Her er 39 facebook-opdateringer fra d. 26. januar – d. 28.februar. Perioden har været præget af diskussionen af Keld Skovmands kritik af skolereformen, men der har også været et politisk forlig om ”justering” af skolereformen.
Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.
- Åbning af Skovmand-sagen
- Keld Skovmand på folkeskolen.dk
- Keld Skovmand i Weekendavisen
- Keld Skovmand i Radio24syv
- Spørgsmål til sagsbehandlingen i NVU
- Vurdering af skolepolitisk forlig om justering af folkeskolereformen
- Arne Eggert afskediges af KL
- Dagens Politiken 1: Synet på det skolepolitiske forlig
- Et fællesskab af kættere
- Lars Qvortrup og Jens Rasmussen i Weekendavisen
- Reception for Keld Skovmands bøger
- Aarhus Universitet og DPU reagerer på Skovmand-sagen
- Det har jeg aldrig sagt: Lars Løkke=Martin Luther King
- Det har jeg aldrig sagt 2: Andreas Rasch-Christensens meritter
- Samlet kommentar til Rasmussens, Qvortrups og Rasch-Christensens to svar til Keld Skovmand
- Keld Skovmand i video om læringsmålstyring
- Det har jeg aldrig sagt 3: Lars Qvortrup og Grundtvig
- Dagens Politiken 2: om læringsmålstyring
- Hannah Arendt i Helsingør
- Jernindustrien: Jens Rasmussens klage
- Læringsideologi i Gladsaxe
- Keld Skovmands læserbrev i Weekendavisen
- Aarhusiansk dokumentation
- Dagens Politiken 3: Forandring gennem læring
- Note 1 til Keld Skovmands nye bog
- Qvortrups og Egelunds forord til bog af Hattie & Yates
- Lars Qvortrup svarer Keld Skovmand i Berlingske
- Note 2 til Keld Skovmands nye bog
- Indspisthedens regime
- Note 3 til Keld Skovmands nye bog
- Keld Skovmand svarer Lars Qvortrup i Berlingske
- Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Lars Qvortrup svarer på Keld Skovmands svar på deres eget svar på Weekendavisens omtale af Skovmands kritik
- Satire i Skovmand-sagen
- Note 4 til Keld Skovmands nye bog
- Steen Nepper Larsen anmelder Keld Skovmands bog
- DPU og Skovmand-sagen: Misbrug af ”dokumentations”-begrebet
- Samlet dokumentation af Skovmand-sagen
- Video om Skovmands anklager for videnskabelig uredelighed
- Valgflæsk og Cover Up i Konkurrencestatspartiet
1. d. 26. januar: Åbning af Skovmand-sagen
I går røg Keld Skovmand på forsiden af Weekendavisen. Folkeskolen.dk bragte også en lang artikel i forbindelse med udgivelsen af hans to nye bøger.
Vi venter nu spændt på at kigge i Skovmands bøger, der undersøger læringsbegrebets destruktion af dansk pædagogik.
Mange fokuserer på den dramatiske sag om videnskabelig uredelighed mod læringsrevolutionens forskningssoldater. Det vender jeg tilbage til ved en senere lejlighed. Her vil jeg blot notere en indholdsmæssig pointe fra hovedudgivelsen.
Folkeskolen.dk har lagt et af bogens kapitler på nettet. Her fortæller Skovmand om nogle af læringficeringens kilder. Blandt andet nævner han den sammenfiltring af læring med digitalisering, centraladministration og KL, som kommer til udtryk i det såkaldte ”Brugerportalinitiativ”, og han er så venlig at understrege KL’s dybt kritisable skolesyn.
Brugerportalinitiativet er grundlaget for AULA, det nye ”forældre-intra”, som Stresspanelet foreslår afviklet, og som mange folk tror blot er en udvidet kontaktbog, hvilket det altså ikke er.
AULA og KL er altså ifølge Skovmands analyse en integreret del af pædagogikkens nedsmeltning. Det er virkelig godt og korrekt, at Skovmand bemærker denne symbiose mellem læring, data og offentlig styring, og at Stress-panelet tager det op. Hertil kan jeg så for egen regning tilføje, at KL og statsadministrationen er dybt involveret i Silicon Valleys mest tågede og antihumanistiske ideer.
Nedenfor er passagen fra Skovmands bog. Hvis resten af bogen holder samme niveau, så er der dømt fest i pædagogikkens forsamlingshus:
”Der sker desuden en teknologisk acceleration af lærificeringen på grund af Brugerportalsinitiativet, som det vel at mærke ikke er ”brugerne”, der har taget initiativet til. Det kommer fra den danske stat og Kommunernes Landsforening (KL).
Brugerportalsinitiativet handler om digitaliseringen af folkeskolen, der må ”ses i sammenhæng med folkeskolereformen“, der blandt andet indebærer, at eleverne får ”en variereret skoledag“, ”hvor der bliver fulgt op på, om de når deres læringsmål“. Ifølge KL vil ”en gennemgribende digitalisering af folkeskolen kunne understøtte denne udvikling“ (Kommunernes Landsforening 2015: 1). Læringsplatformen ”udgør den digitale understøttelse af kernen i folkeskolens „forretning – læring“ (Kommunernes Landsforening 2015: 3).
KL opfatter skolen som en forretning, der har læring som sin kerne, og udbyttet af denne forretning – i form af læring – kan understøttes og potentielt øges via digitalisering. Læring er her tydeligvis løsrevet både fra indhold og formål, og den primære relation vedrører forholdet mellem eleven og elevens læringsmål, som kan vises og overvåges digitalt (se s. 243 for et eksempel på udmøntningen af Brugerportalsinitiativet).” (Skovmand 2019, s. 175)
Kilde: Skovmand, K. (2019). Folkeskolen – efter læringsmålstyringen?, Hans Reitzel.
Uddrag af Skovmands bog: https://www.folkeskolen.dk/…/laes-uddrag-af-skovmands-bog-h…
2. d. 27. januar: Keld Skovmand på folkeskolen.dk
Folkeskolen.dk har en flot artikel om Skovmands nye bøger. Skovmand giver to markeringer og tre kritikker:
A. Skovmands to markeringer
For det første: Læringsmålsstyring er ikke ”afgået ved døden”, som nogen tror efter forligskredsens ”justering” af området i 2017. Hele den grundlæggende filosofi er stadigvæk til stede. Desuden er, siger Skovmand, læringsmålene stadigvæk ”vejledende”, hvilket overhovedet ikke er det samme som ”frivillige”.
For det andet giver Skovmand en opsang til en række medløber-organisationer:
”Jeg vurderer, at såvel teksterne som den forskningsmæssige understøtning af begrebet om ”læringsmålstyret undervisning” er så ringe, at både politikere, KL, Danmarks Lærerforening og Skolederforeningen burde have afvist denne form for styring af undervisningen i folkeskolen på stedet”
Jeg er 110% enig. Der var medløb på den store klinge i de år. Og reformens læringssyn støttes stadigvæk af både KL og Skolelederforeningen og af hele forligskredsen. DLF har bevæget sig, men det er svært at lodde dybden. F.eks. er OK18’s Ny Start-initiativ funderet på læringsrevolutionær grund.
Konklusion: På en måde har intet ændret sig. Derfor er der brug for fortsat handling både på den begrebsmæssige og den uddannelsespolitiske front, hvilket Skovmands arbejde er en ypperlig påmindelse om.
B. Skovmands tre kritikker:
Dernæst gennemgår artiklen tre af Skovmands overordnede kritikpunkter:
i.
Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), Rambøll og det nu hedengangne Skolerådet kritiseres for at opfinde kategorier og begreber uden bund i pædagogik og realitet. EVA og Rambøll er i dag blandt de førende leverandører af evalueringsrapporter til selvsamme skolereform, hvis diskurs de har været centrale medproducenter af. Hverken EVA, Rambøll eller Skolerådets daværende formand ønsker at svare på kritikken. Det er en lukket konsulent-verden, som er skole- og videnskabsfjendsk.
ii.
Undervisningsministeriet kritiseres for ukritisk at fremføre læringsmål-ideologien som forskning. Efter pres, men også med ulidelig lethed, sagde ministeriet så i 2016, at man skam selv havde opfundet begrebet ”læringsmålstyret undervisning”. Ministeriet giver dog et godt svar på Skovmands kritik:
”Ministeriet er i denne proces blevet endnu mere opmærksom på, hvor vigtigt det er at være i løbende dialog med og inddrage et bredere udsnit af forskningsinstitutioner og dygtige praktikere i udviklingen af skolen generelt”
Godt at høre, men mon det holder efter regeringsskiftet? Og hvor bredt og dybdefunderet er ”bredt” og hvem er i breddens hhv. inder- og yderkant?
iii.
Den sidste kritik angår læringsforskerne selv. Især kritiseres professor Jens Rasmussen og forskningschef fra VIA, Andreas Rasch-Christensen for deres rolle i den læringsideologiske proces. Skovmand har endda fremsendt fem sager til nævnet for videnskabelig uredelighed. Folkeskolen.dk gennemgår sagerne i hovedtræk. Det er meget dramatisk. Men uanset om Skovmand vinder eller ej, har han helt klart en række vigtige indholdsmæssige pointer. Det har alle vidst siden 2016.
En særpræget omstændighed er, at Skovmand faktisk indsendte klagerne helt tilbage i april 2018. Men sagsbehandlingen er slet ikke begyndt pga. en langtidssygemelding i nævnet. Er det ikke lidt ”Halløj på badehotellet”-agtigt? Det er ikke i orden.
I artiklen står der, at ”Keld Skovmand vil med sin bog gøre opmærksom på, hvad han kalder uoplyst embedsvælde”. På den måde vil vi, siger han, få ”aflivet fløjkrigen i dansk pædagogik”. Det er en herlig formulering. Den inkompetente læringsmålsideologi har afstedkommet følgende logiske tilstand: Hvis man ønsker både-og i dansk pædagogik, så må man udtale et enten-eller. Pragmatisme kræver stridbarhed.
3. d. 27. januar: Keld Skovmand i Weekendavisen
Skovmands kritik af DPO står på forsiden af Weekendavisen. Her omtales en del af de samme forhold, som også drøftes i folkeskolen.dk’s parallel-artikel. Men der er også nogle meget interessante yderligere vinklinger:
A.
I artiklen står der følgende:
”Keld Skovmands undersøgelser har sendt rystelser gennem det pædagogiske forskningsmiljø. Anmeldelsen til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed er blevet rundsendt blandt forskere på DPU. Institutledere, forlagsredaktører, nuværende og forhenværende ministre har blandet sig i sagen”
Jeg må sige, at jeg – selvom jeg er ansat på DPU – ikke har fået ”rundsendt” anmeldelsen, så jeg kender den ikke i detaljer. Men institutlederen, Claus Holm, har åbenbart fået det balladistiske skrift, for han har altså ”blandet sig i sagen”.
Holm står fagligt set ekstremt tæt på de indklagede personer, så han har en åbenlys interesse i at tysse sagen ned. Skovmands arbejde har da heller ikke været omtalt på DPU’s medier, selvom han jo faktisk skrev ph.d. på DPU.
Afhandlingen blev kun formelt og kort annonceret på kalenderen. Derimod er der jævnligt store interview med de fine professorer, som Skovmand kritiserer. Skovmands emner, som ellers har været til diskussion i det ganske land, har været systematisk fortiet.
Og hvordan har Holm mon ”blandet sig”? Det lyder ikke godt.
Jeg kan tilføje, at da jeg selv skrev noget lignende i 2014, nemlig blogindlægget ”Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)”, så indberettede Jens Rasmussen mig til DPU’s ledelse for ”løgn, fordrejning og demagogi”, som vel at mærke ”allerede var afvist”, som der stod. Rasmussen kaldte ligefrem indlægget for ”mobning” og instituttets ”anseelse” var under angreb, måtte man forstå. Rasmussen var ph.d. vejleder for Holm. Måske har den ene lært den anden noget?
En anden af de indklagede professorer, Lars Qvortrup, er også klageregner. Det har jeg skrevet om i teksten ”Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) – del 2”. Imens ”mobber” Rasmussens og Qvortrups læringsmaksimeringsideologi landets lærere på den store klinge. Det så vi sidst i Østre Landsret-sagen, hvor Odense kommune gav lærer Erik Schmidt en advarsel for noget, kommunen totalitært kaldte for ”negative holdninger”. Disse ”holdninger” lå faktisk meget tæt på Skovmands.
Når DPO ”blander sig” er vi ikke i demokratisk kerneland for nu at sige det på den måde.
B.
WA-artiklen bruger en del plads på den kontroversielle evalueringsrapport, som Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen skrev i 2017 til folkeskolereformens følgeforskningsprogram. Rapporten er en ren reklame for det tvivlsomme ”læringsmålsstyrings”-koncept. Heldigvis er Skovmand over referencestrukturen som en høg.
Det var den rapport, Riisager som ny minister undsagde offentligt. Riisager har fået sat lidt skik på ministeriet. Nu sætter Skovmand så skik på forskningen. Lykkes det, så mangler vi blot, at nogen sætter skik på makkeret-institutionerne Rambøl, VIVE og EVA. Og forligskredsen skal sprænges til atomer. Det er klart. Før kan pædagogik og dannelse ikke arbejde.
C.
Skovmand mener, at danske forskere har misbrugt John Hatties arbejde. Og journalisten, Markus Bernsen, har virkelig været grundig, så han har ringet og hørt til forskellige forskeres syn på de indklagedes brug af John Hattie. Bernsen har fået fat i både Per Fibæk og Steen Nepper Larsen, som giver Skovmand ret. Nepper Larsen med følgende formulering:
”Keld Skovmand har ret i, at man herhjemme har lavet en halv eller kvart læsning af Hattie, og at han er blevet brugt som et instrument for en politisk dagsorden”.
Man skal dog efter min mening også passe på med pludselig at komme til at frede Hattie, hvis grundlæggende ideologi er aldeles forskrækkelig, men som hans danske følgere altså har gjort den endnu værre, end den allerede var i forvejen.
Bernsen har faktisk også ringet til Hattie selv. Hattie vil dog ikke udtale sig på grund af ”sprogbarrieren”. Men han må efterhånden undre sig. Den ene efter den anden danske DPU-lektor har efterhånden blandet sig down under, både Steen Nepper Larsen, Hanne Knudsen og undertegnede. Samtidig har han alle de kommunale epigoner og de tilpasningslystne forskere rendende.
D.
