Her er 24 facebook-opdateringer fra maj 2018. Man kan enten læse opdateringerne direkte i dette blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

1. Dennis Kristensen i Information
2. ”Skulder ved skulder” i fiaskoens tegn
3. Ny forsknings- og uddannelsesminister
4. Trivselsoptimerende hjelme og den nye minister
5. Per B. Christensen bliver formand for arbejdstidskommission
6. Bondos kasketter
7. Stefan Herman, Danmarks Lærerforening, dannelse og snedighed
8. Danmarks Lærerforenings fire fejltagelser
9. dk som reklamesøjle
10. Brian Degn Mårtensson om OK18 og DLF
11. Fagbevægelsens fiasko
12. Den andens skulder
13. Professionshøjskolernes task-force om læreruddannelsen
14. Omtale af Gert Biesta i Altinget
15. Noter til Politiken
16. Peter Aagaard om disruptionsideologien
17. d.-forsvar ved Leo Komischke-Konnerup
18. Professionshøjskolernes Singularitet: Læsning eller medlæsning
19. Diskussion af Læreruddannelsens opgør med læreruddannelsen
20. Om spædbarnspleje
21. KL og Cambridge Analytica
22. Indtryk fra Aarhus Universitets Matchpoint-seminar
23. Note 1 til Gert Biestas bog ”Undervisningens genopdagelse”
24. Note 2 til Gert Biestas bog ”Undervisningens genopdagelse”

 

1. d. 1. maj: Dennis Kristensen i Information

Dennis Kristensen har nogle interessante synspunkter i Information:

A) Kristensen mener, at DLF selv opgav selv kampen mod L409.

“Der er en opfattelse af, at det er os, der indgår et forlig, som tvinger lærerne til at gå i knæ. Det er simpelthen omvendt. Vi laver et forlig, fordi lærerne selv har opgivet, og i mine øjne gør Anders Bondo det eneste rigtige i situationen.”

– Er lærerne enige i din udlægning?

“Det ved jeg ikke, men jeg går spændt og venter på, at de siger noget. For de har rigtigt mange medlemmer, der tror det modsatte”.

B) Kristensen mener, at solidaritetspagten kun angik løn.

“Solidaritetspagten eller musketereden indbefattede løn, lærernes arbejdstid og spisepause og puljer til ligeløn osv. Men da vi blev kaldt i Forligsinstitutionen og skulle formulere, hvad vi ville gå i konflikt på, var det altså lønnen alene. Der kommer vi galt af sted, fordi vores medlemmer ender med at have meget forskellige billeder af, hvad en eventuel strejke går på, fordi vi fortolker og formidler forskelligt.”

– En musketered kan altså vise sig at være et tveægget sværd?

“Ja, det er ikke et bæredygtigt engagement, hvis det ikke er på samme grundlag. Det, tror jeg, er en af de ting, man skal arbejde med i fremtiden.”

—–

Ergo:
1. DLF opgave selv musketereden.
2. Dennis Kristensen har hele vejen igennem kun ville konflikte på lønnen og ikke på de andre musketeremner.
3. Der er en vis modsigelse mellem disse to markeringer, er der ikke?

Jeg ved snart ikke, hvad der er værst i denne fiasko for fagbevægelsen.

Heldigvis er jeg selv på arbejde – hele dagen.

Se også en god analyse i Altinget:
https://www.altinget.dk/…/laerernes-ok18-en-loesning-for-al…

 

2. d. 1. maj: ”Skulder ved skulder” i fiaskoens tegn

Først fortæller Dennis Kristensen, at DLF allerede havde opgivet kravet om en arbejdstidsaftale, før Kristensen gik enegang.

Det vil sige, at DLF ifølge Kristensen mistede modet senest d. 25. april, kl. 07, hvor nyheden om Kristensens svigt ramte medierne.

Men nu svarer Bondo så følgende på folkeskolen.dk:

”Jeg vil forsøge forsat at respektere min tavshedspligt, men for at undgå misforståelser, vil jeg gøre opmærksom på, at forhandlingerne om en arbejdstidsaftale for lærerne forsatte helt til slutfasen. Det sidste forslag, der blev præsenteret, blev således rakt over bordet onsdag den 25.4. klokken 18:15.”

Dvs. 12 timer efter Kristensens svigt?

Så altså: Fuldstændig opløsning. Det er nok det, der hedder ”skulder ved skulder”.

https://www.folkeskolen.dk/633432/fakta-om-arbejdstidsforhandlingerne

 

3. d. 2. maj: Ny forsknings- og uddannelsesminister

Ny disruptionsminister for læreruddannelse, pædagoguddannelse og universiteter:

Først røg den ene ”dannelsesminister”. Det var Esben, som sad fra 2015-16. Det blev ikke til så meget. Han havde noget familie i Ringkøbing osv.. Sådan en slags fiskekvote.

Så røg den anden ”dannelsesminister”. Det var Pind. Det blev heller ikke til så meget. Han mener, at man kan måle alting, hvilket jo er ret meget. Han handlede også under bordet med Københavns Kommune, så han kunne få en statue af Reagan. Pinds sidste indlæg som minister handlede om læringsmåling på universiteterne. Rigtigt dannelsesagtigt og ren normalisering! (se link). Jeg tror faktisk, at hele samfundet kunne være løftet med flere læringsår med Pind ved læringsstyrings-pinden. Men måske var indlægget skrevet af en eller anden fra Finansministeriet. You know: Læring for money! Det skal nok give “nobelpriser”. Men Pind kan også tænke og tale, når det tager ham. Det skal han have.

Det gik altså ikke med de to. De lignede hinanden for meget.

Men nu har vi så endelig fået en minister, Tommy Ahlers, som er i mere seriøs tråd med regeringens grundlæggende filosofi, dvs. en blanding af entreprenørial x-faktor, CEPOS, Mckinsey, Singularity-U og Disruption, tilsat lidt absolut glemsel. Dataregeringens sprog kan strømme frit ud af den nye ministers mund. Han behøver slet ikke at kløjs i det eller noget. Han kan bare åbne munden, og sætningerne flyder afsted i den rigtige rækkefølge.

Det kom faktisk lidt bag på mig, at stillingen ikke gik til Bubber, som jo sidder i Løkkefondens bestyrelse, for den baggrund plejer at være karrierefremmende i regeringskredse. Men så igen: Bubber ville nok også kalde sig for ”dannelsesminister”, hvilket jo er lidt irriterende, hvis man er datamapperegering.

Om et år er Tommy Ahlers væk. I mellemtiden har en eller anden konstellation af embedsmænd rykket landet et skridt tættere på glemsel, helt i overensstemmelse med data-regeringens manglende politik. Et sort glemsomt datapengehul, som skriver rapporter og ministertaler. Lige noget for KL, som også arbejder med disruption, Singularity-U og antipædagogik. Det er den slags lærerforeningen og fagbevægelsen elsker for tiden.

