Her er 33 facebook-opdateringer fra marts 2018. De mange datalæringsinitiativer og Keld Skovmands vigtige ph.d.-forsvar har fyldt en del, men der har også været andre ting. Man kan enten læse opdateringerne på nærværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

 

1. Dataidologiske strømme 1
2. Tørst!
3. Datasamkøring i Gladsaxe
4. En rygende pistol?
5. Moderne socialister
6. Anette Lind om Singularity
7. Dataideologiske strømme 2
8. Posthumanisme
9. Dataideologiske strømme 3
10. Keld Skovmand opsummerer sin afhandling
11. SIRI-kommissionen
12. Big data i Pinds nye rapport
13. Regeringens mål for videregående uddannelser
14. Anders Hvids Singularity-filosofi
15. OK18: Mette Frederiksen sendes ud af Aalborg
16. OK18: Fra Socialdemokrati til Konkurrencestatsparti
17. OK18: Dejlig politisk indblanding
18. Skoledirektørerne og ytringsfriheden
19. OK18: Magtbalancen
20. Knud Grue-Sørensen i Vingsted 1
21. Fra Socialdemokratiet til Børs-partiet
22. Knud Grue-Sørensen i Vingsted 2
23. Videnskab og praksis
24. Oplæg fra konference i Vingsted
25. Diskussion af Skovmands afhandling i Folkeskolen
26. Mistillid
27. Facebook-drys: februar 2018
28. Empirisk dannelsesforskning
29. KL’s evige liv
30. To pædagogiske manifester
31. OK18: Sophie Løhdes kronik
32. OK18: Moderniseringsstyrelsens dannelsesprojekt:
33. Diskussion om pædofili

 

1. d. 3. marts: Dataidologiske strømme 1

A.

Fredagens forsideartikel i Weekendavisen hedder ”Fremtid til salg”. Her kan man læse en grundig hudfletning af regeringens og den offentlige administrations dybe symbiose med en nyreligiøs amerikansk data-bevægelse, det såkaldte ”Singularity-universitet”. I den omegn ser man frem til ”the age of abundance”, hvor robotter og teknologi vil løse alle verdens problemer, og hvor menneske og teknologi på et tidspunkt smelter sammen i en enhed, i en ”singularitet”.

Bevægelsen har ifølge artiklen især fået tag i Danmark og en række små europæiske lande, mens den ikke nyder nogen respekt i USA.

Disruptionsrådet, Lars Løkke, Brian Mikkelsen og flere konkrete kommuner nævnes som eksempler på folk og initiativer, der er dybt forbundet med singularitetsideologien. Dermed påvirkes hele regeringen, også f.eks. Søren Pind og undervisningsministeriet mm..

Vi har fået en Singularitetspolitik. Regeringen er en robot.

KL’s aktuelle og vilde teknologiudspil, som også nævnes i artiklen, er ligeledes udarbejdet af folk fra singularitets-kredsen, nemlig af konsulentfirmaet ”Dare Disrupt”. KL’s teknologiudspil blev i øvrigt fremhævet i Deadline i forgårs, hvor RUC-forskeren Jesper Balslev kritiserede udspillet kraftigt. Balslev nævnes også i Weekendavisens artikel. Her kalder han Singularity-bevægelsen for “en kult”.

B.

Ideologien spiller også ind i Søren Papes og KL’s forsøg på at udbrede den frie og uregulerede dataudveksling i statens indre. Der er totalt lukket for kritisk sans. Borgeren kan ikke sige ”nej”. Han skal blot ”informeres” en gang imellem. Det hele er naturligvis “i samfundets interesse”.

C

Aktuelt spiller ideologien også ind i regeringens såkaldte Ghetto-pakke. Her vil man dataovervåge udvalgte områder for at kunne sætte ind med diverse juridiske, sociale og pædagogiske foranstaltninger. Ideologien vil kunne udvides til resten af samfundet på forskellige måder med et knips. ”Målet helliger midlet”, som “familie-chefen” fra Gladsaxe kommune siger til Politikens dygtige journalist Jacob Sorgenfri Kjær, som trak forbindelsen til Ghetto-pakken i dag, dog uden at nævne Singularitetsideologien.

Børnehaven i Mjølnerparken kaldes for “Asgaard”, et sted for diskuterende og hjælpsomme guder. Hvilken skæbnens ironi. Man burde kalde den for ”resocialiseringsdataområde 4”. Jeg håber, at ingen danske pædagoger vil arbejde i disse områder.

Sorgenfri Kjær har også talt med Birgitte Arent Eiriksson fra den liberale tænketank Justitia. Hun er “dybt bekymret”. Og Amalie Lyhne var også yderst kritisk i sin leder i Børsen om emnet. Enhedslisten og Alternativet er de eneste politiske partier, som mig bekendt har ytret sig kritisk. Det sker i Politiken-artiklen.

D.

Resten af samfundet og næste generation står klar som en ventende mødom. Her ligger alle lærings- og trivselsdata ”ready to use” for at optimere de offentlige statistikker. Her står hele Singularity-ideologien og tripper. Hele spørgsmålet om brug af trivselsmålinger er en underafdeling af disse ideologiske strømninger. Vi får den totale fremdrift.

Socialminister Mai Mercado støtter også disruptionsideologien. Hun er “klar til at gå langt”, siger hun til Politiken.

Dermed bekræfter hun alle de fordomme, som jeg fik, da jeg læste om hendes initiativ ”Opdragelsesdebatten”, som dirigeres af konkurrencestats- og James Heckmann-ideologer, hvilket passer som fod i hose til datatænkningen. Mercado vil have disruptions-opdragelse, dvs. anti-opdragelse.

E.

KL’s og regeringens ideer bæres frem af finansministeriet i diverse datarelaterede policy-initiativer i statens indre organer. Dermed antydes et interessant perspektiv: Den aktuelle overenskomstkonflikt handler ikke om løn eller frokostpauser. Den handler om muligheden for et folkeligt opgør med den ideologiske dataficering af hele samfundet; en ideologi, der kun kan komme i stand via det opgør med samfundets dannelse og grund, som fandt sted i 00’erne.

Fagbevægelsen, som i denne sag er i overensstemmelse med bevægelsens egentlige bestemmelse, og som står for det folkelige, står last og brast med lærernes modstand mod at blive ”data-normaliseret”. Det hele er en slags beskyttelse af skolens formål.

Med disse processer in mente er det uhyre kritisabelt, at regeringen forsøger at italesætte ghettopakken som en slags ”forhøjet straf pga. vejarbejde-initiativ”. Nu har jeg hørt det latterlige ”argument” hos både Henrik Dahl, Simon Amnitsbøll og Søren Pape. Det er en form for koordineret nihilisme.

Referencer:

a) Artikel i Politiken: https://politiken.dk/…/Regeringen-vil-overv%C3%A5ge-alle-la…

b) Artikel i Weekendavisen, d. 2. marts: ”Fremtid til salg”.

c) Amalie Lyhnes leder i Børsen: http://borsen.dk/nyh…/opinion/artikel/…/192925/artikel.html…

d) Om Papes og KL’s datadelingsbegejstring: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156043155169481&id=837549480

 

2. d. 4. marts: Tørst!

A.

Vi har en Singularity-kvote-amtscentraliserings-løkke

Vi har en disruptions-måle-pind

Vi har en data-kommunal-pape

Vi har en forever-skat-samuelsen

Vi har en afkast-i-dollars-mercado

Vi har en KL-app

De siger, de arbejder for borgernes skyld!

Men hvorfor er de her stadigvæk?

 

B.

Vi har en generaliseret og strategisk vejarbejds-jura

Vi har et spot-en-social-fejl-forebyggelses-data-evidens

Vi har tvangs-vuggestuer med über-alles-konsekvens

Vi har data-all-inclusive-filosofi

Vi har uniformeret-skolereforms-læringsoptimering med tilhørende blind-forskning.

Hvorfra dukkede det op? Fra et grimt sted! Fra det øde vejkryds, hvor vi forlod alt det, vi skulle beskytte. Herfra kørte vi ud i ørkenen, hvor vi nu tørster.

Og indvandrerne skal tvinges til at elske vores tørre mund.

Vi trænger til lidt modersmålundervisning, som kan aktivere spytkirtlerne.

 

3. d. 5. marts: Datasamkøring i Gladsaxe

I dette link kan man se den ansøgning om operativ datasamkøring, som Gladsaxe Kommune har sendt ind til ministeriet.

Kommunen beder om at kunne samkøre en række dataregistre, så man kan opspore sociale problemer så tidligt som muligt. Man vil udarbejde et pointsystem, der kan kvantificere opsporingsoptimeringen.

Det var denne ansøgning, som Politiken havde fingrene i den anden dag, og hvor kommunens socialchef udtalte ”målet helliger midlet”.

A.

I ansøgningen kan man bl.a. læse følgende:

”I Gladsaxe Kommune har vi ved hjælp af statistiske analyser af samkørte data, – på tværs af kommunens fagsystemer – om forældre, børn og familiers aktiviteter og tilbud, identificeret en række signifikante risikoindikatorer, der forklarer en substantiel del af variansen i trivsel hos kommunens børn og unge.

På baggrund af disse analyser ønsker vi at designe en dataunderstøttet opsporingsmodel med henblik på tidligere at opdage og reagere på disse risikoindikatorer. Vi ønsker således fremadrettet at agere mere proaktivt ved at handle på risikoindikatorer hos forældrene, inden der er symptomer på mistrivsel hos barnet, for dermed at sikre en tidligere og mere effektiv indsats mod udsathed.”

Kommunen vil samkøre 10 forskellige registre, fra misbrug til misligholdte aftaler i tandplejen.

B.

Jeg er også i besiddelse af en række Gladsaxe-slides, som også blev omtalt i Politikens artikel, hvor pointsystemet beskrives nærmere. Her kan man f.eks. læse:

”Design af opsporingsmodel:

På baggrund af eksplorative og prædiktive regressionsanalyser af historisk data, samt machine learning (som giver indsigt i specifikke mønstre og kombinationer af risikoindikatorer), vil vi designe og validere et program til at opfange og udvælge familier, der er i risiko for udsathed.

