Her er 50 facebook-opdateringer fra oktober 2018. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

1. Facebook-drys 52: august 2018
2. Politiets funktion
3. Identitetspolitisk tsunami:
4. Præstens partibog
5. En sur firkant
6. Kritik af Gert Biesta
7. Et KL-intermezzo
8. Merete Riisager forlader politik
9. Kim Larsen som intellektuel
10. Aktuelle indlæg om Morten Kvist-sagen
11. Susanne Crawley Larsens selvmodsigelser
12. Grundtvigianismens opløsning i 90’erne og 00’erne
13. Facebook-drys 53: september 2018
14. Altingets ”nøglepersoner”
15. Dansk Frysepartis valgplakat
16. Tørklædets vævning
17. Jacob Mark i fremragende aktion
18. Forslag til digital dannelse
19. Klimapolitik uden dannelse 1
20. Klimapolitik uden dannelse 2
21. Klimapolitik uden dannelse 3
22. Disruptionsrådet
23. Fire trusler mod pædagogikken
24. Klimapolitik uden dannelse 4
25. En børnehavehistorisk betragtning
26. Uren journalistik
27. LA og den europæiske bankskandale
28. 1980’ernes liberalistiske spredehagl
29. Identitetspolitisk fortælling
30. Indoktrinering 1
31. What is your topic?
32. Indoktrinering 2
33. Indoktrinering 3
34. Statens data-liv
35. Erik Schmidt i Landsretten: Alle indlæg i sagen
36. Ole Borgå kritiserer Antorini
37. Urimelig behandling af Carolina Magdalena Maier
38. Læringsbarometer eller læringsglemsel
39. Erik Schmidt i Landsretten: Demonstration kl.9
40. Erik Schmidt i Landsretten: Mikael Busch i Fyens Stiftstidende
41. Erik Schmidt i Landsretten: Overbliksartikel på folkeskolen.dk
42. 00’er-stemning i friskolerne
43. Erik Schmidt i Landsretten: Lov eller revolution?
44. Lav score på smal præmis
45. Halløj på lærerværelset
46. Læringshygge og Big Data hos Systime
47. Erik Schmidt i Landsretten: Analyse af byretsdommen
48. Erik Schmidt i Landsretten: Mikael Busch i Kristeligt Dagblad
49. Erik Schmidt i Landsretten: Anders Bondo i Politiken
50. Erik Schmidt i Landsretten: Dagens syv indlæg

 

1. d. 1. oktober: Facebook-drys 52: august 2018

Diskussioner fra august 2018:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-52-august-2018.html

 

2. d. 1. oktober: Politiets funktion

For et nogle uger siden gav en dansk betjent en krammer til en kvinde i Niqab under en offentlig demonstration. Betjentens handling blev ligefrem rost af politiledelsen og gik efterfølgende verden rundt. Nu bruges billedet af de identitetspolitiske debattører omkring Radikale Venstre og Alternativet som et eksempel på dansk frisind.

Jeg synes, det er ubehageligt at se på billedet. Og det er vel at mærke ikke, fordi kvinden bærer Niqab, men fordi betjenten er i uniform.

(Jeg er i parentes bemærket selv imod den såkaldte “burkalov”, som var demonstrationens anledning)

Politiet skal overhovedet ikke kramme nogen. En betjent skal opføre sig værdigt, korrekt og neutralt med loven i hånd, enkelte gange kan han måske være hjælpsom.

Hvad bliver det næste? Skal betjenten også kramme en Trump-tilhænger, som er bange for at miste sit job. Eller en rocker, som mister sit kørekort? Eller en BZ’er som er sur på sin mor? Eller får jeg et kram, hvis jeg bliver taget uden cykellygter?

Sagen har intet med dansk ”frisind” at gøre, tværtimod. Sagen er snarere et udtryk for et identitetspolitisk overgreb på de politisk-juridiske funktioner, og det er meget skuffende, at både politiledelsen, betjentenes fagforbund og landets justitsminister ikke benytter lejligheden til at ridse politiets funktion og pligt op.

 

3. d. 1. oktober: Identitetspolitisk tsunami

Indtil nu har åndsfriheden især været knægtet af en teknokratisk læringsideologi. You know: hvis du kritiserer læringsrevolutionen og taler for dannelse, så har du ”negative holdninger”, så ud med dig!

Den trussel gælder stadigvæk. Se f.eks. på socialdemokraternes konkurrencestatsoplæg om forskning og videregående uddannelser. Ren ødelæggelse af universitetstraditionen. Og om en måned kommer Agedrupsagen for Landsretten.

Men nu rejser sig endnu en trussel. Den nye venstrefløj er direkte på vej ind i The Square, dvs. et lukket rum af politisk korrekthed, som knægter åndsfrihed og frihed i det hele taget, og som opløser landets liv i konstruktivistiske identiteter, der opfatter enhver berøring som en krænkelse.

Det er især hos Radikale, SF og Enhedslisten, den er gal. Visse kredse hos de radikale er endda ekstra hårdt ramt. Her er nogle aktuelle eksempler. I den kommende tid vil det strømme ind med flere:

1. Svensk TV varedeklarerer direkte Sverige demokraternes debatindlæg i en partilederdebat. Herhjemme jubler især Alternativet og de Radikale.
2. På Københavns Universitet må man ikke klæde sig ud som indianere.
3. Man nægter at deltage i Folketingets gudtjeneste, fordi den ellers fremtrædende præst og pædagogisk intellektuel, Morten Kvist, for ti år siden har sagt, at han synes, at der skal være en mor og en far i en plejefamilie og kritiseret den begyndende identitetspolitik. Kvist har faktisk også sagt, at han gerne vil vie et homoseksuelt par, men det var der ingen, der lagde mærke til i identitets-saunaen. Næste år kommer der nok en SF-præst, som også mener et eller andet om noget. Så er der måske nogle andre partier, som bliver krænket, sikkert nogen fra DF. Det er skruen uden ende.
4. Landets politi skal trøste og kramme folk, hvis de føler sig krænket og græder under offentlige demonstrationer.
5. På Aarhus Universitet må man ikke klæde sig ud som Obama. Først måtte man heller ikke klæde sig ud som en indianer, men så måtte man godt alligevel. Der sidder en kommunikationsmedarbejder og sletter billeder på Instagram og giver lov og trækker tilbage. Det er meget bizart. Man kan læse mere om det på linket. Jeg får lyst til at spise noget matador-mix.
6. Om lidt kommer der også en ”code of conduct” på AU, som faktisk også omtales i artiklen. De nye regler skal indsnævre den frie debat af hensyn til nogle ganske få anonyme personer, som i en arbejdsmiljøundersøgelse har sat kryds ved, at de er blevet krænket af at få kritik af en eller anden. Hvorfor snakker man ikke bare med dem, i stedet for at lave generelle regler? Der er i forvejen et udvalg for god videnskabelig praksis, der beskytter ”faglig og saglig kritik”, så der er tale om en klar udvidelse. Kommunikationsmedarbejderen og et par ledelses-darlings skal formodentlig stå for at sortere i både artikler, bøger og sociale medier. Nu må man nok ikke skrive ord som ”indianer” eller ”Obama” mere? Eller måske må man ikke kritisere en eller anden foucault-fan i København? Der kommer en dyne af underforståede trusler mod forskningsfriheden herfra og til Mols.

Vi kommer godt nok til at savne Kim Larsen i det her land.

Link til den nye indianersag på Aarhus Universitet:

http://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/au-fjernede-fotos-af-studerende-klaedt-ud-som-obama/

 

4. d. 2. oktober: Præstens partibog

Jeg overvejer at gå i kirke på søndag. Jeg skal dog lige tjekke præstens partibog og Infomedia først. For tænk nu hvis hun engang har sagt noget forkert om ulve eller om karikaturtegnere eller mænd eller kvinder. Hun skal jo også helst være SF’er eller Alternativist. Ellers bliver jeg utryg.

Kun hvis alt det er i orden, går jeg i derhen. Men jeg tager dog både ørepropper og VR-briller med, hvis der pludselig skulle falde en anstødelig bemærkning oppe fra alteret alligevel.

Inde i VR-universet, som hedder The Square, kan jeg mødes med de andre krænkede, som også har ørepropper, og som aldrig har sagt noget skævt i manegen. Morten Østergaard er spilfordeler.

Og hvem ved, måske bliver vi i “VR-The Square” forever?

 

5. d. 2. oktober: En sur firkant

Den er helt gal. Jonathan Spang har klædt sig ud som mexicaner, jeg drikker sort kaffe, og Sømanden Will den Fromme overfalder en stereotyp villig kvinde i et Lørdagshjørne fra gamle dage.

Og nu.. ohh my humanisme…. der går en familie med en mor og en far. Det er simpelthen for unormalt…. undskyld, jeg mener anormalt.

Og nu…. nej, hvor væmmeligt og umoralsk. Der er en person, der plukker et æble. Hvilken voldtægt af træet.

Og der… nej, helt ærligt. Det går en eskimo, der har klædt sig ud som en eskimo. Indberet ham til Code of Conduct-udvalget!

Og hvem er med i udvalget? Ingen, for det består af en datamat uden køn eller farve.

Men datamaten har skam et navn. Den hedder RVSFAltEL. Den står på en lille sur firkant.

 

6. d. 3. oktober: Kritik af Gert Biesta

Fire aktuelle kritikker af Gert Biestas filosofi:

A.
To yngre danske pædagogiske forskere, Mikkel Helding Vembye og Morten T. Korsgaard, har skrevet en fremragende kritik af en række indre modsætninger i Gert Biestas arbejde. Man kan læse deres analyse i tidsskriftet ”Nordic Studies” (nr. 3, 2018). Kritikken går især på, at Biestas arbejde med systemteorien ødelægger hans muligheder for en adækvat forståelse af både pædagogikkens ontologi og Hannah Arendts filosofi:

https://www.idunn.no/np/2018/03/funktionalistisk_paedagogik

B..
En lignende kritik af Biestas forståelse af ontologi kan man i øvrigt læse hos den interessante italienske forsker Vasco d’Agnese i en Heidegger-inspireret analyse fra 2016:

https://www.tandfonline.com/…/pdf/10.…/00131857.2015.1004154

C.
Det er også værd at nævne et aktuelt såkaldt ”manifest for en post-kritisk pædagogik” fra 2017. Forfatterne kritiserer et ”pædagogisk manifest”, som Biesta skrev i 2011 sammen med kollegaen Carl Anders Säfström. Det nye manifest trækker på samme læsninger af Arendt, som Vembye og Korsgaard gør.

Man kan læse mere om manifest-diskussionerne her:

http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-to-paedagogiske-m…

D..
Selv præsenterede jeg en lignende kritik i artiklen ”Er Gert Biesta dannelsesfilosof? Artiklen står i bogen ”Uddannelse for en menneskelig fremtid – Gert Biestas pædagogiske tænkning”, som er redigeret af Lærke Grandjean og Ole Morsing (KLIM 2017).

Så den pædagogiske teori er i fuld bevægelse.

 

7. d. 3. oktober: Et KL-intermezzo

Politikens Skoleliv bringer i dag et portræt af Herlevs borgmester, Thomas Gyldal, som jo også er den magtfulde formand for KL’s skoleudvalg.

På et tidspunkt omtales et møde med borgmesterkollegaen i Rødovre, Erik Nielsen, som jo var formand for KL under OK13-konflikten med lærerne.

I beskrivelsen af mødet kan man mærke de to mænd gløde af den form for ideologiske teknologibegejstring, som i disse år strømmer igennem KL:
————————-
”Den røde løber er rullet ud på en parkeringsplads i Rødovre. I en tilstødende bygning ligger kommunens nye teknologieksperimentarium, Tek X, som Thomas Gyldal skal være med til at åbne denne septemberdag. Han er her med »KL-kasketten« og er inviteret af Rødovres borgmester, partifællen Erik Nielsen. Hjemmevant går Gyldal hen og hilser på sin borgmesterkollega.

»Tillykke med det. Det er flot,« siger han, og Erik Nielsen kvitterer med et bredt smil.

De småsnakker om en studietur til Silicon Valley, og om vigtigheden af at få teknologien ind i folkeskolen.

»Børn på denne her størrelse sidder jo kraftedeme og koder,« siger Gyldal og måler en meters penge med hånden.”
———————

Hvad er ”en studietur til Silicon Valley”, spørger du måske?