Mit eneste håb er knyttet til det forhold, at Ahlers stammer fra en indremissionsk familie i Sønderjylland. En sidste rest af hukommelse, som kan give lidt modstand mod læring?

https://www.b.dk/kommentarer/uddannelser-er-en-god-investering

 

4. d. 2. maj: Trivselsoptimerende hjelme og den nye minister

I dagens Politiken kan man læse, at arbejderne i Kina ifører sig særlige hjelme, som malker trivselsdata direkte fra de ansattes hjerner. På den måde kan man optimere landets trivselsniveau. En kinesisk direktør siger: “Der er ingen tvivl om effekten”.

Danskeren Thomas Zoega Ramsøy ser store muligheder i teknologien. Journalisten opsummerer Ramsøys analyse således: “Teknologien kan give et unikt indblik i det, fagfolk kalder emotioner – altså de følelser, vi typisk ikke selv er klar over, og som vi derfor hverken kan udtrykke eller huske”.

Og i direkte citat fortsætter Ramsøy: “Ved at måle på dem kan man se, hvordan folk reagerer i specifikke arbejdsstrukturer, der eksempelvis virker stressende”.

Ramshøj mener dog, at teknologien kan misbruges, men det er i så fald menneskets og ikke teknologiens skyld (!!!).

Man ser for sig hele skoler og hele folkeslag med trivselsoptimerende hjelme, som kan indfri Moderniseringsstyrelsens operative indikatorer. Man kan nok også lave læringshjelme?

Thomas Zoega Ramsøy er direktør i firmaet Neurons Inc., og han underviser på Singularity University, som øver kraftig indflydelse på disruptionsrådet og dermed på KL, på den danske regering og på den nye forskningsminister, Tommy Ahlers.

Og Ahlers har skam også har været på Singularity , som var “meget imponerende”, og hvor han blev “blæst ud”. Ministeren kan redegøre for “mindsettet” til sturt sturt 12-tal uden mangler. Det kan man høre om i nedenstående podcast.

Universitetet og professionsiuddannelserne går sørme spændende tider i møde.

Links:
Podcast med Tommy Ahlers:
http://www.elektronista.dk/…/loeven-tommy-ahlers-ivaerksaet…

Artikel i Politiken:
https://politiken.dk/…/Kina-malker-data-direkte-fra-statsan…

 

5. d. 3. maj: Per B. Christensen bliver formand for arbejdstidskommission

Formanden for DLF/KL’s nye arbejdstidskommission hedder Per B. Christensen. Han har i mange år haft følgende interesser:

– promovering af dannelses- og formålsopløsningen af læreruddannelsen. Han var formand for det centrale udvalg, hvor professor Jens Rasmussen også sad.

– promovering af Synlig Læring-konceptet, blandt andet med stort anlagte kommunale besøg til New Zealand

– store læringsideologiske projekter i Næstved Kommune

– arbejde i og for kommunale og skolereformsaffirmative organisationer.

– med i AP Møllers skolereformsudvalg sammen med Jens Rasmussen og Tomas Nordahl.

I nedenstående link, som jeg skrev i 2016, kan man læse mere om disse emner med tilhørende links mm..

Mig bekendt er der ingen undtagelser fra dette billede.

Christensen er derfor ikke et kompromis. Han står for den rene KL-ideologi. DLF har dummet sig, eller også er foreningens pædagogiske grundlag for svagt. Måske en blanding?

Da DLF’s pressechef begejstret delte nyheden om Christensens udnævnelse på twitter, så væltede det da også ind med likes fra KL’s ledelse, diverse UC-rektorer og fra DLF’s ledelse. Der er naturligvis også et like fra FOA.

Til gengæld var der larmende tavshed fra landets lærere og pædagogiske kritikere.

I mellemtiden har Folkeskolen.dk og DLF’s hovedbestyrelse kastet sig ud i den helt store reklamekampagne for KL. Man har simpelthen totalt mistet blikket for, hvilket skole- og teknologisyn, som KL repræsenterer. Man bliver trukket rundt i manegen af det rene KL-spin, som jeg ser det.

Ifølge dagens Politiken var det Bondo, der foreslog både kommission og Christensen som formand. KL accepterede med det samme, hvilket jo er let at forstå. KL vandt to gange: Man havde fået DLF til at foreslå en kommission, og så havde man tilmed fået magten over den.

Så man kan roligt sige, at DLF er blevet en slags underordnet kontor under KL’s organisation.

Det hele udspringer af det, jeg kalder for ”fagbevægelsens fiasko”, men det vil føre for vidt at drøfte her.

Hele OK18-processen og denne kommission er desuden et stort nederlag for landets pædagogik.

http://www.thomasaastruproemer.dk/profitraten-i-naestved-kommunes-loefte-om-laering.html

 

6. d. 5. maj: Bondos kasketter

Da Bondo kom ud af forligsen var det med et stort smil og et sejrs-tørklæde med teksten: ”En løsning for alle”.

Men hvem var ”alle”? Det var nok især de kommunalt ansatte i almindelighed, som Bondo jo repræsenterede via det såkaldte ”Forhandlingsfællesskab”. Derimod hørte lærerne, som jo ikke fik nogen aftale, ikke med til ”alle”. Musketereden var brudt sammen, og lærerne stod alene tilbage med en kommission, der skal køre på KL’s læringspræmis.

Så en sejr for den ene særinteresse, var et nederlag for den anden særinteresse, selvom det hele naturligvis var et nederlag for alle børn og borgere i Danmark. Musketereden var en fiasko.

Denne konklusion understreges af, at Bondo i går trådte tilbage som forhandler for det kommunale område. Han vil nu koncentrere sig om DLF. Han siger følgende til Avisen.dk:

”Det ligger selvfølgelig også i det her, at vi skal have landet noget for lærerne nu. Jeg skal bruge kræfter i denne periode på at lande et ordentlig resultat for lærerne. Det får jeg bedre mulighed for nu, hvis jeg siger, at ved de kommende overenskomstforhandlinger har jeg ikke formandsposten, men sidder nede på rækkerne”.

Bondo bliver spurgt til, om der ikke er risiko for ”kasketforvirring”? Dertil svarer han:

”Det har også været en udfordring, og det var også derfor, at jeg tidligt i forløbet sagde til de andre organisationer: Er I sikre på, at I synes, at det er en god ide, at det er mig, der skal sidde der? De sagde fuldstændigt entydigt ja, og jeg fortsatte, og nu er vi kommet i mål. Jeg er ikke bange for arbejde, men jeg har også brug for at få arbejdspresset lidt ned. Specielt, fordi jeg ved, at jeg i denne periode får en kæmpe udfordring med at få et godt resultat ud af kommissionsarbejdet”

Bondo fortæller også, at arbejdet som leder af Forhandlingsfællesskabet har været ”et hårdt job”, hvor han har skullet lave ”interne kompromisser”.

