Her er 38 facebook-opdateringer fra juni-juli 2018. Man kan enten læse opdateringerne direkte i blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.
- Prognose efter afstemning om OK18
- De Konservatives data-land
- Facebook-drys i april
- Lars Qvortrup kritiserer Uren Pædagogik
- Niels Rosendal Jensen anmelder Uren Pædagogik 3 i Dansk Pædagogisk Tidsskrift
- Pædagogikkens to verdener på læreruddannelsen
- Debat mellem Lars Qvortrup og Stefan Herman om trivsel
- Lene Tanggaard om pædagogisk takt
- FM 18: DPO-Aarhus Universitet i Allinge
- Nedlæggelse af professorat i pædagogik ved DPO-AU
- FM18: Sundhedschips
- FM18: Per B. Christensen og KL
- FM18: Tidehvervsforsoning i højskolernes telt
- KL-pædagogik i Weekendavisen
- Stefan Hermann og systemteoretikerne i 2003
- Pissedårlig undervisning
- Pissedårlig undervisning 2: Ansvar og fremtid
- Den nye kommissionsformands “pissedårlige undervisning”
- Rapport om fælles mål
- Merete Riisager i Politiken
- Konkurrencestatstidende i aktion
- Nye stillingsopslag i Konkurrencestatstidende
- Hvad er en kritiker?
- Tre læringsrevolutioner
- Kritik af John Hattie i Educational Philosophy and Theory
- Ny OK18-kommission, optakt
- Ny OK-18 kommission, samlet analyse
- Nyt Rådet for Børns Læring
- To modsigelser
- Ny dekan for læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole
- Åben magtkamp 1
- Herligt nederlag
- Venstres svigt i uddannelsespolitikken
- Åben magtkamp 2
- Revolutionens konsensus
- Niels Jakob Pasgaard rapporterer fra Skanderborg Kommune
- Politiske noter fra Karrebæksminde
- Fire læringsdialoger
1. d. 4. juni: Prognose efter afstemning om OK18
Efter fagbevægelsens generelle fiasko og dagens gigantnederlag for lærerne er det værd at reflektere over konsekvenserne for andre områder:
Jeg ser f.eks. frem til, at Moderniseringsstyrelsen og Dansk Magisterforening i 2022 nedsætter en kommission, der en gang for alle vil definere, hvad ”kvalitet” er på de videregående uddannelser. Ud fra denne definition kan kommissionen så regne hele regnearket ud. Dette kvalitets-regneark vil være urokkeligt politiseret af snævre interesser i al fremtid.
Formanden for kommissionen kan de tage fra Disruptionsrådet eller fra et eller andet konsulentbureau, f.eks. Damvad Analytics, som promoverer “learning analytics” på den store klinge? Et af mottoerne er “Consultants in love with data”. Helt ligesom KL og Moderniseringsstyrelsen. Direktøren kommer direkte fra Akkrediteringsrådet, og hvem kan være imod evaluering?
Og nu er der jo lagt en strategisk præcedens af de total-svigtede lærere, der skal gøre, som KL og DLF siger.
2022-Kommissionen kan evt. tage udgangspunkt i det nye finske lærings-kvalitetssystem, som forskningsministeriet har købt? Det er lige noget for moderniseringsstyrelse/KL/Damvad.
Kvalitet afgøres åbenbart af fagforeninger og antipædagoger i højspændte kommissioner? Det er som at være i en slags ghetto sammen med læringsoptimerede 1-årige, der ikke må sove til middag.
Lad os kalde det hele for ”kommissions-normalisering”. En slags materialiseret udvidelse, en ghettoficering, af Ny Nordisk Skole.
Hvorfor kan man ikke bare lave centrale normer i stedet for alt det bøvl, og så lade landets pædagoger bestemme og diskutere tingene inden for en eller anden økonomisk ramme, som ingen kan hugge eller stikke i.
”Kvalitet”? – tag til herrens mark!
2. d. 5. juni: De Konservatives data-land
Jeg kan forstå, at regeringen, med Søren Pape i spidsen, er uenig i en EU-dom, der forbyder statslig registrering af alle landets telefon-opkald.
Men kan nogen forklare mig, hvorfor regeringen ikke vil følge dommen? Selv 1½ år efter? Pape siger, at han mister et efterforskningsredskab, men det er da ikke en begrundelse. Så må man bare finde nogle andre redskaber. Der er andre værdier i verden end ”efterforskningsredskaber”, og det er jo det, som EU-dommen markerer.
Og hvad hvis alle borgere havde elektronisk fodlænke? Det skulle nok minimere kriminaliteten. Det må vi da gøre, ikke sandt Pape? Og hvis EU-domstolen siger nej, så er de da helt gal på den.
Den form for argumentation betyder jo ganske enkelt, at regeringen er kriminel?
Tjek evt. gårsdagens Politiken og aftenens Deadline for detaljer. I deadline belærer Rosa Lund fra Enhedslisten en retsordfører fra Venstre, som endda er jurist om, at man skal overholde loven, hvilket åbenbart er et meget kontroversielt synspunkt i landets regering.
De Konservative er virkelig ikke rettens parti for tiden. Ud over den aktuelle lognings-sag vil man også overvåge og pointgive store grupper af borgere i den sociale forebyggelses tegn. Partiet vil også tvinge 1-årige til DF-læring, og Pape taler sammen med KL for en nærmest uhæmmet sammenkædning af registeroplysninger. Og Brian Mikkelsen er jo en central spiller i disruptionsrådet, som er dybt knyttet til Singularity-ideologien, der heller ikke just er et retsfilosofisk sted. Mikkelsen kalder sig selv for “digitaliseringsminister”.
Det er konservatismens version af konkurrencestaten, som vi ser her. Det vil sige, at konservatismen promoverer en dannelsestømt stats værdi- og adfærdskontrol af alle borgere med henvisning til enten nullificering af kriminalitet (Pape) eller minimering af læringsulighed (Mercado). Og det hele formidles af en overordnet digitaliseringsideologi (Brian Nielsen).
https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-9/deadline-2018-06-04
3. d. 5. juni: Facebook-drys i april
Stort og småt i april:
http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-49-april-2018.html
4. d. 7. juni: Lars Qvortrup kritiserer Uren Pædagogik
Lars Qvortrup har pr. 23. april 2018 skrevet et indlæg i Politikens Skoleliv. Her kritiserer han Uren Pædagogik for at være ”kulturkamp”, der er ”forklædt” som videnskab.
Qvortrups beskrivelse af Uren Pædagogik lader jeg ligge. Den er simpelthen for barok. Det er noget med, at vi er imod ”brøker” og ”hemmeligheder”. Vi er også imod ”fag” og ”formål”, og alt muligt andet, som vi jo netop forsvarer. Jeg bliver nødt til bare at lade det ligge.
A.
Qvortrup siger, at han går ind for en blanding af dannelse/nyhumanisme og oplysning/kundskaber.
Nu er der bare det problem, at Qvortrups teori bygger på et opgør med netop dannelses- og oplysningstænkningen, som i den systemteoretiske tilgang kaldes ”gammeleuropæisk”.
Ja, vores hjemlige systemteori er faktisk udviklet af et direkte opgør med en række af oplysningsfilosofiens og dannelsesteoriens centrale teser.
De nationale/fænomenologiske traditioner kalder Qvortrup for ”fundamentalistisk fænomenologi”. Og kundskabsbegrebet sejler virkelig hos Qvortrup, hvilket skyldes den bagvedliggende konstruktivisme. Alt det kan man læse om mange steder.
Det er da de urene pædagoger, der om nogen har stået for at beskytte dannelsen, kundskaberne og oplysningen siden 2011. Det hersker der vist bred enighed om i fagkredse.
Resterne af Qvortrups ”oplysning” og hans såkaldte ”dømmekraft” er et teknificeret datainferno, hvilket man kan læse om i hans seneste udgivelser, og pædagogikken ender ud i sætninger som:
”Vi ved med stor sikkerhed, at brugen af relevante data og udviklingen af godt fagligt samarbejde styrker lærernes tillid til deres egen professionelle dømmekraft.”
Jamen, man føler sig da simpelthen bare så oplyst!
B.
Og Qvortrup mener åbenbart ikke, at det er ”kulturkamp”, når han selv rydder kulturen for indhold? Det kan jeg love for, det er. Den urene pædagogik er langt mere videnskabelig end Qvortrups små affirmative teknikaliteter.
Den urene pædagogik ”forklæder” intet. Den afslører kulturen som kultur. Den river Qvotrups tekniske og konstruktivistiske tildækning ned, så Qvortrups synspunkt fremstår i al sin tydelige teknificerede normativitet. Herfra kan pædagogikken selv arbejde, hvilket er i hele samfundets interesse.
Det er derfor, den pædagogiske strid er vigtig. Qvortrup tror, at den aktuelle strid ødelægger videnskaben, men det er omvendt. Striden er en del af den pædagogisk videnskab, fordi den er sandhedsorienteret, den afdækker. Qvortrups eget arbejde er derimod ikke sandhedsorienteret, for det tildækker virkeligheden.
Derfor går Qvortrup da heller ikke op i ”sandhed”, men kun i ”gyldighed”. Det er en logisk følge af den konstruktivistiske grundtese.
Det er den urene pædagogik, som er videnskabelig. Den giver sandheden om pædagogik mulighed for at vise sig uden at determinere den med tekniske og tildækkende begreber.
C.
Det er ikke første gang, Qvortup kritiserer den urene pædagogik. Vi svarer ham hver gang, senest i en lang passage i indledningen til Uren Pædagogik 3. Hvis denne kronik er, hvad han kan komme op med, så er det altså op af bakke for Nationalt Center for Skoleforskning og dermed også for DPU og Aarhus Universitet, der beskytter og fremmer disse ideer, men marginaliserer pædagogisk videnskab som sådan.
