Her er 29 facebook-opdateringer fra april 2018. Overenskomstforhandlingerne og diskussionerne om dansk-didaktikken har fyldt en del, men der har også været andre ting. Man kan enten læse opdateringerne på nærværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

1. Det tyranniske Socialdemokrati
2. Slavoj Zizek og den positive psykologi
3. Datategning
4. Dansk hygge
5. God anmeldelse af ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”
6. Facebook-drys 48: marts 2018
7. Danskfag i opløsning
8. Indholdstømning i danskfaget
9. Keld Skovmand kritiserer Jeppe Bundsgaard
10. DPO i OECD: Ministerium 1 og Ministerium 2
11. Mange tak!
12. Kritik af Jeppe Bundsgaards dannelsessyn
13. Forberedelsestid i skolen og på universitetet
14. Alexander von Oettingen i Opinion i 2004
15. Fra Christiansborg til Cambridge Analytics
16. Agedrup-sagen kommer for landsretten
17. Dannelse i KvaN
18. Konfliktens tabere
19. Den virkelige musketered
20. Dennis Kristensens svigt
21. Løntilbageholdenhed i 1739
22. Blachman på skemaet
23. Dagens WA: Moderniseringsstyrelse, pædagogisk kald og SF
24. OK18-fiasko
25. Aftenrefleksion over OK18
26. Dennis Kristensens informationer
27. Troels Mylenberg om fagbevægelsens fiasko
28. Curt Sørensen om fagbevægelsens fiasko
29. Strejke fra 1. maj

 

1. d. 2. april: Det tyranniske Socialdemokrati

I 2014 kritiserede Peter Kemp den daværende finansminister Bjarne Cordon for at være en “nutidens tyran”. I dag giver Michael Jalving udtryk for en lignende holdning på sin JP-blog.

Jeg kan huske, at jeg i 2014 først syntes, at Kemps artikel var lidt vild. Men det synes jeg ikke mere. I dag virker den nærmest mild og venlig, realiteten taget i betragtning. Jeg skulle have lyttet mere til Kemp dengang.

Og nu springer Jalving – for en gangs skyld uden at nævne ordet “islam” – ud som antiteknokrat, endda selvom Corydon har en høj stjerne i en del af det segment, Jalving skriver for.

Jalving kalder Corydon for “princip- og historieløs”, og han kritiserer, at Børsen har ansat Corydon i en publicistisk stilling. “Er de gået forstanden?”, spørger han Børsens ejere.

Jeg minder om, at corydonismen stadigvæk er centrum-venstres og især Socialdemokratiets ideologi. Ideologien består i at omdanne alle fag, erfaringer og professioner til et unisont og messende styringssprog, som selv små børn skal kunne repetere.

Links:
Peter Kemps indlæg fra 2014:
https://politiken.dk/…/art…/Bjarne-Corydon-er-nutidens-tyran

Mikael Jalvings indlæg fra i dag: https://jyllands-posten.dk/…/bjarne-corydon-tramper-idioti…/

 

2. d. 3. april: Slavoj Zizek og den positive psykologi

Slavoj Zizek havde en interessant kronik i lørdagens Information vedr. Cambridge Analytics-skandalen. Jeg hæfter mig især ved, at han knytter firmaets filosofi både til Bannon/Trump, som jo har rod i Ayn Rand/positiv tænkning-ideologien fra 1950’ernes USA, og til den beslægtede positive psykologi, som denne især er formuleret af Martin Seligman, der var medstifter af den positiv psykologiske bevægelse i sin tid.

Zizek skriver følgende om ovennævnte forbindelse:
———-
”Kigger man nærmere på konteksten omkring Cambridge Analytica, står det klart, at koldblodig manipulation og bekymringen om kærlighed og menneskelig velfærd i virkeligheden er to sider af samme mønt. I en artikel i The New York Review of Books beskriver Tamsin Shaw »den rolle, private firmaer spiller i udviklingen og anvendelsen af regeringsfinansierede teknologier til at regulere adfærd«. Det mest bemærkelsesværdige eksempel er naturligvis sagen om Cambridge Analytica:

»To unge psykologer er uomgængelige i historien om Cambridge Analytica. Den ene er Michal Kosinski, der sammen med en studiekammerat fra Cambridge University har udviklet en app, der måler personlighedstræk på baggrund af likes på Facebook. Den blev anvendt i forbindelse med et projekt ved Center for Positiv Psykologi på University of Pensylvannia, der fokuserede på at anvende big data til at måle menneskers lykke og velbefindende med henblik på at øge den generelle velfærd. Den anden er Aleksandr Kogan, der også arbejder med positiv psykologi og har skrevet videnskabelige artikler om lykke, godhed og kærlighed.«

Det, der bør fange vores opmærksomhed, er, hvordan »forskning i emner som godhed og kærlighed på bizar vis møder forsvars- og efterretningsinteresser«, som Tamsin Shaw skriver. Hvordan kan den slags studier tiltrække så meget opmærksomhed fra britiske og amerikanske efterretningstjenester og virksomheder, der producerer militært udstyr?

Tamsin Shaw skriver, at forskeren, der legemliggør dette møde, hedder Martin Seligman. I 1998 »stiftede han bevægelsen for positiv psykologi viet til studier i psykologiske træk og vaner, der frembringer autentisk lykke og velvære, hvilket har affødt en gigantisk industri af populære selvhjælpsbøger. På samme tid begyndte denne forskning at tiltrække militære investeringer i forbindelse med et initiativ, der skulle styrke soldaters psykiske modstandsdygtighed.«
At bruge adfærdspsykologi til at påvirke mennesker er altså ikke noget »onde« politiske manipulatorer har fundet på. Det er en integreret del af disciplinen.

»Målet med de her programmer var ikke blot at analysere og frembringe viden om forskellige sindstilstande, men at opdage teknikker til at påvirke eller nudge mennesker i retning af det, positive psykologer forstår som sandt velvære, hvilket inkluderer karaktertræk som modstandsdygtighed og optimisme,« fortsætter Shaw.”
—————-
Seligman er også en vigtig reference for vores hjemlige positive psykologer. Sidste år holdt Seligman en stort anlagt forelæsning på DPU. Han var inviteret af vores førende positive psykolog, Hans Henrik Knoop, der også styrede slagets gang. Fra mit synspunkt – dvs. den urene pædagogik – er det værd at bemærke, at Knoop er stærkt kritisk overfor f.eks. Brinkmanns arbejde, der jo hviler på en socialt og filosofisk konciperet psykologi.

I diskussionen efter forelæsningen siger Seligman følgende:

”I think in 20 years we will have a neuroscience and even a pharmacology of part of positive psychology”.

Og så er vi jo tilbage ved Zizeks pointer, blot i farmakoliseret form.