Det kan jeg fortælle. Det er et kursus hos det Singularity Universitetet, som jo er symbolet på den nye datakapitalisme.

Direktøren for det konsulentbureau, Dare Disrupt, som har lavet KL’s teknologiudspil er også uddannet her. I udspillet roses iøvrigt det dybt umoralske firma Cambridge Analytica.

Disruptionsrådet, læreruddannelsen og erhvervsministeriet er også stærkt påvirket af singularity-bevægelsen.

I nabokommunen Høje Taastrup bor en anden teknologibegejstret KL-borgmester, som også er ekstremt involveret i opgøret med dansk pædagogik. Det er Michael Ziegler, som jo forhandlede både OK13 og OK18. Også han promoverer californisk teknologiideologi til den store guldmedalje. WA skrev om det i foråret.

Dengang i 2013 var det Konkurrencestaten, der dominerede de bonede gulve. Nu er det Datastaten. Og det er KL og erhvervsministeriet, som svinger pisken over pædagogikken

En krølle, som jeg tror er vigtig:
Bevægelsen fra Konkurrencestat til Datastat svarer til den pædagogiske evidensforsknings bevægelse fra ”evidensbaseret” til ”evidensinformeret”.

Før skulle pædagogikken funderes på en ren metode, der kunne knyttes op til scoren på PISA og nationale tests. Nu skal pædagogikken funderes i rådatalandskaber, der kan forudsige og optimere dit næste skridt i konkrete softwaresystemers opkobling på big-datamodeller. Dermed bliver det ikke nødvendigt med makro-modellerne.

Link til portrættet:

https://skoleliv.dk/nyheder/art6738247/%C2%BBAlle-mennesker-vil-synes-at-det-var-meget-bedre-at-han-blev-statsminister%C2%AB

 

8. d. 5. oktober: Merete Riisager forlader politik

Regering og skoleforligskreds har presset al virkelighed ud af skole og samfund. Riisager er en af de få, som vedholdende har kæmpet på virkelighedens side.

Langsomt har hun “justeret” skolen, men til sidst endte skolen og regeringen med at ville “justere” hende.

Og lige som den ensomme musketerinde selv var ved at blive opslugt i regeringens og forligskredsens antivirkelighed, beslutter hun at forlade scenen. Hun “savner virkeligheden”, siger hun. Vi er nogen, der kommer til at savne hende.

https://www.altinget.dk/artikel/merete-riisager-forlader-politik-efter-valget?ref=newsletter&refid=28992&SNSubscribed=true&utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=altingetdk

 

9. d. 5. oktober: Kim Larsen som intellektuel

Det er vanskeligt at forestille sig bedre TV end at høre Kim Larsen fortælle om sit stærkt poetiske samarbejde med vennen Mogens Mogensen om en række af Gasolins bedste tekster.

Fortællingen om, hvordan bandet fik Mogensen til at recitere sin lyrik hen over rytmen i ”Tremastet beton”, er ubetalelig morsom. Og decideret både oplysende og rørende er det, når Larsen fortæller, hvilke helt konkrete sætninger, der er hans, og hvilke der er Mogensens, f.eks. i sangen ”Se din by fra tårnets top”. Og pædagogisk på højt plan bliver det også, når Larsen forklarer, hvordan han lærte af sin mester ud i lyrikken.

Nu jeg er ved det, vil jeg også anbefale Kim Larsens fortolkning af filmen ”Rumrejse år 2001”. Der er er masser at tænke over.

Links:
Kim Larsen om sit samarbejde med Mogens Mogensen: https://play.tv2.dk/…/broedre-i-aanden—kim-larsen-og-mog…/

Kim Larsen om Kubriks film: https://www.ekkofilm.dk/…/kim-larsen-om-rumrejsen-ar-2001/…/

 

10. d. 6. oktober: Aktuelle indlæg om Morten Kvist-sagen

I dag og i går har der været fire indlæg om den absurde sag om Morten Kvists gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Sagen er dybt pinlig for den nye identitetspolitiske venstrefløj.

A.
De to tidligere Deadline-værter Adam Holm og Nynne Bjerre behandler sagen i dagens udgave af p1-programmet ”4.division”. Holm og Bjerres behandling af sagen er god at få forstand af. Især Bjerre arbejder nærmest snusfornuftigt i sin direkte journalistik. Det er som om, at Holm på et tidspunkt lærer noget om, hvad man kan spørge om. Identitetsideologerne har ikke villet deltage i programmet.

Link til radioprogram. Indslaget om Kvist starter kl. 14:49: https://www.dr.dk/radio/p1/4-division/4-division-29.

B.
Kurt Strand behandler også sagen i ”Mennesker og medier”. Programmet indledes med diskussion af Kvist-sagen, hvor Kristeligt Dagblads redaktør gør en jætte-indsats. Det handler dog mere om DR’s konkrete dækning:

https://www.dr.dk/radio
/p1/mennesker-og-medier/mennesker-og-medier-2018-10-05

C.
Klaus Wivel har en leder om sagen i Weekendavisen, som også kritiserer identitetsideologerne.

D.
Sagen diskuteres også i DR’s Debatten fra i går. Her fortæller en Mikkel Raahede, at en “mor” ikke har noget med køn at gøre. Identitetspolitikken er i dyb fejltagelse. Det er sørme godt, vi har Kvist, som gør en jætteindsats i en presset situation.

https://www.dr.dk/…/debatt…/debatten-dr2/debatten-2018-10-04

 

11. d. 6. oktober: Susanne Crawley Larsens selvmodsigelser

Den radikale politiker Susanne Crawley Larsen har siden 2014 været skolerådkvinde i Odense. Det var Larsen, der i 2014 gav en tjenstlig advarsel til lærer Erik Schmidt, fordi han forsvarede dannelsen på et lærermøde over for en helt ny og læringsbesat skoleleder. Schmidt havde ”negative holdninger”, hed det demonstrativt i advarslen.

Men efter advarslen rejste Crawley Larsen skam rundt på Fyn og talte om Grundlov og ytringsfrihed. Det var nærmest provokerende efter min opfattelse.

Senest har hun stået for Odense Kommunes såkaldte ”dannelsesstrategi”, som er kritiseret kraftigt af fagfolk. Det er absurd, at hun så ubehjælpsomt promoverer dannelse, når hun i andre sammenhænge kalder dannelse for ”negative holdninger”.

Og nu – efter sin behandling af Schmidt – har hun sørme også pædagogisk og moralsk nerve til at skrive et indlæg i Fyens Stiftstidende, hvor hun siger TAK til byens skolelærere i forbindelse med FN’s Lærerens Dag.

D. 30. oktober står Crawley Larsen med KL i ryggen mod Erik Schmidt i Landsretten, som skal teste advarslens lovlighed.

Det er nu tredje gang, retten behandler sagen. Odense Kommune og KL er gået helt i skolereformsbaglås i frontalt opgør med pædagogik og dannelse.

Hvilken absurd tak fra en af lærerstandens fjender.

 

12. d. 8. oktober: Grundtvigianismens opløsning i 90’erne og 00’erne

Grundtvigianismen kollapsede sammen med muren i Berlin. Det skyldes, at bevægelsen blev sidestillet med en form for socialisme, som jo mistede sine begrundelser efter den kolde krig. Man kan f.eks. aflæse det direkte i Antorinis bøger fra 2000’erne.

Konsekvensen var følgende:

Grundtvigianerne godkendte og indoptog økonomiseringen af pædagogikken. Det så man f.eks. i Korsgaards ”Kundskabskapløbet” fra 1999 og i Bertel Haarders begejstring for OECD.

Herfra løb den pædagogiske forvirring helt amok:
Grundtvigianerne forbandt sig direkte med Ove Kaj Pedersens analyser, som jo senere skulle blive til bogen om ”konkurrencestaten”. Pedersen var faktisk et anset medlem af den grundtvigske bevægelse i de år. At Konkurrencestaten på den måde blev grundtvigsk er virkelig en af vores nyere histories forbløffende paradokser. Et paradoks med vidtrækkende og negative konsekvenser.

Grundtvigianerne kastede sig over de nye evidensbaserede læringsmetoder. F.eks. viste ledende grundtvigianere stor interesse for Dunn & Dunns læringssstile, som er et klassisk eksempel på det, som Tanggaard, Brinkmann og undertegnede har kaldt for en ”ren metode”.

Grundtvig fik ry for at være en ”kristen fundamentalist” i en ledende doktorafhandling, der havde udspring i de grundtvigske miljøer selv. Og der var flere andre eksempler på grundtvigske historikere, som nedskrev bevægelsens betydning.

Systemteoretikerne og DPU, som stod tæt på Ove Kaj Pedersen, var totalt antigrundtvigianske. De delte opfattelsen af Grundtvig som en fundamentalist. Samme tendens så vi hos samtidsdiagnostikere, som Ove Kaj Pedersen ellers refererer kraftigt til. Vi fik en ”uddannelsesvidenskab”, som er defineret ved dette opgør med pædagogik og dannelse.

Enkelte høj- og efterskoler – herunder især Oure – byggede deres virke på total anti-grundtvigianisme. I stedet gik man ind for konkurrencestat og oplysningsfilosofi, som om de to ting har noget med hinanden at gøre.

Inden for nationalisme-forskningen stod den såkaldte konstruktivisme stærk. Her er det nationale noget konstrueret og forestillet uden real substans. Det var især Korsgaard og Østergaard, som med udgangspunkt i den engelske forsker Benedict Anderson stod for den tråd.

På den måde blev hele guldalderens pædagogiske inspiration puttet i en stor glemmekasse.

Hvem kunne overtage? Jo, det kunne en ny version af 1870’erne, dvs. en syntese af Nietzsche, den sene Marx og Darwinisme i de allermest dannelseskritiske udgaver, dvs. poststrukturalisme, Althusser og neuropædagogik.

Herfra kunne man genbeskrive pædagogikken renset fra oplysningens frihedsidealer, romantikken, kristendommen og til de gode gamle grækerne.

Resultatet? Det er skole- og læreruddannelsesreformen og DPO.

 

13. d. 8. oktober: Facebook-drys 53: september 2018

Diskussioner i september:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-53-september-2018.html

 

14. d. 9. oktober: Altingets ”nøglepersoner”

Altinget er for tiden et glimrende uddannelsesjournalistisk medie. Desværre fortsætter man ikke kvalitetssporet i virksomhedens såkaldte ”uddannelsespolitiske netværk”, hvor man kan møde ”nøgleaktører” osv. ud i konsulenthimlen.

Mødelederen er Jacob Fulgsang, som jo kører ”Riisager=Trump” linjen sammen med sin blablabla…-kollega med signaturen PAP.

Hvem er invitereret til at tale? Det er følgende personer:

• Arne Eggert, som er direktør for skoleområdet i KL.
• Agi Csonka, som er tidligere formand for Læringsrådet og gammel kending fra Ny Nordisk Skole og meget andet uheldigt.
• Søren Hartmann Hede, som er departementschef i UVM, hvor han planlægger en ny og centraliseret datastruktur. Han glæder sig nok over regeringens nye skoleudspil, hvor skolepolitikken knyttes til den såkaldte teknologipagt. Det glæder KL sig helt klart også over, eftersom organisationen er totalt dataficeret.
• Louise Klinge, som er det eneste faglige indslag, men som er helt ude i periferien i forhold til de centrale diskussioner.

Det svarer helt til niveauet for de sammenlignelige såkaldte VL-grupper på Samuelsen.dk. Her så programmet sådan her ud i 2016:

I København (mødeleder er Christine Antorini): Lars Goldschmidt, Bjarne Corydon, Jakob Fuglsang og Agnete Gersing (dep.chef)

I Aarhus: Lars Qvortrup, Claus Hjortdal, Christine Antorini og Dorte Fristrup (gymnasierektor)

Konklusion: Landets eliter er helt uberørt af pædagogisk kritik.

https://www.altinget.dk/arena/netvaerk/uddannelse-2

 

15. d. 11. oktober: Dansk Frysepartis valgplakat

Dansk Fryseparti er gået i frossent totalangreb på fædrelandet, som nu er reduceret til noget “man kan melde sig ind i”, hvis man tager et tørklæde af.

Nedenstående billede med den fascistoide æstetik hænger overalt i bybilledet, hvor både muslimske børn og andre små danskere samt følsomme voksne borgere kan se det, mens de tager skade. Til sidst ender hele flokken nok med at “melde sig ud” af Danmark og ind i Dansk Fryseparti eller i et andet fryseparti.

