Her er 29 facebook-drys fra april 2019. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forbindelse med det enkelte drys.

1. Lars Qvortrup forsvarer John Hattie og sig selv – note 1 (se også kapitel 20)
2. Lars Qvortrup forsvarer John Hattie og sig selv – note 2 (se også kapitel 20)
3. Nationale tests
4. Keld Skovmand i ”Hattie på dansk”
5. UC-VIA’s ”rystede demokrati”
6. Hvem er til fare for demokratiet?
7. Forskning der adlyder
8. Lars Qvortrup forsvarer John Hattie og sig selv – note 3
9. Hvem er til fare for demokratiet? – dialog
10. En fare for demokratiet? VIA-UC på totalitær vej
11. Oslo i Danmark – Erik Schmidts tur til Norge
12. Interview med Keld Skovmand på skolemessen
13. Evalueringer
14. FAQ i postkassen
15. Læring spiser staten
16. Rasmussen og Rasch-Christensens selvbedrag
17. Rabat
18. Facebook-drys 59: marts 2019
19. Knud Illeris i 1974
20. Lars Qvortrups kritik af kritikken af John Hattie
21. Islamisk organisation understøtter undertrykkelse af kinesiske muslimer
22. Klima fortrænger bæredygtighed og ender som antidemokratisk opstand
23. Fortidens og begyndelsens pædagogik
24. Klima-ideologi udgrænser arkitekturens traditioner
25. Odense Kommune opretter ny reklame-facebookside
26. Digital handlingsplan for videregående uddannelser
27. DPU-debat med Jeppe Bundsgaard
28. KLIMAs opgør med menneskerettigheder og demokrati
29. ”FAQ om dannelse” anmeldes i Jyllandsposten

 

1. d. 3. april: Lars Qvortrup forsvarer John Hattie og sig selv – note 1 (se også kapitel 20)

John Hatties arbejde har været udsat for meget kritik siden omkring 2016. I en aktuel artikel i tidsskriftet ”Nordic Journal of Studies in Educational Policy” tager Lars Qvortrup stilling til kritikken, som han også opfatter som en kritik af sig selv. Han er så at sige i samme båd som Hattie. De er et slags ”vi”.

Qvortrup tager udgangspunkt i Hanne Knudsens interview med John Hattie i samme tidsskrift fra 2017, men også i bogen ”Hattie på dansk” fra 2017, hvor mit eget bidrag og ikke mindst Steen Nepper Larsens ditto, får med krabasken.

(Dertil kommer yderligere en tekst af Nepper Larsen fra et engelsksproget tidsskrift, også fra 2017, som vist nok er den samme som Larsens artikel i ”Hattie på dansk”. Titlerne er i al fald ens.)

I denne første note har jeg oplistet Qvortrups betegnelser for kritikerne. Qvortrups brug af Knudsen og hans videre Luhmann-baserede argumentation, vender jeg tilbage til.

På de første sider opridser Qvortrup en slags ”Pædagogikkens to verdener” med omvendt fortegn. Kritikkerne udgør ifølge ham en ideologisk magt, der systematisk misforstår og misrepræsenterer Hattie og Qvortrup, mens Qvortrup selv blot interesserer sig for gyldighed og reliabilitet og stille forskning.

Her er nogle af hans markeringer:

– “A particular, sometimes incorrect, interpretation gains momentum, e.g. because it supports political and ideological interests”

– “A strong, ideological interpretation community has emerged that simply dislikes the idea of learning achievements”

– “Some reactions have been purely emotional: We dislike, what we read, seems to be the implicit tone, simply because we dislike numbers and statistics”

– “There is no need to point out, that “Visible Learning” is both misrepresented, ridiculed and personalized in Larsen’s statements”.

– ”It is important to emphasize that although this type of critique might be entertaining in colourful political debates, it has nothing to do in a critical academic discourse, which must be sober, transparent and aimed at refutation, not at creating false dichotomies and misrepresentations”

– “Several contributions place themselves outside the scientific game”.

Disse markeringer går som sagt især på artikler af Nepper Larsen og undertegnede. Qvortrup eksemplificerer ovennævnte pointer med to citater af Nepper og et af mig. Han gør intet forsøg på at forstå artiklernes argumentation eller sammenhæng. Qvortrup kritiserer min artikel for at være ”without any kind of factual support” i forbindelse med min drøftelse af nogle konsekvenser af Hattie’s feedback-begreb. Jeg vender tilbage til det i en senere note.

Den engelske version af Nepper Larsen tekst blev udgivet i et internationalt tidsskrift. Min egen artikel fik efterfølgende et liv i både ”Nordic Studies in Education”, hvor den her i 2019 modtog en nordisk forskerpris, den såkaldte Ahlström Award. Artiklen røg også i det australske ”Educational Theory and Philosophy”. Men Qvortrup mener, artiklerne er uden for “the scientific game”. Hvad skal man sige?

Qvortrup mener, som man kan se ovenfor, at vores kritik er en del af et ”ideologisk fællesskab”. Dette fællesskab er ifølge ham knyttet til en særlig solidarisk anknytning til Danmarks Lærerforening, som videre har rod i lockouten af lærerne i 2013. Han mener, at det er fra denne anknytning, at kritikken af læringsbegrebet tog fart, eftersom skolereformens folk ønskede at ”replace subject objectives with learning objectives”.

Som han skriver:

”Actually, a strong cultural understanding between academics, politicians and union representatives emerged, with the common view that replacing subject objectives with learning objectives was the root of all evil”.

Selv aner jeg ikke, hvad han taler om. Jeg har i tråd med international forskning kritiseret læringsbegrebet siden 2005 og er bestemt ikke på specielt venskabelig fod med Danmarks Lærerforening. Men muligvis hjalp konflikten DLF til at få øje på nogle problemer, som foreningen ellers selv havde bidraget til at fremme i løbet af 00’erne? Men det er jo kun super. Og kritikken af læringshegemoniet, dets sammenhæng og dets begrebsmæssige reduktioner kan sandelig ikke isoleres til mig og Nepper. Den er jo over det hele!

Det der med at ”replace subjects objectives with learning objectives”, er netop det, der finder sted i EVA’s 2012 analyse, som jeg omtalte den anden dag. Det er en del af det, som Skovmand har fremanalyseret som ”lærificering af lærificeringen”, som Qvortrup er en central aktør i.

Endelig er det værd at nævne, at en række af artiklerne i bogen ”Hattie på dansk” slet ikke er så Hattie-kritiske. Selv Skovmand kan faktisk godt lide Hatties arbejde. Han mener blot, at Hattie er blevet misforstået. Jeg kan ikke lide Hatties arbejde, og jeg har forstået det. Så der er Skovmand og jeg helt uenige.

Links:
Qvortrups aktuelle reaktion på kritikken: https://www.tandfonline.com/…/full/10…/20020317.2019.1595386

Omtale af Hattie på dansk: http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-bog-om-john-hatties-pa…

 

2. d. 4. april: Lars Qvortrup forsvarer John Hattie og sig selv – note 2 (se også kapitel 20)

Titlen på Qvortups indlæg er ”Visible Learning and Its Enemies – the missing link”.

Jeg har to bemærkninger til den titel:

A.
Har Hattie ”fjender”? Har Qvortrup? ”Fjender”? Mærkeligt ord. Jeg har ingen ”fjender”. Men Qvortrup har i tidens løb omgivet sig med løgnere og plattenslagere og nu også ”fjender”.

Er der en teoretisk bearbejdning af ”fjende”-begrebet i artiklen. Nej!

Ordet ”enemy” optræder faktisk kun en gang i selve teksten, men i en omvendt betydning: Qvortrup mener, at Hatties kritikere opfatter Hattie som en ”enemy of education”. Så Hatties fjender opfatter Hattie som en fjende? Alle er ”fjender” med alle? Jeg er helt sat af.

Hvorfor al den krigersnak? Hvorfor ikke bare kigge på de argumenter, der fremføres her og der? Qvortrup har haft fingrene i den meget roste udgivelse ”Hattie på dansk”. Men Qvortrup finder ingen argumenter, kun to små citater fra Hatties ”fjender”. Det er bare så uinteressant.

Hvem ved? Måske ender Qvortrup som en slags ”fjende-skjald”. En særlig systemteoretisk form for Grundtvig?

Qvortrup har ingen forstand på at svare på kritisk arbejde. Men jeg følger med i hans sproglige kreativitet med stor interesse.

B.
Titlen på Qvortrups artikel er formodentlig en reference til Karl Poppers klassiker ”The Open Society and its Enemies”, en fortolkning, der forstærkes af John Hatties deciderede anvendelse af Popper. Qvortrups bruger også Popper i en lang, men dog meget mere løs reference. Der sker de forskrækkeligste ting med Popper i hænderne på Hattie, men det lader jeg ligge her. Det kan man læse om i min artikel om sagen i ”Hattie på dansk”.

Min pointe her er blot følgende:

Popper skrev jo sin bog som et opgør med totalitarismen, herunder fascismen og stalinismen. Med denne direkte parallel helt oppe på titel-niveau antydes det, at Hatties kritikere kan sammenlignes med disse politiske bevægelser. Disse kritiske ”fjender” af det ”åbne samfund” ender som det, Qvortrup omtaler som et ”strong ideological interpretation community”, som ”supports politicial and ideological interests”, der udelukker sig selv fra ”the scientific game”.

Hvem er ideologisk?

Ok, faktisk er jeg ligeglad, selvom jeg også er fascineret. Men det undrer mig dog på denne baggrund, at Qvortrup ikke vil svare på Skovmands kritik med henvisning til, at Skovmand kalder ham for nazist? Qvortrups anklage er ganske vist helt hen i vejret. Skovmand bruger blot Klemperers sproganalyser på læringssproget, mens Qvortrup via sin ubehjælpsomme titel sætter sine kritikere i bås med fascister, mens han angiveligt selv forsvarer det ”åbne samfund”.

I øvrigt er Skovmand slet ikke kritiker af Hattie. Til gengæld er han kritiker af det danske læringshegemonis brug af Hattie. Skovmands synspunkt er – for nu at blive i Qvortrups jargon – at Hatties virkelige fjender er alle hans danske venner. Men denne herlige detalje lader Qvortrup ikke til at have fanget i kampens hede (Qvortrup nævner slet ikke Skovmands bidrag til ”Hattie på dansk”).

En lignende pointe finder vi hos Per Fibæk Laursen, også i “Hattie på dansk”. Laursen er også glad for Hattie, men ikke med brugen af ham. Der er altså mange, som godt kan lide Hattie, men som er kritiske på deres egne måder, også over for Qvortrup. Er de også fjender af fjenden? Eller hvad med Niels Møllers og Jørn Bjerres fremragende artikel om brugen af Hattie i Skanderborg? Har Qvortrup, som jo selv er meget aktiv i det kommunale spor, nogle bemærkninger til den? Eller min egen artikel, som har fem lange argumentationsspor? Er det bare “fjendeland”? Fjender af det åbne samfund?

