Her er 21 facebook-opdateringer fra perioden d. 10. december 2013 til d. 4. januar 2014. Man kan enten klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå fb-opslag med diverse kommentarer, eller man kan læse en version på herværende blogindlæg, der har været en lille tur i sproghjørnet. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart efter teksten.
- Fremdriftsreformen
- Synlig læring
- Pisa-listen
- Anders Bondo hos en broget flok
- Misbrug af Wilhelm von Humboldt
- CEPOS
- Klikke-læreren og Zirkus Nemo
- Undertrykkelse
- Bologna-processen
- Jens Raahauges bekymringer
- Produktivitetskommissionen
- En vågen konservativ
- Morgennoter
- Kommunernes Landsforenings skolebegreb
- Pædagogikkens to verdener
- Anders Fogh Rasmussens heltegerning
- Forelæsning af Peter Kemp
- Ved Morten Østergaard, hvad videnskab er?
- ”The Usefulness of Useless Knowledge”
- Morten Østergaards svar på Twitter
- Politiken i Weekendavisen: Scavenius i 2014
1. d. 10. december 2013: Fremdriftsreformen
Fremdriftsreformen tvinger universiteterne til at producere kandidater hurtigt, ellers rammes de på økonomien. Det vil, sammen med en række andre initiativer, medføre stramt strukturerede moduler, hvor selvstændigheden pines ud, og hvor næsten ingen dumper. Utroligt at ungdommen ikke protesterer. Også utroligt at alderdommen ikke protesterer – Altså som i PROTESTERER! Altså med buh-råb. Ligesom d.1. maj, da statsministeren holdt spindoktor-tale i Århus. Måske ligesom i Ukraine? Men ok, de unge spiller nok play-station, og de gamle ser Allan Simonsen danse, og det skal jo også passes.
Under alle omstændigheder har jeg udtænkt en løsning, der vil løse alle ministerens og universiteternes problemer i et snuptag uden at det gør den store forskel. Ja, folk vil faktisk få endnu mere tid til computerspil og underholdningsprogrammer i TV: De studerende er jo fra nu af, ifølge fremdriftsreformen, automatisk tilmeldt eksamen. Hvad nu hvis de i forbindelse med denne automatiske tilmelding også kan sætte et hak i “automatisk bestået”? Så ville de jo helt sikkert bestå, og ingen behøver at spekulere mere på det. Regeringens målsætning om at 40% skal have en universitetsuddannelse kan dermed hurtigt indfris, og så kan de jo sige til vælgerne, at den har holdt, hvad de lovede. Universiteterne vil for deres del tjene styrtende med taxameterpenge og kan så efterfølgende udbyde eksamensfrie kurser efter lyst og behov. Der kommer måske ikke så mange studerende, men dem der kommer, kan så bevæge sig lidt ”frit” (sig ordet højt!), og måske kan det ligne undervisningen på Cambridge med kaminild og en pibe tobak. Alle kan fordybe sig i videnskaben, for der er jo ingen eksaminer, som jo er bestået automatisk. Gennemførselsprocenten vil være 100%, og evalueringerne i top. Man sparer også penge til censorer og til eksamensadministration. Man skal bare indrette nogle hyggelige herreværelser og købe lidt tobak og nogle få klassikere, til dem der møder op, og som kan fås for 60kr stykket på bookdepository.uk inklusiv forsendelse, og det er jo langt billigere end et computerspil, som alle de andre sidder og leger med.
2. d. 10. december 2013: Synlig læring
I nedenstående link kan man se, hvad John Hattie-tilgangen, den “synlige læring”, fører til. Her er læreren sat “i bur”, som jeg kalder det, af en meget simpelt tænkende læringskonsulent, der hedder James Nottingham, og som vist nok er mediciner. Hans mekanik fører formodentlig direkte til topplacering på PISA, men ingen lærer noget, altså andet end at “klikke” og “hoppe”, som de kalder det i Ny Nordisk Skole. Alligevel henviser alle til Hattie? Også Danmarks Lærerforening og politikere, som ellers er skolereformkritiske. Det skulle de tage at holde op med efter min mening, for han vil underordne alt et måleligt læringsbegreb, som gør skole og undervisning til ren metode, hvilket kapper forbindelsen mellem generationerne.
Så den går ikke. Bruger man Hattie, har man også sagt ja til skolereformen. måske ikke i detaljen men i filosofien, og det er det vigtigste. Og ligeså snart nogen siger “evidens”, har de spist af forbuden frugt – så har de slugt filosofien. Det er fordi “evidens” i dag ikke betyder pædagogisk forskning, som nogen måske tror. Ordet henviser til “forskeren i bur”, altså: Er der bevis for at metode A, der defineres som “undervisning”, virker på liste B, som defineres som “læring”? og det har altså ikke noget med pædagogik at gøre. Hvis man derfor bruger “evidens” til at begrunde pædagogik med, så svarer det til at sige, at man kan bakke fremad.
Kritikken af Antorini i dagens Politiken – herunder det samråd, som LA har indkaldt hende i – for ikke at hvile på tilstrækkelig “evidens”, er derfor en helt forkert kritik. Den forværrer nærmest Ny Nordisk Skoles problemer. Problemet er ikke “for lidt” evidens, men derimod “for meget” evidens. Faktisk burde man kritisere Politiken for at kritisere Antorini, fordi alle mulige nu hopper på Politikens kritik, der faktisk bare gør skidt værre. Nu bliver det jo næsten sådan, at hver eneste pædagogiske detalje skal have evidens ift Pisa. Så er det, at ministeren pludselig lyder som en engel, når hun siger, at sådan kan man ikke lave skole.
