Her er 24 facebook-opdateringer fra d. 1-25. januar 2019. Resten af januar-opdateringerne har jeg lagt over i drys nr. 58, for at samle mine indlæg om Keld Skovmand-sagen.
Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.
- AREA9 i Weekendavisen
- FREMAD mod det Radikale Venstres anti-humanisme
- Facebook-drys 56: December 2018
- Odense Kommune og en mail til Erik Schmidt
- Ebbe Kløvedal Reichs skifte
- Ombudsmanden om Erik Schmidt-sagens aspekter
- EU-Monitor rapport
- Fire-dimensional uddannelse – note 1
- Skærm skærm ikke – rapport om mobiler i skolen
- Dialog mellem Eigil og Bambi
- Disposition til Schmidt-notat
- Samlet notat om Erik Schmidt-sagen
- Merete Riisager om Schmidt-sagen
- DLF skifter kommunikationschef
- Oversigt over evalueringer af folkeskolereformen
- Fire-dimensional uddannelse – note 2
- Samlet evalueringsrapport af læreruddannelsen
- Hvem er totalitær?
- Kong Salomons tekster
- Politisk forslag 1
- Politisk forslag 2
- Stresspanelet og AULA 1
- Stresspanelet og AULA 2
- KL’s forklædte mundkurve
1. d. 5. januar: AREA9 i Weekendavisen
I dagens WA er der en artikel om AREA9’s algoritmelæringsprojekt, som har fået 190 mio. kr. af staten til at udvikle personaliserede mobil-læringssystemer. Firmaet har nu også indgået en aftale med landets boligforeninger.
Der er et stort billede af direktør Ulrik Juul Christensen foran en tavle med angivelse af ”4-dimensionel læring”, som er titlen på firmaets bibel. I artiklen er der også nogle udmærkede kritiske kommentarer af Brian Degn Mårtensson og Niels Jakob Pasgaard. Mårtensson sammenligner konceptet med hundetræning, og Pasgaard mener, at AREA9-systemet er en form for forstærket læringsmålsstyring. Jeg er 100% enig.
På et tidspunkt står der i artiklen, at ”videnskab er en vigtig del af AREA9’s markedsføring”. Og hvad er videnskab? Jo, AREA9 knytter sig til 21st century-læring og til ”4-dimensionel uddannelse”, dvs. en blanding af OECD, Singularity og globale techfirmaer. Den “konservative” Høje Taastrup kommune og KL er helt oppe i skyerne, hvilket journalisten da også nævner.
Men firmaets ledende ”learning officer” har aldrig skrevet om videnskab. Til gengæld har han skrevet en guide-bog til ejere af Tesla-biler. Der er lidt til Jonatan Spang der!
Studerer man AREA9’s bibel, altså bogen om 4-dimensional uddannelse, som kom i en dansk oversættelse på Dafolo forrige år, kan man da også læse, at staterne skal undgå at rådføre sig med faglige eksperter, som ikke har sans for den nye ”videnskabelige” ideologi og for forandring i det hele taget. Man skal kun have ja-hattene på slæb, så det hele kan ”passe ind” i det globale system. Kun på den måde kan man udforme et verdenscurriculum i Singularity’s, OECD’s, Googles og metakognitionens ånd.
Bogen har indledning af OECD’s mr. PISA, Andreas Schleicher, og der er dansk forord af mr. Skolereform, professor Jens Rasmussen. I forordet er der også en anbefaling fra AREA9’ direktør, altså Ulrik Juul Christensen. Jeg er ikke stødt på referencer til læringsteori eller pædagogisk teori i bogen og heller ikke noget andet, der er værd at nævne. Men jeg har den ikke lige ved hånden, så jeg kan jo have overset noget, hvilket jeg ikke tror.
På bogens hjemmeside starter omtalen med: ”Tidligere handlede uddannelse om at lære mennesker noget”. Ok, så det er slut med det? Lidt øv, synes jeg. Kan I kender konflikten om Fælles Mål i denne diskurs? Det er kundskab vs. kompetence.
Det er skolereform 2.0, vi snakker om her. Her er der faktisk ikke engang en konkurrencestat, fordi staten som sådan er opløst. Til gengæld forbinder den aktuelle DPU-filosofi sig med denne tænkning som hånd i handske, ligesom den også gjorde med skolereform 1.0, som jo var lavet af Antorini/Corydon-ideologi.
Links:
Artikel i WA:
https://www.weekendavisen.dk/…/plus-minus-gange-og-personal…
Link til bogens hjemmeside: http://bogenshjemmeside.dafolo.dk/Om-bogen.6846.aspx
2. d. 5. januar: FREMAD mod det Radikale Venstres anti-humanisme
Det Radikale Venstre slår sig op på humanisme og demokrati. I virkeligheden står partiets indre organer for det stik modsatte, nemlig teknokrati, post-humanisme, Singularity og semi-totalitær John-Hattie-ideologi. Al pædagogisk kritik reduceres til “umodenhed”.
Det kan man læse om i nedenstående blogindlæg fra foråret 2018, der handler om Ida Aukens såkaldte “SIRI-kommission”. Tankegangen flugter supergodt med ideologien i Odense Kommune, hvor “umodenheden” kaldes for “negative holdninger”, og med OECD/KL/AREA9. Det er skolereform 2.0.
Det er lidt sjovt, at Auken, som jeg har forstået det, deler adresse med en af landets førende data-kritikere, nemlig Bent Meier Sørensen fra CBS. Men de må jo have nogle gode diskussioner, når de ser X-faktor.
Men nu ved vi da, hvad det betyder, når de radikale pynter sig med lånte Macron-fjer og kalder på et “FREMAD”. Det betyder bare “fremad mod cyborg!”.
http://www.thomasaastruproemer.dk/siri-kommissionens-opgoer-demokrati-paedagogik.html
3. d. 6. januar: Facebook-drys 56: December 2018
Facebook-drys 56: December 2018:
http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-56-december-2018.html
4. d. 6. januar: Odense Kommune og en mail til Erik Schmidt
Erik Schmidt fik sin tjenstlige advarsel i juni 2014. Det var et system af grønne læringsmaksimerende skolereformfolk, der svingede det gule kort:
– En helt ny skoleleder, Mohammed Bibi, som kom fra en lederstilling på en kontroversiel muslimsk friskole. Han er stadig leder af Agedrup Skole og har vist 0.00% tegn på anger.
– En helt ny skoledirektør, Ina Ahrensberg, som blev bedt om at tage sin afsked i 2016. Hun omtalte i 2014 Schmidt-sagen som ”en blomstrende debat”. I dag har hun sit eget konsulentfirma for ledere. Firmaets motto er ”Vejen til succes”.
– En helt ny rådmand, Susanne Crawley Larsen (RV), som stadig er rådmand. Hun slår sig op på kritik, dannelse og ytringsfrihed. Hun har ikke kommenteret Østre Landsrets dom.
– En helt nytiltrådt Børne- og ungedirektør, Peter Pietras. Han havde afløst Jimmy Streit, som selv var forholdsvis ny i stillingen (ansat i 2012). Piatras gik af i foråret 2014, angiveligt pga. uoverensstemmelser med Crawley Larsen.
Den aktuelle direktør, Poul Anthoniussen, har været en gennemgående figur i den kommunale ledelse i alle årene. Han var allerede som skolechef i 2012 frisk på at ”sætte hold”, hvor de syge og, efter hans mening, inkompetente lærere skulle skiftes ud med nogle nye fynske ja-hatte, der gik ind for Anthoniussens vision, som blev kaldt ”Fremtidens skole”.
Visionen blev fagligt understøttet bl.a. af Jens Rasmussen og Lars Qvortrup. Anthoniussen ville have ”mest mulig læring for pengene” sammen med den daværende SF-rådmand, Stina Willumsen, som var med i KL’s bestyrelse. Som man kan se kørte det hele i samme centrum-venstre koalition som på landsplan (Odense har socialdemokratisk borgmester, dengang Anker Boye).
Anthoniussen var dog ikke direkte ansvarlig for advarslen til Schmidt, men mit tip er, at han har været “behjælpelig” i kulissen, fordi både skolechefen i 2014, Ina Ahrensberg, og alle de andre jo var helt nye.
Derfor er det Crawley Larsen og Anthoniussen, der i dag står som de særligt ansvarlige i den stærkt kritisable reaktion på landsretsdommen, formodentlig med byens borgmester og KL i baghaven. Men begge to er tavse som østers. I stedet har de sendt skolechefen, Nikolaj Juul Jørgensen, i pressen, selvom han først blev ansat i 2014.
Allerede få dage efter dommen kunne Juul Jørgensen kunne sammen med KL’s jurister fortælle, at landsrettens dom blot er en petitesse, som ikke har noget med ytringsfrihed at gøre.
Juul Jørgensen har efter sigende pr. 23. december sendt en mail til Schmidt, hvor han foreslår, at de slår en streg over det hele. I hvert fald har Schmidt oplyst følgende på Facebook d. 3. januar:
”Jeg har stadig ikke modtaget noget anbefalet brev fra Odense Kommune, men jeg må lige fortælle, at skolechefen i Odense, Nikolaj Juul Jørgensen, lige før jul (vist på baggrund af mit indlæg på Politiken SkoleLiv) sendte mig en personlig mail, hvor han gav udtryk for anerkendelse af dommens konklusioner og håb om, at vi kunne “mødes om følelsen af, at det er rart, at vi nu kan lægge sagen bag os”. Jeg har lige skrevet tilbage til ham, at dommen selvfølgelig lever videre, men at jeg ikke bærer nag til nogen enkeltpersoner. Jeg synes dog nu stadig, at en myndighed, der står bag et så alvorligt fejltrin, ikke bare bør forsøge at få sagen og dommen lagt stendød, men skylder noget mere. Noget, der kan mærkes – og her taler jeg ikke om penge. Jeg følte mig dog trods alt nødsaget til at sige mit job op tre år før, jeg havde regnet med at skulle gøre det. Og noget, der viser, at kommunen indrømmer sin fejltagelse og forklarer, hvad man vil gøre for at undgå lignende fejltrin i fremtiden. Men okay, skolechefen har da skrevet til mig.”