Links:
Qvortrups artikel: https://www.tandfonline.com/…/10.1080/20020317.2019.1595386…&

Link til note 1: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157081658289481&id=837549480

Link til omtale af “Hattie på dansk”: http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-bog-om-john-hatties-pa…

 

3. d. 4. april: Nationale tests

De nationale tests er til debat. Man kan ikke stole på deres målinger, og de kan ikke bruges til ”pædagogiske formål”, siger forskerne. Fint nok. Ud af pædagogikken med det hele, mange tak. Børn skal testes af deres lærer og ikke af en eller anden statsstatistiker. Ingen anden seriøs profession vil finde sig i sådanne banaliteter. Men politikerne elsker det hele. Selv når det er ubrugeligt, kan man forstå? De føler, de er i kontrol eller sådan noget?

Andre, inklusiv en del af kritikerne, vil faktisk bare forbedre instrumentet. Det vil gøre ondt værre, hvilket jeg nu vil argumentere for:

Men hvad er egentlig problemerne? Der er to, og de hænger dybt sammen:

1.
For det første er de nationale tests udviklet med udgangspunkt i OECD’s legendariske 2004-rapport, hvor OECD efterspørger mere evaluering, samt to ledsagende EVA-rapporter, hvoraf Skovmand i al fald omtaler den ene, som en del af hans “paradigme-skifte”-teori. Dette tekst-system, som er ren anti-pædagogik, er en central del af hele skolereformens baggrund.

2.
For det andet: I 2013 kommer der så en Rambøll-evaluering af de nationale tests samt en efterfølgende redegørelse fra Undervisningsministeriet.

I ”redegørelsen” er det klart, at NT fra 2013 ikke mere primært er en pædagogisk test, men at de nu først og fremmest indgår i den nye skolereforms omfattende styringsapparat. Testene er nu en integreret del af ”kvalitetsdialoger” i stat, kommune, skoleledelse, lærere, forældre og elever, vel at mærke i fuld koncert med alle skolereformens markører som f.eks. Fælles Mål, operative måltal, datavarehuse, elevplaner, læringskonsulenter, målstyring osv.. Man vil også knytte NT til PISA-målingerne.

Skolens formål og pædagogiske emner er ikke nævnt en eneste gang.

Med dette kæmpestore high-stake reformapparat sætter de nationale tests sig nu helt ned i samtalen med eleverne, som skal lære skolereformsdansk i stedet for dansk. Hele ånden i både Rambøll-rapport og ministeriets redegørelse lægger op til, at dette tryk lægges ned over ”den enkelte elev”, som det hedder. Der måles ikke mere ”faglighed”, men ”reform-faglighed”.

Lille Inger! Kan du evaluere dig selv? Hvad er dit mål? Hvad er dit næste skridt? Dag ud og dag ind, i store tests, i samtaler med mor og far og lærere, og mellem lærere og mellem lærere og ledere, og mellem leder og kommuner osv..

Dermed er der faktisk ikke blot tale om banal ”styring” af pædagogikken. Der er – i overensstemmelse med skolereformens grundlæggende filosofi – snarere tale om, at pædagogikken nu defineres ved styring som sådan.

Små børn er fra 2013 ikke mere ”elever”, men selvstyrende styringssubjekter i en selvkonstrueret evalueringsstat – eller ”konkurrencestat” eller ”supervisionsstat” – som det hedder blandt skolereformens ideologer. Og lærerne omdannes til evaluerings- og dataagenter. Det er skolereformens dannelsesideal og konsekvens.

Herfra springer diagnoser og ubehag i lind strøm, med mindre man da altså selv bliver et selvstyrende styringssubjekt i ”godt humør”, som de positive psykologer kalder det.

Konklusion: Testene skal absolut ikke forbedres eller forfines, så længe de indgår i skolereformens filosofi. De skal ud. Helt ud. I stedet kan børnene flokkes om deres lærer.

PS: Jeg tror faktisk, at mange reformtilhængerne ved nærmere eftertanke er glade for den nye undersøgelse. For det går jo faktisk nærmest tilbage på de nationale tests, dvs. niveauet er faldende. Det har f.eks. Claus Holm ganske vist indtil nu forsøgt at omskrive til en fremgang, men det går jo ikke i længden. Nu kan man nøjes med at forklare faldet med “fejl i målemetoden”. På en måde kan man mærke et lettelsens suk brede sig i visse kredse. Skolens kundskabsproblemer kan nu forklares med fejl i metoden.

Links:
Ministeriets redegørelse, hvor de nationale tests kobles til skolereformen, december 2013:
https://www.ft.dk/samli…/20131/almdel/…/bilag/71/1312728.pdf

Rambøll bagvedliggende evaluering:
”Evaluering af de nationale tests i folkeskolen”, 2013. https://dk.ramboll.com/…/Rappor…/Nationale%20test%202013.pdf

Link til den aktuelle kritiske rapport om NTs manglende præcision: http://edu.au.dk/…/Ebog_-_Nationale_tests_maaleegenskaber.p…

 

4. d. 4. april: Keld Skovmand i Hattie på dansk

Jeg sidder og læser lidt i bogen ”Hattie på dansk”. I ved den bog, som Lars Qvortrup mener er fyldt med fjendebilleder af John Hattie og sådan noget.

Skovmand har en fin iagttagelse i sit kapitel, som jeg lige vil bogføre. Han har tre citater om læringsmålstyring, som er næsten identiske, hhv. af professor Jens Rasmussen, en embedsmand, af Anders Andersen fra Undervisningsministeriet, og af den daværende undervisningsminister, Ellen Trane Nørby.

Alle citater vedrører det forhold, at den læringsmålstyrede undervisning ikke er ”evidensbaseret”, som det kaldes på de bonede gulve, men at det slet ikke gør noget, eftersom metodens enkeltelementer skam hver især er evidensbaseret til den store olympiske medalje.

De tre citater er stærkt sammenfaldende. Jeg har fremhævet nogle af de centrale ord med versaler:

 

A. Jens Rasmussen i Information, d. 30. maj 2016, i et fantastisk interview med Lise Richter.

”Det medfører også, at der ikke er evidens for, at læringsmålstyret undervisning virker, for det er ikke en bestemt veldefineret metode. Det, vi kan sige, er, at de elementer, der indgår i læringsmålstyret undervisning som f.eks. FEEDBACK, formativ EVALUERING og TYDELIGE MÅL, det er der evidens for”.

I artiklen henviser Jens Rasmussen både til John Hattie og Ontario for nogle af læringsmålstyringens delelementerne. Han mener slet ikke, at ”læringsmålstyret undervisning” er en metode, men ”et PRINCIP”, som om det skulle berolige nogen. I de næste to citater bruges ordet ”ramme” i stedet for det mere fortærende ”princip”, men begge dele handler om at undgå at læringsmålstyringen kaldes en ”metode”.

 

B. Kontorchef ved UVM, Anders Andersen, på folkeskolen.dk, d.12. april 2016, i et ligeså fremragende interview med John Villy Olsen.

”Den didaktiske RAMME om læringsmålstyret undervisning er en konkret ramme og et konkret begreb, der er udviklet i Danmark til brug i en dansk kontekst. Men den didaktiske RAMME har baggrund i forskningsresultater, der viser, at TYDELIGE MÅL, FEEDBACK og EVALUERING har en positiv betydning for levernes læring”.

Og igen kort efter:

”Vejledningen har baggrund i forskningsresultater, der viser, at TYDELIGE MÅL, FEEDBACK og EVALUERING har positiv betydning for elevernes læring”

Her bliver det også klart, at RAMMEN svarer til den vejledning for læringsmålstyret undervisning, som ministeriet lavede i 2014 med bistand fra Jens Rasmussen og nogle folk fra UCC.

 

C. Den daværende undervisningsminister, Ellen Trane Nørby, mener, at den ”danske” RAMME hentes i New Zealand, nemlig hos John Hattie. Det kan man læse om i følgende fine fund af Skovmand, hvor ministeren i et svar til folketinget fra 2016 siger, at den manglende evidens skam er i ”sagens natur”. Ellers er ordene næsten helt de samme som i de to andre citater:

”Læringsmålstyret undervisning tager udgangspunkt i en relations-model, som et konsortium bestående af tre professionshøjskoler og medarbejdere fra DPU har udviklet for ministeriet. RAMMEN for beskrivelsen af den tilgang, betegnelsen dækker over, er således udviklet i Danmark til brug i en dansk kontekst. Derfor er den i sin konkrete udformning ikke set i andre lande – og derfor er der i sagens natur heller ikke evidens for denne konkrete RAMME. RAMMEN tager bl.a. udgangspunkt i, at international forskning, som det bl.a. ses i John Hatties metaanalyser, viser, at der er evidens for at arbejde med MÅL, EVALUERING og FEEDBACK har stor betydning for elevernes læring.”

Så er det blot, jeg spørger om fire ting:

1. Jeg kan godt lide flødeskum, fersken-yoghurt og leverpostej. Men hvis jeg roder dem sammen, smager det hæsligt. Det er totalt sammenligneligt, er det ikke? Man kan ikke pr automatik lave et godt måltid med udgangspunkt i tre gode ingredienser. Sådan er verden ikke skruet sammen. Det kræver også faglighed og meget mere.
2. Feedback, evaluering og pædagogiske mål er jo fint, men det kan jo betyde helt forskellige ting, afhængig af den pædagogiske og filosofiske kontekst. Men Rasmussen, Andersen og Nørby binder begrebet til en helt bestemt RAMME/PRINCIP. Men at der er evidens i almindelighed gør bestemt ikke, at der er evidens i den konkrete begrebsmæssige sammenhæng, gør det? Feedback er noget helt andet for en grundtvigianer end for Jens Rasmussen. Det er DPO, der her arbejder med at tømme og ensrette begreberne.
3. Der tales om en ”dansk kontekst”? Men jeg troede, ideen kom fra Hattie og Ontario? Men nu er det bare ”dansk”. Men hvad er ”dansk”? Er det ikke alt muligt andet kæmpedejligt? Alt det som læringsideologien jo er et radikalt opgør med?
4. Endelig bemærker jeg, at ministeren siger, at “relationsmodellen”, som jo er en central del af ministeriets vejledning, er udarbejdet af det konsortium mellem DPU og UC’er, hvor DPO svingede den overordnede taktstok. I dag kaldes konsortiet for Læringsløft 2020 og er mig bekendt stadig aktivt, f.eks. via phd.-rådet, som selv har rod i 00’ernes globaliseringsaftaler. Men Andreas Rasch-Christensen, som var (er?) formand for dette konsortium, siger, at han ikke har haft noget med den læringsmålstyrede undervisning at gøre?

Hvilket skønt fund af Skovmand.

Reference:
Keld Skovmand: ”Forenkling af John Hattie og Fælles Mål”, i ”Hattie på dansk”, Hans Reitzel 2017, s. 35-61.

 

5. d. 5. april: UC-VIA’s ”rystede demokrati”

UC VIA’s ledelse, Harald Mikkelsen og Louise Gade, er gået ind i Skovmand-debatten. Jeg har skrevet denne kommentar til de to kamphenner i en pause fra et seminar om naturfilosofien hos den tyske idealisme:

http://www.thomasaastruproemer.dk/uc-vias-rystede-demokrati.html

 

6. d. 5. april: Hvem er til fare for demokratiet?

Hvem er til “fare for demokratiet”?

På UC VIA råder følgende demokratiske tilstand:

Hvis man erklærer sin uenighed med et eller andet ministerielt nævns afgørelse, så er man “en fare for demokratiet”. Det fortæller rektor Harald Mikkelsen og hans prorektor, Louise Gade, som er tidligere Venstre-borgmester i Aarhus og HR-chef på Aarhus Universitet, jvf. mit opslag tidligere i dag.

