Her er 33 facebook-drys fra maj 2019. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forlængelse af det enkelte drys.
- Svend Brinkmann anmelder ”FAQ om dannelse”
- Følelser
- Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i strid med Aarhus Universitets praksisudvalg
- Fremragende indlæg af Jan Jaap Rothuizen om pædagoguddannelsen
- Valgnote 1
- Konkurrencestatens genkomst
- Praksisudvalg frikender forskere i Skovmand-sag
- Vigtigt interview med Jens Rasmussen fra 2014
- Valgnote 2
- Skovmand-sagen i Weekendavisen
- Facebook-drys 60: April
- Valgnote 3
- Jyllands-Posten beklager
- Svend Brinkmann diskuterer dannelse
- Kronik i Politiken om Nationale Tests
- Dagsnoter
- Anmeldelse af FAQ om dannelse i Folkeskolen
- Aktuel diskussion af DPU’s opgør med fag og skoletradition
- Andreas Rasch-Christensens kronik i Weekendavisen
- Jan Jaap Rothuizen tweeter om ”FAQ om dannelse”
- Fire års jubilæum som ”paria”
- Begrundelse for videnskabelig pris, Ahlström Award
- Aarhus Universitet kalder pædagogisk kritik for ”ammestuehistorier”
- DPUs forhold til fag og skoletradition
- Skandale på DPU 1: Thorkild Thejsens reaktion
- DPU’s grundlæggelse
- Skandale på DPU 2: Benny Bang Carlsens reaktion
- Politikens had til Merete Riisager
- Politikens forsider
- Strukturmarxistisk analyse
- Politiken mod pædagogikken – læserbrev af Niels Christian Sauer
- Lejf Moos drøfter Schmidt-sagens principielle aspekter
- Alternativet holder skolepolitisk fest, mens de radikale drikker gammel tør sovs
1. d. 1. maj: Svend Brinkmann anmelder ”FAQ om dannelse”
Svend Brinkmann har lavet nedenstående virkelig flotte omtale af min nye bog ”FAQ om dannelse”.
Han skriver bl.a.:
”Den nye bog tager dannelsesbegrebet op, men udfolder i virkeligheden en hel filosofisk antropologi – og en dansk og europæisk åndshistorie – i diskussion med alt og alle fra Aristoteles og Kant til Grundtvig og Hal Koch. Der er referencer til Tintin og Melodi Grand Prix, og det hele giver mening i al sin myldrende vrimmel af ideer. Bedste fagbog jeg længe har læst – folkelig og lærd på samme tid.”
Mange tak til Brinkmann for at forstå bestræbelsen i mit arbejde.
Link til Brinkmanns FB-omtale: https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10155883076806205&set=a.453298306204&type=3&theater
2. d. 1. maj: Følelser
Når Rasmus Paludan skælder unge indvandrere ud for ikke at være ”etnisk danske”, så føler jeg mig som en ”etnisk marokkaner”. Jeg står rank og rynket med blikket rettet ud mod ørkenens varme vidder, uden ”etniske danskere” i miles omkreds. Og sørme så… midt ude i sandet er der en lille oase, hvor der står en ung blond pige under en grøn bøgepalme. Ved en lille sø, står der en bænk. Der sidder Kaj Munk og Jørgen Stein. Vi snakker lidt om vores uetniske danske liv i den arabiske ørken, om vores mærkelige fortid. Vi er et fællesskab af danskere, som lykkeligvis er helt uden ”identitet”. En slags dansk diaspora lige midt i sandet med rørkanal-forbindelse til Udby og Athen.
Når en blanding af autonome, hash-handlere og semiradikaliserede muslimer – som alle lader til at mangle evnen til at bruge mund eller blyant – angriber politiet og sætter brand på ting og sager, så føler jeg mig som en gammel-konservativ, der råber på strengere straffe. Det er som om, vi har at gøre med en revolutionens almue, der helt har glemt ægte revolutioners iboende konservatisme. Ved en brændende bil står Fröbel og Montessori og pudser næse. Vi snakker lidt om, hvad det vil sige at leve under frihedens tegn efter Napoleon og Den Store Krig.
Til sidst begynder det at regne, og inden længe er alt skyllet væk.
3. d. 6. maj: Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i strid med Aarhus Universitets praksisudvalg
Dagens Forskerforum behandler spørgsmålet om AU’s sagsbehandling i Skovmand-sagen. Journalisten får fremarbejdet en meget interessant uenighed mellem Aarhus Universitets Praksisudvalg og det statslige Nævn for Videnskabelig Uredelighed.
Hvad siger Praksisudvalgets formand, professor Palle Bo Madsen fra AU, til sagen? Jo, han gentager sit hyppigt udtrykte standpunkt, at AU’s Praksisudvalg blot er en ”postkasse”, som egentlig kun sætter ”frimærke” på henvendelser om problemer med tvivlsom forskningspraksis eller videnskabelig uredelighed. Det er ganske vist imod både loven og universitetets egne retningslinjer, hvor der kræves meget mere procesbehandling, men det lader Madsen sig ikke anfægte af.
Men hvad siger det statslige niveau, altså Nævnets formand, Jens Hartig Danielsen, så? Ja, han er ”ikke helt enig” med Madsen, skriver journalisten.
Danielsen siger direkte følgende, som derimod er helt i overensstemmelse med lovens og retningslinjernes bogstaver og ånd:
”Når institutionen modtager en anmeldelse, skal den påse, at de nødvendige oplysninger er til stede, og efter dialog med nævnet udarbejde en redegørelse for sagens faktiske omstændigheder. Og hvis anmeldelsen ikke er tilstrækkeligt begrundet, skal anmelder vejledes af institutionen (…). Hvis det f.eks. påstås, at nogen har plagieret, skal institutionen sikre, at det er angivet, præcist hvilke tekststeder den anmeldte påstås at have plagieret fra, og hvor i den anmeldtes produkt den plagierede tekst er indsat”
Danielsen mener, at sagsbehandlingen ”sagtens kan blive bedre”. Han forklarer som en slags juridisk psykolog AU’s manglende sagsbehandling med, at der er tale om en ny lov, som det kan ”tage noget tid” at køre ind.
Danielsen er nu i dialog med Praksisudvalget for at ”sikre, at hver instans løser sine opgaver”.
Både Lars Qvortrup og Jens Rasmussen er interviewet om sagen. De er enige med Danielsen i, at Praksisudvalget burde have behandlet sagen grundigere, før den blev videresendt til Nævnet. Skovmand er ikke interviewet om spørgsmålet, hvilket er lidt ærgerligt. Jeg tror faktisk, han i dette spørgsmål vil være enig med Qvortrup og Rasmussen. Skovmand havde jo blot sendt sine iagttagelser til Praksisudvalget uden at nævne ordet ”videnskabelig uredelighed”. I hans og altså også i lovens optik er det AU, der via sin frimærke-jura har indberettet sagen som et spørgsmål om “videnskabelig uredelighed”.
Til sidst er der en supplerende artikel, som behandler spørgsmålet om, hvorvidt den, der klager til et praksisudvalg, skal have ”mundkurv på”? Det mener Jens Rasmussen, som ligefrem synes Skovmand skulle have haft ”tavshedspligt”. Lars Qvortrup er mere tilbageholdende, men mener, at Skovmands aktion er et ”bud med uskrevne regler” og imod ”almen dannelse”. Jeg synes Skovmand har begrundet sin offentlighed om sagen udmærket. Faktisk har han i min optik været nærmest overdreven tålmodig. Han gik jo først offentlig med sagen flere måneder efter, at Nævnet skulle have afgjort den.
Derimod venter vi stadigvæk på, at Rasmussen og Qvortrup og Andreas Rasch-Christensen svarer på substansen i Skovmands kritik. Men det kan de ikke. Deres filosofi hedder ikke “frimærkefilosofi”, men “det har jeg aldrig sagt”-filosofi. Og man kan jo ikke svare for noget, man har gjort, når man nu selv mener, at man aldrig har gjort det.
Kilder:
Forskerforum, maj 2019, s. 20-22. http://www.forskerforum.dk/downloads/ff-324.pdf
Tidligere analyser af sagsbehandlingsprocessen kan tilgås i denne blogs kapitel 12, 14 og 24: http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-59-marts-20…
4. d. 7. maj: Fremragende indlæg af Jan Jaap Rothuizen om pædagoguddannelsen
I dagens Altinget har lektor Jan Jaap Rothuizen fra VIA-UC en fremragende replik til Claus Holms perspektivløse indlæg fra sidste uge om pædagoguddannelsen. Rothuizen har fuld fornemmelse for pædagogens virke og essens, hvilket man sørme ikke kan sige om Holm, som fokuserer på forskning og ensretning på sin karakteristiske styringsglade og central-harmoniserende manér. Læs selv de to indlæg, hvis I interesserer jer for området, og bemærk de iboende og modsætningsfyldte syn på pædagogik og dannelse.
Den tydelige forskel i pædagogisk kvalitet sætter sig også igennem i to konferencer om emnet, som jeg har noteret mig, og hvor Holms perspektiv er stærkt dominerende:
A.
D. 29. april i år afholdt SF og BUPL en høring om pædagog-uddannelsen på Christiansborg. Her er nogle af de centrale deltagere. Det hele er lidt DPO-agtigt efter min mening:
Tommy Ahlers (Singularity-minister)
Martin Bayer, forskningschef på KP (han vil have mindre personlighed og mere forskning ind i dagtilbuds-pædagogikken. Det er en meget dårlig dikotomi efter min mening)
Camilla Wang, rektor UC-Absalon
Mikkel Haarder, EVA (se nedenstående referat for en skrækkelig udtalelse)
Thomas Gyldal, KL (KL kender vi jo, de vil uddanne børn, som ikke ender med negative holdninger som Erik Schmidt. KL er også glad for Singularity)
Andreas Rasch-Christensen, VIA-UC (han har stået for den Master, som førte til dagtilbudsloven i 2017)
Claus Holm, DPU (hvis synspunkter Rothiuzen jo reagerer på. Fan af konkurrencestatsteori og Luhmann)
Anna Vang, formand for kommunernes børne- og kulturchefer (altid tæt på KL’s synspunkter)
Ud over denne tristesse er der to undtagelser, som har fået et lille hjørne:
- a) Der er en repræsentant for de pædagogstuderende, Sissel Sørensen. Hun er træt af moduliseringen og siger følgende (så det gør helt ondt): ”vi savner lidt et fag, der hedder pædagogik”. Sissel Sørensen har dog ikke noget selvstændigt oplæg. Hun bliver interviewet af Politikens Jacob Fulgsang, som er moderator.
- b) Lektor, Line Togsverd, som er kollega med Jan Jaap og medforfatter på den glimrende bog ”Pædagogiske ballader”, har fået lov til at tale 20 minutter om praktikken.
Det er meget skuffende, at SF og BUPL har valgt at stå for dette ensidige program.
Og hvorfor taler ingen om pædagoguddannelsens formål og dens dårlige placering i UC-regi? Altså for en decideret pædagogisk, politisk og organisatorisk drøftelse?
B.
D. 21. maj er der en DPU-konference om trivsel i dagtilbud (og altså ikke om selve pædagoguddannelsen). Det er Nationalt Center for Skoleforskning, der står som arrangør, og centerlederen Lars Qvortrup har lavet en reklamevideo, hvor han taler for, at man skal måle noget, han kalder for ”børneoptimisme”.
