Facebook-drys 6: d. 5. januar – 23. januar 2014

Her er 17 facebook-opdateringer fra perioden fra d. 5. januar til d. 4. januar 2014. Man kan enten klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå fb-opslag med diverse kommentarer, eller man kan læse en version på herværende blogindlæg, der har været en lille tur i sproghjørnet. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart efter teksten. En del af dryssene bærer præg at være skrevet kort tid efter af en kronik, der blev bragt i Berlingeren, hvor jeg sammen med Brian Degn Mårtensson kritiserede Morten Østergaards syn på videnskab. Drys nr. 1, 4, 5, 7, 8 og 14 omhandler dette emne.

  1. Morten Østergaard diskuterer videnskab med Kristoffer Damgaard
  2. Tidlig skolestart
  3. Hvad er en god stat?
  4. Mere diskussion af vores kronik i Berlingeren
  5. Kritik af den aktuelle forskningspolitik
  6. Nyt Dansk Udsyn nr. 5.
  7. Morten Østergaards ”udgangspunkt”
  8. Misbrug af tysk dannelsesfilosofi
  9. En bog om ugen
  10. Formålet med vuggestuen
  11. Forskningens relevans
  12. Debat om konkurrencestaten i Højskolebladet
  13. Interview om børnehaver
  14. Bred kritik af Morten Østergaards politik
  15. DLF’s professionsideal 1 – analyse af Anders Bondos synspunkt
  16. DLF’s professionsideal 2 – foreløbige forslag til professionsideal
  17. Forbistringer på Politiken

 

1. d. 5. januar: Morten Østergaard diskuterer videnskab med Kristoffer Damgaard

Lidt kildemateriale vedr. den verserende universitetsdiskussion:

Det hele starter med seminarielærer, Brian Degn Mårtensson, og min kronik d. 1. januar i Berlingeren, som hedder ”Ved Morten Østergaard, hvad videnskab er?”

Adjunkt ved Københavns Universitet, Kristoffer Damgaard, lægger kronikken på Morten Østergaards facebook-side. Ministeren er flink til at svare, og vi får en lille dialog. Jeg har sat mine egne kommentarer til Østergaard i parentes inde i hans tekst. Jeg har også, af rene hensyn til formen, redigereret ganske lidt i bidragsydernes indlæg. Hvis jeg har rettet på en forkert måde, må I endelig skrive til mig.:

Morten Østergaard: Kære Kristoffer, læs dette begavede modsvar fra en humanist.
[Østergaard linker til lektor på AU, Peter Lauritsens, indlæg i Politiken d.3/12, som Østergaard åbenbart godt kan lide, men hvorfor det skulle være et ”modsvar” på vores kronik, kan jeg ikke se. Østergaard forbigår desuden en række kritiske indlæg fra mange andre universitetsfolk, se drys nr. 14].

Kristoffer Damgaard: Kære Morten. Jeg er som sådan helt enig med Lauritsens indlæg, men mener på ingen måde, at det modsiger kronikken, tværtimod. Jeg tror, hverken studerende, undervisere eller forskere har noget imod en kontinuerlig og løbende gentænkning af universitetets rolle i samfundet og af, hvordan man driver et sådant. Det er måden, gentænkningen sker på, der i dette tilfælde, er et problem. Blandt de mange kritikpunkter er udvalgets sammensætning, som åbenlyst tilsidesætter den indsigt, viden og erfaring, som universitetets ansatte selv har…

Morten Østergaard: Men Peter Lauritsen mener vist, i al fald ifølge hans twitter-kommentar, at han modsiger kronikørerne. Kronikørerne siger eksplicit, at universiteterne ikke er en del af samfundet [vi siger, at universitetet er ”suspenderet” fra samfundet. Det er sørme ikke det samme, og vi siger, at ”samfundet” ikke kan reduceres til ”arbejdsmarkedet” eller til at være en motor for konkurrenceevnen. Dermed siger vi sådan set bare det samme, som hele den videnskabsteoretiske tradition har sagt altid. I alle bøger om det emne, står der INTET om økonomisk vækst. INTET. Det er os, der er håbløst normale]. Hvortil jeg så svarer – på nær når de skal finansieres [utroligt svar. Indenfor uddannelse og forskning giver staten netop penge uden at stille detaljerede praktiske krav, for kun på denne måde kan en fri videnskab bliver virkelig praktisk. Det er en slags radikaliseret Sander].

Bemærk endvidere at jeg diskuterer uddannelseskvalitet [men det gør vi ikke – vi diskuterer videnskab, og uden den diskussion får vi heller ingen god uddannelse. Uddannelse uden selvstændig videnskab bliver til skolegørelse, hvor al selvstændighed pines ud, og det er også det, som Østergaard har gang i].

Jeg mener, vi forsker i verdensklasse [verdensklasse = ”dårlig kvalitet” på tidens nysprog] og har kun ryddet op i innovationsenden af systemet [alle mand i bådene! Om lidt kommer Østergård til nogle andre ”ender”]. Alligevel bliver man så forskrækket over [”forskrækket”? Vi er rasende over, at Østergaard ødelægger universitetets essens og dermed oplysning og videnskab!], at der lægges an til skærpede krav [dumme og mekaniske og dermed “uskærpede” krav. Vi vil have ordentlig videnskab i modsætning til ministeren, der vil have tæmmet og underdanig videnskab [og fokus på undervisning [Østergaard taler uden om! – Vi taler om videnskab], at det fører til en kronik om, at jeg ikke ved, hvad forskning er [vi spørger pænt, om ”du ved hvad forskning er”, og jo mere du svarer, desto tydeligere bliver det, at det ved du ikke].

Humboldts tanke var som bekendt at koble undervisning og forskning. Det halter det med, men det agter jeg at rette op på [vil Østergaard nu ligefrem kalde sig humboldtianer? Det er altså barokt! Så ved han VIRKELIG ingenting. Men det er åbenbart populært at være imod alle Humboldts ideer samtidig med, at man misbruger selvsamme. Begge pædagogik-professorerne, Lars Qvortrup og Jens Rasmussen, siger også at folkeskolereformen er Humboldtsk, selvom den er det stik modsatte].

Kristoffer Damgaard: Jeg er enig i, at kronikkens overskrift ikke ligefrem lægger op til en konstruktiv diskussion af problemet, men det er nok ikke ment bogstaveligt, og som politisk frontfigur formoder jeg, at man må lægge navn og øre til lidt af hvert. Jeg er dog ikke enig med dig i, at de adskiller universitetet helt fra samfundet. De påpeger derimod, at universitetets rolle i samfundet historisk set har været stærkest, når det er fuldstændigt uafhængigt af politiske og økonomiske konjunkturer. Et universitet trives simpelthen bedst på en anden bølgelængde og i et andet tidsmæssigt perspektiv end politiske beslutninger.