I disse linjer flyder den implicitte erkendelse af, at Bondo – af hensyn til resten af fagbevægelsens særinteresse – måtte svigtet lærerne i den afgørende stund. Bondo brugte for mange kræfter i det store Forhandlingsfællesskabet. Han kunne ikke få enderne til at mødes. Han måtte svigte lærernes pædagogiske liv. Bondo blev overmandet af fagbevægelsens fiasko, hvilket for alvor går op for ham nu.

Nu vil Bondo i stedet arbejde for den “kommission”, han selv kom til at foreslå Ziegler i kampens hede. Bondo foreslog endda – ifølge gårsdagens Politiken – også formandens navn, nemlig Per B. Christensen, som jo har spillet en stor rolle i Antorinis og KL’s læringsrevolution. Ziegler skyndte sig at sige ja.

Det er også værd at bemærke, at Forhandlingsfællesskabet så sent som d. 4. maj har udsendt en pressemeddelelse, hvor der står, at man skam vil holde øje med DLF/KL-kommissionens arbejde. Det samme siger formanden for akademikerne, Lars Qvistgaard. Det skulle man have tænkt på før forliget, men det gjorde man ikke. Dengang troede de alle sammen, at de havde vundet. Nu forsøger man at reparere på fiaskoen med tomme ord, som får 0,00 effekt.

Links:
Bondo træder af: https://www.avisen.dk/breaking-anders-bondo-gaar-af_496718.…

Pressemeddelelse fra Forhandlingsfællesskabet: http://www.forhandlingsfaellesskabet.dk/…/04-pressemeddelel…

Akademikernes kommentar d. 4. maj: https://www.folkeskolen.dk/…/organisationer-vores-stoette-t…

Analysen er inspireret af Lars Luplau: https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10213332261714559&set=a.1611241354448.2085720.1038671360&type=3&theater

 

7. d. 6. maj: Stefan Herman, Danmarks Lærerforening, dannelse og snedighed

Jeg sidder og kigger i tænketanken SOPHIAs udgivelse ”Dannelse på universitetet – fordringer og udfordringer”, som udkom i 2017. Bogen – som er en slags follow-up på 2014-udgivelsen ”Universitetsverdenen-flerstemmige versioner” – er redigeret af Steen Nepper Larsen og Jens Raahauge, og den indeholder mange fine artikler.

Især en af bogens artikler er interessant i disse tider. Professor Per Øhrgaard kritiserer i artiklen ”Hvorfor danner vi?” Stefan Hermann for at være ”snedig” og ”snu” og for at misbruge dannelsesbegrebet til at ”banke løs på Danmarks Lærerforening”. Her er citatet fra Øhrgaards tekst:

”Frontalangreb på dannelsen ser vi også i dag; jeg begyndte jo med at nævne Trump og det danske ”systemskifte”, som Søren Krarup desværre med rette kalder det, i 2001. Men der er dem, der er snedigere, som nu f.eks. Stefan Hermann, der fornylig udgav en bog med titlen ‘Hvor står kampen om dannelsen’?

Snedigheden, eller skal vi sige snuheden, består her i forsøget på at sætte sig på begrebet, nu hvor det er dukket op igen i debatten (…). Stefan Hermanns bog handler i grunden ikke om dannelse, men om at få tegnet en kampplads op, hvor han kan banke løs på Danmarks Lærerforening. Et centralt virkemiddel er hans i virkeligheden helt arbitrære opdeling af de kæmpende i to hold, nemlig det ”politisk-administrative” og det ”pædagogisk-konservative”, hvor dog den uargumenterede sammenstilling af ”pædagogisk” og ”konservativ” afslører hensigten lidt for hurtigt.

Hvis man alligevel læser videre – og det kan sådan set godt betale sig, for der er gode iagttagelser undervejs – opdager man, at selv i det afsnit af bogen, som skulle være en kritisk betragtning af den politisk-administrative position, er der flere spark til pædagogerne end til politikere og administratorer. Og da Hermann til sidst plæderer for en mellemposition mellem de papfigurer, han selv har stillet op, siger han ikke andet, end hvad de fleste har sagt hele tiden. Dog sker det heller ikke uden spark. På s. 103 tales om ”mange positioner på den pædagogisk-konservative pol, hvor dannelse tænkes løsnet fra fag og forventninger til fordel for samvær og trivsel”.

Guderne og Stefan Hermann må vide, hvem der nogen sinde har opfattet eller tænkt dannelse på den måde – men det gør det naturligvis nemmere at fremstille sig selv som den gyldne middelvej.”
(s. 170-171)

Så Hermanns bog er ifølge Øhrgaard i virkeligheden et slet skjult opgør med Danmarks Lærerforening. Hermann er da også tæt på Bjarne Corydon og har spillet en central rolle i opgøret med landets pædagogiske traditioner, et opgør han nu kan føre videre for fuld kraft i sin egenskab af formand for alle landets professionshøjskoler. Øhrgaard tese giver god mening.

Her er det også værd at nævne, at Hermann er begejstret for den nye KL/DLF-kommission. Kommissionen kalder på ”nysyn, vilje og håb”, hedder det højstemt på en af Hermanns twitter-opdateringer. Og hans mangeårige prorektor på Metropol, Camilla Wang, som i dag er rektor på UC-Absalon, talte i et andet tweet ligefrem om, at kommissionens formand, Per B. Christensen, var ”en af de store inden for folkeskolen og dansk læreruddannelse”. Den formulering siger vist alt om horisonterne på Sjælland, eftersom Christensen jo har bidraget i stor stil til landets læringficering uden nogen sinde at have skrevet et selvstændigt bidrag om emnet. Men måske mente Wang i virkeligheden ”en af de store KUNDER”, eftersom Christensens kommune, som jo er Næstved, netop er kunde i Absalon-butikken?

Wangs tweet satte gang i det helt store like-apparatur fra UC/KL-fløjen, heriblandt Antorini. Jeg tror, at Bondo ender som en slags guru i KL/UC-kredse.

Så der er UC/KL-”snedighed” for alle pengene, selvom det hele er lidt til grin fra et ”pædagogisk-konservativt” synspunkt, for nu at sige det på den måde.

For at runde af, så kan man hygge sig med tanken om, at både Øhrgaard og Hermann er med i Søren Pinds ”inspirationsgruppe” for dannelse på universiteterne. Mon ikke gruppen bliver nedlagt nu, hvor Pind er pensioneret? Hvis ikke får vi en kamp mellem ånd og snedighed, men kun til ”inspiration” naturligvis.

Litteratur:
Øhrgaard, Per (2017). ”Hvorfor danner vi?”, i Larsen, Steen Nepper & Raahauge, Jens (red.): Dannelse på universitetet – fordringer og udfordringer, SOPHIA, s. 168-181.

Larsen, Steen Nepper & Mortensen, Stig Skov (2014). Universitetsverdenen – flerstemmige versioner, SOPHIA.