Men ok, der er nok at lave for en pædagogisk filosof for tiden. Det må jeg indrømme
Link til interview med James Nottingham
3. d. 11. december 2013: Pisa-listen
1. Uanset om Pisa skulle bygge på god statistik, og uanset om den skulle blive brugt med forskningsmæssig nænsomhed, bør man ikke lave uddannelsespolitik, skoleledelse eller pædagogik efter ranglisten, fordi det gør os glemsomme, og fordi vores pædagogik bliver simpel og mekanisk.
1a. Dertil kommer, at Pisa åbenbart rent faktisk er dårlig “statistik”. Det kan man læse hele tiden i både det ene og det andet medie.
1b. Dertil kommer, at Pisa også rent faktisk bliver brugt helt uden “nænsomhed”, fordi tilfældige sammenhænge, som slet ikke er metodisk tjekket og undersøgt til bunds med nødvendige forbehold, kolporteres af alle mulige. Sidst med Egelunds synspunkt om, at to-årige skal lære at læse, fordi vi så kan slå kineserne. For filan!! Det gælder da om ikke at slå dem – det er jo en uddannelse til diktatur. Og så var der jo også Lars Qvortrup, der i 2010 skrev, at hvis vi scorer 25 højere, kan vi øge BNP med 250% i 2090. Det skal nok blive sjovt!! og tænk hvis Sokrates havde tænkt sådan: ”Hvis bare jeg bruger denne evidensbaserede metode her i år 425 f.kr., så kan jeg slå Sparta, og så kan vi få en velfærdsstat inden Romerriget eller måske inden den industrielle revolution”.
Alle politikere og andre Pisarianere bør derfor skrive 50 gange på tavlen med gammeldags kridt:
“Jeg må ikke lave uddannelsespolitik ud fra Pisa, og dertil kommer at Pisa er dårlig statistik, og at den dårlige statistik bliver brugt for ukritisk, så jeg skal aldrig tro på nogen af de sammenhænge, som postuleres af den ene, og som får mig til at glemme humanistisk tænkning og samfundsvidenskab og dermed min åndelige pligt. Jeg må simpelthen ikke nævne Pisa i 2 år, og jeg må heller ikke tale med økonomer, hvis de udtaler sig om pædagogik og uddannelse. I stedet skal jeg kigge på dansk pædagogik og europæisk oplysning, og altid spørge mig selv: Hvad er det? Hvad er det? Hvad er det?”
Overtrædes dette forbud skal vedkommende skrive sætningen 50 gange igen. Med denne effektive kineserpædagogik tror jeg, at vi kommer i top på “anti-pisalisten”, som måske kan offentliggøres på et eller andet spøgelsesnetværk. Der vil helt sikkert også komme gang i samfundet og skolerne igen.
Efter 2 år håber jeg, at vores samfund er kureret, så vi kan betragte Pisa som det, det er – nemlig et sjovt kapløb, som det gælder om at deltage i og komme i midten på, som vi allerede gør, og hvis vi ligefrem skulle blive sidst, så kan vi evt. undersøge sagen nærmere.
4. d. 11. december 2013: Anders Bondo hos en broget flok
Anders Bondo er kommet i dårligt selskab kan man se af nedenstående link.
John Hattie fremhæves som den store guru, men det er han ikke. Han går kun op i synlig og målbar læring, og alt andet må underordne sig dette simple form for læringsherredømme. Dermed bliver læreren til en metode til at fremme målbar læring, og forskeren ender som en metodeevidensproducent. Derved nednormeres både forskning og lærer og både undervisning og læring. Det er det, jeg kalder for “læreren og forskeren i bur”. Sådan en skole kan producere topresultater, uden at nogen lærer noget.
Derfor bør danske lærere og politikere hurtigst muligt forlade det simple skolesyn, der for tiden foredrages af Jens Rasmussen, Claus Holm, Andreas Rasch-Christensen og Lars Qvortrup, der på linkets billede omgiver den stakkels Bondo, og som på forskellige måder er knyttet til Ny Nordisk Skole, det “kommunale”, læreruddannelsesreform og skolereformen. Dermed er de naturligvis også knyttet til massakren på den danske lærer i foråret 2013, som ingen af dem har talt imod.
De siger, de går ind for dannelse, men enten lyver de, eller også ved de ikke noget om sagen. Det blev helt klart, da Rasmussen, som endda er professor i pædagogik, på en konference i sidste måned sagde, at skolereformen er en “ren Humboldt”, og også når han siger, at dannelse er noget, man trækker op af hatten i en orienteringsløs tid. Og Qvortrup, som også er professor, vil af med Løgstrup, Heidegger og Grundtvig til fordel for noget han kalder for en “supervisionsstat”. Rasch-Christensen taler en slags uforståeligt mellemledersprog, der ikke duer til at “lede” med. Og Holm vil af med Løgstrups tilværelsesoplysning og hans frie tid, fordi, siger han, at det tilhører velfærdsstaten, som er ved at være hedengangen. Nu skal vi tilpasse os konkurrencestaten, og der er “dannelsesidealet” jo det “opportunistiske individ”, siger han, mens tårerne siver ned af væggene.
Det er sørme en broget flok, Bondo er i selskab med, må man sige. Men han holder hovedet lidt, men ikke helt, koldt, da han i sit svar siger, at “viden og evidens” er grundlaget for lærerens beslutninger. Bagefter siger han så, at vi ikke må lade Pisa være afgørende, men dermed fjerner han jo relevansen af hele evidensbegrebet, som er bygget op om synlig læring og pisa-inspirerede operative indikatorer osv.
Men med denne kritik af Pisa kan han ikke samtidig fastholde, at evidens er grundlaget for lærerens beslutninger. Dermed er der kun “viden” tilbage i Bondos erklæring. men den form for viden, altså virkelig pædagogisk og videnskabelig viden, der er tilbage, er det modsatte af evidensens anorektiske visualitet. Men måske er jeg ude i en overfortolkning af Bondo her? Måske ved han slet ikke, hvilket ¤%&/ forskningsmæssigt paradigme han er havnet i.