Uafhængigheden er, især af dine forgængere, blevet anset og italesat som noget elitært, hvilket på sin vis er en rammende betegnelse. Men det er jo netop det elitære i intellektuel forstand, som har fordret vidtflyvende diskussioner, der hæver sig over gennemsnittet, og som har stimuleret nye ideer og opdagelser med store konsekvenser for hele samfundet. Ethvert samfund, der bygger på de principper og værdier, som det danske gør, og som er så rigt, som det danske er, bør investere i et “elfenbenstårn”. Denne betegnelse, som nogen forsøger at nedgøre universiteterne og forskere med, tager jeg på mig som en æreskappe, fordi det netop er her – i det uafhængige rum – at mennesker kan tænke ud af boksen og skabe noget nyt.

Jeg synes derfor, at det er ufrugtbart, når du reducerer det til, at universiteterne skal leve op til nogle kvantificerbare mål, som for mange på universiteterne forekommer absurde, blot fordi samfundet finansierer selvsamme institutioner.

Derudover vil jeg gerne understrege, at dette ikke er ment som en opposition mod at forbedre uddannelsesdelen. Men hvis universiteter reduceres til uddannelsesinstitutioner, vil noget, som måske nok er uhåndgribeligt men også ekstremt værdifuldt, gå tabt. Og dermed vil samfundet som helhed tabe.

Slutteligt sender jeg dig cadeau for at tage dig tid til at svare en kværulant som mig. Siddende på hver vores bred og med hver vores meget forskellige ambitioner, bliver vi nok aldrig enige, selvom vi måske har samme slutmål, men jeg værdsætter, at du bruger noget af din lørdag på at forholde dig til mit indlæg. Mvh K. [Meget fornuftigt indlæg af Kristoffer Damgaard]

Dennis Block: Jeg er fuldstændig enig med Kristoffer!

Morten Østergaard: Jamen tak til jer begge. Metaforen om hver sin bred kan have noget på sig. Jeg opfatter det som skyttegrave – kendte positioner hvortil man iler og råber, ”vagt i gevær”, når nogen nærmer sig [Vi er ikke i en skyttegrav. Vi taler et helt almindeligt videnskabelig sprog med rod i videnskabens egen tradition, og vi gør det, som humanister i århundreder har gjort ud af ren pligt og følelse – nemlig at kritisere magthaverne, når de mister overblikket. Vi er ikke i en grav. Vi går midt på vejen. Det er Østergaard, der taler sort ude i grøftekanten].

Forskningsfriheden og universitetsautonomien er essentiel. Men ikke når den bruges i åndelig dovenskab [Jeg er åndelig doven – flink fyr!] til at holde resten af samfundet på afstand [hvad taler han om??]. Se også Flemming Besenbacher i Politiken idag. Mr Scientific Social Responsibility. Det er det, jeg snakker om [Besenbacher drøfter slet ikke vores emne, men hele hans sprogbrug er helt på linje med ministeren. Besenbacher siger f.eks., at universiteterne primært er til for Danmarks, især Danmarks Økonomis, skyld, men det er ikke rigtigt. Universiteterne er til for VIDENSKABENS, OPLYSNINGENS og SANDHEDENS skyld, og videnskaben er ikke national på en ”økonomisk” måde. Er det så svært at forstå? Jeg arbejder heller ikke for Danmark skyld eller for universitetsorganisationens skyld. Jeg arbejder for videnskabens og samfundets skyld, og det ville være dejligt, hvis universitetet støttede det].

Bed om frihed til at gøre, hvad I vil – men ikke om frihed til at være i fred, for det fås ikke [jeg vil ikke være i fred, tværtimod. Jeg kommunikerer med flest mulige på alle platforme – Men jeg vil være i fred for primitive krav fra ”arbejdsmarkedet”, og ministre, der tror, at videnskaben er en handelsskole, og som nu har troet det i 13 år].

Link til Brian Degn Mårtensson og Thomas Aastrup Rømers kronik

Link til Peter Lauritsens indlæg i Politiken

 

2. d. 7. januar: Tidlig skolestart

Jeg har en god ide:

Allerede fra fødslen tager man barnet fra moderen og sætter det i en digital kasse, hvor det opholder sig, indtil det bliver 12 år. I kassen udsættes barnet for den optimale og evidensbaserede dosering af indlæringsmetoder og virtuelle læringsmiljøer, så det scorer højt på alle relevante globale testindikatorer – ja, faktisk bliver danske børn på den måde nr. 1 i hele verden, når de når frem til Pisa-alderen, og så får vi jo flere arbejdspladser til landet og kan redde vores pension, så vi kan dø i fred.

Man kan eventuelt med tiden overveje at indføre digitale chips allerede i fostertilstanden, hvilket yderligere kan fremme statens ranglistescore.

Muligvis bør man også lave en tilsvarende digital kasse for gymnasier og universitetsstuderende, så ingen spilder tiden med selvstændige studier og besynderlige omveje, og så danske universiteter kan bidrage til lidt mortenøstergaardvækst.

Når man er helt færdiguddannet som 20 årig, kan man bidrage til at forfine kasserne for næste generation, og måske kan man endda lave en kasse for dem, der skal forfine kasserne. Det er det, man kalder samfundsrelevant forskning. Og det hele foregår jo i en fælles national interesse, nemlig statens overlevelse.

Så har vi et effektivt og produktivt uddannelsessystem, for alle er jo nr.1. Ja, vi har ligefrem ”kvalitet”, og det kan ingen da være imod?

Der vil heller ikke være brug for kirker, for når man aldrig møder et menneske, er der ingen grund til at tro på Gud. Og forresten: Hvis ingen tror på Gud, så er der heller ingen fundamentalister, og så sparer vi også penge på terrorbekæmpelse. Det vælter faktisk ind med alle mulige nyttige konsekvenser af min gode ide, men jeg tror jeg holder her – jeg blev lidt morgen-forskrækket til sidst.

 

3. d. 7. januar: Hvad er en god stat?

a.
Hvad er en god stat? Det er en stærk stat, der er passiv.

Hvorfor stærk? Jo, fordi man ellers ikke kan fastholde og beskytte borgerlige rettigheder som f.eks. ytringsfrihed, ejendomsret etc.

Hvorfor passiv? Jo, fordi staten ellers vil overtage og regulere alting og dermed undergrave de rettigheder og den frihed, som den egentlig er sat i verden for at beskytte.

Hvordan opnås passivitet? Passivitet etableres ved at omgive og gennemtrænge staten med fri ånd, fællesskab, dannelse og virkelyst, så staten ikke kan instrumentalisere og regulere alting, og så borgerne kan yde veldoseret modstand på rette tid og sted.

