Her er 30 facebook-opdateringer fra marts 2019. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med teksten.

1. Skovmand-sagen i Forskerforum
2. To konferencer i Odense
3. Facebook-drys: januar
4. DPU spiser AU
5. De Økonomiske vismænd om folkeskolen
6. Lærerbladet
7. Skovmand i debat med Qvortrup og von Oettingen
8. Digitalisering af skole, gymnasium og samfund
9. Facebook-drys 57: februar
10. Ahlström Award
11. Skovmand svarer Rasmussen og Rasch-Christensen i Weekendavisen
12. Fra ”videnskabelig uredelighed” til ”tvivlsom forskningspraksis”
13. FAQ om dannelse
14. Fra uredelighed til uredelighed
15. Det har jeg aldrig gjort
16. Plankeri på vandring mellem policy og videnskab
17. Fejl i nævnets præmis
18. Keld Skovmand kommenterer Nævnets afgørelse
19. Fra Kommissorium til Læringsmål
20. Hvem er forfatteren?
21. Om Skovmand-sagen i WA og på folkeskolen.dk
22. Flot interview med Riisager
23. Læreruddannelsesudspil
24. Sagsbehandlingsproblemer i Skovmand-sagen
25. Hans Dorf bekræfter Keld Skovmands teser
26. Jens Rasmussens indflydelse på 2000’ernes uddannelsespolitik
27. DR-program om teknologi og ideologi
28. LA, Blockchain og Aarhus Universitet
29. Analyse af EVA’s rapport om Fælles Mål fra 2012
30. Læringsmålstyringens fire niveauer

 

1. d. 1. marts: Skovmand-sagen i Forskerforum

Skovmand-sagen er omtalt i dagens Forskerforum på s. 26-28.

Der er ikke meget nyt under solen, men jeg kan da berette, at Lars Qvortrup, som jo kritiseres af Skovmand, har følgende tre markeringer:

1. Qvortrup siger: ”Jeg er ikke ude på at fremme en dagsorden, og jeg har ikke nogen aktier i læringsmålstyring”. Denne markering kommer i forbindelse med en omtale af et forord, som Qvortrup skrev sammen med Egelund til en bog af John Hattie, der er en slags læringsmålstyringens filosof. Dette forord er propfuldt af ”dagsordener” og ”aktier” og ”paradigmeskifter”. Her er et link til en uddybet omtale: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156965263744481&id=837549480
2. Qvortrup henviser til Skovmands kritik af Qvortrups brug af DuFour/Marzano. Qvortrup mener, at Skovmand bare vil have ham til at skifte et ord ud, og så er alt godt. Men Skovmands kritik af Qvortrups brug af DuFour/Marzano er da langt mere omfattende og grundlæggende end blot et spørgsmål om et enkelt ord?
3. Qvortrup fortæller, at grunden til, at han ikke har svaret på kritikken i Skovmands ph.d.-afhandling er, at han følte sig ”sammenlignet med nazister”, og at kritikken ikke er ”saglig”. Men Skovmands kritik er da nærmest højsaglig? Og det med nazismen går på en isoleret sammenligning mellem læringssproget i almindelighed og Kemperes analyse af det totalitære sprog. Det er 100% ok, og man kan sagtens drøfte kritikkens indhold separat.

Journalisten har også interviewet Lene Tanggaard, som har skrevet efterskrift til bogversionen af Skovmands ph.d.-afhandling. Hun var også bedømmer på den egentlige afhandling. Tanggaard forstår ikke, at Qvortrup ikke bare svarer på kritikken, hvilket også er min umiddelbare undren. Men faktisk forstår jeg godt Qvortrups tavshed. Stilheden skyldes nemlig, at han ikke kan svare. Qvortrup kan ikke svare, og det kan de andre heller ikke. De arbejder ude i luften, hvorfra de holder dansk skole og læreruddannelse i en læringsmålstyret og teknokratisk skruestik.

 

2. d. 2. marts: To konferencer i Odense

To markeringer: Fynske konferencer og ministerielle frihedsskoler:

A. To konferencer d. 27. februar i Odense

1) UC’erne om læreruddannelsen

Professionshøjskolerne har haft et kæmpe propagandamøde om læreruddannelsen. Alle landets undervisere på uddannelsen var inviteret. En af de tre hovedtalere var KL’s Thomas Gyldal. KL som hovedtalerleverandør? Så kan man vist ikke synke dybere. Derudover kom en norsk læringsmålsprofessor, som også blev brugt, da et lignende show blev holdt på DPU for nogle år siden. Camilla Wang, som er rektor for UC Absalon, har også holdt en tale.

Det var så keynotespeakerne, dvs. UC’ernes opfattelse af læreruddannelsens fineste faglighed. Say no more!

Til sidst var der workshops. Her drøftede man UC’ernes ”10 ambitioner”, som det hedder. Magen til centralistisk nysprog, skal man da lede længe efter. En ren bekræftelse af 2012-loven, som var en teknokratisk nedsmeltning.

2) Dansk Friskoleforening om ”god undervisning”

På en af Odenses andre adresser holdt Friskoleforeningen også møde. Her havde man besøg af fagligheden og den pædagogiske kritik, nemlig Lene Tanggaard, Keld Skovmand og Niels Jakob Pasgaard. Skovmand har skrevet en meget omtalt ph.d. om netop læreruddannelsen. Pasgaard har skrevet en meget rost monografi om ”læringsmål” og Tanggaards indsats kender vi alle. Men den slags er ikke noget for UC’erne. De vil have KL!

Sidste år havde vi samme problem. Dengang holdt DPU en reklamekonference for læreruddannelsen, mens tænketanken Sophia havde inviteret landets selvstændige pædagoger.

Links:
Program for UC’ernes konference: https://laereruddannelseskonference.nemtilmeld.dk/2/

Program for friskolernes konference: https://www.friskoler.dk/…/t…/i-den-gode-undervisnings-navn/

 

B. Forsøgsordning
Regeringen har vedtaget en forsøgsordning. 75 skoler kan nu slippe for især KL’s indflydelse. Hvilken herlig fest, det kan gå hen og blive. Især hvis skolerne tager udgangspunkt i skolens formål, hvilket man dog ikke kan være sikker på, eftersom skolereformen stadig eksisterer. Resten er forligskredsen er sure, fordi den lige har afvist et lignende forsøg i forbindelse med den seneste ”justering” af folkeskolen. Regeringen er da også lidt frække, det må man give dem. Og heldigvis for det. For jo flere børn i landet, der slipper for KL, desto bedre.

KL vil gøre alt for at slippe for det, foreningen kalder for ”negative holdninger”, dvs. holdninger, der tager udgangspunkt i skolens formål.

Ovre på twitter er KLs Thomas Gyldal – ja det er UC’ernes keynote!! – forfærdet, og det samme er Peter Pannula Toft, som er en anden central KL-mand. Der likes på kryds og tværs i ren panik, så det er en fryd at observere.

Links:
Mere om forsøgsordningen:
https://uvm.dk/…/190301-forsoeg-skal-give-oegede-frihedsgra…

KL/Gyldals reaktion:
https://www.kl.dk/…/kl-besynderlig-timing-for-nye-skolefor…/

 

3. d. 3. marts: Facebook-drys: januar

Januar på FB frem til Skovmand-sagen:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-57-d-1-januar-d-25-januar-2019.html

 

4. d. 5.marts: DPU spiser AU

Dengang i 2008 da DPU kom under AU, var mange DPU-folk nervøse for, at AU ville spise DPU med kniv og gaffel.
Men hvad skete der? Der skete det modsatte. Det er snarere DPU, der er ved at spise AU med kniv og gaffel.

Denne omvendte fortæring forstærkes af reorganiseringen af AU i 2014. Her fik man nye store fakulteter, der med udgangspunkt en strategisk defineret ledelseskraft og higende efter identitet støtter op om aktiviteter, der kan give økonomisk og bureaukratisk kraft. Heroverfor stod et DPU i fuld ideologisk ornat og tilbød dets ydelser.

DPU’s antidannelse breder sig langsomt ind i især det nydannede fakultet ARTS, men også videre ind i AUs ledelse og bestyrelse, som støtter op om DPU’s antidannelsesaktivitet, og som efterhånden forpligter sig mere og mere på den støtte, man allerede har givet.

Her er en række af DPU’s måltider. Parenteserne henviser til ledelseskonstellation på det pågældende tidspunkt:

1. Dekan Lars Qvortrups forsøg på at nedlægge pædagogisk filosofi med henvisning til ”relevans” i 2010. (Qvortrup/Holm-Nielsen).
2. DPU/ARTS’ understøttelse af Jens Rasmussens klage over offentlig kritik i 2011. (Løngren/Thunø/Holm-Nielsen).
3. DPU/ARTs pludselige nedlæggelse af et professorat i pædagogik med henvisning til ”strategi” i 2015. (Holm/Laursen/Bech Nielsen). Efterfølgende uddeltes mso-professorater, som flugtede med ”strategien”.
4. ARTS’ understøttelse af DPUs angreb på forsknings- og ytringsfrihed (Staunæs-sagen). (2015) (Holm/Laursen/Bech Nielsen).
5. ARTS/DPU/AU’s oprettelse af millionsatsningen, Nationalt Center for Skoleforskning, med Lars Qvortrup som leder uden offentlig proces og med en vild antidannelsesprofil. (Holm/Laursen/Bech Nielsen).
6. ARTS/DPU’s syn på ”dokumentation” i forbindelse med hjemmeside om Skovmand-sagen (Holm/Laursen/Bech Nielsen)

Hermed gøres AU langsomt men sikkert til en del af DPU’s antidannelsesstrategi.

Oprindelig var AU slet ikke et ”pædagogisk universitet”. Emnet fyldte stort set intet. Universitetet var en slags pædagogisk jomfru. Man overtog udelukkende DPU i 2008 for at ekspandere i strategisk forstand. Men pludselig var mødommen borte. AU var nu gift med og endda underordnet sin stedsøns grundlæggende anti-pædagogiske konstitution. AU var nu en slags administrator for DPUs ideologi.

Faktisk har der kun været én situation, hvor det var AU, der spiste DPU. Det var i forbindelse med tvangsforflyttelsen af Børnelitteratur og IT-forskningen fra Emdrup til Aarhus i 2011. Den ide kom fra selvsamme konsulentrapport, som foreslog reorganiseringen af AU, altså den proces, der centraliserede fakulteterne, og som omdannede DPU fra et fakultet til et institut. Rapporten var bestilt af den nye OECD-inspirerede rektor Lauritz Holm-Nielsen.

Umiddelbart skulle man tro, at DPUs degradering fra ”fakultet” og til ”institut” betød mindre magt til DPU, men det modsatte skete. Nu kunne DPU påvirke det nye dekanat mere grundlæggende end tidligere, hvor man jo var direkte under rektor, som havde bredere interesser. DPU tabte jo også sag nr. 1 (se ovenfor), som jo fandt sted, dengang man var et fakultet. DPU begyndte først for alvor at spise AU efter reorganiseringen, hvor DPU’s og ARTS’ ledelse i indholds- og identitetsmæssig forstand efterhånden smelter sammen.

Jeg kan huske, at den nye dekan for ARTS i 2014 talte han om dannelse. Det er slut med det. Nu støtter han op om antidannelsen, hvor ”dokumentation” er omdannet til lærings-partsindlæg og hvor skoleforskning er læringsoptimering.

DPU’s øgede magt opad i AU-systemet giver naturligvis også læringsideologien øget magt i DPU’s indre videnskabelige systemer.

 

5. d. 6. marts: De Økonomiske vismænd om folkeskolen

De økonomiske vismænd har udgivet en produktivitetsrapport, hvor der er et helt kapitel om grundskolen. Det er ikke første gang, de økonomiske råd ser på pædagogikken. Vismændene var allerede i nogle årsrapporter i 2000’erne centrale aktører i at oversætte kundskaber til OECD-variable, godt støttet af forskellige Venstre-regeringer og med Bertel Haarder og Niels Egelund i samme værn. Det var de processer, som senere blev til ”Skolerådet”, som var ledet af økonomer/Egelund, og efterfølgende til skolereformen som sådan.

Og der er ingen ændring i dette syn, kan man læse i den aktuelle skrivelse, nærmest tværtimod. Man har radikaliseret pointen, som jeg ser det. Skolens kundskabsformål oversættes fra s. 47 direkte til ”læring”, som igen oversættes til ”pisa-score”. Herfra kan man tale om ”læring for pengene”, dvs. “produktivitet”.

Man kan også læse, at formålsparagraffen udover “læring” også handler om ”opbygning af personlighedstræk”, og om noget der kaldes for ”ikkefaglige færdigheder”. Det er meget mystisk alt sammen. Validiteten sejler rundt som en elefant i Damhussøen. Man måler ikke noget som helst, der har med skoler at gøre. Tværtimod fører logikken til en opløsning af skolen.

Rapporten slutter med at overveje andre dele af skolens formål. Det sker på fem linjer med følgende formulering:

”Der kan være et ønske om et bredere mål for kvalitet, som også inkluderer udvikling af eksempelvis demokratiforståelse, dannelse, åndsfrihed, kreativitet og kendskab til dansk kultur. I givet fald er det en mulighed at måle på disse forhold som en del af de nationale test eller i andet regi, således at det bliver muligt at afdække om formålene er opfyldt”

Der er ikke et øje tørt. Vi laver da lige en test i ”åndsfrihed”! Vismændene forestiller sig også, at produktiviteten kan øges ved at lærerne erstattes af computere (s.67). Det giver ”læring for pengene”. Det er lige i ånden fra AREA9, som har modtaget 190mio af staten til at udvikle læringsapps.

I referencelisten er der ingen seriøs pædagogisk eller uddannelsespolitisk litteratur. Vismændene omtaler ganske vist en del af den metodiske kritik af PISA, men de knytter ikke an til den enorme mængde af kritisk litteratur om OECD/PISA-paradigmets uddannelsespolitiske og pædagogiske kvalitet.

Antorini begrundede skolereformen med direkte reference til vismændenes filosofi, dvs. denne særlige ”fortolkning” af skolens formål, som skolereformen er et resultat af. Men sjovt nok går undersøgelsen kun frem til 2013, dvs. før skolereformen. Hvorfor ved jeg ikke, men det står måske et sted i den samlede rapport.

