avisen burde finde en anden skribent i stedet for.

Wivel leder, som jo helt understøtter Buschs argumentation, er heldigvis et direkte og negativt svar på det forslag.

Men det er mærkeligt, at Fosgerau ikke finde noget som helst tankevækkende i Buschs indlæg? Det tegner ikke godt for den økonomiske videnskabs almene horisont efter min mening.

 

Referencer og links:

a) Mikael Busch: “Homo economicus”, WA, d. 2. februar.

b) Klaus Wivel: ”Humanister”, WA, d. 9. februar.

c) Christine Antorini: ”Homo economicus 1”, WA, d. 9. februar.

d) Mogens Fosgerau: “Homo economicus 2”, WA, d. 9. februar.

e) Link til Rockwool Fondens rapport: https://www.rockwoolfonden.dk/…/mere-uddannelse-giver-hoej…/

f) Hanne Leth Andersen: ”Nej, revisorer og økonomer kan ikke redde verden helt alene”, Politiken.dk, d. 6. februar: https://politiken.dk/…/Nej-revisorer-og-%C3%B8konomer-kan-i…

g) Henrik Jensen: ”Det åndssvage samfund: specialister uden ånd, sensualister uden hjerte”, JP, d. 6. februar: https://jyllands-posten.dk/…/det-aandssvage-samfund-special…

h) Her er Antorinis læserbrev, som er et slags forskningsobjekt for mig, i fuld længde:

”Homo economicus 1
Mikael Busch har et flammende indlæg mod det, han kalder Homo economicus i debatten om de videregående uddannelser. Det skyldes, at Rockwoolfonden har tilladt sig at have et kapitel om makroøkonomiske konsekvenser af uddannelsesvalg med i en ny rapport.

Som trumf på Mikael Buschs aversion mod at tænke uddannelsesøkonomi med som en legitim faktor i forhold til kompetencebehovet i samfundet, tager han folkeskolereformen som et eksempel.
Som han skriver: »Det var næppe tilfældigt, at den store folkeskolereform i 2013 blev præsenteret af den daværende finansminister Bjarne Corydon og ikke undervisningsministeren, Christine Antorini.«

Men det var nu mig, der præsenterede folkeskolereformen på regeringens vegne ved et pressemøde i Undervisningsministeriet d. 4. december 2012. Og selvom Bjarne Corydon havde været med, skulle den vel bedømmes på sit indhold. At seks ud af otte af Folketingets daværende partier, nemlig S, SF, R, V, K og DF, stod bag reformen borger forhåbentlig en lille smule for et bredere indhold end homo economicus.

Det er i øvrigt en reform, der bygger på visionen om at udvikle en folkeskole, hvor alle børn bliver så dygtige som muligt uanset social baggrund. Og med trivslen i top. Med bedre plads til både håndens og åndens kundskaber og færdigheder. Tværfaglige virkelighedsnære projekter sammen med det omgivende samfund i Åben Skole. De humanistiske fag engelsk allerede fra 1. klasse og tysk eller fransk fra 5. klasse med vægt på både fremmedsprog og kulturforståelse.
Bevægelse igennem skoledagen, fordi det er sundt, motiverer eleverne, styrker fællesskab og trivsel – og gør dem dygtigere også til de teoretiske fag.

Jeg kunne nævne flere eksempler på en folkeskole, der er alt andet end homo economicus men homo livsduelighed.

Men nogle gange løber fordommene åbenbart af også med Weekendavisens skribenter.”

 

20. d. 13. februar: Et fritidshjem

I gamle dage fandtes der en fritidspædagogisk uddannelse, som fortrinsvis var rettet mod de såkaldte fritidshjem.

Uddannelsen var ligeså lang som børnehave- og socialpædagoguddannelsen. Alle tre uddannelser blev slået sammen i 1993.

Fritidshjemmene eksisterer stadigvæk rundt omkring, men der er ikke mange tilbage. Der er f.eks. ikke nogen i Aarhus, så vidt jeg ved? Vores eget lokale fritidshjem lukkede sammen med de andre i 2008. Der var store demonstrationer nede ved rådhuset.

Fritidshjemmene var steder, hvor børn fra 0.-7. klasse kunne lave, hvad de og pædagogerne havde lyst til mellem kl.12-17, dvs. efter skoletiden. Der var også børn før skoletid, mellem kl. 6.30-8.