Med en stærk og passiv stat får vi tvang som middel til frihed. Altså ægte pædagogik

b.
Hvilken stat er vi ved at få? Vi er ved at få det modsatte, altså en svag stat, der er aktiv.

Hvad sker der så? Så får vi instrumentalisme og detailregulering over det hele, og staten – eller rettere: ”den statslige organisation” og dens overlevelse – bliver et mål i sig selv. Så får vi tvang, der bruger friheden som middel. Altså en kæntret pædagogik.

c.
En stærk men passiv stat. Det er kunsten – et kunstværk. Det er pædagogikkens betingelse.

(Dette opslag blev til et blogindlæg på herværende hjemmeside)

 

4. d. 10. januar: Mere diskussion af vores kronik i Berlingeren

På Morten Østergaards fb-side har der været fornyet aktivitet i forbindelse med Brian Degn Mårtenssons og min kronik, ”Ved Morten Østergaard hvad videnskab er?”, der blev bragt i Berlingeren d. 1. januar. Det sjove er, at den seneste tråd besættes af radikale partisoldater, så man kan får en fornemmelse af baglandets sætningsrækkefølger.

Det starter med, at Mads Bondo Dydensborg, radikal byrådskandidat, lægger kronikken på Østergaards profil med følgende kommentar: ”Avs, det er godt nok ikke godt, hvis de herrer her har ret i deres kritik. Håber Morten Østergaard kommer på banen med et svar, der lægger klar afstand til alt hvad Helge Sander stod for…”.

Siden hører vi ikke noget til Dydensborg, og Østergaard lægger ikke ”afstand”, for det kan han jo ikke. Og nu tager Rune Heiberg Hansen, som også er radikal, og tillige sekretariatschef i akkrediteringsrådet, over og klør på med et helhjertet forsvar for Østergaards universitet, som han alene begrunder med, at universitetet skal bidrage til ”vidensøkonomien”. ”God forskning er nyttig – også på den korte bane – og det gælder også god uddannelse”, hvilket altså betyder: nyttig for vidensøkonomien. Dermed reduceres Humaniora til ”oplevelsesøkonomi” og den slags, og selvom det er en fin lille disciplin, så er Humaniora og selvfølgelig også videnskab i almindelighed dog noget andet og langt langt mere, det er klart. Men det ved Heiberg Hansen åbenbart ikke noget om, og det er fordi, han er for smalt uddannet, vil jeg tro.

Videnskaben er evnen til at stille spørgsmål og til at orkestrere et systematisk og frit svar, hvor kun tingene selv og andre videnskabsfolk svarer igen. Men Rune Heiberg vil af med spørgsmålsdelen. Den skal økonomien stå for, mener han. Så kan de andre videnskaber stå for metoderne, og dermed forsvinder “sandheden” jo ud af foretagendet, og så kan man ikke have en videnskab. Østergaard har ikke kommenteret, så han er nok enig, hvilket stemmer helt fint overens med hans øvrige markeringer. En videnskab uden spørgsmål er hvad vi får!

Så siger Heiberg Hansen pludselig, at både han og Morten Østergaard går ind for dannelse, men det kan jo ikke lade sig gøre, når hele videnskaben skal underordnes ”vidensøkonomien”, hvorved videnskaben mister sin søgende forbindelse til samfundets politik, natur og sandhed.

Derudover får den selvfølgelig ikke for lidt med ”verdensklasse” etc., ligesom ministeren selv går og udtrykker det, uden at vide at ”verdensklasse” i dag betyder ”dårlig kvalitet”. Desuden er interessant, men også forstemmende, at konstatere, at sådanne tanker er fremtrædende i akkrediteringsrådet, hvor Heiberg Hansen jo er ansat, og hvor man evaluerer kvaliteten af vores videregående uddannelser, men man havde det jo nok på fornemmelsen.

Endelig kommenterer Heiberg vores og mange andres kritik af sammensætningen af Østergaards udvalg. Han betakker sig bestemt for at have andet end økonomer til at bedømme kvalitet, og det er jo også let at forstå, når han nu mener, at et universitets opgave er at fremme en vidensØKONOMI.

Jeg har prøvet at undersøge, om Rune Heiberg har skrevet om universitetsteoretiske emner i bred forstand, men jeg har ikke kunnet finde noget. Men han er åbenbart “ekspert” i ”vidensøkonomi”, og det er jo også fint nok, men hvorfor skal vores videnskabelige aktivitet underlægges den galej? Anja Andersen vil da heller ikke, så vidt jeg ved, underlægge forskningen håndboldspillets “udfordringer”, blot fordi hun er håndboldekspert.

Den tredje radikale kandidat, der blander sig, er Rune Christiansen. Han synes vist, at Brian er jeg er naive og grove, og grove er vi nok også lidt, for det er en god videnskabsmand jo, når politikerne mister overblikket og tror, at videnskab skal underordnes ”arbejdsmarked” og ”vidensøkonomi”. Vi er også ”naive”, fordi uden naivitet får vi ingen videnskab. I stedet får vi ”strategi”, og det mener Østergaard vist er en videnskabelig dyd, men det gør jeg ikke. ”Strategi” er et fy-ord – meget værre end karrikaturtegninger af forskellige profeter. Men ellers virker Christiansen stort set enig med os. Han er i al fald helt enig i, at skolelærerne blev massakreret i foråret, og har man sådan et udgangspunkt, er man disponeret for at forstå vores synspunkt, fordi det sådan set er den samme diskussion. Skolereformen er også en slags ”vidensøkonomisk” pædagogik, der skal bygge på ”vidensøkonomisk” forskning.

(på facebook-linket kan man læse den fulde diskussion, der fulgtes op af endnu en diskussion med blandt andet Rune Christiansen)

 

5. d. 11. januar: Kritik af den aktuelle forskningspolitik

Det står sløjt til med kvaliteten af uddannelses- og forskningspolitikken i Danmark. Først kom Helge Sander i 00’erne og gav al magten til universitetsledelsen, så universitetet blev topstyret som en finansvirksomhed fra dengang vi kunne købe hele verden, og så den ene indholdsløse reorganisering efter den anden kunne rulle ind over forskningen med henvisning til abstrakte og flygtige begreber som videnøkonomi (altid uden ”s”), innovationskraft, mellemledersynergier og ”dybe sammenhænge”. Dernæst kommer så Morten Østergaard som en slags radikaliseret postmoderne Sander og underordner hele universitetets ide og praksis, hvad han ligeså abstrakt kalder for ”arbejdsmarkedet”, og som afføder både et totalt økonomistisk vokabular samt ensidigt sammensatte udvalg og produktivitetskommissioner. Vi har altså fået dårligdom både på organisations- og indholdssiden.