Links:
https://skoleliv.dk/…/Skolen-er-gjort-til-skydeskive-i-en-k…
Her er et eksempel på Qvortrups arbejde med “dannelse” og “kundskaber”: http://www.thomasaastruproemer.dk/lars-qvortrups-niels-egel…
5. d. 7. juni: Niels Rosendal Jensen anmelder Uren Pædagogik 3 i Dansk Pædagogisk Tidsskrift
I formiddags fortalte jeg om Lars Qvortrups nærmest ubehjælpsomme kritik af Uren Pædagogik. Det er meget svært for mig at forstå, at Qvortrup kan stå i spidsen for dansk skoleforskning, når niveauet er så lavt. Men han støttes af sin elev, institutleder Claus Holm, og af dekanen for Arts. Over det hele svæver en uvidende rektor, som tror, at skoleforskningscentret er en gave til pædagogikken. Hvilken fejl.
Og Aarhus Universitet huser også Trygforskningscentret, som bygger på en blanding af økonomi, James Heckman og positiv psykologi uden at ane en pind om pædagogik. Det er pinligt for universitetet efter min mening. Så er det sagt, og jeg vil gentage det igen og igen, indtil den saglige sammenhæng er genoprettet.
Så er der sørme mere kød på DPU-lektor Niels Rosendal Jensens anmeldelse af Uren Pædagogik 3 i det nyeste nummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift. Rosendal Jensen skriver, at 3’eren ”udvikler argumentationen”, og at ”spændvidden i indlæggene peger på et potentiale og overskud i kritikken”. Desuden mener han, at bogen har ”ganske meget åndeligt kraftfoder”, og det er jo et dejligt skudsmål. Der er sørme andre toner end Qvortrups hjælpeløse læsninger, må man sige.
Rosendal Jensen fremhæver især fire artikler, her i fuldt citat:
”Denne indvending skal ikke skygge for, at der er mange værdifulde bidrag. De vækker til eftertanke. Især vil denne anmelder pege på fire. For det første Erik Schmidts pragtfulde beretning fra folkeskolen. For det andet Frederik Pios tankevækkende analyse af kampen om kundskabsbegrebet (læring kontra dannelse). For det tredje Jacob Klitmøllers bestræbelse på at pege på ligheder mellem Hattie og Biesta uden at glemme forskellene, og for det fjerde Per Fibæk Laursens anstrengelser for at få nuanceret kritikken af den ”rene” pædagogik, som han finder alt for generel og upræcis og kun nogenlunde rammende for den konceptorienterede forskning og pædagogik men derimod ikke for den syntesedannende metaforskning”
Rosendal Jensen undrer sig over, at Uren Pædagogik dækker over så mange ting, men det er faktisk meget naturligt. Det er slet og ret fordi, at Uren pædagog er det samme som pædagogik som sådan. Det er derfor, vi er pluralistiske. Derimod er den rene pædagogik anti-pædagogisk, teknisk og smal.
Men vi kan ikke komme til at kalde vores ide for ”pædagogik”, fordi denne disciplin er udelukket fra samfundets pædagogiske hegemoni.
Rosendal Jensen mangler også en samfundsmæssig dimension, skriver han. Og ja, lad os endelig få mere af den.
Rosendal har givet anmeldelsen den herlige titel ”Så er leerne hvæsset”, og han er helt med på, at bogen har direkte brod mod ”Qvortrups og hans åndsfællers kritik”, som han siger. Det lader han til at synes godt om.
Vi høster med en god gammeldags skarpsleben le og venter på et nyt forår.
http://www.dpt.dk/tidligere-udgivelser-2/2018-2/nr-2-maj
6. d. 9. juni: Pædagogikkens to verdener på læreruddannelsen
Pædagogikkens to verdener:
Her i maj var der annonceret to meget forskellige konferencer om læreruddannelsen.
A. DPU
DPU’s fagligt smalle konference d. 29. maj blev aflyst. Der var ellers besøg af hele nomenklaturaen. Dvs. folk, der stå bag UC’ernes aktuelle udspil, som jo bygger på 2012-reformen, hvis bagmand også skulle have deltaget. Der er også et par stykker med fra det forskningsmiljø, som klagede til Aarhus Universitet, fordi deres forskning blev kritiseret. Det er åbenbart sådan noget, man bliver belønnet for?
Her er nogle karakteristisk navne:
Andreas Rasch-Christensen, Jens Rasmussen (klager), Claus Holm (klager), Helle Bjerg (støtter klager), Stefan Herman,
Alexander von Oettingen skulle have holdt oplæg sammen med Elsebeth Jensen fra VIA, som stod for den meget kontroversielle taskforce-rapport, der førte til det nye UC-udspil, som von Oettingen af en eller anden mystisk grund er helt ekset i; en kærlighed han bekræfter ved at holde oplæg med et taskforce-medlem.
Der er også nogle flere, men de er ”pynt” i det store billede. Der er ingen fra den kritiske tradition. Hvor er Skovmand f.eks.? Nå nej, ham har Rasmussen og Rasch-Christensen et horn i siden på. Eller andre?
Det er alt for smalt, igen igen og forever. Det er stærkt kritisabelt.
B. Sophia
Tidligere på måneden blev der holdt en konference på Idrætshøjskolen i Aarhus med samme emne, altså læreruddannelsen. Her var deltagelse af en række selvstændige og frie forskere og lærere. F.eks. var der besøg af Thyge Vinther-Jensen, som er elev af Grue-Sørensen, og som lige har skrevet en bog om læreruddannelsen. Derudover var der indlæg af de dygtige VIA-lærere Johannes Adamsen og Benedikte Vilslev Pedersen. Endelig deltog professor fra KU, Karen Borgnakke, samt Kirsten Krogh-Jespersen, der for nylig har forsvaret 1966-loven med nogle meget interessante begrundelser.
Jeg synes, denne parallelle konfiguration er pinligt for både DPU og UC’erne, men døm selv ud fra linksene.
Links:
Link til DPU-konference: http://konferencer.au.dk/laereruddannelse/
Link til Sophia-konference: http://www.sophia-tt.org/user…/…/2018/Invitation_endelig.pdf
7. d. 10. juni: Debat mellem Lars Qvortrup og Stefan Herman om trivsel
Stefan Hermann dristede sig i Altinget d. 4. maj til nogle kritiske betragtninger over den måde, hvorpå trivselsbegrebet er kommet ind i skolereformen. Det var helt almindelige og fornuftige bemærkninger, som gik dels på forholdet mellem trivsel og faglighed og dels på nødvendigheden af at den voksne ydede en vis modstand i opdragelsen. Udmærkede betragtninger fra seminarieforstanderen.
Allerede dagen efter var der svar fra Lars Qvortrup i Politikens Skoleliv. Qvortrup, der udtaler sig som leder af Nationalt Center for Skoleforskning, sammenligner Hermann med en 70’ermarxist, som ikke kan lide hospitaler, fordi de er for kapitalistiske. I stedet siger Qvortrup, at man skal tjekke trivsel, fordi det jo står i skolereformen. Jeg vil tro, at Hermann har taget sig til hovedet over niveauet. Men på en måde er Hermann selv ude om det, fordi han jo er bidragsyder til selvsamme læringsrevolution, som Qvortrups indlæg er en logisk forlængelse af.
D. 4. juni svarede Hermann så igen. Han skriver, at han vil ”afslutte debatten”, selvom det ikke fremgår præcist hvilken debat, der skal afsluttes? Men under alle omstændigheder uddyber Hermann stille og roligt sine synspunkter og nævner sjovt nok slet ikke ”kapitalismen”. Han afslutter dog med et citat fra sin mester, Lars-Henrik Schmidt, som er elev af den franske kommunist Althusser, der jo fandt kapitalismer over det hele, ligesom Qvortrup også selv gjorde engang, indtil han helt holdt op med at se “noget” som helst.
Måske er det dette manglende “noget”, som gør, at Hermann ikke fortæller, hvilken “debat”, han er i gang med at afslutte.
Links:
Stefan Hermann i Altinget, d. 4. maj: https://www.altinget.dk/…/danske-professionshoejskoler-naar…
Lars Qvortrup i Altinget, d. 5. maj: https://skoleliv.dk/…/Trivselsm%C3%A5linger-m%C3%A5-ikke-ba…
Hermann i Altinget, d. 4. juni: https://www.altinget.dk/…/stefan-hermann-lad-der-ikke-gaa-s…
8. d. 11. juni: Lene Tanggaard om pædagogisk takt
Her er nogle kloge ord fra Lene Tanggaard, som fortæller om det pædagogisk-musiske udtryk “takt” med udgangspunkt i Max van Manens spændende teorier.
Udtrykket spiller sjovt nok en rolle både i den fænomenologiske tilgang, som Tanggaard fremhæver, og i den herbatianske tradition, som f.eks. Alexander von Oettingen har stået for at genintroducere i Danmark.
Oettingen arbejder for tiden med sit udtryk “pissedårlig undervisning”. Måske kan det defineres ved “mangel på herbatiansk takt”? På samme måde får Tanggaard i sin klumme defineret dårlig ledelse som ‘mangel på fænomenologisk takt’. Måske er det det samme?
Disse musisk inspirerede ord har stor betydning mange steder. Frederik Pios nye Heideggerinspirerede bog hedder “Det uhørte”, Leo Komischke-Konnerups nye bog hedder “Gentagelsens pædagogik”, og så er der naturligvis også hele den historisk-poetiske tradition.