Søren Pinds ”inspirationsgruppe”: https://ufm.dk/…/soren-pind-nedsaetter-inspirationsgruppe-o…

Tidligere analyser af Hermanns arbejde:
”Stefan Hermanns larm”, marts 2017: http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-larm.html

“Stefan Hermanns opgør med dansk pædagogisk tradition”, maj 2017: http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-opgoer-da…

“Oplysningens visnen og uren pædagogik“, i Nyt dansk udsyn, nr. 2, 2013, s. 5-18. http://ibenbenedikte.dk/…/%E2%AD%90Nyt-Dansk-Udsyn-Nr-2-1.p…

 

8. d. 7. maj: Danmarks Lærerforenings fire fejltagelser

DLF’s fire fejltagelser:

1. I 2012 går man med fuld honnør ind i Antorinis økonomisk definerede projekt Ny Nordisk Skole. Man deler formandsposten med konkurrencestatstilhængeren Lars Goldschmidt og laver ”roadshows” og ”manifester”. Der er ingen smalle steder. Ny Nordisk Skole er en slags fortsættelse af initiativet ”Vores Skole” fra 2009, et samarbejde mellem bl.a. DI og DLF, som blev præsenteret af bla. førnævnte Lars Goldschmidt og af systemteoretikeren Jens Rasmussen.
2. I 2013 udgiver man et skoleskrift, som ligger helt i tråd med skolereformen. Der er et decideret åndsfælleskab mellem Antorini og DLF frem til OK2013.
3. I 2015 anerkender man L409 og KL’s skolesyn i overenskomstforliget.
4. I 2018 anerkender man igen KL’s skolesyn og indgår i et kommissionsarbejde på KL’s præmis og med en læringsideolog som formand.

Hvorfor disse fejlgreb? Af strategiske grunde? Nej, det er ikke primært derfor. Det er snarere tale om holdnings- og begrebsmæssige grunde, som gør bestemte strategier egnede. DLF deler simpelthen i høj grad skolesyn med det politisk-administrative niveau. Det er derfor, det er så let for foreningen at samarbejde med anti-pædagogikkens fortropper i mine fire eksempler. Der er nogle kritiske pip i ny og næ, men man falder let tilbage til det, man i virkeligheden er en del af. DLF’s konflikt med det ekspanderende KL i 2013 var en magtkamp, men ikke en indholdsstrid.

Men hvad er det for et skolesyn, DLF deler med KL og Antorini? Det er opsplitningen af kundskaber i henholdsvis læring og formål. Denne opsplitning starter for alvor omkring 1980 i reformpædagogiske kredse og overtages efterhånden af det politisk-administrative systemer, af de toneangivende pædagogiske paradigmer og af DLF selv.

Senest er adskillelsen reproduceret af UC’ernes udspil til læreruddannelse. Jeg nævner det, fordi UC’erne er en del af KL/DLF-symbiosen, som de støtter helhjertet.

På den måde kan man faktisk godt sige, at DLF er kommet hjem, hjem til KL og Antorini. Det er samme familie.

Links:
Om Vores Skole, 2009: https://www.dlf.org/webindslag/2009/august/vores-skole-di

Om Ny Nordisk Skole, 2012: https://www.emu.dk/modul
/historien-bag-ny-nordisk-skole

DLF’s skoleskrift i 2013: https://www.dlf.org/media/737240/dlf_sammen-goer-vi-3.pdf

OK2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-laererforening-a…

 

9. d. 7. maj: Folkeskolen.dk som reklamesøjle

DLF er i gang med at overbevise om den nye kommissions velsignelser.

Derfor har man omdannet Folkeskolen.dk til en reklamesøjle for KL.

Tjek forsiden som den ser ud her i skrivende stund. Det er meget fascinerende at iagttage.

PS: redaktionen har allerede ændret forsiden (kl. 15.20)

 

10. d. 7. maj: Brian Degn Mårtensson om OK18 og DLF

Kloge ord af Brian Degn Mårtensson:

https://www.folkeskolen.dk/634215/er-dlf-en-forening-for-laerere-eller-laeringsmedarbejdere

 

11. d. 7. maj: Fagbevægelsens fiasko

Tre af OK2018’s topforhandlere forsøger nu helt ubehjælpsomt at rode bod på deres fiasko. Det kan man læse i vedhæftede kommentar, som også blev bragt i dagens Politiken.

Først signalerede man ”skulder ved skulder” og ”en løsning for alle”. Men det var bare løgn, for i sidste øjeblik svigtede man lærerne og Danmarks børn, blot for et par ekstra fadbamser i lønningsposen. Det var ren og ligegyldig egoisme forklædt som falske paroler.

Og nu – en uge efter forliget – forsøger man så at dække over det egoistiske svigt ved at skrive intetsigende støtteerklæringer til landets lærere, som jo nu skal bære en evt. konflikt helt alene… igen. Mange lærere vil stemme ja, selvom de mener nej, og det er fagbevægelsens og Bondos skyld i en eller anden fordeling. Dermed vinder KL kampen om skolen. I læserbrevet tager man ikke det mindste ansvar for fiaskoen.

Akademikernes forhandler, Lars Qvistgaard, er medunderskriver. Mange af hans medlemmer har fine forberedelsesfaktorer og 40% forskningstid.

Da Qvistgaard kom ud fra forligsen, troede han stadig, at han var solidarisk. Men tilhørerne buuhede, fordi de jo vidste, at Staten og regionerne havde svigtet lærerne. Men Qvistgaard fejede dem af, fordi han forvekslede solidaritet og egoisme. Og nu lader han som om, han hele tiden har været på solidaritetens hold. Hvilken fiasko. Det lever op til alle CEPOS’ fordomme om, hvad en fagforening er.

Og så er der ellers uvidenhed og nysprog fra ende til anden i læserbrevet. Der skal være ”fælles pejlemærker og visioner” for skolen osv.. Det hele er rigtigt kommissions- og KL-agtigt. Og vi får også at vide, at Bondo skam gjorde det helt rigtige. Han var ligefrem ”modig”, står der, selvom han jo var det modsatte. Han krøb i ly, da han skulle have trådt i fuld karakter…. sammen med de andre vel at mærke.

Sagen er, at Bondo kun gjorde det rigtige fra de egoistiske fagforeningers synspunkt. Sørme ikke fra solidaritetens og pædagogikkens synspunkt.

Det er også tankevækkende, at Dennis Kristensen ikke er medunderskriver. Men i det mindste er han ikke en sidste dages hellig. Han svigtede bare helt rent.

Dagens læserbrev er det hidtil fineste og skrækkeligste tegn på fagbevægelsens fiasko. Jeg er flov over min egen fagforening og over bevægelsen som sådan. Jeg stemmer under alle omstændigheder nej til den slags egoisme, og jeg ærgrer mig over at skulle betale kontingent til den slags.

 

12. d. 11. maj: Den andens skulder

Nå, men jeg skal til at stemme til OK18. Jeg er jo statsansat. Hvad gør man så?

Skal jeg stå skulder ved skulder med lærerne, børnene og andre læringsmålsnormaliserede? Så bliver det et Nej.