Man spillede bold og brætspil, man havde værksteder, man hyggede, man arrangerede det ene og det andet, og man interagerede med lokalsamfundets mere eller mindre skæve eksistenser. Skolen var derimod en fjern og ligegyldig verden, som man sjældent talte om.

De første fritidshjem var især for byens arbejderklasse-børn. De skulle holdes beskæftiget med frie sysler, men siden hen fængede ideen hos middelklassen, og fra omkring 1970 til 2005 var fritidshjemmene nok den mest almindelige fritidsinstitution i landet.

Jeg vil tro, at der var en eller anden forbindelse mellem byggelegepladsen og fritidshjemmene. Det var et skrammologisk sted og hjem, dvs. et sted hvor man sætter ting og sager sammen, som man finder. Et Hjem for den nye Frie Tid. Men jeg har ikke helt tjek på den præcise historie, må jeg indrømme. Det må jeg lige finde ud af.

I 1993 opløste man som sagt fritidspædagoguddannelsen, og fritidshjemmene mistede en livsnerve. I stedet udviklede man en afdanket form for fritidspædagogik på de såkaldte skolefritidsordninger (SFO), hvis blotte navn jo er en ren og skær fornærmelse.

”Fritid” blev til ”skolefritid”, og ”hjem” blev til ”ordning”. Og nu var man ikke mere ”fritidspædagog” i en selvstændig pædagogisk institution, men ”skolepædagog” i en skolerelateret og funktionsopdelt skoleafdeling. Men SFO’erne videreførte dog lidt af ånden, eftersom de gamle fritidshjemspædagoger jo fulgte med over. Men ånden var person- og ikke institutionsbåren, hvilket er en kæmpeforskel.

Efter reformerne af folkeskolen og pædagoguddannelsen i 2013 er fritidspædagogerne havnet som en moduliseret skolespecialisering på den fragmenterede pædagoguddannelse, og dermed er selv SFO’erne, der selv var en decimering, nu decimeret.

Vi har fået en heldags-læringsskole, og så er der jo ikke så meget fritid. Derfor er de fleste ”skolepædagoger” nu blevet læringsmedhjælpere. De laver understøttende læringsoptimering i skoleklasserne under lærerens didaktiske ledelse. Antorini kalder det ”samarbejde” mellem lærere og pædagoger. Det er en ren og skær fritidspædagogisk forfaldshistorie efter min mening, og jeg savner i dette tilfælde decideret de gode gamle dage; på samme måde, som man kan savne en afdød ægtefælle.

Så vi skal altså have fritidshjemmene tilbage. Hvordan ser de ud? Her er lidt sammensurium af nyt og gammelt:

 

A.

I gamle dage var fritidshjemmene et sted, hvor børn tilbragte den nye fritid. Men i dag er børns fritid truet. Der er nærmest intet frit liv på gader og i gårdene, og læringsskolen breder sig langt ind i hjemmene. Hvis man skal lave et moderne fritidshjem, må det derfor have karakter af en slags tvangsinstitution, der skal åbne tidens fylde og frihed.

Forhåbentlig en lykkelig tvang.

 

B.

Fritidshjemmene skal være selvstændige institutioner, som er helt uafhængige af skolen. Der samarbejdes kun med skolen, hvis der er børn med særlige behov. Børnene må gerne lave lektier, men max 1 time, og der går en lidt fjollet pædagog rundt og smådriller. Han holder øje med, at børnene ikke tager det alt for alvorligt. Hvis lektierne har noget at gøre med ”læringsmål”, så er det ud af vagten. Den slags skal vi ikke have noget af. Tag en anti-læringscigar på fritidshjemmet, mens alle børn og pædagoger hånerlæringsmålsstyringen sådan rigtigt solidarisk.

Fritidshjem og skole skal være adskilt af mindst én asfalteret vej.

 

C.

Børn må ikke kunne komme i kontakt med sociale medier. De må ikke forlade deres sted. Der er derfor ingen mobiltelefoner eller trådløse netværk.

 

D.

Pædagogerne kan noget håndværk eller noget kunst, gerne sådan lidt af hvert, og de er lidt skæve og løjerlige personligheder. De kan lide at spille, tumle og bygge. De kan også finde på at arrangere en skakturnering med dem fra plejehjemmet. Sådan lidt ud i det blå. Endelig skal de kunne trøste og opmuntre en 10 årig, hvis tingene bliver lidt uoverskuelige og alvorlige. Pædagogerne må også gerne selv lade sig opmuntre af en 10 årige. Barn og voksen er sådan en slags venner. ”Forskning” er der ikke noget af, slet ikke hvis den er “praksisnær”.