Desuden er det værd at bemærke, at Lars Løkkes ”Løkkefonden”, som i disse uger kritiseres i Weekendavisen, også bygger på positiv psykologi og faktisk også på militærpsykologi via indflydelsen fra jægersoldaten Nikolaj Moltke-Leth, som i øvrigt også har en master i positiv psykologi.

Nu er jeg ikke Zizek-ekspert, men jeg vil dog lige sige to ting om kronikken mere generelt:

 

A.

Zizek er fan af psykoanalytikeren Lacan, som nok er det fjerneste man kan komme fra positiv psykologi, eftersom det lacanianske subjekt hele tiden skal forholde sig til objekter og andet-hed. I den forstand er Lacan tættere på situeret psykologi, selvom der også er store forskelle. Vores førende hjemlige lacanianer, Kirsten Hyldgaard, har da også bidraget til Uren Pædagogik, som Brinkmann jo har redigeret.

Hvis den positive psykologi skal finde sig en psykoanalytisk retning, bliver det nok nærmere i nærheden af Wilhelm Reich, der også repræsenterer en form for hedonisme, og som Weekendavisen faktisk havde fat i i sidste uge i en helt anden sammenhæng, nemlig som en form for psykologisk ophav til den pædofile ideologi, som udviklede sig i intellektuelle kredse fra omkring 1960. Men Reich og Seligman er selvfølgelig også meget forskellige. F.eks. spiller selvkontrol også en stor rolle for mange positive psykologer. Men vi ender i en tendens til grænseoverskridende adfærd for hele flokken.

Er der nogen, der ved, om der rent faktisk eksisterer en sådan sammenhæng mellem Reich og positiv psykologi et eller andet sted?

Der er noget med hedonisme uden kultur, der har det med at få nogle negative konsekvenser for den pædagogiske sammenhæng.

 

B.

Zizek er også hegelianer. Det giver sig ind imellem udslag i en irriterende historicisme. F.eks. siger han i interviewet, at det på en måde var godt, at russerne greb ind i Tjekkoslovakiet i 1968. Dermed undgik tjekkoslovakerne nemlig at støde ind i den kapitalistiske realitet. I stedet kunne de bevare ”håbet om en demokratisk socialisme”.

Jeg tror ikke, at de tjekkoslovakiske borgere var enige med Zizek i det. Måske kan vesten ikke reduceres til kapitalisme? Og med samme logik kan man jo forsvare diktaturet i Egypten og andre steder.

 

Links:
Zizeks kronik: https://www.information.dk/…/zizek-lettest-manipulere-menne…

Seligmans forelæsning i København: http://edu.au.dk/…/positiv-psykologi-2017-state-of-the-art…/

Link til Tamsin Shaws oprindelige artikel i The New York Review of Books, d. 21. marts: https://www.nybooks.com/…/the-digital-military-industrial-…/

Link til Tamsin Shaws arbejde: https://tamsinshaw.com/

Analyse nr 1. af positiv psykologi: http://www.thomasaastruproemer.dk/svend-brinkmanns-strid-me…

Analyse nr. 2 af positiv psykologi: http://www.thomasaastruproemer.dk/svar-til-hans-henrik-knoo…

 

3. d. 3. april: Datategning

https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10156272177179948&set=a.10151902181699948.1073741825.717909947&type=3&theater

 

4. d. 3. april: Dansk hygge

Dansk hygge:

https://politiken.dk/indland/art6413511/PET-gemmer-slettede-data-i-skjult-lager

 

5. d. 5. april: God anmeldelse af ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”

Alexander Carnera har anmeldt min bog “Ballade i pædagogikkens forsamlingshus” til det norske tidsskrift Ny Tid.

Det er en glimrende anmeldelse, som jeg er utrolig glad for. Carnera har virkelig forstået mit ærinde med bogen.

https://www.nytid.no/da-pedagogikken-forsvant/

 

6. d. 6. april: Facebook-drys 48: marts 2018

Diskussioner i marts 2018:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-48-marts-2018.html

 

7. d. 8. april: Danskfag i opløsning

Jeg vil blot sige, at professor Jeppe Bundsgaard har holdt en kontroversiel forelæsning på DPU om dansk-fagets didaktik.

I nedenstående link er der en omtale af forelæsningen, og der er faktisk også et link til en video fra selve forelæsningen.

Efterfølgende er der en herlig tråd, hvor mange forskellige forskere, forfattere og lærere blander sig, blandt andet Bundsgaard selv, der forsøger at forsvare sig, så godt han kan.

Jeg er selv meget kritisk over for Bundsgaards analyse og fagforståelse. Efter min opfattelse adskiller han fag og dannelse, og det er jo helt galt. Derfor blander jeg mig også i flere omgange. Bundsgaard er på sin side ikke begejstret for min kritik. Han siger bare “dom uden belæg” hele tiden.

https://www.folkeskolen.dk/630891/professor-dansklaererne-har-selv-en-del-af-ansvaret-for-manglende-dannelse-

 

8. d. 15. april: Indholdstømning i danskfaget

I den aktuelle fagstruktur for faget Dansk er der en dobbelt indholdstømning.

Den ene tømning etableres via den helt overordnede fagstruktur for alle skolens fag. Denne struktur er beskrevet i den såkaldte ”Master”, som er kraftigt præget af professor Jens Rasmussens systemteoretiske udgangspunkt, der fører lige lukt ind i læringsmålsstyringens altomfattende regime.

Den anden tømning finder sted i den konkrete beskrivelse af danskfaget. Denne tømning er præget af professor Jeppe Bundsgaard radikale kompetencetænkning, hvorefter fagets dannelsesaspekter knyttes til OECD’s generiske kompetencestruktur. Bundsgaard støtter Masterens opdelinger, men er lidt nervøs for alt for meget læringsmålsstyring, formodentlig fordi det vil besværliggøre realiseringen af hans eget didaktiske projekt, den såkaldte scenariedidaktik, der altså skal optimere OECD-kompetencer.

Så Rasmussen og Bundsgaard er ikke helt ens, men de deler opgøret med pædagogisk og fagligt indhold.

Med et så radikalt og dobbelt indholdsopgør er Folketinget tvunget til at lave og fastholde en kanon for litteratur og måske også for andre faglige emner. Dermed overgår dannelsen fra at være knyttet til pædagogik til at være knyttet til styring. Dermed går der NPM i pædagogikken. Indholdet skal styres frem.

Vi ender altså med en indholdstømt kompetencestruktur, som kommer fra det pædagogiske system, og et upædagogisk kanon/testsystem, som skal tage sig af indholdsresten, og som kommer fra det politiske system.