Skal jeg stå skulder ved skulder med mig selv, som jo har en fin lokalaftale? Så bliver det et Ja. Jeg er simpelthen så solidarisk med mig selv. Det er det, som hedder “En løsning for alle”.

Skal jeg stå skulder ved skulder med KL og DLF? Så bliver det også et Nej. Landets pædagogik skal ikke afgøres af private interesseorganisationer. Hvad bliver det næste? Skal vi også invitere AP Møller eller DPU?

Skal jeg stå skulder ved skulder med Dennis Kristensen? Hahaha…

Jeg vælger det, som alle troede var meningen hele tiden, dvs. den første option. Den enes skulder og den andens skulder, tæt sammen. En anti-fiasko uanset resultatet.

 

13. d. 13. maj: Professionshøjskolernes task-force om læreruddannelsen

Jeg har studeret den pædagogiske kvalitet i Danske Professionshøjskolers ambitioner for læreruddannelsen. Det ser ikke godt ud.

http://www.thomasaastruproemer.dk/laereruddannelsens-opgoer-med-laereruddannelsen.html

 

14. d. 14. maj: Omtale af Gert Biesta i Altinget

I dagens Altinget.dk lobhudler jeg Gert Biesta for hans vigtige arbejde, som har haft store og positive konsekvenser for dansk pædagogik.

Goe gamle Biesta, uden ham havde alting været gråt. Det skal man lige huske.

I øvrigt er hans nyeste bog “Undervisningens genopdagelse” netop udkommet på dansk, men den har jeg ikke læst endnu.

https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/aastrup-roemer-laering-er-blevet-tjener-i-et-samfund-som-vil-af-med-dannelsen

 

15. d. 18. maj: Noter til Politiken

Jeg skal lige have noget Politiken ud af kroppen:

A.
Først kunne man for et par uger siden læse om, hvordan Blachman efter avisens mening ødelægger folkeskolen, fordi han laver to velmente men lidt ubehjælpsomme tv-shows, der løsner lidt op for læringsteknikken.

Men vi hørte intet om, at Politiken med hud og hår har støttet den egentlige ødelæggelse af folkeskolen, nemlig kombinationen af skolereform og normalisering.

B.
Dernæst kunne man d. 10. maj læse Henrik Palles anmeldelse af Mick Øgendahls fine lille udsendelse om HC Andersen, som mange unge mennesker kan få stor glæde af. Øgendahl fik kun to hjerter og blev revset for ikke at gøre rede for de litteraturvidenskabelige paradigmer og for ikke at fortælle om Andersens ”lorteliv” og ”masturbation”. Det var overkill og meningsmageri på den store klinge fra Palles side.

C.
Men ok, hvad kan man så lide på Politiken, nu man har så meget imod god pop?

Ja, vi kan jo passende ty til chefredaktøren Christian Jensen. Hvad kan han lide? Jo, der er to ting:

1. I søndags kunne man læse, at Jensen var glad for en anden Jensen, nemlig finansministeren. Kristian Jensen er ”forførisk”, hed det ligefrem, bl.a. fordi han har skrevet en bog, der hedder ”hurra for globaliseringen”, og fordi han er så kedelig. Politiken var også vild med den forrige finansminister. Det var Bo Lidegaard, der elskede Corydon, som jo elskede konkurrencestaten osv, og Corydon var jo heller ikke poppet, eller populær eller folkelig eller noget som helst. Jo, måske var han populist? På Politiken elsker man finansministre.
2. Og i dagens avis skamroser Christian Jensen den nye bog af Henrik Sass Larsen. Larsens bog er ”båret af ideologiske klarsyn”, får vi at vide. Larsen er en ”ideologiske forpost, der konstant spejder mod nye politiske slagmarker. Han er den frembrusende stormtrop, der nådesløst åbner ild mod dem, der kritiserer ham eller hans parti. Og så er han den barske befalingsmand, der gør kort proces over for dem, der ikke stempler ind på korpsånd og politisk linje”.

Sass Larsen har ret i både det ene og det andet, mener Jensen. Dog fremgår det, at Sass Larsen ikke kan lide intellektuelle og kunstnere. Det noterer Jensen lige til allersidst, nærmest som et nota bene. Et lille ‘hovsa’?

Andetsteds i avisen kan man læse en mere nøgtern omtale af en af Sass Larsens ideer. Han vil straffe journalister, som kommer med falske og urigtige oplysninger. Denne kombination af sandhedsmonopol og kulturhad, som minder mig om Corydon, er det nye socialdemokratis horisont. Det er vejen mod fascisme efter min mening. Journalistforbundets formand Lars Werger slår heldigvis fra sig.

Forbindelsen mellem Sass Larsen og Corydon forstærkes i øvrigt i Arne Hardis’ interview i Weekendavisen. Her siger Sass Larsen følgende:

“Jeg vil da tro, at meget af det, vi siger og gør i dag, ville Bjarne bifalde, men jeg ved det ikke”.

og han fortsætter om Corydon:

“Jeg har lavet politik med ham i ti år, han er nok den, jeg har lavet mest politik sammen med overhovedet. Vi bygger videre på det, vi har gjort sammen, men dagsordenen skifter, og vi vægter andre ting”.

Så Socialdemokratiets forbindelse til Coydon er stadig tæt som spindelvæv.

Sass Larsen går ifølge Christian Jensens anmeldelsen ind for fri hash. Der bliver rig lejlighed til at bedøve sig.

 

16. d. 18. maj: Peter Aagaard om disruptionsideologien

Lektor Peter Aagaard fra RUC fortæller om disruptionsideologiens undergravning af demokratiet.

Ideologien har senest sat sig i både professionshøjskolernes udspil til Læreruddannelse og i KL’s teknologiudspil for den offentlige sektor.

Ideologien er selvfølgelig også definerende for Disruptionsrådet og dermed for regeringens og statens indre organer som sådan.

https://samfundsdesign.dk/temaer/dataetik/disruption-danskerne-dataficeres-og-demokratiet-taber/

 

17. d. 18. maj: Ph.d.-forsvar ved Leo Komischke-Konnerup

Spændende ph.d.-forsvar på onsdag:

Der er et virkeligt interessant ph.d.-forsvar i Aalborg på onsdag. Det er en af landets førende almenpædagoger, Leo Komischke-Konnerup, der forsvarer afhandlingen “Gentagelsens pædagogik”.

Komischke-Konnerup er Benner-inspireret, men heldigvis uden direkte Luhmanniansk overbygning. Det giver ham en unik sans for betydningen af pædagogisk praksis, uden at han lukker omverdenen ude. Det betyder bl.a., at han kan sammentænke social- og almenpædagogik.

Han fik højskolepædagogisk pris sidste år, og han skrev i 2014 en glimrende artikel i Uren Pædagogik 2.