Professionshøjskolerne og den pædagogiske forskning er i forskellige kombinationer mere til evidens, dataficering og OECD. Her vil van Manen være en “fundamentalistisk fænomenolog”, som det hedder i de kredse. Det er virkelig “takt-løst”. Det er “uhørt”. Lad os få noget “gentagelse”, ellers sker der aldrig noget nyt.
9. d. 11. juni: Folkemøde 18: DPO-Aarhus Universitet i Allinge
Aarhus Universitet har fra et pædagogisk synspunkt et virkeligt smalt program til Folkemødet.
Her er et eksempel (blandt mange):
Fredag d. 15. juni, kl. 19.30 diskuteres “børns læring”. Universitetet har som fagperson valgt Dorthe Bleses, som er økonom og ansat ved Trygs Børneforskningscenter, som virkelig er pædagogisk smalhals.
Derudover deltager Christine Antorini, som uden tvivl får medspil fra den rent økonomisk funderede Heckman-filosofi, som Bleses repræsenterer.
Derudover er der en fagforeningsbureaukrat og en souschef fra Holstebro Kommune, hvor de kører evidensbaseret læring på den store klinge.
Der er ingen folk, der ved noget om pædagogik og læring i panelet.
That’s it. Det siger noget om pædagogiksynet på AU. Aarhus Universitet er et læringscenter, et DPO-AU.
10. d. 12. juni: Nedlæggelse af professorat i pædagogik ved DPO-AU
Et eksempel på Aarhus Universitets opgør med pædagogik:
11. d. 14. juni: Folkemøde 18: Sundhedschips
FM18 i KUs telt: Professor Michael Gøtze fra KU drømmer om indopererede sundhedschips i alle borgeres kød… i forebyggelsens og effektivitetens navn.
12. d. 15. juni: Folkemøde 18: Per B. Christensen og KL
I går hørte jeg den nye kommissionsformand, Per B. Christensen, i BUPLs telt. Han lød fuldstændig som en fra KL.
Bagefter hørte jeg, i samme telt, på Jens Ive. Ive er næstformand for KLs skoleudvalg og borgmester i Rudersdal, som er en af de store John Hattie-kommuner. John Ive lød fuldstændig som Per B. Christensen.
Den ene lød som den anden.
Skulder ved skulder.
13. d. 15. juni: Folkemøde 18: Tidehvervsforsoning i højskolernes telt
Sørine Gotfredsen diskuterer danskhed med Ida Auken i højskolernes telt. Efter lidt indledende spilfægterier ender alt i den store forbrødring. Højre- og venstretidehverv blev forenet.
Publikum rejste sig og klappede taktfast i over et minut.
Hvis denne åndelige tilstand breder sig, får det teknokratiske RV og det identitetsopslugte DF store problemer. I stedet vil ro, fordybelse og kreativitet brede sig, så langt øjet rækker.
Det var faktisk rørende.
14. d. 16. juni: KL-pædagogik i Weekendavisen
Lærerforeningens nye samarbejdspartner, Michael Ziegler (K) fra KL, fortæller i dagens WA om sine skolevisioner.
Visionerne er allerede delvist realiseret i hans egen kommune, Høje Taastrup. Ziegler kalder det for ”Fremtidens skole”. Han vil udbrede det til ”hele landet”, får vi at vide. Det er “kæmpestort”, siger han.
Artiklens overskrift er ”eleven opdateres”.
Fremtidens skole er en ”fundamental forandring af hele tilgangen til at drive skole”. Folkeskolen skal udsættes for ”disruption!”, står der i kursiv og med udråbstegn.
Interviewet finder sted på et ”tech hub”, i noget der hedder ”inQvation”, der ligger i Høje Taastrup, som vist nok ellers findes på jorden, på en ø der hedder Sjælland.
I 2012 skal to af kommunens skoler afløses af et ”Læringshus”, som kaldes ”Nærheden”. Det er et ”højteknologisk værksted”, står der. I skolens bestyrelse sidder folk fra Apple og Microsoft.
Ideerne er importeret fra OECD, Dell, Intel og USA’s undervisningsministerium.
Ziegler er medlem af Søren Papes parti. Det er moderne ”konservatisme”.
Det er “En ny start”, som det hedder for tiden.
Ideologien omfatter både babyer og studenter: ”Hele 0-18-årsområdet skal være præget af den her dagsorden”, siger Ziegler. Alle kommunens pædagoger har allerede været på ”konference” i det nye ‘mindset’.
Ovre i Furesø Kommune arbejder børnehaverne og vuggestuerne med ”makerspace”, som er et værksted med ”3D-printere og robotter”. Der er nedsat et understøttende netværk med ”embedsmænd eller folk med teknisk baggrund”. Dejligt vuggestueliv? Der er ikke så mange ”pædagoger” med, står der. Til gengæld kan man læse, at Ziegler selv er ingeniør og har ”erfaring med computerprogrammering”.
Ziegler siger, at ”det ikke er et eksperiment. Erfaringerne fra udlandet er overbevisende”. Før var det Hattie, nu er det Apple. Det er fakta og forskning og evidens og det hele. Ziegler og KL er en ”æble-hattie”?
Samme tilgang finder man ifølge artiklen også i Gladsaxe, Silkeborg, Vejle og Kolding.
Ziegler slutter af: ”Vi er kun lige i den spæde start…. Hold kæft, det bliver fedt at gå i skole i fremtiden”.
Disse synspunkter falder helt i tråd med KL’s teknologiudspil, som er uhæmmet teknologi-ideologi fra Over There, helt uden kontakt med den trælse fortid.
To forskere, Niels Jakob Pasgaard og Ulf Dalvad Berthelsen, er kritiske. Den første mere end den sidste. Men Kommunernes landsforening er ikke en gang skeptisk. Den er forsvundet ud i stratosfæren.
På Folkemødet gjorde KL’s uddannelsesdirektør Arne Eggert grin med læringsmålstyring og John Hattie, som Eggert ellers selv forrige år promoverede som verdens frelse.
Slut med Hattie og styring. Nu gælder det en ny slags ”pissedårlig undervisning”, som Alexander von Oettingen kalder det. Et nyt koncept.
Ziegler kaldet der at sætte ”strøm til gammel reformpædagogik”. Det kan man diskutere. Der er nok mere tale om ”strøm til KL’s skolesyn”, som har raseret skolen siden mindst 2010 i den ene “nye start” efter den anden.
Det er journalisten Markus Bernsen, der har skrevet den tankevækkende artikel. Mange tak for det.
Litteratur:
Markus Bernsen: “Eleven opdateres”, Weekendavisen d. 15. juni, 1. del, s. 6.
https://www.weekendavisen.dk/2018-24/samfund/eleven-opdateres
15. d. 17. juni: Stefan Hermann og systemteoretikerne i 2003
Stefan Hermann gjorde sig i 2003 nogle interessante tanker om Lars Qvortrups og Jens Rasmussens pædagogiske ideer, som han kalder for “funktionalistisk tyranni”.
http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-kritik-af-lars-qvortrup-i-2003.html
16. d.18. juni: Folkemøde 18: Pissedårlig undervisning
Alexander von Oettingen havde arrangeret en uhyre interessant debat på Folkemødet, hvor Arne Eggert, Anders Bondo og Merete Riisager spillede meget forskellige roller. Især Bondo gjorde sig uheldigt bemærket.
http://www.thomasaastruproemer.dk/folkemoede-2018-pissedaarlig-undervisning.html
17. d. 19. juni: Pissedårlig undervisning 2: Ansvar og fremtid
Flere refleksioner over pissedårlig undervisning:
http://www.thomasaastruproemer.dk/pissedaarlig-undervisning-2-ansvar-og-fremtid.html
18. d. 21. juni: Den nye kommissionsformands “pissedårlige undervisning”
Per B. Christensen har i mange år siddet i AP Møllerfondens skoleudvalg. Her har han sammen med bl.a. systemteoretikeren Jens Rasmussen haft magt og rådighed over 1 mia. kr til udviklingsprojekter mm. i folkeskolen.
Jens Rasmussen er ophavsmand til den “læringsmålsstyrede undervisning”, som alle støttede i 2014, men som nu gøres grin med af alle de ulideligt lette overløbere. Der er ikke meget rygrad og holdning i læringsmålstyringens bagland.
Nedenfor kan man se projekterne siden 2014. Der er en kraftig overvægt af forskellige versioner af det, som i dag kaldes for “pissedårlig undervisning”, dvs. læringsmålsstyring og synlig læring. Her er et par eksempler:
A.
Senest har Per B. Christensen uddelt hele 12 mio.kr til udvikling af Københavns skolelederuddannelse i samarbejde med handelshøjskolen i Oslo. I Oslo regerer en professor Johan From, som har et fuldstændig forskrækkeligt lærings- og skolesyn, og som har haft afgørende indflydelse på instrumentaliseringen af den meget kritiserede Oslo-skole. Senest førte det til en kæmpe ytringsfrihedssag mod læreren Simon Malkenes, som Malkenes heldigvis vandt.
B.
Man kan også se på beskrivelsen af det nordkøbenhavnske synlig læringsprojekt, som i 2014 fik hele 7 mio. kr for følgende beskrivelse:
“De fire kommuner gennemfører i 2014-2016 et tværkommunalt kompetenceudviklingsforløb for deres i alt ca. 3.000 lærere, pædagoger, faglige ledere og skoleledere. Forløbet vil bl.a. resultere i, at ledelserne vil lede medarbejdernes læring på baggrund af systematiske data om elevprogression, at medarbejderteams vil inddrage data om progression og feedback fra eleverne i grundlaget for deres planlægning, gennemførelse og evaluering af deres praksis, samt at eleverne kan følge deres egen progression og vil være i stand til at arbejde selvstændigt med deres læringsmål.”