Østergaard har tydeligvis intet kendskab til, hvad et moderne universitet er, til dets opgave og idealer, eller til dets betydning for et samfunds åndelige og praktiske horisont. Han ved slet ikke, at en videnskabsmand kun kan arbejde, hvis han kan stille spørgsmål og orkestrer en undersøgelse fuldstændigt uafhængigt af mellemlederes og ministres krav til økonomisk vækst. På Østergaards måde reduceres videnskab til at evidensbasere vækstmetoder, og det er akkurat den tendens, vi ser – også inden for mit eget område, som er pædagogisk forskning. Med sin ensidige insisteren på at lægge alting under et vækstimperativ ødelægger Østergaard videnskaben, og det er uanset, hvor mange penge han poster i foretagendet.

På min reol står en hel række bøger om videnskab og forskning fra Sokrates til i dag, og på alle universiteter i verden har man kurser om videnskabens filosofi og praksis. Hele vores samfunds grundlag, og dermed også grundlaget for nye ideer og udvikling overalt, pulserer på disse bøgers papir. Ingen steder, simpelthen ingen steder – uanset om man er rød eller blå, fysiker eller filosof eller noget andet – står der noget om ”arbejdsmarkedet”. Og hvorfor skulle der også gøre det? Der står jo heller ikke noget om græsplæner eller isvafler.

Østergaard ødelægger alt det gode, som vores samfund er bygget af. Han bør afbestilles på stedet efter min opfattelse. Men det bliver han ikke, for det hele er en del af regeringens nye ideologi, konkurrencestatsfilosofien, hvor man finder samme grundsyn på videnskab og dannelse, som Østergaard har, nemlig at al pædagogik, videnskab og dannelse skal underordnes arbejdsmarkedet og økonomisk vækst. Filosofien støttes af de større dagblade.. Ja, Lars Willemoes fra Weekendavisen har ligefremt kaldt Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, for en ny Scavenius, og der er ingen tvivl om, at Scavenius, hvis han havde levet i dag, ville have elsket konkurrencestaten, og det står ikke bedre til på de andre aviser. Accepter alverdens magter og flyv lavt! er devisen. Stil ingen spørgsmål – besvar kun andres.

Østergaard er sammen med regeringen og vores dagbladsredaktører ideologisk forstyrret på en måde, der ikke lader 1970’ernes venstrefløj noget efter, og konkurrencestaten er da også udviklet ud af ny-marxistisk tradition, der blot har glemt alt om sociale værdier. Regeringen bør derfor faktisk afbestilles på stedet. Men det gør nok heller ingen forskel, for hos Venstre og de konservative er der ligeså meget instrumentalisme og åndelig fattigdom, hvilket stammer fra Lars Løkkes danske drøm, som han meget sigende fik i et jetlag i Singapore, som vort land åbenbart skal ligne, og som fortalte ham, at vi skulle være nr. dit og dat i det hele, hvilket har sat sig helt og forbistret fast i den offentlige debat og hos de forpjuskede ”borgerlige partier”, som har glemt hvad videnskabelig og pædagogisk dannelse er. Det er som om, at Danmark skal omdannes til en mellemting mellem en kinesisk provins og Frederiksborg Amt. Det er lige før, man ønsker sig et politisk system som i USA, hvor tingene er skruet sammen på en måde, så de centrale politiske niveauer har vanskeligt ved at bestemme noget som helst. Det vil nok ikke være så godt for vores universelle velfærdsydelser, men i det mindste ville man som almindelig borger kunne arbejde frit, selvstændigt og flittigt med videnskab og det, man nu engang har som fag – i stedet for at løbe efter den ene eller den anden administrative ”performativitetsindikatorer” eller en tørkende kommunal mellemleder eller ministers sølle forståelse af, hvad et ”arbejdsmarked” har brug for.

En ting er sikkert: Et dygtigt og driftigt erhvervsliv, både det private og det offentlige – og faktisk også alle os andre, har brug for en videnskab, som ikke skænker erhvervslivets eller politikeres interesser en tanke, så kandidaterne kan producere viden, ånd, præcision, dissens og forstyrrelser i landets små og store bureaukratier og skærmsystemer og dermed udløse en passende spændstig balance mellem effektivitet og tænksomhed. Man SKAL have et praksischok og de kommunale skærme SKAL have et videnskabschok. Det skal være svært at finde sin plads og at finde ud af det. Det er meningen med det hele. Det er det, som giver ordentlig moralsk og social udvikling. Det er, som den amerikanske universitetsfilosof Abraham Flexner udtrykte det i 1939 (af alle år) med udtrykket: ”The usefullness of useless knowledge”.

Et godt universitet har alle dage været kendetegnet ved pr definition at agere fortrinsvist uafhængigt af arbejdsmarkedet, og det har ikke noget at gøre med at være et ”elfenbenstårn”, som ministeren plat rykker ud med, hver gang nogen forsøger en seriøs diskussion. Universitetets principielle uafhængighed af samfundet betyder ikke, at universitetet ikke har noget med samfundet at gøre, tværtimod. Vekselvirkningen mellem samfund og universitet er blot langt mere flertydig og grundig, end Østergaard med sit primitive forskningssyn er i stand til at forstå. De ministerielle forsimplinger er helt fatale, og de er et tegn på en kæntret stat, der kun interesserer sig for sin egen overlevelse, mens dens filosofiske og æstetiske grundlag og pligt forvitrer. Nu har vores videnskab og pædagogik været regeret af sølle mekanik i over 10 år. Hvis det ikke snart får en ende, og hvis vi ikke snart får skabt lidt balance i prioriteringerne og i måden at tale om forskning på, har vi om få år ikke mere en fri og selvstændig videnskab, som er knyttet til dansk og europæisk oplysningstradition i bred forstand. Og når tingene er i tilstrækkelig skred, måske om 20 år, så kan vi måske også lige nå at afvikle demokratiet, som i forvejen i konkurrencestatsideologien er reduceret til en metode til vækst, frem for en værdi i sig selv, der skal værnes om og uddannes til.

Hvad var det nu Grundtvig, som selv var et levende eksempel på ”useful uselessnes”, kaldte det, når opportunistiske pekuniære hensyn, ja en forvirret og formørket ideologi, fuldstændigt dominerede og overtog samfundets egentlige idealer?: ”Hundesjæl i folkeham”. Det er hvad, vi har. Sjælen i hammen bør adresseres med respektløshed, fordi den lukker sig om et teknokratiske sprog uden sans for den tradition, der faktisk har skabt hele den sammenhæng, som hunden i hammen gør op med.