På s. 67 får vi at vide: ”Der kan ligge et fremtidigt effektivitetspotentiale i IT-baseret læring, hvor lærere helt eller delvist erstattes af computere.”

Altså som i ”helt”? Blot at tænke tanken….

Links:
Omtale på folkeskolen.dk med link til afsnit om folkeskolen: https://www.folkeskolen.dk/…/vismaendene-skolen-staar-produ…

Link til hele produktivitetsrapporten:
https://dors.dk/files/media/rapporter/2019/p19/p19.pdf

 

6. d. 9. marts: Lærerbladet

Nyt nummer af Lærerbladet:

I det nye nummer af Lærerbladet er der en række interessante indlæg:

1.
Formanden for Odense Lærerforening, Anne-Mette Kæseler Jensen, kommenterer Østre Landsrets dom i Erik Schmidt-sagen. Det fremgår af indlægget, at Odense Kommune stadig ikke har reageret adækvat på dommens substans og perspektiv. Før det sker, er det efter min opfattelse ikke muligt at indgå i rationelle drøftelser af skolens formål med det kommunale niveau; heller ikke mere generelt, eftersom Odense Kommune jo blev støttet kraftigt af KL. Skolelederforeningen er også kraftigt kompromitteret.

2.
Der er også en reportage fra Odense Kommunes arbejde med læringsmålstyring. Her udstilles den aktuelle dobbelthed.

På den ene side arbejder man i Odense direkte med læringsmålstyring via kurset ”VFL-vurdering for læring”, som er total-mega-læringsmålstyring, samt via kommunens elektroniske læringsplatforme. Og Anne-Mette Kæseler Jensen, som jeg nævnte under pkt. 1, bekræfter i artiklen, at der er fuld tryk på læringsideologien rundt omkring på skolerne.

Rådmanden siger bare, at hun ikke vil blande sig i detaljer, men at hun skam selv er imod læringsmålstyring, og at hun med hensyn til læringsplatformen bare følger loven.

Det var faktisk Crawley-Larsen, der, samtidig med at hun taler om grundlovens emner, var ansvarlig for Schmidt-sagen, som har totalitære undertoner. Og det er Schmidt, der har interviewet hende. Det er meget postmoderne alt sammen. Demokratiets kerneværdier bruges til at dække over et opgør med demokrati. Jeg har siden 2014 kaldt den slags for ”postmoderne ondskab”.

Nu siger Crawley, at læringsmålstyringen ikke er nogens ansvar. “Pludselig var det der bare”, som hun siger, samtidig med, at hun sender sine lærere på VFL-kurser og fører retssager mod pædagogiske stemmer.

3.
Lærerbladet bringer også to store interviews med henholdsvis Keld Skovmand og Alexander von Oettingen. Her er der ikke så meget nyt under solen, så det kan man selv læse.

Jeg noterer mig dog, at von Oettingen er i sit kritiske hjørne, hvilket klæder ham. Der er bredsider til både KL, 21 Century Skills, læringsmålstyringen osv… Og der er god sans for skolens dannelsesfunktion. Desværre har von Oettingen fået en tendens til at glemme kritikken, når han nærmer sig de organisatoriske realiteter. Måske burde en eller anden journalist spørge ham lidt om dette ”dilemma” ved lejlighed? Jeg er nervøs for, at han lytter for meget til KL/UC-miljøet, og at han dermed ender som en slags Crawley-Larsen.

4.
På siden med smånoter har redaktøren fundet et citat af Merete Riisager fra Kristeligt Dagblad:

”Jeg kæmper imod, at skolen bliver et konkurrencestatsmedie, hvor eleverne bare skal rette ind og udklækkes som små velfærdssoldater, der er parate til arbejdsmarkedet. Vores børn skal være frie og dannede medborgere”.

Man kan også læse, at Christine Antorini har fået 1,6 mia. kr. til et nyt naturvidenskabeligt ”læringscenter”, hvor der skal laves ”læringspakker”. Der er mange penge til skoleformens politiske arkitekt, hvilket spiller fint sammen med VFL-kurserne og alt det andet kommunale konsulent-halløj.

Der er også et citat af Svend Brinkmann:

”Spørg ikke, om dannelse og demokrati styrker økonomien. Spørg, om økonomisk tænkning styrker dannelse og demokrati”.

Links:
Link til Lærerbladet:
http://www.odenselaererforening.dk/…/154302_laererbladet-1-…

VFL-ånden:
https://dafolo.dk/…/Forlag%20og%20kompetenceudvikling/Konfe…

VFL-kurser i Odense: https://kurser.ucl.dk/…/paedagogik-…/feedback-og-evaluering/

 

7. d. 11. marts: Skovmand i debat med Qvortrup og von Oettingen

Der er gang i diskussionerne rundt omkring. Keld Skovmand er som en høg over de mange efterladenskaber fra læringsideologien. Her er en kort opsamling:

 

A. Følgeforskningsprogrammet

Skovmand og Qvortrup diskuterer for tiden folkeskolereformens følgeforskningsprogram på Politiken Skoleliv.

Først havde Qvortrup et indlæg med den fantastiske titel: ”Her er tre ting, vi ved om skolereformens effekter”. Indlægget blev delt af en KL-chefkonsulent på twitter som “the pure truth”. Indholdet var dog så ubehjælpsomt, at jeg ikke orkede at kommentere det. Jeg havde heller ikke tid.

Heldigvis havde Skovmand energien, og i dag har han så et fint svar på Skoleliv, hvor forskellen i faglig kvalitet mellem Qvortrup og Skovmand – mellem skolereform og kritik – udstilles. Læs selv via links i bunden.

 

B. Diskussionen med Alexander von Oettingen

1) Folkeskolen.dk
Skovmand har også diskuteret et par emner med Alexander von Oettingen, helt aktuelt på Folkeskolen.dk. Det er lidt svært for mig at finde ud af, hvad det egentlig er, von Oettingen kritiserer. Han er vist nok bange for, at empirisk forskning og pædagogiske mål tager skade af Skovmands kritik. Men Skovmands arbejde er da høj-empirisk og er slet ikke kritisk over for empirisk forskning. Det er tværtimod reformtilhængerne, som smadrer empirien med al deres konstruktivisme og læringsmålstyring.

Oettingen vil desuden gerne forsvare læringsmål, men han skriver ikke i hvilken form og med hvilke referencer. Det er for upræcist. Og han har slet ikke sans for essensen i Skovmands kritik, der går på forholdet mellem mål og formål på forskellige niveauer i skoleloven med rod i lærerhøjskolens tradition.

Oettingen ender på den måde med at forsvare status quo, som netop er et opgør med rigtige pædagogiske mål. Oettingen kan åbenbart ikke se, at Skovmand er langt tættere på tysk dannelse og på Oettingens egen herbartianske tradition, end reformtilhængerne er. I stedet taler Oettingen om, at Skovmand taler ”nonsens”, mens reformtilhængerne andetsteds er ”grundige” osv..

Oettingen har også været i gang med at ‘tale læreruddannelsen op’, eller hvad man nu skal kalde det. Han forsvarer 2013-reformen, som er ren læringsideologi, hvilket Skovmand netop kritiserer.

2) Politiken Skoleliv
I anden sammenhæng – i Politiken Skoleliv d. 7. februar – taler von Oettingen som om, at det er Skovmands skyld, er der er blevet ”tavshed” blandt forskerne? Det synspunkt er jeg helt uforstående over for. Det forholder sig da stik modsat. Kritikken har været tavs og intimideret af DPO.

Tavsheden har været larmende i mange år, og nu kommer der så lidt dejlig støj, som Oettingen anser for at være en form for “tavshed”? Den er helt gal.

Skovmand havde et fremragende svar på Oettingens indlæg d. 18. februar.

Oettingen forstærker med sine indlæg netop både tavshed og læringsmålstyring i en mærkelig ubestemt form, der måske skal forsvare gamle 2000’er-venner, som kun får nogle meget alment formulerede kritiske anslag, og som roses for deres “grundighed og integritet”.

I stedet burde Oettingen give fuld støtte til Skovmands kritik, hvis han mener noget med dannelse, forskning og pædagogiske mål. Ja, han bør betragte Skovmands arbejde som en invitation til at kritisere sin egen sektor sønder og sammen, så UC-tavsheden endelig kan brydes ned. Heja!

Links:

Ad 1) (følgeforskningsdiskussionen)
Keld Skovmands svar til Qvortrup på Politiken Skoleliv, d.11. marts: https://skoleliv.dk/…/Lars-Qvortrups-tilgang-til-følgeforsk…

Lars Qvortrups indledende indlæg på Politikens Skoleliv, d. 4. marts: https://skoleliv.dk/…/Her-er-tre-ting-vi-ved-om-skolereform…

Ad 2a) (folkeskolen.dk)
Interview med von Oettingen og spændende debattråd, hvor både Skovmand, von Oettingen og mange andre bidrager, folkeskolen.dk, d. 8. marts:
https://www.folkeskolen.dk/…/dr-paed-til-laererne-tro-nu-ik…

Ad 2b) (Skoleliv og “tavshed”)
Von Oettingens indlæg i Politiken Skoleliv, d. 7. februar: https://skoleliv.dk/…/Vi-bliver-alle-dummere-hvis-forskerne…

Keld Skovmands svar til Oettingen, Politiken Skoleliv, d. 18. februar: https://skoleliv.dk/…/art…/Tavshedens-principielle-pinlighed

 

8. d. 13. marts: Digitalisering af skole, gymnasium og samfund

I dag har der været tre markeringer i digitaliserings-debatten om henholdsvis skolen, gymnasiet og samfundet som sådan. Jeg har ikke tid til en nærmere analyse, så jeg noterer blot initiativerne her til evt. senere brug.

Jo længere ned gennem punkterne man læser, desto mere Silicon Valley-agtigt bliver det.

I folkeskoleudspillet forsøger man at balancere lidt. Der tales ligefrem om ”analoge pusterum” og om noget så mærkværdigt som ”romaner”.

I gymnasierapporten er der faktisk mange gode ideer, selvom der også mangler en mere ren teknologikritisk og analog refleksion. Men rapporten er tydeligvis skrevet af folk med pædagogisk og filosofisk interesse. Det er et reelt argumenteret udspil, som man kan tænke med og mod. Man mærker dog en stærk systemteoretiske påvirkning, som blænder muligheden for at inddrage den sociale ontologi.

Til sidst, i en tredje rapport, er vi hos regeringen, som jo er dybt påvirket de mest rabiate digitaliserings-ideologier. Jeg prøvede at spotte en kritisk prut, men det kunne jeg ikke. Det er ren disruptionsfilosofi.

Læser man de to pædagogiske tekster ind under regeringens almene tilgang til emnet, er der dog ingen tvivl om, at Danmark fortsætter med at bevæge sig i Silicon Valley-retningen som et af verdens mest digitaliserede lande.

Her er de tre markeringer:

A. Digitalisering i folkeskolen

Artikel om oplæg til digitaliseringsstrategi for folkeskolen:
https://www.folkeskolen.dk/…/bred-debat-skal-bane-vej-for-d…

Selve rapporten:
file:///C:/Users/au2400/AppData/Local/Temp/190312-STIL-statuspublikation-webudgave-1.pdf

B. Digitalisering i gymnasiet

Rapport om digitalisering og dannelse på danske gymnasier:
https://emu.dk/…/sadan-kan-undervisningen-understottes-digi…

C. Digitalisering af samfundet

Regeringen har afholdt topmøde om digitaliseringen af samfundet:
https://www.avisen.dk/…/i-morgen-afholder-regeringen-digita…

Program for mødet:
https://em.dk/media/13014/program_langt_a4.pdf

 

9. d. 14. Marts: Facebook-drys 57: februar

Februar på FB: Om Skovmand-dagen, “justerings”-forlig og diverse andet.

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-57-d-25-januar-d-28-februar-2019.html

 

10. d. 14. marts: The Ahlström Award

Torsdag i sidste uge var jeg så heldig at få tildelt den såkaldte Ahlström Award af ”Nordic Educational Research Association” for en kritisk artikel om John Hatties arbejde.

Artiklen er publiceret i NERA’s tidsskrift ”Nordic Studies in Education” og i bogen ”Hattie på dansk”. Den ligger også i en engelsk-sproget version i det australske tidsskrift ”Educational Philosophy and Theory”.

Prisuddelingen fandt sted i forbindelse med den årlige NERA-konference, som denne gang blev afholdt i Uppsala.

Ahlström Award gives ifølge vedtægterne generelt for følgende indsats:

“The award is to be given to one or more co-researchers working in the Nordic countries who during the period in question, are considered to best have developed an outstanding and critical scientific contribution to NERA’s journal Nordic Studies in Education.”

Den konkrete begrundelse for anerkendelsen af min Hattie-artikel var følgende:

”Since the publication of the book ‘Visible learning: a synthesis of over 800 meta-analyses relating to achievement’ in 2009, John Hattie has had a major impact on Western education. Thus, Hattie’s theories have been discussed eagerly by educational researchers and others.

Thomas Aastrup Rømer’s paper– ‘Kritik af John Hatties teori om Visible Learning’ – is an important contribution to this discussion. Specifically, the paper makes a precise and subtle critique of Hattie‘s work, hence revealing several weaknesses in the methods and theoretical frameworks used by Hattie. Rømer and his critical contribution informs us that we should never take educational theories for granted; rather, educational theories should always be made subject to further research and debate.“

Så vidt jeg har forstået det, vil DPU ikke lave en offentlig nyhed om sagen, så jeg nøjes her med min egen private nyhed.

Professor Lene Tanggaard dækkede prisoverrækkelsen på Facebook, og Folkeskolen.dk har også omtalt begivenheden.

Jeg er meget glad for denne anerkendelse, som kom helt bag på mig.