Link til artikel i Folkeskolen
5. d. 12. december 2013: Misbruget af Wilhelm von Humboldt
Wilhelm von Humboldt (1767-1835) var både dannelsesfilosof og ærke-liberalist, en kombination der skulle forene oplysning og romantik, og som desværre er svær at finde for tiden. Humboldt mente, at man skulle have så lidt stat som muligt, primært fordi staten er “geistlos”- staten ødelægger dannelse med al dens åndløse mekanik og tvangsmæssige former, tænk blot på skolereformen, som vil gøre alt ens i et stort statsligt system – så forstår man nok Humboldts liberalisme.
Vores hjemlige nyliberalister er også imod staten, men de taler aldrig om ånd. De er bare imod staten, fordi den truer det, de kalder for “det frie marked”, altså jagten på penge, som de åbenbart synes er meget vigtigt, og det er jo også fint nok. Frihed er altså økonomisk frihed frem for åndelig frihed. De bygger på koldkrigsfilosofferne Ayn Rand og Friedrich Hayek, så det er nok derfor. Hayek var ganske vist meget glad for Humboldt, men han glemte det helt centrale, nemlig Humboldts dannelsesfilosofi, og derfor endte han som en slags biologisk rationalist. Hayek glemte al den dejlige romantik, og derfor er dagens liberalister så skrækkeligt tekniske. Måske har ny-liberalisterne også deres modstand mod – eller ligegyldighed overfor – en åndelig liberalisme fra Hayeks ven, Karl Popper, der mente, at græsk filosofi var en slags forløber til kommunismen. Men Humboldt, altså Hayeks idol, var faktisk mega-græker. Her er vi ved vores ny-liberalismes kerneproblem. Forholdet til antikken. Det må den altså løse, hvis den ikke vil være en “taberfabrik”, for nu at bruge et udtryk fra Rand-menigheden omegn. Kære Cepos – frem med grækerne!! Den kolde krig er slut!
Humboldts minimalstat skulle frisætte individuel åndelig og praktisk spontanitet sammen med andre, dvs. etablere dannelse og humanitet, menneskets ypperste bestemmelse. Ny-liberalismens minimalstat skal frisætte markedet og gør alle til forbrugere, hvilket er det modsatte. Sagt på en anden måde: Humboldt har et begreb for abekatte fordi han har et ideal om noget andet. Det har nyliberalisterne ikke. De er abekatte. I al fald i Humboldts forstand. Og selvfølgelig også i Grundtvigs, hvorfra jeg har taget udtrykket.
Vi bør skelne mellem pengeliberalister og åndelige liberalister. Det er naturligvis de sidste, som er mest relevante for uddannelsesspørgsmål. Men desværre er det pengeliberalisterne, altså økonomerne og Rand-slænget, der definerer liberalisme. Dansk ny-liberalisme er åndeligt i lommen på en blanding af Saxo-bank og den kolde krig for nu at sætte det lidt på spidsen.
Professor Jens Rasmussen, hr. statspædagog, holdt i sidste måned et foredrag med titlen: “Folkeskolereformen er en ren Humboldt!” med udråbstegn og det hele. Men eftersom folkeskolereformen er formuleret alene ud fra pekuniære begrundelser, altså alt det der med konkurrenceevne osv., så er en sådan titel naturligvis helt hen i vejret. Men alligevel er han “professor”? Men har en professor ikke en pligt og et ansvar overfor sin videnskab? Åbenbart ikke.
(lidt noter fra en herlig formiddag med Humboldts “The Limits of State Action”)
6. d. 12. december 2013: CEPOS
CEPOS er vist nok en ”borgerlig” tænketank. Går man ind på tankens hjemmeside og klikker på “uddannelser”, så står der, at man kan måle og endda lave ranglister ud fra universiteters “kvalitet” på indikatorer som “afkast af uddannelse, ledighed, studietidslængde og frafald” – alt sammen faktorer, som, hvis man lægger ensidigt vægt på dem, tværtimod vil FORRINGE kvaliteten af universiteterne – af den simple grund, at – ja netop – de borgerlige universitetsprincipper tvinges ud af systemet. Man kan også se en lille video af en hr. Geert L. Christensen, der med et billede af det stakkels Århus Universitet i baggrunden, klør på med sin økonomistiske ideologi. Men er der så ikke noget andet. Nej, der er ej.
Der er ingen – absolut nixen-bixen – nogen som helst referencer til det, som har skabt det moderne universitets essens, egenart og dyd, nemlig liberale og demokratiske kræfter i Nordeuropa og USA i allehånde filosofiske kombinationer. Det er efter min opfattelse dybt kritisabelt, at man kalder sig en “borgerlig tænketank” og endda vil drive et “akademi”, når man ikke kan drive det til andet end simple ranglister og økonomisk mekanik. Det er jo netop den tænkning eller mangel på samme, som i disse år præger vores politikere og universitetsledelser, og som piner al selvstændighed og humanistisk oplysning ud af foretagendet.
Det står i parentes bemærket ikke bedre til i resten af CEPOS’ uddannelses-“analyser”. Der er fuldstændigt tomt på de liberale og konservative hylder, som man mener at hylde. Det er useriøst – er hvad det er!
7. d. 13. december 2013: Klikke-læreren og Zirkus Nemo
Nogle går ind for en klikke-lærer, der kan hoppe fra delmål til metode til evaluering på sin smartphone mellem 9 og 16 – det kalder de for ”forberedelse”. Det er Andreas Rasch-Christenens skole. Andre går ind for duracellkanin-læreren, der siger juhu, hver gang der kommer en målermand fra Zirkus Nemo, KL eller centraladministrationen. Og hvis målermanden måler højt, tales der om ”fremragende” undervisning til et 12-tal uden mangler. Det er Lars Goldschmidt skole. Egentlig er disse ideer blot variationer inden for Ny Nordisk Skoles overordnede koncept. Både Goldschmidt og Rasch-Christensen er med i Ny Nordisk Skole – og i skolereformens variant heraf skal både kaninenerne og klikkeriet underordnes et ensrettende og megamastodontisk styringssystem, der regulerer ”læringen” ned i den inderste bogholderagtige detalje.