Vi får to adskilte systemer: Et kompetencesystem og et kanon/indholds-system. Dette dobbelte system har sin egen særlige rod i opgøret med landets pædagogiske tradition i bredeste forstand. Det var fra 1970, at tingene blev skilt ad, og skole- og læreruddannelsesreformen er opsplitningens foreløbige klimaks.

Det ideelle var, om det pædagogiske system kunne ordne tingene selv, dvs. at det selv laver alle fagbeskrivelsernes niveauer. Disse fagbeskrivelser bør skrives i et indholdssprog med forholdsvist præcise angivelser af fagets emner og indhold med den pædagogiske traditions lag som klangbund.

Hele den didaktiske indsats kan herefter komme fra vekselvirkninger i professionen selv, dvs. fra lærerseminarier, pædagogisk teori, metode- og lærermiddeludvikling og fra lærernes dømmekraft. Denne vekselvirkning behøver næsten ingen regler, eftersom dannelse og pædagogik er forenede i pædagogikken og traditionen selv.

Herfra er der ingen grund til at have en kanon.

Kan man gentage den samlende proces for kundskaber som læsning og stavning – som er præget af samme problemstilling – så ophører også rationalet bag de nationale testsystemer. Dermed bliver læreren en person, der drager omsorg for den fælles verden og elevernes tilsynekomst heri,
stort set uden politisk indblanding.

Men jo mere indholdstømt og kompetencebaseret det pædagogiske system bliver, desto mere kanon og styring vil de politiske og folkelige systemer producerer. Desværre bliver styringen så uden pædagogisk og dannelsesmæssig sans, dvs. at dannelse ender som en slags politisk teknik, f.eks. i særlige moduler eller i form af deciderede forfaldsformer som ”trivselsmålinger”.

PS
Faktisk er der også et tredje niveau i danskfaget, som er værd at nævne. Det handler om, at fagets vejledning, som juridisk set ligger under Masteren og fagmålene, blev udarbejdet af lektor ved VIA, Benny Bang Carlsen, som er særdeles kritisk over for Bundsgaards kompetencetænkning. Carlsen er langt mere orienteret mod klassiske didaktiske emner, herunder litteratur, læsning og indhold. Desværre skulle Carlsens vejledningsudkast jo indskrives i Rasmussens overordnede struktur, som Bundsgaard giver sin egen uheldige OECD-prægning.

Men alligevel: Der er en form for tredeling af den pædagogiske tænkning i danskfaget, nemlig læringsmål, OECD og fagdidaktik, som det er værd at holde øje med, indtil vi får en ordentlig fagbeskrivelse og fagstruktur, hvor dannelse, pædagogik og fag hænger sammen.

 

9. d. 16. april: Keld Skovmand kritiserer Jeppe Bundsgaard

Den indflydelsesrige professor Jeppe Bundsgaard, som i sidste uge holdt en kontroversiel forelæsning om faget Dansk, har ved flere lejligheder kritiseret Keld Skovmands arbejde.

Det er sket med lidt hurtige bemærkninger og med et decideret misbrug af peer-review-genren, så jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt man bør kalde Bundsgaards indsats for en “kritik”.

I dette grundige indlæg svarer Skovmand effektivt igen, både på form og indhold i Bundsgaards bemærkninger og “peerreview”.

Skovmands Indlæg er et vigtigt bidrag til den fælles undersøgelse af danskfagets nærmere skæbne, efter at det har været udsat for en dobbelt indholdstømning, især siden 2013, men faktisk også længere tilbage. Bundsgaard har efter min opfattelse haft en central rolle i denne tømning.

Selv forbereder jeg også et længere indlæg om sagen, som jeg lægger på bloggen en af de nærmeste dage.

Det er nu, at fagets omsorgsgivere skal træde i karakter så danskfaget i sin fulde substans kan genvindes for pædagogikken, og med sit indlæg er Skovmand heldigvis så venlig at give os alle sammen en central reference, der kan bruges i det videre omsorgsarbejde.

https://www.folkeskolen.dk/631803/domsudsagn-med-belaeg-en-kritik-af-professor-jeppe-bundsgaards-projekt-og-praksis

 

10. d. 18. april: DPO i OECD: Ministerium 1 og Ministerium 2

A. Striden mellem Skovmand og Bundsgaard

Som omtalt i forgårs pågår der i disse uger en heftig pædagogisk strid mellem ph.d. Keld Skovmand og professor Jeppe Bundsgaard. Sidstnævnte er meget betaget af OECD’s globale kompetencestruktur, som han anser for det centrale dannelsesbidrag til danskfaget.

Striden er sådan en slags forlængelse af et kæmpeangreb på Skovmand som blev foretaget af Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen i 2016, som jeg også skrev om.

Bundsgaard og Morten Misfeldt forsvarede indirekte Rasmussen og Rasch-Christensen via et meget kontroversielt ”peer-review” af Skovmands bog.

Ja, Skovmand har nok at se til.

 

B. Ministerium 1 i Danmark: Skovmands ministerium.

Tidligere på året var undervisningsminister Merete Riisager i infight med de socialdemokratiske læringsfundamentalister i Folketinget, der støttede netop den slags projekttænkning, som Bundsgaard går ind for.

Riisager har i det hele taget stået for en kundskabslinje i forhold til landets skoleudvikling. Hun har da også støttet Keld Skovmand kraftigt, blandt andet ved at gøre ham og professor Lene Tanggaard til formand for det udvalg, der skal tilse implementeringen af lempelsen af de ekstremt kompetence-baserede Fælles Mål, som både Rasmussen, Bundsgaard, Misfeldt og Rasch-Christensen har store aktier i.

Riisager, Skovmand og Tanggaard er en central del af landets nye pædagogiske muskel, som man må håbe, at flere politikere kobler sig mere på, ud fra hver sit partis præmisser naturligvis.

Jeg kalder det for Ministerium 1.

 

C.

Ministerium 2 i OECD: Bundsgaards ministerium

På den baggrund er det lidt paradoksalt, at Undervisningsministeriet i høj grad er involveret i netop det skole- og fagsyn, som Bundsgaard står for, som jo er det modsatte af ministerens.

Går man ind i det helt aktuelle OECD-papir, ”The Future of Education and Skills – Education 2030”, kan man se, at formanden for OECD’s arbejde – altså den ledende kraft i arbejdet med disse emner – er en Jørgen Skovsgaard, som simpelthen er ansat som seniorkonsulent i Undervisningsministeriet.

Tre andre ministerielle embedsmænd er involveret i projektet, nemlig Christian Rasmussen, Pernille Andersen og Rasmus Biering-Sørensen. Førstnævnte – det er mit indtryk – er på Riisager-fløjen, mens Pernille Andersen ikke virker til at have meget til overs for ministerens ideer. Det er i al fald mit indtryk fra en konference, som blev afholdt om Fælles Mål i sidste uge, hvor både Bundsgaard og Skovmand i øvrigt deltog. Her begrundede Pernille Andersen sit engagement i OECD-linjen med, at nogen i ministeriet jo måtte stå for at interessere sig for fremtiden, underforstået at det gjorde Riisager ikke.