Partiet mangler evnen til at skelne mellem Islamkritik og pædagogik. Jeg ved godt hvorfor. Det er fordi, frysepartisterne mener, at indflydelsen fra Kant og Brandes er et “moderne sammenbrud”, og fordi den sene Kierkegaard er blevet et enerådende idol, som har reduceret Grundtvig til en salmedigter.

Jeg føler mig mest som peruvianer i disse tider.

 

16. d. 11. oktober: Tørklædets vævning

Holstebro Friskole gjorde i sommers sine elever den store tjeneste at give børnene lov til at røre ved og lege med muslimske tørklæder, spise arabisk mad og i det hele taget møde og lære af nogle af landets minoriteter, som er et vindue til verdens livsformer.

Alle børn – også de muslimske drenge – som går i klasse med en tørklædepige, bør have denne type erfaring, røre ved stoffet, knuse det blidt, bære det og spille teater med det. Den muslimske pige kan så ae og kysse et kors med Jesus og gå i kirke til jul. Børnene kan også tegne og dramatisere tingene og le lidt alvorligt. Bare de ikke bliver posthumanistiske ateister.

Måske kan alle ikke finde ud af det hele lige med det samme, og måske kommer der en sur forældreopringning fra den rige eller den fattige ghetto, men det er jo det, en skole kommer an på: Den tvangløse tvang af mennesket hen til et frit møde med tingene, som de er i sig selv, og som virker historisk-poetisk.

Men Dansk Fryseparti vil have denne fine pædagogiske tråd forbudt. Derfor vil den muslimske pige aldrig komme til at ae Jesus. I stedet møder de et frossent Danmark: Dansk Frysepartis land.

https://dagbladet-holstebro-struer.dk/holstebro/Martin-Henriksens-toerklaede-kritik-preller-af-Nu-vil-folkeskole-ogsaa-tage-elever-med-ud-i-Trekanten/artikel/371355

 

17. d. 12. oktober: Jacob Mark i fremragende aktion

København og Aalborg vil for sende alle deres skoleledere på kursus i Oslo. Det skal finansieres med AP Møller-midler. I Oslo regerer Johan From over, hvad der nok er Nordens mest instrumentalistiske skolelederuddannelse.

Lektor Niels Jacob Pasgaard og nordmanden Simon Malkenes skrev om sagen i Politikens Skoleliv allerede i november 2017.

Men nu har Jacob Mark fra SF stillet spørgsmål til ministeren om Københavns og Aalborgs initiativ. Hermed melder SF sig for alvor på den læringskritiske vogn. Og det allerbedste er, at Merete Riisager er helt enig med Mark i kritikken.

Denne pædagogiske konsensus mellem Riisager og Mark, mellem LA og SF, er et syvmileskridt fremad for landets pædagogik. Det er derfor meget ærgreligt, at Riisager ikke kan/vil fortsætte som minister.

Til sidst i sit svar refererer Riisager til et skolelederuddannelses-udspil fra maj 2018. Jeg ved ikke helt, hvad hun har i tankerne, men i april 2017 kom der en rapport fra ministeriet om emnet, som må være baggrunden for hendes reference. Desværre adskiller rapportens indhold sig ikke ret meget fra substansen i Oslo-skolens ideologi. Den 48-siders lange rapport er renset for henvisninger til skolens formål og kører i rent skolereformstomgang. Med denne modsætning er vi havnet i det, jeg kalder for ”Undervisningsministeriets logiske sammenbrud”, som har været med os hele tiden, og som det gælder om konstant at tale frem og minde om.

Men hvad siger de andre ordførere mon? Og hvad siger de i København og Aalborg, som virkelig står tilbage iført tjære og fjer? Afklædt af landets toneangivende liberalistiske og socialistiske miljøer i fint fællesskab.

Link:
Artikel om Marks initiativ og Riisagers svar: https://www.folkeskolen.dk/…/riisager-kommenterer-kritisere…

Pasgaards og Malkenes’ oprindelige indlæg: https://skoleliv.dk/…/Norsk-lederuddannelse-er-stik-imod-da…

Forslag til ny skolelederuddannelse i Danmark: https://uvm.dk/…/2017-grunduddannelse-af-skoleledere-fremti…

 

18. d. 14. oktober: Forslag til digital dannelse

Forslag til regelsæt om Digital Dannelse: Del 1:Tømning og renselse i skole og børnehave.

§1 Reglernes formål er at tvinge den globale datakapitalismes ud af børns lommer, så børn og unge kan indgå i det sociale liv som frie danskere og europæere.

Stk.2. Formålet er derudover at vænne børn og voksne til et pædagogisk liv i frihed, dvs. uden digital overvågning og optimering, men i fuld mundtlighed.

Stk. 3. Formålet er med andre ord at udvikle børnenes digitale inkompetence, så de undgår at blive teknologiens teknologi.

Skolen:
§2. Mobiltelefoner forbydes i hele skoletiden, dvs. både i undervisningssammenhænge, i frikvarteret og i fritidsaktiviteter, som foregår på skolen.

Stk.2. Den enkelte lærer kan, hvis han vurderer, at der er tvingende pædagogiske grunde, i undtagelsestilfælde anvende mobiltelefoner i undervisningen fra 6. klasse. Et eksempel på en tvingende grund er, at man undersøger telefonens opbygning og dens netværk og databehandling. Dvs. at den ikke bruges.

Stk. 3. Skolen og læreren kan sagtens inddrage andre former for teknologi, som ikke er personlig, og som ikke kan medbringes i en lomme/taske, f.eks. musikinstrumenter, filmkameraer, og stationære skole-pc’er i særlige rum.

Børnehaven:
§3. Al digital teknologi forbydes i vuggestuer og i børnehaver. Der er heller ingen pc’er på kontorerne. Der er simpelthen intet digitalt overhovedet.

Stk 2. I børnehavens bagerste baglokale står en gammel fastnettelefon med drejeskive. Herfra kan pædagogerne ringe til forældrene eller til Falck. Pædagogerne kan dog ikke ringe til kommunen. Hvis kommunens embedsmænd vil spørge om noget, må de tage bussen hen til børnehaven og spørge med en mund.

Organisatorisk:
§3 Kommunernes Landsforening og dens medlemsorganisationer formenes adgang til landets pædagogiske institutioner. Det samme gælder alle organisationer og forskningsgrupper, som er knyttet til Disruptionsrådet, Teknologipagten, Erhvervsministeriet og Finansministeriet.

Stk.2. Al “praksisnær” forskning samles i et baglokale på rådhuset i Lemvig.

Stk 3. Professionshøjskolerne nedlægges og omdannes til seminarier, hvis grundlag jeg har beskrevet tidligere.

Sociale medier:
§4. Børn må ikke have en profil på de sociale medier, før de er fyldt 16 år.

Er der tømt nu? Eller mangler jeg noget? Herfra kan vi fylde på igen, og så er der jo også gymnasiet, som er helt anderledes. Det må vi se på i del 2 og 3.

 

19. d. 15. oktober: Klimapolitik uden dannelse 1 https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156688825444481&id=837549480

Hvad sker der, hvis et land uden dannelse går i klima-mode? Der sker følgende:

1. Man indretter samfundet efter FN’s verdensmål. Dvs. at alle institutioner og aktiviteter varedeklareres efter deres kvantitative bidrag til klimasikring. Vi får verdensmålsstyring.
2. Al menneskelig aktivitet bliver en belastning. Selv det at føde børn bliver et problem. Det gør ingen forskel, at nogle lande har højere fertilitet end andre. Ingen lande bør kunne reproducerer sig selv, uanset om landets fødselsrate er 1,2 eller på 8,0. Et barn er et barn, som er en klimabelastning.
3. Ingen lande kan gøre noget. Landene er faktisk en del af problemet. Kun du og FN kan gøre noget. Staterne har mistet deres folk og styrer blot relationen mellem FN/EU og individet. Klima er globalindividualistisk moralpolitik.
4. Klimaet bliver den altomfattende moral. Al menneskelig samkvem måles på klimabidraget. Der findes på en måde ikke andre problemer.
5. Børn skal undervises i, at jorden går under om 80 år, med mindre de følger de forskningsmæssige anvisninger. Vi skal have en permanent krisetilstand.
6. Den eneste reale løsning er at omgøre menneske til teknik. Her får staten en ny rolle:

6a. Alle borgere får en datagenereret klima-profil. Her samles deres klimabelastning, dvs. deres strømforbrug, deres kørsel, deres madforbrug osv.. i en statslig databank, som styres af OECD. Alt sammen for at redde klimaet.

6b. Borgere får point, hvis de har god klimascorer, og de får endnu flere points, hvis deres venner også har. De får også bedre stillinger. Overskrider de dagsdosis af CO2, får de en henvendelse fra kommunen. Det er det, jeg mener med ”statsstyring”. Staten har fået en ny rolle, løsrevet fra nationen og dens steder.

6c. På den måde spiller Singularity og klimafrygt sammen. Vi får et klimateknologisk diktatur. Man vil formodentlig snart kunne se det som små og store diskursive slyngninger i diverse rapporter.

7. En tredje ideologisk markør kan komme til. Den handler om, at det kun er den menneskeligt varedeklarerede klimabelastning, som er et problem. Derimod er naturens egen belastning ikke et problem. F.eks. er ulve gode og køer dårlige, fordi køer er knyttet til menneskelig produktion, mens ulve truer menneskets hegemoni, hvilket er godt, fordi mennesket jo ødelægger klimaet. En hveps er bedre end et menneske, for nu at sige det på den måde (husk det i sommerhuset!). Mennesket ødelægger hvepsen.
   Den slags ideer understøttes f.eks. herhjemme af stærkt religionskritiske grupperinger med rod i 90’er-tidsskriftet Faklen. Mennesket bør i denne optik karakteriseres ved et omfattende had til sig selv som destruktiv art.
8. Samlet set får vi derved en tredobbelt anti-humanisme, en forening af ulven, Silicon Valley og en permanent og statsstyret krise. Vi får på en måde det stik modsatte af økologi.

Det pædagogiske spørgsmål angår dette scenaries modsætning: Hvordan kan et samfund med dannelse drage ansvar for naturens og kulturens samlede økologi i kærlighed til menneskearten, landet, historien og til den jord og luft, der har skabt det hele. Resten er op til Gud. Dette spørgsmål svarer til folkeskolens formål. De 11 punkter er pædagogikkens opløsning.

 

20. d. 15. oktober: Klimapolitik uden dannelse 2

En kombination af dannelsesopgør, klimadystopi, data-begejstring og identitetspolitik truer med at indstifte et målstyret, nypuritansk og selvhadende monster på Moder Jords Moders-mål, dvs. i moderens fødende moder for liv.

Monstret regeres af erindringstab, evidens, rådata-landskaber, nidkære krænkelsesbeskyldninger samt en fuldstændig tømning og forhåndsdeterminering af børns og unges livsmod og fremtid.

Af en eller anden grund kaldes denne livstruende proces for “natur” og “økologi”, selvom den er det stik modsatte, nemlig en læringsmålstyret, kvantificeret og ukønnet tvangsstruktur, som river alle steder op med rode.

 

21. d. 16. oktober: Klimapolitik uden dannelse 3

Jeg har fået en ny app. Den hedder Klimamoralen. Den tæller min krops CO2-belastning af klimaet. I går kørte jeg mit barn til teatret i min nye røde Citroen, hvilket gav et pænt udslag. Jeg hørte radio undervejs, hvilket også talte lidt. Jeg spiste også en klimaproblematisk fløde-is. Helt galt gik det, da jeg spiste müsli med mælk og lidt hakkekødsrester fra i går.

Inde ved naboen fødte de et barn, hvilket bonnede helt vildt negativt ud på min app, fordi jeg jo kunne have påvirket naboen. F.eks. kunne jeg have givet naboens baby en klimamoralsk piece i stedet for en børnebog, som er trykt i Polen og derfor er en klimabelastning.

Til aften fik jeg grøntsagsstuvning, hvilket jo også talte. Så det er ikke, fordi jeg lever for vildt.

Til gengæld skød jeg en ulv på min private ejendom, hvilket talte positivt i appen, fordi ulven jo består af liv, og nu er vi af med det. På en eller anden måde kom det lidt bag på mig, men fint nok.