Links:
Link til den prisvindende artikel om John Hattie: https://www.idunn.no/…/kritik_af_john_hatties_teori_om_visi…

Omtale af “Hattie på dansk”: http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-bog-om-john-hatties-pa…

Link til engelsk-sproget version af artiklen: https://www.tandfonline.com/…/abs/10.…/00131857.2018.1488216

Generelt om Ahlström Award: http://www.nfpf.net/?page_id=90

Liste over tidligere prismodtagere: http://www.nfpf.net/?page_id=490

Lene Tanggaards Facebook-opslag fra Uppsala: https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10157089230687277&set=a.10151529620042277&type=3&theater

Folkeskolen.dk’s omtale af sagen: https://www.folkeskolen.dk/…/thomas-roemer-haedret-for-hatt…

Links mm. kan også tilgås nederst på denne side: http://www.thomasaastruproemer.dk/cv

 

11. d. 15. marts: Skovmand svarer Rasmussen og Rasch-Christensen i Weekendavisen

Keld Skovmand diskuterer stadigvæk med skolereform-forskerne i Weekendavisen. De har diskuteret, siden WA åbnede diskussionen i slutningen af januar med forsideartiklen “Skoleret”. Ovre på Politiken hersker derimod pædagogisk tavshed. Der snakker man med evalueringsinstitutter og sådan noget.

I dag svarer Skovmand på et længere indlæg, som Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen havde i WA i sidste uge, hvor de forsøger at tørre deres nærmest ideologiske forsvar for læringsmålstyret undervisning af på forligskredsen og ministeriets embedsmænd i en eller anden ubestemt konfiguration.

Her er Skovmands markering:

”Respekt?
I sidste uges udgave af WA tager Jens Rasmussen & Andreas Rasch-Christensen (RRC) til genmæle mod mine tidligere indlæg, men det sker på et forkert grundlag. De tillægger begreberne ”målstyring” og ”læringsmålstyring” den daværende regerings folkeskoleudspil fra 2012, men disse begreber findes slet ikke i udspillet. Desuden hævder RRC, at den politiske aftale om folkeskolereformen blev indgået d. 7. juni 2014, men også denne ”oplysning” er forkert. Aftalen blev indgået et år tidligere. Det er en besynderlig måde at udvise ”respekt for historiske kendsgerninger” på, således som RRC hævder, at de gør”

Diverse Links:
A.
RRC’s indlæg fra sidste uge, som Skovmands indlæg er et svar på, kan tilgås her: https://www.weekendavisen.dk/2019-…/samfund/paedagogiske-syn

B.
Der er også to “dokumentations”-sider om sagens aspekter:

1) DPU/AU’s dokumentationsside:
http://edu.au.dk/…/dokumentation-til-artikel-om-skolefors…/…

2) Min egen dokumentationsside: http://www.thomasaastruproemer.dk/dokumentation-til-sagen-o…

C.
1) Her er et link til ”den politiske aftale om folkeskolereformen” fra 2012. Så kan man selv tjekke formuleringerne og sammenhængen. Aftalen er stærkt lærificeret, men det er rigtigt, at der ikke er angivet en ”læringsmålstyret” didaktik, som jo senere bliver altdominerende med Rasmussen & Rasch-Christensen som ledende ideologer. På den måde er det hele et eksempel på Skovmands tese om en særlig dansk ”lærificering af lærificeringen”:
http://www.stm.dk/…/G_r_en_god_skole_bedre__et_fagligt_l_ft…

2) Og her er et link til Mastergruppens forslag til arbejdet med Fælles Mål. Også her kan man se RRC’s reduktioner, der fører direkte ned i den danske radikalisering. Man kan også studerere RRC’s reduktioner af EU’s læringskategorier, som Skovmand også skriver om i sin bog. Det er utroligt, at RRC ikke står ved disse ting:
https://docplayer.dk/3428158-Mastergruppe-for-forenkling-af…

Sten Larsens analyse af forløbets mikrodetaljer er også værd at læse: https://www.folkeskolen.dk/…/spoergsmaal-til-jens-rasmussen…

D.
Politikens omtale af sagen: ???

 

12. d. 15. marts: Fra ”videnskabelig uredelighed” til ”tvivlsom forskningspraksis”

I dag har Nævnet for Videnskabelig Uredelighed afgjort sagen om Keld Skovmands klager over en række fremtrædende forskeres arbejde. Nævnet har frifundet alle de indklagede forskere for ”videnskabelig uredelighed”.

Nævnet har dog ifølge folkeskolen.dk ikke afsluttet sagen som sådan, hvilket det sagtens kunne have gjort. I stedet har Nævnet sendt sagerne tilbage til Aarhus Universitets praksisudvalg, med en mildere, men stadig alvorlig, anklage. Det kan nævnet gøre ifølge lovens §17, hvis der foreligger mistanke om ”tvivlsom forskningspraksis”:

”§ 17. I tilfælde, hvor Nævnet for Videnskabelig Uredelighed vurderer, at en sag kan indeholde forhold om tvivlsom forskningspraksis, som af nævnet vurderes til ikke at være videnskabelig uredelighed, kan nævnet oversende sådanne forhold til den relevante forskningsinstitution til videre behandling.”

Tvivlsom forskningspraksis defineres i lovens §3, nr. 3 på følgende måde:

”Tvivlsom forskningspraksis: Brud på alment anerkendte standarder for ansvarlig forskningspraksis, herunder standarderne i den danske kodeks for integritet i forskning og andre gældende institutionelle, nationale og internationale praksisser og retningslinjer for integritet i forskning.”

Og i Aarhus Universitets regelsæt omgives ”tvivlsom forskningspraksis” af en række sanktionsmuligheder.

Nyheden om frikendelse for uredelighed blev omgående kommenteret af institutleder Claus Holm på DPU’s ”dokumentations”-side om sagen. Holm, som faktisk selv er indklaget, omtaler slet ikke det med ”tvivlsom forskningspraksis”. I stedet siger han blot, at Nævnet vil sende sagerne tilbage til ”endelig behandling ved Aarhus Universitet”.

Men hvorfor – når overskriften nu er ”dokumentation” – skriver han ikke fakta? Altså at Nævnet ”vurderer at sagen kan indeholde forhold om tvivlsom forskningspraksis”?

Uanset udfaldet af denne næste proces er der stadig selve det faglige indhold i Skovmands og andres kritik at forholde sig til. Virkeligheden går ikke væk, selvom der bare skulle være tale om kritisable argumenter.

Folkeskolen.dk har interviewet sagens aktører, hvilket man kan læse om i nogle af nedenstående links.

Links:
Folkeskolen.dk omtaler afgørelsen og interviewer Andreas Rasch-Christensen, Jens Rasmussen og Niels Egelund, d. 15. marts. https://www.folkeskolen.dk/…/alle-forskerne-er-frikendt-for…

Folkeskolen.dk interviewer Keld Skovmand om Nævnets afgørelse, d. 15. marts. https://www.folkeskolen.dk/…/skovmand-jeg-fortryder-ikke-an…

Al dokumentation er samlet her, inklusiv en opdateret indledning, et nyt afsnit 10 og links til lov- og regelsæt: http://www.thomasaastruproemer.dk/dokumentation-til-sagen-o…

Claus Holms kommentar på DPU’s dokumentationsside: http://edu.au.dk/…/dokumentation-til-artikel-om-skolefors…/…

Aarhus Universitets retningslinjer for behandling af sager om tvivlsom forskningspraksis: https://medarbejdere.au.dk/…/AU_regelsaet_ansvarlig_forskni…

 

13. d. 16. marts: FAQ om dannelse

Nu kan man bestille min kommende bog om “Frequently asked questions om dannelse”, der udkommer d. 26. april. Den er på 211 små sider.

Jeg forsøger at svare på følgende spørgsmål:

1. Hvad er dannelse?
2. Hvad er dannelsens tradition?
3. Findes der en dansk dannelse?
4. Hvorfor holdt vi op med at tale om dannelse?
5. Hvorfor og hvordan begyndte vi at tale om dannelse igen?
6. Er dannelse det samme som kompetencer og læring?
7. Hvad er dannelsens forhold til digitalisering og klimatrussel?
8. Har dannelse betydning for pædagogisk praksis?

Kapitel 1 er simpelthen en essentialistisk definition af begrebet. Jeg tænkte det var en god ide at få definitionen på plads, eftersom der er så mange, der siger, at man ikke kan definere begrebet. Men det kan man godt, og endda med store pædagogiske og politiske konsekvenser. Kapitlets indhold er undfanget i Gdansk efter en samtale med nogle britiske sømænd på en havneknejpe.

Jeg er også glad for kapitel 3, hvor jeg tegner et nationalt dannelseslandskab op, der inddrager mange forskellige sider af dansk pædagogik, herunder reformpædagogik, grundtvigianisme og oplysning. Det er en hel bog for sig selv, hvilket de andre kapitler faktisk også er.

Kapitel 2 handler om den europæiske tradition, og Kapitel 4 er forfaldshistorien fra især 1989 til i dag. Det var let at skrive, og det var kapitel 5 også, som er old school-dannelses-refleksioner om læring og kompetencer. I kapitel 5 lodder jeg dybden i den aktuelle genkomst. Kapitel 7 og 8 er mere søgende og eksperimenterende.

Jeg troede, det ville være let at skrive bogen, men det var det ikke. Men jeg håber, nogen vil læse med.

https://hansreitzel.dk/products/faq-om-dannelse-bog-48252-9788741273563

 

14. d. 17. marts: Fra uredelighed til uredelighed

Keld Skovmand har reageret på Nævnet for Videnskabelig Uredeligheds frifindelse af de tre skolereformsforskere (QRRE).

Skovmand er ”rystet”, og han siger, at ”hvis det ikke er uredeligt, så ved jeg ikke hvad det er”.

Nu har jeg hverken læst Skovmands anklager om ”de 60 eksempler” på plagiat mm. eller Nævnets begrundelser, så jeg kan ikke vurdere den nærmere sammenhæng. Jeg har derfor undervejs forsøgt kun at analysere på den indholdsmæssige kritik og forholdt mig formelt til den juridiske behandling af anklagerne.

Men spørgsmålet er selvfølgelig, om Nævnets afgørelse er korrekt? Her er et par foreløbige refleksioner, som altså er ukvalificerede i den forstand, at jeg hverken kender anklagens ordlyd eller dommens begrundelser. Jeg kender kun Skovmands bøger, og hvad der er dukket op i den offentlige debat af stort og småt.

 

A) Ikke-uredelighed
Jeg har ikke under læsning af Skovmands bøger set eksempler på forhold, som godtgør ”uredelighed” i den forstand, man bør knytte til Nævnets arbejde (se også punkt 2). Ingen kan være i tvivl om, at jeg synes Skovmands analyser er gode og tvingende, og at QRRE har forsvaret sig virkeligt dårligt. Men det er en indholdsmæssig ting, hvilket jo er vigtig, meget vigtig endda.

Men der er blot ingen eksempler på forhold, som jeg vil kalde ”videnskabeligt uredelige”. Jojo, der er lidt hist og pist med det ene og det andet, som det er vigtigt at påpege i den offentlige debat, men det er inden for skiven ift. uredelighedsspørgsmålet, som dette defineres i loven (jvf. punkt 2).

Hvis de af Skovmand påpegede forhold gøres til genstand for anmeldelser, så får vi et videnskabeligt samfund, hvor den videnskabelige og folkelige diskussion afløses af anmeldelser og fejlfinderi. Så er det bedre med en gang åbenhjertig kritik, hvilket Skovmand jo også mestrer.

I den forstand er jeg glad for, at Nævnet har besluttet at frifinde QRRE. Vi er nu fri til at lave dårlig forskning, en frihed ethvert samfund bør skatte.

Men Skovmand mener, at det er hans pligt at anmelde. Det siger han både i interviewet og i sin bog. Og han udvikler nærmest en hel filosofi om den almene betydning af at anmelde videnskabelig uredelighed, hvis man kommer på sporet af det. Men dermed opløses Skovmands friske og Tintin-agtige pågåenhed og åbenhjertighed, som ellers er i stand til at vælte både liden tue og store læs. I stedet går videnskabens diskussioner i stå og bliver overdrevet stiliserede og frygtsomme.

Det Nævn skal have så lidt at lave som muligt efter min mening. Skovmand skal vende sin anmelderfilosofi på hovedet.

Selv ville jeg aldrig – 7,9,13 – anmelde noget. Men ok, jeg har nu ikke ondt af Rasmussen og Qvortrup, for de har selv klaget til redaktører og mellemledere for at lukke munden på deres kritikere. Og deres forskning og synspunkter er under al kritik og faktisk “uredelig” i en mere grundlæggende forstand, hvilket jeg vil uddybe nu:

 

B) Uredelighed
Skovmand mener, at der er tale om ”uredelighed”, selvom dommen går ham imod. Det kritiserer Jens Rasmussen på folkeskolen.dk.

Men man sagtens – som Skovmand altså gør – fortsætte med at synes, at der er tale om uredelighed på trods af dommen.

Der er tale om to betydninger af “uredelighed”:

1.
Uredelighed er nemlig også et almindeligt moralsk ord. Det skal man huske på. Skovmand har konstateret uredelig forskning, hvilket han har ret i, og har så gået ud fra, at der også var tale om ”uredelighed” i juridisk forstand, hvilket han ikke har ret i.

Her er den leksikale og ”moralske” betydning af ”uredelighed” i Den Danske Ordbog. Uredelighed vedrører her handlinger….

…”som ikke lever op til almindelig krav om ærlighed, oprigtighed og saglighed”.

Set ud fra det synspunkt er QRRE’s forskning helt klart uredelig efter min mening. Tænk blot på “det har jeg aldrig sagt”-systematikken, den totale underdanighed ift. policy, og det dybt forsimplede opgør med pædagogikkens tradition.

2.
Men her er så lovens definition af ”videnskabelig uredelighed”:

”Fabrikering, forfalskning og plagiering, som er begået forsætligt eller groft uagtsomt ved planlægning, gennemførelse eller rapportering af forskning”

Her er QRRE’s forskning ikke ”uredelig”. Disse formuleringer taler jo om decideret og stort anlagt snyd, som faktisk kræver et vist svindler-format.

Så selvom QRRE heldigvis er frifundet for juridisk ”uredelighed”, så er deres forskning stadig moralsk ”uredelig”, hvilket på sin vis er langt værre. På den måde har Skovmand ret i den substans, der virkelig tæller.

Eftersom loven om uredelighed er næsten ny, er der måske også en vis ræson i at teste sammenhængen mellem de to uredeligheds-begreber.

 

C) Supplerende betragtning
Nævnet mener, at der er grundlag for en undersøgelse af de pågældende sager for ”tvivlsom forskningspraksis”. Denne undersøgelse skal formodentlig foretages af Aarhus Universitets praksisudvalg, som formelt set er uafhængig af universitetets ledelse. Dén uafhængighedserklæring får udvalget brug for, for der er stærke ledelsesmæssige interesser i sagen.