Skovmand har indberettet tekster fra fire forskere. Det er tre professorer fra DPU, Jens Rasmussen, Lars Qvortrup og Niels Egelund (emiritus), samt Andreas Rasch-Christensen, som er forskningschef i UC-VIA.
For sidstnævnte er anmeldelsen særlig prekær, fordi han for et par år siden også blev taget i at have plagieret i en bog om en fodboldspiller. For DPU er sagen allerede nu en skandale.
Og man må jo huske på, at Skovmands kritik også har været fremført i en ph.d.-afhandling, som er sanktioneret af DPU selv. Det var nemlig Per Fibæk, der var formand for bedømmelsesudvalget tilbage i januar 2018. Men ok, der er trods alt et stykke vej fra kritisabel adfærd til videnskabelig uredelighed. Nu må vi se. Under alle omstændigheder er den ”kritisable adfærd” i sig selv er jo vigtig at afdække, ikke mindst eftersom den ligger til grund for landets pædagogiske praksis.
Sagen er ikke omtalt på DPU’s ellers meget aktive kommunikationskanaler og bliver det nok heller ikke.
https://www.weekendavisen.dk/2019-4/samfund/skoleret
4. d. 29. januar: Keld Skovmand i Radio24syv
Keld Skovmand var i Radio24syv i går morges (minut 34:45). Jeg vil fremhæve tre ting:
A.
Journalisterne spørger, hvorfor Skovmand ikke venter med at fremlægge sin dokumentation, til efter sagen er afgjort? Skovmands begrundelse er hensynet til offentlighed og demokrati. Nævnet for videnskabelig Uredelighed arbejder nemlig ekstremt langsomt og afrapporterer i anonymiseret form. Derfor er det vigtigt, at diskussionen også kører i et pædagogisk-politisk spor, ikke mindst her op til et valg, hvor både folkeskole og læreruddannelse kan blive en del af den demokratiske debat. Vi holdt jo heller ikke op med at diskutere Schmidt- eller Penkova-sagerne, mens de var under retlig behandling. Desuden er det generelt vigtig, at offentligheden kender til kvaliteten af den forskning, der ligger til grund for to af samfundets bærende institutioner, nemlig folkeskole og læreruddannelse.
Journalisterne har kontaktet de anklagede forskere. De ønsker ikke at deltage i diskussionen og svare på Skovmands fund. De siger, at det skyldes Skovmands anmeldelse, men det kan ikke have sin rigtighed, for mange af Skovmands fund blev allerede fremlagt i januar 2018 i hans ph.d.-afhandling. Tavsheden må derfor skyldes, at de fire forskere ikke er i stand til at svare.
B.
En af journalisterne siger, at hun som ”lægmand” helst bare vil nøjes med Nævnets afgørelse. Skovmand fortæller hende, at det skal hun skam ikke nøjes med. Hun skal derimod både som journalist og borger bidrage til at undersøge og teste samfundets begreber, så hun f.eks. kan vurdere, om en evt. afgørelse er rimelig eller ej. Det kan jo være, at reglerne skal laves om.
Journalisterne kan heller ikke forstå, at Skovmand kan sige, at Nævnet tager fejl, hvis de ikke giver ham ret. Men det er da helt normalt at sige det, for sådan en diskussion er jo central for at kunne vurdere samfundets reglers hele legitimitet. Og pressen er netop en central del af denne diskussion.
Tænk hvis alle tænkte sådan: Vi venter med at diskutere tingene, til et Nævn har talt, og derefter snakker vi ikke mere om afgørelsen.
Det er ikke supergod journalistik efter min mening.
C.
Her er den afsluttende dialog mellem journalisten og Skovmand:
”Synes du, Niels Egelund er en dygtig forsker? – Nej, det synes jeg ikke.
Synes du, Jens Rasmussen er en dygtig forsker? – Nej, det synes jeg ikke.
Synes du, Lars Qvortrup er en dygtig forsker? – Nej, det synes jeg ikke.
Synes du, Andreas Rasch-Christensen er en dygtig forsker? – Jeg synes faktisk ikke overhovedet han er forsker. Han er jo forskningschef, men nej, jeg synes ikke, han er en dygtig forsker.”
D.
Mens dette drama kører, ventede jeg her til morgen i spænding på dagens Politiken, for tirsdag plejer uddannelsesredaktionen at have en hel side i 1. sektion. Sad jeg mon med Politiken eller Konkurrencestatstidende i hånden? Var sagen og dramaet mon omtalt?
Svaret må være ja og nej på de to spørgsmål. Avisens hovedhistorie handler om, at ”Børn kalder hinanden for bøsse og luder”. Oppe i venstre hjørne er dog et isoleret citat af Skovmand: ”Mine analyser viser, at der er sket en på flere måder uhensigtsmæssig blanding af politik og videnskab”.
Men altså ingen journalistisk behandling af sagen og ingen omtale af anmeldelserne. Ingen gennemgang af sagen og dens aspekter. Fuldstændig det samme som i Schmidt-sagen.
På TV2 News blev uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang interviewet. Jeg så det ikke selv, men ifølge Erik Schmidt mener Fuglsang, at konfliktlinjen i dansk skolepolitik går mellem dem, der vil ”have røv til bænk, og dem der vil have anderledes undervisning”. Det er jo skolereformens måde at stille tingene op på. På den måde bliver Annette Lind (S) en helt og Merete Riisager (LA) en Trump.
Det er på den baggrund helt forståeligt, at børns bandeord er langt vigtigere, end at skolereformen bygger på en ”opblanding af politik og videnskab”, og end at tre DPU-professorer samt uddannelsesredaktørens yndlingsforsker er indklaget for videnskabelig uredelighed.
Links:
Link til radioudsendelse (minut 34:45):https://www.24syv.dk/…/39115021/proteser-i-venezuela-ny-mads
Link til Erik Schmidts opdatering: https://www.facebook.com/erik.schmidt.758/posts/1860802140715710
5. d. 29. januar: Spørgsmål til sagsbehandlingen i NVU
A.
I ”Lov om Videnskabelig Uredelighed mv.” står der en række interessante ting i §10-18. Paragrafferne handler om selve sagsbehandlingen. Spørgsmålet er, hvor Skovmands sag mod Egelund, Qvortrup, Rasmussen og Rasch-Christensen står i denne proces?
I loven står der, at klagen skal indleveres til den konkrete forskningssituation, hvor de anklagede er ansat, hvilket i dette tilfælde vil sige DPU og VIA-UC.
Det kunne være interessant at se selve klagen, så offentligheden kan undersøge og vurdere Skovmands ”60 eksempler på plagiat, citatfusk og fejlagtige gengivelser af kilder eller forskningsresultater”, som det formuleres i Weekendavisen fra i fredags.
B.
Aarhus Universitet og UC-VIA skal herefter påse, at klagen indeholder de nødvendige formalia, som er en angivelse af…
”1) det videnskabelige produkt, der er genstand for anmeldelsen,
2) den eller de forskere, som anmeldelsen vedrører,
3) de påstande om videnskabelig uredelighed, der fremsættes, og
4) begrundelsen for de fremsatte påstande om videnskabelig uredelighed.” (§11)
Herefter skal forskningsinstitutionerne (AU/VIA) i dialog med Nævnet lave en “redegørelse for sagens faktiske omstændigheder”.
Som jeg har forstået det, så er denne proces overstået. Der er med andre ord udpeget både et relevant produkt, nogle forskere, nogle påstande og nogle begrundelser, og hele anmeldelsen er dermed formelt godkendt.
Det kunne også være interessant at se denne “redegørelse”.
C.
Derpå kommer der et vigtigt spørgsmål. Skal Nævnet realitetsbehandle sagen eller afvise den?
Jeg kan ikke helt finde ud af, hvor Skovmands klage står i den proces?
På den ene side har Nævnet faktisk kun 3 måneder til at bestemme sig for, om sagen skal realitetsbehandles eller afvises, og nu er der jo gået ca. 8 måneder.
På den anden side står der følgende i folkeskolen.dk’s faktaboks om sagen:
”Sagerne er blevet sendt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i april 2018. Nævnet har tre måneders sagsbehandlingstid på sager, der ikke optages til realitetsbehandling og 12 måneder på sager, der bliver optaget. Men medarbejderen, der modtog sagen, er langtidssygemeldt, og Nævnet vil ikke oplyse, om sagen overhovedet er begyndt, og om sagen er optaget til realitetsbehandling”.
Så Nævnet har altså overskredet sin tidsfrist med fem måneder? Og det vil ikke engang oplyse, om sagen realitetsbehandles eller ej? Det er under al kritik efter min mening, både for Skovmand og for de indklagede. Og ”langtidssygemelding” er ikke en gyldig grund, som jeg ser det.
Og når Nævnet på et tidspunkt får taget sig sammen, kommer der så 12 måneder til med evt. realitetsbehandling? Det bliver jo endeløst.
D.
Så måske kan sagen altså stadig helt afvises? Sker det, så kan det være med følgende grunde (§13):
1) Sagen falder uden for nævnets kompetence.
2) Sagen må anses for åbenbart grundløs eller formodes ikke at kunne føre til en afgørelse om, at der foreligger videnskabelig uredelighed.
3) Omkostningerne ved sagens behandling står ikke i rimeligt forhold til dens betydning.
4) Sagen har meget lille tilknytning til Danmark.
Hvis sagen afvises, kan det næsten kun være med henvisning til punkt 2. Men i så fald melder sig en anden vanskelighed: En række af Skovmands centrale pointer kan nemlig studeres i hans ph.d.-afhandling, som jo er godkendt af selvsamme universitet, som er under anklage. Og en ph.d.-afhandling kan vel ikke være “åbenbart grundløs”?
Men spørgsmålet er: Kan sagen stadig afvises?
E.
Lad os antage, at sagen realitetsbehandles af Nævnet.
I så fald afslutter Nævnet sagen ved at træffe afgørelse om, at der foreligger eller ikke foreligger videnskabelig uredelighed.
Hvis Nævnet beslutter, at der er tale om videnskabelig uredelighed, så kan der ske følgende (§16):
”Stk. 2. Som led i afgørelser efter stk. 1, hvor nævnet konstaterer, at der foreligger videnskabelig uredelighed, kan nævnet beslutte følgende:
1) At henstille til forskeren, at det videnskabelige produkt trækkes tilbage.
2) At orientere den eller de berørte forskningsinstitutioner.
3) At orientere forskerens arbejdsgiver.
4) At orientere udgiveren af det videnskabelige produkt, herunder eventuelt henstille til denne, at det videnskabelige produkt trækkes tilbage el.lign.
5) At orientere eventuelle fonde el.lign., som helt eller delvis har finansieret den udførte forskning.”
Hvis Nævnet beslutter, at der ikke er tale om uredelighed, kan det sende sagen tilbage til Aarhus Universitets Praksisudvalg, som kan tage stilling til, om der evt. er tale om ”tvivlsom forskningspraksis”.
Nu må vi se.
F.
Konklusion:
Det vil være interessant at se Skovmands anmeldelse og AU’s/VIA’s “redegørelse”, samt at få klarlagt, om sagen stadig kan afvises, eller om den er blevet gjort til genstand for realitetsbehandling?
Nævnet skylder under alle omstændigheder både de involverede og offentligheden at give nogle klare deadlines for resten af sagsbehandlingen.
Links:
Link til lov om Videnskabelig uredelighed mv.: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=188780
Link til Nævnets hjemmeside med regelgrundlag, tidligere sager etc.:
https://ufm.dk/…/Naevnet-for-Videnskabelig-Uredelighedeligh…
6. d. 30. januar: Vurdering af skolepolitisk forlig om justering af folkeskolereformen
En vurdering af dagens justerings-forlig:
7. d. 30. januar: Arne Eggert afskediges af KL
En af de vigtige aktører bag skolereformen, Arne Eggert, er afskediget fra KL pga. sin “adfærd”. Er der nogen, der kender til årsagen?
Eggert var i 2013 en engageret embedsmand under Antorinis indflydelsesrige departementschef, Jesper Fisker. Her skrev Eggert bl.a. læringsrevolutionære blogindlæg. Jeg husker også et passioneret forsvar for skolereformens læringskonsulenter på et møde i Allinge. Det var ren reklame. Der var lærings-ild i den unge scient.pol.
Eggert var også formand for mastergruppen bag “Fælles Mål”, hvor Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen jo var de centrale faglige aktører. Det var denne gruppes arbejde, som Skovmand har kritiseret kraftigt. Ja, han var over det hele.
I 2016 blev Eggert direktør i skoleområdet for KL. Han lagde ud med – sammen med vennen Stefan Hermann og den radikale borgmester Anne Mee Allerslev – at tale for en ændring af skolens formålsparagraf i mere erhvervsvenlig retning. Det var meget vigtigt, at der blev stukket en effektiv og destruktiv kæp i hjulet på dén centrumvenstre/KL-aktion. Det kunne vi især takke Ulf Harbo fra Enhedslisten i Norddjurs kommune for.
Eggert arbejdede også for en alternativ KL-baseret tænketank, men den blev vist ikke til noget.
Siden delte Eggert begejstret omtalen af KL’s vilde teknologiudspil, som refererede positivt til Cambridge Analytica.
Senere skiftede Eggert lidt mening. Han begyndte at gøre grin med John Hattie, Synlig Læring og læringsmålstyring. Det var på Folkemødet i Allinge i 2018 i Alexander von Oettingens legendariske debat om “pissedårlig undervisning”. Det var også dengang, Bondo blev sur på mig, fordi jeg kritiserede Ny Start.
Efter debatten skrev Eggert en mail til mig, som kom lidt bag på mig. Den lød sådan her:
“Kære Thomas
Det var fint at få hilst på dig Bornholm. Tak for dine kritiske bidrag i debatten og unikke indsigt i området. Jeg føler mig overbevist om, at det er med til at skabe en bedre skole.
Med venlig hilsen Arne Eggert”
Jeg kendte slet ikke Eggert, og den omtalte “hilsen” var blot et flygtigt håndtryk. Men det var pæne ord. Jeg hørte dog aldrig siden noget fra Eggert eller KL. Efter Schmidt-sagen skrev jeg til Eggert, at KL burde ændre deres forståelse af dommen, men det svarede han ikke på.
Eggerts markeringer var nok mest overflade, for KL’s skolepolitiske kurs blev på ingen måde korrigeret. Men hvem ved? Måske blev han fyret for de der “negative holdninger”, som KL jo er så meget imod? Men så igen, det lyder på pressemeddelelsen som om, at der er tale om nogle andre årsager.