Hvis man protesterer, klager hr. Goldschmidt over, at man ikke accepterer ”konkurrencestatens præmis”. Rasch-Christensen mener på sine side slet ikke, at der er tale om et kontrolsystem. Han mener ligefrem, at der er tale om dannelse?!?!? – selvom konkurrencestaten er et direkte opgør med selvsamme. Han er nok enig med kammesjukken, professor Jens Rasmussen, der på den ene side påstår, at skolereformen er inspireret af humanistiske dannelsesidealer fra 1810, mens han på den anden side taler for anti-humanisme af den metodiske slags og i stort og småt har talt dannelsen ned under gulvbrædderne i de sidste 15 år. Giver det mening? Nej! Al fornuft er kortsluttet.
På en måde er disse personers sætninger jo ligeså komiske som Søren Østergaards sjove måler- og smadremænd fra Zirkus Nemo, men desværre er de meget mere magtfulde. Hvorfor ”desværre”? Jo, fordi sætningernes kortsluttede fornuft kommer til at gå udover en hel generation. Det er jo ikke bare teori. Er der nogen der tror det? Oh Gud, små skabninger – lær intet! For lærer du noget, så lærer du også, at skole, altså den frie tid, er at klikke og hoppe til den enhver tid siddende mellemleders resultat-kontrakterede behag, så du kan score på dit eller dat.
Det kan godt være, at børnene lære at læse, eftersom de i alle 10 år skal styres efter læsescoren i de nationale tests. Men lærer de ikke noget andet? F.eks. sløjd, litteratur, historie, fysik eller noget om andre lande? Ikke meget – for kundskabsbegrebet er både helt itu, underordnet læsescoremålet og i øvrigt snøret ind i bogholderburet.
Men lærer eleverne noget mere end de tekniske kundskaber? Lærer de noget, mens de lærer de forkølede kundskaber. Ja, det gør de. Hvad er det, de lærer? Ja, i 1970’erne kaldte man det for den skjulte læreplan. Dengang SKULLE man være kritisk og få en lønmodtager bevidsthed uden at man opdagede det og den slags. Senere, i de lykkelige og blåøjede 1990’ere, kaldte man det for ”medlæring”, hvor det kunne være lidt af hvert, f.eks. demokrati eller refleksive kompetencer. Nu, altså i 2013, hedder det også ”kompetencer”, men det betyder ikke ”ekspertise” eller “viden”, hvis nogen skulle tro det – tværtimod. Det henviser heller ikke til demokrati eller sådan noget. Nej, kompetencer er det, man lærer, samtidig med, at man registrerer og lagrer en isoleret informationsenhed i hjernen, altså mens man lærer ”kundskaben i bur”. Man lærer hoppe- og klikke kompetencer, der kan rejse med eleven gennem livet og give ham et ”fremragende” CV. Så skal han nok klare dig på det ”globale arbejdsmarked” og springe 0.57 point på PISA, så du kan ”sikre” din pension om 80 år, som det hedder. De søde og løse 90’er-kompetencer er erobret af en ny hierarkisk økonomisk dagsorden.
Lær intet – kun på den måde kan du holde fornuft og følelse i live! Find i det mindste en skjult lærerplan, der er noget ved, i stedet for de nye hoppe-klikkekompetencer. Køb et Anders And blad eller en Tintin-bog. Hør lidt Sys Bjerre. Sav noget brænde. Gå en tur i Paris. Gå en tur ind i tingene. Tag nogen med. Find en lærer. Hvad kan I se? Spørg lidt? Får i nogen mærkelige svar? Lokkes du? Kaldes du af tingenes kalden? Af virkelige KUNDSKABER.
Du må endelig ikke lære noget i Ny Nordisk Skole, for tænk på, hvad der følger med. Tænk hvis du skulle få dig en ”kompetence”. Det ville jo være skrækkeligt. Det eneste erhvervsliv du i så fald vil være forberedt til vil jo være et mellemlederkontor i Kommunernes Landsforening.
Link til artikel i Folkeskolen
8. d. 13. december 2013: Undertrykkelse
Når man køber lidt tekstil eller noget legetøj til sine børn, er det tit “made in China”.
Jeg spekulerer nogle gange på, hvilke sociale omstændigheder varen er blevet produceret under. Man hører jo det ene og det andet, f.eks. om 13 timers arbejdsdage til ussel løn, elendige boligforhold og diktatoriske arbejdsgivere osv.. Kina-elskerne – der i gamle dage var røde, men som nu er blå – siger ganske vist, at det går fremad. For 10 år siden var arbejdsdagen måske 13,5 timer? “Store fremskridt?” – hvad ved jeg.
Under alle omstændigheder er jeg glad for at vide, at disse fattige og hårdt udnyttede tekstilarbejdere er de dygtigste matematikere og læsere i hele verden, simpelthen nr. 1 på PISA, selvom jeg også synes, det lyder utroligt. Det er også dejligt at vide, at hvis de en dag skulle komme på et elitegymnasium, så skal de have militæruniform på, stå ret og rør og gentage efter en mand, der råber i en megafon, at “partiet har altid ret” eller sådan noget. Det er bare det, der skal til – så bliver vi nr. 1 i verden. For 10 år siden kunne vi “købe hele verden” – nu kan vi snart, med lidt kinesiske metoder, blive nr.1 i hele verden. Det er mageløst.
Dejligt at have noget at se op til for de næste generationer af danske unge; At blive en undertrykt tekstilarbejder, der er nr. 1 på Pisa, og som er glad for “Konkurrencestats-partiet”. Hvis man er lidt “selvstændig” kan man måske melde sig ind i det nye partis SF-afdeling eller i dets Venstre-afdeling? Det er også mageløst.