Senere forlod Lyngby projektet. Viceborgmester Simon Pihl Sørensen kaldte projektet for “sekterisk og ulækkert”. Sørensen reagerede da også skarpt på udnævnelsen af Per B. Christensen til kommissionsformand.
C.
Eller hvad med bevillingen til Dragør Kommune i 2016?:
“Læringscentreret skoleudvikling
Dragør Kommune gennemfører projektet “Læringscentreret Skoleudvikling”, som involverer elever, forældre, lærere, pædagoger, ledere og andre centrale interessenter i skabelsen af varige og lokalt forankrede resultater til gavn for elevernes læring og trivsel. Formålet er at skabe lokalt forankret viden om forskellige læringsaktiviteters effekt på elevernes læring og trivsel. Denne viden skal bruges fremadrettet på den enkelte skole til strategisk kvalitetsledelse. Projektet imødekommer paradigmeskiftet i den danske folkeskole, hvor fokus rettes mod læring frem for undervisning.”
Bemærk: “paradigmeskiftet i dansk folkeskole, hvor fokus rettes mod læring frem for undervisning”. Altså: “pissedårlig undervisning”. 1,7 mio. kr til Dragør til skræk og rædsel.
Der er ingen projekter om “skolens formål” etc., så vidt jeg kan se, og hvis der er, er det en undtagelse. Læringsmålsstyringen er derimod over det hele.
Det er stor set hele landet, som disse AP Møller-midler er gået ud over.
Men nu skal en af de absolut mest centrale personer bag al denne pissedårlige undervisning altså være formand for en kommission, der – ja, simpelthen – skal definere pædagogisk kvalitet i skolen? Endda sammen med noget så banalt som en fagforening, som jo burde kæmpe for centrale aftaler og lade fagfolk tage sig af “kvaliteten”. At en kommunal interesseorganisation, KL, som i årevis har trådt pædagogikken under fode, også er med, gør det ikke bedre.
https://www.apmollerfonde.dk/folkeskolen/projekter/#!?id=7950
19. d. 21. juni: Rapport om fælles mål
Her er en kommentar til den nye og meget spændende rapport fra Merete Riisagers rådgivningsgruppe for Fælles Mål:
20 d. 22. juni: Merete Riisager i Politiken
Merete Riisager er interviewet til dagens Politiken. Hun mener, at de borgerlige politikere har svigtet skolen og kundskaberne, og at de i stedet har accepteret en radikaliseret reformpædagogisk dannelsesopløsning, også kaldet for skolereformen.
Reformen er ”født i en rød konkurrencestatstænkning”, siger Riisager. Det har hun jo helt ret i, og man kunne supplere med, at centrum-venstres svigt er mindst lige så stort som de borgerliges.
Politiken får det til at lyde som om, at V-politikerne, som jo især har stået for den borgerlige skolepolitik, er vrede på Riisager over hendes udmelding. Men det er nu ikke helt tilfældet. Den aktuelle skoleordfører, Anni Matthiesen, er ganske vist helt antorinificeret og taler om Riisagers ”grove beskyldninger”. Matthiesen lever totalt op til Riisagers kritik. Hun har slet ikke fulgt med.
Men Venstres Karen Elleman er da enig med Riisager i, at skolereformen ”kunne være bedre”, og hun er slet ikke færdig med ”justeringerne”, kan man forstå. Bertel Haarder er sådan set enig med Riisager i substansen, bortset fra, at han mener, at han selv gjorde, hvad han kunne. Han roser endda Riisager for at ”tale åbent om, hvad hun tænker”. Det lyder heller ikke særligt ”vredt”? Endelig ser statsministeren frem til at drøfte yderligere justeringer af skolereformen. Han er heller ikke vred.
Så det er så som så med den liberale ”vrede”, så vidt jeg kan høre det. Ja, bortset fra Matthiesen er der nærmest opbakning.
Ser man på indholdet af interviewet er niveauet langt højere end kollegernes. Riisager argumenterer for en ”kundskabstilegnelse”, som i ”sin grundessens” er ”ret konstant”. Hun mener, at denne grundessens forstyrres af for meget ny teknologi og konceptualisering. Som hun siger: ”Der er gået for meget CBS i det”. Og ”CBS” er sjovt nok det samme som at acceptere en rød reformpædagogik. Det er en lang historie, men det passer.
Lad os slutte af med følgende citat fra ministeren, hvor hun fortæller om ”kundskabstilgangen”, som hun sætter i modsætning til konkurrencestatspædagogikkens ”læringstilgang”, som centrum/venstre/forligskreds og “CBS” står for:
”I kundskabstankegangen har skolen først og fremmest en opgave med at formidle den vigtigste viden fra generation til generation. Skolen har en samfundsopgave. Er en institution. I læringstilgangen er skolen knap nok en institution, men mere en blafrende foranstaltning, som bare er en del af det omkringliggende samfund. Men som staten dikterer læring igennem”.
Riisager benytter også lejligheden til at tale for en afteknologificeret og traditionel eksamensform og for et karaktersystem, der er forenelig med dansk tradition.
Ungdommens problemer skyldes ikke eksaminer og nogle karakterer i de høje klasser, men snarere selve centrum-venstres lærings- og konkurrencestatsideologi. På den måde bidrager ministeren til at skabe ro og faglighed, også for ungdommens velbefindende.
Som jeg ser det, taler Riisager slet ikke om ”borgerlig” skolepolitik, men bare om pædagogik som sådan, hvilket står i modsætning til det, som Alexander von Oettingen kalder for ”pissedårlig undervisning”, som både højre og venstre har haft travlt med at promovere i mange år, ikke mindst siden skolereformen. At vi så stadig mangler et mere seriøst reformpædagogisk bidrag, som ikke er læringsficeret, fra venstrefløjen er en anden sag. Alle kan jo hjælpe lidt til med det ene og det andet. Her kommer Alternativet tættest på noget seriøst efter min mening.
Links:
Interview med Riisager:
https://politiken.dk/…/%C2%BBVi-p%C3%A5-den-bl%C3%A5-fl%C3%…
V-politikernes reaktioner: https://politiken.dk/…/ar…/Venstre-afviser-Riisagers-sortsyn
21. d. 23. juni: Konkurrencestatstidende i aktion
Konkurrencestatstiden har virkelig lagt sig i selen for at forsvare resterne af skolereformen. Der har ingen omtale været af den vigtige korrektion af Fælles Mål, som Merete Riisager sammen med en nogle af landets progressive pædagogiske kræfter har gennemført, og den omfattende kritik, som huserer i hele landet, er tiet ihjel.
Konkurrencestatstidendes journalister har, som jeg ser det, travlt med at promovere det ”Riisager=Trump”-motto, som avisens uddannelsesredaktør Jakob Fulgsang slog an sidste år. I dag læser Fuglsang ”constructive journalism”.
A. I går
I går skrev jeg om avisens interview med Riisager, hvor hun leverede en fremragende kritik af skolereformens fokus på læring, koncepter og konkurrencestat. Jeg kunne næsten mærke den redaktionelle nervøsitet helt fra Rådhuspladsen til Risskov.
I går var det den mangeårige skolereformtilhænger, redaktør Poul Aarøe Pedersen, som svingede taktstokken. Det skete sammen med kollegaen Kristian Klarskov, som er kendt som ham med ”Thorning-citatet”, hvis der er nogen, der husker det?
De to journalister mener, at de har fundet en kæmpestrid mellem Riisager og Venstre, men de kunne kun finde en enkelt kilde med noget på hjerte, nemlig den totalt antorinificerede Anni Matthiesen, som er et levende eksempel på, at Riisagers kritik af Venstre har noget på sig. Riisager fik nærmest ros af både Haarder, Ellemann og Lars Løkke.
B. I dag
Også i dag dækkes sagen, denne gang af Anders Bæksgaard, og igen ud fra helt samme smalle og nærmest ideologiske vinkel: Forholdet mellem V og Riisager er ”iskoldt” hedder det. Og i dag er dokumentationen ligeså tynd: Den eneste ”iskolde” venstrepolitiker, Konkurrencestatstidende har kunnet diske op med, er den samme som i går, nemlig Anni Matthiesen (V).
Ellers skulle problemet ifølge journalisten være, at Riisager ikke ville forlænge et møde med en halv time den anden dag. Men der er ingen kilde, og eksemplet er jo nærmest et slags antieksempel?
Journalisten nævner også forhandlingerne om erhvervsuddannelser, men her er heller ingen dokumentation.
Endelig skriver journalisten, at regeringstoppen mener, at Riisager har ”manglende visioner og evne til at skabe nye ideer”. Men heller ikke her er der nogen kilder, og det forstår man jo godt, eftersom ministeren er den mest iderige, vi har haft i mange år.
Der er sørme ingen krav om ”rygende pistoler” på de smalle og ideologiske journalistiske vinkler, når Konkurrencestatstidende går i aktion.
Journalisten skriver også, at Riisager er populær i LA, fordi hun har ”sat gang i liberale værdikampe”. Men der er ikke et ord om, at det, Riisager jo har sat gang i, snarere er en pædagogisk bevægelse, som har opbakning i brede pædagogiske kredse, helt uafhængig af partifarve, og som mig bekendt støttes på forskellige måder af progressive miljøer i både Alternativet, SF, og RV.
C. Ro om folkeskolen
Strengt taget er det eneste, ministeren har gjort, blot at justere lovens juridisk-pædagogiske struktur, så loven kommer i overensstemmelse med sit eget formål. Dermed skaber hun ”ro om folkeskolen”, som hun har lovet i regeringsgrundlaget.
Derimod skaber hun uro i Konkurrencestatstidende og hos Anni Matthiessen, som jo vil læringsrevolutionere landets børns og læreres liv.