Vi var en tur i tivoli. Rutsjebanen med loop gav meget negativ effekt. Jeg skar også et halloween-græskar. Det talte også negativt, ikke meget, men dog lidt. Jeg fik sort samvittighed, hvilket faktisk også gav udslag på appen. Det er noget med noget neurobiologi, som udskiller CO2’en. Men så fik jeg sort samvittighed over at have sort samvittighed, og derfra sprintede tælleren til himlen.

Da dagen var slut fik jeg en besked fra Google: ”Tak for dagens tal, desværre ligger du over det anbefalede CO2-udledningsniveau. Tallene indberettes derfor ikke blot til FNs databaser, men også til din lokale læringsorganisation EU-DK”.

Dagen efter myldrede det ind med reklamer for klimaoptimerende produkter og adfærdsregulerende terapier. Jeg følte mig ikke just som en verdensborger.

Her til morgen kom der en bøde fra politimesteren på 100 EURO. Den kom på en sms. Doiiinngg… sagde det kl. 06.30, og så var jeg vågen. SMS’en talte på min app, selvom jeg ikke selv havde sendt den. Men jeg var selvfølgelig skyldig, så det var rimeligt nok.

Hvis jeg ønskede at klage, kunne jeg møde personligt op på et kontor i Berlin. Jeg kunne bare tage flyveren fra Tirstrup med RyanAir til 75kr. Flyturen ville naturligvis tælle med i appens regnskab, hvilket ville udløse endnu en bøde.

Flyrejser er ellers normalt undtaget, fordi visse vigtige personer har brug for at kunne besøge hinanden hyppigt. Derimod tæller toget negativt, men det er som regel i stykker, og så gør det jo ingen skade. Så jeg orker ikke at klage. Især fordi det er min fjerde bøde på en måned. Jeg kunne selvfølgelig cykle til Berlin, men kæden bruger jo olie, hvilket ikke er så godt.

Men jeg ringede dog til politimesteren, selvom det jo også talte lidt negativt på appen. Jeg spurgte, hvordan appen er konstrueret? Han fortalte, at den ny tids moralske fyrtårne hedder “klimatællere”. De udregner alle sammenhænge sammen med en supercomputer, som har lært at tænke selv. Det er en ny slags bibel. En global lommeregner med statsligt og kødligt vedhæng. Kan man påvirke den, spurgte jeg? Der er jo også andre hensyn, f.eks. til mennesket, arten, naturen eller humoren? Det skulle jeg ikke have sagt. Han blev meget oprevet og kaldte mig en klimabenægter og en postfaktuel populistisk troll.

I morgen bliver jeg i min seng hele dagen for at spare op til min müsli.

 

22. d. 16. oktober: Disruptionsrådet

En neuroprofessor ser frem til, at vores hjerner snart er på nettet, hvor de kan kommunikere uden ord. De kan også kommunikere med grisehjerner. Det synes Disruptionsrådet da – i karakteristisk stil – lige, det ville dele. Rådet foreslår også en sjov lille leg.

Disruptionsrådet er en central del af regeringens ideologi, som er forbundet med Silicon Valleys singularitetsideologi. Rådet påvirker pt det pædagogiske og det kommunale system dybt.

Her er Disruptionsrådets ledsagertekst med smiley og det hele:

“Det er efterårsferie og sæson for hygge og spil. Et hold Amerikanske forskere har i et nyt forsøg koblet hjernerne sammen på tre forsøgspersoner, der fik til opgave at spille Tetris.

Læs mere om hjernetetris, hvor deltagerne kommunikerer med hinanden via tanker, i artiklen her.

Og tag en person, som du gerne vil vide, hvad tænker på:-)”

https://www.dr.dk/nyheder/viden/teknologi/vi-kan-nu-sende-tanker-til-hinanden-en-computer?fbclid=IwAR3teJ5H0biXk-S2oRp9Y466sj_BA-Ks7zLy3RzCZHKjUhj0RN6PoGglpw0

 

23. d. 16. oktober: Fire trusler mod pædagogikken

Den i kausal forstand vigtigste trussel mod pædagogikken kommer fra pædagogikken selv. Truslen er effektueret ved opløsningen af pædagogikken i læringsbegrebet. Herfra kan selvstændighed, fordybelse og interesse minimeres hos den næste generation, som nu blot skal agere ”kompetent” og ”optimeret” og ”optimistisk” i den til enhver tid gældende sociale organisme. Det er skolereformens logik, som man stadig finder overalt, f.eks. hos mange kommuner og i Socialdemokraternes nye udspil om videregående uddannelser.

Med pædagogikkens indre opløsning som klangbund kan følgende tre individualiserende processer frit træde i karakter:

1. Identitetspolitikken: Du er defineret ved et ”=”, hvorfra ingen forskel kan undslippe, og som kun kan rykkes ved en ”krænkelse”.
2. Klimamoralen: Dit liv underordnes et individualiseret og puritansk moralsk diktatur under en ubegrænset dommedagspræmis.
3. Dataficeringen: Dit kød opløses i software og algoritmer med direkte forbindelse til global datakapitalisme og til de sørgelige rester af nogle stater, der er endt som optimeringsorganisationer, og som derfor er overgået fra politik til kompetence som grundlæggende forståelsesramme. Derfor er truslen mod pædagogikken også en trussel mod politikken.

Som det ser ud nu, kører disse tre processer stadig i forholdsvist separate spor. Men pludselig vil de interagere argumentatorisk og samle sig i en muskulativ bevægelse. Og eftersom pædagogikken er opløst i læring, vil der ikke være et dannelsesmæssigt fundament at stå imod med. Tværtimod vil læringsbegrebet uden videre bidrage til at fremme punkt 1-3. Dermed effektueres dannelsens og demokratiets endeligt med udgangspunkt i pædagogikkens indre kollaps.

 

24. d. 16. oktober: Klimapolitik med dannelse 4

Dannelse handler om menneskers frie forbinden sig med verden og dens ting, samt om den ledsagende inkompetence, der opstår, når mennesker vender tilbage til samfundets funktioner og korrigerer dem. Dannelse er menneskenaturens forening af menneske, kritik, verden og poesi, dvs med naturen selv.

Vi får en dobbelt umulighed: Dels en forbinden sig med en verden, som man både er en del af og uden for, og dels en efterfølgende forbinden sig med et samfund, som man også både er en del af og uden for.

Kort sagt: Dannelse handler om menneskenaturens umulige forbinden sig med den omgivende natur, som den selv er en del af. Denne forbindelse kaldes historisk-poetisk, og den har rødder helt ind i verdens indre for nu at sige det på den måde.

Ud af denne forbindelse vokser menneskets praksis i naturen. Det er den reneste og mest snavsede dobbelte økologi, fyldt med poesi, skrammel, fødsel og omsorg. Det kaldes et sted, eller ligefrem et ståsted.

Det er stedets pædagogik. Velkommen til stedet. Lad os røre hinanden og høre naturens musik.

Klimaforskning er en undersøgelse af stedets og dannelsens, forbinden sig med andre steder, helt frem til jorden som sted, der udspringer af stedernes steder.

Klimaforskning undersøger stedernes vekselvirkning, dvs. naturens og kulturens samlede liv på vores kugle, ud fra menneskenes steder.

Klimaforskning korrigerer løbende stedernes vekselvirkning, men altid i dyb omsorg for dannelsens steder og liv, som muligvis protester. Klimapolitik er den pragmatiske diskussion af konsekvenserne af stedernes udvekslinger.

Klimaforskning er en form for historisk-poetisk naturantropologi. Glemmer den det, så ender den som et individualiseret puritansk diktatur, dvs anti-dannelse og ødelæggelse af stedernes økologi, dvs. af jorden som sådan.

Klimaforskningen skal understøtte økologi fremfor at ødelægge den. Den leder efter naturens natur.

Men det kræver et samfund med et sted, dvs. med en pædagogik. Ellers kan man bare implementere samme globale regel i et einheit-klimasystem.

 

25. d. 18. oktober: En børnehavehistorisk betragtning

Der er en ting, jeg har tænkt over. Måske har jeg misforstået noget, men sådan er det jo altid.

Her er det: Der er to hypoteser om reformpædagogikkens historiske forhold til frihedsbegrebet ude at køre for tiden, men det er som om, at begge teser glemmer noget centralt:

A.
I bogen ”Pædagogprofessionens historie og aktualitet” fra 2015 er det en gennemgående tese, at de Fröbel-inspirerede reformpædagoger, som bl.a. grundlagde Fröbel-seminariet og Fröbel-højskolen, egentlig slet ikke var inspireret af hverken Fröbel eller af kristendommen, selvom de selv talte en del om begge disse kilder.

I stedet er tesen, at de gamle reformpædagoger var præget af det moderne gennembrud, især socialdarwinisten Herbert Spencer, der nærmest gøres til et idehistorisk knudepunkt. Det er mit indtryk, at det især er Jens Erik Kristensen og Christian Sandbjerg Hansen, der fører det synspunkt i felten.

Hypotesen gentages af Jens Erik Kristensen i ”Pædagogikkens Idehistorie”. På den måde forbindes reformpædagogikken til det moderne gennembrud og til 1860-80’erne, som i forvejen via poststrukturalismen er Kristensens centrale inspirationskilde. På den måde bliver pædagogik opslugt af de moderne videnskaber, og psykologien – senere samfundsvidenskaberne – bliver den centrale markør.

Fröbel-pædagogikken gøres dermed groft sagt til en forberedelse til den moderne poststrukturalisme. En tredje af forfatterne til førstnævnte bog er Søs Bayer. Hun er også tæt på Kristensens teoretiske retning, dvs. poststrukturalisme og samtidsdiagnose, men har mere kærlighed til traditionen selv. Det er i al fald mit indtryk fra en artikel, hun skrev om Fröbel-folkene i Dansk Pædagogisk Tidsskrift for nogle år siden.

Men den samlede konklusion er, at det hele havner i en strukturel linje fra 1880 til 1980, hvor tiden før 1880 går tabt.

B.
På den anden side har vi Karsten Tuft, som lige har modtaget den pædagogik-historiske Ema-pris, og som har skrevet ph.d. om Gadamers legebegreb, samt Tufts ”elev”, Jan Jaap Rothuizen, som har redigeret bogen ”Pædagogiske ballader”, og som har skrevet ph.d. om ”det pædagogiske projekt”.

De springer sådan set også både kristendom og Fröbel over, men til forskel fra Kristensen og Hansen lægger de ikke meget vægt på det moderne gennembrud og 1870’erne. I stedet ser Tuft og Rothuizen især Immanuel Kants pædagogik som den centrale indflydelseskilde. Hovedinspirationen lægges altså 100 år tidligere. De bider mærke i Kants forelæsninger om pædagogik, hvor han understreger frihedens centrale rolle i opdragelsen af de mindste børn.

Dermed bliver pædagogik for Tuft og Rothuizen en undersøgelse af livet med den på Kants tid nyopdukkede frihed, som dette er markeret med modernitetens gennembrud især siden 1762, hvor Rousseau udgiver ”Emile-om opdragelsen”. Derved bliver filosofien og etikken den centrale pædagogiske disciplin, og vi får en mere sprudlende og iderig pædagogik end under pkt. 1, hvor sociologien og strukturanalyserne svinger taktstokken.

C.
Begge duoer kan for så vidt have en pointe, selvom jeg synes bedst om Tuft/Rothuizen. Min begrundelse er, at Kristensen efter min mening er alt for bundet til Herbert Spencer og sit poststrukturalistiske udgangspunkt. På den måde bliver han blind for den samlede substans af de processer, som fandt sted dengang. Der er Tuft og Rothuizen mere åbne i deres tilgang, og deres historiske interesse afstedkommer derfor også nye og spændende ideer, f.eks. Tufts fortolkning af Gadamer etc., Rothuizens balladebegreb osv.. Tuft er dog kritisk over for Roussau, og faktisk også over for Herbert. Derfor bliver det lidt smalt, hvad der er tilbage. Rothuizen er lidt mere åben.

Men mit spørgsmål er alligevel til begge positioner: Hvorfor er det så vigtigt at overse romantikkens, dvs. Fröbels egen, betydning, som jo udvikles i generationen efter Kant, men før Spencer? Fröbel lægger trods alt navn til to seminarier, og hans danske tilhængere, som i høj grad var praktikere, skriver en del om ham frem til 1960? Interessen for friskoler og grundtvigianisme, som jo også udvikles i mellemgenerationen, forsvinder også på den måde, ligesom man efter min mening skal passe på med at glemme kristendommens virkningshistorie undervejs, hvilket da også blev påpeget af historikeren Ning de-Coninck-Schmidt ved en af bogudgivelserne, hvis jeg ellers husker ret.