Merete Wiberg og Michael Uljens opponerer.

http://www.aau.dk/arrangementer/vis/ph.d.-forsvar-ved-leo-komischke-konnerup.cid357927

 

18. d. 19. maj: Professionshøjskolernes Singularitet: Læsning eller medlæsning

Stefan Hermann, som er formand for Danske Professionshøjskoler, vil lave en ”teknologipagt” med de danske børn. Det skrev han i Berlingske-business i går. Pagten skal indgås via en ureflekteret teknologificering af læreruddannelsen.

Hvor kommer Hermanns ensidige teknik-begejstring fra? Jo, den kommer fra Danske Professionshøjskolers nye udspil til læreruddannelsen, som Hermann da også refererer til i sin kronik.

Grundlagsrapporten bag dette udspil blev – hvad angår teknologi-emnet – udarbejdet med udgangspunkt i et oplæg af Anders Hvid, som er førende Singularity-ideolog i Danmark. Denne nyreligiøse bevægelse har dyb indflydelse på regeringens politik. Og hvad der tiltaler regeringen, tiltaler jo også professionshøjskoler. Det er det, som man kalder ”strategi”.

Jeg analyserede grundlagsrapporten i sidste uge. Der var kun to kritiske reaktioner. Prorektor for UC-syd, Alexander von Oettingen, skrev, at det var “nonsens”, men han sagde ikke hvorfor. Og på twitter skrev professor Jeppe Bundsgaard følgende i sædvanlig stil:

“Det er da ikke nogen analyse. Det ville kræve at det var andet end domme og metaforiske karakteristikker, mistænkeliggørelse af forfatterne og følelsesudsagn. For at analysere skal man ville forstå – medlæse som XXX siger.”

Så der var en lille “teknologi-pagt” mellem Bundsgaard og von Oettingen der :-).

Jeg ved i øvrigt ikke, hvad at “medlæse” er, men det lyder ikke rart? Det er nok det samme som “strategisk”. Jeg foretrækker at læse slet og ret. Det synes jeg også, at Herman og hans UC-kreds skulle begynde på. Især hvis de vil noget godt for børns forhold til teknologi. Von Oettingen, som jo er UC’er, kunne passende starte, eftersom han både er teknologisk realist og i stand til at tænke ustrategisk. Men han skal i så fald ud over “nonsens”-niveauet

Links:
Hermanns indlæg: https://www.business.dk/…/teknologipagten-skal-begynde-med-…

Analyse af Danske Professionshøjskolers rapport om læreruddannelsen: http://www.thomasaastruproemer.dk/laereruddannelsens-opgoer…

 

19. d. 22. maj: Diskussion af Læreruddannelsens opgør med læreruddannelsen

Alexander von Oettingen kritiserer nu i en slags anden omgang mit indlæg ”Læreruddannelsens opgør med læreruddannelsen”, som handler om UC’ernes aktuelle udspil om læreruddannelsen.

Jeg havde simpelthen gjort UC’erne den tjeneste at læse hele udspillets grundlagsmateriale på ca. 200 sider og sammenfatte indtrykkene i et forholdsvist langt blogindlæg d. 13. maj.

Først – d. 15. maj – kaldte von Oettingen mit indlæg for nonsens, slet og ret, men det var jo ikke til at tage alvorligt. Jeg underbyggede så min kritik med en henvisning til en teknologibegejstret kronik af Stefan Herman, som jo er formand for UC’erne. Kronikken lå helt i det oprindelige udspils ånd, hvis omtale af teknologispørgsmålet udelukkende hvilede på Singularity-ideologi.

Von Oettingen svarede så på kritikken i fredags. Nu er det der med nonsens pludselig kommet i gåseøjne. Nu er det kun ”nonsens”. Det er naturligvis et fremskridt, eller hvad man nu skal kalde det.

Von Oettingen mener, at min kritik er ”nonsens”, fordi den er ”for affirmativ og tolker alt ind i en snæver Rømer-dagsorden”. Men mit indlæg er fyldt med dokumentation og argumentation. Der er ikke noget specielt ”affirmativt” ved den. Det er et decideret misbrug af Benners begreber, som von Oettingen er ude i her. Er Oettingen og UC-udspillet ”non-affirmativ”, mens kritikerne er ”affirmative”? Og har jeg en ”Rømer-dagsorden”, mens Oettingen har en ”non-affirmativ UC-dagsorden”?

Igen: Det er noget pjat. Det er et tegn på, at UC’erne lever i en boble, som man bruger filosofiske begreber til at befæste.

Sagen er følgende: Jeg har leveret en velfunderet kritik, der bygger på en grundig læsning af grundlagsmaterialet, og Oettingen og resten af UC-eliten har intet svar. Man bliver nervøs og sprutter omkring sig med bandeord, som ”nonsens” og ”affirmativ”.

Oettingen fortæller så, at der er store forskelle mellem de forskellige UC’er, underforstået at jeg fejler i min kritik af udspillet, som jo er centralt formuleret. Det er rigtigt, at der er nogle mindre forskelle mellem UC’erne, og dem omtaler jeg også nogle gange. Men i denne sammenhæng er der jo tale om et samlet centralt udspil, hvilket von Oettingen netop selv understreger nødvendigheden af, og hvis faglige grundlag er for smalt og teknisk. At der er mikrodiversitet under den centrale hat, er jo ligegyldigt i denne sammenhæng. Og den taskforce, som har lavet rapporten, er bredt sammensat af folk fra VIA, UC-syd og KP. Det er simpelthen for ringe, at man laver et centralt udspil, og når det så kritiseres, så snakker man om, at det ikke er så centralt, at det gør noget.

Til sidst kommer Oettingen endelig i en meget kort omtale ind på indholdet i min kritik, nemlig de før omtalte grundlagspapirer. I disse passager giver han mig faktisk ret i det hele, så vidt jeg kan bedømme det, men det er svært at vurdere helt præcist ud fra de meget sporadiske sætninger.

Men så skriver han alligevel til sidst, at min kritik skam ikke betyder, at UC’erne ikke har sans for ånd, tradition og seminarie-ånd. Men den går ikke. Min dokumentation, som Oettingen ikke har tilbagevist – sådan nærmest tværtimod -, viser det stik modsatte. Nemlig at UC’er forstærker det opgør med tradition og seminarie-ånd, som læreruddannelsen fra 2012 og UC’ernes eksistens er bygget på. At man så har lært sig nogle pynte-ord gør ingen forskel whatsoever.

Links:
Mit indlæg om læreruddannelsen d. 13. maj: http://www.thomasaastruproemer.dk/laereruddannelsens-opgoer…

AvO’s opslag d. 15. maj: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=594931180886324&id=100011083422575

Min kritik af Hermans kronik, d. 19. maj: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156338557804481&id=837549480

AvO’s opslag d. 19. maj 2018: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=596704797375629&id=100011083422575

 

20. d. 22. maj: Om spædbarnspleje

Jeg har forstået, at DF vil optimere spædbørns læring om danske værdier.