Fritidspædagogen er livsklog, men højt uddannet. Han har gået 5 år på fritidspædagogisk seminarium sammen med gode håndværkere, sportsfolk og med lege- og bevægelsesglade kunstnere. De skal også have psykologi og etik. De skriver næsten ikke. De skal først og fremmest lære fritidshjemspædagogens fornemste dyd: At få alt til at ske ud af intet.

 

E.

Der er små håndværks- og musikværksteder, som børnene melder sig til, men de behøver ikke at deltage, hvis de ikke har lyst. Et par gange om året er der koncert, udstilling etc. for lokalområdet og for mor og far.

 

F.

Forældre kommer og går sådan lidt tilfældigt. Der er altid kaffe, og pædagogerne har god tid til en snak om stort og småt. Det er modsat skolen, hvor forældre i almindelighed ikke er særlig velkommende.

 

G.

Der er daglige samlinger i faste grupper på 20-25 børn. Grupperne hedder ”stuer” for at understrege det med ”hjemmet”. Det var denne hjemlighed, som mange SFO’er mistede via deres funktionsopdeling. Der er lidt Frøbel og lidt friskolestemning på disse stuer. Ja, lidt vikingeånd. Og hvem ved? Måske har de allesammen klædt sig ud en dag?

Stuerne har fire faste voksne: To uddannede pædagoger, en pædagogmedhjælper og en flexjobber, som er sød men også lidt ustabil.

Der synges, snakkes og spises af et godt hjerte, og der er fuld knald på fødselsdagssange og kagebageriet. Alle emner diskuteres, og ingen tvinges til aktiviteter, de ikke har lyst til.

 

H.

Der er årlige kolonier. Fritidspædagogerne ved hvad jeg snakker om. Det er noget ganske særligt. Pædagogerne må gerne ryge på kolonierne, og de kommer lidt sent i seng om aftenen. Det er altid godt vejr. Det kan tage en hel dag at lave en flitsbue, fange en muldvarp eller finde brænde til lejrbålet. Man laver også cirkus og natløb og den slags. De ældste børn, som jo er 14, kan hjælpe til med at arrangere natløbet. Så kan nogen af dem også blive lidt kærester.

 

I.

Der er ugentlige ture til byens steder og arbejdspladser. Her snakker man med arbejderne om alt muligt. Hvis det er en byggeplads, man besøger, så kan man jo bygge en lille mur? Bare som eksempel.

Faktisk er byggepladser og industriområder de meste besøgte steder. Måske også brandstationer.

Man må endelig ikke planlægge for meget. Der skal nok ske et eller andet. Der sker altid noget for en god fritidspædagog. Sådan af sig selv nærmest.

 

J.

Der er et computerrum, som barnet kan bruge i alt 2 timer om ugen. Der er tilmelding med liste og det hele. Her spiller man med hele verden. Når børnene kommer ud af rummet, står der altid en voksen, som spørger, hvad de har oplevet online. Og bagefter er det direkte ind til samlingen, hvor der jo synges, spises kage og alt det andet, jeg lige har nævnt.

 

K.

Personalet går i byen sammen hver fredag aften på kommunens regning. Det holder dem unge. Alle voksne er ansat i 30 timers stillinger. Det stimulerer til at lave nogle andre ting, og der er jo ingen børn mellem 9 og 12.

 

21. d. 14. februar: Niels Christian Sauer om læringsmålsstyringens logiske sammenbrud

Niels Christian Sauer fortæller i nedenstående blogindlæg om det, jeg har kaldt for læringsmålstyringens ”logiske sammenbrud”, dvs. hvordan der hele tiden gives modstridende meldinger på alle niveauer om tvangsmæssig/frivillig anvendelse af datalæring.

Ikke mindst citerer Sauer udførligt fra den såkaldte ”aftale om brugerportalsinitiativet” fra oktober 2014 (jeg tror det er derfra, er ikke helt sikker).

Aftalen handler om indførelse af læringsportaler mm, og her er der virkelig tryk på lærings- og datastyringen. Her er der ingen undtagelser eller modstridende meldinger, og der er heller ikke noget logisk sammenbrud. Der er kun totalstyring af landets læreprocesser.