Det nye teknokrati er stik imod al videnskabelig og pædagogisk tænkning og praksis. Kan Flemming Rose ikke foranstalte 12 karikaturtegninger af Østergaard? Måske kan Vestergaard tegne en troskyldig men desværre også engageret bogholder med en bombe i hatten? Hovsa! Der røg videnskaben! Så kan vi da i det mindste le, og måske kan mere tænksomme personer herefter begynde at genopbygge vores videnskabelige og pædagogiske institutioner efter ordentlige og fornuftige principper, der er i overensstemmelse med det, vi er og bør være, så vi kan få en økonomisk vækst eller det modsatte, som – uanset udfaldet – er værdig og virkelig.

En videnskabsmand i konkurrencestaten arbejder for en svag stat, der er degenereret til en organiserende organisation, der vil styre alt efter vækstens ”udfordringer”. I et sundt liberalt samfund arbejder staten derimod for videnskabsmanden, dvs. for sandhed og fri oplysning, og dermed for statens egen dannelse, så staten kan være stærk og passiv, så et oplyst folk kan styre sig selv under en lov, der kan beskyttes effektivt.

Skal vi snart sige: Danmarks sande videnskabsmænd må arbejde i fritiden?

 

6. d. 11. januar: Nyt dansk udsyn nr. 5

Nr. 5 af Nyt Dansk Udsyn er udkommet – et af de bedste pædagogiske magasiner for tiden i Danmark efter min opfattelse. Jeg har godt nok ikke læst det endnu, men det ser som sædvanlig spændende ud.

Link til Nyt dansk udsyn

 

7. d. 13. januar: Morten Østergaards ”udgangspunkt”

1.
Ifølge Morten Østergaards filosofi skal pædagogisk videnskab og faktisk også mange andre videnskaber producere viden, der kan fremme arbejdsudbuddet, vidensøkonomien, produktiviteten og konkurrencestaten og så videre i forskellige afskygninger. Videnskaben skal levere metoder, fra vuggestue til plejehjem, så vi kan få højere vækst og score på en rangliste. ”Forudsætningen”, altså produktiviteten og det andet jeg nævnte, ligger fast – resten er ren mekanik.

Østergaard spørger: Hvilke metoder virker til opfyldelsen af denne ”forudsætning”, altså produktiviteten? Men hvad med forudsætningen selv? Stilles der spørgsmål til den? Nej, fordi man jo i så fald ikke kan komme hen til ”metoden der virker” (på forudsætningens opfyldelse). Men kan man have en videnskab, der ikke kan spørge til sine forudsætninger? Nej, det kan man jo ikke. Så får man pludderforskning, hvilket er ok hist og pist, men ikke, for #¤%&/ da, som national forskningspolitik. Men vil Østergaard så nedlægge videnskaben? Ja, det vil han jo så – også selv om han ikke vil det. Hovsa, det var ikke så godt.

2.
Man siger, at videnskaben skal give en praktiker, f.eks. en lærer, metoder, så han kan score på dit og dat og dermed skabe vækst. Videnskaben skal altså give svar. Men hvem stiller ”forudsætningens” spørgsmål? altså “hvilke metoder fremmer vækst?” Ja, praktikeren gør i al fald ikke. Videnskaben gør heller ikke. Det er Østergaard, der stiller spørgsmålet. ”Videnskaben” svarer så på Østergaards spørgsmål, og praktikeren må anvende svaret. Hvis bølgerne går højt, kan praktikeren vælge lidt mellem de forskellige svar: Skal jeg tage svarpakke A eller svarpakke B, som videnskaben har fundet som svar på østergaardspørgsmålet? Sådan spørger læreren måske.

Men svarer videnskaben, altså en virkelig videnskab, ikke på spørgsmål? Jo, det gør den – men på egne spørgsmål – altså på spørgsmål, som er relevante for sandheden om det hele. Den svarer på spørgsmål, den selv stiller. Men hvor kommer sådanne spørgsmål fra? Altså de spørgsmål der dukker op uafhængig af ministre? De spørgsmål der melder sig for videnskaben og ikke for pludderforskningen? Hvor komme de fra? Ja, se det var et godt spørgsmål – spørgsmål til spørgsmålet. Men sådanne spørgsmål kan ikke diskuteres inden for Østergaards forskningssyn, for spørgsmålenes spørgsmål kan risikere at kritiserer den ”vidensøkonomiske forudsætning” sønder og sammen, eller måske endda ligefrem gå uden om den. Hvor kommer spørgsmålet fra? Stiller man det spørgsmål, så synker Østergaards mekanik ned i et dybt dybt hul, hvor den hører hjemme.

3.
Men hvad så med praktikeren? Østergaards ”videnskab” giver som sagt praktikeren svarpakker, så praktikeren ikke skal tænke selv. ”Den metode virker med 80% – den snupper jeg”, siger praktikeren, mens han klikker lidt rundt på sin tablet, som de mener man skal på Ny Nordisk Skole. At stille spørgsmålet er ikke østergaardvidenskabens sag, men det har jeg jo allerede skrevet.

Men den virkelige videnskab kan slet ikke være eller holde sig inden for rammerne af spørgsmål, som halvstuderede røvere, f.eks. en minister eller KL, stiller, og som dermed tvinger praksis, f.eks. vores skoler og universiteter, ned i en halvstuderet og alt for fast form. Nej, en virkelig videnskab spørger og svarer på en gang og forfiner via uddannelse og vekselvirkning praktikerens og samfundets evne til at gøre det samme: Videnskaben lærer samfundet at spørge og svare selv – uden at have Østergaard rendende med hans svage instrumentaliserede stat, der går ud over sine bredder, og som efterhånden er degenereret til en organiserende organisation. Den største nytte, vi har af videnskaben, er altså, at ingen anvender videnskaben til noget, fordi videnskaben lærer folk at tænke og undersøge selv. Men netop derved er videnskaben altid i brug – blot er den sjældent anvendt. I Østergaards optik er det omvendt. Her er videnskaben altid i anvendelse, men aldrig i brug.

Østergaard vil lukke munden på praksis og få lærere og undervisere til at diskutere metoder, der kan score på hans ”forudsætning”. Jeg vil derimod åbne munden på praksis og få lærere og pædagoger fra vuggestue til universitet, ja faktisk alle, til at spørge og svare i et frit offentligt og civilt ansvar. Den første mulighed, som er østergaardforskningen, kræver halvstuderede røvere og underdanige borgere, der har “accepteret konkurrencestatens udgangspunkt”, som Lars Goldschmidt fra Dansk Industri siger. Det sidste, den ægte videnskabelighed, kræver en videnskabelig ånd i hele samfundet, der altid lader sandhed og liv vekselvirke. Men det er svært, når først den ene og så den anden minister insisterer på det modsatte, altså en uvidenskabelighed ånd, eller hvad man nu skal kalde det.