Biering-Sørensen kender jeg ikke, men ud af oplysninger fra ministeriets hjemmeside lader det ikke til, at han har pædagogisk indsigt. Bl.a. var han med i det skrækkelige Skolerådets arbejde i sin tid, og lige pt. sidder han i STIL-styrelsen, som bestemt ikke er et opbyggeligt sted for en mand med Biering-Sørensens baggrund. Men ok, det er bare gæt.

Ministeriet har også udnævnt nogle faglige eksperter i arbejdet med OECD’s planer. Det er den før omtalte professor Jens Rasmussen, hvilket nok er værd at tænke over. Desuden deltager netop Jeppe Bundsgaard samt en Børge Frank Koch, der er videnscenterchef på UC-syd og som ved noget om sundhedsfremme. Med andre ord: Rent medløb med udgangspunkt i en radikal pædagogisk glemsel.

På den måde får vi et lille DPO i OECD, som efter min prognose vil undergrave den aktuelle ministers intentioner og skolens formål som sådan.

Det kalder jeg for ministerium 2.

 

Referencer:

The Future of Education and Skills – Education 2030: http://www.oecd.org/…/E2030%20Position%20Paper%20(05.04.201…

Link til OECD’s beskrivelse af projektet: http://www.oecd.org/education/2030/

 

11. d. 18. april: Mange tak!

Det er nu tre år siden, at jeg ligefrem under offentlig bevågenhed blev indkaldt til en højspændt samtale med bisidder og universitetsjurist hos AU’s dekan.

Årsagen var, at jeg havde skrevet en kritisk blog om dele af DPU’s postrukturalistiske miljø og dette miljøs relation til læringsbegrebet og skolereformen. To fra miljøet, Dorthe Staunæs og Malou Juelskjær, hvis arbejde jeg især kritiserede, klagede til universitetets ledelse med beskyldninger om mobning og tilsvining mm.. Derfor hang de tjenstlige sanktioner lavt som regnskyer inde på dekanens kontor. Så jeg måtte forsvarer mig med næb og klør, både på kontoret og udenfor.

Jeg har løbende samlet alle indlæg om sagen, som kan tilgås på nedenstående link. Som det fremgår af linket, var der mange indlæg i sagen, både på SoMe, på diverse blogs og i dagspressen. Der var også underskriftsindsamlinger og breve til universitetsledelsen, som støttede op om kritikkens realitet.

På linket kan man også læse det blog-indlæg, som startede hele miseren, og hvis teser og analyse stadig har fuld gyldighed, som jeg ser det.

Der var også nogen, der støttede Staunæs og Juelskjær. F.eks. skrev Lars Qvortrup et glødende forsvar i Berlingeren. Så måtte jeg også svare på det, selvom jeg sad på en Bed and Breakfast i Brooklyn.

Der har ikke været nogen beklagelse, hverken fra aktørerne selv eller fra DPU. Sagen er stadig levende er mit indtryk, et slags levende tabu.

I forbindelse med tre-årsdagen sad jeg og kiggede nogle af indlæggene og diskussionstrådene igennem fra dengang. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt rørt over den store opbakning fra så mange forskere, lærere, debattører mm., også fra folk som jeg ellers ikke er enige med i alt muligt.

Så altså: Tusinde tak skal I have, alle jer, som deltog og hjalp dengang. Jeres opbakning dengang betyder noget hver eneste dag. Og hvem ved? Uden jer havde jeg måske siddet ved kassen i Netto? Eller være niche-forsker uden eget mæle?

http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesag-ved-dpu

 

12. d. 20. april: Kritik af Jeppe Bundsgaards dannelsessyn

Her er en samlet kritisk behandling af Jeppe Bundsgaards og det danskdidaktiske miljøs syn på dannelse:

http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-jeppe-bundsgaards-dannelsessyn.html

 

13. d. 21. april: Forberedelsestid i skolen og på universitetet

A. Universitetet:
Nogle af mine universitetsansatte facebook-venner har travlt med sige, at det skam er helt fint, at skolelederne skal bestemme lærernes forberedelsestid ned i detaljen. De siger også, at DLF har alt for meget magt, og at nu må Moderniseringsstyrelsen og KL tage over.

Men her bør man huske, at vi her på universitetet skam har en lokalaftale, som er forhandlet af DM, som jo er med i den aktuelle solidaritetspagt. Mine travle universitetsvenner nyder altså selv godt af fagforeningens beskyttelse. De er da også ofte de første til at beklage sig, hvis deres autonomi begrænses. Det er noget andet, må man forstå?

Hvad står der så i universitetets og DM’s lokalaftale, som lærerne altså ikke må få?

Vores lokalaftale giver 3 timers forberedelse pr. forelæsningslektion (a 45 minutter).

I lokalaftalen fremgår det også, at 60% af den samlede arbejdstid er knyttet til undervisning, men det er altså inklusiv forberedelsen. Derudover er der 40% fri forskningstid, hvor man kan tage på konferencer eller gå en tur i skoven og få ideer, eller hvad der nu passer bedst med de faglige interesser, man tumler med.

Mange andre arbejdsopgaver, f.eks. vejledning, ph.d.-forsvar mm., er også fastsat i lokalaftalen.

Dertil kommer en række andre opgaver, som ikke kan standardiseres. Dem laver man inden for rammerne af forberedelses- og forskningstiden. Det finder man selv ud af.

Man snakker naturligvis med sin leder om stort og småt, men der er ingen kommandoer og ingen læringsmålsstyring.

Stort set alle universitetsansatte, jeg har kendskab til, arbejder som heste under disse mærkelige vilkår. Og hvis nogen ikke gør, måske 10%?, så undersøger deres leder forhåbentlig sagen nærmere.

Har DM for meget magt over mit arbejde? De har aldrig blandet sig i noget som helst, heller ikke hvis jeg har arbejdet over eller noget. Men heldigvis har de forhandlet en ramme for arbejdet og været behjælpelig i konkrete sager.

 

B. Skolen
Lærerarbejdet er naturligvis stærkt beslægtet med universitetslivet. Begge dele handler om forskellige former for indvielse i samfundets åndelige praksis.

Derfor bør lærergerningens betingelser også ligne universitetslivet og ikke f.eks. et skattekontor eller DSB.

Derfor er det også absurd, at lærerne ikke får en ganske betydelig forberedelsesfaktor til deres arbejde.