Måske er det tid til at undersøge vekselvirkningen mellem den regelrette Fröbel-inspiration, kristendommen og friskolebevægelsen uden at glemme hverken 1780 eller 1880, så Fröbel-seminarierne kan få deres navne tilbage? Og så børn kan få både fortælling, leg og hjem – kort sagt: stedslighed og pædagogisk praksis -uden at frihed og videnskab forsvinder.

 

26. d. 19. oktober: Uren journalistik

Det må være svært at være f.eks. Jonatan Spang i disse dage, hvor virkeligheden selv er blevet satirisk. Hvad gør en satiriker ved det? Bliver han en slags journalist, der leder efter satire? Dropper han den tilstræbte satire for i stedet at finde satiren ved simpelthen at undersøge virkeligheden i dybden?

Så får vi en ny journalistisk disciplin: Den dybdeborende satire.

En form for uren journalistik?

 

27. d. 19. oktober: LA og den europæiske bankskandale

De store banksvindlere, som netop er afsløret, er vildt opslugte af den ekstremistiske filosof Ayn Rands filosofi. Hun er deres ”profet”. Det fremgår af DR’s udsendelse om sagen (omkring minut 20).

I Danmark formidles Rands indflydelse af den tidligere Saxobank-direktør, Lars Seier Christensen, som ligefrem er formand for Rand-selskabets europæiske afdeling, der i sin tid blev indviet med hele den danske nyliberalismes topfigurer som hang-arounds. Saxo-bank var decideret opbygget efter Rands såkaldte ”objektivistiske” principper.

Seier Christensen var desuden den både ideologiske og økonomiske mentor for Liberal Alliance. LA er så at sige skabt ved 1980’er-liberalismen og Ayn Rand. Siden er der kommet andre strømninger til i partiet, men alligevel. Randindflydelsen står stadig stærkt efter min vurdering. Man kan altid kende det på, når Samuelsen kravler op i skattetræet, eller når der ikke findes fattigdom osv..

Derfor var det også spændende at se, hvordan partiet taklede den store europæiske bankskandale. Stort set alle andre partier, også på højrefløjen, har været ude med kraftige fordømmelser.

Men hvad med LA? Ja, på partiets facebook-side er der ikke noget om sagen. Og Seier Christensen, som ellers nok plejer at være hurtig til at kommentere finansielle nyheder, skriver lidt om en Champagne fra Schweiz. Og Anders Samuelsen, som endda er udenrigsminister, er også tavs om sagen på sin FB-side. Han har i stedet skrevet et opslag, hvori han argumenterer for flere skattelettelser. Jamen altså…

Men så hørte jeg lige dagens P1 Orientering, som bragte et længere indslag om sagen. Her var der sørme et interview med Joachim B. Olsen fra LA. Ok, jeg spidsede ører, hvad siger partiet mon? Jo, Olsen kan fortælle, at han skam også er ”frustreret”, som han kalder det, men at problemerne ene og alene skyldes skattesystemet. Bankverdenen kan altså ikke stilles til ansvar.

LA er stadig Ayn Rands og de globale bankers parti. Det er helt klart.

Links:
Link til udsendelsen:https://www.dr.dk/…/maendene-…/maendene-der-plyndrede-europa

Link til P1 orientering, kl. 17.08: https://www.dr.dk/radio/…/orientering/orientering-2018-10-19

 

28. d. 19. oktober: 1980’ernes liberalistiske spredehagl

Under den kolde krig vokser en ekstrem form for nyliberalisme sig stærk, og det tager særlig fart i løbet af 1980’erne. Det er filosofferne Rand, Nozick og Hayek, der svinger taktstokken, og der er en kolossal påvirkning på især Reagan og Thatcher. Herhjemme præges de nye venstrefolk, f.eks. Anders Fogh, dybt. Efterhånden som Fogh bliver en slags semi-socialdemokrat, bliver Liberal Alliance etableret på samme filosofi via Saxobanks vilde engagement i partiet.

Modstanden mod nyliberalismen frem til 1989 var knyttet til forskellige kombinationer af kommunisme og grundtvigianisme.

Men i 1989 falder muren. Hele den socialistiske del kollapser, og grundtvigianismen falder med. Der er nothing left. Det fælles liv er uden begrundelser. Det gælder stadigvæk.

Fra 1989 kan nyliberalismen derfor arbejde helt frit. Den vælter som en tsunami ind over det, som før var en grænse. Og det er er den frihed, der gør 00’erne til grådighedens årti. Resultatet bliver finanskrisen og nationalstaternes krise. Det er også her, at de aktuelle pædagogiske ideer for alvor tager form.

Efter finanskrisen i 2008 mødes de forsmåede finansfolk/jurister og påvirker så at sige finanssektoren udefra og indefra på samme tid. Det er dette dybt usympatiske efterskælv, som effektuerer bankernes aktuelle undercover-kopi af finanskrisen. Derfor har vi nu en finansiel sektor, som stadig strømmer over i Ayn Rands ideologi, og som gør de svækkede stater helt udmattede og derved skaber den ene Trump efter den anden.

Nu bruges finanskrisens efterdønninger af f.eks. statsministeren til at tale for en europæisk bankunion. Dermed får vi en blanding af nyliberalisme og bureaukrati, som enhver god både nyliberalist og socialist må hade.

Vi er midt i 1980’ernes spredehagl.

 

29. d. 20. oktober: Identitetspolitisk fortælling

På en bænk ved havnen sidder en ung mand med en flot sombrero på hovedet. Hans ansigt er malet sort, han er rullet i fjer og tjære, og han har en indianer-fjer i hatten. Han nyder en smøg og tygger på en tyk og lækker skive bacon. Ved siden af ham sidder en dejlig dame, som ligner en dame, og som er en dame; blød og sød og let irettesættende.

De sidder og kigger i hver sin bog. Han læser Kiplings Junglebogen, og hun læser en bog om Pippi Langstrømpe og hendes far, som er neger-konge i et opdigtet land.

Manden siger til damen, at hun er en blanding af Baloo og Bagheera. Hun smiler og snerrer kærligt. Hun siger, at han er hendes neger-konge. Han stivner og rødmer bag sin sorte maling. Duggen falder tungt.

Hvilken trussel mod verdensfreden.

Rundt omkring bænken, i anonymiseret afstand, cirkler kommunikationsmedarbejdere fra landets universiteter rundt. De er iført mørkt tøj, sort slips og solbriller, og de har paparazzi-kameraer hængende om halsen. Der er kommet en vred klage fra en krænket bonde i Uruguay, som tjekker universitetets Instagram.

Bagved kommunikationsfolkene holder deres lastbil. Den er fyldt med klassiske værker, der skal smides ud, fordi forfatterne har sagt et eller andet. Pontoppidans Lykke-Per ligger der også. Der står både noget om negre og jøder og om mænd og kvinder.

På fortovet ligger en tør og forrevet pamflet af Morten Østergaard. Pamfletten er finansieret af Svensk TV, Disruptionsrådet og det uruguayanske landbrugsråd. Den ser ud til at være tilladt. Pamfletten er verdens fred.

 

30. d. 21. oktober: Indoktrinering 1

Alex Ahrentsen fra Dansk Fryseparti vil ikke give dansk pædagogik autonomi på samme måde, som de finske skoler har det. Han er bange for, at lærerne begynder at indoktrinere børnene med marxisme osv.., og han understøttes af DF’s næstformand i Rødovre.

Arbejdsmarkedspartiets leder, Morten Østergaard, og en lang hale af toneangivende støtter, fx Zenia Stampe, blev meget forargede over Ahrentsen. De mener, at Ahrentsens indlæg er en trussel mod åndsfriheden. De vil sætte sig i spidsen for et forsvar for lærerne.

Det hele er naturligvis totalt absurd af to grunde:

A.
Den radikale skolemand, Asger Baunsbak-Jensen, som faktisk var med til at starte indoktrineringsdebatten i 1970’erne, mener i dag, at problemstillingen er helt omvendt. Problemet er ikke længere, at lærerne indoktrinerer børnene, men derimod at et nyt selvbestaltet teknokrati er i gang med at indoktrinere lærerne.

Denne nye form for teknokratiske indoktrinering kaldes også for ”skolereformen”. Jeg har linket til en kronik i bunden, hvor Baunsbak-Jensen forklarer det. Han skrev også en bog om emnet i 2014: ”Sidste udkald – kampskrift for folkeskolen”.

I kronikken skriver Baunsbæk-Jensen f.eks. følgende om situationen efter skolereformen:

”Vi lever med det anonyme teknokratis elite i ministerierne, som styrer hen over hovedet på folket.
Vi har nu at gøre med en endnu farligere indoktrinering. Den er anonym, snigende og ætsende med sine krav om viden og målbare resultater, der skal kvalificere til konkurrencestaten.
Jeg tror, at et oprør er på vej.
Lærerne i dag indoktrinerer ikke. De bliver selv indoktrineret af anonyme kræfter og ad hemmelige kanaler, og derfor er de ulykkelige.”

Men hvorfor er diskussionen så til at græde over?

Jo, det er jo fordi, at både Dansk Fryseparti og Arbejdsmarkedspartiet er en del af den teknokratiske skolereforms DNA. Begge partier står med andre ord bag det opgør med pædagogik og åndsfrihed, som skolereformen består af.

De er altså selv med til at indoktrinere.

Om en uge står en radikal rådmand, Susanne Crawley Larsen, over for lærer Erik Schmidt i Landsretten. Her har vi den teknokratiske indoktrinering i sin reneste form. I sin tid var det faktisk Ahrentsen, der jo er valgt på Fyn, som kritiserede Crawley Larsen. På den måde kan man godt sige, at Dansk Folkeparti forsvarede pædagogikken mod Arbejdsmarkedspartiets fynske indoktrinering.

Baunsbak-Jensen er derimod ikke en del af Arbejdsmarkedspartiet. Han er Radikal.

B.
Al dette indoktrineringssnak er overflade for et virkeligt pædagogisk problem, nemlig adskillelsen af læring og pædagogisk formål, som startede i 1970’erne. Det frigjorte læringsbegreb skulle tjene marxismen. Efter 1989 var det umuligt, men selve adskillelsen blev bevaret. Derfor kunne det frisatte læringsbegreb nu tjene en ny dannelsesfri stats interesser. Det er skolereformens essens.

Adskillelsen mellem læring og pædagogik er altså ikke helet, og derfor har Ahrentsen på en måde ret i sin konstatering af, at lærerstanden ikke har fortjent autonomi. Sidst vi så problemet var, da DLF og KL lavede den såkaldte Ny Start. KL står om nogen for den fortsatte destruktion af pædagogiske formål og kundskaber. Professionshøjskolerne og dele af DPU er en del af samme teknokratiske problem.

Så indoktrineringsproblemet bæres – som Baunsbak-Jensen siger det – først og fremmest frem af teknokrati, som DLF og læreruddannelserne desværre støtter. Og dette teknokrati kommer fra selvsamme rod, som 1970’ernes adskillelse af læring og pædagogik. En adskillelse som både Ahrentsen, Østergaard og Stampe har stemt for og står ved den dag i dag.

Giver det mening?