Det er det, jeg mener med ”the usefulness of useless knowledge”.

 

8. d. 13. januar: Misbrug af tysk dannelsesfilosofi

Nu har jeg fire gange være ude for, at folk i omegnen af Ny Nordiske Skole – dvs. fortalerne for den nye instrumentaliserings-pædagogik – har henvist til den tyske dannelsestradition, altså ny-humanismen, når de foretager værdibaserede begrundelser af alt fra skolereform til universitetsudvikling. Det er kritisabelt, fordi netop nyhumanismen af alle er fortaler for det stik modsatte af det, som den bruges til at begrunde.

Første gang var tilbage i 2008. Det var dengang, den daværende dekan for DPU, Lars Qvortrup, i sin årstale henviste til Immanuel Kants ”fakulteternes strid” fra 1798 i sin begrundelse for en kvik-reform af DPU. Qvortrup ”glemte” dog, at det vigtigste fakultet på Kants universitet var det filosofiske fakultet, og dermed tabte han det, som det hele drejede sig om, nemlig et kritisk-videnskabeligt dannelsesaspekt, på gulvet; et aspekt der da heller ikke fylder i Qvortrups syn på pædagogik og forskning. Efterfølgende skrev sociologen Morten Nørholm om “forglemmelsen”, der naturligvis var ekstra mindeværdig, fordi Qvortrup året efter varslede afskedigelse af tre personer fra det ”glemte fakultet”, altså tre filosoffer, mens han gerne ansatte nogle flere, der var i tråd med den nye ”strategi”.

Anden gang var i forbindelse med en konference i november 2013 på Aarhus Universitet med titlen ”konkurrencestatens krav til dannelse”. Her holder professor Jens Rasmussen foredrag under overskriften ”Folkeskolereformen er en ren Humboldt!” – med udråbstegn og det hele. Humboldt er en af Kants efterfølgere og er blandt nyhumanismens og den klassiske dannelses avantgarde. Rasmussen havde fundet et Humboldt-citat, som han totalt ødelægger, og idehistorikeren, Jens Erik Kristensen, som har redigeret bogen “Ideen om et universitet”, måtte da også korrekse Rasmussen for misbruget. Det irriterende er også, at Rasmussen i en bog fra 1996, hvis ideer han på ingen måde har forladt, skriver, at det værste han ved er ”humanisme” – og hvordan kan man prise skolereformen for dens humanisme, samtidig med at man er imod selvsamme humanisme. Det er da totalt inkonsistent! Formodentlig er det rent strategi. Hvis det ikke er, er det inkompetent.

Tredje gang er d. 30/12 i deadline. Her diskuterer Lars Qvortrup og professor Peter Kemp dannelse i folkeskolereformen. Også her trækker Qvortrup, uden den mindste fortrydelse, et Humboldt-citat op af hatten, som vist nok er det samme som Rasmussens fra konferencen. Så Qvortrup forsynder sig dobbelt. Først overfor Kant og nu også overfor Humboldt.

Fjerde gang er på facebook, hvor uddannelsesminister Morten Østergaard svarer på en kritisk kronik, som jeg havde skrevet sammen med Brian Degn Mårtensson i Berlingeren d. 1. januar 2014. Her skriver han følgende:

”Jeg mener, vi forsker i verdensklasse og har kun ryddet op i innovationsenden af systemet. Alligevel bliver man så forskrækket over, at der lægges an til skærpede krav og fokus på undervisning, at det fører til en kronik om, at jeg ikke ved, hvad forskning er. Humboldts tanke var som bekendt at koble de to (forskning og undervisning, TR). Det halter det med, men det agter jeg at rette op på”.

Østergaard mener altså, at han selv er humboldtianer, og at han er den, der skal fuldføre det humboldtske projekt, men hans dybt instrumentelle syn på, hvad undervisning og videnskab er jo det stik modsatte. Det kan enhver se, der er uddannet på den måde, som Østergaard vil af med.

Humanismen er blevet taget til fange af metodiske anti-humanister, dvs. landets værste instrumentalister.

 

9. d. 14. januar: En bog om ugen

En strøtanke:
Børn og unge er stort set holdt op med at læse bøger, dvs romaner og sammenhængende faglitteratur, frivilligt. Jeg ved, jeg generaliserer, men alligevel – passer det ikke lidt? De unge er mere til software, hvor man lærer at handle og tænke indenfor rammerne af et kommercielt og digitaliseret system, og det kommer der nok lidt for meget “opportunistisk underdanighed” ud af, hvis jeg må tillade mig en prognose.

Jeg tænkte på, om det vil være en god ide, hvis alle danske børn og unge, så længe de er i uddannelsessystemet, læste minimum èn bog om ugen? Dvs. 45 bøger pr person om året i, lad os sige, 20 år, altså 900 bøger alt i alt. Herudaf kan der være ca. 100 bøger med en vis kanonisk status. Resten bestemmer den til enhver tid regerende lærer i samarbejde med eleven eller den studerende. Dertil kommer så artikler, blogs og aviser, som er udover bøgerne. Til sidst kan man, tror jeg, ikke undgå at blive “inkompetent på en passende måde”, dvs. at man ikke bare bliver “arbejdsmarkedskompetent” på den der mortenøstergaard-agtige duracellkanin-måde. Resultatet er med andre ord lidt tænksomhed og erindring sådan i almindelighed. Så kan det da ikke gå helt galt, hverken med eleverne eller med samfundet, og man må jo gerne læse mere, og til de praktiske indvendinger kan jeg blot sige, at det hele kan jo ordnes på så mange måder.

Efterfølgende tror jeg også, at computerspillene mv. nærmest kan gøre gavn. Men først da! Og alle børn vil jo spille ca. 10 timer mindre om ugen, da de jo skal bruge tiden på at læse en bog, ikke sandt?

Dvs. at kommunerne, i stedet for at købe I-pads til alle elever, burde forære 45 bøger til alle elever hvert år. Det er også ca. samme pris som pc’erne, hvis man medregner udgifter til it-support, og vores forlag vil få en velfortjent fest.

Men ok – alle de bøger i forbindelse med skoler, gymnasier og universiteter? Jeg er nok lidt langt ude?

 

10. d. 16. januar: Formålet med vuggestuen

Formål for vuggestuen ”den røde ko” i 1973: Det er vuggestuens opgave at skærpe børnenes klassebevidsthed og lære dem at agitere imod det borgerlige samfunds kønsrollemønstre”. (Mikkel Plum: ”Bombardér hovedkvarteret”, s. 202)

Formål for vuggestuen ”variationsflow” i 2020: ”Det er vuggestuens opgave at skærpe børnenes opportunisme og deres bevidsthed om, at køn bare er en konstruktion”.