Det er jo til at dø af grin af, hvis det da ikke lige var så alvorligt. Med det udgangspunk må VIA jo være mundkurvenes holdeplads.

Det svarer fuldstændigt til KL’s angreb på noget, de kalder for “negative holdninger”, jvf. Erik Schmidt-sagen.

KL=VIA

Den ene organisation, KL, står for at uddanne børn på pædagogiske steder, som skal være “præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati”. Og den anden organisation, VIA, står for at uddanne lærere, som skal “virke” efter selvsamme formål.

Hvilken grundig modsætning!

Heldigvis er Stefan Hermann, som er rektor på Københavns Professionshøjskole, på demokratiets side i den slags spørgsmål. Det så vi i Schmidt-sagen, hvor han tog Schmidts parti, mens Mikkelsen og Co var tavse som et Nævn.

 

7. d. 6. april: Forskning der adlyder https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157089116979481&id=837549480

I Weekendavisens ”Ideer”-tillæg har Anders Boas skrevet en grundig artikel om den netop overståede konference om turbolæring på DPU. Weekendavisen har tidligere dækket emnet og fortalt om, hvordan en uheldige blanding af policy-interesser, positiv psykologi, fiskekuttere og villige forskere har skabt en jubeloptimisme, som der ikke har været grundlag for.

Af artiklen fremgår det, at DPU selv har bidraget til løjerne, f.eks. via en rapport fra Dansk Clearinghouse fra 2016. Rapporten afstedkom en meget positiv DPU-pressemeddelelse, som bl.a. byggede på tre små evalueringsrapporter fra turboforløbene selv. Rapporten var bestilt af Undervisningsministeriet – Læs: regeringen/Lars Løkke – og den var helt sammenslynget med skolereformens vokabular om synlighed, feedback og evaluering. Jeg har ikke kunnet finde noget om socialpædagogik, som jo ellers burde være emnet.

Den nuværende leder af Clearinghouset, Lars Qvortrup, som også er leder af Nationalt Center for Skoleforskning, siger i den forbindelse noget meget tankevækkende, som jeg ikke synes om:

”Ministeriet bestilte en rapport, der skulle kigge særligt på, hvilke indsatser, der havde en positiv effekt. Når man bliver bedt om det, laver man selvfølgelig en rapport, der ser på studier af de positive indsatser, og så er det klart, at der vil være en underbelysning af studier, hvor indsatser ikke virker”.

Er det ”selvfølgeligt”? Er det ”klart”? Det synes jeg ikke. Må vi bede om, at et offentlig universitet i højere grad sætter standarden for undersøgelsens kvalitet. Der er jo tale om total underdanighed over for policy. Men Qvortrup var allerede i 2010 ude med en hyldest til Løkke. I en kronik, som han skrev sammen med ledende UC-rektorer, sammenlignede han Løkke med Martin Luther King.

Kan et ministerium bare bede om “positive” historier fra et statsfinansieret universitet på den måde? Jeg er indigneret.

Med disse markeringer virker det som om, at DPU har været smurt ind uheldige policy-interesser, herunder statsministeren selv, som jo står bag Drengeakademiet, og som skrev projektet ind i regeringsgrundlaget. Herfra kunne man sælge konceptet til Sverige osv..

I DPU’s pressemeddelelse fortæller den daværende Clearinghouse-leder, Camilla Dyssegaard, som vist nok er gift med Niels Egelund, med journalistens ord følgende:

”Og generelt tegner der sig et billede af, at de intensive læringsforløb har en positiv effekt”

Dermed får DPU en legitimerende effekt for Lars Løkke Rasmussens private interesser, som han med sit banale begrebsapparat – og selvom det er som ”privatperson” – har fået skrevet ind i regeringsgrundlaget og finansieret ved kvotekongernes millioner. Det sejler rundt. Hvordan mon det har været at være forsker i den atmosfære? På rygtebørsen er aktiekurserne høje.

Det selvbekræftende billede bekræftes i WA af Lars Qvortrup, både i ovenstående citat, men også ift brug af de små evalueringsrapporter:

”Selvom de (turboforløbenes evalueringsrapporter, TAR) havde et ret lavt evidensniveau, blev de måske i en vis forstand legitimeret af forskningsgennemgangen” (altså af rapporten, TAR).

Det ene niveau legitimerer det andet i et uigennemskueligt netværk. Man kan jo ganske enkelt ikke have tiltro til DPUs objektivitet, hvis disse fakta står til troende.

Regeringen og undervisningsministeriet integritet er også ridset.

Resten af artiklen er et studium i forskellige læringsøkonomers opløsning af artiklens pædagogiske emne, herunder især TrygFondens børneforskningscenter, som også ligger ved AU. Turbo-pædagogikken baserer sig især på positive psykologi, ikke mindst Carol Dwek. Det er hende med ”growth mindset”, som Hattie også er glad for og alt muligt. Men i TrygFondens Børneforskningscenter, som består af Heckmann-begejsterede økonomer, opløses al indhold i kontrolgrupper, lodtrækningsforsøg og adfærdstermer.

Mange af disse økonomer er faktisk også selv glade for Dweck – formodentlig kender de ikke andre – så de tester i en vis forstand deres egen ideologi. Og fra udlandet har man ligefrem hentet en “statistisk epidemiolog” til at glemme alt om Dweck og fiskekutterne.

Det lader nu til, at alle har mistet deres illusioner. Turboforløbenes direktører er blevet underligt ydmyge. Løkkefondens direktør siger henvendt til en ledende DPU-forsker: ”Jeg tror, vi alle sammen har brug for feedback”. Hvem er “vi”? Ja, det må jo så være Løkkefonden, DPU og statsministeren. Men hvem skal give “feedbacken”? Ja, det ordner de nok selv.

De nyere forskere på området, Søren Langager og Christian Kjeldsen, er ikke begejstrede for effekterne af turbopædagogikken. Langager har skrevet fine ting om emnet i fagtidsskrifterne, blandt andet et temanummer i Unge Pædagoger, og Kjeldsen har markeret sig i diverse interviews.

Kjeldsen står i øvrigt til at overtage Lars Qvortrups ledelse af Nationalt Center for Skoleforskning. DPU’s Clearinghouse blev nedlagt for en uge siden.

Men hele policy-læring-DPU-settuppet trænger i den grad til at blive undersøgt efter min mening, altså helt inde i forskergruppernes indre. Det minder mig en del om processen omkring skolereformen, hvor man også indimellem får fornemmelsen af, at DPU er en kommunikationsafdeling i en ministeriel styrelse.

Referencer:

Anders Boas: ”Turboløsninger”, Weekendavisen, d. 5. april. https://www.weekendavisen.dk/2019-14/ideer/turboloesninger

Link til omtale konferencen+program: http://konferencer.au.dk/turbolaering/

Link til DPU-pressemeddelelse med videre link til Clearinghouse-rapporten: http://dcl.au.dk/…/turboforloeb-kan-goere-danske-elever-ud…/

Om nedlæggelsen af Clearinghouse: http://edu.au.dk/…/danskclearinghouseforuddannelsesforskni…/

Sådan her ser det ud, når Trygfondens børneforskningscenter
skal lave en skolekonferencem her fra september 2018: http://childresearch.au.dk/…/Invitation_Skolekonference2018….

Man kan også læse mere om børneforskningscentrets tilgang i dette referat fra en stor konference på AU: http://www.thomasaastruproemer.dk/indtryk-fra-match-point-s…

Unge Pædagogers temanummer om turbo-pædagogik: https://u-p.dk/produkt/2016-nr-4/

Om en tidligere WA-omtale af sagen, “Halløj på lærerværelset”, oktober 2018: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156713530744481&id=837549480

 

8. d. 7. april: Lars Qvortrup forsvarer John Hattie og sig selv – note 3

Lars Qvortrup har i tidsskriftet Nordic Journal in Educational Policy forsvaret John Hattie og sig selv. Jeg har allerede omtalt to af tekstens passager i to tidligere noter (se links).

Her er så en tredje iagttagelse:

Artiklen er sat op som en reaktion på lektor Hanne Knudsens interview med Hattie i samme tidsskrift. I interviewet siger Knudsen, at Lars Qvortrup og Niels Egelund (QE) i et forord til en Hattie-bog har skrevet at…

”finally, education has become evidence based. It has taken several hundred years for medicine to become evidence based, and now finally education is evidence based, and we can get rid of theory, meaning abstract thinking and speculative thinking”.

Lars Qvortrup er “angry and vexed”, siger han. Vreden og ærgrelsen skyldes to forhold. For det første har han aldrig skrevet det, der står i citatet. Det er korrekt, men Knudsen anfører det nu heller ikke som et citat. Kan man ikke godt i så fald bruge ordet ”skrive” i en sådan – hvad skal man kalde det? – mere hermeneutisk forstand? Hvad skal man ellers skrive? måske at han “har givet udtryk for”? Nå, men lad det fare.

Den anden grund til vreden er, at det ifølge Qvortrup også er indholdsmæssig forkert. Han skriver:

”It would indeed be absurd to say that with evidence we can get rid of theory”. Qvortrup mener ligefrem, at der er tale om “misrepresentation”.

Men lad os se på det pågældende forord. Har Knudsen ret i, at QE’s forord er et angreb på teori forstået som “meaning abstract thinking and speculative thinkning” til fordel for ”evidens”, og at vi nu “finally” er kommet i evidensens havn?

Og svaret er: Ja, det har hun 100% ret i. Qvortrup har ikke noget at have sin vrede i, hvad det indholdsmæssige angår.

Lad os se på forordet. Først på hele den grundstruktur, som bærer teksten:

A.

Opstilling af grundlæggende dikotomi mellem RCT-forsøg og ”spekulation”

QE’s forord er på i alt 8 sider. De første to sider, altså hele 25%, er helliget en fortælling fra dansk medicinal-historie. Her lærer vi om, hvordan dem moderne medicins ”systematiske, kvantitative opgørelser” med ”statistikkens hjælp” blev skabt via et ”ungdomsoprør” mod den ”den spekulative lægekunst”, der blev forsvaret af ”talentløse nevøer” med ”beskedne talenter”, som ”spekulerede”.

Den nye medicin ville ”kombinere empiriske studier (…) med ”statistiske undersøgelser”, hvilket senere blev til ”RCT-studier” (Randomized Controlled Trails).

Der er absolut ingen reservationer i forhold til, hvad man kunne kalde for sundhedsvidenskabens filosofiske sider. Det hele er bare enten ”spekulativt/talentløst” eller ”RCT”. Vi er i den aller simpleste udgave af den logiske positivisme.

Så to ud af otte sider handler om dette opgør med den ”spekulative lægekunst”. Og det var jo netop ordet ”speculative”, som Knudsen brugte i hendes interview med Hattie. Qvortrup har altså rent faktisk skrevet dette ord, og det optræder også adskillige gange efterfølgende med lige præcist den normative funktion, som Knudsen angiver.

 

B.

Dikotomiens vandring ned i pædagogikken

Og QE’s lange medicinske markering er naturligvis ikke tilfældig. Umiddelbart efter står der:

”Parallellen til uddannelsesvidenskab er åbenlys. Også her er der blevet udkæmpet en kamp mellem spekulativ og empirisk forskning, også her er de nye tendenser blevet gjort til genstand for forhånelse…” (min kursivering)

Så QE sammenligner altså direkte statistske undersøgelser, RCT-metoder etc. med pædagogik, som de mener er blevet for ”spekulativ”. Dermed overføres ovenstående dikotomi direkte og ureflekteret ned i pædagogikken.