Links:
Asger Baunsbak-Jensens kommentar: https://www.folkeskolen.dk/…/indoktrinering-i-70erne-og-ind…

Interview med Alex Ahrentsen: https://www.folkeskolen.dk/…/alex-ahrendtsen-vi-stoler-nok-…

Næstformanden for DF i Rødovre: https://www.rnn.dk/2018/10/den-frie-folkeskole/

Ahrentsen kritiserer Crawley Larsen i Erik Schmidt-sagen: https://www.folkeskolen.dk/…/alex-arendtsen-ytringsfriheden…

Morten Østergaards kommentar:
https://www.facebook.com/oestergaard/posts/2415628441799890?__xts__[0]=68.ARBAStH-0b_NUumDsc3ObYAt041SjnQxhW9Dk7TBia5qXW8RgAhHnNEmCh2Nh6eW0tnmulRjLIJ9HfdpJAjsVIXFtHICaAtSnUXamIDS_6H0kIKB6zXrSLh_7TDTN7l-YcbWnO0R2-oH2vLGJehYO8c_D6SJltsy2W43z9epN4w-aaqSbjZT-u0XF_sOe2BAxlIEL6OMzX-ls0n5xVXBF33117M&__tn__=-R

Zenia Stampes kommentar:
https://www.facebook.com/zeniastampe/posts/2416826458333508?__xts__[0]=68.ARC4kXRXriPPQNOOO13abzCq1y2-qTwj4qoi0XXwApJOnP3wjRkyav9XpxxOkNHyWOMJMMgo9x4oOjF6dP3YbOboMLD1mjs0h8Am-AodFxHx8czFH4AW0zaNwWEDy-pmBkXZltYuWMdyLs0mg7Uq2oEARjqfbHf2L3o6QtGTPAltQnIFjP3qirOzf3jOLGlwrsv6MDyDSnTu_j3rg4vtzzxd0d4&__tn__=-R

 

31. d. 21. oktober: What is your topic?

Det engelske spørgsmål ”what is your topic?” vedrører i daglig tale blot spørgsmålet om, hvad der er emnet for ens faglige interesse.

Ordet ”topic” har dog en dybere betydning. Ordet kommer fra græsk og betyder, så vidt jeg har kunnet slå op, både ”sted”, ”fælles sted” og ”ting” og ”sag”. Aristoteles skrev en bog om begrebet.

Spørgsmålet ”what is your topic” svarer altså til ”hvad er dit sted?”, og ”hvilke fælles ting findes der på dit sted?”. En slags topografi, en landskabsmåling.

Når man beder barnet eller den studerende om ”et topic”, så er det altså ikke blot et lidt teknisk “emne”, men mere grundlæggende ”et sted”. Og det er ”your” place , altså dit sted. En slags ”hvor er du, og hvilke ting er hos dig? hvad er afstanden imellem disse ting, og hvordan er de forbundet, og hvor bor du?”

Det svarer lidt til udtrykket ”subject matter”, som i daglig tale blot refererer løst til ”indhold”, men som jo handler om en essens, ”a matter” that ”matters”, dvs. en blanding af subjektifikation og materialiserende materie, dvs. et sted, som ting bliver til i (som i maternity), en slags livets moder, som kalder dig til subjektifikation, dvs. til livets fader.

Det med moderen kommer også ind i Hannah Arendts handlingsbegreb, det såkaldte ”natality”, som også betyder fødsel (som at handle=at starte). Ordet nation betyder også fødsel, og har jo også ”stedslighed”. Nationen er altid moderen (modersmål), mens nationens stat er faderens (fædreland).

Hos Dewey hedder det ”situation” og ”habit”, hvilket har de samme betydninger som topic og subject matter. Et ”habitat” er jo også et sted, og ”to inhabit” er at bebo.

På dansk hedder det kundskab, som jo står i folkeskolens formål §1.

Pædagogik er altså videnskaben om en stedets praksis, om mødet mellem materie og fødsel.

Hvilket jo svarer meget godt til, hvad der foregår i enhver dansk børnehave onsdag morgen kl. 9.15.

God morgen lille Ursula og Flemming. What is your topic?

(jeg kom til at skrive dette, fordi jeg ifm læsning af en artikel om vejledning stødte på overskriften: “Pursuing the topic: polyphony in a topicalized middle”. Artiklen, som hedder “Improvising together” er skrevet af en Barbara M. Grant og står i Arts & Humanities in Higher Education, vol 9 (1), 2010. Grant har dog ikke meget sans for “topic”-filosofien som sådan)

 

32. d. 22. oktober: Indoktrinering 2

A. Indoktrinering:
Via skolereformens læringsideologi forsøger landets mest magtfulde institutioner og politikere at indoktrinere både pædagoger, lærere og offentlighed til at tale som læringspapegøjer. Hvis ikke lærerne makker ret, har de nej-hat på og får advarsler, eller de udsættes for allehånde banale diskursive kneb fra magtens centralorganer.

Det er helt klart, at denne særligt grove form for indoktrinering, som i kraft og rækkevidde langt overgår 1970’ernes skrækkelige marxistiske ditto, absolut ikke hører hjemme i pædagogisk sammenhæng.

Det har Morten Østergaard, Zenia Stampe og Annette Lind blot ikke forstået. De hævder i vedhæftede artikel, at de forsvarer skolens formål, og at de har tillid til lærerne, og de benytter Alex Arendtsen som rambuk, selvom Arendtsen har forsvaret lærerne langt mere end de tre helligheder, som er på dybt usympatisk stemmefiskeri.

Det er skam Østergaard, Lind og Stampe og deres partier, som gennem årene har stået for indoktrinering og en ekstrem mistillid til både lærere og til den pædagogiske sektor mere bredt.

Alex Arendtsens syn på indoktrinering er bare anakronistisk og snævert. Østergaards, Stampes og Linds er hyklerisk, aktuelt og magtfuldt.

 

B. Pædagogisk ansvar:
Indoktrineringsbegrebet er i pædagogiske sammenhænge et virkeligt dårligt ord.

Det er da kun godt, at læreren står frem med hele sin faglige, sociale og politiske personlighed, både i skolen og i offentligheden. Man skal altså overhovedet ikke skelne mellem det latterlige ”privat-person” og fagperson. Man er altid kun én person, som står til samlet ansvar for sit virke. Denne ”samling” er et værn mod den magtens indoktrinering, som jeg beskrev den under punkt 1, og som er båret frem af ikke mindst RV og Socialdemokraterne.

Jeg har heldigvis aldrig mødt en ordentlig lærer uden holdning. At have en pædagogisk holdning er ikke indoktrinering, men er et udtryk for pædagogisk ansvar som sådan. Men den slags ansvar er umuliggjort af læringsideologerne, som ønsker ”undervisningseksperter”, dvs. indoktrinering som under punkt 1.

Det modsatte af indoktrinering er ikke neutralitet. Det modsatte af både indoktrinering og neutralitet er pædagogisk ansvar.

 

C. Hykleri i skiver
I tråden under artiklen har Niels Christian Sauer følgende rammende kommentar til Scaveniuserne:

”Med til historien her hører, at mistilliden til lærerne langt fra har været begrænset til højrefløjen. Det, der skete under SRSF-regeringen i 2012-13 var uden sammenligning den til dato alvorligste mistillidserklæring til lærerne. Hykleriet er til at skære ud i skiver.”

 

D. Reminder: Baunsbak-Jensens pointe
Indoktrinering i 1970’erne udøvedes af den fremstormede marxisme, som havde gjort op med pædagogiske formål. I dag kommer indoktrineringen fra læringsteknokratiet, herunder ikke mindst de radikale og socialdemokratiet. Det var også Baunsbak-Jensens pointe, som jeg omtalte i går.

Link til diskussionen: https://www.folkeskolen.dk/644765/forligsparter-tager-afstand-fra-alex-ahrendtsen?fbclid=IwAR2HPJoN9Ok4yFqlE2mtvq6GZqkccd55DOvB9lKU4V2ORVoIrx3dclFcsI0

 

33. d. 22. oktober: Indoktrinering 3

Modsætningernes parade:

De partier, SF og RV, som helt aktuelt fremmer en højteknokratisk indoktrinering, skælder ud på det parti, DF, som i ny og næ kritiserer det læringsteknokrati, som partiet selv har stemt for.

Det parti, DF, som helt aktuelt går ind for at data-indoktrinere små tvangsvågne ghetto-babyer med noget, partiet kalder for ”danske værdier”, kritiserer danske lærere for stadig at gå rundt og indoktrinere med noget gammel marxistisk marxisme.

Det er som om, at de værste sider af 70’erne, 00’erne og 10’erne kollapser i et sort hul.

Det hele er helt i stratosfæren. Jeg finder min sombrero, maler mit ansigt sort og spiser noget bacon.

 

34. d. 23. oktober: Statens data-liv

Danmark er nr.1 i verden, når det kommer til digitalisering af samfundet. Det burde ellers nok få nogen til at tænke sig om og vente lidt, men det sker ikke. Tværtimod ser vi en aggressiv datamaksimeringsstrategi på alle fronter, godt supporteret af diverse tænketanke. Her er et aktuelt udvalg:

A.
For det første er der Finansministeriet, og aktuelt især Innovationsministeriet, hvor Sophie Løhde er den tilfældige minister, der bærer processen frem. I dag kommer regeringens forslag til ”digitaliseringsreform”, som jeg ikke glæder mig til at læse.

Politiken fortæller i dag om, hvordan læger skal erstattes af lægerobotter, og hvordan sygdomsforebyggelse kan effektiviseres ved at sammenkøre kunstig intelligens og en omfattende dataophobning med udgangspunkt i CPR-numre. På den måde kan der skabes ”innovative løsninger, der kan forbedre den danske konkurrenceevne”. Det lyder som en form for almengjort ghetto-pakke.

Ida Auken (R), som er formand for SIRI-kommissionen, bakker entydig op. Data vil ”forbedre menneskets liv” siger hun.

De snakker så om lidt etik, og om at de vil udarbejde nogle principper, men det er løs snak, når man tager den teknologiske og ideologiske proces i betragtning.

https://politiken.dk/…/Danmark-skal-have-den-etiske-f%C3%B8…

B.
JP fortæller i dag i samme ånd om, hvordan Løhdes ministerium vil erstatte vigtige dele af sosu-assistenters omsorgsarbejde med skærme, og at alle informationer om borgere skal samles ét sted, hvilket jo er samme pointe som det med sammenkøring af data og cpr under pkt.1. Ældresagen er ”skeptisk”, står der i en af artiklerne.

https://jyllands-posten.dk/…/de-faerreste-droemmer-om-komm…/

C.
I går kunne Viborg Folkeblad berette, hvordan en jurist bliver erstattet af en intelligent og selvlærende jura-robot i en af statens styrelser. Løhde er begejstret.

https://viborg-folkeblad.dk/…/Robotterne-ko…/artikel/396598…

En stor del af disse ideer, pkt.1-3, knytter som sagt an til regeringens ”digitaliseringsreform”, som udkommer i dag.

Det er det, som i Løhdes ministerium også kaldes for ”sammenhængsreform” og for ”afbureaukratisering”. Forvaltningen overtages af en maskine med adgang til alt, og så er der jo ingen bureaukrati, må logikken være. Senest er skolereformen også blevet indrulleret i logikken. Og i januar 2018 fik en ”læringsguru” 190mio kr. af staten til adaptive læringsværktøjer.

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156003026729481&id=837549480

Efter min mening får vi bureaukrati x 1000. Vi får hjernestyring.

D.
Med dette syn lægger regeringen sig op af KL, hvis såkaldte teknologispring bygger på de allermest ideologiske ideer fra Silicon Valley, og som ligefrem roser Cambridge Analytica.

http://www.kl.dk/teknologispring

E.
En medspiller er SIRI-kommussionen, som Ida Auken som sagt er formand for. Også her er der stor IT-begejstring, også her smurt med lidt etik-pynt. De så vi i kommissionens forrige rapport, hvor vi logikken udfoldedes i forbindelse med en analyse af skoleudvikling.
http://www.thomasaastruproemer.dk/siri-kommissionens-opgoer…

F.
Blåstemplingen fra centrum-venstre, KL og de administrative centralorganer gør, at også f.eks. Professionshøjskolerne er med på vognen. Deres nye læreruddannelsesoplæg bygger på samme ideologi.

http://www.thomasaastruproemer.dk/laereruddannelsens-opgoer…

Og under denne UC-accept vokser der et større netværk af små forsknings- og udviklingsmiljøer, som har et efter min mening meget snævert syn på den digitale teknologis essens og konsekvens.

G.
Dertil kommer Disruptionsrådet, som har samme ideologiske udgangspunkt, og som flittigt deler små ”hvad nu hvis-artikler” på de sociale medier. Disse artikler fortæller helt ukritisk om, hvordan robotterne overtager det ene og det andet. Den anden dag kunne de f.eks. dele en artikel om, at man kunne sende tanker til hinanden via en computer. Rådets ledsagertekst lød i karakteristisk stil sådan her:

“Det er efterårsferie og sæson for hygge og spil. Et hold Amerikanske forskere har i et nyt forsøg koblet hjernerne sammen på tre forsøgspersoner, der fik til opgave at spille Tetris. Læs mere om hjernetetris, hvor deltagerne kommunikerer med hinanden via tanker, i artiklen her. Og tag en person, som du gerne vil vide, hvad tænker på:-)”

Jamen, det er da bare så hyggeligt. Udover den slags ferie-lege har disruptionsrådet dyb indflydelse på regeringens og især erhvervsministeriets teknologipagt, som har store uddannelsespolitiske og pædagogiske konsekvenser.