Programmets horisont er meget lig Christiansborg-konferencen. Her er de personer, der efter min mening tegner konferencens ånd:
Lars Qvortrup (leder af NCS)
Karen Wistoft (systemteoretiker og gift med Qvortrup)
Simon Calmar Andersen, tidligere medlem af skolerådet, pt formand for den kommission, der skal evaluere læreruddannelsen. Stærkt inspireret af James Heckmann og positiv psykologi. Landets pt. nok mest indflydelsesrige forsker på uddannelsesområdet.
Professor i sundhed, Bjørn Holstein, taler om ”elevoptimisme”.
Der er også nogle flere, men det kan I selv læse om i linket. Nogle folk fra UC’erne har fået lov at stå for nogle workshops.
Der er ingen fra den filosofiske-kritiske tradition, som Jan Jaap står for, og som har præget landets børnehaver i over 100 år.
Konklusion: Hvor er Rothuizen?
Links:
a) Jan Jaap Rothuizens indlæg på Altinget: https://www.altinget.dk/…/lektor-til-dpu-leder-paedagogik-e…
b) Claus Holms indlæg, som Rothuizen kritiserer: https://www.altinget.dk/…/dpu-leder-paedagoguddannelsen-er-…
c) Høring på Christiansborg om pædagoguddannelsen, arrangeret af BUPL og SF, d. 29. april:
– Program: https://bupl.dk/…/arrangement-fremtidenspaeduddannelse_hoer…
– Kort referat: https://bupl.dk/…/hoering-paa-christiansborg-paedagoguddan…/
d) Konference om dagtilbud i regi af DPU/Nationalt Center for Skoleforskning, d.21. maj: http://konferencer.au.dk/trivsel-i-skole-og-dagtilbud/
5. d. 8. maj: Valgnote 1
I roden og dybden af enhver gammel nations essens finder vi ingen ”identitet”. Derimod finder vi etager, trappesystemer og lag, som bringer landets generationer i kontakt med mennesket og naturen som sådan, og som pumper ny tilsynekomst ud i verden: Nationernes natalitet, fødslernes fødsel, ståstedernes Kosmos-Polis, nynordisk fordybelse.
I disse dybe lag finder vi de andre landes bidrag til os selv. Det er den egentlige økologis sted.
Enhver fornægtelse af dette faktum fører til en opløsning af pædagogisk praksis, dvs. af hele det handlingsliv, som skal holde fortid og fremtid i spænding og i kontakt med den fælles verdens liv og udtryk.
Denne “fornægtelse” tog fart i 2000’erne og er i dag i fuld tørke.
Hvad gør man, når man, som det pt. er tilfældet, har opløst pædagogisk praksis? Hvor man altså har skabt et goldt pædagogisk tomrum, hvor der før var menneskelig og naturlig fylde i mellemrummet mellem historiske dialoger og ny tilsynekomst?
Der er to muligheder:
A.
Man indfører læringsmålstyring, strukturelle koblinger og kommunale evidensmetoder. Det kan man også kalde for ”pædagogisk teknokrati”. Her kan nationalitet og stedslighed identificeres og måles.
En anden version af “læringsmålstyrings”-tankegangen er følgende: Stedet og nationen opløses som sådan. I så fald kan OECDs kompetencebegreb tage helt over, ofte med Klimaet som diskursiv anledning. Herfra er vi uden sted, overladt til global komparation og styring. Her bliver Klima og bæredygtighed til modsætninger.
B.
Man tvinger national ensretning ned over det levende ståsted. Det kaldes også identitetspolitik. Dermed bliver man selv til et nivellerende ”=”, og andre nationer ender som ”fjender” i stedet for at være alternative og rige udtryk for ”det samme”, som er ”skabt” i verden i modsætning til ”konstrueret” af os selv.
Når disse to effekter møder moderne problemstillinger, som EU, integration, klima mm., så forstærkes de i hhv. styrings- og identitetspolitisk ensomhed.
Dermed er vi fremme ved gårsdagens partilederdebat, som var en form for radikaliseret 00’er-maleri.
Konklusion: Landet mangler pædagogik
6. d. 9. maj: Konkurrencestatens genkomst
A.
Hele ni topledere af centrale danske uddannelsesinstitutioner klager sig i dagens Politiken over, at uddannelsespolitikken lægger for lidt vægt på 00’ernes såkaldte “globaliseringsstrategi”. Denne “strategi” er udelukkende baseret på konkurrencestatsligt tankegods og har gjort uendelig skade for dansk pædagogik og uddannelse. Men nu – mener skribenterne – skal strategien aktiveres yderligere og endda optimeres med henblik på global tech-konkurrence. Det betyder, at hele uddannelsessektoren skal optimeres på global teknologisk og økonomisk konkurrence, som dermed bliver et slags hyperfaktum, der efter teorien skal redde både demokrati og velfærdsstat. Kulturen omtales kun som noget konkurrenceoptimerende. Pædagogikken omtales kun et sted:
“Det betyder, at der skal stilles større krav til vores undervisere, så vi hele tiden sikrer, at vi bliver endnu bedre til at få det ypperste frem i vores elever og studerende”
Jamen altså! Det er ren læringsmålstyring.
Jeg troede ellers, at konkurrencestaten havde antaget nye former. Men i dagens indlæg har vi den klassiske ideologi i dens mest klassiske form. Og det er vel at mærke ikke de økonomiske vismænd eller politikerne, der er synderne i denne destruktion af pædagogik og uddannelse, men derimod uddannelsessektoren selv.
Her er skribenterne, som alle er magtfulde formænd for det ene og det andet, og som dækker stort set hele uddannelsesfeltet:
Stefan Herman, Professionshøjskolerne
Birgitte Vedersøe, Danske Gymnasier
Anders Bjarklev, Danske Universiteter
Pernille Brøndum, Danske HF & VUC
Ole. Heinager, Erhvervsskolerne
Karsten Suhr, De private skoler
Jens Munk Kruse, Danske Landbrugsskoler
Jeppe Poulsen, Danske SOSU-skoler
Lene Lund, De kunstneriske og kulturelle uddannelser
B.
Formanden for Danske Professionshøjskoler er Stefan Herman, som jo også er førsteskribent på dagens indlæg i Politiken, jvf. punkt 1.
I Professionshøjskolernes program på folkemødet er Herman overalt, mens den kritiske og pædagogiske tradition er systematisk udgrænset. En af debatterne handler direkte om konkurrencestaten. Ok, og hvem deltager så i den? Jo, det gør såmænd Ove Kaj Pedersen, Bjarne Corydon og Stefan Herman. Det var det. Og så i lærer- og pædagoguddannelsens telt! Det er jo til at dø af grin af, hvis det altså ikke lige var fordi, man græd.
C.
Tirsdag d. 7. maj skrev Stefan Herman sammen med evaluerings- og konsulentsegmentet (DEA, EVA, Dansk Erhverv) en kronik i avisen, hvor man talte gymnasiets dannelsesbidrag ned under gulvbrædderne. I stedet vil man have et samlet ungdomsuddannelsessystem, som er mere erhvervsrettet, og som kan præstere på de sædvanlige konkurrencestatskonsulent-parametre, og som heller ikke gør noget godt for erhvervsuddannelserne. Jeg diskuterede engang disse skrækkelige ideer med DEA’s forkvinde i Deadline. Der er 0,00% dannelsesinteresse i den omegn.
Links:
Debatindlæg i dagens Politiken:
https://politiken.dk/…/Politikerne-må-tage-uddannelsesbespa…
Professionshøjskolernes folkemødeprogram:
https://program.folkemoedet.dk/…
Kronik fra d. 7. maj: ligger ikke på nettet.
7. d. 9. maj: Praksisudvalg frikender forskere i Skovmand-sag
Aarhus Universitets Praksisudvalg frikender Rasmussen, Qvortrup, Rasch-Christensen og Egelund.
Først sendte Keld Skovmand en række kritiske iagttagelser af fire skoleforskeres arbejde ind til Aarhus Universitets praksisudvalg. Det var i foråret 2018.
Praksisudvalget vælger derpå at videresende materialet til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, dog uden at følge den proces, som er fastsat i lovens og universitetets egne retningslinjer.
Nævnet behandler derpå – med stor forsinkelse – sagerne og frikender de anmeldte forskere for uredelighed. I stedet for at afvise sagerne, som var en klar mulighed, tilbagesender Nævnet sagerne til universitetets praksisudvalget, som bliver bedt om at undersøge, om sagerne i stedet hører under det mildere ”tvivlsom forskningspraksis”.
Nævnets formand kritiserer efterfølgende universitetets praksisudvalg for manglende procesarbejde. Måske skulle han have været opmærksom på det fra start?
I går kom så Praksisudvalgets afgørelse. Udvalget frikender de fire forskere for alle anklager. Jeg har ikke set afgørelserne, så jeg kan ikke vurdere deres kvalitet eller indhold.
En af de indklagede forskere, professor Jens Rasmussen, kommenterer sagen i folkeskolen.dk. Ifølge Rasmussen skriver Praksisudvalget, at “der er tale om faglige problemstillinger, som må udredes i faglige drøftelser”, hvilket jeg med mit kendskab til sagen for så vidt er enig i.
Derudover siger Rasmussen følgende, som jeg til gengæld ikke er enig i:
– Rasmussen mener, at Skovmands ph.d.-afhandling skulle være ”baseret på de her anklager”, som der står, og han antyder, at afhandlingens bedømmere burde have tjekket ”anklagernes rigtighed”. Men det forstår jeg ikke, for i selve afhandlingen står Skovmands iagttagelser blot markeret som almindelig faglig kritik, og den er jo ikke tilbagevist? Det er kun i afhandlingens parallel-udgivelse – altså Skovmands røde bog – at den ellers meget grundige kritik sættes i forbindelse med Videnskabelig Uredelighed. Og denne forbindelse sker faktisk ikke engang på en dømmende måde, eftersom det jo i Skovmands optik er AU’s praksisudvalg, der har indberettet sagerne til nævnet. Bedømmelsesudvalget har ikke noget at gøre med den røde bog.
– Rasmussen mener, at Skovmand har ”forkludret muligheden for en saglig vidensbaseret debat ved at gå til juraen”, og det forstår man jo godt. Men Rasmussens arbejde med Skovmands kritik har dog også været meget kritisabel før ”juraen” kom ind i billedet, altså før foråret 2018, hvilket Skovmand også påpeger i sin kommentar i artiklen. Sammen med Andreas Rasch-Christensen skrev Rasmussen et semi-hemmeligt og altså ikke offentligt Notat, som endda var under al kritik. Og Rasmussen stillede derudover også op til en DPU-debat, hvor Skovmand efter Rasmussens mening ”ikke forholdt sig til nogen af sine egne kritikpunkter”, som han siger. Men er det ikke en lidt mystisk formulering? Jeg forstår den i al fald ikke. Hvorfor skal Skovmand ”forholde sig til sine egne kritikpunkter”? Det er da Rasmussens opgave. Faktum er, at Skovmands kritik står totalt uantastet.
– Rasmussen siger også følgende:
“Vi bliver jo beskyldt for ikke at diskutere, men ingen af dem, der kritiserer os, har publiceret i nærheden af det antal artikler, vi har publiceret, så jeg forstå ikke, hvorfor de siger, at vi ikke vil diskutere vores standpunkter”.
Men har Rasmussen og Rasch-Christensen publiceret så mere end f.eks. Brinkmann, Tanggaard, Skovmand og undertegnede, som er blandt kritikerne? Vel har de da ej. Det må de altså selv rode med.