I resten af forordet udvikles så denne parallel, hvor den simplificerede dikotomi, slår igennem med vild kraft i tre led:

a.
Andreas Helmke udgør en form for teoretisk forstærkning. Han inddrages i argumentationen iført samme medicinske sprogdragt som QE’s. Skovmand har ganske vist gjort opmærksom på, at Helmke har lange passager, hvor han advarer imod instrumentalisme, men QE tager kun de dele, som de mener passer til deres indledende dualisme.

b.
Dernæst nævnes nogle aktuelle konsekvenser af vendingen væk fra det ”spekulative”. Først fremhæves Dansk Clearinghouse, som i 2009 i ophøjet majestæt kom frem til, at tre helt specifikke lærerkompetencer var afgørende for ”det størst mulige læringsudbytte” og for færrest mulige ”læringshæmmende” processer, som QE kalder det. QE mener, at ”den empiriske, kvantitative uddannelsesforskning” dermed fik sit ”offentlige gennembrud i Danmark”. I dag er Clearinghouse nedlagt, og det forstår man jo godt. Men det er da lidt sjovt, at to af dets ledere har været hhv. Egelunds kone og Qvortrup selv.

c.
Til sidst nævnes tre eksempler på tre aktuelle RTC-forsøg i pædagogisk forskning, f.eks. en undersøgelse om “Ny Nordisk Skolemad”, som Egelund har lavet. Der nævnes ikke eksempler på ”spekulativ” pædagogisk forskning. Heller ikke på empirisk kvalitativ forskning, men det er nok “spekulativt”? QE mener, at denne udvikling med mere RTC-forskning ”tegner til at blive en stil, der vil blive mere hyppig fremover – selvom denne forskning stadig mistænkeliggøres”.

QE forstår ikke kritik. Al kritik er ”mistænkeliggørelse”, ”spekulativ” og ”forhånelse”. Og Qvortrups aktuelle artikel er et eksempel på det samme. Også her er der fyldt med ”fjender” osv..

 

D.

Qvortrups opfattelse af metodefrihed:

Dernæst følger QE’s Hattielæsning, som er en ren hyldest til evidensevangeliet, hvor man på baggrund af statistiske korrelationer kan foretage kliniske læringsoptimerende interventioner på både lærer- og skolelederniveau. John Hattie Qvortrupificeres, for nu at sige det på den måde.

QE tror også, at ”metodefrihed” handler om at gøre det, som ”virker” med udgangspunkt i Qvortrups datakorrelationer – ”landskaber af rådata”, som han kalder det i en anden sammenhæng. QE mener , at alternativet hertil er, at læreren forstår metodefrihed som friheden til at gøre ”hvad som helst”. Her synker niveaet ned i Marianergraven.

 

E.

QE’s syn på “det normative”:

Undervejs får vi at vide, at QE er imod dem, der ”mener, at pædagogik er en normativ og ikke en empirisk videnskab”. Hvem og hvad, der nærmere tales om, får vi ikke at vide. Vi kan derfor uden videre antage, at disse ”meninger” kan sammenlignes med de reaktionære og spekulative modstandere af moderne lægekunst. Vi er stadigvæk i den grundlæggende dikotomis landskab. QE er ude i et frontalt opgør med filosofi og pædagogik.

Til sidst i forordet siger QE så pludselig, at der altid ligger et ”element af normativ, ikke-empirisk viden til grund for lærergerningen”, hvilket de ”ovenfor understregede”, som der står. Men QE har da netop ”understreget” det stik modsatte? Det er en meget mystisk formulering. Jeg har faktisk en teori om mystikken, men det bliver for komplekst at redegøre for i et facebookopslag. Og mon ikke også modsigelsen er klar nok ud af ovenstående?

Denne normative viden, som de altså bestemt ikke har ”understreget” vigtigheden af, handler ifølge QE om ”en ukendt fremtid”, og om hvor man ”som lærer ønsker at bringe eleven”. Men disse sætninger står helt alene og uden systematik og kraft, når forordets øvrige logik tages i betragtning. Det lyder som en politiker under en valgkamp. Og markeringerne relateres ikke til den tidligere udgrænsning af ”spekulativ” viden.

Måske mener QE, at det ”normative” er politikernes sag? Det tror jeg. Men så er vi jo lige vidt i forhold til de mere grundlæggende diskussioner af ”den uvisse fremtid”. Og hvad med ”fortiden”? Og hvad med pædagogikkens “steder”, altså børnehaven og universitetet og skolen? Mener QE virkelig at pædagogik kan omdannes til statistiske sandsynlighedsdata for ”god læring”? Det ser sådan ud.

De atomiserede ”normativitets”-sætninger er for få og for opslugte af forordets hovedspor til at de giver mening.

Til allersidst siger QE, at man ikke skal bruge Hatties bog som ”manual”, men som ”et grundlag”. Men hvis ”manual” er slemt, så er ”grundlag” nærmest værre. Men markeringen passer fint med et forord, som QE skrev til en anden af Hatties bøger året efter. Her stod der, at lærerne skulle opfatte bogen som ”en bibel”.

 

F.

Hvad er “teori”?:

En sidste iagttagelse: Qvortrup siger i sin aktuelle artikel, at Knudsen mener, at han er imod teori. Men det er jo slet ikke det, hun siger. Hun siger snarere, at han er imod bestemte former for teori, nemlig ”speculative and abstract theory”, hvilket jo ikke uden videre er det samme som ”teori”, især ikke når man ser på QE’s forord.

Knudsen har andre steder beskæftiget sig med Hattie-paradigmets udgrænsning af filosofiske diskussioner, og hun finder også udgrænsningen i dette forord. Qvortrup har derfor intet at have sin ”vrede i”. Der skal ikke meget tekstarbejde til at give Knudsen 100% ret i, at QE har ”skrevet” følgende:

”finally education has become evidence based. It has taken several hundred years for medicine to become evidence based, and now finally education is evidence based, and we can get rid of theory, meaning abstract thinking and speculative thinking”.

Links:
Qvortrups artikel, hvor han omtaler Knudsens interview:
https://www.tandfonline.com/…/10.1080/20020317.2019.1595386…&

Link til Hanne Knudsens interview: https://www.tandfonline.com/…/10.1080/20020317.2017.1415048…

Link til note 1:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157081658289481&id=837549480

Link til note 2:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157083379354481&id=837549480

Link til omtale af “Hattie på dansk”: http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-bog-om-john-hatties-pa…

Egelund, N. og Qvortrup, L. (2013). “Forord til den danske udgave”, I: Hattie, J.: Synlig læring for lærere, Frederikshavn: Dafolo.
http://bogenshjemmeside.dafolo.dk/Forside.5533.aspx

 

9. d. 7. april: Hvem er til fare for demokratiet? – dialog

En fremmed: Hej Thomas

Thomas: Hej, hvem er du?

Den fremmede: Jeg hedder egentlig UC VisseVasse, men kald mig bare Lise Haraldsen (LH).

Thomas: Jamen, goddag Lise Haraldsen, hvad skylder jeg æren?

LH: Du er ”en fare for demokratiet”, ved du godt det?

Thomas: Nej, det vidste jeg slet ikke. Hvordan?

LH: Du er uenig med et fint statsligt nævns afgørelse og siger det offentligt.

Thomas: Men er man så udemokratisk?

LH: Ja, det er man, og det er helt ”uacceptabelt”.

Thomas: Ok, det er jeg ikke enig med dig i.

LH: HALLØJ! Nu er du en ”uacceptabel fare for demokratiet” igen!

Thomas: Hvad nu?

LH: Jo, for jeg er jo en offentlig myndighed, og du er uenig med mig. Ergo er du en fare for demokratiet. Du kan ikke være ansat på et universitet. Du bør fyres og afskediges og sænkes i Marianergraven smurt i tjære og rullet i fjer.

Thomas: ok, det lyder ikke rart. Jeg lover at holde kæft fra nu af. Længe leve UC VisseVasse og alle andre offentlige myndigheder og alt, hvad der kommer fra kommunerne!

LH: Tak.

Thomas: Men VisseVasse, er der ikke noget med, at du uddanner lærere til demokrati?

LH: Jo, det er præcist hvad vi gør, for her har vi højt til loftet. Vi uddanner til ’KL VisseVasse’, som elsker ytringsfrihed, altså så længe ytringerne er ”positive”!
Vi ER demokratiet! I modsætning til dem der er uenige med os, f.eks. dig og ham der skovhuggeren og så nogle flere, f.eks. lærerne i 2013, modstandsbevægelsen under krigen, Merete Riisager, Rosa Luxemburg, Søren Krarup og demonstranter i det hele taget, og Brandes og Grundtvig osv.. I er farlige og udemokratiske.

Thomas: Ok, Hvad er de så, alle dem du nævner der?

LH: De er populister, alle sammen! I modsætning til alle de saglige og faglige, dvs. EVA, KORA, RAMBØLL, og nogen helt bestemte folk fra DPU, og Antorini og Lars Løkke, naturligvis, æret være profeten.

Thomas: Ok, forresten, må jeg spørge: Ham der KL VisseVasse, er han din fætter?

LH: Ja, vores forældre er allesammen udlært hos OECD. De er søskende og bor for tiden i Silicon Valley. Længe leve Lars Løkke Rasmussen, der er lige så betydningsfuld som Martin Luther King! Længe leve samfundsrelevant forskning! Længe leve det gode humør!

Thomas: Var du ikke engang et seminarium?

LH: Hold op med at bande!

Thomas: Du gør mig bange, VisseVasse. Har du et motto?

LH: Ja, det er ”Turn another page in your learning”. Det står på vores glasvægge med store versaler!

Thomas: Ok, så forstår jeg bedre. Du kan rende mig hele vejen til Kinas HR-afdeling.

 

10. d. 8. april: En fare for demokratiet? VIA-UC på totalitær vej

VIA UC på totalitær vej: ”En fare for demokratiet”

Ifølge VIA UC er man til “fare for demokratiet”, hvis man kritiserer en offentlig instans’ afgørelse. Den konkrete anledning var Keld Skovmands utilfredshed med Nævnet for Videnskabelig Uredelighed afgørelse i hans sag.

Jeg har et endnu godt eksempel på en ”fare for demokratiet”:

I november 2017 afsagde Odenses Byret dom i Erik Schmidt-sagen. Ifølge dommeren, havde Odense Kommune ret til at tildele Schmidt en tjenstlig advarsel for ”negative holdninger”. Jeg var uenig i dommen og skrev derfor nedenstående analyse af domsteksten.

Denne tekst må faktisk være en endnu større “fare for demokratiet” end Skovmands utilfredshed med Nævnets afgørelse i sin sag, fordi der jo i mit tilfælde er tale om en kritik af en decideret retsinstans, hvilket jo må være “farligere” end kritik af et banalt Nævn.

Jeg har det som borger meget skidt med, at rektoratet for VIA UC mener, at både Skovmands udtalelser og min egen tekst skulle være ”en fare for demokratiet”, som er ”uacceptabel”, som Harald Mikkelsen og Louise Gade kalder det i al deres teknokratiske ensomhed.