Faktisk sendte Skovmand oprindelig sin klage til praksisudvalget. Praksisudvalget har pligt til at screene sagen og lave en forundersøgelse og en redegørelse – i ”dialog med Nævnet”, som det hedder, før Nævnet selv evt. overtager.

Men praksisudvalget satte bare frimærke på dét, som udvalget egentlig burde have kigget nærmere på og lavet “redegørelse” om. Jeg har haft en lang diskussion med udvalgets jurist om dette problem.

Derved kommer praksisudvalget til at bære et medansvar for, at sagen overhovedet røg i Nævnet, hvor den måske ikke skulle have været. Andre forskningsinstitutioner i landet er langt mere grundige med den indledende sagsbehandling.

 

15. d. 18. marts: Det har jeg aldrig gjort

På Aarhus Universitets ”dokumentations”-side skriver Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen (RRC) her i 2019 – som en reaktion på Weekendavisens dækning af Skovmand-sagen – at de skam ikke har været med til at skrive Undervisningsministeriets kontroversielle Vejledning om læringsmålstyret undervisning fra 2014.

Her er RRC’s formulering:

”Avisen skriver, at de to forskere (Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen) har været med til at skrive Undervisningsministeriets vejledning (i læringsmålstyret undervisning). Det er ikke rigtigt. Ingen af de to har deltaget i skrivningen af den vejledning.”

Men denne påstand kan altså ikke have sin rigtighed for Jens Rasmussens vedkommende. Det kan man let bevise ved følgende procedure:

I marts 2014 skriver Jens Rasmussen et såkaldt Arbejdspapir om ”målstyret undervisning”, som ifølge AU’s officielle arbejdsregistrering går direkte ind i forarbejdet til ministeriets Vejledning fra oktober 2014.

Og hvis man sammenligner de to tekster, altså Rasmussens Arbejdspapir og ministeriets Vejledning, så er der store tekstmæssige kopiområder. Store dele af arbejdspapiret, f.eks. stort set hele side 2 og dele af side 5, spadserer direkte ind i ministeriets vejledning.

Men i her 2019 fortier Rasmussen altså, at han via sit forarbejde de facto har ”deltaget i skrivningen”? Det hænger ikke sammen. Dette kan umuligt være ”en svipser” eller ”sjusk”. Alternativt kan man forstå “skrivning” så smalt, at det er uden saglig rimelighed.

Denne fortielse er snarere ”uredelig” efter mine moralske og videnskabelige standarder, selvom hele den uredelige redelighed står på et statsfinansieret universitets ”dokumentations”-hjemmeside.

Det næste spørgsmål er så, hvordan denne hemmelige “skrive”-struktur arbejder sig ind i RRC’s videnskabelige tekster.

Links:
Link til arbejdspapiret i 2014:
https://pure.au.dk/…/arbejdsgruppe-i-forbindelse-med-forarb…

Link til vejledningen fra 2014:
https://docplayer.dk/413518-

Link til RRC’s 2019 markering:
Laeringsmaalstyret-undervisning-i-folkeskolen-vejledning.html
Rasmussens erklæring på AU’s dokumentationsside, 2019: https://docplayer.dk/413518-Laeringsmaalstyret-undervisning…

 

16. d. 19. marts: Plankeri på vandring mellem policy og videnskab

Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen (RRC) skriver på Aarhus Universitets ”dokumentationsside” i en kritik af Weekendavisens dækning af Skovmand-sagen, at to af deres artikler fra 2015 ikke har været ”rådgivende for undervisningsministeriet” i forhold til skolereformen. De skriver helt konkret:

”Begge artikler er skrevet efter folkeskolereformens vedtagelse og kan således ikke have været rådgivende for Undervisningsministeriet.”

RRC argumenterer altså for, som en del af deres almindelige ansvarsfralæggelse, at de to 2015-artikler ikke har haft en “rådgivende” status for ministeriet i forhold til skolereformen. Det passer naturligvis i forhold til den overordnede forligstekst, som er fra juni 2013, hvor andre af RRC’s tekster dog spiller ind i forhold til at formulere grundlaget for Fælles Mål og dermed også – er min vurdering – for dele af selve forligsteksten.

Men det passer ikke, hvis vi ser på den efterfølgende og ledsagende indførelse af læringsmålstyring i 2014, hvilket jeg nu vil bevise for den enes artikels vedkommende.

Jeg vil vise, at indholdet af 2015-artiklen ”Målstyring: Nye fælles mål” fra bogen ”Folkeskolen efter reformen” faktisk stammer fra et Arbejdspapir, som Rasmussen skrev allerede i februar/marts 2014, hvor han stadig var centralt placeret i mastergruppen for Fælles Mål. Store dele af Arbejdspapiret plankes desuden direkte ind i den kontroversielle og ministerielle ”Vejledning for læringsmålstyret undervisning” fra 2014, som i dag er trukket tilbage.

Hermed får vi – nærmest pr. stedfortræder – nogle direkte tekstlige overlaps mellem 2014-Vejledningen og 2015-teksten, som dækker over et skjult sammenfald mellem policy og uddannelsesvidenskab. Herfra ødelægges det pædagogiske sprog direkte.

 

A.
Her er en uddybning af mit argument:

1) Rasmussens Arbejdspapir og RRC’s 2015-artikel fra ”Folkeskolen efter reformen”

Den omtalte artikel ”Målstyring: Nye Fælles Mål” fra 2015 er på i alt 17 sider. Heraf er ca. 7 sider ren afskrift fra en anden og tidligere tekst, nemlig stort set hele det 5 siders lange Arbejdspapir, som Jens Rasmussen skrev i marts 2014 som input til netop den gruppe, der udarbejdede den officielle Vejledning om læringsmålstyret undervisning fra 2014, der har RRC’s arbejdspladser, DPU og VIA-UC, blandt “forfatterne”.

Arbejdspapiret bygger i videre forstand på et foredrag, som Rasmussen holdt på et såkaldt ”kickoff-seminar” d. 6. februar 2014, også til den ministerielle læringsmålsgruppe. I foredraget nævner Rasmussen i øvrigt netop de to EVA-rapporter, som Skovmand fremanalyserer som kernen i den særlige danske aftapning af læringsmålstyret undervisning.

2) Rasmussens Arbejdspapir og ministeriets Vejledning om læringsmålstyret undervisning

Store dele – ca. 50% – af Rasmussens Arbejdspapir spadserede også direkte ind i anden tekst, nemlig i selve Vejlednings-teksten fra 2014. Også her sker det som ren copy-paste, og igen er der tale om helt centrale tekstområder.

3) Samspillet mellem de to afledte tekster

Rasmussens er altså via sit Arbejdspapir den direkte producent af to vigtige afledte tekster, nemlig RRC’s 2015-artikel og Vejledningen fra 2014. Og vi taler altså om ren copy-paste i lange passager.

Derfor ser vi også et pænt overlap i de helt konkrete formuleringer mellem de to afledte tekster. I alt ca. 3 sider står stort set ens i hhv. 2015-artiklen og 2014-vejledningen.

Keld Skovmand noterer sig faktisk også et tekstligt overlap mellem de to tekster (Skovmands røde bog, s. 159-160), men han nævner ikke den fulde tekstlige copy-paste-struktur, hvilket angiveligt skyldes, at Rasmussens Arbejdspapir først for nylig er gjort offentligt tilgængeligt. På den måde supplerer og forstærker herværende analyse Skovmands konklusioner.

 

B.
Kan I følge med? For denne fødekæde betyder jo, at en stor del af 2015-artiklens ordlyd stammer direkte fra Rasmussens Arbejdspapir fra februar/marts 2014, som også fik kæmpeindflydelse på undervisningsministeriets officielle Vejledning om den nye forskrækkelige statsdidaktik.

Men det betyder jo, at det ikke passer, hvad RRC skriver i deres ”dokumentations”-læserbrev. 2015-artiklen er en dybt integreret del af ”rådgivningen” af ministeriet i lige præcist de måneder, hvor skolereformens centrale begrebsstruktur udvikles og falder på plads. Og artiklen spiller vel at mærke også sammen med RRC’s ledende engagement i udviklingen af hele fagstrukturen, som var helt sammenfaldende med reformens vedtagelse.

 

C.
Der er tale om meget kritisabel forskningsadfærd efter min mening. Først og fremmest burde 2014-Vejledningen stå som en KÆMPE-reference i 2015-artiklen, hvilket ikke sker. Vejledningen leverer jo simpelthen hele tekstudsnit til 2015-artiklen. Dette krav forstærkes af, at Rasmussen forsøger at undslå sig ansvaret for at have skrevet den fagligt og politisk set uduelige Vejledning, selvom den altså direkte kopierer væsentlige dele af Rasmussens arbejdspapir. Hvis Vejledningen skal opfattes som en helt anden persons arbejde, så er 2015-artiklen jo et decideret plagiat af Vejledningen. Og så er den først helt gal!

Alternativt burde det fremgå, at 2015-artiklen og Vejledningen har samme rod, nemlig i Rasmussens Arbejdspapir, som jo er den egentlige kilde, og som har en både skjult og offentlig effekt. I modsat fald sløres skellet mellem videnskab, policy og ansvarlighed på en meget uheldig måde.

Så vidt jeg ved, har dette sagsaspekt ikke været en del af de fem sager, som Nævnet for Videnskabelig Uredelighed har behandlet. Om der er tale om videnskabelig uredelighed i juridisk forstand, skal jeg ikke kunne sige, men der er helt klart tale om almindelig uredelighed efter mine videnskabelige standarder. Ikke mindst når det kombineres med RRC’s provokerende benægtelse af indflydelse på policy.

Links:
Link til Arbejdspapiret i februar/marts 2014:
https://pure.au.dk/…/jens-rasmussen(e384f3f…/activities.html

Link til vejledningen fra 2014:https://docplayer.dk/413518-Laeringsmaalstyret-undervisning…

RRC’s erklæring på AU’s dokumentationsside, 2019: http://edu.au.dk/…/dokumentation-til-artikel-om-skolefors…/…

Link til Sten Larsens anmeldelse af “Folkeskolen efter reformen”: https://www.folkeskolen.dk/…/historisk-vaerk-om-skolereform…

 

17. d. 19. marts: Fejl i nævnets præmis

En af Skovmands klager vedrører det tekstlige sammenfald mellem ministeriets ”Vejledning om Læringsmålstyret Undervisning” og Jens Rasmussen & Andreas Rasch-Christenens 2015-artikel ”Målstyring: Nye fælles mål” fra bogen ”Folkeskolen efter reformen”. Skovmand beskylder tilsyneladende sidstnævnte tekst for at kopiere fra førstnævnte.

Nu har jeg ikke set Skovmands klager, men kun Nævnets afgørelser. I den afgørelse, der vedrører ovenstående klage, er der dog et par meget mærkværdige præmisser. Det ser ud som om, at Nævnet kun drøfter kopiering af nogle få sætninger, selvom der er tale om flere sider med ren kopi. Lyder det ikke mærkeligt?

Lad mig forklare:

 

A. Nævnets afgørelse:

Her er de vigtige uddrag af Nævnets præmisser om dette emne, der vedrører tre fund af Skovmand, i afgørelsen omtalt som nr. 14, 16 og 17:

Ang. nr. 14: Det vedrører et sammenfald i ”kildehenvisning” i de to tekster. Det er sådan set ikke anstødeligt.

Ang nr. 16: ”Af tilfælde nr. 16 fremgår, at der er et nært sprogligt sammenfald mellem én sætning i det videnskabelige produkt og Undervisningsministeriet m.fl.’s vejledning.”
En sætning? Det går nok.

Ang. nr. 17: ”Det fremgår af tilfælde nr. 17, at der er et nært sprogligt sammenfald mellem to sætninger i det videnskabelige produkt (2015-artiklen, TR) og to sætninger i Undervisningsministeriet m.fl.’s vejledning”.
To sætninger? Ned i pytkassen.

Nævnet konkluderer da også på denne baggrund, at der ikke foreligger videnskabelig uredelighed i lovens forstand.

 

B. Sagens fakta:
Men nu er der så en ting – en meget vigtig ting – som jeg ikke kan forstå. For når jeg sammenligner de to tekster, der er genstand for Skovmands klage, så er der et særdeles omfattende sammenfald af tekstpassager, hvor den ene sætning efter den anden – ja, hele afsnit – i 2015-artiklen flyder i fri kopi fra 2014-vejledningen. I alt drejer det sig om ca. 2½ fulde sider.

Så Nævnet lader med rette et par kopierede sætninger passere i det, som Nævnet selv klassificerer som et ”videnskabeligt produkt”. Men Nævnet overser, at hele 2-3 sider af det videnskabelige produkt er planket fra en banal vejledning uden reference. Men ok, ud fra Nævnets afgørelse, ser det ud som om, at Skovmand kun har anmeldt nogle få sætninger, men den del, skal jeg ikke gøre mig klog på.

 

18. d. 20. marts: Keld Skovmand kommenterer Nævnets afgørelse

Keld Skovmand reflekterer i dette indlæg over den proces eller mangel på samme, som hans indberetninger har været genstand for på Aarhus Universitet/Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Der er to hovedpointer, jeg vil nævne:

Den første pointe: Skovmand har ikke sendt klager til Nævnet, men kun til universitetets praksisudvalg. Og i loven er der angivet udførlige proceskrav til overdragelsen fra universitetets praksisudvalg til Nævnet, og det understreges, at det er praksisudvalget, der efter disse processer overdrager en klage til Nævnet. Alle disse processer er kollapset totalt i denne sag. Dette kollaps er dog ikke udtryk for en tilfældighed, men for en helt egenartet fortolkning af loven, som Aarhus Universitet lægger til grund. Jeg har diskuteret det udførligt med praksisudvalgets jurist i en lang mailudveksling.

AU mener, at så snart der i en klage står nogle helt bestemte ord, som indgår i definitionen af videnskabelig uredelighed, så skal indberetningen prompte sendes videre, hvorved alle proceskrav kan annulleres. AU har mig bekendt ikke engang – som det skal ifølge loven – lavet en ”redegørelse for sagens faktiske omstændigheder” og derfor heller ikke sendt en sådan til Skovmand eller til de indklagede.

Det er i sig selv kritisabelt. Men Skovmand siger nu, at han ikke engang har brugt disse ”uredeligheds”-ord så entydigt i sin indberetning. I så fald er det da helt galt.

