Her er 28 facebook-opdateringer fra august 2018. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

1. Mobiler i skolen
2. Aarhus Universitets syn på mobbeanklager
3. Koldau – Aarhus Universitets spøgelse
4. Oprør mod Lars Qvortrups forskningsforståelse
5. Facebook-drys: maj 2018
6. Peter Kemp – i kærlighed og strid
7. Heine Andersen kritiserer Politiken
8. “Til irritation”: DPU’s mindeord for Peter Kemp
9. Mobiler i skolen 2
10. AP Møllers ideologiske gaver
11. Facebook-drys 51: juni og juli 2018
12. Peter Kemps hilsner
13. Boris Johnson om burkaer
14. Singularity – ånden i maskinen
15. Ny Start i København
16. Københavns Kommune, AP Møller og læringsmålstyring
17. SF vil bryde skoleforliget
18. Merete Riisagers virke til debat
19. Poul Aarøe Pedersen i Konkurrencestatstidende
20. Kulturmødet 2018
21. Lærings-amok i Aarhus 1
22. Læserbrevsskribent kritiserer Politiken
23. Læringsamok i Aarhus 2
24. Flot kronik af Riisager:
25. Læringsamok i Aarhus 3
26. Samlede refleksioner over situationen i Aarhus Kommune:
27. Folkeskolen.dk er tavs om Aarhus
28. Interview med Lene Tanggaard i FORSKERforum:

 

1. d. 4. august: Mobiler i skolen

I Frankrig vil filosoffen Ricæurs elev, Emmanuel Macron, have Silicon Valley ud af de franske børns lommer, så børnene kan fokusere på hinanden og på tingene under lighedens forudsætning i stedet for på en konstant distraherende tekno-metafysik. Det er ligefrem lovbestemt. Og der er på ingen måde tale om en maskinstormer-lov, eftersom loven har solide og pædagogisk begrundede undtagelser, som læreren har magt over.

I Danmark vil man derimod optimere Silicon Villys magt over danske børns kroppe og blikke. Hele skolereform- og UC-segmentet vil ligefrem gøre mobilititus til læringens udgangspunkt. De kalder det for “digital dannelse”.

Selv vores ellers fornuftige undervisningsminister afviser Macron. Hun siger, at hun ganske vist er enig i substansen, men at mobilititus bør være en del af danske skolers frihed.

Men hvem bestemmer så, hvad “frihed” er på skolerne? Det gør KL, som i ideologisk forstand er i lommen på Silicon Vally. Og skolelederne er i samme båd. De går ind for, at Danmark skal være verdensmestre i digitalisering, hvilket vi desværre allerede er (man skal aldrig være verdensmester i noget, udover i idræt).

Tror nogen, at der kommer dannelse ud af det? Det gør der ikke. Vi ender med at få små læringsstyrede IP-adresser, som vil kræve magt i klasserummet indtil det, altså klasserummet, forsvinder.

Så ministeren vil altså lade KL, dvs Silicon Vally, og resten af Antorini-fløjen bestemme under “frihedens” falmede fane. Men måske er Riisager påvirket af sin regerings disruptionsdagsorden og af ministerkollegaen fra løvens hule, som begge også er fra Silicon Vally. Det er hun nok.

Macron vil have børn, som kan blive frie franske europæere, og hvis lærere har magten over pædagogikken. Dermed er han på sin vis i tråd med Vestagers store indsats inden for den europæiske konkurrencepolitik. Tak for ham og hende. Blot ærgerligt, at Riisager tilsyneladende ikke på samme måde vil have frie danske europæere, og at hun ikke benyttede et momentum til at tilføje læringsfløjens halvdannelse et sviende nederlag, som formodentlig endda ville have haft opbakning i den brede befolkning. I stedet har hun givet en sejr til den radikaliserede reformpædagogik, som hun af gode grunde afskyr.

I gårsdagens triste anledning (Peter Kemps død) er det også værd at notere sig, at en anden af Riceurs elever var Peter Kemp, som netop talte for en “dansk verdensborger”, og som selv var meget glad for Macron. Læringssegmentet kaldte Kemp for en “løgner” og en “gadedreng”. De vil have metodisk antihumanisme og “rådata-landskaber”, som de så kalder for “deep learning”. Her vil mobilititus passe godt ind.

 

2. d. 5. august: Aarhus Universitets syn på mobbeanklager

Om Aarhus Universitets inkonsistente og ideologiske syn på “mobbeanklager”:

http://www.thomasaastruproemer.dk/aarhus-universitets-opgoer-med-paedagogik-del-2-uberettigede-mobbeanklagers-vidt-forskellige-konsekvenser.html

 

3. d. 6. august: Koldau – Aarhus Universitets spøgelse

Jeg fandt lige Politikens leder om Koldau-sagen, d. 15. februar 2012, som var lige efter advarslen til Koldau. Lederen hedder: “Aarhus Universitet har en skandale i støbeskeen”.

Skeen blev støbt, skandalen realiseret og siden tabuiseret og materialiseret.

Koldau beskrivelser af ideologiseringen af de faglige miljøer og konsekvenserne heraf for alt fra opgaveskrivning til ph.d.-projekter og stillinger gælder også på forskellige måder inden for mit eget område. Og i hendes værk om “Jante Universitetet” kobles disse markeringer op på omfattende faglige og universitetspolitiske analyser, som enhver frit kan tage stilling til.

Og hendes vigtige kritik af humanioras skjulende forhold til dets genstand er også højrelevant og faktisk i dyb overensstemmelse med moderne filosofi og metodekendskab.

Men på AU var den slags helt forbudt. Først dekan Bodil Due og siden efterfølgeren Mette Thunø begrundede advarslen til Koldau med henvisning til hendes offentlige kritik.

I dag skal man vende hver sætning på en guldvægt.

Universitetet, og især faktultetet Arts, hvis dekan selv spiller en rolle i Koldaus bog, forbereder iøvrigt en “code of conduct” for offentlige diskussioner af hensyn til “arbejdsmiljøet”. Der er mig bekendt ingen konkrete eksempler, kun de tabuiserede, som jo bare skulle beskytte den herskende ideologi og intet andet. Det var det, som Koldau kaldte for DDR. Universitetet er altså i gang med at foretage en yderligere lukning af den frie tanke med Koldau som det larmende og ledsagende spøgelse.

Dette er en vigtig del af konteksten for AU’s ageren på det forskningspolitiske og pædagogiske plan.

Universitetet kalder det for “dialog”, og indimellem trækkes endda Hal Koch-kortet, hvilket jo desværre ikke er sjovt.

Jeg ved blot ikke, hvorfor Politiken kun kaldte det for en “lille skandale”?

D. 24. februar 2012 tages sagen op af uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang, som i sin kommentar er helt enig med lederskribenten i, at der er tale om en klokkeklar ytringsfrihedssag. Fuglsang støttede også min sag i 2015, så han har sans for helheden, når det gælder det forskningspolitiske.

Det er dejligt, når Politiken agerer som Politiken.

https://politiken.dk/debat/ledere/art5048427/Aarhus-Universitet-har-en-skandale-i-st%C3%B8beskeen

 

4. d. 7. august: Oprør mod Lars Qvortrups forskningsforståelse

Der er udbrudt oprør i børnehaveforskningen. Oprøret retter sig direkte imod Lars Qvortrup, som er leder af Aarhus Universitets Nationale Center for Skole- og dagtilbudsforskning.

Oprøret tæller hele 30 forskere fra mange forskellige paradigmer og institutioner. Forskerne kritiserer Qvortrups forsimplede syn på pædagogisk viden, som det især kommer til udtryk i en aktuel rapport fra Dansk Clearinghouse.

De 30 kritikerne kalder Qvortrups rapport for ”ideologisk og normativ”.

Hvilken kraftpræstation af initiativtagerne.

Qvortrups “ideologiske og normative” forskningscenter og dermed også DPU’s og AU’s ledelse er i dyb pædagogisk krise.

Her er listen over kritikere. Det er stort set hele creme de la creme af dansk børnehaveforskning. Det er så dejligt, at de har samlet sig:

Lektor Annegrethe Ahrenkiel, RUC
Lektor Peter Østergaard Andersen, KU
Lektor Dil Bach, DPU/AU
Professor emeritus Stig Broström, DPU/AU
Lektor Thorleif Frøkjær, Københavns Professionshøjskole
Lektor Thomas Gitz-Johansen, RUC
Professor Anne Greve, Oslo Metropolitan University
Lektor Eva Gulløv, DPU/AU
Lektor Ole Henrik Hansen, DPU/AU
Lektor Lars Holm, DPU/AU
Lektor Pernille Hviid, KU
Lektor Niels Rosendal Jensen, DPU/AU
Lektor Anders Skriver Jensen, Københavns Professionshøjskole
Lektor Pernille Juhl, RUC
Professor Jan Kampmann, RUC
Lektor Bjørg Kjær, DPU/AU
Docent Anette Boye Koch, VIA UC
Professor mso John Benedicto Krejsler, DPU/AU
Førsteamanuensis Mari Pettersvold, Universitetet i Sørøst-Norge
Lektor Kim Rasmussen, RUC
Lektor Charlotte Ringsmose, DPU/AU
Lektor Jan Jaap Rothuizen, VIA UC
Lektor Maja Røn-Larsen, RUC, DPU/AU
Professor Dion Sommer, AU
Lektor Anja Hvidtfeldt Stanek, SDU
Lektor Lone Svinth, DPU/AU
Førsteamanuensis Hanne Værum Sørensen
Lektor Line Togsverd, VIA UC, Høgskolen på Vestlandet
Lektor Ditte Winther-Lindqvist, DPU/AU
Professor Solveig Østrem, Universitetet i Sørøst-Norge.