Pointtildeling sker på baggrund af statistiske analyser af sammenhængen mellem udsathed for børn og risikoindikatorer.

Eksempelvis:
• Ledighed pr. år 500 point (sammenhængen behøver ikke være lineær)
• Udeblevet fra tandplejen pr. gang 300 point
• Udeblevet fra sundhedsplejen pr. gang 1000 point
• Psykisk lidelse 3000 point”

C.

I ansøgningen henvises til principperne i økonomen James Heckmanns teser i første linje, Heckman spiller også en afgørende rolle i kommunens andre skrifter. Det er forholdet mellem tidlig indsats og økonomisk afkast, der er i fokus.

KL og regeringen, som begge er dybt præget af den såkaldte Singularity-ideologi, arbejder kraftigt for, at det ikke i fremtiden vil være nødvendigt med en ansøgning af denne type. Altså at der stort set er fri dataudviksling i den offentlige sektor helt ned i den intime læringsoptimerende detalje.

Det er Singularity-ideologi og James Heckmans afkastteori, der arbejder i teksten.

Mai Mercado og hendes opdragelsesdebat samt den såkaldte småbørnsalliance falder derfor fint ind i konceptet. Det hele passer desuden som fod i hose den aktuelle tvangssocialiseringszone-politik i ghettoerne. Men i Gladsaxe konciperes det hele allerede som et generaliseret socialpolitisk system, som vil berøre alle borgere.

Der er absolut ingen referencer til det sociale arbejdes tradition og faglighed.

D.

Gladsaxe Kommune er også all in på synlig læring på alle kommunens skoler. De to systemer – opsporings- og læringsdata – vil formodentlig træde i kontakt med hinanden, hvis regeringen følger sin digitaliseringsintentioner ud i livet.

Dermed bliver ”læringsprogression” omdannet til sociale points i datastatens øje.

 

4. d. 5. marts: En rygende pistol?

Jeg bor i Aarhus….. tror jeg nok. For ærligt talt: Jeg er pludselig kommet i tvivl.

For findes der egentlig en rygende pistol for det, som jeg troede var en kendsgerning? Findes Aarhus?

Borgmesteren siger, jeg bor i Aarhus. Men han kan jo tage fejl. Han har jo kun sine øjne og øre at stole på, og de kan snyde, det ved vi. Måske laver han bare nogle lyde af gammel vane, ja af mavefornemmelser og synsninger? Og så er han også formand for KL, og der er bestemt ingen rygende pistoler i den omegn. Det ved enhver. KL spørger altid: Hvor er den rygende pistol?

Der er også nogle skilte i udkanten af bebyggelsen, som der står ”Aarhus” på. Men der er også mange andre skilte, hvor der står noget andet. F.eks. står der ”Ensrettet”. Måske hedder byen snarere ”Ensrettet”?

Så er der byens arkitektoniske stoltheder. Rådhuset f.eks.. Det er da et vartegn, der vil noget? Men går man helt tæt på, så ser man blot nogle grå sten. Det er bare gråt, og det føles lidt ru, hvis man rører ved stenene. Det er ikke noget bevis.

Jeg tjekkede også et landkort. Men det er jo bare noget papir med nogle røde klatter på og noget blæk. Det kan man ikke kalde for evidens.

Så der er ingen rygende pistol. Aarhus findes ikke. Aarhus er bare noget, skolelærerne har fundet på. En social konstruktion i Danmarks Lærerforening.

Jeg bor nok snarere i Skanderborg. Eller gør jeg?

Findes der overhovedet noget? Findes der overhovedet en rygende pistol for at der findes en rygende pistol?

Men så igen: Moderniseringsstyrelsen findes. Det ved vi. Den ryger stadigvæk. Normaliseringens røg.

Vi andre må nøjes med røg i køkkenet og ballade i forsamlingshuset.

Som vi synger på denne egn for at overbevise os selv: ”Jeg lukker mine øjne i Aarhus”.

 

5. d. 6. marts: Moderne socialister

Der skal måske være storkonflikt. Hvad siger Socialdemokraterne egentlig til det? De må da have en mening om arbejdskamp og den slags? Måske med nogle historiske referencer etc.? Vi taler trods alt om landets store arbejderparti med rødder i den folkelige muld. Og hvem ved? Måske kan partiet hjælpe mig med at afklare et par tvivlsspørgsmål, jeg sidder med?

Så jeg gik ind på partiets facebook-side. Kigge kigge…. rulle rulle…..

Der var en hel masse om udlændinge, altså som en HEL MASSE. Der var også lidt om Thyra Frank, som Astrid Krag vist nok ikke kan lide. Ellers ikke rigtig noget.

Et parti i dyb krise åbenbart. Sådan en slags middelalderparti med kun et emne på dagsordenen? Men ok, skolereformen kommer jo også derfra.

Var der noget om arbejdsmarkedskonflikten? Næ….. ikke noget.

Det er moderne socialisme.

https://www.facebook.com/socialdemokratiet/…

 

6. d. 7. marts: Anette Lind om Singularity

Deling af opslag

 

7. d. 10. marts: Dataideologiske strømme 2

A.

Den nystiftede SIRI-kommission, som fremmer teknologisk indflydelse i hverdagen, er opkaldt efter Apples robot-software (!!!). Kommissionen ledes af Ida Auken. Auken fortalte allerede i 2016 om sin fremtidsvision, som løber langt ud i den datalogiske atmosfære. Et andet centralt medlem af kommissionen er Anders Hvid, som er ambassadør for det nyreligiøse ”Singularity-University” i Danmark. Hvid står også bag firmaet Dare Disrupt, som har udarbejdet KL’s nye teknologiudspil, som er noget af det mest ideologiske, vi har set her i landet. Tjek også SIRI’s blog-univers for at få en fornemmelse af den ny-religiøse ånd. Auken er flittig skribent.

B.

SIRI har nu barslet med dens første rapport “Digitalisering, job og kompetencer”. Rapporten tager udgangspunkt i fire virksomhedscases, blandt andet Mørkhøj Skole, som ligger i Gladsaxe Kommune. Det arbejdes i rene ideologiske termer, og skolen bør arbejde med alt fra synlig læring til mindsets og præstations- og feedbackzoner. Det er ren pædagogisk opløsning, og der er ingen formildende eller kritiske omstændigheder eller tegn på viden. Gladsaxe kommune er i øvrigt også en af landets mest ideologiske “synlig læring”-zoner. Godt jeg ikke bor der.

Jeg blev opmærksom på rapporten på twitter.com, hvor professor i informationsteknologi Peter Lauritsen begejstret formidlede de nye ideer. Lauritsen er også ”helt vild” med Ida Aukens meninger, skriver han. Og han fortæller også, at rapporten er som skrevet ud af hans fags kernetænkning. Han er glødende supporter af det Radikale Venstre, hvis politikere liker ham overalt.

C.

Mørkhøj skole ligger som sagt i Gladsaxe, som jo er en af de kommuner, hvor de nye data-tanker har bedst fat. Det er f.eks. Gladsaxe, som har inspireret de nye databaserede pointsystemer for tidlig ”opsporing” af sociale problemer. Ideer, som førende jurister har kritiseret i stærke vendinger. Disse Gladsaxe-systemer ligger til grund for regeringens nye ghetto-pakke. Man ser for sig, hvordan robotter og fri-dataudveksling arbejder sammen om at opdage både sociale problemer og læringsproblemer, før de overhovedet opstår. Man bliver nok ringet op af en robot, der fortæller, at man er ved at få sig et problem i næste uge.

D.

Store dele af regeringen er betaget af den nye ideologi. Det gælder ikke mindst de konservative, herunder Søren Pape, men også socialminister Mai Mercado, som trækker begejstret på Gladsaxes system. Også den folkekære Lisbeth Zorning er betaget. Hun taler også kraftigt for dataideologien. Dansk Socialrådgiverforening virker derimod skeptisk. Det er dejligt, hvis foreningen vågner op. Måske kan den, ligesom BUPL gjorde det – melde sig ud af den såkaldte ”småbørnsalliance”, som er styret af den uheldige Heckmann- Mercado-DPU-akse?

E.

Endelig er det værd at nævne, at professor Catherine Hasse, som er leder af DPU’s satsning på robot-området, på en reklamevideo for AU’s såkaldte Match-point seminar til maj fortæller, at robotter har ”behov”. På AU-seminaret kan man også – hele to gange – møde økonomen James Heckmann, som hele anti-pædagogikken er vilde med. Niels Egelund kommer forresten også for ligesom at trække tråden til 00’ernes antidannelse.

 

Referencer og links:

SIRI-rapport og omtale af Gladsaxe/Mørkhøj: https://ida.dk/…/siri_rapport_digitalisering_job_kompentenc…

Link til SIRI-projektet: https://ida.dk/…/publik…/analyser/teknologi/sirikommissionen

Aukens vision fra 2016: https://www.weforum.org/…/shopping-i-can-t-really-remember…/

KLs Dare Disrupt-rapport: http://www.kl.dk/teknologispring
Zornings begejstring for Gladsaxe-forsøget: https://www.altinget.dk/…/gladsaxe-kommune-dataovervaagning…

Synlig læring i Gladsaxe: https://www.gladsaxe.dk/…/skole_og_uddannelse/synlig_laering

Interview med professor Catherine Hasse: https://www.youtube.com/watch?v=ahz5qvorH4o

Program for AU’s Match Point Seminar 2018: http://matchpoints.au.dk/

 

8. d. 10. marts: Posthumanisme

Hvad er post-humanisme? Jo, det er det synspunkt, at mennesket som sådan er populist; Altså ikke blot er Trump og le Pen populister, men sørme også Obama og John Lennon.

Ja, selv de mest chikke svenske feministiske venstre-intellektuelle i The Square er populister. De er populister alle sammen, fordi de er mennesker.

Hvordan løser man det problem? Altså at alle mennesker i hele verden er populister? Det gør man ved, at mennesket overgår til en genetisk-maskinel tilstand, den såkaldte Cyborg, en homo sapiens 2.0, en post-human tilstand. Det er KL’s og den danske regerings retning. Det er en fantastisk ide. Tænk blot, en verden uden populister. Er det ikke det, som alle drømmer om?