Forberedelsestid frigør kræfter både til konkret forberedelse, men også til almen udvikling af fag og af den skole, som Danmark har været kendt for siden 1814, dvs. tolv år efter, at Grundtvig hørte Steffens’ forelæsninger i København. Desuden er det fuldstændigt afgørende, at en lærer har god tid til at yde personlig og pædagogisk omsorg for sine elever. Ellers kommer Blachman bare rendende. Der skal også gerne blomster i vindueskarmen osv..

Det er en skærpende omstændighed, at den manglende forberedelse er underlagt forskellige forbindelser mellem KL, Moderniseringsstyrelse og Skolelederforening samt en skolereform, som hviler på et totalt opgør med pædagogik. Vi får altså anti-pædagogikkens totale dominans uden forberedelsestidens beskyttende værn.

Det var også derfor, jeg var så begejstret for Bondos tweet i sin tid, som alle ellers skældte ud på.

En universitetslærer ville tweete akkurat det samme i en tilsvarende situation. Lokalaftaler beskytter det pædagogiske og videnskabelige arbejde mod konkurrencestatslig ledelse.

Der er altså al mulig grund til, at en aftale indeholder en solid forberedelsesfaktor. Det er ikke for fagforeningens skyld. Det beskytter den pædagogiske materie og holder KL på afstand.

Link til lokalaftale på Aarhus Universitet, Faktultetet Arts:

http://medarbejdere.au.dk/fileadmin/user_upload/underskrevet_arbejdstidsaftale_Faculty_of_Arts_15_december_2017.pdf

 

14. d. 21. april: Alexander von Oettingen i Opinion 2004

I Eriks Schmidts fine blad ”Opinion”, nr. 11, årgang 2004, har Alexander von Oettingen en fantastisk kronik. Det er kun lige de 20 linjer, hvor han skal have Luhmann med, at det går skidt, og så lige lidt efterveer fra fejlen. Men ellers er det skønt. F.eks. slutningen:

”Det afgørende spørgsmål er, hvordan og hvornår læreren skal afprofessionalisere sig selv. Et didaktisk grundspørgsmål og måske lærerens vanskeligste afgørelse. Her findes ingen opskrift, ingen metode (…).”

Grunden til, at spørgsmålet om afprofessionalisering opstår, er en såkaldt ”dobbelt negation”:

”Undervisning kan kun virke efter hensigt, hvor den paradoksalt nok bliver negeret af både læreren og eleven”.

Denne ide finder man også hos von Oettingens primære inspirationskilde, Dietricht Benner.

”Men”, siger von Oettingen, ”denne dobbelte negation betyder ikke, at læreren står uforberedt eller uden hjælp over for barnet – tværtimod. Han har både sagen og samtalen at gribe tilbage til”.

Her refererer Von Oettingen eksplicit til Holger Henriksen. Men desværre blokerer Luhmann for at gå ret langt ned af Henriksens vej, hvor den jo står på von Oettingens aktuelt markerede såkaldte ”højskolefims”, som vist er systemteoretikerens måde at tvivle på systemteorien på, samt på hermeneutik, skoletradition og andre gode ting. Henriksen refererer jo til det styrhske cirkulære og alt muligt. Det er Luhmann der blokere for at forfølge tesen for alvor.

Men det er dejligt, at von Oettingen i et aktuelt indlæg har fundet interesse for seminarietraditionen, som jo har denne afprofessionaliserede profession som grundlag. Det minder også lidt om Jan Masscheleins ”amatør”.

Afprofessionaliseringstesen kunne i øvrigt være en god pointe til den såkaldte ”Videndag” om læreruddannelsen på DPU her i maj, hvor von Oettingen deltager? Læreruddannelsen er jo dannet i et rent raid mod seminarietænkningen og mod ”sagen og samtalen”, og konferencens indhold faktisk ligeså, hvis man kigger på programmet. Jeg forstår faktisk ikke, at DLF står som medarrangør, må jeg indrømme.

Von Oettingen starter også godt op i artiklen (jeg tager tingene sådan lidt baglæns:-)). Han kritiserer læringficeringen for at være ”totalitær”. Her er han jo nærmest visionær. Det var samme år, altså 2004, som Biesta publicerede ”Against Learning”. Men Oettingens Luhmann-redegørelse, som kommer lige efter i teksten, bidrager jo netop til læringsficeringen? Derfor kæmper von Oettingen med at opretholde grundsynspunktet i de næste 25 linjer. Han vil gerne have læringen ind i skolen, men han ser ikke, at det er det konstruktivistiske læringsbegreb, dvs. Luhmanns, som han desværre slæber med. Og derfra er der kun blokeringer i udsigt.

Problemerne med Luhmann kunne Von Oettingen jo ikke for alvor vide noget om dengang, hvor Luhmann kunne bruges til at afgrænse skolen fra samfundet. I dag står det dog klart, at Luhmann fører til en opløsning af samfundet. Han fører desuden til et opgør med selvsamme Kant, som von Oettingen ellers refererer til i starten af kronikken. Luhmann kalder oplysningens normative idealer for ”gammeleuropæiske” og teknificerer dem i stedet.

Det betyder, at prisen for at isolere skolen fra samfundet er en teknificering af både skole og samfund. Og denne teknificering kaldes netop for ”læring”.

Sjovt nok er der i samme nummer af Opinion et eksempel på en person, der tidligt var ude med en modig kritik af Luhmann. Der er nemlig et langt interview med lektor ved læreruddannelsen i Odense, Ninon Schloss, som på det tidspunkt havde skrevet en kritisk lektoransøgning om netop Luhmann og Jens Rasmussen, som jo sammen med Lars Qvortrup var og er den centrale luhmannist i dansk pædagogik. Schloss er også glad for Holger Henriksen, så hun har en fælles interesse med von Oettingen lige der, selvom Luhmann jo skiller vandene. Til gengæld er hendes pædagogiske refleksioner lidt mere almindelige end von Oettingens, som jo også er virkelig gnistrende.

Man burde taget det bedste fra von Oettingen og det bedste fra Schloss og lægge det sammen efter min mening.

Endelig vil jeg sige, at der er et herligt ungdomsbillede af Alexander, hvor han ligner en, der lige er kommet hjem fra diskoteket i Haderslev.

Holger Henriksen har i øvrigt også en klumme i det fremragende blad. Det samme har Per Fibæk og Stefan Hermann. Hermann, som dengang var chefkonsulent i undervisningsministeriet for “det nationale kompetenceregnskab”, fortæller positivt om Bourdieu, som jeg faktisk ikke vidste, at han har været betaget af. Der er en virkelig kraftig Bourdieu-indflydelse på landets UC’er. Ikke mindst på VIA og på KP, hvor også forskningsdirektør Martin Bayer taler varmt for at afskaffe personligheden og erstatte den med praksisnær evidens, eller hvad det nu hedder på mellemlederbourdieusk.