Links:
Link til indlægget af de 30 forskere: https://www.altinget.dk/…/forskere-akademias-interne-magtin…

Tilføjet: Lars Qvortrup svarede d. 15. august: https://www.altinget.dk/…/professor-det-overrasker-mig-at-e…

De 30 forskere svarer Lars Qvortrup d. 24. august:
https://www.altinget.dk/…/forskere-almene-kriterier-er-ikke…

Sagen omtales journalistisk i en lang artikel på Videnskab.dk d. 17. august: https://videnskab.dk/…/protest-kvalitativ-forskning-bliver-…

Opslag fra om sagen fra d. 18. september (debat på DPU)

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156626991859481&id=837549480

 

5. d. 9. august: Facebook-drys: maj 2018

Diskussioner i maj 2018:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-50-maj-2018.html

 

6. d. 9. august: Peter Kemp – i kærlighed og strid

I sin afskedsforelæsning ved Københavns Universitet i 2001 sagde Peter Kemp følgende:

”Det er storhedsvanvid at tro, at man kan undvære de store filosoffers erfaringer udtrykt i deres værker.” (fra ”Den hvileløse tanke”, 2006, s. 355)

Samme år startede netop afdøde Peter Kemp som professor og institutleder for pædagogisk filosofi på det nyetablerede DPU under Lars Henrik Schmidts rektorat. Her gjorde Kemp en kæmpeindsats med at sikre et pluralistisk miljø, hvor både lærerhøjskolefolk og fagfilosoffer kunne trives uden at kede sig.

I 2008 overtog Lars Qvortrup rektoratet. Herfra stod den på strid vind, for Qvortrup og hans åndsfæller ville af med ”filosofien”, som skulle nedlægges, så “læring” kunne styres osv..

Det var nærmest tale om en udrensning af pædagogik og filosofi i den ene og den anden sammenhæng. En udrensning, som vel at mærke stod i dyb forbindelse til de samtidige skole- og læreruddannelsesreformer, hvor Qvortrup havde en vigtig intellektuel og ideologisk funktion.

Qvortrup havde altså med Kemps ord ”storhedsvanvid”. Vi fik derfor det, jeg kalder for ”Pædagogikkens to verdener”.

Striden mellem Kemp og Qvortrup fortsatte i mange sammenhænge, og Qvortrup kaldte ligefrem Kemp for ”løgnagtig, en plattenslager, en småfusker og en gadedreng”, som benytter sig af ”luskede tricks” og ”forråder sagen”. Det foregik i en kronik i 2012 i Politiken (d. 25. maj). Det skal aldrig glemmes!

I dag er Qvortrup tilbage som en central spiller på DPU, dels som leder af ”Nationalt Center for Skoleforskning” og dels som koordinator for ”Dansk Clearinghouse for uddannelsesforskning”. Det var den fine belønning for angrebet på Kemp og filosofien.

Qvortrup nyder institutledelsens, kommunikationsafdelingens og fakultetets udsøgte beundring, men kritiseres ellers fra nær og fjern, senest af 30 fremtrædende børnehaveforskere.

Og Aarhus Universitet har skabt et DPO, som nu skal beskyttes med et såkaldt ”code of conduct”.

Der har været mange fine nekrologer over Kemp i aviserne. Desværre underbetones hans indsats for pædagogikken i dem alle. Jeg samler derfor sammen til at skrive en pædagogisk orienteret nekrolog, som giver fuld credit til Kemps pædagogisk-filosofiske indsats, herunder hans polemiske kamp mod DPO. En kamp, som har stimuleret mange mennesker til at tale frit på trods af klage-regne.

I samme forelæsning, altså den fra 2001, citerer Kemp fra Grundtvig (som citerede fra Augustin): ”Den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær”. Kemp var en dansk verdensborger.

Jeg har kigget på DPUs, AUs og ledelsens facebook- og twitter-profil. Jeg har ikke her kunnet finde nogle orientering om den sørgelige situation på disse kanaler. I går kom der dog et kort “mindeord” på DPU’s nyhedsside, og lidt har jo også ret. I mindeordet står der, at Kemps engagement kunne være til “irritation”. Hvad mon der menes med det? Er det forsvaret for pædagogik og filosofi, der tænkes på? Det var i hvert fald irriterende for DPUs ledelse, heldigvis.

Jeg har også spurgt mig lidt for heroppe på min DPU-gang. En del af dem, jeg har spurgt, ved ikke engang, hvem Kemp var. Derimod ved de noget om evidens.

Danmarks største pædagogiske tænker, ”plattenslageren og småfuskeren” Peter Kemp, skal begraves i Gentofte Kirke i morgen, mens Qvortrups ”storhedsvanvid” – eller ”anti-filosofi”, som Kemp også kaldte det – gør pædagogisk karriere i universitetets rester. Jeg synes, det er en skandale, må jeg indrømme.

Reference:
Kemp, Peter: ”Epilog: Det filosofiske spørgsmål: Hvad er filosofi?” i bogen ”Den hvileløse tanke”, Tiderne skifter, 2007.

 

7. d. 10. august: Heine Andersen kritiserer Politiken

Godt set af Heine Andersen: Konkurrencestatstidende mener, at det er en “ekstremt farlig tendens”, hvis man kritiserer finansministeriet. Det er jo til at dø af grin over. Det er ren corydonisme.

Her er læserbrevet:

”Heine Andersen, professor emeritus, Københavns Universitet:

I sin leder 3.8. skrev Politikens lederskribent: »For det andet, at det er en ekstremt farlig tendens, hvis politikere begynder at så tvivl om det faglige grundlag for Finansministeriets økonomiske beregningsmodeller i Danmark«. Har Politiken glemt alt om sine demokratiske oplysningsidealer? John Stuart Mill, Karl Popper, Jürgen Habermas? Vækst i viden og oplysning sker ved at lære af fejltagelser, og den sikreste metode er gensidig, åben kritik.

Nu lyder det, som om Politiken anser kritik for ekstremt farlig, når det gælder Finansministeriets regnemodeller. Et knæfald for ekspertvældet. Det kræver en forklaring. Politiken burde tværtimod gå foran med en granskning af disse modellers usikkerhed. Så teknisk svært er det heller ikke, at vi ikke kan forstå det. Og hvordan er det kommet dertil, at en departementschef – ifølge lederskribenten – tilsyneladende anser kritik for ekstremt farlig?”

 

8. d. 11. august: “Til irritation”: DPU’s mindeord for Peter Kemp

I torsdags udgav DPU et ”mindeord” for Peter Kemp. Jeg havde overset det i første omgang, fordi det ikke var delt på nogle sociale medier, men kun stod under ”nyheder”. Disse nyheder bliver ellers altid delt på FB og Twitter samme dag, som de udgives. Ja, jeg erindrer faktisk ingen undtagelser, udover – kom jeg i tanke om – nyheden om Eggert Olsens doktordisputats om Platons pædagogiske filosofi tilbage i januar 2018.

I stedet delte man en reklame for konferencen ”Skoleudvikling gennem IT”.

Mindeordet lever altså i en form for skjul i overensstemmelse med DPU’s kommunikationsafdelings generelle princip, hvad angår nyheder om pædagogiske emner.

Mindeordet er naturligvis positivt. I min analyse er det dog mest på overfladen. Her er det værd at hæfte sig ved to ting:

1.

Kemps pædagogiske indsats nævnes kun summarisk, som en kort og lidt pludselig annoncering af verdensborgerskabets pædagogiske relevans. Og ”verdensborgeren” markeres som nærmest isoleret fra hans øvrige filosofi og interesse. Andre af Kemps mange pædagogiske ideer er der tavshed omkring.

Kemps store opgør med skole- og læreruddannelsesreformen nævnes overhovedet ikke, hvilket er en storslem mangel i teksten efter min mening. Der er tavst som en pandekage om Kemps store betydning for reformkritikken. Det skyldes formodentlig, at DPU’s både da- og nuværende ledelse har et nærmest religiøst forhold til disse reformer, og at det netop var DPU’s ideologi, der var i Kemps sigtekorn.

Heller ikke Kemps store og offentlige kamp for den pædagogiske filosofi imod DPU’s ledelses overgreb er nævnt. DPU ville jo nedlægge disciplinen og erstatte den med en kandidatuddannelse i den daværende institutleders kæphest ”samtidsdiagnose”. Da man ikke kom igennem med det, forsøgte man at fyre tre filosoffer. Her trådte Kemp igen i offentlig karakter, og uden denne kamp havde den pædagogiske forskning været endnu mere ensidig, end den er blevet i dag. Også dette emne er der tavshed om.

Kemps engagement i pædagogiske emner kom til udtryk i stort set alle hans udgivelser efter 2005, herunder i den mangefacetterede ”Verdensborgeren som pædagogisk ideal”, i en helt selvstændig sektion i ”Filosofiens verden”, i Løgnen om dannelse”, og i en lang række bidrag, f.eks. i det norske storværk ”Dannelse” og i bogen ”Politics in Education”. Sidstnævnte redigerede Kemp sammen med Asger Sørensen, som var en af dem, DPU ville fyre, men hvis stilling blev reddet af Kemp efter hård kamp. En række af disse bøger indeholder grundige kritiske analyser af de siddende DPU-ideologers udgivelser.

Kemps mangeårige engagement i dannelsestænketanken Sophia er heller ikke nævnt, hvilket også er uforståeligt i en DPU-nekrolog. Men Sophia er også en esse for kritik af læringsideologien. Endnu en tavshed.

Denne mærkelige afstand til Kemps pædagogiske betydning og virke understreges af formuleringen ”Peter Kemp var god til at slå alarm, når han mente….”. Kemp havde altså ”meninger”, og så råbte han op. Kemp manglede med andre ord pædagogisk og teoretisk bund. Og så denne anmelderagtige tone: ”det var han god til”. Det er ikke kønt.

Stort set ingen andre nekrologer omtaler Kemps betydning for pædagogikken. Det er derfor ekstra beklageligt, at den nedtones så kraftigt i netop DPU’s mindeord. Jeg tror, som allerede antydet, at det er fordi, DPU selv er anfægtet, hvilket jeg nu vil sige lidt mere om.