Måske skulle vores børn i stedet lærer noget om fattigdom og undertrykkelse? Så de kunne lære at tænke på andet og andre end sig selv. Måler man det?
9. d. 14. december 2013: Bolognaprocessen
I 1999 indledtes den såkaldte Bolognaproces, der skulle skabe et fælleseuropæisk uddannelsesrum. Det er på baggrund heraf, at vi i løbet af få år har fået moduler, bachelorer, ects-points og bestemte kompetencestandarder, faktisk helt ned i grundskolen. Men i 1999 startede denne proces altså. Det var dengang, vi alle var naive og lykkelige europæere efter murens fald og borgerkrigen i Jugoslavien. Tårnene stod stadig på Manhattan, der var ingen finanskriser eller asiatiske tigre i miles omkreds, og den ny teknologi var endnu blot en sjov og nyttig ting.
I det første procespapir i 1999 gjaldt det idealer som menneskelig vækst, oplysning, fælles sociale og kulturelle værdier samt fred og demokrati, ikke mindst på baggrund af situationen i ”South East Europe” som det hed med ansvars- og pligtfølelsen dirrende.
Der var i første omgang heller ingen særlig tvang involvereret udover et bredt samtykke, for uddannelse var stadig stort set en nationalstatslig affære, som nu blot skulle have en mild fælles strukturering, så en ny generation af unge europæere kunne rejse frit mellem universiteterne. En stor frihedsgevinst i enhver forstand. Og pludselig begyndte det da også at myldre med spændende fælles-europæiske uddannelsesinitiativer i hele verdensdelen. Hold da op, hvor vi var europæere. Der stod slet ikke noget om økonomiske “udfordringer” og den slags i papiret.
Det var dengang. Siden er kredsen af lande udvidet, de smukke ord om ”kulturelle og sociale værdier” og ”demokrati og fredelige fremskridt” nedtonet, og et knaldhårdt teknokrati har taget over i et økonomisk kapløb med Kina. Desuden er Danmark gået langt videre end nødvendigt, fordi vores politikere har ageret i et nationalt tomrum fuld af anti-dannelse og luhmanniansk inspireret systemteori, hvorfor de helt har savnet den nationale selvstændighed, som flere af de andre lande, som jeg har forstået det, har haft god brug for, når harmoniseringen gik for grassat. Laura Louise Sarauw har i en frisk ph.d.-afhandling fra Københavns Universitet påvist denne uheldige “danske forstærkning” af elementer i Bologna, der kun muligvis kunne blive problematiske.
Bolognaprocessen kunne have ført til en forbedring af vores uddannelsessystem – men der skete det modsatte. Nu er vi mere lig de andre, end de selv er. Kvalitetskriterierne for uddannelser i Danmark er helt uden kulturelle eller faglige visioner, og derfor fører de mange reformer af universiteter og skoler direkte til, at uddannelserne bures inde i små tekniske spændetrøjer, så diverse operative måltal kan realiseres.
Resultatet af europæiseringen er paradoksalt nok, med samfundsforskeren Stavros Moutsios’ ord, blevet til en af-europæisering, hvor alle bliver mindre og mindre europæiske, fordi de glemmer kerneværdierne i europæisk videnskabelig kultur – den som Bologna-processen netop skulle beskytte og udbrede.
Læs evt. vores eget uddannelsesministeriums såkaldte ”sammenhængsredegørelse” fra 2012, eller kommissoriet for det nye udvalg for kvalitet i de videregående uddannelser. Der er ingen forbundenhed til europæisk kultur – ingen! Det handler kun om procenter og gennemførselsprocenter etc., og uddannelse og forskning defineres helt og alene instrumentelt.
Sådan er Danmark blevet et af-nationaliseret land i et af-europæiseret Europa.
Link til information om Bolognaprocessen
10. d. 17. december 2013: Jens Raahauges bekymringer
Jens Raahauge, den dygtige formand for Dansklærerforeningen, har nu fået nok af at se på, at hans fag bliver atomiseret i forbindelse med de nye “fælles mål”, der er med til at sende læreren i bur:
Link til Jens Raahauges blog-indlæg
11. d. 17. december 2013: Produktivitetskommissionen
Der er kommet en skrækkelig rapport fra Produktivitetskommissionen om skoler og uddannelse. Helt uden fokus på eller omtale af videnskabernes eller skolens formål og pligt eller bare noget, der ligner bare en lillebittelille smule… en lille bittebitte smule…….
Vi har et selvforstærkende og fordummende triumvirat: 1. Uddannelsesministeren og hans forskellige udvalg, 2. Tænketanken Cepos’ uddannelsesanalyser og 3. Produktivitetskommissionen.
De er skråsikre og bastante i deres udmeldinger, men taler aldrig om videnskabernes eller skolens formål og pligt eller bare noget, der ligner bare en lilllebittelille smule… en lille bitte bitte smule…. nå, nej det har jeg jo sagt. Sorry for this repetitive rythm!
Hele denne flok af økonomer opfører sig som elefanter i en porcelænsbutik. De mangler det, de aldrig taler om eller decideret vil af med, nemlig humanistisk og samfundsvidenskabelig dannelse. Desuden påvirker de interesseorganisationerne, politikerne og opinionen med deres golde og uvidende tramperi. Alting, fra skole til universiteter, reduceres til ranglister og styring og arbejdsmarked. Og så kalder de det for “kvalitet”!! Det er barokt. De ødelægger det hele med al den inkompetence. Hvis de kunne reflektere deres forslag og analyser i forhold til samfundets åndelige og pædagogiske helhed, ville man kunne tage dele af rapporten alvorligt (se rapportens s.34 for et håbløst forsøg). Men ikke nu. Nu er den bare videnskabelig og pædagogisk sølle og ringe.