Ok, men er der ingen undtagelser? Nå jo, måske lige Morten Østergaard, Søren Pape, Michael Ziegler og ham junker-en fra Bruxelles. De er nok alligevel ikke populister ligesom alle os andre Homo Sapiens 1.0, der jo løber rundt med mavefornemmelser, synsninger og modstand mod læring osv.. Det har jeg skam både lært og forstået. Men hvordan kan de egentlig være undtagelser? Er de cyborgs allerede? Er de gået i udbrud?

Er The Square en Cyborg? En data-genetisk fabrikation?

Og hvad er en Square? Ja, det er jo det modsatte af en ”rundkreds”.

Vi har fået ”The Square-pædagogikken”. Den hedder SIRI-kommissionen.

Måske er der nogen, der savner rundkredspædagogikken?

Sådan lidt lejrbål og holden i hånd og pædagogisk ansvar?

Man kan jo godt have et computerrum i huset, men ikke nødvendigvis under huden.

 

9. d. 11. marts: Dataideologiske strømme 3

Først kom Pape, så kom Mercado, og nu kommer Troels Lund Poulsen. Lund Poulsen har været på databesøg i Silcon Valley, og nu vil han disrupte arbejdsmarkedet, så det hele tiden er maksimalt optimeret.

Lund Poulsen vil sammenkøre alle landets data-registre. “Der er ikke nogen begrænsninger” siger han. Kun loven, men den vil han jo ændre, så den ingen begrænsninger har. I Danmark er der “tillid”, siger han. Det er til alles eget bedste, tror han.

Han vil kunne kontrollere befolkningen som voks, men det fortæller han ikke noget om.

Han er helt blank. Nærmest religiøs. Det er sådan lidt ubehageligt, synes jeg faktisk.

Lund skal fortælle om sine “ideer” for sit eget Disruptionsråd, på hvis hjemmeside, der er opbyggelige billeder af flotte cyborgs.

Da Disruptionsrådet skulle dannes, havde regeringen inviteret oplægsholder Anders Hvid fra Dare Disrupt, som lavede KL’s posthumanistiske teknologiudspil, og som kommer fra Singularity University. Hvid sidder også i en undervisningsministeriel gruppe. Der har også været to oplæg af direktøren fra hele Singularity University, Rob Nail. Til Weekendavisen siger en kilde: “Det er helt vildt, at en sekt som Singularity University er trængt helt ind i den danske centraladministration”.

https://www.b.dk/politiko/regeringen-vil-bruge-personoplysninger-om-danskerne-til-at-designe-fremtidens

 

10. d. 12. marts: Keld Skovmand opsummerer sin afhandling

Keld Skovmand har opsummeret sin afhandlings centrale pointer i dette glimrende og præcise indlæg på Altinget:

https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/ny-afhandling-folkeskolereformen-hviler-paa-invalid-viden?ref=newsletter&refid=26934&SNSubscribed=true&utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=uddannelse

 

11. d. 12. marts: SIRI-kommissionen

Jeg har studeret SIRI-kommissionens nye rapport om teknologi, skole og medarbejderdemokrati. Baggrunden er en diskussion med Ida Auken og Peter Lauritsen på twitter.com:

http://www.thomasaastruproemer.dk/siri-kommissionens-opgoer-demokrati-paedagogik.html

 

12. d. 12. marts: Big data i Pinds nye rapport

Big data i Pinds nye rapport:

Jeg sidder og hygger mig med Søren Pinds nye rapport ”Universitetsuddannelser til fremtiden”, som er på over 450 sider. På trods af omfanget står der ikke noget interessant, så jeg begyndte at tælle ord på min egen lille håndholdte big-data-måde. Jeg brugte googles ”find”-funktion.

Der er også kommet en parallel rapport, der hedder “Videregående uddannelser til fremtiden”. Den er dog kun på 15 sider.

I den lille rapport står der, at regeringens målsætning er at ”fremme ånd”. Men der er 0,00 forekomster af ordet ”ånd” i den store rapport. Hvad skal man egentlig stille op med sådan en modsætning?

Man vil også fremme ”kritisk sans”. Der er heller ingen forekomster af den formulering. Ser man bare på ordet ”kritisk”, er der 22 forekomster i den store rapport, men det ord optræder desværre kun i anvendelsesorienterede sammenhænge. Den rene form, altså ”kritik”, optræder slet ikke.

Kigger vi i den lille rapport kan vi endelig lære, hvad Søren Pind mener med “ånd og kritisk sans”. Det oversættes nemlig til følgende:

“- De studerendes udbytte af undervisningen skal være højt.
– De studerende skal bruge fuld tid på deres uddannelse.
– De studerende skal under uddannelsen gennem en tæt kobling mellem teori og praksis rustes til fremtidens arbejdsmarked.”

Totalt ånds-forladt.

Tilbage til den store rapport:

Hvad med ord som ”Sandhed”? Desværre: Der er 0 forekomster. Det er nok slut med den.

”Fordybelse” optræder 1 gang. Det er nok vigtigere med noget ”feedback”, som optræder 101 gange.

Hvad med ord som ”dannelse”? Jeg kan desværre ikke finde ud af at søge på det alene, fordi jeg også får forekomster af ordet ”ud-dannelse”. Men en facebook-ven, som også har talt ord, skrev, at der også her kun var ganske få forekomster.

Hvad med ord som ”myndighed” eller ”autonomi”? Desværre! 0.00 forekomster.

Ordet ”demokrati” optræder 3 gange i rent besværgende funktioner.

Der er ganske få hits – under 10 – på ord som ”filosofi” og ”historie”. De fleste af disse hits står i nogle tekniske og statistiske sammenhænge. Der bruges dog også i alt ca. 10 linjer på Pinds ide om et nyt filosofikum, og her optræder ordene et par steder. Pinds ide, som altså kun får mikroskopisk opmærksomhed, kaldes næsten konsekvent for ”ministerens overvejelser”, hvilket jo understreger ideens urealistiske og luftige karakter. Ideen har ingen fremtid. Det er helt klart.

Men hvilke ord står der så? Her er lidt resultater:

Økonomi = 304 hits
Arbejdsmarked = 357 hits
Kompetence = 505 hits
Læringsudbytte = 143 hits
Læring = 261 hits
Data = 219 hits
Effekt = 105
Beskæftigelse = 379 hits
Kvalitet = 335 hits
Feedback = 101 hits
Fremtid= 169 hits
Afkast= 94 hits

Ja, se det er jo en helt anden snak, ikke sandt?

På et tidspunkt er der et afsnit, som handler om ”universiteternes værdi for samfundet”. Denne “værdi” handler kun om ”samfundsøkonomisk afkast”, og hvor meget kandidaterne tjener i løn.

Men ovre på twitter er der begejstring i landets toneangivende evaluerings- og akkrediteringskredse.

Endelig har jeg noteret mig, at der – med en enkelt delvis undtagelse – ingen deciderede humanister er i det udvalg, som har udarbejdet rapporten. Og der er jo sjovt nok lige så få, som der er forekomster af ordet ”ånd”.

———–

Diverse links:

Link til den store rapport: https://ufm.dk/…/rapport-universitetsuddannelser-til-fremti…

Ministeriets omtale af den lille rapport med link til selve rapporten: https://ufm.dk/…/nye-malsaetninger-for-de-videregaende-udda…

 

13. d. 14. marts: Regeringens mål for videregående uddannelser

Her er en analyse af regeringens nye mål for fremtidens videregående uddannelser. Altså ikke kun for universiteter, som jeg omtalte i går, men for hele den videregående sektor:

http://www.thomasaastruproemer.dk/regeringens-maal-fremtidens-uddannelser.html

 

14. d. 14. marts: Anders Hvids Singularity-filosofi

Anders Hvid er dybt integreret i Singularity University-ideologien, som spreder sig overalt i landet. Han ejer firmaet “Dare Disrupt”, som står bag vilde KL’s teknologiudspil. Han sidder også i Ida Aukens indflydelsesrige SIRI-kommission, der sidestiller medarbejderindflydelse med radikaliseret læringsmålstyring, og som også er på den datalogiserede disruptions-vogn. Hvid har også holdt oplæg for regeringen i forbindelse med etableringen af Disruptionsrådet, som nærmest definerer denne regerings ånd.

I nedenstående video fra 2012 fortæller Hvid om sin “uddannelse” på Singularity University. Han beretter begejstret om, at han blev ”hjernevasket”, bl.a. af en ”meget spændende” person, nemlig grundlæggeren af Singularity, Peter Daimandis. Daimandis vil ”oploade sin person til en kunstig intelligens og på den måde leve for evigt”, som det hedder.

Hvid fortæller, at han er ambassadør for Singularity University i Danmark.

Hvid reflekterer også over, hvad Singularity-begrebet er. Han mener, at Singularity betegner tilstanden i universets sorte huller. I de sorte huller opløses alle naturens love.

Singularity er altså det sted, hvor alle fysiske, biologiske og sociale love går i opløsning. Det sted, hvor alt er ”oploaded”. Der hvor ”teknologien overtager fra mennesket”. Hvid vil have KL og Danmark ned i et sort hul.

Der ligger flere lignende foredrag af Hvid på nettet. Han vil ”gøre verden bedre”, siger han.

Det er nok det, regeringen forstår ved “digital dannelse”.

https://www.youtube.com/watch?v=7ikJCAB1Mgc

 

15. d. 14. marts: OK18: Mette Frederiksen sendes ud af Aalborg

Hej Mette F

God tuuur hjeeem! Helt hjem til KL, Corydon, Mckinsey og de gule fagforeninger, hvor du hører til!

Så slipper vi andre for at buuhe på de fælles pladser, som vi gjorde i Aarhus i 2013, da Konkurrencestatspartiet sidst var på besøg.