Begge dele er lige kinesiske.

 

11. d. 16. januar: Forskningens relevans

I 1973 skulle al videnskab anvendes til fordel for arbejderklassens revolution og proletariatets diktatur. Forskningen skulle også være konkret, selvom den sjældent var det. Humanistisk og pædagogisk forskning skulle underordnes arbejderklassens interesser. Gjorde den ikke det, var den ikke “samfundsrelevant”

I 2014 skal al videnskab anvendes til fordel for økonomisk vækst. Den skal også være konkret, selvom den sjældent er det. Humanistisk forskning skal underordnes konkurrencestatens interesser. Gør den ikke det, er den ikke “samfundsrelevant”

Den eneste forskel på disse to syn er, at førstnævnte er styret af en dårlig værdi, mens sidstnævnte er styret af mangel på værdi.

 

12. d. 17. januar: Debat om konkurrencestaten i Højskolebladet

Der kører en diskussion om konkurrencestat og pædagogik på højskolebladet.dk. Der har været følgende indlæg:

1. Interview med direktør i Dansk Industri, Lars Goldschmidt

2. Min kommentar til Goldschmidt (“Konkurrencestaten er det glade vanvid”)

3. Lærer ved Egå Ungdomshøjskole, Lars Andreassens, kommentar (“Rømer og Goldschmidt er to sider af samme mønt”)

4. Min kommentar til Lars Andreassen (“Seks præciseringer angående konkurrencestatskritikken”)

5. Lars Andreassens kommentar til mig (“Dublik til Rømers seks præciseringer”)

Her er et link til indlæg nr 4. Hvis man ruller ned i bunden af kommentaren, kan man finde links til alle de andre indlæg

 

13. d. 17. januar: Interview om børnehaver

Jeg er blevet interviewet til pædagogernes fagforeningsblad, Børn og Unge. Jeg savner nogle frie børnehaver fyldt med jord, ler og sytøj, søde fortællinger, socialt mylder, sang og musik og allehånde initiativer, som dygtige og engagerede pædagoger af den gamle reformpædagogiske skole, tilsat lidt kulturel kærlighed, kunne præstere. Jeg vil også gerne se noget offentlig kritik af børnehavernes organisatoriske og samfundsmæssige vilkår, altså noget god gammeldags kritisk aktivitet. Når børnene senere kommer i skole, skulle de gerne få et lille “praksischock”, fordi skolen er noget helt andet end børnehavens tumlen. Men så skal lærerne også hjælpe dem – det er klart. Og børnehaver skal ikke have noget med Pisa at gøre, som hr. Egelund synes. Det er også klart. Det er helt forbudt tale – Pisa er censureret. Der er dog masser af bøger og tal, men det har ikke noget med Pisa at gøre. Det er bare fordi, bøger og tal, ligesom så meget andre ting, er sjove og spændende. Med andre ord: Børnehaver er sig selv. De har intet med skolen at gøre, som iøvrigt ikke har noget med gymnasiet at gøre, og som selvfølgelig heller ikke har noget med mortenøstergaardarbejdspladserne at gøre. Alle ting er sig selv. Kun derved kan de komme i kontakt med hinanden. Først da bliver det lækko.

Link til interview i Børn og Unge

 

14. d. 19. januar: Bred kritik af Morten Østergaards politik

I Politiken d. 17. januar var dekanen for Humaniora på Københavns Universitet, Ulf Hedetoft, ude med en kritik af regeringens universitetspolitik. I det nyeste nummer af Magisterbladet er det så uddannelsesdekanen fra CBS, Jan Molin, der rykker ud med samme pointer. I dagens Politiken, i tillægget “studieliv”, hyler jeg selv sammen med prorektor for RUC, Hanne Leth Andersen, med i koret. Men vi kan alle sammen hyle og rejse, for i ”studieliv” kan man læse regeringens synspunkt i nogle få sætninger: Både Østergaard og Kirsten Brosbøl, socialdemokratisk uddannelsesordfører, fremturer med regeringens sædvanlige mekanik. Det er ikke sådan, at de argumenterer imod eller noget – og Østergaard har engang ligefrem sagt, at jeg er doven. De siger bare en helt masse om penge og vækst, og at det ikke betyder noget for dannelsesaspektet, men de ved ikke, hvad det hele grundlæggende set drejer sig om – det er tydeligt nok.

Link til Jan Molin i Magisterbladet, Link til Ulf Hedetoft i Politiken, Link til artikel i Politikens Studielivstillæg, Link til interview med Morten Østergaard i Politiken

 

15. d. 23. januar: DLF’s professionsideal 1 – analyse af Anders Bondos synspunkt

Anders Bondo har (næsten) ret i det hele i sin fine skolereformkritik i nedenstående link, også i sin mistrøstige forudsigelse til sidst, så han skal have en kæmpeklapsalve herfra. Kun i en eneste ting tager han fejl, og det er den samme fejl, som fremgår af DLF’s professionsideal fra 2002, som man nu vil genudgive – en fejl, som jeg tror vil trække lærerne og deres forenings indflydelse og betydning ned på den lange bane.

Det handler om, at Bondo siger, at vi er enige om, at “alle skal blive så dygtige som muligt”. Med den formulering sælger han kundskabsbegrebet til filosofien bag Ny Nordisk Skole, som DLF stadig støtter, og dermed til skolereformen. Han giver med andre ord hele kundskabssiden til alle dem, der er imod dannelse. Herefter kan Bondo klø på med sin “menneskelige, sociale og politiske dannelse”, som altså er løsrevet fra kundskabssiden. Denne splittelse inde i lærernes selvforståelse vil føre til berettiget kritik fra samfundet og lade lærerne alene i en abstrakt humanisme, der så må suppleres af skolereformens skrækkelige styringsregimente på kundskabssiden. Og professionsidealet giver ingen filosofiske redskaber til at stå imod. Jeg forstår det ikke. Hvorfor er et ordentligt kundskabsbegreb ikke et fuldstændigt centralt element i en dannelsesforståelse for et lands skolelærere? Men det har nok noget at gøre med “kundskabernes” filosofiske forfald siden 1960’erne – et forfald, der er endegyldigt etableret med skolereform- og Ny Nordisk Skole-kassen, som Bondo altså desværre, måske uforvarent, putter “kundskaberne” i, for derefter at lade spørgsmålet ligge for at gå over til, hvad han opfatter som den egentlige dannelse, nemlig den ”menneskelige, sociale og politiske dannelse”, som jo også er vigtig, men som efter min opfattelse – og jeg tror egentlig også efter Bondos tavse gener – er fyldt med kundskaber, som desværre ikke kan deklareres.