Hvilken barok kommune!
Her er en liste over de ansvarlige ledere af skoleforvaltningen i Odense siden 2010:
- Børn- og ungerådmænd i Odense:
Jane Jegin (V), 2006-10
Stina Willumsen (SF), 2010-12
Brian Dybro (SF), 2012-14 (barselsvikar for Willumsen)
Susanne Crawley Larsen (RV), 2014-? - Direktører for Børne- og ungeforvaltningen i Odense:
Klaus Majgaard, 2007-11
Jimmy Streit, 2012-14
Peter Pietras, 2014-15
Poul Anthoniussen, 2016-? - Skolechefer i Odense Kommune:
– Jørgen Schaldemose, 1998-2011
– Poul Anthoniussen, 2011-14
– Poul Anthoniussen, Ina Rise Ahrensberg og
Nikolaj Juul Jørgensen i områdedelt struktur,
2014-16.
– Nikolaj Juul Jørgensen, 2016-? - Skoleledere ved Agedrup skole:
Eskild Kjær-Madsen, 1989-1999
Birgitte Andersen, 1999-2013 (lærer ved skolen siden 1974)
Mohammed Bibi, 2014-?
Links:
En del info har jeg fra Lærerbladet, nr. 2, 2016: http://www.odenselaererforening.dk/…/laererbladet-nr-2-2016…
Lidt om Odense Kommunes Fremtidens Skole i 2012: https://www.folkeskolen.dk/506521/en-fynsk-vinter-opd-21-jan
Om Ina Ahrensbergs ”blomstrende debat”: http://www.thomasaastruproemer.dk/boern-og-ungechef-ina-ahr…
5. d. 7. januar: Ebbe Kløvedal Reichs skifte
Fra 1972 til 1997:
1972:
I Ebbe Kløvedal Reichs bog om Grundtvig, ”Frederik – en folkebog”, fra 1972 hedder det:
”Grundtvigs måde at være dansk på, og hans mening om, hvad det vil sige at have ansvar for præcis dette sprog, præcis dette land og præcis dette folks historie, bringes i erindring, før vores salgsgale politikere formøbler den sidste rest af os”. (citatet er fra Gustav Albecks ret kritiske anmeldelse)
Reichs bog er skrevet i en frisk socialistisk anti-EU-ånd, der strømmede ud fra Vietnam-bevægelsens og kollektivernes kamre. Reich repræsenterer en form for venstreorienteret mytologisk-national bevægelse, som havde stor indflydelse, f.eks. på Christiania.
1997:
I 1997 har Reich skiftet synspunkt. I en kronik i JP sammenligner han Grundtvigs interesse for den nationale historie med rockere og slagsbrødre. I stedet betoner han udelukkende Grundtvigs universalistiske sider, som – skynder jeg mig at sige – også er vigtige. Reich er også blevet træt af EU-modstanden. Reich får dog også sagt – nærmest ved en fejl og som et slags efterladenskab fra 70’er-bogen –, at det folkelige kan findes i alle folkeslag, og så er vi jo tilbage ved den nationale og nynordiske dannelses-kerne.
Grundtvigianernes kritik af det tysk-romerske har Reich i sin 1997-kronik ingen forståelse for, selv ikke vreden mod tyskerne i 1872, hvor Sønderjylland jo ellers var besat. Og Grundtvigs interesse for det nordiske reduceres til et ”nothing” via en enkelt tekstreference. Pludselig er det nationale tømt for mildhed, samtale og højskoleånd og alene fyldt med stål og slåskamp. I disse passager kan man kende argumentationsstrukturen i skolereformens åndelige bagkatalog.
Årsagen til, at skiftet er så ulideligt let, er naturligvis, at det ”folk”, som Reich forsvarede i 1972, allerede var beskadiget af hele autoritetsopgøret. Det var så at sige allerede tømt for indhold. Venstregrundtvigianismen kunne ikke klare sig selv.
Fra murens fald:
Fra murens fald i 1989 gik venstregrundtvigianismen under, og det grundtvigske som sådan fik problemer.
Ti år senere, i 1999, kom Ole Vinds disputats om Grundtvigs historiefilosofi. Vind argumenterer for, at selv de universalistiske sider af Grundtvig er underlagt fundamentalismens logik. Vind forsøgte at sætte H-G. Gadamers hermeneutik ind i stedet for, men det duer jo ikke, for Gadamer ville jo aldrig læse Grundtvig så håndfast.
Herfra tager systemteorien og PISA-listen over.
Men hvorfor blev det et enten-eller? Altså enten rockeren eller det universelle?
Svaret er: Begrebet ”folk” var blevet beskadiget. Først af nazismen og siden af socialismen. Derfor kaldes det folkelige nu for ”populisme”, mens teknokratiet og OECD svinger taktstokken over landets pædagogik.
——————————-
Her er Reichs kronik fra 1997:
Død eller levende?
19. august 1997 Jyllands-Posten
Af EBBE KLØVEDAL REICH
Ved vennemødet 12.september 1872, dagen efter bisættelsen af Grundtvig på Køge Ås, holdt Bjørnstjerne Bjørnson en skandaleombrust tale, der blev indledningen til den såkalte “signalfejde”. Han talte for udsoning med det forhadte Tyskland, der otte år før havde tilføjet Danmark det katastrofale nederlag ved Dybbøl. Det var ikke fordi Bjørnson var forelsket i tyskerne, men fordi han anså den spirende danske revanchisme for en tom, hysterisk og militaristisk illusion – og for en trussel mod hele Nordens fred og sikkerhed.
Reaktionen hos de forsvarsvenlige højregrundtvigianere var så larmende, at den spolerede den værdige sørgetid. Bjørnson, der indtil da i brede kredse blev regnet for en slags arvtager efter Den Gamle, blev nu blankt kasseret. Det var forræderisk og fejt at sende forsonlige signaler sydpå, sagde man. Og det var en ondskabsfuld forulempelse at gøre det ved netop det vennemøde – så at sige øjeblikket efter, at profeten havde draget sit sidste åndedrag. Et tiår senere tog Viggo Hørup Bjørnsons tråden op og fik den efterhånden gjort til officiel, dansk udenrigspolitik. Det var derfor, Danmark klarede sig uden om Første Verdenskrig. Men blandt de argeste modstandere af den antimiltaristiske neutralitetspolitik blev den Gud-konge-og-fædrelandstro Grundtvig hele vejen igennem anført og citeret flittigt.
Hvad Grundtvig selv på sin nyerhvervede sky sagde til hele den ballade, kan ingen dødelig vide. Jeg tør alligevel godt vove den påstand, at han hverken var enig med Bjørnson eller med de mest højtråbende angribere. Men en del af hans rummelige sind havde en afgjort svaghed for de sidstes retorik. Nu, nøjagtig 125 år efter, må tiden være kommet til at gøre op med den svaghed. Ellers vil den skygge fatalt for de vigtigste og mest nutidige sider af hans budskab. Grundtvig er først og fremmest universalist. Det er livet og mennesket, der er vidunderet – ikke en særlig afart af livet og mennesket. Det kommer måske klarest til udtryk i hans mærkværdige, storladne alderdomsværk “Christenhedens Syvstjerne”, men det sætter sig spor overalt. Hans folkeligheds-begreb er universelt. Folkeligheden er naturligt til stede – i hvert fald som en mulighed – i ethvert folkeslag.
Lige så universel er hans kompromisløse kamp for trosfriheden som den nødvendige forudsætning for al sand kristentro. Menneske først – og kristen så. Men også f.eks. menneske først – og dansker så. Ved siden af var han ind imellem fordomsfuld, sværdsvingende nationalist. Det er der mange gode historiske grunde til. Han blev vakt til national heltedåd af selveste Willemoes, kort før den unge søhelt fik skudt hovedet af ved Sjællands Odde. Hans to sønner Svend og Johan satte livet på spil ved Fredericia og Isted i Treårskrigen. Det ville være urimeligt at bebrejde ham, at han sommetider bad Vorherre tage sig bedre af Danmark end af fjenden.
Det sker, at han går over stregen. Som når han trøster sit fædreland med, at “dine fjender til lands er og fjenderne Hans” (Guds). Eller når han rørstrømsk proklamerer “kæmpehad mod romer-åget.” Hans historisk betingede modvilje mod det tyske og det romersk-katolske slår sine steder over i det skingre. Desværre sker det osse i nogle af hans i øvrigt dejligste sange. Men hvis sandheden skal frem, stikker det dybere end som så. Det var ikke udelukkende af gyldige, historiske årsager, at Grundtvig med jævne mellerum diskede op med forskellige variationer over sit Bjarkemål-tema: “Vågner, vågner danske helte, springer op og spænder bælte !”
Skønt han dårligt nok selv i sin lange levetid var blandet ind i korporlig vold, havde han helt fra sine unge dage en betænkelig svaghed for norrøn brutalitet og sværdleg. Denne svaghed lever mellem os den dag i dag, når en vis type mænd (kvinder er almindeligvis immune) opdager de islandske sagaer fra dengang, der var rigtige mænd til – og begynder at beundre dem for deres fåmælte, stivnakkede morderiskhed.
Det er en særlig litterær måde at indrømme sine “rocker-sympatier” på. Og Grundtvig var den første, der brugte den. Et par steder anfører han med stolthed, at han gennem sin moders Bangske slægt er ætling af selveste Palnatoke. Som vel nok må betegnes som den mest blodtørstige, hensynsløse og fascistoide af alle jomsvikingerne. Og det er en hård konkurrence at vinde, for der var mange massemorder-konkurrenter. Det var f.eks. Palnatoke, der dræbte den kristne kong Harald Blåtand – med en pil skudt op gennem rumpen for morskabs skyld. Alt andet lige er det svært at have tillid til nogen, der er stolt af at nedstamme fra sådan en forbryder. I Grundtvigs tilfælde går det selvfølgelig alligevel, fordi han sagde så mange andre kloge og akut nutidige ting.