Jeg har læst en af Skovmands indberetninger, som altså automatisk blev sendt videre til Nævnet. Indberetningen er på 20 sider og indeholder 21 klagepunkter. Jeg scannede for de ord, som indgår i lovens definitionen af Videnskabelig Uredelighed, dvs. ”fabrikering, forfalskning, plagiering, forsætlig, groft, manipulation, konstruktion”. Jeg stødte kun på to små brug af ordet ”plagiering” langt inde i dette omfattende materiale. I anmeldelsens indledning, som fylder 1 side, er der ingen referencer til “uredelighed”. Ingen andre ord er til stede, og anmeldelsen er holdt i en ren iagttagende og objektiv form. Det er helt klart ikke i orden, at AU undlader processuel behandling efter loven af denne anmeldelse.

Jeg bliver ærligt talt nervøs for, om praksisudvalget er i stand til at lave en objektiv behandling af spørgsmålet om ”tvivlsom forskningspraksis”, for det er jo der sagen ligger nu. Man må også betænke, at der er stærke ledelsesmæssige interesser i denne sag.

 

19. d. 20. marts: Fra Kommissorium til Læringsmål https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157049559319481&id=837549480

D. 19. juni 2013 videresendte Mastergruppen for Fælles mål deres anbefalinger for Fælles Mål til Christine Antorini. Dette skriv kaldtes for en ”master”. Så mastergruppen lavede altså en Master, hvilket jo ikke er kønt, men dog lidt sjovt.

Første gang jeg læste denne Master, fik jeg nærmest et chok og skrev et længere indlæg, som jeg stadig er meget tilfreds med, ikke mindst pga. dets prognostiske kraft og markeringen af Masterens sammenhæng med den altomfattende systemteori (se under links).

Men det er noget andet, jeg vil omtale her: Masteren byggede nemlig på et kommissorium fra d. 17. april 2013, som refererer direkte til den politiske forligstekst om folkeskolereformen.

 

A.

Kommissoriet må være udarbejdet af undervisningsministeriets embedsmænd, måske sammen med nogle andre. Er der nogen, der ved det helt præcist, altså hvem der udarbejdede selve kommissoriet?

I dette kommissorium, som vel at mærke er totalt uden kvalitet og helt lærificeret, står der dog ikke direkte, at Mastergruppen skal arbejde med at indbygge læringsmålstænkningen i Fælles Mål. Der står heller ikke, at lærerne skal bruge ”læringsmålstyret undervisning”. Faktisk optræder ordet ”læringsmålstyring” slet ikke. Tværtimod stilles det eksplicit som en åben og faglig opgave, at Mastergruppen selv skal tage stilling til det emne. Formuleringen er følgende:

”Der skal endvidere tages stilling til, om Fælles Mål skal justeres fra at være mål for undervisning til at være mål for læring”.

Bemærk to ting:

1) Ministeriet har på dette tidspunkt ikke selv taget stilling til, om der skal arbejdes med læringsmål. Det overlades til Mastergruppen at diskutere og foreslå. Mastergruppen får på den måde – i al fald i princippet – den faglige magt.

2) Hele spørgsmålet knyttes ikke an til det didaktiske niveau, men kun til det mere overordnede Fælles Mål-niveau.

 

B.

Men hvad sker der så i Mastergruppens anbefalinger fra d. 19. juni 2013? Altså i Mastergruppens svar på og forvaltning af kommissoriet. Jo, der er følgende fire markeringer, som alle får tingene til at skride hen i læringsmålstyrede grøfter:

1) Ovennævnte formulering fra kommissoriet om at ”tage stilling” nævnet slet ikke i Mastergruppens indledende opsamling af deres opgave.

2) Mastergruppen skriver så alligevel direkte:

”Fælles mål skal være læringsmål”.

Mastergruppen afgør altså sagen. Men der er ingen begrundelse, kun en ufaglig ”synsning”, hvilket jo er det modsatte af at ”tage stilling” i forbindelse med statslig rådgivning.

3) Læringsmålene knyttes udover Fælles Mål direkte an til det mere detaljerede didaktiske niveau:

”Forenklede fælles mål bidrager til styring af folkeskolen som grundlag for øget feedback og evaluering – både på kommune-, skole- og elevniveau”.

Der står også, at ”målene let kan omsættes til individuelle læringsmål”.

Fra en anmodning om at ”tage stilling” til ”fælles mål” er vi dermed sunket dybt ned på et minimaldidaktisk niveau.

4) Og det stopper ikke her: Mastergruppen anbefaler, at der udarbejdes en ”generel vejledning”, der ”beskriver arbejdet med læringsmål, undervisningsdifferentiering, evaluering mv”. Gruppen anbefaler også, at læringsmål gøres til ”et dynamisk værktøj, der udfolder målene”.

Alt dette indebærer ifølge Masteren en ”indsats”, der skal ”sikre en holdningsændring hos lærerne”.

 

C.

Få måneder før var lærerne blevet ”normaliseret” af Corydon og de andre. Disse holdnings- og normaliseringsprocesser er to sider af samme essens.

I Mastergruppen sad Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen som de to ledende figurer, der altså på et ufagligt grundlag rådgav politikerne om ”holdningsændringer”.

På den måde radikaliseredes et problematisk kommissorium. Det ”nogenlunde” brede kommissorium blev omdannet til en teknokratisk og individualiseret statsdidaktik, som efterfølgende løb direkte tilbage til ministeriet i form af rådgivning mm.; vel at mærke til KL’s begejstring og DLF’s bekymring (se link fra folkeskolen.dk).

Få måneder efter nedsatte ministeriet – i forlængelse af anbefalingen under punkt 4 – en gruppe, der under de nye ”Fælles Mål” skulle udarbejde en decideret vejledning om læringsmålstyret undervisning. I gruppen sad Leon Dalgas og Dorte Østergren Olsen fra UCC. Jens Rasmussen var tilknyttet som ekspert. Måske sad der også nogle flere. Jeg ved det ikke helt.

Denne læringsmåls-gruppe skriver så i løbet af vinter/forår 2014 en ministeriel ”Vejledning”, hvis principper går direkte ind i alle statens fagbeskrivelser og videre ud i kommunerne etc., i det som Keld Skovmand kalde inspireret af Foucault kalder for diskursens ”spredningssystem”. Denne vejlednings centrale formuleringer bygger direkte på både mundtlige og skriftlige input fra især Jens Rasmussen. Disse input bliver senere også grundlaget for Rasmussens og Rasch-Christensens videnskabelige arbejde, f.eks. i en kontroversiel artikel i den indflydelsesrige ”Folkeskolen efter reformen” fra 2015, som er redigeret af Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Claus Holm.

Efterfølgende afviser Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen, at de har noget ansvar for disse processer. De mener, så vidt jeg har forstået det, at det hele er politikernes skyld, og at de selv bare har ageret som en slags embedsmænd. Men ovenstående analyse peger på det modsatte, nemlig at det var Mastergruppen, der radikaliserede en i forvejen problematisk forligstekst og et kommissorium, som Rasmussen og Rasch-Christensen i deres egenskab af fagpersoner burde have sagt fra over for, og at denne indflydelse står direkte at læse i deres teksters mærkelige ukritiske strøm af sætninger.

Ovenstående er et eksempel på det, Keld Skovmand har identificeret som “lærificering af lærificering”. Lærificering i sig selv er et kæmpe problem, men de danske reformtilhængeres underligt ansvarstomme dobbelte lærificering forstærker problemerne og er uredelig efter min mening.

Diverse links:

Link til kommissoriet, d. 17. april 2013: http://www.thomasaastruproemer.dk/…/Bilag_A_Kommissorium_17…

Link til Masteren, d. 19. juni 2013: https://backend.folkeskolen.dk/…/faelles-maal-anbefaling-fr…

Link til min oprindelige analyse af Masteren, d. 3. november 2013:
http://www.thomasaastruproemer.dk/laereren-i-bur-2-forenkli…

En ministeriel embedsmands opfattelse af forløbet, der understreger Rasmussens og Rasch-Christensens centrale rolle: https://www.folkeskolen.dk/…/ministeriet-vi-har-opfundet-la…

KL var begejstrede for Masteren, mens DLF var kritisk: https://www.folkeskolen.dk/…/nye-faelles-maal-er-klar-til-p…

 

20. d. 21. marts: Hvem er forfatteren?

I forgårs (d. 19. marts, punkt 16+17) fortalte jeg i to FB-opslag om Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens artikel ”Målstyring: Nye fælles mål” fra bogen ”Folkeskolen efter reformen”. Bogen er fra 2015 og er redigeret af Rasmussen og Rasch-Christensen (RRC) selv sammen med Claus Holm.

I det følgende vil jeg først samle op på kopistrukturen i artiklens sidste del og derefter drøfte kopistrukturen i artiklens første del. Artiklen ender med at gå i opløsning. Her er mit argument:

 

A. Sidste del af RRC’s artikel

I mine FB-opslag fortalte jeg om, hvordan stort set hele den sidste halvdel af RRC’s artikel var kopieret fra undervisningsministeriets Vejledning om læringsmålstyring, som Rasmussen på AU’s ”dokumentations”-side om sagen og uden nærmere forklaringer ellers har hævdet, at han ikke har været med til at skrive, hvorfor der jo umiddelbart må være tale om plagiat.

Jeg fortalte også, at Nævnet slet ikke har været opmærksom på de store sammenfald, der er mellem RRC’s artikel og Vejledningen. Nævnet troede blot, at der var tale om nogle få kopi-sætninger, og lagde derfor de små sager i pyt-kassen. Men den reale kopiering strakte sig altså over flere sider. Sig mig: har sådan et uredeligheds-nævn ikke nogle plagiat-søgningsmaskiner?

Store dele af Vejledningen var faktisk selv en kopi af Jens Rasmussens Arbejdspapir fra februar/marts 2014, som han selv skrev til den gruppe, der stod for Vejledningen, der udkom i august 2014, få dage før skolestart. Dette arbejdspapir inddrages dog ikke af Nævnet, der tværtimod undersøger og tager stilling til, om omfanget af kopiering fra Vejledning til RRC’s artikel er omfattende nok.

Denne forbindelse mellem Arbejdspapir, ministeriel Vejledning og RRC’s 2015-artikel er mig bekendt først kommet frem nu. Angiveligt har Rasmussen omkring d. 1. februar 2019 lagt Arbejdspapiret på sin AU-side, formodentlig for at modgå kopi-anklagen? Men til gengæld er det så svært for ham at fastholde, at han ikke har deltaget i skrivningen af Vejledningen, som jo har sidelange overlaps med Arbejdspapiret?

Forfatteransvaret går totalt i opløsning, hvilket er ekstra problematisk, fordi vi taler om de processer, der konstituerer den nationale politiks centrale pædagogiske kategorier.

 

B. Første del af RRC’s artikel

Men hvad så med den første halvdel af RRC’s fælles artikel? Hvor stammer den så fra? Ja, efterhånden ved man jo snart ikke, hvem der er forfatter til hvad, men jeg troede faktisk først, at også artiklens første del primært var Rasmussens værk. Men der tog jeg fejl. I hvert fald skrev Andreas Rasch-Christensen en 7 sider lang artikel til tidsskriftet KVAN, nr. 101, – også fra 2015 – som i lange eksakt kopierede passager har bidraget til det meste af første del – ca. 5 sider – af RRC’s fælles artikel. Der er ikke i den fælles artikel angivet nogen kilde eller forklaring, og sammenhængen er en helt anden. Der er også en supplerende forfatter, nemlig Rasmussen, tilknyttet, så det er ligner en slags selv-plagiering efter min opfattelse.

Faktisk er jeg lidt usikker på, hvad der er kopi af hvad, eftersom begge tekster – altså fælles-artikel og KVAN-artikel – udkom i 2015.

Nu interesserer intet mig mindre end den såkaldte ”selvplagiering”, men det er alligevel interessant, at RRC’s fælles artikel på denne måde nærmest opløser sig selv i mystiske og ansvarsløse inter-tekstuelle strukturer, og jeg vil da ikke ligefrem samlet set kalde det god stil.

Mere problematisk er det måske, at Rasch-Christensen indleder sin egen KVAN-artikel med 9 linjer, som er ren kopi fra det Arbejdspapir, hvor Jens Rasmussen ellers er angivet som eneforfatter! Samme 9 linjer indgår også i RRC’s fælles artikel på s. 122. De 9 linjer er dog ikke fundet værdig til optagelse i den ministerielle vejledning.

Det er meget postmoderne alt sammen, på den dårlige måde vel at mærke. Anti-referencerne hober sig op, og teksterne undergår både hinanden og policy. Dermed lukker den anti-pædagogiske intertekstualitet sig ind i et bur, som består af to EVA-rapporter, og hvis konsekvens er en radikal lærificeret lærificering, der tømmer den i forvejen kritisable lærificering for indholdsrester, mens tomheden arbejder forever.

Imens svæver det pædagogiske ansvar ud i stratosfæren.

Links:
Link til Andreas Rasch-Christensens artikel i KVAN: http://www.kvan.dk/product_info.php?cPath=3&products_id=109

Analyse 1 af RRC’s fællesartikel (d. 19. marts): https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157046942564481&id=837549480

Analyse 2 af RRC’s fællesartikel (d. 19. marts): https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157047236774481&id=837549480

Analyse af RRC’s arbejde i Mastergruppen for fælles mål: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157049559319481&id=837549480

 

21. d. 23. marts: Om Skovmand-sagen i WA og på folkeskolen.dk

Der har været to artikler om Skovmand-sagen de seneste par dage. Begge handler om Nævnets frifindelse af Rasmussen, Rasch-Christensen og Qvortrup for Videnskabelig Uredelighed og om den efterfølgende overdragelse af sagerne til Aarhus Universitets praksisudvalg, som skal tage stilling til, om der er tale om ”tvivlsom forskningspraksis”.

 

A. Folkeskolen.dk

I Folkeskolen.dk’s dækning sker er et par interessante ting.

1) Fra tre sætninger til tre sider
Nævnet havde i en af dets afgørelser behandlet tre plagiat-anklager vedrørende en 2015-artikel af Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen. Artiklen bygger angiveligt på kopieret materiale fra Undervisningsministeriets ”Vejledning i Læringsmålstyret Undervisning”. Begge forskere blev frifundet af Nævnet, fordi Skovmand kun havde noteret nogle få plagierede sætninger. Nævnet accepterede altså Skovmands præmis, men mente blot at eksemplerne var for få.