– Rasmussen mener, med journalistens ord, at Weekendavisen og Hans Reitzel ”skrev historien ensidigt fra Keld Skovmands side”, og at de to medier derfor bør ”reflektere over det skrevne”. Men Weekendavisen dækkede jo blot sagen. Journalisten havde endda interviewet mange fra forskningsmiljøet, som stort set var enige i Skovmands kritik. Journalisten havde endda interviewet John Hattie. Og Nævnets afgørelse, som jo kom nogle uger senere, stod omtalt på en stor artikel på side 2 i den efterfølgende udgave af WA. Rasmussen selv ville slet ikke deltage i den oprindelige artikel, men kastede sig alligevel i stedet ud i en hidsig læserbrevs-aktivitet, som vil være følgerne af denne FB-profil bekendt, og som støttedes kraftigt af DPU/AU’s ledelse.
Og Rasmussen har da selv skrevet mange ”ensidige historier” på Hans Reitzel, f.eks. i bogen ”Folkeskolen efter reformen”? Mon også forlaget skal reflektere over det? Og han har haft frit lejde i Politiken? Måske skal Politiken også reflektere lidt?
Jeg håber, at både AU og Nævnet har lært noget om den nye uredelighedslovs funktionsmåde, og at vi nu kan overgå til et almindeligt kritisk mode. Det værste, der kan ske, er, hvis frifindelsen betyder, at Rasmussens og Qvortrups ideologi fastholdes som landets toneangivende kurs.
På en måde er det godt, at Skovmand tabte sagen, for nu vil Rasmussen i fremtiden have meget svært ved at klage over os andre til diverse redaktører og mellemledere, hvilket han ellers har været god til.
Links:
Interview med Jens Rasmussen på folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/…/praksisudvalget-har-talt-ingen…
Alle artikler og indlæg om sagen kan tilgås på dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/dokumentation-til-sagen-o…
8. d. 10. maj: Vigtigt interview med Jens Rasmussen fra 2014
En af debattørerne på folkeskolen.dk, Jens Hougaard Nielsen, har genfundet dette link til Jens Rasmussens forsvar for læringsmålstyret undervisning, som oprindeligt stod på Undervisningsministeriets hjemmeside. Nielsen har fundet linket ude i skyen. Der er et supergodt link, som man endda kan klikke rundt i, som om det var i 2014.
Interviewet stod i sin tid centralt placeret på ministeriets hjemmeside, og Rasmussen var en hovedkraft i udviklingen af skolereformens idémæssige momenter og i disses implementering.
Ministeriet præsenterer interviewet som ”Eksperten om læringsmålstyret undervisning og læring”. Hvad mon ”læringsmålstyret læring” er? Det siger noget om ånden.
Grunden til, at linket er interessant, er, at ministeriet ellers havde fjernet teksten fra sin hjemmeside. Og en yderligere grund er, at der er tale om, hvad der må være den helt originale tekst, i al fald er den dateret d. 4. august 2014. På de andre links, jeg har set, mener jeg, stod der 2017 i bunden. Jeg kan dog ikke umiddelbart finde nogle forskellige i formuleringerne.
I interviewet siger Rasmussen følgende, som er læringsmålstyringens centrale filosofi:
”Den læringsmålstyrede undervisning begynder med det, den traditionelle undervisning forstår som afslutning, nemlig elevernes læringsresultater.”
Pædagogik er altså defineret ved dens afslutning. Findes der en værre måde at ødelægge den næste generation på? Og der er jo tale om en statsdidaktik, dvs. i alle fag, i alle klasser og i alle år. Mange gymnasier er også optaget af læringsmålstyringen. Mon ikke denne struktur kan sætte sig i ungdommens psykologiske skelet?
Og Rasmussen annoncerer også, at den læringsmålstyrede læring skal systematisk ind i læreruddannelsen og lærernes efteruddannelse, hvilket han fik opfyldt. Nu er den så på vej ud igen. Hvilken spild af penge og energi.
Desuden kan man i teksten læse om hele den såkaldte ”nedbrydnings”-logik, der teknokratiserer pædagogikken helt ind i de gigtplagede knogler.
Hvis ikke Skovmand havde gennemført sit kritiske raid i 2016, så var denne ”læringsmålstyrede læring” stadig realtilstand i hele landet. TUSIND TAK TIL SKOVMAND!
Her er interviewet:
9. d. 10. maj: Valgnote 2
Karneval og politik:
Dansk politik er blevet noget af en absurdistanistisk blanding af teknik og karneval, blot uden kostumer. Det er meget underholdende, så længe man ikke hører efter.
Desværre er det parti, som kunne have stået for indførelsen af en ægte politisk karnevalisme, nemlig Alternativet, holdt op med at danse. Det var ellers herfra, at karnevallet skulle have bredt sig ind i de andre partiers glemte karnevalisme.
Men nu er Alternativet havnet i en blanding af klima-styring/identitetspolitik/ateisme, og ledelsen kan ikke rigtig stoppe det. Der er ingen christianitisk og postmoderne leg, og ingen farver, burkaer, køn, udklædning eller overraskelse mere.
Derfor rykker karnevallet til højre, hvor det kun er sjovt, hvis man ikke lytter. Centrum-venstre går til i teknokrati, hvilket jo er lyde uden karneval. En slags teknisk etnicitet.
Så politikken har overtaget karnevallet, som så igen har overtaget politikken.
10. d. 12. maj: Skovmand-sagen i Weekendavisen
Skovmand-sagen er omtalt i en kort artikel i fredagens Weekendavis (1. del, s.2). Det er Markus Bernsen, som har dækket sagen undervejs, der har skrevet notitsen.
Titlen er ”Konspiration 2”.
Bernsen fortæller, at de indklagede forskere nu er frikendt af både Nævnet for Videnskabelig Uredelighed og af Aarhus Universitets Praksisudvalg.
Bernsen forklarer desuden, at Skovmands kritik er ”afvist af flere uvildige eksperter”.
Endelig står der følgende:
”Over for folkeskolen.dk sår Jens Rasmussen derimod tvivl om citater og artikler i Keld Skovmands ph.d.-afhandling, som ligger til grund for den meget offensive offentlige kritik: ”Det er jo skæbnens ironi, for hvis han ikke havde indsendt klagerne, var der jo aldring nogen, der havde gået dem igennem”, udtaler Jens Rasmussen”.
Bernsen må her henvise til følgende udtalelse af Jens Rasmussen på folkeskolen.dk fra d. 8. maj:
”Derudover sidder jeg tilbage med tanken om, om at Keld Skovmands ph.d.-afhandling, som er baseret på de her anklager, er blevet godkendt uden at man har tjekket anklagernes rigtighed”.
Hertil to bemærkninger:
1.
Nævnet og Praksisudvalget har ikke ”afvist” Skovmands kritik, men blot vurderet, at kritikken ikke peger på forhold, der falder under kategorien ”videnskabelig uredelighed” eller ”tvivlsom forskningspraksis”. Substansen i Skovmands kritik, som har pågået siden 2016, står stadig helt uanfægtet, og understøttes faktisk af andre forskere i Bernsens oprindelige artikel fra januar 2019.
2.
Der er ikke noget grundlag for at hævde, at afgørelserne sår ”tvivl om citater og artikler i Keld Skovmands ph.d.-afhandling”, som Jens Rasmussen siger det til folkeskolen.dk. Hvis Rasmussen mener det, så må han gå i gang med at påpege de steder, hvor denne ”tvivl” kan sås.
Endvidere har Rasmussen overhovedet ikke ret i, at afgørelserne betyder, at bedømmerne af Skovmands ph.d.-afhandling skulle have ”tjekket anklagerne”. Anklagerne var nemlig slet ikke ”anklager” i afhandlingen. Her blev de jo kun blev fremført som en almindelig del af den kritiske analyse og faglige uenighed.
Det er vigtigt at holde anklagerne og kritikken adskilt i denne sag. Rasmussen roder det hele sammen, og Bernsen er faktisk også lidt tæt på, synes jeg.
11. d. 12. maj: Facebook-drys 60: April
Facebook-diskussioner i april:
http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-60-april-2019.html
12. d. 12. maj: Valgnote 3
Løkkes version af Thornings version af Løkke – 00’ernes katestrofe:
A.
I selskab med Antorini og Corydon teknokratiserede Thorning-Schmidt centrum-venstre. Derpå tabte hun valget.
Fra 2015 teknokratiserede Lars Løkke centrum-højre. Nu taber han formodentlig også.
Men hvem teknokratiserede Thorning-Schmidt? Det gjorde Lars Løkke selv.
I 00’erne centraliserede han egenhændigt kommunerne, og som minister under Fogh var han med til at centralisere universiteter og professionshøjskoler. Det hele skulle være ”verdensklasse” osv. ud i Grand Canyon.
Bagefter fedtede de nye organisationers ledere for ham. De sammenlignede ham med Martin Luther King. Løkke solede sig i dette dybt uværdige cirkus, hvis hele ånd stadig præger landet.
B.
Løkke tror, at pædagogik er et instrument for en instrumentaliseret stats interesser. En rigtig centrum-venstre-Venstre-mand.
Vi har også fået en småkorrupt privat-Lars, der lavede sin egen privat-pædagogik med kvotekonger, som han fik DPU til at skamrose i en rapport. En rigtig centrum-højre-Venstre-privat-mand.
C.
Løkke står også for den totalt ukritiske dataficering af landet via disruptions-nysprog, ledelsestomgang og teknologipagter osv.. Disse initiativer har sat sig dybe spor i de nye Løkke-centraliserede organisationer, som er en finpudsning af arven fra Thorning, som er en finpudsning af arven fra Løkke. Han kan styre det hele som småkager med alle sine marionet-ministre som tekno-glasur.
Der er også direkte kontakt til de mest radikale dataideologiske miljøer i USA, og alle data fra vugge til grav samles langsomt under Løkke-teknostatens CPR-kontrol. Og med henvisning til truslen fra Sovjet og Kina gennemtvinges nu en omfattende kontrol med virksomheder og borgere. Løkkes forsvarsminister forsvarer sine tekno-initiativer med, at efterretningstjenesten ikke er interesseret i mine sygdomme. Hallo! Hvor dum tror han, jeg er?
Og de andre ministre følger efter. De vil have indoktrinering i vuggestuer, hvor børnene ikke må sove. Det hele finder sted i noget, som kaldes for “ghettoer”. Man river store huse ned og bygger “fortætnings-modernitet” i stedet for overalt, hvor ingen mælkebøtte kan gro.
D.
Og nu vil Løkke pludselig bruge 69 mia. kr. på den offentlige sektor. Efterfølgende viser det sig, at udgiften skal spredes over 5 år. Men denne 500%-forskel mener Løkke skam slet ikke, at danskerne synes er så vigtigt, siger han til avisen. Ser han ned på os? Det er valgflæsk det hele. Efter valget får vi at vide, at det bare var noget, som privat-Lars sagde.
Løkke er 00’ernes store katastrofe! Desværre har han humor, og den endeløse indvandre-debat forstærker afledningen fra de reale problemer.
Jeg tror på en måde, at Løkke er glad for Paludan, som er komisk, hvis blot man ikke lytter, for nu kan privat-Løkke føre sig frem som privat-humanist. Men hvis Løkkes version af Thornings version af Løkke vinder valget, så er alt tilbage ved det samme. Så er vi tilbage i disruptions-Danmark, hvor robotter kan erstatte pædagoger og lærere, hvilket jo er den rene anti-humanisme.