Men der må skelnes. Mellem de mere jomsvikingeagtige dele af ham, der bør stedes til hvile på Køge ås sammen med knoglerne – og de dele af hans værk, der stadig lever og udfordrer.
Det var en nødvendig og modig tale, Bjørnson holdt ved det vennemøde. Og det kan ikke med sikkerhed påstås, at de højregrundtvigianere, der faldt over ham, “misbrugte” Grundtvig. Noget af det særlige ved ham er jo, at han kan bruges til så meget. Sådan er det også i dag. Der er en bestemt form for selvgod, enøjet og intolerant nationalisme, der ofte bruger saftige Grundtvig-citater og synger hans sange i dens frihedskamp mod EU og alt muligt andet udenvældsk tøjeri. Selv om jeg har sunget og stemt Nej sammen med den i mange år og vil gøre det igen, har jeg det dybest set klaustrofobisk med den. Den har intet at gøre med Grundtvigs universelle vidsyn. Den er tvært imod et resultat af tunnelsyn. Jeg ville gerne kalde den misbrug af ham, men jeg er ikke sikker på, at det er det. Derimod er jeg sikker på, at noget af det, han lærte fra sig, er mindst lige så livsens nødvendigt at høre i dag, som da han levede. Resten af ham er død for mere end et sekel siden, og æret være hans heltedåd.
6. d. 7. januar: Ombudsmanden om Erik Schmidt-sagens aspekter
Ombudsmanden fortolker ytringsfrihed stik modsat KL og Odense Kommune.
Gymnasieskolen.dk har interviewet ombudsmanden, Jørgen Steen Sørensen, om reglerne for offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden fortæller, at der er meget vide rammer for kritiske ytringer, dvs. at man gerne må være endog ”meget kritisk” over for ”sin egen arbejdsplads og egen arbejdssituation”.
Læs f.eks.:
”Jørgen Steen Sørensen pointerer, at lærere og andre offentligt ansatte må ytre sig kritisk – og også meget kritisk – om deres arbejdsplads og deres arbejde, uden at deres leder derefter straffer dem med en advarsel eller kalder til en kammeratlig samtale.”
Og denne regel gælder også ved interne møder. Ombudsmanden siger her følgende i direkte citat:
”En sag, hvor en medarbejder er blevet irettesat for at være for kritisk på et møde, kan sagtens havne på vores bord. Det, man må sige i det offentlige rum, må man grundlæggende også gerne sige på sin arbejdsplads”.
Dermed knytter ombudsmanden Schmidt-sagen direkte ind i en ytringsfriheds-sammenhæng.
Det vil sige, at Odense Kommune og KL ifølge både Landsretten og Ombudsmanden har overtrådt landets grundlæggende regler om ytringsfrihed. Men begge organisationer nægter at have overtrådt nogle ytringsfrihedsregler. De slår sig endda – helt barokt – op på, at de ligefrem går ind for ytringsfrihed.
Link til interview i Gymnasieskolen.dk:
https://gymnasieskolen.dk/ombudsmanden-samfundet-har-brug-offentligt-ansatte-ytrer-sig
7. d. 8. januar: EU-Monitor rapport
Tilstandsrapport om uddannelse – Danmark, EU-Monitor rapport:
EU har som en del af sit monitoreringsprojekt lavet en statusrapport over medlemslandenes uddannelsessystemer. Rapporten er en integreret del af EU’s overordnede vidensøkonomiske strategi og skal understøtte EU’s arbejde med at læringsmålsstyre hele det europæiske læringsfelt fra spæd og fremefter. Det kaldes European Education Area, som er en aktuel videreførelse af EU-politikkerne i 00’erne. I den aktuelle rapport er der en række strukturelle benchmarks af begrænset pædagogisk interesse (f.eks. hvor mange der tager videregående uddannelse etc..).
Danmark bonner fint ud på de fleste. Reformsegmentet, dvs. Politiken, Skolelederforeningen osv., er helt oppe i skyerne og bruger det i deres kampagne for at stoppe den såkaldte ”justering” af folkeskolereformen og i det hele taget råbe på mere revolutionær ro.
Statusrapporten bærer præg af dette smalle nærmest anti-pædagogiske perspektiv. Der er massevis af totalt ukritiske referencer til Disruptionsråd, teknologipagt, OECD osv, men der er ingen omtale af den skole- og uddannelsespolitiske situation eller af den teoretiske og pædagogiske udvikling.
Når rapporten derfor påpeger, at det går godt, må man huske på, at, hvad der er ”godt”, alene er defineret i læringssprogets og vidensøkonomiens horisont. Der er ingen undtagelser fra denne regel. Heller ikke på litteraturlisten. Man måler kort sagt smalt og skævt.
Nogle få steder bryder pædagogikken igennem i små lidt uheldige sprækker:
1) Om læsning:
Her f.eks. om danske børns læseinteresse:
”Dårlige resultater i internationale læsetest kan også afspejle den omstændighed, at danske elever føler mindst glæde ved at læse i alle de lande, der deltager i PIRLS. Deres lærere oplyser ligeledes, at kun ca. 15% af dem læser for deres fornøjelses skyld”
Ja, hovsa. Den mindste læseglæde i alle Pirls-lande, som er virkelig mange! Og der er heller ingen fremgang i de nationale tests eller i karakterne på trods af en nærmest instrumentel totalsatsning.
2) Om internet:
Og det går heller ikke fremad med de ”digitale færdigheder”:
”Selvom brugen af internettet er vokset til et af de højeste niveauer i EU, er der ingen klar indikation af en kortsigtet forbedring af de digitale færdigheder”.
Danske børn og familier oversvømmes af dataideologi, så børnene ender som digitaliseringens færdighedsbørn, hvilket jo er det modsatte af “digitale færdigheder”. Subjekt-objekt-forholdet vendes om.
3) Om demokrati:
Den danske sans for demokrati anerkendes alene via en reference til ICCS-undersøgelserne, og EU kritiserer, at undervisning i demokrati ikke er tilstrækkeligt læringsmålsstyret. Det er der altså ikke meget kundskab over.
Derimod roses undervisningen i ”kritisk tænkning”, med følgende barokke begrundelse: ”Kritisk tænkning er nu blevet gjort til et eksplicit læringsmål”. Denne sætning siger alt om rapportens kvalitet.
Som det fremgår er læringsmålsideologien helt ureflekteret og tvingende.
4) Videregående uddannelser:
Der er også et kapitel med den uskønne og corydonske titel
”Modernisering af videregående uddannelser”. Kapitlet er helt uden sans for uddannelsesbegrebets eller de enkelte uddannelsers essens. I stedet lægges vægt på, at ”Danmark sigter mod at blive det digitalt førende land i Europa”, og der er reference til både ”strategien for digital vækst, STEM, Teknologipagten og Disruptionsrådet. Humaniora og samfundsvidenskab nævnes slet ikke. Heller ikke lærer- og pædagoguddannelse. Til gengæld nævnes den såkaldte ”resultatbaserede finansiering”.
På en måde måler EU, om Danmark lever op til EU. Det lader også til at være lektor Katja Brøggers synspunkt. Brøgger, som er ekspert i EU’s uddannelsespolitik, siger følgende til Politiken:
»EU’s rosende ord på skoleområdet står i kontrast til den diskussion, vi har nationalt om skolen. Det skyldes, at Danmark har forsøgt gennem skolereformen at indføre nogle af de måleparametre, som EU og OECD har ønsket. Det er del af en meget bredere reformbevægelse i hele Europa. Så når EU bliver begejstret for det, er det, fordi det flugter med en europæisk uddannelsesambition om læringsmålsorientering og med kvalifikationsrammen for livslang læring«,
Links:
Link til rapporten:
https://www.skolelederforeningen.org/…/0042_trai_2018-07_et…
Samlet Monitor-rapport:
http://ec.europa.eu/…/volume-1-2018-education-and-training-…
Link til EU’s uddannelsespolitik:
http://ec.europa.eu/education/node_en
Politikens dækning med Katja Brøggers udtalelse: https://politiken.dk/…/uddan…/art6945816/Vi-har-en-god-skole
Mere om Pirls:
http://edu.au.dk/forskn…/internationaleundersoegelser/pirls/
EU om ”learning outcomes”:
http://www.cedefop.europa.eu/fi…/Using_learning_outcomes.pdf
Politikens reaktion på rapporten:
https://politiken.dk/…/Hvad-er-forklaringen-p%C3%A5-hendes-…
DLFs og andres reaktion på Politikens reaktion: https://www.folkeskolen.dk/…/bondo-kritiserer-politiken-for…
8. d. 8. januar: Fire-dimensional uddannelse – note 1
Note 1 til bogen ”Fire-dimensional uddannelse – kompetencer til at lykkes i det 21. århundrede”, Dafolo 2017, af Fadel, C. & Bialik, M. & Trilling, B..
Bogen ”Fire-dimensional uddannelse-kompetencer til at lykkes i det 21. århundrede”, som udkom på dansk i 2017, er skrevet af tre personer, der kommer hhv. fra OECD og fra Partnership for 21st Century Learning – den såkaldte P21-organisering -, der stammer fra Silicon Valley-firmaerne og den amerikanske centraladministration.
Bogen understøttes desuden af positiv psykologi. På forsiden står der en anbefaling af Carol Dweck – hende med de positive og negative mindsets, som John Hattie er meget glad for –, og undertitlens betoning af ”succeed” understreger pointen. Forfatterne er desuden tæt på OECD’s 2030-ideologi, som også præger både DPU og vores hjemlige dansk-didaktikere dybt.
Bogen er også bibel for firmaet AREA9, som har modtaget 190mio kr. af statens vækstfond til at lave læringsoptimerende applikationer.