Referencer:
Artiklen ligger ikke på nettet. Referencen er følgende:
Bæksgaard, Anders: ”Forholdet mellem Venstre og LA-minister er iskoldt”, Politiken, d. 23. juni 2018.
Omtale af interview og artikel fra i går: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156419088694481&id=837549480
22. d. 24. juni: Nye stillingsopslag i Konkurrencestatstidende
I Konkurrencestatstidende er der to spændende stillingsopslag. De står på samme side sådan lidt skråt over for hinanden på s. 24 i 1. del.
A. De to annoncer:
I den ene annonce søges en ”visionær leder til læringshus i verdensklasse” til en ny skole i Michael Zieglers mønster-KL-kommune i Høje Taastrup, hvor den står på brændende disruptionsplatforme og reformpædagogik på speed. Lederen skal, står der i annoncen, forestå intet mindre end ”en pædagogisk transformation uden sidestykke”. Det kaldes ligefrem for ”store tanker”. Zieglers visioner blev udførligt omtalt forrige fredag i Weekendavisen. Vi er i KL-land. Er der overhovedet jord i Taastrup?
I den anden annonce søges en ”Forstander til Askov Højskole”, som ”besidder evnen til at formidle Askovs Højskoles værdier og Askovs særlige profil som kulturinstitution”. Det lyder jo godt, men jeg vidste faktisk ikke, at Askov havde en sådan ”profil som kulturinstitution” mere? Måske skal den generhverves?
B. Mine forslag:
Men ironi til side. Faktisk har jeg et forslag til egnede kandidater.
1. Leder til Høje Taastrup
Hvad nu hvis den afgående forstander i Askov, Klaus Majgaard, som jo kun har fungeret i ca. 1 år, søger stillingen i Høje Taastrup?
Begrundelsen for det forslag er, at Majgaard er uddannet ved CBS og har stået for at indlede læringsrevolutionen i Odense Kommune, hvis højdepunkt jo var den tjenstlige advarsel til Erik Schmidt. På det tidspunkt var Majgaard dog i Furesø Kommune, hvor man i dag arbejder efter samme principper som i Høje Taastrup. Majgaard har også siddet i rådgivningsgruppe for Synlig Læring-ideologien i Nordkøbenhavn sammen med resten af læringshegemoniet.
Endelig sad Majgaard også i Antorinis dialoggruppe for ”Ny Nordisk Skole”. Majgaard er derfor særdeles kvalificeret til stå for en brændende platform, der hedder ”Læringshuset” ude i stratosfæren.
2. Forstander i Askov
Så er der lige Askov-stillingen. Den kan en af de tidligere forstandere Hans Henningsen eller Knud Hansen tage sig af. De er ganske vist døde, men det gør vist ikke nogen forskel. Hvis det gør en forskel alligevel, vil jeg foreslå, at Iben Benedikte Valentin Jensen tilbydes stillingen. Hun røg ud af UC-Syd, fordi de ville tvinge hende til at arbejde for Synlig Læring. Hun var også passende kritisk over for Majgaards udnævnelse i sin tid, og så stod hun bag en nyere udgivelse af netop Hans Henningsens og Knud Hansens tekster. Det må da være kvalificerende for den ”særlige profil”?
Links:
Stilling som forstander på Askov: https://www.askov-hojskole.dk/forstanderjob/
Stilling som leder af Læringshuset (lidt længere end opslaget i Politiken, tror jeg nok): https://www.ofir.dk/resultat/annonce.aspx?jobId=329832007
Omtale af rådgivningsgruppen for de nordkøbenhanvkse kommuner: http://apps.vocast.com/r/pressfra…/7nakao/…/b1284943de9b6bf2
Dialoggruppen for Ny Nordisk Skole: https://www.emu.dk/modul/historien-bag-ny-nordisk-skole
Liste over Askov-forstandere: https://www.askov-hojskole.dk/om-askov/hoejskoleforstandere/
23. d. 25. juni: Hvad er en kritiker?
Hvad er en kritiker? Det er en person med god hukommelse, der intet ved, og som skaber erindring.
Herunder:
Hvad er en ”god hukommelse”? Det er et godt noteapparat.
Hvad er ”som intet ved”? Det er kærlighed til spørgsmålet.
Hvad er ”viden”? Det er menneskets mærkelige forbundenhed med verden.
Hvad er ”erindring”? Det er gentagelsens pædagogik.
24. d. 26. juni: Tre læringsrevolutioner
A. Første revolution:
Den mest oplagte måde at tilrettelægge et lands pædagogiske system på er at sætte pædagogikken til at regere skole, børnehave mm..
Herfra kan pædagogikken oplyse og oplive staten og samfundet. Desværre holdt man op med det, dengang en hel generation begyndte at se på formål og indhold som kapitalistisk undertrykkelse.
Revolutionsgardisterne satte simpelthen ”læring” i stedet for pædagogik. Først blev den pædagogik-frie læring sat i socialismens tjeneste, men det gik jo kun indtil murens fald. Formål og indhold lå brak. Det var den første læringsrevolution.
B. Anden revolution:
Så blev der lige nogle nærmest glade år i 1990’erne, hvor den pædagogikfrie læring først flød lidt rundt i en decentral Europa-optimisme. Nu skulle der ”reflekteres” i samfundets og europæiseringens interesse. Herfra begyndte Bolognaprocessen og EU at arbejde. Men fra omkring 2000 og især fra 2008 tog økonomien for alvor over. Nu skulle den frisatte læring ”styres” af økonomien. Vi fik ”læringsmålstyring”. Vi fik Ny Nordisk Skole og skolereform, som flød sammen med de efterhånden mere og mere økonomisk definerede europæiske processer. Stadig med opgøret med pædagogik som understrøm. Det var den anden læringsrevolution.
C. Tredje revolution:
Og nu er læringsmålstyringen tilsyneladende på vej ud? Alle hader den pludselig. Man taler ligefrem om ”pissedårlig undervisning”. Men hvad vil det sige, at læringen ikke mere skal styres? Ja, det vil jo umiddelbart sige, at vi er tilbage i 1990’erne, dvs. i den frie læring, som jo stadig arbejder i et opgør med skolens formål og tradition.
Men min prognose er, at denne lidt bløde antipædagogiske tilstand er en illusion, som faktisk ikke engang ønskelig, eftersom den jo hviler på et opgør med pædagogik. Men hvorfor er den sp en illusion? Jo, fordi den fra læringsmål frisatte læring omgående overtages af OECD-datakompetencestrukturer. Her står KL centralt sammen med regeringens disruptionsfilosofi og centrale dele af den pædagogiske forskning. Vi får altså egentlig ikke et opgør med læringsmålstyring. Vi får snarere en radikaliseret læringsmålstyring, nemlig et globaliseret og big dataficeret learning analytics, som har økonomi som ideologisk hovedsponsor.
Der er ingen modhager på denne proces, eftersom læringen jo er afkoblet fra skolens og dannelsens tradition. KL kalder denne situation for ”en brændende platform”. Vi er tilbage i læringens natur, nemlig revolutionstilstanden. Den tredje læringsrevolution.
Der er kun en måde at undgå dette på. Og det er at putte læring tilbage i formålskassen og derpå udelukke KL mm. fra al pædagogisk formål og indhold, som de omgående læringsrevolutionerer. I formålskassen taler man slet ikke om ”læring”. Her taler man om pædagogisk proces eller dannelse og er pædagogers område.
Rådgivningsgruppen for Fælles Måls pejlemærke er en klar markering i den “pædagogiske” retning, men det er selvfølgelig slet ikke tilstrækkeligt, hvis man sammenligner med de overordnede begrebsmæssige og organisatoriske processer.
Hvis læring forsvinder, har vi igen en pædagogik i landet.
25. d. 26. juni: Kritik af John Hattie i Educational Philosophy and Theory
Min kritik af John Hatties teori er nu kommet i et australsk tidsskrift:
https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/00131857.2018.1488216?journalCode=rept20
26. d. 26. juni: Ny OK18-kommission, optakt
Jeg sidder og kigger lidt på sammensætningen af den nye kommission. Jeg tror ikke mine egne øjne, men skal nok skrive noget om det en af dagene.
Men er der nogen, der kan sige noget positivt om sagen, som jeg kan forholde mig til? Selv kan jeg ikke umiddelbart se noget positivt, og det kan jo ikke passe.
Jeg kan se på tråden til nedenstående link, at DLF – hvilket her vil sige HB-medlem Jeanette Sjøberg og næstformand Dorte Lange – forsvarer sammensætningen, men de har slet ikke sans for det bagvedliggende indhold, som jeg ser det. Niels Sauer, som ellers har forsvaret kommissionen kraftigt, har en mere kritisk analyse, men slet ikke kritisk nok, efter min mening.
https://www.folkeskolen.dk/638621/her-er-medlemmerne-af-laerernes-arbejdstidskommission
27. d. 26. juni: Ny OK-18 kommission, samlet analyse
Her er min vurdering af KL/DLF’s arbejdstidskommission:
28. d. 29. juni: Nyt Rådet for Børns Læring
Nyt “Rådet for børns læring”
Merete Riisager har for nylig klaget over, at hendes borgerlige kolleger fører centrum-venstre-uddannelsespolitik, og det forstår man jo godt. Især når nu “centrum-venstre” står for læringsideologi, anti-dannelse, synlig læring, koncept-pædagogik osv..
Men netop fordi, det er så let at forstå, så er det uforståeligt, at Riisager – efter et helt års betænkningstid – nu har gendannet det lovpligtige “Rådet for børns læring” med en sammensætning, som minder meget om Antorinis Ny Nordisk Skole, som jo netop var en slags esse for centrum-venstres raid mod dannelse og pædagogik.