Læs selv citaterne i Sauers fine indlæg. Der er slet ikke ministerielt styr på hverken pædagogik og heller ikke på datastrømmene, så vidt jeg kan vurdere det.

Følgende centrale aktører har underskrevet aftalen, så der er virkelig administrativt tryk på sagen:

KL
Finansministeriet
Undervisningsministeriet (formodentlig Styrelsen for IT og Læring)
Socialministeriet
Økonomi- og indenrigsministeriet

Der er også nedsat en ”styregruppe”, der skal ”sikre styring og fremdrift” osv..

Men undervisningsminister Merete Riisager skrev på twitter, at Aarhus Kommune ikke behøver at bruge læringsportalerne? Det må kommunerne/skolerne eller lærerne selv bestemme? Eller hvordan det nu er?

Siden tweetet har vi da heller ikke rigtig hørt noget fra Riisager. Hun har nok haft den ene og den anden KL’er og finansministerielle embedsmand i røret.

Jacob Mark fra SF er enig med Riisager, hvis hun da stadig er enig med sig selv. Og hvad siger rådmanden i Aarhus, Thomas Medom, til det hele? Og hans chef, Jacob Bundsgaard er endda formand for KL, som er med i Brugerportalsaftalen og alt det andet.

Et sted inde i denne dybe stat er der et stort tomt intet, som vil bestemme alt. Det er svært at slås med denne tekniske nihilisme.

Referencer og links:

NC Sauers indlæg: https://www.folkeskolen.dk/…/goer-laeringsplatformene-frivi…

Aftale om brugerportalsinitiativet (se link yderst til højre med original pdf-tekst). Der er også mange andre interessante uinteressante tekster: http://www.kl.dk/…/Brugerportalsinitia…/Digitale-laremidler/

Notat om brugerportalsinitiativet: http://www.kl.dk/…/Offentligt_notat_om_Brugerportalsinitiat…

Riisager og Mark om læringsportaler i Aarhus Kommune: https://www.folkeskolen.dk/…/riisager-jeg-kraever-ikke-at-i…

KL’s version af sammenhængen mellem lov, økonomiaftale og læringsdata-styring: http://www.kl.dk/…/Aftale-om-brugerportalsinitiativ-til-di…/

 

22. d. 16. februar: Artikel om Moderniseringsstyrelsen i Information

I dagens Information har Mette-Line Thorup en glimrende og grundig reportage om historien bag Moderniseringsstyrelsen og dermed også om finansministeriets magt og ideologi i samfundet.

Her kan man læse, at moderniseringsstyrelsen blev etableret af en nyudnævnt Bjarne Corydon i 2011 i hørmene fra finanskrisestemning og politisk-økonomisk 1990’erparadigme.

Den tredje ”hørm” var økonomificeringen af kundskabsbegrebet, men det kommer Thorup desværre ikke ind på. Derfor ser hun heller ikke forbindelsen til skole- lærer- og gymnasiereformen.

Thorup får fint dokumenteret den politisk-økonomiske tænkning, som ligger bag det hele, og som får enorme konsekvenser for overgrebet på landets undervisere i 2013 – den skrækkelige ”normalisering” – samt for hele forståelsen af arbejdsbegrebet, som er gået helt i stykker under bureaukratiets og styringsideologiens pres.

Desuden, hvilket jo hænger sammen med Corydons ”normalisering”, betyder Moderniseringsstyrelsens åndelige magt en fuldstændig teknificering og dermed nivellering af landets pædagogiske liv. Alt bliver til ”velfærd” og ”kvalitet” og “styring” uanset den pædagogiske og sociale materie.

Thorning-Schmidts centrale rådgiver, Noa Redington, giver sådan set Thorup ret i det hele, men synes bare at det er helt fint. Redington var også helt vild med Corydons ”normaliserings”-politik. Det er centrum-venstre ideologi, så det batter. En besynderlig socialistisk blindgyde.

Denne samtidighed af magtfuldhed og åndelige nivellering ledsages af en fuldstændig mangel på ansvarlighed for de materier, man har fået magten over. Alt er bare ”velfærd” for Vor Herre. Der er ingen forskel mellem en børnehave og et skattekontor.