13. d. 13. maj: Jyllands-Posten beklager
Jyllands-Posten bragte d. 10. maj følgende berigtigelse:
”Af en boganmeldelse bragt i Jyllands-Posten d. 5. maj fremgik det, at Keld Skovmand tidligere havde påvist videnskabelig uredelighed blandt fire forskere ved Aarhus Universitet. Dette er ikke korrekt. De fire forskere blev frikendt for anklagen tidligere på året. Jyllands-Posten beklager fejlen.”
Redaktionen tænker her formodentlig på Mikael Buschs anmeldelse af min bog ”FAQ om dannelse”. Det eneste, som Busch om Skovmands kritik, er følgende:
”Takket være en række pædagogiske fritænkere er der dog opstået revner i hegemoniet. For nylig skabte Keld Skovmand rystelser i det uddannelsespolitiske kredsløb med to udgivelser, som påviste videnskabelig fusk blandt en række toneangivende forskere.”
Jeg synes, det er mystisk, at JP berigtiger med udgangspunkt i Buschs formulering af følgende to grunde:
1.
For det første taler Busch i ubestemt form om ”en række toneangivende forskere”. Men i berigtigelsen tales der pludselig i bestemt flertal om ”fire forskere”, hvilket jo slet ikke er det samme. Skovmand kritiserer jo mange flere, f.eks. EVA og RAMBØLL.
2.
For det andet – og mere vigtigt – mener jeg godt, man kan skrive, som Busch gør – altså at Skovmand har påvist ”videnskabelig fusk” – uden at man derfor henviser til ”videnskabelig uredelighed”, som jo ikke engang nævnes i Buschs anmeldelse? Og hvis det er korrekt, er der jo ingen grund til at ”beklage”. Begrundelsen herfor er følgende:
Først og fremmest er det værd at nævne, at ordet ”fusk” slet ikke er nævnt i lov om videnskabelig uredelighed. Ordet henviser derfor ikke til en juridisk situation, og hvorvidt man kan bruge det eller ej, må derfor anskues ud fra folkelige og ikke juridiske kriterier. Lad os se på det:
Ifølge Den Danske Ordbog er der tre betydninger af ordet ”fusk”. I den ene betydning betyder fusk ”snyd eller fifleri”, og i den anden betydning handler ”fusk” om at ”udføre et stykke arbejde sjusket eller klodset” (den tredje betydning vender jeg tilbage til). Faktisk angiver Ordbog over Det Danske Sprog, at det er den anden betydning, altså det sjuskede arbejde, der er den mest grundlæggende, mens den første betydning, altså snyderiet, er afledt (“i videre forstand”).
Så Skovmand har ikke påvist ”fusk” i juridisk forstand, enten fordi ”fusk” er slet ikke et juridisk ord, eller fordi han ikke har bevist, at der er tale om bevidst ”snyd”. Men derimod har han i høj grad påvist ”fusk” i den anden forstand, altså som ”sjusket og klodset udført arbejde”.
Det er da f.eks. ”sjusket og klodset” at sige, at Ontario går fremad på PISA, når det nu ikke er tilfældet, er det ikke? Og hvad med de lange tekstpassager, som har helt ubestemte forfattere, og som går igen på kryds og tværs af forskellige tekster, er det ikke også ”sjusket og klodset”? Jo, det er. Det er derfor fusk i ordets almindelige betydning.
Eftersom Busch i sin anmeldelse slet ikke henviser til det juridiske spor, kan der altså ikke være noget i vejen for at sige, at ”Skovmand påviste fusk” sådan i bred almindelighed, dvs. efter især den anden af de to definitioner i ordbogen.
Så Jyllands-Postens redaktion har efter min mening lavet en fejl. Måske har de bare rettet ind efter en eller anden klage fra “de fire forskere”, som åbenbart ikke selv har en blyant at skrive med, så alle vil kunne se begrundelserne, og så offentligheden kan få afklaret, hvilken form for ”fusk”, der er tale om. I stedet lader det til, at de høje herre endnu engang har klaget deres nød til en melleminstans. Men ok, jeg gætter bare, det må jeg indrømme. Gode gæt, tror jeg.
Faktisk kan der jo også sagtens være tale om ”uredelighed”, selvom der ikke er konstateret ”videnskabelig uredelighed”, eftersom ”redelighed” ikke kun og endda ikke først og fremmest er et juridisk begreb, men det lader jeg ligge her.
Endelig er det værd at nævne, at en anden af “de fire forskeres” kritikere, Lene Tanggaard, som faktisk var bedømmer på Skovmands ph.d.-afhandling, også anvender ordet ”fusk” i sin forskning. Men her i en positiv og pædagogisk betydning, hvor en elev fusker med faglige materialer i sin fritid og dermed indvies i sin uddannelses fag og verden. Denne tredje betydning angives faktisk også i Ordbog om Det Danske Sprog. Så hvem ved, måske har ”de fire forskere” bare ”fusket” med deres fag i fritiden?
Links:
Om ”fusk” i Ordborg over det danske sprog: https://ordnet.dk/ods/ordbog?query=fusk&tab=rel
Og i den danske ordbog: https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=fusk
14. d. 13. maj: Svend Brinkmann diskuterer dannelse
I sin klumme i gårsdagens Politiken slår Svend Brinkmann et slag for dannelsesbegrebet. I avisens papirudgave hedder indlægget ”Dannelse som kulturens hjerte”, hvilket er en supertitel.
Brinkmanns overvejelser tager udgangspunkt i min nye bog ”FAQ om dannelse”. I bogen defineres dannelse som menneskets forbindelse med verden i et suspenderet rum, hvor mennesket og tingene er taget ud af deres funktion, samt som dette frie forbindelsessystems forsøg på at vende tilbage til og trænge ind i samfundslivet som en form for kritisk omsorg for det, som er og bør være.
Brinkmann formulerer det således:
”Når tingen er taget ud af brug – for eksempel frøen, der dissekeres i biologilokalet, eller reklameteksten, der analyseres i dansktimen – kan den mødes med mennesket, der er taget ud af dets funktion og altså ikke skal andet end at forbinde sig til tingen og søge at forstå den”.
Han mener, at kulturens hjerte peger på “en dybere form for værdipolitik”, hvilket jo medfører et helt andet syn på uddannelsespolitik og dennes rolle i samfundet.
Det er ikke første gang, at Brinkmann har drøftet dannelsesbegrebet positivt. Han havde f.eks. også en fin klumme tilbage i januar (d.19/1). Interessen skyldes Brinkmanns brede interesse for psykologiske, filosofiske og samfundsfaglige emner, dvs. en dejlig mangel på ekspertise, som jeg også selv prøver at leve op til.
15. d. 14. maj: Kronik i Politiken om Nationale Tests
32 forskere kritiserer i dagens Politiken den hhv. rapport og kronik, som Jeppe Bundsgaard og Svend Kreisner (BK) skrev om Nationale Tests (NT) i sidste måned, hvori de kritiserede NT’s måleegenskaber.
Dagens kronik er et fascinerende studie i et økonomisk paradigme, som har sat sig som en igle på dansk pædagogik.
Her er nogle iagttagelser:
A.
De 32 forskere forklarer nedladende BK, at ingen tests skam måler helt perfekt, og de har fundet på et latterligt eksempel om en golf-spiller som eksempel. Men det ved BK naturligvis udmærket, og det står igen og igen i deres rapport. Kreisner er endda decideret statistiker, hvilket ingen af de 32 mig bekendt er, selvom jeg ikke er sikker. Kronikørernes vokabular svarer jo til, at jeg begynder at forklare Michael Laudrup om ”kattepoter” og indersidespark.
B.
Kronikørerne mener, at BK ”mistænkeliggør” deres forskning, som skam er ”publiceret” i fine tidsskrifter, hvor de er bedømt af ”ekspertise”. Men fagfællebedømmerne sidder jo ikke og tager stilling til NT’s validitet, så den bemærkning duer ikke.
Og BK konstaterer jo blot tørt, at hvis man ikke kan stole på NT, så giver det et problem for den forskning, som bygger på NT-data. Det er da bare logik? Kronikørernes forskning er ikke ”mistænkeliggjort”, som det krænkelsesparat hedder. Den er kritiseret og måske afvist af argumenter.
Og det vil da bare være super, hvis vi kan slippe for den forskning, som mange af kronikørerne står for. De må efter min mening selv indsamle deres data på gammeldags maner. Det vil være langt bedre end disse big-data-strukturer, som er helt gift med Antorini/Corydons uddannelsespolitiske opfindelse, og som holder landets pædagogik i en instrumentalistisk skruestik, hvor både professionelle og kommuner løber stakåndet rundt fra metode til metode.
Man må jo også tænke på, at NT-data, trivselsdata, tech-firmaer, uddannelsesparathedsvurderinger og CPR-numre interagerer i en ubestemmelig Lars Løkke-agtig verden. Men den slags er helt uden for kronikørernes horisont.
C.
Kronikørerne mener, at det ikke er testenes skyld, at nogle børn bliver nervøse. Men forskerne har ingen fornemmelse for det styringssystem, som testene indgår i.
Disse tests er skam definerende for, hvad ”kvalitet” er, og de indgår som grundlaget for skolens interne og eksterne kvalitetsdialoger. Desuden er de omsluttet af en målepædagogik, den såkaldte læringsmålstyring, samt en række andre problemer i den ødelæggende skolereformsideologi. Men heller ikke den slags har forskerne viden om. De er en slags faglige autister efter min mening.
Nogle af kronikørerne er endda politologer, ligesom jeg selv er. Jeg er flov over min egen professions manglende sans for politik og styring. Men ok, de fleste er da også økonomer.
D.
Kronikørerne mener, at NT er gode til at forudsige præstationerne ved afgangsprøverne. Fint, så kan vi nøjes med afgangsprøverne. Yderligere data må man selv indsamle. Og lærerne kan lave deres tests lokalt uden disse økonomer og de stakåndede styringshensyn i baghaven.
E.
Kronikørerne forholder sig slet ikke til BK’s hovedtese, nemlig at testene ikke kan bruges til pædagogiske formål. Så BK’s vigtigste pointe ligger helt brak i dagens kronik! Men det er jo fordi, at ”pædagogiske formål” er et fremmedord for kronikørerne.
F.
Der er 32 kronikører. Heraf er 22 direkte ansatte på økonomiske institutter/organisationer. Dvs. de udspringer af dét fag i verden, som er allerlængst fra pædagogiske og uddannelsespolitiske spørgsmål.
Derudover er der en række folk fra statskundskab, hvoraf mange kommer fra Trygfondens Børneforskningscenter, som er helt inficeret af humankapital, James Heckman og positiv psykologi. Det gælder f.eks. den magtfulde Simon Calmar Andersen, som er tidligere medlem af Skolerådet, og som i dag er formand for den kommission, der skal drøfte læreruddannelsen. Men også Rasmus Landersø og Dorthe Bleses er på den vogn. Jeg hørte dem sidste år på AU’s matchpoint-seminar og diskuterede med dem på folkemødet. Jeg var dybt rystet efterfølgende.
Der er kun én pædagogisk forsker, nemlig den ligeledes magtfulde datalærings-fortaler Lars Qvortrup, hvilket siger alt om perspektivet.
NT har simpelthen skabt et økonomisk defineret paradigme inden for pædagogik og uddannelsesforskning. Et paradigme, som ingen interesse og forstand har på pædagog og politik.
G.
DPU’s leder Claus Holm er helt forvirret, for han er glad for både Bundsgaard og Qvortrup/økonomerne. Derfor vil han nu lave en ”konsensus-konference”, som det kaldes på folkeskolen.dk.