2.
Det er måske denne tavse men alligevel larmende anfægtelse, som kommer til udtryk i brugen af udtrykket ”irritation” om Kemps arbejde. I mindeordet står der, at Kemps engagement kunne være irriterende. Irriterende? Hvilket forskrækkeligt ord. Arbejdet var da emanciperende og oplysende.

Og hvem var det til ”irritation” for? Det står der ikke noget om, men jeg ved det godt. Kemp var irriterende for DPU’s ledelse og førende ideologer. Lars Qvortrup var anfægtet og kaldte Kemp en ”løgnagtig småfusker”, men det kan Qvortrups åndsfælle, institutleder Claus Holm, ikke skrive i mindeordet, hvor der i stedet blot står ”irritation”. Kemp blev heller aldrig inviteret til de store DPU-konferencer, hvor hegemoniet normalt huserer. Måske er der en undtagelse? Jeg erindrer ingen.

Mindeordet er naturligvis positiv på overfladen, men altså ikke i næranalysen. En mulig undtagelse er forfatternes tilføjelse til ”irritations”-markøren. De skriver uden nærmere forklaring, at Kemps arbejde ”aldrig aldrig var ligegyldigt”, men denne formulering er for ubestemt, når man tager konflikternes omfang og dybde i betragtning. Der er en mærkelig form for neutralitet i formuleringen, når man tager de andre mangler i betragtning.

Ingen andre nekrologer skriver mig bekendt, at Kemp var kunne være ”til irritation” på denne mærkelige ubestemte måde. De nævner heller ikke – eller næsten ikke – pædagogikken, hvilket DPU jo derfor burde. Til gengæld har de andre nekrologer i det mindste fyldige omtaler af Kemps teologiske og filosofiske betydning.

Mindeordet er skrevet af institutleder Claus Holm, der står som førsteskribent, og afdelingsleder Oliver Kauffmann. Begge deltog i gårsdagens begravelse i Gentofte. Holm fandt dog ikke anledning til at sige et par ord. Kauffmann gjorde heller ikke, men det var heller ikke hans opgave. Keld Holm forestod bisættelsen. Holm nævnte Kemps kritik af skolereformen i sin fine tale.

http://edu.au.dk/aktuelt/nyhed/artikel/mindeord-for-professor-emeritus-peter-kemp-1/

 

9. d. 11. august: Mobiler i skolen 2

Annette Lind (S) og Ida Ida Meier Auken Privatprofil (R) har nogle gode forslag vedrørende mobiltelefoner i skolerne.

Det bedste ville selvfølgelig være, at EU, UK og Norge gik sammen om at forbyde mobiltelefoner i alle europæiske grundskoler, med mindre den enkelte lærer vurderer, at mobilerne har pædagogisk betydning. Det er det man kalder for pædagogisk dømmekraft og metodefrihed i en europæisk tradition.

Det næstbedste er Macrons forslag, hvor samme forslag gennemføres på nationalt niveau.

Det lader desværre til, at det er svært at komme igennem med disse gode ideer. Merete Riisager har helt uforståeligt talt imod forslaget, og hele den pædagogiske korrekthed er enig med hende under frihedens falske banner.

Derfor har Lind og Auken nu foreslået, at alle skolerne skal lave en eller anden form for mobilpolitik. Men selv dette milde og pæredanske kompromis-forslag møder modstand. Det er svært at forstå.

En anden ting er, at jeg nok skal søge psykologisk hjælp. Det er første gang ever, at jeg er enig med Lind, som jo spillede en central rolle ifm vedtagelsen af skolereformen, om noget.

Auken er jeg ved at skifte mening om. Først var jeg meget kritisk, fordi hun står bag den såkaldte SIRI-kommission, som involverer Silicon Valley-filosofi, og som går ind for synlig læring. Hun skrev også nærmest foruroligende om sin fremtidsteknologiske vision på et eller andet net-medium. Men på Folkemødet havde hun en fantastisk tidehvervsdiskussion med Sørine Gotfredsen, som endte med, at folk klappede taktfast, og nu kommer dette fine kompromis-forslag.

Men det bedste er naturligvis et generelt forbud, som kun kan brydes af læreren.

https://www.dr.dk/…/s-og-r-vil-have-mobil-regler-paa-samtli…

tidligere indlæg om emnet: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156521409294481&id=837549480

 

10. d. 13. august: AP Møllers ideologiske gaver

I København sender Konkurrencestatspartiets skoleborgmester nu alle skoleledere på et grundigt kursus, som er udviklet på handelshøjskolen i Oslo.

Skoleudviklings-modellen i Oslo bygger på ren teknokratisk-økonomisk tænkning, og den har skabt store problemer med ytringsfriheden, jvf. sagen mod Simon Malkenes, som vakte stor tumult i Norge, og hvor stort set alle andre end Oslo-systemet støttede Malkenes. Ja, Malkenes fik faktisk en fin pris for sin indsats, den såkaldte ”Skjervheim-pris”.

Borgmesteren henviser til EVA’s direktør Mikkel Haarder, som for et par uger siden også var ude at lufte anti-pædagogikken (se link i linket). Kigger man på sproget, er der tale om et helt lukket kredsløb.

Og det er skam ikke kun skolelederne, men også skoleforvaltningens folk, der skal indoktrineres i den nye ideologi, som står i dyb forbindelse med læringsmålstyring og dataficering. Vi får et samlet teknokratisk læringstryk.

Det er ren skolereformsideologi, som nu befæster sin position i hovedstadens kroppe.

I Aalborg skal de i øvrigt afsted på samme kursus.

Pengene til det hele – dvs. 21 mio. kr. – kommer fra AP Møllers skolemilliard. I tildelingsudvalget sidder læringsmålsstyringens store ideolog, Jens Rasmussen, og Per B. Christensen, som jo er formand for DLF/KL’s arbejdstidskommission. Tomas Nordahl, som også er tæt på vores hjemlige systemteoretiske miljøer, sidder der også.

AP Møller har i øvrigt også givet en skvæt til Høje-Taastrups tekno-læringsridt, som WA omtalte i sidste måned. Det drejer sig om 11. mio. kr.

Oslo-modellen har været udsat for kritik, bla. af Niels Jakob Pasgaard og Simon Malkenes, hvis indlæg om sagen, jeg også har linket til.

Links:
Københavns borgmesters indlæg med Mikkel Haarders i bunden: https://skoleliv.dk/…/Hele-skoleledelsen-b%C3%B8r-komme-p%C…

Aalborg Kommunes pressemeddelelse: https://backend.folkeskolen.dk/…/pm—skoleledelsesudviklin…

AP Møllers vurderingsudvalg: https://www.apmollerfonde.dk/folkeskolen/…/vurderingsudvalg/

Om Høje-Taastrups projekt: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156405069919481&id=837549480

Kritisk indlæg af Simon Malkenes og Niels Jakob Pasgaard om Oslo-uddannelsen: https://skoleliv.dk/…/Norsk-lederuddannelse-er-stik-imod-da…

 

11. d. 13. august: Facebook-drys 51: juni og juli 2018

Indlæg og diskussioner på Facebook i juni og juli:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-51-juni-juli-2018.html

 

12. d. 14. august: Peter Kemps hilsner

1.
Jeg sidder her med mit eksemplar af Peter Kemps bog fra 2015 ”Løgnen om dannelse”. Kemp sendte i sin tid bogen til mig med en lille hilsen: ”Til Thomas – i fælles kamp for skolen – fra Peter”.

I bogen argumenteres der for et dannelsesideal, som Kemp kalder for ”en dansk verdensborger”, hvor der er fuldt rodnet, globalt udsyn og kritisk interesse på samme tid.

Hovedmodstanden imod dette grundsyn finder Kemp hos de to professorer Jens Rasmussen og Lars Qvortrup, som han kritiserer for “halvdannelse”, hvilket står for en forveksling af formål og metode. Der argumenteres grundigt for sagen, især via en kritik af Rasmussens og Qvortrups syn på Humboldt. Stefan Hermann nævnes også i en kritisk bemærkning, fordi han er medforfatter på en af de Qvortrup-tekster, hvor der gøres op med Humboldt og filosofi. Læreruddannelsen af i dag er desværre dybt påvirket af Qvortrup og Hermanns syn fra dengang.

Der er også kritiske manøvrer mod Antorini, Corydon og Rambøll, som sættes i samme kategori som Rasmussen og Qvortrup. Det er DPO, som Kemp her er inde at røre ved. Det er derfor, at intet, som har rørt ved skolereformen, kan komme i kontakt med skolens tradition og formål. Det er halvdannelsens grundlæggende forveksling, der splitter tingene ad i bunden.

Kemp slutter derfor med følgende: ”Løgnen er, at halvdannelse er dannelse”.

Denne centrale kritik er totalt fortiet på DPU og i institutionens mindeord for Kemp. Måske er det fordi, at mindeordet er skrevet af Claus Holm, som selv er dybt betaget af både Rasmussens og Qvortrups teorier, og hvis arbejde også har været gjort til genstand for Kemps kritik (jf. punkt 2)?

2.
Kemps teser peger tilbage mod hans foregående udgivelse, ”Filosofiens verden”, fra 2012. I mit eget eksemplar står der også her en lille hilsen: ”Til Thomas – i fælles engagement og kamp – fra Peter”.

Hele bogens anden del, dvs. s. 183-292, handler om pædagogiske emner. Her er bl.a. et vidunderligt essay om philoxenia eller ”fremmedvenlighed” samt et stort anlagt essay om verdensborgerlig dannelse, som trækker på hele den pædagogisk-filosofiske tradition.

Men også her er der analyser af halvdannelsen. F.eks. fortæller Kemp om Lars Qvortrups halvdannede destruktion af Immanuel Kant ved en festtale på DPU. Qvortrup “glemte” simpelthen Kants understregning af filosofiens betydning for det moderne universitet. Qvortrup ville lave et anti-filosofisk universitet, da han var dekan for DPU. Han forsøgte at nedlægge DPU’s filosofi-del og at afskedige en række filosoffer. Det førte Qvortrup og Kemp ud i skarp offentlig polemik.