Links:
Nyheden om fyringen: https://www.kl.dk/forsideny…/…/februar/kl-opsiger-direktoer/
Arne Eggerts blogindlæg fra 2013: https://www.denoffentlige.dk/ledelse-laering-og-trivsel
Eggerts og Hermans “kup”: http://www.thomasaastruproemer.dk/strid-kl-ulf-harbos-polit…
Eggert i Alexander von Oettingens debat om “pissedårlig undervisning”: http://www.thomasaastruproemer.dk/folkemoede-2018-pissedaar…
8. d. 31. januar: Dagens Politiken 1: Syn på det skolepolitiske forlig
I dagens Politiken reflekterer Jacob Fuglsang over gårsdagens forlig. Han siger to ting:
For det første kalder han skolereformen fra 2013 for ”den mest centralistiske skolereform i danmarkshistorien”, hvilket han jo har helt ret i. Og for det andet siger han, at den nye aftale er så ubetydelig, at der ikke ændres på centralismen.
Nu lyder det der med den ”centralistiske skolereform” jo lidt kritisk, men det er det vist ikke. I hvert fald skriver kronikredaktør Marcus Rubin i avisens lederspalte, at den nye justering er god, netop fordi den næsten ikke ændrer noget, og fordi forligskredsen stadig er intakt. Rubin hørte da også ”et lettelsens suk komme fra både fagforeninger og interesseorganisationer”.
Så Politiken går stadig ind for det, den med egne ord kalder for ”den mest centralistiske skolereform i danmarkshistorien”, og den mener ikke, at den nye aftale ændrer noget ved dette mærkelige “gode”.
Forligstekstens løse ord om didaktik og professionel frihed – de sørgelige rester af Tanggaards og Skovmands rapport fra i sommers – omtales hverken i Rubins eller Fuglsangs indlæg. Dermed er hele den kritiske tradition stadig udelukket fra Konkurrencestatstidende ideologiske framing af pædagogik og uddannelsespolitik. Det er et sikkert tegn på, at en ny minister efter valget kan klø på, som om ingenting er sket, nu med især SF endnu fastere knyttet til forligskredsen og dermed til skolereformen fra 2013, som med forliget er bekræftet og bestyrket i al sin ideologiske materialitet.
Carolina Magdalena Maier fra Alternativet har en lignende refleksion på folkeskolen.dk. Hun mener, at f.eks. Keld Skovmands arbejde burde føre til en sprængning af forliget. I stedet har man altså forstærket det.
Links:
Jacob Fuglsangs analyse i Politiken: https://politiken.dk/…/Skolerne-s%C3%A6ttes-fri-til-at-g%C3…
Marcus Rubins leder i Politiken: https://politiken.dk/…/Folketinget-barslede-og-f%C3%B8dte-e…
Carolina Magdalena Maiers indlæg: https://www.folkeskolen.dk/…/den-nye-folkeskoleaftale-er-de…
9. d. 31. januar: Et fællesskab af kættere
Cand. pæd. Helge Christensen slår i dette indlæg et slag for de pædagogiske “kættere”, f.eks. Kemp, Skovmand, Fibæk, Erik Schmidt, rektoren fra Nyborg Gymnasium, Dansklærerforeningen og undertegnede.
På den katolske kirkes side nævner han KL, Undervisningsministeriet, Finansministeriet og DPU’s ledende organer. Og Biblen har virkelig mistet sin højsang. Christensen skriver:
“Det lader til, at OECD-formulerede ”21st century skills” og ”Education 2030 ” er den nye, indiskutable, kanoniserede bibel. Og i den forbindelse tåles intet kætteri.”
Helge Christensen er nervøs for, hvad der sker, når der kommer ny minister. Så Riisager er nok også lidt en halv kætter.
Tak til Christensen for det fine fællesskab.
10. d. 1. februar: Lars Qvortrup og Jens Rasmussen i Weekendavisen
Lars Qvortrup og Jens Rasmussen (QR) har et langt læserbrev i dagens WA, hvor de forholder sig til sidste fredags forsideartikel om Keld Skovmands forskning.
Det går virkelig dårligt med at forklare sig. Her er de to hovedpunkter og journalistens svar:
A.
QR starter med at skrive, at Markus Bernsens artikel er ”fyldt med fejl (som forhåbentlig dementeres andetsteds i avisen)”.
Ok, tænker man, det lyder jo ikke så godt, for ”fyldt med fejl” må da være mange og alvorlige fejl, ikke sandt? I avisen er der da også en rettelsesboks. Men ved I hvad? Her er der kun angivet to bittesmå tekniske fejl. Den ene “fejl” kan jeg faktisk ikke engang kan gennemskue som fejl, og den anden er en minifejl, som ikke er knyttet til QR. Artiklen er altså overhovedet ikke ”fyldt med fejl”, og slet ikke på substansen. På den måde giver QR Skovmand ret i alle fakta.
B.
Dernæst går QR i gang med historikken. De fortæller korrekt, at sagen startede med Skovmands bog ”Uden mål og med” fra 2016. Men QR forholder sig slet ikke til det enorme mylder af begrebslig dokumentation, som bogen indeholder. De siger bare, at bogen er konspiratorisk, hvilket den ikke er, og at den reducerer læringsmål til en totalitaristisk tendens, hvilket substantielt set passer. Det er under al kritik. Ja, det er afslørende.
QR springer herefter direkte til den aktuelle sag. Men dermed glemmer de, at Keld Skovmands forskning også er fremlagt i en meget rost ph.d.-afhandling fra Aarhus Universitet fra januar 2018. Her kunne QR læse meget af kritikken i videnskabeligt valideret form. Denne kritik har de aldrig svaret på, og altså heller ikke her. Og mange er enige med Skovmand. F.eks. fremførte Peter Kemp i sin tid noget lignende. Men ham kaldte Qvortrup bare for en ”plattenslager”. Sagen er, at QR ikke kan svare på kritikken. Men alligevel er Qvortrup leder af Nationalt center for Skoleforskning og for Dansk Clearinghouse, og landets uddannelsestænkning bygger på QRs ideer. Det er barokt efter min mening.
Herefter forklarer QR, hvorfor de ikke vil svare på kritikken fra i fredags. Det handler om, at man ikke kommenterer på en verserende retssag, får vi at vide. Men for det første er der ikke tale om en retssag, og for det andet har Skovmands kritik været kendt i flere år, uden at QR har svaret offentligt. Og for det tredje kan man da ikke pakke pædagogisk kritik ind i et nævn på den måde. Endelig overser QR det faktum, at nævnet har overskredet sin tidsfrist med ca. 6 måneder. Det er derfor både ønskeligt, prisværdigt og forståeligt, at Skovmand fremturer med sit kritiske arbejde, hvis pointer efterhånden står stærkere og stærkere, selv hvis han skulle tabe sagen om uredelighed.
C.
Journalist Markus Bernsen har følgende udmærkede svar på QR’s læserbrev:
”Markus Bernsen svarer: De fire anmeldte forskere har haft rig lejlighed til at forholde sig til Keld Skovmands kritik. Både i spalterne i Weekendavisen (vi har sendt dem afsnit af Skovmands kommende bog), samt i den øvrige offentlighed, hvor Skovmand siden 2016 har luftet den samme kritik i artikler, interviews, en bog og ph.d.-afhandling. At være anmeldt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed forhindrer ikke én i at forsvare sin forskning i offentligheden. Nævnet er ikke en ”retssal”, som Lars Qvortrup skriver, og Weekendavisen dækker sagen som alt andet, der har offentlighedens interesse”
11. d. 2. februar: Reception for Keld Skovmands bøger
I går var der reception på Hans Reitzel i Klareboderne 5 for Keld Skovmands nye bøger. Forlagets dygtige uddannelsesredaktør, Henrik Juul, introducerede livligt, og Skovmand improviserede sig gennem et både jovialt og skarpt oplæg, efterfulgt af tre spørgsmål fra Juul. Ordet ”læring” fik en fortjent endefuld, og det kontroversielle sagsanlæg blev også omtalt.
Bagefter var der nogle spørgsmål fra salen. Jeg kan ikke huske om hvad. Derfra spadserede ordene hen over vin og chips. Folk kommenterede og diskuterede sagens mange aspekter og dagens anmeldelser.
Der var også fremmøde fra den menige pædagogiske forskningsverden. Jeg spottede Peter Allerup, Steen Nepper Larsen, Kirsten Hyldgaard, Jesper Balslev og mig selv. Der var ingen fra DPO, eller det der ligner. De sidder nok og læser i en OECD-rapport.
Der var også en del lærere var mit indtryk. Blandt andet den engagede formand for skolebibliotekarernes forening Birgitte Reindel.
Fra medierne kunne man konstaterer besøg fra Weekendavisen, Altinget, Folkeskolen.dk og Forskerforum. Måske også nogle flere? Jeg kunne ikke se Jacob Fuglsang. Han sidder nok og læser i en EVA-rapport.
Af politikere så jeg Carolina Magdalena Maier, som sammen med især Marianne Jelved og Merete Riisager har interesseret sig for sagen.
Efterfølgende var vi nogle stykker, der spiste på en lokal restaurant. Jeg
spiste noget, som hed en ”fædrelandsmenu”. Der var en god stemning.
Skovmands bøger fik i går fremragende anmeldelser i både Folkeskolen.dk og Jyllandsposten af hhv. Thorkild Thejsen og Mikael Busch.
Bøgernes indhold har uden tvivl ramt, fastholdt og videreført en pædagogisk og videnskabelig åre, som forhåbentlig forstærkes yderligere. Desværre peger det aktuelle skoleforlig i en negativ retning, fordi forligskredsen forpligtes yderligere på skolereformens ideologi.
Desuden er sagen omtalt i Kristeligt Dagblad og Berlingske. Så vidt jeg ved, barsler Information også med en anmeldelse. Mon ikke Steen Nepper Larsen er sat på opgaven? Hvis jeg har ret i det, så glimrer blot ét medie med larmende tavshed: Konkurrencestatstidende.
Links:
Omtale af arrangementet: https://www.facebook.com/HansReitzelsForlag/posts/2280496765553293?__xts__[0]=68.ARDpfiawD_PPJRn_nCh66JaXfD58JU4suI8veG5sbA9n7DuFdRA_N1huDlYvXWUbYC_5z5O29GH
Thorkild Thejsens anmeldelse i Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/…/da-laeringsmaalstyringen-opsto…
Mikael Buschs anmeldelse i JP: https://jyllands-posten.dk/…/skoleforskeren-keld-skovmands…/
Omtale i Berlingske: https://www.berlingske.dk/…/forsker-angriber-folkeskolerefo…
Interview i Kristeligt Dagblad: https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/10-bud-til-laererne-svi…
12. d. 2. februar: Aarhus Universitet og DPU reagerer på Skovmand-sagen
DPU har oprettet en officiel nyhed på instituttets hjemmeside om Skovmand-sagen. Den hedder “Dokumentation til artikel om skoleforskning i Weekendavisen”. Her er der links til to skrifter, som forsøger at tilbagevise Skovmands anklager. Det er dog en lidt ensidig “dokumentation”, for kun den ene part udtaler sig, endda under institutionel beskyttelse. Er der ikke snarere tale om “indlæg”, som burde stå i en avis? Og lyder overskriften – jf. ”dokumentation” – ikke lidt upassende skråsikker for en offentlig institution? Det synes jeg. Er der måske snarere tale om en undertekst, som kunne lyde noget i retning af “Aarhus Universitets forsvar for læring”?
A.
Det ene skrift, ”Rettelser til artiklen Skoleret” er forfattet af Jens Rasmussen sammen med Andreas Rasch-Christensen, som i dagens anledning har fået adgang til AU’s hjemmeside. Jeg har ikke kunne finde noget svar på VIA’s hjemmeside, hvor Rasch-Christensen jo er ansat.
Rasmussen og Rasch-Christensen (RRC) anholder en række detaljer i WA-artiklen fra forrige fredag. De fortæller, at de slet ikke har været involveret i UVM’s kontroversielle vejledning om læringsmålsstyret undervisning. Det lyder lidt underligt al den stund, at de stod for at introducere til læringsmålsstyret undervisning på ministeriets hjemmeside, hvis formuleringer lå ekstremt tæt på af vejledningen, som officielt blev udgivet af netop VIA og DPU samt en række mindre profilerede UC’er. De var helt klart de førende forskere i hele den diskussion. Men der er ikke et officielt forfatternavn på vejledningen, så hvorvidt og i hvilket omfang Rasmussen og Rasch-Christensen har været involveret, må man jo spørge ministeriet om.
RRC skriver også, at de publikationer, som Skovmand kritiserer, er skrevet efter vedtagelsen af reformen, og derfor kan disse tekster ikke have haft indflydelse på reformen. I det hele taget argumenterer de for, at de overhovedet ikke har været involveret i skolereformens tilblivelse. De har på en måde slet ikke noget med reformen at gøre? Ok, det er det, jeg vil kalde ansvarsforflygtigelse, må jeg indrømme. De har siddet i et utal af centrale udvalg, hvorfra de har præget reformen dybt og promoveret læringsmålsfilosofien alle mulige steder. Men nu er de blot som to tilfældige embedsmændsmus? Men det er rigtigt, at der er et kronologisk problem, som burde have været angivet i artiklen, og det berigtiges da også i fredagens avis.
RRC anholder også WA’s formulering om, at de er ”blevet bedt” om at deltage i en evaluering af skolereformen. De er sandelig ikke ”blevet bedt”, får vi at vide. De har snarere søgt i konkurrence med andre. Hvis det virkelig skulle være et kritikpunkt, så slår det sløjt til.
Der er også et par yderligere forhold, men Skovmand må jo selv svare. Han får dog sikkert ikke lov til at bruge DPU’s hjemmeside? Nok heller ikke UCL’s, hvor han arbejder.
Det samlede indtryk er, at Rasmussen og Rasch-Christensen forsøger at undsige deres forbindelse med skolereformens idegods. Det er meget mystisk for mig, at de ikke står mere ved deres holdninger.
B.
Det andet skrift er skrevet af Lars Qvortrup og Jens Rasmussen. Det hedder ”Skoleret eller standret”. Desværre er der i skrivende stund noget i vejen med linket, så man kan ikke pt. tilgå skriftet. Men mon ikke, teksten svarer til læserbrevet i Weekendavisen fra i går? (jf. drys nr. 10)
C.