Men Det er en kæmpefejl. En ”konsensus” vil dække over en real-pædagogisk strid. Striden skal tværtimod forstærkes, så pædagogikken igen kan komme til syne, men det har Holm ingen interesse i. Han er selv systemteoretiker ligesom Qvortrup og OECD/PISA-fan ligesom Bundsgaard. Qvortrup og Bundsgaard har meget overlappende læringssyn, det må man huske.
Men kronikken er helt klart en mavepumper til hele DPUs selvforståelse.
Heldigvis er Danmarks Lærerforening på twitter-dupperne. DLF har ingen interesse i at være en slags mellemlederorganisation i en økonomisk defineret uddannelsespolitik.
Links:
Dagens kronik: https://politiken.dk/…/art7168552/Drop-kritikken-af-de-nati…
Der er to artikler på folkeskolen.dk, hvorfra man også kan klikke til Bundsgaards og Kreisners oprindelige kronik og deres rapport:
https://www.folkeskolen.dk/…/32-forskere-de-nationale-test-…
Simon Calmar Andersen forklarer sig: https://www.folkeskolen.dk/…/nationale-test-vi-maa-ikke-dra…
16. d. 15. maj: Dagsnoter
A.
Claus Holm vil lave en ”konsensus-konference” om nationale tests med de stridende parter, dvs. 32 djøffere mod Bundsgaards OECD-begejstring.
Betyder det, at vi skal til at have konsensuskonferencer, hver gang der er en pædagogisk strid? I så fald kan vi få meget travlt. Holm vil også få travlt, for han er i høj grad selv en del af striden med sine yderst kontroversielle synspunkter. Han svarer dog aldrig på kritik. Så meget for ”konsensus”.
Fint med en konference, men den skal bestemt ikke normeres som en forhånds-”konsensus”. Den kan ligeså godt fører til yderligere strid. Det må virkeligheden og ikke Claus Holm afgøre. Det er videnskabens vej. Holm tror, at videnskab er konsensus, så policy har noget at stole på. Det er bare så forkert. Politikere skal tænke selv, og gerne omgivet af videnskabelig og pædagogisk turbulens og interesse, som gør beslutninger vanskelige.
B.
Kristendemokraternes nye forkvinde Isabella Arendt har styr på børne- og skolepolitikken. Hos Kåre Qvist fortalte hun om, at hun ville støtte SF’s Jacob Marks store arbejde med minimumsnormeringer og LA i synet på friskoler. Med en så anerkendende, vidende og åben tilgang kan hun blive en seriøs skolepolitisk stemme i det nye Folketing, som jo kommer til at mangle Riisagers selvstændighed, faglighed og vedholdenhed.
Hos LA kan Henrik Dahl slet ikke klare det selv. Han siver over til CEPOS og derfra videre til økonomien. Hvis han da overhovedet kommer ind, for han tabte jo kampen om sin kreds. Den tredje kulturliberale stemme, Mette Bock, er også på vej ud. Herfra kan det gamle Saxobank-segment tage over, og Margeret Thatcher og Ayn Rand kan svinge håndtasken op gennem årtierne og helt op i trætoppene med Bitcoins og det hele. Man forstår godt, at LA går tilbage i meningsmålerne.
Tilbage til Kristendemokraterne. De gamle mærkesager er havnet som en generel omsorg for naturens processer/Guds skaberværk, så vi ender med en midtsøgende, ærlig og indsigtsfuld stemme, som altså også har pædagogisk indsigt. I hvert fald indtil nu. Desuden er der humor for alle pengene i Arendts fantastiske tegneseriestriber. Arendt er politolog og arbejder for Lykkeforskningsinstituttet, som mig bekendt er præget af positiv psykologi, men det slog ikke ”negativt” igennem på DR, for nu at sige det lidt sjovt.
Og så har hun eller hendes parti jo heller ingen aktier i den teknokratiske politik, som store dele af det politiske segment står for, og som gør det meget svært at stemme på ”de gamle” partier.
C.
Jeg har et ledigt standpunkt om cigaretpriser. Det er jo hyggeligt at ryge, når man er ung. Men det er svært at holde op. Hvad med følgende prisstruktur:
16-29 år: 20 kr. pakken.
30-65 år: 300 kr. pakken.
66-? år: 20 kr. pakken?
Var det noget? Der er jo heller ingen, der gider at blive 100 år. Det er alt for gammel.
D.
Jeg kan ikke rigtigt slippe en bemærkning, som Jens Rasmussen kom med i et interview i folkeskolen.dk den anden dag. Her siger han, at ”ingen af dem, der kritiserer os, har publiceret i nærheden af det antal artikler, vi har publiceret…(…)”.
Hvem tror Rasmussen, ’deres’ (jvf ”os”) kritikere er? Hvem er de personer, altså ”dem”, som ikke har ”publiceret i nærheden” af Rasmussen? Er det os urene pædagoger, altså Brinkmann, Tanggaard og undertegnede. Eller Skovmand? Han har da ellers også været meget flittig de seneste år.
Og hvem er “os”? Er det Rasmussen selv? Er det Rasch-Christensen? Men har de publiceret så meget? Det er meget mystisk, og også lidt lavt at lægge op til den slags tælleri.
Men ok, måske skulle vi have en ”konsensuskonference”, hvor alle bliver enige med Holm, som havde Rasmussen som ph.d.-vejleder, og som har skrevet ”publikationer” sammen med ham?
E.
Socialdemokraterne siger de er ”børnenes parti”. Hahahaha! Ved sidste valg slog de sig op på ”det Danmark du kender”. Det var også hahahaha!
Partiet, f.eks. den nye kandidat David Trads, siger også, at det vil folkeskolen. Hahahaha! Partiet vil da ødelægge folkeskolen og bagefter tvinge så mange som muligt ind i den.
Men det passer, at Socialdemokraterne ikke kan lide friskoler. Det troede jeg derimod godt, SF kunne, men den aarhusianske rådmand, Thomas Medom, fra SF har på folkeskolen.dk skrevet en harmdirrende kritik af ”privat”-skoler, som han kalder det. Det er der sandelig ikke meget folkesocialisme over. Det er mere socialdemokratisme, altså hahahaha!
Foreløbigt foretrækker jeg Isabella Arendt for Trads og Medom. I et andet indslag jeg så, understregede Arendt iøvrigt også Socialdemokratiets modsætningsfyldte skolepolitik, på samme måde som jeg netop har gjort det.
Men ok, hun har også efternavnet med sig, jf Hannah Arendt. Og dejligt med lidt blød kristendom i baghaven. Hannah havde blød jødedom i sin baghave, og det var også dejligt. Socialdemokraterne har bare Bjarne Corydon og Ove Kaj Pedersen i undergrunden, og den er hårdt som beton.
17. d. 15. maj: Anmeldelse af FAQ om dannelse i Folkeskolen
Alice Buchhave Nørlem har anmeldt ”FAQ om dannelse” for folkeskolen.dk. Hun har følgende fine formulering i sin indledende appetitvækker:
”FAQ om Dannelse er en vigtig bog. FAQ om Dannelse er en kompleks bog. FAQ om Dannelse er en inspirerende bog. Og FAQ om Dannelse er en irriterende bog.”
Alice Buchhave Nørlem synes også, at bogen i visse passager er lidt ”langhåret”, hvilket passer, men også at ”man bør stå læsningen igennem”.
Anmeldelsen er lidt i samme ånd som Mikael Buschs ditto i JP, mens Svend Brinkmann i alt det ”langhårede” fandt en ”filosofisk antropologi”, som han blev ”glad i låget” af. Jeg tror, de tænker på mit arbejde med at undersøge infrastrukturen, rodnettet og trafikken mellem oplysningsfilosofi, grundtvigianisme og reformpædagogik. Måske er det denne infrastruktur, som Alice Buchhave Nørlem tænker på med sin skønne overskrift på anmeldelsen: “Hjerteblod i kompliceret kredsløb”.
Jeg er også glad for, at Alice Buchhave Nørlem har hæftet sig ved betydningen af bogens indledende forsøg på at definere dannelse. Hun slutter derfor sin anmeldelse med følgende formulering:
”Dannelse er det pædagogiske liv, der udspringer af mødet mellem tingen, når den tages ud af brug, og mennesket, når det tages ud af dets funktion, siger bogen – og her kan den virkelige erkendelse opstå. Det må og skal være en del af skolen, selv når vi jager synlig læring og klare mål og
overblik.”
https://www.folkeskolen.dk/659716/hjerteblod-i-kompliceret-kredsloeb
18. d. 17. maj: Aktuel diskussion af DPU’s opgør med fag og skoletradition
På folkeskolen.dk har der været kritik af DPU’s forhold til fag og skoletradition. DPU’s leder, Claus Holm, har svaret på kritikken, hvor han remser lidt tal op. Han mener vist, at DPU er fagenes ven.
Men Claus Holm tager fuldstændig fejl. Her er mine kommentarer:
A.
DPU er grundlagt ved et radikalt og stærkt ideologisk opgør med Danmarks Lærerhøjskoles nærhed til skole, fag og pædagogik. Det har jeg skrevet om i disse to indlæg, der handler om hhv. den evaluering fra 1998, som Holm omtaler i sit indlæg, og om Holms ene læremester, Lars Henrik Schmidts, katastrofale præambel fra 2001.
Om præ-amblen: www.thomasaastruproemer.dk/samtidsdiagnose-laering-paedagog…
Om 1998-evalueringen: www.thomasaastruproemer.dk/samtidsdiagnose-laering-paedagog…
B.
Først Lars Qvortrup og derefter Claus Holm, som selv blev dybt inspireret af Qvortrups ideer, har sammen med Jens Rasmussen og systemteorien radikaliseret disse ideer kraftigt siden 2008, hvor DPU kom under Aarhus Universitet.
Det er sket via en række indflydelsesrige læringsaffirmative udgivelser, oprettelsen af Nationalt Center for Skoleforskning og angreb eller understøttelse af angreb på pædagogik, filosofi og forskningsfrihed.
Dekanen for fakultetet Arts, Johnny Laursen, kalder på twitter den aktuelle kritik af DPU for ”amnestuehistorier”. Dermed opsluges AU-humaniora af DPUs opgør med pædagogik og skoletradition. DPUs læringsideologi spiser AU med kniv og gaffel. Et universitet, der hviler på et opgør med pædagogik, får vanskeligt ved at overleve som virkeligt universitet, fordi det ikke kan genskabe sin egen praksis.
C.
Fagene er helt klart nedprioriteret på DPU. Når fagene endelig omtales, så er de selv gennemtrængt af opgøret med DLH. Det ser vi f.eks. i den indflydelsesrige danskfags-gruppe omkring Jeppe Bundsgaard, som Claus Holm understøtter kraftigt.
Også Bundsgaard arbejder i regi af et opgør med DLH, og han reducerer danskfagets dannelsesbidrag til OECD-kompetencer, hvilket bl.a. Dansklærerforeningen har kritiseret.
Så selv DPU’s ”fag” er blevet til anti-fag.
Det er i den sammenhæng værd at nævne, at Holm i 2018 skrev en kronik, hvor han angreb Merete Riisager for at være for optaget af fag i en konkurrencestatsbaseret argumentationsstruktur, som minder meget om Bundsgaards.
Alt det kan man læse om her:
www.thomasaastruproemer.dk/angreb-paa-folkeskolens-fag-og-f…
D.