En anden ting er, at den blotte tale om “professionsideal” er tilbøjelig til at afskærer læreren fra sin kulturelle forbundenhed. Mange i dag modstiller ligefrem på den ene side professionalitet, der opfattes som at kunne følge og vurdere forskningsbaserede forskrifter, og på den anden side normativitet og holdninger, som anses for at være noget gammelgrundtvigiansk pjat. Måske skal man høre op med at betone “professionssiden” så kraftigt, fordi det inviterer til for meget teknificering af lærerfaget. I al fald er det nok en god ide at være opmærksom på risikoen. I 1990’erne havde professionsideerne rod i den græske filosof Aristoteles og var dermed meget tættere på et politisk og etisk fællesskab, der ligner de grundtvigianske dannelsesidealer, som Bondo og professionsidealet i øvrigt forfægter, måske og blandt andet fordi han er uddannet netop i 80’erne/90’erne. Men i dag er alt anderledes. Det er denne forskydning, jeg er bange for, at man glemmer.

Det er som om, at begreberne “profession” og “at blive så dygtig som muligt” er skredet og nu snører sig sammen i et systemteoretisk bur, hvorefter de bruges til det modsatte af det, jeg tror, er Bondos intention, og at accepten af disse “modsatheder” langsomt trækker alt det andet, “den moralske, sociale og politiske dannelse”, med ned i selvsamme “modsathed”; altså at vi, mens vi fejrer dannelsen, får en moralsk, social og politisk glemsel (foruden den kundskabsmæssige instrumentalisering, som jeg allerede har nævnt).

Det er i det mindste min “mistrøstige” forudsigelse: altså at Bondo ender med at fremme det, som han selv synes er mistrøstigt.

Link til artikel i Folkeskolen, nr. 2, 2014

Grundlaget for denne analyse kan man læse i bloggen Ny Nordisk Skole og Danmarks Lærerforenings professionsideal

 

16. d. 23. januar: DLF’s professionsideal 2 – foreløbige forslag til professionsideal

DLF genudsender deres professionsideal fra 2002. Tænk hvis de første seks paragraffer i et ”professions”-ideal for lærere var:

1. Danske skolelærere står for beskyttelse og genskabelse af vores fælles kundskabers værdi i sig selv og går derfor imod enhver form for instrumentalisering og forenkling af kundskaber fra diverse økonomiske og politiske interessenter.

2. Danske skolelærere holder opmærksomt øje med elevens selvstændige tilsynekomst inde i kundskaberne. Læreren lader de kulturelle ting træde frem for en fri opmærksomhed, og skolen er den passage, hvorved dette kan ske.

3. Lærere har ingen interesser andet end kærlighed til fælles kundskaber og deres genskabelse. En lærer har ingen sociale eller økonomiske interesser og kan heller ikke underordnes sådanne.

4. Læreren er ikke en profession, men en kundskabsmæssig beskyttelses- og genskabelsesinstans, der er forbundet til sin kulturkreds.

5. Læreren er ikke en del af samfundet, og samfundet har derfor heller ikke ret meget at skulle have sagt over hende. Læreren er derimod en del af den frie kultur og hun deltager i det fælles kulturelle liv. Det er denne “deltagelse”, som også kaldes “forberedelsestid”, som ingen ansættelsesmyndighed kan blande sig i.

6. Samfundet bør tilpasse sig skolen frem for omvendt. Skolen er samfundets frie tid. Dermed bliver samfundet frit.

Derefter kommer så alt det andet, som også er vigtigt.
Så vil Ny Nordisk Skole være umulig, og pædagogikken vil rette sig op.

(dette er blot nogle hurtige ideer, som jeg mener har noget for sig. Det gælder om at få kundskaberne placeret mere centralt end i dag, for ellers overlades det hele til moderniseringsstyrelse og folkene bag de nye fælles mål, som har det tilfælles, at de savner en lærer)

Link til interview med Anders Bondo i Folkeskolen, nr. 2, 2014

 

17. d. 24. januar: Forbistringer på Politiken

Tøger Seidenfaden, tidligere chefredaktør på Politiken, skriver i sin bog om karikaturkrisen følgende:

“Det er med sin besvarelse af de elleve ambassadørers brev, at statsminister Anders Fogh Rasmussen lægger den grundlæggende linje, der løfter Muhammed-sagen fra en lokal til en diplomatisk affære – og som til sidst får den internationale krise til at eksplodere”.

Seidenfaden lægger altså en hovedskyld på Foghs svarbrev. Men hvem har så skrevet brevet? Det har tilsyneladende Bo Lidegaard, som paradoksalt nok er Seidenfadens afløser i chefredaktørstolen på selvsamme dagblad, altså Politiken.

Er det ikke en tankevækkende ridse? Jeg vil i al fald holde øje med, hvordan dette forhold præger avisen i fremtiden. Mon ikke som en tavshed, der vælger sætninger?

Og mon ikke man har vidst det ifm ansættelsen af Lidegaard? og hvem ansætter? Det ved jeg ikke præcist, men det er jo JP/Politiken, der ejer det hele. Er ansættelsen af Lidegaard derfor bladhusets erklærede forsvar for JPs linje og en mavepumper til Seidenfadens? Og hvordan mon Rune Engelbreth Larsen, Seidenfadens medforfatter på bogen og stadig debattør på Politiken, går og har det i de nye omgivelser? Mon ikke de er blevet lidt køligere?

Det ironiske er, efter min opfattelse, at det netop er Seidenfadens linje, altså tilpasningslinjen, som Lidegaard ville støtte i dag. Det er i al fald den, der ligger tættest på den danske regerings holdning til Tyskland under besættelsen, altså at man skal samarbejde og forhandle frem for at sige sin mening. Og Lidegaard taler netop for samarbejdspolitikken, som han mener var forudsætningen for, at flere danske jøder overlevede. Lidegaard forsvarer også konkurrencestaten, der ligeledes kalder på underdanighed og tilpasning. Endelig har Lidegaard for nylig sagt, at det var en fejl at afvise ambassadørernes anmodning om et møde. Så Lidegaard, som måske blev ansat som en kritiker af Seidenfaden, taler nu på en anden måde Seidenfadens sag, både på den ene og den anden måde.

Derimod tror jeg, at Seidenfaden, hvis han havde levet, ville være langt mere rablende kritisk, også overfor sit eget synspunkt i 2005 – det ville i al fald ligge i forlængelse af hans flittige læsning af filosoffen Karl Popper. Men ok, denne dobbelte omvendelseshypotese kan jo desværre aldrig testes.

Her er et link, hvor Claus Kragh fra Mandag Morgen fortæller noget af historien.

Skriv en kommentar