Efterfølgende fandt jeg dog ud af, at der var tale om langt mere end tre sætninger, faktisk snarere tre sider. I Folkeskolen.dk’s artikel spørger journalisten direkte Jens Rasmussen om denne problemstilling, endda med henvisning til min analyse.

Rasmussen svarer, at de tre ”plagierede” sider stammer fra et Arbejdspapir, han skrev til det udvalg, som sad med Læringsmåls-Vejledningen, og eftersom dette Arbejdspapir er hans eget, kan der ikke være tale om plagiat mellem Vejledning-tekst og 2015-artikel.

Men Nævnet inddrager slet ikke dette Arbejdspapir i sin begrundelse. Det realbehandler blot anklagen og siger, at der er tale om plagiat, men blot ikke nok til, at der er tale om ”videnskabelig uredelighed” i lovens forstand.

Men eftersom der altså er mange flere plagierede sætninger en først antaget, så må sagen jo stille sig anderledes?

Jeg har hørt, at Arbejdspapiret først for nylig er blevet offentligt tilgængeligt på Rasmussens AU-hjemmeside, men jeg ved det ikke med sikkerhed. Angiveligt har nævnet heller ikke gennemført en høring hos de indklagede forskere? Disse to forhold kan muligvis ændre relevansen af en revurdering af sagen, men det ligger altså uden for den aktuelle afgørelses præmis.

 

2) Det har jeg aldrig skrevet!
Ser vi nærmere på Rasmussens Arbejdspapir, hvoraf altså store passager finder direkte vej ind i ministeriets 2014-Vejledning om læringsmålstyring, så er det meget svært for mig at acceptere Rasmussens udtalelse om, at han ikke har været med til at skrive Vejledningen.

Arbejdspapiret bygger angiveligt på et mundtligt input, som Rasmussen holdt for den gruppe, der sad med Vejledningen, og hvortil Rasmussen var tilknyttet ekspert. Og Vejledningen selv bygger på Fælles Mål-arbejdet, hvor Rasmussen også sad centralt placeret, ligesom han også gjorde i det parallelle arbejde med læreruddannelsen osv. i det uendelige.

Gruppen bad efterfølgende Rasmussen om en skriftlig version af det mundtlige oplæg, og det er altså det Arbejdspapir, hvis tekst blev kopieret direkte ind i Vejledningen i lange centrale passager.

Det er muligt, at Rasmussen ikke sad i selve den ansvarlige gruppe, men han har jo via sin rådgivningsfunktion og sit Arbejdspapir skrevet centrale dele af Vejledningsteksten.

Men Rasmussen siger altså det modsatte flere steder. Han og Rasch-Christensen skriver f.eks. det modsatte i deres AU-udtalelse, som går på WA’s dækning af sagen. Her står der følgende:

”Avisen skriver, at de to forskere (Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen) har været med til at skrive Undervisningsministeriets vejledning (i læringsmålstyret undervisning). Det er ikke rigtigt. Ingen af de to har deltaget i skrivningen af den vejledning.”

Og der er vel at mærke ikke nogen yderligere forklaringer eller uddybninger.

I min verden har man – med mindre man forklare sig nærmere – ”deltaget i skrivningen”, hvis man som hidkaldt ekspert og centralt placeret rådgiver bidrager med ca. 3 siders direkte tekst, uanset om man har været formel deltager i gruppen. Gruppens formelle medlemmer vil jo næppe selv sige, at det er dem, der har skrevet den tekst, som Rasmussen altså har skrevet, vel?

I Weekendavisen fremfører Rasmussen dermed samme synspunkt, som altså nu er fremført tre gange, hhv. på AU’s hjemmeside, på Folkeskolen.dk og i WA.

 

3) Rasmussen fortæller i artiklen på Folkeskolen.dk noget, som jeg måske nok havde på fornemmelsen, men som jeg ikke vidste helt nøjagtigt. Vi får nemlig at vide, hvem der rent faktisk var ledere af den gruppe, som lavede den kontroversielle Vejledning. Det drejer sig om to UCC-lektorer, nemlig Dorthe Østergreen-Olsen og Leon Dalgas. De to skrev faktisk en bog om målstyret undervisning. De har været meget aktive i debatten om emnet rundt omkring og undervist københavnske lærere i læringsmålstyret undervisning.

Deres bog hed ”Læringmålorienteret pædagogik og dannelse”, som udkom på DAFOLO så sent som i 2017. Bogen er altså udgivet efter Skovmands 2016-kritik, så det er nok derfor, den hedder ”læringsmålorienteret” i stedet for ”læringsmålstyret”. Det skal man dog ikke lægge noget i. Det svarer til at gå fra ”evidens-baseret” til ”evidensinformeret”. Det er nysproglig mikrodiversitet.

Men det hele forklarer, hvorfor UCC også er ”medforfatter” på Vejledningen sammen med DPU og VIA-UC, som jo er Rasmussens og Rasch-Christensens organisationer.

 

B. Weekendavisen

1) Rasmussen
I WA fremturer Rasmussen i en række horrible enkelterklæringer. Jeg orker det snart ikke mere, men lade mig tage et par stykker for min egen hukommelses skyld:

i)
Rasmussen forstår ikke, at Skovmand er imod, at læreren skal underlægge sig andres mål. Men denne markering af Skovmand står direkte sammen med en understregning af folkeskolelovens formålsparagraffer 1,5 og 18. Læreren skal altså fortolke, undersøge, efterleve og stå fast på loven, hvilket Skovmand fornuftigt nok sætter i modsætning til tilfældige småeksperters og embedsmænds forsøg på at undergrave formålets ånd og betydning.

Så Skovmand sætter sig dybt ind i Rasmussens arbejde, men Rasmussens eneste svar er en plat enkeltsætning, som tager tingene ud af deres nærmeste sammenhæng.
Med sin nærmest ubehøvlede fejlfortolkning, får Rasmussen det til at lyde som om, at det er Skovmand, der ikke vil følge et ”demokratisk grundlag”. Men det er omvendt! Det er da Skovmand, der fastholder skolens på lovens, fællesskabets og demokratiets vej. Derimod bidrager Rasmussens lærificerede lærificering til pædagogikkens og dermed også til demokratisk opløsning.

ii)
Rasmussen mener, at modstanden ikke kun kommer fra Skovmand, men også fra det ”pædagogiske miljø”, og det har han jo ret i. Er der overhovedet nogen, der forsvarer Rasmussens synspunkter ud over den nærmeste kreds omkring Institutledelsen og nogle af de strategiske DPU-programmer?

Rasmussen siger også, at der i dette ”pædagogiske miljø” er en ”stærk modstand mod at se på undervisning som noget, hvor man kan have evidens for, at noget virker bedre end noget andet”. Ja, det er der ”modstand imod”, og denne modstand er begrundet i både dansk og international pædagogisk teori. Der er derfor ikke bare en banal plat ”modstand”, men en rational, velbegrundet og teoretisk funderet kritik af evidens-bevægelsens pædagogiske smalhals.

iii)
Rasmussen skriver, at ”den anden fløj” heller vil ”chikanere deres modstandere end have en faglig diskussion”.

Sagen er, at Rasmussen i flere omgange har klaget over den ene og den anden fra den ”anden fløj” til redaktører og mellemledere. Det er skam ham, der har ”chikaneret”, mens vi andre bare har analyseret det ene og det andet. Og Skovmand har deltaget i stort set alle faglige diskussioner, han er blevet inviteret til, hvilket man ikke just kan sige om Rasmussen, som mere gør sig i småklager og semi-hemmelige notater.

 

2) Qvortrup
I Weekendavisen udtaler Lars Qvortrup sig om det forord, som han for et par år siden skrev sammen med Niels Egelund til en af John Hatties bøger. Skovmand anmeldte forordet til Nævnet, men sagen blev afvist med henvisning til, at forordet ikke er en ”videnskabelig tekst”; et forhold som AU’s praksisudvalg i ”dialog med nævnet” – som det hedder i loven – faktisk burde have undersøgt, før de sendte Skovmands iagttagelser videre til Nævnet. Jeg har tidligere analyseret dette ”forord”, som er et dybt opgør med dannelse og pædagogik med rod i netop nogle af de begrebsmæssige processer, som Skovmand beskriver, herunder EVA’s postulering af det såkaldte ”paradigmeskifte”.

 

3) Skovmand
Skovmand selv udtaler sig også til WA, men der er ikke noget nyt i forhold til hans indlæg på folkeskolen.dk for et par dage siden. Men mon dog ikke alligevel, at han fortryder sin udtalelse om ”Danmarkshistoriens største sag om uredelighed”, som står et eller andet sted i pressen? Nogle gange koger det over hos den gode Keld, men han har sandelig også nok at se til i denne tid, og man må jo huske på, at 99% af hans arbejde kører på det dybt saglige plan.

Og Skovmands anmeldelser er heldigvis fri for patos. De indeholder masser af kritisk guf, men dog ingen tegn på ”videnskabelig uredelighed” i lovens forstand, blot fine eksempler på hans hovedtese, nemlig den lærificerede lærificering samt hele denne dobbelte lærificierings nihilistiske umættelighed, der undergraver både tekst og pædagogik, hvilket jo faktisk er en langt værre redelighed, som snart ikke kan redes ud, dvs. at den er u-rede-lig.

Referencer:
Artikel i Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/…/derfor-blev-forskerne-frikendt…
Artikel Markus Bernsen i Weekendavisen, d. 22. marts ”Konspirationer og syndebukke”.

 

22. d. 23. marts: Flot interview med Riisager

Altingets dygtige journalist, Tyson W. Lyall, som virkelig har løftet kvaliteten af landets uddannelsesjournalistik, har lavet et fremragende interview med Merete Riisager her på falderebet af hendes politiske liv.

Riisager kritiserer lærificeringen af lærificeringen – den såkaldte læringsmålstyring. Men hun kritiserer også lærificeringen som sådan, som den kommer til udtryk i kompetence- og konkurrencestatstænkningen med dennes besynderlige kombination af neo-liberalisme og neo-socialisme.

Og hun formår i et og samme greb at inddrage både oplysningens, reformpædagogikkens og det grundtvigskes virkningshistorie. Det er virkelig ærgerligt, at Riisager forlader politik. Man må håbe, hun bliver i faget. Det er også synd for LA, at de nu mister deres vigtigste kulturliberale stemme, for i LA lurer Ayn Rand altid i baggrunden i form af diverse træer, man kan kravle i.

I en ledsager-artikel får Riisager fuld opbakning fra SF’s engagerede og selvstændige ordfører, Jacob Mark. Dermed genoptages og bekræftes et historisk åndsfællesskab mellem kulturliberalismen og folkesocialismen, et fællesskab, som i mange år var grundtvigsk formidlet.

Derimod er der lige så enstemmig modstand fra Socialdemokraterne og Venstre. Begge partier er mere til finansministeriel læringsrevolution helt ned i små børns psyke med OECD som filosofisk omegn. Det er det, Socialdemokraterne kalder for “børnenes parti”.

Det er som om, man via den repræsentative politik er vidne til en faglige kamp mellem Keld Skovmand/Lene Tanggaard, som er Riisagers centrale rådgivere og desuden fortalere for skolens formål, og Jens Rasmussen, som var Antorinis centrale rådgiver, og som er imod den pædagogiske tradition og sammenhæng. Rasmussen har været den centrale faglige kraft både i “lærificeringen” og i “lærificeringen af lærificeringen”, hvoraf sidstnævnte nu er i krise, mens den første lever i bedste velgående.

De radikales Marianne Jelved er sådan set og måske og vist nok enig med Riisager, men vil helst vente med at gøre noget. Jelved er meget imod lærificering af lærificeringen, og derfor er hun enig med Riisager. Hun er derimod ikke imod lærificeringen som sådan, og derfor er hun helt forvirret. Hendes grundlag i lærificeringen kan man se ud af hendes begejstring for Knud Illeris, som ikke har filosofisk kraft til at opretholde sin kritik af Konkurrencestaten. Illeris glider hen til det, han hader, og det samme gør Jelved og de radikale. Deres politik bliver ren følelse uden fornuft, hvilket opløser begge. Herfra betyder “mennesket” det modsatte af begrebets egentlige reference. Det er filosofisk matematik, og det er derfor, Jelved ikke for alvor kan tilslutte sig Riisager og Mark, som jeg ser det.

Links til Altinget-artikler:
Interview med Riisager: https://www-altinget-dk.ez.statsbiblioteket.dk:12048/…/konk…

Politiske reaktioner på interviewet: https://www-altinget-dk.ez.statsbiblioteket.dk:12048/…/riis…

 

23. d. 23. marts: Læreruddannelsesudspil

Tommy Ahlers vil reformere læreruddannelsen. Derfor har han gjort to ting. Den ene er god, og den anden dårlig.

Den gode nyhed er, at læringsmålstyringen tages ud af læreruddannelsens bekendtgørelse. Den gøres ikke engang vejledende, hvis jeg har forstået det ret, hvilket den jo stadig er i Folkeskolen. Dermed er det måske ved at være slut med ”lærificeringen af lærificeringen”, som Keld Skovmand kalder denne særlige danske læringsrevolutionære materialitet? Men man savner en kæmpeundskyldning til en hel generation af unge lærerstuderende, som har været tvangsindlagt til at høre om læringsmålsstyring i næsten alle fag, og som nu strømmer ud i skolerne med skematikken inde i hjernerne.

Men hvad er så den dårlige nyhed? Jo, det er, at der er nedsat en kommission, hvis hele tilgang, sammensætning og horisont er en motorvej ud i grøftekanten. Lad os se på den:

 

A. Kommissionens medlemmer

Formanden er professor Simon Calmar Andersen, der er leder af Trygfondens Børneforskningscenter. Han ved intet om læreruddannelse. Han har ”samarbejdet” med en eller andet, der ved noget, siger han. Mere får vi ikke at vide. Og han ved intet selv. Han ved heller ikke noget om skoler, selvom han forsker i dem. Han ved derimod noget om økonomen James Heckmann, som vil omgøre pædagogik til afkast – det kaldes humankapitel -, og så har han kastet sig over den positiv psykologis “mindset” og en masse grafer. Calmar Andesen sad også med i økonomen Jørgen Søndergaards skole-evalueringsråd – det såkaldte “Skoleråd” – i sin tid. Det var dengang, Hattie blev kørt i stilling i rådets rapporter.