Dele af Uren Pædagogik-bevægelsen og faktisk også Skovmand-sagen er en udløber af denne strid. Skovmand forbinder moderne filosofi med lærerhøjskole-traditionen. Det er derfor, han hele tiden strides med Rasmussen, Qvortrup og Bundsgaard, som er Holms favoritter og personificerede DPU-ånder, og som vil have læring i stedet for pædagogik.
Vi ser samme dynamik i DPU’s kommunikationskanaler, som efter min mening efterhånden har fået et propagandistisk anstrøg.
Yderligere links:
Claus Holms indlæg, d. 16. maj: https://www.folkeskolen.dk/…/replik-fra-claus-holm-dpu-har-…
Lise Sandahl Matthissons oprindelige kritik, d. 6. maj: https://www.folkeskolen.dk/…/laerer-dpu-har-fjernet-sig-fra…
John Villy Olsens artikel om sagen, d. 6. maj: https://www.folkeskolen.dk/6588…/dpu-har-udfaset-skolefagene
Jeppe Bundsgaard dannelsessyn: http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-jeppe-bundsgaar…
19. d. 18. maj: Andreas Rasch-Christensens kronik i Weekendavisen
I fredagens kronik i WA får forskningschef Andreas Rasch-Christensen (ARC) det til at lyde som om, at han ikke har været særligt involveret i skolereformen. Han har tilsyneladende kun deltaget i lidt Ny Nordisk Skole og lidt læreplansarbejde, hvor embedsmændene ifølge ARC i øvrigt svingede taktstokken, så reglerne blev lidt for detaljerede, og så skolens og fagenes formål gik af fløjten. Selv har han nærmest ikke noget ansvar, lader det til, og hans videre pædagogiske vokabular vidner ikke om noget egentlig holdningsskifte.
Jeg har fulgt området tæt i mange år og kan med sikkerhed sige, at tingene forholder sig ganske modsat. Rasch-Christensen har deltaget i stort set alt, hvad der kan krybe og gå af råd og nævn, og han har understøttet skolereformens læringsideologi i det ene indlæg efter det andet. Her er en liste, over nogle af hans centrale aktiviteter. Mange aktiviteter er sket i samarbejder på kryds og tværs med Jens Rasmussen og Lars Qvortrup, som i en række læserbreve i den såkaldte Skovmand-sag også forsøger at løbe fra omfanget af deres engagement. Aktiviteterne spænder sig fra 2010 til 2018, hvor skole- og læreruddannelsesreformerne vedtages, begrebsliggøres og implementeres i en nærmest samlet proces.
– Antorinis Ny Nordisk Skole (forberedelse til skolereform)
– Rådet for børns læring (statsligt læringsråd, tidligere Skolerådet)
– Forum for koordination af uddannelsesforskning (statsligt råd)
– Master- og implementeringsgruppe for fælles mål i Folkeskolen (ministeriel arbejdsgruppe, der tilpasser EU’ standarder til egne formål)
– Master- og implementeringsgruppe for fagmål i forbindelse med Læreruddannelsesreformen.
– Formand for Læringsløft 2020 (Indflydelsesrigt konsortium mellem DPU og de store professionshøjskoler)
– Leder af for den videnskabelige styregruppe for skolereformens overordnede evalueringsprogram. Han har også deltaget i konkrete evalueringer.
– Skribent for Rambøll på indflydelsesrig evalueringsrapport om læreruddannelsen, 2012.
– Lanceres som førende ekspert på Undervisningsministeriets hjemmeside
– Favoritforsker på landets ledende centrum-venstreavis,
Politiken (ifølge uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang)
– Med i forretningsudvalget for Nationalt Center for Skoleforskning, som ledes af Lars Qvortrup
– Ph.d.-rådet for pædagogisk forskning (statsligt/universitet/globaliseringsaftale)
– Med i Ny Start-kommission efter OK18
– Ministerielt rekvireret evalueringsrapport af folkeskolereformens Fælles Mål (som han selv har været med til at lave!)
– Mastergruppen for styrket læreplan i dagtilbud (ministeriel arbejdsgruppe)
– Tæt og aggressivt samarbejde med Jens Rasmussen om at bekæmpe indflydelsen fra Keld Skovmands ideer.
– Utallige artikler og debatindlæg i landets dagblade, som slutter op om skolereformen helt uden kritisk sans og sans for skoletradition og pædagogiske formål.
– Redaktør for det reform-affirmative magasin “Ledelse i morgen”, som udgives af det reformaffirmative forlag DAFOLO.
– Med i rådgivningsgruppen om guidelines for Ministeriet for Børn og Undervisnings forsøgs- og udviklings-midler.
– Med i IT-rådgivningsgruppen for skolereformen og efterfølgende tænketank.
Så enten har ARC – og faktisk også hans to åndsfæller – et kæmpeansvar, eller også er der tale om et eksempel på en Hannah Arendtsk Eichmannisering, hvor den, der handler overalt, samtidig fritager sig selv fra al ansvar pga. manglende selvstændighed.
ARC er netop blevet frifundet for ”videnskabelig uredelighed” i juridisk forstand. Men med sin kronik har han tabt sagen i pædagogisk og moralsk forstand. Skovmand her derved vundet sagen i det indholdsmæssige spor.
Links:
Andreas Rasch-Christensens kronik: https://www.weekendavisen.dk/2019-20/samfund/politik-vs.-forskning
20. d. 18. maj: Jan Jaap Rothuizen tweeter om ”FAQ om dannelse”
Lektor i pædagogik ved VIA-UC, Jan Jaap Rothuizen, skriver følgende på twitter om min bog “FAQ om dannelse”:
“Læser Thomas Rømers “FAQ om dannelse” med åndeløs opmærksomhed, bliver berørt som sjældent og fuld af virkelyst. Anbefaling: Prøv det selv.”
Mange tak til Rothuizen for denne beskrivelse og anbefaling, som minder mig om ånden i Svend Brinkmanns fine omtale af bogen, og som giver mig selv “virkelyst”.
21. d. 19. maj: Fire års jubilæum som ”paria”
Hovsa, så blev det lige fire år siden, at en række forskere med tæt forbindelse til DPU’s ledelse forsøgte at lukke min stemme og true mig på mit levebrød, fordi de mente, at en almindelig pædagogisk kritik var et udtryk for ”tilsvining” og ”digital mobning” og ”had”.
Heldigvis valgte jeg prompte at offentliggøre hele molevitten. Tænk hvis jeg ikke havde gjort det?
En professor fra samme forskningsmiljø udnævnte mig efterfølgende i en fællesmail til en ”paria”, der skrev “smædevers på lokumsvægge”. Mailen blev også delt på Facebook. Der var ingen konkret underbygning af klagerne.
Efter hårdt offentligt pres vandt jeg sagen Big Time, men sagen er i dag tabu på DPU og AU. Det samme er hele den pædagogiske tradition.
Ingen af de pågældende eller DPU’s ledelse har siden henvendt sig med en beklagelse eller en forklaring.
Sagen er udførligt omtalt i Heine Andersens bog Forskningsfrihed. Det var tredje gang på få år, DPU understøttede den slags klager mod mit arbejde.
Tænk lige på, hvad det ville have af effekt på dig? Ville du føle dig som en del af en tanke-, ytrings-, eller forskningsfri organisation?
Hver eneste indlæg, artikel eller bog har siden været er en overvindelse og en risiko, der langsomt men sikkert tærer på tankens kraft og selvstændighed.
Her er alle dokumenterne/indlæggene i sagen, som blotlægger DPUs indre organers frie driftsliv, dvs. læringsideologiens natur.
http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesag-ved-dpu
22. d. 20. maj: Begrundelse for videnskabelig pris, Ahlström Award
Nordic Educational Research Association, NERA, har nu lagt begrundelsen for min Ahlström Award op på foreningens hjemmeside.
Som det fremgår, fik jeg prisen for en kritisk artikel om grundlaget for John Hatties teorier. Priskomiteen mener, der var tale om en “precise and subtle critique”.
Men denne prisvindende artikel er ikke noget for DPO. Efter Lars Qvortrups mening placerer artiklen mig ligefrem “outside the scientific game” og gør mig til en “fjende” af det åbne samfund.
Her er NERA’s begrundelse:
”Since the publication of the book Visible learning: a synthesis of over 800 meta-analyses relating to achievementin 2009, John Hattie has had a major impact on Western education.
Thus Hattie’s theories have been discussed eagerly by educational researchers and others.
Thomas Aastrup Rømer’s paper– Kritik af John Hatties teori om visible learning – is an important contribution to this discussion. Specifically, the paper makes a precise and subtle critique of Hattie‘s work, hence revealing several weaknesses in the methods and theoretical frameworks used by Hattie.
Rømer and his critical contribution inform us that we should never take educational theories for granted; rather, educational theories should always be made subject to further research and debate.“
Links:
Link til begrundelse for pris:
http://www.nfpf.net/?page_id=490
Link til analyse af Lars Qvortrups kritik: http://www.thomasaastruproemer.dk/kommentar-til-lars-qvortrups-artikel-visible-learning-and-its-enemies-the-missing-link.html
23. d. 20. maj: Aarhus Universitet kalder pædagogisk kritik for ”ammestuehistorier”
Kritik af Aarhus Universitets og DPU’s barokke karakteristik af pædagogisk kritik som “amnestuehistorier”:
http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-dpus-og-aus-syn-paa-fag-skole-og-samarbejdsstrategi.html
24. d. 21. maj: DPUs forhold til fag og skoletradition
Her er endnu et indlæg, hvor jeg diskuterer DPU’s forhold til fag, skoletradition og dannelse (det første udgav jeg i går).
Jeg undersøger, om disse ting er til stede i DPU’s forskningsstruktur.
25. d. 22. maj: Skandale på DPU 1: Thorkild Thejsens reaktion
Den tidligere chefredaktør for bladet Folkeskolen, Thorkild Thejsen, har forsket lidt i en skandaløs episode i nyere DPU-historie fra 2015. Han har fortalt historien i forbindelse med den aktuelle diskussion om det problematiske forhold mellem DPU og dansk skoletradition.
Det drejer sig om, at man først opslog et professorat i pædagogik og tilbød stillingen til en kvalificeret kandidat, nemlig Alexander von Oettingen. Men få dage efter meddelte den nye institutleder Claus Holm, at von Oettingen skam ikke kunne få stillingen alligevel. Derefter nedlagde Holm/AU hele professoratet med henvisning til DPU’s “strategi”.
Så på DPU kan man ikke holde, hvad man lover folk i centrale ansættelsesforløb?
Og så “pædagogik” er imod DPU’s strategi? Det giver god mening for mig, må jeg indrømme, for Holm er helt ekset i skolereforms-læring, som jo er det modsatte af pædagogik.
Jeg har ved flere lejligheder påtalt skandalen for ledelsen på Aarhus Universitet. Rektor henviser til sin dekan, Johnny Laursen, som bare siger, at sagen er “afsluttet”, hvilket den overhovedet ikke er fra pædagogikkens synspunkt.
Jeg har selv skrevet om sagen i et indlæg fra sidste år. Jeg kender forløbet indgående, eftersom jeg selv var en af de tre kvalificerede ansøgere, som var til jobsamtale hos Holm.
Få uger senere oprettede Holm en række strategiske MSO-professorater efter egen smag.
Link til Thorkild Thejsens indlæg: https://www.facebook.com/tthejsen/posts/10217702127478525
Link til mit eget indlæg i sagen:
http://www.thomasaastruproemer.dk/aarhus-universitets-opgoe…
26. d. 23. maj: DPU’s grundlæggelse
Her er den grundlæggende årsag til den aktuelle debat om DPUs indhold og funktion i samfundet.