Jeg håber, at Erik Schmidt vil lægge disse magasiner på nettet. De giver et vidunderligt indblik i den pædagogiske situation i starten af 00’erne, og der er masser af herlige interviews og god humor.

Referencer:
A. von Oettingen, A.: “Pædagogik og umyndiggørelse”, i Opinion, nr. 11, februar 2004, s. 40-41.

Von Oettingen om seminarierne: https://www.folkeskolen.dk/…/prorektor-noget-af-dannelsen-i…

Videndag om læreruddannelsen: http://konferencer.au.dk/laereruddannelse/

 

15. d. 22. april: Fra Christiansborg til Cambridge Analytics

JP kunne i går afsløre, at en række offentlige institutioners apps sender oplysninger om internetadfærd og mobilenheder til Googles og Facebooks annoncetjenester. Det gælder hæderkronede institutioner som DR, Skat, DSB, Folketinget og en række kommuner.

Eksempler er x-faktor-appen og Folketingets tv-app. Google ved f.eks., hvilke folketings-samråd jeg har kigget på, og i hvor lang tid.

Lidt vildt, synes jeg. Og oplysningerne kan så løbe videre hen til Cambridge Analytics, som KL er helt vilde med, ligesom Donald Trump også er. Det er det, som læringsideologerne kalder for “rådatalandskaber” og “dybdelæring”.

Dækningen i avisens papirversion er endnu mere rystende.

Alle lægger sig “fladt ned” og lover bod og bedring. Håber der følges op på, hvordan de bøder og bedrer. Vi har alle sammen brug for noget projektorienteret gruppearbejde om den nærmere karakter af den proces.

I en ledsagende faktaboks oplyser JP, at avisens egne apps også sender disse oplysninger til Google. Men, får vi at vide, Google har skam lovet ikke at bruge oplysningerne til annonceoptimering.

Men måske kan de bruge dem til noget andet? F.eks. sælge dem til tredjepart? Og hvem holder øje med, om Google holder, hvad de lover? Hvorfor skal Google have en eneste information om nogen som helst dansk statsborger? Og betaler Google overhovedet skat?

Tak til JP for de pinlige afsløringer? Næste spørgsmål er: Hvem vil nu lave kritisk journalistik af JP? Og hvordan er det nu med min WA-app? og mine tre “DR-apps”? “Rejseplanen” og “Mobilepay” kunne også bruge en undersøgelse, eftersom de har en form for monopolstatus i samfundet.

Jeg er lidt i tvivl om, hvordan de nye EU-regler forholder sig til dette konkrete emne?

https://jyllands-posten.dk/indland/ECE10537022/folketinget-sender-data-om-danskere-til-google/

 

16. d. 22. april: Agedrup-sagen kommer for landsretten

Agedrup-sagen kommer for landsretten d. 30 oktober.

Fra dagens Fyens Stiftstidende:

“Erik Schmidts kamp mod den tjenstlige advarsel, han fik som lærer på Agedrup Skole for godt og vel fire år siden, ser endelig ud til at få en ende. Sagen er berammet til Østre Landsret den 30. oktober i år.

Først ville Odense Kommune slet ikke anerkende Danmarks Lærerforenings og Agedrup-lærerens ret til at føre sagen. Det endte via byretten i landsretten med et ja til at føre sagen. Siden tabte Schmidt og lærerforeningen i byretten. Nu venter så tre dommeres afgørelse sidst i oktober i København.

Erik Schmidt stoppede med lærerjobbet umiddelbart efter advarslen og bruger nu tiden på sit Forlaget Fjordager og som redaktør af Odense Lærerforenings blad og Agedrup Rundt.”

Link til omtale af byrettens behandling af sagen (d. 22. november 2017):

http://www.thomasaastruproemer.dk/samlet-analyse-byretsdommen-erik-schmidt.html

 

17. d. 22. april: Dannelse i KvaN

Det seneste nummer, nr. 110, af tidsskriftet KvaN har tema om dannelse.

Der er bidrag af bl.a. Stefan Ting Graf, Jan Tønnesvang, Per Øhrgaard, Per Fibæk Laursen, Jan Tønnesvang, Per Schultz Jørgensen og flere andre.

Selv bidrager jeg med artiklen ”Dannelse, kritik og demokrati”.

http://www.kvan.dk/product_info.php?cPath=3&products_id=119

 

18. d. 24. april: Konfliktens tabere

A. KL
Jeg håber, at KL taber og nedlægger sig selv, så vi kan få noget ægte kommunalt selvstyre og noget helt almindeligt skolesyn med fag, klasser, undervisning, morgensang, omsorg og forberedelse osv., helt uden nysprog.

Hvis KL taber, så slipper vi også for KL’s robot-land, som styres fra Cambridge Analytica og nogle teknologi-freaks fra Californien, som drømmer om at uploade deres hjerne i en udødelig sky.

Ja, der er faktisk udelukkende fordele: God pædagogik og et almindeligt liv, der slutter en dag.

 

B. Moderniseringsstyrelsen
Jeg håber også, at Moderniseringsstyrelsen taber og nedlægger sig selv, så vi kan få noget pluralitet og selvstændighed i landets politiske liv. Hallo partier! I lyder som Corydon! sig noget på dansk!

 

C. Professionshøjskolerne
Når KL og Moderniseringsstyrelsen har tabt og er helt væk, og når pluralitet og selvstændighed har bredt sig som ulve og rødhætter på sletten, så kan vi også nedlægge Professionshøjskolerne og deres strategier og “praksisnære forskning”. Så bliver der plads til nogle små selvstændige seminarier, med fag, klasser, sang og diskussion.

Og så endelig – langt om længe – er vi frie og kan tænde lejrbål på fælleden, skulder ved skulder.

 

19. d. 24. april: Den virkelige musketered

Pressen har travlt med at teste, om fagforeningernes musketered holder. Det er nærmest stressende og manisk. Snart finder man den ene, og snart finder man den anden sprække. Pille pille…. Og der tales naturligvis aldrig om ”rygende pistoler”. Bare en masse gætterier og løse citater fra morgen til aften.

Men ingen avis drøfter den reale musketered, håndslaget om sammenknytningen af skolereform og L409. Den såkaldte “normalisering”.

Det var den ed, der corydoniserede landets pædagogiske liv i 2013. Det var eden mellem regering, centrum-venstre, finansministerium og KL, vel bakket op af ledende ideologiske og pædagogiske kræfter i landet.

En muskulatøs ed med egen puls. En hegemonisk og magtpolitisk ed, der rekonfigurerede og koreograferede egeninteressernes efterfølgende dans om sprog og penge.