Endelig er der en udtalelse af Johnny Laursen, som er dekan for fakultetet Arts på Aarhus Universitet. Hvordan eksistensen af denne udtalelse og hele setuppet på DPU’s hjemmeside skal fortolkes, er jeg lidt i tvivl om.
Jeg har ikke set det samlede klagemateriale, så jeg kan heller ikke vurdere, om der er tale om videnskabelig uredelighed i juridisk forstand eller blot om det, der kaldes ”tvivlsom forskningspraksis”, eller om de pågældende forskere blot har deltaget i den almindelige videnskabelige og politiske trummerum i en meget selektiv og umusikalsk praksis, som bør kritiseres sønder og sammen, som Skovmand jo også gør. Selve Skovmands grundlæggende kritik holder nemlig efter min opfattelse, uanset om de tre forskere er ”uredelige” i juridisk forstand eller ej.
Links:
DPU/AU’s svar: http://edu.au.dk/…/dokumentation-til-artikel-om-skoleforsk…/
Omtale af Qvortrups og Rasmussens læserbrev i WA i går: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156940096464481&id=837549480
13. d. 3. februar: Det har jeg aldrig sagt: Lars Løkke=Martin Luther King
Jeg kan forstå, at Qvortrup, Rasmussen og Rasch-Christensen ikke har haft noget at gøre med skolereformen, eller hvad det nu er de siger. Lad os se lidt på det.
Her er et eksempel fra juni 2010, hvor fårene virkelig skilles fra bukkene. Kronikken ”10-4 løsning for folkeskolen” er forfattet af Lars Qvortrup, Stefan Hermann, Harald Mikkelsen og Laust Joen Jakobsen.
Kronikken er en talehandling, en magtdemonstration, der etablerer og forstærker et diskursivt og institutionelt grundlag for både skole- og læreruddannelsesform og for pædagogisk forskning som sådan.
Qvortrup er nyudnævnt og glødende systemteoretisk dekan for DPU, og kort forinden har han forsøgt at nedlægge filosofien på DPU. De tre andre forfattere er indflydelsesrige rektorer for de næsten helt nydannede professionshøjskoler, som er skudt ud af Lars Løkke centraliseringsiver fra 00’erne. De nye professionshøjskoler skal forsøge at finde deres ben i et opgør med seminarietraditionen. Senere lavede de en interesseorganisation, hvis direktør de hentede i Moderniseringsstyrelsen. Betagende nedtur.
Kronikken indleder med at sammenligne Lars Løkke med Martin Luther King. Dermed understreges sektorens totale underdanighed over for policy. En seriøs videnskab og et godt seminarium ville aldrig tale som en simpel undersåt, og så endda for en gammel amtsborgmester, som har 0,00 forstand på pædagogiske og uddannelsespolitiske emner.
Og man accepterer uden videre det, man kalder for Lars Løkkes ”drøm”. Og hvad mon den går ud på? Jo, det handler om at blive top 5 i Pisa. Hvilken knaldperle af vid. Det må forskningen da bare løbe efter som lammehaler.
Dernæst tager man uden et eneste kritisk snøft udgangspunkt i det forskrækkelige Skoleråd, hvor økonomen Jørgen Søndergaard var formand, og som Skovmand faktisk også omtaler. Og I en parallel tekst fra samme år henvises til regeringens Rejsehold, som har samme ledelse. Og herfra ruller der derudaf med tomheder. De fire magtfulde rektorer har fuld fart mod ødelæggelse.
I en karakteristisk formulering fra en af de nu fjernede baggrundspapirer hed det:
“Hvor opmærksomheden tidligere har været rettet mod det normative, vil indsatsen i tråd med internationale tendenser snarere orientere sig mod det beskrivende, analyserende og handlingsrettede” og ”Pædagogikken i Danmark – og internationalt – ændres i disse år fra at være holdningspræget til at orientere sig efter forsknings- og udviklingsresultater”.
Så slut med det “normative” og det “holdningsprægede”. Hvor simpelt og banalt kan det blive? Og vi taler om de højeste ledere af dansk pædagogik.
Så dansk pædagogisk forskning samler sig under Qvortrups hat i en ny instrumentel og økonomisk underdanighed. Hermann og UC’erne støtter op. Danmark er forandret, og de nye store selvbevidste kommuner kan spille med under et ekspanderende KLs stigende indflydelse.
Konkret blev kronikkens samarbejde realiseret i et såkaldt ”konsortium”, som senere blev til et ”Læringsløft 2020” – et skrækkeligt navn – som organiserede forskeruddannelsestråden fra UC til DPU. Tråden samledes i det såkaldte “ph.d.-råd”, hvor Jens Rasmussen var formand. Der kom en del systemteoretiske ph.d.-projekter i de år.
Konsortiet lavede også en slags vejledning om læringsmålstyret undervisning, som er ekstrem indflydelsesrig, fordi de fire største forsknings- og uddannelsesinstitutioner står bag. Denne tekst er i dag slettet, ser det ud til?
I 2014 holdt Læringsløftet en stor konference, som indledtes af Andreas Rasch-Christensen, med foredraget ”Hvad vil konsortiet løfte? – fra 10-4 til læringsløft 2020”. Svaret var at ”gøre skoler bedre og løfte elevernes læring”, som det hed i karakteristisk stil.
Læringsløftet eksisterer stadig, ser det ud til. Projektleder er Andreas Rasch-Christensen.
Dermed er hele forskningens underdanighed, hele ”forskningen viser”-strukturen, hele referencen til 00ernes dannelsesopgør og hele UC’ernes opgør med seminarietraditionen tilrettelagt.
Og hermed er grundlaget lagt for skolereformen, som vedtages sideløbende med både Hermann og Rasch-Christensen i Ny Nordisk Skole og senere i en række råd og udvalg.
I en tids- og indholdsmæssig parallelartikel i Politiken taler Rasch-Christensen om, at ”Forskningsbaseret skolepraksis er et radikalt brud med tidligere tiders tænkning om skoleudvikling”. Det var i de år, at Rasch-Christensen blev den foretrukne forsker på Politikens uddannelsesredaktion
Jeg vender tilbage til flere 2010-episoder, hvor skolereformens ideologi finpudses af DPO, som lægger sig begrebsmæssigt, politisk og normativt til rette under et både forvirret og skråsikkert policy-niveau.
Som jeg ser det, er det i denne proces, at Keld Skovmand begynder at opdage forsimplingernes materialitet i den ene og den anden tekst og reference.
Links:
Kronik i Berlingske fra 2010: https://www.berlingske.dk/kro…/10-4-loesning-til-folkeskolen
Pressemedelelse på UCC: https://via.ritzau.dk/…/4-svar-pa-folkeskolens-udfordringer…
Nyhedsartikel fra DPU: http://edu.au.dk/…/4-svar-paa-10-udfordringer-for-folkesko…/
Konference 2014: https://ucc.dk/…/konference_laeringsloeft_2020_26.maj2014.p…
Læringsløft 2020: https://laeringsloeft2020.via.dk/
Andreas Rasch-Christensen i Politiken i 2010: https://politiken.dk/…/art496…/Solid-viden-giver-solid-skole
14. d. 3. februar: Det har jeg aldrig sagt 2: Andreas Rasch-Christensens meritter
I et svar til Keld Skovmand på DPU/Aarhus Universitets hjemmeside og med universitetsledelsens opbakning, får Andreas Rasch-Christensen sammen med Jens Rasmussen det til at lyde som om, at de skam ikke har haft noget særligt med folkeskolereformen at gøre. De anholder en række detaljer og undgår helt at tage stilling til substansen. De undlader at forholde sig til Skovmands kritik, som ellers har foreligget siden 2016. Kun i lukkede kredse har der cirkuleret et notat, som var under al kritik og tilmed yderst selektiv i sin tilgang til Skovmands bog og til pædagogisk teori i det hele taget.
I genmælet på DPU’s hjemmeside skriver Rasmussen og Rasch-Christensen:
“hverken Jens Rasmussen eller Andreas Rasch-Christensen (sidstnævnte var dog medlem af udvalget Ny Nordisk Skole) har under nogen former været involveret i forberedelserne af folkeskolereformen.”
Lad os se lidt på nogle af Andreas Rasch-Christensens omfattende reformaffirmative meritter siden 2011, som alle har en helt utrolig faglig snæverhed til fælles. Hvis jeg har glemt noget, må I endelig skrive det:
Ny Nordisk Skole (ministerielt initiativ)
Rådet for børns læring (statsligt råd, tidligere Skolerådet)
Forum for koordination af uddannelsesforskning (statsligt råd)
Master- og implementeringsgruppe for fælles mål i Folkeskolen (ministeriel arbejdsgruppe)
Master- og implementeringsgruppe for fagmål i forbindelse med Læreruddannelsensreformen.
Formand for Læringsløft 2020 (konsortium mellem DPU og de store professionshøjskoler, hvor man sammenligner Lars Løkke med Martin Luther King)
Lanceres som førende ekspert på Undervisningsministeriets hjemmeside
Favoritforsker på landets ledende centrum-venstreavis,
Politiken (ifølge uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang)
Med i Rambølls skrivegruppe i forbindelse med baggrundsrapport om læreruddannelse.
Med i Ny Start-kommission efter OK18.
Ph.d.-rådet (statsligt/universitet/globaliseringsaftale)
Ministerielt rekvireret evalueringsrapport af folkeskolereformens Fælles Mål (som han selv har lavet!)
Mastergruppen for styrket læreplan i dagtilbud (ministeriel arbejdsgruppe)
Tæt samarbejde med Jens Rasmussen om at bekæmpe indflydelsen fra Skovmands ideer (jf. notat-sagen)
Utallige artikler og debatindlæg i landets dagblade, som slutter op om skolereformen helt uden kritisk sans og ofte skrevet sammen med andre. De mest grundige jeg kunne finde fra selvstændig hånd i tidsskrifter er disse totalt refererende artikler på hhv 7 og 12 sider:
– ”Mål for elevers læring”, Kvan nr. 101, 2015 (8 sider)
Den centrale reference i denne artikel er netop den EVA-rapport fra 2012, som Skovmand kritiserer. Der er ingen drøftelse af begreberne “mål” eller “læring”.
– “Pædagogik og ledelse efter reformen” i Anders Balles bog “Pædagogik og skoleledelse”. Også her er der fuldt læringsudstyr med KORA, EVA etc..
Hvad er det egentlige forskningsmæssige grundlag for alt dette? Mig bekendt en ph.d. om historiedidaktik i 2010, som ikke rigtig går på sagen. Rasch-Christensen har ingen pædagogisk uddannelse, og jeg har aldrig set ham til videnskabelige konferencer eller omtalt i større videnskabelige publikationer. Men jeg kan naturligvis have overset noget.
Rasch-Christensen har skrevet en del om fodbold. Bl.a. en bog, som blev beskyldt for plagiat.
Summa summarum: Rasch-Christensen er en af landets tre ledende personer i etableringen og udviklingen af skolereformens ånd, policy og principper. Hvis Skovmand finder eksempler på uredelighed eller dårlig praksis fra denne magtfulde men fagligt set svagt funderede forsker, så har det derfor haft enorme konsekvenser for landets skoler.
Links:
Rasmussens og Rasch-Christensens svar til Skovmand på DPU’s officielle nyhedsside:
http://edu.au.dk/…/dokumentation-til-artikel-om-skolefors…/…
Det hemmelige notat:
http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-r…
15. d. 3. februar: Samlet kommentar til Rasmussens, Qvortrups og Rasch-Christensens to svar til Keld Skovmand
Samlet kommentar til Rasmussens, Qvortrup og Rasch-Christensens to svar til Skovmand:
16. d. 4. februar: Keld Skovmand i video om læringsmålstyring
Keld Skovmand reflekterer i en video-reklame for sine nye bøger over, hvordan det går med opgøret med læringsmålstyringen. Selvom begrebets placering formelt set er nednormeret fra “vejledning” til “inspirationshæfte”, har han tre kritikpunkter:
- Undervisningsministeriet bør være mere tydelig i dets forklaring af nednormeringen.
- Henvisning til læringsmålstyringen flyder stadig overalt i bekendtgørelsen for læreruddannelsen, selvom metodens formelle indflydelse altså er blevet mindre i folkeskolen.
- Politikere, kommuner og ministerium mm. bør undskylde offentligt for deres enorme satsning på begrebet. Der er også brug for mere offentlige markeringer fra de forskere, som understøttede ideologien. Der er kort sagt brug for et fagligt og moralsk selvopgør.
Jeg er helt enig i det hele, men har dog det muligvis supplerende synspunkt, at selvom man ikke mere bruger ordet “læringsmålstyring” så meget mere, så myldrer det med læringsmålstyringsfilosofi alligevel, og ikke kun i læreruddannelsen, som Skovmand korrekt nævner. Men også i det elendige “inspirationshæfte”, der jo stadig står centralt, og i fagtænkningen, hvor styringen stadig er “vejledende” samt i mange kommuner osv.. Hermed udelukkes et mere genuint pædagogisk sprog.
Med andre ord: Skolereformens vokabular arbejder stadig for fuld styrke, nu blot suppleret og udvidet med OECD/tech-reference til 21st century skills, som efter min mening kan give læringsmålstyringen en anden og måske endnu mere indgribende form.
Men ok, det er blot et supplement. Jeg glæder mig til at få Skovmands bøger i hånden fra forlaget.
17. d. 5. februar: Det har jeg aldrig sagt 3: Lars Qvortrup og Grundtvig
Der er en stærk tendens til, at de personer, som Skovmand kritiserer, løber fra deres tidligere synspunkter, når det synes opportunt.
Jeg har allerede nævnt nogle eksempler i nogle tidligere “noter”. I vedhæftede blogindlæg fra 2017 kan man læse om et særligt graverende eksempel efter min mening, nemlig Lars Qvortrups forsøg på at dække over sit stærke ubehag for ikke at sige had til den grundtvigske tradition her i landet.
Denne afvisning deles af Qvortrups åndsfæller, så der er virkelig tale om en anti-dannelsesstruktur med rod i 00’erne.
Og senere vil jeg fortælle om, at det skam ikke kun er Grundtvig, som skolereformens folk forsøger at tage livet af. Det er også oplysningstraditionen og filosofien som sådan.
Tænk på – både røde og blå og høje og lave – hvor groft det er!
Det er sørme let at have sympati med Skovmands aktion og kritik, må man sige. Har Qvortrup/Rasmussen/Egelund og Rasch-Christensen egentlig nogle venner? Udover DPUs ledelse altså?