For to år siden lavede jeg en analyse af den første rektor Lars Henrik Schmidts såkaldte “præambel”, fra dengang DPU blev grundlagt.
Jeg viser, hvordan pædagogisk praksis bliver reduceret til “læringsadfærd”, og hvordan den pædagogiske videnskab reduceres til en række løsrevne forskningsdiscipliner, hvis grundlæggende funktion reduceres til at være middel til læringsadfærdens optimering.
Det aktuelle DPU er en form for radikaliseret effekt af denne begrebsmæssige proces.
Jeg lavede også en “del 2”, der handlede om et andet grundlagsdokument, nemlig en såkaldt evaluering af Danmarks Lærerhøjskole fra 1998.
http://www.thomasaastruproemer.dk/samtidsdiagnose-laering-paedagogiske-forskning-del-1.html
27. d. 23. maj: Skandale på DPU 2: Benny Bang Carlsens reaktion
Benny Bang Carlsen er lektor og ph.d. i dansk ved VIA-UC. Han har siddet i en række vigtige statslige og sektorbaserede arbejdsgrupper inden for undervisningsområdet. Han har også skrevet en række interessante bøger og artikler om danskfagets indhold og grundproblemer.
Bang Carlsen er ligesom Thorkild Thejsen – hvis indignation jeg refererede i går – yderst kritisk over for Aarhus Universitets skandaløse behandling af Alexander von Oettingen.
DPU/AU fratog jo von Oettingen et professorat, som han få dage forinden havde fået tilbudt. Efterfølgende nedlagde DPU professoratet slet og ret af hensyn til noget, man kaldte for ”strategi”.
Bang Carlsen skriver følgende på baggrund af Thejsens indlæg:
”Skeletterne vælter ud af skabet på DPU!
Som almindelig borger i et demokratisk samfund, hvor vi orienterer os efter alment anerkendte og accepterede retsprincipper, bliver man harm, når man læser om denne forfaldshistorie på DPU i nyere tid. Men som ledelsen plejer at sige på DPU, så der er vel blot tale om en ny ammestuehistorie!
‘Something is rotten at DPU’. Pinlig udstilling af en inkompetent ledelse. Jeg går ud fra, at DPU har kompenseret for den elendige behandling af ansøgere – især for Alexander Von Oettingens vedkommende – med et betragteligt erstatningsbeløb, ellers hører al anstændighed op i denne famøse sag.”
Citatet stammer fra den tråd på folkeskolen.dk, hvor man pt. drøfter Claus Holms respons på den aktuelle kritik af DPU: https://www.folkeskolen.dk/…/replik-fra-claus-holm-dpu-har-…
Thejsens indlæg om sagen:
https://www.facebook.com/tthejsen/posts/10217702127478525
Mit eget indlæg om sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/aarhus-universitets-opgoe…
28. d. 25. maj: Politikens had til Merete Riisager
Poul Aarøe Pedersen ridser sin egen og Politikens uddannelsespolitiske linje op i denne evaluering af Merete Riisagers indsats. PAP fortæller, at det har været et ”mareridt”, at det har været ”skamløst” og præget af ”symbolpolitik” og ”kæpheste”, og at Riisager ”ikke har interesseret sig for at deltage i en demokratisk og kompromissøgende debat”.
PAPs vurderinger og vokabular ligger helt i tråd med sin kollega Jacob Fuglsangs sammenligning af Riisager med Donald Trump.
Og ”kun de færreste vil savne” ministeren, får vi at vide. PAP skriver:
”Sikkert er det, at det kun er de færreste, der vil savne Merete Riisager. Måske nogle enkelte af de ideologiske venner, hun i sin ministertid har udnævnt til medlemmer af sine frit opfundne udvalg. Måske også en del lærere, fordi de har delt en fælles fjende i form af folkeskolereformen.”
På den ledsagende debattråd er der derimod dømt rent total-forsvar for Riisager. Men det må jo så være ”de færreste”, der holder Politiken?
Skal man følge PAPs logik, så savner alle nok Antorini.
Man kan naturligvis altid diskutere det ene og det andet, men fakta er, at Riisager ene kvinde i syv år har kæmpet for pædagogik, formål og kundskaber. Hun har også kritiseret både rød og blå, altså hendes egne, for en række skolepolitiske fejltagelser, endda i Politiken. Hun har også arbejdet virkelig godt sammen med både DF, SF og vist nok også Alternativet. Og selv Bondo er glad for den nyliberale minister. Det kræver respekt. Men PAP har ingen sans for nuance og helhed. Han er Antorinis tjener.
Jeg forstår ikke, at Politiken holder så krampagtigt fast i avisens lærings-ideologi. Man mister jo tiltro til avisen på andre fagområder.
Det var også PAP, der i 2011 kaldte bogen “Uren Pædagogik” for årets væreste fagbog. Anmeldelsens overskrift var “De reaktionære slår til”. Vi var bare en samling “Trumper” hele flokken.
Derimod fik Niels Egelunds samtidige udgivelse fem hjerter af PAP. Men hvem savner Egelund?
Link til PAP’s indlæg: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7219137/S%C3%A5-galt-kan-det-g%C3%A5-med-en-forkert-minister
29. d. 26. maj: Politikens forsider
A. 2013
I 2013 demonstrerede 40.000 lærere på Christiansborg slotsplads imod destruktionen af skolens formål, symboliseret ved L409.
Dagen efter omtalte Politiken sagen i en lille artikel langt inde i første sektion. På forsiden af avisen kunne man studere et stort billede af sangerinden Nabiha, som havde fået nye krøller. Da jeg skrev til læserens redaktør og klagede min nød, fik jeg det svar, at det der med forsider ikke betød så meget mere i disse internet-tider.
Herefter var det slut med ”læreren” som kundskabsaktør. Nu var børnene alene sammen med den nye datastat, eller ”konkurrencestat” som det hed under Thorning-Schmidt.
Barndommen blev et diagnosticeret og opportunistisk “alene”, der skulle optimere på mangelskalaer, og læreren blev en stressramt teknik.
B. 2019
I 2019 demonstrerede 30000 personer på Christiansborg slotsplads. Dagen før havde skolerne “klimastrejker”. Dagen efter handlede de første fem sider i Politiken ikke om andet end begivenheden, og der var ingen kritiske artikler At All. Avisens leder er integreret i hele opsætningen.
På forsiden af avisen er der et kæmpebillede af den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, som talte ved demonstrationen. Der er også et citat af Thunberg, der understreger klimapolitikkens insisterend1e og nærmest neurotiske indtog i det individuelle barns moralske liv.
Jeg orker ikke at skrive til læserens redaktør, for forsider betyder jo ikke så meget.
Det diagnosticerede ”alene” har talt i netop den avis, der reducerede læreren til en stressramt teknik. ”Alenerne” og deres avis samler sig om et monsterglobalt ”faktum”, som kan styre ”alenes” livsknogler.
De opportunistiske “Alener”, som aldrig har set en græsplæne, strømmer fra deres skærme ud på den åbne plads, hvor de endelig mødes med andre, og hvor den tabte natur gendannes som et naturvidenskabeligt og økonomisk faktum, som “alenerne” nu kan opsluges af i et oprør med antidemokratiske og nærmest leninistiske perspektiver. Herfra bliver menneskets liv som sådan et problem. Det er Tidehverv uden Gud. En slags sekulariseret og globaliseret version af 1920’erne.
De filosofiske logikker strømmer igennem samfundet i disse måneder.
30. d. 26. maj: Strukturmarxistisk analyse
Kapitalismens nyttige idioter: En strukturmarxistisk analyse af marxismens understøttelse af kapitalens interesser eller svaret på spørgsmålet ”hvad skal jeg stemme?”:
1.
Først – fra omkring 1780 – lægger kapitalens logikker et pres på natur og menneske og opbygger en statslig struktur, der kan understøtte denne selvgenererende proces. Forskellige filosoffer forsøger at holde staten i nærheden af menneskets praksis, men det mislykkes, og filosofferne får derefter skylden for Den Store Krig. Herefter er både Gud og Fornuften død. Eneste overlevende var Karl Marx, og nogle få brokker, som efterfølgende kunne bruges til fascistisk markedsføring.
2.
Efterhånden bliver staten for snæver for de økonomiske processer. Kapitalen sprænger politikken og indgår i globale forbindelser i kamp om de globale markeder. Det kaldes også for kolonialisering, men altså efterhånden uden mulighed for filosofisk korrektion. Dermed lægges et rent teknologisk pres på natur og menneske som sådan, og de oprindelige folk romantiseres og/eller udnyttes.
1930’ernes fascisme var den efterladte stats sidste krampetrækning. Dermed beskadiges begrebet ”folk” også i ikke-fascistiske lande, hvor det ellers havde været knyttet til demokratisk dannelse i traditionen fra punkt 1, dvs. fra før filosofien gik under. Danmark er et godt eksempel på det.
3.
Krampetrækningen og beskadigelsen bruger kapitalen som afsæt for og anledning til en intensiveret globalisering og udvidelse, nu med nye hjælpeorganisationer som OECD og EU som supporterende ramme. I disse organisationer kan man direkte læse opgøret med det beskadigede ”folk”.
Kapitalen og de nye organisationer indgår herfra i rent ufilosofiske processer, hvor kapitalen udvikler sin omfangslogiske status langt ud over den snævre økonomi. Det kaldes “humankapital”, som bliver den dominerende pædagogiske ideologi efter 1989.
”Folket” degenererer. Herhjemme betegner det pludselig noget identitetspolitisk, hvor det før ligeså meget var knyttet til marxistiske og liberale bevægelser.
4.
Tabet af ”folk” er også tabet af sprog, dialog og erindring. I stedet ender man som ”individer”, der skal ”lære at lære” i konstante opportunistiske humankapitalistiske optimerings- og tilpasningsprocesser, hvor den globale kapitalisme understøttes af de globale og humankapitalistisk definerede læringsorganisationer, som er nævnt under pkt. 3.
Dermed lægges et endnu mere omfattende pres på natur og menneske. Dette pres kaldes ”klima”.
5.
Hensynet til planeten, nu under ækvivalensen ”klima”, som altså er skabt af kapitalens processer selv, gøre til et problem ved mennesket og arten som sådan. På den måde bruges “klimaet” helt aktuelt af kapitalen som en anledning til at intensivere teknologisk globalisering – også kaldet ”disruption” – samt en yderligere opløsning af mennesket, som jo ikke mere har et ”folk” at være ved, dvs. som er uden erindring, og som derefter via klimadiskursen kan overgå til post-humanistiske tilstande, der forbinder sig med en dataficeret version af den foregående generations ”at lære at lære”.
Så Kapitalen bruger mennesket og dets steder til at skabe et klimaproblem, og opløser derefter mennesket og dets steder for at løse det.
Kapitalen brydes med de store regioner EU, Kina og USA og vil til sidst overvinde alle tre, når de vel at mærke er brugt til eget formål, dvs. som kappe for kapitalens egen ekspansion. Denne proces understøttes af resterne af ungdomsoprøret, hvis anti-stedslighed ender som tech- og OECD-båren kompetenceideologi. Greta Thunberg står som et barnligt symbol for denne proces.
Det er tech-kapitalismen og dens forbindelse til de globale organisationer, der svinger taktstokken i denne proces. Staten er reduceret til en ny form for ”minimalstat”, som er stik modsat den klassiske liberale version af slagsen. Hos liberalismen var staten stærk men passiv. Nu er staten svag og aktiv. Styrken ligger hos kapitalens kraftfulde proces.