Hvis dette triumvirat af elendighed skal have lov til at ødelægge videnskab og skoler, så kan min gamle husgerningslærer eller min lokale præst også ordne landets økonomi. Det er det samme. Men det vil de begge to sige nej tak til, for de er nemlig dannede mennesker, som ved, hvad de ikke ved. Triumviratet siger derimod ikke nej. De tramper. De ved ikke, hvad de ikke ved. De er ikke dannede. De mangler humanistisk dannelse – den som de mener, der er for meget af. De afvikler det, de selv mangler, fordi de ikke ved, de mangler det.
Dumme elefanter!
Eller med et af Mikael Jalvings udtryk, fra en helt anden sammenhæng: “Christ, hvor nogle båthorn!”
Link til produktivitetskommissionens hjemmeside
12. d. 20. december 2013: Morgennoter
Hvorfor uddanner vi? Det gør vi for at indvie den nye generation i samfundets kunst, videnskab og håndværk og for at give børn og unge forudsætninger for at engagere sig i de politiske og sociale problemstillinger, der løbende dukker op, både i Danmark og i verden omkring os.
Lader man et sådan et formål gennemstrømme skolens forskrifter og praktiske liv, vil kundskaber, engagement og metodefrihed være det rådende kendetegn for skolens praksis og organisation. Små ranglistebegejstrede bogholdere med evidensbaserede metodeklaphatte på henvises til et hjørne på inspektørens kontor, hvor de bliver tvunget til at læse en eller anden bog, de ikke forstår, så lærerne kan beskæftige sig med indvielsesprocesser og sociale, faglige og politiske problemstillinger.
Pisalister og trivselsindikatorer er ikke mål i sig selv, og man må under ingen omstændigheder styre skolen efter sådanne kriterier. Og man må absolut ikke ligge i toppen på en liste, for det er et tegn på manglende sans for helhed.
Hvis man besøger dronningen bør man ikke bande. Er man på en skole, er følgende fire ord, med diverse vedhæng, upassende: ”udfordringer”, ”karrierevejledning”, ”konkurrenceevne” og “performe” (en lærer “performer” ikke – hun arbejder – at performe og at arbejde er modsætninger, at performe er blot en anden form for dovenskab).
Statens rolle er at udøve en mild regulering, en løs faglig strukturering og et kvalitetsopsyn, der kun rykker ud, hvis der bedes om det, eller hvis en skole falder i et sort hul. Med andre ord: Alle danske skoler vil være en form for friskoler. En liberal stat er passiv men opmærksom.
Kommunernes rolle i skolernes organisering og styring afvikles helt og fuldstændigt. Skolerne er frie institutioner under statens passive opsyn. Skolerne styres af samfundets læreres kulturelle og faglige engagement.
Børnene skal lære nogle flere navne på planter, dyr, historiske begivenheder og geografiske lokaliteter. Det gør ikke noget, at de sveder med det. Når man kan købe i-pads til alle, kan man også købe globusser til alle.
Børn i de store klasser skal vide, hvad der sker i verden. F.eks. er der en spirende borgerkrig i Sudan. Det skal de vide i løbet af få uger, om man så skal inddrage frikvarteret.
Der er lejrskoler hvert år og hyppige fælles kulturarrangementer. Grundlovsdag er en festdag for hele skolen og dens omgivelser. d. 6. juni ryddes op og d.7. juni har man fri.
Sociale medier skal lukkes på skolens område. Kun ordentlige hjemmesider er tilgængelige og kun i afmålte mængder. Alles øjne er på hinanden og tingene.
Der synges hver dag: Indvielsessange.
13. d. 20. december 2013: Kommunernes Landsforenings skolebegreb
Her er KLs vejledningsmateriale til kommuner og skoleledere vedr. skolereformen: Vi går fra undervisning til læring, der for sin del er rent kvantitativt begrebsliggjort; fra input til outcome, som det kaldes i de kredse. Skole og undervisning underlægges et smalt læringsbegreb, hvorved både skole og undervisning selv bliver smalt, fordi de reduceres til metoder, til “input”. Undervisning bliver til “input”, der underlægges “læring”, altså outcome, i en videnskabsteoretisk nedsmeltning.
Vi får derved “skolen i bur”, hvor man kan få høje karakterer og gode evalueringer i små målesystemer, men hvor virkelighed, kundskaber og kritik bliver væk. Man får topkarakter for ingenting.
Der er selvfølgelig også en masse nysprog fra Ny Nordisk Skole, og det hele er naturligvis skrevet af en anonym og ansigtsløs person, som alligevel udtaler sig skråsikkert om emner med en lang videnskabelig tradition bag sig, og der er, det er klart, ingen referencer til formålsparagraffens §1, selvom kommunerne ifølge §2 er forpligtet til at organiserer skolen med §1 in mente.
En ansigtsløs pædagogik? Kan man egentlig det? Nå jo, det kan man jo godt, for læreren er jo kun en metode til outcome. Og lærer-metoden kan jo udskiftes med maskiner eller noget andet. Dermed bliver “læreren” til en metode blandt andre, og altså dermed til noget “ansigtsløst”. KL er selv en metode, en ansigtsløs metode, et outcome. en kæntret pædagogik. KL vil have mere af sig selv – mere ansigtsløs metode-outcome. Skolen bliver en KL-skole i et KL-Danmark.
Man savner en skole, der har et ordentligt læringsbegreb, som ikke defineres af ansigtsløse mellemledere; en skole der definerer sig selv med ansvar – ikke overfor en eller anden overordnet kommunal KL-mellemleder-resultatkontrakt-bogholder – men overfor hele samfundets åndelige og praktiske strøm.
Link til KL’s vejledningsmateriale
14. d. 22. december 2013: En vågen konservativ
Hovsa! en vågen konservativ i Berlingeren! Noget mere reflekteret end resten af Berlingerens hel- og halvofficielle holdning, som er, at produktvitet kommissionen er kilden til evig og salig oplysning.