At ansvarsløsheden er total bekræftes af et ledsagende interview med den styrelsens nuværende direktør Poul Taankvist, hvis sprog både er altomfattende, teknificieret og fuldstændig uden sans for samfundets forskelle. Det hele – altså som i ”det hele” – handler om ”at få mest mulig velfærd for pengene til gavn for borgerne”, siger Taankvist. Og det går jo slet ikke som grundsyn, når man har fået magten over så meget forskelligt.

Mette-Line Thorup får desværre ikke eksplicit knyttet tråden mellem Corydon og Ove Kaj Pedersens ideologi, samt denne forbindelses betydning for dansk pædagogisk forskning, for centrum-venstre pressen og for udviklingen inden for KL mm.

Hun bliver lidt i det arbejdsmarkeds- og velfærdspolitiske. Måske er det derfor, at Thorup i flere sammenhænge i sine skolepolitiske ledere selv har lydt som en ansat i Moderniseringsstyrelsen? Hun var også med til at lancere Stefan Hermanns, som jo er Corydons gamle ven, angreb på Svend Brinkmann for at være populist. Dermed bliver Thorup og hendes avis på en måde en del af det problem, hun ellers så fint beskriver.

https://www.information.dk/indland/2018/02/flere-penge-hente-velfaerd-paa-skat-reformer-resultatkontrakter-kastede-moderniseringsstyrelsen-offentlige-ansattes-loen-fridage

 

23. d. 18. februar: Facebook-drys 46: januar 2018 

Diskussioner i januar, f.eks. datalæring og Keld Skovmands vigtige ph.d.-forsvar:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-46-januar-2018.html

 

24. d. 26. februar: DPO

Jeg vil gerne gøre opmærksom på to events på DPU:

 

A.

For det første er der en konference på DPU d. 19. april. Konferencens titel er ”professionsoprør”. Desværre er den ikke det mindste ”oprørsk”.

Programmet indledes af Ove Kaj Pedersen, der gør ”status” på ”illusionen om det faglige selvstyre”, og Pedersens beundrer, institutleder og læringsideolog Claus Holm, supplerer.

Dernæst kommer tre fagforeningsformænd, men der er ingen fra den praktisk-pædagogiske verden eller fra den teoretisk-pædagogiske verden for den sags skyld. Alle dem, der har sørget for ”oprøret”, er totalt fraværende.

Dernæst kommer der nogle scient.pol’er/CBS-forskere. Heriblandt har Claus Holm endnu et indlæg.

Til sidst er der også indlæg fra Stefan Hermann.

Idehistorikeren Jens Erik Kristensen, som kommer ud af samme faglige substans som Holm og Hermann, deltager også, men uden modvægt ryger han hen i nærheden af Ove Kaj/Stefan Hermann/Claus Holm, hvilket har sine egne teoretiske årsager.

Claus Holm styrer alle debatterne.

Formodentlig kommer der en udførlig dækning på DPU’s hjemmeside. Det plejer der, når det kommer til denne form for vinkling.

http://konferencer.au.dk/professionsoproer/program/

 

B.

Dernæst vil jeg nævne, at der er udbudt en master i ”Ledelse af uddannelsesinstitutioner”.

Her er der også bidrag fra Ove Kaj Pedersen. Desuden bidrager Lars Qvortrup og Christine Antorini.

Dertil kommer en del af det poststrukturalistiske miljø, som arbejder tæt ved DPU’s ideologi, herunder skoleleder Helle Bjerg, som støttede Dorthe Staunæs’ vilde klage mod undertegnede i 2015, og – igen igen – Jens Erik Kristensen, som ville nedlægge pædagogisk filosofi og afskedige tre filosoffer, og som mener vi er gået fra medborger til medarbejderborger, og som vist nærmest er blevet DPU’s officielle dannelsesteoretiker?

Der er også et par stykker til.

Lektor Hanne Knudsen kunne være en undtagelse, men næppe i denne sammenhæng.

I løbet af modulet kommer man ind på emner som ”læringsfællesskaber, styring, potentialisering, data og konkurrencestat”.

Jeg tror ikke, de skal læse om Christen Kold, Natalie Zahle eller Jørgen Carlsen? De var ellers også skoleledere.

http://edu.au.dk/…/MLU_foreloebig_undervisningsplan_modul_1…

 

25. d. 27. februar: Interview med Hannah Arendt 

Journalisten og diplomaten Günter Gaus interviewer i denne youtube-video Hannah Arendt.