I stedet vil vi lytte til virkelige socialister af mange støbninger. Det trænger vi til på arbejdets kollektive dag.

https://jyllands-posten.dk/politik/ECE10411133/mette-frederiksen-er-ikke-velkommen-til-1-maj-i-aalborg/

 

16. d. 15. marts: OK18: Fra Socialdemokrati til Konkurrencestatsparti

A. Socialdemokratiet i gamle dage:
Arbejderklassens børn og unge skulle have del i samfundets dannelse. Dermed blev de selv i stand til at udtrykke deres erfaringer intellektuelt, politisk og kunstnerisk.

På den måde blev arbejderklassen en del af folket. Ja, folket blev derved til et folk i det hele taget, fordi både bønder, arbejdere og borgerskab kunne tage del i de fælles åndelige og praktiske processer.

Man opbyggede lighedens forudsætning. Det er det, som Folkeskolen er.

 

B. Socialdemokratiet i dag:
Ingen skal have del i samfundets dannelse, for den findes ikke. Dannelse er synsninger, mavefornemmelser, etnisk, privatpraktiserende, nationalistisk osv.. Der findes ingen forskelle. Alt bør være ens.

På den måde bliver alle lige, lige nøgne. Og når alle er lige uden dannelse, så kan man så let som et knips ”normalisere” samfundets pædagoger og lærere.

Lærerne kan herfra nøjes med at optimere læringslighed, dvs. dirigere børnenes opportunistiske selvmonitoreringsstrategier i retning af datalogisk identitet, som kan forudsiges af diverse lighedsfremmende algoritmer.

Lærerne bliver læringsfascilitatorer, som er under kommando af den dannelsesfrie data-bio-stat uden politikere.

Man opbygger lighed som mål. Det er det, som skolereformen er i sin grundlæggende filosofi. Lighed=intet.

 

C. OK 2013/2018
OK2013/skolereform var den afgørende handling, som vred Socialdemokraterne fra punkt 1 ned i punkt 2, og der er de stadigvæk. De er i den corydonske verden, hvor lighed er en dannelsesfri substans af rådatalandskaber, der kan optimere globale økonomiske parametre.

Det er konkurrencestats-ideologi tilsat et ekspanderende datastyre i lighedens tegn. Der er ingen stopklodser, for de er parkeret under punkt 1.

OK2018 er derfor en del af kampen både for dannelse og for Socialdemokratiet selv. Dvs. en kamp for at arbejderklassens atomiserede læringsprojektiler går fra noice til voice, og at de dermed får en selvstændig og fri stemme i samfundets åndelige og praktiske strømninger.

Det er dis-agreement.

 

17. d. 16. marts: OK18: Dejlig politisk indblanding

Både RV, DF, Alternativet, SF og EL støtter nu fagforeningernes kamp mod corydonismen. Det er godt, at de mange partier og politikere siger deres mening, så det bliver sværere for corydonismen at befæste dens magt i samfundet.

Lad os håbe at de kritiske politikerne og fagbevægelsen i fællesskab vinder, så det i fremtiden bliver almindeligt, at politikere ytrer sig offentligt om de offentlige overenskomster. Det er nødvendigt med dette politiske modspil til moderniseringsstyrelsens og KLs magt, som jo bare er vokset siden kommunalreformen og Corydons etablering af moderniseringsstyrelsen i det hele taget.

Det vil være dejligt, hvis vi ikke skal data- og læringsstyres af Corydons og Konkurrencestatspartiets moderniseringsstyrelse, som desværre har taget magten fra landets lovgivere og friheden ud af de folkelige processer.

Konkurrencestatspartiet står nu – bortset fra regeringen – helt alene med sit synspunkt. Det står helt alene i kampen imod dem, der arbejder, og som ikke vil normaliseres. Partiet har sendt Mogens Jensen i byen, så han kan tale ned til borgerne sammen med KLs Dare Disrupt-Singularity-chefer.

 

18. d. 16. marts: Skoledirektørerne og ytringsfriheden

Formanden for de kommunale skoledirektører, Jan Henriksen, som selv er direktør nede i Middelfart, havde truet landets skoleledere med bål og brand, hvis de formastede sig til at ytre sig i den pædagogiske debat.

Devisen er: Du skal mene det samme som din kommunale læringsmellemleder eller forsvinde!

Med den logik er man da sikker på, at al kvalitet forsvinder som dug for solen.

Det er denne kommunale ”normalisering”, som OK2018 handler om at gøre op med.

Men nu har Merete Riisager grebet ind og sat tingene på plads, både i pædagogisk, demokratisk og juridisk forstand.

Og wupti! Nu ser Henriksen pludselig frem til en ”god debat rundt i landet”. Pludseligt taler han kælent om ”ytringsfrihed”.

Jeg er ikke bekendt med andre politikere end Riisager, der er i stand til at foretage denne slags moralske angreb på sit corydoniserede embedsapparat.

Men OK, Middelfarts borgmester, som jo er Jan Henriksens chef, er Socialdemokrat, og så forstår man pludselig alting bedre. For Socialdemokrater er jo vilde med ”læringsnormalisering”, mens LA jo rent faktisk stemte imod både L409 og skolereform.

https://skoleliv.dk/nyheder/art6382519/Ingen-skal-give-skolelederne-mundkurv-p%C3%A5?utm_campaign=skoleliv&utm_content=16-03-2018&utm_medium=newsletter&utm_source=skoleliv

 

19. d. 16. marts: OK18: Magtbalancen

Hvorfor snakker alle om løn? Den er da ligegyldig. Er der overhovedet et ”løngab” af betydning? Det handler ikke om løn. Det handler om magt. Om folkelig magt mod teknisk magt. Det er det og kun det, der er sagen.

Lad mig forklare:

Arbejdsmarkedspolitisk har vi siden midt-00’erne udviklet en magtpolitisk ubalance. Ubalancens årsag er de store centraliseringer. Jeg tænker her på etableringen af moderniseringsstyrelsen, på forøgelse af finansministeriets magt over ressortområderne samt på KL’s udemokratiske og datafikserede vækst, som er en konsekvens af kommunalreformen i 2008. Centraliseringen af magten forstærkes desuden af, at alle disse processer spiller sammen, ofte uden folkelig og politisk kontrol. Det er som om, vores Folketing har mistet dets ansigter. Politikerne er en slags medier for sætninger, der stammer fra teknikkens ansigtsløse indre.

Ubalancen modsvares aktuelt dels af en fagpolitisk samling, og dels af at folketingspolitikere siger deres mening om konfliktens emner. Begge momenter er et udtryk for en delvis genetablering af magtbalancen, dvs. en ”redning” af den ”danske model”, som er et udtryk for 119 års folkelig vekselvirkning, men som altså nu er ødelagt af de tekniske centraliseringsprocessers anonyme muskler. Man kan derfor ikke støtte den fagpolitiske enighed og det politiske engagement kraftigt nok.

Ergo:

Hvis man nedlægger moderniseringsstyrelsen, beskærer finansministeriets magt over ressortområderne og afvikler KL’s indflydelse på pædagogik og politik, så skal man da bare sige ja tak til arbejdsgivernes lønudspil og i øvrigt lade parterne selv finde ud af tingene.

OK2018 er ikke en lønkamp. Det er en magtkamp. En magtkamp mellem teknik og folk. OK2018 er et forsøg på at genoprette af magtbalancen. Det er derfor helt afgørende, at fagbevægelsen holder fuldstændig sammen, og at så mange politikere som muligt siger deres mening. Og man skal blive ved uanset hvad, for det er et final-shot. Taber man magtkampen er samfundet ændret til det værre.

 

 20. d. 20. marts: Knud Grue Sørensen i Vingsted 1

Jeg skal til Vingsted torsdag og fredag. Det er Alexander von Oettingen, der holder selskab om ”Empirisk dannelsesforskning”. Jeg skal sige noget om uddannelsesforskning med udgangspunkt i en tekst af Knud Grue-Sørensen fra 1954, som hedder ”Pædagogikken som selvstændig videnskab”.

Teksten betog mig ikke rigtigt. Dens indhold går lidt til i alt mange analytiske smådistinktioner, selvom selve spørgsmålet og bestræbelsen er vigtig.

Så jeg bladrede lidt i den samling af Grue-Sørensen-tekster, hvori teksten optræder, nemlig bogen ”Pædagogik mellem videnskab og filosofi”.

Og før jeg vidste af det, havde jeg læst en helt anden artikel, nemlig ”Dansk Folkeskole gennem 150 år”, som er et nedskrevet foredrag, som Grue-Sørensen holdt i Aarhus i 1964.

Og jeg skal da ellers lige love for, at jeg vågnede op til dåd. Den første halvdel af artiklen er så hyle-morsom og skarp, at jeg stadig kluk-ler, som om jeg havde set et satireshow med Jonatan Spang.

Grue-Sørensen gør grin med den såkaldte Bell-Lancasterske metode, eller den ”indbyrdes undervisnings metode”, som den også hedder. Det var 1820’ernes version af den læringsmålsstyrede undervisning, for nu at sige det på den måde. En enkelt lærer kunne via denne metode undervise 100-vis af børn i et sindrigt system af gensidige undervisningsprocesser. Det var kraftigt omkostningsbesparende for enevælden.

Angående metodens pædagogik skriver Grue-Sørensen følgende:

“Metoden betød i sit princip en ekstrem mekanisering af den elementære undervisning. Hvad der skulle læres, blev opskrevet på tavler, som kunne hænges op på væggene. Børnene opdeltes i grupper efter deres standpunkt, og disse grupper vandrede efter signalpibe rundt fra tavle til tavle og terpede, hvad der stod på dem, under ledelse af en flinkere elev. Undervisningen var gjort til eksercits”.

Frederik d. 6. gjorde til metoden til en ’redde alle problemer-almendidaktik”’ i sit diktatur. Grue-Sørensen kalder metoden for en “pædagogisk kæphest”, og de går jo desværre aldrig af mode, som han siger. Først med Frederik d. 6.’s død var “metodens skæbne besejlet”. I dag er det omvendt. I dag er det metoden, der venter på kritikkens død, hvis jeg ellers har forstået det ret.

Grundtvig var i øvrigt den første til for alvor at kritisere metoden, hvilket Grue-Sørensen krediterer ham grundigt for. En anden modstander mod metoden var vist nok H.N. Clausen, som pudsigt nok var Grundtvigs teologiske hovedmodstander. Det er da meget sjovt.