I en fodnote skriver Kemp i øvrigt, at Qvortrups festtale er et eksempel på, at ”dem, der vil være ’evidensbaserede’, som regel ikke er særlig stærke til tekstlæsning”. Kemps kritik af Qvortrups Kant-læsning understøttedes dengang af en artikel om emnet af Morten Nørholm, som ellers ikke er fra det filosofiske miljø (men derimod det sociologiske). Kemp refererer også til Nørholms artikel.

Som en positiv modsætning til Qvortrup fremhæver Kemp bogen “Almen Pædagogik”, som er skrevet er Alexander von Oettingen. Det gør Kemp ret i, men desværre ser han ikke, at Qvortrups og von Oettingens arbejde er forbundet af en indre tråd, der hedder systemteori. Faktisk er Kemp ikke specielt kritisk over for systemteorien.

Kemp har også en diskussion af DPO’s vigtige udgivelse ”Viden om uddannelse” fra 2008, som var det år, hvor jeg selv blev ansat på DPU, som netop var blevet en del af Aarhus Universitet.

“Viden om uddannelse” er skrevet af Claus Holm og Jens Rasmussen (+ yderligere en systemteoretiker). Kemp kritiserer bogen for ”at indsnævre begrebet om pædagogisk videnskab til at gælde den pædagogiske forsknings performativitet i forhold til politisk fastsatte mål eller det, man mener, er de politisk fastsatte mål”.

Altså ren tilpasning til halvdannelsen.

Kemp kritiserer faktisk også Holms og Rasmussens forståelse af Luhmann, hvilket nogle systemteoretikere nok vil være glade for, selvom de aldrig siger det ret højt. Igen er der i øvrigt en fodnote, hvor Qvortrups syn på evidens og filosofi atter kritiseres.

Kemp slutter den pædagogiske del af Filosofiens Verden med sætningen: ”Det er pædagogisk anti-filosofi”.

3.
Disse tanker har en fælles rod i Kemps mest omfattende pædagogiske indsats, nemlig bogen om ”Verdensborgeren som pædagogisk ideal” fra 2005. Også her har jeg fået en lille hilsen i 2. udgaven: ”Til Thomas – i fælles kamp for kulturen – fra Peter”.

I den periode fra 2000-2007 var Kemp institutleder og professor ved DPU under Lars Henrik-Schmidts rektorat, hvor konfliktlinjerne så helt anderledes ud. Bogen er derfor stort set renset for henvisninger til halvdannelse, men dannelsesidealet står til gengæld klart, f.eks. i:

”Hvis vi tror på værdien af det bedste i den kultur, vi selv har overtaget, har vi ingen grund til at frygte andre og kan prøve at forstå de fremmede uden at være bange for at miste vores egen identitet i det kulturelle møde. Så er der intet foruroligende i at se ens egen nationale historie som en del af verdenshistorien, og der er ingen uløselig strid mellem den nationale borger og den globale verdensborger” (s. 18 i 1. udgaven).

Måske har det interesse, at Kemp i bogen faktisk roser Jens Rasmussen for en kritik af den situerede lærings centrale faldgruber, nemlig teoriens tendens til antiintellektualisme.

Men Kemp advarer dog også imod den modsatte grøft, nemlig at basere pædagogikken på det, som han allerede her midt i 00’erne kalder for ”ren teori” (s.218). Det var det, som senere kom til at hedde “ren pædagogik”, bla. med opbakning fra Lene Tanggaard og Svend Brinkmann, som begge kom til at stå for en intellektuel åben situeret læringsteori direkte vendt mod Rasmussen og Qvortrup tiltagende ren-hed. Den situerede læring endte med at omfavne filosofien og pædagogikken, mens den “rene pædagogik” forskansede sig i læringsmålsstyring og dataficering.

Måske har det også interesse, at Kemp i bogen kritiserer det socialanalytiske dannelsesbegreb, som dette ses hos f.eks. Lars-Henrik Schmidt og hans elev, Lars Geer Hammershøj. At Hammershøj ikke er meget for Kemp kan man i øvrigt se i Hammershøjs nye bog ”Dannelse”, hvor han omtaler Kemps kritiske indsats i ”Løgnen om dannelse som ”påståelig og skinger” (s.75) uden overhovedet at berøre substansen i Kemps kritik. Hammershøj er også kritisk over for von Oettingen, hvis dannelsesforståelse kaldes for “egensidig”, igen uden nærmere forklaringer. Hammershøj er en af dansk pædagogiks store skuffelser, som jeg ser det. Et af de efterhånden mange eksempler på poststrukturalismens problemer med omverdenens og den fælles verdens rige muligheder.

Endelig er det værd at nævne, at Kemp slutter bogen af med en kritik af Ove Kaj Pedersen, som allerede var på banen i starten af 00’erne. Pedersen kritiseres for at sætte en instrumentaliseret stat over dannelsen, hvilket jo er halvdannelsens formel. Denne konflikt mellem Kemp og Pedersen fortsatte op gennem 10’erne. Imens blev Pedersen for sin del nærmest en del af DPO’s hellige dele, berømmet på den ene konference efter den anden.

Kemp havde skam også politologisk sans.

Links:
Man kan læse mere om Kemps bog ”Løgnen om dannelse” i dette indlæg fra 2015. Her kan man også læse om skiftet i Humboldt-forståelserne hos Qvortrup og Rasmussen:

http://www.thomasaastruproemer.dk/peter-kemps-opgoer-med-halvdannelsen.html

 

13. d. 14. august: Boris Johnson om burkaer

Den kontroversielle britiske brexit-mand, Boris Johnson, har sagt nogle yderst fornuftige ting om burkaer. Først og fremmest er han imod det danske forbud mod burkaer på strøget. Helt honest! Det må folk altså selv om. Meget fornuftigt.

Dernæst mener han, at kvinder, der bærer burkaer, ligner “postkasser”. Også det er fuldstændig korrekt. Den form for herlig europæiske politisk humor minder mig om Kurt Westergårds morsomme og veltegnede karikatur af en sur Muhammed med en bombe i turbanen, for ikke at tale om Charlie Hebdos heltegerninger. Der fik vi lige øje på den uheldige og totalitære udvikling, centrale dele af Islam har taget siden 1979. Den slags karikaturer kan vi slet ikke få nok af. Tak til Kurt og Charlie!

Der er blot at tilføje, at burkaer naturligvis skal være totalt forbudt på alle uddannelsessteder. Man kan ikke undervise et menneske, der klæder sig som en postkasse. Det svarer til, at eleverne sidder og chatter på Instagram midt i historietimen.

Johnson taler som en sand europæer. Ligesom når Macron taler om mobiltelefoner.

Det er lidt sjovt, at Johnson og Macron på en måde er ens. Det sætter hele den danske debat lidt i udu:-). Et lille møde melem DF og RV eller noget i den retning? Ligesom dengang Ida Auken og Sørine Gotfredsen blev enige om alting på Folkemødet? Eller måske er det bare europæisk oplysningstradition i al dens pragt?

 

14. d. 15. august: Singularity – ånden i maskinen

I dag har jeg læst bogen ”Ånden i maskinen – når computerne overgår den menneskelige intelligens”. Bogen er skrevet af Ray Kurzweil.

Det er et vildt tekno-darwinistisk og transhumanistisk narrativ om, hvordan mennesket omdannes til maskiner i løbet af få årtier.

Kurzweil mener, at denne udvikling er både uomgængelig og ønskværdig. Han forestiller sig, at man kan oploade sin hjerne som software og duplikere den i flere kroppe. Han er også meget optaget af, hvordan maskinerne har sex sammen. Han taler dybt ned om mennesket med alle dets ”kulstof-neuroner”.

Der står også noget om uddannelse. Omkring 2030 forestiller han sig, at man direkte indopererer hukommelses- og optimeringssoftware i hjernen.

Vi vil få evigt maskinliv. Den googlificerede krop. Først i lommen og så i kroppen og så uden krop.

Normalt ville jeg bare dø af grin, men det gør jeg ikke i dette tilfælde. Kurzweil er udviklingschef i Google og medstifter af Singularity University, som i øvrigt startede en afdeling i Danmark sidste år, og som bygger direkte på hans teori.

Kurzweils filosofi har desuden en dyb indflydelse på regeringens disruptionsråd, på Danmarks læreruddannelse og ikke mindst på Kommunernes Landsforening, som jo også er glade for Cambridge Analytica. Ideerne var også med på undervisningsministeriets Sorø-møde sidste år.

Måske er det derfor, Danmark ligger nr. 1 i data, og at det overhovedet ikke giver anledning til panderynker?

Weekendavisen skrev faktisk to store artikler om sagen i vinters. Det var dengang, jeg besluttede mig for at læse en af Kurzweils særdeles indflydelsesrige bøger.

Reference:
Ray Kurzweil: ”Ånden i maskinen – når computerne overgår den menneskelige intelligens”, JP-bøger, 2001.

 

15. d. 16. august: Ny Start i København

Københavns Kommunes overborgmester og skoleborgmester, som begge er socialdemokrater, har sammen med den lokae lærerforeningsformand skrevet et indlæg på folkeskolen.dk om, hvor godt det går med skolerne i København, og at nu skal det være slut med “de negative historier” osv..

Anders Bondo bekræfter begejstret den københavnske konsensus med et selvstændigt og overstrømmende indlæg.

Begge indlæg er en erklæret del af den såkaldte Ny Start, som DLF og KL kalder deres fælles OK18-initiativ.

Fra mit synspunkt kører denne DLF/KL-koreografi rent på KL’s præmis. Det var tydelig at se allerede i foråret.

Kigger vi på den aktuelle konsensus, er det værd at bemærke, at København for nyligt har deltaget i et storstilet AP-Møller-finansieret læringsmålsprojekt med synlig læring og det hele. Det blev evalueret af VIVE her i vinters. I det aktuelle indlæg er der tavshed om denne sag, hvis substans dermed accepteres.