Vi kan altså forvente en blanding af Singularity-ånd, positiv psykologi og OECD i totalopgør med pædagogik og dannelse. Lige noget for dansk centraladministration og KL. Og tænk jer: Det er lige præcist det, vi får.
Bogen forsøger at etablere et verdenscurriculum, et såkaldt ”rammeværk”. Det vender jeg tilbage til i en senere note
Lad os se på bogens indhold. Jeg tager et kapitel af gangen i en række noter. Her først forord og prolog:
.
A. Andreas Schleichers prolog
Den uhyre indflydelsesrige OECD-direktør Andreas Schleicher, der gæstede DPU i oktober 2018, har skrevet bogens prolog. Schleichers synspunkter har jeg tidligere – i november 2018 – omtalt i en minutiøs gennemgang af hans egen bog fra 2018.
Schleicher siger i sit forord følgende om nærværende udgivelse:
”Denne bog tilbyder som den første af sin art et klart og handlingsorienteret strukturelt rammeværk for de kompetencer, der er brug for i dette århundrede. Dens vigtigste nyskabelse ligger ikke i at præsentere endnu en liste over, hvad mennesker bør lære, som passer til alle, men i kort og klar form at definere de rum, hvori politiske beslutningstagere, undervisere og elever kan fastlægge, hvad der bør læres i deres kontekst og for deres fremtid”.
Så det er tid til at implementere 21st century strukturen i et decideret bindende curriculum.
Og Schleicher slutter sin prolog om det globalt curriculære ”rammeværk” i selvbevidst stil:
”Rammeværket vil blive testet, forbedret og valideret på en interaktiv måde med interesserede på mange niveauer over hele verden gennem OECD’s samlede globale kraft”.
Og han knytter denne ”samlede globale kraft” direkte an til ”OECD’s Education 2030-projekt” og dettes ”dybtgående internationale komparative læreplansanalyse”.
B. Jens Rasmussens forord
Det danske forord er skrevet af professor Jens Rasmussen. Rasmussen, som har spillet en central rolle i skolereformens dannelsesopgør, binder i sit forord OECD-tænkningen sammen med Wolfgang Klafkis ”epokale nøgleproblemer”, som han lyde- og knirkefrit får sat sammen med bogens anbefalinger af metalæring, samarbejde, mindfulness, resiliens, kommunikation osv..
Denne Klafki-OECD-forbindelse har også været fremhævet af Jeppe Bundsgaard, som er tidens mest indflydelsesrige didaktiker. Bundsgaard ser OECD-ideologien som en dannelsesforståelse. Gad vide hvad Klafki ville sige til denne forbindelse? Måske ville han kalde det for ”halvdannelse”, ligesom Peter Kemp kaldte Rasmussens ideer i 2015 i sin bog ”Løgnen om dannelse”? Kemp trækker faktisk også på Klafkis epokale nøgleproblemer, men i dyb sammenhæng til den filosofiske tradition, som Rasmussen afviser. Rasmussen knytter også i sit forord direkte an til OECD’s Education 2030 projekt, som han selv er involveret i, og som promoveres på det kraftigste af Andreas Schleicher. Der er en hel ring af sprogspil deromkring.
Rasmussen remser også, det han anser for at være bogens referencestruktur, op, nemlig: “World Economic Forum, World Education Forum, Knowledge Works Foundation, McKinsey Global institut med flere”.
Målet med OECD-pædagogikken er, som det fremgår af bogens titel, ”to succeed” i fremtiden. Vi er helt klart i positiv psykologi/management-horisonten. Bogens syn på ”fortid” vender jeg tilbage til i en senere note.
Der er langt hen til folkeskolelovens §1 og §5, dvs. formåls- og fagparagraf. Ja, Rasmussen fortæller ligefrem i forordet, at bogens forfattere mener, at ”skolens læringsmål ændres fra at fokusere på fagenes indhold til at fokusere på særlig relevante temaer, der går på tværs af fagene”. Ok, slut med “indhold”, som jo er §5’s kerneord. Og hvorfor denne naturalisering af ”læringsmål”, som jo er det modsatte af pædagogiske mål? Sikkert fordi at Rasmussen siden ca. 2010 har været læringsmålsideologen par excellence i dansk pædagogik.
C. Bogens anbefalere:
I starten af bogen optræder desuden en række anbefalinger fra de ideologiske og økonomiske støtter, bl.a.:
• Rob Nail, Singularity University.
• Ulrik Juul Christensen, AREA 9
• John Spohrer, IBM
• Kristen Wright, Cisco
• Carol Dweck, fremtrædende positiv psykolog
• Helen Soule, Partnership for 21st Century Learning, P21
• Steve Vinter, Google
• Peter Robinson, US-Counsil for International Business
Hermed samles skolereformens oprindelige læringshegemoni – det såkaldte DPO – igen i et korrigeret og udvidet globalt og teknologisk netværk, båret frem herhjemme af forlaget Dafolo, som siden 2011 har været det bærende forlag i den danske læringsrevolution.
Den nye symbiose består af Singularity-filosofi, positiv psykologi, OECD, Kina-begejstring, og den forbinder sig som fod i hose med danske fag- og kompetencemiljøer, som også stod bag skolereformen, men som dengang knyttede an til Ove Kaj Pedersens konkurrencestat, der helt manglede sans for de teknologiske og værdimæssige sider af udviklingen, og til den solipsistiske og folkeforskrækkede systemteori. Antorini er fulgt med i hele processen, fordi hun i dag arbejder med STEM-ideologi, der er en del af den nye teknisk-globale ånd. I 00’erne og start-10’erne støttede hun systemteorien.
http://bogenshjemmeside.dafolo.dk/Forside.6845.aspx
9. d. 10. januar: Skærm skærm ikke – rapport om mobiler i skolen
Jeg har studeret DPUs nye rapport om mobilregler i skolerne. Den er spændende og modsigelsesfyldt:
http://www.thomasaastruproemer.dk/skaerm-skaerm-ikke-ny-rapport-om-mobiler-i-skolen.html
10. d. 11. januar: Dialog mellem Eigil og Bambi
Eigil: Hej, Bambi, tillykke med stillingen som skoleleder her på vores landsbyskole.
Bambi: Hej Eigil og hej lærere og pædagoger, godt at møde jer allesammen.
De ansatte: Nå, men hvad skal vi så snakke om, synes du?
Bambi: Jeg har en plan. Vi skal lave skolen helt om. Vi skal læringsmaksimere.
Eigil: Det er altså ikke skide godt, Bambi. Prøv at læs her, f.eks. hos Løgstrup og Kemp….
Bambi: Ved du nu hvad, Eigil, nu har du sørme ”negative holdninger og synspunkter”. Du får et gult kort. Du må heller ikke sige “skide”.
Eigil: Undskyld det med “skide”, Bambi. Det røg ud af mig, fordi du lige mindede mig om Egon Olsen, da du sagde, at du havde “en plan”.
Bambi: Undskyldningen er ikke modtaget.
Eigil: Men hvad så med det med Kemp og Løgstrup? Der står jo i loven, at demokrati og åndsfrihed skal præge……
Bambi: Stille! Du skal lære, at det er lederen, der bestemmer.
Eigil: Men jeg kan jo ikke gøre mit arbejde, hvis lederen siger, at jeg ikke må sige noget, selvom det endda med udgangspunkt i pædagogisk faglighed og i lang pædagogisk erfaring?
Bambi: Du må lære at gå fra vaner til viden, Eigil. Du skal lære noget ”konstruktiv kommunikation”. Her i kommunen kalder vi det for dannelse.
Eigil: Det kan jeg altså ikke.
Bambi: Som sagt, gult kort til dig for at være negativ og ukonstruktiv overfor mine forandringsprocesser.
….så går der 4½ år med diverse retssager….:
Eigil: Hej Bambi. Nå, jeg vandt sørme retssagen. Det lader til, at det var dig, der var ”ukonstruktiv” og ”negativ” og ikke mig.
Bambi: Hvem er du?
Eigil: Kan du ikke kende mig?
Bambi: Desværre hr., jeg har ikke tid. Jeg skal til møde med de radikale og KL og Skolelederforeningen.
Eigil: Hvad skal I holde møde om?
Bambi: Vi skal fusionere. De radikale, KL, vores egen kommune, Skolelederforeningen og min landsbyskole i én samlet organisation. Helle Thorning Schmidt skal være direktør. Vores slogan er: “Dannelse og kritik frem for alt”.
11. d. 11. januar: Disposition til Schmidt-notat
Jeg sidder og skriver på et samlet indlæg på ca. 25 sider om Landsrettens dom i Schmidt-sagen. Her er min foreløbige disposition. Mangler jeg noget, så giv mig lige et tip.
Indholdsfortegnelse:
- Indledning og selve dommen
- Relationen mellem dom og advarsel
- KL’s og Odense Kommunes reaktion på dommen
- Andre reaktioner på dommen
4.a. De første reaktioner: Den første dag
4.b. De første reaktioner: Den anden dag
4.c. Undervisningsminister Merete Riisagers (LA) reaktion
4.d. Jacob Marks (SF) reaktion
4.e. Stefan Hermanns reaktion
4.f. Ombudsmandens reaktion
4.g. Advokat Tyge Triers reaktion
4.h. Svend Brinkmanns reaktion
4.i. Niels Christian Sauers reaktion
4.j. Norske reaktioner
4.k. Odenses læreres reaktion
4.l. Heine Andersens reaktion
4.m. Anders Bondo Christensens reaktion
4.n. Dansklærerforeningens reaktion
4.o. Folkeskolen.dk’s reaktion - Erik Schmidts reaktion på dommen (del 1-3)
- Afslutning
Tænk engang, hvor vigtigt det er, at man nu må mene noget andet end Odense Kommune og KL og end alle mulige andre. Hvis Schmidt havde tabt sagen, havde det været omvendt.