Grue-Sørensen kender jo i sagens natur ikke til Jens Rasmussens og Antorinis moderne version af “kæphesten”, men han trækker en direkte linje til sin samtid i 1960’erne. Her taler han i stedet om ”programmeret læring”, men pointen er jo den samme. Sagen har “sine generelle aspekter”, som han knas-tørt konstaterer.

Og vi får også at vide, at metoden – både den ene og den anden – er et direkte angreb på lærerens metodefrihed, hvilket Grue-Sørensen bestemt ikke synes om.

Men jeg lyder alt for saglig. Vi skal have lidt ballade i forsamlingshuset. Her er et uddrag fra Grues hudfletning:

”Den indbyrdes undervisning var dirigeret ovenfra gennem cirkulærer og reskripter og ønskedes ensartet udbredt over hele landet. Lærerne var med hensyn til undervisningens tilrettelæggelse, både dens ’hvad’ og ’hvordan’, stærkt umyndiggjort. De var reduceret til eksercermestre, til ekspedienter af statens pædagogiske gods og til bogholdere over elevernes fremskridt.”

Eller hvad med følgende omtale af et bestemt citat, som Grue Sørensen har fundet (men som jeg altså ikke bringer her):

”Citatet lader ane, at der stod en militær hjerne bag metodens udformning her i landet, og det har også sin rigtighed. Det var divisionsadjudant, Major Abrahamson, som var sjælen i foretagendet, hvis man kan bruge ordet sjæl i forbindelse med en så sjæl- og åndløs metode. Man kunne næsten få en formodning om, at H.C. Andersens berømte Gedebukkebensoverogundergeneralkrigskommandérsergent rummer en skjult ironi over metoden. Men Abrahamson, den røde biskop, som han blev kaldt, fór hårdt frem og foranledigede en række kongelige reskripter og cirkulærer, som bl.a. bestemte, at præsterne (i dag f.eks. “impact-coaches”, TR) skulle sættes ind i metoden, så de kunne vejlede deri og våge over gennemførelsen. I et af dem heder det: ”Dersom nogen skolelærer viser sig uvillig eller efterladen i at følge sognepræstens vejledning, skal han irettesættes, mulkteres eller eventuelt tiltales til embeds fortabelse.””

At ”mulkteres” betyder at få en bøde.

Referencer:
Teksterne findes i Knud Grue-Sørensen: “Pædagogik mellem videnskab og filosofi”, Gyldendal, 1965.

 

21. d. 20. marts: Fra Socialdemokratiet til Børs-partiet

I gamle dage havde Socialdemokratiet en avis, som hed Aktuelt.

I dag har Konkurrencestatspartiet en avis, som hedder Børsen. Børsens redaktør, Bjarne Corydon, har udformet Konkurrencestatspartiets politik og dermed omdannet det fra et Socialdemokrati til et Konkurrencestatsparti.

Konkurrencestatspartiet og dets avis er dermed en form for radikaliseret neo-liberalisme. Ideologien kaldes også “konkurrencestaten”, og den støttes af landets pædagogiske elite.

Ideologiens mål er at optimere børns selvmonitorerende opportunisme, som både fremmes af og underlægges en effektiv og økonomisk optimerende statslig datastruktur.

Ideologien kaldes også “corydonisme” eller “normalisering”.

Måske skal vi fra nu af kalde partiet for Børs-partiet?

 

22. d. 21. marts: Knud Grue-Sørensen i Vingsted 2

I går fortalte jeg om Knud Grue-Sørensens (GS) syn på metodefrihed med udgangspunkt i artiklen ”Dansk folkeskole gennem 150 år”.

I samme artikel arbejder Grue-Sørensen faktisk også med en meget interessant historisk hypotese, som jeg gerne vil fortælle om:

A.

Den Bell-Lancersteske metode, som jeg fortalte om i går, var alle steder 1820’erne, og den var sanktioneret af den enevældige konge selv. Det var datidens svar på læringsmålsstyret undervisning, læringsplatforme og synlig læring.

Hvem ser GS som de centrale kritikere af den form for metode? Den ene han nævner er – måske til nogens overraskelse – Herbart, som citeres udførligt med følgende:

”De mest forfængelige af alle læreplaner er de skoleplaner, der udkastes for hele lande og provinser. Jeg tilstår, at jeg ikke rigtig kan føle glæde ved, at staten tager sig af opdragelsesanliggender på en måde, som om den troede sin vagtsomhed i stand til at udføre det, som alene den enkeltes troskab, flid, dygtighed og interesse kan bringe i stand”.

Denne pædagogiske liberalisme bruger GS til at skelne mellem Herbart selv og dennes efterfølgere, de såkaldte herbartianere, som endte i ”stivnet formalisme”, som det hedder. Med andre ord: Herbart endte med dårlig presse. Herhjemme skal vi takke Alexander von Oettingen for at genfortælle hele denne fine tradition og dermed bidrage til, at skole- og undervisningsbegrebet i dag nærmest er kritiske begreber.

B.

Nå, men der er også en anden reaktion på Bell-Lancastermetoden, nemlig friskolebevægelsen. GS skriver.

”Her tror jeg, at man for det 19. århundrede kan begrænse sig til at tale om den indflydelse, der udgik fra Grundtvig og Christen Kold (…). De gav inspiration til en mere personlig skole (…). Det var imod metodedyrkelsen og den ensidige kundskabs- og forstandsdyrkelse, de begge vendte sig.”

Så GS ser den grundtvig-koldske filosofi som den centrale pædagogiske bevægelse i hele dette århundrede, når vi taler om dansk folkeskole. GS beskriver, hvordan bevægelsen sætter fortælling, historie, fællesskab og folkeligt engagement som centrale pædagogiske begreber, både i direkte, men også i indirekte påvirkninger, der får betydning for hele grundskolen frem til i dag.

Opgøret med den nærmest enerådende Bell-lancasterske metode, som prægede de første årtier af folkeskolens historie, giver den grundtvig-koldske bevægelse et voldsomt både kritisk og opbyggeligt drive efter 1830.

Bevægelsen kommer dermed til at spille en stor rolle for en masse folkelige pædagogiske initiativer, ikke blot i fri- og højskoleskoleregi, men også bl.a. i de tidligste seminarier, f.eks. hos Nathalie Zahle, som eksplicit nævnes. Zahle, som virkelig var en spændende personlighed, var grundlægger af Zahle Seminariet, som i dag er udraderet af noget, som hedder Københavns Professionshøjskole, hvor man ikke kan lide pædagogisk ”personlighed”, men vil have ”praksisnær forskning” i stedet. Det er rent forfald.

(I parentes vil jeg tilføje, at Zahle kom til at betyde meget for dele af 1920’erne reformpædagogik. Især for lærerinden Thora Constantin-Hansen, som var en central bærer af blandingen af Zahle, grundtvig-kold og Montessori.)

Nå, men GS’s pointe er, at disse vekselvirkninger sætter deres præg ikke blot på de frie skoler, men også på folkeskolen som sådan, i al fald frem til 1964, hvor han jo skriver ariklen. GS taler her om…

”romantikkens aflejring i dansk skole, efter at forud pietismen og rationalismen havde afsat deres lag”.

Ja, denne bevægelse får helt afgørende indflydelse på skolen i GS’s samtid. Læs f.eks. her:

”Derved skete det, at friskoler som private skoler til dels – og mere og mere med tiden – blev overflødiggjort, nemlig ved at den offentlige skole optog en del af deres tanker vedrørende undervisningens form og indhold. Når den offentlige skole har haft et så stærkt indslag af fortælling og sang, af historie og poesi, og dette igen i en bestemt ånd, så skyldes det denne indirekte indflydelse”.

Det er hele skolens tradition og forudsætning, der funderes i disse passager. Citatet er tankevækkende læsning i dag, hvor friskolesektoren vokser, folkeskolelærerne flygter, og læringsmålstænkningen har instrumentaliseret fortælling, sang, historie og poesi. Men det er fordi, at både skole- og læreruddannelsesreformen har rod i en aggressiv antigrundtvigianisme, som stammer fra nogle processer i 00’erne. GS’s folkeskole er den stik modsatte af vores.

 

C.

Så kommer der endnu en interessant markering:

”Som det hidtil er gået, da har traditionen altid været stærk nok til at absorbere det nye. Det er aldrig reformbevægelserne, der sluger skolen, men skolen, der sluger reformbevægelserne, optager det, den kan bruge, og udskiller det, den ikke rigtigt kan fordøje”.

Jeg nævner dette citat af to grunde:

1)
For det første kan man jo forstå citatet som en anerkendelse af en form for åndsdarwinistisk princip. Her er det lidt sjovt, at Per Fibæk Laursen i sin bog ”Didaktiske ambitioner” fra 2016 netop taler for darwinisme som skoleudviklingsprincip.

Forskellen er dog stor. Hvor GS tænker på en åndsvidenskabelig indlejring af pædagogikkens lag i forskellige praksisformer, så taler Fibæk Laursen om en metodedarwinisme, hvor ånden og dermed pædagogikken har meget svært ved at finde en plads. Fibæk Laursen ender på den måde med at arbejde i traditionen fra Bell-Lancaster. Det kan man også se ved hans udtalte støtte til John Hatties arbejde og til Ny Nordisk Skole, der lå til grund for skolereformen. Men alligevel er der samme interesse for det praktiske pædagogiske nærmest umærkelige arbejde med at få pædagogiske strømninger til at hænge sammen. GS’s tekst ender faktisk med at sætte den pædagogiske praksis i højsædet. F.eks.:

”Naturligvis kan den enkelte lærer være mere elle mindre grebet af en ensidig pædagogisk doktrin. Men uddannelse, erfaringer og nødvendigheden af samarbejde vil have en udlignende virkning”

Jeg tror faktisk, at Fibæk vil kunne lide GS’s analyse. Der er jo også den krølle, at Fibæk faktisk var med til at gøre oprør mod GS på Københavns universitet tilbage i 1970’erne. Selv er jeg mere til oprør end både GS og Fibæk, ikke mindst fordi situationen er en anden i dag. I dag må man mane til strid, hvis man ønsker et både-og.