Link til Søren Hviid Pedersens indlæg
15. d. 27. december 2013: Pædagogikkens to verdener
Så sidder man lige her med et manuskript på 415 sider, to dele, 7 sektioner og 61 kapitler. Det hedder vist nok: “Pædagogikkens to verdener”, og lige nu ser indholdsfortegnelsen sådan her ud:
1. Indledning
Del A: Pædagogikkens to verdener
2. Uddannelsespolitik – landet med de to måner
3. Konkurrencestat og uddannelse – det parallelle lands struktur
4. Europæisk pædagogisk filosofi – pædagogikken vågner
5. Dansk pædagogisk filosofi – fornyet aktualitet
Del B: Pædagogikkens to verdener anvendt
6. Politisk teori
7. Indlæg i forbindelse med konkrete begivenheder og offentlige diskussioner vedrørende pædagogik
8. Diverse
Spændende om nogen vil udgive det?
16. d. 29. december 2013: Anders Fogh Rasmussens heltegerning
Der skete meget, der var kritisabelt i 00’erne, f.eks. Irak-krigen og grådigheden i forbindelse med den økonomiske optur: “Vi kan købe hele verden” – you know! Og så nedturen med endnu mere vildfaren grådighed – det hele dikteret af en en “economic man”. Man troede, det var slut med ham, altså økonomi-manden, men det er det ikke. Nu er han bare over det hele – selv i børnehaverne – for fanden!
Men der skete en god ting. Og det var da Anders Fogh Rasmussen i årtiets eneste heltegerning holdt stand for vores frihedsrettigheder uanset konsekvenserne – da han nægtede at drøfte en eneste tegning med nogen som helst ambassadør eller fremmed politiker. Mens Dannebrog blev brændt i verden, vajede Dannebrog ypperligt for hele verden. Det vil vi kunne leve af længere end nogen finanspolitik eller nogen tyv-tyv-plan, og det vil medvirke til at tvinge og hjælpe en moderne Islam frem. Fogh mente, at deltagelsen i Irak-krigen var pay-back time for samarbejdspolitikken under krigen, men det var den ikke, for det havde jo ikke noget med os at gøre. Den egentlige forsoning var hans, og vores, stilling under karikatur-krisen.
17. d. 30. december 2013: Forelæsning af Peter Kemp
Er blevet gjort opmærksom på denne glimrende forelæsning på youtube.com med Peter Kemp. Først gennemgår han verdensborgerbegrebets idehistorie, hvorpå følger en kritik af læreruddannelsesreformen og skoletænkningen i det hele taget. Til allersidst er der et godt spørgsmål fra publikum, som giver Kemp lejlighed til at knytte forelæsningen an til sin disputats “Engagementets poetik”, som netop er genudgivet på ANIS med en helt ny og spændende indledning. PS! Kemp diskuterer dannelse med Lars Qvortrup på Deadline om 5 minutter.
Link til Peter Kems forelæsning
18. d. 1. januar 2014: Ved Morten Østergaard, hvad videnskab er?
Jeg er simpelthen så træt at høre på, at Morten Østergaard reducerer ALT til arbejdsmarked og økonomi. I over 10 år har danske universiteter nu været underlagt merkantilt ministeri. Først Sander og nu Østergaard. Det er bare al al for lang tid. Derfor har jeg sammen med Brian Degn Mårtensson skrevet dagens kronik i Berlingeren.
Link til kronik om Morten Østergaard
19. d. 2. januar 2014: The Usefulness of Useless Knowledge
Amerikaneren Abraham Flexner (1866-1959) var med til at opbygge noget så nyttigt som lægestudiet i USA og var desuden medstifter af Institute of Advanced Studies, der er tilknyttet Princeton University.
På trods af sit “nyttige” virke forfattede han i 1939 dette herlige skriv, ”The usefulness of useless knowledge”, som er inspireret af Wilhelm Humboldts og John Hopkins’ universitetsideer, og som jeg fik tilsendt i går af en kollega, Hans Siggaard Jensen, der selv havde fået den af en amerikansk kollega, og som havde læst Mårtenssons og min egen kronik i gårsdagens Berlinger.
I artiklen argumenterer Flexner for, at virkelig videnskab er en nysgerrig og unyttig eksperimenteren, hvor den ene tekst eller aktivitet er i allehånde unyttige dialoger med de øvrige, og hvor spørgsmålet om anvendelse og nytte, for ikke at tale om økonomisk vækst, bør udelukkes fuldstændigt fra videnskabens indre.
De unyttige aktiviteter taler sammen på kryds og tværs op gennem historien uden sans for deres anvendelse, og etablerer en videnskabsfilosofi, som universiteterne og politikerne bør fremme og ikke styre.
Flexners pointe er, at alle store nyttige eller blot brugbare opfindelser indenfor teknologi og kunst trækker på dette reservoir af unyttige vekselvirkninger, ja er afhængige af det. For at videnskab kan være nyttig, må den med andre ord være unyttig. Han kritiserer også sin samtidige, Hitler og Mussolini, for at forsøge at styre den videnskabelige proces.
Her et par af de gode steder:
”Institutions of learning should be devoted to the cultivation of curiosity and the less they are deflected by considerations of immediacy of application, the more likely they are to contribute, not only to human welfare, but to the equally important satisfaction of intellectual interest”
“any suspicion of utility would have restricted his restless curiosity”
“I am pleading for the abolition of the word “use”, and for the freeing of the human spirit”
“No educational administrator can possibly direct the channels in which these men shall work”
“Almost every discovery has a long and precarious history”
“even in the pursuit of strictly practical aims an enormous amount of apparently useless activity goes on”
“What I say is equally true of music and art and of every other expression of the untrammeled human spirit”
“A poem, a symphony, a painting, a mathematical truth, a new scientific fact, all bear in themselves all the justification that universities, colleges, and institutes of research require”
“Such an institute exists as a paradise for scholars who, like poets and musicians, have won the right to do as they please and who accomplish most when enabled to do so”.