Evidensen for denne reale og omfattende ed er overvældende, men alligevel bedes altid om en rygende pistol. Her må ikke gættes og ikke bores. Denne ed er så real, at den har vundet over spørgsmålene. Eden har omsluttet alle.

Hvordan ser 2013-eden ud i dag? Hvem taler med hvem? Hvad aftales der i det store og i det små? Hvem er med i edens centrale motor, og hvem er med i randen? Er de nye og de gamle aktører forbundet? Hvordan påvirker eden fordelingen af sandhed og løgn?

Har journalister ingen kilder? Interesserer de sig ikke for sagen? Er de mon selv en del af edens diskursive struktur, som har kastet spørgsmålene ud i glemsel? Er sandheden fordelt før spørgsmålet?

Ingen spørger til musketerernes ed. Måske fordi den ikke blev indgået af virkelige musketerer, men af læringens teknokrater!

 

20. d. 25. april: Dennis Kristensens svigt

Dennis Kristensen kunne bruge alle de andre som middel til at indfri sine egne løn-forventninger. Men da de andre havde brug for Dennis til at redde landets pædagogiske liv, så var han bare ligeglad.

Dennis siger, at han ”kan sætte flueben ved vores krav”.
Dennis har “sat et flueben”, men det kan han kun sætte med hjælp fra dem, som han nu har svigtet.
Dennis har lavet sit eget lille ”vores”.

Og ude på skolerne skal landets lærere stadig leve et ”fluebens”-liv uden ordentlig forberedelse og pædagogisk værn. Her hersker fluebenene, så langt øjet rækker i et lille bitte ”vores”, som hedder Corydon-KL-folkeskoleforlig. Og en gang imellem kommer Thomas Blachman lige sejlende forbi til aftensjussen.

Dennis Kristensen har endda moralske nerver til at sige ”tak” til de andre, altså dem som ikke mere er en del af hans ”vores”.

Jeg har noteret mig, at både Dansk Socialrådgiverforening og Socialpædagogerne som under-forbund har støttet Kristensens flueben. Dermed er de blevet en del af Dennis’ ”vores”.

Enten er dette et nederlag for fagbevægelsen, eller også bliver det et nederlag for Kristensen. Nu må vi se. Man må håbe det sidste.

Links:
Dennis sætter flueben i Altinget:
https://www.altinget.dk/…/splittelse-hos-loenmodtagerne-reg…

Dennis siger tak i Politiken:
https://politiken.dk/…/F%C3%B8rste-OK-aftale-er-p%C3%A5-pla…

FOAs pressemeddelse, hvor man også kan se en liste med tilknyttede forbund: https://www.foa.dk/…/…/ok18-forlig-paa-det-regionale-omraade

 

21. d. 25. april: Løntilbageholdenhed i 1739

I forbindelse med nogle af Christian d. 6.’s store skolereformer i 1730’erne var der lidt diskussion om lærerens løn. I den sammenhæng præsenterer biskop Hersleb et helt særligt argument for løntilbageholdenhed.

Det kan man læse om i Dansk Skolehistorie bd. 1, s. 225:

”At være skolelærer var et trællearbejde, som biskop Hersleb skrev til kongen, og det var derfor bedst, hvis man kunne ansætte ”muntre personer”. Men blev lærerne længere end fire-frem år i jobbet, blev de som regel enten tyranniske eller modløse. Derfor skulle man ikke lokke dem til at blive ved at give dem en løn, de kunne leve af.”

Til gengæld var der ”lønstigninger til cheferne”, som der står.
Chefernes løn sted steg fra 250 til 500 rigsdaler om året. En lærer tjente ca. 85 rigsdaler og altså uden lønstigning.

Ifølge historikerne havde man forregnet sig på Slotsholmen, fordi reformen var endt med at blive noget dyrere end forventet.

 

22. d. 25. april: Blachman på skemaet

Nu fik jeg også set og hørt det hele om Thomas Blachmans eksperiment på DR1:

http://www.thomasaastruproemer.dk/thomas-blachman-i-skolen.html

 

23. d. 27. april: Dagens WA: Moderniseringsstyrelse, pædagogisk kald og SF

A.
Krasnik har skrevet en leder i dagens WA, hvor han får rodet nogle ting godt og grundigt sammen. Han mener, at lærerne er blevet ”proletariseret”, og at det er Bondos skyld, fordi Bondo er stædig og ikke vil erkende sit nederlag fra 2013.

Årsagen til Krasniks misforståelse finder man i en halv sætning i anden spalte:

”Den ellers meget fornuftige skolereform…..”.

Krasnik mener, at skolereformen er god, og at den kalder på faglighed, undervisningsoverskud, pædagogisk autoritet og kaldsbevidsthed. Han lever i 00’ernes horisont.

Krasnik ser slet ikke, at netop skolereformens filosofi er et direkte opgør med alle de dyder, som Krasnik nævner. Det er ikke lærerforeningen, men reformens økonomistiske læringsbegreb, som har proletariseret pædagogikken. Og forfatteren til denne proletarisering er centrum-venstre i 2011 med SF, Socialdemokratiet og de Radikale som kusk og med Corydon, Moderniseringsstyrelse og systemteori som hestekraft. Måske har jeg forvekslet kusk og hest?

Krasnik skriver, at ”lærergeringen er blevet decimeret til et spørgsmål om arbejdstid, timetal og normer”.

Men deri tager han fejl. Problemet er snarere, at ’lærergerningen er decimeret til læring’. Vel at mærke en læring, som er formuleret i direkte opgør med faglighed, undervisning, autoritet og kald.

Bondo prøver faktisk på at redde de ting, som Krasnik beskylder ham for at ødelægge. DLF’s lønmodtagerstrategi blev udarbejdet under Bondos forgænger, Martin Rømer. Bondo selv stod snarere for en professionaliseringsstrategi, der viser sig som kritik, ikke blot af ”arbejdstid”, men også af Moderniseringsstyrelsens ”læring”. I dag står han endda for en skoleudviklingsstrategi, som er inspireret af en blanding af Herbart og Løgstrup. Og det er en blanding, som skolereformen er født som et opgør med.

B.
Hvor Krasnik ikke er til at hugge og stikke i, så er Arne Hardis og Hans Mortensen, som ellers mig bekendt er helt på Krasniks linje, i bevægelse ifm deres dækning af OK18.

De har en kort omtale af Bondos herlige tweet fra 2013.

Normalt bruges dette tweet til at understøtte Krasniks synspunkt. Men Hardis og Mortensen ser det – måske lidt uforvarent – helt anderledes. De skriver følgende:

”Taget for pålydende placerer udsagnet lærerforeningens melemmer et sted mellem den klassiske kaldsbevidsthed løftet til allerøverste potens og en rent ud kommunistisk vision, hor arbejdsgiverrollen ligger afsjælet på historiens mødding”.