Det falder fint i tråd med KL, som foreslår, at robotter skal skifte ble på de små pus. Det er den slags, som hedder ”disruption”. Lige noget for UC’erne, som jo også uddanner småbørnspædagoger.

Det er svært at være lidt fædrelandskærlig, så længe DF og KL svinger taktstokken i total opløsning af landets opdragelsesliv, og så får de endda hjælp af professionshøjskolerne.

Men for nu at være lidt konstruktiv på den destruktive måde, vil jeg da foreslå, at robotten læser følgende læringsoptimerende digt af Johannes V. Jensen op for babyen, mens den ligger på puslebordet.

Digtet kan minde alle om det tabte land, f.eks. at der findes noget, der hedder en mor og et barn, og at spædbarnspleje først og fremmest handler om fantasi, omsorg og menneskelighed. Måske minder det også om, at vi har et modersmål, som kan nogle ting.

På venstrefløjen kalder man vist sådan et digt for ”etnisk nationalisme”, fordi det kommer fra et kanoniseret forfatterskab, eller måske er det “kønsessentialistisk”, fordi det handler om ”en moder”? Venstrefløjen er ikke meget bedre end fortalerne for den nationsoptimerende læringsrobot.

MODERENS SANG:
1.
Jeg bærer i mit bespændte bryst
en sød og ængstelig vår
Mit eget lille stumme barn
Dybt under mit hjerte går.

2.
Rødmer jeg, er det den skjulte ild
Af barndom i mit blod;
mit hjerte toner hver gang du er mæt
og ryster din spæde fod.

3.
Jeg græder i søvne, sukker og ler
med dig der slumrende gror,
Vi drømmer sammen en dunkel drøm
om den grønne nådige jord.

4.
Vi drømmer om havet, der bølger så vidt
og om himlens favnende blå
og om brede sletter med blomster på græs
som hjortene hviler på.

5.
Vi drømmer om zebra og leopard
og om den vilde gnu
og om de myge aber små,
der hoster mod skovnattens gru.

6.
Vi drømmer om tårne ved Yangtsekiang
og om Himalayas sne
og om den forunderligt mægtige sol,
som ingen tåler at se.

7.
Jeg mærker med smerte og dobbelt fryd
i den stille svangre nat,
hvor alting er kommen mig mere nær
og hvor alting har mig forladt!

8.
Ak, alt hvad der faldt og døde med mig
skal leve med dig påny,
de unge stjerners undselige lys
og månens alvise gry

9.
Jeg vil dø, jeg vil svinde ind i dit smil,
forgå som et udslettet spor.
Jeg giver dig fri, jeg græder mig ned
i den sorte velsignede jord.

10.
Jeg giver dig liv, vil du nægte mig
at strække mig hvilende hen?
O, du er den, der skal have alt
og intet give igen!

(fra Johanes V. Jensen: ”Digte 1906” (moderniseret retstavning))

 

21. d. 24. maj: KL og Cambridge Analytica

Jeg skal til Aarhus Universitets Match Point-seminar om “Velfærdsstaten – nye løsninger på gamle problemer”. Der er en del om robotter og den slags.

Formanden for KL kommer også forbi, og der er også oplæg fra Aarhus Kommunes “Center for frihedsteknologi” (spændende navn).

I den forbindelse er det værd at minde om, at KL i sit seneste teknologiudspil, som er udarbejdet af firmaet Dare Disrupt, henviste positivt til det dybt umoralske Cambridge Analytica i flere omgange.

Her er et citat fra KL’s udspil:

”1. Den personlige undervisningsassistent.
Børn vil få adgang til avanceret kunstig intelligens pakket ind i ”søde” robotter og legetøj. Børn vil fra helt små være vant til at snakke med robotter, forvente at robotterne kender dem og at de kan agere personlige (lærings-) assistenter.
Læringsassistenter kommer til at lære vores individuelle måde at lære på og tilpasse sig til den.

2. Underviseren bliver lærings-facilitator.
Kunstig intelligens og læringsrobotter kan overtage meget af den instruerende og introducerende undervisning. Lærernes og pædagogernes rolle bliver at facilitere, monitorere og moderere børnenes læring. En underviser behøver ikke forberede og afholde den samme undervisning igen og igen, behøver ikke rette opgaver eller lave undervisningsplaner. Det klarer algoritmerne, endda bedre og mere individuelt tilpasset end et menneske kan. I forhold til læring bliver lærere og pædagogers opgave at monitorere elevernes progression og målrette indsatser til elevens niveau så eleven får passende udfordringer så alle elever bliver så dygtige, som de kan.

3. Datadrevne analyser giver forudsigelighed og transparens.
Kunstig intelligens giver bl.a. mulighed for at se mønstre, som øjet ikke ser. Der vil komme en langt bedre viden om effekten af forskellige læringsmetoder og viden om effekten af de enkelte materialer. Der vil også komme meget mere gennemsigtighed omkring udvikling og læringsstil for den enkelte elev, for forældre og for lærere og pædagoger og mere transparens om den enkelte skoles præstationer ift. at skabe progression i børnenes læring.”

Dare Disrupt ledes af folk fra det sekteriske Singularity University, som også den nye forskningsminister er rundet af. Dare Disrupts direktør har været flittigt brugt af regeringen og for nylig også af professionshøjskolerne ifm udviklingen af læreruddannelsen. Vi er dybt inde i den siddende regerings, embedsstandens og uddannelsessektorens aktuelle ideologi, dvs. den dataficerede konkurrencestat.

Det lader til, at kun EU kan sætte en stopper for et Danmark, som er gået i frit spin ud i stratosfæren?

Diverse links:
Link til KL:
http://kommunernes-teknologispring.dk/…/kunstig-intelligen…/

Mere omtale af KL-udspillets indhold: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156004449334481&id=837549480

Se også: http://kommunernes-teknologispring.dk/…/kunstig-intelligen…/

 

22. d. 26. maj: Indtryk fra Aarhus Universitets Matchpoint-seminar

Nu har jeg samlet alle indtrykkene fra de tre dage på Match point-seminaret. I dag handlede det om disruption og “sociale robotter”.

http://www.thomasaastruproemer.dk/indtryk-fra-match-point-seminar-paa-aarhus-universitet.html

 

23. d. 30. maj: Note 1 til Gert Biestas bog ”Undervisningens genopdagelse”

Jeg sidder og læser i Gert Biestas nye bog ”Undervisningens genopdagelse”, som udkom på KLIM i forrige uge.

Der står nogle meget interessante ting på s.60-62 og på s.75-78. Her kan man læse, at læringssprogets ødelægende magt har rod i den såkaldte konstruktivisme, som er en særlig teoretisk og meget epistemologisk orienteret linje, som går fra Kant over Piaget, videre til Ernst von Glasersfelds ”radikale konstruktivisme”, for til sidst at havne hos Maturama og Luhmanns systemteori. Til sidst er Kant blevet rimeligt ukendelig :-).