Og så sent som i går kunne Københavns skoleborgmester begejstret fortælle om kommunens ligeledes AP Møller-finansierede skoleledelsesprojekt, hvor alle byens skoleledere skal på kursus hos den nærmest berygtede økonom Johan From fra Oslo. Der bliver masser af læringsmål, data og evidens og bureaukratisk styring. Det er sikkert som amen i kirken. Heller ikke dette forhold nævnes i Bondos eller borgmester/KLFs indlæg.

De to AP Møller-projekter er ellers en del af det, som både KL’s direktør Arne Eggert og Undervisningsministeren i et vidunderligt realitetsflash, som var fremkaldt af Alexander von Oettingen, ligefrem har kaldt for ”pissedårlig undervisning”.

Hele denne pissedårlige realitet forties nu i samarbejdets navn. Den pissedårlige realitet er tavs. Det er det, jeg mener med at Ny Start er en KL-start.

Det svarer på det ideologiske plan til, at Per B. Christensen er blevet leder af KL/DLF-kommissionen. Christensen er også en KL-mand med rod i hele læringsrevolutionens rodnet, inklusiv læringsmål, synlig læring osv..

Per B. Christensen sidder også med i det AP Møller-udvalg, der uddeler midler. Han har siddet der i alle årene. Det er det jeg vil kalde skæbnens ironi.

Links:
Københavns borgmestre og KLF’s formand i fælles udspil: https://www.folkeskolen.dk/…/foerste-skoledag-i-et-staerkt-…

Bondos omtale af aftalen i København: https://www.folkeskolen.dk/…/staerkt-samarbejde-i-koebenhav…

Om målstyret læringprojekt i København: http://www.kora.dk/…/Projekt-%E2%80%9DLaering,-der-ses%E2%8…

Om Københavns tilslutning til kæmpestort skoleledelsesprojekt: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156540224659481&id=837549480&__xts__[0]=68.ARBBzYCZhAGQ8VKKLi9tX47LB-lBv0tZPA_ZES9zcT75FpOPlfWZD90oWyJkQh7qkulsRkG9Usu2SRGVCWfXKTQrSoA0_PCN7dR-5zZYlRQ20njf6K1CLPFBUOzlXREJsdYR7kX6GUAP&__tn__=-R

Om “pissedårlig undervisning”: http://www.thomasaastruproemer.dk/folkemoede-2018-pissedaar…

 

16. d. 19. august: Københavns Kommune, AP Møller og læringsmålstyring

Københavns kommunes AP Møller-projekter:

A.
2014: ”Læring der ses”, (bevilliget: 14,4 mio. kr., sammen med Frederiksberg Kommune)

Projektevaluering, VIVE, 2018: https://www.kora.dk/…/11043-projekt-laering-der-ses-sluteva…
Både projekt og evaluering kører i verdens tommeste læringssprog. Projektet understøttes af UC Metropol (i dag: Københavns Professionshøjskole).

Den centrale konsulent på
Metropols program er/var Klaus Mygind, som er gruppeformand for SF i borgerrepræsentationen og med i skoleudvalget).

B.
2015: Læringsmålsstyring i idræt (bevilliget: 1,2 mio kr).

C.
2016: Læring der ses, 2. del (bevilliget: 8 mio. kr., sammen med Frederiksberg Kommune)

Ansøgning: https://www.frederiksberg.dk/…/Punkt_87_Bilag_2_Udvidet_ans…

Projektansvarlig er Camilla Ottsen, som har været en central støtte for skolereformens læringssyn helt fra starten. Dengang var Ottsen leder af Antorinis og Politikens mønsterskole i Brønshøj. Ansøgningen består af John Hattie- og læringsmålsstyring fra ende til anden. Det er ren skolereform.

D.
2017: Videreuddannelse af skoleledere på Handelshøyskolen i Oslo, som er kendt for læringsmålstyring på den store klinge (12 mio. kr, sammen med Aalborg Kommune).

Indlæg om bevillingen med diverse links: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156540224659481&id=837549480&__xts__[0]=68.ARBpG9CJ2KuqAUZlpsepRQDXYeHudeZbtPcan_t2xbzc1r-nGos5khP4xLQX7ErisM9Z3js1GzytagG3ZEVhgrmyZilibwHwn9HDzv1X–0jw5Miz1Ee8Bn_elbhx4xSwCoiPFhGDr8s&__tn__=K-R

E.
2018: Københavns Lærerforening (KLF) og Københavns Kommune omfavner hinanden i et fælles indlæg i Folkeskolen.dk. Det sker som en del af DLF/KL’s initiativ OK-18-initiativ ”Ny Start”. KLF støttede også den første ansøgning i ”Læring der ses”, jf. punkt A:

Aktuelt indlæg: https://www.folkeskolen.dk/…/foerste-skoledag-i-et-staerkt-…

KLF’s syn på ”Læring der ses”, jf. punkt A, 2015: http://www.klfnet.dk/…/ap-moeller-midler-skal-loefte-melle…/

Andre links:
Man kan læse om de forskellige AP-Møller projekter her: https://www.apmollerfonde.dk/folkeskolen/projekter/

Tidligere indlæg om sagen: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156548269364481&id=837549480&__xts__[0]=68.ARB71A7QC8cGb9vKBPdNOmZ80DdpKeDeIHeLxZ5-ZOfhIfsI9555jZvpkDrLEZ7yoe47LDvu46iEybLTC5o14W_kDWyrS3XjlhoUcozmb6QvXfVr6Hho0Ke5uzlmsMERamfUq_0UDWT1&__tn__=-R

 

17. d. 20. august: SF vil bryde skoleforliget

SF er klar til at opsige forliget om folkeskolen. Om nødvendigt vil partiet lave forlig uden om Socialdemokratiet. Den konkrete begrundelse er, at skoledagen er for lang. Reformen var derfor ”en fejl”, siger politisk ordfører for SF, Jacob Mark.

Desværre går SF’s udmelding ikke på skolereformen i sin helhed, men altså kun på skoledagenes længde. Dermed bliver Marks fine initiativ for let at parere. Alle de andre ordførere henviser bare til, at skoledagens længde skal evalueres i 2019. Det bliver nok VIVE eller EVA eller Nationalt center for Skoleforskning, der skal stå for det, og så ved vi jo godt, hvor dejligt alting er. Der kommer altid en sporvogn og en evaluering til, mens årene går!

Marianne Jelved står last og brast om reformen og forligskredsen. Hun har ellers kritiseret læringssynet kraftigt. Men hun mener heller ikke, at børnene har for mange timer. Der skulle bare rettes lidt op, siger hun. Til trods for, at vi nærmest ligger nr. 1 i verden i timetal. Men det nævner hun ikke. Måske skulle Mark have talt til læringssynet? Var Jelved så blevet lidt mere forvirret? For er det ikke lidt dumt, hvis vi har et dårligt læringssyn plastret ud over verdens længste skoledag fra 0-18 år?

Annette Lind fra Socialdemokraterne, som har været med hele vejen siden 2013, synes at skolereformen har de rette elementer. Det skal bare ”virke bedre”, som det truende lyder.
Det er nok det, man kalder for “evaluering”. Det er derfor, man ikke altid skal gå efter gode evalueringer. Tænk hvis nu, noget der er dårligt, virker. Så er der jo bare tale om realiseret dårligdom.

Alex Ahrendsten siger, at reformen var ”lidt hovsa” og mest byggede på politik og økonomi. Han siger også, ligesom Mark, at reformen var ”en fejl”. Jamen dog! Men han vil ikke bryde forliget, selvom det bygger på en fuldstændig teknificeret anti-nationalisme, som DF burde være totalt imod, hvis de mener noget med deres navn.

Men DF holder fast i deres ”hovsa-fejl”. De elsker slet og ret dårlig politik? Svært at forstå for en borger som mig.

Merete Riisager lyder mest imødekommende, men kan som minister naturligvis ikke bryde forliget, selvom hun nok gerne ville, eftersom hun har været Folketingets centrale kritiker fra 2011 og fremefter.

De konservative er også interesserede, men begrundelserne er anakronistiske (noget om lektiehjælp). Men partiet er jo også efterhånden så googlificeret og disruptificeret, at man slet ikke kan forvente nogen selvstændig skolepolitisk aktion fra den kant.

Journalisten Jacob Fuglsang framer sin artikel til fordel for Annette Lind og forligskredsen. Vi får at vide, at SF laver ”stunts” og vil ”score billige points”. Hans linje er jo, at Riisager=Trump, og så må virkeligheden indrette sig efter den ækvivalens-tese. Resultatet er, at en kæmpestor virkelighed konsekvent skjules for Politikens læsere.

Anni Mathiessen fra V siger også et eller andet.

Og som sagt henviser de alle sammen bare til, at Marks ”fejl” skal evalueres næste år.

Ovre på twitter håner skoleelevernes formand SF’s forslag. Det giver uro, får vi at vide.

SF skal nok brede begrundelserne mere ud, hvis udmeldingen skal have effekt. Men jeg støtter naturligvis initiativet.

https://politiken.dk/indland/uddannelse/art6666372/SF-er-klar-til-skoleforlig-udenom-Socialdemokratiet

 

18. d. 20. august: Merete Riisagers virke til debat

1.
Peter Kemps sidste gerning var at være medforfatter på en kronik, som blev læst op for ham nærmest på dødslejet. Kronikken er et forsvar for Merete Riisagers ”kundskabs- og kulturtilgang”, som har været under primitivt angreb fra Politiken og forligskredsens skolepolitikere i en længere periode. Nu kan ingen vist beskylde Kemp for at være neo-liberalist eller LA’er. Han er blot interesseret i, at der findes en pædagogisk og filosofisk kvalitet i landets skolepolitik, som har både rod og udsyn.

Det er på en måde pinligt for centrum-venstreog Politiken, at denne store verdensborger og Macron-tilhænger slutter sit liv med at rose en person, som Politiken sammenligner med Donald Trump. Måske burde man gå i tænkeboks på Konkurrencestatstidende? Kemps navn er naturligvis også en cadeau til den faglige substans i Riisagers tilgang til de uddannelsespolitiske emner.