2)
For det andet viser citatet, at GS har en udpræget traditionsbevidsthed, hvilket artiklen generelt også vidner om, f.eks når GS taler om, at åndsretningerne ”afsætter lag”. De forskellige pædagogiske diskussioner forener sig dermed til synteser, hvis indre enhed og strid fortsætter deres indflydelse op gennem historien. Vi får på den måde et rum af bevægelse, strid, syntese, dvs. et pædagogisk liv.

I 1964 er markørerne ifølge GS den blå betænknings reformpædagogik, den gryende skoleeffektivitetsbevægelse og den netop omtalte skoletradition. Og alle tre momenter er vel at mærke selv udtryk for forskellige former for synteser, som er lag i vores tradition, som praksis bader i.

Referencer:
Teksterne findes i Knud Grue-Sørensen: “Pædagogik mellem videnskab og filosofi”, Gyldendal, 1965.

 

23. d.22. marts: Videnskab og praksis

Den pædagogiske videnskabs vigtigste opgave er at opløse sig selv, så pædagogikken kan komme til syne som pædagogik.

 

24. d. 23. marts: Oplæg fra konference i Vingsted

Alexander von Oettingen havde arrangeret en konference om Empirisk Dannelsesforskning, som yderst vellykket slog to fluer med et smæk:

1. Konferencen havde indlæg af en række fremtrædende internationale og nationale pædagoger, herunder f.eks. Gerd Biesta, Michael Uljens, Johannes Bellmann, Lene Tanggaard, Keld Skovmand, Lars-Henrik Schmidt, Carsten Fogh Nielsen og mange flere.
2. Der var naturligvis folk fra universiteterne, men de fleste var faktisk fra UC-sektoren, og der var også en del skolelærere. En dejlig blandet flok lyttede til selvstændige røster.

På den måde blev der skabt mange nye kontakter, hvilket både UC’er, Uni’er og lærere har brug for. Fra uni-verdenen var der dog mest besøg fra den kritiske afdeling, som jo var kritiske i forvejen, selvom jeg også spottede et par delvise undtagelser.

Så vidt jeg kan se, var der ingen fra Rambøll, fra skoleforskningscentret, fra KL osv..

Selv bidrog jeg med et kort oplæg om pædagogisk forskning med udgangspunkt i en udleveret tekst af Knud Grue-Sørensen. Jeg vedhæfter oplægget her sammen med et par links og to yderligere små noter om en anden Knud Grue-Sørensen tekst.

http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogisk-forskning-knud-grue-soerensen-forbindelse-konference-empirisk-dannelsesforskning.html

 

25. d. 24. marts: Diskussion af Skovmands afhandling i Folkeskolen

I det nye nummer af Folkeskolen er der en interessant artikel, som handler om følgende: Keld Skovmand har i sit arbejde dokumenteret, at det taksonomiske niveau i de nye fagbeskrivelser, FM 2015, er lavere end i de gamle fagbeskrivelser, altså FM 2009.

Det sprog, hvormed man beskriver det faglige niveau, er altså faldet. Og på den måde kan enhver jo komme at sige, at man har gjort ”eleverne så dygtige som muligt”.

I både selve artiklen og i en ledsagende artikel er der kritik af Skovmands teser. Lad os se lidt på kritikken og Skovmands svar.

 

A. Andreas Rasch-Christensen (ARC):
ARC siger, at Skovmand tager fejl, fordi de forskellige fag har brugt forskellige taksonomiske systemer. Men så svarer Skovmand, at hans resultater skam gælder, uanset om man bruger Biggs- eller Bloom-taksonomien.

Så den indvending var nem at afvise.
(Og hvor kan man forresten læse om, hvem der har brugt hvilke systemer?)

 

B. Jeppe Bundsgard (JB):
Jeppe Bundsgaard har to kritikpunkter.

1) Skovmand kritiseres for, at hans ord-optællinger ikke er følsomme over for den kontekst, hvori ordene optræder.
Bundsgaard kommer med to eksempler på problemet. F.eks. angiver han følgende to mål fra danskfaget i hhv. 2009 og 2015:

– Eleverne skal “forholde sig til litteraturens og forskellige mediers betydning i samfundet”. (FM 2009)
– ”Eleven kan opstille mål for nye fremstillingsprocesser”. (FM 2015)

JB mener ikke, at der i taksonomisk forstand er den store forskel på disse to mål. Men det er der da? Mål nr. 1 er da på et højere niveau end mål nr. 2? Forskellen er slet og ret et eksempel på den indholdstømning, som Bundsgaard selv har været med til at fremme, og som han selv mener er et fremskridt, men som Skovmand kritiserer. Bundsgaard bekræfter dermed hele problemet. Han er på en eller anden underlig måde blind for essensen af Skovmands kritik.

2) JB kritiserer også selve taksonomierne. F.eks. den status ”fortolkning” har. Men han har jo selv brugt disse taksonomier i arbejdet med Dansk-faget, som han selv stod i spidsen for? Og der var da ingen kritik dengang?

Skovmand svarer så på sin egen herlige Skovmand-måde, at selv hvis man løfter ”fortolkning” op i taksonomi-hierarkiet, så gør det ingen forskel for de kvantitative resultater.

Så de to indvendinger var også nemme at afvise.

(i parentes: jeg er faktisk ikke selv så vild med disse taksonomier)

C. Historiedidaktikerne
I en ledsagende artikel har journalisten interviewet to historiedidaktikere. Den ene, Dennis Hornhave Jacobsen (DHJ), er formand for historielærerforeningen. Den anden, Jens Aage Poulsen (JAP), var med til at lave FM2015 for historiefaget.

De to historikere har to kritikpunkter:

1) DHJ mener, at FM2015 er med til at styrke ”nutidsrelevansen”. Han mener også, at det er vigtigere, at børnene lærer at forholde sig kritisk til Christian d. 4, end at de lærer om Christian d. 4.’s “liv og gerninger”.

Det betyder f.eks., at eleverne skal lære, at ”forfatteren – ham der skriver om Christian d. 4. – altid har et normativt udgangspunkt. At han er tendentiøs”.

Vi får også at vide, at nu er målene ”endegyldigt trukket over i kompetencesammenhæng”.

Udover at det historiesyn, som kommer til udtryk i citaterne, er under al kritik og vidner om et fag i krise, så bekræfter DHJ – med sin reference til kompetencebegrebet – faktisk Skovmands kritik. Det er samme form for blindhed som hos Bundsgaard. Men DHJ er måske selv “tendentiøs”? Det må han jo være ifølge sin egen logik?

2) Et lignende synspunkt finder vi hos JAP. JAP kritiserer Skovmand for at glemme, at hele strukturen for de fælles mål har ændret sig, dvs. at man er gået fra en indholds- til en kompetencelogik. Men det drøfter Skovmand da i mange sammenhænge. Ja, faktisk er han nok en af dem i hele landet, der har kritiseret disse opdelinger kraftigst?

Historiedidaktikerne lever i en faglig osteklokke med et forskrækkeligt historiesyn, som jo trives godt under skolereformens lige så forskrækkelige læringssyn, som de to didaktikere nærmest naivt accepterer.

De er – på samme måde som Bundsgaard – en del af det problem, som Skovmand har fokus på. Og derfor kan de jo ikke se problemet.

Konklusion: Der er ingen af de anførte kritikpunkter, der rører det mindste ved Skovmands analyser. Enten kan de uden videre metodisk afvises, eller også har de ikke sans for de principielle aspekter af Skovmands undersøgelser. Kritikerne er derimod en del af det problem, som Skovmand peger på.

 

Referencer:

Link til hovedartiklen: https://www.folkeskolen.dk/…/forsker-faelles-maal-har-saenk…

Link til den ledsagende artikel: https://www.folkeskolen.dk/…/fageksperter-faelles-maal-styr… (tilføjet senere)

 

26. d. 24. marts: Mistillid

Regeringen vil have gendatabank, læringsdatabank, socialdatabank og Singularitetsfilosofi. Det hele skal styres med usikre cpr-numre og stort set fri dataudveksling mellem myndigheder.

Systemet skal bidrage til noget, der hedder “forskning”, og det er skam til både den enkeltes og det fælles bedste.

Jeg har mistillid til politikerne.

 

27. d. 25. marts: Facebook-drys: februar 2018

Stort og småt fra februar 2018:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-47-februar-2018.html

 

28. d. 25. marts: KL’s evige liv

KL har betalt næsten 800.000 kr til Danmarks førende elev af Singularity-religionen, Anders Hvid og hans firma ”Dare Disrupt”, for at udarbejde et teknologiudspil, der myldrer med læringsadaptive robotter og totalovervågning. Der var ikke den mindste kritiske sprække i udspillet. Alle visionerne præsenteres under formlen ”hvad nu hvis?”.

I samme udspil roser KL endda firmaet ”Cambridge Analytics”, som står bag de mest utrolige og antidemokratiske bølle-metoder i mands minde, og som er eksperter i at trække datasjæle ud af folk og bruge dem i kriminalitetens tjeneste.

Desuden er der så mange historier om mangel på sans for datasikkerhed i kommunerne, at man bliver helt tummelumsk.

I dag blev to af KL’s direktører så interviewet. Spændende om der var begyndt at indfinde sig lidt realitetssans?:

 

1) Arne Eggert:
Først bliver Arne Eggert, som jo er direktør for skoleområdet og tidligere embedsmand for Antorini, interviewet til Berlingske om de alvorlige og nærmest globale kritikpunkter.

Eggert skriver følgende pr. mail:

“Det, der er foregået i USA, ville være ulovligt i Danmark og har i øvrigt ikke noget med de danske kommuner at gøre.”

Kan man overhovedet synke dybere i evnen til at svare på et spørgsmål af denne kaliber?

Derimod er i samme artikel skarp kritik af KL, både fra en jurist og fra den radikale Zenia Stampe. Der er problemer hos de radikale, hvor Ida Aukens SIRI-kommission er totalt teknologibegejstret. Auken har også skrevet en “hvad nu hvis?”-kronik. Anders Hvid sidder i øvrigt også i SIRI-kommissionen. Men Stampe er altså imod.