Det er mig bekendt første gang, at Biesta lister denne fulde sammenhæng op så tydeligt, og jeg er helt enig med ham i denne teoretiske diagnose.

Sammenhængen er vigtig, fordi den også ligger til grund for dansk pædagogik og uddannelsespolitik, især via Jens Rasmussens og Lars Qvortrups arbejde.

Biestas kritik går ud på, at konstruktivismen udelukker omverdenen. Konstruktivismen bliver derfor, siger Biesta, ”ego-logisk”, dvs. kompetence- og aktivitetsbaseret. Det er derfor, John Hattie er så populær hos de læringsrevolutionære. Hattie er hyperaktiv.

I stedet taler Biesta for, at pædagogik på en måde er ”passiv”, dvs. nedfældet i verden. Denne passivitet er sjovt nok dybt aktiv, men ikke på den ”ego-logiske måde”. Det er nede i denne særlige form for aktive passivitet, at Biesta finder både lærer og elev på ny. Det vender jeg tilbage til.

Den konstruktivistiske fejltagelse er desuden årsag til en række meget uheldige dualismer a la ”fra undervisning til læring” eller ”fra den privatpraktiserende lærer til læringsdesigneren” mm..

Og helt ærligt: Tænk at bygge 20 års uddannelsespolitik op på, at verden er væk. Det er da ikke sjovt at vokse op i. Det giver stress at skulle skabe alting selv. Det er ”dårligt børneliv”, som det hedder.

Litteratur:
Gert Biesta (2018): “Undervisningens genopdagelse”, Aarhus: Klim.

 

24. d. 31. maj: Note 2 til Gert Biestas bog ”Undervisningens genopdagelse”

1.
Biesta kritiserer lærings- og kompetencetænkningen. Han sammenligner den med en robotstøvsuger (s.75). En robotstøvsuger lærer sig selv, hvordan et rum er indrettet, og hvordan den mest effektivt støvsuger rummet.

Måske kan støvsugeren også lære at lære, dvs. at forbedre dens effektivitetsprogrammer, når den møder nye rum. Det er det, som Biesta kalder for ”egologisk” læring, jvf min note 1 fra i går. Vi ender med den kompetente støvsuger.

Følger man dette spor som pædagogisk form, får vi kompetente børn og lærere, som både kan tilpasse sig en konkret situation, og som refleksivt kan lære at tilpasse sig nye situationer. For at optimere denne proces skal vi blot kende til data vedrørende tilpasningsproces og situation. Dette kendskab kan vi opnå via softwaresystemer og algoritmer, som indgår i dyader med en dannelsesfri stat. Biesta går dog desværre ikke ret meget ind i de dataficerende og politologiske konsekvenser af sin refleksion.

Dermed omdannes både lærer og elev til data. Det kaldes også for post-humanisme. Læringsbegrebet fører os i armene på en omfattende støvsugerrobotisering. Der er tale om en radikaliseret reformpædagogik, der udrydder både verden, pædagogisk gentagelse og dømmekraft. Dermed umuliggøres også undervisning. Desværre er det netop denne tænkning, som ligger til grund for Danmarks pædagogik og uddannelsespolitik.

Biesta har følgende fine formulering, som endda er kursiveret:

”Skønt sådanne systemer kan lære, så kan de ikke blive undervist, de kan ikke modtage (en) undervisning” (s.92)

Pointen er: Menneskets pædagogiske essens er ikke at lære og heller ikke at undervise. Det fineste er at modtage undervisning, dvs. at åbne sig for verden og dens dialoger/vekselvirkninger, som en lærer forsøger at samle lidt, selvom det er svært.

Hermed omdefineres ”at lære” til udtrykkets mere klassiske betydning. Nu er ”at lære” ikke mere en effekt af undervisning, men indbygget i undervisningsbegrebet selv. Alle er i en ”tilstand af dialog” (s.23)

2.
Pædagogik handler ifølge Biesta om at ”være i og med verden på en voksen måde”. Ikke på læringsvoksenmåden, dvs. med karrierelæring og arbejdsmarkedsparathed, tværtimod. ”Det voksne” handler snarere om vise barnet en åben tid, som det kan handle ud fra, i den verden som findes. I denne tidslomme, som er konstant, støder vi på ”fødthedens faktum”, som det hedder med reference til Hannah Arendts filosofi (s.123). Her begynder ting, som man ikke helt ved, hvad bliver til. Her drages der omsorg for ”det uerstattelige”, som kommer til syne. Derfor kommer Biestas pædagogik til at handle om mennesket som pædagogisk subjekt. Vi er midt i omsorgen for menneskets handlingsliv.

Det er denne handlings-reference, som taler til ”voksenheden”. Biesta siger, at spørgsmålet om ”det ønskværdige” skal være ”et levende spørgsmål” i elevernes liv. Dermed er vi langt ude over ”kompetence-tænkningen”, som kun kan komme i stand via en a priori accept af det ønskværdige, dvs. “karrierelæringen” osv..

På dette sted, hvor ting begynder midt i verden, finder man pædagogikken. Her modtager man undervisning. Biesta taler endda om ”undervisningens gave”. En gave uden afkast, som han siger.

Det betyder ikke, at man skal gå og være unik hele tiden, sådan på Blachman-måden, tværtimod, selvom der er en risiko der. Biesta udvikler nogle meget fine betragtninger over, hvordan hans ”voksenform” eller ”sprog for pædagogik” udgør en slags overordnet omsorg for det pædagogiske sprog i skolen. Han gør f.eks meget ud af at sige, at han ikke laver didaktik. Måske kan man sige, at Biesta formulerer en teori for didaktikkens inderside? Det vil i så fald sikre, at didaktikken ikke lukker sig inde i ”forklaringer”, der fryser pædagogikkens ”er”-side. Voksenformen, dvs. dialogens tilstand, vil jo hele tiden vil undersøge og evt. omforme et “er”, som derfor altid er levende.

Kun en didaktik med en sådan inderside side vil kunne afstedkomme en situation, hvor undervisning kan modtages.

Biestas teori kan naturligvis også sættes i relation til andre pædagogiske emner, hvor den også vil kunne være en inderside. Det er jo ikke en pædagogik, men et sprog om pædagogik, Biesta gerne vil udvikle. Men det er ikke det samme som et ”mindset”, fordi sproget kommer ud af en refleksion over pædagogikken selv, mens “mindsettet” er en ydre psykologisk tvang.

Der er også nogle forskellige problemer i Biestas tænkning. Dem skrev jeg om i bogen ”Uddannelse for en menneskelig fremtid”, der udkom på KLIM sidste år, men det er en anden sag.

“Undervisningens genopdagelse” er oversat af Biesta-kenderen Lærke Grandjean til et smukt og flydende dansk.

Links:
Link til omtale af Biestas bog: http://klim.dk/bog/undervisningens_genopdagelse&q=biesta.htm

Link til note 1: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156364524719481&id=837549480&notif_id=1527685692551819&notif_t=feedback_reaction_generic