De øvrige på forfatterholdet – altså udover Peter Kemp – er:

Brian Degn Mårtensson
Niels Jakob Pasgaard
Lene Tanggaard
Christian Egander Skov
Michael Busch
og mig selv

Der er ingen LA-fans på det hold mig bekendt. Blot folk med pædagogisk interesse. Den frie pædagogiske tænkning og faglighed støtter altså Riisager imod Politikens og centrum-venstres primitive læringsraid. Bladet Folkeskolen var også begejstret for Riisager i sin tid, men det er nok slut nu, hvor DLF og KL er blevet lærings-kærester.

2.
Få dage forinden havde lektor ved SDU, Steen Beck, en kronik på Gymnasieskolen.dk om Riisager. Han roser hende for at interesserer sig for pædagogikkens konservative side og for at sætte fokus på klassisk og litterær dannelse.

Disse passager i Becks tekst er faktisk noget af en bedrift, eftersom pædagogikkens ”konservatisme” i min erindring ikke just har stået centralt i Becks hidtidige indsats. Men Beck er i indre opbrud. Det så vi f.eks. i hans fine lille bog ”Al den snak om læring”, som udkom sidste år og som har en lang rosende omtale af Gert Biestas arbejde.

Men Beck kan dog ikke helt slippe centrum-venstre-hørmen, så han ender alligevel med at gøre det hele til et spørgsmål om neo-liberalisme, eliteskoler, nationalisme og identitetspolitik osv.. Men altså: Kritikken har sat sig spor. Beck ender ikke decideret i Politikens ”Riisager=Trump”-tilgang, selvom der efter min mening stadig mangler nogle seriøse kritiske udfald mod centrum-venstre-læringshegemoniet, ikke mindst fordi gymnasiets magasiner og organisationer helt klart understøtter læringsideologien.

Beck får gjort fint rede for, at der kan være nogle kritiske problemstillinger i relationen mellem ny-liberalisme og pædagogik. Jeg har faktisk selv beskrevet noget lignende i kapitel 42 i bogen ”Pædagogikkens to verdener”. Men en gang imellem må man simpelthen bare bryde ud i forsvar for en oplagt faglig og demokratisk urimelighed. Især når den orkestreres af den ”rene lærings” kulturelle og pædagogiske opløsning. På den måde blev vi alle lidt konservative, selv Beck.

Referencer:
Kronikken i Politiken: https://politiken.dk/…/Drop-kritikken-af-af-Merete-Riisager…

Kronikken på Gymnasieskolen.dk: https://gymnasieskolen.dk/mellem-kulturkonservatisme-og-lib…

Rømer, T.A. (2015). Pædagogikkens to verdener, Aalborg Universitetsforlag, s. 449-483.

 

19. d. 22. august: Poul Aarøe Pedersen i Konkurrencestatstidende

I lørdags havde en bred kreds fra den pædagogiske sagkundskab – heriblandt undertegnede – en kronik i Politiken, hvor vi kritiserede Politikens behandling af både Merete Riisager og avisens dækning af de seneste års pædagogiske reformer.

I dag er der så et svar i avisen fra redaktøren Poul Aarøe Pedersen (PAP). Lad os lige se på det:

1.
PAP er ”vantro”, skriver han. Det lyder som om, at han aldrig har været så overrasket i sit liv. ”Skriver de virkelig det der?” spørger han sin kollega.

Det kan kun fortælle en ting: PAP har ikke fulgt med i de centrale debatter. Han – og dermed også Politiken – lever i en skolepolitisk osteklokke. Andet er der ikke at sige til det.

2.
PAP mener, at ”Riisager er den mest katastrofale undervisningsminister i mange år”. Hermed er linjen lagt. Det svarer helt til kollegaen Jacob Fuglsangs ”Riisager = Trump”-tese.

Det er ikke så sært, at vi andre har kunnet mærke en stærk Antorini/Corydon-venlig tendens både i avisens holdninger og i den redaktionelle dækning siden 2013.

3.
PAP skriver, at Politiken er den avis, der ”mest kritisk” har dækket konflikten mellem KL og lærerne siden 2013. Det kan man da vist roligt sige ikke passer. Politiken har stået på læringsfløjen – dvs. Corydon/Antorini/Ove Kaj Pedersen/Stefan Herman/KL-fløjen – hele tiden.

Dagen efter de store lærerdemonstrationer i april 2013 bragte Politiken på forsiden et kæmpebillede af sangerindens Nabihas krøller, og Ove Kaj Pedersens teorier har nærmest haft frit lejde, også som central reference i lederspalterne.

4.
PAP taler om, at der eksisterer en ”massiv kritik” af ministeren. Men der er altså ikke kun ”kritik”, hvilket bl.a. vores egen kronik jo er et eksempel på (blandt mange).

Riisager får jo også ros fra brede kredse. Men det nævnes næsten aldrig. Og den såkaldte ”massive kritik” er også noget tyndt dokumenteret. Det er jo primært Annette Lind (A) og Anni Matthiesen (V) – to af de allermest begejstrede antorinister – som har sagt noget kritisk af betydning.

Der er sandelig ikke krav om ”rygende pistoler”, når en ”tynd kritik” skal omdannes til en ”massiv kritik”!

5.
PAP taler også om ministerens manglende resultater. Men han nævner ikke Riisagers store arbejde med at af-antorinificere embedsapparatet, hendes arbejde med at indholds- og formålsbasere skolens fagmål, hendes kritik af diverse evalueringsrapporter, hendes store arbejde med at afvikle læringsbegrebets ødelæggende dominans etc..

6.
PAP skriver også, at det er noget ”bla bla bla, vrøvl vrøvl vrøvl”, at Politiken har støttet at ”børn skal opfylde statsdefinerede læringsmål fra fødsel til død uden sans for fortidens erfaringer…”, som vi skriver i kronikken.

PAP mener, at vores – i hans optiks forkerte formuleringer – skyldes, at vi er imod skolereformen. Men hallo! Skolereformen handler jo netop om ”statsdefinerede læringsmål”. Hvis man er for skolereformen, hvilket PAP har været alle årene, så er man også for ”statsdefinerede læringsmål”. De to ting har i 5 år hængt sammen som ærtehalm, selvom der her i foråret kom en let korrektion. Derfor er vores formulering helt på sin plads.

Det er jo det, der har været diskuteret i årevis, vel at mærke totalt uden Politikens bevågenhed.

Med denne brøler bekræfter PAP vores kritik 100%.

Den aktuelle korrektion af ”læringsmålstyret undervisning”, som ellers har været diskuteret i brede faglige kredse, har stort set ikke været dækket af Politiken mig bekendt. Igen: Det er osteklokke-journalistik.

7.
Første gang, jeg stødte på PAP, var dengang, han udnævnte vores ”Uren Pædagogik” fra 2011 til at være årets værste fagbog. Det “reaktionære” slog tilbage, skrev han.

Bidragsyderne var bl.a. Svend Brinkmann, Hans Hauge, Lene Tanggaard og Steen Nepper Larsen, hvilket jo er en blandet flok, for nu at sige det mildt.

I stedet var PAP vild med Niels Egelunds ”Folkeskolens udfordringer”, som fik fem hjerter og blev gjort til ”lektielæsning” for alle skoleinteresserede. Og det var jo Egelund, som i 2013 skrev, at Hatties bog om Synlig Læring bør være ”bibel” for danske lærere. Det var også Egelund, der i 2010 erklærede, at der ikke var forskel på en økonom og en uddannelsesforsker.

Velkommen til Konkurrencestatstidende.

Links:
PAP’s kommentar på nettet: https://politiken.dk/…/Drop-kritikken-af-Politiken.-Merete-…

Kronikken, som kritiserer Politiken: https://politiken.dk/…/Drop-kritikken-af-af-Merete-Riisager…

 

20 d. 25. august:  Kulturmødet 2018

Indtryk fra Kulturmødet 2018:

http://www.thomasaastruproemer.dk/indtryk-fra-kulturmoedet-2018.html

 

21. d. 26. august: Lærings-amok i Aarhus 1

I Aarhus Kommune skal man spare penge. Det er især børnene, der skal stå for. Man vil bl.a. centralisere skoledistrikterne.

Men ved I hvad? Det der med ”besparelser” er bare en overfladisk markør for kommunens reale interesse. Og hvad består den i? Jo, den består i at gennemtvinge skolereformens værste elementer i dens mest nidkære former. Det fremgår tydeligt af et grundigt og indholdsmættet bilag til sparekataloget, som jeg har fundet. Besparelserne skal ligefrem gøre eleverne “så dygtige som de kan”, hvilket jo er skolereformens centrale kode.

Besparelserne er blot en symbolsk anledning til at gennemføre KL’s læringssyn så effektivt som muligt. Det er ren pædagogisk magtkamp.

I bilags-teksten er der fyldt med læringsoptimering, data-evidens, organisationsenhed og kommunal vision, og der er referencer til både Ontario og til Aalborg, som er et andet af landets revolutionære læringscentre. Det er læringstotalitarisme af værste skuffe.

Det er dybt usympatisk og ukvalificeret. Og det hele pakkes ind i nysprog som ”Vi sætter retningen sammen”. Hele sparekataloget kaldes for ”Fælles om nye løsninger”. Vi er virkelig i ”danish for progress”-kategorien, bortset fra at vi her taler om benhård læringsrealitet.

Der er derimod ingen – som i absolut INGEN – sans for den pligt til at tage udgangspunkt i skolens formål, som kommunen er underlagt ifølge skolelovens §1.

Aarhus Kommune er ikke i gang med at spare. Den er i gang med at implementere KL’s version af skolereformen, hvilket jo er det samme som skolereformen de facto. Kommunen vil centralisere, optimere og dataregulere den frisatte “læring”, som ingen sans har for pædagogik, formål, indhold og børn af kød og blod.

Aarhusianerne er heldigvis utilfredse. De har blandt andet organiseret sig i facebook-gruppen ”Bevar skolerne i Aarhus”. Men alle pædagogiske og demokratiske aktører i landet burde blande sig, for problemet er jo ikke kun aarhusiansk.