Formand for det nye Råd er Charlotte Rønhof, som er tidligere direktør i Dansk Industri. I Ny Nordisk Skole var formanden Lars Goldschmidt, som også var DI-direktør. Disse folk ved intet om “børns læring”. Det er en ren konkurrencestatsudnævnelse.
Dernæst kommer Stefan Hermann, som også var med i Ny Nordisk Skole. Det var Hermann, som i sin seneste bog netop karikerede det, han opfattede som konservativ/borgerlig pædagogik, som Riisager altså hævder at ville arbejde for. Hermann er nærmest symbolet på det moderne centrum-venstre.
Så er der igen-igen Andreas Rasch-Christensen. Han var også en central figur i Ny Nordisk Skole og fuldt på linje med Hermann.
Så er der sørme en professor. Det er Per Fibæk Laursen. Også han var med – dengang ligeledes som eneste professor – i Ny Nordisk Skole. Laursen er en af pædagogikkens argeste modstandere af dannelsesbegrebet.
Dertil kommer to udnævnelser, som formodentlig er tænkt som dannelsesfløjen. Det er for det første lærer Mette Frederiksen, men selvom hun er dygtig, har hun jo slet ikke de fire andres tyngde. Den anden er sognepræst og liberal debattør Henrik Gade Jensen, som er en slags symbolsk tilføjelse uden realpædagogisk betydning.
Endelig er der lektor Pernille Hviid fra KU, som er et friskt pust. Hun er ganske vist ikke på dannelsessiden, men vil i bedste fald – måske sammen med Frederiksen – kunne gøre en lille forskel, selvom jeg ikke for alvor tror på det, eftersom den overordnede struktur, er som den er.
Så Riisager har virkelig bekræftet centrum-venstres læringsideologi.
PS de centrale deltagere i det gamle råds formandsskab var Agi Czonka (formand), Stefan Hermann, Andreas Rasch-Christensen og professor Charlotte Ringsmose (Heckman-inspireret). Ideologien er altså helt uændret.
Links:
Artikel om det nye råd: https://skoleliv.dk/…/Her-er-formandskabet-i-Rådet-for-Børn…
Mere om det gamle råd rapporter mm.): http://www.børns-læring.dk/
Mere om Ny Nordisk Skole: https://www.emu.dk/modul/historien-bag-ny-nordisk-skole
29. d. 29. juni: To modsigelser
To modsigelser:
A.
Jeg kan ikke rigtig slippe modsigelsen i, at den person – nemlig Merete Riisager -, som Konkurrencestatstidende kalder for “Donald Trump”, lige har udnævnt et læringsråd, hvis ledende kræfter er helt i konkurrencestatstidendes egen ånd.
B.
Jeg kan heller ikke rigtig slippe modsigelsen i, at denne nye læringsaffirmative “Trump” kritiserer sine gamle partifæller for at være for læringsaffirmative over for konkurrencestaten, og at disse partifæller benægter det, selvom det jo passer.
Men ok, konklusionerne må jo være:
1) at Konkurrencestatstidende elsker hende “Trump”, som selvsamme avis også på samme tid er imod.
2) at “Trump” elsker Konkurrencestatstidendes ideologi, som Konkurrencestatstidende vel at mærke selv er imod.
Så var det hele mere enkelt, dengang – f.eks. i forgårs – da Riisager blev kaldt “Trump”, blot fordi hun ville lave en demokratisk kundskabsskole i henhold til skolens lov. Den slags “mærkværdigheder” udløser prompte Trump-ordet i Konkurrencestatstidende.
30. d. 30. juni: Ny dekan for læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole
På den nyfusionerede Københavns Professionshøjskole, hvor Stefan Hermann er rektor, har man netop ansat en ”dekan” for ”Det lærerfaglige fakultet”, som det kaldes. Fint skal det være med akademisk vokabular med kors og bånd og stjerner på.
Men ved I hvad? Det er slet ikke spor fint. Det er lånte fjer. For hvem har man ansat som ”dekan”? Man har ansat Jakob Harder. Han er økonom fra RUC, men han har ingen ph.d. eller forskningserfaring. Han har heller ingen erfaring med det område, altså læreruddannelsen, som han er sat til at administrere.
Hvordan kan man være ”dekan” for et område, når man ikke har universitetserfaring eller kendskab til det pågældende område? Jeg ved det ikke. På universiteter er der også dekaner, men de kommer mig bekendt altid fra forskningsmiljøer. Jeg kender ingen undtagelser? Og normalt er en chef for læreruddannelsen da bekendt med læreruddannelsen selv? Men i UC-land bor der snart kun mellemledere over det hele.
Men hvad har Harder så lavet? Jo, han har i mange år været vicedirektør for Styrelsen for IT og Læring i Undervisningsministeriet, det såkaldte ”STIL”, med særlig ansvar for ”data og digitalisering”. STIL har stået for digital læringsfremdrift på den store klinge, ind imellem nærmest i modstand til ministeriets anden styrelse, som hedder STUK, hvilket står for “Styrelsen for Undervisning og Kvalitet”. Jeg har da heller aldrig set en pædagogisk refleksion i STILs omegn.
Harder har også arbejdet med IT ved Kommunernes Landsforening, hvor han var kontorchef. Og hvordan er det nu lige, det går med KL’s teknologiforståelse? Er den ikke sådan lidt ude i hampen med Dare Disrupt osv.? Nå jo. Men UC’ernes nyeste læreruddannelsesudspil bygger faktisk på samme ideologi som KL’s. Så Harder falder nok fint ind.
Jeg løb Statsbibliotekets database igennem for at finde ud af noget om Harders arbejde. Der er at par kronikker om digitalisering. Intet om forskning eller læreruddannelse, så vidt jeg kan se. Vi er langt fra en klassisk dansk seminarierektor eller højskoleforstander eller sådan noget.
Ovre på twitter, hvor UC-lederne annoncerede, delte, og likede jobskiftet, spurgte jeg ind til sagen, altså om Harder vidste noget om sin materie? Harder svarede, at han vidste ”en smule”. Og Stefan Hermann bedyrede, at Harder skam har ”de helt rigtige forudsætninger til at lykkes i jobbet som dekan”.
Det er nok, det man kalder for ”kompetence” i UC-land? Jo mindre man ved om substansen, desto mere kompetent. Og med sådan en “kompetence”, bliver man selvfølgelig ”dekan”. Hvorfor ansætter de ikke noget solid inkompetence i stedet?
Et eller andet sted læste jeg, at Harder også er spejderleder i FDF. Det beroliger mig lidt. Men på den anden side, så hørte jeg faktisk Harder “live” til Uddannelsesdebatten i Nr. Nissum i 2017, hvor den stod på pædagogik-glemsom IT-begejstring på den store klinge.
Stefan Hermann har ret. Harder er selve definitionen på UC-kompetence, hvilket siger alt om UC’ernes essens. Og vi taler om hele hovedstaden. Det er et kæmpe-antiseminarium.
Vi er langt fra ”seminarie-rektoren”, som tegnede og diskuterede pædagogik og substans med ansatte og i offentligheden, mens han lod andre om regneark og IT-systemer. Men der er for tiden et rend mellem UC-sektoren, KL og ministerierne, så man bliver helt rundtosset.
Det ender nok med, at KL også begynder at få “dekaner”. Måske er det snart slut med “læringscheferne”? Måske skal vi til at have “børn- og unge-dekaner”? Måske var Corydon også en dekan?
Links:
Pressemeddelelse fra Københavns Professionshøjskole: https://www.kp.dk/…/nyheder+o…/nyheder/2018/06/holdet+er+sat
Reportage fra Uddannelsesdebatten i Nr. Nissum: http://www.thomasaastruproemer.dk/uddannelsesdebatten-2017-…
31. d. 2. juli: Åben magtkamp 1
Så er der udbrudt åben magtkamp mellem de læringsrevolutionære skoleordførere fra A og V, som begge går ind for antoriniseret læringsoptimering, og så undervisningsministeren, der forsøger at skabe en skole, der er i overensstemmelse med lovens formål.
Niveauet er som nat og dag, og Riisager har 100% ret i sin analyse af de borgerlige politikeres ansvar for den radikaliserede reformpædagogiks realitet. Hun får endda også ros fra både K og DF, som har nye ordførere på sagen.
Faktisk er det kun Annette Lind (A) og Anni Matthiesen (V), som vel at mærke har været med hele læringsvejen, der sprutter som fornærmede teenagere, og som, i alt hvad de siger, bekræfter Riisagers klare og korrekte pointe.
Jeg er så glad for, at denne realpædagogiske strid nu også viser sig i det politiske liv. Jeg savner blot, at SF, Ø, Å og RV går ud med en eller anden form for støtte til ministeren, så alle kan se, at det skam er V og A, der står alene, mens det er ministeren, der samler. Alle skal bare klø på.
https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/v-og-s-angriber-riisager-hun-ser-stort-paa-samarbejde
32. d. 2. juli: Herligt nederlag
I Danmark har vi, som alle ved, ikke noget imod at tabe. Faktisk har de fleste af os det dårligt med al den snak om ”verdensklasse” og ”den stortyske ånd” osv. Vi elsker blot verden og ånden og al vores jord i hovedet og pæne natur.
Og når vi taber, så skal det helst være med poesi, selvværd og pragt. Det gælder både i fodbold og i modstand. På den måde spillede landsholdet i går som en anden Kaj Munk; som en blå anemone. Den ene tabte og en anden blev skudt. Det er indre sejre, som skaber ståsteder og nej-hatte og livsduelige forårsblomster, der kan virke og værke helt til vinteren.