H.
Lidt uden for nummer har vi en række rådgivningsfirmaer, f.eks. det såkaldte ”Future Navigator”. Firmaets to direktører, Liselotte Lyngsø og Anne Skare Nielsen kunne i gårsdagens Politiken fortælle om deres teknologiske vision, som vil opløse al pædagogisk sammenhæng, der reduceres til ”dataetik”.

F.eks.:

”Hvordan sikrer virksomhederne konstant feedback og mikrotræning? Vi går fra just-in-case læring til just-in-time-læring. Vi er blevet vant til hele tiden at blive ratet med likes og kommentarer, for de unge er det nærmest et must”.

Eller hvad med:

”En måde at give medarbejderne hyper-feedback på bliver eksempelvis at anvende metoderne fra de mest avancerede læringsplatforme…. Afkodning af vores hjernebølger, også kaldet tankelæsning – ja, du læste rigtigt – bliver en del af den værktøjskasse”

De slutter med et ”What’s not to like?”

https://politiken.dk/…/Bliver-du-en-af-dem-der-ser-%E2%80%9…

Det må være det, som kaldes for “danske værdier”?

 

35. d. 23. oktober: Erik Schmidt i Landsretten: Alle indlæg i sagen

Om præcis en uge sidder Erik Schmidt og skoleleder Mohammed Bibi over for hinanden i Østre Landsret. Få timer efter starter Danmark Lærerforening sin kongres i København. Jeg håber, at kongressen starter i Bredgade, hvor Landsretten bor, og hvor skolens formål og åndsfriheden denne lille tirsdag formiddag kæmper for sin eksistens mod den radikale rådmand Susanne Crawley Larsens og KL’s overgreb.

Her er alle indlæg om sagen siden 2014:

http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt?fbclid=IwAR1G4SSuwfywZ8r74AtbOdmzAHoDYgmWE5t-JWbrqRup_duSthnY8tPGgFo

 

36. d. 23. oktober: Ole Borgå kritiserer Antorini

Meget interessant indlæg af Ole Borgå. Det er en insiderbeskrivelse af arbejdet med skolereformens digitaliseringssyn under Antorinis ødelæggende ideologiske ledelse.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/tidligere-medlem-af-digitaliseringspanel-vi-har-digitaliseret-med-hovedet-under-armen?fbclid=IwAR1ef4sb-cjLK4yjEHx8unkhVfyig2WF_px8_BFD2Oxn4ZNwBUBG_HtxwAU

 

37. d. 23. oktober: Urimelig behandling af Carolina Magdalena Maier https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156706642219481&id=837549480

Carolina Magdalena Maier fra Alternativet er efter min mening udsat for en helt urimelig behandling af pressen, fordi hun har været på flyvetur 20 gange på 3 år, hvoraf halvdelen er erhvervsbetingede, og en del rejser skyldes det forhold, at hun har familie i udlandet. Det er på ingen måde problematisk i en stilling som politisk ordfører for et af Folketingets partier. Jeg vil tro, at det nærmest er i underkanten. Og det gør hende bestemt ikke uegnet til at drøfte miljø- og klimapolitiske spørgsmål eller foreslå, at man flyver mindre i almindelighed osv..

Men nu skal hun stå model til journalisters snagen i sit – for sit erhverv og segment – helt almindelige forbrug. Hvad bliver det næste? skal hun offentliggøre ugens menu? Der er da ingen, der gider at være politiker, hvis det skal være på den måde.

Hvorfor bruger journalisterne ikke krudtet på ordentlige undersøgelser af Alternativets politik?

Det minder mig om dengang for et par uger siden, da pressen kastede sig over et citat fra den kloge valgmenighedspræst Morten Kvist. Dengang var det venstrefløjen, der gik i selvsving. Nu er det så højrefløjens tur, mens alle andre holder lav profil, og håber at de går fri.

Måske har pressens nidkærhed rod i den københavnske kulturborgmester Nico Grünfelds problemer? Han var jo også alternativist. Grünfeld havde brugt et ikke vanvittigt højt beløb på at indrette sit kontor, hvilket også blev helt overeksponeret af nogle journalister med mangel på faglig identitet. Det var lidt værre med usandheden om hans universitetsgrad. Den slags er meget kritisabelt, men desværre ikke helt ualmindeligt.

Jeg synes, det skal holde op.

 

38. d. 24. oktober: Læringsbarometer eller læringsglemsel

Samme dag som Lene Tanggaard udgiver en bog med titlen ”læringsglemsel”, lancerer forskningsministeriet et såkaldt ”læringsbarometer”, hvor alle landets studerende evaluerer deres meget forskelligartede uddannelser ud fra samme spørgeskema.

Evaluerings-svarene samles i en statslig database, som kan bruges til alt muligt. Blandt andet til at regulere tildelingen af økonomiske midler, men også til almen kvalitetsudvikling, dvs. datastyring.

Mon ikke også de studerendes svar med tiden kan kobles sammen med andre big-datasystemer i henhold til regeringens nye datastrategi? Det tror jeg.

Så vi har en lille bog om læringsglemsel over for en high-stake-centraliseret læringsideologi.

Og så udtrykket ”læringsbarometer”! Det er jo så uddannelsesfjendsk, som man næsten kan tænke sig. Tænk at alle landets unge skal tvinges til at høre på den slags. Det er synd for dem. Det er også synd for universiteterne og de andre uddannelsessteder.

Hvis jeg var studerende, ville jeg nægte at deltage i det barometer-cirkus for at beskytte både mig selv, min uddannelse og min samfund. Tegn en Muhammed-tegning af ministeren i stedet for med en Fahrenheit-skala om halsen.

Hvis man har kritik af sin uddannelse, bør man gå til sin lærer, og hvis det ikke nytter, så er det hen til studienævn/ledelse eller til pressen med sit navn under indlægget, evt. sammen med medstuderende. Ikke via disse falsk anonymiserede statslige datastrukturer, som kaldes ”læring” og ”barometer”.

Singularity-minister, Tommy Ahlers er fuld af optimisme. Her gør Ahlers rede for sin makabre ideologi i dagens Politiken:

»Jeg har heldigvis fået lov til at præge måden, vi spørger på. Her har jeg kunnet trække på erfaringer fra nogle af de virksomheder, jeg har arbejdet med og har drevet. Det handler om at måle nogle forholdsvis enkle og simple ting. Hvor man for eksempel spørger sine kunder hele tiden: Hvor sandsynligt er det, at du vil anbefale denne virksomhed til andre. Her får du et klart tal, for eksempel 9,4. Bum. Det er så op til virksomheden og marketingchefen at fortolke, hvad det betyder. Men det giver den helt konsistente måling, som du kører måned efter måned og år efter år. Det er lidt der, vi vil hen. Vi forsimpler det ikke så meget. Men effekten er lidt den samme«.

Han siger, at det ”fungerer godt i erhvervslivet”.

Men det der med “glemslen” lyder dejligt. Det er den eneste vej til oplysning. Læs evt. den fine anmeldelse af Tanggaards bog.

Links:
Mere om Læringsbarometret: https://ufm.dk/uddannelse/indsatsomrader/laeringsbarometer

Interview med Ahlers i Politiken: https://politiken.dk/…/Det-er-en-metode-der-fungerer-godt-i…

Diverse reaktioner: https://politiken.dk/…/Ministerium-sender-sp%C3%B8rgeskema-…

Anmeldelse af Lene Tanggaards bog: https://www.folkeskolen.dk/644943/laering-glem-det-

 

39. d. 24. oktober: Erik Schmidt i Landsretten: Demonstration kl.9

Tirsdag kl. 9 er der demonstration foran Østre Landsret til fordel for Erik Schmidt. Sagen gælder spørgsmålet om, hvorvidt skolens grundlag er lovens §1 om kundskaber og åndsfrihed, eller om det er Christine Antorinis og Bjarne Corydons konkurrencestat.

https://www.facebook.com/events/557587491336944/

 

40. d. 25. oktober: Erik Schmidt i Landsretten: Mikael Busch i Fyens Stiftstidende

Gymnasielærer Mikael Busch, som tilhører GL’s dannelsesgruppering, tager parti for Erik Schmidt i dette indlæg på Fyens.dk.

Busch tilhører Liste 2 i GL’s hovedbestyrelse, som der netop i disse dage er valg til. Resten af GL og rektororganisationen Danske Gymnasier er mig bekendt tavse om denne sag, som ellers vedrører gymnasiet dybt.

Jeg vedhæfter derfor også en kort analyse af valgoplæggene ved valget til GL i 2015. Men jeg er ikke opdateret på evt. ændringer i synspunkterne/grupperingerne.

Links:
Mikael Buschs indlæg:
https://www.fyens.dk/article/3295184…

Analyse af GL’s grupper fra 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-valgoplaeg-til…

 

41. d. 25. oktober: Erik Schmidt i Landsretten: Overbliksartikel på Folkeskolen.dk

Julie Yapa Sørensen giver i denne artikel et udmærket overblik over Agedrup-sagens fakta.

https://www.folkeskolen.dk/644976/faa-et-overblik-over-erik-schmidt-sagen?fbclid=IwAR2MIGQITEu3rokR4DoxOBNExbk3_civ2j0A2roAQEC7mbkHF_Awp-IydPA

 

42. d. 26. oktober: 00’er-stemning i friskolerne

Ude i kopirummet faldt jeg over en interessant artikel fra tidsskriftet Kvan, nr. 84, 2009. Artiklen er skrevet af ph.d. og teolog Ulrik Overgaard.

I artiklen, som hedder ”Holdningsskolen – det grundtvig-koldske bud på en nutidig skoleform”, undersøger Overgaard muligheden for at fundere den grundtvig-koldske friskoles filsofi på Niklas Luhmanns systemteori.

Grunden til, at artiklen er interessant, er alene det historiske. Artiklen er et udtryk for ånden i 00’erne, hvor den centrale præmis bestod i et opgør med ontologi og fælles historie, altså skolereformens ideologi. Denne præmis var netop funderet i systemteorien.

Dette gentages også i Overgaards artikel, men i en særlig friskoleversion. Overgaards samtidsdiagnose er følgende: For det første er Kold blevet reduceret til en ”vækkelsesprædikant”, og Grundtvig kritiseres for ”bibelfundamentalisme og nationalromantik”. For det andet, skriver Overgaard, sættes dagsordenen af ”konstruktivistiske teorier og evidensbaserede analysemetoder”, dvs. systemteori. Det er for så vidt en korrekt beskrivelse af situation i 2009, og Overgaard lægger dermed op til en kritik. Men det sker ikke. I stedet accepteres præmissen. Vi får at vide, at situationen skaber ”nye muligheder” og ”åbner op for nyfortolkninger af den grundtvig-koldske tradition”. Der lægges an til Luhmanns komme.

Næste afsnit åbner i karakteristisk 00’er-stil. I en kort sætning får vi at vide, at det er slut med ontologi og almenhed. Vi får en ”fra og til” approach i karakteristisk stil. Først de ”gamle dage”:
”Traditionelt ville en passende teori om samfundet da også tage udgangspunkt i subjektet….. og derefter efterspore en samlende fællesnævner, en ontologi”

Derpå siger Overgaard, at ”et sådant teoretisk fundament må dog i dag anses for at være forældet. Subjektets ubestridelighed er både bestridt og overvundet”.

Nå ja, slut med al den slags. Det er ”overvundet”. Videre!

Herfra kaster artiklen sig uden betænkningstid over Niklas Luhmanns systemteori, som det eneste saliggørende. Overgaard har ingen kritiske bemærkninger til Luhmann, som han mener kan forenes med den grundtvig-koldske historisk-poetiske grundsyn, som han ellers lige har gjort op med.
Det er meget tidstypisk, og også lidt underligt. Måske er der tale om en særlig friskoleafart af den rolle, som systemteorien havde på folkeskolen via folk som Lars Qvortrup og Jens Rasmussen. De var jo også systemteoretikere, men søgte bestemt ikke at forene systemteori med højskoletraditionen, tværtimod. Men nu har jeg bestilt den ph.d.-afhandling, som Overgaard bygger sin artikel på. Afhandlingen, som er fra 2008, hedder “Dengang og nu: den grundtvig-koldske grundskolepædagogik – historisk, systematisk og empirisk belyst”.