Rådmanden for området er SF’eren Thomas Medum. Han slog sig ellers op på en frisk kritik af læringsplatformene i vinters. Men nu er han totalt tøjlet af embedsapparatet, som bruger anledningen til at gennemtvinge KL’s centralistiske læringssyn ned i min egen stakkels kommune og dens børn.

Der bliver pres på friskolerne.

Links:
Bilags-teksten: https://aarhus.dk/…/mbu-bilag-til-sparekataloget-forslag-ti…

Hjemmeside for hele besparelsesprocessen: https://aarhus.dk/…/kommun…/besparelser-i-offentlig-hoering/

 

22. d. 26. august: Læserbrevsskribent kritiserer Politiken

Tidligere hovedbestyrelsesmedlem af Danmarks Lærerforening, Peter Hess-Nielsen, har et læserbrev i dagens Politiken.

Hess-Nielsen tager positivt stilling til den kronik, som en række forskere – heriblandt undertegnede – havde i avisen forrige lørdag. Derimod har han ikke meget til overs for debatredaktørens svar på kronikken.

Hess-Nielsen er, ifølge en artikel på folkeskolen.dk fra 2008, ræverød, hvilket blot understreger pointen om, at både Merete Riisagers indsats og Politikens ageren unddrager sig en snæver partipolitisk bedømmelse.

Her er læserbrevet:

Overskrift: ”Jeg genkender billedet”

Selve læserbrevet:

”Lørdag 18.8 skrev en række uddannelsesforskere en kronik i Politiken om undervisningsminister Merete Riisager og skoledebatten i Danmark, bl.a. i Politiken.

Det er en skarp kommentar til den herskende reformelite.

Jeg er ikke enig i alt, hvad de skriver. Men det er en interessant kronik. Tak for den.

Til gengæld mener jeg, at Poul Aarøe Pedersens (PAP) svar 22.8 er noget arrogant. PAP mener, at læserne må have svært ved at genkende det billede, der tegnes af Politikens dækning af indførelsen af skolereformen i 2013/14 og videre frem.

Jeg kan godt genkende billedet. Bare ét eksempel. PAP skriver, at Politiken ”…kritisk har dækket den proces mellem KL og lærerne, der kørte af sporet i 2013…”. Alle ved i dag – på nær PAP – at det ikke var en proces mellem KL og lærerne, men en totalt finansministerielt instrueret aktionsplan, som ikke kørte af sporet, men havde til formål at knægte lærernes overenskomstmæssige rettigheder og erstatte dem med lovgivning.

Den erkendelse er aldrig formuleret til læserne gennem Politiken, som gerne vil fastholde myten om to parter, som begge må give sig og ”bla bla bla”, for nu at citere PAP.”

Links:
Lidt om skribenten: https://www.folkeskolen.dk/53709/peter-hess-nielsen-60-aar

Link til den oprindelige kronik: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156557475094481&id=837549480&__tn__=K-R

Link til PAPs svar på kronikken: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156562159194481&id=837549480&__xts__[0]=68.ARDjLBttFOGwEKB4crHIZYevQNrKAoX7elrRMFEL6hvACyx9JKO6xfu_f4QY2ENlmxT8bZZaUEV_-MgAsN1VyVAb_c2cHOWl0YkZaOHdCuDw4jnLS4tiRoRL3fO7jzLV7Y4-T-Q&__tn__=-R

 

23. d. 26. august: Læringsamok i Aarhus 2

Hvem står for den aktuelle århusianske implementering af skolereformens værste sider under den symbolske markør ”besparelse”?

Jo, det gør kommunens skoledirektør jo. Hvem er han? Jo, det er Søren Aakjær. Ok, og hvem er han så? Ja, han er tidligere formand for Aarhus Lærerforening. Under storkonflikten i 2013 stod han faktisk som fagforeningsformand for en særlig aarhusiansk model, som af visse DLF-kredse med rette blev opfattet som usolidarisk, fordi den indebar en form for arbejdstidsaftale med Aarhus Kommune, midt i konflikten vel at mærke.

Jeg kan huske, hvordan jeg stod nede på rådhuspladsen i Aarhus sammen med byens lærere dengang i 2013. Her skræppede Aakjær op om hans usolidariske ideer, som desværre blev købt af lærerne, så vidt jeg kunne bedømme det. Det var ligefrem meningen, at vi skulle stå og tiljuble ham, mens dansk skole sejlede i ruiner! Så vidt jeg husker, var de centrale dele af DLF som sagt heller ikke begejstrede.

Aakjær knæsatte med andre ord en tidlig version af den ”Ny Start”, som DLF i dag arbejder sammen med KL om. I dag er DLF selv blevet en slags Aakjær.

Få måneder efter konflikten i 2013 flyttede Aakjær kontor til rådhuset. Dermed var den aarhusianske modstand lammet. Aakjær kunne nu styre den OK-konstruktion, han selv havde konstrueret. Ja, den nye formand, Jesper Skorstensgaard, kunne endda i forbindelse med jobskiftet erklære, at han var “helt tryg” ved det videre arbejde. I dag har Skorstensgaard nok fortrudt sin ja-hat. I al fald har han kritiseret Aakjærs aktuelle ideologiske besparelser i pressen.

Og nu er Aakjær altså blevet skoledirektør i den kommune, som KL’s formand, Jacob Bundsgaard, er borgmester i. I den egenskab står Aakjær nu – sammen med SF-rådmanden Thomas Medom – for den helt store læringsdataficering af de aarhusianske skoler. KL har vundet en mega-sejr i Aarhus.

Aakjærs bevægelse er et symbol på den såkaldte ”Ny Start”, som går ud på, at DLF anerkender KL’s skolesyn, som DLF efterfølgende endda gøres til vagthund over, med timeregler osv..

Det er et symbol på DLF’s dybe forbundethed med skolereformens indre filosofi, om et paradoksalt åndsfællesskab med KL, om tilslutningen under sin modstanders dagsorden.

Der er en dyb ironi i dette jobskifte og dets forbindelse med Ny Start.

https://www.folkeskolen.dk/534009/aarhus-laerernes-formand-bliver-ny-forvaltningschef-i-kommunen-

 

24. d. 27. august: Flot kronik af Riisager

Ifølge Politiken er Merete Riisager ”den mest katastrofale undervisningsminister i mange år”. Ja, avisen sammenligner hende ligefrem med casino-desperadoen Donald Trump fra USA.

Men prøv lige at læse Riisagers kronik i dagens Kristeligt Dagblad. Her er ikke andet end god kundskabsstemning med fuld henvisning til landets rødder og virkningshistorie, som vi i så høj grad er rundet af. Der er også masser af friskoleånd, pædagogisk frihed, kritisk sans, lejrskoler, teater, fortælling og historisk dybde samt en kritik af centrum-venstres konkurrencestatsideologi og statens læringsmålsstyringsmani.

Der er også plads til referencer til postmoderne poesi, den jugoslaviske borgerkrig og så videre. Endelig er der fuld forståelse for, at det snarere er læringsoptimeringstænkningen end banale eksaminer, der er en central årsag til, at unge har ”ondt i maven”, som det hedder.

Ja, ministeren siger ligefrem, at undervisningen er en gave. At læreren giver gaver, er det stik modsatte af læringsmålsstyring.

Det er en egen pædagogisk ro over kronikken, som næsten ikke kan roses nok. En form for mild national glæde med åben kulturel og politisk interesse.

Man kan selvfølgelig altid pege på det ene og det andet. F.eks. kommer Riisager til at sige, at skolereformen har haft fokus på faget dansk. Det har den ikke, kun på en teknisk forståelse af læsning, hvilket er det modsatte af faget dansk, som jo er et dannelsesfag. Og under den modsætnings kappe har dansk-faget desværre kunne udvikle sig stik imod Riisagers almene markeringer, nemlig væk fra kulturen og hen i retning af OECD-kompetencer og læringsstyring.

Men uanset denne detalje: Jeg synes ærligt talt, Politiken har et kæmpeproblem. Resten af det pædagogiske Danmark har derimod fået sig en kæmpeløsning.

Links:
Riisagers kronik: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/en-skole-med-mening

En artikel om undervisning som gave: https://tidsskrift.dk/SLP/article/view/27689

Poul Aarøe Pedersen (PAP) fra Politiken om den “katastrofale undervisningsminister”:
https://politiken.dk/…/Drop-kritikken-af-Politiken.-Merete-…

 

25. d. 28. august: Læringsamok i Aarhus 3

Aarhus Kommune implementerer nu – under dække af ”besparelser” – et storstilet projekt, som hedder ”Stærkere Læringsfællesskaber”. Jeg har snuset lidt i den officielle omtale i et BU-nyt fra september 2017. Den netop afgåede direktør, Jan Præstholm, kalder også projektet for LOKE, opkaldt efter navnet på et ”ledelsesudviklingsprogram”. Læringsfællesskab=ledelsesprogram! Øjnene er helt blanke.

Præstholm vil inddrage alle medarbejdere i ”brugen af data, teamsamarbejde og feedback”. Han siger, at man på den måde kommer ”endnu tættere på praksis”. Det hele er en del af en ”fælles læringsvision om at skabe progression”.

Længere inde i bladet kan man læse, at ”visionen” er lig såkaldte ”effektmål”, som knyttes til en ”mental model”, til ”adfærdsmønstre og strategier” og til et ”fælles mindset”. Præstholm mener, at man dermed ”udfordrer vaner og mønstre, når der skal tænkes nyt”.

I piecen kan man læse, at ”den fælles vision” støttes af den lokale fagforening for lærerne, ÅLF, og af forældreforeningen. Jeg håber, Jacob Skorstensgaard, som er fagforeningsformand, fortryder dette kedelige og tidlige eksempel på den fælles DLF/KL-tankegang, som kaldes for Ny Start?