Deres udtalelser lægger et frygtens slør ud over alle ansatte i uddannelsessektoren; naturligvis især i UC-sektoren, hvor man endda uddanner folkeskolelærere, der skal bygge skoler, hvis virke er præget af åndsfrihed og demokrati og ligeværd.

Landsretten omgjorde i øvrigt Byrettens dom. Så Landsretten må være endnu mere ”udemokratisk” end jeg er.

http://www.thomasaastruproemer.dk/samlet-analyse-byretsdommen-erik-schmidt.html

 

11. d. 8. april: Oslo i Danmark – Erik Schmidts tur til Norge

Erik Schmidt har sammen med en flok københavnske lærere været i Oslo. I nedenstående beretning fortæller han om et norsk skolelederuddannelses-koncept, som Aalborg og København har satset alt på, finansieret med 12 mio. kr. af AP Møller og 9 mio. kr. af kommunerne selv. Alle kommunens skoleledere skal på kursus på fjeldet, som jeg har forstået det.

Konceptet minder meget om læringsmålstyring, dog med et forstærket element af konkurrence. Det er båret af ren økonomisk tænkning og har været stærkt kritiseret for dets pædagogiske og politiske kvalitet.

Schmidt har bl.a. interviewet Johan From, som er den økonom, der står for de norske ideer. Pædagogik aner From intet om. Men læs selv, hvad Schmidt får From til at sige.

From er berømt og berygtet for følgende udtalelse:

”Elever skal konkurrere med hinanden. Lærerne skal konkurrere med hinanden. Skolerne skal konkurrere med hinanden. Og skolelederne skal konkurrere med hinanden. Skolerne skal gennemsyres af konkurrence, fordi det giver de bedste resultater. Det kommer til at gå ilde for den, der ikke forstår det”.

Skolelederforeningens leder, Claus Hjortdal, er helt på kommunernes hold. Han henviser til et aktuelt forslag om en almen skolelederuddannelse i Danmark, som i udkastet kommer til at minde om ideerne fra Norge.

Konceptet har store problemer med ytringsfriheden. Den norske lærer Simon Malkenes måtte igennem den helt store tur, før han vandt både hæder og ære, og Oslos magtfulde skoledirektør Astrid Søgnen, som havde støttet From hele vejen, måtte gå af i skam.

Links:
Link til Schmidts beretning:
http://www.klfnet.dk/…/artik…/tema-take-off-til-nye-hoeyder/

Link til indlæg af Simon Malkenes og Niels Jakob Pasgaard: https://skoleliv.dk/…/Norsk-lederuddannelse-er-stik-imod-da…

Mere om Københavns og Aalborgs og Skolelederforeningens synspunkter:
https://skoleliv.dk/…/Skoleledere-fra-Aalborg-og-K%C3%B8ben…

Link til Svein Sjøbergs analyse af Oslo-skolen. https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156639966989481&id=837549480

Link til omtale af Simon Malkenes bog om Oslo-skolen og hans egen sag:
http://www.manifest.no/simon_malkenes_det_store_skoleeksper…

Tilføjet d. 17. april: 2. og 3. del af Schmidts reportage kan tilgås her:

2. del: http://www.klfnet.dk/…/tema-take-off-til-nye-hoeyder-del-23/

3. del: http://www.klfnet.dk/…/tema-take-off-til-nye-hoeyder-del-33/

 

12. d. 8. april: Interview med Keld Skovmand på skolemessen

Onsdag formiddag skal jeg interviewe Keld Skovmand ved skolemessen i Aarhus. Jeg har ca. 30 minutter.

Mmhhh… men hvad skal jeg egentlig spørge ham om?

Jeg bliver nødt til at spørge om, hvad Skovmand siger til, at VIAs rektor mener, at han er en “fare for demokratiet”? Det er et must, for VIA ligger jo få hundrede meter væk fra Skandinavisk Kongrescenter, hvor skolemessen foregår,

Og måske lidt mere om VIAs og UCernes rolle i skolereform og læringsmålstyring i det hele taget?

Eller måske vil han forklare noget om det, han kalder det pædagogiske “spredningssystem”?

Jeg vil også høre om, hvad han mener med “lærificeringen af lærificeringen”? Og om han ikke med dette udtryk kommer til at glorificere den første lærificering?

Jeg må nok også hellere spørge, om han ser optimistisk på den aktuelle udvikling? Men ok, måske er det sådan lidt for journalistisk.

Andre forslag?

 

13. d. 9. april: Evalueringer

A. De nationale tests (NT)

Hvem skal stå for at evaluere de nationale tests? Det skal VIVE og Undervisningsministeriet selv (Styrelsen for IT og Læring).

Begge institutioner er dybt bundet til skolereformen og vil aldrig sige den til enhver tid siddende regering imod. Vi får ”positiv forskning”, sådan lidt a la DPU’s clearinghouse i forbindelse med rapporten om Lars Løkkes turbo-pædagogik.

Det er sørme en fin syltekrukke, som Merete Riisager der har udtaget.

Riisager er desværre solgt til V’s skolesyn fra 00’erne i denne sag. Med henvisning til OECD’s evalueringsrapport fra 2004, som reformtilhængerne elsker, ender hun med at bekræfte det, hun ellers kalder en ”fejl”, nemlig den systemiske sammenhæng mellem de nationale tests og skolereformens skole- og styringssyn.

Riisager vil faktisk forbedre måleinstrumentet, dvs. testene. Konsekvensen er, at skolereformens angreb på kundskabsudviklingen kan effektueres endnu mere præcist.

Riisager og LA ender som Venstre-folk, stik imod Riisagers andre udmeldinger, som ellers netop går på kundskabernes betydning. En lidt øv-slutning på en ellers fin ministertid. Men Anni Matthiesen byder sikkert på NT-kage.

 

B. PISA

Nå, men skolen skal jo også evalueres af andre, mange andre faktisk. Der er nærmest ingen pædagogik tilbage i skolen, for siden 2004 er vi i tiltagende havnet i en “evaluering af evaluering-skole”. Det kaldes også for læringsmålstyring, også når det er inde i børnenes hjerner. Herfra spreder diagnoserne sig.

Og hvem skal så stå for den næste PISA-evaluering? Det skal et såkaldt ”konsortium”, bestående af VIVE, Danmarks Statistik, UC-VIA, UC-Lillebælt og CBS.

Så DPU er ude.

OK, denne konstellation må være ren business, men det er nok også bedst med folk, som ikke ved noget om OECD’s uddannelsestænkning, funktion og fremtidsvision.

Men jeg skal nok undlade at omtale den endelige PISA-rapport, når den kommer. For ellers kommer VIA’s meget fine og kloge rektorat forbi og kalder mig en ”fare for demokratiet”. Æret være profeten!

 

C.
Hvorfor er det mon lige, jeg sidder og tænker på noget med ræve, der vogter fjerkræ?

Jeg har tre forslag:
1. Nedlæg DNT
2. Ud af PISA
3. Følg folkeskolens formål

 

Links med nyheder og diverse kommissorier:

a) Nationale tests:
https://www.folkeskolen.dk/…/stil-og-vive-skal-staa-for-eva…

b) Pisa:
https://www.folkeskolen.dk/…/hun-skal-staa-i-spidsen-for-pi…

 

14. d. 10. april: FAQ i postkassen

Postbuddet har ramt min adresse med Rømers lille røde for konservative pædagoger.

Bogen handler om Rarely Asked Questions om den dejlige dannelse.

(billede på FB-link)

 

15. d. 11. april: Læring spiser staten

Omkring 1990 etableredes en særlig afart af reformpædagogikken, som hed Ansvar For Egen Læring (AFEL). Sturt sturt nummer!

Nå, men det gik desværre ikke så godt. Måske blev det lidt ensomt for eleverne med al denne selvreference og mangel på både voksne og fælles verden. Og det gik jo også dårlig i PISA osv.. Antorini og alle skolereformpædagogerne var utilfredse med AFEL, hvilket er fuldt forståeligt efter min mening.

Ok, men hvad gør alle kritikerne af AFEL så med al deres kritik? Finder man på noget bedre? F.eks. noget med pædagogik, verden, formål og indhold? Eller sådan noget i den retning? Eller noget tredje eller fjerde?

Svaret er nej! Kritikerne finder ikke på noget bedre. I stedet vælger de at beholde og ”styre AFEL”, så den ikke løber løbsk. Sådan endte vi med at få ”læringsmålstyring”. Og ”evaluering” bliver herefter det centrale begreb fra statens top og helt ind i børnenes hjerner.

Men det er jo bare en virkelig dårlig ide! Hvorfor? Jo, fordi skolereformen jo dermed fastholder og forstærker AFEL, og oven i købet lader styringen, og dermed staten som sådan, tage farve af AFEL.

På den måde får vi en mangedoblet AFEL-begrebsdynamik ind i skoleledelse, kommunal ledelse og ministerium osv.. Man får meget mere af det, man ellers var kritisk over for.

Det frie læringsbegreb må herefter styres op gennem alle niveauerne, som derfor selv tager farve af ”læringen”, og tilbage igen ned i systemerne og ind i børnenes hjerner.

Dermed sætter AFEL sig som en pæl ind i samfundets organisme.

På den måde bliver staten spist op af det læringsbegreb, som den egentlig var imod.

 

16. d. 12. april: Rasmussen og Rasch-Christensens selvbedrag

Folkeskolen.dk’s journalist Pernille Aisinger har interviewet Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen om deres syn på læringsmålshistorien og på dele af Skovmands kritik.

(Der er også et andet interview, som specifikt går på nogle af Skovmands klager til Aarhus Universitets praksisudvalg, men dem lader jeg ligge, fordi jeg ikke synes Skovmand skulle have klaget, selvom han faktisk burde ifølge de nationale retningslinjer på området).

Fra mit synspunkt er interviewet et helt enestående indblik i menneskeligt selvbedrag, en slags moralfilosofisk case. Her er nogle få kommentarer:

Aisinger skriver, at Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen er ”glade for lempelserne af Fælles Mål”. Hun underbygger med følgende citater om hhv. læringsmål/antallet af mål og inddragelse af formål og dannelse:

“Nu er det meningsfuldt og fornuftigt, og som jeg forestillede mig, det skulle være. Man kan faktisk sige, at nu er det der, hvor jeg troede, at det skulle være. Det giver mening, at færdigheds- og vidensmålene er vejledende. Vi havde ikke forestillet os, at det skulle ende i 3.000 bindende mål”, siger Jens Rasmussen.

Og Andreas Rasch-Christensen supplerer: ”Det kammede over, efter at vi slap det. Fokusset på læring blev for snævert, alle de juridiske bindinger var aldrig noget, vi havde ønsket. Jeg er også meget glad for den modbølge, der har været i forhold til dannelse og fokus på formålsparagraffen, som jeg mener burde have været med i arbejdet fra starten.”

Men det passer ganske enkelt ikke. Efter at Skovmand i 2016 havde påpeget, at der var næsten 4000 mål, så skrev RRC et rasende notat på 25 sider til landets uddannelsespolitiske magtelite, hvor de modsiger begge ovenstående citater af sig selv:

 

a) Om antallet af mål:

RRC forsvarer i Notatet den dengang eksisterende Fælles Måls konstruktion, som de jo selv havde været med til at lave. Ja, de mener, at der faktisk i 2015 kun var ca. 800 mål – inklusiv de nu vejledende fasemål. Dette synspunkt gentog de også andre steder. De skriver endda i Notatet, at der nærmest var for få mål. F.eks. i følgende:

”En anderledes kritik eller bekymring kunne med rette gå på, om eleverne med så få mål sikres tilstrækkelig faglig bredde.”