 

2) Laila Kildesgaard:
Dernæst har Politikens Jacob Sorgenfri Kjær, som selv har fulgt sagen tæt, interviewet KL-direktør Laila Kildesgaard, som hverken er til at hugge eller stikke i. Hun siger, hun vil følge loven, men hun vil gerne have loven ændret, så der bliver kommunal datafrihed. Hun er totalt singulariseret.

Ja, Laila Kildesgaard deler endda interviewet på twitter med følgende ledsagende kommentar:

”Jeg tror ikke på evigt liv, men tænk nu hvis”.

Og der er ingen smileys eller noget, der kan indikere ironi. Opslaget hashtagges til “#dktech” og ikke andre.

KL er i gang med at uploade sig selv, ligesom stifteren af Singularity University forudsagde. Og det sker i samarbejde med Lars Løkkes disruptionsregering.

 

Links:

Artikel i Politiken: https://politiken.dk/…/Selvf%C3%B8lgelig-skal-vi-overholde-…

Artikel i Berlingske: https://www.b.dk/…/kl-rapport-til-730.000-skattekroner-rose…

Ida Aukens “hvad nu hvis”: https://www.weforum.org/…/shopping-i-can-t-really-remember…/

 

29. d. 26. marts: To pædagogiske manifester

Analyse af to pædagogiske manifester:
1. “A Manifesto for Education” fra 2011
2. “Manifesto for a Post-Critical Pedagogy” fra 2017

http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-to-paedagogiske-manifester.html

 

30. d. 27. marts: Empirisk dannelsesforskning

Jeg sidder og påske-kigger lidt i den nye udgivelse ”Empirisk dannelsesforskning”, der er en form for beretning fra en konference af samme navn, der løb af stablen i foråret 2017. 2018-versionen af konferencen, som var yderst vellykket, fandt sted i forrige uge.

Jeg har skrevet lidt indtryk og noter ned om bogudgivelsen, som jeg her videregiver:

Der står selvfølgelig mange udmærkede ting, og indlæggene er også præget af en vis diversitet. Men alligevel: Det er som om, der er en bestemt diskursiv struktur, der træder frem. En struktur, der naturligvis er langt bedre end den aktuelle pædagogiske tilstand, men som alligevel ikke kan bryde ud af en række problematiske forudsætninger, eller måske snarere ”begrænsninger”, og som derfor ender med at lukke alt for meget pædagogisk begrebsdannelse og liv ude.

Bag ved initiativet arbejder en kraftig inspiration fra tyskeren Dietricht Benner og en række beslægtede folk fra den tyske tradition, og det formidles via især i Alexanders von Oettingens meget kompetente fortolkning.

Her er begrænsningernes faser:

 

A.

Pædagogikken startes med det moderne ”sammenbrud”, som markeres til at være omkring udgivelsen af Rousseaus Emile i 1762. Fra da af bliver pædagogikken ubestemt. Den overgår fra nødvendighedens liv til pædagogisk dannelse.

Der er ingen drøftelse af andre kulturelle eller politiske brud og stort set heller ikke af den antikke tradition mm. Den franske revolution skal bære det hele. Det bliver alt for simpelt, efter min mening. Det var faktisk også Peter Kemps kritik, som jeg husker det, fra en konference for nogle år siden. Og hvorfor ”sammenbrud”, og hvorfor af det hele? Det går for hurtigt deromkring med ”til og fra”-logik.

 

B.

Det er den tyske neokantianske pædagog Herbart, som i selvforståelsen er den centrale tænker, der skal håndtere den nye ubestemthed, som altså er forårsaget af ”sammenbruddet”. Desværre – får vi at vide – har mange Herbartianere misforstået Herbart. De har overset, at han gik ind for en åben pædagogik, der tog udgangspunkt i barnets ”bildsamkeit”, dets selvaktive formbarhed. Det var pga. denne misforståelse, at Herbart fik en dårlig presse. Han endte som en reference for den sorte skole. Men tager man udgangspunkt i ”bildsamkeit”, hvad de gamle herbatianere altså glemte, sker det modsatte. Så får vi en såkaldt ikke-affirmativ pædagogik, hvor vi ikke kan vide, hvad barn og pædagogisk praksis bringer med sig. Det er isoleret set en udmærket erkendelse.

 

C.

Herfra genskrives dele af den tyske dannelsestradition frem til og med Benners arbejde. Der suppleres med lidt luhmannisme for at holde styr på, at didaktikken ikke breder sig ud af skolen. Oettingens særlige bidrag er, at danske Knud Grue-Sørensen også bringes ind i fortællingen.

Det er for så vidt alt sammen fint i sig selv, men der er en række uheldige konsekvenser, som ret systematisk følger med:

1. Der er et alt for kraftigt fokus på Herbarts indflydelse, som nærmest erstatter Rousseau, der dermed ender som idehistorisk hittegods i et herbatiansk re-entry. Kant-læsningerne bliver også smalle, og hele den britiske og danske tradition forsvinder. Vi får – lidt groft sagt – Herbart all inclusive, hvor alt for meget falder ud.
2. Derudover forsvinder også den europæiske fænomenologi. Der er helt lukket af for Heidegger, Gadamer, Sartre, Arendt osv.. Gert Biesta – som trækker på denne tradition – er på det seneste kommet lidt med som en nedre reference her og der, og han var også med på konferencen i sidste uge. Men det er noget ydre. Den poststrukturalistiske tradition er også helt væk, men ok, det giver faktisk et frisk pust og lidt pædagogisk liv og selvstændighed.
3. Den danske tradition, dvs. Grundtvig, Brandes, Kierkegaard, Andersen, 1920’ernes reformpædagogik osv. nævnes heller ikke. Grue-Sørensen er eneste undtagelse. Der er heller ingen kritiske analyser af nyere dansk pædagogik.
4. Dewey nævnes af og til, men han af-ontologiseres, og de sociale og demokratiske sider af hans tænkning kan slet ikke komme til sin ret.
5. Al reference til politisk teori og samfundsvidenskab er taget ud. Der er ikke noget moderne gennembrud, kold krig, konkurrencestat etc.. Der er kun den Herbartianske skoledidaktik. Alting lukker sig om det didaktiske rum. Udvider man feltet, så ”overophedes dannelsen”. Dette aspekt er en kæmpefejl. Pædagogikken må have en samfundsvidenskab omkring sig.
6. Læringsteorierne forsvinder også. Barnet har blot en universel ”læringsnatur”, der følger af ”bildsamkeitstesen”. Men der er ingen reference til læringsteoriens rige muligheder og ødelæggende begrænsninger. Derfor er man uden sans for f.eks. Biestas kritik af læringsbegrebet.
7. Disse forhold forstærkes af forbindelsen til Luhmannismen, som også er pænt repræsenteret i bogen. Kombinationen af den manglende læringsteori og den positive tilgang til systemteorien, stækker Benner-bevægelsens kritiske muligheder.
8. Der bliver for stort fokus på skolen. Bevægelsen kan ikke begrebsliggøre – og den interesserer sig heller ikke for – børnehaver, universiteter mm..
9. Den positive omgang med systemteorien er et stort problem i den aktuelle pædagogiske og uddannelsespolitiske situation.
10. Vi ender kort sagt i en ret lukket overophedning af didaktik-begrebet. Tilgangen er dog velegnet til et UC-perspektiv, eftersom UC’erne vil vælte omkuld, hvis pædagogik knyttes til samfundsvidenskab og en bredere filosofi.

Dermed bliver det efter min mening også så som så med dybden af forholdet mellem dannelse og empiri, selvom der gøres flere udmærkede forsøg.

Den eneste centrale undtagelse fra dette overordnede mønster er Lene Tanggaards bidrag. En mindre undtagelse er Merete Wibergs bidrag. Hun trækker også kraftigt på Benner, men hun har en interessant brug af Humboldt og Hartmann, der udvider Herbart-feltet.

Der er også flere andre gode artikler med fine pointer, men ovenstående er bevægelsens grundstruktur, som jeg ser det.

 

31. d. 29. marts: OK18: Sophie Løhdes kronik

Utroligt at Politiken i dag forærer Sophie Løhde en hel kronik til en masse intetsigende propaganda, som ikke har for fem flade øres indhold eller interesse.

Løhde forsøger at fremstå sådan rigtigt strategi-bedstemoragtig sød og rar hen over alle 2200 ord uden en eneste selvstændig refleksion og uden et kritisk spørgsmål i miles omkreds. Det er da ikke kronik-stof?

Den teknokratiske sødme skal formodentlig dække over, at hun står i spidsen for et regnearks-ministerium, som har tilranet sig en nærmest uindskrænket magt over landets offentlige arbejde og pædagogik. Denne magt kaldes for ”normalisering” eller ”corydonisme”, og den blev implementeret og stadfæstet via kombinationen af L409 og Skolereformen i 2013. Processen støttes til fulde af Socialdemokratiet, hvorfra det hele jo udspringer, dengang med SF’s og RV’s begejstrede tilslutning.

Det er denne magt, som er årsag til kronikkens normaliserings-tavshed. Løhde glemmer stort set ”normaliserings”-problemstillingen. Hun – eller måske først og fremmest hendes embedsmænd? – vil gerne have diskussionen pakket ned i løn- og madpakke-kasser i stedet for, så hendes ministerium kan beholde magten over landets ånd.

Man må sandelig håbe, at fagbevægelsens forhandlere ikke er til falds for den slags Konkurrencestatstidende-kronitistiske strategi.

Jeg håber også, at nogle af politikerne begynder at åbne munden igen, som de jo gjorde i forrige uge. Det er som om, de er blevet lige lovligt tavse. Hvorfor får Løhde den politiske bane for sig selv, når hun nu breder sig i en stor kronik og dermed befæster sin magt? SF, RV og DF har en særlig pligt, for de stemte jo for både L409 og skolereform i sin tid. Men de andre må også åbne munden.