Et af kapitlerne hedder ”data er det nye sort”. Her udtaler Søren Aakjær, som tidligere faktisk var en meget problematisk formand for ÅLF i 2013, men som i dag har overtaget Præstholms direktørstol, følgende:

”Fokus på datainformeret ledelse har givet god energi og skabt en fælles tilgang på tværs af alle tilbud. Det giver en ny platform for udveksling af viden og udviklingen af det tværfaglige arbejde i eksempelvis lokaldistriktet. Dermed er det med til at skubbe på den fælles refleksion og systematik, som skal skabe dynamikken og stærkere fællesskaber”.

Man har også fået en lektor fra UC-VIA, Niels Bjerre Tange, til at udtale sig. Han siger følgende i den samme forfærdelige ånd:

”Indsnævret til læring, så viser god data noget konkret om læringsudbyttet for eleverne. Meget af den data, vi i dag indsamler i skolen, er karakteriseret ved at være standpunktsdata – et øjebliksbillede. Den giver ikke viden om elevens læringsprogression og læringsudbytte. Hvis vi skal bedrive datainformeret ledelse, er det afgørende, at den tilgængelige data også giver et progressionsbillede”.

Mange af disse ord, som understøtter en centraliseret datalæringsoptik, spadserer direkte ind i den tekst, som er udgivet af kommunen i forbindelse med sparekataloget.

Man kan også læse om kommunens digitale tjenester. Der er følgende:

Læringsportalen MinUddannelse
Google Suite for Education
Det digitale dialoghjul
Digital sprogvurdering
Digital fremmøderegistrering
Intranet
Aula

Især Googles platform er central. Platformen er…

“den obligatoriske produktionsplatform for alle elever og pædagogiske medarbejdere, som understøtter den enkelte elevs læringsudbytte”

Og under MinUddannelse står der følgende:

“Læringsplatformen MinUddannelse understøtter de pædagogiske medarbejderes planlægning, gennemførsel og evaluering af elevernes læring, mens læringen bliver synlig for eleverne”.

Altså ren “Synlig læring”-ideologi og datareguleret læringsmålsstyring.

Folkeskolens formål og den pædagogiske tradition, der ligger til grund nævnes overhovedet ikke. Loven er tavs i Aarhus.

Centraliseringsforslaget i Aarhus er ikke en besparelse. Det er en anti-pædagogisk ideologi.

Links:
Aarhus Kommune: Stærkere fællesskaber, september 2017: https://aarhus.dk/…/boernogungenytnr182017-staerkere_faelle…

Det bilag til det aktuelle sparekatalog, som forbinder besparelserne direkte med ”Stærkere Fællesskaber”: https://aarhus.dk/…/mbu-bilag-til-sparekataloget-forslag-ti…

ÅLF’s oprindelige tilslutning til Stærkere Fællesskaber, som altså bekræftes i 2017-piecen: http://www.aalf.dk/nyhed…/2017/april/staerkere-faellesskaber

 

26. d. 28. august: Samlede refleksioner over situationen i Aarhus Kommune

http://www.thomasaastruproemer.dk/aarhus-kommune-gaar-laeringsamok.html

 

27. d. 30. august: Folkeskolen.dk er tavs om Aarhus

Der er noget, jeg har tænkt over:

Der er jo gang i Aarhus for tiden. Altså alt det der med skolenedlæggelser og ”stærke læringsfællesskaber” og organisatorisk enhed osv.., ikke sandt? Jeg skrev om det på min blog i forgårs, hvis nogen vil læse mere om det.

Men med alt det drama skulle man jo tro, at et site som Folkeskolen.dk ville være på pletten? Men så vidt jeg kan se, har bladet ikke bragt et eneste indlæg om sagen? Der er tavst som en pandekage. Det er da mystisk.

Og det er endda ekstra mystisk, fordi bladet faktisk plejer at være der som en kurrende due, når KL og DLF kissemisser. Eller rettere: Sådan var det selvfølgelig ikke i gamle dage, altså før maj 2018. Men sådan er det blevet siden den såkaldte ”Ny Start”, som er sådan en slags KL/DLF-forlovelse.

Men nu er der altså problemer i KL-formandens kommune, nemlig Aarhus, hvor man forsøger at tvinge læringsideologien igennem med den tidligere lærerfagforenings-formand, Søren Aakjær, som energisk forvaltningschef og direktør og med en lidt blød SF’er ved rådmandsroret.

Den lokale fagforeningsmand, altså Aakjærs efterfølger, som tidligere har købt kommunens læringssyn, er ellers imod nedlæggelserne. Han har dog ingen gode grunde, eftersom han jo har købt hele ideologien. Det er lidt synd for ham, men der er altså ingen støtte fra DLF eller Folkeskolen.dk

Så måske er KL sådan lidt fredet? Konflikter skal måske ties ihjel, så Ny Start kan arbejde uhindret? Dvs. så KL’s skolesyn kan sætte sig frit igennem, samtidig med at DLF får en arbejdstidsaftale, som kan bidrage til at vogte over KL’s sejr.

Jeg skrev faktisk til et redaktionsmedlem i tirsdags og påpegede problemet, men det har jeg ikke fået noget svar på.

 

28. d. 30. august: Interview med Lene Tanggaard i FORSKERforum

Jeg vil blot gøre opmærksom på, at bladet Forsker-Forum har en omtale af vores kronik i Politiken fra forrige lørdag, hvor vi forsvarerede undervisningsministerens skolesyn og kritiserede Politikens ditto.

Omtalen tager form som et slags kommenteret interview med Lene Tanggaard, som jo er medforfatter på kronikken.

Vinklingen er noget speciel. Måske er den lidt i sjov? Men den er jo slet ikke sjov, bare Politiken-agtig. Men døm selv:

Overskrift: ”Chok: Forskere forsvarer minister”

Undertitel: ”Professor erkender, at det ikke er god forskerkotyme at gå i brechen for en liberal minister”.

Selve artiklen:
“Forskere skal være frie til at tale magten imod. Det synspunkt hører man ofte, og mange forskere – trods alt – tager da også pligten på sig og taler dunder mod stat og lovgivere, når de ikke gør, som de bør. Ikke mindst den nuværende borgerlige regering har måttet tage mange verbale, akademiske tæv, når den har skåret ned på uddannelse og forskning, negligeret klimaproblemerne, lukket landet for udlændnge og så videre.

Men forleden så man en ny situation. En lille flok forskere valgte at gå i offentligheden med et klokkeklart forsvar af den siddende undervisningsminister Merete Riisager (LA).

”I fagkredse er Merete Riisager den mest afholdte og mest respekterede undervisningsminister i nyere tid”, hed det blandt andet i den kronik i Politiken, hvor forskerne går i rette med avisens kritik af ministeren.

FORSKERforum har spurgt en af skribenterne, psykologiprofessor Lene Tanggard fra AU, hvad det er for noget rod.

”Det er ikke så meget et forsvar for Meretes person, men for den tænkning, hun har forsvaret – det pædagogiske sprog omkring dannelse. Politiken har kørt hårdt på med kritik af Merete, hvilket er helt legitimt. Men jeg har talt med rigtig mange lærere og pædagoger, der oplever at blive hørt på en helt ny måde under hende, og det handler vores kronik om”, siger Lene Tanggaard.

– Er det mere kontroversielt som forsker at forsvare en minister end at kritisere?

”Ja, det er nok mere kontroversielt, hvilket jo er et ret interessant fænomen. Forskningen skal jo selvfølgelig pille tingene fra hinanden, men forskningen skal også bygge op. Jeg kritiserer rigtig meget, men jeg er også optaget af, at forskningen bygger op”

– Er det ikke forskeres rolle at tale magten imod?

”Jo, men hvis man skal vende det rundt, så er det måske også det, vi gør. Merete står jo ikke specielt stærkt. LA er ikke et klassisk regeringsparti, og sandsynligheden for, at hun er minister efter valget, er ikke ret stor.”

– Så Politiken er mere magtfuld?

”Ja”

– LA er normalt ikke et parti, forskere står i kø for at hylde?

”Nej. Som flere kolleger og lærere har konstateret, står verden ikke længere. Pludselig har vi en LA-minister, der forsvarer lærerne og taler et dannet sprog og ikke i neoliberalistiske termer. Det er jo ret paradoksalt”.

Polemikken, som Tanggaard og hendes medskribenter kaster sig ind i, handler groft sagt om folkeskolereformen, som Merete Riisager er modstander af, men som Politiken har forsvaret, samt forholdet mellem den og de tilknyttede måleregimer, herunder de nationale tests.

Lene Tanggaard har været formand for en rådgivningsgruppe, nedsat af Merete Riisager, omkring folkeskolens læringsmål.

– Er der kolleger, der ser dig som ministerens lakaj?

”Det er ikke noget, jeg har hørt direkte. Men det er rigtigt at myndighedsbetjening kan være beskidt arbejde. Det er nemmere at blive på kontoret og ikke blande sig politisk. Men min overvejelse var, at jeg i denne sammenhæng var den rette til at tage det ansvar”.”

(FORSKERforum, september 2018)

Til sidst er der en faktaboks, hvor der står følgende: “Skribenterne til kronikken i Politiken var, udover Lene Tangaard, Brian Degn Mårtensson, Niels Jakob Pasgaard, Christian Egander Skov, Mikael Busch, Thomas Aastrup Rømer samt nyligt afdød Peter Kemp”

Tak til Tanggaard for at holde dette skrækkelige interview ud.

Jeg ser frem til at FORSKERforum laver et tilsvarende interview med alle de ”lakajer”, som totalt ukritisk har støttet skolereformens, og dermed Antorinis, antipædagogik. Jeg kan da også fortælle journalisten, at alle mulige forskere både kritiserer og støtter både røde og blå på kryds og tværs, og heldigvis for det.

Jeg synes faktisk også, det er forkert at kalde Tanggaard for det lidt barnlige “psykologiprofessor” og ikke det korrekte “professor i psykologi”, især når hun så ifølge journalisten ovenikøbet er ansat ved Aarhus Universitet, hvilket hun jo slet ikke er.

Link til bladet (interviewet står på bagsiden):

https://www.preducation.dk/client-files/forskerforum/ff-316-317.pdf