Men det er jo det stik modsatte af det, de siger i det aktuelle interview?

Og RRC kritiserer i notatet på ingen måde ”læringsmålstyret undervisning”, som de tværtimod mener, der er ”stærk evidens” for. Der er lærings-medvind over hele linjen.

Så Skovmand kritiserer RRC, og RRC fastholder deres synspunkt 150%. Pludselig ændrer RRC så mening, men har skam hele tiden ment det samme som Skovmand?

 

b) Om formål og dannelse

I notatet, som altså er en direkte og mega-kritisk reaktion på Skovmands bog, indgår ordene ”dannelse” og ”formål” ikke i nogle positive markeringer, nærmest tværtimod. F.eks. springer RRC helt over Skovmands kapitel om Gert Biesta, hvor Skovmand ellers udvikler sin pædagogiske filosofi. Disse dannelsesanalyser spiller en stor rolle for Skovmand, men overses helt af RRC i notatet.

Et enkelt sted i Notatet noterer RRC – i en underlig løsrevet note –, at Fælles Mål og skolens/fagenes formål lever et ”asynkront liv”, men det virker nærmest som om, at det er ”formålets” problem. Og der er intet forsøg på at gå ind Skovmands eller andres undersøgelser af emnet. Om dannelse udtales det nedladende: ”hvad der end menes med det?” Andet står der ikke.

Dannelse og lignende begreber tales i overensstemmelse med især Rasmussens underliggende tilslutning til systemteorien konsekvent ud af butikken. Og i RRC’s øvrige produktion bekræftes dette fuldstændigt.

Men nu er man ”glad for modbølgen” vedr. ”dannelse og formålsparagraf”?

 

c) RRC er imod sig selv?

RRC mener, at alting nu er, som de hele tiden har ønsket sig. Men ministeriet har jo slettet alle referencer til læringsmålstyret undervisning fra dets hjemmeside, inklusiv referencer til to centralt placerede interviews af RRC selv.

Så RRC har hele tiden været imod det, som de selv sagde i deres egne interviews?

Jeg har ingen ord for dette, som egner sig til offentlighedens lys.

 

d) Embedsmændenes skyld?

Pernille Aisinger spørger om, hvorfor RRC kun har taget dele af EU’s kernekompetencer med i Fælles Mål-arbejdet. RRC kommer så med en eller anden forklaring om, at det er embedsmændenes skyld. Men hvorfor fremgår ændringen ikke af RRC’s arbejde med emnet fra start? Hvorfor skal Skovmand og Aisinger liste det frem?

Det er i den forbindelse lidt ærgreligt, at Aisinger ikke spørger til RRCs ændring af EU’s kundskabsstruktur ind i Fælles Mål, hvor kundskabsbegrebet totalt nednormeres. Den ændring har RRC forsvaret mange steder, bl.a. med henvisning til Luhmann, så det kan jo ikke være embedsmændenes skyld.

 

Links:
Aktuelt interview på folkeskolen.dk, hvor RRC svarer mere bredt: https://www.folkeskolen.dk/…/forskere-godt-at-maalstyringen…

Hemmeligt notat fra 2016: http://www.thomasaastruproemer.dk/…/Jens-Rasmussens-og-Andr…

Skovmands svar på Notatet: http://www.thomasaastruproemer.dk/…/Keld-Skovmands-respondu…

Min egen kommentar til hemmeligt Notat: http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-r…

RRC svarer på nogle af Skovmands specifikke klager til Aarhus Universitet: https://www.folkeskolen.dk/…/rasch-og-rasmussen-der-er-inte…

 

17. d. 12. april: Rabat

Hovsa, der er sørme rabat på min “Pædagogikkens to verdener” på Aalborg Universitetsforlag. Bogen er fra 2015.

567 sider uden pauser for 199,- (før 350,-) om alt det, jeg fandt ud af mellem 2012 og 2015.

Læs mere på linket, hvor man også kan klikke videre til bogens indholdsfortegnelse:

https://aauforlag.dk/shop/boeger/paedagogikkens-to-verdener.aspx

 

18. d. 12. april: Facebook-drys 59: marts 2019

Marts på FB:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-59-marts-2019.html

 

19. d. 14. april: Knud Illeris i 1974

Jeg faldt over en Knud Illeris-artikel fra 1974 med en række interessante analyser, hvis distinktioner og konsekvenser her i 2019 måske stadig kan fungere som skræk og advarsel:

http://www.thomasaastruproemer.dk/knud-illeris-om-skolen-fra-formaal-til-funktion.html

 

20. d. 16. april: Lars Qvortrups kritik af kritikken af John Hattie

Jeg har skrevet en udførlig analyse af Lars Qvortrups kritik af kritikken af John Hattie (en udvidet sammenskrivning af kapitel 1, 2 og 8):

http://www.thomasaastruproemer.dk/kommentar-til-lars-qvortrups-artikel-visible-learning-and-its-enemies-the-missing-link.html

 

21. d. 18. april: Islamisk organisation understøtter undertrykkelse af kinesiske muslimer

I mandags havde Politiken en interessant artikel, som de havde fået oversat fra New York Times. Journalisten Jane Perlez forklarer, hvorfor der er så lidt kritik af Kinas totalitære high-tech overvågning af den muslimske region Xinjiang.

Nu skulle man jo tro, at den muslimske verdensorganisation OIC var helt oppe i det røde felt, men det er den ikke. OIC har tværtimod vedtaget en resolution, hvor organisationen roser Kina for ”at drage omsorg for sine muslimske medborgere”.

Resolutionen kom lige efter, at OIC havde holdt møde med 12 kinesiske diplomater i De Forenede Arabiske Emirater. Tilbage i januar var OIC på rundvisning i Xinjiang. Der var ingen særlige bemærkninger. Man ville ikke ”vække kinesernes vrede”, som det hed.

Det er sandelig noget andet end dengang i 2006, hvor OIC flippede helt ud over Kurt Westergaards oplysningsfilosofiske mesterværk af en Muhammed-karikatur. Det var dengang, hvor både den ene og den anden danske politiker og erhvervsleder skrabede som fordoblede scaveniusser for de arabiske diktaturer, mens en ung selvbevidst politisk Islam voksede sig stærk ved den flotte og sjove tegning.

Og i dag er ikke meget anderledes. Perlez beretter om, hvordan Kina møver sig ind i den globale økonomi, hvor både det ene og det andet både muslimske og vestlige land langsomt men sikkert makker ret og holder kæft om sagen, nærmest forstærket af OIC’s underdanige holdning.

Kineserne siger, ifølge Perlez, at de skam bare bruger ”amerikanske metoder” i Xinjiang, f.eks. ”best practice” (!!). Og regionens koncentrations- og indoktrineringslejre kaldes for ”uddannelseslejre”. En tysk ekspert kalder det for en forbrydelse mod ”menneskers sjæl”. En slags psykisk Ausschwitz. Bemærk hvor effektivt “dannelse” arbejder lige dér.

Sagen er måske, at OIC ser visse muligheder i de kinesiske metoder. Man kan nemt forestille sig forskellige former for Sharia og Best Practice interagere på samme måde som kommunismen og de ”amerikanske metoder”. Og flere kan nok også lade sig inspirere i stort og småt, også herhjemme.

Litteratur:

Jane Perlez: ”Kina presser og lokker verden til at droppe kritik”, Politiken, d. 15. april.

 

22. d. 20. april: Klima fortrænger bæredygtighed og ender som antidemokratisk opstand

Der sker nogle interessante forskydninger i omegnen af bæredygtigheds- og klimabegrebet.
I gamle dage betød bæredygtig noget med økologi og biodiversitet; noget med en harmoni i forholdet mellem natur og kultur. Men begrebet er ved at forskyde sig. Det, som før var bæredygtigt, finder nu pludselig sig selv i sin modsætning.

Nu overtages bæredygtigheden af en scientistisk, totaliserende og trivialiserende klimabevægelse. Lad os se på bevægelsen:

 

A. Fra bæredygtighed til klima:

Klimaet er ved at udgrænse tidligere betydninger af bæredygtighed. I forgårs så vi et interessant eksempel herpå i Politikens kronik. Her forsøgte en række økologiske organisationer med udgangspunkt i en række aktuelle sager, at overbevise om, at økologi og klima skam ikke er modsætninger, hvilket kronikørerne mener, at der er en tendens til. Økologerne er dermed pludselig kommet i forsvar på det, man skulle tro var deres deciderede hjemmebane, nemlig bæredygtigheden.

Et andet eksempel var et facebookopslag og et indlæg på Altinget af en af landets førende fortalere for biodiversitet, Rune Engelbreth. Også han er blevet bange for, at en bestemt form for klimadagsorden ødelægger biodiversiteten. Han skriver:

”Derfor er det vigtigt ikke at have hovedet under armen og risikere, at vi i klima-aktivismens navn bruger virkemidler, som ikke gavner eller i værste fald FORVÆRRER EN ANDEN GLOBAL KRISE – BIODIVERSITETKRISEN.” (versaler i original, TAR)

Disse to eksempler peger på en tendens til, at de traditionelle bæredygtighedstemaer er ved at få problemer.

Og jeg skal da lige hilse at sige, at Klimaet også bruges i uddannelsessammenhænge som en slags anledning til at tømme alle steders økologi for betydning. OECD’s Andreas Schleicher og hele 21. century skills-bevægelsen er et centralt eksempel på det. Man siger blot ordet “klima”, og herfra er alt muligt.

 

B. Klimaets scientificering og totalisering – den “radikale systemforandring”.

I stedet fremføres en scientistisk begrundet og ikke-økologisk klimaideologi. En vigtig fortaler er en kun 16 årig svensk pige, Grete Thunberg, som den anden dag holdt tale for EU-parlamentet. Her var der ingen økologiske henvisninger, blot fuld tryk på en scientistisk funderet panik, som er et barn værdigt. Desværre klappede mange Europa-parlamentarikere.

Samme tendens ser vi i kredse omkring Alternativet, et parti som i disse måneder rives midt over i vilde modsætninger. Partiets ellers fornuftige politiske ordfører, Carolina Magdalena Meier, fortalte i Deadline og i et efterfølgende FB-opslag, at hun gik ind for mere topstyring i partiet med udgangspunkt i det hun kalder for en ”radikal systemforandring”, netop begrundet i klimakrisen. Herudaf mener hun, at ”ro, kreativitet og frihed” vil følge af sig selv. På den måde ender Alternatiet i sin modsætning, og partiet mister sin eksistensberettigelse.

Man skal tværtimod være opmærksom på alle samfundets områder samtidig med, at man drøfter både kritiske og videnskabelige aspekter af klimabegrebets forhold til dets omgivelser. Klima er et vigtigt politikområde, men det skal være tilbageholdende med at blande sig i samfundets områder og praksisser, samtidig med at man arbejder på det strukturelle plan.

Faktisk har Alternativet muligheden for at forbinde nogle af disse områder, f.eks. ved at knyttet dele af højskolebevægelsen, teologien, miljøet og klimaet sammen, så dansk tradition forbliver intakt og ikke stikker af i uøkologiske versioner af højre- og venstrefløjen. Den mulighed forpasses med de aktuelle udmeldinger.