6.
Mennesker og børn uden erindring og uden folk mødes som efterladte individer under den af kapitalen indstiftede klimatiske ”ækvivalens” – dvs. ET globaliseret faktum – for at fremme kapitalens interesser om yderligere globalisering i form af data-disruption, der kommer til at udgøre svaret på det selvskabte ”faktum”. Det kaldes for ”21. century competencies”. Kapitalisme, ungdomsoprør og globalisering kollapser i det nye altopslugende faktum.
Dette ”de efterladtes møde”, f.eks. demonstrationerne i København, fremmer kapitalismens næste trin, posthumanismen, kaldes så for ”venstreorienteret” og støttes som logrende puddelhunde af marxismens og kulturradikalismens gamle partier.
Konklusion:
Nå, men nu er det tid til at stemme. Jeg skal finde en antikapitalistisk, demokratisk, folkelig liste, som ikke går rundt og taler ned om andre folkeslag, og som har en solid rod i en blanding af god gammeldags marxisme og livlig og åbenhjertig venstregrundtvigianisme, og som gerne vil gøre noget ved miljøspørgsmål på demokratiets præmis.
Men jeg vil ikke opfordre nogen til at gøre det samme, for jeg fortryder altid min stemme. Dog ikke til EU, nu jeg tænker nærmere over det.
31. d. 27. maj: Politiken mod pædagogikken – læserbrev af Niels Christian Sauer
I lørdags havde Politikens Poul Aarøe Pedersen under signaturen PAP en karakteristisk svada mod Merete Riisagers virke som undervisningsminister, som ligger helt i Socialdemokraternes og Venstres ånd.
I dag har Niels Christian Sauer følgende fine svar i avisen:
”Poul Aarøe Pedersen har da helt ret i, at skolereformens fortalere drager et lettelsens suk, nu Merete Riisager går af.
Men hvordan kan han skrive en hel signatur (d. 25.5) desangående uden med ét ord at nævne, at hun efter lærernes mening har været den bedste undervisningsminister i mands minde?”
At dømme på reaktionerne på PAP’s klumme, har Sauer helt ret. Alle debattråde var i entydigt oprør mod PAP.
På DPU og Aarhus Universitet har man i bred almindelighed nærmest ikke registeret, at der findes nogen kritik af betydning. Stort set ingen snakker om det i mine omgivelser, og på møder fortæller ledelsen blot summarisk, at den bliver ”vred” over kritikken. Og dekanen for AU-Arts, Johnny Laursen, kalder uden videre kritikken for ”ammestuehistorier”. Aarhus Universitet er en læringsideologisk boble efter min mening.
Men tag ikke fejl. De centrale ledende organer, f.eks. de to indflydelsesrige åndsfæller Lars Qvortrup og Claus Holm, er mega-kritiske over for Riisager virke og syn på fag og skole. Det mærker man i sidebemærkninger i kronikker og på konferencer. De er mere til OECD og data og alt muligt andet forskrækkeligt.
Så vi har Politiken og DPU/AU imod ”lærernes mening”. En meget uheldig konflikt, som har sine årsager, og som derfor repeteres igen og igen med gentagelsens ubønhørlige nødvendighed og kraft. Så det er bare på med nej-hatten til PAPs og DPUs læringsnæve.
Link:
PAP’s oprindelige indlæg: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157206408484481&id=837549480
32. d. 28. maj: Lejf Moos drøfter Schmidt-sagens principielle aspekter
I det aktuelle nummer af Unge Pædagoger har en af landets førende forskere i skoleledelse, Lejf Moos, en artikel, ”Anstændig skoleledelse?”, hvor han diskuterer skoleledelse i lyset af Erik Schmidts retssag imod Odense Kommunes skoleledelsesprincipper, som disse kom til udtryk på Agedrup Skole dengang i juni 2014.
Moos definerer Schmidt-sagen som en del af en overordnet bevægelse fra en demokratisk dannelsesdiskurs, som er er en del af ”dansk folkeskolekultur” med fokus på ”sagen/faget”, til en læringsmålstyret diskurs, hor der lægges vægt på ”synlig læring” og ”læringseffekter”.
Moos argumenterer for, at den demokratiske dannelse og dennes pædagogiske relationer tager skade af læringsdiskursen. I Schmidt-sagen mener Moos, at skoleleder Mohammed Bibi og Odense Kommune derfor forandrede ”en forhandlet ledelsessituation til en autoritær magtdemonstration”, som Schmidt ”selvfølgelig” gjorde til ”en sag om ytringsfrihed”, som der står.
Moos opfatter altså Schmidt-sagen som pædagogisk principiel. Dermed går han stik imod Odense Kommune og KL. Disse organisationer mener officielt ikke, at der er noget principielt ved sagen, på trods af at de har brugt store summer på at køre sagen til yderste kant, hvor de så heldigvis tabte med et brag.
Hverken Odense Kommune eller KL har mig bekendt taget sagens essens og konsekvenser på sig, tværtimod. Før det sker, kan man slet ikke tage KL eller Odense Kommune alvorligt, som jeg ser det. Eller måske skal man netop tage dem alvorligt, i betydningen “frygte” dem?
Det er også værd at bemærke, at Moos især er kritisk over for læringsmålsdiskursen, men faktisk går ind for reformens øvrige elementer, herunder den lange skoledag, understøttende undervisning etc., som han mener fremmer social lighed. Sådan forstår jeg i al fald artiklens anden fodnote.
Moos, L. (2019) “Anstændig skoleledelse?”, Unge Pædagoger, nr. 2, s. 15-21.
33. d. 29. maj: Alternativet holder skolepolitisk fest, mens de radikale drikker gammel tør sovs
Altinget er i gang med at interviewe de skolepolitiske ordførere efter et fast spørgeskema. Her skilles virkelig skæg fra snot. I dag interviewes Alternativets Carolina Magdalene Maier, som faktisk også er politisk ordfører som sådan, og de radikales Lotte Rod, som jo spillede en vigtig og meget negativ rolle, da hun som ordfører var med til at stemme for både skolereform og L 409 i 2013.
1. Carolina Magdalene Maier
a.
Maier starter med et opgør med skolereformens lærings- og kompetencemålstyring. Hun vil, inspireret af Finland, have en ”professionsstyret” skole i stedet for den aktuelle ”administrative og embedsmandsstyrede skole”, som hun kalder det. I en herlig formulering siger hun, at…
”…kommunernes eneste opgave i forhold til folkeskolen skal være at fordele eleverne og så selvfølgelig stå for drift og vedligeholdelse af bygninger”.
Det er uren pædagogik, der vil noget.
b.
Maier fortsætter med at rose Riisager for hendes selvstændighed og ”kamp for en mere fri skole”. Riisagers arbejde har ”givet et løft”, som der står. Og Maier anerkender, at Riisager har haft det svært, eftersom hun – altså Riisager – har kæmpet…
”…med en forligskreds, hvor der sidder nogle ret reaktive politikere med en folkeskolereform i ryggen, som ikke vil give sig”.
c.
Dernæst kritiseres Socialdemokratiets skolepolitik. A er ”alt for systembevarende”, står der. Maier er også nervøs for, at A vil genindføre den læringsmålstyrede undervisning. Det er en meget real baseret bekymring, hvis man skal dømme efter Socialdemokraternes overordnede uddannelsesudspil, som udelukkende består af skolereform-sprog. Så Maier er nervøs ved både A og V, når det kommer til omsorgen for den næste generation, og det er jeg faktisk også.
d.
Dernæst foreslår hun følgende urene rådgivningsgruppe for den næste reform: Lene Tanggaard, Keld Skovmand, Alexander von Oettingen, Knud Romer, Svend Brinkmann og undertegnede. Sikken en fest vi kunne få i det udvalg. En blød sump af oplysningens, reformpædagogikkens og grundtvigianismens virkningshistorie og lidt gang i natur og ting og sager.
e.
I den forbindelse siger Maier en række meget glædelige, men også for mig lidt overraskende ting. Hun fortæller, at ”vi skal holde fast i vores fortid og bruge den til at forstå og navigere i det, der venter os”.
Og umiddelbart i forlængelse heraf kommer så interviewets skolepolitiske højdepunkt:
”Det er vigtigt, at vi lærer eleverne, hvad Danmark er, og hvad det er for en kultur, vi kommer af. Det skal de bruge til at kigge ud i fremtiden og skabe det næste Danmark. Jeg oplever, at vi bliver beskyldt af højrefløjen, for at vi synes, at historien er ligegyldigt. Den vil jeg gerne kaste fra mig igen, for det synes jeg på ingen måde.”
Disse formuleringer kan efter min mening forbinde Alternativet med alt fra EL til DF og bidrage til at gøre partiet til en bred national kraft:
Denne ”fortids”-interesse er guld værd for fremtiden. Jeg håber, at Maier kan føre dette synspunkt igennem i sit parti, selvom jeg deler en lille fordomsfuld tvivl med ”højrefløjen”, som det kaldes i citatet.
f.
Maier er virkelig selvstændigt tænkende. For et par uger siden korrigerede hun Anders Stjernholms vilde ateisme. Alternativet bør være defineret af en særlig rummelig, søgende og interesseret åndelighed og ikke af karikeret oplysningsfundamentalisme efter min mening. Hun korrigerede også Henrik Marstals rabiate identitetspolitik i sagen om CBS’s ”unge blonde piger”, så den faldgrube har hun også fint blik for. Alternativet skulle gerne være teatrets, kreativitetens og cirkussets parti i stedet for den kunstdræbende identitetspolitiks.
g.
Maier bliver bedt om at foreslå en undervisningsminister. Hun foreslår sig selv, hvilket fra en saglig betragtning er let at forstå. Det kunne også være Jacob Mark, men SF’s officielle skoleudspil lader stadig en del tilbage at ønske. Der har Alternativet været langt mere grundige, selvom ”fortiden” ikke spiller nogen stor rolle i partiets udspil. Der er sket noget på det emne, lader det til. Det er faktisk lige før man mangler Alternativets dyder lidt i interviewet, nemlig partiets mulighed for at gentænke dansk reformpædagogik.
h.
Endelig har jeg noteret mig, at Maier ikke nævner ”klimaet”, hvilket er en dyd i denne sammenhæng. Skolen kan ikke underordnes ”klimaet”, ligesom den ikke kan underordnes Moderniseringsstyrelsen.
2. Lotte Rod
Altinget har også et interview med de radikales skoleordfører Lotte Rod. Hun vil bare have nogle flere penge til den læringsskole, som hun selv har stået for at indføre. Der er ingen tegn på bevægelse. Det hele er bare en gang totalt perspektivløst valgflæsk, som står i 100% modsætning til Maiers rige virvar af spændende ideer.
Links:
Interview med Carolina Magdalene Maier (Å):
https://www.altinget.dk/…/carolina-magdalene-maier-vil-afsk…
Interview med Lotte Rod (R):
https://www.altinget.dk/…/lotte-rod-vil-tilfoere-folkeskole…
Analyse af Alternativets skoleudspil: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-alternativets-…
Analyse af SF’s skoleudspil: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155416903854481&id=837549480&pnref=story
De radikales skolepolitik: Link til Thorning-regeringens skolereform: http://www.stm.dk/…/G_r_en_god_skole_bedre__et_fagligt_l_ft…
Lotte Rods forsvar for skolereformen under folketingets førstebehandling: http://www.thomasaastruproemer.dk/kommentar-til-1-behandlin…