Jeg ved en del om disse ting, fordi jeg hørte Calmar Andersen og hans forskningsmiljø på AU’s såkaldte Matchpoint-seminar sidste år. Det var statistisk og økonomisk tomgang over det hele med 0,00% pædagogisk sans. Det siger alt om ministerens horisont, at Calmar Andersen er udnævnt til formand for en kommission, der beskæftiger sig med et område med flere hundrede års historie. På en måde kunne jeg bare stoppe her.

Dernæst er der en professor i Økonomi, Jakob Roland Munch. Han ved heller ikke noget, og økonomer ødelægger pædagogik. Det ved enhver. Måske er det meningen, at Munch skal holde styr på økonomien? Men så er det bedre med en revisor, som er underordnet. En professor i økonomi vil helt sikkert fremturer med yderligere økonomificering af læreruddannelsens vokabular og ånd. Økonomer – og især fagøkonomer – bør forbydes adgang til den her slags kommissioner.

Den tredje professor er nordmanden Elaine Munthe. Hun er tæt knyttet til kredsen om læringsmålsideologi. Det kunne man høre på en konference på DPU i 2015 om målstyring i læreruddannelsen, som blev arrangeret af DPU og VIA og UCC i den ’glade’ anledning af, at læreruddannelsen nu skulle læringsmålstyres.

Munthe var også formand for den gruppe, der for et par måneder siden udgav den evaluering af læreruddannelsen, som nedsættelsen af den aktuelle kommission tager udgangspunkt i. Her sad hun sammen med Per B. Christensen, som var formand for den gruppe, der lavede 2012-reformen af læreruddannelsen. I dag er Christensen leder af DLF/KL’s Ny Start. I samme gruppe sad Jens Rasmussen, og Andreas Rasch-Christensen sad i Rambølls skrivegruppe for rapporten. Munthe har også holdt oplæg for DLF og det Radikale Venstre. Hun har præget sindene rundt omkring.

Den nye evaluering accepterer altså fuldstændig præmissen fra 2012-reformen. Og 2012-reformen var helt blank, når det kom til pædagogik og formål, og pædagogik som fag forsvandt da også ud af uddannelsen. Jens Rasmussen stod selv for at holde fagudviklingen i stramme tøjler. Men han var ærgerlig over, at faget KLM – Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab – blev bevaret, hvilket kun skete via fælles indsats fra Enhedslisten, DF og LA. Jeg stopper mig selv her, for kausalkædernes rodnet er uendeligt.

Det var udvalgets tre professorer. Hvilken fuldstændig smalhals.

Den eneste, der måske kan stille noget op, er udvalgets eneste repræsentant for læreruddannelsen selv, nemlig Alexander von Oettingen. Men von Oettingen virker slet ikke kritisk over for 2012-reformen, og han synes, at den aktuelle evaluering er udmærket. Med det udgangspunkt vil han intet kunne stille op. Han deler også et par uheldige systemteoretiske grundpræmisser med reformfolkene.

I en anden konstellation ville von Oettingen være en fornuftig midte. Nu siver han direkte hen i det affirmative område, hvor de tre fine professorer bor. Oettingen har desuden ikke vist tegn på decideret kritisk kraft, når det virkelig gælder, og det vil heller ikke ske her. Desuden kommer hans manglende interesse for reformpædagogik, grundtvigianisme og samfundsvidenskab ham til skade i denne sammenhæng, og hans neo-kantianisme bliver for smal og didaktisk.

Endelig har man fundet en skoleleder og en nyuddannet lærer til kommissionsarbejdet. De vil ingen indflydelse vil få overhovedet.

Vi er mileviedt fra Riisagers fine markeringer i Altinget, som jeg omtalte tidligere på dagen.

 

B. Indholdet
Kommissoriet er teknisk ud over alle grænser. Der er ganske vist et par pinde om skolens formål og om dannelse, men det kommer ikke til at betyde noget. Modstanden mod læringsmålstyringen markeres, men intet om baggrund og kontekst.

Kommissoriets udgangspunkt er 2012-loven og den nye evaluering. Kommissionens tre centrale professorer vil arbejde i samme dårlige retning, og i den nye evaluering er der heller ingen sans for, hvad formål og dannelse er. Vi får derfor mere statistik og løben mellem alle mulige tilfældige indikatorer, som skal optimeres ud i stratosfæren.

Man ønsker øget ”faglighed”, men 2012 er jo et opgør med faglighed. Det hænger ikke sammen.

Til gengæld lægger kommissoriet sig i direkte forlængelse af Danske Professionshøjskolers – (en slags KL for University Colleges) – dannelsesfjendske arbejde med læreruddannelsen og af foreningens ledsagende centralistiske ”visioner”, som man kunne læse om sidste forår.

Professionshøjskolernes arbejde med læreruddannelsen er desuden stærkt inspireret af den radikale Silicon Valley-baserede Singularity-bevægelse. Dermed deler foreningen horisont med ministeren selv og KL, hvis seneste udspil arbejder helt i samme ånd. Bag det hele lurer Disruptionsrådet og Erhvervsministeriet. Brian Mikkelsen var også på kursus i California.

Dermed får vi teknologi, økonomi og dannelsesopgør som den grundlæggende grund for det kommende arbejde.

Mit tip er, at læreruddannelsen havner i noget, som er endnu værre end læringsmålstyringen. Hvem ved: Måske får vi en lærificering af den lærificerede lærificering, og måske er det derfor, at læringsmålstyringen, altså den midterste lærificering, pludselig anses for et problem? Så kan Skovmand skrive endnu en bog.

Til sidst: Jeg kan forstå, at nogen ønsker at flytte læreruddannelsen til universitetet. Det vil jeg på det kraftigste advarer imod. Det vil skade både læreruddannelsen og universitetet. Så er det trods alt bedre, at uddannelsen ligger på professionshøjskolerne, selvom det heller ikke er ideelt. Herfra er det lettere at få uddannelsen hen på frie eller frit indstillede seminarier, hvis det skulle en mulighed på et tidspunkt.

Links:
A. Indlæg til det aktuelle regeringsudspil:

Ministeriets hjemmeside om sagen med kommissorium, evaluering etc.: https://ufm.dk/…/tommy-ahlers-vi-har-brug-for-en-endnu-bedr…
nnelse

Folkeskolen.dk’s omtale af kommissionens medlemmer: https://www.folkeskolen.dk/…/laerer-med-i-kommission-praksi…

Interview med forsknings- og uddannelsesministeren i Politiken: https://politiken.dk/…/Der-er-to-store-problemer-med-l%C3%A…

Interview med kommissionsformand, Simon Calmar Andersen, i Politiken Skoleliv: https://skoleliv.dk/…/Ny-kommissionsformand-skal-hente-insp…

Interview med Calmar Andersen på folkeskolen.dk, også med link til kommissoriet: https://www.folkeskolen.dk/…/kommission-skal-undersoege-fem…

Oplæg ved professor Elaine Munthe på DPU-konference: http://edu.au.dk/…/vi…/national-laereruddannelseskonference/

Professor Jakob Roland Munchs profil på Københavns Universitet: https://www.econ.ku.dk/ansatte/vip/…

Evaluering af læreruddannelsen: https://www.folkeskolen.dk/…/evaluering-af-laereruddannelse…

Mere om sagen, folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/…/politisk-aftale-nye-laerere-sk…

 

B. Nogle af mine egne analyser:

Analyse af evalueringsrapport: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156902650834481&id=837549480

Analyse af professionshøjskolernes aktuelle udspil: http://www.thomasaastruproemer.dk/laereruddannelsens-opgoer…

Undersøgelse af læreruddannelsens formålsstruktur: http://www.thomasaastruproemer.dk/foreloebige-bemaerkninger…

 

C. Artikler om Simon Calmars forskningsmiljø

http://www.e-pages.dk/aarhusuniversitet/2026/html5/

http://www.thomasaastruproemer.dk/indtryk-fra-match-point-s…

link til åbningskonference for Børneforskningscentret: http://childresearch.au.dk/…/konfe…/aabningskonference-2013/

 

24. d. 24.marts: Sagsbehandlingsproblemer i Skovmand-sagen

A. Ufuldstændig sagsbehandling

Jeg har tidligere drøftet, hvordan Aarhus Universitet efter min opfattelse ikke har levet op til de krav til sagsbehandling, som er omtalt i Loven om Videnskabelig Uredelighed. Men så vidt jeg kan se, har universitetet heller ikke levet op til sine egne retningslinjer, som universitetet ellers er forpligtet på at lave med udgangspunkt i loven og i de nationale retningslinjer for ansvarlig forskningspraksis.

Her er min begrundelse:

Universitet skal ifølge egne retningslinjer for sagsbehandlingen følge følgende syv punkter ved
”Behandling af sager om tvivlsom forskningspraksis og videnskabelig uredelighed”, som det hedder (se link i bunden):

1. Opstart af sagen, dvs. selve henvendelsen og formelle krav hertil.
2. Orientering af praksisudvalgets formand, som pt. er jurist Palle Bo Madsen.
3. Høring af relevante parter
4. Berammelse af sag i praksisudvalget
5. Udarbejdelse af materialesamling, evt. sagsfremstilling
6. Møde i praksisudvalget
7. Sagens afslutning: ”Når sagen er færdigbehandlet sender Praksisudvalget en indstilling i den konkrete sag til rektor. Er det Praksisudvalgets vurdering, at der er tale om videnskabelig uredelig oversendes sagen til behandling i NVU”.

Men det lader til, at denne proces har været helt kortsluttet i Skovmand-sagen. I hvert fald har praksisudvalgets formand sagt og bekræftet, at praksisudvalget blot er en “postkasse”, dvs. at udvalgets sekretariat blot sætter “et frimærke” på henvendelsen, som herefter sendes direkte videre til NVU uden egentlig behandling i praksisudvalget.

Men denne ”postkassemetafor” giver jo ikke mening i lyset af ovenstående beskrivelse? For hvad med ”høringer, møder, materialesamling, indstilling osv.”? Altså alt det, der skal bidrage til undersøgelsen af, om der er tale om en sag om uredelighed eller om tvivlsom forskningspraksis, FØR anmeldelsen eller dele af anmeldelsen måske eller måske ikke videresendes til NVU?

I universitetets mere overordnede retningslinjer for området står der, at det er ”praksisudvalget”, der skal ”træffe beslutning” om, hvorvidt sagen skal behandles som uredelighed eller tvivlsom forskningspraksis. Det passer med ovennævnte punkt 6. Det svarer desuden fint til ånden i Lov om Videnskabelig Uredelighed, hvor der er også er masser af procesmarkeringer. Men det lader til, at denne ”beslutning” på AU blot er et frimærke fra en sekretær?

Så på AU kollapser denne stærkt regelsatte proces til et intet, hvor en sekretær bare sætter frimærke på?

I ingen af Skovmands anmeldelser nævnes mig bekendt ordet ”videnskabelig uredelighed”. Nogle få af Skovmands ca. 60 eksempler er måske egnet til videresendelse til NVU, men langt de fleste er ikke, og vel at mærke først efter en seriøs sagsbehandling efter universitetets og lovens officielle retningslinjer.

 

B. Forskerens pligt?
Det helt overordnede regelsæt på området er de nationale retningslinjer for ”research integrity” fra 2014. Her forpligtes forskere til at anmelde tegn på tvivlsom forskningspraksis/uredelighed. Denne pligt er stærkt fremhævet i følgende, som også citeres af Skovmand selv, både i en aktuel kommentar og – så vidt jeg husker – også i hans bog “Folkeskolen efter læringsmålstyringen”:

“Researchers should be aware of their obligation to maintain confidence in research by adequately addressing suspected breaches of responsible conduct of research. It is important for the scientific community’s and the public’s perception of research trustworthiness that reasonable suspicions of breaches of responsible conduct of research are brought forward and dealt with.”

Selv synes jeg, at dette er en skrækkelig formulering, og at den lægger op til, at faglig kamp ender i det juridiske system.

Men på den anden side må man anerkende, at Skovmand blot har gjort det, som han har pligt til ifølge landets officielle retningslinjer. Derfor er det endnu mere deprimerende, at universitetet tilsyneladende ikke har levet op til sine egne retningslinjer for sagsbehandling, som faktisk er udledt af de nationale retningslinjer.

Links:
Ad 1)
Sagsbehandlingsproces ved AU: https://medarbejdere.au.dk/…/8._ENDELIG_VERSION_-_Procesbes…

Universitetets overordnede retningslinjer: https://medarbejdere.au.dk/…/AU_regelsaet_ansvarlig_forskni…

Lov om videnskabelig uredelighed mv.: https://www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=188780

Palle Bo Madsens udtalelse om processen: https://www.folkeskolen.dk/…/skovmand-laeringsmaalstyring-v…

Folkeskolen om manglende partshøring: https://www.folkeskolen.dk/…/derfor-blev-forskerne-frikendt…

Ad 2)
De nationale retningslinjer: https://ufm.dk/…/the-danish-code-of-conduct-for-research-in…, her i sammenfatning: https://ufm.dk/…/summary-the-danish-code-of-conduct-for-res…

Skovmands kommentar til forløbet, folkeskolen.dk, d. 19. marts. https://www.folkeskolen.dk/…/frifindelse-og-tvivlsom-forskn…

 

25. d. 25. marts: Hans Dorf bekræfter Keld Skovmands teser

Lektor emeritus i pædagogisk sociologi, Hans Dorf, har skrevet en bog om dansk pædagogik og skolepolitik. Dorf har med sin brede interesse i folk som Michael Young, Basil Bernstein og Carl Bereiter, samt hans vist nok mere aktuelle og supplerende filosofiske interesse i så forskellige folk som Herbart og Gert Biesta, ydet betydelig indflydelse på brede kredse i dansk pædagogisk sociologi.

Dorfs nye bog ”Skolepolitik og undervisningskvalitet i Danmark”, som udkom på Aarhus Universitetsforlag i 2018, er virkelig interessant. Jeg er ganske vist ikke så begejstret for den mere langstrakte skolehistoriske del i kapitel 2, men i kapitel 3 og 4 er der fine drøftelser af de transnationale bevægelser og af evidensdiskussionen. Men alt det må man selv læse.