Så Hardis og Mortensen mener nu pludselig, at Bondo står for en radikal kaldstænkning? Men det er jo det modsatte af Krasnik, som jo mente, at Bondo ødelægger kaldet?

I samme artikel er der i øvrigt en ubetalelig formulering:

”Sophie Løhde er en habil mappebærer for den Moderniseringsstyrelse, hun er chef for”.

Tænk at være mappedreng for mappedrengene? Kan der overhovedet slippe et ord ud af det bur, som også er pædagogikkens bur?

Eftersom Moderniseringsstyrelsen er et medium for mappe-pædagogikken, så er det jo faktisk Løhde og ikke Bondo, der er mappebærer for proletariseringen og for opgøret med faglighed og kaldsbevidsthed.

Den egentlige magt er hos Moderniseringsstyrelsen, dvs. hos Corydon, SF og de Radikale, som jo har skabt foretagendet.

C.
Hardis har i øvrigt også en fin omtale af en ny bog af SF’s nestor Aage Frandsen. Frandsen skælder ud på Moderniseringsstyrelsesideologiens magtfulde venstrefløj, især repræsenteret ved formand Villy Søvndal 2008-2014.

Bogen er, skriver Hardis, et ”nådesløst og veldokumenteret ligsyn over Villy Søvndal og de partikaprere, som i Aage Frandsens optik flåede sjæl, herte og lunger trekvart ud af partiet”.

Og hvad er det for noget sjæl og hjerte, som ”Søvndal og hans partikaprere” har ødelagt? Jo, det er – ifølge Frandsen – syntesen mellem SF og de folkelige bevægelser i 1970-80’erne og den efterfølgende bevægelse i retning af en mere EU-positiv holdning under Holger K..

Gert og Holger tilhørte samme tradition, nemlig en blanding af venstre-grundtvigianisme og kritisk teori. Det var SF’s bidrag til den nationale tradition, om jeg så må sige. Det var faktisk trægheden/styrken i den forbindelse, som gjorde, at Antorini forlod SF og lavede en økonomisk defineret skolereform i stedet for. Og så er vi tilbage ved Moderniseringsstyrelsen, og her er det slut med ALLE synteser og derfor også med ALT pædagogisk kald.

Søvndal stod jo for at gøre SF til et moderniseringsstyrelsesparti, og det er partiet stadigvæk, uanset hvor meget det småsnakker på overfladen. På den måde er der ingen synderlig forskel på SF og Sofie Løhde, når det kommer til den grundlæggende forståelse af den pædagogiske sammenhæng.

Både Løhde og SF er mappedrenge for mappedrengene.

Man forstår godt, at Frandsen har skrevet sin bog.

 

24. d. 27. april: OK18-fiasko

Hvilken total fiasko for både folkeskole og fagbevægelse.

 

25. d. 27. april: Aftenrefleksion over OK18

A. Twitter-situationen
Jeg kan fortælle, at KL’s ledere ovre på twitter er ovenud begejstrede for den nye OK-aftale. Ziegler har også det store smil på. Der er dømt Dare Disrupt-læringshygge over hele KLinjen. De er simpelthen så tilfredse alle sammen. Deres anti-pædagogiske magt er befæstet med hæfteklammer af smedejern.

Derimod kniber det gevaldigt med begejstringen hos landets lærere, for nu at sige det mildt. De er stadigvæk ikke så glade for L409, hvilket åbenbart kommer bag på DLF.

Bondo taler om en ”ny start”. Det gør de lykkelige KL’ere også. DLF og KL vil have en “ny start” på KL’s præmisser. Det er rent nysprog. Her står vi sammen. Gør en god skole bedre og yes we can. Følg det nye sprog. Foren Korea!

 

B. Karrierevejledning
Hvis jeg må tillade mig lidt karrierevejledning, så vil jeg foreslå, at Bondo søger en stilling som læringskonsulent i Taastrup, hvor Ziegler er borgmester. Ziegler bestemmer jo alligevel det hele sammen med de sædvanlige IP-adresser.

Men ok, måske har Ziegler allerede fået tilbudt et job som Dare Disrupt-konsulent i Modeniseringsstyrelsen?

Men for filan, hvem skal så være leder af KL?

Lars Løkkes kone måske? Hun er god til jobsamtaler og kan tage sin mand med.

Eller Søren Pind? Han blev ikke chef for teatret og er jobsøgende. Desuden er han i stand til at veksle overvågningssystemer til Ronald Reagan-statuer sammen med Københavns borgmester. Den slags kompetencer får han brug for som formand for KL. Måske kan Pind få Reagan til Taastrup? For at ære Zieglers store sejr over Sovjet?

Eller måske Løkke selv? Så kan privat-Lars være KL-formand, mens den officielle Lars samler kvotekongepenge.

Nej, faktisk har jeg en endnu bedre løsning: Gør Ziegler til formand for DLF. Bondo kan være næstformand.

Desværre bliver de formænd for en forening uden medlemmer. Lærerne melder sig ind i Danmarks Spejderkorps eller bygger nogle frie skoler

 

26. d. 28. april: Dennis Kristensens informationer

Dennis Kristensen “informerer” om, at…

…. DLF selv opgav arbejdstiden for at sikre spisepausen.

…. DLF fik tilbudt musketered ifm arbejdstiden helt frem til det sidste.

?????

https://www.facebook.com/dennis.kristensen.526/posts/10157077696757580

 

27. d. 29. april: Troels Mylenberg om fagbevægelsens fiasko

God analyse af fagbevægelsens fiasko:

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156291716054481&id=837549480

 

28. d. 29. april: Curt Sørensen om fagbevægelsens fiasko

Professor i statskundskab, Curt Sørensen, som er ekspert i den europæiske arbejderbevægelses historie, mener, at OK18 er et “kæmpenederlag for arbejderbevægelsen”. Det har han helt ret i.

“Lærerne blev brændt af med en kommission”, skriver han, og Moderniseringsstyrelsens ledelsesfilosofi er blevet “fastholdt og styrket”.

Set i det lys er der ingen grund til “at juble over” en madpakke og et par ekstra fadøl.

https://www.facebook.com/curtsoerensen/posts/10214002620691150

 

29. d. 30. april: Strejke fra 1. maj

Jeg skal ikke til 1. maj i morgen. Jeg vil ikke fejre fagbevægelsens fiasko, mens jeg venter på, at universitetslærerne og alle andre pædagoger også bliver “lærings-normaliseret”.

Jeg bliver hjemme, hører P2 og læser Berta Wulffs fine bog om Friedrich Fröbel fra 1945. Fröbel klarede sig fint uden fagforeninger.

Men jeg håber, at alle nyder deres frokost og deres lønforhøjelse i regnvejret.