Om så Løhde tilbyder 20% i lønstigning, så er det på med nej-hatten, indtil hele normaliseringspakken er trukket tilbage. Ellers står de andre faggrupper for skud næste gang, hvilket allerede er ved at ske i selve ideologien. Se blot det seneste udspil til de videre uddannelser, hvor hele den pædagogiske og videnskabelige tradition blev oversat til banalt økonomisk afkast. Det er ren klargøring til yderligere corydonisme.

Flemming Vinther, som forhandler for staten, svarer heldigvis godt igen i et mindre debatindlæg, hvor han understreger og fastholder problemet med lærerne. Han har dog ikke har blik for de ideologiske sider af konflikten.

Arbejdsmarkedsforskeren Flemming Ibsen fra AAU mener derimod, at fagforeningerne er til salg for lønstigninger. Dvs. at musketereden bag normaliserings-kritikken brister. Det er muligt, han har ret, men jeg håber det ikke, og jeg synes heller ikke, at man kan læse et sådan udsalg ud af Vinthers indlæg.

Links:
Sophie Løhdes kronik: https://politiken.dk/…/Jeg-har-ikke-opgivet-h%C3%A5bet-om-e…

Flemming Vinthers svar: https://politiken.dk/…/Flotte-ord-fra-Sophie-L%C3%B8hde-er-…

Flemming Ibsens kommentar: https://politiken.dk/…/%C2%BBBig-bang-er-aflyst.-Nu-f%C3%A5…

 

32. d. 30. marts: OK18: Moderniseringsstyrelsens dannelsesprojekt

På Moderniseringsstyrelsens hjemmeside kan man læse, at den ønsker at være ”èn koncern”. Hvad denne ”koncern” går ud på kan man f.eks. læse i koncernens ”Mål- og resultatplan”, eller i noget som kaldes for ”Enkel og værdiskabende styring”. Hvis man har nerver altså, for den magtglade nihilisme er grænseløs.

Der er nemlig ikke den mindste sans for den materie, som styrelsen er sat til at styre. Det er ren læringsmålsdatastyring.

Moderniseringsstyrelsens sprog er desværre også definitionen på både ”ånd og kritisk sans”, som Søren Pind frækt kalder det i sit udspil om de videregående uddannelser.

Landets ånd er læringsmålsstyring, afkast og moderniseringsstyrelse. Læringsmål er moderniseringsstyrelse for børn. Det er landets dannelsesprojekt.

Hvad er opdragelse? Det er forberedelse til moderniseringsstyrelse.

Det er kampen mod denne anti-ånd, som er kernen i den aktuelle arbejdsmarkedskonflikt.

Links:
a) Moderniseringsstyrelsens hjemmeside: https://modst.dk/

b) Mål og resultatplan: https://modst.dk/…/maal-og-resultatplan-for-modst-2018_sikr…

c) Om læringsmålstyring i folkeskolen: https://uvm.dk/…/forsker-om-laeringsmaalstyret-undervisning…)

 

33. d. 30. marts: Diskussion om pædofili

Nedenfor har jeg noteret de centrale bidrag til den aktuelle pædofili-diskussion, som startede dels med Politikens vigtige afsløringer af misbrug af børneskuespillere, og dels med Søren Villemoes’ strålende indsats i Weekendavisen. TV2, P1, Radio24syv og Filmmagasinet EKKO har også ydet centrale bidrag.

Villemoes afdækker løbende det kulturelle og ideologiske og diskursive netværk i dansk pædofili, og han forbinder sagen til den europæiske intelligentsia, i første omgang til kredse omkring den vilde freudianer, Wilhelm Reich, og til fransk filosofi. Det er dybt interessant.

Søren Villemoes’ indsats minder mig om faderen Lars Villemoes’ arbejde. Det var Lars, der afslørede Blekingegadebanden, da han var ansat på Information under Peter Wivel og Lars Hedegaards redaktion. Også dengang var de sørgelige rester af ungdomsoprørets folk ude og forsvare misgerninger med henvisning til det ene og det andet selvrefererende system. Nu oplever sønnen det samme. Det er meget tankevækkende at overvære.

Man kan også følge Villemoes’ oplysningsarbejde på Facebook, hvor han i et utal af tråde argumenterer sagligt og åbenhjertigt for sin sag.

Jeg støtter Villemoes journalistiske arbejde og kamp med dette emne 100%. Jeg er også glad for at høre, at Sebastian vil dedikere sine fantastiske sange fra de to berørte ungdomsfilm, ”Måske ku vi” og ”Du er ikke alene”, til ofrene for den klamme ideologi.

Her er de forskellige indlæg. Jeg justerer løbende, og I må meget gerne gøre opmærksom på mangler i listen. (Avisoverskrifterne er hentet på Infomedia og svarer derfor ikke altid til den elektroniske version):

 

1. Weekendavisen:

Søren K. Villemoes: ”Erindringstab”, WA, fredag d. 16. marts

Villemoes: ”Et glemt kapitel”, WA, fredag d. 23. marts

Villemoes: ”Frihedskæmpere”, WA, onsdag d. 28. marts. (om pædofili i Fransk filosofi)

Villemoes: “En fælles kamp”, WA, fredag d. 13. april. (om pædofili i Holland)

Se også den dramatiske debat: Villemoes & Braad Thomsen: Debat i Deadline, d. 16. marts:
https://www.dr.dk/…/se/deadl…/deadline-9/deadline-2018-03-16
—————————–

B. Politiken:

Frauke Giebner m.fl.: ”Børneskuespillere fra 1970′ er-film fortæller om seksuelt misbrug”, Politiken, d. 14. marts:
https://politiken.dk/…/B%C3%B8rneskuespillere-fra-ikoniske-…

Giebner, m.fl.: ”Alt det, der skulle have været sjovt og spændende, endte med at være et rent mareridt”, Politiken, d. 14. marts:
https://politiken.dk/…/%C2%BBJeg-var-kun-et-barn-du-var-en-…

Gibner m.fl.: ”Filmfolk fralægger sig ansvaret”, Politiken, d. 15. marts:
https://politiken.dk/…/Filmfolk-fral%C3%A6gger-sig-ansvar-f…

Gibner m.fl.: ”Hvorfor kommer det efter 50 år? Er det fordi jeg er kendt?”, Politiken, d. 15. marts:
https://politiken.dk/…/%C2%BBHvorfor-kommer-det-efter-50-%C….

Giebner, m.fl.: ”Ernst, du skal vide, at du har gjort rigtig meget skade på rigtig mange børn”, Politiken, d. 17. marts: https://politiken.dk/…/%C2%BBErnst-du-skal-vide-at-du-har-g…

Giebner, m.fl.: Misbrugte filmbørn: ”Derfor står vi først frem nu”, Politiken, d. 18. marts:
https://politiken.dk/…/Misbrugte-filmb%C3%B8rn-Derfor-st%C3…

Nils Thorsen & Johan Bendtsen: ”Overgreb forklædt som frisind”, Politiken, d. 24. marts (stor sammenfattende artikel): https://politiken.dk/…/Overgreb-mod-b%C3%B8rn-blev-forkl%C3…
———————————

C. Information:

Bennike, C.: ”Vi kendte alle sammen til hans fascination af unge drenge”, Information, d. 17: marts.https://www.information.dk/…/kendte-sammen-fascination-unge…

Bennike, C.: ”Vil tilegne sangene til de misbrugte filmbørn”, d. 24. marts (interview med Sebastian):
https://www.information.dk/…/sebastian-dedikere-alene-misbr…
—————————————

D. Avisledere:

Leder: Kristeligt Dagblad: ”Den tunge arv fra 1970’erne”, d. 22. marts:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/den-tunge-arv-fra-1970e…

Leder: Information: ”Når alt er til forhandling”, d. 28. marts:
https://www.information.dk/…/70erne-ogsaa-forsvindende-lill…

Leder: Politiken: ”Lad dem ikke alene”, d. 18. marts: https://politiken.dk/…/Filmb%C3%B8rn-giver-vigtig-stemme-ti…

————————————

E. Radio- og TV- programmer:

“De misbrugte filmbørn: Overgreb i den danske filmbranche, del 1 og 2”, d. 14. marts, programserie på TV2: https://play.tv2.dk/…/overgreb-i-den-danske-filmbranche-de…/

“70’er-instruktør: Der findes lykkelige incestforhold”, Radio27syv, d. 22. marts:
https://www.radio24syv.dk/…/1970-er-instruktoer-der-findes-…

“Shitstorm: Forsvarer filmmand pædofili?”, P1, d. 24. marts: https://www.dr.dk/radio/p1/shitstorm/shitstorm-29

---

F. Diverse:

Mchangama & Stjernfelt: “Men – ytringsfrihedens historie i Danmark”, 2016, s. 614.

Lang artikelserie i Filmmagasinet EKKO, fx Ryom & Christensen: “Overgreb i danske ungdomsfilm”, Filmmagasinet EKKOs hjemmeside, d. 8. februar. (Se hele serien i bunden af artiklen. Se også papirversion nr.77):
http://www.ekkofilm.dk/artikler/dengang-i-70erne/

Herschund & Vesterlund: “De misbrugte filmbørn”, artikel på TV2, d. 13. marts:
http://nyheder.tv2.dk/2018-03-07-de-misbrugte-filmboern

Susanne Bøgelov Storm: “Omgivelsernes ord kan forværre et overgreb”, Kronik i Politiken, d. 16. marts. (kronik af børneskuespiller i 70’erfilm):
https://politiken.dk/…/Instrukt%C3%B8ren-bag-filmen-var-min…

Mikael Jalving: “De toneangivende tier om seksuelle overgreb”, JP-blog, d. 27. marts:
https://jyllands-posten.dk/…/de-toneangivende-tier-om-seks…/

Arne Wurgler: “68”, Politiken, d. 29. marts.

Flemming Christian Nielsen: “Weekendavisen gør ungdomsoprøret til en ølejr for pædofile”, Altinget, d. 29. marts:
https://www.altinget.dk/…/flemming-chr-nielsen-weekendavise…

Steffen Groth: “Forsvarede Dan Turell pædofili?”, Pov International, d. 29. marts:
http://pov.international/forsvarede-dan-turell-paedofili/