I Odense troede man i flere år, at man er “ukonstruktiv” og “negativ”, hvis man kritiserer kommunens pædagogik. Og kommunen reducerer uden videre sine medarbejderes følelse og fornuft til det nedladende “adfærd” og forlanger – som en komisk Ali – noget den kalder for”konstruktiv kommunikation”.
Men det passede slet ikke. Nu har vi i stedet “ytringspligt”, som Anders Bondo kalder det, hvilket han jo har ret i, og hvilket han har haft ret i siden 1784, da Kant skrev sit berømte essay “Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?”.
Det var Odense, hvis “adfærd” var et udtryk for “negative holdninger og synspunkter” osv.. Kommunen brød lovens inderste essens, men kommunen vil ikke være ved det.
12. d. 13. januar: Samlet notat om Erik Schmidt-sagen
Her er min samlede vurdering af Erik Schmidt-sagens substans og af reaktionerne på dommen. Sagen er efter min mening ikke på plads, før Odense Kommune og KL er kommet op i et helt andet gear.
http://www.thomasaastruproemer.dk/landsrettens-dom-i-erik-schmidt-sagen-substans-og-reaktioner.html
13. d. 13. januar: Merete Riisager om Schmidt-sagen
Merete Riisager var den eneste politiker, der i 2014 udtalte sig på linje med landsrettens aktuelle dom i Schmidt-sagen. DF’s Alex Arendtsen sagde også lidt, men slet ikke så præcist og kraftfuldt som Riisager, som har både demokrati, skolesyn og åndsfrihed som bagtæppe. Alle andre var tavse som østers.
Her er tre centrale citater fra nedenstående interview:
“Der er altid den mulighed, at det er reformen, der tager fejl, og ikke den lærer eller leder, der stiller kritiske spørgsmål. Derfor må der ikke udvikles en rigid kultur, hvor ingen tør udfordre det, der dikteres fra bjerget”.
“En god skole kræver ledere og lærere, der kan tænke selv. Det må vi aldrig give køb på. Derfor vil det være dybt kritisabelt, hvis skolen kun skal indeholde dem, der ikke stiller spørgsmål. En folkeskole med sindelagskontrol vil være en åndsfattig skole”.
“Mange ledere og lærere er af den holdning, at reformen har for lidt fokus på undervisning, kundskaber og dannelse. Der kan også være berettiget bekymring om, struktur, ansvarsfordeling og den praktiske gennemførsel af reformen. Det er en professionel bekymring, som man hellere skulle tage alvorligt end at skamme ud.”
Men hovsa, det var sørme da godt, at der var nogen, der gik stik imod Odense Kommunes ulovligheder! Ellers havde alle lærere i Danmark i dag gået rundt og troet, at pædagogisk omsorg og kritisk aktivitet er lig med “negative holdninger” og “uhensigtsmæssig adfærd”.
Tænk på hvilken klima-katastrofe, det ville have været.
Tak til Riisager og Schmidt.
https://www.folkeskolen.dk/546670/merete-riisager-advarer-mod-en-folkeskole-med-sindelagskontrol
14. d. 14. januar: DLF skifter kommunikationschef
DLF’s kommunikationschef skifter til Odense kommune, hvor han også kom fra:
DLF fik i oktober 2018 ny kommunikationschef, Kåre Nygård Pedersen. Pedersen kom fra en stilling som kommunikationschef for borgmesteren i Odense Kommune, som jo var DLF’s direkte modpart i Landsretten i november 2018.
Odense var og er berømt for sin anti-kommunikation i Schmidt-sagen. Men nu skulle Nygård Pedersen altså forvalte modpartens parti. Han skulle gå fra tavshed til kritik af den organisation, som havde sikret hans karriere.
DLF har i Nygård Pedersens periode været meget kommunevenlig, og landsretsdommens konsekvenser har ikke afstedkommet nogen kritik af Odense, som tværtimod nærmest har fået ros.
Nu – efter blot få måneders ansættelse i DLF – vender Nygård Pedersen tilbage til Odense Kommune i sin gamle stilling. Han skal igen arbejde med tavshedens kommunikation. Denne trafik forklarer måske noget af DLFs mærkelige tavshed i Odense-kritikken. Tavsheden kan dog også delvist forklares med Ny Start-initiativet, men ikke helt som jeg ser det.
Det er da tankevækkende, at den person, der har stået for DLF’s kommunikation omkring Schmidt-dommen, nu vender tilbage til netop den kommune, som pt. nægter at anerkende lovens, ytringsfrihedens og skolens substans. Og at der i hans fire måneder på posten har hersket en – efter omstændighederne – ganske stor tilbageholdenhed i kritikken af Odense Kommune.
Man kan ikke lade være med at spørge: Har denne trafik påvirket kommunikationen i DLF og dermed DLF som sådan?
15. d. 15. januar: Oversigt over evalueringer af folkeskolereformen
Jeg udvider hele tiden min liste over evalueringer af skolen. I dag har jeg tilføjet et kapitel 10 og 11 med evalueringer af læreruddannelsen og ph.d.-rådet.
Skriv endelig, hvis der mangler noget, eller hvis der er fejl og mangler i det hele taget.
http://www.thomasaastruproemer.dk/oversigt-over-evalueringer-af-folkeskolereformen.html
16. d. 15. januar: Fire-dimensional uddannelse – note 2
Note 2 til Fadel, C. & Bialik, M. & Trilling, B. (2017): ”Fire-dimensional uddannelse – kompetencer til at lykkes i det 21. århundrede”, Dafolo 2017.
Noter til bogens indledning og chapter 1: Den begrebsmæssige symbiose mellem Klima-ideologi, Silicon Valley og globale konsulenthuse – eller: Det bange menneske i permanent krise:
I en kort indledning får vi bogens konkrete ambition:
”Her spørger vi, om vi underviser i og tester de rigtige ting. Hvad bør vores elever lære, som bedst vil forberede dem på det 21. århundrede” (s. 26).
Og formålet er, at..
”lærerplanerne kan nå op på linje med vores nuværende verden og positionere sig for den usikre fremtid”.
Dette verdenscurriculum, som kaldes et ”rammeværk”, fokuserer på viden, færdigheder, karakteregenskaber og metalæring. Og bogen er til både “lærere, skoleledere, administratorer, politiske planlæggere og beslutningstagere, standardsætter” osv. Kort sagt til alle. Alt til alle. Et verdenscurriculum for folk, der gerne vil undvære et sted at være.
Dernæst kommer kapitel 1. Det handler om ”At redesigne uddannelser til en foranderlig verden”.
Først afsnit handler om ”globale trends og udfordringer”. Hvem definerer dem? Jo, det gør World Economic Forum, som har lavet en global kriseliste, hvor det hele sejler ureflekteret rundt. Alt fra ”voksende cyberafhængighed” og “statskollapser” til ”voksende nationalfølelse” og ”fødevarekriser” sidestilles i små stikord, og der findes ikke noget godt i verden.
Vi får at vide, at nutidens udfordringer er ”totalt forskellige” fra ”den industrielle revolution”. Ingenting er det samme. Og ændringen er: Internettet. Der kan intet tages med over, og ingenting har noget dybde. Og imens tech-kapitalismen kører, sidder ”eleverne og studerer den samme læseplan”, som altså nu ifølge bogens forfattere er håbløst udrangeret. Mon det er Sokrates’ Forsvarstale, som ikke duer mere? Eller HC Andersen?
Så alt er dømt ude af en altomfattende krisebevidsthed, den permanente krise. Alt og alle er nu steds- og historieløse og tilmed bange.
Dernæst kommer en omtale af krise nr. 1, nemlig ”bæredygtighed”. Denne præmis har den funktion at sætte sig på den nye stedsløshed. Det ”bæredygtige” eller det ”økologiske” spiller ingen synderlig rolle i resten af bogen, og emnet er hurtigt og stedmoderligt behandlet. Klima-argumentet knyttes direkte til “civilisationens undergang”, og skal tømme stederne for alle andre argumenter. Den tendens kender vi også i Danmark.
Vi får en slags lovmæssighed: Postulerer man en alle problemers moder kan man udrydde alt li i krisens tegn.
I stedet hedder det tomt, at vi må af med forbrugerisme og materialisme, og at vi nu ”kollektivt skal overveje alternative værdier”. Så er der gjort klar til forfatterne selv. Der er ingen spørgsmål til det forhold, at forbrugerismen har udviklet sig i lyset af selvsamme økonomiske organisationer, som udgør bogens hovedreferencer.
Og hvad er det, som skal løse denne udfordring og give os nye værdier? Jo, det er teknologien. Og det er Silicon Valley-teknologi i dens mest rabiate form, der er i spil. Det fremgår af titlen på næste afsnit, som hedder ”eksponentiel vækst og forudsigelser om fremtiden”. Her henvises til den såkaldte ”Moores lov”, som er en slags Gud for de mest rabiate singularity-fans. Her er fuld af Apple- og IBM-begejstring. Ja, vi belæres endda om IBM’s såkaldte “T-formede individ”, et menneske, der “besidder både dybde og bredde”. Jamen er det ikke betagende?
I en tilhørende tabel kører Singularity-logikken for fulde drøn med McKinsey Global Institute som den centrale reference. Forfatterne er da også selv dybt forankret i singularity/OECD-essensen.
Dermed er en stedsløs klimakrise, Singularity-ideologi og de globale konsulenthuse forbundet i en overordnet ramme, som udgør bogens ideologiske struktur. Derefter kommer der en kort besværgelse om, at der også kan være nogle negative konsekvenser, f.eks. børns fedme og skærmafhængighed. Vi får også at vide, at teknologien skal være ”myndiggørende” og at den kan sætte os i stand til at være i verden på ”en mindful måde”. Det er dog rent nysprog uden den mindste substans. Substansen er den, jeg har beskrevet, nemlig triaden af en kort klimaanledning, Singularity og konsulentideologi. Det minder meget om logikken i Andreas Schleichers parallel-udgivelse fra foråret 2018 og præger også vores hjemlige tech-miljøer og den danske stat.