 

C. Målet helliger midlet
Fra disse begrebsmæssige bevægelser, hvor et scientistisk defineret klima overtager alle andre dagsordener i en “radikal systemforandring”, udspringer en række aktivistiske klimaideologiske bevægelser. Politiken omtalte en af disse grupperinger sidste mandag. Folk fra gruppen siger direkte, at hensynet til Klimaet overskygger alle andre hensyn. Gruppen, som kalder sig ”Extinctions Rebellions”, er gået ind i en ”fase 2” i en ”international opstand”.

Et konkret eksempel så vi i denne uge, da Socialdemokraten Kaare Dybvad af selvsamme gruppering blev nægtet adgang til landets lovgivende forsamling. Alle ingredienser er lagt til et opgør med ikke blot med økologi og bæredygtighed, men også med demokratiet.

Herfra kan man etablere en ny global styringslogik med ren pædagogisk opløsning til følge.

 

D. Trivialisering
I dagens Politiken kan man – endda i forbrugermagasinet Lørdagsliv – læse om børn, der har klimaangst, og om svenske psykologers arbejde med diagnosen. Der er også en 10 punkt-guide for børn til, hvordan de tålmodigt og professionelt kan forhandle klima-adfærd med deres forældre.

Så logikken er:

1. Fra økologi til klima
2. Et scientistisk defineret klima koopterer alle andre områder
3. Herfra kan alle hensyn, herunder demokratiet, tilsidesættes under nye kvantitative-statistiske datamål.
4. De nye handlingsformer producerer deres egne trivialiseringer, selv i aviser, som gør sig i at stemple andre medier som “junk-medier”.

Links:
Kronik i Politiken af folk fra økologiske organisationer:
https://politiken.dk/…/Drop-myterne-om-%C3%B8kologisk-landb…

Artikel om nye klimaorganisationer:
”Græsrødder: Vi bryder loven for et højere formål”, torsdag d. 18. april, Politiken

Rune Engelbreths indlæg om diversitet: https://www.facebook.com/engelbreth/posts/10157074684927302

Carolina Magdalene Meiers FB-opslag: https://www.facebook.com/carolinamagdalene/posts/2639606406080967?__xts__[0]=68.ARCcGllWIy37Oy7V90BsziGvSDACA0fQxF-QsTnlSLuSd1t0IGB47_kaZl0yOuOPkiAZzNGy-5BkifFiYI-Xy1BaaegwCmOdpXL9TVTOznb52Op12qr82o7XDmu_KhuCPzTGAGztiVjfzRu7DCnSq5JxxLcGPNmSjVacKpHDymDGo6Q9rrDIUU58kbdgedbfoSGuOPkQ537Jta09I2NVBgGGoWS_6DGHx61tl_J6l3VSFinYcTh9j6CzRZD1JKa0MaPJydQrptBRADe4GUzhnKODhXfHEnIxaYKc16-sFT09ucEcm37I3sZj1RxaP3AUMH1wOB2k30dJq0ayRfm4PNiVWA&__tn__=-R

Kaare Dybvads oplevelse: https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10156980674953672&set=a.10150221697113672&type=3&theater

Greta Thunbergs tale: https://www.facebook.com/gretathunbergsweden/videos/380398815886983/?__xts__[0]=68.ARAQjZL7pQssbDGDb49wKv5yxVNjI9xOWEnlNIK2OWU2vtpN5TOUj7NQxcFvL85U9ZHWvvgosOZGOcDUAVTv6qknl7QTBoNk1GZlI1HKOooAZ3b1Hpb0TUokm3AMU9JPlWOlLrdwrdGqfgePed_6hhQnsybnHl0eL78WwK9FxYdHKSbDoDzidiphKIKp3nwlr9DHYfhaY1JSsrZLf4PeGQ0otyAUVXox7_s2DjE4BzIKUnb9br3qT1HF1NewsrKaiYoUTpD9W6pD-ZZqEH3hi0dHL2nBvqA-QeNYrt9xs7T0jKwmMZhGlaETurnmX97Tei8cfY0dmtY4OoSb8cZepLuxR0eJXkNreZk&__tn__=-R

 

23. d. 22. april: Fortidens og begyndelsens pædagogik

Et sted i sit essay ”The Crisis in Education” siger Hannah Arendt, at en lærer må have sine ”eyes glued to the past”. På en skole handler alt om fortidens genstande, både de kendte og de ellers glemte, som måske lige skal pudses af i tidens malstrøm.

Når barnet første gang møder en fortids-genstand er vi ved en form for naivitet, ved en begyndelsen. Dette første blik og i det hele taget barnets omgang med fortidslevnet er begyndelsens sted.

Her hersker den yderste omsorg og opmærksomhed: Når barn møder fortidens ting, hvad sker der så? Hvad får det øje på og ikke øje på? Hvad gør det glad eller sorgfuld? Hvordan rører det ved tingen? Langsomt forbinder barnet sig med fortidens ting, som det selv bliver en del af og vender og drejer.

Så barnet er en begynder, både fordi det rører ved tingene første gang, men også fordi det dermed starter noget nyt i verden.

Barnet er en begynder, der begynder i omgangen med det, som allerede er begyndt.

Dér starter fremtiden, inde midt i fortiden, dvs. ”IN Education”.

Så pædagogik er ”between past and future”, hvilket da også er titlen på essaysamlingen.

Læreren er også en slags begynder. Hun hjælper med at pege på fortiden og på den verden, som hun og barnet er fælles om, og som barnet skal begynde i. Men hun er også stadig så ny og begyndende, som da hun selv var lille.

Med mindre hun er blevet en fremtidsekspert. Men så er hun ikke lærer mere. I så fald kan barnet ikke mere være en begyndende begynder blandt begyndelser, men må styre mod optimering af en allerede defineret fremtid.

 

24. d. 23. april: Klima-ideologi udgrænser arkitekturens traditioner

Den anden dag fortalte jeg om, hvordan både økologiske landmænd og fortalere for biodiversitet var bekymrede for en ny totalitær klimaideologi, der har en scientistisk co2-økonomi som grundlag, og som vil omfatte ”every inch of our being”, som det hedder hos en svensk panikramt barnestjerne. Resultatet var et skred i bæredygtigheds-begrebet.

I dag kan arkitekten Martin Kallesø i et læserbrev i Politiken fortælle om, hvordan selvsamme ideologi overtrumfer arkitekturens dyder og tradition, som det ellers har taget faget mange generationer at opbygge. Al skønhed og naturligt liv afvikles til fordel for co2-regnskabet.

Kallesø konkluderer:

”Naturligvis er det uomtvisteligt, at der skal balance i brugen af materialer i byggeprocessen, og at der skal økonomiseres med Jordens ressourcer. Men gøres disse parametre til deciderede mål i arkitekturen, fjerner man både mennesket og stedet fra arkitekturen.”

Og Kallesø fortsætter med følgende kloge ord:

”Kun ved at lytte til historien og forstå sin egen bygningskulturelle arv kan man skabe en arkitektur, der ikke er til fals for modeluner, og som står på skuldrene af sine forgængere og ikke blot tager selfies, som megen arkitektur i dag synes at gøre. Denne yderligere dimension savner man i dagens bæredygtighedsdebat.”

Er det denne uheldige proces, som partiet Alternativet tænker på, når de siger, at Klimaministeriet skal erstatte finansministeriet som ledende ministerium?

Links:
Morten Kallesøs indlæg:
https://politiken.dk/…/Det-enorme-fokus-p%C3%A5-klimavenlig…

Indlæg, hvor Grete Thunberg taler om ”every inch of our being”:
https://fee.org/…/the-real-problem-with-greta-thunberg-is…/…

Mit tidligere indlæg om forskydningen i bæredygtigheds-begrebet:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157122560699481&id=837549480

 

25. d. 24. april: Odense Kommune opretter ny reklame-facebookside

Odense Kommune, der i forvejen er blandt de kommuner i landet, som bruger færrest penge på skolen, fyrer lærere og pædagoger. Der nedlægges 29 stillinger. Man har dog prikket 42 personer, som så kan søge nogle andre stillinger i skolevæsenet. Er det ikke en mærkelig umoralsk proces? Det synes jeg. Nu kommer fyringerne jo til at se ud som om, at nogle medarbejdere blot ikke fik en stilling, som de selv havde søgt? Og ledelsen kan ved samme lejlighed ”sætte hold”, som man kalder det i Odense. Det er som om, skoleledelsen ikke vil tage ansvar efter min mening.

OK, tænker I måske, disse afskedigelser må da være en nyhed på kommunens hjemmeside eller på skoleforvaltningens nye stort anlagte skatteyderbetalte facebook-side? En del af kommunens børn mister jo deres klasselærer eller SFO-pædagog. Men nej, her hersker der fuldstændig tavshed om sagen.

Hvorfor skal vi bruge skattekroner på den slags propaganda? Findes der ikke journalistiske standarder blandt offentligt ansatte kommunikationsmedarbejdere?

Nyheden er kun omtalt på en frivillig facebookside, som hedder ”Nej til lærerfyringer og forringelser”, som nogle lærere oprettede i forbindelse med en tidligere fyringsrunde.

Odense Kommune havde nemlig også tilbage i 2012 en større fyringsrunde. Dengang ville man af med de syge og inkompetente. Man ville i stedet sætte et ”nyt hold”, som det hed. Dette “nye hold” skulle passe ind i forvaltningens banale projekt om ”fremtidens skole”, som blev understøttet af skolereforms-segmentets professorer. Mange af de aktuelle kommunale ledere er gengangere fra dengang.

Og fra 2014-2018 – i direkte forlængelse af ”fremtidens skole” – kørte Erik Schmidt-sagen, hvor kommunen groft overtrådte faglighed og ytringsfrihed. Men den ansvarlige rådmand, Susanne Crawley Larsen (RV) rejste skam rundt og talte om grundloven på bedste radikal manér. Kommunen, som ellers har kastet alle ressourcer ind i sagen – formodentlig svarende til en årsløn for en lærer – har endnu ikke anerkendt dommens præmis, men læner sig op af KL’s minimalistiske fortolkning af dommen.

Endelig er det værd at nævne, at kommunen har udarbejdet et ”dannelses”-udspil, som er udtryk for den totale anti-dannelse.

Video indslag om den aktuelle sag:
https://www.youtube.com/watch…

Odense Kommunes skoleforvaltnings nye FB-side: https://www.facebook.com/boernogungeiodense/

Odense Kommunes nyhedsside:
https://www.odense.dk/presse/nyheder/nyheder-2019

Kommunens nyhed om dens nye facebook-side: https://www.odense.dk/…/odenses-boern-og-ungeforvaltning-ga…

Fyringerne kan også følges på fb-gruppen ”Nej til lærerfyringer og forringelser”: https://www.facebook.com/groups/skolenifald/

Mere om Erik Schmidt-sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

Link til omtale af ledelseshistorikken i Odense Kommune: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156882498094481&id=837549480

Analyse af Odense Kommunes ”dannelses”-strategi: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-odense-kommune…

Indlæg om 2012-fyringerne:
https://www.folkeskolen.dk/…/odenses-vision-en-kaentret-pae…
Andre indlæg på folkeskolen.dk om 2012-fyringerne hedder:
– Farverne flyder – om tredobbelte ansigter og Fyns vinter
– At være “ansat” i Odense
– Gennembrud i Odense
– Nysprog i Odense – hvem er kompetent?
– Odenses vision: En kæntret pædagogik
– En fynsk vinter

 

26. d. 24. april: Digital handlingsplan for videregående uddannelser

Regeringens Silicon Valley-segment – dvs. regeringens centrale organer – har slået til med en digital handlingsplan for videregående uddannelse. Det hele er totalt tanketomt og helt uden sans for uddannelsernes historie, egenart og eksisterende teknologier.