 

43. d. 26. oktober: Erik Schmidt i Landsretten: Lov eller revolution?

Brian Degn Mårtensson argumenterer i dagens Altinget for, at skolereformens læringsrevolution er i strid med Grundloven.

Det er en meget tankevækkende betragtning, Mårtensson fremsætter. Hvis den er korrekt, så har vi på tirsdag en situation, hvor revolutionen i form af Odense Kommune/KL står over for Grundloven i form af Erik Schmidt i Østre Landsret. Det bliver spændende, om retten inddrager skolens formål og evt. Grundloven i sin argumentation.

Så hvor står retten? På revolutionen eller på Grundlovens grund?

Det paradoksale er, at Odense Kommunes radikale skolerådmand, Susanne Crawley Larsen, som står bag overgrebet mod Schmidt, rejser rundt og priser Grundloven i tide og utide, selvom hun altså støtter det revolutionære opgør med selvsamme Grundlov. Det er den slags, jeg kalder for ”Arbejdsmarkedspartiet”.

https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/forsker-skolereformen-er-danmarks-oversete-revolution?fbclid=IwAR2iJOhWI5uRENCJok7v7RjQ62fFjxjpmQ2GGVXiXvjufMOfG7jltfz0yuE

 

44. d. 26. oktober: Lav score på smal præmis

Først udrydder man alle pædagogiske præmisser. Det kaldes også for skolereformen. Derpå indsætter man i stedet en økonomisk-teknisk præmis og indretter hele det nu pædagogik-tømte system på en konstant, stressende og bævrende optimeringstilstand.

Men selv ikke med dette smalle udgangspunkt kan man finde ud af at vinde i et kapløb, hvis hele præmis, man selv har konstrueret. Karaktereeeeerneeeee stiger ikke.

Hvad siger politikerne mon til det?
Annette Lind fra Konkurrencestatspartiet siger, at vi skal vente 15 år mere. God ide, for så er den sidste rest af pædagogisk praksis og kundskabsliv nok elimineret.

Marianne Jelved fra Arbejdsmarkedspartiet siger, at vi skal lave noget mere varieret undervisning.

Alex Ahrendtsen fra Dansk Fryseparti vil have endnu flere evalueringer. Han mener vist nok, at alle lærere stemmer på DKP.

Jacob Mark fra SF er den eneste med fingeren på pulsen. Han kritiserer “læringsparadigmet”.

Jeg er simpelthen så glad for dårlige evalueringer af dårlige projekter. For gode evalueringer af dårlige projekter viser jo blot, at dårligdommene er maksimeret. Det er derfor, at en evaluering aldrig kan stå alene.

https://www.folkeskolen.dk/644925/nationale-test-efter-tre-reform-aar-fortsat-ingen-fremgang?fbclid=IwAR1MgvpqHajoHOhX1SL9o-8E1BovOtBDUKiuZphnrvKmlu7baAnrM-rfArU

 

45. d. 26. oktober: Halløj på lærerværelset

Her på det sidste er satire og journalistik begyndt at løbe sammen i en stor pærevælling, hvilket skyldes virkelighedens mere og mere onde komik. Vi ser det fra satirens side i Jonatan Spangs bedste stunder, f.eks. dengang han kunne fortælle, at Løkkefonden var fyldt med Bubber-familier, Løkke-koner og kvotekonger, hvilket jo alt sammen passede. DR’s Detektor kunne efterfølgende fortælle, at den pædagogiske gevinst af fondens arbejde var yderst begrænset.

Andre gange bliver virkeligheden satirisk fra journalistikkens synspunkt. Det sker f.eks. på forsiden af dagens WA. Her beskriver journalisterne Lene Malycinski og Nikolaj Arve, hvilke krumspring en række folkeskoler gør for at få del i Lars Løkke og Merete Riisagers såkaldte skolepulje, som er et Løkke-initiativ, der er inspireret af – igen igen – Løkkefondens turbo-pædagogik.

Skolepuljen går ud på, at en række folkeskoler får penge, hvis vel at mærke karaktererne for 9. klasse stiger fra år til år. På den måder bedømmer man bare slet ikke den samme klasses fremskridt, og det hele bliver derfor totalt tilfældigt. Det er de to forskere, lektor Christian Kjeldsen og professor Peter Dahler-Larsen, helt enige om. Dahler-Larsen udtaler sig til WA’s artikel, og begge forskere bekræfter balladen i en DR-detektorartikel fra sidste uge.

Eftersom det hele er held og tilfældighed fra ende til anden, kæmper en række skoleledere for at få del i puljen med de mest desperate og usammenhængende midler. F.eks. inviteres 9. klasse pludselig på eksamensmorgenmad. Andre steder laver man hypnose-terapi og mindfulness, og i Guldborgssund arbejder de med ”growth mindset og selvpositionering”.

En anden satirisk effekt er, at de skoler, som har fulgt UVMs “skræddersyede program for elevløft”, faktisk scorer dårligere end de skoler, som “takkede nej”. Jamen, det er da betagende i al sin konkrete komedie.

Det allermest satiriske er, at Tarm Skole har købt ydelser for over 200.000 kr. hos Løkkefonden, som Løkke Rasmussen jo selv angav som en positiv begrundelse for puljeskolerne in the first place. Men ved I hvad? Tarm Skole tabte. Der var 0kr til Tarm. Så Løkke virkede ikke som middel til at score højt på Løkke. Det er da simpelthen så sjovt.

En anden skole flyttede lige et par svage elever over i en specialklasse, og wupti… så kunne man have hævet karaktergennemsnittet. Heldigvis fik skolelederen moralske skrupler.

Artiklens overskrift er ”Halløj på lærerværelset”. Ja, det må man nok sige. Skynd jer at køb avisen og skrig af grin til denne artikel, hvor virkeligheden overgår satiren. Spang får svært ved at overgå WA på søndag.

Løkkes ”halløj” forsvares indædt af undervisningsministeren, som åbenbart har besluttet at slutte af som Venstre-politiker i pardans med Løkke.

https://www.weekendavisen.dk/2018-43/samfund/halloej-paa-laerervaerelset?fbclid=IwAR2vRfUMyRskYkDii5eqY2bjhsTioNBh7IbPHnmAV-4qIixaXHFRGAwDG2Y

 

46. d. 28. oktober: Læringshygge og Big Data hos Systime

Kærlighed til Big Data. Læringshyggen breder sig:

https://systimes.systime.dk/index.php?id=272&fbclid=IwAR3z7INlOKYtxF63QneogUGaLf6vAV8K5HlLDgePGQ37n9pZWmmKV4ScljI

 

47. d. 28. oktober: Erik Schmidt i Landsretten: Analyse af byretsdommen

Om to dage får starter Landsrettens undersøgelse af landets skolepolitiske retstilstand, når Østre Landsret behandler Agedrup-sagen. Gælder §1 eller gør den ikke?

Her er en analyse af byretsdommen fra november 2017, som efter min mening var under al kritik:

http://www.thomasaastruproemer.dk/samlet-analyse-byretsdommen-erik-schmidt.html?fbclid=IwAR05BH6MjZU2raMuCpxZEb1s9cTuR12rYksdgKg2TT8jVPmW4DXk5Htx2aU

 

48. d. 29. oktober: Erik Schmidt i Landsretten: Mikael Busch i Kristeligt Dagblad

Mikael Busch har et fint indlæg i dagens Kristeligt Dagblad om Erik Schmidt-sagen.

Busch kritiserer især det forhold, at dommeren i byretten brugte en særlige kombination af tjenestemandsloven og ordet “forandringsresistent” som begrundelse for sin dom i kommunens favør. Dommeren lyder jo som en eller anden fra Mckinsey-consult eller Odense Kommune.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/maa-en-laerer-sige-fra-agedrup-sagen-er-i-graazonen-mellem-ledelsesret-og-ytringsfrihed?fbclid=IwAR27eYkx7SGBJ1MptMkVCVwln5eXVgx2xYoztl1njVnIwX8XpPE8IW54qfY

 

49. d. 29. oktober: Erik Schmidt i Landsretten: Anders Bondo i Politiken

Anders Bondo om Erik Schmidt-sagen:

Anders Bondo har i dagens Politiken en kommentar om Erik Schmidt-sagen. Bondo lægger især vægt på vigtigheden af, at der eksisterer et kritisk engagement også internt på den enkelte skole.

Bondo mener, at værdsættelse af kritisk aktivitet er i overensstemmelse med de offentlige retningslinjer for offentligt ansatte ytringsfrihed, og at intern kritik forbedrer den pædagogiske faglighed.

Det har han jo helt ret i, men det mener den radikale rådmand i Odense ikke. Hun vil have lærings-skrårem. Og dommeren i Odense byret mener, at kritisk sans er det samme som at være “forandringsresistent”. Det er helt umuligt at bedrive pædagogik på de vilkår.

Bondos indlæg er også lagt ud på DLF’s hjemmeside, som jeg har hentet linket fra. Indlægget er også omtalte på folkeskolen.dk.

Links:
Bondos indlæg i Politiken/DLFs hjemmeside:
https://www.dlf.org/…/debat-kritik-af-ledelse-boer-ikke-foe…

Omtale af indlægget på folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/…/anders-bondo-derfor-er-erik-sc…

 

50 d. 30. oktober: Erik Schmidt i Landsretten: Dagens syv indlæg

Dagens syv indlæg i Erik Schmidt-sagen:

Jeg har samlet dagens i alt syv artikler fra Folkeskolen.dk, Fyens.dk og Politiken om dagens begivenheder i Østre Landsret, hvor Odense Kommune jo insisterer på retten til at rense skolen for åndsfrihed. Artiklerne ligger i vedhæftede link.

Selv var jeg i Valby for at tale om “frigørende pædagogik” til en gruppe lilleskole-ledere, så jeg nåede kun at høre retssagens sidste kvarter. Jeg kan derfor ikke vurdere dagens proces. Sagen afgøres pr. mail. d. 29. november.

Om formiddagen havde der været en flot demonstration. Lærere fra hele landet var mødt op på DLF’s opfordring, fordi der var DLF-kongres i København.

Efter retssagen var vi en lille flok, der – via et kort pit-stop på Nyhavn – kørte hen til det firestjernede Tivoli Hotel, hvor DLF afholdt foreningens kongres. Da jeg ankom, var DLF’s såkaldte “folkeskoleideal” på dagsordenen. Jeg hørte diskussionens afsluttende udvekslinger, som ikke lover godt.

En klog ældre delegeret fra Odense – always Odense! – mente, at folkeskoleidealet havde for meget fokus på det enkelte barn og for lidt på skolen som et fællesskab. Det hovedbestyrelsesmedlem, som står for processen, svarede ved at sige noget i retning af, at Grundtvig var en skør kanalje uden forstand på praksis. Men at man måske ville “ændre ordvalget”, som det afvisende hed. Det lover ikke godt for dette “ideal”, som jo i forvejen truer med at komme i kløerne på Ny Start-processen. Men ok, jeg hørte kun debattens afsluttende bemærkninger, så jeg kan jo have misforstået noget.

På en eller anden måde var det som om, at den ældre delegerede med sit grundtvigske fællesskabssyn talte i forsvar for Schmidts sag; en sag, som jo er dybt forankret i skolens praksis og kulturens rodnet. Og de kommer jo også begge to fra Fyn. Men denne sammenhæng mellem pædagogisk tradition, fællesskab og kritisk dialog forstår Odense Kommune og KL ikke, fordi begge “organisationer” jo er rundet af skolereformens læringssyn, som faktisk udspringer af den frigørende pædagogik selv, og dermed er jeg tilbage ved formiddagens foredrag i Valby.

Vi har fået en sort læringsskole, og den frigørende pædagogiks læringsbegreb har været en af de centrale filosofiske kanaler for dette fald. Hvad der startede som frigørende pædagogik endte med at fjerne friheden fra pædagogikken.

Erik Schmidt kritiserede den sorte læringsskole i 2014. Det er det, som Odense Kommune nu vil forbyde sine lærere.

http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt?fbclid=IwAR0k8v5lUHwg6oeZ6mfUIsd22DmElnP97UnLHdEvGzPnXet0ladjoP8E60c