Interviewet må være fra omkring 1964, eftersom Arendts Eichmann-analyse omtales som en ny udgivelse. Det er en meget tankevækkende og bevægende samtale. Ikke mindst den måde, hvorpå Gaus får Arendt til at forbinde hendes private liv med Holocaust og med hendes filosofi i mange forskellige tråde.

Bemærk f.eks. den måde, hvorpå Arendt fortæller om opdragelse som en form for beskyttelse mod verden. F.eks. fik hun ikke at vide, at hun var jøde, og man snakkede ikke om karakterer i hjemmet. Hun lærte at elske sit modersmål, tysk, men aldrig Tyskland. Da hun blev voksen, havde hun smidt det jødiske, det tyske og det kvindelige som deciderede identitetsmarkører. På en anden måde fik alle tre substanser dog stor indirekte betydning for hendes arbejde. Det er en fin dialektik.

Opdragelsen er modersmålets, forudsætningernes og poesiens mørke; et mørke der senere føder en fri handlen. Det er også derfor, at Arendt i sin opdragelsesfilosofi taler om, at barnet skal beskyttes fra verden, og at verden skal beskyttes fra barnet. Denne ide spiller direkte ind i Arendts samtidige essay ”The Crisis in Education”, hvor hun kritiserer en alt for politisk og social opfattelse af barndommen, herunder dele af reformpædagogikken. Denne manglende sociale bestemmelse gør også, at hendes ideer på det punkt ikke kan stå alene, især ikke i en dansk kontekst, som er præget af folke-dannelse; eller var det indtil opgøret med Grundtvig fra omkring 1995.

Der bliver også røget nogle smøger undervejs. Man skulle næsten tro, man var på Hans Jørgen Schanz’s kontor på Aarhus Universitet. Men ok, Schanz blev jo også Arendt-mand med tiden. Ja, og faktisk også Grundtvigsk.

Dejligt med noget røg i køkkenet og ballade i forsamlingshuset.

https://www.youtube.com/watch?v=dsoImQfVsO4

 

26. d. 27. februar: Gode ideer i dagens anledning 

Jeg har simpelthen fået så mange gode ideer i dag:

Jeg kan forstå, at det skal være almindeligt at udmåle straf ift. bopæl og geografi.

Jeg foreslår derfor følgende:

1. I Nordsjælland er der tredobbelt strafudmåling for skattesvig.
2. Ved Vesterhavet er der dobbelt straf for at overtræde fiskekvoterne.
3. På Lolland er der bøde for at spise for mange roer.
4. Københavnere får dobbeltstraf for at tisse i Storkespringvandet.
5. Folk, der opholder sig på Christiansborg, får 10 års fængsel for at bryde retsstatens principper.

Jeg kan også forstå, at man skal lave særlige data-samkøringer i ghettoområderne for at være HELT sikker på at spotte ALLE problemer.

For at fremme effektiviteten kan vi lige så godt sige, at der er datasammenkøringer over det hele. Det er jo også det, som regeringen og KL gerne vil have alligevel. Straffen kan simpelthen udmåles pr. datamat. Ja, måske skal alle borgere have indbygget en statschip? Så kan man effektuere en data-fodlænke med det samme. Til fælles bedste naturligvis. Vi kan kalde det for ”kernevelfærd”.

Aarhus – især den nordlige del af byen – er undtaget fra alt dette, for der bor jeg.

Jeg kan også forstå, at der skal være fængselsstraf til lærere, som ikke underretter sociale problemer i tide.

Jeg foreslår i forlængelse heraf følgende:

1. Et års fængsel til universitetslærere, som giver for dårlige karakterer til børn fra arbejderklassen.
2. Et klip i kørekortet til den gymnasielærer, som får dårlige evalueringer, f.eks. pga. uorden i powerpoints.
3. Fratræk i lønnen, hvis en lærer ikke effektuerer det statistisk forventelige læringsløft for sine elever. Også fratræk til lærerens skoleleder.
4. To års fængsel til politikere, som vil løse ALLE problemer HELT. De skal have en burka på i cellen. Der er fire års fængsel – altså dobbelt op – hvis den nu kriminelle politiker kalder sig for liberal.

 

27. d. 28. februar: The Nordic Secret

Jeg har læst en god bog: “The Nordic Secret”.

http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-spaendende-bog-the-nordic-secret.html