Rapportens horisont er Disruptionsrådet, Teknologipagten og Regeringens strategi for digital vækst. Og det er altså universiteter, læreruddannelse og pædagoguddannelser vi taler om.

Nogle eksempler på horisonten:

 

A. Først det manglende kundskabssyn:

Et af de centrale mål er, at strategien skal ”øge undervisningskvaliteten, de studerendes læringsudbytte og uddannelsernes fleksibilitet og tilgængelighed”.

Rent skolereformvokabular.

 

B. Dernæst om evalueringer og effektmålinger:

Tiltagene skal ”indebærer vidensopbygning og videnspredning gennem følgeforskningsaktiviteter, effektmålinger eller lignende for at understøtte potentialet og udbrede forløbene efterfølgende”

Så altså “læringsudbytte og effektmålinger”. Og der er også lige gennemført et “læringsbarometer”. Jamen, det er da bare så hyggeligt.

 

C. Og om opgøret med analogt liv
Til sidst er der et helt kapitel, hvis titel er: ”Barrierer og regler, der ikke er tilpasset en digital virkelighed, skal fjernes”.

En af barriererne angives at være det ”fysiske møde mellem underviser og den studerende”. Det svarer jo meget godt til det økonomiske råds tanker om at erstatte lærere med maskiner.

Kapitlets overskrift fylder en halv side. “Barrierne” fylder blot 15 kolde linjer. Hvad skal man sige?

Jeg synes det er fint, at man laver en rapport, men hvorfor skal det være så elendigt?

Links:

Forsknings- og uddannelsesministeriets rapport om digitale kompetencer:
https://ufm.dk/…/20…/digitale-kompetencer-og-digital-laering

Opfølgning på Disruptionsrådets arbejde:
https://ufm.dk/…/20…/digitale-kompetencer-og-digital-laering.
Se også: https://bm.dk/arbe…/aktuelle-fokusomraader/disruptionraadet/

Regeringens strategi for digital vækst:
https://em.dk/…/strategi-for-danmarks-digitale-vaekst_onlin….
Se også: https://www.regeringen.dk/…/strategi-for-danmarks-digitale…/

Teknologipagten: https://www.teknologipagten.dk/

 

27. d. 26. april: DPU-debat med Jeppe Bundsgaard

Jeg har været til DPU-debat i Aarhus, hvor Jeppe Bundsgaard fortalte om de nationale tests (NT) med udgangspunkt i hans og Svend Kreiners meget omdiskuterede rapport om emnet.

Jeg har noteret følgende:

 

A. Kritik af NT

Bundsgaard argumenterede overbevisende for, at man under ingen omstændigheder kan bruge test-resultaterne fra NT på individniveau, som det ellers oprindeligt var tiltænkt. Det skyldes en enorm statistisk usikkerhed i resultaterne.

Bundsgaard argumenterede lige så overbevisende for, at NT’s fagsyn var uhyre smalt, hvis man sammenlignede dem med beskrivelserne af skolens fag. Dette forhold gør testene ubrugelige på alle niveauer, helt fra individ til nationalt niveau.

Bundsgaard mente, at man muligvis på skoleniveau og over, dvs. de kommunale og statslige niveauer, vil kunne finde resultater, som vil udligne de statistiske usikkerhed, jf. punkt 1. Derimod ville ingen aggregerede effekter kunne fjerne problemerne under punkt 2.

 

B. OECD i stedet for
I stedet fremhævede Bundsgaard PISA-testen som et eksempel til efterfølgelse, hvis man vil forbedre de nationale tests, som han altså i princippet går ind for:

1. Han mente, at kvaliteten af PISAs statistik og testkvalitet er bedre end NT’s ditto. Bundsgaard var dog skeptisk over for sammenligninger mellem lande. Her refererede han til Svend Kreinert, som Bundsgaard jo har skrevet den aktuelle rapport sammen med. Men denne ”sammenligning” er jo hele OECD’s centrale præmis? Jeg synes, det er naivt.
2. Bundsgaard mente, at OECD’s indholdsmæssige begreber var mere brugbare og faglige, f.eks. om læsning.
3. Bundsgaard accepterede helt den OECD-rapport fra omkring 2005, som anbefaler mere “evalueringskultur”. Han vil bare ikke have NT. Med denne OECD-reference, som ofte bruges af reformtilhængerne, anerkender han en central del af skolereformens idegrundlag.
4. Bundsgaard roste OECD’s uddannelsesdirektør Andreas Schleicher. Men Schleicher laver da ikke andet end at sammenligne, jf. punkt 1? Sagen er, at Bundsgaard er født ind i OECD’s kompetencesyn, hvilket står i stik modsætning til pædagogik. Derfor kan Bundsgaard slet ikke opretholde sin kritik af Nationale Tests som andet end kritik af metoden. Bundsgaard forsøger at skelne mellem pædagogik og styring, men den skelnen kollapser i hans begejstring for OECD. Jeg har selv studeret Schleichers seneste bog grundigt – også her på FB – og den er helt gal.

 

C. Ministeriets repræsentant
Til stede var også en konsulent fra ministeriet, Rasmus Ulsøe Kær, som er involveret i NT ift. matematik. Han mente, at der nok var lidt problemer, men ikke, at det var så slemt, som Bundsgaard mente, og at man skam havde informeret sådan nogenlunde. Og, sagde han, man skulle jo også overveje, hvad ministeren og forældre overhovedet kunne forstå, når man skulle kommunikere om problemerne. Lige der blev jeg vred.

Desuden havde han selv glæde af – med udgangspunkt i NT – at spotte de dårlige skoler i f.eks. Frederikshavn, så han kunne give “feedback” og hjælpe den og den skole med at optimere NT-scoren. Den samme mulighed har en skoleleder, ifølge Ulsøe Kær, ift. klasserne på sin skole mv.. Vi fik altså hele skolereformens eksplicitte styringssyn serveret helt ukritisk. Men hvis testene ikke måler noget, og usikkerheden er kæmpestor, hvad så?

En tilstedeværende forældre kunne berette, at han i al fald ikke var blevet orienteret om nogen som helst problemer nogle steder fra.

Ulsøe Kær er ifølge UVM’s hjemmeside pædagogisk psykolog og ekspert i ”databeriget ledelse og udvikling”. På en eller anden måde, som jeg ikke helt kan forklare, kom jeg i tvivl om, hvorvidt han og Bundsgaard i realiteten var enige om substansen alligevel, selvom de naturligvis også var uenige på det, som så må være overfladen.

 

28. d. 28. april: KLIMAs opgør med menneskerettigheder og demokrati

Klima-politik handler om strukturreformer, afgiftsstrukturer, teknologisk udvikling og internationale aftaler.

Klima-ideologi, som jeg vil kalde ”KLIMA”, handler om noget helt andet, nemlig om et opgør med menneskerettigheder og demokrati:

KLIMA’et antager altså nye antidemokratiske former. Her er to aktuelle eksempler:

 

A. KLIMA’et mod menneskerettigheder

Jørgen E. Olesen, som er professor i Agro-økologi ved Aarhus Universitet, mener, at man skal indføre den kinesiske et-barns politik på globalt plan. Han udtaler, at ”et nyfødt barn er den værste klimasynder”.

Og hvis et ungt par spørger ham om hjælp, så er hans råd: ”En af de vigtigste beslutninger, man kan tage i forhold til at være klimavenlig, det er, hvor mange børn man sætter i verden”.

Jørgen E. Olesen mener også, det er et problem, at ”menneskerettigheder trumfer klimaet”. Mennesket har altså ingen ”ret” til børn.

Olesen mener ganske vist, at hans forslag skal indføres af frivillighedens vej, men hvorfor egentlig? Han har jo lige nedlagt ”menneskerettighederne”!

Og hvorfor skal de rettighedsløse mennesker overhovedet have lov til at leve? Det er det næste spørgsmål, som vi må stille ”agroøkologen”.

 

B. KLIMA’et mod demokratiet

Ole Wæver, som er er professor ved Københavns Universitet, gjorde i Deadline rede for sit syn på konsekvenserne af de nye klimapolitiske ideologer.

Han ser to konsekvenser:

a) En intensivering af Øko-aktivisme med udgangspunkt i bevægelser som f.eks. Extinction Rebellion, som i sidste uge forhindrede danske politikere i at gå på arbejde i deres eget parlament. Om få år vil denne aktivisme ifølge Wæver antage endnu mere antidemokratiske og terror-lignende former.

b) En intensivering af et omfattende statsligt og globalt opgør med demokratiet som sådan, som vil resulterer i centralistiske ”teknokrat-regeringer” og moralsk-teknologisk kontrol af menneskenes adfærd.

Ole Wæver kalder punkt a) for ”det lille problem”, mens punkt b) er ”det store problem”. Han håber ligefrem på mere af b), dvs. af øko-terror.

Summa summarum: Demokratiet er under angreb. Der er ”indhug i demokratiet på begge måder”.

Konklusion på 1 og 2:
Menneskerettigheder og demokrati er et problem for KLIMA.

Hvad mon Amnesty International siger til disse tanker? Og hvad siger et parti som Alternativet? Men også de andre organisationer og partier naturligvis.

 

Referencer:

Interview med Jørgen E. Olesen i Politiken, d. 28. april, i PS-sektion.
https://politiken.dk/…/Vi-b%C3%B8r-som-verdenssamfund-indf%…

Interview med Ole Wæver, Deadline, d. 24. april. https://www.dr.dk/…/deadli…/deadline-10/deadline-2019-04-24…

 

29. d. 30. april: ”FAQ om dannelse” anmeldes i Jyllandsposten

Min nye bog ”FAQ om dannelse” udkom officielt i fredags på Hans Reitzels Forlag. I dag kom så den første anmeldelse. Gymnasielærer Mikael Busch har anmeldt i Jyllands-Posten.

Busch skriver, at bogen er generelt er ”klog og indsigtsfuld”, at bogens dannelsesdefinition er ”spændstig og klog”, og at bogen har ”kloge betragtninger og spidse formuleringer”. Han synes dog også, at bogen indimellem har et ”lidt indforstået præg”.

Bogen får fire gode stjerner.

I bogen kan man læse mine forsøg på at besvare følgende otte spørgsmål:

1. Hvad er dannelse?
2. Hvad er dannelsens tradition?
3. Findes der en dansk dannelse?
4. Hvorfor holdt vi op med at tale om dannelse?
5. Hvorfor og hvordan begyndte vi at tale om dannelse igen?
6. Er dannelse det samme som kompetencer og læring?
7. Hvad er dannelsens forhold til digitalisering og klimatrussel?
8. Har dannelse betydning for pædagogisk praksis?

Bogen koster ca. 200kr på dette link:
https://www.williamdam.dk/boeger/faq-om-dannelse__233288

Og her er et link til anmeldelsen:
https://jyllands-posten.dk/…/klog-men-lidt-indforstaaet-bo…/