Dernæst kommer der et afsnit om skift i jobtyperne i fremtidens singularity-ficerede samfund. Det er det sædvanlige med, at tingene forandre sig så hurtigt, at vi skal undervise i nogle kompetencer, som kan tilpasse sig datamatudvekslinger. Også her er vi i den permanente krises tilstand. Der kommer meget mere om disse kompetencer i de næste kapitler, som jeg vil skrive om i en række senere noter.
Igen citeres Mckinsey udførligt, denne gang for at fortælle, at eleverne i dag ikke er godt forberedte til arbejdsmarkedet. Igen glemmes alt af værdi, fordi det værdifulde jo er proppet ned i en lukket og uniformerende kasse, der kaldes ”industrisamfundet”.
I de næste noter skal vi se på bogens bud på det nye verdenscurriculum, nemlig vidensdimension, færdigheder, karakteregenskaber og metalæring.
Og jf. note 1: denne bog er intimt forbundet med OECD, Singularity, AREA9, DPU og den danske stat, som jo har givet AREA9 190 mio. kr.
Konkurrencestaten er long gone. Vi er i statsopløsningen som sådan, men den bagvedliggende begrebsmæsige “fra….til….”- konfiguration er den samme.
Link til note 1:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156886568974481&id=837549480
17. d. 15. januar: Samlet evalueringsrapport af læreruddannelsen
I dag kom den samlede evalueringsrapport af læreruddannelse 2013 fra den såkaldte ekspertgruppe. Rapporten bygger på fire delrapporter, som udkom i løbet af 2018. Her er et første indtryk:
Rapporten er virkelig ringe for alle standarder. Der vises ingen indsigt i de omfattende pædagogiske drøftelser af uddannelsen, der er heller ingen sans for den omfattende pædagogisk kritik, og der er en stærk svigtende sans for læreruddannelsens pædagogiske formål og uddannelsens indre splittelse og historie.
Kort sagt: man evaluerer ikke noget som helst.
Før 2013 havde læreruddannelsen sin egen lov med et udførligt formål. I dag er læreruddannelsen degraderet til en bekendtgørelse, som er underlagt professionshøjskolerne erhvervsrettede og centraliserede lov. I bekendtgørelsen er en lille åndelig rest tilbage, et slags miniformål, der lyder sådan her:
“Formålet med uddannelsen er, at den studerende gennem uddannelsen tilegner sig den viden og de færdigheder, der er forudsætningen for at kunne virke som faglig, pædagogisk og didaktisk kompetent lærer i den danske folkeskole i henhold til folkeskolens formål, jf. folkeskolelovens § 1.”
Den sidste rest af åndsliv er udtrykket ”i henhold til folkeskolens formål”. Desværre er der på de 88 sider kun én enkelt og ultrakort – og nærmest tilfældig – reference til skolens formål. Der er heller ikke noget forsøg på at bestemme ”faglighed, pædagogik og didaktik”, som derfor ender som teknokrati.
Der forudsættes blot en masse kompetence- og læringsstyring, som man politisk set endda har forsøgt at udrydde fra folkeskolen. Så vidt jeg kan se, er hele den store læringsmålsstyrings-diskussionen fra folkeskolen helt fraværende. Man måler blot helt uden refleksion, om de studerende kan undervise læringsmålsstyret.
To af de centrale folk i ekspertgruppen er Per B. Christensen og norske Elaine Munthe. Christensen var også med til at lave den totalt teknificerede baggrundsrapport fra 2013 sammen med Jens Rasmussen. I dag er Christensen leder er OK-18-initiativet Ny Start. Elaine Munthe er læringsmålsideolog. Det hørte vi om på DPU’s teknokratisk anlagte konference om læreruddannelsen fra 2014. De andre har ikke været i stand til at satte præg på emnet. Det er ren Antorini-ånd.
Dannelsesbegrebet, som var helt ude af 2013-baggrundsrapporten, kom med i det politiske forlig pga. hektisk politisk og faglig aktivitet. Hele denne diskussion er slet ikke nævnt i dagens evaluering. I stedet isoleres dannelsen til en fattig og teknisk drøftelse af KLM-faget, selvom forligsteksten knytter det bredere an til skolens formål, som altså heller ikke drøftes i evalueringen.
På trods af den faglige smalhals har det trods alt ikke været muligt helt at undertrykke kritikken af modulisering og den vigende sans for almendannelse. Men kritikken er helt uden fylde, hvilket skyldes den faglige dårligdom.
Her er rapportens samlede litteraturliste. Her kan man studere den fattige horisont:
“Evalueringens datakilder:
Epinion (2018): ”Match med behovene i folkeskolen – delanalyse 3 i evaluering af læreruddannelsen”, Uddannelses- og Forskningsministeriet.
EVA (2018): ”Indhold og faglige krav i læreruddannelsen – delanalyse 1a i evaluering af læreruddannelse”, Uddannelses- og Forskningsministeriet.
EVA (2018): ”Almen dannelse i læreruddannelsen –delanalyse 1b i evaluering af læreruddannelsen”, Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Rambøll (2018): ”Kvalitet i undervisningen på læreruddannelsen – delanalyse 2 i evaluering af læreruddannelsen”, Uddannelses – og Forskningsministeriet.
Styrelsen for Forskning og Uddannelse (2018): ”Analyse af lærerstuderende før og efter reformen”, Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Øvrig litteratur:
Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning (2009): ”Lærerkompetencer og elevers læring i førskole og skole”.
Danske Professionshøjskoler (2018): ”Handleplan til en bedre læreruddannelse, 10 ambitioner”.
Danske Professionshøjskoler (2015): ”Løft af forsknings og udviklingskompetencer 2015-2022”.
Darling Hammond, L. (2000). “Teacher quality and student achievement: A review of state policy evidence”, Education Policy Analyses Archives, 8(1).
EVA (2017): ”Frafald på læreruddannelsen. En undersøgelse af årsager til frafald”.
EVA (2011): ”Ny lærer – en evaluering af nyuddannede læreres møde med folkeskolen”.
Følgegruppen for ny læreruddannelse (2012): ”Deregulering og internationalisering. Evaluering og anbefalinger om læreruddannelsen af 2006”.
Hargreaves, A. & Fullan, M. (2012): “Professional Capital – Transforming Teaching in Every School”, Teachers College Press.
Lars Qvortrup (2017): ”Professionelle læringsfællesskaber”, Dafolo.
Læreruddannelsens ledernetværk – Læreruddannelsens nationale faggruppe for praktik (2016): ”Praksissamarbejde i læreruddannelsen mellem praktikskolerne & professionshøj-
Skolerne”.
OECD (2016): “Teaching Excellence through Professional Learning and Policy Reform; lessons from around the world”.
OECD (2014): “TALIS 2013 Results: An international perspective on teaching and learning”.
Rambøll (2017): ”Hvordan styrkes lærernes engagement og professionelle ansvar?”, Undervisningsministeriet og Danske Underviserorganisationers Samråd.
Teknologisk Institut (2014): ”Evaluering af kompetencemålsstyringen af læreruddannelsen”.
Uddannelses- og Forskningsministeriet og Danske Professionshøjskoler (2015): ”Evaluering af optagelsessamtalerne på læreruddannelsen”, Optaget 2015.
Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre (2006): ”Aftale om udmøntning af globaliseringspuljen”.
Link til rapporten: https://ufm.dk/publikationer/2019/filer/endelig-rapport_evaluering-af-laereruddannelsen.pdf
18 d. 19. januar: Hvem er totalitær?
A. Uffe Elbæk og fascisme
Alternativets Uffe Elbæk har fået tæsk, fordi han i Berlingske har sagt, at den dansk indvandredebat minder ham om træk ved fascismen. Faktisk lyder han i artiklen nærmest som en undskyldning for sig selv, og det er også noget uklart, hvad det egentlig er, han kritiserer, ud over en ung navngiven youtuber. Det hele mangler præcision og akkuratesse. Det lyder lidt, som dengang han var fuld efter sidste valg.
Måske tænker Elbæk på æstetikken på DF’s valgplakater? Eller på Martin Henriksens primitive aktioner mod interkulturelle kulturdage i Vestjylland? Eller visse identitetspolitikeres interesse i et nørde i forskellige racers gener? Hvis det er tilfældet, så forstår jeg godt Elbæk. Det minder også mig om fascisme.
Men hvis han tænker på, at man har vagter ved et lands grænse, at man tegner alverdens profeter så det skralder, eller at man fører kontrol med, hvem der kommer ind i landet, at man vil ud af EU, laver centre for kriminelle udviste eller på alt det der håndtryks-huttelihut, så forstår jeg ham ikke. Man kan mene om disse ting, hvad man vil, men det har intet med fascisme at gøre. Altså som i INTET!
Men al denne ubestemthed, må Elbæk selv rode med, for mit spørgsmål er et helt andet, nemlig om der er totalitære tendenser i Alternativets egen politik?
B. Steen Hildebrandts forord og Magdalene Caroline Maiers efterskrift
Mads Strarup er vice-rektor ved det Københavns Åbne Gymnasium. Han har her i 2018 udgivet en lille velskrevet og tankevækkende bog, der hedder ”Hvad nu? – dannelse til bæredygtighed i børnehave, folkeskole og ungdomsuddannelse”. Bogens centrale præmis er, at klimatruslen er det eneste og altoverskyggende problem, altså et rent katastrofescenarium.
Steen Hildebrandt har skrevet det totalt upædagogiske forord. Det er bare en ukritisk hyldest til FN’s verdensmål. Forordets synspunkter ender direkte i OECD-posen, som jeg ser det. Der er ingen stedslighed over det, bare styring med tilhørende opløsning af sted, som klimaet efterfølgende kan kaste sig over i nidkær og kommercialiseret teknologisk styring.