18. d. 5. februar: Dagens Politiken: Om læringsmålstyring
Er Skovmand-sagen mon nævnt i dagens Politiken? Altså sagen om Keld Skovmands dramatiske kritik af Politikens egne yndlingsforskere, som hele landet snakker om? Nej, det er den ikke. Der er demonstrativ tavshed. Politikens læsere må simpelthen ikke høre om den del af virkeligheden.
Men måske har Skovmand påvirket avisen indirekte? Altså ved sin blotte tilstedeværelse? Som en slags spøgelse?
Grunden til, at jeg siger det på den måde, er, at dagens emne er ”synlig læring”, som jo er en helt integreret del af det læringsmålsstyringsparadigme, som Skovmand kritiserer.
Her er avisens fire markeringer:
A. Antvorskov Skole i Slagelse
Der er en reportage fra Antvorskov Skole i Slagelse, hvor man kører efter John Hatties system, hvilket resten af kommunen mig bekendt også gør. Det myldrer med stjerner, små computerspil, og om at ”vi fejrer hinandens succeser” osv..
Samme skole har i øvrigt modtaget hele 3,5 mio. kroner fra AP Møller-fonden til to ”lærings”-projekter, herunder et projekt om ”databaseret læringsledelse”, som jo er Lars Qvortrups bidrag til verdensfreden.
Læreren bekræfter, at metoden er på vej til at blive ”et karaktersystem”. Men hun siger, at det ”slet ikke er målet”. Målet er snarere, siger hun, at ”børnene kan se deres egen progression, at det er synligt, at de bliver bedre, og at de ved, hvordan de bevæger sig fremad”. Eftersom denne målstyringsmetode er en almenpædagogik, dvs. at den implementeres som en ustandselig forudsætning, så kan man roligt sige, at børnene får installeret en form for karaktersystem som en del af deres psykologiske arkitektur.
Det er da langt værre end almindelige ”karakterer”. Det er faktisk det, som Riisager har forstået. Karakterer er langt mindre indgribende end ”læring” og ”feedback”.
B. Tre interviews
I kommentar-artikel har avisens journalister talt med tre personer: Lektor ved DPU Hanne Knudsen, Skolelevernes formand Sarah Bærentzen, og Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal
i) Hanne Knudsen
Hanne Knudsen siger ifølge journalisten:
”I virkelig mange klasseværelser hænger der åkander, stjerne eller noget andet, fordi idealet er, at hver elev skal lære maksimalt, og målene skal være synlige”.
Hun mener altså, at metoden er meget udbredt.
Og hun uddyber, her med journalistens ord:
”Ifølge Hanne Knudsen er maksimering af læring og læringsmål blevet den gennemgående ide i folkeskolen i takt med skolereformen, der trådte i kraft i 2014…(…). Når eleven når frem til målet, er der altid et nyt læringsmål. Med maksimering af læring er der ikke noget, der er godt nok. Målet forskyder sig hele tiden, og det er eleven individuelt, der skal reflekterer over det”.
Og husk på: Det er hver dag, år ud og år ind, også i nogle gymnasier.
Her beskriver Knudsen den psykologiske arkitektur, jeg talte om. Og folk undrer sig over, at unge er stressede? Og de tror, at problemet er en karakter eller en eksamen i ny og næ?
ii) Sarah Bærentzen
Dernæst udtaler Sarah Bærentzen sig. Hun er formand for Danske Skolelever, hvis budget er pumpet op af Antorini-penge. Hun siger med journalistens ord og med en naivitet, som er et barn værdigt, at ”der er et stort potentiale i synlig læring, og at det skal blive i folkeskolen”.
Bærentzen er helt uden viden om den faglige kritik af metoden og dens implementering i Danmark. Og i direkte citat fortæller hun følgende:
”Vi tror, at det er rigtigt sundt, at man selv kan se, hvor man ligger fagligt. At man fortæller helt bundærligt, hvor man ligger. Men det skal ikke være i en konkurrence med ens klassekammerater. Det skal være i konkurrence med en selv”. Læreren skal dog huske ”at tage fat i klassefællesskabet og tale om trivsel med eleverne, så det er en større dagsorden end bare synlig læring”.
Sproget er skruet ned i lærings-arkitekturen. Den ophedede selvkonkurrence skal tales væk i abstrakte trivselstermer. Utroligt, at det skulle være i elevernes interesse.
Jeg synes, at medierne bør beskytte Bærentzen for en stund, for hun er for ung til at modtage offentlig kritik efter min mening, men det er jo ingen vej uden om, når hendes holdninger bliver så eksponeret.
iii) Claus Hjortdal
Til sidst kommer Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, på banen. Han fortæller i samme ånd:
”Selvom det ikke er meningen, at man skal måle sig op mod andre, så skal man være en ekstremt dygtig lærer for at få eleverne til at forstå, at de er i kamp med sig selv og ikke i kamp med andre”.
Men hov, det er da en skrækkelig lærer, der fortæller børnene at de er “i kamp med sig selv”! Igen: læringssproget arbejder som en dybvandsmotor.
Hjortdal får også sagt noget om læringsmålsstyret undervisning. Journalisten fortæller, at Claus Hjortdal ”fremhæver, at foreløbig forskning viser, at eleverne får udbytte af at vide, hvad de skal lære, den såkaldte målstyrede undervisning”.
Men her er vi så tilbage ved Skovmand, for hvad er det for ”en forskning, der viser”, og som Hjortdal henviser til?
Ja, det ved spøgelset jo noget om.
Artiklerne ligger ikke på nettet.
19. d. 5. februar: Hannah Arendt i Helsingør
Hjernen bobler af glæde, fordi jeg læser to Hannah Arendt-essays simultant. Det drejer sig om teksterne “What is Authority?” og “The Crisis in Education”, som begge står i samlingen “Between Past and Future” fra 1961.
Der sker så meget i dette kryds, at det ikke lige kan rummes i et facebook-opslag, men jeg skal fortælle om det i Helsingør Domkirke i morgen kl. 17.
Men konklusionen er: Skolen er en romersk lomme, som skal forberede til et græsk liv. Det svarer jo fuldstændigt til folkeskolens formål, denne mærkelige og skønne, men forbudte tekst.
20. d. 5. februar: Jernindustrien: Jens Rasmussens klage
Jens Rasmussen beskylder på DPU’s hjemmeside Keld Skovmand for at være ”konspiratorisk”. Det minder mig om en sag fra 2014. Jeg havde skrevet et blogindlæg, ”Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)”, hvor jeg skrev om nogle af de samme ting som Skovmand. Man kan læse indlægget i linket nedenfor (det er udvidet siden den oprindelige udgivelse).
Rasmussen, som jeg aldrig havde truffet, men som var en magtfuld professor, kunne ikke lide det jeg skrev. Han svarede dog ikke offentligt eller til mig personligt. I stedet skrev han nedenstående e-mail til daværende institutleder Hanne Løngreen og den ligeså daværende dekan Mette Thunø. Jeg måtte herefter til samtale med bisidder for at høre om ”universitetets personalepolitik, mere specifikt delpolitik for mobning”, et emne der kunne få ansættelsesmæssige konsekvenser.
Jeg fik først mailen på selve mødet. Efter en lang og svær proces, der varede omkring 3 uger, og hvor jeg virkelig måtte mane mig op, frafaldt man sagen:
”d. 4. marts 2014
Kære Hanne og Mette
Jeg vil gerne gøre opmærksom på et indlæg på Thomas Rømers blog:
Her præsenterer han en konspirationsteori, der er stærkt ærekrænkende for en lang række navngivne personer, herunder medarbejdere som jeg ved IUP og mange af mine/vore samarbejdspartnere. Meget af det han skriver er ved tidligere lejligheder afvist som løgn, fordrejning og demagogi. Jeg finder det uacceptabelt at skulle stå model til noget, der bedst kan karakteriseres som mobning for ikke at sige karaktermord på min og mange andres person, hvilket jeg i øvrigt ved flere lejligheder har gjort opmærksom på.
Jeg er jo af den opfattelse, at jeg varetager (tillids)opgaver, som fakultetet og instituttet værdsætter. Det gælder mit formandskab for ph.d.-rådet, som miskrediteres af Thomas Rømer med mulig ødelæggende virkning for dets anseelse, og det gælder mit medlemskab af A.P. Møller Fondens vurderingsudvalg.
Mange hilsner Jens”
Rasmussen skrev også en supplerende mail i samme ånd, som man kan læse i linket nedenfor. Man kan også læse mit skriftlige svar på anklagerne.
Året efter gentog processen sig, blot i endnu større målestok. Det var Staunæs-sagen.
Sådan ser forskningsfrihed ud i praksis. Dette er den pædagogiske debats tilstand. De faktiske forhold i jernindustrien.
Senere indgik mit essay om DPO i let korrigeret form i den fagfællebedømte og godt anmeldte udgivelse ”Pædagogikkens to verdener”, som kom på Aalborg Universitetsforlag.
Jeg ser ingen principiel forskel mellem Rasmussens aktion og Odense Kommunes advarsel til Erik Schmidt for ”negative holdninger”. Og Rasmussen/DPU er ligeså dårlige til at rette op på skaden som Odense Kommune.
Man kan læse mere om begge klageprocesser i bogen ”Ballade i Pædagogikkens Forsamlingshus”, kapitel 4 og 5.
Links:
Rasmussens mails til institut- og fakultetsledelsen: http://www.thomasaastruproemer.dk/…/Jens-Rasmussens-henvend…
Mine egne skriftlige svar på Rasmussens anklager: http://www.thomasaastruproemer.dk/…/svar-p%C3%A5-mails-og-k…
Om Rasmussens, Rasch-Christensens og Qvortrups svar på Skovmands kritik på DPU’s hjemmeside: http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussen-andreas-ra…
Om bogen ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”: http://www.fjordager.com/ballade-i-paedagogikkens-forsamli…/
Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO), 2014: http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oli…
Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) – del 2, 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oli…
21. d. 7. februar: Læringsideologi i Gladsaxe
Gladsaxe kommune kører efter John Hatties skabelon. Det foregår med AP Møller penge. Det hedder “Fremtidens skole”. Og det er ikke mere kun ”Hattie”. Nu er det også hele pakken med læringsapparat og 21.century-kompetencer og high-tech. Til gengæld er der ikke et ord om skole og pædagogik. Det er en form for skole-had.
Det er med andre ord det, jeg kalder for Skolereform 2.0. Man kan selv studere hjemmesiden og blive forskrækket.
A.
Har man bare brug for en appetitvækker, vil jeg foreslå, at man læser udgivelsen ”Sådan lærer dit barn – om læring i fremtidens skole” fra april 2018. Her kan man læse om SOLO-taksonomien, som er en form for forsimplet Hattie: ”I daglig tale SOLO”, som der står. Solo er sådan en slags “daglig tale”-ven. En facebook-kontakt fortalte, at SOLO hænger i alle klasseværelser, sådan lidt Mossulini-agtigt.
Man kan også læse om ”at forstå sin egen læreproces”, og om at ”SOLO giver eleverne et sprog for læring”. Ja, SOLO giver simpelthen svar ”tre centrale spørgsmål om: hvad er jeg ved at lære, hvor er jeg i min læringsproces, og hvad er mit næste skridt?”. Det giver en ”dybere forståelse” står der. Vi er virkelig i KL-Hattie-segmentet. Man kan slet ikke nærme sig disse formuleringer, hvis man er pædagog og lærer.
Man kan også lære om ”feedback”:
”Feedback i undervisningen hjælper eleverne med at maksimere deres potentiale og giver dem desuden viden om styrker, forbedringsmuligheder og læringsstrategier”.
Man giver feedback på alle de ”tre centrale spørgsmål”. Og husk: Det er en slats anti-pædagogisk almenpædagogik, så det er hver time og hver dag i mange år. Fri os for guds skyld for denne maksimeringspotentialefeedback. Det er langt mere ødelæggende for ungdommens psyke end et par karakterer til eksamen i fysik.
Man kan også få ”feedback på processen”. Så bliver man ”selvregulerende”, står der. Der er også forslag til, hvordan forældrene kan støtte op om SOLO-ideologien. F.eks.: ”Spørg dit barn, hvad han eller hun ved om målet?”.
Der er også flotte tegninger af nogle indoktrinerede børn, der råber SOLO-slogans i kor.
Der er også noget, der hedder ”tænkemåder”, Der er en ”fastlåst og en udviklende” tænkemåde, får vi at vide. Det er noget, som stammer fra den positive psykologi (Carol Dweck), som i realiteten udrydder ”tænkning” fra skolen. Det er virkelig sørgeligt deromkring i teksten. Men Hattie og Dweck er pot og pande, både internationalt og i mange danske kommuner. f.eks. også i stakkels Skanderborg.
Men er der ingen læringsteori? Intet pædagogisk udsyn eller indhold? Nej, der er intet. Fortiden er ausradiert.
Og så denne uvederhæftige skråsikkerhed i titlen: “SÅDAN lærer dit barn”. Jeg bliver vred.
B.
Man kan også læse i et temahæfte om ”synlig læring”. Her står der også noget SOLO. Men man kan også læse, at alle data samles i noget, der kaldes en ”skoleportal”. Her vil man ”synliggøre alle børns læring”. Her kan alle følge med i det hele. Rigtig Gladsaxe-Kina-agtigt. Kommunens borgere skal omdannes til SOLO-epigoner.
C.
Overalt i mange af publikationerne myldrer det med fremtidskompetencer og IT-virksomheder. Og man arbejder sammen med Københavns Professionshøjskole.
Ifølge kommunen får vi mere kritisk tænkning, kreativitet osv.. Det har den fra OECD, og om lidt skal man måle det hele.
Gladsaxe Kommunes arbejde er også omtalt i en rapport fra SIRI-kommissionen. Her kan man læse, at man i Gladsaxe har omdøbt skolebiblioteket til at være et ”innovationscenter”. Eleverne skal her tilegne sig ”det 21. århundredes kompetencer”. Det sker ved at ”opdele centret i forskellige læringszoner: præstationszone, feedback-zone, kodnings- og innovationszone, samt kreazone og forskellige produktionszoner”. På den måde bliver ”eleverne medskabere af deres egen læring”, og lærerene får ”ændret deres professionsidentitet”, så de i ”højere grad bliver facilitatorer”.
SIRI-kommissionen, som ledes af Ida Auken og nogle Singularity-folk mm., synes det er alle tiders.
Her har vi KL-skolereformen 2.0. i fuldt flor. Der er ikke en eneste skoletanke.
Gladsaxe samarbejder med Rudersdal og Gentofte om Synlig Læring. Lyngby Taarbæk forlod samarbejdet, efter at viceborgmesteren holdt en megakritisk brandtale i byrådet.
Links:
Liste over alle kommunens udgivelser under ”Fremtidens Skole” https://www.gladsaxe.dk/fremtidens_skole/udgivelser
Om “Sådan lærer dit barn” i Gladsaxe: https://issuu.com/webmaster_glad…/…/h_fte-l_ring_digitalt/1…
Om Synlig Læring i Gladsaxe: https://issuu.com/webmaste…/…/h__fte_lige_muligheder_2017/1…
Omtale af SIRI-rapport: http://www.thomasaastruproemer.dk
/siri-kommissionens-opgoer-demokrati-paedagogik.html
Synlig læring-samarbejdet i Nordkøbenhavn: http://4kommuner.dk/…/AP__M%C3%B8ller_2016_projektbeskrivel…
Om Lyngby-Taarbæks brud med Synlig Læring: http://www.thomasaastruproemer.dk/digebrud-i-lyngby-taarbae…
22. d. 8. februar: Keld Skovmands læserbrev i Weekendavisen
Keld Skovmands læserbrev i dagens Weekendavis: “Genmæle til genmæle”:
Keld Skovmand svarer i dagens Weekendavis på Lars Qvortrups og Jens Rasmussens (QR) indlæg fra sidste fredag, som selv var et svar på artiklen “Skoleret”, hvor Skovmand kritiserede de to professorers arbejde med folkeskolereformens begreber og implementering.
I modsætning til den oprindelige artikel ”Skoleret” går læserbrevet nu under den redaktionelle overskrift ”skoleforurettelse”, hvilket jo er god humor. Underoverskriften er “Professorerne Lars Qvortrup og Jens Rasmussen manipulerer igen”.
Selve læserbrevet kaldes ”Genmæle til genmæle”, hvilket også er alle tiders. QR kaldte selv deres kommentar for et ”genmæle”, hvilket jo var noget af en overdrivelse. Skovmand må virkelig gøre sig umage med at finde noget at genmæle om. Men det lykkes i karakteristisk rå-saglig stil med god kropslig kant.
Skovmand identificerer fire “manipulationer”. Lad os se på indholdet:
A.
Skovmand bemærker, hvad der må opfattes som en bevidst udeladelse i QR’s kronologi over Skovmands arbejder. QR hæfter sig nemlig kun ved Skovmands debatbøger, men springer let og elegant over det forhold, at hans arbejde udspringer af en ph.d.-afhandling fra 2018, som endda blev rost af førende pædagogiske forskere.
B.
Dernæst anholder Skovmand, at QR kalder hans arbejde for ”konspirationsteoretisk”, hvilket det overhovedet ikke er. Det kalder de også mit arbejde. Det er blot en nærmest barnlig måde at undgå at tale om indholdet på. Jeg har ingen respekt for det. Både Skovmand og undertegnede forklarer udførligt, hvorfor analyserne netop ikke er konspirationsteoretiske.
QRs banale anklage om ”konspiration” er et forsøg på at dække over dårligt og ensporet arbejde. En slags ”akademisk afmagt”, som Skovmand korrekt kalder det.
C.
Dernæst kritiserer Skovmand – med udgangspunkt i et konkret eksempel – QR for i deres læserbrev – at sætte citatbidder fra hans bog sammen på kryds og tværs, så QR får den mening ud af sagen, som passer dem.
D.
Endelig svarer Skovmand på et forhold, som Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen (ARC) fremhæver i en helt anden tekst, som DPU’s institutledelse har lagt på instituttets hjemmeside med dekanens billigelse. Visse personer på DPU har åbenbart direkte adgang til de officielle kanaler med rene partsindlæg, som endda kaldes for ”dokumentation”.
Nå, men ARC fortæller i DPU-indlægget ligefrem, at de ikke ”under nogen former” har været ”involveret i forberedelserne af folkeskolereformen”.
Jeg har selv kommenteret denne påstand i dybden i et blogindlæg. Skovmands kommentar til citatet er følgende:
”Kronologien er atter et falsum. Med ARC som arbejdende formand blev mastergruppen officielt nedsat i april 2013, dvs. flere uger før forliget blev indgået d. 7/6-2013. Lovforslaget fremsættes d. 27/2-2014, hvor arbejdet med at udforme Fælles Mål var mere end godt i gang. Det er vanskeligt at forestille sig, at dette arbejde ikke har været formende for de politiske forestillinger om mål og styring, der ligger til grund for en helt central del af folkeskolerefomen”.
Så QR’s ”genmæle” har mistet mælet. Det er målløse. De er mål-løse. ja, læringsmål-løse.
Link til artikel: https://www.weekendavisen.dk/2019-6/samfund/genmaele-til-genmaele?fbclid=IwAR2XkFcd30FF90_3QfD_AgTNAba05xG3vkf_nvhMwsj1WveyyMIErqWe7DE
23. d. 9. februar: Aarhusiansk dokumentation
Aarhus Universitet har laver en side med “dokumentation” vedrørende en kritisk artikel i WA om landets kontroversielle skolereform, hvor forsker Keld Skovmand fortæller om sine nye bøger.
AU bringer et nærmest demonstrativt kort link til artiklen, som er gemt bag en betalingsmur, og den korte forklaring er næsten uden indhold.
Men OK, hvad er så den øvrige “dokumentation”?
Bringer man links til de centrale udgivelser, som kritikken baserer sig på? Nej.
Bringer man nogle anmeldelser af bøgerne? Nej.
Eller måske lidt uddrag fra de pågældende bøger? Nej.
Eller måske referencer til kritikken i diverse artikler i fagblade og landsdækkende medier? Nej.
Eller til reglerne for videnskabelig uredelighed? Nej.
Men hvad bringer man så? Jo, man bringer to deciderede partsindlæg fra ledelsens policy-underdanige favoritter efterfulgt af nogle beroligende ord fra dekanen. Et af partsindlæggene har også været bragt i WA, men alligevel er der sjovt nok ingen betalingsmur, som der jo var på Skovmands artikel.
Ok, men bringer man så Skovmands svar på de to partsindlæg, som blev bragt i avisen ugen efter? Nej.
Bringer man journalistens svar på partsindlæggene? Nej.
Har man spurgt Skovmands forlag om noget? Nej.
Bringer man noget forhistorie, noget kontekst, noget teori, noget noget som helst? Nej.
Har man interviewet nogen andre forskere, som har fulgt med i sagen? Nej.
Hvad kalder universitetet mon en sådan ideologisk manifestation? Den kalder det for “dokumentation”.
Men hvad kalder man et universitet, som kalder den slags for ”dokumentation”. Jeg kalder det et universitet, der bekræfter Skovmands kritik.
Men hovsa, det er altså ikke så godt. Så nu har jeg skrevet til ledelsen og tilbudt min dokumentationshjælp.
24. d. 10. februar: Dagens Politiken 3: Forandring gennem læring
A.
Først er der en kort reportage fra gårsdagens lukning af Disruptionsrådet. Her sagde Lars Løkke følgende:
”I andre lande reagerer man på udfordringen ved at bygge mure, vende verden ryggen, melde sig ud af det internationale samarbejde eller gå på gaden iført gule vest. Men i Danmark har vi valgt fællesskabet og samtalen frem for splittelsen”.
Ok, så Disruptionsrådet er altså det modsatte af et eller andet ’populisme-agtigt’, må man forstå? Det er snarere ”fællesskab og samtale”, altså ren højskoleånd, frem for ‘negative holdninger’ og ‘modstand mod læring’ osv..
Hvis man ikke er med på Løkkes drøm, så ”vender man verden ryggen” og ”melder sig ud af internationalt samarbejde”. Hvor plat!
Og det er skam den nuværende regerings hele essens, vi taler om: Man har haft otte ministre og førende erhvervs- og fagforeningsfolk med i rådet, og der er et Teknologiråd og et Erhvervsministerium i de indre organer.
B.
Ok, men hvad består denne essens så af. Det kan man læse om i en længere kommentar på samme side, hvor Frank Hviid Petersen reflekterer over sagen. Han siger:
”Et grundlæggende problem er, at alt det, der står i rådets rapporter emmer langt væk af at have købt ind på det, man kan kalde Davos-McKinsey-Singularity University tankegangen.”
Første taler i Rådet, fortæller Petersen, var da også Rob Nail, som er direktør i Singularity-University. Nails danske ambassadør, Anders Hviid, har også talt til rådet. Hviid har også indflydelse på Læreruddannelsens og Kommunernes Landsforenings tænkemåde. Her foreslår han, at børnehavebørn får små søde robotvenner, og han refererer positivt til Cambridge Analytica. Herfra er der fri adgang til KL/Regeringens brugerportal-initiativ, hvorfra det nye AULA flyder, og til nye ideer om dataovervågede ghettoområder med ”dansk læring”. Dertil kommer hede drømme om anonymiserede kontrolopkald fra stat til borger, der skal tjekke korrekt it-adfærd.
Både den tidligere erhvervsminister og den nuværende forskningsminister har været på Singularity-kurser, som også har dyb indflydelse på dele af OECD.
Regeringens essens består altså af vild Tech-ideologi og en masse globaliseret konsulent-huttelihut. I resten af sin kommentar kritiserer Pedersen især Singularity-ideologiens ensporethed og anti-humanisme.
C.
I debatsektionen er der et fremragende interview med Kina-forsker og antropolog Rune Steenberg om Kinas total-overvågning af Xinjiang-provinsens muslimer, som bliver sendt på kommunistiske opdragelseslejre, hvis de trækker vejret eller sådan noget. De behøver ikke engang at have en ”negativ holdning” for at få konstateret læringsmodstand. Mottoet for Kinas totalovervågning er ifølge Steenberg: ”Forandring gennem læring”.
25. d. 11. februar: Note 1 til Keld Skovmands nye bog
Jeg er begyndt at læse i Skovmands herlige bog “Folkeskolen – efter læringsmålstyringen”. Omkring mig flyder bunker af reformaffirmative bøger og artikler, som jeg har slået op i under læsningen. Bøgerne er 2007-2015, hvor det pædagogiske oligarki reducerede pædagogikken til en selvfremstillende teknisk ukendelighed. Det er ren depressiv nostalgi.
Jeg har også fundet et eksempel på, at Peter Kemp analyserer en af de Jens Rasmussen-tekster, som Skovmand også kritiserer. Kemp får øje på Rasmussens problematiske behandling af dannelsen. Skovmand for øje på nogle andre ting. Begge får øje på nogle besynderlige holdningsskift, som er svært at forklare som andet end “strategi”, som Kemp kalder det. Måske svarer Kemps “strategi” til, hvad Skovmand mener med “videnskabelig uredelighed”, uanset om det er i juridisk forstand eller ej?
26. d. 11. februar: Qvortrups og Egelunds forord til bog af Hattie & Yates
En af de tekster, som Keld Skovmand kritiserer, er Lars Qvortrups og Niels Egelunds forord til den danske udgave af Hatties/Yates’ bog “Synlig læring og læringens anatomi” fra 2015. Her er lidt noter til forordets første 1½ side:
A.
Forordet starter sådan her:
“Uddannelsespolitik, skoleudvikling og pædagogisk praksis har undergået en revolution. Den har forandret sig fra at være dannelses- og pensumbaseret til at være orienteret mod lærings- og kompetencebaserede mål. I stedet for at spørge om, hvad vi skal læse, lyder spørgsmålet: Hvad skal vi lære?”
Så vi er i ”revolutionens” ånd. Alt skal ændres.
– Fra dannelse til læring
– Fra pensum til kompetence
– Fra læsning til læring
Det er altså en del, der skal siges farvel til.
Er der nogen, der kan bryde ind i den formulering? Jeg kan ikke. Den er som en teknisk og låst betonbunker.
Lidt senere i forordet står der i samme ånd:
“Den gamle dannelsestænkning er skubbet til side til fordel for en forskning, der leverer empirisk baseret viden om forholdet mellem pædagogiske indsatser og udbytte”
Jeg kan love en ting: Dette udgangspunkt ender som en eksklusion af både dannelse og empirisk videnskab som sådan. I stedet får vi en smålig, evidensbaseret og policy-affirmativ underdanighed.
B.
Folkeskoleformen fra 2013 kaldes for “ambitiøs”. Den varsler et nyt “paradigme”, får vi at vide. Dernæst kommer følgende:
“Det egentligt nye er, at reformen helt konsekvent gennemfører den forandring, som blev annonceret med Fælles Mål i 2003”
Netop denne forbindelse mellem 2003- og 2013-loven er et eksempel på en af Skovmands centrale ankepunkter. Han mener, hvis jeg har forstået ham ret, at effekten af forbindelsen mellem 03 og 13 er en kraftig indsnævring af 2003-loven. Indsnævringen kommer i stand via EVA’s og DPO’s italesættelser og altså også her i Qvortrups og Egelunds formulering. Det ender som en form for selvreference, en form for selv-plagiat, der konstruerer sin egen tekniske og dannelses-fjendske virkelighed. Det er en virkelig god iagttagelse af Skovmand. Om det er “videnskabeligt uredeligt” skal jeg ikke kunne sige. Men det er i al fald stærkt kritisabelt, så lad os bare holde den der.
C.
På den måde mener Qvortrup og Egelund, at man går “fra et paradigme, der fokuserer på, hvad man skal undervise i, til et lærings- og kompetenceparadigme”.
Igen en “fra…til…”-struktur. Her fra indhold til læring. Bye bye alt!
Det er skolereformen i en nøddeskal.
D.
Denne revolution har ifølge Qvortrup og Egelund to effekter:
”For det første skal undervisning og udvikling af læringsmiljøer fremover være målstyret og forskningsinformeret. For det andet skal lærere, pædagoger og skoleforvaltninger arbejde efter lærings- og kompetencemål, og de skal støtte deres pædagogiske indsatser på forskning om, hvad der virker bedst, og på data om lærings- og udviklingsresultater på den enkelte skole”.
Så først får vi et opgør med dannelse og indhold og formål. Og de sørgelige rester, dvs. læringsmål og operative måltal, skal derpå sættes ind i et læringsmåls-data-apparat, der vil kvæle pædagogikken som sådan i nidkær datastyring ned gennem hele det pædagogiske system.
Og disse sætninger står altså hos lederen af PISA-Danmark, Niels Egelund, som havde afgørende indflydelse på begrebsdannelsen i 00’erne, og hos Lars Qvortrup, som frem til 2010 var dekan for DPU, og igen fra 2015 blev leder af Nationalt Center for Skoleforskning. I mellemtiden arbejdede han med store kommunale Hattie-inspirerede data-projekter for enorme bevillinger fra AP Møller, hvor åndsfællen Jens Rasmussen var den centrale spiller. Og Hattie blev vel at mærke i 2012-15 kaldt for en ”guru” af både politikere, journalister og af Danmarks Lærerforening. De to professorer svigter deres offentlige kritiske pligt efter min mening.
E.
Lad os fortsætte:
”Kort sagt: Undervisningen og den pædagogiske praksis skal tilrettelægges efter læringsmål, som skal oversættes til kompetencemål, som igen kan udtrykkes i videns- og færdighedsmål, sådan at underviserne helt konkret kan se, om det, de gør, har de tilsigtede effekter, det vil sige, om det virker”.
Så altså ren “læringsmålstyring”, sådan “helt konkret” med “tilsigtede effekter” og “data”-styring.
Og dette ”paradigmeskifte” har skam også til konsekvens, at man skal gentænke hele uddannelsen af lærerne. Vi skal have et ”omfattende kompetenceløft af lærere, pædagoger og skoleledere”, som det hedder. Mon ikke Qvortrup og Egelund er begejstrede for Aalborg og Københavns AP Møller-finansierede efteruddannelse af skoleledere på Handelshøjskolen i Oslo, som kører i samme ånd?
Er der flere tårer?
Det håber jeg, for jeg har kun gennemgået den første 1½ side.
Forordet slutter med følgende erklæring og anbefaling af Hatties/Yates’ bog:
”Bogen bør blive en bibel for skolefolk”
27. d. 11. februar: Lars Qvortrup svarer Keld Skovmand i Berlingske
Qvortrup har kastet sig ud i diskussionen med Skovmand i Berlingske. Lad os se på det:
Qvortrup mener, at den reale baggrund for den aktuelle strid er ”en uenighed om, hvordan man sætter mål for undervisningen”.
Det er meget svært for mig at kommentere denne markering af stridens essens, fordi Skovmands kritik jo er så rigt facetteret. Sætningen lukker sig om sig selv, ligesom hele skolereformsdiskursen gør det. Qvortrup virker helt ude af stand til at forklare og forstå, hvad der foregår. Og hvad skal man dog stille op med ideen om, at hele diskussionen angår dette skrækkelige ”hvordan”. Det må lærerne og pædagogerne da tage sig af.
Qvortrup siger også, at Skovmand beskylder ham for ”sammensværgelse og undergravende virksomhed”. Det er jeg ikke stødt på nogen steder? Hvad bygger han det på? Lidt til den grove side efter min mening. Især når det ikke dokumenteres. Men Qvortrup slynger jævnligt om sig med vilde ord. Peter Kemp var en ”plattenslager” og en ”småfusker”.
Qvortrup siger også, at Skovmand “manipulerer”, men det give han ingen eksempler på. Skovmand er i det mindste ihærdig med dokumentationen, når han indigneres.
Qvortrup henviser til en tidligere artikel om Skovmands kritik i Berlingske, og der er også et hyper-link. Men i den pågældende artikel nævnes Qvortrups navn kun en passant, så vi ved egentlig ikke, hvad det er, Qvortrup svarer på? Måske står det i Skovmands anmeldelse til Nævnet? Ingen ved det.
Qvortrup svarede jo sammen med Rasmussen i WA forrige fredag, et svar der blev bragt som “dokumentation” af DPU, hvis ledelse er i tæt relation til de anklagede.
Men Qvortrup må have haft brug for at skrive et læserbrev alene, for dermed kan han hævde, at Skovmand kun kritiserer ham ift. en enkelt tekst, nemlig det forord til en Hattie-bog, som jeg omtalte tidligere i dag, og som han endda har skrevet sammen ”en kollega”, som Niels Egelund neutralt kaldes. Det er muligt, at Skovmand kun har inddraget denne ene tekst i sin anmeldelse, men hans kritik er langt bredere. I Skovmands afhandling, som har været offentligt tilgængelig i et helt år, er der masser af kritik af Qvortrups tekster, f.eks. af hans brug af Luhmann. Og kritikken går her ikke på ”hvordan man laver mål”, men på hvordan de pædagogiske begreber konstrueres. Men denne eller andre kritikker har Qvortrup aldrig svaret på. Han konstruerer et eller andet for sig selv, om “hvordan man laver mål”, så han kan svare, så det er umuligt at forstå.
Qvortrup siger, at forords-teksten ikke er en forskningstekst. Denne markering er muligvis en form for kommentar til universitetets praksisudvalg, som før de sender klagen til Nævnet skal påse, at der er et ”videnskabeligt produkt”, som det hedder. Men som jeg har forstået det, er sagen allerede sendt videre til nævnet, så det må vel være fastslået? Jeg er faktisk ikke helt sikker, må jeg indrømme. I øvrigt: Ordet ”produkt” er jo bredere end ”videnskabelig publikation”. Hvis jeg var Nævn, ville jeg derfor mene, at ”forordet” faldt ind under kategorien ”videnskabeligt produkt”.
Vi får også at vide, at Qvortrup bare sad på sit kontor i Aalborg mens reformen rullede gennem systemet og hen over landet. Den lader vi lige stå og blinke. Rasmussen og Rasch-Christensen siger det samme. De har heller ingen aktier i skolereformen. Det er meget mystisk det hele. Ingen af reformens teoretiske hovedaktører har nogen aktioner i aktionen. Jeg synes ikke om det.
Qvortrup svarer så på to forhold, som os almindelige læsere ikke rigtig ved hvor kommer fra.
Først siger han, at det, som Skovmand påstår er en misoversættelse af en passage fra forordet, egentlig kun er en åben parafrasering. Det må Skovmand selv svare på. Mon ikke han sidder og skriver et læserbrev lige nu?
Dernæst siger Qvortrup, at han og Skovmand blot har forskellige fortolkninger af en central EVA-rapport fra 2012. Men hvis jeg har forstået det ret, går Skovmands kritik på, at denne EVA-rapport fra 2012 sammen med de kritiserede forskere faktisk forskruer 2003-reformen og dermed nyere pædagogisk historie på en sådan måde, at læringsmålstyringen kan arbejde fri for formål og pædagogik. Det er denne systematik, Skovmand kalder for “misrepræsentation”. Om det er videnskabeligt uredeligt i juridisk forstand, skal jeg ikke kunne sige, men derfor kan det jo godt være det i common sense.
Qvortrup forholder sig overhovedet ikke til systematikken og strukturen i Skovmands kritik. Han reducerer blot det hele til en uenighed om, hvordan man ”skal sætte mål for undervisningen”. Det er lidt op af bakke at føre en samtale på det niveau.
Qvortrups kommentar kommer til at være en utilsigtet og nærmest tragisk bekræftelse af Skovmands kritik af Qvortrup selv. På samme måde, som da Rasmussen og Rasch-Christensen skrev deres ”hemmelige” notat på 30 sider, der skulle kompromittere Skovmands arbejde. Også dette notat udstillede forfatternes manglende evne til at forstå pædagogiske problemstillinger, hvilket skyldes, at de pågældende i forvejen var gået fra pædagogik til læring. Skovmand har i øvrigt en udførlig beskrivelse af denne Notat-episode i sin bog.
28. d. 12. februar: Note 2 til Keld Skovmands nye bog
Kapitel 2 i Skovmands bog er meget interessant. Her dokumenteres en meget vigtig oligarkisk lukning af dansk pædagogik med udgangspunkt i en analyse af to EVA-rapporter. Det er ontologisk analyse på top-niveau.
29. d. 13. februar: Indspisthedens regime
Indspisthedens regime:
Hvem sætter man til at udvikle skolereformen?
EVA, DPO, UC-VIA, Rambøll.
Hvem sætter man til at gennemføre skolereformen?
UVM/KL sammen med folk fra EVA, DPO, UC-VIA.
Hvem sætter man til at evaluere skolereformen?
EVA, DPO, UC-VIA, Rambøll, VIVE
Hvem sætter man i den videnskabelige styregruppe, der skal kontrollere evalueringerne?
EVA, DPO, UC-VIA, Rambøll, VIVE
Det er de samme organisationer, som gør det hele. Og personerne er stærkt sammenfaldende på de fire niveauer. I nedenstående video taler Andreas Rasch-Christensen fra UC-VIA på evaluerings-styregruppens vegne. Han har også deltaget på alle de andre niveauer. Han og Jens Rasmussen skrev selv en evalueringsrapport om læringsmål i 2017, selvom de selv havde stået for at udvikle og implementerer læringsmål. Ministeren måtte ligefrem gribe ind.
Det er ikke i orden. Ganske enkelt. Aarhus Universitet bærer et kæmpeansvar for at lægge videnskabeligt navn til sådan en struktur.
Links:
Andreas Rasch-Christensen fremlægger i 2016: https://www.emu.dk/…/2016-resultater-fra-evaluerings-og-f%C…
Link til omtale af folkeskolereformens evalueringsprogram og “videnskabelige styregruppe”.
30. d. 14. februar: Note 3 til Keld Skovmands nye bog
Keld Skovmand arbejder med nogle virkelig interessante teser i kapitel 4 i sin nye bog. Han beskriver, hvordan læringsideologien arbejder som et tomt selvrefererende system, der spiser i forvejen smalle tekster og omdanner dem til systemet selv.
31. d. 14. februar: Keld Skovmand svarer Lars Qvortrup i Berlingske
Keld Skovmand svarer i dagens Berlingske på Lars Qvortrups nærmest ubehjælpsomme forsøg på at besvare den omfattende kritik, som man kan læse i Skovmands to nye bøger ”I bund og grund” og ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”.
Skovmand lægger vægt på to ting:
For det første at al Qvortrups snak om ”sammensværgelse”, ”konspiration” og ”undergravende virksomhed” er grebet ud af den blå luft. Det kan jeg bekræfte, for jeg har læst begge Skovmands bøger, hvis saglige detaljerigdom og analytiske energi er upåklagelig. Qvortrups stamperi er rent skalkeskjul for uformåenhed.
Dernæst nægter Skovmand meget fornuftigt at gå ind på Qvortrups selvkonstruerede opfattelse af, hvad der er sagens kerne (læs selv, hvad det er). Skovmand siger veloplagt:
”Jeg respekterer ikke disse simple og selvopfundne modsætninger som præmis for faglig diskussion”.
Det er Skovmand, der har rejst kritikken af bl.a. Qvortrups distinktioner og dermed etableret den præmis, som Qvortrup skal adressere. Men Qvortrup kan ikke svare. Hverken i WA eller her i Berlingske. Han har simpelthen tabt diskussionen. Reformens førende folk er tavse om substansen. Skovmand har altså ret i sin grundige analyser, der fører til den konklusion, at skolereformen bygger på varm luft. Det er en strålende effekt.
Dernæst gør Skovmand lidt venligt grin med Qvortrups forsøg på pludselig at mane til debat. Qvortrup har kunnet debattere siden 2016, hvor Skovmand lancerede sin kritik første gang. Men det gjorde han ikke. Og hans åndsfæller, Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen sendte blot en blanding af vilde klager og semi-hemmelige notater med primitive kritikker for at undgå regulær pædagogisk modstand.
Endelig svarer Skovmand også på Qvortrups opfattelse af den anmeldelse, som Skovmand har foretaget af hans arbejde til universitetets praksisudvalg. Han fortæller, at Qvortrup i sit læserbrev udelader en central del af anmeldelsen. Men Skovmand har dog benyttet anledningen til at indsende en ny anmeldelse for at udrydde Qvortrups tvivl om anklagernes kerne.
Det er det, jeg kalder et effektivt svar.
Links:
Skovmands aktuelle indlæg: https://www.berlingske.dk/…/skoleforsker-svarer-professor-i…
Qvortrups indlæg, d. 10. februar: https://www.berlingske.dk/…/professor-videnskabelig-uredeli…
Min egen kommentar til Qvortrups indlæg: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156965817174481&id=837549480
32. d. 15. februar: Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Lars Qvortrup svarer på Keld Skovmands svar på deres eget svar på Weekendavisens omtale af Skovmands kritik
Der er to læserbreve i dagens WA:
A. Læserbrev 1: ”Skolereform 1”
Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen fortæller, at de skam ikke har haft noget at gøre med skolereformen. Lad os se på det:
Her er nogle af Andreas Rasch-Christensens engagementer:
. Ny Nordisk Skole (ministerielt initiativ)
• Rådet for børns læring (statsligt råd, tidligere Skolerådet)
• Forum for koordination af uddannelsesforskning (statsligt råd)
• Master- og implementeringsgruppe for Fælles Mål i Folkeskolen (ministeriel arbejdsgruppe)
• Master- og implementeringsgruppe for fagmål i forbindelse med Læreruddannelsesreformen.
• Formand for Læringsløft 2020 (Indflydelsesrigt konsortium mellem DPU og de store professionshøjskoler, hvor man sammenligner Lars Løkke med Martin Luther King)
• Talsmand for den videnskabelige styregruppe for skolereformens evaluerings- og følgeforskningsprogram.
• Skribent på indflydelsesrig evalueringsrapport om læreruddannelsen, 2012.
• Lanceres som førende ekspert på Undervisningsministeriets hjemmeside
• Favoritforsker på landets ledende centrum-venstreavis,
Politiken (ifølge uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang)
• Med i Rambølls skrivegruppe i forbindelse med baggrundsrapport om læreruddannelse.
• Med i forretningsudvalget for Nationalt Center for Skoleforskning, som ledes af Lars Qvortrup.
• Ph.d.-rådet (statsligt/universitet/globaliseringsaftale)
• Ny Start-kommission efter OK18
• Forfatter, sammen med Rasmussen, på ministerielt rekvireret evalueringsrapport af folkeskolereformens Fælles Mål (som han selv har lavet!)
• Mastergruppen for styrket læreplan i dagtilbud (ministeriel arbejdsgruppe)
• Tæt samarbejde med Jens Rasmussen om at bekæmpe indflydelsen fra Skovmands ideer (jf. notat-sagen).
• Utallige artikler og debatindlæg i landets dagblade, som slutter op om skolereformen helt uden kritisk sans og ofte skrevet sammen med andre.
• Antorinis embedsmand refererer direkte til Rasch-Christensens og Rasmussens indflydelse.
Og her er en tilsvarende liste over en række af Jens Rasmussens aktiviteter, som er delvist overlappende med Rasch-Christensens:
– Centralt placeret ifm. udarbejdelsen af grundlaget for hele den læreruddannelsesreform fra 2012, som hænger dybt sammen med skolereformen.
– Med i Forum for Koordination af Uddannelsesforskning
• Med i den meget indflydelsesrige mastergruppe for fælles mål for folkeskolen, både i den store og i den operationelle gruppe.
• Med i mastergruppen for fagene på Læreruddannelsen. Her var der ballade for et par år siden, hvor KLM-lærerne gjorde oprør i Kristeligt Dagblad.
• Rasmussen har været en slags ’mr. læringsmålstyret undervisning’ på ministeriets hjemmeside. Dels med interview og opskrift, dels med videoer osv.
• Rasmussens særlige version af læringsmålstyret undervisning ligger og flyder overalt i fagstrukturen, i læreruddannelsens bekendtgørelse og i ministeriets vejledninger. Herfra har det forbundet sig med Synlig Læring og PLF-ideologi. Der har været en kæmpemæssig effekt på både skole og læreruddannelse.
• Var indtil for nylig med i det vigtige AP Møller-udvalg, der uddeler 1 mia. kr til folkeskolen, fortrinsvist til projekter i Rasmussens ånd.
• Var op til 2017 en meget indflydelsesrig formand for det vigtige ph.d.-råd, som kører efter skolereformsprincipper.
• Har både alene og i samarbejde med andre – herunder Rasch-Christensen – skrevet et stort antal kronikker/indlæg/artikler, hvor mange forskellige sider af reformens elementer helt ukritisk forsvares og forklares.
• Rasmussen og Lars Qvortrup har stor indflydelse på DPU’s ledelses tankegang.
• Med som eneste forsker i ekspertgruppe for vigtig EVA-rapport om undervisningsdifferentiering i 2011, hvor læringsmålstyringen udvikles.
• Sad i det vigtige og stærkt policyorienterede Forum for Koordination af Uddannelsesforskning, som er ministerielt nedsat. Forummet blev nedsat som en del af skolereformen
• Har deltaget centrale dele af EVA’s og Skolerådets arbejde med reformaffirmative emner.
• Sidder i forretningsudvalget for Nationalt Center for Skoleforskning, som ledes af Lars Qvortrup. Han holdt oplæg om læringsmål ved centrets åbningsarrangement.
• Rasmussen har klaget til universitetets ledelse og til redaktionen af Folkeskolen.dk i det mest utrolige sprogbrug, da hans arbejde blev kritiseret af en kollega.
• Har stået for en række evalueringer af skole- og læreruddannelsesreformen. Den sidste evaluering blev afvist af ministeren, fordi evalueringens faglige begreber var for smalt konciperet, og fordi Rasmussen selv havde stået for at udarbejde, det som han altså også skulle evaluere.
• Rasmussen har sammen med Andreas Rasch-Christensen sendt et 25 siders lang Notat om Skovmands bog til en lukket kreds af politikere, organisationsfolk og beslutningstagere.
Mange af punkterne og deres stærke indflydelse på reformarbejdet dokumenteres i detaljer i Skovmands bog. Bogen har nu været på markedet i 14 dage, men kommenteres ikke af Rasmussen og Rasch-Christensen i læserbrevet. Det kan der kun være en konklusion på: De kan ikke svare.
B. Læserbrev 2: “Skolereform 2”
Lars Qvortrup har også et indlæg i WA. Han forklarer, at han ikke har haft adgang til Skovmands bog. Men nu har han da kunnet købe den i 14 dage? Jeg får da heller ikke gratis eksemplarer af alle mulige bøger, hvor jeg bliver omtalt.
Qvortrup fortæller også, at Skovmands ph.d. ikke er offentlig tilgængelig. Men det forstår jeg ikke. Den står skam i fire eksemplarer på Statsbiblioteket. De er ganske vist pt. udlånt – formentlig pga. den aktuelle tumult – men kan dog afhentes i dueslaget pr. d. 11. marts. Journalisten, Marcus Bernsen, noterer også dette forhold i sit svar til Qvortrup.
Qvortrup mener ligesom de andre heller ikke, at han har haft noget med skolereformen at gøre, men her kan jeg berolige læseren med, at han skam nærmest har leveret det ideologiske fundament for reformen. Det er sket via en række fortolkninger af Luhmann, som gør denne i forvejen meget problematiske sociolog særligt egnet til læringsmålsstyring, Hattie, Ontario, databegejstring og formålsglemsel; altså netop de ting, som Skovmand påpeger, og netop i de særlige former, som kommer til at kendetegne den danske reception, hvor vi ikke bare får ”lærificering”, men lærificering af lærificeringen.
Qvortrup har også – sammen med Rasmussen, som også var en toneangivende systemteoretisk 00’er-forsker – udøvet en stærk og effektfuld indflydelse på den nuværende DPU-ledelse, som selv har bidraget til løjerne med en virkelig radikaliseret læringsideologi, som indtager en central plads i Skovmands analyser.
Qvortrup var selv dekan frem til 2011 for DPU, hvor han forsøgte at nedlægge filosofien på DPU, og han blev fra ca. 2015 ansat som leder af det indflydelsesrige Nationalt Center for Skoleforskning, som er ren Hattie-tænkning. Efterfølgende er han også blevet leder for Clearinghouse for Uddannelsesforskning, som er en del af ideologien. Mange af disse ting er sket i tæt samarbejde med Rasmussen og Rasch-Christensen og uden offentlige opslag. En del af aktiviteterne har også ført til indflydelsesrige udgivelser og antologier, som efterhånden har fået rammesat skolereformen som en form for modsætning til skoleloven.
Undervejs har Qvortrup været en fremtrædende taler på mange af DPU’s reformaffirmative konferencer. Han har desuden været en central formidler af en særlig genre, som har udviklet sig siden ca. 2013, som handler om at omskabe dannelsesvokabular til skolereformsvokabular, ofte med ganske barokke resultater.
Qvortrup tog også initiativ til det samarbejde mellem de nye UC’er og DPU om et såkaldt konsortium, der senere blev til Læringsløft 2020, som Rasch-Christensen blev formand for. Det var her man sammenlignede Lars Løkke med Martin Luther King.
I årene 2011-15, hvor Qvortrup sad i Aalborg, var han dybt involveret i et stort AP Møllerprojekt om læringsoptimering i 13 jyske kommuner. Pengene var kommet i hus via AP Møllers vurderingsudvalg, hvor Jens Rasmussen spillede en central rolle. Her implementerede Qvortrup læringsideologi til den store guldmedalje. Han holdt også oplæg i mange kommunale sammenhænge, nogle gange sammen med John Hattie. Så Qvortrup har været en meget stærk aktør på det kommunale område.
Men det er mærkeligt, at han ikke har et lånekort til landets biblioteker?
33. d. 15. februar: Satire i Skovmand-sagen
Herligt og velinformeret satirisk indlæg på Folkeskolen.dk om indholdet i Skovmands bøger:
34. d. 16. februar: Note 4 til Keld Skovmands nye bog
Det såkaldte “paradigmeskifte” og dettes samspil med teorien om den såkaldte “konkurrencestat”, får store konsekvenser for forholdet mellem demokrati og pædagogik. Ja, demokratiet afvikles faktisk.
Det kan man bl.a. læse om i min fjerde note til Skovmands nye bog.
35. d. 16. februar: Steen Nepper Larsen anmelder Keld Skovmands bog
Steen Nepper Larsen har givet Skovmands nye bøger en fremragende anmeldelse i dagens Information, der ellers stadig holder sig tilbage ift. at behandle sagen journalistisk og holdningsmæssigt. Mikael Busch fremlægger her anmeldelsens hovedpunkter.
Nepper Larsen slutter af med en ret interessant kritik af Skovmands brug af poststrukturalismen, men det må man selv læse i avisen.
Buschs FB-opslag: https://www.facebook.com/mikael.busch.73/posts/10219550304535184
Nepper Larsens anmeldelse: https://www.information.dk/…/folkeskolen-reformgrundlag-ank…
36. d. 19. februar: DPU og Skovmand-sagen: Misbrug af ”dokumentations”-begrebet
Efter næsten 3 ugers knaldhårdt arbejde er det omsider lykkes Keld Skovmand at få to små links ind på DPU/AU’s såkaldte ”dokumentations”-side om hans sag. Lars Qvortrup, Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen fik lagt deres partsindlæg op samme dag, de udkom, hvilket også var den dag, ”dokumentations”-siden overhovedet blev oprettet (d. 1. februar).
Men AU afviser stadig at bringe følgende “dokumentation”:
A. Fuld dækning af den diskussion i Weekendavisen, som er ”dokumentationens” udgangspunkt:
– Journalist Markus Bernsens svar på LQs læserbrev i WA (d.1/2). Det var det læserbrev, som blev lagt på DPU-siden samme dag, og som Bernsen svarede prompte på.
– Skovmands eget svar til LQ/JR/ARC’s svar i WA (d. 8/2)
– Dertil kommer to læserbreve i WA fra i fredags fra hhv. JR/ARC og LQ, som svarer på Skovmands svar, samt Markus Bernsens svar til LQ (d. 15/2), som åbenbart heller ikke skal “dokumenteres”. Det var i den udveksling, at LQ påstod, at Skovmands afhandling ikke ligger på biblioteket, selvom Statsbiblioteket har 4 eksemplarer.
B. Diskussion i Berlingske:
– LQs svar til Skovmand i Berlingske, d. 11. februar, hvor LQ også forholder sig til Skovmands kritikpunkter, hvilket han ellers siger på ”dokumentations”-siden, at han ikke vil.
– Skovmands svar til LQ i Berlingske, d. 14. februar.
C. Diskussion i Politiken Skoleliv
– Alexander von Oettingen kommmenterer sagen, d. 7. februar.
– Keld Skovmand svarer von Oettingen, d. 18. februar,
D. Diverse dokumentation:
Desuden bør “dokumentations”-siden indeholde links til den fyldige sagsomtale på især Folkeskolen.dk samt til de tre anmeldelser af Skovmands bøger af Steen Nepper Larsen (Information), Michael Busch (JP) og Thorkild Theisen (Folkeskolen.dk). Endelig måske et link til Hans Reitzels omtale af Skovmands to nyudgivelser.
Der mangler også en mere fyldestgørende brødtekst, der laver en mere kvalificeret og grundig rammesætning, som offentligheden kan bruge til noget.
E. Juridisk dokumentation
Der bør også være links til omtale af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed (NVU), herunder til NVU’s egen hjemmeside, til Folketingets side om lovkomplekset og til Aarhus Universitets praksisudvalg.
Selv har jeg skrevet til både rektor og dekan og institutleder. Men uden held. Der kommer ikke noget svar. Kun en enkelt linje fra dekanen, der ved sin sprogbrug omgør hele sagen til et organisatorisk partsindlæg i stedet for seriøs ”dokumentation”, som burde være et offentligt universitetets opgave. Det jeg påtalte det, var der tavshed.
Jeg er flov over mit universitet, hvis ledelse understøtter landets læringshegemoni så entydigt og selektivt.
37. d. 24. februar: Samlet dokumentation af Skovmand-sagen
Når nu Aarhus Universitet – formodentlig af ideologiske årsager – ikke ved, hvad “dokumentation” betyder, når det kommer til Skovmand-sagen, har jeg måttet tage sagen i egen hånd. Skriv gerne, hvis jeg mangler noget.
38. d. 24. februar: Video om Skovmands anklager for videnskabelig uredelighed
Keld Skovmand forklarer i dette videoklip fra Hans Reitzel det ene og det andet om de klager, han har sendt til Aarhus Universitets praksisudvalg, som har videresendt dem til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed.
Han forklarer også, hvorfor det ikke er en god ide at være tavs om sagen, selvom sagen kører ved Nævnet.
39. d. 25. februar: Valgflæsk og Cover Up i Konkurrencestatspartiet
Socialdemokratiet stiller efter sigende med ”Børnenes statsminister”. Men partiet er da landets mest anti-pædagogiske parti? Det er ansvarlig for hele læringsmålstyrings- og konkurrencestatspakken. En pakke, der blev bekræftet så sent som i 2018 i partiets ekstremt teknokratiske udspil om videregående uddannelser. Udspillet var et decideret angreb på pædagogik og derfor også på børn. Men nu påstår partiet at være på børnenes side? Partiets gennemgribende børnehad skal nu skjules af en stor gang valgflæsk-cover up med børn som undertrykt chokolade-drys.
Jeg har ikke hørt noget mere latterligt, siden dengang Thorning-Schmidt, Mette Frederiksen og Bjarne Corydon gik til valg på ”Det Danmark du kender”. Denne overfladiske hyldest til “Danmark” blev lanceret kort tid efter, at selvsamme personer havde lanceret en teknokratisk ”læringsrevolution”, som var et frontalt opgør med alt det bedste i Danmarks tradition.
Så ”børnestatsminister” = læringsoptimeringsopportunisme-minister
Og ”Det Danmark du kender” = Det Danmark jeg opløser.
Dertil kommer det åbenlyse had til åndsfrihed og fri tænkning, som stråler ud af folk som Sass Larsen og andre, som ønsker at “massificere” – altså det modsatte af at “demokratisere” – videregående uddannelser med James Heckmanns lighedsevangelium som det dirigerende pekuniære princip.
Der foregår bare ikke noget interessant i det parti. Det er tømt for alting. Ja, det ødelægger lissom alting. Og i regering vil det derfor ødelægge endnu mere. Måske kan det få hjælp er DF? I fællesskab kan man måske realisere et nyt databaseret overvågningsideal for folk, der bor i noget, der kaldes ”ghettoer”, hvor babyer skal lære om noget, der hedder ”danske værdier” mens de holdes vågne. Man er allerede godt i gang i den socialdemokratiske mønsterkommune Gladsaxe.
Jeg elsker Socialdemokratiet, men ikke den her gang valgflæsk-cover up, som opløser Danmark i et opgør med pædagogik og børn.
Links:
“Det Danmark du kender”, 2015. https://www.socialdemokratiet.dk/…/nyh…/2015/5/valggrundlag/
“Jeg vil gerne være børnenes statsminister”, 2018. https://www.socialdemokratiet.dk/…/boernenes-statsminister-…