Sådanne perspektiver vil aldrig kunne indfanges af en “produktivitetskommission” eller af et kvalitetsudvalg bestående af økonomer.
Link til Abraham Flexners artikel
20. d. 2 januar 2014: Morten Østergaards svar på Twitter
Sjovt nok er der to indlæg i dagens Politiken, med stort set samme kritik af Morten Østergaards mekaniske ministeri, som man kunne læse om i Mårtenssons og min kronik i Berlingeren i går:
Filosofistuderende, Søren Mau, har skrevet indlægget, ”Uddannelse er mere end kroner og øre”, og professor på RUC, Garbi Schmidt, skriver under overskriften ”Mennesket er mere end tal” med udgangspunkt i en kritik af produktivitetskommissionens filosofi, at man er ”faretruende tæt på et menneskefjendsk samfundssyn”.
Østergaard selv har kommunikeret pr. twitter, hvor han har svaret sin medtwitter, Rikke Johansen, i to dele:
Først siger han, at ”Forskningsbudgettet aldrig har været højere. Basisbevillinger ej heller”, men det er jo slet ikke budgetternes størrelser, vi kritiserer, men hele filosofien eller mangel på samme.
Derpå siger han: ”Klart JA til spørgsmålet om, hvorvidt uni’erne er en del af samfundet fremfor den elfenbenstårnstænkning kronikørerne taler for”.
Det er bare den slags inkompetente pjat, man bliver så træt af. For det første mener Østergaard med ”samfundet” altid ”arbejdsmarkedet” og ”økonomisk vækst”, hvilket er et helt urimeligt lighedstegn, og for det andet er der altid et element af ”elfenbenstårn” på et universitet. Det ligger nærmest i begrebet. Men det betyder naturligvis ikke, at universitetet ikke også skal vekselvirke med samfundet. Det skal det helt bestemt, men det kan det kun gøre med en respekteret egenart, det som Østergaard polemisk kalder for “elfenbenstårnet. Men ok, det er også svært at diskutere med disse små twitter-sætninger, synes jeg.
Der er virkelig lavt til loftet i Østergaards univers. Måske svarer han mere grundigt i avisen, men hans svar bliver nok bare en masse %&/(. Jeg synes, han trænger til lidt uddannelse, så hans “uselessness” kan blive lidt mere “useful”. Foreløbig er den bare “useless”, men desværre også i “use”.
21. d. 4. januar 2014: Politiken i Weekendavisen: Scavenius i 2014
Søren K. Willemoes har skrevet en spændende analyse i Weekendavisen om udviklingen i Politikens journalistiske og holdningsmæssige linje de sidste 10 år. Især er det interessant at læse om opfattelsen af Bo Lidegaard som en ny Scavenius, en person, der tilpasser sig omverdenens og centraladministrationens analyser, hvor det hele tiden gælder om at leve efter den måde, hvorpå magthavernes opfatter omverdens krav – som i Staunings: ”I disse for vort land så alvorlige tider”. Man må tilpasse sig. Derfor kunne Lidegaard også godt lide statsministerens nytårstale, der var en tale om tryghed og hjemstavn. Og derfor, forstår jeg nu, kan han også støtte Corydons konkurrencestat, og alle de konsekvenser en sådan støtte har for samfundets ydre og indre linjer, f.eks. når Politikens uddannelsesredaktion helt ukritisk accepterer Pisa-vældet og skolereformen. Statskonkurrencen er de nye ”alvorlige tider”, som man blindt må tilpasse sig uden modstand og kritik – ligesom i 1940’erne. Og ligesom når Lars Goldschmidt fra DI siger, at der kun er ”brug for stemmer, der accepterer konkurrencestatens udgangspunkt”. Lidegaard og Corydon er som Scavenius og Stauning under besættelsen. Læg dig ned Danmark under embedsmændenes styre og omverdenens blinde krav! Lidegaard forsvarer da også samarbejdspolitikken under besættelsen i sine bøger.
Derudover siger Lidegaard om hans redaktionelle filosofi, at ”vi ikke skal føre krig mod den offentlige mening, men gøre os til den offentlige menings ordførere”. Det kan måske have sin rimelighed i ny og næ, men som alment princip er det helt galt. Tænk at lægge sig ned for noget så kedsommeligt og tvangsmæssigt som den offentlige mening – ”det store vi”, som den norske dramatiker Helge Krog kaldte det i 1919 i et skuespil med præcis denne titel. Stykket handlede netop om, hvorvidt en avis skulle repræsentere folkehavet, som Lidegaard mener, eller være fri og kritisk, som var Tøger Seidenfadens synspunkt. Han havde i det mindste en holdning, der kunne slå til i den selvstændige omegn.
I Willemoes’ artikel står der faktisk også en del om Seidenfaden, der jo var en spændende figur, men som tog så grueligt fejl, hvad angår karikaturerne, hvilket egentlig er utroligt, eftersom han, så vidt jeg ved, havde sit kritikbegreb fra filosoffen Karl Popper, men kritikken skulle åbenbart ikke aktiveres, når det gjaldt Islam? Men ok, Seidenfadens egen fejltagelse er sådan set et eksempel på Poppers faillibilistiske indstilling, hvorefter man nærmer sig sandheden ved at tage og teste fejl. Endelig man kan i Willemoes’ artikel læse om et opgør om holdningen til karikaturerne på Politikens redaktion mellem Lars Trier Mogensen og Seidenfaden, som jeg i al fald ikke kendte til.
Så Lidegaard risikerer intet, men siger derfor heller ikke noget, og intet kommer til syne. Seidenfaden risikerede alt, men tog fejl, og viser os dermed noget.