Efterskriftet er skrevet af Magdalene-Caroline Maier, som er politisk ordfører for Alternativet. Det er langt bedre. Hun taler varmt for Hannah Arendts filosofi, som er stedbåren. Den slags tror jeg ikke, Hildebrandt kender? Men Maier mener ikke, at Arendts frihedsbegreb er tilstrækkeligt. Netop i denne “utilstrækkelighed” ligger et opgør med den pluralisme, som jo er Arendts centrale begreb. Af hensyn til klimaet skal vi give naturen rettigheder, siger Meier. Men hvad kan der menes med en sådan sætning? Vi skal da spise nogle dyr, som smager godt? Og kan en skov, en ulv, en art eller et økosystem have rettigheder? Heldigvis ikke. Rettighedsbegrebet kan ikke adskilles fra menneskelig etik. Og hvad med cola-dåser? Skal de også have ”rettigheder”?
Men derfor kan man godt passe godt på naturen, og også gerne i økologiske strukturer. Og man skal bestemt beskatte det ene og det andet og lave politiske aftaler a la Parisaftalen osv.
Maiers anti-humanisme uddybes ikke nærmere, men er formodentlig nærmere begrundet i den nye ontologiske fænomenologi, som ellers har mange fine muligheder, men som er ødelæggende, hvis den kombineres med antihumanisme.
C. Selve bogen
Disse modsætninger bekræftes i selve bogen. Strarup taler f.eks. et sted om, at der kun findes to menneskesyn. Der er de mennesker, der ikke har fattet sagens rette sammenhæng, og så dem der har. Dvs. at der i realiteten kun er ét menneskesyn. Altså som i ET! Og dette ENE er tilfældigvis Strarups egne, nemlig at mennesket er en slags klimasoldat. Alle andre fremstilles som idioter.
Men er der ikke en totalitær kim her? Jo, det er det da. Det er i hvert fald det stik modsatte af Hannah Arendts humanisme.
Dobbeltheden mellem humanisme og anti-humanisme arbejder også inde i Strarups pædagogiske idealer. Lad os se på hans tre idealinstitutioner:
Strarups favoritbørnehave er en skovbørnehave på Fyn. Her lever børn og pædagoger i pagt med naturen uden at tale om klima og tilsyneladende også uden teknologi. Det lyder som en blanding af Rousseau, Fröbel og skrammologi. Det er herligt. Men det har intet med klima at gøre. Her er både omsorg og en form for enhed mellem kulturelt og socialt liv. Man hylder også børnehavens stifter, som er en gammel landmand. Det lyder bare så hyggeligt. Men jeg aner ikke, hvad det har med klima at gøre. Det er humanisme af fineste karat.
Det samme gælder til dels i den friskole, som Strarup fortæller om. Den lyder også hyggelig. Børnene lærer at samle skrald op og tænke på naturen. De lytter også henført til julens fortællinger, mens de strikker. Men heller ikke disse ting har noget med klima at gøre. Det er ren humanisme.
Strarups syn på skolefag er dog helt forskrækkeligt. Det er sådan noget med ”siloer” og lukkethed. Der er dømt simplificeret reformpædagogik på den store klinge i disse passager. Måske dukker klimaficeringen ind her? Man sidder faktisk og er lidt nervøs for, at alle projekterne kommer til at handle om genbrugsstationer eller forurenede vandløb. Det er svært at forstå, at Strarup er ansat ved et alment gymnasium, hvis fagstruktur netop skal sikrer mod den slags ideologiserende enshed. Men selv dette opgør med skole og fag har ikke noget – eller ikke ret meget – med ”klima” at gøre. Fagforskrækkelsen har man altid haft i visse reformpædagogiske kredse.
Faktisk træder klimaideologien først for alvor i karakter i forbindelse med beskrivelsen af Strarups idealgymnasium. Her har man lavet et CO2-råd. Hvad rådets præcise funktion er, står lidt uklart, men da der ikke nævnes andre klimatiltag end CO2-rådet, må forslaget være tænkt rimeligt omfattende. Jeg forestiller sig, at gymnasiets aktiviteter skal CO2-klassificeres af det nye politbureau, og at alle udviklingsmidlerne går til, at gymnasiet indgår i globale klimasamarbejder i samarbejde med OECD og FN.
Faktisk minder denne råds-løsning mig lidt om Alternativets ide om at lave et superklimaministerium. Dette ministerium får samme funktion som CO2-rådet på Strarups gymnasium. Alle samfundets aktiviteter skal gennem en klimaberegning. Her bor verdens eneste menneskesyn, og rundt om på alle skoler, sygehuse, virksomheder, universiteter og små hjem er der små råd, som tæller og holder øje med, om alt lever op til menneskesynets nidkære og tvingende tvang, som afrapporteres til klimaministeriet, hvor den antifascistiske Uffe Elbæk reagerer.
Strarup nævner slet ikke moderne teknologis samspil med klimaspørgsmålet. Dermed er han lidt altmodisch og Rousseau-agtig, og det er faktisk resterne heraf, som jeg godt kan lide. Lad os kalde denne romantiske humanisme for bæredygtighed, hvilket i min optik nærmest er det modsatte af klima, når emnet rammer pædagogikken.
Men andre og meget magtfulde grupper i samfundet tænker skam robotificering og klima sammen. Her bruger man klima/teknologi-symbiosen til at sikre en ny global elite magten over stedernes opløsning. Det er klart som blæk i OECD-relaterede skrifter, som for tiden følger netop dette skema. Dette fører direkte til opløsning af mennesket. Sådan er det, fordi både ”naturen har rettigheder-ideen” og ”data løser alt-ideologien” bygger på en dyb antihumanistisk teori.
Den søde reformpædagogiske ånd, som Strarups beskrivelser lidt ureflekteret hviler på, har ingen chance, hvis den skal begrundes med henvisning til klimaet. Måske tror Alternativet det?
Data og klimastyring i opgør med humanisme, bæredygtighed og pædagogik, understøttet af en klimastat med underliggende CO2-råd og tilhørende teknologiske kontrolsystemer. Der bliver så som så med fortællingerne og strikkeriet, tror jeg.
Nu er mit spørgsmål så: Hvem er totalitær?
Links:
Link til Strarups bog: http://www.fjordager.com/hva-nu/
Link til Elbæks indlæg: https://www.berlingske.dk/…/bekymret-uffe-elbaek-advarer-mo…
19. d. 21. januar: Kong Salomons tekster
I det gamle testamente er der en meget interessant pædagogisk-filosofisk passage. Jeg tænker på de tre små tekster, som i Biblen tilskrives den hebraiske kong Salomon, nemlig Ordsprogenes Bog, Prædikerens bog og Højsangen, som de kaldes i den officielle oversættelse.
Man kan også kalde de tre tekster for:
– De gode levemåders bog
– Talerens bog (i den græske udgave kaldes prædikeren for ”ekklesia”, taleren; et ord som også Foucault bruger i sin bog om ”fearless speech”, hvor det knyttes direkte til forholdet mellem tænkning og politik)
– Sangenes sang (engelsk: Song of songs), altså en form for dobbelt-poetisk struktur.
De Gode Levemåders bog handler om, hvordan man bør leve i et velfungerende politisk samfund (nemlig Salomons rige fra omkring 900f.kr, ordet “Salomon” betyder ”fred”). Her er der gode råd til alle mulige levemåder, ja selv til ”husmoderen”. Det er en slags biblens Emma Gad, et dydskatalog af socialt prisværdige omgangsformer.
Talerens bog er tænkerens opgør med Levemådernes sociale formaninger. Her hedder det ustandseligt, at alt er tomt og ligegyldighed. Nihilismen gennemtrænger det hele, og der er ingen sans for småborgerlige sociale detaljer. Det skeletagtige leveråd er nu blot: Gid fanden i det hele, tro på Gud og lev et liv i glæde og nydelse uden at overdrive alt for meget. Der er fuld nihilistisk frihed og nydelse. Sådan lidt Nietzsche-agtigt. Men dog med en kæmpe-tro på Gud i garderoben.
Sangenes Sang er alt det modsatte af nihilisme. Det er en hyldest til den menneskelige kærlighed og til erotik og poesi. Her nævnes Gud slet ikke. Kristne og jødiske teologer har fortolket sangens erotiske indhold som symbol på kærligheden til Gud. Den tyske filosof Herder (1744-1803) og mange andre læste derimod teksten rent litterært, dvs. som en hyldest til menneskenes kærlighed, hvor Gud kun viser sig indirekte. Det er hebraisk Hollywood, dvs. menneskekærlighed, når det er bedst.
Jeg nævner blot emnet som en note her, men jeg tror, der er mange spændende pædagogiske ting at hente i refleksionen over disse tre tekster og deres indbyrdes samspil. Måske kan man kalde det en slags forskningsprogram?
”Den danske sang er en ung blond pige” er et andet eksempel på en sang om sange. Det var den slags lyrisk arbejde, som Herder ville inspirere til, da han selv – endda to gange – oversatte ”Sangenes Sang”. Han ville vække en tysk lyrik. En af Herders elever var Goethe, som også oversatte ”Sangenes Sang”, så Herder havde en vis succes. Grundtvig var også kraftigt påvirket. Her var der også sang over det hele og kvinder og mænd og mødre og fædre osv., men det var dog knapt så eksplicit erotisk som i Sangenes Sang.
Så konklusionen er: Dyder, kritik, tro og kærlighed.
20. d. 21. januar: Politisk forslag 1
Hvad nu hvis man placerede Merete Riisager (LA), Jacob Mark (SF) og Carolina Magdalene Maier (Å) i samme lokale sammen med lidt småkager og nogle sjusser?
Her kunne de plusse og minusse lidt, indtil de blev enige om det hele: Lidt kundskab, lidt socialpædagogik og lidt cirkus og haver. Hvid røg!
V og S må naturligvis ikke forstyrre. Egentlig heller ikke Einheitslisten, Arbejdsmarkedspartiet, Dansk Fryseparti eller “klimaet”. Men de fem ekskluderede må meget gerne sige ja til det nye forlig, for så er der jo flertal.
Men Thomas, har de andre partier ikke noget at byde på? Egentlig jo, men det har de glemt alt om.