For det mest interessante kapitel i en aktuel sammenhæng er nemlig kapitel 4, som hedder ”En målstyret folkeskole”. Her drøftes de seneste 10-15 års skolepolitiske udvikling med udgangspunkt i mange af de samme dokumenter, som Keld Skovmand har haft fingrene i. Dorf refererer da også grundigt til Skovmands 2016-udgivelse ”Fælles mål – uden mål og med”. Men Dorf har helt klart også selv haft fingrene i materien.

Det tankevækkende er, at Dorf finder stort set de samme ting som Skovmand. Der er den samme kritik af læringsmålstyringen for at være ”autoritær” og for at marginalisere indhold og formål. Og Dorf undersøger også folkeskolelovens indre splittelse, hvor læringsideologien kommer til at stå i modsætning til skolens formål, herunder fagenes formål og metodefriheden, som disse står i hhv. §1, 5 og 18.

Dorf finder også den tætte og tomme sammenhæng mellem EVA’s rapporter fra 2011-2012 og disses betydning for læringsmålstyringstænkningen, og han kritiserer rapporternes manglende faglighed.

Han nævner også Jens Rasmussens såkaldte ”paradigmeskifte”; I ved ”fra undervisning til læring” osv.. Men denne tese står dog stærkere hos Skovmand. Til gengæld har Dorf fundet en række rapporter, som mig bekendt er tilføjelser til den eksisterende DPO-forskning.

Endelig noterer Dorf også Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens nærmest bastante indflydelse på skolepolitikken, og især Rasmussens synspunkter kritiseres. Her er Dorf helt på linje med Skovmand, mens Rasmussen og Rasch-Christensen stadig får det til at lyde som om, at de boede i Kenya, dengang skolereformens ideer materialiserede sig.

Dorf nævner faktisk også reform-ideologernes problematiske oversættelse af Morisano & Locke, som jo spiller en stor rolle hos Skovmand. Jeg nævner det, fordi Lars Qvortrup jo har stillet sig helt uforstående over for denne pointe.

Kort sagt: Skovmands og Dorfs analyser supplerer hinanden rigtigt fint.

Dorf er kritisk over for Hattie, men – ligesom Skovmand – faktisk ikke SÅ kritisk, hvilket skyldes, at Hattie og Dorf deler interesse for Carl Bereiter. Men hvor Hatties brug af Bereiter i min analyse fører til forfald, fordi Hattie har rod i konstruktivismen, så er der fuld fanfare hos Dorf, som forbinder Bereiter med Dewey og de andre, jeg nævnte i første afsnit. Især den samtidige inspiration fra Dewey, Herbert og Bereiter, som ridses op i kapitel 6’s flotte kundskabsanalyse, er virkelig inspirerende. Herfra er der fri kontakt mellem de sociologiske og filosofiske niveauer; en kontakt, der bliver forstærket, hvis Dorf er lidt grundigere i den idehistoriske analyse, hvilket vil bringe ham i kontakt med den grundtvigske og den reformpædagogiske virkningshistorie og dannelsessubstans. Især grundtvigianismen risikerer at tynde ud i et eller andet, som Dorf kalder for ”etnisk”. Heromkring viser Bereiters og de andres begrænsninger sig.

Dorf deler også sin interesse for Biesta med Skovmand. Igen gør Biesta underværker og sender en sociolog hen til pædagogikken. Det samme skete for Lejf Moos, som dog er mere Foucault-orienteret end Dorf. Også Moos gik pædagogikkens vej efter at have læst Biesta. De andre Foucault-folk løber hen til konkurrencestaten eller til posthumanismen. Enkelte hygger sig hos Deleuze, hvilket absolut heller ikke er et pædagogisk sted, selvom det er lettere at bryde ud af Deleuze end af konkurrencestat/posthumanisme.

Skovmands og andres kritik er dermed bekræftet til fulde. Mon snart de videnskabelige redelige svarer på hele uredeligheden? Sikkert ikke, for svaret er: De kan ikke svare.

https://unipress.dk/udgivelser/s/skolepolitik-og-undervisningskvalitet-i-danmark/

 

26. d. 27. marts: Jens Rasmussens indflydelse på 2000’ernes uddannelsespolitik

Jeg har studeret Jens Rasmussens indflydelse på læreruddannelsen og på den pædagogisk forskning i 2000’erne. Det startede med, at jeg læste Hans Dorfs bog om skolepolitik i forgårs. Det ledte mig til en meget interessant artikel af Palle Rasmussen og til sidst gik det hele op i en højere enhed:

http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-indflydelse-paa-2000ernes-uddannelsespolitik.html

 

27. d. 29. marts: DR-program om teknologi og ideologi

DR2 sendte i går aftes en tysk dokumentar om Silicon Valleys ideologi. Her myldrer det med professorer, tech-direktører og filosoffer, der vil opløse menneskeheden og uploade hjerner, helt i overensstemmelse med Singularity-bevægelsens grundlæggende ideologi.

Denne ideologi er pt en del af grundlaget for statens og kommunernes aktuelle satsninger, jvf. Disruptionsrådet og Kommunernes teknologiudspil. Det er fra Singularity og direkte ned i danske kommuner og videre ned i børnehaverne.

Det er ikke løsningen på, men snarere udryddelsen alle klimaproblemer og alle andre problemer.

Denne posthumanisme forbinder sig direkte med forskellige former for feminisme og kritiske traditioner, AU myldrer med dem på alle mulige niveauer. OECD støtter kraftigt op.

Forfatteren til Narnia-bøgerne, CS Lewis, skrev i 1943 en lille bog, der hed “menneskets afskaffelse”. Aldrig har den været mere relevant.

https://www.dr.dk/…/-/supermennesket-den-menneskelige-maski…

 

28. d. 29. marts: LA, Blockchain og Aarhus Universitet

Aarhus Universitet har åbnet et såkaldt Consordium Blockchain research. Der var åbningskonference i februar 2018. Desværre kunne jeg ikke deltage.

Blockchain er en teknologi, der blandt andet bruges til at optimere såkaldte krypto-valutaer, f.eks. Bit-Coins.

En af hovedtalerne er Lars Seier Christensen. Han har hældt sine Saxobank-milliarder ind i teknologien, og nu står han som hovedtaler for det nye center, der skal forske i hans økonomiske interesse. Mon ikke der er spyttet godt i kassen?

Seier er også med i bestyrelsen for den globale forening for den hyperliberale Ayn Rand, hvilket faktisk er meget interessant i denne sammenhæng. Hvorfor? Jo, fordi mange Rand-folk, og formodentlig også Seier, ser kryptovalutaerne som en frihedens sag, fordi statens valuta-monopol dermed ophæves. Der er tale om en løssluppen neo-liberal ontologi, som ikke engang ønsker statslig kontrol med valutaer. Alt det køber Aarhus Universitet nu indirekte ind på.

Universitetets rektor, Brian Bech Nielsen holdt også en tale ved åbningen af konsortiet. Men det giver måske sig selv. Eller også gør det ikke?

Og ved I hvem der også holdt oplæg? Jo det gjorde såmænd Danmarks udenrigsminister, Anders Samuelsen. Man hvad har krypto-valutaer med ”udenrigsministeriet” at gøre?
Ingenting, men sagen er, at Samuelsen er gammel ven med Seier Christensen. Og vi taler ikke bare om et gå-i-byen-venskab. De var på tur sammen til Nordkoerea, og Seier Christensen var den store primus motor ifm. etableringen af Liberal Alliance, som i dén forstand er skabt direkte ud af Ayn Rands ånd. Og nu kaster Samuelsen lidt statslig “glans” over de nye privatinteresser til gengæld.

Så nu mødes Anders og Lars igen, her i en ny magtfuld konstellation som henholdsvis krypto-liberalist-rigmand og partiformand/udenrigsminister og med Aarhus Universitet som videnskabelig garniture. Om lidt ryger LA ud af regeringen, men partiets problematiske ånd, har sat sig på et af landets store universiteter.

Jeg ser frem til, at Aarhus Universitet opretter et forskningscenter med andre interessante interessenter, Trump f.eks.? Han og hans rådgivere er efter sigende ikke upåvirket af den amerikanske del af Rand-bevægelsen. Og Seier virker også meget begejstret for Trump.

Links:

Link til konferenceåbningen: http://cs.au.dk/…/official-opening-of-concordium-blockchai…/

Link til Ayn Rand-centrets bestyrelse: https://ari.aynrand.org/about-ari/board-and-staff

 

29. d. 30. marts: Analyse af EVA’s rapport om Fælles Mål fra 2012

Her er historien om, hvordan 0 lærere ender som 46.000 lærere, som alle har brug for EVA’s konstruktion af læringsmål, dvs. alle “lærerne” som sådan i hele landet. EVA tvinger simpelthen landets lærere ind under sin egen mangelfulde og ideologiske logik:

Jeg har analyseret EVAs undersøgelse af lærernes syn på læringsmål fra 2012. En meget vigtig udgivelse for den efterfølgende udvikling af læringsmålstyringen og dermed af vores aktuelle tilstand, som kun har fået en let opblødning.

Det var Keld Skovmand, der gjorde mig opmærksom på rapportens betydning, og efter at have haft fingrende i dejen kan jeg konstatere, at han har fuldstændig ret i hovedsagen.

I et af Skovmands ræsonnementer viser han endda, at Qvortrup og Egelund faktisk radikaliserer den allerede totalt læringsradikaliserede EVA-rapport. Det sker i følgende citat fra deres forord til en Hattie-udgivelse fra 2014, som omtaler rapporten:

“Det betyder, at lærerne fokuserede på, hvilke emner der skal undervises i, og hvordan de konkret skal udmøntes i undervisningen, frem for hvilke læringsmål eleverne skal arbejde hen imod, og hvordan disse skal OPERATIONALISERES for at DEFINERE den pædagogiske praksis (EVA, 2012)”. (mine forstørrelser)

Radikaliseringen består af udtrykket “definere”. EVA taler kun om at “operationalisere”. Iagttagelsen er fin, men jeg er nu ikke sikker på andet, end at forskellen er den samme.

Men OK, måske har vi i så fald en lærificering af den lærificerede lærificering. En tredobbelt lærificering. I sandhed en dansk afart, en dataficeret nihilisme i fuldt flor. Eller også er EVA-rapporten blot en slags sidste markør før det endelige Intet.

http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-evas-rapport-om-faelles-maal-og-laeringsmaalstyring-fra-2012.html

 

30 d. 31. marts: Læringsmålstyringens fire niveauer

Læringsmålstyringens fire niveauer og årsagen til nogle aktuelle ændringer:

Niveau A:
Dette niveau henviser til den overordnede kompetence-strukturering af kundskabsfeltet med reference til henholdsvis konkurrencestatsteoriens og/eller fremtidens OECD/21. century-kompetencer, som dermed i en eller anden kombination bliver de nye og disruptive pædagogiske formål. Altid kombineret med fravær af pædagogik og dannelse.

Niveau B:
På dette niveau gøres alle fagene til kompetencesystemer, der består af underordnede videns-færdighedspar. Kundskaber reduceres dermed til atomiserede elementer, der kan anvendes i hhv konkurrencestatens eller fremtidens globale kapitalismes tjeneste, afhængig af hvor man lander på niveau A.

Niveau C:
På dette niveau ledsages fagenes kompetencestrukturer af atomiserede og detaljerede fasemål, som videre nedbrydes i læringsmål, der strukturerer og determinerer det enkelte undervisningsforløb, den enkelte time og den enkelte elevs læringsudbytte. Undervisningsdifferentiering, som egentlig var et specialpædagogisk begreb, gøres dermed til almenpædagogik. Tankegangen knyttes videre an til karaktersystemets mangel-filosofi. Hermed splittes det pædagogiske fællesskab i stumper, og systemet sætter sig i en hel generations psykiske outlook.

Niveau D.:
Her defineres læringsmålene som undervisningens slutmål. Hele det pædagogiske system – dvs undervisning, skoleledelse, kommune, hjemmet, frikvarteret, ministerium etc. – indrettes herefter som en slags lærings-maskine, der skal optimere et på forhånd sat slutmål. Det kaldes ”læring all inclusive”. Her er staten direkte i hjernerne.

Bemærkninger:
Der kom i løbet af 2015 en vis modsætning mellem Niveau A og D, hvilket skyldes, at man på Niveau A gik fra Konkurrencestatsteori til OECD’s fremtidskompetencer/teknologikapitalisme som de dirigerende formål.

Derfor har man nu decideret opgivet Niveau D, som på sin egen teknokratiske måde – pga. det altid tvingende slutmål og konkurrencestatens nationalt determinerede fundering – faktisk forhindrede muligheden for at forsvinde ud i OECD’s og den nye danske datastats globale high-tech-stratosfære, hvor slutmålene knyttes til bløde kompetencer.

Skolens egentlige formål, altså §1+5+18, omformes derfor ikke mere til konkurrencestatssprog, men til et OECD-sprog, som via et entydigt fokus på fremtid, evaluering og sammenligning, tvinger pædagogikken væk fra kundskabernes sted og sammenhæng.

Man har også stort set opgivet Niveau C, fordi alle henvisninger til læringsmål er fjernet fra ministeriets hjemmeside (hurra!!!!), og fordi skolefagenes fasemål ikke mere er obligatoriske. Fasemålene er dog stadig vejledende, så C har stadig en vis effekt. Både Niveau C og D er også fjernet fra læreruddannelsen.

Niveau B er måske også under opblødning pga. Riisagers rådgivningsgruppes arbejde. Men det er stadig meget usikkert, for her arbejder det globale kompetencebegreb lettere end nede på Niveau C og D.

De aktuelle lempelser i læringsmålstyringen kan derfor fortolkes som et udtryk for, at der sker en ændring i Niveau A fra konkurrencestatsteorien og hen til OECD/21. Century-skills. Herfra kan de lavere niveauer, Niveau B, C og D, omdirigeres til nye optimeringsvokabularer.

En ny minister vil sammen med KL, UC’erne og de økonomiske ministerier forstærke denne proces. EVA, RAMBØLL og DPU vil danse som lydige lam i folden.
Den nye minister vil på den måde kunne bruge Riisagers og kritikkens landvindinger på Niveau C og D til en radikalisering af det, som Riisager kæmpede imod, nemlig en radikalisering af Niveau A. Dermed har Antorini sejret.

Det er i al fald min tese pt.