Men der er også et ”andet Danmark”. Det er dem, som er bange for at tabe. Og for at undgå nederlag, så spiller man som alle de andre, som heller ikke vil være sig selv. Sådan var det med Danmark i de indledende kampe ved VM. Det var Scavenius-runden! Eller KL-runden! Det var tørke.
En eller anden dag, så vindes der både indadtil og udadtil. Så bliver vi nok helt forvirrede. Så går der HC Andersen i den. Men ok, det kunne være sjovt, hvis det faktisk skete.
33. d. 3. juli: Venstres svigt i uddannelsespolitikken
Merete Riisager har rejst en interessant diskussion om, hvorvidt tidligere borgerlige ministre har et ansvar for, at vi er havnet i en radikaliseret og teknokratisk reformpædagogik.
Den mangeårige skoleordfører fra Venstre, Anni Matthiesen, er dybt forarget, selvom hun er et stort og omvandrende eksempel på, at Riisager har 100% ret.
Bertel Haarder, som var undervisningsminister fra 1982-1993 og igen fra 2005-2010, er ikke så uvenlig som Matthiesen, men melder stadig hus forbi. Han mener, at han bekæmpede tendensen i sine perioder på posten. Sådan er Haarders selvforståelse, men i realiteten har han faktisk aktivt fremskyndet den proces, som er havnet i den aktuelle tristesse.
Det kan man se dokumenteret i de to nedenstående links fra 2005, som jo er året før den korrektion af formålsparagraffen, hvor kundskaberne blev fremhævet.
Haarder knytter her kundskabsbegrebet direkte an til den økonomi- og kompetencetænkning, som senere blev til skolereformen. Det er Niels Egelund og Globaliseringsrådet, der er de centrale referencer (læs f.eks. Egelunds rapport i et af linksene).
I dag er denne Globaliseringsråds-rapport en central reference for hele læringsbevægelsen, og Niels Egelund skriver sammen med Lars Qvortrup introduktioner til ”synlig læring”, hvor Hatties bog omtales som en ”bibel”. Det er denne bevægelse, som er en central del af centrum-venstre og skolereformens essens, og som Riisager er oppe imod.
Haarder er grundtvigianer, men med disse magtfulde markeringer, støtter han de mest antigrundtvigske kræfter i landet. Det peger faktisk videre på, at grundtvigianismen var i dyb krise i 00’erne, men det er en anden historie.
Haarder og Venstre lever stadigvæk i en tornerosesøvn. De tror, at de har støttet ”kundskaber og færdigheder”, selvom de har gjort det modsatte, fordi de har omdannet pædagogik til økonomi i stedet for at forbedre pædagogikken, som Riisager pt. forsøger på. Det er faktisk Riisager, der er i gang med at fuldende det kundskabsprojekt, som lå i Henning Fonsmarks ideer, mens Venstre altså ødelagde det, fordi de forlod pædagogikken som sådan, hvilket er fatalt for et frit samfund.
Men Riisager har brug for pædagogisk støtte fra de andre partier, som for de flestes vedkommende selv har deres aktier i forfaldet. Disse partier skal finde sig selv frem og bidrage til, at samfundet får et pædagogisk liv frem for et teknisk defineret læringsliv. Og det skal være nu, for om et år sidder Annette Lind måske og bestemmer. Så sænker mørket sig for alvor.
Links:
Haarder og Egelund og Egelunds rapport: https://www.folkeskolen.dk/…/haarder-bestilte-oplaeg-om-ny-…
Haarders kronik i JP https://jyllands-posten.dk/…/Kronik-Verdens-bedste-folkesk…/
34. d. 8. juli: Åben magtkamp 2
Det er pt kamp mellem Merete Riisager og det gamle læringshegemoni, som i nærværende sammenhæng består af Anni Matthiesen, Annette Lind og gymnasiernes rektorforening. Det er let at vælge side uanset partifarve, må man sige.
DF bakker heldigvis Riisager op, men skuffende, at Jacob Mark og den konservative ordfører ikke tydeligt anerkender de indholdsmæssige sider af Riisagers arbejde. Det er dårlig politisk arbejde fra deres side. Især er det skuffende, at SF ikke støtter Riisager, eftersom partiet jo slår sig op på at have spist en slags skolereformfortrydelsespille.
35. d. 10. juli: Revolutionens konsensus
S-V-SF-RV-K: “Kom, lad os revolutionere alle dem, som går i vuggestue, børnehave, skole, gymnasium og seminarium. Lad os lave læringsrevolution, kulturrevolution og paradigmeskifte, og lad os gå fra indhold til læring og fra undervisning til læring. Det er fremtidens skole. Død over dannelsen. Det er Partytime!!!”
Et par år senere kommer der en ny minister, som hele tiden har været lidt selvstændig anlagt. Hun kommer fra det mærkelige parti LA. Hun kommer ridende på en gedebuk og har lidt mudder i træskoen.
LA-ministeren: “Men hov, hvad med undervisning, indhold, faglighed, folkelighed og skolens formål? Har I ikke glemt det?”
S-V…osv: “Formål og indhold? Hun skaber jo splid og ikke konsensus! Hun kender ikke sin Hal Koch! Lynch hende!”
36. d. 14. juli: Niels Jakob Pasgaard rapporterer fra Skanderborg Kommune https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156469517299481&id=837549480
37. d. 16. juli: Politiske noter fra Karrebæksminde
Hvad er LA? Det er en fejl fra 80’erne, som bør skifte ledelse.
Hvad er RV? Det er en fejl fra 00’erne, som har glemt halvdelen af deres historie.
Hvad er Alternativet? Det er sådan set ikke en fejl. Partiet er blot lidt alene og forpjusket, fordi det definerer sig selv “alternativt” (dårligt navn). Dermed glemmer partiet alt det dejlige gamle, som det egentlig blot gentager i den tro, at det er nyt.
På den måde rammer ingen af de tre partier fakta. Det kan man se ved den måde, de bruger ord som “ikke, ved siden af, i stedet for” osv. på.
Hvor skal de tre partier finde fakta? De skal lede i pædagogikken. Hvad finder de der? De finder lidt kundskabspleje, lidt højskole og lidt skrammologi: En blanding af videnskab, historisk poesi og filosofisk funderet reformpædagogik. Dvs. alt det gode, som er det modsatte af læringsskolen.
Kan de tre partier ikke blive enige om noget i den omegn? Så kan de altid skændes om alle deres fejl og mangler bagefter.
Så er der lige SF. De spildte muligheders parti.
Og Enhedslisten mangler ideologisk substans. De burde bidrage med en handlingsteori, men der er tomt.
Resten? Herre Jemini. De er værre end “fejl” og alt det andet.
38. d. 23. juli: Fire læringsdialoger
I sommeren 2016 skrev jeg fire læringsdialoger, som man kan læse nedenfor. Dialogerne kom med i bogen “Ballade i pædagogikkens forsamlingshus” fra 2017. Grunden til at jeg kom i tanke om disse tekster var, at dialog nr. 3 blev opført som teater på Lærermødet på Ryslinge Højskole i sidste måned. Anders Bondo spillede elev, og skuespillerinden Britta Thøgersen Toft spillede lærer. Det ville jeg gerne have overværet, må jeg indrømme.
Her er de fire dialoger og et billede fra opførelsen. Billedet er taget af Erik Schmidt, som også havde arrangeret eventet:
A. LÆRINGSDIALOG 1:
Lærer: God morgen
Elev: Hej lærer. Hvad skal vi lave i dag?
Lærer: Jeg har lidt øvelser med om navneord.
Elev: Ok, så laver jeg dem.
Lærer: Men husk nu, at det ikke er vigtigt at lære noget bestemt. Fokuser i stedet på, hvordan du lærer. Selve indholdet er ikke vigtigt. Det er læringen derimod.
Elev: øhh….?
Lærer: Du skal selvmonitorere din egen proces. I din data-logbog skal du notere efter følgende metode: I går kunne jeg dit og dat, i dag kan jeg dut og dyt, og i morgen skal jeg kunne dæt og dåt. Du skal også notere, hvordan du kommer derhen, og hvad du tænker på, mens du er i proces. Du skal også sætte mærker ved, hvor langt du er. Jeg tester dig hver dag, så jeg kan finde tegn på læring. Værsgo, her er en I-pad, som du kan notere det hele i. Vi kalder det for ”dybdelæring”.
Elev: øhh, men skal jeg ikke bare lære navneord?
Lærer: Nej da, det er bare en teknisk anledning. Om 10 år har ingen brug for at vide noget om grammatik. Det kan EU-kommissionens og Googles robotter tage sig af. Du skal bare fokusere på din proces. Du skal lære at lære. Du skal mingle med din maskine. Du skal være et omvandrende digitalt laboratorium.
Eleven: Men skal jeg så slet ikke lære noget mere?
Læreren: Nej, det er slut med det.
Eleven: Øv, jeg ville ellers gerne have lært noget musik og noget om nogle krige og sådan noget. Jeg vil også gerne malke en ko. Det siger min mor vil være godt for moderne børn at kunne.
Læreren: Kan du så gå hen i skammekrogen og mellemrumspotentialisere!
Eleven: Øv!
20 minutter senere……
Lærer: Så, nu må du godt komme frem. Nu er du vist klar til at lære at lære.
Eleven: Men hvorfor skal jeg lære at lære? Jeg kan da godt lære allerede?
Læreren: Hvad mener du? Vel kan du da ej!
Eleven: Jeg har da lært at gå, og at tale og at cykle? Hvis du vil lære mig at lære, så siger du jo, at jeg ikke allerede kan lære. Du fratager mig en evne. Du postulerer en uformåenhed, som er imod mine anlæg. Men er skolen et sted, hvor man fratager børn evnerne? Jeg troede, at det modsatte er tilfældet, altså at skolen skal kultivere evner og anlæg?
Læreren: Hov hov, det er jo pædagogik det der. Kan du så komme over i skammekrogen igen, og denne gang ringer jeg til kommunens pædagogiske konsulent.
Eleven: Hvem er det?
Læreren: Han er en stor vismand. Han kender John Hattie og også nogle andre.
Eleven: Måske har han en ko med? Måske skal jeg malke?
Læreren: Det skal du ikke regne med. Han er en slags målermand.
Eleven: Målermanden? Ham kender jeg fra Zirkus Nemo. Forresten, kommer smadremanden også?
Læreren: Han er her allerede.
B. LÆRINGSDIALOG 2:
Læreren: God morgen børn. Nu skal I finde jeres læringsmål frem.
(Børnene skramler med deres I-pads. Undtagen Peter som ser lidt forvirret ud)
Læreren: Hvad laver du Peter? Find nu dine læringsmål frem. Så finder jeg også min lidt større datamaskine frem, hvor jeg kan følge jeres læringsmålsprogression og sætte flueben. På kontoret sidder skoleinspektøren med en endnu større maskine. Han følger alle klassernes læringsmålsudvikling. Og ved du hvad? Inde på rådhuset sidder en pædagogisk konsulent, som kender John Hattie. Han læringsstyrer alle skolerne. Og hvem ved? Måske ender det hele hos en af de to junkere, Jean-Claude eller Morten Østergaard? De tror, folket er noget, Farage og DF har fundet på. De kalder det for “kontingens” eller “diversitet”, og det skal styres og styres.
Peter: Øhh….
Læreren: Så lille Peter, du kan nok forstå, at du skal finde din læringsdatamatik frem?
Peter: Men Lærer, jeg har glemt, hvad et læringsmål er, og desuden er jeg søvnig.
Lærer (helt rød i hovedet og med fråde ud af munden): Kan du så gå hen i hjørnet og mellemrumspotentialisere!
20 minutter senere……
Peter: Hr. Lærer, er du faldet til ro?
Lærer: Ja ja, kom bare frem, jeg blev sgu bare så harm på dig. Men sig mig…..hvorfor er du søvnig?
Peter: Jeg så DR-K til kl 02.00. Der var temaaften om den franske revolution. Nu skal du bare høre. Ved I godt, at Robespierre……
Lærer: Stille! Det er fuldstændig irrelevant og unyttigt, og den pædagogiske konsulent har udtrykkeligt sagt, at vi skal gå fra indhold til læring. Han siger, han har det fra den pædagogiske forskning.
Peter: Pædagogik? I fjernsynet talte de også om en mand, der hed Rousseau. Jeg fik at vide, at han grundlagde den moderne pædagogik. Men hans elev skulle være menneske og ikke en læringsautomat…..
Lærer: Uhhh Peter, du gør mig så vred, og se nu alle de andre, som helt har glemt deres datamater. Det går jo ikke. Og hvad laver du også foran TV’et midt om natten? Hvad siger din far?
Peter: Min far siger, at det er vigtigere, at vide alle mulige DR-K-agtige ting end at holde styr på sine læringsmål. Han siger, at da han selv var 12 år, sad han og læste TinTin-bøger under dynen. Han siger også, at han ikke har taget skade. “Ohh jeg ler….”, går han og synger.
Lærer: Hvor dumt. Hvad laver din far?
Peter: Han er Europæer og ansat på en fri skole.
Lærer: Ok, men så er det da godt, du også har en mor.
Peter: Ja, men hun er ansat samme sted. Hun siger, at hun engang var socialdemokrat.
Lærer: Hvor sjovt, jeg er også Socialdemokrat, blot mere glødende tilhænger end nogensinde.
Peter: Ja, det er sørme sjovt.
C. LÆRINGSDIALOG 3
Lærer: God morgen børn. I dag skal vi have Dansk. Find jeres læringsmål frem. I skal lære at kommunikere. I går skrev I, hvad I kan lige nu, og hvilke kommunikationsmål I har. I skrev også, hvad I skal gøre for at nå jeres mål. I dag skal I bare arbejde hver for sig med jeres individuelle mål på jeres I-pads. Jeg tjekker det hele fra min superdatamat. Det hele er et evidensbaseret system uden omverden. I skal ikke kommunikere for meget med hinanden, for I er jo helt forskellige steder i programmerne. Desuden bliver de løbende målinger jo i så fald upålidelige.
Peter: Ok, så vi skal lære at kommunikere uden at kommunikere?
Lærer: Ja, det kan man godt sige. Der var du kvik Peter.
Peter: Men Lærer, jeg har sådan glædet mig til at have Dansk. Min mor siger, at verden er fuld af spændende bøger for børn og unge og faktisk også for voksne. Hun fortæller også, at der sker alt muligt over det hele, som ofte hænger sammen med noget, der skete før på de mest utrolige måder. Kan du ikke fortælle os om noget af alt det? Hun spørger også hver dag, hvad jeg har lært i skolen, og hvis jeg bare kommer hjem og siger, at jeg har lært at kommunikere, så bliver hun ked af det, ja nærmest vred. Hun påstår, at ethvert fjols kan kommunikere. Hun siger, at man skal kommunikere om ”noget”. Kan du ikke fortælle os om ”noget”?
Lærer: Nej, det kan jeg da love for, jeg ikke kan. Den slags kaldes for undervisning, og det er hele landet gået bort fra.
Peter: Øv.
Lærer: I er en hel generation, som ikke modtager undervisning. Tænk blot hvilken global skønhed, det er udtryk for. I er jo helt uden kontakt til voksne og fortiden. De voksne skal bare styre jeres læringspotentialer, som skal forbindes med fremtidsprognoser for 2050. I konstruerer alt inden for fremtidens ramme. I svæver frit i buret. Major Tom!
Peter: Jamen, hvis vi ikke skal undervises, hvem er så vores lærer?
Lærer: ”Vores”? Hvad mener du? Det er du selv. Du er din egen lærer. Det er faktisk det, du skal lære at være. Det er det nye dannelsesideal: En selvmonitorerende proces i din egen lærings tegn. Jeg skal bare monitorere din monitorering. Amen!
Peter: Nu føler jeg mig altså lidt alene. Det må jeg indrømme. Du siger ”Amen”, men jeg kan slet ikke se nogen engle.
Lærer: Jamen, du er da alene, lille Peter. Ove Kaj Pedersen siger selv, at man skal være opportunist, og alle mulige er enige med ham på den ene og den anden måde. Som Major Tom siger det: ”Strung out in heavens high, hitting an all-time low”.
Peter: Ove Kaj Pedersen? Fortæl om ham, og også om Major Tom. De lyder ens på en forskellig måde?
Lærer: Jeg ved ikke, det er jo undervisning. Ok, så pyt da, der er vist ingen, der kigger. Læg datamaterne væk, for nu skal I bare høre. Jeg har ikke helt styr på det hele, men vi kan jo google lidt i ny og næ.
Lærer: Peter, græder du?
Peter: Ja, for nu er jeg ikke alene mere. Men hr. Lærer, jeg tror Andrea er blevet nervøs, for hun sms’er vist til læringslederen.
Læreren: shit! Undervisningen er aflyst. Frem med læringsmålene igen.
D. LÆRINGSDIALOG 4:
Læringslederen: Hr. Lærer – eller rettere ” hr. læringsmaksimator” – der går rygter om, at du har undervist børnene. Det kan vi sandelig ikke have.
Lærer: Hvem har sladret, er det Andrea?
Læringsleder: Ja, jeg har modtaget en sms fra Andrea, som skriver, at du har fortalt om politik og om David Bowie og også nogle flere ting. Helt uden hensyn til læringsmålene, som f.eks. ”at eleven kan påtage sig roller i samtalesituationer”. Det var godt, at Andrea kendte sin “rolle”.
Lærer: Undskyld store læringsleder. Det skal ikke gentage sig.
Det var en af eleverne, Peter, der fik mig til at forglemme mig selv, men jeg holdt op, så snart jeg opdagede, at Andrea sms’ede.
Læringslederen: Ok da, så lad gå for denne gang. Men gentag lige vores læringscenters tre principper, så jeg er helt sikker på, at du har forstået sagens rette sammenhæng.
Læreren: Gerne. Her er de:
Princip nr. 1: Undervisning er død. Længe leve læringen
Princip nr. 2: Indhold er dødt. Længe leve selvmonitoreringen
Princip nr. 3: Kundskaber er døde. Længe leve ministeren og år 2050.
Læringslederen: Det var sørme godt. Du viser tegn på læring. Gå nu tilbage til dine læringsmaksimeringssystemer.
Lærer: Du mener mine elever?
Læringsleder: Nu skal du passe på igen. Det hedder ikke ”elever”, og det hedder slet ikke ”mine”. Hvis du ikke holder op med at sige ”mine”, så laver jeg nogle ”organisatoriske benspænd”. KL anbefaler sådanne benspænd, så lærere og børn ikke kommer for tæt på hinanden. Du ved… så der ikke sker det skrækkelige, at læringsdesignerne bliver lærere og børnene bliver elever. Og du ved nok, at kommunal KL-læring er vejen frem, ikke sandt? Hvis du ikke forstår det, kan du få en tjenstlig advarsel. Så kan du lære det.
Lærer: Jeg skal nok huske det. Fra nu af vil jeg kun læringsmaksimere. Det lover jeg. Og jeg har heller ingen elever mere eller sådan noget gammeldags noget. Og ved du hvad? Jeg føler mig allerede helt lettet. Jeg tror, jeg vil gå en tur i Kolding storcenter. Der er noget, der hedder Rød Gade, og der er også en Blå Gade. Det gamle Kolding er tomt.
Læringsleder: Det var bedre. God tur i Rød og Blå Gade.