Calvados og vaniljekranse til de tre ærede ordførere.
21. d. 22. januar: Politisk forslag 2
Oppe på kvisten sidder Jacob Mark, Carolina Magdalene Maier og Merete Riisager. De plusser og minusser lidt, mens de drikker sjusser og spiser vaniljekranse og smadrer skolereformen totalt med lidt kundskab, lidt socialpædagogik og lidt karneval. De hygger sig, men samtalen kan godt løbe lidt tør, så de tager en sjus til.
I samme lokale sidder en anden gruppe ved nabobordet. Også her er der tre personer, nemlig en grundtvigianer, en herbatianer og en skrammolog. De plusser og minusser også lidt og hæver stemmen i ny og næ, men lever af sort kaffe, indtil de er færdige med arbejdet, som de afleverer til dem med sjusserne, som smiler og takker og rykker bordene sammen.
Så er der fest! Alle lærere og pædagoger er inviteret. De er klædt ud som cowboys og indianere og mexicanere, mens de ler og leger og skriver formler på tavlen eller bygger med Lego. De synger også “den danske sang” som en syngende sang fra gamle dage, mens månen titter ind af de skrå vinduer.
Nede i kælderen, hvor der er lidt skimmelsvamp, sidder nogle sure, kronragede og læringsmaksimerende mænd og kvinder fra Odense Kommune, Skolelederforeningen, KL, Konkurrencestatspartiet mm.. De er sure over alle ”de negative synspunkter”, som larmer oppe fra kvisten. De kaster med gule kort, stamper i gulvet og råber ”dåmme dåmme Trump-pædagoger”, mens slår på hinandens Huawei-telefoner med nogle evaluerings-rapporter, som også er gule.
22. d. 23. januar: Stresspanelet og AULA 1
Det er skønt, at det såkaldte stresspanel vil af med AULA, som er en del af det, jeg vil kalde for dybdestatens ontologiske stressproduktion, også kaldet “Brugerportalsinitiativet”.
AULAs ideologi fremgår f.eks. af nedenståene link og dets underlinks. Her kan man se, at AULA handler om digitaliseret læringsmålsstyring på den store klinge og om koordineret statslig livsstyring i forhold til f.eks. uddannelsesplan og tilhørende personlighedstests, algoritmer etc.. Selv finans- og økonomiministeriet er med i foretagendet.
Dertil kommer en videreførelse og forstærkning af de sociale mediers kommunikationsformer ind i arbejdslivet og en yderligere nødvendiggørelse af mobiltelefoner i skolerne. Det er den helt forkerte vej.
Det hele kører i fuld overensstemmelse med KL’s skolesyn, dvs. opløsning af fag, dannelse og pædagogik med lejlighedsvise totalitære nedslag. Dermed etableres en grundmodsætning mellem samfund og styring.
AULA er derfor en form for ontologisk stres, og det er derfor virkelig godt, at Stresspanelet har taget fat i det. Mange tak.
Desværre har de fået modstand af folk, som tror, det bare handler om at “kommunikere”.
Links:
Om brugerportalsinitiativet: https://www.kl.dk/…/nyt-brugerportalinitiativ-til-den-digi…/ og selve aftalen kan tilgås på: https://www.kl.dk/media/6872/2sv9yoohbu-5aojzulyk.pdf
Om AULA: https://aulainfo.dk/om-aula/
Om stresspanelet: https://www.sum.dk/Temaer/Nationale-Stresspanel.aspx
23. d.24. januar: Stresspanelet og AULA 2
AULAs totale stress-produktion:
Skolekommunikationsportalen AULA er udviklet som en integreret del af de mest simple og brutale sider af skolereformens opgør med pædagogik og dannelse. Det fremgår af aftalen om det såkaldte brugerportalinitiativ, som bl.a. Finansministeriet og KL er med i, og som beskriver AULAs grundlæggende ideologi.
Hvad er ”pædagogik og dannelse”? Jo, det er arbejdet med samfundets meningssammenhæng og meningsskabelse.
Hvad betyder det? Jo, det betyder jo pr logisk logik, at AULA er et direkte opgør med mening, dvs. med samfundets essens og betydning.
Men hvad betyder denne konklusion for lærere og pædagoger, som jo har til opgave at arbejde med netop mening?
Jo, lærerne og pædagogerne skal altså arbejde med et redskab, som i sit væsen er et frontalt opgør med deres eget arbejde.
Hvad er effekten af denne modsætning? Det er stress. En kæmpestress. Jeg kalder det for ”ontologisk stress”. Man fratages systematisk muligheden for at handle meningsfuldt.
Og hvad sker der så, når denne ontologiske stresstilstand breder sig op gennem generationerne og ud i samfundets rum? Jo, så bliver stresstilstanden total. Den breder sig til børn og børnebørn og forældre.
Tak til stresspanelet.
Link til aftale om brugerportalsinitiativ:
https://www.kl.dk/media/6872/2sv9yoohbu-5aojzulyk.pdf…
(Desværre tror mange, at AULA bare er en slags udvidet kontaktbog, som man blot skal lære at omgås mere effektivt. Det kan man f.eks. se i reaktionerne fra Politiken og Information samt hos visse digitaliseringsglade kredse hos de radikale venstre, dvs. fra skolereformens bagland)
24. d. 24. januar: KL’s forklædte mundkurve
Hver anden pædagog i landet er nervøs for at sige sin mening om pædagogiske og politiske emner. Og 30% er decideret blevet begrænset af deres ledere. Det står i nedenstående artikel fra avisen.dk. Det svarer helt til indtrykket efter læsning af Rasmus Willigs bøger om emnet. Og man kan endda læse, at tallet er stigende.
Det kan KL-toppen dog slet ikke forstå. Der er da både grundlov og ytringsfrihed og alt muligt, siger den. Og de ærede KL’ere har skam ikke hørt om dem, der ikke siger noget – hvilket der jo er en form for ond logik i. Det er Michael Ziegler fra Høje Silicon Valley Taastrup Kommune og KL’s formand for foreningens børneudvalg, Thomas Gyldal Petersen, som også er borgmester i Herlev, der tegner og fortæller.
Og nede i Odense er der også ytringsfrihed og grundlov osv. Det lærte vi af KL’s jurist og kommunens direktør efter Schmidt-sagen.
KL’s soldater lyder næsten så lovlydige og frihedselskende som Folketingets ombudsmand.
Men hvad er fakta under den tynde demokratiske fernis? Det er følgende:
I artiklen siger Ziegler følgende: ”Ikke fordi jeg vil opfordre til at tale vores velfærdssamfund ned, for det mener jeg ikke, at man kan. Man kan altid tale om, hvad der er klogt at sige, men ytringsfriheden står mejslet i granit”
Så man må ikke kritisere ”velfærdssamfundet”, og man skal tale om ”hvad der er klogt at sige”? Skulle det være ”ytringsfrihed”? Man skal da netop kritisere velfærdssamfundet, hvis man synes det skal kritiseres, og man skal da have mod til at kritisere, selvom det er ”uklogt”. Ja, det er faktisk definitionen på oplysning som sådan.
Og Gyldal Petersen brillerer med følgende: ”Det kan være, at lederen siger, at det er mest hensigtsmæssigt, at vi taler om de her ting på personalemødet, og at medarbejderen oplever det som en begrænsning. Jeg siger helt stilfærdigt: Der er mange nuancer i det her”.
Stilfærdigt? Det larmer da totalt! Medarbejderen er sådan en idiot, der går og ”oplever” og misforstår sin lederes ophøjede fornuft.
Og der er vel at mærke – skal jeg hilse at sige – ikke nogen ytringsfrihed på ”personalemøder” hos KL.
I Odense har KL ført retssag i 4½ år imod noget, foreningen kalder ”negative holdninger”, endda netop på et ”personalemøde”, og KL nægter at anerkende sagens begrundelse.
Så KL mener bestemt ikke, at der er ytringsfrihed på personalemøder. Det fremgår også af Odense Kommunes argument mod Schmidt i Østre Landsret:
”Videre gøres det gældende, at der ikke – som anført af Erik Hulmose Schmidt – er “vide grænser” i forhold til at fremsætte den pågældende type af ytring. Der er ikke tale om et forhold, som er omfattet af ytringsfrihed (for offentligt ansatte), idet der ikke er tale om, at Erik Hulmose Schmidt som privatperson uden for arbejdstiden har ønsket at fremsætte ytringer. Tværtimod er der tale om, at Erik Hulmose Schmidt i arbejdstiden er fremkommet med de uacceptable udsagn. Af begge disse årsager følger, at der ikke er tale om et forhold, som er omfattet af ytringsfriheden.”
Så man skal holde kæft i arbejdstiden, og kun ytre sig i offentligheden, hvis man går ind for velfærdsstaten, og hvis lederen synes det er ”hensigtsmæssigt” eller lignende ”nuancer”.
Heldigvis var alle tre landsretsdommere helt uenige, hvilket Ombudsmanden også er. Men det er åbenbart ikke sivet ind hos KL.
Og så man må ifølge KL ikke tale på interne møder, og det er ”uhensigsmæssigt” at tale offentligt? Det er da en mundkurv uden lige.
Men imens KL undertrykker borgerlig og professionel frihed, rejser foreningens Silicon Valley-begejstrede ledere rundt og taler rørstrømsk om ytringsfrihed.
Og KL’s dobbeltsprog kører direkte ned i de operative lag. I Skolelederforeningen siger formanden f.eks., at lærerne før de ytre sig skal huske på, hvem der betaler deres løn. Og hvis man kritiserer det synspunkt, så er man “ukonstruktiv”. Det er fuldstændig samme struktur.
Og advarslen til Schmidt for “negative synspunkter” blev jo også afleveret af en skoleleder, som endda er ret højt placeret i foreningen. Det hele hænger sammen som ærtehalm.
Imens holder 50% af landets pædagoger – og sikkert også landets lærere m.fl. – deres mund.
Link til artikel: